Året 2014 er et år, hvor vi har fået lavet mange af de ting færdige

Transcription

Året 2014 er et år, hvor vi har fået lavet mange af de ting færdige
BERETNING 2014
Året 2014 er et år, hvor vi har fået lavet mange af de ting færdige, som vi startede for 4 år
siden. Banedanmarks arbejde på Nordvestbanen – præcis, hvor vi er - begyndte jo
dengang og nogle projekter startede flere år før.
Vi må desværre erkende, at Vandsektorloven er vi ikke kommet af med endnu; om man
kan komme til en fornuftig løsning omkring den, er nu tvivlsomt. Det er i øjeblikket gået
helt i stå inde på Christiansborg; det var jo meningen, at lovforslaget skulle være
færdigforhandlet i 2015, men det skal vi nok ikke regne med, vil ske. Lad os håbe på, at de
kan få lavet et forlig i 2016 – bedre end dét, vi har nu. For den lov, som vi har nu, er blevet
en pengemaskine, som så meget andet. Jeg kan blandt andet nævne skatteansættelsen,
som vi nu er sat i – og her er ingen mulighed for nogensinde at slippe væk igen. Man må
sige, at det er noget mærkeligt noget – først skal man bruge værdiansættelsen af
vandværket, som vandsektorloven påbyder og så kommer Skat og må godt lave den om og
have deres egen vurdering af, på hvilket grundlag, der skal beregnes skat. De ruller flere år
bagud, hvilket har medført, at KTV skal betale skat for årene 2010 – 2011 og 2012. Og det
selv om der skulle have været store afskrivninger med den første vurdering, hvilket
betyder, at vi skal af med 228.000 kr. Vor revisor og Vandværksforeningen er inde i alle de
sager, som forebygges, når vi har kendskab til dem – og vi har anket til Landsskatteretten,
så må vi vente og se, hvad der sker. Jeg kan for øvrigt oplyse, at 125 vandværker har
indklaget, hvoraf de 27 er indgangsværdisat til 0.
Banedanmark er færdig med udvidelsen af banen, hvor vi har været dybt berørt, vi
mangler kun nogle endelige skelforretninger – men det blev også en dyr affære for
vandværket.
Vi fik i 2014 endelig tilladelse til at ibrugtage den nye kildeplads, hvilket har medført, at de
2 boringer er blevet sat i gang og en ny råvandsledning er blevet skudt – underboret op
gennem marken fra vandværket til kildepladsen. Der kommer noget godt vand fra de 2
boringer. Det har medført, at vi i dag pumper 75% fra boringerne 6-7-8 og 9 og kun 25% fra
boring 4 og 5, sidstnævnte er de 2 boringer her på værket. De 2 boringer 4 og 5 vil i løbet
af 2015 blive renoveret med nye pumper og rør, således at alle vore boringer er helt nye
og kan arbejde i mange år fremover uden nævneværdig vedligeholdelse.
Vi er helt færdige med renovering af værket. Hydroforerne er udskiftet med pumper og
overvågning, samt glasvæg ind til filtrene og anden indretning bl.a. etablering af
hygiejnezoner. Det er blevet rigtig godt og arbejdsvenligt. Der er med disse tiltag blevet en
betragtelig besparelse på elregningen på ca. 15.000 kr.
Pladsen rundt om værket er nu blevet ordnet; det er allerede pænt at se på, men når
græsset gror op, bliver det rigtig godt og tidsbesparende, da der kun skal slås græs og ikke
luges/brændes ukrudt i mellem alle stenene, som før.
Kontorbygningen er blevet malet ude og inde og pålagt et nyt gulvtæppe, som var meget
tiltrængt efter mange års brug.
2 skoleklasser har besøgt os og blevet vist rundt med forklaring om vandets gang fra jord til
bord. Det er dejligt, at der er interesse fra den side.
Der har kun været et par brud i årets løb. Der er lagt en ny ledning på Industrivej ud for
Fakta, så man må sige, at det har været et heldigt år på ledningsnettet. Især, når vi tager i
betragtning, at der har været så mange arbejder i gang med at færdiggøre værket og
kildepladsen.
En anden ting, som vi også må være særdeles glade for, er, at der ikke er opstået en
forurening, når vi har haft så mange ting i gang.
Driften og tilsynet med værket er blevet betydeligt nemmere, idet vi får en fejlmelding
over telefonen lige så snart, der sker ændringer i forløbet; ofte er vi i stand til at ordne det
on line hjemmefra over computeren.
Der er i årets løb oppumpet 254.110 m3 og udpumpet 244.136 m3 til forbrugere, samt til
større brande i området; det er meget betryggende, at vi har en så stor kapacitet, at vi kan
klare dette, uden at det går ud over vore forbrugere.
Vi er gået i gang med at skifte målere til elektronisk aflæsning i år og næste år. Inden alle
er udskiftet skriver vi 2016. De nye målere skulle være endnu mere nøjagtige end de
nuværende, så må vi jo se, hvem det kommer til gode!
Der vil i det kommende år muligvis blive en udvidelse af vandværkets andelhavere med et
nyt plejehjem med 65 boliger. Der arbejdes også på et nybyggeri i Søndermarken på ca.
120 boliger og den gamle hotelgrund opererer med opførelse af 20 boliger – så det må jo
siges, at tilgangen giver nye og øgede aktiviteter i KTV.
Det er et godt og vel vedligeholdt vandværk, vi nu har - med en god og stor vandmængde
at pumpe af i mange år fremover; og vi kan forsyne de forbrugere, som måtte komme til i
de kommende år – det er det nu gearet til.
Jeg vil gerne sige tak til Henrik Steengård og Lis Madsen for et godt og loyalt samarbejde i
året, der er gået.
Til bestyrelsen skal der også lyde en tak for den tillid, man altid har vist mig og et godt
samarbejde. Tak.