Sygeplejepersonalets oplevelse af

52 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013
Originalartikel
Sygeplejepersonalets oplevelse
af ernæringsscreening og
kostregistrering
Nursing Staff’s Experiences using Screening of Nutritional Status and Diet Registration
➤➤ Background: Malnutrition is an underestimated problem for surgical patients, and the Danish Health and Medicines Authority prioritizes systematic screening of nutritional status. Purpose: The aim of
this study is to examine how nursing staff experience working with screening of nutritional status and
conducting diet plans to improve the practice of patients’ nutritional needs. Method: Two focus group
interviews between nursing leaders and nursing staff were held. Results: The following six themes arose:
➤➤ Screening of nutritional status improves nursing practice, but it is not consistent.
➤➤ When diet registration does not work.
➤➤ Nutrition must be a procedure just like medication and giving the patient a bedpan.
➤➤ Interdisciplinary collaboration.
➤➤ Categorization of the patient.
➤➤ Audit is necessary.
Conclusion: Nursing staff experience difficulties and lack of consistency in carrying out screening of
nutritional status and diet registration. It is a dilemma whether clinical practice should be based on
research knowledge only, and exclude the clinical judgement as a consequence.
Keywords: Clinical judgment, evidence-based practice, nursing, nutritional screening
Emilie Andrés og Gitte Bekker
Indledning
Undersøgelser viser, at mange patienter (20 %) er
i ernæringsmæssig risiko ved indlæggelse, og at
kun 25 % af disse får dækket deres behov under
indlæggelsen (1). Sundhedsstyrelsen (SST) har
igennem flere år prioriteret indsatsen for bedre
ernæring til patienter og patienter i ernæringsmæssig risiko højt (1). Ligeledes er der ifølge
Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) et krav om
systematisk vurdering af patienter i ernæringsmæssig risiko samt krav om udarbejdelse af ernæringsplaner for disse patienter. Det er for at sikre
kvaliteten i sygeplejen, at sygeplejepersonalet bør
udføre de anbefalede standarder, som er evidensbaserede (2).
En engelsk undersøgelse fastslår, at skal patienternes ernæring forbedres, kan det være en fordel
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 52
at satse på flere forskellige strategier. De strategier, der nævnes, er fokusering på meningsdannere
(opinion leaders) i afdelingen, uddannelse af syge­
plejepersonalet samt evidensbaserede retningslinjer, som følges op af audits og feedback (3). En
australsk undersøgelse viser bl.a., at sygeplejepersonalets holdning og opfattelse af patienters ernæring er afgørende for, hvordan den bliver varetaget
(4).
Kravene fra Sundhedsstyrelsen har vist, at der
er behov for at gøre en særlig indsats. I forbindelse med implementering af ernæringsscreening af
patienter på tre kirurgiske sengeafsnit på Odense
Universitetshospital (OUH) i 2010 blev der bl.a.
foretaget en intern spørgeskemaundersøgelse på
Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk afdeling (Bekker 2010), da det var vanskeligt at få ernæringsscreeningen implementeret. Formålet var derfor
11/07/13 15.50
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013 ◆ 53
at undersøge sygeplejepersonalets kendskab til
procedurerne ved ernæringsscreening for at få en
viden, der kunne understøtte implementeringen.
Undersøgelsen viste, at sygeplejepersonalet over
tid har fået mere viden om ernæringsscreening, at
de kender redskabet og dokumenterer resultatet
af screeningen i den elektroniske patientjournal.
Undersøgelsen viste imidlertid også, at der stadig
er en stor andel af sygeplejepersonalet, der ikke
synligt dokumenterer oplysninger om patienters
ernæring eller udarbejder en ernæringsplan. Det
medfører, at patienternes ernæring ikke varetages
optimalt.
Vi ønskede derfor at undersøge sygeplejepersonalets oplevelse af at anvende ernæringsscreening og kostregistrering. Det primære fokus
var at få indsigt i sygeplejepersonalets erfaringer
med ernæringsscreening og udarbejdelse af ernæringsplaner med henblik på at kunne forbedre
patienternes ernæring.
Formål
Undersøgelsens formål var at afdække sygeplejepersonalets oplevelser af arbejdet med ernæringsscreening og udarbejdelse af ernæringsplaner
med henblik på at justere og fastholde indsatsen
for patienternes ernæring.
Metode
Fokusgruppeinterview
Vi har valgt fokusgruppeinterviewet, da konteksten for sygeplejepersonalets oplevelser med patienternes ernæring finder sted i et fagkollektiv. I
fokusgruppeinterviewet er det det sociale samspil,
som producerer de empiriske data. Der er fokus
på indholdet i deltagernes diskussion frem for
interaktionen blandt deltagerne. Det indebærer,
at vi er interesserede i den viden, der produceres
i gruppen, og ikke den enkeltes erfaringer (5,6).
Under interviewet er det hensigten, at informanterne forholder sig til hinandens udtalelser, for
at de kan sammenligne deres erfaringer. På den
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 53
måde er gruppen midlet til at producere data, som
er mere nuancerede, end hvis det havde været
­individuelle interviews (6). Som moderator understøttede E. Andrés diskussionen og processen
i gruppen. G. Bekker, dengang udviklingssygeplejerske, deltog for at støtte proceshåndteringen (5).
Da deltagerne både havde en engageret, livlig og
fokuseret drøftelse, var moderators rolle rimelig
tilbagetrukket (5). Fokus var derfor på at stille
spørgsmål og inddrage alle deltagerne i drøftelserne.
Data blev genereret gennem to fokusgruppeinterviews: Et med to afdelingssygeplejersker og to
stedfortrædere fra to sengeafsnit samt et med to
sygeplejersker og to social- og sundhedsassistenter (i alt 8 personer). Projektperioden begyndte
i september 2010 med afrapportering i august
2011. Vi valgte at interviewe sygeplejefaglige ledere på den ene side og sygeplejersker og social- og
sundhedsassistenter på den anden side, således
at vi søgte at tage hensyn til, at der kunne være
etableret dominansrelationer mellem eksempelvis
afdelingssygeplejersker og sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. På den måde var der
mulighed for, at de i begge grupper kunne drøfte
tanker om og holdninger til ernæringsscreening
og ernæringsplan uden at tage hensyn til de roller,
de kender fra hverdagen (5).
Gennem fokusgruppeinterviewet var det muligt for sygeplejepersonalet at drøfte deres oplevelser af ernæringsscreening og udarbejdelse af
kostplaner (5). Fokusgruppeinterviewene blev
foretaget på grundlag af en spørgeguide. Spørgsmålene i spørgeguiden havde til formål at afdække sygeplejepersonalets oplevelser. Derfor var det
vigtigt at spørge åbent ind til de krav, der gør sig
gældende for implementeringen af retningslinjerne for ernæringsscreening og kostregistrering.
Sygeplejepersonalet kunne således drøfte deres
erfaringer med patienternes ernæring som indsatsområde, deres indbyrdes forventninger og implementering.
Etiske overvejelser
Ved projektets start fik alle deltagere udleveret en
projektbeskrivelse, der blev gennemgået mundt-
11/07/13 15.50
54 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013
ligt. Inden fokusgruppeinterviewene underskrev
deltagerne en ‘Erklæring om informeret samtykke’. Deltagelse i fokusgruppeinterviewet var frivillig, og alle deltagere var informeret om, at de ville
kunne trække deres samtykke tilbage (7). De blev
endvidere informeret om, at deres deltagelse ville
være anonym, og at datamaterialet ville blive anvendt i en artikel.
Analyse
Data blev transskriberet og efterfølgende analyseret ud fra følgende spørgsmål: Hvad fortæller informanterne om ernæring? Hvad fortæller de om
deres håndtering af ernæringsscreening? Hvilken
praksis mener sygeplejepersonalet, er nødvendig
med henblik på at justere og fastholde indsatsen?
De to fokusgruppeinterviews blev analyseret
samlet, da lederne også har praksiserfaring med
at foretage ernæringsscreeninger, og det var ikke
hensigten at finde forskelle mellem de to grupper.
Data fra fokusgruppeinterviewene er analyseret i
henhold til de to første af Kvale & Brinkmanns tre
analyseniveauer: selvforståelse, kritisk common
sense og teoretisk forståelse.
Analyseniveauet ‘selvforståelse’ udtrykker informanternes personlige anskuelse, dvs. deres
perspektiv på betydningen af deres udsagn, og
dermed gengives deres selvforståelse i kondenseret form. Kritisk common sense er et fortolkningsniveau, der ligger ud over informanternes
selvforståelse. Denne fortolkningsramme har en
større udstrækning, idet hensigten er at forholde
sig kritisk til informanternes udsagn og fokusere
på udsagnenes indhold. Den teoretiske forståelse,
som når ud over kondensering og kritisk common
sense, præsenteres i diskussionen (7).
“Vi kan da se vigtigheden af det, men jeg er
ikke sikker på, at man havde samme syn på
betydningen for 5 år siden, for sårheling …
så synes jeg da, at man er mere fokuseret nu”
­(Interview 1).
Alligevel er der blandt flere af informanterne enighed om, at varetagelsen af patienternes ernæring
ikke er god nok, og at den kunne blive bedre. Der
skal sættes hurtigere ind over for patienter, som er
småt spisende. Der er enighed om, at ernæring er
et vigtigt indsatsområde, men det bliver ikke prioriteret tilstrækkeligt.
Sygeplejepersonalet fortæller, at det hos de
akutte patienter er de akutte behov som fx smertelindring, det er mest påtrængende at fokusere på.
Derfor bliver der ikke udført ernæringsscreening,
i stedet foretager de et skøn over patientens ernæringsbehov. Men det er måske ikke tilstrækkeligt.
“De akutte bliver ikke screenet, du bruger din
sunde fornuft, og man sætter ressourcerne ind
i det akutte ... da tror jeg, mange ikke gør det”
(Interview 2).
Endvidere foretages der ikke fornyet ernæringsscreening, når patienten fx får kvalme, som er
en almindelig komplikation og en kendt barriere
for patientens ernæring. Dermed får man ikke
indsigt i omfanget af patientens ernæringsbehov.
Men det er ikke ensbetydende med, at sygepleje­
personalet ikke forsøger at varetage patientens
ernæringsbehov eller løbende foretager en vurdering af situationen i form af det sygeplejefag­lige
skøn. Ernæringsscreeningen udføres bare ikke
konsekvent.
Når kostregistrering ikke virker
Resultater
Ernæringsscreening forbedrer
sygeplejen, men ikke konsekvent
Alle patienter får foretaget ernæringsscreening,
og sygeplejepersonalet oplever, at patienterne bliver bedre ernæret.
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 54
Sygeplejepersonalet mener, at man ikke påbegynder kostregistreringen hurtigt nok, specielt ikke i
forhold til de patienter, som er småt spisende:
“vi trækker det langt, inden vi egentlig tænker
og griber ind. Vi snakker med dem, men vi gør
ikke noget” (Interview 2).
11/07/13 15.50
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013 ◆ 55
Om det skyldes, at andre opgaver prioriteres højere, eller at sygeplejepersonalet er i tvivl om, hvad
de skal gøre, eller om de mangler viden om ernæring, er uvist.
Det registreres, at patienten har ernæringsproblemer, og patientens indtagelse registreres. Der går
nemt en dag mere, for det kan jo være, at ­patienten
har lyst til at spise i morgen.
“… vi registrerer og registrerer, vi handler måske
ikke hurtigt nok” (Interview 2).
På trods af, at kostregistreringen er foretaget, bliver
de relevante sygeplejetiltag ikke iværksat hurtigt
nok. Det betyder, at ernæringen ikke forbedres så
effektivt, som ønsket.
Der er forskel på, hvordan sygeplejepersonalet oplever, at aften- og nattevagten varetager
patientens ernæringsbehov. Tiltag, der er startet
om dagen, kan være svære at følge op om aftenen.
Det samme gælder kostregistreringen, og det kan
skyldes den lavere normering.
Det er forskelligt, hvor i den elektroniske
­patientjournal personalet dokumenterer patientens ernæring. De fleste dokumenterer den under
­notatskabelonen ‘Målte værdier’, men det er også
muligt at dokumentere værdierne under notatskabelonen ‘Ernæringsscreening’, men det er uvist,
om der er nogen, som noterer værdierne der.
Vanskelighederne ved, at dokumentationen ikke
udføres ensartet, kan forhindre, at der følges op
med de rette ernæringsmæssige tiltag.
Ernæring bør være en procedure, ligesom
medicin- og bækkengivning er det
Sygeplejepersonalet søger at finde årsagen til, at
nogle af patienternes ernæring er mangelfuld. De
sammenligner ernæringen med den behandling,
som de altid har varetaget optimalt. Sygeplejepersonalet erkender, at ernæringen ikke har samme
bevågenhed som medicingivning.
“Og man ser ikke ernæringen på samme måde,
som man ser medicin, og så længe man ikke
gør det, så synes jeg ikke, at man har fokus nok
på ernæring” (Interview 1).
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 55
En sygeplejerske påpeger, at det er utænkeligt, at
patienterne ikke får medicin, eller at man und­
lader at uddelegere opgaven til en anden i vagtskiftet. Medicin er ofte en central del af patient­
ernes behandling, og den er ordineret af lægen.
Ernæringsindsatsen bliver altså ikke udført lige så
godt, som medicingivningen gør. Sygeplejepersonalet mener derfor, at det ville forbedre patientens
ernæring, hvis ernæringsindsats og medicingivning havde samme status.
Sygeplejepersonalet oplever, at travlhed er en
af grundene til, at patienterne får utilstrækkelig
kost. Når sygeplejepersonalet har travlt, føler de
sig pressede, og en måde at håndtere arbejdspresset på er at springe over opgaver, som ikke haster.
De er med andre ord nødt til at foretage prioriteringer. Alligevel påpeger flere, at man ikke undlader at give et bækken på grund af travlhed, men
der er en risiko for, at kostregistreringen ikke udføres, når der er travlt. Sygeplejepersonalet finder,
at dette ikke er tilfredsstillende.
Sygeplejepersonalet mener, at løsningen kan
være at indføre faste procedurer. Eksempelvis
foreslås det, at proteindrik, som har en gavnlig
virkning på vægtstigning, bliver ordineret tre
­gange dagligt.
“Patienterne ser, hvordan vi prioriterer … jeg
kunne godt tænke mig, at proteindrik blev
­ordineret tre gange dagligt” (Interview 2).
Tværfagligt samarbejde
Flere synes, at lægernes holdning til ernæring
har en betydning for, om ernæringen prioriteres.
Lægerne er ansvarlige for patientens behandling,
men de har ikke fokus på patientens ernæring.
Lægernes anerkendelse af sygeplejepersonalets
problematikker er vigtig for, om problemet værdisættes og behandles.
“ … ernæring som noget meget mere tværfagligt, end det er nu, hvor det er noget plejemæssigt. Så er det ikke tværfagligt, så er det ikke
det samme ansvar i forhold til ernæring, som vi
tager i forhold til så meget anden behandling,
11/07/13 15.50
56 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013
fordi jeg tænker også ernæring som behandling …” (Interview 1)
Sygeplejepersonalet oplever, at det er vigtigt, at
der er en tværfaglig holdning til patientens ernæring. Lægerne burde være opmærksomme på
ernæring, men de får kun kendskab til, at det er
et problem for patienten, hvis sygeplejepersonalet
informerer om det.
“så det gør de ikke, så der er heller ikke konsensus i forhold til, hvad vi synes, og det, lægerne
synes, altså det må I lidt selv om. Men de har
jo også et ansvar for, om den her behandling
skal sættes igennem, og at vi kommer i gang
tids nok.” (Interview 1)
Lægerne er en betydningsfuld tværfaglig samarbejdspartner, og de forhold, der tillægges en værdi
af lægerne, får også en tilsvarende værdi hos sygeplejepersonalet. Sygeplejepersonalet har brug for
at kunne drøfte patientens situation med lægerne
for at få støtte til at løse patientens ernæringsmæssige problemer.
Patienten kategoriseres
Når patienten er en lille, spinkel, ældre dame, observerer sygeplejepersonalet automatisk patientens
kostindtagelse. Det sker derimod ikke, når patienten er en stor og kraftig mand. Den lille, spinkle,
ældre patient trænger tydeligvis til kalorier og er
i farezonen for at blive underernæret, mens den
kraftige patient ikke umiddelbart har samme behov, fordi han/hun ser ud til at have noget at tære
på. Det er sygeplejepersonalets erfaring, at disse patienter også ser indlæggelsen som en kærkommen
lejlighed til at tabe sig. Alligevel har den kraftige
patient et lige så stort behov for den rigtige ernæring, så risikoen for komplika­tioner ikke øges.
Informant 1: “… jo, men i det hele taget den
holdning, der er til den kraftige patient, den
bliver ikke vægtet helt på den samme måde.”
Informant 2: “Man kan stadig godt høre bemærkningen: ‘Nej, men han har noget at tære
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 56
på, han har noget at tabe af ’ … og ‘han tager
ingen skade af at tabe sig’. Hvis man kan udtale
sig sådan, så mangler der helt klart noget viden.” (Interview 1)
Sygeplejepersonalet er bevidst om, at de foretager
en kategorisering af patienten, og at den er grundlaget for deres sygeplejefaglige vurdering. Der
­gives udtryk for, at den form for kategorisering
kan være problematisk.
Der er ældre patienter, som er tilbageholdende
med at henvende sig: De har ikke lyst til at spise,
og de får ikke appetit, selv om de får viden om,
hvor vigtig ernæringen er for deres indlæggelsesforløb. De er nyopererede og trætte, og de kan
ikke overskue deres situation. De kan ikke udholde, at sygeplejepersonalet forsøger at hjælpe dem
med at indtage en sufficient kost: “Jamen det er jo,
hvis de simpelthen ikke har lysten til at spise, så
synes de, det er hamrende irriterende, at de fornemmer, at det eneste, vi fokuserer på, det er de
ting, de ikke kan” (Interview 1).
Sygeplejepersonalet er opmærksomt på, at de
ældre har nedsat appetit, men de synes, at det er
svært at varetage ernæringen til dem, når de ikke
selv ønsker at medvirke aktivt.
Det kræver øget opmærksomhed at inddrage
de ældre patienter, som har nedsat appetit og længere indlæggelser. Sygeplejepersonalet oplever, at
det er vanskeligt at hjælpe patienten til at spise
normalt, når han eller hun først har fået et ernæringsproblem.
Audit er nødvendig
“… vi fik det gjort mere end før. Men, hvis vi
ikke havde audit, hvor der engang imellem
var nogle, der gik ind og kikkede, om vi havde gjort det. Så tror jeg, at vi havde et større
­problem end det, vi har nu.” (Interview 1)
Audit er nødvendig for at sikre, at ernæringsscreeningerne udføres. Ernæringsgruppen, der
har ansvaret for, at ernæringsscreeninger udføres,
skulle måske tildeles mere tid, men det går fra
­tiden til patientplejen. Sygeplejepersonalet mener,
11/07/13 15.50
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013 ◆ 57
at afdelingens ernæringsgruppe har en stor indflydelse på, om sygeplejepersonalet udfører ernæringsscreeninger.
Der foretages audit halvårligt i de enkelte sengeafsnit, hvor det kontrolleres, om ernæringsscreeninger er foretaget. Hvis det ikke skete, ville
problemet være større. Audit betyder, at screeningerne fungerer bedre. Ernæringsgruppen er ‘spydspids’, og det er der ingen, der ser skævt til.
Diskussion
Det første tema, ‘Ernæringsscreening forbedrer
sygeplejen, men det sker ikke konsekvent’, bekræfter, at ernæringsscreeningen ikke fungerer efter
hensigten, og at ernæringsscreeningen er forbundet med vanskeligheder, hvilket også er beskrevet
i rapporten Bedre mad til syge (8). Temaet ‘Når
­kostregistrering ikke virker’ viser, at dokumentation kan volde problemer. Sundhedsstyrelsens
rapport påpeger, at den grundige dokumentation
tager lang tid for sygeplejepersonalet at lære (9).
De to temaer viser, at der mangler en systematik i udførelsen. Ernæringsscreeninger anbefales
ifølge Den danske kvalitetsmodel for at sikre en
systematisk tilgang til ernæringsscreening (2),
men selv om sygeplejepersonalet kender redskabet, mangler de den anbefalede systematik. Det
påpeges i Sundhedsstyrelsens fællesrapport, at det
er vigtigt at arbejde med sygeplejepersonalets forståelse af betydningen af, at ernæringsbehandling
udføres systematisk (9).
Temaet ‘Ernæring bør være en procedure, ligesom medicin- og bækkengivning er det’ viser, at
sygeplejepersonalet mener, at det er en løsning, at
patienterne bliver tilbudt fx proteindrikke som en
fast procedure tre gange i døgnet. Andre undersøgelser har et andet fokus, nemlig at faste procedurer kan sikre en dækkende dokumentation
af den ernæringsbehandling, patienten har modtaget, og informationen, der er givet til patienten
(9). At løse patientens ernæringsproblemer ved
at indføre faste procedurer kan dog være proble­
matisk. Ifølge Benner findes der en begrænsning i
at følge de faste regler, hvorfor det er væsentligt at
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 57
anvende den personlige dømmekraft i de konkrete situationer. Den personlige dømmekraft opnår
sygeplejepersonalet kun gennem erfaring. For novicen repræsenterer en situation mange ‘lige’ vigtige bestanddele. Novicen har en lærebogsstyret
adfærd, som består i at følge regler, som dermed
“begrænser muligheden for en dygtig indsats”
(10), idet regler ikke viser, hvilke handlinger der
er væsentlige i den enkelte situation. Når sygeplejepersonalet får erfaring, fremstår situationer som
et komplet hele, hvor noget fremstår mere relevant
end andet. Derfor kan den erfarne hurtigt finde
frem til det centrale problem og vurdere, hvad der
er hensigtsmæssigt at udføre (10). I akutte situationer kan det være meget vigtigt. Derfor er det
spørgsmålet, om der ikke findes en dobbelthed i
de problematikker, sygeplejepersonalet beskriver,
da det erfarne personale netop er i stand til hurtigt
at vurdere patientens ernæringsmæssige tilstand
og behov. Det betyder, at sygeplejepersonalet anvender deres personlige dømmekraft og foretager
en passende vurdering i situationen, hvor det ville
være uhensigtsmæssigt at gøre andet.
Det er logisk, at sygeplejepersonalet foretager
en sammenligning mellem at give patienten et
bækken og patientens ernæring. Ifølge Henderson
er udskillelse af affaldsstoffer et grundlæggende
behov, som det er sygeplejepersonalets opgave at
støtte og hjælpe patienten med. Ligesom ernæring
også er et grundlæggende behov, som patienten
skal have dækket (11). Det er derfor tankevækkende, at patientens ernæring i hverdagen alligevel ikke får den samme opmærksomhed som
bækkengivning.
Temaet ‘Tværfagligt samarbejde’ viser, at sygeplejepersonalet savner at få opbakning af og samarbejde med lægerne om patienternes ernæring.
Det har en betydning for sygeplejepersonalet, at
lægerne anerkender de problemstillinger, som
de jævnligt må forholde sig til. Ifølge Benner har
­sygeplejerskernes samarbejdsrelation med lægerne betydning for deres arbejdsopfattelse. At sygeplejerskerne får en professionel anerkendelse,
hænger også sammen med den beskrivelse, som
de foretager af sygeplejepraksis (10). Lægernes
anerkendelse har en betydning for, om sygepleje-
11/07/13 15.50
58 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013
personalet tillægger ernæring en værdi i den daglige praksis og dermed prioriterer patienternes ernæring, når de drøfter sygeplejen til patienterne.
Sygeplejepersonalet problematiserer under temaet ‘Patienten kategoriseres’, at patienten kategoriseres, alt efter om han/hun er overvægtig eller
tynd. Andre undersøgelser viser, at det at kategorisere patienten er et kendt fænomen (12). Vi foretager kontinuerligt kategoriseringer, både bevidst
og ubevidst. På den måde skaber vi orden på vores
tanker og de indtryk, vi får (13). Sygeplejepersonalets kategorisering af patienterne betyder, at de
er opmærksomme på de patienter, som har et synligt og åbenlyst behov for ernæring, men ikke på
den overvægtige patient, som også har behov for
sufficient ernæring i forbindelse med operation.
Temaet ‘Audits er nødvendig’ viser, at selv om
sygeplejepersonalet synes, at arbejdet er krævende, så erkender de nødvendigheden af den kontrol,
som er indlejret i audit. Audit er hensigtsmæssig,
idet der foretages en evaluering af indsatsen. Derved er det muligt at reflektere over og drøfte egen
praksis med henblik på kvalitetsudvikling (14).
Konklusion
Afslutningsvis må vi rejse spørgsmålet, om opfyldelse af standarder har den tilsigtede virkning:
at sikre kvaliteten i sygeplejen, eller om det ville
være hensigtsmæssigt med et mere nuanceret syn,
hvor sygeplejepersonalets faglige kompetencer
i højere grad udnyttes. Med K. Martinsen (15) i
hånden kan vi konkludere, at der er en fare for,
at den kliniske praksis lader sig diktere af den
­videnskabelige forskning, når den evidensbaserede viden er idealet for god sygepleje i praksis. Det
er et problem, hvis den kliniske praksis udelukkende skal baseres på videnskabelig viden, hvorved sygeplejerskens kliniske skøn ikke tillægges
en værdi.
Dog er der tiltag, som kan forbedres gennem
en mere systematisk tilgang til patientens ernæring og større bevidsthed om de patientgrupper,
der er i risiko for dårlig ernæringstilstand. Men
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 58
det, vi ser som afgørende, er, at kravet om ernæringsscreening og kostregistrering af alle patienter
stiller sygeplejepersonalet i et dilemma. Spørgsmålet er, om samarbejdet med lægerne får en
­betydning, fordi det er et udtryk for sygeplejepersonalets dilemma i forhold til de prioriteringer,
der skal foretages. Ligeledes kunne nødvendigheden af audits tyde på, at udførelsen af ernæringsscreening og kostregistrering ikke altid er logisk at
foretage i den enkelte situation.
Tak til ph.d., postdoc Bente Hoeck for faglig sparring.
Lektor, cand.cur.
Emilie Andrés
Sygeplejerskeuddannelsen i Odense
University College Lillebælt
Blangstedgårdsvej 4,
5220 Odense SØ
Mail: [email protected]
Kontaktperson Emilie Andrés,
mobil nr. 2514 1330
Oversygeplejerske, cand.cur.
Gitte Bekker
Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling T
Odense Universitetshospital
Sdr. Boulevard 29, Penthouse 2. sal,
5000 Odense C
Mail: [email protected]
Litteratur
1. Sundhedsstyrelsen. Screening og behandling
af patienter i ernæringsmæssig risiko. Vejledning til læger, sygeplejersker, social- og
sundhedsassistenter, sygehjælpere og kliniske
diætister. 2008. Besøgt 26. marts 2013. www.
sst.dk/publ/publ2008/cff/ernaering/bmts_
vejl_dan_05mar08.pdf‎
2. Institut for Kvalitet og Akkreditering. Den
danske kvalitetsmodel. Version 1; 2009.
3. Perry L, McLaren S. Nutritional support in acute
stroke: the impact of evidence-based guidelines.
Clinical Nutrition 2003; 22 (3): 283-293.
11/07/13 15.50
Klinisk Sygepleje ∙ 27. årgang ∙ Nr. 3 ∙ 2013 ◆ 59
4. Xia C, McCutcheon H. Mealtimes in hospital
– who does what? Journal of Clinical Nursing
2006: 15, 1221–1227.
5. Halkier B. Fokusgrupper. Forlaget Samfundslitteratur. 2. udg.; 2008.
6. Halkier B. Fokusgrupper. I: Brinkmann S,
Tanggaard L (red.). Kvalitative metoder. En
grundbog. Hans Reitzels Forlag; 2011.
7. Kvale S, Brinkmann S. Interview. København:
Hans Reitzels Forlag; 2009.
8. Sundhedsstyrelsen. Bedre mad til syge. Hvorfor? Hvordan? Sundhedsstyrelsen. 2003.
Besøgt 26. marts 2013. www.sst.dk/publ/
Publ2003/Pjece_bedre_mad.pdf‎
9. Sundhedsstyrelsen. Bedre mad til syge – fællesrapport. Sundhedsstyrelsen. Center for
forebyggelse. 2007. Besøgt 26. marts 2013.
www.sst.dk/publ/Publ2007/CFF/Ernaering/
BMTS_faellesrapport.pdf‎
Klinisk_Sygepleje_mat_nr3-2013.indd 59
10. Benner P. Fra novice til ekspert. København:
Munksgaard; 1995.
11. Henderson V. Sygeplejens grundlæggende
principper. DSR. Nyt Nordisk Forlag; 2010.
12. Jacobsen CB, Pedersen VH, Albeck K. Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed.
DSI, SST; 2008.
13. Egerod I. En rigtig sygeplejerske. I: Hansen
Ploug H. Omsorg, krop og død. København:
Gyldendal; 1998.
14. Kjærgaard J, Mainz J, Jørgensen T, Willaing
I. Kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet. København: Munksgaard; 2001.
15. Martinsen K. Samtalen, skønnet og evidensen. Gads Forlag; 2006.
11/07/13 15.50