Kompendium og undervisningsbeskrivelse

DET MODERNE GENNEMBRUD
FOKUSPUNKTER
Periodeforståelse, det modernes gennembrud
Forståelse af samspil mellem tekst, kultur og samfund
Forståelse af naturalisme, impressionisme, realisme
Forståelse for perioden som startskud til 1900-tallets realisme- og modernismespor
TEORI
Litteraturens Veje: Kapitel 8: Det moderne gennembrud
Litteraturens Veje: kap 10, afsnittet om Johannes V. Jensen
Relevante opslag i Litteraturens Stemmer og Forfatternet (brug skolens Skoda-login
som fornys hvert halve år).
Steen Fiil og Kirsten Skov: af "Herman Bang - prosaens mester", 1998 (Introduktion
til "Modesalonen", 1880 Herman Bang som føljetonjournalist)
Flemming Harrits: af Efterskrift til "Interferenser", dlf 1994 (Om Johannes V. Jensens
myter)
TEKSTER
J.P. Jacobsen: "Marine", 1875 (indsat fra modul 1)
J.P. Jacobsen: af "Niels Lyhne", 1880
Kielland: "Karen", 1882
Herman Bang: "Frøkenen", 1883
Herman Bang: "I Modesalonen", Nationaltidende, 19.12.1880
Henrik Pontoppidan: "Under Aaget", 1885
Johs. V. Jensen: "På Memphis Station", 1904
Johs. V. Jensen: "Vinternat", 1907
Johs. V. Jensen: "Fusijama", 1907
Johs. V. Jensen: ”Kongens Fald”, 1901(værk)
Skriftlig opgave om realisme:
Herman Bang: "Noget om dansk realisme", 1879
Ditlev Jensen: "Blod, snot, bræk og kage", 2004
Henrik Pontoppidan: af "De dødes Rige", 1912-16
Merete Pryds Helle: af "Brunch", 2005
Dorrit Willumsen: af "Koras stemme", 2000
Jeppe Brixvold: "Partnere", 1998
1
TEORI
Steen Fiil og Kirsten Skov: af "Herman Bang - prosaens
mester", 1998
Introduktion til "Modesalonen", 1880
Herman Bang som føljetonjournalist
"Ved en feuilleton (fr. lille bog) - eller på mere nutidig dansk føljeton - forstår vi i dag
en længere, fiktiv historie i et antal afsnit, som bringes med bestemte mellemrum.
Mange moderne tv-serier kan ses som nutidens føljetoner i stil med dem man fandt i
aviserne i sidste århundrede. De føljetoner, som Bang i Nationaltidende skrev under
titlen Vekslende Themaer, er imidlertid nærmere at sammenligne med vor tids
kronikker eller klummer. En kronik er en avisartikel, som tager et af tidens aktuelle
spørgsmål op. Den har sit navn fra det græske kronos, som betyder tid. Og det var
netop nogle af tidens spørgsmål, det, der var oppe i tiden, Bang havde tæft for at
finde frem til [........] selv om det ser ud , "som om han snublede over sine emner på
Gaden", så forholder det sig ikke sådan. I sin introduktion af artikelrækken siger han
selv:
At introducere sig smukt er maaske den vanskeligste af alle Kunster - en Sejlads
mellem Skylla og Karybdis, hvor man enten lover for lidt og slet ikke interesserer,
eller lover for meget - og skuffer. Derfor har jeg med Tanken paa denne Feuilleton
opfundet hundrede Planer, som igen blev forkastet, og min Hjerne tømtes,
efterhaanden som Papirkurven fyldtes. Saa opgav jeg pludselig det Hele: jeg ville
gaa lige til Sagen uden alle Komplimenter, og jeg opgav enhver Introduktion. Og lidt
efter lidt indsaa jeg nok, at det var det eneste, jeg baade kunne og burde. (Vekslende
Themaer, Søndag den 2. november 1879, første række i føljetonen i Nationaltidende)
Kronikkerne i vore dages aviser har imidlertid oftest vekslende forfattere, folk med et
mere eller mindre løst tilknytningsforhold til avisen. I Bangs tilfælde var det imidlertid
netop hans tilgang til stoffet, hans udvælgelse af dagens tema og hans specielle
udformning, der gjorde disse "frosne" tidsbilleder til en succes hos læserne. Det vil
derfor være mere nærliggende at sammenligne dem med klummer eller faste
rubrikker, som også findes i moderne aviser og ugeblade. De har ofte det til fælles
med kronikken, at de er med til at sætte problemer under debat, med til at udpege
modsætninger og uligheder i samfundet, såvel som til at sætte moralske og etiske
spørgsmål på dagsordenen.
På trods af sin unge alder opviste Bang en modenhed og en bredde i sine artikler,
som bedst kan illustreres gennem en opremsning af titler:
Hvorledes vi begrave vore døde, I Modesalonen, Jaques Offenbach, Syerskernes
Fest, Samfundsproblemer i en Bonbonnière, Lidt om Tobak med mere, Et besøg på
Karlsberg (som han insisterede på at skrive med K), Fæstekontorer, Tivoliane,
Mindernes Fest. Jul, Fra Cirkus
2
- og så videre. I sine Vekslende Temaer behandlede Bang "det, som vi alle ser, og
som ingen ser, det, der ligger os så nær, at vi hver Dag løber Panden mod det." Man
kan måske sige, at Bang gennem en type journalistik, som oppe i vort århundrede
skulle få betegnelsen new journalism, tager læseren med på udflugter i den
dagligdag, som læseren lever og står midt i, og derfor ikke kan overskue at kende til
bunds." 1
1
Steen Fil og Kirsten Skov: Herman Bang - prosaens mester, 1998, s. 32 f
3
Flemming Harrits: af Efterskrift til "Interferenser", dlf 1994
Om Johannes V. Jensens myter
EFTERSKRIFT
MODERNITET OG MYTE
INTERFERENS
Et af Johannes V. Jensens tidligste og væsentligste digte hedder Interferens. Heri
optræder et spaltet jeg. På den ene side er jeget en sansende krop, der er ladet med
livslyst, et hjertets hede spænding, en flammende utålmodighed. På den anden side er
jeget reflekterende: et analytisk sønderdelende, altkasserende intellekt, en kølig hu, en
skærende bevidsthed. Fra det første jeg udgår "Forestillingen om alle tings endelighed".
Forholdet mellem de to deljeger er et djævelsk "Sammenstød af psykisk Lyd", et gensidigt
angreb: livslystens jeg føler det analytiske intellekt som et smerteligt "Hovmod; samtidig
sniger intellektets jeg sig ind i livslystens forestilling om underet og vrænger ironisk ad det
med ordet "topmaalt".
Foruden disse to deljeger findes der imidlertid et tredje: "mit inderste Jeg". Dét er
mødested for og skærpelsespunkt mellem to "diametralt modsatte Livsbevidstheder", den
form, hvori der frigøres "Smærtevibrationer". Mens de to første holder hinanden hen i
handlingsløs ubevægelighed, er det tredje, inderste jeg det sted, hvorfra ytringen, den
digteriske aktivitet, udgår, nemlig som "sjælelig Interferens".
Digtet er ikke blot udtryk for et enkelt jegs selverfaring og en digterisk selvforståelse. I en
art indirekte historie, der rækker langt ud over enhver enkelt. Derfor er hensigten med
dette efterskrift at foreslå en nærmere bestemmelse af de to modsatte livsbevidstheder og
af de smertevibrationer, den sjælelige interferens, der udgår fra det inderste jeg. Det første
vil ske i afsnit om mødet med moderniteten som en konfrontation mellem netop to
livsbevidstheder. Det andet vil ske i afsnit om myten i Johannes V. Jensens forstand, dvs.
som den form, hvori dette sammenstød ytres. Efterskriftets ledetråd er den, at myten kan
forstås som Johannes V. Jensens svar på de spørgsmål, som mødet med moderniteten
rejser. Myten er forsøget på at iværksætte forestillingen om underet - trods det analytiske,
destruktive intellekts overbevisning om alle tings endelighed. Mere præcist: myten er det
forestillede, digterisk fremkaldte under i den moderne endelighed.
TO LIVSBEVIDSTHEDER
I slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet registrerede stadig flere europæere, at
de på én gang levede i to tidsaldre, to forskellige erfaringsverdener. Med sig havde de
selvsyn af og erindring om et før-moderne liv, senfeudalt og traditionsbestemt. For øjnene
af dem var imens et andet liv ved at opstå, fuldt af økonomiske, sociale, politiske og
kulturelle omvæltninger. Af denne modsætning mellem endnu ikke afviklet traditionalitet og
endnu ikke udviklet modernitet udsprang en stadig mere forgrenet modernisering af snart
sagt alle livsområder. Således også i kunsten med dens mange former for modernisme.
Inden for vores kulturkreds er denne modsætning i dag forsvindende eller forsvundet.
Moderniteten er blevet den erfaringsverden, vi lever i - uden at måtte se den i kontrast til et
før-moderne liv og langt hen uden bevidsthed om, hvordan den er blevet til og har nået en
høj grad af selvfølgelighed. Om end relativt sent var Johannes V. Jensen (1873-1950)
imidlertid én af dem, hvis liv og forfatterskab som helhed blev afgørende bestemt af denne
fundamentale modsætning. Hans digtning er spændt ud mellem erindringen om det før-
4
moderne og erfaringen af gennembrydende modernitet. En skitse, der antyder denne nu
svækkede eller udlignede spænding, kan derfor være en vej ind i hans forfatterskab.
Moderniteten opstår i en lang proces, der rækker århundreder tilbage, og som for alvor
tager fart først i 1800-tallet. På alle niveauer er dens væsen ekspansivt. Industrialisering af
produktionen fører sammen med den hurtige udvikling af videnskab og teknologi til stadig
større udnyttelse af naturen. Imens fejes ældre arbejdsformer til side. Med
industrialiseringen vokser byer af hidtil ukendt størrelse frem: storbyen, metropolen,
opstår. Uhyre mængder af mennesker vandrer fra land til by og ikke sjældent videre ud
over kloden. Samhandel og samfærdsel øges hastigt, stadig større vareproduktion og
stadig mere effektive transportmidler fører sammen med kolonistyret til et verdensmarked.
Massekommunikationen begynder sin udvikling, først i skikkelse af en dagspresse.
Nationalstaterne med deres forvaltningssystemer og bureaukrati opstår og undergår
politiske omvæltninger. Sociale og politiske massebevægelser formerer sig, især blandt
bønder og arbejdere. Overalt i det praktiske liv sætter moderniseringer ind som
selvforstærkende processer, der efterhånden får global karakter.
Modernitetens fremkomst indebærer samtidig en radikal forandring af menneskers
håndgribelige erfaringsverden og dermed også af deres sanseapparat, deres mentalitet og
tankegange. Hvordan forstå sig selv og andre, hvordan finde mening i et liv, hvis tiltagende
tempo og omskiftelighed byder på et utal af uforeneligheder og modsætninger? Allerede
det tidlige moderne liv giver løfter om vækst, glæde, styrke og lykke - og ængster ved sine
trusler om at ødelægge alt. Det bringer sammen - og frembringer ensomhed. Det river
mennesker løs og lader dem færdes på kryds og tværs af vidt forskellige kulturer,
nationalt, klassemæssigt, etnisk, religiøst - ofte med hjemløshed til følge. Det kortlægger
alt, der lader sig udmåle - og viser sig som uberegneligt. Det befrier fra snævre
begrænsninger - og hensætter i omfattende orienteringsløshed. Bestandighed bliver det
sidst af alt.
Det er i denne proces, mens den endnu er ny, Johannes V. Jensen melder sig som
parthaver. Og uden tvivl: han viser sig snart som en modernitetens mand. Det gør han i sin
modernistiske ungdomsdigtning (Intermezzo, 1899; Kongens Fald, 1900-1901; Skovene,
1904; Amerikaromanerne Madame D'Ora, 1904, Hjulet, 1905; i dele af sine tidlige myter
og prosadigtene i Digte 1906). Det gør han som rejsende; ikke mange andre danske
digtere har rejst så meget som Johannes V. Jensen, der eftersporede moderniseringer og
før-moderne livsformer kloden over (fraset Sydamerika og Australien). Det gør han i sin
langvarige forbindelse med pressen; 1895-98 skrev han ti romaner i føljetonform til det
kulørte ugeblad "Revuen" og lærte sig der hurtigskrivningens kunst; resten af sit liv sigtede
han som rejsekorrespondent, kronikør og essayist mod det store publikum,
massekommunikationens anonyme mængde - en overgang tænkte han på at blive
journalist i USA; det meste, han skrev, kom først stykvis i pressen, dernæst samlet, mere
eller mindre omarbejdet i bogform. Det gør han ved sin spillende opmærksomhed over for
videnskabelige, tekniske, sociale, politiske udviklinger, ved sin stærke interesse i og for
oplysning, ved sin begejstring for fænomener som sport, friluftsliv og film. Hans
bestræbelse er vedvarende den at komme på højde med sin tid og fortolke den (jævnfør
allerede titlerne på essayistiske arbejder som Den gotiske Renaissance, 1901; Den ny
Verden, 1907; Introduktion til vor Tidsalder, 1915; Retninger i Tiden, 1930 Det Blivende.
Tankens Revolutionering i det 19de Aarhundrede og Tilbagefaldet i det 20de, 1934;
desuden det kortvarige forsøg med eget tidsskrift Forum. Tidsskrift for Literatur, Biologi og
Samfundsspørgsmaal, 1922-1923).
5
Men som 1800-tallets store modernister samtidig ofte var anti-modernister, således også
Johannes V. Jensen. Hans modernitetsbegejstring var aldrig uden modvægte. Hos ham
som hos mange andre slog begejstringen let om i sin modsætning: leden, den
hypersensitive væmmelse, der er en del af netop den moderne følsomhed.
Dyrlægesønnen fra Farsø i Vesthimmerland var vokset op mellem bønder i en øde,
afsides egn. Som millioner gjorde han vandringen fra land til by, med hans egne ord: fra
"Skovalder" til "Byalder". Først til Viborg, hvor han 20 år gammel blev student; dernæst til
København, hvor han et par år studerede medicin, indtil han idømte sig
"Forfattervirksomhed paa Livstid"; snart efter til vesteuropæiske og nordamerikanske
storbyer. På den vandring opstod som i metropolerne ikke blot et intellektuelt og
driftsmæssigt orienteringsbesvær, men også erindringen om det, der har været - en
erindring, der senere blev bestyrket og udvidet gennem rejser til egne i Asien og Afrika,
der endnu ikke var grebet af moderniseringer.
Modernitetens digter blev derfor også en traditionalitetens digter (især i
Himmerlandshistorier, udkommet 1898-1933; desuden i en lang række af myterne). Skønt
ellers optaget af moderniseringsprocesser fremstiller Johannes V. Jensen som bonde- og
almuedigter påfaldende nok ikke landlivets modernisering. Det er ikke det sene 1800-tals
bondestand med dens produktionsomlægning, økonomiske fremgang, politiske
organisering, andelsbevægelser og folkehøjskoler, der interesserer ham. Hans interesse
går bagom, ned i 1800-tallet, til en livsverden, hvis historiske yderkanter han har kendt i
sin barndom, til en verden, der var blevet ham fortalt. Af den blev der allerede i hans egen
levetid så godt som intet tilbage. Vil man gøre sig nogen forestilling om den, kan man læse
hans digtning eller se efter i hans essayistik.
Her finder man ingen nostalgi eller sentimentalitet, derimod en nøgtern bevidsthed om
det bornerte og hæmmende i traditionalitetens verden. Hårdt, ensidigt arbejde, monotoni,
stedbundethed og afsondrethed har ført til et stillestående temperament, "paa sine Steder
et Trin der var som smittet af de Umælende", bonden omgav sig med. Naiv og sky har
bonden været præget af trællementalitet, udviklet under tryk og blandet med "oprindelige
Frihedsinstinkter". Mistænksomhed overfor alt fremmed, smålighed, hårdhed,
fordomsfuldhed indgår også i dette negative billede. Men om de gamle hedder det tillige,
at de havde en egen ironi, var fine fortællere, nu og da i besiddelse af "Godhed, en
udviklet Takt, megen nedarvet simpel Filosofi" (jf. Vor Oprindelse, s. 270-272). Eller i en af
de sene Himmerlandshistorier, Pigen fra Hvorvarp (1932):
"Isolation og Uoplysthed, samt uforanderlige Vaner, en Eksistens der beroede i sig selv,
uden at have Tilførsel udefra, skabte den indgroede Bonde, et sæt Funktioner snarere end
noget dertil hørende Forestillingsliv, for det altid genkommende ophører med at være
bevidst [...]. De ensomt levende Bønder kunde have noget alfeagtigt over sig, som rykket
ud af den Tilværelse man kendte og ind i en anden. [...] Total Mangel paa Oplevelser,
undertiden gennem Generationer, lagde Grunden til en stille Hunger i Sindet, en Form for
Sjælfuldhed, som man ikke vilde møde noget andet Steds.
Nu har Trafik og Andelsvæsen forvandlet Bonden og gjort et almindeligt
Samfundsmenneske af ham ogsaa, men dengang kunde man paa afsides Steder møde
Folk der var naive og nyfigne, som Kvæget er det, naar man nærmer sig Marken, med
noget af den samme svømmende Bundløshed i Blikket og den samme vare
Tilbageholdenhed, selv laaset med syv Segl, men en afgrund af Nysgerrighed, ubrugte
Sjæles Forlangende."
Vandringen fra skovalder til byalder kan da også skildres som en vandring fra naturtvang
og traditionsbundethed i et noget nær dyrisk liv til naturbeherskelse og gennemtrængende
6
refleksion, der opløser alle overleverede værdier. En så stor modsætning som den, der her
er skitseret, kalder på, om ikke en forsoning, så en bevægelsesmåde mellem to tidsaldre,
to vidt forskellige erfaringsverdener.
Den unge Johannes V. Jensen befandt sig i et tomrum mellem uforenelige bevidstheder.
Den gamle var sammenhængende og tæt, men blev truet af, at den intet fik tilført udefra.
Den nye viste sig som selvopløsende, fordi den tilførtes for meget og for meget
sammenhængsløst. På den ene side iltmangel, på den anden hyperventilation. Resultatet
heraf blev chokagtigt: erfaringsdannelsens indhold blev erfaring af brud, oplevelser der
knap nok kan bearbejdes. Historien viser, at den, der hjemsøges af bruderfaringen, har tre
muligheder. Den ene er flugten bagud, den romantiske nutidsforkastelse. Den anden er
flugten fremad, den foregribende fremtidsdyrkelse. Den tredje er at færdes i et tomrum. Og
det er denne tredje mulighed, den unge Johannes V. Jensen langt hen forfølger, især med
myteformen som digterisk bevægelsesmåde.
En anden bevægelsesmåde søgte den senere Johannes V. Jensen med en egen logik
at udvikle ved hjælp af en lære om - forandring: evolutionslæren, darwinismen. Resultatet
heraf blev - foruden talrige myter og essays - de seks romaner, der indgår i Den lange
Rejse (anført i romanrækkens indre orden: Det tabte Land, 1919; Bræen, 1908, NorneGæst, 1919; Cimbrernes Tog, 1922; Skibet, 1912; Christofer Columbus, 1921). Den lange
Rejse er et forsøg på at skrive et evolutionens epos - den idé Johannes V. Jensen allerede
tidligt havde (jf. Lee i Hjulet). Hensigten med romanrækken er i sammentrængt form at
"give en Oversigt over Teknikkens og Menneskeaandens Historie, fra den ældste
forhistoriske Tid og op til Amerikas Opdagelse [...] Det samlede Synspunkt er
Udviklingslæren anvendt ogsaa paa Fortiden [...] de forskellige Perioder ses da i Lyset af
Datidens Livsbetragtning, men af den, Nutiden er i Stand til at anlægge derpaa, mens
Datidens aandelige Horisont dog bibeholdes, en paa en Gang eksakt og intuitiv mytisk
Metode" (Berlingske Tidende 26/11 1919). Som Johannes V. Jensen rejste ud for at
rekognoscere i modernitetens mest fremskredne stadier (han var således seks gange i
USA), rejste han til det sidste ud for at finde spor af det tidligste menneskeliv. Hans
vigtigste kilde til udformningen af evolutionens epos var imidlertid erindringen om de
Gamle i Himmerland (jf. Jens Jensen Væver). Hans særegne bidrag til darwinismen blev for så vidt konsekvent nok - en lære om gradus: om stadiernes glidende overgange og
samtidige eksistens i det universelle.
Den, der forsøger at bevæge sig mellem modsætninger så dybe som her antydet, må
nødvendigvis løbe ind i modstand fra mere ensidigt resolutte. Sådan gik det alt andet end
uforskyldt, også Johannes V. Jensen, mens han var i live, og sådan er det gået endnu
efter hans død. I et spændingsfelt, der kunstnerisk og menneskeligt var fyldt med dette
århundredes mulige og faktiske katastrofer (racisme, nationalisme, krige), kunne digteren
Johannes V. Jensen ikke blive nogen entydig skikkelse - hvilken digter kan det? I hans
produktion møder man klare imperialistiske træk og - som hos så mange kunstnere, der
frygter proletariseringen - ingen forståelse for arbejderklassens forhold og fremfærd. Men
man møder også en klar afstandstagen til socialdarwinismens rå biologisering af det
samfundsmæssige: survival af the fittest som konkurrencens lov og ret. Ligeledes møder
man et demokratisk sindelag, beslægtet med Det radikale Venstre, og en udtalt
antifascistisk indstilling. Johannes V. Jensen blev antimilitarist, men tilhænger af
folkevæbning. Spekulerede han med sin samtid (og eftertid?) i raceteoretiske baner, da til
fordel for raceblandingen. Bastarden, afstamningens og tidernes blandform, var for ham
den mest produktive. Hvad han frembragte, blev som et tidernes tegn da også hybrider.
Rejserne ud i rummet og agter ud i tiden, hinsides erindringen til "Minder og Ting man
7
aldrig har oplevet" (Aarbog 1917, s.112), bragte ham snarere skuffelser end
tilfredsstillelse. Blivende sted fandt han hverken i et her eller der, men i forandringen og
bevægelsen imellem. [...]
Hvad Johannes V. Jensen gør sig til talsmand for, er - filosofisk talt - naturalisme: den
opfattelse, at den givne og den menneskeligt omformede natur er den eneste virkelighed,
at der ikke findes nogen anden, overnaturlig virkelighed. Denne enhedslære eller monisme
vender sig mod den kristne dualisme med dens lære om et dennesidigt og et hinsidigt.
Johannes V. Jensen vil gennem religionskritik sætte videnskab og oplysning ind mod
"jødiske Myter". [...]
MYTEFORMER
I Den gotiske Renaissance havde Johannes V. Jensen vendt sig kritisk mod
kristendommen, de "jødiske Myter". Hvad "myte" derudover betyder i Johannes V.
Jensens sammenhæng, er ikke så snart sagt. For lidt efter lidt at komme sagen nærmere
er det måske ikke overflødigt mere generelt at overveje den mangetydige og stærkt
vekslende brug af ordet "myte". Det følgende afklaringsforsøg vil bevæge sig i en cirkel:
fra nutiden tilbage til fortidigheden, op gennem historien og atter frem mod nutiden.
I nutidigt dagligsprog kan "myte" betyde: løs snak, opspind, løgn, rygte, fordom (f.eks.
om en given person, om alderdommen).
Desuden bruges ordet jævnligt i forbindelse med idoler og såkaldt karismatiske figurer
indenfor kulturindustrien, især musik, film og sport (f.eks. myten om Elvis Presley, Marilyn
Monroe, Pelé). Her betyder "myte" verserende forestillinger, imagemageri, sat i omløb af
medier og reklame. Eller det kan betegne et genkommende tema med tilhørende
særkendetegn og rekvisitter (f.eks. myten om det vilde Vesten).
Endvidere kan ordet sigte til usædvanlige politiske skikkelser (f.eks. Hitler, Stalin,
Kennedy), snart som led i en propaganda, der skal binde menneskers bevidsthed, snart i
en kritisk, frigørende forstand. Myter opstår tiest om personer, men kan også dreje sig om
forhold, begivenheder eller forløb for at retfærdiggøre bestemte politiske krav eller sociale
ordninger (f.eks. den nazistiske myte om das Reich og det fornødne Lebensraum, myten
om the American dream).
Alle disse betydninger er moderne: først opstået i og med oplysningstiden, der anfægter
det mytiskes sandhedsværdi og derved devaluerer ordet "myte". Det kommer til at betegne
noget, der har karakter af blændværk, noget forførerisk, på én gang fascinerende og - i det
mindste potentielt - gennemskueligt. Det gennemskuelige ændrer imidlertid ikke ved, at de
kulturindistrielle og politiske mytedannelser har en gennemslagskraft, der præger
bevidstheder og handlinger, til tider med katastrofale følger (tydeligst i fascismen,
nazismen og stalinismen).
Nu bag om disse tilkomne betydninger. Det græske ord "mythos" betyder fortælling,
sagn, mundtlig overlevering om verdens oprindelse og gang, om naturmagter, guder og
helte, om særlige tildragelser. "Mytologi" er da den samlede betegnelse for alle et givet
folks eller en given kulturkreds' beretninger herom, dvs. en overleveret, kollektiv
forståelsesform, der står til troende og derved bliver uadskillelig fra religion (f.eks. den
græske og den nordiske mytologi). Uanset om man i denne forstand taler om antikke,
senere eller nutidige, men førmoderne folks mytologier, kan de fællesbetegnes som
primærmyter.
I sig selv er primærmyterne et fænomen, hvorfra det kunstneriske endnu ikke er udskilt
som en særfunktion. Men ved genbrug og nyfortolkning op gennem historien danner de
8
grundlag for også kunstnerisk aktivitet, for mytekunst - en mulighed, der opstår, fordi
primærmyterne er gådefulde og åbne for tilsyneladende endeløse udlægninger. Gennem
en række renaissancer omformes de til, hvad man kan kalde sekundærmyter, dvs. myter i
kunstnerisk fortolkende brug på grænsen til eller uden for de sammenhænge, hvori de blev
til og oprindeligt blev overleveret. Helt frem til i dag har sekundærmyterne mange medier:
litteratur, bildende kunst, arkitektur, musik, især opera, ballet, senest af og til også film.
Men ikke uden modstand. For siden oplysningstiden træder den analytiske fornuft kritisk
op mod primærmyterne, efterhånden også mod sekundærmyterne: de afsløres som
illusioner, hjernespind, der ikke står til troende, men tværtimod hæmmer ethvert fremskridt.
Oplysning og myte bliver hinandens modsætninger - skønt myten som forklaringsforsøg
allerede indeholder et element af oplysning, mens modsat oplysningen bliver til en art
mytisk, altdominerende magt, hvor den analytiske fornuft ikke kender sin egen
begrænsning, sit eget gyldighedsområde. Reaktioner mod oplysningens krav på
eneherredømme viser sig da også, bl.a. i romantikken, symbolismen og surrealismen - og
altid som en tilknytning til det mytiske. Modsat er det mytiske i lange perioder blevet
tabuiseret, især efter politiske perverteringer og katastrofer.
Ikke desto mindre: Omkring år 1800 selvstændiggrøres kunsten i forhold til religiøse og
verdslige magtinstanser og bliver i den forstand autonom. Siden da er der i moderniteten
atter og atter blevet frembragt myter gennem kunstnerisk mytisering af noget upåagtet,
usædvanligt, nyt. Det gælder indenfor alle kunstarter, efterhånden også dem, der først er
opstået i 1900-tallet.
9
For en del digtnings vedkommende kan man her tale om mytografi, myteskrivning. Ved
sin individuelt skrevne karakter står den i modsætning til den kollektive, mundtlige
primærmyte. Ligeledes adskiller den sig herfra i social henseende. Primærmyten er udtryk
for en given orden, bestemt af naturtvang, og vil socialisere til den - det samme vil de
kulturindustrielle og politiske mytedannelser, der får samfundstvangen til at fremtræde som
en naturkraft. Mytografien derimod bestrider den givne orden og dens
virkelighedsforståelse. Sit udspring har mytografien i en verden, der i sin selvforståelse er
rationel, opgørlig i mål og vægt. Netop herimod opponerer mytografen ved at insistere på
oplevelsen, fantasien, indbildningskraften: verden igen, men på en kvalitativ anderledes
måde.
Således sluttes en ejendommelig ring. Først gøres det primærmytiske til kunst; dernæst
bliver kunsten selv mytiseret og mytiserende. Eller mere udfoldet: Fra en ikke-kunstnerisk
myteform (primærmyten) går bevægelsen over mytekunst (sekundærmyten) til kunstmyte
(mytisering, mytografi) og til ikke-kunstnerisk (kulturindustriel, politisk) mytedannelse.
Til dette historiske rids må der føjes endnu to forhold. For det første: Primærmytens sted
er en verden, der er bundet i og af trolddom. Her skelnes der ikke mellem myte og historie
som to forskellige forklaringsmåder; her kendes i ét og samme stræk alts oprindelse og
verdens gang; her er det mytiske udtryk for det evindeligt samme, det, ingen kan unddrage
sig. Anderledes i mytiseringen, mytografien, der opstår i og med en forløsning fra
trolddommens bånd. Mytiserende kunst opponerer mod altforklarende historie og
historieskrivning, vil på et andet niveau genfortrylle verden; den søger det underfulde i
verden selv, finder det - eller forfærdes over dets udebliven. Enhver tale om det mytiske
bliver derfor upræcis, hvis den ikke sondrer mellem det mytisk totaliserende, myten som
terror - og det mytisk befriende, myten som poesi. - For det andet: så snart myten udspiller
sig udenfor primærmytens kreds, forbinder oplysningen det mytiske med illusion, skin - for
så vidt med løs snak og opspind. Herved opstår der et slægtskab mellem det mytiske og
det kunstneriske: de er sandhed, men på fantasiens og illuderingens betingelser.
I forbindelse med Johannes V. Jensen har alle de nævnte aspekter af det mytiske
interesse. Hans produktion fremviser, om end relativt sjældent, eksempler på purt opspind,
skrøner, men også på et forhold til kulturindustrielle mytedannelser (ironisk i historierne om
Mr. Pickles, ironiforladt i den sidste roman Gudrun, 1936). Ligeledes findes der i hans
forfatterskab adskillige tilfælde af kunstnerisk frembringelse på grundlag af primærmytisk
stof (således anvendes den nordiske mytologi flere steder i Den lange Rejse; regner man
Faust-motivet med til det sekundærmytiske, kan man se dette i Madame D'Ora og Hjulet
og endnu mere i den sene roman Dr. Renaults Fristelser, 1935). Det afgørende er
imidlertid ikke disse typer af genbrug. Afgørende er derimod forfatterskabets orientering
mod det mytiserende, mod digtning som mytografi.
Hvad vil mytografien fra Johannes V. Jensens hånd? Den vil gøre tomrummet mellem
traditionalitet og modernitet befærdeligt, vil omforme det til et rum for opmærksomhed,
oplevelse og fantasi. Den vil give ateismen poetisk kvalitet. Den vil forvandle en lidelse, et
kulturchok, til en digterisk nydelse. I det flygtige vil den søge det vedvarende, i det
endelige det uendelige. Den vil fra bruderfaringen række ud mod det, der ikke lader sig
reglementeret erfare, fra erindringsrester mod det, der ikke lader sig regelret erindre.
Berøvet erindringens bestandighed (for dét, erindringen gjaldt, er forsvindende eller
forsvundet), berøvet erfaringens gyldighed (for erfaringen omstødes, idet den vil virke) er
den mytiserende henvist til oplevelsens nu, underet i endeligheden, drømmen i dens
nærhed til intet. Mytografen Johannes V. Jensen vil gøre sproget til medium for før-sprog,
10
ikke-sprog, og møder sig selv i det øjeblik, hvor han tror sig at komme bag om sproget, til
tingene selv og deres tale.
MYTOGRAFI
Tilbageskuende søgte Johannes V. Jensen selv flere gange at gøre rede for sin forståelse
af de myter, han skrev, væsentligst i Myten som Kunstform (forordet til Aarbog 1916) og i
Efterskrift til Myter og Beskrivelser (som indledning til den niende og sidste mytesamling
Møllen, 1944).
Her skal et afklaringsforsøg sætte ind ved roden. Korrespondancerne fra
Verdensudstillingen stammede fra april-juni 1900. I december samme år bragte et norsk
Julealbum en enquete om "overnaturlige oplevelser". Johannes V. Jensen svarede med
en opsats under den sigende titel Der er flere Ting (jf. Mørkets Frodighed, 1973, udvalg af
tidligere myter ved Niels Birger Wamberg; herefter MF). I dette svar hedder det straks:
"Hvad enten der er noget overnaturligt til eller ikke, saa er Stemningen af det overnaturlige
en Virkelighed. Følelsen af det forfærdelige den tror jeg paa, den er til." (MF, s. 16)
Naturalisten havde afvist det overnaturlige, nægtet eksistensen af "en anden Virkelighed,
end den der er." Nu medgiver digteren, at stemningen, følelsen af det overnaturlige er en
realitet. Hans første erindring drejer sig om "selve den elementære Gru!" (MF, s.16). Og
hvad der herefter berettes, handler netop om genkomsten af denne gru fra begyndelsen
af, om drømme og mareridt: "Ved slige Lejligheder taler Nordmændene om
"mytedannende Fantasi". " (MF, s. 17) Dernæst følger endnu en beretning, der skal vise,
"hvorledes Rædslen opstaar og stiger ved en Vekselvirkning mellem Fornemmelse og
Forestilling. Er Myten først dannet, kan den hidse Hjærnen indtil Besvimelse." (MF, s. 18)
Stemningen af det overnaturlige, den elementære gru modsiger ikke naturalisten i
folosofisk forstand: også fantasien og dens forskellige former hører til naturen, viser mod
menneskets indre natur, ytringer af det ubevidste, som Freud på selvsamme tid
eftersporede i sin Drømmetydning. Ydermere viser gruen tilbage til det gamle bondeliv
med dets naturangst.
Set herfra er det grundlæggende i Johannes V. Jensens mytografi den "mytedannende
Fantasi", et stykke fantasiarbejde af en særlig intens karakter, så følelsesladet, at det kan
"hidse Hjærnen indtil Besvimelse". Ved nu at følge fantasiarbejdets egen dynamik udvikler
Johannes V. Jensen en digterisk metode, uanset om det, der skrives, har karakter af en
rekonstruerende erindren eller opstår gennem selve skriften som proces. Denne digteriske
metode kan føre til sluttede digteriske enheder: mytografi som form for rent fantasiarbjde
med virkelighedsdele. Eller metoden kan bryde igennem som blot et element i ikkemytiserende sammenhænge. Således forstået fører Johannes V. Jensens mytografi ikke til
en bestemt genre, men er genreoverskridende, kan vise sig både lyrisk og episk eller i
blandformer heraf. For hvor Johannes V. Jensen knytter an til en gammel fortælletradition,
lyder hans epik mest gedigen. Hvor han derimod arbejder som mytograf, skriver han
skinepisk. Snarere end at tale om Johannes V. Jensens "myter" kunne man da tage om
hans mytografiske udtryksform.
Den opererer i "en Vekselvirkning mellem Fornemmelse og Forestilling". At fornemme vil
sige at sanse, især høre, mærke, føle, nemlig hvad der kommer fra en given omverden;
men at fornemme er også udtryk for selviagttagelse, for en endnu relativt diffus bevidsthed
om egen kropslig eller mental tilstand. At forestille betyder her at danne sig et mere
præcist billede af noget, få noget til at vise eller fremstille sig. Forholdet mellem
fornemmelse og forestilling er ikke et simpelt forhold mellem passivt og aktivt, derimod en
vekselvirkning, en gensidig proces. Den mytedannende fantasi er et interferensfænomen.
11
Nu kan det givetvis diskuteres, om der hermed er sagt noget specifikt - eller om den
skildrede metode mere generelt kendetegner især lyrisk, moderne digtning. Sikkert er det
imidlertid, at Johannes V. Jensens mytografiske metode har en dobbeltkarakter: den kan
udfolde sig negativt eller positivt. Set under ét fremviser hans forfatterskab grundlæggende
en negativ mytografi, mens en positiv senere kommer til.
Skillelinjen herimellem udgår fra oplevelsen af nuet, der kan fremtræde som tomt og som
henrykt. I begge tilfælde drejer det sig om en suspension af tiden som forløb. Johannes V.
Jensens udtryk herfor er at komme udenfor tiden. Denne tilstand kan være negativ (som i
Menneskeøglen, senere kaldt Kondignogen) eller positiv (Udenfor Tiden), dødelig
ensomhed eller livsopfyldende sammenhæng, bundet og forgjort som af trolddom eller
henrykt er fikseringen til nuet et moderne fænomen: tidsoplevelsen mister varighed,
skrumper og spalter sig op i minimale tidsrum.
Tilsvarende gør en suspension af rummet sig gældende. Er nuet tomt, udløser det
længsel efter et andet rum end det givne: længsel som hjemve efter et fortidigt der eller
som udve efter et muligt fremtidigt det. Begge disse længselsformer er præget af
negativitet: følges hjemveen, kommer den rejsende ikke hjem, men til det der realt er
forsvundet og nu kun eksisterer i erindringen; følges udveen, opdager den rejsende, at
målet forskyder sig efter det umættelige livsbegærs lov. - Til det henrykte nu svarer en
forskydning gennem erindringen: til en evighed, der har været, har haft sin jordiske tid og
sit jordiske sted, sit tabte land.
Gennem suspensionen af tid og rum fremtræder mytografien som ahistorisk og får
derved en vis lighed med primærmyten. Men netop kun en vis lighed. For bag om ryggen
på sig selv bliver mytografien et udtryk for den splittelsens historie, som den forgæves vil
skrive sig ud af.
De psykiske kvaliteter, der er knyttet til de to typer af mytografi, kan overordnet
bestemmes som erindret eller foregrebet oplevelse af død overfor intensiveret oplevelse af
liv. Eller med to ord: som gru og fryd. Den dødeligt negative mytografi er gruens udtryk.
Det er forbundet med angst, ensomhed, tab af sammenhænge, oplevelse af krænket ydre
eller indre natur, lede ved menneskelige omgangsformer, idiosynkrasi og kynisme. Modsat
er den livsaligt positive mytografi frydens udtryk. Det er uden ængstelse, vidner om
sammenhænge, liv, der folder sig ud i natur og mellem mennesker, ømhed, her og der på
grænsen til det idylliske eller over den.
Hvad der her analytisk er opstillet som stive modsætninger, virker imidlertid sammen i
bevægelse, som interferenser. Finder man især i ungdomsforfatterskabet rent negativ
mytografi, må den læses ud fra en underliggende forfærdelse. Dens råhed, kynisme,
idiosynkrasier, dens hensynsløse projicering af jegets nød ud på alverden skjuler det
ønske om forløsning, som det ville være en svaghed at ytre. Og finder man i det senere
forfatterskab positiv mytografi, da kun i kraft af gruens stærkere eller svagere, men altid
hørlige understemme. Indtryksømheden, de utrænede sammenhængsdannelser,
idylliseringerne taler hen over denne vedvarende understemme.
I forhold til primærmyten ville et begreb som "negativ myte" formentlig være meningsløst.
Primærmyten er pr. definition positiv: sammenhængsdannende, forsonende, udtryk for
livets herredømme over død og dødelighed. Set i det lys bliver Johannes V. Jensens
negative mytografi ensbetydende med et dementi af det oprindeligt mytiske: den færdes i
det sammenhængsløse, er uforsonlig, et nej som ytring af dødens overmagt over alt
levende. For så vidt kan man da i Johannes V. Jensens mytografiske metode se en
kunstnerisk fremgangsmåde, der på modernistisk vis ophæver sig selv. Ikke for ingenting
vrænger den negative mytografi ofte ad sig selv; den er en iscenesættelse, står ikke til
12
troende, end ikke for sin ophavsmand, der gerne ligner sig ved en gøgler, en komediant
eller taskenspiller.
Anderledes med hans positive mytografi. Den er bekræftelse af liv. Men igen: ikke som
primærmyten. I sine oprindelige former peger myten hen mod overnaturlige magter, en
kommende eller allerede givet evighed. Johannes V. Jensens positive mytografi vil som
moderne gøre opmærksom på det jordiske her og nu som den eneste virkelighed, som ren
immanens, der har evigheden bag sig, nemlig i den første modtagelighed, den dybeste
erindren eller i den poetiserende fordybelse. Her søges ingen transcendens, ingen gåen
over til nogen andet, derimod en gåen neden under det forekommende i en intensiveret
fornemmelse af og forestilling om, "hvor Virkeligheden skjuler sig i Virkeligheden" som i en
gådefuld fluktuation af det ellers upåagtede (Johannes Larsen, 1920), her citeret efter
1963-udgaven, s.47; herefter JL).
Som den negative rummer også den positive mytografi en kritik af de religiøse myter. I
traditionen fra oplysningstiden ville Johannes V. Jensen erstatte de hellige myter med
profane, der skulle illuminere det jordiske her og nu. Præcis dét er hensigten med de
mytiske islæt i Den lange Rejse og mange enkeltstående udslag af den mytedannende
fantasi. At skrive forhistorien om på nutidens videnskabelige præmisser, at rydde den
gamle overlevering af vejen og med noget nær dens egne midler hævde gyldigheden af en
ny, dét var den konstruktive hensigt i og bag Johannes V. Jensens positive mytografi.
I det forskydelige spændingsforhold mellem negativ og positiv mytografi ligger også
Johannes V. Jensens biografi som digter. Han indledte sit forfatterskab i gruens tegn og
søgte gennem genresprængende modernistiske former at fastholde det nej, som
erfaringen bød ham at sige: han skrev i benægtelsens former. Efter et tiår, omkring 19061907, tog hans forfatterskab en vending mod bekræftelse og moderne klassik, fra digtning
til essayistik, isprængt mindelser om den unge digters kunnen. Måske forstår man bedst
den mytografiske i Johannes V. Jensens produktion som noget centrifugalt, som
vekslende interferenser mellem to kulturer: den sindige bondekultur, uddybet til
forhistorien, og moderniteten med dens selvoverhalende hast. I 1920 skrev han, hvad der
på sin inderside handler herom:
"Det er ti Aar, ti strygende Aar, siden jeg skrev om Johannes Larsen og kom til at høre
Uret, "som en Værken i Stilheden, en bittelille Løber der nu som før er undervejs med
Syvmilestøvler paa" - hvor har den lille Knokkelmand ikke bisset siden, jeg hører ham
Morgen og aften ved mit Hovedgærde, de smaa hidsige Hæle hen over Tidens Glar. De
Gamle forestillede sig Tiden med Timeglasset som Symbol, Herre je, Tyngden overladt til
sig selv, de dryssende Minutter; i Uret arbejder en spændt Staalfjeder, presser paa - - men
den Takt er jo nu igen gammeldags, nu er det Motoren, Eksplosionerne, der jager
Sekunder ud i Salver, der er lagt Dynamit under Nuet, man kan ikke skelne Intervallerne
mere, Tidens Puls er blevet til Tone. Ja det er det den er. Men Universets inderste Sjæl er
jo et Bambardement af Atomer eller Elektroner, Lyset er en Bølgen, Tonen selv en Bølgen,
og hvad er da Tiden? Hvad den saa er, vi er i dens Svingning, og kan vi ikke synge med,
som en Tone der klinger med i et Instrument af sig selv, naar den anslaas i et andet, da er
vi forstemte. Vi skal sandelig dø, ja, siger jeg, og lad det ikke ske hinkende, men i
Samklang og megen Glæde som vi har levet!" (JL, s. 64.65).
13
Huskeark: Johannes V. Jensens myter
Negative myter
-tomt
-dødelig ensomhed
-tiden ophæves
-længsel efter et andet rum end det
givne
-her kontra der
-erindret eller foregrebet oplevelse af
-død
-gru
-angst, ensomhed, tab af
sammenhænge, lede ved
menneskelige omgangsformer,
kynisme, projicering
De negative myter er skrevet i
benægtelsens form.
Bagved nej-sigeren og den rå tone
ligger en forfærdelse: jeg'et er i nød,
men det ville være en svaghed at
udtrykke dette!
Projiceringerne skjuler et ønske om
forløsning.
Ungdomsforfatterskabet har flest
negative myter, rå kyniske - med en
underliggende oplevelse af forfærdelse
Oplevelsen af nu'et
Oplevelsen af rummet
Jeg'ets
følelser/stemningsleje
Nej-siger og ja-siger
Negative og positive
myter - hvornår?
Positive myter
-henrykt
-livsfylde
-tiden ophæves
-evigheden har været, har haft sin tid
og sit sted på Jorden, sit tabte land
-intensiveret oplevelse af
-liv
-fryd
-ingen ængstelse, oplevelse af
sammenhæng, liv der folder sig ud i
natur og mellem mennesker, ømhed,
her og der
De positive myter er skrevet i
bekræftelsens form.
Bagved ja-sigeren og den lyksalige
tone ligger en understemning af gru.
Det sene forfatterskab har flest
positive myter, idylliserende,
sammenhængsdannende - med en
underliggende stemning af gru.
Begge mytetyper er
kritiske overfor de
religiøse myter. Jensen
skriver profane myter, der
vil omskrive på nutidens
videnskabelige
præmisser og rydde det
de opfatter som gammel
overlevering, af vejen.
Jensens negative myter færdes i det
sammenhængsløse, uforsonlige.
Døden har overmagt over alt levende.
De dementerer primærmyternes
positive, sammenhængsdannende
sætten liv over død.
Kilde: F. Harrits, efterskrift til 'Joh. V.
Jensen. Interferenser', 1994
Andre muligheder: Spring nr. 19
Borup Jensen: 'Joh. V. Jensen. En
kanonforfatter', 2008
www.humaniora.sdu.dk/danskkolding/artikler/pdf/BirteBrun.pdf
Jensens positive myter bekræfter liv,
men ikke som primærmyten, der
peger hen mod overnaturlige magter,
en kommende evighed etc.
Jensens bekræftelse af liv er en
bekræftelse af at liv er det jordiske her
og nu. Det jordiske er den eneste
virkelighed (ren immanens. Myterne
søger ingen transcendens,
transcendensen er tom). Teksterne er
søgende overfor at finde en dybere
virkelighed i virkeligheden.
14
TEKSTER
J. P. Jacobsen: "Marine", 1875
MARINE 2
Frem under Haarets ravnsorte Sky’r
Øjnenes blinkende Tvillingefyr
Straaler og flyr.
Aandedrags-luftninger lune og blide
Henover Skuldrenes Klipper de hvide
Sagtelig glide.
Mens imod Dragtens Kniplingekyst
Svulmende vugges det bølgende Bryst
Skumhvidt, men tyst.
-Ak om der lød dog
Smeltende blød og
Dårende mild,
Hen til sig dragende,
Kærlighedsklagende
Havfruesang!
1875
Spørgsmål til dit selvstændige arbejde med Marine
Dette digt har du allerede behandlet. Kast et fornyet blik på det ud fra din nye viden
om naturalisme.
Gør stilistiske iagttagelser og undersøg sammenhængen mellem rim, rytme og
komposition
Karakteriser landskabet. Læg mærke til at naturen er metafor for det indre,
driftsmæssige, men at den ikke (modsat romantikken) har nogen indbygget
overnatur.
Karakteriser kvinden
Hvad udsiger digtet?
2
Både en betegnelse for maleri med motiv fra havet og et kvindenavn
15
J.P. Jacobsen: af "Niels Lyhne", 1880
INTRO: I J.P. Jacobsens roman Niels Lyhne, 1880, har den ateistiske hovedperson
Niels en samtale med den ligesindede, men også mere nøgterne Dr. Hjerrild. De to
mødes tilfældigt juleaften på en københavnsk restaurant, sammen tager de derefter
en natlig vandring gennem byen og taler om kristendom og ateisme.
I romanen som helhed ser man hvordan Niels ikke gennemfører sit projekt om at leve
et liv som gennemført ateist, men det er ikke ensbetydende med at romanen afviser
den ateistiske livsopfattelse. Den vil vise at omstillingen fra århundreders metafysiske
tilværelsesopfattelse ikke finder sted på én gang.
Læg mærke til Niels’ forestilling om at en helt ny verden vil blive mulig når Gud
sættes fra styret.
»Vi er nok saa temmelig husvilde i Aften,« sagde Niels, da de gik nedad Gaden.
»Ja, det er jo i sin Orden,« var Hjerrilds lidt pathetiske* Svar.
De kom til at tale om Kristendommen. Emnet laa jo ligesom i Luften om dem.
Niels talte heftigt, men lidt almindeligt mod Kristendommen.
Hjerrild var kjed af at gaa og træde Sporet op paany af Diskussioner, der var gamle
for ham, og sagde pludseligt, uden altfor nøje Tilslutning til det Foregaaende: »tag
Dem i Agt, Hr. Lyhne; Kristendommen har Magten. Det er dumt at lægge sig ud med
den regerende Sandhed ved at agitere for Kronprinds-Sandheden.«
»Dumt eller ikke dumt, det Hensyn ligger ikke for.«
»Sig ikke det saa letsindigt; det var ikke min Mening at sige Dem den Trivialitet, at
det i materiel Henseende er dumt, ideelt er det dumt og mer end det. Tag Dem i Agt;
dersom det ikke er uundgaaeligt nødvendigt for Deres Personlighed, saa knyt Dem
ikke altfor nøje til just det i Tiden. Som Digter har De jo saa mange andre
Interesser.«
»Jeg forstaar Dem vist ikke, jeg kan jo dog ikke bære mig ad med mig selv som
med en Lirekasse, tage et mindre populært Stykke ud og sætte et andet ind, som
Alle gaar og fløjter paa.«
»Kan De ikke? der er de, der kan. Men De kunde jo sige: det Stykke spiller vi ikke.
Man kan i Almindelighed meget mere i den Retning, end man selv tror. Et Menneske
hænger ikke saa nøje sammen. Naar De stadig bruger Deres højre Arm voldsomt,
saa strømmer der et Overmaal af Blod til, og den tager til i Vækst paa det øvrige
Legemes Bekostning, medens Benene, som De kun bruger det aller,
allernødvendigste, blive lidt tyndladne, ganske af sig selv. De kan jo nok anvende
Billedet? Se, hvordan de fleste, og vel ogsaa de bedste ideelle Kræfter herhjemme,
har vendt sig udelukkende mod den politiske Frihed. Se paa det, og lad det være
Dem en Lære. Tro mig, der er en frelsende Lykke for et Menneske i at kæmpe for en
Idé, der har Fremgang, medens det er saa demoraliserende at høre til den tabende
Minoritet, som Livet, ved den Retning, i hvilken det udvikler sig, giver Uret, Punkt for
Punkt, Skridt for Skridt. Det kan ikke være anderledes, for det er saa bitterlig
mismodigt, at se det, man lige ind til sin Sjæls inderste Stille er overbevist om er
Sandheden og Retten, at se denne Sandhed forhaanet og slaaet i Ansigtet af hver
den usleste Trosknægt i den sejrende Hær, at høre den smædet med Skjøgenavne,
og saa Intet at kunne gjøre, Intet andet end at elske den endnu mere trofast, knæle
for den i sit Hjærte med endnu dybere Ærefrygt, og se dens skjønne Aasyn lige
straalende skjønt, lige fuldt af Højhed og udødeligt Lys, hvormeget Støv der saa
16
hvirvles mod dens hvide Pande, hvor tæt end giftig Taage tyknes omkring dens
Glorie. Det er bitterlig mismodigt, det kan ikke undgaaes, at Ens Sjæl tager Skade
deraf, for det ligger saa nær at hade sit Hjærte træt, at kalde Foragtens kolde
Skygger op om sig, og smertesløv lade Verden gaa sin Gang. - Naturligvis, hvis man
har det i sig, saa man i Stedet for at vælge det lettere, at tage sig selv ud af alt
Forbund med det Hele, kan bære sig oprejst, og med alle Evner spændte, alle sine
Sympathier vaagne, tage mod Nederlagenes mangebraaddede Svøbeslag, alt som
de falder, Slag paa Slag, og dog holde sit blødende Haab fra at segne, idet man
lytter efter de dumpe Lyde, der varsler Omslag i Ens Tid, og spejder mod det svage,
fjærne Skjær, der er en Dag - en Gang - maaske; hvis man har det i sig! men prøv
det ikke, Lyhne. Tænk Dem, hvad en saadan Mands Liv maatte være, naar han
skulde gjøre Fyldest. Ikke at kunne tale, uden at Hujen og Haan fraader op i hans
Tales Spor. At faa alle sine Ord forvrængede, besudlede, vredne af Led og Lave,
vredne til snedige Snarer, kastet hen for sine Fødder, og saa, inden han vel har faaet
dem sanket op af Skarnet og redet dem ud fra hinanden igjen, saa pludselig at finde
Alverden døv. Og saa begynde paany paa et andet Punkt med samme Resultat, atter
og atter. Og saa maaske det smerteligste af Alt, at se sig miskjendt og foragtet af
ædle Mænd og Kvinder, som han, trods den forskjellige Overbevisning, ser op til med
Beundring og Ærefrygt. Og saadan maa det være, det kan slet ikke være anderledes.
En Opposition skal ikke vente at blive angrebet for det, den virkelig er og vil, men for
det, Magten vil tro, den er og agter; og desuden, Magten brugt overfor den Svagere
og Misbrug af Magten, hvordan skal det blive to Ting? og der er dog vel Ingen, der vil
forlange, at Magten skal gjøre sig selv svag for at kunne kæmpe med lige Vaaben
overfor Oppositionen. Men derfor bliver Oppositionens Kamp lige smertelig, lige
oprivende. Og tror De nu virkelig, Lyhne, at en Mand kan kæmpe den Kamp, med
alle de Gribbenæb sænket i sig, uden den sejge, blinde Begejstring, som er
Fanatisme? Og hvor i al Verden skal han blive fanatisk for noget Negativt? Fanatisk
for den Idé, at der ingen Gud er til! - og uden Fanatisme, ingen Sejr. Tys, hør!«
De standsede udenfor en høj Stue, hvor man havde rullet op for et af Vinduerne,
og gjennem den aabnede Trækrude lød det, baaret af Kvinders og Børns klare
Røster, ud til dem:
Et Barn er født i Bethlehem,
Bethlehem!
Thi* glæder sig Jerusalem.
Halelujah, Halelujah!
De gik tavse videre. Melodien, navnlig Flygelets Toner, fulgte dem nedad den stille
Gade.
»Hørte De,« sagde Hjerrild, »hørte De Begejstringen i dette gamle, hebræiske
Sejershurra? - og disse to jødiske Bynavne! - Jerusalem, det var ikke blot symbolsk:
den hele Stad: Kjøbenhavn, Danmark; det var Os, det kristne Folk i Folket.«
»Der er ingen Gud, og Mennesket er hans Profet!« sagde Niels bittert, men ogsaa
bedrøvet.
»Ja, ikke sandt!« spottede Hjerrild; lidt efter sagde han: »Atheismen er dog
grændseløs nøgtern, og dens Maal er jo til syvende og sidst ikke andet end en
desillusioneret Menneskehed. Troen paa en styrende, dømmende Gud, det er
Menneskehedens sidste store Illusion, og hvad saa, naar den har tabt den? Saa er
den bleven klogere; men rigere, lykkeligere? Jeg ser det ikke.«
»Men,« udbrød Niels Lyhne, »fatter De da ikke, at den Dag, Menneskeheden fri
17
kan juble: der er ingen Gud, den Dag skabes der som med et Trylleslag ny Himmel
og ny Jord. Først da bliver Himlen det fri, uendelige Rum, i Stedet for et truende
Spejderøje. Først da bliver Jorden vor, og vi Jordens, naar hin dunkle Saligheds og
Fordømmelses Verden derude er bristet som en Boble. Jorden bliver vort rette
Fædreland, vort Hjærtes Hjem, hvor vi ikke er som fremmede Gjæster en stakket*
Tid, men al vor Tid. Og hvilken Intensitet vil det ikke give Livet, naar Alt skal rummes
i det, og Intet er lagt hen udenfor. Den uhyre Kjærlighedsstrøm, der nu stiger op mod
den Gud, der troes, naar Himlen er tom, da vil den bøje sig hen over Jorden, med
elskende Gang imod alle de skjønne, menneskelige Egenskaber og Evner, som vi
har potenseret* og smykket Guddommen med, for at gjøre den vor Kjærlighed værd.
Godhed, Retfærdighed, Visdom, hvem kan nævne dem alle? Begriber De ikke,
hvilken Adel det vil brede over Menneskeheden, når den frit kan leve sit Liv og dø sin
Død, uden Frygt for Helved eller Haab om Himmerig, men frygtende sig selv, og med
Haab til sig selv? Hvor vil Samvittigheden ikke vokse, og hvilken Fasthed vil det ikke
give, naar daadløs* Anger og Ydmyghed Intet mer kan sone*, og ingen anden
Tilgivelse er mulig, end at gjøre godt med Godt, det Onde, man forbrød, med Ondt.«
»De maa have en vidunderlig Tro paa Menneskeheden; Atheismen vil jo komme til
at stille større Fordringer til den, end Kristendommen gjør.«
»Naturligvis.«
»Naturligvis; men hvor vil De faa alle de stærke Individer fra, som De vil behøve til
at sætte Deres atheistiske Menneskehed sammen af?«
»Lidt efter lidt, Atheismen skal selv opdrage dem; hverken denne Generation eller
den næste eller den næste igjen vil kunne bære Atheismen, det ser jeg godt, men i
hver Generation vil der altid være Enkelte, der ærligt vil kæmpe sig til et Liv paa den
og en Død i den, og de vil saa i Tidernes Løb danne en Række af aandelige Ahner*,
som Efterkommerne med Stolthed kan se tilbage paa, og vinde Styrke ved at
betragte. I Begyndelsen er det, der vil Vilkaarene være haardest, der vil flest bukke
under i Kampen, og de, der sejrer, kun sejre med forrevne Faner, for de vil endnu
have Traditionerne drukket ind i deres inderste Marv, og fordi der er saa meget andet
end Hjernen i et Menneske, der skal overbevises, Blodet og Nerverne, Haab og
Længsler, ja om det saa er Drømmene, saa de ogsaa. Men det er det Samme, en
Gang vil det komme, og de Faa vil blive de Mange.«
»Tror De? - Jeg leder efter et Navn; kunde man ikke kalde dette for den pietistiske*
Atheisme?«
»Al sand Atheisme ...« begyndte Niels, men Hjerrild afbrød ham hurtigt.
»Naturligvis!« sagde han, »naturligvis; lad os endelig kun have een eneste Port,
eet eneste Naaleøje for al Jorderigs Kameler!«
NOTER
pathetiske: højtideligt følelsesfulde
thi: derfor
stakket: kort
potenseret: forstærket, intensiveret
daadløs: passiv
sone: erstatte, udbrede
18
Ahner: forgængere
pietistiske: her fromme, inderlige
Spørgsmål til J.P. Jacobsen: af "Niels Lyhne"
Spørgsmålene indgår i Modulopgave 1. a. De er også anført efter Pontoppidans
novelle længere fremme i kompendiet.
19
Alexander Kielland: "Karen", 1882
Det var engang i Krarup Kro en pike, som het Karen.
Hun var alene om oppvartningen; for kromannens kone gikk nesten alltid omkring
og lette efter sine nøkler. Og der kom mange i Krarup Kro; – både folk fra omegnen,
som samledes, når det mørknet om høstaftenen og satt i krostuen og drakk
kaffepunsjer sådan i alminnelighet uten noen bestemt hensikt, men også reisende og
veifarende, som kom trampende inn blå og forblåste, for å få seg noe varmt, som
kunne holde livet oppe til neste kro.
Men Karen kunne allikevel klare det hele, skjønt hun gikk så stille og aldri syntes
å ha hastverk.
Hun var spinkel og liten – ganske ung, alvorlig og taus så det var ingen morskap
ved henne for de handelsreisende. Men skikkelige folk, som gikk i kroen for alvor og
som satte pris på at kaffen servertes hurtig og skåldende het, de holdt desto mere av
Karen. Og når hun smøg seg frem mellom gjestene med sitt brett, vek de tunge
vadmelskropper til side med en uvanlig fart, det ble gjort vei for henne, og samtalen
sluknet for et øyeblikk, alle måtte se efter henne, hun var så nydelig.
Karens øyne var av de store grå, som på en gang syntes å se og å se langt – langt
forbi; og øyenbrynene var høyt buet liksom i forundring.
Derfor trodde fremmede at hun ikke riktig forstod hva de ba om. Men hun forstod
godt og tok ikke feil. Det var bare noe underlig over henne allikevel, – som om hun så
langt ut efter noe – eller lyttet – eller ventet – eller drømte.
Vinden kom vestenfra over lave sletter. Den hadde veltet lange, tunge bølger
henover Vesterhavet; salt og våt av skum og fråde hadde den kastet seg inn over
kysten.
Men i de høye klitter med det lange marehalm var den blitt tørr og full av sand og
litt trett, så da den kom til Krarup Kro, var det nettopp så vidt at den kunne få portene
opp til reisestallen.
Men opp fór de, og vinden fylte det store rom og trengte inn ad kjøkkendøren,
som stod på klem. Og til slutt ble det et sådant press av luft, at portene i den annen
ende av stallen også sprang opp, og nu fór vestenvinden triumferende tvers
igjennom, svinget lykten, som hang i taket, tok luen av stallkaren og trillet den ut i
mørket, blåste teppene over hodet på hestene, blåste en hvit høne ned av pinnen og
opp i vanntrauet. Og hanen oppløftet et fryktelig skrål, og Karen bante, og hønsene
skrek, og i kjøkkenet kvaltes de av røk, og hestene ble urolige og slo gnister av
stenene; selv endene, som hadde trykket seg sammen nær krybbene, for å være de
første til de spilte korn, tok på å snadre, og vinden bruste gjennom med en helvedes
alarm, inntil det kom et par mann ut fra krostuen, satte rygg mot portene og presset
dem sammen igjen, mens gnistene føk dem i skjegget fra de store tobakkspiper.
Efter disse meritter kastet vinden seg ned i lyngen, løp langs de dype grøfter og
tok et ordentlig tak i postvognen, som den traff en halv mils vei fra kroen.
”Det var dog et fandens jav han alltid har for å komme til Krarup Kro,” – knurret
Anders postkar og slo et klask over de svette hester.
For det var visst tyvende gang at postføreren hadde latt vinduet gå ned, for å rope
et eller annet opp til ham. Først var det en vennskapelig invitasjon til en kaffepunsj i
20
kroen; men efter hvert ble det tynnere med vennskapeligheten, og vinduet fór ned
med et smell, og ut får det noen kortfattede bemerkninger både over hest og kusk,
som Anders iallfall slett ikke kunne være tjent med å høre.
Imidlertid strøk vinden lavt langs med jorden og sukket så langt og besynderlig i de
tørre lyngbusker. Det var fullmåne; men tett overskyet, så det bare lå et hvitaktig
diset skjær over natten.
Bakenfor Krarup Kro lå torvmyren mørk med sorte torvskur og dype farlige hull. Og
innimellom lyngtuene buktet det seg en stripe av gress, som om det kunne være en
vei; men det var ingen vei, for den stanset like i kanten av en torvgrav, som var større
enn de andre og dypere også.
Men i gresstripen lå reven ganske flat og lurte, og haren hoppet på letten fot over
lyngen.
Det var lett for reven å beregne at haren ikke ville løpe lang ring så sent på
aftenen. Den stakk forsiktig den spisse snute opp og gjorde et overslag; og idet den
lusket tilbake følgende vinden, for å finne et godt sted, hvorfra den kunne se hvor
haren ville slutte ringen og legge seg ned, tenkte den selvbehagelig over hvorledes
revene bestandig blir klokere og harene bestandig dummere og dummere.
Inne i kroen var det usedvanlig travelt, for et par handelsreisende hadde bestilt
harestek; dessuten var kromannen på auksjon i Thisted, og madamen var aldri vant
til å stelle med annet enn kjøkkenet. Men nu traff det seg så, uheldig at sakføreren
skulle ha fatt i kromannen, og da han ikke var hjemme, måtte madamen ta mot en
lang beskjed og et ytterst viktig brev, hvilket aldeles forvirret henne.
Ved ovnen stod en fremmed mann i oljeklær og ventet på en flaske sodavann; to
fiskeoppkjøpere hadde tre ganger rekvirert konjakk til kaffen; kromannens kar stod
med en tom lykt og ventet på et lys, og en lang tørr bondemann fulgte Karen
engstelig med øynene: han skulle ha 63 øre igjen på en krone.
Men Karen gikk til og fra uten å forhaste seg og uten å forvirres. Man skulle neppe
tro at hun kunne holde rede i alt dette. De store øynene og de forundrede øyenbryn
var liksom spente i forventning; det lille fine hodet holdt hun stivt og stille – som for
ikke å forstyrres i alt det hun hadde å tenke på. Hennes blå hvergarnskjole var blitt
for trang for henne, så halslinningen skar seg litt inn og dannet en liten fold i huden
på halsen nedenunder håret.
”De aggerpiker er så hvite i huden,” sa den ene fiskeoppkjøper; de var unge folk
og talte om Karen som kjennere.
Henne ved vinduet var det en mann som så på klokken og sa: ”Posten kommer
tidlig i aften.”
Det rumlet over brostenene utenfor; porten til reisestallen slos opp, og vinden
rusket igjen i alle dører og slo røk ut av ovnene.
Karen smøg ut i kjøkkenet, i det samme krodøren gikk opp. Postføreren trådte inn
og hilste god aften.
Det var en høy, smukk mann med mørke øyne, sort krøllet skjegg og et lite, kruset
hode. Den lange, rike kappe av kongen av Danmarks praktfulle røde klede var prydet
med en bred krave av krøllet hundeskinn utover skuldrene.
Alt det tarvelige lys fra de to parafinlamper, som hang over krobordet, syntes å
kaste seg forelsket over den røde farve, som stakk så meget av mot alt det grå og
sorte som var i rommet. Og den høye skikkelse med det lille krusete hode, den brede
krave og de lange purpurrøde folder ble – idet han gikk gjennom den lave, røkede
krostue – til et vidunder av skjønnhet og prakt.
21
Karen kom hurtig inn fra kjøkkenet med sitt brett; hun bøyet hode, så man ikke
kunne se ansiktet, idet hun skyndte seg fra gjest til gjest.
Haresteken plaserte hun midt foran de to fiskeoppkjøpere, hvorpå hun brakte en
flaske sodavann til de to handelsreisende, som satt i stuen innenfor. Derefter gav
hun den bekymrede bondemann et talglys, og idet hun smuttet ut igjen, stakk hun 63
øre i hånden på den fremmede ved ovnen.
Kromannens kone var aldeles fortvilet; hun hadde visstnok ganske uformodet
funnet nøklene; men straks derpå mistet sakførerens brev, og nu stod hele kroen i
det frykteligste røre: ingen hadde fått hva de skulle ha, alle ropte, munnen på
hinannen, de handelsreisende ringet uavladelig ined bordklokken, fiskeoppkjøperne
lo seg nesten fordervet av haren, som lå og skrevet på fatet foran dem; men den
bekymrede bondemann pikket madamen på skulderen med sitt talglys, han skalv for
sine 63 ore. Og i all denne håpløse forvirring var Karen sporløst forsvunnet. –
– Anders postkar satt på bukken; kromannens dreng stod ferdig til å åpne portene;
de to reisende inne i vognen ble utålmodige, hestene også – skjønt de ikke hadde
noe å glede seg til, og vinden rusket og pep gjennom stallen.
Endelig kom postføreren, som de ventet på. Han bar sin store kappe på armen, da
han trådte hen til vognen og gjorde en liten unnskyldning, fordi man hadde ventet.
Lykten lyste ham i ansiktet; han så ut til å være meget varm, og det sa han også med
et smil, idet han trakk kappen på og steg opp hos kusken.
Portene gikk opp og postvognen rumlet avsted. Anders lot hestene gå smått, nu
hadde det jo ingen hast mere. Av og til skottet han til postføreren ved siden; han satt
ennu og smilte hen for seg og lot vinden ruske seg i håret.
Anders postkar smilte også på sin måte; han begynte å forstå. Vinden fulgte
vognen til veien vendte, kastet seg derpå igjen inn over sletten og pep og sukket så
langt og besynderlig i de tørre lyngbusker. Reven lå på sin post, alt var på det
nøyeste beregnet; haren måtte snart være der. Inne i kroen var Karen endelig dukket
opp igjen, og forvirringen dempedes efter hvert. Den bekymrede bondemannen ble
kvitt sitt lys og fikk sine 63 øre, og de handelsreisende hadde kastet seg over steken.
Madamen kIynket litt; men hun skjente aldri på Karen; det var ikke det menneske i
verden som kunne skjenne på Karen.
Stille og uten å forhaste seg gikk hun igjen til og fra, og den fredelige hygge, som
alltid fulgte henne, bredte seg atter over den lune, halvmørke krostue. Men de to
fiskeoppkjøpere, som hadde fått både en og to konjakker til kaffen, var ganske betatt
av henne. Hun hadde fått farve i kinnene og et lite halvskjult glimt av et smil, og når
hun en enkelt gang løftet øynene, fór det dem gjennom hele kroppen.
Men da hun følte at deres øyne fulgte henne, gikk hun inn i stuen, hvor de
handelsreisende satt og spiste og gav seg til å pusse noen teskjeer borti skjenken.
”La De merke til postføreren?” – spurte den ene av de reisende.
”Nei – jeg så bare et glimt av ham; han gikk visst straks ut igjen,” svarte den
annen med munnen full av mat.
”Satans skjønn fyr! jeg har så menn danset i hans bryllup.”
”Så – er han gift?”
”Ja visst! – hans kone bor i Lemvig; de har visst to barn. Hun var datter av
kromannen i Ulstrup, og jeg kom just dertil bryllupsaftenen. Det var en lystig natt –
kan De tro!”
Karen slapp teskjeene og gikk ut. Hun hørte ikke hva de ropte til henne i
22
krostuen; hun gikk over gården til sitt kammer, lukket døren og begynte halvt
sanseløs å ordne sine sengklær. Hennes øyne stod stive i mørket, hun tok seg til
hodet, hun tok seg for sitt bryst, – hun stønnet, hun forstod ikke, – hun forstod ikke –
Men da hun hørte madamen så ynkelig rope: ” Karen! – bitt’ Karen!” – da fór hun
opp, ut av gården, om baksiden av huset, ut – ut i heden.
I halvlyset buktet den lille gresstripe seg mellom lyngen, som om det kunne være
en vei; men det var ingen vei, ingen måtte tro det var noen vei, for den førte like i
kanten av den store torvgrav.
Haren skvatt opp, den hadde hørt et plask. Den fór avsted som om den var gal, i
lange hopp; snart sammentrukket med benene innunder seg og ryggen krum, snart
utstrakt, utrolig lang – som et flyvende trekkspill – hoppet den avsted over lyngen.
Reven stakk den spisse snute opp og stirret forbauset efter haren. Den hadde ikke
hørt noe plask. For den var kommet efter alle kunstens regler smygende på bunnen
av en dyp grøft; og da den ikke var seg noen feil bevisst, kunne den ikke begripe seg
på haren.
Lenge stod den med hodet oppe, bakkroppen senket og den store buskede hale
gjemt i lyngen, og den begynte å tenke over om det er harene som blir klokere, eller
revene som blir dummere.
Men da vestenvinden hadde løpt et langt stykke, ble den til nordenvind, siden til
østenvind, derpå til sønnenvind og til slutt kom den igjen over havet som vestenvind,
kastet seg inn i klitten og sukket så langt og besynderlig i de tørre lyngbusker. Men
da manglet det to forundrede grå øyne i Krarup Kro og en blå hvergarnskjole, som
var blitt for trang. Og kromannens kone klynket mere enn noensinne; hun kunne ikke
forstå det, – ingen kunne forstå det, unntatt Anders postkar – og en til. –
– Men når gamle folk ville gi ungdommen en riktig alvorlig advarsel, pleiet de
gjerne å begynne således: ”Det var engang i Krarup Kro en pike, som het Karen –”
Spørgsmål til Alexander Kielland: Karen
Spørgsmålene indgår i Modulopgave 1 b (du kan vælge ml. 1 a og 1 b, se
modulopgaven i sin helhed).
Skriv et oplæg til et hf-hold om Alexander Kiellands novelle Karen. Du skal bl.a.
karakterisere skrivestilen ved at sætte lup på én eller flere passager så du kommer
ned i de stilistiske detaljer.
Lad dig i øvrigt inspirere af nedenstående postulater:
Fortællerstemmen er implicit (dvs. en stemme uden ”krop”, en stemme der ikke er
lagt i munden på en af de fiktive personer) i begyndelsen af novellen, men til slut kan
vi se at den er eksplicit – med tilbagevirkende kraft så at sige.
Novellen har en cirkelkomposition.
Novellens hovedperson er Karen.
Novellens skelsættende begivenhed er dette at Karen overhører de
handelsrejsendes samtale om postføreren og hans bryllup med krodatteren fra
Ulstrup. Dette får hende til at begå selvmord.
23
Herman Bang: "Frøkenen", 1883
FRØKENEN
Det var det mindste Hus i hele Gaden: Tre Fag og den grønne Gadedør med en tre
Trins Trappe og Gelænderet, hvor det er saa dejligt at rutsche ned. Og under
Vinduerne ligger Kælderhalsen ud paa Fortovet - en gammel skrøbelig Kælderhals,
hvor alle Byens Gadedrenge tramper op, naar de skal i Skole, og piber i Fingrene,
mens de lader sig glide ned. For "Frøkenen"s Kælderhals er den sidste i hele Byen.
Byfogeden har ført Krig baade med den og med Lindetræerne. Thi det lignede ikke
noget at have saadan tre Træer staaende midt i en ordentlig Gade og skygge for
Gasblusset med deres rebelske Grene. Men tilsidst maatte Byfogeden dog lade
Lindene staa, og nu sender han kun Betjenten hen for at efterse, hvordan Lygten og
Grenene forliges. Saa kommer som oftest Gartneren den næste Dag, og han stiller
sin Stige op paa Gaden og skal klippe "efter højere Ordre", for Frøkenen nænner det
sjældent selv; og hun tænker altid, hun kan narre Betjenten med en Kringle og en
stor Snaps Solbærrom.
Tunge Dage er det saa for Frøkenen, naar Gartneren klipper og klipper, og alle de
dejlige Grene falder ned og ligger Side om Side paa Kælderhalsen. Og for hvert Klip
er det, som om det gjorde ondt inden i hende, og hun beder og beder for hver Gren,
at den kan han dog gerne lade blive siddende.
Nej - saa er det noget andet inde i Haven. Der raader hun, og der bliver ikke
klippet. Der vokser alting, som det vil: Vinranken op ad den høje Gavl til Naboen og
Roserne langs Baghuset og alle Liljerne i det store Bed. Der er kun det ene med en
Gang om, som er ganske smal, saa hvis man vil forbi, bliver man hvid paa Ærmet af
Kalk fra Naboens Væg; men stort er Bedet, og mange Slags Blomster skal der være
- hvad der nu ikke er let at se, for de store hvide Liljer, de har som sagt faaet Lov til
at vokse, som de vilde, og de er groet op til en hel Skov, fuld af hvide Kroner.
Men der maa baade være Roser og Klokker i Bedet, for der er altid Roser i
Frøkenens Kranse. Sommetider nogle smaa blege nogle, Liljerne tager jo Solen,
men Roser er der. Og det er mange Kranse, Frøkenen binder hele Sommeren baade
til kendte og ukendte. Hører Frøkenen, at En er død paa Fattiggaarden, en Stakkel,
som hverken havde Ven eller Slægt, og der har maaske ikke engang været en venlig
Haand til at lukke hans Øjne, saa plyndrer hun straks sit store Bed og binder Kranse
ved Bordet under den gamle Hyld.
Hun siger, det er altfor tungt at se en Kiste uden Blomster.
Men oppe under Hylden i Krogen kan der ogsaa være Lystighed - naar der kommer
fremmede til Kaffe, og Frøkenen vimser ud og ind med Sølvkanden og Kringlerne
paa et Fad. Frøkenen selv har ikke megen Ro, hun gaar fra Køkken til Have, henter
Fløde i Flueskabet og de nedsukrede Jordbær ovre i Baghuset, og hun er bange for,
at de ikke alle skal faa smagt paa Hyldesaften. Men de unge Piger, hendes Gæster,
de ler og ler, fordi de sidder saa knebent, at de næppe kan røre Armene. Og den, der
sidder yderst, bliver hele Tiden puffet ned - over i Liljerne. Frøkenen har altid saa
mange, som maa med, og hun siger, der bliver nok Plads. Vi hjælper os, siger hun,
24
og de unge Piger synes just, det er morsomt
Men flest er der dog paa den Tid, hvor "Træet bliver modent". Det er
Kirsebærtræet, lige ud til Gaarden og ud over Smedens Stakit. Der ved Stammen er
Havens Hædersplads, hvor Hundene bliver begravet; det er en hel Kirkegaard med
baade Navne og Aarstal: Ami og den ny Ami og Pollux. Ami blev saa gammel, at den
var blind og altid maatte ligge paa Puder; den ny Ami blev kørt over. Frøkenen
plejede den og plejede den, men tilsidst maatte Dyrlægen slaa den ihjel. Det var
svære Dage for Frøkenen, for hun kan ikke taale at se noget levende lide, og om
Vinteren tager hun alle de forfrosne Spurve, hun kan faa fat i, ind i Stuen og varmer
dem og giver dem Brød.
Naar Træet er modent, er der flest fremmede. Alle skal smage Bærrene - dejlige
spanske Bær, som Frøkenen tæller paa hver Gren. Hver faar jo ikke ret mange, naar
der er saa stor en Flok, som skal dele, men det vilde dog aldrig være rigtig
Kirsebærtid for Byens unge Piger, naar de ikke havde været omme hos Frøkenen og
faaet deres lille Bundt Kirsebær, omvundet med det røde Baand. Aldrig i Verden
rigtig Kirsebærtid ...
Siden hen paa Aaret bærer Vinranken, og Frøkenen plukker ned og sylter hen.
Vindruerne faar man i Sukker, naar Vinteren kommer med sin Slud og Spurvene
installerer sig i de tomme Stærkasser; og der ligger Sne i Gaarden, saa man knap
kan naa over til Baghuset, og hele Haven er hvid, baade Gang og Bed.
Saa holder man sig i Stuen.
Der er ganske mørkt derinde og varmt fra Tørveilden, og hele Stuen dufter af
Lavendler og gammelt Potpourri. Det laver Frøkenen om Sommeren. Saa samler hun
Dynger af Roser og spreder Bladene ud paa Aviser og tørrer dem baade paa Sengen
og paa Dagligstuebordet. Og naar saa Vinteren kommer, ligger de tørrede Roser paa
den gammeldags Kakkelovnsplads og dufter som den skønneste Sommer ...
Frøkenen har læst. Men saa er det blevet for mørkt, og hun har lagt Andagtsbogen
ned i sit Skød og har lænet Hovedet tilbage. Nu er hun faldet i Blund og sover med
foldede Hænder. Og henne i Sofaen spinder Kattene sagte, i Kakkelovnen snurrer
Vandet til Te ... Der er Mørkning i Huset.
Men saa kommer Lygtetænderen ude paa Gaden, og han sætter Stigen til og
tænder, og lige paa én Gang bliver der ganske lyst hen over alle de gamle Billeder
paa Væggen og de hvide Stykker paa Stolene og Gulvtæppet, der er delt i mange
Stumper rundt omkring.
Men naar der bliver tændt, vaagner Frøkenen paa Forhøjningen, og hun griber
efter Brillerne og Bogen, og lægger Bogmærket ind, førend hun lukker den.
Saa aabner hun Køkkendøren og kalder. - Han tænder, Karen, siger hun. Den
gamle Pige har ventet i Køkkenet, men nu kommer hun ind med lyserøde Baand i
Huen og sætter sig paa Stolen ved Døren, ganske stille.
Dér sidder saa de to gamle Piger i Lygteskinnet hver med sine Tanker og taler ikke
meget. Men hver Dag, naar Lygten tændes, siger Frøkenen højt ud af Døren: - Nu
tænder han, Karen, og hver Dag kommer Karen ind, og hun sætter sig stille paa den
samme Stol ved Døren. Og har de siddet dér noget sammen, og det snart kan blive
Tid til Teen, rejser hun sig med et "Tak, Frøken", og gaar ganske lydløst, som hun
kom. Og saaledes har det været i mange Aar.
Thi Karen er gammel i Huset Hun har tjent i Præstegaarden, og da Præsten døde,
fulgte hun med "Jomfruen". Da var de temmelig unge, baade hun og "Jomfruen", og
Karen var forlovet. Men saa gik det galt, og Kæresten rendte væk til Amerika. Kort
25
efter begyndte Nabolaget at tale om, at det var slemt fat med Karen, og Smedens
Kone kom ind en Aften til Frøkenen: for hun, som var stillet saa ene, maatte vide,
hvem hun havde om sig, og maatte vogte sit Rygte ...
Men Frøkenen svarede, at det skulde hun vel vide, hendes Rygte plettede det ikke
at gøre, hvad Pligt var. Og hun beholdt Karen, og hun plejede hende selv, og saa
længe det levede, havde Barnet to Mødre i Stedet for én. Men saa døde det lille
Væsen, og Frøkenen og Karen var igen alene, og nu har de kun Graven deroppe i
Kirkegaardskrogen ...
Den gamle "laver til" til The.
Hun sætter Tællelyset midt paa Bordet, og hun glatter Dugen.
- Jeg tænker vel, Line kommer, siger Frøkenen.
Line er kommen hver Aften i ti Aar. Præcis Klokken syv banker det, og Line
kommer ind, stiv og gammel, og Frøkenen forsøger at raabe sin Veninde op, men
hun kan ikke, og naar hun bringer hendes Tøj ind, siger hun i Sovekammeret til
Karen: Jeg synes virkelig, Karen, det bliver værre og værre - Line kan snart slet ikke
høre mere. Og Karen ryster paa Hovedet: Gud ske Lov for den, som har sine Sanser,
siger hun.
Det har de nu sagt i ti Aar om Frøken Line.
Saa sidder de to Frøkener og nyder deres The i Tavshed, og en Gang imellem
nikker de mildt til hinanden, siden de ikke kan tale. Bag efter lægger de Kabale og
spiller Whist en deux.
Klokken ti følger Karen Frøken Line hjem. Saa pusler Frøkenen alene, roder i en
gammel Skuffe eller læser Breve. Det er gamle gulnede Papirer, bundet i store
Pakker med røde Silkebaand ... hele Dokumenter fra den Tid, hvor det var dyrt at
skrive, og man vilde have meget for Pengene, naar man skrev.
Dem studerer hun med deres udviskede Skrifttræk.
Naar saa Karen kommer hjem, lister hun stille i Seng, og Frøkenen er alene. Hun
sidder stadig bøjet over de gamle Breve, og naar hun løfter Hovedet og pudser
Tællelyset, har hun ofte Taarer i Øjnene.
For de er døde, hendes gamle Venner, det er alt saa længe, længe siden, det, hun
læser fra den Gang, hun var ung.
En Gang imellem gaar hun ogsaa ind i det lille Kabinet, hvor det dufter af Violrod
og Æbler, og hun lukker Chatollet op og tager den lille Skuffe ud.
Saa finder hun et Par gamle Blomster, tørrede og klistrede paa Papir, et
Stambogsvers med alt for mange Fødder og inden i en Sølvkapsel en lille Silhuet...
Hun gaar rundt i Huset, dækker til og lukker. Ser til Fuglene, som sover i deres
Bure, og giver Hunden Vand. Og det er sent paa Natten, inden Frøkenen sover med
Katten ovenpaa Dynen.
1883
NOTER
Byfogeden: Indtil 1910 en central administrativ skikkelse i købstæderne. Underdommer, politimester
og ofte også borgmester.
Ami: hundenavn, fransk ’ven’
Pollux: her som hundenavn, latin for den græske helt Polydeukes.
Potpourri: fransk, en blanding af forskellige tørrede blomster som udbredte vellugt i stuerne.
26
Lygtetænderen: embedsmand der skulle tænde og slukke for gadebelysningen der dengang var
gaslys. Før gaslyset var der ingen belysning i gaderne. Gadelyset ændrer bylivet totalt.
Whist en deux: kortspil, tomandswhist.
Pudse tællelyset: pudse i betydningen fjerne, dvs. klippe vægen i lyset
Spørgsmål til dit selvstændige arbejde med Herman Bang:
"Frøkenen"
Undersøg novellens komposition. Bemærk i øvrigt den måde, Bang starter historien
på.
Påvis typiske impressionistiske træk.
Frøkenens have skildres som et mikrokosmos. Hvad karakteriserer dette i
modsætning til den verden som ligger udenom?
Karakteriser frøkenen, og sæt hende i forhold til den verden hun lever i og i forhold til
de mennesker som omgiver hende.
Hvad vil Bang formidle gennem denne historie, og hvilket livssyn kan man måske
udlæse?
Placer novellen i forhold til Brandes' ord om at "Det at en Litteratur i vore Dage lever,
viser sig i, at den sætter problemer under debat".
27
Herman Bang: "I Modesalonen",
Nationaltidende 19.12.1880
"BESYNDERLIGE TIDER", siger Justitsraaden.
Han sidder i en blaa Hjemmefrakke og slubrer sin Morgenkaffe i sig og tæller Piberne
i "Nationaltidende", som han ikke kan faa til at stemme med "Berlingske"s. Og nu har
han i saa mange Aar troet paa "Berlingske". Men Justitsraaden er i det Hele taget
ikke rigtig vel i denne Tid; han er fra en Periode, hvor Smørret kostede en Rigsort,
hvor Jernbaner var "noget ovre ved Manchester", hvor der gik tolv Alen Tøi til en
Kjole, og hvor det forunderlige endnu var forunderligt. Nu – hvor man i Folkethinget
ikke uden en vis Interesse hører paa Frederik Bajer, hvor man med Navn under tør
paastaa, at "Et Dukkehjem" er et Forsvar for Magdalenesagen, hvor Artikler i Meyers
Konversationslexikon kan give Anledning til ligesaa mange fortolkende Oversættelser
som selve "Sakuntala", hvor man beskylder Darwinismen for at være Radikalismens
Forbundsfælle, hvor man opretter Musikhandler i velgjørende Øiemed, hvor man
tager Favnesætterne ved Nyhavn i Ed og alligevel giver dem Drikkepenge, hvor man
paa Fredsfod altid lever paa "Krigsfod", hvor man – – nei, nu er det forunderlige hørt
op at være forunderligt. Og selv det vidunderlige hænder: man piber ad "Alle Fem"!
Lad gaa, at man havde pebet, hvis Hr. Hohlenberg havde gjort Strike, og man havde
været uden Plakater. Saa kunde man – for Meningens Skyld – saamæn ganske vel
have troet, at Hr. Castillens Døtre var den bedste Frugt af "Leonarda"s tvivlsomme
Fortid, og at "Alle Fem" var Bjørnsons sidste Akt. Men nu – nu havde man Plakater
og peb alligevel: 150 Studenter. Det var mer end forunderligt, mer end bisart, mer
end latterligt, det var vidunderligt. – – –
Justitsraaden sidder og rokker med Hovedet, saa "Pladen" kommer til at sidde skævt.
Justitsraadinden gaar endnu omkring med Pappillotter i Forhaaret. Fru Stang er en
Dame "fra Fyrrerne", hun laver god Mad, men kan aldrig lære at spare paa Smørret,
hun vilde betragte det som en Skændsel at gaa med Hæle paa Støvlerne, bruger
store broderede Kraver, oversaaede med fransk Broderi, sværmer for Wilhelm Holst
og anser "Hjortens Flugt" for Literaturens nyeste Berigelse. Hun spiller gjerne Boston
og vil gerne have Emilie gift.
Emilie er Datteren. En ung Dame paa fire og tyve Aar med blond Haar og mørke
Øine bag nogle lange bløde Øienhaar. Fru Stang havde længe ønsket, at de skulde
"sælge". Hun holdt ikke af nye Moder, af holstensk Mejeri eller Sødmælkssmør, og
Justitsraaden blev ved at lade tærske med Haandkraft. Desuden gik Tiden, og Emilie
blev gammel. Derfor endte Fruen hver Aften, naar hun slukkede Lyset og gled ned
under det ægteskabelige Leies Bolstre, sit Dagværk med at fremføre den
uforanderlige Sætning: "Lad os sælge, Stang!" Og saa tilsidst solgte Stang; de slog
sig ned i Frederiksborggadens Forlængelse i et nyt Hus paa en første Sal, kjøbte nyt
Møblement med lave Stole og Pillespeile uden Konsoller, Fruen ofrede sine Sirtses
Betræk, og Justitsraaden opgav sin Pibe. Saa begyndte Kampagnen, Felttoget for at
faa Emilie gift, et Felttog, hvor hendes smukke Øine og elegante Toiletter,
Justitsraadindens gode Mad og vistnok fremfor alt Justitsraadens Obligationer vare
de vigtigste Vaaben, og hvor Balgulv og Spisestuer var de bonede Slagmarker.
28
Nu sidder Emilie og læser Breve. Hun har været paa Bal om Natten og er graableg i
Ansigtet, ser egenlig ud, som om hun ikke havde faaet Balsalstøvet helt vasket af
sig. Hun har vasket sit Haar i Kognac, forat det ikke skal tage Skade af Krøllejernet,
og hun har en marineblaa Slobrok paa med røde Lommer. Emilie har forbudt sin
Fader at gaa med Slobrok, fordi "det virkelig ikke passer sig" – for Damer er det
yderst moderne ...
"Fra Steenbergs", siger hun og skyder det mørkegraa Papir over mod
Justitsraadinden, som staar og hælder Eftermiddagskaffen over paa en lille brun
Kande. Hun trækker Overlæben op og ser misfornøiet ligegyldig ud. Emilie er altid
misfornøiet om Morgenen, og før Frokosten Klokken tolv taler hun saa lidt som
muligt.
Moderen tager Brevet, en Indbydelse til en lille Middag med Dans. "Har Du noget at
tage paa?" spørger hun spagfærdig. "Maaske den lyserøde fra forrige Uge?"
"Hvor hele Slæbet er i Laser? Jo-o Du gode Gud, Mama!" – siden de ere flyttede til
Kjøbenhavn, siger Frøkenen bestandig "Mama" – "naar Du dog blot kunde lære, at
jeg nok selv skal sørge for mine Klæder ... ."
"Ja, ja, jeg mente blot – –"
"Aa, det er den gamle Historie ... ."
Emilie reiser sig, gaar hen over Gulvet, stanser et Øieblik foran Speilet i Buffeten,
retter lidt paa sit Haar og forsvinder med et snærrende "God Morgen" –
Justitsraadinden sukker, skotter til Justitsraaden, stiller Kaffekanden hen og sætter
sig ved Sybordet med "Gudelige Tanker for hver Dag".
"Besynderlige Tider", siger Justitsraaden og folder "Berlingske" sammen. – –
"Gaar du med, Mama?" spørger Emilie efter Frokosten. "Jeg gaar op til Børre. Det er
umuligt at lave paa den lyserøde – –"
"Naa" – Justitsraadinden gør en Grimace – "ja, jeg tænkte det nok. Slæbet er jo i
Laser. Ja, gaa Du derop, søde Emilie – vi kunde jo maaske nok tage Syjomfru
hjemme –"
"Kjære Mama, nu begynder Du igjen – Syjomfru hjemme, som om det var en Smule
billigere, nei, man staar sig virkelig ved at ta'e færdigsyede Ting."
Hvem kender ikke Worth. Man kan jo ikke læse et eneste Blad af den Roman, man
kalder det andet Keiserdømmes Historie, uden at møde hans Navn ved Siden af
Pauline Metternichs, Kristina Nielssons og Edmond Abouts.
Keiserdømmet havde sine egne Digtere, sine egne Malere, egne Skuespillere, egne
Feuilletonister og sine egne Skrædere. De opstod den 2. December og døde efter
29
Sedan. Det var Moden, der havde skabt dem, og de levede længer end de fleste
Moder. Da de døde, var det af Alderdomssvaghed. Der er ingen Periode, hvor
Moden har spillet en større Rolle end i Eugenies Frankrig: den beherskede alt.
"Modeverdenen" blev et Begreb lige som "Faubourg Saint-Germain", om hvilken kun
de yderlig naive tro, at den er en Del af Paris og ikke en Betegnelse for et Selskab,
der taler om Korstogene som en nærliggende Begivenhed, og som mener Frohsdorff,
naar de tale om Residensen. "Modeverdenen" var Folk comme-il-faut, de behøvede
ikke at være hæderlige og ikke at være "fødte", man spurgte dem ikke, hvorfra de
kom eller hvor de gik hen, de skulde kun besøge Theatrene paa Moden, benytte den
Essens, som var paa Moden, læse den moderne Forfatter, beundre den moderne
Maler, handle paa Moden, være gift paa Moden – fremfor alt gaa klædt paa Moden.
Man kan let forstaa, at den, som i en saadan Periode næsten skaber Moden, er en
mægtig Mand. Og det var Worth, som skabte den. Han var Damernes Forsyn, deres
Afgud, deres et og alt, man elskede, beundrede – og frygtede ham. Hans Kabinet var
en Helligdom, som mangen en uskyldig Novice betraadte med hemmelig Angst, det
var jo denne Mand, som mer end indrammede, mere end paaklædte, som lige frem
skabte alle Modens Damer, han forvandlede og fremhævede, skjulte og dækkede.
Mangen en Mand har giftet sig med et Mesterværk af Worth. Men den store Kunstner
er sig ogsaa sin Indflydelse fuldt bevidst: han er kræsen og gør sig kostbar, det gaar
med Modens Orakel lige som med Pythia, der ikke altid vilde tale. Undertiden sender
han den ydmyge bort. "Jeg kan ikke gjøre noget for Dem", siger han høflig men koldt.
Ordene lyde som en Dødsdom.
Alle Matadorer ligne hverandre. Jeg skal fortælle Dem en ganske lille Anekdote om
den berømte Fotograf Lukkardt i Wien. En af Europas kvindelige Potentater, som i
dybeste Inkognito opholdt sig i Keiserstaden, henvendte sig til Kunstneren for at blive
fotograferet. "Det gjør mig ondt, men det er umuligt", sagde Lukkardt. – "Men
hvorfor?" – "Jeg fotograferer aldrig Folk, som jeg af Skjønhedshensyn aldrig vilde
sætte i mit Album." – – – Og jeg kjender Folk, hvem noget nær den samme Skæbne
har truffet herhjemme – hos en hjemlig Berømthed.
Men det var Worth, vi kom bort fra. Hans Saloner var et af Verdens Centra,
Samlingsplads for alt, hvad der var chic, elegant og comme-il-faut. Man holdt
Stævnemøder der, man konverserede, man behandlede Politik, medens man
prøvede en Kjole, og afsagde æsthetiske Kjendelser, medens man fik hæftet sit
Snøreliv. Hvad Klubberne vare for Mændene, vare Worths Saloner for Kvinderne.
Siden Ludvig den Fjortendes Tid har Paris været Europas Hovedstad, og den øvrige
Verden har ikke bestilt andet end at efterligne den. Man har efterlignet dens
Revolutioner, dens Galskaber og dens Moder. Efterligningen er bleven til
Efterabelse, og paa intet Omraade efteraber man stærkere end paa Toiletternes,
skjønt Efterabelse ganske vist intet Steds er saa farlig som netop der.
Worth er død : aandelig talt, han er ikke mere chic, han opfinder nu kun for
Amerikanerinderne. Han er bleven excentrisk, han forstaar ikke mere sin Tid. Nu er
det Felix og Sporch, som regjere. "Worth er færdig", siger Felix overlegen. "Man
klæder aldrig mere end en Tidsalder paa." Skræderkunsten er en Omdigtning, man
30
kan aldrig fuldendt oversætte mere end en Forfatter. Vi herhjemme have ogsaa vor
Felix og vor Sporch, vore Damers Forsyn og vore Ægtemænds Fortvivlelse – – –
Der var allerede fuldt, da Frøken Stang kom derind med Frøken Hammer, som hun
havde hentet for at se med, det er saa gyselig morsomt at være to, naar man skal
hen og prøve Kjoler. Frøken Hammer forsømte en Spilletime ved sin Udflugt, men
hun foretrak Børre for Beethoven.
Vore store Modeforretninger ere Dameverdenens Barberstuer. Man gaar ud og ind
som i en Klub, man sætter hinanden Stævne for at se paa en Hat, for at spørge til
Raads om et Overstykke; man gaar ind for at spørge paa et Stof, man aldrig har
tænkt paa at kjøbe, man prøver ti Gange den samme Kjole. Børre Lorenzen og
Bendix fortrænge Otto.
Nede ved et Bord staa et Par unge Damer og prøve franske Hatte. Hvilken
Uendelighed af Hatte og hvilken Variation i Façonerne. "Hatte er vor Specialitet",
siger Husets Chef med et Buk. Der er store og smaa, Hatte med Fjer og Hatte med
Spænde, der staar en, som er en hel Fugl; en metalblinkende Fugl, som har stukket
Hovedet ind under Vingen; Hatte med Blomster og Hatte med Bindebaand, høie og
lave, klædelige – og uklædelige. Den naive Tid, hvor man hver Sæson brugte en
Form af Hatte, er i vore Dage kun en utrolig Saga, ad hvilken Damerne smile. Vi ere
lige saa rige paa Hatteformer som Mercadet paa Projekter. "Her sælges ogsaa Aaret
rundt 15-16 Hatte om Dagen", siger Kommis'en. "Hvad koster den?" spørger den ene
Dame, som staar foran Speilet og binder en vidunderlig Hat af dybt marineblaat
Atlask, med en kæmpemæssig, brandgul Rose midt i Panden. "50 Kr." – – "Himlen
bevar's", og den unge Frue tager den hurtig af, medens hun kaster et sidste Blik i
Speilet, et sidste Blik paa den gule Rose og de brede Baand – den klædte hende saa
smukt. Saa vælger hun en havanabrun med blegrødt. Havanabrunt behersker alt
iaar, man bruger det i alle Nuancer og i alle Sammenstillinger. Og Hatten koster kun
20 Kroner.
"Kjære Mathilde, hvorfor? Fordi jeg har mistet min gamle i Skøiteløberforeningen, og
jeg kan dog virkelig ikke være uden Muffe fra nu af hele Vinteren. Tusind Tak – Hvad
er den til? – Forresten gør Du dig ikke noget Begreb om, hvor der er morsomt – Du
er i Frederiksberg? Naa ja, naturligvis, naar man bor saa nær, men alligevel, den fra
76 er den nobleste, ubetinget. Fakler? bedste Ven, hvor kan Du tro? Banen er kun
aaben om Formiddagen – – Hvad var det, De sagde, den kostede? – Naa, 25. –
Synes Du den, Mathilde? Nei, kjære, tag ikke flere frem. Der er allerede et helt Hav
af Muffer. De er nok brændt inde med adskillige. Hvad siger De, har De solgt
tusinde? Ja, Folk er gale! – – Louise løber paa Aggersborg. Hvordan hun kan løbe
alene? Kjære, det er jo komplet en famille, komplet ... ."
Hun har en lille Opstoppernæse og røde Kinder, Munden staar ikke paa hende, og
hun svarer bestandig selv paa sine egne Spørgsmaal. Hun er aldrig af Gulvet paa
Ballerne, og man siger, hun er hemmelig forlovet med en Søkadet, som skal være
Løitnant til Foraaret.
31
Emilie nikker, giver Haandtryk og snakker. Frøken Hammer bliver taget paa Raad
med om et Overstykke. Overstykkerne hænge ved Siden af hinanden i en lang
Række: lyse og mørke, Dollman'er og Overkast, lange Kaaber, Fløil, Atlask og
Pelsværk. Det halve Mørke i Butiken dæmper Stoffernes Farver, det sparsomme Lys
samler sig blinkende i en broget Perlebesætning paa en Fløielsjaket. Det lysehavanabrune skinner frem mellem de mørkere Nuancer, Skæret fra en tændt
Gaslampe lægger sig dvælende paa en mørkeblaa Fløielsfold.
Luften er tung og krydret af Lugten af de mangfoldige Farvestoffer; den ramme Lugt
af det grønne, det gule Farvestofs sødlige Dunst, det marineblaas Friskhed. En tør,
gjennemtrængende Dunst af de sorte Uldtøier, hvis Lugt minder om Lig og
nedhængende Lagener ... ...
"Hvad koster den?" spørger Frøken Hammer, hvis Veninde har faaet en
dolmanformet Kaabe paa og nu staar og speiler sig, mens hun vugger og bøier sig i
Hofterne.
"150 Kroner." Den er lysebrun med mørkere Besætning.
"Meget moderne", henkaster Kommis'en, mens han omhyggelig glatter en Fold paa
Skulderen med sin hvide, soignerede Haand. "Meget moderne."
Veninden vender sig og smiler til Billedet i Speilet. Den unge Mand kan ikke faa
Folden bort.
"Denne Kaabe", siger en anden Herre lidt længer henne i Magasinet til en svær,
blond Dame med et Dronning Mathildeansigt, "en Parisermodel, Fru Grevinde. 2000
Kr."
Grevinden tager sin hvidbrune Handske af og skriver noget i en Elfenbensagenda
med meget fine Blade. Mens hun bøier sig ned, fanges Lyset af den store Diamant i
hendes Øre, der blinker blaalig ... .
Tjeneren staar med Hatten i Haanden og venter ude i Døren.
"En Hat til 10 Kroner, Frue. Vær saa god!"
"Bedste Frøken, vi er paa det syvende Tusind. Vi har solgt 6000 Kaaber i Sæsonen"
–––
"Vifter – umuligt. Alt skal være tyrkisk i Aar." .....
"30 Kroner for et Snørliv – nej" ...
"Men . . . det er Snørlivet, som skaber Figuren" ..... Og Frøkenen rødmer.
"Vil Du ha'e fodfri Kjole?"
32
"De er skrækkelig dyr med Deres franske Blomster" ... .
Der føres ti Samtaler paa en Gang, de brydes, stige, gennemvæves af forvirrede Tal,
det summer med franske Navne, med Priser, med Udraab, med Latter. Man flokkes
foran de store Speile med deres friske, blanke Flade, der kaster de bløde Stoffer
tilbage med en forskjønnende Glans.
Hvor de Speile dog friste! Kvinderne til at ruinere sig og Mændene til at ødelægge
dem. Jeg kjender Mænd, som hader Speile. Kjender De Historien om Grosserer Y.?
Han har en fortryllende Kone, ung, blond, med dunede Kinder og store Øjne, som
altid smiler. Fru Y. elsker Magasinets Speile. Hun kan lige som Narcissos timevis
glemme alt andet, naar hun staar her og ser sin henrivende lille Figur med de runde
Skuldre vekselvis indesluttet i alt det brogede Atlask, Damerne efterhaanden lægge
om hende. Og meget ofte forelsker hun sig saa stærkt i det glansrige Stof, der føier
sig saa smidig om hendes buede Bryst, at hun maa beholde det, maa købe det. "Det
er for dejligt." Grosserer Y. elsker sin Kone, og han nænner aldrig at sige noget til
hende for hendes Daarskaber. Han gik en anden Vei. Han begyndte at holde Udkig
med Magasinets Vinduer, han vidste, hvilke Farver hans Kone brugte, og hvilke
Dragter der vilde friste hende. Hendes Farve var gul, hendes Yndlingsfaçon: "FrouFrou". Saa stod der pludselig en Dag en Chamois Atlaskesrobe af Façon Frou-Frou
udstillet i Vinduet. Ægtemanden tager Mod til sig og gaar ind. Maaske var han nok
lidt echaufferet, men hans Frygt – Kjolen var en Model til 1500 Francs – giver ham
Kraft, og han beder om, man vil tage Kjolen bort fra Vinduet. "Straks, Hr. Grosserer,
Deres Frue har lige kjøbt den" ... Y. vendte sig om og mødte sit Billede i Speilet. Han
var purpurrød i Hovedet .... .. "Ja – – jeg kommer netop for at – – for at betale den."
Og den stakkels Mand maa af med femtenhundrede Francs! Ja, de Speile, de Speile.
De har bragt Kriser over mer end et Dukkehjem.
Emilie og Frøken Hammer gaa ind i det Allerhelligste – der, hvor Baldamerne
skabes, hvor Skjønheden indfattes i Selskabsslæbenes, Silkerobernes,
Parisermodellernes Allerhelligste.
Frøken Hammer har sat sig paa Kanten af en Sofa, hun sidder rød i Hovedet af
Beundring og sluger alt dette brocherede Atlask, glitrende Silke og lystfarvede Fløil
med Øinene. Emilie prøver. Hun har Kjolelivet af, og man aner bag Underlivet
Korsettets bølgende Hemmeligheder. Underkjolen er gul, indvævet med
Rosenbuketter, blegrøde Rosenknopper. Slæbet er langt og smalt, havanafarvet med
Rosa Besætning.
Emilie, som næppe kan aande, ser ned ad sig og klager over, at Livet er for vidt.
Saa faar hun en anden Kjole paa, lys, lilla med hvidt.
Kronprinsessen har kjøbt en lignende ... .
"Tyrkisk er meget chic", lyder det ud fra Butiken.
33
Emilie vælger tilsidst en safirfarvet Silkekjole med ophævede Palmer. – –
Hvilken Mængde af Dragter, hvilke Farver, dristige, skrigende Sammenstillinger;
trodsende alle Love hober Moden dem sammen, brunt med grønt, safirfarvet med
smaragdgrønt, gulligt i alle Nuancer skrigende op til rødt, glimtende, glitrende Silke,
blødt, glidende Atlask, tungt, bølgende Fløil.
Og saa en smuk Dag faa alle disse Dragter Liv, deres Farver straaler tilbage paa et
smilende Ansigt, deres duftende Stof lægger sig snævert om den slanke, kraftige
Figur. – –
Hvor de dog ligge og hige og drømme, alle de deilige Kjoler. De have Feber i Blodet,
de længes efter Gasblus og Lys, efter Spisesalenes Hede og Balsalenes Jubel. De
ane, de skjælve, de haabe. De ere kommet hertil fra Lyon. Der bleve de fine
Silketraade spundet, de mindes Fabrikernes Støi, Maskinernes Stønnen, Smerterne,
som fødte dem. Saa gik de paa Reiser, lange Reiser gjennem tykt Mørke, hvor der
intet Lys levede, der kunde lege med deres glimrende Traade og lægge Skær over
de straalende Farver. Det var en tung Tid, men de kom over den. De store Kasser
bleve aabnede, de kom i Syerskernes Hænder. Hvor de huskede alt tydelig. De
lange Borde, de store Sakse, de travle Symaskiner, de mange unge Piger, som sled i
dem, trak i dem, stak dem med Naale – –
Saa var de endelig Kjoler, pragtfulde, nye Kjoler, moderne, syede efter Modeller.
Deres Liv var et helt Eventyr, eventyrligt som Stoppenaalens, som Flippernes, som
Lasernes. Og dog var det bedste tilbage; de vidste det: det vidunderlige havde de
endnu ikke set. Og hver Gang en af deres Søstre blev taget bort fra Magasinet, saa
de længselsfuldt efter hende lige som unge Piger, der følger en Veninde til
Brudekamrets Dør: Nu gik hun det vidunderlige i Møde . . . .
Saaledes drømte Magasinets Kjoler.
"Til Sommer bliver alt Henri deux", siger Husets Chef.
"Men det er jo rene Maskeradedragter", udbryder Fruen. "Sikken Masse Puffer og
sikke Farver – Karnevalskostumer" – –
"Det siger man altid i Februar", siger Chefen med et høfligt Smil, "og man gaar
alligevel med Dragterne i Juni."
"Nei, denne gang er det virkelig for galt ... De Puffer er aldeles umulige."
"Vi faa at se – – Jeg kom igaar fra Paris" – –
"Har De været i Paris igjen" – –
"Ja, nu maa jeg tage derned fire Gange om Aaret. Moderne skifte saa hurtig" ...
34
Emilie er færdig, hun beder dem sende den safirfarvede hjem og skal nu have et Par
Atlaskessko af samme Farve som Slæbet. Hun kan sikkert faa dem hos Dahl.
Frøken Stang gaar ud gjennem Butiken, nikker til en ung Dame, som staar ved
Disken foran et Hav af franske Blomster, veksler Haandtryk med en anden, falder i
Snak med Fru X., en korpulent, men ungdommelig Dame, som har set nogle "aldeles
utrolige" Fjederkorsetter paa Pariserudstillingen. Frøken Hammer staar henne ved
Kassen og betaler for en eneste Rose, som hun trængte saa rædsomt til om Aftenen
i Logen til et "Solglimt" og "Valdemar", og hun pludrer og ler i et væk med en ung
Moder, som oppe paa første Sal har kjøbt en lyseblaa Silkekjole til sin henrivende
treaars "Bébé" ...
"Hvad vi fik? Noget med Hummer, Timbale, Fisk med Østers – afskyelig Manér at
snuppe En af med lidt kogte Østers – og Dyreryg med Oliven" ...
"Oliven?"
"Kjære, ja – og saa kan De tænke Dem Vinen. En udrikkelig Rødvin, som de havde
sat i Is i Stedet for Champagnen" ...
Den unge Moder ler –
"Men Kjære, hvad kan man forlange andet af dem – – Og saa kan De tænke Dem,
saa var det ikke engang Hartmann, som spillede."
Den korpulente Dame har endelig fundet det utrolige Korset, og Emilie kommer for at
hente Frøken Hammer.
"Søde Emilie", siger hun og trykker hende et varmt Kys paa Munden. "Jeg staar
netop og taler om Jeres dejlige Aften forleden." – Det var om Justitsraadens, de talte.
Saa gaar de.
Hvor man ser forskjellig paa alt! For de unge Damer er Modemagasinets Silkerober
Vaaben, Løfter om Seire, Forbud om Triumfer. Mødre med giftefærdige Døtre anse
Butiken for et Arsenal, Mændene forbande den, fordi de ikke vide, hvor ofte det er
Modehandleren, de elske hos den elskede. Moralfilosofen vil rase og tage hver
elegant Kjole, han ser, for et nyt Bevis paa Menneskehedens Depravation; han vil
lodde den menneskelige Fordærvelse med den Uendelighed af Silkebaand, som gaa
med til Besætningen af en Kjole, og maale Kvindens Snæverhjertethed med
Kjolernes Snæverhed. Statistikeren – og er ikke Nutiden Statistikens Tid – vil
beregne, hvad al denne Luxus skænker Staten i Told, hvor meget den gavner
Omsætningen og fremmer Velværet. Han vil betænke, at her daglig beskæftiges 3040 Personer foruden de 60 faste Syersker, som hver kan tjene femten Kroner om
Ugen – men som saa ogsaa forfærdige over 2000 Kostumer om Aaret – at der endda
er Arbeide til omtrent hundrede andre, som har Arbeide hjemme, og som i travle
Tider, Foraar og Efteraar, kan fortjene ligesaa meget som de faste Arbeidersker. For
35
ham vil alt blive Tal, veltalende, ubegribelig store Summer, som kaster besynderlige
Streiflys ud over de slette Tider. – –
"Jeg forsikrer Dem, Frøken, man bruger ikke Støvler", Hr. Dahl taler med
Overbevisningens Varme. "Atter Ludvig XV." Og han løfter en lille henrivende Sko op
for Lyset, der spiller paa den havanabrune Atlask. "Dronningen af Grækenland har
igaar faaet en Sending af disse Sko – 12 Par, Hendes Majestæt køber kun her."
Frøken Hammer trænger saa frygtelig til et Par Remmesko. De ved, disse Jeanne
d'Arc-Sko, hvortil der hører Silkestrømper og en høj Vrist. Hun standser foran et af
Glasskabene. "De der?" siger hun spørgende foran et Par henrivende Sko med
udhugne Remme. "Det er til Hendes kongelige Høihed Kronprinsessen", svarer den
betjenende Dame. "Hendes kongelige Høihed bruger altid den Slags Sko. To og tyve
Kroner Parret."
"Det gjælder om at faa Tæerne til at blive ved Jorden," siger Hr. Dahl, medens han
præsenterer en ung blondskægget Dandy et Par af de saa sindrig byggede Støvler,
der have givet Anledning til den uretfærdige Beskyldning mod vort Aristokrati, at det
havde smaa Fødder . . .
Hr. Dahl skaber Fødder – den naturlige Fod er saa at sige kun Raastof, Materiale i
hans kunstforstandige Hænder. Himlen ved, hvor mange Erobringer hans 8000 Par
Støvler og Sko gjøre om Aaret! Og saa har han en anden ubetalelig Fortjeneste: han
har saa faa, saa forsvindende faa – Ligtorne paa sin Samvittighed!
Hans femti Arbeidere forsyne det adelige Skaane og Beaumondens Damer ikke med
Fodtøi, men ligefrem med Fødder.
Emilie faar foruden de safirfarvede ogsaa de havanabrune. "Havanabrunt behersker
alt, Frøken", siger Damen, som pakker dem ind.
Det er en ren Sammensværgelse med havanabrunt. Og til Sommer bliver det "Henri
deux." Hvad "Henri deux" er? Aa – det faar De tidsnok at se.
"Kjære Augusta – jeg skal ind til Goldschmidt og ha'e et Skørt. Er Du sød?"
Augusta er sød, og de unge Damer drejer ind i Goldschmidts Port for at forøge den
Regningsrædsel, der skal gribe Justitsraaden om Eftermiddagen.
Og vi? Ja, vi vil maaske en anden Gang faa Leilighed til at fordybe os i
Mousselinernes og Lingeriernes hemmelighedsfulde Mysterier.
36
NOTER til Herman Bang: "I Modesalonen"
Justitsråd: titel, der giver rang i 5. rangklassePiber: person der piber ad f.eks. et teaterstykke (han
læser nok anmeldelser)
Rigsort: gl. dansk mønt, 24 shilling
Frederik Bajer: (1837-1922), dk . politiker, valgt til Folketinget for Venstre, men tilhørte den radikale
fløj. Havde mange kontroversielle synspunkter: arbejdede for indførelse af repibikken, gifte kvinders
rådighed over egen indkomst, engagerede sig i fredsarbejde og modtog Nobels Fredspris i 1880
Et Dukkehjem: teaterstykke af Henrik Ibsen der kritiserer det borgerlige ægteskab (1879)
Magdalenesagen: forening der forsøgte at redde faldne kvinder ved hjælp af religiøs opdragelse og
praktisk arbejde
Sakuntala: indisk, kvindelig sagnskikkelse. Holger Drachmann har skrevet et berømt digt om hende
Darwinisme: Charles Darwins udviklingsteori som havde stor indflydelse på menneskesynet i
slutningen af 1800-tallet
Radikalisme: kritisk holdning i kreds af radikale intellektuelle omkring bl.a. Georg Brandes (slå ham op
i LV)
Favnesætterne: mænd der er ansat af magistraten til at favnesætte (= opmåle i favne) brænde
Alle Fem: underholdende skuespil
Strike: strejke
Leonarda: skuespil af Bjørnstjerne Bjørnson (norsk digter), 1879
bisart: mærkeligt, sært
Wilhelm Holst: skuespiller og forfatter
Hjortens Flugt: langt romantisk episk digt af Chr. Winther (1855)
Boston: amerikansk version af whist
Bolstre: stof til dyner og puder
Konsol: hylde under spejl
Sirtses: en art bomuldstøj
Worth: (1825-95) englænder, udvandrede til Paris, blev førende modedesigner og -skrædder. Hans
stil dominerede den sidste del af 18oo-tallet. Worth blev haute couturens fader: mens man tidligere
bestilte sine rober på forhånd og aftalte hvordan de skulle være, stillede Worth 4 gange om året med
en ny modekollektion som blev vist på modeshows. W opfandt tornuren.
http://www.metmuseum.org/toah/hd/wrth/hd_wrth.htm
Pauline Metternich: fystinde (1836-1921) spillede en vigtig rolle i det selskabelige liv i Paris og Win,
hvor hun afholdt litterære saloner
Kristina Nielsson: (1843-1921) sanger, svensk født, fattige kår, ægteskab →grevinde
Edmond About: (1828-85) fransk romanforfatter og journalist
Sedan: by i Frankrig der var skueplads for et stort slag i den tysk-franske krig i 1870. Preussen vandt.
Eugénie, Marie: (1826-1920) Napoleon den tredjes hustru - hendes foretrukne skrædder var netop
Worth
Faubourg Saint-Germani: Kvarter i Paris hvor adelen boede.
comme-il-faut: passende, med på noderne, 'in'
Oraklet: Oraklet i Delphi indgår i et antikt græsk sagn om sandsigersken Pythia der sad ved oraklet og
udsagde uforståelige spådomme som pærsteskabet ved oraklet fortolkede.
Pythia: sandsigerske jf. ovenfor
Matadoerr:mænd der indtager en fremtrædende stilling pga. deres rigdom
Potentater: magthavere, indflydelsesrige personer
Inkognito: annonymt, under påtaget navn
Overstykke: let overfrakke
Barre Lorenzen og Bendix: forretninger
Atlask: satin, glansfuldt stof
Aggersborg: villa i Kbh. ved Peblilngesøen hvor man løber på skøjter
Dollman: kort, snorebesat husjakke
Overkast: del af damedragt til at kaste over skulderen, sjal, overstykke
Agenda: notesbog
Narcissos: græsk sagnfigur der forelskede sig i sit eget spejlbillede
Frou-Frou: Silketøjs raslen eller knitren; her om særligt kjolesnit
chamois: vaskeskindsfarvet
echaufferet: varm, ophidset
37
brocheret: mønster vævet ind overn på det opr. stof
Stoppenaalen, Flipperne og Laserne: eventyr af H.C. Andersen (1847, 1848, 1874)
Henry-deux: stil fra fransk høhrenaissance ca. 1550-70
Stav: kost, buket
Timbale: kødbudding
Hartman, J.P.E.: (1805-1900) dansk komponist
Arsenal: opbevaringssted for hærens klæder og våben
Depravation: åndellig fordærvelse
Dandy: levemand
Beaumonde: overklasse
Mousseliner: tyndt, fint uld- eller bomuldsstof
Lingeri: dameundertøj
Spørgsmål til dit selvstændige arbejde med Herman Bang:
"I Modesalonen"
1.
I indledningen beskrives justitsråden og hans kone som bundne til fortiden. Hvordan
beskrives denne fortid? Hvad er fortællerens holdning til den?
2.
Hvordan beskrives forholdet mellem Emilie og hendes forældre? Hvordan er
magtfordelingen? Hvorfor?
3.
I teksten optræder repræsentanter for såvel adel, borgerskab og arbejderklasse.
Hvordan beskrives de? Hvor ligger sympatien?
4.
Fortælleren gør rede for modens historie. Hvordan har den udviklet sig, og hvem er
de centrale aktører?
5.
Hvilke argumenter bruger ekspedienterne for at overtale damerne til at købe? Find
eksempler.
6.
Gennemgå samtalen mellem Mathilde og hendes veninde. Hvad giver i deres øjne
værdi? Hvad er fortællerens holdning til dem? Hvordan kommer det til udtryk?
7.
Lav en kompositionsanalyse. Hvordan veksler fortælleren mellem fortællende og
beskrivende afsnit på den ene side og reflekterende afsnit på den anden side?
Hvilken funktion har de?
8.
Find eksempler på Bangs originale billedsprog, og overvej fra hvilke sfærer han
henter sine billeder.
9.
Find eksempler på direkte tale, dækket direkte tale og indirekte tale. Overvej hvordan
de tre fremstillingsformer hver især virker.
10.
Sammenlign "I Modesalonen" med en reportage.
38
Denne anonyme tekst stod i Dags-Avisen, 1. juli 1885. Den er udkastet til
"Vandreren", den sidste novelle i samlingen Fra Hytterne, 1887 (novellerne er meget
ens, "Vandreren" kan f.eks. læses på denne adresse:
http://www.henrikpontoppidan.dk/text/kilder/boeger/fh/vandreren.html)
Henrik Pontoppidan: "Under Aaget", 1885
Det var en Dag mellem Jul og Fastelavn. Jeg maa formodentlig være gaaet i Tanker;
ti pludselig standsede jeg, og opdagede til min Forbavselse, at jeg befandt mig midt
ude paa de store Hovmarker.
Det er altid underlige Tanker, der vækkes hos en ved Synet af denne gamle
Lidelses- og Kampplads. Ikke mindst en saadan vaad og inderlig melankolsk
Februardag, naar en lav, sorteblaa Snehimmel hænger ned over Jorden, hviler der
noget af Kamppladsens storladne Tungsind over disse mægtige, øde og vinternøgne
Tomter med deres uendelig lange Stendiger og enlige Hybentorne.
Det er, som spøgede endnu de svundne Aarhundreders Liv i denne bølgende, lavt
svævende Jordrøg, der driver hen over Agrene. Man synes at se dem for sig, disse
duvende Skikkelser, der slæbte sig frem her under Ladefogdens Stokkeslag, agede
med Plov eller samlede Stene: sløve, forhungrede Trækdyr i skidne og
sønderflængede Kitler, krumbøjede Oldinger, frugtsommelige Kvinder.
Dernede i Lavningen, hvorfra Herregaardens takkede Gavl netop stikker op over
Bakkelinjen, glimter endnu den selv samme Rude, gennem hvilken i sin Tid Greven
mønstrede sine Bønder, naar han hver Ugedag lod dem passere forbi under
Træhesten med bagbundne Hænder og blottede Hoveder.
Den bugtede Linje hist ovre paa den anden Side Mosen, med den høje Række
Popler, der halvt udviskes af Taagen, er den gamle Bygdevej, om hvilken der
fortælles, at ad den slæbtes om Natten Pigeofrene til Borgen – naar de da ikke gik
godvillig. Om Dagen derimod rullede de stolte Naadigfruer her forbi med deres
springende Firspand og ridende Svende, mens Bønderne skælvende bøjede sig mod
Jorden eller skjulte sig i Markerne.
Men ad samme Vej drog en Julenat en sværtet Skare med Lygter og blussende
Brande – sprængte Borgporten, tumlede op ad Trapperne, huggede ned for Fode
med Økser og Køller, parterede Herremanden, kastede ham under høje Glædeshyl
Stykke for Stykke ned i Ringgraven og voldtog hans Frue.
Derovre paa den høje, golde Bakke har Bondebyen ligget. De smaa Sænkninger hist
og her i Jordsmonnet viser endnu Brøndenes Plads. Paa det mørke, fremspringende
Punkt, hvor nu en venlig Tjørn dukker sig for Vestenvinden, blev en Gang otte
Bønder lagt paa Hjul og Stejle, fordi de havde forset sig under en Harejagt. Spredt
omkring Brøndene har Lerhytterne ligget, klinet til Bakkesiden som store Fuglereder.
Og inden [sic!] i de smaa, mørke og fugtige Rum, hvor Rotterne tumlede sig over
Hoved og under Fødder, sad det forkuede og forarmede Folk ved sin Vallesøbe og
39
Havregrød, bøjet af Værk, ømmede sig af Hug, gnavet af Utøj – spidsende Øren som
en frygtsom Hund hver Gang Raab eller Piskeknald bares herop fra Dalen.
Hvor det klinger underlig fjærnt. Man kan næsten ikke faa sig selv til at tro, at al
denne Umenneskelighed har fundet Sted saa nær op imod vort eget – Frihedens,
Fremskridtets, Humanitetens Aarhundrede.
Men kunde disse Marker tale – hvilken Sum af Lidelse, af Ondskab, af
Ubarmhjertighed vilde de ikke netop i disse Tider raabe ud over Landet. Hver Plet fra
Skel til Skel vilde skrige om Elendighed og Jammer, hvert Skridt ringe Skændslen ind
i Øret paa denne Slægt, hvis Hæder og Hævn det en Gang skal blive at høste denne
Jord, som vore Fædre har pløjet.
Under slige Betragtninger naaede jeg – atter uden egentlig selv at vide det – ud paa
den anden Side af Hovmarks-Grænsen og standsede her foran et lille, enligt
liggende Hus, der skjulte sig i en flad, kedelformet Fordybning imellem Bakkerne, og
som straks paa en særegen Maade tiltrak sig min Opmærksomhed.
Det var ikke alene dets ualmindelige Ælde, dets underlig høje, gammeldags Tagform
og de meget lave Lermure med smaa blyfældte Ruder, der øjeblikkelig slog mig. Det
var tillige noget eget stumt, tomt, uddødt, der ligesom hvilede over det, og som kunde
bringe en til at tro, det var en forladt og forglemt Levning fra hine længst forsvundne
Tider, der paa denne skjulte og afsides liggende Plet havde faaet Lov til uforstyrret at
smuldre hen. Der var ikke en Lyd at høre derinde fra, ikke menneskeligt Liv at spore
bag de fuldkommen tomme Vinduer. Og ikke saa meget som en Trævl hængt til Bleg
paa de fire, halvt udgaaede Stikkelsbærbuske, der dannede en Slags Hæk langs
Husets Forside.
Det tog sig virkelig ganske besynderligt ud.
Af Nysgerrighed trykkede jeg forsigtigt paa Klinken. Jo, der var aabent; og gennem
en lille Forstue med en muggen, indestængt Luft, kom jeg ind i et temmelig stort,
med sparsomt og gammelt Bohave forsynet Rum, hvor Støvet laa i tætte Lag over
Bord og Bænk.
Et par henvisnede Potteplanter, der stod under Bænken i en tør, askeagtig Jord,
kunde for den Sags Skyld godt se ud til at have staaet urørt saaledes i Aarhundreder.
Og paa Væggen lige for Døren hang et gammelt, lappet og muggent Skørt, som
Møllene halvt om halvt havde fortæret.
Men det kom mig for, jeg kunde mærke ligesom svage Spor af Tørveos. Ogsaa de
tydelige Mærker af et Sæt Fingre i Bordpladens Støvlag syntes bestemt at tyde paa,
at Mennesker i al Fald endnu havde Gang her i Hulen.
Idet jeg vendte mig for at gaa, opdagede jeg imidlertid henne i Sengen (en bred
ormstukken Halmseng med en gardinløs Himmel over) en kvindelig Skikkelse – en
graa indskrumpet Mumie, der laa sammenbøjet, med Ansigtet ind imod Væggen,
under et gammelt, slimet Dynevaar, der faldt slattende om det lille Legeme. Et rødt
Tørklæde var bundet fast omkring Hovedet. Og oppe under Hagen laa begge de
tørre voksblege Hænder trykket tæt ind mod Kroppen og knyttede.
Jeg traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage – et Lig.
Men i det samme drejede Skikkelsen med Anstrængelse sit Hoved en næsten
umærkelig Smule. Og med en Stemme, jeg ingen Sinde i mit Liv vil glemme - en lille,
40
hviskende, klangløs Stemme, der syntes som hentet langt bort fra en hel anden og
fjærn Verden, hørte jeg hende sige de Ord:
"Er det Dig, Kathrine?"
Jeg blev saa underlig til Mode ved pludselig at høre menneskelig Røst, og vidste saa
lidt, hvorledes jeg i Hast skulde svare og forklare mig, at jeg efter lidt Betænkning
foretrak ganske sagte at liste ud igen den Vej, jeg var kommen. Halvt fortumlet fik jeg
Døren lukket efter mig, og stod atter ude paa Vejen.
Her kom en vraltende og pjaltet Husmandskone ned imod mig fra en Samling
Smaahytter, hvis sodede Skorstenspiber stak op over den nærmeste Skraaning. Hun
havde et stort, sovende Barn paa Armen, og allerede i lang Afstand standsede hun
og skreg ned til mig:
"Vil han snakke med no'en?"
Jeg summede mig som bedst, og raabte derpaa tilbage:
"Hvad er det for en Kone der ligger inde?"
"Hvem den Kone er?"
"Ja."
"Det er gamle Else."
"Hvad ligger hun der for?"
"Hva'?"
"Hvorfor ligger hun der?"
"Hvorfor hun ligger der," hørte jeg hende gentage for sig selv (ti Vinden bar med),
hvorpaa hun atter langsomt satte sig i Bevægelse ned imod mig med sin besværlige
Gang. En halv Snes Alen fra mig standsede hun igen og undersøgte mig fra Top til
Taa med et Par ikke meget kløgtige Øjne. "Hvor skulde hun ellers ligge?" ligesom
faldt det hende ud af Munden.
"Er hun da syg?"
"Ja-a. Hun er 84."
"Men ligger hun da ganske ene?"
"Hva'?"
"Er der ingen, der plejer hende?"
"Jo, det gør jeg."
"Hvor bor De?"
"Oppe i Husene. Men efter Davre og efter Midaften gaar jeg over og gi'er hende Mad
og pusler hendes Seng."
"Men om Natten? Ligger hun saa ogsaa alene?"
"Ja-a, hun er ikke forknyt. Hun har løbet omkap med en Hest."
"Med en Hest – Naar var det?"
"Øj, Hillekors, ja, det var før der var tænkt paa nogen af os to. Men vor Bedstemor
har snakket om hende, hun var en rap Kone, sagde hun."
41
Jeg skottede uvilkaarligt tilbage til Hytten.
"Hvorlænge har hun ligget saadan?"
"Otte Aar til St. Hansdag."
"Otte Aar – "
Det varede en Stund, inden jeg fik klaret, hvad der var Drøm, og hvad der var
Oplevelse, hvad der tilhørte Nutid, hvad Fortid. Det flød saa underligt over i
hinanden, syntes jeg.
Men da jeg kom op paa Bakken over Byen, standsede jeg atter, og saa ud over den.
Det var netop i Sysletiden 3 .
I Vest dalede Solen langsomt ned over en smal Strime gyldenblank Himmel. I Øst
stod mørke Skybanker ude over Fjorden. Omkring det store, svagt kobberfarvede
Gadekær færdedes Husmandsfolket til og fra Brøndene med Spande og Aag. Andre
drev stilfærdigt en Ko eller et gammelt Hors til Vanding; og paa den aabne Plads
foran Skolen vakte et løst Føl Moro ved at spjætte ud mod enhver, der nærmede sig.
En gammel Morlille kiggede ud af Døren paa en Hytte næst ved, for at se hvad der
var paa Færde. Paa Trappestenene og langs Husgavlene sad Flokke af Børn og
rodede i Snavset. Men over det hele ragede de otte ny Bøndergaarde majestætisk
op som smaa Herresæder. Fra nogle kom Arbejderne slentrende ud med Frakken
over Armen og Madkassen i en Snor over Skuldren – og drev trætte bort over
Markerne. Inde fra andre lød endnu Plejlen – som et roligt, ensformigt Hjærteslag.
Men bagfra ligesom stak den lille Hule mellem Bakkerne mig i Øjnene. Og langsomt
og stille gentog jeg for mig selv:
"Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede."
1885
Spørgsmål til Pontoppidan: "Under Aaget" og J.P.
Jacobsen: af "Niels Lyhne"
Spørgsmålene indgår i Modulopgave 1 a (du kan vælge ml. 1 a og 1 b, se
modulopgaven i sin helhed).
Skriv en sammenlignende analyse og fortolkning af Henrik Pontoppidans novelle
Under Aaget og uddraget af J.P. Jacobsens Niels Lyhne. Som en del af besvarelsen
skal du påvise hvor og hvordan de to tekster fremtræder som realisme, og du skal i
analysen afdække hvor og hvordan teksterne i øvrigt bærer præg af samtidens
debat. Afslut gene med et perspektiv tilbage på et par af romantismens tekster fra
modul 2.
3
Den tid på dagen hvor man sysler, især skumringen
42
Johannes V. Jensen: "Paa Memphis Station", 1904
1
Halvt vaagen og halvt blundende
slået af en klam Virkelighed, men endnu borte
i en indre Gus af danaidiske 4 Drømme
staar jeg og hakker Tænder
paa Memphis Station, Tennessee.
Det regner.
2
Natten er saa øde og udslukt
og Regnen hudfletter 5 Jorden
med en vidløs, dunkel Energi.
Alting er klægt og uigennemtrængeligt.
3
Hvorfor holder Toget her Time efter Time?
Hvorfor er min Skæbne gaaet i staa her?
Skal jeg flygte fra Regnen og Aandsfortærelsen 6
i Danmark, Indien og Japan
for at regne inde og raadne i Memphis,
Tennessee, U.S.A.?
4
Og nu dages det. Lyset siver glædesløst
ind over dette vaade Fængsel.
Dagen blotter ubarmhjertigt
de kolde Skinner og al den sorte Søle
Ventesalen med Chokoladeautomat,
Appelsinskaller, Cigar- og Tændstikstumper
Dagen griner igennem med spyende Tagrender
og et evigt Gitter af Regn,
Regn, siger jeg fra Himmel og til Jord.
5
Hvor Verden er døv og uflyttelig,
hvor Skaberen er talentløs!
Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit Kontingent
til denne plebejiske 7 Kneippkur 8 af en Tilværelse!
4
kong Danos' døtre, danaiderne, skal ifølge en græsk myte fylde et bundløst kar med vand i
underverdenen
5
egl. betydning: piske så huden går af
6
tilstand af ideforladthed, kedsomhed
7
pøbelagtige
8
vandkur opkaldt efter den tyske naturlæge Kneipp
43
6
Stille! Se hvor Maskinen,
den vældige Tingest, staar rolig og syder
og hyller sig i Røg, den er taalmodig.
Tænd piben paa fastende liv,
forband Gud og svælg din Smærte!
7
Gaa så dog hen og bliv i Memphis!
Dit liv er jo alligevel ikke andet
end et surt Regnvejr, og din Skæbne
var altid at hænge forsinket
i en eller anden miserabel 9 Ventesal Bliv i Memphis, Tennessee!
8
For inde i et af disse plakathujende Huse
venter Lykken dig, Lykken,
hvis du blot kan æde din Utaalmodighed også her sover en rund ung Jomfru
med Øret begravet i sit Haar,
hun vil komme dig i møde
en fin dag på Gaden
som en bølge af Vellugt
med en Mine som om hun kendte dig.
9
Er det ikke Foraar?
Falder Regnen ikke frodigt?
Lyder den ikke som en forelsket Mumlen,
en lang dæmpet Kærlighedspassiar
Mund mod Mund
mellem Regnen og Jorden?
Dagen gryede saa sorgfuldt,
men se nu lyser Regnfaldet!
Under du ikke Dagen dens Kampret?
Det er dog nu lyst. Og der slaar Muldlugt
ind mellem Perronens rustne Jærnstivere
blandet med Regnstøvets ramme Aande en Foraarsanelse er det ikke trøstigt?
10
Og se nu, se hvor Mississipi
i sin seng af oversvømmede Skove
vaagner mod Dagen!
9
elendig
44
Se hvor Kæmpefloden nyder sin Bugtning!
Hvor den flommer kongeligt i Bue og svinger Flaader
af Træer og laset Drivtømmer i sine Hvirvler!
Se hvor den fører en uhyre Hjuldamper
i sin Syndflodsfavn
som en Danser, der er herre paa Gulvet!
Se de sunkne Næs - Oh hvilken urmægtig Ro
over Landskabet af druknede Skove!
Ser du ikke, hvor Strømmens Morgenvande
klæder sig milebredt med Dagens tarvelige Lys
og vandrer rundt under de svangre Skyer!
11
Fat dig også du, Uforsonlige!
Vil du aldrig glemme, at man lovede dig Evigheden?
Forholder 10 du Jorden din arme Taknemlighed?
Hvad vil du da med dit Elskerhjærte?
12
Fat dig og bliv i Memphis,
Meld dig som Borger paa Torvet,
gaa ind og livsassurer 11 dig imellem de andre,
betal din Præmie af Lumpenhed,
at de kan vide sig sikre for dig,
og du ikke skal blive hældt ud af Foreningen.
Gør kur til hin Jomfru med Roser og Guldring
og start et Savskæreri som andre Mennesker.
Hank rolig op i Gummistøvlerne …
Se dig ud, smøg din vise Pibe
i sphinxforladte 12 Memphis …
13
Ah, der kommer det elendige Godstog,
som vi har ventet paa i seks Timer.
Det kommer langsomt ind - med knuste Sider,
det pifter svagt, Vognene lammer paa tre Hjul,
og de sprængte Ruf 13 drypper af Jord og Slam.
Men paa Tenderen 14 mellem Kullene
ligger fire Skikkelser
dækket af blodvaade Frakker.
14
Da pruster vor store Ekspresmaskine,
10
nægter
tegn en livsforsikring
12
et vinget fabelvæsen i ægyptisk og græsk mytologi; den stillede mennesker overfor gåder
13
vognens tage eller sider
14
kulvognen
11
45
gaar lidt frem og standser dybt sukkende
og staar færdig til Spring. Sporet er frit.
15
Og vi rejser videre
gennem de oversvømmede Skove
under regnens gabende Sluser.
1904
Spørgsmål til dit selvstændige arbejde med Joh. V. Jensen:
"Paa Memphis Station"
Kompositionen:
Tid: en bevægelse fra nat til dag
Indhold:
1) 1-5: Jeg'et er låst fast, desperation og utålmodighed.
2) 6-12: Selvovertalelsesforsøg
3) 13-15: Jeg'et rejser videre, lettelse.
Hvor kommer jeg'et fra, og hvad har sat rejsen i gang? At rejse kan symbolisere at
man leder efter noget i sig selv, at man søger indsigt ved at drage ud og i moderne
optik at man forholder sig til det der ér, verdensomspændende og horisontalt, men
ikke vertikalt - dvs. religiøst. Undersøg om noget af dette passer på jeg'ets situation.
Digtets rejsende kan ikke komme videre, regnen spærrer vejen frem. Undersøg
hvordan regnen beskrives, og overvej hvad den kan repræsentere.
I afsnit 2 taler den rejsende til sig selv. Den fastboende, borgerlige side taler til den
søgende, rejsende side og siger: Forlig dig med det der er her i Memphis Tennesee!
slå dig ned her, find en skønjomfru, gift dig, bliv savværksejer, bliv lykkelig, tegn en
livsforsikring etc. Dokumenter hvordan det når man læser stroferne tæt, bliver tydeligt
at noget skurrer og at jeg'et anser det for et uholdbart projekt at slå sig ned i
Memphis.
I afsnit 3 sker der noget der gør at toget atter kan køre videre. Hvilket? Jeg'et føler
lettelse (Ah). Overvej under hvilke betingelser rejsen kan fortsætte - og hvilken
indsigt jeg'et er nået frem til mens han ventede.
Gør stilistiske iagttagelser.
46
Læs Flemming Harrits: af Efterskrift til "Interferenser", dlf 1994 om Joh. V. Jensens
myter. Fokus: fra ”Myteformer” og ”Mytografi”.
Johannes V. Jensen: "Vinternat", 1907
Det var sent og totalt øde på gaderne. Frostmånen hang som i en hvid krypt over de
rimede tage, byen fyldte horisonten som en stivnet mark af lutter underlige livløse
ting, hvorfra der kom en fin tone, en skingren af frosten, som var hele jorden en
sfære af krystalis, der blev endnu koldere og sang derved. Men længere ude fra, fra
selv rummet, susede det dunkelt; det var fuglen Rok der lå på vingerne i store kredse
mellem de slukte kloder. Strøg den nu ind over byen og brød den blot spiret af et af
tårnene, ville hele den udstrakte by i et nu falde sammen til det fineste ispulver ...
Der var så stille i huset, at jeg hørte ligesom et uendeligt tog af tiende væsener
trække gennem rummet. Pludselig gik jeg drevet af en rædselsfuld tilskyndelse til
telefonen - jeg måtte gøre det - og ringede.
"Centralen", svarede en tør kvindestemme, der lød lige ved, og jeg nævnede et tal
hen i vejret, gyste da jeg hørte telefondamen gentale det, men tænkte ikke over hvor
jeg havde tallet fra, og hvad det var, der havde fået mig til at sige det. "Klar",
mumlede det automatisk fra centralen, og derpå fulgte et par rallende metallyde og
så den dæmpede kogen i høretragten, der går forud for forbindelsen. Men den
skiftede og gik over i en tone, jeg ikke kendte, et ringende uhyre fjernt sus, som om
tråden førte ud mod de tomme vidder i verdensrummet, og mens jeg lyttede, kom jeg
til at ryste over hele kroppen af sælsom kulde.
Efter at det havde puslet lidt i tragten, lød der en stemme, langt, langt borte,
lillebitte, men ganske tydelig, en sløret sær røst, som jeg øjeblikkeligt kendte. Det var
- ja, et navn, en ven - en vens stemme, som i sin tid havde været mig kær. Nu havde
den en fremmed, håbløs klang, var lukket, som om der lå mile af jord over den, men
det var jo ham, og det faldt mig ikke et minut ind, at han for år tilbage var udvandret
og at jeg aldrig siden havde hørt fra ham. Hvor stemmen, skønt forandret, bragte han
helt til stede, hvor det ikke var en tanke værd, at vi var bleven skilt, og at tiden var
gået.
Er det dig! udbrød jeg glad.
Ja, lød stemmen lidt slæbende og mørk, og nu tav han en stund. Jeg hørte ham
sukke privat, et pust som vinden om natten. Ja, det er mig, lød det så igen. Hvordan
har du det?
Tak, godt. Og du?
Åh ...
Han trak på det, hørte jeg, lod til at vende ind i sig selv, og jeg hørte det suse fra
hvor han var, uendelig fjernt ude.
Å, du, hvordan jeg havde det ...
Han rømmede sig stille:
Jeg ligger jo og har det så alene.
Lidt efter:
Jeg kom til at tænke på dig. Ja det var egentlig ikke noget ... hm ...
Han gjorde mig et par spørgsmål om mine forhold, og da de var besvaret, blev der
en lang pause. Den ringende stilhed i telefonen var så følsom, at jeg kunne mærke
ham, skønt han tav.
47
Hvor er du ellers henne? spurgte jeg så dæmpet jeg kunne. - Er du ked af det?
Næ, svarede stemmen træt. Næ. Jeg kom for mig selv i en passende tid, må ikke
sige andet. Det var mig selv, der ville det, som du måske har hørt. Jeg véd ikke, om
du kan huske, at det var begyndt allerede mens vi kendte hinanden, før jeg rejste, al
den tummel i mit hoved. Jo, evigheden begyndte såmænd tidligt at ringe mig i ørene.
Det blev som jeg tænkte, kan jeg sige dig, mere og mere uendeligt. Kan du huske
hvor tit vi drøftede dette med identiteten og altet ...
Han snakkede lidt om vore studenterdage ag alt det, som den gang lå i anlæg hos
os, og som nu var færdigt, uden at vi var blevet anderledes, og så begyndte han at
komme ind på at fortælle om sin skæbne, stadig med den gamle kendte stemme, der
snart fyldte mig med forestillingen om et sort univers af ensomhed og snart kun lød
som en mikroskopisk kradsen af et insekt i bunden af tragten:
Se, jeg havde jo altid hovedpine. Bortset fra at bevidstheden i sig selv og verden er
en migræne af Gud, som jeg plejede at sige, havde jeg det altid med smerter,
nagende smerter i hovedet og sfærer for ørene. Det isolerede mig tidligt. Dog blev
jeg en både nyttig og formående mand, som du måske har hørt. Det gør ikke noget,
man er ene, man skal nok udrette det almindelige. Jeg frembragte virkelig noget i min
tid og var i god forstand en lykkelig mand. Men du gør dig ingen begreb om, hvor jeg
til sidst led i mit hoved. Det var sådan, at når jeg tænker på det husker jeg det som et
totalt mørke. Ja, et fuldkomment mørke med mig selv i midten ...
Stemmen sank og jeg kunne mærke, at han hovedrystende ludede sig ned i sig
selv.
Det var nu mere end verdensfornemmelse, jeg led af, vedblev han tungsindig. Man
kan glemme, når man driver dér. Jeg havde værk i hovedet nætter og dage og det
sandelig af en meget jordisk natur. Jeg bildte mig tit ind, at jeg havde fået en
ørentvist ind i hovedet, som så havde ynglet dér, sådan en rede havde jeg deroppe.
Der opstod forskellige voldsomme lugte af sig selv i min bevidsthed, ikke at tale om
lyde, på grund af lidelsen. Jeg led meget af jordskælvsfornemmelser og svimlede
altid enormt i rummet. Jeg kunne til sidst ikke bære tilværelsen mere, skønt jeg
havde følelsen af, at jeg selv havde skabt den, jeg måtte give tabt. Å, i de sidste år
forestillede jeg mig en eneste glæde, som jeg da også til sidst undte mig, at dø. Du
kan tro det var godt at få det dommedagsslag i hovedet. Jeg lagde mig ned en dag,
lagde mig ned på en velsignet hård sten, og så bad jeg om at få slået til. Det var min
kone, der gjorde det, den eneste der brød sig om mig, hun slog mig som jeg bad
hende med en økse i hovedet ...
Hun sukkede langt og stille, blandede sit vejr med evighedsblæsten, som peb dér
uhyre langt ude.
Ja, det var godt. Mit hoved viste sig ganske rigtigt at være tomt, da det var blevet
flækket. Fuldstændig hult, ikke en hjernecelle tilbage. Men ud væltede en modbydelig
betændt ansamling af Asien og Afrika og alle hovedstæderne og havet og
bjergkæder og jernbaner, sporvogne, skruer, kabler, akkumulatorer og andet
syrestinkende materiel, aviser, bøger og kul, sne røg, storme og dunst - ganske
ligesom utøjet fra gudebilledet, der blev slået i stykker - og i det samme stod sgu
solen op, som skrevet står.
Men ved du så, hvad jeg havde allerinderst inde på bunden af mit hoved? En
meteorsten! En svær magnetjernsten af uvis kosmisk oprindelse. Den var varm
endnu. Med andre ord en lille stjerne. Der må være faldet et stjerneskud i mit sind
som ung. Og det meteor havde jeg gået og edret med i roden af sjælen hele mit liv!
48
Heraf den hvidglødhede, hvormed jeg higede efter verdensrummets minus 273
grader! Du kan tro, det var godt at blive den gloende bolt kvit. - Ja du, sådan døde
jeg.
Han tav, som det lod i nogen affekt.
Har - har du det bedre nu? spurgte jeg.
Ingen svar. Jeg lyttede, men kunne ikke høre, om han var der mere. Det susede
tomt derude fra.
Så lød stemmen igen, fraværende og med en faldende klang, som om
hukommelsen døde bort deri:
Farvel.
Lidt efter smækkede det svagt i telefonen, tusinder af mile ude, og suset skiftede,
idet et andet af sfærernes tandhjul greb ind i udvekslingen, og nu kogte det igen
nærmere og hjemligt, vor egen lyd og nattestilhedens røst.
NOTER
En særlig stemning en frostfyldt vinternat bliver igangsættende for at en levende og en død
kommunikerer. Samtalen kan tolkes som en indre dialog hvor noget bortgemt og 'dødt' dukker op i en
selvransagende bevidsthed.
Rok: fabelfigur i arabiske eventyr
en migræne af Gud: Måske betyder det at bevidstheden og verden er den hovedpine som Gud har
efterladt siden han nu er død i og for en sekulariseret verden.
ligesom utøjet fra gudebilledet der blev slået i stykker. Formentlig associeres der til den afgud hvorom
Saxo beretter nemlig den firehovede Svantevit der fældes hvorefter et uhyre farer ud. For "stemmen" i
denne myte bliver døden en udfrielse fra alt det (overvej den symbolske betydning!) der strømmer ud
af det flækkede hoved.
minus 273 grader: Det absolutte nulpunkt, lavere temperaturer kan ikke forekomme.
49
Johannes V. Jensen: "Fusijama", 1907
Den lykkeligste Oplevelse jeg har haft var på Søen udfor Japan; jeg mindes ikke
nogen virkelig Begivenhed siden. Jeg vågnede tidligt om Morgenen før Solopgang,
ved at Vinden luftede ind i Kahytten, og ved at jeg i Søvne løb så fuld af Glæde, at
jeg ikke kunde blive liggende ned, og da jeg så ud af det åbne Koøje, stod der
ligesom en høj dejlig Sky lige for … men det var ikke en Sky, det var Fusijama.
Det underfulde Bjerg ragede ovenud af Alverden, syntes slet ikke at stå på Jorden,
for Bjærget var så langt borte, at dets Fod gik i et med den blå Tykning, der dannede
Himlen over Japan. Men oven over selve Himlen brød Bjergets hvide Snekegle
igennem Atmosfæren, så luftigt, så skylet, at jeg i et Nu fattede både Jordens uhyre
Masse og dens vægtløse Flugt i Himmelrummet.
Det var som om Jorden var kommen mig imod i sin kosmiske Friskhed, den unge
Planet, der vender sig ud af Mulmet, kronet af Nordlyset, med sin halvblå skønne
Sfære og Fastlandets mangefarvede Jordsmon belyst af Solen.
Hvad jeg der følte var den samme primitive Erfaring, man kan tilegne sig som Barn
ved Synet af den første den bedste Ting, et Strå, en Dråbe på Ruden. Men siden når
tillærte Forestillinger har gjort Barndommen til det tabte Land og vakt Illusionen om
en anden ædlere Virkelighed, end den vi ser, må der en Fjernhed og Fremmedhed,
en sublim Overraskelse til for at gengive Jorden dens Friskhed.
Da jeg så Fusijama, brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse end den der er.
Jeg begreb, at den højere Verden, vi stunder imod, kun kan være netop den der er,
men at vi aldrig i det givne Øjeblik er nået op til den, at vi til daglig er blinde for den.
Der lader sig ikke tænke frugtbarere Tanke. Det er i Grunden det eneste et
Menneske kan opleve.
Derfor er Fusijama et helligt Bjerg, Genstand for et Folks Kultus.
Colombus! Der er kun én Glæde, der er bestandig, at gense den velsignede Jord.
1907
NOTER
Fusijama: Japans højeste bjerg, sydvest for Tokyo
Jordsmon: jordoverflade
Columbus: jf. her evt. digtet Columbus fra Joh. V. Jensens Digtsamling ”Digte 1906” hvor Columbus
bliver gjort til en mytisk figur som udtryk for en hvileløs søgen.
Spørgsmål Joh. V. Jensen: "Vinternat" og "Fusijama"
Spørgsmålet er identisk med Modulopgave 2. Giv en analyse og fortolkning af de to
myter idet du inddrager viden fra Flemming Harrits' Efterskrift.
50