Jeg er et skvat, det indrømmer jeg gerne!

Transcription

Jeg er et skvat, det indrømmer jeg gerne!
En pædagogisk antropologisk undersøgelse af den fremherskende sundhedsdiskurs påvirkning af livskvalitet og
selvopfattelse hos ældre med svær overvægt
Af Maria Benavente Rasmussen
Studienummer: 20055233
Vejleder: Ida Wentzel Winther
Pædagogisk Antropologi, Danmark Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet
Januar 2011
Eksamensform: Skriftligt speciale
Omfangskrav: 192.000-240.000 anslag inkl. noter, mellemrum og abstact
Specialets omfang: 227.744
Abstract
An abstract of the thesis by Maria Benavente Rasmussen for the Master of Art in Educational
Anthropology at The Danish University / School of Education, 2011.
Title: “I am a weakling; I admit it”. : An Anthropological study of the prevalent health discourse´s
influence on the self-perception and sense of quality of life amongst a group of obese elderly.
Problem Formulation: Studies indicates that elderly who are obese have reduced quality of life.
The thesis questions the prevalent health discourse and attempts to investigate the basis for the idea
and assumption that good health is a benefit equaling a high quality of life. Furthermore, the
possible stigma amongst the elderly who are obese is discussed, as well as how a health discourse is
applied to this particular area. With a background in ethnographically based field work which is
based on the perspectives in the narratives of the obese elderly, an account is given for a possible
dilemma between the elderly’s self-perception and the normative discourse on health.
The thesis´ central questions are:
-
What narratives do the elderly generate towards their obesity?
-
How does a potential stigma associated with obesity manifest for the participants and which
consequences does this have on their everyday life and sense of well-being?
-
How does the present day health discourse affect the participants´ daily life, their life in
general, and which influence does this discourse have on the elderly´s self-perception?
The main themes are therefore; health discourse, stigmatization, and quality of life. The primary
sources used for the theoretical and analytical perspectives are Pierre Bourdieu, Erving Goffman
and Nikolas Rose. The empirical data is collected in the field through interviews and observations
in a dietist´s consultation, in a training center and in a private home. The investigation includes 16
participants between the ages of 65-85 and with a BMI range of 29.9-39.9.
As a starting point for the analysis, there is focus on the significant comments attained from the
field work that inform and report about the elderly´s dilemmas in their daily life. These comments
Maria Benavente Rasmussen. Speciale. Pædagogisk Antropologi 2011.
1
and quotes also set the tone for the body of work put forth here. A paradox is presented: how can it
be that the elderly, who have led a full life and have worked and raised families, perceive
themselves negatively and have an critical, inner voice which exclaims, “ I am a weakling”, and are
therefore are plagued by a bad conscience?
The current approach as reflected in public health legislation is that a healthy life style is the
correct one, which again influences the way in which one perceives the world, the choices one
makes and the actions one performs in daily life where health is ubiquitous. This paper describes
the dietist´s practice and offer of the possibility for physical training as political initiatives that lead
the individual citizen towards the ideal result. The conclusion of this investigation´s modest
findings, point in the direction that the dietist´s own attitudes and way of creating a dialogue about
the topics of weight and food, contribute to the participants´ low self-worth and feeling of being
“spineless”. It is also concluded that the offer of physical training does not provoke the same
feelings of inferiority or guilt. Physical training is shown to have a positive physical, mental and
social effect. In conclusion, it is recommended to reflect and examine future initiatives regarding
the elderly who suffer from obesity.
2
Abstract ............................................................................................................................................... 1
Indledning ........................................................................................................................................... 5
Problemstilling ................................................................................................................................... 7
Definition af ældre og overvægt........................................................................................................ 8
Ældre ................................................................................................................................................ 8
Overvægt ........................................................................................................................................ 10
Årsager til overvægt ....................................................................................................................... 10
Ældre med svær overvægt ............................................................................................................. 11
Hvem er disse ældre med svær overvægt og hvilke livsbetingelser har denne gruppe?................ 11
Metodisk fremstilling. ...................................................................................................................... 12
Introduktion til antropologisk feltarbejde ...................................................................................... 13
Deltagelsens dilemma .................................................................................................................... 14
Egenanalyse ................................................................................................................................... 15
Hvordan er feltet undersøgt? .......................................................................................................... 17
Sat på kur ....................................................................................................................................... 17
Kampen mod badevægten .............................................................................................................. 18
Settings ........................................................................................................................................... 19
Interview som deltagerobservation ................................................................................................ 20
Første interview.............................................................................................................................. 21
Andet interview .............................................................................................................................. 22
Tredje til sjette interview ............................................................................................................... 23
Skift i fokus .................................................................................................................................... 24
Ord med for store armbevægelser .................................................................................................. 24
Opfølgende interviews ................................................................................................................... 25
Efter endt feltarbejde ...................................................................................................................... 26
Metodevalg som afspejling af kulturel kapital............................................................................... 27
Etik og visuel fremstilling .............................................................................................................. 27
Mobilisering af teoretisk blik .......................................................................................................... 29
Stigmatisering ............................................................................................................................... 30
Definition ................................................................................................................................... 30
Feltets teoretikere ....................................................................................................................... 30
Historisk blik på stigmatisering ................................................................................................. 31
Goffmans syn på stigmatisering................................................................................................. 32
Afvigere som modbillede til ”normalen” ................................................................................... 33
Magt, normalitet og afvigelse .................................................................................................... 33
De ”normales” reaktion på afvigere ........................................................................................... 35
Trendy afviger ............................................................................................................................ 36
Selvstigmatisering ...................................................................................................................... 36
Sundhedens tavse viden ............................................................................................................. 37
De ældre som afvigere ............................................................................................................... 37
Fordomme om personer med overvægt ..................................................................................... 38
Sundhedsdiskurs .......................................................................................................................... 40
Definition ................................................................................................................................... 40
Feltets teoretikere ....................................................................................................................... 41
Mobilisering af Bourdieus begreber .......................................................................................... 42
Felt ............................................................................................................................................. 42
Feltets doxa ................................................................................................................................ 43
3
Symbolsk vold i sundhedens navn ............................................................................................. 44
Nikolas Rose om selvforvaltning ............................................................................................... 45
Synlige store, tunge kroppe ........................................................................................................ 47
Roses blik på sundhed ................................................................................................................ 48
Sundhed og moral ...................................................................................................................... 49
Sundhed og livskvalitet .............................................................................................................. 50
Opskrift på lykke........................................................................................................................ 51
Definition på livskvalitet ............................................................................................................ 53
Forringet livskvalitet .................................................................................................................. 56
Analyse .............................................................................................................................................. 58
Dårlig samvittighed / skyldfølelse ................................................................................................. 62
At være et skvat.............................................................................................................................. 65
At synde ......................................................................................................................................... 66
Stigmatisering ................................................................................................................................ 71
Sundhedsdiskurs............................................................................................................................. 76
Livskvalitet..................................................................................................................................... 85
Konklusion ........................................................................................................................................ 94
Perspektivering .............................................................................................................................. 100
Litteraturliste ................................................................................................................................. 102
Artikler og rapporter .................................................................................................................... 106
Websider ...................................................................................................................................... 109
Radioudsendelser ......................................................................................................................... 109
Seminar ........................................................................................................................................ 110
Noter ................................................................................................................................................ 110
4
Indledning
Jeg sidder i Herlevs Sundhedscenter i et venteværelse, og det er første gang jeg ser Anne, da hun
ankommer og henvender sig til receptionisten; Goddag, jeg har en aftale med diætisten. Hun bliver
henvist til ventepladsen, hvor jeg også sidder. Anne tager plads overfor mig. Hun er 78 år, har
overfladisk vejrtrækning, er forpustet, stor dame, høj og bred, kort gråt hår, briller, hævede ankler i
sorte små fodformede sko. Anne ser lidt i et dameblad, der ligger foran hende. Hun spørger
receptionisten; Må jeg få et glas vand? Anne modtager vandet og drikker lidt; ah, det var dejligt, vil
ikke drikke det hele, lige inden jeg skal ind og vejes. Lidt efter kommer diætisten ud og henter os
begge til Annes 2. gang hos diætisten. Jeg er på feltarbejde blandt ældre med svær overvægt i
konsultationen hos en diætist.
Diætist: Går du ture?
Anne: Jeg går af og til, ikke hver dag.
Diætist: Hvordan går det med dit kostprogram?
Anne: Jeg er ved at dø af sult, svælger ikke i kager. Spiser easy is, egentlig skulle en æske deles i 4
– ifølge kostplanen, men jeg deler den altså i 3 portioner. Ved ikke hvad jeg skal gøre om aftenen,
kan du ikke hjælpe mig lidt? (henvendt til diætist)
Diætist: Ja, vi må rykke lidt rundt på dine måltider. (De ser begge på kostskemaet, der ligger på
bordet imellem dem).
Anne: Jeg vejer al min mad, det gør jeg altså.
Diætist: Hvad spiser du for meget af?
Anne: Portioner.
Anne: Jeg tror, jeg spiser for meget rent ud sagt. Ser ellers meget efter fedt, det kan jeg godt sige
dig. Selvfølgelig ikke de dage, jeg spiser ude.
Anne: Jeg syndede i går, der spiste jeg en snegl og godt med is til.
Diætist: Så har du fået for mange kalorier den dag. Men ind imellem må du gerne synde.
[…]
Diætisten rejser sig op, Anne skal vejes.
Anne: De her cowboybusker vejer mindst et kilo! (vil ikke op på vægten) jeg bliver nød til det, er
ikke meget for det.
Anne bliver vejet, 114,5 kg. Hun er tydeligvis skuffet over udeblevet vægttab
5
Anne: Troede jeg havde tabt mig, nu hvor jeg er begyndt til træning.
Diætist: Hvorfor tror du, at du ikke har tabt dig?
Anne: Ja, jeg har ingen problemer om dagen, men om aftenen er der sult.
Diætist: Der er 2 slags sult. Måske har du ikke fået nok aftensmad eller også en slags trøstesult.
Anne: Det er vel trøst.
Diætist: Skal jeg lave om på dit kostskema, så du kan spise suppe om aftenen – uden brød?
Anne: Det vil jeg meget gerne prøve.
Diætist: Så det prøver vi?
Anne: Vil gerne spise inden jeg går i seng, ellers får jeg lyster om natten.
[…]
Diætist: Hvornår skal vi ses næste gang?
Anne: Nu skal jeg lige have tid til at tabe mig.
De ser i kalendere og aftaler tid
Anne: Det er min svage karakter der gør, at jeg ikke kan tabe mig, men det med suppen, det er jeg
altså meget glad for – skal bare huske ikke at spise brød til.
Jeg har valgt at indlede dette speciale med en scene fra mit feltarbejde, da det kan give læseren en
fornemmelse af, hvilket felt dette speciale har som omdrejningspunkt. I ovenstående eksempel ses,
hvordan en konsultation hos en diætist kan foregå, og hvordan intime og private emner, som
overvægt kan være for den enkelte, åbent diskuteres over bordet fyldt med kostskemaer og tom mad
emballage.
Der bliver hos diætisten tydeliggjort et pædagogisk forhold: ”nogen vil noget med nogen” i, LarsHenrik Schmidt, idéhistoriker og filosof, skriver at ” Blandt de sociale træf, udmærker det
pædagogiske forhold sig ved at være vidensbaseret gøren med hensyn til den anden, med reference
til den andens bedste” (1999;87). Diætisten handler i ”den gode sags tjeneste” med et ønske om
forandring. Diætisten vil gerne forandre ”de store” til at blive mindre store og få de store til at
handle og agere anderledes. Forandringsprocessen kan ske på forskellige måder fra diætist, til
træning på centre, til slankelejre og deltagelse i reality tv programmer som ”Livet er fedt” og ”By
på skrump” (www.chrismacdonald.dk). Denne proces har fokus på vægttab og på at lære ”de store”
at gå nye veje. Pædagogisk antropologi kan være at se på sådanne forandringsprocesser og studere
dem feltnært. Specialet stiller skarpt på mødet mellem diætist og en gruppe ældre med svær
overvægt. Den nuværende sundhedsdiskurs med BMI-værdier og kostskemaer bliver årsagen til de
ældres kamp mod badevægten. De selvsamme ældre, der ellers til mig beskriver den umiddelbare
6
glæde de forbinder med eftermiddagskagen, den gode middag blandt venner og familie. Maden der
gennem hele deres liv har været hygge-relateret synes nu på deres gamle dage at blive skyldrelateret. Sagt med andre ord: Hvordan påvirker nutidens sundhedsdiskurs mine informanters
hverdag, liv og livskvalitet?
Hvad er der på færde? Ved denne og andre konsultationer hos diætisten hæftede jeg mig ved den
nagende skyldfølelse, der synes at tynge de ældre. Det iøjnefaldende dilemma er her, hvorfor
velfungerende ældre med et langt liv bag sig, kommer til at opfatte sig selv som karaktersvage, og
hvorfor er de tynget af dårlig samvittighed? Maden optræder som glædes-giver og skylds-giver.
”Den elskede forbudte mad” optræder i situationer som syndefuld. Diætisten og de ældre talte om at
”synde” Hvad betyder det at synde? Og hvem er synderne? Og hvem har besluttet, at noget er en
synd? . Konsultationen vidnede om et velvilligt samarbejde der fastholdt den stigmatiserede orden
mod det fælles mål; en sund livsstil, hvor motion og sundhed fremstår som et selvfølgeligt gode, for
meget og forkert mad som et selvfølgeligt onde, hvor sult bliver accepteret som værende trøst
(psykologisk frem for fysiologisk).
Det var fra denne og lignende observationer i mit 4 måneders feltarbejde blandt ældre med svær
overvægt, at denne gruppe for alvor begyndte at interessere og fascinere mig. Hvad karakteriserer
denne flok ældre, og hvordan lever de med denne ”label/etiket”? Har denne gruppe en forringet
livskvalitet? (som der i aviser og undersøgelser bliver påtalt; Sundhedsstyrelsen, 2008, Platz, 2009,
Ventegodt, 1995b, 1995c).
Problemstilling
Undersøgelser fortaget af bl.a. Sundhedsstyrelsen (2008), Videnscenter på Ældreområdet (Platz,
2009) og Søren Ventegodt (1995) peger i retning af at ældre med svær overvægt har forringet
livskvalitet. Specialet stiller spørgsmålstegn ved den fremherskende sundhedsdiskurs og forsøger at
komme bag denne og se nærmere på den selvfølgelighed, at sundhed er et gode (= høj livskvalitet)
og et ønskværdigt mål for alle. Desuden kastes der blik på en eventuel stigmatisering blandt ældre
med svær overvægt, og på hvordan en sundhedsdiskurs udmønter sig i det pågældende felt?
Med udgangspunkt i et etnografisk baseret feltarbejde, hvor perspektivet er de ældre overvægtiges
fortællinger, vil jeg redegøre for og diskutere et eventuelt dilemma mellem de ældres selvopfattelse
og den normative sundhedsdiskurs.
7
Specialets centrale spørgsmål lyder som følgende:
Hvordan (hvad) fortæller de ældre om at være overvægtige?
Hvordan manifesterer en eventuel stigmatisering sig hos mine informanter og hvilken betydning
har denne stigmatisering for deres hverdag og trivsel?
Hvordan påvirker nutidens sundhedsdiskurs mine informanters hverdag, liv og livskvalitet, og
hvilken indflydelse har sundhedsdiskursen på de ældres selvopfattelse
Definition af ældre og overvægt
Centralt i specialet står ældre og overvægt, som er nøglen til det empiriske materiale, de to
begreber vil jeg starte med at definere, for at tydeliggøre hvordan begreberne er tænkt ind i
specialet. De centrale teoretikere jeg herunder bruger til at definere de to begreber er; Christine
Swane, kultursociolog, Merete Platz, sociolog og seniorforsker hos Videnscenter for Ældreområdet,
Jette Ingerslev overlæge og Thorkild I. A Sørensen, klinisk professor på Institut for folkesundhed
og forsker i fedme.
Ældre
Ifølge Danmarks Statistik er andelen af den danske befolkning, der er fyldt 65 år i dag på 16 %,
den forventes at stige til 25 % i 2042 (Danmarks Statistik 2010). Hvem er denne flok? Hvad er
karakteristika ved denne gruppe? Hvad vil det sige at være ældre, at blive gammel?
Kroppen forandres når den bliver ældre. Biologiske og fysiologiske aldersforandringer af kroppen
finder sted gennem årene. På det tidspunkt hvor kroppen når pensionsalderen, vil der typisk være
synlige tegn på, at man er blevet ældre såsom; huden begynder at rynke, håret har tendens til at
blive gråt eller delvist blive tyndere, synet og hørelsen er svækket, kroppen er mindre mobil og det
fysiske energiniveau lavere end tidligere i livet. En del ældre taler om at deres personlighed også
har ændret sig med tiden, de beskriver en større sindsro, en større grad af tålmodighed og
8
eftergivenhed på deres ældre dage. Den mentale udvikling stopper ikke ved en bestemt alder, men
fortsætter livet igennem, i den forbindelse skriver Peter Laursen, læge og psykolog ”at ”aldring” i
psykologisk forstand er synonym med ”udvikling” (Laursen i Swane, 2007;210-211, Rasmussen,
2009). Aldersforandringer er uundgåelige, men ikke upåvirkelige. Mennesker ældes forskelligt og
på forskellige tidspunkter, afhængigt af den enkeltes genetiske baggrund, livsform og levevilkår
(Blaakilde i Swane, 2007;291-301, Povlsen & Hoff i Swane, 2007;268-276).
Når WHO (Verdenssundhedsorganisation) beskriver den ældre del af befolkningen, mener de folk
over 60 år. Imidlertid ligger der ingen fast defineret grænse for, hvornår man er ældre eller gammel.
Jeg har valgt, at mine informanter skulle være over 65 år, da det er grænsen for folkepension i
Danmark. Pensionen udgør således et skel i et hvert menneskes liv, hvor man går fra at have været
erhvervsaktiv til en pensionisttilværelse. Denne grænse er imidlertid arbitrær, og man kan ikke sige
udefra menneskers biologiske alder, om de er gamle eller ej (Povlsen & Hoff i Swane, 2007;268276 ).
Alderdommens grundvilkår er betinget af samfundets aldersstruktur, hvilket vil sige de
rettigheder og pligter, som borgerne i forskellige aldre og livsfaser tildeles, hvilket beror på politisk
og økonomisk magt og ressourcefordeling mellem borgerne (Swane, 2007;22).
Overalt i verden ses i disse årtier en aldring af befolkningen. Der bliver flere ældre bl.a. fordi
børnedødeligheden siden år 1900 er faldet og der bliver flere meget gamle, fordi de ældre dør
senere. Årsagen til at de ældre lever længere skal findes i; en forbedring af ældres levevilkår, øget
omsorg og sundere livsstil (Bernard Jeune i Swane, 2007;31-41). En længere levealder har
betydning for politiske beslutninger. I skrivende stund foreslår EU Kommissionen at hæve
pensionsalderen. ”Den gennemsnitlige pensionsalder i EU er lidt over 50 år og den er lavere end i
andre lande i OECD […] i nogle af verdens rigeste lande, her er den gennemsnitlige pensionsalder
på 63,5 år for mænd og 62,3 år for kvinder”(EU vil hæve pensionsalderen: www.arbejderen.dk ).
Ifølge EU Kommissionen skal alle højst bruge en tredjedel af deres voksenliv som pensionist. En
længere levealder vil derfor også betyde en højere pensionsalder. EU vurderer, at den
gennemsnitlige levealder vil være steget med syv år i 2060. Derfor skal pensionsalderen ca. stige
med fem år til omkring de 70 år, hvis EU-kommissionens målsætning om, at højst en tredjedel af
levetiden efter det 18. leveår må være på pension, skal opfyldes. I dag er målsætningen hos EUkommissionen at hæve pensionsalderen til 65 år (Ibid.). De ældre der deltager i mit feltarbejde var
alle pensionerede og mellem 65- 85 år.
9
Overvægt
Ved definition af kroppens ernæringstilstand er den mest benyttede metode klassifikations
systemet; BMI (Body Mass Index/ legemes masseindeks), der defineres som kropsvægt / højde²
(kg/m²) det vil sige den fastsatte vægt, der menes at passe til højden. Det var den belgiske
matematiker L. A. J. Quetelt der fastlagde metoden, som har været anvendt siden midten af 1950.
Metoden er nu godkendt af WHO. WHO har lavet en klassifikation på personers vægt, som ses
nedenunder (Ingerslev, 2008;11). Betegnelsen fedme er den samme som betegnelsen svær overvægt.
I specialet har jeg valgt at bruge svært overvægtig, da jeg finder denne betegnelse mest respektfuld
overfor min målgruppe. Den inddeling, som WHO har lavet, er pt. den skala, som lægevidenskaben
benytter sig af. Den kan bruges på alle voksne mennesker. Dog viser det sig, at når det drejer sig om
ældre mennesker, er et BMI mellem 24 og 29 kg/m² det ideelle. Ved en vurdering udelukkende ud
fra BMI vil der være risiko for fejlkilder, da en meget muskuløs person kan bliver klassificeret som
overvægtig, mens en ældre person med ringe muskelmasse, afkalkede knogler og stor mængde
kropsfedt, kan bliver klassificeret som normal, derfor bruges livvidde som supplement til BMI
klassifikationen (Ingerslev, 2008). I mit feltarbejde hos diætisten så jeg ikke at diætisten brugte
livvidde som supplement til BMI og jeg arbejder derfor kun med BMI klassifikationen. Mine
informanters BMI ligger mellem 29,9-39,9 og er på den baggrund alle ældre med svær overvægt.
Klassifikationer efter BMI
Undervægt
BMI
< 18.5
Normal vægt
18.5 – 25
Overvægt
25-29,9
Fedme, klasse I
30-34,9
Fedme, klasse II
35-39,9
Fedme, klasse III
> 40
- Ingerslev, 2008;11.
Årsager til overvægt
Jette Ingerslev, overlæge, skriver i sin bog Bariatriii – og de bariatriske patienter: ”Årsagerne til
fedme er multifaktorielle med blandt andet genetiske, fysiske, psykiske og sociale faktorer. Basalt er
10
overvægt og fedme resultatet af en vedvarende ubalance mellem energiindtagelse og
energiforbrug” (2008;13) Thorkild I. A Sørensen (klinisk professor på Institut for folkesundhed og
forsker i fedme) mener at overvægt er udenfor folks egen kontrol, han siger i et program på TV2 ”
Det er faktisk temmelig kompliceret, men man kan sige at der er få ting, vi forskningsmæssigt er
færdige med, det første er, at tendensen til at bliver overvægtige, den har at gøre med de arvelige
anlæg, det man har fået af sin far og sin mor, og det står fast ”(bilag på cd). ”Mange tror for
eksempel, at folk bliver fede, fordi de spiser for meget og rører sig for lidt. Det er også en del af
forklaringen, men kun en meget lille del af den ”siger Thorkild I.A. Sørensen (TV2, Hoffmann,
2009)
Ældre med svær overvægt
Svært overvægtige ældre er en gruppe mennesker, der endnu ikke har fået særlig opmærksomhed
hverken forskningsmæssigt eller politisk (Swane, 2006). I Danmark foretages der ikke
rutinemæssige opgørelser over befolkningens højde og vægt. Det vides derfor ikke reelt hvor mange
der lider af overvægt (Heitmann, 2009). Dog findes der officielle sundhedsrapporter eksempelvis
fra Folkesundhed eller DTU, hvor man kan danne sig et overblik over området. I Danmark er
antallet af svært overvægtige ældre stigende, antallet steg fra 5,5 % i 1987 til 11,4 % i 2006.
Omregnet til tal for 2005 drejer det sig om 50.000 svært overvægtige ældre mænd (14 %) og 52.000
svært overvægtige ældre kvinder (11 %), hvilket vil sige over 100.000 mennesker (Eriksen og
Kjøller, 2006). Da tallene for befolkningsundersøgelserne er baseret ud fra selvrapporteret højde og
vægt vurderes de faktuelle tal til at være signifikant højere, da der er en tendens til at pynte på
vægten og overvurdere vores højde, når dette oplyses(Due, 2006, Heitmann, 2009).
Hvem er disse ældre med svær overvægt og hvilke livsbetingelser har denne gruppe?
Til trods for mange omfattende epidemiologiske iii undersøgelser er sammenhængen mellem
overvægt og totaldødelighed stadig genstand for debat. I en rapport fra sundhedsstyrelsen 2006;
Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark, findes bl.a. statistisk sammenhæng mellem alder, svær
overvægt, forventet levetid og samfundsøkonomiske omkostninger. Det konkluderes at personer
med svær overvægt dør tidligere, de har oftere langvarige belastende sygdomme og de er hyppigere
indlagt på hospital end de normalvægtige. Kvinder der har været svært overvægtige fra en alder af
minimum 25 år kan miste 10 gode leveår, mens det for mændene drejer sig om 4,9 år. Det er derfor
specielt kvinderne, der taber gode og reelle leveår (Sundhedsstyrelsen, 2006;173-174). Svært
11
overvægtige mennesker forkorter generelt deres gode leveår (som de kalder det, andre steder vil
man se synonymer brugt som livskvalitet), hvilket vil sige, at de svært overvægtige lever kortere og
har flere år med sygdom og gener. Ud fra denne rapport og andre undersøgelser (bl.a. Platz, 2009)
er der fra sundhedsmyndighederne general enighed om, at risikoen for sygdom og død, ved at være
moderat overvægtig som ældre, er lille (for kvinder og for mænd direkte berigende) og at risikoen
stiger for svært overvægtige ældre, og som nævnt forøges det ydereligere, hvis man har været svært
overvægtig fra en ung alder. Overvægt vurderes ligeledes at være en alvorlig sundhedsfare for
mennesket og øger risikoen for iskæmisk hjertesygdomiv, apopleksiv, diabetes og adskillige
kræftformer
I en stor amerikansk undersøgelse med 1 million deltagere, fandt man tilsvarende at ældre med
svær overvægt, har længere levetid med forringet helbred end ikke svært overvægtige
(Sundhedsstyrelsen 2006;170-175). Forringet helbred kan foruden de ovennævnte kroniske
sygdomme være fysiske skavanker som bl.a. Merete Platz, sociolog og seniorforsker, omtaler i
hendes rapport (Platz, 2009).
Rent samfundsøkonomisk skal tilføjes, at sundhedsvæsenets årlige nettoomkostninger relateret til
overvægt er 1.473 mio. kr. For sammenligningens skyld har jeg også set på nettoomkostninger for
andre faktorer i samme undersøgelse. Sundhedsvæsenet årlige nettoomkostninger relateret til
rygning; 3.372 mio. kr., relateret til alkohol: 597 mio.kr. relateret til fysisk inaktivitet; 2.883.mio.kr.
og relateret til stofmisbrugere ser man en besparelse (stofmisbrugere dør meget unge og den
fremtidige besparelse er derfor stor) (Sundhedsstyrelsen 2006;21-48). Hertil synes jeg, det er
interessant at have for øje, at der bl.a. i et utal af avisartikler bliver talt om overvægt med ord som
fedmeepidemi og med fortællinger om, hvor dyre de tykke er for vores samfund. I denne
undersøgelse ses det at rygerne bebyrder samfundet med over det dobbelte og det samme er næsten
tilfældet for de fysisk inaktive.
Metodisk fremstilling.
Jeg har opbygget dette metodiske kapitel med forskellige afsnit, for at komme omkring mit
metodiske valg og måden hvorpå jeg anvender metoderne, desuden beskriver jeg hvordan jeg
oplevede et skift i fokus undervejs. Måden hvorpå jeg undervejs laver ”skrivende etnografi” er ved
at sætte metoderne i relation til feltet kontekst. Min intention er at vekselvirke mellem de
metateoretiske overvejelser og den konkrete felt, så der på den måde hele tiden er en bevægelse
12
mellem de to, som jeg forsøger at flette sammen. Kapitlets centrale teoretikere er Kirsten Hastrup
antropolog, Pierre Bourdieu fransk filosof, antropolog og sociolog, Vibeke Steffens
sundhedsantropolog, Steinar Kvale norsk pædagogisk psykolog og John A. Larsen antropolog.
Andre teoretikere er også i spil, de fleste af dem er antropologer eller sociologer. Jeg har suppleret
mit feltarbejde med fotografering. Billederne er alle godkendt af informanterne selv, der har givet
mig tilladelse til at bruge dem i specialet.
Introduktion til antropologisk feltarbejde
Begrebet metode henviser til måden at gribe noget an på (Hastrup, 2003;10). Antropologisk
metode er den måde forskeren griber sit studieobjekt an på, for derved at gøre det til genstand for
videnskabelig behandling og analyse. En central metode i antropologien er feltarbejdet. Hvor
antropologiens metoder tidligere først og fremmest var at tage ud i verden med det formål at studere
fjerne, isolerede kulturer, tænkes antropologiens metode nu primært som en rejse ind i en hvilken
som helst levet verden. Derfra søger antropologen at opnå almen viden om, hvordan sociale og
kulturelle selvfølgeligheder etableres og transformeres (Hastrup, 2003;10). Hypotesen er, at kun ved
at være blandt dem, observere dem, tale med dem samt deltage i deres aktiviteter, kan forskeren få
adgang til disse menneskers kultur (Kristensen & Krogstrup, 1999;9). Antropologisk metode er
også meget andet end den traditionelle form for feltarbejde. Fysisk tilstedeværelse er ikke længere
en forudsætning for antropologisk forskning, jeg tænker blandt andet på feltarbejde som virtuel
antropologi, på datingsites, internet forum, hvor al kommunikation foregår via internettet og på
chatsites.
Indsamlingen af data / empiri gennem feltarbejde rummer ikke blot en teknisk udfordring, der kan
løses uafhængigt af antropologens subjektive eller faglige holdninger. Disse holdninger spiller en
meget stor rolle for udfaldet af feltarbejdet og på valget af metoder og teorier. Metoden bliver en
form for erkendelse, forstået på den måde, at antropologens videnskabelige og kulturelle fundament
har medindflydelse, ikke alene på de resultater der opnås, men også på den type spørgsmål, den
undren og den interesse som antropologen kan stille i forbindelse med feltarbejdet og dermed til sig
selv (Hastrup, 1980;33). Med dette sagt bevæger jeg mig ind på området omkring forskerens egne
forudsætninger for og refleksioner over egen indflydelse på feltet og på påvirkningen af analysen.
13
Deltagelsens dilemma
De præmisser, man som antropolog forsker under, kan beskrives som et centralt
videnskabsteoretisk problem, det klassiske antropologiske dilemma. Dilemmaet mellem at være
deltager og observatør på samme tid. Det var nyt og spændende at skulle på feltarbejde for første
gang, men jeg var også mærket af en usikkerhed overfor denne nye opgave. Gennem hele mit
feltarbejde havde jeg overvejelser omkring det at agere objektivt og at have forskerbrillerne på. Det
var samtidig et paradoks for mig, da jeg ligeledes var opmærksom på, at det var yderst vigtigt for
forskningsresultatet, at jeg kom ind i verden, for at bruge et Hastrup udtryk, at jeg deltog, var
indlevende og opbyggede et tillidsforhold til dem, jeg ville observere.
Min tvivl var i første omgang, om det var muligt at bruge mig selv som forskningsinstrument.
Feltets forskellige settings og personer skulle først opleves, forstås og sanses gennem mig og
dernæst skulle empirien så gennemtænkes og gennemreflekteres af mig. Sidenhen var min tvivl,
hvorvidt jeg var opmærksom på mit udgangspunkt, min optik og hvilket blik jeg forskede med. Sagt
på en anden måde; hvilken habitusvi der dannede baggrund for min undren og blik på feltet og
hvilken betydning havde dette blik for de diskussioner, konklusioner og resultater jeg måtte ende
med?
Indenfor samfundsvidenskabelig tradition adskiller Pierre Bourdieu sig fra mange andre
teoretikere med hans næsten monomane optagelse af refleksivitet (Bourdieu & Wacquant 2004:42).
I gennem mit feltarbejde har jeg ladet mig inspirere af Bourdieus teori omkring denne refleksivitet
og vil derfor herunder beskrive den nærmere.
Bourdieus såkaldte ”videnskabelige objektiveringsproces” belyser, hvordan man som forsker
kommer bag om de subjektive beskrivelser af det observerede, for derigennem at kunne producere
objektiv viden. Refleksiv sociologi omfatter det Bourdieu kalder objektivering. Objektivering skal i
denne sammenhæng forstås som afdækning af forskerens videnskabelige ubevidste for at undgå, at
det ureflekteret projiceres over i genstandsfelten (Bourdieu & Wacquant 2004:60-61). Bourdieu
anbefaler kraftigt, at forskeren gør sig sin egen baggrund, og dermed sin tilgang til analyseobjektet,
bevidst for at kunne frigøre sig fra normer, holdninger og fordomme, som er indlejret i alle
mennesker, og som forhindrer forskeren i at afdække skjulte sociale mekanismer (ibid.). Bourdieu
gør opmærksom på, at dette ikke skal ses som en udlevering af forskerens private univers, men
nærmere ses som en grundlæggende selvkritik og åbenhed i forhold til klasse, køn, etnicitet og
personlig baggrund (Bourdieu & Wacquant 2004:42-43) samt en redegørelse for forskerens
placering i det videnskabelige felt, eksempelvis bør det klarlægges, hvilke teoretikere forskeren
14
lader sig inspirere af, og hvilke der tages afstand fra (ibid.:59-66). Mit eget valg af teoretikere
vidner tydeligt om mit læringsophav. Jeg gør brug af antropologer og sociologer, som jeg
hovedsagligt har stiftet bekendtskab med under min uddannelse på DPU og bekræfter derfor
samtidig Bourdieus hypotese om, at skolen er det vigtigste sted for udøvelse af magt, der bruges til
at producere de forståelseskategorier som individet anvender til at forstå og fortolke verden
(Bourdieu, 1997;97), som jeg vil komme ind på senere.
Egenanalyse
Min ”egenanalyse” gik i første omgang på en øget opmærksomhed på det indbyrdes forhold
mellem diætisten og mig og det indbyrdes forhold mellem informanterne og mig. Diætisten og jeg
havde, ud fra min subjektive oplevelse, en hel del ligheder i vores kapital (note). Det var en
udfordring at holde fast i min ”forsker” position sammen med hende. Da jeg udmærket kunne forstå
og følge hendes fortællinger blandt andet om sund livsstil, der var logiske og selvfølgelige for mig.
Min udfordring blev i den forstand dobbelt, da jeg gerne ville se nærmere på de selvfølgeligheder,
der var omkring konsultationen og samtidig var en del af disse selvfølgeligheder en del af mit eget
felt og habitus. Jeg vil ikke gå så vidt som at kalde det forskning i eget felt, men bestemt forskning
blandt egne selvfølgeligheder.
Hvor lighedstegnene mellem diætisten og mig umiddelbart var mange og fremtrædende, forholdt
det sig anderledes mellem mig og min målgruppe, der var lighedstegnene sværere at få øje på.
Overvejelser omkring min rolle ude blandt ældre med svær overvægt, fik mig til at tænke på hvilke
kategorier, jeg indirekte indskrev mig under i samværet med min målgruppe, da det var tydeligt at
jeg var anderledes. Jeg fornemmede, at jeg blev opfattet lidt som et barnebarn, da jeg aldersmæssigt
svarede til mange af deres børnebørn, en enkelt omtalte mig tit som studerende, hun var selv
uddannet socialpædagog og havde en søn med en universitetsuddannelse. Min pointe er blot, at
informanterne (eller jeg selv) grupperede mig i en allerede, for dem, kendt gruppe.
Jeg, som feltarbejder, kom kropsligt i en bestemt position som ”ung og tynd” og informanterne i
en position som ”gammel og tyk”. Hermed bliver forskellige dikotomier (mere eller mindre)
synlige. Med stor sandsynlighed blev jeg i de ældres optik den nye generation, der tilsyneladende
lever op til systemets forskrifter om sundhed. Jeg var uden for rækkevidde og tilhørte en helt anden
kategori end dem selv. Hvis jeg selv havde været en 60 årig med overvægt, havde jeg været en af
dem, bare lidt yngre. Men her var jeg ”det andet”, der kom og repræsenterede systemet. Jeg var
15
kropsligt positioneret i et felt, der i overvejende grad handlede om krop og det havde muligvis også
betydning for udfaldet af mit materiale. Elise sagde til mig: Sikken en fin jakke du har, men du kan
jo også kravle i hvad som helst […] sådan en lille spirrevip som dig.
Jeg var altid kropsligt positioneret som ”hende der kunne kravle i hvad som helst” i mit felt og
kunne uanset om jeg ønskede det eller ej, ikke komme til at nærme mig min målgruppes kropslige
position; den fysiske oplevelse af at være en person med overvægt, den besværede gang, oplevelsen
af være forpustet, træt og tung for bare at nævne nogle af de ting mine informanter mærker. Den
eneste personlige kropslige erfaring jeg kunne ”trække” lidt på, var erindringen om at være
højgravid. Men under feltarbejdet var jeg bare ”en lille spirrevip” og derfor anderledes.
Vibeke Steffens behandler også anderledeshed i hendes feltarbejde blandt alkoholikere, hvor hun
gør opmærksom på at hendes personlige baggrund for at være i gruppen er anderledes, og det får i
første omgang Steffen til at insistere på sin anderledeshed. Indledningsvis forsøger hun at deltage på
afstand, selvom det var mod hendes faglige intentioner, men det kan måske ses som en reaktion,
som hun ikke beherskede til fulde. Steffens inkorporering / egen kapital, gør at hun ikke er
”hjemme” blandt alkoholikere, og selv om hendes intentioner er at blive en fuldbyrdet del af
gruppen, foretager hun instinktivt og ubevidst nogle afvigelsesmanøvrer, da hun ikke naturligt hører
til i gruppen. ”Jeg er ikke alkoholiker. Det var ikke noget, jeg på forhånd havde besluttet at sige,
ordene faldt bare sådan” (Steffen, 1995;11). Steffens skriver, at uanset hvilket rum og hvilke roller
vi som forskere vil udforske, er der grænser for hvor vi kan falde ind, og hvor vor tilstedeværelse
bliver for påfaldende, idet forhold som køn, alder, social kompetence og personlig rummelighed kan
være hæmmende i forsknings øjemed (Steffen, 1995;13). Bourdieu agiterer for at sand viden og
videnskabelige fremskridt ikke er mulige, så længe aktørerne på det videnskabelig felt ikke
erkender sig selv netop som forskere / individer med en bestemt habitus i et regelbundet socialt spil
(Bourdieu, 2005;11). Når han peger på habitus som grundlaget for videnskabelige praksisformer, er
det netop for at henlede opmærksomheden på, at der ikke er tale om en krystalklar bevidsthed, der
handler logisk og i overensstemmelse med videnskabens metodologiske normer, men om et
håndværk (feltarbejdet), hvilket vil sige en praksis forholden sig til de problemer, der skal løses,
samt hvilke måder der kan være hensigtsmæssige i forhold til at gribe et feltarbejde an.
Efter endt feltarbejde fik jeg mulighed for at skabe den distance, der krævedes for at kunne
reflektere over forløbet, oplevelserne, samtalen, egne reaktioner osv. Hvor distancen nu var
dominerende, havde jeg ro og lejlighed til at give plads for den refleksivitet, som Bourdieu er stærkt
16
optaget af og som han mener, bør danne grundlaget for al forskning (Bourdieu & Wacquant,
2004;60-61). Det er svært at udlede, om jeg er kommet nogle veje i min egenanalyse, men jeg har
blandt andet i ovenstående forsøgt at trænge ind bag egen kapital, som ifølge Bourdieu er
medvirkende til et godt grundlag for objektiv forskning (ibid.:42-43).
Hvordan er feltet undersøgt?
Det startede med et feltarbejde, hvor jeg var interesseret i begrebet livskvalitet. Kunne det lade
sig gøre at indfange begrebet og hvordan kunne jeg spørge ind til det? Mit empiriske materiale er
indsamlet bredt i feltet og omhandler ældre med svær overvægt, som jeg nærmede mig på følgende
måder: Interviews, observation og deltager observationer på følgende lokaliteter: konsultation hos
diætist i Herlev, pensionistcafé og alderdomshjem i Gladsaxe, dagcentre i Nakskov, bibliotek i
Herlev, syklub på Amager, samt private hjem i Herlev, Gladsaxe og Nakskov. Tillige har jeg lavet
et fokusgruppeinterview, været med i træningscentre, spist frokost med informanterne både privat
og på restaurant. Jeg har desuden haft mulighed for at interviewe diætisten samt den daglige leder
på pensionistcafeen. Mit feltarbejde fik karakter af at være en vandring mellem stuerne i de ældres
univers. Udover min fysiske tilstedeværelse blandt de ældre har jeg læst mig ind på diverse debatter
i medierne, historiske, sociologiske og til dels psykologiske fremstillinger af felten. I alt har jeg
interviewet 16 informanter (hos 2 af informanterne var deres ægtemænd altid til stede og indgik
derfor også mere eller mindre i interviewet). Informanterne gav mig adgang til deres private univers
og dermed materiale til undersøgelsen. I skrivende stund, 2 år efter jeg påbegyndte mit feltarbejde
har jeg haft mulighed for at lave opfølgende interviews og har i den forbindelse (gen)interviewet to
informanter i Herlev og to informanter i Nakskov samt talt med en femte informant.
Sat på kur
Som observatør hos diætisten, fik jeg plads i hjørnet af konsultationen, hvorfra jeg sad og
observerede hvordan mine informanter blev vejet, talte om kost og sunde og usunde madvaner.
Egentlig var mit feltarbejde hos diætisten ment som en måde at komme i kontakt til en gruppe ældre
mennesker med svær overvægt på, men det, der foregik i konsultationen, fangede i den grad min
opmærksomhed, og jeg blev draget ind i feltet med kostskemaer, vægttal, sundhedsråd og en hel
gruppe mennesker, der blev sat på kur. En typisk konsultation varede 20-30 minutter og fra min stol
i hjørnet hos diætisten, forsøgte jeg at spore mig ind på informanten. Efterfølgende var fordelen at
jeg ikke længere var helt fremmed for informanterne, da jeg nu havde siddet med og hørt hvad de
17
havde sagt til konsultationen, jeg kendte deres vægt (som viste sig at være lidt af et tabu) og
diætisten havde sagt ”god” for mig. Hos diætisten talte de ikke direkte om livskvalitet, men
indirekte var de konstant inde på emnet. Hvorimod sundhed blev direkte omtalt og diskuteret. Jeg
hørte ikke på noget tidspunkt hverken at diætisten beskrive eller forklare begrebet sundhed, ej heller
hørte jeg mine informanter spørge ind til begrebet eller have en nysgerrighed på hvad sundhed
egentlig betød. Diætisten beskrev sundhed med positive vendinger, med store armbevægelser som
noget godt og som noget de ældre med svær overvægt burde stræbe efter at opnå. Ingen af mine
informanter satte spørgsmålstegn ved dette eller spurgte ind til det. Derimod var der en tavs viden,
selvfølgelighed eller logik om at sundhed var den rette vej frem mod et bedre liv. Som det vil
fremgå i analysen var der et par af mine informanter, der i det tavse (hjemme i deres stuer til mig)
talte sig op imod sundhedsregimet og beskrev, at de havde et godt liv men udtrykte, at det
forringede deres livskvalitet, at skulle holde sig fra alle fristelserne. Fristelserne blev hos diætisten
beskrevet som noget der var syndefuldt at spise.
Kampen mod badevægten
Observatørrollen var en velegnet start til at lære mit felt og mine informanter at kende.
Observationer fra deltagelse hos diætisten brugte jeg videre igennem feltarbejdet, når jeg var
hjemme hos de ældre og interviewe. I de fleste tilfælde var det diætisten, der var min gatekeepervii
og den person der gav mig adgang til feltet og til de ældre. Diætist konsultationen var stedet vi
mødtes første gang og den blev også tit brugt som det indledende emne, når jeg kom hjem til de
ældre. Det forholdt sig ofte sådan, at mine informanter ikke altid helt kunne huske hvad diætisten
havde sagt om forskellige ting, det kunne jeg, så jeg blev en slags hukommelse for dem. Jeg spurgte
også ind til ting, jeg havde hørt hos diætisten, for at forstå det bedre. På den måde anså jeg mig selv,
som en form for deltager, jeg var ikke kun den iagttagende og den udspørgende, men også den
deltagende der drøftede forskellige ting med informanterne. Ida Wentzel Winther, kultursociolog
beskriver denne interaktion således: I dag tales der hos de fleste antropologer med en
selvfølgelighed om involvering fra feltarbejderens side, som kræver erfaringsudveksling mellem
forsker og de udforskede […](2006;15).
Ved den indledende samtale med de informanter, som jeg kom i kontakt med gennem diætisten,
fortalte jeg, at jeg var studerende og arbejdede selvstændigt og uafhængigt af diætisten. Alligevel
var mange af informanterne lidt forvirrede eller i tvivl omkring min rolle, de kunne fx tro at jeg
18
arbejdede sammen med diætisten, og langt de fleste nævnte et eller andet med, at ”nu går du vel
ikke ned til diætisten og sladrer” (om hvad der blev serveret ved kaffebordet, når jeg var hjemme
hos informanterne). Informanterne var ”sat på kur” af diætisten og havde deres daglige kampe mod
badevægten” og en hel del af informanterne var tydeligvis mærket af eller følte sig begrænset af det.
De fortalte mig, at de ikke at ”kunne” servere, hvad de ellers havde for vane at servere ved et
kaffebesøg. I stedet ”måtte” de vælge en lidt sundere variant af hvad der skulle stå på kaffebordet.
Ved et af mine besøg hos Anne havde hun købt fedtfattig kage og forsøgte sig med dadler på
kaffebordet, som diætisten har rådet hende til, alligevel havde hun lidt dårlig samvittighed over at
hun serverede kage og det på trods af, at den var fedtfattig: Anne: Nu må du endelig spise en kage, i
dag er de ikke hjemmebagte, men de smager meget godt. Så er der dadler. Nu går du vel ikke ned
og siger til diætisten ”ja, jeg kan godt forstå at Anne ikke taber sig, med alt det hun spiser”. Ved
andre besøg var der ikke taget hensyn til diæter og kostplaner, og generelt når jeg besøgte
informanterne blev jeg mødt af veldækkede kaffeborde, med duge, stearinlys, kaffe, the, mælk,
købte eller hjemmebagte kager, småkager, æblekage med flødeskum, boller med ost og syltetøj og i
et par af hjemmene blev der også serveret frugt og frokost. En enkelt skilte sig ud og havde ikke
dækket noget kaffebord, men serverede tynd, sukkerfri saftevand.
Settings
Mit feltarbejde fandt, som beskrevet, sted på forskellige settings (steder), jeg tænker tit på det som
en vandring mellem stuerne, idet jeg i en lang periode dagligt befandt mig i de ældres stuer og ofte
19
havde jeg to interviews på samme dag og skulle derfor ”vandre mellem stuerne” Selvom
feltarbejdet også fandt sted andre steder, var det i de ældres stuer jeg opholdt mig i længst tid. Ida
Winther beskriver i sin bog ”Hjemlighed” stuen som et repræsentationssted, stuen er personlig,
velordnet og fungerer som et intimt sted, hvor man hygger sig. I stuen opfordres gæsterne til at
slappe af, der er mulighed for at få et indblik i, hvilken type mennesker der bor her og hvilket liv
der her leves (Winther, 2006;68-73). I stuerne sad jeg for det meste i en blød sofa omringet af
sofapuder, foran mig stod ofte et veldækket kaffebord, der var blomster i vaser, platter og billeder
på væggene og informanten sad i de fleste tilfælde i en lænestol, der stod i forbindelse med sofaen
og kaffebordet.
En anden setting var træningscenteret i Nakskov. Jeg observerede mine informanter mens de
trænede, jeg gik ture med dem og interviewede dem. Jeg bringer her et par billeder derfra.
Interview som deltagerobservation
Steinar Kvale skriver indledningsvis i sin bog Interview fra 1994: Hvis man gerne vil vide,
hvordan folk forstår deres verden og deres liv, hvorfor så ikke tale med dem. Dette afsnit handler
om interviewet som deltagerobservation. Som tidligere omtalt er den antropologiske metode oftest
beskrevet som, at lære direkte af indfødt praksis, hvorimod man i interviewet taler med, spørger de
indfødte om deres praksis. Mine metodiske overvejelser omkring hvordan jeg skulle gribe mine
interviews an, fulgte en holistisk ambition i mindre skala. Hvor hver enkel social eller kulturel
detalje må forstås indenfor rammerne af helheden (Hastrup, 2003;15). Gennem mine forskellige
metodiske tilgange til felten, forsøgte jeg at begribe det hele menneske og så mange relevante
detaljer af deres liv som muligt. Jeg har tidligere været inde på, at overvægt kan betragtes som en
stigmatisering, og for mig, som interviewer, ville det føles grænseoverskridende, at skulle begynde
20
mine mere intime spørgsmål uden videre introduktion og kendskab til det menneske, som jeg sad
overfor. Af den grund konstruerede jeg følgende interview design.
Første interview
Det første interview tog altid mere karakter af en uformel samtale. Hensigten var bl.a. at gå fra et
mere eller mindre distanceret forhold mellem informanterne og mig, til at nærme os en større grad
af fortrolighed og nærhed. Kvale skriver, at intervieweren skal etablere en atmosfære, hvor
informanten føler sig sikker nok til at tale åbent om oplevelser og følelser (1999;130). Hjemme hos
informanterne bad jeg dem om at fortælle mig om dem selv og deres liv. Mine overvejelser omkring
nødvendigheden af at skulle få indblik i disse menneskers livshistorier for min undersøgelse, var at
fortællinger kunne være kilde til indsigt og danne grobund for en tillid mellem informanten og mig.
Anne Leonora Blaakilde Cand. Mag. i folkloristik og retorik skriver: Når man deler fortællinger,
udvikler man gensidigt de værdier, normer, indsigtskilder og handlingsanvisninger, som ligger
gemt i fortællestrukturer og plot (Blaakilde i Swane, 2007; 208). Jeg forestillede mig, at jeg på den
måde kunne nærme mig mere fyldestgørende og mindre fragmenterede billeder af informanterne.
Billeder, som på mange måde, kunne være brugbare for min undersøgelse, idet de også indeholdt
oplysninger om informanternes økonomiske, kulturelle og sociale kapital (Bourdieu 2002; 194).
Livshistoriesamtalerne kunne indfange de værdier og ressourcer, som informanterne har adgang til
qua deres habitus og kapitalformerviii. Udover at jeg fik et indblik i deres kapitalophav, følte jeg
ligeledes, under hver livshistorie samtale, at fundamentet for relationen mellem informanten og mig
som interviewer blev grundlagt og blev mere personligt. Naturligvis mest personligt for
informanten, der gav mig indsigt i deres erfaringer; lykkelige som smertefulde. Jeg fortalte også
ting omkring mig selv og mit liv under langt de fleste af interviewene, dog mest på opfordring fra
den interviewede. Interviewet er altid asymmetrisk, fordi den interviewedes fortælling er i højsæde
(Cecilie Rubow, antropolog 2003; 235, i Hastrups Ind i verden). Under transskriberingen blev jeg
opmærksom på, at når samtalen var flydende og begge parter var grebet af den, foregik der mere en
vekselvirkning af informationer og synspunkter. Hastrup pointerer: Kulturen skal mærkes og
erfares af antropologen selv. Det kræver ikke bare fysisk tilstedeværelse og deltagelse i en anden
kultur, men en ”overgivelse” til den, og gradvist at ”blive en af dem”, hvorved refleksiviteten er en
uomgængelig del af arbejdet (1992:33). Jeg var til stede, med hele mit væsen og udskød for et
øjeblik den refleksion, som ellers kendetegner videnskabeligt arbejde (Gammeltoft 2003; 285 i
21
Hastrup, ). Uformelle samtaler ses ligeledes af Larsen som: en god indgang til at skabe
bekendtskaber, der senere muliggør et mere grundigt dybdeinterview eller specialinterview (1995;
98-99). Ved en uformel samtale åbnes der op for fortællingernes eget liv, hvilket kan lede
fortælleren og intervieweren i uventede retninger, hvorved tingene kan tage en drejning og nye
interesser kan findes.
Min tilgang til emnet er kvalitativ og ”interviewet søger kvalitativ viden udtrykt i almindeligt
sprog, der ikke sigter på kvantificering” (Kvale, 1999;41). Det kvalitative forskningsinterview
arbejder med ord og nuancerede beskrivelser frem for tal (ibid.; 43). Jeg betragter mine besøg hos
informanterne som deltagerobservation med indbyggede interview, idet informanterne og jeg var
fælles om mange andre ting end blot mine spørgsmål. Vi spiste sammen, sad ved kaffebordet, så i
fotoalbums, var på rundvisning i husene / lejlighederne og frem for alt talte vi sammen om vores
liv. Samtlige første interviews blev fulgt op af endnu et interview. Jeg vurderede fra gang til gang,
om der var brug for flere interviews og spurgte derefter om muligheden for endnu et.
Andet interview
Anden gang jeg kom hjem til informanterne var fremgangsmåden at lave semistrukturerede
interviews eller dybdeinterview som Larsen kalder det (1995; 99-100). Her tegnede der sig et lidt
mere struktureret interview, jeg stillede spørgsmål, som stadig ikke tilhørte den kategori, som jeg
vil kalde, intim. Jeg lyttede og bad informanterne om at uddybe eventuelle uklarheder. Jeg havde
min lille bog med (som fulgte mig overalt), hvori spørgsmålene var skrevet ned. Spørgsmålene på
dette tidspunkt omhandlede alderdom, erfaringer, motivation og forventninger. Mange af
spørgsmålene var der allerede indirekte blevet svaret på under første interview, men der kunne også
være løse ender som jeg forsøgte at få beskrevet yderligere. Den type forskningsspørgsmål
beskrives af Kvale som opfølgende eller sondrende spørgsmål (1999;137). Herunder ses to
eksempel på den type forskningsspørgsmål.
Maria: Vi har tidligere været inde på det, føler du dig nogle gange isoleret herinde og ensom?
Tove: Ja det gør jeg. Hele sommeren hvor Bjarne har været meget i haven, så… Jeg har været med
derude og sidde, men sidder ikke godt i stolene derude. Og så er det lige som om, at jeg er ensom.
(…)
Maria: Du fortalte mig sidste gang, at hvis du skulle sige noget tidspunkt om hvornår du følte dig
lidt alene, så var det weekenderne. Kan du sige lidt mere om det?
22
Inger: Ja, men der er jo i og for sig, ikke mere at sige om det, andet end at når først forretningerne
de er lukket, så er det kedeligt at sidde alene. Nogen gange finder man på at lave et eller andet,
andre gange kan man ikke tage sig sammen. Så er det sku kedeligt. Ellers må jeg sige, at jeg keder
mig egentligt ikke.
Tredje til sjette interview
Den type forskningsspørgsmål jeg primært anvendte under disse interviews bliver af Kvale kaldt
specificerede, direkte og fortolkende (1999;138). Spørgsmålene rettede sig mod informanternes
kropsfølelse og mening med livet. Spørgsmålene kunne her have en prekær karakter og derfor
kræve en større grad af fortrolighed relationelt mellem informanten og intervieweren. Hos Birgit
talte vi om, hvad der var væsentligt for hende og Birgit blev pludselig meget rørt og græd lidt, jeg
spurgte: Bliver du ked af det, fordi du kommer til at tænke på at miste din familie?
Birgit svarede: Ja, jeg har jo fået besked på, at jeg pludselig kan falde om, fordi jeg har det der med
hjerteklappen og så væk.
Efter hvert interview satte jeg mig (i bilen eller hjemme umiddelbart efter) med min notesbog og
skrev stemninger, fornemmelser og andre ting ned, som jeg senere ikke kunne lytte mig til gennem
de auditive spor af interviewene. Nogle gange var jeg meget berørt af samtalerne. De få, men
tilsyneladende håbløse og ulykkelige situationer, som nogle af mine informanter ind i mellem var i,
berørte mig meget. Omvendt kunne jeg også være fyldt af glæde over en begivenhed i
informanternes liv. Som den dag, jeg kom hjem til Tove og Bjarne, trådte ind af døren og nåede
ikke at få sat mig i sofaen, inden Tove udbrød: Nu har jeg fået minetten” (Tove lider af Méniéres
sygdom, en Minette er et apparat til at stimulere balancen i øregangen - hun havde kæmpet for at få
den i over 2 år og den kunne betyde at Toves dage i ”isolation” hjemme var et overstået kapitel).
Jeg blev ligeledes overvældet af den grad af åbenhed og fortrolighed mine informanter viste mig
gennem mange af interviewene. Gammeltoft beskriver på tilsvarende måde hvordan hun på sit
feltarbejde i Vietnam gang på gang bliver bevæget dybt af de unge pigers historier (i Hastrup, 2003;
284).
Under interviewene var jeg ikke kun reduceret til et spørgende væsen, jeg var stadigvæk et
sansende, observerende og reflekterende menneske. Larsen kalder samtalen et dialogisk nærvær. En
samtalesituation er ikke kun en sproglig udveksling, der foregår samtidig en kropslig
kommunikation: øjenkontakt, mimik og bevægelser, som har betydning for
informationsudvekslingen og for udviklingen af et venskabeligt forhold mellem de samtalende
23
(Larsen, 1995; 97). Interviewene forgik alle på nær med en informant, i informanternes private
hjem, der som tidligere beskrevet, var fyldte med information, lyde, dufte og stemninger, der alle i
større eller mindre grad blev absorberet af mig, der interviewede.
Skift i fokus
Da jeg startede på mit feltarbejde og speciale, var jeg nysgerrig på begrebet livskvalitet og var
ivrig på at undersøge det nærmere. Jeg tog på feltarbejde med livskvalitet i tankerne og spurgte ind
til begrebet hos min målgruppe, men de ældre begyndte at tale om noget andet. Det, der viste sig at
være mest interessant og det der rørte sig ”derude” blandt mine lille gruppe af informanter var,
oplevelserne af at gå til diætist og at være overvægtig. Jeg prøvede på alle mulige måder og var
ihærdig med at få livskvalitet med ind i samtalerne, men det der var relevant for mine informanter,
var noget andet. De svarede på mine spørgsmål, men de var ikke optagede af dem, lod sig ikke rive
med i begejstring over emnet. De var optaget af andre ting, lod sig rive med af andre emner og fandt
ikke stor interesse for mine spørgsmål. Hvilket for mig betød et fokusskift, jeg flyttede til et nyt felt
og begyndte at spørge mig ind på det ”nye”(sundhed). Kvale beskriver ligeledes, at ofte sker det,
når et felt begynder at blive undersøgt, at interessen flytter sig, samt at forskeren kan få blik for nye
sider af det udforskede fænomen (Jeg redegør senere for at livskvalitetsbegrebet er en del af
sundhedsopfattelsen). Kvale kalder det at blive klogere og skriver: Samtalerne med
interviewpersonerne kan udvide og ændre forskernes forståelse af de undersøgte fænomener. De
interviewede bringer nye og uventede aspekter af de udforskede fænomener frem; og under
analysen af de transskriberede interview kan man få øje på nye forskelle (1999;107). Det var en
overraskelse og øjneåbner for mig, at blive vidne til følelsesbetonede fortællinger om, hvordan de
ældre oplevede at gå til diætist og oplevede det at være overvægtig. Ved det første interview hos
Hanne, næsten inden vi havde sat os til rette i sofaen siger Hanne:
Hanne: Alle de ting som man skal gøre for at tabe sig, har jeg jo allerede gjort, da jeg fik
konstateret sukkersyge, så jeg forstår ikke, at jeg bliver fed. Altså jeg går ikke og sulter.
Ord med for store armbevægelser
Mange af mine informanter var ikke rigtig bekendt med ordet livskvalitet og det blev derfor oftest
min opgave at omformulere mit spørgsmål ved brug af synonymer som lykke, glæde og trivsel. En
hel del af mine informanter havde et forholdsvist lille ordforråd og var ikke særlig nuancerede i
24
deres sprogbrug. På samme tid brugte de for det meste ikke ord med ”for store armbevægelser”,
hvilket vil sige, hvis jeg brugte ordet lykkelig i mine spørgsmål, var der mange der i deres svar,
brugte ord som glad og glæde. Så jeg fik flere gange det indtryk at et ord som lykkelig måske var
for voldsomt eller lige i overkanten til at beskrive den følelse informanterne selv sad med.
Maria: Hvis du skulle sige noget om livskvalitet, hvad ville du så sige det var?
Birgit: Nu ved jeg ikke sådan lige hvad du mener.
Maria: Trivsel, lykke, glæde…
Birgit: Ja lykke, det er at få lov til at blive her på jorden, så længe jeg kan.
Terapeut Ken Heap der arbejder med kommunikation med ældre mennesker, skriver at når ældre
mennesker opfattes som kommunikationsfattige hænger det tit sammen med omgivelsernes
manglede evne til at opfatte de nonverbale udsagn. Det kan være et godt princip at tro mere på de
ældres handlinger end på ordene, idet ord kan rumme mange forstyrrelser som diplomati, tvivl,
uklarhed og undvigelser (Heap i Swane 2007;26). En del steder gengiver jeg informanterne som fx
livsglade og positive, hvilket i stil med Heap, kan beskrives som min helhedsopfattelse og mit
samlede indtryk af den interviewede.
Opfølgende interviews
2 år efter det oprindelige feltarbejde havde jeg valgt at lave opfølgende interviews med fire
informanter, desuden havde jeg flere gange mødt en femte informant og var på den måde blevet
opdateret. Udvælgelsen af de fire informanter til geninterview forgik ved, at jeg en formiddag (før
de ældres middagslur), ringede rundt til mine informanter. Mange tog ikke deres telefon, og de fire
der gjorde, ville gerne interviewes igen. Jeg havde desuden gennem pårørende fået at vide, at et år
efter mit feltarbejde sluttede, døde to af mine informanter. Ved de opfølgende interviews havde jeg
fokus på emner som vægttab, dårlig samvittighed og skam, idet jeg i specialets analytiske del havde
tematiseret disse emner. Desuden var jeg interesseret i at vide, hvordan det var gået mine
informanter, efter de var holdt op hos diætisten, samt at vide om de stadig gik til træning.
En typisk diætist konsultation bliver på Herlev kommunes hjemmeside beskrevet som ”Et
individuelt forløb indeholder typisk seks samtaler med to opfølgende samtaler 3 og 6 måneder efter
afsluttet forløb”( www.herlev.dk ; diætist). Hos diætisten fremgik det at de ældre med svær
25
overvægt i forhold til deres BMI ”skulle” tabe fra 15 kg og opefter, dette vægttab beskrives også af
de ældre selv, når jeg spørger ind til det;
Maria: Hvad tænker du så i forhold til din vægt, hvad ville være rigtigt for dig at tabe?
Hanne: Åh, 30 kg (griner)
Maria: Føler du det er realistisk?
Hanne: Jamen, det burde jeg tabe mig.
Maria: Kommer du til det?
Hanne: Nej, det gør jeg nok ikke, det er kun anden gang, jeg har været oppe hos diætisten og jeg
havde tabt mig 1 kg.
Efter endt feltarbejde
Samtidig med feltarbejdet begyndte en lang transskriberingsproces, der fortsatte lang tid efter det
egentlige feltarbejde var overstået. Jeg havde valgt selv at transskribere alle mine interviews. De
fleste af mine interviews startede op med en kortere eller længere livshistorie, som jeg lavede et
resume af, resten af interviewene blev ordret transskriberet. Det var en stor og krævende opgave,
der endte med at fylde 295 skrevne sider (med skrifttype 12 og 1,5 i linjeafstand, bilag på cd). Tiden
med transskriberingen var på ingen måde spildtid, det var en nyttig øvelse. Kvale skriver at
transskriberingen gør forskeren opmærksom på nuancer og finesser i interviewet og gør forskeren
opmærksom på egen rolle som interviewer (1999;170). Empirimængden var overvældende og jeg
var naturligvis tvunget til at vælge store dele til og fra. Efter endt feltarbejde blev det gennem en
distanceret betragtningsmåde muligt, at kaste et nyt blik på empirien og på den måde begrebsliggøre
og tematisere de indsigter, der var opnået gennem et indlevende feltarbejde. ”Formålet med det
kvalitative forskningsinterview omfatter beskrivelse og fortolkning af temaer i interviewpersonens
livsverden” (Kvale, 1999;186).
Efter endt feltarbejde blev jeg i første omgang optaget af at lave en teoretisk diskussion af
sundhedsdiskursen, men endeligt i specialet besluttede jeg mig for, at ville benytte den store
mængde empiri, som jeg havde indsamlet og derigennem lade specialet være empiribåret. Jeg havde
i processen bevæget mig fra livskvalitet til sundhedsdiskurs, fra et teoretisk funderet speciale til et
empirisk funderet speciale. Jeg endte med at se på mit materiale på en ny måde. Jeg gik tilbage til
min empiri og lod den bære min analyse gennem en teoretisk forståelse af udvalgte begreber. Men
26
det var ikke den måde jeg konstruerede mit feltarbejde på, det blev den måde jeg konstruerede min
analyse på.
Afslutningsvis i dette kapitel om metode vil jeg tilføje, at i metoden afspejles et valg; når en
metodisk tilgang vælges, fravælges en anden. Jeg kunne naturligvis have tilnærmet mig mit felt på
mange andre måder og gennem mange andre kanaler, men jeg foretog nogle valg. Jeg har igennem
dette kapitel forsøgt at redegøre for mine metodiske valg i den praktiske del af feltarbejdet. Den
teoretiske og analyserende del af et ”arbejde” afspejler på tilsvarende måde valg af nogle teoretikere
og fravalg af andre. Læseren vil også videre i specialet se mange sætninger, der begynder med: jeg
har valgt at… Metodevalget både det praktiske og analytiske har stor betydning for udfaldet og
resultatet af specialet. Hastrup skriver: Man kan ikke få alt af vide på én gang og er nødt til at vælge
et perspektiv. Ethvert perspektiv er et udtryk for en selektiv opmærksomhed, som tillader én at se
visse forhold klart, mens andet henvises til at stå i skyggen (2003;399)
Metodevalg som afspejling af kulturel kapital
Som studerende på pædagogisk antropologi indskriver jeg mig i en læringstradition, der mest
benytter sig af de humanistiske metoder til indsamling af data (feltarbejde). På samme måde vil
problemstillinger og analyseinteresser også, til en vis grad, afspejle den studerendes eller forskerens
læringsophav. Gennem uddannelse på et humanistisk / samfundsfagligt fakultet argumenteres der
for en subjektiv tilgang, fx ved brug af dybtgående kvalitative interviews. Som studerende finder
jeg netop den tilgang mere appellerende og fyldestgørende end fx de naturvidenskabelige, objektive
metoder, hvor måling og kvantitative metoder er i højsædet. Det er den kulturelle kapital jeg har
med, og som jeg skriver og forstår verden ud fra.
Etik og visuel fremstilling
En interviewundersøgelse er et moralsk foretagende. ”Det etiske princip om tilgodeseende
betyder, at risikoen for at skade en forsøgsperson skal være så lille så mulig” (Kvale, 1999;121)
Etiske beslutninger er ikke knyttet til et enkelt tidspunkt af feltarbejdet, men er tilstedeværende
under hele processen (Kvale, 1999;116). I interviewsituationen klargjorde jeg overfor mine
informanter, at de oplysninger, jeg måtte ende med var fortrolige. Fortroligheden drejede sig om at
det var mig, der skulle arbejde med disse interviews med det formål at bruge dem i mit speciale.
Informantens private oplysninger oplyses ingen steder og navnene på informanterne har jeg under
27
min transskribering ændret. Jeg havde forskellige overvejelser omkring den type af informanter, jeg
undersøgte i feltet, som af nogen bliver kaldt stigmatiserede (EGV, 2007, Mik-Meyer, 2007,
Sundhedsstyrelsen, 2008) og jeg følte at jeg skulle ”træde lidt varsomt” ved spørgsmål i bestemte
kategorier. Havde min målgruppe fx været sportsudøvere, tror jeg ikke at tilnærmelse til gruppen,
skulle udføres lige så forsigtigt, som jeg følte, det har været tilfældet med min målgruppe, idet der
synes at herske en logik eller selvfølgelighed, qua sundhedsdiskursen om; at sportsfolkene gør det
”rigtige”, det sunde og de overvægtige gør det ”forkerte”, det usunde (Mik-Meyer, 2007, Schmidt,
2000;11). Selv om de private oplysninger om informanterne er fjernet, afslører mine billeder stadig
mine informanter, og det har jeg naturlig gjort mig nogle overvejelser omkring.
Jeg har indledningsvist fortalt at alle billeder, der her bliver brugt, er accepteret af de ældre selv,
altså en selvfremstilling, som ligger indenfor de ældres accept af, hvordan de vil tage sig ud. Jeg
viste altid informanterne billederne, lige idet jeg havde taget dem og en del billeder blev slettet på
den konto, da nogle informanter ikke ville fotograferes fra siden af, andre ikke oppe fra og andre
igen ikke uden tænder i munden. Jeg har fx ikke billeder af dem nøgne, hvor man eventuelt kunne
se alle deres folder og fedtdepoter, der er ikke den slags udstilling eller fremstilling jeg var ude
efter. Jeg var interesseret i at fotografere mine informanter og eventuelt bruge disse billeder i
specialet, som et slags visuelt bilag, og det var også det jeg fortalte informanterne.
Maria: Må jeg gerne bruge dit billede, hvis jeg synes at det passer ind?
Anne: Det må du gerne, der er såmænd ikke så mange der kender mig alligevel. Det gør heller ikke
noget.
Billederne optræder i forskellige dele af specialet og er mere end blot illustrationer. Billederne
afslører mere end de enkelte øjeblikke, hvor jeg trykkede på udløserknappen, de vidner om en hel
sammenhæng og afslører mange detaljer om informanternes fysiske og sociale rammer. Når fx
Inger siger ja til, jeg kan bruge billederne af hende, også det med hendes søn i baggrunden, siger
hun ligeledes ja til, at vise hvad det er for en familie, hun kommer fra. At arbejde med visuelt
materiale, kan anskues som en bestemt måde at skrive informanterne frem på og samtidig
accepterer informanterne, at blive skrevet frem og vist på denne bestemte måde. Når Inger siger
”jeg er et skvat” og samtidig sidder der i lænestolen, godt hvilende i sig selv og med blikket rettet
direkte på kameraet, ser iagttageren ikke umiddelbart ”skvattet”, hun udstråler netop ikke en
”skvathed”. Der kan anspores en dobbelthed i mellem specialets titel: Jeg er et skvat, det
28
indrømmer jeg gerne, der henviser til en type af udtalelser, der fremkommer i løbet af de mange
interviews - og det visuelle materiale, hvor mange af informanterne fremstår som stolte og glade
mennesker.
Mobilisering af teoretisk blik
Specialets formål er at beskrive en gruppe ældre svært overvægtige menneskers egne fortællinger
om, hvordan de lever med deres vægt, samt analytisk at se på denne gruppes oplevelser af og
fortællinger om, at være en del af en samfundsbestemt sundhedsdiskurs og eventuelt at være
stigmatiserede. For at have et teoretisk fundament til at løse opgaven, har jeg forskellige teoretiske
begreber i spil og de har været på spil på forskellige tidspunkter i mit forløb. De overordnede
temaer i specialet er blevet sundhedsdiskurs og stigmatisering. Jeg startede for to år siden med at
tage på første feltarbejde (specialet har været afbrudt af et barselsforløb på 14 måneder). I
udgangspunktet var det begrebet livskvalitet, som optog mig. Undervejs i processen tog det en
anden retning og det viste sig at være mere interessant at arbejde med sundhedsdiskurs og
stigmatisering. Det oprindelige perspektiv og den umiddelbare interesse for livskvalitet har været
med til at forme nogle af mine spørgsmål ude i felten og har også senere givet anledning til en
teoretisk og analytisk interesse, og derfor tro mod dette perspektiv, vælger jeg at nævne det plads
herefter.
Til at begynde med vil jeg gøre opmærksom på, at der i denne teoretiske del af opgaven, er et
niveauforskel i de fagfolk, som jeg vælger at bruge. Til opgavens del omkring stigmatisering og til
størstedelen af sundhedsdiskurs bruger jeg primært sociologer, der oftest bruges i akademiske
sammenhæng. Til forklaringen omkring begrebet livskvalitet bruger jeg en sociolog, mens resten er
praktikere; en læge, to sygeplejersker og en teolog. Niveauerne er af den grund forskellige. Jeg har
valgt at inddele dette teoretiske afsnit i to dele. Jeg starter med at belyse begrebet stigmatisering
primært ved hjælp af Erving Goffman. Dernæst behandler jeg begrebet sundhedsdiskurs ved brug af
Pierre Bourdieu og Nikolas Rose. Livskvalitet begrebet har jeg valgt at lægge som en del af
sundhedsdiskurs afsnittet.
1. Stigmatisering
2. Sundhedsdiskurs
29
Stigmatisering
Definition
sammenhæng, idet der henvises til at de ”normale”
stempler afvigere som moralsk mindreværdige. Et stigma / stigmata er det punkt ved en person, der
adskiller sig fra ”normalen” (den tykke mave, det store modermærke på kinden eller den
stammende stemme).
Mens dens fremmede er til stede i vores nærhed, kan det vise sig, at han besidder en egenskab, der
skiller ham ud fra andre personer i den kategori, hvor han selv kunne tænkes indplaceret, og det af
en mindre ønskværdig slags – han kan i ekstreme tilfælde vise sig at være en person, der er helt
igennem ond, farlig eller svag. Han reduceres derfor i vores bevidsthed fra at være et helt og
almindeligt menneske til et fordærvet, nedvurderet menneske. At blive stemplet på denne måde
indebærer et stigma (Goffman, 2009;44)
Feltets teoretikere
I dette afsnit med stigmatisering som omdrejningspunkt, har jeg primært valgt at definere og
arbejde med begrebet ved hjælp af Erving Goffman. Som supplement til Goffman har jeg valg at
kaste et historisk blik på stigmatisering ved hjælp af historiker Poul Duedahl, der anvender den
franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault. Når der nedenfor bliver refereret til Foucault, skal
der gøres opmærksom på, at det dermed er Duedahls fortolkning og læsning af denne. Da jeg
vælger ikke at bruge Foucault som primær kilde, skyldes det en prioritering og en erkendelse af
hvad jeg tidsmæssigt kunne nå at behandle, da mit fokus har været på Goffman, Bourdieu og Rose.
Da jeg alligevel giver ham lidt plads, gennem Duedahl, er det fordi hans historiske forståelse for
afvigere er relevant i specialet og et godt supplement til Goffmans teorier om stigmatisering. Jeg
finder både Goffmans (og Foucaults teorier) velegnede til at få blik for stigmatisering og dens
30
påvirkning og indflydelse på individerne (individ, agent, borger og aktør; vil i opgaven blive brugt
synonymt alt efter konteksten).
Erving Goffman (1922-1982) canadisk-amerikansk sociolog var opdageren af alt det, mange
andre ikke umiddelbart lagde mærke til (Bourdieu i Goffman 2009;7). Han formåede i sit
forfatterskab at gøre selv de mest almindelige selvfølgeligheder, til genstand for sociologisk analyse
(forord i Goffman, 2009;7). I forordet til Stigma bliver det beskrevet at; Goffmans måske mest
berømte bog er Vore rollespil i hverdagen (1959/1992) og hans bog stigma (1963/2009) anses for at
være en af hans mørkeste bøger (forord i Goffman, 2009;14).
Historisk blik på stigmatisering
Stigma er et græsk ord, der i sin oprindelse refererer til et brændemærke, der blev tilføjet
kriminelle, slaver eller forrædere, så man synligt kunne identificere dem som bespottede eller
personer med en dårlig moral (Goffman, 2009;43).
Stigmata og stigmatisering er repræsenteret op gennem historien med utallige eksempler på, at de
”normale” og afvigere er en universel og slidstærk måde at opdele menneskeheden på. Afvigere
betragtes oftest som værende de ”normale” underlegne, overlegne, farlige, eksotiske osv. med de
betragtes aldrig som ligemand og dermed ligegyldig (Duedahl, 2005;7). Stigmata har gennem
historien altid været betydningsbærende for de fleste afvigere, idet udseendet, personens fysiske
fremtoning viser sig at være en vigtig indikator for menneskets mentale kapacitet og
handlingsmønster. Lynhurtigt kan en person identificeres ved kendetegn / særtegn som; den mørke
hud, de løse håndled, burkaen, den overvægtige krop, den gamle krop eller pukkelryggen. I mødet
mellem mennesker mærkes nærmest instinktivt identifikation, følelser som trussel, væmmelse eller
usikkerhed (Duedahl, 2005;26-29). Tilbage til bibelsk tid var det de spedalske, hvis kroppe
advarede om dæmonisk sygdom, i 1800 tallet var det urenlighed og moralsk fordærv, som måtte
afsondres, for enhver borger kunne jo nemt konstatere, at de var beskidte mennesker og skidt blev et
stigmata for de uciviliserede og ukontrollable (Schmidt, 2004). I dag synes der at være bred enighed
om, at der ingen sammenhæng er mellem en persons udseende og intelligens, alligevel må det
erkendes, at udseende giver et forudindtaget førstehåndsindtryk og derfor danner rammen for en
hurtig klassifikation af eventuelle afvigere (Goffman, 2009;44). I den moderne anvendelse af
begrebet stigma, er der sket en forskydning, siden antikkens grækere udtænkte begrebet. Det
moderne stigma betegner i højere grad den personlige skam og vanære mere end fysiske
brændemærker (Goffman, 2009;43, Duedahl, 2005)
31
Goffmans syn på stigmatisering
Goffman var blandt andet optaget af hvorledes menneskets identitet ingenlunde var naturgivent,
men derimod noget, der vedvarende skabes, opretholdes, undermineres, krænkes, ødelægges og
genopbygges i en social kontekst. I hans bog Stigma beskriver han, at noget af det mest
grundlæggende ved menneskets natur, er frygten for at blive afsløret og det inderlige ønske om at
blive anerkendt. Goffman skildrer de stigmatiserende menneskers stille daglige kamp for at blive
anset som normal (ibid.; 14)
Goffman pointerer at det overvejende er gennem synssansen at en persons stigma bliver bemærket
Synlighed er selvfølgelig en afgørende faktor. Det, man i den daglige kontakt til stadighed og
åbenlyst kan se hos et individ med hensyn til hans sociale identitet, ville være af den allerstørste
betydning (2009;89). Synligheden af stigma er også relevant i forbindelse med min målgruppe, der
bærer deres stigma blottet for alle, uden mulighed for at camouflere det. I deres interaktion med
andre mennesker bliver de mødt med mere eller mindre objektivt begrundende forestillinger om
deres livsstil.
I forhold til et af specialets emner; statsligt intervention i den enkelte borgers vægt, kan ses en
dobbelthed, som på dette sted karikeres for at fremme forståelsen. På den ene side ses; at de ældre
med svær overvægt der indgår i mit feltarbejde, går til diætist og / eller benytter andre former for
sundhedstiltag, hos slanke, kernesunde konsulenter, de bliver trænet af slanke, toptrænede
fysioterapeuter - og sundhedsdiskursen bliver fastlagt af slanke politikere, læger og andre
vidensarbejdere / forskere. På den anden side ses, at de samme personer med overvægt bliver
betragtet som samfundets svageste borgere i og med de oftest ikke er uddannede eller har en kort
uddannelse, og de er arbejdsløse eller har et dårligt lønnet job. Vidensarbejderne har oftest en
mellemlang eller videregående uddannelse og besidder bedre lønnede stillinger (Sundhedsstyrelsen,
1999). I Bourdieus termer kunne det udtrykkes ved at de (fleste) personer med overvægt ikke har
stor økonomisk, kulturel eller social kapital, hvor det modsatte oftest vil være gældende for
vidensarbejderne. Goffman interesserede sig ligesom Bourdieu for den symbolske vold (se afsnit:
Symbolsk vold i sundhedens navn), der handler om, at bestemte, degraderede kategorier af borgere
tvinges til at agere og forstå sig selv ud fra andre borgeres perspektiv og dermed bekræfte den
selvsamme normalitet, der i første omgang stigmatiserede dem (Goffman, 2009;24, 162, Bourdieu,
2004;126-158)
32
Afvigere som modbillede til ”normalen”
Centralmagtens produktion af afvigere har ifølge Foucault en regulerende effekt på
befolkningen, idet de normale har nogen at sammenligne sig med og føle sig overlegne overfor,
hvilket styrker følelsen af at høre til normalgruppen. Afvigerne er altså en nødvendighed for at
normalgruppens identitet. Afvigerne er den undtagelse, der bekræfter reglen (Foucault i Duedahl,
2005). Foucault mener at ethvert samfund har brug for afvigere som et modbillede. Et modbillede
der gør det muligt, for de normale at definere og karakterisere egen identitet og fællesskab.
Afvigelse kan nok siges at være et klassisk antropologisk / sociologisk studieobjekt, der er i stadig
bevægelse. For afvigelse er ikke et statisk fænomen, med tiden opstår der nye afvigergrupper mens
gamle forgår. Foucault interesserede sig blandt andet for afvigernes position og betydning op
gennem historien og pointerede at afvigelser bygger på konkrete handlinger, særlige væremåder,
sygdom, biologi og kultur. Grænserne for hvem der er marginaliserede / stigmatiserede eller
integrerede er bundet til konteksten, og afvigelser er derfor overordnet set en abstraktion i
menneskets hjerner (Foucault i Duedahl, 2005;13-14). Der kan heraf konkluderes at forskellige
værdisystemer, kodeks og vurderinger har gjort mennesker til normale i en periode og til afvigere i
en anden. Det normale er ifølge Foucault (ibid.) ikke fra naturen os givet eller en perfekt tilstand,
men derimod en forestilling om et fællesskab, der konstrueres og formes under den positive
værdibetegnelse ”normalt”. Goffman bekender sig ligeledes til det konstruerede og ikke naturgivne
udgangspunkt for mennesket, hvor fokus i særlig grad er på, hvordan afvigelse ikke er et iboende
karaktertræk hos de stigmatiserede mennesker, men at det er en social konstruktion, der bl.a. bygger
på sociale konventioner og normer (Goffman, 2009;17).
Der er i begreberne ”normal” og afviger et værdiforhold, det værdiforhold overtages ved
benyttelse af begreberne. Værdiladningen bliver også brugt i sproget, som eksempel kan nævnes det
i specialet anvendte begreb svært overvægtig. Ved kategorisering af overvægtige og tilføjelsen af
adjektivet svært, bliver den negative værdiladning forstærket. Vægten er inddelt i flere grader;
undervægtig, normalvægtig, overvægtig, svært overvægtig i kategori I,II og III, hvor normalvægtig
er den positive værdibetegnelse og de andre betegnelser er negative værdibetegnelser og betragtes
som en afvigelse fra normalen / normen (Ingerslev, 2008).
Magt, normalitet og afvigelse
Normalitet og afvigelse er et begrebspar, der udtrykker et magtforhold. I følge Duedahl skriver
Foucault at uanset konteksten og forskellige afvigergrupper, så kan marginalisering altid reduceres
33
til et eneste forhold, nemlig magt forholdet. Den der ”har” magten udstikker spillereglerne.
Magthaverne betragter sig som normale, mens alle andre betragtes som afvigere i forskellige
forklædninger og af forskellige grader (Foucault i Duedahl, 2005;16-17). Pierre Bourdieu er inde på
samme emne og skriver til sammenligning, at centralmagten (i Danmark; staten herunder;
politikere, politi, uddannelses institutioner og medierne mm) har monopol på, hvad han kalder; den
fysiske og symbolske vold (Bourdieu, 2004;126-158). Styringen af den fysiske voldsanvendelse
mod mennesker foregår gennem politi, fængsel og militær. Mens styringen af den symbolske
voldsanvendelse, samt kontrol af viden, foregår gennem uddannelsesinstitutionerne. Ved at
beherske den fysiske og symbolske vold, kan centralmagten bestemme hvilken overordnet viden,
idésystemer eller livsanskuelser, der skal præge befolkningens meninger om sandheden. Et sådant
monopol kalder Foucault for ”sandhedsregime” (Foucault i Duedahl, 2005;20). Bourdieu kalder
noget tilsvarende for ”den nationale identitet” eller ”nationalkarakteren”. Nationalkarakteren
beskriver Bourdieu som; når staten er i stand til at udøve en symbolsk vold, er det fordi den har en
dobbelt eksistens: Den optræder både objektiv i form af specifikke strukturer og mekanismer, og
”subjektivt”- eller om man vil i hovedet på folk – i form af mentale strukturer og i form af skemata
for hvordan verden skal opfattes og forstås. (Bourdieu, 1997;104, Mik-Meyer, 2007,72)
Både Foucault og Bourdieu skildrer en form for statslig / hierarkisk overvågning, hvor staten i
form af forskellige myndigheder overvåger befolkningen. Som eksempel kan gives;
sundhedsmyndighederne der overvåger overlægen, som overvåger den menige læge, som overvåger
sygeplejerske, diætisten og fysioterapeuten, som overvåger patienterne, som overvåger hinanden og
sig selv hvorved normaliteten forsøges at opretholdes (se også selvstigmatisering). Overvågning kan
virke så effektivt, at alene frygten for at blive en afviger, et offer for omverdens fordømmelse,
befordrer en selvregulering, hvad enten man allerede er blevet en afviger, eller man er på vej til at
blive det (Foucault, 2002;325-330). I specialets analyse beskrives og belyses hvordan stort set alle
mine informanter var i gang med selvregulering - i form af træning, diætist besøg og diæter, for at
nærme sig en ”normalvægt” (Rasmussen, 2009). Individets selvregulering, stræben efter at tilnærme
sig og blive en del af normalgruppen / normen, vil med Goffmans optik være, at individets angst for
at stå alene og blive ustødt, i sig selv er grund nok til, at denne forsøgsvis tilnærmer sig
normalværdierne.
Foucault og Goffman havde visse ligheder i deres opfattelser og begge havde en umiddelbar
interesse for de svageste i samfundet og anskuede kritisk den måde samfundet institutionaliserede,
disciplinerede og normaliserede borgerne på. Trods lighederne var deres beskuelsespunkt
34
forskelligt. Goffman opfattede og betragtede problematikken fra de oplevedes eget perspektiv
tingene nedefra og op (buttom up), mens Foucault beskrev tingene oppefra og ned (top-down) som
var en mere vidensarkæologisk og genealogisk fremgangsmetode (forord i Goffman 2009;16-17).
Selvom de to teoretikeres udgangspunkt er forskelligt, bliver slutresultatet af analysen, i dette
tilfælde, alligevel det samme, hvilket er; at individet anspores til selvregulering, for at tilnærme sig
en normalitet og for at undgå moralsk forfald. Den moralske ansporing til selvregulering afspejler
sig ude i felten, hvor mine informanter fortæller at de er opmærksomme på, at de er for
overvægtige, at de ser store ud i spejlet, at de spiser forkert eller for meget og at de ikke bevæger sig
nok. Alt sammen noget, hvor de selv synes at de fejler, ikke slår til og ikke kan opfylde de
forskrifter på sundhed (det sunde), som findes omkring dem. Forskrifterne der lyder; Et BMI
mellem 20 og 25, blodtryk under 140/90, 600 gram frugt og grønt om dagen, 30 minutters motion
dagligt og holde alkoholforbruget under henholdsvis 14 og 21 genstande om ugen
(sundhedsstyrelsen 1998;26).
De ”normales” reaktion på afvigere
Når mennesker, der er i risiko for at blive syge stigmatiseres, kan det være de ”normales” forsøg
på at forsvare sig mod farer som alvorlige sygdomme og påmindelser om egen død. De ”normale”
gør det for at beskytte egen identitet, sætte skel mellem de stigmatiserede og sig selv og for at
beskytte sig som gruppe mod moralsk og fysisk forfald, som i sidste ende kan koste samfundet dyrt
i form af penge til behandling, tab af ressourcer som arbejdskraft, forringet helbred og tabte leveår.
Stigmatisering bliver desuden brugt som instrument til at fastholde gruppens medlemmer i en
adfærd, der er moralsk forsvarlig. Ved at udskamme nogle adfærdsformer og gøre dem socialt
uacceptable søger man at få de ”frafaldne” ind på den rette vej og forhindre yderligere frafald.
(Sundhedsstyrelsen, 2008;39)
Hvis dette citat fra Sundhedsstyrelsens rapport stemmer overens med virkeligheden og kan
overføres til overvægtsproblematikken, ville det betyde; at normalvægtige bevidst eller ubevidst
beskytter sig mod sygdom / overvægt og (for tidlig) død ved at tage afstand fra de overvægtige og
ved at opretholde en bestemt moral omkring kost, sundhed og livsstil. Ville man kunne bruge
samme ”stigmatiseringsmodel” om ældre? Er store dele af befolkningen bange for selv at blive
gamle og dø, så bange at de holder de ældre et skridt fra livet, for ikke selv at blive påmindet om
egen skrøbelighed og forestående død? Sundhedsdiskursen / moralen har som nævnt en
35
selvregulerende effekt og gør ”usunde” borgere opmærksomme på, at deres opførsel ikke er
anerkendt og accepteret af samfundet som en helhed. Sundhedsdiskursen stræber imod en slank og
evig ung krop som idealet og som forfatteren Lone Kühlmann siger: Alderdommen er ikke trendy
(Kühlmann i Hernø, 2009)
Trendy afviger
I dag kan man være afviger på den fede måde og det ”normale” er ikke nødvendigvis et gode,
man skal snarere eftertragte at være lidt mere afvigende fra normen / normaliteten, være mere
individualistisk og søge selvrealisering gennem alternative kanaler. Et forsøg på at løsrive sig fra
normaliteten og skabe en identitet, der synes mere eksklusiv, individuel, eksotisk og atypisk
(Bovbjerg, 2001). Lars Andersen (i Duedahl, 2005) forklare denne afvigerromantik, som han kalder
den, med at vi i forbrugersamfundet ikke længere har en daglig kamp med eller en fokusering på
overlevelse, men derimod er den daglige udfordring vores forbrug og selviscenesættelse.
Forbrugersamfundet søger symbolske værdier, der repræsenterer aktualitet og anderledeshed.
Grænsen mellem det excentriske, det spektakulære og det ordinære er hårfin. For denne
selviscenesættelse må ikke blive for excentrisk, så individet kommer til at stå alene med den og
bliver ”nutidens nar” (vil nødig nævne nogle navne her, men med udtrykket mener jeg, en person
der skiller sig ud fra normalen og som ikke fornemmer grænsen for hvor langt det er acceptabelt at
gå - eller ignorerer grænsen, det kan både være en person med mediebevågenhed – mediernes nar,
men kan lige så let være en lokal person – landsbyens nar). Målet er at blive vurderet som en
eftertragtet positiv afviger, uanset om det er kitsch-hippie, new Age-guru, vegetar, forsanger eller
dyreværnsaktivist (Bovbjerg, 2001, Duedahl 2005;27-32).
Selvstigmatisering
Anders Lindelof, læge og bachelor i etnografi, har lavet feltarbejde blandt personer med
overvægt, han beretter om en form for selvstigmatisering blandt informanterne. Han fandt at
mændene kropsliggjorde deres selvforskyldte forståelse af overvægt, hvilket resulterede i
selvstigmatisering, som manifesterede sig ved, at mændene opfattede sig selv som værende ringere,
dummere og svagere mennesker end de normalvægtige mennesker, hvilket igen resulterede i
ydereligere selvstigmatisering og isolation. Lindelof konkludere i sin rapport at det mest
overraskende ved feltarbejdet var, at mændene på mange måder havde det sværere med overvægt
end kvinderne havde. Kvinderne var mindre berørt på det eksistentielle niveau, da de ikke oplevede
36
deres overvægt som et udtryk for en svagere karakter eller ringere personlighed, men som en
naturlig reaktion på traumer og kriser i deres liv, som de selv var uden skyld i. (Lindelof, 2003). Jeg
kommer i egen analyse ind på eksempler på selvstigmatisering fra egen empiri, men har ikke
koncentreret mig om eventuelle kønsforskelle i mit felt.
Sundhedens tavse viden
Der hersker blandt befolkningen en folkesundhedspaternalismeix, en tilsyneladende bred enighed
om, at folkesundhedsarbejdet er til gavn for os alle. Denne viden er en selvfølgelighed (doxa / tavs
viden, Bourdieu, 2007;110, 2005a; 179-183). Der synes ikke at være logiske grunde til, at flere og
flere børn vokser op med, eller ældre bliver syge af diabetes type 2, hvis det kan forhindres ved bl.a.
at forebygge overvægt. Ej hellere synes der at være bevæggrunde til, at befolkningen skal leve med
alvorlige sygdomme inden en for tidlig død på grund af tobaksrelaterede sygdomme, for meget
alkohol eller sygdomme, der kunne have været undgået, ved regelmæssig motion livet igennem.
Sygdomme forringer livskvaliteten med smerter og træthed. Det koster for den enkelte at være syg,
og det koster for samfundet. Paradoksalt er det, at jo mere sundhed bliver til et mantra i det
offentlige rum, blandt både fagfolk og i den almene befolkning, jo større er risikoen for, at det
medfører nogle negative konsekvenser i form af stigmatisering (Sundhedsstyrelsen, 2006, 2008;10).
De ældre som afvigere
Stigmatiseringen rammer dobbelt når man både er ældre og overvægtig og meget tyder på at denne
gruppe vil blive én af de mest udsatte i samfundet både helbredsmæssigt og socialt. Da de ældre
med svær overvægt langt tidligere komme til at lide af aldersrelaterende sygdomme, dels får de
oftest førlighedsproblemer og dermed sværere ved at opretholde et socialt liv, hvilket igen kan
generere øget risiko for isolation og ensomhed. Christine Swane pointerer (i Munk-Petersen, 2007;
Når de store bliver gamle)
Dertil kommer, at hverken alderdom eller fedme er egenskaber, der opfattes særlig positivt i
dagens Danmark, hvor der tværtimod er ekstrem fokusering på ungdom og den trimmede, synlige
krop som tegn på et godt og vellykket liv. Dermed risikerer overvægtige gamle ikke bare at blive
socialt isoleret på grund af svigtende helbred og praktiske forhindringer. De vil også være i høj
risiko for at blive marginaliseret og stigmatiseret i samfundets øjne.
37
I artiklen; The relationship of obesity to the frequency of pelvic examinations: do physician and
patient attitudes make a difference? (Adams, 1993) fremgår det at stigmatisering og diskrimination
af overvægtige mennesker /patienter er hverdagen blandt sundhedspersonalet, der afsløre at
fordomme om overvægt er meget udbredte, selv blandt de, der har specialiseret sig på området.
Undersøgelsen, der danner grundlag for artiklen, vidner om at personalet i psykiatrien er mere
tilbøjelige til at tilskrive overvægtige patienter negative symptomer i forhold til de ”normalvægtige”
17 % læger rapporterede modvilje mod at tilbyde underlivsundersøgelser til meget overvægtige
kvinder og 83 % var modvillige overfor at tilbyde underlivsundersøgelser, hvis patienten selv var
tøvende (www.overspisning.dk). Jeg talte ikke med mine informanter omkring deres erfaringer med
sundhedspersonale, men synes alligevel at undersøgelsen er interessant, idet den sætter fokus på at
stigmatiserings tendenser imod mennesker med overvægtig, også kan komme fra uddannet
sundhedspersonale. Følelsen af isolation og ensomhed, som Swane skildrer øverst i dette afsnit, fik
jeg beskrevet af en af mine informanter Esther, som følte sig for overvægtig til at deltage til
svømning og gymnastik (se mere i analysen under afsnittet; stigmatisering).
Fordomme om personer med overvægt
Stigmatisering involverer en uddifferentiering og kategorisering af mennesker med bestemte
karakteristika eller adfærdsformer, og til sådanne uddifferentierede grupper tillægges bestemte
stereotype opfattelser af medlemmernes egenskaber og personlige kendetegn (Goffman, 2009;4648). På den måde sker der en diskrimination og følgende status tab for den stigmatiserede.
Modviljen og antipatien overfor den stigmatiserede er ikke nødvendigvis begrundet af et indgående
kendskab til den stigmatiserede og dennes verden, men mere på en automatisk negativ opfattelse,
der stammer fra de konstaterede forskelle eller afvigelser (ibid. 21-22). Der er her tale om, hvad vi i
daglig tale kalder fordomme. Goffman uddyber: Vi er tilbøjelige til at tillægge folk en hel række
defekter på basis af den oprindelige (stigma)[…] Ungdommens Røde Kors har i august 2010
udspurgt tilfældige forbipasserende i indre København om deres fordomme. De fordomme denne
”pulsmåling” gav omkring overvægt følger hermedx:
Tykke mennesker:
Tykke mennesker er dummere end tynde mennesker.
Tykke mennesker er grimme.
Tykke mennesker er dumme.
Tykke mennesker har ingen selvdisciplin.
Tykke piger sveder mere.
38
Fede mennesker er dovne.
Meget tykke mennesker er mindre kloge end andre.
Tykke mennesker har psykiske problemer
Tykke mennesker er nok lidt svage et eller andet sted.
Jeg har en fordom om at fede drenge har små pikke.
Denne pulsmåling er ikke en grundig videnskabelig undersøgelse, men som navnet angiver, et
øjebliks måling og ”tilfældig” udtalelse omkring forskellige fordomme. Alligevel har jeg valgt at
bringe den, for at give et eksempel på, hvordan fordomme om overvægtige kunne se ud. Nanna
Mik-Meyer, antropolog, tager i sit materiale om overvægtige fat på fordomme som; manglede
selvdisciplin og at overvægtige skulle have en svag karakter. Mik-Meyers iagttagelser bliver
behandlet i analysen blandt andet under afsnittet om dårlig samvittighed. Da pulsmålingen
indbefatter tilfældigt forbipasserende, kan den ligeledes ses som udtryk for; det umiddelbare, den
automatiske negative opfattelse af uddifferentierede grupper, som Goffman taler om. De
forbipasserende har ikke på forhånd haft mulighed for at forberede og nuancere deres svar, derfor
formoder jeg at de svar, de kommer med bygger på deres umiddelbare intuition og opfattelse af
pågældende gruppe.
Fordomme lader til at være noget de fleste mennesker er i besiddelse af, disse fordomme er
samfundsskabte og mere eller mindre fastlagte af de diskurssættende strømninger i tiden. De
”normale” har forventninger til afvigerne omkring deres optræden, det forventes at afvigerne
udviser takt og tone, så de ikke kommer til at gøre de ”normale” utilpas, ved at overskride, for
øjet, den usynlige grænse for god og anstændig opførsel (jævnfører analyse afsnittet
stigmatisering). Det område hvor den stigmatiserede oftest får problemer er ved mødet med den
fremmede, ved flygtige bekendtskaber og ved sin færden ude i samfundet. Problemerne bliver
mindre efterhånden som folk lærer hinanden at kende, og den kategoriske indstilling svækkes.
Goffman pointerer dog, at familiariteten ikke nødvendigvis formindsker foragten efterhånden
som folk lærer hinanden at kende (Goffman, 2009;21-22). I analysen vender jeg tilbage til steder
i min empiri, hvor de ældre oplever fordomme fra omgivelserne og hvor de fortæller om egne
fordomme overfor overvægtige.
39
Sundhedsdiskurs
Definition
På trods af at sundhed er et begreb, der anvendes i dagligdagssproget, er det svært at definere, idet
begrebet oftest defineres ved sin modsætning (sygdom). WHO (Verdens Sundhedsorganisation)
definerer således: ”sundhed er en tilstand af fuldkommen legemlig, sjælelig og socialt velvære og
ikke blot fravær af sygdom og gener” (2000). Med denne definition forsøger WHO at tillægge
begrebet et selvstændigt og positivt indhold på alle planer i menneskelivet. Denne
sundhedsdefinition kan betragtes som et statsligt initiativ i en sundhedspolitisk diskurs, der ønsker
at fremme et offentligt helhedssyn på den sundhedspolitiske indgriben (folkesundhedspaternalisme).
Indirekte siges der i WHO’s definering, at sundhedsarbejdet bør være forebyggende og ikke blot
behandlende (www.leksikon.org ). WHO’s definition er bredt dækkende og kunne måske ligne en
definition på lykke
En diskurs henviser til et genstandsområde, som opstår på baggrund af de italesættelser og
handlinger et samfund foretager i en given periode. Diskurs er historisk, produceret viden, det der
tales om, det der skabes viden om (Lene Otto, etnograf og forfatter til bogen Rask eller lykkelig –
sundhed som diskurs i Danmark i det 20. århundrede, 1998;37). Lars-Henrik Schmidt beskriver
diskurs således: Samlebegreb for den i meget brede forstand sprogligt formidlede iscenesættelse af
et bestemt vidensfelt. Diskursen kodificerer en bestemt viden om, hvordan man behersker et felt;
men denne viden har mange former (2000;12).
40
En sundhedsdiskurs kan opfattes som en statslig interaktion, idet staten bliver rammesættende for,
i dette tilfælde, hvad sundhed er for en størrelse og hvordan borgene skal forholde sig i forhold til
sundhed. I denne diskurs er det bl.a. staten, politikere, undervisningssektoren, sundhedssektoren,
medierne og den enkelte borger der italesætter, handler og agerer og samtidig udgør diskursen.
Sundhed er, som beskrevet ovenfor, en ubestemt størrelse og af den grund kan mange aktører
komme med deres bud på sundhed. Sundhed er blevet en form for løsning eller omdrejningspunkt i
alle de felter vi færdes i. Sundhed betragtes som noget godt og pointen er; at det sunde liv, også er
det gode og lykkelige liv (Mik-Meyer på MPA Debatseminar 2010, Otto, 1998;60). En
sundhedsdiskurs akkumulerer forskellige statslige initiativer, der søger at øge omsorg for
samfundets borgere. En statslig omsorg på det kulturelle område er tilbuddet om idræt for alle
uanset alder, køn, fysiske, psykiske eller sociale forudsætninger (Schmidt, 200;19). Omsorgen er
ikke et forsøg på at bremse den menneskelige udfoldelse, men snarere et udtryk for at skabe en
kontrolleret og kalkulerbar udfoldelse, der svarer til den statslige strategi (Schmidt; 2000;19). Gratis
træning for de ældre er bare et af disse tilbud, som der er statslig interesse i at få aktiveret.
Sundhedsdiskursen kan have mange ansigter udadtil og er allestedsnærværende. Lars-Henrik
Schmidt beskriver sundhed som en social værdi og det moderne samfund stiller ifølge Schmidt krav
til legemet og ”priser det veludviklede, harmoniske og alsidige legeme under henvisning til tre ting,
nemlig skønhed, sundhed og velvære” (Schmidt, 2000;27). Schmidt pointerer at det er ”den sociale
værdi, som er afgørende for idealet og ikke en naturlig eksempelvis sundhedsmæssig værdi […]
sundhed er smeltet sammen med et socialt ideal om renhed, ungdom, og det at være i form. Man
dyrker ikke først og fremmest kroppen, fordi det skulle være sundt, men fordi det at være sund er et
samfundsmæssigt ideal” (Schmidt, 2000;28-29)
Feltets teoretikere
I dette afsnit med sundhedsdiskurs som omdrejningspunkt, har jeg primært valgt at definere og
arbejde med begrebet ved hjælp af Pierre Bourdieu og Nikolas Rose, idet jeg finder deres teorier
velegnede til at give blik for de komplicerede sociale mekanismer, der overordnet udspiller sig i
feltet og som har stor indflydelse på agenterne.
Pierre Bourdieu (1930-2002) foretog i løbet af de sidste 30 år af hans liv analyser af, hvordan
sociale forskelle reproduceres fra generation til generation. Bourdieus teoretiske redskaber til at
41
lave en analyse af statens rolle som magtudøver og medvirkende årsag til reproduktion af sociale
uligheder er velkvalificerede til opgavens formål.
Nikolas Rose (1947-) engelsk professor i sociologi, har med sin bog Livets politik (2009) gjort et
forsøg på at indkredse; biopolitik, biomedicin og biomagt i det 21. århundrede og på at menneskets
subjektivitet er under forandring. Roses begreb om subjektivitet henviser til, hvordan vi mennesker
forstår os selv gennem det praktiske og samfundsmæssige liv i specifikke sammenhænge og felter,
og hvorledes vi forholder os til de forståelser, vi skaber af os selv (Forord i Livets politik; 7-15).
Mobilisering af Bourdieus begreber
Formålet med de følgende afsnit er at give et billede af de teoretiske begreber, der er relevante at
se på, når en sundhedsdiskurs skal analyseres og forstås. Det er vanskeligt at adskille Bourdieus
begrebsunivers, da det er vævet sammen i et sammenhængende teoretisk kompleks, hvor de enkelte
begreber ikke kan defineres uafhængigt af de andre (Bourdieu & Wacquant, 2004; 83). Her mener
jeg typiske Bourdieu begreber såsom felt, habitus og kapital, som af den grund danner basis for min
forståelse af, de begreber som jeg hovedsagligt vil koncentrere mig om; felt, doxa og symbolsk vold.
Min bevæggrund for at vælge netop disse tre begreber ud, er at jeg finder dem primære og brugbare
til anvendelse i den teoretiske refleksion, når mit materiale analyseres, set i forhold til andre
begreber. Felt begrebet har jeg med for at kaste blik på den arena, den skueplads, som mit speciale
omhandler; Den sundhedspolitiske arena med en gruppe ældre svært overvægtige som implicerede.
Doxa begrebet bliver centralt, idet jeg ønsker at få blik for og ”komme bag” den herskende
sundhedsdiskurs, hvor sundhed bliver betragtet som det ultimative gode og ikke betvivles og dette
forstår jeg som et doxisk forhold. Sidste begreb er symbolsk vold som er anvendeligt, når der kastes
blik på en diætist konsultation og træningstilbud, både for at forstå det statslige udspil og de
mentale mekanismer der opstår hos de ældre, når sådanne initiativer iværksættes.
Felt
Et felt kan beskrives som det sted hvor sociale relationer konkret udfoldes, hvor habitus sættes i
spil og hvor agenterne handler. Felterne skal ikke forstås som fysiske opdelinger af samfundet, da
de konstrueres relationelt og kun eksisterer i den forstand, at man kan påvise, at de praktiseres.
Feltet er en social arena, den kendetegnes ved, at der udkæmpes kampe om kapital (Bourdieu,
2004;83-101, 1997;106, Wilken, 2005;222-226). Et felt kunne fx være det akademiske felt, det
videnskabelige felt, det kunstneriske felt og det religiøse felt. I specialet koncentrer jeg mig om: det
42
gerontologiske felt og det sundhedspolitiske felt. Disse samfundsmæssige arenaer består af netværk
af sociale relationer mellem positioner af agenter, der er fastlagt af samfundet i forhold til givne
politiske diskurser, der igen er bestemt af den magt og kapital, der er anerkendt i det pågældende
felt (ibid.). Feltet indeholder tillige logikker, en slags social kodeks for hvordan agenterne skal begå
sig. Logikkerne er kulturelt og tidsbestemte og der vil til en hver tid foregå kampe, om magten til at
definere hvilke logikker og værdier, der er gældende i det konkrete felt.
Bourdieu bruger sine kapitalbegreber til at forklare, hvordan ulige adgang til materielle, sociale
og kulturelle ressourcer opretter og reproducerer bestemte magtformer i de sociale felter (Bourdieu,
1997;50-56). Bourdieu skriver:” På det analytiske plan kan et felt defineres som et netværk eller en
konfiguration af objektive relationer mellem forskellige positioner” (Bourdieu & Wacquant,
1997;84). De objektive relationer eksisterer uafhængigt af individets bevidsthed eller vilje og
defineres som relationer mellem forskellige positioner. Positioner eksisterer objektivt igennem de
bindinger de påtvinger de aktører og institutioner, der udfylder positionerne (Bourdieu & Wacquant
2004:84-85). Det væsentlige kriterium for et felt, er at ”noget er på spil”. Det der er på spil i det
sundhedspolitiske felt, er jagten på lykke forklædt som sundhed. Det dominerende synspunkt er;
hvis du er sund og fit (i god fysisk form) lever du bedre og længere, ”usunde” borgere får
følgesygdomme og dør tidligere, men inden de dør, er de en økonomisk belastning for samfundet i
form af tabt arbejdskraft, indlæggelser og generel pleje (Sundhedsstyrelsen 1999, 2006).
Et af formålene med at se på et specifikt felt, er at finde ud af, hvilke træk og egenskaber der giver
adgang og gennemslagskraft, det vil sige hvilke specifikke kapitalformer der har gyldighed på
hvilke områder. I analysen prøver jeg at se på de træk og egenskaber, der i det sundhedspolitiske
felt giver adgang og gennemslagskraft. Jeg diskuterer hvordan sundhedsfeltet er præget af en
morale, der ”lovpriser” den sunde levestil og ”forsager” den usunde. Mit ordvalg her er ikke
tilfældigt men lægger op til et af analysens emner; at sundhed i forskellige sammenhænge bliver
sammenlignet med religion og derfor er dele af sundhedsdiskursen beåndet af en religiøs retorik.
Feltets doxa
Bourdieu beskriver doxa som spillets grundlag (Bourdieu, 2007;110). ”Det, der ikke står til
diskussion, og som alle agenter stiltiende anerkender som gældende ved i det hele taget at handle i
overensstemmelse med de sociale konventioner” (Bourdieu, 2005a; 183) andet sted skriver han
”Den oprindelige doxa er dette umiddelbare tilslutningsforhold, der i praksissen etableres mellem
en habitus og et felt, som den først er tilpasset til; den er den stumme erfaring af verdens
43
selvfølgeligheder, der tilvejebringes af den praktiske sans” (Bourdieu, 2007;114). Doxa kan
desuden ses beskrevet som; almen viden, tavs viden, dominerende synspunkt og en
altoverskyggende morale og bliver tit betegnet som en selvfølgelighed. Doxa står i modsætning til
episteme, der er sand viden / sandhed ” Doxa er behæftet med de fejl, som den slags er behæftet
med - som kan skyldes sansernes fejlbarlighed, folkets dumhed, rygternes stædighed m.v.” (Anders
Fogh Jensen; www.filosoffen.net ).
Et felts doxa / selvfølgelighed afgør hvad der er henholdsvis gode og dårlige argumenter (MikMeyer, 2007;77), det gode argument betragtes som det videnskabelige (ræsonnement) og det dårlige
argument som det praktiske (ræsonnement). I afsnittet om sundhed og moral vil jeg komme lidt
mere ind på emnet. Bourdieu nævner mange gange i sine bøger (Bourdieu, 1997;221, 2005;69,150,
2004: 201), at han er interesseret i at komme ind bag ved et felts doxa og han mener også at
filosoffer, videnskabsmænd, sociologer osv. burde tilstræbe det samme, da de ellers er i fare for
ikke at løsrive sig fra et felts doxa ” disse tænkere lader forudsætningerne for deres tænkning
forblive i u-tænkt tilstand (doxa)” (Bourdieu, 1997;221). Bourdieu ser det som sociologiens
væsentligste opgave, at nå ud over den almene mening om hvordan sociale fænomener hænger
sammen og den gængse opfattelse af verdens beskaffenhed - at gøre op med doxaens (formodning /
tro) overfladiske common sense. Dette gøres ved at analysere de forskellige diskurser, der udgør
doxaen. Undersøgelsens formål er at blotlægge, få blik for det kollektive ubevidste; socialt
ubevidste antagelser forstået som sociale mekanismer og magtforhold, der umiddelbart er usynlige,
idet de opleves som naturlige eller endda universelle. Ved at blotlægge det kollektive ubevidste er
det ifølge Bourdieu muligt at opnå gyldig videnskabelig viden – sand viden (Bourdieu, 1999:163,
Bourdieu, 1997;60-61)).
Symbolsk vold i sundhedens navn
”For at formulere det helt enkelt er symbolsk vold en form for vold, der udfolder sig på baggrund af
et samspil og en indforståethed hos det individ eller den gruppe, der bliver udsat for den”
(Bourdieu & Wacquant, 2004;151). Begrebet bliver anvendt til at beskrive den proces, hvor aktøren
samarbejder med fx staten om at opretholde en ulige social orden.
”Når staten er i stand til at udøve en symbolsk vold, er det fordi den har en dobbelt eksistens: Den
optræder både objektivt i form af specifikke strukturer og mekanismer, og ”subjektivt” – eller om
44
man vil i hovedet på folk – i form af mentale strukturer og i form af skemata for hvordan verden
skal opfattes og forstås” (Bourdieu, 1997;104).
Selvom begrebet indeholder ordet vold, er det ikke vold i ordets egentlige forstand, Bourdieu gør
opmærksom på, at det enkelte individ anerkender og accepterer en vold, der udøves mod dem,
præcis fordi individet ikke opfatter det som vold. Individerne har en ureflekteret erkendelse af et felt
eller et forhold og antager tingenes tilstand for givet og finder det naturligt (Bourdieu & Wacquant,
2004; 151-52).
Symbolsk vold bliver af Bourdieu brugt til at stille skarpt på den kontrol af mentale strukturer, som
staten qua skolen (og andre institutioner) understøtter og dermed opretholdes reproduktionen af den
sociale orden. Bourdieu skriver: ”Vi kan kun forstå og fortolke verden med de begreber som staten,
qua skolen, har udstyret os med” (1997;97). Skolen opfattes som det vigtigste område, hvorfra
staten gør brug af sin magt til at reproducere de udvalgte opfattelser og forståelseskategorier
omkring verden, som der på det givne tidspunkt af staten, er udvalgt til at være de rette (Bourdieu,
1997;97-101).
I denne sammenhæng bliver det relevant at anvende begrebet symbolsk vold i forbindelse med
analyse af egen empiri, hvor jeg blandt andet følger en gruppe ældre til konsultation hos en diætist
og til træning. Jeg anskuer diætistens arbejde som et statsligt initiativ, der har til formål at skabe
overensstemmelse mellem samfundets objektive strukturer (sundhedsdiskurs) og individernes egne
mentale strukturer. Sagt med andre ord; en sundhedsdiskurs, der betragter overvægt problematisk
og derfor søger at internalisere denne statslige viden (doxa), så individerne selv opfatter egen
livsstil som værende problematisk og dermed søger at tilpasse egen livsstil, så den stemmer overens
med den givne sundhedsdiskurs. I analysen søger jeg at komme med eksempler fra mit feltarbejde,
hvori mine informanter italesætter egen livsstil og personlige karakter som værende
utilfredsstillende
Nikolas Rose om selvforvaltning
Rose beskæftiger sig ikke med de gængse sociologiske spørgsmål om stat og samfund, men har i
stedet stillet spørgsmål som: I forhold til hvilke rationaler og mål bliver vi styret? Hvordan og med
hvilke teknikker styres vi? Hvor styres der fra, og hvem deltager i styring? (Rose, 2009;8-11). Der
er ikke noget nyt i, at det politiske liv er optaget at det aktive liv hos de mennesker, som bliver
regeret, den interesse kan ses op gennem historien, forenklet siger Rose; at det attende og nittende
århundredes livspolitik var en sundhedspolitik. Livspolitikken i det tyvende århundrede er mere
45
centreret omkring og optaget af den voksende evne til at kontrollere, administrere, forme, omforme
og modulere selve menneskets livsevner (vitalkapacitet) som levende væsener (Rose, 2009; 27-28).
”Andre tanker om borgernes biologiske ansvarlighed er inkorporeret i moderne sundhedsnormer
og sundhedsuddannelser. Andre borgerskabspraksisser kan ses i kropslighedens voksende
betydning for identitetspraksisser og i de nye teknologier, som intervenerer i forhold til kroppen på
niveauer, som strækker sig fra det overfladiske (kosmetisk kirurgi) til det molekylære (genterapi”
(Rose, 2009;181)
Igennem feltarbejdet blev jeg bekendt med denne biologiske ansvarlighed, der er inkorporeret i
moderne sundhedsnormer, mine informanter var i gang med at ”modulere” egne kroppe gennem
forskellige selvforvaltnings praksisser (jeg bruger selvforvaltning synonymt med selvregulering).
Ude i felten oplevede jeg praksisser som diætistkonsultationen og træningscenteret. For at blive
selvregulerede individer i sundheds øjemed, kommer borgere med overvægt i en form for
mesterlære hos diætisten og i træningscenteret, hvor de skal lære at mestre egne kroppe for
derigennem at genvinde kontrollen over kroppen og over sig selv og dermed forandres. De
overvægtige (og alle andre borgere) anspores af diætister, trænere, eksperter og andet
sundhedspersonale til at optimere og vedligeholde den sunde krop. Selvreguleringen består for de
overvægtige ældre, derfor både som en regulering i at begrænse hvad de spiser, samt at begrænse
den tid de er inaktive. De opfordres kort sagt til selv at regulere deres vaner og spise mindre og
bevæge sig mere, hvilket set over tid gerne skulle fremkalde vægtreduktion, større mobilitet og
bedre livskvalitet (Platz, 2009, Ventegodt, 2005c, Klarlund Pedersen, 2003;46)
Rose beskriver med biologiske termer, at de fleste mennesker tidligere opfattede deres kroppe på
det ”molære” niveau, der udgøres af lemmer, organer, væv, blodcirkulation, hormoner og så videre.
Dette er den synlige og håndgribelige krop, som vi handler i forhold til og søger at perfektionere
gennem kosten, motion, tatoveringer og kosmetisk kirurgi. Nutiden og den nærmeste fremtid
visualiseres på det molekylære niveau (Rose, 2009; 38). Noget af det mest bekymrende for
kritikkerne af den nye biomedicin er den opfattelse, eller den fremtidsudsigt, at disse nye
forbedringsteknikker til forskel fra tidligere selvforbedringsteknikker, som krævede udøvelse af
viljestyrke, hård fysisk træning over lange perioder og udholdenhed, kan erhverves uden større
anstrengelse. Design på bestilling er hverdagskost idet udsigterne til en forbedring af næsten ethvert
aspekt af det menneskelige liv kan erhverves efter eget ønske på private klinikker og apoteker af
dem, der har penge (Rose, 2009;48-49). De overvægtige tager også del i denne nye fremtid, der
byder på fedtsugning og kirurgisk indgreb mod overvægt: gastric by-pass (www.gb-foreningen.dk )
46
men denne interesse skal sandsynligvis findes hos de yngre overvægtige. Mine informanter talte
ikke om disse muligheder. Drømmen om at opnå det gode, lykkelige og sundere liv synes hos min
målgruppe stadig at kræve selvforbedringsteknikker med udøvelse af viljestyrke, hård fysisk
træning og udholdenhed.
Synlige store, tunge kroppe
De fleste mennesker opfatter kroppen som deres krop – som en genstand, de har privat
ejendomsret til – en genstand, som de forvalter suverænt. Kroppens udfoldelse, dens gøren og
laden, dens iscenesættelse, er imidlertid langt fra et privat foretagende med private interesser
(Schmidt, 2000;17). Iscenesættelsen af kroppen er i høj grad et statsligt og offentligt anliggende og
det statslige forvaltning overlader ikke kroppens udfoldelse til den enkelte borger (Schmidt,
200;17).
Sundhedsdiskursen afspejles umiddelbart i befolkningens fysik, udseendet af deres kroppe,
formen på diverse mannequindukker og ved brugen / dyrkelsen af kroppen. Kroppen anskues som
et sted, hvor magten viser sig. Specifikke kroppe defineres, som jeg har været inde på under
stigmatisering, som ”normale” og afvigende i bestemte perioder (Mik-Meyer 2009;121). Det er
muligt alene ud fra et individs krop at få et indtryk af om, du står overfor en ”sund eller usund”
person. Tynde individer der lever usundt er ikke udsat for stigmatisering i samme omfang som
overvægtige individer. De tynde usunde kan til en vis grad gemme deres stigma, Goffman kalder
denne mulighed for at have et hemmeligt stigma for at passere (Goffman, 2009;113-114). Det
hemmelige sigma kunne være; cigaretterne i lommen, at spise den usunde mad der hjemme, at
drikke for meget alkohol hjemme og være inaktiv, uden at nogen i første omgang opdager det. De
overvægtige individer bærer derimod altid deres stigma synligt i form af den store tunge krop og er
af den grund stigmatiseret i stort set alle sammenhænge, som de optræder i. Mik-Meyer påpeger at,
hver gang der trædes ind i et lokale, er det kroppen der er forrest, den er eksponeret hele tiden (MikMeyer i Ebbensgaard, 2010). Den slanke og muskuløse krop, der i dag anses for at være idealet,
adskiller sig væsentligt fra den store, tunge krop. Kroppen bliver et sted hvor personlig succes og
fiasko udtrykkes og synliggøres. Overvægtige individer betragter oftest egne kroppe som udtryk for
en personlig fiasko, følelsen af skam og skuffelse over egen utilstrækkelig kan fylde dem og
opleves af mange (Sundhedsstyrelsen, 1999, Lindelof, 2003, Rasmussen, 2009). Følelsen af skam
og dårlig samvittighed behandler jeg særskilt i analysen.
47
Roses blik på sundhed
I Livets Politik skriver Rose at, i anden halvdel af det 20. århundrede var sundhed blevet en af de
vigtigste etiske værdier i det meste af den vestlige verden. En overflod af medicinske og
filantropiske organisationer engagerede sig i kampagner for oplysning af sundhed og krævede
politisk ansvar og stillingstagen. Sundhedskampagnerne fremmanede et aktivt borgerskab, der bl.a.
bevægede sig bort fra den passive patient og hen imod den aktive patient, der aktivt vælger og
anvender medicin, biovidenskaber, patientforeninger og alternativ medicin til at maksimere og
forbedre egen livsevne. De nye sundhedsaktive borgere kræver information af deres læger og
forventer succesfulde behandlinger. ”Sundhed, forstået som et imperativ, for selvet og for andre til
at maksimere livskræfterne og den levende krop potentialer, er blevet et nøgleelement i de moderne
etiske systemer” (Rose, 2009;51). Denne sundheds etik, med optimering af livsstil, potentialer,
sundhed og livskvalitet er nærmest blevet obligatorisk - og negative vurderinger rettes imod dem,
der hvad end grunden måtte være, ikke tilstræber sig samme værdier (Rose, 2009; 53-54). Sundheds
kampagner appellerer til at alle borgere nu må blive aktive partnere og acceptere deres eget ansvar
for at sikre egen velfærd. Der kræves en vilje til sundhed (Rose, 2009; 98).
Fra offentlige diskurser om sundhedsfremmende kost og motion ses en voksende opprioritering af
personlig rekonstruktion gennem at handle over for kroppen på vegne af en livs egnethed. Den
48
kropslige eksistens og selvets vitalitet er blevet de foretrukne steder at eksperimentere, pointerer
Rose (2009;54), han fortsætter; biomedicinen lover os ikke blot mestring eller helbredelse, men
korrektioner og forbedringer af den type menneske, vi er eller ønsker at være. Roses argument er at
”biologien” ikke let bliver accepteret som værende ens skæbne altså forudbestemt (hvor mennesket
står uden mulighed for at være medbestemmende til eget livs forløb). Individerne anspores til at
tænke på sig selv som væsner, der aktivt former egen livsbane gennem valghandlinger i
bestræbelserne på at imødegå en bedre fremtid. En etik der er organiseret omkring sundheds- og livs
idealerne producerer naturligvis også angst, frygt og rædsel for, hvilken biologisk fremtid man går i
møde, men hyppigt genererer den etik også en moralsk økonomi, der misbilliger uvidenhed,
resignation og håbløshed (Rose, 2009;55).
Rose pointerer at den biomedicinske styring af nutidens mennesker ikke primært er mobiliseret af
politikere eller andre typer professionelle, men udviklingen sker via det omhyggelige arbejde i
laboratorierne, de farmaceutiske virksomheders markedsføring, forskningsetikkens
reguleringsstrategier, medicingodkendende institutioner og biotekkommissioner samt jagten på
profit fra aktionærer (Rose, 2009;56).
Sundhed og moral
Som jeg løbende har været inde på, kan det siges, at der blandt befolkningen hersker en
folkesundhedspaternalisme, en bred enighed om (doxisk forhold), at sundhed er et gode og til gavn
for alle (Klarlund Pedersen, 2003, Norup, 2008, sundhedsstyrelsen, 1999, 2006). Sundhed er ikke
mere et middel til at undgå den allestedsværende trussel: sygdom. Sundhed er blevet et mål i sig
selv, nemlig ”det gode liv”. Dermed er sundhed i realiteten alt, hvad der indgår i det menneskelige
liv (Otto, 1998;60). Kastes der et nærmere blik på sundhed og det at være sund, opdages en tæt
forbindelse mellem sundhed og moral. Idet den sunde tilstand og forebyggelse i mange tilfælde kan
opnås individuelt og uden hjælp af professionelle, er der en risiko for, at overtage en generel
holdning vedrørende sundhed, der antyder at den enkelte borger selv har ansvar for egen sundhed.
En antagelse om, at det er folks eget ansvar, hvis de bliver syge, fordi de fortsætter med den usunde
adfærd, selvom de er oplyste om, hvordan man lever sundt. Denne tankegang kaldes populært
victim blaming (Seminar: Ansvar for egen sundhed, 2008, Sundhedsstyrelsen, 2008;24, Mette Bech
Risør i Holst, 2003 ). Heri ligger en forventning om, et teoretisk ræsonnement, at viden bør føre til
handling. Praktisk ræsonnement bygger på beslutninger på summen af egen viden og erfaring. Det
praktiske ræsonnement gør et forsøg på at finde det gode, mens det teoretiske ræsonnement gør et
49
forsøg på at finde det sande. Videnskab har i det danske samfund en høj status og dets
undersøgelser og resultater kommer ofte til at fremstå, som det eneste rigtige og være lig med
sandheden. I sundhedsfeltet kommer noget som nydelse og glæde ikke til at få berettigelse, hvis det
indebærer noget, som af videnskaben er defineret som usundt (Sundhedsstyrelsen, 2008, Mette
Bech Risør i Holst, 2003).
I en tid hvor selviscenesættelse, sundhedspaternalisme og selvregulering er i højsædet, kan det
være svært for de fleste, at være vidne til at andre træffer usunde valg, idet der bag
selvreguleringstanken, implicit ligger en forestilling om, at man vælger det rigtige eller det gode liv.
Det er en forebyggende tanke, der stræber efter at redde liv, undgå smerte og at opnå lykke (Rose,
2009;98, Sundhedsstyrelsen, 2008;24-25).
Sundhed og livskvalitet
Rose skriver, at borgernes biologiske ansvarlighed (ansvar for egen sundhed) er en del af den etik
”i hvilken maksimering af livsstil, potentialer, sundhed og livskvalitet næsten er blevet obligatorisk,
og hvor negative vurderinger rettes imod dem, som ikke, hvad grunden så end kan være, vil
adoptere en aktiv, informeret, positiv og fornuftig relation til fremtiden”(2009;54). Jeg finder dette
citat brugbart, til at forstå betydningen af den etik og moral, der er dominerende i
sundhedsdiskursen. Etikken og moralen der retter negative vurderinger imod dem, det ikke lykkes
at imødekomme og kropsliggøre de givne sundhedsvidenskabelige anvisninger. Rose beskriver med
andre ord; en stigmatiserings tendens anno 2009. Gennem adskillige afsnit, har jeg forsøgt at
tydeliggøre, at sundhedsdiskursens brede ræsonnement er at sundhed er et gode (doxisk forhold).
Sundhed er det gode, der bringer livskvalitet til de individer der imødekommer og opfylder
kriterierne for, hvad et sundt liv måtte være. Den tendens, der synes altoverskyggende indenfor en
sundhedsdiskurs er, at der er brug for objektive, kvantitative undersøgelser, test og deraf resultater,
der kan fungere som markør for staten og sundhedspersonale og give dem praksisorienterede
handlingsplaner. Når læger og andre fagfolk forsøger at komme disse efterspørgsler i møde og vil
måle livskvaliteten, og er af den opfattelse at noget sådant kan lade sig gøre, kan det ses som et
udtryk for en videnskabelig tilgang og opfattelse af, at livskvalitet er objektivt målbar. Denne
videnskabelige tilgang giver et billede af hvilke tankegange, opfattelser og overbevisninger, der har
pondus og status i den dominerende sundhedsdiskurs.
50
I henhold til Rose opfatter staten stadig nationens sundhed som sit mål, men pointerer at den
moderne stat ikke ”nationaliserer” sine borgeres kropslighed, men den faciliterer, inspirerer og
igangsætter. Den moderne stat forsøger, ifølge Rose, at appellere til alle borgere om at blive aktive
partnere i felttoget for sundhed og acceptere eget ansvar for at sikre egen velfærd. Der kræves en
vilje til sundhed (2009;98). Rose skriver at ansvaret for borgeres sundhed ikke længere hviler på
staten, men på den enkelte borger. Staten fungerer som facilitator og igangsætter for borgerne på
deres vej mod det fælles mål; sundhed og livskvalitet. Det interessante bliver i den anledning den
etik og moral, der er dominerende i en sundhedsdiskurs, som jeg ovenfor har beskrevet. Disse etiske
principper indebærer nogle teknologier, der består af informeret samtykke, frivillighed og valg,
disse teknikker gør grænserne mellem tvang og frivillighed uklare (Rose, 2009;110, Bourdieu,
1997;104 ). Igennem mit feltarbejde begyndte jeg at undre mig over og blive nysgerrig på denne
frivillighed og den vil blive belyst nærmere i analysen.
Opskrift på lykke
Forestillingen om det gode, rette liv er grundkimen i religiøse og filosofiske systemer. Disse
systemers anvisninger om hvordan det gode, rette liv opnås, spænder fra sociale retningskodekser til
opfordringen om at leve sundt, ansvarsfuldt, miljørigtigt og med en positiv livsholdning. Ideer om
det gode liv udspringer typisk af den kultur, som mennesket er en del af (Qvortrup, 2009, Jacobsen
2010, www.religion.dk). Det gode og det rigtige liv bliver tematiseret temmelig meget i Danmark i
disse år, dagligt kan der findes artikler og anden udgivelse med dette tema i fokus (se analyse afsnit:
sundhedsdiskurs).
Livskvalitet og sundhed er to uadskillelige størrelser, eftersom det dominerende synspunkt i en
sundhedsdiskurs er, at sundhed giver en større grad af livskvalitet. I en tid med et stort fokus på
sundhed, bliver interessen for livskvalitet derfor også stor (Otto, 1998;49). Interessen stiger i takt
med et fokus på en idé om at sundhed og livskvalitet kan måles, og det er interessant. For hvis det er
muligt at fastlægge en persons livskvalitet ud fra målbare kriterier, er det kun et spørgsmål om, at
følge resultaterne af sådanne undersøgelser, for at opnå lykke og livskvalitet. Om livskvalitet kan
defineres og måles i dens dybeste eksistentielle betydning er et kontroversielt og uløst dilemma,
som ej skal søges løst her. Når forskere rundt omkring i verden alligevel forsøger at blive klogere på
begrebet livskvalitet, skal begrundelsen findes i, at en tilnærmelse af begrebet, om end ikke præcis
eller fuldstændig, er i disse forskeres interesse. Da forskerne herved menes at blive i stand til at sige
noget om menneskers livskvalitet, der ikke blot er baseret på gisninger og fordomme, men på data,
målt på den ene eller den anden måde. For disse forskere og for andre statslige institutioner, der
51
arbejder med sundhed vil sådanne resultater og viden være i høj kurs, da det pragmatisk kan
opfattes som en ”opskrift på lykke ”og derfor kan være gavnligt i forhold til forebyggelse af
sygdom og i forhold til at blive klogere på hvordan psykosociale og andre faktorer spiller ind i
menneskers liv (Ventegodt, 1995b, 1995c, ).
Når læger og andre fagfolk vil måle livskvaliteten og mener at kunne fortage sig målinger, er det
som nævnt i høj grad et udtryk for de fælles overbevisninger, der gør sig gældende i en
sundhedsdiskurs. Samtidig er det er udtryk for, at der fra statens side eller fra andre organisationer
er efterspørgsel på sådanne undersøgelser og en velvillighed til at finansiere sådanne undersøgelser.
Opfattelsen af, at livskvalitet er målbart, vidner om, at livskvalitet ikke længere er en subjektiv
størrelse, men også betragtes som noget målbart objektivt. I forhold til livskvalitet og den enkelte
borgers fysiske fremtræden er det, med BMI mål, blevet muligt at måle livskvalitet og komme
opskriften på lykke nærmere. Mennesker med svær overvægt kommer i søgelyset, deres BMI vidner
om at de overskrider grænsen for hvad der er acceptabelt, de rammer diskursen på forskellige måder
og de er overvægtige i en sådan grad, at de ikke kan have det godt. De ”bonger” ud på den forkerte
måde og de er bestemt ikke afvigere på den fede måde (jævnfør Aagaard, (2009). Fede er ulækre og
belastende, Thiemann, (2008). Tag dig sammen, fede).
Det område, der i sin tid fangede min opmærksomhed, var den omtale som de ældre med svær
overvægt fik i forhold til livskvalitet. Forbindelsen mellem BMI mål og livskvalitet synes at være
stagneret ved tanken om at overvægt er lig med forringet livskvalitet. Pludselig kan der laves
undersøgelser, hvor livskvalitetskriterier for ældre med svær overvægt, bliver hvorvidt en person
kan klippe tånegle eller ej og gå på trapper eller ej og for at komme problemet til livs sendes de
ældre til diætist, der korrekser dem i forhold til hvor mange kager de må få, når de er kategoriseret
som personer med svær overvægt og er 80 år gamle (Platz, 2009;26-27, Rasmussen, 2009). De
ældre med svær overvægt lever ikke op til sundhedsidealerne, de har en usund levestil og må ikke få
kager og dovne den af på sofaen. Det er ikke acceptabelt men normbrydende. De ældre med svær
overvægt opfordres gennem den nu massivt gældende sundhedsdiskurs til at tilpasse sig normen og
gå den rette vej for at opnå en livskvalitet, der er defineret af andre. Dilemmaet bliver her at
livskvalitet i høj grad er et selv definium, noget subjektivt (Henriksen, 2007). Jeg vil herunder gå
mere i detaljer med begrebet livskvalitet, der er svært at få fat på, af den grund er der flere
forskellige bud på en definition af begrebet.
52
Definition på livskvalitet
Selvom mennesker verden over sandsynligvis til alle tider har været optaget af livets kvalitet, er
brugen af livskvalitet som begreb relativt nyt og udbredt i Vesten. Livskvalitetsbegrebet blev ført
ind i samfundsdebatten, som en protest mod det ensidige udsagn om, at materiel velstand er livets
ultimative gode (Henriksen, 2007;14-21, Wahl & Hanestad, 2004).
På trods af at begrebet livskvalitet er flittigt anvendt Vesten over, kan begrebet være vanskeligt at
indkredse og indfange. Bjarne Lenau Henriksen dansk teolog og forfatter skriver i sin bog
Livskvalitet – en udfordring (2007) at livskvalitet er en subjektiv størrelse, der er bestemt af
subjektets kultur, religion, samfundsforhold, opvækst, personlige erfaringer og oplevelser. Man kan
ikke objektivt påstå, at én bestemt livskvalitetsopfattelse er den rigtige (2007;13). Henriksens bud
på en definition lyder således;
Livskvalitet er grundlæggende det enkeltes menneskets helt personlige oplevelse af, at noget er
godt og ønsket […] Livskvalitet skal forstås som en proces, som noget der hele tiden sker og er i
udvikling. Livskvaliteten er hele tiden på vej. Den er ikke en permanent tilstand, som mennesket kan
nå frem til og så enten forblive i eller forlade igen. (2007;21-22) Henriksen beskriver
livskvalitetsproblematikken i sin bog således:
53
Livskvaliteten er ikke til at få styr på. Den er mærkelig og højest forskellig fra menneske til
menneske, fra sted til sted og fra tid til anden […]. Den lader sig ikke binde af noget som helst, og
da slet ikke af regler, love og normer. Allermindst lader den sig spærre inde af de stærkes normer
(2007;14).
Jeg har valgt at definere begrebet ved brug af Henriksen. Hans forståelse af begrebet som
værende subjektivt lægger op til at den enkelte selv vurdere egen livskvalitet, denne opfattelse
stemmer overens med de andre teoretikere i feltet. De andre teoretikere tillægger i deres definitioner
derefter begrebet objektive karakterer og bliver mere brugsorienterede. I denne terminologi, der
adskiller sig fra Henriksens, opereres med den objektive livskvalitet som vedrører subjektets
tilværelse set udefra, med andres øjne. Dette blik vil altid være kulturelt betinget af normer,
behovsopfyldelse, livsudfoldelse og biologisk orden (Ventegodt, 1995;37-49). En af de teoretikere
er Søren Ventegodt dansk læge, grundlægger og leder af det uafhængige Forskningscenter for
Livskvalitet i København. Ventegodt er uomgængelig når det drejer sig om livskvalitet, da han
inden for feltet er en markant diskurssættende figur. Ventegodts medicinske baggrund og interesse
afspejler sig i hans hypotese, der samtidig danner udgangspunkt for hans forskning. Hans hypotese
er ”at dårlig livskvalitet er den vigtigste årsag til sygdom” (1995a, 1995b, 1995c). Han mener sagt
med andre ord; at vores livskvalitet og den måde vi oplever verden på, hænger nøje sammen med
vores fysiske helbred. Ventegodts validitet i andre sammenhænge, kan der sættes spørgsmålstegn
ved, da han midlertidigt har fået frataget sin lægeautorisation og af medierne blevet kaldt Dr. Klam
(Larsen, 2010: Dr. Klam udgiver bog om vaginal akupressur,). Hans undersøgelse om livskvalitet
blandt 10.000 danskere, i form af spørgeskemaundersøgelse, har vist en ikke særlig signifikant
sammenhæng mellem livskvalitet og alder. Under- og overvægt er faktorer, der normalt står for
skud, når dårlig livskvalitet skal forklares (se bl.a. artiklerne), men ifølge undersøgelsen her, skal
der være tale om en ekstrem over- og undervægt før det får betydning for livskvaliteten. Vigtigere
er det om informanterne føler sig tilpas i kroppen, end at de har de helt ”rigtige” proportioner.
Sammenhæng mellem livskvalitet og vægt viser at der er en tendens til, at kvinder og mænd over
ca. 100 kg i gennemsnit har det 10 % dårligere end de middelvægtige kvinder og mænd.
Livskvalitet viser sig i undersøgelsen at være nært knyttet til sygdomsgener (træthed, smerter,
søvnløshed, nervøsitet og førlighedsproblemer). Lider informanterne af en af disse gener, er det
forbundet med omkring 20 % dårligere livskvalitet end befolkningsgennemsnittet. Generelt kan det
siges, at objektive sygdomsdiagnoser (dvs. diagnoser givet til informanterne af en læge eller
lignende) ikke spiller den store rolle. I stedet er det informantens sygdoms gener og vurdering af
54
eget helbred, der er stærkt forbundet med livskvaliteten. I undersøgelsen findes ligeledes god
overensstemmelse mellem selvvurderet livskvalitet og de objektive målinger (hvilket vil sige, at
informanterne selv har god fornemmelse for, niveauet for egen livskvalitet, set i forhold til de
målbare faktorer fra undersøgelsen).
To norske forskere i livskvalitet; Astrid Klopstad Wahl og Berit Rokne Hanestad sygeplejersker
og dr. polit. i sygeplejevidenskab diskuterer i deres bog begrebet livskvalitet i forhold til et
behandlingsperspektiv. Resultaterne af Wahl og Hanestads forskning peger i retning af, at den
bedste indikator for livskvalitet er selvrapportering, som jeg tidligere har kaldt selvvurdering (andre
indikatorer er fx biomedicinske mål og observation af adfærd/handling). Hovedkonklusionen tyder
på at andre (læger og andre fag personer samt pårørende) er dårlige til at vurdere patientens
oplevelser og erfaringer.
Sidst skal nævnes Merete Platz, som jeg har introduceret tidligere, der arbejder med undersøgelser
af ældres levevilkår, hun berører emnet trivsel og kommer med sit eget bud på indholdet af
livskvalitet hos de ældre med svær overvægt. Merete Platz baserer sin rapport om svært
overvægtige ældre på resultater fra en landsrepræsentativ spørgeskemaundersøgelse gennemført i
efteråret 2007. Der blev i alt gennemført interview med BMI oplysninger for 5.688 danske
statsborgere i alderen 62-87 år. Undersøgelsens relevante resultater i denne sammenhæng var, at
Platz fandt en årsagssammenhæng mellem nedsat førlighed, svær overvægt og forringet livskvalitet,
altså beskæftigede Platz undersøgelse den holdning og overbevisning, der synes at herske blandt
befolkningen.
De her nævnte forskere er alle i udgangspunktet enige om, at livskvalitet er en subjektiv størrelse,
hvor det er individet selv, der bedst kan vurdere / bedømme egen livskvalitet. Henriksen gør
opmærksom på en faldgrube, for dem der arbejder med livskvalitet begrebet og siger; ”Man skal
passe på ikke at forveksle forudsætninger for, at mennesket kan opleve livskvalitet med selve
livskvaliteten ”((2007;21) kursiveringen gengivet som i original tekst). Sådanne forudsætninger
beskrives som at være basale grundvilkår for menneskets trivsel; familie, venner, arbejde, god
økonomi, fritidsinteresser, et godt fysisk og psykisk helbred. Henriksen pointerer at alle disse
indikatorer har stor indflydelse på vores liv, men de er ikke selve livskvaliteten. Derimod er de
vigtige forudsætninger for, at et menneske får mulighed for at opleve, at livet har kvalitet. Men
disse forudsætninger er hverken absolut nødvendige eller tilstrækkelige for menneskets oplevelse af
livskvalitet. Disse faktorer, som Henriksen kalder forudsætninger, for hvorvidt en person kan føle
livskvalitet eller ej, bliver af Ventegodt, Platz, Wahl og Hanestad brugt i deres undersøgelser som
55
indikatorer på livskvalitet, altså som objektive målbare faktorer, der på baggrund af spørgeskemaer
menes at kunne sige noget om en persons livskvalitet.
Jeg selv har tænkt begrebet som noget subjekt bestemt og det var også min tilgang til feltet. Jeg
undrede mig igen og igen ved den ”naturlige” sammenkædning mellem overvægt og forringet
livskvalitet, der synes at være allestedsnærværende i undersøgelser og artikler. Rutt Veenhoven
professor i studier af lykke beskriver det som: Det mest udbredte billede af denne livskvalitet er
fraværet af funktionelle defekter altså fysik mobilitet, men fokus er også rettet på fraværet af
mentale defekter altså mental sundhed. Livskvalitet, lykke og trivsel er ofte synonyme med et
normalt funktionsniveau, når krop og sind fungerer, som de er beregnet til (Veenhoven, 2008;3538). Fysisk sundhed og lykke bliver kædet sammen, så de i nutidens sundhedsdiskurs nærmest kan
siges at definere hinanden. (WHO, 2000”sundhed er en tilstand af fuldkommen legemlig, sjælelig
og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og gener” (www.denstoredanske.dk ).
I gennem mit feltarbejde stødte jeg som sagt på andre begreber og felter, som jeg valgte at
undersøge nærmere og give mere plads i specialet end det oprindelige livskvalitets begreb. Når jeg
alligevel vælger at behandle spørgsmålet om en eventuel sammenhæng mellem forringet livskvalitet
og overvægt, og synes det er relevant at have med her, skal det ses i lyset af, at det oprindelige
perspektiv og den umiddelbare interesse for livskvalitet har været med til at forme nogle af mine
spørgsmål ude i felten, og har også senere givet anledning til en teoretisk og analytisk interesse, og
derfor tro mod dette perspektiv, vælger jeg at nævne det plads.
Forringet livskvalitet
Inden for politik, forskning og i medierne tales der om, eller fokuseres der en hel del på, hvordan
vi mennesker opnår den ultimative lykke; i form af en såkaldt høj livskvalitet (Nørr, 2010,
Ventegodt, 1995c). I den forbindelse rettes opmærksomheden naturligvis ligeledes mod det
modsatte, en såkaldt forringet livskvalitet. Hvad menes der med en forringet livskvalitet? Først må
det fremhæves, at en forringet livskvalitet ikke kan stå alene, den er nødsaget til at stå i forbindelse
med eller blive målt og sammenlignet med noget den er forringet i forhold til, Ventegodt angiver i
den forbindelse en middelværdi for livskvalitet. Både Ventegodt og Platz giver gennem målinger
udtryk for, om hvorvidt værdien for det enkelte menneske eller den enkelte gruppe, ligger inden for
middel-, ”normal-” eller gennemsnitsværdien. Hvis resultatet ligger under gennemsnittet tales der
om en forringet livskvalitet, ligger den i midten, tales der om en gennemsnits eller ”normal” værdi,
er den højere tales der om en forøget eller forhøjet livskvalitet.
56
Forringet livskvalitet kan ifølge livskvalitetsforskerne skyldes et isoleret forhold eller være
resultatet, når en eller flere faktorer / gener er til stede samtidig (eksempelvis; nedsat førlighed kan
lede til isolation og ensomhed). Ventegodt og Platz udleder af deres undersøgelser, at det som
hovedregel gælder, at jo flere (negative) faktorer der er til stede samtidig, tilsvarende mindre
livskvalitet vil pågældende menneske givet vis have. Faktorer som synes at have indvirkning på
værdi-kvoterne for livskvalitet er mangfoldige og kun fantasien synes at sætte grænser (Ventegodt,
1995a, 1995b, 1995c, Platz, 2009). Mine informanter, er allerede kategoriseret både som værende
ældre og som personer med svær overvægt. Følgerne af alder og overvægt er oftest en del
førligheds-problemer (Povlsen & Hoff i Swane, 2007,268-276). Alene af den grund ser det ikke så
godt ud for min målgruppe, ifølge Ventegodt og Platz objektive undersøgelser besidder min
målgruppe de givne forudsætninger for, at have/opnå en forringet livskvalitet, eftersom det i det
ovenstående er blevet pointeret at; lavere livskvalitet opnås med alderen, med overvægt og ved
førlighedsproblemer (Ventegodt 1995c, Platz 2009). At måle livskvalitet objektivt giver mening for
både Ventegodt, Wahl, Hanestad og Platz, de er nået frem til resultater, der viser sig brugbare i
forhold til deres formål, nemlig, ud fra kvantitative målinger, at skulle kunne sige noget signifikant
om livskvalitet, der kan indgå i fremtidigt forebyggelses arbejde bl.a. indenfor sundhedsvæsnet og
gerontologien.
I denne debat om livskvalitet, kan som beskrevet i afsnittet ovenfor spores et selvfølgeligt
indhold, en doxa, der sammenkæder forringet livskvalitet med svær overvægt. Hvilket betyder at
min målgruppe som skiller sig ud fra normen og som er stigmatiserede i samfundets øjne, bliver
forstået ud fra en sundhedsdiskurs, hvor der ikke sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt forringet
livskvalitet og overvægt hænger sammen, ej heller stilles der spørgsmålstegn ved hvorvidt en sådan
sammenhæng er målbar eller ej, men det opfattes generelt som noget selvfølgeligt for flertallet.
Mennesker med svær overvægt er på samme måde, som alle andre borgere, en del af samtidens
sundhedsdiskurs og bliver på samme selvfølgelige måde, påvirket alle steder fra af denne diskurs.
Min hensigt med dette afsnit har for det første været at beskrive en forringet livskvalitet ud fra
feltets forskere og deres undersøgelser, og for det andet at gøre opmærksom på, at der i folkemunde
kan tales om en selvfølgelig opfattelse af, at mennesker med svær overvægt også har en forringet
livskvalitet. Interessant bliver det i analysen at se på, om der blandt mine informanter også viser sig
en sammenhæng mellem overvægt og livskvalitet eller sagt med andre ord, om mine informanters
eventuelle førlighedsproblemer og eventuelle stigmatiserings oplevelser bliver beskrevet som
forringet livskvalitet?
57
Analyse
Velfærdsstaten rummer en række specifikke faglige logikker og praksisser, som kan analyseres.
En af de logikker er; at sundhed er noget positivt, som ikke betvivles og ”sundhed er et gode” der er
værd at efterstræbe og som er blevet selvfølgeligt for os, i Bourdieus terminologi er der tale om en
tavs viden, en doxa. (Bourdieu, 2005;183). Sundhed som begreb er vokset ud af
forebyggelsestankegangen og kædet sammen med forestillingen om det gode liv. For at komme den
konkrete logik og praksisform nærmere og for at få en mere fyldestgørende forståelse af denne, er
det nødvendigt med nogle analytiske strategier, som formår at illustrere, at logikken formes i det
enkeltes felts kontekst og udmønter sig i det konkrete møde mellem borgeren og velfærdsstaten.
I dette kapitel har jeg har valgt at se på mit felts logikker via de udsagn, som mine informanter
selv lagde mest vægt på og selv gav mest plads i samtalen, når jeg spurgte ind til forskellige
aspekter i deres liv, hverdag og trivsel. Det var områder der tit var præget af stærke følelser, følelser
der afspejlede sig i tilbagevendende temaer i samtalerne. Temaer som fx mine informanters
overvægt og dets dilemmaer, fik meget plads i samtalerne og var tilstedeværende, gennem samtlige
samtaler. Som udgangspunkt for analysen har jeg valgt signifikante kommentarer fra feltarbejdet,
der beretter om de ældres dilemmaer i hverdagen, disse kommentarer og citater bliver således
toneangivende for specialet. Gennem analysen har jeg forsøgt at indkredse forskellige
problematikker, hvor dårlig samvittighed xi og de ældres selvfølelse blandt andet kommer i spil og
bliver analysebærende. Som det vil kunne ses af analysen, er de centrale citater og
problematikkerne for denne opgave tæt vævet ind i hinanden og ikke lige lette at skille ad, og der
vil derfor være lidt overlapning afsnittende imellem. Formmæssigt har jeg valgt at lade analysen
vokse ud af mine empiriske eksempler. Jeg forsøger på den måde at gøre analysen feltnær,
indlevende og let tilgængelig, idet det er min intention at lade mine informanters stemmer komme
klart igennem.
Den overordnede problemstilling omhandler stigmatisering og sundhedsdiskurs, men det
fundamentale problem, som er specialets omdrejningspunkt, bliver synliggjort gennem diverse
citater fra feltarbejdet: Hvorfor kommer ældre mennesker, der har haft et langt liv, arbejde, børn og
børnebørn, til at opfatte sig selv og leve med en indre stemme, der siger: jeg er et skvat og hvorfor
er de tynget af dårlig samvittighed? Min empiri, informanternes mange udsagn og beskrivelser,
leder mig i den retning, men hvordan kan jeg forstå - og arbejde med empirien? De ældre med svær
overvægt lever dette liv, denne hverdag med disse følelser og oplevelser af blandt andet at føle sig
som et skvat. De går til diætist, bliver sat på kur, kæmper med vægttab, går til træning, går
58
stavgang, cykler og forsøger at handle deres dagligvarer ind, så der ikke er for mange eller slet
ingen fristelser i kurven, fordi de, som de selv udtrykker det, har en svag karakter. Hvordan kan
denne gruppe mennesker, med et helt liv af erfaring, komme til at tale om sig selv på denne her
måde? For at begribe sceneriet kan jeg bruge en metafor; En flok ældre mennesker med svær
overvægt er fanget i et net af tråde, de sidder fast og kæmper ikke for at komme fri. Spørgsmålet er
igen; Hvorfor de sidder i nettet og hvorfor vælger de ikke at kæmpe sig fri?
Det spændende paradoks starter, eller kan starte, den dag hvor enkeltpersonerne, der placeres i
kategorien ældre mennesker med svær overvægt, møder op til egen praktiserende læge, der vurderer
at de grundet deres vægt, kolesteroltal eller diabetes, har brug for en diætist eller brug for at deltage
i en form for træning. Hvorefter de får en henvisning. Rose beskriver (nutidens) stat, som en enhed
der faciliterer, igangsætter og opmuntre borgerne til selvregulering. Lægen formidler kontakten til
diætisten, der mere konkret forsøger at hjælpe de overvægtige til at ”selvregulere” (styre deres
indtag af føde). Diætisten fortæller mig i et interview følgende;
Diætist: […] Man kan sige at de alle er henvist fra praktiserende læge… hvor han ligesom har sagt
”jeg synes du skal have en henvisning og komme op til diætisten” hvorefter de så mere eller mindre
frivilligt siger ”Ja, så gør jeg det”
Hvorfor vælger de ikke at sige; Gud gider jeg da ej, jeg er 85 år og jeg elsker is eller nej tak jeg
elsker god mad, det beriger mit liv, så må jeg være lidt tyk på den bekostning. Mine informanter
beskriver sig selv som værende autoritetstro, der gør hvad de får besked på af lægen dvs. når de har
fået af vide, at de burde gå til diætist, så gør de det – uden at stille spørgsmålstegn. (Rasmussen,
2009,2010). For at forstå hvad der sker, i et bourdieusk perspektiv, anskues diætistens arbejde som
et statsligt initiativ, der har til formål at skabe overensstemmelse mellem samfundets objektive
strukturer (her en sundhedsdiskurs, hvori overvægt betragtes som et problem) og borgernes mentale
strukturer. Borgerne anspores igennem diætisten italesættelser og sundhedsmorale til at underkaste
sig sundheds tilbuddet og dermed opfatte egen situation og handlen som problematisk (Mik-Meyer,
2007;83). Hensigten er at borgerne efter konsultationen hos diætisten (eller andet
sundhedspersonale) internaliserer denne statslige viden, der gør deres livsstil til et problem, der skal
gøres noget ved. Som det vil fremgå herunder, foregår det gnidningsløst, i det mindste i alle mine
informanters tilfælde, der anerkender sundhed som et gode, erkender at de har et problem / er et
problem, tager imod hjælp og forsøger at omlægge den problematiske livsstil (Mik-Meyer, 2007;
78-89). Det er vigtigt at have sig for øje, at staten kun går i detaljer med den enkelte borger, såfremt
59
denne borger ”ikke makker ret” eller handler i uoverensstemmelse med den statslige diskurs /
interesse (Schmidt, 2000;18).
Som nævnt kan statslig interaktion metaforisk ses som at staten / samfundet ”kaster net ud”, så alle
bliver indfanget. Mine informanter er af ældre dato og er for de flestes vedkommende, gennem
deres (korte) skolegang og af deres forældre og bedsteforældre blevet opdraget med, at man gør,
hvad man får besked på af autoriteter som: forældre, skolelærer, læge, træner og diætist. Jeg har
under den teoretiske gennemgang været inde på statens påvirkning af borgerne med skolen som
vigtigste instrument for denne indlæring. Bourdieu skriver: Vi kan kun forstå og fortolke verden
med de begreber som staten, qua skolen, har udstyret os med (1997; 97). Mine informanter er
opdraget til at være autoritetstro, og det har ikke ændret sig, selvom de er blevet ældre (Rasmussen,
2009). De tager derfor imod lægens henvisning og møder op hos diætisten. Jeg vil gerne for et
øjeblik fastholde fokus på det scenarium der udspiller sig hos den praktiserende (og dette er blot
tankemæssigt, da mit feltarbejde ikke indbefattede observation hos lægen). Scenariet er, at sidde
som overvægtig, ufaglært (gælder alle informanter på nær en) i en verden der har sundhed, som et
ideal, overfor en læge (med erfaring/uddannelse indenfor dette område) der argumenterer,
understøtter og reproducerer sundhedsfeltets selvfølgeligheder (logikker). Kan det tænkes at
borgerne takker nej til dette gratis tilbud, der er i deres eget (og statens) bedste? Dette ”frivillige”
tilbud mener jeg kan betragtes som symbolsk vold da det er et tiltag, der bevirker, at den
overvægtige borger bliver aktiv deltagende i opretholdelse af egne ulige sociale forhold. Forstået på
den måde, at de overvægtige aktivt indgår et samarbejde med lægen og diætisten, der repræsenterer
staten (sundhedsdiskursen) og dermed erkender, at de har et problem og derfor har brug for hjælp.
De overvægtige erkender at det er lægen og diætisten der ved bedst, derfor må de indordne sig og
begynde at spise smalkost og motionere.
I teori afsnittet Roses blik på sundhed, gjorde jeg opmærksom på at en etik og morale organiseret
omkring en sundhedsdiskurs naturligt producerer angst og frygt hos individerne for, hvilken
biologisk fremtid de selv går i møde, altså hvordan deres fysiske helbred ser ud i fremtiden. Denne
angst eller dødsangst er relevant at have sig for øje i forbindelse med bearbejdningen af en af
specialets problemformuleringer; Hvordan påvirker nutidens sundhedsdiskurs mine informanters
hverdag, liv og livskvalitet og hvilken indflydelse har sundhedsdiskursen på de svært overvægtige
ældres selvopfattelse? I forsøget på at nå omkring dette spørgsmål, er det af betydning, at de ældre
ikke kun fremstår som ofre, der er underlagt en given sundhedsdiskurs, men at opmærksomheden
60
også trækkes i retningen af, at forstå at en stor fokusering på krop og helbred også genererer tanker,
overvejelser og frygt for fysisk forfald, sygdom og død. Sundhed ville sandsynligvis ikke have den
store indflydelse på individerne, hvis ikke det muligvis kunne betyde flere, færre, bedre og dårligere
leveår for de implicerede. Når jeg spurgte min lille gruppe af informanter om de følte sig mætte af
dage, svarede alle nej, de fleste udtrykte også bekymring i forhold til døden, og de havde ikke lyst
til at dø. Dødsangsten og sundhedens selvfølgeligheder motiverer tilsammen de overvægtige til at
tilstræbe sig en sundere livsstil, også selvom, det kan have store personlige omkostninger (og
gevinster) for den enkelte. De ulige sociale forhold opretholdes idet den ældre tager imod hjælpen
fra lægen, diætisten og trænerne og samarbejder. Hvis de ulige sociale forhold skulle brydes, måtte
de overvægtige ”løsrive” sig fra stigmatiseringen og tage sagen i egen hånd ved enten at tabe sig
ved egen hjælp (indordne sig under sundhedsdiskursen) eller ved at kæmpe imod
sundhedsdiskursen ved at nægte at spise smalkost og motionere, ved at være stolte af egen krop,
handle stort ind hos bageren og ”blæse på hvad andre tænker” osv. Kort og godt, at gøre det ”inn”
eller trendy at være overvægtig (som det er i andre dele af verden fx i Indien (Ostrynsi, 2008)). Hvis
ikke det bliver tilfældet internaliserer de overvægtige fortsat statens principper for hvad sundhed er
og ikke er eller snarere hvad livskvalitet er eller ikke er, så vedkommende opfatter egen situation
som problematisk og derfor ”frivilligt” tager imod tilbuddet om nye (be)handlings muligheder
(diætist). Efter opstart hos diætisten optræder nye problemstillinger for de overvægtige, jeg vil
herunder redegøre for de signifikante kommentarer og de empirigenererede analytiske begreber.
For overblikkets skyld har jeg valgt nedenstående punktopdeling, hvoraf de første 3 punkter er
baseret på informanternes egne ord og de sidste 3 punkter er empirigenererede, analytiske begreber.
Punkterne vil variere i størrelse alt afhængig af antallet af brugte citater og tilhørende teori.
Dårlig samvittighed / skyldfølelse
At være et skvat
At synde
Stigmatisering
Sundhedsdiskurs
Livskvalitet
61
Dårlig samvittighed / skyldfølelse
Anne 78 år fortæller mig ved første møde: Skal tabe 25 kg., men skal jo have lidt livskvalitet og
det kniber med motionen. Jeg mødes 5 gange med Anne og vi tilbringer lidt over 12 timer sammen,
et tilbagevendende tema i vores samtaler er dårlig samvittighed. Ved forløbet hos diætisten oplever
Anne at have dårlig samvittighed, som fylder meget i hendes hverdag:
Maria: Dårlig samvittighed overfor dig selv eller overfor diætisten?
Anne: Overfor mig selv, men også overfor diætisten. Jeg synes det er frygteligt flovt, at komme
derned og så har jeg ikke tabt mig. Det synes jeg er flovt. At hun spilder sin tid på det. Jeg kan ikke,
jamen ja… du kan se ikke engang af helbredsmæssige grunde tage mig sammen. Jeg trøstespiser
[…] Det er så flovt, at komme ned og skal vejes og så har jeg ikke tabt mig, hun smider mig nok
snart ud.
Anne er skuffet over sig selv. Det er ikke lykkes hende at tabe sig, spise eller motionere som hun
skulle (ifølge aftale med diætisten). Hun har ikke slået til og er nu bange for at blive smidt ud af
diætistforløbet. Sundhed bliver hos diætisten det altoverskyggende emne, Anne sidder fast i nettet
og føler sig som en fiasko og erkender at hun er en fiasko. Sundhed bliver i
vægtreduceringsarbejdet et styrende element, Mik-Meyer udtrykker i artiklen Vi søger den
alternative sundhed (Christensen, 2008) det således:
Sundhed er gået fra at være et ydre fænomen til at være et indre fænomen. Sundhed er blevet en
metaværdi på linje med, hvad religion var tidligere. Det bliver en styrende faktor for stadigt flere af
os, derhjemme, på arbejdspladsen, i skolen, i fritiden. At være sund er blevet en oplagt måde at
markere sig på og vise, at man har overskud.
At være sund signalerer overskud og kontrol og usund signalerer underskud og mangel på kontrol.
Følelsen af underskud og mangel på (selv)kontrol kunne tænkes at give næring til dårlig
samvittighed og derefter er en negativ, selvforstærkende spiral i gang. Den frivillige underkastelse
kan ses som et resultat af magtfulde sundhedsmæssige objektive strukturer (kampagner, debatter,
regulativer i medierne) som producerer den slanke krop som et kollektivt ideal. Mine overvægtige
informanter forsøger at tilpasse / nærme sig dette ideal ved at deltage hos diætisten og til træning.
De underkaster sig sundhedsdiskursen og erkender, at de er problemet. Bourdieus terminologi
hjælper mig til at forstå hvorfor mine informanter vælger at fortsætte hos diætisten, på trods af at de
elsker is, og synes at deres livskvalitet bliver forringet af at være på diæt og skulle følge en
kostplan. De er autoritetstro og underlagt et sundhedsideal der vidner om at sunde (læs: tynde)
mennesker har overskud og kontrol. De overvægtiges deltagelse hos diætisten – og andre steder fx
62
træning, stavgang og slankelejre afslører deres underkastelse af systemet i form af symbolsk vold,
der bliver udført i sundhedens navn.
Interview efter interview hæftede jeg mig ved et utal af udtalelser om informanternes dårlige
samvittighed og skyldfølelse over for sig selv og over for diætisten. Udtalelserne varierede
naturligvis fra informant til informant, Anne fra ovenstående citater, havde gjort sig mange tanker
og var velartikuleret omkring emnets ambivalens og udtrykte det således:
Maria: Anne, føler du dig godt tilpas i din krop?
Anne: Ja, ja, hvordan mener du? Med selvværd eller hvad? Mit selvværd er ikke ret stort. Jeg føler
mig meget godt tilpas bortset fra, at jeg går rundt med en evig dårlig samvittighed over jeg er for
tyk. Er det sådan du mener?
Maria: Ja, så det plager dig?
Anne: Ja, det plager mig meget og folk er ikke bange for at bemærke, at jeg er for tyk. Forstår du
hvad jeg mener? Altså, de siger det. […] De tror nok ikke, at jeg selv ved det. Man ved det jo godt
selv. Jeg har utrolig dårlig samvittighed over at jeg ikke kan tage mig sammen. Det har jeg.
[…]
Anne: Jeg er utrolig kritisk overfor mig selv. Så er jeg ked af, ikke i det daglige, men når jeg skal
ud, så kan jeg se, jeg er så tyk. Kan du forstå jeg ikke kan tage mig sammen, så jeg kan tabe mig?
Maria: Tror du at du vil blive lykkeligere ved at tabe dig?
Anne: Det ved jeg ikke. Så tænker jeg nogle gange på, altså jeg har det jo godt ikke, altså jeg er 78
år og så skal jeg stadigvæk gå og kæmpe.
I disse 2 korte citater lykkes det Anne at berøre flere temaer, der er interessante i denne
sammenhæng; lavt selvværd, dårlig samvittighed, andre menneskers kritiske kommentarer til Annes
overvægt (læs; stigmatisering), skyldfølelse og til sidst livskvalitet. Hvad er der på færde her og
hvordan kan man forstå denne og lignende udtalelser? Nylander og Sørensen skriver i deres speciale
om fedmens psykologi: at skam og særligt kropsskam, er en følelse, som er velkendt for mange
overvægtige mennesker. Skamfølelsen opstår oftest, når en person ikke er i stand til at leve op til
egne og / eller andres kriterier og forbilleder for, hvad der er acceptabelt og attraktivt (2006; 131132). Som beskrevet opstår skam, når et menneske har en følelse af ikke at kunne efterleve
internaliserede standarder. De fleste ældre med overvægt, som jeg har talt oplever det meget
vanskeligt at leve op til standarderne for, hvordan en sund krop skal se ud, de kæmper – i det stille
og vender skylden indad og taler om: ikke at kunne tage sig sammen (til at tabe sig).
63
Elise er 81 år og sidder i kørestol og får hjemmehjælp hver dag. Hun siger:
Elise: Ej, kan godt være ked af, at jeg ikke kan komme ud og gå eller cykle. Jeg sidder bare herinde,
det er lige som om at sidde i et fængsel. Her i sidste uge var min vægt kommet op på 107 kg, så
sagde jeg, nu må jeg altså tage mig sammen. Jeg kan mærke at når jeg går, er det lige som om at gå
på knive. Det gør så ondt og benene ryster under mig. Så tænker jeg, at nu må jeg altså tage mig
sammen. … Jeg ved heller ikke hvorfor jeg lægger på, for jeg synes da ikke, at jeg spiser så meget.
Elise vil gerne kunne tage sig sammen og tabe sig. Hun mener at hun vil få det bedre ved et
vægttab, men tilsyneladende kæmper hun forgæves (hun har været tilknyttet træning 2 gang om
ugen i nu 4 år, uden at tabe sig). At udsigten til et vægttab ville akkumulere en reducering af den
dårlige samvittighed er nærmest en implicit forståelse hos mine informanter og det samme er
gældende for Lindelofs informanter, en af dem udtaler: ”Jeg er så glad nu [fordi jeg har tabt 60 kg]
men jeg ved også, hvor glad jeg vil blive, når jeg taber det sidste” (Lindelof, 2003). Min egen
informant Esther siger det således:
Maria: Tror du, at du ville kunne gøre noget for at forbedre din livskvalitet?
Esther: Jeg kunne nok, hvis jeg tog mig sammen […] Jamen det med kosten. Min samvittighed ville
blive bedre. Jeg har jo en masse opskrifter. Jeg har slankeopskrifter. Det ville være rart. Har tit
tænkt på det. Bare der var nogen der kunne lave slanke bøger, hvor der ikke var broccoli med. Det
er ikke mit store nummer. I et af mine interview med Hanne som er 71 år udarter samtalen sig
således:
Maria: Er det svært at overholde kostplanen?
Hanne: Ja, men jeg kommer helt ud af vanen med at tænke på noget lækkert. Jeg spiser aldrig
chokolade. Spiser aldrig kager. Må ikke drikke så meget mælk. Så det har jeg også skåret væk og så
er det nedslående at man ikke ser noget resultat […] Har det ikke godt med at gå ture. Man mister
pusten. Det eneste jeg går, er til og fra bilen. Det er min dårlige samvittighed.
Anne, Elise, Esther og Hanne erkender at sundhed er et gode / en sandhed, som de bør
efterstræbe, for at komme til at føle sig som gode og rigtige borgere. Bevidst eller ubevidst har de
opfanget dette dominerende synspunkt, denne altoverskyggende morale / sandhed, som Bourdieu
beskriver som doxa. Doxa etablerer sig blandt befolkningen (hos Anne, Elise, Esther og Hanne) og
kan bl.a. anes gennem ovenstående dialoger. Doxa kommer til udtryk gennem mine informanters
tanker, handlemønstre og ikke mindst deres samvittighed. De er overvægtige, ergo ikke sunde og
dermed nogle skvat med konstant dårlig samvittighed. Mik-Meyer skriver:
64
At være overvægtig bliver i høj grad kædet sammen med ikke at kunne kontrollere sit liv og agere
ansvarsfuldt. Der er stor fokus på kontrol og ansvarsbevidsthed i vores samfund, og at være
overvægtig sender et signal om, at man ikke kan styre sit indtag. Det forstærker væmmelsen siger
Mik-Meyer (www.mik-meyer.com).
Dette citat leder mig videre ind i mine informanters problematik om; ikke at kunne tage sig
sammen, ikke at være god nok, men at være et skvat.
At være et skvat
Inge på 74 år fremhæver: jeg er et skvat, det indrømmer jeg gerne. På trods af ambivalente
følelser mht. et vægttab, hvad er det, der alligevel gør, at alle mine informanter frivilligt
underlægger sig en sundheds diskurs, der ”forbyder / fraråder” dem at spise al den lækre mad, som
de er glade for, samt kraftigt opfordre dem til at motionere, hvis de nu helst, vil være hjemme og
slappe af med ugeblade eller ligge foran tv’et? Inge ved at det ville være rigtigt, hvis hun tabte sig
og når hun ikke gør det, er det hendes karakter, der er noget galt med og hun kalder derfor sig selv
for et skvat. Der er her tale om en selvstigmatisering (Lindelof, 2003). Ifølge Bourdieu kan man
forstå en sådan udtalelse ud fra en bevidsthed om, hvordan det omtalte felts doxa afgør, hvad der er
gode argumenter. Der er gode argumenter for at blive/være sund / tynd og der er dårlige argumenter
for at forblive / være usund / tyk. Elise fortæller mig små anekdoter om hendes måde at være et
skvat på.
Maria: Kunne du godt tænke dig at tabe dig?
Elise: Ja, men jeg har en meget svag karakter (griner), det har jeg i hvert tilfælde. Ja, ja, der var en
dag, der havde vi bagt sådan nogen små papir historier, hvad hedder de?
Maria: Brownies?
Elise: Ja, så da vi havde bagt dem, var det sådan nogle flade nogen. Så sagde hun; Elise, vil du
have resten med hjem? Nej, sagde jeg og det har de grint af mange gange der ude siden (på
centeret). Sådan nogen kan jeg ikke have liggende. Ikke engang en sodavand…
[…]
Elise: […] Jeg har lovet min læge at komme lidt ned i vægt. Nu har jeg sat mig for, at fra i dag af,
så starter vi lidt. Men hvis vi kommer ud til noget, kan jeg ikke holde mig væk. Slik det rører jeg
ikke og jeg spiser ikke smør på brødet og sovs. Men det er kagen der er problemet. Har jeg det i
huset, kan jeg ikke lade det være. Det er min meget svage side. Men det er måske også fordi, jeg
altid har bagt så meget.
65
[…]
Maria: Men er det så i forhold til lægen, du gerne vil tabe dig?
Elise: Ja, det ville jeg da gerne vise ham, så ville han blive så glad for mig. For vi snakker så godt
sammen. En rigtig dejlig læge jeg har.
Igen er Elises forsøg på at tabe sig, en måde at vise (lægen, træner, børn og børnebørn) at hun selv
godt ved, at hun er ude på et sidespor. Elise ved godt at hun størrelsesmæssigt skiller sig ud fra
normalen / gennemsnittet og forsøger at tabe sig; for at gøre sin læge glad, for at gå bedre, for at
komme ud (af sit fængsel, (Elises egne ord)) og for at nærme sig den kropslige norm, så hun ikke
længere føler sig stigmatiseret. For Elise og resten af informanterne er det indlysende hvordan de
skal tabe sig, de gør sig alle tanker om hvordan det” tyndere” liv ville være for dem. Det ”lettere”
liv kan informanterne få ved at følge den sundheds forskrevne vej (den rette vej), hvis de alligevel
ikke følger den vej, men fristes til at spise og drikke alt det de ikke må, synder de.
At synde
Gennem mit feltarbejde hos diætisten stødte jeg på et nyt fænomen; at synde. Betydningen af at
synde, som jeg kom til at opfatte og forstå fænomenet gennem mange samtaler, hvor det igen og
igen kom op var; at borgere syndede når de spiste eller drak noget, der ikke var godt (læs: sundt) for
dem, for de flestes tilfælde var det, når de ikke overholdte deres kostplan. Da jeg i mit interview
med diætisten(42 år, slank kvinde), spurte hende; Hvornår synder borgerne? Svarede hun:
Diætist: Hvis man spiser noget ekstra, så skal man bare nyde det. Fordi dårlig samvittighed ikke
slanker. Det bliver man kun… Det skaber negativ energi. Altså; nu spiser jeg det her wienerbrød og
i morgen fortsætter jeg med at spise sundt. Så det er sådan noget med at få dem til at spise sundt
[…] Fordi hvis man ikke måtte det, hvis det var kravene, så kan man jo ikke leve sundt, for det gør
man jo (spiser usundt ind imellem) og det tæller ikke i det store regnskab. Men det gør det tit for
dem. Jeg tror, der er mange, der har den opfattelse af, at man skal gøre det rigtige ellers falder
man ved siden af. Men en del af det, er jo en gang imellem at spise en opbagt sovs (Rasmussen
2009, Diætist). Diætisten taler om det at synde, som at spise noget ekstra (udover det mad, der er
skemalagt på kostplanen) og at borgerne i øvrigt skal gøre det med god samvittighed og
efterfølgende vende tilbage til det sunde (kostplanen). Diætisten har et ønske om at hjælpe borgerne
med hendes viden om det sunde liv og hun ønsker at være med til at forandre borgernes madvaner,
66
hendes intentioner er velvillige og hun udviser forståelse for at der bliver syndet ind i mellem.
Alligevel synes jeg ikke, at få helt samme fornemmelse af sammenhængen mellem at synde og god
samvittighed, når jeg talte med mine informanter, der mere udtrykte sammenhæng mellem at synde
og en allestedsnærværende dårlig samvittighed. Et eksempel på dette kan ses i en af mine samtaler
med Grete på 75 år (hun er den eneste af mine informanter der ligger på ”nippet” til ikke længere at
være kategoriseret som svært overvægtig, desuden er hun den ene af de to (ud af 14) som formåede
at tabe sig mærkbart i det tidsrum mit feltarbejde varede)
Maria: Hvordan synes du dit forhold er til dig selv?
Grete: Du mener om jeg er tilfreds med mig selv eller ej? Grundlæggende er jeg vel, altså bortset
fra det med vægten.
Maria: Hvad er det der sker med vægten, slår du dig selv oven i hovedet, hvis du har syndet eller?
Grete: Ja, det gør jeg da. Bliver sur på mig selv. Og så står jeg op på den vægt 25 gange om dagen.
Maria: Bliver du også sur over det?
Grete: Ja, gal på mig selv over jeg ikke kan lade være
[…]
Maria: Når du så tænker på vægttabet, er det så lige så meget for helbredets skyld end for
forfængelighedens skyld?
Grete: Det er nok lidt af hvert, men nok mest forfængeligheden, for så slemt er et ikke med min
sukkersyge. Den ligger lige på vippen.
Grete ved præcist hvornår hun synder, ved at når hun synder, kan hun tilsvarende tage på i vægt,
hvilket akkumulerer at Grete får et overdrevet fokus på sin vægt og vejer sig, på syndefulde dage,
op til 25 gange. For mit indre blik ser jeg, hvordan Grete nøje iagttager; hvornår de syndefulde kilo
har fundet vej ud af hendes krop, så hun ikke længere skal være gal på sig selv og føle sig skyldig,
men igen kan vende fokus mod den sunde kostplan.
I en samtale med Inge, hvor vi taler om diætistens rolle for Inges hverdag, spørger jeg:
Maria: Er der så på noget tidspunkt, at du føler, at nu er du ”dygtig” (informantens egne ord)?
Inge: Det er da, hvis jeg gør som diætisten siger; at man skal spise grønsager, at man skal spise 6
om dagen, at man skal gøre dit og dat. Hvis man så går op på vægten 8 dage efter og ser, nu er den
faldet 1 kg., ja, så er det sku flot (griner)
[…]
Maria: Er der noget specielt man kan synde med?
67
Inge: Ja, for mit vedkommende, kan man komme ned til bageren og se de lækre kager, og så kan
man jo komme til at spise en. Det er jo at synde. For man må jo ikke, når man er i min situation. Du
må heller ikke spise is og det er jo svært, når man som mig har meget søde tænder (griner). Så kan
det godt være svært.
Jeg erfarede hurtigt at synd og sukker / fedt / mængden af mad synes at være tæt forbundet i mit
felt. Diætisten nævner wienerbrød og opbagt sovs, Inge og Elise nævner is og kager og Anne
nævner at spise for mange portioner, når de beretter om at synde. Brændgaard skriver i artiklen;
sundhed som religion; at i den religiøse sundhedsformidling, er sund levestil et moralsk anliggende
og de moralske synder er erstattet af mælk, sukker, gluten, e-numre, fastfood og mangel på motion
(2010).
Begrebet synd er hentet fra en bibelmæssig / religiøs kontekst og har fundet vej ind i en retorik
omkring diæter og sundhedsdiskurser. På EMU (Danmarksundervisningsportal) hjemmeside under
kristendomskundskab står der ”Begreberne synd og skyld har været brugt i årtusinder til at påpege
områder, hvor mennesker ikke har været i stand til at leve op til Guds krav til mennesker, eller
områder, hvor mennesker ikke har været i stand til at leve op til andre menneskers definitioner af
Guds krav til mennesker” (www.emu.dk). Mik-Meyer, Brændgaard og Nørr (2010) følger i deres
arbejde et spor, hvor de bl.a. sammenligner religion og sundhed. Deres pointe er, at danskerne lever
i et sekulariseret samfund og at vor tids religion er blevet; Sundhed. Jeg er fristet til at fortsætte lidt
i deres spor og lave en direkte sammenligning mellem ”fortidens” Gud og nutidens Sundhed, fordi
mine informanter brugte begrebet synd i en kontekst med diætist og kostplaner. Mange af
informanterne er ikke i stand til at leve op til sundhedens / statens krav, de spiser kager og is og
dyrker måske ikke motion. De synder derfor og føler sig efterfølgende skyldige, akkurat som i en
religiøs kontekst, hvor syndig handling udløser skyldfølelse.
Antropolog på Dansk Sundhedsinstitut Lone Grøn skriver følgende i artiklen Sundhed er vor tids
nye religion: ”At opretholde en sund krop er i dag ikke kun et spørgsmål om at være sund. Det er
også et moralsk foretagende, som handler om at være et godt menneske. Sundhedsforebyggelse kan
minde om religion. Man handler og spiser ud fra en forventning om en bedre fremtid. Det er et
projekt, som man er nødt til at tro på,” (Grøn i Westh & Tougaard, 2010). Lone Grøn tilføjer her en
ny dimension, at tro. Borgerne skal aktivt bevæge sig ind i en sund livsstil, de skal handle og agere
i forhold til kost og motionsplaner. Men det alene er ikke nok, de skal samtidig ”tro på sundhed” og
en bedre fremtid. Når der i stigende grad bliver sat lighedstegn mellem det gode liv og det sunde liv,
kan der tales om sundhedsfanatisme. Ifølge Nanna Mik-Meyer kan en fanatisk tilgang til sundhed
68
have uheldige konsekvenser for dem, der ikke formår at leve op til de vedtagne normer for en sund
livsstil. ”De mennesker har en øget risiko for at blive marginaliseret i et samfund, som i stigende
grad dyrker sundhed som deres nye religion”(i Nørr, 2010).
I retorikken omkring sundhed findes også begrebet lidelse, lidelse er centralt i den protestantiske
kultur (Brændgaard, 2010) og optræder ligeledes som en uundgåelig del af vejen mod sundhed
(frelse). Jo mere lidelsesfyldt noget er (mine informanter nævner selv; sult, madmæssige afsavn,
strenge spiseregler, små portioner, ingen sukker og et uopnåeligt motionsprogram), jo mere
forstærkes troen på, at det er sundt og godt for os. Som bekendt skal man yde (lide) før man kan
nyde. Peter Aalbæk siger i artiklen motion giver mig lov til at synde; ”når man har været slem, skal
man straffes” han straffer sig selv med løbeture og pinefulde minutter i romaskinen, når han har
syndet (Thomsen, 2010). I hele retorikken i og omkrig diætisten er det iøjnefaldende hvor mange
forskellige ord, der er hentet ud fra en bibelmæssig kontekst; synd, skyld, samvittighed, fristelse,
lidelse og opofrende m.m.
Kagen er for mange af mine informanter en af de største fristelser / skyldfremkaldere, som det kan
ses i følgende:
Jeg sidder hos diætisten sammen med Stine på 72 år. Diætisten vil gerne have at Stine kunne lade
være med at spise kage. Stine fortæller;
69
Stine: Hvis man tager kagen væk fra gåturen, er det ikke det samme (Stine afslutter sine daglige
gåture med kaffe og kage). Hvad er der så tilbage af livet? (opgivende)
Diætisten: Har du levet meget gennem maden?
Stine: Vi havde jo en købmandsgård på Bornholm, hvor vi spiste alle resterne, så det ikke skulle
smides ud. Jeg tror vores problem ligger i kagerne, kammerjunkerne med smør, de søde sager. Alt
hyggen, og så tager du det væk…
Diætisten: Hygge er det noget man spiser?
Stine: Og så når manden spørger mig; skal du ikke have mere at spise, må jeg jo sulten sige; nej det
må jeg ikke.
Stine: Jeg vil gerne af med en halv snes kilo. Jeg er faktisk motiveret til det i stille og roligt tempo.
Det fremgår af sekvensen fra diætist konsultationen at Stine opfatter diætistens rolle, som den der
fratager hende hyggen og hun siger opgivende; Hvad er der så tilbage af livet?
Stine fortæller mig da vi ses tredje gang:
Stine: […] vi er meget kagebaserede. Jeg er født og opvokset med en kæmpe familie, der var altid
kage på bordet. Men en dag kom vi ud i Dragør (hos deres venner), var der jordbær, melon og
grønsager på bordet, men vi savnede utroligt meget kagen. Den savnede vi godt nok […] man kan
da ikke sætte sig hen i sofaen og hygge med et stykke frugt.
Frugt og grøntsager indbyder i Stines verden ikke til hygge, kagen og hyggen hænger sammen,
sådan har det altid været for hende og det beskrives også af hende, som et stort og vanskeligt stykke
arbejde, at skulle lave om på hendes vaner og noget der fungerer (hvis der ses bort fra Stines BMI).
Stine siger: Mit problem er, jeg har det godt med mit udseende, men det er benene den er gal med.
Da jeg træder inden for døren hos Elise til andet interview, siger hun som det første;
Elise: Jeg har ikke bestilt andet end at spise hele ugen. For jeg har været til fødselsdag, så fik vi
kage og boller, og der er jo så noget, man ikke må jo […]men det er kagen der er problemet… det
er min svage side. Men det er måske også fordi, jeg altid har bagt så meget.
Som det fremgår synes kagen at være et forbindelsesled til hygge og gode stunder. Kager og andre
søde sager er tit omdrejningspunktet ved familie komsammen, fødselsdage og besøg. Mange af
informanterne har gennem hele deres liv hygget sig med kage og for dem er det ikke nær så
hyggeligt med grøntsager eller frugt på bordet, ja selv gåturen hos Stine bliver forringet hvis der
ikke er kage i vente bagefter. Der er her tale om en habitus eller nogle kulturelle vaner, hvor kagen
er forbindelsesleddet til hyggen.
70
Stigmatisering
Ved mange af mine samtaler ude i feltet, stødte jeg ofte på udsagn fra mine informanter, der
følelsesladet beskrev, hvordan de i situationer, mærkede deres anderledeshed og at de i kraft af
deres vægt adskilte sig fra gruppen af ”normale”. Esther kommer i følgende citat ind på det
paradoks som at leve med overvægt kan medføre;
Maria: Kan du godt lide at være til træning?
Esther: Ja, det kan jeg. Men også det her med at snakke med de andre også, der er en masse andre,
også tykke, ellers så var jeg den tykkeste og jeg har jo hverken været til svømning eller gymnastik
eller noget fordi jeg var så tyk altså, det har jeg ikke ville. Men jeg havde jo lidt … jeg blev visiteret
til at komme til træning derude og det koster ikke noget. Jeg havde gået og spekuleret på det, men
så min svigerinde, hun var begyndt derude … så fik hun mig med på holdet og der var jeg bare
ligeglad med, at jeg var tyk. Ja, det var jeg.
Esther har på grund af sin overvægt gerne ville begynde til en form for bevægelse, men
paradoksalt nok var overvægten også incitamentet for ikke at deltage i svømning og gymnastik, som
Esther selv udtrykker; Fordi jeg var for tyk altså, det har jeg ikke villet. Esther var (og er til dels
stadig) forlegen over sin krop, i en sådan grad at det hæmmede hende i at deltage i sociale
fællesskaber (svømning og gymnastik), på trods af, at hun ellers havde lysten til det. Jeg
observerede gentagende gange i mine samtaler, at det faktum, at blive visiteret til noget af fx sin
læge, blev en tilskyndelse til at bryde med egen forlegenhed og skam over sin fysiske corpus og
dermed påbegynde eller genoptage deltagelse i diverse sociale fællesskaber (social samhandling,
som Goffman også kalder det). I Esthers tilfælde, havde hun også en svigerinde, der hjalp hende
med at starte til træning, men ellers oplevede jeg hos flere af mine andre informanter, at det statslige
initiativ; visitationxii til træning, tilsyneladende havde en positiv indvirkning på informanternes
hverdag, livskvalitet og sociale netværk. De fortalte med glæde om deres oplevelser til træning,
deres glæde ved at bruge og styrke kroppen og deres glæde ved den sociale bonus, træningen
desuden havde medført. Jeg oplevede at træning og socialt fællesskab / tilhørsforhold var to sider af
samme sag, der uden tvivl berigede informanternes hverdag og liv.
Igennem visitationen kan ses en dobbelthed i overvægts problematikken, overvægt hævdes at
være for dyrt for samfundet, forringe livskvaliteten og give helbredsmæssige problemer. Staten
71
giver igennem visitationer, initiativer og diverse kampagner værktøjer til den enkelte borger for at
begå sig i dette sundheds univers. Personer med overvægt skal opøve en kropslighed med
selvkontrol, og hvordan gør de det? De bliver visiteret til træning, diætist og sundhedsaftaler. Livet
på og omkring træningen har en social sidegevinst. De elsker at komme til træning og kan kaste 110
sandsække og Elise taler om at hun to gange om ugen skal ud på centeret og lave ”mine 1600”
omdrejninger med en træningsmaskine. Elementerne i træningen bliver personliggjorte, det er
Elises omdrejninger. Selvom hun ”skulle ”tabe 30 kilo og kun taber eksempelvis 1 kilo og selvom
hun måske ikke mestrer selvkontrol i forhold til det daglige kageindtag, så vinder hun alligevel i det
lange løb. Hendes livskvalitet bliver tydeligt forbedret ved tilknytningen til træningscenteret, hun
føler sig mindre ensom, føler sig set og hørt af personalet, som hun beskriver som søde og
omsorgsfulde og Elise føler sig som en del af en gruppe, der har sin gang på centeret for at træne og
kommer på trods af det manglede vægttab, hjem med tasken fuld af oplevelser og indtryk. Elise har
været social, har fået et tilhørsforhold og har samtidig mærket, at der er mennesker, der bekymrer
sig om hende og som vil hende det bedste og som siger; ”Vi vil jo ikke af med dig endnu” så nu må
hun tage sig sammen og lære at kontrollere sig selv og lade kagen stå (Rasmussen, 2010, Elise).
Elise søger tilsyneladende hjælp i sin omgangskreds til et vægttab og involverer dem omkring
hende. Hun laver en form for kontrakt med lægen, med personalet på træningscenteret, med sin
familie og børn, for på den måde at binde sig op på en aftale og dermed få andre personer med som
hjælp i hendes kamp mod badevægten. Elise og jeg talte naturligvis en hel del om mad, træning og
sundhed og dermed bliver jeg også repræsentant for det sunde, som hun ikke helt selv kan efterleve.
Hun siger til mig ved sidste interview ”Så skal jeg se om jeg kan tabe mig til næste gang vi ses”
Hermed gør hun mig til agent for de fit’es klub og binder sig selv op på en kontrakt i forhold til
mig, ligesom hun også har gjort med de andre. Tidligere har jeg været inde på, at Elise ville tabe sig
for sin læges skyld, her nævner hun, at de ikke vil af med hende på centeret, så hun skal derfor tabe
sig for personalets skyld og nu her sidst vil hun også gerne se, om hun kan tabe sig lidt, til hun og
jeg eventuelt ses igen. Elise vil gerne gøre det ”rigtige” og vise dem omkring hende, at hun er i
stand til det.
Goffmans hovedanliggende i Stigma er at undersøge den sociale interaktion, som finder sted
mellem afvigere og såkaldte ”normale”. Goffman kredser omkring spørgsmål som; Hvordan
håndterer de stigmatiserede mennesker sig selv og deres stigma i den sociale samhandling med
andre mennesker samt hvorledes disse håndteringer påvirker den stigmatiseredes oplevelse af sig
72
selv? Esthers eksempel (afsnittets indledende) kan tjene til at beskrive hendes håndtering af stigma.
Esther havde umiddelbart ikke modet til at begynde til hverken svømning eller gymnastik (blandt
”normalvægtige”), da hun selv var af den overbevisning, at hun var, fór overvægtig og af den grund
udenfor fællesskabet. Hun foretrak at blive hjemme og ikke melde sig til nogen aktivitet på trods af,
at det i det lange løb kunne forværre hendes tilstand (hun kunne bliver mere overvægtig og mere
isoleret). Idet Esther blev visiteret til træning og påbegyndte træningen, fandt hun at andre
overvægtige også trænede på hendes hold og at alle var søde, imødekommende og hjælpsomme,
hvilket for Esther betød mindre bekymring og opmærksomhed på egen overvægt, efterhånden som
hun følte sig godtaget som et legitimt medlem af gruppen, hun sagde; og der var jeg bare ligeglad
med, at jeg var tyk. Ja, det var jeg. I tilfældet her ser det ud til, at en persons stigma bliver mindre
betydningsfuldt efterhånden som de sociale fællesskaber / bekendtskaber opbygges. Som også
Goffman påtaler, er de fleste mennesker mere fordomsfulde overfor fremmede end de er overfor
mennesker, de indgår i fællesskaber med og har et forhold til; Der er en udbredt forestilling, om at
upersonlige kontakter mellem fremmede er særligt udsatte for stereotype reaktioner, men at denne
kategoriske indstilling svækkes, efterhånden som folk lære hinanden bedre at kende, for til sidst at
blive erstattet af sympati, forståelse og en realistisk bedømmelse af personlige egenskaber
(2009;92).
Stigmatiseringstendensen kan vokse ud af statens sundhedsregulerende rapporter og kampagner,
der forplanter sig til nærmiljøet, til den enkeltes borgers måde at opfatte og forstå verden på og
”bedst som du sidder med din veninde i sofaen og strikker, kan den komme snigende”. Som
herunder i Gretes eksempel.
Grete: Jeg har en veninde, der er fanatisk med kosten og motion, en løftet pegefinger.
Maria: Så du skal være en artig pige?
Grete: Ja, en artig pige, for ellers kommer hun og siger; Har du spist noget i dag, som du ikke må?
Når vi strikker sammen, holder hun øje.
Dette og følgende eksempel illustrer meget godt, sådan som jeg opfatter det, hvordan
velfungerende mennesker, der qua deres vægt bliver stigmatiserede, problematiserede og samtidig
selv tager ansvaret og skyldfølelsen på sig (selvstigmatisering). Staten regulerer til en vis grad,
hvordan verden skal opfattes og forstås, ved at være diskurssættende og lovgivende, den nationale
karakter bliver derigennem konstrueret. Sundhedsproblematikken lægger meget op til en normalitet,
borgerne skal holde sig inden for grænseværdierne og være homogene ellers er de usunde,
73
unormale og ulykkelige (stigmatiserede). Der er tale om en kropslig internalisering af en række
strukturelle forhold, der får borgerne til at anskue verden på en ganske bestemt måde. Den kropslige
internalisering hvor bestemte normer og grænseværdier bestemt af diskurssættende borgere
(politikere, vidensarbejdere mm.) bliver gældende for ”alle”. Som herunder hvor Anne beskriver sit
forsøg på at tilgodese andres og egne værdier / interesser.
Anne beskriver i et opfølgende interview i november 2010, hvordan hun har tilpasset sig
samfundets normer for god opførsel (læs; sund og rigtig opførsel), ved forskellige former for sociale
sammenkomster og anden optræden i det offentlige rum.
Maria: Føler du de dømmer dig (folk)?
Anne: Ja, men jeg har det jo også, når jeg er hos mine børn fx; det er ikke fordi, at de ikke under
mig maden, den må jeg gerne få, men det er fordi, at jeg skal lade være med at spise så meget, at de
stikker til mig hele tiden. Min søn siger, du spiser altså også meget, så har jeg sagt til ham at ”du
kan jo nok se, at jeg kun tager én gang inde hos jer, og når så jeg kommer hjem, spiser jeg mig
mæt”, det gør jeg altså. Derude siger jeg bare ja, og så går jeg hjem og gør som jeg vil.
Anne nævner gentagende gange for mig, at hun kun tager én portion mad, når hun er ude at spise,
og at hun efterfølgende spiser sig mæt hjemme; da familien mener hun spiser for meget. Anne er
opmærksom på de øjne, der eventuelt måtte hvile på hende, når hun spiser ude og vedkender sig, at
hun ”skam gør det samme”. Anne bekender, at hun selv har fordomme overfor overvægtige og
fortæller om en ung pige i hendes lokale bymiljø, der har alt for småt tøj på, noget moderigtigt tøj,
men som er designet til slanke mennesker og som bestemt ikke klæder personer med overvægt, den
unge pige spiser fastfood offentligt (på gaden), Anne fortæller: Der er altså en ung pige her i
Herlev, som er rigtig tyk, som også går med is om sommeren og sådan… og sidder nede i pizzeriaet
eller også sidder hun og spiser pølser, pizza eller sådan - og så tænker jeg, at det ikke er underligt
at hun er tyk.. Anne er tydeligvis forarget over den manglede konveniens. Tilsyneladende tilpasser
Anne sig spillets regler og udviser passende opførsel, i modsætning til den unge pige, fra Annes
eget eksempel. Goffman er inde på dette område og beskriver det som betinget accept. Anne ved, at
det ville være helt upassende at hun grovspiste offentligt, hun kender til reglerne og udfordrer ikke
skæbnen, ej heller et så ”trygt” sted, som hjemme hos egen søn. Anne kunne heller ikke forestille
sig, at spise en is ude på gaden, hvor alle øjne potentielt kunne hvile på hende og (for)dømme
hende. Betinget accept forklarer Goffman således; Den er betinget af, at normale ikke presses
74
længere ud end til det punkt, hvor de utvunget kan vise deres accept […]. De stigmatiserede
forventes på taktfuld vis at opføre sig ordentligt og ikke at gå for vidt […] (Goffman, 2009;161).
Når Anne vælger at spise, som det passer hende der hjemme, alene i stuen, skyldes det ifølge hende
selv, at hjemme kan ingen dømme hende og føle foragt for hende (som hun selv oplever ved
episoder med den unge pige og ved besøg hos hendes søn). I forbindelse med dette emne spørger
jeg Anne:
Maria: Skal man være modig for at spise en is offentligt?
Anne: Ja, sådan føler jeg det. Jeg føler folk de kigger på mig, for sådan gør jeg også selv, hvis jeg
ser en tyk dame, der går og spiser en is. Hun er tykkere end mig […] Det er fordi, at jeg har på
fornemmelsen at folk de siger ”ja, det ikke er underligt at hun er så tyk”.
Hypotetisk kan der være flere grunde til, at Anne vælger ikke at spise bemærkelsesværdigt meget
i det offentlige rum. For det første kan det tænkes, at Anne gerne vil signalere til omverdenen, at
hun ikke selv er skyld i sin store størrelse, da hun kun spiser ”normale” mængder mad? På den
måde ser familie og venner aldrig Anne spise meget mad eller søde sager og familiens spekulationer
omkring årsagerne til Annes overvægt, kunne derved tænkes at gå i retning af, at Anne er genetisk
disponeret for overvægt og dermed til dels udenfor Annes egen kontrol (hvilket også kan være
tilfældet, senere vender jeg tilbage til dette). For det andet kunne det ses som, Annes forsøg på at
fremstå som medlem at ”de normales klub”, derfor agerer / spiser hun som de normale ved middags
selskaber, dog undlader hun at spise isen på gaden, da det ville være alt for angstprovokerende for
hende og alt for provokerende for de normale, der måtte være i nærheden.
Som beskrevet i kapitlet om teori, kan en usund livsstil fremprovokere tanker om egen død hos
”de normale”, der forsvarer egen identitet og sætter skel mellem de stigmatiserede og dem selv, for
at beskytte sig som gruppe mod moralsk og fysisk forfald (Sundhedsstyrelsen, 2008;39). Goffman
peger på at samfundets selvfølgeligheder, fremhæver den gode tilpasning som et ønskværdigt mål.
Samfundet eller som Goffman skriver; de normale; vil gerne have at Anne / den stigmatiserede
tilpasser sig normerne, indgår kontrakt med diverse hjælpere / sundheds personale for at følge de
normales strategi. Hvilket betyder, at de normale kan forblive relativt ubesmittede af mere
nærkontakt med den stigmatiserede og at de normales identitetforestillingerxiii aldrig for alvor bliver
truet (Ibid.).
75
Hvad gør de svært overvægtige for at ”slippe for” denne stigmatisering, tager de til genmæle? Jeg
har før været inde på et andet paradoks i feltet, som er; at informanterne ikke gør oprør med den
strikse sundhedsdiskurs og modsætter sig det normprægede regelsæt for god opførsel og livsstil.
Når den stigmatiserede tilstræber at opnå en god tilpasning (følger diætistens kostplan, laver øvelser
anvist af fysioterapeuten osv.), kan den stigmatiserede nu blive omtalt som, at denne nu har en
stærk karakter, er mådeholdende eller har fundet den rette sti (Goffman, 2009;168, Mik-Meyer,
2009). De ord der tidligere synes at beskrive den overvægtige som fx karaktersvag, har nu fået
omvendt fortegn og skildrer effekten af den stigmatiseredes handling. Den stigmatiserede retter op
på sin livsstil, så den til forveksling ligner de normales og af den grund bliver omtalt som karakter
stærk, alene ud fra det faktum at de overvægtige nu er begyndt at spise mindre og motionere mere.
Mik-Meyer skriver at fedme er tab af suverænitet over kroppen. Fedme sættes lig med mangel på
selvdisciplin, kontrol og vilje (2009:122). Det at kontrollere sin krop, det at kontrollere sit indtag,
sin kropslige volumen har en stor kulturel og social værdi. Alt skal kontrolleres, livet, kroppen,
karrieren, familien, det daglige indtag af føde, hvor mange skridt der skal gås og den livslange
læring. Personer med overvægt kan ikke agere i den kontrol disciplinerede verden og fremstår som
ukontrollerede / udisciplinerede. Mine informanter taler om, at de med hovedet ved, at de ikke skal
spise kagen, men kroppen reagerer instinktivt og hånden rækker frem mod kagen og fører den til
munden. Statslige forsøg på at borgere skal genvinde kontrollen bliver beskrevet herunder, hvor
sundhedsdiskursens tilbud af træning, diætist og sundhedsaftaler, skal hjælpe de ældre, der ikke kun
skal tabe sig for økonomiens skyld, men også for egen skyld, de skal føje 5 gode leveår til
regnskabet og få kontrollen tilbage.
Sundhedsdiskurs
Lollands kommune har et aktivitets- og træningstilbud til 60+, hvor alle gratis kan dyrke motion i
lokale træningscentre (www.lolland.dk ). Borgere med svær overvægt visiteres oftest af
praktiserende læge til at deltage. Elise har i 4 år benyttet sig af tilbuddet, hvor hun kl. 8 bliver hentet
og kl. 15.30 bragt hjem igen. De 2 gange om ugen hvor Elise er på centeret, deltager hun i træning, i
sociale fysiske lege, har små opgaver i køkkenet, drikker morgen og eftermiddagskaffe samt spiser
frokost sammen med de andre deltagere. Elise udtrykker stor glæde ved hendes tilknytning til
centeret og fortæller gerne derom;
Elise: […] ude på centeret, koster de rundt med mig, de siger jeg har godt af at gøre alle de
bevægelser. Det har jeg da også. Vi er sådan 6,7,8 stykker. Vi har sandposer som vi smider i sådan
76
nogle huller, en dag havde jeg 116 huller og de spurgte; Ih, hvor har du dog alle de kræfter fra? En
anden gang vandt jeg 5 gange, i går vandt jeg 2 gange […]
Maria: Det er vigtigt for dig at passe din træning.
Elise: Det er meget vigtigt, for ellers kan jeg ikke komme op og stå. Min træning kan jeg ikke
undvære. Nu har jeg gået derude i 4 år og det bliver ikke bedre, men det bliver heller ikke
dårligere.
Elise bruger kørestol og er svært overvægtig, ” hun sidder fast i nettet og er glad for at sidde der”.
Elise har godtaget pointen om det sunde liv, er det ”rigtige” liv og har frivilligt underlagt sig
diskursen, selvsamme diskurs der problematiserer Elises vægt / livsstil og som beretter om, at bl.a.
et tyndere liv er ” det lykkelige liv”. Elise fortæller at hun har brug for hendes træning til at komme
op og stå. Hun stråler når hun beretter om de andre deltagere på centeret, hendes trænere, hvordan
hun vinder i aktiviteterne, oplever fornyet styrke og anerkendelse fra de andre deltagere. Hun
beskriver sig selv som meget træt, når hun kommer hjem fra en dag på centeret for så er man jo
rigtig tæsket igennem (Ibid.). Ifølge Lis Puggaard, som forsker i ældretræning, har undersøgelser
vist, at motion også påvirker den mentale tilstand. Ældre motionister taler om at have fået mere
livsmod, selvtillid og selvrespekt. Desuden møder de nye venner og skaber et socialt netværk.
Puggaard påpeger også, at for de ældre er den største motivationsfaktor, at det er sjovt at holde sig i
gang (Puggaard i Swane, 2007;233). Elise tager imod det træningstilbud hun har fået fra Lollands
Kommune og tilknytningen til centeret giver Elise en social identitet (som hende der kan tale med
alle, er positiv og som yder en god træningsindsats). Tilbuddets målsætning kunne jeg ikke finde
beskrevet på hjemmesiden, men jeg formoder at formålet med tilbuddet er af sundhedsfremmende
og social karakter (og indirekte økonomisk karakter qua de besparelser samfundet mener at kunne
opnå ved sundere borgere (Sundhedsstyrelsen 2006, 1999)). For Elise forholder det sig sådan, at
hun formår at holde status quo med hendes fysiske tilstand og synes at vinde gode sociale relationer
ved aktiv deltagelse på centeret. Hvis målsætningen er af sundhedsfremmende og social karakter,
kan jeg ud fra Elises udsagn konkludere, at den er succesfyldt, da hun giver udtryk for at hun er
blevet sundere / lykkeligere og har fået mere livskvalitet ved at deltage til træning. Hun fortæller
varmt om dagene på centeret og de sociale relationer hun har derigennem og siger også direkte, at
det der gør hendes liv sødt ”Det er… når der kommer nogen og snakker, det gør mig glad”
Anne taler positivt om at gå til træning, hun træner 2 gange om ugen i Herlev, hun siger:
Anne: Nede hos fysioterapeuten på cyklerne og alt det der. Der er altså et rigtigt træningshold,
først en halv time med maskinerne og så på gulvet. Jeg er fuldkommen udsplattet bagefter […] Men
77
jeg føler mig godt tilpas og er virkelig glad for, at jeg er begyndt at gå til det der træning. Det er
jeg, tror også jeg er alderspræsident dernede.
Anne der både går til diætist og træning og som både af diætisten og af fysioterapeuten får
”lektier” for, mad der skal spises, mad der ikke må spises, øvelser der skal gøres og stillesiddende
timer der skal undgås. Det lykkes ikke Anne at lave alle lektierne, sjældent når hun at lave de
øvelser, som fysioterapeuten har givet hende som hjemmeøvelser, alligevel påtaler Anne ikke det,
som værende et problem for hende eller som værende udslagsgivende for en dårlig samvittighed.
Diætisten og hendes ”lektier” i form af kostskemaer påvirker Anne helt anderledes med mange
forskellige og modstridende følelser. Hun bliver sur over at ”blive sat på kur”, samtidig får hun
dårlig samvittighed over ikke at kunne holde den, hun synes at hun får for meget at spise på
kostplanen, samtidig med at hun siger, at hun er meget sulten om aftenen. Hvorfor opleves de to
statslige initiativer så forskelligt? Begge initiativers hovedformål er antageligt et vægttab, alligevel
opleves det ene indgreb på Anne, som værende positivt og som noget der gør hende godt tilpas og
det andet initiativ, som noget der har en negativ indflydelse på Annes selvværd og som noget der
fratager hende friheden til selv at bestemme i alder af 80 år. Puggaard pointerede at træningens
største motivationsfaktor var, at det var sjovt at holde sig i gang. Kan det også tænkes at have
betydning for Anne, at hun til træning kan kontrollere hendes bevægelser og hendes konkrete
øvelser og at øvelserne giver hende velvære, mens kostplaner og diæter, som Anne ikke kan
overholde, derfor giver hende en følelse af at være ude af kontrol og ude af stand til at løse
opgaven.
Initiativet fra Lolland og Herlev kommune er langt fra enkeltstående, men nærmere et typisk
billede af den, i disse år, store fokus på sundhed i vestlige samfund, herunder også det danske. Der
indføres grønne kantiner, rygepolitik, uddeles skridttællere, indføres diætist- og andre
sundhedsaftaler, skrives sundhedspopulære bøger og der sendes det ene tv program efter det andet,
hvor Chris MacDonald ”Danmarks livsstils ekspert” står i spidsen og har det som omdrejningspunkt
”at blive sund / tynd / fit”(www.chrismacdonald.dk). Sundhedspolitik kan ses som en installation af
statslig ideologi. I Bourdieus terminologi kan der tales om et sundhedsfelt, der tilsyneladende vinder
større og større terræn og som følge heraf bliver mere og mere magtfuldt. Med denne interesse kan
sundhedsfeltet placeres højt oppe i det statslige magtfelt (Rose, 2009, Helder & Hagel, 2009, MikMeyer, 2007). Rose argumenterer for at dette sundhedsfelt ikke legitimerer troen på skæbnen, men
ansporer borgerne til at tænke på dem selv som væsner, der aktivt former egen livsbane og som selv
78
bærer ansvaret for egen sundhed (Rose, 2009;55). En etik der er organiseret omkring sundheds- og
livsidealerne producerer naturligvis også angst, frygt og rædsel for den biologiske fremtid (Rose,
2009;55). Den egentlige grund til at de ældre vil tabe sig, er det dødsangsten? Det rammer
uundgåeligt alle, alle skal dø, før eller siden, de fleste vil ønske at det bliver siden, altså senere, at
de får så mange gode leveår som muligt. Når jeg spurgte mine informanter om de var mætte af
dage, svarede alle på nær en, at det var de ikke, de ville gerne nå at opleve lidt mere (Rasmussen,
2009). Når de ældre indgår et samarbejde med diætist eller træner, kan det tænkes at være et udtryk
for og et ønske om at forlænge deres tid på jorden. Stine fortæller om angsten
Stine: Angsten er jo for mig ligesom ensomheden. Angsten gør jo at du bliver …
Maria: Handlingslammet?
Stine: Ja, lige præcis. Det var jeg jo. Den gjorde mig underlig, og når så angsten kommer, så
kommer ensomhedsfølelsen også, for så kan du ikke lave alle de ting du vil, for den blokerer for
nogle ting og så kommer ensomhedsfølelsen
Flemming og Anne vil gerne tabe sig for helbredets skyld og siger;
Flemming: Det irriterer mig med sådan en mave her. Det irriterer mig at tøjet strammer.
Maria: Er det sådan lidt forfængelighed?
Flemming: Nej, det er det sku ikke. Men også helbredsmæssigt.
Anne: Mærkeligt man ikke bliver forskrækket, når man får at vide at ens hjerte ikke kan trække alt
det her. Man ved det er farligt. […] Jeg er så tyk, kan du forstå jeg ikke kan tage mig sammen. Det
er jo af helbredsmæssige grunde, siger jeg til mig selv […] Men jeg kan ikke tage mig sammen. Jeg
vil gerne og det går også fint om dagen, som jeg siger til diætisten, men om aftenen er jeg ved at dø
af sult.
De taler om ”for helbredets skyld”, hvad betyder det? Er de bange for at dø som følge af deres
overvægt? Flere informanter taler om frygt for at benene ikke længere kan bære dem og at ”hjertet
ikke kan trække det tunge læs”. De egentlige grunde til at de ældre vælger at gå til diætist eller
træning, kunne siges at have noget med dødsangsten og ”for helbredets skyld” at gøre. Dog
fortæller Anne indirekte om at dødsangsten ikke er nok for hende til at ”tage sig sammen”. Hun kan
79
godt tage sig sammen til at gå til diætist og træning, men ikke til at følge en kostplan og
motionsskema.
Interessen for sundhedsfeltet giver udslag i antallet af tidsskrifter, bøger og hjemmesider der
omhandler feltet. Jeg har via bøger og internet haft adgang til artikler, undersøgelser, rapporter og
anden skriftlig information omkring sundhed og overvægt (fedme, som det mest beskrives som).
Bourdieu skriver om at det, i enhver undersøgelse af praksis, er vigtigt at se på statistikker, idet
informanter kan tale om noget som værende betydningsfuldt og generelt (som i hans feltarbejde
omkring ægteskab med grankusiner i Algeriet, der ved statistiske undersøgelser viste sig, ikke at
være særligt udbredt, hvilket han ellers havde fået opfattelse af via interview med informanter
(Esmark, 2005; 227). Jeg har i forbindelse med dette speciale været interesseret i at se på de
faktuelle tal for sundhedsfeltet og har (inspireret af Mik-Meyers analyse fra 2007;78) lavet en lille
statistisk analyse via Infomedias xiv(6/10/2010) samlede danske medier med websider, hvor jeg har
søgt på 3 separate ord; sundhed, fedme og overvægt. For overskuelighedens skyld, har jeg lavet en
grafisk opstilling. I den første lodrette kolonne ses mine 3 søgeord og i den øverste vandrette
kolonne ses årstallene for søgningen. De resterende tal viser de antal hits, der var på min søgning i
de pågældende år.
Søgeord ↓
Årstal →
1994-1995
2005
2010
Sundhed
6678
9271
41 402
Fedme
186
2475
6169
Overvægt
476
4076
10 821
Af grafens tal kan læses en gradvis stor stigning af antal hits på de 3 søgeord i løbet af de 15 år
analysen omfatter. For sundhed stiger tallet 6 gange, for fedme stiger tallet 33 gange og for
overvægt stiger tallet 23 gange i løbet af 15 år. Hvad kan der læses ud af stigningen af antallet af
artikler? - og er antallet af hits på Infomedia lig med en interesse? Grafens tal viser en stor stigning i
antallet af artikler, der på en eller anden måde indeholder mine 3 søgeord. Hvorfor artiklerne
skrives og hvordan journalisterne griber sagen an, kan ikke læses ud af tallene, men bare det faktum
at aviserne bringer historierne, må være af betydning. Aviserne bringer nyheder, de pågældende
journalister på aviserne, må formodes have en idé om, at denne type artikler gerne vil læses og at
artikler omhandlende mine 3 søgeord er ”godt stof”(efterspørgsel). Hvem det er ”godt stof” for, kan
ej heller læses ud af grafen. Hvad jeg kan læse ud af tallene er, at der er en øget fokus på og
80
interesse for artikler, der omhandler sundhed, fedme og overvægt og at antallet af hits på Informedia
med lidt god vilje, kan siges at være en indikator, for at der er interesse for et bestemt område.
Staten har stor interesse i sundhedsfeltet, hvilket afsløres gennem diskursen og statslige initiativer
rettet imod de borgere, der ikke ”makker ret” (Schmidt, 2000;17). Det er vigtigt at slå fast at staten
ikke kun udøver magt over de svageste i samfundet, som mine informanter muligvis tilhører, men at
man har sig for øje, at alle, qua skolen som vigtigste element, bliver påvirket på usynlige / ubevidste
måder. For at gå lidt dybere i denne problematik, vil jeg bede læseren om at gendanne sig den
metafor, som jeg tidligere har brugt; hvor staten kastede et net ud, som alle borgere sad fast i, de
fleste uden at gøre modstand. Når jeg skriver at staten udøver magt, er det i den metafors kontekst.
Borgerne konsumerer i større eller mindre grad diverse sundhedskampagner, tv programmer,
motionsbølgen og troen på sund livsstil. Bourdieu udpeger staten og uddannelsessystemet som to
helt centrale og indbyrdes afhængige felter, hvorfra magten udspiller sig. Bourdieu kalder skolen,
”statens skole” (1997:97), idet han retter blikket mod, hvor indgribende staten er for individets
perception, tænkning og dannelse. Borgerne (tidligere skoleelever) forstår, opfatter, sanser og
fortolker omverden ved brug af de begreber, ideer og forudsætninger som skolen har udstyret dem
med. Staten er i Bourdieus terminologi således ikke en hvilket som helst aktør, men et magtcentrum
(Bourdieu, 1997;97).
I Danmark har vi et ministerium, der bærer navnet sundhedsministerium, hvis formål er at
forbedre borgernes sundhedstilstand. Der er en stigning i interessen på det sundhedspolitiske felt,
som forsøgt illustreret ved ovenstående graf. Et af de store emner er ”fedme epidemien”
(Ernæringsrådet, 2003). Ved gennemlæsning af de forskellige tiltag, rapporter, artikler og bøger (se
litteratur liste) tydeliggøres det, at sundhed er et objektivt struktureltxv forhold, som der ikke stilles
spørgsmål til. Sundhed kan siges at være selvfølgeligt, alt efter som det ikke er til diskussion eller
debat, om vi skal være sunde, men det der debatteres om, er hvordan vi bliver sunde eller mere
sunde (Helder & Hagel 2009, Ernæringsrådet 2003, Sundhedsstyrelsen 1999). I kraft af denne logik,
er der tale om et doxisk forhold, da det er selvfølgeligt, at det sunde er et gode, hvilket får
konsekvenser for; måden verden opfattes på, de valg der foretages og for den måde der ageres i en
hverdag, hvor sundhed er allestedsnærværende. Konsekvenserne ses deslige igennem diverse
praksisser som statens, kommunernes, skolernes og erhvervslivets sundhedstiltag, som ”de usunde”,
måske overvægtige borgere får tilbudt og ”frivilligt” tager imod og accepterer. Fra statens siden
handler det bl.a. om at minimere risikoen for at personer med svær overvægt bliver syge, idet
81
livsstilssygdomme af staten formodes at forringe livskvaliteten samt være en meget stor udgiftspost
for staten (Sundhedsstyrelsen 2006, artikel; fedme koster os 14 milliarder årligt). Staten handler ud
fra den grundtese; at det sunde liv er det gode og lykkelige liv og hvis vi ikke er sunde individer, må
vores livskvalitet eller lykke afgjort være i fare.
Som tidligere berørt præger økonomisk og socialt begrundede argumenter den politiske sundheds
diskurs på en sådan måde, at det bliver legitimt at blande sig i ting, der angår den private sfære.
Overordnet kan man sige at sundhedsfeltet reproducerer forestillinger om at overvægt er et
økonomisk og socialt problem og at borgere med overvægt har en forringet livskvalitet. Selvom der
er en forskel på økonomiske og sociale argumenter viser det sig, at begge typer af argumenter er til
stede i artikler, bøger og dokumenter fra sundhedsstyrelsen (Sundhedsstyrelsen 2005, Mik-Meyer
2007: 81). Fælles for forskellige aktører i sundhedsfeltet er; at det positive ved sundhed ikke
betvivles. Teoretisk set, burde der være en generel holdning blandt de overvægtige, som elsker at
spise fed mad og slappe af på sofaen, om at sundhed (fx fedtfattig mad og motion) forringer
livskvaliteten. Rose beskriver også problematikken, som han kalder sundheds etik, hvor optimering
af livsstil er blevet obligatorisk og hvor der ses skævt på dem, der ikke har samme livsstil og
værdier (Rose, 2009;53-54). En af mine informanter italesætter også denne problematik i en af
vores samtaler:
Maria: Tror du at du vil blive lykkeligere ved at tabe dig?
Anne: Det ved jeg ikke. Så tænker jeg nogle gange på, altså jeg har det jo godt ikke, altså jeg er 78
år og så skal jeg stadigvæk gå og kæmpe
[…]
Maria: Ville du bestræbe dig på et vægttab, hvis der ikke var nogen helbredsmæssige grunde til det?
Anne: Nej, det ville jeg ikke, synes at det er hårdt slid, kedeligt og svært at skulle tabe sig. Det giver
mig dårlig samvittighed og fratager mig glæderne ved fx en god kage eller et godt måltid mad.
Maria: Kan man sige at det er tab af livskvalitet, at skulle være på diæt?
Anne: Ja, når man skal gå fuldt ind for det. Jeg foretrækker at nyde livet og måske på den konto
leve lidt kortere.
Anne gør indsigelser overfor sundhedspakken (sundhedsdiskursen), samtidig med at hun
underordner sig den. Feltet er ambivalent for Anne. På den ene side føler hun sig tynget af sin store,
tunge korpus, men på den anden side synes hun at diæter forringer hendes livskvalitet og giver
82
hende dårlig samvittighed. Resultatet af denne ambivalens bliver, at Anne forsøger at indordne sig,
prøver at tabe sig, idet hun deltager hos diætisten, forsøger at overholde sin kostplan og går til
træning og i øvrigt er aktiv samtlige ugedage (ved deltagelse i diverse kulturelle indslag i lokal
området). Alligevel modarbejder hun sig selv, ved egentlig at være af den overbevisning, at diæter
ikke umiddelbart tilfører hendes liv noget positivt, men derimod er kedelige og giver dårlig
samvittighed, måske er denne ambivalens grunden til, at Anne giver efter for den søde tand og
undlader at efterleve diætistens anbefalinger.
For at uddybe dilemmaet mellem; ønsket om vægttab og udeblivende vægttab, vil jeg trække en
parallel mellem unge og ældre overvægtige vha. Anders Lindelofs fund fra et projekt blandt unge
overvægtige. Han fandt frem til at slankekampagner har ringe effekt og forklarer til BT (i SejrNørgaard 2010; Slankekampagne gør teenagere tykkere).
”De unge har aldrig lært glæden ved at bevæge sig. Derfor ændre det ikke på deres vaner at
fortælle dem, at de skal spise salat og dyrke mere motion – det ved de godt, og de prøver
regelmæssigt. Men det mislykkes hver gang. Så får de skæld ud af deres forældre og vennerne
griner af dem, og det eneste man opnår, er at give dem dårlig samvittighed og mindre motivation”.
De unge i Lindelofs undersøgelse har ikke inkorporeret den livsstil, de mønstre, den kulturelle
kapital der er afgørende for, hvorvidt de kan navigere i et sundhedsfelt. Det samme kan siges at
være tilfældet for ældre fra min empiri, der er opvokset med andre mad og motionsvaner eller
mangel på samme; for den ældre generation var motion/bevægelse ikke noget man ”gik til”, men
bevægelse var for de flestes tilfælde en naturlig del af et arbejdsliv (Rasmussen, 2009, 2010). Nu
hvor de ældres arbejdsliv er et overstået kapitel, sidder mange ældre inaktive tilbage, uden gamle
vaner med motion, at falde tilbage på. Motion er et forholdsvis nyt begreb, og er i mange familier
med overvægt ikke blevet italesat som noget positivt og betydningsfuldt i livet. Det skyldes ikke et
bevidst fravalg eller ond vilje. Sådan har det bare været (Lindelof i Plauborg 2010; De fede
interesserer sig ikke for måltider).
Når sundhedsministeriet anbefaler 6 stykker frugt eller grønt om dagen og 30 minutters motion, så
repræsenterer de en kulturel kapital som nogle unge og ældre tilsyneladende har meget svært ved at
gøre til sin egen. Sundhedsstyrelsen har muligvis ikke blik nok for det faktum, at de unge og de
ældre med svær overvægt ikke er i besiddelse af de betingelser, der udgør grundlaget for, hvorvidt
de kan færdes i det givne felt eller ej. De famler i blinde, ude af stand til at navigere og til at
83
indtræde lykkelige i sundhedens univers. I stedet tynger vægten deres samvittighed endnu mere end
før diæten, da de nu tillige er blevet konfronteret med egen utilstrækkelighed, som fremmer
selvstigmatiseringen hos personer med overvægt (jvf. afsnittet; jeg er et skvat). Paradokset er, at
hvis de unge ikke er i besiddelse af den kapital eller evner at tilegne sig de kropsliggjorte
dispositioner, der gør dem i stand til at navigere indenfor tidens sundhedsdiskurs, hvordan er det så
muligt at navigere i en alder af 80 år? For det første må de unge, som kategori, oftest siges at blive
omtalt som omstillingsparate, innovative og aktive, mens det modsatte kan siges, at gøre sig
gældende, for den ældre befolkning. For det andet må de unge overvægtige formodes at besidde
mere energi og drive end de ældre med svær overvægt, der i de fleste tilfælde, også kæmper med
forskellige følgesygdomme og fysiske skavanker. For det tredje er de ældres ”dårlige /
uhensigtsmæssige” vaner blevet inkorporeret / tilegnet for 60+ år siden, mens det for de unge
overvægtige gælder, at vanerne er inkorporeret indenfor en 10 års periode. Alligevel er udfaldet det
samme, personer med overvægt, unge som gamle, taber sig ikke (varigt) men plages i stedet af
dårlig samvittighed og lavt selvværd. Tales der på forkert båndbredde (kulturel kapital, sprog,
artefakter og statslige sundhedsinitiativer) og kan man etablere en ny båndbredde i en alder af 80?
Sagt med andre ord; Har statens sundheds initiativer effekt, virker de? Lindelof anklager den
nuværende holdning og tilgang (initiativer) til jagten på sundhed, han eftersøger en forståelse for,
hvorfor de overvægtige ”ikke bare kan tage sig sammen”. Hvis vi ikke forstår sammenhængen kan
”Alverdens gode og praktiske råd om sund kost og hyppig motion være fuldstændig ligegyldige” (i
Plauborg, 2010). Ifølge Lindelof lykkes et vægttab ikke, da de unge ikke er socialiseret (besidder
den rette kapital) til at leve sundt. De har ikke lært glæden ved bevægelse og bryder sig ikke om det.
Især de socialt tunge, har ikke lært den positive værdi ved mad og måltidet (i Lindelof, 2010)
Hvorfor bliver vi federe og federe – og hvad gør vi?)
84
Livskvalitet
De ældre fra min undersøgelse falder ved siden af sundhedsdiskursen og ”bonger” som tidligere
omtalt ud på den ikke så fede måde. Sundhedsdiskursens selvfølgelighed beretter om, at personer
med overvægt har en forringet livskvalitet. Hvordan kan mine informanter (og andre i samme
stigmatiserede situation) opretholde en livskvalitet samtidig med at de er overvægtige? Lykkes det
for dem at tale sig op imod diskursen og fortælle at de er lykkelige på trods af deres overvægt eller
er de selv ”naturligt” medvirkende til at opretholde den doxa, der synes at beskrive området? Svaret
på dette spørgsmål er ikke entydigt men snarere komplekst. Livskvalitet er som beskrevet under
teorien et vanskeligt begreb at få styr på og opfattelsen af livskvalitet er forskellig fra subjekt til
subjekt. Under mit feltarbejde hørte jeg mange forskellige bud på livskvalitet fra de ældre. De ældre
tillægger faktorer, som findes i deres omgivelser værdi i forhold til den samlede livskvalitet. Under
samtalerne omkring livskvalitet blev familie, venner, deres hjem, mad, sociale tilhørsforhold og
indholdet i hverdagen af alle fremhævet som noget positivt og betydningsbærende. Jeg vil ikke
fokusere på familie, venner, hjem eller deres sociale tilhørsforhold, da der ikke optrådte nogen
signifikant diversitet i oplevelserne og da kategorierne ikke direkte er centrale i denne
sammenhæng, til gengæld vil jeg fokusere på fysisk mobilitet, at kunne klare sig selv, madens rolle
og vægtens betydning.
Livskvalitet blev under samtalerne meget andet end et spørgsmål om overvægt og fysisk
mobilitet for disse ældre og i deres fortællinger er der ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem
vær overvægt og forringet livskvalitet. Gennem mit feltarbejde fik jeg generelt en følelse af, at disse
85
ældre havde et godt liv, de smilte og grinede når jeg talte med dem, de lavede sjov og havde positiv
energi / udstråling og talte oftest i positive vendinger om deres liv. Naturligvis kom vi også gennem
samtalerne ind på mere alvorlige temaer, hvor tonen var langt mere alvorlig og enkelte steder
opgivende. Jeg vil her give et eksempel på, hvad jeg mener med opgivende: Lis på 78 år, er efter en
mislykket operation blevet lam i store dele af kroppen, hun sidder i kørestol og bor på plejehjem.
Ved andet interview spørger jeg Lis:
Maria: Hvad forestiller du dig, du skal bruge resten af dit liv på Lis?
Lis: Ingenting
Maria: Ingenting?
Lis: Næ, for der er ikke noget at bruge det på […] Kunne godt tænke mig at jeg kom til at gå, men
det kan jeg jo ikke. Der er ikke noget at gøre. […] Nej, jeg skulle pines lidt mere.
Maria: Så du mener faktisk at det er lidt et pinefuldt liv, du lever nu?
Lis: Ja, det synes jeg.
Jeg opfatter eksemplet med Lis, som et billede på, at nogle gange passer teoretiske kategorier og
begreber ikke med den virkelighed og kontekst som forskeren befinder sig i. Det gav ingen mening,
hverken for Lis eller mig, at sidde og tale om livskvalitet, når det fremgik af vores samtaler at Lis
havde et inderligt ønske om at dø. Interviewene blev meget tunge og jeg gik trist derfra med et
ubehag i kroppen.
De ældres (selv)vurdering af livskvalitet varierede meget og jeg fik mange forskellige bud på
livskvalitet gennem mine spørgsmål. For at vise diversiteten i de ældres oplevelse af livskvalitet,
følger her en række besvarelser på mit spørgsmål. Jeg spurgte dem alle om; hvad er livskvalitet og
mine citater herunder vil være en direkte besvarelse på mit spørgsmål.
Maria: Hvad er livskvalitet for dig?
Esther: Det er faktisk som jeg har det nu. Det vil jeg mene. Altså nu er jeg jo meget familiær. Det er
som jeg kalder det, livskvalitet. og så også det, at jeg kan klare mig. Det er også godt. Og så gøre
noget for at have det godt, i stedet for at gå og brokke mig over noget, jeg ikke kan.
Esther er glad for sit liv, som det ser ud nu og beskriver at livskvalitet er ”som jeg har det nu”.
Hun fremhæver det at kunne klare sig selv, (som i mine ældres terminologi betyder; at de ikke får
hjælp udefra til at holde ”hus og hjem”), som en vigtig faktor for at opleve livskvalitet. Bjarne er
inde på noget af det samme og siger ved samme spørgsmål:
Bjarne: Ja det er, at jeg kan klare mig selv og har rimelig styr på tingene. det er ikke et spørgsmål
om at være velhavende, men et spørgsmål om at kunne klare sig [… ]Det at man kan foretage sig
86
hvad man vil, i så vid en udstrækning det kan lade sig gøre. Det er kvalitet. Jeg føler ikke jeg
mangler noget, der kan gøre at min livskvalitet kan blive bedre.
For Esther og Bjarne var livskvalitet i høj grad sammenhængende med at ”kunne klare sig selv”.
Nedenfor fortæller Tove om en forringet livskvalitet, fordi hun ikke kan klare sig uden hjælp.
Herunder bringer jeg forskellige klip fra mine 6 interviews med Tove. Igennem vores samtaler talte
hun om forskellige ting, men ikke altid direkte om livskvalitet, men jeg fortolker det hun siger som
sådan og trækker forskellige kommentarer ud. Det egentlige (direkte) spørgsmål om livskvalitet
kom i nogle tilfælde tidligere i interviewet men svaret ”ruller” med og jeg vurderer at, nu taler vi
igen om livskvalitet, selvom vi har bevæget os forbi det direkte spørgsmål.
Maria: Hvordan er dit forhold til dig selv?
Tove: Jeg er utilfreds med at jeg ikke kan gå. Over at jeg ikke kan noget som helst. Det irriterer
mig grænseløst. Førhen kunne jeg klippe hæk, jeg kunne slå græs og male. Det kan jeg ikke mere,
så skal jeg bede manden om det og det er ikke altid han gider. Det kan jeg også godt forstå. Så det
er jeg utilfreds med.
Det er tydeligt i Toves tilfælde at hendes førlighedsproblemer har indflydelse på hendes
livskvalitet. Tove sidder i sin stue dagen lang og kommer stort set kun ud, når hun skal til læge,
diætist eller tandlæge. Tove lider af gener i det indre øre, der giver hendes problemer med balancen
og det giver hende kvalme. Hun er bange for at blive dårlig og kaste op, mens hun er ude, hvilket
afholder hende fra at tage nogle steder. Dog håber hun på at hun vil få det bedre med hendes nye
”høre / balance apparat” Maria: Hvad tror du bliver anderledes ved dit liv, når du får et ménieré
apparat?
Tove: Jeg tror simpelthen, at jeg ikke er så nervøs, for jeg vil jo ikke gå nogle steder, for jeg er
bange for at få de her anfald. Jeg kan have det med i håndtasken, det er betryggende. Jeg glæder
mig faktisk til at få det[…] Nu bliver det jo jul, så skal jeg med ud og handle, regner jeg med. Vi må
jo bare tage den tid det tager […].
Det sociale element spiller også en rolle i Toves liv, der i sin isolation i stuen lider afsavn af
venner og familie. Mange af vores samtaler var centreret omkring det længe ønskede ”balance
apparat” og fortællinger om alt det Tove kunne foretage sig, når ”bare” hun kom i besiddelse af det
apparat. Apparatet bliver udslagsgivende for, hvorvidt Tove igen kan komme til at få noget kvalitet
og glæde tilbage i sit liv, sådan som jeg opfatter det.
Maria: Hvad er livskvalitet for dig?
87
Tove: Lykken ville være at jeg kunne komme ud blandt andre og at jeg kunne bevæge mig. Det ville
være lykken … Jeg kan jo håbe på det og arbejder med det.
Tove: Jeg har ingen kræfter i benene, de knækker under mig. Jeg har på fornemmelsen, at det er
fordi, jeg er så kraftig som jeg er. Hvis nu jeg var lettere, kunne det være at de bedre kunne bære
mig… Vil gerne af med 10-15 kg.
Tove taler igen ikke direkte om livskvalitet, men jeg tolker det som, at hun er inspireret af
diætisten og taler ud fra den morale; at taber du dig, kan dine ben bedre bære dig og så kan du bedre
gå, komme ud og der med forbedre din livskvalitet. De faktorer der spiller ind og som er vigtige hos
Tove ifølge hendes kommentarer er en blanding af førlighedsproblemer, angst for anfald, social
isolation og overvægt. Tove udtrykker at hun i sin situation mangler ”noget”, der for hende er
vigtigt, for at opretholde et godt liv med god kvalitet. Kvaliteten daler idet hun er plaget af balance
gener (der ikke har forbindelse med hendes vægt), ben der knækker under hende og generelle
førlighedsproblemer.
Toves udsagn understøtter diskursen og beretter om en stærkt forringet livskvalitet pga. nedsat
førlighed. Det gør Kajs udsagn ikke. Kaj svarer på spørgsmålet om hvad livskvalitet er: Ja, det er
altså … man vågner om morgen og står op. Nu kan jeg ikke selv stå op med det rådne ben,(Kaj har
fået sat halvdelen af sit ene ben sat af) men ellers kommer de (plejepersonalet) efter mig, så kører vi
ned og får noget morgenmad. Der er nogen, der er noget morgensure ellers kører det godt nok. Ja,
ja jeg er glad for at vågne om morgenen.
Ifølge Kaj er nedsat førlighed ikke umiddelbart lig med forringet livskvalitet. Livskvalitet for Kaj
er at være placeret et sted, hvor der er rart at være. Han svarer ikke direkte på spørgsmålet om
livskvalitet, men taler i stedet om det samlede rum, som han befinder sig i, hans livssituation. Jeg
oplevede stor forskel mellem Tove og Kaj i deres personlige udstråling, hvor jeg vil beskrive Kaj
som et menneske med godt humør og positivt menneskesyn, mens Tove så noget mere dystert på
tilværelsen og generelt havde en kritisk attitude.
Elise er, som Kaj, meget positiv og lattermild, hun sidder ligeledes i kørestol.
Maria: Hvordan er det at være 81 år i dag?
Elise: Jeg synes da, det er dejligt, bortset fra de smerter, men så får jeg nogle piller for det. Mit
hjerte er godt sagde han (lægen) i går, mine lunger er gode og jeg har også et godt humør, så det er
kun dejligt.
Grete på 75 år var den eneste af mine informanter, der tabte sig betydeligt (mere end 1-2 kg) ved
at gå til diætist. Hun talte positivt om vægttab og italesætter en derved forøget livskvalitet.
88
I et interview med Grete taler vi om hendes vægttab på 10 kg og jeg spørger:
Maria: Så du føler dig fysisk bedre tilpas i en lidt slankere krop?
Grete: Absolut, absolut. Jeg kan mærke at mine knæ ikke er så belastede mere efter, så det har
hjulpet, altså bliver jo ikke træt længere, hvis jeg er ude og gå en tur. Skulle dog gå noget mere. Jo,
jeg kan også mærke det i taljen, på mine bukser og se det i ansigtet.
Maria: Føler du dig godt tilpas i din krop?
Grete: Det kan jeg svare dig på, når jeg har tabt 5 kg til […] Har det bedre men vil godt noget mere
ned, det vil jeg gerne. Som Grete her fortæller har et vægttab på 10 kg animeret hende til at forsøge
at tabe endnu mere, idet hun stadig ikke er helt tilfreds. Hun har en forestilling om, at der med tabet
af de sidste 5 kg følger et kropslig velvære. Taber Grete bare 1 kg mere falder hendes BMI til under
29,9 og hun vil dermed ikke længere være kategoriseret som en person med svær overvægt. Hun er
i en liminalfasexvi, løsrevet fra tilhørsforholdet til den stigmatiserede gruppe med svær overvægt og
står ved foden af en ny kategorisering qua sit BMI, hvor hun betegnes som en person med
overvægt, men som påpeget under begrebsafklaringen, er det idealvægten(gruppen) for ældre.
Gretes eksempel illustrer at overvægt ikke nødvendigvis er en permanent tilstand, men kan være en
overgang i en persons liv. Ved Gretes besøg hos diætisten omtales vægttabet således:
Diætist: Tilsyneladende går det som det skal. Er det en sej kamp?
Grete: Nej, nu er jeg kommet ind i varmen. Er det ikke flot?
Diætist: Nu har jeg jo forventninger til dig, da det går så flot.
Grete: Det var sødt sagt.
Diætist: Det er det jeg er her for.
Hjemme hos Grete i hendes stue, taler vi en anden dag videre om vægttemaet.
Maria: Hvordan synes du det går med din vægt?
Grete: Ja, ja, ja. Jeg arbejder stadigvæk på det […]Jeg fokuserer lidt for meget på det, for
meget.[…] Det irriterer mig bare at folk ikke siger; Ih, hvor har du tabt dig!
Anerkendelse er vigtigt for Grete, hun vil meget gerne have at ”folk” opdager at hun har tabt sig
og italesætter det, ligesom diætisten gør til konsultationen. Hendes kamp mod badevægten har fyldt
meget i hendes hverdag (Grete: Og så står jeg op på den vægt 25 gange om dagen) og hun ser helst
ikke at vægttabet går hendes omgivelser ubemærket forbi. Hun er den gode elev, der har ”lavet sine
lektier” og gjort hvad hun fik besked på (hvad hun blev vejledt i hos diætisten) og det vil hun godt
have anerkendelse og opmærksomhed omkring.
Maria: Kan man sige at mad hænger sammen med livskvalitet?
89
Grete: Det er nogle svære spørgsmål (griner). Jo, det gør den vel i kraft at, at man fungerer bedre,
hvis man lever sundt ikke? Så det er vel livskvalitet. Altså, hvis man er tyk og fed og sådan noget
der, så er ens livskvalitet jo i bund ikke? Så er man besværet på mange måder.
Maria: Så din livskvalitet er blevet forhøjet efter du har tabt dig?
Grete: Jeg synes den er blevet bedre. Det synes jeg. Absolut.
Maria: Nu hvor du har lagt din kost om og skal spise mere magert. Kan man så sige at der er
kommet en forringelse af din livskvalitet eller?
Grete: Nej, ikke en forringelse, snarere tvært imod. Lige for øjeblikket er der gået lidt sport i det,
man skal ud og veje sin mad og…
Maria: Så når du kigger på dit eget spejlbillede, så er du mere tilfreds?
Grete: Ikke helt endnu, men det hjælper på det. Mine lår kan jeg jo nok aldrig få pæne og det er
selvom jeg svømmer, men jeg burde nok gå nogle flere ture.
Jeg ser det ovenstående som en meget god beskrivelse af den selvfølgelighed (doxa), der præger
den brede del af befolkningen. Grete understøtter diskursen og siger ” Altså, hvis man er tyk og fed
og sådan noget der, så er ens livskvalitet jo i bund ikke? Grete antager at livskvaliteten er i bund
ved høj vægt, at personer med svær overvægt har forringet livskvalitet og ”er besværet på mange
måder” På trods af at Grete har tabt sig meget, er hun stadig ikke tilfreds, hun har muligvis fået
smag for moduleringen og kontrollen af egen krop, som teoretikeren Nikolas Rose skriver, er
kroppen blevet vores foretrukne sted at eksperimentere. Kroppen bliver et sted hvor personlig
succes og fiasko udtrykkes og synliggøres (Rose, 2009;54). Gretes ønske om at tabe sig, er med
diætistens hjælp og egen store indsats lykkedes og hendes succes afspejles i hendes slankere
skikkelse. Den slankere krop giver Grete en glæde, veltilpashed og en entusiasme til at fortsætte den
nye sunde livsstil (Grete: Lige for øjeblikket er der gået lidt sport i det, man skal ud og veje sin mad
og…). Henriksen (2007;21-22) beskriver at livskvalitet grundlæggende er det enkeltes menneskes
helt personlige oplevelse af, at noget er godt og ønsket. Jeg betragter Gretes ovenstående
beskrivelser som at vægttabet netop for Grete, rent personligt, er noget godt og ønsket.
90
Overvægt havde forskellig betydning hos mine informanter, men hvad fortæller de om det?
Maria: Hvordan er det at være overvægtig?
Kaj: Det generer mig ikke. Kørestol og sådan noget ser man jo overalt, kan jo komme med mange
steder.
Elise: Ej, kan godt være ked af, at jeg ikke kan komme ud og gå eller cykle. Jeg sidder bare herinde,
det er lige som om at sidde i et fængsel (Elise bruger kørestol det meste af dagen).
Esther: Ja, jeg vil godt tabe mig lidt for knæenes skyld. Har også tabt mig ½ kg i denne uge, bliver
jo vejet hver gang til træning. For det meste står det stille. Men jeg vil jo godt tabe mig lidt. Men da
jeg var barn, sagde jeg: når jeg bliver gammel, så vil jeg være tyk og hvidhåret ligesom bedstemor.
Jeg vidste jo ikke det var så besværligt (griner).
Kaj er ikke optaget af sin vægt og kan ikke rigtig huske, hvornår han sidst var blevet vejet (han
bor i Nakskov og går ikke til diætist, men til træning), han fokuserer på sin hverdag og det nære,
taler med rosende vendinger og smil om munden om den gode mad og service han modtager på det
center, hvor han bor. Kaj kan på trods af; sin overvægt, sit manglende halve ben, det at han sidder i
kørestol og er dybt afhængig af personalet på centeret til den daglige pleje - godt opretholde en
glædesfølelse og ser, som fortalt, også livsglad ud. Kaj har også en stor omgangskreds, han var den
lokale slagter, indtil han som 80 årig solgte sin forretning. Han får besøg hver dag på centeret og
taler dagligt i telefon med venner og familie (Rasmussen, 2009, Kaj).
91
Centralt i min empiri er madens rolle og talen om mad, der af mine informanter tillægges
forskellig betydning og kvalitet. Jeg vil i det følgende give eksempler på dette.
Maria: Er der nogen glæde forbundet ved et godt måltid mad?
Birgit: Ja, det er der. Altså det der, med at man kan gå ud og lave mad, noget der smager godt og
så gå ind og sætte det på bordet og sidde og hygge med lys på bordet, det kan vi godt lide, det har
vi meget. Nu spiser vi meget sild, fisk. Jeg har lige været hen og lavet marineret sild i dag.
Maria: Uhm
Birgit: Med æg og løg fra haven til frokost. Sådan noget det kan jeg godt lide at gå at hygge med.
Så får jeg aldrig udskæld for maden, han (manden) roser den altid.
Christian: Vi elsker god mad, vi elsker sådan set det samme. Det kniber med at holde op (med
portionerne). Nu ved jeg ikke om du elsker sådan brunkål med et lille stykke flæsk til? […]
Elise: Min veninde ringer en gang imellem og spørger om hun må komme forbi. Her den anden dag
kom hun med ½ l piskefløde, så lavede vi en æblekage. Det var rigtig godt og om aftningen kom
Bodil.
Maria: Kunne du selv gøre noget for at forbedre din livskvalitet?
Esther: Jeg kunne nok, hvis jeg tog mig sammen. Jamen det med kosten. Min samvittighed ville blive
bedre. Jeg har jo en masse opskrifter. Jeg har slankeopskrifter. Det ville være rart. Har tit tænkt på
det. Bare der var nogen, der kunne lave nogle slanke bøger, hvor der ikke var broccoli med.
Maria: Kan man sige at det er tab af livskvalitet, at skulle på diæt?
Anne: Ja, når man skal gå fuldt ind for det. Jeg foretrækker at nyde livet og måske på den konto
leve lidt kortere. Jeg er faktisk glad for mit liv og føler selv at jeg har en høj livskvalitet. Jeg kan
gøre lige hvad der passer mig. Nyder i den grad friheden[…](dette citat er også brugt andet steds i
analysen)
Anne: Frihed og det er jo også en frihed at man kan spise som man vil, når man er sulten og uden
at blive for tyk. Det er livskvalitet. Jeg ryger ikke, jeg må ikke spise og jeg må ikke drikke, ikke spise
slik og chokolade og det ville jeg ellers gerne[...]
Anne kalder en frihed til at spise hvad man vil for livskvalitet og føler sig meget af begrænset
sundhedsforskrifterne. Når Anne siger ”jeg må ikke spise og jeg må ikke drikke” hentyder hun til
sundhedsdiskursens anbefalinger, mediernes livsstilprogrammer, familiens ”stik bemærkninger” og
diætistens kostplan (Rasmussen, 2009, 2010; Anne).
Hos Stine ved andet interview talte vi også om sammenhængen mellem mad og livskvalitet. Stine
er endnu et eksempel på hvordan spørgsmålene og svarene ”ruller” og kommer til udtryk
92
uafhængigt at hinanden. Jeg spurgte Stine om min første store interesse livskvalitet og lyn hurtigt
talte hun om mad og vægt her og der. Måske skyldes det at Stine er ”fanget ind i ” alle de gram,
vejning af maden og alt det som hun helst ikke skal spise, chokoladen havde en stor livskvalitet for
hende og den er nu ”taget” fra hende. Igen et fint billede på at jeg spørger til en ting og får noget
andet af vide, nemlig ”det der rør sig” hos mine informanter.
Stine: […] Jeg tror at faren ligger meget i chokolade, slik og de søde ting. Altså, der ligger meget
livskvalitet i det, som vi skal lære, for det er svært at komme fra (de søde ting). Prøv at se de unge
mennesker, hvor mange af dem der er tykke. Men jeg synes det er et stort arbejde, jeg skal spise 200
gram grøntsager til middag og 300 gram til aftens. Det er da et stort arbejde at gøre de grøntsager
rene og tænke i andre baner.
Stine taler her om at tænke i andre baner og det er netop en af pointerne, som sundhedsteams
landet over foreskriver. Sundhedsvejledninger kommer med diverse bud på, hvordan den enkelte
borger selv kan tilegne sig nye mad og motionsvaner. De skal, som Stine siger; til at tænke i andre
baner, tilegne sig nye vaner. Disse nye vaner kan objektivt set synes let tilgængelige, men
virkeligheden er en helt anden for mine informanter (og for Lindelofs informanter, 2005). Der skal
tænkes i nye baner ved indkøb, maden skal tilberedes på en ny måde, hvilket kræver tilegnelse af
nye opskrifter og ingredienser og de ældre skal være nytænkende og kreative i køkkenet. Som Stine
og andre af mine informanter gør opmærksom på, så kræver den sunde madlavning meget tid til at
rengøre, snitte, skære, hakke og rive alle de grøntsager. Eftermiddagskagen skal helst skiftes ud
med frugt eller noget tilsvarende kaloriefattigt, desuden skal de ældre spise flere mellemmåltider,
som også er nyt for dem. At tænke i nye baner indbefatter også at få dyrkes noget motion dagligt,
hvilket ligeledes af de ældre beskrives som vanskeligt at komme i gang med og vanskeligt nå i løbet
af dagen. En del af mine informanter have en motionscykel stående, de fortalte at den enten
manglede batteri, var for tung eller skulle indstilles, så ingen af dem brugte motionscyklen.
Lindelof, der i sin forskning blandt voksne og unge med overvægt, pointerer at vaner skal
indarbejdes tidligt i livet, jo tidligere jo bedre. Set i det lys kan det undre at specielt ældre
mennesker med svær overvægt bliver ”sendt” til diætist eller træning, men henblik på et stort
vægttab.
Det er centralt at bemærke at det kun for 2 informanter lykkes at tabe sig mere end de 1-2 kg. Den
ene informant tabte sig med hjælp fra diætisten i Herlev og den anden informant tabte sig ved hjælp
af sin træning i Nakskov. Resten mislykkedes det for. Denne udeblivende succes forplantede sig
blandt de resterende 14 informanter, i større eller mindre grad, til dårlig samvittighed og til en
93
følelse af skam og fiasko. Som jeg tidligere har været inde på, var mønsteret i Nakskov ikke helt så
tydeligt. De ældre i Nakskov gik ikke til diætist, men kun til træning. Hvor det at gå til diætist
havde en lidt ”negativ” virkning / indflydelse på mine informanter, havde det at gå til træning en
langt mere positiv effekt, her tænker jeg ikke på vægten, men i et mere pædagogiske / psykologisk
perspektiv. Træning og den sociale kontekst det foregik i, at dømme ud fra min empiri, tilføjede
noget ekstra glæde og velvære til de ældre med svær overvægt. Desuden var fokus flyttet fra vægten
til bevægelsen, det var ikke kun et spørgsmål om hvad den enkelte vejede men et spørgsmål om
hvilke øvelser, den enkelte skulle gøre til ”sine” (Elise: jeg tager mine 1600 (omdrejninger med
kondicyklen).
Qua teoriafsnittet om livskvalitet og ovenstående citater har jeg teoretisk og empirisk forsøgt at
vise hvor svært det er at fastholdet et begreb som livskvalitet og må slutte med Henriksens ord
”Livskvaliteten er ikke til at få styr på. Den er mærkelig og højest forskellig fra menneske til
menneske, fra sted til sted og fra tid til anden […]. Den lader sig ikke binde af noget som helst, og
da slet ikke af regler, love og normer. Allermindst lader den sig spærre inde af de stærkes normer
(2007;14).
Konklusion
Fra første færd af har jeg reflekteret over og været optaget af konstruktionen af feltarbejdet og om
den valgte konstruktion var brugbar i forhold til mit felt? Jeg er i skrivende stund ved vejs ende med
specialet, og synes på mange måder det er lykkes at få nogle brugbare og meningsfulde resultater
gennem en teoretisk og analytisk forståelse af mit empiriske materiale. Jeg reflekterer blandt andet
94
over; når der i interviewene bliver svaret i forskellige retninger ved spørgsmål om fx livskvalitet og
selvopfattelser kan det så alligevel give mening at spørge sig frem til menneskets livskvalitet og
selvopfattelse i form af interview, sådan som jeg har forsøgt gjort? Jeg fremhæver flere steder at
mine informanters svar ”ruller” og ikke altid følger direkte efter mit spørgsmål, alligevel er jeg af
den opfattelse, at den metodiske fremgangsmåde i form af interview som deltagende observation er
brugbar og gør forskeren og siden hen læseren klogere på specialets problemstillinger og
dilemmaer.
Jeg har i nærværende speciale med en empirisk tilgang set på et populært felt, nemlig
sundhedsfeltet. Udgangspunktet har været en diætist konsultation, der er blevet beskrevet som et
statsligt initiativ, som har til formål at ”styre / lede ” borgerne mod en sundere livsstil. Jeg har givet
eksempler på hvordan begreber som symbolsk vold og doxa kan anvendes til at åbne empirien og
blotte de skjulte magtmekanismer.
Jeg har beskrevet sundhedsfeltet med de indlejrede logikker og selvfølgeligheder (doxa), som dette
felt reproducerer. Som jeg har været inde på i det teoretiske og det analytiske kapitel påvirker
nutidens sundhedsdiskurs mine informanters hverdag, og den har blandt andet igennem forskellige
statslige initiativer indflydelse på mine informanters selvopfattelse.
Indledningsvis beskrives det pædagogiske forhold som et ønske om forandring; nogen vil noget
med nogen, men de vil noget med nogen på den ”forkerte” måde og de vil så meget med nogen,
men dem de vil noget med, vil ikke eller formår ikke at honorere de krav og opfylde de ønsker om
forandring, og projektet får ikke succes. De ældre fra undersøgelsen har svært ved at skulle tilegne
sig den nye læring fra diætisten, de har svært ved at forandre sig, da deres liv er fyldt af meget
andet, blandt andet gamle vaner og rutiner, hvilket betyder at diætistens ønske om at ville skabe
forandring for dem næsten kan opfattes som spildte ord og anstrengelser i denne sammenhæng – for
begge parter. Herunder beskrives hvordan denne konklusion er nået.
Ved den, omend lille, geografiske spredning mit feltarbejde havde, viste der sig signifikante
forskelle på karakteren af den statslige indflydelse, som her er relevante at beskrive. Forskellene har
ikke noget med geografiske beliggenhed at gøre, men skal ses i forhold til de typer af statslige
initiativer, jeg har set på. I Herlev gik mine informanter til diætist og enkelte også til træning. I
diætist konsultationen var fokus lagt på vægt og kostskema. Diætisten korreksede de ældre, fortalte
dem at de gjorde noget forkert og det var pinligt for mine informanter, ikke at have tabt sig og flere
plagedes derved af en dårlig samvittighed. Ud fra min undersøgelse må jeg konkludere at, det har
vist sig, til dels at være diætistens morale omkring og italesættelse af vægt, mad og vejninger, som
95
kan siges at give informanterne et stort mindreværd og følelsen af ”at være et skvat”. Denne
konklusion skal naturligvis også ses i sammenhæng med den fremherskende sundhedsdiskurs og
dennes indflydelse på mine informanter og i sammenhæng med den stigmatisering personer med
svær overvægt kan opleve. Alle disse faktorer er medvirkende til at størstedelen af den gruppe ældre
mennesker med svær overvægt, som jeg har set på, sidder tilbage med en følelse af, at de er nogle
skvat. Det har naturligvis ikke været tilsigtet og er ikke fra diætistens side, gjort af ond vilje.
Diætisten ønsker at de overvægtige skal tage imod de gode, sunde kostråd og dermed forandres og
blive tyndere og sundere. At det, i min undersøgelse, viser sig ikke at hjælpe – ret meget, er en
tragisk omstændighed. Den pædagogiske praksis har slået fejl, den ønskede forandringsproces
bliver ikke realiseret.
I Nakskov gik samtlige informanter til træning, vægttemaet fyldte ikke nær så meget i disse
ældres bevidsthed. Nakskovitter havde ingen kostplaner og vægt til at veje deres mad med, men de
tænkte over hvad de spiste og havde en forståelse for, hvad der var sundt og usundt. De blev selv
vejet en gang om ugen til træning og på den måde blev vægten ligeledes italesat, alligevel
fornemmede jeg ikke og det fremgår heller ikke af empirien, at disse ældre var optaget af deres
vægt på samme måde som informanterne i Herlev. Træningens betydning træder tydeligt frem i
Nakskovitternes fortællinger og den fylder til forskel fra vægten meget i de ældres bevidsthed.
Træning bliver af alle i undersøgelsen beskrevet i positive vendinger, som noget der glæder dem.
For de ældre betyder træningen, at de deltager i et socialt fællesskab, de kommer ud, lidt væk
hjemmefra og de bruger deres kroppe. Træningen virker som en gevinst for de ældre. På trods af et
udeblevet vægttab og af at vejen mod et slankere liv er lang, sej og hård, vinder denne gruppe
mennesker alligevel noget ved at kæmpe, de vinder en ”ny social verden”.
Sammenfattende kan det siges at, de ældre hos diætisten i Herlev bliver sat på skolebænken af en
autoritet. Diætisten har et ønske om at forandre de ældres kroppe og blander sig derfor i det de
ældre spiser. I træningscenteret i Nakskov gives de ældre af fysioterapeuterne nye muligheder hvor
fokus er på forandring gennem bevægelse og en social samhørighed. En vigtig pointe er at
informanter i forhold til deres BMI ”skulle” tabe fra 15 kg og opefter og at alle på nær to kun tabte
1-2 kg (op til og under perioden, hvor jeg fulgte dem). Ved et opfølgende interview blev det
beskrevet således;
Maria: Har du så taget på efter du er holdt op til diætist, tror du?
Anne: Ja, det har jeg. En 8-10 kg. Jeg ved hvad jeg vejede hos diætisten, der vejede jeg 113-114
stykker og nu vejer jeg 120 kg. Det er jo også alt for meget.
96
De tre informanter der gik til diætist, som jeg har talt med ved de opfølgende interviews, havde
alle taget 5-10 kg på og var dermed, stik imod hensigten med at sende dem til diætist, blevet større
og dermed potentielt i fare for livsstilssygdomme, forringet livskvalitet og at blive stigmatiserede.
Hos de to geninterviewede informanter fra Nakskov, der fortsat trænede, havde den ene tabt 16 kg
pga. sygdom og den anden havde holdt samme vægt.
Ud fra min undersøgelse med 16 informanter kan det konkluderes på det udeblevne vægttab, at
hverken træning eller diætist besøg har hjulpet størstedelen af informanterne. Ved de opfølgende
interview spurgte jeg:
Maria: Da du så holdte op med at gå hos diætisten, slap du så den dårlige samvittighed?
Anne: Næ, så fik jeg dårlig samvittighed over, at jeg var holdt op.
Maria: Hvor mange år har du kæmpet med vægten?
Anne: Det har jeg faktisk i 47 år.
Det er interessant, at de ældre beretter om at have gået på slankekur i årevis uden vægttab og at
det heller ikke syntes at hjælpe at komme til diætist. For de fleste af de ældre syntes gangen hos
diætisten derimod at påvirke deres selvopfattelse og frembringe ”skvat-følelse”. Empirisk set
frembragte træningen noget andet og andre følelser og de ældre oplevede en ny form for glæde og
energi gennem den. De lærte at være i bevægelse; ved at cykle 1600 omdrejninger, ved at gå eller
køre ud og lære andre at kende, ved at skulle ud af huset, ind i et andet og derfra hjem igen.
Forandringen ses som tilegnelsen af et nyt bevægelsesmønster. Vægten var status quo, men de
ældre blev alligevel forandret og gav udtryk for glæde og livskvalitet i forbindelse med deres
træning.
Teoretisk og empirisk har jeg løbende været inde på, at vaner og mønstre er vanskelige at bryde
og min pointe med ovenstående to citater er, her ved vejs ende, endnu engang at gøre opmærksom
på dette. En diætist kan siges at udtrykke den fremherskende sundhedsdiskurs værdier, at give
standardiserende retningslinjer på sundhed og dermed være talerør for den selvfølgelighed, at
sundhed er et gode. Ved deltagelse hos en diætist, får den enkelte kostskemaer der skal overholdes,
en vægt der skal ned og ture der skal gås. Disse gøremål er for de fleste en vanskelig opgave at
overholde, de fleste fra min undersøgelse havde netop ingen erfaring med ”det sunde liv” og måden
det efterleves på. Anne siger:
Anne: Det burde være en vane at spise på den måde, det er noget sjovt noget, at man ikke kan
lægge de gamle vaner væk.
97
Maria: Det er svært at lave om på sine madvaner?
Anne: Det er det, også fordi jeg er opdraget til at man spiser op. […] Jeg kender til det hele, ved
hvordan jeg skal spise, men jeg gider ikke, eller hvordan skal jeg sige? Gider ikke blive ved med at
kæmpe, jeg kan godt se det er forkert, du kan nok se, det er derfor jeg går rundt med evig dårlig
samvittighed.
I et bourdieusk perspektiv har de ældre ingen social og kulturel kapital at falde tilbage på og
ingen inkorporeret habitus indenfor sundhedsfeltet. Anders Lindelof skriver at man ikke kan
motivere folk til at være sunde. Folk med overvægt er ikke socialiseret ind i og har ikke lært glæden
ved at bevæge sig. De har ikke lært værdien af det sunde liv og ser ikke noget positivt ved det
(2010). Dette besværliggør projektet yderligere og som oftest bliver der også tale om en fiasko i
forhold til vægttab. Mine informanter oplevede ikke at kunne honorere diætistens anmodninger. De
kunne ikke opfylde statens ”krav” til dem, de ”svigtede” diætisten og de svigtede dem selv med
nedgørende og degraderende beskrivelser af dem selv. En negativ spiral blev sat i gang og det
påvirkede angiveligt deres livskvalitet. Det paradoksale i dette her er, at de ældre med svær
overvægt fra samfundets side af er blevet kategoriseret som ”dem med forringet livskvalitet”, det
skal der handles på, de ældre sendes til diætist og skal gennemgå en livsstilsforandring (Schmidt,
2000;17). Denne livsstil forandring var, som omtalt, for de fleste for svær at gennemføre og de
ældre fik dårlig samvittighed og endte med en forringet livskvalitet. Det har sikkert ikke været
statens intentioner med projektet og det skal da også her påpeges, at det ikke i alle tilfælde ”gik lige
galt”, specielt ikke hvis der kastes et blik på et andet statsligt initiativ, gratis træning som socialt
pædagogisk tilbud til alle (Idræt for alle, Schmidt, 2000,19). For selv om vægten forblev den
samme og den dårlige samvittighed lå i baghovedet, syntes min beskedne undersøgelse at vise at
træningsinitiativet nærmest udelukkende havde positive udfald. Som beskrevet i analysen med
blandt andet eksemplet med Elise, så kunne de ældre” live helt op” til den træning, der var designet
specifikt til målgruppen. De ældre blev beriget af den sociale kontakt de fik før, under og efter
træningen. Om det var den fysiske træning, forøget blodomløb, kroppens udskillelse af endorfiner
og bedre mobilitet eller den sociale gevinst, tilhørsforholdet til en gruppe og et sted, der udløste
glæde og kvalitet ved livet, skal jeg ikke gøre mig til dommer over for, blot konstatere at der skete
en forandring på det indre plan, hvor de ældre følte sig ”lettere”, selvom de på det ydre plan stadig
var ”tunge”.
98
Anne havde i 47 år kæmpet med badevægten og i løbet af alle disse år, var det kun lykkedes
hende at tabe sig kortvarigt, hvorefter hun tog endnu flere kilo på. Kunne Anne have været
forskånet for denne kamp? Herunder vil jeg afslutningsvis trække på Thorkild I. A. Sørensens tese
om årsagerne til overvægt, for at nærme mig en besvarelse af dette spørgsmål.
Ikke alle videnskabelige udsagn har samme gennemslagskraft og vinder ikke lige stort terræn.
Sørensen har som Hoffmann udtrykker det ” forsket i fedme i 35 år” (Hoffmann, 2009) og forklarer
at man fra videnskabens side endnu ikke har fundet årsagerne til fedme. Han mener at folks
overvægt er uden for folks egen kontrol og at årsagerne til overvægt skal findes i generne (Sørensen
i Hoffmann, 2009, Astrup, Rössner & Sørensen, 2006; Alternative årsager til fedme). Et sådant
udsagn falder ved siden af diskursen og trækker ikke de største overskrifter. Det gør
ernæringseksperter og livsstils personligheder som fx Chris MacDonald til gengæld, han får plads
og mediebevågenhed, når han får ”hele byer med på ideen om at tabe sig”. Dermed når hans
budskab og forskrifter på en sund og aktiv livsstil, ud til en større del af befolkningen
(www.chrismacdonald.dk ,www.strongmind.dk). Er det tilfældigt eller kan det opfattes som et
billede på at Chris MacDonald udtrykker sig ”korrekt” i forhold til diskursen og dens
selvfølgelighed / doxa. Han har gennemslagskraft fordi hans argumenter kan kobles til en
sundhedsdiskurs, som Mik-Meyer siger: ”Sundhed bliver et trumfkort i enhver argumentation” (i
Ebbensgaard, 2010). Nikolas Rose beskrev hvordan nutidens mennesker har en voksende evne til at
kontrollere, selvregulere, forme og omforme egen livsevne (Rose, 2009; 27-28). Denne tendens har
jeg tidligere kaldt for inkorporering af moderne sundhedsnormer som skal sættes i forbindelse med
Roses egne spørgsmål; Hvordan og med hvilke teknikker bliver vi styret? Offentlige diskurser om
sundhedsfremmende kost og motion hænger nøje sammen med måden hvorpå nutidens mennesker
opfatter egen rolle i en sundheds sammenhæng. Der kan ses en voksende opprioritering af personlig
rekonstruktion og selvregulering (Rose, 2009;54). Diskursen er trendsættende og markør for hvad
der grundlæggende bliver opfattet som rigtigt og forkert, sundt eller usundt og hvilke årsager (til fx
overvægt) der bliver lanceret som værende betydningsbærende og hvilke årsager der ikke er
betydningsbærende. Når en professor, som Sørensen står frem og siger; at de overvægtige ikke selv
er ansvarlige i forhold til deres overvægt, falder det ved siden af diskursen og lander på et sted hvor
det ikke bliver betydningsbærende. Der er brug for aktion og handling, den enkelte borger skal selv
tage ansvaret for egen sundhed, godt hjulpet på vej af statens utallige sundhedsinitiativer.
Naturligvis lanceres livsstil kampagner ikke kun til forebyggelse af overvægt, de har også andre
forebyggende mål (de såkaldte KRAM faktorerxvii). Derfor kan overvægt ikke isoleres helt indenfor
99
en sundhedsdiskurs, men må ses i sammenhæng med andre forebyggende indsatser. Dog kan det
alligevel overordnet siges, at den mest almindelige holdning blandt befolkningen (doxa), må
udledes at være, at personer med overvægt selv er skyld i deres overvægt og generelt har en svag
karakter. Denne doxa bliver, som forsøgt vist i analysen, bekræftet af de overvægtige selv. For at
vende tilbage til spørgsmålet om hvorvidt: Anne kunne have været forskånet i sin kamp mod
badevægten? må svaret rent hypotetisk være; Ja, til dels. Det kunne tyde på at Anne er disponeret
for overvægt og som Sørensen, konkluderer ikke selv er ansvarlig for de mange ekstra kilo (eller
ansvarligheden er meget lille). Havde denne konklusion været alment gældende og accepteret i
samfundet, ville stigmatiseringen af gruppen med svær overvægt muligvis være mindre og have en
anden betydning for informanternes hverdag og trivsel og mange personer med overvægt kunne
nedtone selvbebrejdelsen og den personlige beskrivelse af at være ”karakter svag og ude af
kontrol”. Havde Anne gennem de sidste 47 år haft denne doxa ”stående på køleskabet”, kunne det
formodes at Anne ikke helt på samme måde, ville have været plaget af dårlig samvittighed og at
hendes liv i større grad ville være præget af en accept af egen krop og fylde.
Perspektivering
Jeg har tidligere beskrevet mine etiske overvejelser i forhold til metoden, her i perspektiveringen
vil jeg give plads til en ny form for etiske overvejelser. En ting er etiske overvejelser over at udføre
et feltarbejde, noget andet er, de etiske overvejelser og problemstillinger, der kan opstå, når diverse
personlige udtalelser fra interviewene grundigt analyseres og fortolkes (Kvale, 1999;117). Ligeledes
kan de etiske overvejelser være koncentreret omkring det færdige skrevne produkt (specialet), som
bliver offentliggjort og derfor er til direkte skue, for hvem det måtte interessere. Jeg bruger i
analysen mange citater og analyserer på disse citater i forhold til en eller flere teorier, citaterne er i
flere tilfælde af personlig karakter, men holder sig alligevel inde for en grænse, ved ikke at være af
intim eller hemmelig karakter.
Ved det etiske spørgsmålet omkring fokus på en stigmatiseret gruppe, kan det påpeges at
nærværende speciale er medvirkende til en yderligere stigmatisering, idet øget fokus og
opmærksomhed på problematikker indenfor overvægt, kan anses for at have en forstærkende effekt.
Mine informanter er udsatte, de er udskældte, de er stigmatiserede og jeg viser billeder af dem og
oplyser om, hvilken vægtklasse de er kategoriseret under. Jeg udstiller dem ved at vise deres
ansigter og kroppe frem visuelt og ved at beskrive deres overvægt med et ”hav af ord”. På trods af
dette er jeg af den opfattelse, at jeg har været tro mod mine informanter. Det har været vigtigt at
100
fremstille mine informanter på en så fair og sandfærdig måde, det var muligt. Jeg har forsøgt at se
på empirien, som en stor, levende fortælling og har under analysen forsøgt at behandle empirien
respektfuldt. Jeg oplyser ikke direkte en informants BMI og oplyser ikke hvilken informant, der er
på diverse billeder. Men jeg ”udgiver” specialet og det bliver som beskrevet offentligt tilgængeligt.
Specialet handler ikke blot om en gruppe med svær overvægt fra Lolland og Sjælland, men
handler om den måde samfundet opfatter og ser på denne gruppe af mennesker. Hvordan kan denne
lille kvalitative undersøgelse være interessant i et større perspektiv? Kan undersøgelsen være afsæt
for noget andet?
Hvad skal de ældres liv så her, de har gået til diætist uden at tabe sig, forsøgt at ændre deres
livsstil uden tydeligt held, hvad så nu? Hvad er planen med disse ældre? Jeg ville ønske at min
undersøgelse kunne bidrage til et udvidet fokus på de ældres levede liv. Et større fokus på hvad der
er betydningsfuldt for de ældre med svær overvægt. Det er ikke blot et spørgsmål om at få de ældre
til at leve så længe og så sundt som muligt. Det er mere interessant at koncentrere sig om, hvordan
der kan lægges ikke blot år til livet, men liv til årene. Det ser ikke ud til at diætistens løftede
pegefinger havde effekt på de ældres vægttab, tværtimod bidrog diætisten til en forringet
selvopfattelse blandt mine ældre. Min undersøgelse har vist at træningstilbud til de ældre, havde en
positiv indvirkning på deres livskvalitet. Ved fremtidige statslige initiativer til den målgruppe,
synes det oplagt fortsat at tilbyde motion i fællesskab med andre. Gevinsten ved at gå til diætist og
kæmpe med kostplaner, synes derimod at være en for stor udfordring og indgriben i de ældres liv,
som er præget af hverdagsrutiner og vaner grundlagt mange år tilbage. En ønskelig situation ville
være, hvis min undersøgelse kunne være med til at sætte gang i en debat om, hvad bedre
sundhedsfremme er; Er det måske bare at lade de ældre være? At lade dem spise den kage, de så
gerne vil have at hygge med. Michael Norup, forsker i medicinsk etik skriver: ”Det der er galt med
folkesundhedspaternalismen er, at den er forbundet med en forestilling om, at offentlige
institutioner og eksperter er bedre til at sikre folks interesser, end de selv er” (seminar: ansvar for
egen sundhed, 2008, bilag). Overvægtsproblematikken må anskues ud fra hvordan folk lever og
fungerer. Det handler om at deltage i de felter, hvor folk lever deres liv, for bedre at forstå deres
motivationer og handlinger. Med en stigende åbenhed og interesse for undersøgelser fra en
pædagogisk antropologisk synsvinkel kunne forskere i højere grad fylde hullerne i
sundhedsvidenskaben ud og derigennem og lidt efter lidt påvirke statslige initiativer og strategier.
101
Litteraturliste
Barfod, Anita. (1997). Gamle liv. Socialpædagogisk bibliotek. København. 162 sider.
Baunsbak-Jensen, Asger. (2002). Mod til at blive gammel. Den dyrebare alderdom. Essays. Poul
Kristensens Forlag. 88 sider.
Blaakilde, Anne Leonora & Swane, Christine E (red). (1998). Aldring og ældrebilleder – mennesket
i gerontologien. Munksgaard. København. 211 sider.
Blaakilde, Anne Leonora (2005). Livet skal leves – forlæns, baglæns og sidelæns. København.
Gyldendal. 270 sider.
Bourdieu, Pierre (2007). Den praktiske sans. Hans Reitzels Forlag. Danmark. 110-129.
Bourdieu, Pierre (2005a). Udkast til en praksisteori. Hans Reitzels Forlag. Danmark.169-222.
Bourdieu, Pierre (2005b). Viden om viden og refleksivitet. Forelæsninger på Collége de France
2000-2001). København: Hans Reitzels Forlag. 190 sider.
Bourdieu, Pierre (2006). Udkast til en selvanalyse. København. Hans Reitzels Forlag. 147 sider.
Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc J.D. (2004) Refleksiv sociologi. København: Hans Reitzels
Forlag. 312 sider.
Bourdieu, Pierre (1997). Af praktiske grunde. København. Hans Reitzels Forlag. 57-64, 97-133,
187-198,202-215.
Bovbjerg, Kirsten Marie. (2001). Følsomhedens etik. Tilpasning af personligheden i New Age og
moderne management. Forlaget Hovedland. Højbjerg. 287 sider.
Duedahl, Poul, Andersen, Lars & Kallestrup, Louise (red). (2005). De måske udstødte. Historiens
marginale eksistenser. Aalborg Universitetsforlag. Viborg. Side 5-39.
102
Ehn, Billy & Löfgren, Urvar (2006). Kulturanalyser. Klim. Århus. Side 17-112.
Foucault, Michel. (2002). Overvågning og straf. Fængslets fødsel. Det lille forlag. Hellerup. 367
sider.
Foucault, Michel (1981).” Indledning” + et par arvestykker. I Fra en hermafrodits erindringer, af
Barbin, Herculine (Alexina). København
Goffman, Erving (2009). Stigma. Om afvigerens sociale identitet. Samfundslitteratur. 208 sider.
Hansen, Jørn (red). (2001). Folkets sundhed eller lykke. En antologi om humanistisk sundheds- og
idrætsforskning. Odense Universitetsforlag. Side 7-129.
Hastrup, Kirsten & Ovesen, J (Red)(1980). Etnografisk grundbog. København. Gyldendal. Side 1387.
Hastrup, Kirsten & Ramløv, K (Red.)(1988). Feltarbejde. Oplevelse og metode i etnografien.
Akademisk Forlag. Side 151-164.
Hastrup, Kirsten (1992). Det antropologiske projekt - om forbløffelse. København. Gyldendal. 80
sider.
Hastrup, Kirsten (Red.) (2003). Ind i verden: En grundbog i antropologisk metode. København:
Hans Reitzel Forlag. 431 sider
Heldner, Hans og Hagel, Annie (red) (2009). Sundhedsledelse. Forudsætninger, teori og
perspektiver. Hans Reitzels forlag. Side 9-23.
Henriksen, Bjarne Lenau (2007). Livskvalitet – en udfordring. Gads Forlag. 148 sider.
103
Horsdal, Marianne (1999). Livets fortællinger. – en bog om livshistorier og identitet. Borgen. Side
15-52.
Ingerslev, Jette (2008). Bariatri – og bariatriske patienter. Leo Pharma. 102 sider.
Klarlund Pedersen, Bente (2003). Motion på recept. Motion som forebyggelse. Arnold Busck. Side
7-172.
Kristiansen, Søren & Krogstrup, Hanne Katrine. (1999). Deltagende observation. Introduktion til en
forskningsmetodik. Hans Reitzels forlag. København K. 236 sider.
Kvale, Steinar (1997). Interview: En introduktion til det kvalitative forskningsinterview.(s. 13-26,
91-140, 186-204). København: Hans Reitzel. Side 13-47, 68-82, 115-173.
Larsen, John, A (1995). Samtalen som interview. At tale om kulturelle artikulationer i Kina.
Tidsskriftet for antropologi ”metode”, nr. 31. København.
Launsø, L & Rieper, O (2005). Forskning om og med mennesker: Forskningstyper og
forskningsmetoder i samfundsforskning. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 217 sider.
Lindelof, Anders (2003). At leve med overvægt. En antropologisk analyse af overvægtiges tanker,
beretninger og erfaringer af livet som overvægtig. 67 sider
Mik-Meyer, Nanna & Villadsen, Kaspar (2007). Magtens former. Sociologiske perspektiver på
statens møde med borgeren. København. Hans Reitzels Forlag. 189 sider.
Mik-Meyer, Nanna (2009). Sundhed i et sociologisk perspektiv: Moralens indtog. I Heldner, Hans
og Hagel, Annie (2009). Sundhedsledelse. Forudsætninger, teori og perspektiver. Hans Reitzels
forlag. Side 119-138.
Nylander, R & Sørensen, S L (2006). Det handler om mere, meget mere. – et speciale om fedmens
psykologi. Københavns Universitet Psykologi.
104
Olesen, Peter (red) (2007). 15 skriver om at være over 80 og fuld af livskraft. Thaning & Appel.
Denmark. 160 sider.
Otto, Lene (1998). Rask eller lykkelig. Sundhed som diskurs i Danmark i det 20. århundrede.
Komiteen for sundhedsoplysning. København. 156 sider.
Platz, Merete. (2009). Svært overvægtige gamle. Videnscenter på Ældreområdet. København. 67
sider.
Rasmussen, Maria Benavente (2009). Interview med ældre svært overvægtige. Transskribering af
feltarbejde.
Rasmussen, Maria Benavente (2010). Opfølgende interviews med ældre svært overvægtige.
Transskribering af feltarbejde.
Rose, Nikolas. (2009). Livets politik. Biomedicin, magt og subjektivitet i det 21. århundrede. Dansk
psykologisk forlag. Danmark. 432 sider.
Steffens, Vibeke (1995). Hinsides forestillingen om det uforudsigelige. Om at være drikkende ikkealkoholiker blandt ikke-drikkende alkoholikere. Tidsskrift for antropologi ”metode” nr. 31.
København.
Schmidt, Lars-Henrik & Kristensen, Jens Erik. (2004). Lys, luft og renlighed - den moderne
socialhygiejnes fødsel. Akademisk Forlag. København. 259 sider.
Schmidt, Lars-Henrik (2000). Kroppen i fokus – et essay om sport. Socialanalytik. Danmarks
Pædagogiske Institut. Side 7-40.
Schmidt, Lars-Henrik (1999). Diagnosis III. Pædagogiske forhold. Danmarks pædagogiske institut.
Side 85-92.
Swane, Christine E, Blaakilde, Anne Leonora & Amstrup (red). (2007). Gerontologi. Livet som
gammel. Munkegaard Danmark. København. 317 sider.
105
Swane, Christine E (2006) Notat: Forslag til forskningsindsats om gamle mennesker med svær
overvægt. EGV Fonden.
Veenhoven, Ruut (2008). Hvad ved vi om lykke i Lyhne, Jørgen & Knoop, Hans Henrik (red)
(2008). I Positiv psykologi positiv pædagogik. Side 31-74.
Ventegodt, Søren. (1995a). Livskvalitet. – at erobre livets mening og blive rask igen.
Forskningscenterets Forlag. København. 278 sider.
Ventegodt, Søren. (1995b). Måling af livskvalitet. Fra teori til praksis. Forskningscentrets Forlag.
København. 221 sider.
Ventegodt, Søren. (1995c). Livskvalitet i Danmark. Resultater fra en befolkningsundersøgelse.
Forskningscentrets Forl+ag. København. 527 sider.
Wahl, Astrid Klopstad & Hanestad, Berit Rokne. (2004). Måling av livskvalitet i klinisk praksis. En
innføring. Fagbokforlaget. Bergen. 156 sider.
Wilken, Lisanne (2005). Habitus, kapital og felt – Bourdieus greb til en analyse af praksis i
Esmark, Anders, Laustsen, Carsten Bagge & Andersen, Niels Åkerstrøm (red.) (2005).
Socialkonstruktivistiske analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag. Side 7-31, 211-235)
Winther, Ida Wentzel (2006). Hjemlighed. En kulturfænomenologiske studier. Danmarks
Pædagogiske Universitets Forlag. Side 1-74
Artikler og rapporter
Aagaard, Jens (2009). Fede er ulækre og belastende. Søndagsavisen den 23.8.2009.
Adams CH, Smith NJ, Wilbur DC & Grady KE (1993). The relationship of obesity to the frequency
of pelvic examinations: do physician and patient attitudes make a difference? Women Health
1993;20(2):45-57.
106
Andersen, Louise Skov (2007). Hellere fed og fit end slank og doven. Politikken, Tjek den
4.12.2007.
Arbejderen, Danmarks røde dagblad (2010). EU vil hæve pensionsalderen den 25.9.2010.
Astrup, Rössner & Sørensen (2006). Alternative årsager til fedme. Ugeskrift for læger; 168/2/9.
Bornhøft, Karl Henrich (2009). Frygten for fedme. Flensborg Avis den 22.5.2009.
Bowling, A (2002). A multidimensional model of the quality of life in old age. Aging & mental
health; 6(4): 355-371.
Breinholdt, Mette (1995). Perspektiver på sundhed. Interview med Vibeke Steffens.
www.sundhedsantropologi.dk
Brændgaard, Per (2010). Sundhed som religion. www.smaaskridt.dk
Buettner, Dan (2007). Denmark: The Happiest Place on Earth
Christensen, Christian Nørregaard (2008). Danskerne ser mere skævt til for mange kilo på
sidebenene end for meget røg i lungerne. Berlingske Tidende.
Christensen, Christian Nørregaard (2008). Vi søger den alternative sundhed. Berlingske Tidende
21.11. 2008.
Christensen, Kaare (2000). Ønsket om et langt og raskt liv. Videnscenter på ældreområdet.
Deichmann, Anne (2010). Overvægtige teenagere rammes på selvværdet. Penta Coaching. Århus
den 10.4.2010.
Due, P, Heitmann, B, L & Sørensen, T, I,A (2006) Adipositasepidemien i Danmark. Ugeskrift for
læger 168;2: 129-132.
Dørge, Henrik (2008). På eget ansvar. Weekendavisen den 22.2.2008.
Dørge, Henrik (2007) Livsstil & kirurgi: på eget ansvar. Weekendavisen den 22.2.2008.
Dørge, Henrik (2008). Individ og samfund: Privatlivets pligter. Weekendavisen den 23.5.2008.
Dørge, Henrik (2008): Rettighedstænkning: Pligten kalder. Weekendavisen den 18.7.2008.
Dørge, Henrik (2007). Det er ikke pladderhumanisme. Weekendavisen den 13.4.2007.
Ebbensgaard, Ida (2010). I sundhedens navn. Højskolebladet den 8.3.2010.
Eriksen Louise & Mette Kjøller (2006) Fedme – et stigende sundhedsproblem. Nyhedsbrev Uge 37.
Statens Institut for Folkesundhed.
Ernæringsrådet (2003). Den danske fedmeepidemi. Oplæg til en forebyggelsesindsats.
Fitliving.dk (2010). Lækkersulten? Se her, hvordan du stiller lysten – uden at synde.
Frehr, Helle. (2009). Øget fokus på genoptræning. Fyns Amts Avis den 23.5.2009.
107
Fristrup, Tine (2008). Ansvar for egen aldring. En velfærdsstat i krise. Referater af FUMA-møder.
28. årgang. August 2008.
Fristrup, Tine & Munksgaard, M.E.(2009) Alderdommen er ikke, hvad den har været. I Glasdam, S
Gerontologi side 76-91. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Fristrup, Tine (2009) De nye ældre er fulde af lyst. København: Hjerteforeningen., Tal fra hjertet
(side 8-9)
Fristrup, Tine.(2007) Vi får de ældre vi fortjener. Information den 16.4.2007
Heitmann, Berit l (2009). Fedme og helbredsrisiko – hvad skal vi måle på? Ugeskrift læger 171/43.
19.10.2009.
Hernø, Charlotte Søllner (2009). Alderdommen er ikke trendy. Magasinet Rask jan./feb. 2009.
Hoffmann, Thomas (2009). Mysteriet om vores fede maver. www.videnskab.dk
Holst, Lisbeth (2003). Hvorfor ryger gravide kvinder? www.kvindfo.dk
Jacobsen, Brian (2010). Regler fører til et godt liv. www.religion.dk
Jastrup, Morten (2007). Fedme koster os 14 milliarder årligt. Politikken, Tjek den 25.9. 2007.
Kristensen, Britt (2009). Danmark som velfærds-laboratorium. Nordjyske Stiftstidende den
24.5.2009.
Krommes-Ravnsmed, Kirstine (2006). De normale afvigere. Interview med Nanna Mik-Meyer.
Dagbladet Information den 6.2 2006.
Larsen, Jesper Vestergaard (2010). Dr, Klam udgiver bog om vaginal akupressur. BT. 23.7.2010.
Lindelof, Anders (2000). Holdninger til overvægt går i arv. 2000 Sygeplejersken. Danmark.
Lindelof, Anders (2010). Hvorfor bliver vi federe og federe – og hvad gør vi? DR2, danskernes
akademi den 26.10.2010.
Nørr, Christian (2010). Sundhed er danskernes religion. Berlinske Tidende. 30.1.2010.
Mehlsen, Camilla (2006). Endelig tid til selvrealisering. Asterisk nr. 32. december 2006.
Munk-Petersen, Mette (2007). Når de store bliver gamle. Berlingske Tidende den 28.1.2007.
Olshansky, J & Carnes, B.A. (2000). Vores stræben efter udødelighed. Videnscenter på
Ældreområdet.
Ostrynsi, Nathalie (2008). Indiens tavse dræber. Berlingske Tidende 20.1.2008.
Plauborg, Hans (2010). De fede interesserer sig ikke for måltider. AU-Gustus. Århus Universitet.
Psykolog Nyt. Fordomme om tykke mænd. Nr. 20. 2007.
Qvortrup, Mads (2009). Det gode live er ikke noget, man knogler sig til. Information den 21.5.2009.
108
Schmidt, Lars-Henrik (2004). Nedsat beundringsevne. Asterisk nr. 15. Danmarks Pædagogiske
Universitet.
Sejr-Nørgaard, Sisse (2010). Slankekampagne gør teenagere tykkere. BT den 9.4.2010.
Sundhedsstyrelsen (1999). En redegørelse for fedmeproblemets omfang i Danmark
Sundhedsstyrelsen (2006) Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark.
Sundhedsstyrelsen (2008). Stigmatisering – debatoplæg om et dilemma i forebyggelsen.
Thiemann, Per & Mainz, Pernille (2008). Tag dig sammen, fede. Nyhedsavisen den 8.2.2008.
Thomsen, Rasmus B (2010). Motion giver mig lov til at synde. www.helse.dk
Ventegodt, Søren (2008). Principles of Holistic Medicine: Quality of Life and Health
Westh, Asger & Tougaard, Helle (2010). Sundhed er vor tids nye religion. www.fpn.dk
Zahle, Morten (2008). Syv tips til et langt liv. Jyllands Posten den 25. 12. 2008
Ældresagen Nu. April 2010.
Ældresagen Nu. Februar.2010.
Websider
www.arbejderen.dk
www.filosoffen.net
www.liv.dk
www.livskvalitet.org
www.denstoredanske.dk
www.overspisning.dk
www.egv.dk
www.lolland.dk
www.herlev.dk
www.religion.dk
www.infomedia.dk
www.chrismacdonald.dk
www.strongmind.dk
Radioudsendelser
P1 formiddag: Det gode ældreliv. Fristrup, Tine; lektor DPU og Sick, Trine; forfatter.
7. juli 2010 kl. 09:09
109
P1 formiddag: Frihed til at være usund, Dennis Nørmark antropolog og lektor Århus Universitet.
18. Oktober 2010 kl. 09.09
Seminar
MPA Debatseminar CBS, 1. november 2010. Sundhed og ledelse – moralens indtog. Nanna
Mik-Meyer og Ole Fogh Kirkeby
Stormøde i Dansk Selskab for Medicinsk Filosofi, Etik og Metode, Panum Institut, 20.
Novenber 2008. Ansvar for egen sundhed. Bente Klarlund Jensen, Thorkild Sørensen, Sven
Asger Sørensen, Michael Norup og Jakob Kjellberg.
Noter
i
Lars-Henriks Schmidts vending, som han bruger til at forklarer og læringssammenhæng; Hvordan kan det lade sig gøre
ikke at miste kernen i opdragelsen, nemlig at være sat til at ville noget med nogen studerende – også nogle gange noget
andet end de vil – uden at blive en illegitim formynder (Schmidt, 2004). Han bruger ligeledes vendingen til at forklarer
pædagogisk relevans på.
ii
Bariatri er en medicinsk betegnelse for svær fedme med ledsagende sygdomme og forskelligartede problemer (Jette
Ingerslev2008)
iii
Epidemiologi (af epidemi og -logi; læren om epidemier) er en forskningsdisciplin, der omfatter undersøgelser af
forekomst og fordeling af sygdomme samt andre helbredsforhold i befolkningen. (www.denstoredanske.dk )
iv
Iskæmisk hjertesygdom er karakteriseret ved reduceret ilttilførsel til hjertemuskelen, som skyldes forsnævrede eller
blokerede kranspulsårer) (www.denstoredanske.dk)
v
Apopleksi; blodprop eller blødning i hjernen (www.denstoredanske.dk)
vi
Habitus kan oversættes til værdi- og normsystemer, kulturelle vaner eller holdningssystemer som den enkelte
orienterer sig efter. Habitus er de kropslige og kognitive strukturer, der ligger til grund for menneskers handlinger, de
meninger de har, og de valg de træffer - deres praksis (Bourdieu & Wacquant 1996;106).
vii
Gatekeeper er den person, som har autoriteten til at give eller nægte en person adgang til feltet fx en organisation,
med det formål at udføre forskning (Kristensen 1999; 139).
viii
Bourdieus kapital begreb: ”... akkumuleret arbejde (som materialiseret eller inkorporeret fænomen), der i det
øjeblik, det tilegnes i privat eller eksklusivt regi af aktører eller grupper af aktører - sætter indehaverne i stand til at
tilegne sig social energi i form af tingsliggjort eller levende arbejde” (Bourdieu 1986:241) Der er primært tre former
for kapital, som Bourdieu figurerer med: økonomisk, kulturel og social kapital. Økonomisk kapital kan betragtes som
adgang til penge og materielle goder. Kulturel kapital indbefatter dannelse og sproglige kompetencer, der er afgørende
for at aktører kan begå sig i samfundets højere kredse, fx uddannelsessystemet. Social kapital henviser til den værdi
man har i kraft af sit sociale netværk eller gennem medlemskab af en specifik gruppe. (Bourdieu 1986:243-249)
ix
Paternalisme: Begrænsning af en persons selvbestemmelse begrundet i at man ønsker at sikre personens lykke,
velfærd, behov, interesser eller værdier. Her taler man om forbud og påbud og om at skabe incitamenter til at foretage
det sunde valg. Folkesundhedspaternalisme: Man forsvarer således indgreb rettet mod befolkningen eller dele af
110
befolkningen begrundet i, at man ønsker at forbedre sundhedstilstanden (Michael Norup, 2008, Seminar; Ansvar for
egen sundhed, bilag)
”Fordomme på flugt - døm selv” En sommerdag i august udspurgte Ungdommens Røde Kors på Sankt Hans Torv,
Nørrebro, for første gang forbipasserende om deres fordomme. Nogle havde for travlt til overhovedet at stoppe op, men
de fleste af den brogede befolkning i området indvilgede i at følge med til vores opstillede 'stemmebokse', granske deres
inderste og bekende en eller flere fordomme. Ifølge vores pulsmåling kneb det ikke med at komme på fordommene, når
der først blev gravet i bevidstheden.
x
xi
Samvittighed (Psykologisk Pædagogisk ordbog 1991); i psykoanalytisk psykologi en del af superego, som har
hæmmende og kontrollerende funktioner over for ego og id; er et resultat af miljøpåvirkninger, især forældrenes
moralkrav (forbud og påbud); de indlærte varige moralske holdninger (attituder) viser sig især i situationer, hvor ingen
har lagt et aktuelt pres på personen, men hvor han alligevel gør det, han føler, er hans pligt.
xii
Udgangspunktet for visitation er en grundig afdækning af borgerens funktionsniveau, borgerens aktuelle situation
som helhed (www.herlev.dk )
xiii
Identitetsforestilling: I Goffmans bog Stigma arbejder han med forskellige former for identitet såsom social
identitet, personlig identitet og jeg-identitet, summen af disse identiteter resulterer i en identitetsforestilling (2009;83102)
xiv
Infomedia er et dansk medieovervågningsselskab, der indsamler og overvåger indhold fra samtlige landsdækkende
og mange regionale dagblade samt lokale ugeaviser, tidsskrifter, fagblade og nyhedsbureauer. (www.infomedia.dk)
xv
Objektivt strukturelt: objektivistiske dominerende strømninger, der producerer subjektets handlinger og
interaktioner (Esmark 2005; 212)
xvi
Liminalfase er betegnelsen for en overgangsfase i et ritual. Victor Turner, britisk socialantropolog bruger udtrykket
liminalfase til at beskrive en del af et overgangsritual, hvor individet ikke længere er klassificeret og endnu ikke er
klassificeret, og hvor individet føler sig udenfor sig selv og udenfor samfundet (Turner, 1996)
xvii
KRAM: Statens Institut for Folkesundhed (SIF) såkaldte KRAM-projekt. Det var en af de hidtil mest omfattende
undersøgelser af danskernes sundhed i 12 kommuner i 2007 og 2008. Undersøgelsen kaldes KRAM, fordi den handler
om Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Resultater fra projektet indgår i en sundhedsprofil, som kommunerne kan
anvende som udgangspunkt for planlægning af såvel fremtidig sundhedspolitik som sundhedsfremme- og
forebyggelsesindsatser(www.kram-undersoegelsen.dk)
111

Jeg er et skvat, det indrømmer jeg gerne!

Transcription

Similar documents

ERNÆRING AF NYRESYGE PATIENTER

Martin´s forløb hos Diætist Jeanette Kyster, Frk. skrump.

November, 2013 - Institut for Antropologi

Tusinder styrer kostplanen med onlineværktøj

En evig kamp - BMI Brikken

Kvinden med det private bryst

Speciale på normeret tid - hvordan? - CBS e

Almen sociologi eksamensopgave.pdf - sociologisk

Regler for feltarbejde, og arbejde i laboratorier og værksteder

Når jeg spiller fodbold, så tænker jeg slet ikke på, at jeg er

Udarbejde dokumenter i Indesign til Web2Publishing.pdf

Børn - Statens Institut for Folkesundhed

MUDS 9 - Møderne om Udforskningen af Dansk Sprog

- Praktisk Grunde

afhandling - Institut for Sociologi og Socialt Arbejde