Gospelgudstjeneste i Skårup Kirke

Rentemestervej 8
2400 København NV
Telefon: 72 54 10 00
[email protected]
www.nmkn.dk
5. februar 2014
J.nr.: NMK-34-00285
Ref.: FLEKB/ULSJE
AFGØRELSE
om anmodning om genoptagelse af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 23. august
2013 om afvisning af klage over Københavns Kommunes overholdelse af VVM-reglerne
Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 31.
Natur- og Miljøklagenævnet har besluttet at genoptage sagen. Nævnet afviser at behandle klagen
over manglende overholdelse af VVM-reglerne i forbindelse med Københavns Kommunes meddelelse
af påbud af 15. juli 2013, men med ændret begrundelse i forhold til nævnets afgørelse af 23. august
2012 om afvisning.
Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed, jf. § 17 i lov om Natur- og Miljøklagenævnet2. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen
skal være anlagt inden 6 måneder, jf. planlovens § 62.
Afgørelsen er truffet af nævnet i den læge sammensætning, jf. § 5, stk. 1, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet.
1
Lovbekendtgørelse nr. 587 af 27. maj 2013 om planlægning
2
Lovbekendtgørelse nr. 736 af 14. juni 2013 om Natur- og Miljøklagenævnet
Anmodningen om genoptagelse til Natur- og Miljøklagenævnet
På vegne af sammenslutningen, Beboerforeningerne omkring Marmorkirken, har professor dr. jur.
Peter Pagh anmodet Natur- og Miljøklagenævnet om at genoptage nævnets afgørelse af 23. august
2013, hvorved nævnet afviste at behandle en indsigelse om manglende overholdelse af VVM-reglerne
i forbindelse med Københavns Kommunes påbud af 15. juli 2013 i sagen om metrobyggeriet ved
Marmorkirken.
Klageren har som overordnet begrundelse for anmodningen om genoptagelse anført, at Natur- og
Miljøklagenævnets afgørelse af 23. august 2013 lider af sådanne mangler vedrørende begrundelse og
angivelse af relevant lovgrundlag, at afgørelsen må anses for ugyldig.
Sagens oplysninger
Ved afgørelse af 23. august 2013 besluttede Natur- og Miljøklagenævnet at afvise at behandle klagerens indsigelser om VVM-reglernes overholdelse i forbindelse med Københavns Kommunes udstedelse
af påbud af 15. juli 2013 i sagen om metrobyggeriet ved Marmorkirken. Nævnet traf afgørelse på
grundlag af en udtalelse fra Transportministeriet af 27. juni 2013, hvori det anføres, at ministeriet er
klageinstans for VVM-spørgsmål efter cityringsloven.
Ved brev af 8. september 2013 anmodede klageren om genoptagelsen af afgørelsen. Af brevet fremgik blandt andet:
For det tredje begrunder jeg anmodningen om genoptagelse med, at Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse
af 23. august 2013 ikke anfører et lovgrundlag, som kan tillægge Transportministeriet kompetence som klagemyndighed for afgørelser efter miljøbeskyttelseslovens § 42. Den af Natur- og Miljøklagenævnet anførte
bestemmelse i Cityringloven § 4, stk. 3 kan således alene medføre, at Transportministeren er første instans,
men giver intet holdepunkt for, at Transportministeren også skulle være klagemyndighed over VVMafgørelser. Når Naturklagenævnet i sagen fra 2009 oversendte sagen om indsigelser mod VVM-redegørelsen
til Transportministeren, var det velbegrundet i den forstand, at det er Transportministeren, der som den
kompetente VVM-myndighed efter planlovens § 11g, stk. 4 skal tage stilling til sådanne indsigelser i første
omgang. Heraf følger imidlertid ikke, at Transportministeren også har overtaget Natur- og Miljøklagenævnets
kompetence efter planlovens § 58.
Efter Cityringlovens § 4, stk. 3, træder Transportministerens godkendelse af projektet efter § 4, stk. 2 ”i stedet for en VVM-tilladelse efter § 11g, stk. 4 i lov om planlægning.” Reglen svarer stort set til planlovens § 11i
med den forskel, at Cityringlovens § 4, stk. 3 overlader kompetencen til Transportministeren, mens planlovens § 11i giver Miljøministeren mulighed for at overtage kommunalbestyrelsens kompetence efter planlovens § 11g. Når sammenfaldet har interesse, er det fordi hverken det i planlovens § 11i eller Cityringlovens §
4, stk. 3 hjemlede kompetenceskift vedrører planlovens regler om klageadgang til Natur- og Miljøklagenævnet. Og som Natur- og Miljøklagenævnet er bekendt med, medfører Miljøministerens overtagelse af kommunalbestyrelsens kompetence efter planlovens § 11i ikke, at klageadgang til Natur- og Miljøklagenævnet er
afskåret, da Miljøministerens afgørelser om VVM efter planlovens § 11i kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet.
Dette er velbegrundet og ligeledes nødvendigt for at undgå, at de danske regler kommer i modstrid med
VVM-direktivets art. 11.
2
Det må således lægges til grund, at det i Cityringlovens § 4, stk. 3 fastsatte kompetenceskift alene omfatter
Transportministerens afgørelse af VVM-spørgsmål som første instans, mens der ikke i Cityringloven eller dens
forarbejder er holdepunkt for, at der med § 4, stk. 3 tillige skulle være sket en ændring af adgangen til administrativ rekurs efter planlovens § 58. Tværtimod må anføres, at den kompetence, der i Cityringlovens § 4,
stk. 3 er tillagt Transportministeren ikke er som klageinstans efter planlovens § 58, men er som første instans efter planlovens § 11g, hvilket i sig selv udelukker, at Transportministeren kan være rekursinstans for
sine egne afgørelser, da dette vil være i direkte modstrid med VVM-direktivets art. 11 om krav på uafhængig
prøvelse.
Såfremt Natur- og Miljøklagenævnet måtte lægge til grund, at Cityringlovens § 4, stk. 3 indebærer, at det er
Transportministeren – og ikke Københavns Kommune – der afgør, om de med påbuddet af 15. juli 2013 tilladte ændringer af metrobyggeriet ved Marmorkirken kræver en forudgående VVM-screening, kan dette derfor ikke føre til, at Natur- og Miljøklagenævnet ikke kan behandle indsigelsen om manglende VVM forud for
påbuddet. Men det medfører, at Natur- og Miljøklagenævnet må indhente den afgørelse, som Transportministeren måtte have truffet om VVM i forbindelse med Københavns Kommunes meddelelse af påbud.
Indtil nu er der ikke fremlagt en sådan afgørelse fra Transportministeren, men alene et dokument af 15. maj
2013, hvori oplyses, at kommunerne, Transportministeriet og Metroselskabet ”i fællesskab har fortolket Metroselskabets forslag” (tidligere fremlagt som bilag 13). Jeg nødsages derfor til at anmode Natur- og Miljøklagenævnet om at undersøge, om der foreligger en sådan afgørelse fra Transportministeren og i givet fald
at fremsende denne til klager.
Da det således må lægges til grund, at Natur- og Miljøklagenævnet i afgørelsen af 23. august 2013 har forvekslet Transportministerens kompetence i VVM-sager som første instans med klagemyndighed og i Naturog Miljøklagenævnet ikke har anført en hjemmel, der kan begrunde, at Transportministeren er klagemyndighed for VVM-afgørelser efter planlovens § 11g, begrunder dette i sig selv, at delafgørelsen om VVM skal
genoptages. Hertil kommer, at alene det forhold, at Natur- og Miljøklagenævnet ikke forud for afgørelsen af
23. august 2013 har undersøgt, om der måtte være truffet en sådan afgørelse af Transportministeren om
VVM-spørgsmålet, må tages som udtryk for, at delafgørelsen er afgjort på et utilstrækkeligt oplyst grundlag.
Ved brev af 9. oktober 2013 udtalte Transportministeriet følgende om kompetencen i VVM-spørgsmål
om metrobyggeriet:
Herudover finder Transportministeriet anledning til at bemærke, at bestemmelsen i § 4, stk. 3, i cityringsloven indebærer, at det alene er transportministeren, der har kompetencen til at foretage de godkendelser,
der træder i stedet for VVM-godkendelser efter § 11 g, stk. 4, i planloven. Transportministeren har således
kompetencen til at godkende den samlede VVM-redegørelse og må herunder have kompetence til at fortolke,
om forslag om ændrede vilkår for støjgrænser og arbejdstid afstedkommer et behov for udarbejdelse af
VVM-tillæg.
På baggrund af Metroselskabets ansøgning med bilag af 29. april 2013 gennemførte Transportministeriet
sammen med Københavns og Frederiksberg Kommuner en vurdering af Metroselskabets ansøgning om en
ændring af vilkårene for støjgrænser og arbejdstid.
Konklusionen var, at Metroselskabets ansøgning kunne rummes inden for den godkendte VVM-redegørelse.
3
Ved brev af 15. maj 2013 meddelte transportministeren denne vurdering til Metroselskabet. Vurderingen indgik som offentligt dokument ved Københavns og Frederiksberg Kommuners behandling af sagen.
Efter § 58, stk. 1, nr. 3, i planloven kan afgørelser om tilladelser efter regler fastsat af miljøministeren i henhold til planlovens § 11 g, stk. 4, som udgangspunkt påklages til Natur- og Miljøklagenævnet.
Da transportministerens godkendelse ifølge § 4, stk. 3, i cityringsloven træder i stedet for en VVM-tilladelse
efter § 11 g, stk. 4, i planloven, er der efter Transportministeriets opfattelse ikke klageadgang til Natur- og
Miljøklagenævnet for så vidt angår transportministerens godkendelse af VVM-redegørelsen, jf. tillige cityringslovens § 17, stk. 5.
Dette må også gælde transportministerens vurdering af 15. maj 2013. Denne vil således ikke være undergivet administrativ klageadgang, men vil kunne indbringes for domstolene. Dette betyder efter Transportministeriets opfattelse også, at dette spørgsmål ikke kan bedømmes af Natur- og Miljøklagenævnet.
Natur- og Miljøklagenævnet anmodede den 7. november 2013 sagens parter om deres eventuelle
bemærkninger til Transportministeriets udtalelse. Metroselskabet og Københavns Kommune tilsluttede sig Transportministeriets opfattelse, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet ikke er klageinstans.
Peter Pagh anførte i brev af 26. november 2013 blandt andet:
I forbindelse med min anmodning af 8. september 2013 om genoptagelse af Natur- og Miljøklagenævnets
delafgørelse af 23. august 2013 har Natur- og Miljøklagenævnet i brev af 7. november 2013 fremsendt
Transportministeriets høringssvar af 9. oktober 2013 på min anmodning om genoptagelse af delafgørelsen.
Af Transportministeriets svar fremgår, at ministeriet modsat tilkendegivelsen af 27. juni 2013 efter en revurdering nu er nået frem til, at Transportministeriet ikke har kompetence til at behandle den af mig indgivne
klage over manglende VVM-screening forud for Københavns Kommunes meddelelse af påbud den 15. juli
2013. Som begrundelse anfører Transportministeriet bl.a.:
”Det fremgår ikke af cityringslovens ordlyd eller forarbejder, at transportministeren har kompetence som klagemyndighed i forhold til påbud vedrørende ændrede vilkår for støjgrænser og arbejdstid for
metrobyggeriet, som meddeles af en kommune i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 42. [..] På denne baggrund er der efter Transportministeriets vurdering ikke tilstrækkelige holdepunkter for at gøre gældende, at
lovgiver med cityringsloven har tillagt transportministeren en kompetence til at behandle klager over afgørelser vedrørende Cityringen, der træffes af en kommune i medfør af miljøbeskyttelsesloven [..].”
Jeg kan fuldt ud tilslutte mig denne del af Transportministeriets høringssvar, som på dette punkt svarer til,
hvad jeg gjorde gældende i anmodningen om genoptagelse af delafgørelsen.
Dette må sammenholdes med Natur- og Miljøklagenævnets delafgørelse af 23. august 2013, hvor det som
begrundelse for at afvise klageret over manglende VVM-screening efter VVM-bekendtgørelsens
§ 3, stk. 2 forud for afgørelsen af 15. juli 2013 bl.a. blev anført:
”Det er Transportministeriets opfattelse, at lov om en cityring regulerer klageadgangen for klager
vedrørende overholdelse af VVM-reglerne, når Københavns Kommune meddeler påbud efter
miljøbeskyttelseslovens § 42 til metrobyggepladserne. Sådanne klager skal efter ministeriets opfattelse rettes
til ministeriet og ikke til Natur- og Miljøklagenævnet. [..] Natur- og Miljøklagenævnet må derfor afvise at ta-
4
ge stilling til spørgsmålet om overholdelse af VVM-reglerne i forbindelse med Københavns Kommunes påbud
af 15. juli 2013.”
Som det fremgår, var Natur- og Miljøklagenævnets delafgørelse af 23. august 2013 baseret på Transportministeriets tidligere vurdering af ministeriets kompetence, hvormed afgørelsen var baseret på en urigtig retsopfattelse, som det nu tydeligt fremgår af Transportministeriets seneste svar.
Da det tidligere grundlag for delafgørelsen af 23. august 2013 er bortfaldet med Transportministeriets svar,
er der tale om en så væsentlig ændring, at betingelserne for genoptagelse af sagen er opfyldt.
På baggrund af Natur- og Miljøklagenævnets brev af 7. november 2013 går jeg ud fra, at den videre fremgangsmåde herefter er, at klagenævnet først tager stilling til genoptagelse af delafgørelsen, og at parterne
herefter får en frist til at komme med yderligere indlæg, efter denne beslutning er truffet.
Natur- og Miljøklagenævnet anmodede den 24. januar 2014 Peter Pagh om eventuelle yderligere
bemærkninger til sagen. Peter Pagh anførte ved brev af 28. januar 2014 følgende:
Natur- og Miljøklagenævnet har i brev af 24. januar 2014 anmodet mig om at komme med eventuelt supplerende bemærkninger vedrørende nævnets kompetence til at behandle denne klage.
Jeg forstår henvendelsen således, at Natur- og Miljøklagenævnet er enig i, at der med Transportministeriets
brev af 9. oktober 2013 foreligger så væsentlige ændringer af grundlaget for Natur- og Miljøklagenævnets
delafgørelse af 23. august 2013, at sagen skal genoptages. Dette er jeg naturligvis enig i, da det må lægges
til grund, at Transportministeriet ikke er klagemyndighed for afgørelse om VVM.
Transportministeriets og Københavns Kommunes bemærkninger vedrørende Natur- og Miljøklagenævnets
kompetence i relation til klagers VVM-indsigelse er sammenfattet i Transportministeriets brev af 9. oktober
2013, hvor det anføres:
”Da transportministerens godkendelse ifølge § 4, stk. 3, i cityringsloven træder i stedet for en VVM-tilladelse
efter § 11 g, stk. 4, i planloven, er der efter Transportministeriets opfattelse ikke klageadgang til Natur- og
Miljøklagenævnet for så vidt angår transportministerens godkendelse af VVM-redegørelsen, jf. tillige cityringslovens § 17, stk. 5.
Dette må også gælde transportministerens vurdering af 15. maj 2013. Denne vil således ikke være undergivet administrativ klageadgang, men vil kunne indbringes for domstolene. Dette betyder efter Transportministeriets opfattelse også, at dette spørgsmål ikke kan bedømmes af Natur- og Miljøklagenævnet.”
Jeg har i tidligere indlæg til Natur- og Miljøklagenævnet imødegået denne retsopfattelse (se fx mit indlæg af
8/9 2013, af 26/11 2013 og af 2/12 2013). Det helt afgørende er imidlertid, at det i den foreliggende sag
ikke er nødvendigt for Natur- og Miljøklagenævnet at tage stilling til, om Transportministeriet er VVMmyndighed vedrørende den med påbuddet af 15. juli 2013 tilladte projektændring, eller om vurderingen i
VVM-notatet af 15. maj 2013 er udtryk for en afgørelse fra Transportministeriet. Det må således afvises, at
klagers indsigelser om manglende VVM-screening forud for påbuddet af 15. juli 2013 har karakter af en prøvelse af den afgørelse, som Transportministeriet hævder, at ministeriet har truffet med VVM-notatet af
15. maj 2013.
5
I relation til Natur- og Miljøklagenævnets kompetence finder jeg det nødvendigt at præcisere, hvad der er
klaget over i relation til VVM-indsigelsen, da det nødvendigvis må være klagens indhold, der er bestemmende
for, om Natur- og Miljøklagenævnet har kompetence. Når denne præcisering er nødvendig, er det fordi både
Transportministeriet, Københavns Kommune og Metroselskabet argumenterer uden for denne enkle ramme.
Som det er Natur- og Miljøklagenævnet bekendt, blev indsigelsen om manglende VVMscreening rejst i forbindelse med klagen over Københavns Kommunes påbud af 15. juli 2013 vedrørende stationsbyggepladsen
ved Marmorkirken. Det er ubestridt, at der ikke skete VVMscreening efter kriterierne i VVM-direktivets bilag
III og VVM-bekendtgørelsens bilag 3 forud for beslutningen. Det må endvidere konstateres, at VVM-notatet
af 15. maj 2013 blev udarbejdet, før Metroselskabet havde indsendt ansøgning den 12. juni 2013, hvorfor
VVMnotatet af 15. maj 2013 naturligvis ikke kan have taget stilling til en ansøgning, der slet ikke forelå, da
notatet blev udarbejdet.
Det er ligeledes ubestridt, at klagen vedrører Københavns Kommunes afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens
§ 42, hvor det alene er Natur- og Miljøklagenævnet, der er klagemyndighed.
Det juridiske spørgsmål i relation til VVM-indsigelsen er derfor grundlæggende ganske enkelt, idet det alene
drejer sig om, hvorvidt Københavns Kommunes beslutning af 15. juli 2013 om at tillade døgnarbejde og voldsomme lempelse af støjgrænserne i form af påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, kunne besluttes uden
forudgående VVM-screening.
Hvis svaret er bekræftende, er det uden betydning, hvilken myndighed der skulle gennemføre VVMscreeningen, da et bekræftende svar blot indebærer, at Natur- og Miljøklagenævnet skal konstatere, at der
skulle være sket VVM-screening, og at påbuddet derfor var ugyldigt, uden Natur- og Miljøklagenævnet af
denne grund nødsages til at tage stilling til, hvilken myndighed der i så fald skal gennemføre VVM-screening.
Heraf følger med andre ord, at selvom Natur- og Miljøklagenævnet måtte tilslutte sig Transportministeriet og
Københavns Kommunes opfattelse om, at det er Transportministeriet, der på grundlag af Cityringloven har
kompetencen til at gennemføre VVM-screening, berører dette ikke Natur- og Miljøklagenævnets kompetence
til at prøve, om der skulle være sket VVM-screening forud for Københavns Kommunes påbud af 15. juli 2013,
da det i alle tilfælde må lægges til grund, at en sådan VVM-screening ikke er sket.
Det følger endvidere modsætningsvis af VVM-notatet af 15. maj 2013, at de med påbuddet efter miljøbeskyttelseslovens § 42 lempede støjvilkår og tilladelse til døgnarbejde kunne have udløst VVM-procedure, da det i
modsat fald ikke giver mening, at kommunen har begrundet den manglende anvendelse af VVM-reglerne
med, at de samlede støjgener bliver mindre og de støjende aktiviteter i anlægsarbejderne samlet kommer til
at tage kortere tid end de ellers ville gøre. VVM-reglernes mulige relevans for de med påbuddet gennemførte
projektændringer understreges tillige af, at der forud for notatet af 15. maj 2013 foregik en omfattende korrespondance mellem Transportministeriet, Metroselskabet og de to involverede kommuner om, hvordan man
skulle begrunde, at de væsentlige projektændringer, som Metroselskabet efterfølgende ville søge om tilladelse til, ikke krævede VVM. Dette kan kun forstås på den måde, at der i det mindste er enighed om, at det var
muligt, at de ved påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 tilladte ændringer af projektet havde så væsentlige miljøvirkninger, at det vil udløse en VVM-procedure eller i det mindste en forudgående VVM-screening.
Efter min opfattelse er spørgsmålet om Natur- og Miljøklagenævnets kompetence derfor enkelt, da det er
evident, at det alene er Natur- og Miljøklagenævnet, der er klagemyndighed for afgørelser efter miljøbeskyttelseslovens § 42. I den foreliggende sag skal Natur- og Miljøklagenævnet alene tage stilling til, om de med
6
påbuddet af 15. juli 2013 tilladte ændringer af projektet er så væsentlige, at det kræver en forudgående
VVM-screening, og en sådan beslutning kan træffes, uden at Natur- og Miljøklagenævnet nødsages til at tage
stilling til, om det er Transportministeriet, der skal gennemføre en VVM-screening. Som det fremgår af tidligere indlæg, bestrider jeg, at Transportministeriet er VVM-myndighed for Københavns Kommunes afgørelser
efter miljøbeskyttelseslovens § 42, men dette spørgsmål behøves Natur- og Miljøklagenævnet således ikke at
forholde sig til.
Det juridiske spørgsmål i relation til genoptagelsen af delafgørelsen om klage over manglende VVM-screening
kan herefter begrænses til, at Natur- og Miljøklagenævnet skal tage stilling til, om det er korrekt (som anført
af Københavns Kommune), at VVM-screening kan undlades ved en projektændring, der medfører en sundhedsskadelig påvirkning af naboerne til Marmorkirken, fordi den samlede støjpåvirkning på alle berørte reduceres. Jeg har i tidligere indlæg redegjort for, hvorfor der ikke kan ske en sådan modregning af positive miljøeffekter ved bedømmelse af, om VVM-reglerne finder anvendelse, men det afgørende er, at Natur- og
Miljøklagenævnets prøvelse i den foreliggende sag er begrænset til dette spørgsmål, og at bedømmelsen kan
ske uden, at klagenævnet foregriber, hvem der i sidste ende er den kompetente VVM-myndighed. Er svaret
benægtende, må det nødvendigvis føre til, at der skulle være gennemført en VVM-screening forud for kommunens påbud, og da det er evident, at dette ikke er sket, måtte påbuddet også af denne grund anses for
ugyldigt.
Ovenstående skal ikke opfattes som udtryk for, at jeg frafalder tidligere uddybende argumentation – herunder at Natur- og Miljøklagenævnet efter EU-retten er forpligtet til at sikre, at der ikke meddeles tilladelse til
projektændringer i modstrid med VVM-direktivets regler, uanset om dette sker i form af påbud. Med ovenstående har jeg blot søgt at tydeliggøre, at det er muligt at afgøre nærværende sag uden at tage stilling til
alle de komplicerede juridiske spørgsmål, der er rejst under den tidligere skriftveksling.
Natur- og Miljøklagenævnets bemærkninger og afgørelse
I sagens behandling har deltaget alle Natur- og Miljøklagenævnets 10 medlemmer: Pernille Christensen (formand), Martin Glerup, Leif Hermann, Ole Pilgaard Andersen, Peter Thyssen, Per Larsen,
Marion Pedersen, Troels Christensen, Poul Søgaard og Henrik Waaben.
Klagerne har anført, at nævnet er klageinstans for afgørelser om fortolkning af rækkevidden af VVMredegørelsen om Cityringen, og har på baggrund heraf anmodet om, at nævnet genoptager afgørelsen af 23. august 2013 om afvisning, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.
Transportministeriet har efter fornyede overvejelser fundet, at ministeriet er første instans og ikke –
som ministeriet anførte i udtalelse af den 27. juni 2013 også – klagemyndighed vedrørende VVMspørgsmål efter cityringsloven. Transportministeriet har endvidere anført, at Transportministeriets
afgørelse af 15. maj 2013 ikke kan påklages administrativt, men kan prøves ved domstolene.
Natur- og Miljøklagenævnet har på baggrund af den fornyede udtalelse fra Transportministeriet
besluttet at genoptage sagen.
Cityringslovens § 4 har følgende ordlyd:
§ 4. Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune forelægger en koordineret indstilling om godkendelse
af anlægget for transport- og energiministeren.
7
Stk. 2. Godkendelse af den endelige linjeføring samt udformningen og placeringen af stationer, kontrol- og
vedligeholdelsescenter, skakte m.m. træffes af transport- og energiministeren efter høring af Københavns
Kommune, Frederiksberg Kommune og et af Folketinget nedsat udvalg. Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune vedtager herefter kommuneplantillæg endeligt med de eventuelle ændringer, der fremgår af
godkendelsen.
Stk. 3. Transport- og energiministerens godkendelse efter stk. 2 gælder i stedet for en VVM-tilladelse efter §
11 g, stk. 4, i lov om planlægning.
Det afgørende for sagens behandling ved Natur- og Miljøklagenævnet er herefter, om der efter
planloven eller cityringsloven er klageadgang til Natur- og Miljøklagenævnet.
Transportministeren har den 15. maj 2013 truffet afgørelse om, at den foreslåede udvidelse af arbejdstiden på visse metrobyggepladser kan rummes inden for den allerede gennemførte VVMredegørelse. Nævnet må forstå transportministerens afgørelse sådan, at afgørelsen er truffet med
hjemmel i cityringslovens § 4, stk. 2. Cityringsloven henlægger kompetencen som godkendelsesmyndighed vedrørende VVM-spørgsmål til transportministeren, jf. cityringslovens § 4, stk. 3.
Natur- og Miljøklagenævnet finder, at cityringsloven indebærer, at planlovens bestemmelser om
kompetence i spørgsmål om VVM-reglerne, og planlovens bestemmelser om kompetence til at behandle klager over VVM-spørgsmål, ikke finder anvendelse for afgørelser truffet efter cityringsloven.
Natur- og Miljøklagenævnet finder herefter, at nævnet ikke har kompetence til at behandle klagen
over VVM-reglernes overholdelse i forbindelse med Københavns Kommunes påbud af 15. juli 2013
vedrørende metrobyggeriet ved Marmorkirken. Det tilkommer således heller ikke nævnet – som
anført af klager i det seneste indlæg af den 28. januar 2014 – at tage stilling til, om udstedelsen af
Københavns Kommunes påbud af 15. juli 2013 forudsatte VVM-screening.
På Natur- og Miljøklagenævnets vegne
Flemming Krog Bjerre
Fuldmægtig, cand.jur.
8