DEN USYNLIGE FATTIGDOM

DEN USYNLIGE FATTIGDOM
EN UNDERSØGELSE AF FATTIGDOM BLANDT ANSØGERE TIL
BØRNESAGENS FÆLLESRÅDS STIPENDIUM FOR ENEFORSØRGERE
MAJ 2015
Den usynlige fattigdom
- En undersøgelse af fattigdom blandt ansøgere til
Børnesagens Fællesråds stipendium for eneforsørgere
Udarbejdet af:
Andreas Løppenthin
Bjarke Brix Olsen
Frederikke Nayberg
Ida Nielsen Langendorf
Magnus Skovrind Pedersen
Ved:
Analyse og Tal F.M.B.A
Godthåbsvej 26, 1.
2000 Frederiksberg
Web: http://www.ogtal.dk/
For mere information kontakt:
Magnus Skovrind Pedersen
Tlf. 28 56 37 77
E-mail: [email protected]
Om &#
&# er et medarbejder-drevet non-profit analysebureau med base i København, der udfører
kvantitative, kvalitative og politiske analyser.
&# består af sociologer, kommunikatorer og IT-folk , der er opsat på at løse enhver
analyseopgave. Vi tager os af det hele, fra udtænkning af analysen og målfastsættelse til
den endelig publicering. Ingen opgaver er for store – eller for små.
Indhold 1. Indledning ................................................................................................................................ 4
2. Definitioner af fattigdom ........................................................................................................ 7
3. Metode ................................................................................................................................... 11
4. Analyse af budgetter og ansøgninger .................................................................................. 6
4.1 Rådighedsbeløb og karakteren af centrale indtægts- og udgiftsposter .............................. 6
4.2 Økonomisk sårbarhed som konsekvens af lave rådighedsbeløb...................................... 28
4.3 Afsavn og stigmatisering hos ansøgerne .......................................................................... 33
4.4 Argumentation i ansøgningerne ........................................................................................ 40
5. Ansøgerne er over fattigdomsgrænsen ............................................................................. 45
6. Konklusion ............................................................................................................................ 50
7. Referencer ............................................................................................................................. 54
1. Undersøgelsens problemstilling og motivation
Diskussionen om fattigdom har raset længe i den offentlige debat med skarpe politiske
grænsedragninger omkring stereotype fremstillinger såsom Fattig-Carina og Dovne-Robert
(Ugebrevet A4 2012). Modsætningerne illustreres i variationen af holdninger, som går fra en
anerkendelse af fattigdom som et samfundsproblem til en kategorisk afvisning af dens
eksistens. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance udtalte følgende i forbindelse med den
omdiskuterede “Fattig-Carina”-sag, som søgte at sætte offentlig julehjælp på dagsordenen:
“Det er en hån mod de millioner af mennesker verden over, som sulter, at snakke om
fattige i Danmark. I skulle skamme jer!! Jeg bliver så vred, når jeg hører venstrefløjen
bruge den slags manipulerende retorik. Hvis der er mennesker i Danmark, der ikke har
råd til at holde jul, så er det selvforskyldt!” (Politiken 2011)
Danskerne er hverken langt fra eller upåvirkede af meningstilkendegivelser som ovenstående.
Undersøgelser har vist, at op imod halvdelen af den danske befolkning ikke mener, at fattigdom
eksisterer inden for landets grænser (Nyhedsbureauet Newspaq 2013; Kristeligt Dagblad 2013).
Dette skyldes til dels, at fattigdom i manges øjne handler om ren fysisk overlevelse. Billeder af
eksempelvis slumområder i Rio de Janeiro og kasteløse gadesælgere i New Delhi har
monopoliseret fattigdomsbegrebet. Man kan ligefrem argumentere for, at begrebet fattigdom i
Danmark er behæftet med en negativ moralsk ladning, som i stedet henviser til en selvforskyldt
økonomisk situation (Information 2014b).
1.1 Kort om undersøgelsen
Med udgangspunkt i ansøgninger til Børnesagens Fællesråds stipendium for eneforsørgere fra
2014 undersøges det, hvorvidt ansøgernes økonomiske forhold vidner om en økonomisk
fattigdom, og i givet fald, hvilke konsekvenser dette har for deres liv.
Undersøgelsen viser, hvordan ansøgernes økonomi slet ikke eller lige akkurat løber rundt. Dette
gør dem enormt sårbare overfor ekstraordinære og uforudsete udgifter og livsbegivenheder.
4
Beskrivelserne i de motiverede ansøgningerne vidner om, at fattigdom er knyttet til stor skam og
frygt for stigmatisering. Ansøgerne legitimerer deres ansøgning om økonomisk hjælp ved at
referere til uforskyldte begivenheder, som årsag til deres økonomiske problemer. Disse
analyseresultater danner udgangspunkt for en diskussion af, hvordan den officielle danske
fattigdomsgrænse fra 2013 er mangelfuld i forhold til at indfange disse eneforsørgere.
1.2 Konklusioner i hovedpunkter
•
I gennemsnit har ansøgerne et månedligt rådighedsbeløb på 1.431 kr. per person i
husstanden. Altså er deres økonomiske råderum meget begrænset.
•
80,5 % af ansøgerne er på en form for offentlig overførselsindkomst, og de er økonomisk
afhængige af boligsikring og børneydelser. Ændringer i disse ydelser har derfor
gennemgribende konsekvenser for deres tilværelse.
•
Udgifter til boligen eller afdrag på lån udgør de største udgiftsposter hos ansøgerne.
Boligudgiften er en ufleksibel post, idet ansøgerne ikke selv frit kan vælge, hvordan de
vil bo og sjældent har råd til at flytte. Gældsstiftelse kan for ansøgerne være en
nødvendig løsning på presserende økonomiske udfordringer, men bliver en langsigtet
hæmsko for ansøgerne.
•
De lave månedlige rådighedsbeløb og manglen på et socialt netværk, der kan hjælpe i
pressede situationer, gør ansøgerne meget sårbare overfor ekstraordinære eller
uforudsete udgifter eller livsbegivenheder. En ødelagt cykel, at holde jul eller sygdom,
kan derfor vælte ansøgernes økonomi.
•
Konsekvenserne af deres dårlige økonomiske situation strækker sig mellem ikke at
kunne leve op til de sociale forventninger og ikke at kunne opfylde basale behov, som at
sætte mad på bordet og at købe vintertøj til sine børn.
•
Skammen over ikke at kunne klare sig selv og frygten for stigmatisering og udelukkelse
fra sociale fællesskaber spiller en lige så stor rolle for ansøgerne, som manglen på de
konkrete genstande, de ikke har råd til.
•
Ansøgerne refererer til uforskyldte vilkår eller begivenheder for at legitimere at de beder
om økonomisk hjælp. Dette vidner om, at fattigdom ikke er anerkendt i Danmark og er
knyttet til stor skam.
5
•
60,7 % af ansøgerne ligger med sikkerhed over den officielle danske fattigdomsgrænse.
Alligevel lider ansøgerne afsavn i en sådan grad, at man under normale
omstændigheder ville beskrive dem som fattige. Gruppen er altså usynligt fattige. Den
danske fattigdomsgrænse indfanger således ikke det fulde billede af fattigdom i
Danmark og fattigdommens konsekvenser.
6
2. Definitioner af fattigdom
Fattigdom knytter sig i første omgang til det at mangle penge. Det kan medføre alt fra sultedød
til lav levestandard (Larsen og Pedersen 2014:203). På trods af at fattigdom er et alment kendt
og ofte benyttet begreb, er det ofte uklart præcist, hvad det refererer til. Det er derfor centralt for
os at præsentere forskellige fattigdomsforståelser, samt at definere, hvordan vi selv forholder os
til fænomenet. Alt efter hvilket perspektiv man anlægger, dækker fattigdom over vidt forskellige
fænomener. På den ene side er det åbenlyst, at folk som dør på gaden af sult er fattige i den
forstand, at de ikke kan opretholde deres liv. På den anden side er fattigdomsbegrebet også
social konstrueret, idet kategoriseringen indebærer en aktiv stillingtagen til, hvem og hvad
kategorien skal indeholde (Larsen og Pedersen 2014:203).
2.1 Absolut og relativ fattigdom
Der skelnes ofte mellem absolut og relativ fattigdom. Absolut fattigdom defineres i litteraturen
som en situation, der enten er karakteriseret ved ekstrem elendighed på grund af hungersnød
eller krig, eller som et eksistensminimum, hvor individet ikke har mulighed for at opfylde basale
behov såsom tilvejebringelse af mad, tøj og bolig (Andersen og Larsen 2011:212). Absolut
fattigdom drejer sig altså grundlæggende om fysisk overlevelse og er således relateret til
materielle forhold såsom mad og boligforhold. Relativ fattigdom er knyttet til ulighed. Relativ
fattigdom skal forstås som en økonomisk situation, hvor man muligvis kan dække basale behov,
men ikke har mulighed for at leve op til de sociale roller og forventninger, der er i samfundet
(Andersen og Larsen 2011:212). Mens relativ fattigdom altså i mindre grad handler om fysisk
overlevelse, kan det i stedet siges at være relateret til en form for social eller psykisk
overlevelse. Konsekvenserne af relativ fattigdom skal ikke nødvendigvis ses som mindre
ubehagelige end absolut fattigdom, men er af en anden karakter.
Den engelske sociolog Peter Townsend har udviklet et fattigdomsbegreb, som forsøger at
nedbryde opdelingen mellem absolut og relativ fattigdom:
”Individuals, families and groups in the population can be said to be in poverty when they
lack the resources to obtain the types of diet, participate in the activities and have the
living conditions and amenities which are customary, or at least widely encouraged or
approved, in the societies to which they belong. Their resources are so seriously below
those commanded by the average individual or family that they are, in effect, excluded
from ordinary living patterns, customs and activities.” (Townsend 1979: 31)
Townsends fattigdomsbegreb er på sin vis relativt, men tager samtidig højde for, at absolutte
størrelser, såsom mad, tøj og husly, skal forstås i relation til den samfundsmæssige kontekst.
Samtidig kan konsekvenserne af relativ fattigdom pege i retning af absolut fattigdom, idet
fattiges helbred ofte påvirkes negativt samtidig med, at deres børns præstationer i skolen og
senere på arbejdsmarkedet påvirkes negativt (Brighouse og Swift 2006:479). På den måde
bliver opdelingen mellem relativ og absolut fattigdom mindre skarp og mere kontekstafhængig
(Ejrnæs et al. 2015:36f).
2.2 Den danske fattigdomsgrænse
Ekspertudvalget om fattigdom, der anbefalede den fattigdomsgrænse, arbejdede ud fra en
fattigdomsdefinition, der ikke ligger langt fra Townsends:
“Udvalget definerede fattigdom som en situation, hvor en person eller familie ufrivilligt
har væsentlig dårligere livsvilkår sammenlignet med den øvrige befolkning (...)”
(Ekspertudvalg om fattigdom 2013:7)
Denne fattigdomsdefinition er i udgangspunktet vidtfavnende og vidner om, at udvalget forstår
fattigdom som andet og mere end manglende ressourcer til livsunderhold. Fattigdomsgrænsen
er fastsat ved brug af indkomstmetoden.
Man er således defineret som økonomisk fattig i Danmark, hvis man opfylder de følgende tre
kriterier (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:9):
-
Har en disponibel indkomst på under 50 % af medianindkomsten i minimum tre år i træk.
-
Familiens formue er under 100.000 kr. pr. voksen (2010-niveau).
-
Personen er ikke studerende eller deler husstand med en studerende over 17 år.
Den disponible indkomst består i denne definition af personlig og kapitalindkomst efter skat.
Personlig indkomst består af erhvervsindkomst og offentlige overførselsindkomster, men også
boligstøtte, børnefamilieydelse og børnetilskud (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:55). Senest
tilgængelige medianindkomst er fra 2013. 50 % af denne er 103.200 kr., som således er den
kritiske grænse for fattigdom i Danmark. Den disponible indkomst udregnes på familieniveau,
således at indkomstmålet er korrigeret for familiestørrelse.
Der bruges et ækvivalensmål, der ser ud som følger (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:264):
(antal voksne + antal børn)0,6
Formlen for den kritiske grænse for eksempelvis en familie på to ser derfor således ud:
(1+1)0,6*103200 = 156422
Ækvivalensmålet er sat på baggrund af en forventning om, at det per person er billigere at være
flere i en familie (Ekspertudvalg om Fattigdom 2013:264).
Tabel 1 viser den kritiske grænse for forskellige familiestørrelser:
Tabel 1: Kritiske grænser for den officielle danske fattigdomsgrænse
Antal personer i familien:
Indkomstgrænse for familie i
Beløb pr. person i kr.
kr. (afrundet til nærmeste
(afrundet til nærmeste
hundrede)
hundrede)
1
103.200
103.200
2
156.400
78.200
3
199.400
66.500
4
237.000
59.300
5
271.000
54.200
6
302.300
50.400
7
331.700
47.400
Kilde: Analyse & Tal 2015
Det er vigtigt at holde sig for øje, at fattigdomsgrænsen ikke i sig selv er et socialpolitisk værktøj,
men et statistisk mål. At falde under fattigdomsgrænsen medfører derfor ikke per definition
nogen socialpolitiske indsatser eller hjælp til den enkelte til at komme ud af fattigdommen.
3. Metode
3.1 Præsentation af data
Børnesagen modtog 208 ansøgninger til deres stipendium til eneforsørgere i 2014. Det år var
der to ansøgningsfrister; en i april og en i november. Ved 204 af ansøgningerne var en
motiveret ansøgning vedlagt, hvorfor undersøgelsens kvalitative datamateriale består af 204
motiverede ansøgninger. Ud af de 208 ansøgninger, er syv ansøgninger sorteret fra i den
kvantitative analyse. Dette skyldes fejl og usikkerheder omkring udfyldning af budgetter. Det
kvantitative data består derfor af 201 ansøgninger.
3.1.1 Gruppen af ansøgere
Ud af de 201 ansøgere, der optræder i det kvantitative datamateriale, er 95 % kvinder. 4,5 % er
mænd, mens én enkelt ikke har oplyst sit køn. Andelen af unge forældre er lille i
ansøgergruppen. Kun 6 % af ansøgerne er mellem 22 og 28 år gamle. 16,9 % af ansøgerne er
mellem 29 og 35 år, mens hele 39,8 % er mellem 36 og 42 år. 25,4 % er 43 til 49 år, 11,4 % er
49 til 54 år, og én ansøger har ikke oplyst sin alder, hvilket udgør de sidste 0,5 %. 33,3 % af
ansøgerne har et barn. Flest af ansøgerne har 2 børn og udgør 41,8 %, mens 16,9 % har tre
børn. Kun 8 % af ansøgerne har fire eller flere børn. Ansøgernes familier er altså typisk små.
Der er ansøgninger fra det meste af landet. Langt størstedelen er dog fra Storkøbenhavn, og
udgør 33,8 % af ansøgningerne. Derudover kommer 54,3 % af ansøgningerne fra Sjælland og
øerne.
3.1.2 Ansøgningsskemaet
Børnesagen har udformet et skabelon for ansøgningerne, som man skal følge for at ansøge om
et stipendium. Ansøgningerne består af et skema, hvor ansøgerne oplyser relevante
baggrundsinformationer, en motiveret ansøgning, samt en budgetopgørelse. Der er således rum
for, at ansøgerne kan beskrive deres situation og eventuelt, hvad de mangler penge til. Man
søger dog ikke om et bestemt beløb. Stipendiets størrelse afgøres af Børnesagen fra år til år.
3.1.3 Særlige karakteristika ved ansøgningerne
Da undersøgelsen er baseret på ansøgninger, er al datamaterialet selvrapporteret. Der er
således ikke fokus på at få adgang til en mere eller mindre sand virkelighed. Derimod giver
datamaterialet indblik i beskrivelser af en oplevet virkelighed. Ikke desto mindre, har de rammer,
som ansøgningerne er skabt i, indflydelse på datamaterialets karakter.
Der er både ansøgninger, der er skrevet på computer og i hånden. Dog er en
bemærkelsesværdig stor del af dem håndskrevne. Længden på de motiverede ansøgninger
varierer fra et par linjer til adskillige tætskrevne sider. Det er iøjnefaldende, at mange af
ansøgerne overskrider den afgrænsede plads, som ansøgningsskemaet levner til motivering af
ansøgningen. Kun ved 4 ud af 208 ansøgninger var der ikke vedlagt nogen motiveret
ansøgning. Samtidig er der ved stort set alle ansøgninger vedlagt mange bilag på trods af, at
det eneste man bedes vedlægge er årsopgørelse. Bilagene er primært dokumentation for
forhold, som ansøgerne har beskrevet i de motiverede ansøgninger, eller budgetter.
Eksempelvis dokumentation for gæld til det offentlige, skilsmissepapirer og udtalelser fra læger,
psykologer eller sagsbehandlere følger ofte med ansøgningerne.
3.1.4 Ansøgningen som gensidig produktion
Børnesagen er aktiv i produktionen af ansøgningerne (Järvinen og Mik-Meyer 2005:196). Ved at
opstille et skabelon for ansøgningerne har organisationen i høj grad været med til at forme,
hvilke fortællinger, der kan komme til udtryk. Skemaerne i sig selv er strukturerende for de
fortællinger, som bringes i spil, idet ansøgernes fortællinger er formet ud fra forventningen om,
hvordan modtagerens reaktion vil være. Ansøgerne har mulighed for at tilføje poster til
budgetskemaerne, og i mange tilfælde har ansøgerne tilføjet en kort kommentar i marginen.
Børnesagens arbejde er formet af de erfaringer, de løbende gør sig i forbindelse med
ansøgnings- og uddelingsprocesser. Der er et skarpt fokus på, hvordan man bedst muligt
imødekommer potentielle ansøgere og designer ansøgningsskemaet fyldestgørende, således at
der er rum og plads til nuancerigdom. Løbende tilpasses skemaet med hensigten om, at det
bedst muligt skal imødekomme ansøgerens fortælling.
3.1.5 Ansøgernes hensigt
De motiverede ansøgninger er konstrueret med et specifikt formål; at få bevilget et stipendium.
Således kan man antage, at ansøgeren fremhæver de ting, som vedkommende vurderer, vil
være mest fordelagtige i forhold til at få tilkendt stipendiet. Det ville dog være forsimplet at
betragte ansøgningerne som et strategisk forsøg på at maksimere sandsynligheden for at få
tilkendt et stipendium. Ansøgningerne er kendetegnet ved, hvad der virker som ærlige
fremstillinger og en forventning om at møde forståelse for ens livssituation. Meget udførlige
beskrivelser af livsomstændigheder bliver underbygget af diverse bilag og årsopgørelse. Den
energi, der lægges i ansøgningerne, synes næsten ikke at kunne modsvare den ydelse, som i
sidste ende kan blive bevilliget. Dette kalder på en forståelse af ansøgningerne som noget
andet end blot nyttemaksimerende tekster, men reelle beretninger om en presset situation.
3.2 Databehandling
Datamaterialet består af 201 udfyldte budgetter og 208 udprintede eller håndskrevne
ansøgninger. Budgetterne er digitaliseret ved, at vi har udformet et excelark med kolonner, der
tilsvarer alle de faste poster på budgetskemaet. Vi har manuelt tastet værdierne af ansøgernes
budgetposter ind i det samlede skema. I digitaliseringen af de motiverede ansøgninger har vi
valgt at gengive ansøgningerne så tæt på de oprindelige som muligt ved hverken at rette sprog
eller grammatik. Denne løsning er valgt for at skabe gennemsigtighed omkring materialet og at
undgå gætteri omkring teksternes mening. Her har vi også lagt vægt på, at materialet skal være
tilgængeligt for andre forskere i sin oprindelige form (Analyse & Tal 2015). Dog har vi af hensyn
til læsbarheden og fremstilling af ansøgerne valgt at rette stavefejl og grammatiske fejl, men
ikke ordstilling, når vi bruger citater i analysen. Da ansøgningerne indeholder personfølsom
data, er digitaliseringsprocessen foretaget på Børnesagens sekretariat, hvor ansøgningerne
sideløbende er blevet anonymiseret. Datamaterialet findes derfor ikke digitalt i ikkeanonymiseret form, og de faktiske ansøgninger har ikke forladt sekretariatet på noget tidspunkt.
3.3 Undersøgelsens udsagnskraft
Med udgangspunkt i en undersøgelse af ansøgninger til Børnesagens stipendier i 2014, kan vi
opnå viden om, hvilke konkrete sociale konsekvenser manglen på penge har. Vi ønsker ved
eksemplets magt at give et indblik i de økonomiske vilkår, som ansøgerne til Børnesagen
stipendium lever under, samt hvilke normer og konstruktioner, de knytter til det at mangle penge
(Flyvbjerg 2010:469).
Da undersøgelsens empiriske grundlag er udgjort af samtlige ansøgninger til Børnesagen i
2014 kan vi behandle ansøgerne som en hel population. Dette er dog ikke ensbetydende med
en entydig generaliserbarhed til samtlige eneforsørgere i Danmark. Der findes mange
eneforsørgere, som ikke er i pengenød eller ikke søger penge hos Børnesagen, og aldrig
kommer i berøringsflade med Børnesagen. Disse grupper kan vi ikke udtale os om. Vi har heller
ikke nogen hensigt om at generalisere til alle ansøgere af Børnesagens stipendium til
eneforsørgere. Gruppen af ansøgere varierer markant både i størrelse og kvalitative træk fra år
til år og er ofte i høj grad præget af den førte de facto socialpolitik.
Imidlertid kan vi udtale os om den specifikke gruppe af fattige enlige forsørgere som i 2014 fandt
det nødvendigt at søge om penge ad ukonventionelle veje hos Børnesagen. Debatten om
fattigdom har raset længe, og det er fra flere sider blevet fremført, at fattigdom ikke længere er
et problem i Danmark. Vores undersøgelse giver et detaljeret indblik i, hvordan økonomien ser
ud for folk, som ser sig nødsaget til at søge om hjælp udefra, og hvordan det fremstilles at
mangle penge. Undersøgelsen kan dermed bidrage til en større forståelse af, hvilke
økonomiske vilkår faktisk eksisterende grupper af fattige lever under i Danmark. Samtidig kan vi
også anskueliggøre, hvilke normer, der knytter sig til disse vilkår. Med udgangspunkt i
analysens resultater vil vi desuden diskutere den danske fattigdomsgrænse, og på den måde
bruge det enkelte eksempel, som ansøgningerne udgør, til at diskutere fattigdom i en bredere
samfundsmæssig kontekst.
4. Analyse af ansøgeres budgetter og ansøgninger
4.1 Rådighedsbeløb og karakteren af centrale indtægts- og udgiftsposter
4.1.1 Ansøgernes rådighedsbeløb er markant lavere end Forbrugerrådets anbefalinger
Et rådighedsbeløb defineres typisk som det beløb man har tilbage hver måned, når alle faste
udgifter er betalt (Forbrugerrådet Tænk). Ved at se på ansøgernes rådighedsbeløb får vi indblik
i, hvor mange penge ansøgerne har at gøre godt med hver måned. Rådighedsbeløbet kan
således være et bedre mål for økonomisk råderum end indkomst alene, da rådighedsbeløbet
også tager højde for udgifter i bredere udstrækning og illustrerer, hvordan individers økonomi
hænger sammen. Et lavt rådighedsbeløb er dog i sig selv ikke et udtryk for at man lever under
hårde økonomiske vilkår. Man kan eksempelvis have et stort hus, fast rengøringshjælp eller et
abonnement på Aarstiderne. Dette vil alt sammen fremgå som faste udgifter i ens budget, og
udmønte sig i et lavere rådighedsbeløb. Derfor kan man ikke umiddelbart vurdere om et
rådighedsbeløb er højt eller lavt hvis ikke man ved, hvad det forventes at skulle dække. Hvis
man vil bruge rådighedsbeløbet som et mål for økonomiske vilkår, er det således vigtigt at
afklare, hvilke udgifter der er medregnet som faste, og hvilke der skal dækkes af
rådighedsbeløbet.
Vi betragter følgende poster som basale udgifter eller udgifter, som kan være nødvendige,
eksempelvis i forhold til ens helbred:
•
Boligudgifter (husleje, varme, el, gas, vand)
•
Kommunikation/TV (Internet, mobiltelefon, TV)
•
Forsikringer
•
Fagforening
•
Institutionsplads
•
Medicin og tandlæge
•
Bil (bilforsikring, vægtafgift, Falck)
•
Børns fritidsaktiviteter
•
Buskort
Man skal holde sig for øje, at det ikke er alle poster, der er relevante for den enkelte ansøger,
og at det faktum, at man ikke har budgetteret med en post ikke nødvendigvis afspejler, at
behovet ikke er der. Eksempelvis har kun 46 % af ansøgerne angivet udgifter til tandlæge. Det
er derfor vigtigt at være opmærksom på, at sådanne fravalg vil få rådighedsbeløbet til at fremstå
højere. Rådighedsbeløbet skal da dække alt det der ligger ud over de ovennævnte udgifter.
Når datasættet renses ender vi med 201 ansøgere. Disse mennesker har et månedligt
rådighedsbeløb på mellem -1.974,5 og 3.374 kr. per person i husstanden. Tabel 2 viser nøgletal
for ansøgernes månedlige rådighedsbeløb per person i husstanden.
Tabel 2: Nøgletal for rådighedsbeløb per person i husstanden
Antal ansøgere:
201
Udfaldsrum:
- 1.975 til 3.374 kr.
Gennemsnit:
1.431 kr.
1. kvartil:
1.113 kr.
Median:
1.485 kr.
3. kvartil:
1.842 kr.
Kilde: Analyse & Tal 2015
Af tabel 2 fremgår det, at medianen for ansøgernes månedlige rådighedsbeløb er 1.485 kr. per
person i husstanden, mens gennemsnittet er 1.431 kr. Derudover ses det, at 50 % af ansøgerne
har et rådighedsbeløb på mellem 1.113 kr. (1.kvartil) og 1.842 kr. (3.kvartil) per person i
husstanden. Da gennemsnittet ligger meget tæt på medianen og ikke langt fra 1. og 3. kvartil, er
gennemsnittet et godt udtryk for ansøgernes rådighedsbeløb.
4.1.1.1 Ansøgernes rådighedsbeløb i forhold til Forbrugerrådets anbefalinger til en sund
økonomi
Forbrugerrådet anbefaler, at en sund økonomi er struktureret således, at enlige har 5.000 kr. i
rådighedsbeløb per måned, plus 2.500 kr. per barn (Forbrugerrådet Tænk 2015). CASA’s
lignende undersøgelser af minimums- og standardbudgetter fra 2004, vurderer at et
minimumsbudget ’bør’ have nogenlunde samme rådighedsbeløb pr. person. Dette beløb skal
ifølge Forbrugerrådet dække alt ud over de faste udgifter. Det vil sige udgifter til eksempelvis tøj,
mad, gaver, rejser og fornøjelser (Forbrugerrådet Tænk 2015). Ansøgerne til Børnesagens
stipendium i 2014 har mellem et og seks børn. Tabel 3 illustrerer vores udregning af
Forbrugerrådets anbefalede rådighedsbeløb for eneforsørgere afhængigt af antal børn.
Tabel 3: Forbrugerrådets anbefalede rådighedsbeløb per person
Antal børn
1
2
3
4
5
6
Gennemsnitligt
rådighedsbeløb
per person i
husstanden,
uanset antal børn:
Forbrugerrådets anbefalede
3.750 3.333 3.125 3.000 2.916 2.857 3.164
rådighedsbeløb per person. I
kr.
Kilde: Forbrugerrådet Tænk 2015
Forbrugerrådet anbefaler med andre ord, at man har et rådighedsbeløb på mellem 2.857 og
3.750 kr. per. person i husstanden, alt efter, om man har mellem et og seks børn. Som det
fremgår af tabel 3 falder det anbefalede rådighedsbeløb per person i husstanden jo flere børn
man har. Tabel 4 viser ansøgernes gennemsnitlige rådighedsbeløb fordelt på antal børn:
Tabel 4: Ansøgernes gennemsnitlige rådighedsbeløb per person baseret på antal
børn
Antal børn
1
2
3
4
5
6
Gennemsnitligt
rådighedsbeløb
per person i
husstanden,
uanset antal
børn:
Ansøgernes
1.567
1.393
1.169
1.741
894
1.618
1.431
41,8 %
41,8 %
37,4 %
58 %
30,7 % 56,7 % 45,2 %
84
34
12
2
gennemsnitlige
rådighedsbeløb per
person i
husstanden i kr.
% af
Forbrugerrådets
anbefaling
Antal observationer 67
2
201
Kilde: Analyse & Tal 2015
Ansøgernes rådighedsbeløb ligger altså markant lavere end hvad Forbrugerrådet anbefaler.
Med undtagelse af de 12 ansøgere, der har fire børn, samt de to ansøgere der har seks børn, er
ansøgernes rådighedsbeløb under 50 % af Forbrugerrådets anbefalede rådighedsbeløb for
eneforsørgere. Det gennemsnitlige rådighedsbeløb uanset antal børn er blot 45,2 % af hvad
Forbrugerrådet anbefaler. Med Forbrugerrådets anbefaling til en sund økonomi som målestok
kan ansøgernes gennemsnitlige rådighedsbeløb siges at være meget lave.
4.1.2 Ansøgernes indtægter
Tabel 5 viser nøgletal omkring ansøgernes indkomst efter skat.
Tabel 5: Nøgletal for månedlig disponibel indkomst i kr.
Antal ansøgere:
201
Udfaldsrum:
9.600 til 31.047
Gennemsnit:
18.037
1. Kvartil:
15.774
Median:
17.515
3. Kvartil:
19.784
Kilde: Analyse & Tal 2015
Af tabel 5 fremgår det, at medianen for ansøgernes månedlige indkomst er 17.515 kr., mens
gennemsnittet er 18.037 kr. Derudover ses det, at 50 % af ansøgerne har en månedlig indkomst
mellem 15.774 kr. (1.kvartil) og 19.784 kr. (3.kvartil). På trods af at gennemsnittet ligger tættere
på 3. end 1. kvartil, vurderer vi at gennemsnittet er et godt mål for ansøgernes indtægt, da det
ligger meget tæt på medianen.
Ansøgernes indtægt består af en primær indtægt, enten løn eller offentlig overførselsindkomst,
og sekundære indtægter, bestående af børneydelser og boligsikring. Den gennemsnitlige
fordeling mellem primære og sekundære indtægter illustreres af figur A:
Figur A: Bestanddele af ansøgernes gennemsnitlige indkomst
Kilde: Analyse & Tal 2015
Det fremgår af figur A, at 59,9 % af ansøgernes indkomst i gennemsnit udgøres af den primære
indkomst (se figur b), mens 26,6 % udgøres af børneydelser og 13,5 % i gennemsnit udgøres af
boligsikring. I gennemsnit udgøres 40,1 % af ansøgernes indkomst altså af offentlige tilskud. I
det følgende vil vi beskrive hvad ansøgernes primære indkomst typisk består af, samt belyse
hvilken betydning karakteren af deres primære indkomst har for deres situation. Efterfølgende
vil vi belyse betydning af, at 40,1 % af ansøgernes indkomst udgøres af offentlige tilskud. Figur
B viser, hvilken fordelingen af de forskellige typer af primære indkomster.
Figur B: Type af indkomst
Kilde: Analyse & Tal 2015
Det ses, at kontanthjælp for 53,5 % vedkommende udgør den primære indkomst. 27 %
modtager anden offentlig ydelse såsom SU, sygedagpenge, førtidspension, revalidering eller
understøttelse (dagpenge). 9,5 % er lønmodtagere, og andre 10 % har en anden uspecificeret
primærindkomst. I lyset heraf vil vi fokusere på de særlige vilkår, som knytter sig til det at være
på offentlig forsørgelse, samt knytte en kommentar til de 9,5 % af ansøgerne, som er i arbejde.
4.1.2.1 Problematikker i forhold til livet på offentlig forsørgelse
I alt har 80,5 % af ansøgerne angivet, at deres primære indtægt kommer fra offentlige ydelser,
hvilket indebærer en række særlige omstændigheder for deres økonomi. Særligt kontanthjælp,
sygedagpenge, dagpenge og revalidering er forbundet med krav og pligter, hvorfor det sjældent
er omkostningsfrit at være på offentlig forsørgelse. Velfærden er ikke grænseløs, men betinget
af, at individer udnytter og udvikler deres arbejdsevne (Olsen og Rasmussen 2011:82). Dette
knytter sig til en norm om, at arbejdsduelige individer skal udføre lønarbejde for at bidrage til
egen velfærd og samfundets reproduktion (Møller og Larsen 2011:20,31). Man kan ikke stille sig
uden for denne norm og samtidig forvente, at samfundet vil understøtte en økonomisk. I
forlængelse heraf stilles krav til arbejdsløse om, at de med tiden vender tilbage til
arbejdsmarkedet. Konkret har dette udmøntet sig i en aktiveringspolitik, der har til hensigt at
individer som modydelse til velfærdssamfundets sikkerhedsnet aktivt skal påtage sig arbejde
eller opkvalificerende kurser, som det offentlige anviser (Møller og Larsen 2011:28). På den
måde søger man fra statens side at undgå, at individer strategisk indretter deres liv efter
offentlige ydelser med henblik på at modtage offentlige overførselsindkomster.
Offentlige ydelser, som for eksempel kontanthjælp, er således betinget af pligter, som den
forsørgede forventes at overholde. Fra offentlig side kan man kræve, at individer skal påtage sig
arbejde, som ligger langt fra deres bopæl eller kompetenceområde. Alternativet er, at
udbetalingen af ydelserne reduceres eller helt holder op. I den forstand kan man tale om en vis
grad af strukturel tvang forbundet med livet på overførselsindkomst. Nægtelse af ydelsernes
vilkår medfører konkrete og kontante sanktioner (Møller og Larsen 2011:29). Sygdom er heller
ikke en gyldig undskyldning for at blive væk fra arbejdsmarkedet. Således kan man risikere i at
blive sat i aktivering på trods af eksempelvis stærke smerter. Forløb med erhvervsevneafklaring
skal sikre, at individer på trods af skavanker arbejder lige præcis det, de kan klare. Som
ansøgeren Margrethe fortæller:
“Jeg er pt. i aktivering med henblik på erhvervsevneafklaring. Jeg lider stadig af følgerne
fra trafikuheldet. Jeg har smerter i ryg og nakke, koncentrationsbesvær samt problemer
med at sove. Derfor er jeg under udredning for slidgigt i knæ og ryg, hvilket også fylder
en del i hverdagen med hensyn til smerter.”
- Margrethe, 50 år, kontanthjælpsmodtager og mor til et barn
Livet på overførselsindkomst sætter strukturelle grænser for det enkelte individs liv og byder det
at leve op til særlige standarder. At leve af offentlige overførselsindkomster er altså forbundet
med krav, aktiveringstiltag, udredningsprocesser og sanktionsmekanismer, som virker
begrænsende for ansøgernes handlerum og frihed. Deres tilværelse er i høj grad defineret af de
institutioner, som råder over deres sag og således deres indkomst. På den ene side er
ansøgerne afhængige af den offentlige overførselsindkomst (Hohnen 2007:760), men på den
anden side begrænses handlerummet, friheden og i sidste ende ejerskabet over deres egen
tilværelse. Ufrihedsperspektivet er også blevet fremhævet af Carsten Kronborg Bak i en
undersøgelse fra 2004 af fattige enlige mødre. Her konkluderes det, at noget af det værste ved
fattigdommen for mødrene er de begrænsede muligheder for at kontrollere deres fremtid, som
følger af at være afhængig af offentlige myndigheder (Møller og Larsen 2011:219).
4.1.2.2 Working poor i Danmark
Det fremgår, at 9,5 % af ansøgerne til Børnesagens stipendium i 2014 er lønmodtagere, som,
siden de har henvendt sig til Børnesagen om økonomisk støtte, tilsyneladende alligevel ikke kan
få økonomien til løbe rundt. Flere af disse ansøgere arbejder deltid eller i flexjob, hvilket
nedbringer størrelsen af deres indtægt. Børnesagen udbetaler også stipendier til denne gruppe,
idet de i specifikke tilfælde vurderes at være økonomisk trængende. Andre steder i verden er et
begreb som ‘working poor’, arbejdende fattige, blevet kendetegnende for en ny form for
fattigdom, hvor stabil indtægt fra lønarbejde ikke længere er en garanti for en acceptabel
indkomst (U.S. Bureau of Labour Statistics 2014, Oxfam America 2014). Selvom problemet
endnu ikke så massivt i Danmark, skal man ikke meget længere væk end Tyskland før de
working poor er en omdiskuteret samfundsmæssig problematik. Her lever godt hver tiende
lønmodtager under den tyske fattigdomsgrænse. Tænketanken Cevea advarer om, at
udviklingen sagtens kan nå til Danmark. Som tidligere analysechef Jens Jonatan Steen siger:
“’Arbejdende fattige’ er et fænomen, vi stort set ikke kender endnu i Danmark, og det
skal vi være både glade for og stolte af. Men Tyskland er eksemplet på, hvor vi kan ende
i løbet af få årtier. Det var jo tyske politikere, der ønskede den udvikling, der har været,
og forvandlede det tidligere så velorganiserede og stabile arbejdsmarked til det, det er
nu,” (Ugebrevet A4 2014)
Man kan altså ende i fattigdom, på trods af at man arbejder fuld tid eller mere. At godt 10 % af
ansøgerne til Børnesagens stipendier i 2014 er i arbejde kunne vidne om, at der også i
Danmark findes eksempler på lønmodtagere, som lever i fattigdom.
4.1.2.3 Børneydelser er afgørende for fattige børnefamilieres økonomi
Børneydelser er en samlet betegnelse for børnebidrag, børnetilskud og børnefamilieydelse. Løn
eller overførselsindkomster udgør i gennemsnit 59,9 % af ansøgernes samlede gennemsnitlige
indtægt. Dertil kommer boligsikring som udgør omkring 13,5 %, og børneydelser som udgør
26,6 %.
Ansøgerne er altså økonomisk afhængige af disse ydelser, og ændringer i dem har
gennemgribende konsekvenser. Kontanthjælpsmodtageren Pernille beskriver blandt andet,
hvordan hendes økonomi bliver meget presset idet faren til hendes børn dør:
“Kontanthjælp og faderens død [børnebidrag frafalder i forbindelse med hans død] gør,
at jeg står i en situation, at jeg ikke har så mange penge (...)”
- Pernille, 48 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to hjemmeboende børn
For Pernille udgør børneydelserne en væsentlig indtægtskilde i forhold til at opretholde et hjem
med to hjemmeboende børn. Faderens død medfører et betragteligt økonomisk tab, som
besværliggør familiens situation. Andre ansøgere beskriver også dyb frustration over at skulle
kæmpe om retten til børnebidrag, ligesom at frygten for at miste bidraget også tynger.
En anden problematik knyttet til børneydelserne er de regler, som fastsætter ydelsernes
størrelse efter børnenes alder, samt at ydelserne frafalder i samme øjeblik hjemmeboende børn
fylder 18 år. Tabel 6 viser, hvorledes at satserne gradvist reduceres med hjemmeboende børns
alder for til sidst at frafalde ved det fyldte attende år:
Tabel 6: Satser for børne- og ungeydelsen i 2014 og 2015
2014
2015
Årlig ydelse,
kr.
Ydelse pr. kvartal,
kr.
Årlig ydelse,
kr.
Ydelse pr. kvartal,
kr.
0-2 årige
17.616
4.404
17.772
4.443
3-6 årige
13.944
3.486
14.076
3.519
7-14 årige
10.980
2.745
11.076
2.769
Årlig ydelse,
Ydelse pr. måned,
Årlig ydelse,
Ydelse pr. måned,
kr.
kr.
kr.
kr.
Aldersgruppe
15-17 årige
10.980
915
11.076
923
Kilde: Skatteministeriet 2014
I nedenstående citat beskriver Victoria, hvordan denne planlagte regulering har afgørende
konsekvenser for hendes økonomi:
”Jeg hedder Victoria, og er sygemeldt med depression og angst på 4. år, og startede hos
psykiater for et år siden, hvor jeg stadig går. Der er ikke udsigter til arbejde foreløbig, så
har en meget stram økonomi, og den bliver kun ringere fra oktober 2014. Og da mine
tvillinger er fyldt 7 år i juli, så frafalder tillægget for flerbørnstilskud som er 2.175,
samtidig med at de falder i børneydelse fra 3.486 kr. per kvartal til 2.745 kr. per kvartal. dette fra næste udbetaling i oktober 2014. Jeg skal bl.a. have vinterjakker,
overtræksbukser og vinterstøvler til mine tre drenge, og jeg har ikke pengene til det.”
- Victoria, 44 år, kontanthjælpsmodtager og mor til tre børn
Her beskriver Victoria, hvordan hun mister flerbørnstilskuddet og at satsen for børneydelsen
falder med 741 kr., når hendes tvillinger fylder 7 år – en aldersgrænse, der ikke nødvendigvis
tilsvarer Victorias forhold som mor til tre børn, som ikke bliver 741 kr. billigere at opfostre den
dag de fylder 7 år. Man kan tværtimod argumentere for, at udgifterne stiger, fordi børnene i
højere grad skal leve op til sociale forventninger og normer omkring forbrug (Bauman 1997:41).
Reglerne kan på den måde fremstå arbitrære og i værste fald være direkte i modstrid med
ansøgernes faktiske situation.
En anden problematik er, at børneydelserne frafalder, når børnene bliver myndige. At børnene
bliver myndige er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de er i stand til flytte hjemmefra og
klare sig selv på egen hånd. Flere bor stadig hjemme mens de eksempelvis er i gang med en
ungdomsuddannelse. Således bliver barnets 18 års fødselsdag et hårdt slag for
familieøkonomien.
Dette medfører markante fald i månedlige indtægter for Britta, som er mor til en datter, der for
nyligt er fyldt 18:
“Min ældste datter blev 18 år i januar i år og det har betydet, at jeg har mistet alle
børnepengene på hende. Hun modtager dog SU for hjemmeboende, men det er stadig
et tab, da min boligsikring derved også er sat betydeligt ned. Hun går i 3.g og har derfor
udgift på buskørsel for ca. 350 kr. om måneden. Derudover er der udgifter til studierejse,
studenterhue osv., så SUen får hurtigt ben at gå på.“
- Britta, 46 år, modtager sygedagpenge og mor til to børn under 18 år samt et over.
Valget kan komme til at stå mellem at smide sine børn på porten eller langsomt se økonomien
glide en fuldstændig af hænde. Reelt set er der ikke tale om et valg. De færreste kan forestille
sig at tvinge deres store teenagere til at forlade hus og hjem midt i den unges
uddannelsesforløb. Børneydelser er ikke tænkt til at skulle være en væsentlig del af
modtagerens økonomi, men snarere et tilskud til de ekstra udgifter, børn giver. Børneydelser
udgør imidlertid i gennemsnit 26,6 % af ansøgernes indtægt, og ændringer i satserne har
dermed stor betydning for ansøgernes samlede indkomstgrundlag. Således er strukturelle
forhold også helt afgørende for ansøgernes økonomiske grundlag, og ændringer i den
økonomiske støtte fra det offentlige kan ryste modtagernes økonomi drastisk.
4.1.3 Ansøgernes udgifter
Der er stor differentiering i forhold til, hvad der for de enkelte ansøgere er med til presse
økonomien. For én kan store udgifter til medicin i forbindelse med sygdom være tærende for
økonomien, for en anden kan institutionsplads til barnet afkræve uoverskuelige midler. Vi vil i
dette afsnit fokusere på at beskrive tunge poster, som går igen som ekstraordinært krævende
for ansøgerne.
Tabel 7 viser et gennemsnitligt månedligt budget for en ansøger. Tallene dækker hele
ansøgerens husstand. Rådighedsbeløb per husstand fremgår nederst.
Tabel 7: Gennemsnitligt månedsbudget pr. husstand
Procent
kr.
Bolig
46,4
8.377
Kommunikation/TV
6,6
1.130
Forsikringer
2,7
507
Fagforening
1,2
230
Institutionsplads
1
184
Medicin og tandlæge
3,2
594
Bil
1,2
209
Fritidsaktiviteter
1,4
268
Afdrag på lån
10,5
1.896
Buskort
2,1
374
Rådighedsbeløb (pr.
23,7
4.268
100
18.037
husstand)
Gennemsnitlig indkomst
Kilde: Analyse & Tal 2015
Det ses af tabel 7 at de største poster på ansøgernes månedsbudget i gennemsnit er husleje og
afdrag på lån, der udgør henholdsvis 46,4 % og 10,5 % af deres samlede indkomst. Det ses
samtidig at ansøgerne i gennemsnit har 23,7 % af deres indkomst tilbage som rådighedsbeløb,
når alle udgifter er betalt. Som vi har beskrevet tidligere, er ansøgernes rådighedsbeløb meget
små. At ansøgerne i gennemsnit har 23,7 % af deres indkomst til rådighed når alle udgifter er
betalt, skal derfor skal ses som et udtryk for at ansøgernes indkomst i gennemsnit er meget lav.
Figur C viser hvad ansøgerne i gennemsnit bruger på forskellige budgetposter i reelle tal.
Figur C: Ansøgernes gennemsnitlige udgifter per måned i kr.
Kilde: Analyse & Tal 2015
Langt den største post er husleje, som efterfølges af afdrag og renteudgifter til lån. De
resterende poster er alle meget små. Her kan posten kommunikation/TV ses som en
undtagelse, da ansøgerne i gennemsnit bruger 1.130 kr., eller 6,6 % af deres indkomst på
denne post. Kommunikation/TV dækker over telefonregninger, internet og tv. Internet og
telefonregning kan siges at være en nødvendighed i dagens Danmark, og udgifter til disse kan
derfor ses som uundgåelige (Hohnen og Jakobsen 2014:437). Selvom fattigdom altid skal ses i
forhold til det specifikke tilfælde, tyder meget på, at poster som husleje og afbetaling af lån går
igen som betydningsfulde faktorer for lave rådighedsbeløb.
4.1.3.1 Store og ufleksible boligudgifter
I gennemsnit bruger ansøgerne 46,4 % af deres indkomst på at dække boligudgifter. At
udgifterne til bolig er høje relativt til andre poster overrasker ikke, idet boliger generelt set
lægger beslag på en stor del af danskeres disponible indtægt (Jørgensen og Andersen
2014:373). I 2008 brugte danskerne i gennemsnit 20,8 % af deres indkomst på boligudgifter
(Hohnen og Jakobsen 2014:421). I forhold til den gennemsnitlige dansker, udgør ansøgernes
boligudgifter en dobbelt så stor andel af indtægterne. Dette efterlader nødvendigvis et
begrænset økonomisk råderum i forhold til resten af befolkningen.
En særlig omstændighed ved boligudgiften er, at det er en meget ufleksibel udgiftspost. Man
kan ikke bare spare på eller ændre sin boligudgift, når økonomien trykker, og for mange er det
slet ikke lykkes at finde en bolig, som de har råd til at sidde i. Problematikken omkring
boligudgifter illustreres af følgende citater:
“Jeg har sidste år været tvunget til at flytte fra min lejlighed pga. skimmelsvamp overalt i
konstruktionerne, da min søn på ti var meget syg af det. Jeg flyttede ind i en alt for dyr
lejlighed, men det var den eneste mulighed jeg havde på dette tidspunkt og jeg flytter
igen så snart jeg finder noget billigere – selvom vi endelig har fundet os godt til rette i
gode omgivelser.”
- Mikala, 49 år, førtidspensionist og mor til tre børn
“Min datter har fået diagnosen reaktiv tilknytningsforstyrrelse. Jeg er blevet skilt og bor i
en dyr lejlighed men pga. min datters diagnose vil det være svært for hende at flytte. Jeg
prøvede at søge hjælp hos kommunen men fik afslag med den begrundelse at jeg skulle
flytte (...)”
- Rikke, 35 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to børn
Disse to citater viser, hvordan ansøgerne ikke har fuld kontrol over deres boligsituation. Det ses
tydeligt, at boligudgiften er ufleksibel, da både boligudbuddet og økonomiske, sociale og
helbredsmæssige forhold har stor indflydelse på boligsituationen. Dette kan have vidtrækkende
konsekvenser som i Rikkes tilfælde, hvor kommunens afslag om at hjælpe hende til at blive
boende, risikerer at påvirke datterens psykiske velfærd.
Der er store regionale forskelle på størrelsen af boligudgifter. I landets store byer er boliger, og
særligt de billige, en mangelvare. I provinsbyerne og på landet står der derimod boliger tomme,
som kan lejes til et overskueligt beløb (Jørgensen og Andersen 2014:364-366). Men som de
fleste andre, er ansøgerne tæt knyttet til det sted de bor, og det er ikke uden omkostninger at
flytte væk, eksempelvis til provinsen. Mulighederne for at finde et arbejde kan være mindre, man
flytter væk fra sit sociale netværk, børnene bliver nødt til at skifte institution og det kan, blive
nødvendigt at anskaffe sig en bil. En udgift, man til gengæld nemt kan spare i de store byer. Når
man ikke har de økonomiske ressourcer til at købe en bolig, har man altså ikke fuld kontrol over
denne udgiftspost, og man kan ikke bare vælge en bolig, der imødekommer ens behov og
økonomiske begrænsninger. Man må slå til, når chancen byder sig. Mange af ansøgerne
beskriver desuden, hvordan flytteomkostningerne i sig selv gør, at de ikke har råd til at flytte,
eller at en flytning har haft store konsekvenser for deres økonomi efterfølgende:
“Jeg er for et par måneder siden flyttet og det har simpelthen gjort min økonomi så
ustabil, at mit dankort er i minus hver eneste måned, fordi jeg ikke kan få omkring 2000
kr. til at holde mad bleer og modermælkserstatning.”
- Ditte, 24 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to børn
Et andet fælles vilkår for ansøgerne er, at de er eneforsørgere. Med én voksen i en husstand,
kan man muligvis klare sig med mindre plads end hvis man er to, men huslejen vil afgjort ikke
være halvt så stor, selvom man går ned i kvadratmeter. Således skal disse familier altså betale
en fuld husleje med kun én indkomst. Også dette er et vilkår, der er ekstraordinært barskt for
netop denne gruppe af mennesker.
Boligudgifterne tager altså en anseelig del af ansøgernes samlede indkomst og er samtidig en
udgift, der er svær at regulere for den enkelte ansøger.
4.1.3.2 Gæld som eneste udvej
Mange af eneforsørgerne i vores datasæt har med tiden stiftet gæld for at oppebære deres
økonomi. I gennemsnit bruger ansøgerne 10,5 % af deres indkomst på at betale renter eller
afdrag på lån. Følgende citater viser, at mange af eneforsørgerne låner penge på alle tænkelige
måder for at klare sig:
”Når udgifterne er betalt har jeg intet tilbage. Jeg låner penge af familie og venner hver
måned.”
- Mikala, 49 år, førtidspensionist og mor til tre børn, hvoraf et er hjemmeboende
”Kristian blev konfirmeret i april, og de penge jeg skulle betale til festen, havde jeg ikke
nået at spare mange op af, så jeg har været nødt til at låne i banken, og det lån betaler
jeg stadig af på.”
- Gitte, 47 år, modtager sygedagpenge, to børn under 18 år og 1 barn over 18 år
”Grundet gæld har vi intet overskud til nogen ting... Og jeg må tit prøve at låne penge for
at vi kan få mad.”
- Cecilie, 29 år, kontanthjælpsmodtager med tre børn
”Jeg har for over 9.000 kr. regninger fra sidste måned, som jeg ikke kan betale. Og min
bank truer mig med at spærre mit dankort, så jeg ikke kan købe mad til os. Jeg skylder
banken 45.000 kr, som jeg ikke kan betale tilbage. Jeg har ligeledes et SU-studielån på
over 100.000 kr jeg betaler tilbage på.”
- Maiken, 33 år, modtager arbejdsmarkedsydelse og har et hjemmeboende barn
Som ansøgerne beskriver, er gældsstiftelse ofte en nødvendighed for at kunne få økonomien til
at hænge sammen i dagligdagen eller overkomme ekstraordinære udgifter.
Betalingsvanskeligheder og gældsstiftelse kan ses som et udtryk for balanceforholdet mellem
en husholdnings udgifter og indtægter. Idet udgifter overstiger indtægter, forrykkes balancen og
skaber problemer for ansøgerne. Løsningen er ofte gældsstiftelse eller låneaftaler som konkret
plaster på økonomien (Borgen et. al. 2011:544). I den forstand bliver muligheden for at stifte
gæld en sikring mod absolut fattigdom og sult. Lazzarato beskriver, hvordan lån kan siges at
have erstattet velfærdssystemets sikkerhedsnet. I takt med at offentlige ydelser begrænses,
skæres ned og betinges af modydelser, bliver det svært for modtagerne at tage hånd om deres
familie uden at stifte gæld, hvilket tydeligt gør sig gældende i ansøgernes beretninger. Lån af
penge bliver for ansøgerne en copingstrategi i forsøget på at opfylde familiens behov.
Ansøgerne fremstiller lån af venner eller i banken som et nødvendigt vilkår, både i forhold til
overlevelse og i forhold til at opretholde en acceptabel tilværelse. Konturerne tegner sig her af et
debtfare-system, der er aldeles ubæredygtigt for den enkeltes økonomi, da gælden som
bekendt ydes mod en klausul om, at den med tiden tilbagebetales. I de fleste tilfælde skal man
også betale renter, hvormed man ender med at skylde flere penge, end man har lånt.
Familieøkonomien påvirkes i en uoverskuelig fremtid af de nødvendige lån, som optages for at
kunne overleve, og gør det endnu sværere for den enkelte at få sin økonomiske situation på ret
køl. Samtidig ses, at kreditten i banken ikke er uendelig, hvilket skaber enorme problemer i det
tilfælde, at konti og kreditkort spærres. Hvor skal man søge hen, når kassen bliver lukket?
Lazzarato beskriver, hvordan gældsstiftelse skaber muligheder og åbner døre. I vores tid er lån
af penge blevet midlet til personlig udvikling som investering i human kapital (Hohnen og
Jakobsen 2014:428-429). Ansporingen til at stifte gæld er efterhånden så åbenlys, at der skiltes
med den i det offentlige rum. På en tur med S-toget fra Nørreport til Københavns
Hovedbanegård i år 2015 viser skærmene i toget eksempelvis ikke mindre end to reklamer for
sms-lån, der lover op til 75.000 kr. og svar inden for et minut. Imidlertid øges gældens betydning
for tilværelsen i forhold til, hvor meget man tjener. For eneforsørgerne er afdrag på lån en stor
udgift, som er med til at mindske deres rådighedsbeløb betragteligt. Gælden er for dem ikke
muliggørende, men på sigt hæmmende for deres økonomi. Her kan man tale om, at der findes
henholdsvis acceptabel og uacceptabel gæld, hvor udfaldet afhænger af, om man er i stand til
at overholde rente- og afbetaling. Store lån til velhavendes patriciavillaer er acceptabel gæld,
imens eneforsørgere på kontanthjælps gæld fra afholdelse af barnets konfirmation er
uacceptabel gæld. Gældsvilkår er ikke lige for alle. David Caplovitz beskrev allerede i 1963,
hvordan fattige kun har adgang til meget dårlige lån (Caplovitz 1963:180). Nyere dansk
fattigdomsforskning har vist, at dette også gør sig gældende i dagens Danmark, hvor fattige
med henvisning til deres usikre økonomi afkræves højere renter og afgifter på deres lån
(Hohnen 2007:765, Hohnen og Jakobsen 2014:436). Således er fattige nødsaget til at optage
dyre lån, der kan medføre enorme renteafgifter. Dyr gæld er altså ikke blot et spørgsmål om at
gøre ufornuftige valg, men også konkret mangel på adgang til gode lån.
4.1.4 Når økonomien akkurat løber rundt: Bekymringer og copingstrategier
Når faste månedlige indtægter og udgifter er gjort op, har ansøgerne i gennemsnit 1.431 kr. per
person til mad, tøj og hvad de ellers måtte have brug for. Som ovenfor nævnt og som
nedenstående citat illustrerer, er det ofte, at økonomien kun lige akkurat løber rundt eller slet
ikke gør det.
”Når jeg tillader mig at ansøge om jeres legat, er det fordi min økonomi slet ikke hænger
sammen. Når udgifterne er betalt har jeg intet tilbage. Jeg låner penge af familie og
venner hver måned.”
- Mikala, 49 år, førtidspensionist og mor til 3 børn
De lave månedlige rådighedsbeløb resulterer i en tilværelse uden økonomisk frihed, hvor hver
en øre må vendes og drejes, og alle køb må vurderes nøje (Hohnen 2007:756-757).
Nøjsomheden afspejler sig i de copingstrategier, som eneforsørgerne må benytte, for at
pengene kan slå til. Flere ansøgere beskriver, hvordan de går på kompromis med egen
levestandard for at kunne give deres børn en acceptabel tilværelse. Medicin, forsikringer, sund
mad og nye briller vælges fra til fordel for børnenes trivsel. Andre udviser stor fantasi eller
ihærdighed udi besparelser ved eksempelvis at hente kasseret mad i supermarkeders
containere, vaske tøj i hånden eller sælge ud af arvestykker og smykker. Ellen, der er mor til tre,
beskriver her hvordan økonomien sidst på måneden ikke slår til i forhold til at kunne sætte sund
og nærende mad på bordet:
”Det er tit vi overlever sidst på måneden ved at en veninde fra facebook, skralder ved
butikker og der får vi en del grøntsager. Det er mine børn først og tit mig der spiser
rester eller toastbrød. Så de har fået sund mad.”
- Ellen, 43 år, kontanthjælpsmodtager og mor til tre børn.
Kun ved at hente og servere den mad, butikkerne har vurderet for dårlig til at blive solgt, kan
Ellens økonomi løbe rundt. Eksemplet illustrerer desuden, hvordan nogle eneforsørgere har
mere end svært ved blot at sætte mad på bordet måneden ud. Der er altså tale om økonomiske
problemer, der grænser til fattigdom i absolut forstand, idet den dårlige økonomi udmønter sig
direkte i ernæringsmæssige afsavn og fravalg (Larsen og Møller 2011:213).
De snævre rådighedsbeløb, og det følgende begrænsede handlerum, bliver fremstillet som en
sort sky, der konstant hænger over ansøgernes tilværelse.
”Jeg sælger alt hvad vi kan undvære af gamle ting, tøj, legetøj, for på den måde at tjene
lidt ekstra penge til ’nyt’.” - Katrine, 54 år, modtager dagpenge og er mor til ét barn
I Katrines fremstilling er alle hendes ejendele potentielle penge. Ejendelene kan veksles til
penge i det øjeblik de kan undværes og således finansiere familiens nye behov. Manglen på
økonomisk kapital resulterer i en tilværelse præget af det Larsen og Ejrnæs kalder ”knaphedens
tyranni” (2013:41), hvor alle aspekter af livet gennemsyres af et konstant fokus på at få pengene
til at række. En økonomi, der kun lige akkurat løber rundt eller slet ikke gør det, griber altså ind i
hele ens tilværelse og kræver konstant opmærksomhed og energi.
4.2 Lave rådighedsbeløb fører til økonomisk sårbarhed
4.2.1 Livsbegivenheder, samt ekstraordinære og uforudsete udgifter
Når økonomien er så stram, at hverdagen ikke hænger sammen uden kompromiser med
levestandard, økonomisk hjælp udefra eller kreative copingstrategier, levnes der ikke mange
midler til at gardere sig mod uventede udgifter eller livsbegivenheder. Små rådighedsbeløb og
manglende opsparinger gør tilværelsen usikker. Udover at det er en praktisk umulighed for de
fleste ansøgere at spare op, findes der regler, som direkte forhindrer det. Det er eksempelvis en
betingelse for at være berettiget til at modtage kontanthjælp, at modtagerens formue ikke
overstiger 10.000 kr. (Retsinformation). 53,5 % af ansøgerne er kontanthjælpsmodtagere, og for
dem ville det således ikke være økonomisk muligt at starte en opsparing, der kunne dække
eksempelvis børns skoleudflugter eller en ny vaskemaskine eller computer. Det er nemlig ikke
muligt at have formue over 10.000 kr. for kontanthjælpsmodtagere.
I ansøgningerne præsenteres en konstant fare for, at økonomien med ét ikke længere løber
rundt. En stjålet eller ødelagt cykel, som skal bruges hver dag til transport til skole og arbejde,
kan således udgøre en helt uoverskuelig ekstraordinær udgift. Mange af ansøgerne nævner
også udgiften til børnenes vintertøj som en faktor, der vækker bekymringer:
”Jeg prioriterer vintertøj til drengene i denne måned, da de mangler alt, som skal holde dem
varme, men så bruger jeg de penge, jeg evt. kunne gemme til jul. Jeg føler, at gulvtæppet er revet
væk under mig, efter jeg er blevet arbejdsløs, og gruer for december måned.”
- Freja, 45 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to børn.
Hos Freja er selv det, at hendes drenge vokser og derfor har brug for nyt vintertøj, en udvikling
som hendes økonomi ikke kan imødekomme. Vintertøj og jul er dråber, der får bægeret til at
flyde over. Livsbegivenheder såsom sygdom, ulykker, skilsmisse og dødsfald, kan ligeledes
medføre uoverstigelige konsekvenser i form af fravær fra arbejdet, manglende mobilitet samt
flere og større udgifter eller tab af sociale relationer. Eksempelvis fremstiller Sofia sin skilsmisse
som en voldsom social og økonomisk forandring:
”Mit 2014 har været meget præget af tumult. Efter lang tids overvejelse, beslutter jeg mig
for at ophæve mit ægteskab. Primært pga. et eskalerende alkoholforbrug hos min mand,
der dræner penge ud af husholdningsbudgettet. Han flytter den 30. september i år.
Samtidig er jeg begyndt på en uddannelse som social- og sundhedshjælper med håb om
at blive selvforsørgende. Det er rigtig svært at koncentrere sig om skolearbejdet med
skilsmisse og ny struktur som eneforsørger. Det er ligesom der ikke er timer nok i
døgnet.”
- Sofia, 50 år, under uddannelse og mor til ét barn
Sofia beskriver, hvordan hun har forladt sin mand blandt andet af økonomiske årsager, og nu
arbejder på at kunne klare sig selv som eneforsørger. Skilsmissen fremstilles som en stor social
omvæltning, men også som en stor økonomisk forandring. Eneforsørgere står alene med de
primære udgifter såsom husleje, som langtfra dækkes af den anden forælders børnebidrag.
Dårligt helbred samt både psykisk og fysisk sygdom spiller også en central rolle i ansøgernes
fremstillinger af deres situation. Ansøgningerne er spækket med fortællinger om blandt andet
angst, depression, ADHD og inkontinens. På grund af ansøgernes dårlige økonomiske situation
bliver sygdom og helbredsproblemer ofte også et økonomisk problem. I nedenstående citat
beskriver Susan, hvordan pludselige problemer med hjertet har haft konsekvenser, der rager
langt ud over hendes helbredsmæssige tilstand.
”Blev sidste år akut indlagt med alvorlige hjerteproblemer, men er heldigvis nu erklæret
rask. Har dog stadig intet job og er derfor endt med dagpengesats på 80 %. Det betyder
for os, at der meget, der ikke kan lade sig gøre.”
- Susan, 44 år, på dagpenge og mor til tre børn
Her beskriver Susan, at hun pludselig blev syg, og nu ikke har noget job. Selv efter at hun er
blevet erklæret rask, har sygdommen betydet alvorlige økonomiske konsekvenser for hende i
form af en fortsat lavere indtægt. Eksemplet illustrerer, hvordan gruppen af ansøgere har en
økonomi, der er utrolig sårbar overfor ændringer i tilværelsen. Udover at bekymre sig om
sygdommen, skal man således også bekymre sig om at kunne forsørge sin familie. Ens helbred
kan dermed have direkte betydning for ens økonomiske situation, hvilket af Ejrnæs og Larsen er
blevet beskrevet som helbredsmæssig kapital (Ejrnæs og Larsen 2013:40). Ansøgerne
fremstiller sygdom eller andre alvorlige livsbegivenheder som noget, der slår deres økonomi ud
af kurs og udløser en dominoeffekt (Ejrnæs og Larsen 2013:38).
Hermed er det blevet udfoldet, hvordan ansøgernes økonomi er præget af stor økonomisk
usikkerhed, idet uforudsete udgifter eller livsbegivenheder kan have uoverkommelige
økonomiske følger. I det følgende vil vi uddybe, hvordan ansøgernes sociale baggrund spiller en
stor rolle i forhold til deres modstandsdygtighed overfor sådanne ændringer eller uforudsete
udgifter.
4.2.2 Mangel på socialt netværk øger fattigdommen
Et karakteristikum, som går igen hos mange ansøgere, er fraværet af sociale netværk, som kan
hjælpe i svære situationer. Manglen på social kapital er en stratificerende faktor, der er med til
at marginalisere ansøgerne. Familie og venner, som kan træde til i nødstilfælde, er med til at
afbøde eventuelle negative livsforhold, ligesom de kan hjælpe individer med at komme på fode
igen (Ejrnæs og Larsen 2013:41). Som eneforsørgere kan forældrene ikke på samme måde
afløse hinanden i at være der for børnene. Samtidig beskriver flere af ansøgerne, hvordan deres
nære familierelationer ofte er behæftet med fattigdom, misbrug og sygdom:
”Jeg har ingen familie, der kan hjælpe mig, da min mor er alkoholiker, og min far er
narkoman.”
- Victoria, 44 år, kontanthjælpsmodtager og mor til tre børn
”Jeg har meget ringe netværk. Har kun min mor og søster, men de har det også svært
økonomisk, samt min far 1 times kørsel væk, som er sygemeldt på ubestemt tid, og som
heller ikke kan hjælpe mig. Jeg har ingen venner eller veninder.”
- Sascha, 35 år, kontanthjælpsmodtager og mor til tre børn
I disse citater beskriver Victoria og Sascha, at deres forældre ikke kan støtte dem, da de selv
har personlige og økonomiske problemer. Ansøgerne fremstiller sig selv som alene i kampen
om at få hverdagen til at hænge sammen. Den sociale kapital, som eneforsørgerne kan trække
på, glimrer ved sit fravær.
Betydningen af social kapital bliver tydelig i tilfælde, hvor den sociale kapital tidligere har været
til stede, men af forskellige årsager går tabt. Dette illustreres i følgende citat, hvor en mormor,
der har bidraget med hyggeture for børnene, bliver syg:
”Pigernes mormor har ellers altid været der for os, men er nu ramt af muskelgigt og kan
ikke supplere med hyggeture til f.eks. Zoo og weekendhygge. Det er utrolig hårdt for alle
og det gør det ikke nemmere, at alt efterhånden bare er umuligt og trist.”
- Susan, 44 år, på dagpenge og mor til tre børn
Her præsenterer Susan, hvordan børnenes mormors sygdom indebærer store afsavn for
familien. Hidtil har mormoren stået for ekstraordinære og særlige oplevelser for Susans børn,
som Susan ikke selv har haft råd til. I Susans fremstilling er mormoren en vigtig ressource i
forhold til at skabe lyspunkter og gode oplevelser i en trængt hverdag.
Manglen på social kapital har således afgørende betydning for individets muligheder for at
undgå at blive kastet ud i fattigdom, for mulighederne for at ændre sin økonomiske situation, og
for tilværelsen som fattig. Sociale netværk kan være med til at sørge for, at der stadig er plads til
en tur i Zoo, gaver til jul eller andet, der giver børnene nogle gode og spændende oplevelser.
Social kapital fungerer på den måde som stødpude mod fattigdom og virker som sikkerhedsnet
for de, som har den. Ifølge Ejrnæs og Larsen kan social kapital bygge bro til job og uddannelse,
hvorfor den mangel på social kapital, som beskrives af mange af ansøgerne, øger risikoen for
eksklusion (Ejrnæs og Larsen 2013:33).
4.3 Fattigansøgerne stigmatiseres og lider afsavn
4.3.1 Krydsfeltet mellem absolut og relativ fattigdom
En af de primære fortællinger om afsavn, der går igen i ansøgningerne handler om børn, der
mangler årstidssvarende tøj. Med lange og kolde vintre som i Danmark må vintertøj siges at
være en basal nødvendighed, men børn vokser hurtigt og kan ikke bruge det samme vintertøj år
efter år. Dette giver mange af ansøgerne økonomiske udfordringer, hvilket her beskrives af
Janni:
“Det er efterhånden lang tid siden nogen i familien har fået nyt tøj eller fodtøj, for vi har
ikke engang råd til at tage på genbrug og finde lidt til at supplere garderoberne med.
Vinteren står for døren, og jeg ved ikke hvordan jeg skal finde penge til varmt tøj og
fodtøj til børnene. Selv kan jeg bruge det samme som jeg har brugt de foregående
vintre, men børnene vokser og slider deres op.”
- Janni, 36 år, ledighedsydelse, og mor to hjemmeboende børn
Her er det altså ikke et spørgsmål om at leve op til sociale forventninger eller at kunne følge
med modebilledet. Jannis fortælling er centreret omkring et reelt og presserende behov for at
holde sine børn varme, og dermed sunde og raske, om vinteren. Flere ansøgere nævner også
som omtalt, at blot det at sætte mad på bordet er en udfordring. Disse beskrivelser vidner om, at
mange af ansøgernes økonomiske situationer kan kategoriseres som fattigdom i en ganske
absolut forstand, hvor de kæmper med at opfylde basale behov som årstidssvarende tøj og mad
(Larsen og Møller 2011:213). Det bliver dog hurtigt svært at skelne mellem afsavn i absolut og
relativ forstand, hvilket illustreres af følgende citat:
“Min datters seng gik i stykker for ca. 5 mdr. siden og hun sover nu på gulvet på en
madras. Ingen af mine børn har alderssvarende værelser. De har ikke et skrivebord hvor
de kan lave deres lektier. Min datter ønsker ikke at have sine veninder med hjemme, da
der ikke er et hyggeligt og funktionelt sted de kan være alene. Altså med seng,
skrivebord og måske et lille fjernsyn, som alle hendes andre veninder har, men grundet
vores økonomiske situation er det helt umuligt for mig at give hende, (...) Det gør mig
rigtig ked af det som mor ikke at kunne opfylde hendes ønske om et værelse,”
- Pernille, 36 år, under uddannelse, to hjemmeboende børn
Pernilles fortælling indledes med, at hun har ikke haft penge til at købe en ny seng til sin datter,
hvilket betyder at datteren nu må sove på gulvet. Pernille er simpelthen for fattig til at kunne give
sin datter et ordentligt sted at sove. Man kan argumentere for, at dette grænser til absolut
fattigdom på linje med ikke at kunne købe vintertøj til sine børn. Men det kan i Pernilles
fortælling ikke isoleres fra sorgen over ikke at kunne give sin datter det hun ønsker. Den
manglende seng er sidestillet med og en del af det ikke at kunne leve op til de forventninger der,
ifølge Bauman, eksisterer til forbrugeren. Således kan de sociale konsekvenser af absolutte
afsavn være lige så ubehagelige, som den faktiske mangel på en materiel genstand.
4.3.2 Jul og andre ferier vælges fra hos fattige børnefamilier
Et fælles karakteristikum ved de motiverede ansøgninger er fremstillingen af ikke at kunne
indrette sin tilværelse, som man ønsker det. Dette gælder eksempelvis ikke at kunne vælge den
bolig, man har lyst til, indrette et teenageværelse til sin datter eller forkæle sit barn med en kop
kakao en gang imellem. Særligt højtider fremstilles som knyttet til stærke normer:
“For de fleste er julen og fødselsdage nogle vidunderlige tider, med glæde overraskelser
og juletræ og oplevelser og gaver… men de sidste par fødselsdage, jule og i
sommerferien har jeg grædt mig i søvn og gået rundt med en knude i maven af sorg og
skam over ikke at kunne give mine drenge nogle af de ting/oplevelser, som andre får.”
- Sussie, 38 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to hjemmeboende børn
Sussies udsagn er karakteristisk for et tema, der går igen i ansøgernes fremstillinger, nemlig
ubehag og sorg ved ikke at kunne give børnene det tilstrækkelige. Det manglende råderum
udmønter sig i en dyb skam og sorg over ikke at kunne give sine børn, hvad andre får.
Skammen og sorgen er et udtryk for Sussies manglende mulighed for at vælge sin egen vej i
livet og leve op til forventningerne fra det omkringliggende samfund (Bauman 1997:56). Også
Janni fremstiller i følgende citat juletiden som stærkt problematisk:
“Hun er så stor nu, så jeg kan ikke skjule at det er jul. Alle steder er der julekalendre
man kan købe og børnene i børnehaven taler allerede om ønsker.”
- Janni, 27 år, under uddannelse og mor til ét hjemmeboende barn
Janni har hidtil formået at holde afsavnet på afstand ved helt at skjule julen for sit barn, men nu,
hvor hendes datter er blevet ældre, har det været umuligt at undgå at høre om julen i
børnehaven og se julekalenderne i byen. Den frygtede afsløring risikerer at gøre datteren
opmærksom på, at hendes tilværelse er anderledes end andre børns. Janni præsenterer i citatet
en bekymring for ikke at kunne give sin datter adgang til det sociale fællesskab omkring julen,
som de andre børn i børnehaven indgår i.
Netop det at kunne være med på lige fod med de andre børn er noget, ansøgerne lægger vægt
på i deres fremstillinger af konkrete episoder, hvor fattigdommen giver udslag.
Sara fortæller nedenfor, hvordan sommerferieoplevelser giver adgang til sjove fortællinger, som
hendes børn kan fortælle vennerne:
“Sommerferien kommer snart og hvis i kan hjælpe min familie med økonomisk hjælp til
en ferieoplevelse vil det betyde mine børn også har lidt sjovt at fortælle sine.”
- Sara, 45 år, kontanthjælpsmodtager, tre hjemmeboende børn
Ligesom Janni, der ønsker at hendes datter skal kunne være med i snakken om jul i
børnehaven, ønsker Sara at hendes børn skal kunne være med i den socialitet, der opstår
mellem børn omkring sommerferiehistorier. Sara har ikke mulighed for at skabe det, Bauman
kalder de sublime oplevelser, som kan give respekt og anerkendelse til hende og hendes børn.
På den måde bliver en af konsekvenserne af ansøgernes dårlige økonomiske vilkår, at de og
deres børn ikke kan skabe en accepteret og respekteret identitet for dem selv, men må se til alt
imens verden omkring dem fejrer jul og rejser på sommerferie. Bauman peger på, at den ulige
adgang til valgfrihed fungerer stratificerende. Ansøgernes økonomiske fattigdom efterlader dem
på den måde ikke blot nederst på den økonomiske rangstige, men også nederst på den sociale
rangstige, og ansøgerne er dermed udelukket fra at tage del i det, der betragtes som et godt liv
(Bauman 1997:62).
Ansøgerne har ikke økonomisk råderum til at forbruge, og dermed har de ikke adgang at vælge
det gode liv for sig selv og deres børn. Den manglende valgfrihed præsenteres i ansøgninger
som en følelse af utilstrækkelighed i forhold til at leve op til de forventninger eller normer, der
eksisterer i samfundet.
4.3.3 Ansøgernes forsøg på at undslippe fattigdomsstigmaet
Ansøgerne fremstiller det som vigtigt at kunne give deres børn, hvad der anses som et ‘normalt’
liv. Dette kan ses som et udtryk for at ville undgå det stigma, som bliver knyttet til at mangle
penge. Goffman beskriver stigma som en proces, hvor én egenskab ved en person tillægges
miskrediterende betydning, så personen bliver kategoriseret som afviger. Jeanett italesætter
denne problematik:
“På nuværende tidspunkt har jeg to teenagepiger, som bor hjemme. De går begge til
fodbold, den ene er på eliteplan. Det er ganske vanskeligt for mig at få råd til det rette
udstyr, samt kontingent og rejser m.m. samtidigt med at få den daglige økonomi til at
hænge sammen. Derudover er det svært at imødekomme pigernes ønsker i forhold til
’teenage’-udstyr, da det har stor betydning for de ikke bliver udskudt socialt – Samsø er
en lille ø.“
- Jeanett, 49 år, førtidspensionist, 2 hjemmeboende børn
Jeanett fremstiller det at kunne give sine døtre det rigtige ’teenageudstyr’ som afgørende for
deres mulighed for at fremstå normale og deltage i det sociale liv med jævnaldrende. Når man
ikke kan leve op til det normale forbrug af teenageudstyr, risikerer man ikke alene at føle sig
mindre værd. Det kan også blive symbol på en ufuldendthed som menneske, og kan resultere i
manglende anerkendelse og social udstødelse (Hviid Jacobsen og Kristiansen 2009:20ff).
Fattigdommen kommer således til at udgøre et stigma, der klæber til individets identitet.
Jeanett prioriterer døtrenes fritidsinteresser og deres ønsker om teenageudstyr på trods af, at
det er svært at få den daglige økonomi til at hænge sammen. Denne proces kan vi forstås som
det Goffman kalder stigmastyring. Jeanett og hendes døtre er i fare for at blive udstødt, og må
arbejde med at styre fattigdomstigmaet, for at undgå at det klæber fast (Goffman 2009:171).
Jeanetts prioritering af teenageudstyr kan ses som hendes forsøg på at lade sine børn passere.
Sabrinas citat illustrerer også et forsøg på at passere:
“Bruger også en del penge på tøj til min datter, da hun vokser hurtigt og da jeg ikke vil
have at hun skal ‘skilte’ med, at vi ikke har så meget at gøre godt med. Vil gerne kunne
give min datter en ordentlig jul, så hun også kan fortælle om gode gaver og en dejlig jul,
når hun kommer tilbage til skolen. Tanken om at hun skal sidde og føle sig ‘fattig’, vil
knuse mit hjerte.”
- Sabrina 37 år, et barn
Sabrina arbejder ligesom Jeanett på at skjule det, der potentielt kan karakterisere dem som
fattige, hvilket kan ses som et forsøg på at undgå, at datteren stigmatiseres og udelukkes fra
sociale fællesskaber. Goffman betegner dette som informationskontrol: Ansøgerne forsøger at
kontrollere den information, de giver til omverdenen igennem deres forbrug (Goffman 2009:84).
Ved at give sin datter tøj og gaver, der minder om andre børns, håber Sabrina på at undgå det
ubehag og den nedværdigelse, som fattigdomsstigmaet giver. Ifølge Goffman betyder denne
form for stigmastyring imidlertid, at man som individ underlægger sig normalitetens krav: Når
man på denne måde forsøger at indrette sig efter normaliteten, resulterer det i en form for
identitetsmæssig ambivalens og ubehag. Dette kan generere en følelse af skam overfor sig
selv, idet man anvender normalitetskrav på sin egen identitet, men samtidig ved, at man ikke er
i stand til at leve op til disse krav. På den måde bliver fattigdom til en individuel brist, og
ansøgerne mister muligheden for at knytte deres egen situation sammen med andres i et
kollektivt skæbnefællesskab. Denne følelse af skam er relateret til et identitetsarbejde, der
handler om at give sig selv og sine børn en værdighed, som stigmatiseringen ville tage fra dem.
Følgende citat fra Faras ansøgning er et godt eksempel på dette:
“Min kamp med økonomien gør det umuligt for mig at købe basis ting til min børn. Jeg
kan ikke gøre dem glade eller mig selv glad. Jeg har brug for HJÆLP. Jeg håber
selvfølgelig på det bedste og prøver altid at vise mine børn, at vi ikke er mindre værd
end de andre. Det gør ikke noget at vi ikke har så mange penge. Det eneste vi altid skal
huske og være taknemmelige for er at vi har et tag over hovedet, en dejlig seng at sove
i, og at vi er raske. Det er det jeg altid plejer at huske og sige til mine drenge.“
- Fara, 30 år, kontanthjælpsmodtager med tre hjemmeboende børn
Fara fremstiller behovet for at overbevise sine børn og sig selv om, at de ikke er mindre værd
end andre. Hun forsøger dermed at arbejde sig ud af et fattigdomsstigma, som hun ikke kan
bære at have på sig. Ved at henvise til, at de har tag over hovedet og godt helbred, slår hun
fast, at de ikke er fattige i absolut forstand. Det kommer til at fungere som en måde at kapere, at
hun på grund af sin økonomiske situation ikke har mulighed for leve op til hvad, der betragtes
som en normal levevis. Det viser sig dog tydeligt, at det er et hårdt arbejde, idet det efterfølger
et næsten desperat råb om hjælp. Faras fremstilling er præget af ambivalens, idet hun på den
ene side konkluderer, at hun ikke kan klare sig selv, og at hjælp udefra er nødvendigt, mens hun
på den anden side kæmper med at afvise, at et sådan nødråb skal være behæftet med stigma.
Ved hjælp af Goffmans begreb om stigma og stigmastyring har vi belyst, hvordan ansøgerne
føler skam over deres situation, og ambivalens over deres forsøg på at tackle den. Lazzarato
beskriver, hvordan det at være afhængig af systemer som for eksempel staten, indstifter en
moralsk gæld (Lazzarato 2012:42,52). Dette illustreres af nedenstående citater, hvor ansøgerne
undskylder, at de søger om økonomisk støtte:
“Jeg er virkelig gal på mig selv over, at jeg ikke klarer det bedre, men hver gang jeg tror
vi kan rejse os op, sker der noget uventet.”
- Susanne, 39 år, kontanthjælpsmodtager med et hjemmeboende barn
“Jeg er virkelig flov over at søge om hjælp, men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.”
- Alberte, 39 år, kontanthjælpsmodtager med et hjemmeboende barn
“Jeg må indrømme, at jeg er pinlig berørt af at skulle bede om hjælp, men min situation
er bare håbløs.”
- Annette, 43 år, modtager sygedagpenge, fire børn heraf to under 18 år
Denne moralske gæld indstifter et forhold, hvor Susanne, Alberte og Annette personligt bærer
ansvaret og skylden for gælden. Den eneste måde de kan italesætte deres situation, er
ved at angre og demonstrere ydmyghed overfor medmennesker og samfund.
4.4 Ansøgerne undskylder behov for hjælp
4.4.1 Den uforskyldte fattigdom
Et gennemgående fælles træk i ansøgernes beskrivelser er fokusset på det uforskyldte i deres
situation. Der er meget få af ansøgerne, som bruger fattigdom som centrum for deres fortælling.
I højere grad kredser ansøgningerne om meget detaljerede beskrivelser af pludselige
livsbegivenheder som sygdom, ulykker, fyring eller skilsmisse. Eksempelvis tager Cebrails
ansøgning udgangspunkt i, hvordan hans situation ændrede sig, da moren til hans børn
pludselig blev ramt af sygdom:
"Jeg er enlig far med 3 mindreårige piger. Børnene bor fast hos mig, da deres mor er
blev ramt af hjerneblødning og derefter blev hun lammede høj side af kroppen og hun
tabt også taleevnen.”
- Cebrail, 54 år og far til tre børn
Her refererer Cebrail til morens hjerneblødning for at underbygge, at han har brug for hjælp.
Dette er interessant i forhold til at forstå, hvilke forklaringer ansøgerne har mulighed for at
trække på, når de skal legitimere deres situation. Man kan betragte ansøgningssituationen som
det, Boltanski kalder et kritisk øjeblik, da situationen netop kræver, at aktørerne retfærdiggører
det at søge om penge. Ansøgerne er på den måde underlagt et retfærdiggørelsesimperativ. De
retfærdiggør deres ansøgninger ved at fremhæve, at situationen ikke er selvforskyldt, men
derimod opstået på baggrund af pludselige tragiske hændelser. Ved at udelukke muligheden for
egen delagtighed i den økonomiske situation, kan ansøgerne legitimere deres ansøgning om
penge.
Sussie beskriver herunder, hvordan en ulykke ændrede hendes tilværelse på et øjeblik:
”Nu føles den tid som en drøm, for i 2009 blev jeg kørt ned frontalt. Jeg kom gående
med min cykel, da jeg blev ramt frontalt af en bil i høj fart og blev slynget op på forruden,
hvor min rygsøjle blev ramt slemt, samt mit hovedet blev ramt på siden og slynget
bagover, da det ramte metalskinnen, der holder forruden. Fra det øjeblik har mit og
drengenes liv været et ubærligt helvede med konstante smerter, operationer,
føleforstyrrelser, svækket hukommelse, søvnløshed, gangbesvær, ’ticks’ (min krop
’ryster’ på en måde jeg ikke selv kan kontrollere), kronisk hovedpine, mm. Jeg har været
indlagt flere gange og skal pågå hovedtraumeundersøgelse på hjerneskadeklinikken.
Jeg har så mange smerter og er så hæmmet af mine handicaps, at mit og drengenes liv
er styret af det. Jeg har altid været en stærk kvinde, som aldrig gav op, og som det
meste af mit liv har haft dobbeltvagter indenfor plejesektoren, og har altid arbejdet ved
siden af mine uddannelser, idet det er meget vigtigt for mig at kunne tage vare på mig
selv og passe mine børn.”
- Sussie, 38 år, kontanthjælpsmodtager og mor til to hjemmeboende børn
Sussie fortæller her, hvordan en påkørsel ødelagde livet for hende og hendes børn.
Detaljegraden i hendes fortælling er bemærkelsesværdig. Ved at beskrive sit sygdomsforløb
meget nøjagtigt, forsøger Sussie at slå helt fast, at hun ikke selv bærer skylden for sin dårlige
situation. Uretfærdigheden underbygges i den afsluttende kommentar om, at Sussie altid har
været arbejdsom og ansvarsfuld.
Det at ansøgerne forklarer deres situation med henvisning til exceptionelle og uheldige
begivenheder, kunne tyde på, at det ikke er legitimt for ansøgerne at henvise til strukturelle
årsager. Man kan argumentere for, at dette skyldes en neoliberal samfundsfortælling, hvor
individet altid må fremstå arbejdsom og omstillingsparat for at blive anerkendt (Lazzarato
2009:117f). Fattigdom legitimerer ikke i sig selv ansøgerens ønske om økonomisk hjælp. Flere
undersøgelser har vist, at op imod halvdelen af den danske befolkning mener, at der ikke
eksisterer fattigdom i Danmark (Kristeligt Dagblad 2013, Nyhedsbureauet Newspaq 2013). Det
kan således antages at være svært for en ansøger at legitimere sit økonomiske behov med
henvisning til en kategori, som store dele af befolkningen ikke anerkender som eksisterende.
41
Ansøgerne præsenterer sig selv som ansvarlige og arbejdsomme individer, for hvem
uretfærdige hændelser har gjort livet besværligt. De anser det for nødvendigt at kunne illustrere
sygdomme, ulykker, skilsmisser og fyring i håbet om, at deres situation fremstår legitim for
omverden. Imidlertid er der flere ansøgninger, hvor rationel og besindet argumentation er
erstattet med udbrud af magtesløshed.
4.4.2 Magtesløshed: Når der ikke er legitime fortællinger tilbage
Ansøgningsmaterialet bærer præg af en magtesløshed, der til tider bryder den strukturerede
form på ansøgningen. Dette illustreres af følgende citat, hvor Helle afrunder beskrivelsen af sin
økonomiske situation:
“Jeg aner snart ikke hvad jeg skal stille op, der er intet jeg kan gøre.”
- Helle, 42 år, som er i arbejde og mor til to børn
Der er tale om øjeblikke, hvor ansøgerne lægger den logiske argumentation fra sig og på den
måde frigør sig fra retfærdighedsimperativet (Boltanski 2011:43). Når ansøgerne giver udtryk for
magtesløshed og ikke søger at legitimere deres ansøgning på baggrund af legitime strategier,
kan det ses som et udtryk for, at de ikke er i stand til eller interesserede i at “eliminere
hovedparten af kilderne til utilfredshed”, som Boltanski skriver (2011:44). Ansøgernes er så
magtesløse, at de legitime strategier ikke længere fremstår tilgængelige. Et andet eksempel på
denne magtesløshed er Sussies måde at indlede sin ansøgning:
“I ser måske dette brev og undrer jer over, at jeg vælger at skrive et så langt og
personligt brev. Men det er i håb om, at I ser at mig og mine drenge er virkelige og
sidder med krydsede fingre og beder til at I vil høre vores bøn om hjælp…
Jeg ved ikke, hvordan man forventes at skrive et brev til jer? ..så jeg skriver lige fra
hjertet, for jeg kan ikke mere, jeg er virkelig ved at give op.”
- Sussie, kvinde, kontanthjælpsmodtager og mor til 2 hjemmeboende børn
I dette citat kan eller vil Sussie ikke lægge sin frustration fra sig, som retfærdighedsimperativet
foreskriver. Når hun skriver, at hun ikke ved, hvad der forventes af hendes ansøgning, gør hun
det netop klart, at hun ikke kan argumentere logisk for, at hun er berettiget til et stipendium fra
Børnesagen. Skulle hun have fulgt anvisningerne til et legitimt retfærdighedsimperativ, burde
hun have elimineret det, der er uvæsentligt i forhold til argumentationen. Hun kunne for
eksempel have beskrevet, hvad hun skulle bruge et eventuelt stipendium til. Hendes fremstilling
er i stedet præget af et forsøg på at skabe empati for hendes situation. Katrine beskriver
ligesom Sussie en magtesløshed:
43
“Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det... Eller hvad man ellers skriver når
man skal søge om hjælp... Men håber I på den ene eller anden måde kan hjælpe mig.”
- Katrine, 46 år, kontanthjælpsmodtager og mor til 1 hjemmeboende barn
Katrine ved ikke, hvordan hun skal opbygge sin argumentation eller med hvilke formuleringer.
Ansøgerne ved at de har brug for hjælp, men deres situation er så håbløs, at de ikke magter at
gennemføre en logisk, rationel argumentation for hvorfor. Man kan derfor påpege, at de trange
økonomiske vilkår, som ansøgerne lever under, kan medføre, at det bliver uoverskueligt for
ansøgerne at påtage sig en samfundsmæssigt legitim selvfremstilling.
Axel Honneth har med sit begreb om uretsbevidsthed beskrevet netop dette (Honneth 2003:54).
Når ansøgerne ikke magter at opretholde eller etablere en logisk argumentation, skal det ikke
ses som et udtryk for, at de mangler argumenter for deres synspunkt, men i stedet som et
udtryk for hvor dyb deres desperation er. Fremfor at basere deres ansøgning på et fuldendt
normsystem, skriver ansøgerne ud fra en grundlæggende uretsbevidsthed. De ved, at deres
situation er desperat, og at de har brug for hjælp, men de har ikke overskud eller sprog til at
formulere hvorfor. Disse momenter i ansøgningerne kan på den måde ses som råb om hjælp fra
ansøgere, der ikke aner, hvad de skal stille op. Følger man Honneths logik, skal det altså ikke
ses som et udtryk for mindre reelle problemer, at ansøgerne ikke magter at etablere en logisk
argumentationskæde.
5. Ansøgerne er over fattigdomsgrænsen
5.1 Størstedelen af ansøgerne er ikke ’fattige’
Ud fra den viden, vi har om ansøgernes økonomi, kan vi afgøre, hvorvidt ansøgerne med
sikkerhed ligger over den danske fattigdomsgrænse. De ansøgere, der er studerende og/eller
havde en årsindkomst i 2014, der overskrider den kritiske indkomstgrænse, er således med
sikkerhed over den danske fattigdomsgrænse. Årsindkomsten er fundet ved at gange den
månedlige indkomst med 12. Figur D viser på baggrund af denne beregning fordelingen af
ansøgerne i forhold til den danske fattigdomsgrænse:
Figur D: Er ansøgeren med sikkerhed over den danske fattigdomsgrænse
Kilde: Analyse & Tal 2015
Det ses, at 60,7 % af ansøgerne med sikkerhed ligger over den danske fattigdomsgrænse.
Dette svarer til 122 ud af 201 personer. Det reelle tal for ansøgernes position i forhold til
fattigdomsgrænsen kan sagtens være højere, da vi kun har deres indkomst fra 2014. Hvis deres
indkomst i 2012 eller 2013 har været over den kritiske grænse, men i 2014 har været under, vil
det for os fremgå som om de muligvis er under fattigdomsgrænsen, mens de reelt er over. De
60,7 % er altså et forsigtigt sat tal.
Det er interessant, at en så stor del af ansøgerne har en årsindkomst, der placerer dem over
fattigdomsgrænsen, set i lyset af, at deres situation er tynget af en meget stram økonomi. Den
stramme økonomi betyder, at ansøgerne må fravælge basale fornødenheder, er ekstremt
sårbare over for uforudsete udgifter og føler skam over ikke at kunne give deres børn det, andre
børn får. Alt sammen fænomener, der umiddelbart forbindes med fattigdom både i absolut og
relativ forstand. Ansøgerne til Børnesagen kan altså siges at udgøre en gruppe af usynligt
fattige i og med, at de ikke tæller med i statistikken. Med udgangspunkt i den danske
fattigdomsgrænse kan de ikke kategoriseres som fattige. Man kan derfor frygte, at der findes en
form for usynlig fattigdom, som ikke bliver anerkendt eller ses af politikere, forvaltning og
medier, men som i den grad er virkelig for de mennesker, der lever i den.
46
5.2 Problematikker i forhold til fattigdomsgrænsens tre-års-krav
Jævnfør den danske fattigdomsgrænse registreres den økonomisk marginaliserede først i
fattigdomsstatistikken efter at have haft en årlig indkomst under indkomstgrænsen i tre år i træk.
Det er et kriterium, at man har levet under meget begrænsede økonomiske vilkår i en anseelig
periode, før man ifølge den danske fattigdomsgrænse betragtes som fattig. Som vi har set i
analysen, medfører en sådan økonomi betragtelige afsavn og en tilværelse præget af det,
Ejrnæs og Larsen som nævnt beskriver som knaphedens tyranni, hvor hele ens hverdag
gennemsyres af socialt og psykisk pres på grund af et konstant fokus på at få pengene til at
række (Ejrnæs og Larsen 2013:41). Grænsen indfanger ikke, at fattigdom kan have alvorlige
konsekvenser inden registreringen i den officielle fattigdomsstatistik. Tværtimod bliver
varigheden gjort til et af de ultimative kriterier for fattigdomsgrænsen. En del af motivationen for
dette er ifølge Ekspertudvalget om fattigdom, at mange formår at hive sig selv oven vande efter
mindre end tre år, og at det derfor er mere relevant at opgøre længerevarende fattigdom
(Ekspertudvalg om fattigdom 2013:263). Andersen og Larsen påpeger også, at længerevarende
fattigdom er dét, der er socialpolitisk centralt og henviser til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds
definition af længerevarende fattigdom som tre år eller mere (Andersen og Larsen 2011:218).
Ikke desto mindre kan man betragte de tre år som en form for kritisk grænse for, hvornår man
har haft det dårligt længe nok til, at man fra officiel side definerer det som fattigdom og i
forlængelse heraf et samfundsmæssigt problem. Dette er problematisk, da en person, hvis
økonomi bevæger sig frem og tilbage på hver side af grænsen fra år til år, ikke vil blive
indfanget af den danske fattigdomsgrænse (Ejrnæs et al. 2015:72). Dette betyder dog ikke, at
knaphedens tyranni ikke er til stede i denne periode og har en virkelig, håndgribelig effekt. På
grund af dette tidsaspekt kan personer, hvis tilværelse reelt er præget af massive afsavn og
økonomisk sårbarhed, risikere at blive overset i fattigdomsdebatten. Samtidig risikerer man, at
økonomisk marginaliserede, i løbet af perioden inden de registreres, bliver fastlåst i
marginaliserede kår som følge af gældsstiftelse eller andre af fattigdommens konsekvenser.
Med tre-års-grænsen foreligger muligheden af, at fattigdommen ikke opdages i tide, inden den
bider sig fast, hvilket besværliggør en eventuel social indsats.
5.3 Betydningen af fattigdom i barndommen
I alle ansøgninger, der ligger til grund for denne analyse, er børnenes tarv et centralt element.
Den førnævnte tidsramme på tre år er et eksempel på, hvordan grænsen er fastlagt efter nogle
dimensioner, der ikke tilsvarer børns tilværelse. Børn er langt mere påvirkelige og sensitive over
for fattigdom end voksne, og fattigdom kan dermed få afgørende betydning for børns
livsmuligheder. Red Barnet påpeger her problematikken:
“Tre år er rigtig meget i et barns liv, hvis man ikke får sund kost eller ikke har sko, man
kan passe” (Politiken 2013).
Fattigdomsgrænsen tager med tre-års-rammen ikke højde for fattigdommens effekt på de børn,
der skjuler sig bag deres repræsentant i statistikken, forælderen. Et af de centrale aspekter af
ansøgernes fremstilling af at mangle penge er, at de frygter, at deres børn skal føle sig
anderledes eller blive drillet i skolen. Som fattigdomsforskning viser, har beholdningen af
materielle og immaterielle ressourcer altafgørende betydning for de valgmuligheder, individer
har, hvilket også afspejler sig i de opvækstvilkår, børn har (WHO 2012:6-7, Mølholt 2014:267).
Idet en eneforsørger eksempelvis ikke kan afholde børnefødselsdag for sit barn, påvirkes
barnets sociale relationer og den position, som barnet har i klassen. Familiers socioøkonomiske
status påvirker i høj grad barnets udvikling og muligheder senere i livet. Nødvendige
økonomiske fravalg leder til social eksklusion, som i sidste ende hæmmer barnets udvikling.
Helt konkret mistes indlæring af adfærdsmønstre, livsformer og kompetencer, som er afgørende
for at kunne genkende sig selv i den sociale helhed (WHO 2012:6-7, Mølholt 2014:264).
Materiel fattigdom i barndommen er tillige et vilkår, som sætter sine spor. Forældres
indkomstplacering nedarves, hvilket indebærer, at børn, som oplever fattigdom i barndommen, i
høj grad er eksponeret for fattigdom senere i voksenlivet. Specifikt viser undersøgelser, at børn
af eneforsørgere synes at være særskilt dårligt stillede (Mølholt 2014:272-273). Ønsket om lige
muligheder til alle for at klare sig godt i livet hænger således ikke sammen med den påvirkning,
som fattigdom i de formative børneår medfører.
48
5.4 Fattigdomsgrænsen anerkender visse grupper, men usynliggør andre
Som vores undersøgelse har vist, har ansøgerne et meget begrænset økonomisk råderum, som
griber ind i deres liv på mange parametre. Men hovedparten af disse mennesker kategoriseres
ikke som fattige. Det peger på, at fattigdomsgrænsen meget vel kan trænge til et eftersyn.
Ekspertudvalget, der har stået for udregningen af den danske fattigdomsgrænse, argumenterer
for deres valg på følgende måde:
“Udvalget foreslår, at der tages udgangspunkt i en grænse på 50 pct. af
medianindkomsten. Valget af grænsen på 50 pct. skal ses i sammenhæng med det
faktum, at den danske indkomstfordeling er relativt lige (se kapitel 3). En grænse på fx
60 pct. af medianindkomsten ville af den årsag medføre en markant udvidelse af
gruppen herunder med personer, som ikke efter udvalgets vurdering kan betragtes som
fattige i en dansk sammenhæng. Dette kan virke nedbrydende for troværdigheden og
legitimiteten af grænsen.” (Ekspertudvalg om fattigdom 2013:263).
Ekspertudvalget har ønsket at sætte en grænse så lav, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn
ved, om de personer, der befinder sig under grænsen, har det ‘slemt nok’ til at indgå i
statistikken. En lav fattigdomsgrænse er fordelagtig i forhold til at sikre, at de mennesker, der
ligger under grænsen, indiskutabelt kan betragtes som fattige. Det giver fattigdomsgrænsen en
robusthed, der gør at tallene kan blive lige så legitime som for eksempel arbejdsløshedstal
(Hansen 2013:20), hvilket kan være en force i en politisk diskussion om, hvad og hvor meget
der skal gøres i indsatsen mod fattigdom (Ejrnæs et al. 2015:72f). Som undersøgelsen viser,
resulterer dette dog i, at en gruppe af mennesker, der lever under meget hårde økonomiske
vilkår, ikke medregnes. Mens fattigdomsgrænsen kan være med til at bringe nogle grupper frem
i den offentlige debat, betyder den samtidig, at andre grupper er usynlige. I sidste ende, er det
dog en central svaghed, at fattigdomsgrænsen ikke benyttes som socialpolitisk værktøj.
6. Konklusion
Med udgangspunkt i ansøgninger til Børnesagens stipendier for eneforsørgere med lav
indkomst fra 2014, har vi undersøgt et aspekt af fattigdom i Danmark.
6.1 Ansøgernes økonomiske vilkår
I gennemsnit har ansøgerne et rådighedsbeløb på 1.431 kr. Ansøgernes gennemsnitlige
rådighedsbeløb svarer til blot 45,2 % af af det beløb Forbrugerrådet anbefaler til en sund
privatøkonomi. Yderligere tyder en sammenligning med minimumsbudgettet udviklet af Center
for Alternativ Samfundsanalyse på, at ansøgerne ikke har penge nok til at opretholde et
acceptabelt leveniveau. På baggrund heraf kan vi altså konkludere, at ansøgernes
rådighedsbeløb er meget lave. Ansøgerne fremstiller tilværelsen under sådanne økonomiske
vilkår som præget af en knaphedens tyranni, hvor tilværelsen er gennemsyret af et konstant og
altoverskyggende fokus på at få pengene til at række.
Vi fandt, at 80,5 % af ansøgerne er på en form for offentlig overførselsindkomst.
Overførselsindkomster som kontanthjælp og dagpenge er betinget af en række krav og
forpligtelser. Disse foranstaltninger medfører, at ansøgerne mister friheden til at styre deres
egen tilværelse, som i stedet i høj grad bliver defineret af offentlige institutioner, der råder over
deres sag og økonomi. Yderligere udgør boligsikring og børneydelse en væsentlig del af
ansøgernes indtægtsgrundlag. Ændringer i disse ydelser har alvorlige konsekvenser for deres
økonomi og dermed deres tilværelse. Særligt reguleringer i børneydelserne, som udgør 26,6 %
af ansøgernes gennemsnitlige indtægt, er centrale for ansøgerne. Forandringer i satserne
fremstilles som arbitrære og ikke tilsvarende familiernes faktiske situation og udvikling.
I analysen af ansøgernes udgiftsposter har vi fundet, at særligt udgifter til bolig og afdrag på lån
er tyngende for ansøgernes økonomi. Ansøgerne bruger i gennemsnit 46,4 % af deres
månedlige indkomst på boligudgifter. Et særligt karakteristikum ved boligudgiften er, at det er en
ufleksibel post, som ansøgerne har svært ved at ændre selv. Det er ikke let at finde en billig
bolig, og mange har ikke råd til udgifterne i forbindelse med at flytte, hvorfor de fastlåses i en
uholdbar boligsituation. Samtidig bruger ansøgerne i gennemsnit hele 10,5 % af deres
månedlige indkomst på at afdrage på lån. Gældsstiftelse fremstilles i ansøgningerne som en
nødvendighed for at få enderne til at mødes og betale uforudsete eller ekstraordinære udgifter.
På den måde er gældsstiftelse en copingstrategi, der sikrer ansøgerne mod absolut fattigdom
eller opretholder en acceptabel levevis i relation til den sociale kontekst de er en del af (Hohnen
og Jakobsen 2014:431). På grund af ansøgernes begrænsede økonomiske råderum og usikre
økonomi har de dog kun adgang til uhensigtsmæssige lån med meget høje renter. Således
bliver gæld et middel, der løser akut presserende økonomiske udfordringer, til en langsigtet
hæmsko for ansøgerne, og gør det vanskeligt for ansøgerne at vende deres økonomiske
situation.
6.2 Sårbarhed og afsavn
Ansøgernes rådighedsbeløb er meget små og efterlader ikke midler til opsparing. Som resultat
er ansøgernes økonomi sårbar overfor uventede eller ekstraordinære udgifter, samt
livsbegivenheder såsom dødsfald eller sygdom, der med ét kan vælte deres økonomi.
Ansøgerne fremstiller deres tilværelse som præget af usikkerhed og bekymringer. En anden
faktor, der bidrager til at ansøgernes sårbarhed, er manglen på social kapital. Udover at bidrage
med reel økonomisk hjælp, kan social kapital lette tilværelsen under trange økonomiske kår ved
eksempelvis at skabe gode oplevelser for ansøgernes børnene, således at manglen på
økonomisk kapital ikke gennemsyrer hele tilværelsen.
Ansøgerne lider betragtelige afsavn som konsekvens af deres økonomisk trange kår.
Ansøgernes fremstillinger af ikke at kunne finde penge til mad og vinterstøvler kan
karakteriseres som fattigdom i absolut forstand, idet dette drejer sig om ikke at kunne opfylde
helt basale behov som næring og at holde sig varm om vinteren. Dog fremhæves også afsavn,
der centrerer sig om ikke at kunne leve op til sociale forventninger og være en del af et socialt
fællesskab i kraft af et forbrug. Fortællinger om sociale konsekvenser af afsavn er i
ansøgningerne lige så fremtrædende som fortællinger om manglen på den faktiske genstand. Vi
kan konkludere, at grænsen mellem absolut og relativ fattigdom udviskes i ansøgernes
fremstillinger.
Denne fattigdom forbindes med et stigma, der udløser stor skam hos ansøgerne over ikke at
kunne skabe en tilværelse for deres børn, som ligner andre børns. Ligeledes udtrykker
ansøgerne stor skam over at række ud efter hjælp i form af ansøgningen til Børnesagen.
Skyldfølelsen kan forstås som en moralsk gæld til samfundet, der indtræffer i kraft af, at
ansøgerne ikke er stand til at klare sig selv økonomisk og heller ikke er i stand til at betale
tilbage til samfundet.
6.3 Det uforskyldte som argument for ansøgning
Et gennemgående træk i ansøgningerne er, at de økonomiske problemer fremstilles som
uforskyldte. Ansøgerne er underlagt en samfundsfortælling, der ikke anerkender fattigdom.
Dette betyder, at ansøgerne bliver nødt til at fremstille sig selv som arbejdsomme og
pligtopfyldende igennem en rationel argumentation. Kun ved at referere til exceptionelt uheldige
begivenheder uden for deres kontrol, er ansøgninger om hjælp legitime. Til tider bryder
ansøgerne dog med den rationelle forklarende argumentationskæde, og udtrykker i stedet dyb
frustration og magtesløshed. Dette er et udtryk for, at ansøgerne reelt mangler et sprog, der kan
udtrykke deres situation eller ikke magter at bruge det sprog, der har legitim gyldighed. Som
sidste mulige strategi søger ansøgerne at skabe empati ved blot at udtrykke dyb håbløshed.
6.4 Ansøgerne i forhold til den danske fattigdomsgrænse
Vi kan konkludere, at 60,7 % af ansøgerne med sikkerhed ligger over den officielle danske
fattigdomsgrænse. Ifølge grænsen kan disse 60,7 % altså ikke betegnes som fattige, selvom
deres dårlige økonomiske situation implicerer markante afsavn og negative sociale
konsekvenser. Fordelen ved en lav fattigdomsgrænse er, at dem, som falder under
fattigdomsgrænsen, indiskutabelt kan kategoriseres som fattige. Ikke desto mindre betyder
dette, at en gruppe mennesker, der som gruppen af ansøgere lider store afsavn, overses i den
offentlige debat. På den måde kan ansøgernes situation karakteriseres som en usynlig
fattigdom. Den danske fattigdomsgrænse anerkender én gruppe som fattige, mens andre
overses.
Et anden kritik af den danske fattigdomsgrænse er, at den ikke tager højde for, at børn og
voksne påvirkes forskelligt af fattigdom. Kriteriet om, at man skal ligge under indkomstgrænsen i
tre år i træk illustrerer, hvordan fattigdomsgrænsen er defineret efter nogle dimensioner, der
ikke tilsvarer et barns liv. Treårsargumentet bygger på, at voksne ikke formodes at tage varig
skade af kortere perioder med fattigdom. Børn er imidlertid særligt udsatte i forhold til at tage
varig skade af fattigdommens konsekvenser, hvorfor opvækstvilkår præget af fattigdom, også
selvom der er tale om kortere perioder, kan have langsigtede og markante negative
konsekvenser for barnets senere liv.
Vi har således vist, hvorledes eneforsørgere, som har søgt Børnesagen om penge, kan siges at
være fattige på trods af, at de ikke er det ifølge officielle fattigdomsmål.
7. Referencer
•
Andersen, John og Jørgen Elm Larsen (2011): “Fattigdom og social eksklusion”, i Iver
Hornemann Møller og Jørgen Elm Larsen (red.): Socialpolitik. København: Hans
Reitzels Forlag. s. 211-236.
•
Bauman, Zygmunt (1997): Arbejde, forbrugerisme og de nye fattige. København: Hans
Reitzels Forlag.
•
Bertilsson, Margareta (1998): ”Socialkonstruktivisme: Et erkendelsessociologisk
perspektiv”, i Bertilsson, Margareta og Järvinen, Margaretha: Socialkonstruktivisme:
bidrag til en kritisk diskussion. København: Hans Reitzels Forlag: 17-40.
•
Blumer, Herbert (1986): Symbolic Interactionism: Perspective and Method. Berkeley and
Los Angeles: University of California Press.
•
Boltanski, Luc (2011): Pragmatisk Sociologi. København: Hans Reitzels Forlag.
•
Borgen, Svein Ole, Christian Poppe og Per Arne Tufte (2011): ”Hjelper det å dulte til dem
som har snublet?”, i Tidsskrift for Samfunnsforskning, vol. 52, nr. 4: 543-557.
•
Bourdieu, Pierre (1986): ”The Forms of Capital”, in Richardson, John G.: Handbook of
Theory and Research for the Sociology of Education. New York: Greenwood Press: 241258.
•
Bourdieu, Pierre (1997): Af praktiske grunde. København: Hans Reitzels Forlag.
•
Brighouse, Harry og Adam Swift (2006): “Equality, Priority, and Positional Goods”, i
Ethics, nr. 116: 471–497.
•
Caplovitz, David (1963): The Poor Pay More. New York: The Free Press of Glencoe
•
Douglas, Mary (1975): Naturlige Symboler. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold
Busck.
•
Ejrnæs, Morten og Jørgen Elm Larsen (2013): ”Fattigdommens årsager”, i Dansk
Sociologi, nr. 1, årg. 24.
•
Ejrnæs, Morten, Finn Kenneth Hansen og Jørgen Elm Larsen (2015): “Fattigdom og
Fattigdomsgrænser”, i Müller, Maja et. al: Fattigdom, Afsavn og Coping. København:
Hans Reitzels Forlag.
•
Ejrnæs, Morten, Jørgen Elm Larsen og Maja Müller (2015): “Fattiges
hverdagslivsstrategier”, i Müller, Maja et. al: Fattigdom, Afsavn og Coping. København:
Hans Reitzels Forlag.
•
Ekspertudvalg om Fattigdom (2013): En Dansk Fattigdomsgrænse - analyse og forslag
til opgørelsesmetoder København: Ekspertudvalg om Fattigdom
•
Flybjerg, Bent (2010): “Fem misforståelser om casestudiet”, i Brinkmann, Svend og
Tanggaard, Lene (red.): Kvalitative Metoder - en grundbog
•
Forbrugerrådet Tænk (2015): “Beregn dit rådighedsbeløb”,
http://taenk.dk/tema/budgetlaegning-giver-bedre-okonomi/beregn-dit-raadighedsbeloeb,
besøgt 27.4.2015.
•
Goffman, Erving (2009): Stigma, Om afvigerens sociale identitet. Frederiksberg:
Samfundslitteratur.
•
Hansen, Erik Jørgen (2013): ”Fattigdom og Fattigdomsgrænser”, i Dansk Sociologi nr.
1/24.
•
Hohnen, Pernille (2007): “Having the wrong kind of money. A qualitative analysis of new
forms of financial, social and moral exclusion in consumerist Scandinavia”, in
Sociological Review, Volume 55, Issue 4: pp.748-767.
•
Hohnen, Pernille og Turf Böcker Jakobsen (2014): “Forbrug og gæld”, i Greve, Bent et.
al: Det Danske Samfund. København: Hans Reitzels Forlag.
•
Honneth, Axel (2003): Behovet for Anerkendelse. København: Hans Reitzels Forlag.
•
Information (2014a): “Er 800.000 danskere på passiv forsørgelse?”,
http://www.information.dk/514460, besøgt 12.5.2015.
•
Information (2014b): “Fattigdom er blevet hverdag”, http://www.information.dk/519324,
besøgt 12.4.2015.
•
Jacobsen, Michael Hviid og Søren Kristiansen (2009): “Forord”, i Goffman, Erving:
Stigma, Om afvigerens sociale identitet. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
•
Jørgensen, Anja og Hans Thor Andersen (2014): “Boligforhold”, i Greve, Bent et. al: Det
Danske Samfund. København: Hans Reitzels Forlag.
•
Kristeligt Dagblad (2013): “Fire ud af ti er enige med Joachim B. Olsen: Ingen fattige i
Danmark”, http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/fire-ud-af-ti-er-enige-med-joachimb.-olsen-ingen-fattige-i-danmark, besøgt 12.5.2015.
•
Larsen, Jørgen Elm og Magnus Skovrind Pedersen (2014): “Fattigdom i Danmark”, i
Greve, Bent et. al: Det Danske Samfund. København: Hans Reitzels Forlag.
•
Lazzarato, Maurizio (2009): ”Neoliberalism in Action: Inequality, Insecurity and the
Reconstitution of the Social”, in Theory, Culture og Society, vol. 26 (6): 109-133.
•
Lazzarato, Maurizio (2012): The Making of the Indebted Man. Los Angeles:
Semiotext(e).
•
Mølholt, Anne-Kirstine (2014): “Opvækstvilkår”, i Greve, Bent et. al: Det Danske
Samfund. København: Hans Reitzels Forlag.
•
Møller, Iver Hornemann og Jørgen Elm Larsen (2011): “Marginalisering som det største
socialpolitiske problem. Aktivering som et socialpolitisk svar”, i Møller, Iver Hornemann
og Larsen, Jørgen Elm (red.): Socialpolitik. København: Hans Reitzels Forlag.
•
Nyhedsbureauet Newspaq (2013): Hver anden dansker: Danmark har ingen fattige”,
http://www.avisen.dk/hver-anden-dansker-danmark-har-ingen-fattige_241283.aspx,
besøgt 12.5.2015.
•
Olsen, Claus B. og Niels Rasmussen (2011): “Socialpolitik - et bud på en definition”, i
Møller, Iver Hornemann og Larsen, Jørgen Elm (red.): Socialpolitik. København: Hans
Reitzels Forlag.
•
Oxfam America (2014): “Working poor in America”,
http://www.oxfamamerica.org/static/media/files/Working-Poor-in-America-report-OxfamAmerica.pdf, besøgt 5.5.2015.
•
Politiken (2011): “Joachim B. Olsen forklarer sit syn på fattige”,
http://politiken.dk/debat/pol_direkte/ECE1436200/direkte-med-joachim-b-olsen/, besøgt
12.5.2015.
•
Politiken (2013): “12.000 børn sidder fast under ny fattigdomsgrænse”,
http://politiken.dk/indland/ECE1995580/12000-boern-sidder-fast-under-nyfattigdomsgraense/, besøgt 18.5.2015.
•
Politiken (2015): “Politikere vildleder om 800.000 på forsørgelse”,
http://politiken.dk/indland/ECE2663240/politikere-vildleder-om-800000-paaforsoergelse/, besøgt 12.5.2015.
•
Retsinformation: “Kapitel 4: Uddannelseshjælp og kontanthjælp”,
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=165684#Kap4, besøgt 3.5.2015.
•
Skatteministeriet (2014): “Børne- og ungeydelse i 2014 og 2015”,
http://www.skm.dk/skattetal/beregning/skatteberegning/boerne-og-ungeydelse-i-2014og-2015/, besøgt 5.5.2015
•
Townson, Peter (1979). Poverty in the United Kingdom. Harmondsworth: Penguin.
•
TV2: “Venstre lancerer stor kampagne: Kontanthjælpen er for høj”,
http://politik.tv2.dk/2015-03-02-venstre-lancerer-stor-kampagne-kontanthjaelpen-er-forhoej, besøgt 12.5.2015.
•
Ugebrevet A4 (2012): “Fattig-Carina fik danskerne op af stolen”,
http://www.ugebreveta4.dk/fattig-carina-fik-danskerne-op-af-stolen_14183.aspx, besøgt
12.5.2015.
•
Ugebrevet A4 (2014): “Tænketank: Working poor kan brede sig til Danmark”,
http://www.ugebreveta4.dk/taenketank-working-poor-kan-brede-sig-tildanmark_19935.aspx, besøgt 5.5.2015.
•
U.S. Bureau of Labour Statistics (2014): “A Profile of the Working Poor, 2012”,
http://www.bls.gov/cps/cpswp2012.pdf, besøgt 5.5.2015.
•
WHO: World Health Organisation (2012): “Risks to Mental Health: An Overview of
Vulnerabilities and Risk Factors”,
http://www.who.int/mental_health/mhgap/risks_to_mental_health_EN_27_08_12.pdf,
besøgt 25.5.2015.