Beretning fra bådhold
Transcription
Beretning fra bådhold
Lak, voks, knofedt og god stemning i værkstedet Christian Dawe, januar 2015, bådformand for ”Kvartet” Efter en veloverstået rosæson og mange dejlige kilometer på vandet og masser af gode oplevelser rykker livet i vores dejlige klub indendøre. 1. salen summer af aktivitet, onsdagsspisningerne er udsolgt, der er med andre ord liv og glade dage. Ud over det sociale samvær og vedligeholdelse af konditionen er en rigtig vigtig vinteraktivitet vedligeholdelsen af vores materiel. Vi har i klubben efterhånden over 100 rosæder med tilhørende årer. Materiellet bliver brugt godt i løbet af sommeren, og det fordrer en stor indsats at holde materielstandarden på det høje niveau, som vi faktisk har i Hellerup Roklub. Her hjælper Nina og Janne med den indledende vask af Kvartet. Foto: Christian Dawe Vintervedligeholdelsen ledes af vores materielforvalter, Anders Bressendorf, som med stort overblik og sans for de vigtige detaljer står for planlægningen af arbejdet. Til at forestå det praktiske arbejde med bådene, er der udpeget en række bådformænd, således at hver båd har en ansvarlig bådformand. Bådformanden samler et bådehold på 3-5 personer, der udfører de nødvendige reparationer og alm. vedligehold. På den måde bliver den kæmpestore opgave med at vedligeholde over 100 rosæder opdelt i overskuelige klumper, hvor der kan trækkes på alle klubbens medlemmer, som har lyst og evner til at give en hånd med. Overtegnede er på andet år bådformand for Kvartet, vores 3´'er gigbåd i kevlar/glasfiber. Holdet består herudover af Michael Lindstrøm, Kim Kjærulf, Henrik Leth og i år også af Claes Hvilsted. Og hvordan er det så at være på et bådhold? Ja, det er først og fremmest en meget meningsfyldt måde at bruge 1 weekend på. Båden vaskes, vokses, poleres, træværket slibes og lakeres, småskrammer udbedres, tovværk gennemgås, åreblade males. Og det er ganske enkelt en kæmpe fornøjelse at se, hvordan båden langsomt begynder at skinne og stråle, efterhånden, som vi kommer gennem opgaverne. Når vi er i tvivl om noget, er det altid muligt at spørge Anders eller andre erfarne bådformænd til råds. De hjælper gerne. En vigtig del af bådholdets arbejde er også at have det godt. Så der bliver også brugt energi på at lave ordentlig mad, planlægge tiden, så der er mulighed for at nyde det gode måltid og få sig en god snak om det, der optager os. Så hvis du ikke er på et bådhold allerede, så kig forbi i værkstedet – på opslagstavlen hænger en oversigt over alle bådehold. Og vær åben hvis en bådformand ”prikker” dig, og spørger, om det ikke var noget for dig. Under alle omstændigheder er alle velkomne til at kigge forbi i værkstedet – med mindre der lige bliver lakeret – så er der adgang forbudt for at undgå støv og skidt i den våde lak. Og til sidst en lille opfordring – brug gerne vores materiel rigtig meget, men altid med omtanke og rettidig omhu. Er du i tvivl om noget, f.eks hvordan båden skal ligge på vognen, så spørg gerne en medroer. Husk også, at årerne er rigtig gode at bremse båden med – når de sættes i vandet. Det er meget mere effektivt end at skrabe dem på broens beton, og årebladets flotte orange farve holder meget længere