Nye støttegrupper til kvinder med en spiseforstyrrelse og

Nye støttegrupper til kvinder med
en spiseforstyrrelse og diabetes
type 1 og 2
LMS har i mange år haft gode erfaringer med støttegrupper for mennesker med spiseforstyrrelser.
Denne ekspertise var derfor et godt afsæt til at oprette støttegrupper for kvinder med diabetes og en
spiseforstyrrelse. I 2010 oprettede vi i samarbejde med Diabetesforeningen støttegrupper for kvinder
med diabetes type 1. En efterfølgende evaluering viste, at støttegrupperne havde haft gode resultater.
LMS opretter nu støttegrupper diabetiker med en spiseforstyrrelse. Både type 1 og type 2.
Af Anders Elvang, LMS
Grupperne starter i første omgang i
København, men kan ved fornøden
tilslutning også startes i Odense og
Aarhus.
En personlig beretning
Når Louise tænker tilbage på de seneste 13
år med type 1 diabetes og spiseforstyrrelser,
er det med tristhed i sindet. Årene har været
fyldte med bekymringer om vægt og følelsen
af at være anderledes. Samtidig var det året,
hvor Louise konstant søgte efter forståelse
og anerkendelse fra forældrenes side og
levede med en evig frygt for sygdommens
eventuelle følgesygdomme.
Tilmelding til en støttegruppe kan
ske ved at sende en mail til LMS
Rådgivning på
[email protected]
Oplys navn, adresse og alder samt
hvilken spiseforstyrrelse du lider af,
og om hvorvidt du ønsker at komme
i støttegruppe for type 1- eller type
2- diabetes.
Gruppen for type1 henvender sig til
kvinder mellem 17 og 35 år. Gruppen
for type 2 henvender sig til kvinder
mellem 30 og 55 år.
Louise var 11 år, da hun fik konstateret diabetes.
I dag er hun 24 år og har i flere år kæmpet med
en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse, som
blev en reaktion på de fysiske konsekvenser,
Louise oplevede af sin diabetes.
I begyndelsen da Louise fik diagnosen
diabetes, oplevede hun næsten sygdommen
som noget positiv, fordi hun havde tabt sig
pga. den manglende insulin. Desuden nød
hun al den opmærksomhed, hun pludselig fik
fra familie, venner og ikke mindst lægerne.
Louise var derfor ret optimistisk omkring
et liv med diabetes og tog det blot som en
positiv udfordring, at skulle leve op til en
stram regulering af kost, motion og insulin.
Men Louises liv med diabetes tog en voldsom
drejning, da hun nogle år efter blev teenager.
Fra at have været i fuld kontrol med kost
og motion, fik Louise nu pludselig jævnlige
ædeflip. Den hårde motion fortsatte hun dog
med, i et desperat forsøg på at holde vægten
nede. Desuden begyndte hun at holde igen
med insulinen for at undgå at tage på.
I Louises hoved og i hendes selvværd var
der nu kaos. Hun følte sig meget alene med
sygdommen, dens mulige følgesygdomme
og den konstante kamp mod overvægt.
De psykiske problemer, Louise oplevede
i forbindelse med sygdommen, fyldte
rigtig meget hos Louise, men dem var der
Type 1-diabetes er en
såkaldt ”auto-immun sygdom”.
Det betyder, at det er kroppens
eget immunsystem, der ødelægger
de celler i bugspytkirtlen, der
producerer det livsvigtige hormon,
insulin.
Type 2-diabetikerne udgør ca.
80 pct. af den samlende gruppe af
diabetikere. Det svarer til ca. 220.000
danskere.
Type 1-diabetes bliver som regel
diagnosticeret, når man er barn
eller teenager. Man ved ikke, hvad
der udløser type 1-diabetes, og
sygdommen kan derfor heller ikke
forebygges eller helbredes.
Dertil regner man med, at yderligere
245.000 går rundt med en uopdaget
type 2-diabetes.
Type 1-diabetikerne udgør ca. 10 pct.
af den samlede diabetikergruppe - ca.
25.000 danskere.
Kilde: www.diabetes.dk
Ofte tæller man type 1½-diabetes
med til type 2-diabetes. Tallet når
derved op på 245.000.
Tidligere blev type 2-diabetes kaldt
gammelmandssukkersyge, da den
primært ramte ældre mennesker. I
dag er denne betegnelse imidlertid
misvisende, da udviklingen af type
2-diabetes i befolkningen har gjort,
at også yngre mennesker rammes af
sygdommen.
Kilde: www.diabetes.dk
ingen i hendes omverden, som havde øje
for. Forældrene og lægerne havde kun
opmærksomhed på de tal, som fortalte,
hvordan det gik med diabetes.
puberteten. Det vil for nogle piger med type
1-diabetes betyde, at det bliver lettere at
tabe sig og holde vægten, når de har rundet
de 25 år.
Louises er en opdigtet person, hvis oplevelser
er baseret på de historier LMS støder på
rådgivningen.
Anoreksi er ikke mere udbredt blandt piger
med diabetes end hos jævnaldrende piger.
Derimod har piger med type 1-diabetes tre
gange så høj risiko for at udvikle bulimi end
deres jævnaldrende veninder. Nogle af de
følgesygdomme, som personer med diabetes
og spiseforstyrrelse oplever, er forsnævringer
i øjets små blodkar, der kan føre til nedsat
syn og i værste fald blindhed, svækkelse
af følesanserne samt nyreproblemer pga.
årelange problemer med forhøjet blodsukker.
Desuden er forstyrrelser i hjerterytme pga.
ustabil væske- og saltbalance årsag til øget
dødsfald blandt diabetikere med anoreksi.
Teenagere med diabetes
Piger med type 1-diabetes har ofte større
problemer med overvægt end jævnaldrende
piger. Det skyldes Body Mass Index (kropsmasseindex) hos piger med type 1-diabetes
fra 12 års alderen stiger hurtigere end hos
andre børn. Det bevirker at teenagepiger
med type 1-diabetes i gennemsnit vejer seks
kilo mere end jævnaldrende piger, som ikke
har diabetes. Drenge med type 1-diabetes
oplever derimod ikke samme stigning i vægt.
Blandt diabetikere er teenagepiger den
gruppe, som får mest insulin pr. kilo. Dette
ændres dog omkring 25 års alderen, hvor de
er tilbage på samme niveau af insulin som før
8 Snakke om det der er
svært
Støttegruppeleder hos LMS, krops- og
psykoterapeut Anne Kristine Karsholt, der også
er psykiatrisk sygeplejerske, fortæller, at børn
LMSnyt nr. 35
og unge kan klare mange ting, hvis de får lov til
at reagere på de vanskeligheder, der kan være.
- De skal have mulighed for at snakke om
det, der er svært. Simple spørgsmål som:
“Hvordan er det for dig, at du skal huske
at måle blodsukker?” er væsentlig at spørge
ind til, så de får mulighed for at sige, at det
“fandme er irriterende”. Børn og unge med
diabetes skal have mulighed for at fortælle,
hvordan de føler sig anderledes og have lov
til at blive vrede. At give rum til det betyder
rigtig meget.
ikke leve. De oplever mange påbud, som nu
skal du, nu bør du, nu må du. Der mangler
i den grad en omsorgsdel i behandlingen af
diabetes på ambulatorierne. Det vigtigste er
næsten, at der bliver skabt plads til, at børn
og unge kan tale med hinanden om, hvordan
det er at have den her sygdom”
Anne Kristine Karsholt fortæller: ”Min fornemmelse er, at de unge, der får en spiseforstyrrelse, er ganske sårbare mennesker, og
om de kvinder, jeg har mødt, der også har
diabetes, kan jeg kun sige: De skal have
omsorg, forståelse og har brug for at blive set
og hørt. Desværre virker det som om, at den
hjælp, de har fået i ambulatorierne, fra de var
ganske små, nærmest har lagt en grobund
for, at de fik en spiseforstyrrelse. De beskrev
nogle meget pegefingeragtige anvisninger og
direktioner på, hvordan de skulle leve og
LMSnyt nr. 35
9