RUDBØL – DER KUNNE MAN JO OGSÅ BO

Transcription

nr. 5 / oktober 2014 – 76. årgang
magasin for mindretal, sprog og kultur
Kristian Ditlev Jensen:
RUDBØL – DER
KUNNE MAN JO
OGSÅ BO
Mette Bock:
DER ER NOGET
STORT PÅ SPIL
2
nr. 5 / oktober 2014
INDHOLD
RUDBØL – DER KUNNE
MAN JO OGSÅ BO
En aften kommer forfatteren Kristian Ditlev Jensen til
at tænke på et barndomsbesøg i Rudbøl. “Her kunne jeg
også bo,” tænker han. Dagen efter starter han bilen, stiller
GPS’en på Rudbøl – 328 km, tre timer og 26 minutter – og
bosætter sig i Højer. Senere flytter han til Christiansfeld.
Nu bor han i Flensborg. Forfatterens møde med Sønderjylland er der kommet en bog ud af, som udkommer sidst
i oktober. GRÆNSEN bringer forordet.
SIDE 4
DER ER NOGET STORT PÅ SPIL
Grænseforeningen er gået fra at definere sig selv
som en pengeindsamlende forening til nu at være
en folkeoplysende forening. GRÆNSEN har sat
formand Mette Bock stævne for at høre, hvad hun
forstår ved folkeoplysning, og hvad hun ser som
Grænseforeningens folkeoplysningsopgave.
SIDE 12
AL SANG ER LOVSANG
– HØJSKOLESANG ANNO 2014
I de seneste 25 år er der solgt tæt på en million eksemplarer af
Højskolesangbogen, som hermed topper som Danmarks mest
solgte bog. Det skyldes, at den rummer det bedste værn, vi har,
mod at ligegyldigheden tager magten i livet, siger højskoleforstander Jørgen Carlsen i en artikel, der sætter fokus på Højskolesangen og fællessangens succes.
SIDE 18
LÆS OGSÅ
SIDE 24 SAMARBEJDE, MANGFOLDIGHED OG VÆKST
SIDE 26 EN BOG PÅ YDERKANTEN AF SIN TID
SIDE 28 PÅ HØJSKOLE MED GRÆNSEFORENINGEN
WWW.GRÆNSEN.DK
NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT
LEDER
STENEN SLÅR SMUT
Af Mette Bock, formand
En, to, tre. Fredag, lørdag, søndag. Fortid, nutid, samtid.
Stenen slår smut....
I skrivende stund sidder jeg på min
terrasse i den sene efterårssol
og tænker over en weekend, der har stået i Grænseforeningens tegn. Fredag havde jeg inviteret formændene for henholdsvis Sydslesvigsk Forening og Skoleforeningen på frokost – med udsigt til Flensborg fjord,
hvor sildene ikke ved, om de er danske eller tyske.
Lørdag var der heldagsmøde i Middelfart for lokalforeningerne vest for Storebælt – med udsigt til Lillebæltsbroen. Og i dag har jeg været på Christianslyst i
Sydslesvig for at mødes med Grænseforeningens unge
kulturmødeambassadører – med udsigt til hårfarver fra
kulsort til korngult.
Brobygning og mangfoldighed. Erfaring og ungdom.
Historie og nutid. Sådan skal rammerne for Grænseforeningens arbejde være de kommende år.
På alle tre møder stillede jeg det samme spørgsmål:
Med afsæt i Grænseforeningens formålsparagraf, der ikke
står til diskussion, hvilke opgaver skal Grænseforeningen så prioritere i de næste fem år frem? Vi er på vej mod
2020, hvor vi skal fejre 100 året for den folkeafstemning,
der satte de velkendte og i dag fuldt ud respekterede
grænsesten, der fortsat markerer grænsen mellem Danmark og Tyskland. Vi er forskellige. Men vi vil hinanden.
Mindretals- og flertalskultur er ikke en hindring, det er
en mulighed. Men er vi ved at glemme?
Er der overhovedet brug for Grænseforeningen, her
næsten 100 år efter grænsedragningen, i en globaliseret
tid, der er så fuldstændig forskellig fra dengang?
Ja da! For selvom tilværelsen og livsvilkårene har ændret sig, er der grundlæggende spørgsmål, der altid vil
udfordre menneskets identitet. Hvem er jeg? Hvor hører
jeg til? Hvordan kan jeg møde det anderledes? Kan jeg
bevare mine rødder og mit sindelag, selvom jeg lever i en
flertalskultur, der adskiller sig fra min egen?
Søren Epplers smukke tekst til sangen “Stenen slår
smut” fra 1990 bliver i dag sunget ved enhver given lejlighed i Grænseforeningens regi. Og netop den tekst har i
høj grad inspireret mig i det arbejde, der for øjeblikket
pågår med at formulere pejlepunkter for Grænseforeningens arbejde i de kommende år:
Stenen slår smut
på det danske vand
smidt af en legende hånd.
Ringene rammer et andet land.
Danmark, din skaberånd
går som vinden mod øst,
går som solen mod vest
og over Atlanten!
Teksten rummer tre cirkler: Den inderste, kernen, der er
udgangspunkt og mål for det hele: Det danske mindretal syd
for grænsen, dansk sprog og dansk kultur. Det er nedslagspunktet. Men når stenen rammer vandet, danner der sig nye
ringe. Næste ring er Danmark. Og yderste ring er verden.
Også i de næste fem år vil langt hovedparten af Grænseforeningens aktiviteter dreje sig om nedslagspunktet, det
danske mindretal syd for grænsen. Der er et enormt behov
for folkeoplysning, ud gennem alle revner og sprækker, så vi
nord for grænsen ikke glemmer vores mindretal. Og mindretallet ikke glemmer moderlandet. Til at løse den opgave har
vi brug for samarbejde på tværs af grænsen, for det sker ikke
af sig selv. Det personlige møde, feriebørn, skoleudveksling,
efterskole- og højskoleophold, ekskursioner, venskabsmøder,
foredrag, udarbejdelse af undervisningsmateriale, mediehistorier om mindretallet og meget, meget mere skal der til.
Men vi skal også forstå at se de ringe, der breder sig i
vandet, for de gør historien nærværende for det moderne
menneske. Ringene skaber identifikation og giver historien relevans for vor egen tid. Erfaringerne fra grænselandet er med andre ord ikke kun til historiebøgerne.
De taler direkte ind i en samtid, hvor kulturmøder og
grænsekonflikter florerer som aldrig før. Overalt i verden
gør flertalskulturer ihærdige forsøg på undertvingelse af
mindretalskulturer ved at lægge begrænsninger for dem
– eller i værste fald anvende brutal magt.
Lige nu pågår diskussionen om Grænseforeningens
strategi rundt omkring i lokalforeningerne, og om få uger
holder vi også et åbent møde i Flensborg, hvor vi inviterer alle syd for grænsen til at give deres besyv med: Har I
brug for Grænseforeningen, kære mindretal? Skal stenen
fortsat lystigt slå smut – eller synes I, opgaven er løst?
3
4
RUDBØL
– DER KUNNE MAN JO OGSÅ BO
En aften kommer forfatteren Kristian Ditlev Jensen til at tænke på et barndomsbesøg i
Rudbøl. “Her kunne jeg også bo,” tænker han. Dagen efter starter han bilen, stiller GPS’en
på Rudbøl – 328 km, tre timer og 26 minutter – og bosætter sig i Højer. Senere flytter han til
Christiansfeld. Nu bor han i Flensborg.
Forfatterens møde med Sønderjylland er der kommet en bog ud af, som udkommer
sidst i oktober. GRÆNSEN bringer forordet.
Af Kristian Ditlev Jensen
5
6
“Her kunne man bo,” sagde min mor – og trak vejret
dybt.
Mit allerførste møde med Sønderjylland oplevede jeg
som barn, da jeg var på en af de sjældne ferier sammen
med min bror og min far og mor. De voksne havde lånt
en bil af nogle venner – nu skulle vi på familiens første
Danmarkstur. Turen gik til Jylland via Storebæltsfærge
og Lillebæltsbro, og da vi nåede Hovedlandet, var det, at
min mor begyndte at fable om det. Hun ville til Rudbøl.
Min far syntes, det var lige lovlig langt nede. Men han
føjede hende. Og inden længe var vi på vej til det sydvestligste hjørne i Danmark. Da vi kom til Tønder, mente
min far, at nu kunne man altså ikke komme længere ud.
Min mor insisterede. Vi kørte igennem den fine Slotsgade i Møgeltønder. Min far var nu tydeligt frustreret.
Men min mor var ikke en, man bed skeer med: Vi skal
til Rudbøl! Kør nu bare! Da vi endelig lå og snoede os ud
over marsken på de små zigzagveje med kurs mod den
nedgående sol, som i en anden western, var min far på
randen af opgivelse. Så kom byskiltet. Vi kørte op på diget. Og han stoppede bilen. Min mor steg ud. Og så kom
det. Først den dybe vejrtrækning.
far, der står med vores Kodak Instamatic – det lille fuldautomatiske kamera med den kubeformede, roterende blitz. Min bror er langhåret. Jeg
har kassebukser på. Min mor er iført sine sædvanlige brune fløjlsbukser
med smæk.
Det var det første, jeg tænkte på mange, mange år efter, da jeg mistede
min mor. Hun døde alt for tidligt, og da jeg sad, tynget af sorg og ikke
anede, hvad jeg skulle stille op, kom jeg i tanke om det.
Egentlig begyndte det med, at jeg ville ære min mors minde. Jeg ville
mindes hende ved at gøre noget, som hun ville have elsket at gøre. Noget, vi måske burde have gjort sammen, imens hun endnu levede.
Men hvad?
“Her kunne man bo,” hørte jeg hende så pludselig sige.
Rudbøl? Fint, tænkte jeg. Det gør jeg sgu. Og dagen efter satte jeg mig
om morgenen ind i min bil og tastede “Rudbøl” i bilens GPS. 328 km fra
mit daværende hjem. Tre timer og 26 minutter. Jeg trak på skuldrene og
satte bilen i gear. Det var jo lørdag.
Jeg kan stort set ikke huske køreturen derned. Måske var det sorgen.
Men jeg kan først huske, hvordan landskabet langsomt begyndte at ændre karakter lige syd for Kolding. Det blev mere bart, mere råt, men på
samme tid også mere frodigt, mere bølgende, mere romantisk.
Længere nede kom de lange lige landeveje, hvor bilerne kørte hurtigere, end jeg var vant til, og hvor jeg pludselig begyndte
at tænke på mine mange rejser i USA og i Australien.
De lange, lange veje findes jo ellers slet ikke i Danmark. Som den morsomme musiker og digter T.S.
Høeg engang sagde, så ville beatgenerationen – som
er en berømt retning inden for litteraturen, hvor udøverne blandt andet tager narkotika i lige lovlig store
mængder og kører ud på meget lange road trips –
aldrig været slået an, hvis den var opstået i Danmark.
“Når man har kørt en times tid, så ryger man jo i
vandet,” sagde han.
I Sønderjylland får man omsider fornemmelsen af,
at det kunne være anderledes. Det er, som om man
allerede er kommet en lille smule til Tyskland. Her
er der, omsider, plads.
Lidt nord for Tønder kom de første huse bygget
i frisisk stil. Jeg var, geografisk set, på vej ind i det
allernordligste af Nederlandene. I Møgeltønder
bragede jeg igennem muren af provinsialitet og lige ind i en nationalistisk kongetro, man ikke finder større, med mindre man står inde på
selve Amalienborg Slotsplads. Det her, det er Danmark. Med Dannebrog
Egentlig begyndte det med, at
jeg ville ære min mors minde. Jeg
ville mindes hende ved at gøre
noget, som hun ville have elsket
at gøre. Noget, vi måske burde
have gjort sammen, imens hun
endnu levede
“Her kunne man bo,” sagde hun så.
Jeg har stadig et let gulnet farvefotografi af det et sted
i mine gemmer. Min mor og mig og min bror. Det er min
vajende så ofte, som man overhovedet
kan slippe af sted med det. I Møgeltønder
studsede jeg, da jeg var på vej ud af byen.
Der manglede et skilt, der viste af mod
Rudbøl – og sidst jeg var forbi, manglede
det stadig. Jeg smilede for mig selv. Hvorfor skulle man også skilte her? De lokale
kender jo vejen. Nu var jeg på landet –
helt derude, hvor man hverken blinker af
eller blænder ned.
Da jeg endelig nåede Rudbøl, steg jeg ud
af min bil.
“Her kunne man bo,” sagde jeg – og trak
vejret dybt ind.
Lige siden den spontane køretur tværs
igennem landet har jeg oplevet et sønderjysk eventyr, som stadig folder sig
mere og mere ud, hver gang jeg møder
nye mennesker og oplever nye steder, nye
sider af egnen.
I starten blev jeg så bidt af Sønderjylland, at jeg overvejede at flytte ned og bo
der permanent. Jeg begyndte at kigge på
huse, og jeg drømte om et stort ensomt
hus langt ude på landet. Jeg tror, jeg forestillede mig, at det var sådan, en rigtig
forfatter burde bo. Alle mine venner i
København troede, at jeg var blevet skør.
Jeg afviste dem blankt. Det var jo bare,
fordi de aldrig havde været der.
Da jeg kørte nogle af dem ned til marsken
for at vise dem vidderne, og hvor højt der
egentlig var til loftet dernede, så reagerede
de spontant på to vidt forskellige måder.
“Det mener du ikke? Du dør af ensomhed? Kender du overhovedet nogen her?
Skal vi ikke køre igen?”
Det var den ene reaktion.
“Wow! Hvor er her smukt! Det kan jeg
virkelig godt forstå, at du er faldet for! Her
skulle man slå sig ned, finde en kone og
få nogle børn!”
7
Jeg lejede et lille rækkehus i Højer og
flyttede fra London – og direkte ned i
marsken. Folk troede, at jeg var sindssyg.
Men jeg følte, at jeg omsider gjorde noget
helt rigtigt. Der var noget, der virkelig
trak – uden at jeg rigtig kunne sætte ord
på det
Det var den anden reaktion. Og lige
siden har jeg faktisk fået flere venner med
på vognen. Når man først har set Sønderjylland, mærket bakkerne på Als, set
grænselandet, oplevet de rå marskområder, mærket overgangen fra Midtjylland,
så kan man ikke slippe det igen.
Jeg kunne i hvert fald ikke.
“Hvad i himlens navn vil du i Højer?”
Det er et godt spørgsmål. Hvordan
Søren ender man i Højer – en lille flække
i det allerallersydvestligste Danmark. Det
er en lang historie.
Den begyndte egentlig, da jeg rejste til
London for at bo der et års tid. Det var for
at prøve noget helt andet. Og da jeg rejste
hjem igen, tænkte jeg det så. Måske skulle
jeg gentage succesen? Måske skulle jeg
simpelthen prøve noget helt, helt, helt
andet?
København har jeg studeret i og boet
det halve af mit liv i, så Danmarks hovedstad kender jeg som min egen bukselomme, selv om jeg faktisk er vokset op et
helt andet sted på Sjælland, nemlig i den
lille jernbanekøbstad Holbæk.
Så hvorfor ikke prøve det helt modsatte?
Som forfatter drømmer man virkelig
tit om det. Tænk, tænker man, hvis man
bare kunne flytte på landet og finde den
8
ro, der skal til. Tænk på, hvor meget man
ville få skrevet. Eller tænk bare på, hvor
meget, man ville få tænkt.
Jeg gjorde alvor af det.
Jeg lejede et lille rækkehus i Højer og
flyttede fra London – og direkte ned i
marsken. Folk troede, at jeg var sindssyg.
Men jeg følte, at jeg omsider gjorde noget
helt rigtigt. Der var noget, der virkelig
trak – uden at jeg rigtig kunne sætte ord
på det.
På vejen til det nordlige Frankrig gjorde
min fætter og jeg et stop med kassevognen i Højer, hvor jeg underskrev lejekontrakten. Da vi kørte ned ad Autobahn mod
Calais og færgen til England, blev depositum overført et sted i cyberspace. Og et
par dage efter kom vi retur med flyttelæsset fra Golders Green i Nordlondon.
Omvæltningen var til at forstå.
Der er meget stille i Højer. Som en af de
lokale på et tidspunkt sagde til mig: Hvis
man kan overleve en vinter her, så flytter
man aldrig igen. Senere på året forstod
jeg ham. Der kan være stille som Døden
i Højer. Der kan være koldt som i Kiruna.
Og der kan være næsten lige så ensomt,
som der kan være, når man sidder alene i
en toværelseslejlighed i Storbritanniens
hovedstad, hvor der bor ti millioner mennesker. Men det er også uden sammenligning det smukkeste sted, jeg kender
i Danmark – solen klokken seks om
morgenen, de store fugle, tågebankerne,
fårene på skråningerne. Det er et af de
eneste steder i Danmark, jeg kan genkende alene på lugten – en særegen blanding
af hav, komøg, græs, salt og rå, rå blæst.
Det er et af de få steder i Danmark, hvor
jeg har følt ro, hvor jeg har oplevet en
indre fred, som jeg slet ikke føler nogen
andre steder, og det er det sted i Danmark, hvor jeg får skrevet mest. Jeg kan
stadig huske den første gang, jeg skulle
overnatte i marsken. Jeg lejede et lille hus
af Rudbøl Grænsekro. Og skrev et halvt
teaterstykke – i løbet af én aften. Den første halvdel havde jeg været flere måneder
om at få færdig. Men sådan er det.
Sønderjylland er på mange måder et
magisk sted.
Efter eventyret i Højer – med lammestege, vandreture på digerne, besøgene hos
slagteren, de ensomme cykelture til Tyskland, de lange, lange hjemture efter besøg
i andre dele af Sønderjylland – endte jeg i
Christiansfeld, hvor jeg stadig har en lille
lejlighed. Jeg joker tit med det og siger, at
jeg har mit lille refugium i Nordøstsønderjylland. Og den er god nok. Det er to
kilometer syd for den gamle grænsekro.
På kirkegården er mange af gravstenene
stadig med tyske navne. Der er en særlig
ironi, når københavnersnuderne spørger,
hvad i alverden jeg vil dér – helt nede
på Lars Tyndskids mark. Så forklarer jeg
dem, at set med de briller, så er jeg jo
faktisk flyttet tættere på storbyen.
Sandheden er, at jeg selv føler, at jeg
hele tiden – ved at flytte til Sønderjylland
både i den ene og den anden ende – er
flyttet hjem. For det er sådan, det føles.
Det er svært at udtrykke i ord. Det er en
ren følelse. Noget falder på plads i mig,
når jeg passerer grænsen – om det så er
nord fra eller syd fra. Og det er så tydeligt,
at det faktisk har undret mig.
Sommetider har jeg ligefrem ligget
vågen om natten i min seng i Højer. Uden
for vinduet kunne man se fuldmånen stå
så stor og klar, at man næsten kunne røre
den. Og med vinduet åbent kunne man
pludselig høre suset fra tusinder af gæs
på træk. Så har jeg tænkt det: Gad vide,
om det er noget magisk? Gad vide, om det
Der er meget stille i Højer. Som en af de
lokale på et tidspunkt sagde til mig: Hvis
man kan overleve en vinter her, så flytter
man aldrig igen. Senere på året forstod
jeg ham. Der kan være stille som Døden
i Højer
9
10
er noget spirituelt? Har jeg været Sønderjyde i et tidligere liv? Jeg tror
ikke selv på den slags genfødsler, men tanken er jo nærliggende. Hvordan pokker kan man føle sig hjemme i en helt anden egn end dér, hvor
man ude fra set egentlig hører til.
“Tænk,” sagde jeg engang ved et bryllup til min farbror, der hedder
Jørgen Ditlev Jensen, “hvis man havde en forfader, der var død i Rudbøl.”
“Det har du,” sagde han så.
Ditlev den Ældre, som jeg for sjovs skyld kalder ham, har i de senere år
syslet med slægtsforskning. Han løftede et gråt øjenbryn og tilføjede:
“Han hed Hans Jensen. Han blev skudt.”
Tolerancen i forhold til timing og aftaler er tit lidt rundere i Sønderjylland end i andre dele af Danmark. Folk ved jo godt, at trafikken kan
drille, når man kommer rigtig langvejsfra. Hvis man kommer et kvarter
på samme tid som I er de mest danske af alle danskerne, så er I også nogle helt andre end danskerne. Derfor
må jeg hellere starte med at få afklaret en sag. Hvor
mange herinde i det her lokale har en forfader, der er
faldet ved Dybbøl?”
Der kom et par hænder op. Men ikke mange.
“Nå, men det har jeg altså. Han hedder Hans Jensen.
Så nu må jeg vel gerne sige noget om Sønderjylland,
ikke sandt?”
Der var spredt latter. Hvilket jo er tegn en stor succes
på de kanter.
Det viste sig at være en fin måde at komme ind på
livet af sønderjyderne på. Man skal bare lade, som om
man selv er en af dem, så åbner de straks mere op.
Imidlertid følte jeg mig jo også
lidt falsk.
For nok har jeg måske en forfader,
der er faldet ved Dybbøl. Men mon
ikke mange har det? Det er jo en
rent matematisk ting. Selv hvis man
tager hertugdømmerne Slesvig,
Holsten og Lauenborg med, så var
befolkningen i det, der samlet kaldes den danske helstat, ikke meget
mere end 2,5 millioner mennesker,
da slaget ved Dybbøl gik for sig. Og
det ligger jo mange generationer
tilbage. Så sandsynligheden for, at
mange af de nulevende danskere
– i deres vidt forgrenede slægtstavler – har haft en ung
mand, der har deltaget i et af de store dansktyske slag,
eller en ung kvinde, som har forbundet de faldnes sår,
er jo ret stor.
Kort sagt, så har jeg en forfader, der er faldet ved Dybbøl. Men gør det mig til Sønderjyde? Næppe. Kom han
overhovedet fra Sønderjylland? Det er slet ikke sikkert.
Soldaterne kom jo fra hele landet.
Imidlertid skete der noget sjovt efter mit foredrag i
Højer. Der kom en mand hen til mig og kiggede nysgerrigt på mig. Så spurgte han:
“Kommer du fra Løgumkloster?”
Jeg måtte skuffe ham. Men jeg spurgte, hvorfor han
egentlig tænkte det?
Lige siden den spontane køretur tværs
igennem landet har jeg oplevet et sønderjysk
eventyr, som stadig folder sig mere og mere
ud, hver gang jeg møder nye mennesker og
oplever nye steder, nye sider af egnen
for tidligt eller for sent, så går det nok alt sammen alligevel. Når først
man er nået frem, bliver man jo som regel også en rum tid længere end
andre steder. Men den aften, da jeg skulle holde foredrag i Højer, valgte
jeg at køre i god tid – fra Christiansfeld. Så jeg var der en halv times tid,
inden vi skulle starte. Dels, fordi jeg så kunne nå at gå fra sognegården
og lidt ud af byen – jeg kunne nå at trække vejret dybt og se ud over marsken. Dels, fordi jeg faktisk var lidt nervøs.
Indenfor i sognegården prøvede jeg at bryde isen. Jeg kender jo godt
fordommene om københavnere. Jeg tog sønderjyderne lige på og hårdt:
“Det er jo egentlig kun jer selv – I, som er sønderjyder – der må mene
noget som helst om Sønderjylland. Det er kun jer, der må vurdere sønderjyderne, om det så er handelstalentet i Sønderborg, dansksindetheden i Flensborg eller Tøndersagens grusomhed. Alle andre danskere må
i virkeligheden slet ikke udtale sig om noget som helst sønderjysk. For
“Det er navnet. Der var engang en murermester oppe ved Løgumkloster,
der hed det samme. Hans drenge hed det også. Og hans far.”
“Hvad hed de?”
“Ja, de hed alle sammen Ditlev til mellemnavn. Men det er jo altså også
meget normalt på de her kanter. At man hedder Ditlev. Fritz. Adolf. Så går
det i arv som mellemnavn. Det er jo de her traditioner og tyske navne og
sådan,” sagde han og trak på skuldrene, inden han gik.
Da jeg nogle måneder senere talte med min farbror Jørgen Ditlev Jensen,
kunne jeg ikke lade være med at spørge ham.
“Hvor kommer det egentlig fra, det dér Ditlev?”
Sagen er nemlig, at både jeg selv og min bror hedder det. Min farbror hedder det. Min oldefar hed det – ja, faktisk gik han kun under det navn. Men
min tipoldefar hed det vist også. Alle mine fætre hedder Ditlev til mellemnavn, undtagen René, der har et mellemnavn fra sin mors familie.
“Ja, det er noget underligt noget,” sagde min farbror.
“Men jeg kan se, at vi har heddet det længe.”
“Hvor længe?”
“I vores familie har mændene heddet det i mindst ti led tilbage,” forklarede han.
“Ti led tilbage!?”
Jeg var målløs.
Så måske er der alligevel noget om det?
Jeg forestiller mig, at det passer meget godt med krigen i 1864. Og jeg ser
for mig, hvordan en forslået, fornedret sønderjyde har valgt at prøve lykken
et nyt sted. Han har sejlet, han har reddet, han har sejlet igen. Og så er han
endt midt på Sjælland. Midt i de bløde bakker og de frodige landskaber, der
faktisk på en måde godt kan minde lidt om Sønderjylland, hvis man ser
nøjere til. Han er hoppet ned fra hestevognen.
Så har han trukket vejret dybt, og måske har han så sagt det.
“Her kunne man bo.”
Kristian Ditlev Jensen: SØNDERJYLLAND.
Gyldendal. 300 sider, illustreret. 350 kr. Bogen
anmeldes i et kommende nummer af Grænsen.
Kristian Ditlev Jensen, f. 1971, er dansk
forfatter og journalist. Han blev født i
Holbæk og studerede fra 1990 litteratur
ved Københavns og Aarhus Universiteter,
samtidig med at han 1995-97 gik på Forfatterskolen.
I 2001 debuterede Kristian Ditlev Jensen
med den omtalte og roste selvbiografi Det
bliver sagt. Desuden Røde kager & grøn te
(2002) og romanerne Livret (2006), Ord
i Orientekspressen (2007) og Opstigende
Skorpion (2010).
Sideløbende med forfattervirksomheden
er Kristian Ditlev Jensen freelancejournalist. Han har skrevet til næsten samtlige
store danske dagblade og flere madtidsskrifter, ligesom han har været vært på
Radio 24syv. Ved folketingsvalget i 2007
stillede han op for partiet Liberal Alliance,
som han imidlertid forlod igen året efter.
2008-09 var Kristian Ditlev Jensen desuden ansat i Klima- og Energiministeriet
som taleskriver for Connie Hedegaard.
11
12
INTERVIEW
DER ER NOGET
STORT PÅ SPIL
“Oplysning om grænselandet er en umådelig vigtig opgave, for vi kan ikke bruge
en erfaring, som vi ikke ved, vi har,” siger Grænseforeningens formand, Mette Bock.
Grænseforeningen er gået fra at definere sig selv som en pengeindsamlende
forening til nu at være en folkeoplysende forening. GRÆNSEN har sat Mette Bock
stævne for at høre, hvad hun forstår ved folkeoplysning, og hvad hun ser som
Grænseforeningens folkeoplysningsopgave.
Af Erik Lindsø
“Det handler om på én gang at løfte og at oplyse,” er det første,
Mette Bock siger, da hun bliver bedt om at forklare, hvad hun
forstår ved folkeoplysning.
“Vi skal både oplive og oplyse. Hvis du ikke får åbnet ørerne på
folk og får tændt det, der gør, at man selv har lyst til at hægte sig
fast og få mere viden, så kan du jo oplyse, uden det nytter.”
“Hvor mange mennesker har ikke brugt alt for mange timer i
et røv-til-bænk-forløb – både som børn og voksne – hvor ting er
sejlet hen over hovedet på dem, og hvor det ikke har slået rod. Det
nytter ikke at modtage viden, hvis man ikke finder den krog, der
gør det meningsfyldt og skaber relevans.”
Foto: Scanpix
KAMPEN FOR DANNELSEN
Hvordan synes du, folkeoplysningen har det i dag?
“I folkeoplysningens barndom var oplysning noget, der udgik
fra neden. Man lavede selv sine foredragsforeninger – i præstegården og på bøndergårdene samlede man folk – i de der meget
rige årtier i slutningen af 1800-tallet.”
“I dag er vi kommet meget langt op i behovspyramiden, hvis
man f.eks. ser på, hvad der bliver udbudt af folkeoplysningsforbundene.”
13
“Det, jeg savner ved folkeoplysningen,
er det bredere perspektiv. Jeg savner i udpræget grad, at vi kan knytte bro mellem
det historiske og det aktuelle – at vi kan
placere os selv, og det vi beskæftiger os
med, i en bredere sammenhæng. Den del
af folkeoplysningen er trængt i baggrunden til fordel for den mere specialiserede, rationelle og meget tidsafgrænsede
tilgang til tingene.”
Siger du hermed, at folkeoplysningen har
parkeret dannelsen på bekostning af det
faglige og det mere specifikke?
“Der er al for megen fokus på det uddannelsesmæssige på bekostning af det
“Men det har også med informationsmængden at gøre. I dag drukner vi i informationer, og vi bruger ufattelig megen tid
på at holde os informeret. Denne løben
efter løsrevne informationer har gjort
tilværelsen mere fragmenteret. Den lette
løsning er derfor blevet at trænge dannelsen i baggrunden og sige, at det hele
handler om informationer og om dygtiggørelse. Det er derfor, vi er så rodløse i
det moderne samfund og har svært ved at
håndtere de basale livsspørgsmål, som jo
i virkeligheden ikke har forandret sig fra
Platons tid til i dag.”
“At sætte fokus på de basale spørgsmål
i samfundslivet og
menneskelivet ser jeg
som folkeoplysningens største opgave
netop nu – også i
Grænseforeningen.”
I dag kan folkeoplysning
og det mellemfolkelige ikke
skilles ad. Det hører sammen
– fuldstændigt
dannelsesmæssige. Også her på Christiansborg. Men de to ting hænger sammen.
Jeg har selv en baggrund i både filosofi og
statskundskab. I filosofi beskæftiger man
sig med, hvad det vil sige at være menneske. I statskundskab beskæftiger man sig
med de rammer, som samfundet sætter
for det enkelte menneskes liv. Begge dele
er vigtige at huske på.”
Hvorfor er dannelsesaspektet trængt i
baggrunden?
“Jeg tror, det er fordi, vi lever i et samfund, hvor mange af vores basale behov
er dækket fuldstændig ind. Vi er blevet en
lille smule tilbagelænede og tager tingene
for givne i forhold til, hvad de i virkeligheden er. Derved bliver de store spørgsmål om liv og død og meningen med det
hele trængt mere i baggrunden.”
DER ER NOGET PÅ SPIL
Grænseforeningen er
de senere år gået fra at
være en støtteforening
for mindretallet til
at blive en folkeoplysende forening. Det er en svær opgave, for
uvidenheden er stor – selv på regeringsniveau, forklarer Mette Bock:
“I næste uge (medio september, red.)
skal jeg besøge Sofie Carsten Nielsen,
vores forskningsminister. Vi har jo lige
haft hele diskussionen om studentereksaminer, man tager syd for grænsen. Mit
ærinde er at gøre ministeren opmærksom
på, at hvis man ikke på regeringsniveau
og i ministeriet har den ringeste fornemmelse for, hvad der foregår i Sydslesvig,
så har vi et voldsomt problem. Jeg kan jo
ikke proppe det ind i hovedet på ministeren, men jeg kan måske tænde en
opmærksomhed på, at her er noget, hun
faktisk burde beskæftige sig med.”
Hvad er der galt i ministeriet?
“Der er i ministeriet både uvidenhed og
Foto: Scanpix
14
“Der er al for megen fokus på
det uddannelsesmæssige på
bekostning af det dannelsesmæssige. Også her på
Christiansborg.”
15
mangel på vilje til at ville forstå, hvad der
foregår i Sydslesvig. Når man kan finde
på at sige, at det at tage en studentereksamen på de danske gymnasier i Sydslesvig
er at tage en studentereksamen i udlandet, så er der et eller andet hamrende
galt.”
Som er …
“… at man har mistet en vigtig forståelse
for de værdier i grænselandet, som også
betyder noget i Danmark. Selvfølgelig
skal man stille krav til eleverne i Sydslesvig, og der er forhold, der skal være
opfyldt osv. Men jeg er nervøs for, at det,
der egentlig burde være almindelig baggrundsviden – høre til almindelig dannelse i en regering og i et ministerium
– ikke længere er en selvfølge.”
“Derfor er der virkelig noget på spil,
hvis man er endt med at se på Sydslesvig
og grænselandet som noget musealt – og
ikke forstår det som en del af dansk historie og dansk kultur, som også rækker ind i
den tid, vi i dag lever i.”
SOM RINGE I VANDET
Hvad er forskellen på almindelig oplysning
om grænselandet og så lave folkeoplysning?
Mette Bock finder papir og blyant frem
og tegner en kerne med to ringe omkring.
“Hvis du kigger på, hvad Grænseforeningen skal, så er der en kerne, som
handler om vores eget grænseland – den
historie og den udvikling, der knytter sig
til netop dette geografiske område.”
“Så er der en ring uden om kernen, hvor
erfaringerne fra grænselandet breder sig.
Et eksempel er Kulturmødeambassadørerne, hvor unge fra det danske og det
tyske mindretal og fra etniske mindretal
i Danmark fortæller om deres eget liv.
Herved kan spørgsmål om flertalskultur
og mindretalskultur i vores eget lille land
bruge erfaringer fra den inderste ring
her.”
“Og så er der den yderste ring her,
Foto: Scanpix
16
“De unge er jo vildt aktive og laver noget, der har stor betydning for Grænseforeningen uden at
være medlem. Det skal vi være åbne for og støtte.” På billedet er det Kulturmødeambassadørerne,
der diskuterer med Pia Kjærsgaard på Folkemødet på Bornholm 2013.
som handler om grænsekonflikter ude i
verden, hvor vi også kan suge næring fra
kernen.”
Kan du komme med et aktuelt eksempel
på den yderste ring?
“Det, der i helt ufattelig grad har betydning for danskerne i dag – og som det er
en folkeoplysningsopgave at få os til at
forstå – det er, at de erfaringer, som vi har
fra vores eget grænseland, det er erfaringer
som i den grad kan bruges til, at vi på den
ene side bedre kan forstå helt nutidige og
aktuelle problemstillinger, og at vi har et
bidrag at tage ud i verden med, eller at få
andre lande hertil for at se, hvordan en
fredelig sameksistens mellem flertal og
mindretal kan udvikles og praktiseres.”
“Jeg er udenrigspolitisk ordfører og
sidder i Det Udenrigspolitiske Nævn og
rejser rundt i verden, og der er grænsekonflikter overalt. Jeg har været i Ukraine
for to måneder siden. Det, der foregår
ovre i det grænseland, er jo en konflikt
mellem et flertal og et mindretal.”
“Med vores historie kan vi anskueliggøre, hvad det er for en vej, vi er gået i
vores eget grænseland. Hvordan vi er
endt i fredelig sameksistens? Og den vej
adskiller sig for mig at se ikke fra den vej,
som man kunne vælge at gå i Ukraine eller andre steder i verden, hvis man havde
mod til at gøre det.”
“Derfor ser jeg oplysning om grænselandet som en umådelig vigtig opgave –
for vi kan jo som danskere ikke bruge en
erfaring, som vi ikke ved, vi har.”
GRÆNSEFORENINGENS
MELLEMFOLKELIGE OPGAVE
Siger du hermed også, at Grænseforeningen
har en mellemfolkelig opgave?
“Absolut. I dag kan folkeoplysning og
det mellemfolkelige ikke skilles ad. Det
hører sammen – fuldstændigt. Derfor er
den udvikling, Grænseforeningen har
været igennem de senere år, rigtig positiv,
og den udvikling skal vi fortsætte. Kulturmødeambassadørerne og Elevambassadørerne viser vejen, og vi skal have mere
damp på disse ungemøder.”
I Sydslesvig kan der være en vis modstand mod dine tanker. Både SSW og SSF
har tidligere reageret imod, hvad de kalder
Grænseforeningens instrumentalisering af
mindretallet.
“Jeg har den dybeste respekt for, hvad der
foregår i mindretallet, men jeg har også den
dybeste respekt for den mangfoldighed, der
er i mindretallet. Når man taler om mindretallet, så taler man ofte om dem som sådan
en homogen enhed, hvor de alle sammen
går i takt og mener det samme. Men det er
en kæmpe stor illusion.”
Men også blandt Grænseforeningens
ældre medlemmer har det skabt røre, at
hovedforeningen aktualiserer mindretallet
ind i en moderne dagsorden med kulturmøde.
“De ældre medlemmer i Grænseforeningen laver et fantastisk stykke folkeoplysning i den forstand, at de i lokalforeningerne bruger rigtig megen tid på det
personlige møde, hvor de selv rejser frem
og tilbage til Sydslesvig, selv har knyttet
venskaber med en bestemt skole, de følger,
modtager feriebørn fra Sydslesvig osv. Det
er for mig at se rigtig god folkeoplysning.”
“Og de ældre medlemmer rundt omkring
fortæller jo deres børn og børnebørn, hvad
det er, de laver. Det kan godt være, at de
ikke kan lokke dem til at blive medlemmer
af Grænseforeningen, men de laver et folkeoplysningsarbejde, som jeg synes, man
skal have den allerstørste respekt for.”
“Lokalforeningernes arbejde er en måde
at gøre det på. Kulturmødeambassadørerne og deres projekt er en anden måde.
Så man kan ikke sætte folkeoplysning på
en formel. Det møde mellem mennesker,
som jeg siger, er det afgørende, kan finde
sted på ufattelig mange forskellige måder. Og det skal det også. Det, der netop
kendetegner folkeoplysningen, når den
virker, er, at den går på flere ben.”
SINDELAGSKONTROL ER MANGEL
PÅ DANNELSE
Er folkeoplysning blevet sværere i en globaliseret tid med mange kulturer sammen?
“Ja, det ses i identitetsdiskussionen, som
er blevet en kampplads, hvor man skændes om, hvad det vil sige at være dansk og
dansksindet? Men det er noget, man ikke
kan sætte på formel. Og den respekt for,
at identitetet ikke kan sættes på formel,
savner jeg nogle gange – at man udviser
den respekt, at man ikke skal kravle ind i
hovederne på folk og lave en test for nu at
afgøre, om de er danske eller ej.”
“Når vi får trang til sindelagskontrol,
er det et udtryk for usikkerhed. Hvis du
hviler i din egen identitet, står du på sikker grund, og så er du ikke så bange for
det anderledes og dem, som har en anden
tilgang til livet, end du selv har.”
“Når vi overhovedet er begyndt at
diskutere, hvad det vil sige at være dansk,
og hvornår man er det, er det mangel på
dannelse og mangel på bevidsthed om
egen identitet – vores rødder og hvilket
grundlag, vi selv står på.”
“Og her ser jeg mødet mellem mindretal
og flertal som en mulighed for at blive
mere bevidst om egen identitet.”
“Det anderledes skal vi lære ikke at se
som en trussel, men som en kæmpestor
mulighed. Det er derfor, der er så megen
inspiration at hente i grænselandet for
det moderne menneske. Vi kunne blive
meget bedre til at håndtere kulturmøder
i Danmark ved at vide noget om forholdene for mindretal i grænselandet.”
“På samme måde når vi skal forholde os
til konflikter ude i verden, da har vi en så
rig kilde i vores egen grænselandshistorie, at det er vildt ærgerligt, at vi ikke er
mere bevidste om det.”
sen er viden og bevidsthed om, at vi har
et ret stort mindretal, som bor udenfor
landet og lever deres danske liv udenfor
landets grænser.”
Skal mindretallet også forstå, at de har en
oplysningsopgave nord for grænsen?
“Selvfølgelig skal de det, men det må de
selv finde ud af. Vi andre kan sige, at vi
synes, det er vigtigt, og Grænseforeningen
kan sætte nogle aktiviteter i gang, der hjælper
det på vej, men opgaven
skal løftes af mindretallet selv.”
“Alle skåltalerne skal
vi nok rituelt få høvlet
af ved de lejligheder,
der byder sig. Men det
er jo ikke det, der er
interessant. Det interessante er den enkeltes
historie. Jeg gør derfor
meget ud af at møde
ikke bare dem, der har
stjerner på skuldrene,
men også en lang række
forskellige mennesker i deres hverdag og
i det fantastisk rige foreningsliv, der er i
Sydslesvig. Og jeg bruger enhver lejlighed
til at fortælle, at det er vigtigt, I husker,
at hvis I ikke er med til at fortælle jeres
historie nord for grænsen, så kan det
godt være, at I får et stort problem på den
lange bane.”
17
“Jeg er fuldstændig klar over, at vi også
mister medlemmer de kommende år.
Men de unge engagerer sig på en anden
måde i Grænseforeningen, end de ældre
gør. De unge er jo vildt aktive og laver noget, der har stor betydning for Grænseforeningen uden at være medlem. Det skal vi
være åbne for og støtte. Kan vi holde fast i
de unge på deres egne præmisser, så tror
De unge er jo vildt aktive
og laver noget, der har stor
betydning for Grænseforeningen uden at være
medlem. Det skal vi være
åbne for og støtte
OPLYSNING ER OVERLEVELSE
AKTIV UDEN AT VÆRE MEDLEM
“Det, der er vores opgave i Grænseforeningen, er for det første, at respektere,
at vi ikke skal ind og blande os i, hvordan mindretallet ønsker at leve syd for
grænsen. Vores opgave er at se, om vi kan
bidrage til, at der eksisterer rammer for,
at mindretallet fortsat kan eksistere. Det
kan vi gøre på mange forskellige måder.
Men en af måderne – og det er en meget
vigtig ting – det er at sikre, at der i den
danske flertalsbefolkning nord for græn-
Folkeoplysningen er pr. tradition bundet op
på foreningslivet, men unge i dag vil ikke
være medlem af en forening.
“Lokalforeningerne er jo meget geografiske. Men unge i dag organiserer sig anderledes, og det skal vi lære at håndtere. Når flere
hundrede unge engagerer sig for Grænseforeningen på Roskilde Festival, er det jo en
pipeline ind i Grænseforeningen, og jeg tror,
at der ad denne vej kan komme nye former
for organiseringer i Grænseforeningen.”
jeg, at når de bliver ældre og børnene er
flyttet hjemmefra, så vil de organisere sig
i foreninger, lidt som vi kender det i dag.”
“Jeg vil gerne stille spørgsmålet, om de
mange 60+, som i dag er meget foreningsaktive, også var det, da de var i 20’erne?
Det er jeg ikke så sikker på. Der har altid
været flest gråhårede i de danske foreninger.”
“Min tilgang er derfor, at vi skal være
glade for de lokalforeninger, vi har, og
støtte deres måde at arbejde på samtidig
med, at vi hjælper de unge med at finde
deres indgange.”
“Vores opgave er at sørge for, at mødet mellem mennesker kan finde sted i
endnu flere varianter, end det gør i dag
– det er vejen frem. Kan vi det, så er der
håb. Det er Grænseforeningens folkeoplysningsopgave. Det er sådan, vi skaber
fornyelsen af Grænseforeningen.”
18
AL SANG
ER LOVSANG
HØJSKOLESANG ANNO 2014
I de seneste 25 år er der solgt tæt på en million eksemplarer af Højskolesangbogen, som
hermed topper som Danmarks mest solgte bog. Det skyldes, at den rummer det bedste
værn, vi har, mod at ligegyldigheden tager magten i livet, siger Jørgen Carlsen i en artikel,
der sætter fokus på Højskolesangen og fællessangens succes.
Af Jørgen Carlsen
Højskolesang er det nye sort. Højskolesangbogens seneste udgave
fra 2006 er netop kommet i 7. oplag og har for længe siden overskredet de 300.000 solgte eksemplarer. I Kristeligt Dagblads enquete hen over sommeren om de danske værdier er den suverænt
topscorer. Det vrimler med folk, der i interviews erklærer deres
kærlighed til højskolesangen. Den 28. juli udtalte komponisten og
kordirigenten Michael Bojesen i samme avis, at højskolesangbogen
er “løsningen på et mysterium”: Den giver ham “en indgang til at
forstå, hvem jeg er, og hvad det vil sige at være menneske.”
Det er i dagens Danmark næsten ikke til at finde personer, der
taler ilde om Højskolesangbogen. Selv en knubbet kulturkritiker
og ramsaltet satiriker som forfatteren Knud Romer bliver blød i
knæene, når talen er om Højskolesangbogen. Han har efterhånden gæstet Testrup Højskole en del gange som foredragsholder
og beder hver gang om, at vi begynder med Karsten Thomsens
og Oluf Rings “Det er så køhnt, det er så dejle, / nær i den føhst
forårsti’” (HS 286) – og det ganske uanset årstiden. Forklaringen
er, at hans elskede kone Andrea kommer fra Aabenraa, og at
sangen minder ham om hende og hendes familie.
SANGEN ER DØDBIDERIETS VÆRSTE FJENDE
Ryggen af Højskolesangbogen bærer påskriften “Så syng da Danmark, lad hjertet tale.” Citatet er fra Kai Hoffmann og Carl Nielsens
“Den danske sang er en ung blond
pige” (HS 162). Det siger noget væsentligt om højskolesangen. Sangen er hjertesprog. Det er for mig
at se komplet umuligt at have et
velovervejet og rationelt forhold til
Højskolesangbogen. Den kalder på
følelser, stemninger, holdninger,
erindringer, længsler, fordybelse,
glæde, taknemmelighed, håb og
meget andet. Og selvfølgelig på
kærligheden.
Enhver højskolesang handler grundlæggende om kærlighed.
Det hænger sammen med, at enhver sang dybest set er en lovsang.
Og lovsang har med kærlighed at gøre. Det bliver særligt tydeligt,
når vi går til det engelske ord “lovesong”, som har rod i det oldnordiske ord “lofsongr”. Lige pludseligt ser man sammenhængen.
Enhver sang gemmer på en kærlighedserklæring til et eller andet,
man sætter højt og vil prise: en årstid, et landskab, morgenstunden, den nedgående sol, sproget, fællesskabet, fortiden, der lever
videre i os, og så meget andet.
Jamen hvad med protestsange, sørgelige sange eller begravelsessalmer, der stemmer sindet til indignation, vrede eller
19
vemod? De kan vel ikke ligefrem kaldes
lovsange? Og dog. Også her er der tale
om kærlighed. Her træder sangen ind
som forsvar for den forhindrede glæde.
Synger man om krig og forurening, er det
i kærlighed til freden og den uspolerede
natur. Synger man om modgang og sorg,
er det i håb om en udfrielse, og at døden
ikke skal have det sidste ord. Oftest er
kærlighedsmotivet indirekte og implicit.
Det ligger så at sige mellem linjerne. Men
ikke sjældent er lovprisningen uforblommet og åbenhjertig. Tænk på, hvor ofte
man i Højskolesangbogen støder på kærlighedserklæringen “jeg elsker” – f.eks.
“den brogede verden” (HS 97), “de grønne
lunde” (HS 362), “du danske sommer”
(HS 321), “Danmark, mit fædreland” (HS
356) eller “Ja, vi elsker dette landet” (HS
405) eller “Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå
humør…” (HS 376).
Man kan synge i mange forskellige
sindstilstande. Man kan synge, når man
er glad – og her kan sangen undertiden
antage karakter af groteske ordfjollerier,
hvor man overstadigt traller derudad på
en gagget facon, som ikke giver dadaisterne noget efter: kuk-kuk, kuk-kuk fallera /
diddelu og diddeli / ha ha ha – så så så så /
tungluti, tungluti, lustudilei. Krestomani
for snurrevurrevip, for ceremoni.“ Man
kan naturligvis også synge triste sange –
uden dog nødvendigvis selv at være trist
Foto: Scanpix
Højskolesangbogen er Danmarks mest solgte bog.
20
til mode. Sangen “Det var en lørdag aften”
(HS 431) svælger ligefrem i trøstesløshed
og munder ud i den totale resignation:
“jeg elsker aldrig mer!” Her er vi langt
nede i kælderen.
I medgang og i modgang oplever vi, at
sange fortæller os, at livet kommer os
ved. Livet er andet og mere end en dans
på roser, lige som højskolesange er andet
og mere end lystige viser. Sange i Højskolesangbogen afspejler en lang række
livstemaer, og der er sange til enhver
lejlighed.
Man synger i stigende grad igen på
skolerne. Flere firmaer, organisationer,
institutioner og sågar ministerier (!) har
indført fællessang en eller flere gange
om ugen. Og man synger, som man altid
har gjort, i folkelige forsamlinger til allehånde arrangementer og sammenkomster i forsamlingshusene, sognegårdene
og selvfølgelig på højskolerne. Man kan
selvfølgelig også synge, når man er alene
– til arbejdet eller under en gåtur.
Der er så vidt, jeg kan se, kun en eneste
tilstand, der ikke frister til at bryde ud i
sang. Det er, når man er ligeglad. Er man
i bogstaveligste forstand ligeglad, er man
på afstand af alt det, der gør livet værd at
leve. Man er forvandlet til det, Grundtvig kaldte en “dødbider” – en person,
der møder livet med en sur grimasse og
nærmest ser det som en fornærmelse at
skulle forholde sig til noget som helst
her i tilværelsen. Dødbideri er ikke det
samme som depression. Det vidste
Grundtvig alt om. Han havde i sit eget liv
flere dybe depressioner. I en depression
er man ikke på afstand af livet. Det er
tværtimod alt for tæt på og tynger en til
jorden. Det eneste positive, man kan sige
om en depression, er, at den som regel
altid forsvinder igen – før eller siden. For
Grundtvig gav en overstået depression sig
udtryk i en jublende vulkansk aktivitet.
Nu var han igen klar til at tage kampen op
mod dødbideriet.
MEDIET ER BUDSKABET
Dødbideriet er en tilstand af åndelig
udslukthed, hvor man har mistet opmærksomheden over for livets betydning. Livet
står nærmest i vejen for én, og tiden er
mest af alt noget, der skal slås ihjel. Her er
sangen ganske enkelt patentmidlet til ophævelse af den sjælelige belejringstilstand.
Alene dette, at man synger, tilkendegiver,
at man ikke er ligeglad. For husk: al sang er
lovsang – en kærlighedserklæring til livet,
“på trods af tvivl og stort besvær, på trods
af det, der smerter”, som det hedder hos
Jens Rosendahl (HS 543).
Det kunne her være oplagt at tænke
på den canadiske kommunikationsforsker Marshall McLuhan, der i 1960erne
fremsatte det overraskende synspunkt, at
“mediet er budskabet”. Der var for ham at
se en intim forbindelse mellem budbringer (mediet) og så budskabet. Telefonen,
fjernsynet og (hvad han dengang ikke
kunne forudse) internettet er ikke bare
kommunikationskanaler for et intakt
budskab. Disse medier har hver især
været i stand til at præge og forme et nyt
indhold. De har genereret en helt ny kommunikationskultur, ja helt nye måder at
leve på. På samme måde kan man sige, at
højskolesangen som medium ikke bare
er kanal for et givet budskab om forskellige emner: forårssolen, “denne morgens
mulighed” (HS 26), eller “aftnens fred”,
der “sig stille sænker ned” (HS 572). Selve
dette at synge rummer et implicit budskab om, at livet er livet værd. Hinsides
alt det konkrete, sangen rummer, ligger
der en eksistentiel henvendelse i selve
dette at synge.
Foto: Scanpix
På årets lyseste dag, mandag den 21. juni, inviterede Vartovkollegiet, højskolerne og Grundtvigsk Forum til maratonsang dagen lang. Kendisser,
kollegianere og hundredevis af københavnere på vej til eller fra arbejde kom forbi og hjalp til med at synge hele Højskolesangbogen igennem på én dag.
Foto: Scanpix
På samme måde som højskolen og al dens væsen er også højskolesangen udtryk for en standhaftig protest mod ligegyldiggørelsen af livet.
Højskolens og højskolesangens budskab er, at livet skal ses med glæden
som fortegn. Allierer man sig med denne grundlæggende livsglæde får
man livsmod her i tilværelsen. Man kommer i overskud. At skabe denne
tilstand af overskud er det overordnede mål for
enhver højskolevirksomhed. Den er nemlig den elementære forudsætning for, at man kan stille noget
op – både med sig selv og resten af verden for den
sags skyld. Grundtvig kaldte det livsoplysning, dvs.
dette at kaste lys over betydningen af det liv, vi lever
med os selv og hinanden.
Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt har
et århundrede senere nogle overvejelser, der peger
i samme retning. Målet for enhver uddannelse og
dannelse må være at nå frem til “det punkt, hvor vi
bliver i stand til at afgøre, om vi elsker verden nok til
også at tage ansvar for den.” Bedre tror jeg ikke, det
kan siges. Det er Arendts pointe, at man i dette afgørelsens øjeblik selv må træde i karakter og stå inde
for sit forhold til livet og verden. Kærligheden og
kampen mod ligegyldigheden må komme indefra.
Den kan ikke dikteres eller kommanderes frem eller
læres som lektie. “Al sand oplysning er mild og blid / så den vort hjerte
må vel behage,” som det så klogt og fyndigt siges af Grundtvig (HS 92).
Men sangen bringer os godt på vej til dette mål. Mediet er budskabet.
21
længere personligt endsige privat. Det er universelt.
Universelt, men bestemt ikke globalt. For det gælder
selvsagt ikke alle steder på jorden.
Der er nemlig et aber dabei. Det er faldet nogle for
brystet, at Thøger Larsen ikke besynger sommeren i al
Enhver sang gemmer på en kærlighedserklæring til et eller andet, man
sætter højt og vil prise: en årstid, et
landskab, morgenstunden, den nedgående sol, sproget, fællesskabet,
fortiden, der lever videre i os, og så
meget andet
DU DANSKE SOMMER – HVORFOR DANSKE?
Højskolesange er “digte, der virker.” Hvordan skal det forstås? Det skal
forstås således, at man, når man synger, abonnerer på en digters og komponists opmærksomhedsfelt på en sådan måde, at man gør deres sensitive registreringer til sine egne. Man udvider sit eget erfaringsunivers ved
at inkorporere deres følsomme registrering af tilværelsens underforståede under. Lad mig illustrere med et kendt eksempel. Når vi synger Thøger
Larsens vidunderlige lovsang til den danske sommer (HS 321), sker der
uvilkårligt det, at vi indsætter os selv i Thøger Larsens position.
Du danske sommer, jeg elsker dig,
skønt du så ofte har sveget mig
Da Thøger Larsen skrev disse linjer i 1923, var det et digt, der rummede
hans personlige hyldest til sommeren. Han kunne af gode grunde ikke
vide noget som helst om, hvilket grandiost efterliv dette digt ville få, da
komponisten Otto Mortensen nogle år senere (i 1932) skrev sin flamboyante melodi og dermed forvandlede digtet til en sang.
Læser vi digtet som tekst, er det først og fremmest et digt, der rummer
forfatterens kærlighedserklæring til den danske sommer. Synger vi derimod sangen som sang, sker der ganske umærkeligt en glidning i identifikationen af digtets “jeg”. Vi gør det til vores eget “jeg”. Når vi synger
de første linjer, tænker vi ikke indvendigt noget i retning af: “Du danske
sommer, Thøger Larsen siger, at han elsker dig.” Thøger Larsens “jeg” er
udvidet til også at omfatte vores “jeg”. Og det er heller ikke kun Thøger
Larsen, der har grund til at føle sig “sveget” af den danske sommer.
Den følelse kender vi alle. Thøger Larsens indtryk af sommeren er ikke
almindelighed, men netop den danske sommer. Det
gælder f.eks. forfatteren Niels Barfod, der for nogle år
siden anstillede nogle betragtninger over den megen
danskhed i mange af vort hjemlands vemodige sange.
Han forestiller sig begyndelsen af Thøger Larsens sang
overført til tysk: “Du deutscher Sommer, Ich liebe dich,
obwohl du mich oft geschwichtet hast” Det klinger
ikke godt, konstaterer han: “Det går ikke. Dels er det
volapyk, dels ville det være udtryk for det sædvanlige
tyske anneksionssyndrom. Hit med Elsass, Lothringen
og Suderterland, ja, og hit med sommeren… At vi har
så nemt ved at demonstrere vores egen danskhed …
betyder bare, at vi ved, at vi aldrig har ligget nogen til
last – jeg ser her igen bort fra den gode Muhammed…
Vi har aldrig været skyld i noget eller haft ansvaret for
noget – ud over Grønland, men det er der jo ingen, der
ved, hvad er. Så det går nok.”(Weekendavisen 7.7. 2006).
Niels Barfoeds pointe er, at talen om danskhed og
det danske har fået fripas efter 1814 og i hvert fald efter
1864, hvor Danmark blev reduceret til en harmløs
småstat. Han konkluderer: “Det er dejligt nemt og sjovt
at være dansk, og dem der ikke kan se det, er ikke rigtig
runde. Så selvfølgelig fortjener alt, hvad der er godt,
hædersbetegnelsen dansk, for eksempel somre.”
Der kan være en flig af sandhed i Niels Barfoeds karakteristik. Men den får overhovedet ikke fat i sagens kerne
ved at anskue den danske sangskat i et sociologiserende
politisk magtperspektiv. Sagen ligger nemlig lige til
højrebenet. Hvis sang er lovsang, og lovsang er et udtryk
22
for kærlighed til noget, så må den selvfølgelig være eksklusiv. Kærlighed er
nemlig i en bestemt forstand altid eksklusiv. Kærlighed kan man kun nære
til noget, man kender. Man kan ikke elske noget, man ikke kender. Hvis
f.eks. nogen skulle gå rundt og proklamere deres kærlighed til hele menneskeheden, så er man ude på et betænkeligt skråplan. Ingen har af gode
grunde mødt alle mennesker. Nogle af dem vil sikkert vise sig at være svære
at elske. Vi kender vist alle sammen et par stykker af slagsen. Hvis kærligheden var så ligetil, så havde vi mennesker en let gang på jorden. Men ak og
ve. Kærlighed er ikke en følelse, der flagrer frit i luften. Kærlighed er ikke
sentimental beruselse i egne følelser. Kærlighed er altid konkret og rettet
mod et objekt. Kærlighed er kærlighed til noget eller nogen – en person, et
landskab, et musikstykke, et kunstværk, en sang, whatever.
Når Thøger Larsen besynger den danske sommer, så er det, fordi det
er noget, han kender til og holder af. Det samme gør sig gældende, når vi
synger hans sang. Vi ved, hvad det er, han sigter til. Vi forstår hans billeder og hans følelser. Sommeren i Danmark er ikke bare ensbetydende
med et objektivt kompleks af klimatiske forhold, som kan beskrives i
en række forskellige meteorologiske observationer. Det er den selvfølgelig også. Men sommeren er også et eksistentielt anliggende for os,
der bor på disse breddegrader – kort sagt et rum for livsudfoldelse og en
livsstemning. Det er præcis denne livsstemning, vi genoplever, når vi
synger sangen, måske endda i forstærket udgave.
Sangen er med til
at skærpe sanserne og minde os om det, som vi egentlig godt ved, men
ofte ligger hengemt i bevidsthedens udkantsområder.
sansninger, som om sommeren var en indtagende
kvinde. Sommeren sammenlignes helt overordnet med
en ung kvinde, hvis kærlighed han gerne vil eje. Typisk
mandligt vil han gerne have hende til at være ham tilpas. Men hun vil ikke ejes af nogen. Og netop dette gør
hende endnu mere spændende og attråværdig. Digtet
er ganske enkelt bjergtagende og helt i overensstemmelse med Thøger Larsens panerotiske verdensbillede.
Femte strofe kulminerer i et kosmisk favntag:
Og stunddom ud af din fulde glød
sprang lyn fra skyen i jordens skød,
og tordenlatter og tordenregn
din trolddom spændte fra egn til egn!
Vild, vild, vild
er, skønne sommer, din kraft og ild.
Mere hedt og passioneret tror jeg, det er vanskeligt at
beskrive den danske sommer. Det betyder ikke, at den
danske sommer er bedre end f.eks. den tyske, eller den
tyrkiske eller den sydafrikanske. Der findes givetvis
passionerede beskrivelser af årstiderne på alle sprog og
i alle egne af verden. Det betyder blot, at Thøger Larsen
har baseret sin poetiske skildring på den virkelighed,
vi her på disse breddegrader er fælles om. Vi ved, hvad
det er, vi besynger.
HØJSKOLESANGEN ER EN REALITY BOOSTER
HVAD MED EUROPA?
Med fare for at lyde lidt for cafésmart, kunne man måske kalde højskolesangen for en slags reality booster. Vi gennembryder den forslidte og rutineprægede hverdagsbevidsthed for at opleve det sødmefyldte metafysiske
gys, at livet og verden rummer en afgrund af uopdagede eller upåagtede
betydninger. Hvis man skal sige noget poetisk vedkommende om den
danske sommer, må man være konkret og original i sine registreringer. På
den måde er sangen med til at åbne det, den engelske mystiker William
Blake kaldte “the doors of perception.” Eller med den legendariske rockgruppe “The Doors”: “Break on through to the other side!”
I popverdenen findes der masser af glade sommersange, som rummer
en let opløftende sommerstemning, men som aldrig går virkeligheden
på klingen og fremtvinger nye erkendelser. Tag f.eks. sangen:
Sommer, sommer og sol
Havet og blæsten og duft af caprifol.
Sommer, sommer og sol
En himmel så blå som viol.
Her er ingredienserne sommer, sol, hav, blæst himmel og blomsterne
caprifol og viol. Men de er ikke sammenholdt af et digterisk greb. Der er
intet engagement i sagen, intet poetisk nærvær, ingen konkrete sansninger eller billeder, der åbner vores øjne. Vi er på discountindkøb og får
stort set ikke meget andet med i indkøbsvognen end tarvelig dåsemad og
billigt duftende sæbepulver og skyllemiddel. Sommeren er ganske enkelt
reduceret til en fad kliché. Til gengæld vil den kunne synges over det meste af verden – i hvert fald de steder, hvor sommeren opleves positivt.
Og her er vi ved sagens kerne. Originaliteten i Thøger Larsens hyldest
til sommeren ligger i hans intime beskrivelse af fængende erotiske
Hvis sang er lovsang, må den indholdsmæssigt være
forbundet med det sprog, det landskab, de himmelstrøg,
den beskriver. Det er præcis derfor, det er så svært at lave
sange om det europæiske fællesskab. Kærlighed til noget
lader sig ikke manipulere frem, og her er ikke umiddelbart noget fælles oplevelsesmæssigt at lovsynge om. Det
nytter ikke det mindste at dekretere ovenfra, at vi nu skal
samles om det fælleseuropæiske. Der er ganske enkelt
grænser for, hvor langt man kan nå med sine følelser.
Personligt synes jeg, at forsøget på at ophøje den
tyske digter Friedrich Schillers “An die Freude” (HS 175)
til Europa-hymne er et udmærket bud. Den antaster
ikke de enkelte folkeslags indforståede kulturelle
koder og forsøger ikke at etablere en omfattende syntese af overnational “patriotisme.” Den taler derimod
varmt om glædens skabende magt, der “driver hjulet i
det store verdensur”, og som også bør forplante sig til
hjælpsom fællesskabsfølelse blandt mennesker. Det,
tror jeg faktisk, er det nærmeste, man kan komme en
realistisk fællessang i dagens Europa. Den udjævner
ikke kulturforskellene, men opfordrer til venskab og
fællesskab mellem nationerne.
KÆRLIGHEDSFORDOBLINGEN
Jeg har flere gange været inde på, at en højskolesang er
en kærlighedserklæring, der retter sig mod et livstema,
man betragter med hengivenhed og glæde. Der findes
endnu en glæde, som bør nævnes i denne sammenhæng. Det er kærligheden til dette at synge og glæden
over at synge højskolesange. I virkeligheden er denne
sangglæde en slags kærlighedsakt i anden potens.
Den rummer kærligheden til at synge om det, man
nærer kærlighed til. Den lader så at sige kærlighedens
forrykte tale komme til orde for fuld udblæsning.
ET KNÆFALD FOR VIDENSKABEN
Skal jeg her på falderebet præstere et knæfald for
den videnskabelige oldermandsmentalitet, der ikke
nærer synderlig respekt for floromvundne poetiske
udsagn, så lad mig da påkalde mig en klar, evidensbaseret videnskabelig dokumentation for min påstand
om, at selve dette at synge er ensbetydende med
en kærlighedsytring. Jeg kan her henvise til nogle
videnskabelige forsøg, der blev afholdt på Karolinska Institutet i Stockholm, en af Europas betydeligste medicinske forskningsinstitutioner. Her tog
man blodprøver af medlemmerne af et svensk kor
umiddelbart før og efter en korprøve. Resultatet var
forbløffende. Forsøget viste, at mængden af hormonet oxytocin var forøget betragteligt i de blodprøver,
der blev taget umiddelbart efter korprøven. Folk med
kendskab til medicin vil vide, at hormonet oxytocin
dannes i hypothalamus og lagres i hypofysens baglap. Det udskilles ved kram på over 30 sekunder og
omtales i daglig tale som “kramhormonet” eller “kærlighedshormonet.” Det er et hormon, som udover
at øge sexlysten også er medvirkende til at reducere
frygt og øge tilliden og gavmildheden mellem mennesker. Det lyder næsten for godt til at være sandt.
Ikke desto mindre er det en fastslået videnskabelig
kendsgerning. Det skulle hermed være uomstødeligt
bevist, at dette at synge i bund og grund er en kærlighedshandling. Basta!
Vi er nok nogle stykker, der nødig vil miste det
poetiske sommerfuglestøv på vingerne og se det
hele reduceret til banale kemiske reaktioner. Det er
der såmænd råd for. Vi skal bare frejdigt istemme
et kuk-kuk, kuk-kuk fallera!
Jørgen Carlsen er idéhistoriker og siden 1986
forstander for TESTRUP
HØJSKOLE – DET FRIE
AKADEMI. Han er desuden medlem af Det Etiske
Råd samt klummeskribent
i Kristeligt Dagblad.
DANMARKS FØRENDE BESTSELLER
Højskolesangbogen udkom første gang i 1894. Siden 17. udgave af
Højskolesangbogen udkom i 1989, fulgt op af 18. udgave i 2006,
har den solgt tæt på 1 mio. eksemplarer. Det gør Højskolesangbogen til Danmarks mest solgte bog i de forløbne 25 år.
Kristeligt Dagblad bragte i sommeren 2014 en artikelserie om “10
ting der skabte Danmark”: Margretheskålen, Dannebrog, traileren,
Christianiacyklen, bacon, øl, Legoklodser, rugbrødet, Salmebogen
og Højskolesangbogen. Avisen foretog en netafstemning for at se,
hvad læserne fandt væsentligst. Valget faldt på Højskolesangbogen, der fik næsten dobbelt så mange stemmer som Dannebrog på
andenpladsen.
Overskriften for det redaktionelle arbejde, når Højskolesangbogen
udarbejdes, er tradition og fornyelse. Disse to begreber er hinandens
nødvendighed for at bevare og udvikle den folkelige fællessang.
18. udg. indeholder 572 sange. Det samme antal som 17. udg. Af
dem er 166 nye. Heraf er der 29 sange på engelsk inkl. 5 oversatte
danske sange, bl.a. “Et jævnt og muntert ...” og “Se, hvilken morgenstund ...” samt 10 tyske sange.
Kaj Munks “Den blå anemone” er nu – efter utallige opfordringer – med i Højskolesangbogen ligesom “Der er noget i luften” og
“Glade jul”.
“Den signede dag” har bevaret sin traditionelle placering som
nr. 1. I øvrigt er antallet af morgen- og aftensange noget større. Der
er således en del nye aftensange.
Antallet af salmer er stort set det samme. Der er en del nye, heraf
godt 20, som også findes i den nye salmebog, heriblandt selvfølgelig den allerede meget populære “Det dufter lysegrønt af græs”
gendigtet fra svensk af Johs. Johansen.
Nogle af de gamle, bl.a. ikke længere brugte historiske, bibelhistoriske og nordiske sange har måttet vige pladsen for den
fornyelse, som er nødvendig for at holde sangtraditionen levende.
Jens Rosendal er repræsenteret med 13 sange og er, sammen
med Benny Andersen, den nulevende forfatter med flest sange i
Højskolesangbogen.
Af helt nye forfattere i Højskolesangbogen kan bl.a. nævnes:
Martin Brygmann, Suzanne Brøgger, Johs. Møllehave, Janus Kodal,
Peter Laugesen, Astrid Lindgren og Sebastian.
Mange af melodierne er sat ned, så de egner sig bedre til fællessang – og til glæde for de pianister, der ikke kan transponere. Alle
sange har becifringer. De er ens i sangbogen og Melodibogen.
I forlængelse af 18. udgave udkom også Sanghåndbogen – en
opslagsbog, hvor man kan læse historik om hver enkelt sang.
Kilde: www.hojskolesangbogen.dk
23
24
VISION OM GRÆNSEREGIONEN 2064
SAMARBEJDE,
MANGFOLDIGHED
OG VÆKST
En grænse skal ikke ses som et ophørssted for et land, men som kontaktflade
og potentiale til udveksling og kulturberigelse. Derfor skal der i grænselandet
satses på en forbedret infrastruktur, grøn omstilling, grænseoverskridende
samarbejde og kulturudveksling, hvis man skal få unge til at blive boende eller
flytte tilbage til grænseregionen, skriver Jakob Vikner i sin vinderkronik.
Af Jakob Vikner
Den dansk-tyske grænseregion vil i 2064
være præget af hovedsageligt tre ting:
samarbejde, mangfoldighed og vækst. Det
betyder, at man i 2064 vil have anerkendt
den store betydning, som grænsen faktisk
spiller for grænselandet – ikke som en
grænse og som et ophørssted for et land,
men som kontaktflade og som potentiale
til udveksling og kulturberigelse.
Der vil være god infrastruktur. Ligesom
der allerede nu arbejdes på en højhastighedstogforbindelse mellem København
og Aarhus, vil der i 2064 eksistere en tilsvarende forbindelse mellem København
og Flensborg for også i danske kredse at
etablere Flensborg som storby og knudepunkt for hele regionen. Denne gode
togforbindelse vil også eksistere videre til
Hamborg og sørge for, at grænseregionen
anses som centralt midtpunkt mellem to
kulturkredse frem for at være udkantsregioner i deres respektive lande.
Også inden for grænseregionen vil infrastrukturen være bedre. Hovedsagligt
igennem et velfungerende busnet – der
ikke tager hensyn til landegrænsen, og
som derfor forbinder regionen fra nord
til syd og fra øst til vest – vil distancebarrieren blive nedbrudt og give mange
flere muligheder for både ung og gammel.
HØJSKOLEELEV JAKOB VIKNER ER VINDER AF GRÆNSEFORENINGENS
KRONIKKONKURRENCE OM EN VISION FOR GRÆNSELANDET ANNO 2064
Kronikkonkurrencen Fremtidsvision: Slesvig 2064 blev udskrevet i forsommeren i et samarbejde mellem Grænseforeningen,
Sprogforeningen, Sønderjydsk Skoleforening og Nordisk Informationskontor i Flensborg. Der indkom 18 bidrag fra unge mennesker på op til 26 år. Den yngste bidragyder var 15 år gammel.
De tre dommere i konkurrencen har været formand Mette
Bock, Grænseforeningen, formand for Sprogforeningen
Frode Sørensen og sekretær for Sønderjydsk Skoleforening
Inger Rahbek Andersen.
Samtlige 18 kronikker vil blive udgivet i et lille hæfte, som
finansieres af Folketinget via Nordisk Informationskontor
i Flensborg med 25.000 kr. og hvis nødvendigt med yderligere op til 5.000 kr. af Grænseforeningen.
1. pladsen: Jakob Vikner – 5.000 kr.
2. pladsen: Marie Nielsen – 3.000 kr.
3. pladsen: Lasse Hauberg – 2.000 kr.
Stationsbyerne Rødekro og Vojens vil
desuden være meget bedre forbundet
til deres respektive byer Aabenraa og
Haderslev – hovedsagligt vha. en gratis
Shuttle-Bus, der venter på passagererne
fra hver togankomst, og som hurtigt og
gnidningsfrit transporterer dem videre
til deres destination. Med dette skridt og
billigere billetter vil toget blive et realistisk og måske endda attraktivt alternativ
måde til at bevæge sig i SønderjyllandSchleswig. Lignende forbindelser skal
også eksistere på den tyske side af grænsen for også dér at gøre vestkysten mere
tilgængelig og attraktiv.
Bustransporten vil endvidere være
moderniseret, og derunder skal forstås, at
der – ligesom der allerede gøres i Haderslev – vil indsættes ‘halve’ busser til de
ruter, hvor der ikke er nok passagerer til
at fylde en hel bus. Dette vil også være
mere miljøvenligt, ligesom busserne vil
komme til at køre på strøm eller brændselsceller.
Således vil der også i andre aspekter af
livet være fokus på bæredygtighed. Som
det allerede er tilfældet i Schleswig-Holstein skal Region Sønderjylland-Schleswig være kendt for sin miljøvenlighed
og være forbillede for grøn omstilling. De
ressourcer vi har i form af både sol- og
vindkraft, vil blive endnu bedre udbygget, og dertil vil også komme alternative
energiformer som f.eks. bølgeenergi.
Dermed følger naturligvis et stort
udbud af jobmuligheder på grænseregionens arbejdsmarked. Gennem det
grænseoverskridende samarbejde vil der
i 2064 i regionen skabes et arbejdsmarked, der er i rivende udvikling og med
masser af udvidelsespotentiale – specielt
indenfor netop den grønne sektor og kultur- og sprogmødeområdet. Det er også
i grænselandet, at nøglen til hinandens
arbejdsmarkeder ligger og vil ligge: I 2064
vil man på den tyske side kunne drage
nytte af det tætte samarbejde med danske
virksomheder for at komme ind på det
danske arbejdsmarked, ligesom man fra
dansk side kan drage nytte af regionens
25
Jakob Vikner, der vinder førsteprisen på 5000 kr., er 19 år gammel og lige nu elev på Højskolen
Østersøen. Om sig selv fortæller han: “Jeg er født i Stuttgart af en dansk far og en tysk mor, og
hele min barndom har præget mig, så jeg har lige dele tysk og dansk sprog og kultur i mig. Da
jeg var seks år, flyttede vi fra Stuttgart til Lystrup nord for Århus hvor jeg gik i dansk folkeskole
fra 2. til 8. klasse. Mit første møde med mindretallene var i 8. klasse, da jeg var i praktik på
Flensborg Avis. I 9. klasse gik jeg på Sawston Village College udenfor Cambridge, England. Efter
10. klasse på den tosprogede (og bikulturelle) Deutsche Nachschule Tingleff tilbragte jeg mine
tre gymnasieår på Deutsches Gymnasium für Nordschleswig. Det var her, jeg blev seriøst involveret i ungdomsarbejdet i grænseregionen, bl.a. som bestyrelsesmedlem af ungdomsorganisationen Junge SPitzen, men sidenhen også under Grænseforeningens projekt Kulturmødeambassadørerne. Jeg deltog på højskolekurset jUNG zuSAMMEN. Jeg er aktiv indenfor den europæiske
mindretalsorganisation JEV/YEN, hvor jeg er medlem af arbejdsgruppen Politik.”
tosprogethed til at ekspandere og få adgang til det tyske marked.
Tosprogetheden er nemlig også en af de
ressourcer, man i 2064 vil udnytte til det
fulde. Det potentiale, der ligger i tætheden af det andet lands sprog, kultur og
befolkning, vil komme til udtryk i form
af en tidlig sprogundervisning i skolerne
og regelmæssig udsættelse for fremmedsproget. Dermed får vi en generation af
folk, der virkelig er dygtige til både dansk
og tysk, og dette vil være til gavn ikke
bare for regionen, men for hele Danmark
og Tyskland og deres fælles fremtid.
Denne eksponering for det modsatte
lands sprog vil i høj grad blive båret af
26
ANMELDELSE
Som det allerede er
tilfældet i SchleswigHolstein skal regionen
Sønderjylland-Schleswig
være kendt for sin
miljøvenlighed og være
forbillede for grøn
omstilling
det kulturudbud, som Sønderjylland-Schleswig
kommer til at bugne af. Det vil være muligt at
få tilgang til både tyske og danske radio- og
tv-stationer i hele regionen, og samtidig vil der
efter tysk-fransk ARTE-forbillede være en fælles
kooperation mellem de statslige tv-instanser på
begge sider af grænsen. Med den gode infrastruktur vil det også være muligt for kulturinstanser
helt fra Slesvig og Rendsborg til Kolding og Ribe
at trække på et meget bredere publikum end
hvad er tilfældet nu. Således vil det være nemt
og attraktivt at tage på kunstudstilling i Niebüll,
til koncert i Sønderborg, til teater i Tønder eller på kanotur på Angeln, hvad enten man bor
i Skærbæk, Husum eller Haderslev. Sådan vil
befolkningen blive beriget af potentialet i denne
region og af det respektive andet land frem for at
blive begrænset.
Alt dette er sunde tegn på en levende grænseregion, der udnytter de ressourcer og potentialer
der ligger i dette ‘vidunderland fra kyst til kyst’.
Det er tegn på en sådan region, der vil få unge til
at vende tilbage til regionen og trække nye til.
Det er sådan en region, der kan slippe af med
prædikatet ‘Udkantsdanmark’, og det er sådan en
region, der skal være målet for vores bestræbelser: Grænseregionen 2064.
EN BOG PÅ YDER K
En lærerig og smuk bog, men gammelkendte og subtile
stikpiller i den nationale fortælling, får den til at vippe
faretruende på yderkanten af sin tid.
Af Knud-Erik Therkelsen
Ifølge Wikipedia er en “kaffebordsbog” en bog, der er beregnet til at
ligge på et sofabord eller et lignende sted, hvor gæsterne sidder og
skal underholdes, og dermed inspirere til samtale eller afhjælpe kedsomhed. Bogtypen har tendens til at være for store og tunge, da der
ikke er et presserende behov for, at den er håndterbar. Bogens emneområde er generelt begrænset til ikke-fiktion og er normalt visuelt
orienteret. Siderne består hovedsagelig af fotografier og illustrationer,
ledsaget af billedtekster og små tekstblokke, i modsætning til den lange prosatekst. Da de er rettet mod alle, der har adgang til bogen, er den
letlæselig, emnet behandles ofte grundlæggende uden at gå i dybden.
På grund af dette kan udtrykket “kaffebordsbog” bruges nedsættende
og angive en overfladisk tilgang til emnet.
En sådan bog er “Ejderen”, som højskolelærer Hans-Tyge B.T.T. Haarløv er både forfatter og fotograf til. Bogen er på 184 sider og flot udstyret med halvt så mange fotografier, der vises på alle venstresider, og et
Ved gennemførelsen af
Ejerkanalen
blev der bygget seks sluser. En af dem
var var slusen
ved KleinKönigsförde,
der havde en
løftehøjde
på 2,3 meter
og et slusekammer på
35 x 7,8 meter.
Anlægget var
det største i
sin tid. Over
slusen går
en vej med
vindebro af
hollandsk
type.
R KANTEN AF SIN TID
tilsvarende antal tekster på alle højresider, som beskriver Ejderens løb fra kilderne
ved Ovendorfer Redder i øst til udløbet gennem Eider Sperrwerk i vest. Steder og
byer, sluser, broer og kanaler, mindesten, kirker og bygninger, ja selv sagn og fortællinger i forbindelse med floden omtales omhyggeligt. Hvem kendte til Dröge Eider,
landsbyerne Bissee og Brügge og Steinfurther Mühle? Hvem havde hørt om Jules
Vernes togt på Ejderen, sørøveren Klaus Störtebeker, der gik oprejst 12 meter efter at
være blevet halshugget, og fortællingen om “Det stjålne bæger”?
For den, der tror at vide det meste om Sydslesvig, er bogen en guldgrube af information om den gamle grænseflod mellem Slesvig og Holsten. Hans-Tyge Haarløv
er virkelig gået grundigt til værks. Han har vandret dagevis langs Ejderen med både
øjne og øren åbne for, hvad floden og dens nærmeste omgivelser har at fortælle.
De mange fotografier er som hovedregel velkomponerede og smukke og de fleste
kaffebordsbøger værdig. Fotografen er tydeligt fascineret af den smukke natur, som
hans billeder genfortæller. Dog savnes nogle flere levende mennesker på billederne,
om ikke på de smukke naturbilleder, så på billeder fra byer, torve og pladser, hvor man
må forvente, at mennesker opholder sig. Måske var der også ude i den smukke natur
nogle mennesker, som kunne nuancere fotografiernes naturskønne budskaber.
Men “Ejderen” er mere end det. Hans-Tyge Haarløv får på rejsen fra Ovendorfer
Redder til Eider Sperrwerk også genfortalt store dele af den traditionelle nationale
fortælling, fra da Uffe hin Spage engang i 500-tallet svingede Skræp og frem til 2014,
ifølge forordet jubilæumsår for tabet af Norge, nederlaget på Dybbøl og Islands
løsrivelse(!). Altså en nederlagsfortælling, hvilket der med henvisning til vores hi-
27
storie kunne være god mening i. Men hvor
kommer det opbyggende ind, højskolelærerens håb, drømmen, som han i sit virke
på Rønshoved Højskole videregiver til de
unge højskoleelever?
Nogle gange bliver den nationale fortælling
rigeligt højspændt, f.eks. i teksten om Ejderens udspring, hvor floden af ukendte årsager
besjæles og får menneskelige egenskaber:
“Ejderen derimod løber frimodigt som en lille
bæk og endnu uvidende om sin storhed langs
skovbrynet, sniger sig ud af skoven.” Osv. I
en senere billedtekst har Ejderen ladet sig
overtale af nogle driftige uldvævere. Hvad den
dog ikke finder på, den Ejder!
I den allersidste artikel taler Hans-Tyge
Haarløv om genforeningshåbet og slår fast,
at hvis Danmark alene fordi Sydslesvig er
gammelt dansk land vil have området tilbage
imod flertallets ønske, så er der tale om et
overgreb. Forfatteren går altså ind for en sindelagsgrænse. Men han kan ikke lade være
med flere gange, herunder både i introduktionen og i den allersidste sætning, at bruge
udtrykket “den nuværende grænse”, hvilket
må betyde, at der må være en ny grænse i
vente, når sindelaget i Sydslesvig har ændret
sig fra hovedsageligt tysk til hovedsageligt
dansk. Eller, det må jo være den naturlige
konsekvens, når sindelaget i Nordslesvig har
ændret sig fra hovedsageligt dansk til hovedsageligt tysk. Ingen af de to scenarier er
særligt realistiske endsige ønskelige, og måske er det tiden, hvor selv de mest nationalt
forankrede overvejer at bruge udtrykket “den
afviklede grænse” frem for “den nuværende
grænse” i erkendelse af, at der er sket en genforening i begge retninger.
“Ejderen” er, som der i definitionen af en
kaffebordsbog er lagt op til, underholdende, og den kan bestemt afhjælpe kedsomhed. Den er lærerig og smuk, og den lægger
op til samtale om væsentlige emner. Men
de gammelkendte og subtile stikpiller i
den nationale fortælling, som bogen er så
rig på, får den til at vippe faretruende på
yderkanten af sin tid.
Hans-Tyge B.T.T. Haarløv: EJDEREN. 180
sider, illustreret. 300 kr. Bogen kan købes via
hjemmesiden www.ejderen.dk
28
MED GRÆNSEFORENINGEN
PÅ HØJSKOLE
Grænseforeningen har de seneste år haft et succesrigt samarbejde med Rødding Højskole og Bornholms Folkehøjskole.
Samarbejdet fortsættes i 2015 med kurser, der tager pulsen på dansk identitet og det danske demokrati.
Af Knud-Erik Therkelsen
DANSKERNE FINDES I MANGE MODELLER
– OG STADIG KOMMER DER NYE TIL
HØJSKOLE OG FOLKEMØDE
– SLÅ TO FLUER MED ET SMÆK
Grænseforeningen fortsætter sit samarbejde med Rødding
Højskole om et årligt grænselandskursus. I 2015 sætter vi
fokus på mennesker undervejs mellem grænser og identiteter – de som på vejen gennem livet skifter identitet. Danske emigranter i USA og Argentina. Aktuelle og historiske
grænsegængere i det dansk-tyske grænseland. De blakkede.
Zweiströmigkeit. Frem til nutidens unge, som kæmper
med at finde sig selv i spændingen mellem forskellige etniske og religiøse identiteter.
Kurset indledes med et åbningsforedrag af ledende museumsinspektør Inge Adriansen. Herefter vil deltagerne
møde en række “grænsegængere”, som i vores grænseland har bevæget sig fra dansk til tysk – eller fra tysk til
dansk. På to heldagsture til grænselandet oplever vi flere
personer og holdninger til identitetsspørgsmål, inden
kurset afsluttes med et aktuelt perspektiv, hvor der bliver
lejlighed til at møde mennesker, som i de senere årtier er
kommet til Danmark. Grænseforeningens formand Mette
Bock deltager i kursets afslutning, hvor det bl.a. diskuteres, hvad temaet “identitet” har at gøre med Grænseforeningen.
Folkemødet på Bornholm er blevet en ubetinget succes
– ja, næsten en demokratisk institution, hvor vælger
og valgt på trods af centralisering og mediestyring
i fire dage har mulighed for at mødes og diskutere
politik.
I samarbejde med Bornholms Højskole arrangerer
Grænseforeningen, Sydslesvigsk Forening og Liberalt
Oplysnings Forbund et kursus på Bornholms Højskole i
dagene 11. til 17. juni. De første dage (12.-14. juni) tilbringes på Folkemødet, mens de sidste dage er en kombination af debat og foredrag med udgangspunkt i oplevelserne på Folkemødet. Bl.a. vil 100-året for Grundloven
af 1915 og 60-året for København-Bonn erklæringerne
blive markeret på Folkemødet. På den baggrund vil vi i
foredrag og debatter på højskolen tage temperaturen på
vores demokrati. Hvor kommer vi fra? Hvor er vi nu? Hvor
vil vi hen med demokratiet? Endvidere arrangerer skolen de sidste dage to halvdagsture rundt på Bornholm.
Kurset finder sted i dagene 30. august til 5. september 2015.
Grænseforeningen yder et tilskud på 500 kr. til alle deltagere,
som er medlem af Grænseforeningen.
Kurset er meget søgt, og der meldes hvert år tidligt udsolgt. Bornholms Højskole har frem til den 31. december
reserveret 25 pladser på kurset til medlemmer af Grænseforeningen. Kontakt højskolen telefonisk (tlf. 56 97 40 77)
og fortæl, at du er medlem af Grænseforeningen. Pladser
sælges efter først-til-mølle-princippet.
NYT FRA DE INDRE LINJER
Lisa Hedegaard Nielsen
Lotte Dahlmann
Merlin Christophersen
NYE MEDARBEJDERE I GRÆNSEFORENINGEN
Som bekendt gik Eva Hedeland på efterløn ved årsskiftet. Vi
har nu ansat Lisa Hedegaard Nielsen, der er uddannet kontorassistent og har mange års erfaring inden for bl.a. kontor/
regnskab og kundepleje. Lisa skal bl.a. bistå med bogføring
og hjælpe Flemming Hvass med kontakten til medlemmer
og lokalforeninger.
Erik Lindsø har for længe siden meddelt, at han ønskede
at stoppe som redaktør af Grænsen for at koncentrere sig
om sin forfatter- og foredragsvirksomhed, og Mette Kragh
Faurholdt stoppede som informationschef før sommerferien. De to stillinger er nu slået sammen i en stilling, som
pr. 10. oktober blev besat af journalist Lotte Dahlmann, der
altså bliver Grænseforeningens nye informationschef. Lotte
har en baggrund som journalist ved bl.a. Danmarks Radio og
FN og har de senere år arbejdet som freelance journalist og
kommunikationsrådgiver for bl.a. Udenrigsministeriet.
Endelig har vi ansat Merlin Christophersen i en kombineret stilling, hvor han halvdelen af tiden skal arbejde med
Grænseforeningens synlighed på nettet, herunder især
grænsen.dk og de sociale medier. Den anden halvdel er
reserveret arbejdet som projektleder for jUNG zuSAMMEN,
som Grænseforeningen på baggrund af de meget positive
udtalelser fra politikere i både Kiel og Vejle og deltagernes
evalueringer ønsker at gentage i samarbejde med Nordsee
Akademie Leck og Højskolen Østersøen i Aabenraa. Merlin,
der tiltrådte 1. oktober, kommer fra en stilling ved Region
Syddanmark, hvor han gennem det seneste år var ankerperson for højskoleprojektet.
“I ET GRÆNSELAND – FRA LOKAL TIL GLOBAL”
– NYT UNDERVISNINGSSITE TIL UNGDOMSUDDANNELSERNE
Grænseforeningen har i flere år haft
ungdomsuddannelserne som indsatsområde. Elevambassadørprojektet,
bogen “Grænseland – krig og kulturmøde” og kurser for undervisere har
været de store indsatsområder. Næste
trin bliver en hjemmeside, der skal
give underviserne yderligere inspiration til at inddrage grænselandet og
mindretallene i undervisningen. Siden
skal være et supplement til under-
visningsbogen, hvor lærere og elever
kan grave sig dybere ned i forskellige
temaer og emner. Siden har desuden
til formål at samle og synliggøre noget
af al det materiale, der allerede findes
på nettet om grænselandet.
Gymnasielærer Niels Schou fra
Solrød Gymnasium er frikøbt i fem
uger til at udvikle og sammensætte det
indholdsmæssige. På den måde sikres,
at materialet kommer tæt på gymnasie-
hverdagen med relevans for en række
fag. Opgaven med at gøre hjemmesiden
spændende og brugervenlig ligger hos
Tripledesign, der har stor erfaring med
at lave webløsninger til undervisning.
A.P. Møller Fonden har givet 500.000
kr. til projektet. Desuden har Poul og
Else Tausons Fond, Det unge Grænseværns Fond og Johanne og Ejnar FlachBundegaards Fond bidraget.
29
30
DEBAT
EN MISFORSTÅET KRONIK
Her til sommer er jeg for første gang i mit
liv (32 år i Danmark efter 32 år i Tyskland)
kommet i kontakt med Grænseforeningen. To gange endda. Først var jeg med
stor begejstring med som frivillig på
foreningens pantindsamlings-bod på
Roskilde Festival sammen med omkring
100 unge fra mange lande. Lidt senere
blev jeg, kun delvis frivillig og ikke helt
så begejstret, hovedperson i “Therkelsens
Hjørne” i GRÆNSEN nr. 4.
Knud-Erik Therkelsen skriver, at jeg i
en kronik i Jyllands-Posten skulle have
trukket et slags “omvendt muslim-kort”,
hvor man inddeler folk i os og dem: “Nu
gør Thomas Borchert det ved som tysker,
der åbenbart føler sig udenfor, at skrive et
åbent brev til danskerne og kritisiere os
for at omtale os selv som danskere.“
Intet kunne ligge mig fjernere. Gang på
gang skriver jeg i kronikken (JP 27. juli,
kan læses på thomasborchert.wordpress.
com), hvem jeg kritiserer for en bestemt
form for brug af begrebet “danskerne”:
Politikere og medier med en nationalistisk dagsorden. Knud-Erik Therkelsen
citierer endda selv, hvad jeg mener:
“Danskerne, sådan hører jeg, ligesom
jer, utallige gange hver dag fra politikere
og journalister – er en sammensvejset
enhed. I vil og gør alt i største enighed.
Og på vidunderlig vis altid det rigtige.”
Denne definition af begrebet “danskerne”
er blevet forankret i det offentlige rum af
Pia Kjærsgaard for at udelukke andre.
Kronikken er faktisk skrevet som kærlighedserklæring til rigtig mange hverdagsdanskeres åbne, stilfærdige, pragmatiske
og venlige måde at bruge den nationale
identitet positivt. Jeg oplevede det på
smukkeste vis på Roskilde Festival med
Grænseforeningens frivillige, som har
rødder i Slesvig, Flensborg, Sønderborg,
København, Gera/tidligere DDR, Polen, Sri
Lanka, USA, Ghana og en del andre lande.
En del fra det danske mindretal i Tyskland,
og mange herboende med enten danske
eller udenlandske rødder. Alle under taget
af den “åbne danskhed”.
Det varmede og var stimulerende at høre
de unges beretninger om deres aktiviteter
som Grænseforeninges kulturambassa-
dører. Jeg kan ikke forestille mig et bedre
svar til den negative beton-populisme, som
politikeres manipulerende brug af “danskerne” er udtryk for. Knud-Erik Therkelsen
skriver, at jeg “åbenbart føler mig udenfor”.
Det gør jeg absolut ikke. På Grænseforeningens pantbod måske en lille smule, fordi
jeg var så meget ældre end alle andre. Men
ellers: Jeg følte mig som en del af samværet
under Grænseforeningens motto. I JP-kronikken skrev jeg med positive oplevelser
som denne i sindet til “kære danskere”:
“Netop derfor kan jeg ikke få ind i mit
hovede, hvorfor I finder jer i alle de skinhellige udgydelser om “danskerne” fra jeres
populistisk inficerede politikere.”
Kære Knud-Erik Therkelsen, det er mig
en gåde, hvordan du kunne misforstå
kronikken i den grad. Det føles underligt,
men også enormt godt, at jeg kan forklare
mig her med aktiviteterne af din egen
organisation. Jeg ønsker Grænseforeningens unge kulturambassadører fra hjertet
succés!
Æ
Thomas Borchert, journalist, København
GØRE FOR MINDRETALLET?
HVAD ØNSKER MINDRETALLET SIG AF GRÆNSEFORENINGEN?
HVAD KAN GRÆNSEFORENINGEN
Debatmøde om Grænseforeningens strategi for perioden 2015-2020
Mandag den 27. oktober kl. 16.30-18.30 på Borgerforeningen i Flensborg. Arrangementet afsluttes med en mindre anretning
Grænseforeningens bestyrelse og lokalforeninger arbejder i disse måneder med udformningen af foreningens strategi. Men hvad mener græsrødderne i Sydslesvig? Hvordan løser Grænseforeningen bedst sin opgave set med sydslesvigske øjne? Hvad mener du?
Tilmelding senest 24/10 på tlf. +45 33 11 30 63 eller e-mail [email protected]. Alle er velkomne!
Venlig hilsen
Mette Bock
Æ
THERKELSENS HJØRNE
Grænselandets fremtid
forankret i ungdommen
I disse dage udsendes et tosproget katalog
til Regionsrådet i Syddanmark og Landdagen i Kiel med de forslag, som deltagerne i
jUNG zuSAMMEN-projektet fremlagde ved et
ungdomsparlament i Kiel den 31. juli. Forslagene blev udviklet på to parallelle 14-dages
højskoleforløb på Nordsee Akademie Leck
og Højskolen Østersøen. Fra mange sider har
der været stor ros til de unge deltagere, både
for de konstruktive ideer, som blev fremsat,
men også for det engagement, der blev udvist i hele det 14-dage lange højskoleforløb.
Regionsformand Carl Holst har spillet
en afgørende overordnet rolle for, at jUNG
zuSAMMEN kunne realiseres, både i form af
indirekte opbakning på gangene på Regionshuset i Vejle og i form af opbakning til
den INTERREG-bevilling, som betalte en
væsentlig del af aktiviteterne. Helt afgørende var de gode kræfter fra Region Syddanmarks Dybbøl 2014-sekretariat. Grænseforeningen bar også sin del i form af et tilskud
på over 300.000 kr.
Resultaterne af de unges arbejde kan
læses i det katalog, som nu udsendes. Men
mest bemærkelsesværdigt var, at hele forløbet – inklusiv de unges samtaler i fritiden
– kunne gennemføres på dansk og tysk og
altså uden nævneværdigt brug af engelsk.
Det skyldes, at en del af de unge var fra de
nationale mindretal, som i kraft af deres tosprogethed var dygtige brobyggere mellem
ikke tysktalende danskere og ikke dansktalende tyskere. Der var naturligvis også
tosprogede danske og tyske deltagere uden
tilknytning til mindretallene, som kunne
sikre, at højskoleforløbet kunne ske på de to
for regionen mest naturlige sprog.
Politikerne har efterfølgende omtalt
initiativet meget positivt. På konferencen
i Kiel gav formand for Grænseforeningen
Mette Bock tilsagn om at ville støtte jUNG
zuSAMMEN i 2015 med 300.000 kr. Det er
allerede udmøntet i ansættelsen af Merlin
Christophersen (se side 29).
Fra slesvig-holstensk side er det i mundtlige samtaler klart fremgået, at politikere
sydfra ser med meget positive øjne på en
fortsættelse af jUNG zuSAMMEN.
Formanden for det netop nedsatte “Udvalg for dansk-tysk samarbejde i Region
Syddanmark”, Hans Philip Tietje, udtalte
sig rosende på selve konferencen i Kiel. Og
Carl Holst var meget klar i mælet i et indlæg
i Flensborg Avis den 21. august, hvor han
skrev: “Jeg er overbevist om, at der gennem
flere projekter som jUNG zuSAMMEN kommer spændende og nye synspunkter frem,
som både anerkender forskelligheden og vil
fællesskabet. Og det er præcist det, vi har
brug for, når vi skal genskabe grænselandet
som et centrum.”
jUNG zuSAMMEN har visionen om at
skabe en grænseoverskridende dialog og
folkeoplysning om grænselandets fremtid,
forankret i almindelige unge mennesker.
Det manglende folkelige engagement er
en stor udfordring for det grænseoverskridende samarbejde – det ved politikere i
både Kiel og Vejle. Nu har vi en ungdom
med vitaminer til at udvikle denne dialog.
Civilsamfundet i form af Grænseforeningen
støtter massivt. Lad os få tilsvarende tilsagn
fra de offentlige spillere.
Knud-Erik Therkelsen
er generalsekretær i Grænseforeningen.
KALENDER
NOVEMBER
3-21/11 Udvekslingsbesøg
i Sydslesvig. Se www.feriebarn.dk
6-7/11 Efterskoleseminar
på Christianslyst (efterskolelærere og lærere fra de
danske skoler i Sydslesvig)
7/11 Møde i Grænseforeningens formandskab
(Husum)
8/11 SSF’s landsmøde i
Husum
20-22/11 Sydslesvigsk delegation besøger København
20/11 1864-udstilling på
Christiansborg
28/11 Møde i Grænseforeningens formandskab
29/11 Møde i Grænseforeningens bestyrelse
FEBRUAR 2015
24-25/2 Sydslesvigsk årgangsbesøg i København
25/2 kl. 13.00 til 15.00: Konference i Landstingssalen/
markering af KøbenhavnBonn Erklæringerne
MARTS 2015
26/3 Markering i Berlin af
60-året for København-Bonn
Erklæringernes vedtagelse
MAJ 2015
9/5 Sendemandsmøde
JUNI 2015
11-14/6 Folkemøde på
Bornholm
19-21/6 Sydslesvigske
årsmøder
31
32
LOKALFORENINGER
LOKALFORENINGERNE
Arrangementer sendes til
Claus Jørn Jensen på
[email protected]
eller til Åbenråvej 22, 6400
Sønderborg. Deadline for arrangementer, der ønskes med
i næste nummer af GRÆNSEN, er fredag
den 21. november.
FOREDRAG
OG MØDER
SYDDANMARK
Aabenraa
30. oktober kl. 19.30
Folkekulturhuset Rebbølcentret. Erik Lindsø: “Livet er i det
mindste en historie værd”. Entre
+ kaffebord 70 kr.
3. november kl. 16.00
Folkehjem i Aabenraa. Foredrag
med professor Ove Korsgaard: “Solskin for det sorte muld”. Gennem
forfatterens slægtshistorie skildres
150 års danmarkshistorie med
vægt på landbokulturen, højskolen
og andelsbevægelsen som den
kom til udtryk på Mors. Entre: 50
kr. Tilmelding til Aabenraa bibliotekerne www.aabenraabib.dk
Folkekulturhuset Rebbølcentret.
Jazzkoncert med Vagns kvartet.
Pris 100 kr. Medlemmer 80 kr.
Tilmelding/bestilling af smørrebrød tlf. 7464 6502 eller fhrc@
bbsyd.dk
Foredrag ved Jørn Buch: Hjemmefronten under 1. verdenskrig.
Mens fædre og sønner deltog i
krigen, hvordan var forholdene
så for konerne og børnene derhjemme. Foredrag + kaffebord
70 kr.
Frøslevlejrens Efterskole.
Adventsmøde. Spisning med
mad for de traditionsbundne
herrer og de mere moderne
kvinder. Fællessang. Foredrag
ved Kultur- og justitsminister
Anke Spoorendonk. Pris 130 kr.
Tilmeldingsfrist 11. november til
Andreas Brandenhoff, tlf. 7464
6502, mail [email protected]
Kolding og omegn
Kvarterhuset, Junghansvej 121,
6000 Kolding. Adventsfest.
Johan Herold kommer og fortæller under overskriften: “Mørk er
november, men advent står for
døren.” Pris 60 kr. Tilmelding senest fredag 1. november til Marie
Jespersen på tlf. 7552 2025 (kun i
dagtimerne).
1. december kl. 14.30
“Juletraditioner og historien
bag”. Foredrag ved Jørn Buch
krydret med muntre indslag og
tilhørende sange. Foredrag + kaffebord 70 kr.
Nyborg og Kerteminde
Borgerforeningen i Nyborg, Nørrevoldgade 63, Nyborg. I samarbejde med Højskoleforeningen.
Aftenens foredragsholder er
museumsinspektør ved Sønderborg slot Inge Adriansen. Emnet
for foredraget vil være i relation
til jubilæumsåret for “1864”.
Fredericia og omegn
Trinitatis Sognegård, Danmarksgade 61, Fredericia. Sønderjysk
kaffebord med fællessang og oplæsning. Pris 100 kr. Tilmelding
senest mandag 10. november
til Gunhild Pedersen 7592 6082,
mobil 4140 6082, mail gunhild.
[email protected]
Grindsted-Billund
Ungdomsgården, Grindsted.
Debat med Grænseforeningens
formand Mette Bock.
Haderslev Østeramt
Hoptrup Efterskole. “Et grænseland i forvandling” ved chefredaktør ved Flensborg Avis Jørgen
Møllekær. Tilmelding senest
fredag 14. november til Peter
Popp Andersen tlf. 7456 2277 evt.
2240 5277, Finn Lyster tlf. 7452
5979 evt. 2831 4241. Entre og kaffe
80 kr. for medlemmer, 120 kr. for
ikke medlemmer.
Odense og omegn
Multihallen, Seniorhus Odense,
Toldbodgade 5, Odense. Foredrag
ved Grænseforeningens nye
formand, Mette Bock: “Hvor går
grænsen?”.
Rødding - Vejen
Skibelund Gymnastik- og Idrætsefterskole, Kongeåvej 34, Vejen.
Adventskomsammen med vores
venskabsforening fra Jaruplund,
Veding og Sankelmark. Kaffe og
rundvisning i Skibelund Krat og på
Bennetgaard. Kl. 18 vender vi tilbage til efterskolen, hvor besøget
afsluttes med fælles spisning. Alle
er velkomne. Tilmelding senest 3.
november til Hans Harald, tlf. 5154
2075 eller Dirk, tlf. 7484 8971
Svendborg og omegn
Sct. Jørgens Sognegård, Brydegårdsvej 15 i Svendborg. Jesper
Olsen fortæller om sin tur med
Siriuspatruljen. Kaffe med brød
50 kr. Tilmelding til Minna
Bøgebjerg senest 3. november
på telefon 6225 2223 eller på mail
[email protected]
Sønderborg
Biblioteket Sønderborg, Kongevej
19 i salen. Gretelise Holm: “Kærligheden, kampen og kloden”. Musikalsk underholdning fra kl.15.30.
Arrangeres i samarbejde med
Foreningen Norden, Sprogforeningen og Biblioteket. Entre 50 kr.
Det Lille Teater, Marienstrasse
20, Flensborg. Teaterstykket
“Bølgen”. En High School klasse
arbejder med emnet “Nazi Germany”. Entre 75 kr. inkl. kaffe.
Tilmelding senest 1. november
til Kirsten Fanø på kifanoe@
gmail.com eller 6177 8515. Det er
et kør-selv-arrangement.
Tønder
Møgeltønder. Mindehøjtidelighed
for de faldne i 1. Verdenskrig. Der
indledes med kransenedlæggelse
ved mindestenen. Derefter andagt
i kirken og sammenkomst på Møgeltønderhus, hvor der serveres et
let traktement. Lektor Jørn Buch,
Haderslev, taler. Tilmeldingsfrist
bekendtgøres senere.
Højer Præstegård. “Knud og
Vera”. Forfatteren Mikael Busch
taler om sin bog, der beskriver
tilværelsen med Stasi i Østtyskland efter Anden Verdenskrig.
Møgeltønder Forsamlingshus. Vi
får denne aften besøg af den kendte forfatter, foredragsholder og fhv.
højskoleforstander m.m. Bjarne
Nielsen Brovst, som vil fortælle om
“Originaler og andre kloge folk”.
Vejle Vesteregn
Grindstedvej 37, 7184 Vandel. Spil
dansk dag på Vandel efterskole:
“Sønderjylland i ord og toner”. Dorte og Johan Rørbye leder aftenen.
Entre med kaffe og brød 75 kr.
NORDJYLLAND
Aalborg
Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej
35. Kulturmødeambassadørerne:
“Kan man høre hjemme mere
end ét sted?” Denne aften skal vi
møde tre af Grænseforeningens
kulturmødeambassadører.
Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej
35. Juleafslutning. “Gaardsangerne” fra Aalborg underholder.
Thy og Mors
24. november 19.30
Det Ny Kastet, Thisted. Grænseforeningens formand, Mette
Bock, holder foredrag over emnet: Hvorfor er der stadig brug
for Grænseforeningen som kulturelt kraftcenter i oplysningen
om den danske identitet?
ÅRETS SØNDERJYSKE
BOG UDGIVES
DEN 1. NOVEMBER 2014
Sprogforeningen markerer på denne måde
150-året for det blodige slag på Dybbøl i 1864.
Bogen kan bestilles på
[email protected]
Prisen er 175 kr., dog kun 125 kr.
for medlemmer af Sprogforeningen.
Til prisen kommer
forsendelsesomkostninger.
Hvetbo Herred
Jetsmark Sognegård, Bredgade 98,
Pandrup. I samarbejde med Jetsmark Menighedsråd. Sognepræst
Steen Haarløv, Løgumkloster. “At
være dansk præst i Flensborg.”
Steen Haarløv fortæller om sin tid
som dansk præst i Flensborg.
Mariagerfjord
Hadsund Kulturcenter. Sangaften
med fire kor og fællessang. Alle
er velkomne. Pris. kr. 50.
“Højvang”, Hobrovej 62, Had-
sund. Julefrokost. Tilmelding
senest 28. november på telefon
7440 4175 eller 9857 1281.
MIDTJYLLAND
Århus og omegn
Monumentet. Mindeparken.
Foreningen deltager med fane
og krans i højtideligheden på våbenstilstandsdagen til minde om
de danske sønderjyder, der faldt
i 1. Verdenskrig 1914-18. Prinsens
Livregiments Musikkorps spiller
fra kl. 10.35, og faner føres ind
lidt efter.
33
34
LOKALFORENINGER
Ellevang Kirkes sal, Jellebakken
42, 8240 Risskov. Forskningschef
Michael Ejstrup: “Dialekter over
sø og land”. Kaffe/te med brød.
Pris 50 kr.
Kristrup Sognegård. Adventsmøde. Adventstale, kaffebord og
fællessang.
Ellevang Kirkes sal, Jellebakken
42, 8240 Risskov. “I advent og
julens tegn.” Adventsmødet vil
desuden byde på sang og lotteri.
Kaffe/te med julebagværk. Pris
50 kr.
Ringkøbing og omegn
Fjordparkens aktivitetscenter,
Holmelunden 10. Fortælleren
Birgitte Arendt genfortæller
Selma Lagerlöfs “Kejseren af Portugalien”. Gløgg og kaffe. Tilmelding [email protected]
2926 8943 senest 9. november.
Horsens og omegn
Klostergården, Havneallé 12 A,
Horsens. Foredragsmøde arrangeret af Klostersogns Menighedsråd. Filminstruktøren Niels
Malmros holder foredraget “Sorg
og Glæde”.
Silkeborg-Hammel og omegn
Hadsten Højskole, Østergade
49, Hadsten. Se under Randers.
Tilmelding senest 2. oktober til
Flemming Østergaard, tlf. 8684
6906, mail [email protected]
Klostergården, Havneallé 12 A,
Horsens. Julemøde. Vi holder
vort sædvanlige hyggelige julemøde med en bid brød, julelotteri og underholdning, der i
år udføres af gruppen “De go’e
gamle dage” fra Horsens. Mad
og kaffe koster 50 kr. pr. person.
Husk at tage en god, lille gave
med til julelotteri.
Medborgerhuset, Bindslev Plads
5, 8600 Silkeborg. Sangaften med
Marianne Hovgaard og Freddy
Dencker. Pris for mødet inkl.
kaffe/the med brød 50 kr. Tilmelding ikke nødvendig.
Randers og omegn
Hadsten Højskole. Vi indbyder
vores naboforeninger til møde
med foredrag, kaffebord og drøftelse af fælles forhold. Foredrag
ved sognepræst Jens Jørgen Refshauge, Ørsted: “På østfronten”
– i anledning af 100-året for 1.
Verdenskrigs udbrud. Pris 100 kr.
Tilmelding senest 2. oktober til
Erik S. Overgaard, tlf. 3218 0186,
[email protected]
Skanderborg og omegn
Kirkecentret, Skanderup Kirke,
Kirkebakken 10, Skanderborg.
Fællesarrangement med menighedsrådet med gudstjeneste ved
sognepræst J. Lorenzen kl. 14.00
og efterfølgende sønderjysk kaffebord og foredrag i Kirkecentret.
Foredragsholder og emne vil
blive annonceret senere. Sønderjysk kaffebord 50 kr.
Skiveegnen
Magnus Olesen Møbelfabrik, Agertoft 2, Durup, 7870 Roslev. Vores
guide er sales manager Katharina
Taasti. Tilmelding senest 1 uge før
på 9752 6484 eller 2579 2266.
HOVEDSTADEN
Bornholm
Bornholms Højskole. Der er spisning kl. 18, hvortil der kan købes
Svaneke øl. Derefter foredrag
med sydslesviger og brygger på
Svaneke Bryghus, Jan Paul. Vi
fortsætter i den smukke sal med
folkedans og musik og afslutter
med kaffe og højskolesang. Alle
er velkomne.
Hillerød
Frivilligcenter Hillerød, Fredensvej 12 c, lige bag Hillerød Bibliotek. Vi markerer 100-året for
Første Verdenskrigs start med et
besøg af tidligere oberstløjtnant
Jørgen Storm. Pris 40 kr. Kaffe/te
og kage er inklusive (Ikke medlemmer 60 kr.)
Frivilligcenter Hillerød, Fredensvej 12 c. Viktor Greve vil
fortælle om sine 10 år som præst
for menigheden i Frederiksstad
i Sydslesvig. Desuden vil Viktor
Greve komme lidt ind på en
meget anderledes opgave som
feltpræst i Afghanistan og sit
relativt nye arbejde som sognepræst i Jørlunde. Pris 50 kr. inkl.
kaffe/te og kage. (Ikke medlemmer 70 kr.)
SJÆLLAND
Dianalund og Stenlille
Søparken Aktivitetscenter, Søparken 1, 4291 Ruds Vedby. Musikalsk arrangement i samarbejde
med lokalrådet i Ruds Vedby.
Gørlev og Høng
Buerup Forsamlingshus, Buerupvej 24, 4450 Jyderup. HansPeter Tams fortæller i Buerup
Forsamlingshus den barske og
rørende historie om sin og sine
fem søskendes flugt gennem det
krigshærgede Tyskland i den sidste periode af 2. Verdenskrig.
Lolland
Sognets Hus, Kirkestræde 6, 4930
Maribo. Foredragsaften med
udvidet kaffebord.
Forhenværende direktør i Grænseforeningen Niels Henriksen
holder foredrag om “Årsag og
virkning af den dansk/tyske
krig i 1864”. Entre 50 kr. Alle er
velkomne.
Næstved
Sct. Jørgens kirke, Parkvej i Næstved. Spil Dansk-arrangement i
samarbejde med Sct. Jørgens kirke.
Vi skal synge sammen og lytte til
Sct. Jørgens kirkes kor. Der serveres kaffe og kage. Fri entre.
Ringsted og omegn
Ringsted Musikskole. Syng og
spil dansk. Elever fra skolen
medvirker. Efter kaffen synger vi
fra sangbogen.
Klostermarkskirken. Julemøde.
Tidligere præst i HaraldstedAllindemagle, nu bosiddende i
Sverige, Jens Bøggild fortæller
om julen. Bingstrupspillemændene underholder.
Roskilde
Syv Sognegård, Skolevej 17, 4130
Viby Sj. Efterårsmøde. Hanne
Reintoft holder foredrag om livet
i Sønderjylland i tiden efter 1864
med udgangspunkt i hendes
historiske roman “Nu er det
længe siden”. Fælles kaffebord og
hyggeligt samvær. Pris 50 kr. for
medlemmer. Andre 75 kr.
Sydsjælland - Møn
Teaterhøjskolen Rødkilde,
Rødkildevej 42, Stege. Teaterforestilling: “Den der blinker er
bange for døden” bygget over
Knud Romers roman af samme
navn. Særligt tilbud til grænseforeningsmedlemmer: Middag
på højskolen før forestillingen +
teaterbillet 145 kr., som bestilles
senest 30. oktober på telf. 5581
5552. Arrangement i samarbejde
med Teaterforeningen Bøgestrømmen og Teaterhøjskolen
Rødkilde.
TURE/REJSER
Ture/Rejser arrangeret af lokalforeningerne:
Medmindre andet er nævnt, kan
du tilmelde dig uanset bopæl eller
medlemskab af lokalforeningen.
Nyborg og Kerteminde
Juletur til Flensborg. Vi spiser vores
medbragte madpakke på skolen
og besøger derefter Flensborg julesmykkede gågade, inden vi kl. 15.00
er med ved adventsfesten. Turen
koster 50 kr. + transport – alt efter
om det bliver privatbiler eller bus.
Prisen oplyses ved tilmelding.
Sønderborg
Det Lille Teater, Marienstrasse 20,
GRÆNSEN 76. årgang
Peder Skrams Gade 5 • 1022 København K.
Udgiver
Grænseforeningen
Ansvarshavende redaktør
Erik Lindsø er ansvarshavende redaktør for
GRÆNSEN nr. 4 og nr. 5, 2014
[email protected]. Tlf. 21 78 72 52.
Udgivelser 2014
Nr. 6 - 2014
Deadline: Fredag 28/11. Udgivelse: Torsdag 18/12
Nr. 1 - 2015
Deadline: 23/1. Udgivelse: 12/2
Nr. 2 - 2015
Deadline: 28/3. Udgivelse: 16/4
GRÆNSEN.DK
Nyheder og debat på www.grænsen.dk
Webjournalist: Rasmus Vangshardt
[email protected]
GRÆNSEN elektronisk
Send din e-mail-adresse, og du får tilsendt GRÆNSEN
til at læse på din computer eller din iPad.
Tryk
Jørn Thomsen Elbo A/S
Layout
www.prik.dk
Forsidefoto
Kristian Ditlev Jensen
Flensborg. Teaterstykket “Bølgen”.
En High School-klasse arbejder
med emnet “Nazi Germany”. Entre
75 kr. inkl. kaffe. Tilmelding senest
1. november til Kirsten Fanø på
[email protected] eller 6177 8515.
Det er et kør-selv-arrangement.
Vamdrupegnen
Gelting Forsamlingshus. Lottoaften.
Det er altid en hyggelig aften, når
SSF i Gelting byder på chancer for
præmier og dejlig mad. Af hensyn
til aftaler om samkørsel skal du
melde dig til senest 1. november på
tlf. 7558 3305.
Ringkøbing og omegn
Traditionsrig tur til julesmykkede
Flensborg. Busafgang fra Museumspladsen kl. 8.00. Forventet hjem-
Grænseforeningens kontor
Peder Skrams Gade 5, 1022 Kbh. K
Tlf. 3311 3063 • www.graenseforeningen.dk
Protektor: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim
Formand
Mette Bock
[email protected] • Tlf. 3337 4907
Generalsekretær
Knud-Erik Therkelsen
[email protected] • Tlf. 2023 1984
Grænseforeningens formål
Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen,
at udbrede kendskabet til grænselandets forhold
samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur.
Grænseforeningens vision
Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er
en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel
mangfoldighed i en verden under forandring.
Grænseforeningens værdier
Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for
den danske stats støtte til det danske mindretal
i Sydslesvig og er uafhængig af partipolitiske
interesser.
Grænseforeningen mener og siger:
• Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder
for alle, også i forholdet til mindretal.
• Forankring i egen kultur er en forudsætning
for at have forståelse for andre kulturer.
• Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et
demokratisk samfund.
• Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med
andre sprog og kulturer.
komst kl. ca. 20. Tilmelding senest
1. dec. til Peter Johannsen, tlf. 2926
8943, [email protected]. Pris
125 kr. Fællestur med Skjern/Tarm/
Videbæk.
Skjern-Tarm-Videbæk Egnen
Juletur til Flensborg. Skjern rutebilstation kl. 8.30. Forventet hjemkomst kl. ca. 20. Tilmelding senest
1. dec. til Peter Johannsen, tlf. 2926
8943, [email protected]. Pris
125 kr. Fællestur med Ringkøbing.
Guldborgsund
Besøg på Nykøbing Falster Sukkerfabrik. Vi mødes ved kantineindgangen på Gedservej ved siloerne
kl.18.45. Tilmelding til Anders Larsen tlf. 2933 9548 eller Tine Vægter
tlf. 2293 4696.
Grænseforeningens bestyrelse
Formand: Mette Bock, Horsens
1. næstformand: Jens Andresen, Branderup
2. næstformand: Jørgen Bruun Christensen,
Nykøbing Mors
Region Syddanmark
Sigrid Andersen, Agerskov
Per Grau Møller, Nr. Lyndelse
Kirsten Rykind-Eriksen, Randbøldal
Region Midtjylland
Sven Beiter, Ringkøbing
Karen-Margrethe Møller, Randers
Region Nordjylland
Karsten Nørgaard Simonsen, Aalborg
Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors
Region Sjælland
Lars Bjerre, Næstved
Henning Bonde, Jyderup
Region Hovedstaden
Niels Jørgen Heick, Hillerød
Ove Nissen, Rungsted Kyst
Ressourcepersoner
Jens Andresen, Branderup
Per Paludan Hansen, Frederiksberg
Peder Damgaard, Kollund
35
SPROGHJØRNET
Sorteret Magasinpost
ID-nr. 42138
Sinde: Oprindelse oldnordisk sinn ’gang, tid’, oldnordisk sinni ’rejse’, gotisk sinþa
’gang’ dannet til en rod med betydningen ’gå’. At overveje, tænke, forholde sig
passiv, søge at få ro i sindet. Sind er tidligere opfattet som ’sans (om den enkelte
sanseevne)’ eller ’betydning, mening’
Sind: – gange (fx halv tre-sinds tyve = 2,5 x 20 = 50)
SINDETID
Live i P1 annoncerede jeg Sproglaboratoriets
nye sendetid. I farten fik jeg sagt ’sindetid’. Det
var en ubevidst ’farvning’ af vokalen fra min
side, men ikke helt tilfældig: Hele udsendelsen havde kredset om ’sindet’. Anledningen
var, at en række af mine kolleger i DR den 8.
september blev ’sindet’. Det undrede mig, at
Er man ude af øje,
er man ude af sind
en fyringsrunde kaldes ’sindet-dag’. Hvorfor
kaldes en spade ikke for en spade? Hvad er
meningen med det mærkelige ord? Jeg tog
begrebet op til et etymologisk og betydningsmæssigt gennemsyn.
Man kan være i syv sind og glæde sig i sit
stille sind. Man kan have et særligt sindelag,
vandre ad sindets løngange, sætte sindene i
kog og lægge nogen noget på sinde. Man kan
møde verden med åbent sind, være afsindig,
sindssyg eller sindrig. Man kan have noget på
sinde. Ordet fylder over syv spalter i Ordbog
over det danske Sprog foruden 20 sider med
sammensatte ord. På engelsk og fransk dækker
’sind’ (sense) alt fra bevidstheden (hvor der
tænkes), til hjernen (hvordan, der tænkes) og
kroppen (hvor der sanses). I kristendommen
er sindet et mellemværende mellem sjæl og
krop, hvor sindet er ’sjælens sølvspejl’. I latinsk
forstand er følelser og fornuft ligestillede. Men
hjælp! Er ingen da enige om, hvad sindet er?
Det, som vi kan være enige om, er, at sindet
har med vores indre at gøre, og at vi har en
kampplads derinde: Vi kan svinge fra at være
sindsforvirrede til at have fred i sindet.
Er det den kamp, som ’sindet-dagen’ hentyder til?
Mennesker, der har prøvet at blive sindet,
kan fortælle, at de føler sig splittede. Det er
sindsoprivende, men de må tænke strategisk
og holde igen på deres følelser, for ’at blive
sindet’ betyder, at arbejdsgiveren har ’i sinde
at fyre’. Derefter er der 14 dages indsigelsesmulighed, så det er bare om at bevare sindsroen.
Fagforeningerne godkender udtrykket, men
det gør det ikke mindre brutalt. Er man ude af
øje, er man ude af sind. Uldent sprog er måske
selve sindbilledet på en tid, hvor vi som medarbejdere og borgere ikke helt forstår, hvorfor der
egentlig hele tiden skal skæres ned på alting. Og
her kommer mit – ved en fejl – nyopfundne ord
’sindetid’ måske til sin ret. I gamle Moths ordbog
findes udtrykket ’at sinde’ i betydningen gruble,
reflektere og forglemme sig deraf. Når noget på
den måde ’går hen over hovederne på os’, må vi
i gang med at gruble og reflektere over, hvorfor
det sker. I den forstand synes jeg, at det kun er på
høje tid, at vi får en ny ’sindetid’.
Helle Solvang er programmedarbejder i
Danmarks Radio og vært på P1-programmet
Sproglaboratoriet.
Al henvendelse til Grænseforeningen
[email protected] • Telefon 33 11 30 63
Af Helle Solvang

RUDBØL – DER KUNNE MAN JO OGSÅ BO

Transcription

Similar documents

som pdf - Grænsen.dk

FORTÆL SLESVIG!

Klik her for at downloade i PDF-format.

FØRST BLANDT LIGEMÆND?

Klik her for at downloade i PDF-format.

Fokus - Dansk Skoleforening for Sydslesvig

Klik her for at downloade i PDF-format.

Turistforeningen for Aabenraa & Grænselandet

Højskolekursus 21. - 28. juli

Stoflige fornemmelser - HANS CHRISTIAN DAVIDSENS ARTIKLER

Floder og bjerge holder styr på sprog

brødrene grimms eventyr og jugendstilen 2012

old.graenseforeningen.dk - aab98.pdf

Attitude - Den Fri Hestehaveskole

Mød The KutiMangoes - Sydslesvigsk Forening

12-07 Side 01 Tillaeg______ - Dansk Skoleforening for Sydslesvig

Regnskabschef til ProDomus søges!

Foredragsholdere Emner Område Udstyr Transport

Pressemappe

Årbog 2005 - Sydslesvigsk Forening

østersøen * - Glücksburg

Ynglefugle i Tøndermarsken og Margrethe Kog 1975-2009