Afgørelse om ikke VVM-pligt for etablering af et
Transcription
Afgørelse om ikke VVM-pligt for etablering af et
Teknik & Milj ø Byggeri og Miljø Prinsens Alle 5 8800 Viborg Tlf.: 87 87 87 87 I/S Kuhr Hedegård Bredmosevej 29 8840 Rødkærsbro [email protected] www.viborg.dk (sendt til e-mail: [email protected]) Afgørelse om ikke VVM-pligt for etablering af et gårdbiogasanlæg på Bredmosevej 29, 8840 Rødkærsbro med tilhørende gasledning Dansk Biogasrådgivning A/S har den 17. februar 2015 på vegne af I/S Kuhr Hedegård, indsendt en anmeldelse om etablering af et gårdbiogasanlæg i tilknytning til bestående kvægproduktion på Bredmosevej 29, 8840 Rødkærsbro. Ligeledes har HMN Naturgas den 12. juni 2015 på vegne af I/S Kuhr Hedegård, indsendt en anmeldelse på etablering af en ledning til den producerede biogas som skal etableres fra Bredmosevej 29 til Arla Food, Århusvej 15, 8840 Rødkærsbro. Projektet omfatter samtidig etablering af en ledning til naturgasforsyning af biogasanlægget til produktion af procesvarme. Naturgasledningen etableres fra en tilslutning til eksisterende naturgasnet ved Vindelsbækvej 32, 8840 Rødkærsbro frem til Kuhr Hedegård, Bredmosevej 29. Afgørelse Kommunen meddeler hermed, at det anmeldte biogasanlæg med tilhørende gasledning ikke kræver VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet). Afgørelsen er truffet i henhold til Bekendtgørelse nr. 1184 af 6. november 2014 (VVMbekendtgørelsen). I medfør af VVM-bekendtgørelsens § 3, stk. 1, og § 1, stk. 3, skal Kommunen efter modtagelse af en anmeldelse af anlæg omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag 2 vurdere, om anlægget på grund af dets art, dimensioner eller placering må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet, så der er VVM-pligt. Etablering af et biogasanlæg er omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag 2, afsnit 12b, mens etablering af gasledningen er omfattet af bilag 2, afsnit 11i. Ifølge § 3, stk. 2, skal en afgørelse om, at der ikke er VVM-pligt, offentliggøres. VVM-afgørelsen bliver sammen med anmeldelsen offentliggjort på Kommunens hjemmeside www.viborg.dk den 2. juli 2015. Afgørelsen er ikke en tilladelse, men alene en afgørelse om, at projektet ikke skal igennem en VVM-proces. Hvis det anmeldte projekt ændres, skal ændringen anmeldes til Kommunen, der skal vurdere, om ændringen udløser VVM-pligt. Dato: 01-07-2015 Sagsnr.: 15/13644 Sagsbehandler: vpedg Direkte tlf.: 87 87 56 08 Beskrivelse af projekterne Biogasanlæg Biogasanlægget skal årligt behandle ca. 26.000 tons kvæggylle/dybstrøelse fra egen besætning og ca. 10.000 tons energiafgrøder m.m. Den producerede gas leveres til Arla Food i Rødkærsbro via en ny gasledning. Anlægget består af en 4.000 m2 plansilo, en 70 m3 indtagetank, en 600 m3 mixtank, en 4.000 m3 reaktor, en 4.800 m3 eftergasningstank og en 4.000 m3 lagertank for afgasset gylle samt en teknikbygning. Lagertanken er en eksisterende gyllebeholder som overdækkes. Gyllen transporteres til anlægget via nedgravede ledninger og i lukkede tankbiler. Fast gødning/dybstrøelse og afgrøder transporteres i containere/vogne og opbevares overdækket på plansilo for at minimere lugt og ammoniakfordampning. Transporten vil foregå inden for almindelig arbejdstid. Al afgasset biomasse transporteres i samme tankbiler tilbage til landbruget, lagres og anvendes i henhold til reglerne om husdyrgødning. Gylle aflæsses via lukkede rørsystemer til mixtank. Fast gødning/dybstrøelse og afgrøder transporteres fra plansilo til en doseringsenhed, hvorfra det tilføres indtagetanken. Biogasreaktoren vil blive opvarmet med varmepumpe, der nedkøler den afgassede biomasse hvilket bevirker en reduktion i ammoniakfordampningen fra biomassen. Biogassen renses for svovl inden den sendes videre til Arla. For yderligere beskrivelse af biogasanlægget samt kortbilag henvises til vedhæftede anmeldelse (bilag 1-3). Gasledning HMN Naturgas ønsker at etablere en biogasledning fra biogasanlægget på Bredmosevej 29 til Arla Food. Biogassen leveres med et tryk på minimum 700 mbar fra biogasanlægget. Biogassen tørres på biogasanlægget inden den sendes ud i ledningsanlægget. Driftstrykket i ledningen vil være på maksimalt 4 bar. Biogasledningen forløber over en cirka 3,4 km lang strækning, startende fra biogasanlægget, Bredmosevej 29, 8840 Rødkærsbro til Arla Food, Århusvej 15, 8840 Rødkærsbro. Ledningen er udført i plast (PE) med et maksimalt driftstryk på 4 bar. Gasledningen har en diameter mellem 90-160 mm og lægges i en dybde på minimum 1 meter. Ved siden af biogasledningen i samme ledningsgrav, etableres en naturgasledning til levering af naturgas til produktion af procesvarme til biogasanlægget vha. et naturgasfyret gaskedel på ca. 300 kW. Naturgasledningen forløber over ca. 3 km lang strækning, startende fra en tilslutning til det eksisterende naturgasnet ved Vindelsbækvej 32, 8840 Rødkærsbro frem til biogasanlægget på Bredmosevej 29, 8840 Rødkærsbro. Ledningen er udført i plast (PE) med et maksimalt driftstryk på 4 bar. Gasledningen har en diameter på 63 mm og lægges i en dybde på min. 1 meter. For yderligere beskrivelse af projektet samt kortbilag over ledningstracé henvises til vedhæftede anmeldelse (bilag 4-7). Vurdering af projektets indvirkning på miljøet Kommunen vurderer samlet set, at de anmeldte anlæg ikke vil medføre sådanne påvirkninger af omgivelserne, at der skal udarbejdes en VVM-redegørelse. Biogasanlægget opføres i tilknytning til eksisterende husdyrbrug. Området er i Kommuneplanens retningslinje udpeget som lokaliseringsmulighed for etablering af biogasanlæg. Der ligger umiddelbart ikke sårbare naturtyper i området – kun enkelte mindre søer og ca. 900 m fra anlægget en mindre mose. Det vurderes ikke at disse naturtyper vil blive påvirket væsentligt. Der vurderes heller ikke at være særligt sårbare plante- og dyrearter i området. Området er ikke udpeget til område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) eller nitratfølsomt område (NFI). Transportmæssigt vurderes, at den forøgede trafikbelastning til og fra biogasanlægget vil kunne ske uden væsentlige gener for trafikafviklingen og trafiksikkerheden. Ledningstracéen vil etableres i eksisterende vejføringer og berører ikke uberørte naturområder. Ledningstracéen anlægges tæt på/krydser et område med fredskovområde og beskyttet dige. Her vil ledningen etableres ved en styret underboring, så området ikke berøres af ledningsarbejdet. Det vurderes, at der ikke er beskyttede naturtyper og særlige arter såsom bilag IV-arter, der påvirkes af det foreslåede tracé. Kommunen vurderer herefter, at eventuelle miljøpåvirkninger er knyttet til projekternes anlægsfase og dermed midlertidige. Yderligere oplysninger Etablering af biogasanlægget kræver tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5 samt tilslutningstilladelse efter miljøbeskyttelseslovens kap 4. I forbindelse med anlægsarbejdet skal der søges om gravetilladelse hos Viborg Kommune ved gravning og boring i vejarealer. I det øvrige trace bør ledningens placering sikres med en tinglyst deklaration. Der er med denne afgørelse ikke taget stilling til anden lovgivning. Denne afgørelse tilsidesætter ikke eventuelle servitutter og privatretlige aftaler. Klagevejledning I henhold til planlovens § 58, stk. 1, nr. 4 kan kun retlige spørgsmål vedrørende afgørelsen påklages. Klagefristen er 4 uger fra det tidspunkt, afgørelsen er offentliggjort. Natur- og Miljøklagenævnet kan bestemme, at en klage har opsættende virkning. Klageberettigede er enhver med retlig interesse i sagens udfald, landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelse. Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på Natur- og Miljøklagenævnets hjemmeside www.nmkn.dk. Her kan du også læse mere om klagenævnets sagsbehandling. Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk, hvor du skal logge på med NEM-ID. Klagen sendes automatisk gennem Klageportalen til Kommunen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Kommunen i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 500. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Klagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen. Hvis du på grund af særlige forhold ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Kommunen. Kommunen videresender herefter anmodningen til klagenævnet, som afgør, om anmodningen kan imødekommes. Søgsmål Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra afgørelsen er offentliggjort. Har du spørgsmål, kan du kontakte mig på telefon eller e-mail. Kopi af dette brev og bilag er sendt til: Danmarks Naturfrednings forening, afd. Viborg, [email protected] Friluftsrådet LimfjordSyd, [email protected] Naturstyrelsen Aarhus, e-mail [email protected] Dansk Ornitologisk Forening, lokalafdeling, [email protected] Viborg Museum, [email protected] Dansk Biogasrådgivning A/S, e-mail: [email protected] HMN Naturgas, Viborg, e-mail: [email protected] Med venlig hilsen Edna Gardshodn Kemiingeniør Bilag: Bilag 1-3: Bygherres udfyldte anmeldeskema for biogasanlæg med tilhørende oversigtskort og tegninger Bilag 4-7: Bygherres udfyldte anmeldeskema for ledningstracé med tilhørende tegninger