dialogisk oplæsning.indd
Transcription
dialogisk oplæsning.indd
Dialogisk oplæsning - en bogliste Illustrationen fra ”Elviras morgenmad” er af Peter Malherbes Jensen Dialogisk læsning styrker barnets sprog. Dialogisk oplæsning er en særlig oplæsningsmetode, hvor man læser bogen højt for børnene flere gange. Først ganske almindeligt, siden læses bogen højt, så den danner grundlag for samtale, leg m.v. På den måde får barnet bedre mulighed for selv at være aktiv medfortæller af bogen, hvilket styrker barnets sproglige udvikling. Dialogisk læsning går ud på at forklare de enkelte ord og knytte aktiviteter til bogens handling, så barnet får konkrete erfaringer med de ord og begreber, det kender fra bogens univers. Det kan være at tegne handlingen, lege og synge. Metoden bliver først og fremmest brugt til tosprogede børn og børn, som har sprogvanskeligheder, men er rigtig velegnet til at styrke alle børns sprog. Børnebiblioteket har masser af andre sjove og spændende bøger til dit barn. Det er gratis at låne. Dialogisk oplæsning – En bogliste Udarbejdet af Annesofie Gudmand-Høyer og Birgitte Halmø. Layout Janne Bannebjerg Glostrup Bibliotek Glostrup 2011 Litteratur om og med dialogisk oplæsning/læsning: Aktive fortællinger, rim og remser Af Lotte Salling. Illustreret af Jarl Egeberg Forfatteren har simpelthen skrevet nogle historier og vers til brug for dialogisk oplæsning. Alle børn læser i Ishøj. Ishøj kommune Rapporten beskriver et projekt i Ishøj og oplister og afbilder de bøger, som kommunen har valgt til projektet. Dialogisk oplæsning Af Jette Løntoft Rapporten indeholder vejledninger og skemaer til dialogisk oplæsning samt forslag til gode oplæsningsbøger. Velegnede oplæsningsbøger: Anna Banana Af Iben Harboe. Illustreret af Dina Gellert Fra 4 år. Annas far spiller på basun i et bananband og har slet ikke tid til Anna, som må tage sagen i egen hånd. Banantemaet forfølges i teksten såvel som i de livlige farveglade illustrationer. Anton og Dino Af Lene Fauerby. Illustreret af Kirsten Raagaard Fra 2-4 år. En hverdagshistorie med store følelser for de helt små. Hovedpersonen er beskrevet indlevet og solidarisk både i tekst og billeder, så bogen lægger op til samtale om følelser. Et barns have Af Michael Foreman. Fra 5-8 år. Drengen i flygtningelejren finder en lille spire., som han passer og vander til det bliver en skyggefuld plante. Soldaterne ødelægger den, men næste år vokser der flere planter både inden for og uden for hegnet. Smukt illustreret i grå nuancer, der brydes af planternes grønne farve. Den bevægelige bog Af Lotte Bräuning med flere. Fra 2-4 år. Tilhøreren inddrages i handlingen ved for eksempel at ryste eller dreje bogen. Enkle illustrationer i klare farver. Cykelmyggen Egon Af Fleming Quist Møller Fra 3-6 år. Egon er ikke en myg, men en cykelmyg, og selv om han hurtigt mister sin cykel, lader han sig ikke gå på. Mange steder er der brug for en myg med hårde muskler, og Egon ender som cykelartist i cirkus. Da Lille Madsens hus blæste væk. Af Jakob Martin Strid 3-7 år. Da Lille Madsens hus blæser op på Benbrækkerbjerget, får han hjælp af alle byens indbyggere på hver sin måde. En varm og fantasifuld fortælling. Illustrationerne indeholder mange detaljer, som kan danne udgangspunkt for samtale. Da Martins bedstefar døde Af Anna Rosenbeck. Illustreret af Ursula Seeberg Fra 5-9 år. Bogen kan bruges til samtale om sorgen og døden. Historien fortælles roligt og sobert både i tekst og billeder. Da Mikkels Far fik det røde kort Af Ulrik T. Skafte. Illustreret af Jørgen Eivind Hansen Fra 5-9 år. Det er pinligt, da Mikkels far går så meget op i sønnens håndbold, at han får det røde kort. Så Mikkel og hans mor må tage affære. Da Stella mistede håret Af Morten Dürr. Illustreret af Charlotte Pardi Fra 3-6 år. Udelukkelse eller mobning er et alvorligt problem, og denne bog beskriver problemet, så det næsten gør ondt, på trods af den lykkelige slutning. Dovendyret Af Daniel Zimakoff. Illustreret af Lea Letén Fra 5-8 år. I zoologisk have med klassen går William alene på jagt efter dovendyret. Han misser bussen og må finde hjem på egen hånd. Fine udtryksfulde tegninger og en god historie. Elviras morgenmad Af Karin Hultman Jensen. Illustreret af Peter Malherbes Jensen Fra 2-3 år. Både hunden og fluen vil gerne smage på Elviras morgenmad, og pølsen fra maden får en flyvetur. Realistiske illustrationer på den ene side af opslaget. På den anden side små vignetter, hvor genstandene bliver levende. Finn Herman Af Mats Letén. Illustreret af Hanne Bartholin 4-6 år. En grum historie om en sulten krokodilles forslugne bytur med sin ejer. Leger med fortællingens synsvinkel. Garmanns hemmelighed Af Stian Hole Fra 5 år. En historie om hemmeligheder og venskab, illustrerede med smukke og stemningsfulde kollager. Gedekiddet, som talte til ti Af Alf Prøysen. Illustreret af Tine Modeweg-Hansen Fra 3 år. De andre dyr bliver vrede, da gedekiddet tæller dem. De må dog siden indse det nyttige i at blive talt. Medrivende illustreret. Godnat Alfons Åberg Af Gunilla Bergström Fra 3-5 år. Alfons kan ikke sove og kalder igen og igen på sin rare far. Situationen er genkendelig, og bogen indbyder trods sin høje alder stadig til samtale. Godt brølt Lilli Af Claudia de Weck Fra 3–5 år. Hunden Lilli er bange for lyde og bliver ugleset. Hun flygter og forvilder sig ind i Zoologisk Have, hvor mødet med en løve giver hende nyt mod. Livlige karikerede illustrationer. Hunden der løb hver sin vej Af Eske K. Mathiesen. Illustreret af Ursula Seeberg Fra 5-8 år. Da hunden bliver væk fra sin ejer, deler den sig i to. De to dele finder hjem igen og bliver syet sammen. Fabulerende tekst og illustrationer. Hvad fætter gør er altid det rigtige Af Manu Sareen. Illustreret af Rasmus Bregnhøi Fra 5-11 år. Nutidig og morsom udgave af ”Hvad fatter gør….”. Illustrationerne indbyder til samtale. Hvor gror peberet Af Manuela Olten Fra 4 år. Der stilles forskellige spørgsmål. De besvares først forkert siden rigtigt. Illustrationerne er sjove og finurlige. En julehistorie – og så alligevel ikke Af Kim Fupz Aakeson. Illustreret af Rasmus Breinhøj Fra 5 år. Efter jul bliver nissen arbejdsløs og selv om han prøver forskellige jobs, finder han ikke det rette. Men endelig møder han en gammel mand, som holder jul hver dag. Karius og Baktus Af Thorbjørn Egner Højtlæsning fra 5 år. Den klassiske historie om de to foretagsomme bakterier i Jens’ mund. Klokken tolv er jeg en trold Af Claus Deleuran Fra 2 år. Tælleremse som både øver tal og klokkeslæt. De mange hyggelige og detaljerede illustrationer er fine som udgangspunkt for samtale. Kong Karsten Af Kim Fupz Aakeson. Illustreret af Jørn Willumsen Højtlæsning for 5-9 år. Forvandlet til Kong Karsten hævner den tykke dreng sig på sine klassekammerater. Tekstens alvorlige tone blødes op af de groteske illustrationer. Et kys er ikke bare et kys Af Carina Bodström Fra 3-6 år. Fakta om kys blander sig med pigen Emmas refleksioner over samme emne i bogen, som er illustreret med sjove ”børnetegninger”. Lillebror Af Kim Fupz Aakeson. Illustreret af Rasmus Bregnhøi Fra 4-7 år. At være nytilflytter er ikke særligt rart, hvis man er den mindste. Men heldigvis er der en lillebror på vej, som Elias selv kan hundse med. Herlige illustrationer og en overraskende slutning. Mik Mekaniks første bog - flyvemaskiner Af George Johansen. Illustreret af Jens Ahlbom Fra 2 år. Med enkle streger og tekst, men også med små finurligheder fortælles om lufthavnen og de mange forskellige slags flyvemaskiner. Mimbo Jimbo Af Jakob Martin Strid Fra 2-4 år. Mimbo Jimbo bygger en helikopter og tager sammen med sin ven på tur. Turen er begivenhedsrig og de to venner får brug for hjælpsomhed og fantasi. Min mormors gebis Af Jakob Martin Strid Fra 4 år. Tekst og billede udgør en helhed i denne samling af finurlige vrøvlevers. Rim og remser er kendetegnet ved, at de bl.a. gør børnene opmærksomme på ordenes formside og styrker barnets beherskelse af sprogrytme og udtale. Derved skabes også forudsætninger for den senere læseudvikling. Mis med de blå øjne Af Egon Mathiesen Fra 3-6 år. Den klassiske og enkle historie om katten, som holdes udenfor og først accepteres, da den finder landet med de mange mus. Monsteret fra den blå planet Af Cornelia Funke. Illustreret af Barbara Scholz Fra 4-7 år. Bobo tager til den blå planet for at fange et monster, som han vil have som kæledyr. Han fanger en pige og de slår bro over deres forskelligheder. Mor Muh rutsjer Af Jujja Wieslander. Illustreret af Sven Nordquist Fra 3 år. Koen Mor Muh prøver børnenes rutsjebane. Det har den ikke specielt godt af. Teksten er mundret og illustrationerne er sjove og emmer af svensk sommer. Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved Af Werner Holzwarth. Illustreret af Wolf Erlbruch Fra 3-7 år. Den uheldige muldvarp søger efter lortens ejermand, og de forskellige dyr demonstrerer gladelig deres efterladenskaber. Emnet er altid interessant for målgruppen. Den mørke mørke nat Af Christina M. Butler. Illustreret af Jane Chapman. Fra 3-6 år. Frø bliver bange for sin egen skygge i lygtens skær. Angsten smitter, indtil et af dyrene fatter sammenhængen. En dejlig fortælling med levende illustrationer om at blive bange og siden besejre angsten. Nyt blod – en vampyrkrønike Af Peter Gotthardt. Illustreret af Siri Melchior For 4-7 år. En stemningsfuldt illustreret og fortalt historie om vampyrer. Helmuth skal skaffe nyt blod til slægten. Hans udkårne skal klare tre prøver, før hun accepteres. Når Mormor bader mig indtil jeg får en prop Af Mette Egelund Olsen. Illustreret af Lea Letén Fra 2 år. Denne bog er blot én i en serie af fine hverdagshistorier, som sætter ord og billeder på sammenstødet mellem barnets og den voksnes verdens- og tidsopfattelse. Spøgelser i Rundetårn Af Sussi Bech Fra 3-8 år. En findebog, der fortæller Rundetårns historie ved hjælp af fiktion og fakta. Illustrationerne er fulde af små fine detaljer og overraskelser. Store monstre græder ikke Af Kalle Güettler. Illustreret af Áslaug Jónsdóttir Fra 3 år. Lille monster kan mange ting, som store monster ikke kan. Store monster bliver ked af det, men heldigvis har han også sine stærke sider. Bogens illustrationer er udtryksfulde og fine som udgangspunkt for samtale. Vitello får en klam kæreste Af Kim Fupz Åkeson Illustreret af Niels Bo Bojesen 5-8 år. Da den nye indflytter viser sig at være en pige, får Vitello sin sag for. De to finder ud af lege sammen, men Vitello bliver både tiltrukket og frastødt af sin nye legekammerat. Vitello vil have en far Af Kim Fupz Åkeson. Illustreret af Niels Bo Bojesen. 4-8 år. En politisk ukorrekt og meget ordrig fortælling om Vitello, som ikke har nogen far, men må prøve at skaffe sig en. Illustrationerne trænger sig på med deres kraftige streger og karikerede udtryk. 39.12 De tre Bukke Bruse Af Roald Als. Fra 3-6 år. Illustreret af Roald Als. Genfortalt af Ole Thestrup. Denne udgave af det gamle eventyr udmærker sig især ved illustrationerne. Roald Als’ kraftige streger gør trolden ekstra farlig og gederne ekstra levende.