Bachelorprojekt Mads Nielsen pr10v575

Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
Bachelorprojekt
”Pædagogers faglighed og profession – en kamp
om anerkendelse”
Udarbejdet af: Mads Christian Nielsen
Studienummer: Pr10v575
Antal anslag: 52.467
Afleveret: 08-01-2015
Uddannelsessted: UCSJ Roskilde
Gruppenummer: 73
Klasse: 11D
Vejleder: Annika Foxby
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
Indholdsfortegnelse
1.0 Indledning ...................................................................................................................................... 2
1.2 Emneafgrænsning........................................................................................................................ 3
1.3 Metode ........................................................................................................................................ 4
2.0 Profession eller ikke-profession ................................................................................................... 5
2.1 Den funktionalistiske tilgang ....................................................................................................... 5
2.2 Den neo-weberianske tilgang ...................................................................................................... 7
3.0 Pædagogen som professionel ....................................................................................................... 8
3.1 Uddannelse .................................................................................................................................. 9
3.2 Pædagogers fagsprog – eller mangel på samme? .................................................................... 11
3.3 De 3 p’er – privat, personlig og professionel ............................................................................. 14
4.0 Pædagogers faglige viden – en særlig viden?............................................................................. 16
4.1 Pædagogers upåagtede faglighed ............................................................................................ 20
5.0 Vejen mod den ønskede anerkendelse ...................................................................................... 22
6.0 Konklusion ................................................................................................................................... 24
7.0 Perspektivering............................................................................................................................ 26
8.0 Litteraturliste ............................................................................................................................... 28
1
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
1.0 Indledning
Som pædagogstuderende gennem snart 3 ½ år, er mit urokkelige syn på det pædagogiske arbejde
som et særligt og betydningsfuldt erhverv, ofte blevet udfordret. Der hersker en mangel på
anerkendelse af pædagogers faglighed og status som profession (Nørregård-Nielsen, 2006). Der er
en vis uklarhed omkring hvad der gør pædagoger til en særegen faggruppe, og det kan virke både
frustrerende og provokerende som kommende pædagog.
I første omgang virkede denne udbredte mangel på anerkendelse, udelukkende at være af ekstern
karakter, indtil jeg læste sociolog Esther Nørregård-Nielsens ”Pædagoger i skyggen”. Her blev jeg
opmærksom på, at der selve internt i den pædagogiske profession er tegn på mangel af
anerkendelse. Det vil bl.a. sige, tegn på en tvivlen og uklarhed i forhold til egne kompetencer dybt
inde i professionen. Dette finder jeg både problematisk og interessant, da jeg antager, at før ens
faglighed kan blive anerkendt af andre må man først anerkende den selv. Den pædagogiske
profession kæmper for anerkendelse fra politikernes, andre professioners/faggruppers og
forældrenes side. Samtidig har professionen vanskeligt ved at konstituere en fælles
professionsbevidsthed og en fælles faglig kerne indadtil. Uklarheden lader til, at starte ved
pædagogseminariernes uenighed, om hvordan denne faglige kerne skal defineres og om der
overhovedet eksisterer en sådan kerne i fagligheden, på tværs af seminarierne (NørregårdNielsen, 2006). I min undersøgelse er følgende spørgsmål derfor centrale at stille:
Hvad skyldes denne udbredte mangel på anerkendelse af professionen? Og hvorfor er det
vanskeligt for den pædagogiske profession, at markere og adskille sig som et fagfolk med en særlig
faglig viden og en fælles faglig kerne?
Hensigten med projektet er at skabe øget forståelse og debat, af det jeg vil kalde pædagogfagets
nuværende lavstatus, og dels at denne forståelse og debat på sigt kan medvirke til at
pædagogfaget lykkes i dets professionsbestræbelse. Jeg mener, at man for at styrke faget først må
forstå dets svagheder og de bagvedlæggende årsager.
Gennem mine praktikker har jeg som studerende selv stiftet bekendtskab med nogle af de interne
årsager, der kan være medvirkende til at pædagogfaget eksternt ikke oplever udbredt
anerkendelse. Derfor vil jeg anvende egne erfaringer og faglige holdninger, fra praktikforløb og
min studietid, løbende i projektets analyse og diskussion.
2
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
1.1 Problemformulering
Som følge af indledningens præsentation af emnet, vil projektet:
Analysere og diskutere den pædagogiske professions interne og eksterne problematikker i forhold
til at kunne blive anerkendt som profession
Samt
Diskutere og vurdere hvordan pædagogfaget kan opnå den ønskede anerkendelse, internt såvel
som eksternt.
1.2 Emneafgrænsning
Jeg vil i det følgende præcisere projektets problemformulering.
Projektet anvender anerkendelse som noget af det mest centrale. Anerkendelse vil i dette projekt
ikke blive diskuteret eller analyseret som det teoretiske begreb. Anerkendelse skal forstås at
dække over den måde pædagogfaget gerne vil omtales og opfattes på. På et politisk niveau kan
anerkendelse også komme med tildelingen af økonomiske ressourcer. Anerkendelsen er målet og
projektet analyserer og diskuterer vejen til målet.
Jeg vil også gerne understrege at projektet ikke har til hensigt at nedvurdere pædagogers arbejde.
Jeg indtager et kritisk perspektiv på deres faglighed og professionalitet, for også at forstå de
samfundsmæssige og politiske vilkår som det pædagogiske arbejde er underlagt, og derfor oplever
en manglende anerkendelse. Belysningen af pædagogfagets særlige vanskeligheder i forhold til at
blive anerkendt som profession, skal ses i et større perspektiv som et udgangspunkt for eventuel
udvikling af faget.
De centrale begreber og teorier jeg vil analysere og diskutere i projektet er overordnet:
Professionssociologi, pædagogisk professionalitet, fagsprog, uddannelse, de 3’per, faglighed og
viden. Disse er udvalgt da de repræsenterer de mest centrale karakteristika for en klassisk
profession.
Projektets målgruppe er daginstitutioner, da den anvendte empiri i projektet tager udgangspunkt i
disse. Mine praktikker som studerende, har primært også været i daginstitutioner.
3
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
1.3 Metode
Projektet analyserer og diskuterer problemformuleringen på et individ-, institution- og samfunds
niveau. Dette gøres for at forstå sammenhængen og betydningen af problematikkerne på flere
niveauer, der tilsammen skal give en bredere forståelse. Jeg er opmærksom på risikoen for at
projektet kan mangle dybde, men jeg mener det først må forstås i et større perspektiv. Derfor har
jeg valgt et bredt perspektiv, med uddybning af nogle af de mest centrale problematikker.
Niveauerne skal både forstås separat, men også hvordan de gensidigt påvirker hinanden.
Individniveau: Projektet undersøger hovedsageligt problemformuleringen på de to andre niveauer.
Dette niveau kommer til udtryk når jeg fx undersøger fagsproget og pædagogen i forhold til de 3
p’er. Fagsproget og de 3 p’er anvendes i forhold til at forstå pædagogen som professionel. Der er
tale om pædagogens rolle i et generaliseret billede.
Institutionsniveau: Jeg undersøger først og fremmest interne forhold. På dette niveau analyseres
og diskuteres de forhold der har med personalet og forældrene at gøre. Her er der særligt fokus på
opfattelsen af pædagogers faglige viden. Fagidentitet og faglig kerne anvendes i forbindelse med
en analyse af pædagoguddannelsens betydning for professionaliseringen.
Samfundsniveau: Jeg inddrager kort nogle væsentlige samfundsmæssige forhold der har/har haft
betydning for pædagogfagets anseelse og udvikling. Professionssociologien inddrages for at forstå
hvad en profession er og dermed hvad pædagogfaget gerne vil opnå.
Projektets primære empiri er hentet fra sociolog Esther Nørregård-Nielsens bog ”Pædagoger i
skyggen – Om børnehavepædagogers kamp for faglig anerkendelse”. Bogen er skrevet på
baggrund af hendes ph.d. om emnet. Bogens undersøgelser og resultater er blevet til gennem:

Spørgeskemaer uddelt til 275 børnehaver rundt om i Danmark – 216 børnehaver deltog.

Deltagerobservationer fra 7 forskellige børnehaver – en uge hvert sted.

Efterfølgende interviews – ekstra interview med pædagoger og ledere med forskellige
opfattelser af det pædagogiske arbejde.
4
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
2.0 Profession eller ikke-profession
I dette afsnit vil jeg inddrage professionssociologien for at belyse pædagogfagets position i forhold
til ønsket om at blive anerkendt som profession. Derfor må vi først nærme os en forståelse af hvad
en profession er og hvilke betingelser der gælder i professionsbestræbelsen. Inden for
professionssociologien skelner man mellem to hovedretninger: Den funktionalistiske og den neoweberianske tilgang.
2.1 Den funktionalistiske tilgang
Den amerikanske sociolog Talcott Parsons er inden for denne tilgang, den mest betydningsfulde.
Parsons forstår professioner i en meget klassisk ramme, nemlig som kategorier af jobs der opfattes
i forhold til at mestre funktionen og traditionen, og som bærer af en vigtig del af samfundets
kulturelle tradition (Weicher, 2003, s. 73-74). Dette betyder bl.a. at professionerne har ansvaret
for, at traditionerne både bevares og udvikles som nye sociale værdier og ny viden, samt ansvaret
for anvendelsen af denne nye viden i praksis. Ifølge Parsons er det professionelle arbejde
afgørende for samfundets velfærd og moderniseringsproces. Derfor må det ansvarsfulde og
afgørende professionelle arbejde udføres af de bedst egnede, der skal opmuntres gennem høj
materiel belønning, status og social prestige (Weicher, 2003, s. 76).
Det bliver ud fra dette perspektiv interessant, at se nærmere på hvad der karakteriserer den
professionelle gennem sin profession. Jeg vil derfor præsentere en systematisk tilgang til
spørgsmålet. På baggrund af flere empiriske undersøgelser, af bl.a. Talcott Parsons, oplister Inge
Weicher (cand.pæd.) følgende karakteristika, kendetegnende for en profession:
1. Udøvelsen af en profession må indebære færdigheder, som bygger på teoretisk viden.
2. Der skal være tale om en langvarig uddannelse som forudsætning for tilegnelse af den
professionelle viden.
3. De professionelles kompetencer skal være sikret gennem et formelt eksaminationssystem.
4. Der skal være etableret et etisk kodeks (code of conduct) til at sikre den professionelle
integritet.
5. Den professionelle aktivitet skal bestå i en form for service, der er til fælles bedste, dvs.
præget af altruisme eller et offentligt serviceideal.
6. Professionen skal være organiseret (hvilket bl.a. indebærer professionel selvregulering og
autonomi).
7. De professionelle skal have en følelse af identitet, dvs. dele fælles sociale værdier.
5
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
8. Der skal indenfor professionen udvikles et fælles sprog, som bruges i udøvelsen af
professionen, men som kun delvist forstås af folk udefra.
9. Med kontrol over tilgangen til uddannelsen sikres professionens reproduktion, og ringen er
sluttet.
(Gengivet fra: Weicher, 2003, s. 75).
De oplistede karakteristikkers funktion kan opdeles i to: for det første angiver de kendetegnende
ved professionerne som faggrupper og for det andet muliggøre de, at adskille professioner fra
ikke-professioner. Pædagogfaget har hidtil haft svært ved at få anerkendt deres professionelle
status, ligesom andre beslægtede faggrupper. Og i forhold til at leve op til alle de ovennævnte
kendetegn, virker det problematisk for den pædagogiske faggruppe. I dette projekt har jeg valgt at
tage udgangspunkt i punkterne: 1, 2, 7 og 8.
Hvad er konsekvensen for de grupper der ikke at kan leve op til en professions kendetegn? Inden
for den funktionalistiske tilgang, benævnes disse grupper som semi-professioner. Det skyldes at
grupperne ikke har et af professionens væsentligste kendetegn: at de handler ud fra et
selvstændigt videnskabeligt baseret vidensgrundlag (Weicher, 2003, s. 110).
Pædagogfaget benævnes derfor i mange sammenhænge som en semi-profession, da
professionens vidensgrundlag ikke er tydeligt defineret. Det hænger sammen med at pædagoger
får meget af deres viden fra praksis, og derfor kan pædagogiske teorier mere forstås som
normative og idealforestillinger end egentlig videnskab (Olesen,2008, s. 122). Det er derfor
diskutabelt om pædagogfaget lever op til punkt 1.
Semi-professionerne omtaler dog sig selv som professioner, da de ønsker at adskille sig fra lavt
uddannede eller ikke-uddannede indenfor arbejdsstyrken. (Nørregård-Nielsen, 2006). Semiprofessionerne vil være ”rigtige professioner” (klassiske professioner) som advokaterne, lægerne
og præsterne. De vil have anerkendelse for det, de ved, kan og vil med tilsvarende løn, og status
efter fortjeneste (Hjort, 2005, s. 78).
Forsøget på at adskille sig fra andre grupper, kan forstås gennem begrebet social closure (social
aflukning) som stammer fra den tyske sociolog Max Weber.
6
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
2.2 Den neo-weberianske tilgang
Neo-weberianerne anser professionerne som at være gruppers forsøg på sikre sig selv en så
begunstiget situation som muligt og på så mange måder som muligt. En profession anses for at
have interesse i, at have og fastholde kontrol over et fagligt område. Her er fokus ikke på om nogle
erhverv har særlige egenskaber, som hos funktionalisterne (Nørregård-Nielsen, 2006, s. 22).
Professionalismen er til gengæld her et udtryk for en ren magtstrategi og for at fastholde
kontrollen, må gruppen være i stand til at udøve social closure. Weber definere social closure som:
”den proces, hvorigennem en statusgruppe forsøger at forbedre medlemmernes forhold ved at
begrænse adgangen til belønninger og privilegier til en snæver kreds”.
(Weicher, 2003, s. 78)
Social closure er kendetegnet ved de særlige kriterier og handlinger en statusgruppe anvender for
at sikre sig ressourcer og fordele på bekostning af andre grupper. Dermed kan man identificere
hvem der er ”ude” og hvem der er ”inde”. Professionsbestræbelserne hos en gruppe, er altså
konkurrence -og konfliktfyldte i forhold til andre grupper med samme ønske. Grupperne prøver at
tilegne sig retten til at være med til at definere, hvad det vil sige at være en professionel.
Retter vi blikket på den pædagogiske gruppes professionsbestræbelser i forhold til denne tilgang.
Så antager jeg at pædagogprofessionens manglende anerkendelse bl.a. er et resultat af
professionens manglende evne til udøvelse af social closure. Dvs. at gruppen ikke syntes at være i
stand til at definere et tydeligt arbejdsfelt, som de har monopol på, i forhold til andre grupper.
Projektet vil i de følgende afsnit primært fokusere på problemformuleringens første del. Jeg vil
analysere og diskutere pædagogfagets vanskeligheder i forhold til at blive anerkendt som
profession, med udgangspunkt i den funktionalistiske tilgangs definition. Begrebet social closure vil
ligeledes blive inddraget i analysen.
7
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
3.0 Pædagogen som professionel
Dette afsnit skal ses i forlængelse af de karakteristika der kendetegner en profession, og dermed
også hvad der kendetegner og forventes af en professionel.
Man kan fx sige:
”(…) en pædagog er professionel i den forstand, at hun kan leve af sit arbejde. Samtidig forventes
det, at hun netop ikke eksempelvis lader sig provokere af et barn til at handle uhensigtsmæssigt,
dvs. at hun ikke reagere følelsesmæssigt, men derimod nøgternt og rationelt løser konflikten under
hensyntagen til barnets fortsatte udvikling”
(Olesen, 2008, s. 112)
Søren Gytz Olesen og Lars Wahlun1 beskriver i citatet, at pædagogens professionalitet bør være
præget af rationalitet. I tilfælde af et barn provokere pædagogen følelsesmæssigt, er det vigtigt at
pædagogen netop i sin reaktion ikke tager udgangspunkt i han/hendes fremprovokerede følelse.
Dette er dog mere kompliceret end som så.
Den pædagogiske profession har som et resultat af samfundsmæssige forandringer gennem tiden,
overtaget en helt særlig funktion der tidligere, traditionelt var placeret hos familien: pasningen af
børn og unge. Da denne funktion grundlæggende er baseret på kærlighed og omsorg, er
dilemmaet tydeliggjort:
Hvordan professionalisere man kærlighed og omsorg? På den ene side (kigger vi på citatet) er det
vigtigt at pædagogen ikke lader sig provokere af et barn og handler uhensigtsmæssigt, og dermed
ikke reagere følelsesmæssigt, men nøgternt og rationelt. På den anden side er der en forventning
om at pædagoger som professionelle, udøver omsorg, der uden tvivl er et følelsesmæssigt aspekt
(Ibid.)
At pædagogen er følelsesmæssigt engageret er både nødvendigt og uundgåeligt, men det kan også
være uhensigtsmæssigt. Som så meget andet i det pædagogiske felt, mener jeg at der tale om en
1
Er henholdvis: cand.pæd. pæd.ph.d. i udannelsessociologi og cand.mag i dansk og filosfi. Adjunkt ved
pæd.uddannelsen i VIA.
8
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
balancegang – ikke for meget, ikke for lidt. Professionaliteten i denne sammenhæng, ligger måske i
balancegangen? 2
Dilemmaet udtrykker et grund vilkår i pædagogisk professionalitet og er samtidig udtryk for at
pædagogens funktion i dag, i høj grad kan sammenlignes med hvad der tidligere primært var
kvindens. At passe børn kan derfor forstås som en aktivitet der ligger dybt indlejret i vores kultur,
og teoretisk viden kan derfor virke formålsløs i denne sammenhæng. Pædagoger har skulle og skal
stadig argumentere for, at kun de kan varetage en funktion, som alle kan siges at have en eller
anden form for viden om. Som jeg uddyber senere, er det ikke så mærkeligt at forældrene er dem
som tvivler mest på at pædagoger har en særlig viden om børn (Nørregård-Nielsen, 2006).
Argumentationen tager først og fremmest udgangspunkt i uddannelse, der må forstås som at være
der professionaliseringen begynder. Og som punkt 2 i karakteristikaene af en profession udtrykker:
”Der skal være tale om en langvarig uddannelse som forudsætning for tilegnelse af den
professionelle viden”
(s. 9).
Pædagogseminarierne spiller en central rolle i tilegnelsen af den faglige viden, som skal danne
grundlag for den pædagogiske professionalitet og faglige kerne. Det lader dog til at denne rolle
forvaltes ganske forskelligt på tværs af seminarierne og uddannelserne, og umiddelbart, i det store
perspektiv, ikke bidrager til en øget anseelse af faget.
3.1 Uddannelse
Sociolog Esther Nørregård-Nielsen har som led i sin undersøgelse, i ”Pædagoger i skyggen”
vurderet, hvordan seminarierne bidrager til udviklingen af faglig identitet og faglig stolthed
I forhold til faglig identitet mener hun på den ene side det kan være positivt at det enkelte
seminarie og underviser kan præge uddannelsen. Internt på den enkelte uddannelsen kan de
studerende få en følelse af fællesskab der motivere og inspirere. Men på den anden side, betyder
den store frihed og lokale identitet, ifølge hende, en øget risiko for uensartet uddannelse og
manglende tværnational identitet (Nørregård-Nielsen, 2006, s. 57). Hun forklare endvidere om
2
Se s.14 for uddybelse af pædagogen i forhold til at være privat, personligt og professionel.
9
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
optagelsesprocedurerne, at nogle af seminarierne angiver en del af de studerende der optages har
et meget lavt gennemsnit i studentereksaminerne, og endda for lave gennemsnit. Dette medvirker
ifølge Nørregård-Nielsen til, at der:
”(…) blandt de studerende er der en forholdsvis udbredt holdning om, at det er for let at komme på
seminariet og også for let at blive færdig fra seminariet. Optagelsesprocedurerne medvirker derfor
kun i lille grad til at styrke anseelsen af faget”.
(Ibid. s. 56).
Jeg genkender både billedet, omkring en uensartet uddannelse, da jeg kender studerende i
København, og holdningen om at det for let at komme ind og blive færdiguddannet. Som
Nørregård-Nielsen videre påpeger, kan det internt trække den faglige stolthed ned hos
pædagogerne og eksternt svække anseelsen af faget. Jeg mener kravene til at komme ind burde
skærpes, så man kan gøre op med holdningen i forhold til at ”alle kan blive pædagoger”.
Forskelligheden på seminarierne kommer til udtryk når de skal angive bud på en faglig kerne.

Relationer med brugere, kolleger osv. – angives i et eller andet omfang af 10 seminarier
som vigtigt.

Omsorgsevne – 5 seminarier

Handlekompetencer – 11 seminarier

Konkrete færdigheder – (formuleret meget forskelligt) 5 seminarier

Personlig udvikling – 13 seminarier

Refleksion – 14 seminarier
(Gengivelse af tal i egen opstilling. Nørregård-Nielsen,2006, s. 57-58)
Pointen er, at der er stor uenighed om der eksistere en fagligkerne eller ej. Et seminarie mener slet
ikke der er en faglig kerne, og evalueringen viser reelt set at der er tale om 32 forskellige
seminarier. Det enkelte seminarie burde som minimum få defineret dets egen faglige kerne,
mener udvalget bag evalueringen på baggrund af artikler fra Politiken. Studerende, censorer og
undervisere fremhæver i disse, en svag faglig kerne og et for bredt optag som problematiske for
uddannelsen og identitetsdannelsen (Ibid, s. 58).
10
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
”En stærk og veldefineret uddannelse kunne virke samlende for faget, og styrke de studerendes
faglighed, fælles identitet og faglige stolthed som gruppe (…) identiteten bliver afhængig af, hvilket
seminarie man uddannes på, og den faglige kerne og ballast bliver ligeledes afhængigt af, hvilket
seminarie man får sin uddannelse fra”.
(Ibid. s. 60).
Problemet er at der mangler en fælles identitet på tværs af uddannelsesstederne og ikke at
studerende føler sig knyttet til et bestemt seminarie, ifølge Nørregård-Nielsen. Sat på spidsen; der
uddannes til individuel, faglig forskellighed og dermed til en uklar bevidsthed omkring en fælles
faglighed for professionen. Pædagogerne kan altså have forskellige faglige udgangspunkter når de
mødes i praksis. På den ene side kan det være positivt hvis institutionerne ser det som en
ressource og italesætter det. På den anden side hvis det ikke er tilfældet, mener jeg at der er en
risiko for at pædagoger, set udefra, kan opfattes som en splittet gruppe, hvor den enkelte udfører
arbejdet udelukkende efter egne overbevisninger og holdninger.
Det er problematisk, at der er et ønske om professionalisering, mens uddannelsen, ifølge
evalueringen, ikke støtter de studerende mere (Nørregård-Nielsen,2006). Den nye
pædagoguddannelse fra sommeren 2014, synes dog umiddelbart heller ikke til at bevæge sig mod
en fælles identitet.
”Er uddannelsen ens alle steder? Den nye pædagoguddannelse giver mere ensartethed og
genkendelighed på pædagoguddannelsen, men den bliver ikke fuldstændig identisk alle steder.
Tværtimod. Moduler og muligheder varierer fra sted til sted, og du kan tone uddannelsen, som du
vil” 3
3.2 Pædagogers fagsprog – eller mangel på samme?
Et fagsprog er et væsentligt kendetegn hos en professionel. Men der kan sås tvivl om hvorvidt
pædagogen gennem uddannelse kommer i besiddelse af et, eller det blot hurtigt går tabt i praksis.
Ifølge den funktionalistiske tilgang er det vigtigt at der:
3
(Http://nypaedagoguddannelse.nu/om-uddannelsen/ anvendt d. 8-12-2014)
11
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
” (…) indenfor professionen udvikles et fælles sprog, som bruges i udøvelsen af professionen, men
som kun delvist forstås af folk udefra”
(Punkt 8, s. 6)
Et fagsprog er nødvendigt for at vise at man er eksperten på området. Et fagsprog kan siges at
udspringe af den viden professionen er baseret på. En viden som hos pædagogerne ikke
nødvendigvis kommer fra dem selv, men fra psykologer, sociologer, antropologer eller lign.
(Olesen, 2008, s. 117).
Som tidligere nævnt, afspejler pædagogens rolle i dag det der tidligere var moderens.
”At passe og drage omsorg for børn er således en social og kulturel funktion, der ikke, som f.eks. en
nyretransplantation, forudsætter forskning, eller forudsætter teknologiske landvindinger (…).
(Ibid.)
Pointen er, at i sammenligning med fx lægen som henvender sig til lægevidenskaben, er
pædagogens egen viden af mere praktisk art. Pædagogens praktiske viden er svær at italesætte da
den kan forstås som praktikerens erfaring skabt gennem menneskelige relationer, herunder
opøvelsen til at håndtere disse (Ibid. s. 117). Erfaringen kan tilmed siges at være en kropsliggjort
kompetence, og tilegnes derfor ikke kun gennem faglitteratur. Pædagogers praktiske viden kan
altså forstås som en tavs viden.
Det fagsprog der tilegnes på uddannelsen lader ikke til, i forhold til denne betragtning, at være
egnet til at blive benyttet direkte i praksis. Ikke uden vanskeligheder i hvert fald. Pædagoger kan i
dag som noget helt centralt, stå til ansvar over for forældre, forvaltning, politikere og
offentligheden, samt kolleger. Jan Jaap Rothuizen (Lektor i pædagogik) mener derfor at det kræver
et fælles, forpligtende fagsprog. Han siger endvidere at:
”Når pædagoger ikke har et fagsprog, får omverdenen let mistanke om, at de har svært ved skelne
mellem personlige og faglige aspekter af professionen. Den mistanke kan pædagoger ikke leve
med”.
(Henriksen, 2010, s. 8)
12
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
Hvorfor kan de ikke leve med det? Mit bud er hvis pædagoger ikke kan skelne mellem de to
aspekter, vil risikoen være at de vil fremstå som ikke-professionelle. Hvilket vil gå imod ønsket om
øget professionalisering.
I min 2. praktik (normalområdet) beskæftigede jeg mig bl.a. med dialogen mellem forældre og
pædagoger. Her fik jeg anledning til, at afprøve min egen evne i at formidle faglige beskrivelser af
bestemte børn til deres forældre. Jeg fandt det vanskeligt i visse situationer, fordi jeg gerne ville
udtrykke nogle fagspecifikke begreber, men omvendt frygtede jeg at det ville resultere i at
forældrene fik fornemmelse af jeg ikke tog udgangspunkt i deres barn. Som nævnt er der tale om
en balancegang. At på den ene side være professionel i sin retorik, men på den anden side undgå
at udtrykke sig for fagligt og virke distanceret til det barnet. Hensigten er jo tværtimod at tage
udgangspunkt i barnet på en professionel måde.
Men hvad er grunden til at jeg oplever fagsproget som en balancegang? En del af svaret tror jeg
skal findes i det pædagogiske paradoks. Rothuizen forklarer at:
”Pædagoger arbejder med børn, der udvikler sig. Derfor kan den faglige viden ikke tage højde for
alt, og det professionelle skøn i den enkelte situation bliver særligt vigtigt (…) Pædagogikkens
væsentligste opgave er barnets udvikling og dannelse, og det har vi masser af viden om – men vi
har ingen sikker viden i forhold til det enkelte barn, der er unikt”
(Ibid. s. 8-9).
Når jeg i samtale med forældrene, skal tale om den løbende og fremadrettede udvikling hos det
konkrete barn, så har jeg ingen sikker viden, da jeg ikke ved præcist hvad der kommer ud af
interaktionen med barnet. Firkantet sagt, kan jeg ikke lægge en teoretisk ramme ned over barnet
og sige: ”det og det sker”. Hvori skal fagsproget da så bestå? Rothuizen mener, at det pædagogiske
fagsprog bør balancere mellem det faglige og personlige (Henriksen, 2010). Dermed bliver det
professionelle skøn (praksisviden) centralt når pædagoger skal anvende et fagsprog.
I forhold til mit eksempel kan der også være tale om det er et udtryk for min tvivlen på, hvilken
status og betydning praksisviden har i forhold til teoretisk viden. Konsulent i BUPL Maja Rønn
Larsen, beskriver hertil at der er:
13
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
” (…) en udbredt forståelse af, at pædagogisk teori udtrykker noget mere rigtigt og sandt end
pædagogisk praksis, og at teori ”tæller” mere som argumentationsform”.
(Larsen, s. 3)
Maja Røn Larsen forklarer endvidere, at nogle centrale aspekter af det pædagogiske arbejde vil gå
tabt hvis det bliver reduceret til et spørgsmål om teorier og metoder der ”beviseligt virker”. Jeg
antager, at en del af grunden til pædagoger ikke i videre udstrækning har et tydeligt fagsprog er, at
der hersker uenighed om hvilken status teoretisk viden har i forhold til praksisviden, og omvendt.
Og fordi pædagogisk praksis har karakter af, at være noget som foregår her og nu, vanskeliggøre det
at sige, i hvilken udstrækning pædagogens færdigheder bygger på teoretisk viden (Olesen, 2008, s.
114).
I et funktionalistisk perspektiv, lader det altså til at pædagogfaget ikke kan leve op til punkt 8 om
et fælles sprog. Dermed kan pædagoger tilsyneladende ikke på dette punkt udøve social closure og
adskille sig betydeligt fra andre faggrupper med et fagsprog.
Jeg anser at et manglende fagsprog udadtil kan virke svækkende for anerkendelsen, og graden af
professionalitet hos pædagogerne. Indadtil kan betyde splittelse i gruppen og mindske den interne
anerkendelse af egen faglighed – et manglende ”ordforråd” kan fx opleves som faglige
mangler/svagheder.
3.3 De 3 p’er – privat, personlig og professionel
Det som er med til at kendetegne en professionel pædagog er hvordan han/hun både fremtræder
som en faglig kompetent, men samtidig som en personlig nærværende person. Socialrådgiver Erik
Jappe præsentere i det følgende forskellene mellem at være professionel, personlig og privat.
14
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
3 P-model
Professionel
Personlig
Privat
Grundlag
Faglighed
Saglighed
Usaglighed
Viden/indsigt:
Teoretisk viden
Bearbejdede erfaringer/
selvindsigt
Egne erfaringer (mere
eller mindre
ubearbejdede)
Analyser, metoder og
evaluering
Intuition,
situationsfornemmelse og
indfølingsevne
Følelsesladethed,
tilfældigheder og
egenrådighed
Samarbejde:
Tværfaglighed
Samarbejdsvilje
Kæphestrytter
Behov:
Andres behov
Andre/egnes behov
Egne behov
Handlinger præget af:
(Modellen er gengivet fra s. 181 i ”Håndbog for pædagogstuderende” af Erik Jappe)
Ifølge Jappe har den enkelte pædagogs private livshistorie indflydelse på, hvordan pædagogen
håndtere sit arbejde. Jappe uddyber, at hvis pædagogen handler privat, er de eneste behov man
dækker sine egne. I et arbejde hvor man er til for brugernes skyld, kan man altså ikke udelukkende
handle som privat person. Omvendt kan man også blive for professionel, idet at man kun tænker
på andres behov, hvilket betyder at ens person forsvinder i arbejdet. Konsekvensen er, at i forhold
til især børn og forældre, opleves man som upersonlig og kun tilstede for lønnens skyld. (Jappe,
2010, s. 181).
Dette synspunkt støtter op om Rothuizen’s holdning til at fagsproget, skal balancere mellem det
faglige og personlige i mødet med forældre, men også kolleger. Og pædagogens dilemma omkring
omsorg, kan også forstås at udspille sig mellem det private, personlige og professionelle.
Men hvordan skal pædagogen navigere og udføre sit arbejde bedst muligt i spændingsfeltet
mellem de 3 p’er? Spøgsmålet er normativ og Jappe giver et bud på et svar, ved at skelne på
følgende måde, mellem den gode og dårlige pædagog: (Jappe, 2010, s. 181-182).

”Den gode pædagog – forstår at integrere den professionelle og den personlige del, så
vedkommende fremtræder som en faglig kompetent, men samtidigt personligt
nærværende person (og) bevidst om at, den private del (…) dukker op – særligt i pressede
situationer.
15
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
Pædagogisk professionalitet er på den måde særlig i forhold til andre faggrupper, da det
personlige aspekt forventes at blive inddraget i arbejdet. Samtidig, mener jeg, at det personlige og
private aspekt danner mulighed for at omverdenen kan anse det pædagogiske arbejde som
værende meget lig med det som foregår i hjemmet.
Ifølge Jappe kan man dog også være:

”Den dårlige pædagog – er i sine handlinger privat men ubevidst herom. (…) styret af den
private del bliver handlemønstret tilfældigt og ikke til brugerens bedste”.
Pædagogen skal forholde sig reflekterende til sig selv og brugeren i forskellige situationer. Og
derigennem fremstå faglig kompetent over for omverdenen. Men når pædagoger ikke har et
tydeligt fagsprog til at forbinde det professionelle og det personlige, antager jeg at det kan bidrage
til uklarheden om, hvilken status pædagogers faglighed og viden har både internt og eksternt.
Projektet er dermed nået frem til det væsentligste kendetegn for en profession: videns grundlaget.
4.0 Pædagogers faglige viden – en særlig viden?
Esther Nørregård-Nielsen har i sin undersøgelse (”Pædagoger i skyggen”) spurgt samtlige
deltagere gennem spørgeskema, om hvorvidt de mener, at pædagoger har en særlig faglig viden
om børn, som forældre ikke har. 4
Hendes undersøgelse viser, at 90 % af lederteamet og pædagogerne (undtagen de alleryngste) er
enige eller helt enige i at pædagogerne har en særlig faglig viden om børn. Hver syvende er til
gengæld uenige eller helt uenige. Samtidig er hver tiende af de ældre pædagoger og hver femte af
de yngste er i tvivl om dette (Nørregård-Nielsen, 2006, s. 119). De yngre pædagoger er også usikre
på egen viden og deres faglige identitet. Dette støtter op om hendes beskrivelser af, at
uddannelsen ikke bidrager særligt hertil.
Det mest centrale i hendes undersøgelse er pædagogers faglige relation til medhjælperne. Det
viser sig nemlig at en relativ stor andel af medhjælperne ikke finder, at pædagoger har en særlig
faglig viden.
4
Som svar skulle de adspurgte svare om de var helt enige, enige, uenige eller helt uenige. (Figur 22, s.119).
16
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
”Selvom langt størstedelen af medhjælperne anerkender pædagogers faglige viden, kan det nemt
vise sig at være et problem, at der trods alt er så mange som 10 % af lederne, 15 % af
pædagogerne og 30 % af medhjælperne, der ikke mener, at pædagogers viden om børn adskiller
sig synderligt fra forældrenes”
(Ibid. s. 120)
Der er en relativ stor gruppe af pædagoger der føler sig meget lidt sikre på egen faglighed. På den
ene side ønsker man altså anerkendelse som profession og dermed af ens faglige viden, men på
den anden side er der 15 % i denne undersøgelse, der ikke mener denne viden er særlig i forhold
til forældrenes. Når jeg siger man, mener jeg i høj grad de pædagogiske fagforeninger. Det er dem
som tager den offentlige kamp, og derfor må det være bekymrende at se en så central del af
baglandet vakle i forhold til egen faglig selvforståelse.
I forhold til medhjælperne skal man forstå at de, som ethvert andet fag, har et ønske om at styrke
deres felt, og dermed vil de undsige den viden andre måtte have inden for området mener
Nørregård-Nielsen. Medhjælperne udgør ca. 40 % af personalet i institutionerne ifølge BUPL, og
det er ikke usædvanligt, at mens medhjælperne er sammen med børnene på legepladsen, rydder
pædagogerne op inden for. Det er ligeledes heller ikke unormalt at medhjælperne er lige så meget
eller mere sammen med børnene end pædagogerne, ifølge Nørregård-Nielsen.
Hun mener at pædagoger er blevet for dus med medhjælperne. Det er problematisk, da man som
profession skal være i stand til at holde andre fag væk fra det som er professionens særkende.
Ifølge Nørregård-Nielsen udviser pædagogerne tværtimod solidaritet over for medhjælperne, idet
de angiver at sammensætningen af uddannet og uuddannet personale bør fastholdes.
Pædagogerne mener endvidere, at medhjælperne ofte har nogle vigtige egenskaber, som endda
overstiger de egenskaber nyuddannede pædagoger kan have (Ibid. s.130).
”Pædagogers alliance med medhjælperne kan (…) virke noget problematisk, i og med at mange af
pædagogmedhjælperne svar tyder på, at de bruger pædagogernes åbenhed til selv at placere sig
mere solidt”
(Ibid. s. 130)
17
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
Pædagogerne er for fokuserede på det flade hierarki i institutionerne og det gode kollegiale
samvær. Det lader altså ikke til at pædagogerne har interesse i at udøve social closure i forhold til
medhjælperne. Hvis pædagoger skal kalde sig en profession, skal både pædagogerne og andre
kunne se forskellen mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere. Men det er ikke kun
medhjælperne pædagogerne skal afgrænse sig i forhold til. Ifølge Nørregård-Nielsens
undersøgelse viser det sig også at mange forældre betvivler at pædagoger har en særlig viden.
(...)” i forhold til pædagogernes stilling er det interessant – foruroligende måske ligefrem – at kun
1-2 % af forældrene støtter ønsket om mere faguddannet personale. En relativ stor del af
forældrene mener tværtimod, at der gerne må ansættes flere medhjælpere”.
(Ibid. s. 116)
Det er kun 4 % af forældrene som direkte ønsker at ansætte flere pædagoger. Størstedelen af
forældrene anerkender pædagogens faglige viden, men det er stadigvæk mellem en tredjedel og
op til halvdelen som ikke gør. Der er altså bred opbakning omkring personalesammensætningen
som den er, med en relativ stor gruppe uden pædagogisk uddannelse.
Den manglende anerkendelse fra forældrenes side viser sig, ifølge undersøgelsen, i forhold til
hvem forældrene helst vil tale med når det gælder dagligdagen og når det gælder problemer.
”Forældrenes svarmønstre tyder på, at pædagogerne kun i ¼ del af tilfældene regnes for så
betydningsfuld i barnets hverdag at det automatisk er dem, man vil henvende sig til.
(Ibid. s. 128)
For forældrene i det daglige er det bare vigtigt at tale med en som de føler kender deres barn
godt. Også når det gælder problemer er det først og fremmest vigtigst at det bare er en, som
kender barnet godt.
Men når der bliver spurgt, om hvem forældrene vil snakke med i tilfælde af problemer, er det
pædagogen frem for medhjælperen. På dette punkt bliver det uddannede personale vigtigere end
det uuddannede personale for forældrene. På et individuelt niveau hersker der anerkendelse fra
forældrene, og dette bør ifølge Nørregård-Nielsen danne baggrund for en styrkelse af den
generelle anerkendelse. (Ibid. s. 128). Dette perspektiv kan jeg kun bekræfte gennem mine
18
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
praktikker, hvor forældrene i langt højere grad henvendte sig til pædagogerne ved problemer end
til mig (studerende) eller en medhjælper.
Nørregård-Nielsens undersøgelse påpeger også, at over halvdelen af de adspurgte forældre mener
at der er tale om udvikling når de bliver spurgt, om børn først og fremmest skal i børnehaven for
at blive udviklet eller passet, (Ibid. s. 110). Jeg kan derfor, i denne sammenhæng, blive i tvivl om
forældrenes syn på kvalitet.
Ifølge denne undersøgelse ønsker forældrene jo flere medhjælpere end pædagoger, mens de
samtidig mener, barnet er i institutionen for at blive udviklet. Jeg ser nemlig udvikling som et
udtryk for kvalitet. Det handler ikke om at jeg mener medhjælperne ikke er kompetente. Det
handler om at forældrene ikke umiddelbart kobler udvikling af deres barn sammen med antallet af
uddannet personale. Kvalitet synes ikke her, nødvendigvis at gå hånd i hånd med uddannet
personale. At forældrene ikke laver den kobling, mener jeg dog ikke er deres skyld, men derimod
pædagogernes.
I spørgsmålet om pasning eller udvikling, er det endnu mere overraskende at en stor andel af
lederne vægter pasningsaspektet i børnehaven højt. Mere end hver tiende fremhæver pasning
som det væsentligste. Nørregård-Nielsen påpeger det som problematisk, når lederen formodes at
være den som skal være med til at fremhæve faget (Ibid. s. 111).
Hvis pædagogfaget skal blive anerkendt som profession, skal det starte indefra og ifølge
Nørregård-Nielsen skal det starte med at pædagogerne afgrænser sig i forhold til medhjælperne.
Hun udtrykker det ved at sige, at pædagogerne:
(…) ”skal påtage sig det ansvar at sige: 'Det her er vi bedre til, så det tager vi os af.
Pædagogmedhjælperne kan tage sig af det og det. Hvis de er sure over det, så må de tage
uddannelsen. Man skal turde slå på sin viden”.
(Jensen, Børn og unge, 2008)
Hvis pædagogerne formår at afgrænse sig i forhold til medhjælperne antager jeg, det vil medvirke
til at pædagoger som faggruppe kan fremstå mere tydeligt. Og dermed medvirke til at de får den
ønskede anerkendelse.
19
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
4.1 Pædagogers upåagtede faglighed
Der er gennem de seneste år kommet større bevågenhed fra politikerne på daginstitutionerne.
Der er således blevet lagt et pres på pædagogerne, i form af øget dokumentation. Politikerne vil se
der sker mere end bare ”ren pasning” og ”fri leg”. Læreplanerne er et eksempel på dette øgede
dokumentationskrav, og betyder der er et stort fokus på hvordan pædagoger udvikler børnenes
kompetencer. Problemet er at det kun er de pædagogiske aktiviteter der er fokus på, og ikke alt
det øvrige pædagogiske arbejde, der under pres for ikke at blive anset som fagligt arbejde
(Ahrenkiel, 2012, s.11-12).
5 forskere fra RUC5 kalder det øvrige arbejde for den upåagtede faglighed. Begrebet er blevet
udviklet på baggrund af iagttagelser fra to daginstitutioners hverdag og fra interview med
pædagogerne. Den upåagtede faglighed beskriver forskerne bl.a. at være
”(...) den måde, børnene modtages på om morgenen, i den måde man organiserer måltidet, og når
en pædagog sidder på gulvet blandt de små vuggestuebørn og tålmodigt viser dem, at man ikke
må tage legetøj fra de andre, men kan deles om det. ”
(Jensen, Børn og unge, nr: 08, 2013).
Pædagogernes praksis viden kommer til udtryk i disse situationer, som udøves i forhold til deres
viden om bl.a. børns trivsel og udvikling.
Men dette arbejde bliver ikke anerkendt som vigtigt. Det øgede dokumentationskrav er skyld i
dette mener Ahrenkiel Hun udtaler at:
”Pædagogerne er blevet tvunget til at lægge vægt på den faglighed, som kan foregå i
dokumenterbare aktiviteter. Men det frustrerer dem, at det nødvendige arbejde, de også udfører
hver dag, ikke er dækket af kvalitetsmålene. For de ved godt, at børnene ikke ville trives uden den
upåagtede faglighed”
(Jensen, Børn og unge, nr: 08, 2013).
5
Annegrethe Ahrenkiel, Birger Steen Nielsen, Camilla Schmidt, Finn Sommer & Niels Warring. Står bag bogen
”Daginstitutionen til hverdag – Den upåagtede faglighed”.
20
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
Hun mener endvidere at pædagogerne, selv begynder at forstå de pædagogiske aktiviteter som
vigtigere. Konsekvensen kan være at pædagogerne i deres handlinger i praksis tilsidesætter deres
øvrige viden om barnet, fordi de er så fokuserede på at gøre det som står i ”manualen”, mener
Ahrenkiel (Ibid.).
Ifølge denne undersøgelse begynder pædagogerne at nedvurdere alt det som ikke er pædagogiske
aktiviteter, for de jo gerne vil anerkendes. Og anerkendelsen kommer gennem politikernes ønske
om dokumentation. Dette kan muligvis være en del af forklaringen på hvorfor en relativ stor
gruppe af pædagoger tvivler på de har en særlig viden, ifølge Nørregård-Nielsen.
Det kunne ligeledes forklare hvorfor forældrene er den største gruppe der tvivler på en særlig
faglig viden. Forældrene ser jo mest den såkaldte upåagtede faglighed, når de henter og aflevere
børnene. Det de ser kan ligne det som foregår hjemme hos dem selv. Det understøtter samtidig
også Maja Røn Larsens mening om, at der synes at være en udbredt forståelse af pædagogisk teori
tæller mere som argumentationsform end pædagogisk praksis, og dermed end den upåagtede
faglighed.
Jeg mener at pædagogers særlige viden, i høj grad findes i de upåagtede faglige situationer. Min
3.praktik var i en vuggestue, hvor jeg dagligt oplevede, og var en del af den faglighed som er
upåagtet. Denne del af fagligheden er kendetegnet ved en særlig kommunikation som kommer til
udtryk i form af, at pædagogen sætter ord på egne og barnets handlinger (Ibid.). Men dette aspekt
af pædagogens arbejde, anerkendes ikke, fordi det bliver sat ind i en politisk resultatorienteret
ramme. Pædagogisk arbejde handler ikke om resultater, men om udvikling og jeg mener endvidere
derfor det kan være svært at måle pædagogisk arbejde.
Jeg har nævnt i projektet at pædagoger har en tavs viden, men forskerne bag denne undersøgelse
mener ikke den er tavs og således heller ikke pædagoger aldrig har haft et sprog. Sproget har bare
aldrig været legitimt. I stedet mener de:
”Den er usynlig. I stedet for tavs viden kalder forskerne pædagogers viden gestisk, fordi den
formidles med både krop og ord”.
((Jensen, Børn og unge, nr: 08, 2013)
21
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
Projektet har hidtil primært fokuseret på den første del af problemformuleringen. I det følgende
vil jeg fokusere på den anden del, og dermed i overordnede træk diskutere hvordan pædagogfaget
kan opnå anerkendelse og hvorfor det hidtil har været svært.
5.0 Vejen mod den ønskede anerkendelse
Pædagogfagets professionsbestræbelser er præget af kompleksitet, idet der er problematikker og
dilemmaer på flere niveauer. Derfor mener jeg, at hvis pædagogfaget skal blive anerkendt på
højde med de klassiske professioner, så skal der ske en udvikling på flere niveauer; internt og
eksternt.
De 5 forskere bag begrebet ”upåagtet faglighed”, mener det er vigtigt der kommer fokus på denne
nedvurderede del af fagligheden. De mener først og fremmest man i institutionerne skal diskutere
hverdagssituationerne (Måltidet, bleskift, modtagelse af børnene osv.) på personalemøderne og
eventuelt udarbejde praksisbeskrivelser. Forskerne mener dette kan være en metode til at se
kritisk på egen praksis og udvikle den (Ibid.)
Hertil ser jeg at lederne i institutionerne spiller en central rolle. Det er især dem som skal sørge for
dette sker og generelt opfordre til faglige diskussioner. Jeg ser det som en start til at opbygge en
faglig stolthed ved at italesætte og synliggøre det arbejde, som af politikerne, og i nogen grad
heller af pædagogerne selv, ikke anerkendes.
Nørregård-Nielsen mener at pædagogerne skal adskille sig fra medhjælperne for, at blive
anerkendt med en særlig faglig viden. En italesættelse og synliggørelse af den upåagtede faglighed
kunne være en markering i forhold til medhjælperne, men især politikerne.
Rasmus Willig, adjunkt på institut for Samfund og Globalisering på RUC, mener at fordi
pædagogerne får meget af deres viden og erfaringer i praksis, er det sværere for dem at
dokumentere man overhovedet er en profession, hvis viden skal tages alvorligt. (Jensen, Børn &
unge, 2008, nr:32) Det er altså pædagogers store problem at størstedelen af deres arbejde er
upåagtet og dermed ”usynligt”.
Willig mener at politikernes øget fokus på dokumentation i daginstitutionerne, er et udtryk for
mistillid til pædagogers faglige kunnen. Willig uddyber:
22
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
”For mig at se er den udbredte evaluerings- og dokumentationskultur et tydeligt tegn på den
mistillid og manglende anerkendelse, som pædagogerne er udsat for. Når man beder
pædagogerne om at lave individuelle planer for barnets udvikling og skemaer om deres taleevner,
betyder det, at man ikke har tillid til, at pædagogerne laver et ordentligt stykke udviklingsarbejde.”
(Jensen, Børn & unge, 2008, nr:19)
Willig mener, at denne kultur skal fjernes af staten, kommunerne og organisationerne for bl.a. at
genvinde den faglige stolthed, og for ikke at forsætte denne nedvurdering af hele den
pædagogiske identitet, som han kalder det (Ibid.). Pædagogerne skal gøre opmærksom på de ikke
vil finde sig i mistilliden mere, mener han.
Jeg ser både fordele og ulemper ved den øgede dokumentation. Jeg vil mene, at hvis
dokumentationen skal ophøre eller mindskes, må pædagogerne og deres fagforeninger vise at det
ikke er nødvendigt med dokumentationen – tydeliggøre den særlige viden den upåagtede
faglighed rummer. Problemet er, som jeg ser det, at hvis man fjerner dokumentationen vil
arbejdet i institutionerne blive endnu mere usynligt, men omvendt så bidrager
dokumentationskravet umiddelbart til, det kun er visse dele af det pædagogiske arbejde der tæller
på politisk niveau.
At søge anerkendelse gennem en lønkamp er heller ikke vejen, mener Helle Hedegaard Hein,
cand.merc. Dette mener hun fordi:
"Der er et skisma i, at pædagogerne vil anerkendes som profession, samtidig med at de opfører sig
som gammeldags lønmodtagere. Hvis lønkravet står alene, kommer man ikke til at fremstå som
professionsværdige”
(Ibid.)
I stedet mener hun for at få anerkendelse, skal det starte indefra ved at man får opbygget en
stærk professionsidentitet. En professionsidentitet som jeg mener, muligvis kunne komme
gennem en oppriotering af den upåagtede faglighed. Hein mener yderligere, at hvis man vil have
mere i løn, skal man i stedet fortælle hvor vigtigt et arbejde man udfører, som kræver ressourcer.
Pædagoger og andre faggrupper råber for meget op om hvor dårligt det er at være i deres fag og
hvor dårlig løn de får. Hvis man i stedet:
23
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
” (…) fortalte, hvor meningsfuldt et arbejde man yder, og hvor glad og stolt man er over sit arbejde,
vil det øge rekrutteringen til faget. Og så kunne man gøre det til et højstatusfag, og lønnen ville
komme efter eller parallelt med. Men desværre har nogle fagforeninger forsømt at opbygge en
stærk professionsidentitet, siger Hein”.
(Ibid.)
Jeg er enig med Hein, idet jeg også mener man indefra er nødt til at ændre retorikken udadtil. Og
for netop at mindske eller helt fjerne dokumentation fra institutionerne, som Willig mener, må
denne ændring være vigtig. Pædagogerne som har travlt i en hektisk hverdag er naturligvis ikke
dem der skal føre slaget, men det skal fagforeningerne. Hein er kritisk i forhold til deres håndtering
af opgaven. Ikke desto mindre er det nu lykkes at få politikernes opmærksomhed i forhold til hvor
vigtigt antallet af pædagoger er i institutionerne, og få tilført de ressourcer Hein taler om. Over de
næste fire år vil regeringen således årligt bruge 250 mio. kr. ekstra på at sikre, at kommunerne kan
ansætte flere pædagoger (Klarskov, Politiken). Politikerne anerkender umiddelbart på denne front
pædagogers arbejde, ved at se behovet for flere pædagoger (og ikke medhjælpere).
Om dette er udtryk for en afgørende ændring i opfattelsen af pædagogers faglighed og profession,
er svært at sige. Som jeg vurderer det, er der stadig mange diskussioner der skal tages internt,
men fra politikernes side er der signaleret at man er opmærksom på pædagogfagets behov.
6.0 Konklusion
Den pædagogiske faggruppe har svært ved at leve op til størstedelen af karakteristikaene for en
klassisk profession. Det væsentligste kendetegn for en profession er at den handler ud fra et
selvstændigt videnskabeligt baseret vidensgrundlag. Men pædagogers viden kan bedre forstås
som normative og idealforestillinger, da det meste af deres viden bliver til i praksis. Bl.a. derfor
betegnes den pædagogiske faggruppe som en semi-profession. Gruppens manglende
anerkendelse kan også være et udtryk for en manglende evne til at monopolisere deres arbejdsfelt
og dermed udøve Max Weber’s begreb social closure i forhold til andre faggrupper.
24
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
Fordi pædagogens arbejde afspejler hvad der tidligere var kvindens primære opgave i familien, er
dilemmaet mellem forventningen om omsorg og professionalitet på samme tid, et vilkår i
pædagogisk praksis. Yderligere kan det at passe børn, siges at være så dybt indlejret i vores kultur,
at pædagogisk teori kan virke omsonst i et eksternt perspektiv. Pædagogfaget ”kæmper” således
mod en kulturel opfattelse af faget, i forhold til at markerer sig som et fagfolk med en særlig viden.
Pædagoguddannelserne ser ikke ud til at styrke de studerendes faglighed, faglige stolthed eller
fælles identitet som faggruppe, da seminarierne har vidt forskellige bud på en faglig kerne, ifølge
Nørregård-Nielsen. Der er en udbredt holdning om det er for nemt at komme ind og blive færdig
på uddannelsen, hvilket bidrager til den manglende anerkendelse af faget. En fælles fagligkerne
kunne virke samlende for faget både internt og eksternt, og medvirke til at de uddannede deler
fælles social værdier – hvilket er vigtigt som profession.
Pædagoger mangler et tydeligt fagsprog som kunne være med til vise man er eksperten på sit
område og dermed markere sig som profession. Det hænger bl.a. sammen med: At pædagoger
anvender teoretisk viden fra fx sociologien og psykologien hvilket ikke direkte kan bruges i praksis.
Praksis udgøres af børn som udvikler sig forskelligt og er unikke, og pædagogen har ingen sikker
viden om det enkelte barns udvikling. Bl.a. derfor er der uenighed om hvilken betydning teoretisk
viden har i forhold til praksis viden. Fagsproget kan hverken tage udelukkende udgangspunkt i
teorien eller i praksis, og derfor fremkommer sproget ikke tydeligt.
Pædagoger skal i deres professionalisede omsorgsarbejde tage højde for hvornår de er private,
personlige og professionelle. Der er således en forventning om at man er både personlig og
professionel på samme tid. Erik Jappe mener blandingen af de to udgør den ”gode pædagog”.
Pædagogen kan altså ikke udelukkende være professionel, som i de klassiske professioner (fx
lægen). Formår pædagogen ikke at håndtere balancen mellem de 3 p’er, er der en risiko for at
pædagogen opleves som upersonlig og/eller uprofessionel.
Nørregård-Nielsens undersøgelse viser, at en relativ stor gruppe af pædagoger tvivler på egen
faglighed. Forældrene (den største gruppe) og pædagogmedhjælperne tvivler også på at
pædagoger har en særlig viden om børn. Kun 1-2 % af forældrene ønsker mere faguddannet
personale – en relativ stor del af forældrene er for at ansætte flere medhjælpere. Nørregård-
25
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
Nielsen mener grundlæggende at hvis pædagogerne skal blive anerkendt som profession, skal de
adskille sig fra medhjælperne og på den måde anerkende egen faglighed.
Politikernes øget dokumentationskrav medvirker til at en stor del af pædagogernes faglighed er
upåagtet. Det er således kun de pædagogiske aktiviteter der tæller, hvis man vil opnå
anerkendelse fra politisk side, ifølge 5 forskere fra RUC. Konsekvensen kan være at pædagogers
arbejde bliver mere eller mindre manual styret og pædagogerne begynder at tvivle på, at det
arbejde som ikke sker i form af aktiviteter, ikke er en vigtig del af deres faglighed. (Fx bleskift,
måltidssituationer, afhentning osv.). Der er en risiko for det ydre pres, bidrager til en intern
usikkerhed på egen faglighed og kan antages at vanskeliggøre opbyggelsen af en stærk
professionsidentitet.
Hvordan pædagogfaget skal opnå anerkendelse, kunne starte ved at: diskutere den upåagtede del
af fagligheden på personalemøder og udarbejde praksisbeskrivelser, adskille og markere sig i
forhold til medhjælperne. Samt gøre opmærksom på utilfredsheden ved det øgede
dokumentationskrav, ifølge Willig, og samtidig italesætte overfor politikerne hvor betydningsfuldt
arbejde man som pædagog udfører i stedet for at brokke sig over dårlige vilkår, ifølge Hein. Disse
diskussioner og tiltag kan ikke stå alene i professionsbestræbelsen, men de kan forhåbentlig tjene
som udgangspunkter for faglige refleksioner og debatter i institutionerne.
7.0 Perspektivering
Dette projektet har fokuseret på den pædagogiske faggruppes professionsbestræbelse. Jeg mener
derfor det kunne være interessant, at sammenligne andre semi-professioner med den
pædagogiske gruppe, fx lærerne. Forholdet mellem de to (semi-)professioner er særligt
interessant, da der i de seneste år er kommet flere og flere pædagoger i skolen. Dette samarbejde
mener jeg kan være betydningsfuldt for børnenes udvikling, da hver faggruppe bidrager med
forskellige læringsformer. Men hvad betyder det i et professionsteoretisk perspektiv? Er det
skadende for lærergruppens professionsbestræbelse, at pædagogerne øver indflydelse på deres
felt, som vi har set medhjælperne gøre det på pædagogernes felt? Er det fra pædagogernes side,
en strategi i forhold til at styrke sin egen position som profession?
26
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
BUPL har i pjecen ”Pædagoger i skolen – derfor! ” argumenteret for, at der skal være pædagoger i
skolen, ved at fremhæve hvad pædagoger kan. Det lader til at der er opstået en mulighed for at
den pædagogiske faglighed kan profileres gennem folkeskolereformen. Herigennem anerkender
regeringen det pædagogiske arbejde, ved at ønske pædagogers kompetencer inddraget i
folkeskolens hverdag (”Pædagoger i skolen – derfor! ” s. 3). Men hvilken betydning har denne
anerkendelse for den pædagogiske faggruppes professionsbestræbelse?
27
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
8.0 Litteraturliste

Ahrenkiel, Annegrethe m.fl. (2012) :Daginstitutionen til hverdag – den upåagtede
faglighed. Bogforlaget Frydenlund.

BUPL (2013):Pædagoger i skolen – derfor! Pjece. Benyttet 07-01-2015.
http://www.bupl.dk/iwfile/BALG-9GXE2F/$file/Paedagoger_i_skolen_derfor_jan_13.pdf

Henriksen, Carsten (2010): Pædagog på egne præmisser. Forskning, BUPL. Benyttet 17-122014. http://www.bupl.dk/iwfile/BALG-895G7A/$file/8Paedpaaegnepraemisser.pdf

Hjort, Katrin (2005): Professionaliseringen i den offentlige sektor. Roskilde
Universitetsforlag.

Jappe, Erik (2010): Håndbog for pædagogstuderende. 9.udgave. Bogforlaget Frydenlund.

Jensen, Vibeke Bye (2008): Pædagogprofessionen: Sådan fødes en profession. I: Børn &
Unge. Nr. 32. Benyttet 11-12-2014.
http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/81538C2B902A08EBC12574CE0
041408B?opendocument

Jensen, Vibeke Bye (2008): OK 2008: En stærk profession giver anerkendelse. I: Børn &
Unge. Nr. 19. Benyttet 12-12-2014.
http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/22878366585C9641C12574560
0307E0B?opendocument

Jensen, Vibeke Bye (2008): OK 2008: Pædagoger kæmper mod mistillid. I: Børn & Unge. Nr.
19. Benyttet: 14-12-2014.
http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/42C445A361EC763DC12574560
0307DE4?opendocument

Jensen, Vibeke Bye (2013): Ny viden: Der er masser af faglighed i bleskift. I: Børn & Unge.
Nr. 08. Benyttet: 17-12-2014.
http://www.bupl.dk/internet/boernogunge.nsf/0/6633F23DAC56E673C1257B58003DD2B1
?opendocument

Klarskov, Kristian (2014): Milliard på vej til 600 ekstra pædagoger. I: Politiken, 11
november. 2014 kl. 21.42. Benyttet: 20-12-2014.
28
Mads Christian Nielsen
Bachelorprojekt
pr10v575
http://politiken.dk/indland/politik/ECE2451433/milliard-paa-vej-til-600-ekstrapaedagoger/

Larsen, Maja Røn: Viden og vilje i pædagogers arbejde (fra Fronter). Benyttet: 17-12-2014.
http://fronter.com/cvusj/links/files.phtml/2079652081$709743332$/Arkiv/5.+Semester/0
4.+Specialisering/B_prcent_F8rn+og+unge/Undervisning+med+Jette/Maja+R_prcent_F8n+
Larsen.+p_prcent_E6dagoger+ved+mere+end+man+kan+m_prcent_E5le+og+bevise.pdf

Nørregård-Nielsen, Esther (2006): Pædagoger i skyggen – Om børnehavepædagogers kamp
for anerkendelse. Syddansk Universitetsforlag.

Olesen, Søren Gytz & Wahlun, Lars (2008): Om pædagogisk teori & praksis – introduktion
til faget pædagogik. VIA Forlag.

Weicher, Inge & Laursen, Per Fibæk (red.) (2003): Person og profession – en udfordring for
socialrådgivere, sygeplejersker, lærere og pædagoger. Billesø & Baltzer.

Http://nypaedagoguddannelse.nu/om-uddannelsen/ Benyttet d. 8-12-2014.
29