Nyhedsbrev maj 2014 - Birkebo

Transcription

Nyhedsbrev maj 2014 - Birkebo
20. maj 2014
Informationsmøde om varmeanlæg og altanrenovering
Sidste nyt
Vi har modtaget tilbud på udførelsen af begge projekter (både varmeanlæg og altaner), og den samlede pris ligger
inden for det vedtagne budget. De to firmaer, som skal udføre arbejdet, er valgt, og arbejderne starter som
planlagt. Startdatoerne, som du har fået oplyst i de tidligere uddelte varslinger, gælder dermed stadig.
Vedligeholdelsesarbejder
Samtidig med at de to projekter udføres, er det besluttet at udføre to vedligeholdelsesarbejder, som i forvejen er
planlagt inden for de nærmeste år:
Fugerne i murværket mod havesiden skal udskiftes, og dette kan med fordel udføres nu, hvor der alligevel opstilles
stillads til renovering af altanerne. Dette arbejde kan støve meget, og du skal derfor sørge for at holde vinduer, dør
og friskluftventiler lukkede, når der arbejdes omkring din lejlighed.
Varmtvandsbeholderen i kælderen trænger til udskiftning, og dette kan med fordel udføres samtidig med
udskiftning af varmeanlægget. Dette vil medføre, at der afbrydes for det varme vand i nogle dage. Du vil i god tid
modtage en varsling.
Afslutning af arbejdet i din lejlighed
Når udskiftningen af varmeanlægget i din lejlighed er ved at være færdig, uddeler entreprenøren en seddel, hvor
du kan påføre mangler. Når entreprenøren har udbedret mangler, kontrollerer byggelederen arbejdet i nogle af
lejlighederne.
Når arbejdet er helt færdigt, får du en seddel fra fsb, hvor du igen har mulighed for at skrive mangler til fsb. Har du
ingen mangler, kan du sætte dine møbler på plads.
Spørgsmål og svar fra informationsmødet den 5. maj
Hvor meget males på altanen? Udvendig og indvendig side af altanbrystningen samt nedløbsrør, gulv, loft og
den lille væg under stuevindue (ved siden af døren) males hvidt. Altanværnet males i en mørk farve. De gule mure
males ikke.
Hvor meget skal der ryddes på altanen? Alt skal fjernes fra altanen. Møbler, hylder, pyntegenstande,
potteplanter, altankasser, lamper, parabol og markise.
Hvad nu hvis jeg ikke er hjemme ved gennemgangen? Hvis der mangler at blive flyttet nogle ting, bliver der
lagt en besked til dig om, hvad der yderligere skal flyttes.
Hvad så hvis jeg er taget på ferie? Hvis du er bortrejst eller flyttet væk i længere tid, skal du kontakte
byggelederen eller ejendomskontoret, så I kan aftale, hvordan lejligheden skal ryddes, inden du rejser.
Står dørene åbne, når der arbejdes i opgangen? Nej, alle døre skal holdes lukkede. Hoveddøren til lejligheden
må heller ikke stå åben, selv om håndværkerne er i lejligheden.
Hvor placeres nøgleboksen med min nøgle? Nøgleboksen hænges på døren og kan ikke fjernes, når døren er
lukket. Det blev foreslået at skrue boksen fast i toppen af døren, så den ikke så let kan fjernes, når døren er åben.
Arbejdes der i flere rum? JA, der arbejdes i alle lejlighedens rum.
Hvad gør jeg med mit husdyr? Hvis du ikke er hjemme i dagtimerne, og dit husdyr ikke kan opholde sig i et bur,
er det bedst at få husdyret passet et andet sted. Ellers kan håndværkerne sætte en seddel på din hoveddør, så de
er opmærksomme på husdyret, når de går ind og ud af lejligheden.
Skal gulvbrædder tages op? Ja, blandt andet for at udføre isolering af ydervægge korrekt, men det er også
nødvendigt, når rørene skal skiftes. I stuen tages gulvbrædder op helt hen til døren, fordi den lille væg ved siden af
døren også skal isoleres.
Vil der blive afspærret, så børn ikke kommer til skade? Ja i de tilfælde, hvor det er aktuelt, kan der godt
opsættes en afspærring.
Skal gulvtæpper fjernes? Du skal selv fjerne løse tæpper. Håndværkerne ruller væg-til-væg tæpper, vinyl og
lignende til side i de områder, hvor der skal arbejdes, og bagefter lægges disse tæpper på plads og tilskæres, så
de passer til den nye, isolerede væg under vinduet.
Hvilke kælderrum skal ryddes? Håndværkerne skal ind i næsten alle kælderrum. De første beboere får snart et
brev, hvor vi vil bede om en nøgle, så vi kan undersøge, hvor meget der skal ryddes.
Hvor kan ting fra kælderrum placeres? Tingene kan sættes i en aflåst container. Dette aftales med
byggelederen eller ejendomskontoret, når du har fået et brev om rydning af dit kælderrum. Hvis du har ting i dit
kælderrum, som kan smides ud, er dette også en god anledning til at rydde op.
Udskiftes alle radiatorer? Ja, og der opsættes radiatorer under alle vinduer. I værelser med
to vinduer (mod gaden) opsættes der to radiatorer.
Håndklædetørrer
Hvor stor er håndklædetørreren? Den er 40 cm bred og 160 cm høj. Den placeres på
væggen mellem toilettet og døren, og det betyder, at eventuelle hylder og skabe skal fjernes.
I stedet er der mulighed for at få sat et nyt skab op over toilettet, hvis det ønskes. Dette
aftales med byggelederen ved gennemgang af din lejlighed.
Skal vindueskarmen i stuen fjernes? Nej, terrazzopladen i stuen bibeholdes.
Hvad med de andre vindueskarme? Vindueskarmen i værelset mod haven udskiftes til en
bredere. Vindueskarme i værelser mod gaden udskiftes ikke.
Er der asbest på de gamle rør? Ja, der er asbest på rørene i kælderen, og der er asbest på
rørene, hvor de føres gennem gulvet. Asbesten fjernes af specialuddannede håndværkere
efter gældende regler, så det ikke spredes i rummet.
Mere information
Hvis du mangler oplysninger eller svar på spørgsmål, kan du kontakte ejendomskontoret eller byggelederne:
vedr. varmeanlæg:
Jean Hansen på tlf 2553 0523 eller på [email protected]
vedr. altaner:
Kasper Haslebo på tlf 2763 1529 eller på [email protected]
Du er også altid velkommen til at kontakte projektleder Jan Buus Christensen på tlf. 3376 8377 eller [email protected]