Fra trainee til HR chef
Transcription
Fra trainee til HR chef
NYNNE JORDAL DUJARDIN CAND.MERC. HR-CHEF ”Da jeg læste messekataloget til SICEF for lidt over to år siden, blev jeg grebet af stemningen i teksten om DFD. Jeg fornemmede, at det var en seriøs og ambitiøs virksomhed, men også en virksomhed, der var nede på jorden, og hvor der var plads til mange typer mennesker.” Nynne Jordal Dujardins uddannelsesmæssige baggrund var ikke den mest oplagte til jobbet som barselsvikar for HR-chefen. Alligevel blev planen så småt lagt allerede i løbet af ansættelsessamtalerne. ”I den første samtale kom vi ud i nogle snakke, jeg aldrig tidligere har oplevet i forbindelse med en ansættelse. Sådan er det med K.P. Thorgaard. Han kan noget helt specielt med mennesker, og det har jeg lært rigtig meget af. Jeg er enormt heldig, at jeg i mit job har tæt kontakt til både K.P. og Anders Thorgaard, for begge deler gavmildt ud af deres viden og erfaring og fortæller gerne om deres tanker i forhold til den udvikling, virksomheden har gennemgået. De er gode til at give ressourcer videre, og de har altid tid til at lytte og sparre, uanset hvor travl dagen er. K.P. siger altid, at man skal behandle sine medarbejdere som sine kunder. Det lever de i høj grad op til.” Nynnes traineeforløb blev meget kort, for da barselsvikariatet var ved at udløbe, var der lagt nye planer for HR-chefen, og så var det oplagt at lade Nynne blive på pladsen. ”Det var både overvældende og en kæmpe cadeau, at man havde tillid til, at jeg kunne løfte den opgave, selvom jeg hverken havde en uddannelsesmæssig baggrund eller en erfaring, der berettigede til det. Det gav mig i den grad blod på tanden, og i løbet af vikariatet fandt jeg ud af, at HR er et område, som passer mig godt. Ikke nødvendigvis resten af min karriere, men der hvor jeg er lige nu. Og det særlige ved DFD er jo netop, at man ikke er låst fast, men har mulighed for at komme videre og prøve noget nyt, hvis lysten opstår. DFD’s ledelse er god til at træffe beslutninger og til at satse, og det gør sig også gældende, når de ansætter trainees. Hvis man bliver ansat, så bliver man også bakket op og vist tillid.” HR-chefens job er primært at bistå ved rekrutteringer på alle vaskerierne, planlægge uddannelsesforløb og –messer samt supportere ved personalejuridiske spørgsmål fra afdelingerne. ”Jeg betragter mig selv som en servicefunktion, og som med alt andet i DFD er der intet, der er firkantet. Jeg er med, hvis man ønsker, at jeg skal være det, og hvis afdelingen vil klare det selv, så gør de det.” Arbejdsområder: Rekruttering Uddannelse Personalejura Messedeltagelse Afdelingssupport Ånden i DFD har på flere planer overrasket Nynne. ”Familien Thorgaard driver virksomheden efter deres egne værdier og på en helt særlig måde. Følelsen af hjerteblod siver i den grad ned gennem organisationen og får alle medarbejdere til at brænde for det, de laver. De er først og fremmest dygtige købmænd, men de har forstået at få alle parametre til at indgå i ligningen, så de kan drive hardcore business på en menneskelig måde. Og det er virkelig unikt.” For Nynne førte traineeforløbet til en uventet stilling hun i dag værdsætter højt.