Vurdering af IFRS 15 i forhold til software branchen - PURE
Transcription
Vurdering af IFRS 15 i forhold til software branchen - PURE
Cand.merc.aud 4. semester Kandidatafhandling Forfatter Alattin Simsek Vejleder Frank Thinggaard Antal anslag 141.267 (Godkendt af vejleder efter anmodning) Vurdering af IFRS 15 i forhold til software branchen ‒ de gældende IAS-regler vs. IFRS 15 Business and Social Sciences, Aarhus Universitet Marts 2015 Abstract The purpose of this thesis is to assess, whether IFRS 15 ‒ the new revenue recognition standard gives better information to the users of the financial statements. The assessment is based on the qualitative characteristics of the IASB's Conceptual Framework and a comparative analysis of the current IAS-regulation vs. IFRS 15, which will be illustrated with a practical application of the regulations on selfconstructed cases. The new standard is focused on recognizing revenue that depicts the transfer of promised goods and services ‒ so called performance obligations. In current standards, this wording is related to multiple element arrangements that represent complex accounting issues. The software industry is ideal in illustrating the effects of IFRS 15 as software products rarely are sold on a stand-alone basis. More often, the products are sold in a package, representing a multiple element arrangement. Due to lacking guidance in the current IFRSs many software companies have had to consider the guidance from US GAAP, when determining the appropriate accounting principles for software arrangements. The new standard outlines a single, comprehensive framework that will reduce the number of requirements to which an entity must refer. In this paper, it has been analyzed that the new standard allows to recognize revenue independent of whether other elements in the contracts are transferred at a different point in time. As a result, revenue recognition is sometimes accelerated compared to the current standard. Furthermore, IFRS 15 has an exception for allocation of discounts, where entire discounts relates to only one or more, but not all, elements in a contract. The results of the analysis proves, that this will affect the profit margins of each element in the contract and diminish the predictive value of the information depicted in the financial statements, while it more faithfully represents to which the discount in the contract belongs. Moreover the new standard has a more detailed way of dealing with arrangements which contain right of return. Although the outcome is not expected to be significantly different, the IFRS 15 requires the refund liability to be presented separately from the corresponding asset. Additionally the right of return is treated as a variable consideration, that has to be constrained only to the extent that it is "highly probable" that a significant reversal in the amount of cumulative revenue recognized will not occur. This is assessed to give more relevant information to users of the financial statements, while it conflicts with the notion of neutrality in the Conceptual Framework, because it introduces a downward bias into the estimates. In the software industry, in the context of a Software as a Service (SaaS) arrangement, the customers sometimes pay an non-refundable up-front fee in addition to the subscription fee. IFRS 15 has introduced the notion "material right" in deciding, whether this fee has to be considered as an option versus marketing offer. The current IFRS does not have a detailed guidance. However, it is not expected that the outcome in IFRS 15 will change the practice significantly, since the principles are consistent with IAS 18. On the basis of the analysis, it is assessed that IFRS 15 generally provides slightly more relevant and faithfully representative information to the users of financial statements. The new standard provides more detailed information compared to the current IFRS but are less detailed than the US GAAP. Therefore, the effects of IFRS 15 are also dependent on which extent software companies have applied US GAAP. Overall, except the analyzed differences in the practical application, allowing for management to exercise its judgments, the principles in the new standard are "old wine in new bottle" for IFRS issuers in the software industry. In other words, the new standard contains principles and rules, which are currently widely practiced by the software industry. Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING ................................................................................................................................................. 1 1.1 PROBLEMFORMULERING ..................................................................................................................................... 2 1.2 AFGRÆNSNING.................................................................................................................................................. 3 1.3 STRUKTUR OG METODE ....................................................................................................................................... 5 1.4 KILDEKRITIK ...................................................................................................................................................... 6 2. PRÆSENTATION AF SOFTWARE BRANCHEN ................................................................................................. 8 2.1 SOFTWARE PRODUKTER ...................................................................................................................................... 9 2.1.1 Standardsoftware ................................................................................................................................. 9 2.1.2 Specialdesignet software .................................................................................................................... 10 2.2 SUPPLERENDE PRODUKTER ................................................................................................................................ 10 3. DEN GÆLDENDE REGULERING FOR OMSÆTNING ....................................................................................... 12 3.1 IAS 18 ‒ OMSÆTNING ..................................................................................................................................... 13 3.1.1 Anvendelsesområde ........................................................................................................................... 13 3.1.2 Identifikation af transaktionen ........................................................................................................... 14 3.1.3 Indregning af salg af varer .................................................................................................................. 14 3.1.4 Indregning af levering af tjenesteydelser ........................................................................................... 15 3.1.5 Indregning af renter, royalties og udbytte ......................................................................................... 16 3.1.6 Måling af omsætning .......................................................................................................................... 16 3.2 IAS 11 ‒ ENTREPRISEKONTRAKTER ..................................................................................................................... 16 3.3 IFRIC 18 ‒ OVERDRAGELSE AF AKTIVER FRA KUNDER ............................................................................................. 18 3.4 ASC 605-25 OG ASC 985-605 ........................................................................................................................ 18 3.4.1 ASC 985-605 ‒ Software - Revenue Recognition ................................................................................ 19 3.4.2 ASC 605-25 ‒ Revenue Recognition - Multiple element arrangements ............................................. 20 3.5 DISKUSSION AF GÆLDENDE REGELSÆT FOR SOFTWARE BRANCHEN ............................................................................. 22 4. IFRS 15 - OMSÆTNING MED KUNDEKONTRAKTER ...................................................................................... 25 4.1 ANVENDELSESOMRÅDE ..................................................................................................................................... 25 4.2 INDREGNING AF OMSÆTNING ............................................................................................................................. 25 4.2.1 Trin 1: Identificering af kontrakt(er) med en kunde ........................................................................... 26 4.2.2 Trin 2: Identificering af separate performance obligations i kontrakten ........................................... 26 4.2.3 Trin 3: Bestemmelse af transaktionsprisen ........................................................................................ 28 4.2.4 Trin 4: Allokering af transaktionsprisen til de separate performance obligations ............................. 30 4.2.5 Trin 5: Indregning af omsætning når eller i takt med opfyldelse af en performance obligation ....... 31 5. KOMPARATIV ANALYSE AF OPSTILLEDE CASES ........................................................................................... 35 5.1 IDENTIFIKATION AF KONTRAKT ............................................................................................................................ 35 5.2 CASE A: ON-PREMISE STANDARDSOFTWARE KONTRAKT MED RABAT .......................................................................... 36 5.3 CASE B: SOFTWARE, POSTCONTRACT CUSTOMER SUPPORT OG INSTALLATION............................................................. 40 5.3.1 Scenarie B1: On-premise Standardsoftware ...................................................................................... 41 5.3.2 Scenarie B2: Specialdesignet software ............................................................................................... 46 5.4 CASE C: HARDWARE MED SOFTWARE OG REPARATIONSSERVICE ................................................................................ 49 5.4.1 Scenarie C1: Servicen er en assurance-type warranty ....................................................................... 50 5.4.2 Scenarie C2: Servicen er en service-type warranty ............................................................................ 51 5.4.3 Scenarie C3: Ret til returnering .......................................................................................................... 54 5.5 CASE D: ON-DEMAND SOFTWARE LICENS (SAAS) MED OPRETTELSESGEBYR (UP-FRONT FEE) ........................................... 56 6. VURDERING AF IFRS 15 ............................................................................................................................... 60 6.1 IASB'S KRITERIESÆT FOR BRUGBAR INFORMATION ................................................................................................. 60 6.1.1 Fundamentale kvalitative egenskaber ................................................................................................ 60 6.1.2 Styrkende kvalitative egenskaber ....................................................................................................... 61 6.2 VURDERING AF INFORMATIONSVÆRDIEN FOR REGNSKABSBRUGERNE.......................................................................... 62 7. KONKLUSION .............................................................................................................................................. 68 8. PERSPEKTIVERING ...................................................................................................................................... 71 9. LITTERATURLISTE ........................................................................................................................................ 72 1. Indledning Grundet udviklingen af den nye internationale begrebsramme og den stadig stigende kompleksitet med forandrede forretningstendenser, prøver de to ledende standardudstedende organer ‒ International Standards Board (IASB) samt Financial Accounting Standards Board (FASB) ‒ kontinuerligt at udbygge og forbedre de regler, der er mangelfulde eller særligt trænger til at blive opdateret (Steen, 2014, p. 1). I bestræbelserne på at forenkle og konvergere den finansielle rapportering under IFRS og US GAAP er mange af de tidligere internationale standarder (IAS'er) blevet udskiftet med de nye IFRS'er, hvor de regler der vedrører omsætning ‒ navnlig IAS 18 Omsætning, IAS 11 Entreprisekontrakter og relaterede fortolkninger ‒ ikke er nogen undtagelse. Omsætning er utvivlsomt en væsentlig indikator for enhver virksomheds finansielle stilling, da den vedrører indtægter fra virksomhedens ordinære aktivitet og har dermed en afgørende betydning på resultatet i regnskabet. Dette medfører et naturligt behov for en omhyggelig behandling af transaktioner for salg af varer og services. De gældende regler er bl.a. blevet kritiseret for at have en begrænset vejledning, der resulterer i uensartet behandling af transaktioner med økonomisk ens karakteristika, hvilket forringer interessenternes mulighed for at sammenligne regnskaber. Ifølge IASB har formålet derfor været at reducere disse svagheder og uoverensstemmelser. I den anledning har IASB og FASB siden 2002 arbejdet på et fællesprojekt til en ny standard, der blev udmøntet i et discussion paper i 2008. Dette blev efterfulgt af et exposure draft i 2010 og året efter ligeledes et revideret exposure draft, inden den længeventede færdige udgave IFRS 15 Omsætning fra kundekontrakter blev udgivet d. 28. maj 2014. (IFRS 15.IN4-6) I modsætning til IASB og FASB's udmeldinger om projektets formål, har der også været rejst kritik af en række fagfolk. Kritikere mente, at IAS 18 ikke fejlede noget og at projektet snarere var drevet af konvergenspolitikken mellem IASB og FASB. Det har nemlig en symbolsk betydning ‒ i kraft af dens væsentlige indvirkning på regnskabet ‒ at kunne nå til enighed omkring omsætningsprojektet. (Bloomberg, 2013) Uagtet hvad det grundlæggende formål måtte være, har IASB og FASB angiveligt taget initiativet til dette projekt, for at give regnskabsbrugerne mere relevant in- Side 1 af 74 formation og et bedre sammenligningsgrundlag, således de kan få et mere retvisende billede af virksomhedernes finansielle stilling, Med nye regler, kommer der dog også nye udfordringer. Det er ikke altid nemt at forudse alle konsekvenserne, ligesom forskellige brancher vil blive påvirket på hver sin måde ‒ nogen mere end andre. Den nye standard vil erstatte alle de nuværende branchespecifikke vejledninger. Virksomheder, der opererer med simple produkter og services, vil ikke mærke en særlig forskel, mens virksomheder med komplicerede produktsammensætninger kan opleve vanskeligheder ved at implementere den principbaserede IFRS 15. Grundet den begrænsede vejledning til behandling af multi-element kontrakter i de gældende IFRS regler, har virksomheder i nogle brancher været nødsaget til at referere dele af deres indregningsprincipper til US GAAP og dermed udviklet deres egne regnskabspraksis. (IFRS 15.BC2) Med udgangspunkt i ovenstående, vil der i denne afhandling tages afsæt i software branchen. Branchen anses for værende ideel til at uddybe og eksemplificere de udfordringer, der kan gøre sig gældende ved en omstilling fra de gældende regler til den nye standard IFRS 15 særligt i forhold til behandling af multi-element kontrakter. Ligeledes anses branchen for værende et interessant og aktuelt emne på grund af den stadig voksende anvendelse af software services blandt mange virksomheder. I takt med den digitale revolution er software ikke længere kun et produkt, som udbydes af deciderede software virksomheder. Flere hardware virksomheder har øget deres indsats på software området. Ligeledes er mere traditionelle virksomheder, som f.eks. tøjproducenter, begyndt at digitalisere deres produkter og services for at skabe merværdi for deres kunder. Tendensen bekræfter softwarens væsentlige rolle for en voksende andel af virksomheder, der på en eller anden måde udbyder en software-løsning, som samtidig med udstedelsen af IFRS 15 må indrette sig efter de regnskabsmæssige påvirkninger, der vil gælde for software branchen. (Pwc Software, 2014, p. 3) 1.1 Problemformulering På baggrund af indledningen bør man udlede, at IFRS 15 vil medføre ændringer, der vil kunne påvirke den regnskabsmæssige behandling af omsætning. I den anledning er det interessant at analysere konsekvenserne for virksomhederne i software branchen og vurdere hensigtsmæssigheden af disse ændringer i henhold til IASB's begrebsramme om relevant og troværdig information. I overensstemmelse Side 2 af 74 hermed er der formuleret følgende hovedspørgsmål, der vil søges at blive besvaret i denne afhandling: Hvordan vil IFRS 15 påvirke regnskabet for virksomheder indenfor software branchen og hvorvidt vil den give større informationsværdi til regnskabsbrugerne? Undersøgelsessspørgsmål: 1. Hvilke produkter sælges der i software branchen? 2. Hvordan måles og indregnes omsætning i software branchen ved anvendelse af henholdsvis de gældende regler vs. IFRS 15? 3. Hvordan behandles multi-element kontrakter i henholdsvis de gældende regler vs. IFRS 15? 4. Hvad er de regnskabsmæssige effekter af IFRS 15 på software branchen? 5. Hvilke ligheder og forskelle er der henholdsvis i de gældende regler vs. IFRS 15? 6. Hvorvidt vil IFRS 15 give mere nyttig information til regnskabsbrugerne? 1.2 Afgrænsning Afhandlingens hovedteori beror på den endelige udgave af omsætningsprojektet, IFRS 15. De tidligere udstedte dokumenter, som discussion paper, exposure draft og revideret exposure draft, vil ikke blive berørt. Dette begrundes med, at ændringerne i mellem hver udgivet dokument til omsætningsprojektet er emnet og problemstillingen uvedkommende. Gennemgangen af standarden vil være begrænset til at dække hovedproblemstillingen i opgaven. Ved behandling af den gældende regulering i omsætning, vil de relaterede fortolkninger ‒ IFRIC 13 kundeloyalitetsprogrammer, IFRIC 15 aftaler om opgørelse af fast ejendom, og SIC-31 omsætning - byttehandler vedr. reklameydelser ‒ ikke specifikt blive gennemgået. De vil udelukkende blive nævnt i det omfang, det kan anvendes som fortolkningsbidrag. Desuden antages læseren at have indgående kendskab til IAS 11, hvorfor det til standarden relaterede afsnit vil indeholde en diskussion af standardens anvendelighed på software branchen frem for en gengivelse af dens indhold. Side 3 af 74 Den danske regulering af omsætning, som har hjemmel i årsregnskabsloven (ÅRL) ‒ vil heller ikke blive behandlet, idet de internationale standarder alligevel fungerer som fortolkningsbidrag til ÅRL. Ligeledes afgrænses der fra de skatteog momsretlige problemstillinger, da disse betragtes som værende et selvstændigt problemfelt. Behandling og analyse af entreprisekontrakter vil være baseret på hovedprincipperne i det gældende og nye regelsæt. Således vil de forskellige metoder til at opgøre færdiggørelsesgraden ikke blive demonstreret, grundet afhandlingens begrænsning. Alle casevirksomheder, der vil blive anvendt, antages at aflægge regnskab under IFRS, uanset hvad de i virkeligheden måtte gør. Med andre ord er virksomhederne og deres produkter fiktive, selvom der vil blive anvendt velkendte brands for at lette forståelsen. Casene vil være begrænset til de software produkter, der vil blive introduceret i kapitel 2, hvor software branchen præsenteres. I den sammenhæng vil salgs- og brugsbaserede royalties (franchise licenser) ikke blive behandlet. Således fokuseres der udelukkende på omsætning, der opstår som følge af retsforholdet mellem en sælger og slutkunde, selvom salgs- og brugsbaserede royalties kan have en vis relevans ift. software branchen ‒ eksempelvis i tilfælde, hvor en virksomhed bruger en anden virksomheds teknologi til at fremstille et produkt. For at illustrere de regnskabsmæssige effekter, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt, at estimere en værdi. I de tilfælde, hvor regelsættet kræver en værdiansættelse eller opgørelse baseret på bestemte metoder, vil der ikke fremgå beregning af disse værdier, da afhandlingen ikke har til formål at værdiansætte. Værdierne vil i stedet blive opgivet med den antagelse, at de er konsistente med principperne i de pågældende værdiansættelses-/opgørelsesmetoder. I sammenhæng med afhandlingens problemformulering, vil vurderingen af den nye standards informationsværdi blive foretaget med udgangspunkt i regnskabsbrugernes synsvinkel, hvorfor der afgrænses fra en vurdering baseret på den regnskabsaflæggende virksomheds synsvinkel. Således vil der heller ikke blive foretaget en vurdering af de omkostninger, der vil være forbundet med at implementere den nye standard, selvom omkostningerne også indirekte kan påvirke informationsværdien for regnskabsbrugerne. Side 4 af 74 Ovenstående afgrænsning er ikke nødvendigvis fyldestgørende. Der vil i nærværende afhandling kunne dukke forhold op, som vil blive afgrænset løbende. 1.3 Struktur og metode I denne afhandling vil der blive anvendt en retsdogmatisk metode til redegørelse af regnskabsreguleringerne og en case-baseret komparativ metode til at analysere effekterne af IFRS 15, hvorefter der på denne baggrund vil foretages en vurdering af IFRS 15 i forhold til informationsværdien for regnskabsbrugerne. Der vil således deduceres viden fra helheden ‒ de gældende IAS-regler og IFRS 15 ‒ til at afklare, hvad der gælder i enkelte tilfælde ‒ software branchen. Derved vil man opnå en forståelse af helheden til at foretage en vurdering af den nye standard IFRS 15. Foruden indledning og problemformulering vil afhandlingen i Kapitel 2 indlede med en præsentation af software branchens udvikling og dens særlige karakteristika. Præsentationen vil munde ud i en opsummering/afgrænsning af de hyppigste produkter, der bliver udbudt i branchen, idet casene i Kapitel 5 vil blive udformet med udgangspunkt i branchens produkter. De udvalgte software produkter, der vil blive gennemgået i dette kapitel, forventes at repræsentere de mest centrale ændringer i relation til software branchen, eftersom enhver af de introducerede produkttyper kan falde ind under IAS 18's tredelte gruppering af transaktionstyper ‒ henholdsvis salg af varer, salg af tjenesteydelser og andres benyttelse af virksomhedens aktiver. Samtidig vil en af de introducerede produkttyper kunne komme indenfor anvendelsesområdet for IAS 11. Således vurderes produkterne, at være tilstrækkelige i forhold til at dække den gældende regulering for omsætning, som udgør sammenligningsgrundlaget for den komparative analyse, der sammen med de kvalitative karakteristika i IASB's begrebsramme vil danne grundlaget for vurderingen af IFRS 15 ift. software branchen Ved at tage udgangspunkt i den gældende ret for omsætning vil der i Kapitel 3 blive anvendt en retsdogmatisk metode til beskrivelse, systematisering og fortolkning af indholdet i såvel den gældende ret. Fremlæggelsen af reguleringen medtages for at synkronisere forfatterens og læserens kendskab til fagområdet samtidigt med, at den vil involvere nødvendige diskussioner af de regelsæt, som anvendes af software branchen. Denne juridiske tilgangsvinkel anses for værende hensigts- Side 5 af 74 mæssig, idet den kan anvendes til at udlede den gældende ret for omsætning. (Blume, 2006, p.142) I Kapitel 4 vil indholdet i den nye standard, IFRS 15 blive redegjort, da dette ligeledes danner grundlaget for den komparative analyse i det efterfølgende kapitel. I Kapitel 5 vil der blive anvendt en komparative metode til at analysere effekterne af IFRS 15. Der vil i den forbindelse blive opstillet cases med henblik på at foretage en praktisk anvendelse af såvel det gældende og nye regelsæt for omsætning. Fokus vil være på software branchen, hvilket vil sige, at det er de ændringer der vedrører software branchen, der vil blive analyseret. Dermed ikke sagt, at nogle af ændringerne ikke også kan påvirke øvrige brancher. Datagrundlaget til analysen vil bl.a. være inspireret af de illustrative eksempler i IFRS 15, som simultant vil afprøves ved at anvende den gældende regulering for omsætning. Øvrige cases vil nærmere blive udviklet således, at de kan illustrere effekterne af de nye koncepter i IFRS 15, dvs. de vil udformes ved at fortolke og deducere principperne i IFRS 15. Eventuelle konflikter og tvetydigheder vil blive imødekommet ved at bringe anskuelser fra de internationale standarder i fortrin frem for mine egne fortolkninger. Ved afslutningen af hver case/scenarie vil de identificerede ligheder og forskelle opsummeres. Forinden selve vurderingen af IFRS 15 foretages, vil de kvalitative kriterier for nyttig information i IASB's begrebsramme blive gennemgået i Kapitel 6. Dette vil sikre, at den efterfølgende vurdering i selvsamme kapitel, vil blive foretaget med en mere acceptabel videnskabelig kvalitet, idet den vil baseres på et fagligt grundlag. Med andre ord, har denne fremgangsmåde til hensigt at forbedre validiteten af vurderingen, ved ikke at lade den udelukkende være baseret på den komparative analyse, idet den i sig selv kan medføre en risiko for at overdrive vigtigheden af visse irrelevante aspekter. I Kapitel 7 vil de væsentligste betragtninger opsummeres, og der vil på baggrund af de foretagne analyser og vurderinger afslutningsvis blive konkluderet på, hvorvidt IFRS 15 giver regnskabsbrugerne en større informationsværdi. 1.4 Kildekritik Afhandlingens primære kilder består af IASB's begrebsramme, regnskabsreguleringen fra IASB og FASB ‒ herunder Agenda papers fra Joint Transition Resource Group og fortolkningsdokumenter fra IFRIC. Disse kilder betragtes som væSide 6 af 74 rende objektive og troværdige, idet de udarbejdes af organer, der i regnskabsmæssig sammenhæng, kan sidestilles med lovgivende myndigheder. De sekundære kilder er baseret på artikler, internetsider, publikationer, regnskabsmanualer mv., som kan være præget af personlige holdninger, interesser og fortolkninger. Publikationer og regnskabsmanualer vurderes dog at have en rimelig pålidelighed, idet de er udarbejdet af fagorganisationer. Til gengæld kan artikler og internetsider indeholde mindre valide informationer, som vil blive behandlet varsomt. Derfor vil der foretages en selektiv udvælgelse af indholdet på de kilder der har en ringe grad af troværdighed, og de vil kun medtages i det omfang, det harmonerer med de primære kilder. Side 7 af 74 2. Præsentation af software branchen I de efterfølgende årtier efter anden verdenskrig begyndte virksomheder i stigende omfang at anvende computere til at behandle data i forbindelse med deres erhverv. Dette var begyndelsen på udviklingen af computer branchen, hvor hardwareproducenterne samtidigt producerede software. Software var med andre ord en naturlig del af disse computermaskiner, og de blev betragtet som én enhed. I takt med den udbredte anvendelse af computere i 1960'erne, steg efterspørgslen efter brugerdefinerede programmer. Dette resulterede i, at den førende hardwareproducent IBM i 1969 besluttede sig for at separere angivelsen af omkostningerne for software og hardware, hvilket forårsagede dannelsen af den nye branche, software branchen. Virksomheder i denne branche, begyndte at sælge software til hardwarebrugerne. Det var også i denne sammenhæng, softwaren blev copyrightbeskyttet og udtrykket proprietary software opstod, dvs. software der er navnebeskyttet. (McGee, 1985, p. 97) Med den stigende anvendelse af software, samt dens voksende betydning, begyndte virksomhederne efterhånden at udarbejde regler for, hvordan man regnskabsmæssigt skulle behandle software. Det var også i denne anledning det blev væsentligt at få fastlagt begrebet software, som ikke har en generel accepteret definition. Internal Revenue Service definerede computer software som: "Alle programmer og rutiner, der er anvendt til at få en computer til at udføre en/flere opgave(r)..." (McGee, 1985, p. 99) Forskellige domstole og statslige lovgivere har også defineret og endda foretaget en gruppering af begrebet, ved at skelne mellem henholdsvis system- og applikation software. Førstnævnte anses for værende fundamental for at hardware kan fungere, dvs. et styresystem som f.eks. Microsoft Windows eller Mac, mens sidstnævnte er det man i daglig tale kalder for programmer, som fungere ovenpå disse styresystemer. (McGee, 1985, p. 99) Denne digitale udvikling har været accelererende i de senere år, hvilket har forårsaget, at virksomheder i adskillelige brancher, ikke kan nøjes med at fokusere på ét enkelt segment. Et stigende antal af virksomheder er begyndt at udbyde produkter, som falder ind under software begrebet. Tendensen har gjort grænsen mellem software, hardware og services mere uklar end nogensinde. Dette bekræftes også af PwC's europæiske software leder Pierre Marty, som har hævdet følgende: Side 8 af 74 "Hvad vil det egentlig sige at være en software virksomhed i dag? Det er der ingen der rigtig ved." (Pwc Software, 2014, p. 9) Software branchen er altså efterhånden blevet til en kompliceret størrelse, der er vanskelig at afgrænse. Grundlæggende består branchen af software-, hardware- og servicevirksomheder, men også traditionelle industrivirksomheder, som f.eks. tøjog bilproducenter er kommet til, hvilket er med til at udfordre de klassiske virksomhedsbetegnelser. (Pwc Software, 2014, pp. 8-9) Den seneste nye trend i branchen er salg af SaaS (Software as a Service), hvilket er levering af applikationer over internettet ‒ også kaldt webbaseret software, ondemand software, hosting software, cloud-computing mm. (Salesforce, 2014). 2.1 Software produkter Denne afhandling vil grundlæggende skelne mellem to slags software produkter, henholdsvis standard- og specialdesignet software. Når en virksomhed sælger et standardsoftware produkt foregår det enten i form af en licens- eller abonnementsaftale. Ren IT-teknisk baserer abonnementsaftalen sig også på en licens, men dette er underordnet i forhold til den regnskabsmæssige behandling. Specialdesignet software produkter tildeles (assignment) kunden, hvilket vil sige, at der sker en absolut overdragelse af den immaterielle ejendomsret, som svarer til et reelt salg. (Classen, 1996, p. 4) 2.1.1 Standardsoftware Standardsoftware produkter sælges oftest med en licens. Licens er et begreb, der stammer fra det latinske 'licere' og betyder 'at tillade' (Gull & Wehrmann, 2009, p. 278). Når en virksomhed sælger et standardsoftware produkt, er der således tale om et salg af en tilladelse til at bruge software produktet, som grundlæggende er en intellektuel ejendomsrettighed. En software licens er en retlig aftale, der specificerer betingelserne for brug af en applikation og definerer rettighederne for licensgiveren og slutforbrugeren (UNCG.com, 2014). Standardsoftware kan både sælges med en on-premise-, OEM (Original Equipment Manufacturer)- eller on-demand licens. On-premise software installeres på en server indenfor den købende virksomheds fysiske omgivelser. Der findes adskillelige former for on-premise licenser. I denne afhandling vil off-the-shelf software blive anvendt som et eksempel på on-premise Side 9 af 74 software, da det vurderes, at resultaterne herfra kan overføres til andre on-premise licenstyper, som ikke vil blive behandlet. Off-the-shelf er et software produkt taget 'ud af hylden' i en detailvirksomhed. Det kan ligeledes være hentet ned via en internetforbindelse og efterfølgende installeret på køberens hardware-enhed, selvom varen ikke decideret er taget ud af en fysisk hylde, idet hylden blot kan betragtes som værende visuel ved online handel. Ved salg af off-the-shelf software, sker der som regel ikke en forhandling af licenskontrakten, idet den er baseret på en End User License Agreement (EULA), som specificerer betingelserne for anvendelse af software produktet. Kunden kan acceptere kontraktbetingelserne ved at skrive under, interaktivt at klikke 'accept' af betingelser ved installering (clickwrap licensing) eller ved at bryde plomben (shrink-wrap licensing) (WhatIs, 2008). On-premise software kan både have en vedvarende- og tidsbegrænset licens, men afhandlingen vil afgrænse sig til at behandle on-premise software produkter, der har en vedvarende licens. OEM licens er fast forbundet med et hardware eller software komponent og kan udelukkende købes sammen med det forbundne element. Med andre ord er OEM et pre-installateret software produkt, som følger med ved køb af f.eks. en computer. OEM licensen er ligeledes baseret på en EULA. On-demand software, er installeret på licensgiverens eller en tredjeparts server. Herfra har licenstageren adgang til licensgiverens intellektuelle ejendomsret. Licens-/brugeraftalen er tidsbegrænset (Licensing Law Blog, 2014). I denne afhandling vil salg af SaaS produkter repræsentere on-demand software. (Gull & Wehrmann, 2009, p. 280) 2.1.2 Specialdesignet software Ved salg af specialdesignet software overdrages den intellektuelle ejendomsret til køber og forekommer i de situationer, hvor software produktet enten er produceret, tilpasset eller modificeret til kundens unikke behov. Kontrakten er som regel individuelt forhandlet. (Softwarecontracts.net, 2008) 2.2 Supplerende produkter Software produkter sælges sjældent alene. Oftest kombineres de med en række support- og serviceydelser, hvorved der opstår en multi-element kontrakt. Grundlæggende skelnes der mellem Postcontract Customer Support (PCS) og andre serSide 10 af 74 vices. PCS er eftersalgssupport, der giver kunden ret til at modtage services, uspecificerede opgraderinger og telefonisk support. (ASC 985-605-20) Herudover udbyder en software virksomhed en række andre serviceydelser, som f.eks. træning, installation, rådgivning og lignende. (ASC 985-605-25-76) Side 11 af 74 3. Den gældende regulering for omsætning IFRS har to hovedstandarder, der regulerer indregning af omsætning, henholdsvis IAS 18 omsætning og IAS 11 entreprisekontrakter. Disse vil blive gennemgået nedenfor. Siden IFRS ikke har udarbejdet en specifik vejledning til indregning af omsætning for software produkter, gælder IAS 18 og 11's overordnede principbaserede koncept ligeledes for software branchen. Imidlertid gør den unikke sammensætning af software produkter det vanskeligt at anvende de overordnede principper i IFRS, hvorfor det sommetider er passende for virksomheder at benytte sig af de specifikke vejledninger i US GAAP, som fortolkningsbidrag (IFRS 15.BC2). Dette er i øvrigt også i overensstemmelse med IAS 8 Anvendt regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og fejl, der råder til anvendelse af anden regnskabsrelevant litteratur og anerkendt praksis for branchen, i det omfang IASB's standarder og fortolkningsbidrag er utilstrækkelige på bestemte transaktioner eller andre begivenheder eller forhold (IAS 8.10-12). Derfor bør man udtømme mulighederne indenfor IASB regi, førend man bevæger sig over på andre standardudstederes regelsæt. I sammenhæng med IAS 8, kan man analogt anvende IFRIC 18 Overdragelse af aktiver fra kunder på problemstillingen omkring separation af multi-element kontrakter, idet IAS 18 og IAS 11 har en begrænset vejledning på dette felt. (RR, 2015, nr. 1) Derfor vil IFRIC 18 også blive gennemgået og diskuteret i dette kapitel. På samme måde som ovenstående analogislutning med IFRIC 18, kunne man søge vejledning i andre IAS-standarder, hvor IAS 18, IAS 11 og de relaterede fortolkninger kommer til kort. Da software er et immateriel aktiv, kunne det være hensigtsmæssigt at finde ud af, hvorvidt der er vejledning og fortolkning at hente fra IAS 38 Immaterielle aktiver. IAS 38 behandler indregning af immaterielle aktiver fra købers synsvinkel og fremhæver, at standarden ikke finder anvendelse på: "immaterielle aktiver, som besiddes af virksomheden med henblik på salg som led i det normale forretningsforløb (jf. IAS 2 varebeholdninger og IAS 11 Entreprisekontrakter)" (IAS 38.3(a)) På trods af denne formulering, kan der med passende forbehold argumenteres for at anvende IAS 38, såfremt denne har indikationer, der vejleder til løsning af konkrete problemstillinger. IAS 38 eller andre IAS'er, der kunne give et fortolkningsSide 12 af 74 grundlag, vil dog ikke blive gennemgået i indeværende kapitel, da kun en meget begrænset del af disse, anses for at være relevant i relation til afhandlingens emne. De vil kun blive anvendt i konkrete scenarier i analysedelen af opgaven, såfremt de bliver anset for at kunne bidrage til at anlægge et skøn. Eksempelvis nævnes der i IAS 38.4 følgende: "Eksempelvis er computersoftware til en computerstyret maskine, som ikke kan fungere uden denne konkrete software, en integreret del af den tilknyttede hardware og behandles regnskabsmæssigt som et materielt anlægsaktiv", hvilket er en detaljeret og brugbar vejledning for software branchen, som hverken fremgår af IAS 18, IAS 11 eller deres relaterede fortolkninger. I det omfang den gældende regulering for omsætning er utilstrækkelig indenfor IASB-regi, er der også mulighed for at hente fortolkning fra andre standardudstedere. I denne henseende vil indholdet i FASB's Accounting Standards Codification (ASC) 605-25, Revenue Recognition - Multiple Element Arrangements og ASC 985-605 Software Revenue Recognition også blive gennemgået. Dette understøttes bl.a. af SAP's årsrapport, der aflægges under IFRS. SAP har i afsnittet for anvendt regnskabspraksis i sin årsrapport nævnt, at selskabet anvender ASC 985605, hvor det er relevant og i overensstemmelse med IAS 8 (SAP, 2013, p. 173). 3.1 IAS 18 ‒ Omsætning IAS 18 er den nuværende internationale standard, der regulerer indregning af omsætning. Overordnet set er der to nøgleord, der er styrende for, hvorvidt omsætning skal indregnes. For at omsætning skal indregnes, skal det således være sandsynligt at fremtidige økonomiske fordele vil tilgå virksomheden samtidig med, at disse fordele skal kunne måles pålideligt, hvilket fremgår af formålsafsnittet i IAS 18. 3.1.1 Anvendelsesområde Inden man anvender standarden, bør man vide, hvilke typer af transaktioner og begivenheder, den er omfattet af, da fremgangsmåden for indregning afhænger af transaktionstypen. IAS 18 behandler omsætning, der stammer fra følgende typer af transaktioner og begivenheder: Side 13 af 74 salg af varer, der består af varer produceret af virksomheden med henblik på salg eller købt med videresalg for øje levering af tjenesteydelser, som almindeligvis omfatter en kontraktlig aftale, der skal udføres over en aftalt tidsperiode andres anvendelse af virksomhedens aktiver mod vederlag i form af renter, udbytte og royalties, hvor sidstnævnte kan relateres til software licenser. (IAS 18.1-5) 3.1.2 Identifikation af transaktionen Hovedreglen i IAS 18 er, at indregningskriterierne skal anvendes på hver enkelt transaktion, medmindre en opdeling af en transaktions separate identificerbare elementer vil afspejle indholdet mere korrekt. Med andre ord vedrører undtagelsen den situation, hvor det er nødvendigt at splitte op, for at afspejle den reelle substans i transaktionen. Det kan være i en situation, hvor der ud fra et produkts salgspris, kan identificeres et beløb for en efterfølgende service, hvorefter beløbet må udskydes og indregnes i omsætning, når levering finder sted. (IAS 18.13) IAS 18 definerer ikke, hvad der skal forstås ved et identificerbar beløb. PwC's vurdering er, at det er købers synsvinkel, der er afgørende for om der er ét eller flere elementer i kontrakten (Pwc Manual, 2014, 9.132). Som tidligere nævnt, er det i software branchen en sædvane, at der bliver indgået aftaler bestående af flere produkter og services i én kontrakt. Derfor skal hver komponent indregnes efter typen af de nævnte klassifikationer i nærværende afsnit 3.1.2, men separation af software komponenter er en kompliceret opgave. I øvrigt er der i IAS 18 ikke givet en definition på multi-element kontrakter, hvorfor det er nødvendigt at hente fortolkningsbidrag fra US GAAP, der har udarbejdet ASC 605-25 for multi-element kontrakter. Dette vil blive gennemgået i afsnit 3.4. 3.1.3 Indregning af salg af varer Indregning af omsætning for salg af varer foregår efter faktureringsmetoden, der også kaldes for salgsmetoden. Det betyder, at indtægter indregnes i resultatopgørelsen ved leveringstidspunktet, dvs. når sælger har færdigudført sit arbejde. IAS 18.14 opstiller følgende betingelser, som skal opfyldes, før man kan indregne omsætning fra varesalg: Side 14 af 74 a) Ejendomsretten og de dertil tilknyttede væsentlige risici og afkast er overført fra sælger til køber b) Sælger er ikke længere ledelsesmæssigt involveret i varerne og har ikke kontrol over dem på en måde, som kan forbindes med ejerskab c) Salgsbeløbet kan måles pålideligt d) Det er sandsynligt, at virksomheden vil få de økonomiske fordele, der er tilknyttet med transaktionen e) Omkostninger, som er afholdt eller vil blive afholdt i forbindelse med transaktionen, kan måles pålideligt I relation til software branchen, kan der være kontrakter, hvor licensgiver og licenstager aftaler et fast engangsbeløb eller en uopsigelig kontrakt, hvor produktet ikke kan refunderes. I denne typer af kontrakter, har licensgiveren ikke tilbageværende pligter overfor licenstageren, hvorfor der reelt er tale om et salg. Derfor indregnes omsætning på leveringstidspunktet. (IAS 18.IE20) Dette vil typisk gælde for standardsoftware produkter, der sælges med en vedvarende licens, f.eks. offthe shelf software. 3.1.4 Indregning af levering af tjenesteydelser I modsætning til salg af varer, indregnes levering af tjenesteydelser i henhold til produktionskriteriet, der tager udgangspunkt i transaktionens færdiggørelsesgrad. Omsætning indregnes i takt med, levering finder sted. Dette er i øvrigt i overensstemmelse med kravene i IAS 11, som vil blive gennemgået i afsnit 3.2. Grundlæggende kræves der, at transaktionens udfald skal kunne skønnes pålideligt og dette antages for værende opfyldt, når betingelserne (c), (d) og (e) fra forrige afsnit 3.1.3 er opfyldte, samt når transaktionens færdiggørelsesgrad kan måles pålideligt på balancedagen. Hvis færdiggørelsesgraden ikke kan opgøres med rimelig sikkerhed, før kontrakten afsluttes, bør omsætning kun indregnes i det omfang, de allerede indregnede omkostninger kan genindvindes (IAS 18.26). I tilknytning til software branchen, vil denne regnskabsmæssige behandling være velegnet til behandling af Postcontract Customer Support (PCS) og andre services, hvor beløbene indregnes i takt med de leveres. Produkter med en begrænset licensperiode, vil ligeledes kunne indregnes efter denne kategori, som f.eks. SaaS aftaler. Side 15 af 74 3.1.5 Indregning af renter, royalties og udbytte Da afhandlingens fokus er på software branchen, fravælges en redegørelse for renter og udbytte, hvorfor kun regler i relation til royalties vil blive belyst. Royalties er det vederlag, der betales af køber, for at kunne anvende sælgers aktiv. I forhold til software branchen, vil vederlaget typisk være i form af et licensbeløb og aktivet et softwareprodukt. Grundlæggende indregnes royalties efter periodiseringsprincippet i overensstemmelse med indholdet i den givne aftale, såfremt betingelserne (c) og (d) fra afsnit 3.1.3 er opfyldte. Et eksempel på betingelse (d) kan opstå i de situationer, hvor modtagelsen af licensen afhænger af en fremtidig begivenhed. I disse tilfælde skal omsætning kun indregnes, hvis det er sandsynligt, at licensbeløbet forbundet med transaktionen vil tilgå virksomheden. Licens, der betales for at anvende en virksomheds aktiv, bør indregnes i overensstemmelse med den reelle substans i kontrakten. Således vil kontraktvilkårene være afgørende. Praktisk set kan dette foregå lineært over aftalens løbetid, f.eks. i tilfælde af en virksomhed bruger en anden virksomheds teknologi i en bestemt tidsperioden. (IAS 18.IE20). Dette kunne være aktuelt for tidsbegrænsede licenser, som SaaS. 3.1.6 Måling af omsætning Såfremt betingelserne for indregning af omsætning er opfyldte, skal omsætning ifølge IAS 18.9 måles til dagsværdien af det modtagne eller tilgodehavende vederlag minus eventuelle forhandler- og mængderabatter, herunder kontantrabatter. 3.2 IAS 11 ‒ Entreprisekontrakter IAS 11 regulerer den regnskabsmæssige behandling af entreprisekontrakter. Grænsen mellem IAS 18.4 levering af tjenesteydelser og IAS 11 entreprisekontrakter er ikke knivskarp, idet levering af tjenesteydelser defineres mere eller mindre på samme måde. Forskellen ligger i, at IAS 11 har en mere konkret definition i forhold til IAS 18.4, der er mere overordnet. Mens der for definitionen af levering af tjenesteydelser fremgår følgende ordlyd: "omfatter normalt virksomhedens udførelse af en kontraktlig aftalt opgave over en aftalt periode", Side 16 af 74 specificeres der i IAS 11.3 med at, kontrakten skal være individuelt forhandlet i forhold at skabe et eller flere aktiver. Det er derfor heller ikke overraskende, at kontrakter med tjenesteydelser, som er direkte forbundet med opførelsen af et aktiv, er omfattet af entreprisekontrakter efter denne standard (IAS 11.5(a)). Hvorvidt man skal anvende IAS 11 frem for IAS 18.4, afhænger umiddelbart heller ikke af kontraktens tidshorisont, da der yderligere fremgår af definitionen på levering af tjenesteydelser, at "tjenesteydelsen kan leveres over et eller flere regnskabsår", hvilket også gælder for IAS 11, da det netop fremgår af formålsafsnittet i standarden, at "...hvor entreprisekontrakten påbegyndes, og det tidspunkt, hvor aktiviteten afsluttes, sædvanligvis falder i forskellige regnskabsår" (IAS 11). I standarden angives der eksempler for, hvornår der kan være tale om "opførelse, anlæg eller bygning af et enkelt aktiv". Heriblandt nævnes bro, bygning, dæmning, rørledning, vej, et skib eller en tunnel. Det er vanskeligt at sidestille nogle af disse eksempler med software produkter. Derimod kunne man eventuelt relatere ordlyden "bygning af et enkelt aktiv" med 'udvikling af et software produkt'. Desuden kan man af ordlyden "en individuel forhandlet kontrakt" i IAS 11.3 udlede, at der skal være tale om en kontrakt, der er individuelt tilpasset, modificeret og målrettet til den enkelte kunde, hvilket harmonerer med softwarevirksomhedernes udvikling af kundetilpasset software. Selvom det ikke fremgår nogen steder i IAS 11, skal produkttilpasningen yderligere være af signifikant karakter. Dette tolkes ud fra IFRIC 15, der omhandler kontrakter om opførelse af ejendomme, hvor det ligeledes vurderes, at denne fortolkningsbidrag kan anvendes analogt på software branchen, når der udvikles en specialdesignet software. Derfor vil en softwarekontrakt indregnes efter IAS 11, såfremt kunden har mulighed for, i betydelig grad, at specificere de strukturelle designelementer (Pwc Manual, 2014, 9.281) (IFRIC D21.9(a)). Modsætningsvis vil den indregnes efter IAS 18, hvis der er tale om en simpel tilpasning, hvor køber har en begrænset indflydelse på designet, dvs. hvor sælger eksempelvis tilbyder en række tilpasningsalternativer, der ikke kan modificeres af kunden. Side 17 af 74 3.3 IFRIC 18 ‒ Overdragelse af aktiver fra kunder IFRIC 18 foreskriver følgende indikationer på tilslutning af kunden til et netværk er en separat identificerbar tjenesteydelse: a) en servicetilslutning leveres til kunden og repræsenterer en selvstændig værdi for denne kunde, b) servicetilslutningens dagsværdi kan måles pålideligt (IFRIC 18.15) Disse kriterier vil blive diskuteret i afsnit 3.5 i sammenhæng med separations- og allokeringskriterierne i US GAAP, som vil blive redegjort i det følgende. 3.4 ASC 605-25 og ASC 985-605 I løbet af 2009 har FASB kodificeret de daværende US GAAP til det nybehandlede format kaldet "Accounting Standards Codification". Som følge af denne proces, blev den første software branchespecifikke guidance, SOP 97-2 og dens tilknyttede dokumenter på indregning af omsætning for software- og softwarerelaterede produkter fra 1997, kodificeret i ASC 985-605. Derefter blev ASC 985-605 opdateret med ASU 2009-14 i sammenhæng med Emerging Issues Task Force (EITF) Issue 09-3, der ekskluderede software, der fungerer sammen med nonsoftware leveringer til at fremkalde den essentielle funktion af det materielle gode fra ASC 985-605's anvendelsesområde. (Deloitte, 2011, p. 3) Sideløbende blev ASC 605-25 opdateret med ASU 2009-13 i sammenhæng med EITF Issue 08-1 og trådte i kraft efter den 15. juni 2010. Den væsentligste ændring, angående separationskriterierne vedrører ophørelsen af kravet om, at der skal eksistere et objektivt og pålideligt bevis af dagsværdien for de ikke-leverede komponenter i en multi-element kontrakt. Herudover er allokeringsreglerne også blevet mindre restriktive med introduktionen af relative selling price method, der tillader anvendelsen af best estimate of the selling price i tilfælde af, der hverken eksisterer en Vendor-Specific Objective Evidence (VSOE) eller Third-Price Evidence (TPE) af dagsværdien. Man er således gået fra den såkaldte estimated fair value approach til en sales-based approach. (Journal Of Accountancy, 2010) ASC 605-25 regulerer behandling af multi-element kontrakter og omfatter alle leveringer indenfor enhver branche på nær bestemte transaktioner, omfattet af en anden specifik regulering, f.eks. ASC 985-605 Software - Revenue Recognition. Derfor bør virksomheder, der opererer indenfor software branchen starte med at Side 18 af 74 bruge den software branchespecifikke vejledning ASC 985-605, da denne både vejleder til separation af regnskabsenheder og allokering af vederlaget. 3.4.1 ASC 985-605 ‒ Software - Revenue Recognition ASC 985-605 er anvendelig til transaktioner, der involverer licensaftaler, salg, leasing eller på en anden vis markedsføring af computer software og dennes tilhørende elementer (ASC 985-605-15-3a). Regelsættet er ligeledes anvendelig på hostingaftaler og salg af service, som indeholder eller udnytter software, når softwareindholdet er mere end accessorisk til tjenesteydelsen, og tjenesteydelsen er essentiel for funktionaliteten af softwaren. Det forudsætter dog, at betingelserne i 985-605-55-121 er opfyldte, hvilket sjældent opfyldes for langt de fleste SaaS produkter (RR, 2015, nr. 2). Dette beror på, at kunden sjældent har ret til at besidde softwaren i de fleste SaaS aftaler. Derfor vil SaaS produkter i denne afhandling behandles efter ASC 605-25, i det omfang IAS 18 er utilstrækkelig. Hvis aftalen omfatter levering af software, der enten alene eller sammen med andre varer eller tjenesteydelser kræver signifikant produktion, modifikation eller tilpasning af softwaren, skal hele aftalen indregnes i overensstemmelse med reglerne i ASC 605-35 Constructions contracts (ASC 985-605-15-3(e)). ASC 605-35 vil dog ikke blive anvendt i denne afhandling, da der findes en tilsvarende standard til indregning af software i IFRS-regi, når aftalen kan sidestilles med en entreprisekontrakt efter IAS 11. Udenfor ASC 985-605's anvendelsesområde findes aftaler, hvori software er accessorisk til varer og tjenesteydelser ‒ dvs. når software er det sekundære element. Det kunne eksempelvis være et køleskab der har et digitalt display, der viser temperaturen. Software komponenter til et materielt gode er ligeledes udenfor ASC 985-605's anvendelsesområde, når software- og nonsoftware komponenter til det materielle gode arbejder sammen om at fremkalde den essentielle funktionalitet af det materielle gode. (ASC 985-605-15-4) ASC 985-605 har ikke en specifik definition på software- og softwarerelaterede komponenter, udover de eksempler der er opstillet i ASC 985-605-15-3 pkt. a. I simple transaktioner, der udelukkende består af software, er der oftest ikke nogen tvivl om, at hele transaktionen hører under ASC 985-605. Ved mere komplicerede transaktioner, der både indeholder software og et materielt gode, er det vanskeligere at fastsætte, hvilken standard hele eller dele af de pågældende komponenter Side 19 af 74 hører under. For at løse denne problemstilling, skal virksomheden tage stilling til, hvorvidt software og softwarerelaterede komponenter indeholder software, der er mere end accessorisk til varerne og tjenesteydelserne i aftalen. I tilfælde af at softwaren ikke er mere end accessorisk, er transaktionen som helhed udenfor ASC 985-605's anvendelsesområde, således software- og softwarerelaterede komponenter behandles som nonsoftware elementer. Hvis softwaren havde været mere end accessorisk, ville de software-relaterede komponenter være indenfor ASC 985-605's anvendelsesområde, medmindre de ikke bliver fanget af de oplistede udeladelser i ASC 985-605-15-4, som beskrevet foroven. ASC 985-605 kræver separation af en multi-element kontrakt, såfremt der er en VSOE af dagsværdien på henholdsvis de leverede- og ikke-leverede elementer. I sammenhæng med den foretagne separation, skal vederlaget allokeres til de forskellige elementer baseret på VSOE af dagsværdien, uanset de opgivne priser i kontrakten for de pågældende elementer. VSOE af dagsværdien er begrænset til at blive indhentet på følgende vis: a) Den opkrævede pris når det samme element er solgt separat b) For elementer der ikke sælges separat, skal ledelsen med den relevante myndighed fastsætte prisen. (ASC 985-605-25-6) 3.4.2 ASC 605-25 ‒ Revenue Recognition - Multiple element arrangements Efter den regnskabsaflæggende virksomhed har fundet ud af anvendelsesområdet for en aftale og derigennem fastlagt de leveringer som værende ikke underlagt en anden ASC regulering, skal den anvende separationskriterierne i ASC 605-25-255, der skelner mellem leverede- og ikke-leverede produkter. ASC 605-25-25-5 opfatter en levering som en separat regnskabsenhed, såfremt begge af nedenstående to betingelser er opfyldte: 1) De(t) leverede element(er) har stand-alone værdi(er) for kunden. Det har de, såfremt (a) det leverede er solgt separat af en sælger eller (b) kunden kan videresælge elementet på stand-alone basis 2) Hvis aftalen indeholder en generel ret til returnering af det leverede element, skal levering eller udøvelse af de ikke-leverede elementer være sandsynligt og i væsentlig grad indenfor sælgers kontrol (ASC 605-25-25-5) Side 20 af 74 Ved betingelse 1, pkt. (a) skal man overveje, hvorvidt enten virksomheden selv eller en anden virksomhed sælger produktet på stand-alone basis. Der behøves ikke at være tale om et identisk brand eller model. Et substituerende produkt, der opfylder det samme behov for kunden, er også tilstrækkelig for, at "solgt separat" kan opfyldes. Der er desuden ingen krav om at forholde sig udelukkende til sælgers egne produkter, hvorfor vurderingen også kan baseres på konkurrenternes produkter. Ved pkt. (b) skal man betragte, hvorvidt sælger kan være i stand til at konkludere, købers mulighed for et øjeblikkeligt videresalg af det leverede produkt til en pris, der i væsentlig grad dækker det vederlag, der er betalt til sælgeren. I denne forbindelse er der intet krav til et observerbart sekundært marked, manglen af sådan ét bør dog give anledning til omtanke, da nytteværdien for kunden også kan være en tilstrækkelig indikator for tilstedeværelsen af en selvstændig værdi på betingelse af, at kunden ikke er afhængig af flere leveringer. (EY, 2014, nr. 1, p. 37) Betingelse 2 tolkes således, at hvis det leverede kan returneres, skal det være sandsynligt, at de resterende leverancer vil blive udført. I modsat fald vil det leverede- og ikke-leverede produkt ikke hænge sammen som én regnskabsenhed. Med "sælgers kontrol" menes, at det i al væsentlighed skal være sælgeren, der kan afgøre, om det ikke-leverede produkt skal leveres, dvs. i tilfælde af kundens returnering af det leverede produkt, skal kunden ikke samtidig have mulighed for at annullere den ikke-leverede part. Efter separationsprocessen skal den regnskabsaflæggende virksomhed allokere vederlaget efter den relative salgspris metode. Virksomheden skal således for hver regnskabsenhed fastlægge salgsprisen efter følgende dagsværdihierarki (ASC 605-25-30-2): 1. Vendor-Specific Objective Evidence (VSOE), der er den virksomhedsspecifikke pris, som er begrænset til at blive hentet på samme måde, som i ASC 985-605, jf. forrige afsnit 3.4.1 (ASC 605-25-30-6A) 2. Third-Party Evidence (TPE), der både kan være sælgers og en konkurrents salgspris for substituerende produkter i et stand-alone salg til en samme type af kunde (ASC 605-25-30-6B) 3. Vendor's best estimate of the selling price (ESP), der skal være i overensstemmelse med bestemmelse af VSOE af dagsværdien. Med andre ord er Side 21 af 74 prisen den, som sælger ville opkræve, hvis vedkommende regelmæssigt solgte produktet på stand-alone basis. Sælgeren kan både inddrage virksomheds- og markedsspecifikke faktorer i sit estimat (ASC 605-25-30-6C) De ovenstående salgspriser skal anvendes på de respektive regnskabsenheder uanset den pris, der fremgår i kontrakten. En virksomhed, der således fremstiller en vare eller tjenesteydelse for værende gratis, er ikke repræsentativ for dagsværdien. (ASC 605-25-30-7) 3.5 Diskussion af gældende regelsæt for software branchen På baggrund af den gennemgåede teori i de foregående afsnit, vil der i det følgende foretages en diskussion af de forskellige standarder og vejledninger fra henholdsvis IFRS og US GAAP. Formålet er at give det bedste bud på, hvordan indregning og måling af omsætning foregår efter de gældende regler i IFRS ift. software branchen. Ud fra det gennemgåede, bør man udlede, at IFRIC 18 er det tætteste IFRS kommer på US GAAP i forhold til separation af regnskabsenheder. Det er også den mest detaljerede separationsvejledning, der eksisterer i de gældende IFRS regler. Det er væsentligt at bemærke, at IFRIC 18 er udgivet i januar 2009, dvs. inden ASC 605-25 blev lempet med ASU 2009-13 i oktober 2009. Dette er nævneværdigt, idet separationskriterierne i IFRIC 18 minder i det væsentligste om separationskriterierne i den gamle ASC 605-25 (EITF Issue 00-21). Derfor er IFRIC 18 sandsynligvis inspireret af den gamle og mere restriktive ASC 605-25, der krævede et objektivt og pålideligt bevis af dagsværdien for de ikke-leverede elementer, for at kunne behandle dem som separate regnskabsenheder. På tilsvarende måde kræver IFRIC 18 en pålidelig måling af dagsværdien uden at definere dagsværdi begrebet. På baggrund af denne formodning, bør man være forbeholdende med at anvende reglerne i IFRIC 18 i relation til software produkter, da de formodentlig er baseret på de gamle og mere restriktive regler i US GAAP. Det vurderes ligeledes, at det er en større fordel at anvende de nye og mildere separationsregler i US GAAP, da standardudstederen anses for værende den førende til at udstede branchespecifik vejledning, der forholder sig til konkrete problemstillinger vedrørende separation af regnskabsenheder og allokering af vederlag. Dette hænger også sammen med den anvendte praksis i software branchen, hvor der i indledningen til dette kapitel blev henvist til SAP's årsrapport. Rapporten aflægges efter gældende Side 22 af 74 regler i IFRS, men ifølge SAP's anvendte regnskabspraksis bruges ASC 985-605, hvor det er relevant og i overensstemmelse med IAS 8. SAP nævner ikke eksplicit, hvorvidt selskabet anvender den generelle multi-element vejledning ASC 60525, men dette er heller ikke nødvendigt. Når man anvender ASC 985-605, kan man også implicit anvende ASC 605-25, da de to standarder interagere med hinanden, som beskrevet i afsnit 3.4. Fravalget af IFRIC 18 kan yderligere begrundes med, at IFRIC 18 i forvejen ikke er et softwarerelateret dokument, men blot den tætteste analogislutning man kan hente fra de gældende regler i IFRS. Ydermere forklarer IFRIC 18 ikke, hvad der skal forstås ved den selvstændige værdi i modsætning til ASC 605-25. IFRIC 18 har heller ikke en holdning til aftaler, der består af en generel ret til returnering, hvilket givetvis hænger sammen med, at IFRIC 18 omhandler overdragelse af aktiver fra kunder. I modsætning hertil, kræver ASC 605-25 i den pågældende situation, at levering af de ikke-leverede elementer skal være sandsynligt og i det væsentlige indenfor sælgers kontrol. Dette er i øvrigt et krav, der kan sidestilles med sandsynlighedskravet i IAS 18. I mellemtiden er dagværdibegrebet blevet præciseret med udstedelsen af IFRS 13 Fair value measurement, således defineres dagsværdien i IFRS 13.9, som: "The price that would be received to sell an asset (...) in an orderly transaction between market participants at the measurement date" IFRS 13 anvendes på dagsværdier krævet eller tilladt af en anden gældende IFRS standard, dvs. betydningen af dagsværdibegrebet, der omtales i IFRIC 18, forklares i IFRS 13. Som følge heraf, skal kravet om pålidelig måling af dagsværdien i IFRIC 18 betragtes som værende mildere end dagsværdien i den tidligere udgave af ASC 605-25, som IFRIC 18 formodes at være inspireret af. Dagsværdien i IFRS 13 er med andre ord baseret på markedsdeltagernes perspektiv ud fra et exit pris koncept, dvs. den er baseret på markedsdeltagernes aktuelle forventning omkring en salgspris (IFRS 13.24) frem for en salgspris baseret på VSOE eller TPE i den tidligere udgave af ASC 605-25. Med tilføjelsen af vendor's best Estimate of the Selling Price (ESP) i dagsværdihierarkiet for den nye ASC 605-25 er dagsværdibegreberne for standardudstederne IASB og US GAAP kommet markant tættere på hinanden. Defintionen af ESP minder i det væsentligste om formuleringen i IFRS 13.16, idet ordlyden "the price at which the vendor would transact if the deliverable were sold", der definere ESP i ASC 605-25-30-6C i det væsentlig- Side 23 af 74 ste kan sidestilles med ordlyden "hypothetical transaction that would take place" i IFRS 13.16. På baggrund af ovenstående diskussion konkluderes det, at IAS 18 og 11 vil blive anvendt i den udstrækning det er muligt og tilstrækkeligt til løsning af software branchens problemstillinger. I de tilfælde IFRS kommer til kort, dvs. typisk ved separation af multi-element kontrakter og allokering af vederlaget til de pågældende elementer, vil ASC 605-25 blive anvendt for nonsoftware komponenter, mens ASC 985-605 vil anvendes på software komponenter. En anvendelse af IFRIC 18 til separation af multi-element kontrakter anses for værende unødvendig, da indholdet er mere eller mindre i overensstemmelse med US GAAP's separationskriterier. Anvendelsen vil blot skabe redundans i separationsprocessen. Der er desuden mere vejledning at hente fra US GAAP samtidig med, at den tager mere hensyn til behandling af branchespecifikke forhold. Separationskriteriet i ASC 985-605 er mere restriktiv, idet den fortsat ‒ i modsætning til den nye ASC 60525 ‒ kræver VSOE af dagsværdien. Derfor er det afgørende for enhver virksomhed, der på en eller anden måde har software tilknyttet sine leveringer, at finde ud af, hvorvidt de indgåede kontrakter skal behandles som software- kontra nonsoftware komponenter. Det bemærkes dog, at de cases som vil blive gennemgået i denne afhandling, vil altid have software som det primære element, idet de vil tage udgangspunkt i software branchens produkter. Derfor vil ASC 605-25 kun være aktuel ved SaaS aftaler og salg af computer med indbygget styresystem på betingelse af, at IAS 18 kommer til kort. Side 24 af 74 4. IFRS 15 - Omsætning med kundekontrakter Det centrale princip i IFRS 15 er, at en virksomhed skal indregne omsætning, således den viser overførslen af de aftalte varer eller tjenesteydelser til kunderne med den mængde, der afspejler det vederlag, som virksomheden forventer at opnå ret til gengæld for disse varer eller tjenesteydelser (IFRS 15.2). Standarden specificerer den regnskabsmæssige behandling af en individuel kundekontrakt, men af praktiske grunde kan virksomhederne også anvende den til portefølje af kontrakter, hvis det med rimelighed kan forventes, at det ikke vil adskille sig væsentligt fra behandling af de individuelle kontrakter indenfor den selvsamme portefølje (IFRS 15.4). 4.1 Anvendelsesområde Ifølge IFRS 15.5 skal en virksomhed anvende denne standard til alle kundekontrakter, med undtagelse af: a. leasingskontrakter, indenfor IAS 17's anvendelsesområde b. forsikringskontrakter, indenfor IFRS 14's anvendelsesområde c. finansielle instrumenter og andre kontraktlige rettigheder eller forpligtelser indenfor anvendelsesområderne for IFRS 9, IFRS 10, IFRS 11, IAS 27 og IAS 28 d. ikke-monetære udvekslinger mellem enheder i samme branche med et salgsfremmende formål til såvel eksisterende og potentielle kunder. Udover undtagelsestilfældene, bør en virksomhed kun anvende denne standard i de tilfælde, hvor modparten til kontrakten kan karakteriseres som værende en kunde, hvilket i standarden defineres som en part, der har indgået en aftale med en virksomhed for at få varer eller tjenesteydelser. Ydermere skal disse varer eller tjenesteydelser være et output, der kommer fra virksomhedens ordinære aktivitet og veksles med kunden mod et vederlag. (IFRS 15.6) 4.2 Indregning af omsætning I IFRS 15 er der etableret en fem-trins model, som man skal igennem, for at kunne indregne omsætning. Standarden er orienteret omkring komplicerede transaktioner, der indeholder multi-elementer, da indregningskriterierne for omsætning anvendes på hver enkel leveringsforpligtelse ‒ såkaldt "performance obligation". Side 25 af 74 4.2.1 Trin 1: Identificering af kontrakt(er) med en kunde For at kunne behandle en kundekontrakt efter anvendelsesområdet for denne standard, skal en virksomhed opfylde alle de følgende kriterier: a. parterne i en kontrakt har godkendt kontrakten, hvad enten det er skriftligt, mundtligt eller i overensstemmelse med andre sædvanlige forretningspraksis og parterne er bundet til at udføre deres respektive forpligtelser b. virksomheden kan identificere hver parts rettigheder vedrørende de varer og tjenesteydelser, der skal overføres c. virksomheden kan identificere betalingsbetingelser for varer og tjenesteydelser, der skal overføres d. kontrakten har en kommerciel substans (at kontakten resultere i en forventning om ændring af virksomhedens pengestrømme) e. det er sandsynligt (probable), at virksomheden vil inddrive (collect) vederlag, som den vil være berettiget til gengæld for de varer eller tjenesteydelser, der vil blive overført til kunden. Ved vurdering af, hvorvidt det er sandsynligt at virksomheden vil kunne inddrive vederlagsbeløbet, skal en virksomhed kun betragte kundens mulighed og intention for betaling, når den forfalder (IFRS 15.9) En kontrakt defineres som en aftale mellem to eller flere parter, som skaber rettigheder og forpligtelser (enforceable rights and obligations), der kan håndhæves i henhold til lovgivning. Standarden tager højde for, at forskellige retsinstanser, brancher og virksomheder kan have varierende fremgangsmåder og processer for oprettelse af kundekontrakter. Derfor bør den enkelte virksomhed tage stilling til disse særlige forhold, når den skal afgøre, hvorvidt der er tale om rettigheder og forpligtelser, der kan håndhæves. (IFRS 15.10) 4.2.2 Trin 2: Identificering af separate performance obligations i kontrakten Ved en kontraktindgåelse med en kunde skal en virksomhed vurdere de aftalte varer og tjenesteydelser, således skal den identificere hver løfte om at levere en vare eller tjenesteydelse til kunden, hvor en løfte udgøre en leveringsforpligtelse (performance obligation), hvad enten det er: a. en vare eller tjenesteydelse (eller en bundte af varer eller tjenesteydelse) som er særskilt; eller Side 26 af 74 b. en række særskilte varer eller tjenesteydelser, som i betydeligt omfang er den samme og har den samme mønster af levering til kunden (IFRS 15.22) Virksomhedens leveringsforpligtelse fremgår generelt eksplicit af kontrakten, men i andre tilfælde kan den også indgå implicit i forbindelse med virksomhedens forretningspraksis, handelsbetingelser og lignende, såfremt den ved kontraktindgåelsen skaber en berettiget forventning for kunden, om at vedkommende af virksomheden skal få leveret varer eller tjenesteydelser. (IFRS 15.24) Leveringsforpligtelsen omfatter ikke administrative aktiviteter foretaget af en virksomhed for at fuldføre en kontrakt, medmindre dette resulterer i leverance af varer eller tjenesteydelser (IFRS 15.25). 4.2.2.1 Særskilte varer eller tjenesteydelser Der er to kriterier der er bestemmende for, hvorvidt en løfte om at levere en vare eller tjenesteydelse til en kunde, er en særskilt leveringsforpligtelse og begge kriterier skal opfyldes. I modsat fald skal varen eller tjenesteydelsen kombineres og behandles med andre varer og tjenesteydelser i kontrakten (IFRS 15.30). Kriterierne er som følgende: a. kunden kan opnå fordele fra varen eller tjenesteydelsen enten i sig selv eller sammen med andre resurser, der er umiddelbart tilgængelige for kunden b. virksomhedens løfte til at overdrage varen eller tjenesteydelsen til kunden er separat identificerbar fra andre løfter i kontrakten (IFRS 15.27) For at opklare, hvorvidt kunden opnår fordele fra varen eller tjenesteydelsen i sig selv, skal der vurderes, om det købte kan anvendes, bruges eller sælges til en værdi, der er højere end scrap værdien eller hvis den på anden vis generere en økonomisk fordel. "Sammen med andre resurser, der er umiddelbart tilgængelige" kan være varer der også kan anskaffes separat i et marked eller en resurse kunden allerede har anskaffet fra enten virksomheden eller en anden transaktion. (IFRS 15.28) Kriterium (b) kan være særlig relevant i forhold til udvikling af kundetilpasset software produkt, da en vare eller tjenesteydelse der medfører en signifikant modifikation eller tilpasning af en anden vare eller tjenesteydelse lovet i kontrakten, er en indikerende faktor for, at kriteriet ikke er opfyldt. En anden nævnt faktor der Side 27 af 74 ikke opfylder kriteriet vedrører den situation, hvor virksomheden anvender varen eller tjenesteydelsen som en input til produktion eller levering af en kombineret output, der er specificeret af kunden. En tredje faktor der kunne indikere en manglende opfyldelse af kriteriet, er varens eller tjenesteydelsens stærk afhængighed eller indbyrdes forbundenhed med andre varer eller tjenesteydelser i kontrakten. (IFRS 15.29) I forhold til software branchen, der sælger licenser, er betragtningen om en leveringsforpligtelse er særskilt eller ikke-særskilt afgørende for, hvorvidt virksomheden i trin 5 skal indregne omsætning efter de generelle retningslinjer eller den licensspecifikke vejledning. (IFRS 15.B54) Eksempler på software licenser, som ikke er særskilte fra andre varer eller tjenesteydelser i kontrakten og dermed betragtes som en enkel leveringsforpligtelse er bl.a. licenser der er med til at forme det materielle komponent, samt er integreret til funktionaliteten af en vare. I relation til software branchen vil dette være en computer med et styresystem, der er tilknyttet en OEM-licens. Ligeledes anses en licens for ikke værende en særskilt leveringsforpligtelse, når kunden udelukkende kan drage fordel af den, i sammenhæng med en tilknyttet tjenesteydelse. (IFRS 15.B54) Et eksempel på sidstnævnte kunne være SaaS produkter. 4.2.3 Trin 3: Bestemmelse af transaktionsprisen Måling af transaktionsprisen foregår efter den af virksomheden modtagne vederlag til gengæld for at denne skal levere varer eller tjenesteydelser til kunden. Fra vederlaget fratrækkes de beløb, som er opkrævet på vegne af en tredjemand, f.eks. skat og moms. Vederlaget i aftalen kan både bestå af henholdsvis et fast og variabelt beløb eller begge dele (IFRS 15.47). Transaktionsprisen kan påvirkes af de forhold kontrakten er forhandlet under. I standarden angives fire forhold, der kan have en effekt på transaktionsprisen. Det drejer sig om tilstedeværelsen af et variabelt vederlag, effekten af en signifikant finansiel komponent, dagsværdien af et ikke-kontant vederlag og effekten af ethvert vederlag, der skal betales til kunden i form af værdikuponer og lignende. (IFRS 15.48) I det følgende vil det variable vederlag gennemgås, mens der afgrænses fra de tre andre forhold. Selvom den signifikante finansielle komponent kunne være relevant for udvikling af specialdesignet software, er det nødvendigt at prioritere den fra, grundet afhandlingens begrænsning. Side 28 af 74 4.2.3.1 Variabelt vederlag En virksomhed skal estimere mængden af det variable beløb, som den vil opnå ret til ved udveksling af varer eller tjenesteydelser med kunden. (IFRS 15.50) Det variable beløb kan opstå som følge, at af en virksomhed giver rabat, tilbagebetaling, kreditnota, prisnedslag, præstationsbonus, sanktioner eller lignende incitamenter. Derudover kan det opstå, hvis en aftale mellem en virksomhed og kunde afhænger af en fremtidig begivenhed. (IFRS 15.51) Forholdet om et variabelt vederlag kan indgå eksplicit i kontrakten, men også implicit ved enten at virksomheden har en intention om at give et prisnedslag eller kunden har en berettiget forventning om at virksomheden vil acceptere et lavere beløb end det der fremgår af kontrakten, i form af rabat, tilbagebetaling eller kreditnota. (IFRS 15.52). Transaktionsprisen skal enten estimeres efter den forventede værdi eller det mest sandsynlige beløb, afhængig af hvilken af de to metoder der bedst afspejler det variable beløb, som virksomheden er berettiget til at modtage. Endvidere skal den valgte metode anvendes konsistent igennem hele kontraktperioden (IFRS 15.54). Den forventede værdi er baseret på mulige udfald og sandsynligheder og kan med fordel anvendes for store antal kontrakter med lignende karakteristika. Det mest sandsynlige beløb er det beløb, som bedst forudsiger det virksomheden vil have ret til og er anvendelig på kontrakter, der kun har to mulige udfald. (IFRS 15.53) Den valgte metode skal i øvrigt kun anvendes i det omfang, det er meget sandsynligt (highly probable) at der ikke forekommer en signifikant tilbageførsel af den indregnede, akkumulerede omsætning, når usikkerheden forbundet med det variable vederlag bortkommer. (IFRS 15.56) Dette er en "begrænsningsregel" der har til formål at kun medtage et minimumsbeløb, som ikke vil blive udsat for en tilbageførsel. I standarden forklares begrebet "highly probable", som både sandsynligheden for og omfanget af en tilbageførsel, og der angives en række faktorer for, hvornår betingelsen ikke vil være opfyldt. Det drejer sig blandt andet om, når beløbet som virksomheden er berettiget til at modtage, er yderst følsom overfor påvirkninger, der er udenfor virksomhedens kontrol eller når usikkerheden for det variable beløb ikke forventes at blive løst over en længere periode. Betingelsen vil også vanskeligt kunne opfyldes, hvis virksomheden har ingen eller begrænset erfaring med pågældende type af kontrakter. (IFRS 15.57) Side 29 af 74 4.2.4 Trin 4: Allokering af transaktionsprisen til de separate performance obligations Formålet med allokering af transaktionsprisen til hver af de identificerede separate performance obligations er, at afspejle den reelle økonomiske substans i kontrakten, på en måde der hænger sammen med det beløb virksomheden er berettiget til at modtage til gengæld for sin levering af varer eller tjenesteydelser til kunden (IFRS 15.73). For at opfylde dette mål, skal virksomheden allokere transaktionsprisen på en relative stand-alone selling price basis. Dette betyder, at virksomheden skal have indblik i de underliggende særskilte varer eller tjenesteydelser for hver af de identificerede performance obligations i kontrakten og allokere transaktionsprisen forholdsmæssigt med deres respektive stand-alone salgspriser (IFRS 15.76). Der er særlige allokeringsregler ved de tilfælde, hvor vederlaget i transaktionen består af en regelmæssig rabat, hvilket vil blive redegjort i nærværende afsnit 4.2.4.1. Stand-alone salgsprisen er den observerbar pris, der er gældende ved et separat salg af den pågældende vare eller tjenesteydelse. Man kan også med en vis varsomhed indhente den fra listeprisen eller af en pris, der er bestemt i kontrakten (IFRS 15.77). I tilfælde hvor stand-alone salgsprisen ikke er observerbar, skal virksomheden prøve at indhente alle tilgængelige, relevante observerbare data, og anvende dem som inputs til estimering af stand-alone salgsprisen (IFRS 15.78). I IFRS 15.79 er der opstillet følgende tre fremgangsmåder, der anses for værende egnet til estimering af stand-alone salgsprisen, mens der ikke udelukkes for anvendelse af andre hensigtsmæssige fremgangsmåder: a. Adjusted market assessment approach, hvor der indhentes priser fra det marked, hvor varen eller tjenesteydelsen sælges. Herved inddrager man overvejelsen om, hvad kunden i det pågældende marked er villig til at betale for produktet. Derudover kan virksomheden også indhente konkurrenternes salgspris for lignende varer eller tjenesteydelser og foretage en justering i forhold til sin egne omkostninger og profitmargins. b. Expected cost plus a margin approach, hvor virksomheden kan foretage en prognose over de forventede omkostninger ved at opfylde sin leveringsforpligtelse og derefter tillægge en profitmargin for den pågældende vare eller tjenesteydelse. Side 30 af 74 c. Residual approach, hvor man trækker de observerbare stand-alone salgspriser for andre varer eller tjenesteydelser lovet i kontrakten fra den totale transaktionspris. Forudsætningen for at anvende metoden, er at den skal være i overensstemmelse med standardens paragraf 78, og produktet skal enten have en stærk varierende- eller usikker pris. I tilfælde af, at der skal allokeres rabat til en eller flere leveringsforpligtelser, skal dette ‒ såfremt den residuale tilgang anvendes ‒ foretages forinden (IFRS 15.83). 4.2.4.1 Allokering af rabat Der er tale om en rabat for køb af varer eller tjenesteydelser i bundles, når den i mellem sælger og køber aftalte vederlag er lavere end den samlede stand-alone værdi for varer eller tjenesteydelser, der indgår i kontrakten. (IFRS 15.81) For så vidt rabatten ikke relatere sig til alle performance obligations i kontrakten, skal virksomheden alligevel allokere rabatten forholdsmæssigt til alle performance obligations, som beskrevet ovenfor. Undtagelsesvis kan man allokere rabatten til de respektive leveringsforpligtelser, såfremt en række kriterier opfyldes. Det drejer sig om, at virksomheden regelmæssigt sælger hver særskilt vare eller tjenesteydelse i kontrakten ‒ hvad enten det er i bundles eller ej ‒ på stand-alone basis, hvor nogle af disse også regelmæssigt sælges med en rabat. Den regelmæssige rabat, der kan henføres til den regelmæssige salg skal endvidere i væsentlig grad være af samme størrelse, som i den pågældende kontrakt og det skal ved en analyse heraf være muligt, at kunne opnå observerbar bevis på leveringsforpligtelsen til hvilken hele rabatten tilhører. (IFRS 15.82). 4.2.5 Trin 5: Indregning af omsætning når eller i takt med opfyldelse af en performance obligation En virksomhed skal indregne omsætning, når eller i takt med opfyldelsen af sine leveringsforpligtelser, hvilket sker når eller i takt med kunden opnår kontrol over aktiverne (IFRS 15.31). Ved kontrol forstås muligheden for at bestemme brugen af aktivet, samt at opnå dens alle tilbageværende fordele, som f.eks. kan være aktivets potentiale til at generere pengestrømme. Kontrolbegrebet dækkes også af at forhindre andres anvendelse af aktivet. (IFRS 15.33) For hver af de identificerede leveringsforpligtelser i trin 2, skal virksomheden tage stilling til, hvorvidt de opfyldes på bestemt tid eller over tid. (IFRS 15.32) Leve- Side 31 af 74 ringsforpligtelse opfyldt på bestemt tid kan betragtes som en residual, idet en leveringsforpligtelse der ikke er opfyldt over tid, er opfyldt på bestemt tid. 4.2.5.1 Leveringsforpligtelse opfyldt over tid I standarden angives der tre kriterier, der er bestemmende for, hvornår virksomheden skal indregne omsætning over tid. Den første kriterium vedrører den situation, en kunde modtager og forbruger fordelene samtidig og i takt med virksomhedens leverance. Det andet kriterium vedrører situationen, hvor virksomheden skaber og forbedrer et aktiv og kunden i takt hermed får kontrol over aktivet. Det tredje kriterium vedrører den situation, hvor det af virksomheden skabte aktiv ikke giver virksomheden en alternativ anvendelsesmulighed og virksomheden er berettiget til modtagelse af betaling i takt med at den opfylder sin leveringsforpligtelse. (IFRS 15.35) Endvidere skal virksomheden måle omsætning indregnet over tid i forhold til udviklingen imod en fuldstændig opfyldelse af leveringsforpligtelsen. Målingen skal ske med den mest hensigtsmæssige metode, som er angivet i paragrafferne B14B19. (IFRS 15.41). Det er en forudsætning, at virksomheden skal have adgang til pålidelig information, som kræves af de enkelte metoder. (IFRS 15.44) Metoderne vil ikke behandles i overensstemmelse med den foretagne afgrænsning i afsnit 1.2 4.2.5.2 Leveringsforpligtelse opfyldt på bestemt tid Udover de generelle krav til kontrol i paragrafferne 31-34, er der i standarden opstillet fem indikationer, hvorpå en leveringsforpligtelse er opfyldt på bestemt tid: a. Virksomheden har en aktuel ret til at modtage betaling fra kunden mod levering af et aktiv b. Kunden har den juridiske ret til aktivet c. Virksomheden har fysisk overdraget aktivet d. Kunden besidder de væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten til aktivet e. Kunden har accepteret aktivet (IFRS 15.38) Det bemærkes, at kriterium (a) i IAS 18.14 omkring overførsel af væsentlige risici blot er en ud af flere indikationer til kontrolbegrebet i IFRS 15. Side 32 af 74 4.2.5.3 Indregning af licens - ret til adgang eller ret til brug I ovenstående afsnit er de generelle retningslinjer for bestemmelse af indregningstidspunktet for en leveringsforpligtelse gennemgået. Ved indregning af en kundes anvendelse af virksomhedens intellektuelle ejendomsrettighed, skal der sondres mellem særskilte og ikke-særskilte licenser. Sondringen er relevant, da ikkesærskilte licenser, som består i en kombineret leveringsforpligtelse skal behandles efter de generelle bestemmelser (IFRS 15.B55), mens en licens, der er særskilt fra andre varer eller tjenesteydelser i en kontrakt, skal behandles efter den licensspecifikke vejledning i standarden (IFRS 15.B56). Ved disse særskilte licenser, der med andre ord udgør en separat leveringsforpligtelse, bestemmes indregningstidspunktet af, hvorvidt den af virksomheden solgte licens, for kunden kan betragtes som enten en: ret til adgang (right to access) til virksomhedens intellektuelle ejendomsrettighed, som den eksisterer under licensperioden; eller ret til brug (right to use) af virksomhedens intellektuelle ejendomsrettighed, som den eksisterer på tidspunktet for licensens udstedelse. (IFRS 15.B56) Virksomheden skal vurdere naturen af sit løfte til at udstede licens, for at afgøre, hvorvidt der er tale om en ret til adgang eller brug. For at finde ud af dette, er fokuspunktet kundens mulighed for at bestemme brugen af, samt opnå alle væsentlige fordele fra det udvekslede aktiv. Dette fokuspunkt anses ikke at være opfyldt, hvis der sker ændringer på den licens, som kunden har ret til under licensperioden. Det er dog en forudsætning, at ændringen på den udstedte licens påvirker virksomhedens vurdering af, hvornår kunden kontrollere licensen. Yderligere kræves der, at virksomheden fortsat skal være involveret i den udstedte licens, samt varetage aktiviteter som påvirker den i betydelig omfang (IFRS 15.B58(a)), uanset om det har en positiv eller negativ effekt for kunden (IFRS 15.58(b)). Ydermere må aktiviteterne ikke direkte resultere i en levering af en vare eller tjenesteydelse til kunden (IFRS 15.58(c)), hvilket indebærer, at eksempelvis software opgraderinger ikke skal inddrages i vurderingen. (IFRS 15.BC410). Hvis alle disse betingelser er opfyldte, betragtes salget af licens som en ret til adgang til virksomhedens intellektuelle ejendomsrettighed og skal indregnes over tid. (IFRS 15.B57) Såfremt betingelserne ikke er opfyldte, skal salget af licens beSide 33 af 74 tragtes som en ret til brug af virksomhedens ejendomsrettighed og dermed skal leveringsforpligtelsen indregnes på bestemt tid. (IFRS 15.B61) Ved første øjekast, kan man muligvis relatere standardens right to access, som værende tiltænkt til at imødekomme behandlingen af SaaS aftaler, idet brugerne af SaaS produkter teknisk set får adgang til virksomhedens intellektuelle ejendomsret. Desværre angiver IFRS 15.B54(b) imidlertid, at en licens ikke vil være adskilt, når en kunde udelukkende kan drage fordel af den i sammenhæng med en service, hvorfor den heller ikke vil blive behandlet af de licensspecifikke regler. Herved udelukkes right to access' anvendelighed på SaaS produkter. Det er min overbevisning, at IFRS 15's right to access heller ikke vil være anvendelig på de øvrige software produkter, der vil blive behandlet i denne afhandling. Dette baseres på, at jeg har svært ved at forstille mig, hvordan betingelserne for at anvende reglen skal opfyldes, når man til vurderingen, ikke kan inddrage påvirkningen fra eventuelle software opgraderinger eller andre performance obligations i kontrakten. Endvidere underbygges dette af følgende ordlyd i IFRS 15.B59: "...the existence of a shared economic interest (for example, a salesbased royalty) between the entity and the customer related to the intellectual property to which the customer has rights may also indicate that the customer could reasonably expect that the entity will undertake such activities." Eftersom brugs- og salgsbaserede royalties er afgrænset for behandling ‒ jf. afsnit 1.2 ‒ vil reglen ikke have anvendelighed på casene i denne afhandling. Ydermere er der i de illustrative eksempler i IFRS 15 ikke anvendt software brancherelaterede produkter. Eksemplerne illustrere anvendelsen af reglen på tegnefilmfigur (IFRS 15.IE297-IE302), filmdistribution (IFRS 15.IE307-IE308) og sportsholds logo (IFRS 15.IE309-IE313), hvilket kunne indikere, at software ikke er det mest oplagte eksempel på brugs- og salgsbaserede royalties. Side 34 af 74 5. Komparativ analyse af opstillede cases I dette kapitel vil der blive opstillet cases ‒ der relatere sig til software branchens produkter, som blev gennemgået i kapitel 2 ‒ med henblik på at foretage en komparativ analyse det gældende og nye regelsæt for omsætning. Den komparative analyse vil foretages med udgangspunkt i 5-trins modellen i IFRS 15. Således vil hver case/scenarie ‒ i det omfang det er relevant ‒ behandle separation af performance obligations, samt måling, allokering og indregning af omsætning, der udgøre trin 2-5 i IFRS 15. Det vurderes for værende uhensigtsmæssigt at gennemgå trin 1 i hver case. Derfor indledes kapitlet med en overordnet analyse af dette trin i nærværende afsnit 5.1. Case A vil særligt fokusere på allokering af rabat, når der i en kontrakt indgår tre eller flere elementer, hvoraf minimum to af dem regelmæssigt bliver solgt med en rabat ‒ dvs. når de har en grupperet stand-alone salgspris. I Case B vil fokus være særligt rettet imod separationskriterierne i såvel de gældende og nye regler med henblik på at analysere effekterne på måling, allokering og indregning af omsætning. Scenarie B1 vil behandle en kontrakt med onpremise standardsoftware, mens Scenarie B2 vil behandle en kontrakt med en specialdesignet software. Case C tager udgangspunkt i salg af computer med et styresystem tilknyttet en OEM-licens. Formålet er at analysere kontrakter, der indeholder et serviceelement i form af reparation. Det primære fokus vil være på den nye standards effekter på måling af transaktionsprisen. Case D vil behandle salg af et SaaS produkt, med henblik på at analysere behandling af oprettelsesgebyr. Casen vil særligt vedrøre allokering og indregning af omsætning. 5.1 Identifikation af kontrakt IAS 18 fokuserer på substans frem for form, når en kontrakt skal identificeres. Modsat definerer IFRS 15 en kontrakt som en aftale mellem to eller flere parter, som skaber rettigheder og forpligtelser, der kan håndhæves i henhold til lovgivning, hvad enten det er mundtligt, skriftligt eller implicit. Selvom IFRS 15 kan virke mere restriktiv med sit krav om legalitet, vil dette efter min vurdering ikke påvirke praksis for kontraktidentifikation, idet IFRS 15 samtidig tillader implicitte Side 35 af 74 kontrakter, som følge af virksomhedens sædvanlige forretningspraksis, hvilket tilnærmelsesvis kan forbindes med 'aftalens substans' i IAS 18. I IAS 18 skal man indregne omsætning, hvis det er sandsynligt at de økonomiske fordele forbundet med transaktionen vil tilflyde virksomheden, jf. IAS 18.14(d) ‒ forudsat at de øvrige kriterier i selvsamme paragraf 14 er opfyldte. I IFRS 15 kan dette sandsynlighedskrav sidestilles med kriterium (e) i IFRS 15.9, hvor det skal være "probable", at virksomheden vil "collect" vederlag, som den vil være berettiget til. I IAS 18 er dette krav en forudsætning for at omsætning kan indregnes, hvorimod det i IFRS 15 er en forudsætning for, at en kontrakt eksisterer. Til gengæld er det i IFRS 15 ikke nødvendigt, at det skal være sandsynligt at inddrive hele kontraktprisen, såfremt der er indikationer på at virksomheden har en intention om at give kunden et prisnedslag i overensstemmelse med IFRS 15.52(b). I de tilfælde er det tilstrækkeligt, at det er sandsynligt, at virksomheden kan inddrive transaktionsprisen, som kan være mindre end kontraktprisen. Som et eksempel herpå, kan man nævne en kontraktpris på 1.000 DKK, hvor virksomheden forventer, at det ikke er sandsynligt, at inddrive hele beløbet. I IAS 18 vil man derfor ikke kunne indregne omsætning, hvorimod man i IFRS 15 kan indregne omsætning, såfremt virksomheden forventer, at kunden har mulighed og vilje til at betale den estimerede transaktionspris, som eksempelvis kan være 800 DKK (IFRS 15.IE79). På baggrund af det ovenstående, forventes der ikke at være nogen mærkbar forskel mellem de gældende kontra nye regler, når en kontrakt skal identificeres i software branchen. Således vil de nærværende cases behandles med antagelsen, at betingelserne i den nye standards trin 1 er opfyldte, da dette er en forudsætning for at trin 2-5 kan gennemføres. 5.2 Case A: On-premise standardsoftware kontrakt med rabat1 En virksomhed sælger Software X til en salgspris på 1.200 DKK. Produktet sælges som en off-the-shelf udgave. Derudover tilbyder virksomheden en teknisk support til 500 DKK og et kursus til 1.000 DKK. Produkternes selvstændige salgspriser svarer til deres respektive VSOE af dagsværdier. Normalvis sælges Software X plus den teknisk support til en samlet pris på 1.100 DKK. Virksomhe- 1 Inspireret af Example 34 i IFRS 15.IE167-172 Side 36 af 74 den kører i øjeblikket en kampagne, hvor alle tre produkter kan fås samlet til en salgspris på 2.000 DKK. I det følgende vil et salg af produkterne til kampagnepris på 2.000 DKK blive behandlet. TABEL 5-1: STAND-ALONE VÆRDIER PÅ LEVERINGERNE I KONTRAKTEN Regnskabsenhed VSOE af dagsværdien/Stand-alone værdi Software X Teknisk support Kursus Total Kilde: Egen tilvirkning kr. kr. kr. kr. 1.200 500 1.000 2.700 5.2.1 Separation Efter de gældende regler anses det som værende nødvendigt, at anvende ASC 985-605, da Software X er det primære komponent i aftalen. Da der eksisterer VSOE af dagsværdierne på henholdsvis Software X, den tekniske support og kursusset, skal de opfattes som separate regnskabsenheder. Efter de nye regler skal separationskriterierne i IFRS 15.27 gennemgås. Det vurderes, at virksomheden kan drage fordel af henholdsvis Software X, den tekniske support og kursusset enten hver for sig eller i kombination med hinanden. Dette underbygges af, at virksomheden regelmæssigt sælger disse varer og tjenesteydelser separat, jf. IFRS 15.28. 5.2.2 Måling Efter henholdsvis de gældende og nye regler, vil transaktionsprisen måles til 2.700 DKK, der i henhold til IAS 18.9 vil svare til dagsværdien af det modtagne vederlag. Dette vil efter IFRS 15.47 svare til det beløb, virksomheden forventer at modtage til gengæld for levering af sine leveringsforpligtelser. Der er i øvrigt ikke tale om et variabelt vederlag i sammenhæng med IFRS 15, da den angivne rabat er et fast beløb. 5.2.3 Allokering Efter de gældende regler i ASC 985-605 vil transaktionsprisen allokeres ud fra VSOE af dagsværdien, som illustreret af nedenstående tabel 5-2, hvoraf fremgår, at vederlaget allokeres forholdsmæssigt til de enkelte regnskabsenheder: Side 37 af 74 TABEL 5-2: ALLOKERING EFTER VSOE AF DAGSVÆRDIEN Regnskabsenhed Software X Teknisk support Kursus Total Kilde: Egen tilvirkning Allokeret transaktionspris kr. 889 kr. 370 kr. 741 kr. 2.000 (1.200/2.700*2.000) (500/2.700*2.000) (1.000/2.700*2.000) Efter de nye regler vil allokering af transaktionsprisen, som hovedregel være den samme, som ved de gældende regler. Der er til gengæld en undtagelsesregel, der kommer til udtryk i denne konkrete case, da 600 DKK af den samlede rabat på 700 DKK (2.700-2.000) tilknytter sig til en i forvejen eksisterende bundle rabat. Kriterierne i IFRS 15.82 skal vurderes, for at undtagelsesregelen kan anvendes. Da virksomheden regelmæssig sælger hver af de identificerede varer og tjenesteydelser adskilt, opfyldes kriterium (a). Endvidere fremgår det af casen, at virksomheden også regelmæssigt sælger Software X og den tekniske support til en samlet pris på 1.100 DKK. Dette svare til en rabat på 600 DKK i forhold til summen af de respektive performance obligations stand-alone salgspriser på 1.700 DKK (1.200+500), hvorfor kriterium (b) også er opfyldt. Afslutningsvis vurderes det i sammenhæng med kriterium (c), at denne regelmæssige rabat kan henføres til Software X og den tekniske support, og svarer i det væsentligste til den rabat der er angivet i kontrakten. Derfor skal den regelmæssige rabat på 600 DKK, først og fremmest fordeles i mellem Software X og den tekniske support. Den resterende rabat på 100 DKK kan henføres til den pågældende kontrakt og fordeles derfor i mellem alle performance obligations baseret på den relative stand-alone salgspris. Allokeringen fremgår af nedenstående tabel 5-3: TABEL 5-3: ALLOKERING EFTER DEN RELATIVE STAND-ALONE SALGSPRIS Performance Obligation Allokering af regelmæssig rabat på 600 DKK Software X Teknisk support Total kr. kr. kr. Performance Obligation Software X Teknisk support Kursus Total Allokering af resterende rabat på 100 DKK kr. -44 (1.200/2.700*100) kr. -19 (500/2.700*100) kr. -37 (1.000/2.700*100) kr. -100 Side 38 af 74 -424 -176 -600 (1.200/1.700*600) (500/1.700*600) Performance Obligation Software X Teknisk support Kursus Total Kilde: Egen tilvirkning Allokeret transaktionspris kr. 732 kr. 305 kr. 963 kr. 2.000 (1.200-424-44) (500-176-19) (1.000-37) 5.2.4 Indregning Efter de gældende regler er det muligt at fastlægge indregningstidspunktet ud fra bestemmelserne i IAS 18, såfremt man kan anlægge et pålideligt skøn over kontraktens substans. Software X er et off-the-shelf produkt, der består af en licens, som kunden bliver bundet af ved at acceptere kontraktbetingelserne. Off-the-shelf software vil oftest ikke behandles anderledes end ved salg af et fysisk produkt, der indregnes ved levering efter salgsmetoden (Pwc Manual, 2014, 9.99). Virksomheden har desuden ikke flere forpligtelser i relation til licensen, fra det tidspunkt kunden har "click-wrapped" produktet, dvs. accepteret licensbetingelserne ved installation. Fra det tidspunkt, er licensen uopsigelig. (IAS18.IE20) Den tekniske support og kursusset vil blive behandlet som salg af tjenesteydelser efter IAS 18.4 og indregnes efter produktionsmetoden over den periode servicen bliver udført (IAS 18.IE11). Efter de nye regler vil virksomheden anvende de generelle bestemmelser i IFRS 15.31-38 for henholdsvis den tekniske support og kursusset, for at finde ud af indregningstidspunktet. Både kursusset og den tekniske support skal indregnes over tid, da kunden vil modtage og forbruge fordelene tilknyttet disse services i takt med virksomhedens leverance, jf. IFRS 15.35(a). Eftersom Software X er en software licens og samtidig er en særskilt performance obligation, vil naturen af virksomhedens løfte til at levere licensen blive vurderet i overensstemmelse med IFRS 15.B56, dvs. om licensen er right to access kontra right to use, idet sondringen er bestemmende for indregningstidspunktet for licensen. Da produktet er et off-the-shelf software produkt, er der tale om en vedvarende software licens. Virksomheden bør vurdere, at softwaren er funktionel ved overdragelsen til kunden, jf. fortolkningen fra IFRS 15.IE277. Derudover er der ikke er forhold, der giver anledning til at forvente, at virksomheden vil foretage sig aktiviteter, der vil have en væsentlig påvirkning på den underliggende intellektuelle ejendomsret. Software X vil derfor i det væsentligste være uændret efter kunden får overdraget kontrollen. Af denne grund, skal Software X indregnes på bestemt tid, dvs. ved Side 39 af 74 overdragelse af kontrollen til kunden, idet licensen repræsenterer en ret til brug af virksomhedens ejendomsret. 5.2.5 Ligheder og forskelle Analysen af casen har resulteret i en tilsvarende separation af elementer ved brug af henholdsvis de gældende og nye regler. Dette var en konsekvens af casens perfekte antagelse om, at alle VSOE af dagsværdier eksisterede for de i casen omtalte varer og tjenesteydelser, hvilket ikke altid forekommer i praksis. Dette var nødvendigt, for at illustrere forskellen for allokeringsreglerne, når nogle af produkterne i forvejen blev solgt med en samlet rabat og indgik i en anden rabatsammensætning med tilføjelse af et ekstra produkt. Analysen resulterede i, at Software X ikke længere fremstod som det produkt, der fik tildelt den største portion af omsætningen, mens kursusset fik tildelt en større portion af selvsamme. I den konkrete case er effekten af de nye allokeringsregler, eksempelvis Software X, der alt andet lige ikke vil fremstå ligeså rentabel i regnskabet, som den gør ved de gældende regler. Som det er fremlagt, vil de nye indregningsregler ikke medføre nogen betydelige ændringer for denne type af kontrakter. De nye regler er mere detaljerede og kræver en mere nuanceret behandling, men det vurderes, at udfaldet – i de fleste tilfælde – vil være den samme, som ved de gældende regler. Allokering af regelmæssig rabat er et nyt koncept, som ikke udelukkende vil påvirke software branchen, således vil alle typer af virksomheder der arbejder med multi-element kontrakter, kunne opleve en ændring i form af de i casen illustrerede effekter. 5.3 Case B: Software, Postcontract Customer Support og Installation Virksomheden SAP udvikler ERP-systemet SAP Business One, der administrerer virksomhedernes regnskabs- og økonomisystemer. Virksomheden indgår en aftale med en kunde. Aftalen består af en software licens til SAP Business One programmet og en installationsservice. Som følge af virksomhedens sædvanlige forretningspraksis, følger der herudover retten til uspecificerede opgraderinger, når og hvis de bliver tilgængelige indenfor 3 år. Side 40 af 74 5.3.1 Scenarie B1: On-premise Standardsoftware2 Software licensen er funktionel uden de uspecificerede opgraderinger. Installationsservicen omfatter ikke en signifikant modifikation eller tilpasning af softwaren. Kunden vil betale et totalbeløb på 30.000 DKK for transaktionen. VSOE af dagsværdien er på 22.500 DKK for software licensen og 6.500 DKK for installationsservicen. Der kan ikke indhentes VSOE af dagsværdien på de uspecificerede opgraderinger. 5.3.1.1 Separation For at behandle casen efter de gældende regler, er det nødvendigt at hente vejledning fra US GAAP, idet casen har software branchespecifikke karakteristika, som er vanskelige at behandle med de gældende IAS-regler. Ifølge gloselisten på ASC 985-605-20, betragtes retten til uspecificerede opgraderinger, som en Postcontract Customer Support (PCS). PCS kan både fremgå eksplicit i den aftalte kontrakt, samt implicit indgå i aftalen som følge af virksomhedens sædvanlige forretningspraksis, hvilket er tilfældet i denne case med de uspecificerede opgraderinger. Da softwaren er mere end accessorisk i forhold til aftalens samlede indhold, skal softwaren og dens relaterede komponenter ‒ PCS og installationsservicen ‒ også behandles efter ASC 985-605. Ifølge casen kan der ikke indhentes VSOE af dagsværdien for de uspecificerede opgraderinger. Derfor kan denne komponent ikke behandles som en separat regnskabsenhed efter de gældende regler i ASC 985-605. (EY, 2014, nr. 2, p. 266) Efter de nye regler, vil separationskriterierne i IFRS 15.27 blive gennemgået. a. Det vurderes, at kunden kan drage fordel af enhver af de i casen omtalte varer eller tjenesteydelser enten hver for sig eller i kombination med hinanden, idet kunden kan drage fordel af den leverede licens, uafhængigt af de uspecificerede opgraderinger, mens han kan drage fordel af de uspecificerede opgraderinger med andre tilgængelige resurser ‒ den solgte software licens. Ydermere vurderes installationen som værende en service, der enten kan udføres af sælgeren selv eller en anden serviceudbyder, hvilket 2 Inspireret af Example 11, Case A i IFRS 15.IE49-53 Side 41 af 74 iht. IFRS 15.28 er et bekræftende argument for, at den også skal behandles som en separat performance obligation. b. I sammenhæng med betingelserne i IFRS 15.29, bestemmes det, at virksomhedens løfte om at levere hver vare eller tjenesteydelse til kunden, er separat identificerbar fra andre varer eller tjenesteydelser. Installationsservicen bliver endvidere ikke brugt som input til produktion eller levering af en kombineret output på en måde der er specificeret af kunden, jf. IFRS 15.29(a). Baseret på ovenstående vurdering af separationskriterierne, vil den regnskabsaflæggende virksomhed ‒ efter de nye regler ‒ identificere følgende tre performance obligations: Software licens til SAP Business One Installationsservice Uspecificerede software opgraderinger 5.3.1.2 Måling Efter henholdsvis de gældende og nye regler, vil transaktionsprisen blive opgjort til 30.000 DKK, der i henhold til IAS 18.9 vil svare til dagsværdien af det modtagne vederlag. Dette vil efter IFRS 15.47 svare til det beløb, virksomheden forventer at modtage til gengæld for levering af sine leveringsforpligtelser. 5.3.1.3 Allokering I de gældende regler foreskriver ASC 985-605-25-9, at når der ikke eksisterer VSOE af dagsværdien for nogle elementer i aftalen, skal omsætning tilknyttet til hele aftalen udskydes indtil der enten forekommer en eksistens af VSOE eller når alle elementer i aftalen er leverede. Derfor kan der heller ikke foretages allokering. Efter de nye regler skal der foretages en forholdsmæssig allokering, baseret på den relative stand-alone fremgang. Da opgraderingen endnu ikke er udkommet, er det vanskeligt at estimere en pris for den. Virksomheden kan til gengæld benytte sig af residual approach, såfremt den opfylder én af de to betingelser i IFRS 15.79(c) for at anvende metoden. Eftersom virksomheden endnu ikke har etableret en pris for tjenesteydelsen eller tjenesteydelsen er ikke førhen blevet solgt på stand-alone basis, er betingelse to i paragraffens pkt. (c) opfyldt. Dermed kan Side 42 af 74 værdien for de uspecificerede opgraderinger opgøres til 1.000 DKK3. Da summen af de stand-alone salgspriser, der er opgivet i casen plus den residuale værdi svarer til transaktionsprisen, skal de selvsamme beløb allokeres til de tre performance obligations, der er identificeret. Således skal 22.500 DKK af det totale vederlag på 30.000 DKK allokeres til software licensen på SAP Business One produktet, 6.500 DKK til installationsservicen og 1.000 DKK til de uspecificerede opgraderinger. 5.3.1.4 Indregning Efter de gældende regler, vurderes det for værende nødvendigt at hente vejledning fra US GAAP til denne konkrete case. Dette skyldes IAS 18's mangel på detaljeret vejledning for indregning af omsætning, når der ikke kan foretages separation af de uspecificerede opgraderinger. Derfor vil indregning af omsætning efter ASC 985-605 – i sammenhæng med ovenstående – udskydes indtil der kan indhentes VSOE af dagsværdien på de uspecificerede opgraderinger. En undtagelse til denne regel fremgår af ASC 985-605-25-10. Paragraffens punkt (a) foreskriver, såfremt det eneste ikke-leverede element er en PCS, skal hele vederlaget indregnes i overensstemmelse med leveringsmønsteret for den tilbageværende PCS, dvs. de uspecificerede opgraderinger. Således kan hele vederlaget på 30.000 DKK indregnes i overensstemmelse med leveringsmønsteret for de uspecificerede opgraderinger, med den formodning, at software licensen og installationsservicen leveres først. I og med timing, frekvens og betydningen af de uspecificerede opgraderinger kan være varierende, er det vanskeligt at aflægge det forventede leveringstidspunkt for elementet. ASC 985-605-25-69 anordner derfor, at elementet indregnes lineært over aftalens vilkår, der ifølge casen består af en 3-års periode, hvorfor hele transaktionsprisen på 30.000 DKK vil blive indregnet lineært over 3 år. Efter de nye regler vil virksomheden anvende de generelle bestemmelser i IFRS 15.31-38 for henholdsvis installationsservicen og software opgraderingen, for at finde ud af, hvorvidt de indregnes på bestemt tid eller over tid. Således skal virksomheden indregne omsætning, når eller i takt med kunden overtager kontrollen over de leverede performance obligations. Eftersom software licensen er en adskilt performance obligation, vil naturen af virksomhedens løfte til at levere licensen blive vurderet i overensstemmelse med IFRS 15.56, dvs. om licensen er 3 (30.000 - (22.500 + 6.500)) = 1.000 DKK Side 43 af 74 right to access kontra right to use, idet sondringen er bestemmende for indregningstidspunktet for licensen. Installationsservicen skal indregnes på bestemt tid, når kontrollen overdrages til kunden, idet kunden ikke modtager og forbruger fordelene samtidig og i takt med virksomhedens leverance i overensstemmelse med IFRS 15.35(a). Dette begrundes med den forudsætning, at servicen har en lav grad af tilpasning. Med andre ord antages det, at kundens tilpasningsgrad kun er begrænset til de valgmuligheder, virksomheden har stillet til rådighed overfor kunden. Endvidere vurderes det, at der ikke er tale om en omfattende langsigtet kontrakt i og med installationsservicen ikke indebærer en signifikant modifikation eller tilpasning. I sammenhæng med dette, formodes installationsservicen at være en engangsforestilling, hvorfor punkt (b) i IFRS 15.35 heller ikke opfyldes i og med servicen ikke skaber og forbedrer et aktiv i takt med kunden får kontrol over det. Det vurderes derfor, at installationsservicen vil blive indregnet, når virksomheden overdrager kontrollen til kunden, dvs. når den er færdiginstalleret, hvilket antages at foregå næsten samtidig med levering af software licensen. De uspecificerede opgraderinger er gældende for en 3-års periode og skal indregnes over tid, i takt med at virksomheden udgiver dem. Dette begrundes med, at kunden – i overensstemmelse med kriteriet i IFRS 15.35(a) – modtager og forbruger fordelene fra den uspecificerede opgraderinger i takt med virksomhedens frigivelse af opgraderingen i løbet af 3-års perioden. I forhold til SAP Business One programmet anordner IFRS 15.B56, at man først og fremmest skal vurdere naturen af software licensen, for at kunne bestemme, hvorvidt den skal indregnes over tid eller på bestemt tid. Det formodes, at det leverede ERP-system er installeret på kundens computer med en vedvarende software licens, eftersom der i casen ikke er angivet kontraktvilkår, der indikere en tidsbegrænset anvendelseshorisont for produktet. Software produktet er altså behæftet med en licens, som kunden kan anvende på ubestemt tid. På baggrund af kontraktvilkårene, er det derfor vanskeligt at konstatere, at virksomheden vil foretage aktiviteter, der kan have en signifikant påvirkning på den intellektuelle rettighed, der er leveret til kunden. Med andre ord vil software produktet i sin al væsentligt være uændret efter overdragelsen af kontrollen til kunden. Dette gælder på trods af, at aftalen består af uspecificerede opgraderinger, idet påvirkningen fra en Side 44 af 74 anden performance obligation ikke skal inddrages i denne vurdering, jf. IFRS 15.BC410. Software licensen repræsenterer således en ret til brug af virksomhedens intellektuelle ejendomsret under de samme vilkår og tilstand, som gjorde sig gældende ved leveringstidspunktet. Derfor vil denne performance obligation blive indregnet på bestemt tid, dvs. når virksomheden overdrager kontrollen til kunden. Kontrolbegrebet skal ifølge IFRS 15.BC414 vurderes ud fra kundens perspektiv. Den selvsamme paragraf foreskriver, at kunden har kontrol over licensen, når vedkommende både kan benytte, samt drage fordel af den. På denne baggrund kan man konkludere, at kunden har kontrol over licensen, da det fremgår af casen, at software licensen er funktionel uafhængig af både installationsservicen og de uspecificerede opgraderinger. 5.3.1.5 Ligheder og forskelle Denne case har særligt haft fokus på separationskriterierne. Det viste sig, at de strenge separationskrav i ASC 985-605, der forudsætter tilstedeværelsen af VSOE af dagsværdien, resulterede i at de uspecificerede opgraderinger ikke kunne behandles som en separat regnskabsenhed. Dette havde den konsekvens, at den samlede omsætning tilknyttet kontraktens salgspris skulle udskydes og indregnes over leveringsmønsteret for den ikke-leverede PCS. I modsætning hertil viste en anvendelse af de nye regler, at omsætning relateret til software licensen og installationsservicen kunne indregnes på bestemt tid, selvom de uspecificerede opgraderinger indregnes over den i kontrakten fastsatte 3-års periode. Derfor vil de nye regler alt andet lige accelerer indregningen af omsætning ‒ i hvert fald for dele af kontrakten ‒ for denne type af softwarekontrakter. Når indregningen er valgt at blive behandlet efter US GAAP, frem for IAS 18, skyldes dette manglende konkret vejledning for indregning af omsætning, når der ikke kan foretages separation af de uspecificerede opgraderinger. Derfor blev en anvendelse af US GAAP for bestemmelse af indregningstidspunktet, vurderet for værende nødvendig. I praksis kan det forekomme, at de forskellige software virksomheder, har forskellige tilgange til, i hvilket omfang, de anvender US GAAP. De fleste har også udviklet deres egne anvendte regnskabspraksis. En anden software virksomhed ville muligvis have anvendt principperne for indregning af omsætning i IAS 18. Derfor bør man være forbeholdende i forhold til de analyserede Side 45 af 74 effekter, da der i praksis kan være uoverensstemmende udførelse af kontrakter med lignende karakteristika. Afslutningsvis er det nævneværdigt, at det er primært virksomheder der opererer i software branchen, der vil opleve effekten af denne accelererende indregning af omsætning. Andre virksomheder, der arbejder med multi-element kontrakter vil ikke opleve en markant forskel, medmindre de efter gældende regelsæt også følger en branchespecifik US GAAP vejledning, der ligner ASC 985-605. Dette begrundes med, at disse virksomheder vil anvende den generelle standard ASC 60525 for behandling af multi-element kontrakter, hvis separationskriterier ikke er væsentlig anderledes end kriterierne i IFRS 15, jf. diskussionen af det gældende regelsæt i afsnit 3.5. 5.3.2 Scenarie B2: Specialdesignet software4 Det er i kontrakten specificeret, at installationsservicen indebærer væsentlige tilpasningsaktiviteter, der tilfører betydelig nye funktioner til software licensen. Dette er nødvendigt, for at softwaren skal kunne være kompatibel med de software applikationer, som kunden allerede har installeret på sine servere. Der findes andre konkurrerende virksomheder på markedet, der også levere kundetilpassede installationsservices. Kunden vil betale et totalbeløb på 150.000 DKK for det specialdesignede software produkt. Der kan ikke opgøres en VSOE af dagsværdien på det specialdesignede software produkt, da det er et unikt produkt tilpasset til den pågældende kundes krav og behov, ligesom der fortsat ikke kan indhentes VSOE af dagsværdien på de uspecificerede opgraderinger. 5.3.2.1 Separation Efter de gældende regler, vil man ‒ ved en analogislutning fra IFRIC 15 omkring, tilstedeværelsen af en signifikant tilpasning eller modifikation i den foreliggende scenarie ‒ anvende IAS 11. Derved foretager installationsservicen en signifikant tilpasning af software licensen og tilsammen udgøre de ét specialdesignet software element. Dette underbygges af den formodning, at køber ikke har mulighed for at forkaste installationsservicen i henhold til IAS 11.8(b), idet servicen er nødvendig for at softwaren kan fungere på kundens tilgængelige IT-systemer. IAS 4 Inspireret af Example 11, Case B i IFRS 15.IE54-58 Side 46 af 74 11.8(a) foreskriver, at der først og fremmest skal være afgivet enkeltstående tilbud for hvert aktiv, for at der kan foretages en separat behandling af elementerne. Eftersom de uspecificerede opgraderinger følger med i købet af den specialdesignede software, vurderes den for værende et element, der er kombineret med den specialdesignede software. Efter de nye regler vil de uspecificerede opgraderinger fortsat være en separat performance obligation i det omfang de ikke er essentielle for funktionaliteten af softwaren. Det samme gælder ikke for software licensen, idet virksomhedens løfte ikke er separat identificerbar fra andre løfter i kontrakten, jf. IFRS 15.27(b). Dette underbygges af indikatorerne punkt (a) og (b) i paragraf 29. Således bruger virksomheden installationsservicen og licensen, som inputs til at levere en kombineret output i form af en specialdesignet software produkt. Samtidig medfører installationsservicen en signifikant tilpasning eller modifikation af software licensen. De uspecificerede opgraderinger anses som værende en separat performance obligation, da den hverken bliver fanget af punkt (a), (b) eller (c) i paragraf 29. Baseret på disse vurderinger af separationskriterierne, vil den regnskabsaflæggende ‒ ved anvendelse af den nye standard ‒ identificere følgende to performance obligations: Specialdesignet software Uspecificerede software opgraderinger 5.3.2.2 Måling Efter henholdsvis de gældende og nye regler, vil transaktionsprisen blive opgjort til 150.000 DKK, der i henhold til IAS 11.12 vil svare til dagsværdien af det modtagne vederlag. Dette vil efter de nye regler svare til det beløb, virksomheden forventer at modtage til gengæld for levering af sine leveringsforpligtelser. 5.3.2.3 Allokering Efter de gældende regler, er det ikke aktuelt at allokere transaktionsprisen, idet hele transaktionen betragtes som et kombineret element. Efter de nye regler, er det en anelse tankevækkende, at de uspecificerede opgraderinger ‒ ifølge separationskriterierne i forhenværende afsnit 5.3.2.1 ‒ skal behandles, som en separat performance obligation i denne type af langsigtede kontrakter. På samme måde som i Scenarie B1, kan der ikke indhentes en selvstændig værdi Side 47 af 74 på de uspecificerede opgraderinger, hvor det blev nødvendigt at estimere værdien baseret på den residuale metode. I tilfældet vurderes den selvsamme metode at være uanvendelig til denne type af kontrakter, idet der heller ikke kan opgøres en selvstændig værdi på det specialdesignede software. Det har ikke været muligt at finde vejledning i IFRS 15, der beretter noget omkring, hvordan man skal håndtere en situation, hvor det er umuligt at estimere den selvstændige værdi. 5.3.2.4 Indregning Efter de gældende regler vil hele transaktionen blive indregnet efter projektets færdiggørelsesgrad. Dette underbygges af IAS 18.IE19, hvor det fremgår: "Fees from the development of customised software are recognised as revenue by reference to the stage of completion of the development, including completion of services provided for post-delivery service support." Efter de gældende regler, vil man ved en gennemgang af betingelserne i IFRS 15.35, vurdere, hvorvidt de to identificerede leveringsforpligtelser ‒ henholdsvis specialdesignet software og de uspecificerede opgraderinger ‒ indregnes over tid. Derved vil den specialdesignede software indregnes over tid, idet det vurderes, at virksomhedens udførelse af den signifikante tilpasning på software licensen er målrettet til kundens unikke behov, hvorfor produktet ‒ i henhold til punkt (c) i paragraf 35 ‒ ikke giver den regnskabsaflæggende virksomhed en alternativ anvendelsesmuligt. Ligeledes antages det i henhold til selvsamme punkt (c), at virksomheden er berettiget til betaling for sit udførte arbejde i takt med det udføres. De uspecificerede opgraderinger vil ikke blive behandlet som en separat performance obligation, selvom separationskriterierne i paragraf 27 er opfyldte, idet der ikke kan opgøres en stand-alone værdi på leveringsforpligtelsen. Derfor formodes hele transaktionsprisen at blive indregnet over tid. 5.3.2.5 Ligheder og forskelle På baggrund af analysen, er der ikke noget der tyder på, at der i praksis vil være forskel på behandling af specialdesignet softwarekontrakter efter de gældende kontra nye regler. Det er dog konstateret, at IFRS 15 ikke har en høj grad af branchespecifik vejledning. Dette er demonstreret med standardens manglende holdning til situationer, hvor der ikke kan estimeres en selvstændig værdi. Derfor vurSide 48 af 74 deres der at være en uoverensstemmelse mellem IFRS 15's separationskriterier og allokeringsregler i forhold til specialdesignet softwarekontrakt af denne karakter. 5.4 Case C: Hardware med software og reparationsservice Hardwareproducenten Sony sælger Vaio computere direkte til kunderne via sin online nethandel, hvor der med computeren følger et Windows-styresystem fra softwareproducenten Microsoft. Derudover tilbyder Sony en reparationsservice, der skal udbedre eventuelle fejl, som computeren kan være behæftet med. Kontraktens totalpris udgøre 6.600 DKK. I det følgende vil kontrakten mellem Sony og slutkunden blive behandlet. Indledende bemærkninger I scenariet omtales tre typer af produkter. Det drejer sig om computeren Vaio, styresystemet Windows og reparationsservicen. Computeren er et materielt gode, der indeholder et software element. Software elementet er solgt som en OEM-version, idet Sony videresælger Microsoft's produkt, under sit eget Vaio-brand. Indenfor den gældende regnskabsregulering er IAS 38 Immaterielle anlægsaktiver, som det eneste sted, hvorpå man kan finde vejledning til, hvorvidt der i dette tilfælde er tale om et kombineret element kontra separate elementer. Da softwaren er en integreret del af computeren, hvorved der forstås at computeren ikke kan fungere uden softwaren, behandles det af køberen som et materielt anlægsaktiv, hvorfor der ligeledes må være tale om ét element ved salg af computeren (IAS 38.4). IFRS 15 behandler disse to typer af produkter på tilsvarende måde, da Windows-licensen må anses for værende en nødvendig komponent til den materielle computer og integrerende del af computerens funktionalitet (IFRS 15.B54). Dernæst skal det vurderes, hvorvidt reparationsservicen skal behandles som en separat performance obligation eller kombineres sammen med denne computer. Det bemærkes, at den omtalte reparationsservice i casen er en form for garantiydelse, der enten tilbydes af Sony eller kræves igennem lovgivning. Typen af garantien kan være afgørende for, hvorvidt ydelsen skal adskilles eller kombineres. Derfor anses det for værende nødvendigt, at opstille to scenarier. Scenarie C1 vil behandle ydelsen som en lovpligtig garanti ‒ dvs. som en reklamationsret ‒ mens Scenarie C2 vil behandle den som en udvidet garanti, der dækker udover 2-års reklamationsretten. Side 49 af 74 5.4.1 Scenarie C1: Servicen er en assurance-type warranty Reparationsservicen er en konsekvens af den lovpligtige 2-års reklamationsret. Sony tilbyder reparationsservicen gratis og baseret på virksomhedens erfaringer og historiske data, afholdes der 350 DKK i reparationsomkostninger. 5.4.1.1 Separation De gældende regler skelner mellem garantier, der kan købes separat og garantier der ikke kan købes separat (Pwc Manual, 2014, 9.86). Derfor er det afgørende, at den regnskabsaflæggende virksomhed foretager en subjektiv bedømmelse. Eftersom det af scenariet fremgår, at garantien er lovpligtig, må det derfor vurderes, at den ubetinget følger med kontraktens hovedelement ‒ computeren ‒ og er ikke noget der kan vælges til eller fra. Efter de nye regler opfattes en garanti, der kræves af lov, som en indikation på, at garantien ikke er en separat performance obligation (IFRS 15.B31(a)). Disse garantier benævnes assurance-type, jf. IFRS15.B28. Garantier der ikke kan vælges separat af kunden, skal såvel i de gældende og nye regler behandles efter IAS 37 Hensatte forpligtelser, eventualforpligtelser og eventualaktiver. (IFRS 15.B30) 5.4.1.2 Måling Måling af en hensat forpligtelse skal udgøre det bedste skøn over de omkostninger, der er nødvendige for at indfri garantiforpligtelsen på balancedagen, hvilket ifølge scenariet er opgjort til 350 DKK. (IAS 37.36) 5.4.1.3 Indregning Da garantien ikke anses for værende et separat element, har sælger udført alle de nødvendige handlinger i forbindelse med kontrakten, og kan derfor indregne det totale vederlag på 6.600 DKK i omsætning ved overdragelse af kontrollen af computeren. De fremtidige forventede omkostninger til reparation vil blive indregnet som en hensat forpligtelse, og vil ikke resultere i en reduktion af omsætning, idet indfrielsen af garantiforpligtelsen vil blive indregnet som en garantiomkostning (Pwc Manual, 2014, 9.86). Side 50 af 74 5.4.1.4 Ligheder og forskelle I dette scenarie fører en praktisk anvendelse af henholdsvis de gældende og nye regler til det samme resultat, da begge refererer til anvendelsen af IAS 37. Forskellen ligger i, at IFRS 15 er mere vejledende og har i paragraf B31 angivet en række indikatorer på, hvornår der er tale om en assurance-type garanti kontra en service-type garanti. Ved de gældende regler er der plads til mere selvstændig refleksion over typen af garantien. 5.4.2 Scenarie C2: Servicen er en service-type warranty Reparationsservicen er en udvidet garanti, som Sony tilbyder udover reklamationsretten, således at reklamationsperioden strækker sig x antal yderligere år efter udløbet af den lovpligtige 2-års reklamationsret. Sony har i kontrakten angivet en pris på 6.400 DKK for computeren og 200 DKK for reparationsservicen. Standalone salgspriserne for computeren og servicen er henholdsvis på 6.600 DKK og 1000 DKK 5.4.2.1 Separation Som tidligere nævnt, giver IAS 18 ikke ret meget vejledning angående separation, men i dette konkrete tilfælde kan følgende ordlyd i IAS 18.13 være anvendelig: "Når et produkts salgspris eksempelvis omfatter et identificerbart beløb for efterfølgende service, udskydes dette beløb og indregnes i omsætningen over den periode, hvor tjenesteydelserne leveres." På baggrund af ovenstående formulering vurderes det som værende unødvendigt at hente hjælp fra US GAAP. Sony har i kontrakten angivet en salgspris på 200 DKK for servicen, hvilket må betragtes som et identificerbart beløb. Efter de nye regler skal man anvende separationskriterierne i IFRS 15.27, som begge skal opfyldes, for at computeren kan anses for værende adskilt fra servicen. I denne forbindelse vurderes det i sammenhæng med paragraffens pkt. (a), at kunden både kan drage fordel af computeren i sig selv eller sammen med andre umiddelbar tilgængelige resurser, da vedkommende kan bruge eller sælge genstanden for et beløb der er højere end scrapværdien, jf. IFRS 15.28. Virksomhedens løfte til levering af computeren kan i sammenhæng med pkt. (b) opfattes for værende separat identificerbar fra andre løfter i aftalen, da det af casen fremgår, at der både leveres en computer og reparationsservice. Side 51 af 74 Der er således tale om to separate elementer, henholdsvis en computer og en reparationsservice, uanset om de gældende kontra nye regler anvendes, når den solgte service er en udvidet garanti. 5.4.2.2 Måling Kunden vil i forbindelse med transaktionen betale et totalt vederlag på 6.600 DKK til Sony. Uanset om de gældende eller nye regler anvendes vil omsætningen blive målt til dagsværdien af det beløb, der modtages eller vil modtages, dvs. til 6.600 DKK. 5.4.2.3 Allokering I de gældende IFRS regler er der ikke en generel vejledning til, hvordan man allokerer vederlaget, men ved udvidede garantier udskydes det i kontrakten angivne beløb for det separate identificerbar element, som ifølge scenariet er oplyst til 200 DKK. (BDO, 2014, p. 2) De nye regler vil allokere transaktionsprisen til de identificerede elementer baseret på den relative stand-alone salgspris. Med andre ord skal total vederlaget på 6.600 DKK allokeres forholdsmæssigt til computeren og servicen med deres respektive selvstændige salgspriser. Der er for computeren og vedligeholdelsesservicen angivet stand-alone salgspriser på henholdsvis 6.600 DKK og 1000 DKK, hvilket tilsammen udgør 7.600 DKK. Da dette beløb er højere end det modtagne vederlag på 6.600 DKK er der også tale om en rabat på 1.000 DKK. Transaktionsprisen skal allokeres forholdsmæssigt til alle performance obligations, som vist på nedenstående tabel 5-4: TABEL 5-4: ALLOKERING EFTER DEN RELATIVE STAND-ALONE SALGSPRIS Performance Obligation Computer Service Total Stand-alone value kr. 6.600 kr. 1.000 kr. 7.600 Performance Obligation Computer Service Total Kilde: Egen tilvirkning Allokeret transaktionspris kr. 5.732 kr. 868 kr. 6.600 Side 52 af 74 (6.600/7.200*6.600) (1.000/7.200*6.600) 5.4.2.4 Indregning På baggrund af separationsprocessen i afsnit 5.4.2.1 vil man i de gældende regler udskille servicen fra computeren og udskyde det i kontrakten angivne beløb på 200 DKK, således at det indregnes i omsætning over den periode, kunden vil gør sig brug af. De nye regler har en lidt anden tilgang til denne type af garantier, der benævnes som service-type warranties. IFRS 15 kræver, at Sony skal udskyde et allokeret beløb, baseret på den relative stand-alone salgspris, dvs. 868 DKK, selvom der i kontrakten er angivet en pris på 200 DKK for servicen. (IFRS 15.B29) Det udskudte beløb indregnes i omsætning over garantiperioden på samme måde, som i de gældende regler. 5.4.2.5 Ligheder og forskelle Reglerne for udvidede garantier er i høj grad den samme i henholdsvis den gældende og nye regulering. Der er med andre ord ikke identificeret nogen forskel på indregning af omsætning. Til gengæld kan der være en forskel i måling af beløbet. Dette hænger sammen med, at beløbet for den udvidede garanti skal fastlægges efter den relative stand-alone værdi i IFRS 15, hvorimod man i de gældende regler bruger det i kontrakten angivne beløb. Dette er forsøgt illustreret i scenariet, hvor anvendelsen af de gældende regler resulterede i en udskydelse af 200 DKK for reparationsservicen, mens der ved anvendelsen af IFRS 15 blev allokeret 868 DKK til den selvsamme service. De 868 DKK, der relaterer sig til servicen, indregnes i omsætning over garantiperioden. Således er effekten af de nye regler i dette konkrete scenarie, at den regnskabsaflæggende virksomhed, Sony, vil indregne en lavere omsætning på 668 DKK i første omgang, da det allokerede beløb til servicen på 868 DKK er højere end den angivne pris på 200 DKK. Ud fra en alt andet lige betragtning, vil fortjenesten på reparationsservicen fremgå med et højere beløb i de nye regler, mens fortjenesten på computeren vil fremstå, som værende lavere. De nye regler kan derfor medføre en øget kompleksitet i forhold til de gældende regler, når det handler om udvidede garantier. Side 53 af 74 5.4.3 Scenarie C3: Ret til returnering5 I dette scenarie ses der bort fra reparationsservicen i casen. Der skal således hverken tages hensyn til separation eller allokering. Det antages ligeledes i det følgende, at kunden har ret til returnering med fuld refundering af den købte computer indenfor 30 dage. I scenariet sælges der 100 Vaio computere á 6.600 DKK. Hver enkel computer har en omkostning på 3.000 DKK. Virksomheden har følgende returneringsrate for sine solgte computere i 2014: TABEL 5-5: SONY'S SALG OG RETURNERINGSRATER FOR COMPUTERE I 2014. 2014 1. kvartal 2. kvartal 3. kvartal 4. kvartal Total Kilde: Egen tilvirkning Solgt 450 300 500 250 1500 Returnering 5% 2% 4% 10% 5.4.3.1 Måling I de gældende regler vil transaktionsprisen blive målt til dagsværdien af det vederlag, der modtages fra kunden, hvilket svarer til 660.000 DKK (6.600x100). I de nye regler betragtes retten til returnering, som en form for variabelt vederlag, der skal trækkes fra det vederlag som Sony forventer at modtage ‒ der ligeledes er på 660.000 DKK ‒ til gengæld for sin levering af 100 computere, jf. IFRS 15.51. Således skal det variable vederlag estimeres ud fra en af de to metoder, der er krævet af paragraf 53. I denne sammenhæng, anses den forventede værdi som værende den mest hensigtsmæssige metode, da den tilpasser sig til situationer, hvor virksomheden har et stort antal kontrakter af lignende karakter. Ved anvendelse af virksomhedens historik for returnering af computere i tabel 5-5, vil Sony opnå følgende returneringsværdi: Den forventedeværdi : 450 5% 300 2% 500 4% 250 10% 5% 1500 Ovenstående estimering betyder, at 95 af de solgte computere ikke vil blive returneret. Det estimerede beløb for det variable vederlag på 627.000 DKK (6.600x95) skal yderligere evalueres af "begrænsningsreglen" i paragraf 56. Selvom returneringerne er udenfor virksomhedens indflydelse i henhold til punkt (a) i paragraf 5 Inspireret af Example 22 i IFRS 15.IE110-115 Side 54 af 74 57, vurderes virksomheden for at have tilstrækkelig historisk datagrundlag for returnering af Vaio computere. I henhold til punkt (b) i selvsamme paragraf, vil usikkerheden i forbindelse med returneringen ikke trække sig over en længere periode, da retten til returnering på 30 dage vurderes for værende en relativ kort periode. På denne baggrund kan man udlede, at det er "highly probable", at der ikke senere forekommer en væsentlig tilbageførsel af det indregnede variable beløb på 627.000 DKK. 5.4.3.2 Indregning I de gældende regler fremgår det af IAS 18.17, at såfremt sælger kun bevarer en ubetydelig risiko af ejerskab i relation til de solgte varer, skal omsætning indregnes på salgstidspunktet, forudsat at sælgeren kan estimere fremtidige returneringer pålideligt. Eftersom virksomheden har historisk datagrundlag for returneringsraten på computeren, er det derfor også rimeligt at kunne påstå, at virksomheden har mulighed for estimere fremtidige returneringer pålideligt. I overensstemmelse med selvsamme paragraf 17 skal virksomheden modpostere i de hensatte forpligtelser. IAS 18 har ikke andre umiddelbare bemærkninger til, hvordan ret til returnering skal behandles. I IASB's Agenda Paper 7B Deposits on returnable containers pkt. 10, har medlemmerne anført, at disse returneringer skal behandles på samme måde som garantier, dvs. efter IAS 37 (Agenda Paper 7B, 2007, p. 3). Baseret på de historiske erfaringer vil virksomheden således indregne den del af vederlaget på 660.000 DKK der relaterer sig til de estimerede returneringer, som en hensat forpligtelse. Beløbet der skal hensættes, afhænger af den af virksomhedens anvendte fremgang for estimering af returneringssatset idet IAS 18 ikke vejleder til, at anvende en bestemt metode. Det vurderes dog, at dette ikke vil have en mærkbar betydning, da metodekravene i IFRS 15 er forholdsvis simple, jf. IFRS 15.BC201. Derfor antages returneringsestimatet for værende tilsvarende på 5 % ved anvendelse af principperne i IAS 18. Baseret på estimeringen vil virksomheden herudover indregne 285.000 DKK (3.000x95) til vareforbrug. De resterende 15.000 DKK (300.000 - 285.000) modregnes i hensatte forpligtelser, der således afspejler nettoforpligtelserne. I de nye regler vil omsætning ligeledes indregnes på salgstidspunktet i henhold til IFRS 15.38. Virksomheden vil indregne 627.000 DKK i omsætning og 33.000 DKK (6.600x5) i hensatte forpligtelser. Derudover kræver den nye standard, at Side 55 af 74 der indregnes et aktiv der afspejler regnskabsværdien (kostprisen) af de produkter der forventes at returneres, hvilket i tilfældet vil svare til et beløb på 15.000 DKK (3.000x5). De resterende 285.000 DKK vil fortsat blive indregnet som vareforbrug. (IFRS 15.B21) Ovenstående er illustreret af følgende tabel 5-6: TABEL 5-6: INDREGNING AF OMSÆTNING VED RET TIL RETURNERING - IAS 18 VS IFRS 15 KRONER (DKK) Kasse Hensatte forpligtelser Omsætning Aktiv Vareforbrug Varelager Debit 660.000 IAS 18 Kredit Debit 660.000 18.000 627.000 285.000 IFRS 15 Kredit 33.000 627.000 15.000 285.000 300.000 300.000 Kilde: Egen tilvirkning 5.4.3.3 Ligheder og forskelle Behandlingen af kontrakter der indeholder ret til returnering, viste sig i høj grad, at være identisk ved anvendelse af såvel de gældende og de nye regler ‒ i hvert fald ift. indregning af omsætning. Selvom IFRS 15 måler transaktionsprisen på en mere omfattende måde, ved henvisning til bestemte metoder for estimering af variable vederlag, vurderes det dog, at udfaldet i langt de fleste tilfælde vil være den samme som i IAS 18. Dette underbygges af det faktum, at estimering af returnering ikke bygger på komplicerede teknikker, men blot historiske data. Således er principperne den samme, mens fremgangsmåderne er skåret mere ud i pap i IFRS 15. Den væsentligste forskel viste sig at være ved klassifikation, idet IFRS 15 kræver en bruttoopgørelse af de hensatte forpligtelser, frem for en nettoopgørelse. 5.5 Case D: On-demand software licens (SaaS) med oprettelsesgebyr (up-front fee) Microsoft sælger on-demand udgaven af sin Office-pakke via sin hjemmeside. Produktet hedder Office 365, hvorved forstås at der er en binding på årsbasis. Produktet giver adgang til en software licens via en hosting service. Kunden skal betale 80 DKK om måneden over en 1-års bindingsperiode, der på årsbasis svarer til 960 DKK. I forbindelse med kontraktindgåelsen betales et oprettelsesgebyr på 500 DKK. Kunden kan ved slutningen af hostingperioden forlænge aftaleperioden med yderligere et år, uden at skulle betale gebyr på ny. Side 56 af 74 5.5.1 Behandling under de gældende regler I de gældende regler behandles SaaS aftaler som en servicekontrakt. Separation foretages efter kriterierne i ASC 605-25. Selvom der i kontrakten specificeres to elementer ‒ henholdsvis en software licens og hosting service ‒ er kontrakten struktureret på en måde, der ikke indikerer tilstedeværelsen af en selvstændig værdi for hverken licensen eller hosting servicen. Dette underbygges af, at kunden i henhold til ASC 605-25-25-5 ikke kan købe produktet separat fra hverken Microsoft eller hvilken som helst anden sælger. Derfor vil Office 365 betragtes som en enkel regnskabsenhed efter den gældende regnskabsregulering. (Deloitte, 2014, p. 4). Aftalen bliver behandlet som salg af en tjenesteydelse i henhold til IAS 18. Omsætning bør indregnes med udgangspunkt i transaktionens færdiggørelsesgrad efter produktionsmetoden, jf. IAS 18.21. Af praktiske årsager, vil man formentlig indregne hele transaktionen lineær over aftaleperioden, idet substansen i aftalen betragtes at indebære udefinerbar antal handlinger (IAS 18.25). Dette stemmer overens med indregningskriterierne ved andres benyttelse af virksomhedens aktiver iht. IAS 18.29. I IAS 18 vil man som udgangspunkt indregne oprettelsesgebyret, når der ikke er en signifikant usikkerhed i forhold til inddrivelsen af vederlaget. I tilfælde hvor oprettelsesgebyret giver kunden ret til at købe services til en lavere pris, end det der bliver opkrævet for ikke-eksisterende kunder, skal oprettelsesgebyret indregnes på en måde der reflektere timingen, naturen og værdien af de udbudte fordele. (IAS 18.IE17) 5.5.2 Behandling under IFRS 15 I IFRS 15.B54(b) angives licenser som en kunde udelukkende kan drage fordel af i sammenhæng med en service, for værende ikke adskilte. Det fremgår, at der kan være tale om online service, der – ved tildeling af licens – giver kunden adgang til indholdet. Det vurderes at indholdet i denne paragraf harmonerer med Office 365 produktets karakteristika, hvorfor hosting servicen ligeledes ikke vil blive separeret fra licensen ved anvendelse af den nye standard. Herudover forholder den nye standard sig mere specifik i forhold til behandling af oprettelsesgebyret. Derved betragtes gebyrer, der ikke relaterer sig til en bestemt vare eller tjenesteydelse, som en forudbetaling for administrativt arbejde (IFRS 15.B49). I denne sammenhæng skal virksomheden vurdere, hvorvidt oprettelsesSide 57 af 74 gebyret giver kunden en væsentlig rettighed (material right), som kunden ikke ville have haft uden at have trådt ind i kontrakten. Eftersom casen angiver eksisterende kunders mulighed for at forlænge aftaleperioden, uden at skulle betale et gebyr, vil dette alt andet lige betragtes som en væsentlig rettighed i forhold til det tilsvarende produkts til enhver tid gældende pris for ikke-eksisterende kunder. Dette baseres på en antagelse om, at produktet sælges i et marked med stabile priser. Derfor vil den væsentlige ret betragtes som en implicit fornyelsesoption, der skal behandles som en separat performance obligation. (IFRS15.B40) Eftersom virksomheden har identificeret en option, som værende en separat performance obligation, skal den ligeledes allokere transaktionsprisen baseret på den relative stand-alone salgspris. Da der ikke er en observerbar stand-alone salgspris på fornyelsesoptionen, skal virksomheden estimere den. Der er imidlertid en usikkerhed forbundet med de antal gange en kunde vil forny sit abonnement, hvorfor der ofte vil være en række flere indbyrdes afhængige fornyelsesoptioner i denne type af kontrakter. Således kan kunden kun benytte sig af disse optioner på betingelse af, at vedkommende har benyttet sig af enhver eventuel tidligere option. Man har derfor besluttet, at det vil være for indviklet, at bestemme salgsprisen for en række indbyrdes afhængige fornyelsesoptioner (IFRS 15.BC392). Af denne grund giver den nye standard mulighed for at anvende en praktisk alternativ fremgang, når kunden ‒ som i tilfældet ‒ har ret til en fremtidig service, der er identisk med den hosting service, der oprindelig fremgår i aftalen. Denne alternative fremgang tillader virksomheden, at allokere transaktionsprisen til fornyelsesoptionerne med henvisning til de forventede leveringer af services, og det hertil tilknyttede forventede vederlag (IFRS 15.B43). Med andre ord skal virksomheden ved første måling også inkludere det tilknyttede, forventede vederlag i transaktionsprisen. Virksomheden kan således, i stedet for at værdiansætte selve optionen, antage at selve optionen vil blive udnyttet. SaaS aftalen vil blive indregnet efter de generelle bestemmelser i IFRS 15.31-38, idet licensen ikke er adskilt, jf. paragraf B55. I overensstemmelse med paragraf 35(a) vil kunden modtage og drage fordel af hosting servicen i takt med virksomhedens leverance. Den forventede transaktionspris inkl. oprettelsesgebyret vil fordeles med det forventede antal udnyttelse af fornyelsesoptionen (IFRS 15.B49). Virksomheden skal ved udløbet af hver option, opdatere sine estimater, såfremt Side 58 af 74 der er uoverensstemmelse med den aktuelle udnyttelse af optionen (IFRS 15.IE266). 5.5.3 Ligheder og forskelle Den ovenstående gennemgang af SaaS kontrakten har, ved anvendelse af henholdsvis den gældende kontra nye standard, vist sig at være en indviklet proces. Umiddelbart vil udfaldet af kontrakten i høj grad være den samme, idet princippet i IAS 18.IE17 kan sidestilles med den alternative fremgang i IFRS 15.B43. Forskellen er endnu engang, mangel på detaljeret forklaring i den gældende regulering i forhold til IFRS 15, der specifikt klarlægger en fremgang. Derudover medfører den nye standard en overvejelse omkring, hvorvidt en option giver kunden en væsentlig rettighed (material right) i forhold til ikke-eksisterende kunder. I IAS 18 er der ikke nogle krav til væsentligheden af optionen, hvorfor behandlingen afhænger af den enkelte regnskabsaflæggende virksomheds bedømmelse. Det formodes at virksomhederne i den gældende regulering, behandler muligheden for at forlænge en aftale som et tilbud, frem for en option. Derfor forventes den nye standard at resultere i en mere ensartet behandling af SaaS kontrakter, der grundet oprettelsesgebyret, indeholder en implicit fornyelsesoption. Forskellige syn på tærskelværdien for den væsentlige rettighed, kan dog fortsat resultere i uensartet behandling af kontrakter med lignende økonomiske karakteristika. Side 59 af 74 6. Vurdering af IFRS 15 I det følgende redegøres der for IASB begrebsrammens kriteriesæt for brugbar information, der sammen med den foretagne analyse i forrige kapitel vil udgøre grundlaget for den efterfølgende vurdering af IFRS 15. 6.1 IASB's kriteriesæt for brugbar information Formålet med IASB's Conceptual Framework (CF) er at give brugbar finansiel information til regnskabsbrugerne (CF.OB2). De primære regnskabsbrugere er såvel eksisterende og potentielle investorer, långivere og andre kreditorer (CF.OB5). Baseret på informationen i regnskabet skal det være muligt for regnskabsbrugerne, at værdiansætte den regnskabsaflæggende virksomhed (CF.OB7). I bestræbelserne på at opnå dette mål, er der i begrebsrammens Kapitel 3 opstillet kvalitative karakteristika for brugbar information. Kriteriesættet opdeles i henholdsvis fundamentale- og styrkende kvalitative karakteristika, hvor førstnævnte vægtes højst, mens sidstnævnte er nogle supplerende kriterier (CF.BC3.8). De fundamentale kriterier består af relevans og troværdig repræsentation, hvorimod de styrkende kriterier består af sammenlignelig, verificerbar, rettidig og forståelig information. 6.1.1 Fundamentale kvalitative egenskaber Et regnskab opfylder kriteriet om relevant information, såfremt den påvirker regnskabsbrugernes beslutning, uanset om den pågældende information allerede er kendt af regnskabsbrugerne eller fremgår af en anden kilde (CF.QC6). For at kravet om relevans kan opfyldes, skal den givne information enten have en fremadrettet- eller bagudrettet værdi for brugerne ‒ eller en kombination af dem begge (CF.QC7). Relevant information kan således både bekræfte historiske resultater, og give et fingerpeg om virksomhedens fremtidige finansielle stilling. Når et regnskabs kvalitative egenskab om relevans skal vurderes, skal man tage stilling til, hvorvidt den pågældende information er væsentligt (CF.BC3.18). Væsentlighed er et virksomhedsspecifikt begreb, der kan have påvirkning på brugernes beslutninger, såfremt det udelades eller fejlangives (CF.QC11). Regnskabet bør endvidere have en troværdig repræsentation. For at sikre en perfekt troværdig repræsentation, skal der være tale om fuldstændig, neutral og fejlfri information. En maksimering af disse kvaliteter, vil resultere i den bedst mulige Side 60 af 74 troværdig repræsentation af information. (CF.QC12). Fuldstændighed opfyldes ved at medtage al nødvendig information, således at en kunde kan forstå indholdet i regnskabet. Det kan være forklaringer angivet som note eller anden nødvendig information, der fremgår af virksomhedens anvendte regnskabspraksis. (CF.QC13) Ved neutralitet forstås, at der ikke må være bias i valget eller præsentationen af regnskabsmæssig information. Der må med andre ord ikke være manipulerende information på en sådan måde, at det kan påvirke regnskabsbrugernes beslutninger i hverken en positiv eller negativ retning. (CF.QC14). Ved fejlfri information skal de processer, der anvendes til at fremstille den rapporterede information, være valgt og fuldført uden fejl. Dette må ikke forveksles med præcision, da f.eks. estimater kan have varierende værdier. Det handler derfor nærmere om, at forklare den bagvedliggende proces for det estimerede beløb, i forlængelse med at gøre brugerne opmærksomme på fremgangsmådens begrænsninger. (CF.QC15) 6.1.2 Styrkende kvalitative egenskaber Når regnskabsbrugerne træffer beslutninger, har de oftest en række valgmuligheder indenfor hvilken virksomhed de vil investere i. Derfor forbindes sammenlignelighed ‒ blandt forskellige regnskabsperioder eller på tværs af forskellige virksomheder ‒ også som brugbar information. Konsistent information er et begreb, der er forbundet med sammenlignelighed og relaterer sig til anvendelsen af de samme metoder for regnskabsposter med identisk karakteristika. (CF.QC20-22) Sammenlighed har en tæt tilknytning til de fundamentale kvalitative egenskaber. Således vil opfyldelse af kriterierne relevans eller troværdig repræsentation sandsynligvis være årsag til en forbedret sammenlignelig. (CF.QC24) Verificerbar information hjælper brugerne med at bekræfte den troværdige repræsentation. Det sker ved, at brugeren direkte kan tjekke, hvorvidt et angivet beløb er i overensstemmelse med andre relaterede poster. Det kan også ske indirekte ved, at brugeren har mulighed for at genberegne et beløb, ved at bruge den samme model, formel eller anden teknik. (CF.QC26-27) Rettidighed handler om at gøre information tilgængelig for brugerne fra det øjeblik informationen kommer til kundskab for den regnskabsaflæggende virksomhed. (CF.QC29) Forståelighed handler om at klassificere, fremstille og præsentere information klart og tydeligt. (CF.QC30) Side 61 af 74 En virksomhed kan ikke altid opfylde alle disse kvaliteter på samme tid, da styrkelse af den ene, kan forringe den anden. Formålet er derfor at maksimere de samlede styrkende kvalitative karakteristika mest muligt. Det er desuden nævneværdigt, at der ikke kan skabes brugbar information for regnskabsbrugerne ved at opfylde de styrkende kvaliteter, såfremt de fundamentale kvaliteter om relevans og troværdig repræsentation ikke opfyldes. (CF.QC33-34) 6.2 Vurdering af informationsværdien for regnskabsbrugerne Formålet med IFRS 15 har været, at give en mere fast ramme til de regnskabsaflæggende virksomheder angående indregning af omsætning (IFRS 15.IN5(b)). Dette mål skulle bl.a. opfyldes ved at simplificere forberedelsen af regnskaber ved, at reducere antallet af krav, som virksomhederne måtte referere til (IFRS 15.IN5(e)). Det vurderes, at disse målsætninger vil realiseres med implementeringen af IFRS 15. Dette underbygges af, at virksomheder der opererer i software branchen og samtidig aflægger regnskab under IFRS, vil i den kommende tid undgå at tage stilling til, hvorvidt de skal anvende IAS 18, IAS 11, IFRIC 15, IFRIC 13, ASC 985-605, ASC 605-25 eller en kombination af disse standarder. Det overordnede formål med den nye standard var ‒ som nævnt i Kapitel 1 ‒ at fjerne inkonsistente forhold og svagheder i de gældende regler (IFRS 15.IN5(a)). For at tage stilling til problematikken anses det for værende nødvendigt, at vurdere graden af vejledning i de enkelte standarder. Dette baseres på antagelsen om, at der må være en vis korrelation mellem vejledning og konsistens. På baggrund af de, i denne afhandling foretagne gennemgange af forskellige standarder, diskussioner og sammenligninger, vurderes US GAAP for at give en høj grad af detaljeret vejledning, mens det omvendt for IAS'erne anses for værende lav. I denne kontekst, vurderes graden af vejledning for IFRS 15 at være et sted mellem US GAAP og IAS'erne. Dette beror sig på, at IFRS 15 er langt mere vejledende end den gældende IFRS regulering, men detaljeringsgraden er ikke ligeså omfattende som i US GAAP. Dette hænger angiveligt sammen med, at FASB har udviklet utallige mange branchespecifikke standarder, mens formålet med IFRS 15 har været at standardisere den til at kunne rumme alle forhold, der vedrøre enhver branche. Hvorvidt den nye standard vil realisere målet om, at fjerne inkonsistente forhold og svagheder i de gældende regler, afhænger endvidere af, i hvor høj grad den enkelte software virksomhed, har hentet hjælp fra US GAAP. Det vurderes Side 62 af 74 derfor, at inkonsistente forhold og svagheder ikke kan fuldstændigt elimineres med implementeringen af IFRS 15. Målet er formodentlig normativt for at opnå en retningsgivende norm for indregning af omsætning. Endvidere er der i IFRS 15, på udvalgte fronter, forsat lagt op til at anlægge skøn. Dette er ikke overraskende, da IFRS 15 er en principbaseret standard ‒ i modsætning til den regelbaserede US GAAP ‒ hvoraf man kan forvente, at den ikke skal give vejledning til alle mulige og tænkelige omstændigheder. Derfor vil standarden sandsynligvis fortsat indebære inkonsistent indregning af omsætning i forhold til gældende praksis. Dog vil dette formodentlig være reduceret i forhold til gældende ret, da virksomhederne ‒ i det mindste ‒ ikke skal tage stilling til hvilken standard de skal anvende. Derudover var målet med den nye standard, at forbedre sammenlignelighed af omsætning (IFRS 15.IN5(c)), der indregnes på tværs af virksomheder og industrier, samt give mere brugbar information til regnskabsbrugerne (IFRS 15.IN(d)). Disse mål vil vurderes i sammenhæng med begrebsrammens kvalitative karakteristika for brugbar information ved, at inddrage de analyserede effekter fra forrige Kapitel 4. Med andre ord er det de identificerede forskelle, der vil blive fremhævet ved vurderingen af, hvorvidt den nye standard giver større eller mindre informationsværdi til regnskabsbrugerne. Kapitel 5 blev indledt med en komparativ analyse af kontraktidentifikation. IFRS 15 tillader indregning af den omsætning som forventes, at blive inddrevet af virksomheden, hvilket kan være lavere end den kontraktfastsatte pris. Det forudsætter dog, at virksomheden har en intention om at give prisnedslag, som fratrækkes kontraktprisen ved måling af transaktionsprisen. Denne mulighed vil kunne give regnskabsbrugerne mere relevant information, idet den tillader virksomheden at betragte den del af kontraktsummen der er usandsynlig at inddrive, som et prisnedslag. Dette resulterer i, at dele af kontraktsummen kan indregnes, i stedet for at betragte det som kreditrisiko og udelukke indregning af hele kontraktsummen. Således tager standarden hensyn til reelle forhold og kompromiser, der kan gør sig gældende i praksis. Der er dog en uklar grænse mellem kreditrisiko og prisnedslag, idet sidstnævnte baserer sig på subjektive skøn. Dette giver virksomhederne spillerum, som dermed kan forringe sammenligneligheden og troværdigheden af regnskaberne. Side 63 af 74 I Case A blev det nye koncept i IFRS 15 vedrørende allokering af rabat analyseret. Konsekvensen af den nye måde at allokere rabat, vurderes til at være mere retvisende end de gældende regler, omend det er en anelse mere kompliceret at udføre. Konceptet kan forhindre allokering af uensartet rabatter for den samme bundle af produkter, når de indgår i en anden rabatsammensætning med andre varer og tjenesteydelser. Dette er ligeledes i overensstemmelse med neutralitetsprincippet, da det bl.a. reducerer risikoen for regnskabsmanipulation således, at den regnskabsaflæggende virksomhed ikke kan få indtjeningen til at fremstå mere favorabelt for bestemte produkter. Reglen kan dermed bidrage til at give regnskabsbrugerne brugbar information i form af mere troværdig repræsentation. Samtidig kan det også forhindre bestemte produkter i at fremstå mere eller mindre rentable, hvorfor det også kan påvirke regnskabsbrugernes beslutninger, såfremt de eksempelvis basere deres investering på et bestemt produkt, der efter deres overbevisning har potentiale. Reglen kan ydermere forhindre performance obligations med en lav indtjening til at blive indregnet med et tab, selvom transaktionen i sin helhed giver et overskud. Det nye rabatkoncept vil således, alt andet lige, have en større informationsværdi for regnskabsbrugerne ved både at give dem mere relevant og troværdig information. Den relevante information vil dog muligvis afhænge af væsentligheden, som er et virksomhedsspecifikt anliggende, men at fordele en rabat til de specifikke performance obligations, som rabatten i virkeligheden relatere sig til, vil give et mere retvisende billede af regnskabet. I Case B1 blev der illustreret nogen af de mest centrale ændringer relateret til software branchen, når standardsoftware indgår i en multi-element kontrakt. Udfaldet af den nye standard resulterede i en accelererende indregning af omsætning for dele af transaktionen, hvilket vurderes til at give regnskabsbrugerne en mere rettidig og lettere forståelig information. Dette beror sig på, at de separate performance obligations kan ‒ i modsætning til gældende regler ‒ indregnes uafhængigt af forhold der vedrører øvrige performance obligations. Samtidig er separationskriterierne i IFRS 15 med til at sikre, at dele af en transaktion ikke blive indregnet som omsætning, da det ellers ville være i strid med kriteriet om at omsætning indregnes, når parterne har udført deres respektive forpligtelser iht. IFRS 15.9(a). Muligheden for brug af den residuale fremgang gøre det muligt, at estimere en stand-alone salgspris, når prisen ikke er observerbar, og giver i øvrigt ikke anledning til problemer med hensyn til verificering. Til gengæld kan den residuale meSide 64 af 74 tode medføre mindre troværdig repræsentation ‒ i henhold til CF.QC16 ‒ grundet den høje grad af usikkerhed, der er forbundet med det estimerede beløb. Desuden vil dette gøre det vanskeligere at sammenligne andre virksomheder i den samme branche med hinanden, da den residuale værdi afhænger af stand-alone salgspriserne for de andre varer og tjenesteydelser, som det pågældende produkt er sammensat med i kontrakten. Det vurderes endvidere, at der kun vil være begrænset usikkerhed forbundet med at finde eller estimere stand-alone salgsprisen i IFRS 15. I Case B2 var det imidlertid vanskeligt at estimere stand-alone salgsprisen for de uspecificerede opgraderinger, hvilket kan være problematisk for software virksomheder. I Case C3 var fokus på en kontrakt, der gav kunden ret til returnering. Principperne viste sig at være den samme ved henholdsvis de gældende og nye regler. Til gengæld er de nye regler mere vejledende i forhold til IAS 18, da IFRS 15 forslår konkrete metoder til estimering, hvilket i den sidste ende kan resultere i mere forståelig og sammenlignelig information for regnskabsbrugerne. Derudover kræver IFRS 15.54 at anvende den valgte estimeringsmetode konsistent, hvilket taler for en forbedring i muligheden for at sammenligne de forskellige regnskabsperioder i en virksomhed. Det skal endvidere være "highly probable" at der ikke senere vil forekomme en signifikant tilbageførsel af det estimerede variable beløb, der indregnes i omsætning. Denne "begrænsningsregel" kan give regnskabsbrugerne mere relevant information, idet brugerne vil være i stand til at foretage mere sikre prognoser over fremtidig omsætning, eftersom reglen medvirker til at fjerne usikkerheden omkring en senere tilbageførsel af den indregnede omsætning. Den manglende definition af "highly probable" er til gengæld en svaghed i forhold til at skabe konsistente indregninger af omsætning og vil kunne svække sammenligneligheden. Der er dog oplistet en række faktorer i IFRS 15.57, som virksomhederne kan bruge i deres overvejelser, når de skal anvende reglen. Derudover er "begrænsningsreglen" modstridende med neutralitetsprincippet, da der kun medtages et minimumsbeløb, som ikke er udsat for at skulle tilbageføres, hvilket kan betragtes som en bias nedad i de foretagne skøn, som også indrømmes af IASB, jf. IFRS 15.BC207. Dette er således med til at trække den troværdige repræsentation i en nedadgående retning. IASB mener til gengæld, at "begrænsningsreglen" har været efterspurgt fra regnskabsbrugerne, hvilket er med til at bekræfte, at reglen giver regnskabsbrugerne mere relevant information. Ydermere har IFRS 15 en Side 65 af 74 række præsentationskrav for de skøn, virksomheden har foretaget ved anvendelse af "begrænsningsreglen", jf. IFRS 15.118, hvilket kan styrke forståelsen af regnskabet. Herudover blev det i casen illustreret, at IFRS 15 kræver en mere detaljeret klassifikation af de hensatte forpligtelser, der skal opgøres brutto, frem for netto. Kravet anses for at være en forbedring i forhold til at øge gennemsigtigheden og dermed den troværdige repræsentation i virksomhedernes regnskab. I Case 4 blev en SaaS kontrakt med oprettelsesgebyr behandlet. IAS 18 fokuserer på substansen i aftalens indhold, mens IFRS 15 har udviklet begrebet "material right" til vurdering af, hvorvidt oprettelsesgebyret relaterer sig til en fornyelsesoption. De mere specifikke krav i IFRS 15 kunne resultere i mere ensartet behandling af kontrakter med et oprettelsesgebyr, der knytter sig til administrative aktiviteter. Til gengæld tillader IFRS 15 at anvende en alternativ fremgang til allokering af transaktionsprisen til fornyelsesoptionen, hvilket vil kunne forringe sammenligneligheden iht. CF.QC25. Dette giver også ledelsen spillerum, som ikke gavner den troværdige repræsentation ‒ dog vurderes IFRS 15 at give relativt mindre spillerum til den regnskabsaflæggende virksomhed, idet kravene er mere præciseret i forhold til den mere principbaserede IAS 18. Derudover er der ikke enighed omkring begrebet "material right". Joint Transition Resource Group har diskuteret begrebet og der er to forskellige syn på det. Fortalerne for synspunkt A mener at evalueringen af, hvorvidt optionen giver en væsentlig rettighed, udelukkende bør baseres på kvantitative faktorer, der relatere sig til optionens selvstændige salgspris ‒ dvs. at man udelukkende skal forholde sig til de forhold, der relatere sig til den pågældende transaktion med kunden. Synspunktet er baseret på IFRS 15.BC386, hvor det også indrømmes, at begrebet er en videreudvikling af 'incremental' og 'significant' i US GAAP. I modsætning hertil mener fortalerne for synspunkt B, at man skal supplere de kvantitative faktorer med de kvalitative faktorer ‒ som f.eks. ved kundens mulighed for at købe et tilsvarende produkt fra en konkurrent. Synspunktet baseres på IFRS.BC87, der i øvrigt hænger sammen med definitionen af en kontrakt, hvor der fokuseres på kundens perspektiv. (JTRG, 2014, pp. 8-11) Den manglende konsensus omkring begrebet kan svække muligheden for ensartede regnskaber. Af ovenstående kan det udledes, at den nye standard vil have nogle påvirkninger på måling og indregning af omsætning, som i nogle tilfælde vil give regnskabs- Side 66 af 74 brugerne en større informationsværdi ‒ dog ikke væsentlig mere end den gældende regulering. Principperne i IAS 18 og IFRS 15 er mere eller mindre den samme, mens IFRS 15's dybere vejledning kan reducere den inkonsistente behandling af transaktioner med økonomisk ens karakteristika. Virksomhederne slipper for at søge vejledning i andre dokumenter, hvilket også vil kunne bidrage til en bedre sammenlignelighed. Det er dog ikke sikkert, at man vil opnå mere sammenlignelige regnskaber udelukkende pga. at alle virksomheder fremadrettet vil læse i det samme regelsæt af instruktioner. Der er fortsat lagt op til at anlægge skøn, men i mindre grad end ved IAS 18 og i højere grad end ved US GAAP. Således vil effekten af den nye standard ligeledes afhænge af, i hvor høj grad den enkelte software virksomhed har anvendt ASC 985-605 og ASC 605-25 som fortolkningsbidrag, når det gældende IFRS regelsæt har været utilstrækkelig. Afslutningsvis er der i IFRS 15 øgede præsentationskrav til virksomhederne, hvilket vil kunne forbedre fuldstændigheden og forståeligheden af regnskaberne. Det kan konkluderes, at IFRS 15 ift. software branchen ‒ udover de analyserede forskelle ‒ principielt er "gammel vin på ny flaske", idet den har viderebragt de fleste principper og regler fra gældende IFRS og US GAAP. Med andre ord indeholder standarden regler, der ikke findes i de gældende IAS'er, men i et vidt omfang bliver praktiseret af software branchen. Det kan dog ikke udelukkes, at der kunne være identificeret andre væsentlige forskelle, hvis ikke afhandlingen var begrænset i sin omfang. Side 67 af 74 7. Konklusion Afhandlingen blev indledt med en præsentation af de hyppigste produkter, der sælges i software branchen. I sammenhæng med dette, blev følgende fire typer af produkter anset for værende repræsentativ for branchen: Off-the-shelf software, computer med et indbygget styresystem, Software as a Service (SaaS) og specialdesignet software. Nogle af disse produkter sælges ofte sammen med nogle supplerende produkter i form af software opgradering, telefonisk support, kursus, installation og lignende. Dernæst blev det gældende regelsæt gennemgået og diskuteret. I gennemgangen blev det klargjort, at software branchen ikke kan nøjes med at anvende standarderne i IFRS-regi. Specielt var det problematisk at hente fortolkning angående behandling af multielement kontrakter, udover en analogislutning fra IFRIC 18. Med henvisning til branchens anvendte praksis og IAS 8 blev der argumenteret for at hente hjælp fra US GAAP, i det omfang IAS-reglerne var utilstrækkelige. Gennemgangen af det gældende regelsæt blev afsluttet med en diskussion af mit bedste bud på, hvordan software branchen måler og indregner omsætning efter gældende regelsæt. Således blev det besluttet, at ASC 985-605 og ASC 605-25 ville blive anvendt til separation af elementer og allokering af transaktionsprisen ved behandling af multi-element kontrakter indenfor software branchen ‒ i det omfang IAS-reglerne var utilstrækkelige. Efterfølgende blev der redegjort for indholdet i den nye standard for omsætning, IFRS 15. Standarden er bygget op omkring en 5-trins model, der identificerer kontrakter og performance obligations, måler og allokere transaktionsprisen og afslutningsvis indregner omsætning point in time eller over time. Selvom den nye standard har licensspecifikke indregningsregler for særskilte licenser, blev disse regler vurderet for værende overflødige i forhold til de software licenser, der blev behandlet i denne afhandling. Derefter blev der opstillet cases baseret på de hyppigste produkter der bliver udbudt i branchen. Forinden den case-baserede behandling, blev der foretaget en generel komparativ analyse af den nye standards trin 1, der vedrører identifikation af kontrakt. Betingelserne i dette trin, svarer i det væsentligste til indregningskriterierne i IAS 18. En væsentlig forskel var dog, at IFRS 15 tillader indregning af den Side 68 af 74 omsætning, som forventes at blive inddrevet af virksomheden, hvilket kan være lavere end den kontraktfastsatte pris. I casene blev det analyseret, at den nye standard kunne resultere i en differentieret allokering af rabatter, der kan henføres til en grupperet stand-alone salgspris. Det blev vurderet, at reglen vil medvirke til at forhindre performance obligations med en lav indtjening til at blive indregnet med et tab, når transaktionen i sin helhed giver et overskud. Det blev endvidere analyseret, at separationskriterierne i IFRS 15 er relativt mildere end kriterierne i ASC 985-605. Herudover tillader IFRS 15 indregning af omsætning uafhængigt af forhold der vedrører de øvrige performance obligations i en kontrakt, hvilket resulterede i en accelererende indregning af omsætning for standardsoftware der indgår i en multi-element kontrakt. Det blev vurderet, at dette kunne give regnskabsbrugerne en mere rettidig og lettere forståelig information. Der blev ikke identificeret nogen nævneværdige forskelle mellem den gældende regulering og IFRS 15 ved de regler der særligt relatere sig til behandling af specialdesignet software. Reglerne for indregning af garantier, viste sig ligeledes at være i høj grad den samme. Der blev dog identificeret en forskel på måling af garantien i de nye regler, der tager udgangspunkt i stand-alone værdien af garantien, frem for det i kontrakten angivne beløb. På samme måde, resulterede en praktisk anvendelse af henholdsvis den gældende regulering kontra IFRS 15 på en transaktion med ret til returnering, ikke nogen mærkbar forskel. Principperne for måling og indregning af omsætning blev analyseret for at være den samme. IFRS 15 var til gengæld mere vejledende mht. at henvise til konkrete metoder for estimering af transaktionsprisen, og krævede en klassifikation baseret på en bruttoopgørelse, frem for en nettoopgørelse. Herudover betragter IFRS 15, retten til returnering som et variabelt beløb, der skal igennem en "begrænsningsregel", hvor det skal være "highly probable" at der ikke vil forekomme en signifikant tilbageførsel i den akkumulerede, indregnede omsætning. Dette blev vurderet for værende et bias nedad i de foretagne skøn. Til gengæld var reglen en konsekvens af efterspørgslen fra regnskabsbrugerne, som ville sikre, at de kunne foretage sig mere sikre prognoser over fremtidig omsætning. Side 69 af 74 IFRS 15 har en detaljeret vejledning for, hvorvidt et oprettelsesgebyr, der ikke relatere sig til en specifik performance obligation, skal betragtes som en option eller tilbud for fremtidige leveringer af varer eller tjenesteydelser. Dette blev eksemplificeret med en SaaS aftale, hvor det blev klargjort, at såfremt oprettelsesgebyret gav en kunde "material right", ville dette betragtes som en fornyelsesoption. Dette var i overensstemmelse med principperne i IAS 18, hvorfor det ikke forventes, at IFRS 15 vil ændre praksis. Den nye standard er blot mere vejledende end de gældende IAS-regler. Afslutningsvis blev det vurderet, at IFRS 15 i sammenhæng med de analyserede effekter og skærpede præsentationskrav vil overordnet set give regnskabsbrugerne mere relevant og troværdig information. Standarden er mere vejledende end IAS 18 og mindre vejledende end US GAAP. De analyserede effekter skal derfor også ses i forhold til, i hvilket omfang den enkelte software virksomhed har hentet hjælp fra US GAAP. Det blev konkluderet, at IFRS 15 er "gammel vin på ny flaske" i forhold til software branchen, idet den ‒ udover de identificerede forskelle ‒ har viderebragt de fleste principper og regler fra gældende IFRS og US GAAP. Side 70 af 74 8. Perspektivering I Kapitel 2 blev det fremlagt, at software branchen har en udefinerbar størrelse med uklare grænser. Derfor kunne afhandlingen i forlængelse af den valgte branche, tage udgangspunkt i andre typer af software produkter, herunder: Virtuelle varer der sælges online i f.eks. computerspil eller mobile apps. Inde i selve spillet er der mulighed for at købe virtuelle varer, som f.eks. tøj, våben, udstyr og lignende. Salget af disse ikke-fysiske objekter udgøre nogle små transaktioner, der kan være udfordrende at behandle individuelt for virksomhederne, herunder om de skal indregnes med det samme eller over tid. Software patenter eller franchise licenser, dvs. software teknologi der indgår i et andet produkt, hvor indtægten afhænger af en fremtidig begivenhed. Salget af disse produkter kan være baseret på nogle betalingsbetingelser, der i IFRS 15 kunne sidestilles med behandling salgs- og brugsbaserede royalties. Eksempelvis kunne salg af en computer med et indbygget styresystem, der består af en OEM-licens blive behandlet fra leverandørens (Microsofts) synsvinkel, frem for sælgeren (Sony) af computeren. Herudover kunne afhandlingen i forlængelse af det valgte emne, vurdere IFRS 15 baseret på øvrige forhold, som: En signifikant finansiel komponent, der kan påvirke måling af transaktionsprisen ved salg af specialdesignet software eller når en kontrakt indeholder en fornyelsesoption Salg af software igennem en distributør, der kunne have indvirkning på indregning af omsætning De nye præsentationskrav i IFRS 15, som kunne sammenholdes med kravene i den gældende regulering, for at vurdere, hvorvidt de giver regnskabsbrugerne mere nyttig information De udfordringer og omkostninger, der er ved at implementere IFRS 15, set fra den regnskabsaflæggende virksomheds synsvinkel, hvorpå man kunne opveje fordele og ulemper fra et cost-benefit synspunkt. Side 71 af 74 9. Litteraturliste Artikler: Gull, Daniel & Wehrmann, Alexander (2009): Optimized Software Licensing - Combining License Types in a License Portfolio, Business & Information Systems Engineering, Research Paper, Bind 1, Hæfte 4, pp. 277-288 Steen, Ole (2014): På vej mod en ny begrebsramme for regnskaber, R&R Online, RR.2014.01.0034, p. 1 Bøger: Classen, Ward, H. (1996): Fundamentals of software licensing, PTC Research Foundation of Franklin Pierce Law Center Blume, Peter (2006): Juridisk metodelære, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 4. udgave McGee, Robert W. (1985): Financial accounting for computer software, Cooley Law Review, Bind 3, Hæfte 1, pp. 97-118 Internetsider: Bloomberg (2013): http://www.bna.com/global-convergence-opposed-b17179880364, Bloomberg BNA (25.09.2014, kl. 20:44) Journal Of Accountancy (2010): http://www.journalofaccountancy.com/Issues/2010/Jun/20102464.htm, New GAAP for Multiple Deliverables (21.12.2014, kl. 18:11) Licensing Law Blog (2014): http://thelicensinglawblog.com/2010/08/5-minute-faqlicense-agreements-vs-saas-agreements, 5 Minute FAQ: License Agreements vs. SaaS Agreements (21.10.2014, kl: 16:44) RR (2015): http://www.revenuerecognition.com/content/articles/9045, Revenue Recognition under International Accounting Standard 18 - "Revenue" with Comparisons to US GAAP (17.02.2012, kl. 02:11) [Nr. 1] RR (2015): http://www.revenuerecognition.com/content/articles/9044, Accounting for Software Provided as a Service (10.02.2015, kl. 23:41) [Nr. 2] Salesforce (2014): https://www.salesforce.com/saas, Saas: Software as a Service (02.10.2014, kl. 09:30) Side 72 af 74 Softwarecontracts.net (2008): http://softwarecontracts.net/p03_types_of_software.htm, Types of Software (23.02.2015, kl, 15:15) Uncg.com (2014): http://its.uncg.edu/Software/Licensing, Software Licensing (18.10.2014, kl. 12:11) WhatIs (2008): http://whatis.techtarget.com/definition/shrink-wrap-license, What is shrink wrap license (12.11.2014, kl. 11:49) Publikationer: BDO (2014): Revenue from contracts with customers - hardware companies, BDO Tech, The newsletter of the BDO technology & life sciences practice Deloitte (2011): Software Revenue Recognition, A Roadmap to Applying ASC 985-605, Third Edition Deloitte (2014): Technology Spotlight: Recognizing Revenue From SaaS Arrangements EY (2014): Revenue Recognition - Multiple element arrangements - Accounting Standards Codification 605-25, Financial reporting developments, Revised May 2014 [Nr. 1] EY (2014): Software - Revenue Recognition - Accounting Standards Codification 985605, Financial reporting developments, May 2014 [Nr. 2] Pwc Software (2014): Pwc Global 100 Software Leaders - The growing importance of apps and services, Technology Institute, pp. 3-9 Standarder og fortolkningsbidrag: Agenda Paper 7B (2007): Deposits on returnable containers, IASB ASC 605-25 (2009): Revenue Recognition multiple elements arrangements, FASB ASC 985-605 (2009): Revenue Recognition Software, FASB CF (2010): Conceptual Framework, IASB JTRG (2014): Agenda 6 - Customer options for additional goods and services and nonrefundable upfront fees, Joint Transition Resource Group, FASB-IASB IAS 8 (2003): Accounting Policies, Changes in Accounting Estimates and Errors, IASB IAS 11 (2001): Construction Contracts, IASB IAS 18 (2001): Revenue, IASB IAS 37 (2009): Provisions, Contingent Liabilities and Contingent Assets, IASB IAS 38 (2012): Intangible Assets, IASB IFRIC 18 Side 73 af 74 IFRIC D21 (2007): IFRIC Draft Interpretation D21 - Real Estate Sales, IASB IFRS 13 (2011): Fair Value Measurement, IASB IFRS 15 (2014): Revenue from contract with customers, IASB Andet: SAP (2013): Annual report Pwc Manual (2014): IFRS Manual of Accounting Side 74 af 74