FRILUFTSLIV - De Berejstes Klub

Transcription

FRILUFTSLIV - De Berejstes Klub
Gl ben
Autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub
E fterår 2013 № 53
De Berejstes Klub
TEMA:
FRILUFTSLIV
KONKURRENCE
Dengang rejsen foregik i
børnehøjde …
BENIN
Rejsen mod hjertet af
voodoo
UKRAINE
Landet hvor folk siger njet!
TJEK DIT FOKUS
Tips til bedre rejsefotos
www.deberejstesklub.dk
...endelig hjemme!
Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises.
FRILUFTSLAND BUTIKKER
THE NORTH FACE STORES
KUNDESERVICE
KØBENHAVN:
LYNGBY:
ROSKILDE:
ODENSE:
KOLDING:
AARHUS:
AALBORG:
KØBENHAVN S:
KØBENHAVN V:
ODENSE:
Vi er altid klar til at hjælpe dig.
2013_august.indd 1
Frederiksborggade 50-52
Lyngby Hovedgade 49d
Karen Olsdatters Stræde 4
St. Gråbrødrestræde 6
Kolding Storcenter
Østergade 30
Bispensgade 34
Field’s
Fisketorvet
Rosengårdscentret
TELEFON:
E-MAIL:
WEBSHOP:
33 14 51 50
[email protected]
www.friluftsland.dk
07-08-2013 12:26:46
FRILUFTSLIV
Leder
Kungsleden, Sverige/Larkya La, Nepal/Kebnekaise, Sverige
J
eg mindes ikke, hvornår jeg egentlig blev bevidst om naturens
forunderlige tiltrækningskraft. Måske var det, da jeg som barn var
på ferie i Alperne med mine forældre? Eller da jeg som teenager tog
på vandring med nogle kammerater og besteg Kebnekaise? Måske
var det, da jeg som 21-årig cyklede solo en måned gennem Karpaterne
og ud ad øde strækninger i det tidligere DDR, Tjekkoslovakiet, Østrig
og Polen? Eller da jeg helt alene besteg Skotlands højeste top Ben Nevis?
Måske var det, da jeg boede over there og var på utallige ture i de store
nationalparker i USA og Canada? Eller da jeg rejste gennem New Zealand,
Australien og Asien? Måske var det, da jeg flyttede til Grønland og havde
frit udsyn til hvaler, sæler og fjelde, så langt øjet rakte? Eller måske har det
bare hele tiden ligget i baghovedet, siden jeg fra barnsben gik og cyklede i
Rold Skov, på Læsø og i Råbjerg Mile? Uanset hvornår det indtraf, er der i
dag ingen tvivl i mit sind: Jeg elsker at komme ud i naturen!
I Globen har vi denne gang fokus på friluftsliv og naturens forunderlige verden. Dette er mit 8. blad som redaktør, og ser man tilbage på
de seneste to år, synes jeg, vi har opnået nogle markante forbedringer af
bladet: Redaktionen er udvidet, så vi nu har samlet et stærkt hold til at
hjælpe med at redigere og korrekturlæse alle artikler, og vi har fået skabt
nogle faste procedurer og et redaktionelt miljø, hvor vi holder redaktionsmøder, ideudvikler og til stadighed forsøger at forbedre det blad, som af
nogle allerede betegnes som Danmarks bedste og vildeste rejsemagasin. Vi
har desuden udviklet bladet, både på indholdssiden og i det grafiske udtryk,
og Globen har fået et mere professionelt og moderne udtryk – men den
oprindelige idé med bladet, nemlig at være et medlemsblad for De Berejstes
Klub, er intakt, og vores ambition er fortsat at bringe de bedste autentiske
rejsehistorier på dansk.
Jeg håber, I synes om udviklingen og takker for jeres tillid. Også en
stor tak til alle jer, som på frivillig basis yder en indsats. Denne gang er
der flere nye ansigter i kolofonen. Det viser, at Globen er inde i en god
gænge. I øvrigt kan du stadig nå at melde dig til et af Globens skriveværksteder 13. oktober og 9. november. Læs mere på www.facebook.com/
RejsemagasinetGloben eller på www.deberejstesklub.dk. På hjemmesiden
finder du også altid endnu flere fotos til Globens artikler.
God læselyst – og rigtig god tur ud i naturen!
Lars-Terje Lysemose,
ansvarshavende redaktør
3
Gl ben
Indhold
De Berejstes Klub
Rejsemagasin fra De Berejstes Klub
Forsidefoto: Udsigt til refugiet José Félix Ribas i 4.800 moh. på
Cotopaxi-vulkanen i Ecuador af Morten Haagensen.
Indsendelse af tekst og billeder: [email protected]
Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K
Deadline til næste nummer: 30. oktober 2013
Næste tema: Grænseland
Annoncer: [email protected]
Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J
Oplag: 1.000
ISSN: 1603-1458
Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk
R e da k tion :
Lars-Terje Lysemose
Viroj
Ann Kledal
Finn la Cour
Ansvarshavende
Jienwatcharamongkhol
Medredaktør
Medredaktør
redaktør
Grafiker
Else Braathen
Christian
Anna le Dous
Henrik Fastergaard
Lene Dangaard
Korrekturlæser
Hamann Hansen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Anette Lillevang
Kristiansen
Medredaktør
Korrekturlæser
TEMA: Friluftsliv
6
Rebecca Langhorn
Per Allan Jensen
Jytte Kristensen
Peter Goltermann
Elsebeth Finnick
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Joe M.G. Berge
Rikke Birkedal Hansen
Thor Bakke
Susanna Asven
Per Danielsen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Skan af fotos
10
Georgien | 5 tips til Tbilisi. Og 9 tips til
Georgien
12
Norge, Rusland, Nepal, Indien &
Argentina | Bjergtaget
16
Danmark | På øhop i det sydfynske øhav
19
Norge & Danmark | En fjeldfreaks
bekendelser
22
Paraguay | Been there, done it, never
again!
26
Qatar | Venlige kæmper i ørkenen
28
Chile | Osorno: 2.652 meter iskold chilensk
forførelse
32
Peru | Lykkejægernes by ved Amazonfloden
34
Kenya, TYrkiet, Malaysia, Island,
Kirgisistan, danmark, nepal, Norge,
Oman, Sverige, Pakistan, Chile, De
Kanariske øer, Kina, Filippinerne,
Argentina, Madeira & Grønland |
Rejsebilleder
39
BRasilien | Livet langs Amazonfloden
De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger,
der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles
ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.
Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de
respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles
eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf.
NORGE | Høyfjellsvandring for nybegynnere
ØVRIGE ARTIKLER
DE BEREJSTES KLUB
41
Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
3
44
Tips til bedre rejsefotos | Del 2: Tjek dit fokus
57
Bestyrelse for DBK
46
Ukraine | Landet hvor folk siger njet!
58
50
Benin | Rejsen mod hjertet af voodoo
Tony wheeler | Lonely Planets stifter shanghajet for
en aften af De Berejstes Klub
60
Sverige | Klubweekend på Hven
62
Nye aktive medlemmer
64
Bedste bidrag det seneste kvartal
65
Få globen LIGE TIL Døren – uanset hvor du
bor!
SKRIBENTKONKURRENCE:
Dengang rejsen foregik i børnehøjde …
52
Jugoslavien | Bar røv og guldkæder
54
Island | En fantastisk rejse i barnebarnhøjde
55
DR Congo, Den CentralAfriKanSKE RepubliK
& Nigeria | En rejse gennem Afrika på 15.462 km
med Erik på ni år
56
Senegal | Souleymanes første rejse
57
NæSte konkurrence | Dengang jeg overlevede …
Leder
Høyfjellsvandring
for nybegynnere
Den var øde nok til å være stand-in
for en fjern planet i ”Star Wars”.
Den er kald og gold nok til at
Scott brukte den til å trene før
sin Sydpol-ekspedisjon. Men om
sommeren er Hardangervidda også
en myk* start for den som ikke er
så bevandret i livet i fjellene.
Tekst & fotos:
Fredrik Ljone Holst
Trolltunga stikker ut flere hundre meter over Ringedalsvatnet.
6
D
et var i hvert fall det jeg
håpet da jeg bestemte meg
for å krysse vidda* til fots
en uke i august. Året før
var lysten på fjellet blitt vekket etter en
sykkeltur langs Rallarvegen, den gamle
anleggsveien langs Bergensbanen. Men
nå skulle altså sykkelhjul og grusvei
vike for mine splitter nye – og lysende
orange – fjellstøvler og nettverket av
stier som krysser vidda.
Utgangspunktet var Rjukan, en
trang slukt hvor Norges mest berømte
sabotasje-aksjon fant sted under siste
verdenskrig. Selv om det tok flere forsøk,
endte de dristige aksjonene med at
tungtvannet som var nødvendig for å
fullføre den tyske atombomben aldri
forlot Norge og Telemark. Selv følte jeg
meg ikke spesielt heroisk, men definitivt
klar for eventyr da jeg fikk skyss* opp
til Skinnarbu og tok båt til Mogen. Det
er noe av det som er så forlokkende med
vidda, som er Europas største høyfjellsplatå: Dette er tilgjengelig villmark med
utallige innfallsporter som kan nås med
bil, buss, jernbane og båt.
Gjør man som meg og velger
østsiden, er den ikke særlig bratt* og
vandringen er ikke spesielt avansert. Jeg
skulle etter hvert få bekreftet min teori
at landskapet blir mer kupert og stigningene mer dramatiske etter hvert som
man beveger seg mot fjordlandskapet
i vest. Men den erfaringen ventet flere
dager frem. Fortsatt sto jeg i utkanten
av platået, og selv om bilturen opp fra
Rjukan hadde bragt meg 600 meter
høyere og jeg nærmet meg 1.000 meter
over havet, begynte turen i skogen.
Møtet med naturen
Flere stier møtes ved Mogen, og det
gjelder å følge riktig rekke av rødmalte
T-er på stenene. Logoen tilhører Den
norske turistforeningen, som vedlikeholder stiene og driver en rekke
hytter på Hardangervidda og i resten
av Norges fjell. Og jeg var definitivt på
vei mot fjellet. Etter en halv times tid
hadde bjerketrærne veket for lyng og
noen små busker. Alene med naturen
ble jeg plutselig oppmerksom på en
fremmed lyd, en lav brumming* som
jeg først ikke kunne plassere. Men så
så jeg det, et grått felt som beveget seg
i fjellsiden: Min første rensdyrflokk
på turen. Rundt 12.000 av julenissens
viktigste hjelpere streifer omkring på
vidda, og her passerte en liten flokk,
kanskje* 60, kanskje 80 dyr. At de våget
seg så nær folk kan man undre seg på,
ikke desto mindre fordi jeg visste det
var jaktsesong på Hardangervidda. Et
par skilt langs stien hadde minnet meg
på det og bedt fotturister holde seg til de
etablerte rutene. En stund lurte jeg på
om en orange lue* kanskje hadde vært
nyttigere og sikrere enn orange støvler.
Etter nesten fem timer kom jeg
over en bakkekam og fikk se Lågaros,
dagens mål. En liten klynge hytter uten
en nabo så langt øyet kan se. Dette er
en av Turistforeningens selvbetjente
hytter. For 100 kroner får man en nøkkel
til samtlige hytter, og oppgjøret betales
med en blankett eller ved at man legger
igjen rett beløp i en konvolutt. Hele
systemet baserer seg på tillit, og det
fungerer. Selv om Lågaros normalt
ikke har betjening, sto Hege og Trond
i døren og ønsket velkommen. De var
vertskap og sørget stort sett for at folk
Noen få av de rundt* 12.000 ville rensdyrene som lever på streif* over Hardangervidda.
7
Norsk-dansk
ordforklaring
aketur = glidetur
bekk = bæk
bratt = stejl, brat
brumming = brummende lyd
bua = en simpel hytte
fjellheimen = Fjeldnorge, de norske
højfjelde
fleecegenser = sweater lavet af fleece
fossen = vandfald
kanskje = måske
lue = hue
myk = blød
pai = pie, tærte
på streif = fritgående
rant = forløb
rundt = cirka, omtrent
skilte lag = skiltes vores hold, skiltes
vores veje
skyss = lift, kørelejlighed
snill = god/godt
snilt = let
sopp = svampe
taubane = tovbane
tre milene = 30 km (1 norsk mil er 10
km)
tåkedottene = tågeklatter
universalnøkkel = systemnøgle, masternøgle
vakker = smuk, skøn, flot
vidda = plateau, højslette
Turistforeningens røde T viser vei over
fjellet.
Forfatteren med en kopp kaffe i solveggen på Tyssevassbu. Neste morgen var solen
borte, og etappen ned til Tyssedal og fjorden gikk i regn og vind.
fikk seg en seng for natten og kanskje
en ekstra kopp kaffe. Utover det er det
ingen servering, men de selvbetjente
hyttene har boksemat og tørrvarer som
man kan forsyne seg av og det hele
betales i den samme honesty box før man
går videre. Når sengen var sikret og
tørsten slukket med det friskeste fjellvann, var det tid for en inspeksjon av
føttene. Støvlene var kun en uke gamle
og så godt som ubrukte, men de må
ha passet mine føtter perfekt, for det
var ingen vabler eller sår å se. Det er
nærmest en selvfølge, men jeg sov som
et lite barn den natten.
Dypere inn i fjellheimen
Neste morgen rant* like vakker* og klar
som den forrige. Jeg kunne se et godt
stykke av den veien jeg skulle ta fatt
på, og etter litt mat og en kopp nykokt
kaffe, var det lite annet å gjøre enn å
sette en fot foran den andre og ta fatt
på de nesten tre milene* til neste hytte
Sandhaug. Det gikk i høyfjellslandskap
på stort sett fast underlag, og litt over
halvveis og etter en kort sjokoladerast,
kom jeg til turens første bro. Deretter
gikk turen langs vannet og frem til
hytten. Sandhaug er betjent, noe som
innebærer at man kan få seg tre-retters
middag, en kald pilsner, et glass vin,
eller ”en lille en”. I de fleste siviliserte
land, vil slikt være en selvfølge; at det
serveres også i hjertet av den kjernesunne norske naturen, var en svært
positiv overraskelse.
Mens jeg nøt min friske bayer, fikk
jeg se to etter hvert kjente ansikter. To
tyskere jeg hadde møtt på båten var i
ferd med å slå opp telt nedenfor hytten.
Mens jeg til fulle nøt fjellets infrastruktur og gikk fra hytte til hytte med
en 40-liters sekk som neppe veide mer
enn 8-10 kilo, bar de på telt, kokeapparat og mat og hadde omtrent dobbelt
så store sekker. Jeg følte nesten at jeg
fusket, men så skulle dette altså være en
myk introduksjon, ingen manndomsprøve.
Neste morgen, mindre enn en time
fra Sandhaug, tok jeg en avstikker og en
sjokoladerast ved Besso. Jeg hadde allerede passert tyskerne, men havnet nå
bak dem igjen. De var hele tiden innen
synsvidde, om enn ikke alltid så synlige.
Det ble de derimot i høyeste grad da jeg
fikk øye på dem som to mørke flekker
på vei over turens første snebelte. Da
det var på tide med en lengre rast og litt
mat, tok jeg dem igjen. Vi så på hverandres kart og peilet inn posisjonen vår.
Det gjensto ennå noen timer til Litlos,
hvor vi skulle tilbringe natten. Jeg tror
rasten var på turens høyeste punkt, og
for første gang måtte jeg frem med en
fleecegenser*. Solen og temperaturen
var akkurat nok til å holde varmen med
en T-shirt – så lenge jeg beveget meg.
Etter at vi hadde spist, var det jeg
som lå først i sporet. De neste dagene
gikk mer opp og ned enn de foregående
dagene. Da vi kom frem til Litlos, bar
både landskapet og ikke minst rutene
vi hadde fulgt for å komme dit – preg
8
De to tyske vandrerne krysser den lille
fossen* ved Besso.
av at vi definitivt var begynt å nærme
oss vestsiden av Hardangervidda. Nok
en tre-retters middag med kaldt øl
satte punktum for dag tre. Jeg hadde
ikke bare gått fra øst til vest i løpet av
dagen, jeg var nokså nøyaktig halvveis.
Tre dager igjen til Tyssedal, Odda og
Hardangerfjordens saltvann.
Det var i hvert fall det jeg trodde
da jeg tok fatt på neste etappe, til
Tyssevassbu. Her skilte tyskerne og jeg
lag*. De gikk mot nordvest, mens min
sti pekte mot sørvest. Hele denne dagen
så jeg ingen andre mens jeg gikk. Jeg
rakk sågar å tenke at om jeg faller og
brekker noe, vet jeg sannelig ikke hvor
lang tid det tar før noen kommer forbi
og kan hjelpe. Det var mer snø å ta seg
over. Gammel snø som heldigvis bar, så
det ikke ble altfor tungt. Til gjengjeld
lå den gjerne i litt bratte skråninger, så
et feilsteg kunne føre til en ufrivillig
aketur* til bunnen av skråningen – og
ut i iskaldt fjellvann om jeg var riktig
uheldig. Jeg var ikke uheldig. Tvert
imot var jeg fortsatt svært heldig, ikke
minst med været. Nok en dag med bare
armer og en lett bris i ryggen. Jeg innså
til slutt at jeg også hadde solen i ryggen.
Nakken og høyrearmen var rød og lett
svidd da jeg kom frem til Tyssevassbu.
Her var ingen andre. Ingen betjening,
intet vertskap, og ingen andre vandrere.
Først da det mørknet, ankom en polsk
vandrer og gjorde meg selskap. Noe
senere dukket en av hans landsmenn
opp, men han lå i telt nedenfor hytten.
Fjellvandring i Norge
De siste tåkedottene* løses opp idet dalen åpner seg og nedstigningen fra fjell mot fjord
kan begynne.
Lang dags ferd mot målet
Neste morgen var solen gjemt bak
mørkegrå skyer. Regnet kom i en jevn,
men ikke særlig kraftig strøm, hjulpet
på veien av en frisk bris. Mens polakkene sov, lot jeg elmastene lede an mot
sydvest. Tyssevassbu ble i sin tid bygget
av det lokal kraftselskapet og gitt i
gave til Turistforeningen. Og med den
byggherren er det ikke til å undres over
at dette er en av få ubetjente hytter med
elektrisitet.
Dag fem skulle bare være en
kort tur ned til Reinaskorsbu, med
en avstikker til – og kanskje ut på –
Trolltunga. Flere hundre meter over
Ringedalsvatnet stikker tungen ut og
innbyr den som ikke har høydeskrekk
til en luftig utsikt. For den som har
høydeskrekk – og med vind, regn og
vått berg under føttene – føltes det tryggere å betrakte det hele på litt avstand.
I gråværet var det heller ikke fristende
å legge seg til i Reinaskorsbu en hel
dag. Reisebiblioteket var utlest, bua* var
liten og klokken knapt passert tolv – jeg
valgte å slå de to siste etappene sammen
til en.
Dermed gikk jeg videre, rundt
Ringedalsvatnet, som stadig lå flere
hundre meter nedefor. Hver bekk* skar
en liten kløft i fjellet og stien snirklet og
snodde seg ned i hver i hver eneste kløft
før den tok seg opp neste bakke, men
endelig kom jeg over en liten høyde
og skuet utover dalen, Trombeskaret.
Det gikk bratt utfor, og jeg trodde jeg
nærmet meg dalbunnen og Tyssedal.
Men i likhet med tidligere dagers falske
topper, fant jeg nå flere falske bunner.
Til slutt hoppet jeg nærmest fra sten til
sten langs den nedlaget Mågelibanen,
en taubane* opp langs fjellsiden som
ble bygget sammen med kraftverket og
som bragte både hyttefolk og arbeidere
til fjells. Etter 800 meters nedstigning,
kom jeg til asfaltert vei. All hoppingen
hadde ikke vært snill* mot knærne, og
jeg tok med glede imot skyss fra en
e-verksinspektør som skulle til Odda.
Der hadde jeg en middagsavtale.
Riktignok var jeg et døgn for tidlig ute
og både telefonen og de tørre klærne
i sekken var sterkt preget av dagens
regn. Like fullt sto invitasjonen ved lag.
Pai* med selvplukket sopp* fulgt av
nybrygget kaffe og like nystekt nøttekake, satte et sivilisert og vennskapelig
punktum for en flott uke i fjellet.
nn Fredrik Ljone Holst er norsk og har
medlemsnr. 342. Han har besøgt 46 lande og
seks territorier. Tidligere på året gik turen
bl.a. til Svalbard, Gibraltar, USA og Canada.
Læs mer om hans rejseoplevelser på travel.
ljone.net .
9
Første stopp bør være Den norske
turistforening på www.turistfor
eningen.no. Her finner du kontaktinfo,
ruteforslag, kart og masser av annen
praktisk informasjon. Medlemskap er
åpent for alle og koster 570 NOK for
et år. Det gir rabatt på foreningens
hytter og forretninger. I tillegg kan
medlemmer mot 100 NOK i depositum få universalnøkkel* til hyttene.
Hyttene kommer i tre nivåer: betjente
med full bevertning, selvbetjente
med mat (hermetikk og tørrvarer) til
salgs og ubetjente hytter med senger,
kokemuligheter og brensel. Foreningen
har ulike undergrupper, blant annet
Barnas turlag for dem fra 0 til 12 år.
Noen hytter har også egne aktivitetsløyper for barn. Med 490 hytter,
20.000 km sommerruter og 7.000 km
med skiløyper, kan man velge alt fra
en dagstur eller en weekend i fjellet til
lange ekspedisjoner i norsk villmark.
Min rute var drøyt 120 km lang og
tok fem dager. Det meste gikk i snilt*
terreng på høyfjellet, men det var noen
bratte nedstigninger mot slutten.
Hardangervidda har lett tilgang fra
alle sider, mange av startstedene
ligger bare noen timer fra Oslo eller
Bergen. Med Bergensbanen når man
lett til Finse midt på vidda. Herfra brer
sti-nettet seg ut i alle retninger.
5 TIPS TIL
Tekst & fotos: Niels C. Jensen
1. Tivoli på toppen
På en bjergtop midt i Tbilisi er der en stor forlystelsespark
med blandt andet pariserhjul og karruseller. Stedet er et yndet
udflugtsmål for lokale familier. Alene udsigten er turen herop
værd. Helt fantastisk er udsigten fra toppen af pariserhjulet.
2. Jomfru Ane Gade – Akhvlediani
Du skal måske have drukket de første to drinks eller fadøl, inden
du kan udtale områdets navn rigtigt, men Akhvlediani er helt
sikkert stedet, hvis du vil have Mojito og Teqilla Sunrise serveret
på den helt rigtige måde i lækre omgivelser.
3. Kirker, moskeer & synagoger
Hvis du er interesseret i religionskultur, er Tbilisi et oplagt sted
at starte. I byen finder du både jødiske synagoger, kristne kirker,
katolske katedraler og muslimske moskeer. Alt sammen inden for
gåafstand ad små hyggelige gader.
4. Tyrkisk bad på georgisk
I Tyrkiet hedder det hammam, men de tyrkiske bade med damp
og massage er også populære i Tbilisi. Der findes adskillige
rundt om i byen. De bedste ligger ved den centrale flod og kaldes
Abanotubani. Der er både private og fælles bade.
5. Mad & musik
Når Georgien er bedst, sidder man samlet om mad og musik.
Find en lokal restaurant, nyd den lokale mad og lyt til de lokale
toner. Hvis du er heldig, får du en oplevelse, du sent vil glemme.
Små familieejede hoteller og hostels er også et godt sted at
begynde.
nn Niels C. Jensen er journalist ved DR og har medlemsnr. 616.
Sammen med sin kæreste var han tidligere i år på langfærd igennem
Afrika. Læs mere om deres rejse på www.saltvandogmajsgrod.
wordpress.com.
10
1
Og 9 tips
5
til
Georgien
6
2
1 Vinens fødeland
Georgierne mener, vinen blev opfundet her,
og de har også deres helt egen vinkultur.
2 Streetart a la Georgien
Kunst og kultur har en helt speciel plads i
Georgien. Her ved en vejsidecafe.
3 Kæmpe meloner til salg
En ting, du ikke må gå glip af i Georgien, er
lækker frisk frugt og grønt.
7
3
4 Tårne til forsvar
I bjergene ser man overalt de traditionelle
forsvarsværker, som rager op over landsbyerne.
5 Bjergparadis mod nord
Hvis du holder af grønne bakker og bjerge,
skal du til Svanetien.
6 Vandringsmænd og -kvinder
At vandre fra landsby til landsby er noget helt
unikt i Nordgeorgien.
8
7 På hesteryg
Når floder og vandløb skal passeres, sker det
ofte på hesteryg.
8 Beach holiday
Savner du strand og sol, så tag til Batumi,
georgiernes ferieby nr. 1.
4
9 Ligesom at være i Vesteuropa
I Batumi er der fine restauranter og cafeer helt
ligesom i Vesteuropa. Bare billigere.
9
11
Bjergtaget
Aconcagua i Argentina.
de mange dage før toppen, som nærmest en rejse i sig selv. For
hvis det nu skulle ske, at jeg ikke nåede toppen, så var turen
jo ikke helt forgæves, når jeg faktisk havde klaret de første
etaper. Det giver god mening.
Så at pakke bjergudstyret (efter endnu engang at have
købt nyt og suppleret samlingen – man skal jo nødigt gå
ned på udstyret!), tjekke ind i lufthavnen, mødes med guide,
tilbringe nætter i telt i den gode bjergluft, nyde mad, der
på forunderlig vis bare smager bedre i bjergene, tilvænne
kroppen langsomt til højderne osv. – det hele er en del af
etaperne mod toppen, som jeg nødigt vil undvære.
Jeg er opdraget med, at der skal være et mål med ophold
i naturen. I min barndom gik vi ikke tur bare for fornøjelsens skyld, og hvis vi cyklede, var det som transportmiddel
for at nå frem til et mål. Det har taget mig flere år at erkende,
at naturen kan nydes for naturens egen skyld. Og nu er jeg
sprunget ud som en ægte friluftsfreak med lyst til at prøve det
hele: Vandring, klatring, rafting, mountainbike, gletsjerkursus,
Den første gang – på Elbrus – var det noget nær berusende at være kommet på toppen af Europa for egen
kraft og ved egen viljestyrke. Ikke fordi udsigten var
noget særligt – der var en tyk, tyk tåge, som betød,
at baggrunden på gruppebilledet faktisk lignede et
hvidt tæppe i et fotostudie! Men følelsen af at være
on top of the world fejlede intet. Jeg begyndte at
vandre i bjerge for at par år siden. Hvorfor? Fordi det
er en fantastisk naturoplevelse!
Tekst & fotos:
Tina Vinther Dahl
A
t nå toppen er naturligt nok hovedmålet for en
bjergtur, men det er værd at tænke på rejsen som en
vej mod målet. Det råd fik jeg på første bjergtur – at
dele rejsen op i etaper og i første omgang fokusere på
12
surfing osv. Og bl.a. bjergturene har
altså bidt sig fast.
Elbrus i Kaukasus – 5.642 moh.
Indtil mit besøg på Elbrus var mine
erfaringer med bjerge begrænset til
to-tre dages lette trek i Asien, årlige
skiferier i Alperne og et par langrends­
ture i Norge. Så jeg gik forholdsvis
systematisk til værks, og efter et
gletsjerkursus med Den Norske
Turistforening i Jotunheimen, adskillige weekender på stierne omkring
København iført bjergstøvler og 10 kg i
rygsækken samt mange tusinde kroner
omvekslet til friluftsudstyr, var jeg i
2010 klar til Elbrusbjerget.
Mit første møde med en natbestigning var en god oplevelse. Udsigten
til nattehimlen med stjerner og måne
samt kontrasten til bjergene og den
hvide sne var imponerende. Det var
nærmest terapeutisk at traske i halen
af hinanden i langsomt tempo i snorlige rækker op ad bjerget. Efterhånden
som vi nærmede os toppen, blev sneen
dybere, og så var det frem med stikjern
og isøkser. Jeg gik lige efter vores usbekiske guide, som talte højt til hundrede,
holdt en pause, talte til hundrede igen
osv. På denne meget pædagogiske måde
fik han trukket hele gruppen op til
det, der for manges vedkommende var
første bjergtop. Glæden var stor, og ikke
mindst var det dejligt at kunne dele den
med andre.
Jeg havde haft visse bekymringer
forud for rejsen. Ikke pga. de fysiske
udfordringer, som jeg var overbevist om,
at jeg nok skulle klare. Mine betænkeligheder gik heller ikke på, hvorvidt mit
udstyr var godt nok. Nej, mine tanker
gik hovedsageligt på, om jeg ville kunne
holde en grupperejse ud. Jeg har altid
rejst meget alene. Det er nemt – ingen
at diskutere med, ingen der skal tages
hensyn til, og frihed til at gøre præcis
som jeg vil. Men bjergene er ikke et sted
at rejse alene, så jeg var nu tvunget til
at forholde mig til andre mennesker
på min rejse. Tænk hvis der var nogen
i gruppen, som jeg simpelthen ikke
kunne holde ud – jeg var nok blevet en
lille smule intolerant af at rejse alene.
Men det viste sig heldigvis, at mine
forbehold blev gjort til skamme. Alle på
turen gik målrettet efter at nå toppen,
og det fælles mål var et godt udgangspunkt. Turen mod Elbrus’ tinde var på
mange måder et vendepunkt. Jeg kom
hjem som en god bjergvandrer – og
kunne rejse i en gruppe!
Vejen til verdens højeste bjerg er godt
skiltet.
Den usbekiske guide Alex, som med sin
pædagogiske opmuntring spillede en
stor rolle for bestigningen af Elbrus.
Det indimellem
Det er hårdt arbejde at bestige et bjerg.
Fysikken kan være nok så god, men når
du nærmer dig toppen, så er det, som
om kroppen bare ikke vil lege med
mere. Alt foregår i slowmotion og er en
enorm kraftanstrengelse. Selve opholdet
på toppen varer oftest kun få minutter.
Vejret driller og kan spolere chancen for
at nå toppen. Der er risiko for regnvejr,
sne og heftig vind – ofte samtidigt.
Du skal sove i -20 til -25 °C. Du spiser
ensformigt mad og drikker vand i
mængder tæt på kvalmegrænsen.
Men inden du når dertil, kommer
du til at opleve den vildeste natur. Du
kommer til at opleve at være fuldstændig underlagt vejr og vind, hvilket
jo ellers ikke sker så ofte i vores
moderne verden. Og du kommer til at
opleve, at du går i timer uden at tale
og uden at tænke på meget andet, end
at du skal nå yderligere få hundrede
højdemeter op. I min verden er det
fuldstændig og aldeles afkobling – og
langt mere afslappende end at ligge på
en strand! Derfor var Elbrus også kun
begyndelsen, snart kiggede jeg mod
andre bjerge. Og det ultimative bjergområde er jo Himalaya, så i december
2011 satte jeg kursen i den retning.
At flyve ind til Katmandu, kigge
ned på skyerne og så se de høje tinder
i over 8.000 meters højde stikke op i
horisonten. At sidde i Katmandus lufthavn og vente på det lille 16 personers fly, som skulle transportere os til
Lukla – med flyselskaber med navne
som Buddha Air, Yeti Air, Druk Air,
Dragonair osv. At sidde i flyet med
bagagen på skødet med en tot vat i hvert
øre og et bolsje i munden med udsigt
13
til de smukkeste bjerglandskaber – det
er da service i verdensklasse! At se
piloten lande flyet på Luklas meget
korte landingsbane, der slutter meget
brat med et sving til højre for at undgå
sammenstød med en klippevæg. At
høre australieren ved siden af mig sige
”Jeg så et program på Discovery Channel
om de 10 farligste lufthavne i verden
– ved du, hvor Lukla ligger?” Det er
eventyr i verdensklasse!
Everest Base Camp – 5.364 moh.
Jeg havde set billeder af Everest Base
Camp. En masse små kuppeltelte, der
som farvestrålende perler lå spredt ud
på et tæppe af gråt barskt landskab.
Everest (og de omkringliggende
bjerge) bestiges i en ganske smal åbning
om foråret. Det betyder, at Base Camp
i den periode er fyldt med farvestrålende kuppeltelte, eftersom de mange
hundrede håbefulde bjergbestigere
ligger klemt sammen på det flade
stykke bjerg for at søge deres lykke i
den korte ”åbningstid”. Men jeg var i
Himalaya hen over jul og nytår 2011, og
da var Base Camp en – tja, en bar mark.
Landskabet er barskt, ubarmhjertigt,
vildt og voldsomt. Hvis Base Camphøjden på 5.364 moh. lyder som højt, så
forestil dig, at du lægger hovedet tilbage
og kigger yderligere knap 3.500 meter
op mod de allerhøjeste 8.800 meter høje
tinder. Det er højt!
Turen til Everest Base Camp bragte
os bl.a. over Cho La-passet, op på
morænebakken Kala Pattar, igennem
uendelige månelandskaber, timers
vandring uden forstyrrelser af andre
mennesker så langt øjet rakte, uendelig
himmel og sol, sol, sol. Det var hårdt,
men i modsætning til alle andre bjergture jeg har været på, var der ingen
topbestigning om natten. Alle passager
over pas, til toppe, på gletsjere og over
morænebakker foregik i dagstimerne i
klart vejr. Hvilken forskel det gjorde –
alt er ligesom meget lettere i solskin og
blå himmel! Selv om toppene var tæt
på Elbrus’ højde, så var vandringen
så meget anderledes. Det var godt at
opleve, at én bjergtur ikke var lig med
alle andre bjergture.
En dramatisk nedtur
Druk Air, Buddha Air, Yeti Air og de
andre flyselskaber, som flyver til og
fra Lukla, flyver udelukkende visuelt.
Det betyder, at dårligt vejr er lig med
dårligt flyvevejr, og at strande i Luklas
lufthavn er derfor nærmest en hverdagshændelse – det skete også for os. Vi
skulle flyve fra Lukla til Katmandu om
onsdagen. Og onsdagen gik. Det samme
gjorde torsdag. Og vi ventede. Sammen
med masser af andre strandede mennesker. Og vi gik ture i den meget lille by,
hilste på de andre turister, drak kaffe i
kopi-Starbucks, spillede pool og kiggede
på turistbutikker. Og utålmodigheden
bredte sig.
Vores fly ud fra Katmandu hjem
mod Danmark afgik lørdag, så fredagen
blev mødt med spænding. Var det
dagen, hvor flyene igen ville flyve? Jo,
to fly kom da af sted fra Lukla, og to
landede fra Katmandu – inden tågen
igen lukkede til. Vores guide gik i
gang med at arrangere, og kort efter
frokost kom han og hviskede, at vi ville
blive fløjet ud med helikopter! ”Yeah!”
hviskede vi tilbage. Der var jo ingen
grund til højlydt jubel, omgivet, som
vi var, af andre turister, som stadig var
strandet uden helikoptermulighed.
Seks personer kunne helikopteren
tage, og vi var otte inklusive guiden.
Jeg tilbød at blive tilbage, tænkte
at det vel var risikofrit. Det var det
også – næsten. De første seks fløj uden
problemer. Men så kom tågen væltende.
Vi kunne simpelthen se den krybe op ad
landingsbanen, mens vi hørte helikopteren forsøge at komme igennem en, to
og tre gange … Enden på det blev, at vi
med taskerne på nakken piskede ned
ad bjerget i ren Indiana Jones-stil for at
nå ned til den ventende helikopter, som
havde parkeret lige under tågen. Vi
kastede os ind i helikopteren, som satte
af øjeblikkelig. Det var min helikopterdebut, og jeg følte mig som en statist i en
vietnamkrigsfilm, når helikopteren steg
op over en bjergkam for at droppe brat
ned på den anden side og svæve hen
over risterrasser og små træhytter. Vildt!
Indiske Stok Kangri – 6.153 moh.
Hvor? Det var den almindelige reaktion,
når jeg fortalte, at jeg skulle bestige
bjerget Stok Kangri. Det ligger i Ladakh
i indisk Himalaya.
Det var mit første besøg i Indien.
Billederne af det farvestrålende Indien
med sarier, templer og mange, mange
mennesker var fløjet forbi på min indre
nethinde. Nordindien er mere end
det. Ladakh med hovedbyen Leh er
tør, sandet og stenet og minder meget
om dele af Mellemøsten. Måske var det
faktum, at nordinderne for størstedelens vedkommende er muslimer, med til
at forme den sammenligning.
Turen op til toppen af Stok Kangri
var hårdt arbejde. Bjerget var dækket af
et tykt lag sne, stigningen var stejl, og
den kombination betød, at bestigningen
var hårdt, hårdt arbejde. Topnatten var
på mere end 1.200 højdemeter, hvilket
er en hård nyser, når sneen er knæhøj,
stigningen stejl, og temperaturen langt
under frysepunktet. Det blev ikke bedre
af, at en ny lokal guide kom til at føre
min lille gruppe ud på en mindre omvej,
som gav os nogle hundrede meter ekstra,
som i de højder betyder en hel del.
I mit hoved kværnede det ”Jeg skal,
jeg skal … over 6.000. Jeg skal, jeg skal ….
over 6.050,” osv. Og så stod solen op,
varmen kom snigende, udsigten blev
fantastisk, og toppen inden for rækkevidde. Utroligt som vejret kan gøre
en forskel fra nederlag til succes – og
belønningen var en udsigt, hvor vi med
lidt god vilje kunne se til K2 i Pakistan.
Fantastisk – og alt det hårde arbejde
værd. Stok Kangri var også interessant, fordi det var lidt teknisk. Vi krydsede gletsjerspalter, gik i reb og havde
mindre passager, hvor en smule let klatring var nødvendig. En ny udfordring
– som igen gjorde denne tur til noget
særligt.
Nordindien i øvrigt
Efter Stok Kangri fortsatte jeg i
Nordindien på egen hånd. Nu var jeg
jo ligesom kommet af sted til dette
kæmpestore land, så ville jeg også se
noget mere. Jeg fortsatte derfor sydpå
fra hovedbyen Leh til backpackerbyen
Manali. En tur på under 500 km, som
skulle tage små 16 timer i bus – og endte
med at tage 23 ad den mest øde, støvede,
bumpende og elendige vej, jeg nogen-
14
Everest Base Camp uden for sæsonen –
en bar og barsk mark.
sinde har oplevet. Trafikken bestod
næsten kun af en masse fantastiske
old-school Royal Enfield-motorcykler –
og det genoplivede en gammel drøm,
som afstedkom, at jeg i efteråret 2012
endelig fik taget det længe ønskede
motorcykelkørekort. Så om et par år
kører jeg turen Leh-Manali på en Royal
Enfield!
Derudover bød Nordindien bl.a.
også på Dalai Lamas tilholdssted
Dharamsala – som er et slags mini-Tibet
i bjergene – og sikhernes by Amritsar
med det berømte Gyldne Tempel.
Nordindien bød på fire religioner inden
for ganske få dage – muslimerne længst
mod nord, buddhisterne omkring
Dharamsala, sikherne i Amritsar og
endelig hinduerne i New Delhi. En
smeltedigel af religioner og kulturer,
som burde kunne inspirere skeptikere
af samhørighed og multikulturalisme.
Aconcagua i Argentina – 6.962 moh.
… lige ved og næsten
Erkendelsen af at måtte opgive at nå
toppen er hård. Det skete for mig på
Aconcagua, Sydamerikas højeste bjerg, i
januar 2013. Hvorfor? Tja, det var måske
bare for højt? Det var måske, fordi jeg
lagde ud med tre ugers lidt for afslappende rundrejse i Argentina inden
bjergturen? Eller måske fordi mit fokus
ikke var 100 % på topnatten? Eller det
var måske, fordi jeg bare havde fået
nok? Turen kaldes for ”verdens højeste
vandretur”, og det havde måske betydet,
at jeg havde taget lidt for let på forberedelserne. Turen var dog ikke forgæves,
for jeg huskede at dele den op i etaper.
Så selv om jeg vendte om i 6.300 meters
højde (kun fem ud af 13 i gruppen kom
Rejsen mod bjergenes
tinder
Fra toppen af Stok Kangri havde vi i det
klare vejr udsigt til K2.
Akklamatisering er hårdt arbejde. Det
indbefatter, at man hviler sig i flere
timer med den denne udsigt i Argentina.
Bjergbestigerlooket har så småt
indfundet sig.
i øvrigt på toppen), havde jeg en god
oplevelse. For øvrigt var nedturen i
morgenlyset noget af det smukkeste, jeg
nogensinde har set.
Aconcagua var fantastisk på så
mange andre måder. Turen ind igennem
nationalparken var lang, støvet og
imponerende smuk. At bo i Base Camp
i fem dage med akklimatiseringsture
var en stor oplevelse. At lægge depot
ud med mad og udstyr som en forberedelse til turen fra Base Camp og op gav
en følelse af ”rigtig” bjergbestigning. Og
ikke mindst var mødet med de hårde
og hærdede bjergbestigere af alle nationaliteter i Base Camp inspirerende –
men fyldte mig også med ærefrygt. Jeg
havde nok alligevel ikke set mig selv
som en rigtig bjergbestiger, og dem vi
mødte, da vi var på vej op og dem på vej
ned efter toppen, de lignede jo ”the real
thing”. Var det mig?
Det var det. Indtil 6.300 moh., hvor
jeg måtte erkende, at dagsformen ikke
var til at klare de sidste mere end 600
højdemeter, var jeg ved godt mod. Jeg
sov i 5.900 moh. uden problemer, jeg
havde ikke højdesygesymptomer, og
jeg fik ikke lejrkuller af at ligge i flere
dage uden meget andet at lave end at
smelte sne og vente på næste måltid
bestående af frysetørret mad og nogle
kiks. Min fysiske form kunne ikke klare
turen, men psykisk følte jeg mig rigtig
godt tilpas, og jeg kom hjem mange
oplevelser og erfaringer rigere. En dag
vender jeg tilbage til Aconcagua for at
færdiggøre det, som jeg påbegyndte,
men ikke fik afsluttet i januar 2013.
Næste top?
Jeg kom ikke på toppen af Sydamerika,
men jeg har ikke mistet modet. Næste
top kunne blive Mera Peak i Nepal på
6.461 moh. Jeg har intet ønske om, at
det nødvendigvis skal være højere og
vildere for hver gang, og absolut ingen
drøm om at bestige Seven Summits.
Hellere koble interessen for bjerge og
friluftsliv med bestigning af mindre
kendte bjerge beliggende i spændende
lande, så bjergturene kan kombineres
med min almindelige interesse for at
rejse.
nn Tina Vinther Dahl har besøgt 49 lande
og fire territorier på fem kontinenter. Hun
har medlemsnr. 262.
15
Flere danske bureauer arrangerer
bjergture, bl.a. Topas Travel (www.
topas.dk) og Kipling Travel (www.
kiplingtravel.dk). Jeg har god erfaring med begge. Hvis du har lyst til
internationale grupper, så er markedet
kæmpestort og mulighederne mange.
Både de danske og internationale
bureauer arbejder sammen med lokale
selskaber i de pågældende lande.
Det er forholdsvis dyrt at tage på bjergture. Rejserne koster mellem 18.000
og 33.000 kr. for de nævnte ture, som
er på to-tre uger. Jeg har på de fleste
ture betalt et par hundrede kroner for
at få forlænget min flybillet, så jeg har
taget ekstra ferie enten før eller efter
bjergvandringen.
Jeg har undersøgt, om det er billigere
at booke turene direkte hos de lokale
selskaber, og umiddelbart er der ikke
meget at spare. Alternativet vil være
at finde billigere lokale udbydere.
Men tænk på, at der, hvor der ofte kan
spares, er på mad, udstyr og sikkerhed.
Overvej om det er det værd. Det er
ikke uden risiko at vandre i bjerge i de
højder, så derfor bør sikkerheden være
i orden. Vi havde to deltagere, som blev
alvorligt syge på Aconcagua, og det var
godt at opleve, at hjælpen var til stede
som forventet.
På alle turene skal der bruges en hel
del udstyr, som jo selvfølgelig kan
genbruges fra tur til tur. Meget kan
også genbruges fra skiferier og anden
friluftssport, men der er ingen tvivl om,
at det er en udstyrstung og -dyr aktivitet. Her er det godt, at De Berejstes
Klub har en god rabatordning med
Friluftsland. Det er muligt at leje noget
af bjergudstyret som isøkse, stikjern
osv. hos rejsebureauerne.
På øhop i Det Sydfynske Øhav
Der findes hele 55 øer og holme
i Det Sydfynske Øhav, men jeg
nøjedes med at besøge fire af
dem, da jeg var på tur i området i
sommer.
Tekst & fotos:
Rikke Skafte Jespersen
J
eg indrømmer det. Det er ikke
nok for mig at udforske den
store verden. Jeg finder også de
danske øer særdeles interessante
– specielt i sommerhalvåret. Syv nye er
det blevet til i år og heraf blev de fire
besøgt på seks dage i juni 2013.
I Det Sydfynske Øhav ligger hele 55
øer og holme, store og små, beboede og
ubeboede. Et fint færgesystem muliggør
transport mellem de beboede øer, hvor
en del af øboerne fortrinsvis lever af
landbrug og lidt fiskeri eller pendler ind
til job på ”fastlandet”.
Jeg har lokket to kolleger med til
denne idylliske del af Danmark. På
havnen i Svendborg hopper vi på
færgen – af ikke helt undseelig størrelse – og den bringer os til den første af
øerne – Drejø. Øen er på 426 ha, og der
bor omkring 75 mennesker. Her findes
købmand, posthus og kro med udlejning af værelser. Færgen betjener også
øen Skarø, som vi skal videre til senere
på dagen. Er lidt imponeret over, at to så
forholdsvis små øer betjenes flere gange
i døgnet af en rimelig stor færge. Længe
leve de danske småøer! Vi smider
bagagen på ryggen og vandrer op til
købmanden. Her lejer vi cykler og når
de næste fire timer rundt på samtlige
stier og veje på øen. Det er idyl. Solen
skinner, det er varmt, men en lille brise
gør det udholdeligt at trampe rundt på
øen. Undervejs gør vi holdt for at besøge
en Vin- og Humlegård, der serverer
noget køligt til vores tørre halse. Det
smager himmelsk, så vi bliver fristede
til at købe en flaske rødvin med til
senere indtagelse. 175 kr. for – viser det
sig senere – den sureste rødvin jeg har
smagt i mange år. Videre til den hyggelige kirke fra 1535, der har ca. 25 gudstjenester om året. Flere af øens huse er
af nyere dato, da der i 1942 brændte 11
gårde og syv huse i selve Drejø by. Ved
genopbygningen flyttede de fleste uden
for ”byen”.
Tidsplanen er stram i dag, og vi
må desværre forlade denne fine ø for
at tage færgen videre til Skarø. Skarø
er på ca. halv størrelse af Drejø – 200
ha med ca. 40 beboere. Her er fredeligt, nærmest helt stille, og dog – ved
det smukke gadekær, hvor også Skarø
Isproduktion ligger, dukker et par
mennesker op, som vi kan spørge om
vej til ”Sommerpensionatet”, hvor vi
skal tilbringe natten. Værten Lasse er i
fuld gang med at arrangere Skarø festivallen, der skal løbe af stablen nogle
uger senere. En gæstfri mand, der dog
ikke helt har sans for den grundige
rengøring, men vi hygger os. På Skarø
får vi også set alle øens kroge – denne
gang til bens.
Øens tre highlights er den idylliske
lille by, Skarø Is, og den sjældne grønbrogede tudse, der kvækker i vandhullerne. Om aftenen har jeg forudbestilt
mad på Skarø Is, der også er et madsted.
Det skal gøres mindst én dag i forvejen,
hvilket vidner om, at det ikke er vold-
16
somt mange mennesker, der lægger
vejen ind om Skarø.
Maden var lækker, lavet af råvarer
fra de forskellige øer, der er med i
Øsammenslutningen. Men isen er et
kapitel for sig. Virksomheden blev
grundlagt i 2004, og isen er baseret på
birkesaft og sukkertang. Lyder måske
ikke så lækkert, men noget må de have
gjort rigtigt, for de har nu fået Singapore
Airlines som fast kunde.
Næste dag bringer ”Højestene”færgen os tilbage til Fyns land, hvor
vi kun har ti minutter til at hoppe på
færgen til Ærø. Nu var det ellers lige
startet så godt med strålende sol den
foregående dag, og så render vi ind
i noget kedeligt dansk sommervejr
i Ærøskøbing. Den er en af de bedst
bevarede gamle byer i Danmark – med
strikse regler for renovering. På grund
af de mange små skæve huse – med
stokroser knejsende foran og med dens
brostensbelagt gader, har byen et eventyrligt præg. Vi indlogerer os i byens
biograf – eller rettere over biografen, på
et nyindrettet bed & breakfast (tidligere
pakhus). Vi er blevet advaret om støjgener, når dagens film skal vises, men
som en del af opholdet får vi gratis
billetter som et plaster på såret. Vi vil
dog hellere ud og mærke byens maritime stemning ...
Inden vi næste dag forlader
den smukke by, tager vi en tur på
Vesterstrand for at se strandhusene, som
dukkede op på Ærø først i 1920’erne. De
var et produkt af det glade strandliv,
som før havde været forbeholdt de rige,
men som den stigende velstand gjorde
det muligt for flere og flere at deltage
i. Små søde og farvestrålende dukke-
Små strandhuse fra 1920’erne.
Mere sydfynsk kan det dårligt blive (Skarø).
huse, som jeg bare måtte fotografere fra
alle leder og kanter, og som nu koster
en mindre formue at erhverve sig. Vi
begiver os ud på de første 14 km af
Øhavsstien til Marstal.
Øhavsstien er med sine 220 km
en af Danmarks længste vandreruter
og omkranser Det Sydfynske Øhav.
Øhavsstien har et meget alsidigt forløb
gennem kulturlandskaber med flotte
naturområder, herregårde, landsbyer og
købstæder. Langs det meste af ruten er
der udsigt ud over øhavet til de andre
hyggelige øsamfund. Vejret er atter strålende, og det er en smal sag at vandre
de 14 km – trods de tunge rygsække.
Faktisk er vi i stand til at løbe den
sidste halve kilometer ned til havnen i
Marstal i håbet om at nå den lille båd til
Birkholm. Skipper er åbenbart ikke interesseret i at få os med, så han sejler på
slaget 13.30 trods vores viftende fagter
om at vente.
Endnu en ø kunne have været godt
at få med på listen! Nu må vi tage til
takke med skipperbyen Marstal her på
Ærøs østligste punkt. Den er nu heller
ikke helt tosset! Her findes Marstal
Søfartsmuseum med mange minder
fra Marstal by og dens søfartsliv. Vi
synes dog, at vejret er for godt til at
være indendørs. Vi dasker rundt i de
hyggelige stræder og tager en tur ud
til stranden syd for byen – Eriks Hale –
med de maleriske badehuse. Søfarten er
stadig en vigtig del af byens erhvervsliv
og har Danmarks største coasterflåde. Vi
skal bo på det store vandrerhjem og må
endnu en gang konstatere, at det ikke er
blevet højsæson endnu i Det Sydfynske
Øhav ... her tæt på sankthans! Vi er
de eneste gæster foruden et ægtepar
fra Sverige. Vi skal altså ikke forvente
nogen støjgener denne nat andet end fra
skrigende måger, da vores logi ligger en
spytklat fra havnen.
Så er der vejrskift igen. Det siler
ned fra en meget tung, grå himmel og
ifølge DMI skal det vist fortsætte hele
dagen. Vi overvejer ændringer i dagens
plan og tage den gratis bus, der kører
her på Ærø, hele vejen til den vestligste
17
Valmuer så vi mange steder.
by – Søby. Men vi ved også med os selv,
at vi nok vil ærgre os over at gå glip
af vandringen mellem Ærøskøbing og
Søby – den sidste etape af Øhavsstien
på Ærø. Vi tager dog bussen til
Ærøskøbing – helt efter planen, da vi
jo gik turen dagen før! På med regntøjet og pakke rygsækkene ind i noget
vandtæt. Vi går i rask tempo hele turen
med ganske få pauser, da madpakker
ikke er spændende i regnvejr, og da
sigtbarheden heller ikke er for fantastisk, behøver vi ikke mange udsigtsstop. Vi tager os dog tid til at besøge
Søbygaard, der er et renæssanceherregårdsanlæg fra 1580 med imponerende kampestenssætninger. Vi når i
god tid havnen i Søby – i så god tid, at
der er tid til en stor øl, mens vi sidder
oven på et par fiskekasser. Det er klaret
op, og solen skinner. Hvor er det skønt
Øhavsstien
Det var ikke lige godt vejr hele tiden – fra strækningen mellem Ærøskøbing og Søby.
at blive varmet igennem og få det våde
vandretøj tørret. Vi tager færgen til
Faaborg, hvor vi skal overnatte. Det
regner igen, så det er ikke meget vi får
set af denne mindre købstad, men det
får vi ændret på dagen efter.
Det regner stadig andendagen i
Faaborg, så vi beslutter at udsætte sejlturen til Bjørnø nogle timer. Tænker vel
at det er mere spændende at gå rundt
i en hyggelig by, hvor vi kan besøge
cafeer frem for at blive meget våde ude
på den lille ø, hvor vi næppe finder
læ. Faaborg viser sig også at være en
hyggelig by med mange fine gamle huse.
Over middag hopper vi på Lillebjørn –
den lille båd, der sejler mellem Faaborg
og Bjørnø. Vi finder Bjørnøgård, hvor
det gamle brændehus er istandsat og
nu fungerer som udlejningsbolig – et
fint lille bindingsværkshus med stråtag
med navnet Stråhatten. Her skal vi bo
– vores sidste nat i Det Sydfynske Øhav
i denne omgang. Denne ø får vi også
travet tynd. Den er ret kuperet med flere
bakker mellem 16 og 24 meter – et levn
fra istiden. Undervejs møder vi flere
mennesker, der gerne vil fortælle lidt
om deres ø. Da overfartstiden kun er på
20 minutter med mange daglige afgange,
er det muligt for børnefamilier at bo på
øen og pendle dagligt til Faaborg. Her
bor 37 mennesker på 150 ha. Dejlig lille
ø, men nok den mindst interessante af
de øer, vi har besøgt.
Næste dag er det slut. Vi tager
Lillebjørn til Faaborg og derfra videre
til København ... atter i regnvejr. Jeg
er ikke færdig med de sydfynske øer.
Sidste år besøgte jeg Lyø og Avernakø,
og til næste år må det blive de sidste af
de offentligt tilgængelige øer – Strynø,
Øhavsstien er en af Danmarks længste
afmærkede naturstier, hvor man kan
overnatte i shelter og på primitive
lejrpladser. Man kan også nøjes med
dagsture langs stien. Foldere om
Øhavsstien fås på Sydfyns Turistbureau
i Svendborg.
UD & HJEM IGEN: En times sejlads til
Drejø, ½ time for at komme videre
til Skarø. Retur til Svendborg tager
45 minutter. Samlet pris for alle tre
sejladser: 95 kr. Turen fra Svendborg til
Ærøskøbing tager 75 minutter og kan
være en del af en returbillet med SøbyFaaborg-færgen, der tager 60 minutter.
Samlet pris: 199 kr. Bjørnøbåden koster
56 kr. og tager 20 minutter. Bussen
på Ærø er gratis, men man kan også
vandre eller cykle.
BO & SPIS: Jeg brugte i alt 3.600 kr. på
denne tur inkl. seks overnatninger, al
transport og al mad.
Ruten var: Fra Svendborg (en overnatning) sejlede vi til Drejø (cyklede rundt
½ dag), videre til Skarø (en overnatning) og retur til Svendborg.
Forfatteren foran Bjørnøs fyrtårn.
Birkholm og Hjortø. For Langeland
og Tåsinge har jeg besøgt for en del år
siden.
Og fra Svendborg sejlede vi til Ærø –
Ærøskøbing (en overnatning), hvorfra
vi vandrede til Marstal (en overnatning), med bus retur til Ærøskøbing
og derfra vandrede vi til Søby, hvorfra
vi tog færgen til Faaborg (en overnatning).
Fra Faaborg tog vi den lille båd ud
til Bjørnø (1 overnatning) og retur til
Faaborg dagen efter.
nn Rikke Skafte Jespersen har medlemsnr.
545. Hun har besøgt 78 lande og 15 territorier, men rejser også gerne på opdagelse i
Danmark.
18
Tekst & fotos:
Gunnar Terje Lysemose
Bjøråskaret i Trollheimen i Norge.
En fjeldfreaks bekendelser
Kære fjeldven. Jeg sidder i en
selvbetjent turisthytte i Norge i
et område, som jeg er sikker på,
du ikke har hørt om før. Jeg føler
mig som Palle alene i verden her
i disse glemte Etnefjelde, men
jeg kan li’ det sådan. Jeg opsøger
gerne ensomheden til fjelds, så jeg
beklager mig ikke. Fjeldet giver
mig en stærk og ren oplevelse,
som jeg ikke ville være foruden.
Her er der udfordringer og inspiration at hente, og tid til eftertanke.
A
t vandre i fjeldet er som at
vandre gennem årstiderne.
Da jeg var på fjeldtoppen i
går, var sneen lige smeltet, og
sne-ranunklerne lyste op. Længere nede
blomstrede forårets engblommer, og
på de frodigste steder gik man blandt
sommerens riddersporer. Da jeg satte
mig for at holde et hvil, opdagede jeg,
at hele fjeldet var i bevægelse. Overalt
så jeg løbende og springende rener.
Man kunne ikke undgå at høre de
gnækkende haselyde. Jeg forholdt mig
naturligvis i ro og kunne ikke andet
end beundre renernes adrætte slowmotion-bevægelser med højt løftet hoved.
Kalvene fulgte tæt på deres mor.
Føddernes automatik
Når man går og er godt i gang med
fjeldvandringen, er det for mig en slags
føddernes automatik. Fødderne kan
selv, finder selv vej, som om de har øjne.
Jeg ser kun ned i et kort splitsekund –
eller slet ikke – for benene og fødderne
finder let det rigtige sted at gå. Jeg går
på en måde i blinde, i en slags trance,
når jeg er varmet godt op. Den første
time kan være hård og anstrengende,
fordi jeg er stiv i musklerne, men når
først alle muskler og led er smurt, går
det det bare derudad. Man kan reflektere, drømme, recitere, synge, fløjte og
føre indre samtaler – eller måske gør
man slet intet af dette. Man er bare tom
og åben for lyde og synsindtryk, for
sanserne bliver uophørligt bombarderet.
Fjeldet taler til ens jeg. Du kan tage
imod eller lade være. Du er frit stillet.
Du føler en egentlig frihed ved at gå
og bevæge dig. Der er ikke noget, du
skal eller ikke skal. Tilfældet og den
pludselige indskydelse tæller. Pyt være
med myg og regn eller rygsækken, der
tynger. Man føler, at kroppen reagerer
på vejret og de ydre tryk. Fysikken
presses, og intensiteten stiger, ligesom
selve glæden ved turen.
Ingen regler uden undtagelser
”Gå aldrig alene i fjeldet” hedder det i
fjeldvandrerens ABC, men ingen regler
uden undtagelser. Nogle vover endog
anarkistisk at tilføje, at regler er til for at
brydes! For de fleste er det naturligt at
gå i følge i fjeldet, akkurat som man er
19
sammen på campingture og udflugter,
men vi er nogle, der foretrækker at gå
alene – også i fjeldet. Vi vil ikke uden
videre godtage, at det skulle være farligt.
At gå alene er ofte en vane, som man
tillægger sig som ung, og som man
forbliver trofast mod. Det kan faktisk
være en god vane, hvis ensomheden
bidrager til en rigere naturoplevelse
og en stærkere frihedsfølelse. Og dog.
Hvorfor ikke fortælle om, hvor galt det
kan gå? Jeg er selv én gang faldet i en
bræspalte, hvor jeg sad fast med fod og
støvle. Først måtte jeg prøve at løsne
den fastklemte fod. Bagefter gravede
jeg panisk efter min støvle, der sad
fast længere nede. Jeg brugte de bare
hænder til at grave med, hvilket er
iskoldt og besværligt uden isøkse. Nej,
det er ikke nogen spøg at sidde fast i sne
og is i shorts og bar overkrop. Fire dage
efter var fingrene stadig følelsesløse.
Ellers en pragtfuld dag, men adrenalinkrævende og med noget til eftertanke.
Fåremøg forneden og fugleklatter
foroven
Mere uskyldige oplevelser hænder
heldigvis oftere. I skoven ved Osa blev
jeg angrebet af et drosselpar, der i
styrtdyk overkalkede mig med ekskrementer. Hvor blev jeg dog svinet til.
Nu havde jeg fåremøg forneden og
fugleklatter foroven. Hotel Strands fine
amerikanske gæster i Ulvik gloede, da
De fleste af mine vandreture står på sololøb og egoflip.
Her har jeg dog selskab.
Indre Troms i Nordnorge.
Vestnorge byder på barsk natur.
jeg entrede hallen og spisesalen. Med
mine gummistøvler kunne jeg udkonkurrere både vildmanden i det danske
rigsvåben og den afskyelige snemand,
yetien, i Himalaya.
En anden gang var det køerne, der
skulle drives til sæters på Dalamot
på Hardangervidda. Familien Ringøy
med venner, bekendte og turister blev
alle beskæftiget med højlydt at jage
de 11 køer og kvier op ad den stejle
sti. Den første dag skulle kreaturerne
kun halvejen. Resten af strækningen
ville dyrene tilbagelægge i løbet af en
lille uges tid i deres eget tempo. På
Dalamot skulle dyrene græsse indtil
midt i september. Sceneriet var fascinerende. Jeg blev fortalt, at en af køerne
sidste år stak af i protest mod at blive
staldet op i Ringøy og ladt alene tilbage,
da de andre drog til fjelds. Hvorhen
vidste man ikke, men nogle uger efter
kunne en turist fortælle nyt om udbryderkoen: For den gik nok så gemytligt
på Dalamot blandt frænder. Majrose
havde slået sig til de andre Daggrøer og
Fjeldliser. Tja, til fjelds skal man, selv
om man er gammel og dårligt gående,
koste hvad det vil.
Nogle af Turistforeningens hytter i Jotunheimen.
Indbegrebet af Fjeldnorge
Jotunheimen er også i Danmark kendt
som indbegrebet af Fjeldnorge. Her
er stejle tinder, og jo mere vestpå
man kommer, des mere vildt bliver
det. I Vestjotunheimen kom jeg til
Vettisfossen, der er Norges højeste
vandfald. Her gik det stejlt op ad
Brendesteigen, som er skrap og en
næsten lodret sti. Godt jeg skulle op og
ikke ned her. Solen bagte, og sveden
drev i stride strømme. De 700 meter
bød på blåbær og skovjordbær at læske
ganen med. Vand var det småt med.
Stien var yderst smal, og flere steder
tilgroet og svært ufremkommelig. Men
fremme ved Stølsmaradalsseter måtte
jeg erkende, at det var umagen værd,
for skønnere beliggende hytte findes
ikke i det ganske fjellheimen. Hytterne er
omgivet af frodige blomsterenge, vilde
tinder, dybe udale og utallige bræer.
Her kan man tilbringe nogle gyldne
dage, hvis man er heldig at have vejret
med sig. Mange nordmænd siger, at
Hurrungerne i Jotunheimen løber med
prisen som Norges flotteste. Jeg forstår
denne betagelse. Solen har flammet
ned over mig, og de store snefaner
strækker sig op til “Hytta på Bandet”. I
20
bjergvæggen klatrede fire udlændinge,
hvis råb gjaldede hult i stilheden. På
vej nedover mod Turtagrø mødte jeg
en ung mand med slalomski og støvler
i rygsækken. Der var en knalden og
rungen i Hurrungerne udløst af sne- og
stenskred, forårsaget af solvarmen
midt på dagen. Kunne man svæve som
kongeørnen, jeg så i Midtmaradalen, ja,
så var der ingen fare.
Sololøb og egoflip
I Tafjordfjeldene mødte jeg ikke et
menneske. Også her er der vild vestlandsnatur med sol over et snedækket
opsplittet klippelandskab. Lyset og den
stærke blå himmel gjorde mig mere end
mør og ør af en slags euforisk lykke.
Flere gange fik jeg problemer, fordi jeg
ikke fulgte ruten slavisk efter kortet,
men i min tilstand var jeg nærmest
ligeglad af overtræthed. Jeg følte mig
vægtløs, usårlig og nærmest urørlig. Det
kan være farligt at være så overstadig,
men jeg nåede da frem til Reindalsseter
lidt før midnat efter marathondistancen
fra Skridulaupbu. Da jeg kom frem til
Vakkerstølen, var den på det nærmeste
besat af en flok unge københavnere.
De havde masser af tid, sov længe, gik
Friluftsliv
Der er mange måder at nyde
naturen på. Man kan fx vandre,
cykle, sejle eller stå på ski. Og man
behøver ikke at rejse langt væk for
at gå på opdagelse i naturen.
Hinnøya i Nordnorge.
småture, fiskede, solede sig og hyggede
sig rigtigt. Der herskede en udpræget
afslappet stemning. På en måde var
jeg ganske misundelig på de unge
og deres måde at opleve fjeldene på.
Men på den anden side ville jeg ikke
bytte mit sololøb og egoflip gennem
Fjeldnorge med et daseliv og socialt
samvær. Fjeldoplevelsen sidder under
huden, den prikker og presser og fylder
mig med en stærk glæde, der ikke
kan brydes eller glemmes. Fysiske og
psykiske udfordringer følges gerne ad.
Fysisk træthed kan være tændsats for
euforiske følelser.
Nord- kontra Sydeuropa
Når jeg for år tilbage blev spurgt om,
hvorfor jeg ikke tog på vandretur
sydpå i fx Alperne, blev jeg dem ofte
svar skyldig. Der var ikke noget, jeg
hellere ville. Måske var jeg bange for at
blive bjergtaget på samme måde som
jeg er fjeldbidt. Alpernes flora kan let
konkurrere med fjeldenes – ved jeg i
dag af selvsyn – og udfordringerne er
ikke mindre. Men sydpå er der ingen
lyse nætter, uendelige ødemarker eller
Palle alene i verden-fornemmelse.
Man render ikke rundt med telt og
slår det op, hvor det nu falder en ind.
Allemandsretten kendes ikke i Alperne.
Jeg ikke bare tror, nej, jeg ved, at min
frihedsfølelse ville være stækket i den
fremherskende kommercielle alpeturisme.
Uden for alfarvej i Danmark
Store naturoplevelser venter den, der
telter uden for alfarvej. Under teltdugen
bliver alle naturlyde nærværende, fantasien får vinger, og søvnen bliver tryg.
Intet haster. Man skal ikke nå noget, når
man telter. Man kan tillade sig at improvisere – og er det ikke ferie?
Man kan sagtens gå i Danmark.
Også her venter eventyret måske.
Påskevandringen langs Vestkysten
gik fra Harboøre og skulle slutte ved
Blåvandshuk. Jeg teltede flere gange
lidt uregelmæssigt, hvor man normalt
ikke må slå sit telt op. Således også
en nat nær det militære skydeterræn
Kallesmærsk Hede ved Oksbøl. Jeg
vågnede kl. 5 og hørte en besynderlig
lyd. Hurtigt kom jeg frem til, at jeg
lyttede til urfuglekokkenes skogren
under deres parringsspil. Det er mindst
30 år siden nu, men for mig gemmer
denne lyd stærke minder om en stor
21
og sjælden oplevelse, mere troldsk og
urskovsagtig end ord kan udtrykke.
Når man er af sted på vandring,
sanser man med både krop og sind.
Det er drama og poesi, alvor og leg,
drømme og forventning. I favntaget
på øde fjelde og store bjergmassiver
eller høje tinder stemmes sindet til
ydmyghed og besindelse, til fordybelse
og kontemplation. Det, der bliver tilbage,
efter mere end hundrede ture for mit
vedkommende – er stemningen, glæden,
taknemligheden og ikke mindst roen
og stilheden. Den nøjsomme fjeldvandrer er tilfreds. Stilheden har sin
egen værdi, for den giver grobund for
inspiration. Kreative kræfter kommer
ud af intetheden og tomheden. Det
lyder sikkert skræmmende, at gevinsten ligger i det enkle og slidsomme –
og ikke at forglemme i højderne. Som
Henrik Ibsen udtrykte det: “Jeg følger
det bud, der byder i højden at vandre!
Mit lavlandsliv har jeg levet ud, heroppe
på vidden er frihed og Gud.”
nn Gunnar Terje Lysemose er 73 år og har
medlemsnr. P493. Som 61-årig besteg han
Mera Peak i Nepal med 6.461 moh, og Norge
har han til dato besøgt 93 gange.
Tekst & fotos:
Henrik Schumacher
Been there,
done it,
never again!
På cykel gennem Chaco i Paraguay
Da jeg planlage fire måneders
cykeltur gennem Sydamerika,
vidste jeg ikke meget om Chaco
– området mellem Asuncion,
hovedstaden i Paraguay, og den
bolivianske grænse. Der var en
asfalteret vej, og terrænet var
fladt. Jeg havde selv et telt og
mad, og vand kan man få alle
vegne. Først da jeg nærmede
mig Chaco, begyndte jeg at søge
information om området på
internettet og fandt hurtigt ud af,
at det er Sydamerikas varmeste
område, og at der kun bor under
tre procent af Paraguays befolkning, mest mennonitter og indianere, på et område på størrelse
med Storbritannien eller 62 % af
Paraguays areal.
22
E
fter nogle dejlige dage
i Asuncion, Sydamerikas
varmeste hovedstad, cyklede
jeg til Cerrito, den sidste lille
landsby inden Chaco. Næste dag stod
jeg tidligt op, fyldte min vandsæk og
mine flasker med i alt elleve liter vand,
købte mad og var klar til en af turens
store udfordringer. Efter bare 20 km
løsnede den skrue sig, som holder
kranken på plads, og den var godt på
vej ud. Jeg cyklede tilbage, fandt en
slags cykelsmed, som fiksede det med
en rørtang og så af sted igen. Efter
15 km samme problem, tilbage til
cykelsmeden og så ud i ødemarken igen.
Da skruen igen løsnede sig, besluttede
jeg mig for at cykle tilbage til Asuncion,
hvor jeg kendte et super cykelværksted,
der desværre var lukket lørdag og først
åbnede mandag formiddag. I weekenden overvejede jeg at tage
bussen til Bolivia og droppe Chacoeventyret, men nu havde jeg forberedt
mig og glædet mig til de oplevelser og
udfordringer, der ventede mig derude,
så jeg ville give den en chance mere.
Man kan cykle i timevis gennem Chaco
uden at møde et eneste menneske.
Hos cykelhandleren reparerede de
både kranken, rensede kæden, kransen
og tjekkede cyklen en ekstra gang. Jeg
fik ikke lov at betale, i stedet gav jeg et
interview og blev fotograferet til deres
lokale cykelblad. Den første nat sov jeg på en landbrugsskole, fik både kaffe og kage,
aftensmad og morgenmad serveret.
Det regnede og tordnede hele natten
igennem, så jeg var nu meget glad for
at sove indendørs. Næste morgen startede Chaco-eventyret med et sjældent
oplevet myggeoverfald. Inden jeg nåede
de 500 m frem til hovedvejen, havde
jeg fået over 50 stik, selv gennem mine
cykelbukser. Velkommen til Chaco!
Jeg købte en flaske myggeolie og satte
farten op. For en gang skyld var jeg glad
for modvinden, som hjalp mig med at
holde myggene på afstand, troede jeg.
Ved første fotostop stod myggene klar
til angreb - hvert foto kostede tre til syv
stik. Trods 30-40 graders varme tog jeg
en T-shirt og halvlange bukser på og
åbnede min gule sikkerhedsvest, så den
blafrede i vinden. Jeg undrede mig over,
at de altid var klar til angreb, så snart
jeg satte farten ned eller stoppede, lige
indtil jeg opdagede, at de sad i læ – på
standby på mine bagerste cykeltasker.
“If you cannot join them, beat them.” Med
mit håndklæde blev mine medpassagerer maltrateret til stor fornøjelse for
de forbipasserende bilister. Det gav ca.
tre minutter fred ved hvert stop.
Efter 60 km dukkede den første
vejkro op. Maden var gratis for cyklister, som er et sjældent syn på de
kanter. Godt udmattet efter 110 km
midt i ingenting, trillede jeg ind på en
slags kristen kostskole, grundlagt af en
belgisk missionær i 1965. De lod mig
overnatte gratis, efter de havde tjekket
mit indrejsestempel. Fantastisk gæstfrihed. Både nattens regn og torden,
masser af væggelus, myggestikkene,
der kløede, og især varmen, holdt mig
vågen det meste af natten. De næste dage lignede hinanden.
Sol og myg om dagen, regn og torden
om natten. De første 350 km er landskabet præget af fugtig savanne med
masser af palmer, tornebuske, træer
og enkelte Estancias (store gårde), som
ligger tilbagetrukket for enden af grusveje. Det var regntid, så alt var oversvømmet på begge sider af vejen og
dermed var der ikke en tør plet til mit
lille telt. Det lykkedes mig at finde et
sted at sove indendørs i bl.a. en lille
hytte uden vindue eller strøm, bag en
tankstation og i hjørnet af en restaurant.
De indfødte forstår ikke, at det overhoved er muligt at krydse Chaco om
sommeren på en jernhest med alle de
farlige dyr, som puma, slanger og jaguarer, der lurer i buskene. Og jeg forstår
ikke, at man kan leve hele sit liv i en
bageovn uden aircon.
“Den ersten der Tod, den zweiten die
Not, den dritten das Brot”
Efter 470 km nåede jeg frem til Filadelfia,
en af de tre byer midt i Chaco som blev
grundlagt i 1920’erne og 1930’erne af
mennonitter fra henholdsvis Canada og
senere fra Rusland og Ukraine, hvorfra
de flygtede fra Stalins diktatur. 70 % af
mennonitterne, der ankom til området
var kvinder, og mange døde inden for
de første par år. “Den første generation
mødte døden, den anden nøden, og den
tredje brødet,” som de siger.
Først i 1960’erne blev der bygget en
vej fra Asuncion gennem området og
videre til den bolivianske grænse, og
mennonitterne kunne da fragte landbrugsvarer fra deres selvvalgte isolation
til resten af landet.
23
Mennonitter er et protestantisk
kirkesamfund, som står for personlig
tro, voksendåb, selvstændige menigheder, forkastelse af både ed og militærtjeneste, og krav på ytrings- og
religionsfrihed. Den enkelte skal af
fri vilje vælge at tro. Det helt centrale
element i mennonitternes tro er bjergprædikenen. De blev gennem århundreder forfulgt, bl.a. fordi de nægtede at
gøre militærtjeneste. I dag findes der
1.600.000 mennonitter i verden, bl.a. på
Østerbro i København indtil 1980’erne.
Samfundet blev grundlagt i det
16. århundrede af Menno Simons, en
nederlandsk-frisisk præst. Alle mennonitter taler tysk med hinanden, selvom
de fleste aldrig har besøgt et tysksproget
land, og derudover guarani med indianerne og spansk med paraguayerne.
Samme sprog, men forskellige
kulturer
I Filadelfia indlogerer jeg mig på byens
bedste – af i alt to – hoteller med aircon
og pool. Endelig kan jeg skrubbe den
klamme blanding af solcreme, myggeolie og sved af mig og nyde at fryse
i den kolde aircon-luft. Poolen og et
par iskolde øl fortrænger hurtigt alle
strabadserne fra første del af Chacoeventyret.
Om aftenen bliver jeg inviteret til
middag af nogle hotelgæster, der havde
set mig på landevejen. Det bliver en
lang aften/nat med masser af fremragende og velsmagende mad og diverse
flasker rødvin. I løbet af aftenen får vi
selskab af flere mennonitter, og vi får et
gensidigt indblik i vores meget forskellige måder at leve på og de kulturelle
forskelle mellem det lille tysktalende
samfund midt i ødemarken og dagens
Tyskland.
Mennonitterne har formået at skabe
et velfungerende samfund midt i indianerland uden nævneværdige konflikter
med de lokale indianere. Der findes
nok ikke mange steder i verden, hvor
det kan lykkes. Modsætningerne og
den forskellige opfattelse af arbejdsmoral kunne ikke være større. De fleste
indianere lever i faldefærdige hytter og
telte lige udenfor byerne, omgivet af
deres eget skrald, under usle sanitære
forhold og meget sparsom strømforsyning. Antallet af indianere er vokset fra
600 i 1930 til 25.000 i 2013, altså dobbelt
så mange som mennonitterne. De har
levet som jægere, fiskere og samlere
inden mennonitterne ankom for godt
80 år siden, og længere nordpå i Chaco-
området lever der stadigvæk ca. 50 - 150
stammefolk, der aldrig nogensinde har
haft kontakt til civilisationen. I øvrigt
det eneste sted i Sydamerika uden for
Amazonas.
Mennonitterne har doneret mange
penge til den indianske befolkningsgruppe i form af skoler, lægehjælp og
bedre hygiejne- og levevilkår, men jeg
synes det er lidt svært at få øje på.
Hvis man spørger paraguayerne
om de 13.000 mennonitter, så er det den
generelle opfattelse, at det er et meget
lukket samfund med eget sprog og
kultur. De bidrager med deres landbrug, levnedsmiddelproduktion (bl.a.
75 % af Paraguays mælkeprodukter) og
15 % af landets kvæg til en betydelig
del af Paraguays BNP. Efter mødet med
mennonitterne har jeg tænkt meget over,
om man kan kalde dem for integreret i
det paraguayanske samfund eller for en
isoleret velfærdstat i staten.
Jeg snupper en ekstra dag i denne
luksusoase, cykler en tur gennem
byen med de store murstensvillaer
“German style” og de velplejede haver.
Senere på dagen besøger jeg det lille
“Heimatmuseum” og køber så ind til
den anden og mere krævende del af
Chaco-turen. I deres kæmpe kooperativ
(supermarked) findes alt fra rugbrød,
mysli, pålæg og yoghurt til Haribovingummi – det rene slaraffenland.
Søvnløs i Chaco
Det er med meget blandede følelser og
trods masser af advarsler, at jeg forlader
denne interessante oase i ”det grønne
helvede”, som de lokale kalder Chaco.
Foran mig ligger 400 km med usikker
vandforsyning gennem den tørreste og
varmeste del af Chaco, dårlige vejforhold og kun én by efter ca. 85 km.
Back on the road falder jeg hurtig i
en cykelrytme. Terrænet er fladt, jeg
suser med over 20km/t ud ad landevejen,
meget OBS på lyde fra buskene langs
vejkanten, ignorerer den stegende sol
og håber at se en puma eller en jaguar
krydse vejen – i god afstand, tak. Men
desværre må jeg nøjes med masser
af fugle, store insekter, ræve, en del
slanger og i snit fem til ti biler per dag.
På andendagen finder jeg lige før
solnedgang en Estancia tæt på vejen,
drevet af en total klondyke-klan. De er
ikke meget for, at jeg vil stille mit telt op
bag huset, hvilket er meget underligt på
disse ellers gæstfri kanter, men jeg insisterer. Næste dag erfarer jeg af politiet,
at de havde drukket nogle lastbilchauf-
I regntiden kan det være svært at finde et tørt sted at slå telt op.
fører under bordet og så taget deres
penge, mens jeg lå i mit telt med over
2.500 USD under hovedpuden!
Over halvdelen af natten lå jeg
vågen pga. den ulidelige varme og de
underlige dyrelyde tæt på min teltlejr.
På en måde fascinerende. Bare tanken
om endnu en dag med 10 timers cykling
på dårlige veje i over 40°C og uvisheden om, hvor man sover næste nat,
om der er et “vandhul” undervejs osv.,
suger meget energi ud af min i forvejen
udmattede krop.
Godt smadret og “energiløs”
svinger jeg mig i sadlen og prøver at
“meditere mig gennem dagens etape.”
Det plejer at lykkes, når jeg f.eks. skal
cykle hele dagen i første gear op af
Andesbjergene. Så falder jeg i en meditativ tilstand uden nogensinde at have
lært at meditere, men intuitivt meget
obs på omgivelserne og trafikken.
Det vil bare ikke lykkes i dag. Vejen
er delvis omdannet til en sandkasse,
hvor cykling er umulig, solen brænder
ubarmhjerteligt fra en skyfri himmel,
insekterne driver mig til vanvid, og jeg
får diverse hjertestop for hver gang et
dyr kommer krybende eller flyvende
ud af buskene langs vejkanten. Ikke lige
min dag. Meget af maden har ikke overlevet varmen, så jeg nøjes med dåsetun
og solvarmt brøndvand, der smager ad
helvede til – føj for den!
Den lille diktatorby midt i ingenting
Om aftenen ankommer jeg til La
Patria, en samling faldefærdige huse
og en politistation. Alfredo Stroesser,
Paraguays tidligere diktator gennem 35
år, havde en stor Estancia i nærheden,
24
Hygiejnen fik ikke topkarakter på denne
kro, hvor grisen fik tømt både tarm og
blære på disken.
hvor han iflg. de lokale beboere torturerede politiske modstandere. La Patria,
på dansk “fædrelandet”, skulle være
et forsøg på at lokke folk ud på landet
og skabe en succeshistorie som de tre
mennonitsamfund 275 km længere
østpå. Det lykkedes aldrig, og tilbage
står bl.a. en stor sportshal, et fængsel,
ensartede huse, en plads med et monument og hvad man nu ellers har brug for
i en by, udtænkt af en diktator.
Det er nogen specielle typer, der
har valgt at bosætte sig i denne spøgelsesby, hvor termometeret snildt kommer
op på 50°C om sommeren. De er noget
skeptiske over for mig, men efter en stor
omgang øl på min regning, tør de mere
og mere op. Alkohol fremmer forståelsen. Jeg får lov, mod et mindre beløb,
at overnatte i deres spisekammer, og
ikke mindre end tre halvanden liters
flasker vand skal der til for at slukke
tørsten i løbet af natten. Jeg sover med
to håndklæder, et er vredet i vand for at
køle kroppen ned, og et er til at slå efter
myggene. Endnu en lortenat!
På cykel i Sydamerika
Med godt mod og masser af vand indledes den anden og mere krævende del af Chacoeventyret mod den bolivianske grænse.
Absolut solkrise. Sidste dag endte med
solstik!
Mit første solstik
Den sidste dag i Chaco bliver den
varmeste og længste dag. Jeg starter
dagen med et væddemål. Kioskejeren
tror ikke, at jeg kan bunde en halvanden liters vand, men det kan jeg. De
resterende 12 liter skal jeg dog betale
for. Jeg er meget træt og udmattet, men
jeg får mobiliseret mine tilbageværende
kræfter og “flyver” over asfalten de
første timer, inden middagstemperaturen på langt over 40°C sætter en
dæmper på konditionen. Ved frokosttid
finder jeg et træ, der giver nok skygge,
ruller liggeunderlaget ud og prøver
at slappe af. Det er de 20-30 fluer, der
kredser omkring mit ansigt, ikke helt
enig i, jeg skal. Da jeg så oven i købet får
øje på en slange, pakker jeg mine ting
og siger tak for selskabet.
På et tidspunkt går jeg lidt i panik.
Jeg regner ud at jeg cykler 8-10 km på
en liter vand. Dagsetapen er ca. 125 km,
men jeg har ingen cykelcomputer og
har dermed kun en løs fornemmelse af,
hvor langt jeg er nået. Jeg må nøjes med
de sporadiske kilometersten, der dukker
op i ny og næ. Landkortet fra turistinformationen er ingen hjælp. Ikke særlig
smart, Henrik! Ingen huse, ingen biler,
kun sol og varme. Hvad nu hvis cyklen
går i stykker? Et dæk eksploderer, jeg
løber tør for vand eller falder kraftløs af
cyklen? Tankerne kører rundt i hovedet,
og jeg er ved at blive sindssyg af den
varme. Efter næsten 12 timer og utallige
pauser i skyggen, dukker der en militærpost op. Jeg har præcis tre – psykologisk meget vigtige – slurk vand tilbage
i flasken. “Aqua, por favor” er de første
ord, der kommer over mine tørre læber.
Med hver tår vand forsvinder tankerne,
der har kredset omkring vand og drev
mig til vanvid – eller “vandvid”. Vi
sludrer lidt om min tur. De sædvanlige
spørgsmål, som jeg utallige gange har
svaret på. De sidste syv km til grænsen
begynder det at banke voldsomt i
hovedet. Det skyldes nok dehydrering,
tænker jeg, men det bliver værre for
hver meter, jeg nærmer mig grænsen.
Jeg når lige at hilse på tolderne, inden
jeg vælter med cyklen. Det viser sig,
at jeg har fået et voldsomt solstik. Jeg
brækker mig hele aftenen og kan ikke
holde noget indenbords. Tolderne lader
mig tage et brusebad, laver mate-te til
mig og tilbyder, at jeg kan sove i hængekøjen under et stort træ. Solstik er nok
noget af det mest ubehagelige, man kan
opleve, hvis man ikke har udsigt til køligere omgivelser eller aircon. Konstant
uro i kroppen, svimmelhed, opkastning og en bankende hovedpine er
symptomerne og et hotelværelse med
aircon den eneste terapi. Jeg donerer
mine sidste guarani til en omgang øl til
tolderne, og det bliver modtaget med et
kæmpe smil.
Efter en lækker morgenmad med
mælk og æggekage stopper tolderne en
25
Turen gennem Chaco var en del af min
fire måneders cykeltur med start i Sao
Paulo. Ruten førte mig til Iguazu vandfaldene, videre til Asuncion og 870
km gennem Chaco til Bolivia. Derefter
cyklede jeg langs Andesbjergene til
Salta i det nordvestlige Argentina,
hvor jeg krydsede en bjergkæde i
3500 moh. Så gennem nationalparken
Los Cardones, hvor jeg fulgte ruta
40 til Chilecito. Jeg lagde vejen forbi
Talambaya-nationalparken og Cordoba,
besøgte en ven længere sydpå i
Pampas-regionen, kørte derfra nordpå
til Rosario, så gennem Uruguay og
endte efter 5800 km på cykel i Buenos
Aires.
UD & HJEM IGEN: Flybilletten med
British Airways kostede 5.400 kr. t/r
inkl. cykel.
bus og sørger for en vinduesplads til
Villamontes, den første større by på den
bolivianske side med gode chancer for
et hotel med aircondition.
nn Henrik Schumacher har medlemsnr.
309 og modtog DBK’s Folkersenpris i 2012.
Prisen er opkaldt efter æresmedlem Poul
Folkersen og gives til medlemmer, som har
udvist en helt særlig eventyrgejst.
Venlige kæmper i ørkenen
Et møde med
O
atars
hvalhajer
Tekst: Theis I. Sølling
fotos: Theis I. Sølling & Wikimedia
P
Kik godt efter. Under overfladen
lurer verdens største fisk.
ajero-bilens termometer viser 42°C. Kl. er 05.15. Jeg
er på vej nordpå mod Al Ruwais ad Al Shamalhovedvejen. Den er opkaldt efter den varme
sommervind, der har gjort det umuligt for os at
komme på havet de seneste tre uger, hvor Qatar har været
indhyllet i den ene sandstorm efter den anden. Der er sand,
så langt øjet rækker, kun afbrudt af enkelte grønne kunstvandede områder, der gør det ud for qatarernes landsteder. Der
er ikke rigtig nogle byer mellem Doha og støvede Al Ruwais,
så trafikken glider glat – det er et særsyn i Qatar. Al Shamal
stopper faktisk i Al Ruwais havn, et charmerende lille sted
med både, der for det meste ligner den klassiske arabiske dhow.
Som taget ud af ”Sinbad Søfareren”. Ali fra Qatars miljøministerium ligger klar i sin speedbåd med to 200 Hk motorer. Vi
kan tilbagelægge de ca. 100 km til Qatars skattekammer – Al
Shaheen-oliefeltet – på halvanden time. Det er Mærsk Oil, der
producerer olie fra det 400 km² store felt med i alt ni platforme,
og det er Mærsk, der står for vores ekspedition til Golfens
venlige kæmper – Qatars hvalhajer.
Den første stime møder vi ved feltets første platform. Der
er omkring 50. Den stille susen af hvalhajfinner igennem
vandet går klart igennem på denne dag, hvor der er fuldstændigt havblik. Motoren stopper, og jeg skynder mig i vandet,
bange for at hvalhajerne forsvinder. Mærsks chefforsker
Steffen Bach tager den med ro – der ikke er grund til stress.
Giganterne bliver der, til der er spist op. De pløjer nemlig
igennem vandet med åben mund, indtil der ikke er mere
tunrogn tilbage. Tunen gyder her midt ude i Den Persiske Golf,
og de samler sig omkring boreplatformene, som er kunstige
rev her i den våde ørken-offshore – hvalhajerne samler sig
også. Man skal være lidt opmærksom midt i hvalhaj-mylderet, for bedst som man ligger og svømmer ved siden af en
haj, er man ved at blive rullet over af en anden, og de er store
som busser. Selv om hvalhajerne ser bløde ud, skal man nok
alligevel ikke støde ind i dem, når de glider igennem vandet
med deres følge af rensefisk, for de er beklædt med et panser
af små tænder. Forskerne samler hudprøver, kortlægger fødevaner og radiotacker, mens jeg er som en fisk i golfens 34°C
varme vand. Man ved meget lidt om golfens kæmper. Faktisk
var det ukendt, at de overhovedet var der, indtil borebisserne
spottede dem for få år siden. En hypotese er, at de vandrede
mellem Mozambique og Golfen, men sonarforskningen på
26
Hvalhajer i Qatar
Hvalhajen kaldes på engelsk for a gentle
giant.
Mærsk Oil Research and Technology
Centre (MORTC) har vist, at de faktisk
ikke rigtigt rykker sig ud af det beskyttede farvand mellem boreplatformene.
Svømningen bliver afbrudt af Steffens
satellittelefon, der ringer på dækket.
Det er BBC. De vil høre om projektet
i en udsendelse til ”Wild Arabia”. Vi
sejler lidt videre og når hurtigt området
omkring en af de andre platforme. Her
møder vi endnu en stime, denne gang
med et følge af delfiner og stimer af
store fisk, der svømmer med hovedet
oven vande. Måske for at være med i
festmåltidet af tunfiskeæg. Vi er ved at
være færdige med dagens ”arbejde” –
en hård dag på jobbet, men nogle skal
jo gøre det – og sætter kursen mod Al
Ruwais. Lige inden vi når kysten, sejler
vi forbi en gruppe af fugle, der hviler på
overfladen – tusindvis af sorte vinger
letter og giver anledning til sort sol over
Qatar. En mere perfekt afslutning på
dagen er svær at forestille sig.
Der er virkeligt mange dyre-relaterede oplevelser at finde under Qatars
ørkenhimmel, og man kan læse mere
om hvalhajforskning i Qatar på www.
qatarwhalesharkproject.com. Ud over
hvalhajerne er der også stor fokus på
Qatars havskildpadder som lægger æg
på Fuwarit-stranden i Nordqatar. Det
er et lidt mere tilgængeligt projekt
(sammenlignet med hvalhajerne) at
komme til at se, når æggene klækkes, og
det er muligt ved blot at køre til Fuwarit
i juni måned – Man skal blot spørge
efter Shafiq og komme ved 17-tiden, så
er der gode chancer.
Nyudklækkede havskildpadder på
Fuwarit på vej ud i Den Persiske Golf.
nn Theis I. Sølling har medlemsnr. 218.
Han har besøgt 82 lande og fem territorier.
Hav og hvalhajer så langt øjet rækker.
Rhincodon typus, det plettede monster
eller havets venlige kæmpe, er nok et
af de mest betagende væsener, man
kan opleve til havs. Desværre drives
der flere steder rovdrift på den. Men
nogle af de steder, hvor man tidligere
dræbte hvalhajer, er en helt ny industri opstået, nemlig hvalhajturisme.
Hvalhajen er målt op til 12-13 meters
længde, men der er beretninger om,
at den kan blive op til 18 meter lang
og kan veje op til 21 ton. Hvalhajen er
verdens største fisk.
UD & HJEM IGEN: Fly København-Doha
fås fra ca. 1.500 kr. t/r med Pegasus
Airlines.
27
Osorno
2.652 meter iskold
chilensk forførelse
Meget imod min vilje er jeg nødt til at bryde sammen
på mine blødende knæ og tilstå. Jeg har forelsket
mig! Uhjælpeligt endda! I en vulkan. Jeg tænker på
den dag og nat, og dens snehvide tinde har ramt mig
lige lukt i hjertet som en obsidianpilespids. Men den
ensomme slumrende kæmpe i Andesbjergene lader
sig ikke bare lige besejre. Sådan er det med disse
lunefulde latinamerikanere – de stjæler din sjæl, før
du ved af det, og du bliver aldrig den samme igen.
Tekst & fotos:
Anette Lillevang Kristiansen
D
et værker i samtlige muskler, og hver en lille fiber
i min krop smerter. De tunge støvler føles som bly,
og jeg slæber mig af sted med mine vandrestave.
Hvert skridt er en kraftanstrengelse, og da jeg ikke
er vant til den slags fysiske præstationer, hiver jeg efter vejret,
holder pause, går nogle skridt og holder pause på ny. Der er
langt til toppen, der ligger badet i det svage morgenlys. Mine
to ledsagere, der begge er erfarne bjergbestigere, gør deres
bedste for at opmuntre mig og lover frokost på gletsjeren –
skønt vi end ikke er nået op til iskappen endnu.
Nu kan det måske lyde som et topforsøg på Everest i
Himalaya, især hvis man fokuserer på min beskrivelse af den
fysiske anstrengelse. Men vi befinder os i et helt andet hjørne
af verden, og midt i en helt anden historie for den sags skyld.
Jeg har nemlig vovet mig ud i et projekt, som jeg ikke overhovedet kender udfaldet på. Det eneste jeg er helt klar over, er
at forelskelse kan drive en vidt, hvilket jeg må sande denne
morgen, hvor vi bevæger os opad med en overdådig stjernehimmel som eneste vidne. Planeten Venus skiller sig ud mod
nord og leder mig på sporet af kærlighedsgudinder, mens jeg
tænker på, hvad dagen vil bringe. Jeg aner ikke, hvad jeg har
meldt mig til – men forelsket, dét er jeg!
Jeg nipper til min halvlunkne café con leche på en café
på Ramblaen i Barcelona i januar 2011. Kuglepennen grifler
lystigt, og en skitse til en artikel om vulkanbestigningen
tager form. Det er mine tanker jeg nedfælder, og i min erindring står det hele krystalklart. Endnu kan jeg genkalde mig
følelsen og især min altopslugende forelskelse i vulkanen. Ord
28
og sætninger finder vej til min slidte
notesblok, og jo mere jeg skriver, jo
mere føles det som om, jeg igen står ved
gletsjeren og fordyber mig i en udsigt,
der er svær at beskrive med ord.
Tilbage i 2006 rejste jeg rundt i
Brasilien et par måneder og var efterhånden kørt en smule død i palmer og
sandstrande. Jeg savnede mine bjerge,
de gamle inkaruiner og storheden i det
vestlige Sydamerika. Brasilien tændte
mig aldrig helt, måske lige bortset fra
smukke Rio de Janeiro, som jeg faldt
helt og aldeles for. Men ellers
sagde landet mig ikke det helt
store, så jeg besluttede at hoppe
på et fly til Santiago i Chile.
bjerg er usædvanligt smukt, og mine
tanker får hurtigt vinger. Bjerge har
af en eller anden grund altid haft en
dragende virkning på mig. Der er et
eller andet ved deres storhed og iskolde
utilnærmelighed, som i den grad
rammer mig. Men sagen er, at jeg aldrig
nogensinde har besteget et bjerg. Jeg har
aldrig udfordret mig selv og mærket
et bjergs utæmmelige kræfter under
mine fødder. Et eller andet sted inde i
mit fornuftige hoved ved jeg godt, at
bjergbestigning ikke er noget, man bare
kridhvide tinde forsvinde i tåger, og
føler mig i den grad forført af dens
vildhed. Det går efterhånden op for mig,
at jeg vil fortryde resten af livet, hvis jeg
ikke forsøger at bestige det. Bjerget har
virkelig bidt sig fast i mig og nægter at
slippe igen – der er ingen vej tilbage!
Marcello med de blå støvler
I den lille by Puerto Vargas, der
ligger med en førsteklasses udsigt til
vulkanen, får jeg øje på et lille rejsebureau. De reklamerer med trekkingture, men faktisk så aner jeg
ikke, om det overhovedet er
muligt at bestige vulkanen.
Måske er det bare mig, der
har fået en febervildelse. Men
en storsmilende Rebecca bag
En sagte hvisken i horidisken, syntes det lyder som
sonten
en fantastisk idé, da hun hører
På vej ad Pan Americano sydpå
mine planer. Nu er det pludmod Puerto Monnt får jeg øje
selig meget kort afstand fra
på noget langt ude i horisonten.
tanke til handling. Hun griber
Jeg har en plan om, at ville tage
telefonen og lirer en hel remse
hele vejen til det allersydligste
på spansk af sig, og en halv
Patagonien, og Puerto Monnt
time senere holder Marcello
er det naturlige udgangspunkt
fra Puerto Monnt udenfor i sin
for den slags udflugter. Men
lettere ramponerede picket betagende syn får mig til
up-truck. Bilen er fyldt med
at strække voldsomt hals fra
trekkingstøvler i skrigende blåt
mit trange bussæde. Chile er
plastik. Jeg gør store øjne og
jo som bekendt bjergrigt, men
ved ikke helt, om jeg skal grine
hvad der pludselig fanger mit
eller græde. Marcello er en ung
blik, er en ensom beliggende
knægt – vel midt i 20’erne – og
bjergtinde langt borte. En friter helt med på ideen om at
liggende vulkan, der med sit
besejre Osorno, og så skal der i
klassiske kegleformede udseøvrigt prøves støvler!
ende, minder om de billeder,
Jeg får besked på at være
man altid ser af Fujibjerget i
klar på mit hostel næste
Japan, hvor fotoet indrammes
morgen kl. 4.30, og så skal
af lyserøde kirsebærtræer i
vi nok få lagt det bjerg ned.
blomstringssæsonen. Noget i
Jeg synker et par gange – nu
mig tændes, og jeg aner ikke
Det føltes helt overvældende, endelig at stå på vulkanen –
hænger jeg på den og kan ikke
hvorfor, men dens smukke
selvom der stadig er meget langt til toppen.
rigtig finde ud af, om jeg skal
silhuet har en næsten magnedø af skræk eller gå stærk til opgaven.
tisk effekt på mig. Jeg skal tættere på det
lige gør. Det kræver både forberedelse,
Selvom det er højsommer i Chile
bjerg – det føltes som en kalden – ”Kom,” professionelt udstyr og erfaring, for slet
i februar, er morgenen iskold, da vi
lyder en sagte hvisken ude i det fjerne.
ikke at tale om ekstrem kondition. Og
står ved startpunktet for opstigningen.
Da jeg er kravlet i soveposen om
ingen af disse ting har jeg.
Luften er gnistrende frostklar, og vores
aftenen gennemgransker jeg landkortet
Mit realistiske jeg bliver ved med
ånde bliver til damp. Vi er nu tættere på
omkring Puerto Monnt – der kan kun
at fortælle mig, at den drøm kan jeg
vulkanen end nogensinde, og det virker
være tale om Osorno vulkanen, der med
godt skyde en hvid pind efter. Mit
overvældende, selvom vi fortsat er langt
sine næsten 3.000 meter rager godt op
adventure-gen derimod har helt andre
fra toppen. Man fornemmer bare et
i landskabet. Den slumrende kæmpe
planer. Selvfølgelig kan jeg bestige et
eller andet kæmpemæssigt lurer oppe
ligger i et forholdsvist fladt område, og
bjerg! Disse to sider af mit sind er oppe
i mørket og kan kun skimte et svagt
dens profil står i skærende kontrast til
at toppes i adskillige dage, alt imens
omrids af tinden i månelyset.
landskabet omkring.
jeg observerer vulkanen fra snart sagt
Vi gør udstyret klar, og jeg får udleDe følgende dage bruger jeg Puerto
samtlige vinkler, og bare bliver mere
veret isøkse, støvler og et par vandreMonnt som base, og tager ud til landsog mere forelsket. Jeg følger strukturen
stave og vi begiver os på vej. Marcello
byer omkring vulkanen. Jeg bringes
i dens stejle flanker helt ned til søerne,
har taget sin ven med, der også hedder
tættere og tættere på bjerget, hvis hvide
der ligger for foden. Drømmende iagtMarcello – så jeg skulle være godt sikret
istunger smyger sig ned fra toppen. Det
tager jeg skyerne, når de lader dens
29
og begynder at overveje, om det virkelig
er så farligt, at det er nødvendigt med
to til at passe på mig. Et andet hold
starter på samme tid som os, og det skal
hurtigt vise sig, at de er i noget bedre
kondition end jeg er. To x Marcello er
vant til at bestige bjerge og er i topform.
Det kniber lidt mere for mig, der på
ingen måder er vant til, at færdes i stive
støvler i løst vulkansk sand i en stejl
vinkel opad. Efterhånden viger mørket
for dagslyset, og en næsten himmelsk
solopgang står malet i alle palettens
klareste farver over vulkanen.
Mindekors for de forsvundne
Vi arbejder os langsomt opad, og jeg
lægger mærke til flere store jernkors,
der er sat op på stien. ”Det er til minde
om de forsvundne,” svarer Marcello
toneløst og løfter ikke et bryn. Jeg gyser
ved tanken, og langsomt går det op for
mig, hvad jeg har indladt mig på.
En ung fyr fra Holland forsvandt
for nogle år siden på vulkanen. Han var
frygtløs og mente ikke, at han havde
brug for en guide. Men han kom aldrig
ned igen, og man har aldrig fundet ham.
Han er formentlig styrtet i en gletsjerspalte, som lukker sig sammen som en
skruestik, og pludselig en dag skylles
liget ud under isen om foråret, hvis det
overhovedet nogensinde dukker op.
Marcello påpeger, at det er meget letsindigt at gå op på vulkanen alene, for
klapper fælden, er man sikret en iskold
død. En vulkan er selv i slumrende
tilstand en levende organisme, der hele
tiden forandrer sig som følge af vejr og
vind. En nådesløs verden, hvor gletsjer-
Jeg er på ingen måde vant til at vandre
i stive plastiktrekkingstøvler og er
helt udmattet, da vi kommer ned fra
vulkanen.
spalter lukker sig igen – lige meget om
der så ligger et menneske på bunden
af dem. Alvoren bliver mejslet ind i
isblokke for mig.
Jeg spekulerer over, at den risiko er
bjergbestigere vel forberedt på. Et eller
andet sted ser de det måske endda som
en ære at ende deres dage som ismumier i en gletsjerspalte. De må have
gjort sig helt klart, at faren er der, men
de dumdristige er nok ikke bevidste
om deres egen formåen og naturens
voldsomhed. Jeg mindes med kuldegysninger de skrækfilm, jeg har set om
bjergbestigning og er helt på det rene
med, at dette ikke er nogen leg.
Inkaernes bjergofringer
Midt på formiddagen når vi iskappen
i 2.000 meters højde. Der mangles altså
yderligere 652 meter. Vi har ikke nået
det punkt, som gør, at vi kan fortsætte
mod toppen og stadig nå at være nede
inden det bliver mørkt. ”Vi er nødt til
at stoppe her”, vurderer Marcello. Jeg
må altså krybe til korset og indse, at jeg
ikke når toppen. Det er simpelthen for
barsk for en uøvet som mig. Marcello
var sikkert helt fra starten godt klar
over, at vi aldrig nogensinde ville nå
toppen, men han er prof nok til at lade
mig forsøge. Til gengæld får jeg noget
helt andet med hjem. Selvom jeg havde
fokuseret på at nå toppen, så fylder
det mindre, når jeg ser hvor betagende
smukke omgivelserne er – selv bare ved
isgrænsen.
Det hold, der startede samtidig med
os om morgenen, kan vi nu lige akkurat
skimte mod toppen med det blotte øje.
Afstande bedrager som bekendt, og det
mest fascinerende er at opdage, hvor
skræmmende stort det bjerg er. Jeg
stirrer intenst på dets tinde, der står
skarpt markeret mod den klare blå
himmel, som var det silke. Afstanden
til toppen ser ikke ud af meget, men nu
ved jeg jo bedre.
Det er næsten en åndelig oplevelse
at mærke bjergmassivets altopslugende
stilhed. Selvom det var lidt af en overvindelse at gøre det, så er det alligevel
vigtigt for mig at have levet min længsel
ud. Jeg føler, at jeg befinder mig ganske
tæt på noget urgammelt. Ja, man føler
næsten, at man kan fornemme Moder
Jords hjerteslag. Det er vanskeligt at
sætte ord på, men jeg forstår pludselig,
hvorfor inkaerne stræbte mod hellige
bjergtoppe. Man bøjer sig i ydmyghed
overfor bjerge af denne kaliber og kan
pludselig gennemskue, hvorfor de fandt
det ærefuldt at foretage ofringer til
guderne på disse ugæstfrie tinder.
Jeg tænker på barnemumier som
fx Juanita, der blev fundet i 1995 på
vulkanen Ampato i Peru. Hun vandrede
selv til toppen, inden hun måtte lade
livet ved kølleslag. Det må have været
en overvældende oplevelse for et barn
at bestige en sådan bjergtop. Ikke
alene på grund af højdesyge og fysiske
symptomer, men også på grund af den
enorme storhed. Jeg står i hvert fald
midt på iskappen, og føler mig som
det sidste menneske i verden, mens jeg
tager mig selv i at blive stille og eftertænksom og bøje nakken i ydmyghed
over for skaberværket.
Udsigten op mod vulkanens top er helt uovertruffen på sådan en tidlig morgen, hvor
naturen langsomt vågner op.
30
CHILE
UD & HJEM IGEN: Fly KøbenhavnSantiago fås fra ca. 7600 kr. t/r. Fra
Santiago til Puerto Monnt kan man
rejse med bus for ca. 400 kr.
Iført trekkingudstyr bliver jeg forbundet til Marcello med et tov – så jeg ikke risikerer at
forsvinde i en gletsjerspalte.
En hed kærlighedsaffære
Marcello udstyrer mig med klatresele,
steigeisen og et solidt lag sollotion jævnt
fordelt over hele ansigtet. Bagefter bliver
jeg forbundet til ham med en snor, så
han ikke risikerer, at jeg forsvinder
ned i en af de frygtede gletsjerspalter.
Når vi nu ikke når toppen, vil han i det
mindste lære mig at trekke på gletsjeren.
Den store stilhed brydes nu af en faretruende knirken fra isen. Jeg går med
forsigtige skridt, som om jeg bevæger
mig på tyndt glas, der kan briste hvert
øjeblik, det skal være. Marcello forklarer,
at isen har en mørkere farve, hvis der er
et dybt hul, så vi skal lægge godt mærke
til, hvor vi går. Dybt koncentreret lister
vi fremad, selvom det føles underligt at
gå på is, efter at vi har kæmpet os opad i
gråt tungt vulkansand.
Selvom synet udover gletsjeren
er helt overjordisk, føler jeg også en
svag undertone af uhygge, hvor jeg
hele tiden føler, at hvert skridt kan
blive skæbnesvangert. Måske skyldtes
det, at jeg bevæger mig rundt i – et for
mig – fuldstændig ukendt territorium.
Der er folk, der er døde på dette sted,
forsvundet, udslettet for evigt og ingen
har fundet deres jordiske rester. Det er
temmelig angstprovokerende at vide, at
bjerget med lethed kan kvase mig til en
langsom, isnende kold død mellem gletsjerspalternes meterhøje blå isvægge.
Osorno er næppe et bjerg i kategorien ”Seven Summits”, men dog et
lidt ambitiøst begynderprojekt. Trods
sin relativt lave højde på 2.652 moh. er
det ikke en af de nemmeste vulkaner
at bestige. Marcello forklarer, at selve
tinden teknisk set er ret vanskelig at
forcere, da der her stilles krav om decideret isklatring med reb og skruer.
Selvom jeg ikke nåede toppen, så fik
jeg i hvert fald så meget fornemmelse
for bjergbestigning, at jeg den dag i dag
nærer en kæmpebeundring for mennesker, der når deres mål på nogle af
verdens højeste bjerge.
Jeg forstår til fulde, hvad der driver
dem, selvom jeg slet ikke kom til bare
at nå dem til sokkeholderne med denne
bestigning. Det er helt umenneskelige
fysiske præstationer de udfører. Jeg
bar kun en dagrygsæk med vand og
madpakke og en ishakke og var aldeles
udmattet. Bjergbestigere slæber på 30-35
kg og skal oven i købet udholde højdesyge og almen svækkelse af anstrengelsen. Selv slap jeg for symptomer på
højdesyge. Som regel mærker jeg det
først ved omkring 4.000 meter, men her
slår det til gengæld også hårdt.
Alt i alt må jeg erkende, at jeg
ikke har fysik til bjergbestigning. Om
aftenen efter min debut på bjerget, faldt
jeg i en dødslignende søvn og vågnede
først 12 timer senere. Jeg var stadig lige
forelsket i min vulkan, men en del mere
ydmyg over for dens størrelse.
Da jeg to år senere chattede med
Marcello var han i Tromsø og arbejdede som hundeslædefører. Vi har i dag
stadig en aftale om at bestige Osorno
igen – men denne gang på to dage, med
en overnatning. Jeg forestiller mig, at
31
TOPBESTIGNING: I februar er det
sommer i Chile, men det kan godt være
køligt om morgenen, så medbring en
varm jakke. Bestigning af Osorno med
guide koster ca. 1.500 kr. inkl. udstyr,
og man skal regne med en heldagstur,
hvor man lægger ud kl. 5 om morgenen.
Bestigningen kræver god fysik og
meget gerne klatreerfaring, men det er
absolut ikke en umulig opgave.
BO: Byen Puerto Vargas ligger i
nærheden af Osorno-vulkanen. Det er
en hyggelig lille by, og her findes de
turoperatører, der laver trekkingture
til toppen af vulkanen og i området
omkring. Der findes også flere små
billige hostels i byen.
det må være en helt unik oplevelse at
sove på en vulkan – midt i naturkræfterne, så man virkelig kan mærke man
lever. For ja, vulkanen stjal min sjæl og
gav nødigt slip på den igen. Den holdt
mig fast, men sådan går det, når man
har en hed affære med en lunefuld gentleman, der er koldere end en dybfryser.
En kæmpe, der forfører sarte sjæle – kan
være livsfarlig – måtte jeg sande.
nn Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328 og er medredaktør af Globen.
Læs mere om hendes rejseoplevelser på
www.inkapigen.dk.
Lykkejægernes by
ved
ˉ
Amazonˉ
floden
FLODEN
Iquitos i Peru var engang centrum for gummiproduktion. I dag er skoven og indianerne den største attraktion.
Tekst & fotos:
Niels Andersen
G
odt 3.000 km oppe ad Amazonfloden, omgivet
af regnskov, ligger byen Iquitos i Peru. Med sine
400.000 indbyggere bryster den sig af at være
verdens største by uden adgang til byen via et
vejnet.
Vil man til Iquitos, er det enten med fly eller ad Amazonas.
Ved Iquitos er floden stadig bred og dyb nok til at kunne
besejles med fragtbåde af den type, som besejlede de danske
kystbyer for et par årtier siden.
Omkring år 1900 var Iquitos et mekka for udskibning
af rågummi, og det bragte ufattelige rigdomme til byen. De
nyrige viste blandt andet deres velstand ved at beklæde deres
huse udvendigt med kakler importeret fra Portugal.
Først gummi, nu olie
Efter 1. Verdenskrig svandt gummieventyret ind. Iquitos har i
mange år levet en hensygnende tilværelse indtil et olieventyr
i området imellem Peru og Ecuador igen har sat lidt gang i
bylivet.
Regeringen i Lima har gjort Iquitos til en såkaldt frihandelsby med lave toldsatser i et forsøg på at få gang i noget
industri. Alligevel er succesen ikke særligt åbenbar. Iquitos
synes mest at fungere som en udskibningshavn for lykkejægere, der i hjemmeflikkede husbåde drager op ad de utallige
små bifloder til Amazonas. De søger ikke mindst guld og
andre ædle metaller ved kilderne til de mange fortsat uudforskede bifloder.
Efter sigende er det ikke mange af lykkeridderne de ser
igen i Iquitos. Enten har de fundet lykken og er draget sydpå
til civilisationen for at nyde livet. Eller – mere sandsynligt
– har de ikke fundet hverken guld eller anden rigdom og er
draget videre på eventyr eller gået til undervejs i urskoven og
sumpene.
Der er mange rygter, og kun lidt vished om, hvad der sker
med de mange, der søger lykken med udgangspunkt i flodbyen Iquitos.
Besøg hos indianere
Turismen er ikke ligefrem udbredt i byen. Men vil man
udforske en uberørt tropisk regnskovsnatur og opleve indianerstammer, der kun periferisk har kontakt med vores verden,
så er Iquitos et godt bud.
Jeg var på forretningsrejse i Iquitos i 1984, men tog mig tid
til en udflugt godt 30 km ned ad Amazonfloden til bifloden
Sinchicuy. Her tilbyder den ældste lodge af samme navn i dag
økoturisme med ture ind i den uberørte regnskov og besøg
hos en yagua-indianerstamme.
Der var afgang fra Iquitos tidligt om morgenen i en
mindre langbåd med en støjende Yamaha-motor hæftet fast
langs rælingen. Efter godt 30 kilometers hurtig sejlads var
32
PERU
UD & HJEM IGEN: Med LAN Airlines
Lima-Iquitos ca. 3.500 kr. t/r.
Yaguaindianergruppen og undertegnede.
vi fremme ved Sinchicuy Lodge, hvor
lokalguiden tog os med ad små stier ud
i junglen for at møde Yagua indianerne
ved bredden af en lille biflod.
Vor guide anmodede stammens
ældste om tilladelse til besøg. Vi blev
mødt af en gruppe ret nysgerrige indianere, der tilsyneladende glædede sig
over besøget af fremmede.
Kvinderne falbød hjemmelavede
halskæder, fremstillet af forskellige
tørrede frøskaller og med pigge fra
hulepindsvinet. De beklagede sig ikke
over, at vi kun købte enkelte kæder til
en ringe værdi af nogle få soles.
Børnene var sky og gemte sig bag
mødrenes skørter, men alle havde det
tilsyneladende herligt. De morede
sig lige så meget over vores avancerede påklædning med pressefolder i
bukserne, som vi – noget mere diskret
– morede os over deres mere tropisk
hensigtsmæssige, lettere påklædning.
Mændene havde deres våben
med sig: lange pusterør af udhulede
trægrene med et mundstykke af naturgummi og med pile, omviklet med vilde
bomuldsfibre i den ene ende, og dyppet
i curare gift i den spidse ende.
De grinede meget ad vor skræk for
at blive ramt af de giftige pile og overbeviste os om, at de også medbragte pile
uden den giftige pilespids. De demonstrerede deres træfsikkerhed med pusterørene ved, fra mindst 10 meters afstand,
at skyde pile lukt igennem cigaretter
sat op som skydeskiver på en trægren.
Ramte de – og det gjorde de hver gang –
fik de cigaretten som præmie.
Et pusterør som jagtvåben kan
synes noget primitivt, men det er i
virkeligheden meget avanceret. Det
BO & SPIS: Et dobbeltværelse på et
trestjernet hotel i Iquitos fås fra ca.
350 kr. På Sinchicuy Lodge koster to
nætter ca. 2.600 kr. med helpension
i dobbeltværelse. Læs mere på www.
paseosamazonicos.com.
Et rigtigt langt pusterør.
skræmmer ikke andre dyr væk, sådan
som en støjende riffel ville have gjort.
Helbredende urter
Naturen er yaguaernes lokale supermarked og – ikke mindst – også deres
apotek.
Vor guide tog os med på en lille
rundtur og udpegede den ene busk og
træ efter den anden. Han fortalte, at
bladene fra en bestemt busk var perfekt
imod hovedpine, at kogte rødder fra en
urt var perfekt mod mavepine, at formalede kviste fra et træ virkede mod bylder,
og at kvinderne undgik at blive gravide,
hvis de spiste bladene fra en bestemt
busk. Og sådan kunne han blive ved i
den tætte frodige fugtigvarme tropiske
jungle.
33
Jeg formoder, at de i tidernes
morgen har fundet ud af de mange
helbredende og dødelige naturalier efter
udelukkelsesmetoden. Det lyder lidt
uhyggeligt, for vores indianske guide
udpegede også en lille busk, hvis blade
skulle være absolut dødbringende!
nn Niels Andersen har medlemsnr. 626 og
er født i 1951. Han har besøgt 77 lande og
16 territorier og er efter sigende ikke specielt
interesseret i at besøge så mange lande som
muligt, men mere interesseret i at opleve
de lande, han nu engang besøger. I Peru
har han foruden Iquitos også været i Lima,
Callao, Cusco, og besøgt Machu Picchu.
Kenya: Udsigt fra Point Lenana i 4.985 moh. på Mount Kenya.
Foto: Inge-Merete Hougaard.
Rejsebilleder
Tyrkiet: Hvad er mere friluftsliv end at hænge i en ballon i fri luft en
tidlig morgen over Kappadokia? Foto: Rasmus V. Gregersen
Malaysia: Gunung Kinabalu er Malaysias
højeste bjerg. Toppen ligger i 4.095 moh.
Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Kenya: På vej op ad Mount Kenya. Toppen ligger i 5.199 moh.
Foto: Inge-Merete Hougaard.
Island: Islandske heste på græs på sydkysten.
Foto: Morten Haagensen.
Kirgisistan: Tre dage til hest på vej til Song
Kul-søen. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Danmark: Nysgerrige får på klippeskrænterne over Gudhjem.
Foto: Lars-Terje Lysemose.
Nepal: Udsigt fra landsbyen Lho til verdens 8. højeste bjerg – Manaslu med sine 8.163 moh. At vandre her forudsætter, at man har en guide
og særlig tilladelse. Foto: Lars-Terje Lysemose.
Oman: En typisk beduinlejr i ørkenen.
Familierne er nomader, og lejren kan hurtigt
brydes op. Foto: Jesper Grønkjær.
Sverige: Vestruten op ad Kebnekaise kræver
ingen teknisk snilde. Selv en hund kan nå til
tops, men turen på 18 km varer mindst 10
timer t/r. Foto: Lars-Terje Lysemose.
Ecuador: Cotopaxi er med sine 5.897 moh.
Ecuadors højeste og mest aktive vulkan.
Base Camp ligger i 4.864 moh.
Foto: Morten Haagensen.
Sverige: Ja, vi skal helt derop! Sveriges højeste
fjeld, Kebnekaise, er nu målt til 2.099 moh. I snit
smelter en meter af toppen om året.
Foto: Lars-Terje Lysemose.
Chile: Vulkanen Osorno, Puerto Varas.
Foto: Inge-Merete Hougaard.
Malaysia: Gunung Kinabalu i ca. 3.500 moh.
Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Pakistan: Denne noget alternative bro over
Hunzafloden fandt jeg ved Passu, og selvom
den ser faldefærdig ud, holdt den.
Foto: Claus Qvist Jessen.
Kenya: Masai Mara. Foto: Lene Kohlhoff
Rasmussen.
De Kanariske Øer: El Hierro. Vidnesbyrd om et gigantisk jordskred for 15.000 år siden.
Foto: Per Allan Jensen.
Malaysia: Fantastisk dyreliv i Kinabatangan.
Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Malaysia: Bako nationalpark. Den er giftig!
Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Kina: Kamel i Taklamakan-ørkenen.
Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Filippinerne: Bohol. Hvilket væsen
har vi mon her?
Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Malaysia: Gunung Kinabalu.
Et sødt lille egern.
Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Sverige: Pakdyr eller en ægte friluftshund? Tre ugers
vandring giver ca. 9 kg oppakning i tørfoder, men labradoren Molly kan heldigvis selv bære 6 kg i en kløvtaske.
Foto: Lars-Terje Lysemose.
Malaysia: Næseabe i nationalparken Baku.
Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Argentina: Udsigt over søen Nahuel Hhuapi, San Carlos
de Bariloche. Foto: Inge-Merete Hougaard.
Malaysia: Gunung Kinabalu. Ufatteligt hvad der kan gro så højt oppe!
Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Norge: Når man står på Nordkapp er Svalbard det
eneste, der skiller en fra Nordpolen.
Foto: Morten Haagensen.
Madeira: Den yderste spids på østkysten, Ponta der São
Lourenço, byder på et fantastisk okkerfarvet klippelandskab. Foto: Lars-Terje Lysemose
Filippinerne: Nationaparken Isarog i fuldt flor.
Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Filippinerne: Smuk solnedgang over Donsol.
Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Sverige: Solopgang på Södra Kungsleden.
Foto: Søren Christensson.
Nepal: Yakokser ved Samdo, 3.875 moh., på grænsen til Tibet. Om sommeren
passerer handelskaravaner gennem de høje bjergpas.
Foto: Lars-Terje Lysemose.
Til dato har jeg været på 93 vandre- og skiture i Norge.
Her er vi i Jotunheimen. Foto: Gunnar Terje Lysemose.
Grønland: Solnedgang i Rodebay, 18 km nord for Ilulissat.
Foto: Morten Haagensen.
Norge: Norsk same på Nordkalotten.
Foto: Morten Haagensen.
Tekst & fotos:
Knud B. Bach
Livet langs
Amazonfloden
Flodbørn på arbejde.
Inden for de seneste 10 år har jeg
besøgt Amazonas mindst 10 gange.
Alligevel har jeg kun besøgt en
lille del af floden, der har en total
længde på 6.400 km.
M
anaus er i dag en storby
med 2 millioner indbyggere.
Den ligger langt oppe ad
floden, men kan alligevel
anløbes af store atlanterhavsskibe. Der
er to ting, som særligt har fascineret
mig ved området: De imponerende
gamle kulturbygninger samt naturen i
og omkring den enorme flod.
Naturgummi eller latex blev høstet
her fra ca. 1865 til 1915, og det gjorde
byen meget rig. I det gamle center ligger
toldbygningen, finansministeriet og
Teatro Amazonas. Specielt teatret er
imponerende. Det tog 15 år at bygge det
og kun de fineste materialer fra Europa
blev brugt. En stor del af teatret blev
prøvesamlet i London inden afskibning. Det blev bygget i Belle Epoquestil og blev først færdig i 1897. Rio
Negro-paladset er et rigtigt gullaschbaron-palæ.
Bag markedet ligger den vibrerende
flodhavn, hvor flodbådene ligger på
rad og række langs pontonbroer. Disse
både fragter folk og varer på små ture
til det næste sted eller tager en lille uges
sejltur til Belem. Man kan dase i hængekøje på dækket eller sove i luftkonditioneret kahyt på øverste dæk. I februar 2002 tog jeg en sejltur
til junglehotellet Ariau Towers, der
ligger to timer oppe ad Rio Negrofloden. Ariau Towers er en jungle lodge,
som er bygget på stolper ud fra flodbredden. Herfra deltog jeg i flere spændende gruppeture, hvor vi så på fisk og
fugle i strålende farver, og vi fiskede
også nogle af de grådige piranha-fisk.
På vejen tilbage til Manaus oplevede
jeg sammenløbet af de to hovedfloder,
Rio Negro, den sorte, og Solimoes, den
brun-gullige. De flyder sammen og
bliver til Amazonfloden. Amazonas’ latexproduktion kollapsede omkring 1910, fordi para-gummitræet var blevet smuglet til Malaysia og
Sumatra. De britiske og nederlandske
kolonier var langt mere effektive til
dyrkning og produktion af gummi. Priserne faldt, og Manaus blev meget
39
fattig. I 1960’erne fik man, via skat- og
momsfritagelse, lokket nogle elektronikog montagefabrikker dertil. Honda
Motor samler nu 7.000 motorcykler om
dagen i Manaus.
Santarem ligger i delstaten
Para, ca. midtvejs mellem Manaus og
Amazonflodens udløb i Belem. Jeg har
besøgt byen to gange. Første gang var i
2010 for at sejle med flodbåd til Manaus.
Vi drev langsom frem. Skipperen havde
ikke travlt. Han lossede og lastede ved
flere små havne, og det gik op for mig,
at jeg ville komme en dag senere end
beregnet til Manaus.
Altamira ved Xingu-floden og Belo
Monte-dæmningen
I marts 2011 kom jeg tilbage til Santarem
for at flyve til Altamira ca. 1.000 km
længere nede ad Xingu-floden. Jeg
havde længe haft ønske om at besøge
xingu-indianerne, som bor i dette
område, hvor der nu er lanceret et
kontroversielt dæmningsprojekt. Xinguindianerne er trængt ud af storlandbruget, og de fleste bor i små landsbyer
langs med floden, men nogle bor i et
stort fælleshus i Altamira, nærmest
Amazonfloden
Amazonfloden har en længde på
6.400 km og har over 200 bifloder,
der tilsammen afvander ca. 7 millioner km². 120.000 m3 vand afledes i
sekundet i udløbet. Floden er sejlbar
for oceangående skibe, der næsten
kan sejle Sydamerika tværs igennem.
Andesbjergkæden standser dog denne
sejlads. Indsejlingen ligger på østkysten af Brasilien, og kaldes Rio del Mar
– Flodhavet. Amazonfloden har over
2.000 fiskearter, lige fra elektriske ål
til stimer af blodtørstige piratfisk.
Flodfærger på rad og række i Manaus.
Amazon Rio Negro Ariau Towers Jungle
Lodge.
Fiskemarked i Belem.
en slags fattighus. Det lykkedes mig at
besøge en gruppe i et lille reservat i
Bethania 10 km uden for byen. Da jeg
nåede frem, var der flere busser med
folk fra andre brasilianske indianersamfund. Disse var kommet for at støtte
xingu-indianerne i deres protestkamp
mod Belo Monte-projektet. Det enorme
vandkraftværk er planlagt til at blive
det 2. eller 3. største i verden.
Indianerne har fået PR-hjælp
fra James Cameron, instruktøren af
”Avatar”-filmen. Han har netop deltaget
i et international forum for vedvarende
energi i Manaus og har været på besøg
i Altamira med en påmalet blå avatarmaske samt demonstreret sammen med
indianerne i regeringsbyen Brasilia.
Så en Hollywood-filminstruktør og
frustrerede indianere har givet Lula og
nu præsident Dilma flere grå hår!
Efterspil: Dæmningsbyggeriet
buldrer fremad. Der har været flere
store demonstrationer, bl.a. under FN’s
miljøkonference, ”Rio +20”. Højesteret
har midlertidigt stoppet anlægsarbejdet
med krav om dialog med indianerne,
men gigantprojektet har momentum og
vil nok fortsætte. Jeg synes, Belem har Brasiliens mest
interessante marked, og det siger ikke så
lidt, da Brasilien har mange fortryllende
markeder. Para-delstaten har specielt
to endogene produkter, de store paranødder, som vi knækker til jul, samt
Acai-palmenøddeekstrakter, som er
blevet meget populære her da de indeholder stærke antioxidanter.
40
Sammen med min kone Anna
tog jeg en tidlig morgen på sejltur
til Ilha Papegaio. Her er tusinder af
grønne papegøjer, som letter tidligt om
morgenen.
Amazonfloden er verdens længste
flod, et forunderligt floddelta, som kan
besøges på mange forskellige steder og
på mange forskellige måder. Der er et
levende folkeliv på og omkring den – alt
i et grønt junglehav.
nn Knud B. Bach har medlemsnr. 125 og
har boet og arbejdet i Brasilien i 12 år.
Han er nu på retræte og er gået fra at være
adm. direktør til rådgiver og bor nu på skift i
Rio de Janeiro og i Aalborg.
Sofarejser
Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
E
fteråret står for døren, og
hvis man da ikke ligefrem er
på vej ud ad døren – på vej
ud at rejse – hvad er så bedre,
end at ligge hjemme på sofaen med
en stak rejsebøger eller en god film,
som kan inspirere og lindre efterårets
mørke, blæsende og regnvåde årstid?
Vi kalder det for sofarejser, når vi på
næsten magisk vis, som om vi havde et
flyvende tæppe, kan rejse ud i verden
hjemme fra sofaens trygge rammer. At
have noget at underholde sig med på
rejsen kan også være essentielt, når man
sidder i et tog, en bus, på et fly eller et
kedeligt hotelrum. Globen omtaler og
anmelder derfor gerne bøger og film,
som kan inspirere og udvikle rejselysten.
Om Afrika
“Ørkenen brænder.
Blandt Saharas og
Libyens beduiner”
af Knud Holmboe
(Vandkunsten, 2011,
352 sider, med kort
og fotos i sort/hvid,
249,95 kr.) er en
nyudgivelse af et
klassisk journalistisk mesterværk, som desværre synes at
have været gået i glemsel. For bogen er
en stærk og troværdig øjenvidneskildring
af en ung verdensberømt dansk journalist (i øvrigt bror til komponisten
Vagn Holmboe), som i 1930 sætter sig
for at køre tværs igennem Sahara fra
Marokko i vest til Egypten i øst i en
åben Chevrolet. Det har ingen andre
gjort før. Det lykkes dog heller ikke helt
for den unge Holmboe. Han arresteres
og deporteres, da han rager uklar med
de fascistiske italienere, som har besat
Nordafrika for at skabe et Lebensraum
for en voksende italiensk befolkning.
Holmboe er selv konverteret til islam og
taler arabisk og kommer på den måde
nærmere lokalbefolkningen end nogen
anden europæer. Og det er et ægte
eventyr, han kommer ud på, for iklædt
marrokanske gevanter opfattes han af
de lokale som en blandt dem. Han kører
vild i ørkenen og må i dagevis gå på
må og få uden vand, og han tages til
fange af både italienerne og de nordafrikanske oprørere. “Der er ingen i
Europa, der kan få noget at vide om det,
og når det gælder national udvidelse og
storhed, har de italienske fascister ingen
skrupler. I Europa får man at vide, at de
fredelige italienere i Kyrenaika er blevet
overfaldet af de blodtørstige arabere.
Kun jeg, der har set det, ved, hvem der
er barbarerne,” skriver han bl.a. Selv
slipper han helskindet ud af Afrika og
filosoferer på sin hjemrejse over det, han
har været vidne til: “Jeg havde bedt
om at blive vækket, når vi passerede
Gibraltarklippen, og jeg stod op og gik
ud på dækket. Himlen rødmede ganske
svagt i øst, og mod syd skimtede man
netop Riffbjergenes mørke konturer
og lysene fra Ceuta og Tanger. Derinde
lå det Ceuta, som jeg havde forladt ni
måneder tidligere. Jeg hørte endnu
englænderens ord i mine øren: ‘De vil få
Afrika at se, som ingen anden har set det,
hvis De tager af sted som araber.’ Og i
sandhed jeg havde set Afrika og dets
beboeres fortvivlede kamp for at bevare
deres eget.” For standretter, koncentrationslejre og massehenrettelser var
blot nogle af den italienske besættelsesmagts rebskaber i kampen mod den
nordafrikanske lokalbefolkning. Blot
et år senere blev Holmboe selv myrdet,
31 år gammel, under en pilgrimsfærd
på vej mod Mekka, formentlig som følge
af hans skildringer af italienernes
fremfærd i Afrika. Knud Holmboe er
stadig berømt i den arabiske verden
under navnet Ali Ahmed al-Jazeeri,
som han antog, da han konverterede
til islam i 1924, og mange betragter
ham som en folkehelt. Nyudgivelsen er
med efterskrift af historikeren Mogens
Pelt og opdateret til moderne dansk
retstavning. “Ørkenen brænder” er
41
således både en imminent rejsebog
og en unik øjenvidneskildring af et
bebudet folkemord.
Om Sydamerika
“Amazonas” af
Mads Nissen
(Gyldendal, 2013,
192 sider, med
fotos i sort/hvid,
399,95 kr.) tager
os med på en fotografisk rejse gennem
Ecuador, Venezuela, Peru, Colombia,
Brasilien og Bolivia, og helt tæt på
lokalbefolkningen langs Sydamerikas
mest sagnomspundne flod. “Intet
overgår Amazonas”, skriver Nissen.
“Floden er klodens største. Det same
gælder regnskoven, hvor det blandt
40.000 forskellige plantearter kribler og
krabler med over 30 millioner forskellige insektarter. Intet andet sted ånder
naturen som her. Intet andet sted er
dyre- og plantelivet så mangfoldigt. I
luften, på jorden, i flodvandet vibrerer
det. Så overvældende. Så ustyrligt. Så
hemmelighedsfuldt.” Og det er netop
det særligt hemmelighedsfulde ved
Amazonas, som Nissen med denne
unikke fotobog forsøger at indfange.
Efter utallige besøg i junglen formår
han at skabe en helt særlig fortrolighed
til personerne, han fotograferer, som gør,
at vi krydser intimsfæren og fx kommer
med på bøssediskotek i Iquitos og med
ud på jagt med indianere, hvor jægerne
er helt nøgne. Billederne er nærmest
fabulerende, både rå og poetiske, for
Nissen har øje for de sjældne øjeblikke,
hvor de lokales hverdagsliv i hans linse
bliver til noget helt unikt, og hvor man
uvægerligt kommer til at ønske, at man
selv kunne have været til stede her på
denne forunderlige plet på Jorden, i
grænselandet mellem natur og kultur,
mellem guldgravere, krigere, nomader,
i storbyens natteliv og blandt primitive
indianere, som lever i pagt med naturen.
Om verden i øvrigt
“Genesis” af Sebastião Salgado
(TASCHEN, 2013, 517 sider, med fotos i
sort/hvid, på engelsk,
44,95 GBP) har titel
efter grækernes
ord for skabelse
eller oprindelse.
I ”Genesis” følger
den verdensberømte brasilianske
fotojournalist en
romantisk drøm
”om at finde og dele en mageløs verden,
som alt for ofte er hinsides vores øjne
og rækkevidde. Mit mål var ikke at gå,
hvor mennesket aldrig havde sat sin fod,
skønt utæmmet natur almindeligvis
kan findes på forholdsvis utilgængelige
steder. Jeg ønskede simpelthen at vise
det bedste af naturen, hvor som helst
jeg fandt den,” skriver han i sin nye
bog, som handler om nødvendigheden
af at redde Jordens uspolerede områder,
inden det er for sent. Ønsket om at
dokumentere verdens forunderlighed
– og forgængelighed – bragte Salgado
ud på et verdensomspændende eventyr.
Til ørkener, til de kolde poler mod nord
og syd, og dybt ind i øde regnskove og
bjergegne. ”At opdage denne uspolerede
verden har været den mest berigende
oplevelse i mit liv,” skriver Salgado
i indledningen til dette fotografiske
mesterværk. ”Genesis” er resultatet af
32 fotoekspeditioner. Projektet skulle
komme til at vare otte år, hvor Salgado
hvert år var af sted på fire rejser af to
måneders varighed hver. Helt ufarligt var det heller ikke. Hans assistent
Jacques Barthélemy måtte evakueres fra
Papua Ny Guinea efter et alvorligt bistik,
og Salgado selv blev syg med maleria
under en af sine mange rejser. Det ambitiøse projekt er blevet til med hjælp fra
både FN og en række naturfredningsorganisationer, og selv om Salgado ikke
tidligere har fotograferet landskaber og
dyr, taler de store sort/hvide billeder
for sig selv: Den berømte fotojournalist
– der har foreviget så mange mennesker
verden over, og som i ”Genesis” også
kommer helt tæt på flere stammefolk –
har også sans for naturens poesi.
“Halvvejs” af Lars
Bo Kirk (ThinkNew,
2012, 259 sider med
fotos i farver, 289 kr.
eller som e-bog 145
kr. via gopubli.sh) er
beretningen om en
dansk kernefamilies opbrud med
det velbjærgede og
En rejseleders erindringer
Henning Andersen: ”Et liv på vulkaner”.
Kahrius, 2013, 184 sider, med fotos, overvejende i sort/hvid, 198 kr.
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
Tekst:
Henrik Døcker
N
år en rejseleder skriver
erindringer, påkalder det
sig særlig interesse. For det
er ikke ofte, man støder på
en person, der har gjort rejseriet til
en egentlig levevej, sådan som den nu
68-årige Henning Andersen. Han er
aktivt medlem af De Berejstes Klub
og kendt for sin ubændige interesse
for vulkaner, så det er ikke så mærkeligt, at han har kaldt bogen ”Et liv på
vulkaner”.
Der er dog kun omkring 30 sider,
som direkte handler om vulkaner.
Måske skal titlen både tages bogstaveligt og i overført betydning. For livet
som rejseleder kræver i hvert fald
omstillingsevne og er vel til tider så
krævende, at det kan sammenlignes
med et ”vulkanliv”. Den gode Henning
hører i hvert fald ikke til de pivede og
tager læseren med hele vejen rundt i sit
liv, der begyndte på en gård på Køgeegnen. Et ”opgør” med familien indebar
bl.a., at han ikke ville overtage den
fædrene gård, ligesom hans indledende
boghandleruddannelse heller ikke gik
helt glat.
Svolvdampe i et krater
Som 20-årig indledtes Hennings fascination af rejselivet – øjenåbneren var
42
en togtur med DSB til Rom og Sorrento
– og samtidig holdt den første vulkan sit
indtog i hans bevidsthed: Vesuv.
Her skal fremhæves lidt om en af
de mindre kendte vulkaner, Henning
beskriver nærmere. De færreste har nok
besøgt Stromboli, en ø med en vulkan,
der på det nærmeste fylder hele den lille
ø i Middelhavet. Men en del mennesker
har utvivlsomt hørt om den kærlighedsfilm fra 1948, som Ingrid Bergman
medvirkede i, og som udspilledes på og
simpelthen hed ”Stromboli”.
Vulkanen var ellers, da ”VulkanHenning” besøgte den i 1972, mest
kendt fra Jules Vernes fantasifulde
roman ”Rejsen til Jordens indre”. Der
var ingen hoteller dengang, så han
indlogerede sig hos en lokal familie (i
dag bor der 700 personer på øen). Han
besluttede sig for at bestige vulkanen
kl. 3 om natten. Efter to timer nåede han
toppen på den 926 meter høje vulkan og
satte sig (man tør vel sige helt ”høj”) til
at spise sin medbragte madpakke.
Det rumlede faretruende nede i et
af de tre kratere ca. 200 meter længere
nede. Så kom der røgskyer samtidig
med, at rødglødende stenslagger slyngedes flere hundrede meter i vejet. Han
var kommet ned i en kratergryde og nu
kneb det for ham at trække vejret på
grund af hede svovldampe. Man forstår,
at hans værtsfolk skældte ham ud, da
han kom tilbage. Dette her var lige
lovligt dumdristigt.
Bogens øvrige vulkanbeskrivelser
– fra Bali, Island og USA – bærer ikke
samme præg af selvoplevelse, selv om
de giver god besked med de dramatiske
omstændigheder ved flere vulkanudbrud. Ellers kan vulkan-videbegærlige
læsere kaste sig over nogle af forfatte-
rens andre bøger, såsom ”Vesuv – den
udødelige vulkan”, ”Øer fyldt af ild.
Mennesker og vulkaner i Indonesien”
eller ”Hekla – Islands dronningevulkan”.
Rejsebeskrivelser fra en svunden
tid
Rigtigt mange indtryk formidles i
bogen fra Rumænien, Egypten og
Sovjetunionen, fordi forfatteren som
rejseleder tilbragte betydelig tid her.
Det er nærmest som at læse en logbog
fra de rumænske kurbade, fra de
egyptiske pyramider eller fra sovjetisk
Centralasiens fremmedartede verden,
tilsat lidt ekstra krydderi med bemærkelsesværdige møder med ingen ringere
end Elizabeth Taylor i Rumænien og
såmænd også enken til den myrdede
egyptiske præsident Anwar Sadat.
Henning Andersen gør sig nogle interessante bekendtskaber, men man kan
måske spørge, hvilken udvidet indsigt
i de besøgte lande, det nu lige er, disse
bekendtskaber giver?
Vi får også nærbilleder af grupperejselivet, sådan som titusinder af
danskere har haft glæde af. Og mange
interessante sproglige og historiske
informationer. Og vist er det da en
oplevelse at sejle ned ad Donau, som
fx på det gode skib Oltenita (opkaldt
efter en by ved dette navn i det sydlige
Rumænien) – sådan som denne
anmelder såmænd også har prøvet det.
Men bl.a. denne beskrivelse af diktatoren Ceausescus yndlingsskib er et
eksempel på en overdetaljeret rejsedagbog.
Selv om Henning Andersen fører
læseren helt tæt ind på rejselederens
tilværelse, får man intet indtryk af hans
privatliv. Man kunne måske også have
ønsket sig lidt karakteristik af nogle af
de typer, som en rejseleder må trækkes
med blandt rejsedeltagere. De har vel
ikke alle været lige medgørlige? Og
hvordan følger man med i, hvad der
ellers sker i verden eller for den sags
skyld Danmark, når man så ofte er på
farten? Savner man ikke noget, når man
nærmest bor i en kuffert? Vi taler om
en tid, der i det væsentlige ligger forud
for internettets udbredelse. En rejseleders liv er fuld af oplevelser – men også
slidsomt, som man forstår på Henning
Andersens bog.
nn Henrik Døcker har medlemsnr. 38 og er
journalist og forfatter.
sikre liv hjemme for at stikke til søs på
den 38 fod lange katamaran Luna og
virkeliggøre drømmen om eventyret
og de store oceaner – og, som forfatteren formulerer det, “genfinde nerven
i at være til stede lige nu.” “Enten gør
vi det, eller også holder vi op med at
tale om det,” lyder det resolut hjemme
i stuen i Rødovre en efterårsaften i
2009. Et år senere har familien på fem
så kappet alle bånd, nulstillet bankkonto og verdenssyn og stikker til søs.
Fra København til Lissabon, videre
til Madeira og Kanarieøerne, over
Atlanten til Barbados og Caribien,
gennem Venezuela, Colombia, og
Panama og over Stillehavet til Fransk
Polynesien, New Zealand, Cookøerne,
Samoa, Tonga, Fiji, og Caledonien, indtil
bogen slutter halvvejs rundt om Jorden
i australsk farvand to år senere. Det
bliver især en historie om relationerne
om bord, og om stærke sanseoplevelser
og personlige dramaer – om dykkersyge,
giftige fisk og at svømme blandt hajer
og delfiner, om at balancere på kanten
af en ildspyende vulkan og slippe
helskindet igennem stormomsuste og
lumske farvande, hvor Luna bogstavelig
talt må sejle gennem et andet skibs vraggods. Bogens fokus er på det personlige
eventyr, oplevelsen af at virkeliggøre
sine drømme, og det stærke sammenhold familien udvikler om bord, og
sproget er sanseligt, lifligt og direkte.
“Kon Tiki” instr. af
Joachim Rønning
& Espen Sandberg
(dvd, Nordisk Film,
2013, 113 min., på
norsk med undertekster på dansk, 129
kr. hos Elgiganten)
er filmatiseringen
af den fantastiske og sande historie
om, hvordan norske Thor Heyerdahl
får en vild ide og samler en besætning
for i 1947 at krydse Stillehavet på en
tømmerflåde fra Peru til Polynesien –
for at bevise, at Polynesien faktisk blev
koloniseret fra øst af peruvianere og
ikke som hidtil troet fra vest af asiater.
Filmen blev nomineret til en Oscar for
bedste udenlandske film i 2013, og det er
da også et visuelt eminemt eventyr, som
“Kon Tiki” tager os med ud på. Samtidig
mærker man tydeligt dramaet også på
de indre linjer mellem Thor Heyerdahl
og hans kone og børnene, som venter
hjemme i Norge på deres fraværende
far, som imod alle odds sætter livet på
43
spil for en ide, der kan ændre vores
opfattelse af civilisationernes historie,
og som bliver en norsk nationalhelt, da
ekspeditionen lykkes. Men drama er der
så sandelig også til havs, både i form af
fysiske udfordringer og psykisk mellem
de seks besætningsmedlemmer. Det
er smukt filmet og med en god rytme i
dramaturgien, og eventyrets intensitet
forstærkes lige til den sidste bølge, som
bringer tømmerflåden over de farlige
skær og ind til land.
“Tony Wheeler’s
Dark Lands” af Tony
Wheeler (Lonely
Planet, 2013, 335 sider,
med fotos i farver, på
engelsk, 8,99 GBP)
er fortsættelsen til
“Bad Lands”, hvor
Wheeler, medstifter
af det legendariske forlag Lonely Planet,
rejser på opdagelse til nogle af denne
verdens mere dystre og uturistede
steder. Hvor “Bad Lands” tog os med
til Afghanistan, Albanien, Myanmar,
Cuba, Iran, Irak, Libyen, Nordkorea,
og Saudi-Arabien fører “Dark Lands”
til Colombia, Congo, Haiti, Israel &
Palæstina, Nauru, Pakistan, Papua
Ny Guinea, og Zimbabwe. Og selv om
Wheeler ikke længere er nogen backpacker som i sine unge dage, så er vovemodet og eventyrlysten stadig intakt, og
han tager fx stadig gerne på vandreture,
som da han går ad stier langs grænsen
mellem Israel og Palæstina og oplever
stenkastende unge, som ikke synes
at have andet at fordrive tiden med.
Nej, det er ikke ligefrem charterrejser
og kendte feriedestinationer, Wheeler
kaster sig over i denne bog. “Jeg forlod
Israel og Palæstina bedrøvet, skuffet og
bekymret. En stat, to stater – der fandtes
ingen løsning, og ingen, jeg talte med,
kunne se nogen,” som han skriver. I
Zimbabwe får han brug for de helt store
pengesedler – en enkelt seddel er på
intet mindre end “100 trillion dollars”–
og i Nauru er det cash only, som gælder,
for her findes ingen pengeautomater,
ingen banker og ingen, som kan veksle
rejsechecks. Bogen er kort sagt en tour
de force i kunsten at lægge rejseplaner
til sjældent besøgte steder, og det er
Wheeler om nogen en mester i.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364
og er freelancejournalist og ansvarshavende
redaktør af Globen. Læs mere om Lars-Terje
på www.lysemose.com.
Tekst & fotos:
Jakob Birklund Andersen
Tips til bedre rejsefotos
Del 2: Tjek dit fokus
B
illedkomposition er en
kompleks sag, og der er
skrevet mange tykke bøger om
emnet. Med et billede fortæller
du en historie, og du har mange måder
at tydeliggøre fortællingen på – bl.a. ved
at lede fokus hen på det væsentlige i
billedet.
Et dyr i sine naturlige omgivelser kan være vanskelig at få øje på. Her hjælper en lav
dybdeskarphed med at give fokus på varanen og sløre virvaret af grene omkring den
(Galápagos, Ecuador).
Havana er fyldt med flotte amerikanerbiler. Ved at gå helt
tæt på komprimeres fortællingen. (Havana, Cuba)
44
Kreativ dybdeskarphed
Dybdeskarphed handler om, hvor stor
en del af billedets dybdeplaner der
tegnes skarpt. Ved landskabsbilleder vil
man typisk gerne have en stor dybdeskarphed, fx så både de flotte blomster
i forgrunden og de sneklædte bjerge
langt væk står skarpt. Andre gang vil
man gerne have en lav dybdeskarphed,
fx til et portræt, hvor ansigtet er det
vigtige, og baggrunden er mindre interessant. Pointen er, at du med fordel kan
bruge dybdeskarpenheden kreativt til
at understrege dit budskab ved at lede
seerens øjne hen på det, du synes er det
væsentlige i billedet.
Du styrer dybdeskarpheden ved at
indstille blændeværdien på kameraet. Jo
større talværdi, jo større dybdeskarphed
og omvendt. Dybdeskarpheden
afhænger også af objektivets brændvidde. Teleobjektiver har alt andet lige
mindre dybdeskarphed end vidvinkelobjektiver.
I billedet til højre giver en lav dybdeskarphed særligt fokus på kamelen, mens både
forgrund og baggrund er skarp i billedet til venstre. Der er ikke nogen korrekt måde at
gøre det på – det handler om, hvilken historie du vil fortælle (Palmyra, Syrien).
Væk med det uvæsentlige
Når vi er på rejse og oplever mange
nye ting og fremmede steder, vil vi
gerne have det hele med. Men ofte kan
et billede blive bedre ved at man tager
mindre med. Derfor kan det tit være
en god ide at overveje, hvad der er
vigtigt, og skære resten væk, fx ved at
gå tættere på.
Naturlige rammer
Et god måde at lede beskuerens blik ind
i billedet på er ved at benytte elementer,
der kan fungere som en naturlig ramme
for motivet. Det kan være en åben port,
træer eller grene, eller måske nogle
personer, der står foran det, du gerne
vil tage et billede af. Find et hul imellem
dem og du har en naturlig ramme.
Træerne i forgrunden udgør en naturlig
ramme for vandfaldet (Yosemite, USA).
Palmebladene foroven og deres skygge
forneden er med til at ramme kanoen
ind (øen Corn, Nicaragua).
nn Jakob Birklund Andersen har medlemsnr.
629 og holder af både udmattende, irriterende, overraskende, inspirerende og ikke
mindst tankevækkende rejseoplevelser. Han
har besøgt 51 lande og fire territorier og har
naturligvis altid sit kamera med i bagagen.
Det er efterhånden blevet til mange tusinde
billeder og også en del video. Se mere på
www.birklund.com.
45
Jakob Øster
Tekst & fotos:
Familietur blandt gangstere
og lolitapiger:
Landet hvor folk siger
njet!
Vi er lige landet i Ukraine og aner
ikke, at det skal blive 14 dage,
hvor vi stort set ikke vil være i
stand til at kommunikere med
andre end os selv. 14 dage, hvor vi
ikke kan fordrage maden, og hvor
strande og tog er plastret til med
ferierende russere. Tag med familien Felk Øster på eventyr i den
stegende hede højsommer.
46
V
i bliver hentet i Kijevs lufthavn
Boryspil af en mand i en sort
læderjakke. Han ligner en
gangster. Hans mørke solbrilleglas er indrammede i et guldstel så
skinnende som Kijevs gyldne kupler.
Vasily har sendt ham. Vi aner ikke, hvad
manden hedder. Han taler kun russisk,
og han spilder ikke tiden med at smile.
I hånden har han en gammel mobiltelefon. Den har forbindelse til en dame.
Jeg aner ikke, hvem hun er. ”Dobre da. I
am Jakob,” får jeg fremstammet ind i den
slidte gamle Nokia. Over den knitrende
forbindelse flyder en lind strøm af
En munk spadserer forbi Sankt Michaelsklostret i Kijev. Klostret er bygget i 2001
som en kopi af det oprindelige kloster fra
år 1108.
ukrainske gloser iblandet lejlighedsvise engelske ord. Dem, jeg med størst
sikkerhed kan identificere, er ”your
apartment.” Budskabet er uklart. ”You
accept?” spørger fruentimmeret i den
anden ende til sidst. Jeg tænker mig om
i 10 sekunder, mens jeg overvejer, om
hun lige har bedt mig om at bytte min
toværelseslejlighed i det centrale Kijev
ud med en etværelses uden gas og vand
i Tjernobyl. Men jeg orker ikke at stille
spørgsmål og svarer blot med et ”da, da.”
På nettet har jeg booket en lejlighed
hos et firma, der meget passende kalder
sig Absolut. Ikke at jeg fatter, hvad
navnet Absolut har med lejligheder
at gøre, men i et land, hvor folk tyller
vodka dagen lang, er det jo et nærliggende navn. Fumlende fisker jeg en
udskrift af min sidste e-mail fra Vasily
op af lommen. Vasily er Absoluts
godfather. En mand, vi aldrig møder,
men som har folk at sende og som
formentlig er avanceret til positionen
som bagmand, fordi han næsten til fuldkommenhed mestrer det engelske sprog.
”You will have to wait at Boryspil airport at
the appointed time and with a sign, please
do not take much me, but then I will have to
still pay the driver,” skriver han opklarende.
En gammel lejlighed i Kijev
Manden uden navn kører os i sin fine
sorte gangsterbil uden taxaskilt til
en gade, der hedder Baseyna. Det ser
rigtigt ud. Vi er i hjertet af Kijev, og
gadens navn passer med det, der står
på mit krøllede papir. Husnummeret
stemmer til gengæld ikke. Elevatoren
opererer kun mellem anden og femte sal
og ligner noget, der er flikket sammen
af sejlgarn og hæfteplaster. På samme
tid rummer den langtfra to overgearede
småbørn, en mand uden navn, 60 kg
bagage og et par trætte forældre. 6. sal,
hvor vi skal bo, når vi via en forfalden
stentrappe, som er uforklarligt lang i
betragtning af, at vi fra den knirkende
gamle elevators endestation kun går en
enkelt etage op.
Det centrale Kijev blev nærmest
udslettet under 2. Verdenskrig, og
mens vi slæber vores afkom og vores
monstrøse oppakning op ad den bedagede trappe, grubler vi lidt over, om
huset her virkelig ikke er ældre end fra
genopbygningen i 1940’erne.
Enhver bekymring over den skumle
opgang og det ændrede husnummer
fordufter, da vores lejlighedsbabushka
slår døren op ind til en herskabelig
lejlighed. Velholdt, nydeligt indrettet
og med en fin balkon, der dog vender
ud mod en sørgelig gård. ”Skal vi bo i
et højt, lyserødt hus far?” spørger min
datter og stråler som en sol. Hun har
ellers tudet hele vejen herind i taxaen
efter, at det er gået op for hende, at vi
ikke skal bo på hotel, hvilket betyder, at
der hverken er svømmepøl eller andre
børn at lege med. Men en lejlighed
med seks meter til loftet, som er malet
lyserød, bringer åbenbart hurtigt
humøret tilbage i top hos en femårig.
Der skal til gengæld mere til at charmere ukrainerbedstemoren end et par
47
glade danske børn. Hun ligner én, der
har mere lyst til at gå ud at hænge sig
i garagen end til at fraternisere yderligere med mit danske afkom. Bedrøvet
rabler hun ukrainske gloser af sig. Jeg
fatter ikke en rubel, og der er tydeligvis
ingen mulighed for indkøb af kyrilliske
vokaler. Med et suk opgiver Mamma
den åbenbart eventyrligt fattesvage
turist og rækker ud efter lejlighedens
udtjente røde bakelittelefon, hvormed
hun skaffer mig i forbindelse med den
navnkundige Vasily. Han bekendtgør
på formfuldendt cirkusengelsk, at vi
venligst bedes hoste op med en bunke
dollars, og at vi i øvrigt bør stå ham i
evig taknemmelighedsgæld, da vi uden
at betale ekstra er blevet opgraderet til
dette lyserøde palæ, fordi vi har vores
børn med. ”Denne lejlighed er mindst
10 USD mere værd per nat,” bekendtgør
han melankolsk, hvorefter han påbegynder et længere foredrag om, at tiderne er hårde og hans børneflok er stor.
Damer, der siger njet!
Næste dag skal jeg købe togbilletter.
Det er næsten alt for let. Først skal
jeg bare finde togstationen. КиївПасажирський hedder den. Også
kaldet Kyiv-Pasazhyrskyi. Det er let
nok. Jeg tager selvfølgelig bare den
grønne metrolinje Syretsko-Pecherska
fra Палац Спорту til Золотi Ворота
og skifter til fods over til den røde linje
Sviatoshinsko-Brovarska og tager så
bare fra Театральна til Вокзальна. Hvor
svært kan det være?
Kyiv-Pasazhyrskyi får Københavns
Hovedbanegård til at minde om et
dukkehus, og jeg funderer over, om der
mon ville være plads til hele Roskilde
Domkirke inde i foyeren. Efter en halv
time i kø til informationen oplyser
den fedladne dame i skranken mig at
njet, hun taler ikke engelsk. Derefter
retter hun stift blikket mod den næste
i køen. Hendes udstråling er omtrent
lige så afslappet som den 62 ton
tunge Moderlandfigur, der ildevarslende troner over hovedstaden. Intet
problem, for efter kun et kvarters
vandretur rundt på den enorme station
opdager jeg, at der over kasse 37 står
”INTERNATIONAL TICKETS”. Så skal
jeg bare lige bede om en privat kupé
fra Kijev til Chisinau i Moldova og en
anden privat kupe retur fra Odesa til
Kijev et par uger senere. Og må man i
øvrigt godt tage sine børn med ind i en
to personers førsteklasses kupé? ”Njet!”
siger damen. Altså ikke til det sidste,
om den gode Vasily stadig trækker
vejret, svarer han endelig. ”Normal,”
siger han med tyk accent. Hurtigt bliver
han enig med sig selv om, at hvis vi skal
af sted ved midnat for at tage toget, vil
det koste en hel ekstra nat. Til gengæld
kan han også tilbyde at få en af sine
gangstere til at køre os til stationen til
overpris.
Metrostationen Zoloti Vorota langt
under jorden i det centrale Kijev.
som hun formentlig ikke har fattet et
ord af. Men njet i det hele taget, for det
er åbenbart alt, hvad hun kan overkomme at byde ind med. Hun ser helt
udtømt ud efter denne kraftanstrengelse. Det skal dog vise sig at være held
i uheld for efter en hurtig rekognosceringsrundtur på stationen, får jeg støvet
en smuk, ung lokal blondine op, som
godt gider bruge en ikke ubetragtelig
del af sin tirsdag formiddag på at assistere et hjælpeløst og sprogligt tilbagestående fjols med at oversætte alle hans
underlige spørgsmål.
Via min yndige, unge tolk får jeg
forklaret, at det selvfølgelig er strengt
forbudt at medbringe sine to småbørn
i en tosengs førsteklasseskupe, og at
toget til Moldova naturligvis for længst
er fuldt belagt den dag, vi gerne vil
af sted. Dagen efter er der til gengæld
en ledig firesengs kupe på 2. klasse,
oplyser tordendragen bag skranken
os med noget, der på en særdeles god
dag til nød kunne forveksles med et
smil. Turen tager 16 timer, og der er tre
daglige afgange. Så skal jeg bare bede
om en afgang, der sikrer os en god nats
søvn, siger jeg til damen. ”Njet!” siger
damen igen og bekendtgør satanisk, at
der kun er plads på de to afgange kl.
01.35 eller 04.50. ”Så er det jo godt, at
børnene elsker at være længe oppe,”
siger jeg og langer hvad der svarer til
750 kr. over disken for fire togbilletter til
den første af de to afgange. Så let som at
klø sig i nakken.
”How are you?” spørger jeg Vasily,
som jeg har ringet til fra den gamle
telefon i vores lejlighed. Efter en pause
så lang, at jeg så småt kommer i tvivl
Med småbørn i russisk nattog
Toget, vi skal med, kommer hele vejen
fra Moskva. Kl. 01.15 præcis på minuttet
kører det til perronen. Vi har 20
minutter til at finde vores kupé, og det
viser sig ikke at være et minut for meget.
Vi skal være i vogn 5, og den er med sin
placering som anden vogn efter lokomotivet ikke helt intuitiv at finde. Vognen
er omtrent 40°C varm, og vores kupé
er selvfølgelig fyldt med snorkende
russere, der sover tungt som alkoholiserede bjørne i vinterhi. Efter at stewarden
har fået rusket liv i de korpulente
kammerater, er vi klar til den kendte
selskabsleg: ”Hvordan fire store russere
med bagage passerer dansk familie med
to undrende børn samt deres klapvogn
og deres store tunge kufferter i særdeles
smal gang og dermed lige nøjagtig når
at stå af toget, inden det forlader Kijev.”
Resten af turen er en fest for børnene.
Der er senge, der kan slås op og ned,
overkøjer der kan kravles op i, gange
der kan løbes i og andre unger, der kan
leges med. Togstewarden er en flink
mand, der, i modsætning til hovedparten af hans landsmænd, ofte smiler.
Hver gang vi kommer til en station,
ifører han sig sin fine uniform. Så snart
vi forlader stationen, tager han den af
igen. Og går omkring med sin store,
bare mave og griner.
Vi har selv proviant med, så vi
kan klare os det meste af turen. Sidst
på eftermiddagen, omkring fire timer
før ankomst, er den medbragte feltration dog sluppet op, og vi synes, at vi
har fortjent en tur i spisevognen. Vi
har bare glemt, at vi er i en af de dele
af det gamle Sovjet, hvor det med først
til mølle skal tages helt bogstaveligt.
Restaurantbestyreren er allerede i færd
med at gøre kassen op, da vi kommer.
”Njet!” siger han, da jeg med bedende
øjne som en anden hjemløs fører
hånden op mod munden for at signalere,
at jeg er sulten.
En sømands paradis
En hyggelig gammel skrammelbus leder
os efter et par dage i Moldova tilbage
48
til Ukraine. Vi har lagt fire stranddage
ind i programmet ved havnebyen Odesa
på Sortehavskysten. Det er varmt, da vi
ankommer. Odesa (på russisk: Odessa)
er en smuk by. Vores lejlighed er central
og rustik. Alt er godt. Vi har bare glemt
at tage højde for en enkelt lille detalje.
Ukraines sortehavskyst udgør for
mange russere den nærmeste strand
inden for en radius af flere tusinde km.
Så hvor mon alle bolsjevikkerne drager
hen, når det koger inde på fastlandet
midt i højsommeren? Til den skønne
kystby på sortehavskysten naturligvis.
Den skønne kystby, hvor folk snakker
russisk, hvor bølgerne svaler, hvor øllet
er billigt, og hvor pigerne er smukke. Til
Odesa.
Sporvognen, der forbinder det
centrale Odesa med Arkadiastranden,
må have været inspirationskilde for
ham, der fandt ud af, hvordan man
propper flest mulige saltstænger i en
pose. Folk kæmper om pladsen som
i et russisk spiritusudsalg lige efter
lønningsdag. Vores pas, som man naturligvis altid skal bære på sig i Ukraine,
brænder sammen med vores dollars i
lommen, mens vi beder til de russiske
guder om, at ingen langfingrede lommetyve kan udnytte vores fladmaste positurer til at berige sig selv. Klapvognen
med lille Jonas på tre år truer knagende
med at bukke under for presset og
klappe sammen på midten, mens lille
Ava på fem får lov til at søge ly i førerhuset, så hun undgår at lide samme
skæbne.
Stranden er, da vi endelig når frem,
tætpakket som en russisk militærparade. På rad og række ligger et sælsomt
sammensurium af menneskekroppe.
Uden den mindste blufærdighed fremvises bryster i guld-bh’er og genitalier i
badebukser, der er adskillige størrelser
for små. Sommeren har ramt Odesa.
Det centrale Odesa består af brede
boulevarder, brostensbelagte gader og
flotte gamle bygninger, der heldigvis –
i modsætning til Kijev – ikke alle blev
ødelagt under krigen. Her er parker
med legepladser og små private tivolier, hvor en forlystelse koster 7 kr. Her
er et delfinarium, hvor stjernen er en
dresseret hvidhval. Russiske turister i
hobetal blander sig med befolkningen,
som er et skørt miks af immigranter,
mafiatyper, ludere og lommetyve. Men
helt skidt er her nu ikke. Storbarmede
blondiner med fine ansigtstræk og
ultralårkorte lolitakjoler spankulerer
nedringede rundt i gaderne. Og på
Ukraine
Lanzheron-stranden i Odesa i højsommeren. Vi havde ikke helt stranden for os selv.
hvert andet gadehjørne sælges fadøl til
en femmer. Mangt en sømand er sikkert
gået i land i Odesa og troet, at han var
havnet lige lukt i paradis.
Service er en by i Rusland
Vi ender, hvor vi begyndte. I Boryspil
International Airport. ”Jeg veksler
lige vores sidste penge,” siger jeg til
Charlotte. Jeg har for et par hundrede
kroner ukrainske hvryvnia tilbage,
og de er nærmest værdiløse uden for
Ukraine. ”Certificat!” siger damen i den
første lufthavnsbank, efter jeg har stået i
kø i 20 minutter. Jeg forsøger at forklare
hende, at det bare drejer sig om simpel
pengeveksling. ”Certificat!” insisterer
bankmamma og vifter vildt med en blå
formular med tætskrevne og komplet
meningsløse kyrilliske tegn ubarmhjertigt flydende ud over sig. ”Certikat, min
bare røv,” tænker jeg og forsøger mig i
stedet i lufthavnens anden bank, hvor
en ung kvinde kan lidt engelsk. Hun
forklarer, at jeg skal have dokumentation for tidligere at have vekslet penge
fra dollars til hryvnia. ”Ha!” tænker jeg
og roder i min rygsæk, fra hvis dyb jeg
får halet min mappe med kvitteringer
frem. ”Kan de her bruges?” spørger jeg
stolt og viser hende mine kvitteringer
fra vores kontanthævninger i diverse
pengeautomater. ”Da, da,” siger kvinden,
mens jeg smiler bredt ”… Hvis altså
bare du har hævet pengene i vores
bank!” Efter en kyrillisk krusedullesammenligning mellem mine kvitteringer
og skiltet på bankens front går det op
for mig, at det desværre ikke er tilfældet.
Jeg overvejer at give op og i stedet købe
en flaske whisky i den toldfrie. Men
gu’ fanden om sådan et par skrankematroner skal vinde så let. Så jeg går
UD & HJEM IGEN: Fly København-Kijev
fås fra ca. 1.350 kr. t/r.
BO: Hoteller er noget dyrere end lejligheder. Lejligheder fås til 350-400 kr.
per nat. Flere bureauer lejer lejligheder
ud på nettet. Hos flere af bureauerne
i Kijev taler man kun ukrainsk og
accepterer ikke betaling med Visa eller
international bankoverførsel – kun
Western Union-overførsler. Vi betalte
først, da vi kom derned.
Artiklens forfatter og hans to frække
unger Ava og Jonas foran togstationen
i Odesa medbringende nogenlunde
samme kvantum bagage, som da vi var
på tre måneders jordomrejse.
tilbage til den første sure bankmoster
efter det er gået op for mig, at jeg rent
faktisk har en hævekvittering fra hendes
bank. ”Certificat!” skriger kvindemennesket, så snart hun ser mig. Triumferende
smider jeg min pengeautomatkvittering
gennem den én centimeter høje åbning i
hendes pansrede rude. ”Njet!” råber hun
efterfulgt af en strøm af olme russiske
gloser. Hun ligner én, der har lyst til
at skide på min kvittering direkte på
lufthavnens renskurede gulv.
”Stik mig dine hryvnia,” siger en af
de andre i køen pludselig. Han er israeler og taler både engelsk og russisk.
”I den her bank kan du kun veksle
tilbage, hvis du forinden har vekslet
kontant,” siger han. Jeg giver ham mine
hryvnia, og efter han har vekslet sine
egne dollars kontraveksler han lidt for
mig. Rutineret udfylder han det blå
certifikat. Efter tre fotokopier af hans
pas, to underskrifter, 10 minutter og fire
stemplinger er sejren pludselig i hus.
Glædestrålende ser jeg de forjættede 32
USD blive langet i min retning. Efter at
49
SPIS: Maden er fed, kødfuld, uvarieret
og generelt ringe. Bestil fx ikke retten
”Bacon, onion, potato”, medmindre
du har lyst til 95 % fedt serveret i
fedtsovs med en lille udskåret kartoffel
og et hakket løg. Russiske madpandekager og varanyky (fyldt pasta) fås
dog overalt og smager udmærket.
Restauranter har næsten danske priser,
ca. 50 kr. for en forret og 100 kr. for en
hovedret. Vodka, øl, offentlig transport og indgang til attraktioner er dog
billigt.
have spildt halvanden time på at veksle
200 kr. har vi travlt. Vi skal igennem
sikkerhedskontrollen, og der er kun en
halv time, til flyet går. Og kun en halv
time til, at vi slipper ud af Ukraine.
Efter 14 dage i et land, hvor service er
en by i Rusland, er det ikke et minut for
længe.
nn Bortset fra datteren Ava er alle i familien
Felk Øster aktive medlemmer af DBK. Jakob
Øster har medlemsnr. 312. Han har krydset
ækvator fire gange, været på to jordomrejser,
besøgt 137 lande og er tidligere redaktør af
Globen. Læs mere om hans rejser på www.
jakoboester.dk.
Tekst & fotos:
Steffen Stubager
En panterstatue holder vagt
ved indgangen til en af Benins
mange hellige skove i Ouidah,
40 km fra Cotonou.
Rejsen mod
hjertet af
Voodoopræster, indtørrede dyrelegemer og et blik ind
i fremtiden. Sidste år var jeg på opdagelsesrejse for
at finde hjertet af voodooreligionen i det afrikanske
land Benin.
V
oodoopræsten foldede et tæppe ud på den bare jord i
skyggen af et lysegrønt træ. Her satte vi os.
Så kastede han muslingeskaller og runde sten ud
på jorden, som var de terninger, og op af en plastikpose trak han tre mørktmalede glasflasker med små abekranier og benstatuetter snøret omkring.
Han dirkede flaskepropperne ud, og en knivskarp,
fremmed, alkoholisk stank spredte sig og rørte rundt næseborene. Han fandt et glas med størknede bundrester, som han
fyldte til randen. ”Skal vi så begynde?” spurgte voodoopræst
Doto Toffinou Adagboto Amanwato. Han ville fortælle os om
vores fremtid. Vi svarede ja. ”Så drik!”
Min kollega og jeg var rejst dybt ind i Benin i Afrika for
at lede efter – og måske penetrere – hjertet af voodoo. Væk
fra det sikre og kendte fra Lonely Planet-bøgerne. Mod det
ukendte. Nu var vi havnet i voodoopræstens lille lerhytteby
Glo Agbodjebo – som ikke engang Google kender til. Vi havde
været mærkværdige ting igennem for at nå dertil.
Men endelig – på det godt 40 fodboldbaner store
Dantokpa-marked i Cotonou, Benins folkerigeste by med
mere end 1 million indbyggere – havde vi fundet, hvad vi var
kommet for. Her hang de voodoopræster og medicinmænd
ud, som efter sigende havde kureret Benins præsident for
voldsomme rygsmerter få år tidligere. Vi havde fundet vores
voodoopræst i en urtebod, og han havde ført os af sted på en
daglang taxatur ad hullede, endeløse grusveje, langt væk fra
storbyen og ud på landet til landsbyen Glo Agbodjebo.
voodoo
Et kig ind i fremtiden
Nu sad vi i saksen og skulle drikke denne skarpladte, fremmede, alkoholiske mikstur med Doto Toffinou Adagboto
Amanwato, der nægtede at lade sig fotografere til denne
historie. For som han sagde, så ville kameraet tage hans sjæl.
Der var ingen vej udenom, hvis vi skulle penetrere dét
voodoohjerte, så vi tømte på skift, indtil vi hver havde drukket
tre vældigt kradsende alkoholiske drikke med aske og grus
i, som vi også slugte. Væskerne varmede i maven og gjorde
os yderst beduggede. Det pointerede også en række ustyrlige
bøvser. Doto Toffinou Adagboto Amanwato forklarede: ”Nu er
jeres kroppe blevet renset sunde, og I er klar til viden om jeres
fremtid.”
Først var det min tur. Voodoopræsten trak to snore med
muslinger og nøddeskaller frem fra en pose og sagde: ”Tag
skoene af.” Så hældte han vand på jorden og mumlede nogle
uforståelige ord. Så hældte han alkohol på jorden og snakkede videre. Han smed de to snorekæder på sit tæppe, observerede hvordan de var landet og noterede streger og prikker
på et stykke papir. Stregerne og prikkernes kombination slog
han op i en notesbog, som han kaldte sin voodoobibel. Sådan
arbejdede han i et stykke tid, indtil han endelig talte højt og
klart.
”Du bliver rig på den ene eller den anden måde, men ikke i
penge. Nogle af dine venner vil udnytte din rigdom, ja, faktisk
er nogle af dem allerede i gang. Disse venner er dine onde
venner, og de vil stoppe din udvikling i det, du er i gang med.
De prøver at holde dig nede.”
Så blev han stille igen og mumlede noget for sig selv. Og
fortsatte: ”Du vil opleve tre alvorlige uheld i dit liv. Faktisk
har du allerede haft uheldene, men en meget lysende stjerne
beskyttede dig og reddede dit liv.”
Han kiggede ind mellem træerne bag os. Han stirrede
længe, indtil han til sidst kiggede på mig igen.
50
I Benin var vi heldige at møde voodooreligionens svar på paven: Høvdingen Dagbo Hounon Tomandjre.
”Og du har fortalt en ven en kæmpe
hemmelighed, men din ven har fortalt
hemmeligheden videre, så nu er det
ikke længere en hemmelighed.”
Det blev min makkers tur.
Voodoopræsten hældte mere vand
og alkohol på jorden og gennemførte
processen på samme måde.
”Du bliver rig, og dine venner vil
hade dig for det. Men du er ligeglad
med, hvor meget de hader dig,” sagde
han og bladrede lidt i sin bibel og fortsatte: ”Desuden er du et stort træ. Et af
den slags træer, hvor en masse fugle
vælger at bygge deres reder.” Præsten
var stille i mindst ét minut, og han
stirrede hårdt ned i sine noter, før han
endelig talte igen.
”Du dør ikke i en ulykke eller
i et mord. Du dør af sygdom eller
alderdom.”
Da voodoopræsten var færdig med
sine forudsigelser, hældte han aske ud i
vores hænder. Vi slikkede asken op, som
knasede i tænderne og kunne mærkes
i munden næste dag. Men vi spyttede
ikke ud eller skyllede efter, dels fordi
vi var stærkt berusede, men mest af alt
fordi man aldrig ved med den slags
voodooritualer.
Præsten sagde, at mødet nu var
forbi. ”Men mød mig i min bod i
Dantokpa i morgen. Jeg har endnu ikke
fortalt jer det vigtigste,” sagde han.
En beboer i Ouidah fortalte, hvordan hans
kone – kvinden på fotoet – var blevet ramt
af voodooreligionens kræfter. Kvindens
ryg er lige så krakeleret som væggen
foran hende.
Hvad har vi her?
Livet i Benin er simpelt, men svært. Man
knokler i dag, for hvad man spiser i dag.
En klassisk voodoodukke fyldt med
nåle, søm og andre smertegivende
elementer.
51
Benin
Ingen rejsearrangører arrangerer
voodooudflugter, men der findes
forskellige guider og hjælpere i
Ouidah, hvis ikke man har mod på at
tage med en tilfældig lokal et ukendt
sted hen. Hvor langt man har lyst til
at gå, og hvilke typer af eventyr man
er ude efter, afhænger udelukkende
af ens egen mavefornemmelse og de
personer, man støder ind i på rejsen.
Kranier af aber, grise, heste, indtørrede
kamæleoner, frøer, rotter, opsprættede
duer og kalkun- og kyllingehoveder
fylder markedet i Cotonou.
Bizart vareudbud
Efter en køretur i en overfyldt taxa,
der varede resten af eftermiddagen og
aftenen, var vi tilbage i Cotonou. Og
næste dag dykkede vi igen ind i det
uendeligt dybe Dantokpa-marked. Der
var grøntsager og kurveflet, cremer
og kjoler en masse. Og der var katte og
hamstere i bure, og hunde og katte. Ja,
man spiser varieret i Benin.
Så fik vi øje på boder med et mere
bizart vareudbud: Læssevis af døde
dyr, der lå til tørre i den afrikanske
eftermiddagssol, og her og der lå en
stribe abekranier, grisekranier, hestehoveder, døde, gule fugle, indtørrede
kamæleoner, frøer og rotter, opsprættede duer og afhuggede kalkun- og
kyllingehoveder. Der hang et leopardskind og tørrede, og stanken i denne del
af Dantokpa var kolossalt ulidelig og
rådden.
Manden i boden sagde, at hvis vi
havde lyst til at gøre nogen ondt, kunne
vi købe nogle af hans døde dyr, og han
ville hjælpe os med resten. Og ja, dette
var en del af voodooreligionens ritualer,
sagde han. Vi takkede nej.
Efter ganske få minutter dukkede
en dreng op med sin far. Drengen ville
skade nogen, og hans far købte en død,
tørret rotte til ham, som blev pakket ind
i avispapir og lagt i en papirspose.
Drengen smilede til sin far, og
sammen forlod de boden hånd i hånd.
Medaljon mod uheld
Dybere inde i Dantokpa fandt vi igen
voodoopræstens urtebod. Bag et tæppeforhæng skjulte han et voodooskrin
bestående af voodoostatuetter splattet
til med gule farver. Præsten forærede os
VOODOO: Voodooreligionen stammer
fra Benin og blev med slaverne ført til
bl.a. Haiti, Brasilien og Cuba. I Benin er
mere end fire ud af fem af landets godt
9 millioner indbyggere tilhængere
af voodoo. Voodoo bliver praktiseret af
godt 30 millioner mennesker i de vestafrikanske lande Benin, Togo og Ghana.
På verdensplan tror mere end 60 millioner mennesker i dag på voodoo.
I 1996 proklamerede Benins
præsident, at voodoo blev ligestillet med kristendom og islam.
Voodootilhængere tror på en række
ånder, der hver repræsenterer fx vand,
ungdom, styrke og helbred. Ofringer er
en almindelig del af voodooritualerne.
Denne praksis giver mad og drikke til
voodooånderne, ligesom man mener, at
ofringerne bringer liv til de døde.
medaljoner til at hænge om halsen og
snore til at binde om hoften vedhæftet
små, firkantede lædersække fyldt med
sten og en hellig aske, som vi stoppede
ned i underbukserne. Han tog en slurk
vand i munden, gurglede og sprudlede
det ud over vores nye, små tingester for
at oplade dem med voodookræfter, som
han forklarede.
”Medaljonen beskytter jer mod
uheld,” sagde han. Han smilede
og fortalte os så det vigtigste:
”Lædersækken i underbukserne bringer
jer held og lykke i kærlighed. Meget
snart vil I møde jeres kommende koner.”
Det var det sidste, voodoopræsten fortalte os, inden vi forlod ham,
Dantokpa og Benin. Nye koner? Hjertet
af voodoo var blevet penetreret, blev vi
enige om.
52
UD & HJEM IGEN: Man kan flyve fra
København til Cotonou via Paris,
Amsterdam eller Bruxelles fra ca. 7.000
kr. t/r.
SPROG: Benin er en tidligere fransk
koloni, og derfor er landets officielle
sprog fransk. Det er en god idé at
kunne en smule fransk, da der er langt
mellem de engelsktalende personer i
Benin. Men med fantasifulde fagter kan
det meste lade sig gøre.
LOKAL TRANSPORT: Det er nemmest at
komme rundt i Benin i taxa. I de større
byer prajer man en knallert eller en
motorcykel og sætter sig op bagpå.
Desuden findes der togforbindelser
mellem Benins større eller vigtigere
byer, som Cotonou, hovedstaden Porto
Novo og Ouidah. Langt størstedelen af
Benins vejnet er uasfalteret.
BEFOLKNINGEN: Folk i Benin er yderst
venlige, og Benin er et fredeligt land.
Men gør alting med sund fornuft og pas
på med at tage billeder – det kan gøre
beninerne rasende.
nn Steffen Stubager er journalist ved
Jyllands-Posten og har medlemsnr. 648. Han
er 26 år og tilbragte bl.a. sommeren med at
finde Spaniens bedste surfbølger. Læs mere
om ham på www.steffenstubager.dk.
Konkurrence:
Dengang rejsen foregik i børnehøjde …
4. pladsen går til:
Bar røv og guldkæder
Tekst: Rikke Bøyesen
Fotos: Wikimedia
T
-shirten klistrer til min krop,
og nakken under mit lange hår
er fugtig. 27 timer har vi været
undervejs, og særligt de sidste
timer, fra da vi krydsede den italienske
grænse, har været meget lange. Bussen
er ved at være tom for gæster, som
er blevet indlogeret på hoteller langs
kysten. Jeg krydser fingre for, at det
snart er vores tur.
Vi er de sidste, der bliver sat af. På
vej ind på hotelområdet ser jeg ud af
øjenkrogen et skilt med en tegning af
en kvinde i en bikini med et kryds over.
Jeg studser over det, men glemmer
det, så snart døren til bussen åbner,
og vi betræder jugoslavisk jord. Jeg er
lige fyldt 15, og det er første gang, jeg
mærker Sydens sol på kroppen.
Trætheden forsvinder som dug for
solen og erstattes af store smil, da vi
hanker op i kufferterne og går ind på
hotelområdet. Inde i reception finder
mine forældre ud af, at vores lejlighed
ikke er helt klar, og min far foreslår, at
vi – min veninde og jeg – går en lille
tur og ser området, mens vi venter på,
at lejligheden bliver rengjort. Siden vi
købte rejsen i februar, har jeg glædet
mig til at opleve både standen og restauranten, som jeg så i det kulørte katalog.
Af med alt tøjet!
Så er I advaret! Dette er
en nøgenstrand!
Så at tjekke området ud er lige
noget for min veninde og mig.
Indtrykkene vælter ind over
os, mens vi står uden for receptionen.
Duften af fyrretræ, den tørre varme
og lydene fra græshopperne er nye for
os. Vi står og lurer på, hvor vi skal gå
hen, da tankerne bliver forstyrret af en
kvinde iført klipklapper, bikinitrusser
og ankelkæde. Jeg kigger på min
veninde – jo, hun undrer sig også, kan
jeg se på den måde, hun rynker panden.
Vi siger ikke noget, men går videre hen
imod, hvor vi forestiller os, at stranden
må være.
Vi har ikke gået mange meter, før
vi ser halen af en gekko. Her er skønt.
Bygningerne er lave og hvide, og her er
pænt. Det bliver en fed ferie, griner vi. Vi hører stemmer og trin bag os, og
vi trækker ind til siden, for at gøre plads.
Et par går forbi. Vi bliver helt stumme
og siger ikke noget i lang tid, føler jeg.
De er nøgne for fanden! Går rundt
uden tøj, er alt, hvad jeg kan tænke. Er
det bare mig, der er tosset, eller har
min veninde også set det? Det har hun.
Kæben hænger, og øjnene er store. Vi
kigger på hinanden. Hvad fanden er det
her for et sted? Det er bare for pinligt. Vi
sætter tempoet op. Synes vi har set nok
allerede. Drejer rundt om en af de lave
bygninger og står over for en restaurant. Selvom den ligger på første sal, er
der ingen tvivl – de sidder i bar røv og
spiser!
Vi skynder os tilbage til mine
forældre i receptionen. Så snart vi ser
dem, bryder vi ud nærmest i kor: ”De
er nøgne alle sammen!” ”De har ikke
noget tøj på!” Det har mine forældre
også opdaget, og jeg kan se, at det
også er kommet bag på dem, men
min far prøver at berolige os: ”Vi
behøver ikke at være nøgne, det er
ikke et krav. Vi må få det bedste
ud af det. Lad os så finde vores
53
lejlighed og få noget at drikke.” Vi går
med blikket rettet mod jorden ned til
vores lejlighed.
Min første rejse til Sydens sol er en,
jeg aldrig glemmer. Det var et kulturchok for os alle fire at være på ferie i en
naturistlejr, hvor beklædningen for de
fleste gæster bestod af solhat og maveeller ankelkæder. Det tog et par dage,
før vi kunne se på folk uden at blive
røde i hovederne. Vi beholdt vores tøj
og bikinier på, mens de andre turister
viste deres forskellige kroppe med guldkæder frem. Vi fik set, at mande- og
kvindekroppe kan se meget forskellige
ud, og at man sagtens kan være stolt
af en krop, der langtfra ligner dem, vi
ser i modeblade og i tv. Det er nok god
lære for et par teenagere, der dog aldrig
forstod, hvorfor guldkæderne var så
populære.
nn Rikke Bøyesen har medlemsnr. 646 og
rejser i dag ofte sammen med sine egne børn.
Konkurrence:
Dengang rejsen foregik i børnehøjde …
3. pladsen går til:
En fantastisk rejse i barnebarnhøjde
Tekst & FOTOS: Teddy Borring
12.
august 2012 skulle min
kone og jeg med vores
barnebarn Marcus på
syv år på vandretur i
den islandske natur. Vækkeuret ringer
kl. 06.30, og en time senere bliver vi
hentet og samlet i en gruppe på 12,
der skal med på dagens tur ”Inside the
Volcano”. På vejen, ude i Reykjanes, som
er det lille forbjerg syd for Reykjavik, og
endnu et af Islands vulkanske områder,
stiger vores kvindelige guide på. Hun
lover os med det samme en barsk tur
med masser af regn og vind. Er vi nu
også indstillet på det, og har vi tøj på til
det? That’s the question.
Det ser slet ikke så vildt ud, mens
vi kører hernede, men så snart vi drejer
væk fra hovedvejen og begynder at køre
opad, tager regnen til. Et skilt forkynder,
at vejen er åben op til Bláfjöll, ”de blå
bjerge”, som er en udslukt vulkan og
et populært skiområde. Vi bliver sat af
bussen og skal gå tre km – kun tre km
– op gennem en lavamark med en strid
blæst i ryggen, alt imens regnen vælter
ned, så hurtigt er vi godt våde.
Mine briller dugger, så det varer
ikke længe, før jeg styrter, men
heldigvis slår jeg mig ikke. Bare op
igen og videre efter Marcus, som vi kan
se på lang afstand, idet han er iklædt
et af vores gule Mickey-regnslag, som
han krampagtigt må holde sammen
på. Det område, vi går i, er stadig aktiv
vulkansk, og det er ikke noget med
hvis, men når lavaen bryder igennem
overfladen og begynder at løbe ned
mod Reykjavik. Vi ser et par huller, der
fortæller, at der er lange grotter lige
under os. Nu begynder det så småt at
gå opad, hvilket betyder, at vinden også
tager til, men det opdager vi slet ikke, så
våde er vi. Hvis vi skal se på det positive
lige nu, så er det, at temperaturen ligger
på 12°C, så det er ikke koldt.
Endelig kan vi se målet foran os.
Vulkankeglen rejser sig i regndisen, og
det varer derfor ikke længe, før vi er
Marcus og bedste på toppen af vulkanen,
klar til at stige ned i dens indre.
fremme ved Base Camp. Vi bliver opdelt
i fire grupper, hvorefter det er med at
komme i sikkerhedsselen samt få sikkerhedshjelm på. Jeg får en af guidernes
varme jakker, idet min egen jakke er
gennemblødt. Marcus låner også en
varm jakke, da der kun er 4°C nede i
vulkanens krater. Vi får en kop kaffe,
mens den første gruppe begynder den
sidste opstigning, og inden længe er det
os. Vi følger efter en af guiderne op til
vulkanens top, og da vi drejer rundt om
den, stormer det så meget, at Marcus
næsten ikke kan stå fast. Guiden har
dog et fast tag i ham. Det er en fedtet tur
det sidste stykke, så det gælder virkelig
om at stå fast, hvis man ikke vil falde ud
over kanten.
Oppe ved krateret skal vi godt fem
meter ud på en stålbro, således at vi står
lige over krateråbningen. Derfra skal vi
over i en åben elevator, der skal fire os
120 meter ned i vulkanen. Men ingen
problemer – vi bliver spændt godt fast,
inden elevatoren starter. Hele turen
ned tager otte minutter, og der er lys
på kraterets vægge, således at vi kan se,
hvordan lavaen har dannet forskellige
formationer. Det er virkelig flot. Et sted
er vi så tæt på kratervæggen, at vi må
skubbe elevatoren lidt ud.
Nede på bunden kan vi tydeligt se,
hvorfra den flydende lava – magmaen
– er kommet. Bedste siger, at det stadig
ryger dernede, men nu er det altså
4.000 år siden, vulkanen har været i
udbrud, så det er nok bare kulde, og det
er virkelig koldt. Der drypper iskoldt
vand ned fra magma-istapperne i den
størknede lavahimmel. Her er total
stilhed. Marcus går på opdagelse. Da
vulkanudbruddet stoppede, blev dette
hulrum skabt, og intet har bevæget
sig her siden. Det er fantastisk med
farverne, hvor rødsorte striber skærer
sig gennem indersiden af krateret på det
sted, hvor udbruddet var på sit højeste.
Rundt omkring ligger lavasten i mange
farvenuancer. Okker, røde, karrygule,
54
blå
og kulsorte.
Vi er hernede i lidt over
en halv time, og da vi kommer op igen,
regner det ikke mere, men jeg skal have
et fast greb om Marcus i stormen, da vi
går ned til Base Camp, hvor der bliver
serveret varm suppe. Jeg fryser som en
lille hund, så af med min bluse og på
med en islandsk skuldervarmer, mens
jeg spiser suppen.
Igen låner jeg en af guidernes
jakker til nedturen, idet vi nu skal
have vinden imod os, og den er absolut
ikke stilnet af. Det er begyndt at regne
igen, og som guiderne siger, er der intet
tøj, der kan holde den slags vejr ude.
Marcus kan overhovedet ikke styre
regnslaget. Det er blæst i stykker, så nu
bliver det bundet omkring ham, således
at han ikke bliver lige så gennemblødt
som os andre. Bedste har så meget vand
i sine støvler, at hendes fødder står
under vand. Marcus er begyndt at sige,
at han fryser, og at han meget gerne
snart vil se bussen, men det vil vi andre
sandelig også!
Endelig er vi nede, hvor bussen
venter. Vi bliver sat af ved vores hotel,
og det kan nok være, at folk kigger på os,
da vi svupper ind til elevatoren. Det har
været en fantastisk tur. Once in a lifetime,
og ikke et eneste øjeblik har Marcus
brokket sig i dag, nej … det har bare
været en ”cool tur.” Med sin nye hue
på kan han signalere, at han har været
inside the volcano, og der er ingen tvivl
om, at han nok skal fortælle om det, og
så synes han i øvrigt lige, at vi virkelig
har fortjent et par gode pizzaer.
nn Teddy Borring har medlemsnr. 633 og er
født i 1943. Han har besøgt 66 lande og 14
territorier.
2. pladsen går til:
En rejse gennem Afrika på 15.462 km med Erik
på ni år
Tekst & FOTOS: Per & Bodil Svendsen
E
fter tre år i Kenya var det
slut. Vore to børn, Lise på syv
og Erik på ni, havde haft en
vigtig del af deres barndom
her. De var begyndt i skole, talte engelsk
og havde fået gode venner. Det hastede
slet ikke for os at komme hjem, så vi
besluttede at rejse over land fra Kenya
til Danmark i vores ti år gamle Land
Rover. Lise ville hellere besøge morfar
og mormor, der netop var flyttet til
Israel, så hun blev sat på El Al-flyet fra
Nairobi til Tel Aviv.
Besværlige grænseovergange
Grænseovergangene var ofte besværlige, og dem var der mange af, da
turen gik gennem Tanzania, Rwanda,
Zaire (Congo), Den Centralafrikanske
Republik, Cameroun, Nigeria, Niger,
Algeriet Marokko, Ceuta, Spanien osv.,
osv., indtil vi nåede Danmark. Det var
altid meget langsommeligt, der skulle
udfyldes dokumenter, fremvises attester
og tilladelser, og bilen skulle undersøges for både stelnummer og motornummer. Her var Erik en meget stor
hjælp, for han kunne få selv den stiveste
og mest selvhøjtidelige grænsevagt til
at smile og være positiv, når han selv
udfyldte sine papirer og huskede sit
pasnummer udenad. Vi sparede megen
tid og bøvl på den konto.
The Transafrican Highway
Hovedvejen gennem Zaire, The
Transafrican Highway, var blot et hjulspor gennem regnskoven. Vi krydsede
mindre floder over primitive broer
eller via primitive færger. En uventet
forhindring blev Ubangifloden, der
danner grænse mellem Zaire og Den
Centralafrikanske Republik. Ved
færgelejet fik vi den nedslående besked,
at færgen ikke kunne starte, da den
ikke havde noget batteri. Der var ikke
meget, vi kunne gøre, da der skulle 24
volt til at starte færgens motor – altså
to bilbatterier. Vi rejste teltet og satte os
til at vente på den næste bil. Som altid
i Afrika myldrede det til med børn, og
The Transafrican
Highway
det varede ikke længe, før Erik
var med i deres leg. Efter lidt
tid forsvandt hele flokken
op til landsbyen, og inden
længe kom kvinderne med
frugter, grøntsager og æg til
os. Jeg benyttede ventetiden til at
skifte slange i et punkteret hjul, og den
ødelagte slange blev brugt til slangebøsser, som blev meget populære blandt
børnene.
Den eneste rejsende, der kom til
færgelejet næste dag, var en ung japaner
på motorcykel. Han blev færget over
i en kano sammen med motorcyklen.
Hvad med at forbinde et antal kanoer
og færge bilen den halve kilometer over
floden på dem? Vores fornuftige niårige
var ikke overbevist. Han mente, at
fartøjet nok ville kæntre, og vi alle ville
ende som krokodillemad.
Drengene morede sig med at
skyde til måls efter aberne i træerne
med deres slangebøsser. Bodil vaskede
tøj i floden sammen med landsbyens
kvinder, og jeg reparerede lidt på bilen
efter den hårde tur på The Transafrican
Highway. Lørdag morgen, efter fire
dages venten, kom færgekaptajnen og
forklarede, at grænsen på den centralafrikanske side lukkede kl. 13 og først
åbnede igen mandag morgen, så han
mente, vi måtte gøre noget for at skaffe
et batteri. Bodil hyrede straks en kano
og krydsede floden sammen med Erik,
og minsandten om ikke hun fik lov at
låne et batteri af en fransk læge, der blev
formildet ved mødet med en fransktalende kvinde med et barn. Hans tjener
fik besked på at tage batteriet ud af hans
bil og ikke slippe det af syne, før det var
trygt på plads i bilen igen. Med to batterier forbundet startede færgemotoren,
og fem minutter før lukketid rullede vi
ind i et nyt land.
Den Centralafrikanske Republik
Vi opdagede snart, at vejene i République
centrafricaine (RCA) var meget bedre
end i Zaire. Når de trængte til reparation, udstedte præsidenten en ny lov og
55
sendte
derefter politiet ud for
at arrestere alle, som ikke overholdt
loven. De blev så dømt til hårdt vejarbejde. Når vejen var fin igen, udstedte
præsidenten en generel amnesti. Hans
navn var Bokassa, og han udnævnte
senere sig selv til kejser og yndede
efter sigende at spise sine henrettede
modstandere. På vej mod Cameroun
kunne vi endnu en gang glæde os over
at rejse med et barn. I styrtende regn
nåede vi sent en mindre by tæt ved
grænsen. Vi var virkelig i bekneb efter
et sted at slå teltet op, da vi så skiltet
til de italienske søstres mission. Det
kom overhovedet ikke på tale at bo i telt
med en bambino. Vi blev budt ind, fik
en herlig middag og blev indlogeret i et
behageligt gæsteværelse.
Ser vi mon mor igen?
I byen Jos i Nigeria måtte vi finde et
værksted, der kunne erstatte en ødelagt
bolt i styretøjet. Dybt inde i et slumområde fandt vi en mekaniker. Da vi skulle
betale, havde vi ikke kontanter nok og
måtte hæve en rejsecheck. Det var kun
Bodil, der kunne indløse checkene.
Stedet taget i betragtning turde vi
ikke begge forlade bilen. Mekanikeren
tilkaldte en ung fyr med en motorcykel,
Bodil kom bagpå og forsvandt ud i
slummen. Erik så et øjeblik lidt betuttet
ud og udtalte så de uforglemmelige ord:
”Tror du, vi ser hende igen?” Det gjorde
vi sammen med alle pengene. Afrika er
ikke så farligt, som nogen vil gøre det til.
nn Per & Bodil Svendsen har medlemsnr.
528 og 529. Per har besøgt 64 lande, og
Bodil er oppe på 67. Parret har besøgt 11
territorier og krydset ækvator ikke færre
end 18 gange. Deres seneste rejse gik til
Australien, Vanuatu, Fiji og Tonga.
1. pladsen går til:
Souleymanes første rejse
Souleymane er en lystig vandhund,
men mødet med havet skræmte ham.
Tekst & Fotos: Karen Hammer
D
a jeg i december 1978 ankom
til Velingara i Senegal
med pickup-taxabussen
fra Tambacounda, vidste
jeg godt, at der her ikke var nogen
form for overnatningsmuligheder. Ved
markedet traf jeg Amadou, der var
yderst hjælpsom og i flere timer forsøgte
at skaffe mig husly. Solen var gået ned,
og byens eneste belysning var de mange
små køkkenbål, da vi endelig gav op, og
jeg blev installeret i hans lille hytte, da
han som inspektør på en bomuldsfabrik
ikke brugte den om natten. Naboens
datter Awa var meget interesseret i
Amadous hvide gæst. Næste dag inviterede hun mig ind til familien og satte
derved gang i en årelang række begivenheder, hvor jeg endte med at blive
et fast medlem af familien med ret til at
hjælpe og støtte om nødvendigt – og til
at blande mig i børnenes uddannelser
og i eventuelle tvangsægteskaber.
Awas lillebror Souleymane var lige
fyldt syv år i begyndelsen af december.
Fra første dag gjorde han sig bemærket
ved sin stærke udstråling og personlighed. Han hang efter mig i de to dage,
jeg var i byen, for ham var jeg hans livs
kærlighed; jeg var lige fyldt 40 og tog
ham ikke helt alvorligt. I de følgende
år besøgte jeg ofte Amadous familie
i Kolda og Awas forældre med de
mange børn i Velingara. I 1982 forærede
familien mig Souleymane. Vi elskede
hinanden på hver sin måde, men som
fraskilt enekvinde kunne jeg ikke adoptere ham; jeg måtte nøjes med at betale
hans uddannelse m.m. i Senegal. Den
sommer tog jeg ham med på ferie – ud
til havet ved Kafountine. Souleymane
havde aldrig været uden for Velingara,
og dog mente han, at han som ”mand”
burde bestemme over vores rejse. Jeg
grinte af hans ideer og håbede på det
bedste.
Det gik smertefrit hos Amadous
familie i Kolda, for her var der mange
jævnaldrende børn, han kunne lege
med. Opholdet hos bedstemor i
Ziguinchor gik også rigtig fint, og der
blev spillet meget fodbold med naboernes drenge. Næsten dagligt skar
byhusenes metaltage hul i bolden, så
jeg måtte købe en ny. Da jeg fjerde gang
protesterede, svarede Souleymane mig
belærende: ”Karen, du betaler mine
bolde nu, men når jeg bliver voksen,
betaler jeg alt for dig!” På vejen til
Kafountine overnattede vi hos mine
venner Mamdou og Kine i Bignona.
Souleymane fik det meget dårligt. Han
var så jaloux, at han ikke kunne spise.
Han prøvede at forbyde mig at tale med
andre; han var ”mand” nok for mig. Vi
tog den overfyldte pickup-bus de 25 km
til Kafountine ad våde, sumpede veje
og måtte vente flere timer på en kæmpe
lastbil, der var kørt fast.
Souleymane kunne ikke lide mine
Diola-venner i Kafountine, og især
ikke, at han skulle overnatte sammen
med familiens sønner, mens jeg sov hos
den ældste datter inde i huset. Hvad
kunne der ikke ske mig om natten, når
han ikke var i nærheden til at holde
øje med situationen!? Vi drog på en
lille ekspedition ud til Atlanterhavet
sammen med fire brødre. Undervejs
mødte jeg i bushen en kæmpe varan,
som det lykkedes mig at jage væk, inden
ungerne så den, for ellers ville varanen
være blevet ædt. Ved stranden vrimlede det med store krabber. Vi tændte et
bål og fangede en 10-20 stykker, som vi
smed på bålet. De brød sig ikke om det
og kravlede ud igen, men vi var mange
til at holde øje med dem, så de undgik
ikke deres skæbne. De smagte dejligt,
og Souleymane slappede for en gangs
skyld af. Senere plyndrede vi buskene
op til stranden for cashewnødder og
proppede dem i en gammel konservesdåse og stegte dem på bålet – nødvendigt da cashewnødder er giftige rå.
Atlanterhavets mægtige bølger bragede
ind ganske tæt ved os, og Souleymane
var bange. Han turde end ikke nærme
56
sig
vandkanten.
Han var hjemme i Velingara, en lystig
vandhund, der på trods af sin fars
forbud boltrede sig i enhver større
vandpyt. Men mødet med havet og dets
enorme kræfter skræmte ham. Han sad
under træerne på en gammel piroque
og så ulykkeligt ud på de andre drenge,
der pjaskede rundt i vandkanten. Om
aftenen havde han genvundet sin energi
og var involveret i en voldsom brydekamp med en af familiens sønner. De
var som gale hunde og måtte skilles af
vrede voksne mænd.
Souleymane var tilfreds, da vi
næste dag rejste tilbage til Ziguinchor.
Nu havde han atter kontrol over situationen. Awa var også i Ziguinchor,
og hun krævede, at Souleymane som
en yngre bror skulle adlyde og lystre
hende, men det passede ham ikke, så
jeg overværede, hvordan hun rasende
knækkede mindre træer for at kunne
bruge dem til at tæve denne ekstremt
ulydige unge. Souleymane spænede
omkring grinende, mens hun mere og
mere rasende forsøgte at fange ham.
Jeg prøvede at stoppe hende, mens
bedstemor blev bekymret, for også hun
elskede jo drengen.
Et par dage efter rejste jeg alene til
Dakar – mange oplevelser rigere, mens
Souleymane holdt en flere uger lang,
afslappende ferie i Ziguinchor – og
drømte om vores næste møde.
nn Karen Hammer har medlemsnr. 395
og er bestyrelsesmedlem i Kvindelige
Eventyreres Klub. Hun er også kulturredaktør på Radio Vesterbro. Og så har hun to
danske sønner fra sit første ægteskab ud over
en stor familie i Senegal og i Mali.
NÆSTE Konkurrence:
Dengang jeg overlevede …
Dommerkomiteen, som har bedømt de
indsendte bidrag, består af vinderen af
konkurrencen i forrige nummer, Jacob
V. la Cour, og fra Globens redaktion af
Finn la Cour og Lars-Terje Lysemose.
For god ordens skyld bør det nævnes,
at Jacob og Finn ikke er i nær familie
med hinanden, selv om de deler samme
slægtsnavn.
I gamle dage var dét at begive sig ud
på en rejse forbundet med store risici:
Plørede, nærmest ikke-eksisterende
veje gjorde, at de hestetrukne kareter
ofte kørte fast, og til havs måtte små
sejlskibe kæmpe sig frem i hård vind til
mange søsyges bedrøvelse. Dengang var
man glad, hvis man overlevede rejsen!
I næste nummer af Globen vil vi
høre en god histore om dengang, du
måske var døden nær, men overlevede
en rejse i det fremmede. Din tekst bør
højst fylde 4.000 tegn og vedlæg gerne
et foto eller to, som kan illustrere din
historie. Send materialet til redaktor
[email protected], så vi har det senest
30. oktober 2013.
Bedste bidrag præmieres med en
dvd af spillefilmen ”The Way Back”
og et eksemplar af rejsebogen ”Blandt
pungdyr og vulkaner”.
”The Way Back” (Scanbox, 2011, 132
minutter, på engelsk, polsk og russisk med
undertekster på dansk) er instrueret af
Peter Weir og bygger på en sand historie
om syv GULag-fanger, som i 1941 flygter
6.500 km til fods fra Sibirien gennem
Mongoliet og over Himalaya til Indien.
Kort sagt: En virkelig strabadserende
rejse!
”Blandt pungdyr og vulkaner”
(Frydenlund, 2011, 296 sider, med fotos
i farver) er skrevet af Mikie Breum
(medlem nr. 272) og er beretningen om
et halvt år på rejse Down Under. I New
Zealand kørte hun 7.000 km på en 50
cc-scooter, og undervejs proppede hun
så mange vandreture ind i rejsen som
muligt. Overnatningen foregik tit hos
lokale – for her kunne hun komme
helt tæt på den newzealandske kultur
og levevis. I Australiens outback og på
Tasmanien kom hun omkring ved at
blaffe, og til sidst rejste hun 4.000 km i
varevogn op langs Australiens østkyst. I
en anmeldelse i Globen opnåede bogen
tre ud af fem glober.
Vi glæder os til at læse dit bidrag!
Bestyrelse
for DBK
Søren Fodgaard
Formand for
De Berejstes Klub
Tlf. 35 39 27 33
[email protected]
Per Danielsen
Toastmaster Øst
Tlf. 33 13 56 18
[email protected]
Jakob Linaa Jensen
Næstformand,
toastmaster Vest
Tlf. 20 86 77 77
Anna le Dous
Kasserer
Tlf. 29 93 36 35
Lars-Terje Lysemose
Tlf. +46 76 234 72 00
Jette Færch Weiss
Tlf. 22 93 82 58
Ulla Fanø
Sponsorer & pr
Tlf. 28 62 44 09
[email protected]
redaktorgloben
@gmail.com
[email protected]
Jacob Gowland Jørgensen
Tlf. 42 79 68 62
jacob.gowland.jorgensen
@gmail.com
[email protected]
Maria Malbek Sørensen
Junior- &
medlemskoordinator
Tlf. 25 48 87 45
Nikolaj Witte
Suppleant, ansvarlig for
fredagsbar Vest,
Berejste med børn Vest
Tlf. 22 79 03 84
[email protected]
[email protected]
[email protected]
57
Rebecca Langhorn
Suppleant
Tlf. 28 33 87 93
[email protected]
En flok medlemmer af De Berejstes Klub overtalte
Tony Wheeler til en efterfølgende øl på Charlies Bar.
Lonely Planets stifter shanghajet
for en aften af De Berejstes Klub
Egentlig er han i København for
at lancere en ny serie rejseguides
på dansk. ”Oplev” hedder de. Men
ind mellem de mange interviews
til pressen, photo opportunities
og et foredrag i fyldte lokaler i
rejsebogcafeen Tranquebar fik den
berejste Tony Wheeler også tid til
et krus øl en aften i maj i selskab
med flere ligesindede medlemmer
fra De Berejstes Klub.
Tekst: Lars-Terje Lysemose
Foto: Bo Løvschall
66
-årige australsk-britiske Tony Wheeler er
en legende inden for
rejsebranchen. For præcis
40 år siden lagde han sammen med
sin kone Maureen grunden til forlaget
Lonely Planet i Melbourne. Ideen var
enkel: Efter at have rejst over land
fra London til Afghanistan og videre
til Australien ville parret fortælle om
deres oplevelser, give deres rejsetips
videre, og fandt hurtigt sig selv midt
i et rejsebogmarked som var i kraftig
vækst. ”Across Asia on the Cheap” hed
Lonely Planets første bog. I dag har
forlaget udgivet mere end 500 titler. For
netop i de år blev det populært for unge
vesterlændinge at rejse ud i verden med
en rygsæk på egen hånd og uden ret
mange penge på lommen. Lonely Planet
blev takket været gode og uafhængige
råd backpackernes bibel. The rest is
history, som de siger på engelsk.
I dag findes der et utal af rejseguides på markedet, og det kan være
svært at vælge, for Rough Guides, Let’s
Go, Bradt, m.fl. minder på mange måder
om hinanden – men Lonely Planet
sælger stadig bedst.
Væk fra turistvrimlen
I 2007 solgte Maureen og Tony Wheeler
Lonely Planet til radio- og tv-stationen
BBC, og tidligere i år blev forlaget
opkøbt af den amerikanske milliardær
Brad Kelley. Alligevel rejser Tony
Wheeler stadig rundt som en slags
ambassador at large for Lonely Planet, for
det er blevet en hjertesag for ham at
tilskynde andre til at tage på opdagelse
i verden, at rejse ud – også til steder
langt fra turistvrimlen. Off-off the beaten
track, så at sige.
”Teknisk set arbejder jeg ikke
længere for Lonely Planet, men forlaget
bliver ved med at spørge, om jeg ikke
lige vil rejse til Paris, New York eller
København,” som han selv udtrykker
det.
58
Det var USA’s præsident George
W. Bush, som med sin kategorisering af
Irak, Iran og Nordkorea som ”ondskabens akse” provokerede Tony Wheeler
til at skrive bogen ”Bad Lands” i 2007
– og i år kommer så fortsættelsen med
”Dark Lands”. I begge bøger har han
sat sig for at rejse til nogle af verdens
absolut mindst turistede steder, for der
er faktisk ikke det sted i verden, hvor
han ikke gerne rejser hen. Til trods for
at “generalerne stadig styrer, diktatorerne stadig dikterer, de skøre stadig
har kontrollen – og freden ikke er brudt
ud!” som han skriver i “Bad Lands”.
”Egentlig ville jeg have kaldt ’Dark
Lands’ for ’Eventyrlande’, for i hvert
land åbnede der sig en Pandoras æske
for mig. For seks uger siden, da jeg var
i Colombia, blev jeg for første gang i
mit liv udsat for et røveri. Og har man
ikke oplevet at få slynget sten imod sig i
Palæstina, så har man ikke rigtig været
der!”
Det er midt i maj, og Tony Wheeler
står ved podiet i rejsebogcafeen
Tranquebar i det indre København.
Salen er fyldt til bristepunktet, for alle
vil se og høre manden, som om nogen
er blevet en rejseguru. Også et dusin
tilhørere fra De Berejstes Klub har
fundet vej til lokalerne, som tidligere
husede Mellemfolkeligt Samvirkes
Verdensbutik, men nu er en populær
oase i dagtimerne for byens rejselystne
cafegængere.
”Jeg elsker at rejse til steder, ingen
har hørt om,” som han selv forklarer det
over for Tranquebars publikum. ”Ingen
rejser fx til Congo, og jeg mødte ikke
en eneste turist!” Og selv om han ofte
rejser på egen hånd, rejser han aldrig
alene. ”For man møder jo altid folk på
rejsen,” som han udtrykker det.
150 lande
Tony Wheeler har besøgt omkring
150 af verdens lande og er dermed en
selvskreven kandidat til optagelse i
De Berejstes Klub, skønt han efter eget
udsagn ikke ligefrem ”samler” på lande.
Men hvordan definerer man egentlig et
land?
Tony Wheeler citerer gerne musikeren og komponisten Frank Zappas
definition af, hvad der kræves for at
være et land: “Man er ikke et rigtigt
land, hvis ikke man har øl og et flyselskab – det hjælper, hvis man har et
fodboldhold eller nogle atomvåben, men
øl er en nødvendighed!”
Efter foredraget lykkes det DBK’s
medlemmer at lokke Tony Wheeler
med ud til en øl på en nærliggende bar,
hvor der udveksles endnu flere rejseanekdoter. Tony Wheeler holder fx
også af at cykle ligesom DBK’s Henrik
Schumacher. Og jo, med årene har
mageligheden og det mere luksuriøse
også fundet indpas.
”Når man først én gang har taget
skridtet og er drejet til venstre, når man
kommer ind i flykabinen, så drejer man
aldrig til højre igen!” smiler han. Præcis
hvor mange frequent flier-point han har,
vil han dog ikke ud med. Og selv om
han foretrækker de forreste sæder i flyet,
kan han sagtens finde på at indlogere
sig på hoteller til bare 5 USD i Cambodja
og 12 USD på Salomonøerne. Eller at
vove sig ind i den lukkede radioaktive
zone ved Tjernobyl. Vi taler en del om
dette mærkværdige sted, som vi er enige
om ville passe fint i kategorien ”Dark
Lands”. Og vi finder ud af, at vi faktisk
holder af mange af de samme steder i
verden, også nogle mere særprægede.
”Tjernobyl er ved at blive et rigtigt
dystert sted,” som Tony Wheeler
udtrykker det. ”Jeg bruger altid guidebøger, når jeg er ude at rejse – og jeg
finder altid fejl i dem!” smiler han.
Og hvad gør man, når man så som
han ofte rejser til steder, hvor der slet
ikke findes nogen guidebog? Ja, så må
man jo skrive sin egen. Tony Wheeler
tager konstant noter, når han er ude at
rejse. I hans rejsetaske ligger også altid
mindst tre bøger. Lige for tiden er han
ved at læse ”Life of Pi” af Yann Martel.
Steder, som stadig står højt på listen,
over hvor han gerne vil rejse hen, men
endnu ikke har været, er i øvrigt Yemen,
Eritrea, Sudan, Bangladesh, Svalbard,
Marquesas-øerne i Fransk Polynesien
og at vandre langs Caminoen i Spanien.
Og presser man ham lidt for at få hans
egne personlige favoritsteder – ud over
London og Melbourne hvor han bor på
skift – falder svaret prompte: ”Nepal og
Myanmar. Men jeg bliver ofte spurgt om
det og for at være helt ærlig: Svaret er
afgangshallen!”
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364
og er freelancejournalist og ansvarshavende
redaktør af Globen. Læs mere om Tony
Wheeler på www.tonywheeler.com.au, om
den nye ”Oplev”-serie på dansk på www.
forlaget-turbulenz.dk og om Lonely Planet
på www.lonelyplanet.com.
Tony Wheelers tips til
10 spændende rejsemål
netop nu:
Venedig. Engang i fremtiden vil jeg
bo tre måneder i Venedig. Italienerne
har evnen til at leve livet. Selv i hårde
tider.”
Colombia
”Colombia er Sydamerikas glemte
land, som i mange år har været præget
af terror og narko, men nu er blevet
meget mere sikkert at rejse i. Det er
bjergrigt med snedækkede tinder helt
ud til Det Caribiske Hav. Landet har
samtidig noget af den mest interessante koloniale arkitektur. Tag fx til
Cartagena. Der er en stor mur omkring
den gamle by, små fine hoteller, og små
gode restauranter. Og man går rundt
og tænker: ’Det er da utroligt, at ingen
i verden kender til det her sted!’ Jeg vil
også anbefale vandreturen på fem dage
op til Ciudad Perdida. Det er Colombias
udgave af Perus Machu Picchu.”
London
“London er verdens mest internationale by. Jeg ved godt, at man også siger
det om New York, men London har bare
alt: teatrene, museerne og restauranterne.”
Hongkong
“Jeg elsker Hongkong. Byen er spektakulær på alle måder. Hongkong har
små hemmelige steder – og du kan let
fare vild! Tag fx båden frem og tilbage
til Kowloon og se det vilde lysshow om
aftenen.”
Paris
“Her har jeg også boet. Byen er fantastisk. At gå rundt i gaderne – det bliver
man aldrig træt af. Og franskmændene
er et utroligt folkefærd, fordi de er så
arrogante. De ved godt, at sproget er
smukt, at de har stil, og deres kultur er
enestående.”
Indien
“Indien er enormt med ekstremt meget
at opleve og se. Besøger man Indien for
første gang, så tag ud til Taj Mahal. Den
bygning er simpelthen fantastisk. Og
Rajasthan – det er en utrolig farverig
delstat, gå ikke glip af alle paladserne
og de mange forter. Og tag så helt ned
sydpå, hvor det føles som et helt andet
land. Her er en helt anderledes kultur.”
Irland
“Øen er simpelthen så smuk. Irland er
grønt. Nok fordi det regner så meget.
Tag ud til øerne på vestkysten og
prøv at opleve, hvor vildt det er, når
bølgerne kommer rullende ude fra
Atlanterhavet. Det er vildt og voldsomt.
Og Irland er nemt at komme rundt
i. Specielt med bil, fordi der ikke er
særlig meget trafik på vejene.”
Italien
“Alle elsker Italien. Også jeg. Der
er så stor forskel på stederne og
menneskene i det land. Fra Sicilien
i syd til Milano i nord. Der er gamle
kirker, romerske ruiner, Pompeji, Rom,
øerne, vandreturene i bjergene. Og
59
Melbourne
“Jeg har boet i Melbourne i mange år.
Alle elsker Sydney. Melbourne har ikke
havnen, operaen og alt det andet. Til
gengæld sætter Melbourne ting i gang.
Festivaler, tennisturneringer, Formel 1
Grand Prix, hestevæddeløb, fodbold,
teatre. Og så er det en af de byer, hvor
der findes et utal af fantastiske barer,
man ikke anede eksisterede.”
San Francisco
“På et tidspunkt i 1980’erne boede jeg
et år i San Francisco. Det er en meget
levende by, hvor man indimellem gør
alting anderledes end andre steder. I
San Francisco drikker man mere vin end
nogen anden by i USA. Man læser også
flere bøger. Det er en skøn by!”
Tanzania
“Vil man se vilde dyr, er Tanzania et
utroligt sted. I Serengeti kan man se
dem alle sammen. Det er tilmed meget
nemt. I Arusha, hvor både safariture
og bestigning af Kilimanjaro udgår
fra, tog det mig 10 minutter, så havde
jeg arrangeret en supergod safari.
Kilimanjaro med de vulkanske kratere
er også værd at opleve. Og man kan
faktisk cykle igennem landet ad rigtigt
gode veje. Og så er der jo Zanzibar. Et
magisk sted med et fantastisk navn:
Zanzibar. Det er lidt ligesom med
Katmandu, Marrakech, Khartoum og
Samarkand. Det er steder man har lyst
til at besøge alene på grund af navnet.”
22 medlemmer og en berejst hund på
ølejr ude midt i Øresund.
Klubweekend
på
Hven
Ofte har man ikke set, hvad der ligger lige inden for
rækkevidde. Typisk er det, at man har rejst Jorden
rundt, men aldrig har besøgt den største attraktion i
nabolaget, hvor man bor.
Det er i hvert fald ikke helt ufarligt at spise culottesteg
med plastikbestik af Netto-kvalitet! Med en helt fantastisk
udsigt ud over vandet fra den forhøjede bålplads sad vi ved et
langt bord og spiste grillmad, alt imens vi nød en af sommerens lange lyse nætter. Rejsehistorier ”fra de varme lande”, et
par flasker rødvin og ekstra brænde på bålet gjorde, at mange
af os holdt ud til langt ud på natten. En dejlig sommernat
som vi kun har få af på disse breddegrader. Og da Rebecca
(medlem nr. 539) lokkede gæster til med sin smukke sangstemme i nattens stilhed – og gæsterne havde whisky med,
som de delte ud af – var en god aften fuldendt.
Tekst:
Anna le Dous
Fotos: Søren Fodgaard, Lars-Terje Lysemose & Viroj
Jienwatcharamongkhol
I
weekenden 7. til 9. juni var vi 24 aktive medlemmer, der
udforskede den lille svenske ø Hven (på moderne svensk
stavet Ven), som ligger midt i Øresund, kun 7,5 km fra
Sjælland. For flere af os var det første gang, vi var på
Hven. For et enkelt medlem var det sågar hendes første besøg
i Sverige. Men hun tog hjem igen inden 24 timer og fik ikke et
nyt land!
Vi ankom til Hvens campingplads lørdag ved frokosttid.
Og heldigt var det, at vi allerede forinden havde gjort den
lokale kiosk opmærksom på, at det ville blive nødvendigt med
rigeligt med forsyninger af slik og øl. For selv om kioskens
personale var advaret, kunne ingen næppe have forestillet sig,
hvilke mængder fadøl en flok rejseglade danskere kan indtage.
Eftermiddagen gik med udflugter på den lille ø. Nogle
fulgtes ad i små grupper, og andre tog en vandretur alene i
det skønne sommervejr. Og atter andre blev hængende ved
bordene i arealet foran kiosken i et ihærdigt forsøg på at
tømme fadølslageret. Det lykkedes desværre ikke. Men fadøl
blev der drukket i så rigelige mængder, at ikke alle var i stand
til at møde op til aftensmaden ...
Eller var det mon af frygt for at få en halv plasticgaffel i
øjet, at nogle valgte at udeblive fra dette festmåltid, som blev
tilberedt over bålstedet for enden af en lang stejl grusvej?
Øens berømthed
Søndag var det sidste chance for at besøge Hvens største
attraktion, Tycho Brahe-museet. De, der havde haft travlt med
at tømme øllageret, og som derfor ikke havde haft tid til den
helt store sightseeing lørdag eftermiddag, tog i samlet flok
– med varierende grader af tømmermænd – ud for at blive
klogere på den kendte danske videnskabsmand Tycho Brahe,
som gennem sin forskning i 1500-tallet satte Hven på verdenskortet. Her kan man se ruinerne efter det lille slot, han opførte,
og observatorierne Uranienborg og Stjerneborg. Faktisk er
Tycho Brahe-museet internationalt anerkendt og udpeget som
ét af verdens 30 bedste museer.
Efter Tycho Brahe-besøget tog vi tilbage til campingpladsen, hvor det var ved at være tid til at anrette den
medbragte frokost. I samlet flok sad vi endnu engang ved
bålpladsen, højt hævet over campingpladsens reception og
restaurant og med en fænomenal udsigt ud over stranden og
Øresund.
Jo, Hven har både strand, store markarealer, oldtidsminder, natur, kultur og Tycho Brahes gamle observatorium.
Og så har øen kun nogle få hundrede mennesker, som bor der
fast. Utrolig flinke mennesker, som er både hjælpsomme og
imødekommende over for turisterne. Fx havde undertegnede
60
ikke mulighed for at bo på campingpladsen, men blev straks af campingpladsens ejere stillet videre til en privat
overnatningsmulighed, som blev
indledningen til et nyt venskab.
Mange sejlede tilbage direkte fra
Hven til København, mens en mindre
flok tog bilfærgen via Landskrona i
Sverige. Ventetiden ved færgeafgangen
var sidste chance for at nyde en is i
socialt samvær med andre af klubbens medlemmer. Alle havde vi haft
en dejlig weekend med rig mulighed
for at pleje gamle bekendtskaber, men
også for at møde helt nye medlemmer af
klubben – endda i naturskønne omgivelser. Vi ser frem til en lige så fantastisk DBK-weekend i 2014.
1
2
3
4
1. Idylliske huse langs kysten.
2. I festligt lag på campingpladsen.
3. Statue af øens berømte videnskabsmand.
4. Solur ved Tycho Brahe-museet.
5. Lyset over Øresund var helt specielt
denne aften.
nn Anna le Dous har medlemsnr. 514 og er
med i klubbens bestyrelse.
61
5
Nye aktive medlemmer
641 Michael Tang
Jeg begyndte med rejseriet, da jeg fyldte 20, først med Trek America, derpå Topas og Explorer og siden
på egen hånd. Da jeg i 1986 hørte ”Graceland”-albummet, måtte jeg til Afrika. Her rejste jeg rundt i fire
måneder og mødte min danske kone i Malawi, hvor hun var på rejse. Siden har vi sammen været på
oplevelsesrejser, hvor højdepunktet indtil videre har været en tur rundt i Venezuela. Da vi fik børn,
holdt vi en række orlovsperioder, hvor vi med telt og enkle midler har set mange lande og kontinenter.
Vores ture har fokus på livsstil og familiesammenhold frem for nøje tilrettelagte rejser. Vi har bl.a. fået
set det meste af Tyrkiet og Marokko, rejst til andre kontinenter og rejst rundt i købt eller lejet bil.
642 Carsten Hansen
Jeg er født i 1973. I min barndom stod den på bilture med familien i Danmark og Nordeuropa, senere
især til Alperne hvor diverse bjergpas blev besteget på cykel. Det var først, da jeg blev færdig med
studiet i 2001, at rejselysten blev vakt, og trekkingture kom i fokus. Gerne op i den tynde luft, hvor
bestigning af Aconcagua i 2010 er højdepunktet. Jeg rejser gerne alene, men tager også på organiserede
ture med især britiske arrangører, som fx KE Adventure Travel, der har et imponerende udbud af trekkingture. 2010-2012 var jeg udstationeret i Storbritannien. Først i London, som er et mekka for rejselystne med billige flybilletter til hele verden, og senere i Skotland, hvor der er fantastiske muligheder
for at komme ud i den vilde natur.
643 Louise Windelboe
Jeg er en skibsføreruddannet, 35-årig styrkvinde med evig trang til at udforske udkantsverdenen. Hele
verden er min arbejdsplads, og jeg har i årenes løb lagt til i mange havne. Jeg glædes over små ting
som nyfalden sne og strandslebne sten. Første gang, jeg så en anden verden, var, da jeg som 18-årig
mønstrede ud med en coaster og pludselig befandt mig i Agadir, talte med drengene på havnen og
opdagede, at verden var mangfoldig, og at jeg var heldig at være født i den vestlige verden. Min
seneste store rejse var til Tuvalu. I de seneste 11 år har den australske outback også været mit hjem i flere
omgange. Jeg driver kvæg for farmere, hvis jord er for tør. Det foregår på hesteryg, og jeg lever under
sol og stjernehimmel på den mest primitive måde.
644 Ashley R. Keufsson
Jeg er en blanding af forskellige etniske baggrunde, og min familie flyttede ofte, da jeg var barn. Fra
jeg var 14 år, begyndte jeg at udforske Nord- og Mellemamerika. Jeg læste antropologi på Københavns
Universitet og har altid været begejstret for den måde, som mennesker forstår sig selv på forskellige
steder i verden. Jeg rejser næsten altid alene og med lokale transportmidler. Jeg rejser uden meget
bagage og nyder at møde lokalbefolkningen. Afrika og Svalbard har en særlig plads i mit hjerte. Det er
hårdt at rejse, men jeg er mest derude for at opleve og lære, hvad det vil sige at være et menneske. Da
jeg var barn, læste jeg ivrigt rejseberetninger og drømte om en dag at gøre det selv. Den eventyrlystne
dreng lever fortsat i mig.
645 Charlotte Winding
Jeg er født i 1977 og er vokset op med en far, der boede i udlandet. Fra jeg var tre år, var det mest
naturlige transportmiddel en flyvemaskine, og fra jeg var fem, blev jeg smidt på flyveren alene til USA,
Sydafrika og Bahamas, når jeg skulle besøge min far. I år 2000 virkeliggjorde jeg min store drøm: at tage
på backpackertur rundt i Asien i et halvt år. Siden har jeg været bidt af at rejse med rygsæk, at møde
fremmede kulturer, den lokale befolkning, smage, dufte og se. Mit motto er: At rejse er at leve!
646 Rikke Bøyesen
Jeg var lige fyldt 17, da jeg for første gang tog rygsækken på og rejste Europa tyndt. Siden da har jeg set
en stor del af verden og elsker at se, hvordan andre mennesker lever, deres kultur og værdier. Jeg rejser
hovedsageligt med min mand, og sammen har vi været på stop til og rundt i Portugal, besøgt bekendte
i Peru, vandret i De Albanske Alper med ungerne, dykket ud for Zanzibars kyst, drukket te med
opsynsmanden på Orakelbjerget i Siwa-oasen og en masse andet. Vi kan godt lide at bruge en del tid i
de lande, som vi besøger. Vi forbereder os på rejserne, men planlægger ikke meget. Mange af de bedste
rejser er dem, hvor vi stifter nye bekendtskaber med lokalbefolkningen.
62
647 Karina Beatrijs Lindhus Larsen
Min rejselyst har jeg nok fået ind med modermælken, da mine forældre allerede fra jeg var helt lille tog
mig med ud at sejle. Både med sejlskibet på ferier, men også på fragtskib, hvor min far var skipper. Jeg
spadserede rundt på dækket med min dukkevogn og lavede huler i tovværket, alt imens matroserne
holdt øje med mig. Efter gymnasiet har jeg arbejdet et halvt år i Irland og et halvt år i USA. Senere har
jeg rejst rundt som backpacker i bl.a. New Zealand, boet i telt i Mozambique i et par måneder, arbejdet
som frivillig på et wild life-center i Namibia og været på bjergvandreture til bl.a. Everest Base Camp,
Kilimanjaro og Elbrus.
648 Steffen Stubager
Journalist, født i 1987. Inden jeg kunne tale, viste min morfar lysbilleder fra alverdens vilde lande. Han
var storvildtjæger og havde huset fyldt med udstoppede bjørne, leoparder, gnuer og én elefant. I mine
barne- og teenageår sejlede jeg hver sommer med min familie på lange ture i vores sejlbåd. Hvert år
siden jeg var 18, er det lykkedes mig at besøge mindst syv lande årligt. Som 23-årig begav jeg mig på
rejse Jorden rundt over seks kontinenter. Året efter rejste jeg til Australien og bosatte mig i syv måneder
for at surfe. Sådan er livet.
649 Line Hansen
28-årig nordjyde, uddannet som fysioterapeut i 2012. Jeg har altid været drevet af en stor udlængsel
samt trang til at opleve verden. Efter teenageårene har det altid været med rygsæk og gerne på
lavbudget. Mine rejser har især bragt mig til Asien samt Mellemøsten. Jeg forsøger altid at kombinere
mine rejser med trekking, klatring, dykning og skiløb. Tidligere har jeg altid rejst med en makker, mens
jeg de seneste år primært har rejst alene. Som et led i min uddannelse har jeg haft et seks ugers praktikophold i Thailand, og tidligere har jeg boet i De Franske og Østrigske Alper som skibums.
650 Inge-Merete Hougaard
Jeg elsker at rejse over land – at se skove, marker, byer, mennesker suse forbi udenfor, lade tankerne
flyve og sjælen følge med. Min første ”store” udlandsrejse var, da jeg efter gymnasiet tog til Indien på
egen hånd. Tre måneder alene i Indien var på én gang udfordrende og fantastisk, hvor hver dag bød
på nye sjove, skøre og skæve oplevelser. Jeg sagde til mig selv, at har man været i Indien, er der ikke
længere noget, der kan overraske én. De steder, jeg har rejst sidenhen – Sydamerika, Mellemøsten,
Nordafrika og Østafrika – har altid haft noget Indien over sig.
651 Cecilie Fog Jacobsen
Nysgerrigheden over for det nye og fremmede har drevet mig ud i verden, lige så længe jeg kan huske.
Som syvårig proklamerede jeg, at jeg ville bruge hele min børneopsparing på at rejse ud i verden. Og
sådan blev det. Som 18-årig satte jeg kurs mod Schweiz, London og siden Australien. Tre år senere
vendte jeg kun hjem, fordi pengene slap op. Sidenhen har nysgerrigheden sendt mig på feltarbejde i
Sydafrika, på job i Mauritius, i New York og London. De lange rejser er gået til Sydamerika, Sydøstasien
og Afrika. Og de korte til Europa. Jeg håber at nå op på 60 lande inden længe, og mine næste destinationer er Nepal og Tibet.
652 Jesper Frank
Da jeg var 20 år, kom jeg ind i charterbranchen, var tre år udstationeret og tre år hjemme. Jeg er fortsat
i branchen – med mulighed for at komme meget ud til destinationerne. Jeg har sidenhen rejst en del og
forsøger altid at udnytte ferien til at komme ud i verden. I mine senere år har jeg forsøgt at komme væk
fra turistghettoerne og de steder, man ”plejer” at besøge, og koncentrere mig om de lokale forhold. Jeg
er mest til aktive rejser, såsom trek i bjergene eller i junglen.
653 Frederik Helbo
Jeg er født i 1977. Jeg blev for alvor hooked på rejselivet, da jeg var tre uger i Bangladesh for at deltage i
en tennisturnering. Det er stadig det mest anderledes og udfordrende land, jeg har besøgt. Siden jeg
blev færdig som lærer i 2002, har jeg brugt stort set alle ferier til at rejse. Jeg er interesseret i det meste
af verden, og jeg er både til storby, natur og strand. De seneste par år har jeg også rejst med børn, da
jeg blev far i 2010. De er ikke nogen hindring for fortsat rejseaktivitet. De største oplevelser er USA,
Etiopien, Peru og Japan. Jeg er ikke typen, der vil besøge så mange lande som muligt. Der er de første
fem-ti roadtrips i USA, som jeg gerne vil på, før jeg prioriterer Hviderusland eller Somalia.
654 Jette Kristensen
Det første store udlandseventyr var til Sovjetunionen i gymnasietiden. Skræmmende, men også fantastisk på samme tid. Jeg har siden fundet en mindst lige så rejseglad mand. Vi har været på rundrejse
i Asien, Sydamerika samt i Kenya, Tanzania og Etiopien. Sidste år rejste vi Jorden rundt – og nåede til
Australien og New Zealand samt nogle af de fantastiske øer i Oceanien. Næste mål er at stå på ski på
eksotiske destinationer. Antarktis står også højt på ønskelisten.
63
Bedste bidrag det seneste kvartal på
www.deberejstesklub.dk
Udvalgt af redaktionen
Ja, vi på redaktionen behøver bare
at kaste et hurtigt blik på hjemmesidens forum for at konstatere, at ingen
medlemmer denne sommer har ligget
på den lade side, når det gælder om
at rejse, opdage, og give deres råd
videre. Som altid har I været villige til
at dele oplevelser og erfaringer, og vi
har kunnet vælge mellem alt lige fra
fif til de billigste flybilletter, til nyttige
rejselinks og gode råd om visumregler.
Vi har valgt nogle stykker ud blandt de
mange gode bidrag.
Et par nyttige søgelinks
Henrik Schumacher har været på jagt på
nettet, og er faldet over et par gode links,
som gør rejsesøgningen lidt nemmere:
• www.whichplug.com er en
meget enkelt designet side til
at finde den rigtige adapter til
stikkontakter uden forvirrende
ABC-kategorisering.
• www.seat61.com er en fremragende
side om togrejser i hele verden.
• www.ferrylines.com har alle færger i
Europa, samlet på én side.
• www.hostelz.com er en søgemaskine der søger blandt alle hostelsider.
• www.hotelscombined.com – så
behøver du kun søge ét sted, hvis
du skal booke hotel.
• www.cruisecritic.com – alt om
krydstogtsskibe, især deres reviewforum kan anbefales, inden man
booker.
Jorden rundt og returbilletter – et
paradoks?
Erik Aggerholm har erfaret, at mange
lande kræver returflybilletter, før man
overhovedet kan boarde flyet og finder
reglerne uforklarlige. Min ide med en
jordomrejse er jo netop at planlægge
rejsen undervejs. Derfor er det jo ikke
muligt at have den næste flybillet klar
allerede før indrejse i et land. Jeg har
også tænkt mig at rejse over land –
naturligvis bortset fra Atlanterhavet og
Stillehavet.
Mere konkret starter min rejse med
et syv ugers sprogkursus i Guatemala.
Jeg har altså brug for en enkeltbillet
til et sted i Nordamerika, Mexico eller
Mellemamerika. Med afrejse først i
september kan disse destinationer
købes for ca. 300 euro. Min plan er så
at rejse over land til Guatemala, så jeg
er der, når regntiden slutter i oktober/
november, lære spansk og så udforske
nogle af de øvrige mellemamerikanske
lande. Planen er Sydamerika efter jul og
hjem via Fiji og Asien.
Mine spørgsmål er:
1. Hvilke lande kan jeg rejse til fra
Europa på en enkeltbillet (altså uden
billet videre eller tilbage)?
2. Er der lande, der ved indrejse
med bus forlanger bekræftet busbillet
ud af landet igen?
3. Er et Visa og et MasterCard nok
til at overbevise indrejsemyndigheder
om, at man kan klare sig økonomisk?
Claus Andersen har rejst i 70 lande
og hans erfaring er, at mange lande har
haft den regel, at man skal vise returbillet, men det eneste sted, hvor han
altid er blevet bedt om at vise billetten er
Filippinerne. Claus mener, at det kun er
noget der sker, hvis man ligner én, der
har tænkt sig at søge arbejde i landet.
er ikke så meget til museer og den slags,
men meget til natur og sport)
Jens Tidemann har tilbragt et par
dage i Brunei under en rundrejse i
Malaysia for nogle år siden, og giver
følgende råd til det lille, men ganske
spændende land:
1. Kampong Ayer – pælebyen, som
du kan vandre lige ud i fra centrum. Tag
også en bådtur, gerne med en bådfører,
som taler godt engelsk og kan fortælle
dig om byen.
2. Overvej at udvide sejlturen ved
at sejle ud til øen, hvor man kan se
næseaber.
3. Moskeerne Omar Ali Saifuddien
(midt i byen) og Jame’Asr Hassanal
Bolkiah (tag bus eller taxa) – Spis
ambuyat (det indre frugtkød af sagopalmen, der minder om tapioka).
4. Der findes også nationalparker
i det lille sultandømme – og turoperatører, som arrangerer ture derud. Men
da vi havde set masser af Borneo-natur
i Malaysia, var vi ikke på naturture i
Brunei. Du bør nok overveje at arrangere det hjemmefra, så du er sikker på
at komme af sted. Det er dyrere i Brunei
end i Malaysia, og da de fleste turister i
Brunei også kommer til Malaysia, er det
mit indtryk, at de oftest tager naturoplevelserne i Malaysia. Således er det ikke
sikkert, at du kan nå at arrangere, at du
kan komme på en tur, når du kun er der
i tre dage.
Man kan læse mere om Jens
Tidemanns oplevelser i Brunei og se
billeder på: http://peregrinator.dk/fotoalbum/brunei-darussalam
Tre døgn i Brunei – hvad bør jeg se?
Martin Jensen har i forbindelse med en
forretningsrejse mulighed for tre døgn
i Brunei. Hvad anbefaler I jeg ser? (han
64
Bo Løvschall supplerer med en
hjemmeside, der har en liste over gode
steder i Brunei: www.globespots.com/
places.php?country=brunei
Få Gl ben
De Berejstes Klub
lige til døren – uanset
hvor du bor!
Globen kommer Jorden rundt. Både indholdsmæssigt og helt konkret. For i De Berejstes Klub har
vi medlemmer over hele verden. For 150 kr. for resten af året kan du tegne et passivt medlemskab,
og for 200 kr. kan du blive aktivt medlem – hvis du vel at mærke opfylder kriterierne for at blive
optaget. Læs mere på www.deberejstesklub.dk eller send en e-mail til [email protected]. Og
husk, beløbene gælder, uanset hvor i verden du bor.
Er du allerede medlem, kan du give rejselystne venner eller familie et passivt medlemskab og
abonnement på Globen i gave, så de kan få indblik i, hvad det er for en spændende klub, du er
medlem af.
Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får alle medlemmer disse fordele:
• 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk.
• 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada
Goose. Se www.friluftsland.dk.
• 15 % rabat på vaccinationer hos Rejseklinikken i Charlottenlund. Se www.rejseklinikken.dk.
• 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com.
• 10 % rabat på vaccinationer hos Speciallægernes Sundhedscenter på Frederiksberg. Se www.
sundhedscenter.com.
• 10 % rabat på vaccinationer hos Udlandsvaccinationer, Aarhus Universitetshospital i Skejby. Se www.
auh.dk.
• 10 % rabat på landarrangementer hos Penguin Travel. Se www.penguin.dk.
• 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk.
Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne
berejste udveksler rejsetips og -oplevelser, og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og
udvikle rejselysten.
Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat, når de tegner forsikring hos Gouda Rejseforsikring. Se
www.gouda.dk/rejseforsikring.
De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt
fremmede lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse.
Globen kommer Jorden rundt. Her er Globen
med på tur til Gardasøen i Italien.
Foto: Lisbeth Vivaldini.
Billige rejser på din mobil
Sammenlign priser fra mere end 1.000 websider
Med Travelmarkets rejseapp kan du
sammenligne priser på flybilletter,
hoteller, afbudsrejser og temarejser.
Scan koden eller gå ind på travelmarket.dk/mobil
kiplingtravel.dk
Kiplings Colombia
Fantastisk rejsenyhed med kultur og vandring
Oplev Bogotá, den historiske kystby Cartagena, Lost city trek
til Ciudad Perdida, Kogi indianere og Palomino-stranden ved
den caribiske kyst. Et brag af en eventyrrejse!
Afrejse 10/3, 16 dage, kun 25.980,-
Peru
Ecuador-Galapagos
Andesbjergenes absolutte højdepunkter.
Vi starter med Lima, Cuzco, Machu Picchu
videre over højsletten til Titicacasøen.
Daglig afrejse, 13 dage. Fra 18.780,-
Galapagos er det absolutte mekka for naturelskere med unikke havleguaner, skildpadder,
albatros, pingviner, søløver og blåfodede sule.
Daglig afrejse, 11 dage. Fra 29.780,-
Bolivia
Enestående rejse i Bolivias uforglemmelige
højland med indianere, kolonibyer, storslåede
alpine scenerier og saltsletterne ved Uyuni.
Daglig afrejse, 17 dage. Fra 20.980,-
Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk
Kipling Travel - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening
Jakob Øster
De Berejstes Klub
Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede?
Savner du den internationale stemning fra dine rejser?
Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern?
• Rejseforedragfleregangeomugen
Jakob Øster
• Oplevelser og røverhistorier fra hele verden
• Landefester og events
• Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen
Café
Glob
en o
g vo
res a
er åb
rran
ne fo
gem
r alle
med
ente
- ikk
lemm
r
e
er af
kun
for
De B
erejs
tes K
lub.
• RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg
• Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande
• Cocktails
• Kaffe og te
• Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus
• Gratisinternet/Wi-Fi
• Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder
•Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos
Vi ses på Café Globen!
Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | [email protected] | www.cafegloben.dk
EVENTYR I EFTERÅRET
OFF-ROAD I OMAN
I 4-hjulstrækker opleves natur og folkeliv. Efter
8 dage i det nordlige Oman, fortsætter rejsen
off-road langs det indiske ocean. Her har vi mulighed for at se havskildpadder, der går i land om
natten for at lægge æg. Et rigt fugleliv kan også
studeres. Efter 5 teltovernatninger når vi Salalah i
Dhofar-området, med en hel anden natur end det
nordlige Oman. Max 15 deltagere.
18 dage • 22.900 kr • afrejse 1. og 22. november
SRI LANKA
Det genfødte paradis. Idyllisk landsbyliv og
storslåede naturoplevelser. Kongebyer med
templer, paladser og høje buddha-statuer samt
kolonitidsbyer med charmerende huse. Sri Lanka
er samtidigt et skatkammer af natur og dyreliv.
Nationalparken i Yala med leoparder, aber og elefanter. Max 20 deltagere.
15 dage • 17.900 kr • 6. til 20. november
Afrejse i 2014: 15. janaur • 12. februar
MACHU PICCHU – IGUAZU – BUENOS AIRES
Tre højdepunkter, som tilsammen giver en fantastisk introduktion til Sydamerika. Kulturen, som
vi oplever den i inkaernes Cuzco og ved Machu
Picchu. Naturen, som vi får for fuld udblæsning
ved Iguazuvandfaldene. Vi ser dem både fra den
argentinske og den brasilianske side. Og den
vibrerende metropol, som ikke fås bedre end Buenos Aires. Efter en sejltur i Parana-flodens delta
slutter vi af med et tango-show. Max 20 deltagere.
14 dage • 27.900 kr • 3. til 16. november
UGANDA SAFARI I 4 NATIONALPARKER
Væsentligt færre besøgende end i nabolandene.
Verdens højeste koncentration af aber. Desuden
elefanter, giraffer og leoparder. Vi besøger bl.a.
Murchison Falls, der ligger på begge sider af Nilen,
og er på udkig efter chimpaner i Kibale.
Max 15 deltagere.
13 dage • helpension · 24.500 kr • 19. oktober • 6. januar
Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk