408-218-236-P-11v2-”Ja, vi tror på påskemorgen”-240 Mark. 16,1

Påskedag, 2015
Salmer: 408-218-236-P-11v2-”Ja, vi tror på påskemorgen”-240
Mark. 16,1-8
Da de tre kvinder kommer til graven påskemorgen møder de en engel.
Han afslører straks deres ærinde ”I søger efter Jesus fra Nazaret – Han
er opstået. Se dér er stedet, hvor de lagde ham”. Han kommer dernæst
med opfordringen gå helt ind i graven og se selv efter.
I dag ved ingen med sikkerhed, hvor Jesu grav lå. Traditionen viser et
sted, men er det sikkert? Vi ved det ikke. Ingen ved det – vi ved, hvor
Lenin ligger – i sit mausoleum, vi ved hvor John F. Kennedy ligger – på
Arlington. Vi ved om dem alle, for de er der, hvor de blev lagt efter de
var blevet erklæret døde – men ikke Jesus. Vi ved ikke, hvor hans grav
lå. Det er heller ikke det vigtigste. For vi har Bibelens beretninger, som
kan lede vore tanker hen til Jesu grav og afsløre, hvor vigtigt det er for
os. Det, der blev konstateret påskemorgen.
Samstemmende fortæller de fire evangelier, at Jesus, efter at være
død på korset, blev lagt i Josef af Arimatæas gravhule, og efter han var
blevet gravlagt blev stenen rullet for. Dermed giver NT os grund for at
standse for døden, men det er der også rig anledning i et sogn som
vores med over 40 dødsfald om året. Nogle frygter døden, og det er
vel ikke underligt, for ingen ved, hvordan døden kommer til slut, hvor
meget, vi skal igennem. Andre bagatelliserer døden. De mener ikke,
man skal beskæftige sig med den, den er jo kun helt naturlig, hævder
de. Men er døden naturlig for menneskene? Nej ikke, hvis du spørger
med Bibelen i hånd. Mennesker var fra første færd skabt til at leve
evigt med Gud – til forskel fra andre levende væsener i skaberværket.
Men døden kommer ind for Guds egen skabning – mennesket – fordi
mennesket lukker synden ind – for siger NT ”Syndens løn er døden”.
Og det både en legemlig – åndelig og evig død.
Paulus har noget mere at sige om holdningen til døden. Han siger det
mange af os forstår så godt, når vi tænker på de bånd døden river over
hos os – kærlighedens bånd – til ægtefælle – til børn – til mennesker,
der har været vor støtte og hjælp. Der sætter Paulus de rette ord på og
siger: Døden er vor fjende.
Jesus led dødens sorg og gru – han blev gravlagt, men han forvandlede
graven for os. 1. Tess. 4 har nogle ord, der er gode at fremhæve i den
sammenhæng. Det er ord, der fortæller, hvordan det skal være for de
af Guds børn, der lever på genkomstens dag. De skal ikke dø, men
forvandles. På den anden side døden, skal vi i Kristus blive forvandlet.
Lad os se nærmere, hvilken ændring Jesu død gav for os.
Hebræerbrevet i NT har et par vigtige pointer til den, der spørger
sådan rent fornuftigt. Hvorfor skulle Jesus dø? Kunne Gud ikke have
klaret det uden? Jo, sikkert. Men Hebr. Siger at han fik del i døden, for
at han ved sin død, skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde.
Han kunne ikke dø, men for at det ved Guds nåde skulle komme alle til
gode, at han havde smagt døden, blev han menneske.
Tænk at stå ved Jesu grav som kvinderne hin påskemorgen og ikke
fatte en brik af det hele, men derefter holde Guds ord op for sine øjne
og se, her hvilede han, der gik i døden som menneske, for at nedbryde
den kraft, der truer hver eneste af os. Den, som synder skal dø. Derfor
kunne vi ikke ændre noget på dødens magt og kraft, men det kunne
han den syndfri frelser, han kunne fjerne dødens evige magt fra det
skrøbeligste af alt – det syndige menneske.
Jesus stod op af graven – Jesu grav var tom. De første
opstandelsesvidner så en tom grav. Marie frygtede sin løsning, at
nogen havde fjernet Jesu legeme. Ypp. Forfattede et rygte, at Jesu
disciple havde overrumplet en sovende vagt og stjålet Jesu legeme,
men ingen af forklaringerne holder vand, for vidnesbyrdene er
samstemmende – Jesu grav var tom. Der er tale om noget ganske
konkret. Det var det samme legeme, der blev lagt i graven, der stod op
igen. De – Thomas f.eks. - kendte ham igen på naglerne i håndfladerne
og i hans side. Til gengæld var han blevet forvandlet, han kunne noget
nyt, han kunne efter sin opstandelse gå igennem lukkede døre, han
kunne åbenbare sig.
NT er ikke i tvivl, at opstandelsen er vigtig. I opstandelseskapitlet 1.
Kor. 15 siger Paulus, der selv blandt mange bevidner Jesu opstandelse.
Paulus siger det ganske utvetydigt, at var Jesus ikke opstået fra de
døde. Jamen så falder den kristne tro til jorden. Tag nu f.eks. NT – 27
skrifter – begyndende med Matthæus – sluttende med Åbenbaringen.
Hvorfor står de der hver eneste af disse 27 skrifter? For der var flere,
da NT skulle samles. Men de nuværende 27 står der, fordi de er
skrevet af mennesker, der har Jesus som den opstandne. Tag nu dåben
– hvorfor døber vi? Eller nadveren – hvorfor går vi til nadver? Hvorfor
går vi til gudstj.? Hvorfor beder vi? Svaret er ganske enkelt – dåb –
nadver –gudstj. – bøn – ja kirken. Alt sammen har deres
eksistensberettigelse ved at forkynde os et levende håb ved Jesu
opstandelse fra døde – derfor! Tag opstandelsen bort – og du fjerner
kirkens hovedhjørnesten – kirken bliver til menneskeværk og uden
håb.
Og så en ting mere – Jesus blev forvandlet efter sin opstandelse. Som
han opstod skal vi opstå – og blive forvandlet: vore legemer er
forgængelige. I vores velmagtsdage føler vi os stærke, men en dag vil
vore pårørende stå ved vor grav. De synlige tegn på aldring af vores
krop lader sig ikke bortforklare, hvor det vil ende – men ikke vort
opstandelseslegeme, det vil ikke gå til grunde.
Vort nuværende legeme er i vanære. Redskab til synd og
uretfærdighed- mine ben har ført mig til steder, hvor jeg ikke burde
have været – mine øjn – hænder – min tunge – er blevet brugt til
redskaber for synden. Men vores legemer skal opstå i herlighed – i
stedet for syndens mærker – vil vort opstandelseslegeme stråle.
Vore legemer har tydelige ar efter operationer – forkølet i september –
allergi overfor husdyr – medicinforbrugere. Og så siger vores Bibel. Vi
vil som opstandne få nye kræfter og vinger som ørne. Der er ingen
hjælpemiddelcentral i himlen, for der er ingen sygdom, ingen død,
ingen smerte.
Vores nuværende legemer er sjælelige. Det vil sige jordiske. Dannet af
jordens støv og skabt til at leve her. Men opstandelseslegemet vil
stadig være et fysisk legeme, men tillige et åndeligt. Det vil i sin nye
skikkelse være et redskab, der kan og vil ophøje Gud med alt, hvad det
har.
Døden er ikke længere en optakt til dom og fordømmelse, men til et
nyt, fuldkomment liv. Derfor kan det menneske, som tror på Jesus,
møde døden på en anden måde – der er noget der vil være forbi – men
noget nyt venter – et forvandlet legeme –ikke på en sky – ikke på en
stjerne – men i det himmelske Jerusalem sammen med Jesus. Og så
skal vi aldrig skilles fra ham mere.
Gud give os at tro det, at trøstes ved Jesu tomme grav og troen på
hans opstandelse, og at som han opstod, skal vi i troen på ham også
opstå.
AMEN