Amtmannsuniform 1801, variant B, befalt av

Amtmannsuniform 1801, variant B, befalt av Kongen. Kilde: Arkivverket.no
Fylkesmenn i Sør-Trøndelag
Liste over fylkesmenn i Sør-Trøndelag fylke omfatter ogsa stiftamtmenn i Trondhjems stiftamt (16621918), amtmenn i Trondhjems amt (1687-1804) og amtmenn i Søndre Trondhjems amt (1804-1918).
Embetet som stiftamtmann ble ivaretatt av amtmannen. Begrepene fylke og fylkesmann ble innført i 1918.
Startet Sluttet
Navn
1662
1665
Claus von Ahlefeldt
1665
1674
Ove Bjelke
1674
1687
Joachim Frederik Wind
1687
1700
Hans Kaas
1700
1722
Iver von Ahnen
1723
1726
Christian Reitzer
1726
1735
Jacob Benzon
1736
1744
Ulrik Christian von Nissen
1744
1747
Christian de Stockfleth d.y.
1747
1766
Frederik Rantzau
1766
1772
Diderik Otto von Granbow
1772
1772
Georg Christian Oeder
1772
1783
Johan Vibe von der Osten
1783
1786
Wilhelm Frimann Koren
1786
1796
Thorkel Jonsen Fjeldstad
1796
1802
Gebhard Molkte
1802
1804
Frederik Adeler
1804
1810
Erik Must Angell
1810
1832
Frederik Christopher Trampe
1832
1840
Fredrik Riis
1840
1857
Karelius August Arntzen
1857
1894
Carl Fredrik Motzfeldt
1894
1907
Lars Otto Roll Grundt
1907
1921
Harald Bothner
1921
1940
Odd Klingenberg
1940
1947
Johan Cappelen
1948
1958
Ivar Skjanes
1958
1963
Thor Skrindo
1963
1974
Nils Lysø
1974
1986
Einar Moxnes
1989
1992
Reidar Due
1997
1998
Roald Eriksen (kst.)
1998
2000
Aage Rundberget (kst.)
1993
2011
Kåre Gjønnes
2011
Jørn Aksel Krog
Personalhistorie for Trondhjems by og omegn i et tidsrum af circa 1½ aarhundrede, by Chr. Thaulow. Hosted by
Trondheim public library.
LEHNSHERRER,senere benævnte S t i f t s b e f a l i n g s m æ n d og endelig S t i f t s a m t m æ n d, siden
Reformationen, efter en Fortegnelse i Adresseavisen No. 2, 1774, med enkelte Bemærkninger.
1. Tor Rut,
Kommandant paa Stenvigsholm. Hos denne findes intet Aarstal,
sluttelig maa han have været i dette Embede før Reformationen,
l b. Christopher Huitfeidt.
1537—1546, 9 Aar,
2. Christopher Gautessøn Galle.
1546—1556, 10 Aar. Døde 1556. Var den eneste Nordmand blandt 11 Lehnsherrer paa denne Tid.
3. Enert Bille.
1556—1564, 8 Aar. Død 1564.
4. Herlof Schaffne (Skave).
1564—1568, 4 Aar.
5. Christian Munk.
1568—1571, 3 Aar.
6. Ludvig Munk.
1571—1577, 6 Aar. Fød 1538. Edfæstede atter Jemteland i Forening med BiskopHans Gaas til den norsk-danske
Konge. Udnævntes 1577 til Befalingsmand paa Akershus med Titel af Statholder i Norge og (hvormed han
indesad til 1582. 1588 forlenet med Liste Lehn, 1589 og atter 1593 .med T.hjems Lehn, Jemteland og Herjedalen, inen
da Indbyggerne klagede til Kongen over hans tyranniske Aclfærd, blev hans Forlening opsagt. Blev dømt til at have
Forleningen forbrudt. Døde i Fyen 1603. Hans eneste Datter, den bekjendte Kirstine Munk, blev viet til Kong Chr. 4.
venstre Haand. Vide Nicolaisen, Norske Stiftelser, 3die Bind, Pag. 984. Udstedte et Gavebrev af 1594 paa 600 Rdlr. til
T.hjems Fattige Skolebørn, 15 i Tallet. Bevirkede 5, fem, uskyldige Bønders Henrettelse, fordi de havde reist til
Kjøbenhavn for at klage over Munks despotiske Handlinger.
12. Claus Olufsson Daae.
1613—1620, 7 Aar. Under denne Lehnsherres Tid udkom Fundats for St. Jørgens Hus i T.hjem, dateret 1. Decbr.
1617. Gavebrev til samme af 500 Rdlr. Daae maa have været Sømand; thi det hedder, at han døde som Admiral 1641.
13. Tage Tott Ottesen,
1620—1627, 7 Aar.
14. Jens Pedersøn Juul.
1627—1629, 2 Aar.
7. Jacob Huitfeldt.
1577—1583, 6 Aar. Fød 1547, død 1583 i T.hjem.
8. Christian Wind (Friis).
1583—1589, 6 Aar.
9. Jacob Trolle.
1589—1599, 10 Aar.
10. Lodvig Munk, er den samme som No. 6.
1599—1601, 2 Aar. Skulde været udnævnt 1593, men anføres først 1599.
11. Sten Bille.
1601—1613, 12 Aar. Der vexledes paa disse Tider ikke mindra end 11 Lehnsherrer i 50 a 60 Aar — blandt hvilke
kun een Nordmand, Chr. Galle,; vare end ikke alle disse Smaatyranner som Ludv. Munk, maa det dog antages for
givet, at det hørte til Sjeldenhederne, at noget udrettedes til Landets og Byens Tarv. (H. H. Muller). I Billes Tid
have vi Krig, 1611,1612.
15. Oluf Pasbierg.
1629—1642, 13 Aar. Gives saadan Titel: «Oluf Pasberg til Jernet, Ridder, Kongelig Befalingsmand over T.hjems
Lehn og Jemteland.» Udstedte et Gavebrev til Drengene i T.hjems- Børnehus, dat. 24. Decbr. 1637.
16. Frederich Urne.
1642—1656, 14 Aar. I hans Tid foregik store Ildebrande i T.hjem, 1643—1645, saa total Ildebrand 1651. Døde i
T.hjem 1656.
17. Peder Wibe.
1656—1659, 3 Aar. Paa denne Tid, 1658—60, herjes og indtages Byen ai de Svenske. Den svenske Guvernør, som nu
indsættes, hedder Stjernschiøld. Wibe døde 1659.
18. Hans Hansen.
1659—1662, 4 Aar. Var Laugmand i Bergens Stift, men beordret d en Hast at reise Ml Trondhjem, da de Svenskes
Regjering var til Ende, <for at ordinere det Fornødne».
19. Claus Ahlefeldt.
1662—1666, 4 Aar.
20. Owe
Bjelke til Østeraad.
1666—1674, 8 Aar. Var tillige Norges Riges Kantsler. Det var Bjelke som indstevner Ole og Lisbeth Nypen for
Trolddom.
21. Joachim Friderich Wind.
1674—1688, 14 Aar. Fød 1634, død 1688. Findes begraven i eget Gravsted over Jorden efter Kluver, betegnet
med No. 4. I Winds Tid atter total Ildebrand, Aar 1681.
22. Hans Kaas.
1688—1700, 12 Aar. I hans Tid, 1689, var her en saa sterk Storm, at mange Kirketaarn nedblæste, deriblandt ogsaa
Domkirkens Taarn. Eiter Daae (Skaanlunds Autobiografi, 1873, Fag. 190) reiste Kaas 1699 til Kjøbenhavn hvor
han snart derpaa døde.
23. Iver von Ahnen.
1700—1722, 22 Aar. Død 4. Decbr. 1722, begravet paa Domkirkens Kirkegaard, No. L (Kluver). I Evensens
Samlinger findes en «Instrux» for v. Ahnen, dat. 21. Januar 1702. Det 18de Aarhundrede gik ind med ny total
Ildebrand, 1708; derefter fulgte tvende partielle i 1717. Armfelts Indfald i 1718 samt Domkirkens Brand 1719.
«Løi og svag Bestyrelse». Som saadan stemples v. Ahnens Bestyrelse, 1700—1722.
24. Chr, Reitzer.
1722—1727, 5 Aar. Beskrives af Miiller som den der paatog sig, skjønt med mindre Held, at «flikke» paa raadne
Forholde heroppe, og skjønt hans Virksomhed her snart forsvandt, «vilde vi derfor ei miskjende hans rastløse
Stræbeh, uegennyttige Færd og ædle Hensigter, der mødte (ham under hans korte Embedstid heroppe, hvorfor vi
vel maa indrømme at han med alle sine gode Egenskaber synes at have savnet den ønskelige Ihærdighed og
Fasthed i Karakteren.» Var fød i Kjøbenhavn 1665. 1722 Stiftamtmand i T.hjem; 1727 forflyttet i samme
Egenskab til Aalborg, hvor han døde 1736, 71 Aar gl. Men allerede i 1724 var han afreist herfra ned til
Kjøbenhavn, hvorfra han bestyrede sit Embede i Trondhjem i l }/2 Aar, og kom ikke mere tilbage til Trondhjem.
Reitzers Beskrivelse over Tilstanden jher i Trondihjem er rystende. Fattigdom og Elendighed synes at have
overvældiget ham, og hans Supplik om at faa Tilladelse til at forlade Byen betegnende. Reitzer, samtidig med
Biskop P. Krog, og imellem hvilke Forholdet var spændt, anstrængte sig forgjæves for at faa en Vandledning
oprettet.
25. Jacob Bentzon.
1727—1736, 9 Aar. Udnævntes 1735 til Stiftsbefalingsmand i Agershus Amt. Døde i Christiania som Statsholder i
Norge. Eiede Rønningen paa Hlade, senere overladt til hans Søn.
26. Christian Ulrich von Nissen til Skjersø.
1736—1745, 9 Aar. Stamhus i Jylland. Senere Stiftamtmand over Aarhus Stift, tilsidst Amtmand over Kjøbenhavns
Amt. Fød 1694, død 1756 i Kjøbenhavn.
27. Christian de Stockfeldt.
1745_1748, 3 Aar. Sénere Assessor i Høiesteret. Fød 1715, død 1750 i Kjøbenhavn.
28. Friderich Rantzow.
1748—1766, 18 Aar. Døde i T.hjem 1780 som Pensionist.
29. Diderich Otto von Grambow.
1766—1773, 7 Aar. Døde som Stiftamtmand i Christiania. Hertil findes hos Evensen en lignende Fortegnelse over
Strftsbefalingsmænd (Pag. 58), men som ikke ganske stemmer overens med nærværende.
30. Johan Wibe von der Osten.
1773—1782, 10 Aar. Døde 1800.
31. Wilhelm Friman Koren.
1782—1786, 5 Aar. Afløstes af Fjeldsted og afreiste 1786 til Kjøbenhavn.
32. Thorkild Fjeldsted.
1786—1795, 9 Aar. Døde i Kjøbenhavn 1796.
33. Gerhard Greve af Moltke—Huitfeldt.
1795—1802, 7 Aar. Forflyttet i samme Egenskab til Christiania (fra 1802—9) og fra 1807 tillige Medlem af den
norske Regjeringskommtssion. Døde i en høi Alder paa sit Gods i Fyen, 1851.
34. Frederik Adeler,
1802—1804, 2 Aar. Friherre og Herre til Gimsø m. m. En af vore ypperligste Embedsmænd, udmærkede sig bl. a.
ved sine storartede Anstrengelser for at lindre den almrodelige Nød under Misvexten 1801—2. Opreiste, paa egen
Bekostning, den nuværende Mindestøtte paa Stiklestad.
35. Erich Must Angell.
1804—1810, 6 Aar. Død 1814 som entlediget.
36. Frederik Christopher, Greve af Trampe.
1810—1832, 22 Aar. Fød 1780, død paa Rotvold 1832.
37. Frederik Riis.
1832—1840, 8 Aar. Død i Christiania 1845.
38. Karelius August Arentsen.
1840—1857, 17 Aar. Forflyttet, 1857, i samme Egenskab til Christiania. Død 1876.
39. Carl Fredr. Motsleldt.
1857—1894.
Fra Reformationstiden til vore Dage, eller til 1857—62, til sammen omtr. 320 Aar, have vi i Trondihjem havt 38
Stiftamtrnænd, men ikkun 21 Biskoper, hvilket tyder noksom hen paa at Biskopembedet føder sin Mand ulige bedre
end Stiftamtmands-Embedet. Ikkun von Ahnen og Trampe forbliver i Embedet hver i 22 Aar, medens alle de øvrige
variere imellem 2, 3, 4 Aar og lidt derover. Derimot finder vi Biskopenes Tid, fraregnet No. l, 5 og 8, at have
tilbragt sin hele Tid her som Biskoper fra Udnævnelsen i 10, 20, 30 Aar, Krog i 42 og Bugge i 38 Aar.
Claus von Ahlefeldt 1662-1665
Claus von Ahlefeldt (født 2. september 1614 i Gelting død 1674) var en dansk adelsmann og offiser. Gift
med Elisabeth Sophie Gyldenløve, datter av Christian IV.
Etter Christian IVs død i 1648 mistet han jobben han hadde og ble guvernør ved festningen i Glückstadt.
Han støttet sa Frederik III i maktkampen som pagikk. Han var med i Anders Billes felttog 1657 og i
forsvaret av København i 1658-59. Han var og med pa gjenerobringen av Fyn og Jylland. I 1660 ble han
øverstkommanderende for stridskreftene i Norge. I denne posisjonen var han kommandør pa Bergenhus
festning under Slaget pa Bergens vag i 1665.
Han ligger begravet i Nikolaikirken i Kiel, og Ahlefeldtsgade i København, er oppkalt etter ham.
Ove Bjelke 1665-1674
Ove Bjelke (født 26. oktober 1611 i
Trondheim, død 22. mars 1674 i
Trondheim) var en av de siste norske
kanslere.
Han var sønn av kansler Jens Bjelke,
og ble født i Trondheim, men kom til
a tilbringe sin ungdom sønnenfjells,
hvor faren, som hadde skaffet seg
store eiendommer ved sitt giftermal
med den rike Sophie Brockenhuus, tok
bolig pa Elingard, siden pa Sande
herregard. Han studerte ved Sorø
Akademi, og dro senere utenlands; i
oktober 1633 var han og broren
Henrik i Padova. Her ble han til mars
1634.
19. februar 1636 ble han ansatt i
Danske Kancelli og forble der til 1.
januar 1642. I samme tid gjorde han
nye utenlandsreiser, da han ledsaget
ambassadør Christian Rantzau til
Wien og Hannibal Sehested til Spania.
1641 fikk han Bakke kloster som len
pa avgift, 1645–46 var han forlenet
med Nordlandene og 1646–48 med
Reinskloster. Under krigen var han
virksom bade sønnenfjels og
nordenfjels som landkommisær.
1648 fikk han Bergenhus len, hvor
han lenge kom til a virke først som
lensherre og siden som
stiftsbefalingsmann. Han hadde
overtatt Austrattborgen etter faren, og
ca 1655–56 oppførte han den prektige
hovedbygningen pa garden. Da faren
døde 7. november 1659, overtok han
ogsa flere andre av hans garder. Han
etterfulgte ogsa faren som norsk kansler 8. desember 1660. Kanslerstillingen mistet imidlertid sin betydning
etter Jens Bjelke, og stillingen ble opphevet i 1679.
I november 1660 var han i København i anledning av sitt giftermal, og 1661 var han til stede ved
kongehyldningen i Christiania. 24. juli 1663 var han en av Corfitz Ulfeldts dommere, og i oktober samme ar
deltager ved bryllupet mellom prinsesse Anna Sophia og kurfyrst Johan Georg III av Sachsen. I 1666 ble
han forflyttet som stiftsbefalingsmann fra Bergen til Trondheim.
Ove Bjelke var gift tre ganger; første gang 1642 med Maren Juel (død 1643), andre gang 1647 med Regitze
Gedde (1629–1657), tredje gang 29. november 1660 med Hedvig Lindenow (1635–78). Han hadde bare
døtre.
Joachim Frederik Vind 1674-1687
Joachim Frederik Vind (ogsa Wind, født i København den 11. mars 1634, død Trondhjems kongsgard den
3. juni 1687), var stiftsamtmann i Trondhjem.
Han var sønn av admiral Jørgen Vind og Ingeborg Holgersdatter Ulfstand.[1] I sitt 20. ar reiste han utenlands
for a studere, blant annet til Orléans. Etter hjemkomsten ble han sekretær i Kancelliet, hoffjunker og
tranchermester (forskjærer) i 7 ar ved Frederik IIIs hoff. Han dro som frivillig i krigen mot Carl Gustav. I
1672 ble han kancellirad og kom i mars 1673 til Trondhjem som viseamtmann hos sin svigerfar Ove Bielke.
Denne døde samme ar, og Joachim ble stiftsamtmann samme sted. I denne stillingen fikk han en del a gjøre
med arbeiderurolighetene pa Røros. Etter a ha vært svak i lengre tid, døde han pa Trondhjems kongsgard
den 3. juni 1687, og ble bisatt i Nidarosdomen.[2]
Joachim var gift 3 ganger:



Anne Cathrine Frederiksdatter Budde, rentemester Peder Vibes enke (datter av Frederik Budde til
Tøllist pa Øsel)
Else Jørgensdatter Urup, med hvem han fikk barna Anne Cathrine og Jørgen
Maren Ovesdatter Bielke, med hvem han fikk barna Regitze Margrete og Else Marie[3]
Han nevnes som eier av Gjerdrup pa Sjælland som han fikk med sin første kone, og Vosborg i Jylland, som
han tredje kone medbragte ham.[4]
Hans Kaas 1687-1700
o. 1640-1700, Stiftamtmand, ældste Søn af den tapre Oberst Jørgen K. (en Mur-Kaas) til Hastrup, der faldt i
Fyn 30. Jan. 1658, og Karen Jørgensdatter Grubbe (d. 1695). Han er født paa Damsbo i Fyn og udnævntes
1673 til Amtmand i Smaalenenes og Frederiksstads Amter, hvilken Stilling han beklædte til 1687, men
konstitueredes i 1676 under Indfaldet i Sverige som Generalkommissarius ved Feltarmeen og var fra 167783 Overkommissarius i Norge.
I 1683 blev han Justitsraad og Assessor i Overhofretten samt udnævntes i 1687 til Stiftamtmand i
Throndhjem, hvor hans Forhold til Generalmajor Johan Vibe i længere Tid var spændt, indtil Grev Christian
Gyldenløve under sit Ophold der i 1695 istandbragte en Forsoning. Hans alt for summariske Optræden mod
Throndhjems Magistrat 1691 under en skandaløs Sag paadrog ham en Reprimande.
Foruden Fædrenegaarden Hastrup i Jylland havde han med sin Hustru faaet Del i Elingaard i Onsø, som han
beboede, medens han var Amtmand i Smaalenene, men siden solgte, samt end videre en Ottendedel i
Kanestrøm paa Nordmøre, hvorhos han ogsaa kjøbte nogle mindre Ejendomme i Nærheden af Throndhjem.
Imidlertid efterlod han kun ubetydeligt ved sin Død, der indtraf under et Besøg i Kjøbenhavn i Aaret 1700.
Han blev 6. Avg. 1673 gift med Sophie Amalie Bielke (f. 1650 d. 16. Juni 1703), en Datter af Rigsadmiral
Henrik B. (II, 327).
Iver von Ahnen 1700-1722
Iver von Ahnen (født Iffuer 1657, død desember 1722) var en norsk embedsmann. Han var sønn av
amtmann Preben von Ahnen og arvet ved dennes død i 1675 store jordeiendommer over det ganske land, de
fleste etterhvert solgt. I 1691 flyttet han til Molde, der han var amtmann i Romsdals amt frem til 1701 og ble
kjent for sitt engasjement for lokalmiljø og kirken. I nødsarene rundt 1701 undertegnet han «Den 6. april
tillot jeg Romsdalens borgere a fare pa Bergen med sild», en uttalelse som muliggjorde de nødvendige
forsyninger som hadde uteblitt etter strid mot Trondhjemskjøpmenn. Iver von Ahnen ble stiftsamtmann i
Trondhjems stiftamt, der han virket frem til 1721 og døde aret etter, gravlagt pa domkirkegarden ved
Nidarosdomen.
Christian Reitzer 1723-1726
Christian Reitzer, 3.10.1665-29.2.1736, professor juris, bogsamler, mæcen. Født i Kbh, død i Flensborg,
begravet i Børglum. R. hørte gennem' sin far til det kbh.ske embeds-aristokrati; gennem sin mors andet og
sin søsters ægteskab knyttedes han til den ved besættelsen af universitetsembeder almægtige Bartholinske
familie. Økonomisk velstillet kunne han seks ar igennem foretage studierejser i de europæiske hovedlande.
Ligesom faderen stod han i opposition til den gamle teologisk-skolastiske universitetsdannelse og lagde sig i
udlandet efter den moderne verdslige "politiske" dannelse hvis mal var at uddanne diplomater og
administrative embedsmænd som den nye enevælde behøvede. De fag der skulle dygtiggøre dertil var
moderne historie, samfundskundskab og den nye "naturret", der frigjort for den bibelske ret byggedes op pa
den menneskelige fornuft, ens i alle lande. I Leiden lod han sig indskrive som statsvidenskabelig studerende,
og i Halle studerede han natur- og folkeret under Chr. Thomasius, elev af Samuel Pufendorf, den nye
dannelses hovedmand i Nordeuropa.
Efter sin hjemkomst i Kbh. 1692 blev han professor juris. I sin universitetsvirksomhed blev han
repræsentant for det nye i tiden. Han docerede natur- og folkeret og dansk ret, og i den – smukke fortale til
sin disputats De iis quoe universo injure (ɔ: naturretten) præcognita esse debent, 1702, fremsætter han den
nye dannelses program og som dens adelsmærke tænkefriheden (philosophandi libertas). Han studerer ogsa
efter Pufendorfs eksempel den helt moderne historie (Christian V). Som tilhænger af Cartesius' (René
Descartes) skeptiske og matematisk opbyggende Filosofi kan han uden afstandtagen i et brev til Árni
Magnússon (1708) fortælle at den gamle mag. Hans Beeh "idag blef begraven med det Lov, at han døde som
en sand Carthesianer, endende sit Liv ved ikke at tage Føde til sig og intet andet ønskende sig efter dette Liv
end en evig Søvn". Til hjælp ved sit studium samlede han et udsøgt bibliotek pa 17 000 bind, en af Kbh.s
seværdigheder som fx Peter den Store bød pa. Noget sart af helbred var han ikke meget produktiv ("min
vanlige Mathed"); han udgav intet ud over nogle disputatser og en ypperlig oversættelse af en af Juvenals
satirer.
Derimod havde han stor betydning for dansk andsliv ved at anspore og fremme andres arbejder. Han
bekostede den pragtfulde udgave af T. Torfæus' Historia rerum Norvegicarum i fire foliobind (1711). I hans
gæstfri hjem ud til Frue kirkegard, hvor den lærde bogsamler Otto Sperling (1634–1715) fandt ly i sine
sidste fattige ar, samlede han mange af de unge der kom til at betyde noget i dansk litteratur og videnskab:
Hans Gram, Chr. Falster, Andr. Hojer, Ludvig Holberg o.a. Han gav dem interesse for det nye i tidens
videnskab, stillede dem opgaver og hjalp dem med sin viden, sit bibliotek og sine optegnelser. Ogsa for
deres karrierer var han gennem sine formaende bekendte aktiv. Det var ham der gjorde Holberg bekendt
med Pufendorfs historie og naturret og fik ham til at efterligne Pufendorfs værker i hans første store
historiske og naturretlige produktion (1711–15). Holberg, der ellers ikke er ødsel med sin anerkendelse,
udtalte i stærke ord sin tak herfor i forordet til sin Introduction til de fornemste europæiske Rigers Historie.
Ogsa for Holbergs første bevidste forsøg pa at "beflitte sig paa en reen Danske" (1713) har R. betydning.
Ved Holbergs universietskarriere var han ligeledes virksom. Hvor jævnt og usnobbet denne høje
embedsmand i sin hjælpsomhed optradte over for de unge ses af hans breve til den 21-arige student Chr.
Falster.
R. kom foruden sit professorat til at beklæde en række høje administrative embeder: assessor i højesteret
(1709) og i overadmiralitetet (1712), stiftamtmand over Trondhjem stift (1723) og over Alborg stift (1726).
Hans hjælpsomhed, bogkøb og de vanskelige tider under den store nordiske krig gjorde at han 1721 matte
afhænde sin bogsamling til kongen. En ulykke for ham som for andre ledende mænd i tiden blev Frederik
IVs ordre til 1725 at indtræde i den berygtede gehejme-inkvisitionskommission ("Bandekommissionen")
som dronning Anna Sophies tilhængere fik oprettet til at afsløre misbrug i administrationen og for at ramme
modstandere. Da den mod Anna Sophies kreds fjendtlige Christian VI kom pa tronen 1730 afskedigedes han
som amtmand. Sine sidste ar tilbragte han i Flensborg. Et maleri pa Gavnø (før 1723) viser et klogt, skarpt
iagttagende, noget hærget ansigt.
Familie
Forældre: sekretær i tyske kancelli, senere assessor i skatkammerkollegiet Jørgen Ernst R. (1620–76) og
Anna Fabricius (1643–1713, gift 2. gang 1679 med generalprokurør Caspar Bartholin, 1655–1738). Gift
10.9.1705 i – Kbh. (Helligg.) med Marie Schou, født ca. 1662, død 28.12.1730 i Alborg, d. af renteskriver
Jens Sørensen (ca. 1615–84).
Udnævnelser
Justitsrad- 1709. Etatsrad 1721.
Jacob Benzon 1726-1735
Jacob Benzon (født 31. oktober 1688, død 25. november 1775) var en
dansk adelsmann, embetsmann og stattholder i Norge.
Benzons karriere begynte som hoffjunker, og ved det ridderlige
Akademi i København 1704-06. Han hadde ulike stillinger i København
1715-1726, og i 1726 ble han stiftamtmann i Throndheim stiftamt, og
fra 1730 til 1737 samme stilling i Akershus stiftsmt. Han var deretter
stiftamtmann i Arhus fra 1740, overpresident i København 1747-50 og
var fra 1750 visestattholder i Norge.
Ridder av Elefantordenen
1763
Etter at Karl av Hessen i fire ar (1766-70) hadde vært titulær stattholder uten a oppholde seg i Norge, ble
Benzon 26. januar 1770 utnevnt til fullverdig stattholder, et embete han bare beholdt ett ar.
I Dansk biografisk Lexikon ([1]) karakteriseres han blant annet med disse utsagnene:
«Han havde efterhaanden ejet en Mængde Herregaarde som Aastrup, Aggersvold,
Bjørnkjær, Benzonsdal, som han atter solgte, Cathrinebjærg og Rugaard og efterlod en
betydelig Rigdom, som han dog til Dels ansaas for at have samlet ved en Gjerrighed,
der lidet sømmede sig for hans høje Stand.»
«Som norsk Embedsmand gjennem en lang Række af Aar havde Benzon erhvervet
baade Indsigt i og Interesse for Norges specielle indre Anliggender, hvilket selvfølgelig
paa mange Maader gjorde sig gjældende i hans Embedsførelse, som ogsaa nød
almindelig Anerkjendelse i Norge, hvor han i Virkeligheden baade var agtet og afholdt,
hvad der fremgaar af mange samtidige og efterfølgende Vidnesbyrd»
Han ble ridder av Dannebrogordenen i 1731, og ridder av Elefantordenen i 1763. Benzon var ugift, og hans
formue ble arvet av en brorsønn.
Ulrik Christian von Nissen 1736-1744
Ole Alsing var konstituert sorenskriver i Orkdal, kst. byfogd og kosnstituert stiftsamtskriver i
Trondheim. 19. august 1743 fikk han bestalling som foged pa Sunnmøre med avskjed 23. jamuar
1775. I 1746 ble han kammerrad og virkelig kammerrad i 1766. Han grunnla og drev Osen
jernverk i Romsdal og var en stor jordegodseier.
I 1746 kjøpte kammerrad og fogd over Sunnmøre Ole Alsing Veiholmen. Samtidig fikk han skjøte
pa vaningshusa. Alsing var opprinnelig fra Helset pa Averøya, og var fullmektig hos Ulrich
Christian von Nissen i 6 ar. I 1746 ble han ogsa gift med datter til den rike Trondheimskjøpmannen, Hans Hornemann, som var tidlegere eier av Veiholmen, og som var den som hjalp
Alsing til a fa futeembetet pa Sunnmøre i 1743. Dette tvangsgiftet, som synes a være et ledd i en
samarbeidsavtale om fiskehandel. Bade faren og Alsing regnet med at hun ville la seg
"persuadere til gien kiærlighed" (A. Døssland: Fylkeshistorie for Møre og Romsdal). Men i 1748
fikk faren et fortvilet brev fra henne som skremte han lik at det tok 1 1/2 ar før han svarte. Senere
reiste hun fra Alsing. Dette førte til at det lønnsomme samarbeidet mellom Hornemann og Alsing
om oppkjøp av fisk tok slutt. Handelsmann Hans Holst pa Moldegard skrev i 1752 et bittert brev
om Alsing at han "er den sletteste og ufuldkommeneste mand som kand findes baade udi ord,
giærninger og skrift saavel som imod øvrighed som imod alle andre brave folk" Holst malbar folk
flest sin mening om Ole Alsing.
Christian de Stockfleth d.y. 1744-1747
Frederik Rantzau 1747-1766
STIFTAMTMAND FREDERIK RANTZOW var ansat som Stiftamtmand i Trondhjem fra Aarene 1748 til 1766 da
han tog sin Afsked, Aaret før Adresseavisens første Udgave. I de paafølgende 16 Aar er det sandsynligt at han
har levet i Trondhjem som Pensjonist, hvilket fremgaar deraf, at han oftere overføres en eller anden Bestilling.
Saaledes i 1777 i Forening med Toldprok. Evensen at paakjende en Del Tvistigheter imellem Byens 12 Mænd og
endel Udliggerborgere.
Vist er det at han døde i Trondhjem i Mai 1780, nedsat i Domkirkens Gravkjælder.
Han eiede og beboede nuværende Enkemd. Aagaards Gaard lige over for Frue Kirke, kopuleret 1731, hans
Gemalinde døde 1791.
En anden Beretning siger: Stiftamtmand Rantzow blev afsat paa Grund af Taabelighed.
Han eiede Rønningen, hvor han døde 10. Mai 1780. Hans Enke — 2den Hustru — var Søster af Geheimeraadinde
Schøller. Hans Søn Frederik — Landraaden — var af første Ægteskab.
Garden Rønningen blir kalt Rønningen ved byen, for skille
den fra garden av samme navn pa Ranheim. Garden ble ogsa
kalt Rydningen. Rønningen la sør for Innherredsvegen, nord
for Persaunet og var opprinnelig det nedre bruket pa garden
Skyas. Den tilhørte i middelalderen Bakke kloster.
Fra 1650 var borgermester Lauritz Bastiansen Stabell eier, og
garden omtales 1661 som Lauritz Bastiansen odel. Han brukte
garden selv og pa eiendommen fantes det to strandsittere.
Senere var lagmann Peter Drejer eier og etter ham overtok
sønnen, justisrad Abraham Drejer. Han la fra 1722 i strid
med naboen pa Lade om eiendomsretten til Lademoen. Dreier
solgte 1727 garden og flere andre eiendommer til prokurator Peter Thams, som fortsatte eiendomsstriden.
Fra 1753 var stiftamtmann, kammerherre Frederik Rantzau eier av garden, som var tingsted for Strinda
inntil 1760. Rantzau solgte i 1773 garden til sin svigerinne geheimradinne Cecilie Christine Schøller, men
fortsatte tydeligvis a benytte den og han døde her i 1780, Geheimradinne Schøllers arving, dattersønnen Stie
Tønsberg Schøller von Krogh, solgte fra en rekke eiendommer og overdro 1794 Rønningen til landradinne
Nlcoline Cathrine Rantzau, som var svigerdatter av stiftamtmann Rantzau. Hun testamenterte 1832 garden
til grosserer Lorentz Lorck, som stykket garden ut i en rekke mindre bruk.
Disse ble overtatt av bade patrisiere og smaborgere. Selve Rønningen ble delt i to, og østre Rønningen ble en
del av Pineberg, mens den vestre garden 1848 ble kjøpt av lensmann Hans P Fyhn. Garden var deretter, i
likhet med mange andre tidligere lystgarder, en periode bondegard før den ble helt utstykket. Bygningene
brant 1888 og det ble oppført nye.
Rønningen ble 1893 innlemmet i Trondheim og garden var allerede 1900 oppdelt i nær 150 parseller.
Garden ble 1940 rekvirert av tyskerne og 1946 solgt til Trondheim kommune.
Pa bildet ser vi tunet pa Rønningen gard i januar 2008.
Foto: Jan Habberstad
Diderik Otto von Grambow 1766-1772
Diderik Otto von Grambow (4. april 1732 – 14. april 1773 i Christiania) var en dansk stiftamtmand.
Forældrene var Volrath Levin von Grambow, dansk generalløjtnant, og Barbara Sophie f. von der Lühe. Han
blev født 4. april 1732, blev 1744 page og 1751 hofjunker, hvorpa han i et par ar gik pa Sorø Akademi, hvor
han især dyrkede juridiske og økonomiske discipliner. Derefter foretog han en længere udenlandsrejse,
hvorunder han studerede ved Leipzigs og Göttingens universiteter og underkastede sig ved det sidstnævnte
en offentlig prøve, ligesom han ogsa blev optaget som medlem af det ansete tyske selskab ved GeorgAugust-Universitetet sammesteds. Her faldt han i en svær sygdom, som han dog lykkelig overstod. 1756
vendte han tilbage til fædrelandet og blev straks efter udnævnt til kammerjunker, men først 1764 lykkedes
det ham at komme i et juridisk embede, hvor han kunne anvende sine kundskaber, idet han blev virkelig rad
i den gottorpske Overret. 8. juli 1766 udnævntes han til stiftamtmand over Trondhjems Stift og amtmand
over samme amt.
I dette embede lagde han en stor Arbejdsdygtighed og megen indsigt for dagen; han ønskede at se alt med
egne øjne, gennemsøgte omhyggelig sit Arkiv og vidste i sin hele embedsførelse bade at gøre sig respekteret
og elsket. Det norske Videnskabernes Selskab gjorde ham til medlem 1768, og i det følgende ar blev han
Ridder af Dannebrog. 30. juli 1772 beskikkedes han til stiftsamtmand over Akershus Stift og Amtmand i
samme Amt samt præses i Overhofretten. Med iver begyndte han ligeledes her sin embedsvirksomhed; han
kom efter en længere inspektionsrejse pa sin fødselsdag 1773 tilbage til Christiania og deltog, skønt allerede
syg, i det selskab, hans frue for anledningen havde ladet indbyde; sygdommen forværredes imidlertid, og 11
dage senere afgik han ved døden, 15. april 1773. Han bisattes med stor højtidelighed i Vor Frelsers Kirke i
Christiania, men overførtes senere til den Adelerske familiebegravelse i Vor Frue Kirke i København.
Han blev gift 13. august 1765 med Elisabeth Sophie Lente-Adeler (1735 - 22. februar 1788), datter af
gehejmerad og amtmand Theodor Lente-Adeler. Ægteskabet var barnløst.
STIFTAMTMAND DIDERIK OTTO VON GRAMBOW var Stiftamtmand i Trondhjem fra 1766 til 1772, fød 4.
April 1732. Aarsdagen efter hans Dødsdag, den 15 April 1774, afholder Provst Steenbuck en Lovtale over
Grambow, hvoraf hidsættes, efter at han gives saadan Titel: «D. O. v. Grambow, Ridder af Dannebrogen,
Vicepræses af Overhofretten, Medl. af det K. n. Vid. Selskab og af det ved Georg-Augusts-Universitet i
Gøttingens blomstrende tyske Selskab » —. «Hans Fader var Gen. Lieut. i dansk Tjeneste. Blev i sit 13de Aar Page
ved Hoffet, 1751 beskikket til Hof junker og paa samme Tid sendt til Sorø Akademi. Var saaledes ved Hoffet i 7
Aar. Efter 2 Aars Ophold i Sorø reiste han, som Skik og Brug var i disse Tider, til Udenl. Universiteter, til Leipzig og
Gøttingen. Derfra, 1756, tilbage til Fædrelandet. Blev samme Aar Kammerjunker. Indtraadte, 1765 i Ægteskab med
en Frøken Lenthe-Adeler. Beskikkedes, 1766, til Stiftamtmand i Trondhjem og Amtmand i T.hjems Amt.»
«I Embedet mødte vor Grambow ikke alene de almindelige Besværligheder, vigtige Embeder have i Følge med sig;
men han tiltraadte det og under de største Vanskeligheder, og forefandt stor Forvirring og Fordærvelse i mange
Ting. Intet afskrækkede ham; var der endog en gordisk Knude, han havde Sværd til at overhugge den» — —.
Sit Embede førte han paa en Tid, da Kornpriserne vare stegne til det høieste over hele Europa; en Omstændighed, som
sætter det hele Parlament i Virksomhed i det frugtbare England, der dog for det meste græmmer sig over, ikke at
kunne sælge og vinde nok. Hvilket Særsyn maa det ikke være i vort kolde Norden, hvor der altid maa kjøbes, hvor
Mangelen ofte grændser til Hungersnød!
Grambow var ikke forsagt. Faa Penge; altingdyrt; intet Forraad; tunge Kaar: intet Raad, uden streng Sparsomhed. Til
denne Ende gjorde han mange gode, ret vise og forsynlige Foranstaltninger — —. Han besad lykkelige Naturgaver.
Det alvorlige, det mest Rørende og Ubehagelige kunde han afhandle, uden at det efterlod mindste Rynke eller
Krylle i hans Aasyn. Saasnart han forlod Skriverbordet, var han munter. Alvorlige Embedsforretninger kræver
Sindsforfriskniing, og denne søgte han i Selskab hos sig seiv eller andre. Selskaber maatte efter hans Tanker være
behagelige. Det ansaa han for en Svaghed, og uværdigt den fornuftige Mand, der at ville være Lovgiver, eller det
Fløi, alle skulde see efter. Sjelen i det selskabelige Liv, og en stor Del af Opdragerkunsten maa være: at vide,
hvad der hører Omgang og Velanstændighed til, overskue det, men skikke sig efter det Nærværende.
Munter var han selv. Munterhed behagede ham. Men Stikken, bidende Ord, ansaa han for det menneskelige Livs
svorne Fiender, for Virkning af en slet Opdragelse eller sort Galde. Han havde just ikke den bedste Udtale, men
talte dog med Liv og Styrke. Han var venlig mod Alle. Han var en Herre, sin høie Stand fuldkommen værdig, og
ansaa det stedse for lavt, fornedrende, endog at støde Undermænd for Hovedet —. Venskab holdt han altid i stor
Ære — —.»
«Han opførte her en meget skjøn Bygning, der endnu, som en af Byens Prydelser, bærer Minde om hans gode Smag.»
(Afg. Ritm. Krogh fortæller dette, i sine efterladte Papirer anderledes, at det nemlig var Trondhjems Borgere som
opbyggede hiin store Qaard (den nuværende Realskole) nu Kunstindustrimusæet som en frivillig Gave til
Stiftamtmand Grambow, den samme Gaard som senere indkjøbtes af den Beyerske Familie.
Grambow blev i 1772 beskikket til Stiftamtmand i Christiania. Ved Hjemkomsten fra en Reise i Stiftet, da hans Kone
havde indbudet et Selskab for ham, var han syg, holdt sig. kjæk den Dag, men døde snart derpaa, den 15. April 1773 i
en Alder af . 42 Aar 11 Dage, efter et Ægteskab af 6 Aar, uden Livsarvinger.» Efter Stifts-Kopibog 14. Aug. 1772
findes en Skrivelse fra Grambow til Magistraten, hvori denne meddeles Beretning om sin Forflyttelse til Aggerhus og
hvorefter Laugmand Mølmann optræder som Konstitueret.
I Stiftsavisen findes et mærkeligt Aktstykke angaaende Grambows Klage over Etatsrd. Henr. Hornemanns
haardnakkede Negtelse af at ville overtage et Værgemaal og skrev derover en Besværing til Kongen, hvori det bl.
Andet hedder: «Den Myndighed, som en Stiftbefalingsmand især udi et saa langt bortliggende Stift behøver til D. K.
Ms. Tjeneste til de Umyndiges og Publici Nytte at gjøre Foranstaltninger, og at slige Sager, som ei bør henvises til
Landets Lov og Ret ved hans Kjendelse og Resolution skal bestemmes, — er her aldeles ukjendt og foragtet.
Endskjønt D. Maj. allernaadigst har beskikket mig til Stiftets høieste Civiløvrighed, bestaar dog Subordinationen
a parte officilium (?) ikkun i prægtige Titler og Komplimenter, da Egenraadighed og Egennyttighsed hos en Del
Betjente har været deres Handlingers eneste Rettesnor. Udi denne Tilstand har jeg tiltraadt mit Embede; jeg har
hidtil vidst at haandthæve min Anseelse og dette er den første Leilighed ved hvilken baade mindelig Forestillinger
og lovlig Omgang Intet have formaaet.»
Til forannævnte Gaard hørte det lige over for beliggende store Træskur, dengang beregnet til Vognbod, Vedbod
&c. For en 30 Aar siden blev den kjøbt af et Interessantskab og indrettet til Ridehus. Saa vilde Skjæbnen, at det
uhyre Skur skulde atter sælges til Nordenfj. Kreditbank** for 2200 Spd. for sammesteds at danne sig Lokale, fra Nyt
af at opføres af Grundmur.
Georg Christian Oeder 1772-1772
Georg Christian Oeder (født 3. februar 1728, død 28. januar
1791) var en bajersk født botaniker og statsøkonom, virksom i
opplysningstidens Danmark.


Egentlig var en Oeder udnævnt til Stiftamtmand efter Grambow,
men blev igjen berøvet sit Embede fordi han havde været
med under Struensees Ministerium.
Utdannelse
Georg Christian Oeder ble i 1746 tatt opp ved universitetet i Göttingen
og tok derfra i 1749 doktorgraden i medisin. Han studerte især under den
kjente botaniker og lege Albrecht von Haller. Hans interesser var allerede dengang delt mellom botanikk og
kameralvitenskap (statsvitenskap). Det fortsatte han med livet gjennom, men etterhanden ble statsvitenskap
dog det viktigste for ham.
Han kom som praktiserende lege til Slesvig, hvor han lærte a etatsrad Ericius a kjenne. Han ble i 1755 gift
med Ericius' datter Marie Dorothea. Etter anbefaling av general Schmettau og med en uttalelse fra von
Haller ble Oeder af J.H.E. Bernstorff kalt til et professorat ved Københavns Universitet. Det gikk dog
uheldig med den disputas om den hallerske lære om irritabiliteten, som var en forutsetning for ansettelsen.
Især med forsvaret av den hvor Christian Friis Rottbøll var opponent.
Flora Danica [rediger]
Georg Christian Oeder fikk sa oppgaven a foresta etableringen og ledelsen av en botanisk anstalt, inklusive
en ny botanisk have ved Amalienborg. Han fikk ogsa oppdraget med a foresta utgivelsen av et stort,
botanisk verk - Flora Danica. I anledning av disse hverv foretok Oeder i 1754 en reise til de viktigste
utenlandske botaniske haver. Samme ar fikk han tittel av kongelig professor, og 1755-60 reiste han til Norge
og flere danske provinser for a samle materiale til det.
I 1761 publiserte han planen for Flora Danica, hvis første 10 hefter med 600 tavler han sto for i 1761-71.
Det vakte uvilje i visse kretser, at et sadant verv var overdratt til en utlending, blant annet fordi noen mente,
at det var dyktige og passende innfødte krefter, som J. T. Holmskjold. Men den dyktige mate pa hvilken
arbeidet ble iverksatt bragte klagene til a forstumme. Flora Danicas senere utgiver J. W. Hornemann
erklærte, at «Forventningerne til den hallerske discipel var store, og de blev ikke skuffede». Hornemann
beklagede , "at denne virksomme og dygtige mand sa tidligt forlod den bane, han sa hæderligt havde
pabegyndt".
Georg Christian Oeder var som elev av Haller ikke positiv overfor Linné og dennes seksualsystem. Han
publiserte selv et annet plantesystem, som dog ikke fik noen varig betydning. Oeders fortjenester ble dog sa
anerkjent av Linné at han oppkalte planteslekten «Oedera» etter ham.
Statsøkonomi
Georg Christian Oeders statsøkonomiske interesser opptok ham etterhanden stadig mer, hvilket kan forklare,
at de senere utgivne hefter av Flora Danica stod en del tilbake for de første. I 1770 seiret universitetet i
kampen mod den botaniske anstalt som Oeder stod for, idet denne ble nedlagt ved kongelig resolusjon av 8.
juni. Oeder beholdt dog sine inntekter og skulle inntil videre fortsette a utgi Flora Danica, men forøvrig
gjøre statshusholdning til sin hovedbeskeftigelse. Det ble ham da ogsa kort etter overlatt a ha tilsyn med de
forsøk, der skulle foretas mot kvegsyken. Disse forsøk ble henlagt til Avnø ved Vordingborg, hvor han
jevnlig matte oppholde seg.
Som statsøkonom kom Oeder til a spille en ganske fremtredende rolle, han ga viktige bidrag til
bondestandens frigjørelse. Allerede pa sin botaniske reise i Norge hadde han gjort politisk-økonomiske
studier. Det fik Adam Gottlob Moltke til a oppfordre ham til a avgi en betenkning om det ivrig debatterte
problem om forbedring av bondestandens vilkar. Han utgav i 1769 anonymt en tysk utredning, som aret etter
ble oversatt til dansk: Betænkning over det Spørsmaal: Hvorledes Frihed og Eiendom kunde forskaffes:
Bondestanden i de Lande, hvor den fattes begge Dele med originale overveielser vedrørende
befolkningsspørsmal pa tysk i 1769 og i utvidet form pa dansk i 1771, som fikk stor betydning for debatten
om landboreformene[1]. Han gjorde seg blant annet til talsmann for en oppdeling av hovedgardsjordene for a
øke matproduksjonen, idet driften ved en utparsellering ville bli mere intensiv og derved kunne fø flere
familier. Han forutsa, at en vekst i landbefolkningen ville bli fulgt av en tilsvarende vekst i
bybefolkningen[2].
Han ledet folketellingen i 1769 og offentliggjorde den første egentlige oversikt over folketellingens utfall, i
Göttingen i 1789, det var her ordet Volkszählung (folketelling) første gang ble brukt.[3]
Georg Christian Oeder forsøkte ogsa a fremskaffe opplysninger om landets forhold ved en undersøkelse
angaende Danmarks areal (Areal eller Indhold i Kvadratmaal af Danmark, Slesvig, Holsten, Oldenborg og
Delmenhorst, 1776), et emne som dengang var lite utforsket.
Med særlig interesse drøftet han spørsmalet om enkekasser og han fremskaffet under sitt ophold i Oldenborg
et brukbart materiale til de nødvendige beregninger.
I 1770 gjorde Struensee ham til medlem av Landvæsenskommissionen, pa tross av motstand fra de
konservatives side. De fryktede hans overlegenhet og hans iver for fremskritt. Umiddelbart etter forela
Oeder kommisjonen en omfattende plan for dens virksomhet og de prinsipper som burde følges, blant annet
med hensyn til styringen av krongodset, opphevelse av landsbyfellesskapet, lettelse av stavnsbandet,
bestemmelser om hoveriet og landmilitsens forandring. Det følgende ar tradte Oeder ut av kommisjonen, da
han ble utnevnt til deputert i Finanskollegiet. Ogsa her ble det pabegynt en rekke reformer etter Oeders rad.
Det var ogsa G. C. Oeder som formidlet den kontakt mellom veterinæren P.C. Abildgaard og Struensee, der
i 1773 førte til Abildgaards grunnleggelse av Veterinærhøjskolen.
Tilbake til hertugdømmene
Som følge av statsomveltningen i 1772 forlot Oeder Finanskollegiet. De nye makthaverne ønsket a fjerne
ham fra København og tilbød ham en post som stiftamtmand i Bergen. Den avslo han, hvoretter han ble
utnevnt til den noe bedre stilling som stiftamtmand i Trondhjem. Han nadde imidlertid aldri a tiltre dette
embede. Han ba nemlig i anledning av sin hustrus sykelighet om tillatelse til først a foreta en reise til
Tyskland. Men pa hjemreisen erfarede han, at general Johan Vibe von der Osten hadde fatt embedet, og at
han selv skulle forbli i Slesvig eller Holsten, inntil han fikk embede et andet sted. Han reiste imidlertid raskt
til København og beklaget seg overfor enkedronning Juliane Marie. Han fikk den beskjed, at diplomatiske
forhold hadde gjort en militærpersons ansettelse i embedet nødvendig.
Det lyktes endelig hans fiender a fa ham helt fjernet, idet han ble ansatt som landfogd i Oldenborg mot
slutten av 1773, kort før dette hertugdømmes avstaelse til Gottorp. Herved hapet de a bli befridd for dette
«ubekvemme hoved». Den stillingen svarte slett ikke til hans ønsker, da det var helt nye juridiske plikter,
han her fikk. I denne stilling forble han til sin død i 1791.
Efter sin første hustrus død giftet han seg den 14. november 1776 med Cathrine Gertrud Matthiesen (13. juni
1755 - 24. mart 1807). Hun var datter av justisrad og radmann Conrad Matthiesen i Altona. Ved sin død
etterlot Oeder enke og tre barn. Det var visstnok for disses skyld, at han et par ar forut hadde ervervet seg et
tysk adelspatent. Tre ar før sin død hadde han den tilfredsstillelse a motta oppfordring om a vende tilbake til
Danmark, de reformer han hadde arbeidet for, hadde seiret. Men han følte seg da for gammel til ny
virksomhet.
Oeders ettermæle
For a gi en forestilling om Oeders mangesidede virksomhet skal nevnes, at han utarbeidet planer og skrev
avhandlinger om enkekasser, om Danmarks militærvesen, om papirpenger og om tallotteriet - «alle politiske
og moralske grunde forene sig mod denne skadelige opfindelse». Han imøtegikk ganske utførlig de angrep
som han var gjenstand for, blant annet av Johann Christian Fabricius og Esaias Fleischer. Hans
forsvarsskrifter utkom etter hans død i 1792 under tittelen Oederiana.
I den Udsigt over P. F. Suhms Levned og Skrifter som ble utgitt av Rasmus Nyerup, heter det som
innledning til en rekke brev fra ham: «den brave Oeder som, uaktet han var fremmed, var dansk med liv og
sjæl og har i sin grav alle danskes højagtelse». Oeder skildres som en klarttenkende mann, med utrettelig og
alvorlig virkelyst, men tillike av en jovial og glad natur. Hans venn Suhm gav ham et meget anerkjennende
ettermæle der ble benyttet som gravskrift pa det minnesmerke av norsk marmor, som ble utført av Johannes
Wiedewelt og anbragt pa kirkegarden i Oldenburg.
Kulturkanonen
Oeder er oppført i Kulturkanonen med Flora Danica.
Bibliografi


Bedenken über die Frage: Wie dem Bauernstande Freyheit und Eigenthurm in den Ländern, wo ihm
beydes fehlet, verschaffet werden könne? (Frankfurt und Leipzig 1769)
Oederiana (1792)
Johan Vibe von der Osten 1772-1783
Som følge av statsomveltningen i 1772 forlot Georg Christian Oeder Finanskollegiet. De nye makthaverne
ønsket a fjerne ham fra København og tilbød ham en post som stiftamtmand i Bergen. Den avslo han,
hvoretter han ble utnevnt til den noe bedre stilling som stiftamtmand i Trondhjem. Han nadde imidlertid
aldri a tiltre dette embede. Han ba nemlig i anledning av sin hustrus sykelighet om tillatelse til først a foreta
en reise til Tyskland. Men pa hjemreisen erfarede han, at general Johan Vibe von der Osten hadde fatt
embedet, og at han selv skulle forbli i Slesvig eller Holsten, inntil han fikk embede et andet sted. Han reiste
imidlertid raskt til København og beklaget seg overfor enkedronning Juliane Marie. Han fikk den beskjed, at
diplomatiske forhold hadde gjort en militærpersons ansettelse i embedet nødvendig.
GENERAL m. m. JOHAN WIBE von der OSTEN er fød i Trondhjem 8. Aug. 1708, hvor hans Fader, Otto Frid.
von der Osten, var Kommandant. Sønnen avancerede, efter længere Ophold i Tyskland, hvor han gjorde Tjeneste med
i Syvaarskrigen og tilegnede sig derved en eiendommelig Blanding af det tyske og norske Sprog, saavel i Skrift som i
Tale, efterhaanden op i høiere Grader og gjenfindes hyppig i Bladene som Kommandant og (1765) som
kommanderende General nordenfjeldsk. Og endelig hendte den Synderlighed, at denne Kommandant tillige i 1772
udnævntes til Stiftamtmand ,hvilket (B. Moe 241) fortælles saaledes:
«Den berømmelige G. Chr. Oeder var, da man gjerne vilde fjerne den fortjente Mand, især fordi han havde været
brugt under Struensees Ministerium, egentlig udnævnt (1772) til Stiftamtmand i Trondhjem; men da det Parti, som
den 17de Januar 1772 havde faaet Magten i Hænde, gjerne vilde have ham sendt bort, benyttede man et flaut Paaskud
til ved et Magtsprog at tage Embedet fra ham igjen inden han havde tiltraadt det, og satte v. d. Osten til at være ei
allene militair Øvrighedsperson, men og tillige Stiftamtmand.»
Smith oplyser, at en Fyhn, senere Hospitalsforstander, var Ostens Fuldmægtig paa Stiftskontoret. I et Forsvar for
Fyhn udtaler Smith sig saaledes: «At være Fuldmægtig, hvor Principalen intet kan eller vil arbeide, er altid et fristende
og hadefuldt Arbeide.» Det synes heraf at fremgaa, at Hr. Osten ikke udmærkede sig synderlig som Stiftamtmand. T
Anledning hans Udnævnelse som saadan foregaa store Honnørs af Borgerkompanierne, v. Adresseavisens Aargang
1772 nr. 42. I en Rundskrivelse dat. 9. Octbr. 1772 til «alle sine Undergivne» meddeler han Bekjendtgjørelse om, at
han t i 1 1 i g e er beskikket til at være Stiftamtmand. Hans Opsatser i Bladene bærer et ganske eiendommeligt
Præg og giver noksom tilkjende, at Ortografien ikke var hans Sag. Blev Ridder af D. 1767 med Symbol: «Recte &
integre». Døde 10de Januar 1800. Hans Frue, fød Krogh, døde 1797, begge henlagte i det Schøllerske Gravsted i
Domkirken, Lagthingets sydlige Del.
I 1772 skriver han i Bladene om «Uorden og Excession», der forvoldtes av den delemhorstiske Battaillon, saa at
Byens Indvaanere udi deres lovlige Veie og Haandteringer ei mere kan være betrygget for Vold og Overlast endog
paa Liv og Lemmer.» Paa Kalvskindet blev der skudt paa en Bagerdreng, saa man frygtede for hans Liv. Det
paafølgende Aar hedder det: «Istedet for den afmarcherende Delmenh. Bataillon oprettes til en bestandig Garnison 2de
Kompanier, der hidsendes søndenfjeldsk fra bestaaende af: l Major som Kommandør, l Kapitain. 2 Pr. Lieutnanter.
4 Sec. Lieutnanter. 14 Underofficerer. 6 Tamburer. 172 Gemene, l Profos, Desuden: l Reg. Qvartermester
(Klingenberg) og Auditør og l Feltskjær (Fischer).
Alt dette foregik i Ostens Tid ligesom og Exercerpladsen paa Hlademoen da først (1773) blev opryddet. (Igjen
nedlagt 1866). Samme Tid herskede Blodgang, der bortrykkede mange Mennesker, 7 a 11 paa hver Gaard overalt
omkring i Stiftet. Paa flere Gaarde vare alle Beboere uddødde. Da endelig Forføininger fra Kjøbenhavn gjordes til
at standse Sotten, kunde v. d. Osten indmelde, «at saavel i By som Bygd var denne Farsot mærkelig aftaget.»
I 1788 blev han entlediget som Stiftamtmand, og i 1788 ligeledes som Kommandant, etterfulgt, i første Egenskab af
Koren og i sidste af General Krogh. Den i 1772 paa Munkholmen hensiddende Statsfange, dansk General
Falckenskjold, udtaler sig saaledes om Osten: — — «Alt var afhængigt af General v. Osten som var Landfoged
og Gouvernør i Trondhjem. Man sagde, at han var en stor Ven af Foræringer og undsaa sig ikke fra at forlange
saadanne; men jeg havde ingen at tilbyde ham.»
V. d. Osten beboede Enkemadame Lundgreens nuværende Gaard ved Torvet, nu Hotel Phønix (1919). Var
Medlem af Vid. Selskab fra dets Oprettelse, 1760. Denne v. d. Osten havde sin Sommervilla paa en Gaard
Kulsaas, nær ved Lerbroen, hvor der endnu findes interessante Spor af ældgamle Tapeter i Værelserne.
Wilhelm Friman Koren 1783-1786
STIFTAMTMAND WILHELM FRIMAN KOREN optræder som Stiftamtmand 1782, efter v. d. Osten, men
vedblev som saadan ikkun i 4 Aar. 1783 optaget som Medlem af V. S.
Smith siger om ham: «Det er en Ynk med den gamle Korens Søvnagtighed, Mistroiskhed og Raadvildhed (ang.
Mangel paa Foranstaltninger mod den alm. Hungersnød i Misvextaaret 1784).» I dette Aar drager han til
Kjøbenhavn og ved hvilken Anledning Smith advarer imod at lægge nogen Vægt paa Mandens Udtalelser
angaaende Skovvæsenet som Koren tror er i bedste Stand, medens Smith anseer Skovene som noget nær ødelagte.
«Hele Strækninger», siger Smith, «har jeg seet nedhuggede, andre afbrændte, dels ved Vaa deild, dels ved Torden;
i Egnen ved Røraas er paa en Strækning af 2—3 Mile end ikke et Træ, og dette vil man kalde god Tilstand.
Koren vil endog have Glasværker anlagte, en Indretning, hvortil overordentlig megen Skov medgaar, og hvis
Skadelighed eller Umulighed allerede er prøvet. Koren maa høres med Varsomhed — —, ikke let kan nogen
Embedsmand have flere politiske Særheder og Fordomme end han.»
Smith vedbliver at tale om et ynkeligt Subject, en Søn af Biskop Bang med Titel af Justitsraad med en Examen
juridicum, gift med en Datter af Fru Lysholm, «altsaa en stor Mand». — — Dette Menneske, som intet har lært, og
intet har villet lære, og i denne Dag intet foretager sig uden at leve i Gjestebuder og gjøre en fornem Figur, skal
Koren have i Sinde at ville faa indskudt som Stiftamtmand i Trondhjem. Dette er ved første Øiekast et daarekistegalt
Forsøg, men Planen er ikke saa galt anlagt og kunde let lykkes til Skade og Vanære for Regjering og Land,
dersom det ikke forebyggedes. Efter Rygtet skulde da Bang g r a t i s overtage Emebedet da saavel Koren som v. d.
Osten ere for gamle til at reise. Men hvad bør man dømme om Koren ifald han proponerer sligt?»
Senere hedder det dog, at Koren ikke har været at formaa til at gjøre hiint Forslag uagtet Fru Lysholm skal have sat
an paa ham, ja han skal endog have sagt, at han med al Magt vilde modsætte sig et saadant Valg, og dermed, siger
Smith, «er den gamle Korens Ære reddet».
I en Skrivelse af 27. Decbr. 1785 hedder det, at Koren, efter et Rygte, skal ventes her op igjen (var da i
Kjøbenhavn) da man ingen Pension vil unde ham. Men Smith beder for den gamle Mand og siger, at da Bang nu
gaar paa Gravens Rand, vilde en ny Biskop og Stiftamtmand gjøre store Ting og bringer atter paa Bane sin Attraa
efter at blive Visitator. Derimod ønsker han ikke at blive Biskop skjønt han af a d s k i l l i g e T r ø n d e r e ,
hvoriblandt Generallieut. von Krogh, er opfordret til at attraa T.hjems Bispeembede.
Efter hvad Bladene oplyser, har Koren, rimeligvis som Constitueret, afløst gamle v. d. Osten, men sees allerede i
1785 at være afreist til Kjøbenhavn. August s. A. sees han dog at være kommen tilbage og optræder atter som
Stiftsbefalingsmand for strax derpaa at aftræde idet han endnu i samme Maaned afreiser til Kjøbenhavn i Følge
med Stiftamtmandinde Mølmann.
Thorkild Jonsen Fjeldsted 1786-1796
Thorkild Jonsson Fjeldsted (født 1740, død 19. november 1796 i Trondheim) var en islandsk jurist. Han
var dommer pa Island i en periode og fra 1769 til 1772 var han lagmann pa Færøyene.
Etter dette kom han til Norge. Fra 1771 besatte han embetet som amtmann i Finmarkens amt.
STIFTAMTMAND THORKILD FJELDSTED. Fød i Island 1740, blev Student 1758; Sagfører saavel for
Høiesteret som for alle Over- og Underretter i Danmark og Norge 1767; Laugmand over Færøerne 1769; Amtmand
i Finmarken 1772 da han blev gift med Anne Wildenroth, med hvilken han avlede en Datter. Aar 1774 Medl. af det
danske V. S.; Amtmand paa Bornholm 1778; Laugmand over Christiansands Laugstol 1780; Stiftamtmand over
T.hjems Stift 1786; oplæste for det Kongl. norske V. S. paa Islandsk Kong Magnus Olsens Historie af Sturlesøns
Heimskringla, med Anmærkninger, den 14. Juli 1788; forlod T.hjem den 6te Juli 1795; blev Meddirektør over
General-Postamtet i Kjøbenhavn 1796, og døde 19. Novbr. Samme Aar. Benævnte Forelæsning foregik under
Kronprindsens, senere Fred. 6tes, Ophold i Trondhjem, efter Forslag af Rektor Smith, ved Biilow. Wille benævner
ham, Fjeldsted, med: «Vor sande Aristid med den ypperligste Karakter, de herligste Kundskaber, den ædleste
Tænkemaade.»
Denne Mand, der hyppig gjenfindes i Bladene, synes at have udfoldet megen Virksomhed og udgav derhos nogle
Skrifter, blant hvilke findes: Forslag til Bygdemagaziners Oprettelse i T.hjems Stift. Travelt med storartede
Forberedelser til Modtagelse af Hs. Kgl. H. Kronprindsen, hvoriblandt Borgerskabets Indexerceren rimeligvis
ikke ansaaes for det Uvigtigste, fremtræder Fjeldsted i en Opsats, hvori han beklager sig over, «at anseelige og
formuende Borgere undrage sig fra Exercisen og tilsidesætter den Agt de ere sine Medborgere skyldige ved enten
virkelig at udeblive eller, og i sit Stæd at anskaffe saadanne Personer, som hverken Kapitainen eller de til
Exercisen mødende brave Borgere kan med Anstændighed antage &c.» — og truer tilsidst med en passende
Undgjeldelse m. m.
Endelig oprandt den store Dag! Kronprindsen ankommer (den 10. Juli 1788) Kl. 11 om Aftenen under Alskens
Høitidelighed, Parade af Millitaire og Borgerchoret, Cour af Embeds- og Borgerstanden m. m. m. Men allerede den
paafølgende Dag afreiser Prindsen med sit talrige Følge, hvoriblandt 2 Durchlauchtigheder til Øisanden for at
overvære den der etablerede Lystleir, og forblev der uafbrudt i flere Dage. Endelig kom han tilbage og besaae da
i et Par Dage Byens Maerkværdigheder, deriblandt Museet m. m. i V. S. paa hvis Sal, "der nylig forud var
aabnet og indviet, holdtes «et grundigt og smukt» Foredrag af Stiftsprovst Hagerup, der med Frimodighed udtalte
sig for et Universitets Oprettelse i Norge. Her var det ogsaa, at Fjeldsted, efter Anmodning af Prindsen, forelæser
ham et Stykke af «Snor Stulæ Heims Kringla» i det islandske Sprog, «som Han med allernaadigste Velbehag
anhørte.»
Smith maa forøvrigt ikke have havt ret høie Tanker om Fjeldsted; thi i Anledning av nogle Forhandlinger
betræffende Handelen i Finmarken siger han: «Sandelig Fjeldsted behøver ei, at hans Minde som Amtmand i
Finmarken skal fornyes. Han er der udødelig som en Levetzau i Norge.
Æresmedlem af Borgerklubben 1787, efter Forslag af 47 Medl.
Gebhard Moltke 1796-1802
Født: 20. februar 1764
Fødested: København
Død: 20. desember 1851
Dødssted: godset Glorup pa Fyn, Danmark
Gebhard Moltke. Greve, embetsmann. Foreldre: Godseier og overhoffmarskalk Adam Gottlob lensgreve
Moltke til Bregentved (1710–92) og Sophia Hedvig Raben (1733–1802). Gift 1) 9.7.1787 med Birte
Huitfeldt (10.1.1768–1.12.1788), datter av stiftamtmann, geheimerad og godseier Mathias Vilhelm Huitfeldt
(1725–1803) og Charlotte Emerentze Raben (1731–98); 2) 23.9.1791 med Bertha Sophie Bille Brahe
(10.5.1774–2.10.1833), datter av stiftamtmann, geheimerad og godseier Henrik Bille Brahe (1709–89) og
Caroline Agnese Raben (1738–1810). Navneendring til Moltke-Huitfeldt 1843. Fetter av Frederik Moltke
(1754–1836; se NBL1, bd. 9).
Gebhard greve Moltke var stiftamtmann i Trondheim og Akershus 1796–1809 og et utmerket eksempel pa
en pliktoppfyllende dansk-norsk embetsmann i eneveldets siste tid. 1807–09 var han medlem av den norske
regjeringskommisjonen.
Moltke tilhørte en av Danmarks mest innflytelsesrike adelsslekter, og hans far, som ble lensgreve 1750,
hadde i lange tider vært en av statens ledende menn. Gebhard var eslet til en embetskarriere og fikk som gutt
et kannikdømme i Lübeck som inntektsgrunnlag, men avstod det til en av sine brødre.
Moltke fikk privat undervisning og ble student 1780. Han studerte jus ved Københavns universitet og ble
cand.jur. 1782. Samme ar la han ut pa den obligatoriske store tur i Europa, som blant annet omfattet studier i
Göttingen. Moltke forble utenlands til 1784, da han vendte tilbake til Danmark og fikk en stilling som
auskulant (praktikant) i Høyesterett. Han avla prøve for Høyesterett 1788 og ble 1789 ekstraordinær og 1790
ordinær høyesterettsassessor.
I arene 1796–1802 var Moltke stiftamtmann i Trondheim. Han deltok i byens rike selskapsliv, men var ogsa
en svært samvittighetsfull embetsmann. For a forebygge hungersnød arbeidet han for opprettelse av
kornmagasiner rundt om i bygdene. 1802 ble han forflyttet til Akershus, fortsatt som stiftamtmann. Han var
klar over at de store kjøpmennene profitterte pa dyrtiden og stilte seg pa allmuens side med klar front mot
kjøpmennene. Ellers sa Moltke pa Hans Nielsen Hauges forkynnelse med forstaelse, noe som ikke var
vanlig blant embetsmennene. Han ble 1807 medlem av den pa grunn av krigen nedsatte norske
regjeringskommisjon. Kommisjonen skulle arbeide for landets beste i en ekstraordinær situasjon, men den
representerte ikke noe brudd med helstaten og skulle ikke erstatte kollegiene i København.
Kong Frederik 6 var mistenksom mot kommisjonen og ville ha den under strengere kontroll. Moltke ble
1809 derfor forflyttet til Fyn og skiftet ut med Frederik Julius Kaas. Selv hadde han ikke noe imot denne
forflyttingen, og han tok avskjed 1814 for a ofre seg for sine godser. Moltke fungerte 1816–28, 1830 og
1832–39 som ekstraordinær assessor i dansk høyesterett.
Greve Moltke var storgodseier pa Fyn, og han hadde allerede 1802 arvet stamhuset Moltkenborg etter sin
mor. Hun hadde opprettet dette 1793 av godsene Glorup, Ryegard og Anhof, som Moltkes far hadde kjøpt
1762–65. Moltke avrundet sine besittelser 1815 da han kjøpte nabogodset Mullerup med store skoger, like
sør for Glorup. Han var en usedvanlig dyktig godseier og bodde pa Glorup, som sammen med Ryegard
fremdeles er i hans etterslekts eie, mens Mullerup ble solgt 1882. Moltke arvet 1843 det SchildenHuitfeldtske fideikommiss etter sin første hustrus slekt, og han fikk da patent pa a føre navnet MoltkeHuitfeldt og forene det Huitfeldtske vapen med sitt eget.
Som nesten alle større embetsmenn var Moltke ogsa hoffembetsmann og ble kammerherre 1784. 1803 ble
han ridder av Dannebrogordenen, og 1840 fikk han Elefantordenen. Samme ar ble han Dannebrogsmann.
Gebhard greve Moltke var godt likt av befolkningen, ikke minst for sin interesse i sosiale spørsmal. I tillegg
ble han rost av kongen for sin utmerkede administrasjon. Han er i ettertid omtalt som en brav og rettsindig
mann og en dugelig og pliktoppfyllende embetsmann.
STIFTAMTMAND GERHARD GREVE AF MOLTKE, Kammerherre m. m. er fød 20. Febr. 1764, var
Stiftamtmand i Trondhjem efter Fjeldsted fra 1795 til 1802, altsaa i 7 Aar, forenede det Huitfeldske Navn med sit
eget ved Tiltrædelsen af det Huitfeldske F. K., havde Titel af Kammerherre, Geheime- Konferentsraad, forhen
Stiftamtmand i Fyen, Rid. af D. 1803, R. af Elefanten og tillige D. B.-mand 1840, var forud til 1789 Auscultant
og derpaa Assessor i Høiesteret, forsat 1802 til Stiftamtmand i Aggershus, hvor han desuden indtog
Regjeringskommissionens andet Medlem (fra 1807). Formedelst sit simple Væsen, velvillige Sindelag og Attraa
efter at tækkes Almuen, var han meget yndet af denne, ligesom han visseligen var en Mand af den redeligste
Karakter og Villie (Aal). Men hans Hu stod til Danmark og hans store Eiendom der, og han forlod snart sin Stilling i
Norge .som Medlem af Regjeringskommissionen til at han kan betragtes som en virksom Deltager i dens
Forretninger. Han døde i en høi Alder paa sit Gods i Fyen, paa Glorup, i Decbr. 1851. Var gift med Berthe Sophie
Bille. Medl. af V. S. 1792.
I 1796 lader han bekjendtgjøre en Allarm: Befaling, at al offentlig Instrumentalmusik indtil videre skal ophøre paa
grund af Enkedronningen, Juliane Maries dødelige Afgang.
Moltke sees i 1798 at have været Direktør (i Forening med Knudzon og Moe) af den i Trondhjem etablerede
Filialafdeling af den i Christiania oprettede dansk-norske Speciesbank med et Fond af 200,000 Rdl. Species.
I 1801 sees han i et Avertissement og i høitravende Ord at approbere det af M. C. Peterson oprettede
borgerl..Artillerikorps, der vegeterede her til ud i nogi;e og tyve Aarene med Peterson og Rachløw som
Kapitainer.
Frederik Adeler 1802-1804
Frederik Adeler (født 25. juli 1754 pa Adelersborg i Danmark, død 23. mars 1816 i København) var en
dansk embetsmann, og baron som bl. a. virket som stiftsamtmann i Trondheim.
Han var sønn av kammerherre Conrad Vilhelm Adeler og Ulrika Helene Cicignon samt etterkommer av Cort
Adeler. I en alder av bare 14 ar ble han hoffjunker, 1781 kammerjunker, 1790 kommittert i
Generaltollkammeret og 1792 kammerherre. I 1802 ble han utnevnt til stiftsamtmann i Trondheim og
amtmann over Nordre og Søndre Trondhjems amt, men ble alt 1804 forflyttet som amtmann til Holbæk. I
1808 ble han stiftsamtmann i Fyn og amtmann over Odense amt og aret etter geheimekonferensrad og
overpresident i København. 1804 fikk han Storkorset av Dannebrog.
1. juli 1786 giftet han seg med Berta Moltke (1767–1846). Aret før hadde han overtatt baroniet Adelersborg
samt Gjemsø kloster i Norge. Baroniet ble 1810 byttet mot en fideikommisskapital, men garden og godset
forble som et allodialgods hos etterkommerne av hans datter Sophie Hedevig Adeler.
FREDERIK ADELER, Friherre 1785 og Herre til Gimsø, Geheimekonferentsraad, Kammerherre, Overpræsident i
Kjøbenhavn, Stork, af Dannebrog 1804 og Dbmd. er fød 1764 og døde pludselig i Kjøbenhavn 1816, efter i flere
Aar at have lidt af periodisk Sindssvaghed. Blev fra 1. October 1802 Stiftamtmand i Trondhjem og 1804 Amtmand
i Holbæks Amt i Danmark. Denne Adeler, eller rettere hans Enke, kom i Besiddelse af Gimsø Kloster ved Skien,
men hele Eiendommen solgtes kort Tid efter til Didr. Cappelen. Hvorledes alt dette gik til, findes beskrevet i
Norske Stamtavler, udgivet af V. Lassen". Gift 1786 med Bertha, Komtesse af Moltke Bregentved fød 1767 død
paa Adelersborg 1846. Havde en Datter Sophie Hedevig fød 1795 død 1859. Var gift med Kammerherre
Herman Løvenshiold, Amtmand i Svendborg.
Det fremgaar af alt hvad der findes i Trondhjemske Blade fra Adelers Ophold her 1802—4, at denne Mand har
udfoldet en ualmindelig Virksomhed som Stiftamtmand i T.hjems Stift. Man skal forgjæves søge i Historiens
Annaler efter en Mand paa det Standpunkt, som har nydt en saa overvættes Anerkjendelse, fra Høie og Lave; og
hans Afreise herfra i 1804 opvagte Sorg og Bedrøvelse allevegne fra, i Opraab fra forskjellige Hold, paa Vers
og i Prosa. Aargangen Adresseavisen 1804 vil især afgive Bevis for, at Adeler var mere end almindelig elsket og
anerkjendt og ved Af reisen den 23. Juni 1804 vistes den bortdragende nesten kongelige Æresbevisninger.
Samtlige Aktstykker, som findes i Aargang 1804 ere mærkelige nok og hvorefter her fremkommer i Uddrag som
følger: Aarene 1801—3 vare alle svære Misvextaar og man vil paastaa, at uden Adelers virksomme Foranstaltninger,
vilde Tilstanden have gaaet over til den yderste Elendighed og Hungersnød. Vist er det ogsaa, at enkelte, trods de
ivrigste Anstrængelser, virkelig døde den skrækkelige Hungersdød, hvorpaa man i det mindste havde Exempel i
Stadsbygden (Sammesteds døde mange af Hunger 1784 og 85). «Det er tungt bittert» — siger Smith — «Fast
som Døden at leve i denne Tid blandt disse elendige Mennesker.»
Af Nedskriverens Fars Dagbøger fra 1802—4 fremgaar det ogsaa, at Adeler var høit anseet idet han foranstaltede
betydelige Partier Undsætningskorn sendt til Stadsbygden under min Fars Bestyrelse som Sognepræst sammesteds.
Ved Udde/lingen var Trængselen saa stor, ligesom en hel Armade af Baader fulgte min Far lige til Byen hver
Gang han reiste ind for at besørge videre Tilførsel.
Adeler beboede nuværende Stiftsgaard, netop i hans Tid indkjøbt ved Staten af General Krogh. Ved Adelers
Ankomst til Byen Høsten 1802 modtages han i Bladet med en «Velkomstsang da han — Adeler allerede eier alle
gode Borgeres Hjerter», (af Trybmacker). Endnu i sit første Embedsaar hersteds, 1802, vil man finde en Fortegnelse
undertegnet Adeler, over en Mængde Gaver, ydede af en stor Del af Byens Indvaanere, tils.' 3600 Rdl. til Hjelp for
de Trængende i Amtet idet han overdrager Uddelingen til en nedsat Kommission, bestaaende af Krigsc. Wibe, Foged
Berg og Foged Elster. Den lange Fortegnelse over Giverne er ikke uden Interesse og sees de største Bidrag at være
antagende af General Krogh 300 Rdlr., H. Meincke 500 Rdlr. Johan Tonning 150 Rdlr., Agentinde Lysholm 150
Rdlr., i de Tider saare betydelige Beløb. Selv sætter han sig sidst i Fortegnelsen med et Bidrag af 300 Rdlr.
Endelig er det ham en Glæde at berette at Hs. M. Kongen har skjænket 1000 ReHr. i samme Øiemed.»
I Marts Maaned 1804 gjorde vor Adeler en Reise i Opdal, hvor han efter Beskrivelsen synes at have nydt Kongelige
Æresbevisninger, ja mere end det; thi ingen virkelig Kongelig Person er nogensinde bleven optagen med saa
overvættes megen Opmærksomhed som Adeler. I Anledning af hans Ophold og Gjennemreise i Opdal var der
opreist ikke mindre end 3 Æresporter paa forskjellige Steder med Deviser der i fuldt Maal udtalte Indvaanernes
dybe Taknemmelighed for alt hvad han i hiin Trængselens Tid havde gjort for dem, i Deviser eller Inskriptioner, der
atter bleve forandrede under Tilbagereisen hvor Almuen med Provst Rønriau i Spidsen er tilstede en masse og hvor
«6 unge Dalens Døttre» afsyngede 5, rimelig af Provst Rønnau forfattede Vers. « T a k n e m m e l i g h e d m ø d e
r d i g p a a D i n e Veie». Og en anden Æresport % Mil fra Præstegaarden: « H ø i a g t e l s e g l æ d e r s i g
a l l e v e g n e o v e r a t s e e D i g». Og ved Indgangen til Præstegaarden: «H e n g i v e n h e d v o v e r a t
b y d e D i g H y t t e - b o e r n e s l a v e T a g». Ved et Eftersyn af Bygdemagazinet foregik ogsaa større
Høitideligheder, Tale af Rønnau og Sang (5 Vers) af hine 6 unge Dalens Døttre. Deviserne forandredes med
Afreise, saasom: « E r i n d r i n g a f D i g e r æ d e l G l æ d e s E r i n d r i n g ». « E f t e r a t h a v e s e e
t D i g a g t e r m a n D i g e n d n u h ø i e r e : » Og paa den sidste Port: «D e t b l i d e s t e H e l d f ø l g e
Dig alle vegne».
Hans Afreise fra Trondhjem, den 23. Juni 1804 fortælles saaledes: «Vi have tabt en ædel Mand «og Adeler er
hans Navn.» Med Vemod saae vi den Dag imøde, da vi skulde miste vor inderlige elskqde Stiftsbefalingsmand,
S, T. Hr. Kammerherre, Baron af Adeler med Familie. Alt for meget havde den Ædle virket til vor
Taknemmelighed, alt for høit elskede vi ham, til at vi ikke skulde ønske ved Afskeden, at give ham et offentlig
Bevis derpaa. Denne Stemning var almindelig og yttrede sig lydeligen iblandt det hele Publikum. Der blev da
underhaanden foranstaltet paa en Forhøining ved Grændsen af Byens Jurisdiktion l/4 Miil fra Byen — over Veien
— en Æresport opført og ganske beklædt med friske Grangrene, samt ziret med Egeløv og Blomster. Paa den
Side der vender mod Byen, læste man over Midten den velmente Indskrift: «K u n h e r l i g, D a a d u d m æ r
k e r v o r A d e l e r — o g T r ø n d e r n e e l s k e H a m, s o m s i n t r y g g e s t e V e n o g T a l s m a
n d . » Og paa den anden Side følgende: «Han forlod os, O! for hastig. Men hans elskede Minde udslettes aldrig
af Trøndernes Bryst.» Paa den høire Side af Portalen var hans Høivelbaarenhed, og paa den venstre Side hans
Gemalindes Navnetræk anbragt. I en Distance af over 800 Alen henimod Æresporten, vare paa begge Sider af
Veien plantede smaa Grantræer, der dannede en behagelig Allee.
Den Morgen saare tidlig, paa denne for Trondhjem fatale Dag, var Alt i Bevægelse. Folkestimmelen var utrolig
stor. Det første Borgerkompani, under Anførsel av Christian H. Wejbye, marcherede ud til Ihlevolden, stillede
sig en front, og der honorerede de høie Reisende saaledes som Avisen No. 51 melder. Det borgerlige
Jægerkompanies Ober- og Underofficerer, 12 Mand sterk, under Anførsel av dets Chef Hr. Kapitain Galschjødt,
dannede en Eskorte, og ledsagede de høie Reisende til Hest fra Byen. — Paa Ihlevolden tilstødte denne Eskorte
(ligesaa til Hest) Officererne af de borgerlige Defensionskompanier her i Byen. Derefter fulgte
Magistratspersoner, Stadshauptmanden, Byens eligerede Mænd og en del andre Indvaanere kjørendes. Ved
Ankomsten i den fornævnte Allee, blev fra tvende her liggende hollandske Skibe saluteret med 27 Skud, og
saavel de engelske som andre, her paa Rheden liggende Skibe, vare prydede med Flagge og Standere fra Toppen.
Derpaa reed Hr. Krigsraad og Politimester Blom — som i Forveien befandt sig ved Æresporten — Hr. Baronen
imøde og komplimenterede ham saaledes:
«En Deel af Byens Indvaanere har — paa denne sørgelige Dag — forsamlet sig her paa dette Sted, for at sige
Deres Høivelbaarenhed og ædle Familie, det sidste vemodsfulde Farvel. De ville tilgive, at disse tillige med mig
udbede sig Deres Ophold nogle Øieblikke ved den Æresport, som i Anledning Deres Afreise er opført ved
Grændsen af Byens Jurisdiktion, efter at en Sang ved Deres Ankomst er afsunget, den jeg herved med et rørt
Hjerte har den Ære at overlevere Dem til næste Station. Ædle Baron! Den anstillede Fæstlighed har langt fra ikke
naaet den Fuldkommenhed man ønskede. Mangel paa Tid, siden alle svævede i Uvished om Dagen naar De
agtede at forlade os, har foraarsaget, at vore Tilberedelser ere langt nedenfor vore Ønsker, og ikke svare til den
uindskrænkede Høiagtelse Enhver bærer for Dem. Men, hvor ubetydelig Foranstaltningerne end ere blevne, saa
tør jeg dog tillidsfuldt forsikre Deres Høivelbaarenhed, at de ere udførte i den redeligste og bedste Hensigt, og vi
smigre os derfor, at De ville undskylde den Simpelhed, der er synlig i det Hele. Iøvrigt er min Evne for ringe til at
kunne, efter mit Ønske, i passende Udtryk tilkjendegive Dem de utallige og grundede Velsignelser, der ofres Dem
i Dag, og som uafbrudt følge Dem fra denne By og dette Stift.»
Endvidere fortælles:
«Paa den Side af Æresporten, der vender til Byen havde det borgerlige Artilleri-Kompanies Ober- og
Underofficerer posteret sig paa begge Sider, dannede en Gade, og paa den anden Side af Æresporten var 12 af
Byens Brandofficerer posterede til Hest med Front mod Veien under Anførsel af deres Chef Hr.
Oberbrandtmester Lie. Da de Reisende nærmede sig, galloperede Jægere i Forveien og stillede sig paa begge Sider
i Linnie med det borgerlige Artilleri-Kompanies Ober- og Underofficerer samt Oberkonstabler. Det andet Borgerks.
Hautboister istemmede en festlig Musik fra Altanen, der var anbragt over Æresporten. Hr. Baron af Adeler
behagede ved Ankomsten til de borgerlige Jægere at stige ud af den aabne Vogn og ledsaget af sin fortræffelige
Gemalinde og Datter at gaae tilfods igjennem det paa begge Sider opstillede borgerlige Militaire. Ved at nærme
sig det Sted, hvor Chefen Hr, M. C. Peterson havde taget sin Post, talede denne til hans Høivelb. og Gemalinde
saaledes:
«Deres Ankomst til disse Egne for ikke fuldt 2 Aar siden gav os alle Liv og Munterhed. Vi troede den Tid ikke at
skulle saa snart friste den Skæbne at miste Dem. Ak! alt for hastig maa vi sørge over Deres Bortreise. Ja, den
nærværende Dag er en almindelig Sorgens- og Bedrøvelsens Dag, thi vi lide et nationalt Tab. Dog vi indsee, at det
ikke kan være anderledes, og ere derfor tvungne til at finde os i vor Skjæbne. Reis da ædle Mand! Reis ædle Par!
ledsaget af Trøndernes varmeste Ønsker! Maatte De stedse være saa lykkelige, som vi alle ønske det. Uudsletteligt
er Deres dyrebare Minde indgaaet i vore Hjerter» — —. Her var den talende saa bevæget, at han fandt sig
tvungen til at holde inde, skjønt han vilde sagt mer.
Hs. Hvb. Hr. Baron af Adeler, inderligen rørt af Synet af alt der omgav ham, svarede herpaa, med den ham egne
Godhed, og i Udtryk der vidnede om hans kjærlige Følelser. Han sluttede med den Forsikring, at være høiligen rørt
over de Beviser paa Agtelse han stedse havde erfaret. Hertil blev paa Stedet svaret: «at ethvert Bevis paa
Publikums grændseløse Agtelse ikkun var en Tribut, der skyldtes Hs. Hvbh., og at Naaden, hvorpaa alle nu
offentligen frembragte deres Hylding, vilde være ham en sikker Borgen for Oprigtigheden af Trøndernes inderlige
Kjærlighed til ham.» Syv Sangerinder, alle hvidklædte, og med grønne Krandse omvundne, stode i de indvendige
i Æresporten paa begge Sider anbragte Nischer, og istemmede nu følgende Afskedssang, som blev afsjungen under
en sagte Musik:
Stille veemodfulde skue
mange mod Din Afskedsdag;
mange Hierter staae i Lue,
ofre Tak for Almeensag;
Held Dig! Held Du Adel er,s
borget Navn Du ikke bær.
Ord og Sang ei kand udtrykke,
Hvad vort Hierte føle maae,
ved at tænke al den Lykke
Du i Uheld bød os naae.
Stolte Hæder for den Mand,
Som i Nød hialp Bondestand.
Ach! at vi saa snart maae savne
Dig, vor hulde A d e l e r !
Dig, hvis Lyst det var at gavne,
som saa fast, saa virksom er!
Sielden er Din Ligemand,
Dyrebar for hvert et Land.
I vort Hierte staaer Dit Minde
varigt meer end Marmorpragt;
Man hos A d e l e r kan finde
Hvad som giver A d e l Agt;
hvor han vandrer ind og ud,
vogt ham, styrk ham, gode Gud!
Hr. Baron af Adeler, hvis hele Hjerte i disse Øieblikke synligen var rørt og bevæget, vendte sig med Taarer i Øinene
omkring til den store Forsamling, takkede Alle og Enhver paa det Ømmeste for ethvert Beviis paa Kjærlighed og
Agtelse. Han bevidnede sin inderlige bestandige Deltagelse i Alt hvad der vedkom os, og sagde, at Mindet om hans
Ophold her paa Stedet vilde stedse være ham dyrebart. Derefter spadserede han med Familie videre til Fods forbi
det ommeldte ridende Korps af Brandofficerer hvis Chef ved Baronens Ankomst til ham talede saaledes:
«Tillad Hr. Baron! at jeg yttrer hvad mit Hjerte føler, — og hvad jeg er overbevist om, stemmer overens, ei allene
med den her tilstedeværende Forsamlings, men og med enhver ærlig Trønders Tænkemaade. Tanken om, at vi i
Dag, formodentlig seer Hr. Baronen for sidste Gang, smerter os ubeskriveligen — men vi nære det Haab, at De
enddog i hiine blidere Egne, stunddom vil huske, hvor inderlig Trønderne elskede Dem. Modtag da nu vor varmeste
Tak for Deres uttrættelige Ædelmodighed og talløse gode Handlinger i Trondhjem. Længe leve Hr. Baron
Adeler! og Held følge ham bestandig! Det være vore ivrigste Ønsker.»
Hr. Baronen besvarede Alt paa en hans Sjels Storhed værdig Maade, og nu, til Alles ubeskrivelige Smerte, udtalte
Han, Hans Gemalinde og unge Datter det os saa bittre Adieu. Det hele ved denne rørende Afsked var ubeskriveligen
fæstlig; Høitideligheden forøgedes ved den dybe Stilhed, der herskede iblandt den store Masse af Mennesker.
Reisen fortsattes nu, idet Brandkorpsets Officerer rede foran Vognen, i hvis Spidse Hr. Krigsraad Blom tog sin Plads
ved Oberbrandmesterens høire Side. Ober- og Underofficerer af Jægerne, Officererne af de andre Borgerkompanier
samt alle Ovennævnte fulgte derpaa og ledsagede de elskede Reisende til den første Station, Oust, hvor de blev
beværtet med Frokost. Her gjorde det hele Følge til Hest Front mod Veien, paa den Kant af Gaarden hvor Hr. Baronen
videre skulde reise. Og efter at Hs. Hvbh. og Familie med samtlige Tilstedeværende havde taget en rørende Afsked,
reiste de videre. Et tre Gange l æ n g e l e v e B a r o n A d e l e r ! fra de ommeldte ridende Korps, som Hr. Baronen
besvarede med 3 Ganges H u r r a f o r T r o n d h j e m , sluttede Høitideligheden ved den smertefulde Afreise.
De bemeldte Ridende Korps fulgte derefter i Orden tilbage, og ved Tilbagekomsten gjorde de Front mod
hinanden, paa Byens Torv, og udraabte offentligen 3 Gange: L æ n g e l e v e B a r o n a f A d e l e r m e d h ø i
e F a m i l i e ! og hvoretter de gjentog Hr. Baronens Fryderaab med 3 Ganges H u r r a f o r T r o n d h j e m.
Saaledes hyldedes udmærkede Fortjenester og heldigen — til Bedste for mange Tusinde — anvendte Talenter.
Denne udmærkede sjeldne Hylding er saa meget mer hædrende, da den var en almindelig Yttrnig af Alles forenede
Følelser. «Han, den ædle over vor Roes ophøiede Adeler er borte; Lykkelig I, i hvis Midte han herefter virker.
Hvi blev det ikke vor heldige misundelsesværdige Lod, at beholde ham?» — — De næsten kongelige
Æresbevisninger, som blev denne Stiftamtmand til Del, ere saa meget mærkeligere, som Baron Adeler ikkun
opholdt sig her i henved 2 Aar. De ham overførte Æresbevisninger ere fast enestaaende og overgaar langt hine
Høitideligheder i 1704, 1733, 1773, 1788, 1814, da kongl. Personer besøgte Trondhjem.
At Adeler, som forannævnt/maa have følt sig smigret og bevæget over al den ham viste Opmærksomhed,
fremgaar af følgende Opsats, dateret Christiania den 3die Juli 1804. «Jeg maatte være det utaknemmeligste
Menneske om jeg nogensinde kunne glemme de hædrende Beviser paa Venskab og Godhed, som saa mange
fortræffelige Mænd gave mig ved min Afreise fra Trondhjem. DisseWenskabs og Godhedsbeviser, som
jeg kun kan have for en ypperlig Nation, fra hvilken jeg er stolt af at nedstamme. Ædle Trøndere! modtag min
varmeste Tak, saavel for denne mig saa inderlig rørende og uventede Afskedshøitidelighed, som og for enhver
opmuntrende Deltagelse i min Skjæbne, som De have vist mig under mit Ophold i T.hjems Stift, og modtag
tillige mine ivrige Ønsker for deres bestandige Held. Takkes med disse faa Linnier som et taknemmeligt Farvel jeg
ønskede særskilt at kunne tilbringe enhver Velynder i dette Stift, og tro at den mig givne Forsikring, at være i
Deres venskabelige Erindring, er mig saare Dyrebar. Adeler.»
Ogsaa fra andre steder i Amtet findes Opsatser i Bladene til den Bortreistes Pris; saaledes fra Namdalens Fogderi
hvor han tildeles Lovtaler i det Uendelige: «Dybt saarer det vore Hjerter at miste Dig. Du over al vor Roes
berømmelige Adeler. Mindet om Dine ædle Handlinger gjør os misfornøiede med Skjæbnens Beslutning at
berøve os Dig. Ikke før saae Trondhjem Dig, førend du strax ynkedes over Medbrødres Jammer og truende
Hungersnød, saa ilede Du at komme de mange Trængende til Hjælp, opmuntrede ædle Medborgere at følge Dit
Exempel, og foredrog Landets Nød for vor milde Landsfader. Utrættelig var Din Virksomhed at hjælpe den mødige
Landmand, og ingenlunde have vi, de længst borte i Amtet, været mindre Gjenstand for Din Opmærksomhed end
hine Kjøbstaden nærmere Bygder. Tusinder bleve udrevne af Hungerens graadige Svælg, og disse Frelste takke
derfor Dine rosværdige Foranstaltninger. Uforglemmelige Velgjører! modtag da vort svage, men velmente Tak for al
den Omhu og Kjærlighed Du bar for os, for den Hjertens Godhed, Blidhed og Medlidetihed Du stedse viste
mod Enhver af os! Held følge Dig uafbrudt, ædle Hædersmand! Ei skal Dit Minde forgaa hos os, Dit store Navn
aldrig uddøe. I vore Hjerter skal det fortjente Æreminde oprettes Dig. Uudsletteligere end i det haardeste Marmor
skal der Din Berømmelse være præntet: A r m o d e n s T a l s m a n d , d e N ø d l i d e n d e s F r e 1 s e r.»
Fra en Opsats fra Værdalen, 1808 sees, at det nuværende Monument for Kong «Olaf den Hellige» ved Stiklestad
er opreist og bekostet af Adeler. «Værdalens Beboere vilde derfor, ved en Indskrift, og paa lignende Maade
vedheftet Støttens Fodstykke, sorq den der forhen pryder dens Søile, vide taknemmelig at nævne den sande Store,
der i saa mange Henseender fortjener det nordenfjeldske Norges Erindring og Høiagtelse.»
Vor Adeler døde som førmeldt i Aaret 1816. I denne Anledning forefindes et Digt, «Tanker ved Geheimeraad
Adelers Død» af Eilert Hagerup v. Addr. 1816 no. 40. Man finder her Udtryk som:
«Paa Ærens Bane og i Armods Løndoms Vraa Din Daad udbredte Held — aftørred Kummers Taarer tidt hernéden,
Nidaaens Bredde og Værdalens Stiklestad Gjenlyder nu med Tak — og ak! med sorgfavnet Stemme: At ved Din
Forsorg Trangens Menneske blev glad; — Dig Hungrens Børn velsigne — aldrig vil forglemme ! — Er den af Adel,
den, som ædelt handler, tænker — O, hvilket Adelskab D i t ædle Hjerte D i g forhvervet har: — Nu Salighedens
Gud et bedre hist Dig Skjænker, Thi Dine Gjerninger — Din Løn — Dig følge der. Ak! Jeg Dig savner! I Løndom her
en stille Taare Sig af mit Øie lister frem; Den nægtedes Din Hædres Baare, At væde og ledsage hen til Gravens Hjem.
Men, aldrig — nægtes skal mit Hjerte, Saa længe det formaar at slaa og Sjelen tænke kan, Dit Savn, o dyrebare
Adeler! at mindes med vemodig Smerte Og for enhver Velgjerning Dig velsigne, ædle Mand.
Erik Must Angell 1804-1810
Angell, norsk slekt av sønderjysk opprinnelse, som føres tilbake til Morten Pedersen pa garden Nordgard i
Angeln. Slekten kom til Norge med hans sønner Morten Mortensen Angell (1624–88) og Lorentz Mortensen
(1626–97), begge kjøpmenn i Trondheim. Morten Mortensen Angell har stor etterslekt bl.a. i Nord-Norge;
til denne linjen hører bl.a. fylkesmann i Buskerud, Thomas von Westen Angell (1871–1935) og forfatteren
Olav Angell (f. 1932). Linjen er sterkt inngiftet med Peter Dass' etterkommere, og medlemmer av den har
innehatt en rekke handelssteder og store eiendommer i Nordland.
Lorentz Mortensen, som var regnet for en av de femten rikeste menn i Norge, hadde 13 sønner og 4 døtre.
Blant sønnene var sogneprest i Bragernes, Hans Angell (1658–1728), magistratspresident i Trondheim,
kansellirad Albert (Albrigt) Angell (1660–1705) og kjøpmann Jonas Angell (1680–1740). Kansellirad
Albert Angell var far til etatsrad Lorentz Angell (1692–1751) og legatstifteren Thomas Angell (1692–1767);
førstnevntes datter Karen var gift med historikeren Peter Frederik Suhm.
Kjøpmann Jonas Angell var far til kjøpmann Lorentz Angell (1712–78), som igjen var far til stiftsprost i
Trondheim Jonas Angell (1742–1828), stiftamtmann i Trondheim Erik Must Angell (1744–1814) og major
Henrik Angell (1747–1808). Førstnevnte var far til stiftsprost i Trondheim Lorentz Angell (1778–1860) og
redaktør i Adresseavisen Erik Must Angell (1789–1821). Stiftamtmann E. M. Angell var far til forstander
for Thomas Angells stiftelser, Lorentz Angell (1794–1879). Sønn av major Henrik Angell var godseier pa
Sundnes i Inderøy, Alexander Friedlieb Angell (1786–1852), hvis sønnesønn var offiseren og forfatteren
Henrik August Angell (1861–1922).
STIFTAMTMAND ERIK MUST ANGELL var en yngre Broder af den os endnu bekjente Stiftsprovst Jonas Angell,
der boede ved Bybroen, er fød den 15. Septbr. 1744, deponerede fra Trondhjems Skole 1763. Tog først
theologisk, og Aaret efter juridisk Examen (begge med laud.) For at føie sin Moder, der ønskede at han skulde blive
Præst, studerede han først Theologi. Da hun havde hørt ham prædike — som Kandidat — og saaledes opfyldt
hendes "Ønske — studerede han Jus, hvortil han havde mere Lyst. Blev 1774 Borgemester efter Bredahl,
Præsident 1788 og 1800 Justitiarius ved Trondhjems Stiftsoverret, 1782 Medlem af Vidensk. Selskab. Gift 1780 med
Anna Marie Lysholm, fød 1757, Død 1826.
«Borgermester Angell», siger Smith, «er en Mand af jevn Forstand, jevne Kundskaber, men kunde Indbildningen om
egne Fortrin skabe den store Mand, saa eiede vist ikke Norge større Mand i sit Skjød. Manden er rig, og det er en
stor Skade for ham, hidsig er han tillige, saa han ingen Modsigelser taaler, misundelig, som alle svage Sjæle, men
med alt dette er han en god Embedsmand, og jeg har ellers al Grund til at tro, han er en ærlig Mand, naar det kun
ikke kommer an paa at afveie sine Ufuldkommenheder mod andres eller andres mod sine.»
Et mærkeligt Aktstykke findes i H. M. Mullers Manuskriptsamling: Stiftets Erklæring af 5. mars 1774 i Anledning af
Angells Ansøgning om Borgermester-Embedet. Da Borgermester Bredhal efter 3 Mdr. Ophold i
Kjøbenhavnformedelst Øiensvaghed nødtes til at søge Afsked, ansøgtes Posten af E. M. Angell i hvilken
Anledning Stiftamtmanden bl. A. yttrer, «at han endskjønt et haabefuldt ungt Menneske fattes den Øvelse, den
Kunskab og Erfarenhed som dette i sig seiv vigtige Embede udfordrer. Her maa sandelig en ganske anden Mand til.
T.hjems By trænger til en veløvet og drevet Mand til at være Borgermester i Raadstuen og udenfor Raadstuen.
Borgere have nu i mange Aar savnet saadan deres rette Talsmand og Forsvar og jeg som Stiftamtmand (v. d.
Osten) kunde og burde være mindre bebyrdet med at spille min til andre Embeds-Pligter kostbare Tid ved hidintil
havte frugtesløse Bestræbelser for at faa den forjagede Tillid og Enighed indført igjen mellem Magistrat og
Borgerne, ja desværre! mellem Magistratens Personale seiv, som indbyrdes ere uenige. Med al den gode Tro og
Tanke, som jeg gjør mig om Kontrahenten E. M. Angell tvivler jeg dog høiligen paa, at hans Evne er til at overvinde
og at udføre disse Herculeos labores.» Han (Stiftet udentvivl rettere Stiftsdirektionen og skrevet af Biskop Bang)
foreslog derfor ældste Raadmand M. Alstrup til Borgermester og Angell til vice-Borgerm. med Raadsmands Løn.
Efter en Kancellie-Promemorie af 1798 sees Angell at have besværet sig over at Assessor Aagaard i Retten havde
indtaget Justitiarii Plads, under dennes Fraværelse; «og da dog Aagaards Plads er nedenfor Angell, saa befales, at
Enhver beholde sin Plads seiv under Udførelse af Justitiarii Weces & Co.»
Som Borgermester boede Angell i egen Gaard i Nordre Gade (nuværende Fotogr. Krums Gaard.) (Nordre Gade no.
6). Endelig optræder han som Stiftamtmand, efter Adeler i 1804 og bor nu i Stiftsgaarden indtil han tog Afsked 1810
og flytter derpaa tilbage til sin Gaard i Nordre Gade. Døde 28. August 1814 paa sin Avlsgaard Nardo i Strinden og
ligger begraven i indhegnet Gravsted paa Dotnkirkegaarden tæt ved Kongsgaarden.
I bladet No. 7, 1808, udsteder han den Befaling, at al Korrespondanse paa Storbritanien er forbudt, og Breve til
Udlandet maa Dagen før Postens Afgang afleveres uforseglede paa Stiftskontoret for af Angell at gjennemlæses
og forsegles. Al engelsk og svensk Eiendom konfiskeres og al Gjeld til disse Magter indbetales, under stor Straf i
Undladelsestilfælde, til den danske Statskasse.
Frederik Christopher Trampe 1810-1832
Frederik Christopher Trampe (født 19. juni 1779 pa Krabbesholm i Danmark, død 18. juli 1832 i
Trondheim) fra slekten Trampe var dansk riksgreve og embetsmann. Han virket blant annet som
stiftsamtmann bade pa Island (1806-1809) og i Søndre Trondhjems amt (1810-1832).
Hans sønn Adam Johan Frederik Poulsen var amtmann bade i Nordland og Nord-Trøndelag.
FREDERIK CHRISTOFFER, Greve af TRAMPE, Dr. juris, Stiftamtmand i Trondhjems Stift fra 1810 til 1832,
altsaa i 22 Aar, den eneste foruden von Ahnen, der siden Reformationen har tilbragt saa lang Tid i dette Embede,
skjønt vi i dette Tidsrum tæller 39 Stiftamtmænd i T.hjem.
Efter Bernt Moe hidsættes i Uddrag: Familien Trampe nedstammer fra Hertugdømmet Pommern, hvor den hører
til dette Lands ældste adelige Slægter. Den første af dette Navn, egentlig Tramp, nævnes allerede i Aaret 1274,
ansat ved Hertug Bogislaus den 4des Hof. Derpaa opregnes flere Generationer af Familien Trampe — —. Fast
ansat i Norge vides ingen af Familien at være bleven førend i Aaret 1810, da en Sønnesøn af en Generalmajor P.
D. v. Trampe, ved Navn Fred. Chr. Greve af Trampe blev udnævnt til Stiftamtmand over Trondhjems Stift. Denne
var født 19. Juni 1779, blev Student 1794, og juridisk Kandidat 1798 med laud, var senere en Tid volontør i
det danske Kancelli, blev 1800 Vice-Landsdommer paa Lolland og Falster, senere Kapitain og Kompagnichef ved
Fyenske Landværns-Regiment, 1803 Kapitain a la suite ved det søndre Sjellandske Inf. Regm., 1804 Amtmand i
Vester-Amtet paa Island, s. A. efter Ansøgning afskediget fra Krigstjenesten, 180? Doctor juris i Kiel, 1806
Stiftamtmand paa Island, .1808 Kammerherre, 1810 Stiftamtmand i T.hjems Stift og Amtmand i søndre T.hjems
Amt, 1811 Ridder af Dannebrog, 1818 ditto af Nordstjernen og 1825 Kommandør af samme Orden. Døde 18. Juli
1832.
Han var 3 Gange gift, først med Sophia» Frederika von Heinrik, Enke efter den bankerotede Kjøbenhavnske
Handelsmand Baron Heinrik v. Bolthen, siden med Thea Colbjørnsen, Datter af den berømte lovkyndige
Nordmanden Jacob Edvard Colbjørnsen, (død 1802), og 3. Gang med Komtesse Amalie Ulrika Frederika von
Schmettow (fød 29. April 1791), Datter af tysk Rigsgreve Schmettow. I sit første Ægteskab havde Grev Trampe 2
Sønner og i sit 3, 2 Sønner og 2 Døttre, alle fødte før Loven af 1. August 1821 om Adelens Afskaffelse i Norge.
Han reklamerede for Storthinget 1824 sine grevelige Rettigheder, idet han tillige nedlagde følgende (ordret aftrykte)
Protest: — — — «Haabende saaledes paa lovbefalet Maade at have opfyldt fornødne Beviisligheds Documentation
efter.Lovens Parg. 7 og nedlæggende underdanig Paastand om at Privilegium og al Ret og Rettigheder af hvad
Navn nævnes kan efter Patentes Hjemmel og Bebrevelse maa blive antegnet bevaret efter Tilsigelse i Lovens
Paragraf 6 for mig og mine i lovligt Ægteskab førend Bekjentgjørelsen af Loven af 1. August 1821 fødte Børn,
hvorhos tillige for mig og dem og Slægtens ufødte Descendentere tillader mig at nedlægge underdanigst Protest og
Reservation for den Berøvelse af Privilegium og Forrettighed af hvad Navn nævnes kan, som Lovens Bud af 1.
August 1821 tilføier mig og dem, og formenende mig og dem Adgangsberettigede til Erstatning efter Grundlovens
Par. 105, at nedlægge tilføiet Reservation og Paastand, at som den meste Erstatning jeg kan gjøre mig det
tænkeligt at Sagens Natur tilsteder, de og Descendentere i al Fremtid, naar, saafremt og saasnart Tidens Følge
maatte med sig føre mueligen en Forandring eller Modifikation i Loven af 1. August 1821 og Gjenoprettelse af arvelig
Adel, da maatte ansees og eragtes de jure berettigede til at indtræde tilbage i den fulde Nydelse og Udøvelse i den
Udstrækning den nu haves eller som med de nærmere Bestemmelser maatte passe, af den dem nu berøvede Ret og
Privilegium».
Trampe eiede, Som Grev Schmettows Svigersøn, den store Gaard Rotvold, hvor han boede om Sommeren, om
Vinteren derimod i Stiftsgaarden. Døde paa førstnævnte Sted efter at være kommen syg hjem fra en Embedsreise.
Ligger begraven paa Hlade Kirkegaard. 1811 Medlem af Vidsk. Selskab hvis Præses han ogsaa blev i sit sidste
Leveaar.
I Decbr. 1812 lader han bekjendtgjøre, at han efter kongl. Befaling ufortøvet maa reise ned til Kjøbenhavn for at
deltage i den for Norge anordnede Provideringskommission og tager i en lang og eiendommelig Opsats rørt Afsked
med sine Venner i Trondhjem. Ved Tilbagekomsten i August 1813 modtager han under flere Høitideligheder, idet «et
talrigt Selskab af T.hjems agtværdigste Indvaanere» mødte ham paa Gjestgivergaarden Melhus; og ved Ankomsten til
Stiftsgaarden modtoges han «høitidelig » under Musik &c. &c.
I Begyndelsen af dette Aarhundrede oprettedes her et frivilligt Jægerkorps, hvis Chef var en Sand under Titel af
Kapitain. I Aaret 1814 opfordrer Trampe dette Korps til at indtræde blant Fædrelandets Forsvarere i en Opsats,
der slutter saaledes: «Brødre! vi have alle svoret til Norges Sag, nu er Tiden kommen at besegle Eden med Daad og
Gjerning; Enhver vil føle Opfordringen i sin egen Barm; jeg kundgjør dette allene for at underrette, at Enhver, som
føler sig Kraft, Evne og Leilighed til at indgaa i Korpset, kan indskrive sig enten hos Kapitain Sand eller hos mig.
Længe leve Kongen! Fred. Trampe».
Det af Falsen i 1814 oprettede frivillige Jægerkorps , hvis Chef han ogsaa blev, mødte Understøttelse af Trampe, i
hvilken Anledning henvises til Bekjentgjørelse i Adr. Avisen No. 63 for 1814. Grev Trampe deltog i Fælledskab med
Chr. Lorck og L. Johannesen i den under 15. Decbr. 1813 i Christiania etablerede Komite af 15 Medlemmer til
Dannelse, under Chr. Fr.s Præsidium af en privat Laanekasse, efter at Ideen om en Banks Oprettelse af den danske
Regjering var opgivet. Mødets Forhandlinger endtes 4. Januar og den paafølgende 5te indfandt Prindsen sig (i det
forhenværende Storthingslokale) holdt de fornødne Taler og lykønskede Nationen med de vundne Resultater. Der
dannedes da en Subskriptionsplan, indført i en Protokol, Prindsen selv tegnede sig for 90000 Sølvdaler; men uagtet
der paa Stedet tegnedes eller subskriberedes 2,416,000 Sølvdaler, blev der, som bekjendt, intet af den hele Plan.
Efter Flamand, «Frederik» den Sjettes Hof», hidsættes følgende Episode af Trampes Ophold paa Island: «Ligesom
Englænderne tidligere (nemlig efter Overfaldet 1807) havde bemægtiget sig de dansk- vestindiske Øer, saaledes
syntes det ogsaa i Aaret 1809 at Englænderne vilde opkaste sig til Herskere over Øen Island. Da Stiftamtmand Grev
Trampe ankom der den 6. Juni 1810, (Trampe opholdt sig paa Island fra 1806—10), underrettedes han om, at der
var etableret engelsk Handel der i Landet den foregaaende Vinter, og forbød det. Herover blev ført Klage til
Kommandøren for et her liggende engelsk Krigsskib. Trampe nødsagedes til at træde i Underhandlinger med denne,
og der blev indgaaet en Overenskomst, hvoretter den engelske Kommandør forpligtede sig til :at afholde sig fra
alEiendom. Kort eiter ankom til Reikavig det engelske armerede Fregatskib «Margareta and Ann», ombord paa
hvilket Eieren af den paa Island etablerede engelske Handel, en vis Kjøbmand Pf il ps fra London, befand sig,
tilligemed den forhenværende danske Kaperfører Jørgen Jørgensen. Egenmægtigen og uden at nogen Hindring lagdes
dem iveien, lode disse Grev Trampe som Fange føres ombord paa bemældte Skib, hvor han fra den 25. Juni til 30.
August holdtes under streng Bevogtning —».
Denne Jørgensen optraadte derpaa som «Landets øverste Bestyrer, hele Øens Beskytter og Øverstbefalende tillands
og tilvands. » Under denne Bemægtigelse af Regjeringen, som varede fra 25. Juni til 23. August, bleve mange
Voldsomheder udøvede. Offentlige Kasser plyndredes, offentlige Eiendomme og Magaziner konfiskeredes, private
tildels ogsaa, — — — Forbrydere løslodes, Embedsmænd bleve afsatte og andre beskikkede i deres Sted. Endelig
ankom en Kapt. Alex. Jones til Island og gjorde Ende paa dette Uvæsen efter at have hørt Trampes omstendelige
Beretninger over den ham og Landet overgaaede Overlast — — —. Trampe, en Tilsynsmand og 2 Kjøbmlænd,
nøie bekjendte med det Forefaldne, afreiste til England med en engelsk Fregat for at optræde imod Jørgensen, der
ogsaa blev dømt til Deportation og sendt til Australien.
Efter Faye 1814 sees det, at hverken Trampe eller Bugge vilde undertegne den af C. Falsen forfattede og af Byens
bedste Mænd undertegnede Addresse til Prinds Christian under dennes Ophold i Trondhjem fra 5.—9. Februar 1814,
indeholdende en Demonstration imod den formentl. Plan at lade sig udraabe til Konge. Begge undskyldte sig «paa
Grund af deres Embedsstilling». Addressen blev ikke officielt overragt Prindsen, men modtog dog efter Anmodning af
Trampe, en Afskrift deraf. Som bekjendt førte vor Trampe en eiendommelig Kancellisriil og hvorpaa her et Par
Prøver:
«Ovenstaaende Høiesteretsdom over — — —. Overstilles henholdigen til Resol. af 13. Juni 20 herved tjenestligst Hr.
Foged Klingenberg til Exekutions behagelige Embedsbesørgende paa den citerede Resol. Bestemmelse foreskrevne
Maade og under lagttagende af Resol. af 17. August 21 og imødesees i sin Tid den efter ovenstaaende fornødne
Underretning eftersom Fremgaaende eller fuldbyrdede Udførende giver Anledning. 28. Februar 31. Fred. Trampe.»
Endnu en (Paategning af en Dom):
«Oversendes med sagtilhørende foregaaende Acte og derpaa ergaaede Sriftsoverretsdom, herved tjenstligst Justitarius
i Trondhjems Stiftsoverret til Sagens behagelige forføiende ny Indkomme for Stiftsoverretten.» D. S.
Fredrik Riis 1832-1840
Fredrik Riis (29 January 1789 - 22 October 1845) was a Norwegian civil servant.
He was born in Christiania, enrolled as a student in 1806 and graduated as cand.jur. in 1809. He worked as a
police attorney from 1810, police secretary from 1813 and stipendiary magistrate from 1816.[1]
He then held positions as County Governor in several Norwegian counties: in Nordre Bergenhus amt (today
named Sogn og Fjordane) from 1831–1832, Søndre Trondhjems amt (today named Sør-Trøndelag) 1832–
1840 and Akershus 1840–1842. Then, when the county of Christiania stiftamt (today named Oslo), which
had shared governor with Akershus, got its own governor in 1842, Riis was appointed to this position. This
post he held until his death in 1845.[2]
In Trondhjem he was a member of the Royal Norwegian Society of Sciences and Letters.[1]
STIFT AMTMAND FREDERIK RIIS, Søn af Johan R., er født i Christiania 1789, Student 1806, jur. Kand. 1809;
blev 1810 Politifuldmægtig og 1813 Politi-Sekret. I Xania; 1816 Byfoged sammesteds;.1831 Amtmand i Nordre
Bergh. Amt, 1832 Stiftamtmand i Trondhjem og 1840 i Christiania. Døde sammesteds 22. Octbr. 1845. Var Medlem
af Vidsk. Selsk. I Trondhjem.
Denne Mand nærede vistnok temmelig sterke aristokratiske Grundsætninger og blev derfor heller ikke forskaanet for
en mængde Opsatser og Angreb i hine demagoiske Blade hvoraf vi i disse Tider især havde god Forsyning inden
Byens eget Omraade. Men det skal ikke kunne negtes, at denne Mand udfoldede ualmindelig Virksomhed og var i det
Hele taget en dygtig Stiftamtmand.*»
I 1798 oprettedes ifølge Reskr. en Torvindretning i Trondhjem hvoraf Handelsstanden lovede sig meget og bidrog 500
Rdlr. tiL dens Istandbringelse. Men den holdt sig ikke længe og havde allerede i-mange Aar været nedlagt da Rris
igjen søgte at faa den oprettet paanyt; men dette vagte Forargelse hos mange og hvorom Bladene indeholde en
Mængde bitre Anfald imod Riis, der imidlertid ikke lod sig skrække. Det viste sig ogsaa, at den forøvrigt utvungne
Indretning, var en fornuftig Foranstaltning idet den siden har vedligeholdt sig Jige til vore Dage, er stedse mere
og mere søgt og, som man maa antage, grundfæstet for Fremtiden.
Ved Amtsformandskabet i 1840 holdtes flere Taler til Riisi Anledning hans Fraflyttelse hvor man med dyb
Anerkjendelse udtrygte sig for Riises Virksomhed og Omsorg for Kommunernes Vel v. Addr. No. 42—57. Paa
Borgerklubben holdt et stort Antal af Byens Borgere et Afskedslag i samme Anledning og hvor Stemningen var
meget animeret.
Allerede i 1833 satte han sig i Bevægelse og indkom til Finantsdep. med en Forestilling ang. Skattevæsenet, T.hjems
By vedkommende, og hvoraf strax derpaa fulgte at en egen Kæmner ansattes for Byen med en Aflønning af 300 Sp.
Aaret efter kom han i en stor Feide med den ansatte Kæmner, Ellefsen, der indførte den, vistnok ganske rigtige
Regel, at Udpantning foregik hos Enhver, uden Persons Anseelse, der fandtes paa Restancelisten. Raden kom da ogsaa
til Riis selv, der imidlertid uden videre afviste Udpantningspersonalet, dels fordi Riis, som han senere oplyser,
dengang havde 400 Sp. tilgode af Bykassen, men hovedsagelig fordi at enhver Restanceliste, som han paastod, skulde
være forsynet med Stiftets Approbation. Denne Paastand har vistnok sin Hjemmel i Lovgivningen men havde hidtil
aldrig været anvendt in praxis. Da var det at Ellefsen frasagde sig Posten.
I Aaret 1835 har Riis det meget travelt med at faa etableret en ridende Borgergarde, bestaaende af 20 Mænd og en
Ritmester. Den kom ogsaa istand med Kjøbmand Laur. Grundt som Ritmester og paraderede ved Carl Johans
Ophold her i dette Aar fra 31. Aug. til 8. Sept.
Alle Riises efterladte Børn ere afgagne ved Døden, den sidste var Emma Vilhelmine Louise, fød 1822, gift med
Kaptein J. Krogh af T.hjemske Brigade. Hun døde 25. Mai 1877.
Karelius August Arntzen 1840-1857
STIFTAMTMAND KARELIUS AUGUST ARENTZEN, Riises Eftermand, er fød i Kjøbenhavn 10. Novbr. 1802,
Student 1820, kom til Norge 1821 og tog juridisk Examen 1827, var fra 1826 Fuldmægtig, fra 1831 Bureauchef og fra
1833 Exped. Secr., samt blev 1840 Stiftamtmand i Trondhjem. Udgivet nogle Skrifter (v. Kraft). 1857 Stiftamtmand i
Christiania. Hans Kone, Hanna Arentzen; døde 12. Octbr. 1869, 61 Aar gl.
Arentzen var en virksom Stiftamtmand, hvis hæderlige Karakter nød saare megen Anerkjendelse. Led meget af
Tunghørthed der formodentlig har tiltaget med Aarene. Døde 1876.
Carl Fredrik Motzfeldt 1857-1894
Carl Frederik Motzfeldt (født 3. april 1808 i Fredskjær i Rygge, død 24. juni 1902 i Trondhjem) var en
norsk jurist, embedsmann og politiker.
Fra 1854 til 1857 var han amtmann i Finnmark, og fra 1857 til 1894 amtmann i Sør-Trøndelag.
CARL FREDERIK MOTZFELDT, Søn af General Maj. Carl M. Motzfeldt (død 1816), er fød 3. April 1808, blev
Student 1827 og jur. Kandidat 1838. Han blev 1834 Kopiist og 1843 Fuldmægtig i Rev. Dep. og var Sekretair i
Unionskommissionen, blev 1854 Stiftamtmand i Tromsø Stift og Amtmand i Finmarkens Amt, var 1857 og 58
Storthingsmand fra Tromsø Kjøbstad og blev s. A. Stiftamtmand i Trondhjem. Udgivet endel Skrifter øg
Redaktør af den «Konstitutionelle» 1841—42 m. m. Storthingsmand fra T.hjem 1868—69, ligesaa 1871—73—74—
75. Den «Konstitutionelle» var i sin Tid et velsignelsesrigt Blad der troligt arbeided imod Morgenbladets
daværende Udskeielser.
Motzfeldt er meget anseet og dygtig Stiftamtmand. Formand i Tilsynskommiteen for Reitgjerdets Pleiestiftelse,
Medlem for Direktionen i Støren-Jernbanen, Ridder af St. Olafs-Ordenens Storkors. Død 24. Juni 1902.
Lars Otto Roll Grundt 1894-1907
Lars Otto Roll Grundt (født 15. april 1843 i Moss, død 24. juli 1907 i Salzschlief i Sachsen) var en norsk
jurist og embetsmann.
Han hadde artium fra Christiania Katedralskole 1859, ble cand.jur. i 1864, arbeidet som kopist i Høyesterett
1864-65, og som fullmektig hos sorenskriveren/byfogden i Hamar 1865 til 1867. Han var sekretær, byrasjef
og ekspedisjonssjef i Justisdepartementet 1867 til 1884, og redaktør for Departementstidende 1876-84.
Han var amtmann i Nordre Trondhjems amt 1884 til 1894 og stiftsamtmann i Søndre Trondhjems amt 1894
til 1907.
Grundt var direksjonsmedlem i Røros Kobberverk. Han var ogsa medlem av kontrollkommisjonen for
Reitgjerdet Pleiestiftelse og for Thomas Angells stiftelse
Han ble utnevnt til ridder av St. Olavs Orden i 1887 og 21. januar 1895 forfremmet til kommandør av 1.
klasse.
Harald Bothner 1907-1921
Harald Bothner (født 30. november 1850 i Fredrikshald, død 24. oktober 1924) var en norsk embetsmann
og politiker. Han var medlem av statsradsavdelingen i Stockholm i 1905, revisjonsminister i 1905, samt
justisminister 1905–1907.
Bothner var først sakfører i Sarpsborg 1878–1880, senere i Fredrikshald. I 1889 ble han statsadvokat i
Stavanger og 1896 sorenskriver i Stjørdal og Verdal. Han ble innvalgt som representant for Nordre
Trondhjems amt til Stortinget 1904–1906 hvor han tilhørte Det Radikale Venstre, og gikk som representant
for dette inn i Christian Michelsens regjering av 11. mars 1905.
Bothner var innehaver av 7. juni-medaljen.[1]
Hans Dagbøker fra 1905 ble utgitt av Trondhjems historiske forening i 1987.
Odd Klingenberg 1921-1940
Foto: Peder O. Aune
Født
8. juni 1871
Trondhjem, Norge
Død
3. november 1944 (73 ar)
Trondheim, Norge
Yrke
Høyesterettsadvokat
Parti
Høyre
Norges sosialminister
1923–1924
Regjering Halvorsen II, Berge
Forgjenger Rasmus Olai Mortensen
Etterfølger Lars Oftedal
Sør-Trøndelags fylkesmann
1921–1940
Forgjenger Harald Bothner
Etterfølger Johan Cappelen
Norges sosialminister
1920–1921
Regjering Halvorsen I
Forgjenger Paal Berg
Etterfølger Lars Oftedal
Trondhjems ordfører
1911–1916
Forgjenger Christian Thaulow
Etterfølger Ole Konrad Ribsskog
Odd Sverressøn Klingenberg (født 8. juni 1871 i Trondhjem, død 3. november 1944 i Trondheim) var en
norsk høyesterettsadvokat og politiker (H). Han var innvalgt pa Stortinget fra Trondhjem og Levanger
1907–1909 og 1919–1924, og var sosialminister 1920–1921 og 1923–1924. Klingenberg var dessuten
Trondhjems ordfører 1911–1916 og fylkesmann i Sør-Trøndelag 1921–1940. Han markerte seg som en
svært progressiv sosialpolitiker, og gikk i bresjen for attetimers arbeidsdag, sosial boligbygging,
utbyttedeling, valgreform og et moderne trygdesystem basert pa skatt.[1] Klingenberg fikk ogsa flertall pa
Stortinget for sitt forslag om folkepensjon i 1923, men innføringen av denne ble utsatt til 1936 grunnet
depresjonen.[2][3] Ifølge Olaus Schmidt var Klingenbergs personlighet preget av trygghet og sinnsro.[4]
Bakgrunn

Han ble født i Trondhjem (fra 1931 Trondheim) i 1871, som sønn av overrettssakfører Sverre Olafssøn
Klingenberg (1844–1913) og Hilda Johannesdatter (1843–1912). Han var dermed av en relativt velstaende
familie med jurister i flere slektsledd. Odd Klingenbergs søsken var høyesterettsadvokat Olaf Klingenberg,
bygningsingeniør Sverre Klingenberg, topograf Kaare Klingenberg, Roar Klingenberg, Hedin Klingenberg
og Hilda Klingenberg. Han var forøvrig sønnesønn av fogd Olaf Hannibal Sommerfeldt Klingenberg,
grandnevø av major Johannes Benedictus Klingenberg, samt nevø av generalmajor Trygve Olafssøn
Klingenberg.
Klingenberg-slekten stammer fra Lolland i Danmark, og kom til Norge med Andreas Clausen Klingenberg
(død 1688), som var magasinforvalter pa Munkholmen. Fra det store og høytliggende sommerstedet
Klingenberg, reist i italiensk villastil i 1850, var det flott utsikt over Lademoen, Lade og Trondheimsfjorden.
Odd Klingenberg er begravet ved Nidarosdomen i Trondheim.
Odd Klingenberg ble gift med Hulda Johannessen den 30. april 1896, og de ble etterhvert foreldre til Leif
Klingenberg (født 1897), Synnøve Klingenberg (født 1899) og Svein Klingenberg (født 1917).
Yrkeskarrière
Han tok examen artium ved Trondhjems katedralskole i 1889 og tok examen philosophicum like etter. Han
begynte a studere musikk, men byttet til studier i rettsvitenskap etter et halvt ar med tvil, og var cand.jur. fra
1894.[4] Han tok sa advokaturen i 1902. Klingenberg var overrettssakfører og fullmektig i farens firma i
Trondhjem fra 1894, hvor han senere var kompanjong fra 1899 og høyesterettsadvokat fra 1902.
Klingenberg var ogsa aktor i meddomsretten. Klingenberg var senere fylkesmann i Sør-Trøndelag fra 18.
november 1921 til 6. mars 1923 og igjen fra 25. juli 1924 til 1940, altsa med permisjon i tiden han var
sosialminister 1923–1924.[5] Viktige saker i Klingenbergs tid som fylkesmann var utbedring av
sykehusforhold, kommunal gjeld, samferdsel og næringslivets rammevilkar.
Klingenberg innehadde dessuten en rekke offentlige verv, og var styremedlem i en rekke betydelige
industriforetak og bedrifter. Han var blant annet formann i direksjonen i Trondhjems Sparebank, medlem av
Trondhjems Sparebanks kontrollkomité, medlem av representantskapet i Trondhjems Privatbank, medlem av
direksjonen i Trondhjems Adresseavis, styremedlem i E. C. Dahls bryggeri og styremedlem i Salvesen &
Thams Communikations Aktieselskap.[5][6]
Av offentlige verv kan nevnes styreformann i Aldershjem for sjøfolk i Trondhjem, medlem av direksjonen i
Thamshavnbanen, medlem av Matrikkelkommisjonen av 1910, medlem av komiteen som utarbeidet
bestemmelser om det vitenskapelige forskningsfond av 1919, formann i Sosialdepartementets boligutvalg av
1923, formann i Sykeforsikringskomiteen av 1927 samt formann i Trafikkradkomiteen av 1934.[5]
Han skrev forøvrig en rekke artikler og avhandlinger om ulike sosiale spørsmal, alderstrygd, sykeforsikring
og tvungen voldgift i arbeidstvister.[5]
Politisk arbeid
Klingenberg var medlem av Trondhjem bystyre, hvor han var varaordfører 1904–1906 og ordfører 1911–
1916. Han var ogsa formann i Trondhjems konservative forening (senere Trondheim Høyre) 1899–1903, og
var medlem av Høyres sentralstyre 1908–1911. Han var innvalgt pa Stortinget fra Trondhjem og Levanger,
2. krets Kalvskindet 1907–1909, og var da tilsluttet Samlingspartiet. Klingenberg var senere innvalgt som
Høyre-representant fra 1. krets Bratøren og Ilen 1919–1921 og fra Trondhjem og Levanger som storkrets
1922–1924. Han var medlem av Stortingets sosialkomité 1907–1909, hvor han var formann 1919–1923, og
av Stortingets fullmaktskomité 1919–1920.
Klingenberg var statsrad i Sosialdepartementet i Otto B. Halvorsens første regjering fra 21. juni 1920 til 21.
juni 1921, og igjen i Otto B. Halvorsens andre regjering og Abraham Berges regjering fra 6. mars 1923 til
25. juli 1924. Han var ogsa fungerende statsrad i Justis- og politidepartementet fra 24. til 29. mars 1923.
Klingenberg var egentlig favoritt til a ta over som statsminister for Høyre etter Otto B. Halvorsens død i
1923, men ble vraket av eget parti til fordel for Abraham Berge fra Frisinnede Venstre.[1] Den svært
progressive sosialministeren Klingenberg, som ogsa var partiets sosialpolitiske talsmann, hadde lenge drevet
norske næringslivstopper til randen av raseri idet han ofte plasserte Høyre til venstre for koalisjonspartneren
Frisinnede Venstre med sin reformlinje.[1] Han møtte ogsa motstand fra Høyre-folk utenfor byene, især pa
Vestlandet.[2] Med Halvorsen død og Klingenberg pa sidelinjen kom kravet om sparepolitikk til uttrykk
gjennom Berge, og senere Ivar Lykke, som statsministre.[1]
I likhet med de øvrige statsradene i Abraham Berges regjering, ble Klingenberg stilt for riksrett 1926–1927,
men ble frifunnet sammen med resten den 25. mars 1927. Saken var fra 1923 og gjaldt tildelelse av
bevilgninger til Den norske Handelsbank uten a informere Stortinget, men alle ble frikjent (under dissens) ut
ifra at de hadde handlet i beste mening.
Utmerkelser
Klingenberg ble i 1921 utnevnt til kommandør med stjerne av St. Olavs Orden «for statsborgerlig og
embedsfortjeneste».[7] Han ble ogsa tildelt Kroningsmedaljen 1906. Klingenberg mottok storkors av
Nordstjerneordenen og var ridder av den portugisiske Kristusordenen.
Stortingskomiteer




1922–1923 formann i Sosialkomiteen
1919–1921 formann i Sosialkomiteen
1919–1920 medlem i Fullmaktskomiteen
1907–1909 medlem i Sosialkomiteen
Johan Cappelen (1940-)1945-1947
Johan Cappelen (1889–1947) var en norsk jurist, embetsmann og politiker (H).
Yrkesliv
Johan Cappelen ble cand. jur. 1911 og hadde praksis som dommerfullmektig. Han startet i 1915 egen
sakførerforretning i Trondheim og ble høyesterettsadvokat i 1922. Han var medlem av bystyret og ble
ordfører i Trondheim 1931-34. Han ble i 1940 konstituert som fylkesmann i Sør-Trøndelag, men avsatt
samme høst av nazistene og var fengslet av disse i 1943-45 og satt i fangeleire pa Vollan, Falstad og Grini.
Han ble gjeninnsatt som fylkesmann ved frigjøringen i 1945, og var fylkesmann til han døde i 1947.
I Einar Gerhardsens samlingsregjering i 1945 var Johan Cappelen justisminister.
Johan Cappelens vei i Trondheim er oppkalt etter ham.
Familie
Han tilhørte eldste sønns gren i den norske slekten Cappelen, som har flere andre medlemmer med samme
navn. Han var sønn til overlege Johan Chr. S. Cappelen (død 1936) og ektefelle Katharina M. født Steen
(død 1915).
Johan Cappelen var gift med Hjørdis født Mack Floer (1884-1981). De har flere etterkommere idag med
slektsnavnet Cappelen og bl.a. kjøpmann Trond Lykke, Trondheim.
Ivar Skjånes 1948-1958
Ivar Skjånes (født 5. mars 1888 i Kolvereid, død 5. juni 1975 i Trondheim) var en norsk lektor og politiker
(Ap).
Skjanes ble ordfører i Trondheim i 1935. Den 31. oktober 1940, under den tyske okkupasjonen, ble han
avsatt av de nye myndighetene.[1] Da krigen sluttet i 1945 ble han gjeninnsatt. Han gikk av i 1952. I 1948 ble
han utnevnt til fylkesmann i fylkesmann i Sør-Trøndelag. Han var fylkesmann fram til 1958.
Ivar Skjanes ble biografert i 2002 i boka Røde dager og bla timer : Ivar Skjanes 1888-1975 : et liv og en
epoke av hans datter Bodil Skjanes Dugstad.
Se artikkel neste side.
Adresseavisen om Ivar Skjånes: Fra lærer til fylkesmann
Han vurderte også skuespilleryrket, men endte opp som lektor, ordfører og fylkesmann.
INGRID J. BRISSACH
Publisert: 21.01.2009 kl. 12:51
Endret: 16.09.2009 kl. 10:21
Ivar Skjånes (1888-1975) hadde sett og opplevd mye av Norge da han endelig slo rot i Trondhjem i 1918.
Kolvereid var «fødebyen», men barneskoene tråkket han i Rørvik. Ivar var eldst av seks brødre og reiste
allerede som 14-åring hjemmefra og var bestemt på å bli lærer. Men før lærerskolen i Levanger, ble det først
noen år i butikk i Nærøy. Kolvereid og Kvæfjord fikk oppleve den unge lærer Skjånes, før han tok artium i
Kristiania på ett år. Hammerfest ble neste stopp. I tillegg til å undervise på middelskolen, ble dette tiden for
politisk «debut». Som sønn av en radikaler - båtbygger og fisker Iver Jørgensen Skjånes - og Anna
Margrethe Letnes - hadde han fått politiske diskusjoner inn med morsmelka.
Politiker og avismann
I Hammerfest ble han formann i «Ungdommens vel». Han var med og startet avis - Vestfinmarkens
Socialdemokrat - med et tremannsteam som redaktører. Etter kort tid hadde de nesten 3000 abonnenter. Her
fikk både sløydlæreren og skuespilleren Skjånes brukt seg for å skaffe penger. Faktisk var han en gang inne
på tanken å bli skuespiller.
Lektor
Sommeren 1914 var Skjånes i Trondhjem og fikk høre at et vikariat som overlærer ved middelskolen var
ledig. Så ble det ett år her, før flere studier i hovedstaden. Det var krig og tøffe tider, og han var nødt til å
undervise ved siden av studiene. Men fra 1918 var cand. mag. Skjånes tilbake som lærer – og senere lektor ved middelskolen, og fra 1924 til 1936 var han også bestyrer av Trondhjem 2-årige gymnas.
Han ble med i Trondhjems Socialistlag og arbeidet med dans, sang og skuespill blant barn og unge.
Ivar Skjånes var blant ildsjelene for å starte Arbeider-Avisa i Trondhjem i 1924 og var avisas styreformann i
38 år.
Han ble snart en fremtredende politiker; medlem i bystyret (1920) og formannskapet (1926). Og i 1935 ble
han valgt til ordfører, et verv han hadde frem til 1947, bortsett fra krigsårene da han var avsatt. Så fulgte 11
år som fylkesmann i Sør-Trøndelag.
En mengde verv
Skjånes hadde en mengde verv: han satt i Trondheim likningsrådformann i Pedagogisk Samfund for
Trondheim og Omegn, Trondheim krets av Filologenes og Realistenes Landsforbund, Tiltaksrådet for
Trondheim og Omland, utvalget for revisjon av kommunevalgloven, byggenemnda for Sentralsykehuset i
Trondheim, fylkesskattestyret, fylkesrådet for områdeplanlegging, varaformann i styret for Folkemuseet for
Trondheim og Trøndelag og i styret for Ringve Museum, styremedlem i Trondhjems Mekaniske Værksted,
A/S Havfiske og A/S Norsk Ståltrådtrekkeri, FN-sambandet i Trøndelag, Røde Kors Trøndelag Distrikt,
Norges Byforbund og var fylkets styrerepresentant for Kgl. Norske Videnskabers Selskab Museet.
Ivar Skjånes giftet seg første gang i 1914 med Tora Kristine Solberg og fikk to barn. Som enkemann ble han
i 1959 gift med «Fruen til Ringve», Victoria Bachke.
Skjånes var Kommandør av St. Olavs Orden og mottok den svenske Nordstjerneorden.
Thor Skrindo 1958-1963
Kommunesamanslåingane 1964
Eit alternativ som elles vart diskutert i denne delen av Sør-Trøndelag, etter eit framlegg frå
fylkesmann Thor Skrindo, var å lage ein storkommune som i tillegg til det som vart til Skaun, også
omfatta det som kom til å bli Melhus med unntak av Horg, samt jordbruksområda på nedre
Leinstrand. Dette framlegget fekk lite oppslutning, også i Scheikomiteen. Ein trong ikkje gjere
einingane større enn det som var rasjonelt, meinte dei som var med der.
Planlegging i Trondheimsområdet
Nils Kristian Lysø 1963-1974
Nils Kristian Lysø (født 3. september 1905 i Jøssund, død 7. juli 1977) var en norsk politiker (Ap). Lysø
var fiskerimister i Einar Gerhardsens tredje regjering fra 22. januar 1955 til 28. august 1963.
Lysø var sønn av smabruker og bygningshandverker Helmer Johansen Lysø og Jørgine Hansen Lysøkak.
Nils Kristian Lysø overtok farsgarden i 1939. Han var ogsa utdannet som kystskipper, og jobbet som fisker
ved siden av gardsdriften. Lysø var generalsekretær i Norges Fiskarlag fra 1954 til 1955.
Lysø kom først inn pa Stortinget som vararepresentant i perioden 1950-53. Ogsa i perioden 1954-57 hadde
han varaplass. Fra 1958 til 1965 hadde Lysø fast plass. Etter at han gikk ut av regjeringen i 1963 satt Lysø
først i Sosialkomiteen, og senere i Finans- og tollkomiteen.
Fra 1963 til 1974 var Lysø fylkesmann i Sør-Trøndelag.
Einar Moxnes 1974-1986
Einar Hole Moxnes (født 11. juni 1921 i Alstahaug i Nordland, død
20. januar 2006) var en norsk stortingsrepresentant (Sp), statsrad og
fylkesmann.
Moxnes vokste opp pa Alstahaug i Nordland og Bjugn i SørTrøndelag. Han gikk pa landsgymnas pa Steinkjer, med eksamen i
1946. Han arbeidet som herredsagronom i Afjord fra 1951 til 1974.
Han var ordfører i Afjord fra 1956 til 1966 og formann i SørTrøndelag fylkesting fra 1958 til 1963.
Moxnes møtte for første gang pa Stortinget som vararepresentant i
1959. Fra 1965 til 1968 var han fast møtende vararepresentant mens
Per Borten var statsminister. I 1968 overtok han som fiskerminister.
Han ble innvalgt pa Stortinget i 1969, men møtte ikke som
representant før 1971. Etter EF-avstemningen i 1972 ble han
landbruksminister i regjeringen Korvald.
Han ble utnevnt til fylkesmann i Sør-Trøndelag i 1974 og
tjenestegjorde i 12 ar frem til han gikk av med pensjon i 1986.

Regjering



18. oktober 1972–16. oktober 1973: statsrad i Landbruksdepartementet i Lars Korvalds regjering
8. november 1968–17. mars 1971: statsrad i Fiskeridepartementet i Per Bortens regjering
22. mars 1968–8. november 1968: konstituert statsrad Fiskeridepartementet i Per Bortens regjering
Stortingskomiteer


1971–1972: medlem Justiskomiteen, varamedlem Valgkomiteen
1965–1968: medlem Sjøfarts- og fiskerikomiteen
Offentlige delegasjoner og utvalg





Styremedlem i Statoil fra 1974 til 1982
Delegat FNs generalforsamling 1971
Leder Statens Friluftsrad 1982–83
Leder av utvalg for utredning om fiskeindustriens organisasjon, rolle og arbeidsvilkar m.v.
(Fiskeindustriens organisering og rammevilkar, NOU 1990: 24)
Leder av lakse- og innlandsfiskelovutvalget (Lov om anadrome laksefisk og innlandsfisk, NOU 1987:
2)
Reidar Due 1989-1992
Reidar Due (født 4. november 1922 i Oslo) er en norsk gardbruker og politiker (Sp).
Due drev garden Mo i Levanger fra 1943 og var fylkesmann i Sør-Trøndelag 1986–1992 (tiltradte i 1989).
Due var ordfører i Levanger 1967–1971, medlem av Nord-Trøndelag fylkesting 1967–1971 og 1975–1979,
medlem av Senterpartiets sentralstyre 1973–1984, politisk nestformann i Nord-Trøndelag Senterparti 1974–
1979, 3. vararepresentant til Stortinget fra Nord-Trøndelag 1973–1977 og fast innvalgt 1977–1989
I 1999 mottok han Kongens fortjenstmedalje i gull.
Stortingskomiteer






1988–1989 medlem i Forbruker- og administrasjonskomiteen
1986–1989 varamedlem i Valgkomiteen
1985–1986 medlem i Valgkomiteen
1985–1988 leder i Energi- og industrikomiteen
1981–1985 formann i Energi- og industrikomiteen
1977–1981 medlem i Industrikomiteen
Roald Eriksen (kst) 1997-1998
Roald Eriksen var fylkeskontorsjef, deretter assisterende fylkesmann i en årrekke. Han var
konstituert fylkesmann i 1986-89, 1993 og 1997-1998.
Stusser over campussaken (3.10.07, 11:12)
For førtifem år siden satt Roald Eriksen i plangruppen som foreslo Dragvoll som
universitetsområde. Han skjønner lite av debatten om flytting av Dragvollmiljøet til
Elgeseter. - Planlegg i hundreårsperspektiv, er hans oppfordring.
Tidligere fylkesmann Roald Eriksen har fulgt debatten
om eventuell flytting av Dragvoll med interesse og
stigende forbauselse.
Han nevner Brit Mæhlums innlegg i Adressa,
”Utdrivelsen fra Dragvoll”, som ett han merket seg. –
Det var knallhardt – rene ord for pengene, konstaterer
han.
Han skrev selv et svar på Ola Svein Stugus innlegg om
”Kvifor det vart universitet på Dragvoll”. Stugu mente at
sterk selgervilje blant gårdbrukerne hadde innvirkning
på valg av område for universitetet, men det
tilbakeviser Eriksen kategorisk.
KLIPPARKIV: Roald Eriksen har et omfattende
klipparkiv med leserinnlegg om campusprosjektet.
Løftet stemning
Eriksen kan fortelle at det ble en meget løftet stemning blant politikerne og byens befolkning da
det i 1962 ble kjent at departementet vurderte å etablere et universitet i Trondheim.
Komiteen med ordfører og senere miljøvernminister Olav Gjærevoll i spissen, satte seg i sving for
å finne det best tenkelige sted for universitetet, et sted med et perspektiv på ”hundreder av år”.
”Æ stusse” er et uttrykk Eriksen gjentar flere ganger i løpet av samtalen med Universitetsavisa.
- Olav Gjærevoll ville snudd seg i graven om han hadde opplevd debatten om flytting av Dragvoll,
tror Eriksen. – For oss var det en totalt fremmed tanke som gikk helt i mot den oppfatningen vi
hadde den gangen.
- Den gangen vi foreslo Dragvoll, var det viktig for oss å ta høyde for fremtidige behov. Derfor må
jeg si at jeg stusser over at det nå er aktuelt å bygge ut for Dragvollfagene ved Elgeseter, slår han
fast.
Hundreårsperspektivet
- Gløshaugen er jo smekkfull, og det vil garantert dukke opp ting i årene som kommer. På sikt må
det da være bruk for arealene ved Elgeseter til knoppskyting og utvidelse av Teknostallen. Man
bør ha et hundreårsperspektiv på slike ting, mener Eriksen. – For ikke å si flere hundreår, legger
han til.
Han oppsummerer de viktigste grunnene til at nettopp Dragvoll ble valgt:




Beste tomta i byen. Beliggenhet, naturmessig
Store nok areal for all fremtid (ref. Gjærevoll)
Størst mulig frihet i utforming
Areal nok også for alle tilleggsbehov: Parkanlegg, idrettsbygg, idrettsanlegg, studentboliger og
andre servicebehov
Uklok strategi
- Jeg reagerer også på at det er så viktig at hele
universitetet skal samles på ett sted. Nettopp i våre dager
har vi jo fått tekniske løsninger som gjør det mulig å være
hvor som helst og likevel ha tilgang til hele verden.
Han har også en kommentar til diskusjonen om aktuelle
transportløsninger mellom Dragvoll og Gløshaugen.
- Transport ble diskutert i komiteen den gangen, men vi
tok det for gitt at det måtte bli en tilfredsstillende
transportløsning, oppsummerer han.
UVIRKELIG: - Jeg kan ikke fri meg fra en
ubehagelig ryggmargsrefleks – en uvirkelighetsfølelse som minner meg om Keiserens nye klær, sier
Roald Eriksen. – Og det er alvorlig hvis de ansatte
føler seg på linje med den lille gutten i veikanten,
legger han til.
- På sikt må det garantert bli bruk for områdene på
Dragvoll, og det må da være dumt å blokkere
utbyggingsmuligheten med boliger? spør han. Eriksen
skjønner heller ikke at salg av tomter er lansert som en
mulig finansiering av universitetsutbyggingen:
- Det kan da umulig være klok taktikk å tilby seg å selge
tomter. Da tror jeg en bevilgning fra departementet vil
sitte langt inne.
Kalvskinnet er bra for HiST
Eriksen stusser også over HiSTs iver etter å etablere seg i Elgeseterområdet.
- Jeg forstår argumentet om synergieffekter med helsefag, men det er jo ikke mange metrene fra
Kalvskinnet til Elgeseter, fastslår han. – Jeg ser ikke for meg Elgeseter som et tiltrekkende
sentrum.
FAKTA
TIDSÅNDEN PÅ 60-TALLET
Roald Eriksen gir følgende karakteristikk av tidsånden som rådet på 60-tallet:
 Enorm framtidstro - landet skulle bygges, utvikles, tas i bruk.
 Fellesskap, solidaritet: Samlingsregjering, Gerhardsens flertallsregjeringer.
 Planlegge med frihetsgrader - for de som kommer etter oss.
Tekst og foto Arne Asphjell
Aage Rundberget (kst) 1998-2000
Aage Rundberget (født 1947) er norsk dommer og embetsmann.
Han vokste opp i Valer, Hedmark, og har fire søsken; Roald, Grete, Betty og Gisle. Han tok cand.jur. graden
ved Universitetet i Oslo i 1971. Han arbeidet som embetsmann i Justisdepartementet og Statskonsult før han
ble dommer. Han var dommerfullmektig i Voss og konstituert dommer i Bergen byrett. Fra 1986 til 1993 var
han fylkesradmann i Sør-Trøndelag Fylkeskommune. Han ble deretter formann i Frostating lagmannsrett.
Fra 1998 til 2000, mens Fylkesmannen i Sør-Trøndelag, Kare Gjønnes, ble oppnevnt i den første regjeringen
Bondevik, fungerte Rundberget som konstituert fylkesmann. I 2009 ble han utnevnt som førstelagmann i
Frostating lagmannsrett.
Han har to sønner, samboer Grete Haug og to stedøtre. Han bor pa Byasen.
Referanser
1. A b Naterstad, Svanhild (1. februar 2003). «Sivilisert seigmann". Adresseavisen.
2. Kontor Statsministerens (17. april 2009). "Offisielt fra statsradet 17. April 2009". Government.no.
Kåre Gjønnes 1993-2011
Kåre Gjønnes (født 30. januar 1942 i Orkdal) er en norsk politiker (KrF), bonde og fylkesmann i SørTrøndelag.
Han ledet Gjønnes-utvalget, som utredet det fremtidige forholdet mellom kirke og stat i Norge.
Det kongelige hoff kunngjorde 14. september 2009 at kongen har utnevnt Gjønnes til kommandør av St.
Olavs Orden «for samfunnsgavnlig virke.»[1]

Politiske verv



Ordfører Orkdal kommune (1980–1983)
Stortingsrepresentant (1985–1993)
o Parlamentarisk leder (1989–1993)
Landbruksminister (1997–2000)
Yrkeskarriere

Fylkesmann i Sør-Trøndelag 1993–2011 (permisjon 1997–2000)
Brit Skjelbred (kst) 2011-2011
Fornyings-, administrasjons- og kirkedepartementet konstituerte Brit Skjelbred som fylkesmann i SørTrøndelag i perioden 1. september-31. oktober 2011. Jørn Aksel Krog tiltrådte embetet 1. november.
Jørn Aksel Krog 2011-
Jørn Aksel Krog (født 11. april 1948 i Trondheim, oppvokst pa Røros[1]) er en norsk embetsmann. Han er
fra 2011 fylkesmann i Sør-Trøndelag.
Jørn Aksel Krog er utdannet siviløkonom. Han var ansatt i Fiskeridirektoratet fra 1975 til 1977 og i Norges
Fiskarlag 1977 til 1983, fra 1979 som generalsekretær i organisasjonen. I 1983 ble han direktør, og var fra
1985 til 1989 administrerende direktør i Feitsildfiskernes Salgslag. Fra 1989 til 1997 var han direktør for
Norges Banks avdeling i Trondheim. I 1997 ble direktør i konsulentselskapet KPMG. Fra 1999 til 2011 var
han departementsrad i Fiskeri- og kystdepartementet.
Han ble utnevnt til fylkesmann i Sør-Trøndelag i statsråd 10. juni 2011 og tiltrådte 1. november 2011.[2][3]
Amtmannsuniform 1801, variant A, tillatt brukt ved høytideligheter. Kilde: Arkivverket.no