Hent velkomst brochure - Kjøbenhavns Amatør

Transcription

Hent velkomst brochure - Kjøbenhavns Amatør
VELKOMMEN
Sådan startede
”Amatørhistorien” – de ville selv
Navnet Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub, var vigtigt for klubbens grundlæggere. Dengang
i 1891 lod en bådejer sig betjene af en professionel besætning, der var hyret for sæsonen. Rimeligt kedeligt, set med vore øjne!
Den 13. marts 1891 besluttede en skare af
sejlere at lave om på dette – en fremsynet
beslutning blev truffet. På denne måde kom
”amatør”-begrebet ind i dansk sejlsport.
Sejleren skal selv kunne sejle, selv kunne
planlægge taktikken ved en kapsejlads og
selv lære at undervise i den nystiftede “Amatørklub”.
Grundlaget for lystsejlads, som vi kender
den i dag, var dermed skabt. K.A.S.s første år
tilbragte klubben i den militære badeanstalt
ved Langelinie. Allerede i 1901 fik vi et rigtigt klubskib fra Grønland, nemlig briggen
“Hvalfisken” som blev fortøjet lige ved Langeliniehavnen. Det gamle skib fra 1802 blev i
mange år rammen om klublivet i sejlklubben.
Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub
(K.A.S.) er mødestedet i Københavns centrum for sejlere, der aktivt vil deltage i en attraktiv del af den danske kulturarv – at lære
sejlerfaget fra bunden og nyde sølivets glæder eller få en god plads til deres båd.
K.A.S. har landets ældste sejlerskole. Både
den rutinerede bådejer og den nye elev vil
her finde de bedste rammer for at dyrke det
håndværk, der siden vikingetiden har været
et særkende for denne del af den danske kulturarv. Klubbens protektor er Hans Kongelige
Højhed Prinsgemalen.
Et godt klubhus i Svanemøllehavnen danner
rammen om en vifte af forskellige klubaktiviteter. Det er samlingsstedet for alle slags sejlere, tilknyttet sejlerskolen, kapsejlere, tursejlergruppen eller klubbens virkelig ”gamle”kerne Søulkene.
Har du lyst til at prøve – så kom og vær med!
Sejlerskolen
Starten på K.A.S. var sejlerundervisning og
dette er stadig en væsentlig del af klubbens
aktiviteter. Den grundlæggende undervisning
foregår i klubbens gaffelriggere, der uden
moderne udstyr giver mulighed for virkelig
at lære ”faget” fra grunden, uden moderne
hjælpemidler, såsom spil og motor. Har man
lært at sejle i en gaffelrigger, kan man klare
mange vanskelige situationer også i en moderne båd, fx hvis motoren skulle svigte. Alle
de grundlæggende manøvrer bliver trænet
igen og igen: havnemanøvrer, at lægge til
ved bolværk, at samle en overbordfalden op,
at vende båden gennem vinden og bomme
– alt kræver sine helt specielle forholdsregler. At kunne give kommandoer og magte
samarbejdets kunst er en forudsætning for
at kunne sejle de relativ tunge sejlbåde, som
ikke har motor.
Der undervises også i kapsejlads i klubbens
tre spækhuggere, der er mere moderne udstyret. Tilbuddene på sejlerskolen spænder
fra en toårig grundundervisning for nybegyn-
dere over rutineundervisning hvor man får
finpudset sine færdigheder, til undervisning
i kapsejlads hvor der er mulighed for at afprøve sine egenskaber gennem kapsejladser
med andre både på Øresund.
Skumsprøjt på skolebordet
Sejlerskolen står også for den teoretiske
undervisning, hvor der hver vinter undervises
i bl.a. navigation og tovværk der sætter sejleren i stand til at sætte kursen sikkert over
bølgen blå og selv at foretage reparationer.
Efter gennemført uddannelse og bestået
førerprøve, kan man blive fører på klubbens
både på weekend-og sommertogter og selv
leje bådene til private sejladser.
Man får ligeledes det officielle ”Duelighedsbevis for lystsejlere”.
Sejlerskolen er også rammen om en del af
de sociale aktiviteter i klubben. Der afholdes
forårsfest, weekendture og kapsejladser hvor
der er mulighed for at mødes med andre
elever og klubmedlemmer.
Mange venskaber er blevet knyttet her!
Eleverne er også med til vedligeholdelsen af
klubbådene. Sejlernes ansvar stopper ikke
ved rælingen og ophører heller ikke om vinteren. De fire gamle træbåde skal holdes i tip
top stand. Dette pligtarbejde for skolens elever giver en god indsigt i traditionel træbådsbygning.
Gode oplevelser ved Sundet
Vinteren er også en travl periode på andre
måder. Der undervises i navigation, søvejsregler, søret, motorpasning, førstehjælp, tovværksarbejde, sejlsyning og reparation af
sejl. Sejlerskolen afholder kurser i navigation
på niveauet ”Duelighedsprøve for Lystsejlere” og Yachtskipper I og III.
Vælger man at blive i havnen en dag, er der
også masser af spændende oplevelser dér.
Der er hyggeligt samvær med folk på broen,
skipperen på nabobåden, mens børnene
fisker efter hundestejler. Faciliteterne er i
orden: der er el og vand på alle broer,
bade-og toiletfaciliteter, kiosken har alt fra
bådudstyr, sandwich og en is til børnene. Fra
havnen er der ca. 1 km til indkøbsmuligheder
på Østerbrogade og S-station. Om aftenen
er havnen godt oplyst – både for sejlere og
gående.
Klubhuset
Et egentligt klubhus på land blev aktuelt i
1948 da klubben flyttede fra Langelinie til
Svanemøllehavnen. I begyndelsen blev det et
lille træhus med meget charme, men en morgen i 1970 lå alt i ruiner. Huset med indhold
af trofæer og klubmateriale brændte ned til
grunden. Opførelsen af vores nuværende
klubhus gik hurtigt i gang og det stod færdigt i 1972.
Svanemøllehavnen
K.A.S. er medejer af Danmarks største lystbådehavn, Svanemøllehavnen A/S med over
1100 havnepladser. Pladserne bliver tildelt
efter anciennitet som aktivt medlem af en af
de tre klubber i havnen.
Kursen kan afstikkes mod en perlerække af
udsflugtsmål langs den danske og svenske
kyst. Hveen nås på et par timer, Flakfortet
er et yndet mål for søndagsfrokosten eller
grillaftenen, og overalt er der en pragtfuld
udsigt til Sjælland og Skånes smukke kyster.
Kapsejlads
Kapsejlads har været en vigtig del af K.A.S.s
hverdag lige fra begyndelsen, og er fortsat
en yndet aktivitet for en del af vore medlemmer. Gennem Dansk Sejlunion er klubben
medlem af Dansk Idrætsforbund – en idræt
med olympiske perspektiver!
Forår
med sandpapir og råhygge
I takt med forårets komme, kan man på bådpladserne høre den første skraben og puslen
med sandpapir. Det er de første løfter om
den kommende sæson. Masser af vind, sol
og lige netop det man kun oplever når man
sejler.
Klubben har drevet bådpladser siden 1921
og råder over ca. 7000 m2, nok til ca. 250
både, med tilhørende skure, masteskur, miljøstation, toiletter, værksted og lakérrum. Og
så næsten det vigtigste – vores frokoststue
”Oasen”. Der ordnes verdenssituationen, og
der gives gode råd over madpakken, en kop
kaffe eller en øl. Hvert forår og efterår lægger bådpladsudvalget det svære puslespil om
søsætning og optagning af medlemmernes
både. Bådene bliver søsat med moderne udstyr og mastekranen betjener bådejerne selv,
gerne med hjælp fra et par klubkammerater.
Oui Oui
Et kæmpe klubprojekt var restaureringen
af en 6-meter R-båd. K.A.S. ejede båden
i 1920erne og fik så mulighed for at købe
den tilbage i 1997. Medlemmer med sans for
gamle smukke træbåde var 10 år om at restaurere Oui Oui, som nu kan nydes næsten
på enhver kapsejlads i Øresund.
Information
Klubbladet BARKASSEN udkommer regelmæssigt og udsendes til alle medlemmer,
ligesom man kan holde sig orienteret om
aktiviteter på klubbens hjemmeside kas.dk
Klubben har over 950 medlemmer, og mere
end 420 både fører K.A.S.s stander.
Klubben er hverdagen
Der er selvfølgelig også lagt vægt på sociale
og festlige oplevelser i klubben. Der er et hav
af forskellige tilbud til medlemmerne, det er
bare at deltage!
Sæsonen starter med standerhejsning den
første søndag i maj, derefter ligger sommerens mange sejladser foran én – mange
afsluttes med fælles middag og dans.
KØS Sejlsport
Alle optimist-og juniormedlemmer i Svanemøllehavnen er samlet i KØS Sejlsport – se
kos-sejlsport.dk
Sommertogt
Hver sommer drager gaffelriggerne på en
fælles sommertur i de danske eller svenske
farvande. Med skiftende besætninger følges
bådene ad i nogle uger. Turen kan fx gå til
Det Sydfynske Øhav, Den Svenske Skærgård
eller andre skønne steder som aftales efterhånden, vejr og vind taget i betragtning.
De gaffelriggede spidsgattere er et kendt syn
i hele Sundet. Kom og sejl med os – virkeligheden overgår fantasien!
Et par praktiske tips
Hvis du efter at have læst denne brochure
har fået lyst til at prøve livet til søs, skal du
være så hjertelig velkommen hos os i Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub. Vi kan garantere, at
der venter dig mange gode oplevelser derude, og hvis du vil have nogle gode kammerater, er det også hér det foregår. Er du ude
efter at lære at sejle, er det bedst du melder
dig ind i klubben i de første måneder af året.
Ofte er der overtegnet på begynderholdene
i Sejlerskolen allerede i løbet af marts, selv
om undervisningen først starter omkring den
1. maj.
Du er altid velkommen til at komme og få en
prøvetur på en undervisningsaften.
Hvis du har duelighedsprøven og nu vil lære
at sejle kapsejlads, skal du også være vaks.
Kapsejladsskolen bliver nemlig også fyldt op
de første måneder.
Hvis du planlægger at anskaffe en båd eller
måske allerede har én du gerne vil have liggende i Svanemøllehavnen, skal du melde
dig ind i klubben snarest muligt. Din indmeldelsesdato er vigtig, for den giver dig din
klubanciennitet. Først når du er meldt ind,
kan du blive skrevet op til en havneplads på
havnekontoret (telefon 39 20 22 21).
For at benytte klubbens bådpladser til vinteropbevaring af din båd, skal du udfylde en
ansøgning som afleveres på klubbens kontor.
Hvis du ikke har en båd, er det en god ide
at vente med at anskaffe den, til du kan få
en plads i havnen. Hvis du ikke er sømand
endnu, er det også en rigtig god ide at bruge
ventetiden til at få lært at sejle. Vi ser nemlig
gerne, at en båd, der fører K.A.S.s stander er
en, der manøvreres professionelt, selv om vi
er Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub
September 2012
Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub
Svanemøllehavnen · Strandvænget 43 · 2100 København Ø
Tlf. 39 20 71 72 · E-mail [email protected] · www.kas.dk