Pressemeddelelse Forsikringsselskaberne svigter deres kunder I

Transcription

Pressemeddelelse Forsikringsselskaberne svigter deres kunder I
Pressemeddelelse
Forsikringsselskaberne svigter deres kunder
I erhvervssektionen EPN kunne man i går 22. maj under
overskriften "Ejerskifteforsikringer bliver underkendt" læse
om husejeres problemer med at få skader på deres hus
dækket af deres ejerskifteforsikring. Problemer bekræftes af
Ankenævnet For Forsikring, der kan melde om en stigning i
antallet af klager fra godt 190 i 2011 til knap 280 i 2012.
Skadechef, Søren Ahlgren Mortensen fra
Ejerskiftehjælpen.dk, har problematikken
tæt inde på livet. Han hjælper nemlig
mange af de kunder, der oprindeligt er
blevet afvist af deres forsikringsselskab,
men i sidste ende vinder, fordi
Ejerskiftehjælpen netop går ind og tager kampen for
kunderne, og hjælper dem til at få den erstatning, som de er
berettiget til.
"Mange ankesager kunne undgås ved en bedre
kommunikation mellem forsikringsselskaberne og
forsikringstagerne. Et af de helt centrale problemer er, at
forsikringsselskaberne garderer sig ved at tage en masse
generelle forbehold i en jungle af forsikringsparagraffer, der
er uigennemskuelige for langt de fleste huskøbere. Faktisk
svigter de deres kunder, der føler sig uretfærdigt behandlet,
når de får afvist en skade, de mente var dækket af deres
forsikringspolice. Det kan være alt fra fugtskader til
sætningsrevner, der pludselig bliver synlige."
Umuligt at løfte bevisbyrden
"Problemet opstår, fordi forsikringstageren selv skal løfte
bevisbyrden for, at der er tale om en skade, som
ejerskifteforsikringen skal dække. Det er noget nær en
umulig kamp, når forsikringsselskabet først har afvist en
skade på deres hus. Det betyder nemlig, at husejeren selv
skal kunne gennemskue policens dækningsomfang og vilkår
og sammenholde det med tilstandsrapportens
anmærkninger i forhold til de konsekvenser, det har i
forhold til ejerskifteforsikringen. Kunderne skal samtidig
også kende til de byggekrav, der var gældende på det
tidspunktet huset blev opført samt de aktuelle reglementer
for et hus, der løbende er blevet renoveret", udtaler Søren
Ahlgren Mortensen. Han har sammen med arkitekt og
bygningskonstruktør Michael Holm stiftet
Ejerskiftehjælpen.dk, der netop hjælper husejere, der er
kommet i klemme i ejerskiftesager.
Stigning i klager kunne undgås
Søren Ahlgren Mortensen anerkender, at det er et svært
område, der både kræver en rigtig god kommunikation
mellem forsikringsselskaberne og husejerne, når de tegner
deres ejerskifteforsikring, og en stor byggeteknisk
ekspertise, når skadens omfang og oprindelse skal afdækkes.
"Budskabet er, at rigtig mange klager i Ankenævnet kunne
undgås, hvis forsikringsselskaberne tog bedre hånd om
deres kunder og informerede dem grundigt.
Ejerskiftehjælpen får dagligt henvendelser fra frustrerede
kunder, der føler sig kørt over af deres forsikringsselskab.
De sidder tilbage med en følelse af afmagt, og den eneste
mulighed de har er at klage til Ankenævnet for Forsikring,
der har en behandlingstid på ml. 8 og 10 måneder. Det kan
være svært for familier at overskue, der allerede har kæmpet
i månedsvis med deres forsikringsselskab og måske sidder i
et hus, hvor der er konstateret skimmelsvamp, og deres børn
har fået vejrtrækningsproblemer."
Husejere går glip af kæmpe erstatninger
"Skader kan løbe op i hundredtusinder, så
det er ikke småpenge vi taler om, som
kunderne går glip af, hvis de vælger at give
op undervejs. Vi er meget enige med
forsikringsselskaberne i, at det handler om
at lave en grundig forventningsafstemning
med kunderne om, hvad en
ejerskifteforsikring dækker og ikke mindst ikke dækker. Det virker derfor underligt på
os, at flere og flere forsikringsselskaber har
skubbet deres salg af ejerskifteforsikringer
ud til ejendomsmæglerne, der i forbindelse
med et huskøb også skal fortælle kunden omkring
ejerskifteforsikring. Det virker besynderligt at en af de mest
komplicerede forsikringer, bliver solgt af en
ejendomsmægler. Og det er desværre husejerne, der bliver
taberne", siger Søren Ahlgren Mortensen.