Skive kommunes - Tidlig Intervensjon
Transcription
Skive kommunes - Tidlig Intervensjon
Gl ben Autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub S o m m er 2013 № 52 De Berejstes Klub TE M A : Spiritualitet & religion KIRIBATI Verdens værste land? CHILE En lille anekdote om navne UGANDA Rejs til Uganda for ugandernes skyld NORDKOREA Velkommen til “The Truman Show” www.deberejstesklub.dk ...endelig hjemme! Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER THE NORTH FACE STORES KUNDESERVICE KØBENHAVN: LYNGBY: ROSKILDE: ODENSE: KOLDING: AARHUS: AALBORG: KØBENHAVN S: KØBENHAVN V ODENSE: Vi er altid klar til at hjælpe dig. Frederiksborggade 44 & 50-52 Lyngby Hovedgade 49D Karen Olsdatters Stræde 4 St. Gråbrødrestræde 6 Kolding Storcenter Østergade 30 Bispensgade 34 Field’s Fisketorvet Rosengårdscentret TELEFON: E-MAIL: WEBSHOP: 33 14 51 50 [email protected] www.friluftsland.dk Spiritualitet & religion Leder Vatikanet/Nepal/Myanmar D er er ikke meget, som kan gøre en redaktør lige så nervøs, som når man står over for at iværksætte en læserundersøgelse. Den pirrende fornemmelse begynder allerede, når spørgsmålene skal formuleres. Og forstærkes, mens svarene samles ind. Og så står man der pludselig – på den yderste dag – med læsernes dom. Den pirrende fornemmelse afløses af gåsehud og kuldegys. I efteråret spurgte vi, hvad I egentlig synes om Globen. Det var et led i medlemsundersøgelsen, som senest gennemførtes i 2009. Og min første siden jeg blev redaktør i 2011. Det var derfor også med en vis nervøsitet, at jeg begyndte at læse jeres svar. Og så udløstes spændingen med et euforisk Yes! Tusind tak! For jeres svar afspejler et entydigt positivt indtryk af Globen. 37 % svarer, at I stort set læser hele bladet! Og 33 % læser mellem 50 og 90 %. Dvs., 70 % af jer læser mere end halvdelen af bladet. At så mange læser en så høj andel er der få tidsskrifter, som kan konkurrere med. Og Globen, vurderer I, er klubbens vigtigste tilbud til medlemmerne. Hvad kendetegner i øvrigt en god rejseartikel? Ja, skal man tro samme undersøgelse, hvor et par hundrede læsere gav deres besyv, så er det vigtigste, at Globens artikler giver indsigt i destinationen, er velskrevne, og at de formidler faktuel viden. Det er mindre vigtigt, om artiklerne er lange og omfattende, om de er underholdende, eller om den beskrevne rejse er foretaget for nylig. 56 % af jer svarer i øvrigt, at I gerne vil bidrage med artikler eller fotos – og vi har altid brug for nye skribenter og fotografer! 13. juli har vi et redaktionsmøde i Aarhus, ligesom vi er ved at etablere et skriveværksted i København. Vil du med så meld dig til på www.deberejstesklub.dk/forums/ medlemsbladet-globen. Spiritualitet & religion er tema for dette nummer. Selv har jeg det lidt ligesom Obelix, der faldt i gryden med trylledrik som barn og derfor ikke har behov for flere dråber af eleksiren med de magiske kræfter, for jeg har aldrig gået så meget i kirke, som da jeg var barn! Min mor var organist og tog mig flere gange om ugen med til gudstjenester, barnedåb, bryllupper, og begravelser. Som lille purk fandt jeg hurtigt ud af, at det var sjovest, når der var altergang, og man kunne liste sig op til præsten og få et glas nadvervin! Mine barndomsoplevelser har siden ansporet mig til at have et åbent og nysgerrigt sind, og jeg går gerne på opdagelse i andre trossamfund, når jeg er ude at rejse. Men hjemme ser I mig sjældent i en kirke. God rejse- og læselyst. Og god sommer! May the Force be with you! Namaste! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3 Gl ben Indhold De Berejstes Klub Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Forsidefoto: Boudhanath i Katmandu af Lars-Terje Lysemose Indsendelse af tekst og billeder: [email protected] Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. juli 2013 Næste tema: Friluftsliv Annoncer: [email protected] Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J Oplag: 900 ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk R e da k tion : Viroj Ann Kledal Lars-Terje Lysemose Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol Medredaktør Grafiker redaktør Finn la Cour Medredaktør Rebecca Langhorn Korrekturlæser Kirsten K. Kester Korrekturlæser Anette Lillevang Kristiansen Medredaktør Per Allan Jensen Korrekturlæser Rikke Birkedal Hansen Korrekturlæser Anna le Dous Korrekturlæser Jytte Kristensen Korrekturlæser Elsebeth Finnick Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. TEMA: Spiritualitet & religion 6 INDONESIEN | Pancasila: Ét land, 5 religioner 8 INDONESIEN | En spændende kultur og en gammel religion 12 MYANMAR | … Husk lige at børste tænder på Buddha! 14 MALAYSIA | Hvad laver man om natten i Malaysia? 17 VATIKANET | En vatikansk nat i skjul på et stillads 20 MALDIVERNE | Et indremissionsk turistparadis? 22 UKRAINE | Naturreservat & helligdom: Skæbner & mirakler i Tjernobyl 26 TYSKLAND | Externsteine: Kult og keltisk mystik 28 KUWAIT | Et møde med islam i Kuwait 30 INDIEN | Kom med til et punjabibryllup 34 Iran, nepal, israel, antigua & barbuda, indiEN, indonesien, vatikanet, frankrig, påskeøen, myanmar & australien | Rejsebilleder 38 Belize, USa, mexico & storbritannien | Jagten på krystalkraniernes hemmelighed Illustration: Jayhan Sim SKRIBENTKONKURRENCE: Dengang jeg gjorde en god gerning ... 42 Cambodja | Og jeg gør det endnu … 42 Næste konkurrence | Dengang rejsen foregik i børnehøjde ... 43 namibia | Hvordan to stemmejern blev til otte … 44 mali | Min familie i Mali 60 Bestyrelse for DBK Etiopien | En ordbog og tre måneders husleje 61 Bedste bidrag det seneste kvartal 62 Henrik Schumacher | Det værste ved at rejse er varm cola! 64 Medlemmer der har rejst mest til de mindst besøgte lande i DBK 65 Få globen LIGE TIL Døren – uanset hvor du bor! 45 DE BEREJSTES KLUB 3 ØVRIGE ARTIKLER 46 Nordkorea | Velkommen til “The Truman Show” og en iscenesat virkelighed 48 Uganda | Rejs til Uganda for ugandernes skyld 51 Chile | En lille anekdote om navne i Chile 52 kiribati | Verdens værste land? 56 Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser 5 Leder Ét land, 5 religioner Tekst & FOTOS: Lars-Terje Lysemose 1 Indonesien har ca. 209 millioner muslimer – flest på Java og langt de fleste moderate og tolerante sunnier. At se kvinder hyllet til i sort fra top til tå er en sjældenhed. Landet er et sekulært demokrati og styres efter statsideologien pancasila, som anerkender fem – somme tider seks – trossamfund (konfusianisme er det 6., der dog har været bandlyst i perioder). Indonesien består af 17.508 øer, som hver især har deres unikke kultur. Der er også hundredvis af forskellige sprog. Indtil 1945 var øriget en nederlandsk koloni, som først samledes som nation og fik et fælles sprog efter selvstændigheden. 2 De protestantiske kirker har ca. 14 millioner medlemmer og er fordelt på mange forskellige menigheder som fx adventister, presbytarianere, osv. Ofte tilhører hele landsbyer samme trossamfund, og selv om kristne kan findes i hele landet, er de især bosat på øerne øst for Lombok. 3 Katolikkerne tæller 8 millioner. Især provinsen Nusa Tenggara Timur har mange katolikker, for Flores og Timor blev først koloniseret af portugisiske missionærer og handelsrejsende på vej til Molukkerne – ”Krydderiøerne”. I dag går der en landegrænse ned igennem Timor, men da paven besøgte Dili i 1989, var Østtimor en indonesisk provins. 4 Indonesiens 4 millioner hinduer findes først og fremmest på Bali. Øen er samtidig også den mest tolerante over for vestlig livsstil og dekadence med lommer af hedonistiske diskoteker og barer, hvor især blegfede australiere hærger. Vil man opleve det ægte Bali, bør man besøge øens indre og fx det kulturelle centrum Ubud. Religiøse højtider som nyepi, galungang og kuningan kan dog opleves overalt på øen. 5 Lidt over en million er buddhister, og de findes først og fremmest i hovedstaden Jakarta. Mange er etniske kinesere. En gang om året, på waisak- eller vesak-dagen, rejser tusinder af munke til Borobudur midt på Java, i øvrigt Indonesiens mest besøgte turistattraktion. Her fremsiger de mantraer og mediterer, mens de bevæger sig rundt om det enorme tempelkompleks. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er ansvarshavende redaktør af Globen. Indonesien er hans absolutte favoritdestination pga. den store diversitet i naturen, kulturen som er forskellig fra ø til ø, indonesernes gode mad og deres væsen – gæstfrie, imødekommende og nysgerrige på verden omkring dem. 6 Og 9 tips til 1 2 3 INDONESIEN 4 5 1 Borobudur 504 buddhafigurer fra 800-tallet hilser dig velkommen. 2 3 4 5 6 Vand & str and Beachboys, surfbølger, snorkling og dykning. Du er aldrig langt fra en strand. Kunst & kunsthåndværk Gå ikke glip af Symons ”Art Zoo” og de andre gallerier i Ubud på Bali. Bali ”Gudernes Ø” er et paradis, men undlad ikke at opleve nogle af de 17.507 andre øer! 17.508 øer er lig med multikultur Hver ø har sin helt unikke kultur. Tag på øhop og lad dig forføre. Det enkle liv Enkelt, primitivt og uberørt. Oplev de fjerneste øers kultur og levevis. 7 Tr aditioner & Ceremonier Traditionelle dragter, dans og musik er udbredt. Og du inviteres altid med! 8 Bjerge & vulk aner Tag på vandring i bjergene og kravl op på en af de over 150 aktive vulkaner. 9 Lombok Mindre turistet end Bali, men med både strand, kultur og smuk natur. 7 6 7 8 9 En spændende kultur OG en gammel religion Tekst & FOTOS: Lisbeth Vivaldini Tag med til Tana Toraja – torajaernes land – hvor døden anses for at være livets højdepunkt. N avnet Tana Toraja på Sulawesi i Indonesien betyder “torajaernes land”, og stedet er beboet af et folk, som min mand Emilio og jeg valgte at opsøge pga. deres spiritualitet, og især deres kult omkring de døde. Jeg havde hørt, at det skulle være muligt at finde en guide til torajaerne uden for lufthavnen i Makassar. Det holdt stik, og vi var så heldige at finde en, som talte både engelsk og italiensk. Roby, som vores guide hed, havde været guide for et italiensk tv-hold, som havde produceret en udsendelse om området, så vi følte os i gode hænder og hyrede ham straks til at organisere vores besøg til Tana Toraja. Sulawesis største by Makassar, tidligere kendt som Ujung Pandang, er Asien på godt og ondt. Det vil sige kaos, åbne kloakker og masser af farver og folkeliv. På vej til hotellet fik vi øje på et par kinesiske templer i Chinatown, som vi senere besøgte. I det ene fik vi en fantastisk modtagelse af en mand, som talte fortrinligt engelsk. Han forklarede alt om deres ritualer og viste os resten af templet, som vrimlede med folk pga. det kinesiske års afslutning, hvor man bl.a. symbolsk ofrer penge, som efter bønnen brændes. De medbringer en masse mad til velsignelse i templet, som efterfølgende tages med hjem og spises af familien. Efter dette berigende tempelbesøg hyrede vi to cykeltaxier og kørte rundt hele eftermiddagen. Ud over at se hverdagslivets gang og et par bryllupper kørte vi forbi havnen, og det var noget af en oplevelse. Der var farverige fiskerbåde, et marked med de flotteste fisk, og vi fik så ellers flere hundrede fiskeres fulde opmærksomhed. Her er det vist sjældent, at der kommer en blondine forbi – jeg følte mig lidt som et dyr i zoo. Ad snoede bjergveje Turen, de 300 km til Tana Toraja, tager mindst 10 timer fra Makassar. Det første stykke vej går langs kysten. Vi vidste godt, at det var regntid, men havde ikke forudset, at det ville regne uafbrudt fra morgen til aften. Området uden for Makassar var oversvømmet, og vi var ikke altid helt trygge ved situationen op ad de snoede smalle bjergveje. Vejene er fulde af huller og i elendig forfatning. Sjovt nok stoppede regnen efterhånden som vi bevægede os op i højderne, så Optog med gaver til den afdødes familie. 8 det bragte stor glæde. Landskabet her er ubeskriveligt smukt, med bjerge og tropisk vegetation, afbrudt af rismarker med frisk grøn ris. Vi kom frem til torajaernes land og Rantepao, deres hovedby, godt trætte. Torajaerne tæller ca. 650.000, hvoraf 450.000 stadig lever i Tana Toraja. Selv om hollænderne har været på Sulawesi siden 1700-tallet, var det først i 1920’erne, at deres opmærksomhed blev rettet mod torajaerne, som oprindeligt var animister, og at de sendte missionærer for at gøre torajaerne kristne. Trods store anstrengelser var der i 1950 kun 10 %, som var konverteret til kristendommen, vel at mærke på deres egen manér, da torajanerne har bevaret en række af deres oprindelige ritualer og skikke af animistisk oprindelse (animisme er troen på, at både mennesker og ting har sjæle). Det er vist unødvendigt at nævne, at man her ikke husker kolonitiden for noget positivt. I 1965 blev det bestemt ved lov, at alle indonesere skulle tilhøre en af de officielt anerkendte trosretninger (islam, hinduisme, protestantisk kristendom, katolicisme eller buddhismen). Torajaernes tro, aluk, fremgik ikke af listen, og mange valgte derfor kristendommen. Det, der er specielt ved torajaerne, er kulten omkring de døde. Torajaerne anser ikke døden som det modsatte af at blive født, men betragter død og fødsel som de vigtigste milepæle i en persons liv. Det er interessant så forskellig deres og vores opfattelse af døden er. For dem er døden en kulmination på livet, hvorimod døden hos os nærmest er tabu. En begravelse er her ikke grund til sorg, for det er ved denne lejlighed, at man manifesterer familiens status, og den største fest i en persons liv er begravelsen. Fra en person dør, til begravelsen foregår, kan der gå flere år. Den afdøde balsameres og beholdes hjemme i huset, og man lader som om vedkommende ikke er død, med det formål, at familien kan komme sig over sorgen og spare sammen til at holde begravelsen. Der skal ofres et utal af bøfler (ifølge toraja-kulturen skal bøflerne følge deres herres sjæl på rejsen), og familiens medlemmer skal have mulighed for at komme hjem fra, hvor i verden de nu er. Til indvielse af tongkonan Vores eventyr i Tana Toraja begyndte næste dag, hvor vi skulle deltage i en indvielsesfest af et hus. Med hus forstås hér et almindeligt hus til beboelse, et traditionelt torajahus, tongkonan, som har form som en båd, og et eller flere forrådshuse, som for de højeste kasters vedkommende er hånddekorerede overalt. Når alt dette står færdigbygget, inviterer ejeren alle de andre familier til fest (vi taler om 6-700 personer). Til at huse alle disse gæster bygger man overdækkede pavilloner, en stor pavillon Toastmasteren leder dansen. foran huset til familien selv, og der ud over feltkøkkener til bespisning af alle disse mennesker. De inviterede bringer svin (og her taler vi om nogle basser på 150 kg), som præsenteres for ejeren i et optog, som ledsages af unge dansende piger og syngende drenge, iført nogle kostumer, som slet ikke synes at passe ind her – drengene ligner noget fra et cirkus og pigerne et amerikansk heppekor. Herefter følger de ældre (gifte) kvinder i smukke dragter og perledekorationer. Optoget stopper foran familiens pavillon. Derefter er der dans, musik og slagtning af svinene. Jeg lagde genertheden på hylden og deltog i kvindernes dans, hvilket der blev sat stor pris på. Inden middagen var der lige plads til en katolsk messe, for her var de katolikker. Det var en unik oplevelse at se, hvordan samspillet mellem traditioner, religion og modernitet fungerer her. Det værste var at høre de stakkels dyr hvine, men det er jo en del af deres tradition, og ingen andre end os tog tilsyneladende notits af hyl og blod. Efter slagtningen blev kødet fordelt mellem familierne, og resten blev tilberedt over bål i bambusrør. Det var en stor og anderledes oplevelse, som vi var privilegeret at deltage i. Babytræer og klippegrave Næste dag stod på trekking til gravstederne. Det var pragtfuldt at vandre gennem denne fantastiske natur, hvor rismarkerne afløses af bambusskove. Torajaernes vigtigste fest er som sagt begravelsen, og de tror på et liv efter døden. Denne dødskult har mange lighedspunkter med de gamle ægypteres, og det på trods af både tidsmæssig og fysisk afstand. Begravelsesoptog bringer den afdøde til festpladsen. 9 Babytræet hvor børn, som endnu ikke har fået tænder, begraves, så de kan vokse med træet. Balkoner med træfigurer af de afdøde. Deres familier har ofret mindst 34 bøfler. En torajafamilies sociale position afhænger bl.a. af, hvor mange bøffelhorn der er på husets gavl. De døde begraves på sikre steder som i klipper og grotter. Før i tiden kom man de døde i smukt udskårne trækister, og disse havde for kvindernes vedkommende form som en gris og for mændenes form som en bøffel. De blev placeret på balkoner i træ, monteret på bjergets side. For de riges og adeliges vedkommende lavede man også en træfigur, tau tau, som lignede den afdøde, og som placeredes i en slags altan, hugget ind i grotten. Sidstnævnte privilegium var kun for folk, som havde ofret mere end 34 bøfler. En meget rørende oplevelse var besøget ved babytræet. Babyer, dvs. børn som døde inden de havde fået tænder, blev viklet ind i et stykke stof og begravet i et specielt træ, ved at man lavede et hul i træet, hvor barnet blev placeret. Derefter blev hullet dækket med en slags palmemåtte. I og med at torajaerne er animister, så mener de, at træet har en sjæl, og grunden til, at babyerne blev begravet i træet, var at torajaerne mente, at disses sjæl så kunne vokse sammen med træet, og således siden blive fulgt til det hinsides. Specielt babytræet var fascinerende, men denne begravelsestradition finder ikke længere anvendelse. Vi besøgte et par bjerge med grave, en grotte og babytræet. I dag bliver kun få mennesker begravet i bjergene, de fleste har familiegravsteder, hvor kristne og toraja-traditioner forenes i en skøn blanding. Optog med bøfler og svin Og så til den med spænding længe ventede begravelse: Efter en tur med angsten i halsen, ad stejle ikke-asfalterede bjergveje, nåede vi 1.000 meters højde, hvor begravelsen foregik. Vi var ude af bilen et par gange, da vores nerver ikke kunne klare visse hældninger på klipperne og ikke eksisterende veje. Netop det forhold, at stedet er så svært at nå, gjorde selvfølgelig også, at vi så et stykke uberørt toraja-land. Her var alle landsbyerne traditionelle, dvs. de består af et eller flere huse, hvor familierne bor. Torajaernes huse er bygget på pæle, dekoreret med udskæringer i træet, malet i smukke mønstre og med hornene fra de bøfler, familien i tidens løb har ofret, på facaden. Hertil kommer et forrådshus i samme stil, blot mindre. De to sidstnævnte tilhører hele familien, som herved har moralsk forpligtelse til at vedligeholde husene. På disse kanter 10 opgøres familiens rigdom og sociale status af, hvor mange bøfler (og derved bøffelhorn på den traditionelle husfacade) man har. Begravelsen varer her en uge, og dette var den anden dag, hvor alle familierne bringer offergaver i form af bøfler eller svin. Omkring familiens huse er der opbygget pavilloner, hvor alle gæsterne er placeret. Hver familie er placeret i en pavillon, som har enten nummer eller navn. Ceremonien starter med et optog, hvor bøflerne føres ind først, derefter kommer hele familien. Hver familie er iført familiens specielle kostume, udført i samme stof eller farve. Hver enkelt familie går op i værtsfamiliens pavillon, inden de tager plads i den pavillon, der er dem tildelt. En opråber, eller toastmaster som vi ville sige, præsenterer familiernes gaver. Det skal lige nævnes, at ved familie forstås ikke en kernefamilie bestående af mor, far og børn, men her er der tale om en hel slægt. Sådan foregår det til alle er på plads, kun afbrudt af dans og musik. I dette samfund har den moralske forpligtelse og respekt stor betydning. Begravelsesceremonien benyttes også til at knytte sociale bånd og handler, og aftaler om bryllup bliver ofte indgået ved denne lejlighed. For os kan det virke meningsløst og brutalt at slagte 20-30 bøfler til en begravelse, især i betragtning af, at en bøffel koster 28.000-45.000 kr. De lyse bøfler er de mindst værdifulde, mens de brogede halvalbinobøfler med lyse øjne er de mest værdifulde. Til begravelsen skal der være mindst en af de brogede, da man mener, at jo mere og bedre man ofrer, jo bedre får man det i det hinsides. Den eneste funktion disse bøfler har, er altså at blive slagtet til begravelse. De bruges ikke til arbejde, da de er så værdifulde, og de behandles med stor omhu. De bliver endda vasket med shampoo hver dag. Kødet fra bøflerne og svinene spises ved festen, og resten fordeles mellem familierne. Til dagligt spiser torajaerne ikke kød, det er forbeholdt specielle lejligheder som denne. I dette tilfælde havde personen været død i fem år og havde i al denne tid ligget balsameret i sit soveværelse, således at familien kunne samle penge, planlægge og vænne sig til, at familiemedlemmet var død. I denne tid betragtes personen som “syg”, og man bringer vedkommende mad og drikke, for man anser først vedkommende for SULAWESI & TANA TORAJA Sulawesi er med sine 174.000 km² verdens 11. største ø. De vigtigste byer er Makassar i syd og Manado i nord. Tana Toraja ligger i et bjergrigt område 300 km nord for Makassar. Det laveste punkt er 150 moh. og det højeste 3.083 moh. Bøffelkampen trækker mange tilskuere. rigtig død, når begravelsen er overstået. Til denne og til den foregående ceremoni var vi de eneste udlændinge, så det var uvurderligt, at vi havde hyret en toraja-guide, som vidste, hvilke ceremonier der foregik hvor og hvornår. Vi er heldige og får også en førstedagsceremoni med. På denne dag bæres den døde i stort optog, med vimpler, bøfler og et følge på flere hundrede mennesker, hvor familien traditionen tro alle er klædt i samme farve, følger til fods fra huset og til pladsen, hvor begravelsesceremonien foregår. Ved ankomsten skal kisten placeres i et dertil bygget tårn. I dette tilfælde var der også en udskåret træfigur af den døde, hvilket betyder, at der her ofres mere end 34 bøfler. Mens vi er her, ofres en enkelt bøffel, og igen uddeles kødet til hver enkelt familie. Efter uddelingen af kødet er der bøffelkamp, hvilket jeg egentlig havde frygtet lidt. Men min bekymring var aldeles ubegrundet. To bøfler blev sluppet løs, men da disse er opvokset kun med det formål at spise, står de og kigger indtil de på et eller andet tidspunkt begynder at stange hinanden. Den der først vender om og løber væk har tabt. Jeg havde frygtet, at de ville opildne bøflerne, og at der ville være blod, men her var alt tilforladeligt og fredsommeligt. Desværre nåede vi ikke at se en sidste dags begravelse, men da det ikke var begravelsessæson var vi utroligt heldige, at vi kunne deltage i to forskellige begravelsesceremonier. Vores besøg i Tana Toraja blev en af de største og mest unikke oplevelser på vore mange rejser, og den var i sig UD & HJEM IGEN: Garuda flyver fra Bali til Makassar/Ujung Padang. Man kan også flyve fra Kuala Lumpur med Air Asia. Vi fløj videre fra Makassar til Manado og derfra med Silk Air til Singapore. Man kan også sejle med færge fra Surabaya på Java. En typisk torajalandsby. selv hele den lange tur værd. Naturen er ubeskrivelig smuk, det rene paradis, og det at finde en kultur, som på trods af århundreders påvirkning udefra stadig er forholdsvis intakt, er i dag en sjældenhed. Det er også unikt og positivt at se, hvordan tradition og religion forenes. Indonesien har en fantastisk natur og kultur og en utrolig dejlig befolkning og er et land, som vi helt sikkert må tilbage til igen. nn Lisbeth Vivaldini har medlemsnr. 610 og bor i Italien. Når hun rejser, vil hun især gerne opleve kultur og etniske minoriteter. 11 LOKAL TRANSPORT: En taxa fra lufthavnen i Makassar til centrum (17 km) koster ca. 65 kr., mens en bus koster ca. 10 kr. per person. Bus til Rantepao, Tana Torajas hovedby, koster 50 kr. Uden for ankomsthallen er det muligt at hyre en lokal guide til Tana Toraja, noget jeg klart vil anbefale, da disse altid ved, hvor der er begravelser og andre ceremonier. Vores guide Roby Figo fra Cendana Tours & Travel kan evt. kontaktes på e-mail: firoby@ yahoo.com. BO: For to personer med to hotelovernatninger i Makassar, turen til Tana Toraja med bil, chauffør og guide, inkl. fire nætter I Rantepao, betalte vi ca. 3.000 kr. eller 5.000.000 IDR. I Makassar boede vi dels på Royal Regency (ca. 225 kr. for et dobbeltværelse), og på Aryaduta Imperial (ca. 390 kr. for et dobbeltværelse). I Tana Toraja boede vi på et hotel, som i dag hedder Misiliana Hotel, men som tidligere hed Tana Toraja Heritage (ca. 225 kr. for et dobbeltværelse). Hotellet ligger meget smukt, højt og med fuldt udsyn over dalen. hvor buddhaen i ramme alvor får vasket hovedet og børstet tænder. Den siddende Mahamuni-buddhafigur er ca. tre meter høj. Mahamuni blandt blingbling Første gang vi så Mahamuni var midt på dagen. Det var ulideligt varmt – på den forkerte side af 35°C. Solen stod højt på himlen, og selv de hvide marmorfliser i tempelkomplekset brændte ubehageligt mod vores fødder. Buddhaen befinder sig i et stort moderne tempelkompleks. Man kommer hen til den ved at gå ad en overdækket søjlegang, der netop på denne dag var en forfriskende kølig oplevelse. Æstetisk er søjlegangen imidlertid en katastrofe af dimensioner. På hver side er der en række boder med kinesisk junk af værste skuffe – forgyldte buddhaer med auraer bestående af blå og grønne diskolys og andre religiøse blingbling-genstande som smykker, vedhæng, blomster og krukker i de mest unaturlige farver og materialer - og det i et land, der ellers frembringer noget af det smukkeste håndværk i verden. … Husk lige at børste tænder på Buddha! I Myanmar spiller religion en utrolig stor rolle. 90 % af landets befolkning vedkender sig buddhismen, der nærmest har status som statsreligion. Landets næsten 500.000 munke sætter da også deres tydelige præg på gadebilledet, når de to gange om dagen forlader deres klostre for at samle mad ind. Tekst & fotos: Jette Aagaard Madsen F or en gudeløs dansker som jeg selv er en rejse til Myanmar et helt særligt møde med meget af det, der karakteriserer en religion: fællesskabet, intensiteten, opofringen og en given sig hen, der virker helt igennem ægte og uden forbehold. En af de stærkeste oplevelser på min rejse til Myanmar, sammen med min familie, var to besøg i et tempel i Mandalay, hvor guldbuddhaen Mahamuni har hjemme. Tempelkomplekset besøges årligt af mange pilgrimme, fordi buddhastatuen har en særlig betydning for buddhister. Man tror nemlig, at Mahamuni-buddhastatuen er en ud af kun fem af sin art – og den eneste i Myanmar, der blev lavet, mens Buddha stadig var i live. Ét besøg var ikke nok for os. Vi besluttede os for at komme igen meget tidligt om morgenen for at se, Mahamunis berømte morgentoilette, 12 Buddhakrop med guldknopper Den siddende Mahamuni-buddhafigur, der er ca. tre meter høj, befinder sig på et fundament, der hæver den et par meter over tempelgulvet, så den er nem at se for alle, der befinder sig i midten af templet. Mahamunis krop har igennem hundreder af år fået påsat mange tusinde lag bladguld af mænd (som er de eneste, der må røre buddhaen) – så mange lag, at der efter sigende er påklistret mere end 15 cm bladguld over hele kroppen. Ikke et jævnt lag, men ujævnt så det nærmest ligner forgyldte skoldkopper. Foran Mahamuni var der et sandt folkeliv af bedende mennesker – mænd og kvinder i alle aldre, der med stor intensitet og halvt mediterende gav sig hen i bøn siddende i de for hhv. kvinder og mænd reserverede båse foran guldbuddhaen. Og helt oppe foran Mahamuni var der en lind strøm af mænd, der gnubbede bladguld på den nederste del af buddhaens krop. Nye bedende kom hele tiden til bærende på blomsterbuketter og bakker med ris, vandflasker, mango og popcorn, der blev stillet på de dertil indrettede små borde. Alt sammen medbragt som daglige ofringer, der har til hensigt at forbedre den enkeltes merit (regnskab). En god meritregnskab fører til bedre karma, der igen sikrer, at man som buddhist genfødes som et højere stående væsen tættere på Nirvana. Fuldstændigt bjergtagede at have betragtet de intense religiøse aktiviteter i mere end en time, besluttede vi at komme igen næste morgen for at se Mahamunis berømte morgentoilette. Hovedvask og tandbørstning Vi blev hentet på vores hotel kl. 03.45 og var fremme ved tempelkomplekset kl. 04.00, hvor vi kunne konstatere, at buddhaens morgentoilette var i fuld gang. En masse mennesker havde på dette (ukristelige!) tidspunkt allerede indtaget deres pladser siddende foran Mahamuni. Forrest munkene i deres karakteristiske mørkerøde gevandter. Derefter var der sektioner for hhv. mænd og kvinder. De fleste ikke gejstlige var i pænt tøj. Jeg fik den tanke, at de formentlig var på vej til arbejde og klarede de daglige ofringer på denne meget praktiske måde. Mahamunis morgentoilette blev udført af en munk, der denne morgen havde fået tildelt det ærefulde hverv. Munken stod hævet over alle andre på et til formålet opstillet stillads foran buddhaen. Først fik buddhaen en stor gylden hagesmæk på, der dækkede den guldknoppede krop. Dernæst fik Mahamuni vasket ansigtet. Fine farvede klude blev af et par gejstlige rakt op til munken, som forsigtigt og meget grundigt vaskede Mahamunis ansigt. I næsten et kvarter gentog han disse vaskerier, hvorefter turen kom til tandbørstningen, der også foregik med de farvede klude, men nu med tydelige tandbørstebevægelser langs Mahamunis underfundigt smilende mund. Alle aktiviteterne var akkompagneret af messende stemmer fra to mandlige og en kvindelig tempeltjener, der på skift fremsagde lange bønner på pali. Dertil spillede et tremandsorkester, som sørgede for at alting foregik i et taktfast tempo. For en udenforstående, som mig selv, er det svært at forstå alle de mange aktiviteter og ceremonier, og det slog mig, hvor anderledes dette er fra kirkelige handlinger på vores breddegrader. Især de mange aktive mennesker der udfyldte deres roller fra forskellige steder i templet, som var det et religiøst totalteater. På én gang orkestreret af en usynlig hånd, på én gang nærmest anar- MYANMAR Mahamuni-buddhastatuen har siden 1784 befundet sig i Mandalay, hvortil den blev bragt fra Mrauk U i det nordlige Myanmar af kong Bodawpaya. Ifølge legenden blev statuen lavet, da Buddha besøgte Mrauk U år 554 før vor tidsregning. Det nuværende tempel, hvori Mahamuni befinder sig, er af nyere dato, opført i beton efter at det tidligere tempel brændte i slutningen af 1800-tallet. Navnet Mahamuni betyder helt bogstaveligt “Den Store Vismand”. UD & HJEM IGEN: Vi fløj med Air Asia fra Bangkok til Yangon. En enkeltbillet fås fra ca. 400 kr. Men hold øje med flyselskaberne. I takt med at Myanmar åbner op, oprettes der givetvis flere ruter, måske også direkte fra Europa. kistisk. Der herskede på stedet en både hverdagsagtig og højtidelig stemning, hvor alvorlige ritualer og inderlig bøn blandede sig med almindelig samvær. En af vagterne tog en vandflaske fra en ofringsbakke og begyndte at drikke af den. Hvorfor ikke, hvis man er tørstig? Efter ca. en time var Mahamuni øjensynligt rengjort tilstrækkeligt for den dag. Stilladset blev taget ned, mens den heldige munk og de gejstlige i deres fine hvide dragter forsvandt. Mange af de andre aktiviteter i templet forsatte, mens vi tog af sted for at byde solen velkommen over Ubein – verdens længste teaktræsbro! 13 SPIS & BO: Vores rejseselskab var min familie på 5 personer. Hjemmefra havde vi entreret med et lokalt rejsebureau, Myanmar Elite Tours (fundet via Google), der viste sig at være super professionelle. De arrangerede hele turen for os som en privat tur – dvs., de reserverede hoteller, indenrigsfly og sørgede for en kombineret chauffør og guide, der var til vores disposition hvert sted. Det var en effektiv måde at rejse på, der betød, at vi fik udnyttet vores knap tre uger i Myanmar optimalt. I Mandalay boede vi godt, men lidt kedeligt. Vi boede på et stort moderne hotel, Mandalay Hill Resort, neden for Mandalay Hill. Man kan sagtens selv arrangere hele eller dele af turen på nettet hjemmefra. Hvis man har god tid i landet, kan man vente med planlægningen, til man kommer til Myanmar. Det er et land fyldt med venlige mennesker, og overraskende mange kan gøre sig forståelig på engelsk. Med den stigende turisme i landet og den relativt lille hotelkapacitet kan det dog være en fordel at reservere hoteller hjemmefra, i hvert fald hvis man skal afsted i højsæsonen, som er vores vinter. VISUM: Man kan ansøge om visum på Myanmars ambassade i London eller Berlin. Giv jer god tid til denne proces. Vi var mere end tre uger om at få vores visum! nn Jette Aagaard Madsen er 56 år og har medlemsnr. 613. Hun har i mange år rejst i Østen. Vinterferien gik dog til Ghana og hendes næste større rejsemål er i skrivende stund Australien. Tekst & fotos: Erik Hermansen Grotterne eller hulerne ved Batu er temmeligt store og bestemt også et besøg værd, når der ikke er thaipusam. Hvad laver man om natteN I Malaysia? Thaipusam er en hinduistisk festival, som foregår i Indien, Sri Lanka, Mauritius, Singapore, Malaysia – og sikkert også andre steder. I Malaysia fejres den bl.a. i Georgetown og i Ipoh, men den mest besøgte findes ved Batu-grotterne, hvor en million mennesker kommer hvert eneste år. Festivalen varer en til tre dage. Et besøg her kan varmt anbefales og vil med garanti lagre sig på nethinden i al evighed. K lokken er halv tre om morgenen. Jeg er på vej i bil gennem gaderne i Kuala Lumpur med retning mod Batu-grotterne, som ligger 15 km nord for byen. På vej til at opleve årets thaipusam-festival. Det er bedst at besøge festivalen tidligt om morgenen. Nogle vil måske kalde det midt om natten, men på det tidspunkt er der allerede fuld fart på begivenhederne og meget få turister. Vejene er halvtomme på turen gennem byen, men da jeg nærmer mig målet, begynder trafikkaosset. Bilen parkeres, og den sidste kilometer ordnes på gå-ben. Der er overhovedet ingen tvivl om retningen. Her behøves hverken gps, kort eller kompas. Du skal bare følge med strømmen! Der er et mylder af mennesker og en utrolig aktivitet. Dette er en familiebegivenhed, og alle generationer deltager og hjælper. Fra ung til gammel. Mænd og kvinder. Man er sammen om det her. Lidt ligesom jule- eller nytårsaften. Bare med en anden baggrund. De små børn bæres rundt på armen eller siddende på skuldrene. De lidt større myldrer rundt blandt de mange menneskeben. Der er ikke nogen fast sengetid. I hvert fald ikke denne nat. Jeg er nu kommet ind på området, og det slår mig, at jeg går rundt blandt tusinder af indere eller i det mindste folk med indiske rødder, og der er ikke én, som prøver at sælge noget til mig eller spørger om mit navn. Det troede jeg aldrig, jeg skulle opleve. Jeg kan gå rundt fuldstændig uforstyrret. Alle har fuldt fokus på deres egne gøremål. Det burde jeg måske også. Altså have mere fokus og se, hvor jeg går. Pludselig står der en ung fyr foran mig. Han stirrer mig lige ind i øjnene. Lidt for intenst, som om han er dopet. Han er malet i ansigtet og på overkroppen. Hænderne er oppe i hovedhøjde med en finger på hver sin limefrugt for enderne af en 70 cm lang metalstang, der leder tankerne hen på et grillspyd. Grillspyddet går tværs igennem hans kinder. Han kan ikke tale, men jeg forstår hurtigt budskabet. Hilser høfligt med et nik og forsvinder hurtigt til side, så han kan komme videre uden at støde ind i nogen. Det er ufatteligt, at han kan komme igennem menneskemasserne, men han har sikkert prøvet det før. Altså at rende rundt med et spyd gennem hovedet. Jeg styrer hen mod en plads med et par rækker af brusere. Det er her, folk starter deres forberedelser, og første trin er en tur under bruseren. Her er familien samlet om at færdiggøre det eller de familiemedlemmer, der skal yde en ekstra indsats det år. ”Do you want to try?” En far er i gang med at hjælpe sin voksne søn. Sønnen er ved at blive dekoreret med limefrugter påsat store fiskekroge. Faderen stikker krogen ind i brystet på sønnen ved siden af 14 Barberen har nogle hektiske timer, da en del vælger at lade sig kronrage. de ti andre, der allerede er påført. Hele ryggen er dækket med limefrugter. Og kroge! Faderen kigger op og ser, at jeg interesseret følger hans arbejde. Han griner og viser hele sit tandsæt: ”Do you want to try?” Han ser, at jeg rynker brynene, inden jeg svarer ham: ”I’m used to needles, but not that big. I’m a diabetic.” Jeg overvejer kort at hive Novo-pennen frem for at illustrere pointen. Det er ikke nødvendigt. Han er allerede flækket helt sammen af grin. Hele familien morer sig efter oversættelsen. Selv sønnen smiler og mister desværre også lidt af den koncentration, der skal til for at udstå smerten. ”Maybe next year” bliver min slutreplik, inden jeg forlader dem. Alle er ved at gøre sig klar til at gå i den endeløse procession hen til opgangen til grotterne og de hellige steder. Her venter 272 trin, som skal bestiges. For nogle bliver det en rigtig hård omgang. Ved opgangen står en stor gylden statue af den hinduistiske gud Murugan, der er søn af Shiva og Parvati. Det er Murugans fødselsdag, vi fejrer. Fejringen foregår ved en årlig fest, hvor deltagerne går op i både påklædningen og den tilhørende dekoration, inklusive diverse specielle rekvisitter. Et specielt tema er at stikke forskellige ting i eller gennem huden og påføre sig selv smerte. Nogle bærer nogle gevaldige stativer på deres skuldre. Stativerne er smukt dekoreret med påfuglefjer, så de fylder godt – både i højden og i bredden. Det ses tydeligt, at stativerne er tunge. Derfor tages turen også i små etaper. Et familiemedlem er klar med en plastiktaburet til at sidde på, når der skal holdes pause. Det er let at få en association til pausen mellem to runder i en boksekamp. Her står man også klar med en drikkedunk og et håndklæde til at tørre sveden af panden. Andre bærer potter eller skåle med mælk på hovedet som et tegn på hengivenhed og kærlighed til gud. Det må kaldes den lette løsning i mere end en forstand. Versionen med limefrugter på krogene er meget udbredt. Et alternativ er at koble kæder eller tov på krogene. En kompagnon går et par meter bagefter og holder kæderne eller tovene stramme, mens man fortsætter gennem processionen. Dette gælder også, når alle trappetrinene skal forceres. En del har brugt to mindre spyd til dekoration. Et spyd går tværs igennem kinderne. Et andet er placeret gennem den del af tungen, som stikker ud af munden. Det ser temmelig vildt ud. Mine tanker går tilbage til den unge fyr med grillspyddet. Gad vide, om spyddet også gik igennem hans tunge? Tæl til 272 Jeg passerer statuen af Murugan og tager de første trin opad. Det er fantastisk fascinerende at følge denne menneskeflok. Denne flok af menneskelige myrer, der følger efter hinanden i tusindvis på vej mod målet. En hurtig hovedregning fører til det resultat, at der gennemsnitligt er ti personer ved trappen hvert sekund gennem hele døgnet, hvis man skal nå en lille million besøgende i grotterne på et døgn. Fra satellit eller fra gudehøjde vil det helt sikkert ligne en myretue. 15 Denne unge fyr har brugt noget, der ligner Neptuns trefork. Selvfølgelig dekoreret med limefrugter. Det er utroligt, så rolig man kan stå med hænderne i siden, når hele ryggen er gennemstukket af store fiskekroge. På trappen går jeg ved siden af en ung kvinde med metalspyd gennem kinderne. Hun ledsages af en mand, der beskyttende har lagt sin arm over hendes skuldre. Om det er ægtemanden, storebroren eller en fjern fætter vides ikke. Hans dekoration består af guldringe på fingrene, guldkæde om halsen og solbriller. Det virker helt malplaceret. Både det med solbrillerne midt om natten og den øvrige påklædning og udsmykning, som bedre egner sig på et diskotek. Han virker ikke særlig entusiastisk og ser lidt ud, som om han keder sig. Hun er hans modsætning i rigtig mange henseender. Hun er fuldt fokuseret og stirrer fast mod et punkt ved toppen af trappen. Hendes mål. Sveden hagler af hende, og hendes beklædning på overkroppen er gennemvædet. Det generer hende ikke. Tempoet er støt, og der er ikke tid til pauser, før målet er nået. Manden følger bare med. Trappen er fyldt af mennesker og små historier. Det er bare om at åbne øjnene og bruge sanserne. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at forstå, men mere at observere og få indtryk, som man kan reflektere over. Jeg er ved at have taget alle 272 trin og derfor ved at nå toppen af trappen. Der er en flot udsigt ud over pladsen og de mange tusinde mennesker, som driver videre med processionen. Inde i grotterne samles folk omkring de hellige steder og beder en bøn, inden de med hjælp fra familien begynder at afmontere spyd, kroge og andre rekvisitter. Der står et par kvinder med et stofstykke bundet rundt om hovedet i højde med munden. Ved munden er der en stor rød blodplet. Stofstykket er monteret, så det kan stoppe blødningen både fra kinderne og fra tungen. Kvinderne har tidligere haft de før omtalte to små spyd gennem kinder og tunge. Folk står roligt og temmelig uanfægtet, når man tager i betragtning, at der rundt omkring er blodpletter efter afmonteringen af diverse dekorationer og rekvisitter. På mange måder er det en fordel at komme tidligt på dagen. Efter en rundtur inde i grotterne bevæger jeg mig mod trappen igen. Det er blevet først på formiddagen, og solen er stået op. Jeg nyder udsigten igen og bevæger mig ned ad trappen. Det er blevet tid til at finde bilen igen. Hovedet er efterhånden fyldt godt op med indtryk, dog er der lige plads til at undre sig over al det plastik, som er smidt rundt på hele området. Ak ja, der er så meget at observere og ikke alt kan eller skal forstås. Thaipusam er en familiefest. Her tager fire generationer et lille hvil og følger begivenhederne. 16 Murugans fødselsdag Thaipusam fejres i slutningen af januar eller i begyndelsen af februar. Grunden til den upræcise angivelse er, at tidspunktet udregnes efter den hinduistiske kalender. Thai henviser til den 10. måned i denne kalender, og pusam refererer til en stjerne, der når sit højeste punkt under festivalen. nn Erik Hermansen har medlemsnr. 594. Han har besøgt 75 lande, 10 territorier og alle syv kontinenter. Dekorationerne med påfuglefjer kan være meget tunge. For nogle deltagere betyder det en pause for hvert 20. trin. V En atikansk nat i skjul på et stillads Thorvaldsen er den eneste ikke-katolik, der har lavet en skulptur i Peterskirken. Er det H.C.Andersen eller pave Pius VII? Tekst & fotos: Erik Hermansen Vatikanet eller Pavestaten ligger midt i Rom, hvor apostlen Peter blev korsfæstet med hovedet nedad og senere kåret som helgen. Verdens mindste stat er også den eneste tilbageværende stat i Europa med enevældigt monarki. Vatikanets status som stat og hovedsæde for den romersk-katolske kirke er enestående. Og i klubregi er Vatikanet specielt, fordi det har været anset for umuligt at tilbringe 24 timer i træk inden for Vatikanets grænser uden at være indbudt gæst. E fter små 10 minutters gang sydpå fra Ottaviano Metrostation træder jeg ind på Peterspladsen. Det er 14. oktober 2012. Dagen efter årsdagen for korsfæstelsen af Sankt Peter som var den første pave. Aftenen er så småt begyndt. Mørket er ved at sænke sig. Klokken er 18.23. Jeg har sat mig et mål: Jeg skal tilbringe de næste 24 timer i Vatikanet. Hvorfor? Tjah, hvorfor vil man bestige Everest? Because it’s there! Måske tænker du, at det er fuldstændig vanvittigt, eller måske strejfer tanken dig, at det kunne da være interessant at prøve selv. Sådan er det jo med Everest og alle mulige andre udfordringer. Nogle forstår dem, og andre ryster på hovedet. Jeg har lagt en plan for opholdet, for der er en del praktiske forhold, som man skal have sig for øje, hvis man vil kaste sig ud i projektet. Eksempelvis er der ikke nogen overnatningsmuligheder i Vatikanet, medmindre man er inviteret gæst. Det eneste område, hvor der delvis er mulighed for at opholde sig om natten, er Peterspladsen. Et andet praktisk forhold er toiletfaciliteter. De lukker ved 22-tiden og åbner først igen omkring kl. 7! Den oplyste plads har sin helt egen stemning om aftenen. Mange aktiviteter er i gang, og alligevel er det meget fredeligt. Der sidder en større gruppe amerikanere i udkanten af pladsen og synger. ”Halleluja” høres tit. Endnu en bus er blevet tømt for turister foran pladsen, og kort efter flasher blitzene. Den lange kø til kirken er forsvundet, og langsomt bliver der færre mennesker tilbage på pladsen. Pludselig ændres stemningen. Tre politibiler begynder at køre rundt på pladsen. Hvad sker der? Reglerne er ændret Tilsyneladende rydder det italienske politi pladsen, og den skal åbenbart være tømt kl. 23. Min plan er ødelagt! Adrenalinen begynder at pumpe. Hvad gør jeg nu? Der må findes en løsning. Jeg giver ikke op! Heldigvis står jeg inde i Berninis søjlekolonnade, da politiet går i gang. Under de sidste timers inspektion af pladsens udsmykning og faciliteter har jeg konstateret et større restaureringsarbejde af netop denne søjlekolonnade. Et større stillads er sat op, og det hele er blevet dækket med hvidt stof. Sikkert for at beskytte turister mod snavs og støv fra slibe- og polér-arbejdet. Nu bruger jeg denne beskyttelse og smutter ind bag stoffet og kravler op på stilladset. Det blev så min ”overnatning” på Peterspladsen. De nærmere detaljer er egentlig ikke så interessante, men jeg lukkede 17 Bernini tegnede og projekterede den 28,5 meter høje baldakin over højalteret og apostlen Peters grav i Peterskirken. Indgangen til Vatikanmuseet er på nordsiden af Vatikanet fra Viale Vaticano. ikke et øje den nat. Min medbragte underholdning var nytteløs, da jeg både skulle være musestille og helst helt usynlig, mens politiet tog deres regelmæssige runder, så pandelampen eller computeren var ikke nogen mulighed denne nat. Den nærmeste sammenligning med de fysiske strabadser kan vel være DM i pælesidning, hvor vinderen sidste år blev på pinden i 96 timer, så i den forbindelse må jeg nok betegnes som amatør i mere end én forstand! Godt mørbanket og temmelig ondt i ”siddeaggregatet”, men stadig fokuseret på mit mål, glæder jeg mig ved 6-tiden over, at folk begynder at krydse pladsen igen. Jeg kryber ned og blander mig med de andre og fortsætter over pladsen med kurs mod sikkerhedskontrollen, som skal passeres, inden man kan komme ind i kirken. Kirken åbner kl. 7, og jeg er en af de første den dag, der træder ind i det imponerende kirkerum. Dog har jeg først skyndsomt benyttet mig af toiletterne til højre for indgangs trapperne. Det er en ”lettet mand”, der træder ind i kirken og ubesværet kan nyde udsmykningen. Peterskirken 35.000 m² eller det der svarer til fem fodboldbaner spækket med statuer og malerier. Det kan anbefales at have en bog med, som beskriver de forskellige kunstværker. Vatikanets boghandel er velassorteret og ligger på venstre side af pladsen, men den åbner først senere på formiddagen. Jeg har stadig masser af tid, inden jeg når de 24 timer, så jeg begynder systematisk at fotografere kunstværkerne efter nummereringen i min bog. Det er et godt tidspunkt at gå rundt i kirken på, da der næsten ingen mennesker er. Dog vil det næppe føles overfyldt, da kirken kan rumme 60.000 personer, hvilket svarer til indholdet af omkring tusind turistbusser. Efter fire timer er jeg dog ved at køre træt. Jeg er ved at blive mæt af kunstneriske indtryk, som bl.a. indbefatter underværker af Michelangelo og Thorvaldsens statue af pave Pius den 7., som nogen mener i virkeligheden mere ligner H.C. Andersen. Det blev ikke til en tur op i kirkens kuppel, hvor man ellers kan få en pragtfuld udsigt over Rom og Vatikanets have. Vatikanets have Man kan godt komme ind og se Vatikanets have, der dækker halvdelen af Vatikanstatens areal, men det kræver, at man har meldt sig til en rundvisning, der begynder inde i Vatikanets museum. Det er ikke muligt at gå rundt for sig selv. Under min planlægning af opholdet i Vatikanet fandt jeg ikke nogen løsning på, hvordan man kan overnatte på pladsen og samtidig besøge museet eller haven. For indgangen til museet, og dermed også til haven, er på nordsiden af Vatikanet fra Viale Vaticano. Der er ikke direkte adgang fra Peterspladsen ind til museet. Man er derfor nødt til at forlade Vatikanets område for at nå indgangen til museet. Derfor har jeg booket en rundtur i haven til næste dag, når jeg allerede har opholdt mig et døgn i Vatikanet. Rundvisningen i haven omfatter – foruden alle de grønne elementer – også en indføring i nytten af Vatikanets jern- 18 Det er ikke karneval, men uniformen for schweizergarden. banestation og Vatikanets radiostation. En milliard mennesker verden over kan høre pavens ”egen” radio, der sender på henved 40 sprog med omkring 500 udsendelser om ugen. En helikopterlandingsplads blev for nogle år siden opført i havens vestlige hjørne. Historier fortæller, at pladsen blev lavet, da en amerikansk præsident i sin geografiske uvidenhed havde afslået hjælp fra den italienske regering, da han skulle besøge paven. Air Force One kunne jo ikke lande i Vatikanet, så en løsning inkluderende en helikopter blev fundet, og paven fik sin heliport. Rundvisningen slutter i Vatikanets museum. Derfra kan man på egen hånd Spiraltrappen i Vatikanmuseet er designet af Giuseppe Momo i 1932. Trappen løber i to separate spiraler, hvor den ene fører ned, mens den anden fører op. Vatikanet Vatikanet er verdens mindste stat og har ca. 800 indbyggere, og omkring 550 har statsborgerskab, hvoraf 110 har dobbelt statsborgerskab og er medlem af schweizergarden. Vatikanet er på bare 44 hektar svarende til 60-70 fodboldbaner. Dette indbefatter Vatikanets have, Vatikanmuseet, Peterspladsen og Peterskirken, som er verdens største katedral og den mest besøgte. Vatikanmuseet og Det Sixtinske Kapel har over fem millioner besøgende om året. Vatikanet har også sin egen benzinstation, et supermarked og et posthus. gå rundt i museets lange gange og mange kringelkroge. Vatikanmuseet Alene de statistiske tal for besøgende fortæller, at der er fyldt godt op i museet. Over fem millioner mennesker besøger museet om året. Selvom der næsten er en kilometer fra indgangen og ned til Det Sixtinske Kapel, som alle jo skal se, er der fuldt proppet på hele turen. Det tager lang tid at komme rundt, men der er også meget at se på undervejs. 70.000 udstillede værker. Fra en af vagterne i Det Sixtinske Kapel fik jeg at vide, at der er en udgang herfra som ender inde i Peterskirken. Det er kun muligt at gå fra museet og ind i kirken. Ikke den modsatte vej. Samtidig fik jeg at vide, at passagen ikke altid er åben. Det var den for eksempel ikke, da jeg var der. Det er derfor ikke en løsning, man kan planlægge efter. Efter besøget i kirken bruger jeg de næste seks timer på pladsen. Tiden går mest med at betragte de andre besøgende og hele scenariet omkring på pladsen. Mørket begynder at sænke sig. Jeg kikker over på uret i venstre side af kirken. Klokken viser 18.30. Mit mål er nået! Mit næste mål er allerede fastlagt. Jeg skal hen på et af de nærmeste hoteller og få en god nats søvn, for jeg skal være klar til morgendagens rundtur i haven og på museet. nn Erik Hermansen har medlemsnr. 594 og har besøgt 75 lande og 10 territorier på alle syv kontinenter. For nærværende er der kun ni aktive medlemmer af DBK, som har opholdt sig i Vatikanet i mindst 24 timer. 19 Status: Pavestaten etableredes for at garantere frihed og åndelig uafhængighed for den katolske kirke efter Italiens genforening i 1861. I 1870 overtog kongen magten i Italien og annekterede Vatikanet i 1871 med indførelsen af garantiloven. Pave Pius 9. og hans efterfølgere nægtede at anerkende kongens ret til at regere Vatikanet, hvorfor de betragtede sig som fanger og nægtede at bevæge sig uden for Vatikanets mure. I 1929 indgik paven og den italienske stat en traktat, og Vatikanet blev anerkendt som en selvstændig stat. Museet: Vatikanmuseet blev grundlagt af Pave Julius 2. i begyndelsen af 1500-tallet. Museet er blandt de største museer i verden. Samlingerne tilhører den romersk-katolske kirke og rummer nogle af de bedst kendte klassiske skulpturer og mest betydningsfulde mesterværker fra renæssancen. Et godt råd er at booke sin billet online til enten museet eller haven via Vatikanets hjemmeside. Herved undgår man den lange kø uden for indgangen til museet og kan samtidig selv bestemme, om man vil komme om formiddagen eller om eftermiddagen. Maldiverne ... et indremissionsk turistparadis? Maldiverne er et anderledes land på mange måder. Øriget har klaret at fastholde en velfungerende, muslimsk kultur sammen med effektiv turistmalkning a la Bhutan, men står nu over for en endnu større udfordring – de globale klimaforandringer. Tekst: Gunnar Olesen fotos: Wikimedia E n højhellig fredag morgen sad jeg med udsigt over by, havn og hav i Male, hovedstaden i Maldiverne. Tv’et kørte i baggrunden med fredagsskole, hvor piger og drenge i deres fine grønne og hvide fredagstøj, på hver sin side af bordet, lærer at recitere fra Koranen på arabisk (som den kristne kirke brugte latin i gamle dage). Imamen for bordenden forklarer, hvad de arabiske skrifttegn betyder, og irettesætter deres udenadslæren. For så vidt som de lærer det, er dette deres tredje alfabet, da det maldiviske er helt sit eget, og det latinske lærer de med engelsk i skolen. To lange dage forinden havde vi drønet over 500 km hav i speedbåd mellem springende delfiner til to af de tre øer, hvor den synlige del af EU’s hjælp på 100 millioner kr. til tsunami-genopbygningen foregik (skoler, hospital, medborgerhus, renovationscentre) – den anden del er til et nyt offentligt regnskabssystem. Arbejdet udføres af folk fra Indien og Bangladesh, da de fra turisme og fiskeri relativt velhavende maldivere har en indgroet modvilje mod andet manuelt arbejde end fiskeri. Verdens mest muslimske land Gæstearbejderne bor i interimistiske landsbyer afsondret fra lokalsamfundet, ligesom turisthotellerne er det. De 300.000 maldivere er spredt på et par hundrede beboede øer, med et samlet areal på 300 km². Maldiverne udgør en islamisk republik, hvor man skal være muslim for at blive borger, og hvor man takker Gud som indledning til alle officielle dokumenter. Så her er der ingen alkohol at få. Turisterne sejles fra lufthavnen ud til hotellerne på de smukke små koraløer (hvor alkohol tillades). Landet har været dygtigt til at markedsføre sig, og priserne er høje – det kan undre, at så mange vælger Maldiverne frem for Sri Lanka. Jeg er her for at evaluere EU’s nødhjælpsprogram og bor i hovedstaden Male, der med 100.000 mennesker på 2 km² er verdens tættest befolkede område. Folk er en skøn blanding med synlige islæt fra mange etniciteter som indisk, kinesisk, melanesisk, afrikansk, arabisk og portugisisk – og de er disciplinerede, så det går endda, trods en del absolut unødvendige statusbiler og mange, mange små motorcykler, som er unge hovedstadsmenneskers primære udfoldelsesmiddel, herunder til nærkontakt mellem kønnene på for- og bagsæde. Der er ingen biografer, diskoteker, sang eller dans. De futter adstadigt over allestedsnærværende trafikbump og stopper ved cafeerne, hvor mit hotel, med en sjælden haverestaurant og stedet for de velståendes bryllupper og børnefødselsdage, 20 er populært. Der var en stor koncert med Bollywood-stjerner på en naboø, hvor mange tusinde unge blot stod og så beundrende til uden at røre en finger til den inciterende musik, hvad der forvirrede stjernerne en del ... Affolkning og udvikling Blandt Maldivernes rekorder er at være verdens fladeste land – ingen steder er mere end nogle få meter over havet – en anden er at være det mindste muslimske land. Efter det første tretimers båd-ræs kom vi til Kudahuvadhoo (ca. 1 km², 2.500 mennesker, heraf 1.000 integrerede tsunami-flygtninge). Det er et ægte palmeparadis, og vi spiste af ”de frugter som bonden aldrig ser.” Sognerådet (Island Development Committee) var mødt op ved kajen med Island Chief i spidsen. De tog os til kommunekontoret, hvor der ventede kokosnødder og en heftig dag med inspektionsbesøg og møder, herunder med sognerådet (for nylig blev de første lokalvalg afholdt), kvindeudvalget og amtmanden (Atoll Chief). Maldiverne er organiseret i 26 øgrupper, bestående af de dele der stikker op over vandet fra store koralrev – atoller, et dhivehi-ord (maldivisk), der er blevet internationalt. Ved 17-tiden fik vi fri et par timer, og jeg greb chancen til at gå med i den årlige diabetes-march med musik og opbyggelige budskaber gennem byen, hvor jeg blev feteret lidt som en sjælden fugl og bogstavelig talt fik et vist indblik i husene. Senere gik guiden og jeg en skumringstur rundt om øen og dyppede tæerne i det skønne vand (de er fri for både slanger og myg på de øer!). Inde i byen igen, mens mørket faldt på, kunne man et enkelt sted høre smuk live Koran-recitation ud fra vinduerne, og guiden kunne fortælle, at sådan var det overalt, da han var barn for fem år siden, mens det nu var blevet en sjældenhed. Formentlig udkonkurreret af tv. Da jeg spurgte til, hvad folk, herunder de mange unge, laver efter fyraften, var han lidt i tvivl, men tv bliver der jo set, husarbejde er der for nogle, lidt sport bliver der dyrket. Natfiskeri er en populær ting blandt unge. Man skal nok ikke undervurdere den sociale betydning af at mødes til bøn i moskeen op til fem gange om dagen. Frig jorte kvinder Folk er vældig søde og virker – i det mindste på det overfladiske plan jeg kan iagttage – harmoniske. Kriminaliteten er lav, men på den anden side skulle det være en kendsgerning, at en tredjedel af kvinderne udsættes for vold, herunder seksuelle overgreb. Det kræver et nærmere kendskab at forstå, for kvinderne skulle ellers også være ganske frigjorte og veluddannede, med mange i arbejde, og der er – usædvanligt i et muslimsk land – hyppige skilsmisser på kvindens foranledning. Det er faktisk almindeligt, at man gifter sig flere gange. Næste dag på Meeru. Befolkningen virker frigjort og handlekraftig og har en realistisk og handlingsorienteret tilgang til det med udvikling. Bl.a. er de selv sejlet over til andre øer og har tilbudt, at børn, som trænger til en bedre skolegang, kan bo i deres hjem. En gang om måneden gør de rent ved lossepladsen – hvilket er godt og tiltrængt, men ikke en varig løsning på det store affaldsproblem, der følger med den megen udvikling på et lille areal. De er reelt organiseret som en NGO med åbent medlemskab, så det er de raske i riget, vi møder. Det officielle sogneråd har kun mænd om bord, men skønt kvinderne har færre formelle beføjelser synes de mere initiativrige. På spørgsmål om det med de frigjorte kvinder i forhold til undertrykkelsen svarer den venlige og myndige forkvinde for den særlige kvindekomite, at det skam er et stort, nationalt problem, som de snart holder en konference om – bare ikke her hos dem. Missionsk Shangri-La? I vore – trods al globalisering – noget intolerante tider kan det være interessant at stille sig spørgsmålet: Hvis Vestjylland var blevet en uafhængig, isoleret, indremissionsk republik, var det så ikke cirka sådan her, det ville være kommet til at se ud? De kunne strengt taget også have tjent pænt på en turisme, der var isoleret fra resten af samfundet. Ville der være kommet et forholdsvis fredeligt og harmonisk, velfungerende samfund ud af det? En gang imellem kan jeg gribes af irritation over, at det er plat umuligt at få en kølig pilsner i varmen eller en lille skarp, når det brænder på. Et totalitært samfund er det på en vis måde, men hvis der aldrig har været alkohol inden for rækkevidde, savner man det heller ikke. Hvem er i grunden bedst stillet, os eller dem? De unge i Male udviser visse tegn på rastløshed, og hvor man har tjek på alkohol, har narkomisbrug derimod udviklet sig til et problem. I de seneste år er det klimaforandringens trusler, der har præget den maldiviske dagsorden, nationalt og internationalt, hvor læserne vil huske, hvordan den karismatiske maldiviske ministerpræsident var talsmand for de små, udsatte lande på COP15 i december Maldiverne Maldiverne har ca. 300.000 indbyggere. Hvert år besøger mere end 850.000 turister øerne. I Maldiverne gælder sharialove, og det er strengt forbudt at bære symboler for andre religioner, ligesom man ikke må importere alkohol. Alkohol kan dog købes på alle resorter. UD & HJEM IGEN: Man kan flyve til Maldiverne for ca. 8.000 kr. t/r. KLIMA: Tropisk monsunklima. Mellem november og april er der mindst nedbør. SPROG: Det lokale sprog kaldes divehi og er beslægtet med singalesisk, men alle taler engelsk. 2009. Hans typisk maldiviske initiativrigdom omfattende også oprettelse af en fond til fremtidig flytning af nationen til Indien eller Sri Lanka, hvis det skulle gå rent galt – samt af verdens første virtuelle ambassade i Second Life. nn Gunnar Olesen har medlemsnr. P542 og er international rådgiver og chefkonsulent i Thorndahl Consult. Han var 2007-8 i Maldiverne for at evaluere EU’s bistand efter tsunamien 26. december 2004. Bistanden sigtede mod at genhuse dem, der havde mistet deres bolig og/eller blev flyttet til mindre usikre steder samt på at skabe et forebyggende beredskab mod nye tsunamier. I hovedstaden Male anvender folk sandsække for at beskytte mod oversvømmelser. 21 Vi er ude på lidt af en pionertur, for her i år 2000 er Tjernobyl endnu ikke rigtig dukket op på radaren som et egentligt turistmål. Først nogle år senere lanceres Tjernobyl som turistattraktion med hjælp fra bl.a. FN’s udviklingsprogram UNDP – og i dag har den lukkede zone årligt mange hundrede besøgende atomturister, som lader sig fascinere af et radioaktivt ingenmandsland, et reservat af spøgelsesbyer og forgiftet, ubeboeligt vildnis. Da verdens hidtil værste civile atomulykke indtraf 26. april 1986 var jeg bare 11 år gammel. En af Tjernobylværkets reaktorer eksploderede som følge af et fejlslagen test, som aldrig burde have været udført, men der gik flere dage, inden de sovjetiske myndigheder slog alarm til offentligheden, og jeg husker stadig, hvordan frygten for den usynlige atomsky af radioaktive partikler bredte sig som ringe i vandet. Hvordan vi i radio og på tv hørte om tusinder af rensdyr i Lapland, som måtte slås ned som følge af radioaktiv bestråling fra et atomkraftværk, som lå mere end 2.000 km borte, men blot 600 km fra Danmark. Mindesmærke i Tjernobyl med bibelske konnotationer: Ærkeenglen Gabriel blæser i sin basun. Soldater og pigtråd Nu, mange år senere, er jeg på forunderlig vis helt frivilligt på vej ind i Tjernobyls lukkede zone, hvor absolut intet nogensinde vil blive helt sig selv igen. Ved alle indfaldsvejene til zonen står der bevæbnede soldater. Bomme og pigtråd danner en synlig grænse, som skærer sig gennem landskabet i en 30 kilometers radius rundt om det forulykkede atomkraftværk. Det er dog en falsk tryghed at tro, at alt uden for hegnet er helt normalt, for den usynlige radioaktivitet kender ingen grænser, og den lukkede zone på 2.600 km² blev skabt helt vilkårligt få dage efter katatrofen, uden hensyn til hvordan vinden bragte de farlige partikler med sig. En usynlig skygge og fare ligger med andre ord latent over det frodige landskab på begge sider af pigtråden. Vi standser ved en kontrolpost, hvor der vises pas og adgangstilladelser. Havde det ikke været for pigtråden, soldaterne og de forladte spøgelsesbyer, ville det naturskønne landskab have været den perfekte ramme for en udflugt. På flere steder inden for zonen er der sat advarselsskilte op – et gult skilt med en rød trekløver – og vi frarådes, at opholde os på disse steder i mere end højst en halv time. Det kommer til at tage 24.000 år, før zonen vil være beboelig igen. Så længe er det radioaktive grundstof plutonium om at henfalde – dvs., så længe varer det, før halvdelen af stoffets radioaktive atomkerner ikke længere er radioaktive. Radioaktive stråler i større doser er skadelige for mennesker og kan forårsage bl.a. kræft og fosterskader. Naturreservat & helligdom: Skæbner & mirakler i Tjernobyl Tag med som atomturist til den mest forurenede plet på denne Jord. Til et surrealistisk sted som faktisk er både helligt og et helt unikt naturreservat. Et sted hvor kun helte og nogle få gamlinge er blevet tilbage, mens naturen tilsyneladende har taget over. Og et sted hvor den lokale præst taler om bibelsk profeti. Tekst: Lars-Terje Lysemose FOTOS: Lars-Terje Lysemose, Wikimedia m.fl. K øreturen, to timer fra Kijev, foregår i en gammel Volga. Det er tidlig morgen, og en tyk tåge ligger som en dyne over landskabet. Sasja, vores guide for en dag, er en midaldrende mand og sidder bag rattet, mens min kollega og jeg døser på bagsædet. Volgaen glider gennem et grønt landskab af marker og skov og gennem trøstesløse grå byer, som byer nu engang ser ud i det tidligere Sovjet. På svampejagt Tjernobyl by er bare én af de 179 lokaliteter, som blev evakueret i kølvandet på historiens værste civile atomulykke. Det skønnes, at 160.000 km² – næsten fire gange Danmarks areal – fortsat er stærkt forurenet som følge af katastrofen, hvor 400.000 personer blev tvangsevakueret. Sasja, vores chauffør, har en fortid som likvidator – betegnelsen for de 834.000 sovjetiske helte, størstedelen unge værnepligtige, der deltog i oprydningsarbejdet efter atomulykken. ”Dengang var vi alle konstant på druk,” ler han, da vi er sluppet gennem kontrolposten og kører ud ad de hullede landeveje gennem et vildnis af birkeskove, søer og et rødgyl- 22 Tjernobyls kirke ligger på et helligt sted, hvor Malurtstjernen styrtede til jorden. Tjernobyls byport. Dette var engang et sted, hvor folk fra Kijev tog på picnic. dent hedelandskab. Pludseligt bremser han op. ”Det her er mit yndlingssted for champignoner!” udbryder han og stiger ud for at fylde en kurv med de – stedet taget i betragtning – dødsensfarlige svampe. For svampe suger næring i de øverste centimeter af skovbunden, der hvor den radioaktive forurening er værst. ”De er kun til mig selv,” forklarer han smilende, da han kommer tilbage med favnen fuld. ”Jeg har jo alligevel optaget så meget radioaktivitet ved mit job som likvidator, at det ikke gør nogen forskel.” Naturen overvinder alt Før katastrofen var Tjernobyl-området et yndet udflugtsmål fra Kijev pga. sin fredfyldte natur og gode fiskesteder. Mirakuløst nok har naturen været bedre til at håndtere katastrofen end menneskene. Blot et år efter katastrofen begyndte ørne og vildgæs at vende tilbage. Der udledes ikke længere kvælstof fra landbruget, og med kun få mennesker og rovdyr til at forstyrre sig synes de fleste dyr at trives godt. Især den truede sorte stork stortrives inden for Tjernobyl-zonen. Dertil kommer et voksende antal elge, bisonokser, rådyr, mongolske heste og vildsvin. Og så snart vinteren sætter ind, og søerne ved den hviderussiske grænse fryser til, trækker ulvene sydpå og slår sig ned på den ukrainske side af søerne. Knap så godt er det gået de forskere, som satte sig for at studere dyrelivet, og hvilke mutationer den radioaktive bestråling ville bevirke – for de er forlængst afgået ved døden. ”Alle de dygtige videnskabsfolk har forladt Tjernobyl. Kun heltene er tilbage – dem der praler med, at de ikke er bange for stråling,” som en vestlig ekspert udtrykker det over for mig i Kijev. Tiden er frosset fast Den første af Tjernobylværkets reaktorer blev bygget i 1977. Fra den nærliggende by Pripjats hustage er der fin udsigt til værket, 4 km væk, der fødte byen. Og som lagde den øde. Pripjat blev bygget til de mange arbejdere fra kraftværket og deres familier. Her var man velforsynet med varer i butikkerne, og lønningerne var høje. Reaktor 1, 2, 3 og 4 producerede millioner af watt, og reaktor 5 og 6 var i færd med at blive bygget. Hvis de var blevet gjort færdige, ville Tjernobylværket have været verdens største kraftværk. Dengang var dét noget at være stolt af. Men sådan skulle det som bekendt ikke komme til at gå. Kl. 01.23 26. april 1986 eksploderede reaktor 4. Først halvandet døgn senere blev Pripjat evakueret. De 20.000 indbyggere fik besked på, at bare skulle tage tøj og mad med til tre dage. Det lovedes, at evakueringen kun ville blive kortvarig. I dag er Pripjat et af de mest forurende steder, og vi nøjes med at gå rundt i byen i et kvarters tid – en pæn tidsmargin til de 30 minutter, som maksimalt tilrådes. I lejlighederne står møbler og andet inventar og samler støv. Malerier hænger stadig på de afskallede betonvægge. Sko og tøj ligger og flyder. En bamse sidder fotogent lænet op ad ruinerne af en børnehave. Og på taget af byens sygehus står et stort skilt med påskriften: ”Folkets sundhed er statens fornemste opgave”. Langs de snorlige veje står statuer af Lenin, mens hammer 23 og segl rustent kigger ned over spøgelsesbyen. Her er tiden frosset fast. Radioaktiviteten i dagene efter ulykken svarede til 500 gange det niveau, der blev sluppet løs med atombomben over Hiroshima i 2. Verdenskrig. 5 millioner mennesker blev umiddelbart udsat for radioaktiv bestråling, og et tilsvarende antal lever stadig i radioaktivt forurenede områder i Ukraine, Rusland og Hviderusland. ”I alt syv millioner er fortsat mærket af Tjernobyl-ulykken, og de værste følger har endnu ikke vist sig,” skrev FN i en rapport om konsekvenserne 14 år efter. Heltene er blevet tilbage ”Sikkerhed. Effektivitet. Socialt fremskridt.” Ordene står øverst på opslagstavlen ved indgangen til Tjernobylværket. Som ordene står der på opslagstavlen – netop her – virker de som en skinger forsikring om sovjetisk funktionalitet. ”Men dengang formåede vi faktisk at iværksætte et enormt redningsarbejde og bygge en stålkasse til at dække krateret fra den åbne radioaktive reaktor til i løbet af bare seks måneder,” forklarer Arthur Korneev, vicechef for sikkerheden ved den sarkofag af beton og stål, der dækker Tjernobyls forulykkede reaktor 4. Han viser gerne rundt og tager os med til et udsigtspunkt, hvor vi kan stå og kikke ud til sarkofagen, som i al hast blev støbt rundt om den forulykkede reaktor for at holde radioaktiviteten lukket inde. ”Man bør ikke være bange for radioaktivitet, man bør respektere den,” siger han, mens den store geigertæller i neon bag ham indikerer, at radioaktiviteten her, lige uden for den lækkende reaktor 4, er otte gange større end den almindelige baggrundsstråling i en storby. ”Det er godt for potensen!” griner han. Den midaldrende atomfysiker kom til Tjernobyl to dage efter ulykken og har arbejdet med sikkerheden for reaktor 4 lige siden. Bilkirkegård De busser, som Pripjats indbyggere blev evakueret med, står opmagasineret på en mark få kilometer væk. Der står de sammen med de helikoptere, som blev sat ind, for at de mange værnepligtige soldater kunne smide sandsække ned over den brændende reaktor. Og sammen med de brandbiler, som bragte brandmændene frem – og de ambulancer, der kørte dem væk med svære stråleskader. Var bilerne for radioaktive, var deres motorer det forhåbentlig ikke. For driftige mennesker har åbnet motorhjelmene og taget, hvad de kunne bruge. Selve Tjernobyl by ligger 16 km fra værket og huser nu en del af de omkring 4.000 vagter, videnskabsmænd og teknikere, som holder øje med resterne af værket. For i modsætning til spøgelsesbyen Pripjat emmer byen her faktisk af liv. Strålingen er otte gange det normale ved den forulykkede reaktor. ”Det er godt for potensen!” griner en af værkets chefer. Anna og Grigori bor i Tjernobyl og lever af grøntsagerne fra deres køkkenhave. Mindesmærke for brandmændene som gav deres liv. Bibelsk profeti Med sine guldspir og stærke blå- og lillafarvede vægge lyser den mere end 200 år gamle Sankt Ilion-kirke op i byen. Indvendigt er håndværkere i gang med en større restaurering. Det er den eneste kirke, som stadig er i brug inden for den lukkede zone. Den er russisk-ortodoks, og her er ingen bænke. Der skal bedes stående eller på knæ. Egentlig kan det forekomme besynderligt, at man restaurerer en kirke i et samfund, der ikke synes at have nogen fremtid, men kirken er ikke bare et samlingspunkt for en uddøende og stadig ældre lokalbefolkning. Kirken anvendes også af de mange videnskabsfolk og andre, som arbejder inden for zonen. Den lokale præst, Fader Nikolaj, er iført en guldbroderet dragt og rød hue. Han er i 40’erne, født og opvokset i Tjernobyl, og han står i kirken, hvor hans bedstefar stod før ham. ”Jeg vil fortælle om en lille hændelse fra Bibelen,” siger Fader Nikolaj til hilsen. Han beretter om syv engle, som forkynder begyndelsen på Johannes’ Åbenbaring. Da den første engel blæser i sin basun, kommer der hagl, ild og blod, som farer hen over Jorden og tilintetgør træer og græs. Den anden engel får et bjerg til at synke i havet. Og da den tredje engel Gabriel blæser i basunen, falder der en stor stjerne ned fra himlen, brændende, som var den en fakkel, og den rammer en tredjedel af floderne og kildevældene. Stjernen hedder Malurt, og en tredjedel af vandene bliver til malurt, og mange mennesker dør af vandet, fordi det er blevet bittert. ”Kender De det ukrainske ord for Malurt?” spørger Fader Nikolaj. ”Det er tjornobyl.” Altså det korrekte navn på ukrainsk for denne skæbnesvangre by, hvis stavemåde i sovjettiden blev russificeret. ”Men byen er ikke opkaldt efter planten. Den er faktisk opkaldt efter den faldne stjerne. Dette er et helligt sted!” Fader Nikolaj peger på et skilt til minde 24 om grundlæggelsen af Tjernobyl by for 800 år siden. Det viser en meteorit, der styrter til jorden bag kirkespiret, hvor vi står. En uddøende race Hist og her dyrkes små jordlodder af gamlinge, som nægter at forlade deres hjem. De tilbagevendte beboere kaldes for samoselij og tæller nogle få hundrede. De overhører advarslerne eller lever i uvidenhed om, at mælken fra deres køer og æggene fra deres høns alle bærer atomdøden i sig. ”Sludder,” siger Grigori Lenotjivitj Maksimenko, en gammel krigsveteran, der deltog i slaget om Leningrad under 2. Verdenskrig, og som sammen med hustruen Anna bor på Bogdan Khilmitskogo nr. 41 midt i Tjernobyl by. ”Vi er ikke syge. Vi klarer os fint med vores høns og have. Der er ingen radioaktivitet her. Ellers var vagtfolkene fra værket nok heller ikke flyttet ind i huset ved siden af,” siger den gamle mand, der flyttede tilbage i 1987. Ud af de 2.000 husstande i Tjernobyl by er 65 familier vendt tilbage. ”Naboerne har et videnskabeligt laboratorium med radioaktive mus, men det er det nærmeste, vi kommer radioaktivitet,” bedyrer hans kone Anna. ”Da ulykken indtraf, slog myndighederne en 30 kilometers ring rundt om Tjernobyl-værket med en passer uden at tænke over vindretningen. Det var helt hen i vejret, at folk blev smidt ud af deres gode boliger,” siger Grigori. Kartofler, æbler og vodka De gamle beboere dyrker jorden, fanger fisk i vandløbene, og modtager deres pension en gang om måneden. ”Ja, hvad skulle jeg ellers gøre?” spørger Anna Zagorodnij, en gammel dame der bor i et bondehus i landsbyen Kupovate, 20 km sydvest for atomkraftværket. Langt de fleste af landsbyens 200 huse står i dag forladte og faldefærdige tilbage, for af de oprindelige beboere er der kun 43 tilbage. ”Jeg kan ikke leve af min pension. Men her har jeg i det mindste et stykke land, jeg kan dyrke. For os gamle, der ikke havde job på kraftværket, er ulykken ekstra katastrofal. Vi har ikke fået nogen bonus som dem, der arbejdede på værket. Vi må bare klare os selv. Dette er min hjemstavn. Her hører jeg til. Og desuden er der ingen andre, der vil tage sig af min onkel på 89, der Tjernobyl Bilkirkegården med de radioaktive biler, hvor driftige folk har fjernet motorerne. bor lige ved siden af,” forklarer hun og inviterer os indenfor i varmen til et glas hjemmebrændt vodka. Hun har selv brændt den af de kartofler, hun dyrker på marken lige uden for huset. Først 50 gram vodka til det ene ben – det skal ned i én slurk – så 50 gram til det andet. ”Jeg elsker at få besøg!” smiler hun og byder på stuvede kartofler til frokost. ”Ægte Tjernobyl-kartofler til morgen, middag og aften,” griner hun. Her i landsbyen synes tiden at være gået i stå. Markerne dyrkes på gammeldags vis med hestetrukne plove, og bortset fra en enkelt lyspære i loftet er der intet tegn i Anna Zagorodnijs hjem på, at vi befinder os i det 21. århundrede. I et hjørne står alkoven, hvor hun sover, i et andet hjørne hænger en traditionel ortodoks ikon, og midt i rummet varmer ildstedet, der også bruges som ovn. Varmen fra vodkaen gør hendes kinder røde, mens hun taler. Anna Zagorodnij er landsbyens solstråle, og hun sætter en ære i at puste liv i de gamle klude, som hun kærligt kalder sine naboer. ”Jo, vi lever enkelt, men godt her i landsbyen. En gang om måneden tager vi på indkøb til den nærmeste større by, Ivankiv, lige på den anden side af hegnet, men ellers klarer vi os selv.” Med hegnet mener hun det pigtrådshegn, der nu har adskilt landsbyen fra det omgivende samfund. Det er i dag fuldt af huller, fordi beboerne med en boltsaks har genanlagt deres gamle stier til landsbyer lige på den anden side af hegnet, i trods over ellers at skulle en stor omvej gennem de officielle kontrol- Den lukkede zone er et unikt naturreservat, hvor dyrene trives bedre end mennesker. poster. Desuden er det en kendt sag, at der smugles alskens frugt og grønt fra Tjernobyls frodige jord til grøntmarkederne på den anden side. Selv i Kijev, 110 km herfra, finder man med jævne mellemrum kartofler, blåbær og svampe, der strutter af radioaktivitet, når myndighederne gennemfører uanmeldt kontrol med deres geigertællere. Da vi skal til at gå, stikker Anna mig et par røde æbler i hånden, som hun har plukket i sin have. Jeg putter dem i lommen, dels af høflighed, dels fordi jeg i situationen føler mig lidt usikker på, om de egentlig er sikre at spise. Da vi efter en hel dag i dette surrealistiske reservat skal til at forlade Tjernobyls lukkede zone, bipper geigertællerne ved kontrolposten lystigt – men ingen kerer sig om, at vi medbringer en kurv fuld af radioaktive champignoner eller de røde æbler i min jakkelomme. Nogle dage senere smider jeg æbleskrogene ud af vinduet i et tog på vej ned mod Krim. Æblerne smagte fortræf- 25 UD & HJEM IGEN: Flere firmaer arrangerer udflugter til Tjernobyls lukkede zone. En dagtur fra Kijev vil ofte være individuelt tilpasset, hvor man er af sted i en lille gruppe. Priser fra ca. 850 kr. per person. En liste over turoperatører findes fx på wikitravel. org/en/Chernobyl. SoloEast Travel kan anbefales. Se www.tourkiev.com. Snyd heller ikke dig selv for at besøge Tjernobylmuseet i Kijev. Læs mere på www.chornobylmuseum.kiev.ua. VIL DU SE OG LÆSE MERE? Der findes massevis af sider om Tjernobyl på nettet. Besøg fx disse: en.wikipedia. org/wiki/Chernobyl, en.wikipedia. org/wiki/Chernobyl_Exclusion_Zone, chornobyl.in.ua/en/chernobylwildlife-at-trap-camera-sight. html, www.youtube.com/user/ ChernobylWildZone?feature=watch, www.bibleetnombres.online.fr/ tchernobyl_6.htm og home.comcast. net/~glenncheney/Chernobyl.htm. feligt, men mange år senere rumsterer det stadig i mit baghoved, at det nok ikke var så fornuftigt, at jeg satte tænderne i dem … nn Lars-Terje Lysemose er freelancejournalist og ansvarshavende redaktør af Globen. Han har medlemsnr. 364 og besøgte første gang Tjernobyl i år 2000 på en reportagerejse for avisen Aktuelt. Fire år senere vendte han tilbage til zonen som udsendt for Kristeligt Dagblad. Læs mere om Lars-Terje på www.lysemose.com. Externsteine var i middelalderen tilholdssted for kristne eneboere, så måske blev grotterne udhugget som små kapeller. Externsteine: Kult og keltisk mystik Gemt godt ad vejen langt ude i de store Teuterburgerskove i Midttyskland ligger et mystisk og ældgammelt kultsted, en helligdom, hvis lige ikke findes noget andet sted i Europa. Tilbedt af såvel keltere som nazister gemmer den forunderlige klippeformation Externsteine ved Paderborn på flere hemmeligheder … Tekst & fotos: Anette Lillevang Kristiansen D er er så dejligt ude på landet, siger man. Fuglekvidder, grønt græs og bier der summer kælent over enge drysset med gule mælkebøtter. Det lyder jo som starten på en Morten Korch-film, og stokroseromantikken har tilsyneladende nået nye højder, da idyllen brutalt splintres af et sælsomt syn. I de blide skovklædte bakker stopper man uvilkårligt op, ja man standser så brat, at man på det nærmeste glemmer at trække vejret i nogle sekunder. Foran en ligger et af Europas besynderligste steder. På en gang mystisk dragende, fabelagtigt smukt og helt sit eget i udtrykket. En ensom samling knortede stålgrå klippeformationer skyder op i det frodige landskab, og ikke i miles omkreds findes der noget lignende. Klipperne er ligesom stablet ovenpå hinanden, og som byggeklodser danner de en finurlig opsætning. Forundringen bliver ikke mindre, når man opdager, at der i klipperne findes menneskeskabte grotter, og at et sirligt relief er udskåret i klippevæggen. I en anden af stenene findes en udhugget sarkofag. Er det et tempel? En helligdom? Ja, hvad sker der lige her? Og så midt i Tyskland. Man kunne endda følge med, hvis man nu havde befundet sig i Sydamerika eller ude i det gamle Mesopotamien. Men Tyskland! Keltiske ritualer ved fuldmåne På et katolsk hostel i Malis hovedstad Bamako møder jeg i 2009 Birgit. Hun er fra byen Krefeld ved Dortmund og leder en privat hjælpeorganisation, der hjælper de fattige i små landsbyer i Mali, og så er hun forfatter til et par romaner med vestafrikansk islæt. Et par måneder senere sidder jeg i en havestol på Birgits og hendes mand Jürgens terrasse, og snakken falder på Externsteine. Nogle år tidligere i Atacama-ørkenens knastørre sand i Nordchile introducerer min chilenske ven mig til kelterne. Jeg begynder at læse om disse europæiske indianere og er en smule pinligt berørt over at skulle helt til Sydamerika for at fatte interesse for Europas historie, men hvem var disse keltere? Havde de virkelig spirituelle evner, og kunne de forudsige fremtiden? Foretog de menneskeofringer og holdt mystiske ritualer ved fuldmåne? Ældgamle broderskaber Det er med alle disse spørgsmål i baghovedet jeg en sommerdag tager med lokalbussen ud til Externsteine. De mærkelige stenformationer består af forvitrede sandstensklipper og er 26 resterne af en ældgammel bjergkæde, der blev dannet for omkring 70 millioner år siden. Externsteine ligner ikke noget andet, jeg har set af den art i Europa, og man ville normalt skulle meget langt væk for at finde sten af denne kaliber – Sydafrika eller Australien fx – hvor de er rødbrune og ikke som her grålige. Men mange af menneskets forfædre rundt om i verden har haft deres vigtigste kultsteder ved øde og særprægede klippeformationer. Mens jeg går rundt mellem klipperne, fyldes jeg med ro, og stedet er magisk på sin helt egen facon. Det er, som om der hersker en ånd af noget urgammelt, som ikke kan forklares, og at det skulle være et keltisk kultsted, går helt i tråd med de historier, jeg har læst om denne gamle tyske helligdom. Ud over det så har jeg en mand, der er medlem af Frimurerne, så tanken om broderskaber som druider og Rosenkreuzere ligger mig slet ikke fjern. Det europæiske verdenstræ Det centrale Tyskland er historisk blevet kaldt for Tysklands hellige centrum, og der findes flere teorier om, at områdets gamle helligdomme blev lagt på bestemte linjer, kaldet Leylinjer. Det samme ses ved Naszalinjerne i Peru og mange andre steder i verden, men der er flere ting ved Externsteine, der gør, at stedet har ligheder med gamle højcivilisationer. I år 9 efter vor tidsregning lider den romerske hærfører Varus et svidende nederlag til den germanske høvding Arminius. Overleveringerne siger, at Externsteine var under romersk herre- Externsteine Det smukke relief, der er indmejslet i klippens forside, er besøgets højdepunkt. Kunstværket, som er 5 meter højt og 3,50 meter bredt, er Europas største klipperelief. dømme i perioden omkring Jesu fødsel, og fra denne tid berettes der om hedenske menneskeofringer. I det 8. århundrede trænger kejser Karl den Store ind i saksernes land i Nordtyskland, og krønikerne fortæller, at han her indtog helligdommen Isminsul, som blev plyndret og brændt. I dag ved man ikke, hvor dette sted lå, men mange er af den overbevisning, at Isminsul-helligdommen var Externsteine. Isminsul har efter alt at dømme været en stor træsøjle, som var den hedenske guddoms alter. Dette alter er ifølge mange forskere identisk med verdenstræet Yggdrasil i den nordiske mytologi. Så Externsteine kan muligvis have huset den gamle Isminsulhelligdom. Selvindsigt og menneskeofringer Den mystiske tegning, der er hugget ind i klippevæggen, forestiller Jesus, der tages ned fra korset. Nikodemus står på en underlig skammel eller trædesten – kan det måske være Isminsul? To personer tager imod Jesu legeme, og billedet leder tanken hen på helt andre verdensdele end lige Nordeuropa. Klipperelieffet regnes dog for at være det ældste byzantinsk inspirerede relief i Tyskland. Der er flere grotter inde i sandstensformationen, og spørgsmålet er, hvem der kan have hugget dem ud. Et sted findes en rund fordybning i gulvet, som kunne minde om et badekar eller måske et kar til opsamling af blod ved menneskeofringerne. Endnu mere mystisk bliver det, hvis man bevæger sig ned langs væggen til højre for relieffet. Her finder man en udhugget sarkofag - måske en slags efterligning af Jesu grav. Den er formentlig ældre end kristendommen, måske helt tilbage til kelternes tid, og kan have været blevet brugt til Druidepræsteindvielser. Eller var sarkofagen symbolet på et sted, hvor man blev genfødt? Man kan forestille sig, at præstekandidaten fik bevidsthedsændrende stoffer, hvorefter han lå i stenkisten i nogle døgn. Her døde hans gamle jeg og et nyt og mere indsigtsfuldt voksede frem. I en rus har han måske set guderne, for flere ældgamle mysterieskoler troede nemlig, at vejen til selvindsigt gik gennem isolation, symbolsk død og dyb meditation. Ved hjælp af ud-af-kroppen-oplevelser kunne man få vigtige indsigter, som kunne være personen selv og klanen til gavn. Nazisternes klenodie Der er afgjort flere spørgsmål end svar, når man begynder at sætte sig ind i den gamle helligdoms historie, og trådene rækker vidt, ja helt til Sydamerika og det gamle Inkarige. Øverst oppe i Externsteines klipper er der indrettet et kapel med et lille vindue, der vender mod nordøst. Man ved ikke, hvor gammelt dette rum er, men én teori er, at det har været et solhvervstempel a la inkaernes i Machu Picchu i Peru, hvor sollyset ved solhverv falder vinkelret ind gennem et lille glughul i templet. 27 Stedet ligger ca. 100 km sydvest for Hannover ved den lille by Horn Bad Meinberg. Tag med tog eller bus til Hannover, Dortmund eller Paderborn. Man kan bo på vandrerhjem både i Paderborn og Horn Bad Meinberg til ca. 35 euro per nat. Der kører lokalbus fra Horn Bad Meinberg og ud til skoven, hvor Externsteine ligger, herfra skal man gå en km ned til indgangen. Find vandrerhjem på www.djh-wl.de. Man kan forestille sig, at der hvert år blev holdt specielle ritualer, hvor man hyldede solen, og måske har disse fortidens soldyrkere også gået op i himmellegemernes placering i forhold til hinanden ligesom mayaerne i Mesoamerika. Vi ved det ikke med sikkerhed, til gengæld ved vi, at nazisterne under Det Tredje Rige holdt deres indtog i Externsteine, da de byggede borganlægget Wewelsburg ikke ret langt fra den gamle hedenske helligdom. Borganlægget var nazisternes esoteriske centrum, og i 1930’erne ophøjede de Externsteine til et germansk klenodie. Videnskaben vil formentlig aldrig komme helt til bunds i det tyske mysteriesteds historie, for der er som sagt mange ubesvarede spørgsmål. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser, når man går rundt blandt de ældgamle klipper, men vi kan i hvert fald være stolte af at have et så specielt kultsted i Nordeuropa, og hvem ved, måske vil fremtidige undersøgelser kaste mere lys over den mystiske bjergformations historie. nn Anette Lillevang Kristiansen er medredaktør af Globen. Hun har medlemsnr. 328. De ikoniske vandtårne indeholder faktisk andet end bare vand. Den øverste kuppel i det største tårn indeholder et toetagers observationsdæk med en roterende restaurant og bar. Et møde med islam i Kuwait Tekst & FOTOS: Jacob V. la Cour Kuwait By er ikke den mest spændende og turistvenlige plet på planeten, men et besøg i Den Store Moské er alligevel en oplevelse, især pga. den varme modtagelse man får. I 2009 var jeg under en ferie i Dubai på en kort visit i Kuwait. Med alle de penge, man hører om i disse olielande, forventede jeg at se en funklende flot og velanlagt by, med flotte brede boulevarder, blomster, marmor osv. Men sådan er Kuwait by ikke! Selv tæt på centrum er der mange tomme byggepladser, og det virker ikke som om, byen er specielt planlagt, selv om den er så ny, og man leder forgæves efter en flot central plads eller boulevard. Byens skyline domineres af det 372 meter høje Liberation Tower – et telekommunikationstårn, der også indeholder en observationsplatform med en roterende restaurant. Den er dog lukket på ubestemt tid af sikkerhedsmæssige årsager, fordi tårnet kun står ca. 1 km fra emirens palads. Selv landets nationalmuseum lignede en gammel og slidt lagerbygning, og det var endda svært at finde indgangen. Selv de ikoniske vandtårne, der også indeholder en udsigtsplatform og en restaurant, var så beskidte, at man dårligt kunne se udsigten. Tårnene blev i øvrigt smadret af irakiske tropper, da de invaderede landet i 1990, og der var stadig udstillet billeder af ødelæggelserne. Det eneste, der var lidt pænt, var parlamentsbygningen, bygget i 1982 og designet af Jørn Utzon, men her var der naturligvis ikke adgang for turister. Men så var der Den Store Moské! Bevæbnede vagter Moskeen blev bygget i perioden 1979-1986 og med et totalt areal på 45.000 kvadratmeter, og en central hal på 72x72 meter, har den plads til 10.000 bedende. Den har én central kuppel, der er 26 meter i diameter og 43 meter høj. Moskeen er ikke nær så imponerende udefra som fx den nye moske i Abu Dhabi, men den bad alligevel om at blive besøgt. Ifølge Lonely Planet kan man komme på rundvisning, hvis man bestiller tid, og det havde jeg naturligvis ikke gjort, så det var med tøvende skridt, at jeg nærmede mig den maskingeværbevæbnede vagt ved den yderste port. 28 ”Can I get in?” spurgte jeg. ”Yes,” svarede vagten, og åbnede porten. Efter at have passeret yderligere fire låger og porte med bevæbnede vagter, nåede jeg frem til et telt, hvor der stod to andre turister – en præst og en sømand fra et besøgende amerikansk hangarskib – der ventede på deres guide. Da hun kom, spurgte jeg, om jeg kunne komme med på rundvisningen, og det kunne jeg. Vi blev vist ind i den imponerende bedesal, udsmykket med mosaikker i diskrete blå, brune og gyldne farver, og oplyst af naturligt lys gennem ikke mindre end 144 vinduer. Guiden var faktisk en engelsk dame, der hed Josephine, som var konverteret til Islam i 1980’erne. Hun havde boet i Kuwait siden 1979, og fortalte bl.a. en dramatisk historie om den dag, da Kuwait blev besat af Irak. Hun havde været blandt den gruppe af vesterlændinge, der var blevet ført til Saddam Husseins palads i Bagdad som skjold imod vestlige angreb. Under besættelsen var moskeen også blevet hærget af irakiske tropper. De gigantiske gyldne lysekroner var blevet revet ned Kuwait Den Store Moské stod færdig i 1986. Hele komplekset dækker 44.000 m², og kuplen er 43 meter høj. og kørt væk, og selve bedesalen var sågar blevet brugt til forhørslokale. Mange lighedspunkter Josephine fortalte en masse om islam og besvarede beredvilligt alle vores spørgsmål. Til dem, der ikke er klar over det, er islam og kristendommen faktisk meget nært beslægtede, og basalt set tror vi på den samme gud, bare på lidt forskellige måder. Alle de historier, vi lærte i kristendomskundskab i skolen, er med i Koranen. Josephine fortalte også om de regler muslimer, særligt i stærkt religiøse lande som Kuwait, var underlagt. Det fik vi også ved selvsyn indtryk af, da to tyske damer ankom og gerne ville med på rundvisningen. De blev venligt, men bestemt, bedt om at iføre sig sorte kjoler og sorte tørklæder, inden de fik tilladelse til at komme ind i moskeen. Efter en meget spændende rundtur i moskeen og i det tilknyttede store bibliotek blev vi inviteret på en gratis forfriskning i teltet ude i haven, og her lå der også forskelligt informationsmateriale om moskeen og om islam, bl.a. en flot plakat der meget overbevisende gengav Muhammeds stamtræ helt fra Adam og Eva og indeholdt alle kendisserne fra Biblen som Abraham, Noah, Moses, David og Jesus, der jo – hvilket måske er overraskende for nogen – betragtes som en profet i Islam. Vi kunne sågar få hver vores gratis udgave af Koranen med. Besøget i Den Store Moské var så afgjort højdepunktet på min sightseeingtur i Kuwait og kan helt klart være Navnet Kuwait kommer af akwat, det arabiske ord for en fæstning bygget nær vand. Landet er omgivet af SaudiArabien og Irak og ligger ud til Den Persiske Bugt. Kuwait er på 17.820 km² og har 2,8 millioner indbyggere. Landet er det 11. rigeste i verden opgjort per capita, og er det højest placerede arabiske land på UNDP’s Human Development Index. Danskere behøver pt. ikke visum for at besøge landet. Moskeens 350 m² store læsesal var også rigt udsmykket med udskæringer og mosaikker og en imponerende lysekrone. en god kur, hvis man er af den vildfarelse, at kristne og muslimer aldrig vil kunne enes. nn Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474 og har nok et lidt utraditionelt rejsemønster i forhold til de fleste medlemmer i De Berejstes Klub. Jacob har nemlig aldrig boet på vandrerhjem, aldrig kørt med lokale rutebiler fra A til B og aldrig været på rygsækrejse. Han foretrækker at bo på et godt hotel, har ofte en lokal guide, og det meste af rejsen er planlagt i detaljer hjemmefra. 29 Guiden Josephine, der oprindeligt var fra England, står foran den mihrab (niche), der vender mod Mekka. Tekst & fotos: Thor Bakke D Abhinav og Vandana ankommer til templet, begge med familien som skal overvære vielsesceremonien. Kom med til et punjabibryllup I det overvejende hinduistiske Indien er et bryllup ikke bare noget, som foregår mellem to, der ønsker at gifte sig og bo sammen, men en meget alvorlig og vigtig affære, som er baseret på, at alle er en del af en familie, som støtter og styrer hinanden – også børnene, de ældre og de svagelige. Hinduerne lever i et patriarkalsk samfund og lægger derfor vægt på, at der fødes sønner, som kan videreføre familien, og at disse gifter sig med de bedst egnede piger med en familiemæssig baggrund på mindst samme niveau, både socialt, uddannelsesmæssigt og økonomisk. For at få dette puslespil til at gå op er mere end 80 % af alle ægteskaber mellem hinduer arrangerede. Det er familien, ofte faderen eller den ældste bror, som finder brudeemner, og ofte bliver der endog hyret professionelle mæglere til at finde de bedst kvalificerede. Det sker dog også, at skolekærester får lov til at gifte sig. 30 enne beretning handler om et punjabibryllup i efteråret 2006. Jeg havde kendt familien Puri i mere end 10 år og arbejdet tæt sammen med Papa Puri, enkemand og velstillet industrimand, samt fungeret som mentor for den ældste søn Anurag, da han overtog ledelsen af familiens maskinfabrik. En ny skumfabrik skulle så være den yngste søn Abinavs andel i familiens aktiviteter. Jeg fik en invitation til Abhinavs bryllup og rejste til Delhi og boede sammen med familien en uge. Her oplevede jeg på tæt hold et hindubryllup med alle dets traditioner og facetter. Abinavs vej til ægteskabet var broget. Først oplevede han, at hans skolekærestes far ikke ville acceptere ham som svigersøn, da han stammer fra Punjab, og han forbød yderligere kontakt mellem de unge. Derefter at faren inden for meget kort tid bortgiftede datteren til en ældre hindu med den rigtige familiebaggrund. Dette slog Abhinav mentalt ud, men han accepterede, at det var på tide at stifte familie. Papa fik i tæt samråd med Anurag, som ifølge punjabiernes regler skal være fuldt enig i valget af den yngre brors hustru, astrologer til at opstille profilen for Abhinavs fremtidige hustru. Og så kunne eftersøgningen efter egnede emner ellers begynde, bl.a. via internettet og gennem professionelle ægteskabsagenter. Papa og Anurag udvalgte tre emner, som Abhinav mødte, men han led stadig meget af kærestesorg og afviste dem alle. Abinav arbejdede hårdt med at opbygge den nye fabrik, drak en hel del, men blev taget godt hånd om af den øvrige familie. Så meget at det lykkedes Papas søsters datter Vandane, som var meget smuk, at forføre den stakkels dreng, hvilket passede hendes mor godt, for så kunne hendes familie få del i Papas formue. Hverken Papa eller Anurag gik dog ind for partiet, men Papas søster fortsatte ihærdigt kampagnen, og fik omsider støtte af familiens ældste – Papas forældre – der overbeviste Papa om, at dette ville være en god løsning for Abhinav. Storebroderen Anurag holdt stand og kom i kraftige diskussioner med sin far – noget som er usædvanligt blandt hinduer – men gav endeligt efter, og modstræbende accepterede de ægteskabet på betingelse af, at Vandanas bror og far ikke fik ansættelse En pundit (en bramin præst) gennemførte sagan-ceremonien fter et traditionelt bryllupsritual, hvor brudgommens ældre bror og brudens bror sikrede, at alt gik rigtig til. i Papas virksomheder. Papas søster fik således kun delvis gennemført sin plan og viste sit tydelige mishag med dette ved enhver anledning. Giftermålet mellem Abhinav og Vandana er et fætter-kusine-ægteskab, noget som man også i Indien er meget betænkelige ved. De bedste læger i Delhi blev konsulteret for at afdække mulige negative genetiske konsekvenser for eventuelle børn, men lægerne erklærede efter diverse tests, at alt skulle være i orden. Abhinav var stadig utryg og forelagde mig mange gange sin bekymring for konsekvenserne af det nære slægtskab. Bryllupstraditioner Hinduismen er en religion med mange guddommelige facetter, og et hinduhjem har som regel et alter med statuetter af de guddomme, som betragtes som væsentlige for familien. Puja – en lille altergang – udføres traditionelt tre gange om dagen, hvor man tænder nogle røgelsespinde, men ikke altid tager sig tid til fordybelse. På alteret findes puja-bakken af metal, hvor der står objekter, der spiller en vigtig rolle i ceremonien. Med en klokke varsles guddommen, at tilbedelsen er ved at begynde. Røgelsespinde tændes for at frembringe den søde duft. Der er også en skål med vand og en olielampe med fem væger, fyldt med ghee (klart fedt), som tændes. Vandet og flammen fra olielampen er et symbol på renhed. Sandaltræpasta i en skål bruges til at lave et mærke på den bedendes pande, som et tegn på guddommens tilstedeværelse og velsignelse. Punjabierne er kendt for at holde store, overdådige bryllupper med mange gæster. Der er forskellige bryllupsritualer, der skal følges, og sagan-ritualet er det traditionelle for en punjabiforlovelse og finder oftest sted i en banket hall. Brudgommens og brudens familier og venner inviteres og møder op i deres fineste sarier og dragter – i forskellige farver til de forskellige arrangementer. Anurag og familie skiftede farver og stil fire gange i løbet af hele bryllupsperioden. Om eftermiddagen to dage før brylluppet blev en havan (sammenkomst) arrangeret af brudens familie for at gennemføre sagan-ritualet. Brudgommens familie ankom med gaver – søde sager, pengegaver og lignende – som blev overrakt til repræsentanten for brudens familie. En pundit (en braminpræst) var indkaldt. Sagan-ritualet indledtes med, at brudgommen i overværelse af brudens bror gennemgik en renselsesproces, hvor præsten fremsagde en række skriftsteder på sanskrit og velsignede såvel brudgom som hans nærmeste familie, ved at alle fik et rødt bånd rundt om håndleddet og spiste små nødder fra en velsignet skål. Den vordende bruds far satte en tilak (et mærke), som består af kesar (ris og kronblade), på brudgommens pande. 31 Brudens slægtninge og venner gav også deres velsignelser til brudgommen. Da brudgommens renselsesceremoni var færdig, ankom bruden med sit følge, og kvinderne var i deres flotteste sarier og masser af smykker. Brud og brudgom indtog deres pladser på en forhøjning og derefter begyndte de forskellige rituelle gaveoverrækkelser. Gaverne var sølv- og guldsmykker, og det væsentligste smykke blev overrakt af brudgommens familie – nemlig en thalis (et halssmykke i guld), som bruden skal bære hele livet. Et orkester spillede op til dans, og det hele blev foreviget af begge familiers fotografer. Der blev serveret masser af mad og drikke. Nu var parret forlovet og familierne havde accepteret hinanden. Efter at sagan-ritualet var overstået, gav brudens familie middag med musik og dans til sent på natten. Der blev som normalt i Indien serveret både vegetarog ikke-vegetarisk mad samt drikke, og de fleste mænd drak godt med whisky, mens kvinderne og børnene holdt sig til sodavand eller juice. Hele tiden tog professionelle fotografer hundredvis af billeder og også video – og da hver familie ønsker deres egne billeder, var det flere hold fotografer, som fyrede blitz af i tæt rækkefølge. Brudgommens sammenkomst Dagen før brylluppet blev der i brudgommens hjem holdt selskab for familie og venner, dog uden særlig religiøs betydning. For at få plads til alle var gaden afspærret og overdækket, og der var opstillet borde til servering. Al Brudgommens familie gav bruden et halssmykke i guld – thalis – som bruden vil bære hele sit liv eller til manden dør. For at underholde kvinderne var der arrangeret med professionelle dekoratører, der kom og lavede nogle utroligt flotte dekorationer på hænderne med henna-pasta. maden på buffeten blev tilberedt på stedet af kokke, der arbejdede hårdt for at følge med i at lave chapati’er, som helst skal være varme og nylavede. Et lille orkester spillede op til dans. Kvinderne brugte tiden til at dekorere hænder og fødder med pasta af forskellige blade, som giver forskellige farver på huden, der forsvinder efter et par uger. Nu om dage er det professionelle dekoratører, der kommer og laver nogle utroligt flotte dekorationer på hænderne med henna-pasta. Efter at ”kunstnerne” har påført farven, skal man sidde med armene i vejret et par timer, mens farven tørrer, så der var rigelig tid til den normale sladder. Mændene benyttede tiden til snak og til at drikke Papas gode whisky. Så var den store dag kommet, og om morgenen mødtes hele familien Puri i husets største rum til en puja, hvor brudgommen gennemgik en renselsesceremoni og blev velsignet af præsten i overværelse af hele familien. Det var igen Abhinavs storebror, som repræsenterede Puri-familien som overhoved, idet Papa kun sporadisk deltog i aktiviteterne, men de to bedsteforældre fulgte hele seancen meget tæt. Midt på dagen mødte hele brudgommens familie op i festskrud, og inden ceremonien med at pynte gommen til brylluppet blev de sidste betingelser for the Dowery (medgiften) færdigforhandlet. Hvad medgiften fra brudens familie skulle indbefatte var forhandlet over længere tid af hver families valgte repræsentanter. Efter at fuld enighed var opnået, mødtes brudens forhandlingsrepræsentant med familien og bekræftede, at alt nu var aftalt og at ceremonien kunne begynde. Medgiften tilfalder fællesboet, som bestyres af manden. Brudgommens forhandlingsrepræsentant placerede nu en turban i familiens farver på Abhinavs hoved, og derefter kom familien med alle de øvrige genstande, som brudgommen skulle udstyres med. På hovedet en sølvkrone med en række tynde sølvlænker, som skal dække gommens ansigt, og rundt om halsen blev hængt et regalie, et slags tørklæde, påmonteret pengesedler for at markere, at fremtiden ville være sikret for den nye familie. Så var brudgommen klar til bryllupsceremonien, der skulle forgå i et til formålet opbygget tempel, nær ved det sted, hvor receptionen senere skulle finde sted. Hele Puri-familien var udstyret med regalier i familiens røde farve, og jeg havde også fået et regalie. Jeg var beæret over, at jeg som fremmed nu blev anerkendt som inder. Vielsesceremonien i templet Efter denne pynteceremoni blev hele selskabet kørt til templet, hvor vielsen skulle forgå. Et indisk hindubryllup foregår på sanskrit, hvor mand og kone lover hinanden, at de vil ære og respektere hinanden til døden dem skiller. Det er en stor ceremoni, hvor braminpræsten anviser, hvad man skal foretage sig. Først lavede præsten et bål og inviterede de forskellige guder med de egenskaber, 32 Familien kom med alle de øvrige genstande, som brudgommen skulle udstyres med. der er gavnlige for et godt ægteskab, og bad guddommene overvære brylluppet og give deres velsignelse. Der er mange guder, der hver svarer til en af menneskets mange egenskaber. Undervejs i den 1½ time lange oplæsning af sanskritdokumentet fortalte præsten hele tiden, hvad der skulle ske. Ilden har en væsentlig betydning for renselse, og der blev brændt røgelse, og røgen blev ført over brudparret, for at de kunne blive rene. Det var brudens bror, som gav sin søster væk, lige som det var brudgommens ældre bror, som repræsenterede gommens familie. Forældrene var kun tilskuere, men fulgte dog ivrigt ceremonien for at sikre, at alt gik rigtigt til. Som bekræftelse på det løfte man gav hinanden bandt gommen et lyserødt bånd om halsen på bruden, og med bruden foran gik de syv gange omkring bålet, og derefter skiftede de, så gommen gik forrest syv gange med bruden på slæb – ja, og så var man gift. Afslutningsvis tager bruden afsked med sin familie og bliver hilst velkommen af svigerfamilien og er nu en del af brudgommens familie. Hun flytter ind hos ægtemanden og ser derefter meget lidt til sin egen familie, men får selvfølgelig sine personlige ejendele med sig, bl.a. de mange gaver, der er givet direkte til bruden i form af dyre guldsmykker, diamanter og armbånd. Medgiften til manden svarer til den arv, hun ville være berettiget til, så nu kan hun ikke længere gøre krav på at arve fra sine forældre. Indien Som bekræftelse på det løfte, man gav hinanden, bandt gommen et lyserødt bånd om halsen på bruden og med bruden foran gik de syv gange omkring bålet. Gæsterne hilste på de fire hovedpersoner og overrakte gaver, oftest en rød kuvert med et pengebeløb. Bryllupsreceptionen Om aftenen efter vielsen var der reception, hvor der var inviteret ca. 400 gæster – familie, venner og vigtige forretningsforbindelser fra hele Indien. Papa havde gennem lang tid samlet spiritus, og selskabet kunne bl.a. nyde ca. 80 flasker whisky fra opstillede barer. Desuden var der selvfølgelig en kæmpe buffet. På den ene langside var der opstillet en rigt dekoreret platform med en farvestrålende baldakin, og det var her brudeparret og gommens bror og kone sad på parade og modtog gæsterne. Disse hilste på de fire hovedpersoner, og gaver blev overrakt, ofte en rød kuvert med et stort pengebeløb. Personligt gav jeg en mere ydmyg gave – parfume til begge. Inderne lægger i dag meget vægt på, at alt skal fotograferes, og da begge familier har deres egne fotografer, blev der taget mange billeder. Brudeparret ville senere få kopier af alle billederne, overdådigt retoucheret og indsat i flere bind med guldskrift på omslagene. Jeg har set billedsamlingen fra Anurags bryllup i 2001. De fylder fem bind og bliver aldrig åbnet. Der var musik og højt humør, og festen fortsatte til midnat. Det er også en tradition, at de mere specielle gæster får gaver af enten brudens eller brudgommens familie. Og da jeg var særlig gæst, eneste vesterlænding, fik jeg en gave – en topmoderne mobiltelefon – og rejse og ophold betalt! Hijraser på besøg Dagen efter brylluppet bankede det på porten. Det var et selskab af hijraser, som ville hilse på de nygifte. Hijraser er transvestitter, dvs. mænd, der enten har gennemgået et kønsskifte eller som lever som kvinder. Det er tradition, at hijraserne følger med i, hvornår der er bryllup, og så møder de op dagen efter vielsen og danser og synger, indtil brudgommens familie betaler dem for at holde op. Hijraserne mener, at de kan medvirke til øget frugtbarhed (fordi de ikke selv kan få børn), og derfor er de vigtige for de nygifte. 33 Indien er et forunderligt land, som turistslogannet ”Incredible India” også antyder. Og fra Danmark kan man ofte finde flybilletter fra omkring 3.000 kr. t/r til landet. Bemærk dog at Indien har indført et nyt visumkrav for danskere til landet, så der skal søges visum, inden man kan rejse ind. 81 % af Indiens 1,2 milliarder indbyggere er hinduer. Efter seks måneder vil de igen møde op for at kontrollere, om den nygifte kvinde er gravid, og hvis dette ikke er tilfældet, så vil de blive ved med at troppe op hvert halve år og hver gang forlange et ”salær”. I Abhinav og Vandanas tilfælde forlangte de 30.000 rupees, men forhandlingerne blev sluttet ved, at Papa betalte 13.000 (ca. 1.300 kr.). Seks år senere er der endnu ikke noget resultat af velsignelsen – og parret siger, at det må vente. De unge er stadig ikke trygge ved fætter-kusineparforholdet. De havde kendskab til flere tilfælde af nyfødte med alvorlige genetiske defekter, så måske vil hijraserne fortsat komme forgæves. nn Thor Bakke er født i 1938 og har medlemsnr. 392. Han stammer fra Sandefjord i Norge, men har boet i Danmark siden 1960 bortset fra tre år i USA. Læs mere om hans rejseoplevelser på www. bakke.dk. Rejsebilleder Iran: Tavshedens Tårne uden for Yadz, hvor zarathustristerne holder til. De døde lægges her for at blive fortæret af gribbe. Foto: Michael Nyholm. Nepal: Mange børn fra fattige bjergegne sendes i buddhis Foto: Lars-Terje Lysemose. Antigua & Barbuda: Røgelse i gaderne på en skærtorsdag. Foto: Sisse Skipper Andersen. Indien: Det er en intens totaloplevelse at gå ned til Gange orgiet af mærkværdigheder i den helligste by Varanasi. Fo stiske klostre for at få gratis mad og skolegang. Her er vi i Katmandu. Israel: Grædemuren, resterne af kong Salomons første tempel, er jødernes største helligdom. Foto: Claus Qvist Jessen. es og lade sig rive med i oto: Claus Qvist Jessen. Vatikanet: Et kik ind bag porten til schweizergarden, pavens livgarde. Foto: Lars-Terje Lysemose. Indonesien: Flirt foran en moske i Banda Aceh. Sharialove indførtes efter tsunamien. Foto: Sanne Aabjerg Kristiansen. Frankrig: Fra Sacré Coeur-kirken på toppen af Montmatre er der en fabelagtig udsigt over Paris. Montmatre kommer af Mont des Martyrs, og det var her Jesuitterordenen blev grundlagt. Foto: Lars-Terje Lysemose. Indien: Taj Mahal er et mausoleum nær Agra bygget af shah Jahan til hans viv, som døde i barselssengen i 1631. Det er på Unescos liste over verdens kulturarv. Foto: Morten Haagensen. Nepal: Klostret Ribung Gonpa og Manaslus snehvide tinder set fra Lho. Med sine 8.163 moh. er det verdens ottendehøjeste bjerg. Lokalt kaldes det også Pungyen, ”udsmykket masse”, for solens stråler giver den hellige masse af sten og klipper et særligt skær. Foto: Lars-Terje Lysemose. Påskeøen: Ca. 600 stenstatuer rejstes for ca. 500 år siden og har lige siden vakt forundring. Foto: Anette Lillevang Kristiansen. Myanmar: Shwedagon i Yangon er den helligste buddhistiske pagode i Myanmar og siges at være mere end 2.600 år gammel. Foto: Lars-Terje Lysemose. Australien: Aboriginernes klippemalerier i Anbangbang i Kakadu Nationalpark i Northern Territory er et fascinerende syn. Foto: Helle Mathiasen. Jagten på krystalkraniernes hemmelighed De siges at være fundet i oldgamle gravkrypter i Mellemamerika i 1800-tallet, og har med sine mystiske egenskaber og uhyggelige udseende, skabt både fascination og undren. Kilotunge menneskekranier er blevet skåret sirligt ud af bjergkrystal, og har med sine hypnotiserende øjenhuler givet anledning til rynker i panden hos alverdens forskere. På min mexico- og mellemamerikarejse i 2007 fik jeg kendskab til, at et sådant kranie blev fundet i en mayaruin i Belize tilbage i 1926, så jeg besluttede mig for at følge i fodsporene på de gamle krystalkraniejægere i den tidligere britiske koloni. Tekst & fotos: Anette Lillevang Kristiansen J aguarskindet smyger sig stramt om de smalle hofter, og fjerprydelsen med de grønne fjer sitrer under mandens langsomme bevægelser. En lavmælt messen løfter stemningen mod sit klimaks, mens han hæver den skarpe obsidian-kniv. Musklerne vibrerer under den gyldenbrune hud, og et sælsomt lys skinner ned over sceneriet fra et punkt over faklens flamme. Et menneskestort kranie stirrer ud i mørket med døde øjenhuler, da manden selvsikkert holder knivspidsen over en svedende menneskekrop, der vrider sig i angst på alterstenen. I et inferno af frygt går ceremonien i gang, hvor de blodtørstige guder skal æres for en god regntid! Scenen forekommer mest af alt, at udspille sig i Hollywoods filmby med Harrison Ford som hovedrolleindehaver i ”Indiana Jones”, eller den mindst lige så bloddryppende film ”Apocalypto”. Men inspirationen til disse film skal hentes meget længere tilbage i tiden, før diverse special effects overhovedet eksisterede på lærredet. Krystalkranier har fået en renæssance, hvilket for alvor gik op for mig i 2007. Mange år før stod jeg tilfældigt med en bog i hænderne om mysterier fra det overnaturlige. Jeg slog noget overrasket op på en side med et foto af et makabert glasklart kranium. Historien fascinerede mig, og jo mere jeg læste om disse kuriøse fortidslevn, jo mere blev jeg grebet. Ved at grave yderligere i emnet finder jeg ud af, at historien om krystalkranierne er langt mere kompliceret end som så, og at der findes utallige mystiske teorier om dem. Det er helt igennem en tankevækkende beretning med meget få beviser og adskillige flere spørgsmål end svar. Det omtalte krystalkranie i bogen siges at være fundet i en mayaruin, et sted i Mellemamerika af en ung pige ved navn Anna Mitchell-Hedges tilbage i 1926. Det beskrives også meget detaljeret, hvor enestående et arkæologisk fund kraniet var. Jeg tygger lidt 38 på denne besynderlige historie, men glemmer så alt om krystalkranier, indtil jeg i 2007 befinder mig i souvenirbutikken ved Tikal-ruinen i Guatemala. Et bestemt udtryk fastholder mit blik mellem boghylder og postkortstativer. Et stirrende krystalkranie på forsiden følger mig intenst. Da jeg senere, med bogen i hånden, lægger mig tilrette i en hængekøje på øen Caye Caulker i Belize, opdager jeg, at krystalkraniet faktisk er fundet i en afsides mayaruin i den sydlige del af netop Belize. Denne historie er for særpræget til at lade gå fra sig. Jeg øjner et godt eventyr, og beslutter mig for at følge sporet. Det gamle stenalter Med et lille to-motors propelfly, og en god omgang turbulens, ankommer jeg. En aldrende amerikansk skolebus bringer mig ud til den lille flække, hvor ruinbyen befinder sig. Via et mudret hjulspor gennem regnskoven, finder jeg et gammelt træskilt med ruinens navn. Lubaantun står der på det frønnede bræt. Jeg har forinden fået selskab af en ældre mand, Agapito, der helt tilfældigt dukker op, da jeg begynder at gå i retning af ruinen. Han stiller sig hurtigt til rådighed som selvbestaltet guide, da han har boet som nabo til stedet det meste af sit liv, og hans far vaskede lertøj under udgravningen i 1926. Mens vi går rundt i ruinkomplekset lægger jeg mærke til, at konstruktionen af murene ikke minder om andre maya- Krystalkranierne menes at have været brugt af shamaner ved menneske- og dyreofringer. Her et offer for den uhyggelige tradition i en mayagrotte i Belize. ruiner. Der er intet bindemiddel mellem stenene, og byggemetoden minder mere om bygningsprojekter meget længere væk – nemlig inkaruiner i Peru. Agapito lyder meget overbevisende, da han peger på det sammenfaldne stenalter, hvor krystalkraniet i sin tid blev fundet. Men af en eller anden grund kan jeg mærke tvivl. Stedet er for åbent, ethvert fjols ville kunne få øje på et krystalkranie der. I bogen beskrives det, hvordan unge Anna Mitchell-Hedges får øje på noget skinnende nede i en revne, og herved finder krystalkraniet. Efter nogen tid finder de også dens løse underkæbe. Jeg forlader ruinen mere rådvild, end da jeg ankom, men et godt eventyr rigere. Bagefter får jeg et lift hjem med en fastboende englænder, der påstår, at Agapito er fuld af løgn. Krystalkraniet er aldrig fundet i Lubaantun, men i en grotte uden for området, og i øvrig tvivler han på, at kraniet overhovedet er fra mayakulturen eller latinamerikansk i det hele taget. Han hælder mere til, at det er kinesisk, og at Annas far anbragte det i ruinen på hendes 18 års fødselsdag som gave. Oraklet fra en svunden tid Jeg tog hjem fra min rejse i Belize med hele notesbogen fyldt med oplysninger om krystalkranier. Gennem grundig research havde jeg sporet Anna Mitchell-Hedges til at bo i nærheden af Toronto og stadig efter så mange år at være i besiddelse af krystalkraniet fra Lubaantun. En e-mail til hende førte dog ikke noget med sig. Senere fandt jeg ud af, at den gamle dame var død, og at en canadier ved navn Bill Homann nu havde det sjældne arkæologiske fund. Tilbage i 70’erne gennemgik kraniet en lang række undersøgelser, og der herskede ingen tvivl om, at man stod med et virkelig imponerende stykke håndværk. Undersøgelserne blev gennemført på Smithsonian Institute i Washington, D.C., hvor bl.a. ingeniører forsøgte at blive klogere på kraniet. Senere undersøgte man det på Hewlett Packards laboratorium. Computere indeholder krystal til opbevaring af information, og man forsøgte her at fastslå om krystalkraniet ”indeholdt” informationer fra en svunden tid. En noget vidtløftig teori, som måske kunne give svar på, om krystalkranier kunne have været brugt som datidens krystalkugler, eller orakler. Hvad der forbløffede allermest ved disse undersøgelser var, at man ved en scanning af kraniet under en fintfølende mikroskop, i første omgang ikke fandt tegn på brug af moderne slibe- eller skæreredskaber. Kraniet var altså muligvis håndlavet, men hvordan? Man konkluderede simpelthen, at krystalkraniet var så perfekt lavet, at det ”slet ikke burde eksistere”. Det har krævet avanceret værktøj at slibe i halvædelsten, og hvem har kunnet udføre dette unikke håndværk og 39 hvornår? De fleste nutidige krystalkranier er lavet med moderne diamantværktøj, og man vil kunne se disse mærker under mikroskop. En af teorierne gik på, at et håndlavet kranie er lavet over flere hundrede år, ved at polere det med flodsand og menneskehår. Sidst men ikke mindst blev Anne Mitchell-Hedges krystalkraniet sendt til en retsmediciner, der var i stand til at tegne et billede af den afdøde person. Stor var overraskelsen, da personen viste sig at være en kvinde med meget karakteristiske maya-ansigtstræk. Kunne det være en præstinde eller måske en mayaprinsesse? Hvem var denne kvinde, siden hun var blevet foreviget i kostbart halvædelsten? Overlevende fra Atlantis Mayaerne var ekstremt fokuserede på kranier i deres mytologi, og i dag kan man stadig finde dem afbilledet i mange ruiner i Mesoamerika. Det sorte sørøverflag, som vi kender fra piratfilmene, har også rødder tilbage i mayakulturen, ligesom man i dag årligt holder ”de dødes dag” i Mexico. Kranier har således aldrig stået som et skrækscenarie for de gamle amerikanske civilisationer, men har formentlig symboliseret livet efter døden. Ingen ved noget med sikkerhed om disse krystalkranier, men flere nordamerikanske indianerstammer har legender om 13 krystalkranier, som Mayaerne og aztekerne var meget fokuserede på kranier i deres kulturer. Denne kraniefigur blev fundet ved indgangen til en hule i ruinen Teotihuacan nord for Mexico By. findes rundt omkring i verden og som en dag, når tiden er inde, vil komme frem i dagens lys. Efterhånden som jeg blev klogere på krystalkranierne, fandt jeg også ud af, at der findes mange eksemplarer. Antagelser går på, at nogle af kranierne har været anvendt ved menneske- og dyreofringer, mens andre er blevet brugt af shamaner til healing. Det siges også, at det ikke var de gamle mayaer eller aztekere, der lavede krystalkranierne. De var ”en gave fra guderne”, enten fra en forhistorisk civilisation, eller fra en anden planet. Mixtekerne og zapotekerne var mestre i jadeudskæringer, og lavede små krystalkranier. Men hvem lavede så de store? Og hvorfor? En helt anden teori går på, at kranierne blev reddet af de overlevende fra det kollapsede Atlantis, og bragt til Mellemamerika. Og med den voldsomme uro i pladetektonikken rundt på kloden fra tid til anden, kunne et sunket ørige ude i Atlanterhavet i tidernes morgen godt være en mulighed. Måske kan den græske filosof Platon godt have haft ret, selvom han har været mere eller mindre til grin, siden han fremsatte myten om Atlantis. Så intet er vel umuligt. I denne historie er man nødt til at være åben, både overfor det mulige og det helt umulige! Næste gang, jeg kommer i berøring med disse krystalfund, er, da jeg igen står ansigt til ansigt med stirrende krystalkranieøjne på et bogomslag i en boghandel i Los Angeles i 2010. Jeg er igen på vej til Mexico for at fordybe mig i maya- og aztekerkulturen, og har ikke slået krystalkraniehistorien ud af hovedet. Nu melder der sig tilsyneladende en ny bog på banen, som jeg straks med grublende appetit går i gang med at læse. Bogen bringer nye teorier frem om krystalkranierne og i takt med, at mit kendskab til dem bliver større, begynder jeg også virkelig at drømme om at få et af disse sjældne objekter at se. I Mexico prøvede jeg at sende en e-mail til forfatteren af bogen, som jeg fandt i Los Angeles. Stephen S. Mehler er arkæolog og historiker og gav mig nye værdifulde oplysninger. Han er nemlig ganske overbevidst om, at krystalkraniet i Canada aldrig nogensinde blev fundet i Belize. Hans teori går på, at kraniet er fremstillet i IdarOberstein i Tyskland midt i 1800tallet, og derefter ad omveje, er landet i Mellemamerika. Han forklarer, at ingen mayaefterkommere i Belize nogensinde har hørt om fundet af et krystalkranie i Lubaantun. I dag er de fleste af dem også døde, så intet kan bevises mere. Anna Mitchell-Hedges selv har ændret på historien flere gange, siden hun fandt sit krystalkranie, så noget uldent er der ved det. Jeg fik e-mailadressen på JoAnn i Texas, der også har et krystalkranie. Hun var helt almindelig husmor i Houston, da hun i sin tid kom i besiddelse af krystalkraniet. I dag rejser hun i det meste af verden, og laver foredrag og workshops med kraniet. Jeg forsøgte at få et møde i stand med hende, men forgæves. Efterfølgende fandt jeg ud af, at ejerne af krystalkranierne har deres egen forening, hvor der jævnligt holdes symposier. Krystalkraniet i Texas er et af de største, der er fundet. Det er meget naturligt udskåret og er ikke symmetrisk. Den ene kind og øje er større end det andet, hvilket kan indikere, at det kunne være håndslebet. Man ved dog ikke, hvor gammelt krystalkraniet er, eller hvordan det er lavet. De fleste krystalkranier er lavet af det samme stykke kvarts-moderstykke, men det specielle ved dette kranie er, at det er tofarvet og mørkere ned over det ene øje. Krystalkranierne er meget forskellige i udseende, og ved at kaste et blik på billederne i bogen, kan man se, at de findes i forskellige kvartsarter, og mere eller mindre transparent bjergkrystal. Deres størrelse varierer også. De kan veje op til fem til syv kg., og være enten hule eller massive. De er som regel lidt mindre end et rigtigt menneskekranie, og Anna Mitchell-Hedges krystalkranie har desuden en løs underkæbe. Mine egne krystalkranier Bedst som jeg virkelig gør en stor indsats for at få lov til at se et af disse forunderlige krystalkranier, bliver jeg selv ejer af hele to af slagsen. På et marked i Chiapas i Mexico, falder jeg over et lille krystalkranie i sort obsidian. Jeg har aldrig set dem i sort før og køber det af en lacandon-indianerkvinde. Senere på rejsen løber jeg ind i et bjergkrystalkranie, sådan som de rigtigt ser ud, og tager også det til mig. I lufthavnen er de lige ved at gå helt i spåner over mine sære souvenirs. Jeg har pakket dem godt ind i bobleplastik, Når man kaster et nærmere blik på de gamle mure i Lubaantun, ser man straks, at byggekonstruktionen ikke er typisk mayastil – der er intet bindemiddel mellem stenene. 40 På sporet af krystalkraniernes hemmelighed Den ældre mand Agapito, som straks melder sig selv om selvbestaltet guide i ruinen, men senere møder jeg en fastboende englænder, der siger, at min entusiastiske følgesvend er fuld af løgn! og de insisterer på at få at vide, hvad det er. Jeg er sikker på, at de tror, at jeg er narkosmugler, men jeg slipper dog igennem uden større forklaringer. Forinden er der gået tid med at studere kranier i de gamle aztekermanuskripter på Det Antropologiske Museum i Mexico By (også kendt som Mexico City eller Ciudad de Mexico). Her finder jeg også eksempler på de små krystalkranier, og andre miniaturefigurer i krystal. Mine egne krystalkranier – som jeg i øvrigt døber Valentin (fordi jeg Mit eget krystalkranie Valentin er udskåret af obsidian (vulkansk glas), og købt i Mexico af en lacandon-indianer. fandt den på valentinsdag), og Masisa, er hverken antikke, håndlavede eller fundet i en støvet gravkrypt. De er begge to nutidige og maskinslebet, men ganske smukt udført. Siden rejsen til Mexico, har jeg føjet yderligere to krystalkranier til min samling. Efter hjemkomsten fra Mexico er jeg stadig på jagt efter et ægte krystalkranie, og finder et pragteksemplar på British Museum i London. Den er på størrelse med Anne Mitchel-Hedges kranie fra Belize, og en usædvanligt smuk genstand i næsten glasklart bjergkrystal. Jeg studerer det nøje, og får også lavet en lille videofilm om kraniet. Selvom krystalkranier lynhurtigt giver associationer til fuldmånekulter og blodige offerceremonier, så handler mange af historierne også om, hvordan krystalkranierne bringer healing og kærlighed, selvom det samtidig siges, at de kan være onde. Mange føler, at de bliver hypnotiserede, når de kigger ind i kraniernes øjenhuler og fornemmer, at de bringer positive forandringer. Jeg må indrømme, at jeg ikke har mærket den store forandring siden mine to krystalkranier har fundet vej til mit skrivebord. Men jeg nyder at se på dem og synes, det er flot håndværk og en speciel historie. Filmverdenen har jo som sagt sørget for ekstra fokus på de ejendommelige klenodier. Den seneste ”Indiana 41 På British Museum i London har jeg lavet en lille film om krystalkranier, som kan ses på www.inkapigen.dk/?page_id=316 . Jones”-film fra 2008 er en temmelig urealistisk blanding af Nazca-linjerne i Peru, og trinpyramider i mayaernes Mellemamerika, men ideen er tydeligvis taget fra legenden om de 13 krystalkranier, der siges at findes i verden. Måske lykkes det engang i fremtiden, at få krystalkranierne mere præcist dateret, og evt. fastslået, nøjagtigt hvordan de er lavet. Og hvem ved, måske dukker der flere kranier op hen ad vejen, der kan være i stand til at løfte sløret for de gamle højcivilisationers profetier om krystalkranierne. For hvem havde lige redskaber – og håndværksmæssig kunnen – til at skære dem ud? Måske er det hele det rene fup, men fakta er i hvert fald, at krystalkranierne eksisterer, og stadig er lidt af et mysterium. nn Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og er medredaktør af Globen. Hun er især betaget af inkaer og Latinamerika. Læs mere om hendes rejseliv på www.inkapigen.dk. Konkurrence: Dengang jeg gjorde en god gerning … Foto af de har være n buddhistiske munk, s t med m o ig rund t i verde m n. 4. pladsen går til: Og jeg gør det endnu … Tekst & FOTOS: Claus Søndergaard E fter et par timers sejlads op ad Mekong-floden fra Phnom Phen endte jeg i en lille landsby, hvor der var stor festivitas. En hel uges fest i forbindelse med indvielsen af et nyt buddhistisk tempel i landsbyen. Byen myldrede med buddhistiske munke, som var valfartet til stedet for at deltage i festlighederne. Det var temmelig varmt, og efter at have trasket rundt i landsbyen i en times tid meldte tørsten sig. Mens jeg stod og spejdede efter noget drikkeligt, kom en munk hen til mig og tilbød en cola. Han kunne tale et kommunikérbart engelsk. Et fromt ønske Mistroisk tog jeg imod colaen og tænkte på, hvor dyr den kom til at blive – men her tog jeg grueligt fejl. Manden afviste blankt at tage imod betaling. Vi talte længe om mangt og meget, og til slut spurgte han, om jeg ikke nok ville tage et foto af ham. Han havde forstået på mig, at jeg rejste meget. Hans største ønske var, at jeg ville tage fotoet med mig rundt i verden, for han havde ikke mulighed for at rejse, og så kunne hans billede rejse i stedet for. Da jeg kom hjem, printede jeg fotoet, og jeg har lige siden haft det i min fototaske, som jeg altid har med på rejser. Jeg fandt aldrig ud af, hvad manden hedder, ligesom jeg ikke véd, hvor gammel han er, men ét er sikkert: På nuværende tidspunkt har han været med mig på fem kontinenter, besøgt 48 lande (heraf 33 forskellige lande i mere end 24 timer) og krydset ækvator syv gange – alt dette siden 5. marts 2011 … og den gode gerning fortsætter. nn Claus Søndergaard har medlemsnr. 321 og har besøgt i alt 83 lande og tre territorier på seks kontinenter. Han elsker at fotografere og er med i DBK’s fotogruppe. NÆSTE Konkurrence: Dengang rejsen foregik i børnehøjde … I næste nummer af Globen vil vi høre en god historie, om dengang rejsen foregik i børnehøjde. Med andre ord: En historie om dengang du enten selv rejste som barn – måske for allerførste gang? – eller dengang du rejste sammen med et eller flere børn – måske som forælder eller bedsteforælder? For verden opleves jo helt anderledes i børnehøjde! Fortæl om dine oplevelser så de fylder højst 4.000 tegn og vedlæg gerne et foto eller to, som kan passe til. Send det til [email protected] senest 30. juli 2013. Det sjoveste, skæggeste eller bedst fortalte indlæg vinder førstepræmien, som består af hele to ting: Nemlig bogen ”Rejs med børn” af Martine Bentsen & Dorte Hansen og en dvd-boks med ”The Complete Adventures of Young Indiana Jones”. At rejse med børn kan virke besværligt og helt uoverskueligt. Men sådan behøver det ikke at være! I ”Rejs med børn” (People’s Press, 2011, 160 sider med tegninger i farver) deles der rundhåndet ud af tips og erfaringer fra bl.a. Malou Aamund, Lotte Heise, Anne-Grethe Bjarup Riis, Nina Rasmussen og Ida Tin. Bogen er kort sagt fyldt med gode råd om, hvordan man planlægger en rejse med hele familien og får det bedste ud af ferien. Den prisbelønnede og anmelderroste tv-serie ”The Young Indiana Jones Chronicles”, instrueret af bl.a. Bille August og med Corey Carrier og Sean Patrick Flanery i rollerne som henholdsvis en helt ung purk og en nogle-og-tyve-år gammel Indiana Jones (Soul Media, 2012, på engelsk med under- 42 iet blev indv pel, som m te e d e gg Det nyby gheder. ges festli med en u tekster på dansk), er en fornøjelse for både børn og voksne. Serien blev indspillet on location og tager os med på eventyr til bl.a. England, Rusland, Spanien, Tjekkiet, Kenya, Frankrig, Indien, Kina, Østrig, Egypten, USA, Marokko, Irland, Italien, Tyrkiet, Grækenland og Thailand og udspiller sig i tiden omkring det 20. århundredes begyndelse og op til 1920’erne. Det er både geografisk og historisk lærerigt og en filmisk velskruet historie med drama, scenografier og landskaber, som let kan tage pusten fra en, og med en spilletid på intet mindre end 35 timer er underholdningen sikret til flere dage eller aftener i selskab med den arkæologiinteresserede unge eventyrer. Vi glæder os til at læse dit bidrag! 3. pladsen går til: Hvordan to stemmejern blev til otte… Tekst: Kirstine Lindberg Afrikansk kunst og kunsthåndværk kan ofte købes langs lufthavnsvejene. FOTOS: Wikimedia I 1996 mødte jeg Troels. Han er billedhugger, og da vi havde kendt hinanden i tre uger, friede jeg til ham. Jeg havde længe vidst, at jeg skulle til Namibia i forbindelse med, at jeg læste international udvikling på Roskilde Universitet. Troels fandt hurtigt ud af, at jeg holder utroligt meget af at rejse i Afrika, og et par måneder senere blev vi blev gift. I Namibia arbejdede jeg for MISA, The Media Institute of Southern Africa. Det er en NGO, som arbejder for at forbedre journalisters og fotografers arbejdsvilkår i de 11 sydligste lande i Afrika. Jeg var meget glad for mit arbejde, og min fritid var jeg sammen med journalister, og mange af dem var også kunstnere. En dag fik jeg til min store glæde en e-mail fra Troels om, at han havde sparet nok penge sammen, og at han en måned senere ville komme til Namibia. Mine venner, som selv lavede kunst, glædede sig til at møde ham. Han havde taget en mappe med, så han kunne vise fotografier af de skulpturer han har lavet. Mens han opholdt sig i Namibia, gik jeg på arbejde, så han måtte underholde sig selv. Han fandt et sted, hvor han kunne købe ler, og så lavede han små forstudier til skulpturer. Han opsøgte et museum i Windhoek og spurgte direktøren, hvor han kunne møde afrikanske skulptører. Direktøren anbefalede Troels, at han skulle tage op til den nordligste del af Namibia, som hedder Caprivi Strip, og finde et kunstcenter i byen Katima Mulilo. Endelig fik jeg juleferie, og vi lejede en bil. Vi kørte nordpå, gennem et barskt men meget smukt ørkenlandskab, og besøgte Caprivi Art Center. Vi blev imponerede – mange steder i Afrika har et sølle udbud af plastiksmykker, batikkjoler og små udskårne dyr. Men der på centeret var der et flot udbud af kunst, som var af en flot kvalitet, der var flotte håndvævede flade kurve af strå med fine mønstre, keramik og flotte ting skåret ud af træ. Vi så en kniv, der var skjult i en udskåret pistol, og en mand havde lavet en cykel, hvor alle dele var af træ, selv cykelkæden. Airport art Vi kørte derfra og skulle lige fylde tanken og vores to ekstra benzindunke, før vi ville køre tilbage til hovedstaden. Mens Troels tankede bilen, fik jeg øje på en ung mand, som slæbte af sted med et par små sorte skulpturer og noget værktøj. Jeg gik over til ham og spurgte, om vi måtte se hans ting. Hans skulpturer var imponerende og mere elegante end de talløse udskårne giraffer og elefanter jeg har set. Den slags små skulpturer kaldes også airport art, fordi de sælges på vejen til og fra en lufthavn, og fordi mange turister i sidste øjeblik kommer i tanke om, at de da må have et eller andet med hjem fra Afrika. Troels kom over til os og spurgte, om vi måtte få lov til at se det sted, hvor de lavede deres ting. Det måtte vi gerne, og vi kørte hen til deres værksted. Det viste sig at være en lerklinet hytte, som dem der er i “Tintin i Congo”. De havde et par udskårne dyr på lager, men de havde også lavet nogle fine ting, et portræt af en mand, hvor barken fra en trærod på en fin måde udgjorde det krusede hår. De fortalte, at en af deres bedstefædre også havde været billedhugger, ligesom dem. Jeg ville gerne vide, om de havde arvet noget af hans værktøj. Men nej, for det var for gammelt. Troels ville gerne vise dem den kunst, han havde lavet. De kiggede længe på fotografierne af hans skulpturer. Nogle af dem er to meter høje og lavet af egetræ. De ville gerne vide, hvordan han hver dag fik de store skulpturer fragtet fra hans værksted og ud til en vej, hvor turisterne kommer forbi. Han forklarede dem, at det foregik på en anden måde i Danmark, og at eventuelle købere kom til hans værksted. Troels ville gerne se deres værktøj. Tilsammen havde de to mænd to stemmejern, en hammer og en slibesten. Jeg foreslog, at de kunne opsøge den lokale smed og få ham til at lave flere stemmejern til dem. Svaret var: ”He don´t know”. 43 Senere spurgte jeg dem, hvad der ville ske, hvis de fik en original idé og lavede en skulptur, som ingen af de andre billedhuggere lavede. Det lakoniske svar var, at den første dag i vejkanten ville de måske have succes med at sælge de ny skulpturer til en turist eller to, men næste dag ville de, som solgte det samme sted, have lavet præcis de samme skulpturer. Vi var ved at løbe tør for emner at tale om, men så fik jeg en idé. Jeg bad om deres adresse og brugte som påskud, at vi kunne skrive til dem, hvis vi kom i tanke om flere spørgsmål. Inden vi gik, forærede de os to små skulpturer. Vi sagde pænt farvel til dem og deres familier. Tilbage i hovedstaden gik jeg i et byggemarked og købte seks stemmejern i forskellige størrelser. De blev pakket forsvarligt ind og sendt til de to mænd – uden afsenderadresse. nn Kirstine Lindberg har medlemsnr. P229. Hun har haft to udstillinger på Café Globen i København, én om Mau Mau-frihedskæmperne og én om børnesoldater. Desuden har hun arrangeret to afrikafester. Konkurrence: Dengang jeg gjorde en god gerning … 2. pladsen går til: Min familie i Mali Tekst & FOTO: Karen Hammer E ngang fødte min medhustru i Mali en yndig lille pige, der på mange punkter var meget lig min flotte og humoristiske mand. Da hun var et år fik jeg hende foræret; vistnok primært fordi jeg i den grad protesterede over familiens ønske om at omskære hende, som jo alle små piger blev i denne nomadelandsby. Lille spøjse Kadji var aldrig rigtig rask, for hun var kun blevet ammet i knap to måneder, og havde derfor et elendigt immunforsvar. Hos min peulestamme tror kvinderne, at mælken bliver giftig, når de er gravide med det næste barn, derfor blev hun flasket op med komælk og blev kun knap tre år gammel. Det var hårdt for mig at miste min eneste datter, så jeg besluttede for fremtiden ikke at interessere mig for de mange nye børn Fatumata fødte i de næste 15 år. Men så for ca. otte år siden kom der en folkeskole i min lille landsby, og min mand Boukary sendte en større del af ungerne i skole, hvor de meget hurtigt klarede sig så fornemt, at jeg ved mit næste besøg kunne snakke fornuftigt på fransk med de ældste. Man kan afvise børn, som man ikke kender, men det går ikke, når de pludselig står der og er ivrige efter at skabe kontakt og lære så meget som muligt om verden udenfor. Coumbere var kvik og meget køn og talte udmærket fransk. Hun ville meget gerne studere videre, men Boukary er ludfattig og er nødt til at føje andre for ikke at falde i unåde og derved miste slægtninge og naboers velvilje og lyst til at hjælpe ham med mangt og meget. Coumbere og tre af hendes yngre søskende havde på fire år gennemgået skolens seks års pensum og bestået afgangseksamen; nu skulle de videre til nabolandsbyens højere skole, men her nægtede man at tage imod de to ældste piger, fordi de var over 14 år gamle. Mange unge fårehyrder havde friet til Coumbere, og også hendes kun 16-årige søster var efterstræbt. Boukary kunne ikke sige nej, når de ikke længere gik i skole; han turde ikke, så Coumbere blev lovet bort til en halvfætter. Et aflyst bryllup Da jeg kom på en uges besøg i min Mali-landsby og hørte om det snarlige bryllup mellem Coumbere og Modibo, besluttede jeg at blande mig ved at sætte de to store smukke piger på kostskole i Bamako – for penge kan gøre så meget, at 14 års-reglen helt kan blive glemt. For at løse Coumbere fra aftalen med Modibo måtte jeg betale næsten 8.000 kr. for allerede anskaffet brudeudstyr - plus Boukarys gæld til Modibos storebroder. På denne måde kom Boukary ikke i klemme, og pigerne fik en chance for at få en uddannelse. I min hjemlandsby i Senegal havde jeg gennem mange år betalt for syv-otte børn i min familie, til alles store tilfredshed. Men de havde været hjemmeboende. Kostskolen i Bamako var meget dyr, så jeg aftalte med Boukary, at jeg ville betale i tre år, til pigerne kom op på gymnasieplan og evt. kunne få statsstøtte. Alt gik fint i flere år: Pigerne arbejdede seriøst og rykkede planmæssigt op i de højere klasser. Men så kom revolutionen og Al Qaeda til Mali i 2012. I det almindelige kaos besluttede den nye militærregering, at ingen af de holdte eksaminer var gyldige, og at alle elever skulle gå året om. Hårdt presset betalte jeg endnu engang for det fjerde år; det var nu blevet for dyrt for mig, da jeg var blevet pensionist. Krigen fortsætter i Mali, og jeg er bekymret for min familie. Tænk om nogen i Al Qaeda hører om familiens hvide medlem og beslutter at kidnappe 44 Mine to døt re i M a li nogen af ungerne for at skaffe lidt hurtig kapital. Jeg er begyndt at fortryde min gode gerning, for kravene om flere penge holder jo aldrig op. Jeg er stoppet med at lytte til familiens angreb og protester; jeg forstår dem godt og har vældig dårlig samvittighed, men jeg kan ikke længere betale. Min gode gerning har for en tid reddet to unge kvinder fra tvangsægteskab og givet dem smag for et andet liv, men hvad nu? Måske skal man tænke sig meget godt om, inden man kaster sig ud i at gøre gode gerninger. nn Karen Hammer har medlemsnr. 395 og er bestyrelsesmedlem i Kvindelige Eventyreres Klub og kulturredaktør hos Radio Vesterbro. Hendes seneste rejse gik i foråret til Sydkorea. 1. pladsen går til: En ordbog og tre måneders husleje Tekst & Fotos: Jacob V. la Cour I 2010 var jeg sammen med min far på en rundtur i Etiopien og var nået til byen Lalibela – den med 12 kirker hugget ned i klippegrunden, der er så imponerende, at det får Petra i Jordan til at ligne et vægmaleri. På vejen uden for hotellet stod en gruppe drenge og hang ud, og da jeg kom ud af hotellets låge, kom to af dem hen til mig. De lagde ud med den sædvanlige ”Hi, how are you?” og jeg var klar med turistens sædvanlige: ”Sorry, I don’t need a guide …” Men det fik jeg ikke brug for, for hilsenen blev efterfulgt af et overraskende ”Could we speak a little to you to practise our English?” Den var ny! ”Sure!” svarede jeg, og da jeg havde købt min juice, slentrede vi en tur ned ad den støvede gade. Drengene hed Mulat og Obama og var henholdsvis 14 og 15 år gamle. De boede alene i byen, for deres familier kom fra små stammelandsbyer uden skoler, men drengene – der ikke var brødre – ville ikke være gedehyrder ligesom de andre i landsbyen, så da de havde nået skolealderen, var de taget alene ind til provinshovedstaden Lalibela for at gå i skole. Mulat havde en drøm om at blive læge og Obama ville gerne læse geografi. Jeg spurgte, hvordan de tjente penge, og de fortalte, at Mulat arbejdede som skopudser, og Obama solgte souvenirs. Drengenes engelsk var rigtig godt, og jeg spurgte Drengene på deres meget spartansk indrettede værelse med diverse religiøse billeder på væggene. lidt til deres skolegang. Det viste sig, at al undervisning foregik på engelsk bortset fra undervisningen i deres lokale sprog amharisk. Kun læreren havde en bog. De 60 elever i klassen havde notesbøger og skrev det ned, som læreren fortalte. Men faktisk var der en engelsk-amharisk ordbog, som de rigtig, rigtig gerne ville have. Og den kunne fås i en boghandler lige ved siden af mit hotel. Vi gik over til boghandleren, og de viste mig bogen. Det var både en ordbog og en slags leksikon, hvor der bl.a. stod diverse data om verdens lande. ”Prøv at slå op, hvad hovedstaden i Danmark hedder,” sagde jeg til Mulat. ”No need – That’s Copenhagen” svarede han. Arrhvafforenfisk?? I USA tror selv high school graduates, at Danmark er hovedstaden i Sverige eller sådan noget. Og her kom det rigtige svar som skidt fra en spædekalv fra en 14-årig knægt, der aldrig burde have så meget som hørt om Danmark! Nå, men jeg var naturligvis solgt og købte straks ordbogen til den fyrstelige sum af 50 kr. og gav den til knægtene, der blev jublende glade. Da vi nåede indgangen til hotellet, spurgte de, om jeg ville hjem og se, hvor de boede. Min far og jeg skulle ud at se klippekirkerne om eftermiddagen, men jeg sagde, at bagefter ville jeg da gerne, og at vi kunne mødes på gaden kl. 17. Kl. 17 stod de smilende ved lågen og viste mig ned ad vejen til den fattige del af byen med jordveje, høns rendende rundt – og børn alle vegne. Obama fortalte, at de var tre måneder bagud med huslejen, og at deres Her står jeg foran en af de 12 klippekirker. Hele bygningen er hugget ned i den oprindelige klippegrund. Den noget uskønne overdækning er betalt af Unesco. 45 husvært derfor havde forbudt dem at bruge husets vandpost, så de var nødt til at vaske tøj nede i floden, og de var endda bange for at blive smidt ud. Huslejen viste sig at udgøre 100 kr. om måneden. Da det var ved at blive mørkt, sagde jeg, at jeg nok hellere måtte se at komme tilbage til hotellet, men spurgte, om de ikke lige kunne vise mig over til deres husvært. Hun gik og fodrede høns uden for huset, og jeg gik over til hende og gav hende de 900 birr – idet jeg meddelte, at det var hvad Mulat og Obama skyldte hende. Hun smilede og nikkede – og jeg kunne se, at drengene blev superglade. De fulgte mig ned til hotellet, og da vi nåede hegnet, sagde vi farvel. De gav mig begge et stort knus, vi udvekslede e-mailadresser, og Obama gav mig sin halskæde – et lille sanktgeorgkors udskåret i sten. Tidligt næste morgen fløj min far og jeg til Addis Ababa. Da jeg om eftermiddagen lå ved poolen med et glas iste, kunne mine tanker ikke slippe de to drenge. Sådan en optimisme. Sådan et mod på livet. En tro på at man ved at gøre en indsats kan skabe sig selv en bedre tilværelse. Og med tanken om at jeg på den ene nat på Sheraton brugte, hvad der svarede til næsten to års husleje for de to drenge, besluttede jeg, at jeg ville sørge for, at de fik den uddannelse, de ønskede sig. Mit eget private Plan-projekt! Siden har jeg bl.a. sørget for, at de begge kom på to måneders sommerskole med både sprog og IT-undervisning i Addis Ababa, jeg sender dem jævnligt penge til bøger m.v., og til sommer skal Obama op til, hvad der svarer til 10. klasses afgangsprøve. nn Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474. Han har besøgt 90 lande og 16 territorier på alle verdens syv kontinenter og har været på ikke færre end fem jordomrejser. Nordkorea: Velkommen til “The Truman Show” og en iscenesat virkelighed Propaganda overalt, og lederen tiljubles fra hjertet af hver eneste nordkoreaner … hver eneste. Tekst: Christian Hadsund Fotos: Christian Hadsund & Martin Buch Larsen Vores bus kører frontalt ind i en motorcyklist i et sving, hvor motorcyklisten er kommet for langt ud i banen, og der lyder et brag. Bussen holder stille et kort øjeblik. Den nordkoreanske guide på forsædet holder sig for munden på den måde, man nu gør, når man er forfærdet og lamslået på samme tid. Føreren af motorcyklen er tilsyneladende ikke kommet noget alvorligt til. Bussen sætter i gang igen. Ingen kommenterer noget overhovedet. For det gør man ikke i Nordkorea. Det skete nemlig ikke. E pisoden er symptomatisk for oplevelsen af Nordkorea og landets indbyggere: Historien viskes ren, og en ny virkelighed iscenesættes. Både for den besøgende og for landets egne indbyggere. Spørgsmålene, man hele tiden stiller sig selv, er: Gad vide om de selv tror på alt det åbenlyse idioti og den selvforherligende iscenesættelse? Kender befolkningen selv landets elendige situation i forhold til det rige Sydkorea? Ved befolkningen, hvad der sker med alle de mennesker, der forsvinder som konsekvens af ”anti-revolutionær” aktivitet? At det hele er ét stort landsdækkende menneskeligt teaterstykke? Tror de selv på, at vi tror på det, de forsøger at bilde os ind? Det er nemlig den følelse, man går rundt med: At det hele er et teaterstykke, som er opsat til vores, en ca. 30 mand stor international turistgruppes, ære. Vi bliver kørt fra museum til museum, statue til statue, monument til monument, og får forklaret, hvordan ”Den Kære Leder” gav on-the-spot guidance til at bygge den enorme dæmning, til at bygge læsepulten i en bestemt vinkel for at optimere de studerendes læsning og ikke mindst, hvordan ”Den Kære Leder” i sin uendelige kærlighed til folket sender gaver til forældre, der føder trillinger på Pyonyangs Maternity Hospital. Et hospital, bliver vi fortalt, som alle kvinder i Nordkorea kender til, da alle føder deres børn her. Det er dog svært at tro på, når privatbilisme ikke er tilladt i landet, men forbeholdt militæret, staten og diplomatiet, og det derfor ikke er muligt at transportere sig til hospitalet, hvis man bor uden for hovedstaden. Et helt naturligt turistmål Besøget på hospitalet er blandt mange konkurrerende oplevelser absolut en af de mest bizarre. Intet på de seks dages rundrejse er overladt til tilfældighederne, og improvisation eller stop af bussen uden for de planlagte og polerede stoppesteder er en umulighed. Sådan var rundvisningen på hospitalet også. For et hospital er jo den mest naturlige ting at vise frem til en stor turistgruppe ... Ganske enkelt – helt naturligt! Her blev vi vist de i øvrigt nærmest tomme lokaler og afdelinger rum for rum. Enkelte steder var der ”placeret” et par kvinder og deres nyfødte børn, som ikke så uvant ud med at have 30 tilskuere til deres ellers intime oplevelse i dagene efter en fødsel. Andre steder blev der vist 20-30 år gammelt hospitalsudstyr frem som værende det nyeste teknologi og et resultat af ”the superior healthcare system of the socialist state,” som det blev pointeret i en 60 minutter lang propagandafilm om hospitalet som afslutning på rundturen. Igen måtte man tage sig til hovedet og spørge sig selv: Tror de selv på, at vi tror på det vås? Desværre er det også kun én selv, man kan stille den slags kritiske spørgsmål. Som optakt til turen havde gruppen fået en briefing i Beijing om, hvad man kan, og især hvad man ikke kan i Nordkorea. Blandt de adskillige A4-sider med Don’ts var der også et par stykker omkring omgangen med de tre nordkoreanske guider. De lever et privilegeret liv med deres guidejob, men de lever også et farligt liv. For hvis man bliver stillet et kritisk spørgsmål af en turist, risikerer man også at give et svar, der ikke behager regimet. I bedste fald kunne guiden miste sit job og blive tvangsforflyttet til landet, hvor der bestemt ikke er mulighed for at få salt til et æg. Der gik i gruppen nogle rygter om, at noget lignende var sket med en anden guide i fortiden. I værste fald kunne guiden og dennes familie blive udsat for yeon-jwa-je (”guilt by association”), hvor ikke alene den ”skyldige”, men også familiemedlemmer i op til tre generationer, straffes med umenneskelig systematisk tortur og straffearbejde. Man kan heller ikke stille alle sine kritiske spørgsmål til andre nordkoreanere. For man møder ikke andre end guider og hotelpersonale. I restauranterne bliver man som udlænding 46 NORDKOREA ”Travle” hospitalsansatte. Læg særligt mærke til, hvordan den slukkede skærm studeres intensivt. vist hen til udlændingesektionen, der er separat fra resten af restauranten, og i den guidede tur i metroen er der ikke nogen, der skal ses tale med en udlænding. Som i mange andre lande er den største attraktion befolkningen selv. Men i Nordkoreas tilfælde er det ikke pga. venligheden eller gæstfriheden, men derimod pga. mystikken om hvorvidt nordkoreanerne selv ved, at de er med i en udgave af ”The Truman Show”. nn Christian Hadsund har medlemsnr. 506 og var i Nordkorea i 2011. Endnu et museum i rækken. Denne gang til ære for ”The Victorious Fatherland Liberation War”. Eller på jævnt dansk: Koreakrigen. Blandt mange andre informative rum er der også ”Hall showing the US imperialist aggressors’ atrocities”. UD & HJEM IGEN: Grupperejsen foregik i sommeren 2011 og var med fem overnatninger. Rejsen kostede 1.300 euro (ca. 9.700 kr.), inkl. transport fra Beijing. Arrangør: www.koryogroup. com/travel_groupTours.php. BO: På Yanggakdo International Hotel med den mystiske 5. etage. Der er forskellige teorier om, hvad etagen indeholder. Nogle mener, at den indeholder aflytningsudstyr, så man kan overvåge samtlige hotelværelser. Jeg fik et kort glimt ind via trappen, men turde ikke rigtig at fortsætte. Mystikken og eventuelle konsekvenser var trods alt for overvældende. Besøg på et hospital er en helt naturlig turistattraktion. Gæt hvem der har givet on-the-spot-guidance? ARBEJDSLEJR: Søg på ”Shin Donghyuk” på www.youtube.com og se den ufattelige beretning, om den hidtil eneste kendte nordkoreaner, der er flygtet fra en fangelejr og videre til udlandet. Han vidste ikke, hvorfor han var i lejren, ud over at hans mor havde gjort noget forkert. Shins beretning er også udgivet som bogform: ”Flugten fra Camp 14 – En mands utrolige rejse fra Nordkorea til friheden i Vesten”, skrevet af Blaine Harden og udgivet på Kristeligt Dagblads Forlag i 2012. Endnu et monument der hylder – surprise, surprise – kommunismen. 47 Tekst & fotos: Nikolaj Witte Klodens Børn hedder projektet, som har ført mig til Uganda for at skrive om småbørnsforældre. Rejs til Uganda for ugandernes skyld De fleste rejser til Uganda for at stå øje til øje med gorillaerne eller for at tage på safari. Jeg er derimod rejst til Uganda for at forstå uganderne. Jeg er her for at skabe en foredragsserie for Klodensbørn.dk og Danida, og jeg skal leve hos og snakke med både fædre, mødre og børnene selv. Jeg skal besøge de rige, de fattige og dem som lever på landet. D et er varmt, specielt for en vinterfrossen dansker. Jeg går rundt i et velhaverkvarter et par kilometer fra centrum i Kampala. Her er et velassorteret italiensk supermarked (ja, det står der altså på skiltet). Her er gode kinesiske, afrikanske og internationale restauranter. Der holder også en flok boda-boda’er ved krydset – det er motorcykeltaxaer, der hurtigt kan tage en rundt i byen. Det er et mere velpoleret og rigere kvarter, men det er stadig Afrika, for der sælges ananas og mobiltaletid på gaden, og man skal springe for livet, når en matatu (overfyldt minibus) kommer flyvende. Jeg bor lidt oppe ad gaden hos en familie med bedstefar, bedstemor, mor og hendes lille dreng. De mangler ikke noget rent økonomisk, for bedstefaren har sit eget firma og er entreprenør. Han sidder for det meste med en bærbar computer eller en avis eller taler i mobiltelefonen. Rhoda, moren til Jerome, er en sød, smilende kvinde midt i 20’erne. Faren til Jerome er ugander, men bor i England, så mor og søn klarer det hele på egen hånd. Eller sådan da, for familien har ansat en moden kvinde, der står for madlavning, pasning af Jerome og andet forefaldende husarbejde. De bruger ikke aircon her i Uganda – hverken her i familien, i de fine butikscentre eller i bilerne. Det undrer mig lidt, men ellers har familien alt, hvad man kan forvente. Huset er i to etager med stort køkken, satellit-tv og en dejlig have med velplejede, eksotiske planter. Det hele er sikret med en høj mur med pigtråd, og familien har også en gene- 48 rator til hjælp, når Ugandas upålidelige el-net svigter. Rhoda og jeg sidder tit og snakker om det at være forælder i Uganda. Hun tager det meget som de fleste danskere gør, for jeg kan genkende det meste hun fortæller fra mit eget liv. Hun spekulerer over, hvad hun vil lave og arbejde med, men lige nu passer hun bare Jerome, mens hun til tider hjælper lidt til i farens firma. En meget slående lille detalje kommer frem, da jeg spørger hende, hvordan hun putter Jerome. Hun venter til han er træt, og så sætter hun en video, fx fra Youtube, på den bærbare. Der er virkelig ikke meget af den danske fordom ”fattige afrikanere i negerhytter der bare tigger om bistand” over denne familie. De er en forholdsvis velhavende middelklassefamilie, og her ser jeg virkelig Afrikas fremtid. En dag i kontrasten En morgen hentes jeg af Bosco, en rund glad ugander, som har en fantastisk historie. Mens vi kører ud, væk fra rigdommen, mod hans virkelighed fortæller han. Sin far har han aldrig mødt, og hans mor døde, da han lige var blevet teenager. Så stod han der, hjemløs, endnu et af Kampalas gadebørn. Og han havde også sine mindre søstre, han skulle passe på. Han var presset, men ville ikke give op. Han knoklede for at få sikret sine søstre – det var det vigtigste for ham. Bosco fortæller ivrigt og hudløst ærligt om sin tid som gadebarn. Det, som virkelig gør Boscos historie anderledes end mange andre gadebørns, er at han aldrig gav op. Han ville ikke gå til. Han havde en fascination af musikken, og efter at have opsøgt en musikskole igennem lang tid – der først ikke ville have ham, fordi mange gadebørn stjæler, er beskidte, tager stoffer og er uopdragne – forbarmede en lærer sig over ham. Bosco satte et brassband sammen af hjemløse drenge, og resten er, som man siger, historie. Faktum er, at i dag driver Bosco flere projekter i og omkring slummen, der skal hjælpe gadebørnene. Kerneprojektet, Boscos hjertebarn, er børnehjemmet, hvor gadebørn som er stoffri, og som vil skoles, kan bo og lære musik. Vi ankommer til en port, der står åben, og børn der løber rundt omkring. Snart har to-tre unger taget mig i hånden og smiler stort til mig. Vi er ankommet til Boscos projekt M-Lisada, hvor musikken strømmer ud. De store børn, som kan bo her til de er omkring 16 år, hvor de så flytter til et andet hjem, står på en scene foran børnehjemmet. Et band spiller, og et par piger danser. Det er så livsbekræftende at se gadebørn, der griner og danser. De ryster røven, og musikken svinger rigtig godt. Bosco fortæller mig, at de rejser rundt og optræder med musikken, dansen og akrobatikken. En lille pige på omkring 2½ år kommer hen til mig og holder godt fast i min hånd. Hun vil op. Vi sætter os sammen i en plastikstol og hører musik. Snart er der to andre børn, som også er kravlet op på mit skød. De vil bare lige have lidt kærlig voksentid. De savner klart forældre, men de er ikke kede af det, ikke voldsomme, ikke anmassende, bare søde og dejlige unger. Ja, det lyder mega-kliché-overfantast-agtigt, men det er den eneste følelse, der rammer mig. ”Den lille pige,” fortæller Bosco, ”er hjemløs, da hendes far er forsvundet, Bosco satte et brassband sammen af hjemløse drenge, og resten er, som man siger, historie. og hendes mor er prostitueret og derfor arbejder om natten.” Der er nogle hårde skæbner her, men sammen har de fundet et helle i musikken og hos Bosco. Bosco er på ingen måde blevet rig på sine projekter, pengene går til børn, bygninger og hvad der ellers skal til for at stuve så mange som muligt ind i musikken og væk fra gaderne. Han har inviteret mig hjem til sig selv, dybt inde i Kampalas slum. Her bor han i et lille hus med to værelser. Han har med sin kone Lucy og deres to børn skabt en lille oase midt i kaos af åbne kloakker og stinkende gyder. Der er ikke meget plads, og Lucy sidder ude på gaden for at lave vores frokost over, hvad der ligner små urtepotter med grillkul – det er et ugandisk fattigmandskomfur, men det virker. Det er ikke uden udfordringer at stifte familie eller have familie i slummen. Bosco ser det som ”hjem”. Det er her, han selv kommer fra, og han elsker stedet på den måde, som de fleste af os elsker vores barndomskvarter. Lucy giver udtryk for mere tvivl, men hun kommer også fra en respektabel, mere velstillet familie med arabiske og muslimske rødder. Hun er glad for menneskerne, og naboerne hjælper hinanden på en måde, der gør mig misundelig, men hun kan godt se, at små børn, der skal over åbne kloakker, ikke er optimalt. Der ligger tonsvis af plastik, brugte sprøjter, madrester og andet affald i gyderne, der er så smalle, at biler ikke 49 kan køre her. Man kan faktisk flere steder stå med en hånd på et hus på hver side af gyden. De åbne kloakker kommer ofte direkte fra toiletterne og er kilden til mange sygdomme. De lidt større kloakker ude i de større gader er stadig åbne, og folk smider alt heri. Det stopper vandet, og så kommer malariamyggene, der formerer sig i stillestående vand. Lucy fortæller, at hun samler pigerne og kvinderne i sit projekt og får dem til at rydde op – men tre dage senere ser det frygteligt ud igen. Hun har også fået bygget nye toiletter, og både hun og Bosco arbejder for at gøre området bedre. ”Bare fordi vi bor i slummen, behøver her ikke være beskidt og rodet,” siger Lucy til mig. Denne familie giver mig virkelig håb, også for Ugandas fattige – sikke et drive og sikke et gå-på-mod, serveret med sådan en varme og gennem masser af arbejdsomhed. Det landlige Uganda Nogle dage senere skal jeg ud på landet for at se, hvordan en familie bor og lever derude. Det er en kvinde midt i 30’erne, der skal vise mig vej, og det er hendes udvidede familie, vi skal besøge. Hun hedder Hafswa og er selv mor til en lille dreng på halvandet år. Familien består af en bedstemor, hendes tre døtre og deres børn, som i alt løber op i 10-12 stykker i alderen fra tre måneder til 16 år. Der læses lektier i olielampens skær. Familien har et lille hus herude på landet, og de har også et veldyrket jordlod – selvom de har fået en del stjålet af rigmænd, fortæller de mig. De dyrker alle de frugter, vi betaler dyrt for i Danmark: Avokadoer, yams, ananas, passionsfrugter, jackfrugter, granatæbler, søde kartofler, papaja og forskellige andre, som er så eksotiske, at jeg ikke kender deres navne. De har også majs, et par høns og en ged. Vand findes en halv kilometer væk og skal hentes i store dunke og koges, inden det kan drikkes. De klarer sig, men der er ikke meget overskud. Huset har en lille stue og flere rum, som er fyldt med senge og madrasser. Der er også et lille hus ved siden af, som er ret nyt. I det ene rum har de ryddet alt, og jeg skal sove der. I det andet rum er der køkken, opbevaring og stald. Røgen fra bålet i køkkenet holder nok myggene væk, men som jeg finder ud af ved nattetide, er det lidt barskt at sove i. En sidste bygning er to toiletter. De er af den klassiske slags med tre mure og et hul i gulvet. ”De er fyldt, så du skal hellere bruge naboens,” advarer Hafswa mig, og at dømme efter lugten har hun nok ret. Da mørket falder på, og aftensmaden er blevet tilberedt, samles familien inde i huset. Her er ingen strøm, men de har skaffet sig en lampe med solceller, og ellers er der en olielampe. Jeg er vist ikke den eneste, der ikke ved, hvad vi spiser. Det er noget afrikansk grød af diverse jordfrugter og en klump af majsdej. Der er også kylling til – kun til de voksne og specielt til mig som gæst. Kyllingefedt kogt til en kraft- fuld sovs får vi alle, og så skal grøden spises med en ske og – slubre! – så er der mad. Da lektierne senere skal laves, er det imponerende at se ungerne samles rundt om olielampen for at kunne se deres bøger. For at komme i skole skal de store børn gå 40 minutter hver vej, så de skal op kl. 5 om morgenen. Her er heller ikke meget at lave om aftenen, så kl. 21 ligger alle i deres senge. I mit værelse er jeg ikke alene, for her sover også Hafswa og hendes dreng, og jeg er faktisk den eneste, der ikke har mindst et barn i sin seng. Jeg føler mig dog ikke alene i min seng, for noget kravler omkring hos mig. Noget bider mig, og noget stikker. Argh! Det klør. Og stikker. Og her er totalrøget. Dagens idyl af landlig charme synes forsvundet, mens geden og hønsene i køkkenet lige ved siden af holder fest. Tilbage i byen Da jeg nærmer mig Kampala, kan jeg mærke, at jeg virkelig længes efter et varmt brusebad. Og efter en god pizza og en kold cola. Man er vel et luksusdyr, og den landlige mad har faktisk sat sig så dårligt i min mave, at jeg må en tur på hospitalet, så det giver mig anledning til at tænke lidt over kontrasterne i Uganda. Der er så langt fra rig til fattig, og på den anden side bor de side om side. Jeg er på et internationalt hospital, hvor alle snakker flydende engelsk, og hvor lægerne virker kompetente, men dagen før boede jeg hos en familie, som har mistet børn, fordi pengene ikke rakte til den medicinske behandling. Det eneste fælles for uganderne er den venlighed og de åbne arme, jeg er blevet modtaget med. De har alle inviteret mig indenfor, har alle slagtet kyllingen for min skyld (både reelt og metaforisk), og de har alle fortalt mig om det at opdrage børn i Uganda. Jeg håber, at Klodensbørn.dk kan hjælpe danske forældre til at åbne øjnene og udvide deres horisonter – for Uganda har lært mig en masse. Meget af det jeg har lært vil, jeg gerne tage med hjem til min egen lille familie, for selvom Uganda er et land med mange udfordringer, så virker deres tilgang til børn inkluderende på en måde, som vi ikke altid kender i Danmark. 50 UGANDA UD & HJEM IGEN: Vil du selv til Uganda? Det er nemt og billigt. Flybilletten t/r kostede kun 4.000 kr., og det er ikke dyrt at leve i Uganda. Safari og specielt gorillaerne er en anden sag – det er dyrt, men er du mest interesseret i uganderne, så kan du fjolle rundt for 100-200 kr. om dagen. VIL DU GØRE EN FORSKEL I UGANDA? Så tjek Boscos projekt, hvor han med musik redder gadebørnene. Du finder mere om hans projekt på www. klodensbørn.dk. VIL DU VIDE MERE OM SMÅBØRNSFORÆLDRE I UGANDA? Jeg gennemførte flere interviews med både Rhoda, Bosco, Lucy, Hafswa og mange af de andre, du har mødt i artiklen. Du finder historierne på www.klodensbørn.dk. Her finder du også flere billeder fra livet i Uganda og kan læse meget mere om projektet, som jeg gennemfører i samarbejde med Danida. nn Nikolaj Witte har medlemsnr. 212 og er far til Karla på halvandet år. Og så er han cand.mag. i filosofi og holder foredrag om sine mange rejser. Han har også været redaktør af Globen (år 2004-6), Adventure World (2006-7) og Opdag Verden (2007-8). Læs mere om hans rejseoplevelser på www. nikolajwitte.dk. En lille anekdote om navne i Tekst & FOTO: Henrik Frier Hansen Allerede da jeg satte mine ben i Chile for første gang i 1998, bemærkede jeg en sjov lille detalje ved chilenerne: De fantastiske, mærkværdige og skønne chilenske navne! Blandingen af navne fra forskellige oprindelser og baggrunde viser tydeligt, at Chile er en nation af meget blandet indvandring. B efolkningen i Sydamerika er af blandet oprindelse, og især spanierne har sat deres præg. Så de fleste efternavne er spanske, som fx Gonzales, Pizarro, Rodriguez osv. Men i Chile er oprindelsen af navne gået langt videre, og man finder nogle meget sjove blandinger, der viser, at indvandrere i Chile ikke kun kom fra Spanien, men også fra mange andre dele af verden. Min chilenske svigerfar hedder Hugo Arnaldo Bustos Alister. Her i Chile har folk altid to fornavne og to efternavne. De to efternavne består af et fra moderens side og et fra faderens side. Min svigerfars første efternavn, Bustos, er meget typisk spansk og kommer fra hans spanske forfædre på hans mors side. Alister stammer fra hans fars side af familien, der kom fra Skotland. Dette er et typisk eksempel på, hvordan man kan fortolke oprindelsen af en chilensk person. I eksemplet med min svigerfar kan man derfor nemt regne ud, hvor hans forfædre kom fra. Men nogle gange er der tendens til at ændre navnene lidt fra generation til generation. I min svigerfars tilfælde var hans efternavn oprindeligt McAlister, men i løbet af et par generationer er navnet blevet forkortet til blot Alister. Hvorfor? Ja, måske fordi nogen mente, at det var lettere at udtale, eller måske bare pga. en simpel skrivefejl, dengang da navneindskrivning i folkeregistret blev skrevet i hånden. Derved er mange efternavne typisk blevet lidt chileniseret, hvilket gør, at de ofte bliver ret anderledes og originale. Og det er også derfor, du nogle gange kan se virkelig unikke kombinationer af navne. De fleste chilenere bruger kun et fornavn og et efternavn for at gøre tingene nemmere. Ganske som den velkendte chilenske forretningsmand Hernán Sommerville. Her er mikset tydeligt: Hernán er meget spansk (som Hernán Cortéz, en af de berømte – eller måske snarere berygtede – spanske conquistadores), mens Sommerville måske er så britisk, som det overhovedet kan blive. Tyskerne er bredt repræsenteret i den chilenske indvandrings historie fra det 19. århundrede, og blandingen mellem tyske og spanske viser sig i navne som Francisco Stolzfus, Günther Gonzales og det næsten imponerende Alan Morquez Schwammenhofer. En kvindes fornavn kunne endda være Froilan, som er en chilenisering af Freulein (tysk for frøken). Jugoslaverne har også været her og har efterladt navne som Pedro Djordanovich og Antonio Slattery Smoljanovich (jeg er sikker på, at en fyr med sådan et navn må være involveret i en form for mafia-aktivitet eller i det mindste være brugtvognsforhandler!). Nogle gange kan du finde ægte indfødte navne blandet med endog nordiske navne: Ruperto Svensson eller Ingrid Quetalpillan. Man kan ligefrem forestille sig, at de har født nogle kønne børn! Men det bliver værre. Sommetider har chilenere navne, der helt sikkert ikke bør udtales på engelsk: Julia Assmann, Gustavo Dickstein, Eduardo Butt, Patricia E. Smock eller Rosemeire Fuckner. Og der er en sødere én: Maria Loveluck … hvor ville jeg elske at se, hvem hun var! Og her er en, som ville kunne vinde trofæet i konkurrencen for mærkværdige navne: Winston Gayan Cock! Det er sandt, jeg har lige fundet det i 2006-udgaven af Santiagos telefonbog. Forestil jer et opkald i lufthavnen: ”Vil Mr. Gayan Cock venligst 51 møde op ved gate C21, dette er vores sidste udkald!” Og listen fortsætter med ejendommelige navne: Cecilia Duck, Gladys Drago Worm, Felipe Segovia Fmok (en telefonbog giver jo ingen instruktion i udtale, man er efterladt til selv at bruge fantasien), Jaime Olavarría Goo – for ikke at nævne et navn så stort som Washington Torres O’Kinnghtnones. Jeg vil lade jer ind på en lille hemmelighed: Ser I, da jeg først begyndte at lægge mærke til disse navne i Chile, var det egentlig bare noget, jeg bed mærke i, når jeg læste avisen eller så folk på tv. Siden er det næsten blevet en hobby for mig, og nu er jeg begyndt at finde sjove navne i telefonbøgerne. Og ved I hvad? Jeg kan næsten ikke stoppe, når jeg først kommer i gang! Det er som om, det ene navn er mere vidunderligt eller vanvittigt end det andet, og jeg kan slet ikke lade være med at lede efter nye navne. Kan du forestille dig at læse en telefonbog til din godnatlæsning? Folk i almindelighed tror, jeg er blevet gal, men jeg kan ikke gøre for det. Nogle gange hører min kone mig grine højlydt ude fra toilettet, og når hun ser, jeg kommer ud med en tyk telefonbog i hånden, ryster hun bare på hovedet i fortvivlelse ... Det er, som om jeg bliver afhængig. Jeg er nødt til at få min dosis af mærkelige navne, der holder humøret højt. Jeg har lige fundet nogle flere perler, som kan holde mig kørende i et stykke tid. De her er virkelig kreative: Rosa Castro Lips, Oscar Jhonson (lyder godt til en jazzmusiker!), German Fuhrer (!) og Francesca FI, hvordan man så end udtaler det? nn Henrik Frier Hansen har medlemsnr. 285 og bor i både Danmark og Chile. I 2008 udgav han en bog på engelsk om sine oplevelser med landet. Den hedder ”Viva Chile – Travels, Tips & Tales”. Læs mere på www.vivachile.dk. Kiribati: Verdens værste land? Hvorfor får grisene på Tarawa hele tiden nye bure? Kan en hund havne i en flypropel? Og hvorfor har vi overhovedet slæbt to småbørn med til et overbefolket helvedeshul ude midt i Stillehavet? Tekst & fotos: Jakob Øster “D er er ingen smil, som dem du ser i Kiribati. Hvert smil synes at sige: ’Hvor heldigt at vi deler dette øjeblik.’” 1.000 fod oppe hang vi og gloede ned på Kiribatis Gilbert-øer, mens Charlotte reciterede blomstrende citater fra vores antikvariske guidebog. Charlotte og jeg havde i 2012 revet tre måneder ud af kalenderen og var rejst Jorden rundt med vores to små børn på to og fem år. Efter måneders planlægning og utallige forviklinger havde vi sikret os et air pass med Air Pacific med op til seks stop i Stillehavet. Tarawa på Kiribati – navnet udtales KiriBAS – var det første. Forventningsfulde nød vi den særprægede udsigt fra det store Boeingfly. De så underlige ud, øerne under os. Delvist ringformede atoller, hver især formet som smalle vaniljekranse med turkisgrønt vand i midten og dybblåt vand udenom. Atoller, forklarede Moonguiden, er koraløer, der har omkranset en gammel vulkan. Vulkanen har trukket sig ned i havet og har efterladt en cirkel af land med en lavvandet lagune i midten. Langt væk fra alting Vi havde, siden vi lagde ud på Fiji, tilbagelagt over 2.000 km, da vi lagde an til landing på Tarawa, Kiribatis halvmåneformede hovedatol. Taget i betragtning af at der var over 1.000 km til nærmeste landingsbane, der var stor nok til at håndtere et jetfly, håbede jeg, at piloten havde styr på landingen. Det havde han naturligvis, og med udsigt til vand og palmer på begge sider landede han let det store Boeingfly på den ultrasmalle ø. Amelia Earhart, den første kvinde der havde fløjet solo over Stillehavet, var, for 80 år siden, mindre heldig. Så vidt man ved, løb hun tør for benzin et sted over Kiribatis enorme farvand uden at kunne finde den lille ø, hun skulle lande på. Vraget fra hendes lille Lockheed er aldrig fundet. Bonriki International Airport bestod af et par træskure forbundet med et halvtag af blik. Under halvtaget stod nogle betonbænke uden ryglæn, der skulle gøre det ud for en udendørs ankomsthal. Foran ankomsthallen masede mørke, krølhårede unger snuderne flade mod trådhegnet og kastede frække blikke mod os rejsende, der skridtede over mod immigrationen. Nysgerrige og spændte, som var ankomsten et af ugens højdepunkter. 52 Bagageudleveringen foregik ved, at en mand smed kufferter igennem et hul i væggen og ind på gulvet i et af blikskurene. Horder af passagerer knoklede frem og tilbage for at få deres bagage væk fra den trange hal, mens Charlotte og jeg bekymrede forsøgte at holde styr på, at ingen af vores to små børn, der synes det var sjovt at prøve at finde vores bagage, blev trampet ned. Med Nterea til Bairiki Lufthavnen er placeret midt i Tarawahalvmånen, og derfra leder en perlerække af broer og koraløer 25 km sydpå til hovedøen Bairiki, hvor vi skulle bo. De 25 km tilbagelagde vi i en gammel Toyota Camry med buttede Nterea fra vores motel i Bairiki bag rattet. Gennem bilens ruder beskuede vi det surrealistisk turkisgrønne vand, der ofte kunne ses på begge sider, som vi traverserede Lokal færge der transporterer folk til Nordtarawa. I baggrunden to buia’er på Tabon Te Keekee Homestay. de smalle øer. ”Hold kæft hvor er her beskidt,” sagde Charlotte pludselig. Og det havde hun ret i. Mellem slanke palmer på hvide sandstrande lå bilvrag og bunker af plastik. Ude i havet havde forladte rustne kuttere endt deres dage. Til trods for at køreturen tog urimelig lang tid, var humøret i vognen højt. Vores familie på fire havde kapret hele bagsædet, mens en jovial meteorolog fra Salomonøerne, der skulle til klimamøde, lod sin enorme krop flyde ud over forsædet i passagersiden. Jeg spurgte Nterea om, hvordan der var på Nordtarawa. Nordtarawa – øerne nord for lufthavnen – er ikke forbundet med hverken vej eller bro, og vi pønsede på at sejle derop med ungerne. Taget i betragtning af at en sådan sejltur var den eneste ikke-flybaserede udflugt til en anden ø inden for en radius af omkring 2.000 km, tænkte vi, at vi hellere måtte tage derop. Men Nterea var ikke til megen hjælp. ”Actually, Sir,” sagde hun, ”har jeg aldrig været på Nordtarawa, selv om jeg har boet her hele mit liv.” Marys Motel Hovedøen Bairiki husede præsidentens bolig og nogle barakker, der udgjorde det for landets ministerier. Byen var lige så forurenet som resten af landet. Der slog en dunst ind fra havet, og affaldet hobede sig op overalt. ”Et godt hotel på Kiribati er et hotel uden rotter,” havde vi fået at vide af en udenlandsk hjælpearbejder, vi mødte i lufthavnen. Marys Motel var bestemt ikke noget godt hotel, uagtet at vi ikke så nogle rotter. En stejl og skæv gammel hjemmefusket trætrappe førte op til førstesalen, hvor vi fra svalegangen havde udsigt til havet på begge sider samt den sydlige del af skraldeøen. Myggegitteret foran vinduerne var faldet ned. Vinduerne var af persiennetypen: Aflange glasplader der kunne køres op og ned og aldrig kunne lukkes ordentligt. Der var ikke noget varmt vand, og da jeg forsøgte at lukke vinduet for at se, om det var muligt at holde bare en lille brøkdel af insekterne ude, faldt en af glassektionerne ned og smadredes på jorden bag hotellet. Ikke at man ville lægge mærke til det, for der lå såmænd skrald nok dernede i forvejen. Værelset kostede næsten 500 kr. for en nat, hvilket selv herude midt i Stillehavet var et betragteligt beløb, især når man tog værelsets undseelige standard i betragtning. Børnene kostede 60 Udsigt fra én buia til en anden, Nordterawa. En buia er, som det fremgår, en åben hytte på pæle. Disse buia’er er en del af Tabon Te Keekee Homestay. kr. ekstra, fik vi at vide. Til trods for at vi herfor hverken fik ekstra senge eller morgenmad. Manageren var en lille firskåren mand, der lignede resultatet af et uheldigt samleje mellem en død maori og lille Hiawathi. ”I får jo ekstra håndklæder og alting,” sagde han opklarende og udleverede hele tre håndklæder på størrelse med vaskeklude. ”Er du turist?” spurgte Chris fra Canada og gloede på mig, som om jeg lige havde sagt, at jeg var en flamingo i en kulmine. ”Men der kommer aldrig turister her. Faktisk,” fortsatte han, ”er I de første turister, jeg har set, i de ti år jeg har arbejdet her på øen.” Der var masser af udenlandske gæster på Marys. Hjælpearbejdere, klimaforskere og konsulenter der arbejdede for regeringen. Men altså ingen turister … ”Der er ingen smil, som dem du ser i Kiribati. Hvert smil synes at sige: ’Hvor heldigt at vi deler dette øjeblik.’” Kiribati er det første land, jeg har besøgt, der ikke findes i nogen Lonely Planet-guidebog. Faktisk findes der slet ingen aktuelle guidebøger til Kiribati. Men på nettet havde jeg fundet den førnævnte antikvariske Moon-guide, som var skrevet, den gang nogen åbenbart stadig kærede sig om landet. Og den oplyste altså, at der ikke var nogen smil som dem i Kiribati. Efter et par dage i Bairiki håbede vi snart at få den påstand efterprøvet. I guidebogen stod der også, at ”landet næsten havde nok steder at se til, at man kunne lade, som om man havde noget at lave.” Det var lidt af en overdrivelse. Ud over et par efterladte kanoner fra japanernes kamp mod de allierede i afslutningen af 2. 53 ”I am going to the ocean,” siger de lokale når de går ned for at besørge. Landets kloakker føres ud i havet, så alle andre på Kiribati ender også med at skide i havet. Verdenskrig var der ingen turistattraktioner på Kiribati. I am going to the ocean Der var ikke andet at lave end at bade. En herlig svalende svømmetur i det turkisblå hav var lige, hvad vi alle trængte til. Problemet var bare, at stranden flød med affald, og havet lugtede af kloak. Længere nede ad stranden så jeg en lokal mand sætte sig i skovridderstilling i vandkanten. Med rædsel i sindet fiskede jeg mit kamera op og zoomede ind på 200 mm. Under hans røvballer lå en brun bunke af den slags, der hører hjemme et ganske andet sted end på en offentlig strand. Midt på stranden sad han og drejede en vase. ”Så tror da fanden her lugter af lort,” sagde jeg til Charlotte. Vi blev enige om at springe badningen over. Vores antikvariske guide kendte kun alt for godt problematikken. De Et ikke ualmindeligt syn i Bairiki hvor der ikke er meget andet at give sig til end at sove, spise og fiske. lokale har et ordsprog for at gå på toilettet, stod der: ”I am going to the ocean,” lød det. Spildevandet fra øens kloakker ledes også ud i havet. Langt ude i havet. Men Tarawa er uheldigvis formet som en 50 km lang halvmåne, og næsten alle broerne mellem koraløerne er uden gennemstrømning. Så affald og spildevand ledes tilbage i bugten igen og skyller op på stranden. Med andre ord skider alle, der befinder sig på Kiribati, i havet. Om de så vil det eller ej. Udflugt til Nordtarawa Der lød et dumpt drøn, da kokosnødden borede sig ned i sandet, lige efter vi var stået ud af bilen. Vi var på ørundtur og på vej nordpå mod den lille udriggerkano, som udgjorde det for en færge til Nordtarawa. Thomas, en flink dansker der arbejdede for Verdensbanken, havde lånt os sin udlejningsbil. Om morgenen havde jeg sat ham af ved Finansministeriet, hvor han arbejdede. ”Måske vi skal parkere lidt længere væk fra kokospalmerne næste gang,” sagde Charlotte, mens vi lamslåede gloede på den store nød der var faldet ned 20 meter oppefra og netop var landet få meter fra bilen og vores børn. I en fart smed vi ungerne ind i bilen og kørte videre. Udriggerkanoen til Nordtarawa kostede 50 australske cents og lignede noget fra et postkort. Ungerne elskede den. Den tog os med til en anden verden. En verden hvor tiden stod stille. Ingen veje, ingen biler, intet affald og næsten ingen mennesker. Formentlig var der rent nok til, at man sågar kunne bade. Yndlingsbeskæftigelsen for dem, der boede der, syntes dog at være at sove det meste af dagen. Man kunne bo i en buia på Tabon Te Keekee Homestay – en åben hytte med en surrealistisk smuk beliggenhed på pæle ude i lagunen. Hvis altså man havde lyst til at give 1.000 kr. per nat for at sove i en hytte uden vægge med delt toilet inde på land, tage bad i en spand saltvand og vente mellem en og to timer på alle måltider. På afveje Det var let at køre bil på Tarawa. Bortset fra satanistiske vejbump, der truede med at sende ethvert hurtigtgående fartøj på momentan førtidspension sammen med alle øens øvrige udrangerede bilvrag. Det var også let at finde vej. Der var kun én gennemgående vej og kun et enkelt lyssignal i hele landet (som helt umotiveret stod på en lige landevej). Vejen delte sig kun én gang, og hvor den delte sig, havde ingen ulejliget sig med at opsætte et skilt, der kunne oplyse undrende turister på bilferie (af hvilke der fuldt forståeligt kun kom få) om, i hvilken retning de 54 skulle bevæge sig. Vi kørte ligeud. Hvilket naturligvis skulle vise sig at være en fejl. Snart var vi på en ensporet grusvej, der bugtede sig ind og ud mellem kysten og primitive landsbyer. ”Tror sgu vi skulle have kørt den anden vej,” nåede jeg lige at sige, inden vejen pludselig totalt ændrede karakter. Lamslåede gloede vi på den perfekte vej foran os. Bred som en firesporet motorvej, nydeligt asfalteret og uden synlige huller. Lang og lige. Det var satans. Efter at have kæmpet hele dagen med Kiribatis umulige veje var det oplagt, at der måtte være noget galt. ”Det er da løgn,” sagde jeg, så da det endelig gik op for mig. ”Det der, det er sgu da et kontroltårn!” Ved siden af tårnet holdt en brandbil og et par island hoppers. Vi var kommet til at køre ind på landingsbanen. Hunden i propellen ”Fire gange har vi sat hegn op,” sagde Chris. Chris var fra Canada og ansvarlig for et internationalt bistandsprojekt, der havde til formål at modernisere den faldefærdige lufthavn. ”Men så snart vi har sat det op, piller folk det ned igen og bruger det til at lave bure til deres grise.” Han rystede opgivende på hovedet. ”This place really gets to you.” Kiribati Forventningsfulde unger foran et af de to ugentlige fly. Kun ved selve lufthavnsbygningen er der hegn om landingsbanen. Man kan sgu da ikke have en landingsbane uden hegn, tænkte jeg. En vildfaren bilist risikerer jo at ende sin fredelige søndagsudflugt med en Boeing i nakken. Løsningen på det lille problem var angiveligt at parkere enten en truck eller den lokale brandsprøjte (som i øvrigt angiveligt sjældent indeholdt vand), så tilkørselsvejen var spærret, når der kom fly. ”Der kommer alligevel aldrig nogen turister, og de lokale har totalt styr på, hvornår ugens få fly lander,” forklarede Chris. ”Så er det sgu værre med hundene,” sagde Chris. Det var under et år siden, at en flok vildfarne gadekryds var løbet ind på landingsbanen, og en uheldig køter var blevet suget ind i propellen på et landende fly. Heldigvis kom ingen til skade, ud over vovsen, forstås, som havde spist sit sidste magre kødben og rodet i sin sidste bunke skrald. Men flyets propel blev slået skæv, og motoren måtte repareres for 300.000 bistanddollars. Ikke at det afholdt de lokale fra at stjæle også det hegn, der efterfølgende blev sat op. De har jo brug for deres grisebure. I 2011 – efter 11 år med uhæmmet fokus på luftfartssikkerhed – kunne en hund blive suget ind i en flymotor, fordi de lokale havde stjålet hegnet. Only in Kiribati. Afsked med Kiribati Der gik kun to fly om ugen ud af landet. Flyet efter vores var aflyst. Chris sagde, det var, fordi man skulle reparere belægningen på landingsbanen, som de sidste par år havde været decideret farlig at benytte for jetfly. Betryggende. Vi besluttede at tage i lufthavnen i god tid, så vi ikke risikerede at strande i skraldeland en uge længere. Taxaen til lufthavnen delte vi med amerikanske Hannah. Hun var geologistuderende og havde været tre uger i landet og var mere end klar til at forlade dette helvedeshul og komme hjem. Jeg spurgte hende, hvad hun ville gøre, hvis vejen, der flere steder lå stort set i niveau med havets overflade, var oversvømmet. ”Så går jeg,” sagde hun. Der var 25 km til lufthavnen, og hun medbragte 40 kg stenprøver. Afgangshallen i lufthavnen var et 40°C varmt skur. Der var ingen røntgenmaskine, så man fik gennemrodet sine sure underbukser ved håndkraft. Lufthavnsskatten udgjorde 20 AUD for alle passagerer, inklusive naturligvis små lyshårede børn på to og fem år. Det havde jeg lidt svært ved at forstå. Især fordi vi allerede havde betalt et hav af skatter og afgifter sammen med billetten. ”Det dækker faciliteterne i lufthavnen,” fik jeg at vide. 20 australske dollars for et håndskrevet boardingkort, en udendørs ventesal og en gennemrodning af underhylere. Jeg havde godt nok aussie-dollars på lommen, men dem havde jeg tænkt mig at gemme, til jeg skulle til Tuvalu. Man kunne ikke betale med kreditkort, der var ingen hæveautomat og ingen steder at veksle penge i lufthavnen. Hold da kæft, hvor var jeg træt af Kiribati. ”Men hvad så hvis man har brugt alle sine australske dollars, før man tog i lufthavnen?” forsøgte jeg mig. ”Så må du tage bussen ind til byen og veksle,” tilbød den hjælpsomme lufthavnsdame. ”Eller også må du låne af en af de andre passagerer på flyet.” 55 Kiribati – navnet udtales KiriBAS – består af 33 atoller fordelt over et område på 3,5 millioner km² (i areal er det større end Indien og halvt så stort som Australien). Forholdet mellem land og vand er 1:4.000. Men selv om vandstanden stiger, vokser øerne, da korallerne formerer og udvider sig oven på havet. Kiribati er altså ikke ved at forsvinde. Kiribati har som medlemsland en fuldgyldig stemme i FN. Landet handler efter sigende denne stemme til bl.a. at stemme for lovliggørelsen af hvalfangst til gavn for Japan, som der eksporteres mange fisk til. Cirka halvdelen af Kiribatis 100.000 indbyggere bor på hovedøen Tarawa, og Sydtarawa er efter sigende et af klodens fattigste og mest overbefolkede områder. Landet har i øvrigt ikke fået indført et system til opsamling af regnvand, så der er saltvand i hanerne. UD & HJEM IGEN: Et såkaldt Pacific Pass, gyldigt i 60 dage, med Air Pacific kostede i 2012 ca. 5.000 kr. og dækkede følgende destinationer t/r fra Fiji: Tonga, Samoa, Salomonøerne, Vanuatu, Kiribati (Tarawa og Juleøen). Så vidt vides er passet dog nu blevet afskaffet. Fra mavebæltets dyb fik jeg fumlet nødrationen af australske dollars frem. ”Der er ingen smil, som dem du ser i Kiribati,” tænkte jeg. Men så igen: 80 AUD er trods alt en beskeden pris for at få lov til at forlade verdens måske værste land. nn Jakob Øster har medlemsnr. 312 og var redaktør af Globen fra nr. 27 til 34 (år 2007-8) og gæsteredaktør på nr. 37. Han har besøgt 134 lande og 13 territorier. Læs mere om hans rejseoplevelser på www. jakoboester.dk. Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser Sommeren er over os, og hvad er egentlig bedre end at dase ved stranden eller ved svømmepølen med en god bog i hånden? Eller på en regnvejrsdag at finde en film frem til hjemmebiografen? Vi kalder det for sofarejser, når vi på næsten magisk vis, som om vi havde et flyvende tæppe, kan rejse ud i verden hjemme fra sofaens trygge rammer. At have noget at underholde sig med på rejsen kan også være essentielt, når man sidder i et tog, en bus, på et fly eller et kedeligt hotelrum. Globen omtaler og anmelder derfor gerne bøger og film om andre kulturer, lande og det at rejse, som kan inspirere og udvikle rejselysten. Tekst: Lars-Terje Lysemose Om Afrika ”’Jaja, jeg skal nok redde jer – Når jeg lige har drukket min rom & cola …’ – Mit Uganda” af Lotte Skou Hansen (Siesta, 2011, 168 sider, med kort, 199 kr. eller som e-bog 99 kr. via gopubli.sh) er med forfatterens egne ord chick lit a la ”Bridget Jones’ dagbog” og ”Nynnes dagbog”. Bogen er en slags dagbog, hvor forfatteren er kommet til at sige ja til et tage et halvt år til Uganda som frivillig i Røde Kors. Og så går det ellers i højt tempo og med mestendels højt humør, når den forhenværende jyske bondepige – nu kendt som ”Dronningen af kondom-på-banen” – beretter om sit møde med Uganda og om druk, sex og 12 par stiletter. Det er både ærligt og humoristisk, og går man med en drøm om at melde sig som frivillig til et ulandsprojekt er det en oplagt bog at læse for at få et realistisk billede af, hvad man kan forvente sig. Både hvad angår kulturkløfter, kæresteforhold og stereotype forestillinger om Afrika og Uganda i særdeleshed – som for de I en stor polarforskers fodspor Kurt L. Frederiksen: ”Freuchen – Den store Peter”. Sohn, 2010, 172 sider, med fotos i sort/hvid og tegninger. 249 kr. De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub S om ivrig læser af ældre rejselitteratur stiftede jeg tidligt bekendtskab med Peter Freuchen. Jeg blev for alvor opmærksom på den store polarfarer da jeg, blandt støvede hylder i et antikvariat, stod med et af hans måske mindre kendte værker, ”Flugten til Sydamerika” fra 1935, i hænderne. Som den store latinamerika-entusiast jeg er, gav jeg den naturligvis ærespladsen sammen med gamle klassiske rejsebogsforfattere som Arne Falk Rønne og Henning Haslund-Christensen. Peter Freuchen blev ved med at spøge, og efterhånden som jeg satte mig mere ind i hans liv og levned begyndte det at stå klart for mig, at det på ingen måde specielt er Sydamerika, Peter Freuchen er kendt for, men snarere de kolde egne højt mod nord. Sne, kulde og simpel overlevelse er det man forbinder Peter Freuchen med, og mine tanker går i samme forbindelse til et bestemt hus i min barndomsby Ringkøbing. Her hænger den dag i dag en gammel slidt mindeplade med navnet Ludvig Mylius Erichsen, der vidner om en for længst svunden tid – nemlig dengang der var rigtige eventyrere til. Et liv fuld af eventyr ”Jeg har brugt mine bedste år til at køre i hundeslæde. ” Sådan begynder min gamle slidte bog ”Flugten til Sydamerika”, for Peter Freuchens tilbragte en stor del af sit liv i Nordgrønland. Han blev født i Nykøbing Falster 20. februar 1886, og i Kurt L. Frederiksens biografi følger vi ham lige fra hans første rejse som fyrbøder på MyliusErichsens danmarksekspedition 1906-1908, til de efterfølgende grønlandsrejser, hans livslange venskab med Knud Rasmussen og bosættelsen 56 Tekst: Anette Lillevang Kristiansen i Danmark på øen Enehøje. Freuchens deltagelse i modstandsarbejdet mod den tyske besættelsesmagt og flugten til Sverige og derefter til USA undgår heller ikke forfatterens opmærksomhed. Vi hører ligeledes om hans arbejde som journalist for FN, hans forfatterskab, den omfattende foredragsvirksomhed og ikke mindst hans tre stormomsuste ægteskaber. Da Peter Freuchen dør i Anchorage i Alaska 2. september 1957, er han på vej til tv-optagelser i Thule. Han er ved sin død lige blevet valgt til formand for Eventyrernes Klub i New York – og året inden deltog han i et ”Kvit eller dobbelt”-program i USA og vandt 64.000 USD i emnet ”de syv verdenshave”. Så bolden er givet op til et ægte eventyr, når man slår op på første side og lader tankerne lede hen mod denne store personligheds liv og virke. Farverige skildringer Kurt L. Frederiksen har stor indsigt i polarområder og debuterede som forfatter i 1995. Allerede i bogens forord fornemmer man forfatterens udfordring, nemlig det at gengive Peter Freuchens liv med troværdighed, menneskelig indsigt og loyalitet over for hovedpersonen. I 1981 dukker et af Peter Freuchens private breve op på Det kongelige Bibliotek, og selv 24 år efter hans død giver brevet anledning til, at der i artikler gives udtryk for opfattelsen af Peter Freuchens lemfældige omgang med kendsgerningerne. Det antydes, at Peter Freuchen i sine mange rejseberetninger aldrig har ladet sandheden ødelægge en god historie – ja selv som korttegner gjorde han brug af sin fantasi. Freuchens største kritikere mente, at hans skildringer ofte var på grænsen til det løgnagtige, så farverige og fantasifulde var de, men han selv blev ved med at påstå, at han blot skrev, hvad han så. flestes vedkommende punkteres nok så eftertrykkeligt. Nåja, måske ikke dem alle, for som bogens titel antyder, er der jo også visse stereotyper om unge ulandsfrivillige, som forfatteren gør sit bedste for at leve op til, da hun drager ud i verden for at gøre en forskel. Petersuaq – Den Store Peter Det bliver forfatterens største vision netop at skildre den store polarfarers liv og dokumentere hans aktiviteter tættest muligt sandheden. Kurt L. Frederiksen beskriver også i bogen, hvordan daværende arktisk ekspert Jørgen Meldgaard fra Nationalmuseet tog til genmæle. Han havde selv brugt Freuchens landkort og satte sandhedsværdien i hans skildringer højt. Og som han sagde: ”En grønlænder eller en dansker bør fremmanes til på troværdig vis at skrive bogen om det eventyrligt store menneske, polarforskeren og fortælleren Peter Freuchen”, og det er netop det, Kurt L. Frederiksen har forsøgt - og efter min mening er sluppet ganske godt fra. Bogen er levende skildret, og teksten er krydret med en række citater fra Freuchens bøger og breve. Desuden flettes der beretninger ind i bogen fra de mennesker, som var vigtige aktører i hans liv. Menneskene på Grønland havde optaget danskeren som en af deres og kaldte ham Petersuaq – ”Den Store Peter”, for han lærte sig deres sprog, tankegang og levevis. Man er som læser ikke i tvivl om forfatterens store researcharbejde. Hver en lille flig af polarfarerens færd bliver gennemtrævlet, og Kurt L. Frederiksen formår med sin bog at få Freuchen til at leve videre i ånden. Har man siddet omkring det runde bord i Eventyrernes Klub i hjertet af København, som Freuchen stiftede i 1938, så ved man også, at den gamle polarfarer, som sit eftermæle, var noget helt for sig. nn Anette Lillevang Kristiansen er journalist og medredaktør af Globen. Hun har medlemsnr. 328. ”Okavango – Africa’s Last Eden” af Frans Lanting (TASCHEN, 2012, 252 sider, med fotos i farver, 27,99 GBP) har titel efter en fortryllende smuk flod i Botswana. Okavango er med den kendte fotograf Frans Lantings egne ord ”et af de største vådområder på Jorden, hvis eksistens midt i Kalahariørkenen er intet mindre end et mirakel.” I et helt år rejste han rundt i det nordlige Botswana på opgave for National Geographic for at fotografere naturen og dyrelivet langs Okavango, og resultatet er blevet en skelsættende og enestående samling af billeder, der skildrer en verden af flora og fauna, som mange havde antaget ikke længere eksisterede på denne Jord. Som Lanting skriver (på engelsk): ”Oplevelsen blev virkeliggørelsen af en personlig drøm. For andre, som endnu ikke er bekendt med denne del af verden, kan alene tanken, om at der eksisterer et sted så vildt og uberørt som Okavango, virke som en drøm.” Lanting har vundet et utal af priser og er blevet hædret med flere titler. I 2001 blev han slået til ridder af Den Gyldne Ark i Nederlandene, og i 2012 udnævnt til ambassadør for Verdensnaturfonden. Med ”Okavango” får vi et kik ind til en verden af elefanter, zebraer, flodheste, krokodiller og flamingoer, som ikke kan andet end betage beskueren. Om Asien ”Farvel Tibet – På sporet af et tabt land” af Tore Grønne (Gyldendal, 2012, 304 sider, med fotos i farver, 299,95 kr. eller som e-bog 164,01 kr. via saxo.com) er ikke bare én, men flere rejsefortællinger og tilbageblik vævet ind i hinanden, om at cykle gennem Tibet, Nepal, Indien og Pakistan over en årrække. Grønne er journalist, tidligere 57 redaktør af Opdag Verden og medlem af Eventyrernes Klub og fik allerede som 21-årig det kinesiske politis kærlighed at føle, da han begav sig illegalt rundt i Tibet. Bogen er fyldt med anekdoter og små oplevelser langs vejen, men giver også udtryk for en klar politisk stillingtagen til en konfliktfyldt, barsk og farefuld region, hvor det ikke bare handler om Tibets status, men om frihed, demokrati og menneskerettigheder generelt i hele regionen. Som Grønne skriver: ”Da jeg steg på en bus i kaotiske Peshawar, gik en mand rundt med et videokamera og bad mig og de andre passagerer om at sige vores navn til det rullende kamera. ’Hvorfor?’ spurgte jeg ham. ’Oh, så vi kan identificere dig, i tilfælde af at du dør undervejs,’ svarede han henkastet. I ørkenerne syd for den afghanske grænse, i lovløse Baluchistan, havde jeg cyklet gennem regnbyger af sten, da teenagedrenge anså mig for at være en rullende skydeskive og hævede slangebøsserne. Jeg havde oplevet, hvordan hver anden mand var bevæbnet med en AK-47’er, blot i tilfælde af at de skulle få brug for den. Men de voksne havde alle behandlet mig pænt. Med respekt.” ”Farvel Tibet” er en personlig skildring om at rejse i Himalaya, og med imponerende billeder af de landskaber og mennesker forfatteren møder undervejs. Om verden i øvrigt ”Great Adventures – Experience the World At Its Breathtaking Best” af Andrew Bain m.fl. (Lonely Planet, 2012, 319 sider, med kort og fotos i farver, 29,99 GBP) er andet bind i Lonely Planets nye sofabordsbogserie i stort format (på engelsk), som tager os med ud på eventyr ad gamle stier, ned under havets overflade, og op over isklædte bjergtoppe. Som der står på omslaget: ”Du behøver ikke at være frygtløs, men du bliver nødt til at have mod på eventyr!” For bogen er spækket med imponerende rejsefotos og tips til livets helt store rejseeventyr inddelt efter emnerne vandreture, dykkerture, cykelture, oppe & nede, klatreture, is & sne, dyr, vand, og køreture. Spektakulært er en underdrivelse, når man bladrer i bogen og ikke kan andet end lade sig forføre, for Lonely Planet står stadig for noget af det ypperste i rejsebøger. ”Indiana Jones – The Complete Collection” instr. af Steven Spielberg (Paramount Home Entertainment, 2012, dvd-boks, på engelsk med undertekster på dansk, 225 kr. via filmudsalg.dk) er belønnet med i alt seks oscarstatuetter og behøver næppe nogen nærmere præsentation blandt eventyr- og rejselystne. For man er altid i underholdende selskab, når Harrison Ford i rollen som den amerikanske arkæolog med ophidiofobi gang på gang kommer ud for eventyr og adrenalinkicks i sin jagt efter diverse skatte i Nepal, Egypten, Italien, Indien, Peru og USA. Nu er alle fire film samlet i en dvd-boks med mere end otte timers spilletid og naturligvis udstyret med ekstra bonusmateriale om filmenes tilblivelse. På en typisk dansk sommerregnvejrsdag er det derfor den perfekte løsning til at drømme sig væk og lade eventyret råde for en stund. ”Lonely Planet’s 1000 Ultimate Sights – From the World’s Leading Travel Authority” red. af Carolyn Bain, Paul Harding, Kate James, Helen Koehne, Simon Sellars, Jeanette Wall & Kate Whitfield (Lonely Planet, 2011, 349 sider med fotos i farver, 15,99 GBP) er nok noget nær den ultimative inspirationsbog for rejselystne. Det er sådan en bog, der er fyldt med billeder og tips (på engelsk), og som man ikke kan andet end at falde i staver over. For her er det hele – verden serveret på et sølvfad i et komprimeret format, der præsenterer 1.000 steder på bare 349 sider. Spøgelsesbyer, romantiske steder, badestrande, fortidsminder, storslået natur og bygningsværker, you name it! Det er en af den slags bøger, hvor man bare får lyst til at rejse ud i verden med det samme for at opleve, hvor forunderlig vores planet er, og er intet mindre end en enestående samling af bud på noget af det bedste, Jorden har at byde på. ”Tyrannernes fald – En rejse i Det Arabiske Forår” af Jens Nauntofte (Tiderne Skifter, 2012, 288 sider, med kort og fotos i farver, 299 kr.) består af samtaler med en række centrale aktører og iagttagere til de omvæltninger, der fandt sted i Mellemøsten fra begyndelsen af 2011, og som stadig pågår med borgerkrigen i Syrien. Titlen til trods er der ikke tale om en enkelt rejse, men adskillige, for Nauntofte er en erfaren reporter, eventyrer og mellemøstkender, som har været vidt omkring – fra Danmark til Syrien, Egypten, Libyen, Tunesien og Tyrkiet – i sin søgen efter at finde forklaringer på, hvad det var for en kædereaktion, der egentlig blev sat i gang, da den 26-årige tunesiske gadehandler Mohamed Bouazizi 17. december 2010 satte ild på sig selv og dermed udløste en bølge, som skulle komme til at vælte tyranner på stribe. Som han skriver: ”Et paradigmeskifte kaldes det, når omfattende hændelser skaber grundlaget for en ny tankemåde. De arabiske oprørere har skabt en ny måde at tænke deres liv og drømme på.” Og han konstaterer, at ”det vil tage lang tid at indføre demokratiske tilstande (…) Ingen skal (...) tro, at der sker mirakler på kort sigt. Måske heller ikke på længere sigt. En revolution er en tidskrævende opgave (…) Journalister, fotografer og eventyrere trænges der, hvor historien skifter spor og de virkelige oplevelser folder sig ud. De bagkloge afventer og ser tiden an.” Nauntofte tilhører klart den første kategori og begiver sig helst ikke selv ud i spekulationer, om hvordan fremtiden vil folde sig ud. For han mener, det er en ”misforståelse, at oprøret handlede om at få demokrati som erstatning for tyrannernes diktatoriske regimente (…) højst indirekte hørte man demokrati nævnt. Konkret lød slagordene fra Tunis til Kairo: Frihed og værdighed.” Nauntofte har med sin bog skabt en mosaik af stemmer fra Det Arabiske Forår og forsøger at kredse sig ind på, hvad det er for samfund, befolkningerne i Mellemøsten egentlig ønsker sig. Det bliver en række fascinerende møder, hvor forfatteren forsøger at stykke brikkerne sammen til et puslespil, som viser, at der endnu er et stykke vej, indtil de håb og tanker, som skabte Det Arabiske Forår, for alvor lader sig udfri og kan spire og blomstre. For brydningen mellem demokrati og islam er afgørende for at forstå det skisma mellem 58 Ind og ud hos Taleban Simi Jan: “Til te hos Taleban”, People’s Press, 2012, 301 sider, med kort og fotos i farver, 299,95 kr. eller som e-bog 141,50 kr. via saxo.com. De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub Tekst: Henrik Døcker D e fleste af os kender hende: Journalisten Simi Jan, som færdes hjemmevant og uforfærdet i asiatiske lande præget af krig og terrorisme. Nu har den danske kvinde med de pakistansk-afghanske rødder nedfældet indtryk fra de tæt ved fem år, hun boede i disse lande og sendte tv-indslag og artikler hjem til danske medier. En betagende beretning, præget af hendes enestående muligheder for at komme tæt på befolkningen. Hun voksede op med sine pakistanske forældre i Danmark, fik sin journalistuddannelse i Skotland, hvortil kommer, at hun nu læser mellemøststudier ved Syddansk Universitet. Siden 2005 har hun dog tilsyneladende viet det meste af sit liv til journalistikken. 2007-12 boede hun på skift i Pakistan og Afghanistan, hvorfra hun i bogen giver mange nærbilleder. Med stort gå-på-mod får hun således sporet sine egne rødder til det afghanske Kandahar – en by med ry for terrorhandlinger og krig. Via sine sprogkundskaber, ikke mindst dari, kan hun give afghanere af vidt forskellig slags mæle. Hun kan berette fra dagligdagen, som mangt en vestlig korrespondent må misunde hende: Som fx, at børn helt ned til syvårsalderen får kamptræning, og at der finder rekruttering sted af unge krigere til at tage til (indisk) Kashmir og Afghanistan. Omkring 95 % af Afghanistans økonomi skal være afhængig af udenlandske donorer – og det samtidig med, at hadet til USA er meget udbredt. Som repræsentant for to kulturer (født i Danmark af pakistanske forældre) må hun også stå model til ægteskabslystne mullah’er og folk, der holder på, at hun verdslige og islamiske tanker, som netop nu optager den arabiske verden. bør tage tilbage til sine forældres oprindelsesland. I almindelighed lægger hun dog vægt på, at hun er dansker. Stærkt virker det, når hun kan citere fra samtaler med talebanere, herunder om deres motiver til at deltage i selvmordsattentater mod NATO-soldater. Hadet er særlig stærkt hos unge krigere, der har været taget til fange af amerikanerne og været udsat for ydmygelser eller direkte tortur. Rystende er også beretningen om en fem år gammel pige, der af sin far blev solgt til en gammel mand – for resten mod at hendes far fik mandens søster som kone. Pigen blev dog først overleveret ægtemanden, da hun var fyldt 12 år. Ca. 60 % af de afghanske piger er under 16 år, når de bliver gift. En sådan bog, fyldt med samtaler og selvoplevede situationer, ganske tæt på befolkningen, er guld værd. Den giver dog ikke nogen totalforklaring på, hvordan Afghanistan kom ud i så stor en misère, eller på hvordan afghanerne kommer ud af den. Men en vestlig læser får udvidet sin forståelsesramme. nn Henrik Døcker har medlemsnr. 38 og er journalist og forfatter. ”Ud – Opdagelses rejser 1978-2010” af Carsten Jensen (Gyldendal, 2010, 535 sider, 119,95 kr. eller som e-bog 68,75 kr. via williamdam.dk) er en samling udvalgte rejsereportager og essays skrevet med hjertet på rette sted, lidt til venstre. Kommentatoren og forfatteren Carsten Jensen behøver næppe nogen introduktion i en dansk kontekst, og i ”Ud” tager han os med på en stribe opdagelses- og erkendelsesrejser. Til Afghanistan. Til Pakistan, Indien og Italien. Til Polen, Norge og Sverige, Indonesien og Thailand. Sovjetunionen og Rusland, Tjekkoslovakiet, Kroatien, Bosnien, Nicaragua, Cambodja, Aserbadsjan, Abkhasien, Myanmar og Niger. At læse ”Ud” er også at rejse tilbage i tiden, for Jensen spidder og dissikerer med sit observante syn de ofte historiske begivenheder, han har været vidne til. Reportagerne er klart holdningsbårne, men uanset politisk ståsted er de fascinerende at læse. ”Journalistik forudsætter en respekt for kendsgerningerne, en vis ydmyghed over for en virkelighed, der ved første øjekast altid tager sig ufremkommelig ud. Der er altid en opdagelses- og erkendelsesrejse i journalistikken. Men jeg medbragte jo et landkort. Jeg kendte alle stier og veje på forhånd. For mig var kendsgerninger ikke fund eller spor. De var illustrationer af en sandhed, jeg allerede var i besiddelse af. Jeg ledte jo ikke efter noget andet end bekræftelse på det, jeg vidste i forvejen,” skriver Jensen selverkendende om sine første år som reporter, hvor hans politiske overbevisning var styrende. Og så fortæller han om sine personlige motiver for at drage ud: en sult efter at se og opleve en anden virkelighed. ”Jeg rejste ikke for at komme tættere på mig selv, heller ikke for at komme væk fra mig selv. Jeg rejste ikke i nogen eksistentiel selvudforsknings tjeneste. Jeg længtes simpelthen efter nye verdener på nethinden,” forklarer han og kritiserer samtidig masseturismens higen efter det unikke: ”Vi leder altid efter det uspolerede, når vi rejser (…) især når vi har et pas og en flybillet til en fjern destination i hånden. Vi ser os selv som sammensatte mennesker. Men vi ønsker og forlanger af de 59 fremmede, vi har rejst så langt for at møde, at de på en enkel og forsimplet måde repræsenterer en uberørt kultur (…) den virkelige test for den rejsendes modenhed er, om han vover at tillægge repræsentanter for fremmede kulturer de samme længsler, drømme og forhåbninger, som han selv har, også når de blot består i det frivole ønske om en højere levestandard (…) Det virkelige eventyr i verden er kulturernes opbrud, ikke deres uberørthed. Men det tog det mig lang tid at lære,” ræsonnerer han. ”Mange mennesker rejser (…) med en indstilling, som om de var museumsinspektører. De ønsker at finde landenes kulturer intakte, og enhver bevægelse bort fra det, de bilder sig ind, er en uberørt oprindelighed, betragter de som et fald, skønt de personligt ville blive fornærmet, hvis nogen klagede over, at danskerne ikke stadig gik med halm i træskoene og hjemmestrikket bondevest. De ønsker at møde det fremmede, og når de i stedet møder en længsel efter velstand og komfort, der kan minde om deres egen, skuffes de, ikke over sig selv, men over de andre.” Forfatteren er selv uhyre privilegeret at kunne rejse på den måde, han gør, men hvorfor rejser han på egen hånd? ”Først og fremmest søger jeg ensomheden og mine egne tanker,” lyder svaret. ”Jeg vil nødig have, at nogen skal opfatte min trang til ensomhed som sær. Derfor vil jeg straks bekende, at det også er på grund af disse uventede, intense møder, at jeg rejser. Man mødes ved et tilfælde på et billigt hotel i Djakarta eller på en anløbsbro ved en af floderne i det sydlige Indien. Man slår følge et par dage og taler og taler. Det, man oplever i løbet af et par døgn, er et destilat af et venskab. Og man ved godt, at selv de adresser, der altid udveksles ved afskeden, ikke vil forhindre, at man aldrig nogen sinde ses igen.” ”Ud” er således fyldt med indsigter og rejseeventyr. Særlig stærkt fremstår reportagerne fra Camorraens Italien, livet på et badehotel i Indien, borgerkrigen i Jugoslavien, Cambodjas opgør med de røde khemerer og træf med mujahediner og danske udsendte i Afghanistan. Jensen rejser ud for at opdage verden, men det bliver samtidig rejser ind i hans eget sind, hvor vi konfronteres med en række ubekvemme sandheder. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er ansvarshavende redaktør af Globen. D En rejse til et magisk bjerg Tekst: Patrick Leis Colin Thubron: “To a Mountain in Tibet”. Vintage, 2012, 240 sider, på engelsk. 8,99 GBP. De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub ette er historien om et bjerg. Om en region, et folk og en afsides egn på en alt for stor planet. Men det er mest historien om en rejse. Forfatterens refleksioner over tabet af sine familiemedlemmer væves sammen med vandringen gennem Tibet, og man kan næsten fornemme steppernes golde sten under sine fødder og dufte krydderierne under en himmel uden bilos og neonreklamer. Rejsen mod Kailasbjerget foregår til fods, men læseoplevelsen er som en togrejse, hvor man standser kort ved forskellige stationer og derefter kører videre. Sproget er ligefremt, men ofte krydret med stemningsfyldt poesi, og humor erstattes af indlevelse: “and I feel weightless, as if my steps will leave no trace.” Fokus ligger på nu’et, på det næste skridt, på landskabet, og på de mennesker som venter på perronen, hvor toget standser næste gang. Små anekdoter, ikke altid med lykke eller håb, blandes ind i beskrivelserne af dagligdagen i bjergene. Forfatterens liv og tanker sammenflettes med den politiske situation og iagttagelser af hverdagen og landskabet uden at forstyrre læseople- velsen. Man er med om bord, går ved siden af Iswor, Ram og hesten, som tålmodigt bærer udstyr og kogegrejer. Det er en vandring mod det magiske bjerg, hvor Kali siges at bo, og side for side kommer man dybere ind i Tibet. Jeg læste bogen, mens en vinter som var grå og endeløs svøbte sig om Danmark. Beskrivelserne af Nepal fik mig til at længes tilbage mod de fjerne bjerge. Jeg har aldrig været i Tibet, men efter denne bog føler jeg alligevel at være kommet nærmere det hemmelige land. Bogen gav mig lyst til at arbejde. Hårdere, mere målrettet. For at få råd til den næste billet. Den gav mig lyst til at rejse, og vinteren føltes ikke længere helt så grå. nn Patrick Leis er illustrator, makeup-artist og forfatter. Han lever efter ideen om at jo værre oplevelser des bedre historier og tror på, at der er et liv før døden. Han har medlemsnr. 569. Læs mere om ham på www. patrickleishorror.dk. Bestyrelse for DBK Søren Fodgaard Formand for De Berejstes Klub Tlf. 35 39 27 33 [email protected] Jakob Linaa Jensen Næstformand, toastmaster Vest Tlf. 20 86 77 77 Caroline Engelsborg Kasserer Tlf. 50 52 78 16 [email protected] Jacob Gowland Jørgensen Tlf. 42 79 68 62 jacob.gowland.jorgensen @gmail.com [email protected] Maria Malbek Sørensen Junior- & medlemskoordinator Tlf. 25 48 87 45 Nikolaj Witte Suppleant, ansvarlig for fredagsbar Vest, Berejste med børn Vest Tlf. 22 79 03 84 Jette Færch Weiss Suppleant Tlf. 22 93 82 58 [email protected] redaktorgloben @gmail.com [email protected] Per Danielsen Toastmaster Øst Tlf. 33 13 56 18 [email protected] Lars-Terje Lysemose Tlf. +46 76 234 72 00 [email protected] 60 Anna le Dous Tlf. 29 93 36 35 Ulla Fanø Sponsorer & pr Tlf. 28 62 44 09 [email protected] [email protected] Rebecca Langhorn Suppleant Tlf. 28 33 87 93 [email protected] Bedste bidrag det seneste kvartal på www.deberejstesklub.dk Udvalgt af redaktionen Klubbens hjemmeside er stedet, hvor vi udveksler rejsetips og -erfaringer i stor stil. I 2012 havde www.deberejstesklub.dk faktisk ikke færre end 28.000 unikke besøgende. Det er sådan cirka 70 gange så mange, som klubben har aktive medlemmer! Hjemmesiden er med andre ord populær langt uden for klubbens rækker, når det handler om at søge information om rejsemål eller inspiration til steder at rejse hen. Og medlemmerne er gode til at hjælpe hinanden med konkrete råd og tips. Visum til Hviderusland? Bo Løvschall spørger på forum, om det er muligt at få visum ved ankomst i Minsks lufthavn ved fremvisning af hotel- eller hostelbooking – altså uden et invitationsbrev. Det afstedkommer flere svar. Kennet Fischer Föh skriver fx, at man kan få visum på forhånd ved ambassaden i Letland uden et invitationsbrev. Dog højst til 10 dage, og alle hoteller skal være booket hjemmefra. Og Heidi Sørensen skriver, at hun har fået et tilbud på hotel og visum og invitation via privateguide.dk. Og at det tilsyneladende varierer fra ambassade til ambassade, men at den i Riga giver visum uden invitation. Henrik Schumacher skriver, at ambassaden i Berlin heller ikke kræver noget rejsebureauinvitationshalløj, kun hotelreservation og en billet ud af landet eller visum til næste land efter Hviderusland, og at man kan læse mere på germany.mfa.gov.by/de/konsularwesen/ visaerteilung/touristenreisen og på www. mfa.gov.by/en/visa/ Per Danielsen var i Minsk forrige sommer og brugte www.visatorussia. com/dk/russianvisa.nsf/belarus.html. Han tilføjer: ”Siden er oven i købet på dansk, og her kan man bestille en invitation, hvis man også bestiller et hotel samme sted. Nogle få dage efter får du en e-mail med en invitation, som i lufthavnen kan bruges til at få et visum. I lufthavnen skal man også købe en rejseforsikring til nogle få euro ved en anden skranke, men i det store hele foregår det nemt.” Og Ole Pedersen konkluderer, at det ser ud til, at man som dansker kan få visum ved ankomst til Minsk lufthavn, da der ikke er ambassade eller konsulat for Hviderusland i Danmark og henviser til www.mfa.gov.by/en/visa/ airport/ Og visum til Indien? Bo Løvschall spørger også om visum til Indien, mere specifikt hvis man har tænkt sig at besøge Kashmir. “Skal man nævne Kashmir i ansøgningen, eller må man endelig ikke nævne det?” lyder hans spørgsmål. Lars Munk har lige været i Indien og svarer, at der ikke står noget anført specifikt om Kashmir, når man søger visum, men at man kan læse mere på www.indian-embassy.dk/visa_services. html og om Indiens nye visumpraksis i et andet indlæg på forum på deberejstesklub.dk/forums/ny-visumpraksis-indien. Hans konklusion lyder: “Jeg tror ikke, der er restriktioner for Kashmir – overhovedet. Prøv at fortsætte til Pakistan – så bliver det underholdende.” … Og til Iran? Line Drube spørger, om nogen har erfaring med at få visum til Iran? Og om det er muligt at dele værelse med 61 sin kæreste, eller om man skal bo hver for sig? “Jeg er ret sikker på, at I ikke kommer til at opleve nogen problemer med at sove i samme værelse. Der var en del unge par, der rejste rundt, og alle dem vi mødte, var ret liberale, og det var kun myndighedspersoner, der kunne være lidt strikse. Jeg ville nok ikke holde i hånd og kysse offentligt, men jeg har ikke oplevet eller hørt om, at der kommer nogen ind på værelserne og tjekker, hvad man laver der,” svarer Jimmi Wolff, mens Søren Bonde oplyser, at “det kan give problemer at dele værelse, når I ikke har samme efternavn. Det er ikke så sandsynligt, at hotellerne hænger sig i det. Men bliver I afsløret, kan det give ballade ... I Danmark behøver man jo ikke have samme efternavn, selvom man er gift. Det kan I prøve at forklare dem,” lyder hans råd. Og med hensyn til visum skriver han: “Du henter deres ansøgning på hjemmesiden, hvor det også fremgår, hvad du skal sende eller medbringe til ambassaden i Charlottenlund. Regn med 14 dage.” Erik Futtrup skriver, at “langt det nemmeste er at få visa on arrival, hvis I skal være der mindre end 14 dage – så længe I flyver dertil.” Og Christian Hadsund skriver: “Vi havde et cirkus med at få visum. Men det var nok, fordi vi skulle have multiple entry visa, og det er der åbenbart kun en enkelt fætter på ambassaden, der kan håndtere. De ansatte kan fremstå som nogle skrankepaver. Så hvis I skal have single entry, så ville jeg ordne det over nettet.” Det værste ved at rejse er varm cola! Storsmilende langt ude på landet i Argentina i april i år hvor Henrik Schumacher krydsede de magiske 40.000 km på cykel. Når 47-årige Henrik Schumacher fra København svinger sig i cykelsadlen, er det ikke for at tulle en lille tur rundt om Peblingesøen i forårssolen. Intet mindre end en tur på 5.700 km gennem Sydamerika kan gøre det for den glade cyklist og modtager af Folkersenprisen i 2012. Tekst: Anette Lillevang Kristiansen Fotos: Henrik Fastergaard, Helmut Schumacher, Jan Christensen & Fernando Valdes R egnskovsvegetationen bliver tættere og tættere, den høje luftfugtighed føles kvælende, og sveden driver ned ad nakken, mens han træder hårdt i pedalerne. Han er godt klar over, at han har bevæget sig ind på deres territorium. I den tid han har været i Colombia, er han dagligt blevet konfronteret med faren. Blot ved at åbne for fjernsynet får han hver dag serveret henved 30 lig, der er blevet offer for landets berygtede guerillabevægelser, narkohandel og uroligheder, så det er ikke, fordi han ikke er blevet advaret. Ingen kan vide sig sikker, og da slet ikke en gringo fra Europa. Vi skriver 2001, og Henrik Schumacher er på en af sine utallige cykelture, der denne gang har drevet ham langt ind i Colombias jungle, hvor faren lurer om næste hjørne, og helt efter bogen bliver han da også holdt op flere gange af de frygtede grupper, hvor han ofte omringes af op til 10 guerillakæmpere. En af gangene udspørges han i halvanden time med en ladt maskinpistol i ryggen, men for Henrik er det næsten en lettelse at blive stoppet af dem. Han har hørt så meget om dem og frygtet dem – og nu står de der! Hvem har ikke hørt alle historierne om udsendte folk fra store firmaer, der er blevet kidnappet og tilbageholdt flere år i junglen uden nogen form for kontakt til omverdenen? Men helt så galt går det nu ikke for Henrik. Med en oplevelse mere i cykeltaskerne kan han trampe videre ad de sydamerikanske jungleveje og ræsonnere, at det aldrig er nogen skade til at se lidt fattig og elendig ud, når man lægger sig ud med den colombianske guerilla. ”En cykel signalerer jo ikke ligefrem penge, og desuden havde jeg huller i bukserne. En af guerilla- grupperne havde brug for en læge, men jeg fik forklaret, at en sygeplejerske ikke kan udføre sit arbejde uden en læge, så jeg slap for at arbejde for dem, selvom det nu havde pyntet på CV’et,” griner Henrik, der i alt har cyklet ca. 13.000 km i Sydamerika, fordelt på fire rejser. 62 Den ultimative frihed Jo, sidste års modtager af DBK’s Folkersenpris har oplevet lidt af hvert på sin færd, og hans grænsesøgende natur går helt i tråd med, hvordan en rigtig prismodtager skal være. For der skal overskrides grænser i stor stil, hvis man skal gøre sig fortjent til Folkersenprisen. Ikke nok med at Henrik har cyklet flere tusinde kilometer rundt om i verden, han kommer også meget tæt på den lokale befolkning, fordi han rejser i et langsomt tempo, og hele tiden har sjælen med i sit forehavende. Men hvad der måske er mere bemærkelsesværdigt, er Henriks forhistorie. Som 18-årig brækkede han halsen ved en badeulykke og var lam i en periode. Lægernes prognoser var dystre, men fra sygesengen tog Henrik en fast beslutning: han ville op at gå igen, og så ville han ud og se verden. ”Der sker noget med én, når man ligger dér paralyseret i en seng som helt ung, og udsigten til måske at skulle tilbringe resten af sit liv i en kørestol er tilstede,” fortæller Henrik, der første gang rejste ud alene som 14-årig. Han er født i Bremen, og hans allerførste cykeltur gik fra hjembyen til Skagen, videre til København og hjem igen. Senere begyndte han at tage sit enkle transportmiddel med uden for Europa. ”Jeg kan godt lide at sørge for min egen transport, og samtidig oplever jeg jo den ultimative uafhængighed Blandt kæmpe isterninger på sydkysten af Island i juni 2012 ... gad vide, hvor mange caipirinha man kunne lave af sådan en fætter? ved selv at kunne bestemme og netop udleve friheden,” forklarer Henrik, der ofte på sine rejser er blevet stillet over for svære situationer, men altid forsøger at være i lande, hvor han kan gøre sig forståelig. Han cykler mest på steder, hvor der ikke er andre cyklister, og oplever, at han kommer ind i en slags cykelhverdag med enkle rutiner. Han nyder sine cykelture, dels fordi han har brug for motionen rent kropsmæssigt efter sin ulykke, men også fordi han godt kan lide den måde at rejse på. Han er alene på sine cykelture, men føler sig sjældent ensom. ”Jeg har jo lært at rejse og hvile i det,” fortæller Henrik, der er på farten omkring otte måneder om året og indtil videre har rejst i 120 lande og 13 territorier. Men hele tiden udvider han rækken af nye steder, og alene i 2012 føjede han 16 nye lande til sin personlige liste. Fri fugl på to hjul Et spørgsmål, som Henrik altid bliver stillet, er, hvordan han får finansieret sine mange cykelture verden over. Han blev færdig som sygeplejerske i 1992 og har arbejdet som vikar siden 1999. ”Jeg blev træt af hele tiden at skulle spørge om orlov for at rejse, så vikarjobbet var en nem og oplagt mulighed, og i dag arbejder jeg på intensivafdelinger i Norge og København 90-100 dage om året. I Norge arbejder jeg dét, der svarer til en måneds arbejde herhjemme, på to uger,” fortæller Henrik, der om nogen elsker uforudsigeligheden og friheden ved ikke at have et fast job. Så for en mand med stor frihedstrang er sygeplejerskejobbet som at Man får meget opmærksomhed fra de lokale, når man cykler i lande, hvor cyklister er et sjældent syn. Her er Henrik i Den Dominikanske Republik i marts 2011. vinde i Lotto, og med en forstående familie og vennekreds, der glæder sig med ham, lyder det jo på mange måder som en drømmetilværelse. ”De ved godt, at jeg er lidt skør og har dette rejsebehov. Det er sådan de kender mig, og de er glade på mine vegne,” siger Henrik, der har mange favoritlande, ja stort set et på hvert kontinent, men især forelskede sig i regnbuenationen Sydafrika, hvor han cyklede rundt efter apartheids ophævelse. Men hvad er det så helt præcist, der trækker ved at rejse, cykle og opleve verden? ”Jamen, det er jo alle minderne. Dem er der ingen, der kan tage fra en, dem vil jeg altid kunne leve højt på,” siger Henrik og indrømmer med et smil, at det allerværste ved at rejse simpelthen er en halvlunken, for ikke at sige varm, cola. Donation til en særlig Henrik Selvom sidste års Folkersenprismod tager har tilbragt flere år af sit liv i en cykelsadel rundt på jordkloden, så erkender han også, at der nu ikke er noget som Danmark om sommeren. Han har svært ved at se sig selv forlade Europa og bosætte sig et sted ude i verden. Han ville bl.a. savne årstiderne og de lyse sommeraftener. Men rejseriet har han absolut ingen planer om at lægge på hylden, de store horisonter bliver ved med at trække, og efter ture på seks kontinenter mangler han kun Antarktis. Der er masser af lande at tage af endnu, for øerne i Stillehavet har endnu ikke haft Henrik på besøg. Indtil videre har han cyklet dét, der svarer til en jordomrejse, men der kommer helt sikkert 63 I januar 2011 var Henrik i Tanzania. Her er han fotograferet i en masaihytte, men synes det er synd, at en stolt folkestamme degenererer sig selv til et turistcirkus. flere kilometer til. Han cykler som regel alene, men ikke altid, og rejser han uden stålhesten, så er han som oftest sammen med andre, der også vil se verden. Henrik holder også af at sejle og har bl.a. krydset Atlanterhavet, så det er hverken eventyrlyst eller ildhu der mangler, når Henrik Schumacher kaster sig ud i rejselivet. Han vil opleve og bruge tiden på at se sig omkring, mens venner og bekendte hjemme får del i hans mange rejseoplevelser via e-mails og Facebook, selvom han har svært ved at have ro til at sidde stille og skrive. En på opleveren kommer i første række, og med udnævnelsen til prismodtager bliver han naturligvis tilskyndet til endnu flere rejser, men pengepræmien valgte han at give til et helt særligt formål. ”Jeg stod i Fransk Guyana, da jeg fik det at vide, og blev selvfølgelig meget stolt. Pengene valgte jeg at donere til orangutangen Henrik ude på Borneo for at gøre reklame for det gode arbejde, som danske Lone Dröscher Nielsen gør,” fortæller Henrik og pakker sine cykeltasker. For han er i fuld færd med at forberede en sydamerikatur gennem Brasilien, Paraguay, Bolivia og Argentina, der slutter i Buenos Aires. nn Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og er medredaktør af Globen. Medlemsnr. Antal lande Vægt 1 258 Peter Schønsted Navn 187 27,64 2 565 Frode Kjems Uhre 154 22,85 3 370 Ingo Lorentz 96 20,50 4 352 Henri Madsen 87 19,48 5 19 Claus Qvist Jessen 151 18,29 6 266 Jan Klintegaard 109 17,74 7 408 Eva Maria Thorning 28 16,60 8 267 Erik Futtrup 73 16,24 9 502 Anja Stubager 60 14,69 10 612 Lise Rasmussen 67 14,60 11 371 Troels Munck 69 13,95 12 158 Søren Bonde 64 13,92 13 97 Arne Runge 153 13,74 14 619 Jonas Felk Øster 33 13,48 15 389 Morten Svane 76 13,44 16 540 Peter Jørgensen 62 13,26 17 125 Knud B. Bach 88 13,13 18 468 Ole Markussen 113 13,07 19 236 Annette Qvist Jessen 112 13,01 20 218 Theis Sølling 81 12,87 21 38 Henrik Døcker 110 12,57 22 1 Ole Egholm 107 12,37 23 75 Anonym 111 12,31 24 546 Ninna Worning 56 12,28 25 166 Michael Horne Nielse 90 12,26 26 459 Dimiter Popov 76 12,19 27 42 Tyge Korsgaard 105 12,08 28 39 Heydorn 127 11,95 29 606 Poul Weiss 65 11,93 30 395 Karen Hammer 79 11,89 31 384 Peter Goltermann 129 11,82 32 312 Jakob Øster 135 11,55 33 313 Charlotte Felk 85 11,37 34 153 Øyvind Løkkeberg 119 11,36 35 412 Asger Domino 76 11,33 36 196 Rasmus Krath 63 11,17 37 57 Bertel Kristensen 119 11,12 38 96 Søren Christensson 64 11,12 39 321 Claus Søndergaard 83 11,00 40 501 Niels Vestergaard 97 10,94 41 507 Martin Buch Larsen 69 10,55 42 112 Søren Padkjær 103 10,54 43 210 Annette Grønkær 73 10,40 44 207 Lars Munk 49 10,40 45 367 Rasmus Jarlov 103 10,31 46 37 Ib Larsen 90 10,25 47 528 Per Svendsen 64 10,09 48 326 Ole Pedersen 101 10,08 49 354 Alina Hjorth Sode 66 10,06 50 529 Bodil Svendsen 67 10,03 64 Medlemmer der har rejst mest til de mindst besøgte lande i DBK Tekst: Erik Futtrup I statistik Placering De Berejstes Klub er vi glade for lister. Populær er især listen over aktive medlemmer, som har besøgt mindst 100 lande. Nu hvor vi har alle landebesøg i en database, giver det os mulighed for at lave lidt andre typer udtræk. Fx denne ”væk fra alfarvej”-liste som er opgjort 23. april 2013 efter, hvad der er registreret på www. deberejstesklub.dk. Altså hvem rejser til de steder, alle andre ikke rejser til? Hvem vælger Afrika frem for Europa som rejsemål? Der er selvfølgelig gengangere fra top-10-listen over flest besøgte lande, men der er også fx børn og nogle medlemmer, der vælger deres rejsemål ret nøje og dermed havner højt på listen. På www.deberejstesklub.dk findes hele listen samt en aktuel liste over hvor mange berejste, der har været i hvert enkelt land. Listen er lavet ved at give hvert land en vægt (1 divideret med antal besøgende). Sydsudan får 1/3 vægt, fordi tre medlemmer har besøgt landet, og Tyskland får 1/382, fordi 382 har besøgt landet. Det enkelte medlems landevægte summeres og divideres med antal besøgte lande for at få et gennemsnit. Du kan som aktivt medlem gå ind og finde dig selv på listen via dit medlemsnummer og se, hvordan du rejser. I denne fordeling vil besøg til klubbens mindst besøgte lande tælle ekstra meget, så rejser du en tur til Nauru og Ækvatorialguinea, vil du hoppe mange pladser frem på listen. En anden fordeling kan laves ved at rangordne alle lande efter, hvor få der har besøgt hvert land. Ækvatorialguinea er så nr. 1 med færrest besøgende, Sydsudan er nr. 2, Nauru nr. 3 og så fremdeles, indtil Tyskland der er nr. 197. Denne liste kan også findes på hjemmesiden. nn Erik Futtrup har medlemsnr. 267 og rangerer selv som nr. 8 på listen over, hvem som har rejst mest til de mindst besøgte lande i DBK. Få Gl ben De Berejstes Klub lige til døren – uanset hvor du bor! G loben kommer Jorden rundt. Både indholdsmæssigt og helt konkret. For i De Berejstes Klub har vi medlemmer over hele verden. For 150 kr. for resten af året kan du tegne et passivt medlemskab, og for 300 kr. kan du blive aktivt medlem – hvis du vel at mærke opfylder kriterierne for at blive optaget. Læs mere på www. deberejstesklub.dk eller send en e-mail til [email protected]. Og husk, beløbet gælder, uanset hvor i verden du bor. Er du allerede medlem, kan du give rejselystne venner eller familie et passivt medlemskab og abonnement på Globen i gave, så de kan få indblik i, hvad det er for en spændende klub, du er medlem af. Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får alle medlemmer disse fordele: • 25 % rabat på rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk. • 15 % rabat hos Friluftsland bortset fra på udsalgsvarer og på varer af mærket Canada Goose. Se www.friluftsland.dk. • 15 % rabat på vaccinationer hos Rejseklinikken i Charlottenlund. Se www. rejseklinikken.dk. • 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva. com. • 10 % rabat på vaccinationer hos Speciallægernes Sundhedscenter på Frederiksberg. Se www.sundhedscenter.com. • 10 % rabat på vaccinationer hos Udlandsvaccinationer, Aarhus Universitetshospital i Skejby. Se www.auh.dk. • 10 % rabat på landarrangementer hos Penguin Travel. Se www.penguin.dk. • 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www. cafegloben.dk. • Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne berejste udveksler rejsetips og -oplevelser, og indbydelser til medlemsmøder der kan inspirere og udvikle rejselysten. • Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat på rejseforsikring hos Gouda Rejseforsikring. Se www.gouda.dk/rejseforsikring. De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse. Globen kommer Jorden rundt. Her er Globen med på tur til stupaen Boudhanath i Katmandu, Nepal. 65 Find afbudsrejsen på mobilen Er du på udkig efter en billig afbudsrejse? Med Travelmarkets gratis rejseapp finder du de billigste afbudsrejser fra de store charterselskaber. Scan koden eller gå ind på travelmarket.dk/mobil Ecuadors vulkaner, Cotopaxi kiplingtravel.dk Velkommen til en af de mest komplette vulkanture, hvor vi bestiger Cotopaxi, 5.897 meter. Akklimatiseringstrekket og de tre andre vulkanbestigninger foregår i et smukt og autentisk område som kun ganske få turister har mulighed for at opleve og som kun benyttes af Kipling Travel - et brag af en rejse. Afrejse d. 17/11 med Juan Carlos. KUN 19.980,- Mexicos vulkaner Manaslu rundt Toluca 4.640m, Iztaccihuatl 5.230m og Pico Orizaba 5.747m. Pionertur i samme ånd som mange spændende ekspeditioner med Kipling Travel. Afrejse 24/10. 13 dage, 19.980,- ..måske Nepals flotteste trek! Bhuri Gandaki, yakoksernes land og Larkya La. 20 års jubilæum - tag med på vores yndlings trek. Afrejse 20/11. 15 dage, 22.980,- Sneleopard trek Ladakh er Sneleopardens forjættede land. Derfor inviterer vi nu til en unik sneleopard ekspedition i det sene efterår 2013. Afrejse 20/11. 15 dage, 22.980,- Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk Kipling Travel - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening Jakob Øster De Berejstes Klub Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede? Savner du den internationale stemning fra dine rejser? Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern? • Rejseforedragfleregangeomugen Jakob Øster • Oplevelser og røverhistorier fra hele verden • Landefester og events • Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen Café Glob en o g vo res a er åb rran ne fo gem r alle med ente - ikk lemm r e er af kun for De B erejs tes K lub. • RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg • Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande • Cocktails • Kaffe og te • Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus • Gratisinternet/Wi-Fi • Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder •Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos Vi ses på Café Globen! Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | [email protected] | www.cafegloben.dk REJSER I EFTERÅRET LAOS & CAMBODIA Stammefolk langs floderne. Fantastiske templer i junglen. Livlige markeder. God tid i Luang Prabang. Vi sejler på Mekong-floden fra Laos ind i Cambodia. Den tropiske vulkanø Yak Laom. Vi ser Sølvpagoden i Pnomh Penh og ikke mindst det unikke tempelkompleks, Angkor Wat. Max 20 deltagere. 21 dage • 23.900 kr • 30. oktober til 19. november OMAN OFF-ROAD Vi oplever wadierne og kløfterne i Akhdarbjergene, æglæggende skildpadder, Wahiba-ørkenens smukke klitter. Vi kører sydpå langs Det Indiske Ocean. Her har vi 5 teltovernatninger undervejs. Rejsen afsluttes med 3 overnatninger i Salalah med en helt anden kultur og natur. Max 15 deltagere. 18 dage • 22.900 kr • Afrejse 1. og 22. november 14 DAGE PÅ BALKAN Albanien, Makedonien, Kosovo og Montenegro. Rejsen viser nogle af Europas nyeste lande frem. Albanien har en gæstfri befolkning og spændende byer som ”Byen med 1000 Vinduer” og ”Byen med 1000 Trapper”. Makedonien har den smukke Ohrid sø og Montenegro charmerende middelalderbyer. Max 20 deltagere. 14 dage • 15.200 kr • Afrejse 1. og 15. september BOLIVIA OFF-ROAD Oplev tre store og forskelligartede naturområder i Bolivia: Regnskov, pampas og saltsletter. Med 4-hjulstrækkere, i kano og på vandreture er vi på opdagelse for at se dyrelivet. Flamingoer i tusindvis. Farvestrålende tukaner, ara´er samt verdens ældste fugl – den specielle hoatzin. Max 14 deltagere. 17 dage • 27.700 kr. 5. til 22. oktober Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk