Mændenes Hjem.pdf

Aften på Mændenes
Hjem. De biografagtige
sofaer til venstre i
billedet kan slås op og i.
De kaldes koksestole.
Mændenes Hjem på Vesterbro
i København er Nordens mest
besøgte sociale tilbud. Hver dag
skal herberget og dets leder,
Robert Olsen, tackle et stadigt
mere forrået og voldeligt hjemløsemiljø, hvor kokainaggressive flygtninge og indvandrere i høj
grad har afløst sløve heroinnarkomaner og alkoholikere.
Jens Vilstrup tegner et billede
af samfundets nye bund.
Foto Thomas Nielsen
ILLUSTRATION JOHN MATTOS
KAOS
86 EUROMAN Marts 2011
>
Marts 2011 EUROMAN 87
>
Det er
svært
at
finde
sine blodårer i frostvejr. Ligesom de kroppe, de er en del af, kryber de sammen og prøver instinktivt at finde ly for den isnende kulde. Det er den første i måneden, dagen, hvor
gælden skal betales, dagen forinden har været
den koldeste novemberdag i mere end 100 år,
og under 100 meter fra Danmarks største politistation, Station 1, står en afpillet narkoman
i et bygningsindhak med bukserne nede om
hælene og bare, magre ben. Dybt koncentreret, med rystende fingre og sprøjten klar, forsøger han at finde en åre i lysken, som kulden
og misbruget endnu ikke har lukket.
50 meter derfra, foran indgangen til
Mændenes Hjem, på hjørnet af Istedgade og
Lille Istedgade, står den sædvanlige misbrugsmenneskeklump og flytter fødder og stoffer
i frosten. Inde i de opslåede frakkehætter er
de fleste ansigter fremmede. Deres aggressive stemmer giver hule, meningsforladte ekkoer op gennem ’gaden’ til Hovedbanegården
og det store, lysende S-togs-neonskilt, der er
Jacob har fået sin
blodprop nr. 36 i benet.
88 EUROMAN Marts 2011
begyndelsen og enden for både Istedgade og
for tusindvis af narkomaner.
Penge skifter hurtigt, professionelt, hænder.
Knyttede næver stødes luftsejlende efter kroppe, der ikke kan betale og forsøger at løbe,
men som, lige meget hvor længe og langt de
bevæger sig, aldrig kommer væk.
Inde bag døren til herberget, som hver dag
bliver åbnet ca. 2.500 gange, findes en række specialkonstruerede chaiselong-agtige liggestole, der med biografsæde-princip kan trækkes ud, når en rus pludselig kræver vandret
tilstand. Koksestolene kaldes de. Forbi baren
og lokalets campingvogn, forbi bordene, hvor
nogle sover med hovedet i ufrivilligt fremadskredne albuer, mens andre plaprer løs på løssluppent, uforståeligt kokainsprog, forbi sygeplejelokalet, tandlægen, bjælkehytten, forbi de
af sikkerhed altid aflåste døre, og oppe på første sal i en opholdsstue sidder Robert Olsen,
stedets forstander. En titel, der synes at sidde
tilbage som en mindeplade fra en længst svunden tid, hvor Mændenes Hjem var et missionerende skranke-herberg for ældre, forsuttede
alkoholikere, og Vesterbro var en saneringsmoden, petroleumsopvarmet bodega-bydel.
”Danmark vådt, ingen bjerge, det er værste kulde.” På hjørnet løfter den midaldrende bosnier skålende en flaske. I den pelsomkransede hætte på
North Face-jakken stikker en ensom, flækket tandstump ud af hans mund. ”Men dansk kulde ingenting, jeg var i krigen, helt i fronten, 1. januar 1994,
det var 31 grader minus,” siger han, ruller på r’erne
og gør g til k. Et par meter fra ham stirrer en mellemøstligt udseende mand med skrå, brun baret
med hadefulde øjne. Pludselig skubber han voldsomt døren op, vælter ind og tæver løs på en
ældre, mellemøstlig mand. Knyttede næver rammer
kindben, skulder, pande. Skingre, frygtsomme råb
giver genlyd på et sprog, de kun selv forstår. ”Stop
det, tag det udenfor,” råber en kvindelig medarbejder og trykker på den alarmknap til politiet, alle
ansatte er udstyret med. Manden med baretten er
ligeglad. Han råber og sender et karatespark lige
i maven på den ældre mand. ”Udenfor,” råber den
kvindelige medarbejder. Baretten går. Angsten
brænder i den forslåede ældre mands øjne. Han
skal ikke nogen steder. Alligevel er han forsvundet,
da politiet dukker op. Lidt efter kører de igen med
endnu en uforrettet sag.
DEN 50-ÅRIGE FORSTANDER, der har været
leder på Mændenes Hjem de seneste 17 år, har
en evig, tegneserieagtig ungdommelighed over
sig, han har Tintin-frisure, ørering og er klædt
i en lynlåstrøje fra Hamborgs ’autonome’ fodboldklub, FC St. Pauli.
Chefen for 80 ansatte har ikke noget kontor,
enten bruger han campingvognen nedenunder
eller denne opholdsstue, hvor møblementet er
en marskandiserbutik af den tjekkede slags.
På væggene har kunstneren HuskMitNavn
fået frit slag, ligesom både stedets indretning
og det nye, tidssvarende, neonbøjede navneskilt på Istedgade-facaden, hvor der på dansk,
engelsk, grønlandsk, persisk og urdu står
Mændenes Hjem, er lavet i samarbejde med
kunstnerne FOS og Kenneth Balfelt.
Fra gaden trænger bistre råb og bister kulde
gennem ruderne i det over 100 år gamle herberg. Den hurtigtsnakkende, retorisk erfarne
og til stadighed ’på-de-svages-vegne’-indignerede leder må hente sin jakke for at få varmen
og fortælle, at han, siden han begyndte i jobbet i 1993, har været vidne til store omvæltninger på herbergs- og misbrugsområdet. For
små 20 år siden var Mændenes Hjem en relativt lukket institutionsverden, brugerne var
gamle alkoholikere, og stofmisbrugere havde ikke lov at være der. Men efterhånden som
stofmisbrugerne fyldte mere og mere i gadebilledet, ændrede man politik. De gamle alkoholikere blev placeret i egne lejligheder, på
plejehjem eller i tilbud, der var mere skræddersyet til dem. I stedet begyndte Mændenes
Hjem at tage sig af hjemløse stofmisbrugere, der siden midten af 90’erne i stigende antal kom fra andre lande. Først mest fra
Somalia, siden fra Mellemøsten, Nordafrika og
Østeuropa.
”Vores seneste optælling viser, at 56 % af
de besøgende på Mændenes Hjem i dag er af
anden etnisk herkomst end dansk,” konstaterer Robert Olsen og uddyber:
”Det er flygtninge og indvandrere, der har
cpr-numre og opholdstilladelse, men som pga.
skilsmisse eller misbrug eller begge dele er
faldet igennem. Det er folk, der ikke har fået
asyl, men er blevet her alligevel. Det er udenlandske studerende fra danske businessskoler, der er blevet misbrugere. Det er folk,
der er kommet for at arbejde – både legalt og
illegalt – og som pludselig falder igennem, det
er folk fra bl.a. Nordafrika, Mellemøsten og
Østeuropa, der har været her meget længere,
end deres visa tillader. Og så er der de narko-
Torben har lige fikset.
Mændenes Hjem har
fået nyt skilt på både
engelsk, urdu, persisk
og grønlandsk.
prostituerede, der udgør den største gruppe af
det, der kaldes de ’papirløse’.
Han står med kroppen fremadlænet som en skihopper. Han burde falde, men nej. Stofferne har
ophævet tyngdekraften. Foran sig på gulvet har
han tabt sine langskaftede handsker, sine nøgler
og sin cykellås. Han er ung, sidst i tyverne, hans
øjne er lukkede, hans ansigt har venlige træk. Han
står og svajer i sin sorte skidragt, mens døren bag
ham konstant går op og i. Han ænser intet. Ingen
ænser ham. Foran ham er en afrikaner og en mellemøstlig mand ved at komme op at slås over en
syltetøjsmad. Den ene vil ikke have, at den anden
skal røre smørekniven på den måde. De råber. En
grønlandsk kvinde synger pludselig. Ved siden af
forsøger to skæve, tandløse, psykisk syge, portugisiske brødre at danse.
’DANSKER-CRACK’ ELLER ’STEN’ kaldes
den hårde rygeblanding af kokain, der opvarmes med salmiakspiritus eller bagepulver.
Kokain kan sniffes, ryges eller injiceres, og
på Vesterbro er det de sidste to muligheder,
der er i vælten, og har været det de seneste
fem år, hvor kokainen med sin voldsomme og
voldsomt afhængighedsskabende rus har erobret et stadigt større marked.
”Det er kaotiske, meget misbrugende stofmisbrugere, der er på gaden i dag. Vi oplever,
at folk ikke sover i mange dage, og det kan
forekomme fuldstændig debilt, hvad de kommer i slagsmål over. 20 kr. kan være nok til,
at folk slår,” siger Robert Olsen, der ikke er i
Antonio får et knus af
Morten, der arbejder på
Mændenes Hjem. Til højre
ses campingvognen, der
fungerer som samtalerum,
og bagved cafeteriaet.
Halvanden time hver aften er
Mændenes Hjem lukket pga.
rengøring. Brugerne kan dog
stadig hente ’værktøj’ og kondomer.
tvivl om, at kokainen har gjort lunten kortere
og den sociale indsats mere besværlig.
”Folk reagerer hurtigere voldeligt og aggressivt end tidligere. Nogle af dem er så afhængige, at de skal have deres kokain hver halve time, fordi halveringstiden på stoffet er så
kort. Behovet for penge er meget stort, de får
ikke sovet, de bliver latent aggressive, og nogle bliver psykotiske. Vi ser kokainpsykoser
hver dag. Folk, der pludselig mener, at de har
dyr over hele kroppen, eller folk, der er overbevist om, at der er nogen efter dem. Jeg blev
engang kaldt op til et værelse, fordi en beboer
var ved at springe ud. Han så slanger over det
hele. Jeg ’fjernede’ dem, tog ham i hånden og
gik over til distriktspsykiatrien med ham, hvor
han blev indlagt. Om aftenen var han ude
igen, da psykosen var drevet over.”
I 2009 var der en del overfald på Vesterbro,
der involverede salmiakspiritus. Misbrugerne
hældte den ætsende syre i hovedet på hinanden og også i et par tilfælde på forbipasse-
”Kan det virkelig være
rigtigt, at et samfund skal
give heroin til folk?
Skal vi så også give
cognac til alkoholikerne?”
Robert Olsen,
forstander på Mændenes Hjem
Kafta og Simon fra Malmø på besøg. Stofferne trækker,
og de bliver hængende nogle dage, selv om personalet på
Mændenes hjem gør alt for at få dem til at tage hjem igen.
rende borgere på Vesterbro. Som konsekvens
begyndte Mændenes Hjem gratis at uddele det
mindre sundhedsskadelige og langt mindre
anvendelige våben natriumbikarbonat – eller
bagepulver – til brugerne. Men er det virkelig et samfunds og et socialt tilbuds opgave at
hjælpe misbrugerne helt ned i den opvarmede
ske? Ja. På moderne socialarbejdersprog hedder svaret harm reduction.
”Og så påstod de sgu, at jeg havde stjålet en
kakaomælk, sådan en lille åndssvag karton til en
femmer, som om jeg ville stjæle sådan en. Hvis jeg
endelig sku’ ta’ noget, sku’ det da være en steg
eller noget, der var noget værd. Det er også fordi, uddeleren, det røvhul, altid er efter mig, det er
ligesom dengang, jeg kom med en hel sportstaske
fyldt med tomme flasker, jeg skulle have pant på,
ja, det var jo alle sammen bajere, jeg havde købt
af Enøje oppe på Enghave Plads, men det ville
de sgu ikke tro på, og så bad de mig om at tømme hele tasken, som om jeg havde stjålet noget,
du ved, alle flaskerne op, mand, og der var sgu
ikke en skid i tasken andet end de der flasker, hold
kæft, du sku’ ha’ set hans dumme fjæs.”
Han er først i tyverne, hærget, som om han var tre
gange så gammel. Han flytter hele tiden øjnene,
fødderne, hænderne, hovedet. Bag ham vandrer
en sammenbidt, aggressiv, hvileløs mand rundt og
slår så hårdt, han kan, i bordene med flad hånd.
”Jeg vil ha’ mine penge nu, mand, NU!” skriger han
ned i sin mobiltelefon.
EN MILLION OM ÅRET, 2.470 om dagen,
over 100 i timen. Så mange fixeklare, steMarts 2011 EUROMAN 89
>
Samfundshjælperen
Fra Haralds værelse
er der udsigt til Lille
Istedgade. Han har
inviteret nogle venner
forbi for at ryge bon og
se lidt fjernsyn.
rilt indpakkede sprøjter bliver delt gratis ud
på Mændenes Hjem. Det gamle herberg, der
flere gange ugentligt må kæmpe for at redde misbrugere, der OD’er, har ikke bare adresse på stofmisbrugets største danske markeds-
Vesterbro
– Danmarks største narkoscene
Omgivet af Hovedbanegården, af Københavns
største hotelområde og af restauranter og cafeer
er Indre Vesterbro Danmarks største markedsplads
for handel med stoffer. Tidligere var hovedstadens
stofscene bredt ud til bl.a. Nørrebro og Christiania,
men byfornyelsen på Nørrebro og narkoblokader på
Christiania pressede stofsalget ind i sin nuværende
kerne på Vesterbro. I 80’erne og 90’erne gennemgik
det nedslidte Vesterbro en omfattende byfornyelse,
og de tidligere stofmiljøer omkring ’Det skarpe
hjørne’, ’Turisthotellet’ og ’Bunkeren’ på Halmtorvet
blev afløst af Maria Kirkeplads. Reventlowsgade ved
Hovedbanegården fik tilnavne som ’Pillecentralen’,
’Pillebørsen’ og ’Det store apotek’. Miljøet har i løbet af
2009 og 2010 skiftet adresse. I dag er det ikke Maria
Kirkeplads, men primært Istedgade, Reventlowsgade,
Lille Istedgade og området omkring ’Café D’ ved
Halmtorvet, der udgør tilholdsstederne.
Lokalt hed det sig før, at der var et ’hvidt miljø’ med
’hvide’ danske misbrugere, der indtog hvide piller og
hvid heroin og et ’brunt’ miljø med ’brune mennesker’,
der indtog brun heroin. Siden årtusindskiftet er disse
to grupper smeltet sammen.
90 EUROMAN Marts 2011
Som teenager i 70’erne bestilte Robert
Olsen sammen med en ven 60 stk.
’Nej tak til atomkraft’-klistermærker.
Men de havde krydset forkert i formularen. I stedet for 60 mærker fik de
bestilt 60 ark. For at dække underskuddet måtte de ud og sælge klistermærker. Så var Robert Olsen ligesom
i gang.
Gennem hele den 50-årige forstanders liv er der løbet en rød, social
tråd. Født og opvokset på Nørrebro og
formet af en ungdom i fattig-80’ernes
historisk stærke, politiske enten-ellerstillingtagen.
”Jeg har altid været et politisk
menneske, det er ikke noget, jeg er
blevet gennem mit job. Jeg ved ikke,
jeg finder det bare naturligt, at man
er deltagende i sit samfund, at man
engagerer sig. Begge mine forældre
var også socialt engagerede og indignerede. Min far var pædagog, og
mange af de børnesager, han var involveret i, gjorde tidligt indtryk på mig.
Mine bedsteforældre på min mors side
var døvstumme begge to, og jeg kom
meget i det daværende døvemiljø på
Nørrebro. Det har også præget mig,”
siger Robert Olsen, der tillige kommer
fra en familie med komplet omvendte
kønsroller:
”Min søster har været filialchef i
en bank, og min mor har været regnskabschef i Rockwool, mens min far
var pædagog, og jeg selv er uddannet
sygeplejerske. Det griner vi meget af. ”
Lige så længe Robert Olsen kan
plads, men befinder sig i epicenteret af nogle
af samfundets sværeste og mest ubelejlige
dilemmaer: Hvordan forholder man sig socialt
og lovgivningsmæssigt til brugen af narkotika, hvordan forholder man sig til samfundets
absolutte bund og til selvforskyldthedsproblematikken, hvornår, under hvilke forudsætninger og hvilken hjælp er de berettiget til, og i
hvor stor udstrækning – om nogen – er det et
samfunds opgave at hjælpe fattige, tiggende
og tilrejsende mennesker, der gennem den frie
bevægelighed i EU har ret til at rejse, hvorhen
de vil, men ikke har det danske cpr-nummer,
der berettiger dem til offentlig hjælp?
Robert Olsen kan ikke fanges i nemme, hurtige meninger: ”Vi hjælper akkurat lige så
langt, som lovgivningen giver os lov til. Vi prøver at arbejde med ikke at afvise nogen, og de
’ulovlige’ henviser vi til andre tilbud, fx i kirkelig og i privat sammenhæng.”
Hun har stramme, leopardplettede tights og pels
på. Hendes håndtaske ligger åben på bordet. Den
er fyldt med Prince-pakker og kanyler. Hun er ved
at gøre en af dem klar. Bag hende træder to afrikanske kvinder ind. Den ene græder teatralsk, den
anden virker som hendes chef. På engelsk forklarer
hun, at den grædende kvinde ikke har noget sted
at sove. Medarbejderen prøver at ringe til ’Reden
huske tilbage, har der været sager,
han brændte for, uretfærdigheder, der
burde laves om, noget, han mente
burde gøres. Han er bare sådan.
”Jeg har altid, også privat, arbejdet
i alle mulige politiske sammenhænge.
Jeg har været aktiv i miljøsager, i
boligsager, jeg har været med til at
besætte huse, ikke fordi jeg var bz’er,
men fordi jeg, ligesom mange andre
unge i 80’erne, var indigneret over, at
der stod tomme huse i København. Da
Byggeren blev revet ned i 1979, var
jeg med til at demonstrere imod det.
Jeg var også med, da Ungdomshuset
på Jagtvej allerførste gang blev besat.
Jeg har ikke været en del af det autonome miljø, men jeg har altid været
involveret i alle mulige socialpolitiske
tiltag og frivilligt arbejde. Jeg så Lost
Kids og har set Sort Sol – da de hed
Sods – masser af gange. Men jeg var
for politisk til at være punker. I gymnasiet var jeg i elevrådet, og da jeg var
sygeplejeelev, sad jeg i studienævnet,
jeg var talsperson, og jeg sad i bestyrelser. Da jeg som 33-årig søgte
jobbet som forstander på Mændenes
Hjem, havde jeg rejst i udlandet, været
oversygeplejerske i Finland, hvor min
kone kommer fra, jeg havde arbejdet
med misbrugere og med hjemløse, jeg
havde arbejdet i Distriktspsykiatrien,
og jeg havde skrevet artikler om hjemløseproblematikken. Det gør jeg stadig, men nu forhåbentlig med et noget
mere professionelt indhold.”
Egentlig troede han, at han skulle
arbejde med miljøet, et emne, han
som ung brændte stærkt for, men når
han ser tilbage, er det måske ikke
tilfældigt, at Robert Olsen både kom
til at arbejde med hjemløse og endte
som leder.
”Det, jeg laver nu, har jeg set før.
Miljøerne omkring punken og musikken
i 80’erne var meget destruktivt, der
var mange, der døde. Ud af drengene
i min folkeskoleklasse blev to misbrugere, en blev psykisk syg, en begik
selvmord, en flygtede til Grønland og
døde deroppe i en ung alder, og så
”Jeg var langtfra
den bedste til
fodbold, men jeg
var åbenbart den
eneste, alle kunne
identificere sig
med. Så jeg blev
anfører.”
var der mig, som var relativt normal.
Jeg kan huske engang i folkeskolen,
hvor der var problemer med at finde en
anfører for fodboldholdet. Dengang var
skolens sidste klasser delt op mellem
dem, der havde gode karakterer og
gik i realskolen, og dem, der gik i 10.
klasse og var sådan nogle rockertyper.
Ingen kunne blive enige om, hvilken
af de to lejre holdets anfører skulle
komme fra. Jeg var langtfra den bedste
til fodbold, men jeg var åbenbart den
eneste, alle kunne identificere sig med.
Så jeg blev anfører, fordi jeg kunne
begå mig begge steder. Det er det
samme i dag: Jeg befinder mig lige så
godt på de bonede gulve som sammen med brugerne.”
Får du aldrig nok af selvdestruktion,
død og misbrug?
”Det er jo et arbejde som så mange
andre. Men det er da altid ubehageligt, når man finder en død. Især
når de er unge. Jeg har fundet en,
der gik i samme skole som mig, en
klasse over mig, som jeg havde spillet fodbold sammen med. Og en dag
stod en tidligere kollega, som jeg har
arbejdet sammen med i mit voksenliv,
pludselig og var ved at blive indskrevet på Mændenes Hjem. Det betyder
selvfølgelig noget at se sådan nogle
ting. Men jeg løber meget og cykler
på arbejde. Det er en glimrende måde
at tænke på noget andet på. Og så
kobler jeg ofte af i ugevis på ferie i et
sommerhus i Finland, som ligger uden
for lands lov og ret. Der er ikke fjernsyn
eller noget som helst, der kan forstyrre
mig. Når jeg kommer tilbage, kan jeg
nogle gange pludselig tænke: ’Fuck,
mand, hvor ser de syge og dårlige ud’
eller ’Hold da op, hvor her lugter.’ Det
er ikke noget, jeg bemærker til daglig.”
International’, der tager sig af den slags sager. Men
det er tirsdag, tilbuddet er ikke åbent i dag. Bag
dem tager den leopardplettede kvinde et stjålent
fix. De to afrikanere går igen. Den leopardplettede kvinde retter på sin pels. På vej ud taler hun kort
med en ansigtsrevet, tandløs, tynd mand. Han trækker ned i sine bukser for at vise hende noget. Hun
går forbi ham, ud på gaden. Tilbage står den tynde
mand i sine hospitalsunderbusker. De har grønne
striber, sygehusfarven for størrelse small. De hænger slapt og alt for store omkring ham.
HVAD SKAL MAN næsten også mene, når staten i det københavnske Nordvest-kvarter med
den ene hånd giver fri heroin af den helt hårde slags til særligt belastede narkomaner, der
to gange om dagen kan sprøjte sig under lægeligt tilsyn, og med den anden hånd forbyder al
salg af heroin. Når staten med den ene hånd
gratis giver ’værktøj’ – kanyler – til alle, der
har brug for det, og med den anden forbyder
fixerum.
Når man på Mændenes Hjem dagligt står
i konflikten mellem tavshedspligt og borgerpligt og har valgt at anmelde slagsmål til
politiet, men ikke den forbudte handel med
stoffer. Når man har måttet opgive den romantiske forestilling om samtrivsel mellem samfundets midterste og nederste grupper og ved >
Forstander Robert
Olsen har siden
midten af 90’erne
været initiativtager bag
mange forandringer på
Mændenes Hjem.
Marts 2011 EUROMAN 91
Der findes ikke noget
offentligt overblik over, hvor
mange der opholder sig
illegalt i Danmark, og hvor
mange af dem der benytter
sig af private sociale tilbud.
I Finland og Sverige er der
mellem 30.000 og 50.000
såkaldte ’papirløse’. Mange
papirløse er pga. Danmarks
restriktive flygtninge- og
indvandrerpolitik de senere
år taget over sundet til
Sverige. Forstander på
Mændenes Hjem, Robert
Olsen, vurderer, at der i
Danmark findes mellem
5.000 og 10.000 papirløse.
Harald i køkkenet
for at skylle sin bon.
Kødbyen har bygget en slags Berlin-mur mellem misbrugscafeen ’Cafe D’ og den andelsboligtjekkede P.H. Café. Når man dagligt møder
romaer, østeuropæere eller andre ’ulovlige’
udlændinge, der fryser og gerne vil indenfor, men som ikke må hjælpes af det offentlige, selv om de ifølge lægers og sygeplejerskers
fag-etiske regler skal hjælpes, hvis de har
sundhedsmæssige problemer.
”Det er et meget kompliceret område, det
her, og der er intet i debatten, der er enkelt.
Tag fx statsudleveringen af heroin. Det kan jeg
Mændenes Hjem
Mændenes Hjem på Vesterbro er
et tilbud til hjemløse og udstødte
og består af et herberg med 43
pladser, et bofællesskab på 8
pladser, en bo-enhed med 15
pladser, 20 særboliger, lægehjælp,
sygeplejeklinik, tandlægeklinik, en
kantine, en natcafé, et kontaktsted
og et brobyggerprojekt, hvor man
afprøver nye arbejdsmetoder over
for stofmisbrugere med anden etnisk
baggrund.
Dagligt besøges stedet mellem
1.500 og 3.000 gange af mellem
400 og 600 forskellige mennesker.
Mere end hver anden, der kommer
ind på Mændenes Hjem, har anden
etnisk baggrund end dansk.
En hjemløs kan ikke gå direkte
ind fra gaden og få en seng på
Mændenes Hjem. Først skal den pågældendes sociale, indtjenings- og
92 EUROMAN Marts 2011
godt forstå, at mange danskere synes er forkert. Men hvis heroinudleveringen gør nogle
menneskers hverdag bedre, så er det jo godt,”
siger Robert Olsen, der dermed rammer lige
ned i kernen af samfunds- og selvforståelsen
i det sociale arbejde: Der bør hjælpes, hvor
hjælpes kan.
Det bipper vildt. Endnu en gang. ”Det er jo til
at få spat af,” er der en, der råber. Han har ret.
Røgalarmen fra herbergsværelserne ovenpå går
hele tiden i gang. En medarbejder tager trapperne
boligsituation klarlægges, hvorefter
en lang række myndigheder kontaktes. Herefter lægges en handleplan,
der indstiller den hjemløse til fx
egen bolig, botilbud og behandling.
Det er et krav, at man har et dansk
cpr-nummer, for at få hjælp. En del
hjemløse skræmmes af bureaukratiet
og forbliver derfor ’gadesovere’, som
det hedder.
Det er ikke tilladt at rygge, drikke
eller fixe på fællesområderne i
Mændenes Hjem, men har man fået
et værelse, må man dér, ligesom i
alle andre private boliger, gøre, som
man vil.
Mændenes Hjem udleverer sprøjter,
kanyler, kondomer, brugt tøj og distribuerer hjemløseavisen Hus Forbi
til de sælgere, der har gyldig licens.
Mændenes Hjem drives af den
selvejende institution ’Missionen
blandt hjemløse’ og har et årligt
budget på 20 mio. kr. For en udsat
koster det 93 kr. på eneværelse og
61 kr. på dobbeltværelse i døgnet
at bo på herberget, mens det for en
kommune koster i gennemsnit 500
kr. i bofællesskaberne og 800 kr. i
herberget at have en borger boende
pr. døgn.
1. januar 2011 overtog Mændenes
Hjem driften af ’Cafe Dugnad’, en
lokal omstridt café for stofmisbrugere på Halmtorvet, der nu har fået
navnet ’Café D’.
I de forskellige tilbud under
Mændenes Hjem er der omkring
80 ansatte, 15 frivillige i ’Café D’
og derudover 45 frivillige læger og
tandlæger.
Mændenes Hjem fyldte i 2010 100
år. Blandt de fleste stofmisbrugere
og udsatte opfattes Mændenes
Hjem som et fælles helle fra gadens
mange problemer.
op. Lidt efter er han tilbage. Falsk alarm, endnu en,
der har røget lidt for heftigt deroppe. En Hus Forbisælger viser glad en æske ’Jordbær i Champagne’chokolade, han har fået af en ældre kvinde som
drikkepenge. Den er penge værd. Ved siden af stiller en ung, mellemøstlig mand med langt sort hår
sig. Var det ikke for hans rysten, ligner han en, der
allerede er død. ”Du er godt nok dårlig, hva’?” siger
en medarbejder. Han får en kop kaffe. ”Du må ud
og skaffe,” siger medarbejderen. Det lange hår
ryster, nikker og forsvinder.
”På Mændenes Hjem har man historisk
ikke skelet til ’værdigt trængende’-begrebet.
Og det gør vi stadig ikke. Jeg synes, man skal
lave tilbud for hjemløse, der opholder sig i
Danmark, også selv om de ikke har opholdstilladelse. Vel at mærke, hvis de er hjemløse, og
der er nogle sociale problematikker omkring
dem. Omvendt synes jeg, at det er absurd,
hvis vi skal stille gratis overnatning til rådighed for de busfulde af romaer og østeuropæere, der kommer herop og pr. definition ikke er
hjemløse. Der er ingen tvivl om, at de er fattige, men er det nok? I min ungdom tomlede jeg rundt i USA og Europa, og jeg forlangte jo ikke af fx Madrid kommune, at de skulle
sørge for gratis overnatning til mig, hver gang
jeg kom til byen,” siger Robert Olsen, der samtidig peger på, at Danmarks problemer med
et par hundrede fattige, tilrejsende romaer og
østeuropæere forekommer nærmest latterlig
små i sammenligning med resten af Europa.
”I Spanien, Italien og Frankrig lever romaerne i deciderede skurbyer uden for eller i stor-
Fahad syntes selv, han
ligner Jesus.
byerne, og i Tyskland, der ikke har cpr-numre,
kan alle dumpe ind på herbergerne. Al socialpolitik er bygget op omkring nationalstaten
og ikke omkring internationale samarbejder.
Måske skulle man i EU ikke bare arbejde med
fri bevægelighed, men også med sociale rettigheder på tværs af landene. Men det har lange udsigter, for der er ikke nogen stor politisk
lyst til at røre ved den grundlæggende måde,
vi laver socialpolitik i Danmark.”
Han er 52 år og er gået ned med sit enmandsfliselæggerfirma i Stockholm. Han tog til Danmark
for at passe sin far, der dengang lå for døden. Han
kunne ikke samtidig passe sit arbejde. Pengene,
han havde til gode fra en kunde, fik han aldrig.
Han er ædru, som den eneste bruger i lokalet helt
klar i blikket og fuldkommen klar over sin situation. Han er flov over sig selv, flov over at være her.
Han spiser den mad, Lagkagehuset er kommet
med, fordi kæden ikke har fået det solgt. ”Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle ende på Mændenes
Hjem, aldrig,” bliver han ved med at sige. Hans
Katrin har fået
bank mange
gange. Hun kigger
sig i spejlet og kan
se de mange ar i
ansigtet.
udsigter er dårlige, og han ved det. Lige nu sover
han på sin mors venindes sofa. Det er ikke holdbart. Han kan ikke få et job, og han får starthjælp.
5.400 kr. om måneden. Punktum. Han selv og
medarbejderne ved, at han begynder som misbruger, hvis han er her alt for længe. Det er sådan,
det går. ”Hvad skal jeg gøre?” spørger han. Der er
ikke noget svar.
MELLEM 4.000 OG 6.000 KR. Så meget
skal de hårdeste kokainmisbrugere, der skal
fixe hver halve time, skaffe. Om dagen. På
Istedgade, foran og ved siden af Mændenes
Hjem og på ’Det store apotek’, som
Reventlowsgade-strækningen bag Københavns
Hovedbanegård op mod banelegemet bliver
kaldt, er der konstant gang i stofsalget. Prisen
er afhængig af udbud, efterspørgsel og kvalitet, men ligger i snit på 400 kr. for et gram
nogenlunde god kokain og 200 kr. for et gram
dårlig, opblandet kokain.
”Når man ser på det store antal sprøjter og
kanyler, vi udleverer, og tænker på, at mange
Skuffer og kurve med værktøj
lige inden for døren. Der er gratis
udlevering af kanyler og kondomer.
af stofmisbrugerne ikke bruger kanyler, men
ryger eller sniffer deres stof, så giver det et
fingerpeg om, hvor mange penge der er i det
her,” konstaterer Robert Olsen, der fortæller,
at en del af misbrugerne køber lidt stof, cutter
og blander den ene halvdel op, sælger den og
tager den anden halvdel til sig selv.
”I kernegruppen af stofmisbrugere er der
mange, der tjener penge ved at bøffe folk og
sælge dårlige stoffer. Der er også rigtig mange penge i prostitutionen på Vesterbro. Nogle >
”Hvis man vil op i stofmisbrugshierarkiet,
hjælper det altid at have
nogle muskler.”
Robert Olsen,
forstander på Mændenes Hjem
Marts 2011 EUROMAN 93
Torbens værelse.
Han bor på 3. etage
i boenheden og har
været misbruger i 32 år.
Samir får hjælp af sin
kammerat til et fix i halsen.
Det er ikke så ofte, at
narkomanerne fixer sig
i halsen, da det er her,
ambulancefolkene lettest kan
finde en blodåre, hvis man har
fået en overdosis.
af pigerne har mænd til at holde øje med sig –
ikke i alfonsforstand, men som en slags vagter
– eller de har folk til at skaffe sig stoffer, mens
de selv er ude og lave penge. ’Normaldanmark’
Sent om aftenen
venter brugerne
på kaffe og lidt
mad.
16 % af de besøgende
på Mændenes Hjem er
kvinder. For at undgå
seksuelle problemer
åbner herberget 1.
marts en natcafé kun for
kvinder i Lyrskovgade
på Vesterbro.
94 EUROMAN Marts 2011
skyder også penge ind i miljøet. Folk kommer
udefra for at købe kokain til ’en god aften i
byen’. Især når der er en god koncert på spillestedet Vega, når der er Roskilde Festival,
eller når der er modemesse i Øksnehallen på
Halmtorvet. Derovre er der altid nogen, der
gerne vil have noget til næsen, og pludselig
kan man se en flok modemennesker stå nede i
Istedgade hos en pusher eller en stofmisbruger
for at købe et eller andet dårligt stof.”
”En del penge kommer også fra berigelseskriminalitet, fra indbrud i huse og lejligheder
og fra tyveri af kufferter, når de mange busser med turister holder foran Istedgades hoteller. Tingene bliver solgt gennem Den Blå Avis,
på værtshuse eller gennem hælere. Det er ikke
så organiseret som tidligere, hvor der fx var
en kinesisk grill lige ved Hovedbanen, hvis
ejer var inde og sidde mange gange for hæleri. Der er også folk, der gennem deres salg af
Hus Forbi faktisk formår at tjene penge nok
til eget forbrug. Det er ikke nok til at ramme
det helt store niveau, men nok til at få lidt i
løbet af dagen uden at lave kriminalitet,” siger
Robert Olsen, der for nylig selv havde indbrud
i sit hus i Vanløse. Politiet viste billeder af i alt
tre mistænkte, og forstanderen kendte dem
alle tre fra Mændenes Hjem. Men det sagde
han intet om til politiet.
”56 % af de besøgende
på Mændenes Hjem er
af anden etnisk herkomst
end dansk.”
Robert Olsen,
forstander på Mændenes Hjem
”I kill you, I kill you, I fucking kill you.” Tre velnærede, midaldrende skånske mænd i dyre skijakker og
pelshuer med øreklapper har omringet en romakvinde i 50-års-alderen. ”Nein, nein, nein,” skriger
hun som en gaffel hen over en tallerken. Den ene
af svenskerne, ham, der åbenbart har fået stjålet sin
plånbok af roma-kvindens veninde, der nu er stukket af, løfter sin ene knyttede næve i luften. Med
den anden holder han kvinden fast til muren. Han
virker mest bekymret over, at han har mistet sin togbillet hjem til Sverige, kortene har han spærret. De
vil have, at hun fortæller, hvor veninden og pungen
er. ”Ich weiiiis nicht,” skriger hun. ”45 seconds, then
I kill you,” skriger svenskeren tilbage. En forbipasserende bryder ind og ringer efter politiet. Romakvinden ser sit snit til at stikke af. Hun løber ned ad
gaden. Foran ’Reden’ bliver hun fanget. Svenskerne
råber og skriger og flår tøjet af hende. I kulden løber
hun hylende rundt med sine lange, bare, gamle,
mørkhudede bryster svingende omkring sig. Endelig
kommer politiet. Den topløse roma-kvinde søger tilflugt ind gennem døren til ’Reden’. ”Tjahh,” siger
den ene af politibetjentene og trækker på skuldrene. Klokken er halv et om natten. Onsdagen er lige
begyndt. En dag som alle andre.
MISBRUGSMILJØET på indre Vesterbro er et
minisamfund. Den rige, usynlige overklasse,
der sjældent viser sig, er dem, der ejer stofferne, henter dem og distribuerer dem. Og under
dem, på gaden, er der to hierarkier:
”I det ene udgør alkoholikerne toppen, midten er stofmisbrugerne, og nederst er de psykisk syge. Et andet minisamfund hedder:
dealerne, pusherne, stofmisbrugerne, og de
psykisk syge stofmisbrugere i bunden. Men det
er et bevægeligt hierarki, hvor man lynhurtigt
kan skifte plads. Man kan se en person, som
har en bolig, som handler lidt stoffer og ser
ud, som om han har tjek på tingene. Men lige
pludselig bliver han måske hooked og bruger
alle pengene og stofferne til sig selv. Han kommer til at skylde sin bagmand, så mister han
sin lejlighed, og bang, så er han nede i hierarkiet. Hvis man vil op i stofmisbrugshierar-
kiet, hjælper det altid at have nogle muskler.
Hvis du ikke er en afpillet stofmisbruger, men
måske har spist hormoner og kan slå fra dig på
en eller anden psykopatisk måde, kan du bruges til at kradse penge ind. Det giver ikke en
høj status, men så har du en vis rolle i gaden.”
Med et dobbelttydigt træk på læben siger
Robert Olsen, at integrationen i gadens minisamfund til gengæld foregår meget bedre og
hurtigere end ude i resten af Danmark. Selv
om antallet af udlændinge er højt, er der ifølge forstanderen overraskende få racistiske
gnidninger.
”Danskerne og dem af anden etnisk herkomst har både et interessefællesskab og et
skæbnefællesskab. Et skæbnefællesskab, fordi
”Jeg synes, man skal lave
tilbud for hjemløse, der
opholder sig i Danmark,
også selv om de ikke har
opholdstilladelse.”
de alle er misbrugere og hjemløse. Og et interessefællesskab, der hedder: Hvordan får jeg
det næste fix?”
Det er midt i december, højsæson for at skilte med gode gerninger. Choice Hotels har lavet
en gigantisk grydefuld suppe og samlet hotelmadrasser ind, som de vil dele ud på pladsen foran
Maria Kirke på Istedgade. En kvinde træder stolt
ind på Mændenes Hjem for at annoncere begivenheden. Den begynder kl. 22. På pladsen ligger madrasserne i stabler, suppekø er der ingen
af. Choice Hotels-medarbejderne står og tripper
ensomt og koldt i det opsatte hvide projektørlys.
De har grønne, kommunalt selvlysende overtræksveste på. ’WE CARE’ står der med store bogstaver på dem. ”Motherfucker, fucking motherfucker,”
råber en mand 100 meter derfra og nikker pludselig en skalle til den ene af to sorthuede, passive mænd. Han forsvinder i samme retning, som en
lille, tyk, langfrakket, snotnæset afrikansk kvinde
kommer sjoskende. Hun peger hen på sin skygge, en stor, tavs, sort mand, der står ti meter bag
hende med hætten over hovedet. ”You want coke?
This man has coke.” ■
Robert Olsen,
forstander på Mændenes Hjem
Marts 2011 EUROMAN 95