essays om finansverdenen - Wismann Property Consult

”Navn på”
essays om finansverdenen
Læs i 39 essays forfatterens udlægning igennem 30
år om den finansielle verden. 412 personer indgår
med navn i de autentiske beretninger.
Krystallen opført af Nykredit for kr. 818 mio. i 2010. Nedskrevet i 2011 med
kr. 539 mio. Nykredit er en af Danmarks mægtigste finansielle virksomheder.
Lars Wismann, Wismann Property Consult A/S
Ofte er virkeligheden helt anderledes end hvad man havde forestillet sig!
Overstående er forsiden til ”Navn på” essays om finansverdenen
Udgives: Fredag d. 15-11-2013
Indbetal kr. 250 på: reg. nr. 0828, konto nr. 000 119 2434
send en email: [email protected] og anfør: navn, adresse, postnummer.
Vi fremsender herefter det antal bøger, der er betalt for portofrit: så længe lager haves.
Nedenstående er bagsiden til ”Navn på” essays om finansverdenen
Autentiske, vedkommende, almene interessante, generelt
gældende, observationer, fortalt med engagement, humor
og holdning samt gode råd til, hvordan forholdene kunne
være anderledes. Det er, hvad Lars Wismann serverer i de
39 essays om finansverdenen.
Der sættes navn på i 412 personer, der har sagt noget
eller gjort noget, som vi andre kan tage ved lære af. Læs
bogen, hvis du vil vide, hvad der bliver konsekvensen af
jobløn frem for 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8
timers hvile. Læs om finanscenteret på Gibraltar, der i
1990 kunne have betydet BRF’s endeligt.
Læs om storkundechefen, der sad som en lille dreng. Læs
om Andelsboligforeningerne samt om, hvorfor det er
umoralsk at betale skat.
Lars Wismann er stærkt inspireret af H.C. Andersens
forfatterskab og Winston Churchills enkle klarsyn.
Der gives her en helt anden og indsigtsfuld forklaring på
de mange uforståelige modsætninger i den finansielle
verden. Bogen er i høj grad læseværdig for alle, der
interesserer sig for livet, mennesker og den finansielle
sektor.
Lars Wismann giver ytringsfriheden en ny dimension!
Læs på de næste par sider vores indholdsfortegnelse, forord, indledning og
et par prøveafsnit:
Indhold
Forord.
7
1.
Indledning.
9
2.
Hvad er drivkraften i den finansielle sektor
11
3.
Betydningen af magt og indflydelse.
19
4.
Otte timers arbejdstid, fritid og hviletid.
24
5.
Hvorfor PU-samtaler er åndsforsnævringens højborg
31
6.
Løn, efterløn, pensioner og receptioner
36
7.
Jeg arbejder ikke – jeg redder verdenen.
45
8.
21 års fejltagelse som ansat.
49
9.
Trygheden ved at have sin egen virksomhed.
54
10.
Hyremesteren og fyremesteren.
62
11.
“Europort” Det Globale Finanscenter på Gibraltar
68
12.
Ledelsesseminar Singapore 2008.
74
13
Storkundechefen, der sad som en lille dreng.
81
14.
Realkredittens åbenlyse overbelåninger –
med tilsynets stille accept!
15.
89
A/B Klostergården et mareridt af en
andelsboligforening.
95
16.
Andelsslaveriet i Danmark.
101
17.
Andelsboligforeningerne – mine kæreste klienter
104
18.
Det er umoralsk at betale skat –sagde ”Mægtige-Ole” 111
19.
Byens største brokkehoveds 70 års fødselsdag.
119
20.
Gebyrgribbens store dag.
123
21.
Iskolde Eivinds fremmøde i Børsen Executive Club
126
22.
Hedder verdens snedigste valuar Michael Hartmann
i DTZ.
132
23.
Revisor husk endelig forbeholdene.
143
24.
Til rygklappergilde i Nykredit.
148
25.
Til slik dig op og ned af ryggen gilde i FIH.
153
26.
En tur på Øresund.
158
27.
Hvordan man bliver en præmieret Golfspiller
163
28.
De små mænd i det pæne tøj.
168
29.
Hvorfor er magtens elite i finansverdenen
i reglen altid mænd.
175
30.
Ytringsfrihedens provokationer
182
31.
I advokaternes verden.
189
32.
Ledelsesretten, subordination og
Frederik V’tes Søkrigsartikler
197
33.
Optur og nedtur
206
34.
Winston Spencer Churchill – in one word only
214
35.
F 352 Fregatten Peder Skram og finansverdenen.
220
36.
Hvad godt kunsten gør ved mennesker
225
37.
Det kristne budskab
231
38.
Sådan giver man julegaver der huskes.
237
39.
Det førerløse missil – ejendomsbranchens
kantede kritiker
Indeks over personer
242
249
Forord
”Navn på” 39 essays om finansverdenen er blevet skrevet i 3. kvartal
2013. Gang på gang er jeg blevet indhentet af virke- ligheden. Jeg har
derfor løbende måttet omskrive flere af mine essays. Jeg har skrevet lige
ud af min hukommelse, og ofte har jeg krydstjekket oplysninger ved at gå
på: www.google.dk. Jeg har haft en række ghostreaders, der alle har givet
en positiv tilbagemelding. Mange af dem, jeg har mødt, har meddelt mig,
at de gerne ville købe min bog, når den måtte foreligge klar og udgivet.
Nana Toft fra Media Consult, der har medietrænet mig i de sidste tre år,
har været en stor inspiration for mit bogprojekt. Den engagerede Pernille
Nørremark fra Bogskriveriet har styr- ket mit gåpåmod. ”Navn på” nævner
i hundredvis af navne på nulevende og enkelte døde personer fra den
finansielle verden. Det er meget udansk, sådan at trække folk frem. Når
jeg har valgt at gøre det, skyldes det min direkte og åbne måde at være
menneske på. Enhver skal kunne have mulighed for at reflektere over
mine essays samt at kunne efterprøve de oplysninger og historier, som jeg
kommer med. Hvad angår udgivelse, har jeg været i kontakt med Jakob
Kvist fra Artpeople og Erlend Steen Thorvardarson fra Gyldendal
Business. De gav mig begge en pæn behandling, men et afslag på at
udgive mit bogprojekt. Journalist Niels Sandøe har gennemlæst flere af
mine essays, reflekteret over dem og tilbudt at læse resten. Han
opfordrede mig til at forsætte, men at lægge flere humoristiske anekdoter
ind i mine essays. Min skrivemetode har været at skrive samt at op- læse
en række af mine essays. Det er sket over for min kone, Pia Strange
Lorenzen, vores datter, Emilie Strange Wismann, og en række af vore
nærmeste venner. Reaktionerne har været en positiv interesse og ind
imellem har jeg rørt ved deres følelser, især når de har været uenige med
min måde at fremstille forholdene på. Mit bogprojekt er ikke skrevet for at
tale mine læsere efter munden. Mit bogprojekt er heller ikke skrevet for
bevidst at provokere. Mit bogprojekt er skrevet for at dele mine erfaringer,
som jeg har oplevet dem, med mine læsere. Ofte er virkeligheden helt
anderledes, end hvad man havde forestillet sig.
Tålmodighed er ikke min stærkeste disciplin. For nogle år siden var jeg til
møde i Børsen Executive Club. Dagens taler var superiværksætteren
Richard Branson. Hans motto er: ”Vi gør det sgu’ ”! Det gør jeg også her
med mit bogprojekt. Jeg håber ikke, at det afstedkommer, at jeg bliver
blacklistet i hele vores finansielle infrastruktur. Bliver jeg det, vil det være
som at blive af- skåret fra drikkevand, elektricitet og internet. Jeg skriver
meget om realkreditten, Nykredit og Danske Bank, ikke fordi jeg har et
horn i siden på dem, men de fylder rigtig meget i min verden, der er den
finansielle verden. Jeg er kunde i alle disse virksomheder. Jeg skal ikke
lægge skjul på, at mit bogprojekt i sin skriveform og i sin udgivelse er
forceret, men hurtig hjælp er dobbelt hjælp. Jeg var én af årsagerne til, at
Farumkommissionen blev nedsat. Denne kommission afleverede efter ti
års arbejde sin rapport på 12.546 sider. Det var for ca. kr. 85 mio.
fuldkomne ligegyldigheder. Jeg håber på flere læsere af mit bogprojekt
end antallet af dem, der har læst Farumkommissionens rapport.
På investordagen d. 08-10-2013 mødte jeg Rolf Jensen fra Dream
Company. Han blev meget glad for at se mig, og vi fik os en hyggelig
passiar. Rolf Jensen er én af de største intellektuelle kapaciteter, jeg
kender. Han sagde følgende til mig: ”Kære Lars. Jeg beundrer dig for dit
virke og din lyst til at gøre oprør. Vi har brug for oprør. Udgiv gerne din
bog på eget forlag. Kan din bog sælge, vil du tjene langt mere med eget
forlag!” Det var vand på min mølle, og jeg var glad for den ros, jeg fik. Når
man bliver rost af Rolf Jensen, må man virkelig have bedrevet noget i
den rigtige retning. Derfor vover jeg min velfærd, en del af min opsparing
og udgiver mit bogprojekt, så det er klar til salg medio november 2013.
Tak til alle, der har hjulpet mig, ikke mindst min dejlige familie, herunder
min broder Tom Wismann, der i en årrække har drevet forlaget Steel and
Stone Publishing.
1.
Indledning
Det har aldrig været min ambition at leve stille. Det, der ikke tåler dagens
lys, bør vi afholde os fra. Vi skal stå ved os selv, det vi gør, det vi siger og
det vi tænker. Vi skal, som KlodsHans, være mand for vores ord. Det er
min grundholdning, at vi alle har et ansvar for at bidrage til en bedre og
mere effektiv verden ved at fremme åbenheden. I gamle dage hed det at
fremme ær- ligheden. Sandheden er bestemt ikke gået af mode - altså i
min verden. ”Navn på” – 39 essays om finansverdenen er bogen, der giver
dig andel i min udlægning af finansverdenen og sætter ”navn på”. Måske
er du selv én af dem, der nævnes i bogen. Må- ske kender du én eller flere
af dem, der nævnes. Måske vil du undres, bekræftes eller oplyses i, hvad
det egentlig er, der foregår i den finansielle sektor. ”Navn på” er skrevet,
fordi mennesker bør tage ved lære af hinanden. Lukkethed, falskhed,
kujoneri, magtfuldkommenhed, arrogance fortjener udfordring. Sandheden
er altid larmende, er altid magt- haverne uvelkommen. Medløberne vil altid
være i ulvekoblet, og de vil spørge, om det nu også var nødvendigt at
vælge det forum, det medie eller den form, i hvilken sandheden bringes.
Jeg er den opmærksomme deltager i en finansiel verden, der ofte har
karakter af et realityshow. Alt for mange spiller den rolle, som de selv
mener, forventes af dem.
Jeg er derfor forberedt på, at der vil være dem, der, fremfor at forholde sig
til indholdet i min bog, hellere tager afstand fra den. Den nemmeste og
klassiske danske måde at tage afstand på er ved at forsøge sig med et
karaktermord. Jeg er forberedt i denne retning. Jeg har mødt den før. Det
var mine indbringelser i februar 2000, der i 2002 fældede Farum Byråd og
alle ulovlighederne. Jeg er hverken en sur, gammel idiot, en vred mand
eller en skuffet ronkedor. Jeg er blot den årvågne iagttager. Læs ”Navn
på” 39 essays om finansverdenen, hyg dig og bliv en lille smule klogere.
Denne lille bog kan læses i afsnit, der for den gennemsnitlige læser kan
afsluttes inden for 5-10 minutter. Grundstoffet til mine essays er alle fra
”det virkelige liv” – de er autentiske! Der er sikkert dem, der vil hævde, at
det aldrig er sket, at det har de aldrig sagt, at det ikke er tilfældet, men
lad dem endelig. Det er mig, der har skrevet historierne, de har alle min
vinkel, og de er skrevet med intensionen at de skal have almen interesse.
Flere af historierne har været fortalt, og de bedste af dem har været fortalt flere gange. Mit eget engagement ligger i de modsætninger/
absurditeter, der ligger i den finansielle verdens generelle frem- stilling af
eget virke, og hvad den finansielle verden egentlig er. Skulle jeg hist og
her have fejlciteret nogen eller krænket en føl- som sjæl, så beder jeg på
forhånd om tilgivelse. Det er bedre at bede om tilgivelse end på forhånd at
søge om tilladelse. I øvrigt er det kristne budskab syndernes forladelse og
det evige liv. Er man fast bundet i den kristne tro, så tilgiver man, hvor
man kan. Hvorvidt det evige liv kommer, ved jeg ikke. Bogen indeholder
ingen klientfølsomme oplysninger. God fornøjelse, og skriv gerne flere
gode historier og send dem til mig på: [email protected]
4.
Otte timers arbejdstid, fritid og hviletid
Da jeg gik på Rødkilde Skole fra 1965-1972, husker jeg fra historietimerne, hvordan vores venlige lærer Hr. Merkx lærte os om
arbejdskampen i perioden 1880-1920 og kampen for otte timers arbejde,
otte timers fritid og otte timers hvile. Det var dengang, børnene havde et
pensum fra 1. -7. klasse, og arbejdskampen var et centralt emne i dette
pensum i faget historie. Jeg har altid haft en sund interesse for historie og
besidder, synes jeg selv, en pæn og almendannet paratviden i vores
historie.
Før 1920 var der næsten frit løb for arbejdsgiveren til at drive rovdrift på
de ansatte. Igennem årtier marcherede arbejderbevægelsen igennem byen
ud til Fælledparken, hvor man så holdt taler for at få gennemført en
tredeling af døgnet med otte timers arbejde, otte timers frihed og otte
timers hviletid. Hvor meget man end talte om det, skete der ingenting, lige
indtil 1917 blev til 1918. Verdenskrigen rasede på Østfronten og på
Vestfronten, og den uindskrænkede ubådskrig var ved at bringe det
britiske imperium i knæ. I Danmark blev der tjent gigantiske formuer på at
forsyne de krigsførende magter med alt, hvad de havde brug for. Zar
Nikolaj II havde abdiceret i foråret 1917 for at blive afløst af
Kerenskiregeringen, der forsatte krigen ufortrødent mod Centralmagterne.
I november 1917 udbrød Oktoberrevolutionen i Petrograd, og i 1918
sluttede krigen og medførte en opløsning af Europas tre mægtigste
kejserriger. Da freden kom i 1919 med Versaillestraktaten underskrevet d.
28. juni 1919, blev der i Dan- mark indført en tredeling af døgnet med otte
timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile. Ja, det var, hvad
der gjaldt for ansatte på overenskomst, men ikke for huserhverv, og dem
var der mange af, især med kvindelige ansatte. I 1937 fik vi så Ferieloven, der sikrede alle 14 dages betalt ferie en gang om året, men først
i slutningen af 1960’erne blev det almindeligt med en femdages
arbejdsuge. Hjemme på Bellahøj 5, 7. sal b, hvor jeg boede med min
forældre og min broder, Tom Wismann, under min opvækst, lærte vi
begrebet faste arbejdstider at kende. Vores far arbejdede på Flådestation
Holmen, og vores moder var hjemmegående hus- moder. Dagen begyndte
på slaget seks, hvor min fader stod op. Kl. 06:45 blev jeg purret, og på
slaget syv indtog min fader og jeg vore pladser i det lille spisekøkken, hvor
vi spiste havregryn eller cornflakes med mælk. Klokken 07:10 sagde min
far farvel og cyklede de ni km ud til Holmen. Jeg blev sendt i skole kl.
07:30 og måtte spadsere den lange vej til Rødkilde skole. Jeg kan ikke
huske, at vi nogensinde blev kørt i bil. Min faders arbejdstid inkl.
frokostpausen var fra kl. 08:00-16:00, og sådan havde det været på
Holmen siden 1919. Når klokken blev 16:00, lød over hele Holmen en
luftalarm, og i god tid forinden havde de tusindvis af mennesker, der
dengang arbejde på Holmen i Søværnet, ryddet skrivebordet og iført sig
deres vinterfrakker, cykelspænder og baskerhuer. Straks alarmen lød var
der et leben af mennesker, cykler og biler, og fem minutter efter henlå
Holmen så stille som et gravkammer. Når min far kom hjem, tog han
elevatoren op til syvende sal, og alle madammerne stod i deres
køkkenvinduer og stillede deres ure, for nu vidste de, at klokken var 5
minutter i 17:00. På slaget 17:00 gik vi alle til bords i det lille spisekøkken,
hvor der blev serveret en varm hovedret og en dessert. Min fars opvækst i
Nyboder og hans tid på Flådens skibe var ikke passeret ubemærket hen.
Der var ordentlighed, der var regelrethed, der var properhed. Under
middagen, som min mor havde tilberedt, kunne der tales lidt løst og fast
om, hvad dagen havde bragt. Umiddelbart efter middagen skulle min far
altid på toilettet; selv denne naturlige kropsfunktion kørte fuldstændig
regelret som et schweizisk urværk. Kl. 19:30 blev der serveret en kop tynd
the og en ristet krydderbolle, hvorefter familien faldt til ro foran
”dummekassen” (det var endnu ikke alle, der havde fjernsyn)! Kl. 22:00
gik mine forældre til ro. Hermed var dagen blevet tredelt med otte timers
arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile.
I min fars erindringer har han skrevet om en kold novemberdag, hvor
direktøren for Orlogsværftet var taget hjem, men havde glemt nogle
meget vigtige dokumenter på kontoret. Da det var lang tid før den
bærbare PC var opfundet, måtte han lade sig nøje med, at hvad man ikke
har i hovedet, det må man have i benene. Direktør Niels Knud Nielsen,
der var Orlogsværftets direktør fra 1926-1959, måtte derfor selv tilbage til
værftet for at hente de dokumenter, han havde glemt. Efter at være
kommet igen- nem den militære kontrol ved Værftsbrovagten, så han på
lang afstand, at der var lys på 1. sal i Væftets administrationsbygning.
Lettere irriteret over denne uordentlighed og sløsen med kost- bare
offentlige penge, satte han tempoet lidt op. Det viste sig, at det var på
skibskonstruktørernes tegnestue, at der brændte lys. Nu skulle han derfor
bruge sin tid på at slukke lyset efter ét eller andet sjuskehoved – troede
han. Det var ved tegnepult nummer 3, at lyset brændte, og da han nåede
derned, så han til sin forbløffelse, at der sad værftets yngste ingeniør og
havde travlt med blyant, passer og lineal. Det gav et ryk i den unge
ingeniør, da han så direktør Nielsen i egen høje person (dengang var
direktøren for Orlogsværftet på niveauet lige under Gud og Kongen). ”Min
unge mand, kan De fortælle mig, hvad De dog laver her på dette tidspunkt
af døgnet”, spurgte direktøren. ”Jeg er så glad ved mit nye arbejde, og jeg
vil så gerne gøre det så godt, som det er mig muligt, og derfor sidder jeg
og tegner på en skorsten til den nye minelægger Langeland, således at
den kan blive søsat så hurtigt som muligt”, svarede den unge ingeniør.
”Kan De gå hjem omgående”, vrissede direktøren: ”Magter De ikke at
passe Deres arbejde i arbejdstiden, der er fra kl. 08:00 til kl. 16:00, så vil
jeg finde et mindre ansvarsfuldt arbejde til Dem – husk at slukke for
lyset”!
Mange år senere, i flittignullerne, fortalte jeg min far, hvordan danskerne
arbejdede snart døgnet rundt, og hvor godt han havde haft det i sin tid,
hvor jeg ikke kan huske en eneste gang, hvor vi ikke spiste aftensmad på
slaget 17:00. Ja, svarede min far stille på sin egen underfundige måde:
”Ja, vi var nok bedre til at plan- lægge vores arbejde, end I unge
mennesker er i dag”!
I dag er arbejdsræset kammet fuldkommen over. Under et kryds- togt i
september 2012 på Sortehavet mødte jeg en yngre amerikansk advokat,
Elisabeth Francis fra Ottowa, Canada. Hun for- talte, at hun efter 15 år
som stjerneadvokat i Washington D.C. havde sagt sin stilling op og var
flyttet hjem til sin broder i Ottowa, hvor hun nu boede midlertidigt i hans
kælder. Hun havde simpelthen måttet sige fra på en arbejdsbyrde, der løb
op i 2.800 arbejdstimer om året, samt en mobiltelefon og et internet, der
kørte 24-7. Hun var nu blevet 40 år, så stadig godt ud, drømte om mand
og børn, men udsigterne var kun få og små. Hun ønskede atter at få et liv
og ikke kun et arbejdsliv. For at praktisere i Canada skulle hun igennem et
nyt sæt eksaminer, da USA og Canada ikke har samme retsvæsen. Hendes
ungdomskæreste, som hun havde boet sammen med siden studietiden,
var løbet bort med en anden kvinde og havde stiftet egen familie. Men
Elisabeth Francis fra Ottowa står ikke alene.
En slægtning til mig, Bettina Weber Wismann, er afdelingsingeniør i et
globalt, børsnoteret industriselskab. Hun står op hver morgen kl. 05:45 på
sin bopæl, der ligger minimum en times bilkørsel fra arbejdspladsen. Så
kører hun til den globale koncern og er sjældent tilbage før kl. 19:00 om
aftenen. Hertil kommer fornøjelsen ved 20 eller flere årlige rejsedage til
eksotiske destinationer i Asien, Sydamerika eller Afrika. Den slags lange
flyrejser udføres mestendels i weekenderne og altid på Monkeyclass med
billigste billetter. Men det er ikke spor bedre for ansatte med
karrierestilling i den offentlige sektor. Min gamle gymnasiekamme- rat, Bo
Johnny Andersen, der er direktør for Skt. Hans Hospital ved Roskilde og
som bor i Dyssegaard, har det ikke spor anderledes end
afdelingsingeniøren
i
den
globale
virksomhed.
Min
gamle
barndomslegekammerat, Peter Ulvskov, professor ved Københavns
Universitet, kan ikke huske, hvornår han sidst har holdt en sommerferie på
tre ugers varighed endsige ferie uden at læse og besvare mails. Var disse
arbejdsalkoholikere så bare selvstændige, som selv kunne nyde frugterne
af deres arbejde, men det er de ikke. De er alle ansatte i privat eller
offentlig virksomhed med en fast månedsløn. Det har altid været min
holdning, at hvis der er fast løn, så bør der være fast arbejdstid. Ellers kan
arbejdsgiveren jo omkostningsfrit bede den ansatte om flere af hans timer
i en uendelighed. Det gør arbejdsgiveren. Det sidste instrument i denne
retning hedder jobløn. Jobløn betyder i realiteten, at den ansatte får en
fast månedsløn, men at arbejdsgiveren bestemmer, hvornår og hvor
længe den ansatte skal arbejde. I bedste fald lokkes den ansatte så med
en mindre bonus, hvor succeskriterierne hele tiden rykkes en lille smule.
DANMARK, VÅGN OP! Fast løn bør betyde fast arbejdstid. Vi vil have
ordnede forhold tilbage på arbejdsmarkedet, og det hedder otte timers
arbejde, otte timers frihed og otte timers hviletid. Vi vil ikke se et
Danmark, hvor vi alle indgår i en indbyrdes konkurrence om, hvem der
kan arbejde mest og forlange mindst. Gør vi det, bliver vi alle snydt. Dem,
der snyder os, vil alle have navne som Ole Vagner, Peter Straarup,
Peter Engberg Jensen, Thorleif Krarup, Niels Valentin Hansen,
Asger Aamund og tilsvarende, der alle fortæller os andre, hvordan vi må
kunne for- stå, hvorfor vi skal arbejde mere og længere for mindre,
medens de selv forlader arbejdsmarkedet både 10 og 20 år før alle andre,
efter at de har raget til sig selv af andre folks penge i et for os andre
kvalmende omfang.
Det er et komplet skråplan, når man er havnet i en organisation med fast
månedsløn og en kultur, hvor det hedder sig, at man modtager sin løn for
den tid, man er der fra 9-17, og man bliver forfremmet for den arbejdstid,
der udføres fra 17-9. I en virksomhed som A.P. Møller Mærsk er der blandt
de 117.000 ansatte i 130 lande måske 25.000 med kandidatgrader fra
handelshøj- skoler, universiteter og tekniske universiteter. I en
virksomhed som Danske Bank med 20.000 ansatte er der måske 3.000
med en økonomisk kandidatgrad. Alle disse tusindvis af højt uddan- nede
mennesker tror stadig, at de lever i 1950’erne, hvor det, at man var
højtuddannet betød, at man individuelt kunne forhandle og stille krav. I
dag kan man ingen af delene. Man er ganske enkelt ikke bedre stillet end
smedesvendene og nitterdrengene var det på Burmeister Wains skibsværft
for 100 år siden. Finder den højtuddannede arbejdskraft ikke ud af at stå
sammen og stille krav til sine arbejdsgivere, kan de se frem til at blive
udnyttet på det groveste til de falder sammen, går ned med stress eller
dør af karoshi (stressbetinget dødssyndrom). Men hvordan i alverden skal
en ingeniør eller en cand. merc. kunne råbe nogen som helst op i deres
faglige organisationer? Ingen af dem har jo adgang til andet end at skrive
små korte debetindlæg i deres fagblade så- som DJØF-Bladet og
Ingeniøren.
Nu er det jo slet ikke, fordi jeg er socialist; det er jeg overhovedet ikke.
Jeg bryder mig blot ikke om at se andre mennesker blive udnyttet. Det er,
hvad der sker i vores tid, når der ikke følger en fast arbejdstid med en fast
løn. Så længe der ude i virksomhederne sidder en række morakkere, der
selvretfærdigt proklamerer, at dem, der ikke gider arbejde natten sort, de
kan jo bare lade være og så til gengæld vinke farvel til ledende stillinger.
Det er en usund forretningsmodel, der kun vil gøre arbejdspresset værre.
Prisen bliver flere brudte familier og børn, der ikke får den opmærksomhed
og den regelmæssighed, som børn har bedst af. Den amerikanske film
”Traffic” med skuespilleren Michael Douglas i hovedrollen illustrerede
denne problemstilling fremragende i sin ultimative form. Faderen havde så
travlt med sit topjob som øverste chef for narkobekæmpelsen, medens
teenagedatteren blev offer for narkomisbrug og alt, hvad det fører med
sig.
Det er da muligt, at vi er i global konkurrence med andre virksomheder fra
Japan, USA, Kina og Indien. Jeg vil dog vove den påstand, at i disse lande,
hvor man har gjort det til en dyd at arbejde altid, der er det meget
udbredt, at man ikke arbejder særlig effektivt. Tværtimod har man i disse
lande opelsket et ledelseshierarki, hvor ingen tør tage ansvaret for noget
alene, og hvor det primært handler om at dække sin røv af. Sådan var det
ikke på Orlogsværftet i 1950’erne. Der tog ingeniørerne ansvar, og fandt
de, at man kunne reducere dimensionerne på et stævnrør med 50 % og
hermed opnå store besparelser, så gjorde man det og tog ansvaret for det,
uden at beslutningen først skulle godkendes i fem forskellige udvalg. Det,
at beslutningsprocesserne bureaukratiseres, er ingen sikkerhed for, at
beslutningerne bliver bedre – måske tværtimod. Til gengæld må man i
effektive organisationer, hvor den enkelte gerne tager ansvar alene, have
en vis tolerance for de uundgåelige fejl. Jeg mener derfor, at vi i vores tid
kan lære meget af Niels Knud Nielsen, der var Orlogsværftets direktør
fra 1926-1959. Kan du ikke udføre dit arbejde på de otte timer, der er
afsat til det fra klokken 0800-1600, så må din arbejdsgiver finde et
nemmere og mindre ansvarsfuldt arbejde til dig. Otte timers arbejde, otte
timers fritid og otte timers hvile.
30.
Ytringsfrihedens provokationer
Grundlovens §77:
”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker,
dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende
forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
Winston Churchill udtrykte i 1940, at krigen mod nazisterne var en krig
om friheden til at have meninger og at kunne udtrykke meninger. I
diktaturstaterne kunne en lille forretningsmand ødelægge sin nabos
forretning ved at sladre til magthaverne om hans nabos personlige
mening. Benjamin Franklin, én af De Forenede Amerikanske Staters
grundlæggere udtrykte, at hellere ville han skære sin højre arm af, end
han ville se sin nabo begrænset i at udtrykke, hvad usammenhængende
sludder han end måtte have lyst til at udtrykke. Hvordan kan det så være,
at vi lever i et land, Danmark, hvor vi hylder demokratiske spille- regler og
ytringsfrihed? Det er jo nærmest paradoksalt. Det er jo en kendsgerning,
at alle ansatte i den finansielle sektor igennem deres ansættelse har
deponeret deres ytringsfrihed, medmindre at de finder behov for at
udtrykke fuldkommen enighed med topledelsen. De, der måtte mene
anderledes end topledelsen, gør klogest i at holde deres egen personlige
mening for sig selv. Det er også forklaringen på, at der i den finansielle
sektor ingen selvransagelse er over det passerede under finanskrisen i
årene 2008-2013. Onsdag d. 18. september 2013 offentliggjorde professor
Jesper Rangvid, Copenhagen Business School, sin rapport om årsagerne til
finanskrisen. Der var ingen fra den finansielle sektor, der fandt behov for
at kommentere rapportens analyse og anbefalinger. De, der
kommenterede rapporten, var folk som Morten Langer, Økonomisk
Ugebrev, samt journalisterne på aviserne. I den finansielle sektors
topledelse var den finansielle krise for længst begravet og kunderne var
sat til at betale for tabene. I langt de fleste finansielle virksomheder sad i
2013 den samme topledelse, som havde siddet i årene 2003- 2008, hvor
beslutningerne, der førte til finanskrisen, blev truffet. Ingen af de ansatte i
den finansielle sektor eller tidligere mini- stre for den sags skyld har været
”dumme nok” til at kommentere deres iagttagelser af ledelsens
dispositioner. I stedet blev én af Rangvid-rapportens konklusioner, at der
var tale om 17 finanstroldmænd med navne som Martin Klüts, Steen
Gude, Hans Henrik Palm, Kenneth Schwartz Thomsen, Steen Bryde
m.fl., der ved at optage lån på kr. 21 mia. havde ført til den finansielle
krise. Men rapporten nævnte kun lidt om de bankbestyrelser, der havde
lånesagsbehandlet og bevilget lånene. Det var således efter bankernes
opfattelse ikke deres tilbud om lån, der var årsagen til krisen. Nej, det var
det forhold, at deres kun- der havde hjemtaget lånene. Dernæst, at
tidernes ugunst var kommet bag på alle, inklusiv bankerne. Med andre ord
var det de andres skyld. Midt i det hele mellem kunderne stod så Finanstilsynets Ulrik Nødgaard og Henrik Bjerre-Nielsen, der som
embedsmænd var af den opfattelse, at de havde handlet fuldkommen
upåklageligt. I Danmark er det nemlig utænkeligt, at en offentlig
myndighed vedstår sig sit ansvar og erkender at have begået fejl, der hvor
de er helt indlysende.
Har man i efteråret 2013 fulgt lidt med i medierne også uden for den
finansielle sektor, har Berlingske Tidende skrevet om den sandsynlige
fyring af Oberst Ejgil Schjønning, Chef for Hærens Officersskole.
Forsvarschefen Peter Bartram og resten af forsvarsledelsen gik i
fuldkommen flyverskjul, efter at Berlingske Tidende skrev d. 10- 09-2013,
at Forsvarsledelsen havde indledt en fyring/forflyttelse af oberst
Schjønning. Obersten havde blot udtrykt sin bekymring om den nye
officersuddannelse samt afskaffelsen af tjene- stemandsansættelser af
officerer. En organisation, der er ude af stand til at gå i dialog med sig selv
eller med sine brugere, er ude af stand til at sikre en effektiv og målrettet
udvikling. Når en topledelse ikke vil stå ved sit ansvar og forklare sig, så
det er til at forstå, da mister ledelsen sin autoritet. En ledelse uden
autoritet og tillid til sine lederevner, er i realiteten en ikkeledelse.
Mandag d. 16-09-2013, da Danske Banks ordførende direktør Eivind
Kolding blev fyret, var der ingen i Danske Bank/RD, der havde den
mindste lyst til at udtrykke noget som helst. Den eneste, man kunne få i
tale, var bestyrelsens formand, Ole Andersen, der meddelte, at
bestyrelsen var helt enig om, at ansættelsen af Eivind Kolding i februar
måned 2012 havde været den helt rigtige beslutning. Ja, jeg korser mig!
Den er der da ingen, der tror på - næppe Ole Andersen selv. Dette falske
udsagn fra bestyrelsesformand Ole Andersen havde været troværdigt,
om bestyrelsen i februar 2012 havde meddelt, at Eivind Kolding alene
skulle være direktør i en overgangsperiode. Den nye direktør i Danske
Bank, Thomas F. Borgen, meddelte straks ved sin tiltrædelse d. 16-092013, at hans mund ville være lukket med syv segl i de første fjorten dage
mindst. Havde det været i eventyrene, havde kongedatteren for længst
sagt duer ikke, ud. KlodsHans derimod fik både kongedatteren og det
halve Kongerige fordi han kunne svare for sig. Dig vil jeg have, du skal
være min mand, sagde kongedatteren. Hans to brødre, dem der havde
forkundskaber, den ene kunne aviserne for tre år og den anden alle
laugsartiklerne, ingen af dem kunne udtrykke sig. Da de stod foran
kongedatteren kunne den ene kun sige ”bæh” og den anden ”hvad be hvad”! Man skulle tro, at Thomas F. Borgen var som redet til hove på
samme mælkehvide hest, som den ene af Klods Hans’ brødre.
Tænk, om Thomas F. Borgen og Ole Andersen havde været mænd for
deres ord. Da kunne de have meddelt følgende: OA, det er indlysende, at
ansættelsen af Eivind Kolding ikke har været et godt valg. Bestyrelsen
påtager sig det fulde ansvar og skal beklage over for vore kunder det
påstyr og de omkostninger, den forkerte ansættelse medfører. Det er med
store forventninger til den fremtidige drift med fokus på de bankmæssige
dyder, at vi byder Thomas F. Borgen velkommen som ny ordførende direktør i Danske Bank. TFB, jeg har efter moden overvejelse på- taget mig
det tunge hverv at bringe Danske Bank/RD tilbage i den absolutte
førerposition i Danmarks finansielle sektor. Danske Bank/RD skal atter
blive danskernes foretrukne finansielle samarbejdspartner. Såvel vore
kunder som vore ansatte skal derfor berede sig på store forandringer i
Danske Bank/RD. I fremtiden skal vi være kendte for en åbenhed og en
gennemsigtighed, hvor det først og fremmest bliver kundens
kreditværdighed, der skal være udslagsgivende for kredittilbud og priser
på vore lån. Danske Bank/RD vil omgående indlede en dialog med vore
kunder og vore ansatte for at sikre de ønskede mål. Penge er en homogen
vare, og derfor skal bankens arbejdsgange effektiviseres igen- nem
uddelegering af kompetence, ny teknologi og markant færre ansatte. Jo
mere effektiv banken bliver og jo færre omkostninger vi har, jo billigere
ydelser kan vi tilbyde vore kunder. Det skal også være slut med flere
finansielle eksperimenter med køb af banker uden for vores kerneområde,
der i Danske Bank er danske kunder.
Når man som Thomas F. Borgen er topleder, så gælder det først og
fremmest om at kunne kommunikere. Men det handler også om at kunne
lytte. Hvordan skal man kunne lytte, når der i den finansielle verden er
tradition for, at alle holder deres egen mening for sig selv. Hvordan skal
hele Danmark kunne høre, hvad Danske Banks ordførende direktør skulle
mene, når han har meddelt, at han ingenting har at sige i de første 14
dage mindst.
Siden jeg skrev dette essay i september 2013, er der sket noget nyt, der
kaster åbenhed over fyringen af Eivind Kolding. Tirsdag d. 08-10-2013
mødte Danske Banks bestyrelsesformand Ole Andersen op hos Dansk
Auktionærforening på Investordagen. Alle de ca. 300 fremmmødte
ønskede først og fremmest at høre noget om Eivind Kolding og Thomas
F. Borgen. Mediatoren begyndte det 20 min. lange møde med at meddele,
at der ikke ville blive besvaret spørgsmål, der vedrørte Eivind Kolding. Til
gengæld blev der spurgt ind til benet om, hvordan det kunne være, at
Thomas F. Borgen, da han tiltrådte d. 16-09-2013, havde meddelt, at
hans mund ville være lukket med syv segl i mindst 14 dage. Spørgeren
havde spurgt, om det ikke var en bestyrelsesformand som Ole Andersens
ypperste opgave at sikre sig en ordførende direktør, der både kunne
forklare hvad han ville som leder for banken såvel overfor ansatte som
overfor kunder. Først prøvede Ole Andersen at svare udenom, idet den
ellers så selvsikre erhvervsmands blik begyndte at flakke. Mediatoren greb
stafetten og uddybede spørgerens spørgsmål. Da meddelte Ole
Andersen, at man burde kunne forstå, at Thomas F. Borgen ikke kunne
svare for sig d. 16-09-2013, da beslutningen om hans udnævnelse, var
blevet truffet lørdag d. 14-09-2013 og søndag 15-09-2013 i løbet af meget
kort tid. Se, det var jo et interessant svar. Thomas F. Borgen var blevet
ansat i hast til et job som ordførende direktør i en virksomhed, der dækker
ca. 35% af alle finansielle forretninger i Danmark. Thomas F. Borgen
havde indtil d. 16-09-2013 været en del af direktionen i Danske Bank. Jeg
kan godt forstå, at Ole Andersen havde et flakken- de blik, da han gav sit
svar. Hvad jeg ikke kunne forstå var, at Thomas F. Borgen ikke straks
ved sin tiltrædelse d. 16-09-2013 forinden havde overvejet, hvad han ville
meddele af banken nye retningslinjer, når han d. 16-09-2013 tiltrådte som
ordførende direktør. I Danske Bank mener bestyrelsens formand Ole
Andersen åbenbart, at når man er ordførende direktør, så er man i sin
gode ret til at deklarere en stilletime på mindst 14 dage. Måske skulle den
øverste direktør i Danske Bank fremover benævnes ’den indimellem
ordførende direktør’.
Den omvæltning, der er behov for i den finansielle sektor, er en vilje og et
ønske om at fremelske ytringsfriheden. Men ytringsfriheden vil oftest være
magthaverne uvelkommen. Det kunne jo være, at der var ansatte/kunder,
der kunne så mistillid til og tvivl om topledelsens dispositioner. Måske ville
enkelte
endda
udstille
topledelsens
dårskaber
og
indlysende
fejldispositioner. Ja, netop i det åbne – alt på bordet, det er jo det der, vi
har hele grundparadigmet for ytringsfrihed.
Det giver jo overhovedet ingen mening, om ytringsfriheden alene er
velkommen, når man loyalt slutter op om topledelsens dispositioner. Så er
vi jo tilbage i diktaturstaten: ”Führer befehl wir folgen”, ”Heil Hitler”.
Hvorefter Europa største kulturfolk, tyskerne, i fællesskab marcherede til
deres ”Untergang- stunde nul” den 08. maj 1945.
Men jeg forventer ingen forandringer i den finansielle sektor overhovedet.
Jeg er med mine 55 år så gammel, at jeg har set et par finansielle kriser
komme og gå. De finansielle virksomheder vokser sig større og større
igennem fusioner og overtagelser. På realkreditområdet er der i realiteten
kun fem selskaber, der deler markedet imellem sig. Alle disse er for længst
ophørt med at lytte til deres kunder. Alle er de lønførende i den finansielle
sektor. Lønniveauet er ca. 40% over tilsvarende jobs i de produktive
erhverv i industrien. I Danmark er antallet af ansatte i vores finansielle
infrastruktur ca. det dobbelte af hvad det er i Sverige (reguleret for
landenes størrelse). De ansatte sidder og hygger sig årti efter årti. Når
topledelsen har fejlet som den gjorde i årene 2005-2008, så er
standardsvaret, at der kun er vores kunder til at betale for vores tab.
Udviklingen i banksektoren går i samme retning. Danske Bank og Nordea
deler mere end ½-delen af danskernes bankforretninger imellem sig. Om
mindre end 20 år vil mindre end fem banker dele mere end 90 % af det
finansielle marked imellem sig. Samtidig vil de alle, grundet deres størrelse
alene, stå med en statslig garanti for, at de ikke kan gå fallit. Det var,
hvad der skete for Danske Bank i marts måned 2009.
Det er ikke nydeligt, hvad der sker. Det er endnu mindre nydeligt, når
ytringsfriheden er blevet til § 77 i Grundloven og så ikke mere end det.
Når en nytiltrådt bankdirektør i landets største bank, en bank, som vi alle
har været med til at redde med et lån på kr. 38 mia. i marts 2009, når han
som topledelse ikke kan sige andet en ”bæh” eller ”Hvad be - hvad”! Når
ingen af de ca. 65.000 ansatte i den finansielle sektor, hvoraf mange
sidder i disses bestyrelser, har været i stand til at udtrykke det mindste
både før, under og efter den finansielle sektors krise. Så bliver det jo som
Alexander Den Store, da han sagde, at hvad der er galt med folkene i
Østen er, at de ikke har lært at sige nej! Lars Wismann, ”Ejendomsbranchens kantede kritiker”, er både i stand til at sige nej samt til at
benytte sig af sin ytringsfrihed. Gad vide om det gør en forskel eller om
danskerne forsat blot står på sidelinjen og siger som pacifisten Viggo
Hørup: ”Hvad kan det nytte”?