Anna Hjortsø | Journaliststuderende på RUC

Transcription

Anna Hjortsø
Journaliststuderende på RUC
20 86 08 45
[email protected]
Journalisten
Personen
Produktioner
“Du kan godt tage skægget af,” sagde jeg til min morfar, der blev
noget overrasket over, at hans toårige barnebarn kunne
gennemskue, at han ikke var julemanden.
I dag som 25-årig er det stadig det samme, jeg vil. Når jeg får idéer,
interviewer og skriver prøver jeg at se bag om det, der er
umiddelbart. Jeg vil gerne forstå det menneske, jeg stiller mig
foran, forstå de ræsonnementer og følelser, der er inde bag. Her
føler jeg et stort ansvar for konstant at tilegne mig viden og ikke
være fastlåst i bestemte forestillinger om mennesker og miljøer.
I den bestræbelse er journalistikkens formål og værktøjer for mig
den ultimative frihed.
De nære historier
Jeg kan ikke komme i tanke om noget andet fag, der på samme vis
giver mig mulighed for at sætte mig op på cykelsadlen, tage ud i
verden og gøre os oprigtigt klogere på, hvad der ligger bag om
samfundsdebatterne. Jeg vil gerne udforske, hvad det enkelte
menneske siger om samfundet, og hvad samfundet siger om
mennesket. Derfor har jeg bl.a. lavet en artikel om kønsneutral
børneopdragelse: Vi diskuterer ‘han’, ‘hun’ og ‘hen’, men hvorfor og
CV
Anbefalinger
hvordan gør man egentlig som forælder, når man vil opdrage sit
barn kønsneutralt i en verden, hvor alt bliver kønnet? Eller da jeg
havde interviewet en udlandsdansker, hjemvendt efter 20 år i
Israel, forstod jeg (og forhåbentlig også læseren), hvor vidt
forskellige kvinderoller én og samme person kan indtage i
to kulturer. Og hvilken betydning har det for en af de 1.000, når de
flytter til København hver måned? Det har jeg spurgt forfatteren
Jacob Skyggebjerg om.
… Og de store
Jeg vil gerne præsentere læseren for det, vi mangler at få belyst.
Formidle et udsnit af den store verden, som alle vi andre kan
bruge i vores liv, arbejde eller politiske beslutninger. På
Kommunikationsbureauet København fik jeg en indsigt i, hvordan
aktører i offentligheden tænker, handler og håndterer pressen.
Bl.a. i mit arbejde med humanitære organisationer, SF,
Københavns Kommune og Den Uafhængige
Politiklagemyndighed. Her lærte jeg også at tænke i og pitche
idéer hver dag på kontoret. I mit studenterpolitiske arbejde som
formand for Danske Journaliststuderende RUC og mit job i
Danske Regioners kommunikationsafdeling har også givet mig en
forståelse for, hvordan politik og politisk kommunikation rent
faktisk fungerer. Den erfaring glæder mig til at bruge og bygge
videre på i det daglige liv på redaktionerne.
Jeg er klar til at bruge min praktiktid på at lære, hvordan man
hiver det lange, hvide julemandsskæg af både politikere,
kontanthjælpsmodtagere og debuterende forfattere.
Læs mere om personen bag.
"Anna har haft en del
presse-relaterede
skriveopgaver, hvor hun
har vist sig som en hurtig
og habil skribent, der får
leveret sine tekster i god
tid inden deadline. Ud
over Annas professionelle
kvaliteter, så har hun ogsa
et godt humør, der har
"Anna har ikke bare en
skarp pen og hjerne, men
også en skrap tunge på
den konstruktive måde,
hvor hun bidrager i
drøftelser og diskussioner
- det være sig
kommunikationsfagligt,
personligt, politisk eller
om det seneste afsnit af
"Om det gælder en
reportage fra et
radioteater eller en
weekendguide om ugens
kulturtilbud, påtager Anna
sig projekterne med lige
stor seriøsitet og
begejstring. Hun søger
altid en indgang til stoffet,
der gør både gør det unikt
gjort hende til en vellidt
kollega i
Kommunikationssekretari
atet"
Lars Herning,
Digital redaktør hos
Danske Regioner
en eller anden serie. (...)
Anna har faktisk mange
evner: Hun er fremsynet,
handlekraftig, smilende og
altid hjælpsom uanset
opgaven"
Ania Stoltz-Andersen
Projektleder og partner
hos
Kommunikationsbureauet
København
Copyright © 2015 Anna Hjortsø. Powered by WordPress. Theme:
Spacious by ThemeGrill.
i sin form og indbydende
for læseren"
Stine Ella Jørgensen,
Redaktør hos Vinkkbh.dk
Anna Hjortsø
20 86 08 45
[email protected]
Journalisten
Personen
Produktioner
CV
Personen
“Så gør dog noget ved det!” Det er ofte min næste tanke. Lige
efter den første: ”Tingene burde være anderledes”. For jeg
engagerer mig i de sammenhænge, jeg indgår i.
Som studienævnsrepræsentant og formand for Danske
Journaliststuderende RUC har jeg brugt mange aftenener og
weekender på at kæmpe for de studerendes vilkår på både
studiet, i praktik og i Dansk Journalistforbund. Jeg
er chefredaktør for RUC-journalisternes magasin, Metier, hvor jeg
er kommet ind under huden på arbejdet med en
magasinudgivelse, men hvor jeg også er med til at sikre, at mine
medstuderende fortsat har en god platform at træne deres
håndværk på. For mig går det hånd i hånd med min faglighed, at
jeg bidrager med andet end produktioner afleveret før deadline.
Min erfaring er, at når man tager ansvar for fællesskabet, er det
også frugtbart for de faglige resultater – og hverdagen bliver lidt
sjovere.
Anbefalinger
Kultur med udråbstegn
Noget af det, jeg er allermest begejstret for, er kulturstoffet.
Derfor har jeg valgt at kombinere Journalistik med Dansk
litteratur og medier på RUC. Her har jeg analyseret og fordybet
mig i alt fra internetlyrik og avantgardekunst til tv-serier og
radioens muligheder i den digitale æra. Jeg har også haft kurser i
kulturjournalistik, men min praktiske erfaring kommer i høj grad
fra kultur- og københavnermagasinet Vinkkbh.dk, hvor jeg
har lavet alt fra interviews med forfattere og forlagsfolk,
reportager, anmeldelser og servicejournalistik. Og det har jeg
gjort, fordi jeg mener, at kultur – produkter såvel som måden vi
lever blandt hinanden på – er lige så vigtig en del af menneskers
hverdag som politik.
Jeg håber, at min journalistik kan være med til at rokke ved
tingene. Alle ting. Både de store og små, indre som ydre.
Læs mine produktioner.
presse-relaterede
kollega i
atet"
Lars Herning,
Danske Regioner
hvor hun bidrager i
- det være sig
opgaven"
hos
København
"Om det gælder en
reportage fra et
stor seriøsitet og
for læseren"
Anna Hjortsø
20 86 08 45
[email protected]
Journalisten
Personen
Produktioner
CV
Produktioner
Her er et udvalg af mine produktioner.
Dagbladet Information
Da jeg var i en uges medieprojekt hos kulturredaktionen på
Dagbladet Information, lavede jeg en feature-artikel om
kønsneutral børneopdragelse, der endte på forsiden. Jeg ville
gerne finde ud af, hvordan man egentlig opdrager sit barn
kønsneutralt i en verden, der er så kønnet.
Jeg fik også lavet et mindre interview med Nordisk Film om deres
kritik af EU-komissionens forslag om at afskaffe geoblokering.
Derudover begyndte jeg at skrive en artikel om forfatterskoler,
hvor jeg stiller spørgsmålet: Hvilken litteratur skrives der på
skolerne, der opstår uden om Forfatterskolens monopol? Kommer
der en anden slags litteratur ud af det? Den udkommer senere i
november.
Anbefalinger
“Jeg skal hele tiden korrigere mit sprog for ikke at kønne”
‘Filmbranchen kan godt løse det problem’
Kulturmagasinet Vinkkbh
Som indfødt københavner undrer jeg mig over, hvordan det er at
komme til København udefra. For Vinkkbh arbejder jeg derfor lige
nu på en større artikelserie “Da jeg kom til København”. Det første
interview er med forfatteren Jacob Skyggebjerg.
Når Danmark får sit første litterære tidsskrift i avisformat, er det
oplagt at spørge, hvad meningen med det er. Det har jeg spurgt
chefredaktøren for Københavnske Istidende om.
Da jeg kom til København: Jacob Skyggebjerg
Københavnske Istidende
Læs her, hvad jeg ellers har skrevet for Vinkkbh.
Danmarks granater
På studiet arbejder jeg lige nu på en større produktion om de
granater, der hver dag dukker op i dødsboer, på byggepladsen eller
mellem sandklitterne. Med to medstuderende følger jeg
granaterne og finder de menneskelige historier, der knytter sig til
dem. Og formidler dem i et digitalt univers med tekst, lyd og
billeder. Læs de to første artikler her.
Metier
Er Danmark et yndigt land, når man kommer hjem efter mange år?
Det spørger jeg om i det nyeste nummer af magasinet Metier, der
denne gange har temaet “Der er et yndigt land”. I portrættet af en
udlandsdansker, der vender hjem efter 20 år i Israel, kommer
vi rundt om emner som religion, kvindeundertrykkelse og krig.
For Metier har jeg i et tidligere nummer desuden undersøgt, om
konstruktivitet er vejen frem for journalistikken.
Hjemvendt til et yndigt land
Konstruktiv journalistik kan være svaret
NetAvisen
Artiklen blev lavet som del af et projekt på mit første semester på
Journalistik med det mål for øje at få mere seriøse emner ind i
damebladsjournalistikken. Artiklen skal forestille at være
udkommet i Alt for damerne og forsøger at give et indblik i politik
formidlet gennem et af damebladsjournalistikkens vante genrer.
Portræt af daværende folketingsmedlem Rosa Lund
Her er et par af de nyhedsartikler, jeg har lavet for NetAvisen:
Café-kaffe til de hjemløse
DR’s nye store tv-serie er et trekantsdrama
TV-indslaget Hvert 5. industrijob flytter til udlandet lavede jeg
på baggrund af en ny undersøgelse, der spåede, at hvert 5.
industrijob i Danmark ville blive outsourcet. Sammen med en
medstuderende undersøgte jeg, hvad konsekvenserne ville være
for en mellemstor virksomhed forretningsmæssigt – og
menneskeligt.
Indslag SMB
Læs mit CV.
presse-relaterede
kollega i
atet"
Lars Herning,
Danske Regioner
hvor hun bidrager i
- det være sig
opgaven"
hos
København
"Om det gælder en
reportage fra et
stor seriøsitet og
for læseren"
Anna Hjortsø
20 86 08 45
[email protected]
Journalisten
Personen
Produktioner
CV
CV
Journalistisk erfaring
30. september – 3. oktober 2015: Medieprojekt hos
kulturredaktionen på Dagbladet Information
September 2015-: Chefredaktør hos Metier
Januar 2015-: Skribent hos kulturmagasinet Vinkkbh.dk
2013-: Skribent hos Metier,, RUC-journalisternes magasin
Erhvervserfaring
Juli 2015-: Studentermedhjælper hos DR Nyheder
Administrativ stilling.
Oktober 2014-september 2015: Studentermedhjælper
hos Danske Regioner
Presse og digital kommunikation.
Anbefalinger
Bl.a. producere noter for magasinet Helse og magasinet Sundhed,
portrætter af medarbejdere til intranettet, analyser af presse- og
sociale medier-indsats, tekstproduktion og teknisk support af
regioner.dk og administration af Danske Regioners Twitter-profil.
2013 – september 2014: T ekstforfatter og projektleder
hos Kommunikationsbureauet København
Koncept- og tekstproduktion samt projektledelse af kampagner.
Udvalgte projekter: SF (Socialistisk Folkeparti), Djøf,
Højskoleforeningen, Danmarks Indsamling, Den Uafhængige
Politiklagemyndighed, Københavns Kommune, De Frie
Grundskoler og BRFkredit CSR.
2012-2013: Studentermedhjælper hos
Kommunikationsbureauet København
2009-2010: Telefundraiser hos ulandsorganisationen Ibis
2010: Sekretær i speciallæge Kirsten Pilsgaard
Gynækolog- og obstetrikklinik
Uddannelse
September 2014- Kandidatstuderende, Journalistik og
Dansk (litteratur og medie-linjen),, Roskilde Universitet
2010 – juli 2013: Bachelor i Journalistik og Dansk,
Roskilde Universitet
2006-2009: Student ved Falkonergårdens Gymnasium
Engelsk (A), Samfundsfag (A) og Mediefag (B)
Studenterpolitisk arbejde
September 2014: Formand i Danske Journaliststuderende
på RUC
Derudover medlem af samarbejdsudvalget i Danske
Mediestuderende, tidligere næstformand og alm.
bestyrelsesmedlem.
Februar 2014- februar 2015: Studienævnsrepræsentant
på Journalistik, Roskilde Universitet
2013: Studienævnsrepræsentant på Dansk, Roskilde
Universitet
Mere
Jeg er kørekort-indehaver, er ret ferm til at lave hjemmesider i
forskellige slags CMS-systemer, finder det skægt at
administrere sociale medier og spiller klassisk klaver.
Læs mine anbefalinger.
presse-relaterede
kollega i
atet"
Lars Herning,
Danske Regioner
hvor hun bidrager i
- det være sig
opgaven"
hos
København
"Om det gælder en
reportage fra et
stor seriøsitet og
for læseren"
Anna Hjortsø
20 86 08 45
[email protected]
Journalisten
Personen
Produktioner
CV
Anbefalinger
Anbefalinger
Anna er både en engageret del af litteraturredaktionen og VINK som helhed, hvor hun
bidrager med en social kvalitet og en faglig integritet, som både kommer hendes artikler,
kollegaer og magasinet til gode.
Hos VINK er vi interesseret i skribenter, der både er kreative i deres idéudvikling og som søger
den skæve vinkel i deres formidling – Anna formår at løse begge opgaver til fulde. Om det
gælder en reportage fra et radioteater eller en weekendguide om ugens kulturtilbud, påtager
hun sig projekterne med lige stor seriøsitet og begejstring. Anna søger altid en indgang til
stoffet, der gør både gør det unikt i sin form og indbydende for læseren.
Anna har udover sine produktioner for litteraturredaktionen også produceret artikler for filmog teaterredaktionen, hvor hun under CHP:PIX bidrog med sin store viden indenfor
filmmediet og sine skarpe meninger. Anna er nemlig ikke bange for at sige sin mening, hvilket
både gør hende til en kvalificeret kulturskribent og en værdifuld kollega hos hvem man altid
kan søge konstruktiv kritik.
Anna har mine varmeste anbefalinger.
– Stine Ella Jørgensen, litteraturredaktør hos Vinkkbh.dk
Læs anbefalingen i pdf
Da Anna startede på Kommunikationsbureauet København som studentermedhjælper, vidste
hun ikke så meget om kommunikation i praksis. Da Anna stoppede havde hun som
fuldtidsansat været tekstforfatter, udarbejdet kampagnekoncepter og som projektleder været
ansvarlig for flere kampagner.
Det siger en del om Anna. Stor selvstændighed, gå-på-mod og stædighed gjorde, at hun nåede
længere, end nogen havde kunne forvente. Og at hun formåede at varetage flere forskellige
funktioner på en og samme tid viser på bedste vis hendes evner til at bevare det kølige overblik
og fuldføre opgaven med stor kvalitet, selvom telefonen ringer, og deadlines nærmer sig.
Derfor kunne vi give hende vigtige opgaver som at færdigudvikle og skrive SF’s
kommunikationsstrategi, udvikle et koncept for Københavns Kommunes ”Stemplet”-kampagne
og være projektansvarlig for De Frie Grundskolers Åben Skole-kampagne. For bare at nævne
noget af det fremragende arbejde, hun har lavet hos os.
Anna har ikke bare en skarp pen og hjerne, men også en skrap tunge på den konstruktive måde,
hvor hun bidrager i drøftelser og diskussioner – det være sig kommunikationsfagligt,
personligt, politisk eller om det seneste afsnit af en eller anden serie.
Anna har faktisk mange evner: Hun er fremsynet, handlekraftig, smilende og altid hjælpsom
uanset, om der var tale om hjælp til at købe en gave til en kollegas barn, læse korrektur og
skærpe teksten i den sidste runde eller gå fra kundemødet med briefingen og sætte de
kreative kræfter og sig selv i gang. Anna er spændende, sjov med sin egen høje og smittende
latter, klog med sine skarpe refleksioner og sød i ordets bedste betydning.
Anna er meget savnet hos os – både som person, kollega og tekstforfatter/ projektleder, og vi
kan kun give hende de varmeste anbefalinger med på vejen. Alle, der får muligheden for at få
hende som kollega, er heldige.
– Ania Stoltz-Andersen, Projektleder og partner hos Kommunikationsbureauet København
Anna har spillet en central rolle i forbindelse med analyser af Danske
Regioners kommunikationsindsats: Hun har koordineret input til kvartalsanalyser af vores
presse- og web-kommunikation og har været tovholder på implementering af et nyt system til
overvagning af kommunikation pa digitale medier. Anna har udført disse opgaver med
fint overblik og har en god evne til at sætte sig ind i nye tekniske redskaber i
kommunikationsovervagningen.
Anna har et rigtigt godt kendskab til webformidling. Hendes opgaver med hjemmesiden
regioner.dk har bestået af kvalitetssikring, produktion af tekster, support af redaktører (der
leverer bidrag til sitet) samt i mindre omfang opgaver af teknisk karakter. Alt er blevet udført
omhyggeligt og med kvalitet.
I forbindelse med kampagner pa Twitter og Linkedln har Anna været skarp til at strukturere,
planlægge, deltage i udførelse og siden måle på vores indsatser. Anna har en rigtig god
fomemmelse for, hvordan man bruger sociale medier strategisk i en politisk
interesseorganisation som vores.
Anna har haft en del presse-relaterede skriveopgaver, hvor hun har vist sig som en hurtig og
habil skribent, der får leveret sine tekster i god tid inden deadline.
Ud over Annas professionelle kvaliteter, så har hun ogsa et godt humør, der har gjort hende til
en vellidt kollega i Kommunikationssekretariatet.
– Lars Herning, Digital redaktør hos Danske Regioner
presse-relaterede
kollega i
atet"
Lars Herning,
hvor hun bidrager i
- det være sig
opgaven"
"Om det gælder en
reportage fra et
stor seriøsitet og
for læseren"
Danske Regioner
hos
København
WEEKEND
LØRDAG 31. OKTOBER 2015
/
KR. 35,00
Problemet Erdogan
Forstå soldaten og krigen
Tyrkerne går til valg, og et af de
store spørgsmål er, hvor langt ned ad
ustabilitetens sti Erdogan er parat til at føre
Tyrkiet, før han kaster håndklædet i ringen
’Jeg har tilegnet min nye roman til en 12-årig
afghansk dreng, der var snigmorder med
seks liv på samvittigheden. Jeg vil forstå
ham,’ fortæller Carsten Jensen
1. SEKTION / 10-11 & LEDER BAGSIDEN
LITTERATUR / 64 SIDERS BOGTILLÆG
Hn er bare en baby
I et Danmark, hvor vi fra fødslen har fokus på barnets køn, er det vanskeligt at opdrage
kønsneutralt. Men der er en bevægelse i gang, hvor flere danske forældre ikke længere vil
opdrage deres børn som enten drenge eller piger – og de insisterer på at kalde babyen ’hn’
MODERNE TIDER / SIDE 10-12
ANSØG SENEST
LEDELSE /
Diplomuddannelsen i Ledelse
15. DEC. 2015.
WWW.KVU.DK
FORMIDLING /
Diplomuddannelsen i Formidling af
Kunst og Kultur for Børn og Unge
SCENEKUNST /
Moduluddannelsen i Scenekunst
Af
Teatret
st. tv
Når et menneske falder
NYE
KUNSTNERISKE
KOMPETENCER
6.–20.
november
Billetter på
www.grob.dk
KRABBESHOLM HØJSKOLE SØGER
>2 LÆRERE
TIL UNDERVISNING I LINJEFAGET
ARKITEKTUR
PR. 01.01.2016
I FØRSTE OMGANG FOR ÉT SEMESTER
ANSØGNINGSFRIST
22.11.2015
DU KAN SE MERE OM STILLINGERNE PÅ
WWW. KRABBESHOLM.DK
ELLER RINGE PÅ
TLF. 97520227
MODERNE TIDER
OPDRAGELSE KØN
»Jeg skal hele tiden
korrigere mit sprog for ikke at kønne«
Hvordan opdrager man sit barn kønsneutralt i en verden, hvor alt bliver kønnet?
Mød to familier, der ønsker at give deres børn frihed til selv at vælge køn
Af Anna Hjortsø
A
10
»Når man siger, nogen
er en rigtig dreng, så
ligger der også i det, at
man kan være forkert
i det køn, man er født
med«
3 1 . O K TO B E R 2 0 1 5
Morten Dalsgaard Christensen
Far til Addis
ddis på 14 måneder har lige lært at
gå. Med et stykke brød i hånden og
krummer liggende smuldret efter
sig på gulvet, vakler Addis rundt i
kollektivet iført en rød trøje, blå- og
hvidstribede bukser og en grøn savlesmæk. »Jeg får tit spørgsmålet: ’Er det en dreng eller en pige?’ Så svarer jeg for eksempel, at jeg ikke har
tjekket det, eller hn er en baby,« siger Morten Dalsgaard Christensen, som er 33 år gammel og forælder
til Addis. ’Hn’ lyder som en utilsigtet mumlen midt i
sætningen. Det er hans måde sprogligt at tilsløre Addis’ køn på i stedet for at sige ’han’, ’hun’ eller ’hen’.
En kønsneutral børneopdragelse handler for ham
i høj grad om at gør sig sit sprog bevidst, fortæller
Morten Dalsgaard Christensen og kigger ud under sin
kasket med den håndsyede parole ’Udlign magt’. Han
og Addis er på besøg hos 30-årige Kay Taylor og Nika
Feilberg, der sidder over hver deres kop myntete. De
skal være forældre om halvanden måned, og de har
ligesom Morten Dalsgaard Christensen lige købt Danmarks første kønsneutrale børnebog, Universet er det
største i hele verden af Mio Mahl.
De tre er enige om, hvorfor kønsneutralitet skal
være en del af børneopdragelsen. Da Nika Feilberg og
Kay Taylor var på hospitalet for at blive insemineret
kiggede de i en af de foldere, der sædvanligvis ligger
i venteværelset.
»Der stod, at man som kommende lesbiske forældre ikke skulle bekymre sig om manglen på mandlige
forbilleder, for det finder barnet selv uden for familien,« fortæller Nika Feilberg. »Men jeg er ligeglad
med, om det er typiske maskuline eller feminine forbilleder,« fnyser hun.
»Bare der er gode mennesker omkring mit barn.«
Ud over at folk i deres omgangskreds har haft
dårlige erfaringer med »det køn, de har fået tildelt af
staten«, som Nika Feilberg udtrykker det, så er Kay
Taylor opvokset med en masse brødre og var en såkaldt drengepige.
»Der er en stor skam forbundet med at ville være
noget, man ikke ses som, og hvis vi som forældre kan
forsøge at komme af med den skam fra begyndelsen,
vil det måske være mindre traumatisk,« siger hun.
Morten Dalsgaard Christensens udgangspunkt
bygger også på egne erfaringer, da han i mange forskellige slags hverdagssituationer ofte føler sig anderledes end andre.
»Derfor er det også vigtigt for mig, at Addis ikke
undertrykkes eller undertrykker andre på grund af
sit udtryk og sin krop.« Oftere og oftere siger folk, at
Addis »er en rigtig dreng«, fortæller han. Det kan godt
gøre ham vred, for Addis er en baby og leger akkurat
ligesom alle de andre babyer på legestuen. »Når man
siger, nogen er en rigtig dreng, så ligger der også i det,
at man kan være forkert i det køn, man er født med,«
uddyber Morten Dalsgaard Christensen.
Barn før køn
Der er ikke noget overblik over, hvor mange forældre
der forsøger at opdrage deres børn kønsneutralt. Men
der kan være god grund til at gøre det aktivt, mener
Rikke Andreassen, kønsforsker på RUC. For når man
spørger danske forældre, mener de, at de opdrager
drenge og piger ens. Men det modsiger statistikken:
Piger hjælper markant mere til i husarbejdet end
drenge.
»I 70’erne og 80’erne var der stort fokus på kønsneutral børneopdragelse, men det forstummede i
90’erne,« siger Rikke Andreassen. »Men der er en
modreaktion hos flere forældre lige nu, fordi mange
oplever, at alt igen bliver kønnet.«
Og det er den samme kamp i dag som dengang. Det
handler om at give børn en bred palet af muligheder.
I disse år er der desuden et stort fokus på det enkelte
barns behov i dagsinstitutioner og skoler:
»Hvis man fulgte idéen om at se det enkelte barn,
ville man automatisk se barnet før kønnet,« forklarer hun. »Men pædagoger og lærere er pressede på
ressourcer, og det kræver en ekstra indsats at se det
enkelte barn. Derudover prioriteres køn heller ikke
i pædagoguddannelsen. Det er først for nylig, der er
kommet lidt undervisning om køn på seminarerne.«
Al magt til pronomenet?
Der er ingen tvivl om, at en kønsneutral børneopdragelse er Davids kamp mod Goliat i en verden, hvor
alt bliver kønnet. Så hvordan Morten Dalsgaard Christensen, Kay Taylor og Nika Feilberg har tænkt sig at
gøre det i praksis, er det store spørgsmål.
»Jeg ser kønsneutral børneopdragelse som det at
opfordre til mange slags adfærd og lege. Hvis vores
barn er en pige og vil være prinsesse, vil vi ikke udbryde: ’Nej, det er kønnet!’« siger Kay Taylor.
Nika Feilbergs sorte tanktop er helt spændt ud
over den gravide mave. Over trøjens kant stikker et
par fuglevinger fra en af hendes farverige tatoveringer op.
»Det handler om at sætte kønnet fri. Vi er kritiske
over for de herskende kønsnormer, men vi vil ikke
have, at kønsneutralitet skal være en ny norm. Det
skal ikke være et nyt dogme, at man gør et barn, der
har fået tildelt pigekøn, mere maskulint. Eller omvendt,« siger hun. Kernen i kønsneutralitet handler
ifølge dem om, at barnet selv kan vælge sit køn.
Om kort tid flytter de to familier i kollektiv sammen. De ser det som en styrke i deres kønsneutrale
børneopdragelse at være sammen med andre, der
også bryder kønsnormerne.
»Så er der en mulighed for, at køn ikke vil betyde
så meget for dem. Når de oplever, at de voksne, de ser,
ikke er den stereotype kønsrolle,« siger Morten Dalsgaard Christensen og påpeger samtidig, at han ikke
Nika Fejlberg har sammen
med sin partner lavet en liste
over kønsneutrale navne
til deres barn. Hun ser den
kønsneutale opdragelsen
som en indgang til al slags leg
for hendes barn. Foto: Ulrik
Hasemann
3 1 . O K TO B E R 2 0 1 5
MODERNE TIDER
OPDRAGELSE KØN
11
MODERNE TIDER
OPDRAGELSE KØN
»Vi er kritiske over
for de herskende
kønsnormer, men
vi vil ikke have, at
kønsneutralitet skal
være en ny norm.
Det skal ikke være et
nyt dogme, at man
gør et barn, der har
fået tildelt pigekøn,
mere maskulint. Eller
omvendt«
Nika Feilberg
Vordende mor
12
»Når barnet skal
starte i skole, så er det
lige meget, hvad vi gør
hjemme. I sidste ende
er det barnets valg.
Vi kan prøve at give
det en god start og
forhåbentlig tager det
den med sig«
3 1 . O K TO B E R 2 0 1 5
Kay Taylor
Partner til Nika Feilberg
ser deres fremtidige hjem som en isoleret boble, men
som en base, hvorfra familien kan have andre relationer til venner og familie, der ikke nødvendigvis har
fokus på kønsneutralitet.
»Ja, den kønsneutrale børneopdragelse bliver en
naturlig del af barnets liv, så vi ikke abstrakt skal præsentere det i samtaler med barnet,« supplerer Nika
Feilberg. En kønsneutral børneopdragelse handler
ifølge hende også om f.eks. at lære drenge at rydde
at op efter sig og hjælpe til med husarbejdet. Eller at
piger også kan blive omtalt som f.eks. modige.
En del af forældrenes overvejelser i den kønsneutrale børneopdragelse er at give deres barn et navn,
der ikke er kønnet. På Ankestyrelsens hjemmeside
er der lige nu 777 godkendte kønsneutrale fornavne.
Morten Dalsgaard Christensen og hans kæreste valgte det sjette navn på listen forholdsvist hurtigt:
»Det var ret fedt, for så kunne vi snakke om Addis
allerede under graviditeten,« siger Morten Dalsgaard
Christensen, der fravalgte at kende Addis’ biologiske
køn inden fødslen.
Kay Taylor og Nika Feilberg har valgt at lave en liste med kønsneutrale navne uden at skele til, om de
står på den godkendte liste. Hvis det ikke gør, skal de
ansøge om det. Da Kay Taylor er fra England satser
de på at få godkendt navnet, med henvisning til, at
det skal kunne bruges i begge lande. Den sproglige
bevidsthed, Morten Dalsgaard Christensen taler om,
drejer sig også om, hvordan man omtaler de mennesker, Addis bliver præsenteret for og interagerer med.
Hvor man normalt ville sige: »Damen smiler til dig,«
øver Morten Dalsgaard Christensen sig i at sige »Den
person smiler til dig« i stedet.
Til tider kan han godt føle sig som en ufrivillig provokatør, ligesom når han fravælger at bruge noget af
det drengelegetøj, Addis får i gave. Nika Feilberg tror
godt, man kan lave en meget kønsneutral opdragelse,
selv om man siger ’han’ eller ’hun’:
»Jeg tror ikke, al magten ligger i pronomenet. Man
kan stadig give en bred vifte af udtryksmuligheder,
når det kommer til, hvordan man leger, taler sammen, og hvilke kvaliteter man tillægger barnet.«
Morten Dalsgaard Christensen peger også på, at
den måde, man interagerer med sine og andres børn
på, er lige så vigtigt et skridt imod kønsneutralisering
som sproget.
De tre elementer i de to familiers kønsneutrale
børneopdragelse er altså at præsentere barnet for
voksne i hverdagen, der ikke efterlever den traditionelle kønsrolle, at opfordre til flere slags adfærd, der
ikke er bestemt af køn, og som forælder at have en
sproglig bevidsthed, hvor man bestræber sig på ikke
kønne hverken sig selv, barnet eller andre.
Dårlige forældre?
Nogle mener, at en kønsneutral børneopdragelse
vil sætte barnet i en særlig sårbar situation. Eller at
»man tvinger børn ind i sin egen – hvad nogen ville
kalde – forrykte livsstil«, som Nika Feilberg formulerer det.
De tre forældre lukker ikke øjnene for den modstand, en kønsneutral opdragelse potentielt vil påføre barnet. Men som Kay Taylor siger, er de alle enige
om, at der altid vil være noget, børn kan blive mobbet
eller udstødt for.
»Alle forældre former jo deres børn ud fra den
måde, de tror, er den rigtige. Om det er ikke at leve efter kønsstereotyper eller undgå at spise kød, kan være
det samme,« siger Kay Taylor. »Ja,« supplerer Morten
Dalgaard Christensen, »min opgave som forælder er
ikke at tildele Addis sit køn, men at udruste Addis
med selvtillid og en stærk indre kerne til at stå imod
med, hvis nogen vil fortælle, hvordan verden ifølge
dem bør opfattes,« siger han.
Resten af jordkloden
Sammen med sin kæreste har Morten Dalsgaard Christensen besluttet, at når Addis skal i børnehave, skal
det være Jordkloden på Nørrebro i København. Der
arbejder de med kønspædagogik og har f.eks. ikke
kønsopdelte lege. Selv om der er længe til, overvejer
Kay Taylor og Nika Feilberg allerede at vælge en bør-
nehave som Jordkloden, men de ønsker samtidig, at
deres barn kommer til at opleve mangfoldige miljøer,
der ikke udelukkende består af queer-miljøet. Et miljø, der desværre har en tendens til at være domineret
af en hvid middelklasse, påpeger Kay. Nika Feilberg
er ved at uddanne sig til pædagog, hvor de som en del
af undervisningen ser eksempler på børn, der er blevet opdraget kønsneutralt, men som når de kommer i
institution indgår i de kønnede sociale koder ligesom
alle andre.
Kay Taylor giver sin kæreste ret:
»Når barnet skal starte i skole, så er det lige meget,
hvad vi gør hjemme. I sidste ende er det barnets valg.
Vi kan prøve at give det en god start og forhåbentlig
tager det den med sig.«
Addis griber fat i sin fars knæ og smiler stort. Morten Dalsgaard Christensen kommer flere gange til at
sige ’han’ i stedet for ’hn’ om Addis, og da han siger
’pige’ om en legekammerat, retter han det straks efter
til ’baby med hunkøn’. Inden Addis blev født, tænkte
han, det ville være nemt nok, men han ved nu, at det
kræver en grundlæggende omstilling at kønsneutralisere sit sprog:
»Det har været et bombardement af uforudsigeligheder. Jeg skal hele tiden være aktivt fokuseret på det
og korrigere mit sprog, men det er ikke noget, jeg slår
mig selv i hovedet med, for gennem det meste af mit
liv har jeg jo snakket på en anden måde uden at tænke
over det,« siger han.
[email protected]
2
ANBEFALES
I N F O R M AT I O N
F R E DAG 2 . O K TO B E R 2 0 1 5
KULTUREN KORT
v. Johanne Ramskov Erichsen
Uhørt ungdom
KUNSTPAUSEN
■ Undersøgelser viser, at over halvdelen af danske unge ikke føler, at
deres mening er værd at lytte til. I
efteråret vil Arbejdermuseet med
udstillingen ’Uhørt ungdom’ finde
svar på, hvordan det kan være. Besøgende kan blandt andet få skærpet
lyttesansen og afprøve deres evner
som talere.
Udsivning
Ninna Bohn Pedersen arbejder med
skulpturelle greb i forlængelse af de
levende billeder. Hun udvider billedets flade ved at bruge af silkelærreder, der ender med at være både
skulpturelle enheder i sig selv, men
samtidigt bryder det projekterede
billedes ramme.
Installationerne tager afsæt i en
personlig afsondring af verdenen
som indrammes eller måske punkteres eller sløres af formeksperimenter.
Det vil sige, at hun bruger det personligt udpenslende som afsæt for at
nå noget universelt, der både skaber
distance og nærvær. Det handler således ikke om at opleve tid som en
lineær størrelse, men som et opslugende loop.
’Uhørt ungdom’. 26. sept.-27. mar.
Arbejdermuseet, København K.
Lys i Mørket
■ Søndag kan man både nyde musik, lyrik og lysdesign i Dome of Visions. I det kuppelformede drivhus
er der støttekoncert, hvor alle indtægter går til Nurses for Refugees.
Dørene åbner klokken 19 og sidste
DJ går på 21.30.
’Lys i mørket’, Dome of Visions,
Søren Kierkegaards Plads 1,
København K. 4. oktober
Kontaktsport
■ Søndag er der også mulighed for
at prøve kræfter med kontaktsporten
roller derby. Der sker i forbindelse
med visning af filmen In The Turn,
om en 10-årige transpige, der i roller derby-miljøet finder accept. Efter
filmen vil Rolling Troublemakers og
K- Town Riot Rollers demonstrere
den sveddryppende sport. Arrangementet er en del af filmfestivalen
Mix Copenhagen.
’In The Turn’ vises i Empire Bio
klokken 17.30. Eventet slutter
klokken 20.00 og foregår i
biografens foyer
Kunstpausen kurateres af
Jesse Jacob ([email protected])
Se udvalgte videoer
på information.dk
’Filmbranchen kan godt løse det problem’
SVAR PÅ TILTALE…
KULTUR
Forsidefoto:
Ulrik Hasemann
Ansvarshavende chefredaktør
Christian Jensen
Redaktør
Anna von Sperling
Art direction:
iBureauet
Kenneth Wiberg
[email protected]
Ninna Bohn Pedersen har udelukkende udstillet uden for Danmark
og arbejder p.t. på udstillingen (play)
ground-less på Space in Between og
MOT International i London december 2015.
www.ninnabohnpedersen.com
’Seepage’ (på dansk
’udsivning’) undersøger
ideen om en utopisk
sansende krop. Det er en
installation bestående af to
videomonitorer (ovenfor) og en
silkeskulptur (th.). ’Seepage’
blev vist på den netop
afsluttede gruppeudstilling
’Gust’ på Global Committee
i New York.
’Seepage’
Silke, nylonsnor,
two channel video 2015
Direktør i Nordisk Film Distribution
Foto: Steen Brogaard
S
om del af en strategi for det
digitale indre marked har EUKommissionen foreslået at afskaffe geoblokering af bl.a. film og
tv-serier. Geoblokering medfører,
at man ikke kan købe eller leje en
film digitalt i Danmark og se den i
et andet europæisk land. Men det
vil ødelægge det finansielle fundament for filmproduktion, mener
Kenneth Wiberg, der er direktør i
Nordisk Film Distribution, og som
her giver svar på tiltale.
– Musikbranchen har fundet
en måde at tjene penge på via
streamingtjenester. Kan I ikke
gøre det samme?
»Man kan ikke sammenligne musik og film. Når en kunstner laver
musik, sætter han sig i studiet og
optager, og produktet sendes bredt
ud på én gang. Film har mange aktører, store budgetter og en kompli-
ceret premierestruktur. Hvis man
ophæver geoblokeringen, vil det ikke
være muligt at præfinansiere film,
hvilket er nødvendigt for os. Distributører forudbetaler for at få eksklusive lokale rettigheder til biograf,
on-demand, tv osv. Hvis geoblokering afskaffes, vil det fremover kun
være store, globale spillere, der kan
købe paneuropæiske rettigheder, og
der vil derfor forsvinde en del film,
som ikke vil kunne finansieres.«
– Er det ikke kun rimeligt, at forbrugeren kan se en købt eller lejet
film i andre lande?
»Det er klart i den retning, det går,
og der bliver arbejdet på flere tekniske løsninger. Her i Norden vil
vi introducere et købevindue, hvor
forbrugeren vil kunne tage film med
sig til udlandet. Så filmbranchens
aktører kan godt løse det problem
uden at ophæve geoblokeringen.
Forbrugeren er ikke tjent med få
store globale platforme og langt
færre film.«
– Vil I ikke blive nødt til på sigt
at ændre jeres forretningsmodel
grundlæggende på grund af den
digitale udvikling?
»Jeg kan ikke forestille mig en anden
model. Man kan stadig lave film i
Danmark til danskerne uden geoblokering, men det vil være smalle film
næsten udelukkende finansieret af
offentlig støtte. Man vil ikke kunne
lave de film, der kræver en større
finansiering, og som kan sælges til
udlandet. Dem, der har været med
til at skabe dansk films internationale succes. Man bliver nødt til at
arbejde med løsninger, som gør, at
man kan sælge rettigheder til afgrænsede territorier.«
[email protected]
Danmarks granater
En granat... på hylden – i jorden – i hånden
I Danmark bliver der hver dag fundet mindst en granat.
Det viser en optælling af Forsvarets døgnrapporter og tal
fra ammunitionsrydningsfirmaet Damasec. Fra januar til
midten af oktober i år er der nemlig fundet 458 granater.
Det vil nok være en overraskelse for de fleste, at
tusinder af ueksploderede granater ligger lige under
overfladen af den danske muld og rundt omkring i de
danske hjem. Granaterne bliver fundet i dødsboer, på
byggepladsen eller mellem strandklitterne, og der går
næsten ikke en uge, hvor Forsvaret ikke er ude og hente
gamle granater fra 2. Verdenskrig i kældre og på
lofter. I jorden ligger granater, der vidner om flere
hundrede år med både militære skydeøvelser og blodige
kampe.
Når granaterne er dukket op flere årtier efter, er der, i
modsætning til i andre europæiske lande, endnu ingen, der
har kostet danske liv – måske er det danskerheld.
Men sikkert er, at der bag de historiske og sprængfarlige
levn ligger gemte historier, der fortæller om frygt og om
død. Men også om liv, kærlighed og fascination:
Menneskers historier, hvor nogle trækker tråde til
Danmarkshistorien.
Klik dig rundt på siden og læs om en ældre dame, hvis
granat på hylden minder hende om en barndom under
besættelsen, et rydningshold, der fjerner gemte granater
i Ørestadens jord, og en soldat, der har ladet en granat
flyve ud af hånden og set den springe foran sig.
Tekst, foto og lyd af Amalie Louise Larsen, Stina
Ørregaard Andersen og Anna Hjortsø.
En granat på hylden
Der ligger et lille rækkehus i Vodskov lidt uden for Aalborg.
I stuen står der blå Wegner-møbler fra halvtredserne, og
bogreolen byder på både Dan Turéll, slægtsromaner, fagbøger og
nipsgenstande med hver deres specifikke historie.
På spisebordet, oven på den lyserøde dug, mellem gamle
billeder og hjemmebagt sandkage, står en gammel håndgranat.
Den har rester af rød og neongrøn maling, og sikringen sidder
stadig i, som en stænget dør, der holder noget farligt ude.
Den er tung, formet som en ananas, og rusten på siderne vidner
om, at granaten er af ældre dato. »Man kan lige se, hvis sådan
en springer med alle de stykker der,« siger 82-årige Bodil
Jørgensen, imens hun sætter kaffekanden på bordet ved siden af
granaten, som var den lige så ufarlig som de kongelige
porcelænsbjørne, der pynter på hylden.
Granaten gemmer på historier. Historier, der vidner om frygt,
et levet liv og en død, der en dag skal komme.
Som når fuglene hopper på taget
Om det var sommer eller vinter i 1942 er glemt, men natten var
kold og kakkelovnen gået ud i løbet af nattens første mørke
timer. Familiens tøj hang parat i det lille soveværelse, så de
hurtigt kunne hoppe i det, når sirenerne lød. Denne nat var en
af de nætter, hvor sirenernes alarmerende toner sendte deres
advarsler gennem Aalborg. Englændernes fly lå klar til at
bombe over den lille tyskstyrede Nordjyske by Nørresundby og
næsten lige over hovedet på 9-årige Bodil, der lå i sin varme
seng.
Normalt ville familien skynde sig i sikkerhed i den gamle
kælder, der var indrettet til beskyttelsesrum for det røde
murstenshus’ to familier. Men denne nat var langsom. Og mens
Bodil og hendes to år yngre søster med trætte øjne tog det
kolde tøj på, kunne de høre noget rulle ned af tegltaget. »Det
var ligesom, når fugle hopper på taget og larmer med deres
fødder,« siger Bodil, mens hendes fingre hopper hen ad bordet.
Men lydene kom ikke fra fugle. Det var dele fra de granater,
der faldt ned fra himlen, imens englænderne og tyskerne
prøvede at udkonkurrere hinanden.
I stuen i Vodskov sidder 82-årige Bodil og fortæller om,
hvordan hun gennem årene har lagt hændelser som den aften, det
regnede med granater, bagerst i hukommelsen. »Jeg tror da
egentlig, at jeg har fortrængt alt det der. Det var så grimt,
det er noget, man vil glemme,« siger hun.
Men selvom mange ting har været glemt i mange år, har noget
alligevel sat sig fast og bevidnet om, at traumatiske
hændelser sætter sine ar. »Jeg har det i dag sådan med høje
lyde, at jeg får et gip i kroppen. Jeg tror, det er skud. Jeg
har aldrig før tænkt på, om det kan komme derfra,« fortæller
hun.
Selvom både hus og familier overlevede aftenens angreb dengang
under besættelsen, er episoden tvunget tilbage til Bodils
hukommelse, efter hun i de seneste par år har konfronteret sig
selv med krigen gennem dokumentarfilm. Noget hun ellers
bevidst havde undgået hidtil. Det er næsten 73 år siden, men
Bodil kan huske, hvordan frygten indtog hendes krop, og
hvordan angrebet satte sig som et tilbagevendende mareridt i
den efterfølgende tid. »Vi var virkelig bange. Min mor tog mig
til læge, fordi jeg havde mareridt. Jeg drømte, at jeg fløj og
var bange for, at jeg faldt ud. Men jeg havde jo aldrig prøvet
at flyve dengang,« fortæller Bodil. Mareridtene blev så
slemme, at hun nærmest var i trance og svær at vække, og lægen
kunne hverken gøre fra eller til. »Der fandtes jo ikke
psykologer
dengang,
og
der
var
ikke
noget,
der
hed
posttraumatisk stress. Men det var vel nok det, det var,«
konkluderer hun.
Splinten i cigarkassen
Efter granatregnen havde lagt sig, og de engelske fly igen
havde efterladt Nørresundby til sig selv for en stund, gik
Bodils far, ligesom mange andre af byens beboere, ud på vejen
for at samle rester fra de afskudte granater. Bodils far kom
tilbage med en 10 centimeter lang granatsplint med en tykkelse
på størrelse med en voksen mands tommelfinger. »Min mor havde
sagt til os, at vi ikke måtte samle noget op, der lå på vejen.
Men min fatter gik så ud og samlede en granatsplint op
alligevel. Det var jo en souvenir. Sådan noget gjorde alle
dengang. Hvis det var noget fra tyskerne, så huggede man med
arme og ben,« fortæller Bodil om den granatsplint, der
efterfølgende har fulgt hende op igennem hendes liv, men i dag
er forsvundet fra sin plads i cigarkassen i skuffen i
dækketøjsskabet.
At Bodils far var nysgerrig på krig og gik imod morens
forholdsregler skete fra tid til anden. Når sirenerne igen
havde sendt familien ned til spiralsengen, kaffemaskinen og
kortspillet i det lille rum i kælderen, kunne faren og
underboen finde på at snige sig ud for at se angrebene med
egne øjne. For der var nok at kigge på i Aalborg, der under
besættelsen var en af de byer med mest aktivitet, fordi
tyskerne havde kontrol over byens tre lufthavne. Derfor var
Aalborg også en af Danmarks hårdest ramte byer efter
besættelsen med krigsskader for 300.000 kroner ud af landets
samlede skader på 500.000 kroner.
Bodils far demonstrerede også, men selvom Aalborg under
besættelsen var fyldt med modstandsmænd, der samlede sig i
grupper som den kendte modstandsgruppe Churchill-klubben, var
det ikke noget, Bodil havde tæt på livet. Hendes mor og far
var godt nok venstreorienterede arbejdsfolk dengang, men de
var hverken sabotører eller frihedskæmpere under den fem år
lange besættelse.
Derfor er Bodil måske heller ikke typen, man tænker har
granater liggende i gemmerne. Ofte er det gamle modstandsmænd
og deres efterkommere, der har granater som minder fra en
svunden tid. Bodil passer heller ikke på billedet af en
samler, der køber granater på DBA og er medlem af våbenfora.
Ej heller passer Bodil ind i kategorien af unge hipstere, der
køber granatlamper til overpris på Vesterbro. Alligevel har to
forskellige granater fundet vej ind i Bodils liv. Den første
gennem hendes far, og den anden gennem hendes nu afdøde mand,
Bent.
En granat flytter ind
Den 4. maj 1945 blev mørklægningsgardinerne fjernet fra
vinduerne i Nørresundby. I stedet blev opl vevelserne fra
krigen nu mørklagt, og en ny følgesvend viste sit ansigt:
Fortrængelsen. Fortrængelsen gav plads til at skabe et nyt
liv, der ikke var hæmmet af minder fra krigen. Det nye liv
førte 20-årige Bodil til København i 1953, hvor hun skulle
møde hendes store kærlighed, Bent. Med ham flytter endnu en
granat ind i Bodils liv. Og det er den, der står på
kaffebordet – med små indridsede ruder og en split med en ring
for enden, der indbyder til, at man stikker pegefingeren ind
og med kun et enkelt træk forvandler metalruderne til
splinter, der eksploderer ud i rummet.
Hvor håndgranaten kommer fra, har Bent og Bodil aldrig talt
om, for selvom de begge to havde oplevet besættelsestiden i
hver deres ende af Danmark, Aalborg og København, var det ikke
et emne, de talte om. Fortrængelsen var endnu ikke ophævet.
»Min Bent, han var lidt af en samler. Den har vel en historie,
som kun han kender«. Og Bodil har aldrig spurgt ind til den,
for denne gang var der ikke grund til at frygte den granat,
der ville ind i hendes hjem. Den kom med kærlighed i stedet
for frygt.
Kaffekoppen bliver sat tilbage på bordet, og Bodil kigger ud
på efteråret der omringer det lille gule rækkehus. Stemmen
bliver alvorlig. For Bodil og Bent vågnede op ved siden af
hinanden hver dag i over 40 år, men den 13. november 1994
måtte Bodil sige farvel til sin mand, der døde af lungekræft.
»Det er mange år siden, men det er lige træls i dag. Jeg kom
ind i en boble, hvor jeg tænkte ‘hvad skal jeg nu?’«
Bodils refleksioner over Bents død får hende til at tænke på,
hvad der skal ske med hende selv. »Livet. Det er en mærkelig
ting, men jeg er da kommet nogenlunde helskindet igennem det.
Det er bare sådan lidt underligt at tænke på, at jeg snart
skal herfra. Når jeg går i seng om aftenen, tænker jeg ’nå,
vågner du nu op igen?’«
At dø er, ifølge Bodil, ikke spor dramatisk. Man trækker
vejret, som et slags sidste og endeligt suk, og så dør man. En
helt anden død end den, der blev kastet ned over Aalborg og
kælderen i Nørresundby.
Men selvom vi lige nu lever i en af de mest fredelige perioder
i dansk historie, er frygten for krig på dansk jord alligevel
i Bodils tanker.
For en generation, der kun har oplevet, at Danmark drager ud
andre steder i verden for at deltage i krig, kan det være
svært at forestille sig, at den pludselig skulle banke på
vores danske hoveddør. Men for Bodil, der har set billederne
af krig før, har efterårets tv-skærme og avisforsider med de
mange mennesker, der af frygt for døden rejser langt for at
undslippe den, hver dag mindet hende om, at ingen er urørlige.
Men Bodil frygter ikke, at der bliver krig i morgen, og det er
heller ikke hendes egen fremtid, hun frygter for. »Jeg er ikke
bekymret for mig selv, men for mine børn og børnebørn. For
hvordan skal livet blive for dem?« siger hun og flader den
lyserøde dug ud med sine hænder.
Hun tager et fast greb om håndgranaten, og splitten klirrer
mod metallet på siden. Hun går ud af stuen for at sætte den
tilbage på sin plads på hylden inde i soveværelset.
Af Anna Hjortsø, Stina Ørregaard Andersen og Amalie Louise Larsen
En granat i jorden
Blandt bunker af jord og med udsigt til høje nybyggerier står
fire mænd i neongule jakker i en stor firkantet udgravning. I
baggrunden sniger solen sig op over metroen, der har retning
mod Vestamager station. Blæsten hviner hen over den bare
plads, hvor asfalten er revet af og ligger i store klumper
rundt omkring. Der er en konstant larm af arbejdende
gravemaskiner.
I hjørnet af den 80 centimeter dybe udgravning står gruppens
to yngste mænd og ser koncentrerede ud, mens de sætter et gult
målestativ op. Den lidt ældre Kurt Nellemann står bagved, og
med en cigaret i mundvigen, ifører han sig noget, der ligner
en ramme af sorte og gule rør. Gruppens mest erfarne mand,
Jørgen Reé-Holtz, kigger skeptisk ud over området. »Det er
ikke sikkert, vi finder noget i dag,« siger han.
Udefra ligner holdet nogen, der forsøger at få kontakt til det
ydre rum, men i virkeligheden er de i gang med at grave i
fortiden.
De
arbejder
for
firmaet
Damasec,
der
er
specialiseret i at fjerne ammunition, og de er taget til
Ørestad for at fjerne gamle granater, som de har gjort det så
mange gange før. For i ukyndige hænder er granater farlige. Og
i år har de allerede gravet 246 af Danmarks granater op.
Store drenge og granater
Siden Christian 4.’s tid har Ørestadsområdet været et militært
øvelsesterræn, hvor danske soldater har sendt tusinder af
granater afsted gennem luften. De sank langt ned i den sumpede
jord, så snart de ramte overfladen, og der har de fået lov til
at ligge uforstyrret indtil 1960’erne, hvor Forsvaret begyndte
at grave efter dem. Det er nemlig altid dem, der har ansvaret
for at fjerne de granater, man finder i dag. Derfor er det
også dem, der assisterer politiet, når granater uventet dukker
op rundt omkring i danske huse, på legepladser eller i
strandklitterne.
Men i Danmark ligger der mange granater i jorden, og Forsvaret
har ikke ressourcer til at fjerne dem alle nu og her. Omvendt
har byggeentreprenøren ikke tid til at vente på, at der bliver
plads i Forsvarets kalender. Og det er her, Damasec tjener
sine penge – de bliver både sendt på arbejde af utålmodige
entreprenører og af Forsvaret, der har brug for en hjælpende
hånd. Amagers nye bydel skal nemlig altid undersøges for
gammel ammunition, før der kan bygges. Og det er netop, hvad
dagens mission handler om.
Omringet af tre sonder, der sidder fastspændt på den gul-sorte
ramme, afsøger Kurt udgravningen, og ved den blå varevogn står
den unge Nicklas Færch og registrerer sondernes data på et
kort. Med kortet på plads sætter holdet slidte, røde
plastikpløkker der, hvor der er grund til at lede.
Holdets yngste mand, Christoffer Hansen, griber den røde
spade, mens Kurt træder ud af rammen og på vej til den første
røde pløk griber fat om metaldetektoren. Den bipper. »Grav
lige her, Chrisser,« siger han og nikker til Christoffer, der
stikker spaden i, men kun for at finde en sten. Mændene ryster
på hovedet og griner højlydt, imens Kurt kaster stenen efter
Nicklas.
»Vi joker derude, men lige så snart vi er ved noget, der kan
være farligt, så bliver vi seriøse igen. Vi kender hinanden så
godt efterhånden, og det bliver jo kedeligt, hvis vi ikke må
lave sjov. Vi er ikke andet end nogle store drenge,” siger
Kurt. Men han har oplevet alvoren. For han har fjernet
granater i både Irak, Bosnien og flere steder i Afrika, og der
var der ikke meget plads til sjov.
Ni plastikpløkker senere er der stadig kun dukket kedelige,
grå sten op af jorden.
“Det er jo lidt træls, hvis der kun er sten herude,” siger
Jørgen, der har 25 års erfaring som ammunitionsrydder, først
hos Forsvaret og nu hos Damasec. »Når vi finder noget, beviser
det jo, at vi kan, og at udstyret virker. Det gør selvfølgelig
også dagen lidt sjovere.«
Pludselig
giver
metaldetektoren
et
højere
udslag
end
tidligere. Christoffer går straks igang med at grave igen med
hårde og kraftige tag, og desto tættere på han kommer, desto
mere ivrig bliver metaldetektoren. Han smider jakken fra sig.
»Det bliver et motherfucker hul, det her!« siger han.
Alle fire mænd vender sig efter en af byggepladsens mange
gravemaskiner, og med få nik bliver det afgjort, at den må
gøre noget af arbejdet.
“Er det dér, den er, Kurt?”
Efter gravemaskinen har skrabet et stort lag jord af, stikker
Christoffer spaden tilbage i jorden. Han hopper på den en, to,
tre gange med de mudrede støvler. Med ét rammer spaden noget,
der lyder rigtigt, og han stopper midt i et spadestik.
»Uuuuha,« siger alle fire mænd, imens de smiler rundt til
hinanden med udspilede øjne.
Er det endnu en af de store magnetiske sten, der har drillet
hele dagen? Er det måske bare metalskrald? Eller ligger der en
granat gemt under jorden?
Det handler om fornemmelsen. »Når man har stukket spaden nok
gange i jorden, kan man mærke op gennem skaftet, om det er
sten eller metal,« fortæller Jørgen. Og så er det et spørgsmål
om trænede ører. Metal kradser mere end sten.
»Er det dér, den er, Kurt?« siger Nicklas ivrigt med et
drenget smil. Christoffer graver videre.
Der bliver stille,
kradse mod metal.
og
gennem
blæsten
kan
man
høre
spaden
Projektlederen for entreprenørfirmaet har fået færten af, at
der sker noget ovre ved hullet, og med Iphonen sat klar til
kamera, skynder han sig hen til holdet. »Hvad så? Jeg håber, I
finder noget. Det kan ikke passe, at jeg er den eneste på
kontoret, der ikke har en granat stående på skrivebordet,«
siger han.
Et våben lavet til krig
Christoffer slipper spaden og begynder at feje jorden væk med
de handskeklædte hænder.
»Yes sir! Sådan!« udbryder Kurt, da en buet sort overflade
titter frem under de rester af jord, spaden ikke helt har fået
med. Den buede overflade er ryggen på den granat, der med ét
forvandler rydderne fra bare at være mænd i neongult tøj, der
sparker til sten i jorden, til at være byggepladsens helte.
»Pissegodt gravet, Chrisser!« siger Nicklas, mens de to slår
knytnæverne mod hinanden.
Kurt lirker granaten fri fra jorden. Den ligner en patron, men
er på størrelse med en stor underarm og vejer 12 kilo. Det er
et våben lavet til krig, til at dræbe og til at ødelægge, og i
det øjeblik, den rammer sit mål, er det, der var der før,
uigenkaldeligt.
Det er som om, den ikke hører hjemme, som den nu ligger der på
en byggeplads på Vestamager, hvor moderne glasbygninger tager
flere og flere kvadratmeter.
Alligevel er de fire mænd ikke bange.
For de finder ro i deres erfaring og viden, som gør, at der på
trods af alvoren også er plads til sjov. De har nemlig gjort
deres forarbejde og ved, hvilke granater der før er fundet
under de moderne Ørestadsbygninger. Som tidligere soldater har
de alle set en granat sprænge, de har kastet den, og de ved
nøjagtigt, hvor langt man skal væk for at være uden for
livsfare. For som soldat er man vant til, at »det buldrer og
brager rundt om sig,« fortæller Jørgen.
Men hvis man ikke kender til granater, kan det være svært at
tro, at der ikke er noget at være bange for. Derfor er
Christoffers familie heller ikke så glade for hans arbejde.
»De forstår ikke rigtig, hvad jeg laver. De tror, jeg springer
i luften hver anden dag, men det gør jeg jo ikke,« fortæller
Christoffer. Og er der den mindste tvivl, tilkalder Damasecholdet Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste.
Men denne gang er der ikke grund til at være bange. For
granatens brandrør, som er den detonator, der udløser
eksplosionen, mangler. På dens plads sidder en blyprop, der
viser, at granaten er en ufarlig øvelsesgranat, Forsvaret
engang for mange år siden har skudt afsted over området, der
»Det der, det er en
1875’er, plus minus 10 år, vil jeg tro,« siger Kurt, som var
var
øvelsesterræn
han en arkæolog,
museumssamlingen.
i
næsten
der
lige
300
år.
havde
fundet
en
ny
del
til
Nicklas fjerner granaten fra jordbunden. »Jeg snupper lige El
granados,« siger han og griner. Med ryggen let bøjet går han
imod den blå varevogn i udkanten af byggepladsen. Inden
Christoffer og Kurt har fjernet de røde plastikpløkker, spaden
og den gule metaldetektor, har granaten allerede fundet plads
på ladet af varevognen. Nu skal den hjem til Damasec i
Ballerup
og
renses,
registreres
og
lovliggøres,
entreprenøren kan få den som trofæ til sit skrivebord.
så
Det er ikke sidste gang, de fire mænd i gule jakker må stille
rumudstyret op på Ørestad. Under den bløde jord ligger der
nemlig granater nok til de næste 100 år.
Af Anna Hjortsø, Stina Ørregaard Andersen og Amalie Louise Larsen
#09 FORSIDE
FOKUS
PANORAMA
VORES VERDEN
OM METIER
REDAKTION
TILMELD
NYHEDSBREV
Hjemvendt til et yndigt land
Efter 20 år i Israel er Jonna Madmoni vendt hjem til Danmark. Og ja. Det er uden tvivl et
yndigt land at vende hjem til, siger hun. Men det handler ligeså meget om Israel.
Af Anna Hjortsø, [email protected]
Like Sign Up to see what your friends like.
»Det land endnu er skønt, thi blå sig søen bælter, og løvet står så grønt,« lyder det i
Oehlenschlägers Der er et yndigt land. Når man spørger 46-årige Jonna Madmoni, om
Danmark er et yndigt land at vende hjem til, svarer hun med sikkerhed i stemmen »ja.«
Men ens opfattelse af Danmark som hjemvendt udlandsdansker afhænger af, hvor man
kommer tilbage fra, siger hun. Derfor er det med et slags dobbeltblik, hvor det handler
lige så meget om Israel som om Danmark, at hun genoplever sit rødhvide fødeland.
Leverpostej eller nærhed
I 1993 flyttede Jonna Madmoni som 24-årig til Israel med sin israelske mand og nyfødte
søn.
»Da jeg rejste, syntes jeg, Danmark var middelmådigt. Jeg var ved at kvæles i leverpostej.
Man kunne studere eller tage et job, og det hele var okay, men jeg følte egentlig ikke,
der var nogen mening. Det var bare gråt,« fortæller Jonna Madmoni.
Spiritualitet og en slags krydderi, der kunne sætte farver på tilværelsen, er ord, hun
prøvende bruger for at nærme sig, hvad det var, hun dengang manglede. Men et er helt
sikkert:
»Jeg længtes efter, at man turde gå tættere på hinanden. Mere nærhed. Jeg mødte det
til dels i København, men særligt når jeg var i udlandet,« fortæller Jonna Madmoni, der er
født og opvokset i Vestjylland.
I Israel, på en af sine rejser, mødte hun den mand, hun senere giftede sig med. Livet i
Israel havde den spontanitet, nærhed og spiritualitet, hun havde længtes efter.
»Jeg var solgt. Der var altid lige nogen, der åbnede en grill, tog et glas vin, og inden man
vidste af det, havde man danset,« husker hun tilbage.
Da hun havde født sin første søn i Danmark, besluttede hun sig for at flytte til Israel
permanent med sin mand.
converted by Web2PDFConvert.com
Ud på isen igen
For to år siden pakkede Jonna Madmoni 20 års liv i Israel ned i tre kufferter og 10
flyttekasser og flyttede tilbage til Danmark. Fire børn og to ægteskaber senere. Det føltes
som, da hun var barn og gik ud på Ringkøbing Fjord om vinteren – hun vidste ikke, om
det ville bære eller briste:
»Jeg var bange,« siger hun. »Jeg havde levet i en traditionel kvinderolle, hvor jeg i bund
og grund ikke havde forsørget mig selv med de job, jeg havde haft i løbet af årene. Og
jeg skulle starte et nyt liv med kun en tusse på lommen.«
Efter syv år i Israel, at Jonna Madmoni så småt begyndte at tænke på at vende hjem
Danmark igen.
»
Jeg kunne se, at mine veninder i Danmark havde
meget mere frihed, end jeg havde hjemme i Israel.
Det begyndte jeg at savne.
Jonna Madmoni
»Min hjerne var ved at blive som en rosin, så jeg besluttede mig for at begynde på
universitet,« siger hun.
Når Jonna Madmoni fortæller om sit liv, bliver det fortalt uden omsvøb. Man fornemmer
hurtigt, at hendes refleksioner afspejler stor livserfaring. Trangen til at stikke næsen i en
bog og ønsket om at gå på universitetet har også altid været der:
»Jeg kunne mærke, jeg længtes efter at snakke med folk om filosofiske spørgsmål, og
det kan man ikke i de ortodokse religiøse kredse, for så bliver folk nervøse.«
Hun blev indskrevet på Hebraisk som fjernstuderende på Københavns Universitet. Det
betød, at hun pludselig skulle til Danmark hvert halve år til eksaminer, og hun mødtes
med gamle bekendtskaber. Det medførte ikke kun muligheden for at udvide horisonten
intellektuelt, men også en fornyet bevidsthed om hendes eget liv som kvinde i Israel.
»Jeg kunne se, at mine veninder i Danmark havde meget mere frihed, end jeg havde
hjemme i Israel. Det begyndte jeg at savne,« siger Jonna Madmoni og giver et eksempel
på det noget anderledes mand-kvinde-forhold, der er i Israel:
»Jeg blev mindet om, hvor befriende det for eksempel var at kunne være ven med en
mand. Det kan man ikke i Israel, så ville der blive lagt noget seksuelt ind i det. Jeg levede
et forholdsvist ortodoks liv og havde accepteret den kvinderolle, som hører med.«
Men hun kunne ikke flytte tilbage til Danmark. Hun ville aldrig kunne få sin mand overtalt.
Så planerne hjemkomst kunne først realiseres, da hun for tre år siden blev skilt.
Ydmyghed og verdensmestre
Den danske mentalitet er meget lig den, som var der for 20 år siden, fortæller hun. Det
betyder, at hun oftest ved, hvordan hun skal gebærde sig. Men nogle gange kan hun
godt mærke, at hun har boet i et andet land i lang tid. Hun begyndte at arbejde som vikar
i hjemmeplejen, kort efter hun kom hjem og i frokostpausen spurgte, hvad de andre
egentlig fik i løn.
»Så kunne jeg med det samme godt se på mine kollegaers ansigtsudtryk, at det spørger
man jo ikke om,« siger hun og en høj latter følger efter. Kollegaerne tog det dog pænt,
men der er grundlæggende forskelle på danskere og israelere, bemærker hun.
Den ydmyghed vi har i Danmark kan jeg faktisk godt
»
lide, selvom mange har noget imod den.
Jonna Madmoni
Ofte bliver vi danskere italesat som et lukket folkefærd af både os selv og andre. I Israel
står naboerne foran dit hus med en kage i hånden en halv time efter, du er flyttet ind. De
kommer næste dag. Og næste dag igen, fortæller hun.
»Den åbenhed man har i Israel kunne selvfølgelig være for meget, men det er sundt at
turde træde hen mod hinanden. Før jeg tog til Israel turde jeg ikke, men nu smiler jeg
åbent til folk på gaden på en måde, som andre ikke gør. De synes, det er mærkeligt de
første to sekunder, men folk tager rigtig godt imod det. Det synes jeg, vi danskere skal
lære. Lad os nu være lidt mere sammen,« lyder opfordringen fra Jonna Madmoni.
Til gengæld er israelerne verdensmestre i alt, griner Jonna. »Den ydmyghed vi har i
Danmark kan jeg faktisk godt lide, selvom mange har noget imod den. I starten af min tid
i Israel holdt jeg mig tilbage, for alle de andre lød som eksperter i det, de talte om.«
I Danmark giver man mere plads til, at alle kan deltage i samtalen, mener hun. Og det
karaktertræk finder hun charmerende og værdsætter højt.
Et sikkert liv
Freden værdsætter Jonna Madmoni højt. Efter attentatet på Krudttønden og synagogen
på Krystalgade i februar gik politiet på usædvanlig manér rundt med maskingeværer over
skulderen:
»Nej, nej. Det skal jeg bare ikke have mere af,« tænkte Jonna Madmoni.
I modsætning til størstedelen af danskere har hun i Israel oplevet krig som en del af sin
dagligdag. Med sine fire børn boede hun i byen Ashkelon, der ligger nord for
Gazastriben, hvor der blev bombet dag og nat: »Jo længere væk, jeg er kommet fra krig,
jo oftere spørger jeg mig selv, hvordan jeg holdt ud at være i det,« siger hun. Når hun tog
bussen i Israel, kunne hun godt være ængstelig, når en af de mange soldater, stod tæt på
hende med skarpladte våben.
Jonna Madmoni føler sig også langt mere sikker i Danmark, når det kommer til hendes
økonomiske forhold.
»Jeg er ikke bange for at blive sulten. Det har jeg været i Israel,« siger hun og
understreger, at hun udmærket er klar over, at man sagtens kan risikere fattigdom i
Danmark, hvis man fx kommer på kontanthjælp.
Men det er nemmere at være enlig mor i Danmark, for hvis man kan arbejde, så kan man
klare sig, da ens indkomst kan suppleres af de sociale ydelser som børnebidrag og
boligsikring. Hun synes, det går godt for hende her to år efter sin ankomst. Hun læser nu
til social- og sundhedsassistent og bor med sine to yngste børn på Amager i København.
Et af de steder Jonna Madmoni ofte tager hen, efter hun er kommet hjem til Danmark, er Hundestrand på Amager. Havet
har altid betydet meget for hende: ”Når jeg er ved havet, tænker jeg på, hvordan vandet forbinder hele verden. At det er
det samme vand, der løber i Danmark som i Israel.”
Foto : Anna Hjortsø Schmidt
Tro
For enden af halskæden om Jonna Madmonis hals hænger en jødestjerne i sølv.
»Jeg har altid syntes syv forskellige ting, så religionen kunne på en eller anden måde –
det siger psykologerne også – gøre, at jeg kunne se bort fra flimmeret.«
»
Hvis jeg bare nævner, jeg er troende, så bliver folk
meget overraskede her. De siger det ikke direkte,
men jeg kan fornemme, at de tænker ‘Dig? Det
havde vi ikke troet.’
Jonna Madmoni
Hun påpeger, at netop i jødedommen er der regler for alt. I de første år i Israel
bevægede hun sig i ortodokse kredse, hvor hun ved at lære traditionerne, sproget og
skriften efter næsten fem år konverterede til jødedommen.
»Jeg er sådan bygget, at jeg tager den hele vejen,« siger hun. »Men mindre nu end
dengang.«
I Danmark lægger folk oftest ikke mærke til hendes jødestjerne:
»Hvis jeg bare nævner, jeg er troende, så bliver folk meget overraskede her. De siger det
ikke direkte, men jeg kan fornemme, at de tænker ‘Dig? Det havde vi ikke troet,’« siger
hun.
Selvom en stor procentdel af den danske befolkning enten tror på Gud eller et liv efter
døden, så er tro i Danmark en privat sag. Der er en opfattelse af, at man som religiøs ikke
er intelligent, men smånaiv, oplever hun.
Jonna Madmoni tror ikke mindre på Gud nu, end hun gjorde, da hun boede i Israel, men
troen lever mere i hendes tankeverden end i de jødiske ritualer. Grundtanken bag
reglerne er, at mennesket i sin egen spiritualitet ikke kan huske, at Gud eksisterer, så
»Jeg levede efter reglerne i mange år, men jeg har fået det sådan, at nu kan jeg godt
huske dem. Jeg har ikke behov for at vise min tro udadtil. Jeg er hel i min tro, og hel i mig
selv, jeg har lært ikke at flyde helt ud uden alle de regler,« siger hun. En ny måde at tro
på, skyldes nok også hendes oplevelser med det religiøse retssystem.
En kastet sko
I Israel er der et sekulært og et religiøst retssystem. Sidstnævnte tager sig af familiesager,
for eksempel ved skilsmisse. Da Jonna Madmoni skulle skilles, var det en opslidende
proces, der varede tre år. »I det sekulære retssystem er det barnets tarv, der bliver
varetaget ved en skilsmisse. Akkurat som i Danmark. I det religiøse vil jeg mene, det er
mandens tarv, der bliver varetaget,« konstaterer hun. De religiøse love tager ikke hensyn
til, at kvinder nu om dage lever et andet liv, end dengang kvinder gik derhjemme og
fødte børn, fortæller hun videre. De har desuden et ritual, der bekræfter skilsmissen:
Manden kaster en sko efter kvinden.
Jonna Madmoni oplevede undervejs i retssagen at blive mistænkeliggjort af et patriarkalsk
system. Hendes mands voksne søn påstod, at hun havde forsøgt at forføre ham.
»Det var ikke sandt, men det resulterede alligevel i, at det var meget svært at få retten
overbevidst om, at jeg skulle have børnepenge, som mine børn kunne leve af og
kompensation for de udgifter, jeg havde haft i løbet af mit 13 år lange ægteskab,« siger
hun.
»Jeg mistede respekten for de her mænd og det regelsæt, jeg havde levet efter i mange
år,« siger hun.
Da Jonna Madmonis hjemrejse mentalt begyndte for 15 år siden, skyldtes det først en
følelse af at gå glip af en frihed. Men hun følte i højere og højere grad, at hun blev direkte
undertrykt. Hun synes, det er rart at være kvinde i Danmark, hvor man bliver respekteret
på en helt anden måde end i Israel.
»For første gang i mit liv, kan jeg sige, at jeg forsøger mig selv. Det er for fedt! Jeg skal
ikke bede nogen andre end mig selv om noget,« udbryder hun og begge hænder ryger
begejstret i vejret.
© 2015 Metier, all rights reserved.
Konstruktiv journalistik
kan være svaret
Anna Hjortsø, [email protected]
stiske håndværk, mener de. Det må være op til den enkelte journalist at gøre op
med sig selv, om det, personen laver, er journalistik. For det er klart, at der er
nogle gråzoner, påpeger Karen Lumholt.
»Men jeg mener godt, at journalistik kan være meget underholdende, konstruktiv og kritisk på én gang. Kriteriet for, at det er journalistik er, at det er undersøgende på et sagligt grundlag,« understreger hun.
Politikere, medieforskere, erhvervsledere, ja, selv journalisterne, beklager sig over
journaliststanden: Den er utroværdig. Den jager konflikt og negativitet. Og den
har ikke tid til etik. Undersøgelser viser, at borgerne bedømmer journalisten til at
ligge længst nede på listen i troværdighed – kun underhalet af bilforhandleren,
politikeren og spindoktoren. Senest har kommunikationschef Mikkel Garver Nielsen provokerende efterspurgt en smiley-ordning for de danske medier og en
’Skravling-pris’ til året værste journalist. En debat om journalistisk kvalitet har rejst
sig. Nyhedsdirektør på DR Ulrik Haagerup lancerede i en kronik i 2008 betegnelsen ’Konstruktiv journalistik’ som et bud på en ny selvforståelse hos journalister.
Et godt spørgsmål
Konstruktiv journalistik rejser dog nogle gode spørgsmål til journalistikken, mener
Mark Ørsten.
»Det er et godt spørgsmål, hvorvidt og hvordan nyhedskriterierne, særligt
væsentlighedskriteriet, fungerer, som de skal i Danmark lige nu. Og det mener
jeg sådan set ikke, at de gør. Der er en tendens til, at journalister fortæller de
samme typer af historier igen og igen på tværs af medier og over tid,« mener han.
I udgangspunktet er der en begrænsning på, hvilke typer af problemstillinger,
journalister kan være med til at løse, mener Mark Ørsten.
Nu-går-verden-under-journalistik
Journalisterne Karen Lumholt og Lotte Rosdahl har for nylig dannet et forum for
konstruktiv journalistik: Danmarks bedste nyheder. Lotte Rosdahl mener, at journalistikken i dag formidler håbløshed.
»Vi journalister efterlader borgerne i et landskab af ruiner. Vi bruger ord som
’afgrundens rand’ og ’krise’. Vi afslører ’den og den minister’ i ikke at gøre sit
arbejde ordentligt. Vi er gode til at rive ned hele tiden,« siger hun. »Konstruktiv
journalistik handler om at bygge samfundet op ved at pege på løsninger. At
bygge mennesker op ved at skabe håb, tillid og forståelse. Når den enkelte samfundsborger får større personressourcer, får samfundet også større ressourcer,«
mener Lotte Rosdahl. Konstruktiv journalistik er en fællesbetegnelse, der dækker over tre journalistiske undergenrer. Den konstruktive journalistik, der peger
på løsninger, den problemløsende journalistik, der forfølger løsningerne og den
positive journalistik, der viser, at verden består af andet end problemer. Den
traditionelle journalistik skal ikke afløses af en form for fredsjournalistik, forklarer
Karen Lumholt. At arbejde konstruktivt som journalist betyder derfor heller ikke,
at man udelukkende bestræber sig på at skrive positive nyheder.
»Vi skal ikke ud og tegne et glansbillede af samfundet, som man gjorde i
Østeuropa. Vi skal også tage fat i det, der ikke fungerer, men ved at bygge op og
pege fremad. Man kan godt være kritisk i konstruktiv journalistik i form af at være
undersøgende. Det er ikke det samme som at vise mistillid,« siger Lotte Rosdahl.
Ambitionen er heller ikke, at konstruktive nyheder skal erstatte det nuværende
mediebillede, men fylde mere i det.
»Skyggesiden af det konstruktive er, at man ved at
postulere løsninger er med til at undertrykke de rigtige
konflikter. Der er jo sjældent én oplagt løsning på et
problem, for så havde man løst problemet«
- Mark Ørsten, medieforsker
Politisk korrekt Vækstfaktor
Lotte Rosdahl og Karen Lumholt fremhæver tv-programmerne By på skrump,
Luksusfælden og Vækstfaktor som eksempler på konstruktiv journalistik, fordi
de aktivt søger at finde løsninger på samfundsproblemer. Medieforsker på Roskilde Universitet Mark Ørsten er uenig. Tv-programmerne er ikke journalistik, men
derimod underholdning med en forholdsvis klar politisk dagsorden, mener han.
Vækstfaktor er et program udarbejdet på baggrund af en markedsøkonomisk
holdning om, at man ved at skabe økonomisk vækst i samfundet, kan arbejde sig
ud af finanskrisen. Så simpelt kan problematikken dog ikke fremsættes, mener
Mark Ørsten. Og det er netop risikoen, hvis journalister arbejder ud fra et mantra
om at skulle være konstruktive.
»Denne type nyheder bliver politisk korrekte nyheder, der understøtter det
politiske flertal. Programmet Vækstfaktor er netop et eksempel på, hvordan journalister kommer til at agere politisk, når de antager, at der findes et fælles problem,
som er defineret af nogen,« siger han. Denne holdning deler Lotte Rosdahl og
Karen Lumholt ikke. De omtalte programmer gør i høj grad brug af det journali-
Sektion 03
Vores Verden
Journaliststuderende til undervisning på Roskilde Universitet. Bør fremtidens journalister lære at lave konstruktive nyheder? Foto: Anna Hjortsø
Derfor er konstruktive nyheder ikke nødvendigvis det rigtige svar på den problemstilling, som journalistikken skal forholde sig til i dag.
»Skyggesiden af det konstruktive er, at man ved at postulere løsninger er
med til at undertrykke de rigtige konflikter. Der er jo sjældent én oplagt løsning på
et problem, for så havde man løst problemet,« siger han. Når der er problemer i
samfundet skyldes det ofte interessekonflikter. Et andet kritikpunkt man kan rejse i
forhold til den konstruktive journalistik, er, at den ser bort fra, at samfundet faktisk
består af samfundskonflikter.
»Hver gang man løser et problem, så gør man det på bekostning af nogle
menneskers ønsker om noget andet,« siger Mark Ørsten.
De klassiske dyder
At være konstruktiv indgår allerede i journalistfaget.
»Den klassiske journalistik har altid fungeret på den måde, at man peger på
nogle problemer og dermed også på løsninger. Det er en naturlig del af journalistikken,« fortæller Mark Ørsten. Det er netop den del af journalistikken, som journalisterne skal genfinde og dyrke mere, mener Lotte Rosdahl og Karen Lumholt.
»En konstruktiv nyhed ser helt almindelig ud,« siger Karen Lumholt. »Du skal
undersøge den kritisk på samme måde, som du undersøger en traditionel nyhed.
Forskellen er, at du undersøger tingene mere nuanceret. Du skal ikke opstille en
sort og hvid spiller, men tværtimod afslutte din artikel med en udgang, der peger
på mulige løsninger og samarbejdspartnere,« siger hun. Der er mange eksempler
på konstruktive nyheder i medierne i forvejen. Man ser dem i den ’bløde’ journalistik, som man finder i uge- og fagblade, hvor ikke kun det negative optager
spalteplads, forklarer Lotte Rosdahl. Problemet er, at denne form for journalistik
ikke har den samme status som mere ’hårde’ emner, såsom politik, erhverv og
økonomi. Karen Lumholt ønsker, at den konstruktive tilgang skal fylde mere, når de
såkaldt hårde emner behandles, og at den næste Cavlingpris går til en journalist,
som har lavet konstruktive nyheder.
Metier
Issue No. 04
Forår
2013
Journalister er negative. De jager sensation og konflikt frem for at bygge
samfundet op, lyder kritikken. Konstruktiv journalistik er et af budene på
en ny selvforståelse og kan være svaret på branchens problemer. Men
medieforsker er skeptisk
25
”For mig
handler det om,
at der ikke er
nogen, der skal
behandles
uretfærdigt, og
uligheden er
meget tydelig
på Nørrebro”
Når Enhedslistens Rosa Lund laver politik på
Christiansborg, har hun Nørrebro med sig. For her
er uligheden, som hun bekæmper, nem at få øje på.
AF ANNA HJORTSØ
FOTO: BRITT CHRISTENSEN
11
Rosa Lund
Født i 1986
Børne-, undervisnings- og familieordfører for
Enhedslisten
Opvokset og bor i dag på Nørrebro
Blev medlem af Enhedslisten i 2005
Formand for Danske Gymnasieelevers
Sammenslutning (DGS) 2006-07
Medlem af ledelsen i Socialistisk Ungdomsfront
(SUF) 2008-09
Talsmand for Kirkeasyl 2009
Statskundskab på Københavns Universitet 20094 år som pædagogmedhjælper i Murergården, daginstitution på Nørrebro
Folketingsmedlem i Københavns Storkreds 2011
10
D
et er ikke Nørrebro, man
umiddelbart tænker på, som
hun står der med sort kjole,
opsat rødt hår og klikkende
hæle på Christiansborgs sildebensparket under guldindfattede lamper. Her har den 26-årige Rosa
Lund siden sidste folketingvalg haft kontor
som børne-, undervisnings- og familieordfører for Enhedslisten. Men bydelen, hvor hun
er født og opvokset, er med i hendes hjerte,
når hun har sin daglige gang i det danske
folkestyre.
En Nørrebrosk retfærdighedssans
Rosa har altid boet på Nørrebro. Undtagelsen
var et halvt år i Nordvest, kun to kilometer
væk, før hun flyttede tilbage. Den københavnske bydel har i høj grad været med til at
forme hendes politiske holdninger.
- For mig handler det om, at der ikke er nogen, der skal behandles uretfærdigt. Der er
enormt stor ulighed, og det er i den grad på
Nørrebro, man har mærket, hvordan mennesker som Pia Kjærsgaard og Søren Espersen
har fået lov at bestemme i det her land.
Da Rosa som barn havde skolekammerater med hjem, var de fascinerede af, at hun
og hendes lillebror havde
hver deres værelse, mens
de selv delte værelse i
små lejligheder. Den sociale forskel oplevede hun
også i fire år i jobbet som
pædagogmedhjælper på
Nørrebro, og erfaringerne
herfra tager hun med i
sine ordførerposter.
- Det har lært mig, at der
ikke er lighed i vores samfund i dag. Der er en kæmpestor ulighed i Danmark,
og det er meget tydeligt på
Nørrebro, hvor familier
kommer fra så mange forskellige steder og lag. Der
er alt fra speltmoren, der
bor i en lækker ejerlejlighed ved Blågårds
Plads og en mor på førtidspension, som bor
i en meget lille lejelejlighed. Nogle børn får
læst højt hver dag og andre slet ikke. Det kan
man godt mærke på dem. Jeg synes, det er
vigtigt, at vi har gode daginstitutioner, så vi
kan sikre, at børnene får lige forudsætninger.
”
blå blok. Under valgkampen troede Liberal
Alliances Simon Emil Ammitzbøll for eksempel, at Rosa var handelsskoleelev.
- Jeg kan godt have en oplevelse af, at der er
nogen, der tænker, at ”Nu skal den der nye
unge generation af kvinder ikke bare komme
anstigende”. Jeg oplever tit, at det kan blive
brugt imod mig, i stedet for at det handler
om politiske argumenter. Når vi har debatter i Folketinget, så kan folk godt finde på at
sige, at jeg ikke har nogen erhvervserfaring
og ikke har prøvet den virkelige verden. Det
kan godt være, jeg ikke er ret gammel, men
jeg har ikke bare haft næsen nede i en bog.
De teoritunge bøger fra studiet i
Statskundskab, hvor hun begyndte i 2009,
har Rosa midlertidigt lagt på hylden.
I bokseringen med Bjarne
Lige nu er Rosas største udfordring den
politik, regeringen fører. Og den boksekamp
som det kræver af hende og partifællerne.
- Der er sindssygt mange penge at hente i
samfundet. Tillykke til Bjarne Corydon for
at have fået danskerne med på den løgn, at
der ikke er nogen penge. At prioritere skattelettelser til erhvervslivet i en krisetid, det er
da det dummeste, man kan gøre. Også fordi
det er meget få arbejdspladser, der kommer ud
af det. Venstrefløjen er
skredet så meget til højre,
at Socialdemokraterne
og SF har accepteret
alle borgerlige idéer.
Det har rykket alle til
højre – også den danske
befolkning.
Hvis Rosa vandt den
politiske boksekamp, er
hun udmærket klar over,
hvad
vinderpræmien
skulle bruges til: Sikre
praktikpladser til alle
der starter på teknisk
skole og mere undervisning på de videregående
uddannelser, så vi kan få verdens bedste folkeskolelærere og pædagoger.
- Det skal være muligt for alle at gennemføre
en uddannelse, uanset hvor mange penge ens
forældre tjener og uanset deres uddannelse.
Rosa selv kommer fra en familie, hvor faren er maskinmester og moren cand.mag.
I børnehaverne vil hun have en kvotient,
der bestemmer, at der må være højst seks
børn per voksen, så børnene får voksentid og
pædagogerne gode arbejdsforhold. Der er ingen kvotient nu. Hendes største politiske sejr
var, da hun fik et loft på 28 elever per klasse
på ungdomsuddannelserne.
- Det var det første, jeg fik igennem i
Folketinget. Jeg har kæmpet for det, lige
siden jeg startede i 1. g i 2003. I sidste års
finanslov fik vi også lavet en Ungepakke
sammen med regeringen for at bekæmpe
ungdomsarbejdsløsheden.
Der er en kæmpestor
ulighed i Danmark, og det
er meget tydeligt på Nørrebro. Der er alt fra speltmoren, der bor i en lækker
ejerlejlighed ved Blågårds
Plads og en mor på førtidspension, som bor i en
meget lille lejelejlighed
Ung kvinde på Borgen
Rosa er ikke meget for at kalde sit job som
politiker for en karriere. Hun er til stadighed
overvældet over, at hun får løn for det, hun
brænder for. Hun havde slet ikke forventet
at få sin daglige gang på Christiansborg, da
hun stillede op som suppleant. Men folket var historisk gavmilde med stemmer til
Enhedslisten i 2011, og hun fik derfor en af
partiets 12 pladser.
- Det har været meget overvældende, sjovt og
spændende. Jeg ved ikke, om det nogensinde
bliver rigtig hverdag. Der er ikke to dage, der
ligner hinanden.
På samme tid er hun meget skuffet over,
at det bliver brugt mod hende, at hun er ung
kvinde. Ofte af politiske modstandere fra
12
Rødt DNA
Politik er en del af Rosas DNA. Hun har været politisk aktiv, siden hun var 14 år gammel. I gymnasietiden var hun formand for
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
(DGS), hvor hun konstant kæmpede mod regeringens planer om nedskæringer.
Hun er bestemt ikke rosa i sine holdninger. De er knaldrøde som det krøllede hår.
- Jeg er hos Enhedslisten, fordi jeg er socialist. Hvis vi skal have mere lighed, er vi
nødt til at gøre op med nogle af de strukturer, der er i samfundet. Der er nogle ting, vi
er nødt til at lave grundlæggende om. Det
Socialdemokraterne gør lige nu, er, at de rykker nogle kommaer. Jeg synes, vi skal rykke
meget mere end bare kommaer.
Det er de rige i toppen af samfundet, der
har skabt krisen, og derfor må de betale regningen, mener hun.
- Det kan ikke være rigtigt, at det skal være
de offentligt ansatte, kontanthjælpsmodtagere og de studerende, der skal betale. Lad
”
Der er nogle ting, vi er nødt til
at lave grundlæggende om. Det
Socialdemokraterne gør lige nu, er, at
de rykker nogle kommaer. Jeg synes,
vi skal rykke meget mere end bare
kommaer
os lave en millionærskat! Lad os beskatte
Nordsøolien! Lad os beskatte de multinationale selskaber hårdere! Og lad os rulle de
skattelettelser tilbage, som den borgerlige regering lavede!
Det rosa oprør
Rosas politiske aktiviteter har ikke altid
holdt sig inden for lovens rammer. Efter
rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro i
2007 var hun med til at besætte en grund i
Nordvest og blev derfor anholdt af politiet.
Kirkeasyl, som Rosa har været talsmand for,
var et initiativ, der forsøgte at sikre asyl for
afviste irakiske asylansøgere. Asylansøgerne
havde i protest opholdt sig i Brorson Kirke på
Nørrebro og blev til sidst fjernet af politiet.
- Når der er mennesker, født og opvokset i
Danmark, der skal smides ud af landet, og
”
Christiansborg
ikke vil lytte,
så er man nødt
til at gøre noget for at råbe
dem op.
Rosa har tidligere sagt om
PFLP og Farc,
begge på EU og
USA’s liste over terrororganisationer, at de
var »eksempler på solidaritet med en legitim
og åbenlys frihedskamp«, selvom andre fra
Enhedslisten har taget afstand fra dem.
- Jeg støtter deres frihedskamp, men jeg
støtter ikke deres metoder. Man kan godt
adskille de to ting. Jeg støtter bestemt ikke
voldelige metoder. Det må aldrig gøre skade
på andre mennesker. Det står over alt andet.
Rosa
kunne
ikke forestille
sig at lave noget andet end
politik.
Hun er sikker på, at hun
altid vil være
politisk
aktiv, hvis ikke i
Enhedslisten, så i en interesseorganisation.
Men hun vil i fremtiden gerne gøre sin bachelor færdig, derfor tager hun efter sommerferien et kursus i International Politik.
Tillykke til Bjarne Corydon for at have fået
danskerne med på den løgn, at der ikke er
nogen penge. At prioritere skattelettelser til
erhvervslivet i en krisetid, det er da det dummeste, man kan gøre
- Jeg vil se, om det kan lade sig gøre at lave
finanslov og læse samtidig. Måske kan det
ikke lade sig gøre.
Det ved jeg kun, hvis jeg prøver.
13
Café-kaffe til de hjemløse
Af Anna Hjortsø (mailto:) 10. april 2013
!
"
(http://www.facebook.com/sharer.php?u=http://navisen.dk/blog/cafe-kaffe-til-dehjemlose/&t=Café-kaffe til de hjemløse)
(http://twitter.com/home?status=Café-kaffe til de hjemløse =>
http://navisen.dk/blog/cafe-kaffe-til-de-hjemlose/)
+
(https://plus.google.com/share?url=http://navisen.dk/blog/cafe-kaffe-til-de-hjemlose/)
$
(http://www.linkedin.com/shareArticle?mini=true&url=http://navisen.dk/blog/cafekaffe-til-de-hjemlose/&title=Café-kaffe til de hjemløse&summary=&source=NetAvisen)
ge%3A%20.%0AYou%20can%20read%20it%20on%3A%20http%3A%2F%2Fnavisen.dk%2Fblog%2Fcafe-
%
Du kan få stillet både den dårlige samvittighed og koffeintrangen, når du køber en
kop kaffe. Starbucks har indført en "Suspended Coffee"-ordning, hvor du kan købe
en ekstra kop kaffe til en hjemløs. I Danmark ser Baresso det som en mulighed, mens
Riccos Kaffebar afviser det totalt
(http://navisen.dk/wp-content/uploads/2013/04/Kaffenyeste.png)
Hjemløse-kaffe: Riccos Kaffebar afviser konceptet “Suspended Coffee”, mens Baresso er åben for idéen.
Foto: Nicoline Siebken Skandov
Den internationale kaffekæde Starbucks har indført en såkaldt “Suspended Coffee”-ordning i deres
kaffebar. Kunden kan vælge at betale for to kopper kaffe, drikke den ene og suspendere en gratis
varm kop kaffe indtil en frysende hjemløs kommer forbi. I Danmark er Baresso åben for idéen,
mens Riccos Kaffebar afviser.
Ricco afviser totalt
Riccos Kaffebar består af 12 barer over hele København. De vil på ingen måde indføre samme
ordning hos dem, siger Ricco Sørensen, grundlæggeren af kaffekæden.
– Det er ikke en vej, jeg har nogen som helst ambitioner om at gå. Det er et hult forsøg på social
tilstedeværelse fra Starbucks side. Det er let at sige, fordi de lægger ansvaret over på deres kunder
om at være socialt ansvarlige. Det ansvar kunne de tage på deres egne skuldre i stedet for at lægge
det over på deres gæster, siger han.
Det er klamt, når man involverer socialt udsatte grupper i markedsføringen
uden reelt at gøre noget
– Ricco Sørensen, grundlægger af Riccos Kaffebar
Det er ikke, fordi Riccos Kaffebar ikke vil støtte op om at hjælpe de socialt udsatte grupper.
– Vi laver en masse projekter med udsatte sociale grupper, og vi sponsorerer alt, hvad vi kan. Det
er bare ikke noget, vi reklamerer med. Det er noget, vi gør, da det ligger i vores virksomheds
genetik. For det andet skal det ikke være noget, en gæst pludselig skal påduttes. Jeg kan ikke se, at
det skal gøre godt for andet end markedsføring, siger Ricco Sørensen.
Baresso: Det er et sympatisk koncept
Baresso har serveret kaffe for danskerne siden 1999. Hos dem er tiltaget en mulighed, selvom de
ikke er langt i beslutningsprocessen.
– Det er en mulighed hos os, da det er et sympatisk projekt. Vi er opmærksomme på konceptet, og
vi evaluerer på det lige nu, da det skal tænkes godt igennem. Vi arbejder generelt med, hvordan
man kan bruge kaffen på at gøre noget godt for hinanden, så det er i god tråd med resten af vores
projekter, siger Sinne Fredslund Madsen, kommunikationsansvarlig hos Baresso.
Læs også: Kommune har ingen planer om hjemløse-kontakt
(http://navisen.dk/blog/kommune-har-ingen-planer-om-hjemlse-kontakt/)
Klamt tiltag uden substans
– Det er klamt, når man involverer socialt udsatte grupper i markedsføringen uden reelt at gøre
noget, mener Ricco Sørensen. Vi er ikke en stor virksomhed som Starbucks, men når man er det, så
bør man have et socialt engagement, som ligger meget dybere end “Suspended Coffee”. De kunne i
stedet sige: “På alle de kaffebarer, vi har i verden, så er der 50 kopper kaffe gratis til hjemløse om
dagen eller bygge 4 herberg i de storbyer, vi er i”. Det ville have en substans, siger han.
Læs også: Udenlandske hjemløse overladt til nattefrost
(http://navisen.dk/blog/udenlandske-hjemlse-overladt-til-nattefrost/)
Baresso-kunder bakker op
Baresso kan netop godt lide, at konceptet involverer kunden, og at kaffebaren er facilitator for den
gode gerning.
– Vi kan godt lide idéen om at involvere gæsten. Vi har projekter som foregår i både Afrika og Sydog mellemamerika. Så indtil videre har det været internationale projekter. Det er meget interessant
med det lokale og nære i “Suspended Coffee”-idéen, siger Sinne Fredslund Madsen.
Læs også: Hjemløse som byvandringsguider er et hit (http://navisen.dk/blog/hjemlsesom-byvandringsguider-er-et-hit/)
Og Baresso har fået god respons, når de har luftet idéen for kaffedrikkerne, fortæller hun.
– Rigtig mange af vores kunder på Facebook har gjort os opmærksom på konceptet. Der er mange,
der har tilkendegivet, at de synes, det er et godt projekt, så der er opbakning hos kunderne indtil
videre, siger hun.
& Hjemløs (http://navisen.dk/blog/tag/hjemls/), kaffe (http://navisen.dk/blog/tag/kaffe/)
Café-kaffe til de hjemløse added by Anna Hjortsø (http://navisen.dk/blog/author/anhjsc/) on 10. april 2013
View all posts by Anna Hjortsø → (http://navisen.dk/blog/author/anhjsc/)
DR’s nye tv-serie byder på sexet trekantsdrama
Af Anna Hjortsø (mailto:) 21. marts 2013
!
"
(http://www.facebook.com/sharer.php?u=http://navisen.dk/blog/drs-nye-store-tv-serieer-et-trekantsdrama/&t=DR’s nye tv-serie byder på sexet trekantsdrama)
(http://twitter.com/home?status=DR’s nye tv-serie byder på sexet trekantsdrama =>
http://navisen.dk/blog/drs-nye-store-tv-serie-er-et-trekantsdrama/)
(https://plus.google.com/share?url=http://navisen.dk/blog/drs-nye-store-tv-serie-er-ettrekantsdrama/)
(http://www.linkedin.com/shareArticle?mini=true&url=http://navisen.dk/blog/drs-nye$
store-tv-serie-er-et-trekantsdrama/&title=DR’s nye tv-serie byder på sexet
trekantsdrama&summary=&source=NetAvisen)
+
age%3A%20.%0AYou%20can%20read%20it%20on%3A%20http%3A%2F%2Fnavisen.dk%2Fblog%2Fdrs-
%
"1864" er titlen på DR's næste kæmpe tv-seriesatsning. Instruktør Ole Bornedal
kalder tv-serien for en ménage à trois. Rollelisten tæller op til 130 skuespillere og
over 6.000 statister
(http://navisen.dk/wp-content/uploads/2013/03/Skuespilholdet-bag-1864.jpg)
Skuespillerholdet bag “1864”. På 2. række yderst til højre ses Jens Frederik Sætter-Lassen. På 1. række fra højre er Jakob
Oftebro nr. 2 ved siden af Sarah Sofie Boussnina og Maria Tourell Søderberg. Foto: Anna Hjortsø
Selvom DR’s nye dramasatsning tager udgangspunkt i en af danmarkshistoriens vigtigste
begivenheder, Slaget ved Dybbøl i 1864, så er den spædet op med masser af sex og eksplosioner.
Det løftede DR sløret for på formiddagens pressemøde i Skuespilhuset. Den store dramasatsning,
“1864”, bliver sendt i efteråret 2014. Tv-serien er en ménage à trois (trekantsdrama, red.), fortalte
instruktør Ole Bornedal på pressemødet.
Trekantsdrama på Sydfyn
Brødrene Peter og Laust vokser op på Sydfyn i midten af 1800-tallet i et Danmark, der har vundet
den 1. Slesvigske Krig. Og så er der Inge, den smukke og kloge proprietærdatter. Begge brødre
bliver smaskforelsket i hende. Peter spilles af “Lærkevej”-skuespilleren Jens Frederik SætterLassen. Den norske Jakob Oftebro spiller broderen Laust og den skønne Inge spilles af Marie
Tourell Søderberg, som til sommer er at se i filmen “Spies & Glistrup”.
Brødrene Peter og Laust vokser op på Sydfyn i midten af 1800-tallet i et Danmark, der har vundet
den 1. Slesvigske Krig. Og så er der Inge, den smukke og kloge proprietærdatter. Begge brødre
bliver smaskforelsket i hende. Peter spilles af “Lærkevej”-skuespilleren Jens Frederik Sætter-
Lassen. Den norske Jakob Oftebro spiller broderen Laust og den skønne Inge spilles af Marie
Tourell Søderberg, som til sommer er at se i filmen “Spies & Glistrup”.
Spirende seksualitet
Tv-serien er frit baseret på Tom Buk-Swientys to populære bøger “Slagtebænk Dybbøl” og
“Dommedag Als”.
Læs også: Historisk drama vinder Berlingskes Bogpris
(http://www.b.dk/kultur/historisk-drama-vinder-berlingskes-bogpris)
– Verden er uskyldig, smuk, fuld af kærlighed, glæde og varm luft. Historien svinger mellem den
spirende følelse af kærlighed og intensitet til de værste eksplosioner og krig, jern og ild – som
Bismarck sagde, uddyber Ole Bornedal.
Brødrene tager til Dybbøl for at kæmpe i den 2. Slesvigske Krig mod Preussen og Østrig. En krig
Danmark som bekendt tabte i 1864. Inge tager efterfølgende af sted for at fortælle dem noget. Hvad
det er, må man endnu vente på, sagde Ole Bornedal smilende.
– Det handler om den spirende seksualitet og om slangen i det her paradis, som vi ved sex er, sagde
Ole Bornedal, hvilket affødte latter hos de tilstedeværende.
Det handler om den spirende seksualitet og om slangen i det her paradis,
som vi ved sex er
– Instruktør Ole Bornedal
Historien om de tre unge bliver fundet 150 år senere af den 17-årige Claudia i år 2014. Claudia
spilles af “Lærkevej”-skuespilleren Sarah Sofie Boussnina. Inge har heldigvis skrevet sin historie
ned i en dagbog, som den anarkistiske Claudia finder på et gods, hvor hun arbejder for en
gammelsur aristokratisk baron. Claudias storebror er død i krigen i Afghanistan, og der drages altså
i tv-serien en parallel mellem de slesvigske krige i 1800-tallet og den danske krigsdeltagelse i dag.
Læs også: 1864-krigen filmatiseres (http://www.b.dk/film/1864-krigen-filmatiseres)
“Borgen”-gengangere
Rollelisten tæller op til 130 skuespillere og over 6.000 statister. “Borgen”-skuespillere som Pilou
Asbæk, Søren Malling og Sidse Babett-Knudsen at finde på rollelisten. Derudover vil skuespillere
Zlatko Buric, Nicolas Bro, Waage Sandø, Henrik Prip og Rasmus Bjerg være at se i serien.
Læs også: Her er de 12 skuespillere der dominerer dansk film
(http://www.b.dk/kultur/her-er-de-12-skuespillere-der-dominerer-dansk-film)
173 millioner
– “1864” er en af de største filmog tv-produktioner til dags dato, sagde producer Peter Bose
begejstret.
Serien er enhver producers drøm. Han er sammen med Miso-kollegaen Jonas Allen producer bag
serien.
– Det er en usædvanlig logistisk film, forklarede Ole Bornedal.
Han glæder sig til, at det er overstået, og til at han kan fokusere på manuskript og skuespil.
Bombeeksperter er tilkaldt og 14 millioner er lagt til side til CGI-effekter, dvs. computerlavede
effekter.
Kulturministeriet bevilligede ekstraordinært 100 mio. kr. til en historisk tv-dramaserie i 2010, som
“1864” blev tildelt. Budgettet ligger endeligt på 173 millioner, og derfor er serien blevet forsinket i
forhold til den oprindelige plan. Men nu er alle pengene samlet ind.
Læs også: DR’s millionsatsning bliver ikke klar til jubilæum
(http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1848333/drs-million-satsning-bliver-ikkeklar-til-jubilaeum/)
Tv-serien bliver også til en spillefilm i starten af 2015.
Optagelserne starter d. 8. april og finder sted hovedsageligt på Fyn, men også i Tjekkiet.
TV: Hvert 5. industrijob flytter til udlandet
Af Nicoline Siebken Skandov (mailto:) 10. april 2013
!
"
(http://www.facebook.com/sharer.php?u=http://navisen.dk/blog/tv-industrijob-flyttertil-udlandet/&t=TV: Hvert 5. industrijob flytter til udlandet)
(http://twitter.com/home?status=TV: Hvert 5. industrijob flytter til udlandet =>
http://navisen.dk/blog/tv-industrijob-flytter-til-udlandet/)
(https://plus.google.com/share?url=http://navisen.dk/blog/tv-industrijob-flytter-tiludlandet/)
(http://www.linkedin.com/shareArticle?mini=true&url=http://navisen.dk/blog/tv$
industrijob-flytter-til-udlandet/&title=TV: Hvert 5. industrijob flytter til
udlandet&summary=&source=NetAvisen)
+
page%3A%20.%0AYou%20can%20read%20it%20on%3A%20http%3A%2F%2Fnavisen.dk%2Fblog%2Ftv-
%
Inden 2020 vil omkring 64.000 arbejdspladser i dansk industri være flyttet til
udlandet. I virksomheden SMB er man heller ikke sikker på, at man kan bevare
produktionen i Danmark
Af: Anna Hjortsø & Nicoline Siebken Skandov
Ulla Madsen har arbejdet i produktionen i SMB, Scandinavian Micro Biodevices, i snart fire år. På
hendes forrige arbejdsplads blev hun fyret, da virksomheden flyttede hendes job til udlandet. Men
nu er Ulla Madsens job igen i fare for at blive outsourcet. For SMB vokser stødt, og de 20
medarbejdere i Farum er snart for få til at holde trit med efterspørgslen. Derfor overvejer ledelsen
at flytte produktionen til Tyskland eller Sverige, hvor bl.a. lønforholdene er mere fordelagtige,
fortæller direktør Ole Kring.
Men Ulla Madsen er ikke den eneste, hvis fremtid er usikker. Omkring 64.000 job, hvilket svarer til
hver 5. arbejdsplads i industrien, vil være outsourcet til udlandet inden 2020. Det spår
konsulenthuset Boston Consulting Group.
Professor fra Copenhagen Business School Torben Pedersen bekræfter, at det er den vej
udviklingen går. Vil man bringe dette tal ned, handler det for virksomhederne om at opkvalificere
medarbejdere og finde ud af, hvor man bedst kan konkurrere med andre lande, mener Torben
Pedersen.
Der er nemlig fordele ved at holde produktion og udvikling tæt på hinanden, og i SMB satser Ole
Kring på initiativer, der kan holde produktionen i Farum.

Anna Hjortsø | Journaliststuderende på RUC

Transcription

Similar documents

Frihedskæmper-armbind - Vandel Bunker

Den introducerende artikel

Se programmet her.

Hjælp til de fordrevne

HENT SOM PDF - heidiroemersomjerespraktikant.dk

Modullitteratur til modul 2, hold SOB15 Sygepleje

Uge 31