5 tips til - De Berejstes Klub
Transcription
5 tips til - De Berejstes Klub
Gl ben Au t e n t i s k e r e j s e h i sto r i e r f r a D e B e r e j st e s K lu b De Berejstes Klub Forår 2014 N⁰ 55 T E M A: Asien HUMANITÆR HJÆLP På opgave i Centralafrika NATURBILLEDER Se konkurrencens vindere PRISMODTAGERE Folkersen & Egholm 2013 www.deberejstesklub.dk ...endelig hjemme! Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER THE NORTH FACE STORES KUNDESERVICE KØBENHAVN: LYNGBY: ROSKILDE: ODENSE: KOLDING: AARHUS: AALBORG: KØBENHAVN S: KØBENHAVN V: ODENSE: Vi er altid klar til at hjælpe dig. 2013_august.indd 1 Frederiksborggade 50-52 Lyngby Hovedgade 49d Karen Olsdatters Stræde 4 St. Gråbrødrestræde 6 Kolding Storcenter Østergade 30 Bispensgade 34 Field’s Fisketorvet Rosengårdscentret TELEFON: E-MAIL: WEBSHOP: 33 14 51 50 [email protected] www.friluftsland.dk 07-08-2013 12:26:46 ASIEN Leder Kyoto, Japan / Istanbul, Tyrkiet / Himalaya, Nepal A pa kabar? Mingalaba! Konnichiwa! Lyder vendingerne bekendte, er det nok, fordi du ligesom jeg har fået Asien under huden. Faktisk er Asien et af mine absolutte favoritsteder. Aldrig har jeg mødt så venlige og imødekommende mennesker som i Asien, som også har noget af den smukkeste natur, jeg endnu har set. Ja, jeg drømmer til stadighed om at rejse til Asien og måske engang bosætte mig her – og den længsel er jeg vist ikke ene om at have. For blandt de aktive medlemmer af De Berejstes Klub er det enorme kontinent ifølge en afstemning på www.deberejstesklub.dk det populæreste rejsemål. Har du ikke allerede gættet det, så er netop Asien – dette fantastiske kontinent af store vidder og et menneskemylder af mange forskelligartede kulturer beliggende mellem Stillehavet, Det Indiske Ocean, Det Røde Hav, Middelhavet, Bosperus, Sortehavet, Kaukasus og Ural – tema for dette nummer af Globen. Og helt ekstraordinært er Globen udvidet til 84 sider, fordi vi har fået så mange gode artikler og billeder. Apropos tema så hedder Globens øvrige temaer for i år ”roadtrips”, ”oprindelige folk” og ”delte områder”, og vi har altid behov for flere artikler og billeder, som kan passe til et af de fremtidige temaer – især gerne fra nye skribenter og fotografer! Har du svært ved at komme i gang med at skrive, er der også hjælp at få, for senere i år gentager vi successen fra sidste år med skriveværksteder i både København og Aarhus. Nærmere information får du ved at følge med på underforummet til Globen på klubbens hjemmeside eller på www.facebook.com/ RejsemagasinetGloben. En vigtig lille detalje: Har du lyst til at skrive eller bidrage med billeder, så husk at koordinere det med redaktionen, så vi ikke risikerer at få flere artikler og billeder ind samtidigt om præcis de samme steder. Husk også at sige til, hvis en lovet artikel alligevel ikke bliver til noget, for der kan sagtens være andre, som gerne vil skrive om det sted, du havde sat dig for at skrive om. På www.deberejstesklub.dk/globen finder du også vores særlige skriveguide med alt, hvad du skal tænke på, hvis du har lyst til at få en artikel i Danmarks velnok mindste, men så absolut mest autentiske rejsemagasin. Hjemmesiden for De Berejstes Klub er i øvrigt populær og benyttes flittigt af mange andre end bare klubbens medlemmer. I 2013 havde www.deberejstesklub.dk 42.989 unikke besøgende mod 28.811 året før, og de klikkede sig ind på i alt 761.365 sider mod 669.960 i 2012. Med dette nummer af Globen får du også dit nye medlemskort for 2014. På side 46 kan du se, hvilke rabatter et medlemskab af De Berejstes Klub berettiger til. Husk nu at nyde foråret. Rigtig god rejse- og læselyst! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3 Gl ben Indhold De Berejstes Klub Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Forsidefoto: Rød zaodame i Vietnam af Bo Løvschall Indsendelse af tekst og billeder: [email protected] Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. april 2014 Næste tema: Roadtrips Annoncer: [email protected] Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland Oplag: 1.000 ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk R e da k tion : Lars-Terje Lysemose Viroj Anette Lillevang Finn la Cour Ann Kledal Bodil Svendsen Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol Kristiansen Medredaktør Korrekturlæser Korrekturlæser redaktør Grafiker Medredaktør TEMA: Asien 6 Else Braathen Christian Hamann Anna le Dous Henrik Fastergaard Anette Holst Maya Linnea Korrekturlæser Hansen Korrekturlæser Korrekturlæser Christensen Pedersen Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Rebecca Langhorn Per Allan Jensen Jytte Kristensen Peter Goltermann Elsebeth Finnick Stig Monrad Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Rikke Birkedal Hansen Søren Bonde Susanna Asven Joe M.G. Berge Bodil Johanne Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Jørgensen Hansen Korrekturlæser Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. 4 Henrik Frier Usbekistan | Den perfekte bondegårdsferie 10 Kirgisistan | Mellem Kirgisistans bjerge og søer 12 IndonesiEN | Guld, penisfoderaler og sneklædte bjergtoppe i junglen 15 Vietnam | En etnisk regnbue af farver 18 Thailand | Pussy Ping-Pong 20 Japan | Koordinaterne: Gion 22 Japan | 5 tips til Kyoto & Nara. Og 9 ting du bør vide om Japan 24 Japan | Japan får aldrig fred for den vrede Gud 27 Taiwan | Flyforbud efter 100 lande 30 Nepal | Koordinaterne: Larkya La 32 Nepal | 5 tips til Katmandudalen. Og 9 ting du bør vide om Nepal 34 Indien | På klosterbesøg i Mundgod i Sydindien 37 Indien | Frihedens udfordring 40 Armenien | 5 tips til Yerevan. Og 9 tips til Armenien 42 Afghanistan, Bhutan, Brunei, Filippinerne, Kina, Indien, IndonesiEN, Israel, Jordan, Mongoliet, Malaysia, Myanmar, Rusland, Sri Lanka, Thailand & Yemen | Rejsebilleder ØVRIGE ARTIKLER SKRIBENTKONKURRENCE: Dengang i begivenhedernes centrum … 47 Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser 78 50 Tips til bedre rejsefotos | Del 3: Fart i billedet Næste konkurrence | Dengang jeg skulle ud at flyve … 52 Danmark & Tyskland | Rejs ud i verden eller lad verden komme til dig! 79 Bolivia | På kaffebar med ”Slagteren fra Lyon” 80 Island | Over askeskyen 54 Andorra | I grænselandet 81 56 Aruba | En lyserød strandfis i en kaktuslygte Tyskland | En souvenir som kunne have kostet mig livet 58 Den Centralafrikanske Republik | Velkommen til Afrikas ukendte land: Her kommer ingen turister! 61 Brasilien, Cambodia, Filippinerne, Forenede Arabiske Emirater, Kirgisistan, Malaysia, Namibia, Nepal, Nordkorea, Rusland, Schweiz, Sri Lanka & Taiwan | Naturbilleder: Vinderne af årets fotokonkurrence 2013 DE BEREJSTES KLUB 3 5 Leder 46 Giv Globen i gave 68 Årets prismodtagere 70 Knud B. Bach | Blæsten går frisk over både Limfjorden og Stillehavet 72 Nye aktive medlemmer 74 Årets statistik 78 Sudan | De sorte faraoers hellige bjerg 82 Bestyrelse for DBK Den perfekte bondegårdsferie Hvordan kan man rejse med børn? Det er et spørgsmål, jeg tit stiller mig selv, og når jeg spørger ikkeberejste, men mere erfarne forældre, så inkluderer deres rejseforslag næsten altid strand, forlystelsesparker og is. Men er børnefamilier virkelig bedst tjent med det sikre og – sorry! – kedelige? Vi valgte en uges bondegårdsferie i Usbekistan, og det blev et megahit. Tekst & FOTOS: Nikolaj Wessel Witte H ushnut, en knægt på 2½ år, står og tager imod os på familiens gårdsplads. Han er helt kortklippet, har et firkantet ansigt og ligner en lille udgave af en hård mand. Han smiler og har plukket et par blomster og to græsstrå til vores lille datter Karla på et år og otte måneder. Det er vist kærlighed ved første blik. Karlas mor, Pernille, ser lettet ud, for man ved aldrig, hvad man kan forvente, når man har booket spændende steder på nettet. Jeg nyder at strække ryggen efter fem timer i en skrammelspand af en bil, og jeg smiler ved mig selv ved tanken om, at vi skal være her i en hel uge. Jeg er ellers ikke meget for stilstand og er ikke god til flere dage på samme sted, men her virker rigtigt rart og godt. Hele historien begynder faktisk i Uganda, hvor jeg var nede med første del af mit Danidaprojekt. Det var min første rejse som far – uden min datter. Det var jeg ikke så god til, for jeg savnede hende virkelig – altså min datter – og selvfølgelig også hendes mor. Derfor begyndte jeg straks ved hjemkomsten at overtale Pernille til, at de to skulle med på næste rejse ud til en af verdens småbørnsfamilier. Og for at springe frem i tiden sad vi snart i en flyver på vej fra Riga mod Tasjkent, og klokken tre-fire om natten landede vi. Rejser er en spændende udfordring med en lille pige, specielt da vi ikke havde visum og først skulle vække den sovende lufthavnsgrænsebetjent for at overtale ham til at give os et stempel. Vel ude af lufthavnen – om end lidt forsinket – hentede en chauffør os. Vi ville bare gerne sove, men var også nysgerrige, for Usbekistan var et nyt land for os. Vi bumlede derudaf i fem timer, mens vi drejede ned af den ene hullede vej efter den anden. Det var vist ikke et overskud af asfalt, de havde herude, men til sidst, kort efter at solen var stået op, drejede chaufføren ned ad en grusvej. 10-20 km senere mødte vi vores værtsfamilie. Vi flytter ind og drikker lidt komælk Efter at Hushnut har sagt velkommen med blomsterne, bliver vi tildelt vores 6 eget lille hus lige over for familiens hus. Herinde er et fint, stort rum til at sove i med madrasser på gulvet – hele tre styk – af den slags der bare er stampet uld. Der er også tæpper til at sove under og masser af puder. Væggene er lavet af halm pudset godt op af ler blandet med komøg – den bedste slags - og så er der flere steder pyntet med familiens skønne tæpper fra en svunden tid. Vi er knapt kommet på plads og har hvilet os en stund, før frokosten bliver serveret ude foran vores hus. Onklen, den eneste som kan lidt engelsk, kommer og fortæller os, hvad menuen består af. Dette er virkelig den perfekte all inclusive-ferie. Der er kartofler, olierede grøntsager – kål, løg og ikke så meget andet – og brød. Der er også nogle få små stykker oksekød, og så er der varmet komælk i skåle. Det er meget sigende for grundingredienserne under hele vores besøg. Vi lærer snart, at man virkelig kan skabe mange forskellige retter ud af disse ingredienser. Karla ser ud til at holde af den varme komælk med lækre gule fedtperler, der Dyrelivet er fascinerende, når man er bare 1 år og 8 måneder. flyder ovenpå – for os andre er det en oplevelse. Det er sjældent, man smager rigtig, ægte, ubehandlet komælk. Vi skal jo ikke noget Det er sjovt; det er ikke tit vi tager på rejser uden at skulle noget. Men vi skal faktisk ikke så meget. Vi skal snakke med familien. Opleve en usbekisk familie. Vi skal helt konkret interviewe familien og se, hvordan de lever som småbørnsfamilie. Det er anden del af Danidaprojektet, som skal blive til en foredragsrække, når vi kommer hjem, men lige nu skal vi ikke noget særligt. Vi skal ikke ind og se storslåede moskéer, vi skal ikke følge Silkevejen, og vi skal faktisk aldrig mere en 20 km væk fra denne lillebitte landsby ude i bjergene her i hjertet af Centralasien. En af dagene sætter vi os ned til åen, som løber gennem familiens have og marker. Der er konstrueret sådan nogle smarte platforme. De er af metal med træbrædder som bund og dækket af tæpper. Der er også puder, så man virkelig kan hvile sig, og spørger man pænt, kan der også trylles en kande te frem. Familien former åen, så den automatisk kunstvander udvalgte områder. Det er genialt. Mændene i familien arbejder hver dag på at få åen lagt om til det område, der på en given dag er udvalgt til at modtage ekstra vand. Der plantes nye planter for at gøre klar til foråret. Haven udbygges, og der kommer måske nye, spændende madvarer til næste år – men endnu står vi med et fåtal af ingredienser. De tre unger, Karla, Hushnut og bettemanden Mekruze, hygger sig. De følger nysgerrigt med i arbejdet. Hushnut, der er den største, hjælper lidt til, og Karla vil også være med. De ”hjælper” med vandløbene, og selvom Furqat, drengenes far, arbejder hårdt på at få vandet et bestemt sted hen, så hjælper Karla og Hushnut gerne med at få det et andet sted hen. Sikke en tålmodighed han har, og sikke våde ungerne bliver. Der er mudder i overflod, og sten der skal flyttes, og vand der skal mærkes, og græs der skal hives op og ... der er meget at lave for to unger i den arbejdesivrige alder. Mekruze kan kun lige gå, så farmoren hjælper ham rundt nær huset. Oppe ved huset hænger en stor pose af stof med mælk i. Eller det begyndte som mælk. Nu er den tynde mælk løbet fra, og det efterlader en tryk grød. Der er virkelig mange gange i løbet af ugen, hvor jeg tænker: ”nå gør man sådan, jeg køber det bare i supermarkedet derhjemme,” og hele processen med at lave ost er et kerneeksempel. Nu skal det resterende ordnes og formes og ... jeg ved det ikke helt. Snart sidder moren, fasteren, Mekruze og Karla og laver ostebolde. Osten skal formes til noget der i størrelse minder lidt om bordtennisbolde. De smager lidt som sur fetaost, og Karla elsker dem. Som overbeskyttende danske forældre tager vi lige endnu et af vores opgør med vores idéer. Karla elsker disse bolde, men nogle gange lægger hun dem fra sig på jorden, hvor hønsene går og skider. Det ville mere forsigtige forældre straks have bemærket, men vi forsøger ikke at bemærke det, og samler dem så op igen og spiser videre. Osteboldene bliver også liggende til tørre ude i solen i dagevis, men Karla elsker dem stadig og får ikke dårlig mave. At blive en del af familien Det mest overvældende ved hele rejsen og besøget hos familien er hvor meget, vi føler, vi bliver en del af familien. Hvor 7 meget de tager os til sig, og hvor gode venner vi bliver. Moren i familien savner vist en pige. Hun har to drenge og er uden tvivl rigtig glad for dem, men en eftermiddag kommer hun op i vores hus og låner Karla. Hun kan ikke engelsk, men gør det klart, at vi bare skal blive der. Hun har styr på tingene. De første par gange, vores elskede, lille datter bare blev snuppet, talte vi minutterne, indtil det ikke virkede forkert at gå op og se, hvad de lavede med hende. Vi er blevet bedre, men ikke gode. Vi kigger ud af vinduet, og Pernille siger, at nu kan jeg vist godt gå derop. ”Nej, jeg venter lige lidt,” siger jeg mens spejder efter dem. Nu går den ikke længere, og jeg smutter op i huset. Her sidder de alle sammen inde i stuen. Der er tæpper på gulvet og et par puder, men ingen stole eller borde. Ingen sofa eller reoler. Men der sidder hele familien, og i midten er Karla, som er ved at blive sminket. Whau! Hun er smuk – a la russisk stil at forstå, altså. Vi har forsøgt at holde hende væk fra parfume og andre skadelige stoffer, og nu sidder hun smurt ind i billig, russisk skodsminke. Nå ja, der er meget, man skal opleve. Sidst fandt jeg hende med chokolade op til begge ører, men aldrig har jeg fundet hende ulykkelig. Jeg slår mig ned og smiler til dem alle. Folk snakker, og jeg bliver budt på en kop te. Der bliver også fundet en tromme frem, og snart er der både musik og sang. Vi hygger, og jeg glemmer alt om, at Pernille nok snart undrer sig over, hvor vi nu begge to er blevet af. Det banker på døren, og Pernille kigger ind. Nu er vi alle sammen samlet og kan bare sidde her. Det er her i hjertet af familien, at vi bruger det meste af vores uge på bare at sidde og drikke te. Eller hjælpe med at lave brød, eller lave mad, eller hente brænde, eller bare at lege på gulvet. Vi ser billeder af familien i deres fotoalbum, mens de gamle mænd ligger ovre i hjørnet og spiller kort. Det er bare en almindelig usbekisk hverdag. Intet specielt og netop derved helt fantastisk. En tur til basaren og shopping Jeg er faktisk meget bedre til at lave ingenting, end jeg frygtede, og det er kun få gange, jeg sidder og planlægger en tur til Samarkand eller gør andre forsøg på at stikke af. Der er marked eller basar en Den lille knægt er to et halvt år. gang om ugen i områdets store by. Og det overtaler jeg alle til, at vi skal besøge. Familien har desværre ingen bil, og turen til basaren er fem km på æsel over bjergene. Onklen, der kan engelsk, er forsvundet, så det er lidt svært at finde ud af, om ideen lader sig realisere. Jeg håber det. Næste morgen kommer Furqat og hiver os alle med. Vi marcherer op ad stien over huset, indtil vi kommer til grusvejen. Eller rettere: dette er vendepladsen for enden af grusvejen – for man kan ikke komme længere med bil. Her holder en dejlig, gammel, smadret bil af spændende russisk fabrikat. Jeg forsøger at forklare, at jeg jo ingen lokale penge har, for vi har slet ikke set en pengeautomat, eller en person som kan veksle. Furqat viser mig en stak sedler – jeg har slet ikke sat mig ind i deres værdi – og indikerer, at han har styr på tingene. Vi kører over gruset mod hovedvejen og så videre ud i bjergene. Hele vores lille familie er spændt. Karla kommenterer alle køer, får og heste, der går langs vejen, og der er nok af dem. Pernille overvejer, om vi har alt med, og jeg håber på, vi rent faktisk er på vej mod en basar. Snart bumler vi ned ad en anden grusvej, og derude i det fjerne for foden af bjergene ligger der noget, som ligner en større by. Vi drejer af og kører op på en plads uden for byen. Her er alle samlet. Alle har ’parkeret’ deres æsler, og to-tre andre har også bil med. Der er boder, eller dvs., der ligger varer på jorden. Her sælges kopie- Familien har ingen bil, men de har et æsel! rede CD’er og lidt tøj. Der sælges også plastiksko og potter og pander. Hmm, vi går rundt, og alle stimler sammen for at se, hvad vi fremmede mon skal købe. Furqat går over og hilser på venner og familie – vi giver også hånd, og pludselig står Furqats far foran os, og han har altså skudt genvej over bjergene med familiens æsel. Så meget for bilers effektivitet! Jeg overvejer lidt, hvad vi skal købe. Nu har vi fået familien til at skaffe os en bil og har jaget dem alle her ind til basaren, så noget skal vi jo købe. Det første vi falder for, er et par højhælede plastiksandaler som Karla måske kan passe – dem køber vi til stor fryd for de lokale. Snart finder jeg også store, krystalliserede klumper gult sukker, og jeg tænker, at hvis jeg nu bare giver butiksindehaveren en seddel, så får jeg nok en passende mængde. Mængden der passer til min seddel, viser sig at være nærved et kilo flotte krystaller. Til sidst får vi også købt kopper og et fad. Sikke vi shopper. På vej hjemad stopper bilen i udkanten af byen, og Furqat hiver os med. Hvad mon vi skal? Han har Karla på armen og stormer af sted, så der er virkelig ikke meget andet at gøre end at skynde sig efter ham. Brød bilen sammen, så skal vi nu gå hjem? Skyder vi genvej over bjergene? Tja, vi ville da gerne have haft vand og lidt solcreme med, hvis vi nu skal på vandring. Furqat kan ikke fortælle, hvor vi skal hen, så vi følger efter ud i bjergene og nyder bare den tørre, flotte natur. 8 Så pludselig peger og smiler Furqat. Der. Se. Lige deroppe ... Nu tænker jeg tilbage. Vi havde tidligere snakket med med onklen, der kan engelsk, om nogle sjældne og flotte bjerggeder, som lever her i området. De er lige deroppe i bjergene. De er bag en indhegning, for de er truede og skal passes på, så et stort område som en lille flytbar nationalpark er sat op til dem. Det er fantastisk at se gederne hoppe omkring i bjergene, og deres mægtige horn får dem til at se majestætiske ud. En ko skal malkes, og et æsel skal rides på Familien ejer en motorcykel og et æsel – det er deres transportmidler. Motorcyklen må ungerne gerne sidde på, men den bliver kun brugt en gang, mens vi er der. Æslet bliver til gengæld brugt flittigt – både til at komme ind til butikken over bjergene – og endnu vigtigere – til at Hushnut og Karla kan få rideture rundt på gården. De elsker det, og jeg tror kun det overgås af glæden ved at jagte høns rundt på den hullede mark. Hver aften skal koen malkes, og familien ved forståeligt nok ikke, at jeg ser det som et højdepunkt, som jeg meget gerne vil overvære, fotografere og vise Karla. Så der går et par dage, før jeg får forklaret, at de skal sige til, når det er malketid. En aften, netop som solen er ved at gå ned, hører jeg en muh’en oppe fra bjergene, så Karla og jeg skynder os derop. Koen og kalven er blevet lokket tilbage til huset – alle køerne går frit omkring i bjergene. Usbekistan Du kan læse mere om Danidaprojektet på www.klodensbørn.dk Ud & hjem igen: Vi fløj med Air Baltic og betalte ca. 2.500 kr. per voksen t/r. Karla som var under to år fløj med for 960 kr. Æsler benyttes flittigt i bjergene i Usbekistan. Kalven ledes hen til lidt mad, og så følger koen med. Kalven får lige lidt mælk for at få gang i systemet, og så trækkes den væk. Indrømmet, jeg har aldrig før set en ko blive malket, så både Karla og jeg er dybt fascineret. Nå, det er herfra mælken kommer. Kalven er ikke helt tilfreds med at blive snydt for sin modermælk, så da fasteren har malket færdig, får den lov at komme til og sutter ivrigt. For foden af bjergene ligger en by. En følsom afsked Intet varer evigt, og en sen aften bliver vi nødt til at sige farvel. Hele familien kommer ned i vores hus, og alle slår sig ned. De har tydeligvis planlagt noget. Så kommer farmoren med en vest. Den har været i familien i generationer, og nu skal Karla have den. Det er en enestående, traditionel gave, og hele situationen er så ægte – det er venskab, og så tæt man kommer på hinanden. Vi får også valnødder, som familien dyrker, noget marmelade og en masse andet, som vi skal have med på vores lange rejse. Vi havde heldigvis også 10 kg legetøj med til børnene, og andre gode gaver til familien. 9 Logi: Opholdet blev arrangeret af Nuratau Ecotourism (www.nuratau. com), som også kan arrangerer ophold hos en håndfuld andre familier i området. Jeg kan varmt anbefale oplevelsen, og stedet kan snart beskrives som De Berejstes Klubs tilholdssted i Centralasien. Vi betalte 366 USD for overnatning og mad for hele familien i otte dage. 105 USD for guide i syv dage og 180 USD for transport til og fra Tasjkent. Visum: Invitation, som er nødvendig for visum, købte vi fra STAN Tours (www.stantours.com). Selve visummet købte vi ved ankomst i lufthavnen. Der er følelser på spil, og ungerne giver knus til alle – specielt skal Karla og Hushnut sige farvel til stor fryd for alle os voksne. Bilen brummer, og chaufføren venter tålmodig på alle de mange knus og farvel. Han skal køre os fem timer tilbage til Tasjkent – gennem den usbekiske nat mod lufthavnen og til flyet som skal tage os hjem fra en enestående bondegårdsferie. nn Nikolaj Wessel Witte har medlemsnr. 212 og er med i DBK’s undergruppe for berejste med børn i Vestdanmark. Læs mere om hans rejseoplevelser på www. nikolaj witte.dk . Der er stadig familier, som lever som nomader i sommerhalvåret. Mellem Kirgisistans bjerge og søer Store vidder, endeløse bjergtinder og silkevejsmonumenter set fra hesteryg. Kirgisistan byder på fantastiske vandremuligheder – og essensen af landet opleves bedst i en jurte. Tekst & FOTOS: Rikke Bøyesen J eg vågner til lyden af hestehove, der drøner forbi på den anden side af ulddugen ikke mere end nogle få meter fra mit hoved. Luften er klar og kold, og der er næsten helt mørkt i teltet bortset fra nogle få striber af lys, der falder ind fra toppen af jurten (et traditionelt kegleformet filttelt), hvor den lille skorsten stikker ud, og fra nogle huller omkring døren, som består af et tæppe. Jeg fjerner de tunge tæpper, der har været med til at holde min familie og mig varm i løbet af natten, skubber tæppet til side i døråbningen og træder udenfor i den klare sol. Det er tidligt, og konen fra den familie, hvis jurte vi lejer, sidder og malker sin ko et stenkast fra mig. Hendes sønner er ved at klargøre de heste og ponyer, som vi skal ride på efter morgenmaden. Da min mand og vores to døtre er stået op og har fået søvnen ud af øjnene, sætter vi os på de farverige tæpper, som ligger ved det lave bord i ”spisejurten”. Det er her, vi mødes med de få andre turister i jurtelejren til måltiderne. Her til morgen består menuen af risgrød, brød, tørret frugt og nødder og selvfølgelig te med marmelade, som bliver serveret til alle måltider. Røgen fra de brændende kokasser, som udgør bålet, hvor måltidet er tilberedt, stiger til vejrs ved siden af jurten, mens vi spiser. Landskabet set fra hesteryg Der er hverken bad eller varmt vand i lejren, og efter maden bliver morgentoilettet hurtig overstået. Vi hopper op på hestene og rider af sted med vores to unge, men garvede guider. Vi rider langs Song Kol-søen, hvor det blæser, mens solen skinner. Det er smukt – bjerge og store vidder så langt øjet rækker. Vi rider forbi nogle andre jurtelejre og kan se et stentårn langt fremme. Det er et monument fra den tid, hvor karavaner med købmænd red denne vej med varer fra Europa til Asien og omvendt. Der er ikke mange bygninger, som man skal se, når man er i Kirgisistan, ud over nogle få velbevarede silkevejsmonumenter såsom Tash Rabat nær den kinesiske grænse i det nordlige Kirgisistan. Det tidligere kloster og herberg så vi, inden vi nåede Song Kol-søen. Naturen set fra hesteryg eller iført vandresko er den største attraktion. Efter nogle timer på hesteryg er vi tilbage ved lejren, hvor vores chauffør og guide, Murat, hilser os velkommen. Han har været vores guide, siden han hentede os i sin firehjulstrækker ved Issykulsøen nær den kasakhstanske grænse for en 10 lille uges tid siden. Vi boede på det tidspunkt på et resort ved Issykulsøen, som er en af verdens største ferskvandssøer, omgivet af bjerge og kyster med fint sand. Issykulsøen er et af de mest veludviklede turistområder i Kirgisistan med alt, hvad der dertil hører af internationale restauranter, swimmingpools og ikke mindst dejlige sandstrande. Vi boede i en lille lejlighed med fjernsyn, fryser og internet – en stor kontrast til livet her i jurtelejren. Et stolt og frit folk Efter tre nætter i jurte og et par nætter i privat indkvartering på landet, er det tid til at sætte kursen mod hovedstaden Biskeh. Køreturen er lang og tager os igennem vandløb, op ad bjerge, igennem bjergpas, ad små grusveje, langs søer og over uendelige stepper. Det er smukt – både i regn og sol. Vi er glade for at have fået en chauffør, der kender landet godt, for skilte er der ikke mange af. Flere veje er lukkede pga. regn og stenfald, så Murat må flere gange stige ud af bilen og tale med de lokale om, hvilke veje, der er farbare. Guiden og vores overnatninger er booket gennem den statsejede organisation Community Based Tourism (CBT), som som langt de fleste vestlige turister bruger, når de vil opleve naturen En del af de penge, vi som turister betaler for at bo i en jurte og transport m.m., går direkte til lokalbefolkningen samt til organisationen. CBT bruger så en del af midlerne til lokale udviklingsprojekter. Der er konkurrenter Kirgisistan Kapriz Resort ved Issyk-kul-søen. Her er gode strande, hoteller af vestlig kvalitet og smukt! til CBT, og der vil helt sikkert komme flere, når flere turister får øjnene op for landet mellem Kina og Kasakhstan. Vores chauffør, Murat, er ligesom andre kirgisere, vi møder på rejsen, imødekommende og glad for at fortælle om sit land og liv. De mange timers køreture går derfor bl.a. med at tale om politik og landets historie. Kirgiserne er et stolt folkefærd, der er glade for deres demokrati og vestlige holdning til religion. Selvom befolkningen består af 95 % muslimer, fremstår Kirgisistan som et af de mest sekulariserede lande i den islamiske verden – modsat flere af stan-landene i regionen. En grøn hovedstad Da vi ankommer til hovedstaden Bisjkek om eftermiddagen, ser vi tydeligt, at folk føler sig frie – de fleste bærer vestligt tøj, der er børn i gaderne og masser af cafeer og butikker, som vi kender det fra vores del af verden. Midt i byen ligger et tivoli, og her prøver vi en tur i pariserhjulet, Et veldækket frokostbord hos en af de familier, vi boede hos. som tager os op over byen. Udsigten er fantastisk grøn. Hovedstaden adskiller sig fra de større byer, vi ser på vores tur, ved at være utrolig pæn. Vi hører flere turister kalde byen ”lille Paris”, og det forstår man, når man går rundt i centrum, hvor flere huse har store indgangspartier med søjler i kolonistil, og så er der er brede grønne alléer. Der er selvfølgelig også levn fra sovjettiden i form af bombastiske statuer af bl.a. Lenin. De er dog alle fjernet fra de mest prominente pladser i byerne og flyttet til mindre pladser, som fx til en plads bag byens tivoli. Kirgiserne er ved at finde deres ben, efter de fik deres selvstændighed i 1991, men der er mange udfordringer. Især er mangel på arbejdspladser et stort problem. Mange kan ikke finde et job, og næsten 40 % af kirgiserne lever for under 1 USD om dagen. Derudover er samfundet gennemsyret af korruption. Det ser vi tydeligt dagen efter, da vi kører et par timer nordpå for at for at tage på raftingtur på en flod. Politimand efter politimand står langs hovedvejen og vinker billister ind til siden. Her bliver de afkrævet en sum penge, før de kan køre videre. På den måde får politibetjentene lidt penge til at forsøde den kommende uge med. På vores rejse i landet oplever vi ikke selv korruption, men forstår, at det også er en af grundene til, at folk ikke har lyst til at starte virksomheder. Kirgisistan er et interessant land at besøge. Det kræver tid og tålmodighed selv at komme rundt i landet med de minibusser, som de lokale bruger. Derfor valgte vi løsningen med en kombination af privat taxa, ophold på resort og pakkeløsningen med guide og privatindkvartering. Men at 11 Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnBisjkek fås fra ca. 2.400 kr. t/r. Lokal transport: Det er billigt at tage lokal transport. Vi tog fx en taxatur på tre timer til omkring 300 kr. Kost & logi: Det er billigt at spise i Kirgisistan. Et måltid for fire personer koster sjældent mere end 100 kr. inkl. sodavand og te. At bo på resort med egen lejlighed og morgenmad fås til 900 kr. i døgnet. En pakkeløsning med fem overnatninger i privat indkvartering med halvpension samt kørsel og en dag til hest fås til ca. 7.000 kr. for fire personer. Klima: Der er varmt i Bishkek, om sommeren ca. 35 °C og tørt. Temperatur og nedbør varierer i landet, alt efter hvor højt man befinder sig. Ved Tash Rabat, som ligger i 3.500 meters højde, blev vi overrasket af sne den ene morgen, og temperaturen faldt til frysepunktet om natten. Om dagen kan temperaturen stige til omkring 20 °C. Lige pludselig regner det, og så skinner solen. Kort sagt skal man være forberedt på lidt af hvert. bo privat er en god måde at opleve lokalbefolkningen på, især i de meget tyndt befolkede egne af Kirgisistan, hvor indbyggerne for det meste består af får og heste. nn Rikke Bøyesen har medlemsnr. 646. Foruden Kirgisistan besøgte hun også Rusland og Italien forrige år. Guld, penisfoderaler og sneklædte bjergtoppe i junglen Tekst & fotos: Søren Gudmann Et uroligt område Hollænderne forlod området i 1963, og den vestlige del af øen blev indlemmet i Indonesien i 1969 og kaldes i dag Papua. Papuas befolkning er imidlertid ikke beslægtet med de andre folkeslag, som Indonesien består af. De har krøllet hår, brede næser og ligner mere afrikanere eller folk fra Oceanien. Der findes en frihedsbevægelse, som kæmper for et frit Papua. Der er ikke egentlig krigstilstand, men der er ”episoder”, som de indonesiske myndigheder ikke ønsker, turister skal se, og de ønsker heller ikke, at udlændinge skal komme til skade. Ud over visum til Indonesien må man have en speciel tilladelse til at rejse til Papua og til at bestige bjerget. Dem udstedes der få af. Og kun til dem, der har de rigtige forbindelser hos myndighederne. Den eneste, der kunne skaffe dem, da jeg ville af sted i 2006, var Franky Kovacs, en halvfed jovial fyr midt i 30’erne. Han fungerede som vært og organisator. En anden faktor, som spiller ind i forbindelse med tilladelserne, er den store mine. Et amerikansk selskab, Freeport McMoRan, driver en af verdens største guldminer her. De har lavet et flere kilometer stort hul i landskabet, og pumper ædelt metal ud herfra i enorme mængder. Firmaets årlige overskud er astronomisk, og de betaler ca. en milliard USD om året i skat til Indonesien, og der er jo noget med, at money talks. Miljøhensyn er ikke det, minen prioriterer højest, og da bjergbestigerne, trekkere og andre turister kan finde på at fortælle negative historier At bestige Carstensz Pyramid på Ny Guinea kræver erfaring og teknisk snilde. Og bedst som vi tror, det værste er overstået, får adrenalinen et ekstra kick! Det viser sig nemlig, at vi bliver nødt til at skulle smugles ud. I 1623 sejlede den hollandske kaptajn Jan Carstensz forbi Ny Guinea og rapporterede, at han havde set et bjerg med sne på toppen. Folk troede, han var gal, for det ligger trods alt bare fire grader syd for ækvator. Men det er sandt, og bjerget, som blev opkaldt efter søfareren, er næsten fem kilometer højt. Det er nok til, at nedbør falder som sne, og nedbør er der nok af. Der er få dage om året, hvor det ikke regner, noget den fugtige og dampende jungle, som breder sig ud over landskabet, vidner om. Bjerget blev besteget første gang i 1962 af den legendariske Heinrich Harrer og co. – 339 år efter, at det blev spottet fra havet. Om det skyldtes frygt for de primitive stammefolk, som lever på øen, og som indtil for nylig siges at have praktiseret kannibalisme, skal være usagt. Interessen for bjerget er til gengæld eksploderet, efter at begrebet Seven Summits blev lanceret i 1980’erne, og det blev betragtet som en af de syv tinder. Klatremæssigt minder bjerget meget om Alperne, men er altså tusind meter højere. Det er 4.884 meter højt og et af de mere teknisk krævende af Seven Summits, og så er det vanskeligt at komme derind både praktisk og politisk. 12 om det, de har set, vil de helst ikke have, at der kommer nogen derind. De lokale folk på Papua ser ikke meget til alle pengene, som kommer fra minen. Der har været voldelige sammenstød mellem de lokale og minens vagtfolk. I februar 2006 var der en episode i byen Jayapura, hvor flere blev dræbt. Tre måneder før jeg ankom, blev en gruppe nordmænd truet af guerillaen på vej til bjerget. Under den lange vandring i den mudrede jungle fik de en seddel med denne besked: ”Hvis I fortsætter, er det på eget ansvar!” Så da jeg fik mulighed for at flyve direkte ind til Base Camp med helikopter, valgte jeg den løsning. Det ville ellers have været spændende med turen i junglen forbi danifolkets landsbyer, hvor de lever næsten som i stenalderen. Jeg havde glædet mig til at se mændene med deres penisfoderaler som eneste påklædning. Tænk, at de for ikke så længe siden spiste hinanden her inde i skoven. Det er også 22 år siden, jeg sidst var på en rigtig jungletur. Men nu er jeg her primært for at komme op på bjerget – og helst levende hjem. Af sted med helikopter Vi er syv i gruppen plus Franky og hans tre ansatte, som skal lave mad. Fem amerikanere, en sydafrikaner og mig. Det er altid fedt at flyve helikopter. I en helvedes larm og med petroleumslugten hængende i luften klatrer vi om bord i en gammel russisk model. Først os, så kommer al bagagen. Vi sidder totalt fastklemte med rygsække, tasker og campingstole med mere over, under og imellem os. Hvis der sker noget, har vi ikke en chance for at komme ud. Nogle gange er det at komme ind til et bjerg farligere end selve klatringen. Så er vi i gang og flyver lavt over det grønne tæppe – tjug, tjug, tjug. Dernede, gemt i det grønne vildnis, bor ikke Vietcong, men danifolket, og guerillaen, Befri Papua Bevægelsen. Dem vil vi helst ikke støde på. Efter en halv time lander vi ved Base Camp. Her er den så, Carstensz Pyramid, også kaldet Puncak Jaya, en massiv væg af grå kalksten. Vi tilbringer to dage i Base Camp i omkring 4.000 moh. Selv om vi er i moderat højde, er det nødvendig med akklimatisering. Kroppen må vænne sig til den tynde luft, før vi kan klatre til toppen. I nattens mulm og mørke ”It’s midnight”. Okay, så skal vi op og af sted. Selv om det ikke er -20°C i teltet, trækker jeg tiden et øjeblik, før jeg åbner lynlåsen og kommer ud af soveposens vindunderlige varme. Så er det nu. Nu gælder det. Mærker adrenalinen og glæder mig. Der er 1.000 højdemeter, som skal klatres. Spiser havregrød, må have noget benzin i kroppen. I denne højde har jeg normal appetit. Den forsvinder, når vi kommer over 6.000 moh. En times march så skal vi begynde selve klatringen. Franky puster og stønner og kaster op efter 20 minutter. Han er dygtig til at organisere og har de rigtige forbindelser, men har dårlig kondi og tackler ikke højde, selv ikke denne moderate højde. Det gør heller ikke noget. Det er ikke vanskeligt at finde vej, og bjerget er let at klatre. Vi går en time. Jeg er først fremme, hvor klatringen starter, men lader nogen andre gå først. Dumt, det går vildt langsomt. Men hold kæft hvor er det fedt, at jeg ikke fryser. Jeg har faktisk bare et par vandrestøvler og ét par sokker på. Vi klatrer og sikrer os ind imellem på faste reb. Det er kulsort nat, men simpel klatring foreløbig. Efter tre timer når vi op på et lille plateau, hvor det til gengæld er svært at finde vej. Det begynder at lysne. Så kommer det stejleste stykke, 200-300 meter højt, grad 4-klatring. Jeg klatrer først nu, ikke svært, men klippen er skarp og slider handsker og fingre i stykker. Rutens crux Kl. 7 når jeg op på ryggen af bjerget. Kammen er to til tre meter bred. Udsigten er fabelagtig, et flere hundrede meters drop lige foran mig, et par andre bjerge, og så jungle så langt øjet rækker i disen. Men det er ikke toppen. Det er faktisk først nu, udfordringerne kommer. Jeg vidste godt, vi skulle et stykke hen ad ryggen, men at det kommer til at tage så lang tid, havde jeg ikke ventet. Nogle steder er æggen meget smal, og der er en del kløfter, som man skal over. Ved den dybeste må vi først rappelle ned på en smal hylde og så klatre op ad et reb på den anden side. Hvis man ikke vil bruge rebet, går rutens crux (sværeste sted) ude på siden, eksponeret, og omkring grad 5+. Vinden kommer hylende igennem kløften, og nu fryser jeg for første gang, fordi jeg står stille. Sydafrikaneren bruger lang tid og kan ikke komme op i første omgang. Han kommer ned og overlader rebet til mig. Jeg stønner. Det er hårdt i 4.800 moh, efter så kort akklimatisering. Da jeg er oppe, beslutter jeg at fortsætte alene med det samme. Det tager for lang tid at vente på de andre. Passagen tager to timer, og sveden render nu ned over mit ansigt. Til gengæld nærmer jeg mig toppen. De sidste hundrede meter må jeg op over nogle snedriver. Jeg må passe på at få ordentligt fodfæste, for jeg har jo ikke crampons eller økse med. Falder man her, så falder man. Jeg sparker nogle trin og sørger for at være i balance. 20 meter, 15 meter, 10 meter – så er jeg der, på toppen af Carstensz. Jihhaa! Det er helt specielt at være på toppen af et bjerg og have luft til at juble! Der er supergodt vejr nu. Det har ikke regnet eller sneet i løbet af natten eller morgenen. Da ville bjerget have været glat og mere farligt. Nu er her bare fint. Ser over på gletsjerne på den anden side af dalen; gletsjere på ækvator, det er spektakulært. Nabobjerget ser ud som klippet ud af en Fantomet-tegneserie. En gammel russisk helikopter tager os over junglens trætoppe til foden af bjerget. 13 Indonesisk Papua En massiv væg af grå kalksten rejser sig op af junglen. Mod vest ser jeg minen, et kæmpestort sår i naturen, et par kilometer herfra. Den nærmer sig. Om nogle år er bjerget forsvundet, spist op. Det er vanskeligt at komme ind til Carstensz her i 2006, men i 2016 vil det være for sent. Tager nogle billeder, da de andre kommer. Been there – done that! Klokken er 9 om morgenen. Vi har brugt ca. otte timer fra lejren. Jeg bruger fire timer på at komme retur og er tilbage i lejren ved 14-tiden. De sidste kommer først ved 21- tiden, langt efter at det tropiske mørke har sænket sig. Tilbage i smug Dagen efter slapper vi af og begynder at arrangere hjemturen. Franky kan ikke få fat i helikopteren, så planen bliver, at vi skal igennem minen om natten – smugles igennem. I løbet af eftermiddagen går vi ned til udkanten af minens område og venter. Vi skal hentes, når det er blevet mørkt. Jeg er ikke så vild med situationen. Det farligste Gæt selv hvem som ikke er lokal. ved bjergbestigning skal helst være selve klatringen. Den har man jo selv rimelig kontrol over. Det er fuldmåne, og tågen ligger i dalen. Det er koldt. Så pludselig hører jeg stemmer. Det er folkene, som skal få os igennem. To unge mænd med maskinpistoler og camouflagetøj – spooky! Men de lever jo af at hjælpe folk som os. Jeg har hørt om grupper, som blev smuglet igennem minen også på vej ind til bjerget. Det lykkedes for nogle, mens andre blev opdaget og afvist. Vi begiver os op ad en stejl skrænt. Kæmpemæssige lastbiler kommer konstant og losser tonsvis af klippestykker, som nu er tjekket for guld, ned ad skrænten. Vi går i siden, ingen siger noget. Oppe på toppen venter en jeep. Vi skynder os ind og får igen bagagen på skødet. Ruderne er malet sorte. Man kan ikke se ind, og vi kan ikke se ud. Vi kører tæt forbi en af monsterlastbilerne. Hjulene er tre meter i diameter. I løbet af natten bevæger vi os igennem minens enorme område. Et sted springer vi ud og løber ind i en stor kabinelift og sætter os ned på hug, så vi ikke kan ses udefra. Nede venter en ny jeep, og ved 5-tiden om morgenen efter mange timer sammenkrøbne og svedende bag i jeepen efter flere kontrolposter siger Franky endelig: ”Nu er vi ude!” Vi ender ude på den sydlige kyst i byen Timika. Den spændte stemning, der har været hele natten, afløses af jubel – og for at fuldføre kontrasten, kører vi ind på Sheraton Hotel Timika, fem stjerner, aircondition og swimmingpool. Bjergbestigning er en sport, som er rig på kontraster! 14 REJSETILLADELSE: Et surat jalan kræves for at besøge Papua uden for byerne på kysten. ”Rejsebrevet” fås lettest i Jayapura og Biak. Man skal aflevere to pasbilleder. Og det er en god ide at få brevet fotokopieret, da det skal stemples af politiet alle steder, man besøger. UD & HJEM IGEN: Jeg fløj fra Singapore til Manado på Sulawesi, hvor Frankys pakke startede. Derfra først med et jetfly og så et propelfly før helikopterturen. Fly København-Bali fås fra ca. 5.600 kr. t/r. Herfra kan man flyve til indonesisk Papua. Papuas største lufthavne findes i Jayapura, Biak og Manokwari, men der går også indenrigsfly til Fakfat, Sorong og Timika. Prisen for en indenrigsflyvning fra Bali, Makassar eller Jakarta til Papua er på mindst 2.000 kr. t/r. Har man god tid, kan man også sejle med Pelnis færger. Det eneste sted, man kan krydse landegrænsen mellem indonesisk Papua og Papua Ny Guinea, er mellem Jayapura og Vanimo. VISUM: Danskere kan få et 30 dages visum ved ankomsten til Indonesien for 25 USD. nn Søren Gudmann har medlemsnr. 403. Han besteg Carstensz Pyramid på indonesisk Ny Guinea i maj 2006. Læs mere om hans oplevelser på www.seven-summits.dk. Tre generationer af blomstrede hmonger. P En etnisk regnbue af farver Tekst & FOTOS: Lisbeth Vivaldini Der er ikke noget mere spændende end at opleve andre kulturer. Endnu bedre er det, hvis det er folkeslag, som lever helt anderledes end os. Det fascinerer mig, at der i vores moderne verden stadig er folk, som formår at bevare gamle traditioner og bibeholde en anderledes kultur. Selv om vores tur til Sapa fik en noget dramatisk start, fik vi alligevel vores nysgerrighed stillet, da der i det nordlige Vietnam lever ikke mindre end otte farverige minoritetsgrupper. 15 anikken er ved at få tag i mig, efterhånden som det tynder ud i folk på markedsområdet. Vi kan ikke finde vores bil og chauffør. De værste skrækscenarier løber gennem mit hoved. Alle vore ejendele ligger i bilen. Hvad nu hvis det er normal praksis at efterlade turisterne på en øde bakketop, hvor der kun er marked én gang om ugen og tage deres ting? Hvor ingen taler andet end vietnamesisk, og hvor der ikke findes taxier. De kigger bare undrende på os, da vi forsøger at forklare folk vores desperate situation. Der er ingen, der kan forstå os, og vi ser i ånden, at chaufføren er stukket af med vores ting. Samme morgen er vi ankommet med nattoget fra Hanoi til Lao Cai og har gennem en af de få personer, som talte engelsk, hyret en bil med chauffør til at køre os den godt to timer lange tur til Can Fra venstre til højre: Rød dao med en gift kvindes hovedbeklædning / De farverige blomstrede hmonger må være enhver fotografs drøm / Ældre sort hmongkvinde med alternativ hovedbeklædning. Cau-markedet. Stedet ligger 80 km væk og kun ni km fra grænsen til Kina. På turen til markedet har vi bevæget os ad dårlige bjergveje, men ud ad vinduet har den frodige natur med risterrasser udfoldet sig for øjnene af os. Vi er ellevilde af henrykkelse over det farverige sceneri af marker med vandbøfler og smukke træhytter, der bringer tankerne tilbage i tiden. Bjergfolk udfører dagens dont iført smukke dragter, og især kvindernes påklædning møder os med en eksplosion af farver. Det går hurtigt op for os, at det er umuligt at kommunikere med chaufføren, men da vi er helt opslugte over alt det, vi ser, tillægger vi det ikke større betydning. Han forstår trods alt, hvornår vi vil stoppe for at fotografere landskabet og dets eksotiske indbyggere. Efter med fagter at have aftalt med chaufføren at mødes for enden af markedet kl. 13, begiver vi os entusiastiske ind i det farverige eventyr. Minoritetsgrupper på nært hold Pga. beliggenheden i bjergene blev Sapa under det franske kolonistyre benyttet som sanatorieby. Byen i sig selv har ikke så meget at byde på, men er et godt udgangspunkt for at udforske området. Cat Cat, Lao Chai, Sin Chai og Ban Ho er nogle af de byer, hvor man kan opleve minoriteterne på nært hold. Der er ikke noget mere spændende end at finde folk, som har bibeholdt deres gamle traditioner og lever relativt uberørt af globaliseringen, og i området lever der, ud over etniske vietnamesere, ikke mindre end otte etniske grupper: Hmonger, der kan opdeles i flere undergrupper, dao (udtales yao), tay, giay (udtales zai), muong, thai, hoa, som er etniske kinesere og endelig phu la. Under kortere og længere trekkingture i området er der rig lejlighed til at opleve disse befolkningsgruppers hverdag. Her ligger rismarkerne balancerende på terrasser, naturen er frodig og lyser frisk grønt op på en gråvejrsdag. Bøflerne græsser, og sorte svin løber frit rundt i markerne. En bambusplante gror to meter på et år, og vi er så højt oppe, at vi næsten kan nå de lette skyer, som flyder under os. Marked med eksotisk islæt Kvinderne kommer travende langvejs fra for at faldbyde deres varer eller købe forsyninger. De er blomstrede hmong med vide broderede nederdele og toppe, som pryder sig med et ternet hovedtørklæde i stærke farver. En anden befolkningsgruppe, de sorte dao-folk, bærer indigofarvede dragter og sort hovedbeklædning. Endelig iklæder phu la-folket sig sorte dragter med farverige broderede bånd og blå eller grønne 16 toppe ligeledes med kulørte bånd og blomstret stof på forstykket. Dette ugentlige marked er for mange den eneste mulighed for at handle, og det er ikke kun kvinderne, som er farverige. Det gælder også de udbudte varer. Der sælges friskhøstede grøntsager og indbydende ranker med chilipeber i de smukkeste røde farver og alt inden for beklædning og husholdning. Fællesnævneren er farver. Det er forfriskende at se disse kvinders iver, og der snakkes for fuldt tryk. De generes ikke af, at varerne ligger til skue og handles på jorden, hvor støvet står om ørerne på dem. Vi opdager, at der i en dal lige nedenunder er et marked med dyr, fortrinsvis bøfler. Her samles mændene for at handle eller bare få sig en snak. Ligesom på kvindernes marked er der en god stemning. Man fornemmer tydeligt, at markedet er ugens højdepunkt, og at det er her, der knyttes sociale relationer. Mændene samles i de interimistiske restauranter, hvor der serveres rygende varm nudelsuppe, mens pakæslerne og hestene græsser og venter på at blive læsset til hjemturen. Når panikken er størst … Ved middagstid begynder folk at pakke sammen og lige så langsomt forberede sig på en lang hjemtur. Livet på disse kanter er ikke nemt. Transporten foregår til fods. Hvis man er heldig har man et lastdyr til at trække det tunge læs. De bedst stillede har en knallert eller motorcykel, men biler ser man ikke mange af. Vi leder efter vores bil og går forgæves fra den ene ende af markedet til den anden. Vi kan ikke se den nogen steder og da slet ikke på det aftalte sted. Til sidst er der kun få mennesker tilbage. Da vi er ved at blive paniske, dukker hjælpen heldigvis op i form af en fransktalende guide. Vi fremlægger vores problem, for vi frygter, at chaufføren simpelthen er kørt med vores bagage. Mandens reaktion beroliger os, da han kategorisk udelukker denne mulighed. Han spørger sig for, men uden held. Stor er vores skuffelse, da han derefter kører, og vi igen står fortvivlede tilbage uden bil. Men som et gammelt ordsprog siger: Når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Intet kunne være mere sandt i denne situation. Der går ikke længe, inden den fransktalende mand glædestrålende kommer tilbage igen. Han siger, at han har talt med nogen, som ved, hvor vores bil holder. Vi følger beskrivelsen, og omsider finder vi bilen med både chauffør og bagage. Bilen var simpelthen skjult af markedsboderne. Vores lettelse er stor. Vi kan ikke lade være med at tænke på, at chaufføren da også må have undret sig over, at vi kunne få så mange timer til at gå på markedet. Et stykke grillet hund, tak! Pludselig ser jeg noget som umiskendeligt minder om en grillet hund. På markedet i Sapa sælges lidt af hvert, men mine grænser overskrides, da det går op for mig, at det virkelig ér en hund med snude og ører, jeg står over for. Da afskyen åbenbart står malet i mit ansigt, skynder en lokal sig at forklare, at området har været besat af kineserne, og at det er dem, som har indført skikken med at spise hunde. Sapa, hvor vi bor, ligger smukt i 1.600 meters højde. Skyerne hænger lavt og giver byen et næsten overnaturligt skær. Det er forjættende, når man gennem morgendisen ser blå hmong-folk komme travende med store kurve på ryggen på vej til dagens arbejde i markerne. På markedet er der rig mulighed for at se disse bjergfolk. De er nemme at kende, da de er klædt i indigofarvede dragter med broderier. De bærer også benvarmere og har en slags tørklæde hængende om livet. Deres hovedbeklædning er en cylinderformet matchende hat eller et ternet tørklæde, meget lig det, som de blomstrede hmonger bruger. Det er nemt at komme i kontakt med dem. Især de unge er meget interesserede i at høre, hvor vi er fra og er i det hele taget nysgerrige efter at høre om vores land og vores livsstil. I modsætning til markedet i Can Cau, hvor der var flest blomstrede hmong, ser man i Sapa overvejende sorte hmonger. En munter bryllupsceremoni Vi ser, hvordan de dyrker markerne og passer dyrene, og iagttager børnene, der deltager aktivt i hverdagen. Deres vigtigste indtjeningskilde er landbruget, men også turismen er i dag vigtig for deres eksistensgrundlag. Det er kvindernes arbejde at væve klædestof af hamp, og vi får at se, hvordan de syr og farver dragterne med indigo for til sidst at dekorere dem med broderier. Indigoen afgiver så meget farve, at mange af kvindernes hænder er helt blå. Mange hmonger er officielt kristne, men som det ofte sker med de etniske minoriteter, er grænserne for religion flydende. Man er animister og dyrker samtidig også kulten omkring forfædrene. Heldet er med os, da vi kommer gennem en by, hvor der er en sort hmongbryllupsceremoni i gang. Ifølge vores lokale guide festes der i tre dage, og traditionen vil, at mændene i løbet af de tre dage drikker sig stangstive, men umiddelbart ser det nu meget tilforladeligt ud. En gruppe mænd spiller musik på nogle underlige instrumenter. Musikken er ikke for vore ører – for at sige det på en pæn måde. Der drikkes tæt og spises, og mændene morer sig, mens kvinderne diskret holder sig i baggrunden og ser ud til at hygge sig sammen. Spørgelyst og gæstfrihed I omegnen af Sapa lever der mange røde daoer, og vi besøger et lille samfund. De er let genkendelige på deres røde hovedbeklædning. De gifte kvinder bærer en stor turban, mens de unge piger bruger et tørklæde, der er arrangeret på en måde, så den mest af alt ligner en nissehue. Deres dragter er sorte med broderede bukser, og en lille kuriositet er, at kvinderne barberer øjenbrynene og noget af pandehåret væk. Dette er for dem et symbol på skønhed. Vi er lige nysgerrige, og landsbyboerne slår straks følgeskab med os. Deres 17 Vietnam Ud og hjem igen: Fly KøbenhavnHanoi t/r fås fra ca. 4.950 kr. Lokal transport: Der går nattog fra Hanoi til Sapa. De to mest luksuriøse hedder Victoria Express og Livitrans og koster henholdsvis 810 og 460 kr. for en enkeltbillet. Togene kører fra Hanoi omkring kl. 22 og ankommer til Sapa kl. 6 om morgenen. Den modsatte vej kører toget fra Sapa kl. 21 og ankommer til Hanoi kl. 5.30. LOGI: Vi boede på Sapa Paradise View Hotel til 245 kr. per nat. Mad & drikke: Et måltid koster under 50 kr. En øl ca. 5 kr. spørgelyst er uendelig. De vil gerne vide, hvem vi er, og hvordan vi lever. Vi bliver inviteret med hjem til deres by og indenfor i deres træhuse, som de stolt viser frem. Endnu engang møder vi denne uendelige gæstfrihed og interesse for de fremmede, som vi også har mødt flere andre steder i verden, hvor det, som vi kalder “civilisation”, endnu ikke har taget helt over. Ja, nogle gange kan man ikke lade være med at spørge sig selv om, hvem der egentlig er mest civiliseret. nn Lisbeth Vivaldini har medlemsnr. 610 og bor i Italien. Pussy Ping-Pong Tag med ud i Bangkoks mest berygtede kvarter after dark. Tekst & FOTOS: Jakob Øster ”H vor meget?” spurgte jeg manden med de skæve tænder og det høje, bølgede hår. I hånden holdt han en fedtet, gammel lamineret sexshowsoversigt, hvoraf ordet pussy fremgik omtrent 20 gange. Manden var ansat til at kapre kunder til de vulgære shows på første sal i Patpong i Bangkok. Selv om programmet lød vulgært, lød det også stærkt underholdende. ”100 baht og du får en øl med,” sagde manden. 18 kr. for et sexshow og en bajer. ”Hvor meget for at tage fotos?” prøvede jeg. Manden kiggede på mig, som om jeg var idiot. ”1.000 baht?” forsøgte jeg mig i sikker forvisning om, at verden havde brug for at se, hvad der foregår på første sal i Patpong. ”Not even for a million baht. Police not allow,” sagde min hustlerven og krydsede sine håndled som for at illustrere, at blot et enkelt foto ville sende ham direkte i et af Bangkoks berygtede fængsler. Indenfor En lurvet og stærkt neonbelyst trappe førte mig op til første sal. Bordelmutteren i indgangen lukkede mig ind og nikkede til den aftalte pris. Tre nøgne piger stod midt i lokalet på en aflang scene, der mindede om en catwalk. Langs væggene hele vejen rundt om scenen stod polstrede bænke. Tre mand kunne sidde i hver af dem, og hver sektion var adskilt med en halvvæg fra den næste. Jeg blev anvist en plads i en tom kabine. Så snart jeg havde plantet måsen i sædet stod en afklædt thaipige foran mit bord. ”No, no,” sagde jeg, hvorefter hun forlod bordet efterladende et sjusglas indeholdende en klar væske og et lyserødt sugerør. Fluks måtte jeg hidkalde den alt-herskende bordelmutter, som havde særdeles svært ved at forstå, at jeg ikke havde lyst til at købe en ”drink for God fyr kommer i himlen. Dårlig fyr kommer til Patpong. Strip- og fodboldbar i stueetagen i Patpong. the lady”. Heldigvis tog hun glasset væk og sparede mig formentlig derved for et astronomisk beløb. Stjernen i showet var en halvfed madame med afbleget hår og hængepatter. Til trods for at hun uhæmmet udstillede, at hun var i besiddelse af samtlige til en kvinde hørende kønsdele, havde jeg hende mistænkt for at have en fortid som mand. Mandhaftig og kraftfuld så hun i hvert fald ud. Bag hende dansede anderledes feminine thaipiger, der modsat hovedrolleindehaveren havde undladt at afblege deres pæne, sorte hår. De lignede ikke nogen, der havde gennemgået en kønsskifteoperation. Den ene havde dog fået forstørret sine bryster med mindst et par bogstaver i alfabetet. Bananer og andre hjælpemidler Den afblegede dame og hendes bildæksringe på maven entrede nu scenen medbringende en klase bananer. Ikke almindelige bananer, men de små, søde asiatiske af slagsen, der kun (og gud ske tak og lov for det) er halvt så lange. Rutineret proppede hun hele bananer (med skræl) op i kusinen og fyrede dem lystigt ud igen, som var hun en trykluftspumpgun i et legeland, i retning mod publikum. Jeg slog en latter op, og det skulle jeg aldrig have gjort. Bananfregatten rettede straks skytset mod båsen med den senest ankomne og 18 grinende turist. Fem meter foran mig ladede hun kussekanonen ved at proppe endnu en banan op i sin tunnel. Og ud af underlivet kom pludselig en fedtet banan sejlende i luften med retning direkte imod mig. Fuck, tænkte jeg, stadig overbevist om at hvad madammen netop havde præsteret var fysisk uladsiggørligt. Jeg undveg med nød og næppe den klæbrige banan ved at kaste mig til siden, hvorved jeg afværgede den forestående kollision. Men glæden var kort, for bananen ramte ryglænet lige bag mig og røg ned på sædet. Og da jeg landede efter min undvigemanøvre, ramte min bagdel selvfølgelig ned præcis oveni i den. Føj for den lede, tænkte jeg, mens jeg med det yderste af fingerspidserne fiskede den nu temmelig maste banan ud og lagde den på bordet. ”Happy birthday to you” rungede det ud af højttalerne, mens en lagkage med et omfang så voluminøst, at jeg en kort overgang overvejede, om der var en lille thaipige indeni, blev båret ind på scenen. Efter at omkring tyve flotte lys var blevet tændt i lagkagen gjorde en af de sorthårede thaipiger sig klar med pusterøret, som hun lige så naturligt, som var hun i færd med at fylde opvaskemaskinen, førte op i sit underliv. Hendes præstation signalerede i grel modsætning til gængs opfattelse, at hun ikke havde mange kærester. I hvert fald stod der ikke et eneste tændt lys Patpong i Bangkok Patpongområdet i Bangkok er kendt som byens red light district for vesterlændinge og består af to parallelle sidegader mellem Silom- og Surawonggaderne. Bangkok by night. Udsigt fra State Tower. tilbage efter, at hun var færdig med pusteriet. Den afblegede superstjerne kom tilbage. Nu skulle der knappes øl op. Hun samlede skamlæberne om kapslen, og med en lethed, som var hun en havnearbejder, der knappede frokostpilsneren op, flåede hun kapslen af. Seancen akkompagneredes af en høj forudindspillet ”flaske-med-brusåbnes-dramatisk-med højt-smæld”-lyd. Sidste nummer var klassikeren over dem alle. Ping-Pong Pussy. En turistfamilie havde netop taget plads i den fjerneste bås. Far, mor, voksne børn og kærester, der formentlig var på en lidt aparte familiesightseeing. Snarrådigt tog en af de unge fyre sin sandal af, da han så spanden med bordtennisbolde og fornemmede, at angrebet var rettet mod dem. Med en frekvens på næsten en bold i sekundet fyrede den særdeles alsidige madamme med den fænomenale kontrol over de nedre regioner lystigt celluloidkugler af sted. Heldigvis for familien var den unge fyr ikke uden boldøje. Som en anden Michael Maze returnerede han lystigt stort set hver eneste bold med sit sandalbat og reddede derved ædelt familien fra ping-pong-pigens beskydning. Da jeg ville til at gå, kom bordelmutteren selvfølgelig og præsenterede mig for en seddel, hvor der stod, at show og øl kostede 300 baht. ”Prøv at høre, lille dame, hele gaden derude står og skriger 100 baht!” ”Nå,” sagde hun, ”men hvem har du aftalt det med?” ”Med dig bl.a.,” svarede jeg. ”Nå,” sagde hun, som om at det havde hun da ikke længere den fjerneste erindring om. Hun betragtede mig olmt, tog sine 100 baht og gik sin vej. Det samme gjorde jeg. En speciel oplevelse rigere. Men uden fotos. Og efter at have overværet et freakshow, der på erotisk niveau rangerede omtrent på højde med indtagelse af en gammel cowboytoast. Ud over at skyde med bordtennisbolde og bananer er kvinderne i barerne her kendt for at benytte deres underliv til at ryge cigaretter, fløjte i plastikfløjter, skyde pile ud af pusterør, proppe krybdyr op, gemme lange snore med små flag, der kan trækkes langsomt ud, snurre snurretoppe, skære ting i stykker med knive og barberblade, og skyde guldfisk ud i en skål. Kvinderne er ofte fattige immigranter fra Laos eller Myanmar, og en del skønnes at være ofre for menneskesmugling. Arbejdstiden er fra kl. 18 til daggry syv dage om ugen. Kvinderne har typisk kun fri to aftener om måneden. Månedslønnen er ca. 1.000 kr. Kilde: Wikipedia. Ud og hjem igen: Fly KøbenhavnBangkok fås fra ca. 3.650 kr. t/r. nn Jakob Øster har medlemsnr. 312 og var senest i Patpong i 2012. Læs mere om ham på www.jakoboester.dk. Stripshow i stueetagen. Hardcore shows foregår ovenpå. Desværre uden photo opportunities. Politiet patruljerer skam i Bangkoks gader. 19 20 Koordinaterne 35°0´12.59˝ N 135°46´30.19˝ E Gion, Kyoto, Japan Tekst: Lars-Terje Lysemose FOTO: Svend Bergmann B ydelen Gion i Kyoto er fyldt med huse bygget i traditionel stil. Her er også en del tehuse kaldet ochayaer. Det er her, Gions besøgende er blevet underholdt af geishaer på en udsøgt maner i århundreder. Indenfor i en ochaya kan en aften i selskab med en geisha byde på drinks, konversation og spil, traditionel japansk musik, sang og dans. Geishaer og maikoer, som er geishaer under oplæring, ses i Gions gader, når de går mellem deres forskellige aftaler i ochayaerne. De danser, synger og underholder alle. En maiko kan ofte genkendes på sin hvide ansigtssminke. Gion blev oprindelig bygget for at huse de rejsende til den nærliggende helligdom. Med tiden blev bydelen et af de mest eksklusive og velkendte geishaområder i hele Japan. I 1920´erne var der ca. 80.000 geishaer i Japan, men i dag er tallet faldet til omkring 10.000. Geishaer må i øvrigt ikke forveksles med prostituerede, som binder deres obibælte af silke foran på kimonoen, mens geishaer har obien bundet på ryggen. Der findes i øvrigt også mandlige geishaer. De kaldes otoko-geishaer eller taikomochier. Moderne geishaer lever stadig på traditionel vis i geishahuse, okiyaer, i bydele kaldet hanamachier (”blomsterbyer”). Den elegante overklassekultur, som geishaer er en del af, kaldes karyūkai –“blomsternes og piletræernes verden”. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364, og Svend Bergmann har medlemsnr. 365. 21 5 tips til Kyoto & Nara 2 3 1 Tekst: Lars-Terje Lysemose Fotos: Lars-Terje Lysemose & Viroj Jienwatcharamongkhol Den Gyldne Pavillion Kyoto har 17 steder på Unescos verdensarvsliste, og byen har mere end 400 shinto-helligdomme og 1.600 buddhistiske templer. Det smukkeste sted er utvivlsomt Den Gyldne Pavillion, Kinkaku-ji. Besøg parken lige før solnedgang og nyd guldets glans, når det spejler sig i aftenlyset i den tilstødende sø. Pavillionen stammer fra 1397 og blev bygget for at huse den lokale shogun. Hans søn gjorde siden stedet til et buddhistisk tempel. Den grønne bambusskov Arashiyama Det giver en fortryllende stemning, når lyset brydes af bumbussens grønne stammer og blade i Kyotos Arashiyamaskov, der virker uendelig stor. Mange kærestepar og nygifte i traditionelle japanske klæder vandrer her ad de anlagte stier. Har man trætte fødder, kan man også hyre en rickshaw. Fushimi-Inari-Torii Denne shinto-helligdom er en af de mest besøgte i Japan og består af bemalede orange træstammer, som former et labyrintisk netværk af stier, som snor sig 4 km op ad et bjerg lige uden for Kyoto. Helligdommen stammer fra det 8. århundrede og er dedikeret til ris- og sakeguderne. Gion Kyotos berømte forlystelses- og geisha kvarter består af smukke gamle huse og brostensbelagte gader. Her findes mange tehuse, restauranter og barer. Gå ikke glip af Shimbashi, en af Kyotos smukkeste gader. Gion kommer især til live om aftenen, hvor man også kan være heldig at møde smukke geishaer på gadeplan. Parken Nara-Kōen Byen Nara ligger bare 36 km fra Kyoto. Her kan man fodre og klappe nogle af de 1.200 tamme og fritgående rådyr i den store park, som omfatter adskillige museer og templer. Dyrene er siden før-buddhistisk tid blevet set som gudernes budbringere. Naras berømte Daibutsu, ”Store Buddha”, kan ses i Todai-ji-templet. Dette er en af verdens største bronzefigurer. Den består af 437 tons bronze og 130 kg guld. 4 22 5 1 2 3 4 6 5 7 8 9 Og 9 ting du bør vide om Japan 1. Maden Øv dig i at spise med pinde. Japansk madlavning er på Unescos kulturarvsliste. 5. Japansk humor Gadebilledets udsmykning og skilteskov giver en ide om japanernes sans for humor. 8. Traditionel beklædning På helligdage kan du være heldig at se japanerne i deres traditionelle dragter. 2. Bambus Bambustræet symboliserer udholdenhed. Det kan blive op til 40 meter højt. 6. Natteliv Uanset tidspunkt på døgnet kan du altid finde åbne butikker, barer og restauranter i Tokyo. 9. Hiroshima Nedslagsstedet for verdens første atombombe er en stemningsfuld mindepark. 3. Shinto Japans ældste religion og livsfilosofi. Mange dyrker både shinto og buddhisme. 4. Buddhisme To tredjedele af japanerne dyrker i en eller anden grad buddhisme. 7. Skyskrabere Tokyos skyline ses bedst lige før solnedgang fra Rappongi Hills Mori Tower. 23 nn Lars-Terje Lysemose er ansvarshavende redaktør af Globen og har medlemsnr. 364. Han indledte 2014 med at fejre nytår i Kyoto sammen med Globens grafiker Viroj Jienwatcharamongkhol. Japan får aldrig fred for den vrede Gud Vulkanen Usus eller Dragen gik i udbrud uden for selve bjerget, og ved en landevej åbnede jorden sig pludselig. Japanerne lever med jordskælv og vulkaner til hverdag på samme måde, som vi lever med regnvejr. I dag er japanerne blevet virkelig gode til at gardere sig imod de uovervindelige naturkræfter, som de har vænnet sig til i de årtusinder, hvor landet har været beboet af mennesker. Tekst & FOTOS: Henning Andersen J apan er verdens jordskælvsland nummer et og vulkanernes land: Japan kan prale af at have 10 % af verdens vulkaner – over 100 – der er mere eller mindre virksomme, og det betyder igen, at jordskælv og vulkanudbrud hører med til japanernes liv. Hvert år forekommer 1.500 jordskælv her foruden adskillige kraftige vulkanudbrud. Jorden her er nærmest som bævrende gele, og Japans 130 millioner indbyggere lever på vulkanernes bjergskråninger; nogle steder bor de inde i selve vulkanernes kratere, i dale og slugter. Japan kan rammes af tsunamier fra havet og mudder og lavastrømme fra vulkanerne. Det japanske ord tsunami betyder egentlig havnbølge fra tsu “havn” og nami “bølge”. I dag bruges det om kunstige havbølger, som opstår ved jordskælv eller vulkanudbrud på havbunden ude i havet. At den japanske undergrund er så oprørsk skyldes, at flere store tektoniske plader bevæger sig i forhold til hinanden og presses ned under hinanden, og Japan ligger lige oven over i selve brændpunktet. Stillehavspladen, den euroasiske, den filip- 24 pinske og den nordamerikanske plade bevæger sig med nogle centimeter om året som i en vridemaskine, der ikke kan standses. Underskydningen ved disse pladebevægelser er ansvarlig for de eksplosive vulkanudbrud og ligeså de mange ødelæggende jordskælv, som Japan har været og altid vil være udsat for fra tid til anden. Alt sammen et resultat af Jordens indre, der skal af med sin overskudsvarme. I dag ved vi, at det er varmeprocesser dybt i Jordens indre, som er drivkraften bag kontinentalpladernes bevægelser, og selvom de er udslettende i form af stærke jordskælv, er de også med til at skabe og opbygge landet. Glødende lavastrømme og alt det smeltede udbrudsmateriale, der på vej ud igennem vulkanerne køler af, danner nyt frugtbart land til gavn for menneskene og livet. Dette er processer, der får jorden til at briste og skælve med udløste energier, der svarer til millioner af atombomber. Gudernes vredesudbrud Japans 6.852 øer (hvoraf 430 er beboet) er opstået netop grundet disse enorme pladebevægelsers sammenstød. At leve med så stærke naturkræfter som en daglig trussel blev skyld i, at japanerne i fortiden omtalte kontinentalpladernes bevægelser som ”gudernes vredesudbrud”. Det måtte jo være guddommelige kræfter, der var på spil, når menneskene nu ikke selv kunne standse eller have kontrol over dem. 1. september 1923 kl. 11.58 rykkede den filippinske plades front sig næsten fire meter ned under den centrale del af øen Honshu lige på det sted, hvor hovedstaden Tokyo ligger oven over. En dame, som jeg engang rejste sammen med, fortalte mig, at hun som ung var ambassadesekretær på den danske ambassade i Tokyo, og netop som hun skulle til at gå hjem, begyndte hele bygningen at svaje. Hun nåede lige at komme ud af huset og blev nærmest slynget over vejen til den store bypark på den anden side af gaden, hvor hun måtte holde fast i et træ for ikke at blive kastet væk. Flere minutter i træk rystede jorden, og træhuse styrtede sammen som brikkerne i et puslespil. Ingen kunne stå på benene i de to minutter, skælvet varede. Mange japanere var ved at gøre klar til frokosten i deres køkkener, og det gjorde situationen mere kaotisk. Huse af tegl brød sammen, og de fleste træhuse stod på få minutter i flammer ved de mange ildebrande. 140.000 japanere døde i flammerne, druknede eller blev begravet under murbrokker. 8,3 på Richterskalaen lyder bedømmelsen af den udløste energi i skælvet. Det, der slog de fleste ihjel, var ikke så meget selve skælvet, men de mange ildebrande som forvandlede Tokyo til et kæmpemæssigt flammehav i de følgende dage. Ambassadesekretæren overlevede mirakuløst, fordi hun sammen med mange af Tokyos indbyggere havde søgt tilflugt i byparken og blev der i en uges tid, mens jorden efterhånden faldt til ro igen efter de mange efterskælv. Til kamp mod naturen En japaner fortalte mig, at hans forældre fra deres forældre igen fik fortalt om det frygtelige jordskælv i 1923, der havde lagt Tokyo i ruiner. Det var dette jordskælv, der fik japanerne til at tage kampen op mod de underjordiske kræfter. ”Vi ved, at vi ikke kan vinde over dem, men vi kan prøve at modstå dem bedre, uanset om der er tale om jordskælv eller vulkanudbrud,” fortalte han mig. Denne katastrofe var altså medvirkende til, at man nu begyndte at bygge huse af stål og beton og vinduer af elastisk glas, og i dag er Japan langt bedre garderet til at kunne stå i mod kraftige jordskælv. Det er nødvendigt, når jorden er så urolig under fødderne. Siden har der været kraftige jordskælv, et i 1995, hvor også mange mennesker omkom, men generelt er man nu bedre til takle de uovervindelige naturkræfter. I 1978 vedtog det japanske parlament, at en såkaldt ekspertkomite skulle nedsættes og godkende alle bygninger fremover. I dag er jordskælvsøvelser en fast rutine for ikke kun børnene i skoleklasserne, men også på arbejdspladserne for de voksne. Desuden holder man rutinemæssige øvelser i hele byer og større samfund i, hvordan skal man forholde sig, når det begynder at ryste. Ned og ind under borde og så langt væk fra vinduer som muligt eller holde fast i den nærmeste dørkarm. Det er vigtigt at vide, hvor man sikrest kan flygte hen, hvis man oplever et jordskælv, da der altid kommer såkaldte efterskælv, der ofte kan være lige så kraftige som selve hovedskælvet. Familier opfordres til at have et specielt lager af mad og tæpper, og hver egn skal have et antal underjordiske vandbeholdere. Det er endnu ikke muligt at forudsige jordskælv, selvom forskningen er i rivende udvikling. Man kan ikke sige, hvilket sekund en gren vil knække på midten, hvis man bøjer grenen i begge ender. Her har vi samme system. Man kan måle kontinentalpladernes bevægelser og ophobede spændinger, men ikke hvilket sekund, spændingen vil udløses i form af et jordskælv. Man er dog kommet så langt hen ad vejen, at man nu med et meget fintfølende automatisk alarmsystem kan nå at afbryde el- og gasforsyningerne samt strømmen til højhastighedstog, få sekunder inden et jordskælv rammer. Det er sådan, at et jordskælv sender bølger gennem jorden, men et elektrisk signal går endnu hurtigere. Japanerne har fx bygget tunneller, som man kan flygte sikkert igennem, hvis der pludselig kommer stenregn fra en vulkan. Andre steder har man anlagt specielle evakueringsruter og grønne områder, hvor man kan være i sikkerhed for nedstyrtende genstande. Og i storbyerne står helikoptere parate til, at man hurtigt kan danne sig et overblik over en situation fra luften. En lille pige på vej hjem fra skole, mens der stadig kommer aske og småsten fra vulkanen. Derfor både hjelm og paraply. En trendy måde at dø på Japanerne er meget seriøse mennesker, og de forventer nærmest, at udenlandske turister begår fejl, men samtidig er de også imødekommende og hjælpsomme. Noget af det, som ofte falder turister i øjnene er, at japanerne har det med ikke at vise deres følelser udadtil, men skjule dem i sit indre. En ulykkelig kærlighedsaffære, eller en ikke bestået eksamen kan få en japaner til begå selvmord. Og at kaste sig ud fra en vulkans kraterrand og ned i dens glødende lava har været en ikke ukendt måde at begå selvmord på i Japan. Uoverskuelige problemer og for mange nederlag har fået tusinder af japanere til at kaste sig ned i 25 selvmordsvulkanen Mihara på øen Izu Oshima kun to timers sejlads fra Tokyo. Fra en højtaler et sted på vulkanens skråning kunne man igennem mange år høre en ung sangstemme synge om den ulykkelige kærlighed, der kun kunne løses ved en dødelig udgang. Alene i 1933 kastede 944 japanerne sig i Miharas glødende lavasø fra platformen på vulkanens top. De mange selvmord fik myndighederne til at sætte et hegn op, og det blev umuligt kun at købe en enkeltbillet til færgen over til vulkanøen. Japans hellige og nationale symbol Japans mange vulkaner har beriget landet med den frugtbare jord, som de vulkanske udbrudsprodukter har omdannet jorden til med deres mange næringsstoffer. De varme kilder med de opløste mineraler er en lise for sjælen og virker styrkende på organismen, og de varme sandbade med mineraler forynger og fornyer ens hud bagefter. Jeg havde glædet mig til at se Fujiyama. Vulkanen er Japans hellige og nationale symbol nummer et og også et symbol på solguden. Navnet tolkes på mange måder, men mon ikke citatet: ”Der er ikke noget bjerg som dette” passer og er det mest forstående. Sådan er og har det været for mange kunstmalere igennem århundreder, et valfartssted for pilgrimme og turister foruden japanerne selv. Vi boede på et hotel i dalen ved Owakudani, og fra hotellet var der fri udsigt til Fuji. En lise var det at sidde i hotellets hede kildebade i kælderen om aftenen og se på solnedgangen over Fuji. Japans højeste vulkan er 3.776 meter høj og har senest været i udbrud i 1707, men kan komme i udbrud når som helst igen, og der holdes konstant øje med den. Tokyo ligger kun 100 km væk. Jovist er Fusijama det smukkeste bjerg, jeg har set. Hvis man vel at mærke bruger timer på at betragte vulkanens kegle i alle de forskellige farvenuancer, som er blevet det tildelt. Beppu på den japanske subtropiske ø Kyushu er de varme kilders højborg med over 4.000. Hotellerne har et varmt bassin i kælderen, og hver aften kan man bade i bassinet eller blive gravet ned i det varme mineralholdige sand og føle sig 10 år yngre. Tænk engang. Med Shinkansen kørte vi til Beppu og lod os indkvartere i det gamle bycenter – udelukkende med det formål at blive gravet ned i et varmt sandbad. Japanske damer i deres bedste alder står og skovler hver eneste gæst ned i sandet og sørger for, at man forbliver Japan Ud & hjem igen: Fly København-Tokyo t/r fås fra ca. 4.350 kr. At ligge tildækket i vulkansk sand og grus er en lise for sjælen, og man forynges og får ny energi. Foto af vulkanen, hvor man tydeligt ser, at mudder og lava føres uden om huse og bygninger. Smart, ikke? Millionbyen Kagoshima og vulkanen Sakurajima i baggrunden – også kaldet for Østens Vesuv. rolig og på sin post uden de store sprættende bevægelser. Skulle nogle få lyst til at spørge om det hjælper, har jeg et svar: ”Ja, det gør det, ny livskraft og energi bagefter!” Japans mest virksomme vulkan heder Sakurajima – også kaldet for ”Østens Vesuv” – da den ligesom Napoli ligger tæt ved en vulkan. Millionbyen Kagoshima ligger kun 10 km fra vulkanen, svarende til ca. 30 minutters sejlads. Vulkanen er ca. 1.100 meter høj. Sakurajima er næsten konstant i udbrud og sender regelmæssigt byger af småsten og aske ud over egnen, så de nærliggende byer ved vulkanens fod må gå i ly og læ, når sirenen lyder, og have en paraply med sig som ly imod stenregnen og skolebørn en hjelm til at tage på hovedet. Vulkanen betragtes som Kagoshimas symbol på både styrke og skønhed. Fra Kagoshima går der rutebåde til Okinawa og Kazanøerne syd for. Ordet kazan betyder “vulkansk” på japansk, og her ligger verdens største koncentration af undersøiske vulkaner samlet på et sted. Hver gang en vulkan skruer bissen på, og japanerne i de nærliggende beboelsesområder enten er evakueret eller gået i beskyttelsesrum, går der ikke lang tid, før de utålmodigt siger: ”Det er allerede fem dage siden, jeg måtte flygte hertil, og jeg ved ikke, hvordan mine afgrøder har det. Jeg er ligeglad med, om jeg dør, jeg vil bare hjem og se til gården.” En anden siger: ”Jeg er selvfølgelig bekymret for, om der kommer en ny eksplosion oppe fra 26 Lokal transport: Man kan med fordel købe et togpas, inden man kommer til Japan. De fås til fx en uge eller to og gælder også til de fleste højhastighedstog. En uge koster 1.700 kr., to uger 2.710 kr. LOGI: Et værelse indrettet i vestlig stil på et trestjernet hotel koster typisk omkring 300 kr. Et værelse i japansk stil på et ryokan er langt dyrere. vulkanen, der kan udsende byger af sten og lava, men jeg vil altså tilbage til mit hus nu!” I sandhed ukuelige mennesker. nn Henning Andersen har medlemsnr. P498. Han er vulkanolog, rejseleder og foredragsholder. Læs mere om hans oplevelser på www.vulkaneksperten.dk. Taipei 101 er formet som en bambuspind. Fra toppen er der en god udsigt over den foru renede by. Mit land nr. 100, Taiwan, blev fejret på bedste vis på businessclass til Taipei med hele svineriet af champagne, tre retters-menu på porcelæn med vin og cognac i store mængder. Men festlighederne fik en brat ende, da jeg efter nogle dage lå i noget, der mindede om en opiumshule. Tekst & FOTOS: Per Danielsen D et var en dejlig fornemmelse at have nået 100 lande, og jeg følte mig meget berejst og opsat på at se mere af verden. På den første dag så jeg det meste af Taipei til fods, hvor jeg besøgte Chang Kai-sheks mindehal, hvor man efter at have gået 80 trin op kan se en stor statue af en siddende generalissimus. Videre til Dr. Sun Yat-senmindehallen, hvor man kan se en siddende Dr. Yat-sen, som grundlagde republikken Kina for 100 år siden. Gåturen sluttede i Taipei 101, som indtil 2009 var verdens højeste bygning med en højde på 508 meter. Kun Burj Khalifa i Dubai med sine 828 meter er i dag højere. Undervejs i køen for at komme op med elevatoren, som på 37 sekunder bringer en op til 89. etage, får man taget et foto, som man senere kan købe. Som en ekstra service kan man også se billedet på en skærm længere fremme i den lange kø, så det er jo fristende at tage at foto af skærmbilledet, så man både slipper for at stå i kø for at købe en kopi – og sparer en del penge. To dage senere befinder jeg mig om natten på en briks i et langt rum, hvor der står to rækker af smalle brikse. Her ligger folk, som enten er halvt eller helt bevidstløse. Ivrige kinesiske piger kommer helt tiden med friske forsyninger for at dæmpe smerterne. Enkelte bliver kørt ud næsten helt livløse. Opiumshule Er jeg havnet i en opiumshule? Nej, jeg ligger på skadestuen i byen Taichung pga. 27 en blodforgiftning, forårsaget af et sår i den venstre storetå, som er blevet betændt efter den lange gåtur i Taipei. Da jeg efter en tur til Østtimor to år tidligere pådrog mig en blodforgiftning efter at være blevet bidt af en blodigle, vidste jeg straks, hvad der var galt og fandt en skadestue. Nu frygtede jeg, at jeg ligesom derhjemme skulle vente i timevis på at tale med læge, men servicen var ganske fin, og efter to minutter talte jeg med en læge, som kunne engelsk. Behandlingen bestod i en injektion med antibiotika som drop hver sjette time. Lægen ville helst indlægge mig, men da jeg allerede havde betalt for et ganske glimrende hotel i nærheden, fik jeg lov at blive boende – mod at komme til behandling kl. 3, 9, 15 og 21. Endnu værre var det, at jeg ikke kunne rejse til Singapore næste onsdag, som jeg ellers havde planlagt, da behandlingen ville vare mindst fem dage. Så jeg havde fået forbud mod at flyve – efter at have nået 100 lande. Så jeg tilbragte de næste fem dage med at gå til behandlinger fire gange om Trafikken er intens i Taipei, hvor der bor 6 millioner mennesker. dagen. Det var sin sag at skulle op midt om natten efter at være kommet hjem sent om aftenen, men det lykkedes da alle gangene. Det er interessant at se, hvordan byen forandrer sig fra at være travl om dagen til at være halvtom om aftenen og næsten helt tom midt om natten. Helt tom er den dog ikke om natten, da de første boder med mad allerede er ved at åbne kl. 4 om natten, da jeg var på vej hjem til min seng på hotellet. Jeg blev rigtig god ven med en af lægerne, som kunne engelsk. De hårdarbejdende sygeplejersker kunne desværre næsten ikke noget engelsk, men var utrolig hjælpsomme på trods af, at de knokler hele tiden på en 12 timers vagt. På en af de sidste dage fortalte en af sygeplejerskerne, at nu skulle jeg kun have fire dage mere, hvor hun i virkeligheden mente, at jeg kun skulle have fire behandlinger mere. Så det er altid værd at dobbelttjekke informationerne. I starten skred behandlingen kun langsomt frem, men om torsdagen, dagen før jeg havde planlagt at tage hjem fra Singapore, fik jeg endelig go af lægen mod at få en sidste behandling kl. 3 om natten. Så om fredagen kunne jeg endelig tage hjem – velforsynet med antibiotikapiller. Taiwan har et sundhedsvæsen, der er betalt via indkomstskatten, men hvor man selv skal betale en lille del. For fem dages behandlinger og medicin endte jeg med at betale 1.600 kr., som jeg fik refunderet af min rejseforsikring. Så jeg fik ikke set meget til Taiwan, men til gengæld har jeg set et sygehus indefra, hvilket de færreste turister nok oplever. Rejsen fortsætter et år efter Heldigvis har jeg en god rejseforsikring med Eurocard Platinum, så da jeg kom hjem, fik jeg erstatning for de feriedage, hvor jeg havde været syg. Så jeg besluttede mig for at tage af sted igen og fortsætte rejsen, hvor jeg slap første gang. Ligesom den første gang blev rejsen initieret af et godt tilbud fra Lufthansa, hvor jeg kunne flyve til Sydøstasien for under 4.000 kr. t/r. Desværre ikke helt til Taipei, men i første omgang til Singapore og i anden omgang til Taipei. Jeg havde en masse Air France-bonuspoint, som var ved at udløbe, så de blev udnyttet til en businessclass-billet fra Singapore til Taipei med det taiwanesiske selskab China Airlines. En glimrende service, hvor purseren personligt kom rundt og bød velkommen til de fire passagerer på business, inden serveringen begyndte. En glimrende måde at fejre 100 lande på. I Taipei tilbragte jeg et par dage med at se noget af det, jeg ikke havde set i første omgang. Derefter tog jeg igen højhastighedstoget til Taichung. Det japanskbyggede tog kører de 185 km på 52 minutter. Undervejs ser man, hvor tæt bebygget øen Taiwan er. Arealet er på størrelse med Holland, men med 20 millioner indbyggere er der 20 % flere indbyggere end i det tætbefolkede Holland. Den østlige del af øen er pga. den nord-sydgående bjergkæde tyndt befolket, så de fleste bor i den vestlige del. Her bor de fleste i høje etageejendomme, som ikke optager så meget plads, så der også bliver plads til en masse industri. Indimellem ser man også rismarker. Jeg havde ikke lyst til at se byen Taichung igen, så jeg tog straks en bus op til Sol-måne-søen (ofte omtalt ved 28 sit engelske navn Sun Moon Lake), som ligger køligt i 748 meters højde. Her skulle der også være mulighed for at se Taiwans mindste stamme af oprindelige folk, som boede på øen allerede inden kineserne kom over fra fastlandet i 1400-tallet. Folkerepublikken ved at tilbageerobre Taiwan Taiwan er selvstyrende og anerkender ikke Folkerepublikken Kinas territoriale krav på øen, men efter at fastlandskineserne nu frit kan rejse til Taiwan, er de ved at tilbageerobre øen. Et af de steder alle turisterne skal besøge er Sol-måne-søen. Lange rækker af turistbusser kom kørende op til søen, hvor man efter at være blevet fotograferet skulle ud og sejle en tur på den næsten 8 km2 store sø. Det var endda så praktisk indrettet, at for at komme fra parkeringspladsen var man nødt til at gå igennem en souvenirbutik for at komme ned til bådene. Først om aftenen, når alle busserne er kørt væk igen, falder der ro over byen ved søen – eller næsten ro, da græshopper og frøer nu tager konkurrencen op om det højeste lydniveau. Heldigvis er kineserne holdt op med at cykle, så man kan i fred og ro cykle Der er anlagt en smuk cykelrute med broer et stykke af vejen langs Sol-måne-søen. Taiwan Ud & hjem igen: Fly København-Taipei t/r fås fra ca. 5.450 kr. Taiwan er visumfrit for danskere i op til 90 dage. den smukke 30 km tur rundt om søen. Undervejs passerer man adskillige templer og en forlystelsespark opkaldt efter thaofolket. Som en ekstra ”oplevelse” kan man køre op til parken med en svævebane. Desværre var der ikke meget tilbage af thaofolket, kun nogle souvenirboder med thaoting. Ved det store jordskælv i 1999 mistede 80 % af thaoerne deres huse. I år 2000 var der kun 281 thaoer tilbage, så det var ikke så underligt, jeg ikke rigtig så nogen. På trods af de mange turister og manglende thaofolk, så var det en smuk oplevelse at se søen både på cykel og til fods, hvor der er fred og ro. Overbooket museum Anden gang jeg var i Taipei besøgte jeg også det nationale paladsmuseum, som huser en af verdens største samlinger af kinesisk kunst gennem 7.000 år. Jeg havde glædet mig til at se museet, da jeg ikke nåede det første gang. Jeg blev mødt af en armada af turistbusser udenfor. Igen var det store grupper af kinesere fra fastlandet, som var kommet for at se de mange skatte, som nationalistregeringen, Kuomintang, fjernede fra fastlandet, da kommunisterne vandt magten på fastlandet. Indenfor var der da også lang kø ved billetkontoret og ved selve indgangen til samlingen. Over indgangen kunne man på et display se, at der var 2.600 personer inden for i samlingen. På et skilt ved siden af stod der, at man kun lukkede 2.000 ind ad gangen. Den kraftige overbooking resulterede da også i, at man den første halve time gik rundt i en lang stime, hvor man måtte mase sig frem for overhovedet at se noget. Heldigvis blev der bedre plads senere, og da jeg forlod museet, var der ”kun” 1.600 gæster tilbage. Taiwan som rejseland Efter mine to besøg i Taiwan har jeg nu set de tre største seværdigheder: Taipei 101, det nationale paladsmuseum og Sol-månesøen, som også er målet for de mange turister fra fastlandet. Så det kan anbefales også at besøge de mange smukke steder i bjergene fjernt fra masseturismen. Taipei er en moderne asiatisk storby med lange lige gader og meget trafik. Den er efter min mening ikke lige så spændende som Seoul eller Tokyo, men absolut værd at bruge et par dage på. 29 HISTORIE: Republikken Kina blev grundlagt efter kejserdømmets fald i 1911. Kinas nationalistregering, Kuomintang, beholdt kontrollen over størstedelen af Kina frem til 1949, hvor kommunisterne under den kinesiske borgerkrig havde erobret det meste af landet. Kuomintang-regeringen flygtede da til øen Taiwan (tidligere kendt som Formosa), hvor den har holdt til siden. Taiwan var med til at etablere FN, men mistede i 1971 sin plads til Folkerepublikken Kina (men Taiwan tæller stadig som et land i DBK-sammenhæng). I de første år efter at Kuomintang var flygtet til øen, blev Taiwan regeret med hård hånd af Chang Kai-shek, men efter dennes død i 1975 er Taiwan blevet langt mere demokratisk. I dag sidder Kuomintang atter på magten, da den demokratisk valgte præsident Ma kommer fra Kuomintang. Reelt eksisterer der således to Kina’er, som gør territoriale krav på hinanden og begge ser sig som arvtagere til det historiske Kina. I modsætning til sin forgænger går Ma dog ikke ind for et decideret selvstændigt Taiwan, men for at øge samarbejdet med Folkerepublikken Kina. nn Per Danielsen har medlemsnr. 223 og besøgte Taiwan ad to omgange i maj 2012 og juni 2013. 30 Koordinaterne 28°40´0˝ N 84°31´0˝ E Larkya La, Nepal Tekst & fotos: Lars-Terje Lysemose et er stadig mørkt, da vi bliver vækket ved 4-tiden, og hundekoldt i hytten i Dharamshala, også kendt som Larkya Phedi. Heldigvis er der varm te parat, inden vi begiver os af sted ud i mørket med lommelygterne tændt for at finde sporet i sneen. Morgengryet kommer en halv time senere. Det bliver en lang og anstrengende dag, for vi skal vandre op gennem passet Larkya La i 5.160 moh og videre ned til Bimthang. I alt 16 km og en højdeforskel på først 700 meter op og derefter 1.570 meter ned. Det tager fire en halv timer at nå passet. Solen skinner, men den klare luft er kold, og det fyger med sne. Strabadserne belønnes dog med et spektakulært panorama af nogle af Himalayas smukkeste tinder. På tibetansk betyder la snetinde, og Larkya kommer af ordet lhargyal, som betyder sejr. Og det føles da også som en berusende sejr, da vi står her i passet på grænsen til Tibet. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og vandrede sidste år i tre uger rundt om verdens 8. højeste bjerg Manaslu sammen med sin far og to nepalesere. 31 K 5 tips til atmandudalen Tekst & fotos: Lars-Terje Lysemose 1 2 Besøg Boudhanath Denne buddhistiske stupa er imponerende. Faktisk er det en af verdens største, og den er på Unescos verdensarvsliste. Efter Kinas annektering af Tibet flygtede mange tibetanere til Nepal, og derfor er der nu mange tibetanske munke i området omkring stupaen. Gå i byen i Thamel Thamel er Katmandus svar på Khao San Road i Bangkok. Her samles de unge rygsækrejsende, og kvarteret er fyldt med souvenirboder, hoteller, gæstehuse, cafeer, barer og restauranter. Prøv fx den italienske restaurant og cafe La Dolce Vita eller den vegetarianske mellemøstlige restaurant OR2K. Tag på mountainbiking Katmandudalen er rigtig fin at cykle rundt i. Det er let at leje en cykel og hyre en guide, og når man først er kommet ud af byen, er trafikken ikke noget problem. Men husk cykelhjelmen! De gamle kongebyer Bhaktapur og Patan Nabobyerne Patan og Bhaktapur er i dag nærmest vokset sammen med Katmandu. Men i gamle dage residerede der en konge i hver, og deres bygninger er imponerende og giver et fint indblik i Nepals historie. 3 4 5 Shopping Du kan gøre en rigtig god handel i Katmandu. Byen har både store butikscentre med kendte mærkevarer og små bikse, hvor man skal prutte om prisen. I Thamel er der fx mange butikker, som sælger friluftsudstyr i en udmærket kvalitet. 32 Og 9 ting du bør vide om Nepal 1 5 1. Hinduisme & buddhisme De fleste nepalesere er hinduer. Men i bjergene er de fleste buddhister. 2. Religiøse højtider Festivaler er der mange af. Her klæder nepaleserne sig i traditionelle dragter. 2 6 3. Gratis skolegang Mange fattige sender deres børn i klostre, hvor undervisningen er gratis. 4. Børnearbejde Børn ses som en ressource og får lov til at arbejde for føden, især på landet. 3 5. Vandring i Himalaya Marts til maj og september til november er bedst. Ofte er en guide nødvendig. 7 6. Flora & fauna Vilde orkideer og rododendronskove i fuldt flor. Nepals natur er mageløs. 7. Et åndehul i Katmandu Der er ikke mange parker i Katmandu. Garden of Dreams er byens smukkeste. 8. Karavaner Karavaner med heste er stadig almindelige til transport i bjergene. 9. Gammeldags landbrug Geder, får og okser er almindelige. Landbrugsredskaberne er fra forrige århundrede. 8 9 4 nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364. Læs mere om ham på www.lysemose. com. 33 Tekst & FOTOS: Bodil Johanne Jørgensen Sådan her blev vi modtaget, da vi ankom til Gadenklostret. De hvide tørklæder er en gave. På klosterbesøg i Mundgod i Sydindien Tag en pause og giv dig selv tid til fordybelse og refleksion ”M å vi se din særlige tilladelse til at være her?” spurgte politiet flere i gruppen, når vi udlændinge blev standset midt på gaden i den lille by Mundgod. Vi blev omhyggeligt kontrolleret for, om pas og papirer nu også var i orden. Hvis ikke, ville vi blive taget med på politistationen. Det var i januar 2013, hvor jeg var på retreat et par uger på et munkekloster i Mundgod. En rejse, der gik ind under huden og blev en oplevelse for livet. Takket være tibetanske Lakha Lama og hans danske ægtefælle, Pia Kryger, fik vores lille gruppe danskere den særlige permit, der skal til, for at vi måtte rejse ind i det tibetanske område i Sydindien. Hver enkelt deltager skulle ansøge om tilladelsen og godkendes separat, og vi var meget heldige at få den i sidste øjeblik inden afrejsen. Vejen til Mundgod Vi befinder os ca. fem til seks timers kørsel fra Goa. I firehjulstrækkere kører man ad snoede veje ind i det ellers for langt de fleste udlændinge lukkede tibetanske område. Indiske taxachauffører kører normalt godt og er vant til kaos. De kører i flow. Men lige netop vores chauffør kørte i ryk, så jeg blev så køresyg undervejs, at jeg måtte ud og kaste op flere gange, inden vi trætte og udmattede nåede frem til klostret Gaden. Lakha Lama er åndeligt overhoved for dette kloster og tre andre klostre i området. Han modtages med stor respekt, når han er på besøg. Han er bestemt ikke hr. hvem som helst. Selvom han gerne vil undvære alt postyret, bliver han placeret på en trone, mens munkene beder om råd og vejledning. Lakha Lamas livslange venskab med Dalai Lama mærkes også. Mundgod by er befolket af tibetanere, og her bor ca. 17.000 i tibetanske bosættelser. Der ligger mange klostre i tempelområdet, og Drepung Loseling er det mest kendte, og er et af de vigtigste klostre for tibetanerne. Klosteret brændte for nogle år siden, men er i dag genopført. Her var vi også på besøg og rundvisning, hvor vi fik forklaret statuer og symbolers betydning og hørte om den daglige undervisning på klosteret. Mundgodområdet er et stort areal, på størrelse med Sjælland, som den indiske regering velvilligt har stillet til rådighed for de tibetanske flygtninge siden 1950’erne. Her findes små landsbyer, landbrug, handel og småindustri. Der strømmer fortsat nye flygtninge til. De løber en stor risiko for at blive skudt af kineserne under deres flugt til Nepal 34 fra det gamle Tibet, der nu er en del af Kina. I Katmandu fordeler man flygtningene. De fleste vil allerhelst til Dharamsala, hvor Dalai Lama bor, men da de ikke alle kan være der, kommer nogle til Mundgod. Alle har gult flygtningepas, som betyder, at de ikke er indiske statsborgere. Indien har taget godt imod de fremmede. Her er gode og velordnede forhold, fx skoler og klostre. I modsætning til resten af Indien er Mundgod en meget ren by. På det kloster, vi boede på, var der normalt omkring 1.500 munke, men de fleste var ikke hjemme, fordi de var optaget af forberedelser til Dalai Lamas besøg på et andet kloster nogle få kilometer derfra. Munkeomsorg Det var enkle værelser, men med rigtige senge og gode madrasser, og jeg og en anden delte værelse. Vi havde eget bad og toilet, så i forhold til klosterforhold mange andre steder, var det den rene luksus. ”Skal jeg lave noget andet til dig til morgenmad?” spurgte en munk mig en dag. Han havde lagt mærke til, at jeg ikke spiste så meget, var bekymret og ville hjælpe. Maden var ellers velsmagende og tilrettet vesterlændinges smag, så der var Alle stillede op i kø, bukkede og gav hvide tørklæder til Dalai Lama, et tegn på dyb respekt. knap så meget chili og karry i de farvestrålende retter end ellers. Munkene fortalte og delte deres liv med os. Og de var meget interesserede i vores måde at leve på. Munkenes bønner og den meditative summen hørtes overalt. Her var liv, men samtidig en rar, ophøjet stilhed. Klosterlivet Donnng, donnng, donnng, lød det fra gonggongen i klosteret allerede kl. 5.30 om morgenen, mens det endnu var mørkt udenfor. Morgenceremonien skulle til at begynde. Forinden havde vi hørt lyden af rislende vand fra de udendørs vandhaner, hvor munkene børstede tænder inden dagens start. Dagen går med belæringer af teksterne. Der er tre måltider om dagen, og man hviler sig midt på dagen i nogle timer og går til ro ved 22-tiden. Sådan er det enkle klosterliv. Alle virkede glade og havde overskud til at være humoristiske. Munkene havde let til smil og latter, og vi fornemmede deres nærvær, og at de ville gøre det så godt og behageligt for os som muligt. Munkeeksamen og munkedebat Et af højdepunkterne for rejsen var en munkeeksamen, hvor vi var så heldige at opleve 5.000 munke, som var til den eftertragtede geisha-eksamen. En titel, det tager flere år at kvalificere sig til. Munkene trænes i to og to at fremstille den buddhistiske lære og visdom ved, at den ene munk stiller spørgsmål ledsaget af håndklap, og den anden munk skal så svare på eller imødegå påstanden ved at citere fra teksterne. Ofte er der også andre, som blander sig i debatten. Så længe man slår hinanden i hænderne betyder det, at man diskuterer. Dvs., svarer den anden på et spørgsmål. Den, der slår, svarer den anden. Der var store offentlige debatter, hvor munkene grinte, argumenterede og slog i hinandens hænder. En munk blev på et tidspunkt så engageret i debatten, at han holdt sin bedekrans op foran sig, som var det en slangebøsse. Eksamen varede et par dage, og der var musik og højrøstet tale overalt. Pludselig kunne der så være helt stille. Men det var kort tid ad gangen. Så var der et svar fra en munk, og diskussionen blev genoptaget. Det var underholdende og interessant, selvom vi ikke kunne det tibetanske sprog. I nonnekloster En dag var afsat til besøg i et nonnekloster Jangchub Choeling, hvor der bor omkring 250 nonner. Vi blev budt velkommen og bænket i en stor sal. Her blev vi budt på te, vand på flaske og kiks. ”I har forsømt haven og ikke passet den godt nok, og I skal tænke positivt på naboerne og snakke med dem,” sagde den åndelige leder Lakha Lama, der også er kendt som Rinpoche, da vi var til en slags teceremoni i baghaven Det skyldtes, at der var opstået samarbejdsproblemer med naboerne, som var indere. For klosteret lå ud til det indiske område. 35 Nonner pynter porten til Dalai Lamas besøg. Det var ikke første gang, der var samarbejdsproblemer, og tidligere havde Lakha Lama kunnet løse det. Derfor var han kommet igen, og vi var så privilegerede at være inviterede med. Vi deltog i forskellige ceremonier og bad for samarbejdet. En i vores gruppe var blevet syg og dehydreret, og lige netop den kvinde sponsorerede to nonner fra dette kloster. Da nonnerne hørte om hendes sygdom, mente de, det var deres opgave at være en form for hjemmesygeplejersker, og de tog med tilbage til vores kloster, hvor de blev indlogeret sammen med kvinden, som nu blev serviceret døgnet rundt i de sidste fem dage, vi var der, indtil vi rejste hjem. Det var rørende. Dalai Lama på besøg Mens vi var på klosteret, kom Dalai Lama på besøg. Han skulle deltage i den 26. Mind & Life-konference med videnskabsfolkene. Der var naturligvis stor ståhej i byen i anledning af hans besøg. Byporten skulle sættes op og pyntes. Den opgave klarede nonnerne. De kravlede gerne op på lange træstiger for at sætte blomster og forskellig pynt på plads, som var blevet fremstillet til lejligheden. Vi stod i hundredevis ved vejsiden og vinkede til ham, da han kom kørende med mindst 30 biler efter sig. Sikkerhedsfolk og skudsikre biler. Ja, en af verdens fredeligste mænd har brug for at omgive sig med skarpskytter det meste af tiden. Klosterbesøg i Indien Mens vi venter på Dalai Lama. Moderne liv og gammeldags tankegang Vi brugte dagene til at høre belæringer og studere filosofi. ”Du er så smuk, og vi har mødt hinanden før,” sagde en af munkene en dag til mig. Jeg er ret sikker på, at det ikke var mit udseende, han mente. Samtalen var dybere og på et andet niveau. De var nysgerrige og samtidigt ydmyge. På stedet var der en internetcafe, som munkene brugte flittigt. Moderne munke, med Nikesportssko og armbåndsure – enkelte havde også mobiltelefoner og viden om Facebook og Twitter etc. En af kvinderne i vores gruppe lagde dog mærke til, at hun blev sprunget over i den lille butik, hvis der var mænd, som skulle købe noget i klosterets købmandsbutik. Vi undersøgte det. Desværre havde hun muligvis ret. Jeg stod en dag med en tube tandpasta, en kam og nogle hårspænder, og efterhånden som mændene kom ind i munkeshoppen, kom jeg længere og længere bagud i køen. Lidt tankevækkende, men vi var jo også på deres domæne. Det er svært at beskrive den følelse, man får, når man møder en indviet. Oftest er det ydmyghed og venlighed, der karakteriserer disse munke, som har fået en uddannelse i kloster og lever et klosterliv. Vi havde også en foredragsaften med en skolelærer, som er far til hele tre reinkarnerede lamaer. Vistnok den eneste i hele verden, som har præsteret dette. Disse drenge er blevet ”genkendt” og taget væk fra forældrene i en alder af tre år for at blive sendt til klostrene, hvor de får en klosteruddannelse. Forældrene ser det som en stor ære, at deres barn er en genfødt lama. Inden de forlader deres forældre, gennemgår de en test. Det kan fx være, at et barn siger til en af sine forældre: ”Du er ikke min far. Min rigtige far bor langt væk, og der ser sådan og sådan ud i mit hjem.” Eller: ”Mor, du må ikke slå mig, for jeg er en lama.” Det kan også være, at barnet genkender noget gammelt legetøj, som det havde i et andet liv. Særligt uddannede munke finder frem til disse lamaer, og opsøger forældrene. Hvordan man finder en lama Et højdepunkt på turen var, da vi mødte munken Khenchen Tulku, en ung reinkarneret lama på 25 år. Han holdt sin første forelæsning på engelsk for os. Tulkus liv som barn er filmatiseret i filmen ”The Inner Child,” og nu mange år senere sad han meget genert, sammen med os danskere, og så sig selv på den film, norsk TV har produceret, om hvordan han blev genkendt som reinkarneret lama som barn. Khenchen Tulku havde ikke set filmen før, så det var en stor oplevelse for ham, og han var tydelig rørt, da han så sig selv på filmen, hvor han er tre til fem år gammel. Det var vi også, for det var en helt speciel oplevelse. Unik rejse med tid til refleksion Det var helt igennem en unik og uforglemmelig rejse både på det ydre og indre plan. Efter 14 dages meditativ tilstand var det tid til at vende tilbage til vores verden. Dog med et par afslappende dage med badning, massage, yoga osv. ved Goas strande, hvor vi boede i nogle træhytter lige ned til vandet. Trænger du til en pause og lidt fordybelse, kan jeg anbefale klosterlivet. Efter et par uger er hjernen renset, og du tænker klart igen. Mundgod kan du muligvis ikke få tilladelse til at komme til, da reglerne hele tiden skærpes, men der findes mange indiske klostre, som tilbyder retreats. 36 ARRANGØR: Klosterbesøg arrangeres bl.a. af Being & Doing ved Lakha Lama og Pia Kryger. Prisen er ca. 18-20.000 kr. for 14 dage. Mundgod er dog ikke på programmet p.t., eftersom det er for vanskeligt at få tilladelserne. Da jeg var med, sagde Pia Kryger, at det nok var sidste gang, der var grupperejse til Mundgod pga. restriktionerne. Regler for danskere, der rejser til Indien, ændrer sig hele tiden. Man kan få turistvisum, men Mundgodområdet kræver særlig tilladelse. Klostrenes undervisning er på tibetansk. Kun en lama kan åbne vejen til disse klostre, hvis det er undervisning, man søger. Jysk Rejsebureau arrangerer rejser til Kopan-klosteret i Katmandu i Nepal. Man kan også selv kontakte klostret via www.kopanmonastery.com og bestille et ophold. Prisen er 120 USD for 10 dage, og det er inkl. mad og ophold. Det er buddhistiske belæringer om medfølelse og kærlighed for alle levende væsener, der undervises i. UD & HJEM IGEN: Fly København-Goa t/r fås fra ca. 4.600 kr. KøbenhavnKatmandu fås fra ca. 5.000 kr. t/r. nn Bodil Johanne Jørgensen har medlemsnr. 451. Hun har rejst i 88 lande og 12 territorier og arrangerer selv rejser til Bhutan. Læs mere om hende på www. bjraadgivning.dk . Artiklens forfatter underviser ved tavlen. Frihedens udfordring Et ophold med frivilligt arbejde i Indien kan blive en oplevelse for livet Tekst & FOTOS: Erik Pontoppidan E n af mine store interesser er jo at rejse – en passion der passer fint ind i et liv som pensionist. I foråret 2013 tog jeg på et to måneders ophold i Indien, hvor jeg har været beskæftiget med frivilligt arbejde på græsrodsniveau. Efter at have læst om frivilligt arbejde i Indien besluttede jeg, at det lige måtte være noget for en pensionist, der har oceaner af tid, og savner en forpligtende og meningsfuld beskæftigelse i en længere periode langt væk fra de vante, trygge og forudsigelige omgivelser. I september 2012 gik jeg på pension som 65-årig efter et langt arbejdsliv som bibliotekar og IT-specialist. De sidste 25½ år var jeg ansat i en større virksomhed som systemudvikler med et godt og meningsfyldt arbejde og med rigtig gode kolleger. Derfor var det en noget traumatisk oplevelse, pludselig at blive konfronteret med den totale frihed. Ikke fordi jeg ikke har mange gode og sunde interesser. Det var dem, jeg før kaldte fritidsinteresser, men som nu er blevet en slags fri leg, jeg kan vælge at dyrke 100 %, så længe jeg synes det er sjovt. Selv om det måske lyder paradoksalt for mange yngre berejste medlemmer, så har det i sig selv været lidt af en udfordring. Jeg savner især den struktur, et fast arbejde med alle dets vaner, ritualer og smalltalk gav mig i hverdagen, og set i bakspejlet gav det også en vis tilfredsstillelse at producere noget til gavn for samfundet. En fantastisk øjenåbner Nu sidder jeg så hjemme i min lejlighed på Frederiksberg og prøver at fordøje de sidste to måneders indtryk, og det har været en meget spændende tur. Den bliver med stor sandsynlighed en af dem, der kommer til at fremstå som en af mit livs store oplevelser! Mit ophold som frivillig i Indien blev arrangeret af den indiske organisation IDEX (Indian Network for Development 37 Exchange). Organisationen blev stiftet i 1999, og dens primære formål er at arrangere frivilligt arbejde på græsrodsniveau, kombineret med kulturelle oplevelser. Derudover arrangerer den diverse udvekslingsprogrammer for skoler, kurser i engelsk, og hvis man har særlige ønsker, kan rejsen som regel også planlægges individuelt. Der er en enorm forskel på at besøge Indien som almindelig turist og deltage i frivilligt arbejde på græsrodsniveau. At besøge Taj Mahal og at undervise børn i en landsby i Rajastan, er to vidt forskellige oplevelser, som er svære at sammenligne. Men for mit eget vedkommende vil de mange dage sammen med de lokale helt sikkert være det, der først dukker frem på nethinden, når jeg sidder i det vinterkolde Danmark, og tænker tilbage på årets rejser. Det er kun udlændinge, som deltager i projekterne. Organisationen har en række arbejdslejre i Indien og Nepal, hvor de frivillige bor med fuld pension under opholdet. Og der tages grundigt hånd om deltagerne. Man bliver afhentet i lufthavnen, og al anden transport under opholdet arrangeres af IDEX. Ud over det frivillige arbejde indeholder programmet som regel også en række kulturelle arrangementer, hvor man fx bor privat en uge hos en familie, tager på diverse former for sightseeing og lignende. Bl.a. deltog jeg i to af weekenderne i en kamelsafari med overnatning i telt i Rajastans ørken og i en tigersafari i en af Indiens største nationalparker. Kamelsafari og hindufestival Vores kamelsafari varede kun et døgns tid, men vi fik alligevel rig lejlighed til at indsnuse ørkenstemningen. Fra Pushkar red vi et par timer ud i ørkenen og overnattede i en teltlejr, hvor vi kunne nyde de fantastiske landskaber i den klare, tørre luft. En snak ved bålet i ørkenen under en strålende stjernehimmel, er det perfekte sted til at snakke om de store ting i livet. Næste morgen red vi tilbage til Pushkar og gik på sightseeing i byen, inden vi blev hentet af den gule skolebus og kørt tilbage til lejren ved Lalsot. Den første uge i Rajastan boede jeg hos en familie i Jaipur. De følgende tre uger boede jeg i en lejr langt ude på landet i et fattigt område 10 km fra provinsbyen Lalsot. Lejren består af en række lerhytter i et goldt og regnfattigt område med flere små landsbyer. I lejren kunne man vælge mellem at deltage i en række projekter som fx engelskundervisning, sundhedspleje, Det er en fantastisk øjenåbner at undervise under fremmede himmelstrøg. dagpleje og IT-undervisning. Sammen med de andre frivillige blev jeg kørt ud ad de hullede jordveje i en lille gul skolebus og sat af i den landsby, hvor jeg skulle arbejde. Et par gange om ugen kørte vi ind til landsbyen Lalsot for at handle. Lalsot er en typisk indisk provinsby på ca. 30.000 indbyggere, som ikke bærer det fjerneste præg af turisme, men den syder af eksotisk liv og er en stor oplevelse. Mit ophold i Rajastan faldt sammen med den årlige, indiske holi-festival, som holdes af i begyndelsen af marts måned. Det er en hindufestival, hvor man tager afsked med vinteren og tager imod foråret. Det fejrer man ved at smøre farver i hovedet på hinanden, indtage store mængder alkohol og i det hele taget flippe ud i et par dage. Vi fejrede vores egen holi-fest i IDEX-lejren med bål, dans til Bollywood-musik og en helt umådeholdent plaskeri med vand blandet med farvepulver. Efter opholdet i Rajastan tog jeg med nattog og bus op til landsbyen Bundla i provinsen Himachal Pradesh, hvor jeg boede de sidste fire uger. Her lå IDEXlejren i et hus, hvor jeg fra min terrasse 38 havde udsigt til Himalayas sneklædte bjergtinder, og ca. 50 meter under mig kunne man høre den brusende lyd fra en flod, der flød ned til lavlandet. Lige som i lejren i Rajastan, underviste jeg i engelsk i en landsbyskole om formiddagen og i brugen af IT i den nærliggende provinsby Palampur om eftermiddagen. Gavner det frivillige arbejde? Frivilligt arbejde er en forholdsvis ny alternativ rejseform, hvor man kommer tæt ind på livet af den lokale kultur i det land, man er havnet i. Noget andet værdi- fuldt er den nære kontakt man får med de andre frivillige under opholdet. Langt de fleste frivillige kommer alene, og netop derfor kommer man lynhurtigt i kontakt med hinanden. Som ung i 1970’erne oplevede jeg noget lignende i en kibbutz i Israel, hvor de udenlandske frivillige også havde et tæt samvær. Vi boede dengang i et særligt område af kibbutzen, som vi døbte ”Ghettoen” og oplevede de bedste sider af hinanden. Det gør man nemlig som regel, når man er ude og rejse. Mange vil sikkert spørge, om det frivillige arbejde er til gavn for værtslandet. Man kan sige, at organisationen IDEX tjener to hovedformål: Dels at hjælpe den lokale befolkning, dels at give de udenlandske frivillige nogle oplevelser, som går dybere end en traditionel turistrejse. Hvis man sammenligner kvaliteten af undervisningen i den offentlige grundskole i Indien med Danmark, er der store forskelle. Kvaliteten i de offentlige skoler i Indien er som regel lav, bl.a. fordi mange af de offentligt ansatte lærere bruger arbejdstiden til alt andet end at undervise. Vi oplevede flere steder, at lærerne i landsbyerne sad og læste aviser i stedet for at undervise, eller at klassen helt manglede en lærer i timerne. Her gør de udenlandske frivillige helt sikkert en forskel med deres engagement. Selv havde jeg ikke nogen særlig pædagogisk erfaring, men det vigtigste der kræves for at undervise, er et solidt kendskab til engelsk og et oprigtigt ønske om at lære børnene noget. Vi havde som regel en engelsktalende inder med, som kunne oversætte til hindi, hvor det var nødvendigt. Alligevel var det udfordrende og spændende at prøve, og mine otte uger i Indien bliver nok både første og sidste gang, jeg får mulighed for at undervise skolebørn. Langt de fleste frivillige var meget unge, hvilket kan virke overraskende i betragtning af den oplevelse, vi fik under opholdet. Det undrer mig, at der ikke var flere ældre blandt deltagerne, for selv om indkvarteringen i lejrene absolut ikke er femstjernet, så er der ingen særlige fysiske udfordringer, hvis man i øvrigt er i almindelig god form. Selv mærkede jeg ikke den store aldersforskel som noget problem i samværet med de andre. Vi hyggede os gevaldigt både under arbejdet og i fritiden, og der blev skabt mange nye kontakter. nn Erik Pontoppidan har medlemsnr. 180. Læs mere om hans rejseliv på www.ponty. dk. Frivilligt arbejde i Indien Arbejdet med projekterne hos IDEX er ikke lønnet eller gratis. Man betaler et beløb for kost og logi i lejrene og for den transport organisationen arrangerer, herunder formidling af togbilletter, afhentning i lufthavnen og transport mellem lejrene. Standarden i lejrene svarer nogenlunde til et vandrehjem i Danmark. Maden er typisk indisk. Dvs. ris, chapati, kød, grøntsager og frugt. Hygiejnen i lejrene er i orden, dvs., at her kan man trygt spise maden og drikke vandet uden at få maveproblemer. De to lejre jeg besøgte, var i det hele taget velfungerende, med et meget venligt og hjælpsomt personale. Der var internet begge steder, men det fungerede ikke altid lige godt. IDEX har sin egen hjemmeside på www.idex.in, hvor man kan finde yderligere oplysninger og kontaktadresser. I Danmark samarbejder IDEX med organisationen Eurostudy, som kan formidle alle slags ophold i lejrene. Den danske afdeling af Eurostudy kan kontaktes via www.eurostudy.dk. I 2013 kostede fire ugers frivilligt arbejde, eksklusive flybillet og visum, 9.965 kr. og for 8 uger 14.345 kr. hos Eurostudy. Opholdet vil formentlig være væsentlig billigere, hvis man booker det i Indien eller direkte gennem IDEX. Visum: Det er blevet en hel del mere bureaukratisk at få visum til Indien for danskere, primært pga. sagen om udlevering af våbensmugleren Niels Holck. Ud over at aflevere sit pas til ambassaden skal man nu fremvise et kontoudtog fra sin bank for at dokumentere, at man selv kan betale udgifterne til sit ophold i Indien. Desuden skal man vedlægge en kopi af sin flybillet samt hotelreservationer i Indien. Dermed er danskerne underlagt de samme krav om visum til Indien som indere, der søger om visum til Danmark. Ud & hjem igen: Fly København-Delhi t/r fås fra ca. 3.400 kr. Børnene i Rajastan taler hindi, men vi havde som regel nogen med, som kunne oversætte. 39 5TIPS 1 Kommunist for en dag En helt anderledes oplevelse i Yerevan er en dagstur igennem det sovjetiske Yerevan. Oplev, hvordan armenierne levede og arbejdede i sovjettiden. Se fabrikker og boligblokke, smag på sovjetiske specialiteter og få en ide om, hvordan livet var i Sovjetunionen. Envoy Hostel & Tours er et godt sted for mere information. 3 Republikpladsen En oplevelse, man ikke bør gå glip af, er, når armeniere og turister hver aften samles på Republikpladsen, tidligere Lenins Plads, midt i byen, hvor et kæmpe springvand i farver og rytme bevæger sig til klassisk såvel som mere poppet musik. En oplevelse for både børn og voksne. 2 Yerevan Tid til en cognac? Winston Churchill elskede efter sigende armensk cognac – måske er det også noget for dig? Et besøg på Yerevan Brandy Factory inkluderer flere gode og velsmagende smagsprøver. Cognac er i øvrigt et af de helt store hits som souvenir, så du kan med god samvittighed lave lidt research på bryggeriet. 4 En tur i Water World Sommeren er varm og fugtig i Armenien. Et besøg i vandland vil derfor sprede glæde blandt både store og små. Her er både vandrutsjebaner, solvogne og kølende swimmingpools. En dejlig forfriskende oplevelse, som mange lokale også benytter sig af – især i weekenden. 40 til Tekst & fotos: Niels C. Jensen & Anne Geisler 5 Cafeliv for feinschmeckere Det siges, at uanset hvor man kaster en sten i Yerevan, vil den lande på en cafe. Området syd for Republikpladsen med de kunstigt anlagte søer er en god mulighed. Her møder du armenierne, når de holder fri. Skal det være mere internationalt, anbefales området ved Operahuset, hvor de mest tjekkede cafeer ligger side om side. 2 1 Og 9 tips 3 til ARMENIEN 1 Lada for alle Uanset hvor du bevæger dig hen, vil du blive mødt af den gode gamle russiske bil. 2 Kirkedalen i Nordarmenien Debed Canyon er spækket med landsbyer, kirker og smuk natur. 3 4 5 6 7 89 5 Sanahin og Haghpat Oplev smukke kirker og klostre i Nordarmenien. Minder om en storhedstid I sovjettiden var Armenien et rigt land – overalt ser man minder fra dengang. Et hus fra fortiden Kig efter posthuse og andre imponerende bygninger fra sovjettiden. 4 6 Frisk fersken Blommer, ferskner, æbler og meget anden dejlig frugt sælges overalt. Kammerat Lenin Hvis du er heldig, kan du finde gamle skulpturer af Lenin. Fest med de lokale De lokale griller og danser ved Sevan-søen, når de har fri. Et glas kommunistcola En lokal specialitet er Kvas, en hjemmebrygget cola med alkohol. nn Niels C. Jensen har medlemsnr. 616. Læs mere om ham på www.altomniller.dk. Anne Geisler har medlemsnr. 617. 7 8 9 Rejsebilleder Tibetanske munke, Kina. Foto: Jytte Kristensen. Hellig mand i Indien. Foto: Morten Haagensen. Udsmykket mand ved Vindenes Palads, Indien. Foto: Morten Haagensen. Bedende ved Vestmuren, Israel. Foto: Jens Tidemann. Lokal mand, Indien. Foto: Morten Haagensen. 42 Hestehandlere i Kashgar, Kina. Foto: Anne Agerbæk. Khattyggende yemenit. Foto: Søren Bonde. Ekstreme renselsesritualer er en del af vegetarfestivalen i Phuket. Foto: Marianne Leth. Hvem betragter hvem i Afghanistan? Foto: Theis Sølling. Sibirisk rensdyrnomade, Rusland. Foto: Gerner Thomsen. Gammel og ny kultur mødes i Mongoliet. Foto: Claus Bech. Ørnejæger, Mongoliet. Foto: Per Svendsen. Den Himmelske Freds Plads. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Solskin i Beijing. Foto: Jette Weiss. 43 Khujaraho, Indien. Foto: Vibe Sannig. Leg med cykeldæk, Filippinerne. Foto: Søren Fodgaard. Kinesisk nytår, Kina. Foto: Anne Agerbæk. Ilddrengen, Sri Lanka. Foto: Steffen Stubager. Frække og nysgerrige børn, Myanmar. Foto: Tina Thrysøe. Veninder i Kashgar, Kina. Foto: Anne Agerbæk. Solnedgang over stylteby i Brunei. Foto: Per Allan Jensen. 44 Taj Mahal, Indien. Foto: Jette Weiss. Petra, Jordan. Foto: Vibe Sannig. Transport på Ayeyarvardy, Myanmar. Foto: Jens Tidemann. Vindenes Palads med små 500 vinduer i Indien. Foto: Morten Haagensen. Bako Nationalpark, Malaysia. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Har munkedrengen mon fået stuearrest? Bhutan. Foto: Bodil Svendsen. Solnedgang over vandbungalow på Borneo. Foto: Tom Hagensen. 45 Giv Gl ben i gave De Berejstes Klub Globen kommer Jorden rundt, både indholdsmæssigt og helt konkret, for i De Berejstes Klub har vi medlemmer over hele verden. Har du endnu ikke fundet den perfekte gave til rejseglade venner eller familiemedlemmer, kunne et års abonnement på Globen måske være det helt rigtige. Dermed støtter du din klub, og din gavemodtager får ud over Globen fire gange om året også et passivt medlemskab oven i hatten og dermed en række medlemsfordele og rabatter. Og du betaler det samme, uanset om din gavemodtager bor på Sydpolen, ved ækvator eller i Danmark: 300 kr. for et år fyldt med gode rejsehistorier. Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får din gavemodtager disse fordele: • 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk. • 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada Goose. Se www.friluftsland.dk. • 10 % rabat på hele sortimentet hos Nordisk Korthandel . Se www.scanmaps.dk. • 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com. • 10 % rabat på landarrangementer (kun ved samlet køb af togbilletter, hoteller og udflugter) hos Penguin Travel med undtagelse af Bulgarien og Den Transsibiriske Jernbane. Kan ikke kombineres med særpriser på klubture, messetilbud og andre rabatter. Se www.penguin.dk. • 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk. • Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne berejste udveksler rejsetips og -oplevelser og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og udvikle rejselysten. • Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat på køb af rejseforsikring hos Gouda. Gælder også for medrejsende egne børn samt samboende, dog undtaget skirejseforsikring. Rabatten gælder på Goudas periodevise forsikringer, som dækker udrejse fra Danmark til hjemkomst i Danmark (Voksen under 70 år og Ungdom under 35 år samt Goudas afbestillingsforsikring). Rabatten gælder ikke på tillægsforsikring, på forlængelse af medlemmernes egne årsrejseforsikringer eller kreditkortforsikringer. Se www.gouda.dk. Lyder det som en god gaveide, så skriv til vores medlemskoordinator på [email protected]. Oplys navn og adresse på modtageren af din gave og indbetal 300 kr. på klubbens konto i Nordea: Reg.nr. 2143, kontonr. 8127698679. De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse. Globen kommer Jorden rundt. Her ses forrige nummer med hunden Hachi, som har fået sin egen statue ved Shibuyas metrostation i Tokyo, Japan. Foto: Viroj Jienwatcharamongkhol. 46 Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser Tekst: Lars-Terje Lysemose H vis du ikke ligefrem er på vej ud ad døren på vej ud at rejse, hvad er så bedre end at lægge sig hjemme på sofaen med en stak rejsebøger eller en god film, som kan inspirere og hjælpe med at få gang i rejseplanerne? Vi kalder det for sofarejser, når vi på næsten magisk vis, som om vi havde et flyvende tæppe, kan rejse ud i verden hjemme fra sofaens trygge rammer. At have noget at underholde sig med på rejsen kan også være essentielt, når man sidder i et tog, en bus, på et fly eller i et kedeligt hotelværelse. Globen omtaler og anmelder derfor gerne bøger og film, som kan inspirere og udvikle rejselysten. Om Afrika “Billedet hænger skævt – 122 gode råd til forretningsmanden i Afrika” af Kim Højgaard Rasmussen (Skriveforlaget, 2013, 250 sider, 229 kr.) er skrevet af en stor kender af Afrika og byder på både sjove anekdoter og helt præcist 122 gode råd, hvis man tænker på at bosætte sig på det store kontinent. For i mere end 30 år har bogens forfatter rejst, boet og arbejdet rundt om i Afrika: I Elfenbenskysten, Tanzania, Nigeria og Ghana. Det er ikke nogen guidebog, men den kan nu alligevel være nyttig også for andre end forretningsrejsende. Rasmussen skriver med humor om selvoplevne situationer og fører os mesterligt gennem Afrikas kringlede ritualer og kulturer. Om Asien “Indokina rundt i morgensko” af Palle Thorndal (Books on Demand, 2012, 136 sider, med fotos i farver, 149 kr.) er skrevet med lune af en ikke særlig berejst forfatter. Alligevel (eller måske netop derfor) vover han sig ud på et rejseeventyr ”i morgensko”, som han kalder det: Gennem oversvømmelser i Bangkok, ud i et endnu undertrykt Myanmar og med båd ned ad Mekong i Laos. Rejsen går videre til Angkor Vat i Cambodja og til Saigon og Mekongdeltaet i Vietnam. Thorndal beskriver sig selv som en ældre herre i 60’erne, efterlønner, tidligere tømrer, pædagog og seminarielektor, og en rastløs sjæl, som ser sig selv mere som opdagelsesrejsende end som turist, for han vil ”hele tiden se nyt, runde det næste hjørne, mætte min nysgerrighed, som tilsyneladende aldrig lader sig mætte,” som han skriver. Og han skriver personligt og med humor om sine uforglemmelige oplevelser på den fem uger lange rejse på egen hånd uden anden planlægning end en returbillet fra Bangkok, som fx her: “Mit hotel hedder Kraft Hotel, og det grænser til falsk markedsføring, for strømmen forsvinder af og til. Bortset fra det er det et udmærket 3-stjernet hotel, set med burmesiske øjne. Havde det ligget i Danmark, ville en lang række myndigheder have stået i kø for at lukke det. Levnedsmiddelkontrollen ville omgående have drejet nøglen om til hotellets restaurant, hvis de stak hovedet ud i køkkenet. Skadedyrskontrollen ville kunne få en anseelig samling småkryb med sig hjem, hvoraf jeg kun kender navnene på gekkoerne og kakkelakkerne, men måske er det væggelus, som har givet mig de bid, jeg har på armene. En bygningssagkyndig vlle være på grænsen til et hjerteanfald ved synet af el-installationerne. De hænger bogstavelig talt i laser. To steder på værelset stikker uisolerede ledninger ud af væggen, og der er strøm på. Jeg har testet med min barbermaskine.” Den rejsende forfatter reflekterer også smukt over sine oplevelser på vejen hjem: ”Jeg tror ikke, jeg har oplevet så meget på 10 år, som jeg har oplevet på denne tur, og det vil tage meget lang tid, før jeg har fordøjet det hele. Og alligevel føler jeg en underlig 47 tomhed indeni, så jeg gruer lidt for at komme hjem. Jeg ved jo, at min familie vil høre, hvad jeg har oplevet, hvad der har gjort størst indtryk, været det mest spændende, osv. Men jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde! (…) Alt sammen var det bedste! Alt hvad jeg oplevede var nyt, fremmedartet, og eksotisk, og hver eneste detalje ville kunne kåres som det bedste, målt med min egen målestok, så jeg vil slet ikke rangordne mine oplevelser på den måde.” Gad vide, om forfatteren ikke er blevet ramt af den rejsebacille, de fleste af os kun kender alt for godt? “Lonely Planet Pocket Bali – Overblik, highlights, insidertips” af Ryan Ver Berkmoes (Turbulenz, 2014, 160 sider, med fotos og kort i farver, 130 kr. eller som e-bog via iTunes 49 kr.) er en af flere bøger i en serie små guidebøger fra det anerkendte Lonely Planet, som nu lanceres på dansk. Med sit lille praktiske format kan bogen snildt stoppes i lommen, når man begiver sig ud på opdagelse på egen hånd eller installeres som e-bog på en tablet. Og selv om formatet er lille, er her faktisk rigeligt med tips til at få en uge eller to til at gå på ”Gudernes Ø”, som det paradisiske Bali også kendes som. Her er alt, hvad man kan forvente, at en guidebog skal indeholde – og lidt til! For Turbulenz giver med lanceringen af ”Lonely Planet Pocket”-serien på dansk Politikens velkendte ”Turen Går Til”-serie kamp til stregen. “The New York Times 36 Hours – Asia & Oceania” red. af Barbara Ireland (TASCHEN, 2013, 298 sider, med fotos og kort i farver, på engelsk, 19,99 GBP) er en nyttig guidebog fyldt med tips og forslag til steder, som er værd at besøge og opleve, skrevet af The New York Times’ bedste rejseskribenter. Hvad kan man nå på en destination i 36 timer? Faktisk ikke så lidt, hvis man følger tipsene i denne serie af guidebøger, som omfatter hele verden. ”36 Hours” har været en fast sektion hver uge igennem mere end 12 år i The New York Times, og ”Asia & Oceania” omfatter 60 destinationer fra Vanuatu, New Zealand og Australien til Mongoliet, Sri Lanka og Japan. Det er i sagens natur først og fremmest storbyer, som bogen dækker, men der er også tips til fx øerne Hainan og Bali og Darjeelingregionen i Indien. Og alle oplysninger er blevet tjekket og opdateret. Bogen byder på en detaljeret tidsplan time for time for hver destination og er skrevet specielt med henblik på weekendrejsende, men man skal naturligvis ikke følge tidsplanen slavisk, men tage det til sig, man synes er nyttigt og spændende, og som sådan er bogen en guldgrube af ideer og med store og flotte billeder. Vil du være sikker på ikke at gå glip af det bedste af det bedste, når du besøger et nyt sted, så er ”36 Hours” faktisk et rigtig godt bud og perfekt til at planlægge en weekendtur efter. Om Nordamerika “En amputeret tå i whisky – historier fra den sidste vildmark” af Martin Nedergaard Andersen (Turbine, 2012, 362 sider, med fotos i farver, 249 kr.) handler om en rejse på fem uger til Alaska og Canada med hele familien: Martin og Anne og deres børn Peter og Clara Louise. Det er også en fortælling om fortidens guldgravere og klondikefeber, og om bjørne og vild natur. Men først og fremmest er det en fortælling, hvor oplevelserne på rejsen står i centrum, for målet med turen er ifølge forfatteren at ”det skal være en actionferie, hvor den skal have alt, hvad den kan trække, og så lige lidt til.” I en fin vekselvirkning mellem røverhistorier fra fortiden og nutidige iagttagelser giver alle fire den så gas ud i vildmarken gennem Alaskas og Canadas enestående natur fuld af bjørne, hvaler og vilde laks og med riverrafting, hundeslæde, havkajak, bungeejumping og meget mere på programmet. Dansk arkitekt på rejse i Carsten Niebuhrs fodspor John Andersen: “Rejser til det lykkelige Arabien – På sporet af Carsten Niebuhr”, Gyldendal, 2012, 384 sider med fotos i farver, 349,50 kr. eller som e-bog via www.mibook. dk 180,60 kr. De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub Tekst: Henrik Døcker C arsten Niebuhrs arabiske rejse i 1760’erne er velkendt, men ligefrem at foretage en nutidig rejse ad mere eller mindre samme rute påkalder sig opmærksomhed. Den danske arkitekt og eventyrer John Andersen har – om end ikke i ét stræk – gjort det og berettet omhyggeligt og kvalificeret om det i denne store, flotte bog. Hans beskrivelse dækker en række rejser, gennemført over en tiårig periode. Lad det være sagt straks: Det er interessant, men til tider tung læsning. Niebuhr, der var den eneste af de i alt seks deltagere i rejsen, der kom tilbage, virkede både som kartograf og landmåler og indlagde sig uvisnelig hæder ved de mange nøjagtige opmålinger og tegninger, han foretog i Egypten, Arabien, Yemen, Indien, Oman, Irak, Iran, Syrien og Tyrkiet. Et dristigt bistadebesøg i Yemen Andersen citerer relevante passager fra Niebuhrs ”Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande”, når han selv er nået frem til dem. Midt i de utallige forandringer i levevis og bybilleder kan Andersen fx konstatere, at Cairo stadig er fyldt med affald! Det blev – ikke overraskende – et forhindringsløb at få visum til SaudiArabien, men Andersens fik til sidst skaffet sig den nødvendige invitation til at komme til landet via arkitekt Henning Larsen, som har en tegnestue i hovedstaden Riyadh. I Yemens bjergterrasser 48 med en smuk udsigt, som Niebuhr og hans følge var betaget af, konstaterer Andersen, at det uheldigvis er qat og ikke kaffe (som i den nærliggende by Mocca), der dyrkes – et stimulerende middel, som det meste af den yemenitiske befolkning tygger, og som medvirker til, at samfundslivet går mere eller mindre i stå kl. 14 hver dag. I Yemens hovedstad Sa’na sneg den gode eventyrer Andersen sig ind i byens Store Moské, hvor der ellers ikke er adgang for ikke-muslimer. Han trak ”bare” sit ternede beduintørklæde godt ned i panden og tog endog fotos ved hjælp af lydløs eksponering. På vej i bil gennem en ørken til Hadramaut gjorde Andersen holdt ved nogle bistader lavet af udhulede palmestammer. På nogle få frugtbare steder trives bierne og plejes af (ikke særlig venligtsindede) nomader. Andersen var lige nået tilbage til bilen, da der blev skudt efter ham! Lige så isoleret – og imponerende – som Irans Persepolis ligger oldtidsfæstningen Petra i Jordan, som blev anlagt i de første århundreder f.v.t. af det arabiske folk natabæerne. Op til 20.000 mennesker skønnes at have boet her i oldtiden. Det var et sted, der, takket være et sindrigt system til opsamling af regnvand, altid var velforsynet med vand. Her som flere andre steder i Mellemøsten bemærker forfatteren det udprægede fravær af turister. Krig og terror har skræmt dem væk. Andersen følger i Niebuhrs spor hele vejen op igennem Europa og slutter i den lille by Meldorf i Ditmarsken, hvor Niebuhr boede de sidste 37 år af sit liv. Vores eventyrer-arkitekt får åbnet døre og får beset – som ingen anden. Et forunderligt rejseprojekt har fået et beundringsværdigt “monument” i denne skildring med megen vægt på stederne og vedlagt mange flotte farvefotos. Befolkningerne, menneskene, træder noget i baggrunden. nn Henrik Døcker har medlemsnr. 38 og er journalist og forfatter. Om verden i øvrigt “Lonely Planet’s Beautiful World” (Lonely Planet, 2013, 255 sider, med fotos i farver, på engelsk, 29,99 GBP) er en rigtig sofabordsbog med billeder i stort format, der, som titlen fortæller, viser noget af det smukkeste, vores blå planet kan byde på. Denne genre af bøger er tydeligvis et marked i vækst, for der er efterhånden udkommet en lind strøm af billedbøger fra diverse forlag. Lonely Planet har dog en markant fordel i form af sit eksisterende netværk af professionelle fotografer over hele verden og tager os i denne bog med til steder, man ikke kan andet end drømme om at besøge. Men hvad er smukt? Handler det ikke også om, hvilken sindsstemning man er i, når man besøger et sted? Som forlaget skriver i forordet: ”At være på et smukt sted er mere and bare at observere, hvad man ser med sine øjne. Oplevelsen af smukhed er følelsesmæssig, dannet af konteksten; der er menneskene, man er sammen med, eller menneskene, man ikke er sammen med; der er ens humør, og hvor man er henne i sit liv. Alle disse faktorer medvirker til at gøre et sted unikt og personligt og forskelligt hver gang, man besøger det. Når man ser på et billede af et smukt sted, forsvinder den kontekst. Vi havde det faktum i baghovedet, da vi lavede denne bog. Vi ønskede at skabe en kontekst, som ville hjælpe med at frembringe nogle af disse forbindelser. Billederne her er arrangeret i kapitler som afspejler et aspekt i livet. Når man vender siderne håber vi, at det at overveje forholdet mellem hvert billede og det livsstadie, som det er blevet sat ind i, vil tilføje en anden dimension til ens oplevelse.” Bogens kapitler hedder ”Origins”, ”Nourish”, ”Untamed”, ”Community”, ”Celebration”, ”Transformation”, ”Space”, ”Harmony”, ”Monumental” og ”Eternal”. Og jo, det er smukt ud over alle grænser. “Pundik & Krasnik og resten af verden” af Allan Sørensen (Kristeligt Dagblads Forlag, 2012, 282 sider, med fotos i sort/hvid, 59,95 kr. hos Bog & Ide) er en samtalebog om Israel, Palæstina og Mellemøsten. Det handler om religion, ytringsfrihed, tolerance og politik – og om det at være jøde i både Israel og Danmark. Allan Sørensen har sat Herbert Pundik og Martin Krasnik i stævne til en række konfrontatoriske, men hjertelige og meget direkte samtaler i både Tel Aviv og København. De er henholdsvis Kristeligt Dagblads korrespondent i Mellemøsten, seniorkorrespondent (og tidligere chefredaktør) for Politiken, og nyhedsvært på Deadline på DR2 (og tidligere udlandsredaktør for Weekendavisen). Med andre ord: Erfarne journalister, meningsmagere og politiske iagttagere. To af dem – Pundik og Krasnik – er også jøder, som repræsenterer hver sin generation. Pundik definerer sig selv som agnostiker og jøde – mens Krasnik sjovt nok insisterer på, at Pundik da er ateist. Modsætningerne mellem Krasnik og Pundik er i det hele taget påfaldende. Hvor Pundik i mange år har været engageret i fredsbevægelsen, ser Krasnik sig selv som en principfast høg, der mener, at hvis man som nation vælger ikke at gribe ind i en konflikt og handle, når man kan, så har det også konsekvenser. Det, ikke at gøre noget, har også en pris. Nej, når Pundik og Krasnik tørner sammen, er der ikke plads til ligegyldigheder eller halve forklaringer. Trods deres forskelligheder kommer de dog til en fælles forståelse af, hvad det vil sige at være jødisk og vokse op som et religiøst mindretal, og bogen danner et spændende dobbeltportræt af to af dansk udenrigsjournalistiks skarpeste iagttagere. “The Travel Book – A Journey Through Every Country in the World” red. af Alison Ridgway m.fl. (Lonely Planet, 2013, 887 sider, med fotos og kort i farver, på engelsk, 14,99 GBP) er forlængst blevet en skattet klassiker, og nu er den blevet opdateret og udgivet i et nyt kompakt såkaldt miniformat (hvis man da kan kalde en murstensbog for ”mini”). Bogen præsenterer hele verden med et opslag for hvert land (store lande med flere sider), og 836 billeder indfanger og illustrerer på bedste vis bogens 230 lande og territorier. Hvert sted præsenteres med tips til de største seværdigheder og oplevelser tilsat lidt baggrundsviden om stedets historie og kultur, alt leveret kort og koncist fra Lonely Plants berejste stab. Og med så lokkende, fantastiske billeder får man simpelthen lyst til bare at rejse ud og opleve verden! 49 ”Världar av liv” af Mattias Klum (Max Ström, 2013, 304 sider, med fotos i farver, på svensk, 399 kr. hos www.cdon.dk) er en fotobog i stort format fra en af vor tids største naturfotografer med tekst af biolog og journalist Anna Froster. Siden midten af 1980’erne har svenske Mattias Klum arbejdet som fotograf og været på utallige ekspeditioner til fem kontinenter, bl.a. for National Geographic. Som han skriver i indledningen til denne bog: “I 25 år har jeg haft et vældig stort kontor, fra Borneos regnskove til Antarktis’ isvidder. Den ene uge klatrer jeg på statiske bjergklatringsreb i varmedisen, og den anden ugen pisker den arktiske vind i ansigtet. At få lov til at dumpe ned på steder, som er så ekstremt forskellige giver en en lille ide om, hvor mange verdener der findes i verden.” Som barn ude i de svenske skove og søer lærte han, at ”hvis man bare sidder tilstrækkeligt stille og venter, så begynder der at ske ting og sager. Jeg plejer at kalde det træstub-tricket, at sætte sig ned og lade naturen vågne omkring en. Jeg bliver aldrig træt af det, og det fungerer lige så godt ved et tropisk koralrev som hjemme i nåleskoven.” Bogen består af mere end 150 fantastiske naturbilleder fra hele verden fra ”steder, oplevelser, dyr og planter, som har landet ekstra dybt i mit hjerte,” som han forklarer. Det er storslået og smukt og indgyder stor respekt for den tålmodighed, han som fotograf har måttet mønstre for at få disse fantastiske billeder med hjem. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364, er 39 år og har rejst til 46 lande og seks territorier. Han er freelancejournalist og foredragsholder og underviser i journalistik og kommunikation. Læs mere om ham på www.lysemose.com. Tekst & fotos: Jakob Birklund Andersen Tips til bedre rejsefotos Del 3: Fart i billedet V erden er i konstant forandring og bevægelse. Tag et gadehjørne, der myldrer af liv med fodgængere, cykler og biler. Det vi ser det ene øjeblik ændrer sig det næste og bliver aldrig det samme igen. Noget af det utrolige ved et kamera er, at du kan rette det mod en verden i evig bevægelse og med et tryk på udløseren fastfryse et øjeblik i tid og rum og gemme det for evigt. Men du kan også bevidst gå efter at understrege fart og bevægelse i billedet. Det gør du ved at kontrollere lukkertiden på dit kamera – tænk på det som længden af det øjeblik, du vil indfange. Bølgens tilbagetog fra stranden indfanges med en lang lukkertid (Vik, Island). Lang lukkertid understreger det hektiske menneskemylder på Times Square i New York. 50 Et langt øjeblik En lang lukkertid kan ændre udtrykket i et billede fuldstændig, og brugt rigtigt kan det gøre dine fotos langt mere interessante. Vand egner sig ofte godt til lange lukkertider. Stil dit kamera på et solidt stativ og prøv dig frem. Et til to sekunders lukkertid kan forvandle et stift billede til en poetisk afbildning af vandets bevægelse gennem landskabet. Andre eksempler kan være en åben plads med mange mennesker i bevægelse, der kan forvandles til et menneskehav, eller en gade i tusmørke, hvor bilernes lygter kan trække lysspor gennem billedet. Panorering Du kan understrege et objekt i fart ved at følge det med kameraet samtidig med, at du tager billedet. Det holder objektet i fokus, mens baggrunden bliver tværet ud i fartstriber. Lukkertiden skal som regel være omkring 1/50 sekund eller langsommere, for at det virker. Teknikken kaldes panorering og kræver en del Detifoss i Island er fanget med en lang lukkertid, der skaber flow i vandet, mens fotoet til venstre er taget med en kort lukkertid, der fryser vandets bevægelse. øvelse at mestre. Tit ses teknikken brugt i sportsfotografi, men den kan bruges alle vegne, f.eks. på safarien når en flok gnuer galoperer forbi. Skru ned for solen Ofte er lyset så kraftigt, at det ikke er muligt at opnå en lang lukkertid, uden at billedet bliver fuldstændig overbelyst. Her kan man bruge et gråfilter, der kan skrues på objektivet. Det er et neutralt tonet stykke glas, hvis eneste opgave er at reducere lyset. Simpelt og effektivt. nn Jakob Birklund Andersen har medlemsnr. 629. Han har til dato besøgt 52 lande og fire territorier. Læs mere om ham og se flere af hans billeder på www. birklund.com. Ved at følge bilen med kameraet kan du skabe en fornemmelse af fart, men det kræver øvelse (Havana, Cuba). 51 Rejs ud i verden eller lad verden komme til dig! Tekst & Fotos: Anna le Dous En flok Hospitality Club-gæster, som boede hos mig. Elsker du at møde folk fra andre kulturer? Elsker du at rejse? Hjælper du gerne andre mennesker? Så er www.hospitalityclub.org måske lige noget for dig. P å bordet foran mig står en flaske Killepitsch Kräuterlikör aus Düsseldorf – en værtindegave fra de to tyske mænd, der boede hos mig fra i går til i dag. Alt imens jeg sidder og betragter flasken med dens ”eksotiske” indhold, tikker en sms ind: ”Hello Anna, how are you doing? I am back to the same old lifestyle. Thanks for everything. It was great to meet you and your friends. Take care.” Dejligt endelig at høre livstegn fra inderen, der sov på gulvet i min stue hele sidste uge! Ja, spændende bliver det, fra hvilken verdensdel den næste gæst kommer … Elsker du at møde folk fra andre kulturer? Elsker du at rejse? Hjælper du gerne andre mennesker? Disse tre spørgsmål kunne jeg uden længere overvejelser svare ja til, da min ven, der ligesom jeg var udvekslingsstudent på universitetet i Hamburg, præsenterede mig for hjemmesiden www.hospitalityclub.org. Dog havde jeg svært ved at vænne mig til tanken om, at en profil på hjemmesiden betyder, at døren til ens hjem står åben for helt fremmede mennesker fra fjerne kontinenter. www.hospitalityclub.org bygger på tillid, gæstfrihed, åbenhed og det modsatte af et ”noget for noget”-princip. Hjemmesiden skaber kontakt mellem værter, gæster, rejsende og lokale. Det kan være ved at finde husly eller en guidet tur i byen. Men det kan også bare være, at man ønsker en bestemt oplysning om et land, som lokalkendte kan svare på. Selv har jeg fx brugt siden til at undersøge, hvorvidt offentlig transport i et land er tilgængelig for kørestole. Men man kan ogs blive indkvarteret gratis. Som vært er det muligt at møde folk fra andre kulturer, uden at man behøver at rejse, og uden at man har nogen forpligtigelser. Og for alle parter handler det om at udvide sit netværk på tværs af landegrænser. Hvis ikke jeg, som i kraft af min afhængighed af hjælpere er vant til at have fremmede mennesker omkring mig, skulle kunne leve med en overnattende gæst i ny og næ, hvem skulle så!? Den grundlæggende tankegang om gæstfrihed og velvillighed over for fremmede tiltalte mig. Her var der tale om at invitere mennesker ind, der kom helt uden forventninger, og som var yderst taknemmelige for selv det mindste, man kunne tilbyde. I begyndelsen af juni sidste år modtog jeg en e-mail, som lød sådan: ”Hi. I´am a female, 27 years old and from Germany (Bochum). I participate at an international sociology congress at the university of Copenhagen. Would it be possible to stay at your place from the 31st 52 july until 8th of August? Many thanks for your answer.” Efter tidligere på året at have haft to piger boende fra Moskva, var jeg begyndt at blive mere tryg ved at imødekomme forespørgelser som denne, så jeg svarede med min ubetingede gæstfrihed, at hun selvfølgelig var velkommen. En times nærkontakt i en elevator Første møde med pigen var da hun ringede på døren til min lejlighed. Mødet med mennesker, man aldrig har set før, er ofte forbundet med forudindtagede forestillinger. Selv om jeg ingen steder – heller ikke på www.hospitalityclub.org – lægger skjul på mit handicap, tænker jeg altid over, om mine gæster forestiller sig, at døren vil blive åbnet af en stående person i øjenhøjde med dem, og hvilke reaktioner de i øvrigt udviser ved synet af min kørestol. Men når alt kommer til alt, er jeg ikke i tvivl om, at gæsterne har det akkurat på samme måde – de tænker også over, om de lever op til den forestilling, jeg har af dem inden det første møde. Pigen fra Tyskland boede hos mig en uge. Allerede den første aften sad vi uheldigvis fast i en elevator, da vi skulle ud og spise. Ikke nogen god reklame for hverken restauranten, København, eller for den sags skyld mit valg om at tage elevatoren frem for trappen. I løbet af den time, det tog vagtcentralen at sende en mand ud, nåede vi at lære hinanden ganske godt at kende. Fra aldrig at have mødt hinanden før, blev vi på grund af vores i bogstaveligste forstand fastlåste situation, gode venner på under et døgn. De efterfølgende dage viste jeg hende rundt i den danske hovedstad og introducerede hende til Faxe Kondi, Gammel Dansk, røde pølser og klaphatte. Hun lavede mad til os og hjalp mig, som var det en selvfølge, med diverse småting, som jeg ellers skulle have haft en hjælper til at gøre. Hurtigt fandt vi ud af, at vi begge havde en stor interesse for brætspil, hvilket førte til, at vi spillede spil dag og nat. Da hun rejste hjem, var vi enige om, at vi skulle ses igen – og næste gang måtte det være min tur til at besøge hende … Kurs mod Essen Nu hører jeg ikke til den type, der snakker om at gøre noget, uden at føre det ud i livet – især ikke når det handler om at rejse! Problemet var bare, at min nye veninde fra Bochum boede i en lejlighed på tredje sal, så det var helt udelukket at jeg kunne bo hos hende. Den tyske pige ville gerne hjælpe mig i gengæld for min gæstfrihed og foreslog derfor, at jeg kunne bo hos hendes universitetslærer. Hun havde et godt forhold til sin lærer, havde godt nok aldrig været hjemme hos hende, men vidste at hun boede i et hus sandsynligvis uden ret mange trapper. Ja, sandsynligvis uden ret mange trapper … Da jeg satte kurs mod Essen, hvor universitetslæreren boede, havde jeg skrevet e-mail til hende to gange, for at forklare mine lidt specielle behov. Hun havde svaret, at jeg var meget velkommen, men jeg vidste i øvrigt ikke noget om hende, fx om hun boede alene eller sammen med nogen. Alt hvad jeg vidste var, at gående mennesker generelt har en anden opfattelse af, hvad man forstår ved trapper, og hvornår disse er en hindring. Hvis jeg havde været så heldig, at hun havde forstået, at ”ingen trapper” betyder ”ikke et eneste trin”, mon hun så også havde forstået vigtigheden i, at min elektriske kørestol skulle kunne køre ud på hendes badeværelse – helst uden at rive dørkarmen ned? Mine tilgængelighedsmæssige bekymringer var mange, men det endegyldige svar på, om det var muligt for mig at bo i Essen, ville jeg først få, ved mit Forskellige gæster fra Hospitality Club, som jeg har haft boende. Her sammen med en Inder og to tyskere. Mit besøg i Essen, hvor jeg boede hos universitetslæren for at gense Svenja (pigen der havde boet hos mig). 53 Alternativer på nettet Der findes flere alternativer på nettet til www.hospitalityclub.org, hvis man gerne vil i forbindelse med lokale i det land man rejser til, gerne mødes med andre rejsende, eller hvis man søger et sted at overnatte som enten er gratis eller meget billigt, fordi man indkvarteres privat. Tjek fx disse adresser: www.servas.dk, www.couchsurfing. org, www.bewelcome.org, www. globalfreeloaders.com, www.tripping.com, www.hospex.net, www. meeturplanet.com, www.place2stay. net, www.freagle.org, www.warmshowers.org, www.airbnb.com, www. newgusto.com, www.wwoof.org, og www.housesitting.com. første møde med universitetslæreren foran hendes egen hoveddør. Dagene i Essen blev positive, ud over al forventning. Med et par lange ramper var det muligt at komme ind. Universitetslæreren, hendes datter og hendes logerende, en ung fysioterapeut, var meget gæstfrie og ikke mindst festlige. Jeg var, ved hvad man kan kalde et tilfælde, havnet i et hus, hvor man fra starten mærkede en behagelig atmosfære. På alle tider af døgnet var der latter og god stemning. Pigen som havde boet hos mig, og som jeg havde lært at kende gennem hjemmesiden, kom hjem til universitetslæreren hver dag, for at vi igen kunne spille brætspil sammen. Hun fortalte, at hun havde fået arbejde på Den Arabiske Halvø og ville flytte dertil på ubestemt tid. Da jeg rejste hjem efter nogle fantastiske dage i Ruhrområdet, lød afskedssætningen: ”På gensyn i Qatar!” Jeg vidste, at www.hospitalityclub. org kunne bruges til at lade verden komme til mig. Nu er jeg overbevist om, at også jeg kan have glæde af andres gæstfrihed. Hvem ved, på hvilken sofa jeg kommer til at tilbringe natten næste gang, jeg rejser ud i verden!? nn Anna le Dous har medlemsnr. 514. Hun har besøgt 44 lande og tre territorier på seks kontinenter. Læs mere om Anna på www.annaledous.dk . I grænselandet 54 For over 700 år siden skændtes biskoppen af Urgel og greven af Foix om, hvem der havde ret til at inddrive skatter i Andorra. Skat – eller fraværet af dette – er fortsat kernen i miniputstatens eksistens. Tekst: Fredrik Ljone Holst FOTO: Wikimedia I følge historiebøgerne var det Karl den Store, som først gav Andorra dets frihed under overherredømme af greven og senere biskoppen af Urgel. Politiske alliancer og ægteskaber førte senere til, at greven af Foix gjorde krav på indtægterne, og i 1278 kom de frem til den aftale, som danner grundlaget for nutidens Andorra med dets særlige privilegier. Biskoppen af Urgel er stadig en af landets fyrster. Greven af Foix gik det derimod værre med. Først gik det dog bedre: I 1589 blev den siddende greve også Frankrigs konge, og kronen overtog rettighederne til det lille fyrstedømme i Pyrenæerne. Men så ved vi jo alle, hvordan det gik med det franske kongehus. Som alt andet krongods tilfaldt også Andorra Den Franske Republik, og i dag er Frankrigs præsident medfyrste af Andorra. Vi snakker hermed om verdens eneste monarki med en folkevalgt fyrste, men valgt af nabolandets indbyggere. Som nævnt er skat stadig centralt for Andorras eksistens, ikke mindst fraværet af indkomstskat. Selv om udlændinge nu skal betale skat af deres renteindtægter i Andorra, præges landet af, at de to vigtigste grupper af tilrejsende er postkassefirmaer og taxfreeshoppere. Den første gruppe og deres kontakter optræder nok mere diskret, men enhver, som besøger den lille, skattefrie trekant, ser med det samme, at her er alt lagt til rette for den sidstnævnte gruppe. Alkohol, tobak og elektronik kan man købe på hvert et gadehjørne, og tøj, sko og sportsudstyr falbydes også overalt til de tilrejsende. Op i højderne Hvis man kører ind fra den spanske side, starter besøget næsten umærkeligt, idet man krydser grænsen ved Andorras laveste punkt, ca. 840 moh. Kommer man derimod ind fra Frankrig, er det over et spektakulært bjergpas. Hovedstaden Andorra la Vella ligger ikke langt borte, men de allerfleste kan få opfyldt deres shoppingbehov uden egentlig at besøge byen. Taxfreebutikkerne ligger tættere end i en international lufthavn, og både kvoter og biler kan fyldes hurtigt på en sviptur over grænsen. Næst efter dem, som kommer af økonomiske grunde, er der to andre grupper turister, som lægger vejen over Pyrenæerne gennem Andorra: bjergvandrere om sommeren og skiturister om vinteren – og så i øvrigt folk, som naturligt hører hjemme i De Berejstes Klub. Der er god grund til at løfte blikket og se lidt mere end lavprishandlernes hylder for os, som af en eller anden grund samler på lande eller bare på geografiske og politiske kuriositeter. Tag en bus til Ordino, drej til venstre i Y’et, hvor vejen ender blindt i de stejle bjergsider. Spis frokost og nyd et glas vin til udsigten over dalen, eller tag ned til La Massana, hvor gondolbanen tager dig op i højden. I de høje bjerge, som strækker sig næsten 3.000 meter op, kan man boltre sig på alpinski eller mountainbike og alligevel nå ned i dalen eller helt til hovedstaden til en bedre middag. Med bil er der ingenting, som er mere end 15-20 minutter væk. I hovedstaden findes et badeland, når børn og voksne trænger til en shoppingpause, og ned mod den spanske grænse finder man Naturlandia med bobslædebanen Tobotronc. En skilift trækker dig op langs bjerget i en lille vogn, før du slippes løs ved starten af den 5,3 km lange bane. Du har selv fuld kontrol, og kun dit eget mod og vognen sætter grænser for, hvor stærkt det skal gå. En ægte bastard Som det passer sig for et miniatureland, er også alle institutioner og instanser en minimeret version af det, vi er vant til. Parlamentet er for eksempel knap større end et middelstort rådhus. Det er også i de mere officielle sammenhænge, man ser spor af, at Andorra er en ægte fransk-spansk bastard. Der findes ingen egen valuta, og de gamle franske franc og spanske pesetas er nu erstattet med euro. Der er intet eget postvæsen, men både det franske og spanske postvæsen udgiver frimærker for Andorra. Det officielle sprog er hverken fransk eller spansk, men catalansk. Og flaget er baseret på de franske striber, men den spanske gule farve erstatter den hvide stribe i midten. Hvad enten du kommer for en dag eller en uge, om du vil vandre eller stå på ski i Pyrenæerne, eller om shop till you drop er din ultimative rejseoplevelse, kan dine ønsker altså opfyldes i et land, som er 55 Andorra Fyrstedømmet Andorra på 468 km² ligger i Pyrenæerne klemt inde mellem Spanien og Frankrig. Indbyggertallet er 85.000. Foruden naturoplevelser i bjergene – til fods, på ski og på cykel – er det taxfree shopping, som lokker flest turister til det lille fyrstedømme. Et godt sted at begynde med at planlægge et besøg er hjemmesiden www. visitandorra.com. Ud & hjem igen: Andorra har ingen jernbane eller lufthavn, men det er enkelt at komme dertil med bus fra bl.a. Toulouse og Barcelona. Rejsetiden er ca. 3,5 timer. Kører man i egen bil, er der to grænseovergange, en mod Frankrig og en mod Spanien. Kost & logi: Prisniveauet er sydeuropæisk. I hovedstaden findes et vandrerhjem (HI hostel), og overnatning her koster 20 euro. Booker man tidligt, kan man finde flere hoteller til 300-600 kr. i Andorra la Vella, og det er selvfølgelig muligt at finde endnu dyrere overnatning. Der er også flere skiresorter i bjergene samt hytter for dem, som vil vandre i Pyrenæerne. betydelig mindre end Bornholm. For mig er det altså historien og det kuriøse, som lokker mest af alt. I en verden, hvor forskelle til stadighed viskes ud, og alt standardiseres, skulle Andorra knap eksistere. Så hvis nogen spørger: ”Hvorfor skal du dérhen?” må jeg svare, som George Mallory om Everest: ”Fordi det er der!” nn Fredrik Ljone Holst har medlemsnr. 342 og bor i Norge. Artiklen er oversat fra norsk af Ann Kledal og Thor Bakke. En lyserød strandfis i en kaktuslygte “Aruba, Jamaica, oooh, I wanna take ya to Bermuda, Bahama …“ Tag med Jacob til den lille caribiske ø med det kendte navn, og find ud af hvad Aruba kan tilbyde. Tekst & FOTOS: Jacob Gowland Jørgensen A ruba kaldes også for amerikanernes Mallorca. Men det er egentlig lidt unfair, specielt over for Mallorca, der med sine flotte og frodige bjerge umiddelbart slår flade og tørre Aruba af pinden. Så hvorfor var det egentlig, at jeg havde valgt at slutte en fed caribienstur af her? Fordi navnet Aruba skreg drømmen om Caribien ud så klart, at den måtte ses og opleves. Aruba var rosinen i pølseenden efter en rundtur i januar 2010 på en stribe østlige og sydlige caribiske øer. Favoritværdigheden lå hos Grenada med Bonaire og St. Croix lige i hælene, for hold nu op, hvor er der stor forskel på de små caribiske øer. De har alle en eller anden form for kolonihistorie, men er overraskende forskellige i kultur og natur. Når man hører, at hovedstaden på Aruba hedder Oranjestad, kan man godt gætte, at det er hollænderne, der har været forbi, og Aruba er i dag et selvstyrende land inden for det orangeglade, hollandske rigsfællesskab. Der står stadig en række farverige kolonibygninger, som nu bare er fyldt med restauranter, casinoer og mere eller mindre tilfældige butikker med turistjunk og elektronik. Klar til at tage imod mængder af amerikanere og andre turister, der vælter ind fra fly, krydstogtsskibe og sejlbåde. For det gør de – vælter ind. Aruba har nemlig et tilbud, der er så stærkt, at de færreste soldestinationer i verden kan være med: Sol og 27°C året rundt, et stabilt styre og europæisk kolonihistorie i turistvenlige Disney-farver. Når man så tilføjer eminente strande, en udbredt mangel på kriminalitet og det faktum, at Aruba ligger uden for orkanbæltet, ja, så er turiststrømmen sikret. For selvom man skulle tro, at flotte og badevenlige strande var standarden i Caribien, er virkeligheden nogle gange anderledes. Jeg oplevede stenede strande, strande med stærk strøm, strande med lokale kastevinde og alt muligt andet besynderligt i Caribien i januar. Men på Eden Beach på Aruba var sandet hvidt, vandet varmt og vinden en kærlig caribisk brise. What´s not to like? Kaktusser og Aloe Vera Før turiststrømmen var øen propfyldt med Aloe Vera-kaktusser, der med deres kendte helende saft var en eksportsucces, og kaktusserne er nok også det mest interessante ud over strandene. For Aruba er lidt som et land, der har forvandlet sig til et relativt intetsigende resort, hvor de lokale er garanteret ansættelse på hotellerne (efter sigende uanset kompetencer), og hvor solen altid skinner. Det er begrænset, hvor interessant det er i længere tid, men til et par dage i liggestolen og en tur i bølgen blå holder det i den grad. Og mon ikke turistchefen har The Beach Boys med i sine takketaler, for uden dem var det ikke sikkert, at Aruba havde femdoblet sit antal af hotelværelser siden sangen ”Kokomo” udkom, og ej heller sikkert, at Aruba i dag ville stå som en ikonisk soldestination i den del af verden. nn Jacob Gowland Jørgensen er 39 år og har medlemsnr. 379. Han har til dato besøgt 65 lande og 11 territorier. 56 Aruba Aruba, Jamaica, oooh, I wanna take ya Bermuda, Bahama, come on pretty mama Key Largo, Montego, baby, why don’t we go Jamaica Off the Florida Keys There’s a place called Kokomo That’s where you wanna go to get away from it all Bodies in the sand Tropical drink melting in your hand We’ll be falling in love To the rhythm of a steel drum band Down in Kokomo Aruba, Jamaica, oooh, I wanna take ya To Bermuda, Bahama, come on pretty mama Key Largo, Montego, baby, why don’t we go Oooh, I wanna take you down to Kokomo We’ll get there fast And then we’ll take it slow That’s where we wanna go Way down to Kokomo To Martinique, that Monserrat mystique (fra sangen ”Kokomo”, The Beach Boys, 1988). 57 Ud & hjem igen: Aruba ligger lige nord for Venezuela og vest for Bonaire og Curacao (kendt som ”ABC-øerne”) og er den sydvestligste af de kendte caribiske øer. Hvis du vil besøge flere af øerne, så tjek fx www.caribjet.com for oplysninger om island hopping, eller tag med på krydstogt fra fx Puerto Rico. Der er også begyndt at komme charterrejser til Aruba fra Danmark. Hvis du er interesseret i et sted med mere kultur og lækker caribisk mad, så kan Grenada og St. Croix anbefales, og hvis du er til natur, er uberørte Bonaire et fredeligt lille paradis for snorklere og dykkere, og du kan være heldig at få en gratis mellemlanding på Bonaire, hvis du flyver med KLM til det nordlige Sydamerika. St. Lucia og Dominica har også en interessant natur, og Dominica er den ø, der er tættest på sine caribisk-indianske rødder. I den anden ende af listen står Barbados og St. Kitts, som hverken naturmæssigt eller kulturelt virkede særlig interessante. Men skulle man være landet et trist sted, så er det heldigt, at der aldrig er langt til den næste ø i Caribien. God rejse! 58 Velkommen til Afrikas ukendte land: Her kommer ingen turister! Under indflyvningen, med en af de få ugentlige afgange fra Europa til Den Centralafrikanske Republik, ses junglen så langt øjet rækker. Fra oven ligner det et tykt tæppe af broccolitoppe. Jeg har rejst til Afrika mange gange før, og jeg er derfor bekendt med den omklamrende hede, der slår mig i møde, i det øjeblik jeg træder ud af flyet. Tekst & FOTOS: Anja Stubager D Udsigt over landsbyerne lidt uden for hovedstaden Bangui. er er heller ikke noget nyt i kaosset i lufthavnen, når passet skal stemples og kampen for at komme tæt nok på det lille bagagebånd for at få min rygsæk. Og et øjebliks stilhed når elektriciteten sætter ud. TIA – This is Africa! De mange kendetegn fornægter sig heller ikke her i det fransktalende Bangui. Den brændte lugt fra de mange ildsteder, hvor der varmes vand og laves mad. Lyden af Afrika, høj musik fra store, skrattende højtalere, en generator, galende haner og hylende hunde. Snavsede unger i hullede T-shirts og nysgerrige blikke. Hårdføre kvinder, der bærer alt fra brænde, vand og vasketøj på hovedet og en baby på ryggen. Men frem for alt støvet fra Afrikas røde jord, der lægger sig som en fin hinde på min hud og får mig til at glæde mig over at være tilbage på det afrikanske kontinent. Denne gang har mit arbejde som narkosesygeplejerske for Læger uden Grænser bragt mig ind i midten af Afrika. Den Centralafrikanske Republik er et land, de færreste kender eksistensen af, og som mange i bedste fald forveksler med det store naboland Den Demokratiske Republik Congo. Men det er et land, der lige siden det fik sin uafhængighed i 1960, har været ustabilt. De brede boulevarder i hovedstaden er et levn fra de mange år, hvor den selvudnævnte kejser Bokassa herskede over landet med et brutalt regime, indtil han blev overrumplet i 1979. Efterfulgt af skiftende regeringer og mili- 59 tærkup, der har tvunget den lokale befolkning til at flygte fra deres nedbrændte og plyndrede landsbyer ind i bushen eller til nabolandene, der tæller bl.a. Tchad, Sydsudan og det urolige nordøstlige DR Congo. Men efter fredsforhandlinger fra 2008 og frem til januar 2012, hvor jeg er rejst til landet, er befolkningen atter vendt tilbage, og en nærmest håbløs opbygning af landet er indledt. Infrastrukturen er ikke-eksisterende, og hjælpeorganisationer som bl.a. Læger uden Grænser står for størstedelen af lægehjælp uden for hovedstaden. Den Centralafrikanske Republik rangerer som et af verdens mest fattige og underudviklede lande – hvilket siger ikke så lidt. Fra hovedstaden Bangui er jeg fløjet et par timer med et lille fly fra Internationalt Røde Kors til byen Pauoa i det nordvestlige hjørne af landet. Det er så langt fra civilisationen, så selv Coca-Cola ikke har fundet vej hertil. Det her er ude i bushen. Hvis ikke man har muligheden for at flyve hertil, kræver det 10 timers kørsel i en god firehjulstrækker fra Bangui. I vores camp er der ikke rindende vand, så bad foregår med en 10 liters spand og en øse. Men det er faktisk muligt både at sæbe sig ind, vaske sit lange hår og bruge en hårkur. Vi har kun få timers elektricitet fra generatoren om dagen og igen om aftenen. Det er med at vide, hvor man har sin pandelampe, så snart mørket sænker sig. Men til gengæld belønnes man med den smukkeste stjernebestrøede nattehimmel. Bonjour mes amis Jeg er taget på min første fransktalende mission. Jeg var overbevist om, at mit gymnasiefransk blot skulle pudses lidt af, så inden jeg rejste, havde jeg eneundervisning i tre måneder. Min selvtillid fik sig dog lidt af et knæk, da jeg stod over for ti franske teammedlemmer og ikke forstod, hvad der blev sagt efter de obligatoriske kindkys og ”bonjour”. Men når ingen kan engelsk, så er der ikke nogen anden udvej end at klø på. Jeg nåede et niveau, hvor jeg i bedste bydeform kunne gøre mig forståelig. Den forrige kirurg og narkosesygeplejerske havde vi sagt goddag og farvel til ude på airstrippen, så den nye kirurg, en franskmand af ældre årgang, og jeg tog straks til hospitalet for at danne os et overblik, og som sædvanlig var der arbejde til os med det samme. Han og jeg skulle sammen med to lokale operationssygeplejersker udgøre kirurgholdet. Sammenlignet med vestlige hospitalsforhold var vores udstyr og medicin meget basalt. Men vi formåede alligevel at operere de fleste af de patienter, der kom til hospitalet og havde brug for kirurgisk behandling. Vi fik specielt mange små børn med brandsår på store dele af kroppen. For når maden bliver lavet over bål, sker det desværre, at børnene nogle gange kommer for tæt på ilden og bliver slemt forbrændt. For at deres hud kan hele, kræver det kirurgisk oprensning under narkose flere gange om ugen i op til flere måneder. Den nye hud, der dannes, er fin lyserød og står i skærende kontrast til deres sorte hud. Men som tiden går, kommer den sorte pigmentering langsomt tilbage. Jeg forbløffes altid over, hvor stærke de mennesker, jeg møder, er. En dag modtog vi en ung kvinde, som havde født sit tredje barn i sin landsby. Hun blødte kraftigt efterfølgende, og den lokale fød selshjælper kunne ikke stoppe blødningen. Uden behandling var der stor risiko for, at hun vil dø pga. det store blodtab. I landsbyen var der heldigvis én med en motorcykel. Siddende bagpå blev hun kørt de ca. 70 km ad dårlige jordveje. Lad mig sige det med det samme: Det er faktisk muligt at se blegheden hos en afkræftet og nedblødt kvinde, selv om hun er sort. Endnu mere heldigt var det, at vi havde et par portioner blod, der matchede hendes, samtidig med at vi fik stoppet blødningen på operationsstuen. Dagen efter sad hun med et stort smil og ammede sit nyfødte barn, da jeg kom for at tilse hende. Vi giver rygmarvsbedøvelse inden kvinden får kejsersnit. Beskudt med bue og pil En aften, hvor kirurgen og jeg er i gang med aftensmaden, bliver vi kaldt til hospitalet. Over walkie-talkien hører vi, at det drejer sig om knivstik. Da vi ankommer, er der kaos på modtagelsesstuen. En stor kvinde ligger nede på gulvet, og jeg kan se, hvad der ligner nogle overfladiske kødsår. Men da jeg ser den anden side af kroppen, vælter tarmene frem. Jeg skynder mig at give nogle ordinationer og løber over til operationsstuen for at gøre klar til operation. Det viser sig, at hun kommer fra en af landsbyerne tæt på grænsen til Tchad ca. 60 km væk. Nomaderne var vandret ind over grænsen med deres kvæg og lod dem æde af bomuldsmarkerne. De lokale bønder opdagede det og forsøgte at jage dem væk. Men de blev beskudt med bue og pil af nomaderne. Bønderne forsvarede sig med deres macheter. To blev dræbt, og kvinden her alvorligt såret. Da jeg har bedøvet hende, og kirurgen er i gang, opdager jeg, at der er endnu en såret. Kvindens bror ligger på en båre med adskillige læsioner på brystet, i hovedet og med en læbe, der er skåret op. Ingen har fortalt mig om ham, og han er blevet lagt uden for operationsstuen uden opsyn. Dette er ikke en procedure, jeg er vant til, når vi modtager hårdt tilskadekomne på Rigets traumecenter, men sådan er det her – TIA! Så jeg lytter på hans lunger, og da det lyder fint, konkluderer jeg, at flængerne nok er overfladiske, så han skal nok klare sig, indtil vi kan operere ham. Her regerer Darwins lov om survival of the fittest. I Afrika er 60 km langt, når der først skal skaffes en bil, benzin, og vejene er dårlige. Da de ankommer, er det seks timer siden, at angrebet har fundet sted. Med kirurgi og godt med antibiotika overlever de begge. Det er et meget tilfredsstillende job, og det opvejer til fulde de få gange, jeg står med en patient, der ikke overlever, fordi vi ikke har mulighed for specialiseret intensiv behandling. Efter en måned med lange arbejdsdage går turen tilbage til hovedstaden Bangui. Denne gang tager jeg turen i firehjulstrækkeren. De første 100 km møder vi to biler. Undervejs er vi nær ved at ramme en mand, der springer ud fra bushen med sin fangst. Chaufføren stopper og køber det, der ligner en stor, afpelset pungrotte, som han gudskelov smider op på taget. Jeg synes, jeg har levet primitivt den sidste måned, og der er langt mellem mit privilegerede københavnerliv og tilværelsen i bushen. 60 Centralafrikanske Republik Den Centralafrikanske Republik har siden marts 2013 befundet sig i en borgerkrigslignende situation, efter at de primært muslimske Selekaoprørere tog magten ved et statskup. Selekapræsident Djotodia trådte tilbage i januar 2014, men det har på ingen måde fået situationen til at falde til ro. En løst organiseret kristen milits kaldet Anti-balaka (balaka betyder machete) huserer nu, og den tøver ikke med at tage revanche for de overgreb, Selekastyret begik. Flere menneskeretsorganisationer rapporterer om systematiske etniske udrensninger af civile, især af muslimer. Indtil videre er det hverken lykkedes den nye overgangsregering eller 2.000 franske soldater, som er blevet udstationeret, at vende udviklingen. I Bangui er der udgangsforbud om natten, og alle rejser til landet frarådes. UD & HJEM IGEN: Fly KøbenhavnBangui fås fra ca. 9.450 kr. t/r. LOGI: Der findes enkelte hoteller af rimelig kvalitet i Bangui, som bl.a. benyttes af internationalt rejsende. Disse kan kun findes via www.tripadvisor.com. nn Anja Stubager har medlemsnr. 502. I 2013 har hun bl.a. været i Afghanistan og i Island. Hun har besøgt 60 lande og fire territorier. Naturbilleder Vinderne af årets fotokonkurrence 2013 E fter nogle års pause besluttede bestyrelsen for De Berejstes Klub, at det var tid til atter at gennemføre en fotokonkurrence, og udlovede nogle fine præmier: 1.500 kr. kontant i førstepræmie, 1.000 kr. kontant i andenpræmie og 500 kr. kontant i tredjepræmie i to kategorier. Alle aktive medlemmer kunne deltage med op til tre billeder i hver af kategorierne ”natur” og ”kultur”. Eneste betingelse var, at billederne ikke måtte have deltaget i tidligere fotokonkurrencer i klubben. Klubbens fotogruppe indvilligede i at agere udvælgelsesjury, så kun et mindre antal billeder kom til afstemning blandt alle medlemmer, eftersom bestyrelsen bedømte, at det ellers ville blive for uoverskueligt. I alt 155 fotos blev sendt ind til kategorien ”natur” fra 54 medlemmer, og 80 medlemmer deltog i en afstemning på internettet om at vælge de tre bedste blandt juryens udvalgte 19 billeder. Claus Søndergaard fra fotogruppen stod for det praktiske i forbindelse med konkurrencen og præsenterede vinderne ved årets generalforsamling. I næste nummer af Globen viser vi de tre vinderbilleder i kategorien ”kultur”. Og vi kan allerede nu afsløre, at der også kommer en fotokonkurrence senere i år. Følg med i nyhedsbrevene fra formanden og på klubbens hjemmeside på www. deberejstesklub.dk for flere oplysninger om konkurrencen senere i år. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er med i bestyrelsen for DBK. 61 Øverst: ”Ørn” af Søren Bonde, Kirgisistan, 2010. Nederst: ”Hvem spiser hvem?” af Jens Tidemann, Malaysia, 2008. Set fra øverst i en cirkel i urets retning: Tredjepræmie: ”Kold dag på bjerget” af Søren Gudmann, Schweiz, 2013. ”Risterasser” af Søren Christensson, Filippinerne. ”Morning Mist” af Claus Søndergaard, Nordkorea, 2012. ”Badedyr i Lake Songkul” af Jytte Kristensen, Kirgisistan, 2012. ”Teland” af Steffen Stubager, Sri Lanka, 2010. 62 63 Set fra øverst i en cirkel i urets retning: Andenpræmie: ”Big Daddy” af Claus Bech, Namibia, 2009. ”Manaslu North” af Søren Gudmann, Nepal, 2009. ”Yndighed” af Anne Agerbæk, Cambodia, 2013. ”Barracuda tornado” af Tom Hagensen, Borneo, 2007. ”Camel Sunset” af Jakob Øster, Forenede Arabiske Emirater, 2008. 64 65 66 Set fra øverst i en cirkel i urets retning: Førstepræmie: ”Ipanema Beach” af Rasmus Krath, Brasilien, 2013. ”Betelnødspalmer” af Bo Løvschall, Taiwan, 2008. ”Sunset, The Frog Rock” af Thor Bakke, Sri Lanka, 2012. ”Sibirisk vinter” af Gerner Thomsen, Rusland, 2013. 67 Tekst: Søren Fodgaard Årets prismodtagere 2013 På klubbens generalforsamling i november uddeltes årets Folkersen- og Egholmpriser. Nicolai Bangsgård. F olkersenprisen er indstiftet til minde om en af klubbens stiftere, Poul Folkersen, der blev udnævnt til æresmedlem kort før sin død 4. august 2000. Det hedder i betingelserne, at ”prisen uddeles til et klubmedlem, der gennem årene har dyrket rejselivet i Poul Folkersens ånd, en person der ved et særligt energisk og grænsesøgende rejseliv er nået langt bort fra de gængse turistområder og har fået en grundig indsigt i lokale forhold.” For mange føles det som et skarpt hjørne at blive 30 år, og da det skete for vores prismodtager, besluttede han sig for, at nu ville han rejse Jorden rundt. Ikke sådan på sædvanlig behagelig vis med fly og bus – men på cykel! – og så vidt muligt med overnatning i telt. Det blev til en tur, der strakte sig over 1.413 dage – næsten fire år – 62.180 km, 53 lande og seks kontinenter. Det var meningen, at en ven skulle have været med, men stort set hele turen blev gennemført solo. Prismodtageren er Nicolai Bangsgård. Han har skrevet en bog om turen, som jeg citerer fra flere gange. Turen gav mange store oplevelser. Det har været fysisk hårdt at træde en cykel med 30-40 kg bagage, nogle gange op i fire-fem kilometers højde. Det har været bidende koldt og smeltende varmt. Der har været uheld og sygdom, og der har været øde egne med mange timer mellem beboede områder. Til tider er savnet af familie, venner og det glade liv i København utrolig hårdt. Og en kæreste passer heller ikke ind i en cykeltilværelse som denne. Men så kommer belønningen pludselig ved synet af utroligt smukke landskaber, og på dage hvor vinden, bakkerne og vejret er med ham. Manden med den tungt lastede cykel vækker stor opmærksomhed overalt, og de største oplevelser er nok de glade og nysgerrige mennesker, han møder undervejs. Mange steder bor han et stykke tid på samme sted og får indblik i kulturen, og han oplever stor interesse og hjælpsomhed fra vildt fremmede mennesker. ”Overalt møder jeg venlighed, imødekommenhed og smil, og hvis der er noget, der varmer hjertet på en dreven eventyrrotte, så er det det umiddelbare, uforbeholdne smil fra en gammel og smukt rynket, traditionelt klædt, ghanesisk dame siddende ved sit primitive bålsted i vejkanten.” Valget af cyklen som transportmiddel giver også noget andet end bussen. I Vietnam skriver han: ”Noget af det smukke ved cyklingen er, at man virkelig ser, føler og fornemmer forandringerne omkring sig, fordi man rejser i et tempo, hvor sanserne kan følge med. Her er ingen quick-and-dirty-løsninger (som fx bus og tog), og det gør oplevelserne – gode som dårlige – så meget mere intense og nærværende. At komme frem ved egen kraft i øjenhøjde med den lokale befolkning giver uerstattelige indsigter i, hvordan hverdagens puslespil er sat sammen i den lokale virkelighed.” Han bliver ofte spurgt: ”Hvorfor gør du det?” Det korte svar er: ”Det ville være sværere for mig ikke at gøre det.” Men så kan man alligevel finde nogle bemærkninger her og der, som giver lidt flere 68 forklaringer. Da han er nået til Singapore, skriver han således: ”Det er en rejse ud i alverdens diversiteter, en lyst til at konfrontere og udfordre verden og mine egne fysiske og mentale grænser.” Netop de mentale grænser blev afprøvet nogle måneder forinden: ”Vietnam er lidt af et dilemma for mig. På den ene side ønsker jeg virkelig at suge landet og dets befolkning til mig … På den anden side er vietnameserne utroligt pågående, nysgerrige og in-your-face, hvilket kun sjældent opfattes som en positiv ting for mig som langturscyklist, hvor det private rum og de private tanker, momentum og flow er vigtigt … Det er en enorm udfordring for mig at nyde denne mangel på privatsfære – måske netop fordi det altid har været en vigtig ingrediens i mit liv og for mit velbefindende.” Cykelrejsen over fire år er den mest omfattende rejse, Nicolai har været på. Men det er også blevet til flere kortere rejser – seks måneder Jorden rundt og seks måneder rundt i Latinamerika, plus flere rygsækrejser på en måned eller to. Efter cykelrejsen har Nicolai gennemført en cykeltur fra Bali til Beijing på seks måneder, hvor han var rejseleder for 75 danskere, fordelt på syv hold, der fløj ud til ham og fulgte med et antal uger. Der er endnu en betingelse for at få Folkersenprisen, nemlig: ”Endvidere lægges der vægt på, at oplevelser og erfaringer på passende vis er videregivet til både klubben og resten af samfundet.” Nicolai har som nævnt skrevet en bog om sin fireårige cykelrejse. Under den lange cykeltur lagde Nicolai jævnligt beretninger ind på sin egen hjemmeside, www.worldtravellers.dk. Den fik 2,8 millioner hits, og mange mennesker skrev kommentarer og gav gode råd, så han følte sig aldrig rigtigt ensom. Han skrev også jævnligt artikler i et af de større danske dagblade herhjemme, og han optog 63.000 billeder og 60 timers video. Tidligere Folkersenprismodtagere: Fiil Frandsen i Bangkok. Kirsten Svarrer. Nicolai har sin egen hjemmeside, www.nicolaibangsgaard.dk, hvor der findes mange tusinde fotos. Nicolai har haft en omfattende foredragsvirksomhed efter sin lange rejse – også i Cafe Globen. Så oplevelser og erfaringer er i sandhed formidlet videre i stort omfang. Til lykke med Folkersenprisen 2013 – den er særdeles velfortjent. Egholmprisen 2013 Prisen er opkaldt efter klubbens stifter, Ole Egholm. Den har nogle gange været tildelt et medlem, der har haft en usædvanlig rejseoplevelse – men uden at medlemmet har kunnet komme i betragtning til den svært opnåelige Folkersenpris. Andre gange har den været tildelt et medlem, som har gjort et stort arbejde i klubben, men ikke altid i form af en formel nøglepost. Claus Qvist Jessen (2000) Lone Friis Larsen (2001) Claus Andersen (2002) Arne Runge (2003) Rasmus Krath (2004) Pia og Poul Saabye (2005) Gerner Thomsen (2006) Henri Engelbrecht Madsen (2007) Jesper Grønkjær (2008) Malaika Malmos (2009) Søren Christensson (2010) Søren Gudmann (2011) Henrik Schumacher (2012) Eksempler på medlemmer, der har gjort et stort arbejde i klubben, er Jens Tidemann, Niels Iversen og Per Allan Jensen. Det gælder også årets prismodtagere: Nemlig Fiil Frandsen, medlem nr. 106 – og med ham Kirsten Svarrer ”Kisser”, medlem nr. 107. Et af bestyrelsens medlemmer, der kender Fiil og Kirsten godt, skriver bl.a.: ”Fiil har igennem mange år gjort et stort arbejde for klubben. Han var toastmaster i flere år, men jeg tænker mere på den frivillige indsats han (og også Kisser) altid lægger for dagen, ikke mindst ved weekendarrangementer, eller når det brænder på. Fiil arrangerede meget store dele af kanoturen på Gudenåen i DBK-weekenden 2010, med en helt ekstraordinær indsats – for han sejlede selv kanoerne hele vejen tilbage ad Gudenåen. Ved weekendarrangementer og julefrokoster er der som bekendt mange, der free rider og ikke laver noget – her er Fiil og Kisser dem der går forrest med en ekstra tørn med madlavning, grill, oprydning osv. Uden at det egentlig bliver bemærket. Endelig har de to (og deres tre børn) skabt megen positiv medieopmærksomhed om klubben ved at være meget i medierne, bl.a. da de var ”Danmarks mest berejste familie.” Jeg oplevede selv Fiil første gang for to år siden ved DBK-weekenden på Skarø, hvor vi havde lejet et vikingeskib. Sammen med skibet skulle følge to sejlkyndige, for at vi kunne sejle lovligt – men der kom kun en. Så stillede Fiil sig til rådighed som gast ved to sejladser om lørdagen, idet han har det nødvendige certifikat. Og det 69 Tidligere Egholmprismodtagere: Per Allan Jensen (2003) Martin Anker Nielsen (2004) Niels J.L. Iversen (2005) Ole Egholm (2006) Kirsten Kester (2009) Claus Virmer (2010) Jens Tidemann (2011) Anna le Dous (2012) var en af de danske sommerdage, som til tider var ret våd. Kort efter afslutningen på dagens sejladser skulle vi lave mad, og straks tog Fiil fat igen, tændte op i grillen og styrede den del af slaget. Jeg var selv ansvarlig for hele arrangementet, så jeg var glad for, at der var en som sprang ind og hjalp til. Til lykke med den store indsats for klubben. nn Søren Fodgaard har medlemsnr. 430 og blev valgt til formand for De Berejstes Klub i 2012. Folkersen- og Egholmpriserne består hver af et kontant beløb på 2.000 kr. Prismodtagerne udpeges af formanden i forening med forrige års prismodtager. Blæsten går frisk over både Limfjorden og Stillehavet Når 66-årige Knud B. Bach nu kan sætte sig mageligt og nyde udsigten over Limfjorden fra sin gård på Mors, er det med besøg i over 100 lande og et langt arbejdsliv udenlands i rygsækken. Han nåede i foråret 2013 det magiske tal for landebesøg under en motorcykeltur i det sydlige Afrika, og har nu slået sig ned i det nordjyske efter mange års arbejde som ingeniør i bl.a. Sydamerika, Afrika og Asien. Tekst: Anette Lillevang Kristiansen Øverst: Under sit ophold i Vestafrika først i 1980’erne tog Knud B. Bach turen ad Nigerflodens plumrede vand til den sagnomspundne by Timbuktu, Mali. Nederst: Knud med sin hustru Anna og deres to børn Maria og Thomas under en rejse på øen Sumba i Indonesien i 1997. Fotos: Knud B. Bach D et vil kræve en god håndfuld tegnestifter, når Knud B. Bach skal til at markere alle de steder på et verdenskort, han har besøgt og boet gennem sit liv, for når man allerede som 14-årig mærker rejseblodet koge i årerne og springer på cyklen for at køre til Holland, ja, så bliver det uvilkårligt til en hel del lande gennem livet. Knud B. Bach landede hjemme i Danmark i sommer efter at have boet i Brasilien, hvor han de sidste mange år har arbejdet for Aalborg Industri, som fremstiller industrikedler, og har en stærk position inden for offshore-sektoren. ”Jeg har boet i det sydamerikanske mere eller mindre alene de sidste år, for da vores to børn kom i den skolepligtige alder, 70 ville min hustru Anna og jeg have, at de skulle hjem og gå i dansk skole,” fortæller Knud, der har været meget glad for at bo i Brasilien pga. landets utrolige dynamik og folks entusiasme. De seneste år har Knud boet i Rio de Janeiro og har været en del af mange spændende projekter. Og fordi koncernens agenter boede vidt spredt i det store land, har Knud fået besøgt 19 af landets 21 delstater. Knuds rejser har altid været tæt forbundet med hans arbejde, og derigennem har han oplevet det meste af verden og været bosat vidt forskellige steder. Ingeniøruddannelsen var vigtig for at komme udenlands, men Knud fandt hurtigt ud af, at det ikke var tilstrækkeligt, så under sit ophold i Algeriet afsluttede han HD-studiet fra handelshøjskolen i København og fik sig senere en master i it på Aalborg Universitet. Det blev springbrættet til, at han de seneste 20 år har arbejdet som administrerende direktør. Det eventyrlige Afrika trak Rejseblodet har Knud ikke fra fremmede. Hans bedstefar fandt i sin tid arbejde i USA og kom bagefter hjem og købte en gård. Også Knuds forældre boede på en gård, og den kunne man ikke bare rejse fra. Som ung satte Knud sig det mål, at han ville se verden, og en solid uddannelse blev vejen frem. I gymnasiet fik han fritidsjob ved et amerikansk firma, der borede efter olie på Mors, og som studerende fik han mulighed for at arbejde i Grønland og komme i praktik i London og i Chambery i De Franske Alper. ”Jeg havde masser af arbejde i skoletiden, der førte mig udenlands, men jeg var meget bevidst om, at jeg blev nødt til at få en uddannelse, der kunne bruges i udlandet,” forklarer Knud, der søgte på listen over uddannelser og faldt over ingeniørstudiet. Allerede som 18-årig spruttede rejselysten, og Knud og to gymnasiekammerater kørte til Paris på motorcykler. Senere under studiet fik Knud og et par studiekammerater den idé at købe en gammel militærbil fra 2. Verdenskrig og køre Europa tynd. ”Det var en gammel Chevrolet Commander, der havde været brugt til at køre officerer ud til fronten, og den vakte en del opsigt tilbage først i 1970’erne. Det var en enestående bil, og vi kørte både til Italien, Andorra og Tyrkiet i den,” fortæller Knud, der også under en af turene uanmeldt besøgte prins Henriks far i Sydfrankrig, hvor de blev modtaget med rundvisning på vinslottet og vinsmagning. Sit første ingeniørjob bragte Knud til Oslo, hvor han var med til at designe olieboreplatforme. Bagefter tog han to år i Holland, men eventyret trak i den unge Knud. Han drømte om Afrika og gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at komme dertil. Honeymoon i Katmandu Afrika var lige så eventyrligt, som Knud havde drømt om, og Øvre Volta, i dag Burkina Faso, blev omdrejningspunktet for hans arbejde i ministeriet for udvikling i Ougadougo. I de tre år i landet nåede han at besøge 11 omkringliggende lande. ”Jeg havde oprindeligt leget med tanken om at blive antropolog og har gennem hele mit liv opsøgt primitive stammefolk. Dengang var det indre af Vestafrika meget primitivt, så jeg fik set meget af det virkeligt originale,” forklarer Knud, der senere blev udstationeret i Algeriet. Først i 1980’erne var det arabiske Nordafrika mere fredeligt end i dag, og Knud styrede byggepladser i ørkenen. Han var ansvarlig for at opbygge tre kyllingeslagterier i landet. Opholdet var meget barskt, så Knud belønnede sig selv med en rundrejse i Østen. Bagefter blev han ansvarlig for en fiskefabrik i Kina og et stort kølehusprojekt i Mauretanien. ”Selv om jeg stod som ansvarlig for projekterne, så boede jeg i København, men rejste jævnligt til Kina og Afrika,” fortæller Knud. Han giftede sig med Anna, som er fra Norge, og de tog på honeymoon til Katmandu, hvor Knud skulle lancere et vandboringsfirma. De blev i Nepal i halvandet år, og det var en tid med opstand og mange forandringer i det lille bjergland. ”Kongen mistede bl.a. sin gudelige status, og vores projekt blev forstyrret, men det var en spændende tid, hvor vi cyklede rundt i Katmandudalen. Nepal er jo et land, hvor man møder både buddhisme og hinduisme på tæt hold, så det var meget interessant,” siger Knud, der snart skulle være far, og derfor besluttede at tage hjem til Danmark. Til Ildlandet på motorcykel ”Vi troede jo, at vi skulle hjem og være lidt fornuftige, når vi nu skulle have barn. Jeg skulle arbejde i Danmark, men der gik ikke ret lang tid, før jeg fik job i Caribien og USA. Projektet handlede om renovering af et kraftværk. Indkøbet skete i Florida, mens selve projektet lå i Santo Domingo i Den Dominikanske Republik,” fortæller Knud, som på den måde fik set en stor del af Caribien og fik den caribiske levemåde helt ind under huden. Et kort ophold i Nicaragua blev det også til, inden turen gik til den modsatte ende i verden, nemlig Indonesien. ”Det er nok det mest eventyrlige land, jeg har været i, for hver ø har jo sin egen specielle kultur; Irian Jaya (nu om dage benævnt Papua red.) er fx det nærmeste, jeg er kommet på stenalderen,” siger Knud, der også var på Sulawesi for at opleve de specielle begravelsesceremonier i Tana Toraja. I maj 2000 blev det Brasilien, der førte Knud B. Bach ud i verden på ny, og der har han været, indtil firmaet blev opkøbt i maj 2013. To år før satte Knud kursen mod Ildlandet i Sydamerika, hvor hans mål var at finde plads på et skib til Antarktis. ”Jeg har været i Ushuaia tre gange med henblik på at komme til Sydpolen, og det lykkedes i 2009, hvor jeg kom af sted med fly fra den chilenske side,” fortæller Knud, der kørte på motorcykel til Ildlandet sammen med en gruppe argentinere. Rødderne solidt forankret Under opholdet i Brasilien har Knud haft lejlighed til at besøge Amazonjunglens indianere, og har været i verdens største regnskov hen ved ti gange. Han finder historien og kulturen spændende, og er nysgerrig på både geografi og andre måder at leve på, men rødderne er solidt forankret i Skandinavien. ”Jeg tror, jeg rejser for at komme hjem. Selvom jeg har været udstationeret mange steder i verden, så føler min hustru og jeg os meget skandinaviske,” siger Knud, der i dag har to voksne børn. Han blev medlem af De Berejstes Klub i 1998, og selvom han nu har slået rødder i det nordjyske, vil rejselysten altid være der. ”Det er selvfølgelig en omstilling at vende hjem, men vi glæder os til at være sammen som familie igen, og så skal vi have opgraderet vores hus,” fortæller Knud, der med hundrede lande på listen selvfølgelig stadig skal rejse fremover, men lige nu gælder det familielivet hjemme i Aalborg, hvor Knud og Anna, foruden gården på Mors, har et hus. ”Ja, man skal jo hjem på et eller andet tidspunkt, og lige nu synes jeg, vi har så travlt, at vi sagtens kan få tiden til at gå, 71 Øverst: Camping med den gamle militærbil i Rimini i Italien – her en ung Knud fra 1972, der er på vej på nye eventyr. Nederst: Et af de allernyeste billeder af Knud Bach under motorcykelturen i Namibia i foråret 2013, hvor han kunne føje sit land nr. 100 på listen. men selvfølgelig får jeg jo rejsekuller på et tidspunkt, og så må vi af sted igen,” siger Knud og kigger længselsfuldt ud over Limfjorden. nn Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og er journalist og medredaktør af Globen. Nye aktive medlemmer 673 Denice Brun Jeg har aldrig rigtig rejst med mine forældre som barn, men har altid haft en nysgerrighed efter at se og opleve verden. Som 17-årig tog jeg på min første tur langt væk og blev bidt af livet som rejsende. Jeg har flere gange studeret i udlandet – bl.a. i Melbourne og i Sarawak på Borneo. Derudover kan jeg arbejde, hvorfra i verden jeg lyster – hvilket resulterer i mange spændende eventyr. Jeg føler på mange måder, at dét at rejse er mit stof. Det giver mig energi, lykke og nogle fantastiske oplevelser. På www.globetrotterblog.dk findes min blog om mine rejser rundt i verden. Og længslen, der følger, når jeg ikke har nogen rejseplaner. 674 Thomas Sciavitsky Bentsen “Travel is fatal to prejudice, bigotry, and narrow-mindedness” skrev Mark Twain. Sådan har jeg det også med mit rejseliv. Både privat og i mine otte år som redaktør på TV2 har jeg rejst, og hver gang har det udvidet perspektiverne. Jeg har kørt over 40.000 km i USA, og jeg har sejlet i kajak i New Zealand, Brasilien, Canada og Norge og har oplevet havskildpadder, hvaler og spækhuggere. Den længste kajaktur var på Götakanalen, der går fra kyst til kyst i Sverige. Siden 2008, hvor jeg var tæt på at miste livet til en kræftsygdom, er der sat ekstra tryk på rejseriet. I de seneste fem år har jeg rejst 465.000 km til 52 steder i verden. Mit mål er at besøge alle syv kontinenter og over 100 lande, men først og fremmest at have fantastiske og lærerige rejser. 675 Peter Michael Jacobsen Rejseglad ungersvend, familiefar, ældre herre. Har rejst privat og professionelt, siden jeg var 18 år gammel. Har arbejdet som konsulent med udviklingsproblemer siden 1990. Det giver en del rejseri. Har venner i Australien og en søster, der har boet i Brasilien. Jeg har også selv boet udenlands, i Malawi i to år, i Tyrkiet i seks år og i USA ad flere omgange. Og i dag bor jeg i Bulgarien. 676 Tania Karpatschof Som 19-årig fik jeg overtalt en veninde til at tage næsten hele Sydamerika rundt med rygsæk. Vi begyndte i Venezuela og kørte med bus rundt i det meste af Brasilien, Bolivia, Ecuador, Colombia og Venezuela. De seneste år har jeg rejst i Laos, Cambodja og Vietnam, Tibet, Bhutan og Nepal, Mexico, Guatemala og Vietnam igen og senest til Påskeøen, Chile og Argentina. Jeg forsøger nu at smitte mine to døtre med min rejsefeber. Jeg drømte i mange år om at uddanne mig til antropolog med det formål at bosætte mig blandt ukendte stammer i Stillehavet og Sydamerika. Desværre viste det sig, at der er meget få af den type folkeslag tilbage, og i stedet blev jeg specialist i international udvikling. 677 Mette Bjerrum Koch Jeg er født på Frederiksberg i 1983, som nr. to i en søskendeflok på tre. Barndommens rejser foregik til Sydeuropa i bil. I 2005 fik en måneds interrail i Europa vækket min rejselyst. Min første rejse uden for Europa var i 2007, og siden da er det gået stærkt med at opleve verden. Al min ferie bliver brugt uden for landets grænser, og den største energi får jeg af rejseoplevelser i naturen. 679 Peter Dahl Horne Kærgaard Jeg er født i 1984, uddannet officer, og læser i dag ved Center for Afrikastudier på KU. Jeg lagde ud som rygsækrejsende på Camino de Santiago de Compostela i 2006. I dag har jeg besøgt 32 lande, bl.a. Iran, Irak, Nordkorea og DR Congo. Jeg rejser ikke for at opleve det fremmede og eksotiske, men for at finde de menneskelige fællestræk. Fx hos den iranske militsmand, den congolesiske oprørssoldat eller menneskesmugleren fra Transnistrien. De perspektiver, de giver mig, deler jeg gennem foredrag og rejseblogs – eller i bytte for det næste værelse. Jeg er en dedikeret couchsurfer (se min profil på www.couchsurfing.org/ peterka) og bor derfor hellere på en hullet skummadras end på et hotel. I det hele taget vil jeg hellere møde mennesker end steder. 680 Jonas Kissling Hansen Siden 1999, hvor jeg første gang forlod Europa for en ukendt og fremmed verden, har jeg rejst på kryds og tværs af verden år efter år som led i mine studier, arbejde og dykkerferier. Jeg har nu været på fire længere ture siden 1999: Seks måneder i det sydlige Afrika og Thailand, seks måneder i Sydøstasien og New Zealand, ni måneder i Kina, Thailand og Nepal og senest otte måneder i Central- og Sydamerika samt Asien. Da jeg 72 har taget mange billeder gennem tiden, har jeg oprettet en hjemmeside til at holde styr på alle oplevelserne. Jeg har altid indtænkt rejser i de fleste ting, jeg har foretaget mig: studier, arbejde, ferie og diverse udendørsaktiviteter. Ud over at se så meget af verden som det er muligt, har jeg et erklæret mål om at nå 100 lande, før jeg når de 50 år. 681 Tommy Nielsen Min interesse for rejselivet og spændende eventyr begyndte ret sent. Jeg var 22 år, da min kammerat ringede og foreslog, at vi skulle tage af sted til et varmere klima. ”En sommer på Kos som bartender ville lige være sagen,” mente han med reference til vores alder samt trangen til kvindeligt selskab. Nej, skulle vi af sted, skulle det være ordentligt, og langt væk – og tre uger senere var flybilletterne til Australien booket, og rygsækken pakket. Og lige siden de første vilde indtryk i Bangkoks gader og gæstfriheden i Australien har rejselivet bidt sig fast. Til daglig bor jeg i København og arbejder som officer i hæren. Jeg har de sidste syv år besøgt 23 nye lande og tre territorier. Besøgt alt fra forsvundne byer og religiøse højborge til lækre strande, krigshærgede områder og udenlandske officersskoler. 682 Jakob Sestoft Siden 2006, hvor Sydafrika blev besøgt, har mine rejseaktiviteter været centreret om Afrika. I begyndelsen som deltager og aktiv arrangør af ture med Københavns Universitet og siden som uafhængig rejsende. De seneste to år er min rejseaktivitet blevet intensiveret via mit arbejde med den offentlige sundhedssektor i Afrika. 683 Andreas Dybkjær-Andersson Det var ikke givet, at rejserne ville føre langt væk fra Danmark. Min mor er fra Sverige, og min far fra Danmark, og som barn gik rejserne mellem de to lande uafbrudt for at besøge mine forældres venner og familie. Med de første rejser over ækvator fik jeg især Afrikas røde jord under neglene og har boet i Etiopien og Sydafrika – men også søgt solopgange fra Fujibjerget til Finisterre. En del rejser har været relateret til min uddannelse i udviklingsstudier og problematikker relateret til fattigdomsbekæmpelse. Fra Lesotho til Libanon og fra Uganda til Bhutan har jeg grædt og grint med gadebørn, kæmpet mod slipseklædte embedsmænd og talt klimaforandringer med Desmond Tutu. 684 Britta Boesen Kruse Jeg er født i 1964 og har besøgt mange forskellige lande gennem årene. Jeg har rejst meget i Italien og besøgt Toscana, Rom, Firenze, De Lipariske Øer med bl.a. Vulcano, og set Stromboli i udbrud. Jeg har været fem gange i Venedig og besøgt Biennalen samt filmfestivalen i Venedig og mødt Kirsten Dunst, Emilio Estevez, Quentin Tarantino, og John Woo. Jeg har også været i Kina, Egypten, på Balkan, i Østeuropa, Kenya og Tanzania og besteget Kilimanjaro, været i Australien, Indien, på Galapagosøerne, i Thailand, Vietnam, Laos, Cambodia og Nordcypern. I 2011 var jeg i Ukraine for at se EM-fodboldkampen mellem Danmark og Holland. Vi vandt, folk hyldede os og hjalp med at bære mit flag gennem metroen. I september 2013 tog jeg på en stor rundrejse til en række lande i det sydlige Afrika. 685 Mia Beicher Ansbjerg Min rejselyst er opstået takket været mine forældre, som har rejst med mig i hele Europa. I 2005 tog rejseriet fart. Min farmor har sagt, at man skal se det land, man selv lever i. Sammen med hende har jeg rejst rundt og set både de skønne og de mindre skønne dele af Danmark, og til sidst manglede vi kun ét sted. I 2005 rejste vi til Grønland og sejlede langs vestkysten helt op til Ilulissat, og så var jeg solgt. Efter gymnasiet flyttede jeg alene til Grønland. De tre planlagte måneder blev til 15 måneder, og de tre efterfølgende år fik jeg set de destinationer, der havde stået højest på min liste i mange år. Kom på tre backpackerrejser, hvor friheden ingen grænser havde. Alle burde rejse ud og se, hvilken verden de lever i, inden de kommenterer den i blinde. 686 Jens Bornæs Var som dreng fascineret af opdagelsesrejsende som Jens Bjerre og ”opdagelsen af den glemte verden”. Tog som 18-årig et år til Algeriet for at arbejde efter gymnasiet og fik den første oplevelse af en meget anderledes verden. Kan bedst lide at rejse langsomt med tog og bus, på cykel eller til fods, så jeg oplever, mens jeg rejser. Har rejst med tog og bus i Sri Lanka, Indien, Nepal, Myanmar, Laos, Thailand, Malaysia, Indonesien, Oceanien, Peru, og Ecuador. Har cyklet Korsika rundt, været i Israel og Jordan og vandret i Norge og Skotland. Lige nu er det en blanding af storbyferie og familieferie. Har både fokus på Unescosteder og forladte byer, bygninger og gamle fabriksområder, der bliver overladt til sig selv eller genindtaget til noget komplet nyt. 73 687 Tove Leininger Jeg er født i 1960, og jeg er lærer. Som teenager begyndte jeg at rejse ud i verden med musikken, og jeg har været i England, USA, Polen, Tjekkiet, Skotland, Slovakiet, Israel mv. med orkestre. Min første flyrejse gik til USA, bl.a. til New York og i bus til Montana, Wyoming, North og South Dakota. Vi boede privat hos amerikanerne, og det åbnede mine øjne for ”fremmede folkeslag”. Siden da har jeg fundet det langt mere interessant at møde mennesker i deres omgivelser end at kigge på bygningsværker. Anne, min veninde gennem 40 år, og jeg har efter min skilsmisse rejst sammen de sidste 20 år. Især har vi haft stor glæde af at cykle, for hér kommer man virkelig ind på lokalbefolkningen. Fra 2007 til 2008 tog vi fire måneders orlov og rejste til Australien og New Zealand på cykelferie. 688 Anne Rosenthal Hansen Jeg er født i 1959 og er vokset op i henholdsvis Hvidovre og Rødovre. Mine barndomsferier blev alle holdt i vores sommerhus i Rørvig, hvor jeg som barn havde nogle pragtfulde ferier. Jeg kom først ret sent i gang med at rejse udenlands. Min første udlandsrejse gik til Frankrig, da jeg var 25 år. Men så har jeg også taget revanche siden. Min veninde Tove og jeg har taget på flere cykelferier rundt om i Europa, bl.a. i Frankrig, Østrig, England og Tjekkiet, som så kulminerede med, at vi tog fire måneders orlov, hvor vi var tre uger i Australien og cyklede New Zealand rundt i tre måneder. Denne tur skulle have været en enkeltstående oplevelse, men vi blev begge så bidt af at rejse, at vi ikke har kunnet stoppe igen og har således senest været i Iran. 689 Ulla Andreasen Jeg er født i 1948 og har arbejdet som kok og faglærer indtil 1985. Det er blevet til 86 rejser på 56 år, den seneste Jorden rundt. Med et svendebrev tog jeg i 1971 til Japan, hvor jeg arbejdede som kok i ½ år. Jeg har nu besøgt Fjernøsten 21 gange. Jeg har været flere gange i Sydamerika og fem gange i Polynesien, hvor jeg har besøgt ni øer i Fransk Polynesien samt Fiji og Samoa. For mig er rejserne en livslang uddannelse i at opleve historiske steder, fremmede kulturer og naturen. Jeg forbereder rejserne godt og besøger gerne de samme steder flere gange, derfor er det ”kun” blevet til 66 lande. Jeg har en svaghed for historiske luksushoteller, har besøgt i alt 24 på seks kontinenter, fx har jeg boet ni gange på The Oriental i Bangkok. Jeg har besøgt næsten alle de 21 steder, der var på valg til ”verdens syv nye vidundere”, men mangler Petra og Stonehenge. Mødeaktiviteter i 2013 Niels Iversen (111), Per Danielsen (106), Kaj Heydorn (105), Henrik Døcker (87), Claus Qvist Jessen (86), Erik Pontoppidan (85), Bertel Kristensen (81) og Jakob Linaa Jensen (81). Lokaliteter: Årets 32 møder var fordelt geografisk med 17 i hovedstadsområdet, 14 i Jylland og et på Hven. Indhold: Der har – ud over de mere konventionelle møder – været holdt et weekendarrangement på Hven, et møde på Skanderborg Festival, en julefrokost (restaurant Hos Kim og i Cafe Globen), et par juniorarrangementer, et svømmepølarrangement, en spilleaften, en drinksaften og nogle hyggeaftener (uden specielt program). Værter: Af årets 32 arrangementer blev de syv holdt i Café Globen, to eksternt og de resterende 23 i 20 forskellige klubmedlemmers hjem – tak til værterne for det. Det er værd at bemærke, at beregningerne kun omfatter DBK’s aktive medlemmer. På en del af møderne har det faktiske deltagerantal været noget større, da der har været adgang for gæster og passive medlemmer. Tekst: Per Allan Jensen I løbet af 2013 holdt klubben 32 møder (mod 26 året før) med deltagelse af fra 5 til 70 deltagere (sidstnævnte til årets julefest i København – og i øvrigt det største antal i klubbens historie). I alt 166 af klubbens aktive medlemmer deltog i et eller flere af disse møder svarende til 38 % af medlemstallet ved årets udgang (en noget lavere procentdel end året før (44 %)). Det gennemsnitlige antal mødedeltagere var 19 (mod 20 sidste år). Deltagere: Årets flittigste mødedeltager var Maria Malbek Sørensen med 14 møder efterfulgt af Per Danielsen med 13 møder og Heidi Y.P. Sørensen med 12 møder. På de næste pladser kommer Søren Fodgaard, Cathrine Krogh og Liselotte Winhard med hver 11 møder og dernæst Lene Dangaard, Helle Munk og Ann Kledal med hver 10 møder. Hvis vi ser på, hvem der har været de 10 flittigste mødedeltagere gennem de sidste 13 år, så indtager jeg stadig selv førstepladsen med 143 møder. Herefter følger: Ewa Maria Bylinska (120), 2001 … nn Per Allan Jensen har medlemsnr. 26 og er tidligere formand for DBK. 2010 2011 2012 2013 2001-13 25 per år Antal møder 24 24 24 26 32 Antal medlemmer 112 352 381 395 435 71 (63 %) 143 (41 %) 155 (41 %) 173 (44 %) 166 (38 %) 412 12 19 23 20 19 18 Forskellige deltagere *) Gennemsnitlige antal deltagere *) Antal medlemmer (og % ud af samtlige), der har deltaget i et eller flere møder. 74 Årets Statistik Hotte lande blandt aktive medlemmer i 2013 Tekst: Erik Futtrup H villke lande har mon fået flest nye besøg i 2013? Svaret finder du i denne opgørelse over “hotte” lande i 2013 – dvs. de lande, som har fået flest førstegangsbesøg af aktive medlemmer af DBK. Opgørelsen bygger på klubbens database over postkort og nye landeregistreringer, og den afslører, at Baltikum ikke længere er hot. Det er derimod Balkan og Kaukasus! Årets højdespringere er Hviderusland, Sydafrika, Japan, Panama og Serbien. De mest populære lande i hver verdensdel er: Bosnien-Hercegovina i Europa, De Forenede Arabiske Emirater i Asien, Chile i Sydamerika og Panama i Nordamerika, Marokko og Sydafrika i Afrika og Australien og Fiji i Oceanien. nn Erik Futtrup har medlemsnr. 267. Hans seneste rejse gik til Bahamas, St. Lucia og Barbados. 2013 Plads 2012 Land Antal nye besøg +/- Plads Land Antal nye besøg 1 Bosnien-Hercegovina 23 14 1 Island 2 Montenegro 22 16 2 Forenede Arabiske Emirater 22 2 Forenede Arabiske Emirater 22 0 Malta 22 4 Serbien 20 65 4 Estland 5 Albanien 19 13 5 Ukraine Armenien 19 46 6 Sri Lanka 7 Kosovo 18 26 8 Malta 17 -6 Georgien 17 25 Argentina 10 Chile 16 18 Cambodja 11 Slovenien 15 31 Peru Makedonien 15 40 Panama 14 65 13 16 20 Qatar 8 12 Vietnam Myanmar Usbekistan Oman 24 21 20 18 18 17 17 17 17 16 16 Hviderusland 14 138 Kroatien 14 2 Qatar 13 -10 Letland Marokko 13 12 Bosnien-Hercegovina 15 Filippinerne 13 53 Albanien 14 Sydafrika 13 102 Cypern 15 18 Kroatien Japan 12 71 Laos Peru 12 -12 Irland Zambia 12 71 Cypern 12 -2 Montenegro 23 Nordkorea Kenya 12 31 Portugal San Marino 12 31 Tyrkiet Sri Lanka 12 -14 Litauen Israel 12 13 Cuba Ghana 12 31 28 Chile +/- angiver, hvor mange pladser et land er gået frem eller tilbage i forhold til dets placering i 2012. 75 16 15 15 14 14 14 14 13 13 13 13 13 12 Tekst: Per Allan Jensen Placering i år (sidste år) 1 (1) 2 (4) 3 (3) 4 (2) 5 (5) 6 (6) 7 (7) 8 (12) 9 (14) 10 (8) 11 (9) 12 (11) 13 (10) 14 (19) 15 (15) 16 (13) 17 (23) 18 (16) 19 (35) 20 (18) 22 (-) 33 (38) 38 (36) 39 (44) 40 (53) 41 (39) D Medlemsnummer og navn (* betyder ny på listen) 258 Peter Schønsted 565 Frode Kjems Uhre 019 Claus Qvist Jessen 097 Arne Erik Runge 312 Jakob Øster 384 Peter Goltermann 039 Kaj Heydorn 309 Henrik Schumacher 151 Carl Johan E. Colberg 057 Bertel Kristensen 082 Niels J.L. Iversen 124 Lasse Nørgård 153 Øyvind Løkkeberg 236 Annette Qvist Jessen 468 Ole Markussen 026 Per Allan Jensen 345 Marianne Fossaberg 059 Stig Monrad 326 Ole Pedersen*) 075 Ønsker anonymitet 635 Bo Løvschall*) 356 Lukas Nørgård*) 411 Eva Hansen*) 400 Markus Nørgård*) 125 Knud B. Bach*) 336 Maria Sørensen*) et bliver stadig nemmere og billigere at rejse, og det at have besøgt 100 lande er ikke længere så ualmindeligt, som det var for bare 10 år siden. 31. december 2013 var der hele 41 medlemmer, der havde besøgt mindst 100 lande (mod 34 sidste år), og efterhånden bliver det lidt for omfattende at medtage dem alle i den sædvanlige tabelopstilling. Derfor vil denne fra nu af blive reduceret til kun at omfatte de 20 medlemmer, der har besøgt fleste lande, samt de nye 100 landes jubilarer, der er kommet til siden det foregående år. Nedenstående bemærkninger omfatter dog samtlige 41 medlemmer på listen. I toppen (dvs. de øverste syv) er der kun sket små indbyrdes forskydninger, mens det længere nede er gået mere voldsomt til. Læg i øvrigt mærke til, at Peter Schønsted nu kun mangler fire lande i at have besøgt dem alle. Årets ”hurtigløbere” er Frode Kjems Uhre (18 nye lande), Knud B. Bach (15 nye), Ole Pedersen (14 nye), Annette Qvist Alder Antal lande Tilvækst i år Tilvækst seneste 5 år 71 53 53 70 42 46 82 48 63 71 60 50 59 43 44 62 58 65 44 57 40 12 70 10 66 38 192 165 156 153 137 129 128 124 122 121 121 121 120 119 119 118 115 112 112 111 111 103 102 101 100 100 6 18 8 0 4 0 5 8 9 3 3 4 2 11 7 5 8 1 14 1 10 4 11 15 9 57 31 22 36 24 21 54 33 12 11 21 35 47 22 41 13 46 46 52 27 56 19 27 Jessen (11 nye), Markus Nørgård (11 nye) og Lukas Nørgård (10 nye). Ser vi på antal nye lande de seneste fem år, så ligger Peter Schønsted i spidsen med 57 nye lande, efterfulgt af Markus Nørgård (56 nye), Henrik Schumacher (54 nye) og Lukas Nørgård (52 nye). Ser vi endelig på de seneste 10 år (hvor flere af ovennævnte ikke kan blande sig, da de ikke har været medlemmer af klubben længe nok), så udgøres toppen af Lasse Nørgård (62 nye lande), Morten Siglev (61 nye) og Carl Johan E. Colberg (60 nye). Og så bør det vel retfærdigvis tilføjes, at de to brødre Markus og Lukas Nørgaard ikke var medlemmer for 10 år siden, hvor den ene knap nok var født, og den anden kun to år, så deres 10 års tilvækst må vel stort set sættes lig med deres samlede landeantal, og hvis vi gør det, så sprænger de alle rammer. Den gennemsnitlige tilvækst af lande det sidste år for alle listens medlemmer er 4,7. For de seneste fem år er gennemsnittet 26,6 (svarende til 5,3 nye lande per år), og 76 Årets Statistik DBK-medlemmer, der har besøgt flest lande (samt nye 100-landejubilarer) Tilvækst seneste 10 år 57 54 31 60 25 35 62 54 41 35 59 26 - Antal medlemmer med mindst 100 lande 50 40 30 20 10 2001 2003 2005 2007 2009 2011 2013 for de seneste 10 år er gennemsnittet 37,7 (svarende til 3,8 nye lande per år). Når der står en streg i stedet for et tal, er det fordi det pågældende tal ikke kan beregnes, da vedkommende ikke har været medlem af klubben længe nok. Listen er dannet efter hjemmesidens registreringer per 31. december 2013. nn Per Allan Jensen har medlemsnr. 26. Hans seneste rejse gik til Oman, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Qatar. De sorte faraoers hellige bjerg I oldtiden var den karakteristiske klippe i Sudan det første tegn på, at man nærmede sig Nilen. Der er flere teorier om, hvordan stedet så ud i sin storhedstid. Nogle mener at have fundet bevis for, at sandstenssøjlen var belagt med guld, andre at der var hugget statuer ud i klippen. Området er stadig den dag i dag helligt for sudaneserne, som især besøger et tempel, der er hugget direkte ind i sandstenssøjlen, og især ved solnedgang fornemmer man bjergets storhed. Tekst & FOTO: Carsten Hansen I nspirationen til at rejse til Sudan fik jeg fra Globen, hvor jeg så en liste over medlemmer, der rejser til klubbens mindst besøgte lande. Mine umiddelbare planer om en tur til Laos og Cambodia blev derfor erstattet af de mere sjældne rejsemål Sudan og Yemen. Det var først senere, jeg blev opmærksom på, at rejsen ville tage mig til et udtrukket Unescomål. Gebel Barkal og stederne i Napatanregionen dækker arkæologiske steder over en strækning på 60 km langs Nilen og er centreret omkring klippen. De ligger, hvor Nilen slår et knæk og løber mod sydvest. Ud over klippen og ruiner af byen Napata består stedet af flere gravpladser. Gebel Barkal har siden oldtiden haft religiøs betydning. Det var egypterne, der først begyndte at værdsætte stedet. De havde omkring år 1500 fvt. erobret kongedømmet Kush i vore dages Sudan. Faraoernes helligdom Egypterne mente, at Gebel Barkal-klippen måtte have en særlig betydning, og stedet blev kendt som fødested for guden Amun. Et tempel opførtes til hans ære, og området blev helligt for faraoerne. Amuntemplet ved foden af Gebel Barkal. Egypten blev dog igen svækket, og Kush genopstod. Hovedstaden Napata blev grundlagt for foden af klippen. Kongedømmet beholdt de egyptiske traditioner, og blev langsomt så stærkt, at kong Kashta senere ved et kup kunne erklære sig farao af Egypten. Landet blev siden helt erobret af kongerne af Kush, også kaldet de sorte faraoer, pga. deres mørke hudfarve. Deres storhedstid betød et højdepunkt for Gebel Barkal, hvor templerne blev udbygget. Pyramider fra en storhedstid Senere erobrede assyrerne Egypten. Kush måtte flytte sit magtcentrum 300 km mod sydøst, og i den periode blev templerne ved Gebel Barkal ødelagt for første gang. De blev dog bygget op igen, indtil romerne forsøgte at erobre Kush. Igen blev templerne ødelagt, men Kush overlevede, indtil det langsomt forsvandt ud af historiebøgerne. Gebel Barkal og stederne i Napatanregionen blev genopdaget omkring 1820. Udgravningerne begyndte i 1916, men over halvdelen af de formodede ruiner er endnu ikke udgravet. De mest karakteristiske levn fra de sorte faraoers storhedstid er pyramiderne. Arkæologiske udgravninger Da de sorte faraoer erobrede Egypten, blev de fascineret af pyramiderne og gik selv 77 i gang med at opføre sådanne bygningsværker. På det tidspunkt havde man ikke opført pyramider i Egypten i 500 år. I alt blev der bygget ca. 90 pyramider ved Gebel Barkal. Til sammenligning findes der ca. 120 pyramider i hele Egypten. Sudans pyramider adskiller sig ved, at de højst er 30 meter i højden og har et mindre grundplan, hvilket gør siderne mere stejle. Desuden er selve pyramiden massiv, så gravkammeret befinder sig dybt nede under konstruktionen. Da jeg besøgte stedet, var to udgravninger i gang. Et italiensk hold udgravede et gammelt palads, mens amerikanske arkæologer var i gang med Amuntemplet. Stederne bliver opmålt og fotograferet for derefter at blive dækket til igen. Der er ikke ressourcer til, at de permanent ligger fritlagt, og desuden bevares ruinerne bedst, når de er dækket af et tykt lag sand. Det forsvundne Unescoskilt Turismen i Sudan har slet ikke nået det samme omfang som i Egypten. Årtiers borgerkrig og besværlige regler for visum, rejserute, og fotografering gør, at kun ganske få vestlige turister besøger Gebel Barkal. Der er et lille museum, men ellers er forholdene for turister begrænsede, og det obligatoriske skilt for Unescos verdensarv mangler også, så det arkæologiske politis ramponerede skilt måtte bruges som erstatning. En stor del af charmen ved at besøge Sudan er, at landet er så uspoleret, og det er svært at forstå, at landet har været plaget af borgerkrig i årtier. For tiden er der relativt fredeligt, men forandringerne i det afrikanske land synes ikke at ske på eget initiativ. Desuden skræmmer konflikten i Darfur og i den sydlige del af landet stadig turisterne. nn Carsten Hansen har medlemsnr. 64, og har besøgt 78 lande og 10 territorier. Senest har han rejst i Oman, hvor han bl.a. har været på trekking. De Berejstes Klub trækker hvert år tre tilfældige Unescosteder ud, og det medlem, som først når frem til stedet, belønnes med en dusør på 1.000 kr. Sudan 11 personer fra fem lande. Turen tog mig også til Meroe, som er det andet Unescosted i Sudan. Italian Tourism skaffede entry permit til Sudan, hvilket gjorde, at jeg kunne købe visum ved ankomsten til Khartoum. De sørgede også for alle tilladelser til turen. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnKhartoum fås fra ca. 3.900 kr. t/r. ARRANGØR: Min tur var arrangeret af det lokale turistbureau Italian Tourism Co. Det var en grupperejse med i alt VISUM: Som backpacker kan man søge visum ved Sudans ambassade, hvilket kan tage måneder, fordi alle visumansøgningerne skal godkendes af myndighederne i Khartoum. Sudans ambassader i Egypten og Etiopien har dog bemyndigelse til selv at behandle visumansøgninger, så det nemmeste skulle være at rejse ind i Sudan fra et af de to lande. Næste konkurrence: Dengang jeg skulle ud at flyve … I næste nummer af Globen vil vi høre en god historie, om engang du skulle ud at flyve. Måske har du oplevet at være kommet for sent ud i lufthavnen? Eller oplevet noget dramatisk om bord på flyet? Eller mødt en spændende sidemand eller –kvinde? Måske har du prøvet at flyve med en luftballon eller med et svævefly? Eller måske har du prøvet at springe ud med faldskærm? Har du en god lille historie, så del den med os senest 30. april 2014. Alle bidrag vurderes alene på baggrund af deres tekst, men vedlæg gerne et foto eller to. Din artikel må højst fylde 4.000 tegn, og det bedste bidrag præmieres med tre bøger, som alle handler om oplevelser i luften: ”Flyvidenskab for begyndere – Din guide til flyveturen” af Brian Clegg (Turbulenz, 2013, 207 sider, med illustrationer og billeder i sort/hvid) er en underholdende rejsemakker, der giver en fantastisk indsigt i fysik, kemi, ingeniørvidenskab og geografi undervejs på en flyvetur. ”Beklager, vi ramte ikke landingsbanen” af Stephan Orth & Antje Blinda (Sohn, 2012, 131 sider, med illustrationer i sort/hvid) byder på en perlerække af sande historier, der både er hårrejsende og grinagtige, oplevet af flyrejsende over hele verden. Endelig er ”BASE 66 – En historie om frygt, fest og frit fald” af Jevto Dedijer (Herreværelset, 2010, 173 sider, med fotos i sort/hvid) et eventyr om jagten på det ultimative adrenalinkick: Faldskærmsudspring fra toppen af en bygning, en bro, en antenne og en klippe. BASE jumping kaldes det også. 78 Dommerkomiteen, som har bedømt de indsendte bidrag i skribentkonkurrencen, består denne gang af Erik Hermansen, som vandt konkurrencen i forrige nummer, og Finn la Cour fra Globens redaktion. Konkurrence: Dengang i begivenhedernes centrum … Tredjepladsen går til: På kaffebar med ”Slagteren fra Lyon” Tekst & foto: Niels Andersen J eg var i La Paz, Bolivia, i 1982 for at sælge duplikeringsmaskiner til skolevæsenet, og da Bolivia siden 1980 var blevet regeret af skiftende generaler, der afløste hinanden ved det ene kup efter det andet, så var det vigtigt at have en agent på stedet, der kunne følge de skiftende magthavere på tæt hold, og jeg havde da også en lokal forretningsmand ved navn Wilhelm som agent. Forretninger i Bolivia, private som på regeringsplan, foregår på latinsk maner på kaffebarerne, hvor vi tre til fire gange om dagen fik vores kaffe og ikke mindst også nyheder og rygter om alt, hvad der nu rørte sig. Krigsforbryder på fri fod Den pågældende dag var vi oppe på kaffebaren Café de Brasil, da Wilhelm spurgte, om jeg havde lyst til at hilse på en ældre herre, der sad ovre i den anden ende af lokalet sammen med et par militærfolk. Jeg spurgte ham, hvem han var, og han fortalte, det var en señor Klaus Altmann, alias Klaus Barbie eller ”Slagteren fra Lyon”, en flygtet nazistisk Gestapomand, der var efterlyst i hele Europa for de mord og pinsler, han havde udsat frihedskæmperne i Lyon for under 2. Verdenskrig. Jeg var himmelfalden og spurgte, hvordan han kunne gå frit omkring her i La Paz? Det kunne han, sagde Wilhelm, fordi han havde indgået en aftale med militærjuntaen om at hjælpe dem med at opbygge et efterretningsvæsen, da han jo fra sit tidligere grumme virke havde tilpas erfaring i sådanne militæranliggender. Jeg ønskede ikke at hilse på ham, hvilket Wilhelm heller ikke havde forventet. Vi forlod kaffebaren lidt efter, og jeg så heldigvis aldrig forbryderen mere. Kupforsøg Senere sammen dag, da jeg blev kørt tilbage til mit hotel i centrum af La Paz, sagde Wilhelm ret kryptisk til mig, at hvis jeg i løbet af samme nat hørte en del ballade ude fra gaden, så kunne han Pas, 4.602 moh på grus-landevej imellem La Paz og Chulimani, Bolivia. absolut ikke anbefale, at jeg af nysgerrighed stillede mig op i vinduet og kiggede ud. Han kunne tværtimod hellere stærkt anbefale, at jeg i stedet kravlede ned under sengen og gemte mig der! Jeg hørte faktisk ikke noget om natten og sov udmærket, men næste dag viste det sig alligevel, at der i nattens løb havde været anslag til endnu et kupforsøg, men at de regerende generaler havde været påpasselige, så kupmagerne, to andre generaler, skyndsomst havde måttet forlade landet i nattens løb. Kontante penge Valutasituationen i Bolivia i de tider var lettere usædvanlig selv efter latinamerikanske forhold. Inflationen var skyhøj, og alle forretninger blev gennemført uden om bankvæsenet mod kontant betaling i fremmed valuta. Jeg havde da også under opholdet fået et ret så stort kontant pengebeløb i USD som betaling for tidligere leverancer af maskiner. Da jeg skulle rejse videre dagen efter kupforsøget, anbefalede Wilhelm mig klogeligt at deponere de mange USD på min konto hos American Express-kontoret i La Paz, hvilket lykkedes, og heldigvis for det for på vejen ud til lufthavnen blev jeg og min bagage gennemrodet ved op til flere vejspærringer. 79 Der hersker ingen tvivl i mit sind om, at alle de gode USD ville være blevet konfiskeret – sandsynligvis uden kvittering! Selv om jeg var vant til lidt af hvert i de år, hvor den demokratiske proces var ude af funktion i en lang række latinamerikanske lande, var de par dage i La Paz dog alligevel så usædvanlige, at jeg følte mig, som var jeg midt i begivenhedernes centrum. Samme år i oktober 1982, et par måneder efter mit besøg, opgav militæret forsøgene på at styre Bolivia, og en civil regering blev indsat. Noget af det første, den nye regering gennemførte, blev at udvise Klaus Altmann, alias Klaus Barbie, til Frankrig, hvor han i en stor retssag blev anklaget og dømt til livsvarigt fængsel for sine krigsforbrydelser. Han døde som 77-årig og hengiven nazist i et fængsel i 1991. nn Niels Andersen har medlemsnr. 626. Han har besøgt 79 lande og 16 territorier. Konkurrence: Dengang i begivenhedernes centrum … Andenpladsen går til: Over askeskyen Tekst & fotos: Jacob V. la Cour I efteråret 2009 planlagde min familie og jeg en tur til Island i forbindelse med storebededagsferien i foråret 2010. Både min far og jeg har altid gerne villet se et vulkanudbrud tæt på, men sådan nogle er jo lidt svære at planlægge efter. 25. marts 2010 gik den islandske vulkan Eyjafjallajökull i udbrud. Det var et kraftigt udbrud, og medierne viste flotte billeder af springvand lavet af glødende lava. Men et par uger inde i april skiftede udbruddet karakter. Krateret var nu under en gletsjer, og mødet mellem lava og is skabte gigantiske skyer af aske. Skyen fra udbruddet nåede op i over 10 kilometers højde, og store dele af det nordeuropæiske luftrum blev lukket for flytrafik. Tusindvis af rejsende strandede rundt omkring i Europa – ja helt i USA – fordi askeskyen blokerede de nordeuropæiske og nordatlantiske flyruter. Kaosset i luften varede flere dage, og skulle man ud at flyve, var det ikke til at vide, om man kunne komme af sted eller ej, for det svingede fra time til time alt efter vejret og udbruddets styrke. Vi skulle rejse 29. april, og i dagene op til holdt vi alle spændt øje med nyhederne. Kunne vi komme af sted? Ville vi nå at se vulkanen i udbrud? Turde vi overhovedet tage til Island? Tænk, hvis det blev værre, og vi ikke kunne komme hjem … Da afrejsedagen oprandt, var den vulkanske aktivitet heldigvis lav, så flyene gik faktisk helt efter planen. Kaptajnen fortalte naturligvis om situationen og om, at man måtte flyve i en bue nord om vulkanen for at undgå askeskyen. Men vi kunne alligevel tydeligt se søjlen af sort aske, der stod op fra bjerget. går hele vejen rundt om Island, gik lige syd om fjeldet, så vi regnede med, at vi da på et eller andet tidspunkt ville kunne se noget aske. Et par kilometer fra vulkanen begyndte skyerne pludseligt at blive mørkere og mørkere. De modkørende biler havde lys på og var meget støvede. Vi nærmede os. Idet vi rundede et forbjerg, var det pludselig som om, vi befandt os i Mordor i ”Ringenes Herre”. Luften blev kulsort! Der lå driver af aske overalt. Det var som at køre i en sort snestorm. Lydene var også dæmpede – man kunne ikke engang høre vulkanen. Det var meget specielt. Men vi kunne stadig ikke se selve vulkanen. Det var dog superspændende at være så tæt på og i et så surrealistisk landskab. I nærkontakt med en vulkan Vores tur gik hele vejen rundt om Island, og da vi kom tilbage til Reykjavik 2. maj, var udbruddet stadig i gang. Kan man være så tæt på et vulkanudbrud uden at få set det ordentligt? Nej! Så vi lejede et taxafly til at flyve os så tæt på udbruddet som muligt. Også denne dag var det gråvejr, men da vi nærmede os vulkanen, kunne vi tydeligt se den sorte søjle af aske, der stod op fra vulkanen. Vores pilot fløj så tæt på, at vi næsten kunne kigge lige ned i krateret. Gennem skylaget kunne vi se gletsjeren, der var sort af aske, og hvert sekund blev nye, kæmpe store skyer af aske kastet højt op i luften. Det var vist flere tons i sekundet, der kom ud af krateret. Imponerende! Vi skulle hjem næste eftermiddag, men om morgenen kl. 7 blev vi vækket på hotellet og fik at vide, at meteorologerne ventede, at vinden ville vende og sende askeskyen ind over Reykjavik og lufthavnen, der forventedes at lukke omkring kl. 11. Alle fly var derfor blevet rykket frem, og vi skulle se at komme ud i lufthavnen i en fart. Vi pakkede lynhurtigt, og ganske rigtigt var vores flys afgang blevet flyttet fra kl. 13.30 til kl. 10. Men vi nåede det og slap væk inden en ny lukning af luftrummet – efter et super spændende besøg i begivenhedernes centrum! nn Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474. Han har besøgt 90 lande og 16 territorier. Senest gik turen til Monaco og Kaukasus. Flere tons aske kastet op i luften giver fantastiske formationer. Foto taget fra bilen hvor man kan se de mørke, stormlignende askeskyer Velkommen til Mordor Vel ankommet til Reykjavik lejede vi en bil, og den første dag kørte vi ud for at se nærmere på Eyjafjallajökull. Det var gråvejr med lave skyer, så vi kunne hverken se bjerget eller askeskyen, da vi nærmede os. Men den store landevej, der 80 Konkurrence Førstepladsen går til: En souvenir som kunne have kostet mig livet Tekst & fotos: Henning Schultz I sommeren 1958 rejste jeg på tommelfingeren fra Hellerup til Bruxelles med telt og rygsæk. Jeg ville se og opleve verdensudstillingen i Bruxelles denne sommer. Undervejs besøgte jeg min daværende kæreste, Britta, i Lübeck. Vi tog en dag ud til den østlige forstad Eichholz for at se Jerntæppet, som løb lige uden for bydelen. Her så vi på grænsebomme, pigtrådshegn og den såkaldte Todenstreife, der slyngede sig 10-30 meter inde på østtysk territorium. Pludselig fik jeg den ungdommelige og helt forrykte ide, at jeg ville prøve at forcere grænsen til DDR og kravle helt hen til pigtrådshegnet for at brække et stykke pigtråd af og give det til min søde veninde. Som tænkt så gjort. Jeg vadede gennem et sumpområde på vesttysk område og hoppede over grænseåen, der løb inde i et buskads. Nu var jeg i DDR! Inde på forbudt område Langsomt bevægede jeg mig gennem buskadset hen mod pigtråden. Fra buskadsets kant skulle jeg bevæge mig yderligere halvanden meter uden dækning hen til det forjættede hegn. Jeg sneg mig frem på maven – og så … nu gjaldt det! Jeg hev og vred, indtil jeg havde et stykke jerntæppe i hånden, bakkede hastigt tilbage, vendte om på foden, løb gennem buskadset og sprang over grænseåen. Jeg landede lige for foden af to vesttyske grænsesoldater og så direkte ind i løbene på to maskinpistoler. Jeg blev afhørt på stedet. Soldaterne havde observeret, at de østtyske grænsevagter havde lagt an til at skyde oppe fra et af vagttårnene. Jeg havde fået pigtråden listet ned i lommen, hvor den stak i låret, men soldaterne så den ikke. Til sidst blev jeg sluppet fri med et løfte om aldrig mere at komme tilbage til Eichholz Grenzgebiet. I al forvirringen fik jeg aldrig givet min souvenir til min veninde. Derfor befinder den sig stadigvæk i min varetægt. Til historien skal tilføjes, at jeg fik alletiders skideballe af min far, da jeg kom hjem fra min sommerferie. Han var dengang næstkommanderende i det danske civilforsvar, og jeg fik at vide, at blamagen kunne have skandaliseret ham og hele institutionen, hvis jeg var blevet taget til fange i Østtyskland. Ja, man ser næsten en fangeudveksling på Glienickebroen i Berlin – eller det der var værre – bare fordi en ung mand ville imponere sin kæreste. Men imponeret, det blev hun! nn Henning Schultz var 17 år og grænseoverløber i sommeren 1958. Han har medlemsnr. P570. Rejseriet begyndte han med som 14-årig, da han rejste med sin familie. Som 15-årig var han på vandretur i Norge med sin far, og som 16-årig blev han skibsdreng på en kulskude fra København til USA. Og som 17-årig tomlede han til verdensudstillingen i Bruxelles. Det ene foto viser mig selv ved et vesttysk skilt med påskriften ”Am Ende der Welt”. Det andet viser en håndtegnet skitse af ”åstedet” lavet umiddelbart efter begivenheden. Den er tegnet på en serviet, jeg havde i lommen. Herpå ligger et lille stykke østtysk, halvrustent pigtråd. Det er dette stykke pigtråd teksten handler om. 81 Bestyrelse for DBK Søren Fodgaard Formand for De Berejstes Klub Tlf. 35 39 27 33 Anna le Dous Kasserer Tlf. 29 93 36 35 Lars-Terje Lysemose Tlf. +46 76 234 72 00 [email protected] redaktorgloben @gmail.com [email protected] Jakob Linaa Jensen Næstformand, toastmaster Vest Tlf. 20 86 77 77 [email protected] Maria Malbek Sørensen Juniorkoordinator Tlf. 25 48 87 45 Per Danielsen Toastmaster Øst Tlf. 33 13 56 18 Jette Færch Weiss Medlemskoordinator Tlf. 22 93 82 58 Ulla Fanø Sponsorer & pr Tlf. 28 62 44 09 [email protected] Rebecca Langhorn Tlf. 28 33 87 93 [email protected] [email protected] [email protected] Anette Lillevang Kristiansen 1. suppleant Tlf. 21 63 23 50 [email protected] Helle Bonnesen 2. suppleant Tlf. 20 40 68 65 [email protected] [email protected] Martin Buch Larsen 3. suppleant Tlf. 29 72 82 80 [email protected] Café Globen Er du vild med at rejse? Savner du den internationale stemning fra dine rejser? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede? Vil du høre sjove røverhistorier fra nær og fjern? Vil du fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern? erejstes Klub • • • • • • • • • • • • Café og ar for alle rangementer e - ikke k un for m r åbne af De B e erejstes dlemm er Klub Rejseforedrag flere gange om ugen Oplevelser og røverhistorier fra hele verden Landefester og events Rejselitteratur – guidebøger mv. kan læses på caféen Rigt udvalg af øl på flaske og fad fra Danmark og udlandet, bl.a. mikrobryg Rejsestemning i cafélokalet med fotos og souvenirs fra fjerne lande Udvalg af vin og rom Cocktails Kaffe og the Gratis internet / WI-FI Nyhedsbrev hver uge med begivenheder Følg Café Globen på Facebook Vi ses på Café 82 Globen! Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 33 93 00 77 | [email protected] | www.cafegloben.dk EKSPEDITIONSKRYDSTOGT OM BORD M/S ORIGO, 1. TIL10. JUNI, 2014 UN IK SVA L B A R D R E J S E * 9 NÆTTER OM BORD M/S ORIGO * FULDT EKSPEDITIONS PROGRAM INCLUSIVE EKSKURSIONER * UDVIDET FOREDRAGSPROGRAM MED TO VERDENSBERØMTE ISBJØRNE EKSPERTER * PRIS FRA US$ 5.900 (CA. KR. 32.400) ISBJØRNE STUDIETUR & EKSPEDITION Tag med os på en enestående rejse ind i det høj-arktiske miljø for at opleve isbjørne i deres naturlige omgivelser, mens vi lærer alt om deres biologi, levevis, status, vilkår og fremtid, med ekstra fokus på, hvad enhver kan gøre for at afhjælpe truslerne mod dem. Overskud fra rejsen går til isbjørnebeskyttelsesarbejde. Vi leverer yderligere netop på denne rejse et udvidet undervisningsprogram, der først og fremmest varetages af to af Verdens mest anerkendte specialister i isbjørnenes natur og bevarelse: Skibet sejler fra Longyearbyen d 1/6 kl 16 - og vi går fra borde igen samme sted d 10/6 kl 9 efter 10 dages opdagelsestogt Norske Thor S. Larsen, der har været aktiv langs Svalbards kyster. med isbjørnearbejde i Arktis i over 50 år, og som var dybt involveret i at skabe Verdens Der er plads til 23. Er du sikker Vi garanterer hele den oplevelse, som et første internationale isbjørneaftale i på, du ikke skal være en af dem? vanligt ekspeditionskrydstogt ombord på et 1970‘erne. lille skib består af, inkl. daglige udflugter i Få pladser tilbage! Russiske Nikita Ovsyanikov, Verdensberømt gummibåd og/eller til fods, møder med for sine mange sæsoner på Wrangeløen, Yderligere oplysninger: Arktis’ dyreliv, lejlighed til at fotografere, hvor han ubevæbnet har vandret blandt osv. - samt naturligvis god service ombord isbjørne og studeret deres adfærd, og i dag Morten Jørgensen 22902811 inkl. opredning i kahytterne, tre måltider en af de førende fortalere for bedre lækker mad om dagen, kaffe og te, osv. beskyttelse af arten. [email protected] EVENTYRREJSER TAJIKISTAN – KIRGISISTAN Eventyrlig ekspedition til ukendte Tajikistan og naturskønne Kirgisistan. Vi krydser de majestætiske Pamir-bjerge i 4-hjuls trækker, og kan se over mod Afghanistan, når vi kører langs floden Panj. Bazarer og varme kilder. Over høje pas til Kirgisistan. Dybblå bjergsøer og nomadeliv. Overnatning i kirgisisk jurte og middag hos familie. Vi oplever stemningen i den orientalske by Osh. Max 15 deltagere. 16 dage • helpension • fra 21.900 kr • afrejse 15. juni • 6. juli KASHMIR OG LADAKH Legendariske Kashmir åbner sig for omverdenen igen. Tre nætter i husbåd på Dal-søen, hvor al transport foregår i båd. Srinagar og safranmarker. Landsbyvandring, flydende morgen-marked og Kashmirs paradis Pahalgam. Højlandet Ladakh med buddhistiske klostre og storslået natur. Det Gyldne Tempel i Amritsar med sikhernes hellige bog og grænseceremoni ved Wagah. Max 20 deltagere. 14 dage • helpension • 17.900 kr • 9. til 22. september BANGLADESH: MANGO OG MONSUN Bangladesh fra den smukke side, hvor monsunen skaber særlige stemninger. Hvor mangoerne modnes og ikke findes bedre. Med tiger-safari i mangroven. Sejlads på vandvejene i hjuldamper. Verdens længste badestrand og en lille koral-ø. Besøg på Grundtvig-inspireret højskole. Hovedstaden Dhaka, silke-spinderi og bazarer. Max 16 deltagere. Et eventyr, ingen andre prøver! 16 dage • helpension • 19.300 kr • 2. til 17. juli COLOMBIA Latinamerikas nye paradisland. Høje bjerge, bløde bakker og nogle af verdens bedste strande. God tid i perlen ved den caribiske kyst: Cartagena. To nætter på stemningsfuld kaffe-hacienda. Tropisk regnskov i Tayrona nationalparken. Villa de Leyva regnes som den smukkeste koloniale landsby i Latinamerika. Præ-colombianske tempelkomplekser og Guldmuseet i Bogotá. Max 20 deltagere. 17 dage • 27.600 kr • 6. til 22. november Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk