BA, pdf - UC Viden

Transcription

BA, pdf - UC Viden

11-06-2015
Inklusion og
stigmatisering af
unge mennesker
med autisme
Amalie Theiltoft Jørgensen
ks122214
Matilde Caoline Christiansen
ks122104
vejleder: Sara Ipsen
Gruppe: 6
anslag: 70.328
godkendt emne: Inklusion og
mennesker med autisme
UCC, PÆDAGOGUDDANNELSEN SYDHAVN
Indhold
Indledning .......................................................................................................................................................... 2
Problemformulering .......................................................................................................................................... 3
Metode ............................................................................................................................................................... 3
Børn med Autisme ............................................................................................................................................. 4
Inklusion ............................................................................................................................................................ 7
Eksklusion, segregation og reintegration ...................................................................................................... 9
Stigmatisering .................................................................................................................................................. 10
Normer......................................................................................................................................................... 12
Afvigelse...................................................................................................................................................... 13
Relation ........................................................................................................................................................... 13
Relationens former .................................................................................................................................. 14
Analyse ............................................................................................................................................................ 14
Konklusion ....................................................................................................................................................... 23
Diskussion ........................................................................................................................................................ 25
Litteraturliste ................................................................................................................................................... 29
Hjemmesider: .............................................................................................................................................. 29
Abtract ............................................................................................................................................................. 30
Indledning
Vi har gennem vores arbejde med mennesker der har autisme, stillet os selv det spørgsmål om
hvordan et menneske, der har autisme kan blive inkluderet i samfundet, og om der var en
stigmatisering af dem. Vi synes det er et spændende emne, fordi vi selv har arbejdet med mennesker
med autisme, og vi har fået et billede af, at disse unge mennesker ”stikker” uden for normen i
samfundet. Vi har villet undersøge i hvilket omfang dette er, og derfor har vi valgt at tage
udgangspunkt i en ung med autisme, så vi kan blive klogere på hvordan et barn med autisme kan
have det og hvordan verden udefra kan være med til at påvirke og stigmatisere. Vi har også valgt
emnet, fordi vi gerne vil blive klogere på hvor stor omfanget var af stigma, og hvordan
stigmatisering kan undgås i vores fremtidige arbejde. Vi har yderligere valgt dette emne fordi, vi
har fundet ud af, at der blandt andet gennem denne artikel ”Se barnet før diagnosen”1 er et
forældrepar, der fortæller om hvordan fagfolk stigmatiserede deres søn, og satte ham i kasser der
ikke passede på hans personlighed. Forældrene til drengen med autisme har stødt ind i en del
begreber om hvordan deres søn var, og udtagelser som »autister er sindsblinde«, stod der for
eksempel i Gyldendals ’gennemreviderede’ udgave af Den nye Psykologihåndbog2 og »Hvad der
hører til almindeligt samspil mellem mennesker som f.eks. leg, humor, ironi og drilleri fatter
autister ikke«3. Dette var udtalelser fra fagfolk såsom pædagoger, som kendte til diagnosen, men
som var med til at skabe ubehag for disse forældre, fordi deres dreng var meget mere end bare en
diagnose, men en dreng som kunne en masse andre ting. Forældrene lavede et interview med Lorna
Wing4 som gentagende gange sagde, at man som forældre ikke skulle se barnets udfordringer men
barnets evner.5 Da vi fandt ud af, at børn med autisme var stigmatiserede begyndte vi at undre os
over, hvordan vi som pædagoger kunne rette op på denne stigmatisering, gennem pædagogisk
arbejde og hvilke redskaber vi skulle trække på som pædagoger, for at minimere stigmatiseringen af
mennesker med autisme. En anden artikel, som vi også finder relevant i forhold til vores opgave, er
”Børn med autisme er ikke inklusionsegnede”. Denne artikel belyser også hvordan børn med
autisme, som har været i almene folkeskoler er blevet skadede. Et citat derfra lydes således: ”Vi har
1
http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1632444/se-barnet-foer-diagnosen/
2
4
Teoretiker og psykiater Lorna wing
3
5
modtaget uendelig mange børn, som har været skadet på selvværd og livsduelighed, fordi de er
blevet mobbet og afvist af deres såkaldte skolekammerater. Det tager år at bygge et sådan barns
selvværd og læringslyst op igen.”6. Denne artikel er med til at belyse hvordan et barn med autisme
kan blive skadet af at være i almen skole, og hvordan det kan blive hæmmet, når det oplever at blive
stigmatiseret i en almen skole. Dette giver stof til eftertanke, og er med til at gøre, at vi igennem
opgaven vil gøre os tanker om hvordan vi kan undgå stigmatisering og som fagfolk skal have mere
fokus på at undgå at dette sker og gribe ind, når man kan se at et barn har det svært. Ud fra disse to
artikler finder vi det meget væsentligt at se på, hvordan man som pædagog og samfund kan blive
bedre til at undgå stigmatisering, da det kan være en stor hæmsko for barnet, samfund og pårørende
til et barn, der har autisme.
Problemformulering
-
Hvordan kan vi som pædagoger bruge inklusion som værktøj til at modvirke stigmatisering
af børn og unge med autisme?
Metode
Vi har valgt at bruge teoretiker og lærer Bent Madsen, cand. pæd. pæd.7
og teoretikerne Carsten Schou og Carsten Pedersens definition på inklusion, da vi finder at deres
definition er meget brugbar i forhold til vores problemformulering. Vi anvender desuden teoretiker
Erving Goffmans definition på stigmatisering (1922-82), professor i socialantropologi ved
University of Pennsylvania.8 Vi anvender Goffman, da han er ophavsmand for stigmatiserings
begrebet. Vi har derudover valgt at bruge psykiateren Lorna Wings9 definition af de 4 forskellige
former for autisme, da vi synes det er væsentligt at definere, at der er forskellige former for autisme.
Når vi bruger begrebet mikro-makro er det teoretikeren Bronfenbrenners10 definition, professor
i udviklingspsykologi ved Cornell University, USA. Dette er for at vise at vi har en forståelse af de
forskellige niveauer i samfundet. Vi har derudover brugt Tom Ritche (f. 1955) Pædagog, cand.mag.,
pd. i organisationsudvikling, lektor i pædagogik, og pædagogisk konsulent ved
professionshøjskolen University College Capital (UCC) 11 definition af relationer. 12 Dette har vi
6
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2051598/boern-med-autisme-er-ikke-inklusionsegnede/
http://www.inklusionsakademiet.dk/netvaerket/bent-madsen/
8
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sociologi/Sociologer/Erving_Goffman
9
http://en.wikipedia.org/wiki/Lorna_Wing
10
http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologer/Urie_Bronfenbrenner
11
http://www.fagboginfo.dk/FORFATTERE/Forfr/ritchietom.htm
12
http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologer/Urie_Bronfenbrenner
7
valgt at tage med i vores opgave, da det har stor relevans for vores besvarelse af vores problem
formulering. Vi har været på institutionsbesøg i institutionen Carpe Diem Huset, der er en
aflastningsinstitution for børn og unge mennesker med autisme i alderen 3-18 år. Her har vi lavet et
interview med en pædagog, da vi ville have en pædagogs perspektiv på hvordan vi kunne besvare
vores problemformulering, og hvad en pædagogs mening var om stigmatisering og inklusion. Da vi
begge har arbejdet med mennesker med autisme, var vi begge klar over at mennesker med autisme
har svært ved sociale relationer, derfor har vi valgt også at se på hvordan de indgår i relationer med
hinanden. Gennem vores empiri, og vores arbejde med forskellige typer af mennesker med autisme,
har vi valgt at tage udgangspunkt i nogenlunde velfungerende mennesker med autisme på
institutionen Carpe Diem, da vi ville have en brugergruppe, der havde mulighed for at forstå deres
egen stigmatisering og formåede at indgå i relationer med hinanden. Vi har analyseret vores empiri
med opgavens teoretiske perspektiver, ud fra interviewet vi har lavet med pædagogen i
institutionen. Til slut har vi konkluderet og besvaret vores problemformulering.
Børn med Autisme
Vi har i det følgende afsnit valgt at redegøre for hvad autisme er. Vi synes, at det er vigtigt at vide
hvad autisme er og hvilke vanskeligheder en person med autisme kan have, så man som pædagog
har den bedste forudsætning for at hjælpe dem videre i livet. Vi har dette afsnit med i opgaven, da
det vil være med til at give en bredere forståelse for vores analyse.
Autisme er en udviklingsforstyrrelse, der specielt rammer menneskets udvikling af gensidigt
social sammenspil, sprog og kommunikation. Man ser ofte, at mennesker med autisme kan udvise
en bestemt form for opførsel, og deler typisk nogle bestemte former for adfærdstræk.13 Det gør de
eksempelvis ved at gentage specifikke daglige mønstre, samt ofte at udvise karakteristiske
reaktioner på deres omgivelser. Autisme er ofte til stede fra fødslen af, men symptomer bliver ofte
først synliggjort i løbet af barnets tre første leveår. 14 Mennesker med autisme er specielt ramt på
tre områder, disse tre områder er herunder skitseret:
•
1) Kommunikation handler om, hvordan man taler, lytter, skriver eller generelt interagerer
med andre mennesker.
13
14
http://kognitivpsykologkbh.dk/behandlingsomrader/autisme/
•
2) Det sociale sammenspil dækker over, at man laver noget sammen med andre
mennesker. Hjernen bliver påvirket af lysten til at være sammen med andre og måden du
er sammen med dem på. Hjernen påvirker også, hvordan man passer ind i et fællesskab
eller en gruppe. Det kunne f.eks. være i en social relation til din familie, din klasse eller
dine venner.
•
3) Interesser og adfærd. Interesser er de ting som du er optaget af, og de ting der
interesserer dig at lave. Adfærden beskriver den måde, du opfører dig på. Din hjerne
spiller en vigtig rolle i forhold til, hvor tit du tænker eller laver noget, du får glæde ud af. 15
Kommunikation og socialt sammenspil med andre mennesker, er afgørende for al læring i
barnealderen, og derfor vil den autistiske udviklingsforstyrrelse være med til at kompromittere
barnets udvikling og generelle funktioner.16 Forskere troede tidligere, at vanskelighederne ville vare
ved hele barnets liv. Forskere har efter senere års forskning fundet ud af, at tidlig tilrettelæggelse af
læringsmiljø bidrager til, at børn med autisme bedre ville kunne forstå deres omgivelser, og dermed
få et mere hensigtsmæssigt adfærdsmønster og i sidste ende fungere bedre socialt.17
Symptomerne på autisme er forskellig fra person til person. Nogle har alvorlig mental retardering,
mens andre har gode intellektuelle evner. Afvigende social udvikling og en begrænset evne til at
forstå andre mennesker er de mest markante træk blandt autister med ”normal” intellektuel
evne.18
Autister kan have meget svært ved at tyde ansigtsudtryk og ironi, de forstår ikke altid
de sociale koder uden de er blevet indlært, og de har ikke altid den store interesse i
andre mennesker. Autister vil typisk blive dygtige til et felt, f.eks. at tegne eller bruge
computer. 19
15
Verdick, Elizabeth & Reeve, Elizabeth: ”Autisme spektrum forstyrrelser” side 17 og 18.
17
18
19
16
Autisme er en neurologisk udviklingsforstyrrelse, hvor det i flere tilfælde rammer
mænd end kvinder. 20 Derudover er det meget almindeligt, at neurologiske
udviklingsforstyrrelser vil have flere forskellige forstyrrelser ud over autisme.21 Dette
kunne være aspergers syndrom.
Ifølge tidsskriftet Cognitive Brain Research, har
mennesker med autisme dysfunktionelle
spejlneuroner.22 Dette kan forklare, hvorfor
autister har svært ved det sociale sammenspil og
hvorfor de har svært ved, at tyde de sociale koder
såsom ansigtsudtryk.23 Autisme findes i mange
forskellige grader.24
Ifølge Lorna Wing, en engelsk psykiater, er der fire forskellige grader af autisme, som
hun definerer således:

De ”fjerne” som kendetegnes ved kontaktafvisende og indesluttede.

De ”passive” som hverken igangsætter eller afviser kontakt.

De ”aktive” der selv opsøger kontakt men på en ”sær” og ensartet måde.

De ”overformelle og stive”, der er meget præget af at være høflige og korrekte.
25
WHO har defineret hvordan handicap kan klassificeres, ud fra hvor meget handicappet
påvirker individets evner til at omgås i sociale omgivelser.12 Det vil sige at jo mere
handicappet påvirker evnerne til at være social, jo mere handicappet er personen. I
dette tilfælde, kan autisters handikap altså påvirke deres sociale kunnen.
20
Uta Frith 2010 s. 59
Uta Frith 2010 s. 59 s. 62
22
http://www.news-medical.net/news/2005/03/29/30/Danish.aspx
23
Uta Frith 2010 s. 79-84
24
Uta Frith 2010 s. 17
25
http://www.centerforautisme.dk/media/152818/diagnostisk_afgr_nsning_mellem_autisme.p
df
12
Bent Madsen 2005 s. 206 -207
21
Men det betyder ikke, at de ikke kan være sociale, det betyder bare, at det kan være
meget svært, og at man som pædagog skal bruge nogle redskaber til at hjælpe
mennesker med autisme i deres relationsdannelse. Det kan opnås ved at skabe
aktiviteter, der skaber mulighed for sociale relationer, eksempelvis at spille et spil,
tage på cafe, eller skabe rum for samtale, der interesserer dem.
Inklusion
Vi finder det væsentligt at begrebsafklare inklusion, da vi finder det et perfekt redskab til at undgå
stigmatisering, af mennesker med autisme, da det også er et pædagogisk redskab pædagoger
arbejder med i dag. Inklusion berører både individet, men også det samfundsmæssige syn.
Salamanca-erklæringen, som er en erklæring, der skal løse særlige politiske og sociale problemer,
der anses for at være en trussel i det moderne samfund, blev vedtaget på UNESCOs verdenskongres
og underskrevet af 92 lande, deriblandt Danmark. Det var her inklusion for første gang blev brugt
i en politisk sammenhæng. 26
Der er fire forskellige opfattelser af inklusionsbegrebet; den etiske, den økonomiske, den politiske
og den pragmatiske 27

Den etiske opfattelse bygger på, at alle børn skal have lige adgang til uddannelse og
indflydelse på eget liv.

Den
økonomiske
opfattelse
handler
om
at
effektivisere
og
rationalisere
uddannelsessystemet.

Den politiske som fokuserer på den inkluderende skole og institution.

Den pragmatiske opfattelse anses for at være den bedste metode til at alle børn kan få en
ordentlig uddannelse og dermed en bedre dannelse. 28
Inklusion betyder, at det enkelte individ har ret til deltagelse i fælleskaber, om det så er mikro
fælleskabet som er en institution eller makrofælleskabet, som er samfundet.29 Ifølge ”Schou og
Pedersen 2010” 30 er det i fælleskaber vi som mennesker udvikler os.31 I det inkluderende fællesskab
er der potentiale for nye muligheder, som nye regler og normer, der kan udvikle fællesskabet, og
skabe nye måder at indgå i relationer på. Det er væsentligt, at det både er det enkelte individ og
26
Schou og Pedersen 2010 s. 179
Schou og Pedersen 2010s. 183
28
29
teoretikeren Bronfenbenner
30
Schou og Pedersen 2010.
31
27
fællesskabet, der finder en forandring sted i, det vil sige, at for at inklusionen skal fungere, må både
individ og fællesskab være klar til forandring. Disse imødekommende fælleskaber vil skabe rammer
for indflydelse på egne livsbetingelser.
32
Inklusion handler også om, pædagogisk set, at det enkelte individ har ret til deltagelse i et
fællesskab, fordi det er i et fællesskab mennesket udvikler sig. 33 I et fællesskab hvor man er
inkluderende har fællesskabet potentiale for nye muligheder. 34 Hvis pædagoger ser det inkluderende
fællesskab på nye måder med nye regler, normer og værdier, så vil det sige, at de deltagende i
inklusionsprocessen er indstillet på, at der ikke kun findes forandring i den enkelte person, som er
en del af fællesskabet, men i selve fællesskabet. Hvis pædagoger anser forskellighed som en styrke
i stedet for svaghed, vil det være muligt at kunne imødekomme den enkeltes ret til at være deltager,
skabe udvikling og læring og derved respekteres muligheden for egen livsbetingelser.35 Ved at
fokusere på det inkluderende fællesskab af f.eks. et barn med autisme, mødes barnet ikke med en
negativitet og en pædagogik, der prøver at ændre på barnet, men med en pædagogik, der har fokus
på relationen mellem barnet og omverdenen. 36
Et fællesskab anses for at være en vigtig forudsætning for, at der hele tiden er mulighed for at
genskabe og skabe fællesskab, for de unge og voksne, der er en del af det. Hele inklusionsbegrebet
er ikke kun at sætte børn og unge i fællesskaber, men det kræver at pædagoger ser børn med særlige
behov som en proces, hvori man ser på gensidighed og ikke som en minoritet i et større fællesskab.
Inkluderende pædagogik vil være med til at skabe rum for forskellighed og vil tage specifikke
hensyn til særlige behov. Den vil sikre at barnet (med autisme) i et inkluderende fællesskab er
ligestillet, samtidig med at man tilgodeser barnets behov.
37
I flere FN konventioner og erklæringer udtrykkes retten til at være deltagende i samfundets almene
institutioner, som en rettighed, der gør borgeren til en samfundsborger. 38 Denne rettighed er, at
borgere har ret til at deltage i samfundets institutioner og ret til de ydelser der er til rådighed, uanset
etnisk herkomst, social baggrund eller særlige behov.39
I FNs børnekonvention står der, at alle børn har ret til beskyttelse mod krænkelse og at deres
familier har ret til ydelse og støtte til at sikre børnenes udvikling og læring. Social inklusion er
32
34
35
36
37
38
Bent Madsen 2005s. 204
39
Bent Madsen 2005 s. 204
33
derfor svaret på magtmisbrug for alle former for autoriteter, der truer barnets deltagelse vedrørende
deres opvækst og fremtid. 40
I FNs erklæring om ligebehandling af handicappede, både de fysiske og de psykiske, står der, at
staten er forpligtet til at skabe muligheder for dem, til at kunne deltage i de almene institutioner på
lige fod med andre. Handicappede må ikke udelukkes fra samfundet på grund af deres handicap.
Her er den sociale inklusion svar på, at mennesker med sociale problemer eller mennesker med
andre handicap, ikke bliver udelukket for deltagelse i samfundet.41
I Salamanca Erklæringen formuleres det, at den inkluderende skole skal kunne rumme børn med
særlige behov, på lige fod med almene børn. Dette skal skolerne kunne, da der ellers vil opstå en
segregering ved at flytte børnene med særlige behov, permanet til et andet miljø.42 Dette må kun
ske i meget få tilfælde og kun hvis barnets uddannelsesmæssige behov ikke bliver opfyldt. 43 I stedet
for segregering, skal barnet have den nødvendige støtte til sin udvikling og læring. 44
Når der snakkes inklusion kommer der også andre begreber i spil, deriblandt eksklusion,
reintegration og segregering.
Eksklusion, segregation og reintegration
Vi finder det væsentligt at begrebsafklare eksklusion, segregation og reintegration da det, som vist i
indledningen, er hvad der kan ske med mennesker med autisme. Disse tre begreber berører både det
samfundsmæssige perspektiv, men også hvad der påvirker det enkelte individ, når disse tre begreber
kommer i spil.
Det er i institutionskulturen at eksklusionen opstår, da det typisk vil være pædagogen, der ser
problemet i barnet frem for rundt om barnet. Så for at få ”problemet” til at forsvinde vil pædagogen
teste barnet og ekskludere barnet til en passende institution. Eksklusion har to forskellige
betydninger. Enten kan det være, at ekskludere nogle som ikke allerede er med eller også kan det
være at skubbe nogle ud, som har været med i fælleskabet. 45 Generelt med eksklusion er, at
deltagelse i fælleskabet bliver begrænset eller muligheden helt bliver frataget individet.
40
42
Bent Madsen 2005 s. 204-205
43
44
Bent Madsen 2005 s.. 205
45
41
Segregation er når et barn med vanskeligheder (emotionelle, sproglige, sociale eller kognitive)
bliver segregeret ud af almene institutioner. Herefter opstår en kongregering, hvor de ekskluderede
børn, eksempelvis børn med autisme kommer ud til institutioner, med en særlig viden, det er også
her de bliver samlet med ligesindede.46 Dette kan så lede til reintegration, hvilket er at tilpasse
individet til fællesskabet, så individet kan komme tilbage til makrofællesskabet. Disse børn vil
gennem denne kongregering opnå en kompensering af mangel tilstande gennem handleplaner, der
bliver lavet med de professionelle pædagoger.
47
Da mangel tilstandene er blevet rettet op på i
speciel institutionen vil denne kompensering i sidste ende kunne ende ud i en reintegration i almene
institutioner. Men denne reintegrationsproces mangler forskningsviden, og forskere er derfor ikke
sikker på, hvorvidt det faktisk er en proces, der fungerer optimalt.48
Det vil altså sige, at gennem en eksklusion vil der opstå en kongregering, som leder til en
reintegration hvis barnet med autisme kan reintegreres.
Stigmatisering
Når vi mennesker står over for en fremmed person, har vi højst sandsynligt allerede på baggrund af
hans udseende, kunne forudsige hvilken kategori personen tilhører og hvilke egenskaber personen
besidder. Dette kalder vi social identitet49. Når vi f.eks. møder en mand med slidt tøj, tænker vi, at
han nok også har dårlig hygiejne eller sikkert har personlighedstræk, vi dømmer ham altså til at
være en person, der ikke har styr på sin tilværelse.
Når vi snakker stigma kan vi i store træk skelne mellem tre forskellige former for stigma. Det første
stigma er de kropslige skavanker, i form af forskellige fysiske misdannelser. Det kan f.eks. være
synlige handicap, eksempelvis en kørestolsbruger man ikke forventer tager til koncert.
Derudover stigmatiseres der også ved karaktermæssige fejl, der kan ses ved overbevisninger, der
ikke er til at diskutere, såsom dominerende adfærd, stædighed, bryder sig ikke om pludselige
ændringer, derved kan mennesker med autisme stigmatiseres med denne form for stigma, da man
forventer specielle personlighedstræk hos dem og måske derved undgår dem.
Det tredje stigma er slægt betinget så som race, nationalitet og religion, disse kendetegn videregives
fra generation til generation, og det kan påvirke alle familiemedlemmer i samme grad. Dette kan
46
48
49
Erving Goffman 2010 s. 44
47
være forventninger til en hvis adfærd af en gruppe med samme kulturelle baggrund eller hudfarve.
50
Mennesker med autisme vil typisk passe ind i de to første af de tre overstående kategorier. Den først
nævnte kategori, menes der at nogle autister, kan se anderledes ud, og derfor skiller sig ud fra
mængden. Den anden nævnte kategori, er deres personlighedstræk kan være meget markante,
dominerende eller atypiske, og dette gør at de skiller sig ud fra normen.
Disse forskellige former for stigma, bygger på de samme sociologiske træk.51 Et individ som ville
være blevet accepteret i almindelig social samvær men som besidder en egenskab, som nævnt
overstående eller som ikke kan undgå opmærksomhed, kan få andre mennesker, der møder
personen til at undgå ham, og ikke se hans andre egenskaber. En person, der er stigmatiseret,
afviger fra vores forventninger om det ”normale” og vi som ikke er stigmatiseret, ser os selv som
det normale. 52Når mennesker, der er inde for normen, kommer i kontakt med et menneske der er
stigmatiseret, ser vi ofte personen som ikke værende et rigtigt menneske, og diskriminerer personen
og derved begrænses personens udfoldelsesmuligheder.53
Stigmatisering er en gennemgående proces i vores samfund, den finder sted overalt. Om det er den
klassiske stigmatisering eller om det er en bagatel man skammer sig over.54 Gennem en udvikling af
den stigmatiserede, fra at være uden for normen til at være inden for normen, kan give store udsving
i personlighedstrækkene. 55Fordi vi har tilegnet os standardfærdigheder og gennemgået social
træning kan vi som individer gå fra at være inden for normen, til at være stigmatiseret og overlevet
dette stigma. Vi kan også gå fra at være stigmatiseret, til at være inden for normen, dette er fordi vi
trækker på den socialtræning og standard færdigheder, vi har tilegnet os tidligere i livet.56 Et
eksempel på dette kunne være at et individ med autisme, før ikke har kunnet tage offentligt
transport, men med hjælp og støtte har kunne social trænes, til at lære at tage bussen.
50
52
53
Erving Goffman 2010 s. 46-47
54
55
Erving Goffman 2010 s. 172-173
56
51
Ifølge Goffman er det muligt at ”passere”, det vil sige at man ikke fortæller nogle om sit stigma da
det ikke er tydeligt. 57 Nogle vil endda ikke vide at de har et stigma da det måske ikke er
diagnosticeret.58
Normer
Vi har i dette følgende afsnit valgt at have Bent Madsens definition af normer med fordi, vi synes at
det er vigtigt at beskrive de tre forskellige normer, som autisterne ikke lever op til i samfundet. Det
er vigtigt at se på hvilke tre former for normsæt der er, og se på hvor de stikker ud henne, så
pædagogen har en mulig chance for at evt. hjælpe det autistiske barn, med at kunne passe ind, hvis
behovet er der for det.
Normer kan defineres som forventninger til ordentlig adfærd, der kan opstå konsekvenser hvis
adfærden ikke lever op til normen. Normer er derfor adfærdsregulerende mellem individer imellem
og individer og grupper.59 Normer i samfundet sætter den sociale orden, og der er tre former for
normer, den konventionelle, faktiske normer og refleksive normer.60
Den konventionelle norm er sproglig formuleret adfærdsregel, som knytter sig til bestemte sociale
relationer. Hvis adfærdsreglerne bliver overtrådt kan der opstå tydelige konsekvenser. Den
konventionelle norm er når deltagerne i social samvær følger kollektiv adfærdsregler, der er bestemt
i forskellige situationer. Denne form for norm udvikles både i mikro miljøet og makro miljøet. 61
Faktiske normer er noget man ikke kan diskutere om er rigtig eller forkert, da de er institutionelle
skabt. De faktiske normer adfærdsregulerer menneskers adfærd på mange forskellige livsområder.
De er den sociale fakta som vi lever efter i vores hverdag, især jo mere vi er indviklet i samfundets
institutioner. 62
Refleksive normer er kendt ved at de er velovervejede normer, der er her valgt en mulighed af flere,
der er bedst i den givne situation. Der opstår hele tiden nye måder at se på vores værdier på, derfor
opstår der hele tiden nye fortolkninger af hvordan værdierne skal formes ind til normer. Disse
normer stiller spørgsmålstegn ved de to ovenævnte norm typer. Normerne udsættes hele tiden for
nye sociale omstændigheder, hvilket gør dem i stand til at blive nyfortolket. På grund af denne
57
59
60
61
62
58
fleksibilitet i denne form for norm, skal normen hele tiden begrundes, forklares og motiveres da det
ikke er en fælles forståelse. 63
Afvigelse
Vi synes, at det er væsentlig at have teoribegrebet afvigelse med, fordi vi har at gøre med nogle
børn, der stikker ud for normen af at være normal i samfundet. Børn med autisme, kan tit og ofte
have en eller flere områder, hvor de stikker ud for normen og bliver afvigende, og derfor synes vi,
at det er godt at have med til at give en forståelse af begrebet.
De normer, der ligger i samfundet og de normer vi som samfundsborgere forventes at opfylde, vil i
sidste ende definere hvornår nogle er afvigende. Det er gennem institutioner at børn bliver opdraget
til f.eks. at være gode til at indgå i relationer og hvis de ikke er det, vil det blive betegnet som en
afvigelse, der ikke er god for samfundet.64 Det er karakteristisk for det moderne samfund, at
normalitets forventningerne gennem tiden har ændret sig med den norm der har ligget i samfundet
gennem tiden. 65
Relation
Vi vil i dette teori afsnit komme ind over de forskellige relationens former, da vi finder
at der er forskellige former for relation væsentligt i forhold til vores valgte
brugergruppe, dette grundet at mennesker med autisme har svært ved at indgå i disse
relationer og vi finder det væsentligt i forhold til vores analyse afsnit.
Ifølge Tom Ritchie mennesket er født ind i relationer i større grad end nogen anden art.
Vi omgås i alle mulige former for relationer og det er her vi udvikler os, vi udvikler
vores følelser, handlinger og sprog i disse relationer.66 En relation er et forhold, en
forbindelse eller en sammenhæng imellem to eller flere personer. I en relation kan der
indgå en forventning om en gensidig dialog, gensidighed, kontakt, følelser og empati
mellem mennesker. Dvs. at for at en relation er en relation skal der være en form for
kontakt mellem en eller flere mennesker.67
63
64
66
Tom Ritchie 2010 s. 181
67
psykologisk pædagogisk ordbog s. 233
65
Ifølge Tom Ritchie, indgår mennesker i forskellige former for relationer, som vi vil
definere herunder.
Relationens former
Asymmetrisk relation: Her er magtfordelingen i relationen ikke lige, altså
asymmetrisk. F.eks. relationen mellem barn og pædagog.
Den komplementære relation: dette er en relation hvor hvert individ kan dele
meninger og holdninger med hinanden, de deler typisk et fællesskab og har et venskab.
Den symmetriske relation: dette er en relation hvor konkurrence vejer tungest i
relationen, det kan f.eks. være kollegaer eller rivaliserende søskende.
Symbiotisk relation: parterne har en mental og praktisk samvirke som gør det
vanskeligt at afgrænse sig fra hinanden.68
I overnævnte teorietiske afsnit om relation har vi forsøgt at vise vores forståelse af de
forskellige former for relationer. Denne forståelse vil vi bruge i vores analyse afsnit.
Analyse
I dette følgende afsnit vil vi belyse, hvordan en pædagog kan bruge inklusion, som værktøj til at
arbejde med unge mennesker med autisme, så de ender ud med at være så lidt stigmatiserede som
muligt, Vi vil analysere ud fra et interview, vi har lavet med en pædagog i Carpe Diem.
Vi har gennem vores teoriafsnit, og det indledende afsnit, kommet frem til hvordan unge med
autisme kan blive stigmatiseret og afvigere fra normen grundet deres sociale handicap. Charlotte,
pædagog i Carpe Diem, nævner at det er jo nogle unge mennesker der har svært ved at have kontakt
med andre unge mennesker. De kan ikke finde ud af at være i det. (Se bilag side 1) Det vil altså sige,
at de unge i Carpe Diem har svært ved at indgå i relationer med andre, og især andre på deres egen
alder, da Charlotte nævner, at det er svært for de unge, at indgå med andre unge mennesker. Det
bliver her gjort klart at de unge for det meste indgår i asymmetriske relationer, enten med
pædagogerne i Carpe Diem eller med deres forældre derhjemme. Som beskrevet i det teoretiske
afsnit om relationer, kan vi analysere os frem til at de unge mennesker med autisme bliver trænet i
at indgå i den komplementære relation, at indgå i venskaber med jævnaldrende, da det er i denne
form for relation man deler holdninger og meninger, og derved er det her den personlige udvikling i
relationen forgår. Da der ikke er en lige magtfordeling i den asymmetriske relation, hvilket er den
68
Tom Ritchie 2010s. 184-185
de for det meste befinder sig i, da deres relationer typisk vil være med pædagogerne eller andre
voksne i deres liv, så vil deres personlige udvikling ikke være lige så hurtig, som hvis de indgik
primært i den komplementære relation. Ifølge Schou og Pedersen er det i sociale sammenhæng vi
som mennesker udvikler os, og derfor er det vigtigt, at de bliver trænet i de sociale fællesskaber
hvor der forekommer en komplementær relation, så de unge mennesker med autisme er
ligeværdige. Det vil altså sige, for at de unge i Carpe Diem skal kunne udvikle sig gennem sociale
fællesskaber, skal de have en forståelse for at kunne indgå i den relationsform, der fremmer deres
udvikling, hvilket er den komplementære relation. Da de typisk ikke formår at indgå i den
komplementære relation uden hjælp, dette kan tænkes at gøre de unge til afvigere fra normen,
normen er at mennesket uden problemer kan indgå i de forskellige former for relation. Ifølge Bent
Madsens definition af normer, overtræder mennesker med autisme typisk den konventionelle norm,
da den hører til forskellige former for relationer, hvilket gør det svært for mennesker med autisme,
at begå sig i de forskellige normer i de forskellige relationer. Det kunne eksempelvis være at begå
sig mellem de forskellige former for relationer og hvad der er okay i én relation, ikke er det i en
anden. Det kan pædagogerne i Carpe Diem søge at arbejde med, for at udvikle de unges muligheder
for relations dannelser.
Vi vil mene de unge mennesker med autisme i Carpe Diem, har lettere ved at forstå de faktiske
normer, da det er dem de arbejder ud fra i Cape Diem. De faktiske normer er ikke til diskussion, og
er institutionelt skabt, og derved noget de unge mennesker med autisme bedre kender til, da de altid
har været i en form for institution. De faktiske normer er adfærds regulerende og er med til at danne
mennesker, f.eks. at man ikke råber indenfor, dette skal de unge i Cape Diem også lære at forholde
sig til, disse normer er lettere for dem at forstå da de ikke kun er relationelle. Disse problemer med
at forstå og begå sig i normerne er med til at gøre mennesker med autisme udsat for at blive
afvigere, vi vil mene dette er når man ikke lever op til de normer der er i samfundet, f.eks. at
arbejde, skabe familie eller uddanne sig. Dette grundet deres diagnose og deres vanskeligheder med
at indgå i sociale relationer, vil gøre deres muligheder mindre.
Vi spurte Charlotte om de unge blev stigmatiseret og hun svarede således; Ja det foregår jo hele
tiden. Også hos os. Det må vi tage op en gang imellem og sige hov hov, det var vidst et år siden at
han opførte sig sådan, også må vi jo lige kigge på det igen. (se side 3 i bilag) Det vil altså sige at de
unge mennesker med autisme i Carpe Diem er stigmatiseret, både af samfundet men de stigmatisere
også hinanden, dette gør de ved at forvente en hvis opførsel af hinanden, også pædagogerne
forventer en given opførsel af nogle af børnene. Charlotte henviser til en af drengene i Carpe Diem
og beskriver således Det kan f.eks være hvis man har en meget uhensigtsmæssig opførsel f. eks
provokerende og der sker et eller andet, nogle laver ulykker, og der sker et eller andet nyt, så folk
sten sikre på at det er ham, det er ham der laver ulykkerne, han er sådan en. (Se side 3 i bilag) Her
er et eksempel på en stigmatisering af en ung med autisme. Ifølge Goffman sker dette på grund af
hans tidligere karaktermæssige fejl der har sat et stigma hos ham, både de voksne og de andre unge
i Cape Diem er sikker på det er ham der laver ballade fordi det var ham der tidligere lavede ballade,
hans karaktermæssige fejl som Goffman beskriver er med til at stigmatisere ham. Hans
karaktermæssige fejl er en konsekvens af hans diagnose og af at han ikke formår at begå sig i det
sociale normer der er i institutionen dette er også på grund af hans diagnose. Så stigmaet han har,
bunder i hans diagnose. Vi spurte Charlotte om der var en åben dialog i institutionen om det at have
en diagnose hun sagde således; ja det er der og der er rigtig mange af de unge der ved meget om det
selv, vi snakker rigtig meget om hvad der er svært, og det er rigtig godt at sidde med nogle andre
der siger ”ja det kender jeg godt, Ja det har jeg også prøvet ”. Der er nogle ganske få som stritter
meget voldsomt imod, vi ser dem 5 timer om ugen og 1 weekend om måneden, der er ligesom også
en grænse for hvor meget vi kan rykke og derfor tager det for nogle rigtig lang tid. Vi har faktisk
nogle der mener, at det er en fejl de har fået diagnosen.
Her fortæller Charlotte at de unge mennesker med autisme enten er meget åben omkring deres
diagnose eller ligefrem mener at de slet ikke har nogen. Dette er ifølge Goffman det at det er muligt
at ”passere” hvilket dem som stritter imod at have en diagnose gør, de passere for at være inden for
normen da de er meget bevist om deres stigma vil de gøre alt for at skjule det, endda benægte at de
har et. De der er åbne om deres diagnose er også stigmatiseret da andre med kendskab til deres
diagnose vil forvente en hvis adfærd fra dem, deres diagnose er deres stigma, men ved at der er
åben dialog i Carpe Diem om det at have en diagnose og hvordan man håndterer den vil hjælpe dem
til at ”passere” bedre i samfundet.
Ifølge Goffman kan et stigma dog godt ændres til at være ikke eksisterende, mennesker med
autisme kan gå fra at være uden for normen med en stigmatisering til at være mere inden for
normen uden et stigma, dette er hvis de lære de sociale koder og trækker på de standardfærdigheder
de har og træner dem. Ifølge Goffman kan mennesker med et stigma gå fra at være uden for normen
til at være inden for den, kan give store udsving i personligheds trækkene, Mennesker med autisme
kan gå fra at være stigmatiserede på grund af deres uregelmæssige opførsel til at være accepteret af
fællesskabet og blive mere sociale
Nogle mennesker med autisme har nogle anderledes udseendes træk, men dem som ikke har siger
Charlotte sådan om Det kan godt være svært med vores gruppe fordi de ikke ser handicappede ud,
at begå sig ude offentlig for de ligner helt almindelige mennesker, som måske lige pludselig ikke
kan finde ud af noget meget basalt. (se bilag s. 4) Det vil sige at de unge mennesker med autisme i
Carpe Diem er i farezonen for at blive stigmatiserede fordi de mangler nogle basale færdigheder,
dette kunne eksempelvis være at lære at tage offentlig transport selv eller handle ind. Dette hjælper
pædagogerne i Carpe Diem med, via socialtræning, som vi nu vil komme nærmere ind på i forhold
til inklusion.
I vores interview med Charlotte fra Carpe Diem, fik vi klargjort at de arbejder med inklusion.
Charlotte udtaler Ja det kan man godt sige, men indenfor Carpe diems rammer. Det er fordi vi
arbejder med mennesker med autisme, som oftest har det svært i det sociale rum. Men inklusion i
forhold til samfundet gør vi som sådan ikke. Men vi social træner.(se bilag s. 1) I dette følgende
citat udtaler Charlotte, at de i Carpe Diem arbejder med inklusion, men inden for deres egne
rammer, og ikke i forhold til samfundet. Ifølge Schou og Pedersen er det beskrevet at det er i social
kontakt med hinanden at vi som mennesker udvikler os bedst. Når Carpe Diem vælger at social
træne, som metode til at få de unge mennesker til at indgå med hinanden, kan de være bedre stillet i
forhold til hinanden. Et eksempel på dette kunne være de aktiviteter de vælger at lave med de unge
menneske i Carpe Diem. De aktiviteter kan være med til at gøre at de bliver bedre stillet i forhold til
at have kontakt med hinanden. Når de unge mennesker i Carpe Diem får muligheden for at lære at
være sociale, vil de også være bedre stillet i forhold til samfundet og det at passe bedre ind, og
undgå at blive stigmatiseret. Dette gør det nemmere for de unge at kunne være i et fællesskab, både
med hinanden, men også uden for Carpe Diem. Denne form for social træning og inkluderende
fællesskab gør ifølge Bent Madsen, at der er et større potentiel mulighed for at der kan blive skabt
rammer og normer, der gør at de kan få en god forståelse, for at indgå i nye relationer med hinanden
og mennesker de møder senere i deres liv. Charlotte nævner også at det er i det sociale rum at børn
med autisme har det rigtig svært. Det er også her at Charlotte nævner at Carpe Diem arbejde med
inklusion inden for deres rammer. Som beskrevet tidligere i teoriafsnittet om inklusion af Bent
Madsen bliver der beskrevet at det enkelte individ og fællesskabet, er det er der findes en
forandring. Ud fra det forstår vi at ved at social træne de unge i Carpe Diem er med til at skabe de
rette forudsætninger for både individ og fællesskab, og få dem til at fungere ved de rette
forudsætninger. De rette forudsætninger er at de unge mennesker med autisme får en forståelse, af
hvordan man er sammen med andre mennesker. Et eksempel på dette kunne være at de i Carpe
Diem laver forskellige aktiviteter, Charlotte udtaler således, Ja en aktivitet, det kan være alt fra
trampolin til boldspil. Det gælder om at få folk ud og så er det frit valg om de vil være med eller
ej.(se bilag s. 2) De unge mennesker med autisme i Carpe Diem har her muligheden for at ved at
komme hinanden ved og de rette forudsætninger for at indgå i et fællesskab med hinanden. Når de
laver forskellige aktiviteter, kan det være med til at gøre, at de senere i deres liv kan være bedre
stillet til at kunne danne relationer med andre mennesker. De fællesskaber de får etableret med
hinanden, giver en bedre og god indflydelse på deres egne livbetingelser, som også står beskrevet i
teoriafsnittet omkring inklusion af Bent Madsen. Charlotte giver i det følgende citat et eksempel på
hvordan man arbejder med inklusion i Carpe Diem. Jamen øøøhm.. det er jo nogle unge mennesker
der har svært ved at have kontakt med andre unge mennesker. De kan ikke finde ud af at være i det.
Og de vil søge os hele tiden og lave ting med os, men det kommer der ikke så meget udvikling ud af.
Men det gælder for os om på en eller anden måde at få involveret nogle flere mennesker, sætte
noget i gang og få trukket os ud og få det til at køre videre. Så det kan du sige på den måde er at vi
har nogen på en eller anden måde der er stigmatiserede i huset. For det sker jo også en gang
imellem. Så gælder det også om at bryde den selvfølgelig, og komme den til livs og det foregår ved
samtaler og de er heldigvis meget åbne. Det er rigtig let at snakke om sådanne ting for eksempel
hvordan det var at starte. Det tager vi i et åben forum typisk. (Bilag s. 1 )I det følgende citat,
handler her både om inklusion, og om hvordan de i Carpe Diem arbejder med og mod
stigmatisering. Charlotte beskriver at det også er vigtigt at trække sig, så der sker en udvikling
mellem de unge, når pædagogerne vælger at trække sig. Ifølge Bent Madsen opfordres pædagoger
til at se fællesskabets styrke, i stedet for svaghed. Dette sker ved at man kan se at der sker en
udvikling imellem de unge, når de får lov at indgå og forholde sig til hinanden, på baggrund af at
pædagogen har trukket sig væk. Når man arbejder med social træning som inklusionsform, bliver
barnet med autisme ikke mødt med en negativitet, fordi den pædagogik der bliver brugt i Carpe
Diem, sætter fokus på at styrke relationen, mellem barnet og omverden, som beskrevet i
teoriafsnittet af Bent Madsen. Ved at pædagogen trækker sig bliver der skabt en relation på en
anden måde, end hvis pædagogen blev siddende og var med. Når de unge får lov at sidde selv,
bliver der etableret en relation til hinanden, og den relation kan være med til at give det enkelte barn
en større lyst at etablere og genskabe nye relationer til andre. Når man gør dette tilgodeser man også
det enkelte barns ret til at være deltager og giver mulighed for sine egne livsbetingelser, ifølge Bent
Madsen. Eftersom pædagogen trækker sig, har der forgået et forarbejde, evt. sat en samtale i gang
eller en aktivitet, dette er pædagogens rolle at skabe mulighed for social relation. Det vil sige
pædagogen skaber rum for social aktivitet og trækker sig, for at de unge mennesker med autisme
kan udvikle deres sociale kompetencer.
Inklusionsbegrebet som nævnt i overstående teori af Bent Madsen er ikke kun at kunne sætte unge
og børn i fællesskaber med hinanden, men det at se det enkelte barn som en proces der hele tiden er
i udvikling. Denne udvikling sker ved at vi uanset hvad, tilgodeser det unges behov og at der er
plads til forskellighed. Når en pædagog tilgodeser et barns behov i et fællesskab, er styrken i dette
tilfælde at pædagogen trækker sig, når pædagogen kan se at det flyder og der er en god relation.
Styrken i denne situation er at pædagogen trækker sig væk, når der er mulighed for det, og lader
børnene selv skabe en relation til hinanden. Vi ville gerne have svar på om de i Carpe Diem, lavede
nogle aktiviteter med de unge mennesker som gjorde at de havde muligheden for at danne gode
relationer til hinanden, og det følgende svar var således, Ja en aktivitet, det kan være alt fra
trampolin til boldspil. Det gælder om at få folk ud og så er det frit valg om de vil være med eller ej.
Vi ser som oftest i løbet af lidt tid at få dem med som ikke vil med, med. Det gælder om at give dem
plads, og sørge for at støtte dem som har brug for det, støtte dem der har brug for det og det er
noget med at gå ind bag den lukkede dør, det er rigtig svært. De vil rigtig gerne være med, men de
kan ikke forestille sig hvad det vil sige at konsekvensen er af det, så er det nemmere at sige at jeg
holder mig udenfor og lader de andre om det. De skal skubbes lidt altså ikke ud over kanten. (Bilag
s.2) De sørger altså derfor i Carpe Diem for at lave aktiviteter med de unge, som er aktiviteter de
selv har mulighed for at vælge om de vil være med til eller ej. Dette gør at der bliver plads til alle,
og dem der vil være med kan være med, og dem som ikke har, kan lade være. At muligheden er der
gør at man tilgodeser det enkelte unge menneskes behov, som ifølge Bent Madsen er en vigtig
forudsætning for udvikling. Udviklingen i denne situation sker i at man kan vælge om man vil være
med eller ej. Hvis de unge ser på at nogle af den andre unge spiller, og rent faktisk ser at de andre
synes det er sjovt, så får de måske også lysten til at være med. Når dem der er med i aktiviteten har
det sjovt, vil det jo højest sandsynlig smitte af på dem, som i første omgang måske ikke tør tage
skridtet og være med. Hvis de kan se at konsekvensen af at være med i en aktivitet ikke er så stor og
slem, gør det at de måske næste gang har lyst til at være med. Alt dette i sig selv er med til at
tilgodese hvert enkelt individ, men også en udvikling, fordi der er sket en ændring i hvordan de
havde det fra aktiviteten startede til at den sluttede igen.
Vi var nysgerrige omkring hvad en pædagog syntes om at inkludere et menneske med autisme i en
almen institution, så vi spurte Charlotte hvad hendes mening omkring dette var. Hun svarede
således. ”der er nogle af dem der går på skoler der har gruppeordninger, dvs. det er en almindelig
skole, men med speciel klasser, rigtig mange af dem vil rigtig gerne lære, det er også derfor man
f.eks. har lavet speciel klasser i Høje Taastrup for asperger. Det sociale liv i skole gården ville de
have meget svært ved. Mange af dem ville nok blive frygtelig ensomme da de ville have meget svært
ved at begå sig i det sociale skoleliv uden uddannet personale til at guide dem. Det skal være de
rigtige rammer, personale og midler til at inkludere autister i almene folkeskoler”. (se bilag s. 4)
Her fortæller Charlotte at der er nogle unge med autisme der går på almene skoler, men dog i
specialklasser. Charlotte mener at deres sociale færdigheder er ikke gode nok til at indgå i de
relationer, der skal til for at kunne begå sig. Ifølge Schou og Pedersen er det i sociale fællesskaber
vi som mennesker udvikler os og lærer. Hvis de unge mennesker med autisme ikke får den støtte de
har behov for, for at kunne indgå i den komplementære relation vil deres mulighed for læring være
forringet. Som Charlotte siger vil de unge mennesker med autisme meget gerne lære, men for at
dette kan lade sig gøre skal rammerne for deres udvikling være passende. I FNs børnekonvention
står der at alle børn har ret til den ydelse og støtte der sikrer deres udvikling og læring 69Hvis
rammerne for unge mennesker med autisme ikke er i orden vil deres mulighed for læring gå tabt.
Dette kunne f.eks. være hvis der var ændringer i skemaet hvilke der godt kan forekomme i en almen
folkeskole, dette vil mennesker med autisme have meget svært ved. Derfor er det passende at
ekskludere dem til speciel klasser eller speciel skoler for at fremme deres udvikling. Dette er så en
kongregering hvor de unge mennesker med autisme bliver samlet med ligesindet og har mulighed
for udvikling i et passende miljø. Ifølge Bent Madsen sker der her en kompensering af
mangeltilstande, i dette tilfælde sociale kompetencer, hvor Charlotte nævner at de bliver
socialtrænet. Denne socialtræning af deres sociale kompetencer kan føre til en reintegration til
almene institutioner, og/eller den almene samfunds deltagelse. Det vil sige at ifølge Goffmans teori
om at stigmaet kan fjernes, vil det sige at hvis mennesker med autisme kan social trænes til at
reintegreres til det almene samfund, vil deres stigma blive mindre hvis ikke helt forsvinder.
Mennesker med autisme vil gå fra at være uden for normen til at være inden for normen. Men
mennesker med autismes diagnose vil ikke forsvinde, men de typiske træk ved mennesker med
autisme vil formindskes, da deres sociale kompetencer forøges, det vil sige det mennesker med
autismes stigma vil blive socialtrænet væk i form at deltagelse i Cape Diems aktiviteter og sociale
samvær og derved vil deres stigma blive mindre. Ifølge Goffman er dette muligt, deres
stigmatisering vil forsvinde i det omfang at de forstår at blive mere sociale, eller forstår de sociale
69
koder der er i samfundet. Vi spurgte om alle de unge i Carpe Diem var interesseret i at blive
integreret men ifølge Charlotte er det ikke dem alle sammen der er interesseret i at blive det hun
siger Ja, de fleste, altså nogen er fløjtende ligeglade, ”Fint nok” sådan er det, men de bliver så
heller ikke kede af det, når folk reagere på deres adfærd, for så er de ligeglade. Og for dem skal vi
jo ikke gøre det, kun dem hvor det ødelægger livet for dem. Dem der ikke har lyst til at gå ud af
døren, og ikke kan finde rundt i det. (se bilag s. 2) Charlotte mener at der er nogle af de unge
mennesker med autisme som ikke har lyst til at blive inkluderet, eller social trænes, dette er fordi de
er ligeglade med hvad folk tænker om dem og dette må bunde i deres diagnose. De har ikke brug for
den sociale kontakt og som nævnt i teori afsnittet, om mennesker med autisme er det et typisk træk
hos mennesker med autisme, ikke at have lyst eller behov for kontakten med andre mennesker.
Charlotte nævner at det så ikke er nødvendigt at social træne dem, og at det er vigtigere at have
mere fokus på dem som gerne vil have hjælp. Dette vil på længere sigt give de unge mennesker med
autisme som ikke vil inkluderes en ulempe, deres muligheder for at få arbejde, skabe familie og
andre ting der ligger i normerne i samfundet vil være forvrænget, men hvis de ikke ønsker at blive
inkluderet i fællesskabet er det måske ikke nødvendigt for disse mennesker med autisme.
Vi var endvidere nysgerrige omkring hvordan man socialtræner og hvad det indebærer da vi forstod
på Charlotte at deres form for inklusions arbejde bundede i social træning, så vi spurte mere ind til
dette og Charlotte svarede det er det der med at f.eks. at lave en cafe tur, finde ud af hvordan man
gør det. F.eks. ”om man skal stå i kø?”, ”hvem bestiller man hos?”, ”hvordan og hvorledes? ” og
” hvordan sidder man på en cafe og hvordan gør man” eller bus træning, sådan nogle dagligdags
ting. Vi træner dem også i at komme ud at spise, det kan være alt fra et pizzeria til en almindelig
restaurant. Der kan man godt sidde smule fjernkontrollerende på tæt afstand. Vi må bare
konstatere at vi må skabe mening for dem. De skal forstå hvorfor det er vigtigt at gøre de her ting,
så de synes det giver mening for dem selv, med dem ude i verden. Der går lidt programmering i den
nogle gange, så de ikke skiller sig for meget ud. Det er noget med at forme folk, så de ikke skiller
sig for meget ud, med henblik på at de skulle kunne leve deres liv og ikke synes at det er for svært at
indgå. (Se bilag s.3) Disse dagligdags normer Charlotte nævner det skal social trænes for at de kan
inkluderes i samfundet. Det vil sige for at de unge mennesker med autisme skal kunne inkluderes
skal de have nogle standard færdigheder. Dette skal forklares til dem så dette giver mening, de unge
mennesker med autisme skal kunne forstå hvorfor det er vigtigt og det skal give mening for dem at
gøre de forskellige ting, dette skal give mening fordi de unge mennesker med autisme har brug for
mening, ellers kan de ikke se pointen i at gøre de forskellige ting. Charlotte nævner at nogle af dem
er ligeglade med hvordan de bliver set på og er derved også ligeglad med at de er stigmatiseret
Nogle af dem er bestemt ikke ligeglade og vil gerne lære at være inkluderet, denne inklusion er
anderledes da der finder en forandring sted i individet frem for fælleskabet, ifølge Bent Madsen er
det ikke i individet at der skal finde forandring sted i men fællesskabet. Vi vil dog mene at der
stadig er en form for inklusion til stede i Cape Diem, da den sociale træning er på deres præmisser,
selvom de lærer at begå sig i de sociale fællesskaber kan det stadig godt være i et inkluderende
miljø, da der er forskel på at være inkluderende i en institution og på hvordan samfundet inkluderer.
Charlotte nævner selv at de arbejder inkluderende hun siger således herom da vi spørger hende om
de arbejder med inklusion i Cape Diem Ja det kan man godt sige, men indenfor Carpe Diems
rammer. Det er fordi vi arbejder med mennesker med autisme, som oftest har det svært i det sociale
rum. Så selvom det ikke er Bent Madsensen definition på inklusion der arbejdes med i Cape Diem
er de stadig inkluderende i deres mikro fællesskab.
For at kunne inkludere mennesker med autisme i vores samfund er det væsentligt at de er social
trænet vi spurte Charlotte hvad hun syntes om denne social træning, hun svarede således Jamen jeg
synes det er rigtig godt, for dem der har behov for det, man skal forestille sig at disse mennesker
skal igennem ting de ikke har prøvet før, hele tiden være som første gang man går ind til en
eksamen, man aner ikke hvad man kommer ind til. De kan godt have en forventning om at det kan
de sagtens, og kommer ud og kan ingenting eller omvendt. Men det med at gå ind et sted og ikke
ane noget om det, ”Hvad kræves der af mig”” hvad kan jeg kræve af andre”? ”Hvad sker der når
jeg gør sådan” så bliver de stressede og så gør de ting som er uhensigtsmæssige og så ødelægger
de tingene for dem selv. Så jeg synes at det er rigtig godt, gudskelov har vi heldigvis at gøre med
mennesker her, hvis kognitive funktion er højt på listen at man kan forklare dem hvad de opnår ved
at gøre det. Man skal som regel gøre de ting der giver mening for dem. Charlotte beskriver at de
unge mennesker med autisme føler sig usikre i det sociale rum og derfor gør uhensigtsmæssige ting,
dette kunne være at ødelægge maden der bliver serveret eller drille de andre, råbe op eller gemme
sig. Alt dette bunder i usikkerhed som f.eks. at gå til eksamen, forskellen er bare fordi de unge
mennesker med autisme ikke har de sociale kompetencer at trække på i en usikker situation bliver
de usikre og ødelægger tingene for dem selv. De ved ikke hvad der skal ske i forskellige sociale
situationer, eller hvad der kræves af dem. Her er det pædagogens rolle at fortælle og forberede de
unge mennesker med autisme på hvad der kommer til at ske, hvem de kan snakke med og hvad de
kan forvente af de andre mennesker med autisme som er til stede. Dette kan forberede dem på hvad
der kommer til at ske og derved give dem plads til at udvikle sig i fællesskabet, da de ikke er
optaget af hvad der kommer til at ske. Man vil typisk også arbejde med en form for tavle til dagens
aktiviteter. Enten med piktogrammer og/eller skrift. Så hvis de unge mennesker med autisme skulle
gå hen og blive i tvivl om hvad dagen bringer kan de altid kigge på tavlen. Charlotte nævner at de
unge mennesker med autisme kan have forventninger om at de godt kan begå sig og ende ud med
ikke at kunne og omvendt, dette er når de trækker på deres standard kompetencer eller ikke gør. Det
der sker i Cape Diem er at de unge mennesker med autisme udvikler deres standard kompetencer
ifølge Goffman er det dem vi som mennesker trækker på i sociale sammenhæng for at kunne begå
sig. Det er pædagogens rolle at skabe mulighed for udvikling af deres standard færdigheder så de
kan begå sig i fællesskaber og derved opnå udvikling gennem disse. Ifølge Schou og Pedersen er
det i sociale fællesskaber vi som mennesker udvikler os og ifølge Bent Madsen er det inkluderende
fællesskab her der kan ske forandring, denne forandring er med til at skabe rammerne for
udviklingen, der både sker i den unge med autisme men også i fælleskabets normer.
WHO har defineret handicap ud fra hvordan handicappet påvirker evnerne til at være social, det vil
altså sige at mennesker med autisme, i den grad er handicappet. Disse mennesker med autisme
Charlotte nævner, er dog kognitivt med, så man kan som pædagog forklare dem hvorfor det er
vigtigt at kunne begå sig, og kunne forklare dem hvad det vil sige, hvis de ikke kan begå sig. Men
som nævnt i teoriafsnittet om mennesker med autisme er der forskellige grader af autisme, Lorna
Wing beskriver 4 forskellige grader, vi vil mene de unge mennesker med autisme vi har valgt at
arbejde med er inden for 2 af de 4 kategoriger nemlig ”overformelle og stive” og de ”aktive”. Dette
gør dem social trænings egnede. Og derved har de en chance for at kunne begå sig uden for Cape
Diems rammer og blive reintegreret.
Konklusion
Vores problemformulering lød således, ”Hvordan kan vi som pædagoger bruge inklusion som
værktøj til at modvirke stigmatisering af børn og unge autister?” gennem opgaven har vi fundet svar
og kan derfor konkludere således.
Vi kan ud fra vores opgave konkludere at mennesker med autisme har forskellige grader, at Lorna
Wing har defineret 4 forskellige former for autisme og at mennesker med autisme kan have svært
ved at indgå i sociale relationer, forstå ansigtsudtryk og at deres spejlneuroner ikke fungerer som
andre menneskers gør. Derudover er vi kommet frem til at der er 4 forskellige former for inklusion
den etiske, den økonomiske, den politiske og den pragmatiske, at det er i sociale fællesskaber vi
som mennesker udvikler os, og at kernen i inklusion er at individet har ret til deltagelse i
fællesskabet, og at det er i fællesskabet en forandring skal finde sted, hvis et barn er utilpasset og
ikke barnet forandringen er i. Vi har også fundet ud af at igennem FNs konventioner og erklæringer
bliver man som samfundsborger sikret aktiv deltagelse i samfundet, børn er sikret mulighed for
udvikling og handicappede er sikret lige deltagelse i samfundets institutioner. Herudover kan vi
konkludere at de unge mennesker med autisme har været igennem en formel eksklusions proces
som er endt i en kongregering, og/eller en reintegrering, dette kan vi konkludere ud fra vores teori
afsnit, segregation, eksklusion og kongregering. I denne formelle eksklusions proces sker der en
kompensering der gør det muligt at reintegrere, og at der er to forskellige former for eksklusion,
enten at skubbe nogle ud, eller at holde nogle ude. Derud over kan vi konkludere at det er
almindelig adfærd at stigmatisere og at det ligger til os mennesker at gøre, vi kan konkludere at der
er 3 forskellige former for stigma; fysiske misdannelser, karaktermæssige fejl og slægt betinget.
Disse stigma er så med til at begrænse den stigmatiseredes udfoldelses muligheder, og vi er kommet
frem til at det er muligt både at ”passere” som værende uden stigma og helt at fjerne sit stigma, også
at vi som pædagoger skal være opmærksomme på ikke selv at stigmatisere, da det begrænser de
unge mennesker med autismes muligheder for udvikling. Herudover er vi kommet frem til at Bent
Madsen har defineret 3 forskellige former for normer de konventionelle normer, faktiske normer og
refleksive normer, og at disse normer er noget mennesker med autisme har svært ved at leve op til.
Vi kan også konkludere at Bent Madsen har defineret afvigelse og vi er kommet frem til at
mennesker med autisme er afvigere da de stikker uden for normen.
Ydermere er vi kommet frem til at der er forskellige former for relationer, og at en relation er en
forbindelse mellem to eller flere mennesker, og at mennesker med autisme har svært ved at indgå i
disse sociale relationer, at de unge mennesker med autisme typisk indgår mest i asymmetriske
relationer, hvor mennesker udvikler sig mere i den komplementære relation.
Vi kan ud fra vores interview konkludere at mennesker med autisme bliver stigmatiseret, og at de
stigmatiserer hinanden. Vi er så kommet frem til at det er pædagogens rolle at få bugt med denne
stigmatisering blandt andet i form af social træning, så mennesker med autisme kan komme så tæt
på normen som muligt, vi er derudover kommet frem til at det ikke er alle mennesker med autisme
der vil socialtrænes og at nogle af dem grundet deres handicap er ligeglade med hvad andre
mennesker tænker om deres adfærd, disse mennesker med autisme er der ikke nogen grund til at
social træne da det er vigtigere at sætte ind over for de mennesker med autisme hvis liv er
vanskeligt. Derudover er vi kommet frem til at pædagogens værktøj inden for inklusion er social
træning. Denne social træning forgår i et inkluderende miljø i institutionen og er med til at hjælpe
de unge mennesker med autisme til at begå sig, vi er ydermere kommet frem til at værktøjet
pædagogen bruger er i form af aktiviteter det kunne eksempelvis være boldspil, cafe ture eller helt
almindelig samtale.
Vi kan herudover konkludere at pædagogen i Cape Diem ikke mener at det ville være en god ide at
sætte børn og unge mennesker med autisme ind i almene folkeskoler, og at de højst sandsynligt ville
blive meget ensomme. Vi kan også konkludere at mennesker med autisme alt efter graden af
autismen vil være meget handicappede, dette kan vi konkludere ud fra WHOs definition af
handicap.
Diskussion
Hvis man som pædagog er med til at stigmatisere, vil de unge mennesker med autismes mulighed
for udvikling blive begrænset. Vi er blevet enige om at til tider kan man som pædagog godt have en
tendens til, i arbejdet med f.eks. børn med autisme, som er begrænset i visse omfang, at antage at de
ikke kan en aktivitet, i stedet for at se muligheder. Når en pædagog gør dette er personen også selv
med til at stigmatisere, og dette er med til at begrænse muligheden for udvikling. Hvis man som
pædagog antager at en ung med autisme ikke kan være med i en aktivitet, fordi den unge har et
problem i det sociale rum, er dette også med til at begrænse udviklingen for den enkelte unge og
dette skal man være foruden, da man som pædagog er der for at bakke op og støtte i deres udvikling
i forhold til relationer. Hvis pædagogen først antager at det enkelte barn med autisme ikke kan være
med, så begrænses muligheden for udvikling i dannelse af relation imellem børnene indbyrdes, men
også i forhold til om en aktivitet kan lykkedes, og barnets stigma vil blive forværret. Så som
pædagog skal man gå ind og se på barnets enkelte kompetencer og styrke dette, hvor det styrkes
kan. Dette kan pædagoger eksempelvis gøre ved at se barnets kompetencer og udvikle disse dette
kunne være i form af, en ung i Carpe Diem som er rigtig god til at tegne, og for at skabe en relation
med barnet kunne man som pædagog sætte en tegne aktivitet i gang, med de andre børn også. Den
unge med autisme vil få en høj status i aktiviteten og der ville være mulighed for samtale og at
indgå i den komplementære relation.
Ifølge FNs konvention om ligestilling af handicappede, skal staten give mulighed for deltagelse i
samfundet, men i denne artikel ”Børn med autisme er ikke inklusionsegnede”70 gør forfatteren det
klart at børn med autisme ikke er inklusionsegnede, ” Vi har modtaget uendelig mange børn, som
har været skadet på selvværd og livsduelighed, fordi de er blevet mobbet og afvist af deres såkaldte
skolekammerater. Det tager år at bygge et sådan barns selvværd og læringslyst op igen.” Det
forfatteren til artiklen siger her er at det er for børn og unge mennesker med autismes egen skyld at
de bliver ekskluderet, og kongregeret.
Det betyder altså at de bliver ekskluderet fra resten af samfundet Charlotte nævner i interviewet, at
de unge mennesker med autisme vil blive meget ensomme, hvis de gik i almene folkeskoler. De
ville blive meget ensomme i den almene folkeskole, fordi de er begrænset i deres kunnen i forhold
til at være sociale. Så derfor er det en kæmpe hjælp for dem at blive trænet og udviklet i dette, da
det kan være et problem for dem ikke at kunne finde sig selv i dette sociale rum. Spørgsmålet her
efter, er så om det overhovedet er godt at inkludere dem i almene folkeskoler, og om speciel klasser
på en almen skole er godt for dem. For i de almene folkeskoler vil de andre børn, måske dømme
dem, fordi de går på skolen i speciel klasser. Dette med at være anderledes er stadig ikke accepteret
og da slet ikke i teenager kulturen, her er det bedst at passe ind, og det er lige hvad mennesker i
speciel klasser ikke gør. Et andet spørgsmål her efter, er så at ifølge Salamanca Erklæringen skal en
pædagog, arbejde inkluderende i vores institutioner. Som pædagog kan man spørge sig selv om
hvorfor er samfundet så integrations bestem? Alle politikere snakker om integration, enten at den
ikke er god nok eller at det er lykkes, når man så overføre integration til mennesker med autisme
gæller de samme normer, nemlig at passe ind i normen i samfundet.
Vi finder det meget forvirrende at arbejde inkluderende i en institution, men når de unge mennesker
med autisme så kommer ud i samfundet, skal de passe ind i normen ellers bliver de stigmatiseret. Er
dette fair? Og det må være derfor, der arbejdes med social træning for at få de unge mennesker med
autisme til at passe ind i normen. Problemet med dette er at institutionen er inkluderende, f.eks. med
deres mad, alle børnene for speciel mad især på kolonier dette er klart inkluderende. Samtidig med
at institutionen er inkluderende er også pædagogikken integrerende da de social træner de unge
mennesker med autisme. Set på den anden side så er der lavet, speciel klasser til mennesker med
70
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2051598/boern-med-autisme-er-ikke-
inklusionsegnede/
autisme, der gerne vil gå i gymnasiet. Så nogle aspekter i samfundet er inkluderende da man skaber
mulighed for dem at deltage på lige fod med almene unge mennesker på gymnasiet, disse unge
mennesker med autisme der for mulighed for deltagelse i samfundet senere i livet da de har fået en
gymnasial uddannelse.
Ydermere har vi reflekteret over, om hvorfor at man overhovedet social træner de unge mennesker
med autisme. Pædagogerne i speciel institutionerne inkluderer de unge for deres behov, men hvis
man kigger fra et samfundsfagligt perspektiv, bliver der så social trænet, fordi at de unge skal passe
bedre ind og yde til samfundet? Hvis der bliver kigget fra et bredere økonomisk perspektiv, og ser
på hvorfor der bliver social trænet. Er det så fordi at det på længere sigt, kommer til at koste
samfundet penge, fordi de eventuelt ikke har mulighed for at tage en uddannelse, når de kan have
det svært socialt, eller få et arbejde, og derfor vil være på offentlige ydelser resten af deres liv?
Hvis de er på offentlige ydelser resten af deres liv, vil dette koste samfundet mange penge, men som
tidligere nævner Charlotte at der ikke er nogen grund til at social træne dem som ikke har lyst til
det. Så vi vil mene at det er for samfundets skyld at der er tilbud som Carpe Diem. Og at vi som
pædagoger bliver pålagt denne opgave.
Vi har også diskuteret at det er frustrerende at arbejde inkluderende i en institution, når samfundet
fungere integrerende. Det vil altså sige, de unge mennesker med autisme og generelt alle børn i
nyere tid, bliver opvokset i institutionelle fællesskaber der er inkluderende for at komme ud i et
samfund der er integrerende, et eksempel på dette kunne være at hvis du ikke lever op til normen
bliver du udstød, marginaliseret. Men spørgsmålet er vel om det kan lade sig gøre at have et
inkluderende samfund? eller om det er drømmetænkning. Et samfund hvor arbejdsmarkedet var
mere tolerant, et samfund hvor man ikke blev presset til at leve ”det gode liv” men der er nogle
normer vi som mennesker skal leve op til for at få samfundet til at hænge sammen, ifølge
teoretikeren Axel Honneth f. 1949, tysk sociolog og filosof, professor ved Goethe-Universitetet i
Frankfurt. Er der en definition af ”det gode liv” og for vores velfærdssamfund skal blive ved med at
være som det er, er flertallet nødt til at stræbe efter at ”leve det gode liv”71. Dette er noget
mennesker med autisme ikke formår at leve op til, hvis de ikke er blevet social trænet. Der er
sociale relationer over alt, og derfor er det så vigtigt at få mennesker med autisme, altså dem der er
kognitivt egnet, social trænet til at kunne deltage i vores samfund. Men nogle mennesker med
autisme fortrækker at være alene, dette kan være det ”gode liv” for dem.
71
http://sociologer.wikispaces.com/Axel+Honneth
Yderligere i opgaven har vi indbyrdes haft svært ved selv ikke at stigmatisere de unge mennesker
med autisme. Vi har begge selv været i faget med børn og unge med autisme, og i arbejdet med de
unge har det været svært ikke selv at være stigmatiserende og have gjort sig nogle forudindtaget
holdninger om hvordan et barn med autisme er. Vi har gjort os tanker om at et barn med autisme
kan have vanskeligheder i det sociale rum, og har derfor uden selv at have lyst i arbejdet med den
unge stigmatiseret og har begrænset den unge i en eller andet form. Efter denne opgave er vi blevet
meget mere klar over at vi i vores fremtidige arbejde, selv skal undgå at være stigmatiserende og
begrænsende i vores arbejde, men kigge på hvor det enkelte barn kan blive styrket. Vi som
pædagoger er blevet meget mere beviste om vores arbejde med stigmatisering og ser det over alt. Vi
er selvfølgelig mere bevidste om ikke at være stigmatiserende over for mennesker med autisme men
også andre mennesker med handicap osv.
Vi har herudover også diskuteret hvordan vi som pædagoger kan arbejde bedst muligt med ikke at
stigmatisere de unge mennesker, vi har diskuteret forskellige måder. En af dem kunne være at have
et punkt på det ugentlige møde om stigmatisering. At man hele tiden minder sig selv og ens
kollegaer om ikke at være stigmatiserende. Charlotte nævner også i interviewet at man skal huske
sig selv på ikke at være stigmatiserende. Dette er jo en vigtig del af at være pædagog, men vi som
pædagoger er også kun mennesker, og det er derfor også okay at vi kommer til det en gang i mellem
så længe vi er bevidste om ikke at gøre det som en konstant.
Gennem arbejdet med inklusion i institutionen Carpe Diem er vi kommet frem til at bruge inklusion
som værktøj kan være det miljø de unge mennesker med autisme bliver social trænet i, da de ikke
vil kunne social trænes i et ikke inkluderende miljø eller det ville ikke være lige så effektivt. Da
social træningen forgår i et inkluderende miljø sker der en udvikling i den unge med autisme.
Litteraturliste
Frith, Uta: ” Autisme og Aspergers syndrom” Udgivet 2010 1. udgave
Goffman, Erving: ”Stigma” 2. udgave, 2. oplag Samfundslitteratur
Hansen, Mogens: ”Psykologisk pædagogisk ordbog” Forlag: Gyldendal Akademisk, 2012, udgave
17.
Madsen, Bent: ”Socialpædagogik”1. udgave, 8. opslag
Pedersen, Carsten & Schou, Carsten: ”samfundet i pædagogisk arbejde” Bidragyderne og
Akademisk forlag 2006
Rithie, Tom: ”Relationer i teori og praksis”3. udgave, 1. opslag
Verdick, Elizabeth & Reeve, Elizabeth: ”Autisme spektrum forstyrrelser” Frydenlund, Udgave: 1
Oplag: 2
Hjemmesider:
http://www.inklusionsakademiet.dk/netvaerket/bent-madsen/
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sociologi/Sociologer/Erving_Goffman
http://en.wikipedia.org/wiki/Lorna_Wing
http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologer/Urie_Bronfenbrenn
er
http://www.fagboginfo.dk/FORFATTERE/Forfr/ritchietom.htm
http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologer/Urie_Bronfenbrenn
er
http://www.news-medical.net/news/2005/03/29/30/Danish.aspx
http://www.centerforautisme.dk/media/152818/diagnostisk_afgr_nsning_mellem_autisme.pdf
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2051598/boern-med-autisme-er-ikke-inklusionsegnede/
Abtract
Abstract
Opgavens emne er ”Inklusion i arbejdet med unge med autisme”. Opgaven omhandler hvordan
samfundet kan se på et menneske med autisme, og hvordan vi som pædagoger kan være med til at
undgå at der sker en stigmatisering af de unge mennesker der har autisme. Igennem opgaven ser vi
på, hvordan man som pædagog kan arbejde med at undgå at der sker en stigmatisering, og hvordan
man kan hjælpe de unge mennesker med autisme, til at være med til at indgå i relationer med
hinanden og omverden. Igennem opgaven bliver der set på de samfundspåvirkninger der kan være
når man ”stikker” ud fra normen, hvad vi som pædagoger kan være med til at gøre for at undgå en
stigmatisering, og hvordan man kan arbejde inkluderende med børn der har det svært i sociale
sfære. Vi er kommet frem til at man som pædagog skal være meget opmærksom på ikke at
stigmatisere, og at når man arbejder med inklusion som værktøj, skal man som pædagog være
opmærksom på at der er forskel på integration og inklusion.

BA, pdf - UC Viden

Transcription

Similar documents

Slides fra kurset - Landsforeningen Autisme

DVD film om autisme

Kort oversigt WAO Konferencen

DUÅ i dagtilbud.pdf

Information om optagelseskrav til Aspergerlinien - Høje

Mentorforløb - Autismekonsulenterne.dk

Autismepædagog søges til Opholdsstedet Broager

Sct. Georg 4/11 - Sct. Georgs Gilderne