Læseforeningens opslagsarkiv
Transcription
Læseforeningens opslagsarkiv
• Gløben Medlemsblad for De Berejsles Klub Korrekturlæser: Per Allan Jensen, adresse s. 70 Svend Garbarsch Indhold: 4 5 6 Et festligt tema Næste tema : Rejseformer Noget om voodoo 9 Bryllup i Batuan p~ Bali 11 P~sketraditioner i Polen 13 Adam' s Peak, Sri Lanka 15 P~skefejring i Filippinerne 19 Møder i glimt med kulturelle ceremonier i Vestafrika 21 Udspring i evigheden - Naghol p~ Va nuatu 24 En særdeles festlig katolicisme 25 Filmanmedelse : Den ultimative udfordring 26 De sm~ tæppetissere 27 Lamaen har ogs~ fødselsdag 29 Det oprindelige folk 33 Semana Santa, Antigua Guatemala 35 Til bryllup i Uzbekistan 38 Kan nibalen inviterer p~ middag 40 En rejse til fo rtvivlelse og h~b 44 Mellem lig og maia ria myg 48 Der er liv i Lviv 51 Indokina 54 Uddrag af rejsebreve fra Filippinerne 56 57 58 Sponsornyt og medlemsrabatter www.berejst.dk Boganmeldelse: Eventyrløs fod rej se 59 Mine 10 mest mindeværdige eksotiske tømmermænd - og historien bag .. .. 62 Mine 10 bedste lande 64 Mine 10 bedste photo locations 66 Cafe Globen 67 Afholdte arrangementer Nye medlemmer Klubbens kontaktpersoner Arne Runge Kirsten $varre r Redaktør: Pernille A. Fiih, adresse s. 70 Gouda Rejseforsikring er med til al dække Globen. Vi d kk r og In dl Som DBK-medlem får du 330/0 rabat på rejseforsikring r III dl og din I mlll (medrejsende samboende samt egne børn). Ring Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: [email protected] til Gouda Rejseforsikring på 70 25 60 60 Ewa Bvlinska Erik Futtrup Søren Bonde Knud Bach Tekst / fotos: . Med lemmer af De Berejstes Klu b SIKKERHED UD OVER A L LE GRÆNS ER Lars Munk Forsidefoto: To munke fra Ki gompa i Spiti spiller p~ traditionelle horn under den indledende puja i forbindelse med Dalai Lamas fødselsdag, der hvert ~r fejres under stor festivitas i Indisk Hima laya. Billige flybilletter til hele verden Jakob Linaa Jense n Sve nd Ga rbars ch Katrine Thiese n Foto: John Lau Jensen John Lau Jensen Nikolaj Witte Forsidedesign: Pernille Fiih og Nikoiaj Witte, adresse s. 70 Sisse Skipper And ersen Kenneth Hvolbøl Tryk: BB Offset Thorsvej 11 ; 8850 Bjerringbro Oplag: 275 ISSN : 1603-1458 John Lau Jensen Per Jørgensen Rasmus Krath Deadline til næste nummer: 5. august 2005 Tema : Rejseformer WWW.WASTEELS.DK Henrik Døcker Per Allan Jensen Jette Torp Gennem 12 år har vi specialiseret os i at tilbyde dig billige billetter med personlig service. Ring, mail , eller kom ind i en af vores afdelinger og få råd og vejledning fra vores søde sælgere til din næste rejse . Annoncer: [email protected] Henrik Døck er Medlemskab: www.berejst.dk Lars Mun k Sisse Skipper Andersen W ASTEELS Rejser København Skoubogade 6 1158 København K Telefon 33 14 64 33 [email protected] WASTEELS Rejser Århus Borggade 3 8000 Arhus C Telefon 86 12 62 11 [email protected] Formand: Søren Padkjær, ad re sse s. 70 Pet er Højmose Martin Anke r Nielsen De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk I bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 68 70 GLOBEN nr. 20/ juni 2005 3 Et festligt tema Næste tema: rejseformer S;,m ny reda ktør af Globen va r j eg lidt nervøs. Mon andr nd J IWIlIl ' . 1111111 "., li JiU I II I kllllu r Ile ceremonier" sa spændende, at de havde lyst t ,l at berette om d t? D nn b kY l11dn J vl lto I I V -lil liV Inødlg. Fra første dag g f 'lind rll pi vIii n. De r er ingen væ ltede det ind med artikl er med interessa nte, morsomm tvivl om, at mange af jer har fået "en på opleveren" genn m d Il ag I I , II '" l remonier rundt om i verden. En af klubbens store forcer er mangfoldighed blandt medlemmerne og deres meget forskellige rejseformer. Valget af rejseform er afgørende, fordi det medfører en række muligheder men også begrænsninger, som man kan være sig mere eller mindre bevidst. rr' I dette nummer kan du blandt andet bli ve lidt kl ogere på påsketrad ition I Po l n, hvor d re at bli ve våd, komme til Da lai Lama s fødselsdag, eller hvad med at deltage i et bryllup i Usb kl t n, Iwor cl r b t mt ikke manglede våde varer? Du kan også komm e med ti l påskefejringer så forsokellige steder om uat maia og Fil ippinerne, og meget, meget mere. Bladet er fy ldt med godter, so m blot venter pa, at du sætter t nd rn I d m . Måske er du typen, som ikke komm er nogen steder medmindre firmaet betaler? Eller du rej se r helst alene for bedre at kunne bestemme selv og udleve dine mest eksotiske lyster? Foretrækker du at rejse med en partner for større sikkerhed og mindre ensomhed og for at have en at dele oplevelserne med? Eller slæber du hele din sta kkels familie inklu sive nyfødte datter langt uden for lands lov og ret akkompagneret af venners undrende hovedrysten? Måske hører du ti l dem, som synes at planlægningen af rejsen er halvdelen af den hele oplevelse, eller du skruer op for chartercharmen og slipper for at løfte en finger! God fornøjelse til alle jer læsere, og tak ti l alle, som har bidraget med en god histori e. Hvilken rejseform du end foretrækker, hører vi meget gerne fra dig til dette kommende tema. Næste nummer Inden I nu alle fatter pennen og begynder at forfatte en artikel til næste nummer så vil jeg bede jer genlæse de to indlæg "artikelopskrift til Globen" og "et lille hjertesuk fra korrekturlæseren", som var med i sidste nummer af Globen. I kan alle lette vores arbejde med Globen, hvis I følger disse retningslinier. Jeg vil kort nævne et par stykker, som giver en del ekstraarbejde til redaktionen, og som en del stadig ikke følger: Med venlig hilsen redaktørerne af næste nummer, Søren Bonde og Claus Qvist Jessen Artikel, billedtekst og evt. infoboks sendes i separate filer - altså ikke en lang fil. Vær omhyggelig med jeres billeder. Send dem i høj opløsning (min lOOOx1500 pixels). Kør en stavekontrol og ret de mest åben lyse stavefejl. Slet eventuelle dobbeltmellemrum mellem ord. Lif/e Julie plJ besøg i laotisk landsby. At rejse med børn gør utvivlsomt rejselivet en del anderledes, men langt 'ra umuligt. Selv CiJnadisk laksefiskeri kan Jade sig gare, her demonstreret af 10 mdr. gamle Simon, der hjælper godt til, mens far Claus poserer med en 4-5 kgs. keta/aks (ra Stave River. \ Varme sommerhilsener fra redaktionen l Sommeren nærmer sig, og mon ikke mange vi l benytte lejligheden ti l at komme ud og opleve verden? Til alle skal der lyde et "ha ' en god og berejst sommer" her fra Globens redakti on. Jeg håber, at I alle vender ti lbage med rygsækken fuld af nye ideer til inspirerende artikler om rejselivet. \ , \ på gensyn - Pernille Fiih De onde /Jnder indsamles i plastiktal/erkner mens tilskuerne tager det helt roligt. Siberut. Foto: Nikolaj Witte Foto: Søren Bonde Procession Palmesøndag, Guatemala . Foto: Claus Qvist Jessen Foto: Sisse Skipper Andersen GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 4 GLOBEN nr. 20/ juni 2005 s Noget om voodoo beder guden Exu, der i virkeligheden er den samme som de kristne kalder for satan. Tekst og foto: Arne Runge på jagt efter voodoo og zombier Vil du med til en ceremoni i morgen eftermiddag, spurgte kongen. Ja tak, det vil jeg mægtig gerne, svarede jeg. Dagen før var jeg uden at vide det - fiyttet ind hos kong Jean Constant Adjolohoun af Abomey, en konge for en vestafrikansk stamme med ældgamle rødder. Deres område var nu en del af landet Benin . Det viste sig nemlig, at det lille gæstehus ude i junglen, hvor jeg lige var fiyttet ind, var ejet af kongen. Han kom forbi om aftenen i sit fiotte kongetøj og bød på en øl. Je suis le Roi, sagde han højtideligt, da han præsenterede sig. Og jeg er ejer af hotellet. Han viste mig sit fotoalbum med fotos af kroningen, som foregik under en voodoo ceremoni. Alle undersåtterne bøjede sig for os, når de gik forbi. Næste eftermiddag gik vi så til voodoo. Kongen fortalte mig om ritualerne og forklarede mig, at der godt nok er en Præsident i Benin, men at alle stammer også har hver deres konge, og at kongen er højt agtet af sine undersåtter. Det kunne jeg bestemt også mærke, både under ceremonien og da vi gik i gaderne, folk bukkede ydmygt, når de så ham. Ordet Voodoo sta mmer fra det afrikanske ord "vudu" der både betyder usynlig kraft og guder. Tilhængere af voodoo tror P~I at naturen er fyldt med åndevæsener og usynlige kræfter. Ved at give offergaver til guderne kan man få dem til at hjælpe sig. Ondskabsfulde og farlige ånder kan man på den anden side holde på afstand ved hjælp af magi og trolddom. De tror på, at naturen er magisk, at alting i universet er forbundet på en usynlig og uforklarlig måde. Hvis man f.eks. tager nogle hovedhår fra et menneske og sætter dem på en dukke, så vil dukken på magisk vis stå i forbindelse med dette menneske. Hvis en troldmand nu stikker nåle i dukken, vil mennesket føle nogle stærke, stikkende smerter og måske dø. Magien virker over alle afstande, så dukken og offeret kan sagtens befinde sig på hver sin side af jordkloden. Dette er grunden til, Mig og Jørgen Leth til voodoo ceremoni i Haiti at man skal afievere lidt hår og nogle neglestumper til Voodootemplet, når men bliver optaget. på den måde bevarer præsten altid en vis magt over medlemmerne. Voodoo ligestillet med islam og kristendom I 1996 meddelte Staten Benin, som den første i verden, at voodoo nu var ligestillet med kristendom og Islam. Benin - som tidligere hed Dahomey bliver kaldt voodooens vugge. Landet har fem millioner indbyggere, og over tre millioner af dem er voodoo tilhængere. Blandt dem er osse Benins Præsident. Da han for nogle år siden led af dårlig ryg, blev han behandlet af både læger og voodoo præster. Voodoo blev med slaverne fra Vestafrika ført over til de sydlige stater i USA, til Mellemamerika, til Vestindien og til Sydamerika. Nogle steder blev voodoo troen særlig stærk, og her kan man møde den endnu i dag. Det vigtigste voodoo sted er det lille, fattige land Haiti, der oprindelig var en fran sk koloni. Der er fiere grunde til, at voodoo altid har haft stor betydning på Haiti. Slaverne på Haiti biev behandlet utroligt grusomt. Man brugte alle mulige former for tortur for at få slaverne til at være lydig e. Det førte til mange oprør på den lille ø. Det betød osse, at slaverne blev end nu mere stolte af deres religion, så det var svært for de hvide præster at gøre dem kristne. Herskern e ove r Haiti brugte osse voodoo som et middel til at skræmme befolkningen, så alle forholdt sig i ro. Voodoo troen fortæller, at livet er farligt. Det er f.eks. farligt at være ude i middagssolen. Når solen står højt på himlen, kaster man nemlig kun en meget lille skygge. Hvis skyggen pludselig er helt væk, betyder det, at sjælen har forladt kroppen. Der er osse farligt at blive våd i ansigtet eller på hovedet. Vand kan trække sjæien til sig og opløse den, voodootilhængere mener, at sjælen sidder i hovedet. Og i Benin fik jeg fik ald rig tilladelse til at fotografere voodootilhængere efter mørkets frembrud. på Haiti har slavernes gamle religion beholdt navnet voodoo. Denne afrikan ske tro på guder og magi findes i alle de lande, som slaverne kom til, men mange steder har troen dog fået et andet navn. I USA kalder man voodoo for hoodoo eller juju. på Cuba kaldes den Sa nteria. En stor del af verdens måske 100 millioner voodoo-dyrkere leve r i Brasilien. Her har troen fået mange navne, bl.a. Macumba, Santeria, Lucumi, Jeg stod af tap-tappen, pick-upbussen, halvtreds kilometer syd for hovedstaden, Port au Prince. Midt i junglen. Her mødte jeg Mister Wilson og hans store sorte familie, kone og ti børn. Han inviterede mig til at bo i hans hus. Hans engelsk kling ende navn havde han fået fra sin tip-ti ptip-o ldefar, som var slave og »ejet« af en "blan", som de hvide kaldtes. Denne hvide mand hed Wilson, og det kom alle hans slaver til at hedde til efternavn, da de blev frie efter slave riet, fortalte han. Jeg blev tre dage på hans lille junglefarm, endnu et lille paradis på jord. Han fortalte mig en masse om landet, zombier og voodooreligionen. Han var selv voodootilhænger og overbeviste mig om, at det gjorde ham stærkere og bragte ham held. Jeg præsenterede mig som Arne Runge, fra De Berejstes Klub. Jeg ved ikke, om det var det, der åbnede døren, det har det jo gjort før, men sikke en modtageise jeg fik. Jeg va r ellers vant til, at ambassaderne rundt om i verden hellere så en backpackers hæl end hans tå. Men sådan var det slet ikke på det danske konsulat i Jacmel på Haiti. Velkommen, vil du have en kop kaffe og en Havanna cigar, spurgte Jørgen Leth. Ja tak, det ville jeg meget gerne. Jørgen var fakti sk midt i sit arbejde. To smukke piger fra Nordisk Film, Marianne og Camilla, var på besøg for at snakke om en film, de sammen var ved at lave. De havde alle hørt om vores klub og var meget interesseret i at høre mig fortælle om den. De begyndte alle tre omgående at tælle lande, men det kneb med at nå op på antallet for at blive medlem. Inden jeg brød op spurgte Jørgen, om jeg havde lyst til at komme til middag samme aften. Det havde jeg naturligvis. Voodoo er bestemt ikke en ond religion, som nogen p~st~r, men en meget smuk religion, forsikrede han mig. Han kendte mange zombihistorier, men havde aldrig selv mødt en. Da jeg forlod hans lille junglefarm, fyldte han min rygsæk med bananer, appelsiner og mangoer. Jeg lovede at komme tilbage en dag. Jeg fik godt nok nogle oplysninger om zombier og voodooceremonier, Jeg mødte op i mit fineste tøj, et par rene cowboybukser og en ren langærmet cowboyskjorte. Og vand i håret. Udover Jørgen og de to piger fra Nordisk film, var der en kvindelig fransk fotograf med sin haitianske kæreste. Kokken havde fremtryllet en fin lokal middag med lokale vine, og snakken kom hurtigt ind på voodoo. Jørgen havde boet elleve år på øen, og blandt meget andet havde han sammen med det lokale politi- investigeret to sager om mennesker, der var blevet gjort til zombier, hvilket der her i landet var dødsstraf for. Den ene sag handlede om en ung pige, som pludselig blev syg og døde. Fire år senere var hendes bror på en rejse til en anden landsby, og pludselig fik han øje på søsteren, som stod og arbejdede på en mark. Hun så meget forandret ud, men han va r sikker på, at det var hende, og gik straks til politiet. Politiet undersøgte sagen sammen med Jørgen, og det viste sig, at det var hende og at det var hendes stedfar, der stod bag. Han havde givet hende et pulver, som gjorde hende skindød. Alle troede, at hun var rigtig død, så hun blev hurtigt begravet, som skik er i varme lande. Men om natten blev hun, af to medskyldige, gravet op igen og fik noget modgift. Hun var så blevet solgt som slave til en mand, der boede langt fra familiens landsby. Det var her broderen havde fundet hende. Hun kom tilbage til familien, og med hjælp fra en lokal kristen præst har hun nu fået det meget bedre, men er stadig dybt hjerneskadet og husker intet fra sit tidligere liv. Det var faktisk det tætteste jeg kom på zombier. Til voodoo ceremoni på Haiti Efter middagen blev vi enige om at tage til voodooceremoni. Det er skik og brug at medbringe en gave til værtinden, der afholder ceremo- men havde stadig til gode at opleve det, så jeg besluttede at tage til Jacmel, hvor jeg vidste, at den danske filmmand Jørgen Leth for nylig var blevet Konsul Honoraire - æreskonsul. Han måtte da vide noget, tænkte jeg. Jacmel var også en stor by, men alligevel helt forskellig fra Cap Haitien og Port au Prince. Den var mere provi nsagtig , og af en eller anden grund va r den ikke så fattig som de andre byer. Faktisk var det en skøn, skøn by. Det syntes Jørgen Leth også, fortalte han mig, da jeg besøgte ham den næste dag. Umbanda, Candomble og Quimbanda. Quimbanda er en særlig ondskabsfuld form for voodoo, hvor man til- Mig og Kongen af Abomey - understJtterne bøjede sig for os, nlJr de gik forbi GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 6 GLOBEN nr. 20/ juni 2005 7 - I nien, sagde Jørgen, så vi medbragte en flaske rom. Det gjorde de andre gæster asse, s~ der var mange flasker på gavebordet. Da vi havde sat os, blev flaskerne budt rundt. Alle tog et nip, når en flaske kom forbi, jeg tog en slurk. Der kom mange flasker forbi. Folk begyndte at danse, og flere af de omkring tohundrede gæster kom i trance og opførte sig som svømmende fisk eller hoppende frøer. Jeg blev godt fuld, dansede, hoppede og svømmede med i flere timer, men desværre kom jeg ikke i trance, til gengæld blev jeg piakatfuld. Blandt mange rituaier blev der ofret haner, og vi drak det varme blod. Jeg føite mig som en vampyr. Voodoomusikanter trommede med hellige tromm er. Den ensfo rmi ge og høje musik var med t il at skabe en trance hos voodo odanserne. Nogle af danserne følte, at de blev besat af guder og ånder, når de dan sede . Jeg var flere gange selv ved at miste tidsfornemmeisen. Men det var nok rammens skyld. Jeg tilbragte mange timer de næste par dage sammen med Jørgen og fik alle de oplysninger om landet, regeringen og befolkningen, zombier og voodooceremonier, jeg kunne ønske mig. Jeg læste hans bøger, så hans film og blev lige så grebet af Haiti, som Jørgen, der nu har boet her i elleve år og formodentlig bliver her, til han skal bæres bort. Jeg fik som sagt ikke set nogen levende zombier, selvom jeg nu ved, at de findes. Der var vist ikke ret mange. I øvrigt var det Hollywood, der stod bag de fleste rygter om zombier, fortalte Jørgen Leth . Jeg kan huske, at jeg for nogle år siden så en musikvideo med Michael Jackson, hvor tusinder af zombier kom kravlende op af deres grave og dansede med. Ren fiction som så mange andre film og bøger om voodoo og zombier. Men jeg fik deltaget i en voodooceremoni og jeg fik Jørgens udsagn om, at der fandtes zombier. Det var jo faktisk derfor jeg var taget til Haiti, så missionen var opfyldt. Litteratur Klaus Aarsleff: Voodoo - slavernes magiske religion. (1998) mysteriet om magt og trolddom (1995) Maurice Bessy: I skyggernes verden . Magi og overtro. (1967) Arthur C. Clarke: Illustreret videnskabs Store Bog Om Mystik (1996) Arne Falk Rønne: Klodernes forunderlige mysterier. (1991) Poul Fersling: Mystikkens verden. (1992) Thorkild Hansen: Slavernes kyst. (1967) Slavernes skibe. (1968) og Slavernes øer. (1970) Jens Laigaard: Mystik og Magi. (1989) Trolddom. 1992Magiens kraft. (1993) Aage Krarup Nielsen: Sorte sorgløse Haiti. (1956) Palle Petersen: Danskernes slaver. (1983) William B. Seabrook: Mysteriernes ø (1950) Caroline Young: En verden af mystik (1996) I Batuan på Bali Tekst og foto: Kirsten Svarrer Det er varmt, vi sidder i indergå rden hos Wayan Supir og betragter alle de mange mennesker, der har indfundet sig fo r at overvære brylluppet hos Wayan Supir. De unge, Nyoman og Wayan Nini, som det hele handler om, er klædt i traditionelle indonesiske klædedragter, men dog ikke brudedragter, som v i har set det ved andre bryllupper på Bali. Vi tror, at de ikke er klædt i glimmer og glamour, sådan som vi har set ved andre balinesiske bryllupper, fordi Wayan Nini er gravid. Men det er et gæt, som skal vise sig ikke at holde stik. Der er en præst til stede, og det unge par gennemgår et ritual, som præsten dirigerer, mens vi andre blot er tilskuere. Der er en gryde hængt op over et fiktivt ildsted, som de to unge går rundt om. Det virker, som om de unge skal indvies til det at have et fælles praktisk liv. Nyoman og Wayan Nini gør, hvad de bliver bedt om, selvom de virker lidt beklemte ved situationen. Da ritualet er overstået, får præsten sin betaling og forlader selskabet. Fiil fotograferer på livet løs, vi andre fire betragter og bliver betragtet. Mange ting undrer os, og da ingen i selskabet er gode til engelsk eller synes, at det er vigtigt, er vi overladt til vores sparsomme viden og fa ntasi, men det er nu egentlig også meget godt nogen gange. Vi har læst om den balinesiske hinduisme, men det giver ikke svarene på alle vores spørgsmål. Vi føler, at vi er gæster på lige fod med de øvrige, ingen tager specielt notits af os, eller kigger mere på os end v i på dem . Flere rejsenørde-klubber I Globen nr. 17 fortalte Claus Qvist på underholdende vis om "TravelIers Century Club" ( www.travellerscentu rycl ub. o ~g ), der opererer med 317 "lande" (="steder") og hvor et sted betragtes som besøgt, så snart man har betradt det. I Politiken d. 22. maj faldt jeg over en lille notits om endnu en af slagsen, nemlig (www.mosttravelledm an .com ), der er hjemmeside for "The Worlds Most Travelied People". Her opereres med ikke mindre end 572 "steder", men det løber naturligvis hurtigt op, når man f.eks. medregner samtlige USA's stater samt (i Grækenland) de Ioniske og de Dodekanesiske øer. Vi afleverede vores gave da vi kom, og den er blevet placeret sammen med alle de øvrige gaver. Vi har inde n festen forhørt os om, hvad der ville være en passende gave og har fået at vide, at vi skulle gå til en af de lokale handlende og købe en af de indpakkede gaver på hylden. Pakkerne på hylden er i forskellige størrelser og man vælger Klubbens højdespringer er Charles Veley fra San Fransisco, der - i en alder af kun 39 år - har besøgt 498 (svarende til 87%) af de nævnte lokaliteter. Prøven gang at aktivere linket "See Charles's 5-year odyssey", det er virkelig underholdende at se på og må have indbragt ham flybonu spoints nok til at dække en normal rejsendes behov for hele livet. Men frygtelig ærgerligt at tænke på, at manden har taget et fly til f.eks. Grønla~d og Galapagos, blot for at tage det næste fly tilbage igen. Eller "besøgt" København, Stockholm og Pans pa samme dag I Per Allan Jensen GLO BEN nr. 20/ Juni 2005 Bryllup • S Bruden Wayan Nini en, der passer i prisniveau. Vi ved ikke selv, hvad der er i pakken, blot at det er noget til huset. Gaverne bliver ikke pakket ud hverken nu eller i den nærmeste fremtid. Gaverne indeholder husgeråd og bliver pakket ud efterhånden, som man mangler noget. Man er bare ikke så materielt fikseret, som vi i vesten. Wayan Supir er et gammelt bekendtskab, som Fiil gjorde på sin første rejse til Bali i 1979. Wayan Supir er risbonde bosat i Batuan, ikke langt fra Ubud, sammen med sine to koner, den yngste søn og hans unge smukke kone. Wayan Supir er også maler og danser. Vi skønner, at han er en meget dygtig maler, ud fra de mange malerier, vi har stiftet bekendtskab med. Vi har besøgt Wayan flere gange i hans hjem, og intet er forandret siden 1979. De to koner sidder med bare overkroppe og fletter bedekurve, som de sælger på markedet. De sidder i skygge under halvtaget i gården, som alle husets rum vender ud til. De laver te tilos på det store støbejernskomfur, når vi kommer på besøg, men deltager ellers ikke aktivt i samværet. Hjemmet er sparsomt møbleret uden at virke fattigt. Festen er i fuld gang, og der bliver givet signal tilos om, at vi skal følge med flokken. Der er stor munterhed, fnisen og pjatten. Vi fatter ikke en lyd, andet end at mænd og kvinder deler sig og indkredser det unge brudepar, guider dem ned til vandingskanalen under tilråb og latter. De unge er lidt generte over alt postyret, men kender procedu ren, ser det ud til. Det unge par bliver sendt ned i kanalen, hun ved broen, han 50 meter længere oppe. Nyoman tager sit tøj af, og det bliver sendt ned til Wayan Nini. Hun samler det op, skyller det og vrider det. Da Wayan Nini er færdig med at ordne Nyomans tøj, vasker hun sig i floden og får udleveret nyt tørt tøj. Vi kan se, at det er helt nyt, da noget af det endnu bærer prismærker. Hele denne ceremoni foregår under stor tumult, som en slags polterabend. Herefter går hele selskabet tilbage til huset og venter. GLOBEN nr. 20/ juni 2005 g Denne pause, som vi ikke kender længden på, giver mulighed for eftertænksomhed. Wayan, Made, Nyoman og Ketut, fire navne, som vi støder på igen og igen. En ven lig sjæl har fortalt, at den førstefødte i en familie - uanset om det er en dreng eller en pige - bliver kaldt Wayan, nummer to Made osv. Det er selvfølgelig simpelt og nemt lige ved første øjekast. Problemerne opstår imidlertid hurtigt, da der bliver mange med samme navn, og navnet heller ikke fortæller, om vedkommende er mand eller kvinde. Den førstefødte og det femte barn hedder også det samme, da man blot starter forfra , når navnerækken er brugt. Har en mand to koner, som Wayan Sup ir, hedder det første barn med hver af de to koner Wayan. Heldigvis har de fleste også et mellemnavn. så sker der noget igen. Ud af et af soveværelserne træder en meget sm uk Waya n Nini. Hun ligner nu en rigtig ba linesisk brud, fint klædt på og med gu ldbl ade i håret . Hun er så sm uk og sm iler et sm il, som overstråler det hele . Borte er genertheden, og ti lbage står en - for os at se - lykkelig ung kvinde, der gifter sig med den mand, hun har valgt. Vi har lært de unge lidt bed re at kende, da Wayan Nini har undervist Silke Påsketraditioner i Polen Hvordan man kan beskytte sig imod traditioner og især »Den Vilde Mandag« Tekst: Ewa Bylinska Foto : pjecen AB ova -Pfiske i Polen Ceremoni i familietemplet i balinesisk dans og Nyoman har væ ret med flere gange. De taler lidt engelsk. Vi skal igen af sted. Vi skal hen ti l naboen, her har vi været før for at se en kun studstilling, da vidste vi far, ikke , at det var Waya n Ninis o der boede her. Det er ogsa her, at familietemplet befinder sig. Waya n Ni nis mor er død og faren gift igen. Wayans familie har ikke deltaget i bryllu ppet indti l videre, og selve tempelceremonien virker da også ganske uhøjtidelig for andre end de direkte involverede. Folk går lidt til og fra, snakker, ser fjernsyn og børnene leger. Vi observerer og undres. Wayans halvbror, som ka n noget engelsk fortæller, at det er ganske normalt og at Nyomans familie har overtaget forpl igtelsen for Wayan Nini, og derfor er det dem, der står for hele ceremonien . Selve tempelceremonien bliver styret af en præst og Nyomans forældre . Uhøjtidligheden er bare en livsstil. Da Wayan Supir kom og fortalte, at Nyoman og Wayan Nini skulle giftes, og han nu var ude for at samle penge ind til brylluppet, undrede vi os over, at Wayan Nini al lerede var flyttet ind i Wayans Supirs hus. De unge skulle giftes, fordi pigen var gravid . Det va r ikke så godt, uden at det dog virkede som nogen katastrofe . Pigens familie syntes ikke, at Nyoman var et passende parti, se lv om de to unge var fætter og kusine. så var der problemet med brudeprisen. Brudgommens fam ilie giver en brudepris, og den kunne Wayan Supir umuligt betale til denne mere velstående familie. Dette li lle problem løste ma n ved, at Wayan Supir en nat - på sin lill e knallert - kørte ned og stja l bruden og hjemførte hende til sin bolig . Dette løste begge familier fra et dilemma, og derfor var bruden allerede installeret i sit nye hjem før brylluppet. Den balinesiske kultur er forunderlig og praktisk. s å blev det spisetid . Vi var både sultne og tørstige. Der blev serveret ris, satay lavet af svinekød og vand. Det var enkelt, stærkt og godt. Vi sad hos Wayan Supir, rundt omkring, hvor vi nu kunne finde plads. Mange gæster fik mad med i en beholder til dem derhjemme . Der blev bespist rigtig mange til det bryllup . Der var slagtet en hel gris, og den blev spist. Da fam ilien ikke havde køleskab, var det jo også nødvendigt. Der bliver ikke spist kød så ofte i disse fam ilie r, så det var en rigtig festmiddag. Hele dagen havde vi nu været til bryllup, og selvom der var meget, vi ikke forstod og børnene syntes, at det ind imellem va r kedeligt, er det all igeve l en af de oplevelser, vi ser t il bage på med glæde og en oplevelse af, at livet er mangfoldigt og farvestrålende. Nixpille! GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 10 Hver gang jeg før påsken åbnede en polsk kogebog, fandt jeg en opskrift ka ld et "Billig påskebagværk". Efter at have læst den første sætning, som lød: "tag 60 æg .. .", lukkede jeg bogen med et smæk og lovede mig se lv, at det måtte være slut med traditionerne fra nu . [ de forskellige polske regioner fejres påsken med flere brogede og forske ll ige skikke . De vig tigste er udsmykning af æg, indvielse af påskemad, overdådige måltider med flot dækkede borde samt "Den Våde Mandag", også kaldet "smigus-dyngus". Den enorme mængde mad på påskebord et i Polen i gamle dage giver det bedste billede ved fø lge nde beskrivelse : "Midt på bordet hviler fire stegte vildsvin omgivet af en krans af farserede smågrise - enhver af dem med et æble i trynen . Gigantiske lårstykker af enebærrøget skinke flettes sammen med kæmpe stykker af lammesteg, v ildt, harepostej og hjemmelave de pølser på flere kilometers længde rullet malerisk sa mmen. Desuden er bordet pyntet med utallige farvede æg, som er forsyne t med mønstre ved hjælp af voks . på fade så store som møllehj ul sta bles pirogi (en slags ravioli) dækket tykt med flæskesvær. Midt I det hele skinner 12 sølvkande r (et symbol på 12 måneder) med vin fra Cypern, Spanien og Italien. Der står 365 (symbol på 365 dage I året) krystalkarafler med ungarsk vin. Dernæst komme r der 365 fo rske llige kager på bordet, bl.a . "ba by", som er så høje, at de næsten når loftet, og "mazurki" omhyggel ig pyntet med sukkerglasur. Dertil drikker man mjød af 8.700 ka rafler (antallet af t ime r i , ret) . Ve/signelse af afgrøder og p3skemad Selvom dette overd åd ig e madorgie ikke har ove rl evet i dag, er de polske påskeborde stadig væk så mættende, at påskegildets deltagere ofte ender på skadestuen. Hvis man vi l undgå dette, må man holde igen med at æde . Udsmykning af æg og indvielse af påskemad er en ældgammel tradi tion , som går helt tilbage til t iden fra før år 1000 . Dagen før påskemorgenmad bærer man en flettet kurv til kirken, pyntet med en hvid brodere~ serviet, som indeholder symboler pa påskebordet: farvede æg, et stykke nybagt brød, røgede skinke, pølser, der lugter af hvidløg, og en lammefigur i sukker. Kurven stilles på et bord foran alteret. Præsten venter t ålm odig på , at bordet fyldes op af menighedens kurve, og sprøjter derefter højtideligt det hell ige vand over de medbragte fødevarer. Først efter denne ceremoni kan familien sætte sig til bordet og påbegynde påskegildet. Mens man som barn syntes det var morsomt og spændende at gå med sine forældre gennem byen ti l kirken for at få æggene stæ nket med vievand, prøvede vi at slippe for proceduren efter vi havde nået pubertet sa lde ren, hvor vi blev sendt alene i kirken. I stedet for at va nd re gennem byen og gøre os latterlige, listede vi os ned i kælderen og sprøjtede "Guds gaver" med poste - vand for derefter at stille kurven med æggene på fami liens festbord. Vi trøstede os med, at øjne der ikke ser, heller ikke får ondt i hj ertet. Det var dog ikke alle skikke, vi kunne beskytte os så iet imod. Den tredje påskedag, den såkaldte "Våde Mandag " eller "smigus-dyngus", var svær at komme udenom . på denne dag ønsker man at være usynlig, når man sniger si g langs husmurene på byens gader. Ved enhver krog, i vinduer, bag døre eller på hustage skjuler sig nogen med en spand koldt vand. Uanset om man er mand eller kvinde, uanset alderen, vejret og påklædningen risikerer man at blive våd fra top ti l tå . Navnet smigus-dyngus, som bruges den dag i dag, markerer to forskel lige ældgamle skikke . "Smigus" går ud på at slå hinanden med grønne grene eller sprøjte hinanden med vand for at bevare skønhed og vække de vitale kræfter. Navnet stammer sandsynl igvis fra det tyske Schmechosten. Smechen (at slå) + Osten (påske), dvs. at slå til påske. "Dyngus" stammer fra det tyske verd ingen, som frit fortolket betyder at købe sig fri. I ungdommens muntre påskeoptog får disse skikke fællesnavnet smigus-dyngus, hvor sprøjtning med va nd er det vigtigste eleme nt. Især på landet, men også i byerne, sprøjter de unge mænd GLOBEN nr. 20/ juni 2005 11 -I En ung mand kaster vand efter to piger. Postkort 'ra 1932 Adam's Peak vand på udvalgte kønne piger. Jo mere vand, des større ære for pigen. Uanset om man bor i Polen eller er på besøg der, kan man ikke beskytte sig mod den barske skik. så hvis nogen af jer planlægger en påskeferie i Polen, vil jeg råde jer til at forlade landet før "Våde Mandag". Forskellige medlemsskaber af De Berejstes Klub Ved samtaler med medlemmerne opdager jeg ofte, at disse har et mangelfuldt - eller nærmest helt fraværende - kendskab til de forskellige typer af med lemskaber, som klubben giver mulighed for. Derfor denne lille klumme, der forhåbentlig kan kaste lys over forholdene. Hvis vi går en håndfuld år tilbage i tiden, så var der kun en slags med lemskab, og dette kunne opnås, såfremt man havde besøgt mindst lige så mange lande som ens alder (dog mindst 25 - senere sat op til 30), passeret ækvator, besøgt mindst fire kontinenter samt besøgt mindst to NYE lande inden for de seneste to år. Smukt og enkelt regelsæt, som dog - efter manges mening - udelukkede en masse interessante og særdeles berejste mennesker, som måske ikke helt havde besøgt lande nok, men som så til gengæld havde erhvervet et dybtgående kendskab til visse lande/områder. Dette førte til, at vi - på en generalforsamling - vedtog at ændre vedtægterne, så den slags mennesker kunne optages via den såkaldte "B-ordning" (dårligt navn, men endnu har ingen fundet på noget bedre). Ansøgni nger bedømmes i hvert enkelt tilfælde af bestyrelsen, og optagelse kræver flertal i denne. Vi har de forløbne år optaget otte medlemmer via denne ordning (den niende er lige på trapperne), hvoraf i hvert fald fire i mellemtiden også har opfyldt de "almindelige" optagelsesbetingelser. De nævnte medlemmer kan I øvrigt kendes ved, at deres medlemsnummer er skrevet i kursiv med et punktum efter på listen 'Div. Data' under hjemmesidens punkt 'Lister, Statistik'. Næste skud på stammen var indførslen af begrebet "passivt medlemskab", hvilket først og fremmest var begrundet i et ønske om at lade Globen (der i mellemtiden havde udviklet sig til et stort, flot og indholdsrigt medlemsblad) komme en bredere læserskare til gode. Passive medlemmer modtager globen fire gange årligt og har stort set de samme fordele af klubbens sponsoraftaler som "de aktive" (pt. med Gouda-rabatten som eneste undtagelse) . De passive har IKKE nogen form for medbestemmelse i klubben og kan almindeligvis IKKE deltage i medlemsmøder, der som oftest afholdes i medlemmernes private hjem og derfor er underlagt nogle pladsmæssige begrænsninger. Af og til afholdes dog specielle møder, hvor pladsen ikke er så trang (fremover f.eks. i Cafe Globen), og her vil de passive medlemmer blive inviteret med. Vi anser de passive medlemmer for at være særdeles vigtige for klubbens drift. Først og fremmest fordi de er med til at øge Globens oplagstal, således at vi til stadighed kan forbedre dennes tekniske kvalitet samt give større værdi for de sponsorer, der annoncerer i bladet. Men også fordi de passive med lemmer er med til at "sprede budskabet" til en endnu bredere kreds, så vi kan få endnu flere medlemmer osv. Jeg vil derfor endnu en gang opfordre jer alle til at hjælpe med at hverve nye passive medlemmer. Der må være masser af rejseinteresserede me nnesker i jeres omgangskreds, og fordelene er indlysende: Bare en ugentlig drink i Cafe Globen vil give en årlig besparelse næsten svarende til kontingentet (pt. 300 kr.), og så er der jo også alle de andre sponsorrabatter, for ikke at tale om, at Globen bliver bragt lige til døren fire gange årligt. Og endelig er der muligheden for at deltage i udvalgte arrangementer. Overvej også at bruge et medlemskab som ju le- eller fødselsdagsgave til rej seinteresserede venner. I så fald vil vi fremsende det nyeste nummer af Globen, som så kan overrækkes på selve dagen. Per Allan Jessen GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 12 Adam's Peak fra syd, halvvejs nede »En Fuldmaaneaften, ved Poya-Maane, skal Pilgrimstoget ses. Da lyser Bjærget af tændte Fakler, Lysskær flakker over Klippestier og Sten trin, og Fjældsidens Vegetation aabner sig som Drypstenshuler. Videre gaar det, under hellig Sang og styrkende Hosianna-Raab... Sadhu, Sadhu, Sadhu - lyder det ud over Dalene, hvor Ekkoet slaar tilbage, som om Bjærgets Aander gav Gensvar... « Hans Hartvig Seedorff, Ceylon - vort tabte paradis. Tekst og foto: Erik Futtrup Og det er lige præcist sådan, det er - vi vandrer op af de belyste trappetrin, og undervejs møder vi pilgrim me, der messer, og børn, der synger pilgrimssange, som fo rældrene synger for på . Bjergets cikader synger med. Det næste hjørne, vi rund eri ~benbarer endn u n Buddhafig ur. Et sted er vegetationen indhyllet i sytråd. Legenden fo rtælle r, at Buddha rev sin kappe Il er. Mange gør et stop for at sige n lille bøn. Der er små boder hele vej en op. Man kan få en kop te, købe ouvenirs eller bare hvile sig lidt. Efter tre timers vandring når vi topp . n. Her finder vi en lille klokke, som man må ringe med det antal ga nge, man har besteget bjerget. Ma nge pilgrimme har været her flere ga nge. Det giver gode fortjenestepoints . 7 gange skulle give adgang Ul Nirvana. Fortrin svis buddhister, men også hinduer, muslimer og nogle få backpackers valfarter herti l. Mange for at se fodaftrykket på bjergets top (her skal man ikke stille alt for mange kritiske spørgsmål til, hvorfor det lige er, at fodsporet er 1V, meter langt). Buddhister mener, Buddha satte af herfra med kursen mod Indien. Hinduerne derimod tror, at Shiva besøgte øen længe før, mens muslimen siger, det var her, at Adam landede, da Allah sendte ham ud fra Edens have, deraf bjergets navn. Pilgrimmene starter vandringen før midnat. på bjergets top omslutter nattekulden dem. De mindst troende skynder sig ned ti l det varme udgangspunkt, de udholdende ofrer en blomst til fodaftrykket eller deltager i en kort poyaceremoni for derefter at krybe sammen i en krog og spejde efter solens første stråler. Og hvilken belønning, der venter os . Naturen under os åbenbarer sig hele vejen rundt, og vi føler, at vi er på toppen af verden. Nog le få af os forlader modstræbende den opstigende sol for at kigge mod vest, hvor bjerget i nogle få minutter kaster en perfekt pyramideskygge ned over landskabet, inden det stadigt stærkere sollys sletter den ud igen . Måske den kristne Gud der også vil vise sig på bjerget. Rejsenoter Pilgrimssæsonen er ' en lang religiøs begivenhed, hvor man er inviteret til at kigge forbi. Stemningen, naturen og bjerget, hvis tinde titter frem blandt te-plantager og indbyder til en tur til toppen. Sri Lanka holder 3 religi oners helligdage og alle fuldmånedage (Poya) - 25 dage pr. år. på Poya -dagene GLOBEN nr. 20/ juni 2005 13 kan der være tusinder på bjerget, andre dage måske nogle hundrede. Jeg har været på Adam's Peak tre gange, og hvert besøg har været noget særligt. Påskefejring I Filippinerne r Asiens eneste kristne land er rituelt drama, processioner og korsfæstelser faste traditioner, s om flere steder føres ud i det ekstreme. Næsten hvert iJr viser danske medier billeder af de opsigtsvækkende korsfæstelser, men hvad er det, der driver folk til frivillig korsfæstelse, som fordøm mes af den katolske kirke? Nordruten Det er ikke svært at komme til Adam's Peak. Langt de fleste kommer fra nordsiden, med bus eller bil via Kandy-Nuwara Eliya-HattonMaskeliya. Fra Maskeliya, som ligger ved bjergets fod, er der ca. 3 timers vandring op til toppen. Sørg for at få lidt søvn inden opstigningen, og tag ikke af sted før hen på natten . Og husk, at det er bidende koldt på toppen, inden solen står op ca. kl. Tekst og foto: Søren Bonde 6.30. Syd ruten Starter i te-planta~en Carney Estate, som bedst nas med taxa fra Ratnapura. Få tager den stejle syd rute, som består af 14 kilometer trapper. Det giver ekstra mange fortjenestepoints, hvis man er buddhist, men jeg har endnu ikke mødt en vesterlænding, der er kravlet op denne vej. Man møder familier midt ude i junglen i deres fineste tøj. Fra sønnike på 3 år til en oldemor på 90, der tager sin tyvende tur. Turen op kan nemt tage et døgn for dem. Tæt på startpunktet er de glade, men ikke underligt, at man møder dem trætte og udmattede på toppen. Syd ru ten er en meget fin tur, men gå den hellere ned - regn med ca. 5'/2 time. Sidst lejede vi en bil med cha uffør - det kostede ca. 150 kr. om dagen, og chaufføren satte os så af i Maskeliya og samlede os op igen på bjergets sydside. på den måde slap vi for at slæbe på al bagagen. på min første tur for 14 år siden, slæbte vi rygsækkene med over toppen, og det var ved at tage livet af os. • Pilgrimme spejder efter solens første strlJler Kolonise ringen af Filippinerne b gy ndte så tidligt som 1521, da den spanske opdagelsesrejsende, rdinand Magellan, gik i land undervejs på verdens første jordomjling. Det var påske, og hans medbragte missionærer holdt den første messe i Filippinerne. Den dag i dag fo rn æg ter det spanske islæt sig ikke; fl estaå nden hersker i Filippinerne, og fastetiden og påskeugen er Inge n undtagelse. Rejser man hertil i påsken, kan man næsten ikke undgå at støde ind i et optog eller l o, og ofte byder de på oplevelser ud over det sædvanlige. For de flest e filippinere er påsken nemlig ikke nsbetydende med ferie; påsken er n tid til eftertanke, selvransagelse g ikke mindst bodshandling. Kæmpeprocessioner på Marinduque Tips til Adam's Peak Mere information og Iinks: http://www.futtrup.name/srilanka/adam/ adamspeak.html og http://www.sripada.org Husk postkort og frimærker - der er en postkasse på toppen, og man får brevene stemplet med et fint Adam's Peak stempel. Glem madpakken og drikkeflasken - der er boder hele vejen op, selvom colaerne begynder at blive lidt dyre op mod toppen. Sæsonen er fra december til maj. Den lille ø Marinduque gennemgår n bemærkelsesværdig forvandling op til påske. Øen er kendt for sine torslåede påskespil, som tiltrækker lusindvis af besøgende; og også venner og familie vender hjem til øen til p ske. Filippinske turister strømmer Ul de mange små 'resorts', der ligger om perler på en snor langs kysten. O folkningstallet i øens søvnige m åbyer tre- eller firdobles, og det ka n være vanskeligt at finde et logi. I hovedbyen Boac skorter det ikke pS aktiviteter. Boac katedral kalder li l messe tre-fire gange om dagen, m n mange sidder også hjemme og I citerer afbrudt i biblen sammen med fa milie og venner. Man skiftes III det - det såkaldte pabasa - og Iyclen strømmer ud på gaden gen11 m de åbne vinduer. Pabasaen kan vare 24 timer eller længere. HUSK! Deadline for indlæg til næste nummer er 5. august 2005 I påskeugen er der næsten dagligt processioner, den ene er mere stor" ISet end den anden. Den første er pa lmesøndag og begynder oppe fra ki rken umiddelbart efter morgenGLOBEN nr. 20/ Juni 2005 14 messen. Først velsignes palmegrenene foran et ikon af Den hellige Jomfru, og derefter fortsætter processionen i byens ru ndt gader. Hundredvis af men nesker deltager, og processionen gør holdt adskillige steder undervejs ved opstillede stationer, som er doneret af de mere velbeslåede borgere. Skærtorsdag trækkes nogle store vogne med dramatiske ikoner af den lidende Jesus og Maria i byens ru ndt gader. Vognene er sm ukt dekoreret med (kunstige) lys og blomster, og sætter i gang lige inden solnedgang. Deltagerne bærer alle et hvidt stearinlys, som bidrager til processionens højtidelighed. Den udfordres dog på det kraftigste af et særdeles rædsomt blæserorkester, som stemmer værre end klaveret i care Globen, og minder om et siciliansk sørge-ensemble. Heldigvi s overdøves orkestret til dels, når generatorerne sættes i gang, og lysene på vognene tændes. Processionen anføres af byens gejstlige, og umiddelbart bagved går en gruppe hvid klædte kvinder. De arbejder frivilligt i kirken i påskeugen som en form for bodshandling. Ikke alfe tager Korsvejen lige højtideligt! Via Crucis Den mest opsigtsvækkende procession er dog Korsvejen (Via Crucis) langfredag. KI. 10- 12 slæber Jesus og de to røvere store, sorte træ kors gennem Boac på vej t il det lokale Golgatha ved scene pladsen i udkanten af byen . påsken falder altid i den varmeste tid på år.et i Filippinerne, og allerede kl. 8 bager solen ubarmhjertigt ned fra en skyfri himmel. De tusinder af tilskuere langs ruten er udstyret med paraplyer og andre værn mod solen, men ikke de tre dødsdømte eller deres vogtere, Pilatus' soldater. Asfalten er gloende hed, men alligevel må de dødsdømte gå barfodede. Soldaterne - de såkaldte morianer - bærer forskellige våben, uniformer med lange kapper og tunge træhjelme, GLOBEN nr. 20/ juni 2005 1S ----,.r---------------------------~---~- F/agge/anter i stpvet pJ hovedgaden i Puerto Princesa Isudla (Pi latus' hu stru) forklarer, at d fl te me lder sig af nysgerrighed, • m dog ofte efte rh ~nde n erstattes Dr r lig løs overbevisning: allerede askeonsdag, dvs. optakten til fastetid en 40 dage inden p~ske . De største opgaver best~ r i at ind kalde nye s~vel som tidligere medvirkende til prøverne, fremstille nye kostumer og sørge for, at kulisser, rekvisitter og det tekniske udstyr er i orden. Aktører, instruktører, kostumedesignere, Iyd- og lysfolk - godt og vel 150 personer i alt - afsætter adskillige aftner til prøverne. I princippet kan alle melde sig, men der er en tendens til nepotisme, s~ hovedrollerne g~r til folk med indfiydelse i lokalsamfundet; f.eks . som dækker hele hovedet og m ~ være ulideligt varme. De patruljerer byens gader i disse dragter hele p~skeugen, og det er deres form for bodshandling. Processionen gør holdt ved de traditionelle 14 stationer p ~ vejen til korsfæstelsen, og mere end en gang sker det, at nogle barmhjertige tilskue re kaster vand foran fødderne p~ de dødsdømte for at lindre deres smerte. Bagerst i processionen kører en lille højtalervogn, som udspyr liturgisk mu sik og i øvrigt er helt tilpla stret med plakater og bannere : Vog nen er doneret af guvernøren, som ikke har ligget p~ den lade side her op til valget, og ligesom sine riva ler benytter hun enhver lejlighed - religiøs eller ej - til at fremhæve sig selv. Vi n~r omsider frem til Golgatha, og soldaterne fører de dødsdømte op p~ bakken. Korsene lægges p~ jorden, og de dødsd ømte bindes til dem p~ hænder og fødder. S~ rejses korsene, og soldaternes leder, centurian en Longinus, træder frem og stikker sit spyd i brystet p~ Jesus for at ende hans lidelser. Teaterblodet fiyder dramatisk ned ad mave og ben, og hans hoved hænger slapt til siden. Rituelt drama - en anden form for bodshandling Korsvejen indg~r som en midterakt i p~skeugens største trækplaster: Boacs rituelle drama eller sinakulo. Onsdag, torsdag og lørdag aften gengives skabelsen (Gamle Testamente) og p~skeevangeliet (Nye Testamente). Det er et storslået religiøst teater, som foregår på udendørs scener og bliver større og fiottere fra ~r til ~r. Der er mindst et par tusind tilskuere, og det er vanskeligt at placere sig, s~ man kan overskue alle scenerne samtidig. Det rituelle drama blev indført af spanske missionærer i 1700-tallet og iscenesættes udelukkende af frivillige amatører. Hele lydsiden (musik, replikker og effekter) er indspillet p~ kassetteb~nd og er derfor uændret fra ~r til ~r. Aktørerne slipper for at huske lange replikker, som ganske vist er p~ nationalsproget tagalog, men som bruger gammeldags ord og vendinger. De kan nøjes med at mime til et yderst velgennemført og virkningsfuldt play-back. Det er et kæmpeapparat, som hvert ~r køres i stilling; Forberedelserne begynder stammer "Jesus" fra en fin, gammel spansk familie (til daglig er han plastickirurg i Manila!), "Langinus" er en velset ingeniør, som kender guvernøren, og "Judas" er politimand. Rollerne er meget velspillede, og forestillingen som helhed er gribende. Deltagelse i sinakulaet er en lang varig proces; nogle har religiøse motiver, mens andre blot ønsker en plads i rampelyset og at have det sjovt med vennerne, da adspredelsesmulighederne p~ Marinduque er sm~. Marian Cunanan i rollen som 1/1 p/av ers of the sinaku/o - they Blllt inakulista - they do this for a mB tt r af vo w - Ol' in Tagalog thaI' is pona ta. O l' a penance Ol' saerifiee for 1/181' m a lter. J do thaI' also beeause, you kno w, the first time J partieipa l d - thaI' was baek in 1990 - J don 't /l o v anything to think about, sav p nance, panata not at all - J just wonna join I J want to see myse/f 0 11 thaI' stage p/aying - performing o ro/e. But beeause there are same pra yers Ol' whims thaI' J ask from 111m ... He gave il' baek. So J started and others sav when you start p r(orming in sinaku/o you have to c/o It five years, se ven years, ten y ars - that's panata Ol' a vow, for l n years. J said: Til do five years, fine". But then J enjoyed il' reallyl Oka y, another two years, for seven y ars, and th en Jeannot pull out '/lyse/f from being part af the sinoku/o until J reaehed this e/eventh year no matter how mueh J wanted Io... you know, withdraw myse/f now bccause J wanted to rest Ol' enjoy the I nten season not making any aetivlties Ol' s/eeping very /ote at night and then you go baek to work the folio wing morning, you 11Bve to go to the office ond work and then you praetiee again in the vening, wake up very carly - like that. But l /l en Jenjoy It. Mueh more when you eome • realize thaI' there are more b/essings eoming Io you. ThaI' is the time when you realize l /l at perhaps you ean oUribute thaI' to being po rtieipan t af the sinoku/o. That's why J'm till here. Inakulaet har fiere clra matiske højdepunkter: I anden akt I) nger Judas sig selv I fo rtvivle lse over eget fo,·ræderi. Jublen er 'Ilar hos publikum, lfI ns man har travlt 111 d at pille manden ned fra træet i en vis fort, inden han kvæI ; Jesu Opstandelse i lr dj e akt er særdeles virkning sfuld med en k mpemæssig 'sten ', " om væltes ned fra ,. Det er »(uldbragt« GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 16 graven akkompagneret af røg og effekter; halshugn ingen af Longinus ender sinakulaet og er s~ overbevisende, at man næsten drager et lettel sens suk, da manden rejser sig igen efter forestillingen. stammer fra middelalderen og g~r Igen i fiere m id delalderlige passionsspil; f.eks. spiller legenden om Det hellige Blod ogs~ en vigtig rolle i fortællingen om Den hellige Gral. Hammer og mejsel Legenden om Longinus P~skeevangeliet er velkendt for de fieste kri stne, men det er Longi nuslege nden Ikke. Den spiller en central rolle i sinakulaet, fordi den er dramatisk og synlig gør miraklerne so m beviser p~ Jesu ord og profetier. Longinus' spidning af Jesus p~ korset fungerer som en 'øjen~bner' i dobbelt forstand: Longinus, som er blind p~ det ene øje, f~r synet tilbage, da Jesu Blod rammer hans blinde øje (synliggjort ved at han nu bærer en hjelm med to ~bne øjne i stedet for et ~bent og et lukket), og teologisk set f~r han øjnene op for Jesu guddommelighed, som siden bekræftes i opstandelsen. Longinus henrettes til sidst, da han ikke vil fornægte miraklet, men t værtimod forkynder det vidt og bredt. Legenden lader til at være en uoverensstemmende sammenblanding af historiske fakta og overleverede fortællinger, som Trods pisk, tornekrone og asfaltbrændte fødder er korsfæst elsen p~ Marinduque forholdsvis blødsøden, for der anvendes ingen søm. Men i San Fernando (i provinsen Pampanga) kan man opleve rigtige korsfæstelser, og det er ikke for sarte sjæle. Her har den sam me mand hver eneste p~ske i over ti ~r ladet sig korsfæste gennem hænderne, og andre følger hans eksempel. Han gør det som en bodshandling, og som tak for, at hans mor pludselig blev mirakuløst helbredt for en alvorlig kræftsygdom. Hans hjælpere er omhyggelige med ikke at sømme gennem knogler eller andre vitale dele i hænderne, men det er stadig yderst smertefuldt . Hullerne i h~ndfladerne gror sammen i løbet af nogle uger, men fødderne sk~nes (dvs. bin des) for ikke at forkrøble manden. Den katolske kirke tager skarpt afstand fra korsfæstelserne, der betegnes som ekstreme og ofte er med alvorlige personskader til følge. Det sam me gør sig gældende for en anden m eget udbredt p~sketradition i Filippinerne. Flaggelanter Princesa i Puerto Øen Palawan i Filippinernes sydvestligste hjørne strækker sig ned mod Borneo. Den er p~ mange m~der et af landets sidste bud p~ førkristen kultur, men i hovedbyen Puerto Princesa fejres påsken med stor entusiasme. ., .' Langfredag er hovedgaden nede ved katedralen skueplads for store fiaggelantoptog, som anfø- : Wo, '. Longinu5 - romersk centurion GLOBEN nr. 20/ juni 2005 17 • res af en gruppe unge mænd i bar overkrop og iført tornekrans, pisk og vandfiaske. Piskene er gerne forsynet med barberblade eller glassk~r, og fiaggelanterne skiftes til at piske hinanden til blods og kaste sig I gadestøvet. Smerten fra s~rene og fra den bagende sol lindres midlertidigt af vandet i fiaskerne. Bagerst i optoget g~r en gruppe ulasteligt klædte kvinder, som uanfægtet af seancen foran dem synger salmer i kor. Optoget er kortvarigt, og efter en god halv t imes tid g~r det gennem byens usleste kvarterer og ender nede • • • • • • • • hvad man vi l om p~skefejrlngen i alle dens mere eller mindre ekstreme former. Kristendommen st~r stærkt i Filippinerne, og de fieste nøjes da ogs~ med at g~ I kirke, bede og deltage i processionerne . ved havnen. Mændene hopper i, og saltvandet renser deres sar. De ser lettede ud, og det er tydeligt, at de glædes over deres bodshandling. Flaggelantoptog er udbredt næsten overalt i Filippinerne, og fiere steder varer de hele dagen. Desværre hører alvorlige ulykker og dødsfald ikke til sjældenhederne; alkohol i betragtelige mængder og smertestillende medicin indtages for at dulme smerterne, og kombineret med udmattelse og manglende beskyttelse mod den stærke sol trækker det hvert ~r fiaggelanter I døden.Man kan mene, Jeg er ikke religiøs, men jeg fasc ineres hver gang af den opofrelse og viljestyrke, som udvises ved religiøse højtider og i særlig høj grad til p~ske; den blinde till id og kærlighed til Gud, h~bet om tilgivelse og troen p~, at guddommelige gaver og den evige frelse opn~s gennem bodshandlinger og gode gerninger. Filippinerne var spansk koloni fra 1521 til1898 Det er det eneste land i Asien , hvor kristendommen er statsreligion; over 90% af indbyggerne er kristne. Jeg har besøgt Fil ippinerne fire gange siden 1995 og tilbragt i alt ni mdr. i landet. Landet består af over 7100 øer, nationalsproget er tagalog (Pilipino), men engelsk fungerer fint i byerne. I 2001 gennemførte jeg tre mdrs. feltarbejde primært på Marinduque, hvor jeg studerede det rituelle påskedrama som led i mit specialestudie i musiketnologi. Bortset fra enkelte 'hot spots' er der meget få turister i Filippinerne. Det skyldes primært terrorhandlinger fra gruppen Abu Sayyef, som kæmper for løsrivelse af det sydlige Filippinerne på vegne af den muslimske minoritet i Mindanao og Sulu . Der er fremragende dykkerlokaliteter til meget rimelige priser; jeg besøgte Suluhavet i 2003, som byder på et væld af større arter såsom majestætisk, blafrende rokker og nysgerrige hajer samt koraller af enorme dimensioner. Se mere på www.vagabonde.dk Festligheder året rundt. Det siges, at hver anden bygning i Nepal er et tempel, og at hver anden dag er en festdag . Der er mere end 50 festivaler med en samlet varighed p~ over 120 dage. Derfor er det svært at besøge Nepal uden at løbe ind i mindst en fest. Møder i glimt med kulturelle ceremonier i Vestafrika fck t: Knud Bach l oto: Knud Bach og S. P Hardeberg ) boede i Uagadougou i Burkina I o o fra 1978 til 19BO, dengang hed lundet Øvre Volta. llurklna Faso ligg er ret isoleret t 000 km fra havet i det centrale V t frika, mod nord Sahel som er Ilolvørken og mod syd den grønne 'I v nna. Landet er fattigt, og D fo lkningen lever hovedsageligt af I ndbrug. Hovedstammen i landet er MO Ifolket. Seiv om landet tidligere v r den franske koloni La Haute Volt og under stærk francofon (fr nsksproget) indfiydelse, var der I latl v lidt kontakt med Europa . I' t tid spunkt var jeg faktisk den n ste dansker i landet. II r var der stad ig mulighed f r at opleve det oprindelige IIfrlka, hvor hver stamme havde , Inc karakteristiske huse, egen ti ngkultur, egne religiøse skikke o danseritualer og med deres f r kelllge særprægede masker. Der va r stærk tro på troldomskraft eller "g ri s-gris". I g fo retog mange rej ser og besøgte man ge afkroge i landet, jeg v ille upl ve det ægte Afrika. Ligeledes I) øgte jeg i perioden 11 af de omliggende vestafrikanske lande. I denne sammenhæng dumpede jeg fiere gange ind i stammefester med religiøse ceremonier. Det er over 25 ~r siden, jeg oplevede disse t ing, som jeg nu har skrevet ned fra hukommelsen og ved at gense mine gamle lysbilleder - der er jo siden sket mange forandringer i Afrika . Do Do dans i Mossilandet uden for Ouagadougou En fredag fortalte rygterne, at der skulle væ re en traditional mossihappening ca. 75 km fra Ougadougou. Jeg kørte afsted med en kammerat lørdag morgen. Det lykkedes os at finde stedet, der I~ langt ude i bushen uden nogen form for beboelse. Folk stod i sm~grupper klar til at modtage Moro Nabaen, mossiernes konge eller overhøvding . Hans garde af traditionelle krigere dannede en afskæmning mod folket. Selve livgarden var til hest og grupperet i to rækker. Livgardens chef modtog Moro Naba'en, som var en meget korpulent mand iklædt grand bou bou, den traditionelle festdragt. Livgarden demonstrerede deres dygtighed til hest ved væddeløb, også for at demonstrere, at de kunne forsvare deres konge . Hen p~ dagen dukkede to mørke skikkelser op, s~kaldte 'Do Do'er. De var indhyllet i en langh~rede dragter og bar store mossimasker. Deres dans var inciteret af stortrommen . En støvsky stod om dem, jeg følte en gungren gennem jorden, der hensatte mig i en mærkelig halvtrance, faktisk blev jeg lidt bange og bevægede mig lidt væk . Troldmændene omkring 'Do Do'erne manede med trolddukker. Desuden optr~dte dansegrupper af sm~piger på 7-10 ~ r. Disse dansere, der va r accompagneret af trommer, var noget af det mest rytmiske og gymnastiske, som jeg nogensinde har oplevet, jeg blev revet med. Oplevelsen kom til at virke fo r intens, s~ hen p~ eftermiddagen kørte vi tilbage til Ougadougou . Høstdans i Nigergrænseområdet Oiapaga Gourmantche Land Sammen med to amerikanske venner og en veninde fra Ghana havde kørt ca. halvanden dag fra Tusindvis af guider og gudinder, dæmoner og ~nder skal mindes, æres eller uddrives. De forskellige ~rstider kræver tillige en fejring, og der er mange ritualer omkring for eksempel dyrkning af jorden . l:ERRIJOIRE :DE .LA Der er noget for enhver smag, for eksempel: .HAUTE" . VO'tTA' En stor fest En af de store fester er »Shivaratri«, Shivas fødselsdag. " . En larmende fest »Holi«, er kaotisk og larmende . Tag dit gamle tøj p~, du bliver sikkert b~de v~d og fyldt med farvet pulver. En smuk fest »Losar«, t ibetansk nytår. Tibetanere og sherpaer holder optog og ser p~ dans. Tekst og foto: Pernille F5h Burkina Faso fra Mali. Forfatteren i Citroen Mehari ca. januar 1980 GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 18 GLOBEN nr. 20/ juni 2005 19 Ouagadougou, før vi kom frem til grænseposten mellem Øvre Volta og Niger. Den lå faktisk ca.60 km inde på Nigers territorium. Men der stoppede turen. Grænsegendarmene at acceptere den nægtede amerikanske og den ghanesiske piges visa . Normalt findes der mange overtalelsesmuligheder, men denne dag var der ingen metode, som hjalp, slukøret kørte vi tilbage ind i Øvre Volta. Vi stoppede i en lille landsby for at diskutere situationen. Vi havde meget lidt lyst til at køre tilbage til hovedstaden. Efter lidt tid kom der en ældre mand i blå grand bou bou op tilos. Han præsenterede sig og inviterede os til at opleve landsbyens initierings- og høstdans. Han kom med i bilen og efter et par kilometer på støvstier var vi piudselig midt i dansen, musikken og støvet. Mændene var iklædt dragter lavet af små bambusstokke og hatte med farvede bomuldstotter. De sa ng og dansede i ring til trommerytmen. En loka l trol dma nd gik rundt med et afhugget haneh oved på en stav og med de nappede han efter deltagerne. Efter ca . en time stoppede dansen, derefter gik danserne på række videre til den næste landsby. Det var en kort, men meget spændende oplevelse, og vi følte, at efter denne oplevelse kunne vi køre videre tilbage til Ouagadougou . Begravelsesceremoni for en afdød høvding i Ganvie Benin ex Dahomey på en anden rundtur, der gik gennem Burkina Faso-Ghana-Togo-BeninNigeria-Benin-Togo- Burkina Faso ca. 4.000 km, var der mange oplevelser, men jeg vil fremhæve en enkelt. Det var igen et grænseproblem, der satte tingene i gang. Min norske kammerat Svein Per blev nægtet indrejse fra Nigeria til Benin, angiveligt fordi Norge ikke var medlem af EF. Problemet var, at vi var nødt til at krydse Benin for at komme tilbage t il Burkina gennem Togo. Efter t re timers vanskelige forhandlinger lykkedes det at få tilladelse, på betingeise af at vi kørte direkte non-stop gennem Benin . Vi accepterede, men besluttede bevidst at snyde grænsegenda rm ene med en smuttur ind til Ganvie, der er et fiskersamfund på 10.000 beboere som bor i styltehuse ude i Benin Gan vie fortrop til begravefsesoptog Ganviesøe n. Vi fik lejet en kano og kom frem til landsbyen Ganvie . Næsten samtidigt med vores ankomst mødte vi en fl åde af kanoer anført af en kano med flag og råbere . Derefter kom ca. 20 kanoer med fuld e mænd, der dansede i kanoe rne, næsten som i trance, men uden at falde overbord . Derefter kom ca . 10 pyntede kanoer, i den midterste kano stod en udsmykket kiste omgivet af sørgende, de fleste var kvinder. Konvojen afsluttedes igen af en flagkano. Kanoflåden gled forbi os med sang , dans og musik. Det hele tog ca . tyve minutter. Da vi bagefter forhørte os, fandt vi ud af, at det havde været en ceremoni for høvdingen som var død, og at kvinderne i kanoen var hans mange koner. Det var et uforglemmeligt skue, som havde passeret os. Til Markedsfest hos Dogonfolket i Mali, men uden hirseøl på en anden tur sammen med min norske kammerat besøgte vi Timbuktu og flere steder langs Nigerfloden . på vejen hjem til Ougadougou fra Mopti beluttede vi os til en afstikke r ved Ba nd iagara for at besøge dogonfolket. Det var lørdag, og vi havde hørt, at der sku lle være et stort folkemarked. den store burkinske savanna. Deres døde bliver begravet i huler højt oppe i klipperne. Deres bygninger har deres egen stil med dekorationer, kornmagasinerne er specielt dekoreret so m menn eskea nsigter. I den nordlige del af Mali er fl ertall et af befolkningen konverteret t il den muslimske religion, men dogonfolket har holdt fast ved deres oprindelige animistiske religion. Vi kom frem til det store marked og fik lov at gå rundt og kikke, som vi ville. Der var fest og dans med lokal brygget hirseøl, men da vi ville købe lidt hirseøl fik vi nej . Dette slog os som meget underligt, idet gæstfriheden står højt i Vestafrika . Til de andre begivenheder jeg har beskrevet, blev vi budt velkommen og fik næsten hædersplads, men ikke hos dogonfolket, måske det også er derfor, de har været i stand til at fastholde deres kultur og religion. Vi kørte trehundrede km til Ouagadougou og fik vores øl i en palmehytte på vejen. I k t og foto: Jakob Linaa Jensen I rhundreder har mænd i lands- I)y rn e på det syd lig e Pentecoast i nrl t Vanuatu foretaget spri ng fra l ' I n op til 30 meters højde, kun 111 d lianer om benene. Senere har li I I dristige og farefulde ritual In plreret den moderne tradition for hungce-jump . på Vanuatu foregår lin ne imidlertid, som de altid har 111 It. I 1999 fik skribenten sammen 111 d en kammerat mulighed for at nv rv re disse spring, nag hol, der 1111ges at være en af de mest eks\1 me kulturelle ceremonier, man ,n fo restill e sig . I C r en tidl ig morgen i regnskoven " d t sydlige Pentecoast. Skoven 1111m r endnu af nattens fugtighed . 1)111 høres enkelte hæse skrig fra fil I , og lidt røg stiger op fra den II ' 1lIgge nde landsbys palmebladsIIi'lkkede hytter. Ellers er der stille, nu ma n kan ikke forestille sig, at det 1111Imati ske ritual ska l udspille sig hil) l o timer senere. nden Hnl overleveringen har nagholtlI,cllllonen sin oprindelse i en begiV! nh d tilbage i tidernes morgen. En Ic k I, fre mtrædende mand, Tamal ie, Dogonfolket har en meget særpræget kultur. De bor dramatisk i bjergforkastningen Bandiagare, som adskiller højsletten mod Mali fra GLOB EN nr. 20/ Juni 2 005 20 behandlede sin kone dårligt, og efter ge ntag ne trusler løb hun hj emmefra. Hun søgte tilflugt i en bananpalme, hvor han fandt hende og forsøgte at klatre efter hende. Konen udfordrede nu Tamalie: hvis han virkelig elskede hende, skulle de sammen springe ud fra toppen . Hvis de overlevede, måtte det betyde, at de virkelig var ment for hinanden, og hun ville elske ham for evigt. I det øjeblik Tamalie når konen, springer hun ned fra toppen. Tamalie følger efter, men han er blevet snydt. Konen har viklet en lian fastgjort til palmen om benene og overlever faldet, mens han selv er dræbt på stedet. Legenden siger, at i årene efter udførte kvinderne spring fra høje træer til minde om begivenheden, men dette blev stoppet, da mændene hævdede, at man rundt omkring i regnskoven hørte genlød af hvislen og lyde som tegn på, at Tamalies ånd ikke vil le forstyrres . Her som and re steder anven dte mændene religiøs magt til at undertrykke et begyndende matriarkat. Traditionen Mændene optog dog selv ideen, og springene blev tradition eller "kustom", som det hedder på de kanter. I hver landsby udføres springene en eller to lørdage i april eller maj måned, midt under yamshøsten, da lianerne er mest elastiske og dermed velegnede til foretagendet. Selvom traditionen af og til udføres til glæde for grupper af turister, overholdes de traditionelle regler. Under bygningen af tårnene sover mændene sammen i fælleshuset. Samkvem med kvinderne er forbudt. Det er også forbudt kvinderne at se eller overhovedet nærme sig tårnene før på dagen, hvor springene finder sted . Under selve ceremonien skal kvinderne holde sig i en afstand af 20 meter fra tårnet. Som ritual tjener springene flere formål: For det første er der tale om et frugtbarhedsritual. Når mændene springer, er det meningen, at håret lige præcis skal røre jorden, hvorved denne befrugtes for næste års høst . Ritualet er imidlertid også kom met til at fungere som lidt af en manddomsprøve. Op igennem barndom og ungdom hopper drengebørn ud fra stadig stigende højder. Når de GLOBEN nr. 2 0/ j uni 2005 21 De lokale hævder, at traditionen kun en gang har medført et dødsfald . I 1974, da Englands dronning Elisabeth var på besøg, havde en springer taget et par shorts på for ikke at støde den bornerte majestæt. Han døde i selve springet, da han landede med hovedet direkte i jorden. De lokale taler om det uden vemod i stemmen, for springeren havde jo brudt "kustom", ved ikke at springe nøgen kun med penisfuteral, sådan som traditionen foreskriver det. endelig springer fra de højeste platforme, er de for alvor optaget blandt de voksne i landsbyen. Endelig er spring ceremonien også et forum for bekendelse, en slags venti l for personlige problemer. Inden man springer, bekender man sine inderste tanker og følelser, ofte personlige og familiemæssige problemer, for den forsamlede menneskemængde. Dette involverer ofte historier om utroskab, men kvinderne neden for tårnet er tvunget til blot at lytte . Det kan jo være sidste gang, deres mand siger noget.. .. Tårnene Tårnene, der springes fra, bygges, som man altid er gjort det: En konstruktion af nogle bærende stykker træ surret sammen med lianer og med platforme i forskell ige højder, som deltagerne springer ud fra. Der bruges ikke søm eller andre moderne hjælpemidler i byggeprocessen. Konstruktionen ser skrøbelig ud, som den giver sig j vinden, men den er forbløffende smidig, og lianer fastgjort til nærliggende træer hjælper med at holde den på plads. Tårnene er helt op til 30 meter høje, men kun de ældre og mere erfarne springer fra den højde. De små drenge og de yngste mænd springer fra mindre højder for at bevæge sig opad, som årene skrider frem. Dertil kommer, at det viste sig, at han havde gemt en lykkeamulet inden under sine shorts, hvilket er strengt forbudt. Ifølge traditionen skal man tro tilstrækkeligt på sig selv og sin egen kraft for at kunne udføre springet. En mere nærliggende forklaring er dog, at man denne ene gang sprang i oktober, hvor li anerne er mindre elastiske og dermed uegnede til springene. Ankomsten denen, men med bygningen af en ny vej tværs over øen er det spørgsmålet, hvor længe Bunlap holder stand mod den omgivende verden. Mens vi senere bor i landsbyen, erfarer vi dog, at missionærerne er i gang med endnu et forsøg, men de gamle høvdinge søger at holde stand . jorden. De andre stormer til og hjælper ham fri af lianerne, mens de giver ham en slags lufttur. Langsomt kommer han på benene igen uden støtte fra de andre. Han har ofret sig for fællesskabets bedste og er sluppet uskadt. Han er blevet en del af evigheden, årstidernes cykler og overgangen fra barn t il mand . Ved dagens begivenhed har de gamle i landsbyen dog en anden funktion. De går rundt og sikrer sig, at lianerne er i orden og tilstrækkeligt elastiske . Få centimeter for korte eller for lange, og det kan medføre døden for springeren . Vi er de eneste fremmede på pladsen, og stemningen er intens. Mændene er mærket af den forestående begivenhed, men har dog overskud til at gå rundt og drille hinanden godmodigt. '"" r gS r det op for os, at de tradiEfter en time kommer der flere fra Bunlap, heriblandt også en del kvinder. Det er danserne, der er en vigtig del af dagens ceremoni. De er alle meget traditionelt klædt, mændene kun i penisfuteraler lavet af blade, mens kvinderne er i skørter af græsstrå og ikke andet. Nogle er pyntet med maling ell er blade bag ørerne, men det er ikke den imponerende krigsmaling, man ser visse andre steder i Melanesien. t Ion II ko stum er ikke blot er til ære fOl danse n og gruppen af besøgende Ir , der foruden os selv inkludeI r n fl ok japanere, ivrigt belæst (I med alskens kameraer. Vores Il øg i landsbyen afslører, at dette o r den daglige klædedragt. Der (II' Ikke mange steder som Bunlap Il lbage, hvor T-shirts og shorts ikke Ol I ~e t igennem! 11 (1 s å begynder dansen. I starten stamper mændene i jorden, og deres stemmer veksler fra høje til dybe råb. Kvinderne følger trop og svajer fra side til side, mens de udstød er små lyde i baggrunden. Både dansen og sangen bliver mere intens og tager til i voldsomh ed. Der er ingen instrumenter, men korte stødmæssige rytmer. Melodierne og de mange fagter hylder tydeligvis høsten, jorden og yamsen . ., n en Denne morgen når vi frem til pladsen ved tårnet i god tid, før selve ceremonien finder sted. Vi går rundt og snakker med mændene, der lægger sidste hånd på tårnet. De kommer fra landsbyen Bunlap, et af de få steder i Melanesien, hvor missionærerne ikke har haft succes . Her lever man stadig, som man gjorde i stenalderen, i traditionelle hytter placeret ned ad en stejl regnskovsskråning. Der er ingen moderne hjælpemidler, og madlavning foregår over bål inde i husene. Diæten er de traditionelle rodfrugter, taro og yams, krydret med et nyslagtet svin i ny og næ. I 011 ern e er ved at være på plads på II I I gs podium ved siden af tårnet. lord n neden for dette er planeret i krSnende hældning og blødgjort tO I at afb øde faldet. Intensiteten stiUt" . /Ilt er klart. ''I' GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 22 Præmie til den sidste Ved det sidste hop, helt fra toppen af tårnet 30 meter over os, forkyndes det, at denne springer får en præmie på 10000 Vatu eller 500 kroner. Tidligere fik denne sidste springer sin præmie i yams, men penge er på vej til at overtage naturaIieøkonomien .. Money makes the world go round .. . Springet Da dansen når et foreløbigt klimaks, dukker den første springer op - som ud af den blå luft. Han går først ud på nogle træstammer, der danner en platform højt oppe i tårnet. Han sm ider de blade, der hidtil har pyntet ham om livet. Med udspredte arme bekender han sine inderste tanker til forsamlingen, skyder brystet frem og springer. Det er kraftfuldt, dramatisk og spændingsmættet. Selve urkraften slippes i dette øjeblik fri i regnskoven, den evige kamp med og mod naturkræfterne intensiveres i dette øjeblik. Stemningen fortættes, da det giver et kraftigt ryk i t~rnet. Lianen, viklet om springerens ben, foldes ud. Han selv lander i det frie rum ud for tå rn et, og svi ng er så ind mod det, så hovedet akkurat rører Det ufremkommelige område har været med til at hindre kontakt med omver- Jublen er stor og vil ingen ende tage . Danserne fortsætter ufortrødent, går lidt ned i tempo for at bevæge sig op igen, da den næste springer gør sig klar. Flere følger snart efter, små drenge fra de lavere platforme, de voksne mænd fra de højere. Intet overgår imidlertid gyset, spændingen og kraften i det første hop, vi overværede. Efter at de svedige dansere har været i gang i to timer uafbrudt, efter at i alt 10 drenge og mænd har hoppet, og efter at den sidste springer er blevet omfavnet, sikkert tilbage på jorden, slutter det hele. Snart er vi alene tilbage ved tårnet, kun sammen med nogle få af landsbyens børn . Naturen har atter overtaget fra kulturen. Vi klatrer op i tårnet. Der er skræmmende langt ned, og vi bliver endnu engang grebet af ærefrygt over, hvad vi lige har oplevet . Næste dag drager vi mod landsbyen Bunlap, hvor en af høvdingene har inviteret os til at tilbringe nogle dage. Det bliver en fascinerende rejse ind i stenalderen, hvor vi sidder med mændene og drikker kava i de traditionelle lang huse, overværer festen i forbindelse med omskærin gen af en nyfødt dreng og oplever et samfund med et kompliceret system af religiøse og kulturelle regler. Men det er en ganske anden historie. GLOBEN nr. 20/ juni 2005 23 - [' En særdeles festlig katolicisme Tekst og foto: Lars Munk Rummet er dunkelt og kun oplyst af en række tilfældigt placerede stearinlys. Der hersker en intim atmosfære med dufte af røg og røgelse. Loftet er fyldt med guirlander og andet fornøjelig skrammel, en masse figurer af Kristus og Maria er henstillet på kaotisk vis, og herudover er der massevis af små bedetæpper og blomster. Et par troende knæler foran deres gude- eller helgenbillede og mumler nogle utydelige sætninger, bedende om råd og vejledning til fremtidens gøremål. Indtil nu virker alt egentlig meget normalt for ceremonier. Men så kommer der pludselig en flaske rom til syne. De bedende stopper op i deres gøremål, tager en ordentlig dram af flasken, gnægger af vellyst og fortsætter derefter med bønnerne. Vi er trådt ind i et moralsk forfaldent religiøst univers - stedet, hvor der er plads til alle - velkommen til Maximans verden'!' på bredderne omkring den smukke Atitlan sø i Guatemala brødføder de lokale mayaindianere sig med majs, kartofler and andre spartanske grøntsa ger, men i mod-sætning til deres spisevaner er deres religionsdyrkelse noget mere farverig. Før spaniolerne maste sig på med deres lærdom om katolicisme, dyrkede de lokale en eller anden form for selvopfundet indiansk religion, men historien om de spanske missionærers påtrængenhed gentog sig naturligvis også ved Atitlansøen, så det var ud med naturreligionen og ind med katolicisme. Indianerne her var dog en anelse mere oprørske end så mange andre steder, så nok kunne de påtage sig at være katolikker, men det skulle være katolikker efter deres eget hoved. Derfor hengav man sig til Maximan. På jagt efter en helgen Der går lidt forskellige historier om, hvem denne her Maximon egentlig er. Nogle mener, at Maximon er selveste Judas, der ønsker at skænke de 40 sølvmønter, han modtog for at stikke Jesus, til indianerne. Personligt tror jeg nu mere på en lidt anden og ganske anderledes historie, nemlig den, at denne Maximon oprindelig var en lyslevende, men speciel Munk, som drak som et svin, røg masser af tobak og jagtede unge indianerpiger. Og det er ganske som den sidstnævnte fremstilling, Maximon i dag kendes. Maximon er i øvrigt en smule skizofren, idet han optræder i flere af småbyerne omkring Atitlansøen, men vi tager her udgangspunkt i byen Santiago, beliggende syd for søen. Kira og jeg var fast besluttet på at træffe denne kultiske helgen, så hen ad en formiddags stund drog vi ud for at finde Maximans hus. Ad respekt for religionen tog vi en lille flaske Quezalteca (rom) med os under armen. så havde vi også lidt at drikke undervejs, hvis vi skulle fare vild, for det viste sig faktisk at være ganske svært, at finde frem til herrens hus. En gang årligt skifter Maximon bolig, så det er lige med at finde nogle lokale, der rent faktisk ved, hvor han bor lige for øjeblikket. Efter at have rendt rundt på små sten- og grusstræder, med kyllinger og ænder baskende op omkring os, og gennem private baggårde, hvor lokale forundret vild- og vejledte os på vores jagt efter Maximon, fandt vi endelig frem til et uskyldigt udseende hus - stedet, hvor Maximon på daværende tidspunkt havde sin residens. Vi var kommet i lige netop rette tid til at deltage i dagens første ceremoni. Ceremonien var til ære for en lille familie, som søgte velsignelse og lykke hos Maximan. Præsten, som var iklædt almindeligt hverdagstøj, hældte et par drammer op tilos, alt imens hans to hjælpere knappede et par øl op til sig selv. Herefter var vi klar til at gå ind i de hellige lokaler og møde Maximon ansigt til ansigt... og der stod han så ... En træfigur i naturlig størrelse, dog uden ben. Dem havde man skåret af for at forhindre ham i at løbe efter indianerpi ger. Af praktiske årsager har han stadig fødder, for ellers ville han jo vælte. Maximon var iklædt farve strålende klæder i lokale mønstre og havde massevis af tørklæder viklet omkring sig. på hovedet bar han en cowboyhat, og i munden havde han en fed cigar - tydeligt frisk og frejdi~ til endnu en dag i spnttager. GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 24 n k I for Ma ximon vi ngede et røgel seskar rumm et, hvorefter I II 11 \ m l n gik I ga ng . Familien og II" lIlll kn I d foran Maximan, lIVIII 11 111 pr ol n viede løs om alt 1I 11111U1, () 11\ I m lll n nu ønskede velI II. I I II1krlng, hvilket vel tog 'h III IIi l ill. II I r r bl v ceremonien I l li lUI 1111 r ont... HJ Ipern e tog I lu " II IHI lif mund n pS Maximan, I , 11•• 11 IHHIl I n n I tilbage, holdt • l 1111 ll" illIIld r hans mund og II . li ll i 11 11lil of 10 111111 ns medbragte I.> p ham . Herefter IHIII II II I II~ It III 111 r r mlll n ciga retter i 1'1" Ion tOl IH V I Ign munden, og der blev sat ild til den. Mens træfiguren stod og røg på cigaretten, gik flasken på omgang, og både familien (undtagen børnene), præsten, medhjælperne og vi fik en ordentlig squis rom. En gang i mellem blev Maximans smøg asket, og af og til fik han sig endvidere en ordentlig slurk fra flasken. Præsten og medhjælperne var ikke tilbageholdende i deres forehavende, så det var ikke så mærkeligt, at de efter ceremonien havde blanke øjne, og at deres spanske ikke var helt så forståeligt som før ceremonien. Men dagen var stadig lang for præsteskabet, og næste hold tilbedere stod allerede klar til at få velsignelse af den storrygende og -drikkende helgen. Men inden vi tog afsked med det fornøjede selskab, fik vi tilbud om at blive gift i Maximc)f1s hus - i spruttens, røgens og det moralske forfalds navn ... Fristende budskab og et godt alternativ til Las Vegas bryllup, men vi takkede dog pænt nej. n ultimative udfordring I ~ / ',v"lIfi ,, /) r C/l / " /" 111/111111'111 f www.tycho.dk " I • III " J41 kll l I kaja k er ikke nogen ringe dåd, især når kajakturen går fra Nilens kilder ved Tanasøren i 1 11111111 11 IIII)lillltl, O nn em strømme, hvirvler, glubske krokodiller og vandfald - og en overgang under beskyd11111 1 III" k I IIlId t vSben - hele vejen ud til Middelhavet. Det gennemførte den amerikanske kajakroer I '"I " " I1II11IWII IIlld r n ekspedition, der var den første ad hele Den blå Nil til Khartoum og videre ad Den blå IIl1 ItvlI " Nllh IHIlI11 nbiandede vande til Alexandria. I alt seks mænd og kvinder deltog i turen, og resultatet hil v IlI'I Mu. 1 II I II 1m x-film, Nilen - den ultimative udfordring, der nu kan ses i Planetariet med skuespilleren 1111 1111111 IH.I " PI k r. 11.11 1.. l ti I I I P/II 'Ikøn hcdsfejl i holdets research er filmen en stort set korrekt skildring af alt det, der møder • II 11 11111' II Ul 11111 111 ",kov, savanne, ørken og bjerge. Det er en undertiden halsbrækkende tur med flere vand111111' I" Il lili milli I) fængte flod, og da kameraet følger med i det hele, sidder man undertiden og klamrer 11111 HI lilli. II III . '. Ivfølgelig giver filmen - sådan som det er skik og brug ved den slags - indtryk af, at de • ~ III HHI 11"'''11'' l helt alene. Efterteksterne afslører dog, at de til tider var omgivet af ca . 30 mand - så vil li I' U II ,11., III 11.,11 • ~, II I· II VI IIh II 111111 11111kr Ig, at en lignende Imax-ekspedition følger den endnu længere rute ad Den hvide Nil I. IIU l. III ti hvis fj erneste kilder ligger i det østligste Congo bag Edward -, Albert- og Kivusøerne. EkspeditionsJeder en Pasquafe Sca turro guider en kajak gennem et klasse v stramfald i den vestlige del af Etiopien. GLOBEN nr . 20/ juni 2005 2S De små tæppetissere Tekst og foto : Katrine Thiesen Kina er et land i rivende udvikling, økonomien er opa dg~end e. Det gam le ri ves uden tøven ned t il fordel for højere og mere moderne bygningskonstruktioner. p~ min rejse gennem den syd lige del af Kina opdagede jeg dog hurtigt, at der var et punkt, hvor kineserne var stagneret og endog stortrivedes. Inden jeg drog ind i dette fascinerende land , havde jeg allerede hørt adskille latrinære historier. Tabte pas i skumle huller, forsvundne børn i latriner mm., den ene historie mere fantasifuld end den anden, som efter m in mening nærmere havde karakter af vand reh istorier. Jeg havde ikke været lang tid i Kina, før jeg syntes, at jeg havde f~et et rimeligt overblik over den latrinære situation, og hermed mulighed for at danne mig min egen mening om sagen. Jeg havde stiftet bekendtskab med mange forskell ige fænomener, lige fra det s~kaldte desinfi cerede moderne toilet, hvor papiret, som skal dokumentere den nyligt udrettede desinfektion, hænger fast i noget, som man Ikke vi l vide hvad er, til de s~ka ldte fælles skiderender, hvor man sidder og hygger sig p~ stribe, mens man forretter det nød vendige. Sidstnævnte en klar favorit blandt mange lokale, som ikke synes at have spor imod at ud sti lle aktionen for andres blikke og gerne i fæ llesskab. Set med et par psykolog iske briller fandt jeg det nu naturligt at kaste et blik p~ den yngre del af befolkningen, de kære børn, og pludselig s~ jeg sagen i et mere forst~eligt perspektiv. Jeg observerede, at pottetræningen ikke p~ samme m~de som herhjemme er en del af den daglige opdragelse i sm~b ø rnsal deren . Nej, det er vel nærmest det modsatte som gør si g gældende, idet de gør det n ~r som helst og hvo r som helst. For at efterl eve princippet bedst muligt har kine serne fu nd et p~ en genial og meget praktisk foranstaltning, i form af et indbygget ~bent buksehul med udkig til en nøgen bag. S ~ kan der frit praktiseres hvor som helt og n~r som helst, og de s m ~ anvender det fiittigt. Gerne p ~ offentlige steder, i busser og deslignende, kun fa ntasien sætter grænser for, hvor man kan boltre sig. Jeg var nu p~ mit sidste stop i Kina og p~ vej videre til Tibet. Men i lufthavnen blev der varslet snestorm, og alle passagererne blev ledt til byens fine hotel for at fordrive ventetiden, mens stormen rasede af. Det var et moderne og veli ndrettet hotel, og gulvet var belagt med et dejligt tykt lyst tæppe . Det va r p~ dette hotel, at jeg skulle opl eve det ypperste, en uovertruffen og se lvsikker vinder inden for si n ege n genre - den lille tæppetisser! toilettet. Angrebet af en kortvarig choktilstand s~ jeg m~bende t il, indtil situ ationens alvor gik op for mig, og jeg fik tra vlt med at f~ mine tasker i dækning . I alt sin omsorg havde moren nemlig gle mt at tage højde for det naturlige tilbageslag, som var konsekvensen af at holde ham oppe fra gulvet. Hvis Freud havde levet i dag og gjort de samme observationer, ville han sikkert have disket op med en ana lyse med fiere referencer til den s~ka ldte ana le fase. Selv vil jeg bare sige hurra for Kina og den lille tæppetisser! ! Han gør sgu en forskel, og det er blandt andet ham, som er med til at holde liv i gryderne, s~ Kina forh ~ bentiigt mange ~ r endnu er meget mere end højhuse, mobiltelefoner og Mc. Donalds . Alle fiypassage rerne var blevet installeret til middag omkring det store traditionelle kinesiske spisebord . Jeg sad ved siden af en sund og sprudlende kinesisk dreng, godt og vel et par ~r gammel. Efter at have guffet i sig af de forskellige retter, rejste mor og barn sig fra bord et, og ganske f~ meter fra bordet s~ jeg hende hjælpe drengen med at indtage stil lingen. Det var en omsorgsfuld mor, for hun lod ikke drengen sidde p~ hug for sig selv, men holdt ham dinglende og opm untrede ham smi lende, mens han forrettede sin li ge nødtørft ned p~ tæppet. Dette til trods for, at vi sad f~ meter fra Bedeflag blafrer i vinden / ~ / I'iJ I ,I"~ /1'11/1 I .11 Inll " m 1- ure og smarte solbriller, værner de fortsat nidkært over de skatte, som I generationer har været opbevaret i gompaens mørke rum. En revitalisering af den buddhistiske ku ltur har betydet, at der for første gang i nyere tid igen er tilgang til de budd histiske uddannelsesinstitut ioner, og inden for disse er Dhankar gompa en af de væsentlig ste. Her findes blandt and et nogle af de dygtigste musikere, dansere og fortolkere af de traditionelle chaam danse, og det er disse lamaer jeg en tidlig morgen følger til hovedbyen Kaza, hvor der er inviteret til fødselsdagsfest. ret yakmøg, inden de erstatter de gamle. Denne ceremoni symboliserer b~de begrndelsen p~ et nyt ~ r og starten pa dagens fest. Via et interimistisk højtaleranlæg spredes reciterende mantraer ud over dalen, akkompag neret af toner fra lange dybe horn og livlige trompeter. Et portræt af dagens hovedperson og fødselar, den 14. Dalai Lama, bæres Nytå r og fest Ved en puja p~ et lille klippeparti over Kaza gompa velsign es nye bedefiag over et b~ 1 af enebærkviste og tør- Fødselsdagsgæster GLOBEN nr. 20 / Juni 2005 26 GLOBEN nr. 20/ juni 2005 27 r Puja indleder fødselsdagen hurtige piruetter afl øses af balancering p~ et ben. Dette er naturligvis trænet grundigt over flere ~r, men det sker, at en af lamaerne taber balancen eller besvimer under den bagende sol og m~ hjælpes af assistenterne . i en lang procession fra gompaen og ned til festpladsen, hvor den sym bolske tilstedeværelse af den religiøse leder markeres med afspilningen af den tibetanske nationalmelodi. I løbet af dagen deltager forskellige dansegrupper fra Spitidalen, unge s~vel som ældre, og i skolens bygninger øves der flittigt, inden de nervøse performere betræder scenen. Der er stor prestige i at deltage, og nog le af dansegrupperne har øvet siden sidste ~r for at kunne yde deres bedste til ære for Dalai Lama. Dans og musik indg~r som en del af undervisnin.\len i de lokale skoler i et forsøg pa at bevare sproglige og musikalske elementer af en kultur, der er i stadig forandring, og det er ikke ualmindeligt, at der spilles op til dans, n ~ r man besøger en skole . Dansene er ofte ontologiske fortællinger om det godes kamp mod det onde, og de frygtindgydende masker lader forst~, at der er tale om historier fra hvor gudeverdenen, dæmoner udgør et væsentligt element. S~ snart en af de maskerede dansere nærmer sig børnene, flygter de skrækslagne hen mod deres forældre, alt sammen ti l stor jubel for det ældre publikum . officielle liv for at nyde sit otium I Spitis ældste kloster, den mere end 1.000 ~r gamle Tabo gompa . Dagens største oplevelse er dog mødet med de festglade spitier, der gerne inviterer p~ en kop te og en lokal snack, mod at man fortæller lidt om sig selv. Deres tøj, i traditionelle mønstre og design, er et orgie i klare farver, der st~r i en skærende kontrast ti l omgivelsernes brune nua ncer, og det er tydeligt, at der er in dg~et mange h ~ndarbejdsti mer i produktionen . I dette herlige selskab flyver dagen af sted, og de mange indtryk vil for evigt sætte sig i erindringen som en unik oplevelse og en bekræftelse af, at lamaer ogs~ fejrer fødselsdag! Som afsluttende kommentar skal det lige nævnes, at Dalai Lama I ~r fylder 70 ~r, s~ m~ske bliver den 6. juli 2005 en endnu større festdag i Kaza end tidligere ~r - tag dertil og oplev det! Der er ikke noget som fester der kan skaffe nye ve nner og i dansens pause har jeg modt denne ualminde lig yndig kvinde . p~ en forhøjning ved siden af Dalai Lamas portræt sidder de højest rangerede lamaer fra de store klostre i Spiti, og i midten er den unge Rimpoche fra Kaza gompa placeret. Han ser ud til at have nydt dagens farverige underholdning, o~ m~ som afslutning pa ceremonien selv indtage hovedrollen, da det bliver muligt at præsentere et kata, et ceremonielt tørklæde, for ham og modtage hans velsignelse. p og 14årig på v ente liste Underholdningens højdepunkt er dog de dansende lamaer fra Dhankar, der i løbet af dagen opfører et par af de klassiske chaam maskedanse . I farverige dragter, rigt ornamenteret med buddhistiske symboler, og dæmonmasker med forvredne ansigter indtager de scenen som superstjerner. Det er en meget fysisk og psykisk krævende disciplin, der kræ ver stor koncentration og en fantastisk balanceevne, idet Selvom han kun er 14 ~r, rangerer han som den øverste religiøse person i Spiti, hvilket først vil ændre sig den dag, Dalai Lama trækker sig t ilbage fra det r Ir ridning r vores l Chaam dans GLOBEN nr. 20 / Juni 2005 28 , mindst fem kopper te, og deler cigaretter (det vil sige, de vil gerne have mine) . Cookie fortæller gennem vores ene tolk, Abang, om nog le af de vanskeligheder, som Mantawalfolket st~r overfor. Han fortæller, at de kæmper for at beholde deres traditionelle levevis, sprog og kultur. Jeg spørger nysgerrigt Cookie, hvad den indonesiske regering gør, der skader deres kultur. Regeringen har tvunget mange af dem til at bo i så kaldte regeringsbyer, skønt de i deres kultur bor i hytter ude i junglen, fortæller Cookie . Han fortæller, at regeringen har gennemtvunget skolegang med undervisning i 6ahasa Indonesla, som ikke er deres eget sprog, og værst af alt har træfældning været tilladt i stor stil. Men, som han slutter med at fortæ lle, er de fleste flyttet ud af byerne og tilbage i junglen. Invitationen t il ånde uddrive lse En lille uge senere og meget dybere inde i jung len overnatter vi hos en loka l shaman. Om aftenen er der en helbredelsesceremoni hos 'naboen' (en time væk), hvor vi f~r det første Indblik i Mantawai-folkets mere ceremonielle side af ~ndslivet. Da det centrale er en meget syg mand, er stemningen trykket, og vi holder os i udkanten for ikke at forstyrre. Men vores vært, shamanen , kan se vores interesse for ceremonien og spørger, om vi de næste par dage ikke ville tage del i en renselsesceremoni, hvor han sammen med mange andre shamaner skal rense et hus for onde ånder. Vores planer går i en helt anden retning, men en hurtig diskussion og afstemning afgør sagen. Næste morgen sejler vi ind til nærmeste regeringsby, hvor der er en lille butik. VI køber sukker, kaffe, te GLOBEN nr. 20/ j uni 2005 29 l~-------------Alle stammens shamaner 'ra nær og fjern komm er til den store renselsesceremoni. Fælden best~r af et bur bygget af lange bambuspæle, hamret ned i jorden, s~ de danner en rundkreds. For enden er der en lille I~ge, der er forbundet til et reb. Inde i fælden ligger der lidt sagu, som de velvoksne, fede, sorte hængebugsvin er vilde med . Ejeren af svinene sidder med rebet i h~nden klar til at lade fælden klappe. Det eneste problem er, at det hele tiden er det forkerte svin, der lusker ind i fælden og snupper saguen. S~ vi m~ ud og skræmme svinet væk, hvorved alle svinene bliver skræmt i alle retninger ud i junglen, og vi kan starte forfra. og tobak for ikke at komme til ceremonien tomhændet. Med læssede tasker drager vi tilbage ud i junglen, til det hus der ska l renses. Da vi ankommer om aftenen, byder de os velkommen og fortæller os, hvad der skal foreg~. Da arbejdet blandt Mentawai-folket er meget kønsop delt, g~r kvinderne ud bagved til det indendørs b~lsted, mens vi andre snakker med mændene om, hvad der skal gøres. Vi fortsætter vores jagt et par timer, indtil alle m~ erkende, at andre metoder skal tages i brug, hvis vi ogs~ skal n~ at skaffe brænde . En slags lasso lavet af lianer bliver fremskaffet. Svinet bliver fanget, og tre lændeklædte Mantawai-mænd springer p~ svinet og begynder at binde det. Aldrig har jeg hørt s~ meget skrigeri. Svinet ser ualmindelig rasende ud, mens det hvinende snapper efter alle og skider og pisser i alle retnin ger. Det f~r mundkurv p~ og bliver svinebundet i palmeblade . De splitter endnu et stort palmeblad og skaber på den måde en kurv, som svinet kan være i. Med lidt flere lianer f~r kurven seler, s~ det faktisk bliver til en rygsæk med et styk levende, sprællend e, spruttende, prustende og pruttende hængebugsvin. Jeg f~r den tvivlsomme ære at bære svinet, ikke mindst over en flod, hvor svin og jeg ender i mudder til livet og jeg kæmper og vinder en brav kamp for at ende helskindede p~ den anden side. Vi trommer og danser natten væk Om aftenen, mens b~let tændes, ofres de to sm~ grislinger ved at struben skæres over af en shaman, s~ blodet løber ned i wokken . Denne aften er nærmest en opvarmning til den helt store fest dagen efter, men trommerne findes frem, og shamanerne er i fuld udstyr. Alle stammens shamaner er kommet langvejs fra for at hjælpe ved ceremonien . De har alle langt sort h~r, er iklædt lændeklæde og har de mest fantastiske tatoveringer, der dækker hele kroppen. Tatoveringerne er ikke blot til pynt, de tjener et form~l : Der er tatoveringer, der f~r fjendtlige stammers ond e fortrylleiser til at prelle af som regndr~berne mod palmebladene, der er tatoveringer, der skaber ligevægt i kroppen og sjælen, der er tatoveringer, der viser indtræden i mandeverdenen, men mest utroligt er de, der ikke bare nøjes med tatoveringer. Flere af kvinderne har f~et deres tænder hugget til som rovdyrets. De har med en mejsel hakket alle deres tænder til spidse trekanter. Det er et specielt syn, n~r en kvinde smiler et sædvanligvis venligt smil, og s~ blotter hun et sæt halvr~dne trekantede rovdyrtænder. Kodet fra de ofrede svin fordels HELT nøjagtigt. Ingen skal snydesj sJ det tager Sin tio. Gri slingerne ristes, renses, koges og deles helt minutiøst mellem de fo rskellige familier. Vi smager lidt, men da det er me~et sjældent, at t s~ overd~digt maltid med alt det kød serveres, lader vi dem selv dele og fortære det meste . Gris smager Jo som gris gør, ogs~ selvom den er Indkogt i sit eget blod. Men saguen, om jeg er ved at vænne mig lidt til, ha r som altid en pudsig konsistens. Den smager og virker lidt som havregrød, der er blevet glemt i gryden, Indtil det er størknet. En enkelt gang I vel' de det dog med kokos, hvilket øl' det helt spiseligt, men ellers skal ma n være sulten for rigtigt at værdt te det. Bålet brænder midt i huset og oplyr kranierne, der til ejerens stolthed pryder husets loft og overhænget ve l' b~lstedet. Der hænger et utal f sodede kranier fra hjorte, vildsvin og m~ ske mest skræmmende: Aber. 101' de ligner nærmest sm~ menn skekranier. Deres hule og tomme 0Jen ~ bninger stirrer ud i natten. Hovedskallerne holder de velvillige dyrs ~nder i huset som beskyttelse mod udefrakommende fjendtlige nder. Som jeg dagen efter f~r et Ind blik i, er dyrene velvillige, fordi d res ~nder spørges og formildes Inde n de ofres . I ngs b~let er trommernes skind blevet opvarmet og spændt, s~ lrommespillerne nu kan t age hver ,I n tromme og begynde at spille. Musikken er ensform ig og rytmisk. en følger pulsslaget og g~r lige ind i hjernen og maven . Shamanerne da nser i ildens skær, en taktfast •t mpende dans. Ved hjælp af dansen, musikken og ~nderne skal deltagerne n~ en trancetilstand. I trancen n~r de til 'den anden side', hvor de f~r kontakt til ~nderne. Da de første kaster sig p~ gulvet i trance, giver det et gib i mig, for ikke nok med at de kaster sig rundt, de r~ber ogs~ op p~ ~nder n es sprog. Shamanerne kan genkende og tolke sproget, men ingen forst~r det, og shamanerne prøver at berolige dem, der er i trance. Den ene dans afløser den anden, den ene trance den and en. I den kulsorte nat tramper de vi dere, og trommerne dunker deres kraft ud i junglens mørke. Som natten skrider frem mod solopgang, oplever jeg for første og m~ske eneste gang i mit liv, hvordan membranen mellem vores verden og ~ndernes verden føles tynd og næsten gennemsigtig. Selve aftenen Da alle danser og spiller til solop- gang , dukker shamanerne først op igen over middag. Men s~ snart alle er samlet, beg ynder festlighederne igen . Dagens ofringer starter med høns, som to shamaner velsigner med helligt vand, hvorefter en and en i et snit skiller hønens hoved fra kroppen . Det vigtigste ved hønen er ikke kødet, eller selve ofringen, men hvad der gemmer sig inde i hønen. Hønens indvolde fortæller alt om fremtiden, og det skaber stor opmærksomhed, da en shaman begynder at nærlæse tarmene . De lover godt for fremtiden , ikke mindst lover indvoldene, at hvis der indledes en abejagt nu, vil den få succes . Men da abernes ånder, i en anden ceremoni , ikke giver deres tilladelse til jagt, hjælper det ikke. Ikke desto mindre er alle særdeles tilfredse med sp~dommen, s~ de to store svin , som vi hentede to dage tidligere, hentes ind fra deres bambusbure ude bagved . Ved solopgang skal vi først hente de svin, der skal ofres, hvorefter vi ska l skaffe brænde til madlavning. Kvinderne derimod bliver sendt ud for at samle taro -rødder, og de skal senere forarbejde sag u, der er kernen fra en bestemt palme, til en form for brød. sådan pakker man et svin Mens vi venter p~, at de rigtige offersvin g~r i de rigtige fælder, f~r vi et indblik i MantawaH~lmodighed. Sham aneme danses i smukke klæder p~ livet 105, tiI/yeJen af trommerne der rytmisk byder morket velkommen. GLOBEN nr. 20 I Juni 2005 30 GLOBEN nr. 20/ juni 2005 31 r Svinene velsignes, og en længere ceremoni skal gøre deres ånder klar til rejsen, og de bedes om tilladelse til at tage kødet. Tilladelsen opnås, hvorefter svinene forberedes med helligt vand og diverse planter. Det første svin er igen begyndt på sit skrigeri, men situationen taget i betragtning er det måske forståeligt. Med et hårdt stik gennemborer en shaman svinets strube, så blodet sprøjter ud. I seje snit skæres resten af halsen over på det, mens andre shamaner kæmper for at holde det fast. Da det skal udskæres, hjælper jeg selvfølgelig til, men må erkende, at indvolde og stadig varmt blod ud over det hele er hårdt for et bysbarn som mig. Men da jeg er den eneste af os, der hjælper, er de stadig lidt imponerede, og jeg får lov til at hjælpe med resten af forberedelserne og vælge et stykke kød først. Desværre er det fineste kød åbenbart fedtet, og alt det fedt, der ser ud til at være på et hængebugsvin, jo! det er der faktisk. Efter vi har spist, falder jeg i snak med en af shamanerne, og da jeg er meget interesseret i at få et indblik i deres åndeverden, spørger jeg ham, hvordan man bliver shaman. Han fortæller om Lau Lau, søn af Aman Lau Lau, som menes at være den yngste shaman på øen, men da Mentawai-folket ingen kalender har, ved ingen, hvor gamle nogen er. Lau Lau var på jagt ude i skoven og vendte ikke tilbage sammen med de andre. Da han omtåget og udaset vendte tilbage flere dage senere, var han blevet tatoveret og var dermed på vej mod 'shaman'. Som rationel af sind spurgte jeg min nye ven, hvor Lau Lau da havde været, og hvem der havde tatoveret ham. Han kiggede undrende på mig og for- talte, at Lau Lau selvfølgelig havde været i sine forfædres bolig (i åndeverdenen), netop derfor kunne de ikke finde ham. Først derefter optrænes han i ritualerne, men sit kald finder enhver shaman direkte hjemme hos ånderne. Det stod klart for mig, at disse shamaner færdes i både denne og den anden verden. Deres krydsning mellem de to verdener var lige så ubesværet og lige så lidt dramatisk, som når jeg tager bussen til an anden by. Da mørket igen sænker sig, har shamanerne fundet deres 'magiske æsker' frem. Det er bokse, der indeholder alt, hvad en shaman har brug for j en ceremoni, som for eksempel klokker, pandebånd i farvestrålende perler og et slags klæde, også af perler, der bruges i dansen. De magiske æsker er normalt gemt ude i junglen, for hvis de indonesiske soldater finder dem, ødelægger de dem på stedet. Shamanerne iklæder sig klokkerne, klæderne og planterne, som skal få dem til at ligne fugle. Trommerne begynder igen, og dansen er nu indøvet til perfektion. Fugledansen gennemføres igen og igen, mens stemningen stiger. Da de første danse er overstået, samles al den grønne pynt midt på gulvet, og shamanerne sætter sig rundt om. De begynder at nynne/meditere for at komme i kontakt med ånderne. Da kontakten opnås, kan shamanerne se, hvilke ånder der er onde og derfor skal renses væk. Med hver sin blå plastiktallerken i den ene hånd Sham an nærlæser indvoldene (ra en ofret kylling, for at se hvad fremtiden byder pJ. Læsning j fremtiden, virkede som nIk vi læser vejrudsigten, alle snakker om det, men ingen gor noget ved det. og klokkerne i den anden jager de som besatte rundt i hele huset for at få fat i ånderne. Ånderne indfanges og samles sammen med gaver fra shamanerne og de grønne planter, hvorefter de lukkes inde rent fysisk i en trækasse, som først åbnes næste o ar. Mens mine øjne ikke længere kan holdes åbne, fortsætter shamanerne dansene og de tilhørende trommer, også denne nat lige indtil solen står op. Information om Siberut og min rejse derind. Øerne kaldes også Mantawai-øerne og ligger vest for Sumatras kyst i Indonesien. Jeg var der i 1999 i to uger sammen med en lilie gruppe (8) af vesterlændinge. Vi havde to guider med, der, udover at have gode forbindelser/ venner på øen, snakkede mantawai, hvilket er en stor fordel, da meget få ude i junglen snakker Bahasa Indonesia (og da slet ikke engelsk). Vi havde arrangeret turen fra en af de lokale cafeer i Bukittinggi, hvor de lovede, hvilket de levede op til, at de benyttede lokale hjælpere og betalte ordentligt for servicen. Vi så flere steder, hvad de havde købt med til de folk hos hvem vi boede. Da der ikke var penge, var betalingsmidlet kaffe, sukker, cigaretter, gryder, wokker og lignende. Jeg betalte 8-900 kr., som inkluderede alt undtagen egne køb (men der er ikke så meget at købe). Sørg ALTID for at have en cigaret på dig, det er den letteste genvej til nye venner på Siberut. Hvis man bliver inviteret, er det selvfølgelig altid høfligt at have en lille værtindegave med, dette gælder også her, så medtag gerne lidt sukker (det elsker de), kaffe, te og salt, hvis du skulle være så heldig at blive inviteret til festligheder. Den bedste baggrundslitteratur, som jeg har fundet over emnet, er Charles Lindsay "Mentawai Shaman - Keeper of the rain forest" . Den giver et fantastisk indblik i både deres fortid, nutid og meget skræmmende mulige fremtid. GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 3 2 Den tunge byrde at lorte de store podier Tekst og foto: Sisse Skipper Andersen Da jeg blev opfordret sidste år til t lave en rejse for ti-tolv andre, tænkte jeg: Hvor skal vi tage hen? Jeg måtte selv bestemme hvorhen, Iwornår og hvordan. Guatemala er t land, jeg har besøgt to gange tidlige re, og det er et af mine absolutte ynd lingssteder, men jeg havde ikke før været der under påskehøjtidelighederne, som jeg ellers havde hørt så meget om og meget gerne ville se. Jeg skriblede hurtig en rute ned til en måneds tid i det mellemome rikanske med udgangspunkt i An tigua til påske. I løbet af en til to uger havde jeg et luksusproblem, J g havde ikke mindre end fjorten, der ville med på turen, og jeg måtte begynde at sige, at der var udsolgt. Alt dette skete sidste sommer i juli må ned, og det virkede som lang tid, fø r man skulle begynde at forberede sig. Men allerede i august var det ved at være slut med de billige fly billetter, og flere hoteller i Antigua meldte udsolgt I påsken, så det krævede virkelig tidlig planlægning, når ma n var fjorten, der skulle af sted. leg havde store forventninger til påsken og håbede på, at mine "gæster" ikke ville blive skuffede, når Jeg havde valgt, at vi skulle bruge en lili e uge på at se disse processioner. Hvad nu, hvis alle var mætte af oplevelsen allerede palmesøndag? Men nej, vi blev ikke skuffede, det var for mig den største religiøse begivenhed jeg har oplevet. Den blev ved med at overgå sig selv frem til den store kulmination langfredag. Her må jeg indrømme, at jeg stod stortudende klokken 06.30 efter at havde set den mest højtidelige og sørgelige procession gå forbi med Jesus på vej til korset. så jo, det er helt sikkert en begivenhed, jeg skal opleve igen. tung og diset, og man føler sig ført tilbage til Jesu tid. Derefter kom- Vi valgte at bruge de tre store religiøse dage, palmesøndag, skærtorsdag og langfredag, på optogene. Mandag og tirsdag var vi på en afstikker til Rlo Dulce og Copan i Honduras. Vores hotel lå meget tæt ved den store La Merced kirke, hvorfra mange af processionerne udgik. De fleste af processionerne gik igennem byen i otte til tolv timer. tættere man kommer på langfredag. Efter musikken kommer kvinderne klædt i sort og hvidt med fine blondetørklæder over deres hoveder. De bærer et mindre podium med Jomfru Maria på, derefter følger også mindre podier med andre helgener. mer kulminationen på processionen med det første podium, hvorpå der er en Kristusfigur. Dette podium er ubeskriveligt stort, vejer flere tons, og de mange bærere skiftes dagen igennem til at bære det. Der er plads til firs til hundrede bærere af de største. De bærer podiet med en ubeskrivelig udstråling af respekt, alvor, sorg og lidelse. Efter podiet kommer det store orkester, som hele dagen spiller sørgmodig marchmusik, som bliver mere og mere, jo Flere tusinde i optog En procession består af flere tusinde mænd og kvinder. Først kommer mænd klædt ud i romerske dragter, og mange bærere af processionspodierne går i en lang kortege på hver side af de brostensbelagte gader, med røgelse, som gør luften på ruten igennem byen er der lavet de såkaldte Alfombras, tæpper, som er ubeskriveligt smukke. De er iavet af alt fra farvet savsmuld til blomster, frugt og grønt samt fyrrenåle. De første ved kirkerne er lavet af kirkefolk, men ellers er tæpperne lavet af ejerne uden for deres huse. Tæpperne bliver flottere og flottere, som ugen skrider frem. Det er en prestige i at lave de flotteste og GLOBEN nr. 20/ juni 2005 33 længste tæpper. Det længste, jeg så, var omkring fyrre meter langt og blev lavet natten til langfredag. Den nat var næsten hele byen afspærret for trafik, og det mest af byen var oppe hele natten for at lave de flotte tæpper. Vi stod op klokken fem og gik på tur igennem menneskemyldret og beundrede de flotte kunstværker, som kun ska l eksistere, indtil processionen er passeret hen over dem. Efter processionen var der et super rengøringshold med en koordinering, som man ikke troede muligt i et sådant land, men ti minutter efter at processionerne var forbi, var gaderne ryddet. Som ugen gik, så vi også i proces- sionerne den sidste uge i Kristi liv med den sidste nadver, de tolv apostle, Pontius Pilatus og de to røvere, der skulle korsfæstes ved Jesu side. Langfredag morgen udgik den flotteste procession fra La Merced kirken klokken seks. Vi fandt en plads ved et smukt tæppe tæt ved kirken. Optoget startede lige omkring solopgang og viste hele den sidste dag i Kristi iiv, med det flotteste podium med Kristus på med tornekrone og slæbende på korset, og efter ham fulgte et hav af orkideer. Hele sceneriet var meget rørende, og folk tog det virkeli~t seriøst. Jeg stod da også med tarerne iøbende ned ad begge kinder. En by i sorg Klokken tolv langfredag var tidspunktet for korsfæstelsen, som foregik ved katedralen, hvor sortklædte kutteklædte mænd hængte Kristus på korset. Klokken tre blev han taget ned igen, og en begra- Kutteklædte mæ nd i Palmesondags procession velsesstemning bredte sig over byen. Alle de violetklædte mænd skiftede til sort, og Kristus blev ført byen rundt i en glaskiste på toppen af et kæmpemæssigt podium, med dyster meget musik og et væld af røgelse. Langfredag aften sluttede så en oplevelse, hvor vi følte os som tilskuere til en film, men her var det virkelig hed. En begivenhed, der finder sted med stor seriøsitet hvert år. Ikke en begivenhed, der er lavet 8 ukharas tykke mure Tekst og foto: Kenneth Hvo/bø/ for os turister, Efter strabadserne på Pik Lenin var Lars Munk, Kristian Mody, Morten Vedersø (Veder) og jeg taget til Samarkand i Uzbekistan, hvor vi brugte tid på at bese de imponerende 14-1600 tals bygningsværker. Blandt andet Gur I Emir mausoleet, hvor Centralasiens tid ligere hersker og feltherre Amur Timor, har fundet sit sidste hvilested, omgivet af sin nærmeste fam ilie. Timor er i dag Usbekistans nationalhelt, på trods af hans gerninger som diktator og folkemorder af værste skuffe. men noget, der fylder meget i deres liv. Byen var fy ldt med flere hundredetu sinde mennesker, men den til hverdag rummer 35.000, men vi vesterlændinge va r som en dråbe i havet . Dette var virkeligt lavet for dem selv. vi ti l bjerg landsBibi-Khanym moskeen, som Timors kinesiske kone byggede til ham, mens han var ude i den store verden for at plyndre og myrde, blev ligeledes beset samt Centra lasiens altoverskyggende attraktion, det imponerende Registan. I 'l lith -'1 ~ "tIl" '''''-1 . II. Slutteligt rundede vi en prangende statue af Timor, siddende på sin trone Statuen bliver flittigt brugt som baggrundskulisse for poserende brudepar, som bliver fotograferet og filmet, så det historiske ikon ligesom drages med ind i bryllupsfesten. Den dag var ingen undtagelse, hele 5 brudepar med følge, havde stillet sig i kø foran statuen og ventede pænt, til det var deres tur. Vi sagesløse l l l h.. 110ft Itltnn -,u/ 1111 Ilt 110 J ,'lili/Nm JfJ/Jun12005 34 turister fik vores del af opmærksomheden og blev både filmet og fotograferet af samtlige tilstedeværende kameraer, inden vi vendte ti lbage mod Registan. Vi vidste, at der var et stort bryllup under opsejling nær Registan, så vi kiggede forbi, for at se om usbekernes legendariske gæstfrihed kunne stå mål med forventningerne. Vi fulgte tonerne af usbekisk musik og stak uskyldigt hovederne indenfor, og sandelig om vi ikke straks blev vinket ind, hvil ket vi naturligvis takkede ja til. Der var vel små 300 feststemte gæster, som spiste ved de vel dækkede borde, dansede og - muslimer eller ej - skyllede alt ned med rigeligt af den loka le vodka. Brudeparret var sat ti l højbords i den fjerne ende af loka let og så som alle andre brudepar, vi havde set i Centralasien (hvilket ikke var få) alt andet end glade ud. At danse med mænd! Det var en flok mænd, som havde inviteret os indenfor, og det var ved deres bord, vi blev placeret. Brudeparret havde formentlig ikke den fjerneste ide om, hvem vi var, og hvad vi lavede til deres bryl lup. Det samme, havde vi på fornemmelsen, var gældende for en hel del af de andre tilstedeværende gæster, deriblandt en stor del af det iokale politikorps, så det bekymrede os ikke. Vi havde nok at gøre med at fø lge med de lokales vodkaindtageise. Knap var glasset blevet tømt, før det prompte blev fyldt. Der var smidige dansepiger til stede, som på skift bød mændene op ti l dans, og fremmødte turister slap da heller ikke. Især Lars og jeg fik svi nget de bjergtrætte ben til den store guldmedalj e under begejstrede ti lskueres latter og hujen. Efter dansen måtte man pænt aflevere et mindre beløb, som pigerne stak i kavalergangen. Det udgjorde en slags bryllupsgave til "det lykkelige par". Det var tilsyneladende forbudt at danse med andre piger end de legale dansepiger. Det var en hel anden historie, hvad mændene angår. De var vilde med at danse med os, og vi havde knap tid til hvile, før vi endnu engang matte tage en svingom, med de dansevillig e mænd. GLOBEN nr. 20/ juni 2005 3S Brudepar bliver fotogra feret foran Amur Timors statue Bryllup i Khiva En hel del klogere og med v isdommen om, at det ikke altid er klogt at opsøge oplevelserne, frem for at lade dem komme til sig , va r v i på vej gennem den kna stø rre Kyzylkumørken i "public taxi" til Khiva. Khiva, som er uløseligt f orbund et med endel øse slavekaravaner, der i fordums tid krydsed e gennem den trøstesløse ørken befæ ngt med barbariske blodtørstig e stammer, for h~em m enneskelivs betydning kun males o med prisen, der kunne opnas pao d et lokale slavemarked. Lidt betænkeligt for en Iyshudet heteroseksuel dansker, men ihu kommende de kloge ord "skik følge eller land fly ", svingede Lars og jeg os gennem det halve politikorps og en lang række af de andre tilstedeværende mænd, og indrømmet.... vi morede os kosteligt! samlejebevægelser og bad mig med et kast med hovedet om at følge med udenfor. Jeg hev fat i Lars, der bedugget af vodka, tilsyneladend e ikke helt havde opfattet situationen. Ved bordet fik jeg forklaret ham sammenhængen og fortalt, at nu var det vist på tide at sige tak for i dag. Om det var, fordi vi dansede særlig godt, ved jeg ikke, men flere gange fik vi faktisk betaling efter dansen!! Nede ved bordet forsøgte vi gestikulerende at føre en slags samtale, men det var absolut håbløst, så var det trods alt lettere at danse. Vi blev budt op for at skåle med brudeparret og fik dernæst besked på at fotogra~ fere "det lykkelige par", hvorefter VI blev gennet ned på plads igen. I det hele taget blev vi kommanderet en hel del rundt med. Mændene ved vores bord havde nu påtaget sig en aggressiv attitude og signalerede truende attituder, sam tidig med at de viftede med " regnin gen", der va r skrevet på en afrevet lap papir og så alt andet end officiel ud. Vi havde på fornemmelsen, at det kun var en lille gruppe m ænd. der v ille tjene en ekstra skilling pa turisterne, som naivt troede, at de var invi teret til bryllup af godhjertethed. Presset af homofile til bud og den viftende regning, betalte vi skyndsomt og listede i al ubemærkethed ud ad bagdøren en erfaring og oplevelse rigere. En af de yngre mænd ved bordet begyndte tilsyneladende at gøre tilnærmelser til Veder, hvilket vi grinede meget af. Veder ville vældig gerne have hjælp til at slippe af med ham, men det var vanskeligt, da vi hele tiden blev budt op af skiftende mænd. Da Lars og jeg endelig fik lov til at sætte os ned, havde en underlig stemning bredt sig ved bordet. Samtidig med, at Veders bordherres kærlighed tilsyneladende var usvækket, havde et par mænd præsenteret os for en regning for mad og drikke, godt nok et mindre beløb, men alligevel. Vi nægtede at betale, før vi endnu engang blev budt op til dans. Denne gang var tilnærmelserne ikke til at tage fejl af. En af mændene mere end antydede Godt tørre I h I en og med rumlende m av r ,'ull de v i i tax ien ind i en forst d til Khlva. Mørket var fald et p , m n n lill e beværtning var oply t om t mindre Las Vegas, og dun k nd rytm er blandede sig med d n lumr f tenhede. En masse fe st st m t m nn sker to g imod os, da vi ntr d r tauranten for at ind t fl n m Itldet. Det viste sig at v r ndnu t bry llup, som fyldte stort h I r t auranten, der var dog t nll t mt bord, hvor vi tog pi d , li Il Både Lars og jeg var begyndt at blive i ganske godt humør af den flydende "gæstfrihed " usbekiske og faderen ligeså, så han mente åbenbart, at det var passende at hidkalde sin yngste datter - måske i et spinkelt håb om at afsætte hende til en velhavende vesterlænding. Det stod ham dog hurtigt klart, at hverken Lars (som ellers ikke kan tillade sig at være kræsen) eller jeg lyste af forelskelse trods datterens indb~dende overbid og smukke udstaende øjne. Faderen var åbenbart fast besluttet på at involvere os så meget som muligt i bryllupsfesten. Selvom vi slet ikke havde spist op, blev vi blev bedt om at forlade bordet. Faderen slæbte os ind midt imellem de dansende bryllupsgæster, slukkede for musikken og stak os en mikrofon I hånden. k ' Il k d på skulderen. Jeg vendte mig om, og der stod bruden i al si n pragt, genert smilende, omgivet af uskyldens brusende hvide slør. Et par unge mænd puffede mig hen imod bruden, og jeg forstad, at hun ville danse med mig, men var for genert til selv at spørge. Sikken en ære. Da jeg lettere opstemt bad faderen holde lidt igen med vodkaen, hamrede han en tung næve i bordet og fremsagde noget, som formentligt var ligestillet med eder og forbandelser, hvorpå han endnu engang fyldte i vores glas. Vi forstod, at man ikke sådan afviser usbekisk gæstfrihed og opgav yderligere indsigelser. At danse med kvinder Ml Il Udsnit fra det vidunderlige Registan velsignet med mad og drikke. Faderen bad os med et stort smil om at gå ombord i retterne, samtidig med at han ustandseligt hældte vodka på os. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om gommen, han va r nemlig slet ikke til stede. Det er skik og brug, at bruden holder farvelfest - en slags mega polterarbend med brudekjole, slør, musik, mad og hele molev itten for familie og ven ner, inden det rigtige bryllup løber af stablen, og det va r sådan et vi var hav net midt i. lokale musik afløst af for os mere velkendte toner, og marquerena' dundred e ud af de veIdimensionerede højtalere. Lars genopfriskede hurtigt for mig marquerena 'ens kendte trin, og kort efter fulgte hele selskabet efter vores bevægelser. Midt i en inciterende svingom med noget som lignede en svigermor blev jeg forsigtig prikket Sveddryppende satte vi os ved bordet for at spise færdig, hvorpå hele selskabet forlod restauranten, musikken slukkede, og festen var slut. Klokken var næppe mere end ni, og vi var stadig i højt humør. VJ klemte os ind i taxaen igen, hvorpa festen fortsatte til høj musik, mens vi dansede så godt vi kunne på sæderne. .l\hhhhhh marquerena'! Tilfreds gom og knap sJ tilfreds brud fra Samarkand så stod vi der foran bruden, som til forskel fra søsteren så yndig ud, og det stod os klart, at de hen ved 150 gæster forventede en tale til bruden. Halvt bedøvet af vodka fyrede først Lars og dernæst jeg e~ engageret og levende tale af - pa dansk naturligvis Der var med garanti ingen andre end Lars og jeg, som forstod et muk, men på trods af dette faktum var succesen ikke til at tage fejl af.. Folk klappede og hujede af begejstring . Pludselig blev den Khiva skyline 36 GLOBEN nr. 20/ juni 2005 37 Imens der deles tobak ud til la ndsbyens indbyggere ned til 7 års alderen, løber de mindste ud i junglen for at finde friske blade . Med gra vepinde graves der et hul, som skal fungere som ovn . Bunden dækkes med sten, der som varmelegemer, skal stege vores mad, som bliver pakket ind i de friske blade . Der er tale om udsøgte lokale delikatesser som søde kartofler, blade, sago, rødder og fo r skelli~e rodfrugter. Et par høns må ogsa lad e livet og bliver slagtet i dagens anledning - en kærko mmen ændring i den vegetarkost, vi ha r været igennem hidtil på turen. Kannibalen inviterer på middag Alt imens maden gøres klar, har høvdingen ved hjælp af en lille bue og et par træstykker fået lavet gløder nok til at kunne antænde nogle t ørrede bladstrimler. De små flammer overføres til nogle få stykker brænde, hvorefter ovnen dækkes til med jord, så maden kan stå og simre. Tændstikker er næsten umuII~e at holde tørre i den våde jungle, sa den gamle optændingsmetode anvendes stadigvæk . Ve ntetiden in den festmå ltidet bliver bestemt ikke kedelig. Knap nok er maden sat over førend de æld ste Ventetiden fyldes med dans Tekst og foto: John Lau Jensen Igennem røgen tegner der sig langsomt et par ansigter i den modsatte side af hytten. Mørket gør det svært at skelne de enkelte t ræk, og røgen, der svier i øjnene, gør det næste n umuligt at trække vej ret. Følelsen af, at 15 par øj ne stirrer på mi ~, observerer hver en bevægelse, far det et kort øjeblik til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg befinder mig inde i en mandehytte hos mekstammen, der bor i det centrale højland på Irian Jaya, Indonesisk Ny Guinea . Det har taget mig tre uger at vandre hertil fra Baliemdalen, og aldrig har jeg følt mig så langt væk fra noget, jeg kender. Havde jeg modtaget denne middagsinvitation for 40 år siden, ville jeg nok have været noget betænkelig, idet j eg befinder mig blandt nogle af de mest aggressive kan nibal er i verd en. Heldigvis har de lagt den håndg ribelige ka nniba lisme på hylden, så den i dag kun praktiseres i symbolsk form - håber jeg! Min øjne har nu vænnet sig til mørket i hytten, og de 15 ansigter træder tydeligere frem. Foran mig sidder landsbyens ældste, anført af høvdingen. De er kun iført penisrør og 'nederd ele' lavet af bambus, og deres våben er hele tiden inde for rækkevidde. Lidt nervøst fremviser jeg mine gaver ti l høvdingen, som det forventes. Interesseret iagttager han saltet og tobakken, der er højt værdsatte udvekslingsgenstande i området, og nikker anerkendende. Han accepterer, og vi bydes velkommen . stærkt patriarkalske bjergstammer. En anden årsag kunne også være, at vi er inviteret t il 'reunion party' ! En af vores trofaste bærere stammer fra denne lille landsby og har ikke været hjemme i fl ere ar. Derfor er gensynsg læden stor, og det har måske bevirket, at der slækkes lidt på reglerne. Om det var glæden over tobakken og sa ltet skal væ re uvist, men som noget helt excepti onelt inviteres min kæreste Rikke indenfor i mandehytten, hvilket vi ikke har oplevet tidli gere på turen blandt de De unge samler friske blade mænd, med høvdingen i spidsen, starter en traditionel dans rundt om ovnen. Der råbes og skriges, selv om det blandt mekfolket nok bliver kaldt sang, og tempoet stiger og falder i takt med skrigenes styrke. Unde rvejs får mændene lokket et par af kvinderne til at deltage, men de er meget generte og kan næsten ikke samle sig om dansen, da de hele tiden skæver mod de to fremmede. Til lejligheden har mændene tages deres smukkeste og mest prestigefyldte smykker, lavet af store muslingeska ller, og de mest prangende pen isrør 38 Specielt er det udsigten til at få kød, der skaber spænding. Kun ved særligt festlige lejligheder serveres der kød, og det er til alt held ikke længere menneskekød. Der tales livligt under måltidet, og flere af de ældste er meget interesserede i at sidde så tæt ved os som muligt, så de hele tiden kan iagttage vores bevægelser. på . Danserne anvender deres pile og spyd som rekvisitter i nogle af dansene, der symboliserer scener fra en jagt - måske på gamle fjender eller hvide missionærer, der for ca. 50 år siden trængte ind i deres område og konverterede dem til kristne! Rikke med høvdingen (il venstre GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 Efter to timers dans hives gravepindene frem igen og kort tid efter breder en herlig duft sig ud over landsbyen. Høvdi ngen sørger for at maden fo rd eles, så al le får lov ti l at smage på festmå ltidet. Det er ik ke ku n os, der ser frem til dette måltid med løbende mundvand, hele landsbyen nyder åbenbart også bruddet på deres trivielle hverdagsmenu. Kvinderne holder sig pænt i baggrunden, om end de er meget intereserede i Rikke, der med sine 184 centimeters højde og lange lyse hår fremstår som deres diametrale modsætning. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi bidrog til underholdningen og til at gøre denne gensynsfest til noget specielt i lige så høj grad som den hjemvendte søn, der sidder sammen med sin familie og vinker til os, da vi drager videre. Vi har ikke kun ud vekslet tobak o~ salt med mekstammen, men ogsa oplevelser for livet, og for mig er denne gensidighed en af eventyrets og rejsens vigtigste grundregler. GLOBEN nr. 20/ juni 2005 39 En rejse til fortvivlelse og håb inden for 200 meter fra kysten. Og da stort set alle de berørte er bosat tæt på kysten eller lagoonerne, står alt byggeri fuldstændig i stampe. Fortvivlelsen er enorm. Flere store private organisationer har forladt området, da de ikke kan få grønt lys til at genopbygge noget som helst. Det er meget frustrerende. Vi havde aldrig troet, det ville være så svært at hjælpe folk i nød, hvis man ville gøre det efter bogen. r . j , Vi har bl.a. opført midlertidige toiletter inden for 200 meter grænsen, da folk ellers brugte stranden til toilet .. Men vi fik besked på at stoppe og fjerne det allerede opførte! (Hvilket vi naturligvis ikke gjorde). Der er forlydender om, at man vil tvangsforflytte en stor del af befolkningen på østkysten længere ind i landet. Hvilket jo kun gør fortvivlelsen endnu større.. . Total ode/ægge/se Tekst og foto: Per Jørgensen Vi kom til Sri Lanka den 5. januar uden rigtigt at vide, hvad vi kunne forvente. Forestillinger var der mange af, men den virkelige verden er jo en ganske anden. Alt var "normalt" fra lufthavnen til Kandy oppe i højlandet, hvor vi havde vores første overnatning. Det var lidt uvirkeligt, at det hele var så normalt - altså her er total katastrofe! Katastrofen eller rettere virkeligheden ramte os først, da vi nåede helt ud til øst kysten i Pottuvil. Vi sejlede over lagoonen til Arugam Bay, hvor de sørgelige rester af broen stod uhyggeligt til bage. Fra båden til vores hus er der ca . 10 min gang. Ødelæggelserne var helt ubeskrivelige, vejen var deivis blevet til enorme huller og visse steder var den bare helt væk. Murbrokker, knuste biler, halve huse - alt totalt ødelagt. Det var svært at se dette for os så velkendte paradis fuldstændig jævnet med j ord en! Med en klump i halsen mødte vi mange mennesker, der kom hen til os for at fortæ lle om de store tab af fa mili m dl mmer. Alle har de hver deres sørg lig histori er. Omkring 15-2 0 % af befolkningen i bugt n r døde, deribl andt vores v n P r ood mann fra Stardust B ach hot I og vores meg et værds tt O P Ildelige Watcher/ gartner l hmar' L bb . Salaudin . En anden n t ml t d 26 familiemedlemm r, dribl ndt kone og to børn, og d n kl,nn vi fortsætte... n hor meddelt alle ngo'er, r tilladt at opføre per11 II l Ik II r mid lertidig e bygninger 111 Il nt 1\ II' ,III Allerede hjemmefra havde vi planer om, at en del af vort bidrag skulle bestå i af få renset alle brøndene op i området, så folk kunne vende tilbage til deres hjemsted og få rent drikkevand og vand til madlavning, vask mm. Vi havde sikret os hjemmefra, at det var muligt at købe diesel og benzindrevene pumper i Kandy og det nødvendige udstyr til at udføre opgaven. Da vi ankom til Kandy, fik vi at vide at der var mindst en og muligvis flere pumper på vej til bug- En families nye hjem ten, så det passede med, at vi dagen efter vores ankomst til bugten kunne indlede arbejdet. De første pumper lånte vi af BWSC (En afdeling af det danske B&W, som vedligeholder kraftværker på Sri Lanka). De hjalp 05 i gang og brugte en dag på at oplære os i at betjene pumperne. Fransk Røde Kors var også meget behjælpelige med udstyr. Et par dage senere kom Jannik fra Palæ Bar i København med endnu mere pumpeudstyr. Han medbragte også nødhjælps pakker bestående af køkkenudstyr, tand børster, sæbe, stearinlys osv. Det var bare total succes. Vi har på fem uger renset stort set alle brøndene. To dage efter, at arbejdet var færdigt, fik vi tilladelse til at påbegynde projektet. Flot! Jannik fra Palæ Bar kom igen to uger senere, denne gang med 300 nødhjælpspakker, 9000 flasker vand og 35 Smilende pige Id mIl N nr, 20/ Juni 2005 4 O arbejdere fra Lion/Carlsberg bryggeriet, som hjalp med brønd rens ning, oprydning og latriner. Jannik har været en stor hjælp både økonomisk og med materiel, tusind tak! så næste gang l kommer på Palæ Bar må I endelig sige tak for hjælpen. Deres indsamling har virkelig gjort en forskel. Nødhjælpspakkerne sammen med de 9000 vandflasker, 1000 vanddunke, 300 moskitonet, m.m. uddelte vi i syv nærliggende flygtningelejre. Dansk militær har installeret et omvendt osmose vandrensningsfilter med generator, så dette anlæg forsyner nu en stor del af området med drikkevand. Et af de største problemer med hjælpen i området har været at koordinere de forskellige hjælpeorganisationer, så vi begyndte at holde møder her. Vi dækkede op til 12, så det var lidt af en overraskelse, da der pludselig stod 30 mennesker fra 15 forskellige organisationer. De første møder ' var meget positive, men efterhånden som mange af de første hjælpeorganisationer tog af sted igen og alting ligesom gik lidt i stå, grundet regeringens totale ubeslutsomhed, var det, som om luften gik af ballonen. Der er dog stadig mange positive tiltag i bugten, da der er mange pri vate organisationer, som ikke sidder på deres flade og venter på regerin GLOBEN nr. 20/ juni 2005 41 Genert lille fyr Hovedvejen gennem bugten mod syd. springe årtier over, hvad angår udvikling af nogle af de fattigste områder. jeskole og et center for muslimske kvinder, men de har endnu ikke fået tilladelse til at starte arbejdet. gens udspil. Deriblandt os. Pengene, som blev indsamlet gennem De berejstes Klub, familie, venner, bekendte m.m. er primært gået til rensning af ca. 200 brønde, et vandrensningsfilter, oprydning, el-installationer til midlertidig belysning, skovle, spande, river, økse, knive og forskellig hjælp til genopbygning af lokalsamfundet. så tusind tak for den store opbakning og en specielt tak til Fill, uden ham havde det ikke været muligt. Han mødte os i lufthavnen klokken 5 om morgenen med et super vandrensningsfilter, som mange i bugten fik stor glæde af. Vi er også med i Arugam Bay Tourist Association, hvor vi arbejder kraftigt hen mod den kommende sæson. Der mangler ca. 250 hotelværelser og en hel del restauranter. Der er ved at blive bevilget telte til dette års surfkonkurrence, så der er stadig god grund til at tage hertil. Naturen står jo uberørt hen, og stedet her vælter bare i oplevelser. Vi er hjemme igen, og det er nu mere end fire måneder siden, tsunamien ramte Sydøstasien, store deie af befolkningen på Sri Lanka sidder stadig i det uvisse om deres fremtidige skæbne. Den akutte krise er overstået, og det værste er afsluttet, oprydningsarbejde men genopbygningen er dårligt nok begyndt. Regeringens planer om at forflytte en stor del af befolkningen ved kystområderne inden for 100 m. zonen på vestkysten og inden for en 200 m. bufferzone på østkysten står stadig ved magt. Man har nu efter sigende fundet "nye områder" længere inde i landet til de første 34.000 nye hjem. Man forventer, at der skal bygges nye huse til omkring 97.000 familier. Genopbygningen foregår primært i de sydvestlige egne som er singhalesi ske, mens det tamilsk dominerede område i nord og øst stadig er på stand-by. Alt er politisk bestemt, og uden tilladelse fra myndighederne er intet muligt. Pengene og viljen fra udlandet er til stede, men de forskellige organisationer løber gang på gang panden mod bureaukratiets mur. Flere nødhjælpsorganisationer sidder i fortvivlelse og venter på projekter, som de kan få lov til at støtte. Den amerikanske organisation Mercy Corps, som blandt andet er støttet af "Oprah Winfrey showet", ønskede med det samme at bygge en ny vej igennem bugten med fortov, gadebelysning og hele svineriet, men nej det blev senere givet til EU, som vil påbegynde arbejdet i 2006 eller 2007. Flere ønsker at bygge permanente huse til samtlige ramte familier i bugten 2000-3000 huse, men tilladelsen er endnu ikke givet. At tvangsforflytte befolkningen åbner så nye muligheder for turisme, da det er tilladt at bygge hoteller og turistrelaterede forretninger inden for bufferzo nen. så man kan jo friste s til at tro, at det med at vente med beslutningen om genhusningen af befolknin ge n er et politisk spil for at få rydd et de bedste områder, så kapital en ka n komm e til. Det er naturli~viS også svært lige pludselig at sta i en situation, hvor der åbner sig kæmpestore muligheder for landet, pengene vælter ind, og man har nu mulighed for at få nye hospitaler, skoler, broer, veje og Men beslutningstagernes mangel på forståelse over for lokalbefolkningen er bare så grotesk, når man bor under et bliktag uden familie, ejendele, job, hus og ikke har nogen som helst ide om, hvad fremtiden bringer. Derfor ser o man ogsa en massiv udvandring fra østkysten, mange taler om at rejse til Mellem østen - igen. for at tjene penge til at starte forfra. Ud af landets 19 millioner indbyggere er ca. 1.3 millioner beskæftiget i udlandet, og regeringen er i færd med at udfærdige en lov, som giver 700.000 fiere lov til at rejse!! Der er naturligvis også nogle få ildsjæle, som knokler for at få gang i forretningen igen. Primært dem, der har gode relationer til nogen i vesten, enten familie eller tidligere gæster på mange af de små restauranter og hoteller, der så har støttet dem rent økonomisk. Der har været en stor hjælp i områ det (Arugam Bay) fra individuelle rejsende, og den hjæip har været utrolig vigtig for lokalbefolkningen, da det har givet dem et håb om, at der er mulighed for at komme videre. Vi har besluttet os for at tage til Sri Lanka igen den 25. juni for at hjælpe og tage del i genopbygningen, som forhåbentlig snart kommer I gang. No dhjælp (ra Jannik Palæ Bør De forskellige regeri ngsorganisationer kommer af og til med udkast til, hvad de mener, vil være gode projekter at støtte, derefter kan nødhjælpsorganisationerne så byde ind på de projekter som ligger inden for deres interesseområde, og hvis de er heldige, kan de få lov til at støtte det. Et par eksempler er bl.a., at Dansk Rødekors ønsker at bygge ca. 1000 nye huse i Batticaloaområdet, en syge pleII' t lit N Itr, 20/ Juni 2005 4 2 GLO BEN nr. 2 0/ juni 2005 4 3 Dansk Røde Kors har fået EU-penge til et psyko-socialt program (PSP), der skal nå ud til minimum 60.000 ofre i den indonesiske Aceh-provins. Det er det program Eva midt i januar lander i Jakarta for at sætte i gang. Mellem lig og malariamyg Netværk er vigtige Det langsigtede arbejde Aceh, Sumatra, Indonesien, januar 2005 I midten af januar i I1r fik jeg en aftale i stand med Da.nsk .Røde Kors om ~t ml1tte følge deres arbejde i forbindelse med flodbølgekatastrofen I ASien. Det blev til et voldsomt praktikophold i Indonesien, som startede med regeringsmf!1der i Jakarta og sluttede m.ed fly og helikopterture langs den tsunamiramte kyst oppe I Aceh-provmsen, hvor omkrmg 250.000 mennesker (seneste tal 1/4-05) mistede livet i vandmasserne. I denne »fluen pl1 væggen« artikel har jeg forsøgt at beskrive nogle af udfordringerne i det langsigtede nødhjælpsarbejde personificeret gennem historien om. Eva Jordung Nicols;on (en af d~ Røde Kors delegater jeg rejste med) og hendes utrættelige kamp mellem lig og malanamyg. Tekst og foto: Rasmus Krath At være hjælpearbejder i verdens katastrofeomriJder kræver god fysik, htJrdt arbejde og talent for organisering. Først og fremmest handler det om at skaffe sig en tolk og et lokalt team, der kan realisere hjælpeprojektet. "Eva, kan du tage til Indonesien og arbejde fra starten af næste uge? - du skal være der minimum et år!" Stemmen i telefonen lød træt, distræt og småstresset. Det var åbenbart ikke det første af den slags opkald kvinden i den anden ende foretog den dag. 42-årige svensk fødte Eva Jordung NIcolson tog en dyb indånding stående der i korte bukser og let svedig af varmen fra Afrikas hede sol, der på tredje år i træk bagte ned over hendes smukke villa omgivet af Mozambiques knaldrøde lerjord. Det var ikke første gang Eva var blevet ringet op af Dansk Røde Kors og bedt om at forandre hendes liv totalt fra den ene dag til den anden og øjeblikkeligt rejse mod endnu et af verdens altid opstående brændpunkter. Bag hendes blå øjnes nethinder kørte de sidste ugers mest sete TV billeder: flodbølgen i Asien og dens kølvand af håbløshed og sorg for tusinder og atter tusinder af mennesker langt borte i den anden ende af verden. Og nu var det der Rød e Kors ville sende hende hen - til Indonesien; et land Eva knapt nok kendte, der som følge af pladetektoniske tilfældigheder altså skulle være hendes hjem i tolv måneder eller mere. Uden at blinke svarede hun med to årtiers nødhjælpserfaring i kroppen, "Ja", og sluttede sig dermed umærkeligt til strømmen af de tusinder nødhjælpsarbejdere verden over, der modtog lignende telefonopkald i starten af januar i år. Mindre end en uge efter telefonsamtalen, var Evas hus i Mozambique solgt, to kufferter pakket og hun befandt sig udmattet i Singapore Airlines flyet med Røde Kors' s "tsunami briefing" i hånden og kiggede de 11.000 flyvehøjdemeter ned over det Indiske Ocean på vejen mod Aceh provinsen på Sumatra i Indonesien. Aceh; øjeblikkets utvivlsomt hedeste brændpunkt i verden endnu et af slagsen for Eva Jordung katastrofe-delegat for Nicolson, Dansk Røde Kors. GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 44 Eva Jordung Nicolson er uddannet sygeplejerske og har de sidste 20 år været i felten for adskillige nødhjælpsorganisationer utallige steder rundt på jordkloden. Nu er hun altså på vej af sted igen, denne gang i spidsen for Dansk Røde Kors' psyko-sociale program i Aceh; der med jævne ord at hjælpe de mange traumatiserede mennesker mentalt videre efter naturkatastrofen. Eva kommer ud til katastrofeområdet i det man kan kalde "anden bølge" - et par uger efter den første "Search and Rescue"-fase har haft sit klimaks, hvor alle verdens nødhjælps-organisationer kastede mad og medicin ud over hele det nordlige Sumatra. Evas opgave kan i brugermæssigt omfang sammenlignes med at opbygge en organisation svarende til den danske Højskolernes Forening; et system der leverer daglige ydelser til op titusinder af mennesker. Eva skal bare gøre det på under en måned i et katastroferamt land, hun slet ikke kender, med en helt anden kultur end hendes egen og nogle mennesker, der taler et sprog, hun ikke forstår - og vel at mærke uden at have fået mere end en uges varsel. Selvom Eva Jordung ikke har sovet meget den sidste uge i Afrika, knyr hun på fra første dag I Indonesiens hovedstad. Her er hun heldigvis bakket op af andre udsendte fra Dansk Røde Kors, der har et kontor i byen fra før flodbølgen. Der er arrangeret møder med diverse embedsmænd, nødhjælpskoordinatorer og lokale frivillige, og selvom disse møder mest handler om at briefe Eva og sætte hende ind i situationen oppe i Aceh-provlnsen, så fungerer de også som "netværks-fora" for Eva, der konstant noterer navne og titler ned på mennesker, der kan komme til at spille en rolle i netop hendes Røde Kors Program. Få lov til at starte nødhjælp "En af de helt store udfordringer i forbindelse med denne nødhjælpsmission er paradoksalt nok overhovedet at fiJ lov til at starte en program-aktivitet herude," fortæller Peder Damm, Dansk Røde Kors Country Coordinator i Indonesien. "Her er så enormt mange forskellige organisationer der alle har fået en stor bunke penge med i lommen til at initiere alle mulige projekter i forbindelse med flodbølgen. Alene Røde Kors består jo af alle de deitagende landes egne nationale Røde Kors selskaber, som alle sammen byder ind med forskellige programmer, de har fået penge til hjemmefra. Derfor gælder det om at være oppe på mærkerne, når de forskellige indsatsområder fordeles herude," forklarer Peder Dam. Således er Eva i hendes arbejde for at igangsætte Dansk Røde Kors psyko-sociale program yderiigere udfordret af at skulle manifestere sig i forhold til de andre nødhjælpsorganisationer og samtidig kæmpe om opmærksomheden hos de mange lokale frivillige indonesere, som alle de udeniandske organisationer er så inderligt afhængige af for at kunne udføre deres arbejde overfor flodbølgens ofre. Evas arbejde er mere langsigtet, men skal påbegyndes allerede kort efter katastrofen har ramt. Der hvor de overlevende flytter sammen i flygtninge-lejre og hos familiemedlemmer i området og for alvor begynder at få tid og rum til at erkende, hvad der egentlig skete, og hvordan de skal komme videre, efter hele deres livsgrundlag blev skyllet væk under dem. Eva skal etablere samtalehjælp, sociale aktiviteter og flere andre tiltag, der kan hjælpe med at få disse mennesker på fode igen. GLOBEN nr. 2 0/ juni 2005 4S "Vi har jo brug fiere hundrede mennesker til at få sat hele PSP programmet op og få oprettet alle de forskellige lokale centre, hvor folk kan komme og drage nytte af vore s hjælp," siger Eva . på dette punkt er Eva og Røde Kors generelt dog som oftest bedre stillet end mange af de andre nødhjælpsorganisationer. Røde Kors organisationen har nemlig næsten altid et nationalt Røde Kors selskab I det katastroferamte land, der allerede har en fungerende organisation og et udspredt netværk af frivillige, som står klar til at springe til. Efter en lang og opsl idende uge i Jakarta med møder, interviews og dokumenter er Eva klar til at tage op på Sumatra og ud i selve katastrofe-området, hvor hun nu skal stå alene og sætte det hele store psyko-sociale program op. erede efter at have fået konstateret både malaria og Dengue feber. Eva skutter sig lidt i lyset fra feltlampen og sikrer sig endnu engang at myggenettet er forsvarligt lukket og feltse ngen i sikker højde fra jorden, hvor en temmelig giftig slange dagen før blev opdaget af lejrens opsynsmand . Skabe rum De lettere prim itive forhold til trods er Eva oppe og nyvasket dagen efter allerede kl. halv otte, hvor det første af fiere daglige koordinering smøder mellem alle nødhjælpsorganisationerne tager sin start i Meulaboh. katastrofen, hænger ligstanken stadig som en sødlig tåge over store dele af byen . Midt i katastrofen Det er tidlig morgen, da Eva lander med det lille Røde Kors chartrede "Susi Air" Cesna fi y - der tidligere fi øj med hummere, som altså nu er blevet skiftet ud med nødhjælpsarbejdere. "I dag har de frivillige sam let 89 lig ind og begravet dem, fortæller den lokale leder for Indon esisk Røde Kors i byen. Han fortsætter: Hun lander på kysten af det nord lige Sumatra i byen Meulaboh; den anden store by der blev ramt af flodbølgen i Indonesien 280 km syd for Banda Aceh. Meulaboh blev 60 procent udslettet af fiodbølgen, og selvom Eva kommer til den fugtige havneby mere end en måned efter "Vi har lige fået ta l ind, der fortæller at man stadig samler over 1000 døde mennesker ind hver dag i hele Aceh-provinsen." De voldsomme tal sætter tungt sit præg på dagens videre arbejde, og selvom Eva Ikke selv har direkte kontakt med indsamlingen af lig, så ved hun, at nogle at hendes vig- tigste klienter i det psyko-sociale arbejde netop er de hundreder af unge frivillige indonesere, der altså nu i over tredve dage i træk har gået rundt i mudder med orange plastichandsker og trukket døde og rådne menneske-kroppe ud af rui nerne og lynet dem ind i sorte ligsække . "De mennesker må j o på et eller andet tidspunkt sætte sig ned og kigge tomt ud i luften, mens de spørger sig selv, hva d det li ge var der skete," mumler Eva, da hun senere samme aften kører ud mod den dansk opstillede Røde Kors teltlejr, der udgør hendes simple hjem herude i "felten." Felta rbejde Eva surmuler lidt ved tanken om, at hu n har bytte t sin store luftige trævilla med aircond ition i Mozambique ud med et nyligt opslået orange CFtelt på en fugtig jordmark I udkanten af Meulaboh. Her er 30-35 grader og en luftfugtigh ed tæt de 100 procent dag og nat. Det er kræve nde forhold for uvante menn esker men excellente betin gelser for de store mængder af malariamyg og andet godt, der venter i om r det omkring lejren, så snart mørk t fa lder på. r d t nord lige af Su matra har I ng v r t berømt for øens voldomm for komster af smitsomme ygdomm , og adski llige af Evas lill rn ati onal Røde Kors kolleger ro,' længst blevet evakur d og . / Ol) i N nr, 20 / Juni 2005 46 lejet i Meu laboh er allerede godt fyldt op med folk, hun nu kan råde over i opbyg ningen af Dansk Røde Kors ' PSP program. Om eftermid dagen mødes hun igen med lederen af det loka le Indonesiske Røde Kors, og planerne for de næste ugers aktivitet fyger frem og ti lbage under ventilatorrotorerne, der kæmper en ulige kamp mod den trykkende hede . Også denne arbejdsdag bliver lang, og det er først flere timer efter mørkets frembrud, Eva igen kan køre t il bage mod teltlejren efter Igen har Eva notesbogen fremme og mingelerer rundt mellem de forskellige andre udsendte nød hjælpsog deres arbejdere loka le partnere - hvem laver hvad herude? Og hvem ved no~et om hvad der foregar rundt i den katastroferamte by? Hun noterer fi ere navne og fi ere kontakter. Senere kører Eva ud til nogle af de store teltlejre der er opstået i udkanten af hvad der er tilbage af Meulaboh by. Tusinder af mennesker lever nu fast under telte og presenninger - ofte 50 personer eller fiere under samme tag - og det er disse mennesker Eva fortrinsvis skal hjælpe . "Min opgave er at få etableret aktivi teter og samtalemulighed for de her folk, fortæller hun." Vi ska l have oprettet adskillige steder i området hvor de kan komme og enten få ro og rum ti l bare at være eller få hjælp til at indgå i noget arbejde eller omsorg s-aktivitet for deres medofre, herunder ikke mindst børnene," sig er hun entusiastisk. Organisering at have afsluttet det sidste koordineringsmøde med nogle af de andre NGO grupper, der alle arbejder ligeså energi sk som Eva med netop deres specifikke prog rammer for alt lige fra vandforsyni ng t il genopbygning af den lokale fiskerflåde. "Mange af delegaterne holder kun den første måned ude i felten . så må de skiftes ud med friske folk hjemmefra deres respektive lande. Man brænder simpelthen ud ." Tre dage senere rej ser Eva Jordung tilbage til Jakarta, dog langt fra udbrændt, men for igen at koordinere indsatsen for PSP programmet - denne gang med det nationale Indonesisk Røde Kors - og skrive de første rapporter hjem til Danmark.på de fem dage Eva opholdte sig i Meulaboh, nåede hun at skabe stærke kontakter med både Indonesisk Røde Kors' Meulaboh afdeling, adskillige internationale NGO projekter og med diverse lokale folk lige fra tolke over til cha uffører folkeskolelæ rere . Alle sammen mennesker der kommer til at spille en væsentlig rol le i det psykosociale program und er Evas kyndige ledelse. Allerede ugen efter ska l de første klienter kunne mod tages i telte på det stykke jord, Eva også nåede at sende forespørgsler ud på, og inden da vil hun selv igen være vendt tilbage til Meulaboh for at holde flere møder, engagere fiere mennesker og udbygge mere af alt det, hun er rejst til Indonesien for at gøre : Hjælpe endnu en gruppe nødlidende mennesker langt borte i den anden ende af verden. "Sådan er vi lkårene næsten altid i et katastrofe-o mråde. Folk stresser rundt og knokler 16 timer i døgnet, selvom de egentl ig ikke kan holde til det," smiler Eva lidt melankolsk. Hun mindes det store j ordskælv i Gujarat i Indi en 2001, hvor hun også deltog i nødhjælpsarbejdet: Eva har for længst fået allieret sig med en tolk og nogle af de lokale frivillige fra Indonesisk Røde Kors, og det folkevognsrugbrød, hun har GLOBEN nr. 20/ juni 2005 47 Lvivs grundlægger grev Danilo Der er liv i Lviv Men fortiden sender mange mørke skygger sidder såmænd den gode soldat Svejk i legemsstørrelse på en cafestol. I den kongeligt-kejserlige hær slog han også - i Jaroslav Haseks berømte roman - sine folder her i Galicien for at par århundreder siden . Store boligkomplekser vidner også om fortids rigdom under dobbeltmonarkiet. Tekst og foot: Henrik Døcker Det første, der mødte mig, da jeg havde fundet frem til mit hotel i Lviv* ) i det vestlige Ukraine, var såmænd en dansk bus fra Sunds i Nordjylland! Selv har jeg følt mig "forfulgt " af danskere på steder, hvor hærskarer af landsmænd vel ikke vælter sig: Guatemala, Myanmar og Tanzania! Nuvel, jeg traf ikke de gode Sunds-boere og fik ro til at fordybe mig i særlig området Galiciens omtumlede skæbne . " ~ ."';~ . -~ ~ ." 11! ' Fra polsk til ukrainsk by Lviv er en storby (800 .000 indb.) med en stolt fortid bag sig - da den som polsk va r Lwow [ Lvuf] eller under Østrig-Ungarn hed Lemberg. Mange forfaldn e pragtbygninger vi dner herom. Men det kan være brydsomt at nå frem til dem: Der er mørkt i gaderne om aftenen, og brostenene er toppede: Husk, der er tre forskellige slags brosten i de Ivivske gader, som altså sjældent er belagt med asfalt. Gader og fortove er stærkt nedslidte, og man bør se sig godt for for ikke at falde! Tunge køretøjer har alt for længe slidt enormt på gadenettet - som man dog nu er i færd med at rette op på. 2000 bevaringsværdige bygninger Byen er stor af udstrækning, men heldigvis er ta xi'ene billige, og det muliggjorde, at man fik set mange seværdigheder: De imponerende græsk-katolske kirker, byens godt 100 år gamle operahus, anlagt af østrigerne og nydeligt restaureret, for slet ikke at tale om hele den fascinerende gamle bykerne. Byens omskiftelige historie under Habsburg-dobbeltmonarkiet 17721918, under Polen 1919-1943 og efter t ysk besættelse under sovjetisk styre 1945-91 ~ør det omstændeligt at "få hold pa den". I historiens 'lange stræk' har den overvejende væ ret en polsk by, men dog altid opblandet med talrig e andre folke grupper: Ukrainere, russsere, østrigere, tyskere, baltere, jøder... for blot at nævne nogle. Efter 2. Verdenskrig flygtede el ler forvistes praktisk alle polakker vestpå, og ind rykkede t usinder af sovjetborgere. Henrik Mortensen, Ivan Weste" Henrik Døcker, Hanne Nording og Steffen Poulsen foran den græskkatolske katedral $ct . George i Lviv De omkring 2000 bygninger, som UNESCO - FN's særorganisation for undervisning, videnskab og kultur - for nylig har betegnet som bevaringsværdige i Lvivs centrum, hviler som et tungt historisk åg på byens styre . Ledsaget af fire andre danskere fik jeg foretræde for Lvivs viceborgmester, Iryna Romaniv, som kunne fortælle, at vel halvdelen af den historiske bykerne er på private hænder, men at man er indstillet på, at de 2000 huse i hvert fald ikke nedrives. Det holder hårdt at finde penge til den nødvendige renovering efter ove r en menneskealders forfald. Lviv blev - li gesom Kra kow i Po len - stort set skånet for luftbombardementer under 2. Verdenskrig. Men meget for at vedligeholde bygningerne er der ikke blevet gjort i de over 50 år, der siden er gået. De vanskelige øko- nom iske t ider efter Sovjetunionens opløsning skabte hurtigt arbejdsløshed, fortalte viceborgmesteren, men det er i dag ikke det helt store problem, fordi mange driftige lviv'ere er udvandret. Her skal det indskydes, at jeg var i et velkvalificeret selskab: To af mine ledsagere talte russisk, den ene tillige ukrainsk, og begge var desuden historikere . Kun få her taler engelsk, så det er noget et job at bevæge sig rundt, hvis man ikke er sammen med en ru ssisk- eller ukrainskkyndig (det ukrainske sprog, som langtfra tales af hele Ukraines befolkning, ligner nok russisk en del, men forskellene er større end mellem dansk og tysk). Vi besøgte Ukraine få måneder før det omtvistede præsidentvalg, men mærkværdigvis så vi praktisk taget ingen valgplakater for de to præsidentkandidater. på Lvivs GLOBEN nr. 20/ Junf 2005 4 S centrale pladser var der imidlertid et stort opbud af mennesker, hornorkestermusik i lange baner og taler af såvel politiske som religiøse ledere på den ukra inske nationa ldag den 24 . august . Der mangler ikke sta tu er og mindeplader i Lviv, o~ dermed kan ma n fa stikord til personer og beg ivenhe der, der nok ikke har indgået i en gennemsnitsda nskers historieundervisning. Ukraine har siden sin selvstændighed i 1991 gjort en energisk indsats for at ukrainisere byen. Der er f.eks. opsat en stor statue af den ukrainske intellektuelle Ivan Franko, som ikke fik den akadem iske karriere, som hans intelligens og store sprogkundskaber gjorde ham beret- tiget til. Han skrev på ukrainsk i begyndelsen af det 20 århu ndrede, dengang ellers kun tysk og polsk var de sprog, man 'anerkendte' i byen. Han opstillede ti l rigsdagen i Wien, men døde inden et parlamentssæde kunne blive aktuelt i 1919, det år hvor Ukraine oplevede en kortvarig selvstændighed, inden det opslugtes af Sovjetunionen . I dag er Lvivs universitet og den tidligere polske by Stanislawow opkaldt efter ham (Sidstnævnte nu kaldet Ivano-Frankivsk) . Også for grev Danilo, som grundlagde Lv iv for knap 750 år siden og opkaldte den efter sin søn Leo (det latinske bynavn: Leonitas) er der centralt i byen opstillet en rytterstatue. Af byens mange synagoger (der var over 20 store synagoger i mellemkrigsårene) er intet tilbage. Selvom jøderne i denne periode udgjorde ca. 35 pct. af byens be folkning - og havde bidraget sit til den rigdom, der tid lig ere prægede den - er der praktisk taget ikke beva ret nogen mindeværdige j ødiske bygninger. besættelse 1943-4 5 Tyskern es betød også her død og ødelæggelse, ikke mindst for j øde rn e. I øvrigt giver byens to histo ri ske museer stort set ikke vidnesbyrd om Lvivs historie efter 19181 I Ivano-Frankivsk, der i dag har 240.000 indbyggere, kunne vi gå ned ad en moderne gågade med nydelige, renoverede huse. Også denne by blev opkaldt efter en po lsk adelsmands søn: Her fik Stanislaw et minde ved bynavnet Stanislawow. Byen tiltrak i middelalderen en I det lune sensommervejr summede byen af liv ! Ikke mindst unge men nesker befolkede gader og torve. Kun få af dem gik indenfor på cafeer og restauranter, jeg antager, at de Ikke havde råd til det. Men stemningen fejler ikke noget : Der er mange lindetræer i byen, og en del udendørs cafeer er skudt op i den seneste t id. Dobbeltmonarkiets og dermed den østrigske arkitekturs prægning af byen lader sig ikke fornægte: Et etablissement kalder sig endog Wiener-cafeen, og uden for Henrik D(JCker »konverserer« (sit store ideal) Den gode soldat $ veik . Lviv 2004 GLOBEN nr. 20/ juni 2005 49 række polske klosterordener, og dele af klosterbygningsmassen består. Under anden verdenskrig udspi lledes en af de mange tragedier, som det nazistiske Tredje Rige lod overgå besatte byer, ikke mindst i det Polen, som man efter dets erobring blot benævnte 'generalguvernementet': Her satte Gestapo ild til et teater, fyldt med mennesker, og mange hundrede omkom i flammerne. Andre tusinder blev henrettet. Som i Lviv blev en del kirker i sovjettiden ned revet, mens andre blev omdannet til alskens verdslige formål og tjente som lagre, biografer, sportshaller - eller sågar ateistisk museum. En af I vano-Frankivsk kirker er i dag museum med værdifulde ikoner og anden kirkekunst fra en række ikke mere eksisterende kirker. Vestlige turister i større stil - et håb i horisonten Rejsen sluttede i Tjerniftsi (engelsk stave måde Chern ivtsi) , en by med i dag ca. 260.000 indbyggere. Den har ikke hørt under Polen og indgik i meilemkrig så rene i Rumænien . Før den tid var den i over 200 år under habsburgerne. Der bor fremdeies mange folkegrupper, ikke mindst ru sse re, rum ænere, jøder, sigøjnere og polakker i byen. Nok har den flere pragtbygninger såsom universitetet (et tidligere metropolitsæde) og et teater, Kobilianska-teatret, anlagt i Habsburg-tiden, foruden en række græsk-katolske kirker - men det generelle indtryk er forfald. Byen har også et kæmpestort marked, Kalinivski, hvor der faldbydes varer fra Polen, Rumænien og Tyrkiet. Tjerniftsi gjorde et fattigere indtryk end Lviv og Ivano-Frankivsk. Det var også småt med restauranter i byen, som er præget af enorme niveauforskelle. Det var her vores rejse sluttede - og det var lige ved at blive lidt ufestligt. Vi havnede nemlig i en beskeden kristen restaurant, som ikke havde ret til udskænkning af øl og v in. Heldigvis fandt vi nær ved en flot, moderne udstyret resta urant, der Ii~e frem postulerde 'In vino verita s' pa en bue inden for! Vest-U kraine vi lle givetvis meget gerne åbne sig for vestlige turister i stø rre stil: Hoteller find es da også med rim elig standard, om end de ikke helt lever op ti l veste rlændin- Tempel i Phnom Penh, Cambodia Tekst og foto: Per Allan Jensen gennemsnitsforventninger. gens De tre kvindelige guider, der viste os rundt i byerne, var yderst kom petente, men talte kun ukrainsk/ russisk. Det hører til undtageisen, at spisekort på restauranter er på andet end ukrainsk. For den russisk/ ukrainsk-kyndige og tålmodige er der imidlertid store oplevelser at hente sig i denne del af Ukraine. Henrik DocJcer p3 en tomt i Lviv, hvor der engang 13 en synagoge blevet forsynet med et passende museumsinventar. Her residerede i tidligere tider polske adelsmænd. Velbeslåede emigranter er hvad man støtter sig til, når de stærkt beskadigede og forsømte palæer i dag skal genoplives - som museer. Men megen genopbygning og restaurering forestår. Det gælder også tre slotte vi besøgte i omeg nen af Lviv, hvoraf kun det ene er Fodnote: *) Ewa Bylinska har i e n udm æ r ket artike l i Globen nr. 12. sommeren 2003 red egjo rt for s ine op leve lser i e t klo ste r i Lw6w, just den by jeg indledning sv is - og igenne m he le min a rtikel - omtale r som Lviv. Med sin pol ske baggrund fortrængte hun, at byen for længst har f ået e t ukra ins k n avn. GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 so Ordet "Ind oki na" har i mange år haft en eksotisk klang i mine ører, ligesom Timbuktu og - i sin tid Kathman du. I 1996 fik jeg så besøgt Vietnam, inden de store turistmasser begyndte at strømme til og skabe fo rand rin ger - på godt og ondt. Men de to andre la nde - Cambodja og Laos - har til stadighed ligget og luret i baghovedet som potentielle rejsemål , blot afventende en forbedring af den sikkerhedsmæssige situation . I efteråret 2004 skulle det så endelig være, og hele 3V2 uge va r det iykkedes mig at få stablet på benene til dette projekt. Ja ja, jeg ved det, for nogle af jer lyder det som oplægget til en foriænget weekend og en hån mod store og interessa nte rejselande , men for m ig er det altså en ganske pæn periode, når der også er et arbejde, der skal passes (og en klub) . Og - good news - det kan sag t ens lade sig gøre at få en god oplevelse af de to land e og se de v igtigste " highli ghts" i løbet af en lille måned . Det kræver dog, at man er villig til at ofre lidt penge på interregionale flyforbinde lser, for land - (og vand-) tra nsporter på de kanter er godt nok noget, der kan belaste et relativt stram t tidsbudget. Bangkok er det oplagte sted at anvende som udgangspunkt for en rej se t il Ind okina. Et stort antal fl yselskaber kappes om at tilbyde billige billetter hertil, og så er det et gli mrende st ed at få skaffet de nød vendi ge v isa (som dog også kan udstedes på få minutter i lufthavne og ved flere (men ikke alle) grænseovergange). Det var mit fjerde besøg i Bangkok, som bliver ved med at fascinere mig. Bangkok er en slags "østens New York", hvor livet leves med speederen i bund alle døgnets 24 t imer. Her kan man altid finde nye seværdigheder (o~ gense gamle) eller bare ga rundt og nyde den gode mad, massagen, de glimrende indkøbsmulig heder og den store hjertevarme fra de dejlige thaier, for nu bare at nævne nogle af de ting, som jeg personligt sætter højt. er godt nok langsomt ved at genvinde sit ry som "øst ens Paris", men indtil videre foregår det hele stort set på en lille vejstrækning langs Me kongfloden. Her er til gengæld samlet både hoteller, restauranter, internetadgang, massacafeer, getilbud o~ små buti kker, og om aftenen, nar mørket falder på, er der en hektisk trafik af fodgængere og motorcyklister, der får græske havnepromenader til at minde om søndag formiddag i en mindre dansk provinsby. At komme fra Bangkok til Cambodjas hove dstad Phnom Penh er nogenlunde som at komme fra København ti l Aa lborg . Byen Naturens kræfter. Tempel nær Angkor Wat, Cambodia GLOBEN nr. 20/ juni 2005 S1 Pragtfuldt vandfald nær Luang Prabang, Laos Bakery", hvor man kan forkæle sig selv med dansk wienerbrød og god kaffe, noget man uden tvivl vil sætte stor pris på, hvis man har været hjemmefra i månedsvis. Et fedt sted at slå sig ned et par dage eller tre, og når man har fået nok af det spraglede natteliv og de mange tiggere, buddhistiske templer, eksotiske markeder og evigt truttende små motorcykler, så kan man jo - evt. bag på en af sidstnævnte - besøge et par af de mindesmærker for Pol Pot perioden, der findes i og omkring byen. F.eks. Tuol Sleng, et museum indrettet i et af de fængsler, hvor regimet opbevarede nogle af systemets "fjender" under de mest umenneskelige vilkår, et sted der næsten ikke kan undgå at efterlade en i en afmægtig tilstand af depression over menneskeracens ugerninger. Eller man kan tage ud til "Killing Fieids" en snes kilometer uden for byen, hvortil man bragte de fanger, som man ikke mente at kunne pine fiere oplysninger ud af. Stedet fungerede som udryddelseslejr, og for at spare på den dyrebare ammunition var den mest almindelige aflivningsmetode den, at ofrene blev slået ihjel med stokke og hakker, for derefter - til tider stadig levende - at blive kastet i store massegrave. Flere af disse er senere blevet udgravet, og en masse af kranierne er - sorteret efter alder og køn - anbragt bag glasruder I et højt tårn. I sandhed et makabert og tankevækkende syn - og en dybt forstemmende oplevelse. mest berømte af templerne, nemlig Angkor Wat, der i sandhed er en rejse værd, selv for en kulturel ignorant som jeg, der ikke har tålmodighed til at tilbringe timer med at studere finurlige detaljer eller læse side op og side ned om årstal, bygherrer og stilarter. Men stemningen i området er fantastisk og må påvirke enhver, p~ samme måde som når man første gang står overfor Akropolis i Athen, Pyramiderne i Gaza eller Macchu Piccu i Peru. Hvis overgangen fra Bangkok til Phnom Penh er som fra København til Aalborg, så føles ankomsten til Laos' hovedstad Vientiane vel så nogenlunde som at drage videre til Ringkøbing. Vientiane er nok den mest søvnige hovedstad jeg nogensinde har oplevet, og det mest dramatiske her er de store utildækkede kloakhuller i fortovene, hvis lige jeg kun mindes at have oplevet i Tirana. Og så er her et "Scandinavian Vejen videre nordpå til Luang Prabang lægger naturligt op til et stop i den lille by Vang Vieng, der ligger idyllisk ved en lille flod, omgivet af de smukkeste grønne bjerge. Her er masser at tage sig til. F.eks. kan man leje en cykel og køre ud på landet og nyde synet af små landsbyer omgivet af rismarker, eller man kan udforske nogle af de kæmpemæssige huler, som området er så rigt på. Man kan også tilbringe nogle dejlige eftermiddagstimer med at sidde i en oppustet bilslange og drive langsomt ned ad fioden, evt. med et par stop undervejs for at støtte de initiativrige lokale småhandlende, der sælger kølig Beer Lao undervejs (evt. i kombination med halsbrækkende udspring i floden). Eller man kan, hvilket dog nok mest appellerer til den yngre generation, tilbringe dagen henslængt i bløde puder på et af de mange små spisesteder, mens man drikker Beer Lao, spiser "happy pizza" og ser MTV på storskærme. Når man begiver sig videre nordpå fra Vang Vieng, begynder man for alvor at mærke, at Laos er et bjergland. Der er mindre end et par hundrede kilometer op til Luang Prabang, men turen varer en god del af dagen, grundet hårnålesving og huller i vejen, for ikke at tale om gede~ høns og andre husdy~ Men Luang Prabang er rejsen værd. Den lille by har en enestående beliggenDet smukke Angkor Wat i Cambodia hed på en spids landtange, omgivet af Mekongfloden og en af dens bifloder. Templer findes i hobetal her (hvorfor byen da også er på WHO's "World Heritage List"), men dens allerstørste kvalitet er - efter min mening - dens rolige og afslappede stemning, som man næsten ikke kan undgå at lade sig påvirke af. på byens hovedgade kommer der EN GANG I MELLEM et motorkøretøj, men for det meste udgøres den sparsomme trafik af fodgængere, der slentrer roligt rundt mellem smukke butikker og hyggelige spisesteder. Eller lader sig friste til en times massage, der her fås for tre dollars, hvilket da vist må være verdensrekord. I det hele taget er prisniveauet i Laos (og Cambodja) enestående lavt, betydeligt lavere end i nabolandene Thailand og Vietnam. I Luang Prabang er der adskillige firmaer, der arrangerer ture ud idet smukke bjerglandskab, hvor der er masser af relativt uspolerede landsbyer med farverige befolkningsminoriteter. Halv- eller heldagsture med elefantridning, mountainbiking, kajakroning, vandreture og picnic ved maleriske vandfald. Eller trekkingture af varigheder fra et par dage til en uge eller mere, og - som sagt - priserne er lave. Jeg meldte mig til en tredages tur med "moderat trekking" i de maleriske bjerge og overnatning i de små landsbyer, hvilket var en stor oplevelse. Det blev nok mit livs mest afslappede trekkingtur, eftersom de eneste andre deltagere var to halvfede og storrygende tyskere, hvis' fysiske erfaringsunivers var opadtil begrænset af et par motorcykelture Solnedgang over Mekongfloden, Luang Prabang, Laos rundt i Europa. Men skidt, jeg har jo godt af at lære at tage det roligt, og desto mere tid var der så til at falde i svime over de vidunderlige landskaber og kæle med de mange bedårende hundehvalpe (hvoraf de fleste desværre med stor sandsynlighed kan imødese en fremtid i familiens kødgryder). Turen sluttede med et par timers ophold ved det smukkeste vandfald jeg mindes at have set nogensinde, med små turkis blå laguner, som man kunne skvulpe rundt i, mens ens øjne frydedes ved synet af det dybgrønne halvtag af blade fra tropiske træer og buske. Som rosinen i pølseenden havde jeg lige 4-5 dage tilbage til at tage ned og nyde badelivets glæder ved en af Thailands dejlige strande. Valget faldt - lidt tilfældigt - på Phuket, hvor jeg slog mig ned på den lille Kamaia Beach, der ligger kun en halv snes kilometer fra det totalt turistinficerede Patong. Absolut dejligt og afslappet sted, som varmt kan anbefales, så snart det altså er genopbygget efter den altødelæggende tsunami, der hærgede hele regionen godt en måned efter min hjemkomst. Lidt uhyggeligt at tænke på, at ganske få uger skilte mig fra at opleve denne naturkatastrofe på allernærmeste hold (jeg boede i en lille bungalow lige ved stranden). Og hvem ved, om jeg så ville have været i stand til at skrive denne beretning. Læs rejseberetningen i sin fulde længde på www.berejst.dk under 'beretninger'. Videre til Cambodjas - ja vel hele Indokinas - største seværdighed, nemlig tempelområdet ved Siem Reap. Området, der er ganske stort, har fået navn efter det Fra landsby nær Luang Prabang, Laos GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 S2 GLOBEN nr. 20/ juni 2005 S3 ~--- --------------------- - - - - - - - - -- - - - - - -- - - - - - -- - - - - - - - - - - - - -.,.-- - - - - - - - - - - - - -- - - - -- - - - - - -- - - - - Venter p§ at fiskeren skal rigge Mden til for at sejle os fra den lille flække sablayan til bountyøen Pandan Island. Uddrag af rejsebreve fra Filippinerne Tekst og foto: Jette Torp Efter to dage i Manila og seks dage på Palawan flyver vi nu til Cebu I sland . Vi har kørt tværs over øen i en gammel bus fyldt med kornsække, høns og alt for mange passagerer - turen over et lille bjerg var meget smuk med grøn og frodig natur. Vi har kun mødt ganske få turister, og det viser sig, at der de sidste par år har været kidnapninger og mord på turister samt angreb i lufthavnen her og bomber i Robinsans stormagasin i Manila, hvor vi handlede. Vi har nu hørt, at den tyske regering fraråder at rejse til Filippinerne. Inden vi rejste, var jeg bekendt med, at det engelske udenrigsministerium også advarer, og jeg undersøgte derfor, hvordan man stillede sig i DK, men der var ingen advarsler. Vi føler os ok om dagen, men går ikke ret langt væk fra hotellet efter mørkets frembrud, så nu springer vi den tolv timer iange bustur til El Nido på nordkysten over og flyver til Cebu Island, hvor vi håber, der er mere fredeligt. Vi nyder den fantastiske natur, den veniige befolkning og de billige priser. I Sabang boede vi i en lille hytte på pæle med udsigt over Det Syd kinesiske Hav for 60 kr. Vandet i brusebadet var opsamlet i en tønde fra et vand fald i nærheden, og vi hældte vandet over kroppen med en kasserolle - hyggeligt. hvor jeg godt kunne tænke mig at fortsætte rejsen, men jeg må jo nok hellere vende næsen hjemad! Efter Palawan fløj jeg til Cebu, væk fra terroristerne. NPA opererer især på Basilan, Sulu og Mindanao i syd samt i bjergene på hoved øen Luzon og på Mindara. Efter en overnatning i kedelige og snavsede Cebu City kørte vi med bus gennem meget grøn og frodig natur mod nord, hvor vi sejlede to timer til Bantayan Island. Boede i syv dage i en lille hytte direkte på stranden, med den skønneste udsigt over Visayan Sea fra terrassen. Kørte øen tynd på motorcykel med både chauffør, Birthe og jeg på et sæde - heldigt jeg har tabt et par kilo af juleflæsket her i varmen! Besøgte en skole, hvor al undervisning stoppede og samtlige skolens elever troppede op og studerede os. De fleste var fattige fiskerbørn uden penge til bøger og blyanter. 70% af Filippinernes 70 mio. indbyggere. er arbejdsløse, og fattigdom men var meget udbredt på Negros. på Panay Island derimod dyrkede de en masse sukkerrør, ris og majs, og befolkningen boede i betydeligt bedre huse. IlIoilo, som er hoved- var at finde en fisker, der i det oprørte hav ville sejle os den sidste times tid til Puerto Galera. byen, boede vi i en imponerende villa fra kolonitiden med stor balkon direkte ud til floden hos den graciøse og elegante lady del Carmen. I det enorme marmorbadeværelse fik jeg feriens eneste varme brusebad, så der kom gang i hår- og storvask. Næste ø var Boracay, som to år i træk er kåret til verdens flotteste strand, og ikke uden grund - vandet var turkisgrønt og sandet kridhvidt. Vi vandrede rundt om øen, som kun er 1 km bred og 9 km lang - reddede mig alligevei et par flotte vabler. Efter tre skønne dage i dette paradis stod vi en tidlig morgen i kø i vand til knæene for at sejle fra øen med en lille banga. Her lykkedes det en lommetyv at åbne mit pengebælte, men heldigvis mærkede jeg hans hånd og råbte op, hvorefter han skyndsomt forsvandt. Lang og anstrengende rejsedag tii Mindara med fire timers sejlads, fire timer i en lille overfyldt jeepney og to timer i en større ad hullede og støvede grusveje, hvor vi sad fem personer sammenpresset på et sæde med tørklæder for næse og mund, men støvet trængte alligevel ind alle vegne. Undervej s var der underholdning af geder og høns Vi traskede afsted i 30 graders varme med al oppakningen i et øde fiskerleje og fandt en fisker, der til en enorm overpris indvilligede i at stuve os sammen i sin banga i kajakstørrelse. Var ikke særlig stolt af situationen, da vi først var ude i bølgerne, men nåede frem i god behold gennemblødt fra yderst til inderst. Har nu tilbragt tre dage sammen med min mor, som er hernede i 16 dage - rigtig, rigtig hyggeligt. Vejret er vidunderligt, og her er ikke specie lt fugtigt. i bussen. Det var mørkt, og vi var trætte ved ankomsten til Sablayan, en lilie fiskerflække, hvor vi fejlagtigt fik indlogeret os på et fangelejragtigt hotel med et usselt badeværelse uden toiletsæde eller træk og slip, så ved daggry flygtede vi - stadig iført det totait støvede rejsetøj. Fik en fisker til at sejle os '/2 time ud til Pandan Island, som er en forrygende lille ø med kun 18 hytter, med åbne bambusdøre og -vinduer og med udendørs sa ltvandsbrusebad . Vi havde forsøgt at booke værelse pr. telefon, men alle hytter var optaget, så vi havde indstillet os på at sove på stranden, for vi ville bare til den lille Robinson Crusoe ø. fisk. Jeg har spist en masse østers, muslinger, krabber og rejer - herligt. Omkring år 1900 var 3/4 af landet dækket af regnskov, men i dag er der kun 18% skov tilbage. I regnti den juni - september huserer årligt cirka 40 tyfoner. I morgen går turen med færge og bus til Manila, hvor vi skal på sightseeing, indkøb, manicure og pedicure for ingen penge, og torsdag videre til København over Hang Kong og London. Rejsen videre efter fire dage på Pandan Island foregik i banga, jeepney og van, men fik en brat afslutning i Wawa, hvor vejen endte ved Mindoro-bjergene. Eneste mulighed En række sm§ banga-Mde tilhørende fattige fiskere ved indsejlingen til Mondoro Island Primitive hytter langs floden iSabIayan Heldigvis blev der en hytte ledig sidst på dagen, så vi slap for at sove i de to hængekøjer, vi havde udset os - og heldigvis for det, efter både at have set store firben og - endnu værre - en to meter lang, grøn slange. Faktisk lever kongekobraen her, gys! Ud for Pandan Island ligger nogle af verdens flotteste koralrev, som er fredet af Unesco. Her findes mere end 500 slags koraler. Ikke langt herfra ligger Filippinergraven, der er 10.634 meter dyb. Landet strækker sig fra nord til syd over 1900 km, og fra øst til vest over 1110 km, og er verdens tættest befolkede land. Største indtægtskilder er ris, majs, banan, mango, sukkerrør, svin og Nu glæder vi os til at finde en lille beach town , hvor vi kan svømme i havet og få lidt sol på de hvide aspargesben. Vi trives i det pragtfulde klima, det er ikke særligt fugtigt og ikke for varmt, skønt. Vi er nu nået til Mindara, som er nr. 8 ud af 7.107 øer. Mindoro ligger ikke langt fra East Timor og Australien, GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 S4 GLOBEN nr. 20/ juni 2005 ss www.berejst.dk Sponsornyt og medlemsrabatter Som nævnt via e-mails har klubben fået to nye sponsore r. Adventure World er et rejsemagasin, der har 12.000 faste abonnenter + lidt løssalg . Af fordele for klubben kan nævnes den 'affiliate-aftale' der gør det muligt at tegne et billigt prøveabonnement via DBK's hjemmeside, hvorved der tilfalder klubben et kontant honorar hver gang dette sker. Endvidere sti ller AW et antal årsabonnementer gratis til rådighed til brug ved den årlige Globen-skribentkonkurrence ti l efteråret (mere herom i næste nummer). Men den største fordel for klubben er nok i virkeligheden indirekte, idet alle arrangementer i Cafe Globen annonceres på AW's hjemmeside og elektroniske nyhedsbrev, der kommer ud til tusindvis af rejseinteresserede mennesker hver uge. Dette giver stor interesse for cafeen , hvilket naturligvis har en stærkt afsmittende effekt på interessen for den klub, der står bag. Endelig har AW stillet et bladstativ med et stort antal gratis blade til rådighed for cafeen og dens gæster. Og så skal jeg hilse og sige, at AW er meget interesseret i gode rejsebeskrivelser med ti lhørende billeder! Cafe Globen er realiseringen af en drøm for mange medlemmer. Vores helt egen rejsecafe, ejet og drevet af med lemmer af DBK. Cafeen er selvejende og økonomisk uafhængig af klubben, men der vil naturligvis blive et intenst samarbejde med deraf følgende forde le for begge parter. De to parter reklamerer for hinanden via bannere på de respektive hjemmesider, og DBK-foldere og medlemsblade ligger frit fremme i cafeen, mens cafeen får behørig omtale i Globen. Af mere kontante forde le er det værd at bemærke, at du som medlem af DBK (og det gælder såvel aktive som passive) får 5 kroners rabat på hver eneste ting du køber i cafeen (der i forvejen har yderst rimelige priser) . Cafeen vi l - i et vist omfang - blive brugt til DBK-møder, selvom det alm indeligvis ikke er hensigten at lukke cafeen af for offentligheden ved sådanne situationer (herfra dog undtaget den årlige generalforsamling d. 26 . november) . Herefter ser den samlede sponsoroversigt således ud: • Wasteels Rejser (www.wasteels.dk) • Gouda Rejseforsikring (www.gouda.dk) • Penguin Travel (www.penguin .dk) • Jysk Rejsebureau (www.jysk-rejsebureau .dk) • Friluftsland (www.friluftsland .dk) • Scanvik Books (www.scanvik .dk) • Rejseklinikken (www.rejseklinikken.dk) • Adventure World (www .adventureworld.dk) • Cafe Globen (www.cafeg loben.dk) så må tiden vist være inde til at gøre lidt reklame for klubbens hjemmeside, der de sidste mange år har været nidkært bestyret af Niels Iversen. Hjemmesiden er en vigtig del af vores ansigt udadtil, og det er via denne vi har fået en stor del af den medlemstilvækst, der er sket de seneste år. Men hjemmesiden er så sandelig også et vigtigt redskab til brug internt i klubben. Det er her du kan se, hvor og hvornår de næste med lemsarrangementer løber af stablen og hvad der er planlagt at skulle ske på disse. Du kan se alle de postkort, som medlemmerne sender hjem fra deres rejser, og du kan læse alle de mange beretninger, der i tidens løb er skrevet af medlemmerne. Størstedelen af disse er identisk med artikler, der har været i Globen, men i enkelte tilfælde er der også længere rejseberetning er, der ikke har fundet plads i bladet. Som noget he lt nyt er der under 'Beretninger' tilføjet punktet 'Kronologisk liste', og her kan du se en oversigt (med forsider) over alle de medlemsblade, der er udsendt siden november 1998 samt se, hvilke af bidragene, der ligger på hjemmesiden (markeret med [NET)). Via hjemmesiden kan du gå ind og læse om (og se billeder af) alle medlemmerne ('Blå Bog'), og du kan se, hvilke medlemmer der holder foredrag og hvilke der har udgivet bøger. Der er også en glimrende 'portal' ('links, søgning'), hvorunder er samlet et uta l af nyttige links til hjemmesider om alt vedr. rejselivet. Endelig kan du (under punktet 'Lister, statistik') hurtigt finde ud af, hvilke medlemmer der har besøgt et bestemt land / territorium eller - omvendt - hvi lke lande / territorier et bestemt medlem har besøgt. En oversigt, der (aht. privatlivets fred) ikke umiddelbart kan nås fra hjemmesiden, er oversigten over med lemmers personlige data (adresse, telefon, e-mail og alder), som findes i to versioner, nemlig dels den for 'almindelige' med lemmer og dels den for passive medlemmer. Adressen på disse fik du sammen med dit medlemsbrev, og derudover vi l den fremover blive anført nederst i mails, der udsendes ti l alle medlemmer. Nederst i disse oversigter står samtlige de pågældende medlemmers e-mailadresser, adskilt af semikolon, lige ti l 'copy-and-paste' op i afsenderfeltet, såfremt man ønsker at sende en mail ti l alle de pågældende medlemmer. Dette bør dog gøres med omtanke (undgå overflødig 'spam'), og hvis man endelig gør det, er det en god ide at anbringe modtagerne i bcc-feltet, så hele 'klumpen' ikke kommer med ved udskrift eller besvarelse af mailen. Lad mailens subject / emne starte med 'DBK:'. Lige et godt råd: Laven DBK-folder under 'favoritter' i din internet-browser og gem heri de to ovennævnte adresser samt adresserne på DBK's og Cafe Globens hjemmeside, så er du fri for at gå og huske dem. Afslutningsvis vil jeg vise et lille grafisk billede af, hvordan omverdens interesse for medlemsside n er steget gennem de sidste 5-6 år. Fra en spæd start i år 2000 med gnst. 18 hits pr. døgn jævnt stigende til 51 i 2004, hvorefter udviklingen er foregået nærmest helt eksplosivt her på det sidste, med 83 hits pr. døgn for årets første 4 måneder (faktisk omkring 100 i april måned). Dette er uden tvivl et udtryk for den synergieffekt, der er opstået mellem klubbens hjemmeside og Cafe Globens hjemmeside (der allerede har 60-70 hits pr. døgn). Nogle af disse har deres logo på hjemmesiden, og andre har annoncer i bladene, for hvilke der afregnes kontant og/eller i form af "naturalier". Nogle yder forskellige andre bidrag , såsom f.eks. præmier ti l diverse konkurrencer, kontante medlemsrabatter eller medlemsrejser til specialpriser. Lad mig endnu engang fremhæve de helt kontante fordele: • Rejseklinikken : 15 % rabat på vaccinationer • Gouda: 33 % rabat på rejseforsikringer (Bemærk: Kun for aktive medlemmer) • Scanvik: 25 % rabat på rejsebøger og kort Tag nu og brug nu den hjemmeside, der ligger et stort arbejde - og mange nyttige informationer - bag den. Og hvis du har gode ideer til udvidelser / ændring er, så send en mail ti l webmaster Niels Iversen. 100.000 --, ---, Kurv : Samlet anta opslag rå D Ks !]jemmesi e siden april OOJ Linier: G .... antal bcsø unde pr. dag I' for åt' ao1XJQ • Friluftsland: 15% rabat på næsten alle (ikke-tilbuds-) varer • Cate Globen: 5 Kr:s rabat pr. genstand Per Allan Jensen Ved køb hos Friluftsland SKAL medlemskort forevise s, og det samme gælder i Cafe Globen, med mi ndre du er 'et kendt ansigt' (opfordring : bliv det!). De øvrige steder er det - indtil videre - nok at oplyse navn og medlemsnummer. 5V 40.000 32 Støt vore sponsorer - de støtter os! 'l:I 20.000 IS Per Allan Jensen o GLOBEN nr. 20/ Jun; 2005 56 ~ ~ 2001 ~ 2002 ,~ ~ / !$' ...V ./ 2003 2004 2005 GLOBEN nr. 20/ j uni 2005 57 Mine 10 mest mindeværdige eksotiske tømmermænd- og historierne bag ... Eventyrløs fodrejse Wolfgang BOscher: Berlin-Moskva. En rejse til fods, 198 sider, Gyldendal Af Henrik Døcker Tekst og foto: Lars Munk Den vesttyske journalist Wolfgang BOscher har vakt berettiget opsigt med sin 2500 km lange spadseretur fra Berlin til Moskva. Det er virkelig den ægte vare at begive sig ud på en så enorm strækning med det faste forsæt at det skal være til fods. Tre måneder tog det ham - han nåede den russiske hovedstad i oktober lige omkring det tidspunkt, da den første sne faldt. Det er en spagfærdig bog, som nok inddrager en dei af den historie, der knytter sig til strækningen, men ikke tydeligt af forfatteren begrundes med nogen overbevisende ide. Nogle anmeldere har 'kaldt det en bodsvandring ihukommende Hitlers vanvittige felttog her under Anden Verdenskrig. Men under alle omstændigheder var det ikke BOscher nok at være anerkendt journalist, nu ved dagbladet Die Welt, tidligere ugeskriftet Die Zeit, han ville præstere noget mere. Man må beundre den vedholdenhed, han har været i besiddelse af for at realisere dette projekt: At gennemtrave sådanne områder med "et fuldstændigt fravær af form og skønhed", som han skriver. Striber af gudsforgåede barer, kantiner og spisesteder kom han til at besøge, det ene mere trist en det andet. Han har formentlig fået bekræftet sine værste anelser, særlig dog om Hviderusland, grænseovergangene frembød skuespil af grotesk tidsspilde, værst for noget så usædvanlig som en g~ende. Hvorfor fortælle historier om, dengang man lå på små hotelværelser og svedte tran, n~r nu der er så mange interessante muligheder for historiefortællinger. Jo - årsagen er simpel: Historien bag tømmermændene er ofte ganske interessant, idet det tit er der, man kommer tæt på lokalbefolkninger og stifter bekendtskab med mange af deres traditioner med små "gibbernikker" og lignende. Jeg vil ikke ligefrem anbefale nogle af nedenstående tømmermænd, men på den anden side kan det faktisk også være en ret sjov indgangsvinkel til nogle store oplevelser. Listen er ikke prioriteret - det er ikke muligt at prioritere tømmermænd. 1. Baikalsøen, Rusland En 'smagsprøve' på et hotelværelse: Meget sovjetisk: Rå kalkede vægge, okker og brunt. Ethvert spor af komfort, skønhed og renlighed fjernet. Et enkelt blik på gulvet fik mig til at opgive tanken om endelig at kunne tage støvlerne af og køle de varme fødder på stengulvet i badeværelset. Små bække af rustrødt vand løb hen over det, bruseren var en sort gummislange på tykkelse med et sukkerrør. Et håndklæde? "Njet". Toiletpapir? Jo da, damen i receptionen fremdrog nogle blade fra sin kittellomme. "Jeg takkede rørt", bemærker den rejsende. BOscher har naturligvis kort med i sin rygsæk, han har også forberedt en del kontakter ved hjælp af tysklærere i nogle af de stater, han gennemrejser: Polen, Hviderusland, Rusland. Men han har tilsyneladende ikke nogen eksakt forhåndsviden om hvor han kan finde natkvarter, om han rammer beboet område ved nattetide. Indimellem høster han kun afvisning efter striber af bønner om natkvarter. I tilgift får han af folk, han møder, nogle drabelige, dramatiske beretninger om fordums helte, ja vovemod og vild tysk-russisk kærlighed midt under Anden Verdenskrig. Han opsøgte sågar dødszonen omkring det sprængte atomværk i Tjernobyl. Han fik tilbudt en tysk soldaterhjelm med samt en hjerneskal. Han betakkede sig. Et stort tilvokset område er hvad der er tilbage, forladte landsbyer, forvitrede elledninger. I Minsk trængte mængder af minder om massedrab sig på: Soldater, jøder, partisaner, som hver især måtte leve i nuet, konfronteret med evig frygt for døden under det ragnarok, der udspillede sig for 60 år siden. Det er en lidenskabsløs skildring, en samling indtryk af afsavn, sorg og frustration i en del af Europa, der i hvert fald endnu ikke har haft glæde af fjernelsen af Jerntæppet. Glimt fra skyggesiden af Europa. En bog til at blive deprimeret af. Velskrevet og interessant på grund af sit tema. Men man spørger sig selv: Hvad skal man med så meget komprimeret tristhed? Denne tidlige morgen stod sveden konstant på min pande, mit hoved var ved at eksplodere, det føltes, som om en alien var på vej ud gennem min mave, og blikkets fokus svigtede fuldstændigt. Jeg slog min personlige autopilot til og forsøgte at følge med i Kiras tempo, på vores vej mod nye destinationer. Men manner - jeg var ynkelig. Dagen forinden havde jeg ellers blot gået en tur i den fantastiske natur ved Baikalsøen, hvilket altså havde taget en uventet drejning. Jeg nikkede og grinede, når jeg tro ede, det var rette tidspunkt - hvilket det tydeligvis ikke altid var. .. så måtte vi ha' endnu en ordentlig vodka og nogle flere knus... Denne seance gentog sig 2-3 gange mere, så efter '/2 times tid og 4-5 tripel vodkaer var jeg mere end klar til at slingre videre. Lidt senere på tu ren stødte jeg på et TV-hold, der var ude for at optage lidt scener til en film. Med sig havde de deres vært og guide i Irkutsk: kunstneren Alexander. Alexander så en anelse slidt ud, og det var ikke altid, benene ville det, som han ville. Han havde tydeligvis allerede fået "et par" sjusser indenbords, og han var da heller ikke sen til at trække et par øl frem - og der var flere, hvor de kom fra. Senere - efter en stribe af Alexanders øller - blev Kira og jeg af TV-holdet inviteret på fisk og vodka, og efter nogle timers tid og rigtig mange vodkaer senere, slingrede vi (undertegnede hovedsageligt) tilbage til vores telt. 2. Zagreb, Kroatien Historien om 14 purunge nødhjæipschauffører, der boede sammen i en stor villa i Zagreb, og som holdt nytårsaften i selv samme villa. Allerede om formiddagen var politiet på besøg, idet de synes, at vi fyrede alt for meget fyrværkeri af. Et varsel om, at det godt kunne blive en begivenhedsrig aften - også depotet af drikkevarer taget i betragtning: 21 kasser øl, 25 flasker vin, 6-7 flasker sprut og en håndfuld flasker champagne. Well, natten var da også ung, da vi startede med dans på bordene (altså 14 stk. kornfede lastbilchauffører), og inden længde begyndte det første bord da også at knage faretruende. De, der ikke lige var i sving på bordet, sprang til og støttede bordet, det bedste de havde lært, hvilket tilsyneladende bare ikke var godt nok - katastrofen var uundgåelig ... på min færden var jeg stødt på 3 midaldrende stive gutter. Jeg nåede dårligt at sig dav, før jeg blev dunket i ryggen og fik den første 3-dobbelte vodka stukket i næven. Alle mand bundede, og så klukkede de af vellyst. Den ene af gutterne var vist lige en tand stivere end de øvrige, og han grinede og ævlede løs i et tempo, der var Kim Schumacher værdig. Desværre foregik det hele på fuldmandsrussisk, så jeg fattede ikke en meter af hans monologer. PS: Jeg undrer mig over, at der ikke er noget kort, som vi ser forfatterens rute. Baikalsøen 3 stive gu tter ved Baikal-søen. GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 ss GLOBEN nr. 20/ juni 2005 59 Bordet brasede sammen, og der lå vi så og rodede rundt. Op og videre med festen, så bordet blev smidt ud ad vinduet - for at skabe lidt plads til vores udskejelser. Vi var vant til at køre i krigszoner og smadrede byer, men vores stue var dog alligevel noget af det værste, jeg længe havde set. muligt, så vi alle kunne komme i festligt humør og måske endda blive fulde. Den var vi med på. Tømmermændene vil jeg slet ikke nævne, men da jeg 2. januar rutinemæssigt skulle blæse i en af politiets balloner, var promillen dog faldet til O. 3. Vang Vieng, Laos Hvad er federe end at drive med strømmen i en stor oppustet lastbilsslange, med et par Beer Lao ved hånden, og så ellers skråle danske julesange (specielt når det er jul), efterfulgt af et herligt dampbad og en god tur i byen? Næppe meget. Juleaften slås her sammen med første juledag, idet jeg ikke helt kan skelne de to dage fra hinanden, men sikkert er det, at begge aftener var helt forrygende, og at Beer Lao var Kiras og mit foretrukne mærke. I Vang Vieng kommer man simpelthen ikke i nærkontakt med de lokale på sådanne aftener, så kulturudveksling var det desværre sm~t med, men jeg har formentlig alligevel været ikke alt for klog at høre på. Dagen derpå blev tilbragt i hængekøjer, og da vi blev trætte af det, slæbte vi os fra backpacker-restaurant til restaurant, hvor vores intellekt lige akkurat kunne følge med til Disneytegnefilm. 4. Punta Allegre, Panama Jeg havde fået forvildet mig ud til en lille landsby i Darien - Punta Alegre - beboet af farvede efterkommere fra Panamakanalbyggeriet. Jeg var kommet derud med et par lokale biologer, der skulle iave nogle undersøgelser i områdets regnskove. Da biologerne havde taget afsked med landsbyen, og jeg var overladt til de flinke iokale mennesker, tog de sig kærligt af mig - og det betød fest og fede kulturudvekslinger. Tibeta nerfest, Zhongdian. Forfatteren pA slap line. krigsmaling (som jeg havde fået tidligere på turen), der stak lange søm op i næsen, slugte ild, havde et sjovt lille køkken (længe leve Trankia), o~ som spillede mærkelig musik pa en lille båndoptager - The Beatles og deres øvrige rockkollegaer har aldrig rigtig for alvor bidt sig fast i denne isolerede afkrog af verden. Endvidere synes de jo, det var evigt skægt at lære nogle danske gloser - især de frække. Men manner - det var en hård dag. 5. Isla Del Coco, Costa Rica Isoleret på Isla del Coco, 550 km fra Costa Ricas kyst, en ø, hvor g-lO costaricanske nationalparkbetjente udgør det eneste liv, bortset fra rotter, vildsvin og hjorte. Tro mig, når jeg skriver, at der ikke skete særligt meget på Isla del Coco. Men så blev det jul - lillejuleaften var julemanden tilfældigvis kommet forbi øen med en kasse rom og en sjat cola, og idet vi nationalparkbetjente ikke havde rørt en drabe spiritus i en måneds tid, var det en fin anledning til en god fest. Festen blev faktisk så god, at folk dagen derpå var alt for trætte til at holde juleaften - så den blev aflyst... 6. Nha Trang - Vietnam Dagen derpå var til gengæld ikke så god. Nu er børn jo en gang nysgerri~e - hvad enten man har ondt i haret eller ej - så hele dagen var min lånehytte fuld af unger, der skulle se denne mystiske fremmede med For mange af læserne fortæller overskriften "Mama Hahn Boadtrip" sikkert langt mere end ord - intet mindre end en legende på de lokaliteter (som ifølge rygtet nu er en saga blott - snøft). En tur ud i Det syd kinesiske Hav med båden, ejet af den tidligere prostituerede og nuværende narkoforhandler Mama Hahn, er en drømmetur for festgale mennesker. Her kan billig lokal Dalat-rødvin hældes indenbords i usunde mængder, hvis man da ikke som alternativt springer i vandet til en flydende bar og får serveret katastrofalt ringe drinks, der alligevel hurtigt bliver mikset sammen med en slat vand. Kira og jeg var naturligvis med på sådan en tur, med masser af gode historier til følge. Dem vil jeg så ikke komme ind på her. Til gengæld skal jeg oplyse, at vores tømmermænd her kan forklares meget præcist : Ren smerte. 7. Zhongdian, Kina 8 timers bustur op ad Himalaya skrænter i selskab med køresyge kinesere, der knækkede sig ud af vinduerne, en stakkels kat indespærret i en sæk og en ældre lokal kvinde, der synes, det var vildt fedt at høre Red Hot Chili Pebers på min Diskman. Men aftenen før havde den ikke fået for lidt. Aftenen var foregået i selskab med 35-40 kinesiske turister og en stor tibetansk familie, der havde slået dørene op til en tibetansk kulturaften. Tibetanerne spillede musik, dansede og sang, mens publikum hyggede sig med tibetansk brændevin og tibetansk mad. Tidligt på aftenen opfordrede familiens overhoved publikum til at skåle med familien og drikke så meget brændevin som GLOBEN nr. 2 0/ Juni 2 0 05 60 Snart blev stemningen løssluppen, og familiens og publikums øjne begyndte at blive blanke, påvirket af brændevinens naturlige indhold af alkohol. Publikum kom ud på gulvet og dansede rundt med familien og begyndte at synge karaoke. Som eneste vesterlænding til festen var jeg naturligvis offer for, hvad som helst de nu kunne finde på, hvilket inkluderede udklædning og dans i tibetanske tekstiler; afsyngning af danske sange ("Støvledansen" (De Nattergale) er altid et hit sådanne steder, især hvis man kan få publikum til at synge og spille luftguitar); og naturligvis skulle alle skåle med den fremmede. Festen endte dog lidt kaotisk, idet de ellers normalt så smilende kinesere ikke rigtig kunne styre deres temperament i påvirket tilstand, så der opstod spredte slåskampe uden for gildesalen. Nyt~r j Zagreb Jul i Laos 8. Søndrestrømfjord - Grønland Som projektleder på et stort projekt, hvor vi moderniserede hele cockpittet på Det danske Flyvevåbens Herculesfly, skulle vi en tur til Nordpolen for at teste, om også de nye instrumenter kunne fortælle vejen derop. I Søndre Strømfjord gik flyet uheldigvis i stykker, så vi var strandet i en uges tid. Med andre ord var tiden inde til at teste det grønlandske festniveau. Stedet, hvor vi festede, lå omkring 500 m fra det hotel, projektteamet boede på, men da vi efter en festlig aften med de lokale skulle hjemad, var det blevet så pokkers koldt (- 43 °C), at vi fik forbud mod at gå hjem - det var simpelthen for farligt, hvis vi pludselig fald i søvn undervejs. Altså skulle vi med taxa. Desværre var der ingen, der Ii~e kendte telefonnummeret pa taxaen i byen, og hvad gør man så? I min ufattelige klogskab, som på en eller anden måde har det med at blomstre under sådanne aftene~ ringede jeg til nummeroplysningen i Danmark, og til min store forbløffelse kunne de rent faktisk fortælle mig rette nummer. Regningen for telefonsamtalen fik jeg heldigvis aldrig. Da vi dagen derpå var på ude og rekognoscere området, var jeg - uden overdrivelse - en kende mere træt end sædvanlig. Mens jeg sad og hyggede mig med den goe' V2 liters flaske, kom der en kvinde hen til mig og snakkede løs. Hun afslørede hurtigt sig selv som værende prostitueret, og idet sådanne folk ofte har nogle spændende historier at fortælle, lyttede jeg interesseret til, hvad hun havde at sige (altså ud over, at hun konstant forsøgte at slæbe mig hjem i "kassen", og det er aitså ikke lige min stil). Da jeg havde drukket min øl, ville jeg hjem og se dyner, så jeg brød op og forlod restauranten. Hun fulgte mig på vej, og pludselig så hun sit snit til at hamre en ordentlig knytnæve lige i bægret på mig. Nu havde hun brugt det meste af en time på at overbevise mig om det ene og det andet, uden at få noget som helst ud af det - og det skulle bare betales. Næste morgen var mine tømmermænd bræget af en anelse pafhed, og da jeg fortaite Kira historien, var hun naturligvis fuldstændig færdig af grin ... 10. Grand Canaria Syv dage med en kammerat på Grand Canaria - need I say more??? Jeg sender stafetten videre til min gode ven Lars Kierkegaard, medlemsnummer 250. 9. Bangkok - Thailand Vi var en flok, der havde været ude og hygge os i Bangkoks natteliv. De andre ville i seng, men jeg nappede lige en Beer Chang ekstra. GLOBEN nr. 20/ jun i 2005 61 Den smukke Kluane Lake i Yukon territoriet, Canada Mine 10 bedste lande de sorte, og sluttede af med at sejle rundt i en meget lille båd omgivet af 30 store spækhuggere, der var i legehumør. At se et 10 tons tungt dyr springe med hele sin krop op af vandet er nok den største dyreoplevelse, jeg har haft. Tekst og foto: Sisse Skipper Andersen Jeg tænkte længe over, hvad skulle jeg skrive om, der er jo et hav af valgmuligheder, men s~ slog det mig, at alle i vores klub mere eller mindre går op i lande, så hvorfor ikke tage mine ti bedste lande. Det er noget, der ændrer sig, alt efter i hvilken sammenhæng man tænker, og eftersom man hele tiden besøger nye lande eller genser gamle lande. Men her er mine p. t. bedste lande. Eller er det mystikken om inkaerne og alle de tidligere civilisationer, der byggede disse formidable bygninger, som vi beundrer den dag i dag? Er det at sejle p~ Titicacasøen og bo p~ de afsides øer hos lokalbefolkningen? Ja, jeg kan blive ved om dette land, som ieg heldigvis skal besøge igen til nytar. 2. Guatemala 1. Peru Det land, som har fanget mig mest, er Peru. Jeg besøgte landet første gang i 1993 og s~ igen i 1996. Der er for mig noget magisk ved landet, lige præcis hvad, ved jeg ikke. Er det at st~ oppe i Andesbjergene og mærke suset fra kondoren, der flyver lavt hen over en? Er det at g~ Inkastien, i 4000 meters højde og lide i 4 dage, inden man til sidst kommer op til Solporten og ser ned p~ for mig verdens smukkeste sted, Machu Picchu? Er det de fantastisk smukke indianere, som bor overalt i landet og er enhver fotografs drøm? Dette land st~r p~ højde med ovennævnte. Efter mit tredje besøg i landet i ~r er jeg blevet endnu mere vild med dette flotte land. P~ trods af uendelige historier om vold og overfald i dette dejlige land har jeg p~ mine rejser aldrig mødt andet end de mest smilende og smukkeste mennesker. Det er for mig det mest farverige sted der findes. Mayaerne med deres flotte dragter i skrappe farver. P~skeoptogene i Antigua, som med deres utrolige kostumer og violette dragter og de ubeskrivelige alfombras (tæpper p~ jorden), der er lavet af blomster, frugter, grønt og farvet savsmuld. Mere farverigt kan det ikke blive. Og at høre brøleaberne over Tikals jungle ved morgengry kan f~ det til at løbe koldt ned ad ryggen p~ enhver. 9. Belize 3. Brasilien Brasilien er et stort smukt land med for mig verdens smukkeste beliggende by, Rio de Janeiro. At st~ oppe ved Kristusstatuen og kigge ud over strandene, Sukkertoppen, eller svæve ned fra en bjergskrænt i en hang~lider, er fantastiske oplevelser. Og sa er der karnevalet, som skal opleves, svært at beskrive. Landet har ogs~ vandfaldet, der overg~r alle andre, nemlig Foz de Iguacu, vel et af de mest romantiske steder p~ denne jord. punkter var Kashgar marked, byen Xiahe og vandreturen igennem Tiger Leaping Gorge samt at cykle i det smukke landskab ved Yangshou og sove under stjernehimmelen oppe p~ Den kinesiske Mur. Kulinarisk er dette mit yndlingsland. Jeg tog vist ti kilo p~ i de to m~neder, jeg var der. 6. Fiji 5. Bolivia 4. Kina At bruge 2 m~neder p~ at køre igennem dette kæmpeland fra vest til øst er slet ikke nok. Der er s~ mange spændende steder. Mine højdeKalasælger p§ Chichicaste· nangomarkedet, Gua temala på Altiplano'et i nogle varme kilder og nyde en enest~ende solnedgang. Indianermarkedet i Tarabucot som er en af de mest originale, jeg har set. Og La Paz med sine stejle gader og heksenes gade med alt, der kan kurere både fattigdom og helbred. Ja endnu et land fra mit yndlingskontinebr for mig det vilde vesten. Det har et vildt og fascinerende landskab. At st~ p~ toppen af Chachaltaya, verdens højst beliggende skisportsted i 5300 meters højde med en storslået udsigt omkring sig. Eller at sidde midt oppe Det lille Stillehavsrige, som jeg kun besøgte en uges tid, men som for mig står for rent uspoleret paradis. At blive modtaget på en fjerntliggende ø, som om man var en dronning. Bo i en lille str~hytte, uden elektricitet, ingen butikker, intet andet end et smukt hav og en ø med svajende palmer. Dette land er en lille outsider, stedet er så anderledes end sine naboer i det mellemamerikanske. Hovedstaden er den største gan~ rod, jeg har set af en by. Midt ude pa strækningen imellem den guatemalske grænse og Belize City spiste vi morgenmad, og lige pludselig fandt vi ud af, at ejeren var dan skfødt. Hun havde boet de sidste ca. 40-50 i udlandet, først Canada og de sidste 13 år i Belize, og hun nød tilværelsen der. Hun talte et glimrende dansk. Området, hun bor i, har en masse menuitter, en sekt, der lever som for flere hundrede år siden. Men det bedste ved landet er det flotte koralrev, som ligger ud for de mange øer. Her oplevede jeg for nylig at svømme rundt blandt to meter lange hajer og rokker med en diameter på over en meter. Derudover har jeg på min første tur derover set de store mærkelige søkøer. Fisk og koraler er også i topklasse her. 10. Indonesien 7. Thailand Også et land, der for mig stort set har alt, hvad en god rejse behøver. Det store gamle kongepalads i Bangkok, templerne overalt i landet, selvom man godt kan f~ nok. Stammefolkene i det nordlige og et paradis af sm~ øer og bugter i det sydlige. 8. Canada Vi kørte 8500 km igennem det mest storslåede landskab, jeg har set. Ja, et ord siger det hele: STORT. Vi kørte igennem de tre stater British Columbia, Alberta og Yucon med den ene store dyreopleveise efter den anden. Vi så mange bjørne, b~de grizzli og Også et af de lande, hvor to måneders ophold ikke er nok. Jeg kørte fra toppen af Sumatra og ned over Java til Bali. Men der er jo meget mere, dette land kan tilbyde . Højdepunkterne her var mødet med orangutangerne i det nordlige Sumatra, Borobudur og Prambanan templerne uden for Yogjakartar, samt de flotte risterrasser på Bali Disse er, hvad jeg p.t. synes, er de ti bedste lande ud af de 75, jeg har besøgt, men det er svært at lige fremhæve ti, da der er dejlige oplevelser i alle landene. Jeg giver stafetten videre til Martin (medlemnr. 141), som jeg første gang mødte i et af mine ti bedste lande, Brasilien. Startstedet p§ Highway i Da wson Creek, Canada GLOBEN nr. 20/ Juni 2 005 62 GLOBEN nr. 20/ juni 2005 63 Mine 10 bedste photo locations Segovia, Spanien 10. Indonesien Tekst og foto: Peter Højmose Efter Mai Nygaard er det blevet min tur til at fortælle en god historie om mine 10 bedste foto locations . Eftersom jeg er bidt af et galt kamera, var det ikke s~ svært at vælge emne . 1. Ilulissat, Grønland Allerede ved indflyvningen tilllulisat ser man de kæmpemæssige iskolosser flyde langsomt ud gennem Ilulissat isfjord, Kangia. Efter landingen er der straks endnu flere muligheder for at opleve den enest~ende natur og s~ledes f~ fyldt kameraets første memorykort. Om som meren har man glæden af midnatssolen, som giver mulighed for helt specie lle nuancer og flotte farveskalaer. Vi tog p~ en midnatssejltur med en gamm el fiskekutter, som manøvrerede rundt blandt disse kolde, flotte og vidt forskellige iskæmper. 6. San Marino Island m ation er, fi sk i alverdens farver og skildpadd er, som ikker er blege for at posere lidt for kameraet. 2. Hawaii Foresti l jer at st~ p~ toppen af en udslukt vu lkan i over 3000 meters højde med 360 graders udsigt over de omkringliggende 3 øer, som ligger 15-20 km væk - det er, hvad toppen af Haleakala p~ Maui kan tilbyde . En anden vulkan p~ naboøen, Hawaii, resulterer ogs~ i en serie billeder. N~r man st~r f~ meter fra Kilaueas flydende lava med udsigt til de omr~der, den har forvandlet til golde sletter, og ser de veje, hvor lavaen har blokeret for trafikken, bliver man mindet om, at øen stadig er ung og knap nok fuldt udviklet. Bevæger man sig under havets overflade, venter der en næsten endnu mere imponerende verden af koralfor- 3. Great Ocean Road, Australien Et par timer efter, at man har forladt Melbournes hyggelige gader og dejlige vindistrikter, ~bner Det indiske Ocean sig med ubamhjertige bølger og en udsigt, hvor man let kan bi ide sig ind, at det er Antarktis, man kan skimte ude i horisonten . Turen langs "Great Ocean Road" bugter og snor sig langs med kysten og skiftes mel lem at løbe i niveau med havet og p~ høje klippeafsatser over havet. P~ turen f~r kameraet sjældent lov til at ligge stille lang tid ad gangen, da der gang p~ gang dukker flotte formationer frem ude i vandet ... "de 12 apostles", "London Bridge", " Baker's Oven Rock", for bare at nævne et par stykker. 4. Island Efter at have g~et Reykjaviks gader tynde lejede vi en bil for at se iidt af den omkringliggende natuc N ~ r man kører østp~ ind i land et, mødes man hurtigt af maleriske ~ bne vidder med enge, græsninger og islænderheste. Det g~r hurtigt op for en, at livet p~ landet heroppe er heit anderledes end det, man kender fra Danmark. Naturen er barsk, og v inden holder sig ikke tilbage, og i kom bination med dystre, dunkle skyer dan ner det rammen om et helt utrolige og anderledes motiver. Fortsætter man lidt mere østp~, dukker atter andre motiver op med hver deres særpræg s~som Geyser og Gullfoss. B~en San Marino ligger placeret pa toppen af Mt. Titano høj t hævet over det omgivende Italien, kun 15 km fra det azurbl ~ Ad riaterh av med masser af lange badestrande. Den gamle dei af Sa n Marin o er omkranset af en fl ot ga mm el bymur med en ridd erborg og to vagtt~rne, som bringer tankerne hen p~ en Prins Valiant tegneserie. N~r vejret er klart, er udsigten fra det første vagtt~rn over byen og borgen med bymuren et enest~e nde motiv, som ikke bliver mindre fængslende, n~r man kigger ned ad bymu ren og opdager, at der er over 50 meter ned til den faste grund . Og s~ udsigten over Adriaterhavet og det italienske fastland er en est~end e. 5 . Gizapyramiderne, Egypten N~r man kommer kørende ad vejen ud fra Cairos mylder, dukker der blandt hoteller og andre af nutidige betonbyggerier noget op, som er i en kategori helt for sig selv. F~ stenkast fra den moderne civilisationens kant ligger et af verdens syv vidundere: Pyramiderne i Giza. Khufu-, Khafra og Menkaura-pyramiderne danner alle tre et utrOligt motiv, som minder en om, at historien g~ r rigtigt langt tilbage. Det er stadig svært at forst~, at det, som med nutidens konstruktionsteknikker og maskiner viile væ re et kæmpebygningsværk, blev bygget st ort set med de bare hænder for over 4500 ~ r siden ... med solen ski nn ende ret ned. 7. Angkor Wat, Cambodia Bevoksningen er t æt, store gamie træer, hvis kron er næsten lukker alle solens str~ ler ude . I et stille tempo nærmer vi os en lysning, og f~ minutter senere holder vi foran et af verdens vidund ere. Imponerende stort, men stadig m ed en helt utrolig udstr~ling ligger Angkor Wat for enden af broen, som går over den store voldgrav, der i flere ~rhundre der har kontrolleret adgangen dertil. Motiverne er talrig e og i takt med, at lyset og nuancerne skifter i løbet af dagen, g~r der let en hel dag ell er to med et glødende kamera i forsøget p~ at indfange alle motiverne. 8. Segovia, Spanien akvadukt, der med sine 2000 ~r p~ bagen stadig fungerer og trofast forsyner byen med vand . Med en kia r bl~ himmel som baggrund er dette et motiv, der for mig har I ~st sig fast som et af de flotteste romerske byg ning sværker, jeg nogensinde har set. Byens anden store seværd ighed er ud en tvivl Alcaza r, som er en utrolig flot gammel borg, der blev færdigbygget i slutnigen af i 500-tall et. Borgen, som mest minder om en, man husker fra en god Disney-tegnefilm med runde t~rne og spidse tag e, er ogs~ et rigtig flot og eventyragtigt motiv. Hvis man p~ Sulawesi kører fra Makassar op mod Tana Toraja i højlandet, kommer man gang p~ gang forbi de flotte terasser med rismarker, som for mig er et kendetegn ved Indonesien. Ved ankomst til højlandet Toraja har naturen helt ændret sig og der er n~letræer og en utrolig flot udsigt over kløfter og dale . N~r man bevæger sig lidt uden for Rantepao, dukker der snart mange flotte eksemplarer af det traditionelle torajahus, Tongkonan, op. Det ligner en sadel sat p~ toppen af et hus, som st~r p~ stolper, men uden tvivl et meget yndet og unikt motiv, Herefter giver j eg depechen videre tii Line Friis Møller, hvis hitliste vii være at finde i septemberudgaven af Gioben. 9. Kastellet, København N~r man g~r en eftermiddagstur rundt p~ Kastellet, bliver man stadig forundret over, hvad Christian 4. n~ede at opføre i sin regeringsperiode. De gamie bygninger og ikke mindst kirken og møllen er for mig et meget yndet motiv, som med ~rstidernes skiften ændrer karakter og næsten aldrig ser ens ud. Hvis man g~r rundt p~ Kastellet ved solnedga ng, kan man opleve kanonsa lutten, som bliver affyret fra det gam le, flotte Sixtus-batteri p~ den anden side af havnen. Ved siden af Sixtus ligger den gamle maste kran, som til sam m en ogs~ udgør et rigtigt godt motiv. Segovia er en fl ot gammel by, som ligger under 100 km fra Madrid. Byen er specielt kend t for den gamle I1ulissat, Gron/and San Marino GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 6 4 GLOBEN nr. 20/ j un i 2005 6S Afholdte arrangementer Cafe Globen Tekst: Martin Anker Nielsen Foto: Peter Højmose og Erik Pontoppidan Ja , så lykkedes det endelig . En cafe, som tager udgangspunkt i rejselivet, er åbnet - stort set med alt, hvad dette måtte indebære. Som de fleste af jer læsere sikkert ved, så er ejerne alle medlemmer af De Berejstes Klub (56 anpartshavere - dvs. ca. 1/3 af alle de aktive medlemmer). Rigtigt mange medlemmer har været forbi cafeen, og det sætter v i stor pris på. Der er kommet virkeligt mange positive t ilbagemeldinger på cafee ns indretning, koncept og va resortim ent, 5~ v i håbe r naturligvis at kunne lokke jer fo rbi i fremtiden også . Der vi l selvsag t også ske mange forbed ringer fremover, så det sku lle gern e blive endnu hyggeligere og endnu mere interessant at besøge cafeen. Mange af jer har ikke haft mulighed fo r at kigge forbi Cafe Globen - de fleste på grund af geog rafiske forhind rin ger - så derfor vi l jeg i ord og bi lleder forsøge at give et indtryk af højdepunkterne i udviklingen i cafeens fø rste t id. Abni ngen af cafeen den l1.marts var en stor succes. Der var masser af mennesker i løbet af dagen, og Claus Qvists foredrag om Iran var også velbesøgt. De følgende to dage gav Arne Runge og Per Allan Fra ØST Fra VEST D. 4. marts Foredragsaften I Cafe Globen glimrende fored rag om henholdsvis Den Transsibiriske Jernbane og trekking i smukke omgivelser på Mount Kenya. Et andet specia larra ngement, som havde særlig stor relevans for medlemmerne af De Berejstes Klub, var et foredrag den 3. maj af den gamle eventyrer Klavs Becker-Larsen, som gav et strejftog i sine erfari nger med modstandskampen under 2. verdenskrig samt en motorcykeltur op gennem Afrika i 1948. Foredraget var på fornøje lig vis krydret med et væld af underholdende anekdoter, som gav indtryk af en mand, der - på trods af en lettere bedaget dåbsattest - bestemt ikke er stoppet med at leve og opleve. Klavs naturligvis Becker-Larsen kom o~så ind på sit berømmede forsøg pa bestign ing af Mount Everest i 1951, dvs. to år før Edmund Hillary og Tenzing Norgay nåede toppen i 1953. Foredraget var arrangeret i De Berejstes Klub-reg i, og cirka 45 tilhørere va r mødt op for at lytte ti l det meget Inspirerende foredrag af den gamle legende. Hver eneste torsdag siden åbningen har der været foredrag af stor variation i cafeen, og ti l stor fryd for alle omkring cafeen kan det afsløres, at rejseforedragene virkeligt er blevet en succes. på det seneste har cafeen været fyldt hver gang, der har været et arrangement, så der bliver helt sikkert forsøgt flere arrangementer af forskellig karakter i fremtiden - udover rejseforedrage ne. Kig på hjemmesiden www.cafegloben.dk og følg med i, hvad der bliver udbudt af quiz-aftener, brætspilsturneringer, debataftener mm. Kom og nyd jeres cafe. Den er lavet til jer, der synes om at komme i et hyggeligt miljø, hvor det ene rejsetip tager det andet med .. . naturligvis også selvom man ikke er anpartshaver eller har rejst i ligeså mange lande som Bj arne Lund-Jensen! Silkeborg hos familien Svarre. D 3. marts besøg på den polske ambassade 14 glade og forventningsfulde DBK'er mødte op hos Kirsten og Fiil i Funder Kirkeby. Der blev serveret en udsøgt indisk middag (b .la. til ære for Søren Padkjær) og snakken gik lystigt. Søren viste billeder og holdt et spændende og inspirerende foredrag om La hore & Peshawar i Pakistan sam t Rajasthan og Varanasi i Indien. De simple vegetarretter i Rajasthan lod ikke til at have været den store kulinariske oplevelse. Hele 20 både aktive og passive med lemmer var mødt op på den polske ambassade til et spændende arra ngement. Vært var den polske kuitu r attache Elzbieta Wykretowicz, samt et par af hendes kollegaer. Først fik vi vist en turistfilm fra 90'erne, og herefter blev vi ført gennem det polske folks til tider tragiske historie, helt fra 1400 ta llet op ti l vore dage, hvor landet og fremtiden ser lysere ud end nogensinde. Der blev disket op med både v in og polske specialiteter, mens snakken gik lystigt blandt deltagerne. D 1. april hos Uffe Gadeberg D. 1. april Thai aften Arrangementet d. 1. apri l hos Uffe Gadeberg blev desværre aflyst pga. sygdom . VI var en halv snes heldige medlemmer, der havde meldt os til t hai-aften i Saskias dejlige lej lighed i Gothersgade (naturligvis efter behørig opvarmn ing med et par Chang-beer I Cafe Globen). Saskia har været på kokkeskole i Thailand, og nu skulle teorien omsættes til praksis, med os klubmedlemmer som vi ll ige forsøgskaniner. Og jeg må sige, at det lykkedes over al forventni ng . For det første var maden yderst lækker og meget autentisk, for det andet va r der drikkevarer I STRIDE strømme (jeg burde v ist egentlig have tru kket min cykel hjem), o~ for det tredje va r der en rigtig god stemn ing . Og pa ti lbagevejen måtte Lars og j eg lige en tur forbi cafeen og sikre os, at Martin havde styr på det hele. Tak for et superfint arra ngement ! D. 30. april hos Steen Ridder med »Belgisk øl«foredrag af Jakob Linaa. Det lil le anta l (7) fremmødte medlemmer blev opvejet af både foredragshold erens entusiasme og deltagernes meget positive tilråb. Vi fik lært, at Ceres er en gul øl, der lyder som en øl (dog er det uklart, om den kommer fra Belgien), at munke brygger glimrende øl, og at der er god grund til de forskellige glas, man drikker af. Hver øl (Urquell , Budvar, Stella Artois, Leffe, Mort Subite Kriek, Hoegaarden, Brugse Witbier, Westmalle Dubbel, Orva l og to Grimbergen) blev gransket, lugtet til, smagt på, lyttet ti l, kigg e på, hvorefter Jakob kunne konstaterer, at »det er en øl« . Foredraget blev til tider afbrudt af udbrud af sponta n glæde, og alle måtte tage hatten af for, at foredragsholderen ald rig veg fra sin kurs trods forstyrrelsern e. D. 18. april Ib larsen En snes medlemmer havde sat ku rsen mod Per Danielsens lokaler i det indre København, nærmere bestemt Rørholm sgade, hvor der blev serveret lækkert brød, skinke, pølse og ost. Helt fint, men det egentlige trækplaster var jo nok dagens fored ragsholder, nem lig Ib Larsen, der var kommet hele den la nge vej fra Sarawak for at fortælle os om 'erobrin gen' af Østtimor, der foregik sidste år sammen med Jakob ( nåja, han havde vist også et par andre ærinder). Ud over bi ll ederne, fik vi en hel masse interessante informationer af hi storisk og politisk art. For en dels vedkommende afsluttedes mødet hvor vi også startede, nemlig i klubbens nærliggende Cafe Globen, hvor Ib fik lejlighed til at møde nogle af de, der ska l med på Sarawakturen ti l august. D. 3. maj Klavs Becker-Larsen Fortidens Everest ikon Klavs Becker- Larsen, var på besøg hos De Berejste i en stuvende fuld Cafe' Globen. Klavs fortalte blandet om oplevelser fra sit spændende liv, lige fra sin ro lle i besættelsestiden, over et længere ophold i Afrika til sit møde med Himalayas yeti, og slutteligt en kort beretning om sin internationalt and erkendte Everest ekspedition fra 1951. Klavs havde medbragt sa lgseksemplarer af sin seneste bog, som hurtigt blev udsolgt. Kunder i baren GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 66 GLOBEN nr. 20/ j uni 2 005 67 270: Kristin e Korsg aard 269: Holdl Johanso n Nye medlemmer Rejs m sslgt bød min ba rndom mest pa somm rf rier til det nordl ige og central af Europa. Min første store udenlandsrej Hvis der fandtes terapigrupper for · J!I!"9l'1 rejsejunkieS så ha vde jeg en fast plads i rundkredsen I Skaden skete }o-- - t allerede i en tidlig alder. Min far var efter gymna si et, og gik til Australien. Siden har jeg besøgl I alt 3 lande. sku ll e redde regnskove n, sådan var det og s§ havde vi værsgo og flytte med hen hvor regnskoven gror. Mit motto er "man lever kun en gang - så hvorfor sidde med hovedet i bøgerne når man kan være ude og lege?". Jeg elsker vores fantastiske klode Jeg har v ret udstationeret i Sie rra 1 261: Anders G. Jørg e nsen 262: Tina Vinther Dahl N ~r jeg ikke sidder med næsen i men efter et §r i USA p§ High School va r det som om Danmark rejseform er blafning, men derudover har jeg for nylig udforsket aldrig blev det samme igen . Det begyndte med interrail, og senere cyklingens glæder. Jeg har i en arbejde i bia. Tyskland og Schweiz. periode boet i Kina, hvor min primære funktion var at undervise i engelsk. N~r v interen og mørket Mine sommerferier fra universitetet er ligeledes blevet brugt til rejser, og det er m in ambition at rej se så meget som overhovedet muligt. Jeg har a ltid rej st alene, men håber i De Berejstes Klub at kunne møde ligesindede, som oplever verden som jeg . trykker i Danmark befinder jeg mig bedst under sydligere himmelstrøg, og n~r tiden ikke rækker til de store udfiugter holder jeg meget af at besøge familiens ødeg~rd i Sverige. 264: Thomas Snorgaard Min børneopsparing blev anvendt Da jeg var mindre, gjorde mine p§ alt det den ikke var tiltænkt, forældre en dyd ud af at rejse i da j eg so m 18 ~rig rea li serede en drengedrøm om en kanotur ned ad Nahanni-floden. Russisk i Argentina . Jeg ynder at skrive rejsebeskrivelser, og har fået meget positiv krit ik af modtagerne . 265: Carsten Da vid Strømsvik 266: Jan Klinte gaard Der skulle g§ nogle §r før rejser tiltrak sig min opmærksomhed og og jeg gik ud af 8.klasse og tog ud at ikke helt matchede hendes. En tur til Austra lien åbnede dog mine øjne for verden og rejsefeberen ha vde for alvor fået tag i mig . De ~ gymnasium. Med denne positive oplevelse i rygsækken har Jeg siden frejdigt rejst ud i verden pa egen h§nd. Nepal hitter som land nr. 1. Her har jeg bl.a . besteget Island Peak p§ ......L_....:....__....... 6200 meter. Ud over at rejse er jeg vild med at vandre, ro kajak, sejle, 273: Ole Kofoed - Ol sen - - -- - - -...... 274: Michaelsommerville Nielsen Jeg føler mig berejst... Jeg har to hjemlande. Danmark, hvor jeg er født og vokset op, uddannet og har bopæl. New Zealand er ogs§ mit sted. Jeg ankom første gang i 1978, blev gift der og blev skilt der mange ~r senere. At rejse har givet mit liv dimensioner. Bekendtskabet med og indsigten ind i fremmede kulturer påvirker m ine egne daglige gørem~1 og kogekunst og sætter pris på forskellighed i livet. p§ "logbogen". Va r der tid kørte jeg Europa tynd, tog en dykkerferie samt 275: H Idl Korsgaard trekkede . Drøm men om den "store tur" gjorde, at en sto r havkrydser S m l "TUREN". Galapagos. Pt je~ ligger "Anaconda" pa Næste m§1 er Fransk Polynesien, og rejsen er planlagt t il at vare i mindst 10 §r endnu . mere man rejser, jo mere vil man jo gerne se! opdaget de mange rigdomme der findes der. Jeg er far til Anders og har nr. 2 på vej, men det afholder os nu ikke for at rejse. Rica som 16-§rig. Her boede jeg hos en lokal værtsfamil ie og gik i et lokalt i stort og sm§t. Jeg har lært sprog blev bygget, og i 200 1 startede senest 2 §r er det blevet til 20 lande og 6 kontinenter, og jo efter at jeg ha r lært lidt spansk og Min rejselyst blev for alvor tændt efter et års udvekslingsophold i Costa sejle. Efter 6 år var der over 40 lande kæreste som var meget berejst og som var ked af at min rejselyst • J g r født I 1965, og bor nu i Dyssegard med min ko ne og to børn. J g er udd nnet journa list i 1995 og arbejder nu som journalist pa Politiken, hvor jeg pri mært krlv r om miljø og t rafik. Jeg har d sud n lav t r portagerejser til bia. P~ k ø n, P rll, Kina, Borneo og Slblrl n . J g I'ar g nn mrørt tre mara tonløb, vømm r og spiller sta dig lid t guita r. I skolen drømte jeg mig langt væk, mine penge. I '97 mødte jeg min forelsket i Sri Lanka hvor jeg vil have et sommerhus, n§r jeg blive r gammel. I de senere ~r har Syd- og Mel lem Amerika været rejsem§let, 272: Mikie Pil Cornelia Breum ned til Antarktis, og derfra op til tre-fire ar har jeg arbejdet som rejseskribent og i perioder ogs~ som rejsekonsulent hos Penguin Travel j orden halv-rundt. Specielt er jeg 271: Michae l Rethen borg mindst med at læse og meditere . Europa. Første rej se ud enfor Europa var til USA for at besøge min fars fam il ie. Jeg nyder at rejse alene, men også med andre, hvis disse er eventyrlystne. Mit største rejseønske er en tur til Chile, hvorfra jeg tager gymnasiet bragte mig efterfølgende til Rusland og Ukraine, og opholdet blevet intensivt kursus i russisk kultur o~ overlevelse. De seneste Mine barndom sår var rige på mange ting , men ikke på udenlandsrejser: Min første rigtige rejse var først i universitetsårene, hvor jeg rejste endnu bedre at kende. male, fotografere, danse og ikke 263 : Gerner Thomsen 267 : Erik Futtr up og glæder mig til at skulle lære den Jeg er fra en ikke- rejse nde fam il ie, et atlas læser jeg statskundskab i København. Min foretrukne ~ Leon ,og studeret I Bangkok . I 200 4 blev j g klbsej er med halvpart I "la Barca", og det før te ejltogt op langs den v n ke k "gard mod Oslo er p~ t gnebræ l t t. ~~ ~ 268: Merete Holm-Bentzen ) " t. »;.... ::.~ Jeg har altid godt kunnet lide at ~ rejse, og har fra jeg va r 4 §r rejst ~'I!\~\l~. flere gange om året, først med mine J! , foræ ldre, og siden hen alene og med ... familien. Jeg har været i 64 lande, og J har en ide om at skulle se det meste ~ af verden. Jeg kan godt lide overland-travel, men synes også om en storby ferie. Jeg er interesseret i de forske llige folkeslag, ku lturer og religioner, og skal til efter§ret 2005 læse Etnologi p§ Åbent Universitet. GLOBEN nr. 20 I Juni 2005 6 8 Amanda nag r gik j g rllndt i by og drømte om den store v rd n. I d g r drømm ne blevet til virk IIg11 d • j g har r jst j ord en rundt og I r tabt mit hjerte t il A I n .P~ min indre rejseopslagstavle h ng r d r mange postkort. Mange ar r d t rt rhanden blevet til d rud , og I dag nyder jeg at kunne kombln re mit arbejde som journalist med min um ttellge rejselyst. For nylig Ak jeg -1000 places to see 276: Jesper Kiby Denborg ~ ;;S~"'-::~;;;;;i Jeg er født og opvokset i Farum, og med den baggrun d er der vel intet at sige ti l, at jeg har haft lyst ti l at rejse ud og opleve andre dele af verden. Det laplandske ~eld har altid haft min store kærlighed . Luften er frisk, :. og tiden st§r stille. I 2003 rejste jeg . ~ for første gang til Thailand , og det ændrede mit liv. De store sm il, den utrolige evne til at leve i nuet har virkelig fået sit tag i m ig. Jeg rejser ud lige så tit jeg kan, og især udforskningen b fore you dle.« Bogen m indede mig af nye lande i Asien ligger højt p§ om, at jeg har mange steder til gode. øn skelisten. St atu s på m edlemme r : Årsski ftet kost ed e de nne gang k u n 7 medlemmer (plus nogenlu nde samme anta l passi ve ) , hvil ket er reko rd Iave tal. Side n er mange nye kommet til , så v i n u - pr. 15 . maj 2005 - er 169 aktive og 6 0 passive m edlem mer, og der er fiere an søg n inge r u nde r behandli ng. Det er b land t a ndet den megen p resseom t a le af Cafe Globe n , der har skabt forøget interesse for og opmærksom hed om k lu bben Per Allan Jensen GLOBEN nr. 201 juni 2005 6 g Klubbens kontaktpersoner • Juni 200 5 Søren Padkjær [email protected] Per Allan Jensen [email protected] Skovagervej 22 8850 Bjerringbro Tel. 86 68 36 63 Bernhard Bangs Alle 51A, 2.th 2000 Frederiksberg Tel. 38 10 1078 Formand Næstformand og s{!onsoransvarlig Martin Anker Nielsen [email protected] Nikolaj Witte [email protected] Blågårdsgade 31 , 1 tv 2200 København N Tel. 5991 1447, 40858857 SkI. Annagade 32 8000 Arhus C Tel. 86 18 11 36 22790384 Medlemskontakter Bestyrelsen Bjarne Lund Jensen [email protected] Niels Iversen [email protected] Høstblomsten 6, Lumby 5270 Odense N Tel. 65 95 48 16, 65955295 Grøfthøjparken 162, 2.mf. 8260 Viby J Tel. 86281856 Kasserer Webmaster Kenneth Hvolbøl [email protected] Kirkeleddet 323 3480 Fredensborg Tel. 48 48 54 05 Toastmaster øst K.J . FiiI Frandsen [email protected] Skærskovvej 18 8600 Solkeborg Tel. 86 851444 Toastmaster vest Claus Qvist Jessen cqj@tiscalLdk Pernille A. F6h [email protected] Kalkerupvej 22, Fensmark 4684 Holmegaard Tel. 60 12 36 61 Kobbersmedevej 15 8900 Randers Tel. 86 421386 Sekretær Globen GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 7 O