Dengang turen gik ad h til

Gl ben
Autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
Forår 2013 № 51
OVER 100 LANDE
TEMA:
ITALIEN
VORES BEDSTE
REJSEOPLEVELSER
Årets hurtigløbere
Kulturarv: Villa d’Este
PRISMODTAGER
Anna le Dous:
Grib chancerne!
KONKURRENCE
Dengang turen gik ad
h til …
FANG LYSET
Tips til bedre rejsefotos
www.deberejstesklub.dk
...endelig hjemme!
Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises.
FRILUFTSLAND BUTIKKER
THE NORTH FACE STORES
KUNDESERVICE
KØBENHAVN:
LYNGBY:
ROSKILDE:
ODENSE:
KOLDING:
AARHUS:
AALBORG:
KØBENHAVN S:
KØBENHAVN V
ODENSE:
Vi er altid klar til at hjælpe dig.
Frederiksborggade 44 & 50-52
Lyngby Hovedgade 49D
Karen Olsdatters Stræde 4
St. Gråbrødrestræde 6
Kolding Storcenter
Østergade 30
Bispensgade 34
Field’s
Fisketorvet
Rosengårdscentret
TELEFON:
E-MAIL:
WEBSHOP:
33 14 51 50
[email protected]
www.friluftsland.dk
Vores bedste rejseoplevelser
Leder
Filmsættet Minas Tirith ved Wellington/Yangon/London
D
e første forårstegn er så småt ved at indfinde sig – kong Vinter og
en gråtrist himmel fortrænges af et spirende lys, og alt sammen
er er det med til at give ny energi og skabe et mentalt overskud.
Nytårsforsætterne er forhåbentlig også ved at blive indfriet?
Selv tilbragte jeg nytåret i London og lovede mig selv under et spektakulært
festfyrværkeri, at jeg i 2013 vil finde på nye måder i højere grad at forene
rejse- og arbejdsliv. For hvordan er det lige, man lykkes med at kombinere
rejselysten med behovet for at tjene nogle penge? Hvis nogen har et godt bud
på det, hører jeg gerne fra jer!
Temaet for dette nummer af Globen hedder vores bedste rejseoplev­
elser. Bladet er ekstraordinært vokset til 84 sider, fordi der simpelthen har
været så mange gode bud. Vi kan nok alle sammen tænke tilbage på en helt
særlig rejseoplevelse og længes efter at komme ud igen. I dette nummer af
Globen har vi valgt 17 ud, som hver især har været nogle af vores bedste.
Det at udse sig det bedste af det bedste er nu ikke nogen let opgave. For
hvad er det egentlig, som gør, at en rejse bliver rigtig god? For mig at se er
der flere faktorer i spil. Stedet, man besøger, er naturligvis en vigtig faktor,
men det er måske i højere grad dem, vi er sammen med, dem vi møder på
rejsen, eller det uplanerede, det overrumplende og overraskende, som gør,
at en rejse bliver ikke bare god, men noget helt enestående? Og måske har vi
endnu vores allerbedste rejseoplevelser til gode? Måske venter de lige rundt
om hjørnet? Dette nummer handler i øvrigt ikke kun om gode rejseoplev­
elser. For skribentkonkurrencen handler om, dengang turen gik ad h til. Vi
kommer kort sagt rundt om hele verden – med historier fra både fortid og
nutid – og går fra det ene yderpunkt til det andet!
På www.deberejstesklub.dk finder du i øvrigt endnu flere fotos til alle
artikler, Globens skriveguide, og et forum, hvor der udveksles rejsetips i stor
stil. Det er også på forummet, at du kan smuglæse dig til, hvad vi har i gære
til næste nummer af Globen. I 2012 klikkede 28.000 unikke besøgende sig
ind på siden. Det er 70 gange så mange, som klubben har aktive medlemmer!
Mange af jer tænker måske ikke over det, men hver artikel har altså potentielt mange flere læsere, end de 900 eksemplarer, Globen trykkes i. Og selv
om oplaget er beskedent, vokser det støt, ligesom medlemsskaren og kendskabet til De Berejstes Klub i offentligheden. Rigtig god rejse- og læselyst!
Lars-Terje Lysemose,
ansvarshavende redaktør
3
Gl ben
Indhold
De Berejstes Klub
Rejsemagasin fra De Berejstes Klub
Forsidefoto: En lille kirkegænger på Samoa af Lisbeth Vivaldini
Indsendelse af tekst og billeder: [email protected]
Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K
Deadline til næste nummer: 30. april 2013
Næste tema: Spiritualitet & religion
Annoncer: [email protected]
Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J
Oplag: 900
ISSN: 1603-1458
Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk
R e da k tion :
TEMA: Vores bedste rejseoplevelser
Viroj
Ann Kledal
Lars-Terje Lysemose
Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol Medredaktør
Grafiker
redaktør
Finn la Cour
Medredaktør
Rebecca Langhorn
Korrekturlæser
Hanne Kofoed
Korrekturlæser
Anette Lillevang
Kristiansen
Medredaktør
Per Allan Jensen
Korrekturlæser
Christinna PerezMerrild
Korrekturlæser
Søren Fodgaard
Medredaktør
Jytte Kristensen
Korrekturlæser
6
10
Sierra Leone | På sporet af min mors ekskæreste
14
Tyskland, Belgien, Frankrig, Nederlandene
| To grønskollinger på blaffetur
16
Salomonøerne | Da Galathea kom til Ontong Java
20
Afghanistan | Nu flyver dragerne igen over Kabul
23
PERU | Mit liv som frivillig i Peru
26
Italien | Et italiensk bryllup med en snert af eventyr
30
De Forenede Arabiske Emirater & Oman | Med
kurs mod Hormuzstrædet
33
Jugoslavien | Fantastisk gæstfrihed i Titos
Jugoslavien
36
Bhutan | Hvor bor verdens lykkeligste folk?
40
Brasilien | Post fra Iguazu?
43
Liechtenstein, Indonesien, Oman, Island,
USA, Norge, Grønland & Schweiz | Rejsebilleder
46
Kenya & Seyschellerne | Safari & strand
50
Argentina & Chile | På motorcykel til verdens ende
52
Tyskland, Polen, Ukraine, Rusland,
Usbekistan, Kasakhstan, Kina, Tibet,
Vietnam & FilippINerne | Med tog hele vejen fra
Hårlev til Ho Chi Minh-byen
55
Libanon | Befolkningen, historien, maden, naturen &
shoppingmuligheder
58
FILIPPINERNE | Stærke farver og kraftige lyde
60
Italien | At komme fra et sted i Italien til et andet kan
være næsten lige så svært som at gå på vandet …
Elsebeth Finnick
Korrekturlæser
De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og
alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor
skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af
redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.
Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier
forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og
indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden
ophavsmandens godkendelse deraf.
Brasilien, Tyskland, Fransk Polynesien &
Rusland | Tag med ud at couchsurfe
ØVRIGE ARTIKLER
Illustration: Jayhan Sim
62
Tips til bedre rejsefotos | Del 1: Fang lyset
64
Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
SKRIBENTKONKURRENCE:
Dengang turen gik ad h til ...
DE BEREJSTES KLUB
3
68
Peru | Når Moder Jord er i sit festlige lune
69
Norge & Sverige | To på toilet
70
Polen | En nytårsrejse jeg aldrig gentager
71
Bahrain & Nepal | To ture i karrusellen hos Gulf Air
72
Næste konkurrence | Dengang jeg gjorde en god
gerning …
5
Leder
42
FÅ GLOBEN LIGE TIL DIN DØR – UANSET HVOR
DU BOR!
73
Bedste bidrag det seneste kvartal
74
Nye aktive medlemmer
76
Anna le Dous | Grib chancerne, når de er der!
78
Italien | Et monument over kardinalens synder
80
Medlemmer som har besøgt mindst 100
lande
81
Mødeaktiviteter i 2012
81
Bestyrelse for DBK
Indflyvning til Bora Bora.
I forgrunden ses St. Regis Resort,
efterfulgt af Le Meridien og
Intercontinental resorter.
Tekst & fotos:
Johnny Jensen
Tag med ud
at couchsurfe
verden og få lokale råd og tips, hvis man er på vej ud i den
store verden.
Hvis du allerede er ude i den store verden, lad os sige i
Rio de Janeiro, så kan du tilmelde dig Rio de Janeiro-gruppen
på Couchsurfing.org og se, hvor og hvornår de har deres
ugentlige møde og så bare troppe op til mødet, hvor der vil
være lokale fra Rio de Janeiro samt en masse rejsende. Rio de
Janeiro holder faktisk deres ugentlige møder ved en af strandkioskerne på Copacabana-stranden. Vel ikke det værste sted at
holde møde!
På www.couchsurfing.org kan man møde nye
mennesker fra hele verden i sin hjemby – eller
når man er ude at rejse. Her kan man spørge andre
medlemmer om lov til at overnatte på deres couch,
så man kan spare penge på overnatning og samtidig
møde nogle fantastiske mennesker, som fortæller
om deres by, egn, land og hverdag. Begrebet couch
kan spænde over alt lige fra en luftmadras i stuen,
til at du får dit eget private værelse med bad og
toilet.
E
r du lidt utryg ved at have en vildt fremmed overnattende hos dig, kan du også tilmelde dig som
”Not right now”-vært, hvilket vil sige, at du bare
kan mødes med en rejsende over en frokost i byen
og fortælle om din by og hverdag eller måske bare snakke
om vejret!
Det samme gælder, hvis du er lidt utryg ved at overnatte
hos en vildt fremmed i en fremmed by, så kan du spørge
efter folk, som bare gerne vil mødes i byen.
Desuden er der i mange byer ugentlige couchsurfingmøder, hvor der som regel er en organisator, som indkalder
til disse møder, og så kan folk fra hele verden mødes og
hygge sig. I Café Globen blev disse ugentlige møder for
København holdt i juli og august 2012, hvilket har betydet,
at der har været ca. 40 couchsurfere i caféen hver tirsdag i
juli og august. Så dette er jo en storartet mulighed for alle
medlemmer af De Berejstes Klub til at møde folk fra hele
Flavia i Rio
Jeg havde læst en artikel om couchsurfing og bestemte mig
for at prøve det i april 2010, da jeg var på vej til mit elskede
Brasilien. Da jeg allerede havde booket overnatning på
Copacabana, søgte jeg bare efter værter, som ville mødes til en
snak. Jeg sendte en anmodning til profiler, jeg synes lød spændende. Desværre var der mange, som var ude at rejse på det
tidspunkt, hvor jeg ville være i Rio de Janeiro, men jeg fik dog
svar fra Flavia, som faktisk boede lige mellem Copacabana
og Ipanema. Vi e-mailede lidt frem og tilbage inden min
afrejse og aftalte at mødes dagen efter min ankomst til Rio
de Janeiro. Vel ankommet til Brasilien, ringede jeg til Flavia,
og vi aftalte, at jeg skulle vente på hende på hjørnet af Rua
Constante Ramos og Av. Atlantica (ikke verdens dårligste
sted at vente på et lift), så ville hun hente mig. Lidt underligt at stå der og ikke rigtig vide, hvad jeg skulle kigge efter,
men heldigvis kunne Flavia genkende mig, og hun lavede
6
REJSETIPS
Min Overwater-bungalow for en nat på hotellet Le MaiTai, Bora Bora.
en typisk sydlandsk parkering, altså
midt på vejen med tændt katastrofeblink, så jeg lige kunne nå at hoppe ind.
Derefter skulle vi lige over og hente en
veninde, som boede i en lejlighed på Av.
Atlantica med havudsigt i bydelen Leme
(stranden i forlængelse af Copacabana).
Derefter skulle vi åbenbart til en
privat wellnessklub, som hedder Clube
Costa Brava. Den ligger på en halvø,
som ligger på venstre hånd mellem São
Conrado og Barra da Tijuca, hvis man
kører langs kysten mod Barra. Det viste
sig efter noget snak, at Flavia hører
til den rigere del af befolkningen, og
det kostede det samme i årsgebyr til
klubben, som nogle mennesker tjener
på en hel måned i de fattigere dele af
Brasilien.
I de dage jeg tilbragte i Rio de
Janeiro med Flavia, nåede vi, sammen
med en masse andre couchsurfere, at
være til lokalopgør i fodbold mellem
Vasco da Gama og Fluminense på det
berømte Maracana og på natklub i
Botafogo. Underligt nok var der en
masse couchsurfere fra Norge med
til fodboldkampen, og jeg snakkede
med en norsk gut, som i seks måneder
havde couchsurfet i Sydamerika, og han
havde altid fundet sig en sofa. Jeg nåede
også til fødselsdag hos Flavias fætter
på en bar i Ipanema. Jeg fik set Flavias
lejlighed og hilst på hendes hushjælp,
hvilket stadig er almindeligt i Brasilien
hos overklassen. Det var lidt underligt
for mig som middelklassedansker
at se, hvor selvfølgeligt det var
for Flavia at fortælle hushjælpen,
hvad hun skulle lave.
Ja, det er virkelig et land med store
kontraster – fx spiste jeg morgenmad
hver dag på bageriet ved siden af
vandrehjemmet og snakkede med
servitricen Cida, en mulat som boede i
Rocinha, Rio de Janeiros største favela
(slumby), og nogle timer senere sad jeg
og spiste frokost med Flavia på nogle af
Rios dyreste rodizios (kødrestauranter)
på Ipanema. Jeg har besøgt Flavia en
gang siden og bliver nok aldrig træt af
Rio de Janeiro.
Kerstin i Köln
Efter mødet med Flavia havde jeg fået
blod på tanden, og næste couchsurfingtur gik til Köln i oktober 2010. Jeg
var blevet interesseret i fodboldklubben
Borrusia Dortmund, da den har Europas
højeste tilskuergennemsnit til sine
hjemmekampe – over 80.000 – hvilket
er mere end klubber som Real Madrid,
Barcelona og Bayern München. Og jeg
bestemte mig så for, at jeg ville opleve
dette stadion med 80.000 andre fodboldelskere, da jeg havde set dette stadion
fuldstændig tomt nogle år tidligere i
forbindelse med en forretningsrejse.
Jeg kiggede igen efter spændende
profiler på www.couchsurfing.org, og
fandt frem til Kerstin fra Köln, som
ifølge sin profil var inkarneret
Dortmund-fan og havde rejst i Brasilien,
så vi havde da noget til fælles. Denne
gang spurgte jeg efter en sofa, og det
havde hun. Fik købt en flybillet med
Germanwings fredag aften til Köln,
og via min gps fandt jeg nemt frem til
Kerstins lejlighed. Jeg fik anvist min
sovesofa, og fik med det samme en
nøgle til hendes lejlighed, da hun lige
7
TIL BRASILIEN: Fly fra København
til Rio de Janeiro t/r med Iberia: ca.
5.000 kr. Overnatning: El Misti hostel,
Copacabana: 120 kr./nat.
TIL TYSKLAND: Fly fra København til
Köln t/r: ca. 400 kr. Overnatning: gratis
hos couchsurfing-vært.
TIL FRANSK POLYNESIEN: Fly fra
København til Bora Bora t/r med Air
France: ca. 11.000 kr. Flypas Fransk
Polynesien med Air Tahiti: ca. 2.500 kr.
Overnatning: Hotellet Le Mai Tai, Bora
Bora: 590 kr. for et værelse. Pension
Maupiti Village, Motu Tiapaa: Under
1.000 kr. for et værelse.
TIL RUSLAND: Fly fra København til
Moskva t/r med Air Baltic: ca. 900 kr.
Overnatning: Godzillas Hostel: 120 kr.
skulle ud og handle, og hvis jeg nu fik
lyst til at gå en tur imens.
Det er det mest fantastiske, jeg
endnu har oplevet i min dog noget korte
tid som couchsurfer. Jeg ankommer som
en vildt fremmed cyberspaceperson
og får udleveret en nøgle til en vildt
fremmed persons lejlighed!
Næste dag gik turen de ca. 100 km
til Dortmund, da Dortmund skulle
spille hjemme mod Bayern München.
Først skulle vi forbi hendes forældre i
Witten for at hente hendes far og bror,
som også skulle med til fodbold. Her
blev vi budt på grillmad, inden turen
gik til Westfalen Stadion. Kerstin og
hendes familie har i mange år haft
sæsonkort til den store ståtribune i
sydenden af stadion lige bag det ene
mål kaldet Gelbe Wand (den gule mur, da
Dortmunds farver er gul og sort), hvor
der er ca. 24.000 stående tilskuere. Det
Derudover fandtes nogle pensionater på de omkringliggende Motu-øer.
Jeg boede på Pension Maupiti Village,
som ligger på østsiden af Motu Tiapaa.
Jeg ville nok vælge et af de pensionater,
som ligger på vestsiden, hvis jeg skulle
være så heldig at komme tilbage en dag.
Der fandtes kun helpension på disse
pensionater, da der ikke var butikker
på Motu Tiapaa. Det var dog ikke noget
problem, da maden var fortræffelig.
Inden hjemrejsen til Danmark
havde jeg et par dage i Papeete, hovedbyen i Fransk Polynesien, hvor Nadine
fik arrangeret et couchsurfermøde på
havnen i Papeete, hvor der dukkede ca.
20 personer op.
Udsigt mod hovedøen Maupiti, set fra stranden ud for pensionatet Papahani på Motu
Tiapaa, Maupiti. Min definition af paradis!
var virkelig fascinerende at opleve den
passion, denne familie og mange andre
har for fodboldklubben Dortmund.
Jeg har efterfølgende besøgt Kerstin
en del gange og har også overnattet hos
hendes forældre, så denne couchsurferkontakt er blevet meget mere end
en couchsurferven. Jeg besøger dem,
så ofte jeg kan, da jeg bare føler mig
velkommen, næsten som om jeg er en
del af hendes familie.
Cécile på Bora Bora
Næste couchsurfertur gik til Fransk
Polynesien i april 2011, og jeg skrev
igen til nogle spændende personer, og
igen var der ikke 100 % respons, men
Cécile fra Bora Bora skrev tilbage, at
hun gerne ville mødes, og at jeg bare
skulle kontakte hende, når jeg ankom
til Bora Bora. Efter en lang tur med
Air France og Air Tahiti, via Paris, Los
Angeles, Papeete og Huahine, ankom
jeg til denne paradisø. Fra lufthavnen
sejler man over til byen Vaitape på
hovedøen, hvis man ikke har booket
overnatning på et af de mange dyre
resorter, som selvfølgelig har egne
speedbåde, der sejler gæsterne direkte
fra lufthavnen til deres resort. Jeg fik
tjekket ind på mit hotel Le MaiTai og
ringede til Cécile, som fortalte, at det
var hendes fødselsdag, og jeg bare
skulle komme til hendes arbejdsplads
om aftenen. Jeg sagde, at jeg ikke ville
komme som fremmed og forstyrre
hendes fødselsdag, men hun insisterede.
Så jeg mødte op foran hendes arbejds-
plads, en dyreklinik, som aftalt, og vi
gik så op i hendes lejlighed, som lå lige
over dyreklinikken. Hun havde allerede
to couchsurfere boende, Nadine og
Olivier fra Sete i Frankrig. Senere kom
nogle af hendes andre venner, som også
boede på Bora Bora, men alle var dog
fra Frankrig. Vi holdt så fest for Cécile
med god mad og hygge. De følgende
dage tilbragte jeg sammen med Nadine
og Olivier, da Cécile var på arbejde som
dyrlæge. Lørdag aften var der så stor
fest for Cécile, hvor jeg også blev inviteret, og så var der ellers grillaften med
en masse gæster, og lidt pudsigt var der
en masse mennesker, som jeg havde
mødt i ugens løb. Bl.a. en fransk pige,
som jeg havde lejet cykel af på mit hotel,
en guide som arrangerede vandreture
på øen, og en dame fra en kiosk, hvor
jeg havde købt lidt souvenirs. Desværre
fandt jeg også ud af, at denne overklasse
bestod af franskmænd, som havde de
vigtige job, mens de lokale havde de
dårligt betalte job på hotellerne.
Nå, men efter nogle fantastiske
dage på Bora Bora var det tid at komme
videre, og Olivier og Nadine havde overtalt mig til at tage med til Maupiti, som
er Bora Boras ”lillesøster”. Mautipi er
nok det smukkeste sted, jeg endnu har
set på denne planet. Der var i 2011 ingen
hoteller på hovedøen, kun et par strandhuse, som turister kunne leje. Mange af
de store hotelkæder har dog i mange år
forgæves forsøgt at komme til Maupiti,
men heldigvis uden held indtil videre.
8
Marina i Moskva
I august 2011 havde jeg igen booket
et vandrehjem og søgte efter nogle
couchsurfere, som bare ville mødes til
et par hyggelige timer. Marina skrev
tilbage, at hun da gerne ville mødes en
eftermiddag og vise mig rundt i Moskva.
Så efter at have set de obligatoriske
turistattraktioner og en fodboldkamp
de første par dage i Moskva, mødtes jeg
med Marina ved Den Røde Plads den
sidste dag, inden jeg skulle rejse hjem.
Marina syntes, jeg skulle se bydelen
Kitay Gorod, som ligger på østsiden af
Den Røde Plads. Vi gik rundt i dette
spændende område hele eftermiddagen,
hvor Marina fortalte historier om de
forskellige bygninger og flotte kirker. Jeg
fik også smagt russiske kager og typisk
russisk mad på nogle forskellige lokale
spisesteder. Under vores tur lagde jeg
mærke til, at der var en del steder, hvor
de var ved at lave nye fortove.
Og her kommer en måske meget
underlig historie for danskere. Marina
fortalte mig, at Moskva havde fået ny
borgmester, og hans kone ejede et flisefirma. Så borgmesteren havde bestemt,
at alle Moskvas fortove skulle have nye
fliser, selvom jeg syntes, de fleste fliser
på fortovene var i meget god stand.
Denne flisehistorie havde jeg aldrig
hørt om, hvis det ikke havde været for
Marina og www.couchsurfing.org.
Marina vidste faktisk meget
om sin by, så hvis der er nogle
DBK-medlemmer, som skal til Moskva,
så få oprettet en profil på www.couch
surfing.org, og se om der er en lokal
moskovit, som er klar til en hyggelig
gåtur i Moskva.
André fra Rio de Janeiro i København.
Alternativer på nettet
Der findes flere alternativer på nettet
til www.couchsurfing.org, hvis man
gerne vil i forbindelse med lokale i det
land, hvor man rejser til, eller gerne
mødes med andre rejsende – eller hvis
man søger et sted at overnatte, som
enten er gratis eller meget billigt, fordi
man indkvarteres privat.
Tjek fx disse adresser: www.servas.dk,
hospitalityclub.org, www.bewelcome.
org, www.globalfreeloaders.com,
www.tripping.com, www.hospex.
net, www.meeturplanet.com, www.
place2stay.net, www.freagle.org,
www.warmshowers.org, www.airbnb.
com, www.newgusto.com, og www.
wwoof.org.
booket flere couchsurfermøder. Og med
lidt held kan vi også i 2013 holde fast
i alle disse herlige mennesker med en
serie møder i Café Globen.
Couchsurfermøde på havnen i Papeete,
Tahiti.
André i København
Efter disse positive oplevelser mente jeg,
at det var min tur til at tilbyde en sofa til
en couchsurfer. Den første, som fik æren,
var André fra Rio de Janeiro i juli 2012.
Da han ankom sent med fly til
København, mens jeg havde vagt i
Café Globen som bartender, aftalte vi
at mødes på caféen. Hen på aftenen
ankom så min første overnattende
couchsurfer til Café Globen, og man
er vel altid lidt spændt på at se, hvad
det er for en person, man har åbnet sit
hjem for. Det viste sig (igen) at være alle
tiders person, som havde den samme
positive indstilling til at rejse og livet
generelt som de andre couchsurfere, jeg
har mødt. Det blev en hyggelig aften på
caféen, hvor André viste os, hvordan en
brasilianer laver en Caipirinha.
De følgende dage viste jeg André
rundt i København, og han fik smagt –
synes jeg selv – verdens bedste hot dog,
den danske ristede med både ketchup,
rå løg, sennep, agurkesalat, ristede løg
og remoulade, hvor de tre sidste dele
vist var lidt nye for hans smagsløg. Som
andre rygsækrejsende havde André
ikke verdens største budget, og da jeg
ikke bor i centrum af København, gik
de fleste af hans penge til transport til
centrum hver dag, hvilket jeg synes var
synd for ham. Heldigvis var Katrine fra
Café Globen så godmodig, at hun tilbød,
at André kunne overnatte hos hende.
André var så begejstret for Café
Globen, at han ville indkalde til et
couchsurfermøde, mens han stadig var
i København. Da vi ikke kunne finde
noget planlagt møde i København,
arrangerede vi det selv. Vi var så heldige,
at couchsurfernes normale mødested
i København var lukket, så de var på
udkig efter et nyt sted. Der dukkede ca.
20 couchsurfere op i Café Globen, og
vi fik mange positive tilbagemeldinger
fra dem. Da der ikke var nogle tirsdagsforedrag i juli og august, fik vi hurtigt
9
Join the club!
Selvfølgelig kunne man have haft
nogle af disse oplevelser uden www.
couchsurfing.org, men når jeg har rejst, er
det oftest på vandrehjemmene, jeg har
mødt folk, som også er på gennemrejse
i det pågældende land, og så har jeg
taget rundt med andre ”gæster” i landet,
og har ikke på samme måde mødt de
lokale.
Uden www.couchsurfing.org havde
jeg nok aldrig mødt livsnyderen Flavia
fra Rio de Janeiro, fodboldfamilien fra
Dortmund, festlige franskmænd bosiddende på Bora Bora, byguiden Marina
i Moskva eller André den ukulele-spillende Carioca fra Niterói!
Jeg håber, at andre rejselystne har
fået smag for konceptet og opretter en
profil på www.couchsurfing.org, for der
er masser af muligheder for at møde
udlændinge på rejse i Danmark, eller
udlændinge i deres eget land, når man
selv rejser rundt i den store verden. Og
lyder det spændende at møde en masse
rejsende couchsurfere, så tjek www.
cafegloben.dk for næste mødedato i
København.
n Johnny Jensen har medlemsnr. 615. Han
er ingeniør og er 41 år. Du finder hans
couchsurferprofil på www.couchsurfing.org/
people/johnny_denmark.
Efter borgerkrigen i Sierra Leone:
På sporet af
min mors ekskæreste
Tekst & fotos:
Christian Hadsund
I 2007 fyldte min mor 60, og jeg
gav hende en rejse i gave, hvor
jeg skulle være hendes personlige
guide. Siden hun var helt ung, har
hun drømt om at rejse, men kom
i stedet ind på en seminarie-uddannelse, og så blev der ikke g jort
mere ved rejsedrømmen. Først i
2012 blev gaven indløst og rejsedrømmen udlevet.
M
in mor har i ca. 40 år været
personlig sponsor for SOS
Børnebyerne, og da hun
på et tidspunkt under et
dansk højskoleophold fik en kæreste,
Kawa, fra Sierra Leone, blev det til
støtte til en børnelandsby i netop dette
land. Først i hovedstaden Freetown og
senere, da flere børnebyer kom til, en
nær landets næststørste by Bo, som også
var hjembyen for Kawa. Mange år og en
borgerkrig senere fik hun så lyst til at
opsøge sin gamle ekskæreste i hans eget
land, og jeg skulle så med som hendes
personlige guide.
Op mod seks måneder før afgang
til Sierra Leone begyndte nervøsiteten og bekymringerne at melde sig
hos min da 64-årige mor. Det var trods
alt første gang, hun skulle rejse uden
for Europa uden kyndig supervision
af 5&60 Ferie med tilhørende danske
guider, der kunne sørge for alle praktiske ting. Og så til et land, der rangerer
nederst på de fleste internationale lister
over håbløse steder på kloden, både på
det økonomiske stadie, på korruptionsindekset og på Human Developmentindekset. Hertil skal lægges en grufuld
10-årig borgerkrig, der gjorde børn til
stofmisbrugere og overtroiske dræbermaskiner, som huggede arme og ben af
hinanden. Borgerkrigen sluttede først i
2001.
Grundige forberedelser
Min mor forberedte sig grundigt på,
hvad hun mente, ville blive hendes
livs rejse. Hun lyttede intenst til råd
fra sin berejste søn, som ofte havde
været i den type af lande før på mange
lange rygsækrejser i Afrika og Asien,
hvor man ofte skal løse de pludseligt
opståede udfordringer on the spot.
Faktisk lyttede hun meget nøjagtigt. Jeg havde bl.a. fortalt, at det ville
være praktisk at bære tøj med masser
af lommer. Og gerne med lynlås. Dagen
før afgang viste hun således stolt sin
hjemmesyede rejseskjorte frem med
dens fire lynlåslommer. Udenpå. Hertil
kom fire lynlåslommer indvendigt.
Men her stoppede det ikke. Bukserne
var også hjemmesyede og talte op
imod 10 lommer yderligere. Og bæltet
– bæltet havde naturligvis også en
indvendig lynlåslomme. Men jeg havde
jo trods alt også brugt ordet ”masser”.
Tilsyneladende havde jeg brugt samme
ord omkring lommetørklæder, der kan
være praktiske på offentlige toiletter,
når man har sagt farvel til den sidste
europæiske mellemstation. Jeg talte
10
syv pakker lommetørklæder alene i
hendes mange lommer. Ikke medregnet
håndbagagen som naturligvis kunne
supplere med flere af slagsen. De utallige lommer skulle vise sig at blive
lidt af en udfordring. For hvor var det
nu lige, man havde placeret sine små
sedler, når man skulle handle ud af et
busvindue? Og passet? Hvilken af de
17 lommer skal man række efter i den
travle kø?
En del af forberedelserne var
også at kontakte landechefen for SOS
Børnebyerne for at arrangere mødet og
bede om et invitationsbrev til brug for
en visumansøgning, som vi på daværende tidspunkt troede var nødvendig.
Disse forberedelser påbegyndte vi fire
måneder før ankomst. Dagen før afgang
kom der en e-mail tilbage, at de skulle
bruge en kopi af passet. Gudskelov
havde vi fået klaret visummet på Sierra
Leones konsulat på Østerbro uden dette
invitationsbrev. Men besøgsaftaler
havde vi ingen af på trods af gentagne
e-mails. Så vi tog af sted uden nogen
som helst vished om, hvorvidt vi overhovedet kunne besøge børnelandsbyen.
En anden del af forberedelserne
var at forsøge at opsøge kæresten fra
1972 til ’75 samt en anden bekendt fra
dengang. Min mor, som ikke ligefrem
er nogen Bill Gates, havde forsøgt sig
udi disciplinen at google hans navn. Det
havde båret frugt. Det viste sig nemlig,
at den dyrlægeuddannelse, han i 70’erne
var blevet tilbudt i FN-regi, havde
Overblik over Freetown, Sierra Leones
hovedstad.
givet ham en længere karriere i privat
regi og herefter som underviser på et
universitet, hvor hun på universitetets hjemmeside fandt hans navn og en
tilhørende e-mail-adresse, der viste sig
at blive administreret af en nevø.
Ankomst til forvirring
Ofte kan mødet med et nyt land og en
ny by være forvirrende. Læg hertil det
faktum, at min mors høreapparat var
gået i stykker, og at jeg derfor konsekvent skulle råbe og tale som en re-tarde-ret, for at hun kunne høre og forstå.
Vi blev hundset gennem den temmelig
spartanske lufthavn og bedt om bestikkelse to gange. Den første gang for et
veludført stempel i passet. Anden gang
for ikke at have bagage-mærket klar til
indsamling inden for en fem sekunders
tidsramme. Det skulle dog vise sig at
være helt i orden, når blot jeg gav ham
nogle penge.
I Sierra Leone burde man give
byplanlæggerne en præmie for idioti.
Lufthavnen og hovedstaden Freetown
er nemlig placeret på hver sin side af
en enorm bugt, som kun kan passeres
med en rustbunke af en færge som tager
en time, eller med speedbåd, hoovercraft eller helikopter – afhængigt af
hvad der ikke er sunket eller drattet
ned. Ved vores besøg var både helikopter og hoovercraft taget ud af brug.
Betryggende nok.
For at komme til en af flere færger,
som sejler til hver sin del af Freetown,
skal man med én af flere mulige busser.
Så da vi kom ud af lufthavnen, blev vi
mødt af en hær af lykkeriddere, der hver
forsøgte at score sig en lille kommission ved at gelejde nyankomne til netop
deres billetsalg. Disse mennesker taler
ikke sagte. De taler højt. Meget højt. Og
i munden på hinanden og i bælgravende
mørke råber de deres forskellige destinationer, som pudsigt nok kan ændre
sig, når man annoncerer, hvor vi skal
hen. For vores vedkommende alt imens
personen med det ødelagte høreapparat
med jævne mellemrum afbrød med et
hvaaad? Men det lykkedes heldigvis at
komme med den rigtige bus og færge,
og ved ankomsten til den anden side af
bugten begyndte anden del af forvirringen, for hvordan kommer man videre
derfra, når der ikke er taxaer? Jo, man
taler med én, som taler med en anden,
der taler med en tredje, som viser sig at
have en bil, der kan transportere. Ved
hvert led skal man naturligvis starte
forfra med prisforhandlingen. Og på
vej ud af molen hang et par knægte ind
af vinduet for at score et par dollars fra
en polsk turist, som ikke nåede selv at
tage sin bagage, inden drengen fik båret
den de 10 meter hen til bilen. Vi ankom
til sidst til det bookede hotel midt i en
meget øde hovedstad.
Lys over land
Lige så uoverskuelig og forvirrende en
by kan virke om natten, lige så charmerende og pulserende kan den se ud
11
i dagslys. Så næste dag blev brugt til
at få set byen på gåben, købe simkort
og få ringet og arrangeret med SOS
Børnebyerne (som nu var blevet utrolig
effektive i organiseringen) og ekskæresten Kawa, som glædede sig til at møde
os i Sierra Leones næststørste by, Bo,
dagen efter.
Næste morgen tog vi bussen de ca.
fire timer til Bo og stod ud af bussen
til synet af en ældre herre med det
varmeste og rareste udtryk i et ansigt,
der også bar tydeligt præg af at have
oplevet et langt liv og en udmarvende
krig. Kroppen var tæt og lettere krum,
men viste en tydelig åbenhed for de
længe ventede gæster, der blev budt
velkommen med et strålende smil i det
varme ansigt.
Herefter gik turen fra hus til hus,
hvor hver gren af familien skulle
præsenteres for de fremmede og vice
versa. Familiens patriark og Kawas
ældre bror, Siaka, var, ligesom Kawa,
en humørbombe uden lige og fortalte
bl.a. om dengang, han selv havde været i
Silkeborg i en tidlig del af sit nu 81-årige
liv. Denne bror tilbød os også at låne
sin firehjulstrækker, inkl. chauffør, så vi
kunne besøge en afsides ø i regnskoven,
der ellers ville være næsten umulig at
nå.
Familien hørte nok til den øvre
del af middelklassen. Kawa og hans to
brødre havde hvert sit store hus med et
utal af værelser. Det var umuligt at se
forskel på, hvem af de mange menne-
Der spadseres ned ad ”Memory Lane”, da
det gamle fotoalbum fra 70’erne kom frem.
sker, der var et familiemedlem, og hvem
der var naboens fætter og kusine, som
lige var på besøg for at hjælpe med
huslige sysler eller lege med husets
børn. Vi nåede aldrig at møde Kawas
kone. Hun var pudsigt nok lige gået,
hver gang vi skulle mødes med familien. Måske var hun ikke helt tilfreds
med besøget fra den gamle flamme.
Besøg i SOS Børnebyerne
De fleste sponsorer funderer nok lidt
over, hvad der egentlig bliver af de
penge, man donerer. Nytter det overhovedet noget? For første gang nogensinde
så vi nu, hvad min mors penge var
gået til. Det var ganske imponerende
og – må jeg indrømme – bevægende.
Børnelandsbylederen samlede os op på
hotellet og kørte os ud til den indhegnede landsby, hvor han viste os rundt
i de 13 beboede hjem, der hver husede
10 forældreløse børn. Hvert hus har
sin egen ”mor”, der sammen med de
ældre børn sørger for de huslige ting,
som madlavning, tøjvask og strygning,
som alt sammen skal læres, inden man
kommer ud i den virkelige verden. De
13 mødre havde på demokratisk vis
valgt en ”over-mor”, som fungerede som
chef og talsmand for mødrene.
Det var søndag, og børnene var
hjemme fra den skole, der ligger uden
for den indhegnede landsby, således
Vi mødte i Freetown en gammel skolekammerat til Kawa, som min mor også kendte.
Han havde under borgerkrigen været tvunget væk fra sin familie i et år og var blevet
brugt som læge af rebellerne i en afsides del af landet. Senere blev han sundhedsminister i en kortvarig kuppet regering.
at børnene også integreres i lokalsamfundet, og der ikke opstår et parallelsamfund. Skolen er i øvrigt også støttet
af SOS.
Dagen efter, mandag, viste rektoren
os rundt på skolen, hvor der bliver
undervist i så forskellige ting som skrivning, fransk, kemi og tøjvask afhængigt
af klassetrin. I landsbyens børnehave
mødte vi de tre-fem-årige, der lærte at
skrive, læse, tælle og regne samt om
sundhed, kost og bordmanerer. Selv
12
de toårige blev undervist i tallene og
reciterede tallene fra 20-30, mens vi
kiggede på.
Socialisering med familien
Når vi ikke blev vist rundt i
SOS-områderne, brugte vi tiden
sammen med Kawa (der af sin bror var
blevet pålagt at holde fri fra undervisningsgerningen på uni­versitetet under
hele vores besøg) og forskellige familiemedlemmer. Vi blev bl.a. inviteret til
SIERRA LEONE
Tidligere britisk koloni i Vestafrika
med kystlinje til Atlanterhavet, som
blev selvstændig i 1961. Landet er på
71.740 km² og har 6 millioner indbyggere, heraf 1,1 millioner i hovedstaden
Freetown. Landet har tropisk klima.
65 % af befolkningen er muslimer, og
30 % er kristne. Sierra Leone har en af
verdens laveste levestandarder.
En ”mor” med sine 10 forældreløse børn i et af de 13 huse.
Hvis man ikke har forældre til at lære sig
bordskikke, må skolen tage over.
festmiddag i broderens hus, og vi
inviterede til gengæld på en af byens
udmærkede hotelrestauranter, der
specialiserede sig i African chicken. Der
blev talt livligt om den udmarvende
borgerkrig (1991-2001), og hvordan de
hav­de undgået dræbte i familien ved at
holde lav profil, samt den udbredte
kor­­­r­uption, familiens børn i udlandet
osv.
Efter ca. fem dage med og omkring
familien gik turen tilbage til Freetown
og nogle sidste dages dasen langs
kysten, hvor nogle af Vestafrikas smuk-
Rundvisning på skolen der er støttet af
SOS. Her i en klasse på et højere niveau
hvor der undervises i kemi.
keste og mest uberørte strande ligger.
Og vi havde det hele for os selv. En
perfekt afslappende måde at afslutte den
bedste gave, man kan give til sin mor
på: Hendes livs rejse med sin søn.
n Christian Hadsund har medlemsnr.
506 og har besøgt 48 lande og fire territorier. Han har en cand.merc. fra CBS og
er projektleder. I 2012 besøgte han bl.a.
Armenien, Moldova, Iran og Grønland.
13
BORGERKRIGEN: Sierra Leone blev
en etpartistat i 1978. I 1991 udbrød
der borgerkrig, da Revolutionary
United Front (RUF) angreb regeringssoldater og civile. Dette resulterede
i titusindvis af døde og mere end to
millioner fordrevne (mere end en tredjedel af befolkningen). I internationale
medier blev krigen kendt med forfærdelige billeder af indoktrinerede børn
på narko, som myrdede løs og amputerede deres ofre. Fredsaftalen, som blev
underskrevet i 1999, gav håb om, at
krigen ville stoppe, og op imod 6.000
fredsbevarende soldater fra UNAMSIL
blev udstationeret. I maj 2000 blev
situationen kraftigt forværret, og
britiske tropper blev sendt ud i
Operation Palliser for at evakuere
udlændinge og genoprette roen. De
stabiliserede situationen og bidrog
til, at der kunne indgås en våbenhvile.
Fredsbevarende styrker fra FN trak sig
tilbage i slutningen af 2005.
UD & HJEM IGEN: Sierra Leone er ikke
et nemt eller billigt rejsemål og giver
mest mening at besøge som en del af
en vestafrikansk rundrejse. Der lander
kun ca. 20 fly om ugen. De fleste af
dem i de mørke timer hvor man skal
bevæge sig fra lufthavn til færge, med
færge over bugten og fra havnen til
sin destination i fuldstændig mørke og
uden almindelige taxaer. Vi betalte ca.
8.500 kr. per person t/r.
Tekst & fotos:
Erik Aggerholm
To grønskollinger
på blaffetur
15 år gammel drog jeg i 1961 af sted på tomlen – ud i
verden på jagt efter oplevelser og eventyr. Min første
store rejse blev faktisk også en af de bedste og gav
mig mod på flere rejseeventyr.
13.
juli 1961: Vi, Huno og jeg, rejste fra Padborg
tidligt om morgenen. Vi måtte gå de første
10 km på nær et par kilometer, hvor vi var
oppe at køre med en flink mand, som skulle
til Husum. Da vi kom ud til hovedvejen, var vi heldige, og vi
kom op at køre helt til Hamburg, hvor vi blev afleveret lige
ved vandrehjemmet, som lå ved Elben. Men da vi meldte os på
vandrehjemmet, var det helt belagt. Vi måtte så tage med en
flodbåd ud til et andet vandrehjem ude i et havnekvarter – et
ret uhyggeligt sted.
Næste morgen tog vi båden tilbage til centrum. Vi gad
ikke at gå 10-15 km for at komme ud af byen, så vi stillede
os op ved en meget trafikeret gade lige før Elbebroen – men
ingen gad at samle os op. Efter lidt tid fandt vi på at gå hen
til en lysreguleret indkørsel til hovedvejen. Der kom vi op at
køre lige med det samme – og helt til Hannover.
Sådan begynder mine optegnelser i en dagbog overklistret med alt, der kunne klistres ind i en mappe, fx billetten til
flodbådsturen. Den kostede 25 pfennig og havde nr. 03734.
To drenge af sted som helt grønne
Huno var 14, og jeg var lige fyldt 15, og vi var begge i grøn
spejderuniform. Vore forældre havde givet os lov til en lille
tur til Nordtyskland, men nu stod vi allerede på andendagen
ved vandrehjemmet i Köln! Vi tænkte, at det kunne være
sjovt at komme en tur til Belgien, som vi nok havde hørt om i
skolen, men intet viste om. På vandrehjemmet mødte vi et par
belgiere, der talte flamsk. De skulle til Luik. Vi troede, man
talte fransk i Belgien, og vi kunne ikke finde Luik på kortet –
men vi kom da til Liège!
Næste morgen blev vi straks samlet op af en lastbil, der
skulle til torvehallerne i Paris. Det var ikke meningen, men
hvem kan sige nej til pludselig at komme til Paris? Især ikke
når man er 15 år og aldrig har været uden for Danmark.
Forældre og familie tænkte vi ikke på midt i eventyret.
Heldigvis var telefonen jo næsten endnu ikke opfundet …
På fjerdedagen tjekkede vi ind på Auberge de la Jeunesse
Boinfet. Det var et sommervandrehjem i gåafstand til
Montmartre. Og hvilket syn det må have været: To drenge
fra Mors og Padborg i spejderuniform foran Moulin Rouge!
Desværre kunne vi ikke finde tilbage til vandrehjemmet igen
og måtte søge hjælp på en politistation, hvor en politibetjent,
forklædt som murer med pistol i handskerummet, kørte rundt
med os, indtil vi genkendte fabriksbygningen, hvor herberget
lå. Vi var flove, men lettede! To overnatninger i ”byernes
by”, alle seværdigheder blev nået og beset – alt sammen med
metro. Vi nåede også en tur i latinerkvarteret med mad og vin.
Hjemturen førte os over Lille, Antwerpen og Amsterdam
– hvor vi igen gjorde store øjne! I Holland forsøgte vi at købe
kærnemælk og fandt ud af, at det hedder præcis det samme
på hollandsk. Det gør tandpasta også! Små men vigtige opdagelser, der holder sig et helt liv. Endelig blev det Gronningen,
Bremen og Eckernförde, inden vi på tolvtedagen igen var i
Padborg. Vi havde hver 250 kr. med på rejsen, og det passede
lige.
Mod på mere
Rejsen gav mig mod på flere nye eventyr, og i årene efter blev
det til Monaco, ned gennem Frankrig og op over Italien. I 1966
14
Med tomlen på højkant
i vejkanten
Det 324 meter høje Eiffeltårn har siden 1889 været et vartegn for Paris.
Det at blaffe er symbolet på frihed.
Frihed til selv at bestemme tempoet,
til at lade tilfældighederne råde og
i et vist omfang bestemme, hvor du
vil hen, og hvem du vil køre med. Det
kan måske godt føles lidt grænseoverskridende at blaffe, men der venter
dig masse af spændende og positive
oplevelser – og du vil møde mange
interessante mennesker på din vej.
Blafferens vigtigste redskab i dag
hedder papskiltet. Uden skilte med
bynavne på, er du næsten sikker på ikke
at komme nogen steder. Og så gør du
klogt i at have så lidt bagage med som
muligt, når du blaffer.
Seinen snor sig 776 km ned gennem Frankrig via bl.a. Paris.
Det har været et syn for guder, da vi stod i spejderuniform foran Moulin Rouge.
gik turen til Alicante og med færge til
Oran, derefter sydpå til Tamanrasset
og op over Tunis. Min første flyvetur
var med Air Tunis til Palermo. Jeg sad
bag rattet i en lastbil med anhænger op
gennem Italien, mens chaufføren sov
bagi! Pengene slap op før Milano, og vi
var nær aldrig kommet over grænsen
til Schweiz – uden penge og returbillet.
Der var langt til Danmark uden mad og
drikke, men hvad betyder et par dage
uden næring, når rusen over den netop
gennemførte tur stadig bruser i årerne?
I 1968 kørte mine forældre mig til
den første rasteplads syd for Elbbrücke.
Herfra tog jeg alene af sted mod
Australien med min rygsæk og 500 USD
i rejsechecks. Turen gik til Istanbul,
sejltur ad Sortehavet til Trabzon,
Teheran, Herat, Mazar-i-Sherif til Kabul,
Peshawar, Lahore, Delhi, Madras til
Colombo, Ceylon. Der boede jeg godt
tre måneder hos familien Gunawardana,
mens jeg forsøgte at få hyre på et skib til
Australien. Det lykkedes ikke, så jeg tog
samme vej tilbage. Pengene slap op midt
i Tyskland, så det var godt at komme
hjem til Mors og mors kødgryder lige
før jul og efter seks måneder.
Persien var en øjenåbner: Ingen talte
et sprog, jeg kendte! Jeg kunne hverken
læse tal eller bogstaver. Den slags oplevelser er svære at få i dag, hvor man kan
se alt i fjernsynet og på internettet. Der
fandtes heller ikke nogen ”Turen går til
Persien”-bøger. På hjemturen havde jeg
en interessant oplevelse: Jeg blev tilbudt
en stilling som engelsklærer i shahens
luftvåben!
Blafferrejsernes tid er nu forbi for
mit vedkommende, men de var en fantastisk rejseskole. Intet var planlagt, alt
måtte vi finde ud af undervejs, og alt gik
trods alt godt. Det medførte en sult efter
at se mere og opleve det ukendte. En
sult der blev livsvarig.
15
n Erik Aggerholm har medlemsnr. 147 og
har i skrivende stund to rejser i støbeskeen:
Togtur Ringkøbing-Lhasa og krydstogtskib
fra Barcelona til Buenos Aires og over land
til Ecuador, måske også til Antarktis, hvis
der findes en god pris i Ushuaia.
Ø og rev på Ontong Java.
Da Galathea 3-ekspeditionen
kom til Ontong Java
Ontong Java er én af verdens
sværest tilgængelige områder, og
kun en håndfuld turister har lagt
vejen forbi den afsidesliggende
atol langt ude i Stillehavet. Denne
ekstraordinære rejse foretog jeg
som deltager på Galathea 3-ekspeditionen.
Tekst & fotos:
Thomas Rathje
O
ntong Javas kridhvide
sandstrande er endeløse, og
over dem hænger kokos­
palmer og svajer i brisen
fra det åbne Stillehav. Kun få meter
fra strandkanten starter koralrevenes
mange farver og væld af liv, og over de
små tropiske koraløer hænger himlen
stor og krystalblå. På lagunesiden af
øerne er det eneste, man kan se i horisonten, de smalle grønne striber fra de
lavtliggende øer, som til sammen udgør
kanten af verdens andenstørste atol.
Kigger man i stedet ud imod det store
blå ocean, er det umuligt at se, hvor
havet stopper, og himlen starter. Det
eneste, der adskiller de to, er ækvators
brændende sol, der hænger langt oppe
over det lille idylliske paradis.
Den lokale befolkning er oprigtigt
glad for at møde os, og alle deres mange
tatoverede ansigter, der er en eksotisk
blanding af melanesiske og polynesiske træk, lyser op i store smil, når vi
nærmer os. Bag os lyder generte fnis og
opmuntrende tilråb fra landsbyens unge,
og en hale af børn følger os, hvor end vi
går. Nøgne småbørn bryder i forskrækkelse ud i gråd, når vi kommer på besøg
i husenes fint anrettede haver, der alle er
pyntede med store konkylier, tropiske
blomster og hvide koralsten. De ældre
søskende kommer fornøjet rendende og
redder deres mindre søskende fra vores
blege ansigter. I alle hjemmene bliver vi
tilbudt friske kokosnødder og lidt tobak,
som vi ruller i papir fra kladdehæfter,
alt imens vi sidder på flettede palmemåtter på sandgulvet og snakker om
vores forskellige verdener. Om aftenen
fremviser unge mænd og kvinder med
stolthed deres traditionelle danse og
synger deres sange i kor. Deres kroppe
er malet i varme gule og orange farver,
og de snor sig under fuldmånens skær
til den hypnotiske lyd af trommer og
havets buldren ...
Jeg ved, at det næsten lyder som en
rejsebrochure, og hvis ikke jeg havde
været der selv, ville jeg nok tænke, at
der var smurt lidt tykt på – men det var
det ikke, det var faktisk kun begyndelsen på en fantastisk rejse.
Fra Amaliehaven mod de syv have
Første gang, jeg hørte om Galathea
3-ekspeditionen, var i januar 2006, da
jeg sad på en lille ø ud for Borneos kyst
sammen med et tv-hold, som ivrigt
fortalte mig om en kommende arbejdsopgave. De fortalte mig, at de skulle
rejse Jorden rundt med et forskningsskib for at dokumentere besætningens
arbejde. Den del af deres fortælling, der
omhandlede Stillehavets øer, optog mig
særligt meget, for jeg havde i mange
år været interesseret i at besøge de
samfund, som lever på bitte små sandbanker langt ude på Stillehavet. Imens
jeg sad der under stjernehimlen på
den lille ø i Suluhavet, havde jeg ingen
anelse om, at min største rejsedrøm
ville gå i opfyldelse samme år.
Senere samme år, på en ganske
almindelig formiddag i november,
sagde jeg farvel til min hustru og lille
søn på kun seks måneder for at drage af
sted på det, som skulle blive én af mine
absolut største oplevelser i udlandet.
Forsvarets inspektionsskib, Vædderen,
var sejlet fra Amaliehaven i august for
at begive sig ud på Galathea 3-ekspeditionen, der, i videnskabens og undervisningens navn, skulle sejle Jorden rundt.
Jeg var taget til Salomonøerne for at
være en del af ét af de mange landbaserede forskningsprojekter, som blev
udført langs med Vædderens rute.
Er det sådan et paradis ser ud?
Jeg landede i Honiara, Salomonøernes
hovedstad, tre dage efter jeg var taget
fra København. Det var en lang rejse,
17
men på trods af et massivt jetlag og
kun meget få timers søvn i løbet af de
forgangne dage, var mine sanser helt
åbne, og min opmærksomhed var tunet
ind på alt, hvad der kunne give mig
et hint om det tropiske paradis, jeg i
så mange år havde gået og higet efter.
I stedet blev jeg mødt af en hovedstad, der var i en tilstand af noget, der
nærmest kunne beskrives som kaos.
Efter mange års interne konflikter,
ekstrem fattigdom og et korrupt politisk
system, lignede Honiara på ingen måde
det idylliske paradis, som jeg havde
forventet. Vejene var hullede, den kinesiske bydel var brændt ned, og der kørte
internationale soldater rundt i gaderne
med skarpladte geværer.
Jeg var taget til Salomonøerne for
at undersøge mulighederne for såvel
som begrænsningerne ved bæredygtig
turismeudvikling. Selvom jeg syntes, at
det var spændende at opleve Honiara og
møde byens hårdt prøvede indbyggere,
så fik synet af den kaotiske hovedstad
mig til at tænke, at det kunne blive lidt
svært at sælge dette sted som et tropisk
paradis.
Jeg skulle kun være i Honiara i
nogle få dage, for det egentlige mål for
min rejse var Salomonøernes nordligste atol Ontong Java. Der skulle jeg,
sammen med det øvrige ekspeditionshold fra Geografisk Institut, lave en
større undersøgelse af de samfundsmæssige og naturgeografiske forhold på
to af atollens mange øer.
Vi brugte dagene i Honiara til at
forberede vores arbejde på Ontong Java.
Sammen med de lokale tolke planlagde vi feltarbejdet og gennemgik de
data og kort, vi havde over øen, og da
vi en tidlig morgen satte os ind i det
lille privatchartrede fly, der skulle flyve
os de 400 kilomenter ud over det åbne
Stillehav til Ontong Java, var vi alle
nærmest ekstatiske af forventningsglæde og længsel efter endelig at se det
sted, vi havde studeret så længe.
Efter et par timer, med intet andet
end blåt hav under os og blå himmel
over os, fik vi endelig øje på en lille
række grønne øer igennem cockpit-
Snorkling i verdensklasse
Efter en lang dags arbejde greb jeg
hver eftermiddag min snorkel, maske,
svømmefødder og sandaler for at begive
mig ud på revene, der omkransede
øerne. Revene beskytter øerne imod
store bølger i forbindelse med storme
og orkaner, og fungerer samtidig som
spisekammer for atollens befolkning.
Mit hovedformål med at kæmpe mig
igennem dønningerne, som hamrede
ned over revets kant, var selvfølgelig
ikke at fange aftensmad, men derimod
at kigge på de mange fisk, delfiner,
rokker, hajer, skildpadder og mange,
mange koraller, der igennem århundreder har ligget næsten uberørt hen.
Det var kun den lokale befolkning, som
havde fisket og jaget på revene, hvilket
gjorde revene til noget af det bedste
snorkling, jeg nogensinde har oplevet.
Men det var lidt af en kamp at
komme derud. Først skulle jeg hen over
en 100 meter bred koralflade, hvor døde
koraller og skarpe sten skar mine fødder
i stykker, hvis ikke jeg havde sandaler
på. Lige inden det sted, hvor tre meter
høje bølger fra det åbne Stillehav bryder
hen over revet, skulle jeg skifte sandalerne ud med svømmefødder, for så at
time det således, at jeg kunne svømme
hen over revkanten inde under bølgerne.
Belønningen for mine prøvelser var til
gengæld også værd at udsætte liv og
lemmer for. Det væld af liv som mødte
mig, samt udsigten til øernes høje
kokospalmer hen over de brusende
bølger, var uden sammenligning enhver
dykker­entusiasts våde drøm.
Landingsbanen på Ontong Java.
tets vinduer. Vi fløj flere gange i lav
højde over den ø, vi skulle lande på, og
vi kunne tydeligt se, at alle øerne var
omkransede af koralrev, der havde de
mest utrolige farver. Øen, vi landede
på, var ikke længere end den såkaldte
landingsbane, som egentligt bare var et
lille område, der var ryddet for palmer i
anledning af vores ankomst.
Da vi steg ud af flyet, blev vi mødt
af glade mennesker, der overrakte
os friske kokosnødder, alt imens de
kiggede interesseret på os. Vi blev sejlet
over lagunen til hovedøen Luangiua,
hvor ca. 1100 mennesker bor i palmehytter direkte oven på strandsandet.
Efter et møde med de to høvdinge og et
offentligt møde, hvor vi via tolke forklarede de fremmødte om vores undersøgelser og hensigten med vores besøg,
blev vi indlogeret i en hytte, hvor vi
kunne hænge vores myggenet op og
rulle vores måtter ud.
Dagene gik med at lave interviews
og indsamle data til vores undersøgelser. Det var spændende at få indsigt
i øboernes liv og historie. De fortalte
om, hvordan de havde levet af at samle
søpølser, men at regeringen nu havde
forbudt dem at gøre det, pga. fare for
at bestanden ville forsvinde. Efter
forbuddet havde de kun meget ringe
indkomstmuligheder i form af salg af
kokos, tang og hajfinner. De levede
desuden af de sparsomme frugter
og grøntsager, som de kunne dyrke
i den næringsfattige jord, samt af fisk,
kokoskrabber, skildpadder og fugle, som
de kunne fange på og omkring øerne.
18
Friskfanget sushi
Vi flyttede vores undersøgelser til
atollens anden permanent beboede ø,
Pelau, hvor der bor ca. 800 mennesker.
Det tog en hel dag at sejle til den anden
ende af lagunen, og på vejen gjorde vi
stop på nogle af de mange øer – den
ene mere fantastik end den anden. De
var ubeboede og kun enkelte plante- og
træarter groede på øerne. På nogle af
øerne boede der store fuglekolonier, og
nogle af dem var ikke andet end en
sandbanke med et par palmer på. Vi
fangede fisk på vejen ved hjælp af fiskeliner, som vi holdt i hånden, mens vi
sejlede. De friske fisk spiste vi rå, og de
blev skyllet ned med kokosmælk.
Da vi hen på eftermiddagen
nærmede os Pelau, hørte jeg sang fra
dæmpede kvindestemmer. Da vores båd
borede sig ned i det hvide sand på det
lave vand, blev stemmerne stærkere, og
Salomonøerne
Rå fisk på vej til Pelau.
jeg blev mødt af øens unge kvinder, som
lagde en blomsterkrans om min hals
og satte en blomsterkrone på mit hoved,
hvorefter de ledte mig og resten af
ekspeditionsdeltagerne igennem landsbyen, alt imens de sang i kor. Jeg ved,
at det lyder som en kliché, men det er
åbenbart sådan, man gør det på Pelau.
Vi forklarede igen høvdingen og
resten af øens beboere, hvorfor vi var
kommet, og bad om lov til at udføre
vores undersøgelser. Efter den formelle
ceremoni var overstået, og vi var blevet
indlogeret på landsbyens skole samt
introduceret til de lokale toiletregler
(mænd brugte havet på lagunesiden af
øen og kvinder havet på Stillehavssiden),
gik vi igen i gang med vores arbejde.
En morgen tog jeg med en fisker
ud for at fange hajer. Vi spejdede ud
over horisonten efter de store fugleflokke, som samles hen over store stimer
af små fisk. Med de små fisk kommer
nemlig større fisk såsom tun, og med
tun kommer hajer – store hajer. Vi fandt
en fugleflok og sejlede direkte ind i den,
hvilket var lidt som at sejle lige ind i en
haglstorm på åbnet hav. Under os fik
fiskene vandet til at boble, og over os
dykkede hundredvis af fugle ned imod
overfladen. Fiskeren spiddede nogle
store fisk på en 15 cm stor krog, som sad
for enden af en tyk fiskeline, som han
derefter kastede ud i fiskestimen under
os. Efter et par minutter dukkede en
skygge op under os. Den var mindst lige
så lang, som den kano vi sad i, hvilket
hurtigt fik mig til at droppe min oprindelige plan om at hoppe i vandet med
min snorkelmaske, så snart hajerne
dukkede op. Det ærgrer mig lidt i dag,
at jeg ikke kom i vandet, men jeg var
Kvinder malet med gurkemeje.
simpelthen bange for ikke at kunne
komme hurtigt nok op i den ustabile
kano uden at kæntre den, hvis hajerne
skulle vise sig at være klar på at eksperimentere lidt med kosten i form af
skandinavisk menneskekød.
Hurra, vi er forsinket
Efter fire ugers besøg til et af verdens
mest afsidesliggende og isolerede steder
var det desværre blevet tid til at tage
tilbage til Honiara. Selvom man derude
savnede almindelige ting såsom senge,
stole og toiletter, var det alligevel trist
at skulle sige farvel. Både befolkningen
og omgivelserne var kommet helt ind
under huden på mig. Jeg vidste allerede,
inden jeg tog af sted, at jeg ville komme
til at savne at sidde i mændenes hytte
og se ud over vandet ved solnedgang og
snakke om deres samfund og traditioner.
Da flyveren ikke dukkede op på
den aftalte dag, og vi derfor var nødt
til at blive en ekstra dag, var jeg ikke
specielt skuffet. Desuden så jeg frem
til at skulle tilbringe endnu en dag i
lufthavnens ”ventesal” – revet langs
med øen, hvorpå der var blevet ryddet
palmer til landingsbanen. Så alt imens
jeg lå og kiggede på leopardhajer og
havskildpadder, så jeg også flyveren
komme og lægge an til landing. Jeg blev
helt høj ved tanken om, at jeg inden for
fem minutter havde stirret en barracuda
ind i øjnene og fløjet i lav højde hen
over det rev, som udgør dens hjem.
Hvad angår resultaterne af mine
undersøgelser af turismepotentialet på
Ontong Java, tvivler jeg på, at strandene
på atollen vil være dækket af liggestole inden for de nærmeste år. I mit
19
Øgruppen ligger i det sydlige Stillehav
øst for Papua Ny Guinea og udgør
28.450 km². Befolkningen er på ca.
495.000, og ca. 95 % er melanesere.
Salomonøerne opnåede selvstændighed fra Storbritannien i 1978.
Ontong Java er verdens næststørste
atol, og besøg skal altid aftales på
forhånd og kan ske ved enten at chartre
et fly eller tage med den faldefærdige
færge, som sejler dertil to gange årligt.
UD & HJEM IGEN: Fly Brisbane-Honiara
t/r koster ca. 5000 kr. Visum fås ved
ankomst i lufthavnen.
BO: Hoteller i Honiara findes kun i
meget begrænset omfang.
arbejde som turismekonsulent har jeg
erfaret, at de fleste turister foretrækker
at tage til steder, som ligner urørte paradisøer, men hvor toilettet er mere end
bare havet, og hvor fisken bliver grillet,
før den spises. Ikke desto mindre vil
der altid være nogle, som sætter pris på
netop disse karakteristika, og denne
lille flok af pionerer baner som regel
vejen for alle de andre, så mon ikke
liggestolene nok skal komme frem en
dag – hvis ikke den globale opvarmning
gør det af med livet, som jeg kendte det
på Ontong Java.
n Thomas Rathje har medlemsnr. 254 og
har besøgt 57 lande og fem territorier. Han
er uddannet cand.scient. i kulturgeografi
med speciale i udviklingslande, fattigdomsproblematikker og udviklingsprocesser
og er i dag ansat som produktudvikler og
CSR-koordinator hos Horisont Rejser.
Kabuls drageløbere.
20
Nu flyver dragerne igen over Kabul
Oplev Afghanistan og en af
verdens ældste kulturer og se en
anden side af landet end det, vi
ser, læser og hører i nyhederne.
Tekst & fotos:
Theis Sølling
Afghanistan er næppe et land, der
behøver nogen større introduktion. Det
centralasiatiske land har været i mediernes overvejende negative søgelys som
følge af væbnede konflikter i snart 35
år. Men Afghanistan er så meget mere
end Taleban og vejsidebomber, og en
turistrejse til landet vil – med de rette
forberedelser – kun påføre den rejsende
skade i form af en voldsom trang til at
vende tilbage til den enestående gæstfrihed, man møder overalt i landet. Min
egen rejse til Afghanistan i 2012 efterlod
mig i hvert fald med et uudsletteligt
indtryk af et smukt og stolt folk.
”I er modige!” Vi er midt i en
eksplosion af farver, kebab-os og
fuglekvidder i Kah Faroshi – Kabuls
gamle fuglemarked. Ordene stammer
fra Ali, en bred Pastun i hvid salwar
kameez. Hans lange sorte skæg og
sorte turban får os til at tænke på
hedengangne taliban-dage. Han er dog
blot australsk afghaner på besøg. Vi
trækker vejret roligt igen, men selv om
vi kun har mødt ekstrem venlighed
overalt på vores tur fra Mazar-e-Sharif
på den støvede steppe i det nordlige
Afghanistan til det ældgamle fuglemarked her i Kabuls tyrkiske bazar, så
ved man jo aldrig!
Afghanere sætter en ære i at være
værter. De deler alt, hvad de har med
fremmede, som har behovet. Vi går
dybere ind i bazaren, der med sine
lerklinede vægge ser ud, som om den
har ligget der siden Alexander Den
Store kom forbi Kabul. Kvindernes blå
burkaer kaster skygger i eftermiddagssolen, mens gaden giver genlyd af de
mange salam aleikum’er, vi mødes af fra
de små støvede boder. Mange steder
inviteres vi på choi – te.
”Hvad er jeres arbejde her
i Afghanistan?” Vi er turister.
Afghanerne smiler stolt. De er glade
for, at folk vil besøge deres enestående land med fredelige hensigter. I
en af de ramponerede butikker tager
vi imod et tilbud om te hos Said, som
sælger tæpper. Men han vil ikke høre
tale om noget salg, før vi har drukket
uendelige mængder af sød afghansk
te og spist alle hans pistacienødder. I
1970’erne kom her mange turister, siger
han. Men nu kommer der ikke så mange.
Afghanerne har været hårdt ramt. Han
Gadeliv i Kabuls tyrkiske basar.
21
læser digte op for os på et smukt dari –
både små finurlige ordspil og længere
mere melodiske stykker om krig og
kærlighed. Vi tager afsked med et
rungende tashakkur – det allestedsnærværende ”tak” på dari, som er en dialekt
af iranernes farsi og tales af halvdelen af
Afghanistans befolkning.
Smukke mennesker og nye moskéer
For enden af basaren ligger Kabulfloden.
Der er ikke meget vand i den – det
kommer først, når sneen smelter i
Hindu Kush om foråret. Men der er
udsigt til den tusinder af år gamle
bymur, der snor sig op ad bjergvæggene
omkring Kabul og til den unikke Share-doh Shamshira-moské. En bygning,
der – som den eneste af sin slags i
verden – er bygget i en meget særpræget
1920’er-stil. Moskéen hører nærmere
hjemme i et europæisk funkiskvarter
end i et centralasiatisk brændpunkt.
Den er smuk – alene navnet! – “Kongen
med De To Sværds Moské”. Man kan
næsten høre bygningen fortælle om
alle de ulyksaligheder, som indbyggerne i Kabul har stået model til. Der
er ikke så forfærdelig mange decideret
smukke bygninger i Kabul, men der
er til gengæld utrolig mange smukke
og stolte mennesker her – som overalt i
Afghanistan.
Med sin position i hjertet af
Silkevejen har landet været en smeltedigel for etniske grupper, der var på
vej fra Kina til Middelhavet, og det ses
tydeligt i gadebilledet. Lige meget hvor
man vender sig hen, ser man folk med
et nyt udseende. Afghanistans mere
end 20 dominerende etniske grupper er
landets styrke – og dets store svaghed.
Det er selvfølgelig umuligt at nå til
nogen som helst form for enighed
med en sådan diversitet. Afghanistan
mangler en leder, der forstår at samle
landet. De afghanere, vi talte politik
med, mener absolut ikke, at det er
landets siddende præsident Hamid
Karzai. Overalt i gadebilledet ser man
bannere med Nordalliancens leder,
Ahmed Sham Massood – patrioten med
den karakteristiske afghanerhat, puh kul.
Han havde nok været et godt bud, hvis
AFGHANISTAN
Shar-e-Doh Shamshira – Kongen med De To Sværds Moské ved Kabulfloden. Et af kong
Amanullahs forsøg på modernisering i Kabul.
proviantere til vores tur ud for at finde
drageløberne.
Afghanistans smukke og stolte befolkning består af 23 etniske grupper. Det gør
selvsagt gadebilledet levende.
han altså ikke var blevet snigmyrdet af
talebanstyret i bjergene nord for Kabul
to dage inden 9/11. De vidste vist, at der
var noget i gære.
Kebab i Shar-e-nau
Vi fortsætter tilbage mod vores hotel
i Kabuls nye bydel, Shar-e-naw. Her
ligger Shar-e-naw-parken. Der er ingen
belysning, men masser af liv. Unge, der
mødes, som de altid har gjort det. De er
nu frie til at gøre, hvad de vil. De sidder
i parken og hører musik eller spiller
fodbold. Ting som var forbudt under
talibanstyret. Der er også en liflig duft
af gran iblandet duften af lammekød
fra hver trækulsgril, som er stillet op
rundt omkring parken i små boder. Her
kan man købe lækker afghansk mad
for en slik. Inden vi går i seng, besøger
vi et af Kabuls supermarkeder for at
Drageløberne på udkik efter deres
næste bytte
Hvis man tager op ad bakken mod
Nadir Shars mausoleum, render man
uundgåeligt ind i Kabuls drageflyvende ungdom. Drageflyvning er en
stor sport i den persisktalende del af
verden og er ivrigt genoptaget, efter
at Talebans forbud er væk. Det gælder
om at kappe de andres drager ned med
dragesnoren. De unge er rene mestre.
Det er herligt befriende at stå her på
Maranjan-højdedraget og kigge ud over
Kabul, mens man betragter drengene,
der spejder ud over bakkens kant. De
kigger mod himlen og mod dragerne,
der blafrer højt oppe i morgenbrisen,
som de har gjort i århundreder. I Kabul
nedenfor ånder alt på overfladen fred og
ro. Måske er der morgengry på vej for
Kabuls drageløbere.
Kabul er knudepunkt for rejser
ud i landet. Man kan besøge mange
steder i Afghanistan, men man skal
lytte til lokale råd. Alt syd for Kabul
bør man undgå. Det nordlige og vestlige Afghanistan rummer dog kulturelle
skatte og den samme ekstremt gæstfrie befolkning som i Kabul. Man kan
besøge den blå moske i Mazar-e-Sharif,
der gemmer på profetens fætters grav
– eller en af Silkevejens perler, Herat i
vest med den enestående fredagsmoské.
Hvor man end vender sig, så er man
helt sikker på eventyr og gæstfrihed. Et
besøg får en til at ønske det allerbedste
22
UD & HJEM IGEN: Turkish Airlines flyver
fra København til Kabul via Istanbul
for ca. 4.000 kr. t/r. Alternativt kan
man rejse ind over land fra enten Iran
(via Mashad til Herat), Uzbekistan (via
Tashkent til Termiz eller Hairatan)
eller Turkmenistan (via Sergetabad til
Herat), som giver en mulighed for at
se mere af Centralasien. Indrejse via
de centralasiatiske republikker er lidt
mere besværligt, da der er omfattende
visumkrav. Man kan få et turistvisum til
Afghanistan ved den afghanske ambassade i enten Berlin (50 euro) eller Oslo
(100 euro). Rundrejse i landet er mest
sikkert i den nordlige del, mens den
sydlige del ikke kan besøges på nuværende tidspunkt. Indenrigsfly (fx www.
flykamair.com) er billige og anbefalelsesværdige, da vejene og trafiksikkerheden er i dårlig stand. Hoteller og mad
er meget billigt (mindre end 150 kr. om
dagen), hvis man benytter sig af lokale
faciliteter.
for Afghanistan, som i den grad har
brug for al den støtte, landet kan få.
n Theis Sølling har medlemsnr. 218 og
oplyser, at han kender to gode rejsecitater:
“Vejen er målet” (Michael Knakkergaard
Jørgensen) samt “på min gravsten skal der
stå: ’been almost everywhere, done almost
everything’” (ukendt Thorn Tree-skribent
på www.lonelyplanet.com). Theis prøver
i hvert fald at efterleve dem, når han kan.
Hans motto er, at det gælder om at leve hele
tiden, så livet ikke bliver noget, der sker,
mens man forbereder sig på noget andet!
Der er så mange fede oplevelser derude
og ofte er de fedeste dem, som man ikke
forbereder sig på – dem der bare finder sted
rundt om hjørnet eller på løbeturen i en
vilkårlig lille flække.
Mit liv som
frivillig i
Vi stod på toppen af Waayna
Picchu, og det her var synet der
mødte os. Man kan ikke helt
lade være med at tage en masse
billeder for at forevige det.
Peru
Tekst & fotos: Salka Breum
”En anden måde at leve på” – det
er mottoet for et lille projekt for
frivillige i Cusco i Peru, kaldet
Aldea Yanapay. Projektet blev
lanceret af en lokal mand, som
ønsker at gøre noget for unge
peruaneres fremtid. Som mottoet
antyder, forsøger projektet at vise
de unge en anden måde at leve på,
så de kan tage deres fremtid i egen
hånd.
I
kke langt fra den centrale Plaza de
Armas i Cusco ligger en lille gyde,
som man ikke ville finde særlig
bemærkelsesværdig, hvis man bare
kom forbi tilfældigt. I virkeligheden
ville man nok slet ikke finde den særlig
indbydende. Men når klokken slår 15,
åbnes døren til en af Cuscos helt unikke
familier, nemlig familien Aldea Yanapay.
Det er en familie, der er samlet mandag
til fredag fra kl. 15 til 19. Når man
befinder sig her, er det som om intet
andet har betydning, og børnene, som
kommer her, glemmer de problemer,
der venter dem uden for den magiske
verden i Aldea Yanapay. Børnene
kommer fra familier, som ofte har
mange medlemmer og få midler. De kan
være fra familier med vold og alkoho-
lisme. Det er desværre et stort problem
i Cusco og store dele af Peru. Det kan
endda nemt tænkes, at man møder børn
fra projektet midt om natten, mens de
forsøger at sælge tyggegummi eller
andet til fulde feststemte backpackere,
fordi de ikke er velkomne hjemme, før
de har solgt alt og kommer hjem med penge
til familien.
De ovennævnte problemer er mere
end velkendte i Peru. Derfor er alle børn
og unge velkomne i Aldea Yanapay, så
længe der ikke er propfyldt i Yanapayskolerne. Det eneste krav, der bliver
stillet til børnene, er, at de kommer hver
dag og bliver en del af projektet, mere
end bare en gang i mellem. Projektet
er ikke en erstatning for børnenes
normale skolegang. Det skal nærmere
ses som et supplement. Yuri, projektets grundlægger, vil langt hellere give
børnene noget, som han ikke mener, det
peruanske skolesystem kan give dem.
Han vil give børnene et kig ind i andre
dele af verden, men også prøve at give
dem en masse viden om den kultur, de
selv er en del af. På den måde mener
han nemlig, at børnene nemmere vil
kunne tage en beslutning om, i hvilken
retning de vil dreje deres liv. Om det
skal være i den retning, som mange af
23
deres forældre desværre har valgt - den
retning der inkluderer vold i familien
og alkoholproblemer. Eller om de vil
bryde mønstret og dreje deres liv i en
bedre retning. Men det skal være et valg,
de selv tager, for man kan ikke tvinge
nogen til at gøre noget som helst, mener
Yuri.
Eftersom mange børn kommer
fra hårde vilkår, skal de altid føle sig
velkomne og elskede, når de kommer
i Yanapay skolerne. Kram, kærlighed og
glæde skal være midlerne til at få børnene
til at blive ved med at komme og være en
del af projektet. Omend det lyder meget
idealistisk og blåøjet, er det helt basale
ting som kærlighed og glæde, som
børnene mangler i deres ellers hårde
hverdag.
Opgaver som frivillig
Eftersom der er børn fra 4-15 år, er de
delt op i skole 1 og 2 efter alder, men
i hver skole er der de samme aktivitetsrum. Der er spillerum, billedkunst,
lektiehjælp og bibliotek, og man er som
regel to-tre frivillige, som står for et
aktivitetsrum. Man har to timer til at
lave sjove aktiviteter med børnene. Det
kan være alt fra at lave dyr af flasker i
billedkunst til at spille huskespil, hvor
Det skete flere gange i Arequipa at lokale kom hen og spurgte, om de måtte tage et
billede af os med deres barn. Her sidder Marla og jeg sammen med en pige fra Puno, hvis
forældre var mere end ivrige efter at få et billede med os.
man lærer børnene nogle engelske ord
eller til at læse historier højt i biblioteket,
mens børnene tegner. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Bagefter mødes alle i gården i skole
2, hvor der er ”cirkel”. Her får de informationer af forskellig art, og man kan
få ordet og fortælle, hvad man har på
hjertet, hvis man ønsker det. Det er rigtig
hyggeligt og et lille pusterum for de
frivillige, som selvfølgelig sidder med,
men som ikke skal stå for underholdning i de ca. 45 minutter, det står på.
Den sidste del af dagen er efter
min mening den sjoveste. Her får man
nemlig mulighed for at lære en lille
gruppe af børn bedre at kende. Børnene
bliver fordelt i klasser alt efter deres
alder. Hver uge er der et nyt tema, som
kan være alt mellem himmel og jord,
men det er noget Yuri beslutter fra uge
til uge. For at give et godt eksempel
underviste jeg sammen med to andre
frivillige om Mexico. Så var det vores
opgave at lave sjove aktiviteter for
børnene og lære dem forskellige facts
og nyttig viden om dette emne. Det er
klart at de unge på 14-15 år kan lære
en del mere på en uge end de helt små
børn på omkring 4 år, så det er op til
de frivillige at planlægge et sjovt og
passende program for de børn, de har i
deres klasse.
Det store show hver fredag
Fredag er en lidt anderledes og sjov dag.
I stedet for at have cirkel og klasseundervisning skal børnene lave et show,
hvor de viser de andre børn og frivillige,
hvad de har lært i løbet af ugen. Man
har selvfølgelig lavet sin optræden med
Jeg står ved indgangen til yanapayskolerne ved det fine logo, der er blevet
malet på væggen.
De dygtige børn i cielo fremviser her til fredagsshow traditionel dans fra Peru da de
havde om delstaten Puno.
børnene i løbet af ugen, og man kan
lave hvad som helst, man skal bare have
det sjovt og vise de andre, hvad man har
lært. Det kan fx indebære udklædning,
teaterstykker, dans eller sang. Mellem
optrædenerne kan børnene også få lov
at lave deres egne små optrædener, og
det plejer også at være rigtig sjovt at
høre dem synge på quechua eller fremvise en dans, de har lavet med deres
fætter, eller hvad de nu kan finde på.
Hvorfor netop dette projekt?
Da jeg satte mig for at finde et projekt,
hvor jeg kunne arbejde frivilligt, blev
jeg overrasket over, hvor mange organisationer og projekter der har ekstremt
høje økonomiske krav til deres frivillige.
Jeg besluttede mig lynhurtigt for, at jeg
ikke ville betale for at arbejde gratis, det
er for mig et helt absurd krav.
Jeg fik anbefalet Aldea Yanapay af
en veninde, som havde været i Peru, og
som havde hørt om projektet. I Aldea
Yanapay er det gratis at arbejde, og
der er heller ikke andet krav til opholdets længde, end at man skal være der
24
minimum en uge. Der er heller ikke
noget krav mht. det sproglige. Man
kan komme og være en del af projektet
uden at tale et ord spansk, men så kan
man stensikkert bidrage med en masse
andet. De der sammensætter grupperne
af frivillige, som skal arbejde sammen,
sørger altid for, at der er minimum en,
som taler virkeligt godt spansk i hver
klasse, for børnene taler selvfølgelig
ikke andet end spansk.
Økonomisk løber projektet rundt
ved hjælp fra et hostel og en restaurant,
som Yuri lancerede netop med henblik
på, at overskuddet skulle gå til at lave
Yanapay-skolerne. Personalet på både
hostel og restaurant er også en del af
projektet. De får selvfølgelig løn, og det
er mennesker, som er utroligt taknemlige for den mulighed, de har fået ved
at arbejde for Aldea Yanapay. Generelt
er der en helt vildt positiv stemning
omkring hele projektet. Børnene elsker
at komme der, og mange af forældrene
er også utroligt glade for, at børnene
kan komme der. Det betyder jo også, at
Cusco
og jeg oplevede aldrig nogen dårlig
hygiejne. Hostels findes i alle prisniveauer. Jeg kan varmt anbefale Hostal
Mágico i Cusco, som er tilknyttet Aldea
Yanapay-projektet. Det koster ca. 43
kr. per nat på sovesal og ligger på Calle
Fierro 534 nær Plaza de Armas. Læs
mere på www.hostalmagico.com.
Marla y Miguelito.
Cielo.
de ikke behøver at bekymre sig om, om
de laver ballade i gaderne.
Seks fortryllende uger
Det var en helt fortryllende oplevelse, de
seks uger jeg var på projektet. Jeg boede
på hostellet sammen med mange af de
andre frivillige. Det er ikke et krav, at
man gør det, men jeg kan kun anbefale
det, for man får et helt unikt sammenhold med de andre frivillige. Folk der
kommer og arbejder her, er fra alle
dele af verden, og man kan lære rigtig
mange ting af hinanden. Derudover
får man sig en helt ny familie ved at bo
sammen med de andre frivillige. Man
spiser sammen, arbejder sammen og
fester sammen; med andre ord laver
Man kan sagtens få et par dage til at
gå i Cusco med bare at udforske byen
og dens nærliggende inkaruiner – husk
at købe et turistpas for at få adgang
til ruinerne! Byen med ca. 300.000
indbyggere er også et godt stop inden
Machu Picchu, som ligger 112 km
mod nordvest. Et af mine yndlingsudflugtssteder er den lille by P’isaq,
30 km fra Cusco. For at komme dertil
tager man en lille lokal bus, som koster
ca. 11 kr. P’isaq er en lille idyllisk by
med mulighed for at vandre op og se
gamle ruiner. Og hver søndag er der
marked med alverdens herligheder. Der
er både håndværk og et marked med
mad. Det kan helt klart anbefales at
bruge en dag her.
SPIS & BO: Cusco er en meget turistet
by med tilsvarende priser. Vælger man
at gå på markedet (fx Mercado de San
Pedro) og prøve de lokale specialiteter,
er det selvfølgelig billigere end en turistet restaurant. På markedet kan man få
en god frokostmenu for højst 11 kr.,
man alt sammen, hvis det er­det, man
har lyst til. Jeg ved, at de mennesker,
jeg har mødt her, vil være venner for
livet, og selvom vi måske bor på hver
sin side af jordkloden, vil vi altid have
en helt speciel oplevelse til fælles.
Man skal selvfølgelig ikke komme
og arbejde her og tro, at man kan gøre
verden til et bedre sted, for der skal
mere til end det. Men man får helt
sikkert en god oplevelse, man giver
nogle børn nogle fede oplevelser, og så
kan man jo håbe på, at man kan have
været en brik i et større puslespil, som
måske kan gøre en fremtid bare lidt
lysere for nogle af de børn, der kommer
i Aldea Yanapay. Og så skal man gøre
25
LOKAL TRANSPORT: At komme til
og fra Cusco er nemt. Der går busser
til Cusco fra størstedelen af Peru.
Man skal dog være opmærksom
på, at Cusco ligger højt over havets
overflade (3.400 moh.), så man skal
ikke forvente at komme fra fx Lima,
som ligger ved havets overflade
og kunne vandre rundt helt uden
problemer. Brug gerne lidt tid på at
akklimatisere dig eller besøg andre
byer på vejen, så du stille og roligt
stiger i højden. Hvis man skal rundt i
byen, kan man komme langt på gåben.
En taxa koster 6,50 kr. inden for den
centrale del af byen. Ellers kan man
prøve lykken med busserne, som koster
1,50 kr. Da Cusco er en storby, skal det
understreges, at det ikke kan anbefales
at gå hjem, hvis man har været ude og
opleve nattelivet. Tag en taxa!
VIL DU VÆRE FRIVILLIG? Læs mere på
www.yanapay.facipub.com. At blive
frivillig kræver kun, at man skriver
til dem og siger, hvornår man kunne
tænke sig at være med. I perioder er
der godt fyldt med frivillige, så det
kan være en god ide at skrive lidt tid i
forvejen, hvis man vil være helt sikker
på at få en plads.
det, fordi man har lyst til at lave noget
sjovt og anderledes.
n Salka Breum har medlemsnr. 541 og er
21 år. Hun har besøgt 36 lande og fem territorier, bl.a. en rundrejse med rygsæk i Peru,
Bolivia og Cuba og ni måneder i Colombia.
Hun studerer nu spansk sprog og kultur på
Københavns Universitet.
Et italiensk
bryllup med
en snert af
eventyr
Tekst:
Anette Lillevang Kristiansen
”Jamen skal sådan en eventyrer
som dig ikke giftes i en drypstenshule?” Det var ganske enkelt det
spørgsmål jeg blev stillet, da Bo
og jeg i 2011 havde fået den tanke,
at vi ville giftes. Selvom vi begge
er ret traditionsbundne og måske
dybest set foretrak Brabrand Kirke,
så endte vi med et mere vanvittigt
og utraditionelt bryllup, end vi
nogensinde i vores vildeste fantasi
havde forestillet os. For eventyr
skal der jo til – koste hvad det vil!
fotos: Daniele La Monaca,
Maria Branebjerg & Bo Skov
Særkjær
M
Bo og jeg gik lidt forfjamskede gennem den stenbelagte gade i Costacciaro til et
begejstret kor at ældre damer og små piger, der råbte belllaaaaa! …
26
an må træde varsomt i sine
spinkle brudesko fra Lilly,
når man går ad kirkegulvet,
og der skal holdes styr på
både tusinde lag tyl, slør, brudebuket
og ikke mindst nerverne – det kan
enhver kommende brud forestille sig.
Men hvad gør man så lige, når turen til
altret i bogstaveligste forstand er brolagt
med sten og har forvandlet sig til en
krævende sveddryppende trekkingtur
i stejlt bjergterræn med skarpe klippeskær, vandpytter, et mudret glat gulv,
fugt fra tusindvis af drypsten - og stedet
for ceremonien i øvrigt kun kan svinge
sig op på en temperatur af 6°C? Og så
i stopløs brudekjole med slæb og langt
slør! Kan I se det for jer?
Nu ville det jo unægtelig havde
været en del lettere at gå op ad kirkegulvet i vores lokale kirke i Brabrand for
at blive smedet i hymens lænker, men
skæbnen vil det sommetider anderledes.
Selv til ens bryllup kan der forekomme
overraskelser og udfordringer, men
i en sky af ris, røde rosenblade og en
temmelig eksotisk kulisse sagde Bo og
jeg ja til hinanden i katedralen i Monte
Cucco-grotten i Italien, med vores
danske venner Maria og Poul Erik, den
lokale borgmester og den halve landsby
som vidner. Det blev en oplevelse, vi
sent vil glemme, og en af de historier
man kan blive ved med at fortælle hen
over middagsbordet.
Det begyndte egentligt med, at vi
ville forloves, og efter at have besøgt
samtlige guldsmede i hele Aarhus gik
det op for os, at vi i al stilfærdighed
ikke kunne blive enige om forlovelsesringene. Så slynger jeg kækt ud, at så
kan vi vel lige så godt blive gift med
det samme. Det var sådan en lidt indirekte måde at fri på i disse ligestillingstider. Den tog Bo til sig, og det næste,
der kom på bordet, var et forslag om
at blive gift i højlands-outfit blandt får,
geder og et Loch Ness-monster oppe
i en vindomsust middelalderkirke på
den skotske højslette.
Vi var netop den sommer på vej
til Skotland og England, og Bo fik
straks hede forestillinger om sig selv i
knælange uldsokker, skotskternet kilt
og sækkepibe over nakken. Vi kom dog
lidt for sent i gang med planlægningen,
og planen gled ud i sandet til stor
ærgrelse for Bo.
Romerske bryllupsdrømme
Året efter, i januar 2011, sad jeg på en
netcafé i Gibraltar og chattede med
Bo, da et helt nyt forslag så dagens
lys. Kunne det ikke være hyggeligt at
blive gift i Rom? Se, den skulle jeg lige
tygge lidt på, men efterhånden som
Bo fik fremlagt sine romantiske ideer
om et lille intimt bryllup i et af de små
kapeller blandt romerske søjler og
oliventræer, så kunne jeg godt se, hvad
han mente. Men hmm, bryllup i Italien,
hvordan skulle vi overhovedet få den
kringlet? Med min SU var det jo ikke
ligefrem millioner, vi var i besiddelse af.
Jeg blev alligevel lidt varm på
ideen, og telefonen var glødende til
Borgerservice, den danske ambassade
i Rom og ikke mindst bryllupsplanlæggere. Men det ville koste en bondegård.
Alene en vielse i Rom koster 1.200 euro,
og dertil kom alt det andet, som hører
med til et bryllup. Vi havde ikke sagt et
ord til vores familier, men ret tidligt i
forløbet bestilte vi to flybilletter til den
italienske hovedstad, uden at vide om
bryllupsplanerne overhovedet lod sig
realisere. Flere gange var de ellers så
romantiske bryllupsdrømme ved at gå
i vasken, lige indtil en dag, hvor min
mor fortalte om Maria, som hun og min
stedfar havde haft som guide på en rejse
i Toscana.
For at gøre en lang historie kort, så
havde jeg kort tid efter Maria i telefonen fra Italien, hvor hun foreslog os
at blive gift i en drypstenshule. Hun
havde været inde på min hjemmeside
og syntes da, at en så utraditionel bryllupslocation passede perfekt til os. Vi fik
herefter alle papirerne bragt i orden og
På ægte italiensk – og dansk – vis forlod
vi grottens katedral i en sky af ris og røde
rosenblade.
reserverede 12. juni 2011 til et bryllup i
grotten i Monte Cucco.
Lige pludselig skulle alting gå
meget stærkt, og vi havde sindssygt
travlt med alle forberedelserne. Jeg
var midt i eksamensforberedelser til
samfundsfag på journalistuddannelsen,
og en helt almindelig onsdag eftermiddag gik jeg ind i en brudekjoleforretning i Aarhus, i slidte cowboyshorts
og trekkingsandaler, og prøvede kjoler.
Det hele var ret spontant, og vi endte
med at købe vielsesringe to dage før vi
skulle af sted, men ingen anede uråd, da
vi drog mod lufthavnen med to meget
store kufferter.
27
Mønsted Kalkgrubber for viderekomne
Dagen før brylluppet gik det for alvor
op for os, hvad vi rent faktisk havde
sagt ja til. Hverken Maria eller Poul Erik,
som ellers har boet i Italien i flere år,
havde set grotten, så i vores naive forestillingsverden havde vi vel regnet med
noget hen ad Mønsted Kalkgrupper –
eller i hvert fald en hule, som vi kunne
gå ind i – men vi blev klogere!
Grotten havde været lukket for
offentligheden i 10 år, men nu havde
man åbnet den og forsynet den med
trapper og gangbroer, så turister kunne
komme ind. Vi var det første brudepar
nogensinde, der skulle vies der, og af
samme grund var den lokale biskop
oppe for at velsigne grotten dagen før
brylluppet. Selve ceremonien skulle
foregå i den største grottesal, kaldet
katedralen.
Første prøvelse var, da vi kom
op på toppen af det 1.500 meter høje
Monte Cucco-bjerg, som grotten
ligger inden i. En smal sti fører op til
indgangen, og med min højdeskræk
hagede jeg mig fast til Bo og var ved at
skide en grøn gris. Næste chok kom, da
det står klart for os, at grotten ikke bare
kunne entres på almindelig vis, men
skulle forceres via en stålstige, der fører
35 meter lodret ned i dybet. Fra at stå i
40°C kravlede vi nu ned ad den iskolde,
sjaskvåde stige og endte i 6°C.
Hele grotten strækker sig tværs
gennem bjerget og kræver et hike
på ca. fire timer, så efter velsignelsesceremonien begav vi os gennem
kuperet terræn, snævre passager og
enorme formationer af drypsten, der
er millioner af år gamle. Det var som
at gå rundt i en anden verden, og vi
mærkede for alvor gyset, når vi passerede dybe slugter og store sale.
Borgmester med højdeskræk
Næste dag var det som et rent eventyr
at gå hånd i hånd som kommende
ægtepar ned gennem hovedgaden i
den lille romantiske by Costacciaro.
Alle døre og vinduesskodder blev
åbnet, og alt fra gamle damer til små
piger råbte ”belllaaaaa!”, mens Bo
og jeg lidt forfjamskede vandrede
ned ad den brostensbelagte gade
mod borgmesterkontoret, hvor vi
skulle give hinanden vores første ja
og skrive under på vielsesattesten.
Man bliver altid gift to gange i
Italien, først på borgmesterkontoret og
derefter med en religiøs ceremoni i fx
Vores lille kvindelige borgmester iførte sig et skråbånd i de italienske farver, og så havde hun ellers bemyndigelse til at vie os.
Bryllupsceremonien foregik på italiensk, og vi forsøgte efter
bedste evne at smile og sige ”si” på de rigtige tidspunkter.
I pandelampernes skær blev der skålet i champagne på ægte
italiensk manér. Parret yderst til venstre er vores danske venner
Maria og Poul Erik.
kirken. Vi skulle jo vies i ikke mindre end en katedral, så det
var nok med lidt mere end almindelige nerver, at vi satte os
ind i bilen, der skulle fragte os op på Monte Cucco.
Vi havde bestilt en fotograf, men fordi det var lidt af en
sensation, at vi var det første brudepar i grotten, så endte det
med, at et helt filmhold fra den lokale tv-station mødte op. Det
var afgjort en god historie for medierne, så de slæbte kilovis
af filmkameraer og lys- og lydudstyr op i hulen. Lyset - eller
manglen på samme - i grotten var unægtelig en udfordring for
dem, og vi måtte tage mange sekvenser om flere gange, inden
den sad i kassen.
På ruten op til grottens indgang var stien næsten umenneskelig smal med et stejlt fald, og med både en brud med
højdeskræk og en kvindelig borgmester med ligeså megen
højdeskræk, så blev der hyperventileret en hel del undervejs.
Stiletter eller gummistøvler?
Et hjørne i grotten blev forvandlet til påklædningsrum, og alt
i alt havde jeg brudekjolen af og på tre gange i løbet af dagen.
Af og på og op og ned ad stiger og bjergveje! Mine påklædersker blev virkelig ferme til at give mig kjolen på og kom ind
i en vis rutine. Jeg må virkelig rose kjolen for at være usædvanlig slidstærk. Den holdt til den hårde medfart i fin stil, og
faktisk er det et under, at den ikke blev mere beskidt, end den
gjorde. Men at blive gift i en grotte og vælge at transportere
kjole, slør og brudebuket ned i en drypstenshule i 1.500 meters
højde, det kræver, at man slækker på traditionerne.
Jeg skulle egentlig have haft hvide blondestrømper, hofteholder og lyseblåt strømpebånd på, som det sig hør og bør,
men jeg endte med bare tæer i gode skridsikre trekkingsandaler med solide såler. Jeg ville også have været død af varme
oppe på landjorden, hvis jeg skulle havde haft alt udstyret
på. Til gengæld blev jeg i grottekulden udstyret med en sort
fleecetrøje over skuldrene, hvilket resulterede i, at jeg kom til
at ligne et medlem af Amish-sekten med min kyse af prikket
blondeslør.
Alt i alt ville det have været meget mere praktisk med et
par gode gummistøvler. Jeg turde ikke tage de indkøbte sølvstilletter på, for det ville bare være endt i en ulykke. Jeg ville
have brækket både arme og ben i det terræn! Og nu vi snakker
sikkerhed, så blev Bo udstyret med en orange sikkerhedshjelm. De havde også fundet en hvid hjelm til mig, men den
gik ikke helt i spænd med sløret, så jeg måtte bare bede til ikke
at få en drypsten i hovedet. Min kommende mand fnisede dog
vældigt over, at italienerne prioriterede gommens sikkerhed
højest.
Ud i verdenspressen
Selve grotteceremonien foregik på italiensk, så det var med
at sige ”si” og nikke på de rigtige tidspunkter. Det hele blev
beseglet med hele to vielsesattester, som vi senere på eftermiddagen kunne hente på borgmesterkontoret. Efter bryllupsmiddagen smed vi os ved poolen, og sjældent har man set et
nygift brudepar være så trætte. Vi havde det nærmest som
efter en bestigning af Everest.
Næste dag efter endnu en bryllupsmiddag stimlede vi
sammen omkring restaurantens fjernsyn, der sendte indslaget,
som filmholdet havde optaget under bryllupsceremonien i
grotten. Vi kunne godt leve med at blive berømte i den lille
landsby, men senere blev klippet lagt ud på det internationale
Reuters, og i flere dage efter brylluppet var vi på BBC, og hver
gang vi googlede ”Wedding in Monte Cucco”, så dukkede der
Det vanskelige grottelys var noget af en udfordring for filmholdet, men ikke desto mindre endte tv-indslaget med at komme
på BBC.
28
Grottebryllup i Italien
Mine romantiske barndomsdrømme om en bryllupskaret med hvide heste endte på
bagsædet af en Landrover i kuperet bjergterræn.
hundredvis af referencer op. Her troede
vi, at vi skulle have et stille og diskret
bryllup, og pludselig var man ude i den
halve verdenspresse!
Som sagt havde vi ikke fortalt
noget til nogen i Danmark – kun min
mor, fordi jeg til sidst inden afrejse ikke
kunne holde min mund. Da vi kom op
fra hulen, ringede Bo til sin far, som
simpelthen flækkede af grin og syntes,
at det var det vildeste, han nogensinde
havde hørt. Bos mor stod midt i en kø
af mennesker i Føtex, og da hun gav et
hyl fra sig og råbte ”Er i blevet gift!?”, så
begyndte alle omkring hende at klappe
i vilden sky.
Da støvet havde lagt sig, tog Bo og
jeg på bryllupsrejse til Assisi og boede
i et Clarissa-nonnekloster. Vi fik en fin
guidet tur rundt i byens store katedral af en dansk franciskanermunk,
der ønskede os held og lykke. En helt
igennem smuk og meget romantisk start
på et ægteskab.
Inden turen gik hjem til bryllupsreception i Danmark, tilbragte vi de
sidste dage i Rom, som afslutning på en
særdeles begivenhedsrig rejse. Vi må
nok indrømme, at vi aldrig selv havde
fået ideen til sådan et bryllup. Jeg har
faktisk aldrig, trods min rejsetrang, haft
tanker om at ville giftes på en strand på
Hawaii eller på toppen af et bjerg, men
i dag vil ingen af os bytte for en million.
Godt nok ville det have været en hel
del nemmere at sige ja til hinanden i en
dansk landsbykirke, men et drypstenshulebryllup var nu ganske originalt og
ikke mindst anderledes.
Et grottebryllup som vores vil forsigtig
anslået koste 15-20.000 kr. med tøj,
vielsesringe, rejse, ophold, middag,
transport osv. På nedenstående hjemmesider kan man danne sig et indtryk
af, hvad en guidet tur gennem grotten
koster samt priser på det bed n’ breakfast, hvor vi boede i dagene før og efter
brylluppet: www.grottamontecucco.
umbria.it og www.villapascolo.com.
Og se indslaget fra BBC her: www.bbc.
co.uk/news/world-europe-14175137.
Et eksotisk indslag – min brudebuket
var pyntet med påfuglefjer og spæde
solsikker og bundet af den lokale blomsterhandler i Costacciaro.
n Anette Lillevang Kristiansen er medre-
daktør af Globen og har medlemsnr. 328.
Hun har indtil nu rejst i 67 lande. Læs mere
om hendes rejser på www.inkapigen.dk.
29
Tekst: Martin Smedebøl
fotos: Karin Christiansen
Costa Favolosa – byggepris
omkring 3,35 milliarder kr.
Med kurs mod Hormuzstrædet
35 % af al verdens olie, der transporteres med tankskib, passerer
Hormuzstrædet, som forbinder
Den Persiske Bugt og Omanbugten.
I snit passerer 14 tankskibe
dagligt strædet, som på det snævreste sted kun er 56 km bredt. Det
var dog ikke noget tankskib, vi
sejlede med, men derimod Costa
Favolosa – et af verdens nyeste
krydstogtsskibe. Krydstogtet
blev også en af vores bedste
rejseoplev­e lser til dato.
T
ilfældet ville, at min kone og jeg
forrige år fandt en tillokkende
pris på en uges cruise til De
Forenede Arabiske Emirater og
Oman med italienske Costa Favolosa:
9.999 kr. per person med Emirates-fly
direkte fra København til Dubai,
indvendig kahyt, et luksusliv med al
mad og underholdning i en uge – inkl.
drikkevarer – og mulighed for at opleve
en del af den arabiske verden og sejle
flere gange gennem Hormuzstrædet.
Så vi gik straks på biblioteket og
lånte Thorkild Hansens ”Det lykkelige Arabien”, Lonely Planets ”Oman,
UAE & Arabian Peninsula” og Det
Udenrigspolitiske Selskabs ”Forenede
Arabiske Emirater og Oman” – og så tog
vi af sted.
Det lykkelige Arabien
Udviklingen er gået meget stærkt i den
arabiske region, og vi imponeres straks
af den store, moderne og pinligt rene
Dubai International Airport, der hører
til blandt verdens største lufthavne. Vort
besøg i Dubai giver os mulighed for at
besøge Dubai Mall, der angives at være
verdens største shoppingscenter med
1.200 butikker af internationalt tilsnit.
Her ligger også verdens højeste bygning,
den 828 meter høje Burj Khalifa, et
imponerende akvarium, et stort springvand, hvor vandstrålerne nærmest
danser til arabisk musik og vandbomber
skydes op i 150 meters højde. I bydelen
Deira findes den gamle overdækkede
souk med områder for handel med guld,
krydderier, fisk, tekstilvarer etc. Kun
mænd arbejder i soukens mange boder.
Herfra er der ikke lang afstand til Dubai
Creek, hvor handelsskibe og dhows, de
små traditionelle sejlskibe, losses for
alle mulige varer.
Vi besøgte sheik Saeed Al
Maktoums hus, som tidligere har tilhørt
Dubais nuværende herskers bedstefar.
Det blev bygget i 1896 og indeholder en
30
interessant fotoudstilling om, hvordan
Dubai så ud i ældre tider. Dubai virker
meget amerikaniseret med højhuse
og brede motorveje. Byen satser på at
blive regionens kommercielle og turistmæssige centrum. Her er masser af
luksushoteller, bl.a. verdens eneste
syvstjernede hotel Burj-Al-Arab, hvor en
kop eftermiddagste koster intet mindre
end 600 kr.
Også Abu Dhabi er præget at
højhuse, brede motorveje og et tilsyneladende liv på 1. klasse. Det gælder
i hvert fald for landets egne indbyggere, mens de mange gæstearbejdere
nok lever under mindre fordelagtige
forhold. Vi besøgte verdens næststørste
moské, Sheik Zayed-moskéen, der er
opført i hvidt marmor og kan rumme
40.000 troende. Her er 80 kupler båret
af over 1.000 søjler, et kæmpe tæppe og
gulddækkede krystallysekroner, der
vejer 9 tons. Abu Dhabi er det største og
rigeste af de syv forenede emirater, og
byen vil gerne være kulturelt førende.
Man planlægger at opføre et imponerende kulturelt center med et lokalt
Guggenheim på over 40.000 m2 med
værker fra Guggenheim Foundations
store samlinger, en lokal filial af franske
Louvre, et nationalmuseum, der bygges
af britiske lord Norman Forster (kendt
for moderniseringen af rigsdagen i
Berlin), et maritimt museum og et stort
performancekunstcenter med teater,
opera og flere scener. Alt bliver anbragt
på en ø tæt ved indsejlingen til Dubai.
I Arabiens Norge
Det yderste af Musandan-halvøen
tilhører Oman, og afstanden
over til Iran er kun 56 km på det
snævreste stykke. Vi sejlede gennem
Hormuzstrædet sent på aftenen og retur
om natten, og derfor så vi ikke noget
til hverken iranske eller amerikanske
skibe. Men vi besøgte den lille kystby
Khasab med ca. 12.000 indbyggere. Her
er smugling tilsyneladende en populær
levevej. I hurtiggående fiberglasbåde
smugles amerikanske cigaretter over til
Iran. Vi så en gruppe på over 20 af disse
både sætte kursen mod Iran, og lige så
mange lå fuldtlastede parat til afsejling.
Regionen har en 200-årig tradition for smugling og pirateri. Byen har
også nogle moskeer og et gammelt
portugisisk fort, som nu er museum.
Området kaldes Arabiens Norge, fordi
der er mange smukke fjorde med
barske bjergsider. Der arrangeres populære ture i dhows med sejlads i disse
fjorde. Vi havde også lejlighed til at
besøge Omans hovedstad Muscat, der
ligesom de øvrige arabiske kystbyer har
et gammelt portugisisk fort, en overdækket souk, en smuk corniche (havnepromenade) og mange moskeer. I
havnen lå den regerende sultan Qaboos
bin Said Al Bu Saidis enorme flødefarvede lystyachter.
I redningsbådene!
“Abandon ship!”– Forlad skibet – gå i
redningsbådene! Vi hører dette alarmerende budskab på 10 sprog i skibets højttalere. Heldigvis er det kun en øvelse,
mens skibet ligger i havn. Men vi og
hele besætningen på Costa Favolosa
tager det alvorligt.
Forud for vor afrejse fra Danmark
havde den politiske situation omkring
Hormuzstrædet været tiltagende
spændt – Iran havde testaffyret nogle
missiler og truet med at blokere strædet
for trafik, og USA havde svaret ved at
sende hangarskibet Carl Vincent op
mod Hormuz og havde meddelt, at man
ikke ville acceptere en blokade.
Og da vi ankom til Dubai fredag 13.
januar 2012 for at påbegynde vort cruise,
havarerede Costa Lines Concordia ved
Italien med over 4.000 mennesker om
bord.
“Abandon ship” lød det over højttalerne,
og redningskransen var da også klar.
Karin foran verdens højeste hus Burj el Khalifa ved Dubai Mall.
Statuen af hesten er af den berømte colombianske kunstner Botero.
Men vi følte os nu i trygge hænder
om bord – der var et talstærkt security
department på skibet, vi og al bagage
blev checket elektronisk og gennemlyst
ved ombordstigning, der var meget
regelmæssige ugentlige øvelser for
personalet med henblik på brand,
mand over bord, medicinsk akutte
tilstande, havari, piratangreb, etc. Alle
passagerer på skibet deltager også i en
evakueringsøvelse, hvor man samles
ved redningsbådene iført redningsveste.
En aften i Omanbugten så vi, at der
var posteret vagtfolk på dækket
med kraftige natkikkerter, og alle
brandslangerne var rullet ud parat til at
spole uvelkomne ”gæster” væk.
Nye bekendtskaber
Vi mødte flere spændende mennesker
på rejsen. Bla. Diddnyi som var vores
taxichauffør i Abu Dhabi. Han kommer
fra Sri Lanka, men har arbejdet tre år
i Abu Dhabi og deler lejlighed med tre
venner. Han fortalte bl.a., hvordan han
ved indrejsen blev lægeundersøgt og
checket for hiv og aids – indrejse nægtes,
hvis testen er positiv. Og at der er meget
stor forskel på, hvordan landets egne
indbyggere lever, og hvordan vilkårene
er for de mange gæstearbejdere fra
Indien, Pakistan, Filippinerne og andre
asiatiske lande.
Og D’Sousa fra Indien var tjener
på Costa Favulosa, havde selv arbejdet
på Costa Concordia for fire måneder
siden, og fortalte os, hvordan mange
ansatte fra asiatiske lande foretrækker
at gemme al deres løn i kontanter i
31
kahytten og bringe det hele med hjem til
familien, når kontrakten er slut. Mange
har nu mistet alt. Katastrofen berørte
tydeligvis besætningen på Costa
Favulosa meget.
Der var også Ali Baba, safransælger
i Dubais souk, som bedyrede, at han kun
havde ægte iransk safran i sin shop. 20
gram koster 43 USD for turister. Den
ekstremt høje pris på krydderiet skyldes
den komplicerede og arbejdskrævende
proces ved fremstilling og forarbejdning. Lige så meget kvalitetssafran der
findes, lige så meget snyd og bedrag
er der ved handel med safran. Safran
handles hel og stødt, men hele støvfang
må foretrækkes, da pulveriseret safran
kan være blandet med andre krydderier.
De røde stilke kan tilsættes fibre, eller
gamle farveløse stilke kan farves
eller tilsættes stoffer, der øger vægten.
Det kan være vand, olier eller andre
fedtstoffer, mineralske pulvere og ler.
Er cruise kun for rige ældre?
Krydstogtrederierne henvender sig til
alle aldersgrupper. Og på samme rute
som Costa Favolosa sejlede krydstogtskibe fra flere andre rederier.
Costa Favolosa er bygget i 2011, er
290 meter langt, 36 meter bredt og har
17 dæk. Der er plads til 3.800 passagerer og 1.100 besætningsmedlemmer.
Der er fire swimmingpools, børnebadeland og vandrutsjebane, spa-center,
sportsfaciliteter, mange barer og restauranter, biograf, kasino, mange professionelle fotografer, lægeklinik og et stort
teknisk veludrustet teater. Restaurant-
Hormuzstrædet
Sultan al Nahyan-moskéen – sheikens
gravmæle ligger ved siden af, og her
læses op af Koranen døgnet rundt.
Forbinder Den Persiske Bugt og
Omanbugten ud til Det Arabiske
Hav. Iran ligger på nordsiden af
Hormuzstrædet. Nær den iranske
kyst ligger også flere iranske øer. På
sydsiden ligger den østligste del af De
Forenede Arabiske Emirater som en
nordvendt halvø i strædet. På spidsen
af halvøen ligger den omanske enklave
Musandam.
Hurtiggående smuglerbåde på vej med
amerikanske cigaretter til Iran.
og hotel-niveauet holder en høj international standard. Skibet havde tilmed et
kapel, hvor skibspræsten holdt daglige
messer, og han var leveringsdygtig i
bønner til Jomfru Maria om en sikker
sørejse. Man kan på skibet finde fest
og underholdning, men man kan også
finde en rolig liggestol, hvor man i ro
og mag kan solbade og læse om Carsten
Niebuhrs seks år lange rejse fra 17611767 i ”Det lykkelige Arabien”.
Vor krydstogtsferie kom til at koste
ca. 1.600 kr. per person per dag (foruden
de 9.999 kr. for fly og skib var der
udgifter til drikkepenge og udflugter),
hvilket er konkurrencedygtigt sammenlignet med mange andre former for
ferie. Men en krydstogtsferie kan naturligvis også blive betydelig dyrere, hvis
man vælger mere luksuriøse kahytskategorier, eksklusive udflugter og andre
tilvalg.
På en uge besøgte vi to områder
i Oman: Muscat og Khasab og tre af
de syv arabiske emirater: Dubai, Abu
Dhabi og Fujairah. Og spændende
oplevelsesrige udflugter i land i varme
og støv blev afsluttet med følelsen af
tryghed og hjemkomst, når vi vendte
tilbage til vort flydende hotel.
32
n Martin Smedebøl har medlemsnr. P325 og
er pensioneret overlæge. I efteråret 2012 var
han på yderligere to krydstogter: Et rundt
om Nordsøen i to uger med Norwegian Sun
og et fra Savona til Rio de Janeiro med Costa
Fascionosa. Forrige år var han også på to
rejser til Myanmar som rejseleder og på et
længere ophold i Frankrig som bedstefarau-pair for sine tre børnebørn. Læs mere om
hans rejseliv på www.smedebol.dk.
Fantastisk
gæstfrihed
i Titos
Jugoslavien
Tekst: Karen Hammer
FOTOS: Wikimedia
1962 blev et vigtigt år i mit liv: Jeg
var 23 år, slank og velforsynet med
et prægtigt korngyldent hår, der
hang flettet langt ned ad ryggen.
Ved et politisk møde i Grundtvigs
Hus traf jeg Jørgen, der studerede
på Landbohøjskolen og lignede en
ung viking med halvlangt lyst hår
og rødblondt fuldskæg. Det blev
en pludselig og ret upraktisk forelskelse, for 10 dage senere rejste
jeg med universitetets zoologiske
afdeling til Rumænien.
Rumænien var et politisk diktatur, og
befolkningen havde intet. Man prøvede
at købe vores tøj direkte af kroppen! Det
er begrænset morsomt, når fremmede
hiver op i din bluse for at studere din bh
med henblik på køb. Vi oplevede at se
Khrusjtjov på besøg i Bukarest, hang i
flere dage i Donau-deltaet for at studere
fugle, og jeg mødte mine første vandbøfler – fredelige og helt vidunderlige.
Da vi kom hjem efter fire uger, stod
Jørgen på perronen og tog imod mig.
Han havde brugt tiden til at tjene penge
på sin onkels mosteri, så nu skulle vi
til Jugoslavien! Jeg vidste, at min mor
aldrig ville kunne acceptere, at jeg rejste
ud i Europa med en ung ukendt mand,
og prøvede at protestere. Men han
havde bestemt sig: Uden mig ville han
slet ikke tage af sted.
Jørgen blev præsenteret for familien i Fredensborg, og jeg lånte nogle
hundrede kroner af min far, og så
rejste vi på blaf København-Gedser.
Tyskland er ikke et nemt land at blaffe
i, især fordi Jørgen ikke levede op til
normerne. Vi oplevede flere gange, at
store biler stoppede op for os, men
Caféliv i det idylliske Dubrovnik på Dalmatiens kyst.
kun for at fortælle os at med det udseende kunne vi godt opgive at komme
videre! De sagde ligeud, at han lignede
en rovmorder! Efter et par dage, hvor
vi overnattede dels på vandrehjem og
dels ude på markerne, kom vi frem
til Brennerpasset. Efter 12 timer fik vi
endelig et lift: En kæmpestor olietankbil,
der kørte hele natten med kortvarige
restaurantbesøg helt til Triest.
Eftersom Titos Jugoslavien ikke
lå bag Jerntæppet, kunne vi let få et
visum ved grænsen. Efter et par kilometers vandring gjorde vi holdt for at
stege pølser og lave te i en lille lund
langs vejen. To maskingeværbevæbnede soldater troppede op med en stor
vred hund og insisterede på, at vi skulle
slukke bålet og gå med dem tilbage
til grænsen. Jeg nægtede, og hunden
blev ret ophidset. Jørgen blev bekymret.
Det var første gang, han oplevede min
noget antiautoritære holdning over for
myndighedspersoner.
Tilbage ved grænsen blev vi straks
sluppet fri igen. Problemet var, at de to
betjente ikke kunne læse vores pas, da
de var vant til kyriliske bogstaver. Synd
for dem, for nu var de lige blevet så
glade over at have fanget nogle illegale
indvandrere! En nysgerrig lokal bilist
gav os et lift tilbage til vores bålplads,
hvorefter vi gik dybt ind i en majsmark og begyndte forfra. Næste morgen
gik vi ind i havnebyen Rijeka, fandt et
billigt hotel og købte en billet til den
kystbåd, der ville sejle næste morgen.
Med båd langs Kroatiens kyst
Vi kom til at opholde os to dage og
nætter på denne lille båd, der kun havde
to kahytter, men masser af dæksplads.
33
Transporten var meget langsom, for den
hentede og bragte varer til og fra alle de
mindre byer langs Kroatiens kyst helt
til Dubrovnik. Da ingen af mandskabet
talte et sprog, jeg forstod, var det ikke
nemt at vide, hvor længe båden lå i havn
i de små byer, dvs. hvor længe vi kunne
løbe rundt og se os omkring.
I Pula ligger der et fornemt
gammelt romersk colosseum; vi løb
frem og tilbage gennem flere timer og
nåede at se det ret grundigt, men det
ville da have været dejligt fra starten
at vide, at båden lå i havn i ni timer. I
Šibenik lå båden kun i 20 minutter, og
vi måtte springe om bord, men i Split
havde vi fået oplyst, at her lå båden i to
timer, så vi i ro og mag kunne studere
denne smukke by, der er bygget inden i
kejser Diocletians romerske palads.
Den første nat blev den ene
af rygsækkene delvis ødelagt, da
rorkæden løb lige under den bænk, vi
sov på. En fårehyrde bragte sin flok på
20 dyr om bord tidlig morgen og stod af
ca. tre timer senere. Næste nat kom der
en større gruppe af tilhyllede kvinder
om bord; de forsvandt igen efter bare et
par timer. Den tredje dag kom vi frem
til vidunderlige Dubrovnik, der engang
for længe siden var en selvstændig
handelsrepublik og kunne konkurrere
med Venedig om handlen i det østlige
Middelhav. Byen har en flot bymur
hele vejen rundt, og da jeg er vild med
at fotografere gamle borge, ringmure
m.m. måtte stakkels Jørgen i flere timer
slæbe på begge rygsække, mens jeg nød
udsigten.
Vi havde ikke råd til et hotel, så
vi gik nogle hundrede meter op ad
bjergsiden og lagde os til at sove på en
Panorama over Dubrovniks hustage. “Adriaterhavets perle” kaldes byen også, og den er naturligvis på Unescos verdensarvsliste.
Vue over Dubrovniks hovedstrøg.
smal sti. Det var ikke alt for velovervejet,
for midt om natten blev vi vækket af en
fredelig rejsende på æselryg.
Med bussen uden dinarer
Der går bus fra Dubrovnik til Cetinje
– kongedømmet Montenegros gamle
hovedstad – og videre ned ad bjerget til
den nye hovedby Titograd (som nu atter
går under sit gamle navn Podgorica).
Bussen gik så tidligt, at vi ikke kunne
nå at veksle penge, men chaufføren var
fleksibel – det kunne vel nås i Titograd!
Der er 32 hårnålesving op til Cetinje,
der ud over et mindre kongeslot ikke
har meget at byde på, men udsigten var
flot undervejs.
Efter en kort spisepause og udskiftning af passagerer kørte vi ned igen og
nåede Titograd efter mørkets frembrud.
Bussen ville fortsætte op over bjergene
til Peć i Kosovo næste morgen. Da vi
stadigvæk ikke havde fået vekslet penge
var situationen nu lidt pinlig; en venlig
medpassager havde lagt ud for os, men
Kong Nikolas vinterpalads ligger i Cetinje i Montenegro.
da han begyndte at interessere sig lidt
for meget for mit spejlreflekskamera,
blev jeg ret vanskelig, så Jørgen måtte
berolige gemytterne og love at betale,
når vi engang med tiden kom frem til
Peć (albansk navn: Pejë).
Vi søgte ned til floden og planlagde
at overnatte der. Her kunne en hidtil
lykkelig rejse nemt have været endt galt,
men befolkningen i dette vidunderlige
land stod atter parat for at hjælpe. En
kvinde hentede os ind i sit køkken; hun
forklarede på italiensk (som jeg kunne
lidt af), at der var ”slemme” drenge
langs floden – det var for farligt at
sove der. Vi sov trygt på gulvet foran
komfuret og fik morgenkaffe inden
afrejsen. Bussen kørte i timevis op ad
bakke forbi træløse områder med får.
Undertiden var der små byer, hvor halvdelen af husene hang over hinanden på
de stejle skråninger. I mere end 1000
meters højde kom passet omsider: det
var fornemt vejr med strålende sol, og
udsigten var flot.
34
En ny verden
Kosovo er berømt for sine gamle
græsk-katolske klostre og kirker, og vi
besøgte det meget fornemme lokale
kloster, der havde meget smukke
udskæringer og mange fine ikoner.
Størstedelen af befolkningen i Peć var
albanere og mange af dem muslimer.
En helt ny verden åbnede sig for os.
Tilslørede kvinder i farverige pludderbukser færdedes på de smalle træbroer i
byens centrum. Uden for de mange små
restauranter hang der nyslagtede får
og delikatesser som fåremaver. Der var
flere små moskeer med slanke minareter og mange små håndværkerbutikker, hvor smedene stod og arbejdede
ved åben ild, så man let kunne iagttage,
hvordan de fremtryllede smukke skåle
og fade – eller skoede heste. Alle var
venlige og positive.
Da vi ikke havde råd til hotel, sov
vi i klostrets frugthave, et sikkert og
lidt vanskeligt tilgængeligt sted, idet
vi måtte vade over den lille brusende
Jugoslavien
Byste i Podgorica (tidligere Titograd)
af frihedshelten Vaso Brajović som
kæmpede mod ottomanerne i 1800tallet.
Pulas romerske colosseum imponerer.
og iskolde flod, der fra bjergene løb
ned mod byen. Om dagen opbevarede
hotellet gratis vores rygsække, så vi
ubesværet kunne nyde byen. Her mødte
vi en gruppe engelske rejsende, der
tilbød os et lift til Skopje. Jeg turde ikke
tage imod det, da jeg var bange for ikke
at kunne nå hjem til skoleårets start på
Akademisk Studenterkursus, hvor jeg
underviste i geografi. Jeg har i årevis
ærgret mig over min forsigtighed, for få
år senere kom jordskælvet, der ødelagde
næsten hele den gamle by i Skopje.
Sidste nat i Peć sov vi i en høstak
ude på marken mellem byen og
klosteret. Vi sov godt, men blev tidlig
morgen vækket af en ivrig lille hund,
der ville fortælle os, at nu manglede
de mange sortklædte kvinder, der stod
foran os med deres river, kun vores
høstak for at kunne færdiggøre deres
arbejde! Jeg glemmer dem aldrig.
Vi tog nu toget til Sarajevo – en lang
tur med mange små tunneller og masser
af kulstøv inde i vognen. I denne
Udsigt over den historiske by Šibenik i
Kroatien.
kæmpemæssige muslimske by var der
prægtige bazarer, elegante minareter og
flinke mennesker, der installerede os i
et værelse på universitetet og inviterede
os ud i naturen til en fantastisk skovtur,
hvor vi smovsede i spidstegt får.
Datidens Jugoslavien var en stor
oplevelse – og i årevis min mest vellykkede rygsækrejse. Flinkere mennesker
har jeg aldrig mødt, før jeg for nylig
gæstede Myanmar. Måske kan I nå at
opleve gæstfriheden der, for Jugoslavien
findes ikke længere! Det er uforståeligt, at disse fantastiske mennesker,
der i den grad tog sig af vores velfærd,
kunne kaste sig ud i en blodig og barbarisk krig, bare få år efter at præsident
Tito ikke længere var der til at holde
sammen på det spredte etniske kludetæppe.
Min mor blev selvfølgelig rasende
over, at vi havde blaffet, men hun tilgav
Jørgen, der blev en af hendes foretrukne
svigersønner.
35
Jugoslavien var sammensat af
forskellige nationer, sprog, kulturer og
religioner. Siden unionen af sydslavere
blev etableret som et kongerige i 1918,
undergik Jugoslavien flere forskellige
styreformer. Efter den kommunistiske
diktator Titos død i 1980 øgede de
etniske spændinger i landet. 25. juni
1991 blev Slovenien og Kroatien de
første republikker, som erklærede
uafhængighed, og Jugoslavien blev
kastet ud i en langvarig borgerkrig.
Unionen blev endelig opløst i 2006, da
Montenegro erklærede sig uafhængigt,
og det, som engang var Jugoslavien, er
i dag opdelt i følgende selvstændige
nationer: Slovenien, Kroatien, BosnienHercegovina, Serbien, Montenegro,
Makedonien, og Kosova (på serbisk:
Kosovo).
n Karen Hammer har medlemsnr. 395
og er medlem af bestyrelsen i Kvindelige
Eventyreres Klub. Hun er kulturredaktør
hos Radio Vesterbro og har netop været i
Madagaskar.
?
Hvor bor
verdens
lykkeligste
folk
Tigerrede-klostret er bygget direkte ind i klippevæggen og ligger
ret afsides, men er bestemt vandringen på 8 km værd.
Tekst & FOTOS:
Bodil Johanne Jørgensen
Navnet Bhutan stammer fra sanskrit og betyder
”der hvor Tibet ender”. I 2011 besøgte jeg det lille
kongerige i Himalayabjergene og blev beriget med
nye venner, ja faktisk fik jeg mig en ny familie, som
mindst en gang om ugen skriver til mig, og alle
e-mails begynder med ”Dear Humble Madam!” På
et tidspunkt blev min mor syg, og det kom jeg til at
skrive til dem. Dagen efter modtog jeg en e-mail om,
at nu havde de været i templet, tændt et smørlys og
bedt for min mor. Det er da rørende. Vil du opleve
tordendragens land uspoleret, er det nu, du skal tage
af sted, for det er kun et spørgsmål om tid, inden
forandringer vil skylle ind over det lille isolerede
bjergland.
En af mine bedste rejseoplevelser var, da jeg besøgte Bhutan
i oktober 2011, og på det tidspunkt var det kongebrylluppet,
som optog folk. Den 31-årige dragekonge Jigme Khesar
Namgyal Wangchuck fik sin dronning, Jetsun Pema, og det
var rigtig romantisk. Man fortæller, at de to mødte hinanden,
da hun kun var barn, og de dengang aftalte, at såfremt de
mødtes som voksne, så ville de gifte sig med hinanden.
Aftalen blev holdt, for parret mødtes ”tilfældigt” igen.
Hun er 10 år yngre end kongen og er opvokset på landet,
lidt uden for hovedstaden som datter af en pilot, som flyver for
landets eneste flyselskab, Druk Air. Ja, det er et rigtigt eventyr.
Det smukke lille kongerige havde forberedt brylluppet grun-
digt. Langt ude på landet, i selv de mindste landsbyer, var der
store blomsterpyntede plakater af parret, og alt i landet var
rent og pænt. Mange steder plantede man blomster i krukker
for at gøre det ekstra smukt. Og hos bageren kunne man købe
farvestrålende kager med brudeparret på.
Hvor bor verdens mest lykkelige folk? Det afhænger
nok af, hvordan man stiller spørgsmålene. Både danskere og
bhutanere er udnævnt til verdens mest lykkelige folk. Siden
2005 har Bhutan haft regeringsprogrammer for lykke og mindfulness.
I 2007 og igen i 2010 stillede man et stort udsnit af befolkningen en række spørgsmål inden for ni forskellige kategorier, så man ved, hvordan lykkebarometeret ser ud indenfor
helbred, psykisk velvære, tidsforbrug, uddannelse, kultur, god
regeringsledelse, økologi, nærvær i familien og levestandard.
Allerede i lufthavnen bemærker jeg et stort skilt, som
byder velkommen til verdens mest lykkelige land. Og man
mærker en helt særlig atmosfære. Det gør du virkelig! Roen og
freden sænker sig over dig, når du står der og ser på de fremmedartede flotte dekorerede bygninger, og du modtages af
venlige og smilende folk i eksotiske klædedragter, som var vi
i 1600-tallet. Indrømmet, det lyder lidt flippet, men det er en
helt speciel spirituel oplevelse – måske var det ”den kollektive
lykkefølelse”, jeg blev grebet af.
Brutto-nationallykke
I Bhutan fornemmer man, at der er fokus på og plads til det
enkelte menneske, og man værner om sine spirituelle traditioner og natur og miljø. Vi blev fortalt, at måling af bruttonationalproduktet har spillet fallit, fordi der udelukkende er et
36
dollars. Det er meget begrænset, hvad
man skal bruge af den lokale valuta.
Der er nemlig næsten intet at købe
nogen steder. Og de få turistting, man
kan købe, er meget dyre. Der er ligefrem indført regler om, hvor meget du
som udlænding skal bruge på hotel og
ophold. For landet er ikke interesseret i
backpackere. Der satses i stedet på turister, som har penge, og som vil lægge
valuta i landet.
Lufthavnen i Paro, hvor Druk Air flyver til.
I byen Paro tørres frisk chili.
økonomisk fokus, hvorimod måling af
national lykke fokuserer på mennesket.
Og det er det, man i Bhutan ønsker at
have fokus på.
Noget, som den almindelige borger
i Bhutan er meget optaget af, er velvære,
og hvordan man har det i sin familie.
Derfor spurgte nogle af dem, vi mødte,
også ind til vores lykke, religion og
mindfulness. Det var en meget ligefrem,
positiv og overraskende måde at møde
folk på. For vi danskere kan stå og føle
os helt blufærdige, og ved måske ikke,
hvad vi skal svare på simple spørgsmål
om vores religion, lykke og velvære.
Som fx: ”Er du lykkelig, og hvad betyder
din familie og religion for dig?”
Nyindført demokrati
Siden 2008 er styreformen konstitutionelt demokrati med to partier og en
statsminister. Det siges, at befolkningen
ikke var interesserede i demokrati,
for folk er meget glade for kongen. Og
kongen og hans familie har den dag i
dag stor indflydelse på landet.
I Bhutan besluttede kongen for godt
fire år siden, og efter en vejledende
afstemning, at befolkningen havde
bedst af demokrati. Derefter abdicerede
han, fordi han hellere ville spille golf
og køre på mountainbike, og overlod
tronen til sønnen. Den gamle konge er
kun 55 år, og han har fire koner, som
alle er hans søskende. Han er formentlig
den eneste monark i verden, som er
gift med fire søstre og har derfor kun
én svigermor. Hans søn, den nye og
moderne konge, har sagt, at han kun vil
have én kone.
Ingen øl om tirsdagen
Først i 1999 kom tv og internet til
Bhutan. Der ses dog mobiltelefoner
overalt. ”We are mobile,” siger skiltningen med babyerne i lufthavnen.
I 1997 fik Pepsi lov til at bygge
en fabrik i landet. Der findes også en
fabrik, hvor man producerer Drukøl, som den lokale bryg hedder. Druk
betyder tordendragen. Ellers ser man
ikke større fabrikker i landet. Og for at
begrænse indtagelsen af alkohol, må
man ikke servere øl om tirsdagen. Vi fik
ikke nogen forklaring på, hvorfor det
var om tirsdagen, men blot at det var nu
engang bestemt, at sådan var det – og
det var godt.
Først omkring 1970 indførte man
egen møntfod. Før den tid var der kun
byttehandel. Bønderne køber kun det
mest nødvendige, for de er stort set selvforsynende med mad, og der var derfor
ikke brug for penge, da samhandlen
med verden udenfor var yderst
begrænset. Først i nyere tid har landet
lukket op for turister og verden udenfor.
I dag bor omkring 25 % af befolkningen
i byerne. Resten bor på landet.
Vi kunne sagtens betale på restauranter med indiske rupees, og nogle
steder tog de også imod amerikanske
37
Religiøse festivaler
Bhutan er kendt for mange religiøse
fester, hvor man mødes til kæmpe folkefester iklædt særdeles farvestrålende
dragter og håndsyede støvler. Jeg købte
et par af disse smukke håndlavede
støvler, som jeg efterfølgende fik sendt
til Danmark (de kostede 1.000 kr., men
gav en masse besvær med banken, som
ikke kunne finde ud af at sende penge
til Bhutan). Det er støvler, som man
siden 1600-tallet har brugt som en del af
dresscoden, og i dag bl.a. til festivalerne.
Mine er præcis magen til dem, som
kongen havde på, da han blev gift.
Der er mange religiøse festivaler, og
det er noget, man går op i. Vi deltog i et
par stykker, og det var virkelig folkefest
med optræden i form af rituelle danse,
sang og musik.
Jeg mødte her en sød familie, som
bød på betel-blade, smurt i læsket
kalk. Beregnet til at tygge på. ”Vil du
smage?”, spurgte familien mig. Jeg sagde
dog nej tak til det euforiserende stof.
”Vi bruger ca. en dollar per dag på
beteltygningen,” fortalte familien mig.
Det er faktisk mange penge, når en
gennemsnitlig månedsindkomst er på
kun lidt over 1.000 kr. Og trods bhutanernes hang til at tygge betelblade,
har man, som det første land i verden,
forbudt rygning på offentlige steder.
Bhutans største industri er produktion af elektricitet fra vandkraft til nabolandet Indien. Indien er for øjeblikket
i gang med at udbedre infrastrukturen i den østlige del af Bhutan, hvor
der ellers er meget ufremkommeligt.
Når den nye vej åbnes, bliver det langt
nemmere at komme til den del af landet.
Jeg besøgte Østbhutan, men det var en
meget lang køretur over 10 timer, og der
var begrænset udvalg af overnatningssteder helt derude østpå. Til gengæld er
landskabet smukt med bjerge, vandfald
og rhododendron-skove. I dalene dyrker
man den røde ris, som der spises en del
af. Ellers importerer det bjergrige land
80 % af alle fødevarer.
Klassiske klædedragter ses overalt, her i
byen Paro.
Plakat. Til venstre ses Bhutans nye konge og til højre den gamle.
Efter turen måtte jeg erkende, at det
ikke var anstrengelserne værd at bruge
tid på at køre i flere dage for at komme
østpå. Mit råd til andre rejsende er i
stedet at koncentrer sig om hovedstaden
Thimphu og byen Paro. Her er nok at se,
og spændende templer og områder som
er meget anderledes end i Danmark.
Bhutan er et meget rent og smukt
land. I modsætning til nabolandet
Indien, som er meget rodet, så ligger der
intet affald og flyder nogen steder. Man
får ryddet op, og det hele ser pænt og
rent ud. Ja, faktisk er der næsten så rent
som i Singapore.
Bhutan er dog utrolig fattigt.
Danmark giver ca. 65 millioner kr. om
året til Bhutan i ulandsbistand og har
bl.a. betalt for asfalten på vejen i hovedstaden Thimphu.
Bhutans næststørste indtægtskilde
er turisme. Da hver person skal bruge,
hvad der svarer til 1.250 kr. om dagen,
inkl. overnatning, for at besøge landet,
satser man bevidst på velbeslåede turister. Man ønsker, som allerede nævnt,
ikke backpackere eller andre, som ikke
kan lægge valuta i kassen.
Overalt er skiltningen også på
engelsk. Hvilket må siges at være en
god service i betragtning af de relativt
få turister. Børnene lærer også engelsk i
skolerne. Og da man har en ung befolkning, er de interesserede i udlandet,
internet og alt det, som vi i Vesten
også er optagede af. Derfor er det også
forholdsvis nemt at kommunikere med
dem.
De folk jeg mødte, var meget stolte af
deres land og derfor stolte af at bære
den lidt særprægede dragt. Mænd og
drenge går i en gho, som er en slags
kåbe, ofte vævet i flotte striber og farver.
Kvindernes dragt hedder en kira og er en
kjole i striber og flotte farver. Når det er
koldt, har man uldstrømper på indenunder. Mændene har sorte knæstrømper
på. Jeg besøgte landet i oktober måned,
og da var der dejligt solrigt og omkring
20-25°C varme om dagen.
Nationalretten er emma datsi, som
er ost og chili kogt og smeltet sammen.
Hertil spiser man røde ris og lidt grøntsager. Nationalsporten er bueskydning.
Vi kom tilfældigt forbi et sted, hvor en
del mænd var i gang med en bueskydningskonkurrence. Det var en almindelig tirsdag formiddag, og vi spurgte
om, hvorfor de ikke var på arbejde.
”Der er jo kongebryllup om kun et
par dage,” var svaret. Førstepræmien
var en riskoger, og de andre præmier
var noget brugbart eller spiseligt. Stolte
fortalte de os, at Bhutan var med i
konkurrencer i bueskydning ved OL i
London i sommeren 2012.
75 % af befolkningen bekender
sig til buddhismen, som er statsreligion, og 25 % er hinduister. At religion fylder meget i bevidstheden, ser
man i de mange dzonger (forter), klostre
og templer, som vi besøgte. Her bor
der mange munke, som praktiserer
buddhismen, og her træner og praktiserer man udvikling af større medfølelse for alle levende væsener.
Nationale særpræg
I Bhutan er det vedtaget ved lov, hvilken
klædedragt offentlige ansatte skal bære.
Vejen til lykkeland
Bhutan har indtil for nylig været lukket
for individuelle rejsende. Det er dog
38
Vores bagage placeres på taget af bussen,
som vi kørte med.
nu blevet muligt at komme til Bhutan
på egen hånd, man kan fx kontakte
Authentic Bhutan Tours, som kan hjælpe
med at arrangere individuelle rejser.
Eller hvis man kender nogen, der kender
nogen, kan man blive inviteret.
Jeg har fx fået en kontaktfamilie,
som jeg e-mailer med. Vi e-mailer
sammen mindst en gang om ugen.
Dermed har jeg muligheden for at
holde mig orienteret om, hvad der
sker i landet. Mindst en gang om ugen
modtager jeg en e-mail med overskriften: ”How are you, madam?”
Jeg er nu i færd med at arrangere en rejse i mindfulness til Bhutan
til oktober 2014. Vil du med til
lykkeland og lære bevidst nærvær,
hvor vi træner sammen med munke
og får fortalt, hvordan man kan praktisere ro, koncentration, mv., og undgå
stress, så skynd dig at kontakte mig.
BHUTAN
Bhutan er ca. 300 km langt og 150 km
bredt, og det dækker 46.500 km² (kun
en anelse større end Danmark). Hele
66­­% af befolkningen lever af landbrug.
Landet er særdeles bjergrigt fra laveste
punkt, ca. 100 moh. til det højeste
bjerg, Gangkar Puensum, på 7.541 moh.
på grænsen til Tibet. Bhutan har 19
sprog eller dialekter, og man kan ikke
forstå hinanden. De mange dialekter
er opstået i afsides egne af landet og
tales i dag af få mennesker. Bhutan
er det eneste land, hvor mahayanabuddhisme er statsreligionen, og
myndighederne lægger stor vægt på
at stimulere traditioner så som brug
af nationale klædedragter. Landets
officielle navn på det nationale sprog
dzongkha er ”Druk Yul”, som betyder
”Tordendragens rige”.
Buddhistiske bedeflag langs vejen til Tigerreden.
UD & HJEM IGEN: Bhutan besøges af
ca. 30.000 turister om året. Turismen
er det næststørste erhverv, og man
satser på at få flere til at komme og se
det smukke land, men det kan være ret
besværligt, da infrastrukturen endnu
ikke er særlig god. Den nemmeste
måde at komme til Bhutan på er med
fly fra Delhi i Indien eller fra Katmandu
i Nepal. Det lille kongerige har kun ca.
750.000 indbyggere. I hovedstaden
Thimphu bor der ca. 35.000, og det
samme i byen Paro, som man flyver til.
Der er nemlig ingen lufthavn i hovedstaden, da den ligger for højt til, at fly
kan lande der. Derfor lander man i Paro
og kører derefter med bus fire-fem
timer til hovedstaden, hvis man vil
besøge den. Ellers er der kun ganske få
større byer og mest små landsbyer.
Farverig religiøs folkefest i hovedstaden Thimphu.
BRUTTO-NATIONALLYKKE: Vil du vide
mere om lykkebegrebet, kan du klikke
ind på www.grossnationalhappiness.
com, hvor du finder yderst detaljerede
oplysninger om lykkeprogrammet.
n Bodil Johanne Jørgensen har medlemsnr
451. Læs mere om hendes rejseoplevelser på
www.bjraadgivning.dk. Hun holder bl.a.
foredrag om Bhutan og andre spændende
rejsemål og har besøgt 86 lande og 10 territorier på seks kontinenter.
Ikke alle går i klassiske drager. Her ses
to piger i moderne tøj.
39
Post fra
Iguazu?
En af mine bedste rejseoplevelser var et besøg langt
ude i den brasilianske jungle til et af den moderne
verdens nyudnævnte syv naturlige vidundere.
Tekst & fotos:
Niels Andersen
Verdens syv naturlige vidundere
Jordkloden er i sandhed fantastisk. Mest af alt på grund af de
steder, vi mennesker ikke har pillet alt for meget ved. Som
en slags sidestykke til verdens syv menneskeskabte underværker har mere end 100 millioner mennesker over hele
kloden siden 2007 været med til at afgøre, hvilke steder på
Jorden der kan betegnes som ”verdens syv naturlige underværker”. Ved optælling af alle de afgivne stemmer i 2011
udpegedes foruden Iguazu disse seks:
AMAZONAS: Brasiliens gigantiske regnskov, der er truet af
træfældning og landvinding.
HALONG BUGT: En bugt med 120 km kystlinje i Vietnam,
næsten helt oppe ved grænsen til Kina. Attraktionen her er
især de ca. 3.000 kalkstensøer, der rager op i de særeste
faconer samt grotter og huler, der kalder på udforskning.
KOMODO NATIONALPARK: Består af øerne Komodo, Rinca og
Padar i Indonesien. Blev oprettet som reservat i 1980, bl.a. for
at beskytte dyrelivet, herunder komodovaranen.
DEN UNDERJORDISKE FLOD PUERTO PRINCESA: Snor sig over
8 km gennem en nationalpark i Filippinerne. Floden ender i
Det Sydkinesiske Hav, og langs bredderne kan man studere
aber, øgler og mange andre eksotiske dyr og fugle.
TAFFELBJERGET: Ligger som en markant kulisse bag Cape
Town i Sydafrika. Den flade top rager 1.086 meter op over
havoverfladen, og bjerget giver grobund for et usædvanlig
flot planteliv.
ØEN JEJO: Vulkanø beliggende 130 km syd for Sydkorea. Den
højeste vulkan knejser 1.950 meter over havet og er omgivet
af 360 mindre vulkaner.
Læs mere på www.new7wonders.com.
P
å vej til Iguazu-vandfaldene, i den brasilianske
jungle på grænsen til Argentina, fløj jeg engang i et
DC9-rutefly fra det nu hedengangne brasilianske
flyselskab Varig, hvor piloten over højtaleranlægget
begejstret orienterede os om, at vejret så absolut var med os,
og at vi, der sad i den højre side af flyet, i dag ville få en helt
specielt flot udsigt til de imponerende vandfald, hvilket han
så sandelig også fik ret i.
Piloten syntes tilsyneladende, at det var synd for dem, der
sad til venstre i flyet, at de ikke fik den samme oplevelse, så da
vi var forbi de storslåede vandfald, foretog han en superdrejning med det store fly. Som var det et lille enmotors sportsfly,
vendte DC9’eren rundt, så også passagererne i venstre side af
flyet kunne få et flot vue ud over det fantastiske sceneri, som
de utroligt flotte Iguazu-vandfald giver en.
Jeg tvivler på, at man kunne få en SAS-pilot til sådanne
narrestreger, men en brasilianer med det latinske blod i sig
bøjer gerne reglerne, hvilke små uregelmæssigheder også
klart hører med til at krydre hverdagen, når man rejser rundt
i Latinamerika.
Iguazu-vandfaldene, i 2011 kåret som et af verdens syv
naturlige vidundere, består faktisk af i alt 275 vandfald, der
strækker sig over 2.700 meter, og er med sine utallige små
og store fald, vilde, storslåede, overraskende, flotte, imponerende – og ikke mindst også tropiske. På den brasilianske side
af vandfaldene er der en gangsti, der slynger sig ud og ind
langs den snoede flodbred, og hvor man ved hver drejning
af stien står over for det ene fantastiske vue ud over faldene
efter det andet, for til sidst, ved den sidste skarpe drejning
af stien, pludselig at stå nærmest midt i Garganta do Diabo –
”Djævlens Gab” – et hestesko-vandfald af enorme dimensioner,
der med et fald på 85 meter er det største, højeste, bredeste og
mest imponerende af de mange fald.
Støjen fra det brusende vand er øredøvende, og over
kanten af Garganta do Diabo ligger de gråhvide vandtåger
som en flot kontrast til den dybblå tropiske himmel. Vand­
tågerne ligesom hænger i luften og lægger sig som dugperler
på de store palmeblade og på blomsterne fra hibiscus-buskene, der omkranser stien langs med faldene. Der er et utal
af sommerfugle, kolibrier og andre farvestrålende fugle, der
40
Brasilien
Hotel Das Cataratas.
UD & HJEM IGEN: Fly Rio-Foz do Iguazu
med TAM Airlines koster ca. 2.500 kr.
t/r.
BO: Der findes mange hoteller i mange
prisklasser fra 300 kr. for et værelse
til Hotel Das Cataratas med værelsespriser fra ca. 2.000 kr.
SE & OPLEV: Besøg også Argentina
og Paraguay, ikke mindst Itaipudæmningen ved Paraná-floden imellem
Paraguay og Brasilien, som er verdens
næststørste hydroelektriske konstruktion efter Treslugtersdæmningen ved
Yangtzefloden i Kina. Læs mere om
Iguazu (i Brasilien kaldet Iguaçu) på
www.cataratasdoiguacu.com.br og på
www.iguazuargentina.com.
Iguazu-vandfaldene.
rigtigt mæsker sig i varmedisen i dette
tropiske paradis.
Hele familier af forhistoriske
bæltedyr krydser stien, mens centipeder,
giftige larver på 10-20 centimeters
længde, kæmpemæssige edderkopper
og andre krybdyr ligger dovent
henslængt på grenene af de tropiske
træer og buske langs den nødtørftigt
udhuggede sti, hvor de alle giver deres
besyv med til den rette stemning. Her
hvor naturen til fulde viser sig fra både
sin smukkeste og sin mest voldsomme
side.
Hotel Das Cataratas
Jeg har været ved vandfaldene to gange,
og begge gange har jeg boet på det
eneste hotel inden for den brasilianske
nationalpark, Hotel das Cataratas, der
ligger klos op af de nedre fald, og hvor
man igennem skodderne for de åbne
vinduesrammer i værelserne konstant
kan høre bruset fra vandmasserne, der
vælter sig ud over klippesiderne i det
utal af større og mindre vandfald, som
hele komplekset består af.
Hotellet er ikke billigt, på trods af
værelsernes noget sparsomme møblering med råt tilhuggede møbler og
senge af det tropiske træ fra junglen
lige uden for døren, men atmosfæren er
perfekt, og haven bag hotellet er kunstfærdigt anlagt som en hel botanisk have,
hvor påfugle, papegøjer og aber går frit
rundt og lader sig fodre af os heldige
turister, der har fundet vej ud i junglen.
Under begge besøg på Hotel das
Cataratas har jeg af ren begejstring over
oplevelserne købt en stribe farvestrålende postkort og har skrevet til nær og
fjern, for at også de gennem postkortene skulle kunne få et gran af oplevelserne med. Som et ekstra raffinement og
bevis på, at jeg virkeligt har været ved
faldene, har jeg naturligvis også ønsket
at afsende postkortene netop fra Iguazu,
hvilket den flinke concierge på hotellet
beredvilligt har indvilliget i at arrangere, ligesom han også meget beredvilligt, mod behørig betaling, har tilbudt at
fremskaffe de fornødne frimærker til de
mange postkort.
En flink mand, conciergen – måske
bortset fra det beklagelige faktum, at
41
ingen af postkortene fra mine besøg (i
alt en 20-30 farvestrålende kort) nogen
sinde er kommet frem til modtagerne!
Det er nærliggende at få den tanke,
at den stakkels, sikkert underbetalte
concierge, har sig en lille ekstraindtægt
ved at tilbyde den postale service. Og
hvad har han også at frygte ved sin lille
forretning? Der er nok ikke mange, der
vælger at flyve tilbage til Iguazu midt
i junglen og op til flere timers flyvning
fra nærmeste civilisation for at konfrontere ham med problemet omkring de
manglende modtagelser af de mange
postkort fra de smukke vandfald!
n Niels Andersen har medlemsnr. 626 og er
født i 1951. Han har besøgt 78 lande og 16
territorier og er ikke interesseret i at besøge
så mange lande som muligt, men mere interesseret i at opleve de lande han nu engang
besøger. I Brasilien har han også været i Rio,
Brasilia, Sao Paulo og Curitiba.
Få Gl ben
De Berejstes Klub
lige til din dør – uanset hvor du bor!
G
loben kommer Jorden rundt. Både indholdsmæssigt og helt konkret. For i De
Berejstes Klub har vi medlemmer over hele verden. For 300 kr. om året kan du
tegne et passivt medlemskab, og for 400 kr. kan du blive aktivt medlem – hvis du
vel at mærke opfylder kriterierne. Læs mere på www.deberejstesklub.dk eller send
en e-mail til [email protected]. Og husk, beløbet for et års medlemskab og abonnement
på Globen gælder, uanset hvor i verden du bor.
Er du allerede medlem, kan du give rejselystne venner eller familie et abonnement på Globen
i gave, så de kan få indblik i, hvad det er for en spændende klub, du er medlem af.
Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får alle medlemmer disse fordele:
•
25 % rabat på rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk.
•
15 % rabat hos Friluftsland bortset fra på udsalgsvarer og på varer af mærket Canada Goose.
Se www.friluftsland.dk.
•
15 % rabat på vaccinationer hos Rejseklinikken i Charlottenlund. Se www.rejseklinikken.dk.
•
10 % rabat på vaccinationer hos Speciallægernes Sundhedscenter på Frederiksberg. Se www.
sundhedscenter.com.
•
10 % rabat på vaccinationer hos Udlandsvaccinationer, Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Se www.auh.dk.
•
10 % rabat på landarrangementer hos Penguin Travel. Se www.penguin.dk.
•
5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk.
•
Magasinet Vagabond Rejs som sendes fire til seks gange om året sammen med Globen kvit og
frit til alle medlemmer i Danmark.
•
Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest
erfarne berejste udveksler rejsetips og -oplevelser, og indbydelser til medlemsmøder der kan
inspirere og udvikle rejselysten.
•
Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat på rejseforsikring hos Gouda Rejseforsikring. Se
www.gouda.dk/rejseforsikring.
De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet,
fremmede lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse.
Uanset om du er til badeferier eller safari, krydstogter, rygsæksrejser eller bjergbestigning.
Enhver kan tegne et passivt medlemskab, mens aktivt medlemskab forudsætter, at man
opfylder kriterierne.
Globen kommer Jorden rundt.
Her på Trafalgar Square i London.
Foto: Lars-Terje Lysemose.
42
Rejsebilleder
Liechtenstein: Vejen snor sig forbi slottet Vaduz i det lille alpefyrstendømme. Foto: Knud Andersen.
Indonesien: Morgengry på den lille ø Gili Trawangan med udsigt til Lomboks aktive vulkan Rinjani. Foto: Lars-Terje Lysemose.
Oman: Muskat er som taget ud af “1001 nats eventyr”. Her ses bymuren,
som indtil 1970’erne stadig blev forsvarligt låst hver aften, så folk hverken
kunne komme ud eller ind. Foto: Jesper Grønkjær.
Indonesien: En dukkert i Ambons azurblå bølger. Men pas
på! Der er giftige havslanger i paradis. Foto: Lars-Terje
Lysemose.
Indonesien: Komodovaranen kaldes populært en drage og er verdens største øgle. Den kan blive over tre meter lang, er kødædende og lever
vildt på de små øer mellem Flores og Sumbawa. Foto: Lars-Terje Lysemose.
Island: Isbjerge i alle mulige former, figurer og skulpturer ved Jökulsárlón. Her
er i øvrigt også mange sæler. Foto: Morten Haagensen.
USA: John Wayne og Lucky Luke ville føle sig hjemme her
i Monument Valley i Utah med det røde sand og de fantastiske lodrette klippeformationer. Foto: Morten Haagensen.
Grønland: Diskobugten med enorme isbjerge. Et syn man aldrig vil
glemme! Foto: Morten Haagensen.
Norge: Udsigt over Geirangerfjorden fra Flydalsjuvet. Foto: Morten
Haagensen.
Schweiz: Genevesøen, også kaldet Lac Léman, med De Franske Alper i baggrunden. Foto: Lars-Terje Lysemose.
Norge: Et af mange flotte udsigtspunkter ved den 15 km lange
Geirangerfjord, som er på Unescos verdensarvsliste. Foto: Morten
Haagensen.
Zebra og bøfler i Masai Mara i Kenya.
Kenya & Seychellerne:
Tekst & FOTOS:
Morten Haagensen
Sommeren 2001 kombinerede min
kæreste og jeg safari i Kenya med
badeferie på Seychellerne i Det
Indiske Ocean. 11 år senere tog på
vi endnu en tur til Seychellerne,
denne gang sammen med vores to
børn og svigermor.
P
å vores første tur i 2001 begyndte
vi vores rejse med en fem dages
safaritur i reservatet Masai Mara,
der ligger vest for Nairobi. Dette er et af
de mest kendte reservater i Kenya, hvor
dyrebestanden er tættest. Her tilbragte
vi fire dage i telt i Masai Mara og den
sidste dag ved Nakuru-søen, hvor den
stod på safari og tusindvis af flamingoer. I Masai Mara oplevede vi mange
elefanter, giraffer, løver, zebraer, bøfler
og gnuer helt tæt på. Vi så også flere
geparder, og vi var heldige at se en
hun-gepard med helt små unger. Det
blev også til et besøg på Karen Blixens
farm, der ligger i udkanten af Nairobi.
Vi begyndte den første tur i jeep
ved solopgang inden morgenmaden. På
denne tur oplevede vi den friske luft og
stilheden, inden alle dyrene vågnede.
Tilbage i lejren var der morgenmad og
lidt afslapning, inden vi kørte ud på
en tur inden middag. Dagens tredje
og sidste tur var sidst på eftermiddagen og varede til solnedgang. Efter
aftensmaden var det tid til at sidde
på terrassen og nyde Afrikas lyde og
måske betragte dyrelivet, der indimellem kommer meget tæt på.
Masaierne er farverige nomadefolk,
som holder fast ved deres tradi­t ionelle
normer og levevis. Det er svært at
komme tæt på dem på anden vis end
ved at besøge de landsbyer, der mod
betaling giver rundvisning. Landsbyen
er indhegnet af et hegn, som er lavet af
grene og rødder, hytterne er lavet af jord
og komøg, der ligger langs hegnet. Da
vi ankom til landsbyen, bød masaierne
indenfor med traditionel velkomstdans,
hvor mændene under højlydt sang
hoppede højt i vejret med samlede
ben. Bagefter fik vi rundvisning og så
deres huse og omgivelserne, og der var
mulighed for at købe noget af deres
håndarbejde.
Masaier viser deres styrke og mandighed.
46
Bounty på Seychellerne
Lidt syd for ækvator, blot et par timers
flyvning fra Afrikas kyst, ligger
bountylandet Seychellerne i Det Indiske
Ocean. Øgruppen består af 115 øer, hvor
kun de 16 har hoteller eller resorter.
De tre mest besøgte øer er Mahé med
hovedstaden Victoria samt Praslin
og den lidt mindre ø La Digue. Det
er også på disse tre øer, man finder
de fleste hoteller, restauranter og det
meste liv generelt. Efter vores safaritur
i 2001 havde vi en uge på Seychellerne
og valgte derfor kun at besøge øerne
Praslin og La Digue. Vi boede på
Beach Villa Guest House på Praslin og
Bernique Guest House på La Digue, som
var to små hyggelige guesthouses.
I 2012 vendte vi tilbage til
Seychellerne igen og havde to uger. Vi
besøgte øerne Mahé og Praslin. Fra
Praslin tog vi så dagstur til La Digue.
Vi boede på Hotel Coral Strand på
Mahé og Berjaya på Praslin, som var
to udmærkede centralt beliggende og
børnevenlige hoteller. De kostede i
juli måned mellem 500 og 1.000 kr. per
nat, hvilket er i den billige ende på
Seychellerne.
Mahé
Hovedøen Mahé er den største af
Seychellernes 115 øer. Øen er 27 km
lang og 8 km bred og er dækket af høje
grønklædte granitbjerge, som er op til
Den fantastiske strand Anse Source d’Argent er omkranset af smukke granitklipper, palmer
og kridhvidt sand.
Safari & strand
905 meter. Her er derfor mulighed for
gode natur- og vandreoplevelser samt
ikke mindre end 75 strande at vælge
imellem. Heriblandt kan nævnes Anse
Royale, Anse Takamaka og Port Launay,
som er nogle af de flotteste i verden. I
øvrigt er der flere fredede områder og
nationalparker på Seychellerne end
noget andet sted i verden. På Mahé
findes også en af verdens mindste
hovedstæder, Victoria med næsten 90
% af Seychellernes befolkning. Her kan
man opleve en botanisk have, det lokale
fiske- og grøntsagsmarked og byens
vartegn Little Ben, som er en miniudgave af Big Ben i London. De fleste
hoteller, pensionater og restauranter
ligger på nordsiden ved den flotte Beau
Vallon-strand.
Praslin
Fra Mahé er der en times sejlads til
øen Praslin. Sejlturen kan være en
hård fornøjelse, da der kan forekomme
store bølger undervejs. Min kæreste,
svigermor og datter blev alle søsyge, og
det samme gjorde de fleste andre på
båden. Derfor vælger mange også at
flyve mellem Mahé og Praslin, hvis man
altså ikke er søstærk.
Praslin er den næststørste ø med en
befolkning på ca. 7.000 indbyggere. Øen
er 11 km lang og 4 km bred med gode
muligheder for smukke naturoplevelser,
hvad enten man ønsker at udforske
øen på cykel eller i bil. Hele Praslin er
omkredset af flotte hvide strande. To af
vores favoritter er Anse Lazio og den 3
km lange Côte d’Or-strand. På Praslin
finder du også nationalparken Vallée
de Mai, som er et stort flot område
med tropisk skov. Denne park er mest
kendt for den meget store dobbelte
kokosnød ved navn coco de mer. Denne
meget specielle kokosnød findes som
det eneste sted i verden kun på Praslin.
Disse dobbelte kokosnødder kan veje
20-30 kg og kan købes med hjem for
2.000-3.000 kr. stykket.
La Digue
Øen La Digue er blandt de mest
charmerende i hele Det Indiske Ocean,
hvilket man straks fornemmer efter 15
minutters overfart med katamaran-båd
fra Praslin. Øen har sit eget stille og
rolige tempo. Den måler kun 5 gange
3 km. Pga. den begrænsede størrelse
findes der ikke mange biler. De fleste
går eller lejer en cykel. La Digue er
den fjerdestørste ø på Seychellerne og
har det tredjestørste befolkningsantal
på ca. 2.000 indbyggere. Øen er meget
naturskøn med grønklædte bjerge
samt et rigt fugleliv. Som tidligere
beskrevet ligger øens bedste strand
Source D´Argent på sydvestkysten
i Anse Union-bugten, der også er et
naturreservat med smukke granitklipper og kæmpe landskildpadder.
Afslutningsvis kan man sige, at på
safari i Kenya kommer man helt tæt på
en lang række af Afrikas flotte og fascinerende vilde dyr. En storslået oplevelse
for livet, hvor indtrykkene er mange og
varierede. Det er et ægte eventyr med
fantastisk natur, forunderlig stilhed og
meget lidt hverdag. Det er let at blive
afhængig af denne stemning. Næste
gang vi får sparet op, vælger vi nok
safari til Tanzania eller Sydafrika for at
prøve noget nyt. Derfra er der også gode
muligheder for at kombinere ture til bl.a.
Seychellerne, Mauritius og Zanzibar.
Man kan sige, at Seychellerne er et sandt
uspoleret paradis. Men langt fra billigt.
n Morten Haagensen har medlemsnr. 481
Anse Source d’Argent gemmer sig bag
gigantiske granitklippeformationer.
47
og er lærer i Odense, hvor han bor sammen
med sin kæreste Stine og deres to piger, Ida
på fem år og Clara på et år. Først på året
rejste familien til Egypten, Israel og Jordan,
og til sommer vil de gerne udforske Frankrig
og evt. besøge et nyt land i Sydeuropa.
PARADISSTRANDENES TOP 10
Seychellerne har nogle af de flotteste
strande her på jordkloden. Her mine
personlige bud på de bedste strande
og øer på Seychellerne i en prioriteret
rækkefølge, der kan bruges som en lille
guide:
1. Anse du Riz, Mahé: Stranden ligger
utroligt smukt i Ternay-bugten med flotte
stenformationer, palmer og turkisblåt
vand. Ternay-bugten er også en marinepark, og det er kun muligt at sejle dertil.
Vi snorklede der ikke, men i september
og oktober skulle der være fyldt med
plankton i vandet og derfor gode muligheder for at møde verdens største fisk
– hvalhajen!
2. Anse Lazio, Praslin: Er stadig en af
vores personlige favoritter. Anse Lazio
har det fineste hvide sand, turkisblå
klart vand og fantastiske omgivelser.
Stranden er beklædt med granitklipper,
der strækker sig ud i vandet og kokospalmer, som smukt rammer bugten
ind. Man skulle tro, at denne strand ville
være overfyldt med turister, men det er
den ikke! På Anse Lazio var der dog store
bølger, så jeg synes ikke, at der var den
bedste snorkling.
3. Source D´ Argent, La Digue: En anden
fantastisk og meget speciel strand er
Anse Source D´Argent, som uden tvivl er
den mest kendte og fotograferede strand
på Seychellerne. Stranden er opdelt i små
lommer med store granitklipper i forskellige flotte formationer. Da vi besøgte
stranden første gang, var der ikke de
store bølger og derfor fin snorkling. Her
var jeg så heldig at svømme med en
havskildpadde inde på meget lavt vand.
Da vi skulle besøge stranden igen 11 år
senere, var vi utrolig spændte på at se
den igen. Til sammenligning med 2001 så
er Source D´Argent stadig helt unik. Dog
var der lidt færre palmer, koraller og en
del flere turister end i 2001. Så et godt
råd er at komme tidligt om morgenen,
hvis man vil have stranden nogle timer
for sig selv.
4. Port Launay, Mahé: På vestkysten af
hovedøen Mahé finder man marineparken
Port Launay. Port Launay er en de lokales
foretrukne strande med sit kridhvide sand,
utrolige turkisblå vand, smukke palmer og
spændende snorkling direkte fra stranden.
landmænd der sælger deres tropiske
frugter i skyggen af de store palmer og
takamaka-træer.
5. Therese Island, Mahé: Er en lille ubeboet
bounty-ø vest for Mahé. Vi sejlede dertil
fra Beau Vallon-stranden. En sejltur på 45
minutter og noget af tiden i store bølger.
Det er derfor mest optimalt at besøge
Therese i de mere vindstille måneder på
Seychellerne.
9. Anse Royal, Mahé: Denne strand er en
af de mest kendte og berømte på Mahé.
Jeg synes dog ikke helt den levede op
til mine forventninger. Her var en del
tang og affald, som lå i sandet. Et plus var
dog, at der stort set ingen andre turister
var. Måske skulle man give denne strand
chancen igen, men så skulle det nok være
i den periode af året, hvor der er mere
vindstille, og hvor der ikke er så meget
tang på stranden.
6. Anse Georgette, Praslin: Minder lidt om
Anse Lazio-stranden, dog væsentlig mindre.
Anse Georgette-stranden er også nabo til
Anse Lazio. Det kræver dog en længere
køretur at komme mellem de to strande,
da der er klipper imellem strandene. Hvis
man vil besøge Anse Georgette skal man
kontakte Lemuria Resort, som er et meget
eksklusivt resort på øen Praslin. Her booker
man et besøg, som er helt gratis. Der er ca.
20 minutters gåafstand fra Lemuria Resort
til Anse Georgette. Vi brugte en halv dag
ude ved Lemuria Resort, hvor vi spiste
frokost og så resortets tre flotte strande.
7. Cote d´Or, Praslin: Vi boede på Berjaya
Praslin Resort, som ligger lige ud til Cote
d´Or-stranden. Denne strand er en af de
mest populære på Praslin med kridhvidt
sand, turkist vand og roligt lavt vand, som
gjorde den helt ideel for børn.
8. Beau Vallon, Mahé: Beau Vallon er
navnet på den bedst kendte og mest
populær strand på Mahé. Vi boede på
hotel Coral Strand, som ligger direkte ud
til vandet. En dejlig strand, men med lidt
store bølger. Hvis man går en formiddagstur
ned ad stranden, kan man opleve de lokale
fiskere hive deres net ind på stranden. I
løbet af eftermiddagen kan man opleve de
lokale fiskere sælge deres friske fisk, og
10. Anse Papaie (Curieuse), Praslin: Øen
Curieuse ligger ca. 10 minutter i båd fra
den berømte Cote d´Or-stand. De fleste
både ligger til ved stranden Anse Papaie,
som er en strand med flotte granitsten og
lavt turkisfarvet vand. Her var dog en del
tang på stranden og i vandet. Curieuse
kaldes også for skildpaddeøen og har
en større bestand af kæmpe landskildpadder. Nogle af disse kæmper kan måle
op til 120 cm i skjoldlængde, veje op
til 270 kg og blive 120 år gamle. En stor
oplevelse for børn og voksne og virkelig
et besøg værd.
Ikke overraskende er Anse Lazio flere
gange blevet kåret som verdens flotteste strand.
De fleste besøgende på Seychellerne kender ikke til Anse Georgette på øen Praslin,
men ikke desto mindre er den ofte på top 10 over verdens flotteste strande.
48
SNORKLING
St. Anne Marine Park på Máhe havde
vi store forventninger til, da det efter
sigende skulle være den første marinepark i Det Indiske Ocean. Vi havde læst
og hørt, at denne marinepark skulle
have smukke koralrev, havskildpadder
og et utal af farvestrålende fisk. Vi
mødte dog ingen fisk og kun ødelagte
koraller. Jeg forhørte mig hos vores
guide, som fortalte, at marts, april, maj
og juni var de bedste måneder for snorkling og dykning. Alligevel havde vi dog
en dejlig tur rundt mellem de smukke
øer. Vi besøgte også øen Moyenne, som
er en lille ubeboet ø med regnskov, en
dejlig strand og en mindre bestand af
landskildpadder.
På Praslins østkyst ligger den lille ø
St. Pierre blot fem minutter i båd fra
Cote d´Or-stranden. Øen er meget
lille og ubeboet med palmer og flotte
stenformationer hele vejen rundt. Ved
lavvande kommer der en meget lille
sandstrand til syne. Her skulle efter
sigende være rigtig god snorkling. Jeg
synes dog ikke helt, den levede op til
dette. Under vandet var ingen koraller,
men kun kæmpe granitsten. Der var
heller ikke den bedste sigtbarhed. Ture
til St. Pierre bliver ofte kombineret
med skildpadde-øen Curieuse, da de
ligger tæt på hinanden.
Ud for La Digue ved øerne Falicity og
Coco, havde vi vores bedste snorkling
på Seychellerne. Her oplevede vi
flotte koraller og masser af fisk. Vi så
bl.a. masser af batfisk, papegøjefisk,
en gul trompetfisk, kæmpe stimer af
gule snappere, en enkelt moræne og
en havskildpadde. Der går halv- og
heldagsture ud til øerne fra både La
Digue og Praslin. Vi besøgte disse to
øer fra Praslin og havde derfor en lidt
længere sejltur.
Seychellerne
Standardværelse med morgenmad
på Coral Strand koster 880-1.085
kr. per voksen afhængig af sæson.
Standardværelse med morgenmad på
Berjaya Praslin Resort koster 490-625
kr. per voksen afhængig af sæson. På
begge steder gives rabat ved tidlig
bestilling og ved mindst syv overnatninger.
UD & HJEM IGEN: Vi gav ca. 8.700 kr.
per voksen med Condor t/r. Emirates
og Qatar har af og til kampagnepriser,
så der kan man være heldig at finde en
billet til 6-7.000 kr.
LOKAL TRANSPORT: Mahé-Praslin t/r
med fly koster 1.850 kr. per voksen.
Med båd koster turen 595 kr. per
voksen. Praslin-La Digue t/r med båd
koster 300 kr. per voksen.
BO: På Mahé, Praslin og La Digue findes
kategorierne self catering (normalt
uden måltider), guesthouses (med et
eller flere måltider), og hoteller med
en til fem stjerner (med et eller flere
måltider). Mahé fås fra ca. 500 kr.
per voksen, Praslin fra ca. 450 kr. per
voksen, og La Digue fra ca. 600 kr. per
voksen. Juli er ofte billig. Nogle overnatningssteder har kun en sæson, mens
andre skifter mellem lav- og højsæson.
KLIMA & VEJR: Året inddeles efter to
monsunvinde: Sydøst- og nordvestmonsunen. Sydøstmonsunen er fra
maj til september, som er den tørreste
periode. I denne periode blæser det
mere end under nordvestmonsunen,
og der er derfor større bølger. Der kan
forekomme meget tang på syd- og
vestvendte kyster i denne periode.
Nordvestmonsunen er fra oktober til
april. Denne periode er regntid, hvor
nedbørmængden er højest i december
og januar. Nordvestmonsunen er
mindre blæsende. Der kan forekomme
tang på øst- og nordvendte kyster.
Normalt er dette sæsonerne, men
inden for de seneste par år er der
vendt rundt på det hele. I 2011 fik de
fx ingen regn overhovedet i december
og februar, det kom alt sammen i
august og september. Temperaturen
svinger mellem 24 og 30°C, hvor juni
til oktober er de køligste måneder,
og december til april er de varmeste.
En stor del af Seychellernes skønhed
skyldes de relativt store mængder
nedbør, og man skal derfor altid være
forberedt på regn.
Kæmpe stimer af gule snappere og
en enkelt trompetfisk.
Anse Source d’Argent er den mest populære strand på La Digue og en af verdens mest
fotograferede strande.
49
På motorcykel til
verdens ende
Tekst & FOTOS:
Knud B. Bach
Efter at have drømt om denne tur i flere år, besluttede
min bror, en ven og jeg i december 2011 at deltage i
en arrangeret tur til Ildlandet sammen med 27 andre
motorcykelfreaks. RentalMoto var teknisk arrangør
med syv mand på opgaven, men da BMW var sponsor,
kørte alle på en BMW GS 80.
Det er første dag, og vi suser med 160 km/t af sted mod
Argentinas Nationale Gletcherpark langs med Perito Moreno
Glacier, der er en af de flotteste gletsjere i verden, og som er
på Unescos liste over verdens kulturarv. Fem km bred og 100
meter høj. Et imponerende syn!
Næste dag holder lederen Pablito køremøde. Dagen før er
der sket et uheld på en ujævn grusvej. En af rytterne i front
forsøger en farlig overhaling med over 100 km/t. Han mister
kontrollen, glider ud og får en knæskade og et stort kødsår.
Han bliver kørt tilbage til hospitalet i El Calafate, lappet
sammen og sendt hjem. Vi besøger Estancia Tapi Eika – en
fåreranch på 65.000 ha med 30.000 får. 2 ha til hvert. Der er
otte lam på grillen. For 100 år siden var området meget rigt,
og uld og fårekød blev afskibet til Europa. En rigdom der var
koncentreret på få hænder.
Vi flyver i tre timer fra Buenes Aires til El Calafate i
Patagonien. Landskabet er goldt og tørt med Andesbjergene
i baggrunden. Herfra starter turen 4. december mod Fin del
Mondo. En tur på 1.800 km, hvoraf 800 er på grusveje – en stor
udfordring. Seks dage med dagsetaper på 250-350 km.
50
Ildlandet
Vi har passeret grænsen til Chile og er nu i Torre del Paine Nationalpark med sol på
bjergtoppene og græssende lamaer. Dog er vejet meget ustadigt, og der er kraftige
vindstød. Under turen ryger 8-10 ryttere i grøften, endnu flere vælter, mens de
holder stille. Vi kører til Lago Grey og sejler 25 km ind i fjorden til gletsjeren, som er
en stor naturoplevelse.
På fjerdedagen går det i fygende fart tværs over Patagonien – 265 km i strækfart
over øde forblæste sletter, hvor 2 ha næsten ikke kan ernære et får. Jeg og min bror er
på samme maskine, og den klarer ubesværet 160-180 km/t. BMW GS 80 er en robust
og kraftig turmotorcykel.
Vi kører tidligt og sejler på to timer over Magelleanstrædet. Vi kører næsten 200 km
på grus og passerer to grænseposter, spiser lunch ved Magellean stranden og tænker
på, at der var her, Darwin sejlede rundt på sit gode skib Beagle og samlede stof til sin
udviklingsteori.
Ildlandet (spansk: Tierra del Fuego) blev
navngivet af den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan,
der spottede en række bål langs
kysten, da han passerede øgruppen i
1520. Området udgør den sydligste
spids af det sydamerikanske kontinent og har et areal på 73.753km².
Argentina og Chile blev i 1881 enige
om at dele Ildlandet imellem sig, efter
at begge lande havde gjort krav på
hele området. Øgruppen er adskilt fra
fastlandet af Magellanstrædet. Den
nordøstlige del, Tierra del Fuego med
ca. 251.000 indbyggere og hovedbyerne Rio Grande og Ushuaia, udgør
ca. ⅓ af øgruppens areal og tilhører
Argentina. Den sydvestlige del, Región
de Magallanes y de la Antártica Chilena
med ca. 151.000 indbyggere og hovedbyerne Porvenir og Puerto Williams,
udgør ca. ⅔ af Ildlandet og tilhører
Chile. Vores motorcykeltur kostede
6.000 USD (ca. 34.000 kr.). Læs mere
på www.rentamoto.com.ar og på
www.bmw-motorrad.com.ar.
I solnedgangen kører vi tilbage til
Ushuaia og tjekker ind på et femstjernet
hotel. Næste dag tager vi afsked med
vore nye motorcykelvenner. Det har
været en uforglemmelig rejse.
Det er sidste køredag, og der skal køres 350 km. Det går sydpå med høj fart mod
Ushuaia med en afstikker til San Pablo ved kysten. Derefter videre til nationalparken Tierra del Fuego med Ildlandets kyst. Her serverer RentalMoto og BMW
champagne og kager foran skiltet, der proklamerer, at vi er ved verdens ende. De
holder tale, og vi bliver hyldet. Sikke en fest. Vi gjorde det!
51
n Knud B. Bach har medlemsnr. 125 og har
boet og arbejdet i Brasilien i 12 år. Han er
nu på retræte og er gået fra at være adm.
direktør til rådgiver og bor på skift i Rio
de Janeiro og i Aalborg. Han har besøgt 87
lande og 14 territorier.
Tekst & fotos:
John Risager
Med tog hele vejen
fra Hårlev til
Ho Chi Minh-byen
Min 15-årige søn og jeg rejste tre
måneder med toget 20.000 km fra
Danmark gennem Rusland til Kina
og Vietnam. Videokameraet gik i
stykker i Polen, vi blev bestjålet
i Ukraine, i Rusland manglede vi
et stempel, der var tynd mave i
Kasakhstan, overvældende tur til
Aralsøen i Usbekistan, pruttende
og spyttende kinesere, imponerende Tibet og millioner af knallerter i Vietnam.
mod Szczecin i Polen. DB hjalp os til
Berlin og videre til Krakow i Polen, hvor
vi ankom 16 timer efter planen.
Dagen efter tog vi til Auschwitz.
Det var 14. juni, 70-årsdagen for
åbningen af lejren, og der var flere
forhenværende fanger til stede. Man
kunne næsten fornemme stemningen
fra dengang.
M
in søn Alexander og jeg
tog i 2007 med den transmongolske jernbane fra
Moskva til Beijing. Efter
turen fortalte jeg en kollega om vores
rejse. Han havde læst en tysk bog om
en togrejse fra Berlin til Saigon, og
ideen var født til vores næste store rejse.
Jeg brugte tre år til forberedelser og
opsparing af de 100.000 kr., som turen
forventedes at koste. Alexanders mor
var ikke særlig begejstret, men vi blev
til sidst enige, og rejsen blev til dato en
af vores bedste.
12. juni 2010 begyndte vores mere
end tre måneder lange togrejse gennem
Tyskland, Polen, Ukraine, Rusland,
Usbekistan, Kasakhstan, Kina, Tibet
og Vietnam. 4. september, efter 20.000
km og 341 timer i toget, skulle vi efter
planen ankomme til Ho Chi Minh-byen
i Vietnam.
Polen og Auschwitz
Toget afgik fra Hårlev kl. 10.58, og vi
vinkede farvel til venner og familie.
Det gik planmæssigt til Næstved, men
så blev DSB forsinket en halv time til
Lübeck. Derfor nåede vi ikke næste tog
Den betænkelige far og hans glade søn er
omsider på vej ud på deres lange togrejse.
Ukraine med nye hjul
Vi drog videre mod Kijev i Ukraine,
en togtur på bare 21 timer i et 40 år
gammelt tog. Der var ingen 1. klasse, så
vi måtte tage 2. klasse. Der var meget
beskidt, toiletterne var uhumske, og
toiletpapir var en by i Rusland. I hver
togvogn var der en samovar, en kedel
med kogende vand til kaffe mv. Når
toget holder stille i længere tid, bliver
det fyret op med kul.
På grænsen mellem Polen og
Ukraine fik vi nye hjul på toget, fordi
sporvidden i det tidligere Sovjet er
større end i Europa. Toget blev hejst 1½
meter op, de europæiske hjul skubbet
ud, og nye hjul skubbet ind.
Da vi ankom til Kijev, blev vi
prajet af en chauffør i en pirattaxi, som
52
På en 48 timers rejse med toget fra Saratov i Rusland t
nalet. Det meste af samtalen var på tegnsprog og med
dem i Usbekistan. Vi var de eneste turister om bord.
ville køre os til vandrehjemmet for 40
hryvnia, dvs. 30 kr. for en tur på 10
minutter. Han havde skrevet prisen på
et stykke papir, men da vi ankom, kørte
han ind i en baggård. Nu mente han
pludselig, at der stod 400!
Efter en livlig diskussion greb han
sin mobiltelefon og ringede, formentlig
efter nogle venner. Jeg valgte at betale
de 400 og se sur ud. Han ville ikke lade
os få bagagen, men jeg spærrede, så han
ikke kunne køre, før vi fik den.
Det var 16. juni, Alexanders 15
års fødselsdag. Vi fandt en restaurant, hvor vi kunne få chokolade og
kage. Alexander fik sin gave – en iPod
at spille på. Det er vigtigt at have noget
at foretage sig i toget. Vi havde nogle
bøger med, computer og spil. Vi kunne
også se film på computeren, bl.a. alle
”Fleksnes”-episoder og ”Halløj på badehotellet”.
Rusland og fejl i billetterne
Vi tog videre mod Rusland og delte
kupé med nogle meget fulde ukrainere.
Der blev larmet og drukket og hældt
meget øl ud over det hele. De stod
heldigvis af i løbet af natten, men de
havde taget mit ur og min computermus,
som jeg havde været så letsindig at lade
ligge på bordet.
Vi skulle være i Saratov i Rusland to
nætter, inden vi skulle køre 48 timer til
Nukus i Usbekistan. Men vi havde ikke
fået et vigtigt stempel i toget til Rusland.
Derfor kunne vi ikke indlogeres på det
forudbestilte hotel. Først det tredje hotel
vi besøgte, der lignede et bordel, ville
have os boende.
Der var tvivl om, hvorvidt vi kunne
komme med toget, da billetterne var
til Nukus i Usbekistan kom vi i kontakt med togpersod tegninger. Vi blev inviteret hjem til et par stykker af
revet i stykker præcis ved et vigtigt
holografisk mærke. Vi kom dog med
toget, der var startet i Moskva og skulle
køre 6.000 km til Almaty i Kasakhstan.
Der var kun 2. klasse i toget, og vi delte
kupé med Ivan fra Usbekistan. En flink
mand med munden fuld af guldtænder.
En trend hos mange af de mere velhavende usbekere.
Der var stor interesse for os om
bord på toget. Både togpersonale og
andre rejsende kom hele tiden ind i
vores kupé og spurgte om alt i vores liv.
Det foregik ved tolk og tegninger, og det
tog lang tid, som vi dog havde rigeligt
af. Flere af dem inviterede os på besøg i
deres hjem, hvilket dog typisk krævede
en 3-400 km lang tur over bjergene.
I toget levede vi af frysetørret mad,
som vi havde med hjemmefra, samt
brød og pølse, som vi havde købt inden
rejsen. På perronerne kunne man også
købe mad og drikke, når toget holdt i
længere tid.
Ved en grænseovergang, som godt
kunne tage flere timer, følte jeg uro i
maven. Det var ikke nu, der skulle listes
en stille prut ud. Den kom dog alligevel,
og en knap så behagelig duft spredte
sig i kupeen. Toiletterne var låst af, når
toget holdt stille, så jeg måtte vente
næsten tre kvarter, inden jeg kunne
fikse dette lille problem. Mine foretrukne lyserøde underbukser måtte jeg
sige farvel til.
Usbekistan og Aralsøen
Vi ankom til Nukus i Usbekistan, og
dagen efter skulle vi på en todages
tur til Aralsøen. Vi kørte ni timer ad
dårlige veje.
Aralsøen var for 50 år siden den fjerdestørste sø i verden med 70 fiskearter
og 100.000 fiskere. I dag er der under
10 % af søen tilbage. Der var ingen fisk,
og søen var blevet en saltsø. Vi var fire
turister, to guider og to chauffører i to
russiske jeep. Om aftenen var der lejrstemning omkring bålet, og vi overnattede i et telt.
Vi tog videre i Usbekistan, hvor
vi besøgte Bukhara, Samarkand og
Tasjkent. Vi så et utal af flotte moskeer
og madrassaher, som var skoler. I
Bukhara mødte vi Aziz, en ung mand
midt i 20’erne, som var universitetslærer.
Vi blev inviteret ind i hans hjem, hvor
han boede med sin mor og søskende,
otte i alt. Han skulle giftes til efteråret,
og de skulle bo i hans beskedne værelse.
Da vi kom til Almaty i Kasakhstan,
bemærkede vi en meget høj levestandard, med mange dyre huse og biler.
Kina og mange nysgerrige
Vi fortsatte østpå, og toget skiftede igen
hjul, inden vi kørte ind i Kina. Vi kom
til Urumqui 13. juli. Det var etårsdagen
for urolighederne, hvor der blev slået
næsten 200 han-kinesere ihjel. Urumqui
er den by i verden, der har længst til
havet – 2.500 km.
Sprogproblemer i det vestlige Kina
var der masser af. Kun få forstår engelsk,
og det kom der meget sjov ud af. På en
lokal restaurant skulle vi bestille mad.
Spisekortet var kinesisk, så der blev
ringet til en, der kunne lidt engelsk,
men det var uden effekt. Efter en halv
times tegning og fingersprog pegede vi
på tre ting og håbede det bedste. Vi fik
noget ubestemmeligt, der dog kunne
spises.
Vi fortsatte til Turpan, en by 150
meter under havoverfladen og det
varmeste sted i Kina, og Dun Huang,
hvor vi besøgte Mogao-grotterne.
Herefter gik rejsen til Lanzhou, hvor
vi dagen efter skulle have tjek på et
internetmodem, som vi havde købt ved
China Com. De baksede med det i to-tre
timer. En ung ekspedient, Tjainbin,
tilbød at ledsage os næste dag, da han
havde fri. Han tog os med til en park
med dyr og forlystelser. Alexander og
jeg var igen i centrum, for vi var mere
interessante at fotografere end dyrene.
Vi var dog ved at være vant til, at man
kikkede på os.
Derefter fløj vi til Lhasa i Tibet,
hvor vi skulle være en uge. Vi så Potalapaladset, som var vinterpalads for
lamaer i flere hundrede år. Vi så mange
53
paladser og bedehytter og et stort monoment for venskabet mellem Tibet og
Kina! – Naturligvis opført af kineserne.
Der var bare ikke noget venskab mellem
kinesere og tibetanere. Mindst 30 % af
Lhasas indbyggere er kinesere, og det
var årsag til megen konflikt. På hvert
gadehjørne var der svært bevæbnet
militær eller politi.
Vi kørte med toget gennem
sneklædte bjerge i op til 5.800 meters
højde, og efter 36 timer var vi i Xian
i Kina. Her skulle vi naturligvis se
de 8.000 terrakottakrigere, som var
udgravet. En stor turistattraktion, men
som mange andre steder i Kina var der
hundredevis af souvenirbutikker.
Turen gik videre sydover til
Yichang, hvor vi sejlede fire dage
på Yangtzefloden. Vi så også den
kæmpemæssige Treslugtersdæming.
Vandstanden i floden var steget 100
meter, og 1,2 millioner mennesker var
tvangsflyttet. Alle de guider, der fortalte
om projektet, var meget begejstrede
(men hvis ikke de havde været det,
havde de nok mistet deres job!).
På vej mod Chengdu stoppede
vi et par dage i Chongqing, som er et
af verdens største byområder med 29
millioner indbyggere. Byen udvider sig
hurtigt, og der var stort set byggekraner
overalt. Vi så verdens største toiletbygning, med mere end 1000 toiletter, som
blev bygget for nogle få år siden og nu
var i hurtigt forfald.
Vi tog videre til Emei, hvor vi skulle
op på bjerget og se Den Gyldne Buddha.
Igen mange turister. Vi gik mange timer
i 30°C, men det var umagen værd.
Kunming var sidste by i Kina,
hvor vi så Stenskoven. Et 100 km² stort
område, som blev dannet på havbunden
Ved fæstningen Jiayguan i midten af Kina
mødte vi Adu fra Nigeria.
Togrejsen
Der er millioner af knallerter i Vietnam, og man kan ikke vide sig i sikkerhed nogen steder.
Knallerter parkeres alle vegne, selv inde i urmagerbutikken.
for 200 millioner år siden. I Kunming
tog vi en endagstur med fly til Lijiang,
600 km væk. Der så vi en by med gamle
huse, men alle husene var souvenirbutikker, restauranter eller andet, hvor der
kunne sælge et eller andet. Kineserne
elsker det, men vi var godt skuffede.
Vietnam med et utal af knallerter
Fra Kina gik det sydpå til Vietnam, og
det var meget anderledes. I det nordlige Vietnam tog vi til Sapa. Selve byen
består kun af hoteller og restauranter.
Der var masser af kvinder fra de små
landsbyer, der var i byen for at sælge
deres hjemmelavede ting. De gik frisk
hen til turisterne og spurgte om tre ting:
“Hvor gammel er du”, “hvad hedder du?”
og “hvor kommer du fra?”
De var meget søde og noget påtrængende. En fulgte efter mig over en time.
Det endte med, at jeg købte en hjemmestrikket mobiltelefonholder til 10 kr.
Hanoi var første storby i Vietnam
med titusindvis af knallerter. I et lysreguleret kryds kørte der konstant knallerter ud uanset farven på signalet, og
der var hele tiden omkring 50 knallerter
i krydset. At komme over gaden var
livsfarligt.
Vi tog videre til Hue i det centrale
Vietnam, hvor vi tog ud til Vinh
Moc-tunnellerne i den demilitariserede zone. Tunnellerne var hjem
for 600 vietnamesere i flere år under
Vietnamkrigen, og amerikanerne
fandt det aldrig. Der var både skole og
hospital. Sytten børn blev født der, og
vi mødte et af dem. Han var en slags
maskot og kugleskør. Formålet med
Vietnamkrigen er nu endnu mere uforståelig for mig.
3. september blev den eneste
badedag på vores lange tur. Vandet var
35°C, luften ligeså, og pigerne … Nej,
der var faktisk ikke nogen piger på den
helt perfekte hvide sandstrand! Kun en
overvægtig mandlig turist. Måske var
det ikke højsæson.
Endestationen på togrejsen var
Ho Chi Minh-byen eller Saigon, som
den hed tidligere, og vi ankom 5.
september kl. 5.30 om morgenen.
Vi tog endnu et par ture i landskabet de næste par dage. Bl.a. til endnu
nogle tunneller fra krigens tid. Der var
200 km i et meget sindrigt system, med
mange grimme fælder, nærmest en
underjordisk by.
Og vi besøgte et kloster fra 1938,
hvor syv forskellige religioner havde
slået sig sammen i en fredelig sam­hørighed. Værd at tænke over i en
verden, hvor religion var anledning til
de fleste krige.
Filippinerne og hjem
Den sidste del af turen gik til
Filippinerne, hvor min bror Jan har
Den 20.000 km lange togrejse tog lidt
over tre måneder og foregik i 2010.
Turen kostede ca. 100.000 kr.
boet i 15 år. Han er gift og har to børn
og bor i Davao. Jan tog med os ud til
lokale guldgravere, varme kilder og
sin arbejdsplads, som var et flydende
elektricitetsværk. Vi så, at alle, der
havde penge til det, også havde et våben.
Skulle man i supermarkedet, blev man
visiteret af bevæbnede vagter.
Herfra gik turen hjem med fly til
Danmark. Fra Kastrup tog vi toget til
Køge og videre til Hårlev. Vores venner
Bente og John hentede os ved stationen,
og vi fik friske rundstykker med ost.
Det havde vores smagsløg savnet i tre
måneder!
n John Risager har medlemsnummer P266
og er i skrivende stund ved at planlægge en
solorejse Jorden rundt i 2015, der ventes at
komme til at vare hele to år. Læs mere om
hans rejseliv på www.johnrisager.dk.
Guldgravning på Filippinerne. Mange fattige håber at finde en stor klump guld. De kan
måske finde for et par hundrede kroner på en måned.
54
Fem grunde til at besøge
Libanon:
Befolkningen, historien,
maden, naturen &
shoppingmuligheder
Tekst & FOTOS:
Jacob V. la Cour
Når man hører stednavne som Beirut og Libanon,
tænker de fleste nok mest på flykapringer, terrorister
og borgerkrig – og ikke så meget på et ferieland. Men
det lille land på en fjerdedel af Danmarks størrelse
har ufatteligt meget at byde på.
Martyrenes statue på Martyrpladsen i Beirut er stadig mærket af
borgerkrigen i 80’erne, og står på en gigantisk tom byggeplads,
det nok vil tage mange år at fylde ud.
D
e 4,1 millioner libanesere tilhører et væld af forskellige religiøse retninger. Overordnet består de af
54 % muslimer, 41 % kristne, og 5 % drusere. Men
hver af disse grupper er delt op i en række undergrupper. Hovedgrupperne inden for islam er shiaerne (27 %)
og sunnierne (27 %), mens hovedgrupperne blandt de kristne
er maronitterne (en art katolikker) og de græsk-ortodokse. For
turisten lever disse tilsyneladende i fred og fordragelighed,
som et tegn på, at der er håb for vores religiøst splittede
verden – og kirker og moskeer står overalt side om side.
At der under overfladen lurer interne spændinger,
opdager man heldigvis ikke, og man kan håbe på, at disse
med tiden fortager sig. Generelt er folk fantastisk søde og
imødekommende – uden at være anmassende, og en meget
stor del af befolkningen taler udmærket engelsk. Man oplever
slet ikke påtrængende sælgere som i fx Egypten og Tyrkiet, og
når folk hører, hvor man kommer fra, bliver de meget begejstrede, og vil høre, hvad man synes om deres land. Under
mit seneste besøg over nytår 2011-12 blev Muhammedkarrikaturtegningerne kun nævnt én gang, og det var af en
maronitisk taxachauffør, der syntes, de var vældigt sjove.
Økonomisk er forskellene blandt libaneserne enorme. På
en vandretur i Beirut kan man inden for få minutter passere
både faldefærdige, nærmest middelalderlige huse, hvor der
dårligt ser ud til, at der kan bo mennesker, og funklende
nye luksuslejlighedskomplekser, med lejligheder på 230-300
m2, med alt hvad man kan forestille sig af udstyr. Og på
vejene kæmper rustne og bulede lig af gamle Mercedes’er
om pladsen med de største luksussportsvogne som Ferrari,
Lamborghini og Aston Martin, samt monstrøse BMW’er,
Landrovere og Porsche-4-hjulstrækkere.
55
Historiens vingesus – oplev 8.000 års verdenshistorie
Regionen, hvor Libanon ligger, er på én gang vores civilisations vugge og arnestedet for nutidens store konflikter. På
en ferie i Libanon kan man besøge storslåede græske og
romerske ruiner. Fx ligger det mest velbevarede romerske
tempel i verden i byen Baalbek i Bekaadalen, og man kan
se en næsten komplet romersk hestevæddeløbsbane i den
sydlige by Tyre. Men særligt byen Byblos 25 km nord for
Beirut er fantastisk at besøge. Stedet har været beboet i
mindst 8.000 år, og gennem tiderne har de regerende folk
bygget deres byer og paladser oven på hinanden. Lige syd
for byens gamle havn, hvorfra der blev udskibet cedertræ til
bygning af Salomons tempel i Jerusalem, kan man vandre
igennem udgravningerne af fønikiske bronzealderhuse,
romerske templer og et lille teater, et persisk palads og øverst
på toppen knejser en korsridderborg. Ordet Bibel kommer
af bynavnet Byblos, og det var fønikerne, der fandt på det
moderne alfabet – at hvert tegn repræsenterer en lyd.
Nyere historie basker dog også kraftigt med vingerne.
I Beirut står udbombede ruiner fra borgerkrigen i 80’erne
stadig side om side med nye og nyrestaurerede huse, og
på byens hovedtorv - Martyrpladsen - der blev fuldstændig udslettet under borgerkrigen, står stadig en
gammel statue fuld af skudhuller. Pladsen dannede under
borgerkrigen grænsen mellem det muslimske Vestbeirut
og det kristne Østbeirut (den såkaldt grønne linje), og
det er også her, de kraftigste ødelæggelser stadig kan
ses. Libanesisk politik kontrolleres stadig i vid udstrækning af Syrien, og det bliver spændende at se, hvad der
kommer til at ske med Libanon, hvis det lykkes oppositionen i den magtfulde nabo at styrte det nuværende diktatur.
En kæmpestor moske, bygget i starten af 00’erne, ligger side om
side med den maronitiske katedral Sankt George fra 1880’erne.
I forgrunden ses ruinerne fra en romersk markedsplads.
Korsridderborgen i Byblos knejser på toppen af skiftende tiders
bygningsværker, og man kan således se efterladenskaber fra
8.000 års historie i området.
Går man gennem den gamle souq i byen Side, føler man sig
hensat til middelalderens Arabien med dens utallige små
butikker og utrolige dufte.
Skiområdet Mzaar er med sine 17 lifter Libanons største. Og det
ligger kun ca. 1 times kørsel fra Beirut. Der er mange mennesker
i weekenderne, men på hverdage har man næsten pisterne for
sig selv.
Maden – you name it, they have it!
Libanesisk mad er kendt verden over. Et typisk libanesisk
måltid består af en masse små retter, fx humus, bulgur,
lammeretter og forskellige typer af kødboller. Maden er
generelt kun let krydret, så den passer til alle. Men da Libanon
efter 1. Verdenskrig i en periode var under fransk kontrol,
finder man også en masse franske restauranter, og naturligvis
italienske. Langs med kysten findes også et utal af fiskerestauranter, hvor man kan vælge imellem helt friskfangede
fisk, og få dem tilberedt, som man ønsker. Og de kan finde
ud af at lave mad! Alt, hvad man får, er utroligt vellavet og
lækkert. Priserne i Beirut svarer dog nogenlunde til danske
priser. Men stemningen i Beiruts indre by er ikke til at slå. På
de brede gågader rundt om Place d’Etoile ligger fortovsrestauranterne side om side, og de er om aftenen propfulde af især
unge mennesker i vestligt (og flot) tøj, der sidder og nyder en
vandpibe og kigger på folkemængden.
Naturen – kyst, huler og snedækkede bjerge
Libanon strækker sig langs kysten, og de fleste af de 4
millioner indbyggere bor på en smal slette mellem kysten
og bjergene, og kører man en tur ad kystmotorvejen, er man
nærmest i by hele tiden. Men kører man østpå, op i bjergene,
befinder man sig snart i den smukkeste og næsten uberørte
natur. Dybe dale skærer sig ind i bjergkæden, der når en højde
på 3.088 meter. Der findes også et stort antal drypstenshuler,
hvor Jeita-hulen lidt nord for Beirut er særligt imponerende.
Enkelte steder i bjergene kan man stadig se et cedertræ (træet
i landets flag), men de blev ellers stort set udryddet i fortidens
jagt på naturressourcer, og er nu totalt fredet. Til manges overraskelse byder bjergene på en hel del udmærkede skiområder.
Kun en lille times kørsel nordøst for Beirut ligger det største
skisportssted Mzaar, med 17 lifter og ca. 30 nedkørsler. Og
over nytåret 2011-12 var der i hvert fald bedre sne her, end på
fx mange norske skisportssteder. Landets beskedne størrelse
betyder også, at man med base i Beirut kan besøge det meste
56
Libanon
Place d’Etoile i Beirut er sat komplet i
stand efter borgerkrigen og er nu et fashionabelt område med fortovsrestauranter
og barer, med et fantastisk liv hver aften.
Som et gigantisk monument for borgerkrigen står et udbombet skelet af det
33-etager høje, tidligere Holiday Inn
hotel midt i centrum af Beirut.
Republikken Libanon er på 10.452
km² og har 4,1 millioner indbyggere.
Hovedstaden hedder Beirut. Landet
har en lang kystlinje ud til Middelhavet
og grænser op til Syrien i nord og
mod øst og til Israel i syd. Man kan
tage til Libanon året rundt, men der er
naturligvis meget varmt om sommeren.
For sightseeing er det bedste tidspunkt oktober eller november, mens
skisæsonen i bjergene går fra omkring
december til april.
UD & HJEM IGEN: København-Beirut
med en mellemlanding fås fra ca. 2.100
kr. t/r.
Libanon byder på al den mad, hjertet kan begære, og særligt i kystbyerne findes nogle
fantastiske fiskerestauranter med helt friskfangede fisk.
af landet på en-dagsture i bil, enten ved
at køre selv eller leje en taxa.
Shopping – Porsche eller paprika?
Fønikerne var et handelsfolk, og de
første til at drive udbredt handel over
Middelhavet. Den tradition fornægter
sig ikke i nutidens Libanon, hvor man
kan finde alt, hvad hjertet begærer. I
Beiruts centrum ligger fashionable
shopping-arkader med imponerende
luksusvareforretninger, men priserne
er ikke lave. Skulle man være på
udkig efter en ny bil, kan man både
få sig en Ferrari og en Porsche. Andre
steder – dog ikke i Beirut – kan man
gå på op­dagelse i de snævre, mørke,
middel­alderlige markedsgader, som er
så særlige for arabiske byer. Særligt er
souq’en i byen Side, ca. 20 km syd for
Beirut, en stor oplevelse at besøge. Og
som nævnt, bliver man ikke generet
af påtrængende sælgere. Man kan
vandre rundt stort set ubemærket og
nyde virvaret af krydderiforretninger,
plastikjunk, lædervarer og levende dyr,
der faldbydes fra de små boder.
BO: Der er et bredt udbud af hoteller,
dog kun få rigtige badehoteller. I Beirut
koster et værelse på et trestjernet
hotel omkring 500-750 kr. per nat.
Byens absolut bedste hotel er Phonicia
InterContinental, og her koster en nat
ca. 1.500 kr. Der fås også billigere. I
skiområderne koster et godt trestjernet
hotel ca. 650 kr. i skisæsonnen, mens
bjergenes bedste – InterContinental
i Mzaar – koster ca. 1.000 kr. på hverdage og 1.500 kr. i weekenden.
LOKAL TRANSPORT: En lille bil kan
fås i tre dage for ca. 500 kr. En hel dag
med taxa kan fås for nogenlunde det
samme, lidt afhængigt af hvor langt
man vil køre. Husk internationalt
kørekort.
n Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474 og er
senior projektkonsulent hos DONG Energy.
Han har besøgt 86 lande og 16 territorier på
alle verdens syv kontinenter og har været på
ikke færre end fem jordomrejser.
57
Tekst & fotos:
Søren Fodgaard
De fleste har meget farvestrålende kostumer lavet i kunststof, men nogle
grupper har valgt tradionelle former for påklæding i brunt og gråt.
Stærke
farver og
kraftige
lyde
En af mine bedste rejseoplevelser var
et besøg under Ati-Atihan-festivalen i
Kalibo i Filippinerne.
D
Opfindsomheden er stor, når der sys
kostumer.
er er folk alle vegne i byen.
Strømmen går ind mod centrum.
Over flere af de store gader hænger
vimpler, og man hører trommer i
det fjerne. Lyden bliver mere og mere intens. Og
lige pludselig er man der. Gaden er fyldt med en
gruppe på 30 personer, som danser langsomt fra
side til side eller frem og tilbage.
Forrest går en med et skilt, der forkynder
gruppens navn og hjemsted og en chief som
leder gruppen. Alle er udklædt i kostumer i
flere stærke farver i samme design og sortsværtede i ansigtet. Gruppen står på samme sted og
danser, men efter et stykke tid går den 10-20
skridt frem, og en ny gruppe rykker frem.
Der er kraftige lyde overalt. De rytmiske
trommer lyder konstant i gaderne, boom-boomboom-bo-boom-bo-bo-bo-boom. Ind imellem
kommer skarpere og højere lyde fra blæseinstrumenter eller xylofoner.
Festival med 800 år bag sig
Ati-Atihan-festivalen i Kalibo er kendt overalt
i Filippinerne. Det er den ældste festival af sin
art og kan føres tilbage til omkring år 1200.
Oprindelig var det en hedensk festival, hvor
man takkede for gaver og fødevarer.
Spanien koloniserede Filippinerne i 1500tallet, og den katolske kirke tog festivalen til
sig. Den holdes i dag officielt til ære for Santo
Niño (Jesusbarnet). Nogle grupper medbringer
figurer, der forestiller Jesusbarnet eller
Madonna. Ati-Atihan betegnes som en religiøs
festival, men de oprindelige traditioner er lige
så fremtrædende som de kristne symboler.
Traditionelle krigere.
58
Ati-Atihan-festivalen
Ati-folket var de oprindelige indbyggere
i Kalibo.
Grupperne kommer fra forskellige
stammer fra alle egne af Filippinerne.
De fleste bærer meget farverige
kostumer i kunststoffer, men nogle
har valgt et autentisk kostume i brune
og grå nuancer. En beklædning som –
måske – svarer til den, der blev brugt
før spaniernes ankomst. Alle er sværtet
sorte i ansigtet for at ligne atierne.
En voldsom og intens oplevelse
med konstante trommer, kraftige
farver, dansende grupper alle vegne.
Der er mange tilskuere, de fleste fra
Filippinerne, men ikke ret mange turister, og det er ikke svært at få en god
plads.
Har man set billeder fra
Rio-karnevalet, drømmer man om
unge smukke kvinder i udfordrende
kostumer. Det er der ikke meget af
i Kalibo. Der er ganske vist mange
kvinder i optoget, men de fleste er
maskeret så godt, at det er svært at se
personen bagved. Der var kun én letpåklædt kvinde, som gerne poserede for
fotografen.
Forrest i hver gruppe går en deltager med
et stort skilt eller banner, der fortæller,
hvor gruppen kommer fra.
HVORNÅR? Festivalen varer godt en
uge og slutter den 3. søndag i januar.
Der er optog gennem byen de tre sidste
dage. Se tidsplan på www.kalibo.
org og læs mere på www.philippinecountry.com og på en.wikipedia.org/
wiki/Ati-Atihan_Festival.
De fleste deltagere er godt skjult bag
kostumerne, så det er svært at se, om det
er mænd eller kvinder.
Jeg var der en lørdag, hvor optoget
begyndte kl. 8, og man bør være i byen
mellem kl. 9 og 10. Optoget følger
de centrale gader, der går nord-syd
(dvs. vinkelret på hovedvejen). Gå
efter lyden. Hen over middag har alle
grupper været igennem. En del bliver
ved resten af dagen, men ikke i noget
samlet optog. Misser man Ati-Atihanfestivalen i Kalibo, holdes lignende
festivaler mange andre steder i landet.
BO: Hoteller i Kalibo er optaget
måneder i forvejen, men man kan bo
på ferieøen Boracay med hoteller i
alle prislag (og med mange fly hver
dag fra Manila til Caticlan). Man
laver så en endagestur fra Boracay,
afgang tidligt om morgenen, og
videre fra Caticlan med bus eller
taxa mod Kalibo (1½-2 timer).
n Søren Fodgaard har medlemsnr. 430 og
blev i 2012 valgt til ny formand for DBK.
Han er netop vendt hjem efter en rejse til
Costa Rica.
Ati-Atihan (udtales med tryk på ti i
atiatihan) er opkaldt efter ati-folket, de
oprindelige indfødte, som boede her,
før malayerne ankom i 900-tallet. Den
holdes i Kalibo, der ligger på nordsiden
af Panay, en af de mellemstore øer i
Filippinerne, en times flyvning syd for
Manila.
En kvinde poserer gerne for fotografen.
59
At komme fra et sted i Italien
til et andet kan være næsten
lige så svært som at gå på
vandet …
Tekst & FOTOS:
Henrik Døcker
Visse dele af Italien kan næsten
kun opleves fra en bil. Det kræver
i hvert fald stor opfindsomhed
at komme rundt ved hjælp af
apostlenes heste og offentlige
transportmidler. Italien er ikke
desto mindre et af mine absolutte
yndlingsrejsemål.
Man kan læse sig til meget. Men
det selv at opleve noget sætter nu
engang tingene i et andet – og videre
– perspektiv. På min kone Hannes og
mine nu ca. 30 rejser til Italien har vi
ofte måttet erkende, at vores fantasi
ikke rakte til, hvad vi faktisk kom ud
for. Forholdene er yderst forskellige, og
tålmodighed og improvisationskunst er
nyttige egenskaber at være i besiddelse
af, når man rejser i Italien.
Selv om vi på flere tidligere rejser
havde oplevet, at jernbanestationen lå
temmelig langt fra den by, vi styrede
imod (vi må erkende, at vi begge overvejende er bymennesker), så havde vi
dog en tro på, at det store flotte hotel, vi
denne gang havde bestilt værelse på
syd for Napoli, lå nogenlunde ved én af
stationerne på vesuvbanen – eller som
den hedder på italiensk Circumvisuviana.
Men det viste sig, at stationen
Castellamare di Stabia ikke sådan lå
lige om hjørnet. Nå, men det var da ikke
noget problem, for vi havde spottet, at
en anden station ved navn Pezzano, lå i
rimelig gåafstand, kun ca. én km væk.
Selv om vi ”kun” befandt os ca. 20
stationer fra Napoli (nogle af dem var
svære at identificere, fordi stationens
navneskilt var overmalet med graffiti),
var det vel ikke så slemt, for med alle de
ferie- og badegæster, der måtte antages
at opholde sig og færdes her i sommermånederne, kunne man tænke sig en
livlig trafik på banen. Nå ja, men det var
nu kun hver halve time, at et tog kom
forbi. Og køreplaner var ikke lette at få
fat i! Billethullet var for resten lukket!
Efter at have studeret nogle af togtiderne begyndte vi at besøge nabobyerne, og en aften kom turen til Vico
Equense. Placeret på en restaurant med
førsteklasses udsigt til Napolibugten og
Vesuv kunne man nyde en udmærket
scaloppina al vino bianco og slutte med
den populære dessert Tiramisu. Hvad
skulle der nu til for at spolere denne
fornøjelse? Jo, lige præcis det at komme
hjem! Vores lille station Pezzano
lukkede nemlig ved 20-tiden. Nå ja,
man kunne vel tage en taxi til hotellet
de ca. fire km, det drejede sig om?
Restaurantens vært påtog sig at ringe
efter en vogn. Den kom bare ikke!
Hotellet: Som fugle i et gyldent bur
Nu har vi næsten altid både en plan
A og en plan B, når vi begiver os ud i
nattelivet. Vi vidste, at vi kunne redde
os ved at tage toget til Castellamare
og derfra få en bestemt taxi, der kunne
kaldes fra stationen. Det ville bare tage
lang tid. Ved Vico Equenses station
spottede vi imidlertid en bus og tænkte,
den måske gik i vores retning. Men nej,
den havde endestation lige dér. Kunne
buschaufføren klare noget for os? Joh,
han viste i hvert fald en sjælden form
for konduite ved lynhurtigt at tilkendegive forståelse for vores problem. Og
tja … han havde lige 20 minutters pause,
og hans bil stod netop parkeret, hvor
vi stod! ”Hop ind,” sagde han, og så
engagerede vi ham som taxi, og blev i
60
et snuptag kørt lige til døren for vores
hotel!
Det skal ikke forties, at vort hotel
ud til Napoli-bugten var en drøm! Man
kørte til det ad en lille tunnel, hugget
ind i klippen. Vi blev modtaget af en
charmerende ung mand af en portier,
der tillod sig at citere Shakespeare, da
han hørte, vi var fra Danmark: ”There is
something rotten in the state of Denmark!”
Vist så – men ”in Italy too,” tilføjede jeg.
Værelset, udsigten, swimmingpoolen, den private strandpromenade
og badestrand. Alt var førsteklasses.
Men nu hører vi altså til de mennesker, som søger lidt lokal afveksling. Det
skulle vise sig at være særdeles vanskeligt at komme derfra (og såmænd også
dertil) uden egen bil. Det lykkedes os,
men det var næsten lige så svært som at
gå på vandet!
Ved afrejsen ordnede hotellet en
reservation i en særlig lufthavnsbus,
så det var bare at tage opstilling ved
landevejen på et bestemt tidspunkt.
Velorganiseret og ligetil! Nå ja, men
bussen var forsinket. Ca. fem minutter
efter det aftalte tidspunkt standsede en
hvidmalet bil uden nogen kendetegn og
med plads til mindst seks-syv personer
ud for os, og selv om der ikke var nogen
passagerer i den, antog vi, at det var den
shuttle bus, vi ventede på. For en sikkerheds skyld nævnte jeg lige – på italiensk
– for chaufføren den pris, vi havde aftalt
med hotellet.
Den ældre mand, der sad bag rattet
reagerede imidlertid ikke rigtig på det
italienske, men sagde kun enkelte ord
på engelsk. Vi indså, at han intet havde
med vor transport at gøre og beordrede ham til at standse. Med hans
spinkle ordforråd begyndte han en slags
købslåen om prisen, og vi endte så med
at godtage en pris på et par euro mere
end den med hotellet aftalte pris. Godt
nok under hans heftige protester. Vi
kom velbeholdne frem til lufthavnen,
men var lige godt forbløffede over, at
en privat bil sådan tager brødet ud af
munden på autoriserede busselskaber.
Hanne mente, at han nok stod i ledtog
med én fra busselskabet, som havde
fortalt ham, hvornår lufthavnsbussen
standsede her og der, så han kunne
sørge for at komme lige lidt før denne
og snuppe forretningen…
Men vi fik da set Napoli med
diverse kirker, heriblandt den imponerende domkirke. Og Herculaneums
underjordiske oldtidsdele. Det kan ikke
undgå at fascinere, at man kan stige hele
seks meter ned og se strukturer af byen
med forretninger, diske, bassiner til
bade, mausoleer og meget andet, i vidt
omfang bevaret, fordi de blev begravet
i aske ved Vesuvs udbrud i år 79 efter
vor tidsregning. Der udgraves fremdeles
en masse, og man fristes til at antage, at
de arkæologiske arbejder aldrig vil tage
nogen ende!
To naboer: Ferieøen og fangeøen
Vi var taget til Italien midt i den værste
sommervarme i juli med det hovedformål at besøge vor søn og svigerdatter med tre børn i alderen to til otte,
på deres foretrukne sommerferieø:
Ventotene, lidt nord for Napoli-bugten.
På halvanden kvadratkilometer ligger
en lille håndfuld strande, hvoraf især to
overvejende frekventeres af italienske
familier, som kommer igen år efter år.
Svigerdatteren kender den fra barnsben
og taler utvungent italiensk med stedlige venner og bekendte. Den indgik
således også i rejsen.
Ventotene var vel en messe værd,
tænkte vi, og tilkoblede foruden Napoliområdet nogle dage i Rom, hvor vi så
også trodsede heden med museumsog kirkebesøg. Et større oldtidsforretningskvarter kaldet Trajans marked er
nu gravet fri ikke så langt fra Piazza
Venezia – her kan man se konturer af
butikker med beskeden beboelser på ”1.
sal”, af pladser og mange andre former
for bebyggelse, foruden Trajan-søjlen
naturligvis. Ved Stazione Termini, hovedbanegården, som altså blot hedder
”Endestationen” på italiensk, er for få år
siden åbnet Diokletians Museum med
bl.a. brudstykker af en masse sten med
inskriptioner. Her kunne man tidligere
blot se denne kejsers termer. Oven på
resterne af et oldtidsteater nød vi andetsteds i byen to gange middag hos en
vis restauratør Lino, som med sin gode,
prisfornuftige mad med vin fra egen
vingård, er en fast bestanddel af enhver
af vores rejser til Italien.
Til Ventotene gik det med tog til
byen Formia, hvorfra man ”lige” gik
en halv kilometers penge ad trapper og
skrånende gader til båden, som skulle
sejle os til Ventotene. Vel ankommen
til øen, modtaget af familien og hurtigt
installeret på hotellet, gik det så løs
med en større danskermiddag på en
udendørs restaurant dér. Vor søn Niels
Christian med kone, Christine, havde
mødt et ægtepar på nogenlunde vores
alder, dvs. ikke langt fra 70, hvis søn og
familie også ferierede på øen. I alt 14
personer, deraf seks børn.
”Fanget” i et fængsel af en talelysten guide
Lige som fx Politigården i København
er fængslet på naboøen Santo Stefano
bygget som et panoptikon, altså rundt
og med direkte arkitektonisk inspiration
af San Carlo-operaen i Napoli. Det er i
to etager og med en lille kirkebygning
i midten af gården. Guiden bad efter
en kort stund ”publikum” om at sætte
sig ned på gårdspladsens fliser! For nu
begyndte, hvad jeg vil kalde en forelæsning på tre kvarter – på italiensk. Det fik
vi ikke ret meget ud af.
Men direkte adspurgt oplyste
guiden bagefter, at omkring 20.000
mennesker i årenes løb kom til øen
som fanger, nogle blot for at afsone
nogle få års fængsel, andre i lang tid.
Kun fem skulle have haft held til at
flygte. Fangerne havde i perioder kun
adgang til gårdtur i nogle ganske små
afsnit af fængselsgården. Kun fængselsinspektøren og lægen havde lov til
at have familie med på øen. Det betød
også barske forhold for fangevogterne,
hvoraf nogle såmænd var sendt til øen
som en slags disciplinarmiddel. Santo
Stefano kan således kaldes Italiens svar
på fx det amerikanske Alcatraz eller den
franske Djævleø i Fransk Guyana.
På Ventotene går det meste af tiden
med at bade, idet man som feriegæst
bevæger sig rundt til fods. Afstandene
er små, men der er enkeltsporede asfalterede veje og et vist antal biler. Man
kan udfylde en pause fra strandlivet
ved at besøge øens lille, nydeligt indrettede museum. Vi var de eneste gæster,
61
Ventotene
Man kan sejle til Ventotene med båd
fra Formia, der ligger på jernbane­
linjen til og fra Rom. Desuden er
der flyvebådsforbindelse til Napoli.
Fart- og køreplaner i Italien er dog
tit upålidelige. Ventotene er et lille
samfund, hvor man overvejende
bevæger sig rundt til fods. Der er
blot sådan nogenlunde en håndfuld
hoteller, der imidlertid suppleres af
privat indlogering.
da vi lagde vejen forbi. Den syvårige
Greta fortalte os, at museet endnu ikke
var aperto. Vi var der nogle få minutter
før kl. 10. Hendes mor solgte billetter. Vi
kunne bl.a. beundre en stribe amforaer
og andre effekter, som korn plus andre
fornødenheder var sejlet fra fastlandet
til øen i. Vi så sidenhen, at Gretas mor
stod i et vaskerum og rengjorde 2.000
år gamle kummer, angivelig fisket op
fra havets dyb (150 meter!) inden for de
seneste måneder.
Det blev såmænd også til en dejlig
friluftskoncert, holdt i museumshaven.
Her nød vi napolitanske sange til
guitar-akkompagnement samt stykker
af bl.a. Cimarosa og Donizetti. Vores
erindringer fra det lille ferieparadis er
nok koncentreret om børnebørnenes frie
tumlen i Det Tyrrhenske Hav – og i den
forbindelse de tidligt udviklede svømmefærdigheder, takket været de glimrende plastikluffer, man kan forsyne
selv små børn med, således at de hurtigt
bliver fortrolige med bølgerne. Både
mentalt og fysisk varme oplevelser.
n Henrik Døcker har medlemsnr. 38 og var
på denne rejse til Italien i 2009. Han er journalist og forfatter og har besøgt 109 lande og
15 territorier. Han er forresten også formand
for Dansk-Italiensk Forening.
Tekst & fotos:
Jakob Birklund Andersen
Tips til bedre rejsefotos:
Del 1: Fang lyset
langt mere interessante rejsefotos ved at
tænke din færden sammen med solens
gang over himlen. Det kræver lidt
ekstra planlægning og en vis portion
stædighed, men det kan blive forskellen
på, om et foto ender i prangende format
over sofaen eller i papirkurven.
New Yorks skyline fanget sidst på dagen hvor byens og solens lys kan forenes i samme foto.
Vi elsker at indfange stemninger
og oplevelser gennem kameralinsen, så vi kan dele et glimt af
eventyret med andre. Men ofte er
magien svundet betragteligt ind,
når billederne senere skal stå mål
med virkeligheden. I denne miniserie får du en række tips, der kan
trække noget af magien tilbage i
billedet.
P
rofessionelle natur- og landskabsfotografer står tidligt op
og går sent i seng. De tager
deres billeder i tidsrummet
lige omkring solopgang og solnedgang
i jagten på det bløde og farvemættede
lys, der ofte giver motivet ekstra drama
og stemning. Resten af dagen lader de
udstyret blive i kameratasken.
Så radikalt behøver du selvfølgelig
ikke gå til værks, men ofte kan du opnå
62
Stå op før solen
For de fleste kræver det nogen overvindelse at stå op i buldrende mørke
bare for at tage billeder. Men tænk
på resultaterne, som de, der bliver i
sengen, kun kan drømme om. Beslut
aftenen før, hvor du vil være ved
solopgang og hav alt udstyr pakket og
klart. Sørg for at være på dit udvalgte
sted en halv time før solen står op.
Det er ofte i minutterne før solopgang, du får rigtig flotte billeder. Når
først solen kommer over horisonten,
går det som regel meget stærkt, og
magien kan lette på få minutter.
Bliv hængende
Når du planlægger din dag, så tænk
over, hvor du gerne vil være ved
solnedgang. Udsigtspunkter, åbne
pladser og steder ved havet rummer
ofte gode motiver til en solnedgang. Ved
solnedgang kommer det spændende lys
tit i den halve til hele time, efter solen
er gået ned. Derfor kan det betale sig
at blive hængende og se, hvordan det
udvikler sig. Skyd løs så du har noget
at vælge mellem, når du kommer hjem.
Prøv også at få variation i billederne ved
at ændre på kompositionen og flytte dig
lidt rundt i landskabet.
Fang byens lys
Byer ændrer ofte karakter, når lysene
tændes i vinduer, gadelamper og neonreklamer, og bilernes lyskegler fejer
over gaderne. Det giver muligheder for
Damp fra jordens indre i Myvatn på Island. Første billede er taget i minutterne lige før
solopgang.
interessante billeder, der viser noget
af det liv, der foregår i en by. Prøv at
udforske grænselandet mellem nat og
dag, hvor byens lys blander sig med
solens sidste glød. Det giver ofte langt
mere spændende billeder, end hvis
du venter til solen er gået helt ned, og
himlen er kulsort.
Gode ben er nødvendige
For at kunne tage billeder i svagt lys
skal du bruge et godt stativ. Det skal
være stabilt, men det skal også være
let. Ellers har det en tendens til at blive
på hotelværelset i stedet for komme
med i kameratasken. Stativer i kulfiber
giver en god styrke kombineret med en
begrænset vægt, men hører også til i
den dyre ende.
Få styr på sol og måne
Vil du have fuldstændig styr på,
hvornår solen står op og går ned
hvilket som helst sted på kloden, er
programmet “The Photographers
Ephemeris” et godt værktøj. Det giver et
komplet overblik over sol og måne, og
som en ekstra finesse kan man se lysets
indfaldsvinkel på et kort. Programmet
er gratis til pc og mac og kan også købes
som app til mobilen. Se www.photo
ephemeris.com.
n Jakob Birklund Andersen har medlemsnr.
629 og holder af både udmattende, irriterende, overraskende, inspirerende og ikke
mindst tankevækkende rejseoplevelser. Han
har besøgt 51 lande og fire territorier og har
naturligvis altid sit kamera med i bagagen.
Det er efterhånden blevet til mange tusinde
billeder og også en del video. Se mere på
www.birklund.com.
Dette billede er taget 20 minutter senere. Det betaler sig at være på forkant med lyset.
Umayad-moskéen i Damascus taget lige ved solnedgang. Det gav mulighed for at kombinere en kølig, blålilla himmel med varmen fra det kunstige lys.
Dette billede viser samme motiv fanget en time tidligere.
Egentlig havde redaktionen sat
sig for at at holde en velfortjent
siesta hjemme på sofaen, men
vi kunne alligevel ikke holde os
fra at bladre i stakken af rejsebøger. Så sug til dig med inspiration og tag med ud på en række
sofarejser. For er du ikke ude at
rejse, er det næstbedste jo at være
i færd med at planlægge en ny
rejse hjemme fra sofaen! Globen
omtaler og anmelder derfor gerne
nyere bøger og film om fremmede
kulturer, lande og det at rejse, som
kan inspirere og udvikle rejse­
lysten.
Sofarejser
Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
Flugt fra Nordkorea
Tekst & illustration:
Lars-Terje Lysemose
Om Afrika
Tekst:
Henrik Døcker
S
ofarejser
”Africa” af Leni
Riefenstahl
(TASCHEN, 2010,
399 sider, med fotos
i farver, 27,99 GBP)
afspejler med
forfatterens egne
ord ”en uudslettelig kærlighed
til Afrika”. De
fleste har nok hørt
om hende. For tyske Leni Riefenstahl
blev i sin levetid både berygtet og
berømt. Efter 2. Verdenskrig satte den
kontroversielle multikunstner sig for at
udforske nogle af Afrikas mest afsidesbeliggende områder og med sit kamera
dokumentere de primitive naturfolk.
Bogen ”Africa” (på både engelsk, tysk
og fransk) fortæller med hendes egne
eminente fotografier om, hvordan hun
blev optaget som medlem i flere af disse
stammefolk og fulgte deres liv og kultur.
Som hun selv udtrykte det, var det som
at rejse fra det 20. århundrede og tilbage
til stenalderen. Hendes første besøg til
kontinentet i 1956 gav hende mod på
mere, og selv om rejserne var strabadserende og faktisk nær havde kostet hende
livet, foretog hun adskillige. Den sidste
rejse til kontinentet foretog hun som
98-årig i år 2000. ”Africa” er et fotografisk mesterværk, som i stort format lader
historierne folde sig ud om de smukke,
stolte, ugenerte og nøgne folkeslag, Leni
Riefenstahl møder på sine rejser: masakin-qisar-, shilluk-, dinka-, murle-, nuer-,
latuka-, og nuba-stammerne i Sudan
og om nomader, masai- og samburufolkene i Kenya. Det er en bog om ritualer,
levevis, kultur og civilisationer, men
Blaine Harden: “Flugten fra Camp 14 –
Én mands utrolige rejse fra Nordkorea
til friheden i Vesten”, Kristeligt Dagblads
Forlag, 2012, 268 sider, med tegninger og
fotos i sort-hvid, 249 kr.
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
D
et er næppe overdrevent
at kalde Nordkorea ét af
de mindst kendte lande i
verden. Megen interesse har
derfor samlet sig om den beretning, den
amerikanske journalist Blaine Harden
har sammenstykket om den nu 29-årige
Shin Dong-hyuks utrolige flugt fra én
af de stærkt bevogtede nordkoreanske
arbejdslejre. I den danske bogtitel tales
der om en “camp”, men egentlig ville
ordet koncentrationslejr næppe være
64
overdrevent (Hitler havde også koncentrationslejre før 2. Verdenskrig).
Ifølge den sydkoreanske efterretningstjeneste eksisterer der seks
sådanne lejre, hvoraf de to byder
fangerne mulighed for at komme fri,
hvis de gennem undervisning har nået
et acceptabelt mål af loyalitet. Shin
skønnes at være den hidtil eneste, der
som født i en lejr, har haft held til at
undslippe. De indsatte er typisk beskæftiget i landbruget, i miner, på fabrikker
eller systuer. Arbejdsdagene menes at
være 12-15 timer; mange af fangerne dør
inden 50-årsalderen.
Men man kan ikke tjekke nogen
som helst oplysninger om disse lejre:
Ingen udenforstående har nogensinde
besøgt dem. Vi må altså forlade os på
de samtaler, den amerikanske journalist har haft med den unge, 25 år yngre,
nordkoreaner, som han mødte, efter at
denne via Kina var havnet i Sydkorea.
Men hans udsagn er blevet sammenholdt med en række andre flygtede
nordkoreaneres og synes derigennem at
være blevet bekræftet.
Det er svært at forestille sig de
usle forhold, han og hans mor voksede
op under i lejren: Uden borde og stole,
uden rindende vand, altid sultne, 30
familier til at dele en brønd med drikkevand, hyppig vold, ikke mindst, hvis
man prøvede at stjæle mad! Ondskaben
og brutaliteten lyser ud af bogen side
efter side. Ifølge bogen lider en tredjedel
af befolkningen af kronisk underernæring, hvad der bl.a. er konstateret ved, at
de nordkoreanske teenagedrenge, der
er flygtet til Sydkorea, i gennemsnit
er 12 cm kortere og vejer to kg mindre
end drenge, opvokset i Sydkorea, hvor
indkomsten er 15 gange så høj som i
Nordkorea (dvs. 1.900 USD i 2009).
Afstraffelserne var barske: Én af
dem bestod i, at Shin blev hængt op i
benene med hovedet nedad – angiveligt
hang han dér en hel dag … Nordkorea
angives at være ét af de mest militariserede lande i denne verden: Mændene
aftjener da også militærtjeneste i 10
år, kvinderne i syv! Mere end 5 % af
landets befolkning er i uniform (½ % i
USA). Da Shin havde held til at flygte,
havde han oplevet sin mor blive hængt
(vistnok efter hans egen angivelse af
hende – den indviklede og lidt modstridende historie må læsere selv søge i
bogen!), sin bror blive skudt, og sin far
lemlæstet.
Shin er psykisk skadet af sin
hæslige opvækst og sine mange traumatiske oplevelser, hans forklaringer er
undertiden blevet ændret under mange
interviews til Blaine Harden. Om han
overhovedet vil falde til i Vesten (USA)
er nok et åbent spørgsmål. I en pinsekirke i Seattle-området beskrev han
sig selv som et rovdyr, der under sit
lejrophold var blevet opdraget til at
angive andre, familie såvel som venner;
fangerne havde ingen almindelige
menneskelige følelser, efter at de havde
set andre mennesker blive tævet ihjel.
Konklusion: Fysisk var han undsluppet,
men psykisk var han ikke. En forgiftning af hjertet som han også betegnede
det.
n Henrik Døcker har medlemsnr. 38 og er
journalist og forfatter.
først og fremmest er det en bog, som
giver lyst til at udforske det mangefacetterede afrikanske kontinent.
genudgivelse, som med Marokkos fluer
og støv som ramme byder på sanselig
poetisk indsigt og selverkendelse.
”A Month in
Marrakesh – A
Food Journey
To the Heart
of Morocco” af
Andy Harris
(Hardie Grant, 2011,
306 sider, med
fotos i farver, 20
GBP) er både en rejsefortælling og en
opskriftsbog, som bl.a. fører os gennem
gyder og stræder til det pulserende
Djemaa el-Fna – en af de travleste
pladser i ikke bare Marrakesh, men
faktisk i hele Afrika, som forvandles til
én stor friluftsrestaurant, når mørket
falder på. ”A Month in Marrakesh”
forsøger (på engelsk) at indfange denne
bemærkelsesværdige bys sjæl ved at
anvende alle sanser og smagsløg. Bogen
er fyldt med indbydende fotografier
af David Loftus og giver en fin introduktion til nordafrikansk madkultur,
skrevet af Andy Harris, redaktør for
Jamie Olivers Jamie Magazine. Det er
mere end 10 år siden, han første gang
lod sig forføre af det marrokanske
køkken, og siden har han været på
utallige rejser til Marrakesh. Prøv fx
opskriften på Stuffed Baby Vegetables – let
at lave og en lækkerbisken!
Om Asien
”Fluer og støv” af
Klaus Lynggaard
(Batzer & Co.,
2012, 57 sider,
med tegninger i
sort-hvid, 198 kr.)
er en novelle om
et ungt kærestepars rejse til
Marokko, skrevet
i en skitseagtig
dagbogsfacon af en ung digter, der
suger til sig af indtryk og omsætter
sine oplevelser til ord. Men mens han
ryger marihuana og bliver gode venner
med de lokale, glider den medfølgende
kæreste langsomt fra ham både psykisk
og fysisk. Som han selv udtrykker
det: ”Mestendels er jeg med en bekendt
fremmed, det fremmede bliver mere og
mere fremmed, det bekendte forsvinder
i støv og fluer. Jeg er i en drøm inden
i en drøm, spekulerer – hvad er det
modsatte af en bryllupsrejse?” Bogen
er nænsomt illustreret med stregtegninger af Bente Hjortnæs og er en smuk
65
”Strandhytter og
luksus-resorts
i Thailand” af
Michael Fjording
(Michaels hemmelige
guide, 2012, 194
sider, med fotos og
kort i farver, 199
kr.) er en personlig
guide til nogle af
Thailands velnok
bedste strande, nu i en ny og opdateret
udgave. Michael Fjording har i flere år
rejst Thailand rundt med sin familie på
jagt efter det perfekte tropeparadis og
lover med bogen at vise vejen ”til den
drøm, som rejsebureauerne forsøger at
sælge, men ikke altid formår at levere.”
35 forskellige steder beskrives indgående, og bogen er rigt illustreret med
smukke og drømmeagtige farvebilleder
og med udførlige oplysninger til, hvor
man kan få yderligere information, så
man selv kan arrangere et besøg til
drømmeparadiset. Der er også særlige
afsnit om at finde de øde strande, hvor
man kan gå flere kilometer helt for sig
selv, eller den perfekte bountystrand,
eller hvordan man kan komme på nært
hold af dyrelivet. Bogen er kort sagt
fyldt med inspiration og tips, uanset om
man er til homestays, forholdsvis simple
strandhytter eller mere luksuriøse
boutique-resorter.
Om Europa
”Capital Cities
Europe – All
European capitals
from Amsterdam
to Zagreb” af
Andreas Stieber &
Monika Baumüller
(Monaco Books,
2010, 240 sider, med
fotos i farver, 19,95
EUR) er bogen for den, som elsker at
tage på europæiske storbyferier og som
savner inspiration og ideer til den næste
rejse. Alle Europas hovedstæder er med,
ordnet geografisk fra nord mod syd, og
det er især bogens fantastiske billeder
af bygningsværker og vuer, som giver
lyst til bare at pakke tasken og tage
af sted. Der er afsat to til otte sider for
hver hovedstad, og bogen fokuserer
på de største seværdigheder, historie
og kultur, men er ikke en decideret
guidebog – snarere en sofabordsbog (på
engelsk) man kan bladre i og lade sig
inspirere af.
S
ofarej
ser
”Kaukasus &
Kildevand –
Historier fra en
rejse til fods” af
Bjørn Harvig
(Gyldendal, 2012,
287 sider, med fotos
i farver, 299,95
kr.) er en rejse­
odyssé skrevet
af en ægte eventyrer og dertil fornemt
illustreret med fotografier fra rejsen.
Bjørn ”Medvedjev” Harvig skal være far
for første gang, men inden den skelsættende begivenhed sætter han sig for at
trave tværs gennem russisk Kaukasus.
Det er sommer 2011, og Harvig lægger
ud fra Sotji ved Sortehavet, som i 2014
skal være vært for vinterolympiaden.
Det at komme ud at rejse er dog ikke et
mål i sig selv for Harvig. Det er derimod
mødet med mennesker undervejs, som
er det egentlige mål, da han begiver sig
ud ad landevejen gennem et krigsmærket grænseland, hvor vejspærringer og militære kontrolposter hører
til dagens orden. Og det er da også i
høj grad de mennesker, han møder på
sin vej, som med deres hjertevarme
og humor gør bogen spændende at
læse. Som da Ninel forklarer, at han fik
hele 10 børn, fordi familien ikke havde
fjernsyn. Eller da Harvig får tårer i
øjnene, da han møder den fordrukne
Alexander med fængselstatoveringer,
som tager ham med på kirkegården for
at besøge konens grav. Også et besøg til
skole nr. 1 i Beslan, hvor terroranslaget
og tragedien i 2004 stadig står prentet
på folks indre nethinde, er rørende og
indsigtsfuldt. Harvig vover sig også
ind i det stadig uroplagede Tjetjenien,
hvor hovedbyen Grosny i dag ligner en
moderne lilleputudgave af Dubai med
skyskrabere, et professionelt fodboldhold og en egenmægtig hersker. Og
han kommer en tur på politistationen,
da han er på det forkerte sted på det
forkerte tidspunkt og står til en klækkelig bøde og deportation. Han evner
dog at snakke sig ud af selv de mest
prækære situationer, og rejsen til fods
ender næsten helt poetisk i en båd i Det
Kaspiske Hav ud for Kalmykien, den
eneste af Ruslands delrepublikker, hvor
befolkningen er overvejende buddhister. ”Kaukasus & Kildevand” er både
En glemt polarforsker fra Danmark
Niels Aage Jensen: ”Carl – Polarfarer”.
Sohn, 2010, 408 sider, med fotos i sort-hvid,
kort og stregtegninger. 349 kr.
Tekst:
Anette Lillevang Kristiansen
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
J
eg må erkende, at jeg absolut
intet anede om Carl Petersen, da
jeg begyndte at læse Niels Aage
Jensens biografi om manden. På
listen over polarforskere som Knud
Rasmussen, Mylius Erichsen og norske
Roald Amundsen er jeg aldrig nogensinde stødt på navnet Carl Petersen.
Hvor Knud Rasmussen er almen
kendt, så kunne Carl Petersen have
været hvem som helst, men jeg havde
ikke læst ret langt i bogen, inden det
stod klart, at her var virkelig tale om
en polarhelt, som af en eller anden
grund bare er gået i glemmebogen.
Uretfærdigt, men sandt. Selv hans
beskedne gravsted på Garnisonskirke­
gården i København er sløjfet, og ikke
engang en gammel gravsten kan løfte
en flig af historien om ham.
Niels Aage Jensens biografi, ”Carl
– Polarfarer”, er en seriøs moppedreng på over 400 sider, og jeg må
indrømme, at jeg en lille smule halvhjertet gik i gang med den. Normalt
er polarforskning ikke min store
kæphest, men få sider inde i værket
var jeg solgt. Grebet af historien om
københavnerdrengens bedrifter
i de øde polaregne fik jeg faktisk
svært ved at lægge bogen fra mig.
På jagt efter Nordvestpassagen
Hans fulde navn var Johan Carl
Christian Petersen, og han blev født i
66
København i 1813. Tidligt følte han sig
draget mod Grønland, og billetten til
det forjættede land var en uddannelse
til bødker.
Carl Petersen blev om nogen den
dansker, der kom til at opleve 1800tallets store opdagelsesrejser i de
arktiske egne. Hans første rejse var
et forsøg på at krydse Melvillebugten
i søgen efter inuitter endnu længere
nordpå. I 1845 drog den berømte John
Franklin af sted med den mest veludrustede ekspedition nogensinde
for at finde den sagnomspundne
Nordvestpassage. Men Franklin
forsvandt sporløst. Flere eftersøgninger
var frugtesløse, indtil Carl sammen med
en hvalfanger på en af rejserne fandt
grave og rester efter ekspeditionen. Beskeden sjæl med power Der er ingen tvivl, om at Carl Petersen
var gjort af et særligt stof og var i stand
til at overleve der, hvor mange andre
dør af kulde og udmattelse. Bogen er
først og fremmest beretningen om en
beskeden mands fantastiske liv sammen
med excentriske personligheder. Hans
usædvanlige evner til at lære landet,
menneskene og dyrene at kende var
gang på gang det, der reddede andre.
Han tilbragte det meste af sit liv i det
kolde nord og var med til at bane vejen
for senere og mere kendte ekspeditioner.
Han fik hurtigt skabt sig et godt ry
som polarforsker, og faktisk lykkedes
det ham i 1857 – sammen med Francis
Leopold McClintock – at finde ud
af, hvad der var sket med Franklinekspeditionen. Gennem sit liv var han
på utallige ekspeditioner og opdagelsesrejser til Arktis og Nordgrønland, men
hvorfor kender vi ham så ikke?
Arktisk godtepose for kendere
Noget af årsagen til Carls manglende
berømmelse kan findes i hans meget
beskedne natur. En anden forklaring
kan måske findes i det faktum, at
kommunikation og medier var mindre
udviklet på hans tid, og at danskerne
ikke længtes efter at høre beretninger om eventyr og heltedåd. Dette
spørgsmål forsøger forfatter Niels Aage
Jensen at komme med et mere præcist
bud på. Og få er som han kompetent
til at komme med svaret. Niels Aage
Jensen er cand. pæd. i historie og har
helt fra barns ben været interesseret
i polarforskning. Han har boet på
Grønland 1965-72 og gennemført flere
rejser i arktiske områder.
Med ”Carl – Polarfarer” er der i
den grad lukket op for godteposen for
yndere af polarlitteratur, og man får et
fantastisk indblik i hvilke store anstrengelser, man på den tid gjorde for at
skaffe sig adgang til Nordvestpassagen.
Bogen er fabelagtigt godt skrevet,
ja man kan ligefrem føle smerten i de
forfrosne tæer og modløsheden i de
arktiske vintre. Det er et stort værk om
en beskeden mand, der i sin samtid slet
ikke fik den anerkendelse, han virkelig
fortjente. Og det er et rigtigt godt
bud på en eventyrlig sofarejse til et af
Jordens mest barske områder.
n Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328 og er medredaktør af Globen.
en personlig bedrift og et velfortalt
rejseeventyr med unikke menneskeskildringer, som tager os med til et multietnisk kludetæppe og en del af Europa, de
færreste kender.
Om Nordamerika
”Vi går gerne
langt for
vore døde –
Kirkegårde og
landskaber i
Grønland” af
Lone van Deurs
(Vandkunsten, 2011,
272 sider, med fotos i
farver, 399 kr.) er en
fotografisk spændende og eftertænksom
bog om noget så specielt som begravelsespladser i Grønland. Van Deurs
er landskabsarkitekt og har i 10 år rejst
rundt i Grønland for at dokumentere
det barske og fotogene landskab, set fra
de dødes sted. ”Menneskene er taget
væk, gravene ligger tilbage, og glemslen
lukker sig om det, der var engang.
Men historien har trukket sit spor og
afmærket stedet. Det er her, jeg stopper
op, bliver stille for en stund og delvis
begriber, at alting og al tid er til stede
lige nu. Kløften mellem virkelighed og
sansning udviskes,” noterer hun. På
sine rejser til bygder, byer og forladte
bosættelser forsøger hun at finde svar
på, hvordan mennesker under de
ekstreme naturforhold har opfattet
landskabet, og hvorfor nogle af de mest
betagende udsyn over fangstpladser
og isfjelde i Grønland fås fra netop
begravelsespladserne. Bogen er kort
fortalt en fotografisk bedrift, som viser
andre sider af Grønland end de gængse,
og som også dykker ned i de kulturelle
forskelle mellem inuitter og vikingernes
arvtagere. Som Van Deurs skriver: ”På
kirkegården ligger stensatte grave
med hvide kors, små og store imellem
hinanden. Der er ingen navne. De døde
huskes ved, at de levende fortæller
hinanden, hvem der ligger hvor.”
Om verden i øvrigt
”The Best Art
You’ve Never
Seen – 101
Hidden Treasures
from Around the
World” af Julian
Spalding (Rough
Guides, 2010, 276
sider, med fotos
og reproduktioner i farver, 14,99 GBP) er
67
en overraskende samling af bud på
skjulte kunstværker verden over, som
nok kan være værd at stifte nærmere
bekendtskab med. Bogen (på engelsk)
er inddelt i en række kapitler med
tankevækkende overskrifter som ”skjult
af tilfældigheder”, ”skjult af had”, og
”skjult af tiden” og er en sofabordsbog,
som man ikke kan lade være med at
lade sig inspirere af og suge ny viden
fra. Bogen er også fyldt med praktiske
rejsetips til, hvordan man kan opsøge
og se de skjulte kunstværker som fx
totempælene i Sgang Gwaay Llanagaay
i Canada eller Hiroshima-panelerne
i Japan. Andre er kendte værker, men
alligevel skjult for offentligheden, som
fx Qin Shi Huangs gravkammer i Kina,
blot en kilometer fra den berømte
Terracotta-hær. For som forfatteren
udtrykker det: Når denne kejsers
gravkammer åbnes, kan det meget vel
få ægyptiske Tutankhamons til at ligne
et kosteskab i sammenligning. De fleste
af kunstværkerne i denne bog vil dog
nok forblive skjulte, og det kan i praksis
være noget nær umuligt at opsøge
samtlige 101 værker i bogen. Men så kan
man jo heldigvis nøjes med at bladre i
bogen og på den måde tage med på en
fascinerende sofarejse Jorden rundt.
”Verdens lande
og flag” af Hans
Folke (Gyldendal,
2012, 145 sider,
med kort og flag i
farver, 149,95 kr.)
er nu udgivet i en
ny og revideret
udgave, som giver
en let overskuelig
gennemgang,
inddelt efter kontinent, af alle verdens
lande, deres historie, politiske og økonomiske forhold, befolkningstal, valuta,
osv., og udstyret med små oversigtskort og flag. Sydsudan, verdens nyeste
land, er med, men Nepal omtales stadig
som et kongedømme (nu republik), og
Grønland har ifølge bogen hjemmestyre
(i dag selvstyre), så oplysningerne er
desværre ikke fuldt opdaterede. Men
med en halv til en hel side om hvert
land giver bogen en god introduktion til
verdens nu 194 anerkendte stater.
n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364
og er ansvarshavende redaktør af Globen.
Konkurrence:
Dengang turen gik ad h til …
4. pladsen går til:
Når Moder Jord er i sit festlige lune
Tekst: Anette Lillevang Kristiansen
Fotos: Wikimedia
I
forbindelse med en rejse i
Sydamerika i 2004 skulle jeg naturligvis også rundt i Peru. Det var
min anden tur til de gamle inkaers
rige, og jeg mente mig rimeligt forberedt
på de prøvelser, man kan komme ud
for, når man skal krydse Andesbjergene.
Ydermere foregår det jo ikke altid i
køretøjer af højeste kvalitet, så jeg
havde kørt al min tålmodighed i stilling,
da jeg en aften før solnedgang fandt
mit sæde i en af busserne på stationen
i Cusco.
Foran mig lå en rute gennem
Andesbjergene ud til de flade ørkenområder og sletterne med de store
figurer ved Nazca. Normalt vil sådan
en tur tage ca. 15 timer, og jeg havde
med natbussen kalkuleret med at være
fremme næste formiddag. Men som
bekendt går det ikke altid, som man har
planlagt på papiret.
Strandet i bjergene
Lidt efter kl. 19 ruller vi ud fra
stationen og begynder vores klatring
op ad de stejle grusveje. Cuscos røde
tegltage forsvinder snart bag en sandet
klippekam. Mørket falder på, mens vi
humper os gennem de støvede hjulspor,
men da vi har kørt omkring tre timer,
standser vi ude midt i ingenting. Det
er efterhånden så mørkt, at man kun
kan se stjernerne og et svagt omrids
af klippevæggene. Der er ivrig snak
og tumult blandt passagerne, og jeg
strækker hals for at få et glimt af, hvad
der foregår nede foran i bussen.
Det hele virker lidt besynderligt, og
et lille strejf af uhygge griber mig. Vi får
intet at vide, men det virker ikke som et
angreb. Der kommer ikke nogen uniformerede mandspersoner væltende ind
med maskinpistoler og afkræver penge
og pas og truende lader os vide, at vi
Andesbjergkæden er kendt
for sine rødbrune nuancer.
Inkaruinen Machu Picchu
ligger 112 km fra Cusco.
er blevet pågrebet af Den
Lysende Sti – der er bare
fuldkommen stille.
De andre passagerer
affinder sig med situationen, kryber under deres
tæpper og falder i søvn
siddende ret op og ned
på sæderne. Jeg undrer
mig ganske betragteligt og regner da med,
at vi snart kan fortsætte turen, men absolut intet sker.
Natten snegler sig af sted. Jeg er
vågen med jævne mellemrum, skutter
mig lidt, spiser mine tørre kiks og
slubrer i mit lunkne vand, og i skumringen ved morgengry kan jeg efterhånden danne mig et overblik over
stedet. Vi holder på en svagt skrånende grusvej ved en kløft. Bussen er
omringet af rødbrune klipper og noget,
der kan minde om et flodleje, befinder
sig til højre for os.
Den forsvundne vej
Solen begynder at stå op. Folk vågner
så småt med ømme rygge og søvn i
øjenkrogene. Det er helt igennem en
besynderlig oplevelse, men passagerne
ser bare ud til at have accepteret det,
der nu er sket, hvad det så end er. Vi
bliver beordret ud af bussen og får
besked på at fiske vores rygsække ud af
bagagerummet. Da jeg kommer ud i den
kølige ørkenluft, kan jeg pludselig se,
hvorfor vi har tilbragt de sidste ni timer
i bussen.
Vejen er simpelthen forsvundet! Der
løber en flod lige durk igennem. Den
sidste rest af grusvej er skyllet fuldstændig bort, og en syndflod brager
tværs gennem vejen. Grusvejen fortsætter nydeligt ovre på den anden side
af floden.
Jeg forstår så meget – med mit
små-ubehjælpsomme spansk – at vi på
en eller anden facon skal over på den
anden side af floden, så balancerende
med en tung rygsæk hopper jeg rundt
ude i floden på de store sten. Det må
være et syn for guder, men vi kommer
alle sikkert i land, selvom strømmen
faktisk er ganske stærk, da vandet
kommer rasende ned fra bjergene.
Langt om længe ankommer en
anden bus, som skal bringe os til
Nazca, men alt hvad der var i den
gamle bus skal selvfølgelig fragtes
over floden og i lastes i den nye
bus. Først kort før middag er vi
endelig klar til at komme videre.
Vi ender med at være 12 timer
forsinkede, og efter knapt 30 timers
kørsel ad spændende bjergveje
ankommer vi til Nazca sent om aftenen
– i en lettere smadret udgave af os selv.
Det er en af de der små sjove episoder,
man ser tilbage på med et lille smil på
læben. I Sydamerika kan vores kære
Moder Jord finde på hvad som helst – ofte
af høj underholdningsværdi – som fx at
sende en flod gennem vejen!
n Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328 og er medredaktør af Globen.
68
3. pladsen går til:
To på toilet
Tekst & Fotos: Rasmus V. Gregersen
P
er er en rigtig god ven. En af
den slags venner som jeg deler
ting med, en rigtig kammerat.
Men jeg havde alligevel ikke
regnet med, jeg skulle dele et lillebitte
lokum med Per i tre timer i træk.
Men nu sidder vi her, på et lillebitte
lokum – to mænd sammen. Det er der
ikke noget at gøre ved. Der er nogle situationer, hvor du ikke selv bestemmer,
og hvor det ikke nytter noget at kæmpe
imod. Det er dig, der er den lille, og du
må bare følge med i det spil af uforudsigelige løjerligheder, livets dukkefører finder på. Og hvem det end er, der
sidder og skriver livets store bog, må vi
erkende, at han til tider har humor.
Per og jeg var på vintertur i fjeldet
et godt stykke nord for polarcirklen. Vi
vandrede rundt på ski ved grænsen
mellem Norge og Sverige, hvor vi havde
været helt alene i den bidende frost og
uden spor af andre mennesker i en lille
uges tid. Det er sådan, livet skal leves.
De sidste par dage var det for alvor
begyndt at blæse op. Vi havde fået
snefygning og lavthængende skyer, som
gav os rigtig dårlig sigt, og vi havde
svært ved at navigere i de snævre
bjergpas med ubehagelige klippeskrænter.
Uden telt
Dagen forinden blæste vores telt fra os.
Hvordan det kunne ske for os, der alligevel har en del erfaring, har jeg svært
ved at svare på. Men jeg kan oplyse, at
få sekunders uopmærksomhed var
mere end nok ... Det gjorde situationen
rimeligt presset for os, da vi var tre
lange dagsvandringer fra den nærmeste
fjeldstation og de nærmeste mennesker,
og vejret så ikke ud til at blive bedre.
Signal til mobiltelefonen havde vi heller
ikke. Vi var kort sagt helt alene uden
noget telt til at give os læ for den hårde
blæst og den bidende kulde.
Første del af vores plan for at
komme tilbage til civilisationen var
et shelter, som vi havde set på vejen
ud. Det er ikke beregnet til at overnatte i, men det kunne give os læ for
vind og snefygning, og der ville vi
have en chance for en god nats søvn.
Vi kæmpede os i blinde op over det
første bjergpas, og vi fandt shelteret
med hjælp fra GPS’en. Shelteret gav os
læ, og alt så ud til at gå fint ... lige til vi
vågnede den næste morgen.
Når man bliver vækket i sin sovepose ved gentagende gange at få sne i
hovedet, så ved man, der er noget galt.
Soveposen er godt lukket til, så hvis
der kan komme sne derned, har man
enten en utrolig dårlig turmakker eller
en rigtig træls situation uden for soveposen. I denne situation var det det
sidstnævnte, og jeg havde mest af alt
lyst til bare at lukke øjnene og håbe på
den globale opvarmning kunne fremskynde sommeren med nogle måneder.
Men efter jeg havde ventet lidt, indså jeg,
at det ikke ville kommer til at ske, og jeg
måtte se situationen i øjnene.
Et hurtigt kig ud af soveposen
afslører, at vinden har vendt i løbet af
natten. Alt er dækket af sne. Det var
ikke lige det, vi havde mest lyst til, som
vi lå der. Jeg prøvede at snøre min
sovepose mere til og glemme verden
udenfor. Det gik meget godt for en
stund, men som tiden gik, indså både
Per og jeg, at der nok ikke var anden
udvej, end at vi måtte gøre noget ved
situationen.
Diskussionen gik lidt frem og
tilbage mellem Per og mig. Vi kunne
ikke blive liggende her. Det var tøsne,
og vi ville langsomt blive våde og kolde.
Vi kunne ikke komme videre, da det
var for farligt med så dårlig sigt. Det
var muligt, vi kunne grave os ned og
vente på bedre vejr, men inden vi kom
så langt, dukker en endnu bedre idé op.
69
Et hurtigt kig ud af soveposen afslører en
rigtig træls situation.
Vi kunne søge ly på det lille udedas, der
står bag shelteret. Det var en god ide!
Efter en hurtig pakning kunne vi
krybe i skjul på det lille udedas. Vinden
var nu så hård, at vi nærmest ikke
kunne stå oprejst uden at blæse omkuld,
og sigten var næsten lig nul.
Nu sidder vi så her. To voksne
mænd sammen på toilet, uden nogen
ide om, hvor længe stormen varer ved …
Efter nogle timer stilner stormen
af. Vi vælger at fortsætte ned ad
fjeldet på trods af dårlig sigt, og det
er bestemt ikke ufarligt. Halvanden
dag senere tror vi selv på en god
afslutning, da vi næsten kan se
vores mål. Men som en sidste hilsen
bliver vi ramt af endnu en voldsom
snestorm på de sidste syv km hjem.
n Rasmus V. Gregersen har medlemsnr.
463. Blandt hans store rejsebedrifter er fem
måneder gennem Canada og Alaska, med
luftballon over Den Anatolske Højslette,
og en krydsning tværs over Grønlands
indlandsis.
Per (til venstre) og Rasmus
(til højre) sidder skulder ved
skulder på dasset, mens de
venter på opklaring.
Konkurrence:
En gang om året går verden
amok i fest og farver.
Dengang turen gik ad h til …
2. pladsen går til:
En nytårsrejse jeg aldrig gentager
Tekst: Erik Pontoppidan
Fotos: Lars-Terje Lysemose
D
et var i december 1991,
og nytåret nærmede
sig. Normalt befinder jeg
mig glimrende i mit eget
selskab og har det fint med at være
alene, men nytårsaften er en undtagelse.
Nytårsaften er for mig en festaften i
selskab med glade og hyggelige mennesker. At sidde alene hjemme nytårsaften og se og høre resten af verden gå
amok i fest og farver er bestemt ikke
mig. Jeg var på daværende tidspunkt
en forholdsvis nyslået single i midten
af 40’erne og ville gerne opleve en glad,
sjov og festlig nytårsaften helst sammen
med nogenlunde jævnaldrende og
meget gerne med et attraktivt, kvindeligt islæt.
Derfor tog jeg sagen i egen hånd
og scannede dagspressen for diverse
tilbud om nytårsarrangementer. Valget
faldt på et rejsebureau, som hed Prima
Rejser, og de kunne tilbyde en fem
dages nytårstur til Poznan i Polen med
nytårsfest og fuld forplejning på rejsen.
Direktøren var såmænd venlig nok, da
jeg ringede og spurgte om detaljerne for
han kunne fortælle, at bureauets sidste
nytårstur til Poznan var en forrygende
oplevelse på et super godt hotel og med
en mega fest på hotellet, som var uforglemmelig, og det var det
samme
sted, vi skulle bo i år, forklarede han. I
øvrigt skulle han selv være rejseleder
på turen. “Okay, hvad så med alderen
hos de tilmeldte deltagere?” spurgte jeg.
Hertil svarede direktør Gydemark, at
der var lidt af hvert, og at gennemsnitsalderen var nogenlunde på højde med
min årgang.
Så jeg meldte mig forventningsfuldt til rejsen og mødte op på et forfærdeligt tidspunkt i vintermørket på
en S-togsstation i en af Københavns
forstæder for at blive samlet op af
bussen. Da vi nåede Vordingborg-egnen,
begyndte det at blive lyst, og på det tidspunkt var de fleste af deltagerne steget
på. Jeg havde forventet en forsamling
af yngre og livlige mennesker, men
daggryet afslørede, at gruppen stort
set bestod af pensionister! Forstå mig
ret: Ikke et ondt ord om ældre, men en
pensionistrejse var ikke lige, hvad jeg
havde brug for på det tidspunkt.
Det var den første fatale skuffelse
og fejlinformation. Den næste overraskelse kom, da rejselederen stod på
lidt senere. Han oplyste, at vi desværre
ikke kunne bo på det lovede hotel i
Poznan med den fantastiske nytårsfest.
Det var ganske vist blevet booket i god
tid hjemmefra, men for kort tid siden
var der sket det, at en gruppe læger fra
Warszawa havde ønsket at bo på det
samme hotel for at deltage i den samme
fashionable nytårsfest. En eller anden
højere magt havde åbenbart gjort sin
indflydelse gældende, for nu var der
pludselig ikke nogen værelser til os
på hotellet. “Men bare rolig,” fortsatte
rejselederen. Han havde selv fundet
nogle andre værelser til os på et andet
godt hotel i Poznan. Og
70
nytårsfesten? Ja, her
måtte vi se at finde et andet
arrangement, når vi nåede frem!
Efter moden overvejelse valgte
jeg ikke at flygte fra det hele og tage
med det første morgentog tilbage til
København fra Gedser, men det var tæt
på! I stedet druknede jeg min depression i et par ordentlige slurke nyindkøbt
toldfri whisky på færgen til Rostock
og trillede videre med ned gennem
Tyskland og Polen. Om aftenen ankom
vi i regn og kulde til Hotel Jovis langt
ude i Poznans forstæder – et gudsforladt, nedslidt, koldt betonhøjhus næsten
uden beboere. At værelserne viste sig
umulige at varme op var lige det, der
manglede!
Den følgende dag blev gruppen
kørt ind til Poznans centrum, mens
rejselederen gik på jagt for at finde et
sted, hvor vi kunne fejre nytårsaften.
Byen virkede meget mørk og grå her i
december måned, da jeg traskede lidt
rundt i gaderne og kiggede på mennesker, bygninger og butikker. Det var
kort tid efter Murens fald, og forretningslivet – især i det centrale stormagasin – lignede på det tidspunkt meget
de tilsvarende forhold i Danmark i
1950’erne. Derudover var vi
på et par udflugter. Af seværdigheder husker jeg bl.a. et
frilandsmuseum, et par mørke
og iskolde kirker, et pompøst
1. pladsen går til:
To ture i karrusellen hos Gulf Air
Tekst & Fotos: Gunnar Terje Lysemose
krigsmonument fra 2. Verdenskrig – og
et bistademuseum! Sidstnævnte skulle
efter sigende være enestående af sin art,
og det tror jeg gerne!
Lad mig til slut nævne én positiv
ting ved turen: Nytårsaften blev holdt
i nogle lokaler i det centrale Poznan og
var okay, med mange søde og hyggelige
polakker, men det er også det absolut
eneste positive, jeg kan finde på at sige
om den. Om en tur som denne bliver
vellykket eller ej afhænger naturligvis
af ens behov og forventninger, men jeg
synes, at bureauet lavede nogle fatale
brølere i forbindelse med arrangementet.
Turen burde slet ikke have været
gennemført under de givne omstændigheder, og i øvrigt var prisen meget høj i
forhold til det, vi fik for pengene.
Så hvis jeg en anden gang
skulle komme i den situation, at jeg
ikke har nogen at fejre nytårsaften
sammen med, så er det ikke helt
utænkeligt, at jeg alligevel vil tilbringe
aftenen foran fjern­synet og nøjes
med at være tilskuer, mens resten
af verden går amok i fest og farver.
n Erik Pontoppidan har medlemsnr. 180.
Han blev grebet af rejsefeber, da han i 1969
tog på en klassisk dannelsesrejse ad ”The
Hippie Trail”: Fra København til Katmandu
via bl.a. Istanbul, Teheran, Kandahar, Kabul
og Delhi.
Siden
år 2000 har
jeg været på 15 trekkingture i Himalaya.
D
a Gulf Air i 2011 lancerede en ny rute direkte fra
København til Bahrain og
derfra videre til Katmandu,
blev jeg rigtig glad. For forbindelsen
var god, og billetten billig, 4.575 kr. t/r.
Men som jeg måtte sande, kan et tilbud
somme tider også være lidt for godt til
at være sandt! Den billige billet viste sig
nemlig at blive en dyr affære, og min
rejse kom til at gå helt ad h til.
Men lad os begynde med begyndelsen: En torsdag morgen i november
2011 stod jeg i Kastrup to timer før
afgang og kunne på skærmen i afgangshallen læse, at mit fly til Bahrain kl.
11.15 var forsinket: fire timer og 25
minutter. SAS, som fungerede som
handlingsselskab for Gulf Air, tjekkede
mig nu alligevel ind. Da jeg spurgte, om
der så var nogen kompensation eller
forplejning, når nu flyafgangen var
udsat med mere end fire timer, fik jeg et
blankt nej. Jeg troede ellers, der fandtes
regler for forplejning, men det skulle
vise sig at blive værre endnu. For da
klokken havde rundet 12, stod der pludselig ”cancelled” ud for mit fly. Hvad gør
man så? Jeg var jo allerede tjekket ind
og havde passeret sikkerhedskontrollen.
Ude at svømme
Hos diverse transferdeske og kontorer
var der ingen hjælp at hente. SAS, som
havde tjekket mig ind, kunne end ikke
oplyse noget telefonnummer til Gulf
Air! Nej, ud over indtjekning havde
man ikke noget at gøre med Gulf Air,
fik jeg oplyst, men min bagage kunne
jeg da godt få udleveret. Nu var gode
råd jo dyre. Jeg var på nippet til at tage
toget den lange vej hjem til Nordjylland
i bar befippelse, men min søn bor
heldigvis i nærheden, så jeg tog
over til ham i håb om få hjælp til
at få kontakt med Gulf Air, så jeg
måske trods alt kunne komme af
sted med næste afgang.
71
På internettet lykkedes det at
finde et telefonnummer til Gulf Air i
København, og jeg blev ombooket til
næste afgang om lørdagen. Samtidigt
gjorde jeg opmærksom på, at jeg så
ønskede mit ophold i Nepal forlænget
tilsvarende med to dage, hvilket nok
skulle kunne ordnes. Jeg fik besked på,
at jeg bare skulle møde op i lufthavnen
om lørdagen, så ville alt ordne sig. Man
lovede at ringe op dagen efter inden for
åbningstid og bekræfte ombookingen.
Det skete bare ikke, og ingen hos Gulf
Air svarede heller på telefonen om
fredagen.
Det var derfor med en vis bekymring, at jeg om lørdagen atter tog til
Kastrup. Ved indtjekningsskranken
kunne personalet i første omgang slet
ikke tjekke mig ind, da jeg kun havde
et boardingcard og en udskrift af min
planlagte rejseplan fra om torsdagen.
Men det lykkedes dog omsider. Da jeg
spurgte, om der så var nogen kompensation og erstatning for mine merudgifter til forplejning og telefon for mit
ekstra ophold på to dage i København,
fik jeg besked på, at det måtte jeg
henvende mig til Gulf Air i Bahrain om.
Heller ikke den ændrede hjemrejsedato
kunne man sige noget om.
I Bahrain var der ingen oplysninger
at få om kompensation, men personalet
kunne heldigvis, efter at have ringet
til København, bekræfte, at min hjemrejsedato var blevet ændret til to dage
senere. Nu var alt i orden – troede jeg!
En passager uden navn?
Min overraskelse var derfor total, da jeg
en måned senere skal rejse hjem efter
at have været på trek i Himalaya, og
jeg i Katmandus lufthavn får at vide,
at jeg slet ikke står på passagerlisten.
Det havde jeg til gengæld gjort to dage
tidligere! Det viste sig, at man godt nok
havde booket et sæde fra Katmandu til
København på økonomiklasse til den
pågældende afgang, men der var bare
ikke noget navn på bookingen, ergo
kunne jeg ikke komme med!
Her må jeg nok erkende, at jeg er
årgang 1940 og formet af flinkeskolen.
Havde jeg haft et mere iltert temperament og stået på min ret, kunne det
måske have haft en vis effekt hos nepaleserne, som ikke tør træffe beslutninger
og tage ansvar uden at deres overordnede er blevet hørt, men jeg tilhører
altså en anden generation, hvor den
slags er ilde set. Så jeg forlod betuttet
lufthavnen og tog tilbage til centrum.
Næste dag fik jeg på Gulf Airs kontor at
vide, at man ville hjælpe mig og e-maile
til Danmark for at høre nærmere.
To dage senere var der endnu ikke
kommet svar fra Gulf Airs kontor i
København, og jeg havde ikke tålmodighed til at vente længere i Nepal.
Løsningen blev derfor at købe en enkeltbillet med Gulf Air til København med
afgang samme aften for 569 USD (ca.
3.300 kr). Efter at være kommet hjem
har jeg naturligvis klaget til både Gulf
Air og Trafikstyrelsen. Men indtil videre
har jeg ikke fået en rød reje i kompensation.
Gulf Air ophørte i februar i år
med at flyve på ruten KøbenhavnBahrain efter blot 19 måneder. Tal fra
Trafikstyrelsen viste, at ruten i oktober
havde en gennemsnitlig belægning på
under 40 % og i september på ned mod
20 %. Måske ikke så underligt, hvis der
er andre, der som jeg har været et par
ture i karrussellen hos dette flyselskab.
Passagerrettigheder
Kommer du ud for en flyforsinkelse
eller -aflysning, kan du have ret til
kompensation og forplejning. Læs
mere på fx www.forbrugereuropa.
dk/Rejser/Flyrejser, og på www.
trafikstyrelsen.dk/DA/Civil-luftfart/
Flypassager/Passagerrettigheder.
aspx.
n Gunnar Terje Lysemose har medlemsnr.
P493. I skrivende stund er han i færd med at
planlægge sin 16. trekkingtur til Nepal. Det
bliver ikke med Gulf Air.
Trekkingturen forløb fint, men
det kan man ikke ligefrem sige,
at flyrejsen gjorde.
Næste konkurrence:
Dengang jeg gjorde en god gerning …
Når vi rejser, lukrerer vi ofte på andres
hjælpsomhed og gæstfrihed. Men
hvornår har du selv givet noget tilbage
til andre rejsende eller til de lokale, du
har mødt på din vej? I næste nummer af
Globen vil vi høre en god historie, om
dengang du gjorde en god gerning.
Har du været frivillig på et ulands­
projekt? Eller åbnet dit hjem for andre
rejsende? Har du været med til at redde
regnskoven eller måske hjulpet en flygtning i sikkerhed? Har du fanget en
tyv, eller er du sprunget i vandet for
at redde en fra at drukne? Har du rejst
ud for at møde et sponsorbarn, eller
pakker du altid rygsækken fyldt med
gaver, du kan give dem, du møder på
din vej? Alle former for gode gerninger
er velkomne – og husk, det er ikke størrelsen eller arten af din gode gerning,
som er afgørende for at vinde konkurrencen, men derimod måden du evner
at formidle din oplevelse og gerning på.
Måske kan du skrive med nerve? Med
humor? Eller bare personligt? For det er
din måde at skrive på, som er udslagsgivende. Artikler bør højst være på 4.000
tegn og vedlæg gerne et foto eller to,
som kan passe til. Send dit bidrag til
[email protected]. Deadline
er 30. april, og førstepræmien består
af hele to ting: Bogen ”Atlas of Remote
Islands – Fifty Islands I have not visited
and never will” af Judith Schalansky
samt en dvd med filmen ”The Lady”.
Som barn i DDR kunne Judith
Schalansky ikke rejse ud i verden på
anden vis end ved at bruge sin fantasi,
når hun bladrede i et atlas. Nu har
hun skabt sit eget, som tager os over
verdenshavene til 50 fjerne øer. Hver ø
er udstyret med et detaljeret håndtegnet
kort og finurlige historier om øens flora
og fauna, skibbrudne og lokale. Bogen
er på 142 sider og oversat fra tysk til
engelsk og blev i 2009 kåret som årets
smukkeste bog i Tyskland. Den engelske
udgave fra Particular Books er fra 2010,
og et eksempel fra bogen lyder:
”On Pukapuka, no one cares if a
bride is a virgin. A word for ’virgin’
does not even exist in their language. A
woman who has a child out of wedlock
earns respect and increases her chances
of marriage because she has proved her
fertility. The young people of the three
villages meet at the far edge of the beach
once darkness falls. There they fight,
dance, sing and sleep with each other. It
is common for more than two people to
get together. Sex is a game, and jealousy
has no place. Singing has its role both in
foreplay and post-coitus, but the generations see it differently. The older women
think it belongs both before and after
sex, while the younger ones think that it
should come only after. They agree that
no singing should take place during
coitus. After sex, the men and women
bathe in the sea together.”
Filmen ”The Lady” er instrueret af
Luc Besson (Scanbox, 2012, på engelsk med
undertekster på dansk, 127 min.), og er en
filmisk smuk fortælling om en kvindes
kamp for frihed og demokrati og om
hendes selvopofrelse for at redde sit folk
og sit land fra en brutal militærjunta.
Om nogen er Aung San Suu Kyi blevet
et ikon og et håb i Myanmar, og filmen
skildrer hendes vej fra datter af frihedshelten og generalen Aung San til husarresten i Yangon, hvor hun i 1991 blev
tildelt Nobels fredspris, og munkeopstanden i 2007.
Vi glæder os til at læse dit bidrag!
Bedste bidrag det seneste kvartal på
www.deberejstesklub.dk
Udvalgt af redaktionen
Forrige år klikkede ikke færre end
28.000 forskellige personer sig ind på
DBK’s nye hjemmeside. Det er faktisk
en del flere, end vi har medlemmer!
For www.deberejstesklub.dk er populært,
når det handler om at søge information om verdens rejsemål. På vores
forum udveksles der således rejsetips
og -oplev­elser i stor stil. Vi bringer her
et uddrag af nogle af de bedste fra det
seneste kvartal.
Det alternative Berlin?
Martin Buch Larsen har ofte været
i Berlin, men spørger på forum, om
nogen kender til sjove, anderledes steder
at gæste. Det gør Henrik Schumacher,
som svarer:
”Dong Xuan Center i Lichtenberg
er en speciel oplevelse: www.dongxuanberlin.de. En tur med bumletoget
gennem det nedlagte tivoli i Østberlin
er en sær oplevelse. De har åbent i
weekenderne, og ellers må du hoppe
over hegnet, www.abandonedberlin.
com/2010/04/spreepark-and-how-toget-in.html. Derfra kan du tage en god
gåtur langs vandet mod Kreuzberg
og se ældre berlinere danse udenfor
til schlager (lige over for Insel der
Jugend), tage forbi en.wikipedia.org/wiki/
Soviet_War_Memorial_(Treptower_Park)
og ende på en bar i Kreuzberg. Tag en
tur med sporvogn gennem Østberlins
betonforstæder som Marzahn eller
Lichtenberg med fx M6 og slutte i
www.gruen-berlin.de/parks-gaerten/
gaerten-der-welt/ueberblick eller www.
tierpark-berlin.de/tierpark.html. Eller
hvad med en guidet tur gennem den
nedlagte lufthavn Tempelhof, som er
super spændende? Eller en rundtur
med S-toget linje S41 eller S42, det
tager ca. en time, og du kommer
gennem øst og vest på skift. Der er også
karaoke i Mauerpark. Og ”Thai Park”
i Preussenpark, eller besøg Görlitzer
Park. Og www.liquidrom-berlin.de til
afslapning. Tjek også www.ballhaus.de,
www.findingberlin.com/wochenmarktmaybachufer-bioriental. Og ellers finder
du somme tider skæve ting på www.
gratis-in-berlin.de.”
Henrik skrev også et postkort fra
Berlin: ”I år besøgte jeg min tyske
favoritby i alt tre gange og vil gerne
give et par tips til specielle
overnatnings­steder. www.huettenpalast.
de er en campingplads indendørs med
hytter og campingvogne i en gammel
støvsuger­fabrik i den nye hipsterbydel
Kreuz­kölln. I samme gade, hen mod
Landwehr­kanalen, ligger Berlins
mindste hostel, www.riverside-lodge.de,
med både dormitories og dobbeltværelser
i lejligheden ovenpå. Hostelet ligger i
den rolige ende af det ellers meget
festglade Kreuzberg. Kan man godt li’ at
blive gynget i søvn og sidde på
agterdæk og nyde solnedgangen over
Berlin, så er www.eastern-comfort.de lige
det rigtige. Hver onsdag er der language
club, hvor man møder masser af
udlændinge, som bor i Berlin, og gerne
vil lære den andens sprog – super
international stemning. På www.
propeller-island.de kan du få opfyldt din
drøm om at sove i et bur, en flyvende
seng, et spejlpalads – det er nok mere et
kunstværk end et hotel, men helt sikkert
en overnatning værd. www.
michelsbergerhotel.com har vundet en
del priser, og er på sin måde meget
berlinerisk anderledes. For jer, som
73
gerne ligger i telt, er www.tentstation.de
et oplagt og billig sted at overnatte, lidt
noisy, men masser af unge backpackere,
der kan li’ at feste.”
Isla de Margarita i Venezuela
Thor Bakke spørger på forum, om der er
nogen, som kan anbefale et sted at overnatte på Isla de Margarita i Venezuela.
Det kan Lasse Tranberg, som faktisk bor
i Venezuela. Han har et lille rejsebureau
på enjoyvenezuela.webs.com og skriver:
”Der er stadig buldrende hoteller
på Margarita, men regeringen har fået
godt og grundigt renset ud i nattelivet, og internationale turister kommer
nu primært fra Rusland, Uruguay,
Argentina og Brasilien. Der er en masse
hoteller omkring Playa el Agua, og jf.
loven skal alle strandsteder lukke kl. 18.
Det er trist, men betyder, at der er ro
om natten. Personligt kan jeg godt lide
den strand, da den er lang og tiltrækker
en god blanding af mennesker. Søg evt.
på www.despegar.com.ve og se, hvad
priserne er i den lokale valuta. Booker I
hjemmefra, bliver i snydt med 300-400%.
Kontakt mig på tranberg2000@hotmail.
com, hvis du skal have nogle konkrete
ideer. Til din info: Venezuela er væsentligt billigere end Trinidad og Tobago
pga. den værdiløse bolivar, de bruger
her i landet. Så fra at være en dyr destination er Venezuela nu blandt verdens
billigste lande (hvis man bruger gadekursen).”
Nye aktive medlemmer
624 Sergio Pereira Burmeister
Jeg begyndte med at rejse meget tidligt, da jeg et halvt år gammel tog fra Argentina til Danmark.
Siden har et job i handelsflåden ført mig vidt omkring. At sejle er for mig en meget behagelig måde at
rejse på, da man ikke bliver dumpet ned et sted, men har tid til at flytte sig mentalt. De seneste fem år
har jeg boet i Benin og Mali i Vestafrika og fået rig mulighed for at besøge de andre lande i regionen.
Gift med medlem nr. 567, Ditte Burmeister.
625 Martin Lohmann Møller
Min første lange rejse foregik, da jeg var 22 – efter uddannelse og seks måneder som soldat i Kosovo.
Rejsen varede 10 måneder, og jeg besøgte en masse lande, smagte ny mad, lærte nye kulturer at kende
og ikke mindst spændende mennesker. Siden da er det blevet til mange kortere rejser. Under en tre
ugers rejse til Balkan mødte jeg min hollandske kæreste Susanne, som jeg nu bor sammen med i
Rotterdam. Jeg arbejder i et internationalt firma (www.dorc.nl) og rejser ud og underviser øjenlæger
og sygeplejersker i brugen af vores udstyr. Jeg elsker at møde nye mennesker og nyder naturen og
friheden ved at rejse, bl.a. på cykel.
626 Niels Andersen
Jeg har rejst meget på firmaets regning. Jeg boede i Puerto Rico i fire år med forretningsområdet
Syd - og Centralamerika inden for landbrug. Senere har jeg arbejdet med salg af møbler og grafisk
udstyr i USA, Canada, Sydeuropa, Vestindien, Syd- og Mellemamerika, Fjernøsten, Oceanien og
Mellemøsten. Nordamerika har været mit foretrukne rejseområde. Jeg stoppede i erhvervslivet i 1999
og var de næste 10 år rejseleder med flodkrydstogter i Rusland, Ukraine og på Donau samt med busog flyrejser i Europa. Ferierejserne er bl.a. gået til Mexico, Seychellerne og Sydafrika og på det seneste
fire rejser til Sri Lanka på en til tre måneder.
627 Rikke Dalsted
Jeg har, i kortere eller længere perioder, boet forskellige steder i verden, og det er for mig en stor
gave. Det er en vigtig og central del af mit liv at kunne rejse både med mit arbejde, og som oplevelse
og ferie. Jo mere jeg oplever, des mere forundres jeg, og jeg nyder at se verdens mangfoldighed. Som
mennesker er vi ens, og tilværelsen handler for os alle om at leve, sove, spise osv. Men at vi gør det på
så forskellig vis pga. natur, religion og kultur kloden rundt er ganske enkelt fantastisk!
628 Rikke Birkedal Hansen
Siden jeg var lille, har jeg drømt om kænguruer og Australien. Min første drømmerejse var i 1997,
hvor jeg på egen hånd rejste til Bali, Australien, New Zealand og Fiji. I Australien gik det op for mig,
at min fremtidige profession skulle være idrætslærer. 2003-6 rejste jeg til Peru/Brasilien, hvor jeg
underviste i gymnastik, arbejdede med gadebørn og skrev speciale om børns socialisering til idræt.
Tilbage i Danmark begyndte jeg at danse tango, og gennem denne smukke dans har jeg mødt Pål, der
heldigvis også er glad for at rejse. Sammen har vi to små tangopiger, der allerede har været med os på
flere rejser.
629 Jakob Birklund Andersen
Efter otte måneder gennem Asien har jeg været på en række kortere rejser. Nogle højdepunkter har
været: Næseaber, iglebefængt jungle og langhuse på Borneo. Moskeer, nomader og gæstfrie lokale i
Iran. Små flækker og øde naturparker på motorcykel rundt i et turisttomt Honduras. Nilen, Simienbjergene og stenkirker i Etiopien. Gletsjere, floder og bjergtoppe i det sydlige Patagonien. Hajer,
pingviner, havskildpadder og spækhuggere på cruise i Galapagos. Der er fortsat mange steder, jeg
gerne vil opleve. Mit kamera er en fast del af bagagen. Det er blevet til mange tusinde billeder og
efterhånden også en del video. Se mere på min hjemmeside www.birklund.com.
630 Bente Grue
Jeg har boet sammenlagt over syv år i 45 lande i Sydeuropa, Sydamerika, Mellemamerika og Afrika.
Jeg har holdt over 300 foredrag om lande i den 3. verden, mennesker, livsvilkår, kultur, natur og
økologi. Jeg rejser ofte alene, men fra min søn var tre år og til han blev voksen har han været med
på rejserne. Blandt mine længere rejser er 16 måneder i de andalusiske bjerge, hvor jeg var landarbejder. Tre måneder som skibskok i det græske øhav. Tolv måneder i et lerklinet hus i en fjern
landsby i Andesbjergene samt en rejse på 20.000 km i Peru, Bolivia, Ecuador og Colombia. Ophold
74
hos kaffebønder og bananbønder i Mellemamerika og siden 1953 foredrag om fair trade. Besøgt
minerydningsprojekter i Angola og slumprojekter i Luanda. Læs mere på www.bentegrue.dk.
631 Tine Henningsen
Som barn boede jeg ni år i USA og blev student, indtil et familieråd besluttede, at vi skulle tilbage til
Danmark. Jeg blev optaget på DTU, og friheden under studiet udnyttede jeg til at fodre min rejsetrang – bl.a. med et sommerjob som dørsælger for Greenpeace i Washington DC, et halvt års praktik
på et vandforsyningsprojekt i Sydindien, et halvt år på sprogskole i Costa Rica og rejse gennem
Mellemamerika til USA. Som civilingeniør har jeg rejst for et ingeniørfirma på miljøprojekter – det
blev til en del korttidsopgaver og to udstationeringer (et år i Ækvatorial Guinea og to år i Bruxelles).
Rejsetrangen dyrker jeg nu i mine ferier.
632 Jan-Bjarni Bjarnason
Har sikkert arvet min rejselyst fra min far, som sejlede. I 1979 blev jeg færdig som cand. scient. i
geografi. Udstationeret i Zambia for Danida 1982-85, med ferierejser til Zimbabwe, Malawi, Kenya
og Tanzania. Ansat i Carl Bro (Grontmij) med rejser til Syd- og Østafrika, Stillehavsøerne, Østeuropa,
Asien og Caribien. Har været bosat i Fiji (1987-91), Namibia (1993-94), Kenya (1994-95), Marshalløerne
(1996-97), Surinam (2002-5) og Vietnam (2011-12). Har i forbindelse med projekter i Stillehavet rejst
Jorden rundt syv gange, og ækvator er passeret 33 gange. Er netop hjemvendt fra 1½ år i Vietnam.
Hjemturen gik via Laos, Qatar, Sverige og Finland.
633 Kirsten Borring & 634 Teddy Borring
Vi kender klubben fra forskellige rejsefæller, men det var en omtale i magasinet Vagabond Rejs, som
gjorde, at vi meldte os ind. Foruden at passe børnebørn i England benytter vi tiden til at rejse ud i
verden sammen, eller i sjælden grad i mindre grupper. Vi forsøger stadig at finde punkter, hvor vi
ikke har sat vore ”store fødder”. Rejser meget gerne i USA, hvor 38 delstater nu er besøgt.
635 Bo Løvschall
Årgang 1973 og grundlægger af rejsehjemmesiden Globe Spots, ”places you probably wanna travel to”.
Har været fuldtidsrejsende i mere end 10 år – derfor havde jeg 103 lande på kontoen, da jeg meldte
mig ind i DBK. Har været bosat i Indien (1997), Australien (2000, 2003-6), Japan (2000-1), Sri Lanka
(2006-7), Vietnam (2007-8) og England (2011-12). Har rejst rundt i Øst- og Sydøstasien, både på egen
hånd og som turleder. 2009-10 fik jeg opfyldt en drøm om at køre på motorcykel (KLR650) fra Nordtil Sydamerika. Er flittig rejsefotograf. Læs mere på www.globespots.com.
636 Niels Hedebo Hansen & 637 Gitte Lindegaard Kjeldsen
Vi lagde ud med en tur på interrail, da vi lige havde mødt hinanden i 1983. Herefter fortsatte vi i en
ombygget folkevognsbus, da vores søn Thor kom til, og gennemrejste Europa. Indokina var eksotisk
med de mange templer og den dejlige mad. Mellemamerika tog vi over tre måneder med rygsæk.
Økonomien blev til en jordomrejse, hvor vi så alle de store steder. De seneste år har vi besøgt
mange lande, men få ad gangen. Kina, Thailand, Kenya, Indien mv. Vi har på en tur haft kajakker
med, og på en anden tur gik vi på Caminoen i Nordspanien. I Irland blev der lagt vægt på at opleve
musikken, ligesom Edinburgh-tatooet var en stor oplevelse.
638 Flemming Brøgger
Jeg har i mange år taget så meget orlov som muligt og arbejdet så meget på deltid som jeg kunne, for
at rejse. Siden, efter at jeg i 2009 fik muligheden for at holde op med at arbejde, har jeg rejst det meste
af tiden. I øjeblikket nyder jeg at bo i Malaysia, som er et godt udgangspunkt for rejser i Sydøstasien.
639 Lars Aagaard
Jeg er 46 år og varmemester og stod i lære på B&W’s skibsværft som ung. Mine rejseaktiviteter
begyndte med en uge sydpå, men det tog fart, da jeg rejste igennem Mellemamerika og Caribien
i 2002-3. Mine rejser har været vidt forskellige, trekkingture, krydstogter, safari og badeferier. Jeg
har været i 52 lande og 12 territorier på fire kontinenter og på et utal af øer i Middelhavet, Caribien
og i Østen, fx på Borneo hos ibanstammerne, hos masaierne i Kenya og hos sasakfolket på Lombok i
Indonesien.
640 Sofie López Højsteen
Jeg har rejst fra barns ben grundet mine forældres arbejde inden for rejsebranchen. Interessen og
fascinationen af andre lande, kulturer og religioner har medført mange rejser til fjerne verdenshjørner med min mormor som trofast rejsepartner. Min store interesse er Mellemøsten og de centralasiatiske lande, da de stadig er uberørte perler i vores efterhånden globale og kosmopolitiske verden.
75
Grib chancerne,
når de er der!
For Anna Le Dous fra Charlottenlund er et liv med
muskelsvind absolut ingen hindring for at rejse
Jorden rundt og nyde tilværelsen som globetrotter.
Hun pakker sin kørestol og sine to personlige hjælpere, og så kaster hun sig ellers ud i rejselivet – for
man skal gribe chancerne, når de er der og ikke lade
sig begrænse. I november blev hun tildelt DBK’s
Egholm-pris.
Tekst: Anette Lillevang Kristiansen
FOTOS: Per Simonsen
Anna går ikke ad vejen for at kaste sig ud i et godt eventyr.
Her en hun fotograferet foran Aztekernes gamle pyramide i
Teotihuacan i Mexico.
Med en øredøvende skrigen går helikopterens rotorblade
langsomt i gang, og snart løfter metalfuglen sig op over jorden
og sætter kursen mod de arrede klipper, der strækker sig
op over landskabet i horisonten. Endeløse tunger af blålig
gletsjer-is breder sig ned gennem dalen, og snart får de øje
på tinderne af det majestætiske Mount Cook ude til højre.
Solen skinner fra en skyfri lyseblå himmel, da de lander i det
snehvide landskab midt på gletsjeren.
Scenen er som taget ud af en polarekspedition, et eventyr
om det at rejse og leve sine drømme ud, og det er lige netop
hvad Anna Le Dous, vinderen af DBK’s Egholm-pris i 2012,
gør. Prisen skal inspirere til rejselyst og blev i november
givet til et medlem, der rejser trods vanskeligheder. Egholmprisen er opkaldt efter klubbens medstifter, medlem nr. 1 Ole
Egholm. Og som der står i klubbens vedtægter, så gives prisen
til et medlem, som i særlig grad er med til at udbrede rejselysten og sprede informationer om rejselivet, fremmede lande
og kulturer.
Som Anna siger, så er der jo mange i klubben, der har
gennemført nogle virkelig vilde og halsbrækkende ting, og
hun kan selvfølgelig ikke bestige bjerge, men hun kan gøre
noget andet. At tage på jordomrejse er for hende det samme,
som det for andre er at tage på bjergbestigning. Ud fra de
muligheder som hun har, er det vilde ting, hun har gjort.
Det med ikke at kunne bestige bjerge er dog lidt af en
sandhed med modifikationer, for i den helikopter, der i artiklens indledning lander på gletsjeren Fox i New Zealand,
sidder netop 33-årige Anna le Dous, og trods sin muskelsvindssygdom formår hun på sin egen helt specielle måde at
overvinde sig selv, bestige bjerge og leve sine vildeste drømme
og eventyrlyster ud.
Et af Annas favoritlande er Brasilien, som hun gerne vil tilbage
til på et tidspunkt. Billedet er taget på torvet i byen Salvador de
Bahia i det nordlige Brasilien.
I forbindelse med sin rejse til New Zealand og Australien var Anna
i Fiji og er her i godt selskab med en masse glade lokale unge.
76
Først og fremmest
menneske
Noget af det sværeste for Anna ved at
rejse er de lange flyveture. Her har hun
dog scoret sig lidt mere plads.
Anna nyder her en smuk solnedgang i Los
Angeles, hvor hun var i forbindelse med
sin jordomrejse.
Rejselysten er vokset
Anna er født med muskelsvind og har
siddet i kørestol hele sit liv. Hendes
mor er fra Berlin, så barndommen blev
tilbragt både i Danmark og syd for
grænsen og til tider også i Schweiz, hvor
Anna har familie. Efter gymnasiet havde
Anna to veninder, som skulle på jordomrejse med rygsæk, og dem mødtes
hun med i Los Angeles. De rejste dertil
fra Fiji, mens Anna kom fra København.
Det var hendes første længere tur,
men et helt afgørende skridt tog Anna,
da hun var på højskole i Løgumkloster,
hvor en rejse til Kina var inkluderet i
opholdet. Det rykkede virkelig noget,
for de havde en rejseleder med, der
hjalp og hele tiden fandt på løsninger
til de problemer, der nu opstod. Det
handler nemlig om at være kreativ, når
man rejser med kørestol, og handicappet ikke skal blive en hindring for at
komme op på Den Kinesiske Mur. Her
blev Anna simpelthen båret op af fire
kinesere, så hun kunne mødes med sine
højskolekammerater på Muren.
Efter rejsen til Kina fik Anna
virkelig mod på at rejse, og selvom hun
gennem hele sin barndom har rejst
med sine forældre, så kunne hun godt
mærke, at rejsen til Kina blev skelsættende. I dag har Anna rejst i 42 lande
og tre territorier. Selvom hun altid har
rejst meget, er rejselysten vokset betydeligt i de seneste fem år, hvor hun også
er begyndt at rejse uden for Europa og
endda så langt væk som New Zealand,
Fiji og Canada.
De skal alle tre kunne holde hinanden
ud 24 timer i døgnet og skal kunne blive
enige. Hun har ofte de samme hjælpere
med, og det er altafgørende, at de er
fleksible, og at hun føler sig tryg ved
dem. Anna og hendes hjælpere er typisk
af sted i to til tre uger, og logistisk set
er det et kæmpeprojekt at rejse med
kørestol og alle de ting, som Anna har
brug for.
Anna medbringer selv en kørestolsrampe, ekstra kørestol og en respirator,
som hun sover med om natten, og selvfølgelig bliver det en stor bagage, men
hun kaster sig egentligt bare ud i det og
ser, hvad der sker. Hun bekymrer sig
ikke på forhånd, men er nysgerrig og vil
gerne opleve verden. Så det er faktisk
bare med at komme af sted, for hun er
blevet grebet af det at rejse, og det er
meget vigtigt for hende at udleve sine
drømme. Hvordan er det så at rejse, når
man sidder i kørestol? Ja, for Anna
er det på ingen måde en hindring, og
hun kommer hurtigt i kontakt med
folk. De bliver nysgerrige og syntes, at
kørestolen er interessant, den vækker
opsigt, og så kommer folk hen og vil
snakke, så på mange måder skaber det
masser af relationer at rejse, når man
har et handicap.
Udlev dine drømme
Anna har som regel to hjælpere med på
sine rejser, og det er faktisk det sværeste.
Når rejser kommer i vejen
For Anna var det en stor ære at få
overrakt Egholm-prisen, som består
af en check på 2.000 kr. Hendes næste
rejse går til Cuba, som er et nyt land
for hende. Efter rejsen til Cuba her i
foråret bliver landetælleriet dog sat en
smule i bero et stykke tid, da Anna skal
begynde at studere kommunikation på
77
Anna Le Dous medvirker i
Muskelsvindsfondens bog ”Først og
fremmest menneske”, som blev udgivet
i 2011. Bogen indeholder 12 meget
personlige fortællinger om, hvordan
det er at leve med muskelsvind, og
Anna fortæller i særdeleshed om,
hvordan hun rejser, er medlem af De
Berejstes Klub og møder masser af
mennesker på sin færd rundt omkring
i verden. En helt igennem interessant
og tankevækkende bog, der på en god
og usentimental måde fortæller om
glæde, livskvalitet, kærlighed og ikke
mindst det at overskride grænser.
RUC. Hun har i forvejen en bachelor i
tysk fra CBS og har arbejdet som freelanceoversætter for Goethe-Instituttet,
men der kan jo lige komme en rejse i
vejen, og så må man bare af sted.
Med vilje tog det Anna otte år at
gøre sin bachelor færdig, fordi der hele
tiden kom en rejse på tværs, men så
må hun studere, når hun er hjemme,
for rejserne, det skal der være plads
til. Anna holder også mange foredrag
og skriver artikler til blandt andet
Muskelsvindfonden og andre handicaporganisationer, så hun får også udbredt
rejselysten og spredt sin rejseviden
ud til sine mange tilhørere. Endelig
er Anna siden november 2012 blevet
medlem af DBK’s bestyrelse, og hun
møder glad og gerne op til møder og
arrangementer i Café Globen, så det er
fuldt fortjent, at hun er blevet den stolte
modtager af sidste års Egholm-pris.
n Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328 og er medredaktør af Globen.
Vandorgelet der spiller klassisk musik drevet af vandtrykket til
springvandet.
Et monument over kardinalens synder
To gange om året udtrækker DBK et
sted på Unescos verdensarvsliste.
Det medlem, som først når frem til
stedet og dokumenterer dette, vil
modtage en præmie – efter at have
fortalt om sine oplevelser i en
artikel i Globen eller på hjemmesiden. Philip Skjødt var den første
på Villa d’Este uden for Rom og
fortæller her om stedets historie.
Tekst & FOTOS:
Philip Skjødt
Eftersom jeg var flyttet til Rom i
september 2012, lå Villa d›Este lige til
højrebenet som Unesco-mål og var
faktisk allerede på listen over gøremål,
da jeg blev opmærksom på dusøren.
Villa d’Este er kendt for sin smukke
have med de mange vandfald, springvand og kanaler fra renæssancen. Disse
vandkunster virker ved naturlig kraft
og var den fremmeste måde at airconditionere Roms varme somre dengang. Og
meget dekorativt er det.
Det er lidt af et hyr at komme dertil
fra Rom, men en dagstur kan arrangeres, hvor et besøg til Hadrians Villa
kan kobles på og gøre det umagen værd
– ud efter morgenmaden og tilbage i
Rom før aftensmaden.
Begge ligger i byen Tivoli omtrent
30 km fra Rom. De ligger højt, hvilket
for begge de afsidesliggende villaers
vedkommende var med til at gøre dem
mere attraktive. Væk fra den hektiske by
og mere svalt i højden.
Tivolis oprindelse
Fra et dansk perspektiv er det interessant, at det er byen Tivoli, som
Københavns Tivoli tager navn efter.
Tivoli er både betegnelsen for de forlystelsesparker, der dukkede op i 1800tallet i Europa og navnet på en parisisk
forlystelsespark, det første tivoli, som
ikke længere findes. Dette var opkaldt
efter byen, hvor Villa d’Este ligger,
fordi den havde en have med mange
springvand, modelleret over Villa
d’Estes.
Med navnet har franskmændene måske også ønsket at associere
til byen Tivolis andet kendte åndehul,
nemlig Hadrians Villa. Det 2x1 km store
kompleks giver én en fornemmelse
af det kejserlige Roms overflod og
ødselhed; et udtryk for den hedonis­
tiske underholdning en kejser havde
for hånden, når midlerne var ubegrænsede. Hadrians Villa er i øvrigt også en
Unesco-designeret seværdighed.
Kardinalens synder
Men Hadrians Villas frås og hedonisme
er på en måde mere tilgivelig og inspirerende – sådan som den ligger tilbage
som en antik institution, der for længst
er borte – end Villa d’Este umiddelbart
synes, givet sidstnævntes grundlæggers
position i den katolske kirke, som stadig
findes.
Villa d’Este blev bygget af og for
kardinal Cardinal Ippolito II d’Este
(1509-72) i perioden 1560-72. Kardinalen
byggede Villa d’Este efter et mislykket
kandidatur for pavetitlen; umiddelbart
78
efter blev han udnævnt til guvernør af
Tivoli.
Kardinalen havde efter sigende
gode familieforbindelser og nød stor
gunst hos det franske hof. Jeg kunne
dog ikke lade være med at rynke på
næsen af en sådan overflod hos en
kirkens mand.
Det forekommer faktisk lidt
pudsigt, at dette åndehul blev bygget
så tæt på Rom nogenlunde samtidigt
med, at den katolske kirke indledte en
anti-reformationsk bølge mod korruption og jordisk ødselhed for at dæmme
op for den succes, lutheranismen havde
i 15-1600-tallet (tænk fx Savonarola og
forfængelighedens bål i Firenze, hvor en
meget hård, asketisk linje blev lagt).
Audioguiden eller udstillingsteksterne havde ikke noget oplysende eller
negativt at sige, men fokuserede mere
på barokke haver og arkitekter, der
specialiserede sig i springvand og vandføringsteknik. Selv om disse aspekter
forekom relevante, besluttede jeg mig for
at læse lidt op på historikken.
En hurtig research indikerer
ridser i lakken. Kardinalen blev i sin
tid anklaget for udsvævende livsførelse uden mådehold af pave Pius IV.
Han blev også anklaget for simoni,
dvs. kommerciel udnyttelse eller uretmæssig handel med gejstlige embeder.
Men tilsyneladende uden videre konsekvenser som fx fratagelse af embede,
men dog med forsinkelser på Villa
d’Este-arbejdet til følge.
Mary Hollingsworths bog ”The
Cardinal’s Hat: Money, Ambition, and
Muren med De Hundrede Springvand.
Everyday Life in the Court of a Borgia
Prince” beskriver på baggrund af regnskaber Ippolitos liv som et liv med
luksus, korruption, jagt, hasard, damer,
hofintriger, politisk magtspil og en
gejstlig indkomst.
Fra sin onkel, ærkebiskoppen af
Milano, arvede han dennes embede
som 10-årig (som han holdt indtil sin
tiltrædelse som guvernør som 41-årig).
Ippolito blev kardinal som 29-årig, og
som 41-årig var han som nævnt pavekandidat (også kaldet preferati), omend
han på imponerende vis, ovenstående titler og embeder taget i betragtning, først blev ordineret til præst som
55-årig.
Det er tankevækkende, at man allerede på folkeskoleniveau lærer at tænke
en større kontekst og kildekritik ind i
en historisk forståelse, mens de akademikere, der varetager store historiske
kilder og Unesco-verdenshistoriske
mindesmærker, åbenbart ikke føler sig
trygge ved at forklare og uddybe dette
aspekt (jf. e’et i Unesco for education).
Som om vogterne af seværdighederne
har deres grunde for at bevare et sympatisk og visionært menneskes eftermæle.
Det er naturligvis ikke første gang, at
jeg er stødt på dette fænomen, men der
er en stærk kontrast mellem historiebøger og seværdighed i dette tilfælde.
Forfatteren ved Unesco-skiltet.
det svært for mig ikke også at se Villa
d’Este som et monument over kirkens
jerngreb, der holdte den vestlige verden i
den mørke middelalder alt, alt for længe.
Det er lige før, jeg af historisk indignation får lyst til at opsøge en af Roms
mange kirker og slå en skriftlig, ana­kronistisk, men velment protest op på
døren. Måske Santa Maria in Trastevere
senere i aften …
n Philip Skjødt har medlemsnr. 576 og bor i
skrivende stund i Rom, hvor han forsøger at
lære mere italiensk og lære mere om at leve
livet. Læs mere om hans rejseliv på www.
exphilip.com.
Nok brok – til handling
Selvom mange stort anlagte monumenter og flotte historiske seværdigheder udspringer af en anden, mindre
menneskelig tid og samfundsform, er
Udsigten fra vandorgelet. De to store
pøler i baggrunden er til opbevaring af
frisk fisk til husholdningen. Meget praktisk hvis plads ikke er en begrænsning.
Dragespringvandet.
79
Medlemmer som har besøgt mindst 100 lande
Tekst: Per Allan Jensen
Placering
i år
(sidste år)
1 (2)
Medlemsnummer
og navn
258 Peter Schønsted
Alder
Antal
lande *
Tilvækst
i år
Tilvækst
sidste
6 år
Tilvækst
sidste
10 år
70
186
14
67
-
2 (3)
097 Arne Erik Runge
69
153
0
29
69
3 (4)
019 Claus Qvist Jessen
52
148
5
37
58
4 (5)
565 Frode Kjems Uhre
52
147
15
-
-
5 (11)
312 Jakob Øster
41
133
17
48
-
6 (6)
384 Peter Goltermann
45
129
4
-
-
7 (7)
039 Kaj Heydorn
81
123
0
17
27
8 (12)
057 Bertel Kristensen
70
118
3
20
24
9 (8)
082 Niels J. L. Iversen
59
118
1
14
44
153 Øyvind Løkkeberg
58
118
2
44
64
10 (10)
11 (9)
124 Lasse Nørgaard
49
117
0
46
61
12 (28)
309 Henrik Schumacher
47
116
16
60
-
13 (14)
026 Per Allan Jensen
61
113
4
23
44
14 (16)
151 Carl J. E. Colberg
62
113
7
35
35
15 (37)
468 Ole Markussen
43
112
21
-
-
16 (19)
059 Stig Monrad
64
111
6
21
37
17 (13)
390 Torben Henriksen
59
111
1
-
-
18 (27)
075 Ønsker anonymitet
56
110
9
50
56
19 (26)
236 Annette Qvist Jessen
42
108
6
53
-
20 (20)
001 Ole Egholm
46
107
3
7
14
21 (15)
022 Preben Mogensen
61
107
1
4
12
22 (17)
266 Jan Klintegaard
66
107
1
19
19
23 (29)
345 Marianne Fossaberg
57
107
8
40
-
24 (18)
038 Henrik Døcker
74
106
1
9
9
25 (21)
042 Tyge Korsgaard
67
104
0
17
21
26 (33)
179 Morten Siglev
39
104
10
46
65
27 (22)
090 Anette Sode
51
103
0
10
32
28 (23)
112 Søren Padkjær
67
103
0
12
25
29 (24)
367 Rasmus Jarlov
35
103
0
-
-
30 (32)
391 Torben H. Nikolajsen
67
103
7
-
-
31 (25)
091 Paul-Erik Jensen
56
102
0
9
9
32 (31)
223 Per Danielsen
57
102
6
41
-
33 (30)
314 Marianne Nørgård
48
102
5
57
-
34 (34)
174 Ewa Bylinska
59
101
8
34
49
Listen er vokset betydeligt fra sidste år (hvor der kun var 28
medlemmer, som havde besøgt mindst 100 lande). Efter Bjarne
Lund-Jensens tragiske bortgang i 2012 er der naturligvis sket en
forrykning af hele feltet, men bortset fra det, så er rækkefølgen
uændret blandt de øverste fire på listen.
Årets ”hurtigløbere” er Jakob Øster (17 nye lande), Henrik
Schumacher (16 nye), Frode Kjems Uhre (15 nye) og Peter Schønsted
(14 nye).
Ser vi på antal nye lande de seneste seks år, så ligger Peter
Schønsted i spidsen med 67 nye lande (11 per år), efterfulgt af
Henrik Schumacher (60 nye lande, 10 per år) og Marianne Nørgård
(57 nye lande, 11 per år).
Ser vi endelig på de seneste 10 år (hvor Peter Schønsted ikke
kan blande sig, da han ikke har været medlem af klubben så længe),
så er det Arne Runge, der fører med 69 lande, efterfulgt af Øyvind
Løkkeberg (62 lande) og Lasse Nørgaard (61 lande).
Den gennemsnitlige tilvækst af lande det sidste år for alle
listens medlemmer er 5,3 (mod 4,1 for sidste års liste), så det går
stadig hurtigere i toppen. For de seneste seks år er gennemsnittet
31 (svarende til 5,2 nye lande per år), og for de seneste 10 år er
gennemsnittet 37 (svarende til 3,7 nye lande per år).
Når der står en streg i stedet for et tal, er det, fordi det pågældende tal ikke kan beregnes, da vedkommende ikke har været
medlem af klubben længe nok.
* Listen er dannet efter hjemmesidens registreringer per 31.
december 2012.
80
Årets statisti
Mødeaktiviteter i 2012
Tekst: Per Allan Jensen
I 2012 holdt De Berejstes Klub i alt 26 møder (mod 24 i 2011) med deltagelse af seks til 40 deltagere (sidstnævnte til årets julefest
i Aarhus). I alt deltog 173 af klubbens aktive medlemmer i et eller flere af disse møder. Dette svarer til 44 % af medlemstallet
ved årets udgang (en anelse højere procentdel end sidste år, men stadig ret lavt). Det gennemsnitlige antal mødedeltagere var 20
(tallet er lidt mindre end sidste år). Årets flittigste mødedeltager var (igen, igen) Per Danielsen (toastmaster i øst) med 12 møder.
På de næste pladser kommer Jakob Linaa Jensen (toastmaster i vest) og Søren Fodgaard (med hver 10 møder) og dernæst Niels
Iversen, Erik Futtrup og Lisbet Østergaard (med hver ni møder).
Hvis vi ser på, hvem der har været de 10 flittigste mødedeltagere gennem de sidste 12 år, så indtager jeg stadig selv førstepladsen
med 135 møder. Herefter følger: Ewa Maria Bylinska (111 møder), Niels Iversen (107), Kaj Heydorn (97), Per Danielsen (93), Claus
Qvist Jessen (82), Henrik Døcker (81), Erik Pontoppidan (77), Bertel Kristensen (74) og Jakob Linaa Jensen (72). Årets 26 møder
var fordelt geografisk med 15 i hovedstadsområdet, 10 i Jylland og et på Fyn. Af årets 26 arrangementer blev de seks holdt i Café
Globen, fem eksternt og de resterende 15 i 15 forskellige klubmedlemmers hjem – tak til værterne for det.
2001
…
2009
2010
2011
2012
2001-12
286
Antal møder
24
23
24
24
26
Antal aktive medlemmer
112
325
352
381
395
71 (63 %)
151 (46 %)
143 (41 %)
155 (41 %)
173 (44 %)
384
12
23
19
23
20
17,5
Forskellige deltagere *
Gennemsnitligt deltagerantal
* Antal aktive medlemmer (og procentvis ud af samtlige), der har deltaget i et eller flere møder.
n Per Allan Jensen har medlemsnr. 26. Han var formand for DBK 1999-2003 og har besøgt 114 lande og 14 territorier på alle syv kontinenter.
Bestyrelse
for DBK
Søren Fodgaard
Formand for
De Berejstes Klub
Tlf. 35 39 27 33
[email protected]
Jakob Linaa Jensen
Næstformand,
toastmaster Vest
Tlf. 20 86 77 77
Caroline Engelsborg
Kasserer
Tlf. 50 52 78 16
[email protected]
Jacob Gowland Jørgensen
Tlf. 42 79 68 62
jacob.gowland.jorgensen
@gmail.com
[email protected]
Maria Malbek Sørensen
Junior- &
medlemskoordinator
Tlf. 25 48 87 45
Nikolaj Witte
Suppleant, ansvarlig for
fredagsbar Vest,
Berejste med børn Vest
Tlf. 22 79 03 84
Jette Færch Weiss
Suppleant
Tlf. 22 93 82 58
[email protected]
redaktorgloben
@gmail.com
[email protected]
Per Danielsen
Toastmaster Øst
Tlf. 33 13 56 18
[email protected]
Lars-Terje Lysemose
Tlf. +46 76 234 72 00
[email protected]
81
Anna le Dous
Tlf. 29 93 36 35
Ulla Fanø
Sponsorer & pr
Tlf. 28 62 44 09
[email protected]
[email protected]
Rebecca Langhorn
Suppleant
Tlf. 28 33 87 93
[email protected]
SpAR pENgE på
dIN FlybIllEt!
AMERIKA
AFRIKA
fra kr.
Los Angeles
fra kr.
Buenos Aires
fra kr.
Rio de Janeiro
fra kr.
ny
he
d
New York
3.695,4.495,5.995,6.195,-
Vi søge
mere e r på
nd10
rejsesi 00
der
ASIEN
Cairo
fra kr.
Accra
fra kr.
Johannesburg
fra kr.
Nairobi
fra kr.
2.695,3.695,3.995,4.495,-
Delhi
fra kr.
Beijing
fra kr.
Bangkok
fra kr.
Tokyo
fra kr.
Hent vores gratis aPP
3.595,3.695,3.995,6.495,-
kiplingtravel.dk
Mt. Kailash og Manasarovar
Vi vil ikke lægge skjul på, at dette er en næsten urimeligt spændende rejse for de
virkelig eventyrlystne Tibet-fans. En kulturekspedition gennem tid og sted, i afsidesliggende områder. Alle tænkelige besværligheder må forventes (men garanteres ikke)
Afrejse d. 24. juli med Tibetolog Anne Burchardi. KUN 29.980,-
Backwaters, Kerala
Ecuador-Galapagos
Kerela - guds eget land! Rundrejse til Cochin,
Munnars temarker, backwaters sejlads i
husbåd og Kovalam stranden.
13 dage fra 10.480,-
Galapagos, 1.000 km ude i Stillehavet er det
absolutte mekka for naturelskere. Oplev det
mest unikke dyreliv.
11 dage fra 25.480,-
Verdensklasse safari
Safarirejse i verdensklasse med Tarangire,
Lake Manyara - Serengeti og Ngorongoro
samt skønne strande på Zanzibar
15 dage fra 19.980,-
Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk
Kipling Travel - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening
Jakob Øster
De Berejstes Klub
Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede?
Savner du den internationale stemning fra dine rejser?
Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern?
• Rejseforedragfleregangeomugen
Jakob Øster
• Oplevelser og røverhistorier fra hele verden
• Landefester og events
• Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen
Café
Glob
en o
g vo
res a
er åb
rran
ne fo
gem
r alle
med
ente
- ikk
lemm
r
e
er af
kun
for
De B
erejs
tes K
lub.
• RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg
• Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande
• Cocktails
• Kaffe og te
• Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus
• Gratisinternet/Wi-Fi
• Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder
•Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos
Vi ses på Café Globen!
Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | [email protected] | www.cafegloben.dk
KAUKASUS
ARMENIEN – LANDET VED ARARATS BJERG
Enestående landskaber med ældgamle kirker og
klostre dramatisk beliggende på randen af dybe
kløfter. Bjerge, højsletter, tætte skove og bløde
dale. Hovedvægt på det bjergrige område i det
sydøstlige Armenien. Her findes det dramatisk
beliggende Tatev Kloster. Max 20 deltagere.
8 dage • helpension • 11.500 kr.
Afrejse • 10. maj • 17. maj • 7. okt • 13. okt
AZERBAIJAN OG GEORGIEN
Bakus gamle bydel er velbevaret med paladser,
markedspladser og brolagte gader og mere end
80 flotte art nouveau bygninger. Vi ser klippetegningerne i Gobustan. Sheki er kendt for silke
og glasmosaikker. På køreturen tværs over Azerbaijan til Georgien er der meget flotte udsigter i
Kaukasus-bjergene. Max 20 deltagere.
10 dage • 14.800 kr • 23. september til 2. oktober
GEORGIENS HØJDEPUNKTER
Store valnøddetræer vokser vildt, og søde druer
har gennem to tusinde år gjort Georgien til foregangsland med vin. Og en spændende historie
bestemt af beliggenheden dér, hvor Silkevejen
møder Sortehavet. Sydlandsk stemning over
hovedstaden Tbilisi med snævre gader, små
cafeer og art nouveau arkitektur.
Max 20 deltagere.
9 dage • helpension • 11.800 kr • afrejse 25. maj • 13. oktober
ARMENIEN - NAGORNO KARABAGH - GEORGIEN
Nagorno Karabagh ligger med sin armenske
befolkning som en enklave i Azerbaijan . Med
udgangspunkt i hovedstaden Stepanakert er vi
på udflugter i Nagorno Karabagh. Rejsen fortsætter gennem Armenien til Gori og Yerevan, og vi
besøger Georgiens gamle hovedstad Kutaisi.
Rejsen afsluttes i Tbilisi.
Max 20 deltagere
15 dage • helpension • 18.300 kr • 16. til 30. september
VI TILBYDER OGSÅ VANDREFERIE I BÅDE ARMENIEN OG GEORGIEN. FRA 12.600 KR. SE HJEMMESIDEN
Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk