Vendsyssel FF
Transcription
Vendsyssel FF
Vendsyssel FF Nyhedsbrev. 07/14 Trupnyheder v/ Jacob Pedersen. Som det fremgår af klubbens hjemmeside såvel som Facebook-side, har Vendsyssel FF i løbet af den forgangne måned både mistet og fået tilført spillere. I forhold til den spillertrup, der i forrige sæson sikrede klubben overlevelse i NordicBet Ligaen, er Mathias Schlie, Karim Zaza, Mads Kaalund, Alexander Ludwig, Dennis Ramonn og Slaven Stjepanovic ikke længere en del af truppen. Mathias Schlie er skiftet til Superliga-oprykkerne Hobro IK, Alexander Ludwig til HB Køge og Mads Kaalund til en endnu ukendt klub i København, hvor han vil kombinere fodbolden med et studie. Som følge af et længerevarende skadesforløb er Dennis Ramonn stoppet i klubben, mens Slaven Stjepanovic' fremtidige klub og liga endnu er ukendt. Afslutningsvis har Karim Zaza udskiftet pladsen mellem stængerne for Vendsyssel FF med en tilværelse som målmandstræner i Qatar-klubben Lekhwiya SC, der netop har ansat Michael Laudrup som cheftræner. Afgangene i spillertruppen er i skrivende stund erstattet af tre tilgange: Ken Fagerberg, der tidligere har repræsenteret Ögryte IS, FC Midtjylland og AC Horsens, er hentet i Superliga-nedrykkerne Viborg FF, mens den tidl. landsholdspiller Chris Sørensen og talentet Nicklas Sørensen er hentet i hhv. Randers FC og Jammerbugt FC. Eventuelle fremtidige tilgange vil fremgå af klubbens hjemmeside (www.fchjoerring.dk) og Facebook-side. Forud for den kommende sæson i NordicBet Ligaen har Vendsyssel FF forlænget kontrakterne med to spillere. Offensivspilleren Michael Nielsen, der i 2010 kom til klubben fra Storvorde, har skrevet en ny etårig aftale, mens forsvarsspilleren Jeppe Sloth, der er et produkt af klubbens egen talentudvikling, ligeledes har forlænget med et år. Sportsligt v/ sportschef Jacob Krüger Vi arbejder lige nu hårdt på at sammensætte truppen til efterårets spændende sæson i NordicBet ligaen, som ser både stærkere ud, men så sandelig også mere spændende end nogensinde før. Med masser af spændende hold som AGF, Vejle, Horsens, Viborg FF og Lyngby Boldklub kommer der virkeligt mange spændende kampe. Vi har siden sidste sæson i NordicBet Ligaen sagt farvel til Alexander Ludwig, Karim Zaza, Mathias Schlie, Slaven Stjepanovic, Mads Kaalund samt Dennis Ramonn. Stor tak og held og lykke fremover til disse dygtige spillere. Ind er kommet Chris Sørensen, der har en fortid i Randers FC, OB og på landsholdet, som han har repræsenteret fem gange. Vi har også hentet Ken Fagerberg, som er en stor, stærk angriber. Ken Fagerberg blev købt af FCM for 10 millioner kroner, men hans tid i dansk fodbold har ikke formet sig helt som forventet. Det håber og regner vi med, at vores nye, dygtige cheftræner, Ove Christensen, kan rette op på. Ind er også kommet Nicklas Sørensen fra Jammerbugt FC, som netop er fyldt 18 år. Nicklas er et kæmpetalent, som jeg godt tør udnævne til en storspiller i svøb. Foruden de fornævnte spillere har vi også hentet Ruben Winther fra vores egen ungdomsafdeling. Strategien med at hente gode, solide forstærkninger og samtidigt bringe talenter fra Vendsyssel i spil er den, der i vores verden er den helt rigtige. Vi mangler fortsat 2-3 spillere som erstatning for dem, vi har mistet. I den forbindelse har vi lanceret vores nye koncept med playersponsorater, som allerede har bidraget til signingen af Ken Fagerberg. I konceptet er der både en andel i de nye spillere, samt en mulighed for at få en del af pengene tilbage ved at højere placering. Det er nu, truppen for alvor skal formes, så kunne I som samarbejdspartnere være interesseret i at høre mere om konceptet, står vi klar til en snak. Starten med klubbens nye cheftræner, Ove Christensen, har været meget opløftende. I løbet af de første træningsuger efter sommerferien har vi virkelig mærket, hvilken stor kapacitet som er kommet til klubben. Løfter vi alle i fælles flok, og får vi en stærk trup på plads, så tror jeg virkelig på, at vi bliver en ubehagelig modstander for alle hold i rækken. Udskiftning på cheftrænerposten Som nævnt foroven skal et andet nyt ansigt i Vendsyssel FF forud for den kommende sæson i NordicBet Ligaen findes uden for kridtstregerne. Ove Christensen, der tidligere i sin trænerkarriere har stået i spidsen for bl.a. AGF, AB, Vejle Boldklub, Randers FC og Viborg, har således erstattet klubbens tidl. cheftræner, Søren Kusk, og overtaget roret i klubben, som han i 2009 og 2011 repræsenterede som hhv. ekstern konsulent og cheftræner. Om sin nye stilling og de udfordringer, der følger med, siger Ove Christensen: - Vi ved godt, at der er mange ting, der i løbet af de næste par uger skal gå op i en højere enhed. Nu har vi taget fat, og så har vi selvfølgelig en drøm om, at vi kan få et stærkt hold og en stærk trup op at stå – spillemæssigt såvel som menneskeligt. Vi ved godt, at klubben og holdet forrige sæson lavede en fantastisk præstation ved at klare frisag i sidste øjeblik, og vi er klar over, at det kan blive scenariet igen. Nu prøver vi at forberede os så godt som muligt, og så må vi se , om ikke vi – med list og snilde – kan komme godt i gang og få lavet et godt resultat. VIGTIG INFO! - Nye VIP-kort v/ salgschef Aage Strøm I løbet af kort tid vil alle, der er berettiget til at modtage nye VIP-adgangskort til stadion og Nordjyske Bank-loungen. Til den nye sæson bliver alle kort hvide. De nuværende investorindgangskort til stadion er stadig gældende. Vendsyssel FF Business Netværk v/ salgschef Aage Strøm I samarbejde med Business in Sport afvikler Vendsyssel FF 20 årlige netværksmøder af 1,5 times varighed. Møderne er planlagt til hver anden torsdag fra kl. 08.00 til 09.30 med fast dagsorden. Vi starter igen i uge 33 og holder 10 møder inden jul og så igen 10 i det nye år. På vores hjemmeside kan I læse mere om netværket og se, hvem der er med. Som deltager får du åbnet en masse døre til potentielt nye kunder. Som deltager får du større personligt netværk med de lokale erhvervsdrivende. Du kommer endnu tættere på Vendsyssel FF i gode og hyggelige omgivelser. Du besøger virksomheder i og uden for netværket. I øjeblikket er vi 16 virksomheder, men vi kan sagtens være flere, uden det går ud over kvaliteten. Ønsker du/I at høre mere om Vendsyssel FF Business Netværk, er du/I meget velkommen til at kontakte mig pr. mail eller på telefon: [email protected] el. mobil 29 25 96 25 Spinningevent: Tour de Vendsyssel FF v/ salgschef Aage Strøm Som det sikkert er mange bekendt, afviklede vi med stor succes spinningevent hos Brdr. Hosbond den 25. maj. Vi havde 10 cykelteams i gang, og der blev kæmpet, så sveden nærmest løb hen ad gulvet, for ingen ville give sig. Med Gitte Hansen som en evigt motiverende spinninginstruktør blev der på en time forbrændt ikke mindre end 10.176 kalorier. Formålet var at cykle så mange penge som muligt ind til Vendsyssel FF, og det lykkedes på bedste vis, må vi sige. Næsten en halv million kroner blev der cyklet ind. Helt fantastisk flot. Vi havde på forhånd besluttet, at vi ville give en krone pr. forbrændt kalorie til Sygehus Vendsyssels børneafdeling. I forbindelse med forrige sæsons sidste hjemmekamp blev der derfor overrakt en check på kr. 10.176.-, som bl.a. skal bruges til indkøb af en rutsjebane. Jeg vil endnu en gang takke holdejerne fra de 10 spinningteams og holdenes sponsorer for deres uvurderlige opbakning til arrangementet, som vi med sikkerhed gentager næste år. Se mere om spinningeventet på www.fchjoerring.dk Golfturnering v/ salgschef Aage Strøm Fredag d. 12. september afvikler vi igen Vendsyssel FF Open, vores golfturnering for vores businesspartnere, på Hjørring Golfklubs smukke baner. I vil snarest modtage invitation med tilmelding og praktiske oplysninger. Optimering af digital fremtræden I forsøget på at optimere sin digitale fremtræden har Vendsyssel FF forud for den kommende sæson i NordicBet Ligaen ansat Jacob Pedersen, der har fået til opgave at styrke klubbens hjemmeside og Facebook-side. Hensigten med ansættelsen er bl.a. at sikre en rød tråd mellem indholdet på hjemmesiden og klubbens Facebook-side. Kampprogram Forud for den kommende sæson i NordicBet Ligaen har Vendsyssel FF fire testkampe foran sig. Søndag den 13. juli imod Silkeborg IF’s reserver. Kampen spilles på udebane (Søholt Idrætsanlæg) Onsdag den 16. juli kl. 17.30 imod Hobro IK. Kampen spilles på udebane (Nørager Stadion) Fredag den 18. juli imod Viborg F.F. Kampen spilles på udebane Mandag den 21. juli imod AaB’s reserver. Kampen spilles på hjemmebane (Landlyst) Følg med på hjemmesiden, www.fchjoerring.dk, for nærmere oplysninger omkring testkampene. Holdet spiller sin første turnerings- og hjemmekamp i NordicBet Ligaen den 28. juli kl. 19.00 imod FC Fredericia. Resten af kampprogrammet for den kommende sæson kan findes på www.fchjoerring.dk. Referater og kampfakta fra test- og turneringskampe vil fremgå af hjemmesiden, ligesom der vil være links til disse på klubbens Facebook-side.