docSkagen By - Nordjyllands Kystmuseum
download 
Report Transcription
Skagen By - Nordjyllands Kystmuseum
Kurateret af Kuratorisk Aktion i samarbejde med Pia Arke Selskabet Den Frie Udstillingsbygning + Nationalmuseet, København 8. januar – 14. februar 2010 Katuaq + Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Nuuk 5. marts – 4. april 2010 BildMuseet, Umeå 6. juni – 5. september 2010 Saqqummersitsineq aaqqissuuneqarpoq Kuratorisk Aktion-imit Pia Arke Selskabet suleqatigalugu Illu Saqqummersitsivik Den Frie + Danmarkip Katersugaasivissuani, København Ulloq 8. januar – 14. februar 2010 Katuaq + Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Nuuk Ulloq 5. marts – 4. april 2010 Assinik Katersugaasivik BildMuseet, Umeå-mi Ulloq 6. juni – 5. september 2010 Curated by Kuratorisk Aktion in collaboration with the Pia Arke Society Den Frie Centre of Contemporary Art + The National Museum of Denmark, Copenhagen January 8 – February 14, 2010 Katuaq + Greenland National Museum & Archives, Nuuk March 5 – April 4, 2010 BildMuseet, Umeå June 6 – September 5, 2010 Udgivere / Saqqummiisut / Publishers Pia Arke Selskabet & Kuratorisk Aktion (Frederikke Hansen & Tone Olaf Nielsen) Redaktører / Aaqqissuisut / Editors Kuratorisk Aktion & Mirjam Joensen Assistance / Ikiuuttut / Assistance Mirjam Joensen Oversættelse / Nutserisut / Translations Bjørn Chemnitz, Stephen Heilmann, Aviâja Rosing Jakobsen, Line Skywalker Karlström, John Kendal, Kuratorisk Aktion, Juana Petrussen Korrekturlæsning / Kukkunersiuisut / Copyediting Mette Jørgensen, Kuratorisk Aktion, Naja Møller Grafisk Design / Ilioqqaasut / Graphic Design Kristina Ask, Print Matters!, Askeby, Danmark / Denmark Tryk / Naqiterneqarfia / Printing Special-Trykkeriet Viborg A-S, Danmark / Denmark Oplag / Naqitat / Edition 2500 © 2010 Kuratorisk Aktion & forfatterne / atuakkiortut / the authors www.kuratorisk-aktion.org All rights reserved. No part of this exhibition guide may be reproduced in any form without the permission from the copyrightholders. ISBN 978-87-993523-2-6 INDHOLD / IMARISAI / CONTENTS 7 At skubbe til historien: En introduktion til TUPILAKOSAURUS / Oqaluttuaq ajataq: TUPILAKOSAURUS nassuiarlugu / Pushing History Around: An Introduction to TUPILAKOSAURUS Kuratorisk Aktion 12 14 Sektion 1: Skitse til en historiefortælling / Immikkoortortaq 1: Oqaluttuap imassaanut toqqammavissaq / Section 1: Towards a Historical Narrative Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Mette Jørgensen, Inge Kleivan 18 18 20 Sektion 2: Tupilakosaurus / Immikkoortortaq 2: Tupilakosaurus / Section 2: Tupilakosaurus Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion 22 22 24 Sektion 3: Arktisk hysteri / Immikkoortortaq 3: Issittumi silaaruttutut kamanneq / Section 3: Arctic Hysteria Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Kirsten Thisted, Iben Mondrup, Anders Jørgensen 30 30 32 Sektion 4: “Etnoæstetik” / Immikkoortortaq 4: “Etnoæstetik” / Section 4: “Ethno-Aesthetics” Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Stefan Jonsson, Sara Olsvig, Lars Kiel Bertelsen 38 38 40 Sektion 5: Scoresbysundhistorier / Immikkoortortaq 5: Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat / Section 5: Stories from Scoresbysund Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Stefan Jonsson, Pia Arke, Mette Jørgensen 46 46 48 Sektion 6: Legende / Immikkoortortaq 6: Legende / Section 6: Legend Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Jan-Erik Lundström, Søren Jønsson Granat 52 Sektion 7: Jeg fisker kranier og knogler op / Immikkoortortaq 7: Niaqqup saarngi saanikullu qallorlugit / Section 7: Fishing out skulls and bones Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Erik Gant, Finn Thrane, Carsten Juhl 12 52 54 60 60 Sektion 8: Filmprogrammet Den excentriske eskimo / Immikkoortortaq 8: Filmi Eskimuu silanngajaartoq / Section 8: The filmprogram The Eccentric Eskimo Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion 62 62 64 Sektion 9: Skandinavisk panorama / Immikkoortortaq 9: Isikkivik Skandinaviamiit / Section 9: Scandinavian Panorama Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Tine Bryld, Søren Jønsson Granat, Søren Bro Pold, Kirsten Thisted 72 Værkliste / Suliat allattorsimaffiat / List of works 76 Udstillingsarrangementer / Saqqummersitsinerit / Events during the exhibition 78 Biografi: Pia Arke / Pia Arke ilisaritillugu / Biography: Pia Arke 82 Biografier: Øvrige bidragsydere / Tapeeqataasut allat ilisaritinneri / Biographies: Additional Contributors 88 Tak / Qujanaq / Acknowledgements 92 Institutionelle samarbejdspartnere & Lånere / Suliffeqarfiit suleqatigisat & Atukkiisullu / Institutional Partners & Lenders 93 Fonde & Sponsorer / Aningaasaateqarfiit & Aningaasaliisut / Funding & Sponsors 94 TUPILAKOSAURUS team 95 Udstillingslokaliteter & Entré / Init saqqummersitsiviit & Isernermi aki / Venues & Admission At skubbe til historien: En introduktion til TUPILAKOSAURUS af Kuratorisk Aktion Der findes omstændigheder, hvor det kan være nødvendigt at tilbageerobre historien – altså den store fortælling om, hvordan steder, kulturer og lande bliver til – og skrive den om. For historien skubber begribeligt nok sådanne skæbner og forhold i glemsel, som opfattes som ubetydelige, ubestemmelige eller slet og ret ubekvemme. Pia Arke (1958-2007) havde en særlig interesse i at undersøge den lille histories betydning i forhold til den store historie. Derfor skubbede hun rundt, pressede og masede med arkiver, levn og fund for at få den store og de små historier til at passe, som kollegaen Iben Mondrup så rammende har beskrevet Arkes livslange arbejde. Som frugt af den uhellige alliance mellem en østgrønlandsk syerske og en dansk telegrafist nærmede Arke sig kolonihistorien – det vil sige den historie, der binder Grønland og Danmark sammen – på den eneste pålidelige måde, “nemlig ved at tage den personligt”, som hun selv formulerede det. Og som kunstner undersøgte hun vedholdende sit felt som et æstetisk materiale, ved hjælp af hvilket man både kan så personlig tvivl og høste almengyldige svar. Hun støvede rundt i gamle arkiver, modernitetens museer og det arbejdende folks fotoalbums. Som en anden arkæolog gravede hun i fortiden for derpå at bringe fundene og sig selv i dialog med det håndgribelige: kroppen, anerne, naboerne, hukommelsen. Arke var med historikeren Carsten Juhls ord en anfægtet antropolog, der på baggrund af sin blandingsidentitet og sin billedmæssige erfaring skrev historie nedefra i solidaritet med de små historier, som kulturkritiker Stefan Jonsson påpeger. Men hun skrev også fra siden – fra det sted, hvor bastarden, det omvandrende både-og uantasteligt, rent eller ublandet, så er det postkoloniale heller ikke noget, der kun vedrører dem, der har været Hendes værker udfolder sig som koloniserede og nu angiveligt ikke en række enkeltstående og serielle undersøgelser af og dybt humoristiske længere er det. Det er i al væsentlighed også noget, der berører alle os, opgør med Vestens konstruktion af der er rundet af kolonimagterne og Grønland som kolonihistorie, som metropolerne. Vi er alle som én in the primitiv kunst og som etnisk oprinmix. delighed. På forskellig vis fortæller værkerne en historie ikke blot om Det er det netop dette forhold, vi Grønland, men om “Vesten set ønsker at fremmane med valget af udefra” – det vil sige om de mere udstillingstitlen TUPILAKOSAUskjulte sider og dynamikker i den RUS. Betegnelsen anvendte Arke store historie. Værkerne formår kort selv til et af sine hovedværker fra sagt at pege på det personlige og det 1999, i hvilket hun humoristisk verdenspolitiske – “side by side”. gransker dem, der gransker Grønland og skubbede sig selv ind mellem “Det er ikke populært men det ser “tupilak” og “saurus”, mellem myte og underholdende ud”, som Arke selv skrev om sin kunstneriske forsknings- videnskab, for at indtage “o’ets” plads i betegnelsens midte. metode og dens resultater. eller hverken-eller, rumsterer. At det lykkes Arkes værk at afdække oversete og marginaliserede sammenhænge – såsom danskernes fortrængning af nationens omfattende kolonihistorie og dens stadige eftervirkninger den dag i dag – og fortælle en anden, relationel historie, synes ironisk nok at være grunden til dets manglende eksponering, i hvert fald i Danmark. For sandheden er, at TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006 er den første omfattende præsentation af kunstneren overhovedet. At tage livtag med Arkes værk er ikke nogen søndagsudflugt. For det første er værket og dets organisering blevet afbrudt gennem hendes tidlige bortgang, og der er flere “huller” end hovedværker. For det andet er vi, der forsøger at favne, læse og ordne hendes værk så at sige på den forkerte side af hegnet. Kuratorisk Aktion er danske, hvide, akademiske og kuratorer; altså nogle, der forvalter noget, der er en andens. Men hvis Arkes undersøgelser (som vi mener) viser, at der ikke findes noget Udstillingens struktur afspejler i tråd med titlen, at vi har ladet Arkes undersøgelser operere på os, og at vi har tilstræbt at underkaste vores research-, klassificerings- og registreringsprocesser hendes analysemetode. For det første har vi todelt udstillingen og viser hendes arbejder ikke kun i kunstens, men også i etnografiens rum; altså de to fagområder, som Arke hovedsageligt arbejdede i og med. Dernæst har vi ikke forsøgt (eller måske mere sandfærdigt: forsøgt ikke) at ordne materialet på nogen irreversibel, overbliksgivende eller udtømmende måde. I stedet har vi indladt os på det på alle måder overvældende materiale, der findes af og omkring Arke, og bestræbt os på at skabe tematiske rum for tværlæsninger og flerstemmighed, i et ønske om at holde hendes værk åbent for de, der ønsker at tage hendes tråd op. Således åbner TUPILAKOSAURUSs første temasektion Skitse til en historiefortælling med en “organiseret uorden” – et billede på vores arbejde med at finde hoved og hale i det omfattende og spredte materiale, som Arke efterlod sig. Gennem at vise det 7 syn, der mødte os, da vi påbegyndte vores research- og registreringsarbejde og dermed billedliggøre vores arbejdspræmisser og -processer, er der skabt en basis for i samme sektion at skitsere de første egentlige teser om det samspil mellem personlige, videnskabelige og kunstneriske problemstillinger, der gav form til Arkes praksis. Disse begyndende teser undersøges efterfølgende tilbundsgående i endnu otte temasektioner: Tupilakosaurus, Arktisk hysteri, “Etnoæstetik”, Scoresbysundhistorier og Legende (først i Den Frie Udstillingsbygning i København og senere i Katuaq i Nuuk) og Jeg fisker kranier og knogler op, filmprogrammet Den excentriske eskimo og endelig Skandinavisk panorama (først i Nationalmuseet i København og senere i Grønlands Nationalmuseum & Arkiv i Nuuk). Alle temasektionerne har hentet deres titel og tematik fra Arkes efterladte værker. De repræsenterer dog ikke blot tematikker i hendes virke, men også læseretninger, som allerede i hendes levetid blev udstukket af kyndige folk i hendes professionelle omkreds og sociale netværk. Det drejer sig blandt andre om kunstnere, litterater og filmfolk, der kærer sig om Arkes arv, og som altså foruden at have inspireret temasektionerne med deres tolkninger også har bidraget til TUPILAKOSAURUS guiden – denne gratis fakta- og formidlingspublikation – med uddybende værktekster. Endelig ledsages TUPILAKOSAURUS af en række supplerende, om end selvstændige events: et internationalt og mere teoretiserende seminar i København, et debatskabende folkemøde i Nuuk og filmdiskussionsdage begge steder. Foruden guiden – og af største betydning for projektet – udgives begge Arkes bøger: Etnoæstetik (1995) og Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning (2003) i nye, tresprogede udgaver (engelsk, grønlandsk og dansk), hvormed de gøres tilgængelige atter engang for et dansk og for første gang for et grønlandsk og et globalt publikum. BildMuseet i Umeå, Sverige, overtager udstillingen, når den har været vist i København og Nuuk, hvormed dens vandring slutter. Udstillingen, TUPILAKOSAURUS guiden og alle papers og indlæg fra de offentlige events danner slutteligt grundsten i et forestående arbejde med at lave og udgive et omfattende og ræsonneret katalog over Arkes enestående værk i begyndelsen af 2011. Hverken med disse bogværker, der længe har været udsolgt fra forlagene, eller med Arkes forsvundne værker, har vi ønsket at lave tro kopier af originalerne. Bøgerne har vi som sagt omlagt til internationale udgaver. Og af de mange værker, som Arke i overensstemmelse med sit uhøjtidelige værkbegreb valgte atter at opløse, har vi bestemt os for at repræsentere enkelte gennem billeddokumentation. Andre har vi valgt at genskabe, fordi der forelå en “opskrift”. Med projektet og dets enkelte dele er det vores håb, at Pia Arke får den plads både i kunsthistorien og på den politiske dagsorden, som hendes værk gør hende så fortjent til. Hverken Grønland eller Danmark, hvis historiske relation med det grønlandske selvstyres ikrafttrædelse den 21. juni 2009 har taget afgørende nye veje, kan være det foruden. Eller for den sags skyld verden. Oqaluttuarisaaneq tinnersarlugu: TUPILAKOSAURUS-imik ilisarititsineq Kuratorisk Aktion-imiit Pisoqartarpoq pisariaqalerluni oqaluttuarisaanerup tiguaqqinnissaanut – tassa oqaluttuarujussuaq sumiiffiit, kulturit nunallu qanoq pinngorsimanerat – allaqqillugulu. Oqaluttuarisaanerummi tupinnanngitsumik soqutaanngitsutut, aalajangeruminaatsutut nuanninngitsutulluunniit isigisat illuartittarpai puigugassanngorlugit. tigiilersinniarlugit, soorlu suleqataata Iben Mondrup-ip Arkep inuunermini suliai pillugit allakkamini eqqortumik taama allattoq. Tunumiup arnap mersortartup nalunaarasuartaaserisullu danskiusup peerariilernerisigut pinngortutut Arkep nunasiaataanerup oqaluttuassartaa qanillattorpaa – tassa Kalaallit Nunaata Danmarkillu Pia Arke (1958-2007) immikkut soqu- ataqatigiinnerisa oqaluttuassartaat tigisaqarsimavoq oqaluttuannguup – uppernarnerpaasutuamik periaaseoqaluttuarujussuarmut pingaarutaa- qarluni, “tassa nammineq inuttut ta paasiniarnissaanut. Taamaattumik tamanna tigullugu”, soorlu nammineq tinnersaavoq, toqqorsiviit, sipporutat taama allakkaa. nassaallu iterngi tikillugit misissorlugit, taamaalilluni oqaluttuarujussuaq Eqqumiitsuliortutullu suliani kusanoqaluttuannguillu imminnut ataqaartumik atugassatut misissugariuar8 paa, tassuunakkumi inuttut qulalersinneqarsinnaagami akissutillu tamanut atuuttut pissarsiarisinnaallugit. Toqqorsivitoqqat, katersugaasiviit nutaaliat inuillu sulisut assiisivii misissuiffigai. Itsarnisarsiuutut allatulli qanga pisimasut assappai taamaalilluni nammineq nassaamilu akunnerminni paasinartumik oqaloqatigiissinnaajumallutik: timi, siulit, sanilit, eqqaamasat. Oqaluttuarisaanermik ilinniagallip Carsten Juhlip oqaasii malillugit Arke inuup inuiaqatigiillu pissusiinik misissuisuuvoq qulartoq, akusaanini assilialiornermillu ilisimalikkani tunngavigalugit oqaluttuamik naqqaniit allattoq oqaluttuaarannguit ersoqatigalugit, soorlu eqqumiitsuliornermik naliliisartup Stefan Jonssonip erseqqisagaatut. Kisianni aamma saneraaniit allappoq – akusap, illugiissitsiitigaluni arlaannaanniinngitsup, uninngavimminiit iliuuseqarneratut. Suliai saqqummerput ataasiakkaatut nangeqattaartutulluunniit misissuinertigut itisuumik quianartortalimmillu illuatungiliuppoq Kitaata Kalaallit Nunaannik nunasiatut iluarsaassinerminik oqaluttuaanut, soorlu eqqumiitsuliornertut itsarnitsatut kinaassutsillu pinngorfianut. Suliat arlalitsigut oqaluttuaraat Kalaallit Nunaat kisimi pineqanngitsoq, kisiannili “Kitaa avataanit isigalugu” – tassa oqaluttuarujussuarmi toqqorneqarnerusimasut savitussutsillu. Naatsumik oqaatigalugu suliat angusaraat nammineq inuttut inuunermik nunarsuarmilu politikkimik tikkuussineq – “side by side”. tutut, kukkusumi. Kuratorisk Aktion danskiupput, ilinniagartuujullutik aaqqissuisartuullutillu, tassa allat suliaannik ingerlatitsisuullutik. Kisianni Arkep misissuineri (isumarput malillugu) takutitsipput nassaassaqartoqanngitsoq isornartorsiugassartaqanngitsunik, minguitsunik, imaluunniit akuneqanngitsunik, taamaattumik nunasiaasimanerup kingorna aamma tassaannaanngilaq nunasiaatigineqarsimasunuinnaq tunngasoq maannalu qularnanngitsumik taamaakkunnaarsimasunut. Pingaarutilerujussuarmittaaq uagutsinnik, nunasiaateqarsimasunit kingoqqisunik illoqarfissuarmiunillu, tamanik attuisuuvoq. Tamattami akusaavugut – in the mix. Pissutsillumi taakku tunngavigerpiarlugit kissaatigisimavarput saqqummersitsinerup taaguutigissagaa TUPILAKOSAURUS. Taaguut taanna Arkep suliami pingaarnerit “Nuannarineqarpianngilaq quiilaannut 1999-imeersumut taaguutianartutulli illuni”, soorlu Arke gaa, Kalaallit Nunaannik paasiniaeqqumiitsuliortutut misissueriaatsini asut quianartumik paasiniaramigit inernerilu pillugit nammineq allattoq. nammineq tupilaap paarmortullu akornannut inissilluni, oqaluttuatoqArkep suliamigut iluatsippaa immin- qat ilisimatusarnerullu akornannut, nut ataqatigiit takkuitsuukkat illuar- taaguutip qeqqani “o”-tut inissilluni. titallu qulaajarnerat – soorlu danskit naalagaaffittut nunasiaateqarsiman- Saqqummersitsinerup ilusaata erminnik ullumikkumullu atajuartaaguut malippaa, Arkellu misissuitumik sunniutaanik puiguinerat neri uagutsinnut sunniuteqartinniar– oqaluttuaralugulu alla, oqaluttuaq simavavut, uagullu misissuinitsinni, akunnaatsuliaq, pingaartumik Danimmikkoortiterinitsinni nalunaarmarkimi ersersinneqannginneranut suinitsinnilu nammineq misissueriaapiaarinaatsoortumik tunngaviusia malinniarsimavarput. Siullermik sorinartoq. Eqqortormi tassaavoq saqqummersitsineq marluinngorlugu avipparput takutinniarlugu suliai TUPILAKOSAURUS: Pia Arkep eqqumiitsuliornerinnarmut tunngaeqqumiitsuliorneq, inuiaassuseq natik aammattaaq inuit kulturiannut nunasiaateqarnerullu oqaluttuasinooqatigiinnerannullu tunngasuusut; sartaanik apeqqusersuinera, 19812006, eqqumiitsuliortup ilisaritinnera tassa sammisat arlariit Arkep pingaarnerutillugit suliai suleqataafsiullerpaaq annertoqisoq. figisaalu. Tullianik misilissimanngilarput (eqqornerusumilluunniit: Arkep suliaanik paasiniaalerneq imaaliallaannagassaanngilaq. Siuller- misilinniarsimanngilarput) suliat mumisinneqarsinnaanngitsutut, mik suliaa aaqqissuineralu qimagutiaarneratigut unitsinneqarpoq, “ami- ataatsikkut takuneqarsinnaasutut tamakkiivissumilluunniit aaqqisgaatillu” suliaasa pingaarnersaannit suunnissaat. Paarlattuanik suliani amerlanerupput. Aappassaanik amerlaqisuni, Arkep sammisaani, uagut, arnap taassuma suliaanik anguniarsimavarput sammisat tigusillutalu atuartugut imaluunniit aaqqissuussisugut, oqaatigineqarsin- illuatungeriissinnaanissaannut arlalinnillu paasineqarnissaannut naavugut ungallut illuatungaaniit- inissaqartitsinissaq, tamatumani kissaatigigatsigu suliaanik nangitserusuttunut ammarneqarnissaat. Taamaalilluni TUPILAKOSAURUSip sammisaq siulleq Oqaluttuap imassaanut toqqammavissaq “aaqqissuussamik tukattoq” ammarpaa – Arkep suliarpassuinik siammarsimasunillu qimataanik aaqqissuussiniarnitsinni sulinitsinnik takutitsisoq. Misissuinerput nalunaarsuinerpullu aallartikkatsigu, taamalu sulinitsinni tunngavissavut suleriaasissarisarpullu ersersinniarlugit, qanoq takusaqarsimanerput tunngavissiivoq immikkoortumi tassani ersersinniarivut tunngavilimmik isummiussat inuit ataasiakkaat, ilisimatusarnerit eqqumiitsuliornerullu sunniivigeqatigiinnerini apeqqutaasinnaasut, periaasianik ilusiliisut. Tunngaviusumik isummiussat siulliit taakku sukumiinerusumik misissorneqarsinnaapput sammisani immikkoortuni tullerni arfineq pingasuni: Tupilakosaurus, Issittumi silaaruttutut kamanneq, “Etnoæstetik”, Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat, aamma Legende (Den Frie Udstillingip, København illutaani Katua-milu) aamma Niaqqup saarngi saanikullu qallorlugit, filmi Eskimuu silanngajaartoq kiisalu Isikkivik Skandinaviamiit (Katersugaasivissuarmi Københavnimiittumi aamma Nunatta Katersugaasiviani Allagaateqarfianilu Nuummiittumi). Sammisat immikkoortitikkat tamarmik qulequtserneqarput Arkep qimataasa qulequtaannik sammisaannillu. Taamaakkaluartoq Arkep suliaanik takutitsiinnanngillat, aammali tulleriiaarneqarput ajunngikkallarmat suleqataasa ilisimasallit inuttullu attaveqarfigisaasa sammiviligaat. Taakku ilagaat eqqumiitsuliortut, atuakkiortut filmiliortartullu, Arkep kingornutassiaanik erliginnittut, taamalu sammisat immikkoortiternerinut isummersuiinnaratik tunisisimasuttaaq TUPILAKOSAURUS-ip ilitsersuutaanut – naqitaq piviusunik paasissutissiinernillu imalik akeqanngitsoq – suliat oqaasertaannik itisiliisoq. Ilitsersuutip saniatigut – piareersaatigisamullu pingaarnerpaasu9 mik – Arkep atuakkiai marluk saqqummersinneqarput: Etnoæstetik (1995) aamma Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat. Assit, inulerneqarnerat nunap assiliornerlu (2003) nutaamik naqillugit oqaatsit pingasut atorlugit (tuluttut, kalaallisut qallunaatullu), taamaalilluni qallunaanut atuagassanngoqqilluni siullermeerlunilu kalaallinut nunarsuullu sinneranut. Kissaatigisimanngilarput atuakkiat taakku (saqqummersinneqarfimminni qangarsuarli nungunneqareersut), Arkelluunniit suliaasa allat tammarsimasut, pissusivii assileqqissaarlugit saqqummersinnissaat. Oqaatigeriikkatsitut atuakkat nunarsuarmut tamarmut siammartussiarineqarput. Kiisalu sulianut, Arkep suliaminut pingaartorsiortannginneranut ilisarnaatitut aserortersimasaanut, tunngatillugu aalajangersimavu- gut ataasiakkaat uppernarsaatitut assinngorlugit takutinniarlugit. Allat pilerseqqissimavavut, taakkumi “malitassaqareermata”. Aamma TUPILAKOSAURUS arlalinnik ilaneqarpoq, iliuutsinilli namminersuutaasunik: Nunanit tamalaanit peqataaffigineqartumik isummersorfiunerusumillu Københavnimi isumasioqatigiinneq, oqallissaarilluni inunnik Nuummi ataatsimiititsineq kiisalu taakkunani tamani filmit pillugit oqallitsitsinerit. taallu avataaninngaanneersunillu oqaaserineqartut naggataatigut tunngaviussapput suliassamut tullermut, tassalu Arkep suliarpassuinik ilusilersorluakkamik nalunaarsuusiornissamut, 2011-p aallartinnerani saqqummersinneqartussamut. Pilersaarutitsinni immikkoortortaanilu ataasiakkaani kissaatigaarput Pia Arkep eqqumiitsuliornerup oqaluttuassartaanut politikkikkullu ingerlaatsimut ilanngunneqarnissaa, suliaasami taama pineqarnissaanut naleqqulluinnartimmassuk. Tamanna Sverigimi Umeåmi katersugaasiviup Kalaallit Nunaata DanmarkilluunBildMuseetip saqqummersitsineq niit, oqaluttuarisaanermikkut ataqanangissavaa Københavnimeereerlutigiinnerisa 21. juni 2009-mi kalaallit nilu Nuummeereerpat, saqqummernamminersulernerisigut pingaarusitsinerlu tassani naggaserneqassaaq. tilimmik nutaanik illineqalersup, Saqqummersitsineq, TUPILAKOpinngitsoorsinnaanngilaat. Aammami SAURUS-imik ilitsersuut pappialarnunarsuup tamarmi. Pushing History Around: An Introduction to TUPILAKOSAURUS by Kuratorisk Aktion There are circumstances in which it maybe necessary to reconquer history – that is the broad narrative about how places, cultures and countries come into being – and to rewrite it. For, understandably enough, history consigns to oblivion those fates and circumstances that are considered to be insignificant, indeterminable or, quite simply, inconvenient. Pia Arke (1958-2007) had a special interest in examining the meaning of the little history in relation to the big history. That is why she pushed, pressured and jostled archives, relics and finds in order to get the big and the little histories to fit, as her colleague Iben Mondrup has so precisely described Arke’s lifelong work. As the fruit of an unholy alliance between an East Greenlandic seamstress and a Danish telegraphist, Arke approached colonial history – that is, the history that binds Greenland and Denmark together – in the only reliable way, “namely by taking 10 it personally”, as she herself put it. And as an artist she investigated her field as an aesthetic material, with the help of which one can both sow personal doubt and harvest generally valid answers. She searched in old archives, the museums of modernity and the photo albums of ordinary people. Like an archaeologist she dug into the past in order to bring her findings and herself into dialogue with the tangible: the body, her forefathers, her neighbours, memory. Arke was, in historian Carsten Juhl’s words, an affected anthropologist, one who on the basis of her mixed identity and her pictorial experience wrote history from below in solidarity with the little histories, as cultural critic Stefan Jonsson points out. But she also wrote from the sidelines – from the position where the mongrel, the walking both-and or neither-nor, rummages around. Her works unfold as a sequence of one-off and serial investigations of and deeply humorous showdowns with the West’s construction of Greenland as colonial history, as primitive art and as ethnic authenticity. In different ways the works tell a story not just about Greenland, but also about “the West seen from outside” – that is, about the less evident aspects and dynamics of the big history. In brief, the works succeed in pointing out the personal and the global – side by side. “It is not popular, but it looks entertaining”, as Arke herself wrote of her artistic research methods and their results. That Arke’s work succeed in uncovering overlooked and marginalised circumstances – such as the Danes’ repression of the nation’s comprehensive colonial history and its aftereffects still felt to this very day – and presenting a different, relational history seems, ironically, to be the reason for its lack of exposure – in Denmark at any rate. For the fact is that TUPILAKOSAURUS: Pia Arke’s Issue with Art, Ethnicity, and Colonialism, 1981-2006 is the first ever comprehensive presentation of the artist. Getting to grips with Arke’s work is no easy matter. In the first place the work and its organisation were interrupted by her all too early death, and there are more “holes” than main works. Secondly, we who try to embrace, read and arrange her work are on the wrong side of the fence, so to speak. The members of Kuratorisk Aktion are Danish, white, academics and curators, that is, people who administer something that belongs to someone else. Instead we have engaged with the in every way overwhelming material that exists by and around Arke and endeavoured to create thematic spaces for cross-readings and polyphony in a wish to keep her work open for those who want to follow up on her themes and methods. Thus, the first theme section of TUPILAKOSAURUS, Towards a Historical Narrative, opens with “an organised disorder” – a picture of our work to make head or tail of the copious, scattered material that Arke left behind. By showing the sight that met us when we began our work of research and registration, and thereby visualising the premises and process But if Arke’s investigations show for and of that work, a basis has been (as we think they do) that nothing created for outlining in the same is faultless, pure or unmixed, then section the first actual theses on the neither is the postcolonial something interplay between personal, scientific that concerns only those who have and artistic problematics that gave been colonised and are now allegedly form to Arke’s practice. These initial no longer so. It is essentially also theses are subsequently investigated something that concerns all of us in depth in the eight theme sections: who have been formed by the colonial Tupilakosaurus, Arctic Hysteria, powers and the metropoles. We are all “Ethno-Aesthetics”, Stories from in the mix. Scoresbysund and Legend (first at Den Frie Centre of Contemporary Art It is precisely this circumstance that in Copenhagen and then in Katuaq we wish to highlight through our in Nuuk) and Fishing out skulls and choice of the exhibition title, TUPILA- bones, the film programme The EcKOSAURUS. Arke herself used the centric Eskimo and finally Scandinadesignation for one of her key works vian Panorama (first at the National from 1999, in which she humorously Museum in Copenhagen and then at explores those who explore Greenthe Greenland National Museum & land and pushed herself in between Archives in Nuuk). “tupilak” and “saurus”, between myth and science, to occupy the place of the All the theme sections derive their ti“o” in the middle of the word. tles and themes from the works Arke left behind. However, they represent Like the title, the structure of the ex- not only themes in her practice, but hibition reflects that we have allowed also interpretative approaches that Arke’s investigations to operate on us, had already in her lifetime been idenand that we have sought to subject tified by insightful people in her proour research, registration and clasfessional and social networks. Among sification processes to her method of others these include artists, writers, analysis. Firstly, we have divided the critics and filmmakers who value exhibition into two parts and show Arke’s legacy and who besides having her works not only in the space of art, inspired the theme sections with their but also in the space of ethnography, interpretations have also contributed according to the two main fields in to this TUPILAKOSAURUS guide – a and with which Arke worked. Then, free publication containing analytic we have not tried (or perhaps more texts on the works along with factual accurately: have tried not) to arrange information about Arke and her work. the material in any irreversible, over-view-giving or exhaustive way. In addition to the guide – and of the greatest importance for the project – both Arke’s books, Etno-Aesthetics (1995) and Stories from Scoresbysund: Photographs, Colonisation and Mapping (2003), are being published in new trilingual editions (English, Greenlandic and Danish), whereby they have become accessible once more for a Danish readership and for the first time for a Greenlandic and international public. Neither with these works, which have long been out of print, nor with those of Arke’s works that have disappeared have we wished to make faithful copies of the originals. The books have, as already mentioned, been transformed into international editions. And of the many works that Arke, in accordance with her laidback work concept chose to dissolve once more, we have decided to represent some through pictorial documentation, while we have chosen to recreate others because a “recipe” existed. Finally, TUPILAKOSAURUS is accompanied by a number of supplementary albeit independent events: an international and more theoretical seminar in Copenhagen, a community meeting for the general public in Nuuk and film discussion days in both places. After the exhibition has been shown in Copenhagen and Nuuk, it will be taken over by BildMuseet in Umeå, Sweden, where its travels will end. Finally, the exhibition, the TUPILAKOSAURUS guide and all papers and contributions from the public events will form the cornerstone in the coming work to make and publish a comprehensive catalogue raisonné of Arke’s unique oeuvre at the beginning of 2011. With this project and its individual parts it is our hope that Pia Arke will acquire the place both in the history of art and on the political agenda that her work so much deserves. Neither Greenland nor Denmark, whose relations have moved into a decisive new phase with the entry into force of Greenlandic Self-Government on June 21, 2009, can do without her. Nor for that matter can the world. 11 TEMASEKTION 1: SKITSE TIL EN HISTORIEFORTÆLLING SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 1: Den franske idéhistoriker Michel Foucault må have skæmtet bare lidt, da han for at besvare sit eget spørgsmål: “Hvad er en forfatter?” forestillede sig følgende scenarie. En stor forfatter – eksempelvis den tyske filosof Friedrich Nietzsche – afgår ved døden, og det samlede værk skal nu udgives. Idet vi allerede forstår Nietzsche som forfatter, stilles vi overfor spørgsmålet om alt, hvad filosoffen havde skrevet, sagt og efterladt sig skal betragtes som et værk. Hvor stopper man? Alt hvad Nietzsche selv fik udgivet skal selvfølgelig med. Og udkastene til hans værker? Klart. De slettede passager og noterne på bunden af papiret? Jo da. Og hvis man blandt noterne finder henvisninger til et vigtigt møde, en vigtig adresse eller måske en dosmerseddel? Er det et værk? Vores situation i en nøddeskal. Vi vidste fra starten, at vi ville lave en retrospektiv udstilling med Pia Arke, som ikke skulle være et endegyldigt udsagn om kunstnerens værk og virke. Den skulle derfor ikke følge det lineære udviklingsperspektiv, der er så typisk for retrospektive satsninger, og som ofte ender med at lukke et oeuvre for fortolkning i forsøget på udtømmende at forklare det. Og skulle den være monografisk, så skulle den i hvert fald være flerstemmig. Det skyldtes dels, at Arke, som vi oplevede det, aldrig ville lægge sig helt fast på et standpunkt. Så hvordan kunne vi? Men det skyldes også, at hun allerede i mere end 20 år havde beskæftiget sig med at undersøge Grønland, Danmark og de historiske forhold, der knytter dem sammen, da hun gik bort. Og med al sandsynlighed ville hun have fortsat undersøgelserne i lige så mange år frem i tiden. Hvem ved, hvor de ville have taget hende hen? Hvad vi til at begynde med ikke havde gjort os klart var, at Arke havde opløst mange af sine værker, og at dette efter alt at dømme hang sammen med et værkbegreb, som i sig selv ville negere idéen om at vise hendes oeuvre. Efter nogen tids research måtte vi også konstatere, at nogle af de værker, som har været i privateje simpelthen er forsvundet. Arkes manglende og efterladte ting strittede samlet set i alle retninger og konfronterede os med Foucaults dilemma. For at være sandfærdige har vi derfor valgt at indlede denne første sektion med at italesætte vores dilemma. Vi håber dermed at kunne begrunde andre valg, som vi har foretaget i udstillingen. For eksempel at vi ikke har rekonstrueret Arkes opløste eller forsvundne værker undtagen i nogle få tilfælde, hvor der ikke kunne være tvivl om, hvordan det skulle gøres, eller hvor fristelsen var for stor. Vores forlegenhed begrænser sig dog ikke blot til at skulle afgøre, om noget skal betragtes som et værk eller ej. Spørgsmålet er snarere, hvordan vi som udelt danske overhovedet er i stand til Isumaliortaatsip oqaluttuarisaaneranik ilisimatuup franskiusup Michel Foucault apeqqutini nammineq akinialeramiuk quiasaarilaarsimassaaq: “Atuakkiortoq sunaava?” imalu takorluugaqarsimassaaq. Atuakkiortorsuaq – soorlu noorleq Friedrich Nietzsche – toquvoq, suliarisimasaalu tamaasa maanna saqqummersinneqassallutik. Nietzsche atuakkiortutut ilisarereersimagatsigu, apeqqusertariaqalerparput, isumaliortartup allassimasai, oqaatigisimasai qimassimasaallu tamarmik suliarisimasaatut isigisariaqarnersut. Qanoq killiliisaagut? Nietzschep nammineq saqqummersissimasai soorunami ilaasapput. Allaqqitassiaammi? Ilumut. Allatamini piiarsimasai pappilissap naqqani allattugai? Soorunami. Allattugaasalu akornanni innersuutinik ataatsimiisimanermut pingaarutilimmut, najukkamut iml. eqqaamassutissiaanik nassaaraanni? Nammineq taakku suliatut ilivitsutut isigineqassappat? Tassa taamatorpiaq inissisimavugut. Aallaqqaataaniit ilisimavarput, Pia Arke pillugu suliarisimasaannik saqqummersitsiniarnitsinni, eqqumiitsuliortup suliarisimasaanik iliuuserisimasaanillu tamakkiisumik takutitsisinnaanata. Taamaammat inuup suliarisimasaasa eqqartorneqartarnerini nalinginnaasartoq malinniarsimanngilarput, tassa ineriartornera malittaralugu suliaasa isummersorneqarnerini periarfissaasut tamakkerniarneqartarneri. Inullu ataasiinnaq eqqartorneqassappat, taava arlalinnik erinalerlugu saqqummersittariaqassavarput. Tassunga pissutaasut ilagaat, Arke, misigisimagatsigu, isummani aalajanginngisaannaraa. Taama pissuseqarpat aamma sooq uagut taamaaliussanngilagut? Pissutsit aamma ilagaat, ukiut 20-it sinnerlugit toqussi tikillugu Kalaallit Nunaat, Danmark oqaluttuarisaanikkullu pissutsit suuneri imminnullu qanoq attaveqalersimaneri misissorsimammagu. Ilimanarporlu ukiuni suli taama amerlatigisuni tamanna misissorsimassagaluaraa. Sunalu tikissimassaneraa takorlooruminaappoq? Aallaqqaataannit arajutsisimavarput, Arkep suliarisimasani amerlasuut isatersimammagit, tassungalu qularnanngitsumik isumaliortaaseq una pissutaagunarluni nammineq suliarisimasani isummatut kingusinnerusukkut nalilersuinissami pingaartissimannginnamigit. Misissuereerluta paasilerparput, suliaasa inunnik pigineqalersimasut ilaat tammaannartarsimasut. Arkep suliarisimasai amigaataasut amiakkuilu suni tamaani tikkuussisutut ipput taamaalillunilu Foucaultip akunnattoorneratut inissisimalluta paasivarput. Ilumuussuseq qimakkumanagu takutitsivissani immikkoortut aallartinnerini akunnartoornerput oqaasertaliinnassallugu aalajangersimavugut. Neriulluta saqqummersitsiniarnitsinni aalajangertarnivut taamaalilluta tunngavilersorsinnaallutigit. Soorlu Arkep suliarisimasai isaterneqarsimasut tammarsimasulluunniit pinngortinniarsimanngilavut, ilaannaalli qanoq suliarineqarnissaannik nalorngissutigisimanngisavut, iml. ussernartorsiorfigisimasavut pinngorteqqissimallutigik. Ajuusaarnittali killerinngilaa eqqumiitsuliatut suliat arlaat isigineqarsinnaanerinik aalajangerniartarnerput. Taakkunanili apeqqutaanerulluni, uagut qallunaajusugut Arkep suliarisimasaanik saqqummersitsiniarnitsinni qanoq illersorneqarsinnaasumik isumaginnissinnaanersugut? Sapersorinngilavulli, tassami aamma uagut nunasiaateqarnerup oqaluttuassartaanik aqqusaarneqarsimagatta, naak killormut pis- 12 at kuratere en Arke retrospektiv? Det mener vi, at vi trods alt kan, fordi vi også er rundet af kolonihistorien, om end med omvendt fortegn. Vores kuratoriske drive består i en etisk forlegenhed og en længsel efter at forstå sammenhængen mellem den historiske kolonialisme og de aktuelle fobier og dertil knyttede idéer om kulturel overlegenhed og større ret til at regere. Derfor var det nærliggende at koble vidnesbyrdet om vores arbejdsproces, som man møder i indgangen til udstillingen, med værker af Arke, der peger på spørgsmålet om, hvor man taler fra – som i grafikken Længsel (1981) og Arkes kort over Rigsfællesskabet, hvor hun har trukket sine personlige tilknytningspunkter og -linjer mellem Danmark og Grønland op. På den måde kommer de symbolsk til at stå for det sted, hvor vores interesser og praksisser mødes, og hvor det bliver muligt for os at kuratere Arkes værk. Ingen, der har beskæftiget sig med Arke, har kunne undgå at lægge mærke til hendes hulkamera. Hun byggede det selv og sørgede for, at det var stort nok til, at hun kunne være og overnatte i det, om hun ville. Det fylder med andre ord godt i landskabet; alligevel var det terrængående og nåede til så fjerntliggende pynter som Kronborg, Lønstrup Klint i Vendsyssel og Narssaq point i Sydgrønland. Kameraet spiller da også en væsentlig rolle i vores forestillinger om Arke og er derfor centralt placeret i En skitse til en historiefortælling et sted mellem tese og empiri, mellem det vi tror, og det vi ser. Sektionen rummer således både kameraet set udefra – en rekonstruktion af selve kameraet (der er gået tabt), beretninger om dets tilblivelse og rejser samt en række af de billeder, der kom ud af det – og så rummer den aspekter af mere indvendig karakter. Arke så fotografiet som en slags kunstarternes bastard. Og hun opfattede desuden sig selv som netop dét, en bastard. Hulkameraet for sin del betragtes gerne som den mest primitive form for fotoapparat, kort sagt en prototype. Og grønlandsk kunst opfattes også gerne som primitiv i den romantiske forstand af prototype på skabertrang og det oprindelige symbiotiske forhold til Naturen. Som når den danske autoritet på området, Bodil Kaalund, skriver værket Grønlands Kunst og ikke – mindre besiddende i både grammatisk og overført forstand – fritstiller kunstneren fra landet og forfatter et værk om grønlandsk kunst. Bag den lille forskel – det er jo bare et “k” mere eller mindre – lurer store opgør. Opgør med identitet og essentialisering, med tavshed og historieskrivning, med sentimentalitet og videnskab. I de efterfølgende sektioner er ønskemålet, at disse opgør ikke længere lurer, men at de derimod udfoldes og undersøges i lys lue. OQALUTTUAP IMASSAANUT TOQQAMMAVISSAQ suseqaraluartumik. Taama isumaginninnitsinnut ingerlatsisuusimavoq inuiattut kanngusuuteqarnerput taamatullu nunasiaateqarnerup oqaluttuassartaata aammalu nassuerutigiumanngisatta imminnut qanoq ataqatigiissuseqarnerisa paasisaqarfigerusunneri tassungalu atasumik kulturikkut qaffasinnertut naalagaanerusutullu immitsinnut isumaqarfiginerput. Taamaammat qanoq suleriaaseqarsimanerput nassuiaateqarfigissallugu naleqqutissaaq, saqqummersitsinerup isaariaanni tamanna takuneqarsinnaavoq, tassani Arkep suliai tikkuussisutut immata, apeqqusiillutik sumik oqariartortoqarneranik – soorlu Maqaasineq (1981) aamma Arkep Naalagaaffeqatigiinnerup nunataasa assiliorneri, tassani nammineq inuttut attuumassuteqarninni nalunaarsorsimammagit Danmarkip Kalaallillu Nunaata akornanni titarnilersuinikkut. Taamaalilluni soqutigisatta pissusittalu naapinneri soorlu takussutissinneqartut, Arkellu suliaanik illersuinitsinnik isumaginnissinaalersilluta. Kinaluunniit Arkep suliarisimasaanik sammisaqarsimasup maluginngitsoorsinaangilaa assiliiviliaa putuinnalik. Nammineq sanasimavaa imalu angissusilerlugu nammineq iserfigalugu unnuiffigisinnaallugu. Allatut oqaatigalugu angisuujuvoq; taamaattorli angallanneqarsinnaalluni sumiiffinnut imminnut ima ungasitsigisunut soorlu Kronborg, Vendsysselimi Lønstrup Klint aamma Narsami Nuugaarsummut angallanneqarsimalluni. Assiliisummi aamma Arkemik takorluuisarnitsinnut ilaavoq saqqummersitamilu Qualuttuap imassaanut toqqammavissaq qitiulluni inissinneqarsimalluni tassa ilimagisap atuuttullu akornanni, isumaqassutsitta isigisattalu akornanni. Immikkoortup taamaalilluni assiliisut silataanit isikkua – aamma assiliisutip sanaqqinneqarsimasup (tammarsimasulli) imaraa, pinngoriartornerani oqaluttuaq angalasimanera kiisalu tassannga assit pinngortinneqarsimasut ilaallutik – kiisalu qamuuna eqqaasassat ilaatigut ilaallutik. Arke assiliissummik assilisaq eqqumiitsuliornikkut akusatut isigerusunneraa. Imminullu aamma taama paasilluni, tassa akusatut. Assiliissutip putullip nammineq takutippa atortup annikinnerpaanik atortulikkap pissusaa, tassa assiliisuut pissuseqqaammisut ittoq. Kalaallit eqqumiitsuliaat aamma taama pissuseqqaammisut isikkulittut paasineqartarpoq, qanga pissutsit nuannaartoralugit pinngortiteqqaarniarnermi pinngortitamut atalluinnarnermik paasineqarsinnaasoq. Soorlu qallunaat ilaata tamakkuninnga paasisimasaqarluartup Bodil Kaalundip atuakkami Kalaallit Eqqumiitsuliaat allaatiginnissimaneratut, oqaasi-liornikkut piginnaasaqarnerunngikkaluarluni aamma isummatigut – eqqumiitsuliortoq nunamit kiffaanngissusilermagu kalaallillu eqqumiitsuliaannik atuakkiortillugu. Assigiinngissutip annikitsup – tassa k – akerliussutsimik takutitsineq ilimasaarutigaa. Akerliussutsimik kinaasusilimmik pingaarnersiuinermillu imalimmik, oqaaseqannginnermik oqaluttuarisaanermillu allaaserinninnermik, qanga pissutsinut nuannaartorinninnermik aamma ilisimatusarnermik. Immikkoortuni tulliuttuni kissaatiginarpoq, taama akerliuniarnerup ersikkunnaarsimanissaa, killormulli qaffakaatinneqassasut alapernaassutsillu ikummarinnerannik misissorneqassallutik. THEME SECTION 1: TOWARDS A HISTORICAL NARRATIVE The French thinker Michel Foucault must have been joking a bit when in order to answer his own question: “What is an author?” he imagined the following scenario. A great writer – for instance the German philosopher Friedrich Nietzsche – dies, and his collected works are now to be published. Inasmuch as we already see Nietzsche as an auhtor, we are faced by the question as to whether everything the philosopher had written, said and left behind should be regarded as a work. Where does one stop? Everything that Nietzsche himself had published must of course be included. And the draft versions of his works? Obviously. The deleted passages and the notes at the bottom of the paper? Sure thing. And if one finds among the notes references to an important meeting, an important address or perhaps a shopping list? Are these works? Our situation in a nutshell. We knew from the start that we wanted to curate a retrospective exhibition of Pia Arke that should not be the ultimate statement about the artist’s work and practice. Therefore it would not follow her development in the linear perspective that is so typical of retrospectives, and which often ends by closing an artist’s oeuvre for further interpretation in an attempt at explaining it exhaustively. And if it was to be monographic, then it should at least be polyphonic. This was partly because Arke, as we experienced her, was never willing to adopt a definitive viewpoint. So how could we? But it was also because at the time of her death she had already been engaged for more than 20 years in investigating Greenland, Denmark and the historical circumstances that bind them together. And in all probability she would have continued her investigations for just as long into the future, had she lived. Who knows where they would have led her? What we had not been aware of at the start was that Arke had dissolved many of her works, and that this was apparently connected with a work concept that in itself would negate the idea of showing her oeuvre. After a while we were also forced to conclude that some of the works that were privately owned have simply disappeared. Taken together, the missing works and those that were left behind pointed every which way and confronted us with Foucault’s dilemma. For the sake of honesty we have therefore chosen to start this first section by articulating our dilemma. In doing this we hope to be able to justify other choices that we have made throughout the exhibition. For instance, that we have not reconstructed Arke’s dissolved or disappeared works except in a few cases where there could not be any doubt as to how this should be done, or where the temptation was too strong. However, our difficulty is not limited to simply having to decide whether something should be regarded as a work or not. The question is rather how in our unmixed Danishness we are at all able to curate an Arke retrospective? Appearances to the contrary, we think we are because we too are products of that colonial history, albeit the other way round. Our drive as curators is based on an ethical embarrassment and a longing to understand the connection between historical colonialism and current phobias with their concomitant ideas of cultural superiority and a greater right to rule. It was therefore natural to link the evidence that one meets at the entrance to the exhibition regarding our work process with works by Arke that point to the question of where one is speaking from – as in the print Longing (1981) and Arke’s map of the United Kingdom of Denmark in which she has marked her personal points and lines of attachment between Denmark and Greenland. In this way they come to stand for the place where our interests and practices meet, and where it becomes possible for us to curate Arke’s work. No one who has been interested in Arke can have failed to notice her pinhole camera. She made it herself and saw to it that it was big enough for her to be able to get into it and spend the night there if she wanted to. In other words, it is a fair size, but was nevertheless capable of cross-country travel and reached such remote spots as Kronborg, Lønstrup Klint in North Jutland, and Narssaq Point in South Greenland. And indeed the camera plays an important role in our ideas about Arke. It therefore has a central place in Towards a Historical Narrative somewhere between thesis and empiricism, between what we believe and what we see. The section thus contains both the camera seen from outside – a reconstruction of the camera itself (it has been lost), accounts of its genesis and travels and a number of the pictures it produced – and, in addition, it contains aspects of a more inner nature. Arke saw the photograph as a kind of mongrel art form. And she saw herself as just that, a mongrel. For its part the pinhole camera is regarded as the most primitive form of photographic apparatus, in brief a prototype. And Greenlandic art is also often seen as primitive in the romantic sense of a prototype of the urge to create and an original symbiotic relation to Nature. As when a Danish authority in the field, Bodil Kaalund, writes the work Grønlands Kunst [Greenland’s Art] and does not – less possessive both grammatically and figuratively – set the artist free of the country and write a work on Greenlandic art. Behind the little difference – just an “ic” more or less – lurk major confrontations. Confrontations with identity and essentialisation, with silence and the writing of history, with sentimentality and science. In the following sections our wished-for objective is that these confrontations should no longer lurk behind the scenes but that they should on the contrary unfold and be examined in full blaze. 13 Pia Arke. 1. tilbageblik til 1966 i Dundas. 1989 Pia Arke. 1. uummannami Det må være en familie. Voksne, der står og taler. Børn, der gynger foran huset. En barnevogn, en cykel, en vippe, blomster. Billedet minder om den slags tegninger, børn som regel når at lave et enormt antal af i deres barndom – far, mor, børn og hus. Forestillingen om en familie, der knytter sig til alle de konkrete steder, vi har boet, som faste landmærker i erindringens landskab. Ilaqutariiussagunavipput. Inersimasut imminnut oqaluuttut. Meeqqat illup saavani issakatsiaartut. Meeraaqqat qamutaat assakaasullit, sikkili, qeerlumiusaarfik, naasut. Assi eqqaanarpoq meeqqat meeraanerminni titartatagaasa ilaannut – ataata, anaana, meeqqat illulu. Ilaqutariinnik aalajangersimasuni najugalinnik takorluuineq, najugaqarfigisimasatsinni eqqaamasat silarsuaanni aalajangersimasumik naleqqatut. Billedet er et tilbageblik til en barndom et sted i Grønland; et visuelt forsøg på at erindre noget, som er hændt. Det er en scene, der udspiller sig, fremkaldt af erindringen, og dens dramatik holder fast i den nutid, hvorfra der huskes. Scenen kalder ikke på en nostalgi, men synes at give plads og fremtid til det liv, der ligger mellem dengang og nu. Det selvbiografiske er en nutidig handling, som henter sit materiale fra virkelighedens gemmer og sætter det i scene eller i spil. forholdet til fortiden og til historien om Danmark og Grønland. På et gammelt skolekort over Grønland bekræfter både kortet selv og påtegnede steger den officielle historie mellem Danmark og Grønland; men parallelt med den personlige historie, for de punkter, stregerne peger på i Grønland, er Pia Arkes faktiske barndomshjem. Arke mente, at kortet over Grønland lignede Elefantmandens monstrøse hoved fra en bestemt vinkel – i sig selv en læsning af kortet, som overskrider den traditionelle grænse for, hvad et kort aftegner. Den selvbiografiske handling bevæger sig mellem de konkrete hjem eller bosteder og udforsker en broget og tvetydig forbindelse mellem Danmark og Grønland. Bevægelsen minder om andre udforskninger, som missionærer, opdagelsesrejsende, etnografer og kartografer har udført, men kun næsten. For som barndomserindringer En selvbiografi opfinder ikke generelt er også den officielle sin historie – den omformer historie blevet genfortalt mange den. Billedet er grumset, flosset gange og på mange måder. i kanten, omgivelserne utydeBarndomserindringerne er en lige og uden horisont. Det er et skæv parallel til de gængse punkt i tiden; et sted, der ligger forestillinger om forbindelsen mellem Grønland og Danmark, mellem Danmark og Grønland, mellem bjørneskindbukser og der minder om, at historien er blomster, mellem en grønlandsk mange og grumset. mor og en dansk far. Den nutidige erindring forsøger ikke at Mette Jørgensen genskabe et oprindeligt og rent “jeg”, men udforsker en broget og tvetydig herkomst. Det selvbiografiske er personligt, men hænger også sammen med stedet og stedets historie. Den faktuelle personlige baggrund griber ud efter det faktiske steds historie. Sammenhængen mellem det personlige liv og stedet cirkulerer omkring 14 Assi Kalaallit Nunaanni sumiiffiit ilaanni meeraanermut qiviarneruvoq; suna pisimasoq eqqaaniarlugu assilianngortitsiniarneq. Pisoq takusinnaasaq, eqqaamasanit pilersinneqartoq, pikkunartortaanillu ullumikkumut, eqqaamaneqarfianut, attatiinnarniarneqartoq. Pisoq eqqaakulunnerinnarmik pingaartitsinermik takutitsinngilaq, isumaqarnarnerullunili tarpaasoq inuunermullu, taamanikkut ullumikkullu pisut akornanni, siunissaliisoq. Nammineq misigisanik allaatiginninneq ullumikkorpiaq iliuusaavoq, pisimasuinnik tunngavilik taakkuninngalu assilianngortitsineq pinnguanngortitsinerluunniit. Nammineq misigisanik allaatiginninneq oqaluttuaanngilaq taassuminnga allanngortitsisoq. Assi isortuuvoq, sinai ingitsertut, avatangiisai ersernerluttut killingusaaqaranilu. Tassa piffissami uniffik; sumiiffik Kalaallit Nunaata Danmarkillu akornanniittoq, qarliit nanut naasullu akornanniittoq, anaanap kalaallip ataatallu qallunaap akornanniittoq. Ullumikkut eqqaamasatigut anguniarneqanngilaq qanga nagguimmik namminiviussusivimmillu pilersitseqqinniarneq, tassaallunili pinngorfimmik tamalaartumik marloqiusaasumillu misissuineq. Nammineq misigisanik allaatiginninneq inummut namminerpiamut tunngavoq, taamaattorli aamma sumiiffimmut taassumalu oqaluttuassartaanut atalluni. Inuttut namminertut tunulequttat piviusuusut akuliupput 1966-imut qiviarneq. 1989 Pia Arke. First Flash Back to 1966 in Dundas. 1989 sumiiffiup oqaluttuassartaanut piviusuusumut. Nammineq inuunerisap sumiiffigisallu imminnut ataqatigiinnerisa kaaviiaarfigaat qanga pisunut qanoq isiginninneq aamma Danmarkip Kalaallit Nunaatalu oqaluttuassartaannut. It must be a family. Grownups standing around talking. Children on swings in front of the house. A pram, a bicycle, a seesaw, flowers. The picture reminds us of the kind children often make a huge number of in childhood – dad, mum, children and house: the idea of a family that attaches itself to the specific places where we have lived, as permanent landmarks in the landscapes of our memories. Kalaallit Nunaata assingata atuarfimmi atugassiap qanganitsap nammineq nunap assingatut nalunaaqqutsersukkatigullu uppernarsarpaat Danmarkip Kalaallit Nunaatalu akunnerminni pisortatigoortumik oqaluttuassartaat, tassungali assingusumittaaq inuup nammineq oqaluttuassartaa, tassami Kalaallit Nunaata assingani sumiiffiit nalunaaqutserneqarsimasut tassaapput Pia Arkep meeraaffigisimasai. Arke isumaqarpoq Kalaallit Nunaata assingata assipalukkaa iloqiaap (tuluup Elefantmandimik taaneqartartup) niaqua iloqiaasortaaq aalajangersimasumiit isigalugu – tassa nunap assinganik qimerluuineq, nunap assinganik qimerluueriaatsit nalinginnaasut sinaakkutaannik qaangiisoq. Nammineq misigisanik allaatigisaq angerlarsimaffigivisat najugaqarfigisimasaviilluunniit akornanni ingerlaartutut ippoq, paasiniaanerullunilu Danmarkip Kalaallit Nunaatalu tamalaartumik marloqiusaasumillu attaveqatigiinnerannik. Ingerlaaseq eqqaanarsinnaavoq misissuinernut allanut, ajoqersuiartortitat, ilisimasassarsiortut, inuiaat kulturiannik inuusaasiannillu paasiniaasut kiisalu nunap assiliortartut suliaannut, kisiannili taamaangajaannarluni. Meeraanermimmi nalinginnaasumik eqqaamasatulli pisortatigoortumik oqaluttuaq oqaluttuareqattaarneqartaqaaq assigiinngeqisunillu. Meeraanermit eqqaamasat equngasumik assingupput Danmarkip Kalaallit Nunaatalu attaveqatigiinnerannik nalinginnaasumik takorloortakkanut, eqqaasitsisumik oqaluttuarisaaneq oqaluttuassartarpassuaqartoq isortorlu. Mette Jørgensen The picture looks back to a childhood somewhere in Greenland; a visual attempt at recalling something that has happened. It is a scene that is taking place – summoned by memory – and its dramatic content grips the present from where it is remembered. The scene does not evoke nostalgia, but seems to make room and a future for the life that is placed between then and now. The autobiographical is an action in the present that derives its material from the hiding places of reality and gives it dramatic life. An autobiography does not invent its story – it transforms it. The picture is murky, frayed at the edges, the surroundings are unclear and without a horizon. It is a point in time, a place situated between Greenland and Denmark, between bearskin trousers and flowers, between a Greenlandic mother and a Danish father. The present-day recollection does not try to recreate an original and pure “I”, but explores a confusing and ambiguous descent. the actual place. The link between the personal life and the place circles around the relation to the past and to the story of Denmark and Greenland. On an old school map of Greenland we find confirmation both from the map itself and from the lines drawn on it of the official history shared between Denmark and Greenland; but this is parallel with the personal history since the places the lines point to in Greenland are places where Pia Arke actually lived as a child. Arke thought that the map of Greenland resembled the Elephant Man’s monstrous head from a certain angle – in itself a reading of the map that goes beyond the traditional limits for what a map represents. The autobiographical action moves among the concrete homes or settlements and explores a variegated and ambiguous connection between Denmark and Greenland. The movement is similar to other explorations that missionaries, explorers, ethnographers and cartographers have carried out, but only almost. But as is the case with childhood memories in general, the official history is also retold many times and in many ways. Childhood memories are a skewed parallel to current ideas about the connection between Denmark and Greenland that remind us that history is manifold and murky. Mette Jørgensen The autobiographical is personal, but is also connected with the place and its history. The factual personal background reaches out for the history of 15 Pia Arke. Hulkamerafotografierne. 1988Året efter at Pia Arke var begyndt på malerskolen på Det Kgl. Danske Kunstakademi, gav hun sig i 1988 til at eksperimentere med hulkameraer. Det særlige ved et hulkamera er, at det ikke har nogen linse, men er forsynet med et ganske lille hul, som er tildækket, indtil billedet skal tages. Når lyset strømmer ind gennem hullet, rammer det en film, der er anbragt på den modsatte side inde i kameraet. Efter at have afprøvet hulkamerateknikken i Danmark fik Arke i 1990 sit store hulkamera sendt med skib til Narsaq. Hun valgte, ligesom nogle af de gamle brugere af camera obscura-teknikken, at bruge en kasse, der var så stor, at hun selv kunne være inde i den. Den var lavet af krydsfiner og lægter og var 165 cm x 140 cm og 170 cm høj. Lyset kom ind gennem et hul på 1,43 mm, der var boret gennem en tynd metalplade på den ene væg, mens filmen på den modsatte væg var en 6 ASA sort-hvid lithfil 50 cm x 60 cm. Fra Narsaq fik hun hulkameraet kørt til Nuugaarsuk tæt ved, hvor hun havde boet nogle år i sin barndom. Huset var revet ned, men Arke fik hulkameraet stillet op, så det kunne fange den udsigt, som familien engang havde haft: fjeld, vand og is. Resultatet var smukke, let slørede landskabsfotografier. Når hun sad inde i kassen, kunne hun se billedet blive til, og hun havde også mulighed for at skygge med kroppen, så filmen blev mindre belyst visse steder. Eksponeringstiden var fra 15 min. og opefter, og fremkaldelsen måtte på grund af filmens størrelse foregå i et stort kar, som gjorde det vanskeligt at kontrollere processen. Arke sagde senere om “fejlene”, at de 25 år der var gået, siden hun boede der, “var på en måde nedfældet i billedet” (Weekendavisen, 29. april – 6. maj 1999). I 1993 gik Arke et skridt videre ved at lade et af sine grønlandske hulkamerafotografier i form af en 16 stor fotostat indgå i nye kontrastfulde fotografier. På et af dem sidder Arke selv med ryggen til og betragter det gamle fotografi. Hun ser ikke ud til at have noget på fødderne, men til gengæld har hun en lang grønlandsk kvindefestkamik på hovedet! Billedet blev i beskåret form trykt i den tosprogede ugeavis Sermitsiaq (nr. 5, 1994), hvor billedteksten begyndte med ordene: “Tag kamikken over hovedet, så alle kan se hvor du kommer fra.” Det var et effektivt blikfang for Arkes tankevækkende kunstpolitiske debatindlæg i Grønlands største avis, hvor hun reagerede på, at grønlandsk kunst blev udstillet sammen med etnografiske genstande. Den enkelte grønlandske kunstner måtte selv forholde sig til sine rødder. Ingen går rundt med en kamik på hovedet, og Arke kunne også have formidlet sit budskab ved f.eks. at være iført grønlandsk nationaldragt, men det ville ikke have virket umiddelbart provokerende. Arke brugte også den samme store fotostat af hulkamerafotografiet fra Nuugaarsuk som baggrund til en række fotografier af sig selv sammen med to andre unge kvinder, der ligesom hun selv var født i Østgrønland, og som nu befandt sig i Danmark. På et af dem står de tre kvinder stive og gravalvorlige med armene strakt ned langs siderne. Det virker, som om de har en distance til det, de har i hænderne, og som straks giver associationer til Grønland: en tromme og trommestik, en træmaske og en dukke iført grønlandsk kvindefestdragt. Fotografiet er et af fire i værket De tre Gratier (1993), men det er fjernt fra forestillingen om tre yndefuldt dansende kvinder. De moderne kvinders kropssprog og måden, de holder de grønlandske genstande på, tyder ikke på nogen levende forbindelse med fortidens kultur, men som alle Arkes værker er også det åbent for fortolkning. Inge Kleivan Pia Arke. Assiliivimmik Pia Arke Det Kgl. Danske Kunstakademi qalipaanermik ilinnialernerminiit ukioq ataaseq qaangiuttoq assiliivinnik putuinnalinnik assiliilluni 1988-imi misiligaasalerpoq. Assiliiviit putuinnallit allaaqutigaat igalaartaasaqannginnamik, kisiannili assiliinissap tungaanut poorlugu assikkamik putunnguaqarlutik. Qaamaneq putunnguakkut appakaakkaangami assiliiviup assikkap illuatungaani inissinneqarsimmasup iluani filmimut nuuttarpoq. Assiliivimmik putuinnalimmik periaaseq Danmarkimi misiligartareerlugu Arkep assiliivini putuinnalik angisooq Narsamut umiarsuakkut 1990-imi nassiuppaa. Camera obscura-mik atuisartut allat assigalugit karsiliorsimavoq ima angitigisumik nammineq iluaniissinnaanngorluni. Karsi krydsfinerinit quassuttuunillu sanaajuvoq 165 cm x 140 cm-inik angissuseqarluni 170 cm-inillu portussuseqarluni. Qaamaneq putuarannguakkut karsip iigaata illuatungaani saviminermi saattumi putuliakkut 1,43 mm-itut angitigisukkut appakaattarpoq, filmilu iikkap illuatungaaniittoq qalipaateqanngitsumik assiliisarpoq tassaalluni 6 ASA lithfil 50 cm x 60 cmitut angitigisoq. Assiliivini putuinnalik Narsamiit ungasinngitsuanut Nuugaarsuliaatitippaa, meeraanermini ukiuni arlalinni najugaqarfigisimasaminut. Illugisimasaat ingitserneqareersimavoq, Arkelli assiliivini putuinnalik inissippaa, ilaqutariit qanga isikkiviat assilisinnaajumallugu: qaqqat, imaq sikullu. Inernerai pinngortitamik assilisat ersernerlulaaraluarlutik kusanartut. Karsip iluaniitilluni assilisami piviusunngornerat takusinnaavaa, timinilu atorlugu tarrartalersorsinnaavaattaaq, taamaalilluni filmip ilaa qaamanikillisissinnaallugu. Qaammarfigititsineq 15 min. sivisunerusumillu pisarpoq, filmillu angissusia pissutigalugu ersersaaneq baaliarujussuarmi pisariaqarluni, taamalu ersersaaneq nakkutigiuminaallisarluni. Arke “kukkunerit” pillugit kingorna oqarpoq tassaniinnerminit ukiut 25-it qaangiutereersut “tassaniissimanini assilissatigut ilaatigut uppernarsarneqartoq” (Weekendavisen, 29. april – 6. maj 1999). Arke 1993-imi ingerlaqqippoq assiliivimmik putuinnalimmik Kalaallit Nunaanni assilisani assiliarujussuanngortikkamigit tarralersornerullugit assileqqillugit. Taakku ilaanni Arke nammineq tununn- putuinnalimmik assilisat. 1988- Pia Arke. The camera obscura photographs. 1988- galluni assilisatoqqani isiginnaarpaa. Kamillaangarpasippoq, kisiannili arnat kalaallisuuisa kamisaat nasaliussimavaa! Assi killornerullugu aviisimi Sermitsiami (nr. 5, 1994) naqinneqarpoq, assillu allagartaa aallartippoq: “Kamik nasaliuguk, taava tamarmik takusinnaassavaat suminngaanneersuunersutit.” Tassa Arkep sunniutilimmik takutitsiniutaa Kalaallit Nunaanni aviisit annersaanni eqqumiitsuliornermik politikkip oqallisigineqarnerani eqqarsaatissiisumik akuliunnermigut, qisuariarfigisaami tassaavoq kalaallit eqqumiitsuliaasa itsarnitsanut akuliullugit saqqummersinneqartarnerat. Kalaallit eqqumiitsuliortut ataasiakkaat namminneerlutik kingoqqiffitik isummerfigisariaqarpaat. Kamimmik nasaqartoqarneq ajorpoq, Arkellumi isummernini takutissimasinnaagaluarpaa soorlu kalaallisoornermigut, kisianni taava taama uumisaarutaasimatiginavianngikkaluarpoq. In 1988, the year after Pia Arke had started at the School of Painting at the Royal Danish Academy of Fine Arts in Copenhagen, she began to experiment with pinhole cameras. The special thing about the pinhole camera is that it does not have a lens, but instead a very small hole, which is covered until the picture is to be taken. When the light pours in through the hole, it hits a film on the opposite side of the camera. Assiliivittaaq putuinnalik atorlugu Nuugaarsummi assilisami tassuma assiliarujussuanngortinnera tunuliaqutaraa assilissanut arlalinnut nammineq arnallu inuusuttut allat, namminermisulli Tunumi inunngorsimasut, Danmarkimilu maanna najugaqartut, ilagalugit. Assit ilagaat arnat pingasut qerattaffaarillutik annoqalutillu tallitik ammut tikkortillugit assilisissimasut. Soorluuna tigummiaminnit avissaarusuppasissut, ingerlaannarlu Kalaallit Nunaannik eqqaasitsillutik: qilaammik katuamillu, kiinarpammik inuusamillu kalaallisoortumik. Assi suliat sisamat De tre Gratier-imiittut (1993) ilagaat, kisiannili arnanik kusanartunik qitittunik takorluuisarnermit allaaqaaq. Arnat nutaaliat timiminnik ilusiliinerat kalaallillu sanaavinik tigummiariaasiisa ersersinngilaat siuaasat kulturiannut qamanngavik attaveqarneq, taamaattorli Arkep suliaasa tamarmik pisarnerattut qanoq paasineqarsinnaanerat ammavoq. Inge Kleivan to the camera and looking at the old photo. She doesn’t seem to have anything on her feet, but to make up for that she has a long, decorated woman’s kamik on her head! In a cut form the picture was printed in the bilingual weekly Sermitsiaq (no. 5, 1994), where the caption began with the words: “Put your kamik on your head, so everyone can see where you come from.” It was an effective eye-catcher for Arke’s thought-provoking contribution to the art-political debate in GreenIn 1990, after having tried out the land’s biggest newspaper; her reactechnique in Denmark, Arke had her tion to the fact that Greenlandic art big pinhole camera sent by ship to was being exhibited together with Narsaq. Like some of the old users ethnographical objects. It was up of the camera obscura technique, to the individual Greenlandic artist she chose to use a box that was large to relate to her or his roots. Nobody enough for her to be inside it. It walks around with a kamik on their was made of plywood and laths and head, and Arke could also have had a floor area of 165 cm x 140 cm communicated her message by, for and a height of 170 cm. The light entered through a 1.43 mm hole bored instance, being clad in the Greenlandic national costume, but that through a thin metal plate on one would not have had an immediately wall, while the film on the opposite provocative effect. wall was a 6 ASA black-and-white lithfil 50 cm x 60 cm. From Narsaq Arke also used the same big she had the camera brought to Nuuphotostat of the pinhole photo from gaarsuk close to where she had lived Nuugaarsuk as the background for for some years in her childhood. The house had been pulled down, but Arke a series of photos of herself together had her camera set up so that it could with two other young women, who like herself had been born in catch the view that the family had East Greenland and now lived in once had: mountains, water and ice. Denmark. On one of the photos the The outcome was beautiful, slightly three women are standing, stiff and deadly serious, with their arms blurred landscape photos. When stretched down along their sides. she sat inside the box, she could It seems that they wish to distance watch the picture forming, and it themselves from what they have in was also possible for her to shadow their hands, objects that one immeit with her body, so that less light diately associates with Greenland: a fell on the film. The exposure time drum, a drumstick, a wooden mask was from 15 min. and upwards, and a doll in the costume worn by and because of the size of the film Greenlandic women at celebrations. it had to be developed in a big tub, which made it difficult to control the The photo is one of four in the work process. Arke said later of her “mis- The Three Graces (1993), but it is far from representing three gracefully takes” that the 25 years that had dancing women. The modern body passed since then “were in a way language and the way in which the registered in the picture” (Weekenwomen are holding the Greenlandic davisen, April 29 – May 6, 1999). objects does not indicate a living connection with the culture of the In 1993 Pia Arke went a step further by having one of her Greenland past, although, like all Arke’s works, this one too is open to interpretapinhole photos form part of new tion. photographs containing a strong element of contrast. In one of them Inge Kleivan Arke herself is sitting with her back 17 TEMASEKTION 2: TUPILAKOSAURUS SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 2: Temasektionen Tupilakosaurus kredser om Pia Arkes kunstneriske metode og belyser nogle af de centrale problemstillinger og greb, som hun arbejdede med. Den viser og gengiver hovedsageligt værker, der stammer fra en udstilling, som fandt sted i 1999 på Museet for Samtidskunst i Roskilde, til hvilken Arke bidrog med en veritabel udstilling i udstillingen. Men den rummer også et par tematisk beslægtede sort-hvide sølvgelatine tryk fra serien Perlustrationer 1-10 (1994) (nogle gange også refereret til som Nature Morte) og en vitrine med researchmateriale, der ligeledes peger på afgørende træk i Arkes kunstneriske forskning. Alle værkerne i En installation der handler om historier, som hendes bidrag til udstillingen i Roskilde hed, bearbejder et givent nummer af den videnskabelige monografiserie Meddelelser om Grønland, der siden 1878 og med 2-3 bind årligt har publiceret international grønlandsforskning og ekspeditionsberetninger fra Grønland. Værkerne tilegner sig nærmere bestemt billeddelen af geolog Eigil Nielsens skrift Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. sp. fra 1954 og løfter illustrationerne ud af deres kontekst – videnskabstraditionen og i videre forstand de koloniale fremstød ind i fremmede territorier, som i århundreder har muliggjort den – for at sætte dem ind i museets hvide kube. At Arke trækker videnskaben ind i kunstens rum er ikke noget lune, men en nøje overvejet metode, som skal afdække, hvorvidt de to instanser kunne tænkes at have trukket på samme koloniale hammel; hvordan deres indbyrdes forhold (historisk og aktuelt) ser ud; og i hvilken udstrækning man kan pille de to instanser fra hinanden og sætte udvalgte dele sammen til en ny og mere brugbar praksis, som man kunne kalde kunstnerisk forskning. Styrken ved kunstnerisk forskning er, ifølge Carsten Juhl, at der forskes inden i emnet, der bliver undersøgt, og ikke henover det, sådan som det er tilfældet med vanlig forskning. Det var netop en sådan forskning inde i emnet, der var på færde i En installation der handler om historier. Elementerne og måden, de var installeret på, var enkel, stram og af en betragtelig museal coolness. Dog over indgangen til installationen hænger der med ét en stor afpillet lårbensknogle og gør sig ud til bens midt i illusionen om det entydigt museale. Knoglen peger på Arkes ambivalens: På den ene side forventes man at praktisere i henhold til de gældende normer. Men på den anden side kan man som “etnisk” ikke transcendere kategorien “etnisk kunstner” og blive “kunstner” slet og ret. Man kan med andre ord mime europæerne, men i sagens natur aldrig blive helt som dem. For, som litteraturkritiker Kirsten Thisted Sammisap Tupilakosaurus-ip sammivaa Pia Arkep eqqumiitsiliortutut periaasia nassuiarlugillu qitiusumik apeqqutit paasinninnerillu ilaat, nammineq suliarisani. Annerusumik takutippaat takuteqqillugillu suliat, Museet for Samtidskunstimi Roskildemiittumi 1999-imi saqqummersitsinermeersut, saqqumersitsinermimi tassani Arke peqataavoq saqqummersitsivissuarluni. Ilagaattaarli sølvimik issortitamik naqitat imminnut qanittut marlussuit tulleriiaani Perlustrationer 1-10 (1994) (ilaatigut taaneqartartoq Nature Morte) ilaasut, kiisalu misissuinermi atortut igalaaminermik puukkat, Arkep pingaartumik eqqumiitsuliornermik ilisimatusarnermini periaasianik tikkuussisuttaaq. Roskildemi saqqummersitsinermi taaneqartumi En installation der handler om historier, suliat ilanngussai tamarmik ilisimatusarnikkut allaatigisanik saqqummersitsiviusartumi Meddelelser om Grønland-imi, nunat tamalaat Kalaallit Nunaanni ilisimatusarnerminnik tassungalu ilisimasassarsiortarnernik allaatiginninnernik 1878-imiilli ukiumut marluk-pingasoriarluni saqqummersinneqartartut, normuisa ilaannik aalajangersimasumik suliareqqiinnerupput. Erseqqinnerusumik oqaatigalugu ujarassiuup Eigil Nielsenip allaatigisaata Tupilakosaurus n. g. et n. sp.-p 1954-imeersup assitaanik, taamalu assitaliussat ataqatigiinnerannit kaanngartillugit – ilisimatusarnermi periaasitoqqat ingerlateqqikkaannilu nunanik takornartanik nunasianngortitsiortornernik ukiuni untritilinni arlalinni periarfissiisut – suliareqqiinermigut katersugaasiviup qaqortumik issoqqaarissuliaanut inissinniarlugit. Arkep ilisimatuussutsip eqqumiitsuliornerup silarsuaanut nuutsinera nalaatsornerinnaanngilaq, periaasiullunili eqqarsaatigilluagaq, qulaarsiniartussaq eqqarsaatigineqarsinnaanersoq taakku nunasiaateqarnerup sannerutaanik nutsueqatigiissimanerat, akunnerminni pissusii (oqaluttuarisaanermi ullumikkullu) qanoq isikkoqarnersut, qanorlu annertutigisumik taakku marluk avissaartuutitinneqarsinnaanersut, immikkoortuisalu qinikkat katiteqqinnerisigut qanoq nutaamik atorsinnaanerusumillu periaaseqartoqarsinnaanersoq, taaneqarsinnaasumik eqqumiitsuliornikkut ilisimatusarneq. Carsten Juhl malillugu eqqumiitsiliornikkut ilisimatusarnerup nukittoqutigaa misissukkamut pulalluni ilisimatusarneq, qaatsialaaginnarani, soorlu nalinginnaasumik ilisimatusarnerit pisartut. Misissukkanullumi pulalluni ilisimatusarneq tassarpiaavoq En installation der handler om historier-mi atorneqartoq. Atortut periaatsillu ikkussuinermi atorneqartut pisariitsuupput, maleqqissaagaqarluni katersugaasiveqarnermullu assut ajattuerpalaarluni. Taamaattoq ikkussuinermut isaariaata qulaaniippoq quttoqqap saanikua pisuutaasutut, katersugaasiveqarnerup ataasiinnarmik sammiveqarneranik sinnattup qeqqani. Saanikoq Arkep arlariinnik isumaqarneranik tikkuussivoq. Illuatungaani naatsorsuutigineqarpoq periaatsit atuuttut malinneqassasut. Kisianni aappaatigut “inuiannut ataneqrup” suussutsimigut qaangersinnaanngilaa “inuiannut atasutut eqqumiitsuliortoq” oqaatigilluaannarlugu “eqqumiitsuliortunngorluni”. Allatut oqaatigalugu europamiut issuarneqarsinnaapput, pissusiviusulli pissutigalugit taamaattuinn- 18 pointerer: “…samtidig med at den koloniserede mimer autoritetens former, ‘af-autoriserer’ han/hun i en vis forstand disse former: fratager dem deres monumentale magt. Den koloniale autoritet kan ikke gardere sig mod denne spot og trussel: at de koloniserede fylder teksten ud med deres eget indhold.” Arke havde altså ikke blot et ben i hver lejr – et i sin grønlandske og et andet i sin danske livsverden. Hun havde også et ben i siden på videnskabens og museets autoritet. Med sit valg af et kanoniseret formsprog og med truslen om at gå over gevind (eller rette gå piblokto – men herom senere) og fylde det med “etnisk” indhold, afmonterer hun museet som et stykke europæisk historie og siger i stedet, at det handler om flere historier – ikke om én rå sandhed, men om rå mængder af menings- og modsætningsfylde, som den store historie slet ikke kan rumme. “Truslen” kommer måske tydeligst til udtryk i videoværket Tupilakosaurus (1999), som i øvrigt har givet nærværende udstilling sit navn. Videoen er struktureret omkring en lang række modsætningspar: tupilakken overfor øglen (-saurus), mytefiguren overfor den præhistoriske videnskab, kunstneren overfor videnskabsmanden, kvinden overfor manden, den oprindelige overfor den civiliserede, den farvede overfor den hvide, det udagerende overfor det nøgterne, kroppen overfor kundskaben, objektet overfor subjektet, og så fremdeles. Det er naturligvis ikke polariseringer, som Arke har opfundet. Hun iscenesætter blot et nøglebegreb i vores kontinentale filosofi, som siger, at al ting har en modsætning, og at modsætningerne er gensidigt udelukkende. De kan tilsammen udgøre en enhed, og de kan være i indbyrdes kamp, men de er og forbliver uforenelige. Som modspil til denne tankegang udviklede Arke en “rodet” praksis, i hvilken hun helt bevidst indlemmede traditionelt “uvidenskabelige” og “uæstetiske” størrelser i sin kunstneriske forskning: følelserne, kitschen, det “etniske”, politikken og det traumatiske. Og netop fordi hendes praksis så stort på videnskabens krav om værdifrihed og inddrog anfægtelsen og det personlige, blev hun i stand til at opstille en – for endnu engang at trække på Juhls indsigter – “grønlandsk vidensarkæologi”. Det personlige skal vel at mærke forstås i en udvidet forstand, for som kritiker Erik Gant præciserer så, har “meningen med hendes billeder har vistnok aldrig været, at de skulle tale for sig selv. Tværtimod skal de fungere netop som medie for alskens intentioner, budskaber og engagementer i forholdet mellem hende selv og andre.” TUPILAKOSAURUS THEME SECTION 2: TUPILAKOSAURUS gunngisaannassaaq. Soorlumi Kirsten Thistedip erseqqissaraa: “…nunasiaatitaasut oqartussaasut pissusii issuarniaatigalugit pissutsit taakku pineqartup ilaatigut ‘oqartussaaffiiartarpai’: pissaaneqangaarnerannik arsaarlugit. Nunasiaatillit mitallernermut sioorasaarinermullu taamaattumut illersorsinnaanngillat: nunasiaatigineqartut sinnera ulikkaartarpaat namminneq pigisaminnik.” Tassa Arke arlariinniiginnarsimanngilaq – illuatungaani kalaaliusutut illuatungaanilu qallunaatut silarsuarmini. Aammali ilisimatuussutsip katersugaasiviillu oqartussaaneri naallerarpai. Malitassaqqissunik oqaasilioriaatsimigut killissaminillu qaangiinissaminik sioorasaarinermigut (eqqornerusumilluunniit issittumi silaaruttutut kamanneq – kingusinnerusukkut tikinneqarumaartoq) “inuiannullu ataneqmik” immersuinermigut katersugaasivik isaterpaa europamiut oqaluttuaata ilaatulli, oqarlunili oqaluttuat arlallit pineqartut – eqqortoq naakkittaatsoq ataasiinnaanngitsoq, tassaallutilli naakkittaatsumik isummernernik illuatungeriinnernillu imallit amerlaqisut, oqaluttuarujussuup imarisinnaanngilluinnagai. “Sioorasaarineq” immaqa erseqqinnerpaavoq videoliami Tupilakosaurus-imi (1999), saqqummersitsinermullumi uunga atsiunneqarsimalluni. Video immiunneqarsimavoq illuatungeriit amerlaqisut sammillugit: tupilak paarmortumut (-saurus), oqaluttuatoqqap inuttaa oqaluttuarisaanermik qanganitsamik ilisimatusarnermut, eqqumiitsuliortoq ilisimatuumut, arnaq angummut, nunap inuia qaammaasalimmut, inuk simersoq qaqortumik amilimmut, avammut iliuusilik silatusaartumut, timi ilisimasaqarnermut, susaq susumut, assigisaallu. Illuatungeriissitsinerit soorunami Arkep nassaarisarinngilai. Takusassiariinnarpaa uagut nunavissuarmiut eqqarsartaaserput, tassalu suulluunniit iluatungeqartut, illuatungeriillu imminnut mattuttartut. Arlariillutik ataatsimut peqatigiissinnaapput, aammali imminnut assortuussinnnaapput, kisiannili kattussinnaanngillat kattutinngisaannassallutillu. Eqqarsartaatsimut tassunga illuatungiliullugu Arke “tukattumik” periaasiliorpoq, taamalu siunertaqarluni eqqumiitsuliornermik ilisimatusarnermini ilannguppai pissusitoqqat “ilisimatuujunnginneq” aamma “kusanartulerinnginneq”: misigissutsit, eqqumiitsuliornikkut naleqanngissuseq, “inuiannut ataneq”, politikki kingunerlutsitsinerillu. Periaatsiminilumi ilisimatuussutsip naleqartitsinermi nammineer-sinnaassutsimik piumasaanik soqutiginninnginnermigut tarnikkulli erloqissuteqarnernik inunnillu ataasiakkaanik ilanngussinermigut pilersippaa – Juhl-ip paasisai issuaqqillugit – “kalaallit ilisimasamikkut itsarnisarsiornerat”. Inuit ataasiakkaat soorunami silinnerusumik paasineqassaaq, soorlu Erik Gantip eseqqissaraa “assilisaasa siunertarisimanngisaannannguatsiarpaat taakku namminneerlutik oqaluttuarnissaat. Akerlianik tassarpiaapput nammineq allallu akunnerminni siunertanik, isummiussinernik pimoorussinernillu nalunaaruteqaataasussat.” The theme section Tupilakosaurus looks at Pia Arke’s artistic method and illuminates some of the central problematics and devices that she worked with. It shows and reproduces works that mainly derive from an exhibition at the Museum of Contemporary Art in Roskilde in 1999, to which Arke contributed with a veritable exhibition within the exhibition. But it also contains a couple of thematically related black-and-white silver gelatine prints from the series Perlustrations 1-10 (1994) (sometimes also referred to as Nature Morte) and a showcase with research material that also points to vital features in Arke’s artistic research. All the works in An installation that has to do with histories, which was the title of her contribution to the exhibition in Roskilde, process a given issue of the series of scientific monographs Meddelelser om Grønland [Communications on Greenland], which, since 1878 and with two or three volumes each year, has published international research on Greenland and expedition reports from Greenland. More precisely the works take possession of the pictorial part of Geologist Eigil Nielsen’s treatise Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. sp. from 1954 and remove the illustrations from their context – the scientific tradition, and in a further sense the colonial advances into foreign territories that have for centuries made the tradition possible – to place them inside the museum’s white cube. That Arke draws science into the space of art is not just a whim, but a carefully considered method designed to show whether the two phenomena could be thought to have pulled together in the same colonial direction; what their mutual relationship (historically and currently) looks like; and to what extent one can separate the two phenomena and put selected parts together to form a new and more useful practice that might be called artistic research. The strength of artistic research is, according to Carsten Juhl, that such research is conducted inside the subject being investigated and not above it as is customarily the case with research. It was precisely research of this kind that was involved in An installation that has to do with histories. The elements and the way they were installed were simple, stringent and of a considerable museological coolness. But all of a sudden over the entrance to the installation there hangs a big plucked thigh bone and breaks the illusion of the severely museal setting. The bone highlights Arke’s ambivalence: on the one hand, you are expected to practise in accordance with the norms in force. But, on the other hand, you as “ethnic” cannot transcend the category of “ethnic artist” and become an “artist” pure and simple. You can, in other words, mimic the Europeans, but in the nature of things never become just like them. For, as literary critic Kirsten Thisted points out: “…at the same time as the colonised mimic the forms of authority, they in a certain sense ‘de-authorise’ these forms: deprive them of their monumental power. Colonial authority cannot protect itself against this mockery and the threat that the colonised will fill out the text with their own content.” Thus, Arke did not just have a foot in each camp – one in her Greenlandic and the other in her Danish world. She also had a bone to pluck with the authority of science and the museum. With her choice of a canonised formal language and with the threat of going off the deep end (or rather going piblokto – but more about that later) and filling her form with “ethnic” content, she dismantles the museum as a piece of European history and says instead that it is a matter of several histories – not of one raw truth, but of raw quantities of meaningfulness and opposition that the big history is quite unable to contain. Perhaps the “threat” comes most clearly to expression in the video work Tupilakosaurus (1999) from which the present exhibition derives its name. The video is structured around a large number of binary oppositions: tupilak vs. reptile (-saurus), mythical figure vs. prehistoric science, artist vs. scientist, woman vs. man, original vs. civilised, coloured vs. white, dynamic vs. downto-earth, body vs. knowledge, object vs. subject, and so on. These are of course not polarisations that Arke has invented. She merely puts on stage a key concept in our continental philosophy that states that everything has its opposite, and that the oppositions are mutually exclusive. Together they can form a unit, and they can engage in conflict with one another, but they are and remain irreconcilable. To counter this mindset Arke developed a “messy” practice, in which she quite deliberately incorporated traditionally “unscientific” and “unaesthetic” quantities in her artistic research: feelings, kitsch, the “ethnic”, politics and the traumatic. And precisely because her practice disregarded the demands of science for value-free research and included involvement and the personal, she was able to set up a – to draw once again on Juhl’s insights – “Greenlandic archaeology of knowledge”. The personal, it should be noted, is to be understood in an expanded sense, for as critic Erik Gant points out: “it has probably never been the idea that her pictures should speak for themselves. On the contrary, they are meant to function precisely as the medium for all sorts of intentions, messages and commitments in the relation between herself and others.” 19 Pia Arke. En installation der handler om historier (Staven; Hammeren; Må kun berøres med tommelfinger og lillefinger; Tupilakosaurus. An interesting study about the triassic myth of Kap Stosch; og Uden titel (Knoglen)). 1999 Pia Arke. Oqaluttuarisaaneq pillugu ikkussuineq (Ajaappiaq; Kaataq; Taamaallaat kullumik eqeqqumillu attugassaq; Tupilakosaurus. I forbindelse med installationen En installation der handler om historier (1999) får Arke fat i en mængde korrekturark til selve billeddelen af Dr. Eigil Nielsens Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. sp. An interesting batrachomorph from the Triassic of East Greenland og tager afhandlingen – der udkom i 1954 som en del af den videnskabelige monografiserie Meddelelser om Grønland – under kærlig kunstnerisk behandling. Hvad der synes at have fascineret Arke ved afhandlingen er især Nielsens navngivning af en 200 mill. år gammel urpadde efter den grønlandske myte om Tupilakmonstret. For hende et afgørende udsagn om, hvorledes Grønland snarere end et uberørt og rent sted er en konstruktion skabt af alle de fund, beskrivelser, billeder, kortlægninger og koloniseringer, som vestlige, og især danske, opdagelsesrejsende, missionærer og kolonisatorer har foretaget i landet. Som hun skrev til museet, hvor hun skulle udstille: “[Jeg vil både] have fat på de større strukturer i dansk forskningshistorie i Grønland, og omvendt vil [jeg] dykke ned i de dybere lag i selve ordet Tupilakosaurus … Det ene i Tupilak, som hører til tiden før Kristningen af grønlænderne, og deres mytiske verden. Det andet Saurus, som udfra et mere videnskabeligt synspunkt har med jordens skabelseshistorie at gøre.” I videoen Tupilakosaurus besøger kunstneren således Geologisk Museum i København, hvor hun tålmodigt lytter til afdelingslederens tørre historie om forgængeren og forbilledet Eigil Nielsen. En historie fortættet med latinske klassificeringsord om fundet af et triassisk hvirveldyr i Nordøstgrønland. Der krydsklippes til kunstneren, som håndfast håndterer og stabler billedkorrekturarkene til Nielsens afhandling, alt imens vi hører en oplæsning af Tupilakmyten, som i al korthed handler om en åndemaner, der laver en tupilak ud af forskellige dyre- og menneskeknogler (og andre, også mere Oqaluttuarisaaneq pillugu ikkussuineq-mik ikkussuinermut atatillugu pappialarpassuit kukkunersiuinermut atortut Arkep pissarsiarai Dr. Eigil Nielsenip allaatigisaata Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. sp. An interesting batrachomorph from the Triassic of East Greenland-p – ilisimatuut misissuinerminnik saqqummersitsivigisartagaanni Meddelelser om Grønlandimi 1954-imi naqitap – assiliartai eqqumiitsuliortorpalaavilluni suliarileramigit. Arkep alutorinerpaasimagunarpaa Nielsenip allaatigisamini paarmortumik 200 mill.-inik pisoqaassusilimmik atsiisimanera kalaallit oqaluttuaanni oqaluttuarineqartartoq Tupilak atsiullugu. Tassuunakkut naqissuserneqarsoraa Kalaallit Nunaat atorneqanngitsutut minguitsutullu iinnarani piviusunngortinneqarsimasoq nassaarpassuarnit, allaatigisanit, assinit, nunap assiliornerinit nunasiaatigineqalernernillu, kitaamiut, pingaartumik danskit, ilisimasassarsiortut, ajoqersuiartortitat nunasiaatillillu nunami ingerlataannit. Soorlu katersugaasivimmut saqqummersitsivissaminut allattoq: “Itisilerniarpara danskit Kalaallit Nunaanni ilisimatusarnerisa oqaluttuassartaannik tarpaanissaq, paarlattuanillu oqaatsip Tupilakosaurus-ip nammineq isumaa itisilerniarlugu … Siulleq Tupilak, kalaallit kristumiunngunngikkallarnerannut, upperisarsiornerminni silarsuaannut, atasuusoq. Aappaa Saurus (paarmortoq) ilisimatuussusermit isigalugu nunarsuup pinngortitaaneranut tunngasuusoq.” Taamaalilluni eqqumiitsuliortup Tupilakosaurus-ip videoliarinerani Københavnimi Geologisk Museum pulaarpaa, naammagittarlunilu tusarnaarlugu immikkoortortami pisortap qasunartumik oqaluttuarigaa siulini malitassatullu isigisani Eigil Nielsen. Qimerlulimmik itsarujussuarnisamik Tunup avannaani nassaarnermik oqaluttuaq latinerisut oqaatsinik ulikkaartoq. Eqqumiitsuliortoq killuunneqarpoq, taassumalu Nielsenip allaaserisaata assitai pappialanut kukkunersiuinernut atorneqartartunut qajassuaatsumik katersorpai, tunuanilu tusaasinnaavarput Tupilak pillugu oqaluttuarpaluttoq, naatsumik oqaatigalugu oqaluttuarineqarpoq angakkoq tupilaliortoq, uumasut inuillu assigiinngitsut saarni (allallumi uinimmeersut) katiterlugit, kingornagullu sulluarlugu uummartikkaa, pissaaneqangaalersillugu. Kalaallit Nunaata qanoq sananeqarneranik siuliani oqaatigineqartumut assingunera erseqqeqaaq. 20 ædle dele), hvorefter han besjæler den, så den får overnaturlige kræfter. Parallellen til ovennævnte konstruktion af Grønland er iøjnefaldende. Arke fortalte forud for udstillingen: “Min metode vil ligesom indenfor al forskning og billedkunst være, at jeg objektiverer, i dette tilfælde, forskningshistorien i Grønland. Jeg opsøger dens lokaler og de mennesker, der knytter sig til den. Min idé med dette er bl.a. at undersøge forholdet mellem viden og ikke viden. Fordi hvad er det vi skal vide for at se billeder? Behøver vi vide noget? Skal vi vide noget?” På gulvet ved siden af videoen møder vi atter stakkene af billedkorrekturark i form af readymaden Må kun berøres med tommelfinger og lillefinger. Titlen, der er hentet fra Tupilak-myten, forekommer absurd i forhold til idéen om rationalitet og viden, som Nielsens afhandling repræsenterer. Titlen og videre myten kan slet ikke rummes heri. I Staven og Hammeren har Arke ikke blot adskilt billederne fra selve afhandlingen. Hun har også klippet dem ud af billedarkene og sat dem sammen til nye billedserier og -fortællinger, der nu udspiller sig på museal vis med passepartout og i ramme. Hvad sker der, når vi er overladt til billederne i sig selv? Og ikke mindst når de hentes fra et gammelt geologisk afhandlingsmateriale passivt hengemt i et lager og ind i æstetikkens rum? I Nielsens sammenblanding af det grønlandsk-folkloristiske og det græsk-videnskabelige i navngivningen af den Nordøstgrønlandske fossil – tupilak-o-saurus! – øjnede Arke et miskmask, som hun kunne bruge til kunstnerisk at skyde sig ind og skubbe til Vestens verdensbilleder og historieskrivning. Hun indtog så at sige “o’ets” plads i betegnelsen for derfra at kaste et granskende og temmelig afslørende blik på dem, der gransker Grønland. Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion Itsarujussuarnisamik Kap Stosch-imeersumik soqutiginartumik paasiniaaneq; aamma Qulequtaqanngitsoq (Saaneq)). 1999 Pia Arke. An installation that has to with histories (The Measuring Stick; The Hammer; May only be touched with thumb and little finger; Tupilakosaurus: An interesting study about the triassic myth of Kap Stosch; Untitled (The Bone)). 1999 Saqqummersitsinissaq sioqqullugu Arke oqaluttuarpoq: “Periaasera soorlu ilisimatusarnerit assilialiornerillu tamarmik iluanni pisartutut aalajangersimasumik takutitsiniartuuvoq, uani pineqarluni Kalaallit Nunaata ilisimatusarfigineqarnerata oqaluttuassartaa. Illutaat inuillu tassunga tunngasut ornittarpakka. Taamaaliorninni isummiutama ilagaat paasiniarniarlugu ilisimasaqarneq ilisimasaqannginnerlu qanoq naleqqiunneqarsinnaanersut. Tassami suna ilisimasariaqarparput assiliaq takusinnaajumallugu? Ilisimasaqarnissarput pisariaqarpa? Ilisimasaqartariaqarpugut?” Videop saniani takoqqippavut pappialat assilissanik kukkunersiuinermut atortussiat Taamaallat kullumik eqeqqumillu attugassaq-mut atugassaq naammasseriigaq. Qulequtaa tupilammik oqaluttuameersoq eqqumiissorinarpoq pisariillisaanermut ilisimasaqarnermullu, Nielsenip nalunaarusiaatigut ersersinneqartumut, naleqqiullugu. Qulequtaa oqaluttuatoqarlu tassaniissinnaanngilluinnarput. Ajaappiaq-mi aamma Kaataq-mi naammagisimanngilaa assilissat allaatigisamit avissaartiinnarnissaat. Assiliartaattaaq qiortarsimavai katiteqqillugillu nutaanik nangittunik assilialiorsimalluni oqaluttuartalerlugit, taamalu katersugaasivimmiippalaartilerlugit sinilerlugit sinaata killingani qaqortortalerlugit. Qanoq pisoqassava assiliartaat kisiisa isigilerutsigik? Minnerunngitsumillu assilissat ujarassiuup qangarsuarli nalunaarusiaanit sunatik toqqorsivimmiittutoqqanit aaneqarsimappata kusanartuliornerullu silarsuaanut eqqullugit? Kalaallit inuiattut eqqaamasaasa Tunullu avannaani ujaranngornikup grækerit ilisimatusartut taaguusiisarneri kattullugit Nielsenip atsiineratigut – tupilak-o-saurus! – Arkep takulerpai sukujuit, eqqumiitsuliortutut atorsinnaallugit Kitaamiut nunarsuarmik isiginninnerannut oqaluttuarisaanermillu allannerannut pulanissaminut tinnersaanissaminullu. Taava imminut “o”-jutilerpoq, tassanngaanniimmi Kalaallit Nunaannik misissuilluartut misissuilluarluni uliingaatsiar-lugillu isigisinnaaniassagamigit. In connection with the installation An installation that has to do with histories (1999) Arke gets hold of proofs for the illustrated part of Dr. Eigil Nielsen’s Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. sp. An interesting batrachomorph from the Triassic of East Greenland and takes his treatise – which was published in 1954 as part of the series of scientific monographs Meddelelser om Grønland – under tender artistic treatment. What seems to have fascinated Arke about the study is especially Nielsen’s naming of a 200-millionyear-old stegocephalia after the Greenlandic myth of the Tupilak monster. For her this was a crucial statement about how rather than being an untouched and pure place Greenland is a construction created by all the finds, descriptions, pictures, mappings and colonisations that Western and especially Danish explorers, missionaries and colonisers have brought about in the country. As she wrote to the museum where she was due to exhibit: “[I want both] to get hold of the larger structures in Danish research history on Greenland, and conversely to dive down into the deeper layers in the actual word Tupilakosaurus … One in Tupilak, which belongs to the era before the Christianising of Greenlanders and their mythical world. The other Saurus, which from a more scientific viewpoint has to do with the history of the world’s creation.” So, in the video Tupilakosaurus the artist visits the Geological Museum in Copenhagen, where she patiently listens to the head of department’s somewhat arid account about his predecessor and model Eigil Nielsen. A story filled with Latin classifications concerning the finding of a Triassic vertebrate in North East Greenland. The camera cross-cuts to the artist, who is firmly handling and stacking the proof sheets for Nielsen’s treatise at the same time as we hear a reading of the Tupilak myth, which has to do with a shaman who, briefly related, makes a tupilak from various animal and human bones (and Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion other more vital parts), after which he gives it life so that it acquires supernatural powers. The parallel to the above-described construction of Greenland is striking. Arke said prior to the exhibition: “As in all research and visual art my method will be to objectivise, in this case, the history of research on Greenland. I visit its premises and the people who are connected with it. My idea here is, among other things, to investigate the relation between knowledge and non-knowledge. Because what is it we need to know to see images? Do we need to know anything? Do we have to know anything?” On the floor next to the video we again meet the piles of picture proofs in the form of the ready-made May only be touched with thumb and little finger. The title, which has been taken from the Tupilak myth, seems absurd in relation to the idea of rationality and knowledge that Nielsen’s study represents. The title and even more so the myth cannot be contained in it. In The Measuring Stick and The Hammer Arke has not merely separated the images from the study itself. She has also cut them out and put them together to make new series of images and narratives that are now displayed in museological fashion with passepartouts and frames. What happens when we are left to the images in themselves? And not least when they are taken out of an old geological dissertation passively put away in a storeroom and are brought into the space of art? In Nielsen’s mixture of the Greenlandic-folkloric and the Greek-scientific in the naming of the Northeast Greenlandic fossil – tupilak-o-saurus! – Arke detected a mishmash that she could use in order to insert herself artistically and give a push to the world images and history writing of the West. She took, so to speak, the place of the “o” in the name as a position from which to cast an investigatory and rather revelatory eye on those who investigate Greenland. Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion 21 TEMASEKTION 3: ARKTISK HYSTERI Denne sektion tager umiddelbart udgangspunkt i et værk fra 1997 med titlen Arktisk hysteri (nogle gange også refereret til som Arctic Hysteria IV). Den var den måske mest eksotiske af de mange frugter, som Pia Arkes undersøgelser af fænomenet – og i videre forstand af samspillet mellem køn og kolonisering – bar. Det kan undre, men denne side af hendes virke er påfaldende fraværende i de hidtidige analyser, kunstkritikker og kuratoriske koncepter, som hendes værk har givet anledning til. Ikke desto mindre er der myriader af kvinder i Arkes billedunivers – påklædte, udklædte, afklædte, gamle, unge, forstummede, forelskede. You name it. Og det myldrer med traditionelt mandligt konnoterede dyder som polarforskning, kortlægning, fangst og fotografering. Måske det har at gøre med det forhold, at etnicitet, “race” og oprindelighed er stærkere markører af “andethed” end køn? Eller rettere, at det er for meget forlangt af den vestlige tankegang, at den skal tænke begge kategorier sammen og ikke blot fokusere enten på køn eller på etnicitet. Uanset hvordan det forholder sig, så er “arktisk hysteri” et begreb inden for psykopatologien; en vestlig videnskabstradition, som beskæftiger sig med, hvordan psykiske lidelser opstår, og hvordan de kommer til udtryk i form af symptomer og personlighedstræk. Det er nærmere bestemt en betegnelse for en såkaldt kulturbetinget tilstand, der menes at kunne ses især om vinteren og mestendels hos kvinder, der er inuitter, og som bor nord for polarcirklen. Symptomerne er rædselsvækkende i sig selv: hysteri, depression, afføringsindtagelse, ufølsomhed over for stærk kulde og den tvangsprægede og meningsløse gentagelse af, hvad der netop er blevet sagt til én. Længe havde man ment, at hysteri var en psykisk tilstand, der skyldtes en lidelse i livmoderen. Lægekunstens far, Hippokrates, forklarede, at hysteri skyldtes, at livmoderen begyndte at vandre rundt i kroppen i længslen efter at blive befrugtet. Freud gjorde senere op med denne antagelse og fik placeret livmoderen der, hvor den sidder i dag. Han bestemte i stedet hysteri til at skyldes en mangelfuld fortrængning af seksuelle overgreb eller blot konflikter mellem seksuelle ønsker og indre forbud i barndommen. Overgrebet og konflikten dukker i denne forklarings- 22 model op igen i det voksne menneske i form af hysteriske symptomer. For så vidt er det en årsagssammenhæng, der ikke har noget med køn at gøre. Men køn og biologi sniger sig alligevel ind ad bagdøren hos Freud. For seksualitetens domæne deles her op i to udtømmende og gensidigt udelukkende kategorier: den aktive mandlige og den passive kvindelige seksualitet. Da hysterikeren ligeledes per definition oplever verden passivt, er der ikke langt til genindskrivningen af den antikke tese om, at hysteri – hvad enten det er arktisk eller af mere tempereret natur – er et typisk kvindeligt fænomen. Med sektionen håber vi at italesætte, at kolonialismens vigtigste ideologiske undertrykkelsesform ikke kun er racisme, men også den særlige form for sexisme, der ligger i at hyper-femininisere den etniske kvinde. Med andre ord har kolonialister konsekvent læst de oprindelige befolkningers kulturer som tegn på kvindagtighed, mens metropolens kultur selvsagt blev læst som mandig. I tråd hermed har man nedtonet eller fortrængt de elementer i begge kulturer, der bestred dette system. Oprindelige folks mænd var ikke mandfolk i denne optik. De var derimod både kvindagtige og passive. Dog var de mest passive af alle de indfødte kvinder. Racisme og sexisme er altså ikke blot ideologier, der bor dør om dør, men også beslægtede undertrykkelsesformer, der tjener til at skabe og vedligeholde hinanden. Uden at bekende sig til den ene eller anden kritiske tradition undersøgte Arke ikke desto mindre, hvordan magt og ulighed synes at være faste ingredienser i opskriften på identitetskategorier som køn, seksualitet, alder, klasse, funktionsduelighed (kropslig og sjælelig) og etnicitet. Karakteristisk for Arke bliver undersøgelsen af skæringspunktet mellem alle disse identiteter og ideologier i den inuitiske kvindekrop hverken tragisk, patetisk eller sentimental. Den er snarere indlevet, humoristisk og til tider ironisk. For skindet bedrager som bekendt. Og bag de overdrevent pelspåklædte polarforskermænd i Arktisk hysteri gemmer der sig lige så megen nøgen skønhed, som de arktiske modeller stående ved deres side var blevet så rigeligt begavet med fra henholdsvis naturens og kolonialismens hånd. SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 3: Immikkoortumi uani assilissat tulleriiaat 1997-meersut Issittumi silaaruttutut kamanneq (ilaanni issuarneqartarneratut Arctic Hysteria IV) taaguutillit aallaavigineqarnerupput. Pia Arkep tamanna misissuiffiginerani naammassisaasa immaqa alutornarnerit ilagaat – annertunerusumik paasillugu suiaassutsip nunasiaqarnerullu imminnut ataqatigiinneri – kisimi. Eqqumiiginarsinnaavoq, suliarisimasaasa akornanni tamanna annertunerusumik ilanngunneqarsimannginnera, suliaannut allanut soorlu eqqumiitsuliornikkut isornartorsiuinerit illersukkanillu periutsinut sanilliullugu. Taamaakkaluartoq Arkep assilialiortarnermini arnat amerlaqisut takutittarsimavai – atisallit, atikkersorsimasut, mattaangasut, utoqqaat, inuusuttut, nipangeqqasut, asannittut. Killeqanngillat. Anguterpalaartunilu angutaassutsimullu eqqaasitsisunik ulikkaarpoq soorlu, issittumi ilisimasassarsiortut, nunap assiliorneri, piniarneq aamma assiliisarnerit. Pissutsit ima issinnaapput, inuiaassuseq, ammip “qalipaataa” aamma sorlaqarneq allaassuteqarnermiit “ilisarnaataanerullutik” suiaassutsimiit? Iml., nunat killiit eqqarsartaasiannut piumasarissallugu ingasappallaartoq, pissutsit taakku ataatsimoorullugit eqqarsaatiginissaat, tassa suiaassuseq aamma inuiaassuseq immikkoortillugit kisiisa aallutinnginnissaat. Pissutsit qanorluunniit ikkaluarpata, taava “issittumi silaaruttutut kamanneq” tarnip pissusaannik nappaammut taaguutaavoq; nunat killiit ilisimatusarnikkut ileqquini, tarnikkut nappaatit qanoq pinngortarnerini sammisaqartuni, qanorlu ilisarnaateqartarnersut aamma kinaassutsimut sunniuttarnersut. Erseqqinnerusumik taallugu kulturip nassataanik pisartunut taaguut, pingaartumik ukiukkut saqqummersartoq inuiaat inuit arnartaanni qaasuitsumi najugalinni takussaanerusartutut isumaqarfigineqartoq. Ilisarnaatai nammineq amiilaarnartutut isigisariaqarput: puunneq, nikallunganeq, ananik nerineq, issimut misigissuseqannginneq aamma oqarfigineqarsimatilluni oqaaseq isumaqartinnagu uteqattaartuarnera. Puuttarneq sivisuumik isumaqarfigineqarsimavoq, tarnikkut nappaat illiami nappaammit pinngortuusoq. Nakorsaasarnerup aallarniisuata Hippokrates nassuiaatigisimavaa, puuttarnerup patsisigigaa illiap kinguaassaqalerusulluni timimi angalaalersarneranik. Taama isumaliorneq kingusinnerusukkut Freud-ip akerlilerpaa illiap maanna inissisimaneranut inissikkamiuk. Aalajangiulluguli puuttarneq tassaasoq kinguaassiutitigut kannguttaatuliorfigineqarsimanermik eqqartuisimannginnerup kingunerigaa iml. kinguaassiutitigut piumassuseqarnerup meeraallunilu eqqarsaatikkut nangarneqartarsimanerup aporaannerinnaatut isigisariaqarluni. Kannguttaatssuliorneq aporaannerlu nassuiaat taanna malillugu inummi inersimasumi puunnermik ilisarnaateqarluni saqqummeqqittarpoq. Tassa taama ataqatigi- Issittumi silaaruttutut kamanneq issitsinikkut, suiaassuseq apeqqutaanngilaq. Suiaassuseq pinngortitaanerlu Freud isumaliutaanut tunoqqutsilluni takkuttarpoq. Kinguaassiutitigut piumassuseq immikkoortunut marlunnut immikkoortikkamiuk, immikkut illuatungeriissillugik nassuiaatigineqarsinnaasunut: Angutip iliuuseqarnikkut arnallu uninngasumik kinguaassiutitigut piumassuseqarnerinut. Puuttarnerup nassuiarneqarnermigut silarsuaq iliuuseqanngitsutut misigisarmagu, ilimagisap qanganitsap atuutileqqinnissaa ungasinngilaq, puunneq – issittuni allaniluunniit kiannerusuni atuuttartoq – tassa arnani atuunnerusartoq. Saqqummersitap immikkoortuani uani neriuutigaarput takutissallugu, nunasiaateqarnerup isumaliortaatsikkut naqisimannittaasia ammip qalipaataannaannik atortoqanngimmat, kisialli aamma kinguaassiutikkut isiginnittaatsikkut immikkut ittukkut, tassa inuianni ingasattajaartumik arnaassuseqarneranik isiginnittaaseq. Allatut oqaatigalugu nunasiaateqarniat tamatigut nunat inoqqaavisa inooriaasii arnarpalunnermik takutitsisutut isiginiartarsimavaat, taamalu isiginnittaatsip nassataralugu nammineq aallaavitsik anguterpaluttuusoq. Taama isiginnittaaseqarnerup nassataraa kulturini taakkunani allatut isumaasinnaasut sakkukillisarneqartarneri iml. eqqaanaveersaarneqartarneri. Taama isiginnittaatsimi nunat inoqqaavini angutit angutaassuseqanngillat. Arnarpasillutilli iliuuseqassanatik. Arnartaalli tamani suli iliuuseqannginnerusarlutik. Taamaalilluni ammip qalipaataa suiaassuserlu naapertorlugit naqisimannittarneq isumaliortarnermut sanileriillutik tunngaviuinnaratik, aammali naqisimannittarnermi assingusuullutik sakkuupput, atorneqartarnermikkut imminnut piorsaqatigiittartut. Ileqqut taakku arlaannaalluunniit salliutinngikkaluarlugu Arkep misissorniarsimavai, pissaaneq naligiinnginnerlu suiaassutsip, kinguaassiutitigut piumassuseqarnerup, utoqqaassutsip, inuiaqatigiinni inissisimanerup, iliuuseqarsinaanerup (timikkut tarnikkullu) kiisalu inuiaassutsip kinaassuserneqartarneranut qanoq atorneqartarneri misissorsimallugu. Arkemut ilisarnaataasumik misissuineq tamanna kinaassutsinut inuiaqatigiillu inuit arnartaasa timaannut isiginnittaatsit akornanni naapiffiit alianartuugatillu, persuarsiornaratillu killisimaarnanngillat. Paasinninnermilli qaninneraluni tissinarluni ilaatigullu quianarsinnaalluni. Isikkummi suussuseq takutittanngilaa. Issittumi silaaruttutut kamanneq issittuni ilisimasassarsiortut amernik ingasaallugu oqorsaasersorsimasut tunuani toqqukkanik ima angitigisumik kusanartigisoqarpoq, soorlu sanianiittut issittumi isiginnaagassiat-takutitsisut pinngortinneqarnerminni nunasiaanerullu pitsaanerpaannik tunniussaannik kusanassuseq takutikkaat. THEME SECTION 3: ARCTIC HYSTERIA This section takes its immediate point of departure in a work from 1997 titled Arctic Hysteria (sometimes also referred to as Arctic Hysteria IV). It was the perhaps most exotic of the many fruits born of Pia Arke’s investigations of the phenomenon – and in a further sense of the interaction between gender and colonisation. It may seem surprising but this aspect of her work is strikingly absent from the analyses, critiques and curatorial concepts that her oeuvre has so far occasioned. Nonetheless there are myriads of women in Arke’s pictorial universe – dressed, undressed, stripped, old, young, dumbstruck, in love. You name it. And it teems with virtues that have traditionally masculine connotations – like polar exploration, mapmaking, hunting and photography. Perhaps this is related to the fact that ethnicity, “race” and originality are stronger markers of “otherness” than gender? Or, rather, that it is asking too much of Western thinking to expect it to think both categories together and not just focus either on gender or on ethnicity. What ever the explanation, “Arctic hysteria” is a concept in psychopathology; a Western scientific tradition that concerns itself with how psychic disorders arise, and how they are expressed in the form of symptoms and personal characteristics. More precisely, it is a designation for a so-called culturally conditioned state that is thought to manifest itself especially in winter and mostly in Inuit women living north of the Polar Circle. The symptoms are terrifying in themselves: hysteria, depression, eating faeces, insensitivity to severe cold and the senseless repetition of overheard words. For many years it had been thought that hysteria was a psychic state that was due to a uterine disorder The father of the art of medicine, Hippocrates, explained that hysteria was caused by the womb that in its longing to be impregnated begins to wander around in the body. Freud later demonstrated the falsity of this assumption and succeeded in placing the womb in the position it occupies today. Instead he determined that hysteria was due to the inadequate repression of sexual violations or merely conflicts between sexual wishes and inner prohibitions in childhood. In this explanatory model the violation and the conflict reappear in the adult in the form of hysterical symptoms. This is in fact a causal explanation that has nothing to do with gender really. But in Freud gender and biology nevertheless sneak in through the backdoor. For the domain of sexuality is divided here into two exhaustive and mutually exclusive categories: active male and passive female sexuality. As the hysteric, by definition, experiences the world passively, it is not far to the reinstatement of the antique thesis that hysteria – whether it is Arctic or of a more temperate nature – is a typically female phenomenon. With this section we hope to negotiate the idea that colonialism’s most important form of repression is not only racism, but also the special form of sexism contained in the hyper-feminisation of the ethnic woman. In other words, colonialists have consistently read the cultures of indigenous peoples as signs of femininity, while the culture of the metropole was of course read as masculine. The elements in both cultures that conflicted with this system have accordingly been downplayed or repressed. In this optic the men of the original peoples were not proper men. On the contrary, they were feminine and passive. However, the most passive of all were the indigenous women. Racism and sexism are therefore not just ideologies, living next door to one another, but also related forms of oppression, that help to create and maintain one another. Without declaring adherence to any particular critical tradition Arke nevertheless investigated how power and inequality seem to be constant ingredients in the recipe for such categories of identity as gender, sexuality, age, class, functionality (of body and mind) and ethnicity. It was characteristic of Arke that the investigation of the intersection for all these identities and ideologies in the body of the Inuit woman becomes neither tragic, nor pathetic, nor sentimental. Rather, it is empathic, humorous and at times ironic. For appearances can be deceptive, as we know. And behind the exaggeratedly fur-clad polar explorers in Arctic Hysteria there is concealed just as much naked beauty as the Arctic nudes standing at their side had been so copiously endowed with by nature’s and colonialism’s hand. 23 Pia Arke. Krabbe/Jensen. 1997 Pia Arke. Krabbe/Jensen. er derfor her afløst af nærvær og kommunikation. Kvinden smiler imødekommende og vipper koket – måske lidt genert – med tæerne i sine kamikker. Fotografens etnicitet er ikke længere vigtig. Men vi kan gætte, at han nok er mand, og at han er forelsket. Med kontrasten mellem dette billede og de to andre stiller kunstneren spørgsmål især til de to sort-hvide billeder og den form for kulturmøde, de repræsenterer. Fordi fotografen så åbenlyst er til stede i det midterste billede, selv om vi ikke kan se ham, får vi også øje på fotografen i de to andre billeder. Dermed Det er stærke, flertydige billed- mister han sin autoritet som er. Personerne står fastfrosset objektiv registrant. Vi kan i deres positur, formentlig pludselig stille spørgsmål til opstillet af fotografen. Men de hans tilstedeværelse. Hvem giver sig ikke betingelsesløst var han? Med hvilken ret hen; der er en direkthed i stillede han sine “objekter” op deres blikke, som brænder sig på den måde? Hvad tænkte de fast og udfordrer beskueren. pågældende? Hvorfor medSamtidig er der noget ubevirkede de? Hvilken form for hageligt ved det. Især kvinkommunikation fandt der sted dens nøgenhed har en snert af før og efter, at billedet blev overgreb. Vi er fjernt fra den taget? erotiserende fascination af “naturmennesker”, som præger Ved på den måde at bringe to europæisk malerkunst. Begge typer af fotografi i konflikt og billeder fremstår som nøgternt dialog med hinanden åbner registrerende. Vi har at gøre Arke for en postkolonial formed et stykke naturvidenska- tolkning af de velkendte gamle belig dokumentation af menfotografier, som er afbilledet nesker, lidt som sommerfugle igen og igen, uden at nogen spiddet på deres nåle. har sat spørgsmålstegn ved den form for repræsentation Den virkning forstærker kunst- og dominans, som de er udtryk neren med billedet i midten. for. Billederne er ikke længere Det er mere amatøragtigt og neutrale fremstillinger af en har karakter af et snap shot, bestemt “kultur”, men resultaselv om den unge kvinde helt tet af et stærkt asymmetrisk klart poserer for fotografen. kulturmøde, hvor den ene part Der er tale om en helt anden med sit blik bemægtiger sig form for “privat” fotografi. den anden og tager sig retten Fotografen har ønsket sig et til at definere ham og hende. billede af netop denne kvinde, Eller i hvert fald prøver på det. og den nøgterne distance, som præger de to andre billeder, Kirsten Thisted Assinik pigilersimasaminik pingasunik – marluk Th.N. Krabbep atuakkiaanit Grønland. Dets Natur, Beboere og Historie 1929-meersumit ataaserlu nalunaarasuartaaserisup Sven Lund Jensenip Tunumi 1947-mi assilisaa – sanileriissitsinermigut Pia Arke nutaarluinnarmik saqqummersitsivoq. Assit qalipaaateqanngitsut ingerlaannaq paasisinnaavavut tassaasut “inuit kulturiannik ileqquinillu ilisimatusarnertut”, tassa “takornartat”, europamiuunngitsut, europamiumit assilineqarsimasut, siunertaralugu inuit taakku ilumut tassaniinnerannik allaaqutaanillu uppernarsaatissatut. Assiliisoq nammineq takussaanngilaq, tunumiulli marluk oqaatigilluaannarlugu takusassianngortinneqarput. Med sin sammenstilling af tre approprierede fotografier – to fra Th.N. Krabbes bog Grønland. Dets Natur, Beboere og Historie fra 1929 og et taget af telegrafist Sven Lund Jensen i Østgrønland i 1947 – skaber Pia Arke et helt nyt værk. Vi afkoder let de to sort-hvide billeder som “etnografiske”, dvs. billeder af “fremmede”, ikke-europæiske folk, taget af en europæer i den hensigt at dokumentere eksistensen af det pågældende folk og dets særegenhed. Hvor fotografen selv er usynlig, er de to østgrønlændere i bogstaveligste forstand stillet til skue. 24 Assit sakkortuut assigiinngitsunik paasineqarsinnaasut. Inuttaat ilutsimikkut qeratarpalupput, qularnanngitsumik assiliisumit taama peqquneqarlutik. Taamaattoq tunniutiinnavissimanngillat; toqqaallutik isiginnipput, isiginnaartumut puiugassaajunnaarlutik unammillerlutillu. Taamaattoq aappaatigut nuanninngitsortaqarput. Pingaartumik arnap tamataqannginnera innarliinerpalaarpoq. “Nunap inutoqaanik” kajungernartutut alutorsarnitsinnit, europamiut qalipaasarnerminni malunnartinniartagaannit, ungaseqaagut. Assit taakku marluk tamarmik silatusaartumik isiginninniarluni takutitsiniaasuupput. Tassani pineqarpoq pinngortitamik ilisimatusartutut inunnik uppernarsaatissarsiorneq, pakkalussanut kappoqqummik kapineqarsimasunut assingukannersinnaasumik. Taama sunniuteqarnera eqqumiitsuliortup qeqqani assitaliussamigut sakkortusarpaa. Assi assiliisartuimmit assilineqarpasinngilaq imaaliallaannaq assilisaarpasilluni, naak arnaq inuusuttoq assilineqarnissaminut inissilluarsimagaluartoq. Taanna “nammineerluni” assilisaavoq allaalluinnartoq. Assiliisup kissaatigisimavaa arnaq taannarpiaq assiliumal- 1997 Pia Arke. Krabbe/Jensen. 1997 lugu, taamaattumik silatusaartumik isiginninniarluni assilisanit marlunnit avataaniittunit una qaninneruvoq attaveqatigiippasinnerullunilu. Arnaq inussiarnerpasilluni qungujulavoq iluareqqusaarpasillunilu – immaqa ittuulaarluni – isikkami inuai kamimmi iluani aalatillugit. Assiliisup sumit naggueqarnera pingaarnerujunnaarpoq. With her juxtaposition of three appropriated photographs – two from Th.N. Krabbe’s book Grønland. Dets Natur, Beboere og Historie [Greenland. Its Landscapes, Inhabitants and History] from 1929 and one taken by telegraphist Sven Lund Jensen in East Greenland in 1947 – Pia Arke has created an entirely new work. We decode with ease the two black-and-white pictures as “ethnographical”, i.e. pictures of “alien”, non-European natives, taken by a European with the intention of documenting the existence and characteristics of the people in question. Whereas the photographer himself is invisible, the two East Greenlanders are most literally exposed to view. Kisianni eqqoriarsinnaavarput angutaasoq, asannilersimasorlu. Assip taassuma assillu allat marluk assigiinnginnerujussuisigut eqqumiitsuliortoq apeqqusiivoq pingaartumik assit qalipaateqanngitsut marluk pillugit, kulturillu naaperiaasiat taakku takutitaat pillugit. Assimi qiterlermi assiliisup, naak takuneqarsinnaanngikkaluarluni, najuunneratigut takusinnaalerparputtaaq assini allani marlunni assiliisoq. Tassuunakkut annaavaa kinaassusersiorani nalunaarsuisutut paasisimasaqarnini. Kinaanami? Sutigut pisinnaatitaaffeqarluni “assiliniakkani” taama inissippai? Assilineqartut qanoq isumaliorpat? Sooq peqataappat? Assiliineq sioqqullugu kingornatigullu qanoq attaveqatigiittoqarsimava? Assileeriaatsit assigiinngitsut taakku imminnut illuatungilersinnerisigut kattunnerisigullu Arkep ammaappaatigut nunasiaasimanerup kingorna paasinninnissamik assitoqqat ilisimaneqarluartut, assileqqinneqartuartartullu, aqqutigalugit, assitoqqat taama saqqummersitseriaaseqartoqarsinnaaneranik naalagaatigisoqarsimaneranillu arlaannaannilluunniit apeqquserneqarsimanngitsut. Assit arlaannaannulluunniit atanani “kulturimik” aalajangersimasumik takutitsiniarunnaarput, tassaalerlutilli kulturit naligiinngitsumik naapinnerannik, aappaata qiviarnermigut aappaminut naalaganngorneranik imminullu piginnaatitaaffilerneranik taanna qanoq nassuiassanerlugu. Imaluunniit taama misiliigaluarluni. Kirsten Thisted These are strong and complex pictures. The subjects stand frozen in their poses, probably determined by the photographer. But they do not yield unconditionally; there is a directness in their eyes that makes an enduring impression on and challenges the viewer. At the same time there is something unpleasant about the situation. Especially in the woman’s nakedness there is a suggestion of violation. We are far from the eroticising fascination with “natives” to be found in European painting. Both pictures seem to be an impersonal registration. We have to do with an item of scientific documentation of human beings, a little like butterflies pierced by a pin. two other pictures is therefore replaced here by attention and communication. The woman is smiling accommodatingly and is coquettishly – perhaps a little shyly – tilting up the toes of her kamiks. The photographer’s ethnicity is no longer an issue. But we can guess that the picture was probably taken by a man, and that he is in love. With the contrast between this picture and the two others the artist is raising questions, especially about the two black-and-white photos and about the kind of cultural meeting they represent. Because the photographer is so clearly present in the middle picture, even though we can’t see him, we also catch sight of the photographer in the two other pictures. In this way he loses authority as an objective recorder. All of a sudden we can ask questions of his presence. Who was he? With what right did he arrange his “objects” in this way? What were the persons being photographed thinking? Why did they participate? What form of communication was there before and after the pictures were taken? By bringing two types of photography into conflict and dialogue with each other in this manner, Arke opens the way for a postcolonial interpretation of the well-known old photographs, which have been reproduced time and again without anyone questioning the form of representation and dominance they are an The artist reinforces this effect expression of. The pictures are no with the picture in the middle. longer neutral representations of It is more amateurish and has a certain “culture”, but the outthe character of a snapshot even come of a strongly asymmetrical though the young woman is quite meeting of cultures, in which one evidently posing for the photogside takes control of the other rapher. Here we have to do with and assumes the right to define another kind of “private” phoits members through the gaze. tography. The photographer has Or at any rate tries to do so. wanted a picture of this particular woman, and the unemotional Kirsten Thisted distance that characterises the 25 Pia Arke. Arktisk hysteri. 1997 I Pia Arkes fotoværk Arktisk hysteri (nogle gange også refereret til som Arctic Hysteria IV) ser jeg først det nøgne overfor det i skind og pels påklædte. Sommer overfor vinter, naturen overfor videnskaben. Det er i alle henseender modsætninger, der mødes i prototypen på den opdagelsesrejsende mand og den vilde kvinde, 7 personer i alt, som Arke har trukket frem fra de gulnede sider i polfareren Robert E. Pearys rejseskildringer. Det næste, jeg ser, er værkets titel: Arktisk hysteri. Meget dramatisk, set i forhold til de portrætteredes fredelige poseren. Der er intet hysterisk over dem. Titlen peger ud af værket. På Arkes liv og på den måde, det flød sammen med virkeligheden omkring den tidlige etnografis opdagelsesrejser i de arktiske kulturer. “Arktisk hysteri” (piblokto) var et kulturelt betinget psykopatologisk fænomen, som Pearys samtidige diagnosticerede hos eskimoerne. Tilstanden, en hysterisk skrigen efterfulgt af kramper og tab af selvkontrol, var vel nærmest psykotisk. Den optrådte om vinteren og især hos kvinder, der led af vitaminforgiftning. Mente man. Den slags hysteri var bare et af de spektakulære træk, man iagttog i det polare. Sammen med andre særligheder kom det til at udgøre den videnskab, der skulle forklare de vildes utilregnelighed og legitimere den hvide races kulturelle overlegenhed. Der findes fotografier, der dokumenterer det arktiske hysteri. Drevet af sin nysgerrighed over for fotografiets historieproduktive egenskaber fandt Arke frem til disse billeder. Et af dem var et fotografi af en halvt afklædt kvinde, der bliver holdt fast af to mænd foran kameraet, mens hun skriger i angst. Arke fik ikke lov til at bruge det konkrete billede i sit arbejde. Dertil var det sandsynligvis for kompromitterende. Det inkarnerede det latente overgreb, som datidens videnskabelige undersøgelser også var. Men Arke fandt sin egen mangetydige måde at undersøge det arktiske hysteri på. Arke griber tilbage og fremviser i 26 Pia Arke. Issittumi silaar- stedet de struttende kvinder. I deres element gør de sig til for mandens blik. Hun viser mandens begær. Efter viden, magt og sex. Hans erektion under tøjet. Et begær, der var så udtalt, at det måtte dækkes ind under videnskab og skind og pels. Men som kommer til syne i den måde, kvinderne er blevet iscenesat på: “The Mistress of the Tupik”, “Arctic Bronze” og i “Flash-light Study”. Peary, Henson, Entrikin eller Clark plantede ikke bare fanen på Polen. Deres bedrifter havde aldrig kunnet lade sig gøre uden massiv assistance fra de indfødte, fra kvinden. Hun syede tøj, kogte suppe, viste vej, indførte i det hele taget de fremmede i den arktiske virkelighed. Hun var alt andet end utilregnelig, afsindig eller vild. Hun var smuk, begavet og varm. En væsentlig, men fortrængt del af fremrykningen i de polare egne var seksuel. Peary havde en eskimoisk kvinde, som blot var 14 år ved forholdets begyndelse. Det blev benægtet og var fortrængt af Pearys bagland. Finansieringen af polrejserne var betinget af Pearys renhed. Det ville have skabt forvirring, hvis ikke katastrofe, i en begrebsverden, hvor sort og hvidt skulle holdes adskilt. I retur for sex efterlod eventyrerne sig et ukendt antal efterkommere; børn de fik med eskimoiske kvinder, som de mødte og begærede på deres vej. Men som blev skrevet ind i historien med usynlig blæk, fordi de var upassende. Arke var født af forholdet mellem den symbolske eskimokvinde og Peary. Hun havde en grønlandsk mor og en dansk far. Hun voksede op i det bastardiserede, mellem historiske fortrængninger og forskydninger. Hun brugte sit liv på at sammenstille dokumenterne på ny, på at tyde det utydelige og læse mellem linjerne. I Arktisk hysteri træder kvinden for en gangs skyld frem, som hun også var. Magtfuld, balanceret, cool. Iben Mondrup Pia Arkep assilissatigut saqqummersitaa Issittumi silaaruttutut kamanneq (ilaanni issuarneqartarneratut Arctic Hysteria IV) isigeqqaartarpara amernik atisalinnut sanilliullutik tamataqanngitsunut. Aasaq ukiunngortoq, pinngortitaq ilisimatusartunut illuatungiliuttoq. Tassungami atatillugu illuatungeriipput, ilisimasassarsiortup arnamik nujuartamik naapitsineranik tunngaviusumillusooq oqaluttuartoq, inuit katillutik arfineq marluk, Arkep issittumut ilisimasassarsiortartup Robert E. Pearyp angalasalersaarutaani nutaanngimut kajortilersuni nassaarisaasa ilaat. Malugisara tulleq tassaavoq atuakkap qulequtaa: Issittumi silaaruttutut kamanneq. Annilaarnaqisoq, takusinnaallugit assilineqarsimasut qanoq eqqissisimarpalutsigisut, Kamappasinngeqaat. Atuakkiap qulequtaa avammut ammaavoq. Arkep inuunerata takutippaa periaaseq issittumi kulturimik ilisimatusarlutik angalasartut siulliit piviusunut akuliutiinnartarnerat. “Issittumi silaaruttutut kamanneq” (piblokto) tassaasimavoq kulturi tunngavigalugu tarnikkut napparsimaneq, soorlu Pearyp naliisalu eskimonut pigititaat. Taama pineq, silaaruttutut nillianeq noqarnermik imminullu aqussinnaajunnaarnermik kinguneqartartoq, tarnikkut silaarunnermut qaninnerugunarpoq. Ukiukkut pisarpoq, pingaartumik arnani, vitamininik pivallaarlutik toqunartuligaasuni. Taama isumaqarput. Taama silaaruttutut illuni kamattarneq issittumi takusat alutornarsinnaasut ilaattut isigineqaannarpoq. Eqqumeequtit allat ilaattut ilisimatusaatit nassuiaatitalerilerpaat nujuartat qanoq naatsorsuutigineqarsinnaanngitsiginerinut qaqortumillu amillit kulturikkut qanoq qaffasinnerutiginerannut uppernarsaatitut. Assinik takusassaqarpoq issittumi silaarulluni kamannernik uppernarsaasunik. Oqaluttuarisaanerup assiliinikkut paasissutissiisinnaaneranik alapernaannermigut Arkep assit taakku nassaarai. Assit taakku ilagaat arnap tamataqanngingajattup, annilaangangaarami suaartartuinnaap, angutinit marlunnit qajannaarneqarluni najummineqartup assinga. Arke periarfissinneqanngilaq atuakkiaminut atatillugu assip taassumarpiaap atornissaanut. Qularnanngilaq assip kanngusaarivallaarnissaa pissutigalugu. Qanga ilisimatusarlutik misissuisut ileqqutoqqamittut qamani pigisamittut aamma kannguttaatsuliornerat. Taamaattoq Arkep nammineerluni nassaaraa issittumi silaaruttutut kamannerup qanoq as- uttutut kamanneq. 1997 Pia Arke. Arctic Hysteria. 1997 sigiinngitsigisunik paasiniarneqarsinnaanera. Arke kingumut qiviarpoq takutillugillu arnat isikkorissut. Namminneq avatangiisiminni angutinut illissaarput. Angutip kajungernera takutippaat. Ilisimasaqarusunneq, pissaaneqarneq atoqatigiinnerlu. Angutip qarliimmi iluatigut tissarnera. Kajungerneq ima erseqqitsigisoq allaat ilisimatusarnerup atisallu ammit iluannut toqqortariaqarluni. Kisianni takuneqarsinnaalersarpoq arnat qanoq assilisinnerisigut: “The Mistress of the Tupik”, “Arctic Bronze” aamma “Flash-light Study”. In Pia Arke’s photo work Arctic Hysteria (sometimes also referred to as Arctic Hysteria IV) I first see that which is naked as opposed to that which is clad in skins and furs. Summer as opposed to winter, nature as opposed to science. It is in all respects opposites that meet in the prototypes of the male explorer and the female savage, 7 persons in all, whom Arke has drawn out of the yellowed pages of the polar explorer Robert E. Peary’s descriptions of his journeys. Pearyp, Hensonip, Entrikinip imaluunniit Clarkip erfalasoq Qalasersuarmi kisimik nappanngilaat. Suliaat piviusunngunngisaannarsimassagaluarput nunaqavissunit, arnanit, ikiorneqarsimanngikkaluarunik. Arnap atisaliuuppai, nerisassiuuppai, aqqutissaannik ajoqersuuppai, ilami takornartat taakku issittup pissusivianik paasitippai. Naatsorsoruminaatsutut, tinnapaartutut nujuartatulluunniit inngilluinnarpoq. Kusanartuuvoq, ilisimasaqarluarluni kissalaartuullunilu. The next thing I see is the title of the work: Arctic Hysteria. Very dramatic, seen in relation to the peaceful poses of the people portrayed. The title points out of the work. Points to Arke’s life and the way in which it merged with the reality around the explorations of the early ethnographers’ journeys in Arctic cultures. Issittumut ornigukkusunnermi pingaarutilik, puigorusutarli, atoqatigiinnermut tunngavoq. Peary avanersuarmiumik arnamik, taamani 14-iinnarnik ukiulimmik, ilaqartalerpoq. Tamanna Pearyp aningaasaliisuinit miserratigineqarpoq puigoqquneqarlunilu. Qalasersuarmut angalanerit aningaasalersorneqarnerisa tunngavigaat Pearyp minguissusia. Paatsiveerutitsisimassagaluarpormi, ajunaarnersuunngikkuni, inunni qernertunik qaqortunillu immikkoortitsisuni tamanna paasineqaraluarpat. Takusassarsiortut eskimuut arnartaannik aqqusaakkaminni naapitaminnit illigilikkaminnillu atoqateqartarnermikkut qassiunerinik ilisimaneqanngitsunik kinguaaqarput. Kisianni tamakku oqaluttuarisaanermi pilikkimik ersinngitsumik allanneqarput, assuarnarmata. Arke inunngorpoq assersuutitut taaneqartutut eskimuup arnap Pearyllu imminnut sammisimanerattut. Kalaallimik anaanaqarpoq qallunaamillu ataataqarluni. Alliartorpoq akuleriiaat, oqaluttuarisaanermik toqqorterisut allanngorartitsisullu, akornanni. Inuunini atorpaa paasineqarsinnaanngitsut allatallu akornanni allanneqanngitsut paasiniarnerinut uppernarsaatissarsiorluni. Issittumi silaarulluni kamannermi kiisami arnaq saqqummerpoq, aamma arnatut pissusimigut. Pissaanilik, patajaatsoq eqqissisimasorlu. Iben Mondrup “Arctic hysteria” (piblokto) was a culturally related psychopathological phenomenon that Peary’s contemporaries diagnosed in the Eskimos. The condition, hysterical screaming followed by cramps and loss of self-control, was, it seemed, virtually psychotic. It appeared in winter and especially in women who suffered from vitamin poisoning – it was believed. That kind of hysteria was just one of the spectacular features that were observed in the polar regions. Together with other peculiarities it would come to constitute the science that was to explain the savages’ mental instability and legitimise the cultural superiority of the white race. There are photographs documenting “Arctic hysteria”. Driven by her curiosity about the ways in which photographs can generate history, Arke unearthed these pictures. One of them was a photo of a semi-naked woman being held by two men in front of the camera and screaming with fear. Arke was not given permission to use the specific picture in her work, probably because it was too compromising. It embodied the latent violation that also formed part of scientific investigations at that time. But Arke found her own ambiguous way of examining “Arctic hysteria”. Arke goes back and shows instead the women with their ample forms. In their element they make a show of themselves for the men. She shows male lust. For knowledge, power and sex. His erection under his clothes. A lust that was so pronounced that it had to be covered under science, skins and furs. But which appears in the way the women have been posed: “The Mistress of the Tupik”, “Arctic Bronze” and in “Flash-light Study”. Peary, Henson, Entrikin or Clark planted more than just their flags at the Pole. Their feats would never have been possible without massive assistance from the natives, from the women. They sewed clothes, made soup, showed the way and in general initiated the strangers into the reality of the Arctic. She was anything but unstable, insane or savage. She was beautiful, gifted and warm. An important but repressed part of the advances in the polar region was sexual. Peary had an Eskimo woman, who was only 14 years old at the beginning of their relationship. This was denied and suppressed by Peary’s supporters. The financing of the polar journeys was dependent on Peary‘s purity. Knowledge of the relationship would have caused confusion, would have been disastrous, in a conceptual world where black and white had to be kept separate. In return for sex, the adventurers left behind an unknown number of descendants; children they had with Eskimo women that they met and desired along the way, but who were recorded in history in invisible ink, because they were inappropriate. Arke was born out of the relationship between the symbolic Eskimo woman and Peary. She had a Greenlandic mother and a Danish father. She grew up in a bastardised world, between historical repression and historical displacement. She devoted her life to reassembling the documents, to making out what was unclear and to reading between the lines. In Arctic Hysteria we for once see women as they also were. Powerful, balanced, cool. Iben Mondrup 27 Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside – En installation om blomster og land. 2005 Pia Arke & Anders Jørgensen. Overtoning fra hvid til et arktisk snelandskab – en tysk fortællerstemme navngiver stedet som “Liverpool Kysten”. Stemmen fortæller om den enorme kuldestråling fra det nordlige ishav, som bevirker, at der ingen steder er sammenhængende plantedækken. Den tyske tekst præger billedet. Især overskriften “Flora” tiltrækker sig opmærksomhed, mens is-panoramaet forsvinder, og et brunligt pulver drysser ned over en stenet baggrund i slow-motion. Qaqortuinnarmiit issittup aputaanut nuukkiartuaarneq – tyskisut oqaluttuartup taavaa tassaasoq “Liverpoolip Sineriaa”. Oqaluttuaraa sikuiuitsup tungaaniit silaannaq sunniuttoq nillingaarami siammaattunik naasoqartitsisinnaanngitsoq. Tyskisut allassimasut assiliaq tamakkiusarpaat. Pingaartumik qulequtaa “Flora” [Naasut] maluginiarnarneruvoq, sikumut isikkiviup tammariartornerani, qajuusaasallu kajortut nunamut ujaraannangajaasumut kigaallisitamik assilillugit nakkalaarneranni. sonlige. Under sin research i Scoresbysund mødte Arke en grønlandsk kvindes ukuelige tro på, at man selv mellem golde klipper kan få de smukkeste blomster til at skyde op ved at plante dem i rigelige mængder af kaffegrums. Med et fortællemæssigt kunstgreb placeres denne personlige historie i slægtskab med den tyske botanikers ukuelige drøm om at finde nye plantearter på trods af de minimale livsbetingelser, som stedet tilbyder. På sin egen geSådan åbner værket Coun- niale facon kombineres her tryside – En installation det lystprægede – kaffen, om blomster og land, der blomsterne og drømmen blev Pia Arkes sidste video- – med det ekspeditionsinstallation og det sidste historiske – koloniseanderledes portræt af ring, fremmedgørelse og stedet, hun altid kredsede fornuft – til en dragende om: Scoresbysund. Som en Arketypisk udfordring af direkte lystpræget kontrast vores evne til at fastholde til det krævende arbejde stereotype forestillinger om med bogen Scoresbysundden landlige idyl. historier (Borgens Forlag, 2003), kan man se CounAnders Jørgensen tryside som en æstetisk meditation over skønheden – som en menneskelig livsbetingelse. Ekspeditionstemaet er det igangsættende moment for en udforskning af forholdet mellem den store og den lille historie – eller det videnskabelige og det per28 Taama aallartippoq isiginnaagassiaq Countryside – Naasunik nunamillu ikkussuineq, Pia Arkep videoliaa kingulleq uteqqiaffigiuakkaminillu Ittoqqortoormiinik allatoortumik ilisarititsinera kingulleq. Atuakkiamut suliarujussuarmut Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat (Borgens Forlag, 2003) illuatungiliisutullusooq qaamasumit sunnikkatut Countryside isigineqarsinnaavoq kusanassutsip kusanartuliamik eqqarsaatigeqqissaarneratut – soorlu inuummut uumassutaasutut. Ilisimasassarsiornermut atasumik sammisaq aallartitsisuuvoq oqaluttuarujussuup oqaluttuannguullu akornanni pissutsit misissornerinut – imaluunniit ilisimatuussutsip inuullu ataatsip akornanni. Misissuilluni Ittoqqoortoormiiniitilluni Arkep Countryside – Naasunik nunamillu ikkusasuineq. 2005 Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside – An installation about flowers and land. 2005 naapippaa arnaq upperinnilluinnartoq nunami qaarsuinnangajaasumi naasut kusanarnerpaat naatinneqarsinnaasut kaffip tangikui naammattut siaruarteraanni. The tone shifts from white to an Arctic snowscape – a German voice-over says that this is the “Liverpool Coast”. The voice speaks of the tremendous cold radiating from the northern Arctic Ocean, which means that nowhere is there a coherent vegetation cover. The German text sets its mark on the picture. Especially the heading “Flora” attracts attention, while the ice panorama disappears and a brownish powder drips down over a stony background in slowmotion. Inuttut misigisaq taanna oqaluttuariallaqqissutsikkut inissinneqarpoq sanilliunneqarsinnaasunngorluni tyskip naasulerituup upperalugu takorluugaanut, tassalu nunami naasoqarfiusinnaanngingajattumi naasunik nutaanik nassaarnissaq. Pitsaalluinnartumik ilusilerneqarnermigut uani kattunneqarput qaamasumit sunnigaq – kaffi, naasut takorluuinerlu – illuatungaanilu ilisimasassarsiornernit oqaluttuat – nunasiaateqalerneq, takornartanngortitsineq isumatusaarnerlu – taamalu kajungernartumik immikkuullarissutsimik unammillernarsilluni uagutsinnut nunaannaap alianaassusianik assigiiaaginnartumik isiginninniartarnitsinnut. Anders Jørgensen exploration of the relations between history on a broad scale and the history of the individual – or the history of science and history at a personal level. During her research in Scoresbysund Arke met a Greenlandic woman’s indomitable belief that she could get the most beautiful flowers to appear by sowing them in copious amounts of coffee grounds. As an inspired narrative device this personal story is related to the German botanist’s indomitable dream of finding new species of plants despite the This is how the work minimal life conditions Countryside – An installa- that the locality offers. tion about flowers and land The pleasure aspect – the opens. It was to be Pia coffee, the flowers, the Arke’s last video instaldream – is thus brilliantly lation, her last idiosyncombined with expeditioncratically angled portrait ary history – colonisation, of the place to which her alienation and rationalthoughts always returned – ity – to form a compelling Scoresbysund. In contrast Arketypical challenge to to the demanding work on our ability to maintain our Stories from Scoresbysund idyllic stereotypes of life in (Borgen Publishers, 2003), natural surroundings. the work on the installation was a source of direct Anders Jørgensen pleasure for Arke and one can see Countryside as an aesthetic meditation on beauty – as a necessary premise for our lives. The expeditionary theme is the departing point for an 29 TEMASEKTION 4: “ETNOÆSTETIK” Denne temasektion tager udgangspunkt i Pia Arkes pamflet-lignende bog Etnoæstetik, der blev udgivet i 1995 af det Århus-baserede kunsttidsskrift ARK, og som i forbindelse med nærværende udstilling er blevet genudgivet i en tresproget udgave (engelsk, grønlandsk, dansk). Men sektionen tager også udgangspunkt i Arkes forhold til maleriet og dets status som det kunstneriske medium par excellence inden for en stolt europæisk kunsthistorie. Det er fristende at tyde Arkes formelle valg i retning af en klassisk udviklingshistorie. Anslaget ville ifølge en sådan være den unge seriøse kunstner, der fra begyndelsen af 1980’erne og frem maler isbjørne, sæler, fangere med kajakker og fangerkoner med hårtop og ulu (kvindekniv). Motiverne er dybtfølte nok, men så grønlandske, at det næsten gør ondt. Så vendepunktet, der kommer med en serie konceptuelle fotografier fra ca. 1992-93 af købere, som stolt poserer med deres nyerhvervede Arke malerier foran kunstnerens kameralinse. Efter på denne måde at have holdt sit eget værk ud i strakt arm og underkastet det et kritisk blik synes der ikke at være nogen vej tilbage. Kunstneren må i gennem en række selvransagelser og opgør, der har med anfægtelse og “etnoæstetik” at gøre (herom om lidt). Og så det endelige opgør, klimakset, som først kommer i 1995 med afhandlingen Etnoæstetik. Med den har Arke endt sin uddannelse som billedkunstner på Det Kgl. Danske Kunstakademi (vist nok som den eneste grønlænder siden Hans Lynge) og har tilmed erhvervet sig Cand.phil-titlen fra Afdelingen for Teori og Formidling sammesteds. Hvorefter historien toner ud med billedet af en kunstner, som tager de helt store kampe med kolonihistorien, og som har fundet sit kunstneriske ståsted i fotografiets og installationens forløsende medier. Men denne udlægning holder ikke. I hvert fald ikke helt. For beretningen kan f.eks. ikke forklare, at Arke parallelt med fotografiet bliver ved med at male helt frem til sygdommen stopper hendes arbejde, og at hun gør det med den største respekt og seriøsitet overfor mediet og de instanser, der bestiller malerierne. Men hvor hun i de tidlige malerier synes at bruge grønlandske motiver som en ironisk kommentar til, hvad den “eskimoiske” kunstner forventes at male, går hun i de senere malerier snarere i den modsatte retning og opløser motiverne til en sådan grad, at vi ikke længere kan læse dem som grønlandske etnografika. Opløsningen af faste læsemønstre er for så vidt også intentionen med afhandlingen Etnoæstetik, som fremstår som et opgør og et vendepunkt for Arke – og for mange andre unge kunstnere af 30 grønlandsk herkomst. Essayet belyser de specielle former for italesættelse og vilkår, som “etniske” kunstnere arbejder under fra en række forskellige vinkler. Efterhånden, som disse gennemlysninger udfoldes og underbygges, bliver der gjort godt og grundigt op med den velmenende vestlige verdens romantisering og stereotypisering af “oprindelig”, “eskimoisk” og “primitiv” kunst – og det deraf opståede modbillede af Vesten, og kun Vesten, som “civiliseret”, “moderne” og “kompleks”. I et mere udvidet perspektiv handler essayet også om kunst generelt – om vilkårene for at forstå og fortolke kunst, og om det frugtbare i at anskue kunst som noget, der bliver til i de “kulturelle mellemrum”, som kunsthistoriker Lars Kiel Bertelsen har påpeget. En sådan udvidet kunstopfattelse – som man (meget) forsøgsvis kunne kalde en postkolonial kunstopfattelse ihukommende, at vi alle er in the mix – forlanger ikke, at den “etniske” kunstner skal udtrykke en eller anden form for eskimoisk renhed og naivitet fra dengang, før kolonisterne kom og forskruede deres hoveder med former, idéer og idealer, som var dem fremmede, og som de kun kunne lave dårlige kopier af. Oprindelige folk kan (heller) ikke skrue tiden tilbage! Selv brugte Arke ikke begrebet postkolonialisme, i hvert fald ikke på det tidspunkt, hvor hun skrev essayet. Hun foretrak etnoæstetik, “fordi det er et rodet begreb, et begreb der inspirerer til yderligere arbejde.” Det er ikke noget let begreb at arbejde med. For på den ene side står det for noget skidt: den etnografiske dyrkelse af “etnisk” kunst og den kunstneriske dyrkelse af oprindelige folk og kulturer. Men på den anden side står det også for et mulighedsrum, hvor det etno- og antropologiske blandes sammen med kunstnerisk virksomhed, kunstteori og æstetik. En sammenblanding, der gør det muligt for den “etniske” kunstner at beskæftige sig med Europa og den europæiske kulturs æstetik, videnskabstradition og fornuftsbegreber. En mulig måde at “mænge sig” på, som Arke formulerede det. Etnoæstetik er altså i Arkes optik en beretning om “Vesten set udefra”. Etnoæstetik – bogen – er et vigtigt og i en dansk sammenhæng meget tidligt bud på en postkolonial kunstkritik. I og med denne lille bog har vi fået et redskab, som gør os i stand til at føre en repræsentations-diskussion (både i politisk og symbolsk forstand) uden hele tiden at måtte ty til amerikanske og britiske teoretikere og deres erfaringer. Med Etnoæstetik har vi så at sige endelig fået vores egen nordiske pendant! SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 4: Sammisaqarfimmi uani aallaaviuvoq Pia Arkep uisitsiniutitut ussassaarusiaa Etnoæstetik, 1995-mi Århusimi eqqumiitsuliorneq pillugu allaaserinnittarfiup ARK-ip saqqummersissimasaa, uanilu saqqummersitsinermut atatillugu oqaatsit pingasut (tuluttut, kalaallisut, qallunaatut) atorlugit naqiterneqaqqissimasoq. Aammali aallaavigaa Arkep qalipaariaatsimut tassunga isummersimanera, europamilu eqqumiitsuliornikkut allanit tamanit pingaartinneralugu ukiorpassuarni atorneqarnerani inissisimaneranut isummersuutai. Arkep taama isummersimanera isumaqarfigineqaqqajaanarpoq ineriartornerup oqaluttuassartaannut isummersuutitut. Taama saassussinerup eqqumiitsuliortup inuusuttup ilumoorussisup ilisarnaataatut isigisariaqassaaq, 1980-kkut aallartinneraniit nanunik, puisinik, piniartunik qaannisartunik nuliaallu qilerteqarlutillu ululinnik qalipaasartoq. Assilialiornermini ilaakkani misigissutsimigut killisimaarfigitigisimassavai, imali kalaalerpalutsigalutik allaat annernaannarsinnaallutik. Taava muminneq tikipparput, najoqqutaqarne-rulluni assilisat tulleriiaat 199293 miss. pisisu-nik assilisat takkupput, pisisut Arkep qalipagaa-nik pissarsiaminnik tanngassimaarutiginnittut eqqumiitsuliortup assiliissutaata isaata saani saqqummeralerput. Nammineq suliani isornartorsiorsinnarlugit taama iliuuseqarnermigut illerngit aalajangersimasut uteriarfissaqanngitsut atualerpai. Eqqumiitsuliortup imminut taama misissoqqissaarsinnarluni nalilersoqissaarsinnarlunilu, qularnernik aamma “etnoæstetik” (inuttullu pinngorfini) aqqusaarsimasaminut tunngasut isumaliutigisimassavai (tamanna kattorna sammineqassaaq). Kiisalu tamakkiisumik nalilersuineq takkuppoq, inaarsineq, 1995-mi aatsaat tamanna pivoq soraarummeerutimini Etnoæstetik. Tassani Arkep assilialiornermi eqqumiitsuliortutut ilinniarnini Det Kgl. Danske Kunstakademimi naammassivaa (kalaallini Hans Lyngep saniatigut kisiartaagunarlutik) taamaalillunilu ilinniarfimmi tassani Afdelingen for Teori og Formidling Cand. phil-ngorluni. Tamatuma kingorna eqqumiitsuliortoq immikkut ilisarnaatilik saqqummeriartulerpoq, nunasiaateqarsimanermik sakkortuumik nalilersueqqittoq, eqqumiitsuliortutullu assiliisarnermik ikkussuisarnermillu aniguisitsisinnaasusilimmik aallaavilik. Taamali ilisarnaaserneqarnera tamakkiisuunngilaq. Ilaannakuuvoq. Taamali ilisarnaaserneqarnerata nassuiarsinnaasimanngilaa, Arke taama assiliisarnerup ingerlannerata nalaani nappaammik unitsinneqarnissi tungaannut qalipaajuartarmat, periutsimut innimiissunullu annertunerpaamik pimoorussilluni ataqqinnillunilu. Qalipaasaleqqaalernermini kalaallit nunaanneersunik quiassuutitut isigineqarsinnaasunik ilisarnaateqarsimasinnarluni, tassa eqqumiitsuliortup “eskimuut” suliarisassaannik naatsorsuutigineqarsinnaasuniit, qalipakkamini kingullerni killormut nikikkiartulersimavoq assilisani ima sammitikkiartortigalugit, kalaallinut ilisarnaatitut ersittuerutsillugit. Soraarummeerutimini Etnoæstetik-mi siunertarisimasamisut ileqquliussat nungutikkiartornerisigut akerliliinermik nikeriarnermillu Arke takutitsisalerpoq – soorlu tamanna eqqumiitsuliortorpassuit kalaallinit aallaaveqartunit tamanna aamma takussaasarluni. Qulaajaanerup naqqiutaasartut aallaaviillu immikkut ittut saqqummius- “ETNOÆSTETIK” THEME SECTION 4: “ETHNO-AESTHETICS” suuppai, eqqumiitsuliortut “inuiaasutsimik” aallaavillit sulinerminni assigiinngitsutigut atugarisaat takutillugit.Taama qulaajaanerit ersarissiartornerisa tunngavilersorneqarnerisalu takussaajartornerisalu nalaanni, nunani killiini ajunngissorisaminnik qanganitsanik nuannaartorinnillutik aalajangersimasumik “eskimuunik” eqqumiitsuliornernillu “pilerlaannik” isummertarnerit annertuumik illuatungilerneqarpoq – taamatullu Nunat Killiit kisimik ineriartorsimasutut, nutaaliaasutut, “imaanaanngitsumillu katitikkatut isigeqqunerat illuatungilerneqarluni”. Annertunerusumik isigalugu oqaluttuaq eqqumiitsuliortarnerup nalinginnaasumik eqqartorneqarneranik aamma imaqarpoq – eqqumiitsuliornerup paasineqarnissaani isumasiorneqarnissaanilu atugassarititaasut qanoq innerinik, taamatullu eqqumiitsuliornerup “kulturit akornanni” pilersarneranik isuma isiginnitaatsip pissarsinassusaannik, soorlu eqqumiitsuliornerup oqaluttuarisaaneranik suliallip Lars Kiel Bertelsenip tamanna tikkuarsimagaa. Eqqumiitsuliornerup taama annertusakkamik paasineqarnera – isiginnitaatsip nunasiaateqarsimanerup kingunerisaannik misiliutaasumik immaqa taaneqarsinnaasumik eqqaasariaqarpoq, tamatta in the mix – akusaasugut – piumasarinngilaa, inuiaassutsimik aallaaveqartumik eqqumiitsuliortoq eskimuunik minguitsunik takutitsissasoq aamma taamani nunasiaanngikkallarnerup nalaanni piuminartunik takutitsisassasut, nunasiaatillit allamiut isumaasa eqqarsartaasiilu suli paatsiveerutsinngikkallarmassuk, pitsaanngitsunillu ilaarsiinnartutut pissuseqarlersinngikkallarmassulli. Nunat inoqqaavisa piffissaq allatulli utertissinnaanngilaat! Arkep nammineq oqaluttualiornermi nalaanni oqaaseq nunasiaqarsimanerup kingorna atortarsimanngilaa. Oqaaserli etnoæstetik atussallugu iluarineruaa, “oqaatsip sunut tamanut samminera pissutigalugu, oqaatsip isumaa suli itisiliinerusumik suliaqarnissamik isummersuisarmat.”Oqariartuutaata isumaa aallavigissallugu ajornartuinnaanngitsoq. Illuatungaatigut pitsaasuunngimmat: Inuiaat pilersitaasa eqqumiitsuliornikkut sammineqarneri aamma nunap inoqqaavisa kulturiisa eqqumiitsuliornikkut soqutigineqarneri. Aappaatigulli periarfissat ammapput, inuiaat pillugit pileriartornerisalu ilisimatusarfigineqarnerisa eqqumiitsuliornermik akuliuffigineqarneri, eqqumiitsuliornerup suussusaanik isumaliutersuuteqarneq aamma kusanassutsimik naliliisarneq. Akuleruffik, inuiaassuseq aallaavigalugu eqqumiitsuliortup Europami taakkulu kusanassutsimik naliliisarnerinik sammisaqarnissamik periarfissiisoq, taamatullu ilisimatusartarnerni ileqqut silatusaartarnermillu nalilersuutit sammineqarsinnaalersillugit. Arkep oqartarneratut “akuliunnissamut periarfissiisoq”. Tassa etnoæstetik Arke malillugu isiginnittaasiuvoq oqaluttuartuuvoq “Nunat Killit avataannit isigalugu qanoq inneranik.” Etnoæstetik – atuagaq – pingaaruteqarpoq qallunaanullu atatillugu nunasiaqarsimanerup kingorna eqqumiitsuliornikkut siullerpaat ilagalugit isornartorsiuinermik takutitsilluni. Atuagaarannguup saqqummerneratigut sakkussamik tunineqarsimavugut, malunnaatilimmik-oqalliseqataasinnaanermik (naalakkersuinikkut aamma isummersinnaanikkut) nunat allat soorlu amerikkarmiut tuluillu isumaliortaasii misilittagaallu sakkussarsiorfigalugit ujartuiffiginngikkaluarlugit. Etnoæstetik saqqummerneratigut nunat avannarliit kiisami nammineq pigisaminnik allanut unammillernissaminnut sakkussaqalersinneqarput! This theme section takes its point of departure in Pia Arke’s Danish-language pamphlet-like book Ethno-Aesthetics, which was published in 1995 by the Aarhus-based art journal ARK, and which has been republished in connection with the present exhibition in a trilingual version (English, Greenlandic, Danish). But the section also takes its departure in Arke’s relation to painting and its status as the artistic medium par excellence in Europe’s proud art tradition. It is tempting to read Arke’s formal choices as if hers was a classical development story. According to such a perspective the introduction would describe the serious young artist who from the beginning of the 1980s and onwards paints polar bears, seals, hunters in their kayaks and their wives with topknots and ulus (women’s knives). The motifs are genuinely felt, but so Greenlandic that it almost hurts. Then the turning point, which comes with a series of conceptual photos from c. 1992-93 of clients proudly posing with their newly acquired Arke paintings in front of the artist’s lens. After she has thus held her own work out at arm’s length and subjected it to a critical view, there seems to be no way back. The artist has to pass through a series of self-examinations and showdowns that have to do with involvement and “ethno-aesthetics” (more on this shortly). And then the final showdown, the climax that does not come until 1995 with the graduate thesis EthnoAesthetics. With it Arke completes her education as a visual artist at the Royal Danish Academy of Fine Arts (the only Greenlander to do so, it would seem, since Hans Lynge) and acquires an MA in Art Theory and Communication. After this the story fades out with the picture of the artist who tackles the really big conflicts with colonial history, and has found her artistic stance in the liberating media of photography and installation. But this reading does not hold water: At any rate not entirely. For the account cannot explain why, for instance, parallel with her photography Arke continues to paint, right up to the point when illness stops her work, and does so with great seriousness and respect for the medium and the authorities that commission paintings from her. But where in the early paintings she seems to use Greenlandic motifs as an ironical commentary on what the “Eskimoic” artist is expected to paint, in the later paintings she rather goes in the opposite direction and dissolves the motifs to such a degree that we can no longer read them as Greenlandic ethnographica. The dissolution of fixed patterns of interpretation is for that matter also the intention behind Arke’s thesis Ethno-Aesthetics, which has the effect of a showdown and a turning point for Arke – and for many other young artists of Greenlandic origin. The essay illuminates from a number of different angles the special forms of articulation and the special conditions that “ethnic” artists work under. Gradually, as these insights are unfolded and fleshed out, the essay presents a devastating critique of the well-meaning Western world’s romanticisation and stereotyping of “original”, “Eskimoic” and “primitive” art – and of the resultant counter-picture of the West, and only the West, as “civilised”, “modern” and “complex”. In a broader perspective the essay is also about art in general – about the preconditions for understanding and interpreting art and about the benefit to be gained from regarding art as something that comes into being in “the space between cultures”, as art historian Lars Kiel Bertelsen has pointed out. An expanded concept of art – as one might (very tentatively) call a postcolonial notion of art, remembering that we are all in the mix – does not require the “ethnic” artist to express some kind of Eskimoic purity and naivety from before the time when the colonists arrived and warped their minds with forms, ideas and ideals that were alien to them, and of which they could only make bad copies. Indigenous peoples cannot turn back the clock (either)! Arke herself did not use the term postcolonialism, at any rate not at the time when she wrote the essay. She preferred ethno-aesthetics “because it is a messy concept, a concept that inspires further work.” It is not an easy concept to work with. On the one hand, it represents something bad: the ethnographic cultivation of “ethnic” art and the artistic cultivation of indigenous peoples and cultures. But on the other hand it also represents a space of opportunity, where the ethnographic and the anthropological are mixed with artistic practice, art theory and aesthetics. A mixture that makes it possible for the “ethnic” artist to occupy herself with Europe and its aesthetics, scientific tradition and concepts of rationality. A possible way of getting to “rub shoulders”, as Arke put it. Thus, in Arke’s optic ethno-aesthetics is an account of “the West seen from the outside.” Ethno-Aesthetics – the book – is an important and in a Danish context very early attempt at a postcolonial art critique. With this little book we have been given an instrument that enables us to conduct a discussion of representation (both in a political and a symbolic sense) without constantly having to take recourse to American and British theorists and their experiences. With EthnoAesthetics we have, so to speak, at last acquired our own Nordic counterpart! 31 Pia Arke. Malerier. 1981-2006 Ved siden af sine fotografiske arbejder eksperimenterede Pia Arke fra starten af sin karriere også med billedkunstens klassiske gren: oliemaleriet. Her valgte hun gerne de mest traditionelle genrer: landskab, portræt og stilleben eller nature morte. Bestillinger, som hun modtog fra private personer, og offentlige udsmykningsopgaver gav hende mulighed for at afprøve de konventioner, som har dikteret, hvordan Grønland og grønlænderen er blevet gjort til billede og skuespil for danske og vesterlandske øjne. Tonen er ofte humoristisk, undertonen melankolsk og politisk. Et typisk grønlandsbillede har begrænsede rekvisitter. Der skal findes: “eskimo” (alene eller i gruppe), kajak, isbjørn, sæl, fisk (eller et andet arktisk dyr) samt snelandskab. På malerierne fra midten af 1980’erne ser vi, hvordan Arke bevidst underordnede sig denne begrænsning. Hendes motiver er ligeledes eskimo, kajak og sæl. Men hun stiliserer og abstraherer motiverne til det punkt, hvor landskabet tømmes for virkelighed. Det berøves sin naturalistiske illusion og forvandles til, hvad det altid har været – et eksotiseret og primitivistisk emblem for det fremmede. Arke underordner sig denne kliché med henblik på at vende den på vrangen. Hun vil vise beskueren, hvordan Grønland forventes at se ud på billede. Men hun vil også vise, hvilke billeder en grønlandsk kunstner forventes at male. Arke legede med og tog gas på disse forventninger på en måde, som kan få betragteren til at le – for eksempel foran et maleri fra 1987 med titlen Kamel i snelandskab. Men måske endnu tydeligere i det projekt, som løb parallelt med maleriet, i hvilket hun parasiterede på sit publikum ved fotografisk at dokumentere de mennesker, som købte hendes malerier, hvormed de kom til at personificere metropolens blik på periferien. I dette projekt vender 32 Pia Arke. Qalipakkat. Arke om på forholdet mellem betragter og den betragtede samtidigt med, at hun kortslutter kunstmarkedet: De personer, der gennem deres kunstindkøb bliver “ejere” af grønlandsbilledet, eksponeres som objekt på et foto, som for sin del kan betragtes eller ligefrem ejes af en anden. I 1992 blev Arke inviteret til at lave en udsmykning til Dansk Polar Center på Strandgade 100 og gik denne gang noget anderledes til værks. Hun udvidede sine rekvisitter ved at besøge Nationalmuseets permanente Grønlandsudstilling og fra museets samlinger vælge et antal objekter, som hun derefter malede. Disse malerier er altså strengt taget stilleben, natures mortes, og fremstår i dag som forarbejder til Arkes fotografiske suite Nature Morte alias Perlustrationer 1-10 (1994). Ligesom på fotografierne i den suite afbilder hun her de etnografiske genstande i overensstemmelse med samme perspektiv, som de afbildes i etnografiske kataloger eller museumsmontrer. Men også her er intentionen at rive illusionen itu. Malerierne rummer en kolossal spænding mellem billedernes motiv og billedernes udførelse, mellem emne og indramning. Gennem en stærk farveholdning af kadmium rød, brændt umbra og kobolt blå visker Arke genstandenes gamle identiteter ud, befrier dem fra det etnografiske fængsel og giver dem kraft til at sprede nye budskaber og aktivere ukendte fantasier. I en kommentar formulerede Arke det spørgsmål, som hun ville udforske. Det handler sandsynligvis om både hendes stiliserede grønlandske landskaber og hendes stilleben af grønlandske museumsobjekter: “Hvordan ser det rum ud, hvor man holder op med at vide, hvad tingene er? Hvor genkendeligheden bliver ligegyldig, fordi billedet åbner for noget andet?” Stefan Jonsson Pia Arke assiliilluni misileraanermi saniatigut aallarteqqaaramili, qanga ingerlanneqartartutut uulialikkanik qalipaasarneq ingerlassimavaa. Qalipaasartut nalinginnaanerpaamik assilisartagaat qalipattarpai: nuna isikkivik, inuit assilillugit qalipallugit nalinginnarnillu uumassuseqanngitsunik assilisaqarneq iml. nature morte. Suliassiisutit, inuinnarnit imissutaasimasut, suliffeqarfinnilu pinnersaasarnerit periarfissippaa aalajangersimasumik isummeriaatsit misileraatiginissaannik, Kalaallit Nunaata kalaallillu qanoq isigineqarneri assilissani isiginnaartitsinikkullu qallunaanut nunanilu killernut nittartarneqartarnerini aalajangersimasunik najoqqutaqartarnerisa apeqquserniarnissaanik. Tissinartumik, nikallungarpasissumik naalakkersuinikkut isummernernik ilaqartigajuttarlugu. Kalaallit pillugit assilialiat amerlanngitsunik atortoqarluni saqqummiunneqarajuttarput. Ilaasariaqarput: “eskimooq” (kisimiittoq iml. katerisimaartut), qajaq, nanoq, puisi, aalisagaq (iml. uumasoq issittormioq) nunalu apeqqasoq. 1980-kkuni qalipanneqarsimasuni takusinnaavarput, Arkep taama killilersuineq piaaraluni qanoq atortarneraa. Assilialiaalumi tassaapput eskimooq, qajaq puisilu. Taakkunanili assilissani ima takorluuganngortitsigai erseqqissartigillugillu nuna isigisaq piviusoorutivillugu. Ima piviusuiarneqartigisimavoq – allamiunit takussallugu ima allamiorpasitsigalunilu sunnerneqarsimatiginani allamiunit ilisarnaatitut nittartaganngorluni. Arkep taama isummertarneq naalallugu suliaqarnermigut isiginnittaatsip mumisinnissaa siunertaraa. Isiginnaartussamut takutinniarlugu Kalaallit Nunaata assini saqqummersinneqarsinnaanera qanoq ilimagissaneraa. Taamatulli aamma takutinniarpaa eqqumiitsuliortup kalaaliusup qalipaanermini sunik saqqummersitsinissaa naatsorsuutigisariaqarnersoq. Arke tamakkununnga pinnguaqataavoq taamaalilluni ilimasunneq quiasaarutiginiarpaa, isiginnaartoq illartissinnaalerlugu – soorlu qalipakkamini 1987-meersumi atsersimasamini Kamel i snelandskab. Immaqalu qalipakkamut atasumi suliami suli ersersinneqarnerulluni, tassani isiginnittut atornerlupajaarlugit assilialiaminik pisisartut assilisarnerisigut uppernarsaatiliarisaramigit, taamaalilluni illoqarfissuarmiut ungasissumi pal- 1981-2006 Pia Arke. Paintings. 1981-2006 limanngitsunik isiginninneri takussutissiaralugu inuttalersorsimagamiuk. Suliami tassani Arkep isiginnittup isigisallu paarlanneqarneri takutiutigalugu, eqqumiitsulianik tuniniaaviit paatsiveerutsippai: Inuit, eqqumiitsulianik pisinermikkut kalaallit assilialiaannik “piginnittunngortut”, takussaasumik assilineqarnerisigut isiginnaagassiarinerisigut allaallumi inunnit allanit pigineqalersinnaalersillugit. Alongside her photographic works Pia Arke experimented from the beginning of her career with the classical branch of the visual arts: oil painting. Here she typically chose the most traditional genres: landscape, portraiture and still life or nature morte. The private and public commissions she received gave her opportunities for testing out the conventions that have dictated how Greenland and Greenlanders have been turned into pictures and spectacles for Danish and Western eyes. The tone is often humoristic, the undertone melancholic and political. Arke 1992-mi Dansk Polar Centeri Strandgade 100-miittup kusassarneqarnissaannut piumaffigineqarsimavoq, tamannalu allaanerusumik suleriaaseqarluni iliuuseqarfigaa. Atortussani amerlisarniarlugit Danmarkip Katersugaasivissuani Kalaallit Nunaat pillugu ataavartumik saqqummersitat (Nationalmuseets permanente Grønlandsudstilling) pulaarsimavaa, katersugaataanilu atortut arlallit assilillugit qalipassimallugit. Qalipakkat taakku tassa assileqqissaarlugit suliarisimavai, natures mortes, taakkulu Arkep piareersarluni assitalersuinerminut suliarisimasaatut takuneqarsinnaallutik atsersimallugillu Nature Morte allatulluunniit Perlustrationer 1-10 (1994). Assilisatullu taakku piareersaataasimasut inuiaat pillugit katersat nittarsakkani assilineqartarnerisut saqqummersitsivinniittarnerisutullu takutippai. Taakkunani aamma siunertaavoq takorluueriaatsip isaterneqarnissaa. Assilisap isikkuata qalipaganngortinneqarnerinilu avissaanganerujussuaq pilersissimavaa, ilaarlugu assilisap sinaakkuserneqarneratalu akornanni. Sakkortuunik qalipaasersorneqarnerisigut aappaalaartoq kadmium, kajortoq ikumasimasoq, tungujortoq kobolt qalipaasiullugit atortut kinaassusitoqaat ersernerluttunngortippai, taamaalilluni inuiaat pillugit parnaarussatut katersaaneriniit aniguisillugit nutaanik oqariartuuteqarnissamik nukissalerlugit eqqarsaatigisimanngisaagaluatsinnillu takorluuisinnaanerput annertusarlugu. Misissorniakki pillugu Arke ima oqaasertaliisimavoq. Kalaallit nunataata qalipaganngortinnerani ilisarnaasersuisarneq kalaallillu pisataasa katersugaasivimiittut assileqqissaarneri pineqarunarput: “Inip pisataasa suunerinik nalornginarsisup isikkua qanoq ittuua? Ilisarisaqarsinnaaneq soqutaajunnaarsimappat assillu isigisat allamut alakkaatsimmatigut?” Stefan Jonsson A typical Greenland picture uses a limited number of props. They are obligatory: “Eskimo” (alone or in a group), kayak, polar bear, seal, fish (or some other Arctic animal) and a snowscape. In the paintings from the mid-1980s we see how Arke intentionally submitted to this limitation. Her motifs are also Eskimo, kayak and seal. But she stylises the motifs, renders them abstract to a point where the landscape is emptied of reality. It is deprived of its naturalistic illusion and transformed into what it has always been – an exoticised and primitivistic emblem for the alien. Arke submits to this convention in order to turn it inside out. She wants to show the viewer what Greenland is expected to look like in a picture. But she also wants to show what paintings a Greenlandic artist is expected to paint. Arke played with and made fun of these expectations in a way that can make the viewer laugh – for instance in front of a painting from 1987 titled Camel in Snowscape. But perhaps even more clearly in the project that was running in parallel with her paintings, in which she parasitised on her public by photographically documenting the people who bought her paintings, whereby they came to personify the metropole’s view of the periphery. In this project Arke reverses the relation between the viewer and the viewed while at the same time short-circuiting the art market: The people who through their art purchases become “owners” of a Greenlandic painting are exposed as objects in a photo that for its part can be viewed or even owned by someone else. In 1992 Arke was invited to decorate the Danish Polar Center at 100 Strandgade in Copenhagen, and this time set about things rather differently. She expanded the number of her props by visiting the National Museum of Denmark’s permanent Greenland Exhibition and choosing a number of objects from the museum’s collections, which she then painted. These paintings, then, are literally still lifes, nature mortes, and can be seen today as preliminary studies for Arke’s photographical suite Nature Morte alias Perlustrations 1-10 (1994). As in the photographs in the suite, she here depicts the ethnographical objects in accordance with the same perspective from which they are depicted in ethnographical catalogues or museum showcases. But here too the intention is to destroy the illusion. The paintings contain a colossal tension between their motifs and their execution, between subject and framing. Through a strong colour scheme of cadmium red, burnt umber and cobalt blue Arke erases the old identities of the objects, liberates them from their ethnographical prison and gives them strength to disseminate new messages and to activate unknown fantasies. Arke formulated the question she wanted to investigate in a commentary. It probably has to do with both her stylised Greenland landscapes and her still lifes of Greenlandic museal objects: “What does the space look like where one ceases to know what things are? Where recognisability becomes unimportant because the picture opens up for something else?” Stefan Jonsson 33 Pia Arke. De tre Gratier. 1993 Skal man omfavne eller afvise? Sådan syntes gratierne i Pia Arke’s fotoværk De tre Gratier at tænke. Modvilligt holder de på genstande, som symboliserer en særlig etnicitet og et særligt tilhørsforhold. Modvilligt lader de sig kalde “gratier” – den vestlige kunsttraditions tre skønhedsgudinder, som i dens afbildninger lod sig indhylle i hinandens selskab ved kærlig berøring. Arkes tre gratier står derimod med kølig afstand til hinanden og lader dette tydelige brud med traditionen blive til et synligt tegn på et opgør med den vestlige opfattelse af etnisk kunst. Ligeså modvilligt synes de at afsløre en erkendelse af, at de her bruges som medier for en tilstand. Tilstanden at være mellem stadier, ikke i en hierarkisk forstand, men i en kunstnerisk forstand. Af befinde sig mellem det stadie, hvor etnografika samles og udstilles, sættes til skue for alverdens mere eller mindre interesserede som kuriosa fra fjerne egne, og det stadie at være sig – at være kvinde i en moderne verden og kunst i en moderne verden i en tid og på et sted, som er underordnet. Gratierne spejler sig i sig selv, derefter vender de ryggen til, og siden hen stirrer de på os. Derved gør de os – tilskuerne – til det centrale i værket. De indbyder til at forstå deres ståsted. Fotografierne fungerer som montrer i sig selv. Som når går man rundt på et etnografisk museum og beskuer forgangne tiders budskaber filtreret gennem samlerens øje. Arkes billeder er tydeligt konstruerede på samme måde, som små nåle skåret i ben eller tand, masker fra forskellige egne af et land, variationer af perlekraver og skindbukser bliver lagt frem side om side bag montrens glasfacade. Fra denne konstruerede virkelighed tager gratierne tilskueren hen mod et sted, som ikke længere findes. 34 Pia Arke. De tre Gratier. Fotostaten af et grønlandsk landskab i baggrunden og vinklen, med hvilken billederne er taget, giver os en følelse af, at vi er på en scene. Som en af scenerne i de utallige film om “de vilde”, men her tæmmet til mindste detalje. Gratierne samler sig om dette sted. De skaber rummet, hvor vi tilskuere tvinges til at stoppe op – og se. Se på dem og beskue deres ståsted og budskab. Værket giver, og det tager. Det giver os tilskuere en følelse af et tilhørsforhold. En smag i munden, som ikke umiddelbart lader sig skylle væk. Værket sætter sine spor på beskueren, og beskueren vandrer videre i sin verden denne følelse rigere – som budbringer for en tilstand. Kunstnerens budskab skabes i dette udvekslingsforhold, et forhold som ikke kunne gøres mere klart, end Arke gør det med De tre Gratier. Modsætningsfyldt står gratierne i deres konstruerede virkelighed og signalerer både tråde til den vestlige kunstverden og til den traditionelle etniske kunstform. Værket bliver et symbol for den ambivalens, der ofte omfavner moderne grønlandsk kunst, hvor de etniske udtryk i sammenhænge gør genstanden til en mellemting mellem etnografika og kunst. Arke formår med De tre Gratier at skabe et rum, hvor der ingen ambivalens er. Ved på flere planer at være modsætningsfyldt bliver værket udtryk for en repatriering af kunsten til sin egen kultur – men på et eksistentielt plan. Uden at flytte objektet er det tankerne, der flyttes hjem, og magtforholdet skifter fra at have tilhørt kolonimagten til nu at tilhøre den, der blev koloniseret. Stille lader gratierne beskueren nærme sig, men kun til et vist punkt. Som når glasset naturligt afviser berøring af genstandene i en montre. Sara Olsvig Eqitsissaanga ajattuissaangaluunniit? Pia Arkep pinnissutsip guutii pingasut pillugit assilisanik assilialiaani De tre Gratier soorlu taama eqqarsartut. Immikkut inuiaassutsip attaveqarnermullu ilisarnaataannik piumassuseqarpasigatik tigummiarput. Piumarpianngisaminnik imminut taaguutigitippaat “gratier” – tassa nunat killiit eqqumiitsuliornikkut kusanassutsimut guutii pingasut, takutinneqarnermikkut asannippasillutik imminnut attuualaartut. Arkep guutiliai pingasut killormut imminnut avissaangallutik soqutigitaattumik pissuseqarput, taamatut ileqquusartoq atunnginneratigut inuiaassuseq aallaavigalugu eqqumiitsuliortarnikkut nunani killerniit isiginnittaatsip akerlilerneqarnera ersersillugu. Taamatullu saqqummersinneqarnermikkut ilisarnaatitut atorneqarnertik nangaasunnguamik paasitippaat. Taama akornaniinnerminni pingaarnersiuineq pinngilaat, eqqumiitsuliornerli pineqarluni. Tassa inuiaat pillugit katersat equmiitsuliornerullu akornganiipput, kikkunnut tamanut annerusumik minnerusumilluunniit alutornartunik ungasissorsuarneersunik soqutiginnittunut takusassianngorlutik, ikaarsaariartuulluni – ullutsinni nutaaliaasuni arnaaneq, saniatigullu eqqumiitsuliaaneq, sumiiffimmik taama inissisimaneq immini soqutaanngitsumi. Guutiliat imminnut tarrarsorput, tunuppaatigut, nakkuppaatigut. Taamaalillutik – isiginnaartuusugut – eqqumiitsuliami qitiusutut inissilluta. Qanoq inissisimanertik uatsinnut paasitinniarpaat. Assilissat imminut saqqummersitsivittut pissuseqarput. Soorlu inuiaat pillugit katersugaasivimmi angalaarluni qanganitsat oqariartuutai katersisut isiginnittaasaat atorlugit oqariartuutaanik paasisaqarluni. Assit ima sananeqarsimapput, soorlu meqquteerannguit saanernik kigutinillu qiperukkat, kiinarpat assigiinngitsuneersut, nuilat seeqqernit assigiinngikkuutaartut sanileriiaarlugit saqqummersitsiviup igalaaminiusup iluani takutinneqarlutik. Taama piviusuusaarfimmiit guutiusut isiginnaartoq nassaassaajunnaarsimasumukaappaat. Assip tunuliaqutap Kalaallit Nunaanneersup, sammivimmiillu aalajangersimasumit assilineqarsimanerata, 1993 Pia Arke. The Three Graces. 1993 misigitippaatigut soorlu saqqummersitsiviup iluaniittugut. Soorlu “nujuartat” pillugit sarsuatitaliarpassuarnisut, uanili nujuillisarneqaqqissaakkatut takutinneqarlutik. Should one embrace or reject? That’s what the Graces in Pia Arke’s photo work The Three Graces seem to be thinking. Reluctantly they hold objects that symbolise a special ethnicity and a special place of belonging. Reluctantly they let themselves be called “Graces” – three goddesses that in the Western art tradition represent such things as beauty, charm and creativity, and who were depicted absorbed in each other’s company and touching each other affectionately. Arke’s three Graces stand, in contrast, at a cool distance from one another, so that this obvious breach with the tradition becomes a visible sign of a showdown with the Western view of ethnic art. Guutiusullu tamanna katersuuffigaat. Ini pinngortippaat, uagut isiginnaartuusugut unittariaqalersilluta – takunnillutalu. Isigikkit eqqarsaatimikkut inissisimaneri oqariartuutaallu qimerloorlugu. Eqqumiitsuliaq tunissuteqarpoq tigusillunilu. Isiginnaartuusugut attuumassuseqartutut misigitilluta. Susunnimik tammartikkuminaatsumik naasaqartilerluta. Eqqumiitsuliap isiginnaartoq sunniuteqarfigaa, ingerlaqqinnermini eqqarsaataanut sunniuteqarluni – pissutsillu pillugit oqariartuuteqalersillugu. Eqqumiitsuliortup oqariartuutaa tassani paarlaateqatigiinnermi pinngorpoq, Arkep eqqumiitsuliaani De tre Gratier erseqqinnerusinnaagani. Guutiusut akerleriillutik piviusuliamiipput eqqumiitsuliornikkut nunanut killernut nunanullu inuiaassutsimik aallaavilinnut tikkuussillutik. Eqqumiitsuliaq isummanut imminut assortuuttunut ilisarnaatinngorpoq, kalaallit eqqumiitsuliaani tamanna takussaagajuttarpoq, inuiaassutsimik aallaaveqarluni eqqumiitsuliaq nammineq saqqummernermini inuiaassutsimut ilisarnaatitut eqqumiitsuliatullu imikkoortikkuminaassilluni. Arkep De tre Gratier aqqutigalugit imminut isummatigut assortuunnerup atorunnaarsinnaanera periarfissippaa. Assigiinngitsutigut akerleriittutut inissisimanermigut eqqumiitsuliaq kulturimut aallaavimminut uteqqippoq – anersaamigullu. Isigisaq nikisinngikkaluarlugu, eqqarsaatilli angerlamut uterteqqinneqarput, pissaanerlu nunasiaatilinnit pigineqarunnaarluni nunasiaasimasunit pigineqalerluni. Guutiliat isiginnaartoq aggersarpaat, aalajangersimasuinnarli tikillugu. Soorlu igalaamerngup saqqummersitsivimmiittut takutitap attorneqarnissaannut assersortarai. Sara Olsvig Just as reluctantly they seem to reveal a recognition that they are being used here as media for a state. The state of being between stages not in a hierarchical sense, but in an artistic sense. Of being between the stage where ethnographica are collected and exhibited as curiosities from distant regions for some more or less interested viewer, and the stage of being themselves – of being women in a modern world and art in a modern world at a time and in a place that are of no account. The Graces reflect themselves in themselves, then they turn their backs and eventually they stare at us. In so doing they make us – the viewers – the central factor in the work. They invite us to understand their standpoint. The photographs function as showcases in themselves. As when you are visiting an ethnographic museum looking at messages from the past filtered through the collector’s eye. Arke’s photos are clearly constructed in the same way, as small needles cut into bone or tooth, masks from different parts of a country, variations of pearl collars and skin trousers are laid out side by side behind the glass of the showcase. From this constructed reality the Graces takes the viewer towards a place that no longer exists. The photostat of a Greenland landscape in the background and the angle from which the picture was taken give a sense of being on a stage. As in one of the scenes in the innumerable films about “the savages”, but here domesticated down to the smallest detail. The Graces gather around this place. They create the space in which we viewers are forced to stop – and look. Look at them and view their standpoint and message. The work gives and it takes. It gives the viewer a sense of belonging. A taste in one’s mouth that cannot immediately be rinsed away. The work sets its mark on the viewer, and the viewer wanders on in her or his world enriched by this emotion – as a messenger for a state. The artist’s message is formed in this exchange, a relation that could not be depicted more clearly than Arke does in The Three Graces. There is a contradiction in the way the Graces in their constructed reality signal links both to Western art and to traditional ethnic art. The work becomes a symbol of the ambivalence that often envelops modern Greenlandic art, in which the ethnic expression in some contexts makes the object something in between ethnographica and art. With The Three Graces Arke succeeds in creating a space where there is no ambivalence. By being self-contradictory at a number of levels the work becomes an expression of the artist’s repatriation of art to her own culture – but at an existential level. Without the object being moved, it is the thoughts that are moved home and the power relation changes from having belonged to the colonial power to now belonging to the person who was colonised. Quietly the Graces allow the viewer to approach, but only to a certain point. As when the glass naturally rejects the touching of the objects in a showcase. Sara Olsvig 35 Pia Arke. Etnoæstetik. 1995 Pia Arkes bog Etnoæstetik blev udgivet første gang af Kunsttidsskriftet ARK i 1995. I essayet, der oprindelig blev skrevet som Arkes afslutningsopgave ved Afdelingen for Teori og Formidling på Det Kgl. Danske Kunstakademi, reflekterede hun som en af de første i dansk sammenhæng over kunstens mulighedsrum i feltet mellem forskellige kulturer. Nu foreligger teksten i en tresproget udgave og bliver således tilgængelig for et internationalt publikum. Etnoæstetik er også i dag en tekst, der anfægter enhver forestilling om at kunne skelne mellem “dem” og “os” ved at tale ud fra en position, der hverken anerkender det ene eller det andet, men i stedet rejser et nyt, “blandet” subjekt, der er både-og, eller, med Arkes egne ord, en “bastard.” Hun sagde ordet med et glimt i øjet, uden bitterhed, vel vidende hvilke billeder det fremkaldte i tilhøreren. For den politiske kritik i Arkes værk er altid nøgtern. Den postkolonialistiske diskussion handler ikke om skyld, som hun skriver et sted i Etnoæstetik, men om at forholde sig konkret til virkeligheden i den sen-kolonialistiske kultur, herunder spørgsmålet om, hvordan man kan blive et menneske (og en kunstner), når man 36 Pia Arke. Etnoæstetik. hverken er os eller dem, mig eller dig. Dette spørgsmål var for Arke et “æstetisk” (dvs. formmæssigt) anliggende, og måske ligger der i hendes valg af begrebet “etnoæstetik” i stedet for “postkolonialisme” også en eksistentiel erkendelse af, at denne udfordring er grundlæggende og permanent. Det er en udfordring, som alle mennesker står over for; en udfordring, som altså ikke bare kommer “efter kolonialismen”, men i en vis forstand før den. Det handler ikke om bagudrettet skyld, men om fremadrettet ansvar. Arke havde, tidligere end de fleste, forstået at “kolonialisme” (den enes beherskelse og udbytning af den anden) både i det store og i det små følger af de æstetiske distinktioner, der sættes mellem “dem” og “os”. Og svaret var at opgive eller i hvert fald bestandigt at udfordre distinktionen. Det etnoæstetiske spil er et grundvilkår, men “det fremmede der er på spil, er os selv, siger vi. Og det sidste kan, om ikke andet, forklare hvorfor vi så energisk kaster os ind i spillet”, som Arke selv formulerede det i teksten. Lars Kiel Bertelsen Pia Arkep atuakkiaa Etnoæstetik siullermik 1995-mi saqqummerpoq atuagassiami Kunsttidsskriftet ARK. Allaaserisaq tassaasoq Det Kgl. Danske Kunstakademimi Afdeling for Teori og Formidlingimi soraarummeerutigisimasaa, tassani Arkep siulliit ilagalugit qallunaanut atatillugu kulturit assigiinngitsut akornanni eqqumiitsuliornerup periarfissai isumaliutersuutigisimavai. Allaaserisaq maanna oqaatsinut pingasunut saqqummiunneqarsimalerpoq, taamaalilluni nunani tamani soqutiginnittunit atuarneqarsinnaalerluni. Allaaserisaq Etnoæstetik ullutsinni suli oqariartuuteqarpoq “uku” “uagut” immikkoortinnissaanik takorluuisarnerup qularnassusaanik, manna aallaavigimmagu isiginnittaatsit arlaannaalluunniit akuerisariaqanngitsoq, apeqqulli allamut nuuttariaqarluni, “akuugaaneq”mut, tassaalluni aappaatigutaammalu, iml, Arkep nammineq oqarneratut, “akusaq”. Tamannalu quiasaarpasilluni oqaatigaalu, ilumikkersimarpasigani, tusarnaartup qanoq takorluugaqalersinnaanera ilisimalluarlugu. Arkep suliamini naalakkersuinikkut isornartorsiuinini tamatigut silatusaartumik ingerlattarpaa. Etnoæstetik ilaanni allassimavaa, nunasiaqarsimanerup kingorna oqallittarneq pisuutitsiniaanermik imaqanngitsoq, kisialli nunasiaqarsimanerup kingunerisaanik inooriaatsit pilersimasut piviusumik aallunneqartarnissai, tassungalu atatillugu qanoq inuttut ilivitsunngorsinnaaneq 1995 Pia Arke. Ethno-Aesthetics. 1995 (eqqumiitsuliortunngorsinnaaneq), tassami uaguunaananilu ikkuunngimmat, uangaananilu illiunngimmat. Pia Arke’s Danish-language essay Ethno-Aesthetics was first published by the Danish art journal ARK in 1995. In the essay, which was originally written as Arke’s graduate thesis from the Department of Art Theory at the Royal Danish Academy of Fine Arts, she reflected (as one of the first to do so in a Danish context) on the possibilities open to art in the field between different cultures. Now the text appears in a trilingual edition and has thus become accessible for an international readership. Apeqqut taana Arkemut “ileqqutigut pissutsinut”(“æstetisk”) tunngassuteqarsimavoq (tassa ilutsimut atatillugu), immaqalu taaguut (“etnoæstetik”) atorsimallugu, “nunasiaqarsimanerup kingunerisaanik” taaguusernagu, taamatullu toqqammaviatigut nassuerutigigamiuk, unammilligassaq tamanut aallaaviummat ataavartuullunilu. Unammisassaq tamanna kikkunnut tamanut atuuppoq; tassa “nunasiaajunnaarnerup” kingunerani aatsaat takkutinngimmat, aammali ilaatigut suli atuutinnginnerani pisimasut eqqarsaatigalugit pioreerami. Pisimasuni pisuutitsiniarnerunani, kisialli siunissamut akisussaaffeqarnissamut atalluni. Arke amerlanernit siulliulluni “nunasiaateqarnerup suussusia” paasisimavaa (aqutsisup atornerluinera) pissutsini annerusuni minnerusunilu “uku” “uagullu” akornatsinni assigiinngissutsit nassatarigaat. Akissutaavorlu assigiinngissutit asoorunnissaat iml. unammillertuarnissaat. (Etnoæstetiske) Inuianni pissutsit ingerlarngi tamani atuuppoq, kisiannili “takornartat pileraangata uagut pissutaasarpugut, taamatut oqartaraagut. Kingulleq nassuiaataasinnaavoq sooq taama piumassuseqartigaluta ajugaanniuttunullusooq peqataajumasarnerput.” Lars Kiel Bertelsen (and an artist) when one is neither us or them, me or you. For Arke this question was an “aesthetic” concern (i.e. a matter of form), and perhaps her choice of the concept “ethno-aesthetics” instead of “postcolonialism” also contains an existential recognition that this challenge is fundamental and permanent. It is a challenge that all people are faced with; a challenge which therefore does not just come “after colonialism”, but in a certain sense before it. It is not a matter of past guilt, but of Also today Ethno-Aesthetics future responsibility. Earlier is a text, which by speaking than most Arke had underfrom a position that recogn- stood that in both great things and small things “coises neither the one nor the other, challenges any notion lonialism” (the mastery over and exploitation of one party that it is possible to distinby another) is a consequence guish between “them” and “us” and instead establishes of the aesthetic distinctions that are set up between a new “mixed” subject that is both-and or, in Arke’s own “them” and “us”. And the words, a “mongrel”. She said answer was to abandon or in any case to continually the word with a twinkle in her eye, without bitterness, challenge this distinction. well knowing what pictures The ethno-aesthetic game is a fundamental condition, but it evoked in the listener. “the alien element that is For the political criticism at play is ourselves, we say. in Arke’s work is always And this can, if nothing else, level-headed. As she writes explain why we throw ourin Ethno-Aesthetics, the postcolonial discussion is not selves with such energy into the game”, as Arke herself about guilt, but about relaput it. ting concretely to reality in late-colonial culture, includLars Kiel Bertelsen ing the question of how one can become a human being 37 TEMASEKTION 5: SCORESBYSUNDHISTORIER Sammisaq immikkoortortaq 5: Denne sektion kredser – med udgangspunkt i Pia Arkes hovedværk, bogen Scoresbysundhistorier – om metodens udsagnskraft: Hvad er det Arkes kunstneriske forskning får sagt noget afgørende om? Sektionen er lige ud talt spækket med hovedværker: Dummy (1995-2003) – det omfattende billede- og tekstværk, der som titlen peger på er et direkte forlæg til Scoresbysundhistorier og et kunstværk i sin egen ret – den fotografiske serie Telegrafi (1996) og “kaffe-genbrugsværket” Jord til Scoresbysund (1998). Om sidstnævnte fortæller Arke i et brev til sin medforfatter på Scoresbysundhistorier, Stefan Jonsson: “Man kan sige værket er anekdotisk, fordi det hænger sammen med mit Scoresbysundophold, hvor min svigerinde opdagede jeg smed den brugte kaffe ud.” Ud skulle kaffen, men gennem vinduet – for at kompostere på stedets ellers ufrugtbare stengrund. “Det syntes jeg på forskellige måder var interessant. Scoresbysund blev på grund af en misforståelse anlagt der hvor det ligger i dag. Og med hele idéen omkring Danmarks rettigheder til Grønlands undergrund osv. har værket historisk en del dybde. Men det kan også ses uden at vide disse ting.” Med 151 snoromvundne gamle kaffefiltre lagt ud i et kvadrat praktiserer Arke det umuliges kunst: Hun får fat i en potentialitet, et mulighedsrum uden forudbestemte mål. Et rum, hvor der ikke skrives lineær historie, men hvor der forhandles og skabes midlertidige historier, der bryder med den konventionelle tids logik, for at favne den subjektive oplevelse. Hun får italesat den tavshed, der omgærder båndet mellem Grønland og Danmark. Dette ses tydeligt i et værk som Telegrafi, der handler om, hvordan mødet mellem modsætninger og kommunikationen hen over afstande og afgrunde for altid forandrer dem, der mødes og det, der kommunikeres. Og hun får italesat fortielsen af, at båndet mellem fortid og fremtid – historiens gang og det som holder nu’et oppe – slår knuder på sig selv, når det skal rumme den individualiserede, subjektive tid. Arke forbliver cool og forsøger ikke at hugge knuden over med et heroisk sværdslag. Det sværd, der hed postcolonial studies bød sig ellers til fra det store udland. I stedet asede og masede hun i det ene værk efter det andet for at løsne knuden lidt og arrangere den om muligt lidt mere humant. Scoresbysundhistorier er på mange måder kronen på værket – på et personligt og kollektivt arbejde. Anledningen til værket var, at hun i 1995 havde fundet fire fotoalbums hos sønnen af Uuma immikkoortortap sammivaa – Pia Arkep suliaasa pingaarnersaaniit aallaavilik atuagaq Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat – periaatsip kiminga pillugu: Sunaana Pia Arkep eqqumiitsuliornermik ilisimatusarfiginerata ilisarnaataalluinnartumik oqaatiginiagarigaa? Immikkoortortaq oqaatigilluaannarlugu sulianik pingaarnernik qammippoq: Dummy (1995-2003) – assilianik allakkanillu imaqarluartoq qulequtaata paasitippaa Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat-nut toqqaannartumik attuumassuteqartoq immikkullu eqqumiitsuliaalluni – assit tulleriiaartut Nalunaarasuartaateqarneq (1996) aamma “kaffe-genbrugsværket” Ittoqqortoormiit saanngutissaannut (1998). Kingullermut atatillugu Arkep Stefan Jonssonimut Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat-mik atuakkioqatiminut allakkamini oqaluttuaraa: “Suliaq oqaatigineqarsinnaavoq oqalungusiarpalaartuusoq, pissutigalugu Scoresbysundimiinninnut attuumassuteqarmat, ukuama paasimmagu kaffit atoreernikut igittarakkit.” Kaffilu igittariaqarpoq, igalaakkut avammut – nuna qaarsuinnaasoq issuninniassammat. “Tamanna assigiinngitsutigut soqutiginartikkakku. Scoresbysund paatsoornikkut ullumikkut inissisimaffimmini tunngavilerneqarpoq. Eqqarsaat Danmarkip Kalaallit Nunaata pisuussutaanik uumaatsunik piginnittuusutut imminut isiginera il.il. eqqumiitsuliaq oqaluttuarisaanerup ilorpiaanik takutitsisuuvoq. Kisianni, tamanna takuneqarsinnaavoq oqaluttuarisaaneq sianigisaqarfiginngikkaluarluguluunniit.” Kaffiliorfiup aqajarukui 151-it qilersukkat isoqqaarissunngorlugu iliorakkat eqqumiitsulioriaatsip sapernartua Arkep atorpaa: Sunniussinnaassuseqartumik immini pissaaneqartoq, periarfissaq siunertaleriigaanngitsorlu takutippaa. Piffik aalajangeriigaasumik oqaluttuaqanngitsoq kisiannili isumaqatigiinniarfiusoq oqaluttuaagallartunillu pilersitsisoq, qallikkut pissusissamut naapertuuttup piffissaata tunngaveqarluartumik eqqarsartaasilik imminuinnaq tunngasoq angutserlugu misigisassaq. Qilerut Kalaallit Nunaata Danmarkillu akornaniittoq nipangiussaagaluartoq oqariar-tuuteqalersippaa. Tamanna ersarissumik takuneqarsinnaavoq Nalunaarasuartaateqarneq-mi tassani pineqarmat akerleriit naapinnerat attaveqatigiinneq ungasissuseq qunnerillu naapiffianni attaveqaqatigiinneq. Aammattaaq qanga siunissallu qilerutaa oqalutsilerpai – oqaluttuarisaanerup ingerlarnga massakkorpiaallu napatinneqarnerisa tiggunnerat namminiussuseq imminuinnaq tunngasumik piffissaliussaa. Arkep manngertitaarluni sapiissuseqartumillu qilerut panamik kipinianngilaa. Sakkoq pana taaguutilik postcolonial studies – nunasiaataanerup siornanik misissuineq, avataaniit imminut neqeroorutigigaluartoq, eqqumiitsuliorluni sulerulunnermigut qilerut qilerussaariartuaarpaa inuppalaarnerusumik aaqqissorlugu. Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat pingaarnertut suliatut oqaatigineqarsinnaavoq – inuttut ataatsimoorussatullu suliaq. Suliamut peqqutitut taaneqarsinnaavoq 1995-imi Ejnar Mikkelsenip ernerata angerlarsimaffiani assiisiviit 38 Ejnar Mikkelsen, som hun lakonisk kaldte for “opfinderen af Scoresbysund by”, da det var ham, der forestod koloniseringen af Ittoqqortoormiit med indbyggere fra Angmagssalik (i dag Tasiilaq). De satte hende ikke bare på sporet af den tabte tid, men også på sporet af et de facto historieunderskud. I omegnen af den danske metropol opstøver Arke tusindvis af arkiv- og amatørfotos taget af kolonister og tilkaldt arbejdskraft fra Danmark og befolket af uidentificerede grønlandske subjekter. Da de ikke var forsynet med oplysninger hverken om person- eller stednavne, “var fotografierne i princippet værdiløse”, fortæller hun. Så hun sætter sig for at identificere dem. I første omgang interesserer hun sig for fotos fra perioden 1924-32, dvs. fra koloniseringen og de første formative år – lang tid før grønlænderne i Ittoqqortoormiit selv begynder at fotografere. Det er ikke blot æstetiske og sociale interesser, der får hende til at undersøge, dels hvad der blev af de grønlændere, som blev lovet fede tider (fangstområder), hvis de ville forlade Angmagssalik/Tasiilaq og slå sig ned i den danske koloni, og dels hvordan mødet mellem de forflyttede og de tilrejsende grønlænderne og europæerne spændte af. Det er tillige en etisk interesse for mødet mellem biopolitik og geopolitik, der driver værket. I 1933 afgør domstolen i Haag en tvist mellem Danmark og Norge om Scoresbysundområdet. Med afgørelsen kunne Danmark, der ikke bare havde plantet sit flag, men også sine koloniserede på pletten, lægge sidste brik i et spil, der gav nationen overhøjhed over hele Grønland. Der kan man tale om fede tider – i videnskabelig, militær og æstetisk forstand. I tråd med kolonialismens transport af resurser fra koloni til metropol, blev Ittoqqortoormiits historie i vid udstrækning flyttet til danske lofts- og kælderrum, der hvor gamle fotoalbums havner og går i glemsel. Det giver derfor god mening, når Arke undersøger den mobile og den stedfaste historie. Med Scoresbysundhistorier findes der nu en måde at bringe dem tættere på hinanden. Bogen er et decideret engagement med den postkoloniale tilstand, som vi alle er i på den ene eller anden måde. I den skabes et egentligt postkolonialt rum, hvor disse klassiske modsætningspolers enten-eller sættes ud af drift; hvor modsætninger ikke længere kan anskues hver for sig, men altid er tilstede samtidig. Som Carsten Juhl pointerer: “Mens den vestlige selvforståelse kun kan [fejre] sig selv som civilisation i fredstid og må fortrænge verden i alle andre tider, så er den postkoloniale situation i overensstemmelse med tiden.” ITTOQQORTOORMIINIIT OQALUTTUAT sisamat nassaarisimagamigit, taagukkaminik “Illoqarfik Scoresbysundimik pilersitsisoq” taassuma nunasiaatip iluani Ittoqqortoormiut inoqalersimmagu inunnik Ammassalimmiit (ullumikkut Tasiilaq) inoqalersillugu. Taakkua piffissamik ersinngitsumik tappissilersiinnarnani aamma aqqutissiuummani oqaluttuarisaanermik amigaat piviusuusoq nassaarineranut. Danskit illoqarfissuata avatinnguani Arkep nassaariortorpai assit nunasiaatilinneersut aammalu Danmarkimiit sulisut tikisitat assilisarisimasaat inunnik kalaallinik kinaassusiligaanngitsunik ulikkaartut. Kinaassutsimik suminngaanneerneranilluunniit paasissutissartaqanngimmata “assit tunngaviusumik naleqanngikkaluarput” Arkep oqaatigaa. Taamaalilluni kinaassusersorlugit aallartippai. Siullermik assit 1924-32-imeersut soqutigineruai, tassa nunasiaalernerup ukiui siulliit – Illoqqortoormiormiut namminneq suli assiliisalinngikkallarmata. Kusanartulianik inuunermullu tunngasut kisiisa pillugit misissuisimanngilaq. Sumut kalaallit pisimanersut naak neriorsorneqarsimagaluartut pissutsinik nutaanik pitsaalluinnartunik (piniarfigissaartunik), Ammassalik/Tasiilaq qimakkunikku niuertoqarfik nutaaq nunagilerunikku, aammattaaq pissutsit qanoq ittut atuutilissanersut nuutsitat tikisitat kalaallit qallunaallu akornanni. Taamatut ingerlatsineq ileqqorissaarnermut soqutiginninneruvoq biopolitikkimut geopolitikkumullu naapitsineq. 1933-imi Haag-imi eqqartuussivissuup aalajangerpaa Danmarkip Norgellu Scoresbysundimut tunngatillugu aaqqiagiinngissutaat. Aalajangiinerup Danmarkip naalaagaassusersuani takutissinnaanngorpaa aammami erfalasortik kapputereersimagamikku. Tassani oqaatigineqarsinnaavoq pissutsit pitsaalluinnartut atuutilermata – ilisimatusarneq, sakkutooqarneq kusanartuliornerlu eqqarsaatigalugit. Nunasiaqarnerup nukinnik ingerlatsinermini nunasiaammiit illoqarfinngortitsinermini Illoqqortoormiut oqaluttuarisaanera danskit qaliaannut naqqullu ataanut nutsertippai, taakkunani assiisiviit pisarmata puigugaallutillu. Taamaattumik isumaqarluarpoq Arkep oqaluttuarisaaneq ingerlaartoq aamma uninngasoq misissuiffigimmagu. Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat aqqutigalugu periarfissaqalerpoq imminnut qanillisarnissaat. Atuakkap tamatta sutigulluunniit peqataatippaatigut nunasiaanerup siornagut pissutsinut. Iluani pilersitsivoq nunasiaanerup siornagut piffimmik, tassani akerleriit piujunnaarnerat imaluunniit piunerat atorunnaarsinneqarfigaat; akerleriit immikkoortinneqarsinnaajunnaarnerat, kisiannili tassaniittuartut. Soorlu Carsten Juhlip erseqqissaaneratut: “Killiunerusut imminnut paasinninnerat imminnut atugartuussusertik nalliuttorsiuutigalugu ukiuni sorsuffiunngitsuni nunarsuullu sinnera puiguinnarlugu, taava nunasiaataaneq sioqqullugu piffissap pissusaa piffissamut naapertuuppoq.” THEME SECTION 5: STORIES FROM SCORESBYSUND Taking its departure in Pia Arke’s major work, the book Stories from Scoresbysund, this section considers the strength of her method: What is it that Arke’s artistic research succeeds in saying something decisive about? The section is literary filled with main works: Dummy (1995-2003) – the comprehensive picture and text work which, as its title indicates, is a direct precursor for Stories from Scoresbysund and a work of art in its own right – the photographic series Telegraphy (1996) and “the coffee recycling work” Soil for Scoresbysund (1998). About the latter work Arke writes in a letter to the co-author of Stories from Scoresbysund, Stefan Jonsson: “One may say that the work is anecdotal because it is linked to my stay in Scoresbysund, where my sister-in-law noticed me throwing out the used coffee grounds.” The coffee had to be thrown out, but through the window – to compost on the town’s otherwise barren stony ground. “I thought that was interesting in various ways. Scoresbysund was founded because of a misunderstanding there where it is situated today. And with the whole idea of Denmark’s rights to Greenland’s underground, etc. the work has quite a lot of depth historically. But it can also be viewed without knowing these things.” With 151 old coffee filters wound about with string and laid out in a square Arke practises the art of the impossible: she gets hold of a potentiality, a space of possibility without a predetermined goal. A space where linear history cannot be written, but where temporary histories are negotiated and created; histories that depart from the logic of conventional time to embrace subjective experience. She articulates the silence that surrounds the bond between Greenland and Denmark. This is clearly seen in a work like Telegraphy, which deals with how the meeting of opposites and the communication across distances and abysses change forever those who meet and what is communicated. And she articulates the passing by in silence of the fact that the bond between past and future – the progress of history and what underpins the now – ties itself into knots when it has to find room for individualised subjective time. Arke remains cool and does not try to cut the knot with a heroic stroke of the sword, even though the sword that was called postcolonial studies was on offer from abroad. Instead she slogged away in one work after the other to loosen that knot and, if possible, arrange it a little more humanely. Stories from Scoresbysund is in many ways her crowning work. The work was occasioned by the finding in 1995 of four photo albums in the home of the son of Ejnar Mikkelsen, whom she laconically called “the inventor of Scoresbysund town”, as it was he who was in charge of the colonisation of Ittoqqortoormiit with inhabitants from Angmagssalik (today Tasiilaq). The photos put her on the track not only of the lost time but also of a de facto historical lacuna. In and around the Danish capital Arke unearthed thousands of archival and amateur photos taken by colonists and migrant workers from Denmark and populated by unidentified Greenlandic subjects. As they were not provided with information about persons or places, “the photographs were in principle without value”, she writes. So she set about identifying them. Initially she was interested in the period around 1924-32, i.e. from the colonisation and the first, formative years – a long time before the Greenlanders in Ittoqqortoormiit began to take photos themselves. It was not just aesthetic and social interests that made her investigate what happened to the Greenlanders who been promised a life of plenty (good hunting) if they would leave Angmagssalik/Tasiilaq and settle in the Danish colony, and how the meeting between those who had been removed and those who had come from abroad, Greenlanders and Europeans, worked out. There was also an ethical interest in the meeting between biopolitics and geopolitics that impelled the work. In 1933 the International Court of Justice at The Hague decided a dispute between Denmark and Norway about the area around Scoresbysund. The decision meant that Denmark, which had not only planted its flag but also its colonised subjects at the spot, could make the final moves in a game that gave the nation sovereignty over all Greenland. Now one could speak of times of plenty – scientifically, militarily and aesthetically. In parallel with colonialism’s transport of resources from colony to metropole Ittoqqortoormiit’s history was to a large extent moved to Danish attics and basements, rooms where old albums end up and are forgotten. It therefore makes good sense that Arke investigated both the mobile and the place-bound history. With Stories from Scoresbysund there is now a way of bringing them closer to one another. The book is a determined engagement with the postcolonial condition that we all find ourselves in one way or another. In it an actual postcolonial space is created in which the either-or of these classical oppositions are rendered inoperative; where oppositions can no longer be viewed individually but are always simultaneously present. As Carsten Juhl points out: “While the Western self-understanding can only [celebrate] itself as civilisation in peacetime and must suppress the world at all other times, the postcolonial situation is in accord with time.” 39 Pia Arke. Dummy. 1995-2003 Titlen på Pia Arkes værk Dummy skal læses bogstaveligt. Værket består af en “dummy” – det vil sige en sideskitse, som angiver sidernes rækkefølge samt billedeog tekstplacering på hvert sideopslag. De indrammede og vægophængte sideskitser giver et øjebliksbillede af, hvordan Arke gik til værks, da hun samlede sine indsamlede fortællinger, billeder og dokumenter fra Scoresbysund/Ittoqqortoormiit til bogen Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning (Borgens Forlag, 2003). Den dummy, vi ser ophængt, er for sin del bare den næstsidste i en række lignende dummies, som Arke anvendte som arbejdsfundament, da hun planlagde sin bog og diskuterede den med sin medarbejder Stefan Jonsson og sin forlægger Poul Henrik Westh. skerne dér manglede en historie. Stedets fortid havde ikke nogen given plads i indbyggernes kollektive hukommelse. Desuden manglede samfundet historiske dokumenter, som gengav årene, der var gået. Arke satte sig for at rode bod på dette historiske underskud. Hun indsamlede dokumenter om Scoresbysund, som var spredt over det halve Europa. Hun dokumenterede også historierne, som indbyggerne selv havde gemt i deres hukommelse og fotoalbums. På den måde ville hun genoprette Ittoqqortoormiits historie nedefra ved at fremlægge det mylder af minder og erindringer, som er blevet udeladt i den officielle danske kolonihistorie. Til forskel fra den officielle historieskrivning havde den mangfoldighed af fortællinger, fotografier Dummy viser, at Arke betragtede og erindringer, som Arke Scoresbysundhistorier som et indsamlede, ikke nogen bestemt kunstværk såvel som et boglinje. De kunne ikke sættes samprojekt – skønt måske allerhelst men til en sammenhængende som et nyt æstetisk objekt uden fortælling, men kun som en navn. En forfatter ville næppe mosaik af historier, som løber udstille manuskriptet til sin ind i og ud af hinanden som et færdige bog. Blandt kunstnere garnnøgle. At Arke lagde så stor derimod er det almindeligt, at vægt på dummy’en og ophøjede skitsen værdsættes som et værk den til et kunstværk i sin egen i sin egen ret. ret, viser at hun opfattede den ufærdige formgivning som den Og som flere andre værker af eneste form, der præsenterede Arke viser Dummy tillige, at sandheden om Ittoqqortoormiits hun tilhører de kunstnere, som ufærdige og uafsluttede historie. betoner den kunstneriske proces Dermed udpeger Dummy tre snarere end resultatet. Arke grundidéer i Arkes historiesyn. havde knapt nok færdiggjort For det første er historien om manuskriptet til ScoresbysundScoresbysund ikke én, men historier og afleveret det til mange. For det andet handler tryk, før hun vendte tilbage til denne historie bogstaveligt talt dummy’en, tog siderne fra hinom en kolonial konstruktion; en anden og begyndte at overveje, plads som udtænktes og fabrikom ikke dokumenterne kunne eredes på et skrivebord i Købenordnes i nye kombinationer. havn. For det tredje er denne historie uafsluttet. I lighed med Netop derigennem bliver dummy’en har den ikke få sin Dummy også et spejl af hele endegyldige form – og det får den Arkes indstilling til sit fødested nok aldrig. Scoresbysund. Da hun efter 35 år vendte tilbage til byen i Stefan Jonsson 1997, oplevede hun, at menne40 Pia Arke. Dummy. Pia Arkep suliaata qulequtaa Dummy taamatorpiaq paasineqassaaq. Suliaq tassaavoq “dummy” – tassalu suliareqqitassaq quppernilersugaq, quppernerit tulleriiaarneqarnissaannik oqaluttuartoq ilanngullugit quppernerni sorlerni assilissat allagartaallu qanoq tulleriiaarneqassanersut. Suliareqqitassat quppernilersukkat sinilerlugit nivinngarneqarsimasut ingerlaannaq oqaluttuarput Arke qanoq suleriaaseqarsimasoq Ittoqqortoormiit pillugit atuakkiassani Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat. Assit, inulerneqarnerat nunap assiliornerlu (Borgens Forlag, 2003) allassallugu oqaluttuat, assilissat uppernarsaatissallu katersoramigit. Dummy taanna nivinngarneqarsimasoq tassaaginnarpoq piviunngitsut tassunga assingusut arlallit, Arkep sulinermini najoqqutassamisut atugaasa, kingullersaata tullia, taamani atuakkiassani piareersarlugu suleqatiminik Stefan Jonssonimik saqqummersitsisussaminilu Poul Henrik Westhimik oqaloqateqartarnermini. Dummy-p takutippaa Arkep Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat atuakkiatut isigiitigalugit aamma eqqumiitsuliatut isigigai – naak immaqa kusanartuliatut saqqummiussassatut ateqanngitsutut isigerusunnerugaluarlugit. Atuakkiortup atuakkiami tamarmiusup allannera takutikkusuppallaartarunanngilaa. Kisianni eqqumiitsuliortut akornanni nalinginnaavoq suliarigallakkat suliatut namminneq nalilittut pingaartinneqartarnerat. Arkep suliarisartagaatut arlalittulli Dummy-p aamma ersersippaa arnaq taanna eqqumiitsuliortunut eqqumiitsuliap suliarineranik ersersitserusuttunut ilaasoq, inernera pinerunagu. Arkep Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat allannerat naammassiinnavillugu naqiterisussamullu tunniutereerlugu ingerlaannangajak dummymut uteqqippoq, quppernerit piiarlugit eqqarsaatigilerlugulu uppernarsaatit nutaamik allatut katiterneqarsinnaannginnersut. Tassuunarpiarlumi Dummy tarrarsuutinngorportaaq Arkep inunngorfimminut Ittoqqortoormiinut isiginninneranut tamarmut. Ukiummi 35-t qaangiute- Pia Arke. Dummy. 1995-2003 1995-2003 reersut illoqarfimmut 1997-imi uterami paasivaa tassani najugallit oqaluttuaqanngitsut. Najugaqarfiup oqaluttuassartaata innuttaasut ataatsimut eqqaamasassissimanngilai. Inooqatigiittaaq ukiut taakku ingerlanerini oqaluttuarisaanermut uppernarsaatissaqanngillat. Arke aalajangerpoq oqaluttuarisaanermik amigaateqarneq taanna qanoq iliuuseqarfiginiarlugu. Ittoqqortoormiit pillugit paasissutissat, Europap affaani siammarsimasut, katersorpai. Innuttaasalumi namminneq eqqaamasamikkut assiisivitsigullu toqqortigaat atorlugit oqaluttuat uppernarsaaserpai. Taamaaliornermigut Ittoqqortoormiit oqaluttuassartaat naqqaniit pilerseqqinniarpaa, eqqaamasarpassuit, danskit nunasiaateqarnerminnik pisortatigoortumik oqaluttuaanni, mininneqarsimasut. Pisortatigoortumik oqaluttuamit allaanerulluni oqaluttuat, assit eqqaamasallu assigiinngisitaaqisut, Arkep katersugai, aalajangersimasumik malitaqanngillat. Oqaluttuamut imminut ataqatigiissumut inissititerneqarsinnaanngillat, oqaluttuaallutilli assilissatut imminnut katitikkat, paarlagaattut, nuersagassatulli. Arkep Dummy-mik taama pingaartitsitiginerata eqqumiitsuliatullu nammineq nalilittut qaffatsitsinerata ersersippaa ilusiliineq naammassineqanngitsoq paasigamiuk tassatuaasoq Ittoqqortoormiit oqaluttuassartaata naammassineqanngitsup eqqortumik saqqummiunnissaatut. Taamaalilluni Dummy Arkep oqaluttuarisaanermut isiginnittaasiata tunngaviinik pingasunik tikkuussivoq: Siullermik Ittoqqortoormiit oqaluttuassartaat ataasiinnaanngitsoq, amerlaqisulli. Aappassaanik oqaluttuaq taanna nunasiaatillit namminnerpiaq ilusiliineraat; Sumiiffik Københavnimi allaffimmi eqqarsaatigineqarlunilu sananeqartoq. Pingajussaanik oqaluttuaq taanna suli naammassineqanngilaq. Dummy assigalugu isikkuissani suli tigunngilaa – taamaalinngisaannarunarlunilumi. Stefan Jonsson The title of Pia Arke’s work Dummy should be read literally. The work consists of a “dummy” – that is a mock-up page that shows the sequence of the pages and the placing of pictures and text on each page spread. The framed mock-up pages hung on the wall give a momentary picture of how Arke set about her work when she assembled her collected stories, pictures and documents from Scoresbysund/ Ittoqqortoormiit for her book Stories from Scoresbysund. Photographs, Colonisation and Mapping (Borgen Publishers, 2003). The dummy we see on the wall is for its part just the next but last in a series of similar dummies that Arke used as basis for her work when she was planning her book and discussing it with her collaborator Stefan Jonsson and her publisher Poul Henrik Westh. Dummy shows that Arke regarded Stories from Scoresbysund as an artwork as well as a book project – although perhaps most preferably as a new aesthetic object without a name. A writer would scarcely exhibit the manuscript for her/his completed book. Among artists, on the other hand, it is common for studies and sketches to be valued as works in their own right. And, furthermore, like a number of other works by Arke, Dummy shows that she is one of those artists who give more emphasis to the process than to the result. Arke had barely completed the manuscript of Stories from Scoresbysund and delivered it to the printer when she returned to the dummy, separated the pages and began to consider whether it would not be possible to arrange the documents in new combinations. In this way Dummy also comes to reflect Arke’s entire attitude to her birthplace, Scoresbysund. When after 35 years of absence she returned to the town in 1997, she found that its inhabitants lacked a history. The settlement’s past had no given place in their collective memory. Furthermore the community lacked historical documents that could account for the years that had passed. Arke set herself the task of remedying this situation. She collected documents about Scoresbysund that had been spread across half of Europe. She also documented the stories that the inhabitants themselves had stored away in their memories and photo albums. In this way she wanted to re-establish Ittoqqortoormiit’s history from below by presenting the throng of memories and recollections that had been left out of official Danish colonial history writing. As opposed to the official version of history the multiplicity of stories, photographs and memories collected by Arke had no definite line. They could not be put together into a coherent narrative, but only as a mosaic of intertwined stories like a ball of yarn. That Arke attached so much importance to the dummy and elevated it to a work of art in its own right shows that she saw the unfinished form as the only kind that could present the truth about Ittoqqortoormiit’s uncompleted and unfinished history. In this way Dummy highlights three fundamental ideas in Arke’s view of history. First, Scoresbysund does not have one history, but many. Second, this history is quite literally about a colonial construction; a place that was conceived and fabricated at a desk in Copenhagen. Third, the history is unfinished. Like the dummy it has not acquired its final form – and probably never will. Stefan Jonsson 41 Pia Arke. Jord til Scoresbysund. 1998 Pia Arke. Ittoqqortoormiit saanngutissaannut. 1998 Pia Arke. Soil for Scoresbysund. 1998 “Det er tre menneskers kaffeforbrug gennem fire måneder. Da jeg var i Grønland, ville jeg smide kaffegrumset ud, men så fik jeg at vide, at det måtte jeg ikke, den skulle blive til kompost, de ville så gerne have noget mere jord. Efter tilstrækkelig lang tid bliver kaffe til jord. Kaffe er importeret, det er noget, man drikker alle steder i verden.” “Inuit pingasut qaammatini sisamani kaffisugaat. Kalaallit Nunaanniitillunga kaffit tangikui iginnialerpakka, ilisimatinneqarpungali taamaaliussanngitsunga, nunannguunniassammata, saannguteqarnerorusukkaluaqigamimmi. Sivisuumik uninngareerlutik kaffit saanngutinngortarput. Kaffi, nunarsuarmi tamarmi imerneqartartoq, nunamut eqqutaavoq.” “It is three people’s consumption of coffee over four months. When I was in Greenland I was going to throw out the coffee grounds, but I was told that I shouldn’t do that, as they wanted it to become compost. They so much wanted to have some more soil. After a sufficient length of time coffee becomes earth. Coffee is imported; it is something people drink all over the world.” Pia Arke (citeret fra Kunstavisen, nr. 5, 1998) Den oprindelige installation fra 1998 er blevet opløst, som det var tilfældet med mange af Arkes værker, men er under arbejdet med udstillingen blevet rekonstrueret af udstillingsteamet efter ovennævnte beskrivelse. 42 Pia Arke (atuagassiami Kunstavisen, nr. 5, 1998-imi issuarneqarpoq) Pia Arke (quoted from Kunstavisen, no. 5, 1998) 1998-imi ilusilernera tammarsimavoq, soorlu Arkep suliarpassuisa ilaat aamma tammarsimasut, kisianni saqqummersitsinissap suliarinerani saqqummersitsiniartuusut qulaani issuarneqartoq pissusiatut suliareqqippaat. The original installation from 1998 was dissolved, as was the case for many of Arke’s works, but has been reconstructed by the exhibition team during the work on the exhibition in accordance with the above description. Jord til Scoresbysund. 1998 Ittoqqortoormiit saanngutissaannut. 1998 Soil for Scoresbysund. 1998 © Søren Arke 43 Pia Arke. Telegrafi. 1996 Pia Arke. Nalunaarasu- Midt i det hele står Samuel Morse (1791-1872), amerikansk portrætmaler og opfinder af morsekoden og elektrisk telegrafi – af det græske “tele” (fjern) og “grafein” (skrive); altså fjernskrivning eller kommunikation over lang afstand. Ordet minder om fotografi – af græsk “fos” (lys) – som ofte er blevet brugt som historisk dokumentation for faktiske hændelser. Qeqqaniippoq Samuel Morse (17911872), amerikamiu inuit kiinaannik qalipaasartoq, toornerit titarnerillu atorlugit nalunaarasuarnermik (morsernermik) aamma innaallagiaq aqqutigalugu nalunaarasuarnermik nassaartoq – telegrafi – grækerit oqaasiannit “tele” (ungasissoq) aamma “grafein” (allanneq); tassa ungasissumut allanneq imaluunniit ungasikkaluaqisumut attaveqarneq. Oqaatsimut assingutinnarpoq fotografi (assiliineq) – grækerit oqaasiannit “fos” (qaamaneq) – amerlaqisutigut pisimasuinnut oqaluttuarisaanermut uppernarsaatitut atorneqarajuttoq. Det sort-hvide fotografi af Morse-statuen, der står i Central Park i New York, er det eneste Pia Arke selv har taget på en rejse til byen. Resten af fotografierne, farvet blå af kunstneren, fortæller om den rejse, manden på billederne foretog i slutningen af 1940’erne fra Danmark til Grønland for at arbejde som telegrafist. Manden er placeret ved siden af Morse; den ene på en sokkel, den anden på en klippe, fotograferet lidt nedefra. Begge poserer og skuer mod noget i det fjerne. De to fotografier er centrum i serien, som symmetrisk folder sig ud med otte fotografier på hver side, der så at sige spejler sig i hinanden. Umiddelbart er der en logisk modsætning mellem fotografierne på hver side. Særligt i første række, hvor manden på den ene side holder om to danske kvinder og på den anden side om to grønlandske kvinder. Vandets stille, skarpe spejling af landskabet. Billedet af huset set udefra, og billedet set indefra huset og ud. 44 Men jo længere man kommer ud i rækkerne, bliver de gentagne modsætninger mere og mere et spørgsmål om form snarere end betydning. Telegrafmast og skibsmast; skibsreb og telegraftråde; husmoren der bøjer sig hen over bordet, og fangeren der bøjer sig hen over sin kajak; skibsstævn og mandens siddende krop. Modsætningerne er formmæssig, noget der ligner hinanden, men det er ikke givet, hvad forbindelsen mellem dem betyder. Den givne, logiske spejling forvrænges og udvider modsætningernes rummelighed. Serien fortæller en historie om en anden, på samme måde som etnografer – fra græsk “ethnos” (folk) – har fortalt om grønlænderne. Den anden er blot her en ung, hvid mand, som traditionelt repræsenterer den position, hvorfra der er blevet set, opdaget, erobret og beskrevet. Det er ikke længere entydigt, hvem der ser på hvem. Arke har betegnet fotografiet som en vigtig del af det koloniale sprog, fordi det har været brugt som dokumentation for erobringen af fjerne egne. I Telegrafi betvivles den autoritet af fotografierne selv. Mette Jørgensen Morsemut eqqaassutissap, New Yorkimi Central Parkimiittup, assinga qalipaateqanngitsoq tassatuaavoq assi Pia Arkep illoqarfimmut tikeraarnermini nammineq assilisatuaa. Assit sinneri, assiliisumit namminermit tungujuartunngortinneqarsimasut, oqaluttuarput angutip assilineqarsimasup nalunaarasuartaaserisutut sulissalluni 1940-kkut naalerneranni Danmarkimiit Kalaallit Nunaaliarneranik. Morsep saniani qeqarpoq angut; aappaa eqqaassutissap sukaani aappaalu ujaqqami, atikannianniit assilisaq. Tamarmik inississimapput sumut ungasissumut isigisutut. Assini uiguleriittuni assit taakku marluk qitiupput, illugiiffaarissumik tamarmik assinik arfineq pingasunik avatangerneqarsimallutik, soorlulusooq imminnut tarrarsortut. Imaaliinnarlugu paasigaanni assit avatangiisut naleqquttumik illuatungiliipput. Pingaartumik siullerni, angutip arnat qallunaat marluk illugiissillugit eqisimaarai aappaanilu kalaallit arnat marluk eqisimaarlugit. Immap qatsungasup nunamik tarranitsitsinera. Illup silataaniit assinga, illullu iluaniit isikkiviata assinga. artaateqarneq. 1996 Pia Arke. Telegraphy. 1996 Kisianni assit tulleriiaat qimerloornerini imminnut illuatungeriittut uteqattaartut periaasinngoriartuinnartutut ipput isumaat tunorlinngorlunilusooq. Nalunaarasuartaatip napparussua umiarsuullu napparutaa; umiarsuup pituutai nalunaarasuartaatillu aqqutaat; illumi ningiu nerriviliortoq, piniartorlu qaannaminik passussisoq; umiarsuup siua angutillu issianera. Illuatungeriinnerit isikkumikkut taamaapput, imminnut assingullutik, imaakkunanngitsumilli taakku ataqatigiissutaat immini isumaqartoq. Pissusissamisut naleqquttumik tarraninneq allanngortinneqarpoq illuatungeriinnerillu imartussusiat tarparlugu. In the middle of it all stands Samuel Morse (1791-1872), American portrait painter and inventor of the Morse Code and of electric telegraphy – from the Greek “tele” (distant) and “grafein” (to write); that is, long-distance writing or communication. The word reminds one of photography – from Greek “fos” (light) – which has often been used as documentation of the factuality of historical events. Assilissat oqaluttuaraat allanik oqaluttuarneq, soorlu etnografit (inuit kulturiinik pissusiinillu ilisimatusartut) – grækerit oqaasiannit “ethnos” (inuit) – kalaallit pillugit oqaluttuartarnerat. Aappaa tassaaginnarpoq angut inuusuttoq, qaamasumik amilik, pisarneq malillugu sinniisuusoq inissisimaffimmut, taakkuninnga isiginniffiusumut, nassaarineqartunut, ajugaaffigineqartunut allaaserineqartunullu. Kia kina isigineraa ataasiinnanngorlugu paasineqarsinnaajunnaarpoq. Arkep assiliineq nunasiaateqartup nassuiaanerinut pingaarutilinnut ilaasutut oqaatigaa, pissutigalugu tamanna atorneqartarsimammat nunanik ungasissorsuarniittunik ajugaaffiginninnernut uppernarsaatissatut. Nalunaarasuartaateqarneq-mi (nalunaarasuartaateqarneq) taama imminut oqaasissaqartitaaneq assit namminneq qularnarsisippaat. Mette Jørgensen The black-and-white photograph of the statue of Morse, which stands in Central Park in New York, is the only one taken by Pia Arke herself on her visit to the city. The rest of the photographs, coloured blue by the artist, relate to the journey the man in the pictures made at the end of the 1940s from Denmark to Greenland to work as a telegraphist. The man is placed next to Morse; one of them on a plinth, the other on a rock photographed a little from below. Both are posing, gazing into the distance. The two photographs form the centre of the series, which extends symmetrically with eight photographs on each side of them as a kind of mirror image of one another. still, sharp reflection of the landscape. The picture of the house seen from outside, and the picture seen from inside the house looking out. But the further one moves out from the centre, the more the repeated oppositions become a question of form rather than of meaning. Telegraph mast and ship’s mast, ship’s ropes and telegraph cables; the housewife bending over the table and the hunter bending over his kayak; bow of a ship and a man’s body seated. The oppositions are formal, things that resemble one another, but it is not given what the connection between them signify. The given logical mirror reflection is distorted and expands the space of the oppositions. The series tells a story about the other, in the same way as ethnographers – from Greek “ethnos” (people) – have told about Greenlanders. Here, however, the other is a young white man, someone who traditionally represents the position from which the world has been seen, discovered, conquered and described. It is no longer clear who is looking at who. Arke has defined photography as an important part of the On the face of it there seems colonial language, because it to be a logical opposition has been used as documentabetween the photographs on tion of the conquest of distant each side. Especially in the regions. In Telegraphy doubts first row where the man on are raised as to such an one side has his arms around authority by the photographs two Danish women and on the themselves. other side around two Greenlandic women. The water’s Mette Jørgensen 45 TEMASEKTION 6: LEGENDE Denne sektion kigger nærmere på det ironiske spil i Pia Arkes bricolager – vanen tro med udgangspunkt i et konkret værk, nemlig serien Legende I-V (1999). De fem skrøbeligt monumentale billeder tilegner sig forhåndenværende landkort over Nordøstgrønland. Kortene er i sig selv forunderligt farverige, men de er blevet behandlet med et grafikpulver, der stedvist gør dem mørke, næsten dystre. Midt i disse barske landskaber (midt på kortene over samme) lyser en håndfuld varme gultonede kvindeportrætter op. De stammer fra Ittoqqortoormiit og tiden lige efter 2. Verdenskrig. Legende III prydes således af et ungdomsportræt af Arkes mor. Hun og de andre ser ved første øjekast ud til at bære ansigtstatoveringer. Måske lidt ligesom de fem kvinder i det berømte Qilakitsoq mumiefund, som i dag er at se på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv – eller som kvinden i Mathias Blumenthals maleri fra 1753 af Grønlænderinden Maria, der hænger i Etnografisk Samling på Nationalmuseet i København. Men ved nærmere eftersyn ser man, at det drejer sig om tilføjelsen af et transparent papir overstrøet med stednavne, der henviser til de snarrådige europæere og amerikanere, der kom først i kapløbet om at give verdenen navn: WULLF LAND (efter en svensk botaniker), KANE BASSIN (efter en amerikansk læge), HUMBOLDT GLACIER (efter den tyske naturvidenskabsmand og den moderne geografis grundlægger) og så fremdeles. “Grønland som konstruktion” kunne Arke have kaldt sit værk, og denne sektion ville have fået samme entydige titel. Men det gjorde hun selvfølgelig ikke. For Arke var formidabel til det med titler. Hun beherskede balanceakten mellem ikke at give for meget og ikke for lidt i navngivningen af sine værker, ikke at lukke læsningen, men at holde den åben, således at det slår knuder i hjernen, når man forsøger at få greb om, hvad det er, der er på færde i hendes værker. Arke leger med ord og betydninger og leger kispus med forudfattede fortolkninger. Legende. Hun peger på sagnet og myten – om Grønland, folketyper, folklore og alle tupilakkens forbandelser – før Kristendommen nåede til landet. Legende. Kristendommen nåede frem, og det samme gjorde de religiøst opbyggende beretninger om helgeners og helgeninders forbilledlige liv. Helgenlegenderne. Man kunne blive ved. Men den mest nærliggende læsning (middelalderlatin: “legenda” = noget som skal læses) må være legen- 46 den som signaturforklaring. Altså den oversigt over symbolernes betydning, som korttegnerne forsyner ethvert ordentligt land- og søkort med. Arke har forsynet sine kort med sin egen signaturforklaring hentet nede fra den lokale kolonialhandel: kaffe, sukker, ris, og de mere hjemlige næringsmidler mel og havregryn. Hun går efter sammenstillinger, der sætter et ironisk spil af betydninger i værk, og som følgelig afsøger betydningerne for at se, om der skulle være åbninger og sprækker, hvor man kunne skyde andre fortællinger og fortolkninger ind. Selv formulerede hun det således: “Jeg putter en masse historie på i stedet for at rense billedet til at være det der storslåede, æstetiske billede.” Sektionen rummer også en anselig del af de talrige værker, hvor hun helt bogstaveligt putter en masse historie på. Enten ved at skrive direkte på de sort-hvide fotografier af barndommens grønlandske tilknytningssteder. Eller ved at grifle direkte på rammen. Rammen som betydningsbærer har Arkes særskilte interesse. “Vi, de etniske i forskellige afskygninger”, skriver hun i bogen Etnoæstetik (1995), har en “interesse i at få de museale rammer med i udstillingen. Vi har en interesse i at klarlægge forbindelsen tilbage til Europa, på samme måde som æsteten har en interesse i at beskæftige sig med kunst. Her er ingen frygt for forurening af de oprindelige værdier, faktisk tværtimod.” Iblandt de røster, der kommer til udtryk på rammerne – og som beskriver steder, ankomster til steder, vejrlig, med mere i opstemt telegramstil – finder man nu amerikanske stemmer. Arke går ikke i detaljer. Det lader hun stemmerne om. Men en overordnet lejrstemning, en fornemmelse af base camps og – helt svagt – boot camps, toner frem sammen med amerikanernes tilstedeværelse. Det spejderagtige toner over i det militære. Hverdagssysler går hånd i hånd med strategiske opgaver og gammelt gyngebræt møder B-52 bombefly i fredstid. Det med fredstid er en del af det ironiske spil omkring forestillinger, der har med størrelse at gøre: det lille Danmark i den store verden, det store Danmark med de rigtige kompetencer, det lillebitte Grønland blandt verdens store nationer, det koloenorme Grønland at opdage og forvalte, og så fremdeles. Danmarks base- og atomvåbenforbud i fredstid gjaldt åbenbart ikke Grønland. Men det blev der ikke snakket så meget om. I dag taler vi heller ikke så meget om, hvad det betyder for Danmarks rolle i NATO at booste territoriet med en faktor 30. Arke taler heller ikke om det. Hun taler om tavsheden i stedet. Sammisaq immikoortortaq 6: Uani immikoortortami Pia Arkep pinnguaata bricolager sammineqassaaq – pisarneq malillugu aalajangersimasumik aallaaveqartumik, tassa nangeqattaatut Legende I-V (1999). Taakku alutornartut qajannartulli assit tallimat imaraat Tunup Avannaata nunataata assingi. Assit immini qalipaatigissaarput kisiannili eqqumiikujuttumik qalipaatigissaarlutik. Grafikpulverimik nakkalatserfigineqarsimapput, piffiit ilaat ersinangajattumik tarrajullutik. Nunat akorngini (nunat assingisa qeqqani) arnat assingi kissalaartumik qaammaarissumillu qalipaatillit takuneqarsinnaapput. Arnat Ittoqqortoormiuupput asserlu Sorsunnersuup Aappaata nalaaninngaanneerluni. Arkep anaanata inuusukkallarami assinga Legende III-ani kusanaqutaavoq. Anaanaa allallu takutsiaannarlugit isumaqarnarpoq kiinnamikkut kakiortissimasut, soorlu arnat Qilakitsormiut tusaamasat Nunatta Katersugaasiviani Allagaateqarfianiittut assigalugit – aammalu arnaq kalaaleq Grønlænderinden Maria, Mathias Blumenthalip 1753-imi qalipagaa, Etnografisk Samlingimi Katersugaasivissuarmi Københavnimiittumi nivingasoq assigalugu. Qanimut misissorlualerlugit takuneqarsinnaavoq pappialaq akimut ersingajattoq, tassanilu piffiit assigiingitsut atiisa allattorsimanerat, taakkua europamiunut amerikarmiunullu isumassarseriallaqqissunut nunanik nassaaqqaarnissamut atsiussinissamullu innersuussutaallutik: WULLF LAND (naasorsiooq svenskiusoq malillugu), KANE BASSIN (nakorsaq amerikarmioq malillugu), HUMBOLDT GLACIER (ilisimatooq nunalerinerlu nutaajunerusup tunngaviliisua tyskeq malilligu) taamatullu. “Kalaallit Nunaata sannaa” taamak Arkep suliani taasinnaagaluarpaa, unalu immikkoortortaq paatsuugassaanngitsumik taaguuteqartissinnaagaluarlugu. Taamaasiunngilarli. Arke taaguusersuinermini pikkorilluinnartarsimavoq. Suliaminillu taaguusersuinera ingasaassinnginnissaq minnaarinnginissarlu tappiffigisarsimallugit, taamaasilluni inuk eqqarsalertinniarlugu sunaana pineqarnersoq? Arkep isummiuteriikkat oqaatsit atorlugit pinnguarisarsimavai. Legende. Tassani Kalaallit Nunaat pillugu oqaluttuatoqqat, inuit assigiinngitsut, ileqqui tupilaallu kingunipilui suli kalaallit Kristumiunngunngikkallarmata pineqarput. Legende. Kristumiussuseq eqqunneqarpoq malitsigalugit oqaluttuat upperisarsiornermut iluartuutitaanermullu tunngasut. Legende. Amerlaqaat. Ajornannginnerpaassaarlu oqaluttualiat aalajangersimasumik isumalittut paasissallugit (latineritut “Legenda” = isumaqarpoq atuarneqarsinnaasoq). Soorlu nunap immallu assinginik titartaasartut ilaarlugit aqqinik aalajangersimasunik isumalinnik atsiisartut. Arkep nammineq aalajangersimasunik taaguusersuisarsimavoq, soorlu pineqartup niuvertarfiata nioqqutissai kaffi, sukkut, qaqorteqqasut atorlugit aammalu nerisassat ilisarnarluinnartut qajuusat issingiassallu. Kattutaarinerit paatsoortitsisinnaasut pilersittarpai, allatullu paasinneriaaseq ujartor- Legende THEME SECTION 6: LEGEND lugu, ajornanngippallu allanik oqaluttuanik paasinneriaatsinillu ilassuteqartittarlugit. Nammineq ima oqaatigaa: “Oqaluttuarpassuit ilaatinniartarpakka asseq imaannaanngitsoq kusanartorlu ersersinniarlugu.” Immikkoortortaq suliarpaalunnik oqaluttuassartalinnik imaqarpoq. Ilagivaat assilisat qalipaateqanngitsut meeraanermi arlaatigut attuumassutillit toqqaannarlugit allaffigisarsimasai – ilaatigut assip sinaa toqqaannarlugu allaffigisarsimallugu. Isumalersuineq Arkep immikkut soqutigilluinnarsimavaa. “Uagut inuiaqatigiit arlalippassuartigut assigiinngequteqartut”, taamak allassimavoq atuakkami Etnoæstetik-mi (1995), “soqutigaarput katersugaasiveqarnerup iluani saqqummersitatut ilanngutissasut. Soqutigaarput Europamut attaveqarnerput qulaajassallugu soorlu eqqumiitsuliortup eqqumiitsuliorneq sammerusuttaraa annilaangaginagu pioreersut mingutsissallugit – akerlianilli.” Assit sinaani nipit ersarissut piffinnik, piffinnillu tikitanik silallu pissusaanik telegrammitut unikkaartutut akornanni amerikarmiut nipaat tusarsaavoq. Arke pisariaqanngitsut ilanngunneq ajorpai. Nipit immineq ersarissuupput. Maluginiagassaavorlu tammaarsimaarnerpalaaq aammalu sakkutuut sungiusartarfii amerikarmiut peqatigalugit saqqummertoq. Spejdererpalaarneq sakkutuujussusermut ilassuulluni. Ulluinnarnilu sulineq, malittarisaqarlunilu iliuusissat issakatsiaarfitoqarlu timmisartoq qaartartunik imalik B-52 eqqissisimaffiup nalaani naapipput. Sorsunneqarfiunngitsup nalaani takorluukkat paatsoornarsinnaasut angissutsit saqqummertarput: Danmarkimineerannguaq nunarsuarmi, Danmarkersuaq piginnaanilissuartut, Kalaallit Nunaarannguat nalagaaffissuit akornanni, Kalaallit Nunarujussuat nassaartuiffissaq aqutassarlu … Danmarkip mittarfeqarnermut sakkussanullu atomitalinnut inatsisaa inerteqqut Kalaallit Nunaanut atuussimanngilaq. Tamannalu oqaluuserineqarpianngilaq. Ulloq mannattaaq tikillugu Danmarkip NATO-mi inissisimanera eqqartorneqanngilaq qanorlu nuna faktor 30-imik sunnerneqapilussimanera. Arkep aamma tamakkua eqqartunngilai. Akerlianik nipaanneq oqaluttippaa. This section looks more closely at the play of irony in Pia Arke’s bricolages – once again with a point of departure in a specific work, namely the series Legend I-V (1999). The five fragilely monumental pictures appropiate maps of North East Greenland that were at hand. The maps are in themselves wonderfully colourful, but they have been treated with graphic powder, which makes them dark in some places, almost gloomy. In the middle of these rough landscapes (in the middle of the maps of them) shine a handful of warm yellow-toned female portraits. They come from Ittoqqortoormiit and the time just after World War II. Thus, Legend III is adorned by a youthful portrait of Arke’s mother. At first sight she and the other women seem to have tattoos on their faces. Perhaps a little like the five women in the famous Qilakitsoq mummy find, which can today be seen at the Greenland National Museum & Archives – or like the woman in Mathias Blumenthal’s painting from 1753 of The Greenlandic Woman Maria, hanging in the Ethnographic Collection at the National Museum of Denmark in Copenhagen. But on closer inspection we see that the artist has attached a piece of transparent paper strewn with place names that refer to the resourceful Europeans and Americans who took the first places in the race to give the world names: WULLF LAND (after a Swedish botanist), KANE BASSIN (after an American doctor), HUMBOLDT GLACIER (after the German natural scientist and founder of modern geography) and so on. “Greenland as construction” Arke might have titled her work, and this section would then have been given the same unambiguous title. But of course she didn’t. For Arke was great at titles. She mastered the balancing act between not giving too much and not giving too little when naming her works, not to close their interpretation, but to keep it open, so one’s brain goes into a spin when one tries to get a grip on what is going on. Arke plays with words, meanings and preconceived interpretations. Legend (in Danish: playfully). She points to the myth – about Greenland, types of peoples, folklore and all the tupilak’s curses – before Christianity reached the country. Legend. Christianity arrived, and with it the religiously edifying accounts of the exemplary lives of the saints, male and female. Legends of saints. One could go on. But the most obvious reading (Medieval Latin: “legenda” = things that are to be read) must be the legend as explanation of the signs used on a map, that is the list of the symbols’ meanings that the mapmaker provides on any decent map or chart. Arke has given her maps her own explanation taken from the local store: coffee, sugar, rice and the more domestic products flour and oats. She pursues juxtapositions that activate an ironic play of meanings, and which therefore examine the meanings to see if there might be openings or fissures, into which one could insert other narratives and interpretations: “Instead of cleansing the picture so it could become that magnificent aesthetic picture I put a lot of history on top,” as she phrased it. The section also contains a considerable number of the numerous works onto which she quite literally heaps a mass of history. Either by writing directly on the black-and-white photographs of the places where she spent her Greenlandic childhood. Or by scribbling directly on the frame. The frame as a bearer of meaning is of special interest for Arke. “We, the ethnic in various shades,” she writes in her book Ethno-Aesthetics (1995), “have an interest in bringing the museological framework into the exhibition. We have an interest in unveiling the connections leading back to Europe, in the same way as the aesthete has an interest in occupying him- or herself with art. Here you will find no fear that authentic values will be polluted, in fact, quite the contrary.” Among the voices heard on the frames – and which describe places, arrivals, weather conditions and more in an excited telegram style – we now find American voices. Arke doesn’t go into detail. She leaves that to the voices. But a general atmosphere of camps, a sense of base camps and – very faintly – boot camps makes itself felt with the presence of the Americans. The boy-scoutish shifts towards the military. Everyday activities go hand in hand with strategic tasks and the old seat board of a swing meets B-52 bombers in peacetime. The peacetime angle is part of the ironic play with ideas that have to do with size. Little Denmark in the big world, big Denmark with the right competences, tiny little Greenland among the big nations of the world, colossal Greenland to be discovered and administered and so on. Apparently Denmark’s ban on bases and nuclear weapons in peacetime did not apply to Greenland. But that wasn’t talked about so much. Nor do we talk so much today about what it means for Denmark’s role in NATO to boost its territory by a factor of 30. Arke doesn’t speak about it either. Instead she speaks about the silence. 47 Pia Arke. Legende I-V. 1999 Pia Arke. Legende I-V. 1999 Titlen på denne serie arbejder, Legende (på latinsk “legenda” = noget der skal læses, på engelsk “legend” = myte, sagn, inskription, tegnforklaring), minder os om, at et kort altid er noget mere og noget andet end et enkelt og umiddelbart og givet billede af et territorium. Snarere end at spejle eller efterligne eller reproducere påbyder og definerer kortet det territorium, som det afbilder. Måske kunne man endda sige, at kortet skaber territoriet. Inden kortets intervention fandtes der ingen grænser, intet uden for og inden for, intet mit og intet dit territorium. Efter kortets intervention er territoriets konturer blevet udmejslede, pladser har fået nye identiteter, landskaber er blevet farvelagte, og livsrum er blevet indhegnede. Suliani tulleriinni qulequtaata, Legende-p (latinerisut “legenda” = atuagassaq, tuluttut “legend” = oqaluttuatoqaq, itsarnitsanik oqaluasaarut, allannerit, titartakkamut nassuiaat), eqqaasippaatigut nunat assingi tassaaginnanngitsut nunatamut assigititat imaaliinnaq paasisariallit, annertunerujussuusulli. Nunatap pineqartup assinga taanna tarrarsortiinnarnagu, assiginiaannarnaguluunniit imaluunniit issuaqqinnagu inassuteqarpoq nassuiaallunilu. Immaqaluunniit aamma oqartoqarsinnaavoq nunap assingata nunataq pilersikkaa. Nunap assingata akuliunneqannginnerani killeqarfeqanngilaq, silataaniittoqarani iluaniittoqaraniluunniit, uanga illillu nunatatsinnik. Nunap assingata akuliunneratigut nunatap killingi ersersinneqarput, sumiiffiit nutaanik paasineqarsinnaalerput, pinngortitaq qalipaasersorneqarpoq, inuuffigisinnaasallu ungaluneqarlutik. menneske og territorium, mellem livsverden og koloni, karakteriseredes ikke bare af en abstrakt kartografi, men henter også sin kraft fra en materiel økonomi. Derfor er Legendes kort ikke bare geometrier af blæk på papir, men et temperaments- og blodfyldt raster af kaffe, salt, sukker, ris m.m.; den udveksling af varer og ting, som udgør og udgjorde koloniens hverdag og, ikke mindst, dens geopolitiske og økonomiske eksistensberettigelse. Det er i Legende lykkedes Arke lydhørt og empatisk at overlejre kortes abstrakte geometri og empiri med den levede hverdags slid. Og med et håb. Som om territoriet stadig kunne defineres og omdefineres af de mennesker, som lever der. Det er netop på den måde, at Legende så præcist forener I de fem collager af kort, livserfaringer forankrede i fotografier og andet, som den personlige biografi med udgør serien Legende kongeopolitik; hvordan de små trasterer Pia Arke det kolo- pennestrøg – som forandrer niale kort – kortet som det et kort, et kortbillede, og blev tegnet af kolonisatorens som omtegner et territorium kartografer – med nærværet som fuldstændigt – på en og af individer. Her, på territo- samme gang kan påvirke og riet, findes, lever individer. omdefinere menneskers liv. Et menneske, set gennem et fotografisk portræt, placeret Jan-Erik Lundström i kortets midte, synliggør kortets ambitioner: At indkredse og omgærde menneskelig hverdag, at farve og præcisere menneskets mål. Men Legende re-artikulerer kortets magt på flere måder. Udvekslingen mellem 48 Nunap assinginik, assinik allanillu katiterlugit assilialiat tallimat tulleriiaat Legende-nik taaneqartut Pia Arkep nunasiaatillit nunap assiliaat – nunap assingi nunasiaatillit nunap assiliortuisa titartagaat – illuatungilerpai inoqalersikkamigik. Nunatami uani inoqarpoq. Inuup assilineqarsimasup assingata nunap assingata qeqqanut inissinneqarneratigut nunap assingata anguniagai takusassiarineqarput: Inuit ulluinnarni inuunerat killilerneqarluni ungaluneqarlunilu, inuup anguniagaa qalipaaserneqarluni erseqqissarneqarlunilu. Kisianni Legende-p nunap assin- Pia Arke. Legend I-V. 1999 gata pissaanera erseqqissaqqippaa. Inuup nunatallu imminnut taartigiiaarnerat, inooriaatsip nunasiallu akornanni, taamaallaat erseqissarneqarsinnaanngilaq nunap timitaqanngitsumik pilikki atorlugu pappialamut titartaanikkut, kisiannili isummamigut allangoriataallaqqissumik aattaqartumillu sippoqarpoq kaffinik, taratsunik, sukkunik, qaqorteqqasunik il.il.; nioqqutissanik pigisanillu paarlagaanneq, nunasiap ulluinnarni atugaraa atortarsimallugulu, minnerunngitsumillu nunarsuarmi politikkip aningaasarsiornerullu atuutinnerinut tulluuppoq. Legende-mi Arkep iluatsippaa naalaarluarluni misiginneqatiginnillunilu nunap assingata timitaqanngitsup paasisallu titartarnerat qaangerpaa ulluinnarni inuunerup ilungersunartup ilanngunneratigut. Soorlulusooq nunataq inunnit tassani suli inuusunit nassuiarneqarsinnaallunilu allamik nassuiaaseqqinneqarsinnaasoq. Tassuunarpiarlumi Legende-p eqquissumik ataqatigiissilerpai inuup ataatsip kinaassutsiminik inuunerminilu ilikkakkamigut qamani pigisai nunarsuarmilu politikki, nunap assiliaq, nunatamik killiliisoq, ataatsikkut ilivitsunngortillugit, sunniisinnaanngorlugit inuillu inuuneri nutaamik paasineqarsinnaasunngorlugit. Jan-Erik Lundström The title of this series of works, Legend (in Latin “legenda” = things to read, in English “legend” = story, caption, inscription, explanation of symbols on a map), reminds us of the fact that a map is always something more than and different from a simple and immediate and given picture of a territory. Rather than imitating or reproducing the territory, the map commands and defines the territory it depicts. Perhaps one could even say that the map creates the territory. Before the map’s intervention there were no borders, no outside and no inside, no my and no your territory. After the map’s intervention the contours of the territory have been carved in stone, places have received new identities, landscapes have been coloured and living spaces fenced in. In the five collages of maps, photographs and other material that constitute the series Legend Pia Arke contrasts the colonial map – the map that was drawn by the coloniser’s cartographers – with the presence of individuals. Here, in the territory, there are, there live individuals. A human being seen through a photographic portrait placed in the middle of the map, visualises the map’s ambitions: to identify and fence in people’s everyday lives, to colour and define their goals. But Legend rearticulates the power of the map in more than one way. The exchange between man and territory, between life-world and colony, was not only characterised by an abstract cartography but also derives its strength from a material economy. That is why the maps in Legend are not just geometries of ink on paper, but temperamentand blood-filled remains of coffee, salt, sugar, rice, etc.; the exchange of goods and things that constitutes and constituted the daily life of the colony and, not least, its geopolitical and economic raison d’être. In Legend Arke has succeeded with sensitive empathy in overlaying the abstract geometry and empiricism of the map with the lived toil of daily life. And with hope. As if it were still possible for the territory to defined and redefined by the people who live there. It is exactly in this way that Legend so precisely unites life experiences rooted in personal biography with geopolitics; how the small strokes of the pen – which change a map, a map picture, and which draw in a territory – can completely, at one and the same time, affect and redefine people’s lives. Jan-Erik Lundström 49 Pia Arke. Uden titel (annoterede fotoserier fra Thule og Scoresbysund). 1990’erne-2000’erne Vi ser en række fotos fra forskellige steder i Grønland. Det er steder, der både i Pia Arkes egen personlige historie og i Grønlands historie som sådan har haft betydning. Nogle fotos er historiske fotos, som Arke benytter som en del af sin strategi til at få historien til at spille med i værket, og nogle har hun selv taget. Der er deres forskelligheder til trods et enkelt fællestræk mellem alle serierne. De fungerer som dokumentation. Det er analoge fotografier, som har som deres forudsætning, at sådan så der virkelig ud på dette sted og på dette tidspunkt. Måske kan man sige, at stederne er blevet registreret med disse fotografier. De fleste er sort-hvide fotos, lidt tørre i udtrykket, hvilket passer meget godt til deres funktion som fotografisk dokument. dramatiske natur var et postkort fra Mallorca med et “her bor vi” afbildet med et kryds! Og det var lige netop det, de gjorde. Altså, de mennesker, der boede der i forvejen. De havde sådan set opdaget landet længe før, den dominerende og kontrollerende kommentatorstemme i rammen af billederne fik noget at skulle have sagt. Men det var ikke uden betydning, at de kom, amerikanerne, med deres stormagtspolitiske interesser og danskerne med deres økonomiske forhåbninger til gevinster i undergrunden i form af olie eller mineraler. Det bedste eksempel er måske billedet af det markante forbjerg i Umanaq, hvor den lokale befolkning blev tvangsforflyttet for at gøre plads for Thule Airbase. En sag, som kørte ved domstolene i Danmark fra 1985 til 2003. Det er fotos fra Umanaq (Thule) i Nordvestgrønland og fra Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) i Nordøstgrønland. Thule Air Base er et navn, der er synonymt med amerikanernes militære tilstedeværelse i Grønland, og det bærer på associationer til den kolde krig, B52-bombefly med atombevæbning og den ubehagelige sag om tvangsforflytning af Umanaqstammen til Quaanaaq længere mod nord. Ittoqqortoormiit er det nuværende navn på Scoresbysund, det sted i Nordøstgrønland, hvor Arke voksede op. Der er oven i købet billeder af familiens hus. Men den tilstedeværelse, som billederne dokumenterer, ender alligevel som en rest; et dødt minde om svunden foretagsomhed, som nu er blevet til rester af frugtesløse forsøg på at fravriste det genstridige Arktis dets rigdomme. Der ligger en petroleumslampe på den stenede jord, og den har ligget der længe. Teksten i randen af billedet taler om barakker, operationer og “desirable arrangement for locations.” Det er alt sammen overstået nu. Der er ikke længere noget “desirable” over denne lokalitet. Spørgsmålet er, hvad der skete med de mennesker, Med sin sædvanlige mangel på der var involveret i mellemtiden? respekt for de konventioner, som Var det anstrengelserne værd? Vi ser kunstinstitutionen dikterer – ekikke menneskene, men vi mærker sempelvis at man ikke skriver på deres nærvær gennem de efterladte rammen af billedet … og da bestemt ting. Hvordan skrev den store histoikke på selve billedet – har Arke rie sig ind i deres liv? Hvilke omkostgivet nogle af sine fotos en særlig ninger var der? Det er et faktum, at dimension. I rammen af billederne der er tragedier i mange grønlandske er der beskrivelser fra noget, der familier, og at mange har familielyder som logbøger eller dagbøger medlemmer, der er gået til bunds i med tekst, der gengiver kortfattet og København. Så den store historie, præcis information om de steder, der som Arke respektfuldt (overfor de er afbildet. Nærmest militærisk som mennesker, der skrev deres histoen opdagelsesrejsende, der afrappor- rier på disse steder) og respektløst terer sit første møde med nyt land. (overfor kunstinstitutionens diktat om æstetik) skriver ind på rammen Men Arkes dokumentation af sin af de umælende fotos, har haft og har stadig en meget virkelig og konkret egen historie på dette sted afdrabetydning for de mennesker, som vi matiserer begivenhederne temikke længere ser på billederne. melig meget. Hun har som sagt endda skrevet, hvad der er hvad på Søren Jønsson Granat enkelte af billederne. Som om den 50 Pia Arke. Qulequtaqanngitsut (avanersuarmiit Ittoqqortoormiiniillu asKalaallit Nunaanni sumiiffinni assigiinngitsuni assilisat takusinnaavavut. Sumiiffiit Pia Arkep nammineq inuttut oqaluttuassartaanut Kalaallit Nunaatalu oqaluttuassartaanut pingaaruteqarsimasut. Assilissat ilaat oqaluttuarisaanermut atatillugu assilisaapput, Arkep oqaluttuarisaanerup suliaminut ilaatinnissaanut periaatsimini atorsimasai, ilaallu nammineq assilisarai. Assigiinngissuteqaraluarlutik assilineqarsimasut ataatsimik assigiissuteqarput. Tamarmik uppernarsaataapput. Naligiissumik assilisaapput, tunngaveqarlutillu pineqartoq tassanerpiaq taamanerpiarlu taama isikkoqarsimasoq. Immaqa oqartoqarsinnaavoq sumiiffik taanna piffissami tassani assit taakku atorlugit nalunaarsorneqarsimasoq. Assit amerlanersaat qalipaateqanngillat, asingarujullutik, tamatumalu assitut uppernarsaatissanngortilluarpaat. Assit Avanersuarmi Uummannameersuupput Tunumilu Ittoqqortoormiineersuullutik. Thule Air Base (Pituffik) amerikamiut sakkutuuisa Kalaallit Nunaanniinnerannik takutitsisuuvoq, sorsunnermillu nillertumik taaneqartartumik, timmisartorsuarmik B-52-imik qaartartunik atomitalinnik usisumik Uummannarmiullu tujorminartumik Qaanaamut avannarpasinnerusumiittumut pinngitsaalisaallutik nuutsitaasimanerannik, eqqaasitsillutik. Ittoqqortoormiit Scoresbysundip kalaallisut aterilerpaa, tassanilu Arke alliartorpoq. Ilami ilaqutariit illuat aamma assilineqarsimavoq. Eqqumiitsuliornermik suliffeqarfiit isumaqatigiissutitut inassutaat – soorlu assip sinaani allaqqusinnginnermik … pingaartumillu assimut namminermut – pisarnermisut ataqqinagit Arkep assilisami ilaat tarparpai. Assit sinaanni allagaqarpoq nalunaarsuinertut ullorsiutitulluunniit isikkoqarsinnaasunik, allakkat naatsut erseqqissullu sumiiffinnik assilineqartunik paasissutissiisut. Soorlulusooq sakkutooq ilisimasassarsiortoq nunamut nutaamut siullermeerluni tummarnerminik nalunaarusiortoq. Arkep nammineq oqaluttuassartaminik tassanerpiaq uppernarsaasiornerata pisimasut persuarsiornarpallaarunnaarsippai. Tassami nammineq, oqaatigineqareersutut, allappai assini ataasiakkaani suut suunersut. Soorlumi pinngortitaq imaannaanngitsoq tassaaginnartoq Mallorcamit allagaaq-qiaq oqaluttuartoq “uani najugaqarpugut” nalunaaqqutserlugulu! silisat nalunaarsorneqanngitsut). 1990-ikkut-2000ikkut Taamatorpiarlumi sunniuteqarput. Tassa, inuit tassani najugaqareersut. Ilami taakku nuna nassaare-reersimavaat assip sinaani nassuiaasup naalagaaniarpaluni nakkutilliiniarpalullunilu oqaasissaqartitaalluni tutsiuteqqajannginnera sioqqullugu. Taamaattoq pingaaruteqanngitsuunngilaq tikiummata, amerikamiut, naalagaaffissuartut politikkikkut soqutigisatik pissutigalugit, danskillu aningaasarsiornikkut isumalluartut nunap iluani uuliamik aatsitassanillu iluanaaru-teqarnissaminnik. Immaqa assersuutissat pitsaanersaraat Uummannap, Thule Air Basemik pilersitsiniarluni inumminit pinngitsaaliisumik qimatsinneqartup, qaqqaa. Pisimasoq Danmarkimi eqqartuussivinni 1985-imiilli suliarineqalersoq. Kisianni tamaaniinneq, assilissatigut uppernarsarneqartoq, sinnikuinnanngorpoq, qanga sulerusussuseqarnermut uumassuseqanngitsumik eqqaassutissatut, maannalu tassaaginnalersunut Issittup tikikkuminaatsup pisuussutaanik kinguneqanngitsumik pissarsiniaraluarnerup sinnikui. Qulleq petruuliutortoq ujaqqat qaanniippoq, sivisuumillu tassaniissimalluni. Assip sinaani allaatigineqarsimapput barakkit, aaqqissuinerit kiisalu “sumiiffinnik pilerigisaqarluni iliuutsit” (“desirable arrangement for locations”). Maanna tamakku tamarmik qaangiussimapput. Sumiiffimmi tassani “pilerigisaqarneq” qaangiutereerpoq: Apeqqut tassaavoq inuit tamatuma nalaani eqqorneqartut ukiut ingerlanerini qanoq pisimanersut? Tamanna ilungersorsimanernut tulluuppa? Inuttaat takunngilavut, tassaniissimaneralli takusinnaallugu, qimataasigut. Oqaluttuarujussuaq taanna inuunerannut qanoq sunniuteqarpa? Suut pilliutaappat? Ilumoortoq tassaavoq kalaallit ilaqutariit amerlaqisut inuunerat alianartortaqartoq, ilaqutaasullu ilaat Københavnimi nakkaassimasuusimasut. Oqaluttuarujussuaq, Arkep (inunnut, sumiiffinni taakkunani oqaluttuarisaanerminnik allagaannut) ataqqinnilluni (eqqumiitsuliornermillu suliffeqarfiit kusanartuliornissamik inassutaannik) ataqqinninnani assit namminneq oqalussinnaanngitsut, siniinut allappaa najugaq inunnut taakkununnga, assini isigeqqissinnaanngisatsinnut, qanoq tunngavissalimmik pingaaruteqarsimallunilu suli qanoq pingaaruteqartigisoq. Søren Jønsson Granat Pia Arke. Untitled (annotated photo series from Thule and Scoresbysund). 1990s-2000s We see a number of photos from different places in Greenland. These are places that both in Pia Arke’s own personal history and in the history of Greenland as such have been of importance. Some photos are historical photos that Arke appropriates as part of her strategy for bringing history to play a role in her work, and others she took herself. There is, despite the differences between them, a single common feature in all the series. They function as documentation. They are analog photographs that have as their premise that that is how it really looked at that place and at that time. Perhaps one can say that the places have been registered with these photographs. Most of them are black-andwhite, a little dry in their expression, which fits very well with their function as photographic documents. There are photos from Umanaq (Thule) in North West Greenland and from Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) in North East Greenland. Thule Air Base is a name that is synonymous with the American military presence in Greenland, and it brings associations with the Cold War, B-52s carrying nuclear bombs and the unpleasant matter of the compulsory relocation of the inhabitants of Umanaq to Quaanaaq further to the north. Ittoqqortoormiit is the present name of Scoresbysund, the place in North East Greenland where Arke grew up. There are also pictures of the family’s house. With her customary lack of respect for the conventions dictated by the art institution – for instance that one doesn’t write on the picture frame … and certainly not on the picture itself – Arke has given some of her photos a special dimension. On the frames of the pictures there are descriptions that could be from logbooks or diaries, with texts that briefly and precisely reproduce information about the places depicted. The style is almost militant as of an explorer reporting his first meeting with new country. But Arke’s documentation of her own history tones down the drama of the events quite a bit. She has, as already mentioned, even written what is what on certain of the pictures. As if the dramatic landscape was a postcard from Majorca with a “this is where we’re staying” marked with a cross! And that’s just what they were doing, that is the people who already lived there. They had, so to say, discovered the country long before the dominating and controlling commentator’s voice on the frames had anything to say. But it was not without importance that they came, the Americans with their Great Power interests and the Danes with their economic hopes in the form of oil or minerals. Perhaps the best example is the picture of the striking promontory in Umanaq, from which the local inhabitants were compulsorily relocated to make room for Thule Airbase. A case that was tried before the Danish courts between 1985 and 2003. But the presence documented by the pictures ends nevertheless as a remnant, a dead memory of bygone enterprise that has now become the remainders of fruitless attempts at wresting wealth from the refractory Arctic. There is a paraffin lamp lying on the stony ground, and it has been lying there for a long time. The text at the edge of the picture speaks of barracks, operations and “desirable arrangement for locations.” It’s all over now. There is no longer anything “desirable” about this location. The question is what happened in the meantime to the people who were involved? Was it worth all the effort? We don’t see the people but we feel their presence through the things that have been left behind. How did the broader history impact on their lives. What were the costs? It is a fact that there are tragedies in many Greenlandic families, and that many count members whose lives have foundered in Copenhagen. So the broader history that Arke respectfully (in relation to the people who inscribed their histories in these places) and disrespectfully (in relation to art institutional aesthetic norms) writes on the frames of the speechless photos has had and still has a very real and concrete importance for the people who we no longer see on the photos. Søren Jønsson Granat 51 TEMASEKTION 7: JEG FISKER KRANIER OG KNOGLER OP SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 7: Med sine værker kredsede Pia Arke vedholdende “om Grønland som kolonihistorie, kortlægning, tid, erindring, rum, tavshed, identitet og myte”, som hun selv formulerede det. Lidt forenklet sagt udsiger hendes kunstneriske forskning dog mindst lige så meget om Danmark og den danske psyke. Danmarks 250 års tilstedeværelse i Grønland som kolonimagt har sat sine dybe spor i begge lande. Der vil for altid være bånd mellem de to steder og deres folk og kulturer, også selvom båndet af forskellige grunde kan være umuligt at begribe i alle dets facetter. Og det gælder også, selvom visse facetter er så traumatiserende eller måske belagt med så megen skyldfølelse, at de bliver fortrængt, projiceret over på nogen eller noget andet, eller forskudt til et billede, som er mere tåleligt. Denne sektion undersøger, hvad det er for traumer, som kolonialismen har efterladt i os, hvordan det fortrængte virker – og spøger – fra dets underbevidste dyb, og endelig hvilken rolle kunsten kan spille, når det skete skal genkaldes, når traumerne skal bringes til udtryk, og sårene skal heles. Undersøgelsen tager udgangspunkt i en række af Arkes værker og deres samspil med de etnografiske museale rammer og genstande, som vi har installeret dem op ad (nogle gange harmonisk, andre gange skingrende falsk). Sædvanligvis betragtes den kolonialistiske tilstand som ovre, når kolonimagten forlader kolonien og afgiver den økonomiske og politiske kontrol over landet til dets oprindelige beboere – hvad enten det sker ad forhandlingens eller revoltens veje. Men postkolonial erfaring, som den især er kommet til udtryk i den litteratur og teori opstået i efterdønningerne af den store afkoloniseringsbølge efter 2. Verdenskrig, viser, at der ikke findes sådan noget som et rent historisk brud mellem koloni og metropol. Og de personlige og nationalromantiske forhåbninger om, at man kan “svuppe” tilbage til en førkolonial identitet, når den koloniale undertrykker forsvinder, er også blevet gjort til skamme. Tavlen er ikke visket ren for den fremmedgørelse og skam, der følger med at være have været koloniseret. Man kunne fristes til at sige, at kolonimagten slet ikke er forsvundet. Eller at den er korporligt forsvundet, mens (hele eller i hvert fald) dele af dens væsen, dens vaner og værdier lever videre i kolonien som inderliggjorte bestanddele i den koloniseredes psyke og i de sociale strukturer og politiske og administrative organer, der binder de koloniserede sammen som kultur og land. Arke fordømmer på ingen måde dette forhold. Men hendes opskrift på en egentlig mental afkolonisering er ikke just for sarte sjæle. Således forsyner hun et diptykon bestående af to modsat- Pia Arkep suliamini uteqqiaffigiuarpai “Kalaallit Nunaata nunasiatut oqaluttuassartaa, nunap assiliorneq, piffissaq, initussuseq, nipaanneq, kinaassuseq oqaluttuaatillu”, soorlu nammineq allattoq. Naatsumik oqaatigalugu eqqumiitsuliortutut misissuinerata, minnerunngitsumik akerlilerpai Danmark danskillu eqqarsartaasiat. Danmarkip ukiuni 250-ini nunasiaatilittut Kalaallit Nunaanniissimanera nunani marlunni taakkunani takussutissaliisorujussuuvoq. Nunat taakku marluk aamma inuiaat kulturiisaalu akornanni ataqatigiittuartoqartussaavoq, aamma naak ataqatigiinnerisa pissusai arlalinnit isigalugit, assigiinngitsut pissutigalugit, paasineqarsinnaassanngikkaluartoq. Taamaapportaaq pissutsit ilaat ima kingunerlutsitsisimasinnaatigisut, imaluunniit pisussuteqarnermik ima misigisimatitsitigisut, puigortuusineqarlutik, arlaannut allamulluunniit nuullugit, assilianngortillugilluunniit, atussaasunngortinnerujumallugit. Sammisami uani paasiniarneqarpoq kingunerlutsitsinernik sunik nunasiaasimanerup qimatsivigisimaneraatigut, puigukkat qanoq sunniuteqarnersut – aliortukkatullu saqqummertarlutik – eqqarsaatit itinerpaartaanniit, kiisalu eqqumiitsuliorneq sukkut sunniuteqarsinnaanersoq puigugaq erseseqqinniarneqassappat, kingunerlutitsitinerit saqqummissapata, ikillu mamissappata. Paasiniaanerup aallaavigai Arkep suliai arlallit taakkulu katersugaasivittut nassaatullu sinaakkuserlugit sanilliunneqarsimasut qanoq imminnut sunniivigeqatigiinnersut (ilaatigut tulluartumik, allatigulli piviunngilluinnartumik). Nunasiaataasimaneq qaangiuttutut isigineqarajuttarpoq nunasiaateqartup nunasiaatini qimakkaangagu, taamalu aningaasaqarnermut politikkimullu tunngasut nunap inoqqaavinut tunniullugit – tamanna isumaqatigiinniarnikkut pikitsitsinikkulluunniit pigaluarpat. Kisianni nunasiaareersimanerup kingorna ilisimalikkat, pingaartumik atuakkiatigut isummersuutitigullu sorsunnersuup kingulliup kingornagut nunasiaateqarunnaarnerpassuit kingunerisaannik saqqummerartut, takutippaat nunasiaatip nunasiaatillillu akornanni oqaluttuarisaanikkut taamaaliinnarluni avissaartoqarsinnaanngitsoq. Inuttullu namminertut inuiattullu kusatsisaaraluni neriuutit, nunasiaatilik qimaguppat nunasiaataalernerup siornagut kinaassusermut “utertoqarsinnaanera”, pakatsininngorportaaq. Takornartanngortitaasimaneq kanngusunnerlu, nunasiaataanerup kingunerisai, piiarneqarsinnaanngillat. Oqarusunnarsinnaavoq nunasiaateqarsimasoq qimagutinngivissoq. Imaluunniit najuukkunnaarsimasoq pissusaasali (tamarmik imaluunniit) ilaat, ileqqui naleqartitaallu nunasiaataasimasumi ingerlaqqiinnartut nunasiaataasimasup tarninganut inooqatigiinnermi pissusaanut aamma politikkikkut ingerlatsinikkullu pissutsinut ikkutivissimallutik, nunasiaataasimasut kulturikkut nunatullu ataqatigiissilerlugit. Pissutsit tamakku Arkep assuarliutiginngilluinnarpai. Kisianni eqqarsartaatsikkut nunasiaajunnaarnermut malitassiaa tarninut malussajasunut imaannaanngilaq. Soorlu allattarfiliani patittartoq imminnut akerleriittutik sammiveqartunillu Kalaallit Nunaanneersunik marlunnik assitalik (kangerluk iluliarasaartoq suliffissuarpasissorlu suugaluarnersoq) taallamik 52 stillede og -rettede Grønlandsmotiver (et isfjordlandskab og et ubestemmeligt rum af industriel karakter) med dette fyndige kvad: “Jeg fisker kranier og knogler op stiller dem på rad og række – side by side – det er ikke populært men det ser underholdende ud.” Opskrift er selvfølgelig at tage munden for fuld, for afkolonisering kan i sagens natur ikke dikteres fra oven. Derudover taler vi om fortrængninger og fortrængningsmekanismer, der har været på færde i gennem så mange generationer i både den grønlandske og den danske lejr, at de ikke opgiver ånden så let. Og er det overhovedet tilrådeligt at følge opskriften på noget, der virker ufordøjeligt for andre? Lektor i postkoloniale studier ved Goldsmiths i London, Françoise Vergès, skelner mellem to former for fortrængning, der opererer i den koloniserede psyke: den konservative og den konstitutive. Den konservative fortrængning behersker historien på en måde, der vedholdende benægter visse dele af fortiden, som af den grund bliver ved med at hjemsøge os i nu’et som genfærd fra graven. I stedet for at fornægte det uudsigelige i, at koloniseringen har fundet sted, af ren og skær angst for at genoplive fortidens rædsler – eller modsat at blæse de mere heroiske aspekter af den op og fortrænge resten – kan man ty til konstitutiv fortrængning. Den fungerer sådan, at man kan tage fortiden tilstrækkeligt ind til at kunne se det smertefulde i øjnene og vedkende sig, at der har været uretfærdige og uhensigtsmæssige elementer, som ikke vil forsvinde, med mindre de bliver erindret. Og det er her Arke sætter ind og tegner konturerne af et alternativ. “Eksempelvis ved at skære det historiske i dele uden særlig kildestatus, men som takket være det biografiske snit får åbenbaret en underliggende tydelighed”, for at citere historiker Carsten Juhl. Intetsteds kommer det tydeligere til udtryk end i billedserien Nature Morte (nogle gange også refereret til som Perlustrationer 1-10) fra 1994. På et forskningsbibliotek under Forsvarsakademiet – i blandt læderindbundne førsteudgaver af de tidlige missionærer, videnskabsmænd og kolonisters værker om Grønland – skyder Arke “fremmedlegemer” ind i sprækkerne mellem bøgerne, som de står der på rad og række. Ved at pege på alle de andre sprækker (i den store fortælling, i ideologierne der skal holde den oppe, i skodderne som skal holde minderne ude, osv.) skaber hun et æstetisk rum, hvor de ufordøjede traumer kan komme op til overfladen, og vi kan begynde en anamnese, en redegørelse for vore egne kolonihistorier. NIAQQUP SAARNGI SAANIKULLU QALLORLUGIT naatsukullammik allagartalerpaa: “Niaqqup saarngi saanikullu qallorlugit sanileriiarpakka – side by side – nuannarineqarpianngilaq quianarpasillunili.” Malitassiuinermik oqarneq soorunami ingasaassineruvoq, tassami nunasiaajunnaarneq nammineq pissutsini malillugu qulaaniit aalajangiiffigineqarsinnaanngilaq. Taassuma saniatigut sammivarput puigortuusineq puigortuusinermullu periaatsit, kalaallit danskillu inissisimaffiini kinguaariinni amerlaqisuni atuuttuarsimasut, imaaliallaannaq peerneqarsinnaanngitsut. Imaassinnaavalumi siunnersuutigineqarsinnaanngilluinnartoq malitassiap, allanit paasineqarsinnaanngitsutut ittup, malinneqarnissaa? Londonimi Goldsmits-imi nunasiaareersimanerup kingunerinik ilisimatusarfimmi ilinniartitsisup, lektor Francoise Vergès-ip, puigortuusinerit, nunasiaatip tarninganiittut, assigiinngitsunut marlunnut immikkoortippai: Qanganisarpalunnermut aalajangeerusunnermullu. Qanganisarpaluttumik puigortuusisitsinerup oqaluttuarisaaneq ingerlattarpaa pisimasut ilaasa ilumuunnginnerarnerisigut, tamannalu pissutigalugu ullumi uagutsinnut aliortukkatut takkuttuartittarlugit. Oqaatigineqarsinnaanngitsut, nunasiaateqalernerup ilumut pisimaneranik siornatigullu amiilaarnartut saqqummiunneqarnissaannik annilaanganeq pissutigalugu – illuatungaaniluunniit sapiitsuliornerunernik sorsuanngortitsinerit sinnerilu puigortuusillugit – ilumuunnginneraannarnagit atorniarneqarsinnaavoq aalajangiiniarnikkut puigortuusineq. Taamaaliornikkut siornatigut pisimasut paasineqarsinnaapput suut annernarsinnaasut takusinnaanngorlugit, eqqunngitsuliornerit naleqqutinngitsullu, eqqaaneqanngikkunik tammarumanngitsut, nassuerutiginerisigut. Tassanerpiarlu Arke akuliuppoq periarfissarlu alla ilusilerlugu. “Soorlu oqaluttuarisaanerup ilaasa immikkut uppernarsaatissaqarluanngitsulluunniit aggornerisigut, qujanartumilli ilisarititsinertigut ataaniittut erseqqissusiat saqqummiunneqartarpoq”, Carsten Juhl issuaraanni. Tamanna allanit erseqqinnerujussuarmik takutinneqarpoq assilissani imminnut atasuni Nature Morte-mi (ilaatigut taaneqartartuni Perlustrationer 1-10) 1994-imeersumi. Illersornissamut ilisimatusarfiup ilisimatusarnermut atuagaateqarfiani – ilaatigut ajoqersuiartortitaasimasut, ilisimatuut nunasisullu Kalaallit Nunaat pillugu atuakkiaasa naqeqqaarneri amernik ungalullit – atuakkat sanileriiaarlugit inissinneqarsimasut akunnerinut “tassaniissangatinngisat” Arkep ikkussuuppai. Akunnerisaannik allanik tamanik tikkuussinermigut (oqaluttuarujussuarmi, isummani tungaviusuni napatitsiniartussani, akunnequtini eqqaamasanik avataaniititsiniarnerni, il.il.) Arkep ini kusanassusilik pilersippaa, taamaalilluni kingunerlutsitsinerit paasineqarsinnaanngitsut qaqinneqarsinnaalersillugit, uagullu aallartissinnaalerlugu anamnese, uagut nammineq nunasiaateqarnitta oqaluttuassartaanik nassuiaat. THEME SECTION 7: FISHING OUT SKULLS AND BONES Pia Arke’s works persistently concerned themselves with “Greenland as colonial history, mapmaking, time, recollection, space, silence, identity and myth”, as she herself formulated it. Put a little simply, however, her investigations say just as much about Denmark and the Danish mentality. Denmark’s 250-year presence in Greenland as a colonial power has left deep marks on both countries. There will always be a bond between the two places and their peoples and cultures, also despite the fact that the bond may for various reasons be difficult to understand in all its facets. And this is the case even though certain facets are so traumatising or perhaps overlaid with so much sense of guilt that they are repressed, projected onto someone or something else or transposed into a more bearable picture. This section examines the nature of the traumas that colonialism has left in us, how the repressed past works in – and haunts – us from its subconscious depths, and finally what role art can play when past events are to be recalled, traumas given expression and wounds healed. Our analysis takes its departure in a number of Arke’s works and their interplay with the ethnographic museological frameworks and objects side by side with which we have installed them (sometimes harmoniously, sometimes stridently out of tune). As a rule the colonial condition is regarded as over when the colonial power leaves the colony and yields economic and political control over the country to its original inhabitants – whether this takes place by way of negotiations or revolt. But postcolonial experience, as it has especially been expressed in the literature and theory that arose in the wake of the great wave of decolonisation after World War II, shows that there is no such thing as a clean historical break between colony and metropole. And the personal and national-romantic hopes that it will be possible to “pop” back to a precolonial identity when the colonial oppressor disappears have also been disappointed. The slate has not been wiped clean of the alienation and shame that come along with the fact of having been colonised. One might be tempted to say that the colonial power has not disappeared at all. Or that it has disappeared physically, while (all or at any rate) parts of its essence, its habits and values live on in the colony as an internalised component in the mentality of the colonised people, and in the social structures and political and administrative organs that bind them together as a culture and nation. Arke does not in any way condemn this state of affairs. But her own recipe for a genuine mental decolonisation is not exactly designed for sensitive souls. Thus, she provides a diptych consisting of two contrasting Greenlandic motifs (a frozen fjord landscape and an indeterminate space of an industrial character) placed opposite each other with this trenchant verse: “Fishing out skulls and bones I place them in a row – side by side – It is not popular but it looks entertaining” The recipe is of course a bit of hype, for decolonisation cannot in the nature of things be dictated from above. Furthermore, we are speaking of repressions and their mechanisms that have been at work for so many generations in both the Greenlandic and the Danish camps that they do not give up the ghost so easily. And is it at all advisable to follow the recipe for something that seems indigestible for others? Lecturer in postcolonial studies at Goldsmiths College in London, Françoise Vergès, distinguishes between two forms of repression operating in the colonised psyche: the conservative and the constitutive. The conservative repression controls history in a way that persistently denies certain parts of the past, which for that reason continue to haunt one in the present like ghosts from the grave. Instead of denying the unspeakable fact that colonisation took place out of pure fear of reviving the horrors of the past – or, conversely, instead of exaggerating its more heroic aspects and repressing the rest – one can have recourse to constitutive repression. This functions in such a way that one can take in the past sufficiently to be able to look the pain it caused in the eye, to acknowledge that there have been unjust and inappropriate elements that will not disappear unless they are remembered. And it is here Arke comes in and draws the contours of an alternative. “For example, by cutting the historical into parts without any special source status, but which thanks to the biographical cut succeed in revealing an underlying clarity”, to quote historian Carsten Juhl. Nowhere does this come more clearly to expression than in the picture series Nature Morte (sometimes also referred to as Perlustrations 1-10) from 1994. In a research library under the Ministry of Defence – among leather-bound first editions of works on Greenland by the early missionaries, scientists and colonisers – Arke inserts “foreign bodies” into the cracks between the books as they stand there lined up on the shelves. By pointing at all the other cracks (in the great narrative, in the ideologies that are supposed to support it, in the shutters that are meant to keep out the memories, etc.) she creates an aesthetic space, where undigested traumas can come up to the surface, and we can begin an anamnesis, an account of our own colonial histories. 53 Pia Arke. Uden titel. 1990 Hovedidéen går øjensynligt ud på at indrette de fotografiske redskaber til menneskelige dimensioner, at hive mekanikken og elektronikken ud af kameraet og i stedet putte sig selv derind, og, videre, gennem såvel negativstørrelse som eksponeringstider (15 min. og opefter) at søge at få fotografiens grundlæggende én-til-én karakter til også at omfatte fotografen. Positivbilledet, som det store negativ kaster tilbage i kameraets mørke, og den lange eksponeringstid giver mulighed for at styre lysindfaldet på de forskellige områder af billedet. Fotografen kan i den mest konkrete forstand sætte sit eget finger- eller håndaftryk på billedet. mellem dét, der befinder sig foran kameraet, og dét, der befinder sig bag det. Når man derfor, som Arke, søger tilbage til det oprindelige, er det ensbetydende med at søge tilbage til en oprindelig splittelse. Det obskure kamera og dets Arketypiske frembringelser er et forsøg på at bearbejde og overkomme et grundlæggende uvæsen; et forsøg, der naturligvis igen forestiller noget andet: bearbejdelsen af en bastardiseret, halvt eskimoisk halvt europæisk, oprindelse. Det Arketypiske motiv er altså Grønland, ikke umiddelbart og direkte, men netop som motiv eller billede – som kolonihistorie, myte, bytte, trofæ, studie- eller udstilFor mig at se, og måske på trods af lingsgenstand. Det Arketypiske består ikke mindst i en drøm om at disse aftryk og manipulationer, er eftergøre den koloniale tilegnelses det i udpræget grad forestillingen kunststykker ved at rette søgeren om en ren fotograferen, en direkte og umiddelbar kontakt med mediet, mod den objektivering og afbildning, gennemkrydsning og omfatder spøger i dette kameras idé, og som går igen i papiraftrykkene. Pia tende sampling, som de består i. Den drømmeagtige karakter af Arkes videst distribuerede billede, de billeder, som langsomt toner et vue indover en sydgrønlandsk frem, indikerer, at der er tale om fjord med dens ejendommelige en uafsluttet og måske uafslutfjeldformationer, er et motiv, som jeg selv så at sige er vokset op med telig proces, og at det Arketypiske indgår i et større billede og er på nethinden. Det er mere end 20 omfattet af det apparatur, som det år siden, jeg sidst så denne udsigt selv betjener sig af. I alle tilfælde fra vores fælles barndomshjem, vil det være et sandt kunststykke og når jeg sammenligner de to at afklare og skabe sammenhæng billeder, mit eget falmede nethinmellem de mange tilsyneladende så debillede og min søsters fotografi fra 1990, slår det mig, at det første uforligelige – æstetiske, personlige er langt skarpere, og desuden fyldt og politiske – sider af Arketypien. med kodakoloristiske nuancer og Det er alt sammen meget procesovergange, som er uden ækvivasuelt. Det gælder forresten også lenter i det sidste. Men hendes den side af Arketypien, som er fotografi får mig også til at indse, sværest at analysere, men som har hvad der siden er blevet af dette at gøre med disse billeders evne sted: nedlagt, berøvet sine dimentil at kommunikere, at tale til folk sioner, hjemsøgt og overtrukket eller noget i dem. Det har helt klart med film. også noget at gøre med Arkes evner i samme retning, for meningen med Det forunderlige og skønne ved hendes billeder har vistnok aldrig disse billeder udspringer, tror jeg, været, at de skulle tale for sig selv. af deres karakter af netop af- eller Tværtimod skal de fungere netop indtryk, en karakter som får lov som medie for alskens intentioner, at træde frem gennem sløretheden uden at fortrænges af en alt for høj budskaber og engagementer i forholdet mellem hende selv og andre. grad af skarp lighed, og i øvrigt uden at billederne fremstår som Erik Gant indicier for andre sandheder end (uddrag fra artiklen deres egne. “Det Arketypiske/Pia Arke”, KATALOG, forår 1996) Fotografien har, kan man sige, fra begyndelsen været splittet 54 Pia Arke. QulequtaqannIsumassarsiap pingaarnersarigunarpaa assiliinermi atortut inuppalaartunngortinneqarnissaat, mekanikkip elektronikkillu assiliivimmit peerneqarnissaat, namminerli tassunga pulalluni avammut ammarnissaq, ingerlaqqillunilu assilisat ersersarneqanngitsut angissusiisigut assilinerisalu sivisussusiisigut (15 min. sivisunerusumut) misiliineq assiliinerup tunngavippiamigut uanngaanniit uunga pissusia assiliisumuttaaq tuttoq. Assilissap ersersarnera, ersersarneqanngitsup angisoorujussuup assiliiviup taartortaaniit tunniutaa, assiliinerullu sivisunerujussua periarfissiipput qaamarnup akisunnerata assip ilaanut assigiinngitsumik qinngornilersorsinnaaneranut. Assiliisup namminerpiaq assi erseqqivissumik ilisarnaasersinnaalerpaa. Uannit isigalugu, immaqalu assit nuutinneri allamullu saatitsiniarnerit illuatungilerlugit, aatsaat taama erseqqitsigisumik takorluuilersitsipput eqquissumik assiliinermik, toqqaannartumik ingerlaannartumillu avammut attaveqariaatsimik attaveqarnermut, assiliinerup pinngorneranut eqqarsaataasimagunartumik, pappialanngorlugillu naqitani takuteqqinneqartunik. Pia Arkep assilisaa siammarneqarnerpaasimasoq, Kujataani kangerlummut isikkivik immikkuullarissunik qaqqalik, assilisaavoq uanga nammineq perorfinnit isigisattut qamunga toqqugara. Ukiut 20-it sinnerlugit qaangiutereerput meeraaqatigiiffitsinniit isikkivik taanna takugakku, assilissallu taakku, nammineq qamani toqqukkama asingalersup aleqamalu 1990-imi assilisaa, imminnut sanilliukkukkit eqqortippunga siulleq erseqqarinnerujussuusoq, saniatigullu qalipaatilimmik assilisatut ittunik ulikkaartoq assigiinngisitaartunik qalipaatillu allanngorarnerinik, kingullertut naleqartiginngitsunik. Taamaattoq assilisaata uannut takutippaa tassani kingorna qanoq pisoqarsimanera: Inuerutitaavoq, avatangiisiminik piiaaffigisaavoq, ajorsaarneqarpoq filmimillu taarserneqarluni. Isumaqarpunga assilissat taakku tupinnartut kusanartullu tunngaveqartut pissutsimikkut eqqaamasanit takusanillu pisuugamik, pissuseq erseqqarivinnginnermikkut saqqummersitaat erseqqivissumik asserpiaminnit ingiarneqaratik, saniatigullumi assilissat saqqummerput namminneq takutitsinermikkut allanik ilumoortoqarneranik pasitsassaarinatik. Oqartoqarsinnaavoq assiliineq aallaqqaataaniilli marlunnut avissimammat, gitsut. 1990 Pia Arke. Untitled. 1990 tassalu assiliiviup saaniittup tunuaniittullu akornannut. Taamaattumik Arketulli pissusiviusimasunik ujartuigaanni tassaavoq aallaqqaaterpiaaniit avissimanermik taassuminnga ujartuinissaq. Assiliivik putuaraannalik taassumalu immikkuullarissumik pilersitai tassaapput tunngaviusumik ileqqupalaamik suliarinnikkusunneq qaangeerusunnerlu; misiliineq soorunami allamik takutitsisoq: Akuneqarluni, affarmik eskimuujulluni affarmillu europamiuulluni, naggueqarnermik suliarinninneq. The main idea apparently is to adapt photographic implements to human dimensions; to strip the camera of mechanical and electronic gadgetry, substituting that with the human being inside. And, through negative size and exposure time (15 min. up to several hours), to try to get the basic, one-on-one character of photography to embrace the photographer as well. The positive picture, which the big negative throws back into the murky chamber, plus the long exposure time, provide the option of steering the input of light onto different regions of the picture. The photographer can, in the most tangible sense, put her own fingerprint or handprint on the picture. Assilineqartoq immikkuullarissoq tassa Kalaallit Nunaat, maannakkorpiaanngitsoq toqqaannanngitsumillu, kisiannili sammisaq imaluunniit assi – soorlu nunasiaataanerup oqaluttuassartaa, oqaluttuatoqqat, iluanaarutit, nuannariinnarlugu eqqaamassutissiat, misissugassatut saqqummersitassatulluunniit pissarsiat. Immikkuullarissuseq minnerunngitsumik erserpoq nunasiaatillit eqqumiitsulianik aallarussuisimanerannik malinninnissamik takorluuineq assiliissutip sammivilerneragut assiliinikkullu, misiliinerit amerlaqisut akuliussuunnerisigut. Assilissat erseriartuaartut sinnattutullusooq ittut takutippaat ingerlaaseq inerneqanngitsoq immaqalu inerneqanngisaannartussaq, immikkuullarissutaallu assimi anginerusumiippoq atortorissaarutit namminneq atugaasa iluanniilluni. Ilumummi eqqortumik kusanartuliaassagaluarpoq paasisinnaagaluaraanni pilersillugulu imminnut ataqatigiinngissorisinnaasat amerlaqisut – kusanartulerinerit, inuit ataasiakkaat politikkillu – imminnut ataqatigiinnerat. Taakku tamarmik eqqartuussiniarpalaaqaat. Usi aamma taakkununnga ilaavoq immikkuullarissusermi paasiniaruminaannerpaaq, taamaattorli assilissat taakku ingerlateqqissinnaasaat, tassalu inunnut qamanilu pigisaannut oqaluttuarneq. Erseqqilluinnarportaaq taamaaliorneq Arkep piginnaasaanut ilaasoq, assilisamigummi eqqarsaatigisimanngisaannarunarpaa assiliaannaanissaat. Akerlianik paasisitsiniuterpiatut atorniarpai siunertanut, saqqummiussanut peqataanernullu nammineq allallu akunnerminniittunut. Erik Gant (allakkiamit “Det Arketypiske/ Pia Arke” tigusaq, KATALOG, upernaakkut 1996) has been divided, so to speak, between what is in front of the camera and what is behind it. Therefore, like Arke, when you look back at the original, it is tantamount to going back to the original division. Arke’s camera obscura, and its Arketypical fruits, are an attempt to treat and overcome a basic problem – an attempt at which, of course, again shows something else: the acculturation of a mongrel of half-Eskimo, half-European origin. The Arketypical motif is really always Greenland. Not immediately or directly, but still the subliminal subject – as colonial history, myth, prey, trophy, study or exhibition object. The Arketypical lies not least in a dream of emulating the The way I see it, and maybe in typical tricks of colonial adaptation spite of these impressions and by aiming at objectivity and unbimanipulations, this is in high ased reportage, cross-culturization degree the embodiment of pure photography; a direct and immedi- and a comprehensive sampling of ate contact with the medium which reality. The dreamlike quality of the images that slowly emerge indigenerates the idea of the pinhole cates that we are dealing here with camera and manifests itself again in the paper prints. Pia Arke’s most an unfinished and maybe unfinishwidely circulated picture, a view of able process, and that the Arketypical makes up part of a larger a South Greenland fjord with its peculiar rock formations, is a scene picture, enveloped by the apparatus used to record that never-never I grew up with, so to speak, on my scene. Whatever, it will be no mean retina. More than 20 years have work of art to expose the connecpassed since I last saw that view tions between the many apparently from our mutual childhood home. irreconcilable – aesthetic, personal, And when I compare the two picpolitical – of the Pia Arke-typing. tures, my own faded retinal image and my sister’s photograph from All of this is highly process-orient1990, it strikes me that the former is far sharper, filled with Kodacolor- ed. Which, by the way, seems to be the part of Arketyping that is like nuances and transitions that toughest to analyze, having to do have no equivalence in the latter. But Arke’s photography also makes with the ability of these pictures to communicate, to talk to people me realize what has been hapor something inside them. This pening to this place: closed down, quite clearly also has something robbed of its dimensions, haunted, to do with Arke’s abilities in the covered with film. same direction, since her pictures, The surprising and beautiful thing as far as I know, were never really intended to speak for themselves. about these pictures springs, I believe, straight from their character On the contrary they are meant to function as a medium for all manas prints or impressions, a charner of intentions, messages and acter allowed to emerge through engagements in the relationship the veil without being forced aside by an all-too-high degree of sharp between herself and others. similarity, and without the pictures posing as indices to truths other Erik Gant than their own. (excerpt from the article “The ‘Arke’typical/Pia Arke,” Photography from the beginning KATALOG, Spring 1996) 55 Pia Arke. Nature Morte alias Perlustrationer 1-10. 1994 Den, der i 1994 forudsætningsløs og for første gang konfronteredes med Pia Arkes serie af sort-hvid optagelser, fik hverken hjælp af fotografen eller de titler, hun jonglerede med til værket: Nature Morte eller Perlustrationer. Men serien udvider sig ved dem og leger drilsk med betydningerne. Som en hårdt klippet film springer den skånselsløst mellem det private og det officielle, mellem lyst og mørkt, mellem nutid og fortid og mellem fiktion og dokumentation. Gennem disse tilsyneladende uforligelige bestanddele og fortællemåder placerer værket sig løfterigt, for Arke blev som kunstner aldrig bekvem. Serien er som hele hendes oeuvre et uforskrækket opgør med det billede af Grønland, hun tog med sig fra sine barndomsår i det store arktiske land, og ikke mindst med de fortolkninger af landet og dets befolkning, som hun som voksen stødte på, når hun via folkebiblioteket eller videnskabelige annaler søgte oplysninger om den nære eller fjerne grønlandske fortid. Ved en nærlæsning af serien kan man skelne mellem fortælletid og fortalt tid. Således anbringes vi af autor i fortælletiden, når Arke åbner serien med højrehåndens velkomst-gestus og i slutbilledet afrunder den med venstrehåndens signal om, at rammen på ny er lukket. I de mellemliggende otte billeder udforsker vi den fortalte tids forskellige nicher; først gennem et møde med tøjhunden, som antyder barndommens ureflekterede uskyld, siden ved mødet med hundredårige skrifter i skindbind og læder, som bl.a. bærer 1700-tals-prædikanten Hans Egedes navn, og senere ved den stiliserede illustration og de vedlagte utensilier, som foregriber videnskabens målbarhedsregler og etnologens reduktive undersøgelsesmetodik. Men mens disse motiver objektgøres som museale studiegenstande (hund og bøger er anbragt mellem bogstøtter, etiketteklare og til distant beskuelse), så er vi med de resterende billeder på besøg i en kvindeverden, der angiveligt tangerer fortælletiden og fra denne position leverer seriens passionerede eksistentielle kontrapunkt. I klinisk hvidt lys får vi kræftens trussel kastet i hovedet. Tilskueren tvinges til at dele blik med den kræftramte, men hjælpes til at finde hvile ved det diskrete glimt af den attrap, som kan skaffe illusionen om intakt kvindelighed tilbage. Man aner, at såret og sårhelingen har perspektiver 56 til grunde hinsides den medicinske diagnose, måske som metafor for det traume, som rammer den, der står mellem to kulturer. Men Arke lader ikke sine tilskuere slippe så billigt. Tilbage i rækken blandt de otte billeder findes seriens mest gådefulde billede; portrættet som nægter at være portræt, men med sine lukkede øjne i stedet bliver autors alter ego, indadvendt, tænksom og uden synlige sygdomstegn. I ophøjet ro, hvilende i drømmens mørke, vokser ansigtet til et billede, betydningsladet som grønlandsk maske og inuitens arketype, et tidløst sandhedsvidne og en brobygger midt blandt de øvrige nøgternt ironiske statements. Denne måske vel håndfaste tolkning af serien henter kommentarer fra kunstneren selv via dialogen mellem de to titler, hun har benyttet sig af. Med Nature Morte (som etymologisk jo betyder “død natur”) kommenterer hun ikke blot seriens række af stilleben, men får også trukket linjer op til de to former for død, der lurer: den faktiske såvel som den overførte, nemlig at blive balsameret i levende live, blive eskimoisk attrap eller fremmedgjort grønlænder. Med alternativet Perlustrationer får Arke trukket linjen op fra den tidlige kolonitid, nærmere bestemt det opdagelsesskrift, som Hans Egede udgav i 1741 under titlen Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Historie. Fremmedordbogen, Meyers gamle, leverer den strikte oversættelse: “Gennemsyn, mønstring”. Men lurer man også her lidt på etymologien, så giver den verbale form “perlustrere” adgang til oversættelsen “drøfte”. Og cirklen åbner sig endnu mere, når det prefix-løse “lustrere’” foreslår oversættelsen “give glans, forherlige”. Om Arke har leget med etymologi og konnotationer, som jeg her har antydet, er ikke til at vide. Men at hun med de to titler har arbejdet på et ønsket sammenfald mellem hendes kritiske og kunstneriske arbejdsfelt kan næppe betvivles. Hendes senere produktion leverer det stærke bevis. Finn Thrane Pia Arke. Nature Morte aamma Inuk 1994-imi sunik ilisimasaqareerani aatsaallu siullerpaamik Pia Arkep qalipaateqanngitsunik assilisaanik saqqummersitseqataasussaq assiliisumit ikiorneqanngilaq, qulequttanilluunniit, oqaatsinik atueriaqattaarluarluni atuakkiaanut: Nature Morte imaluuniit Perlustrationer. Kisianni saqqummersitat taamaaliornikkut tarparput isumaallu uumisaarisumillusooq pinnguarineqalerlutik. Filmimi killugarujussuarmi naakkittaaqalutik saqqummerarput inuit ataasiakkaat pisortallu akornanni, qaamasut taartullu akornanni, ullumikkut pissusisut siornatigullu pissusiusut akornanni kiisalu piviusuusaartitat uppernarsaatissallillu akornanni pisut. Immikkoortualuit katigunneqarsinnaanngitsorisatut isigisorinartut oqaluttuariaatsillu taakku atorlugit suliaq neriulluarnartunngorpoq, Arkemi eqqumiitsuliortunngorpoq ilorrisimaarnartuaannartuunngitsoq. Suliaq arnap taassuma periaasiatulli qunusuitsigaluni illuatungiliunneruvoq Kalaallit Nunaannik, meeraaffigisaminit issittumit angeqisumit kingornussaminik, eqqarsaatiginnittartunut, minnerunngitsumillu nunamik inuinillu nassuiaaniartartunut, inersimasunngorluni naapitaminut, atuakkanik atorniartarfiit ilisimatuutullu suliat paasiniakkani atorlugit Kalaallit Nunaata nutaanerusumik qanganisaanerusumilu ingerlaasianik oqaluttuatigut paasisamigut. Suliaq atuarluaraanni immikkoortinneqarsinnaalersarput oqaluttuarnerup sivisussusia aamma oqaluttuap sivisussusia. Taamaalilluta piviusunngortitsisumit oqaluttuarnerup sivisussusianut inissinneqarpugut, Arkemmi suliamini talerpini tikilluaqqussutitut isaappaa naggaserlugulu saamimminik kalerrinniarlutalusooq sinaakkutit matuneqaqqissimasut. Assilissani taakku akornanniittuni arfineq pingasuni misissueqqissaartinneqarpugut piffissap oqaluttuarfiusup pulariarfigisinnaasaanik assigiinngitsunik, siullermik annoraaminernik qimmiliamik, paasisitsiniaasumik meeraanerup ajortuliornertaqanngitsup qisuariarfigineqannginneranik, kingornatigullu allakkianik amernik ungalulinnik untritilinnik arlalinnik pisoqaassusilinnik ilisimasaqalerneq, ilaatigut 1700-kkunni ajoqersuisup Hans Egedep aqqanik atsiorneqarsimasunik titartapallappasissutullu ilusilikkanik assiliartalersorneqarsimasutigut, atortullu ilanngunneqarsimasut ilisimatuut naliliinerinik ingiaasut kiisalu inuiaat kulturiinik pissusiinillu ilisimatusartut pisariillisakkamik misissueriaasiinik. Taama eqqarsartaaseqarluni takutitsinerit saqqummersitatut ilinniutissiat (qimmeq atuakkallu inissinneqarsimapput akunneri qerattaqqusersorlugit, allagartalersorlugit ungasianiillu qimerloorneqarsinnasunngorlugit), taavalu assilissat sinnerini alakkartersinnaalerparput arnat silarsuaat, qularnanngitsumik oqaluttuarnerup sivisussusianik qanillattuisoq, tassanngaanniillu tunniunneqarpoq suliap qamannga pisumik naalliuuteqarnerup nammineq inuunerisamut illuatungiliinera. Napparsimmaviup qulliata qaammaarissup taaneqartartoq Perlustrationer 1-10. 1994 kræftip navianartorsiortitsineranik eqqorpaatigut. Pulaartoq pinngitsaalisatut kræftimik eqqorneqarsimasumut qiviartariaqarpoq, eqqissinissaminulli ikiorserneqarluni qissiminnermit oqaluttuartumillusooq arnaassutsip ilivitsuusup, tamarmiusup, uteqqinnissaanik takorluuinermut. Malugineqarsinnaavoq ikeq ikillu maminnissaa nakorsat paaseriigaasa illuatungerluinnaaniittoq, soorlu immaqa kulturit marluk akornanniilersimasup misigisamigut kingunerlutsitsilersumut assersuunneqarsinnaasoq. Kisianni Arkep isiginnitsini taama ajornanngitsigisumik misigitikkusunngilai. Assilissat arfineq pingasut taakku akornanniippoq saqqummersitami assilissat paasiuminaannersaat, inuup assilineqarusunngitsutut ittup assinga, sequnnginganermigulli takutitsisoq kinaassutsiminik illuatungiliisutut, nittarsaatin-ngitsoq, eqqarsarpasissoq nappaateqarneranillu malunnaateqanngitsoq. Ataqqinarpaluttumik eqqissisimalluni, takorluukkamini taartuniilluni, kiinaa assilissatut saqqummeriartorpoq, pingaa-ruteqarpaluttutut, kalaallit kiinarpaliaattuulli pingaaruteqarpalutsigaluni, Inuillu nagguippiaanniippalulluni, qaqugumulluunniit atasussamik eqqortuusumik uppernarsaatitut naalakkersuisut mitallikujussinnaasunik silatusaarniarnerisa qeqqanni ataqatigiissitsiniartutut. Tamanna saqqummersitani immaqa qajassuaassinnaasumik nassuiaaneq eqqumiitsuliortup nammineerluni nassuiaaserpaa qulequttat marluk ataqatigiissinnerisigut. Qulequttamik Nature Morte (oqaatsip nagguia malillugu isumaqartumik “pinngortitaq toqungasoq”) atuinermigut nassuiaannanngilaa tassaaginnangitsut aalasortaqanngitsumik assilisat, ersersilluguttaarli toqoriaatsit marluk periaannaasut: Piviusoq tunniutarlu, tassalu suli inuutilluni aanaveersagaaneq, eksimuujusuusaarneq kalaaliulluniluunniit allamiunngortitaaneq. Illuatungaani Perlustrationer-ini Arkep nunasiaataaqqaarnermiit pissutsit ingerlateqqippai, oqaatigilluaannarlugu Hans Egedep ilisimalikkaminik atuakkiaa 1741mi saqqummersoq qulequtaqarluni Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Historie. Takornartat oqaasiinik ordbogip, Meyerip qanga saqqummersitaata, takutippaa oqaatsit atorneqartut toqqaannarlugu nutserneqassasut “Misissuineq, katersuineq”. Taamaattoq oqaatsinik paasinnittaaseq paasiniarluariaraanni oqaaseq “perlustrere” nutserneqarsinnaalerportaaq “oqallisiginninneq”. Sulilu tarparnerusarpoq oqaatsit nagguiinik nalusut “paasisitsiniaallutik” oqaatsip nutserneqarnissaatut siunnersuutigigaangassuk “qinngorneqalersippaa, nersorpaa”. Oqaatsit nagguiinik isumaannillu qanorlu aamma isumaqartinneqarsinnaanerinik, uani taasannik, Arkep atuiniarsimasinnaanera ilisimasinnaanngilarput. Kisianni arlariinnik qulequtsiilluni suliaqarsimanera kissaatigisamut tulluuppoq, isornartorsiuisinnaanerata eqqumiitsuliortutullu suliaasa taanna qularutissartaarutitikkunarpaat. Suliaasa kingulliit tamanna suli sakkortunerusumik uppernarsarpaat. Finn Thrane Pia Arke. Nature Morte alias Perlustrations 1-10. 1994 Anyone who in 1994 was confronted for the first time and without any kind of preparation with Pia Arke’s series of black-and-white photos received no help either from the photographer or from the titles that the artist was juggling with: Nature Morte or Perlustrations. But with them the series expands and plays teasingly with their meanings. Like a decisively cut film it jumps ruthlessly between the private and the official, between light and dark, between present and past and between fiction and documentation. Through these apparently incompatible components and narrative modes the work places itself promisingly, for as an artist Arke never became easy to deal with. Like the rest of her oeuvre the series is a fearless settlement of accounts with the picture of Greenland she brought with her from her childhood in the big Arctic country and not least with the interpretations of that country and its population that she encountered as an adult when looking for information on the near or distant Greenlandic past in public libraries or scientific reports. is forced to exchange glances with the cancer sufferer but is helped to find repose by the discreet glimpse of the prosthesis that can bring back the illusion of intact femininity. One senses that the wound and its healing are founded on perspectives that go beyond the medical diagnosis, perhaps as a metaphor for the trauma that afflicts those who stand between two cultures. But Arke does not let her viewer off so lightly. Among the eight pictures of the series there remains its most enigmatic image – the portrait that refuses to be a portrait, but with its closed eyes becomes the author’s alter ego, introverted, thoughtful and without visible signs of illness. Serenely calm, resting in the darkness of the dream, the face grows into a picture, loaded with meaning like a Greenlandic mask and Inuit archetype, a timeless witness to the truth and a mediator between the other soberly ironic statements. This possibly rather heavy-handed interpretation of the series feeds on commentaries from the artist herself via the dialogue between the two In a close reading of the series it betitles she has used. By Nature Morte comes possible to distinguish between (which literally means “dead nature”) narrative time and narrated time. she comments not only on the still Thus we are placed by the author in lifes used by the series, but also links narrative time when Arke opens the up to the two forms of death lying in series with the right hand’s gesture wait: both death as such and death of welcome and in the concluding in a metaphorical sense, namely picture rounds it off with the left becoming embalmed while still alive, hand’s signal that the framework has becoming an Eskimoic prosthesis been closed again. In the intervening or alienated Greenlander. With the eight pictures we explore the narrated alternative title Perlustrations Arke time’s various niches; first through establishes a link with the early a meeting with the toy dog that sugcolonial days, with Hans Egede’s gests the unconscious innocence of account of his explorations published childhood, later through the meeting in 1741 under the title Det gamle with old texts in leather bindings that Grønlands nye Perlustration eller among other things bear the name Naturel-Historie [The Old Greenland’s New Perlustration or Natural of the 18th century preacher Hans History]. Meyer’s old dictionary of Egede and later again through the loan words gives the strict translation stylised illustration and the attached of perlustration: “Review, inspection”. instruments that anticipate the The English verb form, “perlustrate”, metrological rules of science and the means to travel though an area, ethnologist’s reductive methods of while if we drop the prefix, the Latin investigation. But while these motifs “lustrate” has the figurative meaning are present as museal objects to be of “to illuminate”. studied (the dog and the books are placed between book ends, ready to be We cannot know whether Arke played labelled and viewed from a distance), with etymology and connotations the remaining pictures take us on a along these lines. But it can scarcely visit in a women’s world that allegbe doubted that the two titles she edly borders on the narrative time of the work and from this position deliv- worked with were intended to create a fusion of the critical and artistic fields ers the series’ passionate existential in which she worked. Her later procounterpoint. duction provides strong proof of this. In a clinical white light the threat of Finn Thrane cancer meets us head on. The viewer 57 Pia Arke. Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning. 2003 Pia Arke. Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat. Pia Arkes bog Scoresbysundhistorier er et litterært objekt, som er vanskeligt at placere i nogen bestemt genre. Bogen bærer undertitlen Fotografier, kolonisering og kortlægning, og det er betegnelser, der både er præcise og lidt for neutrale. For bogen indeholder først og fremmest Arkes personlige forsøg på at finde en nogenlunde sammenhængende fortælling om tilblivelsen af et ganske særligt sted og livet dér: Stedet er på Grønlands østkyst, og det blev befolket med fangerfamilier fra Angmassalik, men hensigten med stedets oprettelse var dansk og tænkt som en geopolitisk løsning på spørgsmålet om, hvilket land – Danmark eller Norge – der besad “overhøjheden” over den nordøstlige del af Grønland. Den svenske forfatter og kulturanalytiker Stefan Jonsson har derfor forsynet bogen med “kartografiske afsnit”, der gør rede for den typiske forbindelse mellem opdagelsesfærd, antropologi, geografisk korttegning og politiske målsætninger, der var karakteristisk for en kolonimagt i imperialismens tidsalder. Pia Arkep atuakkiaa Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat atuakkiaavoq atuakkioriaatsit sammiviannut sorlermut inississallugu nalunartoq. Atuagaq qulequtaaraqarpoq Assit, inulerneqarnerat nunap assiliornerlu, taaguusersuinerillu eqqorluinnarlutillu arlaannut atanngippallaaluatsiartutut ipput. Tassami atuakkap pingaarnerpaamik imaraa Arkep nammineq inuttut nassaarinninniarnera najugaqarfiup immikkorluinnaq ittup pilersinneqarnera tassanilu inuunerup ataqatigiissaakannernissaanik oqaluttuarnissaq. Najugaqarfik Kalaallit Nunaanni Tunumiippoq, ilaqutariinnillu piniartukkuusunit Ammassalimmeersunit inulerneqarluni, inoqarfiulli pilersinneqarnerata siunertaa danskinit pinngorpoq eqqarsaatigineqarluni nunamik piginnittussaanermik politikki tunngavigalugu apeqqummut nunap sorliup – Danmarkip Norgelluunniit – Tunup avannaannut “oqartussaaneranik” aaqqiiniarnermik. Taamaattumik svenskip atuakkiortup kulturinillu paasiniaasartup Stefan Jonssonip atuakkamut ilannguppai “nunap assiliornerinik immikkoortortat”, nassuiaasut ilisimasassarsiornerit, inuit nagguiinik ilaqutariissusaanillu misissuinerit, nunap assiliornerit politikikkullu anguniakkat, nunasiaateqarniarnerup ukiuisa nalaanni nunasiaateqarniat ilisarnaataat, taamani pissutsinik ersersitsisut. Bogen er resultatet af en billedkunstners arbejde, men i stedet for at bruge sit talent til at skabe malende skildringer af et isoleret udsted i en ødemark, har Arke ladet det isolerede og fjerne vise sig selv: Billederne er derfor – bortset fra en række portrætter – andres fotografier, og læseren får ligeledes mulighed for at lytte til mange grønlandske stemmer i beretningen om livet i Scoresbysund (på østgrønlandsk: Ittoqqortoormiit) over tre generationer. Men tilgangen til emnet, fremstillingen af de mange undersøgelser, Arke foretog under studierejser til Scoresbysund, bærer alle præg af den uhildede billedkunstners evne til at videregive indsigter. 58 Arke var selv rundet af denne befolkningsflytning, om end på en tværgående måde. Som barn havde hun levet flere steder i Grønland og i metropolen Danmark: Bogen er derfor både dybt indfølt og muntert berettende, forfattet af en person, der ser og hører ting for første gang, som hun på en måde havde forestillet sig, følt, at de kunne være. Iagttagelserne danner en tekst fuld af menneskelig forståelse og undren. Givetvis mellem omsorg og solidaritet, som når Arke beretter om de blandede ægteskaber og de børn, der blev født i dem, men også mellem humor og kritik. Se blot forsidebilledet på bogens omslag! Scoresbysund var et sted “uden”: uden hukommelse, uden beretninger fra fortiden, uden minde, uden succes. Dette “uden” udgjorde den store udfordring for det lille epos, Arke satsede på at fremmane ved hjælp af billeder og beretninger. Til dette epos leverede Jonsson afgørende rammer og tekstur – atter fra siden, eller tværgående i forhold den store historie om Danmark og “vore oversøiske besiddelser”. Med denne bog fik den store historie tydeliggjort sit diskrete knudepunkt; det er herefter ikke muligt for grønlændere og danskere at fortrænge det faktiske i den fælles kolonifortid, begivenhederne, livet og magten i forrige århundrede. Den italienske filosof Giorgio Agamben har for ikke så længe siden skrevet, at for at forstå forholdet mellem Vesten og den øvrige verden skal man forstå lejrene. Mellem København og Godthåb var der et lignende omdrejningspunkt: Det hed Scoresbysund. Carsten Juhl Atuagaq pinngorpoq assilialiortartup suliaasa inernerattut, taamaattorli eqqumiitsuliortutut piginnaanini nunaqarfiup avinngarusimalluinnartup qalipaatigissaartumik oqaluttuarineranut atornagu Arkep avinngarusimasoq ungaseqisorlu nammineersillugu takutippaa. Taamaattumik assilissat – inuit ataasiakkaat assingi eqqaassanngikkaanni – allat assilisaat, atuartumuttaaq periarfisiipput kalaalerpassuit nipaannik naalaarnissaannut Ittoqqortoormiini kinguaariit pingasut qanoq inuusimanerannik oqaluttuartunut. Kisianni tassunga pulanissamut, misissuinerpassuarnik, Arkep paasiniaalluni Ittoqqortoormiiliartarnermigut, paasisaminik oqaluttuarneri tamarmik ersersitsipput eqqumiitsuliortup arlaannaannillunniit illersuinngitsup Assit, inulerneqarnerat nunap assiliornerlu. 2003 Pia Arke. Stories from Scoresbysund. Photographs, Colonisation and Mapping. 2003 paasisaminik ingerlatitseqqinnissaminik piginnaaneqarneranik. Pia Arke’s book Stories from Scoresbysund is a literary object that it is difficult to place in one particular genre. The book carries the subtitle Photographs, Colonisation and Mapping, and these are designations that are both precise and also a little too neutral. For the book first and foremost contains Arke’s personal attempt at finding a more or less coherent account of the genesis of a quite special place and the life lived there: the place is on Greenland’s east coast, and it was populated with hunter families from Angmassalik, but the purpose of establishing the settlement was Danish and conceived as a geopolitical solution to the question as to what country – Denmark or Norway – had “dominion” over the north-eastern part of Greenland. The Swedish writer and cultural critic Stefan Jonsson has therefore furnished the book with “cartographical sections” that describe the typical connection between voyages of exploration, anthropology, mapmaking and political objectives characteristic of a colonial power in the age of imperialism. Arke nammineq inuit taama nuutsitaanerannit pilersitaavoq, naak sarfaq majoraluarlugu. Meeraanermini Kalaallit Nunaanni arlalinni najugaqarsimavoq inoqarfissuarmilu Danmarkimi. Taamaattumik atuagaq qamuunavik misigisaajutigaluni nuannersunik oqaluttuarpoq, atuakkiorfigineqartoq inummit pisunik siullermeerluni takunnillunilu tusagalimmit, arlaatigut takorlooreersimasaminik, taamaattussaasinnaasutut misigisimasaminik. Takusaminik allaatigisai inuttut paasinninneranik tupigusunneranillu ulikkaarput. Qularnanngitsumik isumassuinerup ersoqatiginninnerullu akornanni, soorlu Arkep oqaluttuarigaangagit assigiinngitsunik nagguillit aappariilerneri meerariligaallu, aappaatigullu aamma quianartumik isornartorsiuinertalimmillu. Atuakkap saqqaata assitaa takuinnaruk! Ittoqqortoormiit tassaavoq “suitsoq”: eqqaamasaqarfiunngilaq, itsaq pisimasunik oqaluttuaqanngilaq, eqqaamasassartaqanngilaq, iluatsitsisimanngilaq. Tamanna “suinneq” unammillerlugu taalliatullusooq oqaluttuarnermini takinngikkaluami Arkep saqqummersikkusuppaa assilissat oqaluttuarineqartullu atorlugit. Oqaluttuamut tassunga Jonsson pingaarutilinnik ilanngussivoq sinaakkusiisumik allatamigullu – aamma sarmiilluni, imaluunniit “imarpissuarni pigisatsinnik” Danmarkip oqaluttuarinnittarnerata sarfaa majorlugu. Atuagaq una aqqutigalugu oqaluttuarujussuup isertuartumik akunniffia oqaluttuarineqarpoq, tamatumalu kingorna kalaallit danskilluunniit nunasiaataanerup nalaani peqatigiillutik atorsimasatik toqqortersinnaajunnaarpaat, 1900-kkunni pisimasut, inuuneq pissaaneqarnerlu. Italiamiu eqqarsarnikkaaq Giorgio Agamben ungaserujussuanngitsukkut allappoq nunat killiit nunarsuullu sinnerata akornanni pissutsit paasiumagaanni uninngaarfii paasisariaqartut. Københavnip Nuullu akornanni tassunga assingusumik qitiusoqarpoq: Taanna ateqarpoq Ittoqqortoormiit. Carsten Juhl Arke herself was a product of this transfer of population albeit in a cross-cutting way. As a child she had lived in a number of places in Greenland and in the metropole Denmark. The book is therefore both deeply empathic and cheerfully narrative, written by a person who sees and hears things for the first time as she had somehow imagined, felt that they might be. The observations form a text full of human understanding and wonder. Undoubtedly between care and solidarity as when Arke tells of the mixed marriages and the children who were born in them, but also between humour and criticism. Just look at the picture on the front cover of the book! Scoresbysund was a place “without”: without memory, without stories from the past, without recollections, without success. This “without” was the big challenge for the little epos that Arke sought to conjure up with the help of pictures and accounts. Jonsson provided the crucial framework and texture for this epos – again from the side, or cutting across the broader history The book is the result of a visual of Denmark and “our overseas artist’s work, but instead of using possessions”. This book illumiher talent to create vivid depicnated the discreet centre of that tions of an isolated settlement in broader history so that it is no a wilderness, Arke has allowed longer possible for Greenlanders the isolated and distant to exhibit and Danes to repress the facts itself: the pictures are therefore of their shared colonial past, the – with the exception of a number events, the life and the power, in of portraits – other people’s phothe preceding century. tographs, and the reader also has the opportunity to listen to many The Italian philosopher Giorgio Greenlandic voices in the account Agamben wrote recently that of life in Scoresbysund (in East in order to understand relaGreenlandic: Ittoqqortoormiit) tions between the West and the over three generations. But the rest of the world, one must first approach to the subject and the understand the camps. Between presentation of the many invesCopenhagen and Godthåb there tigations Arke carried out during was a similar nexus: It was called her study trips to Scoresbysund Scoresbysund. are all characterised by the ability of the impartial artist to pass Carsten Juhl on insights. 59 TEMASEKTION 8: DEN EXCENTRISKE ESKIMO Denne sektion stikker lidt ud fra de andre. Den indeholder kun ét værk af Pia Arke, nemlig en serie på otte farvefotografier fra 1990’erne der nøgternt registrerer aflejringer og aftryk, som i al deres okkerfarvede skønhed vidner om europæiske patruljer og udposter. Stedet er Østgrønland, og aflejringerne stammer fra genstande – skrottede olietønder, blikplader, lamper osv. – som med tiden er eroderet og blevet til ét med netop den stenede grund, som deres oprindelige ejermænd så ihærdigt studerede og bearbejdede. Seriens henvisninger til polarekspeditioner på fjerne udposter spejles i sektionens telt, som er skueplads for et filmprogram kurateret af Selskabet for Dårlig Etnografisk Film (SfDEF) indeholdende to klassiske etnografiske film, der vises under udstillingen. Selskabet med det usædvanlige navn blev stiftet af Arke, hendes bror Erik Gant og Anders Jørgensen i begyndelsen af 2000. Mens Gant og Jørgensen begge havde kredset om filmiske fremstillinger af grønlændere og inuitter i filmvidenskabelige universitetsafhandlinger – Gant med Ph.D.afhandlingen Eskimotid (2004-05) og Jørgensen med hovedfagsspecialet Det primitive moderne. Knud Rasmussens etnografiske ekspeditionsfilm 1917-1927 (2000) – så have Arke beskæftiget sig bredt med billedmediers betydning i kortlægningen og koloniseringen af især Østgrønland. De tre delte ikke bare en interesse i at undersøge, hvorledes oprindelige folk – således også “eskimoer” – er blevet fremstillet i den vestlige etnografi og filmindustri gennem de sidste ni årtier. De ønskede også at vende det, de så, med offentligheden og om muligt vende det etnografiske og filmiske blik om, så det kunne få øje på sig selv. De tog med andre ord de samme blikvinkler, som den etnografiske film har kastet på oprindelige folk, og anvendte dem på den etnografiske film selv. Dermed faldt blikket selvsagt også på de etnografer, arkæologer, filmmagere og TV-folk, som har lavet filmene, og i videre forstand på de biografgængere og fjernsynsseere, som har set dem og taget dem for (de helt) gode varer. Med analysen og satiren som våben drog SfDEF således i felten og arrangerede flere offentlige seancer, som de kaldte dem. De fandt sted på bl.a. Nationalmuseet, Det Grønlandske Hus og Arktisk Institut i København og var bygget op omkring et diskussionsoplæg 60 fra SfDEF, fremvisningen af et eller flere filmeksempler og en efterfølgende fælles diskussion med publikum. Filmmaterialet spændte vidt og inkluderede en tidlig stumfilm som Den store Grønlandsfilm fra 1921, instrueret af Eduard SchnedlerSørensen & H.F. Rimmen, og optaget under første halvdel af den såkaldte “5. Thule-ekspedition” under ledelse af den navnkundige polarforsker Knud Rasmussen. Men også nyere materiale som Martin Appelt & Ole Mallings dokumentarfilm Tunit – det forsvundne folk fra 1998 (vist på DR2 i 1999) var at finde i materialet. Filmprogrammet til denne udstilling henter sin titel fra et essay af samme navn, som Erik Gant publicerede i Tidsskriftet Grønland i 1996. Med titlen henviser han både til Vestens misrepræsentationer af “eskimoen” som “excentrisk” i sin forskellighed fra den hvide mand og til sin egen “excentriske” position som nutidig “grønlænder”, der betragter disse misrepræsentationer forskudt fra dem, og som i denne forskydning må sande, at selv hvis han kunne komme bag om dem, så er der ingen vej tilbage til den oprindelige “eskimoicitet”. Den excentriske grønlænder er i denne optik på én og samme gang ved at gå under og på vej til at blive til et godt eksempel – “udrustede, som vi er, med en sikker fornemmelse for, at det at være sig selv også altid er at være noget andet”, som Gant afslutter sin tekst. Med filmprogrammet ønsker sektionen at tydeliggøre nogle af de “eskimoiske” repræsentationsmodeller, som Arke og andre postkoloniale billedkunstnere har forsøgt at gøre op med: den eskimoiske oprindelighed, naturlighed, primitivitet, barnlighed, kollektivisme, prælogik, fredsommelighed og umiddelbare livsglæde. Filmprogrammet består af de to nedenstående film, der screenes på skift hver dag i museets åbningstid: Eduard Schnedler-Sørensen & H.F. Rimmen. Den store Grønlandsfilm. 1921. Leo Hansen. Med Hundeslæde gennem Alaska. 1926. D. 23. januar og 10. marts 2010 afholdes endvidere to offentlige diskussionsseancer, hvor vi i SfDEFs ånd vil vise og diskutere sidstnævnte film. For yderligere information, se “Udstillingsarrangementer” på s. 76. SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 8: Immikkoortoq taanna ilaminit allaanerulaarpoq. Imaraa Pia Arkep suliaa ataasiinnaq, tassalu assit qalipaatillit tulleriiaat arfineq pingasut 1990-ikkunneersut unerarnikunik naqinnernillu, sungaangajallutik kusanar-tumik europamiut avungarsuaq angalasarsimanerinik uninngasarsimanerinillu takutitsisunik, peqqissaartumik nalunaarsuinerit. Pineqartoq tassa Tunu, unerarnikullu tassaapput suut tigussaasut – uuliamut nappartat igitat, savimernit saattut, qulliit il.il. – ukiut ingerlanerini nungujartorsimasut nunamullu tassungarpiaq ujaraannaasumut, taakkuninnga piginnissimasunit ilungersorluni misissorneqarsimasumut suliarineqarsimasumullu, akuliussimallutik. Assit tuleriiaat issittumut ilisimasassarsiortarnernut avungarsuaq ingerlasartunut tikkuussinerannut takussutissaavoq tupeq taakkunannga ungalungajanneqarsimasoq. Tupermi takuneqarsinnaapput filmit Inuit Kulturiinik Ileqquinillu Filmiliat Kukkussutaat pillugit Peqatigiiffimmit (SfDEF) suliareqqitat, tassaasut nunap inoqqaavinik filmiliat nalunnginneqarluartut pingasut. Peqatigiiffik nalinginnaanngitsumik taa-guusigaq Arkemit, qatanngutaanit Erik Gantimit Anders Jørgensenimillu 2000-ip aallartilaarnerani pilersinneqarpoq. Gant-ip Jørgensenillu kalaallit inuillu filmitigut takutinneqartarnerat filminik ilisimatusarnertigut universitetini nalunaarusiornermikkut sammivaat – Gant Ph.D.-nngorniarluni saqqummiussinermigut Eskimotid (2004-05), Jørgensen-illu ilinniakkaminut pingaarnermut atatillugu immikkut suliamigut Det primitive moderne. Knud Rasmussens etnografiske ekspeditionsfilm 1917-1927 (2000) – Arkellu sammivaa assitigut saqqummiussinerit pingaarutaat nunap assiliornernut nunasiaateqa-lernermullu, pingaartumik Tunumi. Pingasuullutik soqutigisariinnarsimanngilaat misissussallugu nunap inoqqaavi – taamalu aamma “eskimuut” – nunat killiit inuit kulturiinik ileqquinillu misissuisuisa filmiliortartullu qanoq takutissimaneraat paasiniassallugu. Kissaatigisimavaattaarli kikkulluunniit peqatigalugit takusamik illuatungaanut saatsinnissaat, ajornanngippallu etnografikkut filmitigullu isiginninnerit aamma iluatungaanut saatsinnissaat, taamaalillutik imminnut takusinnaalerniassagamik. Allatut oqaatigalugu isiginniffiit taakkorpiaat, etnografimik filmiliat nunap inoqqaavinik isiginniffii, atorlugit filmilianut namminernut isiginninnissaq. Taamaalilluni soorunami isigineqalerputtaaq inuit kulturiinik ileqquinillu ilisimatusartut, itsarnisarsiuut, filmiliortartut TV-liortartullu, taakkuninnga filmiliorsimasut ingerlateqqikkaannilu filminik TV-millu isiginnaartartunut, taakkuninnga takunnissimasunut ilumoorluinnartuunerinillu upperinnittunut. Paasiniaaneq quiassuarnerlu sakkugalugit SfDEF avammut ammarpoq tamanullu ammasunik arlaleriarluni aaqqissuussisar- ESKIMUU SILANNGAJAARTOG luni. Taakku pipput Nationalmuseumimi, Kalaallit Illuutaanni Københavnimilu Arktisk Intitutimi, ingerlanneqartarlutillu SfDEF-imit aallarniuteqarnikkut, filmip ataatsip arlallilluunniit takutinnerisigut kingornatigullu najuuttunik oqallitsitsinikkut. Filmit tamanik samminnittuupput ilagalugulu nipeqanngitsumik filmiliaq Den store Grønlandsfilm 1921-meersoq, ilitsersuisoralugit Eduard Schnedler-Sørensen & H.F. Rimmen, filmiliarineqarlunilu “Thulemiit ilisimasassarsiornerit 5”-ata, issittumi ilisimasassarsiortartumit tusaamasaasumit Knud Rasmussenimit siulersorneqartup, aallartinissarnerata nalaani. Aammattaarli filmiliat nutaanerusut ilaapput soorlu Martin Appelt & Ole Mallingip pisimasulersaarutaat Tunit – det forsvundne folk 1998-imeersoq (DR 2-mi 1999imi takutinneqartoq ilaavoq). Filmit takutinneqartut qulequtserneqarnerannut tunngaviupput aallaaserisat naatsut taama qulequtallit, Erik Gantip atuagassiami Tidsskriftet Grønland-imi 1996-imi saqqummersittagai. Taama qulequtsiinermigut uparuarniarpaa Nunat Killiit “eskimuumik” eqqunngitsumik ilisarititsisarnerat qaqortumik amilimmit allaanerulluni “eqqumiikajaartuunerarlugu”, uparuarniarluguttaaq nammineq “eqqumiikajaatut” inissisimanini ullumikkut “kalaaliusutut”, eqqunngitsumik ilisarititsinernit taakkunannga nikilluni isiginnaartutut, taamalu nikinnikkut uppernarsisariaqarlugu, tunuannulluunniit pisinnaagaluaruni, qangatut “eskimuujussusermut” utersinnaanani. Kalaaleq eqqumiikajaaq tassanngaanniit isigalugu tassaavoq nungukkiartuutigaluni assersuutissanngoriartortoq pitsaasoq – “taama sakkussalersorneqarnitsivut malugisinnaalluarparput namminiussuseq aammattaaq tassaasoq tamatigut allaanissaq”, soorlu Gantip allatani naggaseraa. Filmertitsiviup immikkoortortaani anguniarneqarpoq “eskimuujussutsimik” ilisarititsinerit ilaasa, Arkep allallu nunasiaataanerup kingornagut assilialiortartut uparuartorniagaasa, erseqqissarnissaat: Eskimuut nagguiat, ilakkuminarnerat, pissuseqqaanut qaninnerat, meerarpalunnerat, ataatsimoorussisarnerat, imminut naapertuuttumik tunngavilersorluni eqqarsartaasiat, piuaatsuunerat inuunermillu nuannaarutiginninnermik ingerlaannaq takutitsisarnerat. Film-it takutitassat marluupput, ataani qulequttat atuakkit. Paarla kaallutik ulloq allortarlugu takutinneqartassapput katersugaasiviup ammasarfiani: Eduard Schnedler-Sørensen & H.F. Rimmen. Den store Grønlandsfilm. 1921. Leo Hansen. Med Hundeslæde gennem Alaska. 1926. Aammattaaq jannuaarip 23-anni aamma martsi 10-anni 2010 tamanut ammasumik oqallitsitsineqassaartaaq, SfDEF-ip anersaava malillugu filmi kingulliullugu taasaq takutinneqassalluni oqallissutigineqarlunilu. THEME SECTION 8: THE ECCENTRIC ESKIMO This section diverges a little from the others. It contains only one work by Pia Arke, namely a series of eight colour photographs from the 1990s that soberly register deposits and imprints that in all their ochre beauty bear witness to the onetime presence of European patrols and outposts. The place is East Greenland, and the deposits come from objects – trashed oil drums, sheet metal, lamps, etc. – which rusted away in the course of time and have become one with that very same stony ground that their original owners so diligently studied and processed. The references in the series to polar expeditions at distant outposts are reflected in the section’s tent that forms the setting for a film programme curated by the Society for Ethnographic Film Blunders (SfEFB), presenting two classical ethnographic films during the exhibition. The society with the unusual name was founded by Arke, her brother Erik Gant and Anders Jørgensen at the beginning of the year 2000. While Gant and Jørgensen had both investigated cinematic representations of Greenlanders and Inuit in university theses – Gant in his Ph.D. thesis Eskimotid [Eskimo Time] (2004-05) and Jørgensen in his graduate thesis Det primitive moderne. Knud Rasmussens etnografiske ekspeditionsfilm 1917-1927 [The Primitive Modern: Knud Rasmussen’s Ethnographic Expedition Films 1917-1927] (2000) – Arke had occupied herself broadly with the importance of pictorial media in the mapping and colonisation of East Greenland in particular. The three shared not only an interest in investigating how indigenous peoples – therefore also “Eskimos” – have been represented in Western ethnography and films over the last nine decades. They also wished to discuss with the general public what they saw and, if possible, to reverse the ethnographic and filmic gaze so that it could see itself. In other words, they took the same viewing angle that the ethnographic film has imposed on indigenous peoples in order to apply it to ethnographic film itself. It goes without saying that in this process the focus fell on the ethnographers, archaeologists, filmmakers and TV people, who made the films, and in a further sense on the cinemagoers and TV viewers, who had seen them and taken the films for gospel. Thus, with analysis and satire as their weapons SfEFB sallied forth and arranged a number of public séances, as they called them. They took place at, for instance, the National Museum of Denmark, the Greenland House and the Danish Polar Center in Copenhagen and were built up around an introductory presentation from SfEFB, the showing of one or more films and a subsequent discussion with the audience. The film material covered a lot of ground and included an early silent film like Den store Grønlandsfilm [The Great Greenland Film] from 1921, directed by Eduard Schnedler-Sørensen & H.F. Rimmen, and filmed during the first half of the so-called “5th Thule Expedition” under the leadership of the renowned polar explorer Knud Rasmussen. But also more recent material, like Martin Appelt & Ole Malling’s documentary Tunit – det forsvundne folk [Tunit – The People that Disappeared] from 1998 (screened on Danish television in 1999), formed part of the material shown. The film programme takes its title from an essay of the same name that Erik Gant published in Tidsskriftet Grønland in 1996. His title refers both to the West’s misrepresentations of “the Eskimo” as “eccentric” in her/his difference from white people and to his own “eccentric” position as a modern “Greenlander”, who regards these misrepresentations displaced from them, and who in this displacement is forced to recognise that even if he could go behind them, there is no way back to the original “Eskimoicity”. In this optic the eccentric Greenlander is at one and the same time in the process of going under and on the way to becoming a good example – “equipped as we are with a sure sense that being oneself is also always to be something else”, as Gant concludes his text. With the film programme this section wishes to spell out some of the “Eskimoic” representation models that Arke and other postcolonial artists have tried to confront: Eskimoic originality, naturalness, primitiveness, childishness, collectivism, pre-logic, peaceableness and spontaneous joie-de-vivre. The film programme consists of the two films listed below, which are screened alternately every day during museum opening hours: Eduard Schnedler-Sørensen & H.F. Rimmen. Den store Grønlandsfilm [The Great Greenland Film]. 1921. Leo Hansen. Med Hundeslæde gennem Alaska [With a Dog Sledge Through Alaska]. 1926. On January 23 and March 10, 2010 two public discussion séances will be held, at which in SfEFB’s spirit we will show and discuss the last-mentioned film. For more info, see “Events during the exhibition” on p. 76. 61 TEMASEKTION 9: SKANDINAVISK PANORAMA SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 9: Pia Arke arbejdede ud fra en metode, der bevidst sammenblandede etnologi og kunst. Her smeltede etnografens feltarbejde og den antropologiske humanisme sammen med æstetiske teorier og kunstnerens arbejde med materialet i en ny slags bastard-metode. Denne sektion sætter fokus på projekter, hvor metoden anvendes på den skandinaviske metropol og på Danmark især. Problematikken er stadig kolonihistorien og dens eftervirkninger, men hvor Arke mestendels har undersøgt den fra den grønlandske kant, vælger hun her den modsatte angrebsvinkel og nærmer sig fænomenet gennem Danmark (og den svenske vestkyst). Skandinavisk panorama henter sin titel fra en serie sort-hvide fotografier af samme navn – bragt enkeltvis på forsiden af de fem numre som Litteraturmagasinet Standart udgav i 1998 – men indledes med et projekt udført af indsatte i Anstalten ved Herstedvester i København. Arke havde i en årrække sin ugentlige gang i det lukkede fængsel, hvor hun på eget initiativ kørte en kunstworkshop for de grønlandske indsatte. Udstillet her peger projektet på “den umenneskelige behandling vi accepterer ved at sende grønlændere til afsoning på ubestemt tid i Danmark”, som Tine Bryld har formuleret det. Med sin sans for det oversete forlægger Arke altså sit panorama til periferien: i kunstworkshoppen til de usynlige grønlændere i Danmark og i Skandinavisk Panorama til Göteborgs forstæder og den karakteristiske karakterløshed, som kun sovebyer opslugt af byens vækst kan opvise. Panoramaet dukkede op i 1800-tallets Europa og skabte en aldrig før set illusion af være omsluttet af og delagtig i, hvad der foregik på billedfladen. Som beskuer beherskede man scenariet stående i centrum af og med fuldt overblik over det pastorale landskab eller sejrrige militære slag, der udfoldede sig for ens blik. Scener fra dengang farfar var ung, og byen endnu ikke havde vokset sig uoverskuelig stor. Billeder fra før industrialiseringen og landboernes tilflytning til metropolen. Arke tager tråden op fra traditionen, men slår knuder på den. Fotograferet fra tilfældige hustage i lige så tilfældige beboelsesområder punkterer Skandinavisk Panorama idéen om overblikket som et suverænt og måske sublimt moment. Den viser snarere, at ethvert centrum er en myte, en konstruktion, og sår i samme åndedrag tvivl om Skandinaviens rolle som Nordens centrum i både historisk, kulturel og politisk forstand. At Danmark har været et handelscentrum for varer til og fra Grønland kan der næppe herske tvivl om, givet at Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) havde eneret i næsten 200 år. Under sin research i Dansk Polar Centers bogmagasin på Nordatlantens Brygge stødte Arke en dag på en af kolonitidens helt store sællerter: spækken. Gemt bag Pia Arkep periaaseraa inunnik kulturiinillu ilisimatusarnerup (etnologi) eqqumiitsuliornerullu piaaraluni kattutsinnissaat. Tassani etnologimik suliaqartup misissukkaminiitilluni sulinera inuup inuiaqatigiillu pissusiinik misissuisup (antropolog) inuppalaarnera akuliunneqarput kusanartulerinermik eqqarsaatersuutinut eqqumiitsuliortullu suliaanut, taamaalillutik nutaamik akusatut periaasiulerlutik. Sammisami uani qitiutinneqarput pilersaarusiat, taakkunani periaaseq nunani avannarlerni illoqarfissuarnut pingaartumillu Danmarkimut atorneqarluni. Apeqquserneqartoq suli tassaavoq nunasiaateqarnerup oqaluttuassartaa kingunerilu, kisiannili Arkep kalaalliniit isigalugit misissungajassinnarlugit illuatungaaniit samminissaat qinersimavaa, pisullu Danmark (Sverige-llu kimmut sineriaa) aqqutigalugit qanilliartorlugit. Isikkivik Skandinaviamiit qulequtserneqarpoq tunngavigalugit assit qalipaateqanngitsut taama qulequtsikkat – atuagassiap Litteraturmagasinet Standartip ataasiakkaarlugit 1998-imi saqqaliuttagaanneersut – aallaqqaaserneqarlutilli Københavnimi parnaarussivimmi Herstedvesterimi parnaarussat pilersaarusiorlugu suliaannik. Arke ukiorpaalunni sapaatip akunneranut ataasiarluni parnaarussiviliartarsimavoq namminerlu piumassutsini malillugu kalaallit parnaarussat eqqumiitsuliornermik sammisaqartittarsimallugit. Pilersaarusiap uani saqqummersinneqarnermini uparuarpaa “inuppalaanngeqisumik pinninnerput kalaallit piffissami aalajangersimanngitsumi Danmarkimi parnaarusimaneqarnissaat akuerigatsigu”, soorlu Tine Bryldip taama oqaatigigaa. Tassa arajutsisanut malussajanini atorlugu Arkep isikkiviliinini killeqarfimmullusooq nuutippaa. Eqqumiitsuliornermik sammisaqartitsinermi kalaallinut Danmarkimiittunut takussaanngitsunut aammalu Isikkivik Skandinaviamiitmi Göteborgip immikkoortuinut avallernut ilisarnartumik ilisarnaateqanngitsunut, illoqarfiit susoqarfiunngitsut illoqarfiup alliartorneranit nungutitat kisimik takutissinnaasaat. Isikkiveqartitsineq (panorama) Europami 1800-kkunni saqqumilaalerpoq misigineqarsimanngisaannartumillu takorluuisitsisalerluni soorlulusooq assimit unguneqarluni tassanilu pisunut peqataalerluni. Isiginnaartutut takusat qeqqanniilersorinartarpoq pisullu naalakkersorsinnaalerlugit suullu tamaasa, pinngortitaq alianaalluinnartoq imaluunniit sorsuffimmi akiuunnerit ajugaanertallit, tamakkerlugit isigisinnaallugit. Aataa inuusukkallarmat pisut, illoqarfillu ilisarisassaajunnaarluni allinngikkallarmat. Suliffissualiortiterneq illoqarfeeqqallu illoqarfissuarmut ilanngunneqarnerat sioqqulugu assilisat. Arkep periaasitoqaq nangippaa, paasiuminaatsunngortilluguli. Najugaqarfiit arlaanni illut arlaata qalianniit assiliinikkut Isikkivik Skandinaviamiit-up tamakkiisumik isiginninnerup naleqannginnerarneqartarneranik immaqalu inornartuuneranik eqqarsaatit pullaarpai. Ersersinneruaa qitiusoq sunaluunniit takorluugaannaasoq, sanaaq, tassanerpiarlu qulalersitsilluni Nunat Avannarliit Europap avannaani ilumut qitiunersut, oqaluttuarisaanermit, kulurimit politikkimillu isigalugit. Nioqqutissanik Kalaallit Nunaannut ingerlatitanik tassanngaanneersunillu Danmarkip qitiusimanera qularutissaagunanngilaq, tassami Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) niuernermik ukiuni 200-ngajanni kisermaassisuusimavoq. Nordatlantens Brygge-mi Dansk 62 bøgerne fandt hun nemlig helt malplaceret en gammel stige, der på lugten at dømme havde været brugt flittigt til at hænge spæk på. Dengang bygningen var pakhus og KGHs centrallager. Stigen har stået på samme plet og bevidnet alle omlægningerne af huset, indtil Arke tager den med sig. I nøgleværket Spækstigen, Emil, Ole og Asger (1998) sættes stigen i forbindelse med en række fotografier og kort – og tre navngivne mænd – og straks er vi på sporet af Østgrønlands historie, sådan set lidt fra dansk perspektiv. Med andre ord er vi på sporet af kunstneren selv, og værket er da også fyldt med referencer, der kobler det personlige med den store geopolitiske fortælling om Østgrønlands kortlægning og erobring og den noget mere kompakte geografiske beretning om de steder i det indre København, hvor danskerne forvarer deres viden om Grønland – markeret i bedste pionérstil med kulørte knappenåle i et Kraks-kort. Idéen bag det skandinaviske panorama – at man ikke kan forstå Danmark uden samtidigt at panorere over på Grønland og vice versa – får endnu en drejning i den lange række af værker, hvor Arke har omlagt hulkamerabilledet af barndomshjemmets vue over fjorden ved Narssaq point til en slags bagtæppe. Hulkameraets lange eksponeringstid og motivets naturskønhed fornægter sig ikke i dette fotografi, der da også blev genstand for megen opmærksomhed og efterspørgsel i Danmark og internationalt. Måske for at prikke hul i forestillingen om, at hun som grønlænder skulle have en speciel stærk tilknytning til naturen og stedet, blæste hun billedet op til en slags fototapet, som uanset hvad hun ville putte foran det, ville skabe illusionen af at være i Sydgrønland. Der var bare det aber dabei ved de nye værker, at der helt utilsløret ligger et gulvtæppe foran og i forlængelse af, hvad der skulle forestille at være den grønlandske granitgrund. I dette synligt konstruerede rum – der ved flere lejligheder blev “dekonstrueret” af billedredaktører, som beskar billedet og således genoprettede illusionen af at være i Grønland – kunne Arke iscenesætte sig selv som bastard, kvinde, kusine, hysteriker eller, hvad der nu måtte falde hende ind at undersøge i relation til Grønland som projektionsflade. Videoen Arktisk hysteri (1996) bliver det ultimative opgør med den form for racisme, der placerer “den grønlandske identitet” i grønlænderens hud og krop. Med sin nøgne krop undersøger Arke Grønland som billede og det umulige i at blive ét med det. Det er den sønderrivende og befriende sandhed. ISIKKIVIK SKANDINAVIAMIIT THEME SECTION 9: SCANDINAVIAN PANORAMA Polar Centerip atuakkanut toqqorsiviani misissuinermini Arkep ullut ilaanni naammattoorpaa nunasiaateqarnerup nalaani tunisaanerpaaq. Orsoq. Tassami atuakkat tunuanni nassaarai majuartarfitoqqat inissaminniinngilluinnartut, tipimikkullu nalunaatsut orsunik nivinngaatiterinernut atoneqarluartarsimasut. Taamani illu quersuaagallarmat KGH-llu qitiusumik quersuaralugu. Majuartarfiit tassaniittuarsimapput illullu allanngortiternerinik tamanik ilisimannittuullutik, Arkemit tiguneqarnissamik tungaanut. Inuttai ilisarnarsisillugit suliaani Orsumik majuussuiffik, Emil, Ole aamma Asger (1998) majuartarfiit atatinneqalerput assinut nunallu assinginut arlalinnut – angutinullu atii taaneqartunut – imaaliallaannarlu tumisivarput Tunup oqaluttuassartaa, danskinit isigikannernerullugu. Allatut oqaatigalugu eqqumiitsuliortoq nammineq tumisivarput, suliarlumi innersuussinernik ulikkaarpoq, inuup nammineq misigisai kattunneqarlutik nuna pillugu politikkimik oqaluttuarujussuarmut, Tunup nunap assiliorneranik ajugaaffigineqarneranillu imaqartumut, kiisalu sumiiffiit taakku pillugit nunamik ilisimatusarnermit nalunaarusianut eqikkaanerusunut Københavnip qeqqaniittunut, danskimmi Kalaallit Nunaannik ilisimasatik tassani toqqortaraat – tikitseqqaartut periaasivissuattut kappoqqutinik assigiinngitsunik qalipaatilinnik nalunaaqqutsersorlugit. Isikkivik Skandinaviamiit-mik isumassarsineq – tassalu Danmark paasineqarsinnaanngitsoq Kalaallit Nunaat qimerluujutiginngikkaanni illuatungaanullu – sangoriaqqippoq suliani arlalissuarni, taakkunani Arkep Narsap eqqaani Nuugaarsummi meeraaffiminiit kangerlummut isikkivia assiliivimmik putuaraannalimmik assilisani tunuani umissuanngortillugulusooq allanngortikkamiuk. Assiliiviup putuaraannallip sivisuumik qaammarfigitinnera pinngortitallu assilisaata alianaassusia assimi tassani isertorneqarsinnaanngillat, taannalumi Danmarkimi nunanilumi allani soqutigineqaqaaq piumaneqaqalunilu. Immaqa kalaaliusutut pinngortitamut sumiiffimmullu tassunga immikkut atassuteqarnerminik takorluuinerit putuniarlugit assi alliserujussuarpaa assitut ungalisaasanngorlugu, sunaluunniillu saavanut iligaluaruniuk takorluuisoqarsinnaalersitsilluni Kujataaniittutut. Taamaattoq suliat nutaat kisiannertariinarpaat erseqqivissumik saavanut ilineqarsimagami natersuaq Kalaallit Nunaata qaarsuatut takorluukkamik talliliisoq. Inimi erseqqivissumik iniusuusaartitami – assinillu aaqqissuisuusunit arlaleriarluni “ingitserneqartartumi”, taakkumi assi qiortartarsimammassuk Kalaallit Nunaanniissorinermik takorluuisitsileqqinniarlugu – Arke imminut takusassiarisinnaavoq “akusatut”, arnatut, illortaatut, silaarulluni kamattutut imaluunniit sutut paasiniarniarlugu eqqaasinnaasamisut, Kalaallit Nunaata sarsuatitanik takutitsivittut atorneqarneranut atassuseqaasersinnaasaminik. Video Issittumi silaaruttutut kamanneq (1996) saneqqunneqarsinnaanngitsumik illuatungiliunneruvoq ammip qalipaataa malillugu immikkoortitsinermut, tassuunami “kalaallip kinaassusia” taattuanut timaanullu inissinneqarmat. Arkep tamataqarani Kalaallit Nunaat assitut misissorpaa piviusunngorsinnaanngitsumillu pulaniarfigalugu. Tassa ilumoortoq aserorterisoq oqiliallatsitsisorlu. Pia Arke worked with a method that deliberately mixed ethnology and art. Here the ethnographer’s field work and the anthropologist’s humanism merged with aesthetic theory and the artist’s work with matter in a new kind of mongrel method. This section focuses on projects in which the method is used on the Scandinavian metropolis and on Denmark in particular. The problematic is still colonial history and its after-effects, but where Arke for the most part examined it from a Greenlandic angle, here she chooses the opposite approach and attacks the phenomenon through Denmark (and the Swedish west coast). Scandinavian Panorama takes its title from a series of black-and-white photographs of the same name – brought individually on the front page of the five issues that Litteraturmagasinet Standart published in 1998 – but begins with a project carried out by inmates at Herstedvester Prison in Copenhagen. For a number of years Arke visited the closed prison each week, where at her own initiative she ran an art workshop for the Greenlandic inmates. Exhibited here the project points to “the inhuman treatment we accept by sending Greenlanders to serve their sentences for an indeterminate period in Denmark”, as Tine Bryld has put it. With her sense for what has been overlooked Arke places her panorama on the periphery: in the art workshop for the invisible Greenlanders in Denmark and in Scandinavian Panorama in the suburbs of Gothenburg and the characteristic lack of character that only dormitory towns enveloped by the city’s growth can exhibit. The panorama appeared in 19th century Europe and created a never before seen illusion of being surrounded by and part of what was taking place in the picture. As an observer one had a command of the scene, standing in the centre and with a full overview of the pastoral landscape or victorious military battle unfolding before one’s eyes. Scenes from the time when granddad was young and the city had not grown too large to be overviewed. Pictures from before industrialisation and the rural population’s move to the metropolis. Arke takes up the thread from the tradition, but ties knots in it. Photographed from randomly chosen housetops in equally randomly chosen residential areas Scandinavian Panorama punctures the idea of overview as a supreme and perhaps sublime moment. Rather, it shows that any centre is a myth, a construction and in the same breath sows doubt about Scandinavia’s role as the centre of the Nordic region historically, culturally and politically. There can scarcely be any doubt that Denmark has been a trading centre for goods to and from Greenland, inasmuch as Royal Greenland (RG) had a monopoly for almost 200 years. One day during her research in the Danish Polar Center’s book magazine on Nordatlantens Brygge in Copenhagen Arke came across one of the colonial era’s best sellers: blubber. Concealed behind the books and quite out of place she found an old ladder that to judge from the smell had been much used to hang blubber on at the time when the building was RG’s central warehouse. The ladder had remained in the same spot and witnessed all the transformations of the building until Arke took it with her. In the key work The Blubber Ladder, Emil, Ole and Asger (1998) the ladder is linked with a number of photographs and maps – and three named men – and at once we are on the track of East Greenland’s history, somewhat from a Danish perspective, so to speak. In other words, we are on the track of the artist herself, and indeed the work is full of references that join the personal with the broad geopolitical story of the mapping and conquest of East Greenland and the more compact geographical account of the places in inner Copenhagen where the Danes keep their knowledge about Greenland – marked in the best pioneer style with coloured pins in an A-Z map of the city. The idea behind the Scandinavian panorama – that one cannot understand Denmark without at the same time panning over to Greenland and vice versa – is twisted further in the long series of works in which Arke has transposed the pinhole picture of the view from her childhood home across the fjord at Narssaq Point to a kind of backdrop. The pinhole camera’s long exposure time and the natural beauty of the motif are unmistakably present in this photograph, which has received much attention and been much in demand in Denmark and internationally. Perhaps in order to puncture the idea that as a Greenlander she would have an especially strong attachment to the landscape and the place, she blew up the picture to form a kind of photo wallpaper, which, no matter what she put in front of it, would create the illusion of being in South Greenland. However, there was just the little snag with the new works that quite unconcealedly there lies a carpet in front of and in extension of what is supposed to represent Greenland’s rocky ground. In this obviously constructed space – which has on a number of occasions been “deconstructed” by picture editors, who cropped the picture and thus re-established the illusion of being in Greenland – Arke was able to stage herself as mongrel, woman, cousin, hysteric or whatever else it might occur to her to investigate in relation to Greenland as a surface for projections. The video Arctic Hysteria (1996) becomes the ultimate showdown with the kind of racism that places the “Greenlandic identity” in the Greenlander’s skin and body. With her naked body Arke examines Greenland as a picture and the impossibility of becoming one with it. That is the lacerating and liberating truth. 63 Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn i samarbejde med grønlandske indsatte i Anstalten ved Herstedvester. Uden titel. Ca. 1994 Pia Arke & Fynimi Eqqumiitsulioqatigiit kalaallit Parnaarussivimmi Herstedvesterimi I det lukkede fængsel Anstalten ved Herstedvester sidder mange på ubestemt tid eller med en forvaringsdom. Den hårdeste straf et menneske kan få. Tidsubestemt. Aldrig at vide, hvornår man bliver sat fri. Omgivet af en ringmur, overvåget og kontrolleret, med få timers gårdtur hver dag, en skemalagt hverdag og regler fra en svunden tid sidder også grønlandske dømte, der har begået alvorlig personkriminalitet. Der findes nemlig ikke lukkede fængsler i Grønland. Parnaarussivimmi matoqqasumi, Anstalten ved Herstedvesterimi, kalaallit amerlasuut piffissaligaangitsumik iml. parnaarussivimmiittussatut pineqaatissinneqarsimasut inissinneqarsimapput. Inummut pillaat sakkortunerpaaq. Piffissaligaangitsumik. Qaqugu aniguisinneqarnissartik ilisimanagu. Kaajallallugu qarmalimmi, nakkutigineqarlutik misissorneqarlutillu, ullormut akunnerpaalunnguit aneersinnaallutik, ullup ingerlanissaa malittarisassalik qanganitsanillu maleruagassalik, tassani aamma kalaallit inummut sakkortuumik pinerluuteqarsimanertik pillugu pineqaatissinneqarsimasut parnaarunneqarsimapput. Kalaallit Nunaannimi matoqqasunik parnaarussiveqanngilaq. Ingen troede, der ville opstå et behov. Den grønlandske kriminallov bygger på resocialisering, ikke straf. Året er 1953: Progressive danske jurister og kriminologer sendes til Grønland, imens landet ændrer status fra dansk koloni til at blive del af det danske rige. De næste årtier betød en total ændring af det grønlandske samfund. Fra at være et fisker- og fangersamfund med mange bygder og byer blev Grønland til et industrisamfund med en befolkning, der skulle være lønarbejdere. Små bygder blev tømt for indhold, befolkningen rykkede sammen i huse og store blokke i vestkystbyerne, hvor fiskeindustrien udviklede sig. Mange gik til grunde. Mange følte sig som tilskuere til en udvikling, de ikke var en del af. Kriminaliteten og selvmord fulgte med, og man kunne ikke længere rumme så mange, der faldt uden for fællesskabet. Deporteringen til Danmark af fysisk og psykisk handicappede begyndte, og de første grønlandske kriminelle, der havde lavet grov personkriminalitet, blev sendt til Herstedvester, der på det tidspunkt havde en psykiatrisk ledelse. Formentlig troede man, at disse mænd ville få behandling; det lød i hvert fald bedre end et lukket fængsel. Endnu tre årtier svandt hen uden, at man havde bygget et lukket fængsel i Grønland, og derfor anbringes der fortsat grønlændere i Herstedvester. I de sidste år har antallet været omkring 20. De sidder alle på ubestemt tid. Mange har været der flere gange, mange har siddet mellem 10 og 30 år. I dette helvede kommer en dag en ung kunstner forbi. Hun har læst, at der har været en kunstnergruppe på besøg, og tilbyder sin arbejdskraft i 64 weekender, hvor tiden falder de indsatte særlig lang, og hvor de ikke har arbejdspligt. Det er omkring 1992. Jeg havde selv udgivet to bøger om de grønlandske dømte og var stærkt påvirket af den sorg, vi påførte mennesker, der udover en alvorlig straf også var sendt til et land, de ikke kendte. Mange talte ikke dansk og var totalt afsondret fra alt: familie, venner, kultur. Pia Arke talte ikke grønlandsk, men de følte, hun var en af deres. Hun kom med lyset, engagementet, men uden en viden om dem, hun skulle undervise i kunst. Jeg ved, det var svært i begyndelsen. Vi lærte hinanden at kende netop af den grund. Arke var et nysgerrigt menneske, og hun opsøgte mig for at vide noget om de mænd, hun ville formidle kunst til. Hun kom, hun gav, hun levede med gruppen flere timer hver weekend eller i hvert fald mange weekender. Eftermiddage blev til samvær og udfoldelse af den enkeltes særlige behov for at udtrykke sig. “Hun betød rigtigt meget for os. I begyndelsen var vi kun tre, der ville lære af hende, men da de andre så, hvad hun betød for os, meldte de sig, og til sidst var de fleste af os med”, fortæller Ole Møller, en af de indsatte, der har siddet længst tid i Herstedvester. “Hun tænkte ikke på os som kriminelle, men som mennesker fra et land, hun var opvokset i. Hun kendte vores kultur, vores måde at tænke på, og selv om hun ikke talte grønlandsk, så følte vi en dyb samhørighed med hende. Hun var modig. Hun ville gerne lære fra sig, hun ville gerne udfordre hver enkelt af os, men hun ville også have, at vi arbejdede sammen om et eller flere værker. Jeg kan huske, vi skulle bruge vores hænder og fødder, dyppe dem i maling og få farver og lemmer til at mødes og blive til det, vi sammen kunne finde ud af. Det blev til store værker, som vi udstillede i kirken, så de andre indsatte i Herstedvester kunne komme på udstilling. Når vejret var godt, malede vi uden for. Jeg tror, alle kunne se, hvad det betød for os.” Tine Bryld Taama pisariaqartitsilernissaq ilimagineqarsimanngikkaluarpoq. Kalaallit Nunaanni pinerluttulerinermi inatsisit anguniagaraa pinerlussimasoq innuttaasunut ilaaleqqinnissaa, pillarnagu. Ukioq 1953-imi tamanna atuutilerpoq. Qallunaat inatsisilerituut pinerluttulerinernik ilisimatusarsimasut siuarsaarusuttullu, nuna nunasiaajunnaarluni qallunaat naalagaaffiannut ilanngunnerani, taamani Kalaallit Nunaaliartinneqarput. Ukiuni tulliuttuni qulikkaani inuiaqatigiit kalaallit aaqqissuussaanermikkut allanngorluinnarput. Piniartutut aalisartutullu nunaqarfippassuarni illoqarfinnilu inuunermiit suliffissuaqarfinni sulisartutut inuulernermut nikeriartoqarpoq. Nunaqarfiit minnerusut imaarneqarput, innuttaasullu kitaani illoqarfinnut aalisakkanik suliffissuit ineriartorfiinni illunut inissiarsuarnullu katersuupput. Amerlasuut maangaannarput. Amerlasuut ineriartornermut peqataanatik isiginnaaginnartutullu misigisimapput. Pinerluttarnerit imminoortarnerillu ineriartornerup nassatarai, ataatsimoornerullu avataannut inissisimasut inuiaqatigiinni aallunneqarsinnaajunnaarlutik. Tarnimikkut timimikkullu innarluutillit Danmarkimut nassiunneqartalerput, taamatullu inunnik sakkortuumik pinerluuteqarsimasut Herstedvesterimut taamanikkut tarnip pissusaannik ilisimasalinnit aqunneqartumut nassiunneqartalerlutik. Isumaqartoqarsimagunarluni, taakku angutit katsorsarneqassasut, tassami matoqqasumi parnaaruteqqanermiit tusarnernerummat. Ukiut 30-it suli ingerlapput suli Kalaallit Nunaanni matoqqasumik parnaarussiviliortoqarani, sulilu kalaallit Herstedvesterimut inissinneqartarlutik. Ukiuni kingullerni taama inissitat 20-it missigaat. Tamarmillu killeqanngitsumik inissinneqarsimallutik. Amerlasuut arlaleriarlutik inissinneqartarsimapput, amerlasuullu ukiuni 10 – 30-ni parnaarunneqarsimallutik. Taama imaannaanngeqisumik inissiivimmut pineqaatissinneqarsimasut suleqatigalugit. Qulequtaqanngitsoq. 1994-ip missaani Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn in collaboration with Greenlandic inmates of Herstedvester Prison. Untitled. C. 1994 eqqumiitsuliortoq inuusuttoq ullut ilaani takkuppoq. Tusarsimavaa, eqqumiitsuliortunik pulaarneqarsimasut, sapaatillu akunnerisa naanerini sulisussaannginnerini aallutassaaleqinerisa nalaanni ikiuukkusunnini neqeroorutigalugu. Tamanna pivoq 1992 eqqaanni. Kalaallit pineqaatissinneqarsimasut pillugit uanga nammineq marlunnik atuakkiorsimavunga, kalaallit sakkortuumik pineqaatissinneqarsimanerup saniatigut nunamut allamut ilisimasaqarfiginngisaminnut nassiunneqarnermikkut erloqissuteqartunit, annertuumik sunnigaasimavunga. Amerlasuut qallunaatut oqalussinnaanngillat avammut attaveqarsinnaanatik: ilaquttaminnut, ikinngutiminnut kulturiminnullu attaveqaratik. At the high security Herstedvester Prison there are many inmates who have been given indeterminate prison sentences or have been committed to psychiatric care. The most extreme penalty a person can be sentenced to. Never to know when you will be released. Encircled by a ring wall, under surveillance and controlled with a few hours daily yard time, with each day timetabled and rules from bygone times, Herstedvester also houses Greenlanders who have committed serious crimes against persons, for there are no closed prisons in Greenland. Pia Arke kalaallisut oqalunneq ajoraluartoq ilamittut misigisimavaat. Takkuppoq iliuuseqarusunnermigullu qaamanermik eqqussilluni, kikkuuneri ilisimanagit eqqumiitsuliornermilli ilinniartinniarlugit. Nalunngilara aallartinniarnera ajornakusoorsimasoq. Tamannalu aqqutigalugu immitsinnut ilisarisimalerpugut. Arke alapernaatsuuvoq, ornippaangalu angutit eqqumiitsuliornermik ilinniartitassani kikkuunerinik paasiniaalluni. Takkuppoq tunniussilluni, sapaatit akunnerisa naaneri tamakkingajallugit ilinniartitani tunniusimalluni peqatigisarpai. Ualikkut peqatigalugit angutit ataasiakkaat immikkut pisariaqartitaat naapertorlugit saqqummiussisittarlugit. No one thought that the need would arise. The Greenland Penal Code is based on resocialisation, not punishment. The year is 1953: Progressive Danish jurists and criminologists are sent to Greenland while the country is changing its status from being a Danish colony to being part of the Kingdom of Denmark. From being a fishing and hunting society with many settlements and towns to being an industrial society with a population that were to be wage-earners. Small settlements lost their content, the population concentrated in houses and big blocks in the towns on the west coast, where the fishing industry developed. Many went to the dogs. Many felt themselves to be spectators of a development in which they had no part. Crime and suicide followed, and society could no longer find room for so many who did not belong. The deportation to Denmark of the physically and psychically handicapped began, and the first Greenlandic criminals, who committed serious offences against persons, were sent to Herstedvester, which at that time had a psychiatric leadership. It was probably believed that these men would receive treatment – at least it sounded better than a closed prison. Three more decades passed without a closed prison having been built in Greenland, and Greenlanders are therefore still being committed to Herstedvester. In recent years there have been about 20 of them – all with indeterminate sentences. Many have been there more than once; many have been there between 10 and 20 years. “Peqataanera uatsinnut pingaaruteqarsimaqaaq. Aallaqqaataani pingasuinnaalluta ilinniarfigerusussimavarput, ilattali paasigamikku uatsinnut qanoq pingaaruteqartiginera, ilanngussuupput, naggataagullu tamakkingajalluta peqataalerluta”, Ole Møller oqaluttuarpoq, Herstedvesterimi sivisunerpaammik inissinneqarsimasut ilaat. “Pinerluttutut eqqarsaatiginngilaatigut, nunaqqatitulli immisulli nunami peroriartorsimasutut isigaluta. Kulturerput eqqarsartaaserpullu ilisimavai, naak kalaallisut oqaluttuunngikkaluarluni, itisuumik ataqatigalugu misigisimavugut. Sapeeqaaq. Pissarsisikkusuppaatigut, ataasiakkaarluta unammisassaqartinniarsaraatigut, sulianillu arlalinnik pinngortitsiniarnitsinni suleqatigiinnissarput piumasaralugu. Eqqaamavara, assavut isikkavullu qalipaatinut misussinnarlugit avatigut imminnut naapitsinnerisigut sapinngisatsinnik sanatittarpaatigut.Eqqumiitsulianik angisuunik pilersitsivugut, oqaluffimmilu saqqummersitsilluta, taamaalilluni Herstedvesterimi inissitat allat saqqummersitanik takuniaasinnaalersillugit. Silaqqikkaangat silami qalipaasarpugut. Kikkut tamarmik takusinnaagunarpaat uatsinnut qanoq pingaaruteqartigisoq.” Tine Bryld One day a young artist comes by this hellhole. She has read that a group of artists has visited the prison and offers her help there at weekends, when time hangs particularly heavily on the inmates’ hands, and when they are not obliged to work. This is around 1992. I myself had published two books about the Greenlandic prisoners and was deeply affected by the pain we inflicted on persons who besides receiving a severe sentence were sent to a country they did not know. Many didn’t speak Danish and were totally isolated: from their families, friends and culture. Pia Arke didn’t speak Greenlandic, but they felt she was one of them. She came with light, commitment, but without knowledge of the people she would be teaching art. I know that it was difficult at the start. We got to know each other for that very reason. Arke possessed a lot of curiosity, and came to see me to learn about the men she wanted to teach about art. She came, she gave, she lived with the group for hours each weekend or at least many weekends. Afternoons were spent together exploring the individual’s special needs to express himself. “She meant a real lot for us. At the start there were only three of us, but when the others saw what she meant for us, they signed up and at the end most of us took part”, relates Ole Møller, one of the longest-serving inmates at Herstedvester. “She didn’t think of us as criminals, but as people from a country she had grown up in. She knew our culture, our way of thinking, and even though she didn’t speak Greenlandic, we felt a deep sense of affinity with her. She was courageous. She wanted to teach, she wanted to challenge every one of us, but she also wanted us to work together on one or more works. I can remember we were to use our hands and feet, dip them in the paint and get the colours and our limbs to meet and become what we could produce together. It resulted in big works that we exhibited in the church, so the other inmates at Herstedvester could come to an exhibition. When the weather was good, we painted outdoors. I believe that everyone could see what it meant for us.” Tine Bryld 65 Pia Arke. Spækstigen, Emil, Ole og Asger. 1998 Pia Arke. Orsumik majuus Installationen Spækstigen, Emil, Ole og Asger består af en række indrammede fotografier i farver, et enkelt i sort-hvid og en række landkort. Og så en træstige, som tydeligvis har nogle år på bagen. Stigen lugter, og det var dens lugt af spæk, som fangede Pia Arkes opmærksomhed i første omgang. Stigen lugter af det sted, hvor den er fundet. Nemlig på centret for den økonomiske udveksling mellem Danmark og Grønland, Den Kongelige Grønlandske Handel. Fundstedet er markeret på det lille gule kort fra Kraks Forlag, sammen med andre steder, der har videnskabelig eller økonomisk betydning for forholdet mellem Grønland og Danmark: Nationalmuseet, Dansk Polar Center og Zoologisk Museum. Sananeqarsimasoq Orsumik majuussuiffik, Emil, Ole aamma Asger tassaapput assit qalipaatilimmik assilisat sinillit, ataaseq qalipaateqanngitsoq nunallu assingi arlallit. Taava majuartarfiit qisummik sanaat, nalunanngivissumik nutaanngitsut. Majuartarfiit tikkaaripput, tassalu pujasunnimik, taamannalu Pia Arkep malugeqqaarsimavaa. Majuartarfiit nassaarineqarfimmittut tipeqarput. Tassa Danmarkip Kalaallit Nunaatalu akornanni aningaasarsiornikkut qitiusumit, KGH-mit. Nassaarineqarfik Krakip nunap assiliaani sungaartunnguamik nalunaaqqutserneqarsimavoq, allat Kalaallit Nunaata Danmarkillu akornanni ilisimatusarnikkut aningaasarsiornikkullu pingaaruteqarsimasut ilaattut: Danmarkimi Katersugaasivissuaq, Danskit Issittumut Ilisimatusarfiat aamma Uumasunik Katersugaasivik. Værket består i øvrigt af en række andre fotografier, og der er tre, som åbenlyst er sammenhængende, idet de ser ud til at have nogenlunde identisk belysning, farver og baggrund. Det er billederne af skrivemaskinen, gummibåden og kødhakkemaskinen. Brugsgenstande, som helt sikkert ikke længere er i brug. De er blevet til rester, som nu kun bærer på mindet om den funktion, de tidligere havde. De er blevet til historie. En historie, som fortæller om ikke-grønlænderes tilstedeværelse i Grønland. For Arke fik negativerne forærende af den Asger, som står med navns nævnelse i titlen på værket. Han var Siriusmand og har taget billederne på patrulje i Nordøstgrønland. Installationens landkort er tydeligvis fra forskellige tider, og de beskriver steder, som ligger meget fjernt fra hinanden: København og Nordøstgrønland. Men disse steder er bundet sammen af historien; en historie, som handler om adgangen til Grønlands naturlige ressourcer, om kontrol af grænsen højt mod nord, om bloktilskud, om ændringer af en befolknings oprindelige levevis og om alle de omkostninger, det har haft for almindelige mennesker. En stige, kort, fotos, minder og historie. Arkes egen barndomshistorie, vævet sammen med en historie om politisk kontrol, militær kontrol, afpatruljering af landegrænser og almindelige dagligdags menneskeskæbner. For eksempel de andre navne i værkets titel: Ole, Arkes halvbror, som bor og arbejder i Scoresbysund/Ittooqqortoormiit nu og Emil, Arkes fætter, som kom til Danmark lige før 2. Verdenskrig og ikke kunne rejse hjem pga. en storpolitisk strid, som han ikke havde meget at gøre med. Det hele cirkler om det midterste sort-hvide billede: Arkes egen historie, som den er sat midt i den store historie. Men Arkes historie er måske blot den, som i værket binder alle de mennesker sammen, der på forskellige måder er repræsenteret her. Lige fra politikere og økonomer til familien, der boede på dette sted. Som alle de andre familier, hvis almindelige liv både skaber og er en del af den Det midterste fotografi adskiller sig store historie. imidlertid fra installationens andre elementer. Det er sort-hvidt, og der Dermed er hele denne gennemer ikke meget at se, blot en horivandring af minder, historie og sont, en udsigt over vand. Det er fortid en vandring, som i værtaget med Arkes store hulkamera, ket ender med at stille etiske og det viser udsigten fra hendes spørgsmål: For hvad gør vi ved barndomshjem i Scoresbysund/ os selv og hinanden, hvis vi ikke Ittooqqortoormiit; et hjem, som nu omgås den måde, vore liv griber ind ikke længere eksisterer. Dermed i hinanden på, med respekt? er også dette billede et memoir, en rest i bevidstheden, som repræsen- Spørgsmålet er måske, om din egen terer Arkes egen historie på dette historie kun tilhører dig selv? sted. Søren Jønsson Granat 66 Saqqummersitaq taakku saniatigut aamma allanik arlalinnik assitaqarpoq, pingasullu imminnut ataqatigiivippasipput, tassami takuinnarlugit assigiimmik qaamaneqarlutillu, qalipaateqarlutillu tunuliaqutaqaramik. Tassa skrivemaskinap, angallatip kalitaata pullattakkap neqinillu aserorteriviup assingi. Atortut qularnanngivissumik atorunnaariikkat. Sipporunneqarsimapput eqqaassutissaannanngorlutillu sumut atorneqartarsimagaluarnerminnut. Oqaluttuanngorsimapput. Kalaaliunngitsut Kalaallit Nunaanniissimanerannik oqaluttuaq. Tassami Arkep assit assileqqaarneri Asgerimit, saqqummersitami atermigut taaneqartumik allassimasumit, pisimavat. Taanna Siriusimi qimussertartuusimavoq, Tunullu avannaani qimussimik nakkutilliilluni angalanermini taakku assilisarsimallugit. Kisianni asseq qiterleq ikkussukkanit allanit allaaneruvoq. Qalipaateqanngilaq, takusassarpassuaqaranilu, taamaallaat immap isuani killingusaaq. Taanna assilineqarsimavoq Arkep assiliivitoqaa atorlugu, takutippaalu Ittoqqortoormiini ilitsoriffiata, maannakkut piiareersup, isikkivia. Taamaattumik assi taanna aamma eqqaamasassiaavoq, Arkep nammineq tassani oqaluttuassartaanik takutitsisut ilaata sinneratut. Atortut ikkussukkat assitaat qularnanngivissumik piffissani assigiinngitsuni ikkussorneqarsimapput, oqaluttuarpullu suiffik, Emil, Ole aamma Asger. 1998 Pia Arke. The Blubber Ladder, Emil, Ole and Asger. 1998 sumiiffinnik imminnut ungaseqisunik: København aamma Tunup Avannaa. taamaakkaluartoq taakku oqaluttuarisaanikkut imminnut ataqatigiipput; oqaluttuarisaanermik tassaasumik Kalaallit Nunaata pisuussutaanik piginnilernissamik, avannaarsuanik nakkutilliilernissamik, tapiissuteqartarnermik, nunap inuiisa inooriaasiannik allanngortitsinermik allarpassuarnillu inukulunnguit pilliutigisimasaannik oqaluttuartumik. The installation The Blubber Ladder, Emil, Ole and Asger consists of a number of framed colour photographs, a single black-and-white photograph and a number of maps. And then a wooden ladder that is clearly fairly old. The ladder smells, and it was the smell of blubber that initially caught Pia Arke’s attention. The ladder smells of the place where it was found, namely at the centre for trade between Denmark and Greenland, Royal Greenland. The place is marked on the little yellow map from Kraks Forlag, together with other places of scientific or economic importance for relations between Denmark and Greenland: The National Museum of Denmark, the Danish Polar Center and the Zoological Museum in Copenhagen. Majuartarfiit, nunap assinga, assit, eqqaamasat oqaluttuarlu. Arkep nammineq meeraanerminik oqaluttuaa, akuliunneqartoq politikkikkut aqutsinnerup oqaluttuassartaanik, sakkutooqarnikkut aqutsinermik, killeqarfinnik nakkutilliinermik inuinnaallu ulluinnarni atugaannik. Assersuutigiinnarlugu saqqummersitap qulequtaani atit: Ole, Arkep aqqaluaa, suli Ittoqqortoormiini najugaqarlunilu sulisoq aammalu Emil, Arkep illortaava, sorsunnersuaq kingulleq sioqqutitsiarlugu Danmarkiliartoq angerlarsinnaajunnaarlunilu nunarsuarmioqatigiit aaqqiagiikkunnaarnerat, nammineq qanoq iliorfigingaarsinnaanngikkani, pissutigalugu. Tassani tamani qitiusutut ippoq asseq qiterleq qalipaateqanngitsoq: Arkep nammineq oqaluttuassartaa, oqaluttuarujussuarmi namminermi qitiusoq. Kisianni Arkep oqaluttuassartaa imaaginnarsinnaavoq atuakkami inunnik tamanik, assigiinngitsutigut ilisaritinneqartunik, kattussisoq. Politikeriniit aningaasanik ilisimasalinnut ilaquttanullu, tassani najugalinnut. Aammalumi ilaqutariinnut allanut tamanut, ulluinnarni inooqataanermikkut oqaluttuarujussuarmut peqataqaasunut. Taamaalilluta aqqusaartoreerpavut eqqaamasat, oqaluttuat pisimasullu, aqqusaartuineq atuakkap naggataasutullusooq ileqqorissaarnissamik apeqqutaa: Qanoruna immitsinnut ilatsinnullu iliortuvut, inooqatigiinnitsinni imminut ataqatigiissumi immitsinnut ataqqeqatigiilluta pinngikkutta? Immaqa apeqqutituaavoq illit nammineq oqaluttuassartat illit kisivit pigerusukkit? Søren Jønsson Granat The work consists, furthermore, of a number of other photographs, three of which are obviously linked, since they seem to have more or less the same lighting, colours and background. These are the pictures of the typewriter, the rubber dinghy and the meat grinder. Utensils that are quite certainly no longer used. They have become leftovers that now carry only the memory of the function they formerly had. They have become history. A history that speaks of the presence in Greenland of non-Greenlanders. For Arke was given the negatives by the Asger whose name figures in the work’s title. He was a member of the Sirius Patrol and took the pictures when he was on patrol in North East Greenland. The photograph in the middle, however, stands out from the other elements in the installation. It is in black-and-white, and there is not much to see, merely a horizon, a view over the sea. It was taken with Arke’s big camera obscura and shows the view from her childhood home in Scoresbysund/Ittooqqortoormiit, a home that no longer exists. This means that the picture is a memoir, a remnant in the conscious mind that represents Arke’s own history in this location. The installation’s maps are clearly of very different dates, and they describe places that are situated very far apart: Copenhagen and North East Greenland. But these places are tied together by history, a history that has to do with access to Greenland’s natural resources, with control of the frontier in the far north, with block subsidies, with changes in a people’s original way of life and all the costs this has had for ordinary people. A ladder, maps, photos, memories and history. Arke’s own childhood history, interwoven with a history of political control, military control, with patrolling national borders and with ordinary everyday human fates. For instance, the other names in the title of the work: Ole, Arke’s half-brother, who now lives and works in Scoresbysund/ Ittooqqortoormiit and Emil, Arke’s cousin, who came to Denmark just before World War II and was unable to return home because of an international conflict that did not have much to do with him. Everything revolves around the black-and-white picture in the middle: Arke’s own history, as it is placed in the middle of the broader history. But Arke’s history is perhaps merely the factor that in the work ties together all the people who are represented here in different ways. From politicians and economists to her relatives, who lived in this place. Like all the other families, whose ordinary lives both create and are part of the broader history. Hereby the work becomes a journey through memories, history and the past; a journey that ends by posing an ethical question: For what do we do to ourselves and each other, if we fail to treat the ways in which our lives are intertwined with respect? The question is perhaps whether your own history belongs only to yourself? Søren Jønsson Granat 67 Pia Arke. Skandinavisk Panorama. 1998 I Passage-værket beskriver den tyske teoretiker Walter Benjamin, hvordan 1800-tallets panoramaer er et forsøg på at bringe landet ind i byen; at se byen som et landskab. Panoramaerne dukkede op fra starten af 1800-tallet på et tidspunkt, hvor byer som Paris, Berlin og London var blevet for store til, at man kunne overskue dem. De store byer havde mistet deres sted og bredte sig i stigende grad og med en stigende hast i kraft af industrialisering og infrastruktur. Panoramaerne blev således etableret som et svar på denne stigende kompleksitet, hvor det blev sværere og sværere at overskue byen. Som et medium for overblikket på et tidspunkt, hvor overblikket var mistet. Som en måde at indfange overblikkets rus og svimmelhed og bringe det ind til byens massepublikum. Pia Arkes Skandinavisk Panorama består af fem sort-hvide fotos, som blev trykt på de fem forsider af Litteraturmagasinet Standart i 1998, således at hele årgangen dannede panoramaet. Arkes panorama adskiller sig dog fra de oprindelige panoramaer, som etablerede symbolske, medierede overblik over byen. Hvor de oprindelige panoramaer fornægtede byens udflyden i forstadens hverkeneller, sætter hun netop fokus på et sådant forstadsrum. I stedet for at tage sit billede fra et kendt etableret udsigtspunkt over en genkendelig by, tager hun det fra et tilfældigt hustag i en tilfældig forstad i den skandinaviske periferi. I stedet for at forlene byrummet med et centrum demonstrerer hendes billede snarere centrummets og overblikkets kunstighed. Arke arbejdede ofte kritisk reflekterende med fotografiets teknologi og billeddannelse 68 på måder, hvor hun åbnede teknologien op og samtidig konfronterede det fotografiske blik med nye motiver. Et oplagt eksempel er hendes “kuk-kasse”eller hulkamerabilleder, hvor hun byggede et kamerahus i en størrelse, så hun selv kunne være inde i det og med sin krop danne aftryk på billedet. Med Skandinavisk Panorama placerer hun panoramaets overblik i periferien og udfordrer det dermed til sit yderste. Til det punkt, hvor man både kan fornemme overblikket og undersøge, hvordan overblikket skabes som et produkt af panoramaet. På trods af det umiddelbart kedelige byrum skildret i de fem sort-hvide fotografier udebliver virkningen ikke, som måske er tættest lokaliseret til området mellem de dramatiske skyer og forstadens forsvinden. Fra horisontlinjen vil illusionen om overblik folde sig ud, gribe dig og trække dig ind i forstadens byrum. I dag har de fleste digitale kameraer panoramafunktioner, og panoramafotografiet lever på nettet, hvor man kan finde panoramabilleder fra enhver flække og forstad. Det var ikke i samme grad tilfældet, da Arke fotograferede Skandinavisk Panorama i 1998, som på den måde også kan ses som et forvarsel om en medietidsalder, hvor hvor-som-helst og hvem-som-helst kan danne et illusorisk centrum i sin egen medieboble, og hvor vidnesbyrd fra dagligdagen og provinsen postes i stor stil på blogs, Facebook og Twitter. Søren Bro Pold Pia Arke. Isikkivik Passage-værket-mi noorliup eqqarsaatersortartup Walter Benjamin nassuiaatigaa, 1800-kunni isikkivinnik assilialiortarnerit atorlugit nunaannaap illoqarfimmut qanoq eqqunniarneqartarnera; illoqarfik nunamut ilaasutut isigalugu. Isikkivinnik assilialiortarnerit 1880-kut aallartinnerini saqqummertalerput piffissami tassani illoqarfiit Paris, Berlin aamma London ima angitigilersimapput, isikkivimmit ataatsimik illoqarfik tamakkerlugu takuneqarsinnaajunnaarluni. Illoqarfissuit ataasiinnarmiikkunnaarsimallutik suliffissuaqarnerup atortulersugaanerillu atuukkiartuinnarnerani alliartuinnarsimapput. Taamaalilluni isikkivinnik assilialiortarnerit taama illoqarfiup annertussusaannik isiginnissinnaanermut taarsiullugit atorneqalerlutik. Tamakkiisumik isiginnissinnaanerup tammarsimanerani atortutut. Tamakkiisumik isiginnilluni ikiarsisutut uissaanganassusia illoqarfissuarmi innuttaasunut eqqullugu. Pia Arkep suliaa Isikkivik Skandinaviamiit tassaavoq assit qalipaateqanngitsut tallimat, atuagassiap Litteraturmagasinet Standart-ip 1998-imi saqqummernerini saqqaani naqinneqarsimasut, taamaalilluni ukioq taanna saqqummertuni tamani isikkiviit sammineqarlutik. Taamaattoq Arkep isikkivinnik assilisai isikkivinnik assilisanit pioreersunit, takussutissatut saqqumiunneqarsimasunit, allaanerupput. Illoqarfik ilisarnartoq isikkivigissumiit assilinagu, akerlianik skandinaviami illoqarfiit arlaani avataa tungaani illup qalianiit assiliivoq. Illoqarfik qeqqalernagu assiliinermigut assilisaasa takutippaat qeqqata isikkiviullu piviusuunngitsutut sananeqaannarsimanera. Arkep assiliisutip sananeqaatimigut assinik pinngortitsisinnaanera allatoorlugu atortarpaa, sananeqaataa qulaajarlugu assilisassallu allanngorlugit nutaanngorlugit saqqummersittarlugit. Assiliut putulik assersuutissaqqissuuvoq, timitaa ima angitigisunngorlugu sanasimavaa, iluanut nammineq iserluni timini assimut nuutissinnaallugu. Isikki- Skandinaviamiit. 1998 Pia Arke. Scandinavian Panorama. 1998 vik Skandinaviamiit suliarigamiuk qeqqanit isikkiveqarneq avammut killinganut inissippaa taamaalilluni pisinnaasai tamakkerlugit. Una tikillugu tamaat isigisinnaanera malugitillugu misissorsinnaalerlugulu, isikkivimmiit tamakkiisumik takusaqarsinnaaneq isikkivimmit assiliinikkut qanoq pilersitaanera. Illoqarfik naammaannartutut isikkulik assilissani tallimani qalipaateqanngitsuni takutinneqaraluartoq sunniunnera tammanngilaq, immaqa nuiapiluit illoqarfiullu avammut ersikkunnaalernerata killingani malunnarnerpaajulluni. Killingusaap titarneraniit tamanik takunninnermik takorluugaq siammartarpoq, tigullutit illoqarfiullu avataata tungaannut pulatillutit. In his The Arcades Project the German philosopher-sociologist Walter Benjamin describes how the panoramas of the 19th century are an attempt at bringing the country into the city – to see the city as a landscape. The panoramas began to appear from the beginning of the 19th century at a time when cities like Paris, Berlin and London had become so large that one could no longer get an overview of them. The major cities had lost their locus and were spreading out more and more and faster and faster as a result of industrialisation and the development of the infrastructure. The panoramas were therefore established in response to this increasing complexity, in which it became increasingly difficult to actually see the city. As a medium for obtaining an overview at a time when the overview had been lost. As a way of capturing the intoxication and dizziness of the overview and bringing it to the mass audiences of the city. Ullutsinni assiliisutit digitalit amerlanerit isikkivimmik assiliisinnaapput, isikkivinnillu assilisat nittartakkami angalallutik, taama assilisat tamani tamaanersut takuneqarsinnallutik. Tamanna taama annertutiginngilaq, Arkep 1998-mi Isikkivik Skandinaviamiit assiligamiuk, taamaalilluni assilialiornikkut nutaalioriaatsip takkutilerneranik aamma malussaataasinnaalluni, tassa kinaluunniit sumiluunniit imminut qitiusutut takorloorluni saqqummersitsisinnaalerluni, ulluinnarni inuunerup illoqarfinnilu pingaannginnerusuni nalunaajaatit nittartakkani allaaseriffinni, Facebook-imi aamma Twitter-imi amerlaqisut ikkussuunneqartarlutik. Søren Bro Pold Pia Arke’s Scandinavian Panorama consists of five black-andwhite photographs, which were reproduced on five front pages of the Danish Literary Magazine Standart during 1998, so that the entire volume formed the panorama. Arke’s panorama, however, is different from the original panoramas, which established symbolic, mediated overviews of the city. Where the original panoramas denied the overflow of the city into the neither-nor of the suburbs, she chose precisely to focus on a suburban space of this kind. Instead of taking her picture from a wellknown and established point of vantage, she takes it from a random rooftop in the Scandinavian periphery. Rather than endowing the urban space with a centre, her picture demonstrates the artificiality of the centre and of the overview. In her work Arke often reflected critically on the technology of photography and the making of pictures in such a way that she opened up the technology at the same time as she confronted the camera with new motifs. An example that comes to mind is her “pinhole” pictures, for which she built a camera casing so large that she could be inside it herself and thus obtain a print of her body on the picture. With Scandinavian Panorama she places the panorama’s overview in the periphery and thereby challenges it to the utmost. To the point where one can both sense the overview and investigate how the overview is created as a product of the panorama. In spite of the at first sight uninteresting urban space depicted in the five blackand-white photographs there is an effect, perhaps most closely localised in the area between the dramatic clouds and the suburb’s disappearance. From the line of the horizon the illusion of overview will unfold, grip you and draw you into the suburb’s urban space. Today most digital cameras have panorama functions, and the panorama photograph flourishes on the Internet, where you can find panorama pictures of just about any small town or suburb. This wasn’t so much the case in 1998 when Arke photographed Scandinavian Panorama, which can therefore also be seen as foreshadowing an era of the media in which any-where and any-body can form an illusory centre in their own medium bubble, and in which testimony from everyday life and the provinces is posted on a large scale in blogs, Facebook and Twitter. Søren Bro Pold 69 Pia Arke. Arktisk hysteri. 1996 Kameraet zoomer ind på en fotostat af et grønlandsk landskab, udlagt på et sort klæde på gulvet. Ind i billedet kommer nu en kvinde (kunstneren) kravlende oven på fotostaten. Hun klapper på landskabet, stryger over det med hænderne, snuser til det, forsøger at indsuge det. Hun lægger sig på ryggen, prøver ligesom at være til stede i landskabet, hun presser sig mod det, forsøger at komme i kontakt med det, blive til et med det – men ender med at rive billedet i stykker. Langsomt og metodisk nedbrydes fotostaten til en samling af strimler, som kunstneren skraber sammen om sig. Omsider synes hun at opnå en smule fysisk kontakt, ikke med det afbildede landskab, men med det materiale, landskabet var trykt på. Hun kravler ud af billedet igen – en samling hvide papirstrimler ligger tilbage på det sorte underlag. Billedet på fotostaten er et af de landskabsbilleder, Pia Arke optog med sit hulkamera; en kæmpestor kasse, som hun slæbte med sig rundt i Grønland, og som hun kunne kravle ind i og på den måde både komme landskabet nært og distancere sig fra det, betragte det, belure det og fastfryse det. På sin vis var der tale om en længsel efter et erindret landskab i barndommens Grønland, men mere alment handlede det om menneskets længsel efter den så meget omtalte natur, som grønlændere formodes at have et særligt tilknytningsforhold til. Videoen bliver således først og fremmest en kommentar til forestillinger om menneskets forhold til 70 Pia Arke. Issittumi silaar- naturen – og mere specifikt til forestillinger om grønlænderes forhold til naturen. Heraf titlen Arktisk hysteri. “Arktisk hysteri” er først og fremmest en klinisk term, som ekspeditionsfolk og videnskabsmænd har hæftet på den arktiske befolkning; en særlig patologi til at rubricere dem og adskille dem fra andre folk. Nøgenhed skulle være et af de særlige kendetegn ved denne lidelse, hvor den person, som midlertidigt blev ramt af det såkaldte arktiske hysteri, efter sigende skulle flå tøjet af og løbe nøgen rundt på isen, rulle sig i sneen og skrige som et vildt dyr, besat af overmenneskelige kræfter – for så til slut at falde kraftesløs sammen. Frem for at være besat er kvinden i Arkes video næsten uhyggeligt behersket i sin bestræbelse på at træde i relation til det i bogstavelig forstand udlagte, og snart ødelagte, landskab. På trods af den sanselige, i særdeleshed kødelige tilstedeværelse, bliver projektet køligt, intellektuelt. Uanset det etniske tilhørsforhold består der ikke nogen udvalgt relation mellem netop dette subjekt og netop dette landskab, som er set og betragtet fra en kunstners synsvinkel. Der bliver derfor tale om en ny og omfortolket version af begrebet “arktisk hysteri” – en omfortolkning, der i sidste instans stiller spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig har lidt af denne sygdom. De arktiske folk – eller de tilrejsende, som stillede diagnosen? Kirsten Thisted Assiliiviup isitaata qanilliartorpaa Kalaallit Nunaanni pinngortitamik assiliarujussuaq, annoraaminermut qernertumut nivinngarneqarsimasoq. Assilisamut ilannguppoq arnaq (eqqumiitsuliortoq nammineq) paarmorluni. Pinngortitap assinga pattalaarpaa, assamminik tagiartorpaa, naamaniarpaa, imminerminut pulatinniarsaraa. Nallarpoq, soorlulusooq nunami tassaniikkusuttoq, assilissamut qerlertoruuppoq, attaveqarfiginiarsaraa, peqatigiumavaa – naggataatigulli assiliaq aserorterpaa. Asserujussuaq kigaatsumik peqqissaartumillu aserorterneqarpoq amitsunik agguganngorlugu, eqqumiitsuliortup katersugaanik. Kiisami soorlu timimigut atassuteqalersoq, pinngortitamut assilineqarsimasumuunngitsoq, kisiannili atortunut pinngortitap assilineqarnermini naqinneqarfianut. Paarmorluni assilissamit tammaqqippoq – pappialat qaqortut amitsunngorlugit aggukkat qernertumik allequtaqarlutik kiserngorupput. Assiliarujussuarmi assi tassaavoq pinngortitamik Pia Arkep putuaranngualimmik assiliiveqarluni assilisaasa ilaat; karserujussuaq Kalaallit Nunaanni angallattaqattaagaa, pulaffigisinnaallugu taamalu pinngortitaq qanillisinnaallugulu ungasillisinnaallugu, isiginnaarsinnaallugu, alapernaasersinnaallugu nikittussaajunnaarsillugulu. Arlaatigut tassaavoq Kalaallit Nunaanni meeraanermit eqqaamasanut kipisaneq, nalinginnaanerusumilli tassaalluni pinngortitamut oqaluttuarineqartaqisumut, kalaallinut immikkut attaveqarfigissangatinneqartartumut, kipisaneq. Taamaalilluni video tassaanerulerpoq inuup pinngortitamut isiginninnerminik takorluuinerinut oqaaseqaat – erseqqinnerusumik oqaatigalugu kalaallit pinngortitamut isiginninnerannik takorluuinernut. Taamaattuminguna qulequtaqartoq Issittumi silaaruttutut kamanneq. uttutut kamanneq. 1996 Pia Arke. Arctic Hysteria. 1996 “Issittumi silaaruttutut kamanneq” tassaavoq napparsimasunik misissuinermi oqariaaseq, ilisimasassarsiortut ilisimatuullu issittumi najugalinnut nipputitaat, immikkut nappaateqarnertut qulequtsigaat inuiannit allanit immikkoortinniarlugit. Taama nappaateqarnermi tamataqannginneq ilisarnaataatinniarneqartarpoq, inummigooq issittumi silaaruttutut kamannermik taasamit nalaanneqarnermi nalaani, oqaluttuarineqartartut malillugit atisani sissortarpai tamataqaranilu sikumut avalattarluni, apummi assakaasarluni uumasutullu nujuartatut nilliasarluni, anersaanit tiguarneqarluni – naggataatigullu nukeerulluni nukillaaginnarluni. The camera zooms in on a photostat of a Greenland landscape laid out on the floor on a black piece of cloth. Now a woman (the artist) enters the picture crawling on the photostat. She pats the landscape, strokes it with her hands, sniffs it, tries to suck it in. She lies down on her back, as if she is trying to be in the landscape, pressing herself against it, trying to get into contact with it, become one with it – but ends up by tearing the picture to pieces. Slowly and methodically the photostat decomposes into a collection of strips that the artist rakes together around herself. Finally she seems to achieve a little physical contact, not with the depicted landscape, but with the material the landscape was printed on. She crawls out of the picture again – a heap of white strips of paper is left behind on the black underlay. Arkep videoliaani arnaq anersaanit tiguarneqarpasinnerunani amiilaarnangajattumilluunniit imminut nangarsimaartutut ippoq pinngortitamut saqqummersitamut, erniinnarlu aserortigassamut, appakaanniarnermini. Misissarissuseq, pingaartumillu uinngup peqataanera, malunnaraluartoq, taamaattoq suliaq avataaneerpasippoq, silassorippasilluni. Inuiaqatigiinnut sorlernut ataneq eqqarsaatiginngikkaluaraanniluunniit ersitsoqanngilaq pineqartup taassumarpiaap pinngortitallu taassumarpiaap, eqqumiitsuliortup isiginninneriaasianit isigineqartup, ataqatigiinnerat immikkut qinerneqarsimanersoq. Taamaattumik tassaalerpoq paasinnittaatsip “issittumi silaarulluni kamanneq”-up nutaamik nassuiarneqarnera – nassuiaaqqinneq naggaterpiaatigut apeqqusiisoq kikkut taama nappaateqarnersut. Inuit issittumi najugallit – imaluunniit tikiuttut taamalu nappaateqartoqarneranik allaatiginnittut? Kirsten Thisted The photostat shows one of the landscape pictures Pia Arke took with her pinhole camera, a huge box that she dragged around with her in Greenland, and which she could climb into and in this way get close to the landscape and distance herself from it, observe, spy on it and freeze it. In a way this had to do with a longing for a remembered landscape in her childhood’s Greenland, but more generally it had to do with our longing for the renowned natural surroundings in Greenland, which Greenlanders are assumed to have a special connection with. The video thus becomes first and foremost a commentary on ideas about our relationship to nature – and more specifically on ideas about Greenlanders’ relationship to nature. Hence the title Arctic Hysteria. “Arctic hysteria” is primarily a clinical term that explorers and scientists attached to the inhabitants of the Arctic – a special pathology with which to classify them and distinguish them from other people. Nakedness was supposed to be one of the special features of this ailment, in which persons who were temporarily afflicted by Arctic hysteria were said to rip off their clothes and run around naked on the ice, roll in the snow and scream like wild animals, possessed of superhuman strength – finally to collapse in exhaustion. Rather than being possessed, the woman in Arke’s video is almost eerily controlled in her endeavour to enter into a relation with the landscape that has been laid out and will soon be laid waste. Despite its sensuous, highly corporeal presence the project remains cool, intellectual. Irrespective of the ethnic connection there is no specific relation between this particular subject and this particular landscape, which are seen and regarded from an artist’s viewpoint. What we have, then, is a new and reinterpreted version of the concept of “Arctic hysteria” – a reinterpretation that in the final resort poses the question as to who actually suffered from this disease. The people of the Arctic – or the visitors to the Arctic who made the diagnosis? Kirsten Thisted 71 Værkliste / Suliat allattorsimaffiat Nuugaarsuk. Hulkamerabillede med skabelon (hest). 1990’erne Indrammet s/h hulkamerafotografi og pergament, 53 x 62 cm Tilhører Søren Arke BILLETKONTORET / FOYER Nuugaarsuk. Hulkamerabillede med skabelon (tepotte). 1990’erne Indrammet s/h hulkamerafotografi og pergament, 52 x 62 cm Tilhører Søren Arke Uden titel (Knoglen). 1999 (rekonstruktion 2010, original gået tabt) Ready-made, lårbensknogle fra hest, 55 cm Udlånt af Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet SEKTION 1: SKITSE TIL EN HISTORIEFORTÆLLING / IMMIKKOORTORTAQ 1: OQALUTTUAP IMASSAANUT TOQQAMMAVISSAQ Længsel. 1981 Indrammet koldnål, E.T., 65 x 49,8 cm Tilhører Annette og Jørgen Gant Uden titel. År ukendt Dokumentation af projekt med blåt tov i natur, 3 x A5 fotos fra dias Originaldias udlånt af Søren Arke Uden titel. 1988 Godkendelser til og dokumentation af bemaling af et 100 m2 ultramarinblåt kvadrat i fjeldet mellem Cirkussøen og Malenebugten uden for Nuuk samt på tom grund i Nansensgade, København Tilhører Søren Arke 1. tilbageblik til 1966 i Dundas. 1989 Olie på lærred, 40,5 x 51 cm Tilhører Annette og Jørgen Gant Uden titel. År ukendt Forbindelseslinjer tegnet på kort over Grønland og Danmark samt pergament, indrammet 64,5 x 47,2 cm Tilhører Søren Arke Uden titel. Ca. 1993 Interiør med transparente figurer, farveprint fra digital fil, A5 Originalfil udlånt af Søren Arke Uden titel. Ca. 1995 S/h fotografi af bearbejdet nordatlantisk kort, A4 Tilhører Søren Arke Stig Krabbe Barfoed. Galleri 11. 1996 TV-udsendelse om Pia Arke, 28:29 min. (m. engelske undertekster) Udlånt af DR Arkiv og Research, København Kunsthistorikeren. 1996 Indrammet hulkamerafotografi i farve, 50 x 60,5 cm Tilhører Jarl Borgen Mellem to stole. 1996 Indrammet hulkamerafotografi i farve, 50,7 x 61,1 cm Tilhører Søren Arke Uden titel (Kronborg-suiten). 1996 4 x indrammede s/h hulkamerafotografier, hver ca. 50 x 60 cm Nr. 1-3: Tilhører Søren Arke. Nr. 4: Tilhører Lars Kiel Bertelsen Dokumentationfotos af Pia Arkes atelier og depot. 2009. Tilhører Kuratorisk Aktion Fotografi af lille hulkamera. År ukendt A5 foto fra dias Originaldias udlånt af Søren Arke Dokumentationfotos af Kuratorisk Aktions arbejde med registreringen og kurateringen af Pia Arkes værker. 2009. Tilhører Kuratorisk Aktion Uden titel. Ca. 1990 3 x s/h hulkamerafotografier (lille hulkamera), hver ca. 11 x 13,5 cm Tilhører Søren Arke Diverse bøger, udstillingskataloger og presseklip fra Pia Arkes arkiv. Tilhører Søren Arke Uden titel (Hulkamera). 1990 (rekonstruktion 2010, original gået tabt) Hulkamera af krydsfiner, lægter, lim og træbeskyttelse, 170 x 165 x 140 cm Tilhører Søren Arke Indrammet måltegning og fotografi af Pia Arkes hulkamera samt indbydelse til indvielsen af hulkameraet d. 29. maj 1990 Tilhører Søren Arke Pia Arkes tale ved indvielsen af hulkameraet d. 29. maj 1990 samt fotos fra indvielsen og dokumentation af kameraets rejse til forskellige lokaliteter i Grønland og Danmark, A4 papir og 5 x A5 fotos fra dias Tilhører Søren Arke To tekster om hulkameraets koncept og funktion samt foto af Pia Arke ved hulkameraet. Ca. 1990 Tilhører Søren Arke Nuugaarsuk. Hulkamerabilleder 1-4. 1990 4 x indrammede s/h hulkamerafotografier, hver 65 x 80 cm Tilhører Brandts Museet for Fotokunst, Odense 72 SEKTION 2 / IMMIKKOORTORTAQ 2: TUPILAKOSAURUS Studie af hvalroskranie. 1984 Blyant på papir, 39 x 41,7 cm Tilhører Annette og Jørgen Gant Uden titel (Perlustration). 1994 S/h fotografi, 50 x 59 cm Tilhører Jarl Borgen Uden titel (Perlustration). 1994 S/h fotografi på karton, 18,3 x 17 cm Tilhører Semina Rerum – Irène Preiswerk, Zürich Uden titel. År ukendt Approprieret farvefotografi af efterladenskaber fra tyskernes ophold på Eskimonæs, Nordøstgrønland i 1943. Det oprindelige fotografi er taget af Asger Fredslund Pedersen fra Siriuspatruljen i 1994, 56 x 83 cm Tilhører Marie Louise og Søren Bro Pold Uden titel. År ukendt Dekonstruktion af Th. N. Krabbes bog Grønland. Dets Natur, Beboere og Historie fra 1929, serie af 6 x farvefotografier, hver 11,5 x 9 cm Tilhører Søren Arke Hammeren. 1999 (reproduktion 2010, original gået tabt) Diasshow med gengivelser af billedelementerne i den originale billedfrise i ramme og passepartout Originaldias udlånt af Søren Arke og Mette Jørgensen Må kun berøres med tommelfinger og lillefinger. 1999 (rekonstruktion 2010, original gået tabt) Ready-made, ca. 8.000 ark fra den videnskabelige monografiserie Meddelelser om Grønland samt glasplint Tilhører Søren Arke Staven. 1999 (reproduktion 2010, original gået tabt) Diasshow med gengivelser af billedelementerne i den originale billedfrise i ramme og passepartout Originaldias udlånt af Søren Arke og Mette Jørgensen Pia Arke & Anders Jørgensen. Tupilakosaurus. An interesting study about the triassic myth of Kap Stosch. 1999 Video (S-VHS til DVD), 9:18 min (m. engelske undertekster) Udlånt af Anders Jørgensen Brevkorrespondance og installation views fra Pia Arkes arkiv ifm. hendes udstilling En installation der handler om historier på Museet for Samtidskunst, Roskilde, 1999. Tilhører Søren Arke SEKTION 3: ARKTISK HYSTERI / IMMIKKOORTORTAQ 3: ISSITTUMI SILAARUTTUTUT KAMANNEQ Uden titel. År ukendt Fotoserie bestående af 6 x s/h fotografier af Pia Arke i interiør, hver 17,8 x 9 cm Tilhører Søren Arke Uden titel. 1993 S/h kontaktark af Pia Arke i nationaldragt foran fotostat af hulkamerafotografi, 20 x 15 cm Tilhører Søren Arke Uden titel. Ca. 1993 S/h leporelleo-print af interiør, 12,7 x 66,6 cm Tilhører Søren Arke Uden titel (Selvportræt med kusine). Ca. 1993 Kontaktark på karton, 57 x 47,8 cm Tilhører Søren Arke Uden titel (Selvportræt med kusine). Ca. 1993 S/h fotografi, 12,5 x 10 cm Tilhører Søren Arke Uden titel. 1994 Indrammet s/h fotografi af Pia Arke foran fotostat af hulkamerafotografi, 33,4 x 27 cm Tilhører Jarl Borgen Uden titel. 1994 S/h fotografi af Pia Arke foran fotostat af hulkamerafotografi, 58 x 49,3 cm Tilhører Jarl Borgen Uden titel. 1994 S/h fotografi af Pia Arke foran fotostat af hulkamerafotografi, 30 x 25 cm Tilhører Ann Lumbye Sørensen Uden titel. 1994 S/h fotografi af Pia Arke foran fotostat af hulkamerafotografi, 17,2 x 17,2 cm Tilhører Klaus Marthinus Christensen Uden titel (Perlustrationer 1-10). 1994 4 x s/h prints fra negativer, A5 Originalnegativer udlånt af Søren Arke Uden titel (Telegrafi). År ukendt Kaffe og sukker klistret på blåtonet s/h fotografi, 27 x 32 cm Tilhører Søren Arke Krabbe/Jensen. 1997 Fotografisk collage, 102 x 171,5 cm Tilhører Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek, København Arktisk hysteri. Ca. 1997 S/h fotografi, 128 x 79,5 cm Tilhører Søren Arke Arktisk hysteri alias Arctic Hysteria IV. 1997 (reproduktion 2010, original gået tabt) Inkjet print efter s/h gengivelse af billedserien, 76 x 200 cm Gengivelsen tilhører Afdeling for Teori og Formidling, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. Rekonstruktionen tilhører Søren Arke Krabbe 1906/Jensen 1947. 2005 Indrammet collage med fotografi og kortudsnit, 31 x 45 cm Tilhører Tine Bryld Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside – En installation om blomster og land. 2005 Installation, variable mål. Video (DVCAM), 4 min., 2 x akryl, blyant, kaffe, stof og udklip på lærred, hver 203 x 137 cm Tilhører Søren Arke og Anders Jørgensen Desuden fotografier, notater, brevkorrespondancer, videnskabelig litteratur, installation view og presseklip fra Pia Arkes arkiv ifm. hendes kunstneriske udforskning af termen “arktisk hysteri”. Udlånt af Søren Arke og Afdeling for Teori og Formidling, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København SEKTION 4: “ETNOÆSTETIK” / IMMIKKOORTORTAQ 4: “ETNOÆSTETIK” Uden titel. 1982 Koldnål med fuglemotiv, 18 x 23 cm Tilhører Annette og Jørgen Gant Uden titel. Ca. 1985 Portræt af Erik Gant, akryl på masonitplade, 121,3 x 91,4 cm Privateje Uden titel. År ukendt Selvportræt, blyant på papir, 23 x 15 cm Tilhører Annette og Jørgen Gant Uden titel. 1988 Prøvetryk af 6 x menukort til SAS Greenland Polar Class 1989, akryl på papir, 45,5 x 41,4 cm Tilhører Annette og Jørgen Gant Min mor fortæller (Før harpunering; Flænsning af sæl; Der pilkes efter fisk; Kogt torsk; Vi lever af sæl; Møde med og fangst af tre bjørne). 1989 6 x trykte menukort udført til SAS Greenland Polar Class, hver 12,5 x 19 cm Nr. 1, 3-5: Privateje. Nr. 2: Tilhører Johannes Møller Uden titel. Ca. 1992 4 x s/h fotografier af købere af Pia Arkes malerier i Thule, 31 x 26,5 cm, 31 x 25,5 cm, 26,3 x 32,5 cm og 31 x 26,5 cm Tilhører Søren Arke De tre Gratier. 1993 4 x indrammede s/h fotografier, hver 110 x 91 cm Tilhører Brandts Museet for Fotokunst, Odense Uden titel. Ca. 1993 4 x farvekontaktprints af Pia Arke udførende trommedans, hver 5,8 x 5,8 cm Tilhører Søren Arke Uden titel. 1993 Akryl på lærred, 40 x 49 cm Udlånt af Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier, Københavns Universitet Uden titel. 1993 Akryl på lærred, 24,5 x 22 cm Udlånt af Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier, Københavns Universitet Uden titel. 1993 Akryl på lærred, 120 x 240 cm Udlånt af Arktisk Institut, København Køretur i gammelt landskab. Ca. 1993 Blandingsteknik, 29,5 x 28 cm Udlånt af Grønlands Repræsentation, København Udsigt over gammelt landskab. Ca. 1993 Blandingsteknik, 30 x 28 cm Udlånt af Grønlands Repræsentation, København Fangeren og hans kone. Ca. 1993 Grafik, indrammet, 75,5 x 61,7 cm Udlånt af Grønlands Repræsentation, København Stefan Jonsson (redaktør). “Kulturer emellan”. 1995 Artikelserie med interview og fotografier af Pia Arke publiceret i Dagens Nyheter, Stockholm i perioden 15. januar – 23. februar 1995 Tilhører Søren Arke Etnoæstetik. 1995 Essay udgivet af Kunsttidsskriftet ARK, Århus, 1. udgave, 1. oplag Udlånt af Søren Arke og Kuratorisk Aktion Uden titel. 2001 Olie på lærred, 80,5 x 99,2 cm Tilhører Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet Uden titel. 2001 Olie på lærred, 85,5 x 76,5 cm Tilhører Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet SEKTION 5: SCORESBYSUNDHISTORIER / IMMIKKOORTORTAQ 5: ITTOQQORTOORMIINIIT OQALUTTUAT De daglige handlinger. 1989 Pressemeddelelse og 7 x farvefotografier, hver 10 x 15 cm Pressemeddelelse og 3 x fotografier: Tilhører Søren Arke. 4 x farvefotografier: Tilhører Danmarks Kunstbibliotek, København Telegrafi. 1996 18 x blåtonede s/h fotografier, 40,5 x 28,8 cm hhv. 28,8 x 40,5 cm Tilhører Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek, København Jord til Scoresbysund. 1998 (rekonstruktion 2010, original gået tabt) Installation af kaffefiltre med kaffe og bomuldssnor, 160 x 165 cm Tilhører Søren Arke Uden titel. År ukendt (2001) 4 x annoterede s/h fotografier i ramme, 12 x 16 cm, 15,9 x 16,5 cm, 16,5 x 15,9 cm og 16,5 x 16,5 cm Tilhører Søren Arke Dummy. 1995-2003 49 x indrammede tekst og fotograficollager af Pia Arkes originale forlæg til bogværket Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning, København: Borgens Forlag, 2003, hver 24,5 x 42 cm Tilhører Søren Arke Sumaar kiosk (arbejdstitel). 2006Uredigerede videooptagelser (DVCAM) fra Scoresbysund/Ittoqqortoormiit 2006 til ufuldendt værk, 60 min. Tilhører Søren Arke 45 x diasaffotograferinger af Sven Lund Jensens fotoalbum fra hans ophold i Grønland. År ukendt Tilhører Søren Arke Desuden fotografier, notater, fotokopier, brevkorrespondancer, videnskabelig litteratur, arkivmateriale, installation views og presseklip fra Pia Arkes arkiv ifm. hendes kunstneriske udforskning af Scorebysund. Tilhører Søren Arke SEKTION 6 / IMMIKKOORTORTAQ 6: LEGENDE Uden titel (Landkending I-III). 1993 3 x s/h fotografier i annoterede rammer, 43,1 x 52 cm, 56,1 x 47,2 cm og 44,1 x 28,7 cm Tilhører Søren Arke Uden titel (Imaginary homelands). Ca. 1996 4 x s/h fotografier i annoterede rammer, 46 x 44 cm, 55,4 x 43,4 cm, 44 x 47 cm og 46 x 56,5 cm Tilhører Søren Arke Uden titel. Ca. 1996 S/h fotografi med flymotiv i annoteret ramme, 46,5 x 56,5 cm Tilhører Søren Arke Uden titel (Legeplads). Ca. 1996 Objekt i tre dele, 18 x 55 cm, 165 x 18 cm og 165 x 18 cm Tilhører Søren Arke Legende I-V. 1999 5 x collager med kort, fotografier, pergamentpapir og henholdsvis mel, kaffe, havregryn, sukker og ris, hver 191,5 x 161,5 cm Tilhører Søren Arke SEKTION 7: JEG FISKER KRANIER OG KNOGLER OP / IMMIKKOORTORTAQ 7: NIAQQUP SAARNGI SAANIKULLU QALLORLUGIT Uden titel. År ukendt Selvportræt, oliekridt på papir, 38,2 x 31,2 cm Tilhører Annette og Jørgen Gant Uden titel. 1990 Diptykon med hulkamerafotografi, farvefotografi og blyant på karton, hver 56,5 x 68 cm Tilhører Veronica og Carsten Juhl Uden titel. Ca. 1993 (rekonstruktion 2010, original gået tabt) Inkjet print af annoteret, iturevet og sammenstillet hulkamerafotografi efter negativ, 160 x 170 cm Originalnegativ udlånt af Søren Arke Uden titel (Tag kamikken over hovedet, så alle kan se, hvor du kommer fra). 1993 S/h fotografi, 12,6 x 12,6 cm Tilhører Søren Arke Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn i samarbejde med grønlandske indsatte i Anstalten ved Herstedvester. Uden titel. Ca. 1994 14 x dekorerede papmaché-masker, 8 x polaroidfotografier, 2 x farvefotografier og 2 x breve, variable mål Tilhører Anstalten ved Herstedvester, Albertslund og Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus, København Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn i samarbejde med grønlandske indsatte i Anstalten ved Herstedvester. Uden titel. Ca. 1994 Plakat, 83 x 55 cm Tilhører Jarl Borgen Nature Morte alias Perlustrationer 1-10. 1994 10 x indrammede s/h fotografier, 52,2 x 62,2 hhv. 62,2 x 52,2 cm Tilhører Brandts Museet for Fotokunst, Odense Uden titel. År ukendt Diasshow visende dekonstruktion af Th. N. Krabbes bog Grønland. Dets Natur, Beboere og Historie fra 1929 Originaldias udlånt af Søren Arke Wonderland. 1960/1996 Approprieret farvefotografi på kappaplade, originalt foto taget af Jørgen Gant i Thule, 1960, 79,9 x 150 cm Tilhører Brandts Museet for Fotokunst, Odense Uden titel (Skyggen af en håbefuld fotograf på en isørken). 1998 Boks og billedindhold fra den videnskabelige monografiserie Meddelelser om Grønland, 28 x 18 x 2 cm Tilhører Lars Kiel Bertelsen Åndemanerens rejse til månen. Ca. 1999 Lyskasse, 87 x 129 x 15 cm Tilhører Fonden til oprettelse af Grønlands Nationalgalleri, Nuuk Anders Jørgensen. Uden titel (Scoresbysund). 2001 Videodokumentation optaget på Statens Værksteder under Pia Arkes arbejde med Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning (København: Borgens Forlag, 2003), 4:07 min. (m. engelske undertekster) Tilhører Anders Jørgensen Uden titel (Walrus Bay). År ukendt (2001) Hår, s/h fotografi i annoteret ramme (muligvis dagbogstekst fra 1944 af opdagelsesrejsende Captain Robert P. Sykes), 32,7 x 32,7 cm Tilhører Søren Arke Uden titel. År ukendt (2001) S/h luftfotografi i annoteret ramme, 29,2 x 29,2 cm Tilhører Søren Arke Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning. 2003 1. udgave af bogen, som udkom ved Borgens Forlag, København 2003 Udlånt af Søren Arke Desuden installation views af Pia Arkes bidrag til udstillingen Den flyvende kajak – nutidskunst fra Grønland på Brandts Klædefabrik, Odense, 1993. Tilhører Søren Arke SEKTION 8: DEN EXCENTRISKE ESKIMO / IMMIKKOORTORTAQ 8: ESKIMUU SILANNGAJAARTOQ Uden titel. År ukendt (1990’erne) 8 x nummerede farvefotografier i annoterede rammer (oprindelig en serie af 10 stk.), hver 29 x 42 cm Tilhører Søren Arke SEKTION 9: SKANDINAVISK PANORAMA / IMMIKKOORTORTAQ 9: ISIKKIVIK SKANDINAVIAMIIT Uden titel. År ukendt S/h fotografi med planteaftryk, 24 x 30,5 cm Tilhører Søren Arke Uden titel. 1993 Akryl på lærred, 204 x 289 cm Offentlig eje Uden titel. 1993 S/h kontaktark af Pia Arke i nationaldragt foran fotostat af hulkamerafotografi, 20 x 15 cm Tilhører Søren Arke Uden titel. 1993/2010 Pia Arke i nationaldragt foran fotostat af hulkamerafotografi, inkjet print efter s/h fotografi på kontaktark, 120 x 130 cm Originalt forlæg tilhører Søren Arke Uden titel (De tre Gratier). 1994 S/h fotografisk collage, 11 x 23 cm Tilhører Søren Arke Uden titel. År ukendt Fotografisk farvecollage, 20 x 15 cm Tilhører Freja Vogt Christensen Arktisk hysteri. 1996 Video (S-VHS), 5:55 min. Tilhører Søren Arke Borte med blæsten. 1997 Indrammet farvefotografi, 46,4 x 64,1 cm Tilhører Ann Lumbye Sørensen Skandinavisk Panorama. 1998 5 x s/h fotografier trykt på Litteraturmagasinet Standarts fem forsider i året 1998 (12. årg., nr. 1-5) Udlånt af Litteraturmagasinet Standart, Århus Spækstigen, Emil, Ole og Asger. 1998 (reproduktion 2010, original delvist gået tabt) Af værket, der oprindeligt bestod af 1 x stige, 2 x landkort, 1 x bykort, røde og blå knappenåle samt 4 x farvefotografier, er kun stigen tilbage. Træstige (original), 190 x 45 x 8 cm, installation view af værket, 60 x 80 cm Tilhører Søren Arke Spæk og videnskab. 1999 Illustreret tidsskriftsartikel i Passage, nr. 31/32, 1999, s. 109-115 Udlånt af Kuratorisk Aktion Desuden skriftligt oplæg fra 1998 om urealiseret udstillingsprojekt til Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus, København 73 List of works TICKET OFFICE / FOYER Untitled (The Bone). 1999 (reconstruction 2010, original lost) Ready-made, thighbone from horse, 55 cm Lent by the Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen SECTION 1: TOWARDS A HISTORICAL NARRATIVE Longing. 1981 Framed engraving, E.T., 65 x 49.8 cm Courtesy of Annette and Jørgen Gant Untitled. Year unknown Documentation of project with blue rope in nature, 3 x A5 photos from slides Original slides lent by Søren Arke Untitled. 1988 City approvals and documentation of Pia Arke’s painting of a 100 m2 ultramarine blue square on the mountain between the Circus Lake and Malenebugten outside of Nuuk and on an empty lot in Nansensgade, Copenhagen Courtesy of Søren Arke Nuugaarsuk. Pinhole camera photograph (horse). 1990s Framed b/w pinhole camera photograph and parchment paper, 53 x 62 cm Courtesy of Søren Arke Nuugaarsuk. Pinhole camera photograph (teapot). 1990s Framed b/w pinhole camera photograph and parchment paper, 52 x 62 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. C. 1993 Interior with transparent figures, color print from digital file, A5 Original file lent by Søren Arke Untitled. C. 1995 B/w photograph of reworked map of the North Atlantic, A4 Courtesy of Søren Arke Stig Krabbe Barfoed. Gallery 11. 1996 Television feature on Pia Arke, 28:29 min. (w. English subtitles) Courtesy of DR (Danish Broadcasting Coporation) Archive and Research, Copenhagen The Art Historian. 1996 Framed color pinhole camera photograph, 50 x 60.5 cm Courtesy of Jarl Borgen First Flash Back to 1966 in Dundas. 1989 Oil on canvas, 40.5 x 51 cm Courtesy of Annette and Jørgen Gant Between Two Chairs. 1996 Framed color pinhole camera photograph, 50.7 x 61.1 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. Year unknown Lines of connection drawn on a map of Greenland and Denmark and parchment paper, 64.5 x 47.2 cm Courtesy of Søren Arke Untitled (The Kronborg Castle Suite). 1996 4 x framed b/w pinhole camera photographs, each c. 50 c 60 cm Nos. 1-3: Courtesy of Søren Arke. No. 4: Courtesy of Lars Kiel Bertelsen Photograph of small pinhole camera. Year unknown A5 photograph from slide Original slide lent by Søren Arke Untitled. C. 1990 3 x b/w pinhole camera photographs (small pinhole camera), each c. 11 x 13.5 cm Courtesy of Søren Arke Untitled (Pinhole camera). 1990 (reconstruction 2010, original lost) Pinhole camera, plywood, wood, glue, and wood preservative, 170 x 165 x 140 cm Courtesy of Søren Arke Framed drawing plan and photograph of Pia Arke’s pinhole camera and invitation to the inauguration of the camera on May 29, 1990 Courtesy of Søren Arke Pia Arke’s speech at the inauguration of her pinhole camera on May 29, 1990 and photographs from the inaguration as well as documentation of the camera’s travels to different locations in Greenland and Denmark A4 paper and 5 x A5 photograhs from slides Courtesy of Søren Arke Two texts on the concept and function of the pinhole camera and photo of Pia Arke by the camera. C. 1990 Courtesy of Søren Arke Nuugaarsuk. Pinhole camera photographs 1-4. 1990 4 x framed b/w pinhole camera photographs, each 65 x 80 cm Courtesy of Brandts Museet for Fotokunst, Odense 74 Documentation photographs of Pia Arke’s studio and storage. 2009 Courtesy of Kuratorisk Aktion Documentation photographs of Kuratorisk Aktion’s registration and curation process. 2009 Courtesy of Kuratorisk Aktion Various books, exhibition catalogues, and press clippings from Pia Arke’s archive Courtesy of Søren Arke SECTION 2: TUPILAKOSAURUS Study of Walrus Skull. 1984 Pencil on paper, 39 x 41.7 cm Courtesy of Annette and Jørgen Gant Untitled (Perlustration). 1994 B/w photograph, 50 x 59 cm Courtesy of Jarl Borgen Untitled (Perlustration). 1994 B/w photograph on cardboard, 18.3 x 17 cm Courtesy of Semina Rerum – Irène Preiswerk, Zurich Untitled. Year unknown Appropriated color photograph of objects left behind by the Germans during their stay at Eskimonæs, North East Greenland in 1943. The original photograph was taken by Asger Fredslund Pedersen from the Sirius Patrol in 1994, 56 x 83 cm Courtesy of Marie Louise and Søren Bro Pold Untitled. Year unkown Deconstruction of Th. N. Krabbes book Grønland. Dets Natur, Beboere og Historie from 1929, series of 6 x color photographs, each 11. 5 x 9 cm Courtesy of Søren Arke The Hammer. 1999 (reproduction 2010, original lost) Slideshow of reproductions of the images in the original picture frieze, which was framed and with passepartout Original slides lent by Søren Arke and Mette Jørgensen May only be touched with thumb and little finger. 1999 (reconstruction 2010, original lost) Ready-made, c. 8,000 sheets from the scientific monograph series Meddelelser om Grønland and glass plinth Courtesy of Søren Arke The Measuring Stick. 1999 (reproduction 2010, original lost) Slideshow of reproductions of the images in the original picture frieze, which was framed and with passepartout Original slides lent by Søren Arke and Mette Jørgensen Pia Arke & Anders Jørgensen. Tupilakosaurus. An interesting study about the triassic myth of Kap Stosch. 1999 Video (S-VHS to DVD), 9:18 min. (w. English subtitles) Courtesy of Anders Jørgensen Letter correspondence and installation views from Pia Arke’s archive on the exhibition An installation that has to do with histories at Museum of Contemporary Art, Roskilde, 1999. Courtesy of Søren Arke SECTION 3: ARCTIC HYSTERIA Untitled. Year unknown Photo series consisting of 6 x b/w photographs of Pia Arke in interior, each 17.8 x 9 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. 1993 B/w contact sheet of Pia Arke in national costume in front of photostat of pinhole camera photograph, 20 x 15 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. C. 1993 B/w leporelleo print of interior, 12.7 x 66.6 cm Courtesy of Søren Arke Untitled (Self-portrait with Cousin). C. 1993 Contact sheet on cardboard, 57 x 47.8 cm Courtesy of Søren Arke Untitled (Self-portrait with Cousin). C. 1993 B/w photograph, 12.5 x 10 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. 1994 Framed b/w photograph of Pia Arke in front of photostat of pinhole camera photograph, 33.4 x 27 cm Courtesy of Jarl Borgen Untitled. 1994 B/w photograph of Pia Arke in front of photostat of pinhole camera photograph, 58 x 49.3 cm Courtesy of Jarl Borgen Untitled. 1994 B/w photograph of Pia Arke in front of photostat of pinhole camera photograph, 30 x 25 cm Courtesy of Ann Lumbye Sørensen Untitled. 1994 B/w photograph of Pia Arke in front of photostat of pinhole camera photograph, 17.2 x 17.2 cm Courtesy of Klaus Marthinus Christensen Untitled (Perlustrationer 1-10). 1994 4 x b/w prints from negatives, A5 Original negatives lent by Søren Arke Untitled (Telegraphy). Year unknown Coffee and sugar glued to blue-toned b/w photograph, 27 x 32 cm Courtesy of Søren Arke Krabbe/Jensen. 1997 Photographic collage, 102 x 171.5 cm Courtesy of The National Museum of Photography, The Royal Library, Copenhagen Arctic Hysteria. C. 1997 B/w photograph, 128 x 79.5 cm Courtesy of Søren Arke Arctic Hysteria alias Arctic Hysteria IV. 1997 (reproduction 2010, original lost) Inkjet print from b/w reproduction of the work, 76 x 200 cm Reproduction courtesy of the Department of Art Theory and Communication, The Royal Danish Academy of Fine Arts, Copenhagen and Søren Arke Krabbe 1906/Jensen 1947. 2005 Framed collage with photograph and map sections, 31 x 45 cm Courtesy of Tine Bryld Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside – An Installation about flowers and land. 2005 Installation, dimensions variable. Video (DVCAM), 4 min., 2 x acrylics, pencil, coffee, fabric, and clippings on canvas, each 203 x 137 cm Courtesy of Søren Arke and Anders Jørgensen Various photographs, notes, letter correspondence, scientific literature, installation view, and press clippings from Pia Arke’s archive in conjunction with her artistic research into the term “Arctic hysteria”. Courtesy of Søren Arke and The Department of Art Theory and Communication, The Royal Danish Academy of Fine Arts, Copenhagen SECTION 4: “ETHNO-AESTHETICS” Untitled. 1982 Engraving with birds, 18 x 23 cm Courtesy of Annette and Jørgen Gant Untitled. C. 1985 Portrait of Erik Gant, acrylics on masonite, 121.3 x 91.4 cm Private collection Untitled. Year unknown Self-portrait, pencil on paper, 23 x 15 cm Courtesy of Annette and Jørgen Gant Untitled. 1988 Test print of 6 x menu cards for Scandinavian Airlines’ Greenland Polar Class 1989, acrylics on paper, 45.5 x 41.4 cm Courtesy of Annette and Jørgen Gant My Mother Recounts (Before Harpoonering; Flensing of Seal; Jigging for Fish; Boiled Cod; We Live off Seal; Encounter with and Catching of Three Bears). 1989 6 x printed menu cards for Scandinavian Airlines’ Greenland Polar Class 989, each 12.5 x 19 cm Nos. 1, 3-5: Private collection. No. 2: Courtesy of Johannes Møller Untitled. C. 1992 4 x b/w photographs of buyers of Pia Arke’s paintings in Thule, 31 x 26.5 cm, 31. x 25.5 cm, 26.3 x 32.5 cm and 31 x 26.5 cm Courtesy of Søren Arke The Three Graces. 1993 4 x framed b/w photographs, each 110 x 91 cm Courtesy of Brandts Museet for Fotokunst, Odense Untitled. C. 1993 4 x color contact prints of Pia Arke performing the drum dance, each 5.8 x 5.8 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. 1993 Acrylics on canvas, 40 x 49 cm Courtesy of Eskimology and Arctic Section, University of Copenhagen Untitled. 1993 Acrylics on canvas, 24.5 x 22 cm Courtesy of Eskimology and Arctic Section, University of Copenhagen Untitled. 1993 Acrylics on canvas, 120 x 240 cm Courtesy of Arktisk Institut, Copenhagen Drive in Old Landscape. C. 1993 Mixed media, 29.5 x 28 cm Courtesy of Grønlands Repræsentation, Copenhagen View of Old Landscape. C. 1993 Mixed media, 30 x 28 cm Courtesy of Grønlands Repræsentation, Copenhagen The Hunter and His Wife. C. 1993 Framed graphics, 75.5 x 61.7 cm Courtesy of Grønlands Repræsentation, Copenhagen Stefan Jonsson (editor). “Kulturer emellan” [Between cultures]. 1995 Article series with interview with and photographs of Pia Arke published in Dagens Nyheter, Stockholm during the period of January 15 – February 23, 1995 Courtesy of Søren Arke Ethno-Aesthetics. 1995 Essay published by the art journal ARK, Aarhus, 1st edition, 1st imprint Courtesy of Søren Arke and Kuratorisk Aktion Untitled. 2001 Oil on canvas, 80.5 x 99.2 cm Courtesy of the National Environmental Research Institute, Aarhus University Untitled. 2001 Oil on canvas, 85.5 x 76.5 cm Courtesy of the National Environmental Research Institute, Aarhus University SECTION 5: STORIES FROM SCORESBYSUND The Daily Actions. 1989 Press release and 7 x color photographs Press release and 3 x photographs: Courtesy of Søren Arke. 4 x color photographs: Courtesy of The Danish National Art Library, Copenhagen Telegraphy. 1996 18 x blue-toned b/w photographs, 40.5 x 28.8 cm respectively 28.8 x 40.5 cm Courtesy of The National Museum of Photography, The Royal Library, Copenhagen Soil for Scoresbysund. 1998 (reconstruction 2010, original lost) Installation of coffee filters, coffee, and cotton string, 160 x 165 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. Year unknown (2001) 4 x framed annotated b/w photographs, 12 x 16 cm, 15.9 x 16.5 cm, 16.5 x 15.9 cm, and 16.5 x 16.5 cm Courtesy of Søren Arke Dummy. 1995-2003 49 x framed collages of text and images derived from Pia Arke’s original dummy for her book Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning [Stories from Scoresbysund: Photographs, Colonisation and Mapping], Copenhagen: Borgen Publishers, 2003, each 24.5 x 42 cm Courtesy of Søren Arke Sumaar kiosk (working title). 2006Unedited video recordings (DVCAM) from Scoresbysund/Ittoqqortoormiit 2006 for unfinished work, 60 min. Courtesy of Søren Arke 45 x slides documenting Sven Lund Jensen’s photo album from his stay in Greenland. Year unkown Courtesy of Søren Arke In addition, photographs, notes, photo copies, letter correspondence, scientific literatur, archival material, installation views, and press clippings from Pia Arke’s archive in conjunction with her artistic research of Scoresbysund SECTION 6: LEGEND Untitled (Landfall I-III. 1993 3 x b/w photographs in annotated frames, 43.1 x 52 cm, 56.1 x 47.2 cm, and 44.1 x 28.7 cm Courtesy of Søren Arke Untitled (Imaginary homelands). C. 1996 4 x b/w photographs in annotated frames, 46 x 44 cm, 55.4 x 43.4 cm, 44 x 47 cm, and 46 x 56.5 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. C. 1996 B/w photograph with airplane motif in annotated frame, 46.5 x 56.5 cm Courtesy of Søren Arke Untitled (Playground). C. 1996 Object in three parts, 18 x 55 cm, 165 x 18 cm, and 165 x 18 cm Courtesy of Søren Arke Legend I-V. 1999 5 x collages of maps, photographs, parchment paper, and flower, coffee, ground oats, sugar, and rice respectively, each 191.5 x 161.5 cm Courtesy of Søren Arke SECTION 7: FISHING OUT SKULLS AND BONES Untitled. Year unknown Self-portrait, crayon on paper, 38.2 x 31.2 cm Courtesy of Annette and Jørgen Gant Untitled. 1990 Diptych with pinhole camera photograph, color photograph, and pencil on cardboard, each 56.5 x 68 cm Courtesy of Veronica and Carsten Juhl Untitled. C. 1993 (reproduction 2010, original lost) Inkjet print of annotated, torn, and re- assembled pinhole camera photograph after negative, 160 x 170 cm Original negative lent by Søren Arke published by Borgen Publishers, Copenhagen, 2003 Courtesy of Søren Arke Untitled (Put your kamik on your head, so everyone can see where you come from). 1993 B/w photograph, 12.6 x 12.6 cm Courtesy of Søren Arke In addition, installation views of Pia Arke’s contribution to the exhibition The Flying Kayak – Contemporary Art from Greenland at Brandts Klædefabrik, Odense, 1993. Courtesy of Søren Arke Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn in collaboration with Greenlandic inmates of Herstedvester Prison. Untitled. C. 1994 14 x decorated papmaché masks, 8 x Polaroid photographs, 2 x color photographs, and 2 x letters, dimensions variable Courtesy of Herstedvester Prison, Albertslund and Kalaallit Illuutaat – The Greenland House, Copenhagen Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn in collaboration with Greenlandic inmates of Herstedvester Prison. Untitled. C. 1994 Poster, 83 x 55 cm Courtesy of Jarl Borgen Nature Morte alias Perlustrations 1-10. 1994 10 x framed b/w photographs, 52.2 x 62.2 respectively 62.2 x 52.2 cm Courtesy of Brandts Museet for Fotokunst, Odense Untitled. Year unknown Slideshow showing the deconstruction Th. N. Krabbes book Grønland. Dets Natur, Beboere og Historie from 1929 Original slides lent by Søren Arke Wonderland. 1960/1996 Appropriated b/w photograph on kappa plate, photograph originally taken by Jørgen Gant in Thule in 1960, 79.9 x 150 cm Courtesy of Brandts Museet for Fotokunst, Odense Untitled (The Shadow of a Hopeful Photographer in an Ice Desert). 1998 Box and content from the scientific monograph series Meddelelser om Grønland, 28 x 18 x 2 cm Courtesy of Lars Kiel Bertelsen The Necromancer’s Journey to the Moon. C. 1999 Light box, 87 x 129 x 15 cm Courtesy of Fonden til oprettelse af Grønlands Nationalgalleri, Nuuk Anders Jørgensen. Untitled (Scoresbysund). 2001 Video documentation recorded at the National Workshops for Arts and Crafts, Copenhagen, during Pia Arke’s work on Stories from Scoresbysund: Photographs, Colonisation and Mapping (Copenhagen: Borgen Publishers, 2003), 4:07 min. (w. English subtitles) Courtesy of Anders Jørgensen Untitled (Walrus Bay). Year unknown (2001) Hair, b/w photograph in annotated frame (possibly diary text from 1944 written by explorer Captain Robert P. Sykes), 32.7 x 32.7 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. Year unknown (2001) B/w aerial photograph in annotated frame, 29.2 x 29.2 cm Courtesy of Søren Arke Stories from Scoresbysund: Photographs, Colonisation and Mapping. 2003 1st edition, 1st imprint of the book SECTION 8: THE ECCENTRIC ESKIMO Untitled. Year unknown (1990s) 8 x numbered color photographs in annotated frames (originally a series of 10 framed prints), each 29 x 42 cm Courtesy of Søren Arke SECTION 9: SCANDINAVIAN PANORAMA Untitled. Year unknown B/w photograph with plant imprint, 24 x 30.5 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. 1993 Acrylics on canvas, 204 x 289 cm Public collection Untitled. 1993 B/w contact sheet Pia Arke in national costume in front of photostat of pinhole camera photograph, 20 x 15 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. 1993 Pia Arke in national costume in front of photostat of pinhole camera photograph, inkjet print from b/w photo on contact sheet, 120 x 130 cm Original contact sheet courtesy of Søren Arke Untitled (The Three Graces). 1994 B/w photo collage, 11 x 23 cm Courtesy of Søren Arke Untitled. Year unknown Color photo collage, 20 x 15 cm Courtesy of Freja Vogt Christensen Arctic Hysteria. 1996 Video (S-VHS), 5:55 min. Courtesy of Søren Arke Gone with the Wind. 1997 Framed color photograph, 46.4 x 64.1 cm Courtesy of Ann Lumbye Sørensen Scandinavian Panorama. 1998 5 x b/w photographs published on the five front pages of Litteraturmagasinet Standart during the year 1998 (vol. 12, nos. 1-5) Courtesy of Litteraturmagasinet Standart, Århus The Blubber Ladder, Emil, Ole and Asger. 1998 (reproduction 2010, original partially lost) Of the work, which originally consisted of 1 x ladder, 2 x maps, 1 x city map, red and blue pushpins, and 4 x color photographs, only the ladder remains. Wooden ladder (original), 190 x 45 x 8 cm, installation view of the work, 60 x 80 cm Courtesy of Søren Arke Blubber and Science. 1999 Illustrated essay for the journal Passage, no. 31/32, 1999, pp. 109-115 Courtesy of Kuratorisk Aktion In addition, a 1998 written proposal for an unrealized exhibition project for Kalaallit Illuutaat – The Greenland House, Copenhagen 75 Udstillingsarrangementer København (DK) 8. januar 2010 Åbning af TUPILAKOSAURUS Åbning af den del af udstillingen, der vises i Nationalmuseets Etnografiske Samling. Reception og taler ved Ulf Dahre (Enhedsleder, Etnografisk Samling) og Kuratorisk Aktion. Tid & Sted: Kl. 16-17, Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220 København K Åbning af den del af udstillingen, der vises i Den Frie Udstillingsbygning. Fernisering og taler ved Kirse-Junge Stevnsborg (Kunstnerisk leder, Den Frie Udstillingsbygning), Kuratorisk Aktion, Tine Bryld (forfatter og socialrådgiver) og Erik Gant (Ph.D., freelance kritiker og Leder af Arktisk Råds Sekretariat for Oprindelige Folk). Tid & Sted: Kl. 17-20, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads, DK-2100 København Ø 23. januar 2010 Filmscreening og diskussion Se og diskuter Leo Hansens film Med Hundeslæde gennem Alaska (1926) fra udstillingens filmprogram Den excentriske eskimo. Programmet er sammensat af Selskabet for Dårlig Etnografisk Film, som Pia Arke stiftede i 2000 sammen med Erik Gant (Ph.D., freelance kritiker og Leder af Arktisk Råds Sekretariat for Oprindelige Folk) og Anders Jørgensen (New Media Manager, Det danske filmstudie). Tid & Sted: Kl. 14-17, Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220 København K. Gratis adgang 6. – 7. februar 2010 “An Archive of Affected Anthropology: Locating the Arke-Typical in the Aesthetic Research of Pia Arke, 1981-2006” Et todages seminar, der samler ni regionale og internationale kulturpersoner for at gennemdrøfte Pia Arkes værk. Seminaret sigter på at identificere og analysere Arkes enestående bidrag til kunstnerisk forskning, visuel tænkning og postkoloniale studier og vil diskutere, hvorfor hun ikke desto mindre forblev en forholdsvis marginaliseret kunstner på den danske og internationale samtidskunstscene. Seminaret foregår på engelsk og er arrangeret af Kuratorisk Aktion i samarbejde med Kunstakademiets Afdeling for Teori og Formidling og Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Deltagere: Erik Gant (Ph.D., freelance kritiker og Leder af Arktisk Råds Sekretariat for Oprindelige Folk, København), Maryam Jafri (kunstner baseret i København og New York), Stefan Jonsson (forfatter og Kulturkritiker ved Dagens Nyheter, Stockholm), Carsten Juhl (historiker og Leder af Afdelingen for Teori og Formidling, Det Kgl. Danske Kunstakademi), Jeuno JE Kim (kunstner baseret i Malmö og Seoul), Iben Mondrup (forfatter og kunstner baseret i København og Nuuk), Irit Rogoff (teoretiker, kurator, organisator og professor ved The Department of Visual Cultures, Goldsmiths College, London), Søren Rud (Ph.D.-studerende, Københavns Universitet) og Mette Sandbye (anmelder og Lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet). Moderatorer: Marianne Ping Huang (Institutleder ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet) og Mette Jørgensen (Ph.D. i postkolonial litteratur, Aarhus 76 Saqqummersitsinerit Universitet). Tid & Sted: Begge dage kl. 1217, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads, DK-2100 København Ø. Entré: Voksne DKK 45,- studerende og pensionister DKK 25,- Nuuk (GL) 5. marts 2010 Åbning af TUPILAKOSAURUS Åbning af den del af udstillingen, der vises i Grønlands Nationalmuseum & Arkiv. Reception og taler ved Daniel Thorleifsen (Direktør, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv) og Kuratorisk Aktion. Tid & Sted: Kl. 16-17, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Hans Egedevej 8, GL-3900 Nuuk Åbning af den del af udstillingen, der vises i Katuaq. Fernisering, taler og performance ved Julia Pars (Direktør, Katuaq), Kuratorisk Aktion og Aviâja Egede Lynge (socialantropolog). Tid & Sted: Kl. 17-20, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 Nuuk 7. marts 2010 “At gøre Pia Arke kunsten efter? Et folkemøde om samtidskunstens bidrag til det nye Grønland” Et folkemøde åbent for alle, der har lyst til at diskutere, hvad samtidskunsten og især Pia Arkes arbejder betyder i en grønlandsk kontekst, nu da Grønland er trådt ind i en ny fase med øget selvstyre fra kolonimagten Danmark. Fem indbudte kulturpersoner fra Grønland og Danmark vil hver præsentere et kort indlæg, hvorefter mødet åbnes op for fælles diskussion med de fremmødte. Mødet vil foregå på grønlandsk og dansk med mulighed for simultantolkning. Deltagere: Stephen Heilmann (journalist og oversætter, Nuuk), Anne-Birthe Hove (kunstner, Nuuk), Carsten Juhl (historiker og Leder af Afdelingen for Teori og Formidling, Det Kgl. Danske Kunstakademi, København), Iben Mondrup (forfatter og kunstner baseret i København og Nuuk) og Sara Olsvig (antropolog, Nuuk). Moderatorer: Kuratorisk Aktion. Tid & Sted: Kl. 12-16, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 Nuuk. Gratis adgang 10. marts 2010 Filmscreening og diskussion Se og diskuter Leo Hansens film Med Hundeslæde gennem Alaska (1926) fra udstillingens filmprogram Den excentriske eskimo. Programmet er sammensat af Selskabet for Dårlig Etnografisk Film, som Pia Arke stiftede i 2000 sammen med Erik Gant (Ph.D., freelance kritiker og Leder af Arktisk Råds Sekretariat for Oprindelige Folk) og Anders Jørgensen (New Media Manager, Det danske filmstudie). Diskussionen vil foregå på grønlandsk og dansk med mulighed for simultantolkning. Tid & Sted: Kl. 18.30-21.30, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Hans Egedevej 8, GL-3900 Nuuk. Gratis adgang Umeå (S) 6. juni 2010 Åbning af TUPILAKOSAURUS Åbning af udstillingen, der vises i sin helhed på BildMuseet. Fernisering og taler ved Brita Täljedal (kurator, BildMuseet) og Kuratorisk Aktion. Tid & Sted: Kl. 14, Umeå universitet, S-901 87 Umeå København (DK) 8. januar 2010 TUPILAKOSAURUS ammarneqarnera Saqqummersitap Nationalmuseets Etnografiske Samling-imi takutinneqartussap ammarneqarnera. Ilassinninneq oqalugiarnerillu Ulf Dahre (Immikkoortortami pisortaq, Etnografisk Samling) aamma Kuratorisk Aktion. Piffissaq Sumiiffillu: Nal.16-17, Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220 København K Saqqummersitap Den Frie Udstillingsbygningimi takutinneqartussap ammarneqarnera. Ammaaneq oqalugiarnerillu Kirse-Junge Stevnsborg-imit (Eqqumiitsuliornerni pisortaq, Den Frie Udstillingsbygning), Kuratorisk Aktion, Tine Bryld (atuakkiortoq inunnillu isumaginninnermi siunnersorti) aamma Erik Gant (Ph.D., imitittartoq isornartorsiuisartorlu kiisalu Arktisk Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani pisortaq). Piffissaq Sumiiffillu: Nal. 17-20, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads, DK-2100 København Ø 23. januar 2010 Sarsuatitalianik isiginnaarneq oqallinnerlu Saqqummersitsinermi sarsuatitaliat ilaat Den excentriske eskimo takuuk oqalliseqataaffigalugulu. Pilersaarusiornermut tulleriiaarinnittuuvoq Selskabet for Dårlig Etnografisk Film, taana Pia Arkep 2000-imi aallartitseqataaffigissaa peqatigalugit Erik Gant (Ph.D., imitittartoq isornartorsiuisartorlu kiisalu Arktisk Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani pisortaq) aamma Anders Jørgensen (New Media Manager, Det danske filmstudie). Piffissaq Sumiiffillu: Nal. 14-17, Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220 København K. Iserneq akeqanngilaq 6. – 7. februar 2010 “An Archive of Affected Anthropology: Locating the Arke-Typical in the Aesthetic Research of Pia Arke, 1981-2006” Isumasioqatigiinneq ulluni marlunni ingerlanneqartussaq, eqqumiitsuliortunit oqaluttuarisaanermik sammisalinnit, eqqumiitsuliornerup oqaluttuarisaaneranik sulialinnit, nunap immikkortuinit nunanilu tamaneersunit, kulturikkullu isornartorsiuisartunit qulingiluanit peqataafigineqartussaq, Pia Arkep suliai pillugit oqallittussat. Isumasioqatigiinnerup siunertaara Arkep eqqumiitsuliornerup ilisimatusarfigineqarneranut, isigisatigut eqqarsartarnermut nunasiaasimasullu misissuiffigeqarnerinut imaannaanngitsumik ilaliisimanerata ilisaritinnissaa paasiniaaffiginissaalu. Oqallisigineqassallunilu, naak taama inissisimagaluarluni sooq eqqumiitsuliortutut qallunaat nunaanni nunanilu tamalaanni maluginiarneqarsimannginnera. Isumasioqatigiinneq tuluttut ingerlanneqassaaq Kuratorisk Aktionimit aaqqissorneqarsimasoq suleqatigalugit Kunstakademiets Afdeling for Teori og Formidling aamma Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Peqataasussat: Erik Gant (Ph.D., imitittartoq isornartorsiuisartorlu kiisalu Arktisk Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani pisortaq), Maryam Jafri (eqqumiitsuliortoq Københavnimeersoq aamma New Yorkimeersoq), Stefan Jonsson (atuakkiortoq aamma Stochholmimi Dagens Nyheterimi atuakkerinermik allaaserinnittartoq), Carsten Juhl (oqaluttuarisaanermik ilisimatooq aamma Afdelingen for Teori og Formidling, Det Kgl. Danske Kunstakademiimi pisortaq), Jeuno JE Kim (eqqumiitsuliortoq Malmö-meersoq Seoulimeersorlu), Iben Mondrup (atuakkiortoq eqqumiitsuliortorlu Københavnimeersoq Nuummeersorlu), Irit Rogoff (eqqarsaqqissaartartoq, illersuisoq, aaqqissuisartoq aamma The Department of Visual Cultures-mi professori, Goldsmiths College, London), Søren Rud (Ph.D.-nngorniartoq, Københavns Universitet) aamma Mette Sandbye (naliliisartoq aamma Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitetimi lektoriusoq). Aqutsisut: Marianne Ping Huang (Institut for Kunst- og Kulturvidenskabimi immikkoortortami pisortaq, Københavns Universitet) aamma Mette Jørgensen (nunasiaateqarsimanerup kingorna atuakkalerinermi Ph.D., Aarhus Universitet). Piffissaq Sumiiffissarlu: Ullut taakku marluk nal. 12-17, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads, DK-2100 København Ø. Isissutissaq: Inersimasunut DKK 45,-, iliniartunut utoqqarnullu DKK 25,- Nuuk (GL) 5. marts 2010 TUPILAKOSAURUS ammarneqarnera Nunatta Katersugaasiviani Allagaateqarfianilu saqqummersitassap ammarneqarnera. Ilassinninneq oqalugiarnerlu oqalugiartoralugit Daniel Thorleifsen (Nunatta Katersugaasiviani Allagaateqarfianilu Pisortaq) aamma Kuratorisk Aktion. Piffissaq Sumiiffillu: Nal. 16-17. Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Hans Egedevej 8, GL-3900 Nuuk Saqqummersitassap Katuami ingerlanneqartussap ammarneqarnera. Ammaanersiorneq, oqalugiarnerit Julia Pars (Pisortaq, Katuaq), Kuratorisk Aktion aamma Aviâja Egede Lynge (socialantropolog). Piffissaq Sumiiffillu: Nal. 17-20, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 Nuuk 7. marts 2010 “Pia Arke’p eqqumiitsuliornera malillugu? Tamanut ataatsimiisitsineq nunatsinni pissutsinut nutaanut eqqumiitsuliornerup ullumikkut tunniussinaasai pillugit” Tamanut ataatsimiisitsineq nunatsinni pissutsinut nutaanut eqqumiitsuliornerup pingaartumik Pia Arkep suliaasa ullumikkut tunniussinaasai pillugit, maanna Kalalliit Nunaata nunasiaateqarsimasumit Danmarkimit attaveqarnerani nutaamik namminersornerulernermut ikaarsaariarnissani. Kalallit Nunaannit Danmarkimiillu kulturikkut suliniuteqartut sisamat aggersarneqarsimasut naatsunik aallarniuteqassapput, takkussimasullu oqallinnissaat ammarneqarluni. Oqallinneq kalaallisut qallunatullu ingerlanneqassaaq toqqaanartumillu nutserisoqarsinnaasalluni. Peqataasussat: Stephen Heilmann (tusagassiortoq nutserisorlu, Nuuk), Anne-Birthe Hove (eqqumiitsuliortoq, Nuuk), Carsten Juhl (oqaluttuarisaanermik ilisimasalik pisortaafigaalu Afdelingen for Teori og Formidling, Det Kgl. Danske Kunstakademi, København), Iben Mondrup (atuakkiortoq eqqumiitsuliortorlu Københavnimeersoq Nuummeersorlu) aamma Sara Olsvig (antropolog, Nuuk). Aqutsisut: Kuratorisk Aktion. Piffissaq Sumiifillu: Nal. 12-16, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 Nuuk. Iserneq akeqanngilaq 10. marts 2010 Sarsuatitalianik takutitsineq oqallinnerlu Saqqummersitsinermi sarsuatitaliat ilaat Den excentriske eskimo takuuk oqalliseqataaffigalugulu. Pilersaarusiornermut tulleriiaarinnittuuvoq Selskabet for Dårlig Etnografisk Film, taana Pia Arkep 2000-imi aallartitseqataaffigisaa peqatigalugit Erik Gant (Ph.D., imitittartoq isornartorsiuisartorlu kiisalu Arktisk Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani pisortaq) aamma Anders Jørgensen (New Media Manager, Det danske filmstudie). Oqallinneq kalaallisut qallunaatullu ingerlanneqassaaq toqqaanartumillu nutserisoqarsinnaalluni. Piffissaq Sumiiffillu: Nal. 18.30-21.30, Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Hans Egedevej 8, GL-3900 Nuuk. Iserneq akeqanngilaq Umeå (S) 6. juni 2010 TUPILAKOSAURUS ammarneqarnera Saqqummersitsinerup ammarneqarnera, tamakkiisumik saqqummersitsivissami BildMuseet. Ammaanersiorneq oqalugiarnerillu Brita Täljedal (kurator, BildMuseet) aamma Kuratorisk Aktion. Piffissaq Sumiifillu: Nal. 14, Umeå universitet, S-901 87 Umeå Events during the exhibition Copenhagen (DK) January 8, 2010 Opening of TUPILAKOSAURUS Opening of the exhibition sections curated into the National Museum of Denmark’s Ethnographical Collection. Reception and opening speeches by Ulf Dahre (Head of the Ethnographical Collection) and Kuratorisk Aktion. Time & Place: 4-5 pm, The National Museum of Denmark, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220 Copenhagen K Opening of the exhibition sections showed in Den Frie Centre of Contemporary Art. Reception and opening speeches by Kirse-Junge Stevnsborg (Artistic Director, Den Frie Centre of Contemporary Art), Kuratorisk Aktion, Tine Bryld (writer and social worker), and Erik Gant (Ph.D., freelance critic and Acting Executive Secretary for The Arctic Council Indigenous Peoples’ Secretariat, Copenhagen). Time & Place: 5-8 pm, Den Frie Centre of Contemporary Art, Oslo Plads, DK-2100 Copenhagen Ø January 23, 2010 Film screening and discussion Watch and join a discussion of Leo Hansen’s film With a Dog Seldge Through Alaska (1926) from the exhibition’s film program The Eccentric Eskimo. The Program is curated by the Society for Ethnographic Film Blunders, which Pia Arke founded in 2000 together with Erik Gant (Ph.D., freelance critic and Acting Executive Secretary for The Arctic Council Indigenous Peoples’ Secretariat, Copenhagen) and Anders Jørgensen (New Media Manager, The Danish Film Studio). Time & Place: 2-5 pm, The National Museum of Denmark, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220 Copenhagen K. Free admission February 6 – 7, 2010 “An Archive of Affected Anthropology: Locating the Arke-Typical in the Aesthetic Research of Pia Arke, 1981-2006” A two-day seminar bringing together nine regional and international cultural producers to discuss Pia Arke’s work. The seminar aims at identifying and analyzing Arke’s innovative contributions to artistic research, visual thinking, and postcolonial studies and will examine why she nonetheless remained relatively marginalized in the Danish and international art worlds. The seminar is conducted in English and is organized by Kuratorisk Aktion in collaboration with the Royal Danish Academy of Fine Arts’ Department of Art Theory and Communication and the Department of Arts and Cultural Studies, University of Copenhagen. Participants: Erik Gant (Ph.D., freelance critic and Acting Executive Secretary for The Arctic Council Indigenous Peoples’ Secretariat, Copenhagen), Maryam Jafri (artist based in Copenhagen and New York), Stefan Jonsson (writer and senior cultural critic at Dagens Nyheter, Stockholm), Carsten Juhl (historian and Head of the Department of Art Theory and Communication, The Royal Danish Academy of Fine Arts, Copenhagen), Jeuno JE Kim (artist based in Malmö and Seoul), Iben Mondrup (writer and artist based in Copenhagen and Nuuk), Irit Rogoff (theorist, curator, organiser, and Professor of Visual Culture, Goldsmiths College, London), Søren Rud (Ph.D. candidate, University of Copenhagen), and Mette Sandbye (art critic, Lecturer at the Department of Arts and Cultural Studies, University of Copenhagen). Moderators: Marianne Ping Huang (Head of the Department of Arts and Cultural Studies, University of Copenhagen) and Mette Jørgensen (Ph.D. in postcolonial literature, Aarhus Univer- sity). Time & Place: Both days 12-5 pm, Den Frie Centre of Contemporary Art, Oslo Plads, DK-2100 Copenhagen Ø. Admission: Adults DKK 45, students and pensioners DKK 25 Nuuk (GL) March 5, 2010 Opening of TUPILAKOSAURUS Opening of the exhibition sections curated into the Greenland National Museum & Archives’ collections. Reception and opening speeches by Daniel Thorleifsen (Director of Greenland National Museum & Archives) and Kuratorisk Aktion. Time & Place: 4-5 pm, Greenland National Museum & Archives, Hans Egedevej 8, GL-3900 Nuuk Opening of the sections of the exhibition showed in Katuaq. Reception, opening speeches, and performance by Julia Pars (Director, Katuaq), Kuratorisk Aktion, and Aviâja Egede Lynge (social anthropologist). Time & Place: 5-8 pm, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 Nuuk March 7, 2010 “Following in Pia Arke’s Footsteps? A Community Meeting about Contemporary Art’s Contribution to the New Greenland” A community meeting open to all, who are interested in discussing the ways in which contemporary art, and Pia Arke’s works in particular, matter in the context of the inauguration of Greenland’s Self-Government on June 21, 2009, and the continued decolonization from the metropole Denmark. Five cultural producers from Greenland and Denmark will open the meeting with a series of short presentations, after which the audience is invited to contribute to the discussion. The meeting is conducted in Greenlandic and Danish with a simultaneous interpreter present. Participants: Stephen Heilmann (journalist and translator, Nuuk), Anne-Birthe Hove (artist, Nuuk), Carsten Juhl (historian and Head of the Department of Art Theory and Communication, The Royal Danish Academy of Fine Arts, Copenhagen), Iben Mondrup (writer and artist based in Copenhagen and Nuuk), and Sara Olsvig (anthropologist, Nuuk. Moderators: Kuratorisk Aktion. Time & Place: 12-4 pm, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 Nuuk. Free admission March 10, 2010 Film screening and discussion Watch and join a discussion of Leo Hansen’s film With a Dog Seldge Through Alaska (1926) from the exhibition’s film program The Eccentric Eskimo. The program is curated by the Society for Ethnographic Film Blunders, which Pia Arke founded in 2000 together with Erik Gant (Ph.D., freelance critic and Acting Executive Secretary for The Arctic Council Indigenous Peoples’ Secretariat, Copenhagen) and Anders Jørgensen (New Media Manager, The Danish Film Studio). Time & Place: 6:30-9:30 pm, Greenland National Museum & Archives, Hans Egedevej 8, GL-3900 Nuuk. Free admission Umeå (S) June 6, 2010 Opening of TUPILAKOSAURUS Opening of the exhibition, which is shown in its entirety in BildMuseet. Reception and speeches by Brita Täljdal (curator, BildMuseet) and Kuratorisk Aktion. Time & Place: 2 pm, Umeå universitet, S-901 87 Umeå 77 Biografi: Pia Arke 1958 1960 1961 1962 1965 1966 1971 1974 1976 1976-77 1983 1987 1987-93 1987 1988 1989 1990 1992 1993 78 Pia Gant fødes d. 1. september i Kap Tobin (Scoresbysund/ Ittoqqortoormiit) kort tid efter familiens tilbagekomst fra et 2-årigt ophold i Danmark. Erik Gant fødes. Familien forlader Kap Tobin i august for at holde permission i Danmark. Andreas Gant fødes. Familien flytter til Dundas (Thule). Birgit Gant fødes. Familien flytter i september til Pointen (Narssaq) efter et kort ophold i Danmark. Familien er på permission i Danmark fra april-oktober. Pia starter på Marie Mørks Kostskole i Hillerød og bliver der, da familien drager tilbage til Grønland. Familien Gant flytter til Nuuk sammen med Pia. Realeksamen. Højskoleophold på Ungdomshøjskolen ved Ribe. Tager moderens navn og hed- der nu Pia Arke. Bosætter sig permanent i Danmark. Går på Det Kongelige Danske Kunstakademi hos Mogens Møller og Per Bak Jensen, Laboratoriet for Fotografi. Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg, København. Grønland i dag, Det danske hus, Paris. De daglige handlinger, Rådskælderen, Charlottenborg, København. Amersfoort Museum, Holland. Nyere grønlandsk grafik, Det Grønlandske Hus, København. Indvielse af selvbygget hulkamera på Det Kongelige Danske Kunstakademi d. 29. maj. Rejser med hulkamera til Narssaq. Gifter sig med Michael Petersen d. 29. september. Føder Søren Arke d. 21. november. Tendenser – Nyt dansk fotografi, Fotografisk Galleri, København. Rejser til Thule. Udstilling i Thule Air Base, Thule. Legitimationskort, Unge Kunstneres Samfund, Oslo. Udsmykning for det daværende 1993-95 1993 1994 1995 1996 1997 Dansk Polar Center, København. Skilles fra Michael. Rejser til Thule. Udstilling i Thule Air Base, Thule. Studier ved Afdelingen for Teori og Formidling, Det Kongelige Danske Kunstakademi. Bliver Cand.phil med afhandling Etnoæstetik. Den flyvende kajak – nutidskunst fra Grønland, Brandts Klædefabrik, Odense (vandreudstilling med stop i Odense, Helsinki, Rovaniemi og Stock holm). Fie Johansen, Pia Arke, Al- bertslund Rådhus (udstiller bl.a. hulkamera). Nature Morte, Sostrup Slot (konference med bl.a. Marianne Ping Huang, Mette Jørgensen og Stefan Jonsson). Rejser til New York. Research i Explorers’ Club og American Museum of Natural History. Nature Morte, Fotomässan, Göteborg. Artikelserie “Kulturer emellan”, Dagens Nyheter, Sverige (illustrationer og interview). Udsmykning for Forsvarsministeriet, København. Etnoæstetik udgives af kunst- tidsskriftet ARK, Århus. Hulkamera ved Kronborg. Hulkamera i Vendsyssel. Nature Morte, Borås Konstmuseum. Telegrafi, Traneudstillingen, Gentofte Hovedbibliotek. Pinhole Photography, Brandts Museet for Fotokunst, Odense. On Display, Fotografiska Museet ved Moderna Museet, Stock- holm. Det danske landskab, Fotografisk Center, København. Einblick/Ausblick, Muthesius Kunsthochschule, Kiel (work shop). Galleri 11, monografisk TVudsendelse på Danmarks Radio. Inserts, 67 kvindelige kunstnere i Danmark, Kunsthallen Nikolaj, København. Workshop med de grønlandske indsatte på Anstalten ved Herstedvester. Vacuum, Brandts Museet for Fotokunst, Odense (vandreudstilling med stop i Bratislava, Vilnius, Kèdainiai og Odense). Remote Connections, Kunsthal- 1998 1999 2000-03 2001 len Nikolaj, København. Kunst og sted, konference ved Universitetet i Tromsø (foredrag om Arctic Hysteria III). Tätatät – Ny nordisk konst, BildMuseet, Umeå. Museum Danmark, Arken, Ishøj. The Return of the Past – The End of Utopias?, Brandts Museet for Fotokunst, Odense (vandreudstilling med stop i Schleswig, Berlin, Dresden, Helsinki, Odense, Warszawa, Poznan og Paris). Rejser til Scoresbysund/ Ittoqqortoormiit. Research til Scoresbysundhistorier. Tidligere projekttitler: The photographic picturehistory back to Ittoqqortoormiit 1997-2000 og Rejsen til Israel – et billedkunstnerisk og dokumentarisk projekt om Nordøstgrønland. Udstilling i Scoresbysund Lokalmuseum/Ittoqqortoormiit Katersugaasivik. Tillsammans/Åtskils In Differences, Amos Andersons konst- museum, Helsinki (med Niran Baibulat og Maj-Lis Skaltje). Landscape ‘97, Centre for Creative Photography, Finland. Inside Outside, Hippolyte Photographic Gallery, Helsinki. Skandinavisk panorama, forsidekunst til Litteraturmagasinet Standart, 12. årg., nr. 1-5, 1998. Piteraq: En fælles udstilling af Pia Arke og Eva Mertz, Overgaden – Kulturministeriets Udstillingshus for Nutidig Kunst, København. Arke, Kalkau, Livbjerg, Raaen, Museet for Samtidskunst, Roskilde. “Spæk og videnskab”, kunstnerisk tidsskriftsartikel i Passage, nr. 31/32, 1999. Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg, København (præmieres for Legende I-V af Statens Kunstfond). Holland Festival, Amsterdam. Længsel efter længsel, Felleshuset, De Nordiske Ambassader, Berlin (vandreudstilling med stop i Reykjavík, Kecskemét og Gentofte). Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Arbejdsophold på Statens Værksteder, København i forbindelse med Scoresbysund- 1974 1976 1976-77 1983 1987 1987-93 1987 1988 1989 1990 1992 Pia Arke ilisaritillugu 1958 Pia Gant inunngorpoq septem- berip 1.-ani Uunarteq-mi (Scoresbysund/ Ittoqqortoor1993 miit) ilaqutariit ukiuni mar lunni Danmarkimeersima nerata kingorna. 1960 Erik Gant inunngorpoq. 1961 Ilaqutariit Uunarteq qimap paat augustimi Danmarkimut 1993-95 sulinngiffeqariartorlutik. 1962 Andreas Gant inunngorpoq. Ilaqutariit Dundasimut (Thule) nutserput. 1965 Birgit Gant inunngorpoq. 1993 1966 Ilaqutariit septemberimi. Pointen-imut (Narsaq) nutserput Danmarkimiitsiareernerup kingorna. 1971 Ilaqutariit Danmarkimut 2001-02 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2008-09 historier. Udsmykning for Danmarks Miljøundersøgelser, Århus. Killing me softly, 1. Tirana Biennale. Grønland som billede, Det Nationale Fotomuseum, København. Transfer, BildMuseet, Umeå. Sites of Recurrence, Dakshina Chitra, Chennai, Indien (workshop og udstilling). Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning, Borgens Forlag, 2003. Sites of Recurrence II, Borås Kunstmuseum, Borås. Scoresbysundhistorier – retrospektivt, Møstings Hus, Frederiksberg. Fra objektiv til objekt, Den Frie Udstillingsbygning, Køben havn. Scoresbysundhistorier, Galleri Image, Århus. Den røde snescooter, Nordatlantens Brygge, København (vandreudstilling med stop i København og Nuuk). Closed Eyes, Brandts Museet for Fotokunst, Odense. Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts (deltager i akt 3 i Tórshavn, Færøerne). Rejser til Scoresbysund/Ittoqqortoormiit i efteråret. Dør af kræft d. 14. maj. The Road to Mental Decolonization, Sámisk Kunstfestival, Tromsø Kunstforening. Hukommelsesbilleder, Brandts Museet for Fotokunst, Odense. sulinngiffeqariartorput aprilimiit oktoberimut. Pia Maria Mørkip atuarfiani Hillerødimiittumi aallartippoq tassaniiginnarporlu ilaqutai. Kalaallit Nunaannut utermata Ilaqutariit Gantikkut Nuummut nuupput Pia ilagalugu. Realeksamen. Ungdomshøjskolemiippoq Ribe eqqaani. Arnami kinguliaa tiguaa ateqalerporlu Pia Arke. Danmarkimut nuuilluni nuup- poq. Det Kongelige Danske Kunstakademimi Mogens Møller aamma Per Bak Jensenikkunni ilinnialerluni, Laboratoriet for Fotografi-mi. Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg, København- imi. Grønland i dag, Qallunaat Illuat, Paris-imi. De daglige handlinger, Råd- huskælderen, Charlottenborg, København-imi. Amarsfoort Museum, Holland-imi. Nyere grønlandsk grafik, Kalaallit Illuat, København- imi. Nammineerluni sanaamik hulkamera-mik atoqqaarfissiortitsineq Det Kongelige Danske Kunstakademi-mi majip 29.-ani. Hulkamera nassarlugu Narsaliarpoq. Michael Petersen-ilu katipput septemberip 29.-ani. Novemberip 21.-ani Søren Arke erniarivaa. Tendenser – Nyt dansk fotografi, Fotografisk Galleri, Københavnimi. Thule-liarluni aallarpoq. Saqqummersitsivoq Thule Air Base-mi, Thule/Avanersuaq. Legitimationskort, Unge Kunst- neres Samfund, Oslo-mi. Taamani Dansk Polar Centeriusup kusassarnera, København-imi. Michael avippaa. Avanersualiarpoq Thule Air Base-mi saqqummersitsivoq. Afdeling for Teori og Formidlingimi misissuineq, Det Kongelige Danske Kunstakademi. Cand. phil.-inngorpoq soraarummeer- utigalugu Etnoæstetik. Den flyvende kajak – nutidskunst fra Grønland, Brandts Klædefabrik, Odensemi (saq- qummersitaq ingerlaartoq Odense-mut, Helsink-imut, 1994 1995 1996 1997 Rovaniemi-mut, Stockholmimullu). Fie Johansen, Pia Arke, Albertslund Rådhusimi (hulkamera). Nature Morte, Sostrup Slotimi saqqummersippaa (ataatsimeersuaarneq ilaatigut ukua- peqataaffigisaat Marianne Ping Huang, Mette Jørgensen aamma Stefan Jonsson). New York-iliarpoq. Misissuineq Explorers’ Club aamma American Museum og Natural History. Nature Morte, Fotomässan, Göteborg-imi. Allaaserisat naafferartut “Kulturer emellan” Dagens Nyheter, Sverige (assitalersukkat aper- suinerlu). Illersornermut ministeriaqarfiup kusassarnera, København-imi. Etnoæstetik, eqqumiitsuliornermut tunngasumik naqittakkami saqqummersippaa ARK, Århus-imi. Hulkamera Kronborg-ip eqqaani. Hulkamera Vendsyssel-imi. Nature Morte, Borås Konstmuseum-imi. Telegrafi, Traneudstillingen, Gentofte-p atuagaateqarfiani. Pinhole Photography, Brandts Museet for Fotokunst, Odense-mi. On Display, Fotografiska Museet ved Moderna Museet, Stockholm-imi. Det danske landskab, Fotografisk Center, København-imi. Einblick/Ausblick, Muthesius Kunsthochschule, Kiel-imi (workshop). Galleri 11, TV-kkut isiginnaarusiaq Danmarks Radio-mi. Inserts, arnat eqqumiitsuliortut 67-it Danmark-imi, Kunsthallen Nikolaj-imi, København-imi. Workshop kalaallit parnaarussat Herstedvester-imiittut peqatigalugit. Vacuum, Brandts Museet for Fotokunst, Odense-mi (saqqummersitaq ingerlaartoq Bratislava-mut, Vilnius-imut, Kèdainiai-imut, Odense-mullu). Remote Connections, Kunsthallen Nikolaj, København-imi. Kunst og sted, ataatsimeersuaarneq Universitetet i Tromsø-imiittumi (oqalugiarneq Arctic Hysteria III pillugu). Tätatät – Ny nordisk konst, BildMuseet, Umeå-mi. Museum Danmark, Arken, Ishøj-imi. The Return of the Past – The End of Utopias?, Brandts Mu- 79 1998 1999 2000-03 2001 80 seet for Fotokunst, Odense-mi (saqqummersitaq ingerlaartoq Schleswig-imut, Berlin-imut, Dresden-imut, Helsink-imut, Odense-mut, Warsawa-mut, Poznan-imut, Paris-imullu). Ittoqqortoormiunukarpoq. Scoresbysundhistorier-nut paasisassarsiorluni. Suliamut qulequtaasimasuugaluartut: The photographic picture history back to Ittoqqortoormiit 1997-2000 aamma Rejsen til Israel – et billedkunstnerisk og dokumentarisk projekt om Nordøstgrønland. Saqqummersitsineq Scoresbysund Lokalmuseum/Ittoqqortoormiit Katersugaasivik. Tilsammans/Åtskils in Differ- ences, Amos Andersons konst- museum, Helsink-imi (Niran Baigulat aamma Maj-Lis Skaltje peqatigalugit). Landscape ’97, Centre for Creative Photography, Finland-imi. Inside Outside, Hippolyte Pho- tographic Gallery, Helsinki-imi. Skandinavisk Panorama, saqqaliussaq atuagassiamut Litteraturmagasinet Standart, uk.12.-saat, nr. 1-5, 1998. Piteraq: En fælles udstilling af Pia Arke og Eva Mertz, Overgaden – Kulturministeriets Udstillingshus for Nutidig Kunst, København-imi. Arke, Kalkau, Livbjerg, Raaen, Museet for Samtidskunst, Roskilde-imi . “Spæk og videnskab”, eqqumiit- suliornermik tunngasunik atu- agassiamut allaaserisaq Passage-mi, nr. 31/32, 1999. Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg, København- imi (Legende I-V-mut atatillugu nersornaaserneqarpoq Statens Kunstfond-imiit). Holland Festival, Amsterdam- imi. Længsel efter længsel, Felleshuset, De Nordiske Ambassader, Berlin-imi (saq- qummersitaq ingerlaartoq Reykjavík-imut, Kecskemétimut, Gentofte-mullu). Aningaasaliiffigitippoq Statens Kunstfondimiit ukiunut pingasunut. Sulivoq Statens Værksteder, København-imi Scoresbysundhistorier-nut tunngatillugu. Danmarks Miljøundersøgelser, Århus-imiittoq kusassarpaa. Killing me softly, 1. Tirana 2001-02 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2008-09 Biennale. Grønland som billede, Det Nationale Fotomuseum, København-imi. Transfer, BildMuseet, Umeå-mi. Sites of Recurrence, Dakshina Chitra, Chennai, Indiami (workshop saqqummersitsinerlu). Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning, Borgens Forlag, 2003. Sites of Recurrence II, Borås Kunstmuseum, Borås-imi. Scoresbysundhistorier – retrospektivt, Møstings Hus, Frederiksberg-imi. Fra objektiv til objekt, Den Frie Udstillingsbygning, København-imi. Scoresbysundhistorier, Gallery Image, Århus-imi. Den røde snescooter, Nordatlantens Brygge, København-imi (saqqummersitaq ingerlaartoq København-imut Nuummullu. Closed eyes, Brandts Museet for Fotokunst, Odense-mi. Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts (act 3, Tórshavn, Færøerne). Ukiakkut Ittoqqortoormiunukarpoq. Maajip 14.-ani nappaat kræft toqqutigaa. The Road to Mental Decolonization, Sámisk Kunstfestival, Tromsø-mi Eqqumiitsuliortut peqatigiiffiat. Hukommelsesbilleder, Brandts Museet for Fotokunst, Odense- mi. 1974 1976 1976-77 1983 1987 1987-93 1987 1988 1989 1990 1992 Biography: Pia Arke 1958 Pia Gant born on September 1 at Kap Tobin (Scoresbysund/ Ittoqqortoormiit) shortly after the family’s return from a 2-year stay in Denmark. 1993 1960 Erik Gant born. 1961 The family leaves Kap Tobin in August to take leave of absence in Denmark. 1962 Andreas Gant born. The family moves to Dundas (Thule). 1993-95 1965 Birgit Gant born. 1966 The family moves in September to Pointen (Narssaq) after a short stay in Denmark. 1971 The family is on leave of ab sence in Denmark from April 1993 to October. Pia begins at Marie Mørk’s Boarding School in Hillerød (northwest of Copenhagen) and stays there when the rest of the family moves back to Greenland. The Gants move to Nuuk together with Pia. Lower-secondary school-leaving certificate. At Ungdomshøjskolen [Youth High School], Ribe (West Jutland). Takes her mother’s name and is now called Pia Arke. Settles permanently in Den- mark. Studies at the Royal Danish Academy of Fine Arts under Mogens Møller and Per Bak Jensen, Photo Laboratory. The Autumn Exhibition, Charlottenborg, Copenhagen. Grønland i dag [Greenland Today], The Danish House, Paris. De daglige handlinger [The Daily Actions], Rådskælderen, Charlottenborg, Copenhagen. Amersfoort Museum, Holland. Nyere grønlandsk grafik [Recent Greenlandic Graphic Art], The Greenland House, Copenhagen. Inauguration of the self-made pinhole camera at the Royal Danish Academy of Fine Arts on May 29. Travels with her pinhole camera to Narssaq. Marries Michael Petersen on September 29. Gives birth to Søren Arke on November 21. Tendenser – Nyt dansk fotografi [Trends – New Danish Photography], Fotografisk Galleri, Copenhagen. Travels to Thule. Exhibition at Thule Air Base, Thule. Legitimationskort [Identity Card], The Young Artists Society, Oslo. Public commission for the then Danish Polar Center, Copen- hagen. Divorced from Michael. Travels to Thule. Exhibition at Thule Air Base, Thule. Studies at the Department of Art Theory and Communication, The Royal Danish Academy of Fine Arts. Acquires the Cand. phil. degree with her thesis Etnoæstetik [Ethno-Aesthetics]. Den flyvende kajak – nutidskunst fra Grønland [The Flying 1994 1995 1996 1997 Kayak – Contemporary Art from Greenland], Brandts Klædefabrik, Odense (travelling exhibition with stops at Odense, Helsinki, Rovaniemi and Stockholm). Fie Johansen, Pia Arke, Albertslund Town Hall (exhibits, among other things, the pinhole camera). Nature Morte, Sostrup Castle (conference with, among others, Marianne Ping Huang, Mette Jørgensen and Stefan Jonsson). Travels to New York. Research at the Explorers’ Club and the American Museum of Natural History. Nature Morte, Fotomässan, Gothenburg. Article series “Kulturer emellan” [Between cultures], Dagens Nyheter, Sweden (illustrations and interview). Public commission for the Ministry of Defence, Copenhagen. Etnoæstetik published by the art journal ARK, Aarhus. Pinhole camera at Kronborg, Elsinore. Pinhole camera at Vendsyssel, North Jutland. Nature Morte, Borås Art Mu- seum. Telegrafi [Telegraphy], Trane Exhibition, Gentofte Central Library, Copenhagen. Pinhole Photography, Brandts Museet for Fotokunst, Odense. On Display, Fotografiska Museet at Moderna Museet, Stockholm. Det danske landskab [The Danish Landscape], Fotografisk Center, Copenhagen. Einblick/Ausblick, Muthesius Kunsthochschule, Kiel (work- shop). Galleri 11, monographic TV programme on DR (Danish Broadcasting Coporation). Inserts, 67 women artists in Denmark, Nikolaj, Copenhagen Contemporary Art Center. Workshop with the Greenlandic inmates at Herstedvester Prison. Vacuum, Brandts Museet for Fotokunst, Odense (travelling exhibition with stops at Bratislava, Vilnius, Kèdainiai and Odense). Remote Connections, Nikolaj, Copenhagen Contemporary Art Center. 1998 1999 Kunst og sted [Art and Place], conference at the University of Tromsø (lecture on Arctic Hysteria III). Tätatät – Ny nordisk konst [Tête à tête – New Nordic Art], BildMuseet, Umeå. Museum Denmark, Arken Museum of Modern Art, Ishøj. The Return of the Past – The End of Utopias?, Brandts Museet for Fotokunst, Odense (Travelling exhibition with stops at Schleswig, Berlin, Dresden, Helsinki, Odense, Warsaw, Poznan and Paris). Travels to Scoresbysund/Ittoqqortoormiit. Research for Scoresbysundhistorier [Stories from Scoresbysund]. Earlier project titles: The photographic picture history back to Ittoqqor- toormiit 1997-2000 and Rejsen til Israel – et billedkunstnerisk og dokumentarisk projekt om Nordøstgrønland [The Journey to Israel – A pictorial and documentary project about North East Greenland]. Exhibition in Scoresbysund Local Museum/Ittoqqortoormiit Katersugaasivik. Tilsammans/Åtskils in Differ- ences [Together/Separated in Differences], Amos Andersons Art Museum, Helsinki (with Niran Baibulat and Maj-Lis Skaltje). Landscape ‘97, Centre for Creative Photography, Finland. Inside Outside, Hippolyte Photographic Gallery, Helsinki. Skandinavisk Panorama [Scandinavian Panorama], front- page art for Litteraturmagasinet Standart, vol. 12, nos. 1-5, 1998. Piteraq: En fælles udstilling af Pia Arke og Eva Mertz [Piteraq: A Joint Exhibition by Pia Arke and Eva Mertz], Overgaden – Kulturministeriets Udstillingshus for Nutidig Kunst, Copenhagen. Arke, Kalkau, Livbjerg, Raaen, Museum of Contemporary Art, Roskilde. “Spæk og videnskab” [Blubber and Science], artistic article in Passage no. 31/32, 1999. Autumn Exhibition, Charlottenborg, Copenhagen (award for Legende I-V [Legend I-V] from the Danish Arts Founda- tion). Holland Festival, Amsterdam. Længsel efter længsel [Longing 2000-03 2001 2001-02 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2008-09 for Longing], The Pan Nordic Building of the Nordic Embassies, Berlin (travelling exhibition with stops at Reykjavík, Kecskemét and Gentofte). The Danish Arts Foundation’s three-year grant. Working residency at the National Workshops for Arts and Crafts, Copenhagen, in connection with Scoresbysundhistorier [Stories from Scoresbysund]. Decoration for the National Environmental Research Institute, Aarhus. Killing me softly, 1st Tirana Biennial. Grønland som billede [Green- land as Picture], The National Museum of Photography, Copenhagen. Transfer, BildMuseet, Umeå. Sites of Recurrence, Dakshina Chitra, Chennai, India (work- shop and exhibition). Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning [Stories from Scoresbysund. Photographs, Colonisation and Map- ping], Borgen Publishers, 2003. Sites of Recurrence II, Borås Kunstmuseum, Borås. Scoresbysundhistorier – retro- spektivt [Stories from Scoresby- sund – In Retrospective], Møstings Hus, Frederiksberg. Fra objektiv til objekt [From Lens to Object], Den Frie Centre of Contemporary Art, Co- penhagen. Scoresbysundhistorier [Stories from Scoresbysund], Galleri Image, Aarhus. Den røde snescooter [The Red Snow Scooter], Nordatlantens Brygge, Copenhagen (travelling exhibition with stops at Copenhagen and Nuuk). Closed Eyes, Brandts Museet for Fotokunst, Odense. Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts (participates in Act 3, Tórshavn, The Faroe Islands). Travels to Scoresbysund/Ittoqqortoormiit in the autumn. Dies of cancer on May 14. The Road to Mental Decolonization, Sami Art Festival, Tromsø Gallery of Contempo- rary Art. Hukommelsesbilleder [Pictures from Memory], Brandts Museet for Fotokunst, Odense. 81 Biografier: Øvrige bidragsydere LARS KIEL BERTELSEN, født 1965, er Ph.D. og lektor i Kunsthistorie ved Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Han er medredaktør af Kunsttidsskriftet ARK (www.arkmappen.dk) og stifter af Samlingen af Anonymt Fotografisk Materiale [SAFOM]. Udvalgte publikationer inkluderer: Fotografi og Skulptur (Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 1994), Fotografiets grå mytologi (Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 2000), “Fotografiets forsvinden?” (i Dansk Fotografihistorie, Gyldendal, 2004) og “Reading Photographs Iconographically or Ichnographically” (i The Meaning of Photography, Yale University Press, 2008). TINE BRYLD (f. 1939) er uddannet socialrådgiver og har arbejdet som sådan i Mødrehjælpen, stofmisbrugerbehandling og på Christiania. Siden 1990 har hun skrevet bøger om grønlandsk-danske relationer og deres menneskelige omkostninger, i særdeleshed omkring moderniseringen af det grønlandske samfund. Lige nu skriver hun artikler om de mere end 100 grønlandske børn, der i løbet af et par år blev bortadopteret i Danmark. Herudover skriver hun på en historie om sin fars tre koner og deres kvindeliv – med ham. ERIK GANT er født 1960 i Ittoqqortoormiit (Scoresbysund). Han er er Cand.phil. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet og Ph.D. fra Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet med afhandlingen Eskimotid om filmiske fremstillinger af eskimoer. Som freelance kritiker har han beskæftiget sig med undervisning og kulturformidling, hovedsageligt i forhold til Grønland, og har ved flere lejligheder samarbejdet med Pia Arke omkring udstillingsprojekter. Gant er p.t. Leder af Arktisk Råds Sekretariat for Oprindelige Folk (Arctic Council Indigenous Peoples’ Secretariat) i København. SØREN JØNSSON GRANAT er uddannet på kunstakademier i Danmark og Cuba (1988-92), er også uddannet kunsthistoriker og har arbejdet primært med formidling på Aarhus Kunstmuseum (1996-98) og Statens Museum for Kunst (1998-2004). Han har arrangeret flere udstillinger på Børnenes Kunstmuseum på Statens Museum for Kunst, lavet formidling på større særudstillinger i museets regi og fungeret som foredragsholder i forskellige andre sammenhænge. Siden 2006 har Granat arbejdet som snedker i forskellige håndværksvirksomheder. Han bor i Søborg ved København. Pensioneret journalist STEPHEN HEILMANN, født 1941 i Nuuk, har arbejdet med journalistik i over 40 år, hvor han primært har anvendt det grønlandske sprog som formidlingsmiddel. Han har dog lavet mange dansksprogede kulturelle udsendelser i Grønlands Radio, KNR, hvor han også var 82 sprogkonsulent. Heilmann er næstformand for Grønlands Sprognævn og medlem af Stednavneudvalget i Grønland. Han har efter sin pensionering beskæftiget sig med simultantolkning fra dansk til grønlandsk og omvendt og med oversættelser for Grønlands Selvstyre ligeledes både til grønlandsk og til dansk. ANNE-BIRTHE HOVE er født 1951 i Aasiaat og hører til en af Grønlands mest etablerede og respekterede billedkunstnere. Hun er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi og bor og arbejder i Nuuk. Hoves kunstneriske produktion spænder vidt fra frimærkedesign over grafiske værker og bogomslag til udsmykningsopgaver, og hun har udstillet såvel nationalt som internationalt. I sine nyere grafiske værker kobler hun grønlandske tematikker med eksperimenterende formsprog og skildrer de kontraster i natur og samfund, der er opstået som følge af den overrumplende udvikling i samtidens Grønland. MARIANNE PING HUANG er Institutleder ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Hendes forskningsområder har siden 2001 fokuseret på avantgarde studier, mere specifikt på krydsninger i æstetisk praksis, mediekunst og avant-garde strategiers genopdukken i samtidskunst og -kultur. Hun er koordinator af The Danish Research Network of Avant-Garde Studies og The Nordic Research Network of AvantGarde Studies og har desuden medvirket i etableringen af The European Network of Avant-Garde and Modernism Studies. MARYAM JAFRI (født i Karachi, Pakistan) er en kunstner, som arbejder med video, fotografi og collage. Med udgangspunkt i en research-baseret, interdisciplinær process er hendes værker ofte præget af et visuelt sprog, der balancerer mellem film og teater og en række narrative eksperimenter, der svinger mellem skrift og dokument, fragment og helhed. Hun er BA fra Brown University, Rhode Island og er kandidat fra The Whitney Museum Independent Study Program, New York. MIRJAM JOENSEN (f. 1979) studerer Kunsthistorie ved Århus Universitet og har taget sidefag i Færøsk Sprog og Litteratur ved Færøernes Universitet. Hun er født og opvokset på Færøerne, men bor p.t. i Århus, hvor hun bl.a. skriver speciale med udgangspunkt i Kuratorisk Aktions udstillingsprojekt Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts, som fandt sted i hele Norden i 2006. STEFAN JONSSON er kulturkritiker ved Dagens Nyheter i Stockholm og lektor i Æstetik ved Södertörns Högskola. Fra 19982000 var han Fellow ved Getty Research Institute i Los Angeles. Han har i flere bøger introduceret postkolonial teori for skandinaviske læsere og samarbejdet med Pia Arke omkring flere projekter, særligt Scoresbysundhistorier. Hans seneste bøger er: A Brief History of the Masses: Three Revolutions, 1789, 1889, 1989 (Columbia University Press, 2008) og Rapport från Sopornas Planet: Kritiska essäer (Norstedts, 2010). CARSTEN JUHL er Cand.mag. i Historie og Italiensk fra Københavns Universitet og har siden 1996 været leder af Afdelingen for Teori og Formidling ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i København. Juhl har udgivet bøger om Italien, politisk økonomi, kunstteori og æstetik og har desuden oversat tekster af blandt andre Agamben, Baudrillard, Kant, Lyotard, Perniola og Serres til dansk. Hans seneste bog er Globalæstetik. Verdensfølelsen og det kosmopolitiske perspektiv (Billedkunstskolernes Forlag, 2007). ANDERS JØRGENSEN er New Media Manager ved Det danske filmstudie. Han har studeret Film & Medievidenskab ved Københavns Universitet og ved The Department of Visual Arts, UCSD, San Diego. Siden 1997 har han co-produceret både dokumentarfilm og installationer sammen med Pia Arke. Hans projekter inkluderer: Det primitive moderne (speciale om danske ekspeditionsfilm), Ekspedition Sirius 2000 (TV-dokumentar for TV2), Tupilakosaurus (installation), Scoresbysundhistorier (dokumentar) og Countryside (videoinstallation). Han er også en af medstifterne af Selskabet for Dårlig Etnografisk Film. METTE JØRGENSEN er underviser og skribent, født 1963 i Århus. Hun er uddannet i engelsk litteratur og tidligere forsker i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, hvor hun har skrevet Ph.D. om postkolonial litteratur. Hun bor og arbejder i København. JOHN KENDAL er født 1938 i London og har akademiske grader i Engelsk (Cambridge) og Russisk (København). Han slog sig permanent ned i Danmark i 1965, hvor han arbejder som underviser og oversætter. Hans seneste oversættelser inkluderer bøger om Operahuset i København, Louisiana Museum og Chagall (under udgivelse). JEUNO JE KIM arbejder med video, performance, lyd og tegninger. Hun er født i Sydkorea og har studeret, undervist og udstillet i England, Frankrig og USA. Hun er MFA fra University of Illinois, Chicago (2003) og Masters in Theology fra Harvard University (2001). Kim bor og arbejder p.t. i Malmö – Seoul. Performeren, digteren, grafikeren og oversætteren JESSIE KLEEMANN er født 1959 i Upernavik, Grønland og bor og arbejder i København. Hun har engageret sig aktivt i grønlandsk samfunds- og kulturliv gennem kunst, undervisning og en lang række bestyrelses- og forkvindeposter. Hun har deltaget i udstillinger og festivaler verden over, har publiceret artikler, essays, illustrationer og poesi i Tumit, Sermitsiaq og Arts From Arctic (1991-93) og udgav i 1997 det tresprogede poesiværk Taallat, Digte, Poems (Fisker & Shou, 1997). I de senere år har hun arrangeret en poesifestival og et skriveværksted i Grønland (2004-06) og med den danske Forfatterskole arrangeret en Forfatterskole i Nuuk (2008). INGE KLEIVAN, født 1931 på Frederiksberg, Mag.art i Grønlandsk (eskimoisk) Filologi ved Københavns Universitet, forhenværende lektor ved Institut for Eskimologi, Københavns Universitet. Har skrevet om mange forskellige emner vedrørende sprog, kultur og samfundsforhold i Grønland. KURATORISK AKTION (KA) er et uafhængigt kuratorkollektiv, dannet i 2005 af de danske freelance kuratorer Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen. KA samarbejder med kunstnere, teoretikere og aktivister fra hele verden og producerer tværfaglige udstillinger, publikationer og diskussioner, der undersøger det komplekse forhold mellem den historiske kolonialisme, kapitalistisk globalisering og henholdsvis neokoloniale former for udbytning og postkoloniale former for sameksistens. KAs seneste projekter tæller: Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts (2006), The Road to Mental Decolonization (2008) og Metropolens Fortrængninger (2009). www.kuratorisk-aktion.org JAN-ERIK LUNDSTRÖM er kurator og forhenværende direktør for BildMuseet, Umeå. Hans seneste projekter tæller: Being A Part, Politics of Place, Society Must Be Defended (1st Thessaloniki Biennial of Contemporary Art); After the Fact; Carlos Capelan: Only You; Socialisms; og Same, Same, but Different. Han var kunstnerisk leder af Berlin Photography Biennial (2005), BB3 (3rd Bucharest Biennale, 2008) og kurator af LAB09 (Luleå Art Biennial). Han er desuden forfatter af: Horizons: Towards a Global Africa; Looking North: Representations of Sami in Visual Arts and Literature; og Ursula Biemann: Mission Reports, Artistic Practice in the Field, Video Works, 1998-2008. AVIÂJA EGEDE LYNGE er socialantropolog og bor og arbejder i Nuuk. Hun underviser i antropologi ved Institut for Uddannelsesvidenskab, Grønlands Universitet. Lynge er MA i Socialantropologi fra Edinburgh University (2002) og BA i Turisme Management fra Queen Margaret University College, Edinburgh (2000). Hendes forskningsområder er postkolonialisme (mental afkolonisering), kultur og udvikling af indigene samfund og landområder. IBEN MONDRUP er forfatter og kunstner. Hun er født 1969 i København, men opvokset i Grønland. Hun har skrevet De usynlige grønlændere (2003), en bog om sprog, kultur og identitet blandt hovedsageligt dansktalende grønlændere. I 2005 skrev hun endvidere forordet til den grønlandske kunstner Julie Edel Hardenbergs anmelderroste fotokunstbog Den stille mangfoldighed. Mondrup er desuden grundlægger af online- arkivet www.ibenmondrup.dk, som rummer artikler om det postkoloniale Grønland. SARA OLSVIG er antropolog, født 1978 i Nuuk, og er i øjeblikket ansat i Inuit Circumpolar Council, ICC, Grønland, hvor hun arbejder med menneskerettigheder. Hun har gennem en årrække beskæftiget sig med moderne kunst og dennes betydning for individet og for samfundet i postkoloniale områder som Grønland og New Zealand. SØREN BRO POLD er Lektor, Ph.D. i Digital Æstetik på Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet. Han har skrevet på dansk og engelsk om digital- og medieæstetik fra 1800-tallets panorama til vor tids interfaces, bl.a. om digital litteratur, netkunst, softwarekunst, kreativ software, digital kultur og digitale byrum. www. bro-pold.dk IRIT ROGOFF er teoretiker, kurator og organisator, som i sit arbejde udforsker mødet mellem det kritiske, det politiske og samtidskunstpraksisser. Hun er Professor i Visual Culture ved Goldsmiths College London University, en afdeling som hun grundlagde i 2002. Rogoffs arbejde med en række nye “tænketank” Ph.D.-programmer ved Goldsmiths (Research Architecture, Curatorial/ Knowledge) fokuserer på muligheden for at udveksle viden på tværs af professionelle praksisser, selvgenerede fora, akademiske institutioner og individuelle entusiasmer. Hendes publikationer inkluderer: Museum Culture (1997), Terra Infirma – Geography’s Visual Culture (2001), Unbounded – Limits Possibilities (2008) og den kommende Looking Away – Participating Singularities, Ontological Communities (2010). Hendes kuratoriske projekter inkluderer: De-Regulation (2005-08), A.C.A.D.E.M.Y (2006) og Summit – Non Aligned Initiatives in Education Culture (2007). SØREN RUD, Ph.D.-studerende ved Københavns Universitet, skriver på en afhandling om udviklingen i moderne administrationsteknikker på tværs af metropol og koloni (København og Grønland) mod slutningen af det 19. århundrede. Forskningsprojektet undersøger forbindelsen mellem administrationsteknikker, der blev anvendt for at påvirke de fattige i byerne, og teknikker der blev udviklet af koloniadmininstrationen. METTE SANDBYE (født 1964) er Lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, hvor hendes primære forskningsområde er nutidig fotokunst, praksis og teori. Hun har redigeret den første danske fotografihistorie, Dansk Fotografihistorie (2004), og har skrevet adskillige bøger om fotografi og samtidskunst, bl.a.: Kedelige Billeder (2007) og Mindesmærker (2001). Sandbye har været kunstanmelder på Weekendavisen siden 1995. SELSKABET FOR DÅRLIG ETNOGRAFISK FILM blev dannet i 2000 af billed- kunstner Pia Arke, hendes bror Erik Gant (Cand.Phil. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet og Ph.D. fra Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet) og Anders Jørgensen (New Media Manager ved Det danske filmstudie, Lyngby). Selskabet har til formål at skabe kritiske diskussionsfora af måden, hvorpå oprindelige folk er blevet fremstillet i etnografiske film, og har arrangeret offentlige filmvisninger med efterfølgende diskussion på bl.a. Nationalmuseet, Grønlændernes Hus og Arktisk Institut, København. KIRSTEN THISTED er lektor ved Minoritetsstudier, Københavns Universitet. Hun har arbejdet med grønlandsk fortælletradition og litteratur og oversat adskillige værker til dansk. Et andet emne for hendes forskning er danske fremstillinger af grønlændere og andre “Andre”. Hun var ven med Pia Arke og fulgte hendes værk på nærmeste hånd. FINN THRANE, født 1939, blev Cand. mag. i dansk og filmvidenskab i 1971 og underviste ved Askov Højskole (1972-85). Aktiv fotografisk billedkunstner i 1970’erne og 80’erne. Grundlægger og leder af Brandts Museet for Fotokunst, Odense (1985-2007) og skaber og medredaktør af tidsskriftet KATALOG (1988-2007). Grundlægger af Odense Foto Triennale 2000, nu FotoTriennale.dk. I dag kunstnerisk rådgiver for internetgalleriet PhotoMondo.dk og – sammen med Lisbet Marschner – leder af Mikrohøjskolen JANUS, Kerteminde. Tapeeqataasut allat ilisaritinneri LARS KIEL BERTELSEN, 1965-imi inuusoq, Aarhus Universitet’imi Institut for Æstetiske Fag’imi Eqqumiitsuliornerup oqaluttuarisaanera pillugu Ph.D.’eriuvoq lektoriullunilu. Eqqumiitsuliornermik atuagassiaq ARK (www.arkmappen. dk) aaqqissuisooqataaffigaa katersanillu Anonymt Fotografisk Materiale [SAFOM] pilersitsisuulluni. Naqitat peqataaffiisa ilagaat: Fotografi og Skulptur (Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 1994), Fotografiets grå mytologi (Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 2000), “Fotografiets forsvinden?” (Dansk Fotografihistorie’miittut, Gyldendal, 2004) aamma “Reading Photographs Iconographically or Ichnographically) (The Meaning of Photography’miittut, Yale University Press, 2008). TINE BRYLD (in. 1939) inunnik isumaginninnermik siunnersortitut ilinniarsimavoq taamatullu ukunani sulisimalluni; Mødrehjælpen, ikiaroornartunik atornerluisunik katsorsaavinni, Christianiamilu. 1990-miilli kalaallit qallunaallu akornanni atassuteqarnerit pillugit atuakkiortarsimalluni, taamatullu tamanna inummut qanoq akeqartarneri, pingaartumik inuiaqatigiit kalaallit nutarterneqarneri pillugit. Maanna 83 allaaseraa kalaallit meeqqat 100 sinnerlugit ukiut marlussuit ingerlanerini Danmark-imut meerarsianngortinneqarsimaneri. Kiisalu ataatami nuliai pingasut pillugit arnatullu inuunerinik oqaluttuat allaaserai – angunni peqatigalugu. ERIK GANT 1960-imi Ittoqqortoormiini inunngorpoq. Københavnip Universitetiani Filminik ilisimatusarfimmit Cand.philiuvoq aammalu Aarhusip Universitetiani Æstetiske Fag’imit Ph.D.-eriulluni soraarummeerutigalugu Eskimotid, eskimuut filmitigut saqqummiunneqartarnerannut tunngasoq. Namminersorluni sulinini aqqutigalugu atuartitsillunilu kulturimut tunngasunik paasissutissiisarpoq, pingaarnertut Kalaallit Nunaannut tunngasunik, arlaleriarlunilu Pia Arke saqqummersitsinerni suleqatigisarsimavaa. Gant matuma allannerani Issittumi Siunnersuisoqatigiit Nunap inoqqaavi pillugit allattoqarfianni (Arctic Council Indigenous Peoples’ Secretariat) Københavnimiittumi pisortaavoq. SØREN JØNSSON GRANAT Danmarkimi Cubamilu kunstakademini (1988-92) ilinniarsimavoq, kiisalu eqqumiitsuliornerup oqaluttuarisaaneranik ilinniarsimalluni, annerusumillu ukunani suliarisimallugit takussutissanik siaruarterisarneq; Aarhus Kunstmuseum (1996-98) aamma Statens Museum for Kunst (SMK) (1998-2004). SMK-p Børnenes Kunstmuseum-imi saqqummersitsinerit arlallit aaqqissorsimavai, katersugaasivimmilu immikkut annertuunik saqqummersitsinernik nittarsaasarsimalluni allanullu atatillugu oqalugiartarsimalluni. 2006-miilli Granat Sjællandimi sanaartornernik suliffeqarfinni pequsiortutut sulisimalluni. Maanna Københavnip eqqaani Søborgimi najugaqarpoq. Tusagassiortoq soraarneq STEPHEN HEILMANN, Nuummi inunngorpoq 1941. Tusagassiornermik ukiut 40-t sinnerlugit sammisaqarpoq, kalaallisut tusagassiineq pingaarnerutillugu. Taamaattorli aamma Kalaallit Nunaata Radioani, KNR-imi, kulturimut tunngasunik amerlaqisunik qallunaatut aallakaatitassiortarluni. KNR-imissaaq oqaatsinut siunnersortaavoq. Heilmann nunatsinni Oqaasiliortut siulittaasuata tulleraa, Nunallu Aqqinik Aalajangiisartunut ilaasortaalluni. Soraarninngoreernermini qalunaatuumiit kalaallisuumut illuanullu toqqaannartumik nutserineq aallutilerpaa, taamattaarlu Namminersorlutik Oqartussat nutserissuttarlugit. ANNE-BIRTHE HOVE 1951-mi Aasiaanni inunngorpoq, Kalaallit Nunnaannilu eqqumiitsuliortut nuimanersaannut ataqqineqarnerpannullu ilaalluni. Det Kgl. Danske Kunstakademi-mi ilinniarsimasuuvoq, Nuummilu najugaqarlunilu sulivoq. Hovep eqqumiitsuliortutut suliai frimærkinut ilusilersuinermiit naqitanut assilissianut, atuakkanullu assiliartalersuinernut kiisalu sanaartukkanut kusassaasarnerit 84 ilagaat, soorluttaaq nuna tamakkerlugu kiisalu nunani allani saaqummersitsisarsimalluni. Naqitani nutaajuneerusuni kalaallit sammisaannut tunngassuteqartut nutaajusumik misileraasumillu suleriaaseqarluni ullumikkut nunatsinni pinngortitap inuiaqatigiillu akornanni pisunik oqaluttuartunik, ineriartupiloornerup pilersitai saqqummersittarlugit. MARIANNE PING HUANG Københavnip Universitetiani Eqqumiitsuliornermut Kulturimullu Ilisimatusarfimmi pisortaavoq. Ilisimatusarnermini 2001-imiilli samminerusimavai nutaaliortut, eqqornerusumik oqaatigalugu kusanartulerinermi periaaseq, avammut saqqummiusseriaatsit kiisalu nutaaliortut ullumikkut eqqumiitsuliornermi kulturimilu saqqummeqqinnerat. Ataqatigiissaarisuuvoq The Danish Research Network of Avant-Garde Studiesip aamma The Nordic Research Network of Avant-Garde Studies-ip akornanni, tamatumalu saniatigut pilersitseqataaffigalugu The European Network of Avant-Garde and Modernism Studies. MARYAM JAFRI (Pakistanimi Karachi’mi inuusoq) eqqumiitsuliortuuvoq video, assit collagellu atorlugit sulisartoq. Tunulequtassaminik paasiniaanini atorlugu eqqumiitsuliortarpoq oqaatsit atorlugit takutitsinertalinnik, filmiliat isiginnaartitsinerullu akornanniittutut pissusilinnik. Suliai allaaserisanit, uppernarsaatinit, immikkuualuttunit ataatsimoortunillu paarlakaajaattumik akuugaasarput. Rhode Islandimi Brown University-mit BA-juvoq, New Yorkimilu The Whitney Museum Independent Study Program-imit kandidatiulluni. MIRJAM JOENSEN (in. 1979) Århus Universitetiani Kunsthistorie ilisimatusarfigaa saniatigooralugulu Savalimmiormiut oqaasii Atuakkiortaasiallu Savalimmiuni Universitetimi soraarummeerutigisimallugit. Savalimmiuni inunngorpoq peroriartorlunilu, ullumikkulli Århusimi najugaqarluni, ilaatigut Nunani Avannarlerni tamani 2006-imi saqqummersitsineq Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts soraarummeerutissamisut allaaseralugu. STEFAN JONSSON atuakkanik allaaserinnittartuuvoq Stockholmimi aviisimi Dagens Nyheter aammalu Södertörns Högskola-mi Æstetikimi lektoriulluni. 19982000 Los Angeles-imi Getty Research Institute Fellow-iuffigisimavaa. Atuakkiamini arlalinni nunasiaasimasunut isumaliutersuutit nunani avannarlerni atuartartunut nerliutigisarsimavai sulianilu arlalinni Pia Arke suleqatigisarsimallugu, pingaartumik Scoresbysundhistorier [Ittoqqortoormiinit oqaluttuat] pillugit. Atuakkiai kingulliit tassaapput: A Brief History of the Masses: Three Revolutions, 1789, 1889, 1989 (Columbia University Press, 2008) aamma Rapport från Sopornas Planet: Kritiska essäer (Norstedts, 2010). CARSTEN JUHL oqaluttuarisaanermik Italiamiutoornermillu Københavnip Universitetianiit Cand.mag.-iuvoq Eqqumiitsuliornermullu Ilisimatusarfimmi Københavnimiittumi (Det Kgl. Danske Kunstakademi) Paasinnittaatsimik Ingerlatitseqqiivimmilu Københavnimiittumi Immikkoortortami 1996-iminngaanniit pisortaasimalluni. Juhl atuakkiaqarpoq ilaatigut makkununnga tunngasunik Italia, politikkikkut aningaasaqarneq, eqqumiitsuliornermik paasinninneq aamma kusanartulerineq, taakkulu saniatigut qallunaatuunngortillugit nutsigai ilaatigut Agamben, Baudrillard, Kant, Lyotard, Perniola kiisalu Serres. Atuakkiaa kingulleq tassaavoq Globalæstetik. Verdensfølelsen og det kosmopolitiske perspektiv (Billedkunstskolernes Forlag, 2007). ANDERS JØRGENSEN maannakkut Danmarkimi Filmiliortarfimmi tusagassiisartutut pisortaavoq. Københavnimi Filmiliornermut Tusagassiornermullu Ilisimatusarfimmi ilinniarsimasuulluni aammalu Department of Visual Arts-imi, UCSD, San Diego-miittumi. 1997-imiilli Pia Arke suleqatigisimavaa. Suliaasa ilagaat: Det primitive moderne (danskit ilisimasassarsiortarnerinik filmiliat allaatiginerat), Expedition Sirius 2000 (TVkkujt pisimasulersaarut, TV2-mi), Tupilakosaurus (ikkussuineq), Scoresbysundhistorier (pisimasulersaarut), aamma Countryside (ikkussuineq). Aammattaaq tunngavileeqataavoq peqatiiffimmik Selskabet for Dårlig Etnografisk Film. METTE JØRGENSEN atuartitsisarpoq allaatiginnittartuullunilu, 1963-imi Århusimi inuusoq. Tuluit atuakkiortaasiat ilinniagaqarfigivaa Aarhusillu Universitetiani Litteraturhistorie ilisimatusarfigisimallugu, Ph.D-nngorniutitut allaaserisimallugu nunasiaasimasuni atuakkiat. Københavnimi najugaqarpoq sulillunilu. JOHN KENDAL inunngorpoq 1938 Londonimi. Tuluit oqaasiinik ilinniagartuujuvoq (Cambridge) taamatullu Russitut (København). Danmarkimut 1965-imi nuuppoq, ilinniartitsisarneq nutserisarnerlu suliarisarpai. Nutsigaanut kingullernut ilaapput; atuakkat Københavnimi Operahuset pillugu, Louisiana Museum aamma Chagall (saqqummersinneqalersoq). JEUNO JE KIM videoliornermik, performance’imik, nipinik titartaanernillu suliaqartarpoq. Korea Kujallermi inunngorpoq aammalu Tuluit Nunaanni, Frankrigimi USA-milu ilinniarsimavoq, ilinniartitsilluni saqqummersitsisimallunilu. Chigacomi University of Illinois’imit MFA-juvoq (2003) aammalu Masters in Theology Harvard University’imiit (2001). Kim ullumikkut i Malmö – Seoul najugaqarlunilu sulivoq. Takutitsisartoq, taalliortoq, assiliartalersuisartoq nutserisorlu JESSIE KLEEMANN Upernavimmi 1959-imi inunngorpoq, maannalu Københavnimi najugaqarlunilu sulilluni. Kleemann inuiaqatigiinni kulturimilu pimoorullugu akuliusimasuuvoq eqqumiitsuliornikkut, ilinniartitsinikkut suleqatigiiffinnilu arlalissuarni siulersuisunut ilaasortaasarnermigut siulittaasuusarnermigullu. Saqqummersitsinerni katerisimaartitsinernilu (festivaalini) nunarsuaq tamakkerlugu peqataasarsimavoq, Tumit-ni, Sermitsiaq-mi aamma Art From Arctic-imi allaaserisaqartarsimalluni, oqaluttuaaraliortarsimalluni, assiliartalersuisarsimalluni taalliortarsimallunilu (1991-93), 1997-imilu oqaatsit pingasut atorlugit saqqummersippaa Taallat, Digte, Poems (Fisker & Schou, 1997). Ukiuni kingullerni Kalaallit Nunaanni aqqissuuttarsimavai taalliortut katerisimaarneri (poesifestival) atuakkiorsinnaanerlu (2004-06) kiisalu Danskit Atuakkiornermut Ilinniarfiat suleqatigalugu Nuummi Atuakkiornermik ilinniarneq aaqqissuussimallugu (2008). INGE KLEIVAN, Frederiksbergimi 1931imi inunngorpoq. Kalaallit (eskimuut) oqaasiinik atuinermik ilisimatusarsimalluni Københavnip Universitetiani Mag.Artiuvoq, Københavnip Universitetiata ataani lektoriusimalluni Eskimologimik ilisimatusarfimmi. Kalaallit Nunaanni oqaatsit, kulturi inuiaqatigiinnilu pissutsit pillugit assigiinngitsunut tunngasunik allaatigisarpassuaqarluni. KURATORISK AKTION (KA) tassaavoq katersugaasivinni saqqummersitsinernik aqqissuussisartut namminersortut, 2005-imi qallunaat saqqummersitsinernik aaqqissuussisartut attartortittartut Frederikke Hansenip aamma Tone Olaf Nielsenip pilersitaat. KA silarsuaq tamakkerlugu eqqumiitsuliortunik, isumaliutersuusiortartunik allatigullu isummaminnik siammaaniartartunik suleqateqartarput aammalu suliat akimorlugit saqqummersitsinernik, naqitanik oqallinnernillu saqqummiisarlutik. Tamakkunani nunasiaateqarnerup oqaluttuarisaanerata, aningaasarsiorneq aallaavigalugu nunarsuarmut siaruaanerup aammalu nunasiaateqarnikkut nutaamik pissuseqarluni iluanaarniarnerup kiisalu nunasiaateqarnerup kingorna inooqatigiinnermut tunngasunik misissuinerit imminnut ataqatigiinnerinik paasiniaarnerit ingerlanneqartarput. KAp suliaanut kingullernut ilaapput: Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts (2006), The Road to Mental Decolonization (2008) aamma Metropolens Fortrængninger (2009). www.kuratorisk-aktion.org JAN-ERIK LUNDSTRÖM Umeå BildMuseet’mi pisortaavoq. Suliai kingullerpaat makkuupput: Being A Part, Politics of Place, Society Must Be Defended (1st Thessaloniki Biennial of Contemporary Art); After the Fact; Carlos Capelan: Only You; Socialisms; aamma Same, Same, but Different. Berlin Photography Biennial (2005) eqqumiitsuliortutut aqutsisuuffigaa, BB3 (3rd Bucharest Biennale, 2008) aamma LAB09 (Luleå Art Biennial) nakkutilliisuuffigaa. Naqitani assigiinngitsorpaalunni allagaqaqataasarpoq makkununngalu atuakkiortuulluni: Horizons: Towards a Global Africa; Looking North: Representations of Sami in Visual Arts and Literature; aammalu Ursula Biemann: Mission Reports, Artistic Practice in the Field, Video Works, 1998-2008. AVIAAJA EGEDE LYNGE inooqatigiinnermi inuup inuiaqatigiillu pissusiinik misissuinermik ilinniarsimasuuvoq (socialantropolog). Ilisimatusarfiup Ilinniartitaanermut Ilisimatusarfittaani inuup inuiaqatigiillu pissusiinik (antropologi) ilinniartitsisuuvoq. Lynge socialantropologitut Edinburgh University-mi MA-uvoq (2002) aammalu takornarialerinermi Turisme Management Queen Margaret University College-imiit, Edinburgh, BA-ulluni (2000). Misisissuiffigisarai nunasiaataasimanerup kingorna (eqqarsartaatsikkut nunaasiaajunnaarneq), kulturi kiisalu nunap inoqqaavisa inuiaqatigiissusiat najugaqarfiilu. IBEN MONDRUP atuakkiortuuvoq eqqumiitsuliortuullunilu Danmarkimi Københanimi 1969-imi inunngorluni. Kalaallit Nunaanni peroriartorpoq. Allappaa Kalaalllit takussaanngitsut (2003), atuagaq oqaatsinut, kulturimut kinaassutsimullu tunngasoq kalaallit qallunaatut oqaaseqarnerusut akornanni. 2005-imi allakkamigut nersorinnitgtumik ilisaritippaa assitalersorlugu kalaallip eqqumiitsuliortup Julie Edel Hardenberg atuakkiaa Nipaatsumik assigiinngisitaarneq. Mondrupip aallartitaraa katersugaatinik qarasaasiakkut ujaasiviusinnaasoq www. ibenmondrup.dk Kalaallit Nunaanni nunasiaataasimanerup kingornagut allaatigisanik ujaasivigineqarsinnaasoq. SARA OLSVIG inuiaqatigiit pinngorfiannik ilaqutariissusiannillu ilisimatusarsimasuuvoq, Nuummi 1978-imi inunngortoq, maannakkullu atorfeqarfigalugu Inuit Circumpolar Council – Inuit Issittormiut Kattuffiat – ICC Kalaallit Nunaanni, inuit pisinnaatitaaffiinut tunngasut suliaralugit. Ukiorpaalunnissaaq sammisaraa nutaaliamik eqqumiitsuliorneq taassumalu inunnut ataasiakkaanut inuiaqatigiinnullu nunasiaataasimasunut, soorlu Kalaallit Nunaannut New Zealandimullu, sunniutai. sisarluni allatigullu aaqqissuussisartuulluni suliamini akuersaaginnannginnerup, politikkip naliminilu eqqumiitsuliornermi periutsit kattunnerannik misissuisoq. 2002mi Londonimi The Department of Visual Cultures Goldsmiths College-mi pilersippaa, tassanilu Professor-iulluni. Rogoff’ip ilaatigut aaqqissuussarai De-Regulation (200508), A.C.A.D.E.M.Y (2006) aamma Summit – Non Aligned Initiatives in Education Culture (2007) atuagarpassuarnullu atuakkiortuulluni aaqqissuisuullunilu, tamakku ilagalugit: Museum Culture (1997) aamma Terra Infirma – Geography’s Visual Culture (2001), Unbounded – Limits Possibilities (2008) maannakkorpiarlu suliarineqartoq Looking Away – Participating Singularities, Ontological Communities (2010). SØREN RUD, Københavnip Universitetiani Ph.D. kandidati, matuma allannerani nunasiaatillip nunasiaatillu akornanni (Københavnip Kalaallit Nunaatalu akornanni 1800-ukkut naajartorneranni) ingerlatsinikkut periutsit nutaaliaasut pillugit ilisimatuutut allaatiginnippoq. Misissuinermi paasiniarneqarpoq illoqarfimmiut piitsortaannik suniinniarnerni ingerlatsinikkut periutsit atorneqartut nunasiaateqarnermilu ingerlatsisut periutsinik ineriartortitsinerat imminnut atassuteqarnersut. METTE SANDBYE (inunngortoq 1964) uani lektoriuvoq, Institut for Kunst aamma Kulturvidenskab, Københavns Universitet, tassani ilisimatusarfigineralugit ullutsinni assiliinikkut eqqumiitsuliortarneq, atorneqartarnera isumaliutersuutigineqartarneralu. Danmarkimi assiliisarnerup oqaluttuassartaanik atuakkiaq siulleq aaqqissorsimavaa, Dansk Fotografihistorie (2004), assiliisarneq ullutsinnilu eqqumiitsuliorneq pillugu arlalinnik atuakkiorsimalluni, soorlu: Kedelige Billeder (2007) aamma Mindesmærker (2001). Sandbye 1995-miilli Weekendavisimi eqqumiitsuliornernut tunngasunik allaaserinnittartuuvoq. SØREN BRO POLD Lektor, Ph.D.-uvoq qarasaasiakkut kusanartuliornermi pissutsinik, Informations- aamma Medievidenskab, Aarhus Universitetimi atorfeqarluni. Qallunaatut tuluttullu qarasaasiakkut saqqummersitsinikkullu eqqumiitsuliornerup kusanartuliornikkut pissusaanik allaaserinnittarsimavoq, 1800-kunni isikkiviit assilialiarisarneriniit ullutsinnut qarasaasiatigut attavilersortaneq tikillugu; ilaatigut qarasaasiakkut atuakkiortarneq, nittartakkatigut eqqumiitsuliortarnerit, qarasaasiakkut atortulerluni eqqumiitsuliortarnerit, qarasaasiani sakkunik nutaaliorneq, qarasaasiani ileqqut imminnullu attaveqartarneq. www.bro-pold.dk SELSKABET FOR DÅRLIG ETNOGRAFISK FILM [Inuit kulturiinik inuusaasiinnillu ilisimatusartut ajortunik filmiliaat pillugit peqatigiiffik] 2000-imi pilersinneqarpoq eqqumiitsuliortumit Pia Arkemit qatanngutaanillu Erik Gantimit (Københavnip Universitetiani Filmiliornermik Ilisimatusarfimmit Cand.Philiusumit, Århus Universitetimilu Kusanartiliornermik Ilisimatusarfimmit Ph.D.-usumit) kiisalu Anders Jørgensenimit (Danskit filmiliortarfianni Lyngbymiittumi Tusagassiisarnermut pisortaasumit). Peqatigiiffiup siunertaraa nunap inoqqaavisa kuluriinik inuusaasiinillu filmiliat suliarineqartarnerinik isornartorsiuilluni oqallittarnissat, arlaleriarlunilu tamanut ammasunik filmertitsisarsimavoq naggataagut oqallinnertalinnik, ilaatigut Nationalmuseumimi, Kalaallit Illuutaanni Arktisk Institutimilu, København-imi. IRIT ROGOFF isumaliutersuusiortartuuvoq, saqqummersitsinernik aaqqissuus- KIRSTEN THISTED Københavnip Universitetiani Ikinnerussuteqartunik Ilisima- 85 tusarfimmi lektoriuvoq. Kalaallit oqaluttuariaasiat atuakkiaallu aallaserisareerpai arlalissuillu qallunaatuunngortissimallugit. Ilisimatusarnermini sammisaa alla tassaavoq danskit kalaallinik allanillu isiginneriaasiat “Andre”. Pia Arke ikinngutigisimavaa suliaalu qanimut malittarisimallugit. FINN THRANE, inuusoq 1939, qallunaat oqaasiinik sarsuatitanullu ilisimatusarnermigut 1971-imi cand.magitut soraarummeerpoq Askov Højskolemilu 1972-imiit 1985-imut ilinniartitsisuulluni. 1970-ikkunni 80-ikkunnilu assiliisarnermigut eqqumiitsuliortunngorpoq. Aallartillugulu pisortaaffigaa Assilisatigut Eqqumiitsulioriaatsip Katersugaasivia, Brandts, Odense 1985-2007, aammattaaq pilersillugulu aaqqissuisooqataaffigaa atuagassiaq KATALOG 1988-2007. Tunngavilerpaa Odense Foto Triennale 2000, ullumikkut FotoTriennale.dk. Ullumikkut eqqumiitsuliornermik siunnersortaavoq internet atorlugu eqqumiitsulianik saqqummersitsisarfimmi PhotoMondo.dk aamma – Lisbet Marschner peqatigalugu – pisortaaffigalugu Kertemindemi højskoleeraq Mikrohøjskolen JANUS. Biographies: Additional Contributors LARS KIEL BERTELSEN, born 1965, is a Ph.D. and Lecturer in Art History at the Department for Aesthetic Studies, Aarhus University, Denmark. He is co-editor of the art journal ARK (www.arkmappen.dk) and founder of Samlingen af Anonymt Fotografisk Materiale [The Collection of Anonymous Photographic Material]. Publications include: Fotografi og Skulptur (Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 1994), Fotografiets grå mytologi (Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 2000), “Fotografiets forsvinden?” (in Dansk Fotografihistorie, Gyldendal, 2004), and “Reading Photographs Iconographically or Ichnographically) (in The Meaning of Photography, Yale University Press, 2008). TINE BRYLD (b. 1939) trained as a social worker and has worked in that capacity with unmarried mothers, the treatment of drug abusers and in Christiania, Copenhagen. Since 1990 she has written books on Greenlandic-Danish relations and their human costs, in particular in connection with the modernisation of Greenlandic society. At present she is writing articles about the more than 100 Greenlandic children who were taken to Denmark for adoption. She is also writing a history of her father’s three wives and their lives as women – with him. ERIK GANT was born 1960 in Ittoqqortoormiit (Scoresbysund), Greenland. He holds a Cand.phil in Film Studies from the University of Copenhagen and a Ph.D. from the Department of Aesthetic Studies, Aar- 86 hus University, Denmark, with the thesis Eskimotid [Eskimo Time] on representations of Eskimos in film. As a freelance critic, he has taught and written extensively mainly on Greenlandic issues and has on several occasions collaborated with Pia Arke on art projects. Gant is currently Acting Executive Secretary for The Arctic Council Indigenous Peoples’ Secretariat in Copenhagen. SØREN JØNSSON GRANAT studied at academies of art in Denmark and Cuba (1988-92), also has a degree in Art History and has worked primarily with communication activities at Aarhus Art Museum (199698) and the National Gallery of Denmark (1998-2004). He has curated a number of exhibitions for the Children’s Museum of Art at the National Gallery of Denmark, was responsible for communication activities in connection with major special exhibitions under the museum’s auspices and has functioned as a lecturer in various other contexts. Since 2006 Granat has worked as a joiner for various craftsmen enterprises. He lives in Søborg, a suburb of Copenhagen. Retired journalist STEPHEN HEILMANN, born 1941 in Nuuk, Greenland, has worked as a journalist for more than 40 years, communicating primarily in Greenlandic. He has also produced cultural programmes for the Greenlandic Broadcasting Corporation, KNR, where he acted as a language consultant. Heilmann is Deputy Chairman of The Greenland Language Secretariat and member of Stednavneudvalget [The Committee for Place Names] in Greenland. He also acts as a simultaneous interpreter and a translator for the Government of Greenland, among others. ANNE-BIRTHE HOVE was born 1951 in Aasiaat and is one of Greenland’s most established and respected visual artists. She studied at the Royal Danish Academy of Fine Arts and lives and works in Nuuk, Greenland. Hove’s artistic production covers a wide field from stamp design, graphic works and book covers to public commissions, and she has exhibited nationally as well as internationally. In her recent graphic works, she combines Greenlandic themes with experimental forms to represent the contrasts in nature and society that have arisen as a consequence of the dramatic development in contemporary Greenland. MARIANNE PING HUANG is Head of the Department of Arts and Cultural Studies at the University of Copenhagen. Since 2001 her research interests have concentrated on Avant-Garde Studies, specifically on aesthetic cross-overs, media art and the reappearance of avant-garde strategies in contemporary art and culture. She is coordinator of the Danish Research Network of Avant-Garde Studies and the Nordic Research Network of Avant-Garde Studies, and she has been involved in establishing the European Network of Avant-Garde and Modernism Studies. MARYAM JAFRI (b. Karachi, Pakistan) is an artist working in video, photography and collage. Informed by a research based, interdisciplinary process, her artworks are often marked by a visual language poised between film and theater and a series of narrative experiments oscillating between script and document, fragment and whole. She holds a BA from Brown University, Rhode Island, and is a graduate of the Whitney Museum Independent Study Program, New York. MIRJAM JOENSEN (b. 1979) is an Art History student at Aarhus University, Denmark, and has studied Faroese Language and Literature at the University of the Faroe Islands. She was born and raised in the Faroe Islands, but is currently based in Aarhus, where she is finishing her thesis on Kuratorisk Aktion’s Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts, which took place throughout the Nordic region in 2006. STEFAN JONSSON is senior cultural critic at Dagens Nyheter, Sweden’s major newspaper, and Associate Professor of Aesthetics at Södertörn University in Stockholm. He has been fellow at the Getty Research Institute in Los Angeles (1998-2000). He has in several books introduced postcolonial theory to a Scandinavian readership and has collaborated with Pia Arke on several projects, most notably Stories from Scoresbysund. His most recent books are: A Brief History of the Masses: Three Revolutions, 1789, 1889, 1989 (Columbia University Press, 2008) and Rapport från Sopornas Planet: Kritiska essäer (Norstedts, 2010). CARSTEN JUHL holds an MA in History and Italian from the University of Copenhagen and has since 1996 been Head of the Department of Art Theory and Communication at the Royal Danish Academy of Fine Arts in Copenhagen. He has published a number of books on Italy, political economy, art theory, and aesthetics and has also translated a number of texts into Danish, by authors such as Agamben, Baudrillard, Kant, Lyotard, Perniola, and Serres. His most recent book is titled Globalæstetik. Verdensfølelsen og det kosmopolitiske perspektiv (Billedkunstskolernes Forlag, 2007). ANDERS JØRGENSEN is currently New Media Manager at the Danish Film Studio. He has studied at the Department of Film & Media Science, University of Copenhagen and at the Department of Visual Arts, UCSD, San Diego. Since 1997 he has been a co-producer of both documentaries and installations with Pia Arke. His projects include: Det primitive moderne (dissertation on Danish expedition films), Ekspedition Sirius 2000 (documentary, national Danish TV2), Tupilakosaurus (installation), Scoresbysundhistorier (documentary) and Countryside (video installation). He is also co-founder of The Society for Ethnographic Film Blunders. METTE JØRGENSEN is a teacher and writer, born 1963 in Aarhus, Denmark. She has studied English literature and is a former scholar at the Department of Literature at Aarhus University, where she wrote her Ph.D. on postcolonial literature. She lives and works in Copenhagen. JOHN KENDAL was born in London in 1938 and has degrees in English (Cambridge) and Russian (Copenhagen). He moved permanently to Denmark in 1965, where he has worked as a teacher and translator. Among his recent translations are books on the Copenhagen Opera House, The Louisiana Museum and Chagall (forthcoming). JEUNO JE KIM works with video, performance, sound, and drawings. Born in South Korea, she has studied, taught, and exhibited in the UK, France, and the US. In 2003 she received her MFA from University of Illinois, Chicago, and in 2001, she received a Masters in Theology from Harvard University. Currently, she is based in Malmö – Seoul. Performer, poet, visual artist, and translator JESSIE KLEEMANN was born 1959 in Upernavik, Greenland. She lives and works in Copenhagen and has engaged herself actively in Greenlandic cultural life and society through art, teaching and committee work. She has participated in exhibitions and festivals worldwide, has published articles, essays, illustrations, and poems in Tumit, Sermitsiaq, and Arts From Arctic (1991-93) and published in 1997 the trilingual Taallat, Digte, Poems (Fisker & Shou, 1997). Recently, she has organized a poetry festival and a writing workshop in Greenland (2004-06) and a Writers’ School in Nuuk in collaboration with Forfatterskolen [The Writers’ School] in Denmark (2008). INGE KLEIVAN, born 1931 in Frederiksberg, Denmark, MA in Greenlandic (Eskimo) Philology from the University of Copenhagen, formerly Senior Lecturer at the Department for Eskimo Studies, University of Copenhagen. Has written on a wide variety of subjects relating to language, culture and social conditions in Greenland. KURATORISK AKTION (KA) is an allfemale independent curators’ collective, formed in 2005 by Danish independent curators Frederikke Hansen and Tone Olaf Nielsen. Collaborating with artists, theorists, and activists from all over the world, KA produces cross-disciplinary exhibitions, publications, and discussions that investigate the complex relations between historical colonialism, capitalist globalization, and neocolonial forms of exploitation on the one hand and postcolonial forms of conviviality on the other. KA’s recent projects include: Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts (2006), The Road to Mental Decolonization (2008), and Metropolitan Repressions (2009). www.kuratorisk-aktion.org JAN-ERIK LUNDSTRÖM is curator and former Director of BildMuseet, Umeå, Sweden. Among his latest curatorial projects are: Being A Part, Politics of Place, Society Must Be Defended (1st Thessaloniki Biennial of Contemporary Art); After the Fact; Carlos Capelan: Only You; Socialisms; and Same, Same, but Different. He was the artistic director of the Berlin Photography Biennial (2005), BB3 (3rd Bucharest Biennale, 2008), and the curator of LAB09 (Luleå Art Biennial). He is the author of: Horizons: Towards a Global Africa; Looking North: Representations of Sami in Visual Arts and Literature; and Ursula Biemann: Mission Reports, Artistic Practice in the Field, Video Works, 1998-2008. practices, self generated forums, academic institutions and individual enthusiasms. Publications include: Museum Culture (1997), Terra Infirma – Geography’s Visual Culture (2001), Unbounded – Limits Possibilities (2008) and the forthcoming Looking Away – Participa-ting Singularities, Ontological Communities (2010). Curatorial work include: De-Regulation (200508), A.C.A.D.E.M.Y (2006) and Summit – Non Aligned Initiatives in Education Culture (2007). SØREN RUD, Ph.D. candidate at the University of Copenhagen, is currently writing a thesis on the development of modern governmental techniques across metropole and colony (Copenhagen and Greenland) in the late 19th century. His research investigates how governmental AVIÂJA EGEDE LYNGE is a social anthro- techniques used to influence the domestic urban poor were related to techniques developed by pologist, who lives and works in Nuuk. She teaches Anthropology at the Institute of Arctic the colonial administration. Education, University of Greenland and received her MA in Social Anthropology from METTE SANDBYE (born 1964) is Associate Professor at The Department of Arts and Edinburgh University (2002) and her BA in Tourism Management from Queen Margaret Cultural Studies, University of Copenhagen, where her main research area is contempoUniversity College, Edinburgh (2000). Her research interests are postcolonialism (mental rary photographic art, practices and theory. decolonization), culture, development of indi- She is the editor of the first Danish history of photography, Dansk Fotografihistorie (2004), genous societies and rural areas. author of several books on photography and contemporary art, among others Kedelige BilIBEN MONDRUP is a writer and artist born leder (2007) and Mindesmærker (2001), and 1969 in Copenhagen, but raised in Greenland. She wrote De usynlige grønlændere [The Invisi- since 1995 an art critic at Weekendavisen. ble Greenlanders] (2003), a book about language, culture, and identity among mainly Danish THE SOCIETY FOR ETHNOGRAPHIC speaking Greenlanders. In 2005, she wrote the FILM BLUNDERS was founded in 2000 by introduction to the acclaimed photo art book The the artist Pia Arke, her brother Erik Gant Quiet Diversity by the Greenlandic artist Julie (MA in Film Studies from the University of Edel Hardenberg. Mondrup is the founder of the Copenhagen and Ph.D. from the Department online archive www.ibenmondrup.dk featuring of Aesthetic Studies, Aarhus University) and articles about postcolonial Greenland. Anders Jørgensen (New Media Manager at the Danish Film Studio). The purpose of the society is to create forums for critical discussion of the SARA OLSVIG is an anthropologist, born in ways in which indigenous peoples have been 1978 in Nuuk, Greenland, and presently emrepresented in ethnographic films. The society ployed by the Inuit Circumpolar Council, ICC, has organized public film screenings followed by Greenland, where she works in the field of human rights. For a number of years she has con- discussions in Copenhagen at, for instance, the National Museum of Denmark, the Greenland cerned herself with modern art and its impact House and the Danish Polar Center. on the individual and on society in postcolonial territories like Greenland and New Zealand. KIRSTEN THISTED is a Senior Lecturer in SØREN BRO POLD, Ph.D., is a Lecturer Minority Studies at the University of Copenin Digital Aesthetics at the Department of hagen. She has researched into Greenlandic Information and Media Studies at Aarhus narrative tradition and literature and has University in Denmark. He has written in translated a number of works into Danish. Her Danish and English on digital and media research has also concerned Danish represenaesthetics from the panorama of the 19th tations of Greenlanders and other “Others”. century to the interfaces of our time, among She was a friend of Pia Arke’s and followed other things on digital literature, net art, her work at very close quarters. software art, creative software, digital culture and digital urban space. www.bro-pold.dk FINN THRANE, born 1939, graduated in Danish and Film Studies and taught at Askov Academy 1972-85. Active photographic artist IRIT ROGOFF is a theorist, curator and organiser who writes at the intersections of the in the 1970s and 1980s. Founder and director of Brandts Museet for Fotokunst, Odense, Dencritical, the political and contemporary arts mark, 1985-2007 and creator and co-editor of practices. Rogoff is Professor of Visual Culture at Goldsmiths College, London University, a de- the journal KATALOG, 1988-2007. Founder of partment she founded in 2002. Her work across Odense Foto Triennale 2000, now FotoTriennale. a series of new “think tank” Ph.D. programs at dk. Currently art adviser for the internet gallery PhotoMondo.dk and – with Lisbet Marschner – Goldsmiths (Research Architecture, Curatohead of JANUS, the Micro Folk High School in rial/Knowledge) is focusing on the possibility Kerteminde on Funen, Denmark. of exchanging knowledges across professional 87 Tak TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006 var ikke blevet til noget, havde det ikke været for en lang række personer, institutioner og fonde, som vi er evigt taknemmelige. Først og fremmest en meget stor tak til Søren Arke, arving af Pia Arkes bo, for at lade os få adgang til hendes arkiver og værker. Uden Sørens tillid og generøsitet havde det ikke været muligt at lave udstillingen. Også en varm tak til Michael Petersen og Anette Korsgaard Lauritsen og til Annette og Jørgen Grant for deres gæstfrihed og for tålmodigt at besvare alverdens spørgsmål. Stig Krabbe Barfoed, Lars Kiel Bertelsen, Tine Bryld, Erik Gant, Søren Jønsson Granat, Stephen Heilmann, Anne-Birthe Hove, Marianne Ping Huang, Maryam Jafri, Stefan Jonsson, Carsten Juhl, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Jeuno JE Kim, Inge Kleivan, Jan-Erik Lundström, Aviâja Egede Lynge, Iben Mondrup, Sara Olsvig, Søren Bro Pold, Irit Rogoff, Søren Rud, Mette Sandbye, Selskabet for Dårlig Etnografisk Film, Kirsten Thisted og Finn Thrane. For deres uforbeholdne opbakning af projektet vil vi også gerne takke de fem institutioner, som har stillet deres udstillingslokaler og faciliteter til rådighed: BildMuseet (Jan-Erik Lundström, Brita Täljedal, Sofia Johansson, Jan-Åke Vi vil også gerne rette en stor Åkerlund med team); Den Frie tak til alle Pia Arke Selskabets Udstillingsbygning (Kirse Jungebestyrelsesmedlemmer, hvis indStevnsborg, Malene Natascha sigter åbnede vores øjne for såvel Ratcliffe, Kit Leunbach, Søren styrker som svagheder ved projekFjeldsø, Pernille Skriver Nielsen tet i dets konceptualiseringsfase: og Line Kjærsgaard), Grønlands Tine Bryld, Erik Gant, Pernille Nationalmuseum & Arkiv (Daniel Kløvedal Helweg, Stefan Jonsson, Thorleifsen, Aviâja Rosing JakobCarsten Juhl, Mette Jørgensen og Elin Schmidt. En særlig tak til for- sen og Frederik Larsen), Katuaq mand Jarl Borgen for at formalisere (Julia Pars og Eigil Petersen med selskabet og dele sin viden med os. team) og Nationalmuseet (Ulf Dahre, Bjarne Grønnow, Maruiska Vi er også alle de personer og insti- Solow, Marianne Blank, Jesper Thomas Møller, Eva Lilja Jensen, tutioner, som gavmildt har udlånt Mette Humle Jørgensen og Michael værker til udstillingen, en stor tak skyldig. De nævnes i rækkefølge på Bjørn). side 92 i denne udstillingsguide. En Vi er researcher og projektkoorsærlig tak rettes til alle de personer, som har bidraget med viden, dinator Mirjam Joensen særligt idéer, tekster, oplæg, performances taknemmelige for hendes uvurderlige indsats med research, og taler til udstillingens guide, filmprogram, seminar og folkemøde: lån, fundraising, korrespondance, 88 rejser, logistik og et utal af detaljer. Uden hendes begejstring, professionalisme og vedholdenhed var projektet ikke blevet en realitet. Også en meget stor tak til de kuratoriske medhjælpere Sara Emilie Anker-Møller, Kamilla Askholm, Sofie Pil Eriksen og Nina Mouritzen for at donere deres tid under forberedelserne og installeringen af udstillingen; til installationsteknikerne Lars Buchardt, Morten Goll, Søren Jønsson Granat, Christian Hillesø, Line Skywalker Karlström, Peter Sommerlund, Sille Storihle og Morten Tejlgaard for deres utrættelige indsats under opbygningen af udstillingen; og til Katja Abelflindt for at udarbejde undervisningsmateriale til børn. Vi er også gerne rette en varm tak til Kristina Ask/Print Matters! for hendes fintfølende design af udstillingens guide og PR-materiale; til Sine Bang Nielsen og Annelise Nielsen for genlayoutet af bøgerne Etnoæstetik og Scoresbysundhistorier; og til Special-Trykkeriet Viborg a-s og Borgens Forlag for smukt tryk. En særlig tak rettes endvidere til Erik Gant, Stephen Heilmann, John Kendal og Jessie Kleemann for at påtage sig den store udfordring at oversætte Arkes to bøger til grønlandsk og engelsk. Vi er også Stephen Heilmann og John Kendal (igen!) samt Bjørn Chemnitz og Juana Petrussen meget taknemmelige for deres fremragende oversættelser af udstillingsguiden og for Naja Møller og Qujanaq Sara Olsvigs korrekturlæsning af samme. Sidst, men ikke mindst, vil vi gerne rette en varm tak til alle de fonde, institutioner, virksomheder og personer, som har støttet udstillingen økonomisk: Augustinus Fonden, BildMuseet, Jarl Borgen, Borgens Forlag, Dansk Veteranbil Udlejning, Den Frie Udstillingsbygning, Det Frie Forskningsråd / Kultur og Kommunikation, Det Kongelige Grønlandsfond, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Knud Højgaards Fond, Katuaq, Kulturfonden Danmark-Grønland, Kulturkontakt Nord, Københavns Billedkunstudvalg, Nationalmuseet, Novo Nordisk Fonden, Ny Carlsbergfondet, OAK Foundation Denmark, Selvstyrets Kulturmidler, SonningFonden, Statens Kunstråds Billedkunstudvalg, Statens Kunstråds Litteraturudvalg og Svensk-danska kulturfonden. TUPILAKOSAURUS: Pia Arkep eqqumiitsuliorneq, inuiaassuseq nunasiaateqarnerullu oqaluttuassartaanik apeqqusersuinera, 1981-2006 piviusunngorsimassanngikkaluarpoq inuit, suliffeqarfiit aningaasaateqarfiillu arlalissuit, qamannga pisumik qutsavigisavut, peqataasimanngikkaluarpata. Pingaartumik qutsavigingaarparput Søren Arke, Pia Arkep kingornussisua, Arkep toqqortaanik suliaanillu misissuisissinnaasimammatigut. Tatiginnissimanngikkaluarpat ajunngisaarsimanngikkaluarpallu saqqummersitsineq piviusunngorsimassanngikkaluarpoq. Aammattaaq Michael Petersen aamma Anette Korsgaard Lauritsen, Annette aamma Jørgen Gant qutsavigingaarpavut inussiarnisaarnerannut naammagittarlutillu apeqquterpassuatsinnik akiortuinerannut. Angisuumittaaq qutsavigerusuppavut Pia Arke Selskabimi ilaasortat tamaasa, taakkumi ilisimasaqassutsimikkut pilersaarutip najoqqutassiornerani nukittoqutaanik sanngeequtaanillu uparuartuuttarsimammatigut: Tine Bryld, Erik Gant, Pernille Kløvedal Helweg, Stefan Jonsson, Carsten Juhl, Mette Jørgensen aamma Elin Schmidt. Immikkut qutsavigaarput siulittaasoq Kuratorisk Aktion Jarl Borgen peqatigiiffimmik pilersitsisimaneranut ilisimasaminillu uagutsinnut avitseqatiginnissimaneranut. Aammattaaq qutsavissaqarfigeqaavut inuit suliffeqarfiillu sulianik pigisaminnik saqqummersitsinissamut atukkiussisimanerannut (s. 92). Immikkut qutsavigissavavut inuit saqqummer- sitsinermut ilitsersuummut, filminut, isumasioqatigiinnermut inunnillu ataatsimiititsimermut ilisimasaminnik, isumassarsianik, aallarniutinik, takutitsinernik oqalugiarnernillu ilanngusseqataasut: Stig Krabbe Barfoed, Lars Kiel Bertelsen, Tine Bryld, Erik Gant, Søren Jønsson Granat, Stephen Heilmann, Anne-Birthe Hove, Marianne Ping Huang, Maryam Jafri, Stefan Jonsson, Carsten Juhl, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Jeuno JE Kim, Inge Kleivan, Jan-Erik Lundström, Aviâja Egede Lynge, Iben Mondrup, Sara Olsvig, Søren Bro Pold, Irit Rogoff, Søren Rud, Mette Sandbye, Selskabet for Dårlig Etnografisk Film, Kirsten Thisted aamma Finn Thrane. Suliffeqarfiit tallimat pilersaarusiamut nangaassuteqaratik tapersersuisimasut, saqqummersitsivimminnik atortorissaarutiminnillu atukkiussisut, qutsavigerusuppavuttaaq: BildMuseet (Jan-Erik Lundström, Brita Täljedal, Sofia Johansson, Jan-Åke Åkerlund aamma team); Den Frie Udstillingsbygning (Kirse Junge-Stevnsborg, Malene Natascha Ratcliffe, Kit Leunbach, Søren Fjeldsø, Pernille Skriver Nielsen aamma Line Kjærsgaard), Katuaq (Julia Pars, Eigil Petersen aamma team), Nationalmuseet (Ulf Dahre, Bjarne Grønnow, Maruiska Solow, Marianne Blank, Jesper Thomas Møller, Eva Lilja Jensen, Mette Humle Jørgensen aamma Michael Bjørn) aamma Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Daniel Thorleifsen, Aviâja Rosing Jakobsen aamma Frederik Larsen). Misissuisorput pilersaarusiornermilu attaveqatigiissaarisorput Mirjam 89 Acknowledgements Joensen immikkut qutsavigerusupparput misissuineranut, taarsigassarsiniarnernut, aningaasaateqarfinnut qinnuteqarnernut, allaffigeqatigiinnernut, angalanernut, ingerlatassanik piareersaanerni aqutsineranut assigiinngitsualuppassuarnullu amerlaqisunut nalissaqanngitsumik ikiuussimaneranut. Tiguartissimanngikkaluarpat, suliaminik ilisimasaqanngikkaluarpat uteriitsuunngikkaluarpallu pilersaarusiaq piviusunngorsimassanngikkaluarpoq. Assuttaaq qutsavigaavut sulinitsinni ikiortivut Sara Emilie Anker-Møller, Kamilla Askholm, Sofie Pil Eriksen aamma Nina Mouritzen saqqummersitsinerup piareersarnerani ikkussuunneranilu piffissaminnik akeqanngitsumik tunniussisimasut; ikkussuinermi teknikerinut saqqummersitsinerup ikkussornerani qasusueqalutik ikiuuttunut Lars Buchardt, Morten Goll, Søren Jønsson Granat, Christian Hillesø, Line Skywalker Karlström, Peter Sommerlund, Sille Storihle aamma Morten Tejlgaard; kiisalu meeqqanut ilinniutissiamik allatumut Katja Abelflindt-imut. Qamanngattaaq pisumik qutsavigaarput Kristina Ask/Print Matters! saqqummersitsinermut ilitsersuutip takoqqusaarutinullu atortussanik peqqissaarluinnarluni ilusilersuineranut; Sine Bang Nielsen aamma Annelise Nielsen atuakkat Etnoæstetik-p Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat nutaamik ilusilersornerinut; kiisalu SpecialTrykkeriet Viborg a-s aamma Borgens Forlag naqitaannut kusanartunut. Immikkuttaaq qutsavigerusuppavut Erik Gant, Stephen Heilmann, John Kendal aamma Jessie Kleemann unamminartorujussuarmik sulisimanerannut 90 Arkep atuakkiaasa marluk kalaallisut tuluttullu nutsernerisigut. Angisuumittaaq qujassutissaqarfigaavut Stephen Heilmann aamma John Kendal (aappassaanik!) kiisalu Bjørn Chemnitz, Naja Møller, Sara Olsvig aamma Juana Petrussen saqqummersitsinermut ilitsersuummik nutserilluarsimanerannut kukkunersiorneranullu. Naggataagut, minnerunngitsumilli, qamannga pisumik qutsavigerusuppavut aningaasaateqarfiit, suliffeqarfiit inuillu, saqqummersitsinissamut aningaasanik tapiissuteqarsimasut: Augustinus Fonden, BildMuseet, Jarl Borgen, Borgens Forlag, Dansk Veteranbil Udlejning, Den Frie Udstillingsbygning, Det Frie Forskningsråd / Kultur og Kommunikation, Det Kongelige Grønlandsfond, Knud Højgaards Fond, Katuaq, Kulturfonden Danmark-Grønland, Kulturkontakt Nord, Københavns Billedkunstudvalg, Namminersorlutik Oqartussat kulturimut aningaasaliissutaat, Nationalmuseet, Novo Nordisk Fonden, Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Ny Carlsbergfondet, OAK Foundation Denmark, Sonning-Fonden, Statens Kunstråds Billedkunstudvalg, Statens Kunstråds Litteraturudvalg aamma Svensk-danska kulturfonden. TUPILAKOSAURUS: Pia Arke’s Issue with Art, Ethnicity, and Colonialism, 1981-2006 was only able to develop into its present form thanks to a large number of people, institutions, and foundations to whom we are forever indebted. First and foremost, we would like to express our heart-felt gratitude to Søren Arke, heir to Pia Arke’s estate, for granting us access to her files and works. Without his confidence and generosity, this exhibition would not have been possible. Also a big thank-you to Michael Peter-sen and Anette Korsgaard Lauritsen and to Annette and Jørgen Gant for opening up their home to us and patiently answering all sorts of questions. We also want to express our sincere gratitude to all the board members of the Pia Arke Society, whose insightfulness helped us recognize a number of strengths and weaknesses in the project when conceptualizing it: Tine Bryld, Erik Gant, Pernille Kløvedal Helweg, Stefan Kuratorisk Aktion Jonsson, Carsten Juhl, Mette Jørgensen, and Elin Schmidt. Special thanks are due to chairman Jarl Borgen for formalizing the society and sharing information. We also want to warmly thank all the people and institutions, who have generously lent us works for the exhibition. They are listed in detail on page 92 in this exhibition guide. Very special thanks are also due to all the people who have contributed with knowledge, ideas, texts, papers, performances, and speeches to the exhibition’s accompanying exhibition guide, film program, seminar, and community meeting: Stig Krabbe Barfoed, Lars Kiel Bertelsen, Tine Bryld, Erik Gant, Søren Jønsson Granat, Stephen Heilmann, Anne-Birthe Hove, Marianne Ping Huang, Maryam Jafri, Stefan Jonsson, Carsten Juhl, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Jeuno JE Kim, Inge Kleivan, Jan-Erik Lundström, Aviâja Egede Lynge, Iben Mondrup, Sara Olsvig, Søren Bro Pold, Irit Rogoff, Søren Rud, Mette Sandbye, The Society for Ethnographic Film Blunders, Kirsten Thisted, and Finn Thrane. Kendal, and Jessie Kleemann for Thomas Møller, Eva Lilja Jensen, Mette Humle Jørgensen, and Michael taking on the challenge of translating Arke’s two books into GreenBjørn). landic and English. We are also very grateful to Stephen Heilmann and We are particular indebted to Researcher and Project Coordinator John Kendal (again!) and to Bjørn Chemnitz and Juana Petrussen for Mirjam Joensen for her enormous excellent translations of this exhibiassistance with research, loans, tion guide and to Naja Møller and fundraising, communication, Sara Olsvig for copyediting it. travels, logistics, and a myriad of details. Without her dedication, Last, but not least, we want to professionalism, and tenacity, the extend our sincere appreciation to project would not have materialized. Special thanks are also due to all the foundations, institutions, companies, and people, who have Curatorial Assistants Sara Emilie supported the exhibition finanAnker-Møller, Kamilla Askholm, cially: The Augustinus Foundation, Sofie Pil Eriksen, and Nina MouBildMuseet, Jarl Borgen, Borgen ritzen for their generous effort, Publishers, City of Copenhagen’s commitment, and patience during Council for Visual Arts, The Danish the realization of the exhibition. Big thanks also to preparators Lars Arts Council Committee for LiteBuchardt, Morten Goll, Søren Jøns- rature, The Danish Arts Council son Granat, Christian Hillesø, Line Committee for Visual Arts, The Danish Council for Independent Skywalker Karlström, Peter Sommerlund, Sille Storihle, and Morten Research / Humanities, Dansk VeteFor their uncompromising support ranbil Udlejning, Den Frie Centre Tejlgaard for their invaluable of the project, we would like to thank assistance with construction and of Contemporary Art, Det Kongethe five institutions that provided installation. And to Katja Abelflindt lige Grønlandsfond, Government of venues and facilities for the project: for producing educational material Greenland’s Cultural Grant, GreenBildMuseet (Jan-Erik Lundström, land National Museum & Archives, to children. Brita Täljedal, Sofia Johansson, Knud Højgaards Fond, Katuaq, Jan-Åke Åkerlund and team); Den We are also very grateful to Kristina Kulturfonden Danmark-Grønland, Frie Centre of Contemporary Art Ask/Print Matters! for her sensitive The National Museum of Denmark, (Kirse Junge-Stevnsborg, Malene Na- design of the exhibition’s guide and The New Carlsberg Foundation, tascha Ratcliffe, Kit Leunbach, Søren PR material, to Sine Bang Nielsen Nordic Culture Point, The Novo Fjeldsø, Pernille Skriver Nielsen, Nordisk Foundation, OAK Foundaand Annelise Nielsen for the retion Denmark, Sonning-Fonden, and Line Kjærsgaard), Greenland layout of the publications Ethnoand Svensk-danska kulturfonden. National Museum & Archives (Daniel Aesthetics and Stories from ScoresThorleifsen, Aviâja Rosing Jakobsen, bysund, and to Special-Trykkeriet and Frederik Larsen), Katuaq (Julia Viborg a-s and Borgen Publishers Kuratorisk Aktion Pars, Eigil Petersen and team), and for beautiful printing. The National Museum of Denmark (Ulf Dahre, Bjarne Grønnow, MarA very special thank-you is to due uiska Solow, Marianne Blank, Jesper Erik Gant, Stephen Heilmann, John 91 Institutionelle samarbejdspartnere & Lånere / Suliffeqarfiit suleqatigisat & Atukkiisullu / Institutional Partners & Lenders Institutionelle samarbejdspartnere / Suliffeqarfiit suleqatigisat / Institutional Partners BildMuseet Den Frie Udstillingsbygning / Illu saqqummersitsivik Den Frie / Den Frie Centre of Contemporary Art Grønlands Nationalmuseum & Arkiv / Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu / Greenland National Museum & Archives Katuaq Nationalmuseet / Danmarkip Katersugaasivissuani / The National Museum of Denmark Lånere / Atukkiisullu / Lenders Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier, Københavns Universitet Afdelingen for Teori og Formidling, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København Anstalten ved Herstedvester, Albertslund Søren Arke Arktisk Institut, København Lars Kiel Bertelsen Jarl Borgen Brandts Museet for Fotokunst, Odense DR Arkiv og Research, København Fonden til oprettelse af Grønlands Nationalgalleri, Nuuk Forsknings- og Innovationsstyrelsen, København Annette & Jørgen Gant Grønlands Repræsentation, København Veronica & Carsten Juhl Anders Jørgensen Mette Jørgensen Tine Bryld Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus, København Freja Vogt Christensen Kuratorisk Aktion Klaus Marthinus Christensen Litteraturmagasinet Standart, Århus Danmarks Kunstbibliotek, København Johannes Møller Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet Nordatlantens Brygge, København Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet Marie Louise & Søren Bro Pold Det Danske Filminstitut, København Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek, København 92 Semina Rerum – Irène Preiswerk, Zürich Ann Lumbye Sørensen Fonde & Sponsorer / Aningaasaateqarfiit & Aningaasaliisut / Funding & Sponsors Augustinus Fonden / The Augustinus Foundation Københavns Billedkunstudvalg / City of Copenhagen’s Council for Visual Arts The National Museum of Denmark The Novo Nordisk Foundation Jarl Borgen Borgens Forlag Dansk Veteranbil Udlejning The New Carlsberg Foundation Det Frie Forskningsråd / Kultur og Kommunikation / The Danish Council for Independent Research / Humanities Det Kongelige Grønlandsfond Selvstyrets Kulturmidler / Namminersorlutik Oqartussat kulturimut aningaasaliissutaat / Government of Greenland’s Cultural Grant Statens Kunstråds Billedkunstudvalg / The Danish Arts Council Committee for Visual Arts Statens Kunstråds Litteraturudvalg / The Danish Arts Council Committee for Literature Grønlands Nationalmuseum & Arkiv / Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu / Greenland National Museum & Archives Knud Højgaards Fond Kulturfonden Danmark-Grønland Nordic Culture Point 93 TUPILAKOSAURUS team Kuratorer / Isumaginnittut / Curators Kuratorisk Aktion (Frederikke Hansen & Tone Olaf Nielsen) Kuratoriske konsulenter / Isumaginninnermi siunnersortit / Curatorial Consultants Pia Arke Selskabet / The Pia Arke Society Research assistent / Paasiniaanermi ikiorti / Research Assistant Mirjam Joensen Projekt koordinator / Pilersaarusiornermi ataqatigiissaarisoq / Project Coordinator Mirjam Joensen Kuratoriske medhjælpere / Isumaginninnermi ikiortit / Curatorial Assistants Sara Emilie Anker-Møller Kamilla Askholm SOFIE PIL ERIKSEN Nina Mouritzen Fundraising / Aningaassaliisussarsiortut Kuratorisk Aktion Installationsteknikere / Ikkussuisartut / Preparators MICHAEL BJØRN LARS BUCHARDT Søren Fjeldsø Morten Goll Søren Jønsson Granat Christian Hillesø SOFIA JOHANSSON Line Skywalker Karlström Frederik Larsen + TEAM Eigil Petersen + TEAM PETER SOMMERLUND Sille Storihle MORTEN TEJLGAARD JAN-ÅKE ÅKERLUND + TEAM PR & Undervisningsmateriale / Ussassaarisut ilinniusiortullu / PR & Educational Material Katja Abelflindt Line Kjærsgaard Kuratorisk Aktion Kit Leunbach Jesper Thomas Møller Grafisk design / Naqiterinermi ilusilersuisut / Graphic Design Kristina Ask, Print Matters! 94 Askeby, Danmark / Denmark TUPILAKOSAURUS guide redaktører / TUPILAKOSAURUS najoqqutassiornerani aaqqissuisut / TUPILAKOSAURUS guide Editors Kuratorisk Aktion TUPILAKOSAURUS guide assistance / TUPILAKOSAURUS najoqqutassiornerani ikiorti / TUPILAKOSAURUS guide Assistance Mirjam Joensen TUPILAKOSAURUS guide oversættere / TUPILAKOSAURUS najoqqutassiaata nutserisui / TUPILAKOSAURUS guide Translators Bjørn Chemnitz (dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut / Danish-Greenlandic) Stephen Heilmann (dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut / Danish-Greenlandic) Aviâja Rosing Jakobsen (dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut / Danish-Greenlandic) Line Skywalker Karlström (svensk-dansk / svenskisut-qallunaatut / Swedish-Danish) John Kendal (dansk-engelsk / qallunaatut-tuluttut / Danish-English) Kuratorisk Aktion (engelsk-dansk / tuluttut-qallunaatut / English-Danish) Juana Petrussen (dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut / Danish-Greenlandic) TUPILAKOSAURUS guide korrekturlæsning / TUPILAKOSAURUS najoqqutassiaata kukkunersiuisui / TUPILAKOSAURUS guide Copyediting Mette Jørgensen Kuratorisk Aktion Naja Møller SARA OLSVIG Etnoæstetik redaktører / Etnoæstetik aaqqissuisui / Ethno-Aesthetics Editors ARK (Klaus Christensen & Lars Kiel Bertelsen) Kuratorisk Aktion Etnoæstetik oversættere / Etnoæstetik nutserisui / Ethno-Aesthetics Translators Bjørn Chemnitz (dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut / Danish-Greenlandic) Erik Gant (dansk-engelsk / qallunaatut-tuluttut / Danish-English) Stephen Heilmann (dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut / Danish-Greenlandic) John Kendal (dansk-engelsk / qallunaatut-tuluttut / Danish-English) Jessie Kleemann (dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut / Danish-Greenlandic) Kuratorisk Aktion (dansk-engelsk / qallunaatut-tuluttut / Danish-English) Etnoæstetik korrekturlæsning / Etnoæstetik kukkunersiuisui / EthnoAesthetics Copyediting Lars Kiel Bertelsen Stephen Heilmann John Kendal Jessie Kleemann Kuratorisk Aktion Etnoæstetik grafisk design / Etnoæstetik naqinnerani ilusilersuisut / EthnoAesthetics Graphic Design Sine Bang Nielsen, København efter ARKs oprindelige design / Sine Bang Nielsen, København ARK-ip ilusiliussimasai malillugit suliarinnittoq / Sine Bang Nielsen, Copenhagen, after ARK’s original design Scoresbysundhistorier redaktører / Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat aaqqissuisui / Stories from Scoresbysund Editors Kuratorisk Aktion Scoresbysundhistorier oversættere / Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat nutserisui / Stories from Scoresbysund Translators Stephen Heilmann (dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut / Danish-Greenlandic) John Kendal (dansk-engelsk / qallunaatut-tuluttut / Danish-English) Jessie Kleemann (dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut / Danish-Greenlandic) Scoresbysundhistorier korrekturlæsning / Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat kukkunersiuisui / Stories from Scoresbysund Copyediting John Kendal Jessie Kleemann Kuratorisk Aktion Scoresbysundhistorier grafisk design / Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat naqinnerani ilusilersuisut / Stories from Scoresbysund Graphic Design Borgens Forlag, København / Borgen Publishers, Copenhagen Udstillingslokaliteter & Entré / Init saqqummersitsiviit & Isernermi aki / Venues & Admission BildMuseet Umeå universitet S-901 87 Umeå Sverige / Sweden +46 90 786 5227 [email protected] www.bildmuseet.umu.se Onsdag – søndag 12-17 / Pingasunngorneq – arfininngorneq 12-17 / Wednesday – Sunday 12-5 pm Gratis adgang / Iserneq akeqanngilaq / Free admission Den Frie Udstillingsbygning / Illu saqqummersitsivik Den Frie / Den Frie Centre of Contemporary Art Oslo Plads DK-2100 København Ø Danmark / Denmark +45 33 12 28 03 [email protected] www.denfrie.dk Tirsdag – søndag 10-17, torsdag 10-21 / Marlunngorneq – sapaat 10-17, sisamanngorneq 10-21 / Tuesday – Sunday 10 am-5 pm, Thursday 10 am-9 pm Entré: Voksne DKK 45,-, børn u. 12 år gratis, studerende/pensionister DKK 25,-, medlemmer gratis, grupper/skoler DKK 20,- / Iserneq: Inersimasut DKK 45,-, meeqqat 12-t ataallugu ukiulllit akeqanngilaq, ilinniartut/soraarnerussutisiallit DKK 25,-, ilaasortat akeqanngilaq, gruppet/ atuarfiit DKK 20,- / Admission: Adults DKK 45, children u. 12 years free, students/pensioners DKK 25, members free, groups/schools DKK 20 Grønlands Nationalmuseum & Arkiv / Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu / Greenland National Museum & Archives Hans Egedevej 8 GL-3900 Nuuk Grønland / Kalaallit Nunaat / Greenland +299 32 26 11 [email protected] www.natmus.gl Tirsdag – søndag 13-16 / Marlunngorneq – sapaat 13-16 / Tuesday – Sunday 1-4 pm Gratis adgang / Iserneq akeqanngilaq / Free admission Katuaq Imaneq 21 GL-3900 Nuuk Grønland / Kalaallit Nunaat / Greenland +299 36 37 70 [email protected] www.katuaq.gl Tirsdag – søndag 11-21 / Marlunngorneq – sapaat 11-21 / Tuesday – Sunday 11 am-9 pm Gratis adgang / Iserneq akeqanngilaq / Free admission Nationalmuseet / Danmarkip Katersugaasivissuani / The National Museum of Denmark Frederiksholms Kanal 12 DK-1220 København K Danmark / Denmark +45 33 13 44 11 www.natmus.dk Tirsdag – søndag 10-17 / Marlunngorneq – sapaat 10-17 / Tuesday – Sunday 10-17 Gratis adgang / Iserneq akeqanngilaq / Free admission 95 ISBN 978-87-993523-2-6
