Mit navn er Anorexia
Transcription
Mit navn er Anorexia
søndag 21. oktober 2012 HADERSLEV KOL 13 »Mit navn er Anorexia« ONDT I LIVET: Det er ikke kun unge, der lider af spiseforstyrrelser. 72-årige Karen fra Vojens har lidt af anoreksi i 58 år. Et helvede, fortæller hun. Af Morten Seest Tlf. 7211 4314 [email protected] er dufter af brænderøg i Karens hjem i Vojens. Alligevel er der råkoldt i hele huset. Selv om det er midt i oktober, har Karen kun en enkelt knude i brændeovnen. – Jeg skal jo spare, siger Karen. Den 72-årige kvinde har såmænd ingen problemer med økonomien. Hun kan bare ikke lade være med at spare. På varme. På vand. Og ikke mindst på mad. Karen har lidt af spiseforstyrrelsen anoreksi i 58 år. Lige fra barnsben har hun følt sig uduelig og udenfor. Den eneste måde, hun kan fungere nogenlunde normalt på, er ved at have fuldstændig kontrol over hver eneste lille ting, hun foretager sig. – Det starter med maden, og så kommer alt det andet. Du kan spare på vandet, du kan spare på varmen og så videre, fortæller Karen og finder en lille lommekalender frem. Hver uge skriver hun udførligt ned, hvor stort hendes elektricitetsforbrug har været. – Det er dumt. Jeg kan jo smide regnskabet ad h... til. Man kan så meget, som man ikke kan alligevel, siger Karen. Hun ved udmærket godt, at hun stiller helt urimelige krav til sin livsførelse. Alligevel kan hun ikke lade være. Hvis hun forbruger mere, end hun strengt taget behøver, kan hun slet ikke sove om natten. D En psykisk lidelse I dag har mange den fejlagtige opfattelse, at spiseforstyrrelser er et modefænomen blandt teenagepiger, der gerne vil ligne modeller. Men lidelsen er først og fremmest psykisk og har sandsynligvis eksisteret lige så længe, som mennesker har lidt af lavt selvværd Karen voksede op i en – Men dengang skulle jeg jo blive tyk, så det var i orden, siger Karen, som dog hurtigt fik smidt alle overflødige kilo efter graviditeterne. Alene i huset tid, hvor de færreste anede, hvad en spiseforstyrrelse var. Hvis man var underernæret, så kunne man jo bare spise noget. Sværere var det vel ikke. Det var det dog for Karen, der begyndte at udvikle anoreksi, da hun som 14-årig kom på efterskole. En indelukket, rødhåret pige med fregner og hvalpefedt, der altid havde fået at vide, at hun ikke var god nok. På efterskolen fandt hun dog en ting, som hun var god til: Hun kunne tabe sig. Karen holdt sig for sig selv, løb lange ture og spiste kun salat til måltiderne. Da hun efter skoletiden kom i huset hos et herskab på Fyn gik der sport i at tælle de tabte kilo på familiens badevægt. Selv om Karen passede sit arbejde, fandt faderen i huset efterhånden ud af, at hun ikke havde det godt. Hun var konstant plaget af træthed og mavesmerter. Noget måtte gøres. I dag vejer den 72-årige kvinde omkring 45 kilo. Hun går kun sjældent på vægten. – Hvis jeg finder ud af, at jeg vejer mere end 45 kilo, så kan jeg ikke sove i flere dage, fortæller hun. Karen bor i dag alene i sit parcelhus i Vojens. Hun blev for mange år siden skilt fra sin mand, der ikke forstod hendes sygdom. På den ene side er det en lettelse for Karen at være alene, fordi ingen bestemmer, hvad hun skal og ikke skal. På den anden side er det hårdt kun at skulle være sammen med sig selv og sygdommen, der aldrig slipper taget. Både børn og børnebørn har hun dog stadig kontakt med. De ved, at Karen har anoreksi, men det er ikke noget, de taler om. De accepterer stiltiende, at hun kun spiser, hvad hun vil, når hun er på besøg. – Jeg forventer ikke, at folk skal forstå det. De skal bare ikke genere mig, siger Karen, der gennem hele sit liv har fået at vide, at hun da »bare« kunne spise noget. – Det kan jeg jo også. Og så kan jeg ikke alligevel, siger Karen. Tvangsfodring Det førte til den første indlæggelse ud af mange. Som 18-årig vejede den knap 160 centimeter høje pige kun omkring 32 kilo. Hendes forældre følte sig magtesløse og forstod ikke, hvad der var i vejen med deres datter. På hospitalet vidste man heller ikke bedre end at tvangsfordre den syge pige. – Sondemaden var et rent mareridt. På mig føltes det som en voldtægt, fortæller Karen, der fik lov til at slippe for sonden efter tre uger mod, at hun lovede at indtage noget mere fast føde. Stille og roligt steg Karens vægt til et acceptabelt niveau. Hun boede skiftevis hjemme og på hospitalet. Ved den sidste kontrol skulle hun til samtale med oversygeplejersken. – Jeg blev ønsket tillykke med, at jeg nu var rask, fortæller Karen. For de unges skyld I dag, over 50 år senere, står det klart, at Karen al- 72-årige Karen kontaktede JydskeVestkysten efter at have læst om 15-årige Christina, der havde overvundet sin spiseforstyrrelse. Selv har Karen lidt af anoreksi siden 1954. Hun håber, at andre kan få gavn af hendes beretning. Chips på bordet Når aviserne skriver om spiseforstyrrelser, er der ofte ensidigt fokus på teenagepiger. Landsforeningen for Spiseforstyrrelser vurderer dog, at hver anden dansker, der lider af Colourbox en spiseforstyrrelse, er over 25 år. drig blev rask. Selvværdet og vægten er stadig i bund. De seneste par døgn har hun gruet for, om hun nu har truffet den rigtige beslutning ved at fortælle sin historie til en journalist. Hun bryder sig bestemt ikke om at tale om sig selv. – Jeg vil gerne pointere meget kraftigt, at jeg ikke fortæller min historie for at gøre opmærksom på mig selv, men fordi jeg gerne vil hjælpe de unge mennesker, der har det ligesom mig. Hun ringede til JydskeVestkysten efter at have læst artikelen om 15-årige Christina fra Over Jerstal, der havde overvundet sin anoreksi. Egentlig ville Karen bare sige, at hun var glad for, at avisen satte fokus på spiseforstyrrelser. Det kom bag på hende, at undertegnede gerne ville have et interview. Hun valgte dog at lade sig overtale, selv om hun tydeligvis ikke var tryg ved situationen. – Men nu er jeg efterhån- den så gammel, så det kan der vel ikke ske noget ved, siger Karen uden dog at lyde helt overbevist. De bedste stunder Nogle af de bedste stunder i Karens liv har været på jobbet. Hun har arbejdet med mennesker hele sit liv. – Jeg var god til at hjælpe mennesker med psykiske problemer, for jeg vidste jo noget om, hvordan de havde det. Jeg kunne ikke tackle mine egne problemer, men jeg kunne hjælpe andre, fortæller Karen, der blev gift og fik tre børn. Det kan måske undre nogen, at hun har kunnet passe både arbejde og familie, selv om hun altid har været i psykisk underskud. Men for Karen har det været en form for flugt fra hendes eget helvede. Når hun koncentrerede sig om, hvordan andre havde det, kunne hun glemme sig selv. Paradoksalt nok har Karen følt sig bedst tilpas i sin krop, når hun var gravid og tykmavet. Dumsmarte bemærkninger har det heller ikke skortet på gennem Karens 72-årige tilværelse. Folk kan finde på at sige »Du er da vist ved at blive lidt tyk« til den 45 kilo lette kvinde. Det er tydeligvis et forsøg på at være morsom. Men for Karen rammer sådan en bemærkning midt i solar plexus. Hun får også tit skudt i skoene, at hun er nærig. – Det kan man jo vælge at kalde det. Jeg mener selv, at jeg er sparsommelig, siger Karen. Det er endnu et paradoks. For selv om Karen ikke kan unde sig selv så meget som et stykke oksekød, så har hun købt både juice, vindruer og endda chips i anledning af journalistens besøg. Andre kan hun godt bruge penge på. Bare ikke på sig selv. Karen har enkelte gange søgt hjælp for sin anoreksi. For 15 år siden skrev hun en 33 sider lang fortælling om livet med anoreksi og kaldte den »Mit liv som Anorexia«. Hun skrev om sine evindelige mavesmerter og sin altid manglende selvtillid. Fortællingen sendte hun til en læge, der rådede hende til at sende den videre til anoreksifore- ningen. Hun fulgte rådet, men fik aldrig noget svar. Så gjorde hun ikke mere ved det. Karen kom frem til, at hun alligevel havde nået en alder, hvor slaget var tabt. Et helvede Møder man Karen på gaden, så vil man næppe have nogen idé om, at hun har haft det psykisk dårligt hele sit liv. Vel er hun tynd, og vel har sygdommen givet hende knogleskørhed, men hun er en nydelig dame, der kan både smile og komme med vittige bemærkninger. Alligevel skal man ikke tage fejl. Karen går kun nødigt ud, fordi hun altid ender med at blive konfronteret med sine spisevaner. Hun inviterer heller ikke andre på middag. – Hvis jeg skal lave mad til andre, så er jeg bange for, at det ikke er godt nok. Så hellere lade være. Det kan aldrig blive en succes, for jeg skal nok få det vendt til et nederlag. Det er et helvede, siger Karen. I virkeligheden hedder hun slet ikke Karen. Navnet er opdigtet til lejligheden, fordi den 72-årige kvinde ikke vil være med til noget, der har den mindste flig af selvpromovering. Det var også kun efter svære overvejelser, at hun indvilligede i at give et anonymt interview. – Jeg overvejede længe, om det nu var det rigtige at gøre. Man går så meget op i, hvad andre tænker. Men hvis andre kan få gavn af min fortælling, så har det være det hele værd, siger hun. – Derfor siger jeg til de unge, der er ved at få en spiseforstyrrelse: Tag det i opløbet, det er altafgørende. For mig er det en postgang for sent, slutter Karen. »Karen« er et opdigtet navn, da kilden har ønsket at være anonym. JydskeVestkysten er bekendt med kildens fulde navn og adresse. FAKTA ■ ■ ■ ANOREKSI ■ Anoreksi (anorexia nervosa) giver sig udslag i, at den syge sulter sig selv. ■ Årsagerne til anoreksi er meget forskellige, men bestemte karaktertræk går igen hos mange patienter, bl.a. perfektionisme, følsomhed, lavt selvværd, nøjsomhed og behov for kontrol. Ifølge ■ Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser (LMS) er over halvdelen af de 75.000 danskere, der lider af en spiseforstyrrelse, over 25 år.